Betænkning om forsikringsaftaleloven
Betænkning nr. 1423
Kapitel 8. Anmeldelse af forsikringsbegivenheden

Forside | Indhold | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 8. Anmeldelse af forsikringsbegivenheden

8.1. Gældende ret

Forsikringsaftalelovens §§ 21-23 indeholder reglerne om den sikredes pligter, når forsikringsbegivenheden er indtrådt. § 21 fastlægger sikredes pligt til at anmelde forsikringsbegivenheden og virkningen af, at der ikke sker rettidig anmeldelse.

   “§ 21. Er forsikringsbegivenheden indtrådt, skal den sikrede uden ophold give selskabet meddelelse derom, hvis han i den anledning vil rejse krav mod dette.
   Stk. 2. Forsømmer den sikrede dette, er selskabet ikke ansvarlig i videre omfang, end det ville have været, hvis sådan meddelelse var givet. Gøres det antageligt, at selskabet på grund af forsømmelsen er blevet afskåret fra at oplyse omstændigheder, som ville ophæve eller begrænse dets ansvar, afgøres det under hensyn til de foreliggende omstændigheder, om erstatning skal ydes, og i bekræftende fald med hvilket beløb.
   Stk. 3. Er det aftalt, at den sikrede angående begivenheder, for hvis følger selskabet er ansvarligt, skal foretage anmeldelse, selv om sådan følge endnu ikke er indtrådt, finder ovenstående bestemmelse tilsvarende anvendelse.
   Stk. 4. Det kan ikke med retsvirkning aftales, at strengere følger end her foreskrevet skal indtræde, hvis den sikrede eller andre undlader at give selskabet meddelelse af den ovenfor nævnte art. Denne bestemmelse gælder ikke for tyveri-, garanti-, haglskade- og kreaturforsikring samt skadesforsikring af motorkøretøjer.”

Efter § 21, stk. 1, skal anmeldelse af forsikringsbegivenheden ske “uden ophold”, dvs. så snart som muligt. Der er ikke efter forsikringsaftaleloven formkrav til denne anmeldelse, men forsikringsbetingelserne kan indeholde regler herom, f.eks. krav om at anmeldelsen skal ske skriftligt.

Hvis den sikrede ikke anmelder forsikringsbegivenheden så snart som muligt, skal forsikringsselskabet efter § 21, stk. 2, stilles, som om der var sket rettidig anmeldelse. Hvis selskabet ved rettidig anmeldelse f.eks. kunne have foretaget foranstaltninger, som ville have mindsket skadens omfang, skal erstatningen nedsættes med et beløb svarende til det tab, som kunne have været undgået.[1]

Det er en betingelse for nedsættelse eller bortfald af erstatningen efter § 21, stk. 2, at der er tale om “forsømmelse” fra sikredes side, dvs. at han eller hun har handlet forsætligt eller uagtsomt (simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt). Det er således en forudsætning, at sikrede vidste eller burde vide, at forsikringsbegivenheden var indtrådt.

Det er som udgangspunkt selskabet, som skal bevise, at det ville have været bedre stillet, hvis anmeldelsen af forsikringsbegivenheden var sket rettidigt. § 21, stk. 2, 2. pkt., indeholder imidlertid en mulighed for skønsmæssigt at nedsætte erstatningen, hvis det “gøres antageligt”, at selskabet er blevet afskåret fra at oplyse omstændigheder, som ville have begrænset dets ansvar. Hensigten med denne regel har været at begrænse uheldige virkninger for selskabet, der vil kunne have vanskeligt ved at løfte bevisbyrden for, at det er blevet ringere stillet som følge af, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt.[2] Efter retspraksis synes der dog at skulle meget til, før selskabet har løftet bevisbyrden (“gjort antageligt” efter § 21, stk. 2, 2. pkt.).[3]

I UfR 1990.897 H blev det i september 1983 opdaget, at der havde været indbrud i en lagerbygning, men sikrede undlod at undersøge, om et kostbart radaranlæg fortsat var tilstede. Det blev således først 3 måneder senere konstateret, at raderanlægget var blevet stjålet, hvorefter der skete anmeldelse til forsikringsselskabet. Retten fandt, at anmeldelse ikke var sket uden ugrundet ophold, og at dette kunne tilregnes sikrede som i hvert fald uagtsomt. Det fandtes imidlertid ikke antageliggjort, at selskabet som følge heraf var blevet afskåret fra at oplyse omstændigheder, som ville ophæve eller begrænse dets ansvar, jf. § 21, stk. 2, 2. pkt.

§ 21, stk. 3, vedrører anmeldelse af begivenheder, for hvis følger selskabet er ansvarlig. Det kan f.eks. være en hesteforsikring, som skal dække, hvis et dyr afgår ved døden, og hvor det i forsikringsbetingelserne er bestemt, at der skal gives meddelelse til forsikringsselskabet, hvis dyret bliver sygt. I denne situation er sygdommen ikke forsikringsbegivenheden, men sygdommen kan resultere i, at forsikringsbegivenheden (dyrets død) indtræder. Reglen har næppe større betydning i praksis.[4]

§ 21 kan ikke ved aftale fraviges til skade for den sikrede, jf. § 21, stk. 4. Der har tidligere været rejst spørgsmål om, hvorvidt vilkår i forsikringsbetingelserne, som fastsætter en frist for anmeldelse af forsikringsbegivenheden ved forsikringens ophør, er i overensstemmelse med § 21, stk. 4.[5]

I UfR 1993.893 H er det imidlertid fastslået, at en rimelig anmeldelsesfrist ved forsikringens ophør ikke er i strid med § 21, stk. 4, men er udtryk for en gyldig objektiv afgrænsning af forsikringsdækningen – i hvert fald i det omfang det pågældende vilkår er almindeligt anvendt i forsikringsbranchen.

Dommen vedrører et vilkår i en svampeforsikring, hvorefter forsikringen kun dækker, hvis forsikringsbegivenheden (svampeangreb) er anmeldt i forsikringstiden og indtil 3 måneder efter forsikringens ophør. Højesterets flertal fandt, at vilkåret ikke er i strid med § 21, stk. 4, og lagde vægt på, at vilkåret er almindeligt ved svampeforsikringer, at vilkåret ikke i øvrigt regulerer, hvornår forsikringsbegivenheden skal anmeldes, at vilkåret giver den sikrede en rimelig periode efter forsikringens ophør til at konstatere og anmelde eventuelle skader, at formålet med vilkåret må antages at være at foretage en klar afgrænsning af selskabets ansvar ved forsikringens ophør – ikke at fremskynde indgivelse af skadesanmeldelse, og at forsikringsselskabet har en anerkendelsesværdig interesse i en sådan tidsmæssig afgrænsning.[6]

I UfR 1994.725 Ø var det i forsikringsbetingelserne for en erhvervsansvarsforsikring bestemt, at kravet skulle anmeldes til forsikringsselskabet i forsikringstiden, dvs. at der ikke var nogen frist for anmeldelse efter forsikringens ophør. Landsretten udtalte, at selskabet for så vidt havde en anerkendelsesværdig interesse i at foretage en klar tidsmæssig afgrænsning af dets forpligtelser ved forsikringens ophør, men fandt samtidig, at dette hensyn antagelig ville kunne varetages tilstrækkeligt ved fastsættelse af en vis kortere anmeldelsesfrist efter forsikringens ophør, f.eks. 3 eller 6 måneder. Under henvisning til, at anmeldelse først var sket ca. 1 år og 3 måneder, efter at sikrede over for skadelidte havde anerkendt erstatningsansvaret, og mere end 7 måneder, efter at erstatningskravet var opgjort, fandt landsretten dog ikke anledning til at tage stilling til, om forsikringsvilkåret kunne tilsidesættes og erstattes med en fristbestemmelse. Forsikringen var ophørt ca. 6½ måned før anmeldelsen til selskabet.

I FED 2001.805 V[7] anerkendte Vestre Landsret et vilkår i en ansvarsforsikring om, at forsikringen ikke dækker krav, som anmeldes mere end 3 måneder efter forsikringens ophør.

Efter forsikringsaftalelovens § 22 skal den sikrede som udgangspunkt give forsikringsselskabet alle de oplysninger, som kan være af betydning for vurderingen af selskabets ansvar mv.

   “§ 22. Den sikrede skal, hvis han rejser krav mod selskabet, give dette alle ham tilgængelige oplysninger om forhold, som kan være af betydning for bedømmelsen af forsikringsbegivenheden, for fastsættelsen af det beløb, selskabet skal yde, eller for de dækningskrav, selskabet måtte have mod andre.
   Stk. 2. Forsømmer den sikrede at give sådanne oplysninger, har dette den i § 21, 2det stykke, angivne virkning.”

Sikrede har alene pligt til at give selskabet “de ham tilgængelige oplysninger”, dvs. oplysninger som sikrede kan skaffe uden væsentlige udgifter eller ulejlighed. Ønsker selskabet oplysninger, som sikrede kun kan skaffe ved at afholde væsentlige udgifter, må selskabet selv fremskaffe oplysningerne eller i hvert fald betale den sikrede, hvad det koster ham eller hende at fremskaffe dem.[8]

Hvis den sikrede tilsidesætter sin oplysningspligt efter § 22, stk. 1, og dette kan tilregnes den pågældende som forsætligt eller uagtsomt (“forsømmer”), kan der indtræde de retsvirkninger, som fremgår af § 21, stk. 2, dvs. at selskabet skal stilles, som om de nødvendige oplysninger var givet.

I UfR 1975.329 ASR undlod sikrede – for at undgå indblanding af politiet – at oplyse, at det var hendes mindreårige søn, som havde ført en bil, der blev totalskadet. Det daværende Assurandør-Societetet udtalte, at forsikringsselskabet havde været forpligtet til at erstatte skaden, selv om det allerede i skadesanmeldelsen havde været oplyst, at det var sønnen, der kørte bilen. Det havde således ikke forringet selskabets retsstilling, at dette først senere blev oplyst, og selskabet var forpligtet til at dække skaden.

I FED 1994.424 Ø skete der skønsmæssig nedsættelse af erstatningen i medfør af § 22, stk. 2, som følge af utilstrækkelige oplysninger fra sikrede om værdien af et beskadiget varelager.

Endelig regulerer forsikringsaftalelovens § 23 den situation, at det i forsikringsbetingelserne er fastsat, at den sikrede mister retten til forsikringsydelsen, hvis den pågældende svigagtigt afgiver urigtige oplysninger (forsikringssvig).

   “§ 23. Er det vedtaget, at den sikrede, hvis han svigagtigt opgiver eller fortier en omstændighed, der er af betydning for bedømmelsen af selskabets ansvar, skal miste den ret til forsikringsydelsen, som han ellers ville have haft, kan retten under hensyntagen til de omstændigheder, under hvilke det svigagtige forhold har fundet sted, afgøre, at forsikringsydelsen uanset aftalen helt eller delvis skal erlægges.
   Stk. 2. Er oplysning eller undladelse af at give oplysning ikke sket i svigagtig hensigt, har dette uanset modstående aftale ikke anden virkning end den i § 21, 2det stykke, angivne.”

Efter § 23, stk. 1, er der en skønsmæssig adgang til at tildele den sikrede hel eller delvis erstatning ved (forsøg på) forsikringssvig, uanset modstående aftale herom. Det vil ofte være nærliggende at tilkende sikrede erstatning for den skade, der rent faktisk er sket.[9] Hvis den sikrede svigagtigt har opgjort skaden til 10.000 kr., men det viser sig, at den kun kan opgøres til 6.000 kr., vil den pågældende i givet fald få tilkendt en erstatning på 6.000 kr.

8.2. Reglerne i de andre nordiske lande

8.2.1. Norge

Efter den norske forsikringsaftalelovs § 4-10, stk. 3 (skadesforsikring), og § 13-11 (personforsikring) skal forsikringsbegivenheden uden ugrundet ophold anmeldes til forsikringsselskabet.

§ 4-10. (sikredes plikt til å avverge og gi melding om forsikringstilfelle)

Er det overhengende fare for at et forsikringstilfelle vil inntreffe, eller er et forsikringstilfelle inntruffet, skal sikrede gjøre det som med rimelighet kan ventes av ham eller henne for å avverge eller begrense tapet.

Må sikrede forstå at selskapet kan få et regresskrav mot tredjeperson, skal sikrede gjøre det som er nødvendig for å sikre kravet inntil selskapet selv kan vareta sitt tarv.

Er forsikringstilfellet inntruffet, skal sikrede uten ugrunnet ophold melde fra til selskapet.

Er det oppstått skade eller tap som følge av at sikrede forsettlig eller grovt uaktsomt har satt til side sine plikter etter første, annet eller tredje ledd, kan selskapets ansvar settes ned eller falle bort. Ved avgjørelsen skal det legges vekt på skyldgraden, skadeforløpet og forholdene ellers.
...

§ 13-11. (melding om forsikringstilfellet)

Er forsikringstilfellet inntruffet, skal enhver som mener å ha et krav mot selskapet, uten ugrunnet opphold melde fra til det.

Er selskapet blitt avskåret fra å undersøke forhold omkring forsikringstilfellet av betydning for selskapets ansvar eller fra å treffe tiltak som ville ha begrenset skaden, fordi noen som nevnt i første ledd forsettlig eller grovt uaktsomt har forsømt meldeplikten, kan selskapets ansvar overfor vedkommende settes ned eller falle bort.”

Efter de nævnte bestemmelser kan selskabets ansvar helt eller delvist bortfalde, hvis sikrede forsætligt eller groft uagtsomt har undladt at foretage rettidig anmeldelse af forsikringsbegivenheden.

De regler i § 4-11-§ 4-14 samt § 13-10 og § 13-13, der er beskrevet ovenfor i kapitel 7.2.1., om bl.a. identifikation, hensyntagen til sikredes livsforhold ved afgørelsen af, om erstatningen skal nedsættes, og om forsikringsselskabets pligt til at give meddelelse, hvis det vil påberåbe sig sikredes tilsidesættelse af sine pligter mv., gælder også ved tilsidesættelse af reglerne om anmeldelse af forsikringsbegivenheden.

Efter § 8-1 (skadesforsikring) og § 18-1 (personforsikring) skal sikrede give selskabet de oplysninger, som er tilgængelige for ham eller hende, og som er nødvendige for, at selskabet kan vurdere sit ansvar mv. Hvis sikrede svigagtigt afgiver urigtige oplysninger med henblik på at opnå en erstatning, som han eller hun ikke har krav på, mister den pågældende som udgangspunkt ethvert erstatningskrav mod selskabet i anledning af samme hændelse.

§ 8-1. (sikredes opplysningsplikt ved skadeoppgjør)

Ved oppgjør skal sikrede gi selskapet de opplysninger og dokumenter som er tilgjengelige for sikrede, og som selskapet trenger for å beregne sitt ansvar og utbetale erstatningen.

Gir sikrede ved skadeoppgjøret bevisst uriktige eller ufullstendige opplysninger som sikrede vet eller må forstå kan føre til at sikrede får utbetalt en erstatning han eller hun ikke har krav på, mister sikrede ethvert erstatningskrav mot selskapet etter denne og andre forsikringsavtaler i anledning samme hendelse. Hvis sikredes forhold bare er lite klanderverdig, bare angår en liten del av kravet, eller hvis det ellers foreligger særlige grunner, kan sikrede likevel få delvis erstatning. § 4-14 [om selskabets pligt til at give meddelelse, hvis det vil påberåbe sig sine rettigheder] gjelder tilsvarende.

I tilfeller som nevnt i annet ledd kan selskapet si opp enhver forsikringsavtale det har med sikrede med en ukes varsel. § 3-3 annet ledd første, annet og fjerde punktum [om fremgangsmåden mv. ved opsigelse] gjelder tilsvarende.
...

§ 18-1. (opplysningsplikten ved erstatningsoppgjøret)

Den som vil fremme krav mot selskapet, skal gi selskapet de opplysninger og dokumenter som er tilgjengelige for ham eller henne, og som selskapet trenger for å kunne ta stilling til kravet og utbetale forsikringsbeløpet.

Den som ved skadeoppgjøret gir uriktige eller ufullstendige opplysninger som han eller hun vet eller må forstå kan føre til at det blir utbetalt erstatning han eller hun ikke har krav på, mister ethvert erstatningskrav mot selskapet etter denne og andre forsikringsavtaler i anledning samme hending. Dersom forholdet bare er lite klanderverdig, bare angår en liten del av kravet eller dersom det ellers foreligger særlige grunner, kan han eller hun likevel få delvis erstatning. § 13-3 [om selskabets pligt til at give meddelelse, hvis det vil påberåbe sig sine rettigheder] gjelder tilsvarende.

I tilfeller som nevnt i annet ledd kan selskapet si opp enhver forsikringsavtale det har med vedkommende med en ukes varsel. § 12-4 tredje ledd første, annet og fjerde punktum [om fremgangsmåden mv. ved opsigelse] gjelder tilsvarende.”

8.2.2. Sverige

Den svenske forsikringsaftalelov indeholder i 21-23 §§ regler om anmeldelse af forsikringsbegivenheden, som i vidt omfang svarer til reglerne i den danske forsikringsaftalelov.

21 § Den, som vill hos försäkringsgivaren framställa anspråk på grund av inträffat försäkringsfall, skall utan uppskov giva honom meddelande om försäkringsfallet. Försummas det, och kan det antagas, att försummelsen länt försäkringsgivaren till men, vare denne i mån därav berättigad till skäligt avdrag å försäkringsbelopp, som eljest bort utgå, eller till fullständig befrielse från ansvarighet.

Lag samma vare, där enligt avtalet meddelande om händelse, som kan medföra försäkringsfall, skall givas innan försäkringsfall inträffat, men sådant meddelande ej äger rum.

Förbehåll, enligt vilket underlåtenhet att giva försäkringsgivaren sådant meddelande, som här avses, skulle medföra, att försäkringsgivarens ansvarighet inskränkes utöver vad nu är sagt, må ej av försäkringsgivaren åberopas.

22 § Den, som gör gällande anspråk på grund av inträffat försäkringsfall, åligger att för utredning av fråga, som är av betydelse för bedömande av försäkringsfallet och försäkringsgivarens ansvarighet, tillhandahålla denne handling, som finnes tillgänglig, och tillhandagå med andra upplysningar, som stå till buds. För försummelse härav vare påföljd som i 21 § första stycket sägs.

23 § Har förbehåll träffats, att den, som efter inträffat försäkringsfall svikligen uppgivit, förtegat eller fördolt något förhållande av betydelse för försäkringsfallets bedömande, skall vara förlustig rätt, som eljest på grund av försäkringsfallet skolat tillkomma honom, må, utan hinder av förbehållet, med beaktande av de omständigheter, under vilka det svikliga förfarandet ägt rum, kunna bestämmas, att försäkringsbeloppet eller någon del därav bör gäldas.

Förbehåll, enligt vilket oriktig uppgift eller underlåtenhet att lämna uppgift eller att tillhandagå med utredning skulle, i fall då förfarandet ej varit svikligt, utöva inverkan å försäkringsgivarens ansvarighet i vidare mån än som följer av 22 §, må ej av denne åberopas.”

Konsumentförsäkringslagen indeholder ikke særlige regler om anmeldelse af forsikringsbegivenheden. Efter 31 § kan erstatningen dog nedsættes, hvis den sikrede forsætligt eller uagtsomt tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til forsikringsaftalen, herunder vilkår som indeholder frister for anmeldelse af forsikringsbegivenheden.

31 § Har den försäkrade uppsåtligen eller genom oaktsamhet åsidosatt sina åligganden enligt försäkringsvillkoren, kan ersättning från försäkringen sättas ned såvitt gäller honom. Nedsättningen görs efter vad som är skäligt med hänsyn till försummelsens betydelse för försäkringsfallet och för omfattningen av skadan samt till den försäkrades uppsåt eller oaktsamhet och omständigheterna i övrigt.

Med den försäkrade jämställs annan som har handlat med hans samtycke. Också den som beträffande försäkrad egendom har en väsentlig ekonomisk gemenskap med den försäkrade jämställs med denne. Detsamma gäller den som i den försäkrades ställe eller tillsammans med denne har haft tillsyn över försäkrad egendom, om förbehåll om detta har gjorts i försäkringsvillkoren.”

Herudover findes i 34 § en regel om nedsættelse af erstatningen, hvis sikrede forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige oplysninger af betydning for vurderingen af retten til erstatning.

34 § Har den ersättningsberättigade efter ett försäkringsfall uppsåtligen eller genom grov vårdslöshet oriktigt uppgett eller förtigit eller dolt något av betydelse för bedömningen av hans rätt till ersättning från försäkringen, kan den ersättning som han annars skulle ha varit berättigad till sättas ned efter vad som är skäligt med hänsyn till omständigheterna.”

Det seneste udkast til en ny svensk forsikringsaftalelov indeholder i 8 kap. 2 § (skadesforsikringer) og 17 kap. 3 § (personforsikringer) regler om virkningen af, at sikrede tilsidesætter bestemmelser i forsikringsvilkårene om frister for at anmelde forsikringsbegivenheden eller om oplysningspligt i forbindelse med fastlæggelsen af selskabets ansvar.

“[8 kap.] Försummelse att anmäla försäkringsfall m.m.

2 § Om den försäkrade har försummat att följa försäkringsvillkor om skyldighet att anmäla försäkringsfall till försäkringsbolaget inom viss tid eller om skyldighet att medverka till utredningen av försäkringsfallet eller bolagets ansvar och försummelsen har medfört skada för bolaget, kan den ersättning som annars skulle ha betalats till honom sättas ned efter vad som är skäligt med hänsyn till omständigheterna. I den mån försäkringsbolaget vid ansvarsförsäkring betalat ut ersättning till den skadelidande enligt 4 kap. 9 § tredje stycket, gäller dock i stället att bolaget får av den försäkrade återkräva en skälig del av vad bolaget har utgett.

Första stycket tillämpas inte, om den försäkrades oaktsamhet varit endast ringa.
...

[17 kap.] Försummelse att anmäla försäkringsfall m.m.

3 § Om försäkringstagaren eller den försäkrade har försummat att följa föreskrifter i försäkringsvillkoren om skyldighet att anmäla försäkringsfall till försäkringsbolaget inom viss tid eller om skyldighet att medverka till utredningen av försäkringsfallet eller bolagets ansvar och försummelsen har medfört skada för bolaget, kan den ersättning som annars skulle ha betalats från försäkringen sättas ned efter vad som är skäligt med hänsyn till omständigheterna. Har någon annan på något sådant sätt orsakat skada för bolaget, kan den ersättning som annars skulle ha betalats till honom sättas ned efter ved som är skäligt med hänsyn till omständigheterna.”

Endvidere indeholder udkastet i 8 kap. 3 § (skadesforsikringer) og 17 kap. 4 § (personforsikringer) en regel om de tilfælde, hvor sikrede forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige oplysninger af betydning for vurderingen af retten til erstatning:

“[8 kap.]

3 § Om den försäkrade eller någon annan som kräver ersättning av försäkringsbolaget efter ett försäkringsfall uppsåtligen eller av grov vårdslöshet har oriktigt uppgett eller förtigit eller dolt något av betydelse för bedömningen av rätten till ersättning från försäkringen, kan den ersättning som annars skulle ha betalats till honom sättas ned efter vad som är skäligt med hänsyn till omständigheterna.

[17 kap.]

4 § Om den försäkrade eller någon annan som kräver ersättning av försäkringsbolaget efter ett försäkringsfall uppsåtligen eller av grov vårdslöshet har oriktigt uppgett eller förtigit eller dolt något av betydelse för bedömningen av rätten till försäkringsersättning, kan den ersättning som annars skulle ha betalats till honom sättas ned eller bortfalla efter vad som är skäligt med hänsyn till omständigheterna.”

8.2.3. Finland

Den finske forsikringsaftalelov indeholder ikke særlige regler om anmeldelse af forsikringsbegivenheden.

Med hensyn til den sikredes pligt til give oplysninger vedrørende fastlæggelsen af selskabets ansvar indeholder 69 § følgende regel:

69 § (Ersättningssökandens skyldighet att lämna utredning)

Den som söker ersättning skall till försäkringsgivaren överlämna de handlingar och uppgifter som behövs för utredning av försäkringsgivarens ansvar och som skäligen kan krävas av honom med beaktande av försäkringsgivarens möjligheter att skaffa utredning.”

Efter 72 § er der endvidere en skønsmæssig adgang til at nedsætte erstatningen, hvis den sikrede svigagtigt har afgivet urigtige oplysninger af betydning for vurderingen af erstatningsspørgsmålet mv.

72 § (Oriktiga upplysningar efter ett försäkringsfall)

Om den som söker ersättning efter ett försäkringsfall svikligen har lämnat försäkringsgivaren oriktiga eller bristfälliga upplysningar som är av betydelse för utredningen av försäkringsfallet och försäkringsgivarens ansvar, kan ersättningen till honom sänkas eller förvägras enligt vad som är skäligt med hänsyn till förhållandena.”

8.3. Udvalgets overvejelser

Som det fremgår af kapitel 8.1. ovenfor, har sikrede efter de gældende regler i forsikringsaftaleloven pligt til så hurtigt som muligt at anmelde forsikringsbegivenheden til forsikringsselskabet og i et vist omfang pligt til at medvirke til oplysning af erstatningsspørgsmålet.

Efter det for udvalget oplyste giver reglerne om anmeldelse af forsikringsbegivenheden ikke i dag anledning til nævneværdige problemer i praksis.

Det har tidligere givet anledning til tvivl, om forsikringsaftalelovens § 21, stk. 4, er til hinder for, at der i forsikringsbetingelserne findes vilkår om anmeldelsesfrister ved forsikringens ophør. Ved UfR 1993.893 H må det imidlertid anses for fastslået, at sådanne vilkår ikke er i strid med § 21, stk. 4 – i hvert fald ved forsikringstyper, hvor de pågældende vilkår er almindeligt anvendt.

Vilkår om anmeldelsesfrister ved forsikringens ophør anses således for at indeholde en objektiv tidsmæssig afgrænsning af forsikringsdækningen. Som påpeget i retspraksis har forsikringsselskabet generelt en anerkendelsesværdig interesse i en sådan afgrænsning, og forsikringstageren har i forbindelse med forsikringens ophør en naturlig tilskyndelse til at gøre sig klart, om der inden ophøret er sket forsikringsbegivenheder, som skal anmeldes til selskabet.

Anvendelsen af sådanne vilkår må efter udvalgets opfattelse forudsætte, at sikrede har en rimelig frist efter forsikringens ophør til at anmelde forsikringsbegivenheden. Dette er også fastslået i retspraksis, og domstolene må som udgangspunkt antages at ville tilsidesætte et vilkår om anmeldelsesfrister ved forsikringens ophør, hvor sikrede ikke har en rimelig frist til at anmelde forsikringsbegivenheden, jf. herved Højesterets begrundelse i UfR 1993.893 H refereret ovenfor i kapitel 8.1.

Det bemærkes, at landsretten i UfR 1994.725 Ø, som er nævnt ovenfor i kapitel 8.1., med en helt konkret begrundelse ikke fandt anledning til at tage stilling til et vilkår, hvor der ikke var en anmeldelsesfrist efter forsikringens ophør, idet der under alle omstændigheder var tale om (for) sen anmeldelse af forsikringsbegivenheden. Landsretten gav dog samtidig mere generelt udtryk for, at forsikringsselskabets interesse i en klar tidsmæssig afgrænsning af dets forpligtelser antagelig vil kunne varetages tilstrækkeligt ved fastsættelse af en vis kortere anmeldelsesfrist efter forsikringens ophør.

Udvalget finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå ændringer af § 21 om anmeldelse af forsikringsbegivenheden.

Udvalget har overvejet, om der bør indføres en regel vedrørende den særlige situation, hvor sikrede uden rimelig grund undlader at følge en rettidig anmeldelse af forsikringsbegivenheden op med et konkret erstatningskrav mod selskabet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis sikrede har anmeldt en mindre skade på sit hus, men derefter undlader inden for rimelig tid at iværksætte reparationsarbejder og derfor ikke rejser et konkret erstatningskrav mod selskabet. Efter det for udvalget oplyste optræder de her nævnte sager i et vist omfang i praksis, men der er tale om et begrænset problem.

De nævnte tilfælde omfattes næppe af forsikringsaftalelovens § 22, som vedrører sikredes oplysningspligt i forbindelse med, at der faktisk fremsættes et krav mod selskabet. Et eventuelt senere krav mod selskabet vil dog kunne være forældet efter forsikringsaftalelovens § 29, jf. kapitel 10.1.2. nedenfor. Endvidere vil kravet muligvis efter omstændighederne kunne anses for bortfaldet ud fra en almindelig passivitetsbetragtning.

Hertil kommer, at forsikringsselskabet har mulighed for at meddele den sikrede, at selskabet på det foreliggende grundlag ikke foretager sig videre i anledning af den anmeldte skade. Dette indebærer dog ikke, at selskabet alene under henvisning til denne tilkendegivelse kan afvise et eventuelt senere krav fra sikrede.

På denne baggrund, og da der ikke på nuværende tidspunkt foreslås ændringer af reglerne om forældelse af forsikringskrav, jf. kapitel 10.3. nedenfor, har udvalget ikke fundet grundlag for at foreslå regler om denne særlige situation.


1. Preben Lyngsø: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 142.

2. A. Drachmann Bentzon og Knud Christensen (2. udgave, 1952 og 1954): Lov om forsikringsaftaler, side 132.

3. Ivan Sørensen: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 107.

4. Ivan Sørensen: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 109.

5. Se herom bl.a. Preben Lyngsø i UfR 1990B.134, Jørgen Nørgaard i UfR 1990B.210 og Ivan Sørensen i UfR 1993B.275.

6. Dommen er kommenteret af Per Walsøe i UfR 1994B.270. Dommen er endvidere behandlet bl.a. i Ivan Sørensen: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 107 ff., og samme: Forsikringsret, side 236 ff., samt af Peter de Neergaard i UfR 2001B.443 og Jørgen Nørgaard i UfR 2001B.475 (side 476 f.).

7. Omtalt hos Peter de Neergaard i UfR 2001B.443.

8. Preben Lyngsø: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 145.

9. Kommissionsudkastet, side 57, Ivan Sørensen: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 113, og Preben Lyngsø: Forsikringsaftaleloven med kommentarer, side 147.


Forside | Indhold | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0 november 2002

Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk/