Betænkning om børns retsstilling
Kap. IV. Gældende dansk ret

[Forrige dokument][Næste dokument][Forside]


IV. Gældende dansk ret

På baggrund af betænkning nr. 126/1955 om faderskab gennemførtes vor nugældende børnelov af 18. maj 1960, der trådte i kraft den 1. januar 1961, se nu lovbekendtgørelse nr. 293 af 2. maj 1995 med senere ændring(1) .

Lovens regler om faderskab er bygget således op, at §§ 1-5 handler om faderskab til ægtebørn, mens §§ 6-12 handler om faderskab til børn uden for ægteskab, dvs. børn, der ikke er ægtebørn.

Antal levendefødte børn fordelt på ægtebørn og børn født uden for ægteskab i de senere år
  Levendefødte ægtebørn Børn født uden for ægteskab
1992 67.726 36.300 31.426
1993 67.369 35.865 31.504
1994 69.666 37.242 32.424
1995 69.771 37.129 32.642
1996 67.638 36.336 31.302

(Kilde: Danmarks Statistik)

1. Faderskab til børn født af kvinder, der var gift på avlingstidspunktet eller blev gift før barnets fødsel

Børnelovens § 1 definerer ægtebørn som "børn af forældre, som på avlingstiden levede i eller senere har indgået ægteskab med hinanden". Denne definition omfatter i princippet 2 forskellige slags ægtebørn:

Dertil kommer yderligere legitimationsbørn efter børnelovens § 4(2) .

1.1. Pater est-børn efter børnelovens § 2

Pater est-reglen, som udtrykkes ved sætningen: Pater est quem nuptiæ demonstrant (faderen er den, som brylluppet udpeger) er optaget i børnelovens § 2, men nu således at ægtemanden altid kan fritages for det retlige faderskab, hvis der føres bevis for, at han ikke kan være den genetiske far. Da ægtebarnsstatus ved børnelovens gennemførelse i 1960 fremdeles ansås for at være særlig værdifuld for barnet - i faderskabsbetænkningen blev endog betegnelsen, at barnet var af "ægteskabelig byrd", foreslået - blev reglerne udformet således, at der af hensyn til barnet skal kræves et overordentligt stærkt bevis for, at ægtemanden kan fritages for faderskabet.

Pater est-reglen er nærmere lovfæstet således, at børnelovens § 2, stk. 1, angår børn født af en kvinde, der var gift i avlingstiden uden at være separeret og uden, at samlivet mellem ægtefællerne var ophævet på grund af uoverensstemmelse. Foreligger en af disse 2 situationer, gælder der en modificeret pater est-regel efter børnelovens § 2, stk. 2(3) .

1.1.1. Den stærke regel i børnelovens § 2, stk. 1

Børnelovens § 2, stk. 1, omfatter børn, der kan være avlet under moderens ægteskab. Deri ligger for det første, at reglen også finder anvendelse, hvor det kan være tvivlsomt, om barnet er avlet under ægteskabet. Kun såfremt det kan udelukkes, at barnet er avlet, mens ægteskabet bestod, finder reglen i § 2, stk. 1, ikke anvendelse. I så fald gælder enten reglen i børnelovens § 3 om børn, der fødes af en gift kvinde, eller de almindelige regler i børnelovens § 6 om børn født uden for ægteskab. Det er endvidere uden betydning, om moderens ægteskab er blevet opløst efter udløbet af avlingstiden men før barnets fødsel. Blot barnet kan være avlet under ægteskabet, er det reglen i § 2, stk. 1, der i første række bliver afgørende ved fastlæggelse af faderskabet.

Avlingstiden fastsættes om nødvendigt ved indhentelse af en avlingstidsattest fra embedslægen og eventuel forelæggelse for Retslægerådet.

Pater est-reglens hovedfunktion er, at en kvindes barn automatisk får status som ægtebarn, blot barnet kan være avlet under kvindens ægteskab. Barnets fødsel skal anmeldes af jordemoderen til ministerialbogsføreren (den kirkebogsførende sognepræst - i de sønderjyske landsdele personregisterføreren). Også forældrene selv har efter lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald med senere ændringer samt bekendtgørelse nr. 562 af 15. november 1977 anmeldelsespligt. Moderen skal intet oplyse om sine samlejeforhold og har ikke pligt til at gøre opmærksom på, at der kan være tvivl om ægtemandens faderskab. Jordemoderen skal endog angive barnet som ægtefødt i tilfælde, hvor moderen måtte have betroet jordemoderen, at ægtemanden ikke er far til barnet. Moderens vielsesattest skal forevises, og det skal ifølge anmeldelsesblanketten (men dog ikke ifølge blanketten vedrørende de sønderjyske landsdele) oplyses, om moderen er separeret men derimod ikke, om samlivet er ophævet på grund af uoverensstemmelse. Fra ministerialbogen registreres faderskabet derefter i Det Centrale Personregister (CPR).

Bliver faderskabssag herefter ikke anlagt af nogen, som efter børnelovens § 5 er berettiget til at anlægge sådan sag, dvs. ægtemanden, moderen, barnet eller en for barnet beskikket værge, er ægtemanden via fødselspapirerne registreret som retlig far til barnet.

Som begrundelse for at opretholde pater est-reglen anførtes det i faderskabsbetænkningen, side 48, at kommissionen fandt:

"... at det er af værdi for ægteskabet og familielivet og dermed også for samfundet, at det ved pater est-reglen er fastlåst, at ægtemanden skal formodes at være fader til de af hans hustru fødte børn, og at denne formodning kun kan omstødes, når han er i stand til på særligt overbevisende måde at modbevise dens rigtighed. En formodningsregel af dette indhold er naturligt begrundet i livets almindelige erfaring om, hvad der typisk er tilfældet i ægteskaber, og vil uden tvivl føre til det biologisk rigtige resultat i det altovervejende antal tilfælde.

Den faste lovsformodning, som pater est-reglen indeholder, er endvidere i vidt omfang medvirkende til at afværge, at der anlægges tvivlsomme retssager om børns status. Det må herved erindres, at en retssag, hvorunder ægtemanden bestrider barnets ægthed - allerede som følge af den heri liggende påstand om hustruens utroskab - i sig selv vil virke ødelæggende for ægteskabet og være undergravende for barnets tryghed i hjemmet. Denne omstændighed får særlig betydning, hvis sagen falder ud til, at ægtemanden fortsat skal anses for far til barnet. Som følge af de bevisvanskeligheder, der ofte foreligger i disse sager, ville et sådant udfald ikke være ualmindeligt, hvis der ikke forelå faste regler, der var egnede til at bevirke, at der kun bliver anlagt sag, når der på forhånd kan siges at være rimelige chancer for at gennemføre den. På dette punkt har pater est-reglen sin største betydning. Ved at pålægge ægtemanden bevisbyrden for påstanden om, at han ikke er fader til barnet, og ved herudover at stille særligt strenge krav til bevisets styrke bidrager reglen utvivlsomt i meget væsentlig grad til at mindske uroen om barnets stilling i familien og til at undgå retssager, der uanset deres udfald ville medføre ægteskabets endelige forlis."

Anfægtes barnets ægtebarnsstatus ved, at faderskabssag bliver anlagt, og kommer forholdene under sagen til nærmere prøvelse, træder pater est-reglens bevismæssige funktioner frem.

Der er i børnelovens § 2 indbygget 2 juridiske formodningsregler, nemlig for det første en formodning om, at ægtemanden har haft samleje med hustruen i avlingstiden (samlejeformodningen), og for det andet en formodning om, at ægtemanden er far til barnet (faderskabsformodningen). Under en retssag skal det således bevismæssigt lægges til grund for afgørelsen, at moderen i avlingstiden havde samleje med ægtemanden, medmindre der føres bevis for, at ægtefællerne ikke kan have haft samleje. Endvidere skal det under sagen lægges til grund for afgørelsen, at barnet er frugt af et samleje med ægtemanden og ikke af et samleje med en anden mand, medmindre det bevises, at ægtemanden ikke kan være barnets genetiske far.

Før de arvebiologiske bevismidler (blodtypebevis m.v.) gjorde det muligt at føre effektivt bevis mod faderskabsformodningen, bestod en ægtemands mulighed for at undgå faderskabet normalt alene i at føre bevis imod samlejeformodningen. Den eksplosive udvikling af de arvebiologiske bevismidler, især inden for de seneste årtier, har imidlertid nu bevirket, at bevis mod samlejeformodningen er trådt ganske i baggrunden. Et sådant bevis kan dog stadig i enkeltstående tilfælde være så klart, at det overflødiggør al anden bevisførelse, ligesom det kan have betydning i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at føre arvebiologisk bevis.

Bevis mod samlejeformodningen har undertiden været ført på den måde, at det er godtgjort, at ægtefællerne på grund af fysisk adskillelse som bortrejse, fængselsophold, hospitalsophold m.v. ikke kan have haft samleje. Som eksempel kan nævnes UfR 1968.71 H, hvor det ved parternes forklaring og ved en vidneforklaring til politirapport ansås for bevist, at ægtemanden i 1 1/2 år havde sejlet med et skib, der ikke havde anløbet europæisk havn, og at hustruen ikke på noget tidspunkt havde været om bord på det pågældende skib.

Fodnoter:

(1)Loven er optrykt nedenfor under X, 4.

(2)Se nedenfor under 1.6.

(3)Se nedenfor under 1.1.2.

En vis mulighed for bevis mod samlejeformodningen har efter praksis været det såkaldte psykologiske bevis: Forholdet mellem ægtefællerne har i hele avlingstiden været sådan, at det må anses for udelukket, at de har haft samleje. Når der bortses fra de nedenfor omtalte tilfælde, der særlig er lovfæstet i børnelovens § 2, stk. 2, og hvorefter ægtefællerne enten i avlingstiden levede separeret eller samlivet mellem dem var ophævet på grund af uoverensstemmelse, bliver der tilbage til det psykologiske bevis mod samlejeformodningen hovedsageligt tilfælde, hvor ægtefællerne boede sammen.

Beviset er efter retspraksis vanskeligt at føre og vel umuligt, hvor ægtefællerne har delt soveværelse. ægtefællernes samstemmende forklaring er ikke tilstrækkelig. Se fx UfR 1954.682 H, hvor ægtefællerne havde delt soveværelse, og hustruen i avlingstiden havde haft samleje med en tredjemand, men hvor ægtemanden blev dømt. I UfR 1978.258 Ø, der belyser, hvor restriktiv praksis er, boede ægtefællerne sammen med 2 andre par i et kollektiv. Der skete "konebytning" eller "mandebytning", således at hustruen delte soveværelse med tredjemanden, og ægtemanden delte soveværelse med tredjemandens hustru. ægtefællerne forklarede samstemmende, at de ikke havde haft samleje i avlingstiden, hvor hustruen jævnligt havde haft samleje med tredjemanden. Parterne afviste at medvirke til blodtypebestemmelser. ægtemanden blev dømt som far, men med dissens. Som eksempel på, at det psykologiske bevis lykkedes, kan nævnes afgørelsen i UfR 1961.11 H. ægtemanden modtog et brev fra hustruen med oplysning om utroskab og lod sig afmønstre fra sit skib og vendte den 22. januar i slutningen af avlingstiden hjem for at forsøge at "redde stumperne". Han boede fra denne dato i det fælles hjem og forsøgte forgæves at få samleje med hustruen, men delte ikke soveværelse med hende. Den 25. januar rettede han henvendelse til en advokat med ønske om bistand til at opnå skilsmisse. ægtefællerne forklarede samstemmende, at de på grund af hustruens ønske om skilsmisse ikke havde haft samleje med hinanden i avlingstiden. Moderen havde i december og januar haft samleje med en tredjemand, med hvem hun på domstidspunktet var blevet gift. Arvebiologiske undersøgelser gav stor sandsynlighed for tredjemandens faderskab, men det arvebiologiske bevis var ikke i sig selv bæredygtigt. ægtefællernes forklaring om ikke at have haft samleje fandtes af Højesteret "at være så væsentligt bestyrket, at det, når tillige henses til udfaldet af den antropologiske undersøgelse og det øvrige foreliggende", ansås for godtgjort, at ikke ægtemanden, men den nye ægtefælle var barnets far. Byretten og landsretten havde dømt ægtemanden.

Der findes så vidt ses i nyere retspraksis ikke afgørelser, der har accepteret, at samleje ansås for udelukket på grund af impotens.

Børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., indeholder 2 forskellige regler om bevis mod faderskabsformodningen. Godtgøres det, at moderen har haft samleje med en anden end ægtemanden, frifindes ægtemanden, såfremt det "må antages", at barnet er avlet af tredjemanden. Er det ikke godtgjort, at moderen har haft samleje med en anden end ægtemanden, frifindes ægtemanden, "hvis det på grund af barnets arveanlæg eller af anden særlig grund kan anses som sikkert, at ægtemanden ikke er barnets fader". Faderskabsformodningen er således stærkest, hvor det ikke er godtgjort, at hustruen har stået i forhold til en bestemt anden i avlingstiden.

Bevis mod faderskabsformodningen har principielt kunnet føres som et sterilitetsbevis, dvs. et bevis for, at manden er ufrugtbar. Beviset er vanskeligt at føre. Et eksempel på, at det lykkedes, haves i UfR 1970.825 H. Har en speciallægeundersøgelse udtalt, at mandens avledygtighed var nedsat i væsentlig grad, har dette af og til kunnet indgå i den samlede bevismæssige vurdering som et moment, der talte mod faderskabet.

Også andre omstændigheder har kunnet tillægges en vis bevismæssig betydning. Dette gælder således et samlejes tidsmæssige placering inden for den beregnede avlingstid. Sandsynligheden for besvangring i avlingstidens midte er størst. Ved samleje helt i udkanten af avlingstiden er sandsynligheden for besvangring yderst ringe.

Hvor sikre oplysninger om moderens menstruationsblødninger har foreligget, og tidspunktet for et samleje har kunnet fastlægges præcist, har der i visse tilfælde kunnet drages slutninger om sandsynligheden for besvangring. Denne anses således for at være usandsynlig under og i de første 3-4 dage efter menstruationen og meget usandsynlig - men ikke udelukket - i de sidste 4-5 dage før næste menstruation alt under forudsætning af, at moderens menstruationscyklus er regelmæssig.

På grundlag af en udtalelse fra Retslægerådet i 1953 har det været antaget, at anvendelse af antikonceptionelle midler normalt ikke burde tages i betragtning, dels fordi ingen af metoderne var sikre, dels fordi oplysningerne om anvendelsen ofte er ufuldstændige(4) .

Bevis mod faderskabsformodningen føres nu normalt ved retsgenetiske undersøgelser, der tidligere omfattede typebestemmelser efter et antal af hinanden uafhængige blodserum og enzymtypesystemer, men fra 1997 alene har bestået i DNA-profilering(5) .

Om kravene til bevisets styrke i sager, hvor det ikke er godtgjort, at moderen har haft samleje med en anden, udtaltes det i faderskabsbetænkningen, side 56:

"Blodtype- og eventuelt andre antropologiske undersøgelser vil kunne berettige til at anse det for sikkert, at ægtemanden ikke er faderen. Kommissionen kan i det store hele tiltræde den linie, som retspraksis hidtil har fulgt, og hvorefter ægtemandens påstand ikke tages til følge, når formodningen om hustruens utroskab alene bygger på, at mandens faderskab er udelukket efter blodtypeundersøgelsen. Man mener imidlertid, at det vil være rimeligt og forsvarligt, at der skabes mulighed for at imødekomme ægtemandens påstand i visse af disse tilfælde. Man har herved særlig den situation for øje, hvor faderskabet er udelukket efter flere af blodtypesystemerne, herunder et af de stærke, og hvor erklæringen fra Retsmedicinsk Institut er uden forbehold. Dette kan dog ikke udelukke dommeren fra at fastholde ægtemandens faderskab i de særlige tilfælde, hvor moderens forklaring om, at hun ikke har stået i forhold til andre, har virket aldeles overbevisende."

Der findes ikke trykt retspraksis efter 1960 om sager, hvor utroskab ikke har været anset for godtgjort, men praksis fra tiden før 1960 svarer til lovens motiver. I UfR 1954.660 H blev ægtemanden fastholdt på faderskabet, uagtet at hans faderskab var uforeneligt med Rhesus-systemet, hvilket talte mod hans faderskab med en bevismæssig vægt af størrelsesordenen højere end 99,9 %. I UfR 1952.945 Ø var et bevis efter MN-systemet, men med et svagt forbehold, ikke tilstrækkeligt til frifindelse. Ved UfR 1956.939 V blev ægtemanden, hvis avledygtighed var betydelig nedsat, frifundet, fordi hans faderskab var uforeneligt såvel med ABO-systemet (over 99,99 %) som med Rhesus-systemet (omkring 99,9 %).

Det ved motiverne og retspraksis således fastlagte ekstremt stærke beviskrav, der dog rummer mulighed for en vis meget begrænset elasticitet, må principielt stadig anses for at være udtryk for gældende ret. Hensynene er, at barnet i givet fald slet ingen far får, og at hustruen i kraft af det arvebiologiske bevis påskydes at have været utro.

Det må antages, at kravet til et isoleret bevis mod samlejeformodningen må have samme styrke i disse tilfælde som kravet til beviset mod faderskabsformodningen. Er der herefter den ringeste mulighed for at ægtefællerne kan haft haft samleje i avlingstiden, lægges det til grund, at dette var tilfældet.

Er det godtgjort, at moderen har haft samleje med en anden, og må det antages, at barnet er avlet af denne, skal ægtemanden efter børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., 1. led, frifindes. Også her kan frifindelse ske på grundlag af et bevis mod samlejeformodningen. Det må i denne forbindelse antages, at et sådant bevis, dersom det står isoleret, må være af nogenlunde samme styrke, som det bevis mod faderskabsformodningen, der kræves for at frifinde ægtemanden.

Kravene til styrken af det nødvendige bevis mod faderskabsformodningen i de sager, hvor det lægges til grund, at moderen har haft samleje med en anden, varierer formentlig betydeligt i forskellige situationer.

For de tilfælde, hvor moderen ikke er gift med eller lever sammen med tredjemanden, og er forblevet i ægteskabet, findes en vis retspraksis, som viser, at beviskravet for at frifinde ægtemanden i disse tilfælde, hvor moderen har haft samleje med en identificerbar og undersøgt mand, er høj, men dog noget sænket i forhold til den foran behandlede regel i børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., 2. led. Det udtaltes derom i faderskabsbetænkningen, side 55f, bl.a.:

"Bestemmelsen må fortolkes på den måde, at barnets status kun kan ændres, såfremt samtlige i sagen foreliggende bevisligheder har kunnet bibringe dommeren en klar overbevisning om, at ikke ægtemanden, men tredjemand er fader til barnet. Dette vil ikke blot være tilfældet, når der foreligger bevis for, at ægtefællerne ikke har haft samleje med hinanden i avlingstiden, eller lægeerklæring om manglende avledygtighed hos manden i avlingstiden, eller udelukkelse efter et af de stærke blodtypesystemer. Men også en række andre omstændigheder vil normalt medføre, at denne betingelse må siges at være opfyldt, således f.eks. hvis der er tilvejebragt andre biologiske bevismidler - herunder bl.a. de svagere blodtypesystemer, antropologiske lighedsundersøgelser og oplysninger om moderens menstruationsforhold og samlejernes placering i avlingstiden - under forudsætning af at erklæringerne herom er af en vis vægt og støttes af de øvrige oplysninger i sagen."

Fra praksis skal fremhæves afgørelsen i UfR 1966.625 V hvor ægteskabet fortsattes. ægtemanden blev frifundet på grundlag af arvebiologisk bevis, der talte for tredjemands faderskab med en vægt på 99,9 % mod 0,1 %. I UfR 1968.900 V, hvor moderen på ny havde indgået ægteskab med ægtemanden, var en overvægt til fordel for tredjemanden på 95 % mod 5 % ikke tilstrækkelig til at frifinde ægtemanden. Grænsen i disse tilfælde ligger således formentlig omkring 99 %.

Trykt praksis i sager, hvor moderen på domstidspunktet var blevet skilt, og heller ikke var gift med eller levede sammen med den undersøgte tredjemand, findes så vidt ses ikke.

Har moderen indgået ægteskab med tredjemanden, således at barnet ikke mister nogen ægtebarnsstatus ved, at tredjemanden dømmes i stedet for den første ægtemand, skal beviskravet sænkes væsentligt. Dette fremgår af folketingsbehandlingen vedrørende de såkaldte "havn til havn"-sager(6) . Muligvis er beviskravet ikke højere end kravene for at dømme den ene af 2 mulige mænd i en sag efter børnelovens § 6, stk. 2, dvs. 95 %-5 %. Der findes ikke trykt retspraksis.

Der findes heller ikke retspraksis til belysning af beviskravet for at frifinde ægtemanden i sager, hvor den undersøgte tredjemand ikke er gift med moderen, men lever fast sammen med hende.

Er der efter bevisførelsen mulighed for, at moderen har haft samleje med en anden mand, men har denne ikke kunnet identificeres eller undersøges, skal sagen bedømmes efter den strenge regel i andet led i børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Dette fremgår af følgende udtalelse i faderskabsbetænkningen, side 55:

"Vedrørende det andet forhold, der skal godtgøres under bevisførelsen - nemlig at barnet er avlet af en anden end ægtemanden - medfører forslaget en vis, omend ikke større ændring af gældende ret. Det skal i denne situation ikke længere være en betingelse for at frikende ægtemanden, at det godtgøres, at han ikke kan være fader til barnet. Det afgørende skal efter forslaget være, om det efter sagens oplysninger må antages, at barnet er avlet af en bestemt tredjemand."

I disse tilfælde bliver barnet nemlig faderløst, såfremt ægtemanden frifindes. På den anden side dømmes moderen reelt ikke til at have været utro.

Har moderen haft samleje med flere identificerbare og undersøgte mænd, må mulighederne for at frifinde ægtemanden relateres til den sandsynligste af disse.

Har moderen alene haft samleje med 2 forskellige ægtemænd i avlingstiden, og er hun ikke gift med eller lever sammen med nogen af dem på domstidspunktet, bør formentlig den sandsynligste ægtemand dømmes som far.

Fodnoter:

(4)Se i faderskabsbetænkningen, side 82.

(5)Se nedenfor under VI.

(6)Se FT 1959-60, tillæg A, spalte 313.

1.1.2. Den modificerede regel i børnelovens § 2, stk. 2

Efter børnelovens § 2, stk. 2, skal der ikke gælde nogen regel om samlejeformodning, såfremt ægtefællerne levede separeret eller samlivet mellem dem var ophævet på grund af uoverensstemmelse i hele avlingstiden. Føres der bevis for samleje, finder reglerne om faderskabsformodning efter børnelovens § 2, stk. 1, tilsvarende anvendelse. Se fx UfR 1963.675 Ø.

De i § 2, stk. 2, omhandlede børn anses indtil videre som børn født uden for ægteskab(7) .

Det er imidlertid ganske uafklaret, hvad der i praksis registreres ved fødslen, hvis moderen var eller er separeret, og der findes i blanketten slet ingen vejledning om, hvordan der skal forholdes, hvis samlivet mellem ægtefællerne var eller er ophævet på grund af uoverensstemmelse.

1.2. Passivitetsreglen i børnelovens § 3

Efter børnelovens § 3 anses et barn, "der fødes, efter at moderen har indgået ægteskab, men som må være avlet forinden", som barn af ægtemanden. Denne regel bygger på den gennemsnitsbetragtning, at ægtemanden oftest vil være barnets far. Reglen gælder, selv om dette åbenbart ikke kan være tilfældet. Den omfatter også tilfælde, hvor ægteskabet er blevet opløst før barnets fødsel. Efter børnelovens § 3 får barnet således automatisk status som ægtebarn ved registreringen, men denne status efter børnelovens § 3 er langt lettere at angribe end en ægtebarnsstatus efter børnelovens § 2. Anlægges der faderskabssag, gælder hverken pater est-reglens samleje- eller faderskabsformodning, men sagen skal blot afgøres efter reglerne i børnelovens § 6 om faderskab til børn uden for ægteskab(8) .

Er et barn avlet under moderens ægteskab med én mand, men fødes det først i moderens ægteskab med en ny mand, vil barnet været omfattet såvel af reglen i børnelovens

§ 2, som af reglen i børnelovens § 3. Om disse situationer udtaltes det bl.a. i faderskabsbetænkningen, side 66:

"I Danmark vil den omhandlede kollision mellem faderskabsformodning for både den nuværende og den tidligere ægtemand derfor kun kunne opstå i 2 bestemt afgrænsede situationer: dels hvor moderen på avlingstiden levede separeret eller faktisk adskilt fra ægtemand nr. 1, men hvor det samtidig oplystes, at hun alligevel har haft samleje med ham i den kritiske tid, dels hvor ægteskabet med ægtemand nr. 2 er indgået i strid med 10-måneders reglen i § 16 i lov nr. 276 af 30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning. Under hensyn hertil samt til, at konflikten i givet fald - også uden støtte i nogen udtrykkelig lovregel herom - naturligt vil blive løst derhen, at formodningen for ægtemand nr. 1 må vige for formodningen for det eksisterende ægteskab, har kommissionen anset det for ufornødent at give nogen særregel om dette tilfælde."(9)

Anlægges der faderskabssag, bortfalder barnets ægtebarnsstatus efter ægtefælle nr. 2, og sagen må bedømmes efter børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt.

1.3. Anfægtelse af ægtebarnsstatus

Søgsmålsret til at anlægge ægtebarnssag har efter børnelovens § 5, stk. 1, alene ægtemanden, moderen, en for barnet beskikket værge og barnet, når dette er fyldt 18 år, men ikke en tredjemand, fx moderens samlever, der mener at være barnets far. Ved ægtemand forstås den, der ifølge §§ 2 eller 3 skal anses som barnets far(10) .

Sag må efter børnelovens § 5, stk. 2, anlægges inden for en frist af 3 år, der regnes fra barnets fødsel, såfremt sagen anlægges af ægtemanden, moderen eller en for barnet beskikket værge. Indtil ændringen ved lov nr. 223 af 26. maj 1982 gjaldt der alene frister for ægtemandens sagsanlæg, nemlig 1 år fra kundskab om de relevante omstændigheder og 5 år fra barnets fødsel. Efter børnelovens § 5, stk. 3, kan landsretten dispensere fra 3-årsfristen, såfremt der anføres ganske særlige grunde for, at faderskabssag ikke er anlagt tidligere, og omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for, at faderskabssag anlægges, og det endvidere må antages, at sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

Fra praksis før lovændringen kan nævnes UfR 84.76 H: ægteskabet blev indgået i august 1969. Barnet blev født i november 1969. Ved en skilsmisse i 1971 bestred manden, at han var far, men undlod at rejse faderskabssag, hvilket heller ikke skete, da han blev afkrævet bidrag i 1977. Sagsanlægget blev afvist. Se også UfR 1985.311 H, hvor tilladelse til sagsanlæg vedrørende et 10 og et 11 1/2 år gammelt barn blev afvist, selv om faderen var steril, og moderen var indforstået med genoptagelse.

Der gælder ingen frister for barnets eget sagsanlæg, efter at det er fyldt 18 år.

Allerede før børneloven af 1960 var det i retspraksis blevet antaget, at en ægtemand kunne afskære sig fra at anfægte barnets status ved at anerkende barnet som sit. Denne af retspraksis opstillede regel, der blev godkendt i motiverne til børneloven og i motiverne til lovændringen om fristreglerne i 1982, hindrer ægtemanden i at anfægte barnets status, både når denne status hviler på børnelovens § 2, og når den hviler på børnelovens § 3. Afgørende er, om manden anerkender barnet som sit med kendskab til eller formodning om, at der kan være tvivl om, hvorvidt barnet er hans, navnlig fordi moderen har haft samleje med tredjemand i avlingstiden. Anerkendelse kan ske ved, at han udtrykkeligt udgiver barnet som sit, eller stiltiende ved, at han behandler barnet som sit. Se navnlig UfR 1963.21 H fra tiden før en frist blev indført. Den ulovbestemte regel om anerkendelse er nu et supplement til fristreglen i § 5, stk. 2(11) , og vil tillige kunne udelukke en dispensation efter 3-årsfristen i børnelovens § 5, stk. 3.

Anerkendelseslæren er i de senere år i praksis navnlig blevet anvendt mod moderen, når hun har behandlet barnet som ægtemandens barn. I så fald vil hun ikke kunne anfægte barnets status, fx fordi manden ved separation eller skilsmisse ellers kan få forældremyndigheden over eller samvær med barnet. Se fra praksis især UfR 1965.204, UfR 1969.76 H og UfR 1975.486. I UfR 1984.162 H ønskede moderen at anfægte ægtemandens faderskab, og der verserede samtidig en separationssag mellem ægtefællerne, under hvilken der var tvist om forældremyndigheden. Der forelå overordentlige stærke grunde for, at forældremyndigheden skulle tilfalde faderen. 3-årsfristen var ikke udløbet. Det særlige var, at der var blevet foretaget blodtypeundersøgelser, som viste, at ægtemandens faderskab var udelukket. Højesteret afskar med støtte i anerkendelseslæren moderen fra at anfægte faderskabet.

1.4. Parternes muligheder for at vedtage faderskabet uden retlig prøvelse

Man kan spørge, om en ægtemand eller en tredjemand med eller uden moderens og barnets indvilligelse kan få fastslået ved anerkendelse, hvem der skal være faderen. Spørgsmålet er, hvilke muligheder der består for, at parter efter gældende ret kan vælge et socialt/retligt faderskab i stedet for et genetisk/retligt faderskab.

Besvarelsen vil bero på, om barnet er omfattet af § 2, stk. 1, dvs. om det kan være avlet under moderens ægteskab med ægtemanden.

Er barnet avlet før moderen har indgået ægteskab, er det muligt at vedtage, hvem der skal være far, idet ægtemanden, såfremt anerkendelseslæren ikke udelukker ham derfra, kan anlægge faderskabssag med den virkning, at faderskabet skal bedømmes efter § 6. Opgiver moderen i så fald, at hun alene har haft samleje med tredjemanden, og anerkender tredjemanden faderskabet for statsamtet, bliver tredjemanden far.

Er barnet omfattet af § 2, stk. 1, er det eneste, parterne kan vedtage, at ægtemanden skal være far. Tredjemanden har ingen søgsmålsret, jf. børnelovens § 5, stk. 1. Undlader ægtemanden, moderen og barnet således at anlægge sag, er ægtemanden faderen. Anlægges faderskabssag, er stillingen efter retsplejeloven noget ejendommelig. Der skal altid beskikkes en advokat for barnet, jf. § 456 a, stk. 2, og 456 g, 2. pkt. Oplysningen af sagen er imidlertid overladt til parterne, jf. § 456 a, og cf. § 456 h(12) . Tredjemand, der afhøres, er ikke pligtig at afgive forklaring om, hvorvidt han har haft samleje med moderen. Moderen er heller ikke forpligtet til at afgive forklaring om, hvem der har haft samleje med hende inden for avlingstiden. Der gælder alene en fakultativ processuel skadevirkning, jf. § 456 a, stk. 2, og § 456 i modsætningsvist, dvs., at retten kan fortolke mod den, der nægter at udtale sig. Som udgangspunkt kan retten ikke træffe bestemmelser om, at der skal gennemføres arvebiologisk bevis og gennemtvingelse heraf efter en parts ønske kan heller ikke finde sted, jf. § 456 a, stk. 2 og §§ 456 h og 456 l modsætningsvist. Først, hvis påstanden om, at ægtemanden ikke er barnets far, ved sagens øvrige bevisligheder er væsentlig bestyrket, kan arvebiologisk bevis gennemtvinges ved rettens bestemmelse derom.

Eneste mulighed for vedtagelsen ligger herefter i et negativt bevis for samleje med ægtemanden. Men her er praksis yderst restriktiv.

Er arvebiologiske beviser ikke indhentet, vil ægtemanden altid blive dømt, medmindre bevis for, at han ikke har haft samleje med moderen helt undtagelsesvist kan føres.

Er arvebiologiske beviser ført, kan tredjemand kun dømmes som far, såfremt betingelserne i § 2, stk. 1, er opfyldt, idet retten træffer afgørelse i sagen uden hensyn til, hvilke påstande der fra parternes side er nedlagt, jf. §§ 456 a, stk. 2 og 456 m.

Hæves sagen, bliver barnet ægtebarn.

1.5. Insemination m.v.

Efter § 23 i lov nr. 460 af 10. juni 1997 om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v.(13) skal der før en behandling af en gift kvinde under en læges ansvar indledes, indhentes skriftlig samtykke til behandlingen fra kvinden og dennes ægtefælle. Den behandlende læge skal påse, at samtykket fortsat er gyldigt, når behandlingen påbegyndes. Efter lovens § 19 skal der ske destruktion af ægtefællens opbevarede sæd i tilfælde af mandens død.

Foretages en insemination på en gift kvinde med hendes ægtemands sæd i lægeligt regi skal der foreligge et samtykke. ægtefællen anses ifølge fast opfattelse i retslitteraturen da efter børnelovens § 2, stk. 1, som far til barnet og har ingen mulighed for at fralægge sig faderskabet under en faderskabssag ved at gøre gældende, at han ikke har haft samleje med barnets moder.

Foretages befrugtningen ikke under en læges ansvar, og har ægtemanden afgivet sæd med befrugtningen for øje, fører dette efter opfattelsen i retslitteraturen til, at han vil blive dømt efter børnelovens § 2, stk. 1, fordi ingen anden kan dømmes, fordi han ikke kan godtgøre, at han ikke er barnets far, og fordi der er en samlejeformodning.

Skulle det forekomme, at en kunstig befrugtning med ægtefællens sæd måtte ske uden ægtefællens viden eller skulle den finde sted efter ægtefællens død, er det uafklaret i praksis, om ægtefællen vil blive anset som far til barnet(14) .

Har moderen i den periode, hvor hun blev gravid, haft samleje med en eller flere andre mænd, må spørgsmålet om faderskab i relation til disse afgøres efter de almindelige regler, således at tredjemanden dømmes som far, hvis han er den genetiske far.

Finder en kunstig befrugtning af en gift kvinde sted med donorsæd under lægeligt ansvar, skal der efter loven om kunstig befrugtning foreligge skriftligt samtykke fra ægtemanden og gives vejledning om, at samtykket indebærer, at ægtemanden bliver far. ægtemanden har efter almindelig opfattelse ingen mulighed for efterfølgende at fragå sit samtykke. Det har i litteraturen været diskuteret, om det er anerkendelseslæren, der skal anvendes(15) . I bemærkningerne til forslag til lov nr. 223 af 26. maj 1982 om ændring af lov om børns retsstilling og retsplejeloven blev det antaget, at anerkendelseslæren også kan finde anvendelse i inseminationstilfælde(16) .

Det må efter udvalgets opfattelse antages, at ægtemanden ikke kan fragå sit samtykke til at blive far, såfremt der forelå et gyldigt samtykke, da inseminationen fandt sted. Dette gælder, uanset om ægtemanden ønsker at gå fra sit samtykke før eller efter barnets fødsel. Fortolkningen støttes på bestemmelsen i § 23, stk. 1, i lov om kunstig befrugtning, hvorefter samtykke skal afgives i formaliseret stand.

Har en kunstig befrugtning med donorsæd ikke fundet sted under en læges ansvar, og foreligger der ikke nogen samtykkeerklæring, kan ægtefællen uden videre fralægge sig faderskabet i medfør af reglerne i børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., såfremt der kan føres bevis mod faderskabsformodningen. Det er uafklaret, hvad der gælder, såfremt ægtemanden har givet samtykke til en sæddonation, som ikke har fundet sted i lægeligt regi.

Har hustruen haft seksuelt forhold til en tredjemand i den periode, hvor hun blev gravid, vil ægtefællen i medfør af børnelovens § 2, stk. 1, 2. pkt., kunne anfægte faderskabet, men kun i relation til tredjemanden.

1.6. Legitimation

Efter børnelovens § 4 bliver et barn legitimeret som ægtebarn, hvis moderen indgår ægteskab med den mand, hvis faderskab er fastslået. Var barnet uden far men manden bidragspligtig efter 1937-loven, kræves tillige en anerkendelse, jf. børnelovens § 22, stk. 2, sammenholdt med § 6, stk. 2, i 1937-loven om børn uden for ægteskab.

Fodnoter:

(7)Se N. C. Bitsch og Hanne Ekstrand: Lov om børns retsstilling 1981, side 37.

(8)Se nærmere nedenfor under 2.3 og 2.4.

(9)10-månedersreglen er nu ophævet.

(10)Se N. C. Bitsch og Hanne Ekstrand: Lov om børns retsstilling 1981, side 49f.

(11)Se UfR 1996.969 V, hvor der ikke blev anset at være tilstrækkelig vægtigt grundlag for ud fra anerkendelseslæren at nægte en ægtemand, der havde anlagt sag inden for 3-årsfristen, at anfægte faderskabet til et barn, som hans hustru havde født i august 1992. Han var blevet steriliseret i juni 1990, hvor han boede sammen med moderen. Hun flyttede i september 1990. De genoptog samlivet 14 dage i sommeren 1991, og derefter flyttede de sammen igen i efteråret 1991 i ca. 1 ½ måned. De boede endvidere sammen fra marts 1992 til december 1992, hvor samlivet blev ophævet i julen men genoptaget umiddelbart efter fra december 1992 og frem til samlivsophævelsen i forbindelse med skilsmissen i marts 1995. Han havde samleje med hustruen i den tid, de boede sammen.

(12)Retsplejelovens kapitel 42 a er optrykt nedenfor under X, 5.

(13)Loven er optrykt nedenfor under X, 3.1.

(14)Se Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmussen: Familieretten 1990 (København), side 198 note 87.

(15)Se E. Lego Andersen: UfR 1980 B, side 76 (negativ). På den anden side Linda Nielsen: Reagensglasbørn og anden form for kunstig befrugtning (Det Etiske Råd 1989), side 29 (positiv).

(16)Se Folketingstidende 1981-82 (anden samling), Tillæg A, spalte 3866-3868.

 

2. Faderskab til børn født af ugifte kvinder

Sager om faderskab til børn uden for ægteskab skal efter børnelovens § 7 altid rejses for statsamtet. At dette sker, er søgt sikret ved forskellige regler om anmeldelses- og oplysningspligt.

2.1. Anmeldelses- og oplysningspligt

Lovens § 8, stk. 1, foreskriver, at en kvinde, der er gravid uden for ægteskab, ved henvendelse til kommunen, amtskommunen eller statsamtet inden fødslen kan begære, at der rejses faderskabssag mod den mand, som hun opgiver som far til barnet.

Den læge eller jordemoder, der bistår ved fødslen af et barn født uden for ægteskab, skal efter børnelovens § 8, stk. 2, inden 14 dage efter fødslen indgive anmeldelse om fødslen efter moderens valg enten til kommunen eller amtskommunen. Kommunen eller amtskommunen skal videresende sagen med de tilvejebragte oplysninger til statsamtet, der derefter skal drage omsorg for, at faderskabet søges fastslået. Sagen skal således altid rejses for statsamtet(17) .

Er faderskabssag ikke blevet rejst i medfør af disse regler, kan sag ved fødslen eller senere i medfør af lovens § 12, jf. § 18, stk. 2, rejses af moderen, barnet eller dettes værge, eller af den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse, såfremt den pågældende har eller ved forældremyndighedens ophør havde forældremyndigheden over barnet eller lovligt har barnet i pleje. I det omfang det offentlige afholder udgifter til barnets forsørgelse, kan faderskabssag rejses af den pågældende offentlige myndighed eller institution(18) .

Efter børnelovens § 10, stk. 1, har moderen pligt til, inden 1 måned efter fødslen, at opgive, hvem der er eller kan være far til barnet. Hun skal efter eget valg foretage denne anmeldelse enten over for kommunen, amtskommunen eller statsamtet. Oplysningspligten er sanktioneret med bødestraf, jf. lovens § 20. Bøde kan dog kun pålægges en gang. Den fastsættes i praksis normalt til 500 til 2.000 kr. Der kan ikke anvendes løbende tvangsbøder, sålænge sagen ikke er indbragt for en domstol, jf. UfR 1978.831 V. Moderens nægtelse af at give oplysning om fadermulighederne har ikke socialretlige konsekvenser, idet moderen efter § 4, stk. 3, nr. 1, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995, trods nægtelse af at give oplysninger om fadermulighederne, vil kunne få udbetalt det særlige børnetilskud, der er betinget af, at faderskabet til barnet ikke er fastslået(19) .

Efter børnelovens § 10, stk. 2, kan statsamtet fritage moderen for oplysningspligten vedrørende fadermulighederne, medmindre det må anses for stridende mod barnets tarv, at faderskabet ikke oplyses.

Justitsministeriets cirkulære nr. 194 af 28. oktober 1963 angiver nogle tilfældegrupper, hvor fritagelse for oplysningspligten bør gives, således navnlig i tilfælde af en kønsfrihedsforbrydelse, eller hvor faderen er berygtet på grund af sin livsførelse, eller hvis andre særlige grunde taler derfor og det sandsynliggøres, at moderen selv på betryggende måde kan tage sig af barnet under dettes opvækst.

Det har i debatten om moderens oplysningspligt været anført, at en mor, der er veloplyst om sin retlige stilling, måske i praksis har det i sin magt selv at afgøre spørgsmålet om oplysning eller fritagelse uden at pådrage sig bødestraf efter børnelovens § 20. Hun vil nemlig kunne angive, at hun blev besvangret af en hende ukendt mand. Lars Lundgaard fandt i Juristen 1973, side 345ff, bl.a. på denne baggrund, at man helt bør overlade afgørelsen til moderen. Det er imidlertid herved overset, at en sådan falsk erklæring er belagt med et langt alvorligere strafansvar i medfør af straffelovens § 163.

Afgørelse om fritagelse efter § 10, stk. 2, skal træffes ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Det er dog efter praksis i almindelighed navnlig moderens forhold der tillægges vægt; men det kan i princippet ikke ganske udelukkes, at konkrete forhold hos barnet (handicaps) eller ved fødslen (moderens helbred) kan blive udslagsgivende(20) . Normalt bør fritagelse for at give oplysninger om barnefaderens identitet derfor ikke gives inden barnets fødsel. Grundlag for et afslag kan imidlertid være så sikkert, at dette uden betænkeligheder kan meddeles allerede før fødslen.

Den administrative praksis om fritagelse af moderen efter børnelovens § 10, stk. 2, blev i en årrække efter 1966(21) væsentlig liberaliseret uden udstedelse af nye retsforskrifter. Fritagelse har været meddelt kurant, dersom moderen var fyldt 25 år, og hendes sociale og økonomiske forhold fandtes nogenlunde rimelige, medmindre særlige forhold talte imod fritagelse. Var moderen under 25 år, meddeltes fritagelse dog i almindelighed kun, hvor hendes sociale forhold var særlig gode. Praksis er kritiseret som værende for liberal(22) .

Udvalget er imidlertid bekendt med, at der uden støtte i nye forskrifter gennem de seneste år reelt er sket en vis stramning i den beskrevne liberaliserede praksis, idet fritagelser i vidt omfang ikke længere gives uden, at moderen - undertiden indgående - er søgt motiveret til at give oplysninger om fadermulighederne. Det er dog stadig temmelig afgørende, om moderen er over eller under 25 år. Hensynet til, at barnet så vidt muligt kan få en far, må dog antages nu at indgå i statsamternes overvejelser om fritagelse med noget større vægt end hidtil. Fastholder moderen sit standpunkt og er hun over 25 år, er statsamterne dog stadig bundet af den liberale praksis.

Faderen til et barn uden for ægteskab har ingen ret til at søge sit faderskab fastslået. Er sag af andre anlagt ved retten, vil en mand, der tilfældigvis har kendskab dertil, dog måske kunne opnå at blive inddraget ved at anmelde til retten, at han har haft samleje med moderen i avlingstiden, jf. retsplejelovens § 456 h, stk. 1. Trykt praksis derom foreligger imidlertid ikke.

I de senere år har statsamterne efter det oplyste for udvalget oplyste modtaget ikke ganske få henvendelser fra mænd, der ønskede at blive fædre til et barn, deres tidligere samlever havde født. Vil moderen i sådanne sager ikke oplyse den pågældende mand som en fadermulighed, er der ingen hjemmel til at søge sagen indbragt for retten, og manden afvises derfor af statsamtet.

Når faderskabssag er rejst ved henvendelse til de sociale myndigheder, tilvejebringes de nødvendige oplysninger af disse. Derefter videresendes sagen til statsamtet til behandling der.

Moderen kan efter børnelovens § 8, stk. 1, rejse faderskabssag allerede før fødslen. Hvis den eneste opgivne far i så fald anerkender faderskabet, kan sagen straks afsluttes dermed, også før barnet er født.

2.2. Anerkendelse af faderskab for statsamtet

Når statsamtet har modtaget sagen, tager det efter børnelovens § 9 skridt til at søge faderskabet fastslået. Statsamtet kan imidlertid ikke - som tilfældet er i norsk ret(23) , eller som tilfældet var i tidligere dansk ret, hvor en inddraget mand kunne adcitere andre mænd(24) - udenom sagens parter foretage selvstændige undersøgelser af, hvem moderen har haft seksuelt forhold til i den periode, hvor hun blev gravid. Fremgår det af sagens oplysninger, at moderen i avlingstiden har haft samleje med flere mænd eller ligger det klart, at den opgivne mand ikke ønsker at anerkende faderskabet, eller findes det i øvrigt betænkeligt at modtage den opgivne mands anerkendelse, videresender statsamtet sagen til retten. En anerkendelse bør ikke modtages, hvis der er tvivl om, hvorvidt den opgivne mand har haft samleje med moderen i avlingstiden.

Kan barnet være omfattet af børnelovens § 2, stk. 2, eller § 3, må anerkendelse efter faderskabsbekendtgørelsens(25) § 9 kun modtages, når moderen og - såfremt hun ikke var separeret i hele avlingstiden - tillige ægtemanden erklærer, at ægtefællerne ikke har haft samleje i avlingstiden. Kan barnet være omfattet af børnelovens § 2, stk. 1, kan sagen aldrig sluttes med en anerkendelse.

Anerkendelser kan endvidere ikke modtages, hvis de er betingede fx af, at manden ikke senere udelukkes ved en blodtypebestemmelse.

Anerkendelser for statsamtet kan efter børnelovens § 11, stk. 1 og stk. 2, som bestemmelserne blev affattet ved lov nr. 396 af 13. juni 1990, foregå såvel skriftligt som mundtligt under et møde for statsamtet. Ved skriftlige anerkendelser skal den opgivne mand erklære, at han er far til barnet, og at han inden anerkendelsen har modtaget en skriftlig vejledning om retsvirkningerne af anerkendelsen samt om, at han kan kræve sagen afgjort ved domstolene. Hans underskrift skal være bekræftet af en advokat eller af 2 vitterlighedsvidner, der udtrykkeligt skal bevidne underskriftens ægthed og dateringens rigtighed, og at underskriveren ikke er umyndig eller under værgemål efter værgemålslovens § 5. En anerkendelse ved personligt fremmøde kan finde sted efter børnelovens § 11, stk. 2. Også i disse tilfælde skal manden være vejledt om retsvirkningerne og om sin adgang til domstolsprøvelse. Anerkendelse sker på en blanket, der indsættes i et ringbind, og underskrives af faderen.

Er den opgivne far umyndig eller under værgemål efter værgemålslovens § 5, skal anerkendelsen ske ved personligt møde for statsamtet, jf. faderskabsbekendtgørelsens § 7. Endvidere kræves værgens samtykke til anerkendelsen, hvis den opgivne far er umyndig som følge af mindreårighed, jf. børnelovens § 11, stk. 3. Er der 2 værger, og giver den ene møde, er den andens tiltrædelse efter børnelovens § 11, stk. 3, 2. pkt., unødvendig. En person, der er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, kan ikke anerkende faderskabet. At den pågældende er under værgemål eller samværgemål, udelukker ikke i sig selv anerkendelse, men sagen ville i sådanne tilfælde ofte blive henvist til retten.

En anerkendelse har samme bindende virkning som en dom og kan således ikke frit tilbagekaldes.

Anerkender manden ikke faderskabet, eller finder statsamtet det tvivlsomt, om betingelserne for anerkendelse er til stede, sendes sagen til retten(26) .

I 1993 behandledes 32.195 faderskabssager ved statsamterne. Af disse sluttedes 31.199 med en anerkendelse for statsamtet (96,91 % af alle sager ved statsamterne). Anerkendelserne fandt i 29.500 sager (94,55 % af sager afsluttet ved anerkendelse) sted på skriftligt grundlag og kun i 1.699 sager (5,45 % af sager afsluttet ved anerkendelse) efter fremmøde. I 7.006 sager (22,46 % af sager afsluttet ved anerkendelse) skete anerkendelsen før barnets fødsel. Udvalgets forskellige stikprøveundersøgelser fra 1996 viser, at antallet af anerkendelser før barnets fødsel er steget, idet nu godt 30 % af anerkendelserne sker før barnets fødsel. 124 sager (0,39 %) blev henlagt uden, at barnet fik en far - i de 109 tilfælde (0,34 %), fordi ingen fadermuligheder var oplyst. Moderen anmodede om fritagelse for at oplyse om faderskabsmuligheder i 140 sager. Af disse anmodninger imødekom statsamtet 66, mens 46 sager blev sendt til politiet til bødeforelæg. I 28 sager frafaldt moderen sin anmodning om fritagelse. 879 sager (2,71 %) blev henvist til retten, de 156 fordi der var oplyst flere fadermuligheder, 18 fordi sagen var en ægtebarnssag efter lovens § 2, 415 fordi anerkendelse nægtedes, 267 sager på grund af fadermulighedernes passivitet og 23 sager på grund af moderens passivitet.

2.3. Faderskabssag ved retten

Faderskabssager behandles ved retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42 a. Sager om børn, der ikke er ægtebørn, indledes normalt med, at moderen og den eller de opgivne mulige fædre indkaldes til et retsmøde til afgivelse af partsforklaring om moderens og deres samlejeforhold i avlingstiden. Såvel moderen som de inddragne mænd er undergivet vidnepligt. De kan derfor, hvis de ikke møder frivilligt, efter rettens bestemmelse afhentes af politiet, de har pligt til under vidnetvangsmidler - bøde, tvangsbøder og forvaring i indtil 6 måneder - at udtale sig, og de kan straffes efter straffelovens § 158 med en fængselsstraf, hvis de afgiver falsk forklaring for retten.

Mange faderskabssager finder deres afgørelse ved, at den opgivne far uden optagelse af retsgenetisk bevis i retten anerkender faderskabet, hvorefter sagen sluttes uden dom ved retsforlig. Antallet af faderskabssager ved retterne har i de i senere år udgjort knap 2.000; men der foretages kun retsgenetiske undersøgelser i ca. 1.000 af disse sager om året.

I de resterende sager vil retten normalt træffe bestemmelse om indhentelse af retsgenetisk bevis. Det påhviler retten at drage omsorg for, at sagen oplyses tilstrækkeligt, jf. retsplejelovens § 456 h. Parterne har pligt til at medvirke til retsgenetiske undersøgelser og kan i vægringstilfælde underkastes vidnetvangsmidler, jf. retsplejelovens § 456 k og l. UfR 1988.430 Ø pålagde efter disse regler eller deres analogi en mor tvangsbøder for at fremtvinge blodudtagelse fra hendes barn, som hun havde forældremyndigheden over. Der er ikke hjemmel til umiddelbar magtanvendelse ved blodudtagelse.

I praksis sker der af og til det, at den eller de først opgivne mænd bliver udelukket ved retsgenetisk bevis. I så fald må moderen afhøres på ny, og hun er efter retsplejelovens § 456 i, stk. 2, forpligtet til at afgive forklaring om, hvem hun har haft samleje med inden for avlingstiden. Denne pligt er efter retsplejelovens § 456 l, jf. § 178, sanktioneret bl.a. ved pålæggelse af tvangsbøder, dvs. løbende bøde, eller hensættelse i forvaring indtil 6 måneder.

Reglerne praktiseres vistnok ved de fleste byretter lempeligt. I UfR 1983.237 Ø ophævede landsretten en byrets afgørelse om tvangsbøder over for moderen.

Politiet bistår om fornødent retten med at identificere og finde opgivne mænd.

Fodnoter:

(17)Udvalget er gennem forskellige stikprøveundersøgelser fra 1996 blevet opmærksom på, at faderskabssag i enkelte tilfælde aldrig bliver rejst, fordi oplysning om, at der er født et barn uden for ægteskab ikke når frem til statsamtet. I visse tilfælde er sag endvidere alene blevet rejst, fordi forældrene rettede henvendelse til statsamtet med henblik på anerkendelse.

(18)Efter det for udvalget oplyste anvendes denne adgang til at rejse sag i ny og næ.

(19)Se også pkt. 13 i Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

(20)Se Skarrildhus-beretningen 1989, side 38.

(21)Se Skarrildhus-beretningen 1966, side 25.

(22)Se Linda Nielsen, Jesper Vorstrup Rasmussen og Finn Taksøe-Jensen: Familieretten 1997 (København), side 405f, og Karnovs Lovsamling, note ad § 10, stk. 2.

(23)Se nedenfor under V, 1.1.1.b.

(24)Se nærmere foran under III, 5.

(25)Bekendtgørelse nr. 650 af 18. september 1990, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1130 af 13. december 1996.

(26)Se UfR 1988.607 Ø, hvor en anerkendelse i Polen blev sidestillet med en anerkendelse efter danske regler.

2.4. Betingelserne for dom til faderskab

Under faderskabssager ved retten skal det efter børnelovens § 6, stk. 1, først afklares, hvilken eller hvilke mænd, moderen har haft samleje med i avlingstiden. Beviset for samleje kan efter praksis føres ved, at manden forklarer samstemmende med moderen.

Det kan formentlig udledes af de nedenfor omtalte beviskrav - der kræves opfyldt for, at retten kan statuere, at det er lidet sandsynligt, at manden har avlet barnet - at den bevismæssige vægt for, at samleje fandt sted i avlingstiden, må være meget høj. Et retsgenetisk bevis, der meget stærkt taler for en bestemt undersøgt mands faderskab, har undertiden ført til, at retten fastslog, at den pågældende mand havde haft samleje med moderen, selv om dette ellers måtte være behæftet med en større eller mindre tvivl. Se UfR 1968.71 H; Énmandssag. Manden benægtede samleje. Den samlede vægt af det arvebiologiske bevis for den sagsøgte mand i forhold til en ukendt mand af dansk afstamning var 99,7 % mod 0,3 %. Højesteret støttede beviset for samleje på det arvebiologiske bevis. (Landsretten havde frifundet på grund af manglende bevis for samleje). Se tillige UfR 1973.345 H: Tomandssag, UfR 1962.135 H: Tremandssag, og UfR 1977.195 Ø: Efter parternes forklaring var det tvivlsomt, om der havde været tale om samleje. Det retsgenetiske bevis talte for mandens faderskab med en vægt af 99,7 % mod 0,3 % i forhold til en ukendt faderskabsmulighed i den danske og norske befolkning. Retten fandt det herefter ubetænkeligt at anse det for godtgjort, at manden havde haft samleje med moderen i avlingstiden.

Må det efter bevisførelsen antages, at moderen kun har haft samleje med én mand i avlingstiden, skal manden efter børnelovens § 6, stk. 1, dømmes, medmindre der foreligger omstændigheder, som gør det lidet sandsynligt, at han er barnets far. En udelukkelse efter et blodtypesystem med en bevismæssig vægt, der oversteg 99,9 % har i praksis været anset for tilstrækkelig, selv om retten anså moderens forklaring om, at hun ikke har haft samleje med andre, for troværdig. I UfR 1970.89 H talte vægten af det arvebiologiske bevis mod den eneste mands faderskab i forhold til en ukendt mands faderskab med en styrke af 99,3 % mod 0,7 %. Det retsgenetiske bevis understøttedes imidlertid af samlejets placering inden for avlingstiden. Højesteret anså mandens faderskab for lidet sandsynligt med fire stemmer mod tre. I UfR 1975.767 H udelukkede Højesteret enstemmigt den eneste sagsøgte mand på grundlag af et retsgenetisk bevis, der talte mod hans faderskab i forhold til en ukendt mands faderskab med en vægt af 99,75 % mod 0,25 %. Grænsen for "lidet sandsynligt" har således efter praksis ligget i området omkring 99,5 % imod den pågældende mand.

Hos Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmussen: Familieretten 1990 (København), side 195 og note 80, hedder det:

"Reglens opbygning forekommer i lyset af de nyere arvebiologiske muligheder at være forældet."

"Det må formentlig efterhånden anses for at være kritisabelt at dømme den eneste ikke lidet sandsynlige mand, såfremt hans faderskabsindeks efter standardundersøgelsen er lavt, fordi risikoen for, at moderen har haft samleje med en anden normalt unddrager sig en signifikant erkendelse."

Ved Københavns Byret forelå i 1991 en sag med 2 mænd, hvoraf ingen ved standardundersøgelsen blev anset for at være lidet sandsynlige, og hvoraf den ene efter standardundersøgelsen måtte anses for at være væsentlig mere sandsynlig end den anden, jf. nedenfor. Indekset var imidlertid for begge mænd lavt. Retten bad derefter om udvidede undersøgelser, hvorefter begge mænd blev udelukket med en sandsynlighedsgrad på 99,99 %.

Har moderen inden for avlingstiden haft samleje med 2 eller flere mænd, kan en sagsøgt mand kun dømmes som far til barnet, såfremt hans faderskab ikke findes lidet sandsynligt efter børnelovens § 6, stk. 1, og såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at barnet er avlet af ham end af en anden, jf. børnelovens § 6, stk. 2. Princippet har herefter været, at det først skulle undersøges, om hver af de sagsøgte var lidet sandsynlige. Fandtes alle de sagsøgte mænd lidet sandsynlige, måtte faderskabssagen sluttes uden, at nogen kunne dømmes som far(27) . Blev der efter "lidet-sandsynlighedsprøvelsen" én eller flere undersøgte mænd tilbage, kan en af disse efter loven kun dømmes som far til barnet, såfremt der er væsentlig større sandsynlighed for, at han er faderen, dels i forhold til enhver af alle andre undersøgte mænd, dels i forhold til samtlige ikke undersøgte mænd, som moderen kan antages at have haft samleje med i avlingstiden.

På grundlag af domspraksis må det herefter antages, at den samlede bevismæssige vægt mellem 2 mænd skal være på mindst 95 % for den ene og højst 5 % for den anden for, at domfældelse af den ene kan ske. Se UfR 1965.465 H: 2 mænd: 95 %-5 %, domfældelse. UfR 1964.671 V: 2 mænd: 97 %-3 %, domfældelse. UfR 1965.771 V: 2 mænd: 96,6 %-3,4 %, domfældelse. Og UfR 1971.876 Ø: Det arvebiologiske bevis talte for B's faderskab frem for A's faderskab med en vægt af 96,3 % mod 3,7 %, men B's avledygtighed var svært nedsat, begge frifundet.

Lægges det til grund, at der ikke er uidentificerede mænd, foregår sandsynlighedsvurderingen mellem de undersøgte mænd på grundlag af sagens samlede beviser. I UfR 1969.79 H var der tale om 5 mænd. A og B blev udelukket. C's samleje lå uden for avlingstiden. Det blev lagt til grund, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tage hensyn til eventuelle ikke identificerede faderskabsmuligheder. E's kombinerede arvebiologiske faderskabsindeks var 25,7 og D's kombinerede faderskabsindeks var 0,82. Undersøgelsen talte således for E's faderskab frem for D's faderskab med en vægt af 96,9 % mod 3,1 %. Da endvidere samlejetidspunktet med E og oplysningerne om moderens menstruationsforhold talte for E's faderskab, dømtes E som far.

Hvor det antages, at der er uidentificerede faderskabsmuligheder, sættes hver af disses faderskabsindeks til én, dvs. at deres faderskabssandsynlighed sættes som gennemsnittet for mænd i den danske befolkning (Retsgenetisk Afdeling kan endvidere med tilnærmelse angive gennemsnittet for befolkninger i en række fremmede lande), og der foretages derefter en afprøvning af den eller de undersøgte mænds sandsynlighed i forhold dertil. I UfR 1968.244 H havde moderen efterhånden oplyst samleje med 8 mænd, hvoraf 7 blev udelukket. Indekset for den 8. mand var 350, hvilket svarede til en sandsynlighed på 99,7 %-0,3 % i forhold til én ukendt faderskabsmulighed, og en sandsynlighed på 99,4 %-0,6 % i forhold til 2 ukendte faderskabsmuligheder, og en sandsynlighed på 99,15 % i forhold til 0,85 % i forhold til 3 ukendte faderskabsmuligheder osv. Selv om man antog, at der var 18 ukendte faderskabsmuligheder, ville sandsynligheden for den 18. mand dog netop overstige den i den nordiske vejledning angivne størrelsesorden på 95 % mod 5 % i forhold til alle 18 ukendte mænd. Der skete domfældelse. Regnestykket foretages ved at tage indekset på 350 og dividere det med 350 + 18.

Hos Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmusen: Familieretten 1990 (København), side 197, blev det om den bevismæssige overvægt bl.a. udtalt:

"Kravene til sandsynlighedsovervægten efter børnelovens § 6, stk. 2, synes under indtryk af udviklingen inden for de arvebiologiske bevismidler nu at burde skærpes. En overvægt på kun 95 % mod 5 % giver betydelige risici for forkerte domfældelser. Fra de fleste retters side kræves nu også i grænsetilfælde yderligere bevis. Endvidere bør der så vidt ses også i sager efter børnelovens § 6 kunne tages et vist hensyn til, om moderen er gift med en af de sagsøgte mænd og måske også til, om hun lever fast sammen med en af disse."

I perioden fra den 1. april 1993 til den 1. april 1994 behandledes 1.793 faderskabssager ved retten. Af disse sager var 221 fra begyndelsen ægtebarnssager (12,33 % af alle sager ved retten), mens 1.572 af sagerne fra begyndelsen vedrørte børn uden for ægteskab (87,67 % af alle sager ved retten). I 380 sager (21,19 %) blev sagen anlagt af en anden end moderen. 1624 sager (90,57 %) endte med, at barnet fik (eller beholdt) en far, mens 169 sager (9,43 %) sluttedes med, at barnet ikke fik en far. 1.185 sager (66,09 %) afsluttedes med en anerkendelse, og der blev afsagt dom i 442 sager (24,65 %). Resten af sagerne blev hævet enten som ægtebarnssag eller uden, at barnet fik en far.

2.5. Anfægtelse

Er faderskabssag ikke gennemført, fordi moderen efter børnelovens § 10, stk. 2, blev fritaget for at give oplysning om faderskabsmulighederne, kan sag efter almindelig opfattelse(28) ikke uden moderens tilladelse rejses af andre, som ellers efter børnelovens § 12 ville have adgang dertil, herunder barnet. Dette gælder også, hvor faderen er død.

Hvor en faderskabssag er afgjort ved anerkendelse for statsamtet, ved retsforlig eller ved upåanket dom, kan sagen ikke frit tages op igen. Genoptagelse kan kun ske med tilladelse fra en domstol, når visse særlige betingelser foreligger. Efter retsplejelovens § 456 r må andrageren godtgøre senere at være kommet til kundskab om omstændigheder, der kan antages at ville give sagen et andet udfald, eller at der i øvrigt foreligger særlig anledning til at antage, at sagen efter en genoptagelse vil få et andet udfald. Begæring om genoptagelse må fremsættes senest 3 år efter barnets fødsel, men fristen gælder dog ikke for barnet, når dette er fyldt 18 år. Standardsituationen for genoptagelse er i disse tilfælde, at manden får kendskab til, at kvinden har haft samleje med en anden i avlingstiden. Der findes ingen praksis om anerkendelseslæren, når kvinden er ugift, formentlig fordi den aldrig er blevet påberåbt.

Er 3-årsfristen overskredet, kan genoptagelse i øvrigt kun ske efter tilladelse fra landsretten under strenge betingelser, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 4, nemlig når der anføres ganske særlige grunde for, at kravet om ny prøvelse ikke er rejst tidligere, og omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse, og det endvidere må antages, at fornyet behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet.

Praksis vedrørende genoptagelse af faderskabsanerkendelser efter udløbet af 3-årsfristen er temmelig restriktiv. Se UfR 1971.75 H: Barnet var på tidspunktet for anmodningens fremsættelse 11 år gammel. Der havde ikke bestået social faderskab, og faderen var på tidspunktet for anerkendelsen vidende om, at moderen i avlingstiden havde haft samleje med tredjemand. Afslag. UfR 1971.103 H: At faderens ægtehustru ønskede, at faderen ikke havde børn uden for ægteskab, blev ikke anset for en beskyttelsesværdig interesse. Østre landsrets kendelse af 15. september 1995: Faderen anmodede om tilladelse til genoptagelse af en faderskabssag til et barn på 13 år, som han ved barnets fødsel havde anerkendt faderskabet til. Han fremførte, at det ved en samtale med moderen var fremkommet, at han ikke var far til barnet. Han havde haft samvær med barnet i 2 perioder af 3 måneders varighed. Samværet stoppede, da barnet gennem moderen erfarede, at ansøgeren ikke var barnets far. Afslag. UfR 1970.411 Ø: Barnet var på tidspunktet for fremsættelse af faderens anmodning 7 år gammel. Faderen havde anerkendt faderskabet, mens han opholdt sig i USA uden at have set barnet, som åbenbart ikke kunne være hans barn, fordi barnet havde en anden hudfarve end moderen og han. Erklæringen om anerkendelse blev under den oprindelige faderskabssag i Danmark lagt til grund ved bestemmelse af faderskabet. Tilladelse til genoptagelse.

Også praksis vedrørende moderens anmodninger om genoptagelse af faderskabsanerkendelser er restriktiv. Se Østre Landsrets kendelse af 16. august 1995: Moderen ansøgte om tilladelse til genoptagelse af en faderskabssag til et barn på 4 år og 8 måneder, som faderen havde anerkendt faderskabet til ved barnets fødsel. Moderens begrundelse for ansøgningen var, at hun var kommet i tanke om, at hun havde haft et enkelt forhold til en anden mand i den periode, hvor hun blev gravid, og at barnets udseende ikke frembød ligheder med dets retlige far. Ansøgningen ikke imødekommet.

Fra praksis vedrørende genoptagelse af faderskabsdomme efter 3-årsfristens udløb kan nævnes: UfR 1991.549. H: At de nye muligheder for retsgenetisk bevis kunne fjerne en tidligere usikkerhed var ikke grundlag for genoptagelse. UfR 1969.426 H og UfR 1922.582 H: At en dømt mand efter domstidspunktet bliver bekendt med, at moderen i avlingstiden har haft samleje med andre mænd, der ikke var inddraget i faderskabssagen, begrunder ikke i sig en tilladelse til genoptagelse. Og UfR 1977.300 H: At barnet, jo ældre det blev fik mindre lighed med manden kunne ikke give adgang til genoptagelse.

Den eneste trykte dom, hvor en faderskabssag blev genoptaget på begæring af moderen i medfør af retsplejelovens § 456 r, stk. 4, efter 3-årsfristens udløb er UfR 1964.720 H: Barnet var på tidspunktet for anmodningens fremsættelse 13 år gammel. Moderens første ægtemand F2 var i sin tid blevet dømt. Moderen havde imidlertid senere giftet sig med F1. F1 havde under barnets opvækst fungeret som social far, men var nu separeret fra moderen. Parterne var enige om genoptagelse. Tilladelse givet.

En noget tilsvarende sag blev afgjort ved Gentofte Rets utrykte dom af 23. januar 1997. 2 personer var i 1955 dømt som bidragspligtige til en dreng født den 17. april 1955. Barnet opsøgte på et langt senere tidspunkt en af de bidragspligtige, og fik et personligt forhold til ham. Barnet ville gerne have fastslået faderskabet, og den pågældende bidragspligtige var indforstået dermed. Barnets mor havde i 1959 søgt om genoptagelse af faderskabssagen, men dette var blevet afvist, idet lovens 2-årsfrist var overskredet. Anmodningen blev genfremsat i 1995 med den begrundelse, at der havde været personlig kontakt mellem barnet og en af bidragsfædrene, og at bidragsfaderen var indstillet på at tage bekræftende til genmæle over for en påstand om, at han var far til barnet. Sagen genoptaget.

Se også Københavns Byrets utrykte dom af 3. juni 1991. 2 personer var i 1959 dømt som bidragspligtige til en pige født den 2. oktober 1958. Barnet og den ene bidragspligtige anmodede i 1989 om, at sagen blev genoptaget med henblik på, at den pågældende bidragspligtige blev anset som far. Sagen genoptaget.

Et eksempel på, at et barns anmodning om genoptagelse efter dets fyldte 18. år, ikke kunne imødekommes findes i Københavns Byrets utrykte dom af 6. juni 1995: 2 personer var i 1943 blevet dømt som bidragspligtige til en dreng født den 29. maj 1943. Barnet ansøgte i 1994 om genoptagelse, idet han bl.a. forklarede, at han aldrig havde haft forbindelse med de 2 bidragspligtige, hvoraf den ene var oplyst død i 1955. Det fremgik af dommen fra 1943, at der havde været foretaget blodtypebestemmelse af parterne og barnet. Der havde intet været til hinder for, at hver af de sagsøgte kunne være far til barnet. Instituttet havde dog tilføjet, at det ikke ganske kunne udelukkes, at begge bidragspligtiges faderskab ville vise sig uforeneligt med A1 A2-systemet ved en senere undersøgelse. Ansøgningen om genoptagelse blev ikke imødekommet. Retten bemærkede særligt, at den stedfundne udvikling inden for arvebiologien, herunder den større sikkerhed ved blodtypebestemmelse, ikke i sig selv kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

Fodnoter:

(27)Se faderskabsbetænkningen, side 25f, Malte Johannes Mikkelsen: Juristen 1963, side 351f og JørgenGraversen m.fl.: Familieret 1986 (Århus), side 48f.

(28)Se fx N. C. Bitsch og Hanne Ekstrand: Lov om børns retsstilling 1981, side 112, og SvendDanielsen: Arveloven 1982, side 37f med henvisning til ægteskabsudvalgets betænkning 8 (betænkning nr. 915/1980).

2.6. Parternes muligheder for at vedtage faderskabet uden retlig prøvelse

Faderen til et barn uden for ægteskab har som nævnt ingen søgsmålsret. Er barnet ikke omfattet af børnelovens § 2, stk. 1, dvs., at det ikke kan være avlet under moderens ægteskab med en bestemt mand, har moderen i princippet mulighed for at vedtage faderskabet med en hvilken som helst mand. Angiver hun, at hun alene har haft samleje med den pågældende mand i avlingstiden, og anerkender manden herefter faderskabet til barnet for statsamtet, bliver han far. Kun hvis statsamtet måtte have grundlag for at fatte mistanke om, at anerkendelse sker på et urigtigt grundlag, skal sagen indsendes til retten.

2.7. Insemination m.v.

Efter gennemførelsen af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling m.v. må kunstig befrugtning kun tilbydes kvinder, som er gift eller som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold, jf. lovens § 3. Før behandlingen med kunstig befrugtning indledes, skal der indhentes skriftligt samtykke til behandlingen fra kvinden og dennes ægtefælle eller partner. Den behandlende læge skal påse, at samtykket fortsat er gyldigt, når behandlingen påbegyndes, se § 23, stk. 1. Samtykke kan kun afgives på baggrund af en information om de civilretlige virkninger af, at et par modtager donerede kønsceller i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning, jf. § 23, stk. 2. Endvidere er donors anonymitet sikret, idet det i forarbejderne til loven er forudsat, at den hidtidige retstilstand opretholdes, hvorefter de etablerede sædbanker sikrer sæddonorerne fuld anonymitet, således at ingen, hverken sædbanken, barnet eller andre senere kan opsøge vedkommende.

Ved kunstig befrugtning af en ugift kvinde med sæd fra den mand, som hun lever sammen med, har samleveren ingen mulighed for at fralægge sig faderskabet med henvisning til, at han ikke har haft samleje med barnets moder. Samleveren vil i praksis blive tillagt faderskabet i medfør af børnelovens § 6, idet han er barnets genetiske far. Den kunstige befrugtning må i disse tilfælde, uanset om den finder sted i hospitalsregi med samtykke eller ikke, betragtes som en teknisk erstatning for samleje og reale grunde taler derfor for at tillægge samleveren faderskabet(29) .

Der er dog ikke herved taget stilling til tilfælde, hvor samleverens sæd er blevet anvendt uden hans viden eller efter hans død. Finder den kunstige befrugtning sted i forbindelse med en lægelig behandling, følger det dog nu af § 19 i lov om kunstig befrugtning, at samleverens sæd skal destrueres i tilfælde af hans død.

Oplyses det, at moderen i avlingstiden har haft samleje med en eller flere andre mænd, må faderskabsspørgsmålet afgøres på sædvanlig måde efter børnelovens § 6, stk. 2, i relation til den eller de andre mænd.

Er en kunstig befrugtning af en ugift kvinde sket med donorsæd under en læges ansvar, vil der foreligge et samtykke fra kvindens samlever, hvor samleveren bliver gjort bekendt med, at civilretslige retsvirkninger skal være, at han anses som far. Samleveren kan derefter anerkende faderskabet over for statsamtet. Anerkendelsen modtages efter praksis også af statsamtet i tilfælde, hvor det oplyses, at barnet er blevet til med donorsæd og ikke med sæd fra samleveren(30) .

Fortryder samleveren sit samtykke til en kunstig befrugtning, der har fundet sted under en læges ansvar, må det - uanset om det sker før eller efter barnets fødsel - antages, at samleveren er bundet af det formaliserede samtykke efter § 23, stk. 2, i loven om kunstig befrugtning m.v. med vilkår om de civilretlige retsvirkninger. Det har i teorien været overvejet, om den ulovbestemte anerkendelseslære skulle kunne anvendes i disse tilfælde(31) . Efter reglerne om det formaliserede samtykke i loven om kunstig befrugtning er denne diskussion formentlig overflødig.

Der er enighed i litteraturen om, at samleveren vil være afskåret fra at få sagen genoptaget efter retsplejelovens § 456 r, stk. 1, i tilfælde, hvor en anerkendelse har fundet sted(32) .

Har moderen haft seksuelt forhold til en tredjemand i den periode, hvor hun blev gravid, er samleveren i relation til tredjemanden stillet som efter reglerne i børnelovens § 6.

Hvor en insemination med donorsæd finder sted under en læges ansvar, er sæddonors anonymitet sikret som hidtil også efter gennemførelsen af lov om kunstig befrugtning(33) .

Finder en insemination sted med donorsæd i privat regi, dvs. uden at det sker under en læges ansvar, ligger det fast, at kvindens samlever kan anerkende faderskabet over for statsamtet. Derimod er det uafklaret, om samleveren kan gå fra sit samtykke, og om samleveren kan forlange sagen genoptaget efter, at anerkendelse har fundet sted. Det er ligeledes uafklaret, om domstolene vil beskytte sæddonors anonymitet i disse tilfælde. I udtalelserne i litteraturen(34) er det anført generelt, at donoranonymiteten bør beskyttes, fordi der er tale om en art medicinsk bistand, der løser nogen væsentlige menneskelige og samfundsmæssige problemer. Disse udtalelser synes ikke længere at burde være afgørende, når behandling under en læges ansvar kan opnås. Der kan derfor ikke længere bortses fra, at en privat arrangeret sæddonation vil kunne medføre, at donoren dømmes som far(35) .

Det falder i tråd hermed, at det i administrativ praksis er antaget, at donor i disse tilfælde kan anerkende faderskabet(36) .

Da børn af enlige kvinder eller kvinder, der lever i et lesbisk forhold, herunder i et registreret partnerskab, efter § 3 i loven om kunstig befrugtning ikke må tilbydes sæddonation under en læges ansvar, kan det for fremtiden kun forekomme at sådanne kvinder er blevet kunstigt befrugtet i privat regi uden en læges medvirken. Der vil i disse tilfælde ikke kunne bortses fra, at der rejses sag mod sæddonor, som kan blive dømt som far.

2.8. Legitimation ved "kgl. bevilling"

Den gamle ulovfæstede hjemmel til at legitimere faderskabet til et barn født uden for ægteskab før den 1. januar 1938 anvendes stadig i enkelte tilfælde i administrativ praksis af Civilretsdirektoratet.

3. Moderskab ved forbytning m.v. af børn

Der gælder ingen særlige regler om, hvem der anses som barnets mor. Opstår der undtagelsesvist spørgsmål om, hvem moderen er, kan det som regel klares ved fremlæggelse af fødsels- eller dåbsattest og om fornødent ved at føre den jordemoder eller læge, som har assisteret ved fødslen, som vidne (mater semper certa est).

Ved forbytning af børn på fødselsklinikker m.v., bortførelse af børn eller en kvindes svigagtige udgivelse af et barn som sit har man undertiden kunnet støtte beviset for, hvem der er moderen, ved blodtypebestemmelse(37) .

Der foreligger ikke praksis om retsstillingen ved forbytning af børn på fødeklinikker m.v. Det bør imidlertid overvejes, hvilke regler der bør gælde om "tilbagelevering", hvis en forbytning opdrages(38) .

4. Moderskab i forbindelse med kunstig befrugtning

Reagensglasteknikken gør det muligt at gøre en kvinde gravid med æg fra en anden kvinde (ægdonation)(39) . Ved ægdonation kan ægget enten befrugtes med sæd fra kvindens ægtemand eller samlever. Efter § 5 i lov om kunstig befrugtning må der ikke etableres kunstig befrugtning, medmindre ægcellen stammer fra den kvinde, der skal føde barnet, eller sæden stammer fra hendes partner. ægdonation kan derfor i Danmark ikke lovligt foretages, når ægget er befrugtet med donorsæd.

Efter § 15 i loven om kunstig befrugtning m.v. må befrugtede og ubefrugtede menneskelige æg højst opbevares i 2 år, hvorefter æggene skal destrueres. I tilfælde af kvindens eller mandens død eller i tilfælde af parrets separation eller skilsmisse eller samlivs ophør skal de opbevarede befrugtede æg destrueres. Der skal ligeledes ske destruktion af ægtefællens eller samleverens opbevarede ubefrugtede æg i tilfælde af kvindens død.

Kunstig befrugtning med et æg doneret af en anden kvinde må efter lovens § 14, stk. 2, ikke finde sted, hvis den donerende kvindes identitet på forhånd er kendt af det modtagende par, ligesom det modtagende par ikke på forhånd må bestemme donors identitet.

Før behandling med kunstig befrugtning indledes, skal der indhentes skriftligt samtykke til behandlingen fra kvinden og dennes ægtefælle eller partner. Den behandlende læge skal påse, at samtykket fortsat er gyldigt, når behandlingen påbegyndes.

Den behandlende læge skal tillige sikre, at der gives information om de civilretlige virkninger af, at et par modtager donerede kønsceller i forbindelse behandlingen med kunstig befrugtning, jf. lovens § 23, stk. 2.

Der findes ikke i Danmark lovregler om, hvem der skal anses som barnets mor i tilfælde, hvor barnet er blevet til ved en ægdonation. I praksis anses den fødende kvinde som barnets retlige mor(40) .

Den nye regel om ægdonors anonymitet i § 14, stk. 2, medfører i øvrigt, at den donerende kvinde ikke vil kunne blive barnets moder. En vis tvivl kan dog opstå, hvor en ægdonation har fundet sted i udlandet, såfremt ægdonors anonymitet ikke er sikret i det pågældende land.

5. Surrogatmoderskab

Ved såkaldt surrogatmoderskab er det hensigten, at den kvinde, der føder barnet, ikke selv skal beholde det. Inden surrogatmoderen er blevet gravid, vil der ofte være indgået en aftale om, at hun efter barnets fødsel skal aflevere det til "aftagerforældrene" - de påtænkte sociale forældre(41) . Det karakteristiske ved surrogatmoderskab er således, at surrogatmoderen føder et barn for og til en anden kvinde, fx fordi denne er afskåret fra selv at gennemføre svangerskabet.

Aftaler om surrogatmoderskab formodes at forekomme yderst sjældent i Danmark(42) .

Selve det at virke som surrogatmor er ikke forbudt, heller ikke hvis der ydes vederlag for det. Men udbredelsen af surrogatmoderskab er i øvrigt søgt begrænset på forskellige måder.

Risikoen for en kommerciel udnyttelse af surrogatmødre og barnløse par imødegås ved adoptionslovens § 33, hvorefter formidling og annoncering af surrogatmoderskab er forbudt(43) . Forbudet gælder uanset mellemmandens motiv, uanset om der er tale om formidling i enkeltstående tilfælde, og uanset om den pågældende modtager vederlag herfor. Formidling er forbudt både for formidleren og for parterne selv(44) . Bestemmelsen skal ses på baggrund af et ønske om at begrænse surrogatmoderskab til tilfælde, hvor der er en så nær, typisk familiemæssig, tilknytning mellem kvinden og dem, der skal have barnet efter fødslen, at der ikke er behov for mellemmandsvirksomhed(45) .

Endvidere er aftaler om surrogatmoderskab mod vederlag søgt forhindret ved i de administrative regler at præcisere, at statsamtet ikke må godkende aftaler om overførsel af forældremyndighed eller meddele bevilling til adoption, såfremt der skal ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til indehaveren af forældremyndigheden eller den bortadopterende(46) .

Endelig er udbredelsen af surrogatmoderskab begrænset ved, at kunstig befrugtning, som foretages under en læges ansvar, ikke må finde sted, når der foreligger en aftale om surrogatmoderskab, jf. § 13 i loven om kunstig befrugtning.

Surrogatmoderskabet kan selvsagt altid etableres ved seksuelt forhold, eventuelt ved at den påtænkte sociale far har samleje med surrogatmoderen. Det vil endvidere være lovligt at etablere surrogatmoderskab ved hjælp af privat udført insemination uden en læges medvirken fx med den påtænkte sociale fars sæd. En insemination kan derimod ikke foretages under en læges ansvar, jf. § 13 i loven om kunstig befrugtning. Da kunstig befrugtning ved reagensglasmetoden implicerer en læges medvirken, vil det heller ikke være lovligt at etablere surrogatmoderskab med æg fra den påtænkte sociale mor eller med æg og sæd fra de påtænkte sociale forældre, således at aftagerforældrene samtidig er barnets genetiske forældre.

En aftale om surrogatmoderskabet må efter dansk ret antages at være ugyldig(47) .

Denne opfattelse støttes endvidere af, at en mor (dvs. den fødende kvinde) efter adoptionslovens § 8 først kan give samtykke til adoption, medmindre ganske særlige forhold foreligger, 3 måneder efter barnets fødsel. Surrogatmoderen vil således altid være barnets retlige mor, og hun kan ikke i noget tilfælde tilpligtes at udlevere barnet til aftagerforældrene mod sin vilje(48) . Aftagerforældrene kan formentlig heller aldrig tilpligtes at aftage barnet, hvis de har fortrudt aftalen. Ønsker moderen ikke at beholde barnet, må hun bortadoptere det til andre.

En aftale om surrogatmoderskab kan føres ud i livet ved, at de påtænkte sociale forældre i fællesskab adopterer barnet. Er aftagerforældrene ikke gift, kan de ikke adoptere barnet sammen, jf. adoptionslovens § 5, stk. 2, men hver af parterne vil efter omstændighederne kunne adoptere barnet som enlig. Indgår aftagerforældrene senere ægteskab, kan den anden af parterne efter adoptionslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., adoptere barnet ved en stedbarnsadoption.

Er surrogatmoderen ugift, kan den påtænkte sociale far anerkende faderskabet efter børnelovens § 11, hvis han er barnets genetiske far. Dette gælder muligvis også, selv om der er anvendt donorsæd, i hvert fald hvis parterne har sørget for, at surrogatmoderen i avlingstiden er blevet insemineret med sæd fra den påtænkte sociale far. Herefter vil surrogatmoderen under faderskabssagen i "god tro" kunne opgive den påtænkte sociale far som barnets mulige far, og aftagerfaderen vil, ligeledes i "god tro", kunne anerkende faderskabet(49) .

Er surrogatmoderen gift, finder pater est-reglen i børnelovens § 2 anvendelse i forhold til hendes ægtefælle. ægtefællen kan efter børnelovens § 5, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt., rejse faderskabssag med det formål at få den påtænkte sociale far dømt som barnets far i medfør af lovens § 6. Dette kan antageligvis finde sted, selv om der ikke har været tale om samleje mellem surrogatmoderen og den påtænkte sociale far(50) .

Når den påtænkte sociale far tillige er retlig far, har han efter § 16 i lov om forældremyndighed og samvær ret til samvær med barnet. Står surrogatmoderen ved aftalen om aflevering af barnet, vil forældremyndigheden over barnet kunne overføres til faderen, og er han gift med den påtænkte sociale mor, kan forældremyndigheden overføres til dem i forening, jf. lovens § 11. Er aftagerforældrene gift, eller indgår de senere ægteskab, vil den påtænkte sociale mor kunne adoptere barnet ved en stedbarnsadoption, jf. adoptionslovens § 5, stk. 1, 2. pkt. Indtil en sådan adoption måtte finde sted, vil der fortsat være forsørgelsesretlige og arveretlige relationer mellem surrogatmoderen og barnet.

Fodnoter:

(29)Se Linda Nielsen, Jesper Vorstrup Rasmussen og Finn Taksøe-Jensen: Familieretten 1997 (København), side 412.

(30)Se Fremskridtets pris, etiske problemer ved gensplejsning, ægtransplantation, kunstig befrugtning og fosterdiagnostik (Indenrigsministeriet 1984, side 69), Linda Nielsen i UfR 1989 B side 195, Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret 1996 (Århus), side 32, og Civilretsdirektoratets afgørelse fra 1991 i sag j.nr. 1988-4014-7.

(31)Se på den ene side Linda Nielsen: UfR 1989 B, side 195 og Christian Trønning: UfR 1988 B, side 94, der antager, at den ulovbestemte anerkendelseslære også er anvendelig før barnets fødsel. På den anden side har Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret 1996 (Århus), side 32f og Linda Nielsen, JesperVorstrup Rasmussen og Finn Taksøe-Jensen: Familieretten 1997 (København), side 413, fundet, at selve samtykket burde afskære fra en fortrydelse.

(32)Se fx Linda Nielsen, Jesper Vorstrup Rasmussen og Finn Taksøe-Jensen: Familieretten 1997 (København), side 413, hvor det pointeres, at spørgsmålet er uafklaret i retspraksis.

(33)Se bemærkningerne til lovforslag nr. L 5 om forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Folketinget 1996-97), side 16. Den vedtagne lov er optrykt nedenfor under X, 3.1.

(34)Se Linda Nielsen, Jesper Vorstrup Rasmussen og Finn Taksøe-Jensen: Familieretten 1997 (København), side 413, og Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret 1996 (Århus), side 32f.

(35)Dette var fx tilfældet i Retten i Helsingørs utrykte dom af 5. december 1986, hvor moderens ægtemand blev frifundet til et barn, som hun havde født som led i et surrogatmoderskabsarrangement med med hendes ægtemands søster og dennes ægtefælle. Retten lagde ved afgørelsen til grund, at moderen i konceptionsperioden og på det tidspunkt, hvor hun forventede ægløsning, havde indført sæd fra svogeren med en sprøjte i sin skede. ægtemandens faderskab var uforeneligt med Gc-systemet, mens sandsynligheden for svogerens faderskab var 99,3% mod 0,7%.

(36)Se Justitsministeriets sag Z.2209/1949: Sæddonor var en gift mand, der ikke ønskede at begå ægteskabsbrud. Inseminationen havde fundet sted i privat regi. Den gifte mand blev tilladt at anerkende faderskabet til politimesterens protokol.

(37)Se bl.a. O. A. Borum: Familieretten I 1955, side 4, og Ernst Andersen: ægteskabsret I 1954, side 67.

(38)Se fra Sverige Nytt Juridisk Arkiv 1949, side 144.

(39)Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen blev der i 1994 i Danmark udført 109 behandlinger med implantering af donerede æg.

(40)Se Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret 1996 (Århus), side 34-35 og Linda Nielsen i UfR 1989 B, side 197.

(41)Principielt kan der også være tale om en enlig "aftagermor".

(42)Se Civilretsdirektoratets sag 94-3001-51.

(43)Bestemmelsen er indsat i adoptionsloven ved lov nr. 326 af 4. juni 1986. Civilretsdirektoratet har siden kun fået forelagt et meget begrænset antal sager, hvori det er oplyst, at barnet er født som følge af et egentligt surrogatmoderskab. Se direktoratets sag 94-3001-51.

(44)I tilfælde, hvor Civilretsdirektoratet er blevet opmærksom på en mulig overtrædelse af adoptions-lovens § 33, er politiet blevet anmodet om at foretage afhøring med henblik på eventuel politianmeldelse. Se Civilretsdirektoratets sag 94-3001-51. Antallet er efter det for udvalget oplyste i øvrigt stigende.

(45)Se Folketingstidende 1985-86, Tillæg A, spalte 4163-67.

(46)Se § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 994 af 14. december 1995 om forældremyndighed og samvær og § 19, stk. 1, nr. 6, og § 20 i adoptionsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 597 af 5. september 1986, med senere ændringer.

(47)Se Linda Nielsen: UfR 1989 B, side 197, Linda Nielsen: Reagensglasbørn og anden form for kunstig befrugtning. Juridiske konsekvenser ved anvendelse af ny forplantningsteknologi (Det Etiske Råd) 1989, side 38, og Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret 1996 (Århus), side 34 f. Fra ældre litteratur se J. H. Deuntzer: Den Danske Familieret 1886, side 359-362, hvor et lignende spørgsmål, om de virkelige forældre kunne fraskrive sig enhver ret til deres børn, overvejes.

(48)Dette må også antages at gælde, hvor surrogatmoderen er blevet kunstig befrugtet med æg fra aftagermoderen, selv om den kunstige befrugtning i så fald er foretaget i strid med § 13 i loven om kunstig befrugtning. Se også foran under 4.

(49)Se Claus Juel Hansen: UfR 1995 B, side 317 note 13.

(50)Se Linda Nielsen: UfR 1989 B, side 194, Linda Nielsen: Reagensglasbørn og anden form for kunstig befrugtning. Juridiske konsekvenser ved anvendelse af ny forplantningsteknologi (Det Etiske Råd) 1989, side 37, Claus Juel Hansen: UfR 1995 B, side 320, og vistnok Ingrid Lund-Andersen m.fl.: Familieret 1996 (Århus), side 34 f.

 

 


[Forrige dokument][Næste dokument][Forside] [Top]

Justitsministeriet. Version 1.0. Februar 1998
Denne publikation findes på adressen: http://jm.schultzboghandel.dk
© Justitsministeriet 1998