Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer
Betænkning nr. 1424
Kapitel 22

Forside | Indhold | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 22 - Forbrydelser i familieforhold (straffelovens §§ 208-215)

1. Indledning

1.1. Straffelovens kapitel 23 omhandler forbrydelser i familieforhold. Forbrydelserne har det fællestræk, at de udspringer af familiære forhold. Når bortses herfra, er bestemmelserne meget forskellige. Det afspejler sig også i Straffelovrådets behandling, idet hver bestemmelse i det følgende er udskilt til særskilt drøftelse.

1.2. Om § 208 (bigami) henvises til afsnit 2 nedenfor, og om § 210 (incest) henvises til afsnit 3 nedenfor. For så vidt angår § 213 (vanrøgt) og § 215 (unddragelse af forældremyndighed mv.) henvises til henholdsvis afsnit 4 og 5 nedenfor. Hvert afsnit indeholder en redegørelse såvel for gældende ret mv. som for tidligere lovændringer og overvejelser vedrørende den berørte bestemmelse, herunder i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 3 og 5 indgår tillige en omtale af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved arbejdet med denne betænkning. Herudover rummer hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om vedkommende bestemmelse som led i rådets revision af strafferammesystemet.

1.3. Som det fremgår bl.a. af kapitel 23 om sædelighedsforbrydelser, pkt. 2.9.1, er der ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 gennemført en række skærpelser af strafmaksima for den personfarlige kriminalitet, som omfattes af §§ 216, 222, 244-246, 241 og 249 samt 252. Der har i Straffelovrådet været tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser, som er sket ved denne lov. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om udformningen af strafferammerne for forbrydelser i familieforhold, jf. straffelovens kapitel 23, men rådet har bortset fra ophævelsen af det forhøjede fængselsminimum i § 215, der følger af henvisningen til § 261, stk. 2, afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angår forbrydelserne i straffelovens 23. kapitel måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De betragtninger om strafferammerne for forbrydelser i familieforhold, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. § 208 (bigami)

2.1. Gældende ret

2.1.1. Straffelovens § 208 fastsætter bestemmelser om straf i tilfælde, hvor en person indgår ægteskab eller lader sit partnerskab registrere, selv om den pågældende i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab. § 208, stk. 1, foreskriver for en sådan person straf af fængsel indtil 3 år eller, hvis den anden person har været uvidende om det bestående ægteskab eller registrerede partnerskab, fængsel indtil 6 år. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen efter stk. 2 fængsel indtil 1 år.

§ 208, stk. 3, retter sig mod den, som uden selv at være gift eller part i et registreret partnerskab, indgår ægteskab eller registreret partnerskab med en person, der allerede er gift eller part i et registreret partnerskab. Straffen herfor er fængsel indtil 1 år.

Endelig fremgår af § 208, stk. 4, at det skal betragtes som en formildende omstændighed for den, der i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, hvis det seneste ægteskab eller registrerede partnerskab ikke kan omstødes. Det fremgår også, at straffen under samme betingelser kan bortfalde for den person, der hverken er gift eller part i et registreret partnerskab.

Om § 208, herunder forholdet til § 23, stk. 2, der giver mulighed for strafnedsættelse for den, der medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette, kan henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 223 ff.

Straffelovens § 208 foreligger i retspraksis jævnligt til pådømmelse i sammenstød med § 163 om urigtig erklæring. Fra retspraksis kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1287, der angik en 35-årig filippinsk statsborger T, som i 1981 havde indgået ægteskab på Filippinerne med M1. T var kun sammen med M1 en dag. Hun kom i 1992 til Danmark, hvor hun den 22. juni 1992 indgik ægteskab med M2 og efter skilsmisse fra M2 den 8. januar 1993 ægteskab med M3. Efter bl.a. det oplyste om filippinsk ret forkastedes T´s opfattelse af, at hun med rette kunne anse det filippinske ægteskab for at være uden betydning for hendes adgang til at indgå de to ægteskaber i Danmark. Straffen fastsattes til 60 dages ubetinget fængsel.

Endvidere kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 690, der angik en 31-årig ustraffet T, der i 1993 i Pakistan havde indgået ægteskab med en pakistansk kvinde A, og som nu blev fundet skyldig i 2 tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 208, stk. 1, ved i Danmark i 1996 at have indgået ægteskab med B og i 1997 efter opløsning af dette ægteskab at have indgået nyt ægteskab med C, uagtet ægteskabet med A fortsat bestod, hvilket B og C var uvidende om. T blev herfor idømt fængsel i 60 dage.

2.1.2. § 208 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af indførelse af registreret partnerskab og afskaffelse af hæftestraffen, sml. pkt. 2.2 nedenfor, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. § 208 suppleredes tidligere af § 209, der kriminaliserede indgåelse af omstødeligt ægteskab i andre end det af § 208 omfattede tilfælde (parternes slægtskab eller svogerskab). § 209 ophævedes ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) (sml. pkt. 3.2.2 nedenfor).

Om § 208 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 222 og 237 samt s. 213-14 og 220. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 190 samt s. 185, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 189 samt sp. 307-08. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3366 (§ 211), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5372 (§ 208), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2187 f., jf. sp. 2127 (§ 208).

2.2. Tidligere ændringer

2.2.1. Lov nr. 373 af 7. juni 1989 om ændring af ægteskabsloven, arveloven, straffeloven og lov om afgift af arv og gave (Ændringer som følge af indførelse af registreret partnerskab)

2.2.1.1. Ved lov nr. 373 af 7. juni 1989 om ændring af ægteskabsloven, arveloven, straffeloven og lov om afgift af arv og gave (Ændringer som følge af indførelse af registreret partnerskab) gennemførtes de ændringer af § 208, som var nødvendige for i strafferetlig henseende at ligestille registreret partnerskab med ægteskab. Ændringerne berørte ikke strafferammerne, sml. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2947 ff.

2.2.2. Lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.)

2.2.2.1. Den ovennævnte lov er omtalt ved gennemgangen af adskillige straffelovsbestemmelser i form af en kortfattet henvisning til lov nr. 433 af 31. maj 2000. Ved ændringen af § 208 gennemførtes som led i afskaffelsen af hæftestraffen en omskrivning af stk. 4 om strafnedsættelse og strafbortfald, hvorved denne bestemmelse fik sin nuværende affattelse. Om baggrunden herfor anførtes i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, s. 3838:

”At det for den person, der i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, skal betragtes som en formildende omstændighed, og for den person, der hverken er gift eller part i et registreret partnerskab, kan føre til, at straffen helt bortfalder, når det seneste ægteskab eller registrerede partnerskab ikke kan omstødes, bør efter Justitsministeriets opfattelse fremgå af lovteksten også efter, at hæftestraffen er afskaffet.

På den baggrund foreslås § 208, stk. 4, ændret, så det skal betragtes som en formildende omstændighed for den, der i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, hvis ægteskabet eller det registrerede partnerskab ikke kan omstødes, og at straffen under samme betingelser helt kan bortfalde for den, der hverken er gift eller part i et registreret partnerskab.”

2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.3.1. Straffelovrådet foreslog i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse maksimumstrafferammerne i § 208, stk. 1, afløst af en fælles maksimumstrafferamme på fængsel indtil 2 år. I § 208, stk. 2 og 3, foreslog Straffelovrådet, at maksimum nedsattes til fængsel indtil 6 måneder, og at bøde blev optaget i strafferammen. Om de tilfælde, hvor omstødelse er udelukket, jf. § 208, stk. 4, foreslog Straffelovrådet, at straffen for den gifte person [nu også part i et registreret partnerskab] skulle kunne gå ned til bøde, og at der endvidere for ”begge” personers [nu henholdsvis den gifte/parten i et registreret partnerskab og den, der ikke er gift/part i et registreret partnerskab] vedkommende blev hjemmel til strafbortfald. Om § 208 bemærkede rådet i øvrigt, jf. s. 204:

”Der kan rejses nogle spørgsmål om videregående ændringer med hensyn til kriminaliseringen af bigami, bl.a. om der er tilstrækkelig grund til at opretholde stk. 2 om uagtsomhed og stk. 3 om straf for den ugifte person. Sådanne spørgsmål har straffelovrådet måttet lade ligge. Om et nyt svensk forslag henvises til betænkningen SOU 1986:14 s. 212 f.”
I tilslutning til ovenstående kan oplyses, at der i den nugældende svenske straffelovs (Brottsbalken) 7. kap. ”Om brott mot familj” er bestemmelser, der kriminaliserer ”tvegifte” og ”olovligt ingående av äktenskap” (”registrerat partnerskap”). Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år (sml. §§ 1 og 1 a).

2.4. Straffelovrådets overvejelser

2.4.1. Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Heri er § 208 henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Denne kategorisering indebærer, at strafmaksimum reduceres med 4 års fængsel.

Det er under rådets drøftelse af § 208 påpeget, at strafferammerne i § 208 skal afspejle, at bestemmelsen kan omfatte situationer med stor forskel i strafværdighed. Det er også nævnt, at det ved denne vurdering skal haves for øje, at de overtrædelser, der begås med sigte på at opnå opholdstilladelse, kan imødegås på anden vis, herunder ved at rejse spørgsmål om inddragelse af opholdstilladelsen.

Straffelovrådet har efter en fornyet gennemgang af § 208 fortsat den opfattelse, at § 208 kunne give anledning til overvejelse om at lade den delte strafferamme i stk. 1 afløse af et fælles strafmaksimum på 2 års fængsel og nedsætte maksimum i stk. 2 og 3 til 6 måneders fængsel. Rådet ville endvidere finde det ubetænkeligt, at bøde optages i strafferammen i samtlige forgreninger af bestemmelsen, sml. 2.3.1 ovenfor. Rådet finder i øvrigt, at der, som anført i 1987-betænkningen, kunne rejses spørgsmål om videregående ændringer med hensyn til kriminaliseringen af bigami, herunder om der er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde kriminaliseringen af grov uagtsomhed i stk. 2 og stk. 3 om straf for den ugifte person/ikke registrerede part.

Straffelovrådet har noteret sig, at man i 1987-betænkningen foreslog adgangen til at statuere strafbortfald, når omstødelse er udelukket, udvidet til at omfatte begge parter. Rådet har fortsat den opfattelse, at adgangen til strafbortfald bør omfatte begge personer, men rådet ville efter en fornyet vurdering finde det rigtigst, at bestemmelsen herom i § 208, stk. 4, udgår, så spørgsmålet om strafbortfald afgøres efter de almindelige regler, sml. § 1, nr. 6, i rådets lovudkast med § 83, 2. pkt., sammenholdt med § 82, nr. 10, om strafbortfald i anledning af gerningsmandens genoprettelse mv. af den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling. Spørgsmålet om strafbortfald som følge af manglende adgang til omstødelse ville herefter bero på en konkret vurdering, hvorved bl.a. må lægges vægt på, om gerningsmanden selv har udfoldet bestræbelser for at få det tidligere ægteskab mv. opløst f.eks. ved skilsmisse, sml. ægteskabslovens §§ 6 og 23. § 208 kunne efter det anførte f.eks. affattes således:

”§ 208. Den, der indgår ægteskab eller lader sit partnerskab registrere, og som i forvejen er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den, som uden selv at være gift eller at være part i et registreret partnerskab indgår ægteskab eller registreret partnerskab med en person, der allerede er gift eller er part i et registreret partnerskab, straffes på samme måde.”

3. § 210 (incest)

3.1. Gældende ret mv.

3.1.1. Om incest (blodskam) fastsættes i straffelovens § 210, stk. 1, at den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel indtil 6 år. Den yngre part i forholdet er straffri. Efter stk. 2 er straffen for samleje med broder eller søster fængsel indtil 2 år, men straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år. § 210, stk. 1 og 2, finder ifølge bestemmelsens stk. 3 tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Hvor et forhold, der er omfattet af § 210, tillige indebærer overtrædelse af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden, straffes i sammenstød med den pågældende bestemmelse, f.eks. § 222 om samleje med barn under 15 år, sml. Den kommenterede straffelov s. 226 ff.

§ 210 finder anvendelse i et ikke ubetydeligt omfang, herunder i sammenstød med § 222. Til illustration kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 155, hvor en 39-årig tiltalt blev fundet skyldig i gentagne gange at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med to døtre, fra de var 11 år til anholdelsen, da de var henholdsvis 15 år og 13 år. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i en gang om måneden at have haft samleje med den ældste datter, fra hun var 12 år til anholdelsen, og i en gang at have haft samleje med den yngste datter, da hun var 13 år. Nævningetinget udmålte under dissens for højere straf straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder. Denne strafudmåling stadfæstedes af Højesteret, hvor to dommere stemte for at nedsætte straffen til fængsel i 4 år.

Endvidere kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 654, hvor en 47-årig tiltalt for talrige gange i perioden 1988 til 1997 at have haft forskellige former for seksuelt samvær, herunder samleje og anden kønslig omgang end samleje, med sine to døtre, født henholdsvis i 1980 og 1983, idømtes fængsel i 6 år. I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 1999, s. 156, og senere, for så vidt angår T2, Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 1085, havde T1 fra 1993 til oktober 1998 talrige gange haft forskellige former for seksuelt samvær, herunder samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, med sine to døtre, født henholdsvis i 1983 og 1984, og i 1998 kønslig omgængelse med en søn født i 1992. T1 straffedes med fængsel i 5 år. Moderen T2 dømtes for medvirken i de forhold, der vedrørte døtrene, og straffedes med fængsel i 6 måneder.

Herudover kan fremdrages Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 1439, hvor en 42-årig tiltalt idømtes fængsel i 6 år for gennem længere tid at have begået grove seksualforbrydelser over for to døtre. Tiltalte havde ni børn med en nu afdød ægtefælle.

Endelig kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 93, hvor en 32-årig tiltalt, der blev fundet skyldig i overtrædelse af § 210, stk. 2, ved i perioden fra begyndelsen af maj 1990 til december 1990 mange gange at have haft samleje med sin 15-årige halvsøster, straffedes med fængsel i 6 måneder.

3.1.2. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 210 en affattelse, der på flere punkter afveg fra den nugældende. Bestemmelsen suppleredes af § 211 om samleje mellem besvogrede og af en bestemmelse i § 212, der ved tilstedeværelsen af visse omstændigheder foreskrev anvendelse af en ”forholdsmæssig mildere straf”:

”§ 210. For Blodskam straffes med Fængsel fra 6 Maaneder indtil 6 Aar den, som har Samleje med en Slægtning i nedstigende Linie, og med Fængsel indtil 2 Aar den, som har Samleje med Slægtning i opstigende Linie eller med Broder eller Søster. Har Samlejet fundet Sted med en Slægtning i nedstigende Linie under 18 Aar, er Straffen Fængsel fra 1 til 10 Aar.
Stk. 2. Straffri er den i nedstigende Linie beslægtede under 18 Aar. Ved Samleje mellem Søskende kan Straffen bortfalde for den, der ikke er fyldt 16 Aar.

§ 211. Samleje mellem besvogrede straffes, naar Indgaaelse af Ægteskab mellem dem er ubetinget forbudt, med Hæfte. Kan der gøres Undtagelse fra Forbudet, er Straffen Bøde.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 210, stk. 2, finder tilsvarende Anvendelse.

§ 212. Har i de i § 210 og § 211 nævnte Slægts- og Svogerskabsforhold anden kønslig Omgængelse end Samleje fundet Sted, bliver en forholdsmæssig mildere Straf at anvende.”

Om forarbejderne til § 210 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 235 samt s. 219-20. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 194 samt s. 183 og 186-87, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, §§ 190 og 192 samt sp. 309-10. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3367 ff. (§ 213), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5373 (§§ 210 og 212), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2189 f. (§ 210).

3.2. Tidligere ændringer af § 210

3.2.1. Lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.)

3.2.1.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) ophævedes de hidtil gældende strafminima på henholdsvis 6 måneders og 1 års fængsel i § 210, stk. 1. Ændringerne skete efter indstilling fra Straffelovskommissionen, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 581-82.

3.2.2. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

3.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) ophævedes § 211 om samleje mellem besvogrede. Endvidere ophævedes § 212 om anvendelse af en forholdsmæssig mildere straf ved anden kønslig omgængelse end samleje i de i § 210 og § 211 omhandlede slægts- og svogerskabsforhold. Samtidig indføjedes i § 210 efter stk. 1 som nyt stykke en bestemmelse svarende til § 212 med sigte på de slægtskabsforhold, som omfattedes af § 210. Sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 971-72.

3.2.3. Lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.)

3.2.3.1. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.) ændredes i gerningsbeskrivelsen og de foreskrevne maksimumstrafferammer. Ændringerne førte til, at § 210 fik følgende affattelse:

”§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linie, straffes med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.
Stk. 3. Har anden kønslig omgængelse end samleje fundet sted, bliver en forholdsmæssigt mindre straf at anvende.”

Som det fremgår, indebar lovændringen nedsættelse af bestemmelsens strafmaksima. Lovændringen byggede på en indstilling fra Straffelovrådet afgivet i en utrykt udtalelse af 31. januar 1967. Af lovforslagets gengivelse af rådets indstilling fremgår, at der ikke var enighed blandt rådets medlemmer om ændringen af strafferammerne, sml. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2463:

”For den beslægtede i opstigende linie er strafferammen i almindelighed fængsel indtil 6 år. Har han haft kønsligt forhold til en slægtning under 18 år, kan straffen dog stige til fængsel i 10 år. Denne bestemmelse foreslås ophævet. Dette er anbefalet af to af rådets medlemmer [Hurwitz og Waaben]. Justitsministeriet er enigt med disse medlemmer, der finder den ordinære strafferamme med et maksimum på 6 år tilstrækkeligt, og i denne forbindelse henviser til, at bestemmelsen i § 222, hvorefter fængsel indtil 12 år efter omstændighederne kan anvendes, finder anvendelse i forbindelse med § 210, hvis slægtningen er under 15 år. Rådets to andre medlemmer [Erik Andersen og Olafsson] har foreslået at opretholde den gældende strafforhøjelsesregel i § 210.”

3.2.4. Lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser m.v.)

3.2.4.1. Ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser m.v.) fik § 210, stk. 3, sin nuværende affattelse. Ændringen indebar, at det strafbare område udvidedes til også at omfatte forhold til en person af samme køn, og at anden kønslig omgængelse end samleje sidestilledes med samleje i strafmæssig henseende, sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3182.

3.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.3.1. Straffelovrådets drøftelse af § 210 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse skete med udgangspunkt i de tilsvarende regler i den svenske straffelov (Brottsbalken) og udvalgsovervejelser om ændring af strafferammerne i denne lov. I rådets overvejelser indgik også oplysninger om strafniveauet for incest, sml. s. 205:

”I svensk ret straffes ”sexuellt umgänge med avkomling” med fængsel indtil 2 år og ”sexuellt umgänge med syskon” med fængsel indtil 1 år (brottsbalken kap. 7 § 5). I betænkningen SOU 1986:14 s. 212 er det foreslået, at det førstnævnte maksimum nedsættes til 1 år og 6 måneder, det andet til 9 måneder. Efter de svenske regler gælder der dog en strengere bedømmelse af kønslig omgang med barn, plejebarn m.v. under 18 år; maksimum er her 4 år eller, hvis forbrydelsen er grov, 8 år. Disse maksima er i betænkningen af 1986 foreslået nedsat til henholdsvis 3 år og 6 år. Forud for vedtagelsen af de nugældende regler i 1984 var der siden 1970´erne afgivet to betænkninger om sædelighedsforbrydelser m.v., Sexuella övergrepp (SOU 1976:9) og Våldtäkt och andra sexuella övergrepp (SOU 1982:61). I disse betænkninger var foreslået en videregående afkriminalisering af incest, bortset fra visse misbrugstilfælde. Der henvises bl.a. til den sidstnævnte betænkning s. 95 ff. og 109 f., der ikke indeholdt forslag om bestemmelser svarende til de foran refererede i BrB kap. 7 § 5.

Straffelovrådet har ikke indgående drøftet spørgsmålet om hel eller delvis afkriminalisering af incest i § 210. Det ville være nærliggende at overveje en ophævelse af stk. 2 om forhold mellem søskende. Der er også peget på den mulighed at ophæve stk. 3 om andet kønsligt forhold end samleje. I svensk ret er incestbestemmelsen i BrB 7:5 begrænset til samleje. En ophævelse af stk. 3 ville imidlertid rejse et andet problem, som måtte løses. Det ville være nødvendigt at ændre § 224, jfr. § 223, idet andet kønsligt forhold end samleje til et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under 18 år er strafbart, hvilket da naturligvis også bør gælde forhold til en slægtning i nedstigende linie under 18 år. Såfremt incest efter § 210, stk. 1, blev helt afkriminaliseret, ville det være en enkel sag at tilføje slægtning i nedstigende linie i § 223, stk. 1.

Det almindelige strafniveau for incest synes i de senere år at have ligget mellem 2 og 3 _ års fængsel. Der har tidligere foreligget en række domme på 4-5 års fængsel, men der er sket en formildelse i retspraksis. Strafudmålingen i det enkelte tilfælde påvirkes navnlig af pigens alder og forholdets varighed ... I juni 1986 har Højesteret stadfæstet en Vestre landsrets dom, ved hvilken en 50-årig mand fik straf af fængsel i 3 år og 9 måneder efter § 210, jfr. til dels § 222, for samleje adskillige gange med en datter fra dennes fyldte 12. år til omkring hendes 16 års fødselsdag [sml. nu Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 628].”

Rådet sammenfattede sine synspunkter om incestbestemmelsen således, sml. s. 205-06 sammenholdt med s. 105:

”Straffelovrådet foreslår, at strafmaksimum i § 210, stk. 1, nedsættes fra 6 til 3 år. To medlemmer (Langkilde og Lindegaard) kan dog kun tiltræde dette forslag under den forudsætning, at der i straffelovens § 93 optages en speciel bestemmelse, som medfører, at forældelsesfristen for incest ikke bliver kortere end hidtil, se herved [s. 105, hvor det bl.a. udtales:

Et mindretal (Langkilde og Lindegaard) ytrer betænkelighed ved den nedsættelse af strafferammen for incest fra 6 til 3 år, som foreslås af flertallet. En sådan nedsættelse vil medføre en afkortning af forældelsesfristen fra 10 til 5 år. Ikke sjældent går der adskillige år, inden incestforhold kommer for dagen. Det sker f.eks., når datteren flytter hjemmefra, eller når forældrenes samliv ophører. En række ensartede forhold anses ganske vist ofte som en fortsat forbrydelse, således at alle forholdene indgår i grundlaget for domfældelse, selv om nogle af dem isoleret betragtet ville være forældede. Det er dog ingenlunde sikkert, og domfældelse for en fortsat forbrydelse forudsætter under alle omstændigheder, at ikke alle – beviste – forhold er forældet. Derfor kan disse medlemmer kun tilslutte sig en nedsættelse af strafmaksimum til 3 år under forudsætning af, at der i § 93, stk. 2, optages en særlig regel om, at strafansvaret for overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 og 3, jfr. stk. 1, undergives en 10-årig forældelse.

Flertallet (de øvrige medlemmer) henviser til det, der anføres af mindretallet om den fortsatte forbrydelse, og finder i øvrigt at kunne acceptere forældelse på 5 år, såfremt der ikke har foreligget strafbare forhold inden for de sidste 5 år.]

Det foreslås, at maksimum i § 210, stk. 2, nedsættes fra 2 til 1 år. For så vidt angår forhold til et barn under 15 år, kan der dømmes både efter § 210 og § 222, således at strafmaksimum efter straffelovrådets forslag bliver 6 år, hvis barnet var under 12 år, og 4 år, hvis barnet var mellem 12 og 15 år. [Straffelovrådets forslag om strafferammer i § 222 er omtalt i denne betænknings kapitel 23 om sædelighedsforbrydelser, pkt. 3.3.3]. Ved forhold til et barn mellem 15 og 18 år kan der derimod ikke straffes i sammenstød med § 223, stk. 1, da slægtning i nedstigende linie ikke er nævnt i denne bestemmelse ...”

Ved den i pkt. 3.2.4 nævnte lov nr. 349 af 23. maj 1997 blev tillige indsat en henvisning til § 223, stk. 1, om stedbarnsincest mv. i straffelovens § 93, stk. 3, 1. pkt. Ændringen indebar, at forældelsesfristen i sådanne sager i intet tilfælde er mindre end 10 år. Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) udvidedes bestemmelsen til også at omfatte overtrædelse af §§ 224 og 225, jf. § 223, stk. 1, om stedbarnsincest mv. i form af anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgang med en person af samme køn.

Ved 2000-loven blev endvidere indsat et nyt stk. 4 i straffelovens § 94, hvorefter forældelsesfristen ved overtrædelse af §§ 210, 216-220, 222 og 223 tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år. Det samme gælder overtrædelse af §§ 224 og 225, jf. §§ 216-220, 222 og 223. Ændringen indebar, at sager om incest (§ 210, stk. 1), samleje med børn under 15 år (§ 222) og stedbarnsincest mv. (§ 223, stk. 1) tidligst kan blive forældet, når forurettede er fyldt 28 år. Sager bl.a. om incest mellem søskende (§ 210, stk. 2) og groft misbrug af alder og erfaring (§ 223, stk. 2) kan tidligst blive forældet, når forurettede er fyldt 23 år.

Bestemmelser om ”sexuellt umgänge med avkomling” og ”sexuellt umgänge med syskon” findes nu i den svenske straffelovs 6. kap. Om sexualbrott 4 og 6 §§. Strafferammerne er uændrede.

3.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

3.4.1. Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III, omfatter en analyse af incest m.v. (§ 210, § 223, stk. 1, og § 224, jf. § 223, stk. 1), jf. s. 95. Som det fremgår, indgår overtrædelse af § 210 som en integreret del af analysen af en række andre straffelovsovertrædelser, der er rubriceret under kategorien ”incest m.v.”. Undersøgelsen viser, at der er idømt ubetinget frihedsstraf i 67 ud af i alt 102 afgørelser. Den korteste er på 3 måneder, mens den længste er på 6 år. 66 pct. af de ubetingede straffe er på højst 2 år. De betingede domme udgør 27 pct. og er fastsat til højst 3 år. Der kan påvises nogen variation i den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe årene imellem og en tendens til især lange straffe i slutningen af perioden. Det kan muligvis bero på, at andelen af betingde domme er vokset som følge af ordningen med behandling af seksualforbrydere fra 1997 (sml. denne betænknings kapitel 23 om sædelighedsforbrydelser, pkt. 2.8.1). De forholdsvis korte ubetingede frihedsstraffe er dermed til en vis grad erstattet af betingede domme med vilkår om behandling.

3.5. Straffelovrådets overvejelser

3.5.1. Som det fremgår af pkt. 3.3 ovenfor, blev der under Straffelovrådets drøftelse af strafferammerne i § 210 ved afgivelsen af 1987-betænkningen rejst spørgsmål om hel eller delvis afkriminalisering af incest og om en samtidig udvidelse af gerningsbeskrivelsen i § 223, stk. 1, med slægtning i nedstigende linie, så biologisk barn under 18 år ligestilles med adoptivbarn m.fl. Lignende spørgsmål er rejst under rådets nuværende drøftelse af strafferammerne i § 210, sml. Vagn Greve: Blodskam – en utidssvarende straffebestemmelse, Kriminalistisk årbog 1996, s. 161 ff.:

”Paragraffen har ingen praktisk betydning, hvis barnet er under 15 år, eller hvis der er tale om voldtægt. I slige sager anvender vi alligevel de almindelige bestemmelser om samleje med mindreårig og om voldtægt – om end således, at der også henvises til blodskamsbestemmelsen. Og strafferammerne er lige så høje eller højere i de almindelige bestemmelser.

I dag er der ingen, der i alvor kan påstå, at det er strafferettens opgave at opretholde bestemte familiemønstre. Vi har for længst afkriminaliseret hor og forargeligt samliv. Realiteten kan endvidere være den modsatte. Det er således blevet sagt, at incest – i de fleste tilfælde – ikke ødelægger familiens forhold, men er en følge af ødelagte familieforhold.
Det er også almindelig anerkendt, at strafferetten ikke skal blande sig i, hvordan enige voksnes seksualliv er. Homoseksuelle forbindelser mellem voksne er blevet afkriminaliseret, selv om der utvivlsomt fortsat er mange, der ser på dem med afsky. Tilsvarende gælder oralsex o.s.v. Sligt er i dag en del af privatlivet. Og som sådant – i et vist omfang – beskyttede menneskerettigheder.

Der er lige så lidt som i 1917 noget acceptabelt argument i racehygiejniske hensyn. For det 1ste er der ikke nogen praktisk risiko ved en sådan indavl. For det 2det ville argumentet ikke kunne bære det eksisterende forbud i stk. 3 mod anden kønslig omgængelse end samleje [og nu tillige kønslig omgængelse med en person af samme køn]. For det 3die har lovgivningen ikke noget forbud mod kønslige relationer, der indebærer langt større risiko for, at børnene vil komme til at lide af svære fysiske eller psykiske defekter.

Derimod er det klart en opgave for strafferetten at beskytte børn og svage mod seksuelt misbrug, hvad enten der er tale om blodsbeslægtets overgreb eller om overgreb begået af fremmede. Beskyttelsen af den svage er ikke som i 1917 et supplerende argument; nu er det vort afgørende og bærende argument for at kriminalisere blodskam. Den kriminologiske og viktimologiske forskning har i de senere år afdækket, at et stort antal børn misbruges seksuelt. Men forskningen viser også – hvad der er væsentligt for udformningen af straffelovgivningen – at det ikke giver mening at skelne mellem biologiske forældre, stedforældre og adoptivforældre i denne henseende.

Straffeloven kan let bringes til at afspejle de sociale realiteter. Straffelovens § 223 kunne få indføjet ”barn”, så den kom til at lyde:

”Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den pågældendes barn, adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn ... straffes med fængsel ...”

Dermed kriminaliseres andre former for seksuel omgængelse end samleje mellem forældre og børn ”automatisk” (jfr. §§ 224 og 225) ...

Hvis det antages, at der er behov for at straffe samleje mellem søskende, hvor den ene eller begge er mellem 15 og 18 år, kan dette forbud naturligt indføjes som et særligt stykke i § 223. Behovet for en straffebestemmelse er dog ikke større, når det drejer sig om biologiske (halv-)søskende end ved adoptiv- og plejesøskende, hvor der ikke i dag er nogen speciel regel. De almindelige regler – som også gælder for parforhold, hvor der ikke er en sådan tilknytning – kan bruges og bliver brugt, hvis der foregår misbrug m.m. De eksisterende almindelige regler vil altid være fuldt tilstrækkelige. Også for de her behandlede situationer. Se især det nuværende § 223, stk. 2, hvor der findes en misbrugsbestemmelse. Den vil kunne anvendes, hvis f.eks. en 25-årig mand forfører sin 16-årige (halv-)søster.

Herefter kan blodskamsbestemmelsen i § 210 ophæves som overflødig.

Forslaget indebærer, at samlejer og andre former for frivillig seksuel omgang mellem beslægtede voksne (begge over 18 år) bliver straffri ...

Dansk ret vil ikke af den grund blive særligt påfaldende ... Det er stadig gældende ret i Frankrig, at der kun kan straffes i de såkaldte kvalificerede tilfælde. Med andre ord er frivillige forhold mellem voksne straffri. Lignende regler findes i Belgien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Rusland, Tyrkiet og en række sydamerikanske lande. Efter italiensk ret kan der kun straffes, hvis forholdet vækker offentlig forargelse. Sagkyndige udvalg i Finland, Schweiz og Tyskland har nyligen foreslået afkriminaliseringer i lighed med mit forslag.

Hvis den foreslåede ændring ikke gennemføres, må vi fortsat sige – som straffelovskommissionen gjorde det i 1912 – at dansk strafferet på dette område skiller sig ud i internationale sammenligninger ved en hårdhed, der ikke lader sig forsvare.

Den foreslåede afkriminalisering af frivillige, seksuelle forbindelser mellem voksne behøver ikke at påvirke ægteskabslovgivningens forbud mod ægteskaber mellem visse, nært beslægtede. Området for ægteskabshindringer må bestemmes ud fra de familieretlige og familiepolitiske principper. Her skal det blot fremhæves, at det er et almindeligt anerkendt retspolitisk princip, at de civilretlige forbud kan – og ofte bør – dække større områder end de strafferetlige forbud. I dag er der da også forbud mod, at en adopteret indgår ægteskab med adoptanten. Der er endvidere forbud mod ægteskaber i nære svogerskabsforhold. Sådanne strafferetlige regler findes ikke længere.”

3.5.2. § 210 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. §§ 217-219 og 223, dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 23 om sædelighedsforbrydelser, pkt. 2.9.2, 3.7.2 og 3.7.4. Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 6 til 4 års fængsel.

Der er under Straffelovrådets gennemgang af § 210 udtrykt sympati for de overvejelser og forslag, som er kommet til udtryk i den ovennævnte artikel. Der er enighed om, at § 210 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen og eventuelt afkriminalisering, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen, herunder dens sammenhæng med forbrydelserne mod kønssædeligheden i straffelovens kapitel 24. Dette har Straffelovrådet ikke haft mulighed for i forbindelse med en gennemgang, der i det væsentlige er begrænset til at angå strafferammerne.

Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at det forekommer rigtigst indtil videre at opretholde det hidtil gældende strafmaksimum på 6 års fængsel i § 210, stk. 1, og stk. 3, jf. stk. 1, idet det dog i den foreliggende sammenhæng kunne overvejes at udskille forhold til slægtninge i nedstigende linje over 18 år i en særskilt strafferamme med et maksimum på 2 års fængsel. Rådet henviser bl.a. til, at en sådan differentiering kunne bidrage til en klarere markering af forskellen i strafværdighed med hensyn til de handlinger, som omfattes af § 210, stk. 1. Rådet ville endvidere finde det ubetænkeligt, om strafmaksimum nedsattes til 6 måneders fængsel, og bøde optoges i strafferammen for de forhold, som omfattes af stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 2, sml. herved det anførte i den ovennævnte artikel. De omtalte ændringer af § 210 kunne f.eks. gennemføres således:

1. I § 210, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: ”Har samleje fundet sted med en slægtning i nedstigende linje over 18 år, er straffen fængsel indtil 2 år.”

2. I § 210, stk. 2,1. pkt., ændres ”fængsel indtil 2 år” til: ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”.

4. § 213 (vanrøgt mv.)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.1. Straffelovens § 213 retter sig mod den, som ved vanrøgt eller nedværdigende behandling krænker sin ægtefælle, sit barn eller nogen person under 18 år eller en i opstigende linie beslægtet eller besvogret, der er undergivet den pågældendes myndighed eller forsorg. § 213 omfatter endvidere den, som ved modvillig at unddrage sig en forsørgelses- eller bidragspligt, der påhviler den pågældende i forhold til nogen af de nævnte personer, udsætter dem for nød. Straffen er i begge tilfælde fængsel indtil 2 år.

Om § 213 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 228 ff. Som det fremgår, retter bestemmelsen sig navnlig mod handlinger, som ikke eller ikke i almindelighed vil være omfattet af andre bestemmelser i straffeloven, f.eks. kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden og kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme. Formålet er først og fremmest at ramme ”handlinger, som uden for familieforhold er straffri, men som – bl.a. på grund af de særlige handlemuligheder og den særlige afhængighed, som familielivet medfører – findes at burde kunne straffes, når de foretages i familieforhold” (sml. s. 229).

§ 213 har stadig en vis praktisk betydning. Til illustration kan henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1975, s. 1098, hvor ægtefællerne T1, der var sygeplejerske, og T2, der var læge, havde gjort sig skyldig i vanrøgt og mishandling mv. over for 4 adoptivbørn, for T2´s vedkommende i det væsentlige som passiv medvirken. 3 af børnene afgik ved døden, og T2 havde ved udfærdigelse af dødsattester for børnene afgivet urigtige erklæringer. T1 idømtes for overtrædelse af straffelovens § 213, § 244, stk. 3 og 4, og § 250 fængsel i 4 år. T2 idømtes for overtrædelse af straffelovens § 163, § 175, § 213, § 244, stk. 3 og 4, til dels jfr. § 23, og § 250 samt lægelovens § 18, stk. 1, fængsel i 2 år. Der skete endvidere rettighedsfrakendelse for begges vedkommende.

Endvidere kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, s. 732, hvor T1 og dennes samlever T2 gennem nogen tid havde udsat T1´s 5-årige datter S for voldelig behandling eller tolereret, at hun af den anden blev udsat for sådan behandling med den følge, at S fik læsioner, navnlig i form af blodansamlinger i ansigtet, på lår og på sædepartiet. Da det ikke kunne fastslås nærmere, ved hvilke lejligheder, på hvilke måder, i hvilket omfang og med hvilke følger de hver især havde slået S, frifandtes de for tiltalen efter henholdsvis straffelovens § 244, stk. 3 og 4, og efter § 244, stk. 4. Idet S fandtes at have været udsat for en voldsudøvelse, der langt overskred det, der kunne begrundes med almindelig revselsesret, fandtes både T1 og T2 ved den voldelige behandling og ved i ét tilfælde i forening at have tvunget S til at spise sit eget opkast skyldige i overtrædelse af straffelovens § 213, stk. 1. De idømtes hver fængsel i 50 dage.

Endelig kan peges på Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 951, om den på gerningstidspunkterne 31-årige, ustraffede T1 og 25-årige, ustraffede T2, der begge var tiltalt for gennem nogle måneder at have mishandlet og vanrøgtet T2´s særbarn B – en dreng på 5_ år. T1 blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, men blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 213, da der på tidspunkterne for voldshandlingerne endnu ikke var etableret et fast samlivsforhold mellem de tiltalte. For T2´s vedkommende fandtes det ikke godtgjort, at hun havde udøvet vold mod B, og den omstændighed, at hun måtte antages at have været klar over, at B´s læsioner i hvert fald i det væsentlige hidrørte fra vold udøvet af T1, og til trods herfor havde undladt at gribe ind, fandtes ikke i sig selv at kunne pådrage hende strafansvar for medvirken til T1´s voldsudøvelse. T2 fandtes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213 ved at have undladt at bringe B til lægebehandling. T1 idømtes fængsel i 6 måneder og T2 fængsel i 3 måneder. T2´s straf blev gjort betinget.

4.1.2. Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) ophævedes en tidligere gældende regel i § 213, stk. 2, hvorefter påtale kunne bortfalde efter forurettedes begæring. Denne bestemmelse er overført til Rigsadvokatens bekendtgørelse om politimestrenes og statsadvokaterne kompetence til at frafalde tiltale (nu bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001).

§ 213 har herefter, og når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden. Om forarbejderne til § 213 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 226, 232 og 233 samt s. 215-16 og 219. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 191 samt s. 180, 184 og 185-86, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 193 samt sp. 311-12. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3369 (§ 215), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5373 (§ 213).

4.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.2.1. I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet strafferammen i § 213 ændret, så bøde blev optaget i strafferammen og maksimum reduceret til fængsel indtil 1 år. Forslaget var ikke ledsaget af bemærkninger, sml. s. 206.

4.3. Straffelovrådets overvejelser

4.3.1. § 213 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Den anførte rubricering indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 2 års til 6 måneders fængsel.

Straffelovrådet foreslog i 1987-betænkningen strafmaksimum nedsat til 1 års fængsel og bøde optaget i strafferammen, sml. pkt. 4.2.1 ovenfor. Denne opfattelse har rådet som udgangspunkt fortsat. Der er dog under rådets fornyede drøftelse udtrykt sympati for at sænke strafmaksimum i tråd med oversigten baseret på det angrebne retsgode, dvs. til 6 måneders fængsel. Det er i den forbindelse påpeget, at bl.a. udviklingen i den sociale lovgivning siden bestemmelsens tilblivelse i 1933 kunne rejse spørgsmål om ændringer i gerningsbeskrivelsen mv. Der er enighed om, at det falder uden for rammerne af denne betænkning at gå ind i en sådan nærmere vurdering af § 213.

5. § 215 (unddragelse af forældremyndighed mv.)

5.1. Gældende ret mv.

5.1.1. Efter straffelovens § 215, stk. 1, straffes den, som unddrager en person under 18 år forældres eller andre rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at en sådan person unddrager sig sådan myndighed eller forsorg. Strafansvaret omfatter efter stk. 2 også den, der ulovligt fører barnet ud af landet. § 215 indeholder ingen selvstændig strafferamme, men henviser for begge bestemmelsers vedkommende til ”reglerne i § 261”. § 261 foreskriver i stk. 1 en strafferamme på fængsel indtil 4 år for den, som berøver en anden friheden, og i stk. 2 en strafferamme på fængsel fra 1 til 12 år i visse kvalificerede tilfælde, herunder hvor frihedsberøvelsen sker det for vindings skyld eller har været langvarig.

§ 215 retter sig mod den såkaldte ”uegentlige frihedsberøvelse”, dvs. tilfælde, hvor en mindreårig, som er undergivet forældremyndighed, frivilligt unddrages denne myndighed. Indebærer en adfærd omfattet af § 215 tillige en egentlig frihedsberøvelse i forhold til den berørte person, straffes i sammenstød mellem § 215 og § 261, sml. Den kommenterede straffelov s. 231 ff.

§ 215 har en tiltagende betydning i retspraksis. Til illustration kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1966, s. 889, hvor tiltalte blev fundet skyldig i bortførelse af et knapt 3 måneder gammelt barn og herfor i medfør af straffelovens § 261, stk. 2, jf. § 215, sammenholdt med § 85, idømtes fængsel i 2 år.

Endvidere kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 14, om en tiltalt, der, efter at forældremyndigheden over en 2-årig pige i oktober 1975 var tillagt hans hustru, i november 1975 under udøvelse af sin samkvemsret undlod at bringe barnet tilbage til sin mor og bragte barnet til Sydafrika, hvor de opholdt sig, indtil tiltalte i juni 1978 blev anholdt. Tiltalte foreviste til brug ved optagelse af barnet i sit pas en falsk samtykkeerklæring. Forholdet henførtes under straffelovens § 215, jf. § 261, stk. 2. Tiltalte idømtes fængsel i 1 år. Nævningerne havde svaret bekræftende på spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 85. Efter forholdets beskaffenhed burde betinget dom eller kombinationsdom ikke anvendes.

I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 895, havde tiltalte, efter at forældremyndigheden over et fælles adoptivbarn, en da 11-årig dreng, ved endelig separationsdom i juli 1977 var tillagt hans hustru, den 2. januar 1978 uden tilladelse bragt barnet til Spanien, hvor de opholdt sig til sommeren 1978, hvorefter de i ca. 3 måneder havde ophold skiftende steder i Skandinavien, indtil de på ny tog ophold i Spanien, hvor tiltalte den 11. september 1978 blev anholdt. Tiltalte idømtes i medfør af straffelovens § 215, jf. § 261, stk. 2, fængsel i 9 måneder. Tiden fra tiltaltes anholdelse i Spanien til fængslingen i Danmark fragik i den udmålte straf. Nævningerne havde svaret bekræftende på spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 85.

Herudover kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 746, hvor T1-T5 på forskellige måder havde medvirket til, at det lykkedes F, over hvis søn B dennes moder havde forældremyndigheden, at bortføre B med fly til Holland, hvorfra han ville føre B videre til USA. De tiltalte blev alle fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 215, jf. § 261, stk. 2, jf. stk. 1. T2 var tidligere straffet med fængsel i 10 måneder bl.a. efter de nævnte bestemmelser. T1 idømtes fængsel i 1 år, T2 fængsel i 2 år, T3 fængsel i 60 dage og T5 betinget straf af fængsel i 40 dage. T4 fandtes straffri i medfør af straffelovens § 16.

I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1725, blev tiltalte, der var straffet for overtrædelser af straffelovens § 215 med 50 dages betinget fængsel, for overtrædelse af § 215, jf. § 261, idømt en fællesstraf på 60 dages betinget fængsel for en morgen at have fjernet sine døtre på 8 og 10 år, som faderen havde forældremyndigheden over, fra deres skole.

Se også Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1270, der angik T og M, som havde fælles forældremyndighed over D, født i september 1996. Efter at M havde indgivet begæring om ophævelse af den fælles forældremyndighed, blev der i oktober 1997 afholdt et møde på statsamtet. Nogle dage senere rejste T under samvær med D sammen med D fra Danmark til Spanien, hvor de opholdt sig til januar 1998. Det ansås ikke for godtgjort, at M efter mødet på statsamtet over for T havde givet udtryk for, at hun ville frafalde sin begæring. T havde derfor ulovligt ført D ud af landet, jf. straffelovens § 215, stk. 2, jf. § 261, og blev straffet med fængsel i 6 måneder. I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 1999, s. 205, blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 215, jf. § 261, stk. 2, ved fra den 15. juli 1998 til den 15. april 1999 at have unddraget to børn fra moderens myndighed, idet tiltalte, selv om moderen ved endelig dom af 15. juli 1998 var tillagt forældremyndigheden, undlod at aflevere børnene til moderen og omkring den 22. juli 1998 udrejste til Jordan. Tiltalte, der tillige blev fundet skyldig i dokumentfalsk med hensyn til et pas, blev, jf. straffelovens § 85, straffet med fængsel i 9 måneder.

Endelig kan nævnes to domme fra henholdsvis Østre og Vestre Landsret, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2000, s. 23 og 664.

I den førstnævnte dom blev tiltalte dømt for overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 1, jf. § 261, stk. 2, ved i forbindelse med samvær at have ført sit barn ud af Danmark til New Zealand, hvor hun opholdt sig med barnet, indtil det blev opsporet af myndighederne og tilbagesendt, hvorved hun i en periode på ca. 2_ år unddrog barnet fra faderen, der havde forældremyndigheden. Byretten idømte samfundstjeneste. Landsretten fandt, at det var påkrævet at anvende ubetinget straf, men at oplysningerne om tiltalte talte for anvendelse af betinget dom. Straffen blev herefter fastsat til fængsel i 1 år, hvoraf 6 måneder blev gjort betinget.

I den anden dom unddrog tiltalte fra den 10. juli til den 20. august 1999 moderen M, der alene havde forældremyndigheden over fællesbørnene, den 11-årige I og den 7-årige N, forældremyndigheden, idet han fjernede børnene og derefter havde dem i sin varetægt, til de blev hentet af fogeden. Tiltalte gjorde sig senere skyldig i et tilsvarende forhold, idet han unddrog M varetægten over I fra den 6. til den 22. september 1999. Tiltalte idømtes efter straffelovens § 215, stk. 1, jf. § 261, stk. 1, fængsel i 40 dage. Efter sagens særlige omstændigheder og under hensyn til, at forældremyndigheden over I efterfølgende ved dom var overført til tiltalte, blev straffen gjort betinget med en prøvetid på 2 år.

5.1.2. § 215, stk. 1, har været uændret borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om § 215, stk. 2, henvises til pkt. 5.2 nedenfor.

Om § 215 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 231 samt s. 218-19. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 193 samt s. 182, 183 og 186, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 195 samt sp. 313-14. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3369-70 (§ 217), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5373 (§ 215).

5.2. Tidligere ændringer af § 215

5.2.1. Lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (Internationale børnebortførelser)

5.2.1.1. Ved § 23 i lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (Internationale børnebortførelser) indsattes bestemmelsen i straffelovens § 215, stk. 2, hvorefter den, der ulovligt fører barnet ud af landet, straffes på samme måde som den, der unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed mv. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at enhver, herunder en person, der har del i forældremyndigheden, kan straffes for ulovligt at føre barnet ud af landet, sml. Folketingstidende 1990-91, tillæg A, sp. 386-88.

5.3. Straffelovrådet betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.3.1. I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse var der enighed om at foreslå § 215 ændret, så bestemmelsen gives en selvstændig strafferamme på fængsel indtil 4 år, sml. s. 206:

”§ 215 handler om den, der ”unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg”. Det hedder herom i § 215, at forholdet straffes ”efter reglerne i § 261” (om frihedsberøvelse). Det ville formentlig være hensigtsmæssigt at slette denne henvisning til § 261 og give § 215 en selvstændig strafferamme. Det vil da være korrekt at anvende § 261 – eventuelt i sammenstød med § 215 – i tilfælde, hvor betingelserne for at statuere frihedsberøvelse er opfyldt, hvilket godt kan være tilfældet med hensyn til bortførelse af et lille barn, der ikke opfatter, at det er blevet berøvet friheden. Det selvstændige område for anvendelse af § 215 vil være tilfælde, hvor forholdet ikke er en krænkelse af friheden – typisk fordi den pågældende har givet sit samtykke til det, der sker – men er en krænkelse af andres forældre- eller forsorgsmyndighed og eventuelt af den ved en retlig afgørelse etablerede tilstand af myndighed i forhold til individet. Straffelovrådet foreslår et strafmaksimum på 4 års fængsel i § 215.”

5.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

5.4.1. I Straffelovrådets statistiske undersøgelse af strafudmålingspraksis på straffelovens område, sml. pkt. 3.4 ovenfor, indgår også en analyse af unddragelse af forældremyndighed m.v. (§ 215), jf. s. 99. Analysen viser, at 15 af de i alt 53 afgørelser er ubetingede frihedsstraffe, mens 34 (64 pct.) er betingede. Der er i ét tilfælde givet bøde. Hovedparten af de ubetingede domme er fra 6 måneder til 1 år. Den korteste straf er på 3 måneder og den længste på 1 år. Straflængderne for de betingede domme spænder fra 7 dage til 1 år. Heraf er tre fjerdedele på højst 3 måneder. Der er tegn på en vis vækst i antallet af sager på dette område. I 1996 var der 2 afgørelser. I 2000 var der 17. Det ringe antal årlige sager gør det ikke muligt at vurdere eventuelle udviklingstendenser i strafniveauet.

5.5. Straffelovrådets overvejelser

5.5.1. § 215 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Det indebærer, at strafmaksimum sænkes fra 12 til 10 års fængsel, jf. herved § 261, der indgår i oversigten med samme placering som § 215. Strafpositionen 10 år har sammenhæng med hensynet til at skabe større sammenhæng og homogenitet i strafferammesystemet, sml. anf. st. Som nævnt i pkt. 1.3 ovenfor, er der ikke herved tilsigtet en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau i sager efter § 215.

Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, sml. pkt. 5.3.1 ovenfor. Der er enighed om, at bl.a. hensynet til forenkling og gennemskuelighed kunne tale for at slette henvisningen til § 261 og give § 215 en selvstændig strafferamme. Herved kunne også opnås en øget markering af det selvstændige område for § 215. Det er dog også fremhævet, at § 215 kan omfatte situationer med meget forskellig strafværdighed, og at dette hensyn kunne tale for fortsat at lade strafferammen i § 215 følge strafferammen i § 261. Det er videre nævnt, at hensynet til sammenhængen i strafferammesystemet, herunder forholdet til den nye bestemmelse i § 262 a, kunne tale for at opretholde paralleliteten i strafferammerne i §§ 215 og 261.

Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet, at strafferammen for forhold omfattet af § 215 indtil videre bør følge § 261. Om rådets overvejelser vedrørende § 261, herunder spørgsmålet om nedsættelse af strafmaksimum fra 12 til 10 års fængsel, henvises til denne betænknings kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed, afsnit 6.


Forside | Indhold | Til top | Forrige | Næste
 

Justitsministeriet, Version 1.0 januar 2003
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk/