Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer
Betænkning nr. 1424
Kapitel 23

Forside | Indhold | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 23 - Sædelighedsforbrydelser (straffelovens §§ 216-236)

1. Indledning

1.1. Straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden rummer adskillige straffe-rammer. Det højeste strafmaksimum er fængsel i 12 år, der gælder for voldtægt mv. af særlig grov-hed, jf. § 216, stk. 2, og samleje med barn under 12 år, jf. § 222, stk. 2, sammenholdt med §§ 224 og 225. Den mildeste strafferamme er bøde, jf. § 234 om salg af utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år.

Mellem de nævnte yderpunkter forekommer følgende strafmaksima: fængsel i 4 måneder, jf. § 236, stk. 4, om overtrædelse af pålæg til sædelighedsdømte, fængsel i 6 måneder, jf. § 235, stk. 2, om visse former for børnepornografi, fængsel i 1 år, jf. § 220, 1, led, sammenholdt med §§ 224 og 225, om samleje mv. uden for ægteskab opnået ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomi-ske afhængighed, § 229, stk. 2, om visse former for bagmandsvirksomhed med hensyn til prostituti-on og § 233 om opfordring til utugt mv., fængsel i 2 år, jf. § 223 a, sammenholdt med §§ 224 og 225, om prostitutionskunders samleje mv. med personer under 18 år, § 230 om anvendelse af personer under 18 år som pornomodeller og § 235, stk. 1, om visse former for børnepornografi, fængsel i 3 år, jf. § 220, 2. led, sammenholdt med §§ 224 og 225, om samleje mv. uden for ægteskab opnået ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed, når personen er under 21 år, og § 229, stk. 1, om visse former for bagmandsvirksomhed med hensyn til prostitution, fængsel i 4 år, jf. § 217 sammenholdt med §§ 224 og 225, om opnåelse af samleje mv. ved visse former for tvang, § 218 sammenholdt med §§ 224 og 225, om opnåelse af samleje mv. uden for ægteskab ved udnyttelse af en persons sindssygdom mv., § 219 sammenholdt med §§ 224 og 225, om visse ansattes og tilsynsførendes samleje mv. med personer optaget i institution, § 223 sammenholdt med §§ 224 og 225, om samleje mv. med adoptivbarn m.fl. under 18 år, § 228 om rufferi og § 232 om blufærdighedskrænkelse, fængsel i 6 år, jf. § 221 sammenholdt med § 224, om samleje mv. opnået ved visse former for vildfarelse, fængsel i 8 år, jf. § 216, stk. 1, sammenholdt med §§ 224 og 225, om voldtægt mv. og § 222, stk. 1, sammenholdt med §§ 224 og 225, om samleje mv. med barn under 15 år.

Til enkelte af de bestemmelser, hvor fængsel indgår i strafferammen, er knyttet en lavere sidestraf-feramme i form af bøde, hvis anvendelse er betinget af tilstedeværelsen af ”formildende omstæn-digheder”. Der henvises til §§ 229, 230, 1. pkt., 232 og 233. Særlige strafferammeregler er optaget i § 226 om uagtsomhed med hensyn til den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand eller alder samt i § 231 om visse gentagelsestilfælde.

1.2. I det følgende behandles strafferammerne i kapitel 24. I afsnittene 2-7 omtales – idet der henvi-ses til de respektive afsnit – §§ 216 og 217, herunder sammenholdt med §§ 224 og 225 (voldtægt og anden tvang mv.), §§ 218-226, herunder til dels sammenholdt med §§ 224 og 225, (angreb på særlige persongrupper), § 227, §§ 228 og 229 samt §§ 231 og 233 (rufferi og alfonseri mv.), § 232 (blu-færdighedskrænkelse), §§ 230, 234 og 235 (børnepornografi mv.) samt § 236 (overtrædelse af pålæg til sædelighedsdømte). I omtalen indgår en redegørelse såvel for gældende ret mv. som for tidligere lovændringer og overvejelser, herunder i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om straf-ferammer og prøveløsladelse. Endvidere gennemgås resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Afsnit 6 om §§ 230, 234, og 235 (børnepornografi mv.) indeholder desuden en gennemgang af Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børne-pornografi. Endelig indeholder hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de nævnte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

2. §§ 216 og 217 (voldtægt og anden tvang mv.)

2.1. Gældende ret mv.

2.1.1. Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, for voldtægt med fængsel indtil 8 år (tidl. 6 år, sml. pkt. 2.7 nedenfor). Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen kan efter § 216, stk. 2, stige til fængsel i 12 år (tidl. 10 år, sml. pkt. 2.7 nedenfor), hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstæn-digheder. Efter §§ 224 og 225 finder strafferammerne for voldtægt også anvendelse på den, der ved vold eller trussel om vold tiltvinger sig andet heteroseksuelt forhold end samleje eller tiltvinger sig homoseksuelt forhold.

Som det fremgår, er den skærpede strafferamme i § 216, stk. 2, forbeholdt tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”. Voldtægt ”af særlig farlig karakter” vil ofte foreligge, hvis gerningsmanden har anvendt kniv eller særligt farlige greb om halsen. ”Særligt skærpende omstændigheder i øvrigt” kan bl.a. foreligge i tilfælde, hvor gerningsmanden tidligere er straffet for lignende kriminalitet. Også antallet af forhold til samtidig pådømmelse samt den omstændighed, at forholdet er begået af flere i forening eller under særligt nedværdigende former, kan undertiden føre til anvendelsen af den forhøjede sidestrafferamme, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 235 ff.

Efter straffelovens § 217 straffes den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold, med fængsel indtil 4 år. Efter §§ 224 og 225 finder strafferammen for opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, også anvendelse på den, der ved sådan tvang opnår andet heteroseksuelt forhold end samleje eller homoseksuelt forhold. Om bestemmelsen, herunder afgrænsningen over for § 216, henvises til Den kommenterede straffelov s. 235-36 og 238 ff.

2.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 216 følgende ordlyd:

”§ 216. Den, som tiltvinger sig Samleje med en Kvinde ved Vold, Frihedsberøvelse eller Fremkaldelse af Frygt for hendes eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd, straffes for Voldtægt med Fængsel fra 1 til 16 Aar, under særdeles skærpende Omstæn-digheder paa Livstid. Har Kvinden forud stået i mere varigt kønsligt Forhold til Ger-ningsmanden, er Straffen Fængsel indtil 8 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 203, 204 og 206 samt s. 201-02. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 195 og 196 samt s. 189-94, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, §§ 196 og 197, stk. 2, samt sp. 317-19. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3370-72 (§§ 218 og 219, stk. 2), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5374 (§§ 216 og 217, stk. 2).

Den til § 217 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 218 havde følgende ordlyd:

”§ 218. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes, for saa vidt Tilfældet ikke falder ind under § 216 eller § 217, Stk. 1 og 2, den, som ved Trusel om Vold, om Frihedsberøvelse eller om Sigtelse for strafbart eller ærerørigt Forhold skaffer sig Samleje med en Kvinde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 201 samt s. 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 198, nr. 1, samt s. 187-89, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 198 samt sp. 319-20. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3372 (§ 220).

§ 224 om anden kønslig omgængelse end samleje havde oprindeligt følgende ordlyd:

”§ 224. Har under de i §§ 216-223 angivne Betingelser anden kønslig Omgængelse end Samleje fundet Sted, bliver en forholdsmæssig mindre Straf af Fængsel at anvende.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 201, stk. 2, samt s. 200. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 203 samt s. 193-94, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 204 samt sp. 323. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3372 (§ 226).

§ 225 var ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 affattet således:

”§ 225. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes den, som øver kønslig Usædelighed med en Person af samme Køn under Omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og 222 an-givne.
Stk. 2. Med Fængsel indtil 4 Aar anses den, der øver kønslig Usædelighed med en Person af samme Køn under 18 Aar. Straffen kan dog bortfalde, naar de paagældende er hinanden omtrent jævnbyrdige i Alder og Udvikling.
Stk. 3. Med Fængsel indtil 3 Aar straffes den, der under Misbrug af en paa Alder og Er-faring beroende Overlegenhed forfører en Person af samme Køn under 21 Aar til kønslig Usædelighed med sig.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan nærmere henvises til Straffelovskommissionens be-tænkning af 1912, § 213 samt s. 206-07. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 204 samt s. 193 og 194, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 205 samt sp. 323-24. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3374-75 (§ 227), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5374-75 (§ 225).

2.2. Tidligere ændringer af §§ 216 og 217

2.2.1. Lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.)

2.2.1.1. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.) fik §§ 216 og 217 følgende affattelse:

”§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold eller fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.
Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

”§ 217. Den, der ved ulovlig tvang, jfr. § 260, skaffer sig samleje med en kvinde, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter § 216.”

Som det fremgår, ændredes strafferammerne på følgende punkter: (1) Strafminimum for voldtægt ændredes fra 1 års fængsel til fængselsstraffens daværende faste minimum på 30 dage, (2) straf-maksimum for voldtægt nedsattes fra 16 års fængsel (under særdeles skærpende omstændigheder fængsel på livstid) til 10 års fængsel, og (3) det blev samtidig overflødigt at opretholde den tidligere regel om lavere strafmaksimum i tilfælde, hvor kvinden forud havde stået i mere varigt forhold til gerningsmanden.

2.2.1.2. Lovændringen byggede på en udtalelse fra Straffelovrådet af 26. januar 1966. Udtalelsen og det hertil hørende lovudkast var optrykt som bilag til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2463 ff. I bemærkningerne til den foreslåede nyaffattelse af § 216 hed det bl.a., jf. anf. st. sp. 2465 ff.:

”For straffelovrådet har det været et hovedspørgsmål, om den gældende lovbestemmelse i § 216 ... burde opdeles i to voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere straffe-ramme omfattende, hvad der er blevet betegnet som ”forberedt voldtægt”.
...
Den gennemgang af det [tidligere] omtalte sagsmateriale, straffelovrådet har foretaget, har vist, at der i sagerne forekommer en række forskellige momenter af formildende og skærpende karakter. Det synes ikke muligt at trække enkelte, klare momenter frem, der alene skulle kunne begrunde henførelse til en mildere bestemmelse. Skulle man søge at opstille en særlig voldtægtsbestemmelse, der omfattede sådanne tilfælde, hvor en mildere bedømmelse forekommer velbegrundet, måtte bestemmelsen derfor formuleres så vagt, at den ikke ville yde anklagemyndighed og domstole nogen nævneværdig vejledning ved sagens bedømmelse. Man må også være opmærksom på, at en bestemmelse, der særlig fremhæver kvindens forhold, kan fremme en uheldig tendens til under bevisførelse og procedure at fremkomme med ufordelagtige oplysninger og udtalelser om kvinden.

I overensstemmelse med udtalelserne fra statsadvokaterne, der har henvist til den kon-krete bedømmelse af samtlige den pågældende sags momenter, som er påkrævet ved af-gørelsen af disse sager, må straffelovrådet herefter indstille, at § 216 fortsat udformes således, at samtlige voldtægtsforhold undergives en fælles strafferamme ...

Rådet indstiller, at den nuværende strafferamme, der omfatter fængsel fra 1 til 16 år, under særdeles skærpende omstændigheder fængsel på livstid, ændres til fængsel indtil 10 år.

Det er rådets principielle opfattelse, at det bør foretrækkes i strafferammer at undlade at foreskrive noget minimum (bortset fra det minimum, der gælder for vedkommende stra-fart). Det må påregnes, at sådanne minima vil kunne afskære domstolene fra i det enkelte tilfælde at fastsætte den straf, der findes rimelig efter lovovertrædelsens beskaffenhed og lovovertræderens forhold.

Med hensyn til voldtægt kan det ikke ventes, at adgangen til at idømme straffe under 1 år vil få større praktisk betydning. De foreliggende oplysninger om retspraksis kan på den anden side tages til indtægt for det synspunkt, at en fjernelse af det nugældende mi-nimum på 1 års fængsel vil være velbegrundet. Man skal herom gøre følgende bemærk-ninger.

Der forekommer i retspraksis tilfælde, hvor de udmålte straffe for fuldbyrdet voldtægt ligger under det niveau af 3-4 års fængsel, der kan anses som det normale for denne for-brydelse. Når straffe på niveauet 1-2 år forekommer, er det udtryk for, at formildende omstændigheder kan gøre sig gældende, og rådet finder det rimeligt, at man ved at fjerne det nuværende minimum åbner mulighed for en større hensyntagen til momenter, der – omend kun i sjældne tilfælde – taler stærkt for en lempelig udmåling.

… Den straf, som idømmes efter §§ 232 og 260, ligger jævnlig under 1 års fængsel. Sager som de her omtalte indicerer derfor, at der blandt voldtægtsforbrydelserne forekommer forhold, for hvilke domstolene bør kunne idømme mindre end 1 års fængsel, og det er rimeligt at antage, at man ved at fjerne 1 års minimum i § 216 vil bidrage til at fremme en mere juridisk korrekt bedømmelse af tilfælde, som nu henføres under §§ 232 og 260 ...

Rådet foreslår som nævnt maksimum i strafferammen nedsat til fængsel i 10 år. I praksis idømmes sjældent højere straffe end fængsel i 4 år. Et maksimum på 10 år vil efter rådets opfattelse være tilstrækkeligt, også med henblik på de groveste voldtægtssager. Ved valget af dette maksimum har rådet i øvrigt lagt vægt på overensstemmelse med den ... nævnte bestemmelse i den svenske brottsbalk [6 kap. 1 § hvorefter voldtægt har en maksimumstrafferamme på fængsel i 10 år].”

Nedsættelsen af strafferammen fra 6 til 4 år i den nye § 217 om anden seksuel tvang var ikke ledsa-get af særskilte bemærkninger, jf. anf. st. sp. 2468.

2.2.2. Lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse)

2.2.2.1. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelserne deres nuværende affattelse, idet der herved bortses fra ændrin-gerne som følge af lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. pkt. 2.7 nedenfor. Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse. Ved lovændringen opdeltes strafferammen for voldtægt på ny i en normalstrafferamme – nu med et maksimum på fængsel indtil 6 år – og en forhøjet sidestrafferamme på fængsel indtil 10 år, som forbeholdtes til-fælde, hvor voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skær-pende omstændigheder, sml. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4000-01:

”… Men også bortset fra sammenhængen med nævningereglerne må det efter rådets op-fattelse overvejes, om ikke et strafmaksimum på 10 års fængsel er for højt for det store flertal af voldtægtstilfælde. Det store flertal af straffe efter §§ 216-217 ligger på et niveau af maksimalt 2-3 års fængsel ... og rådet finder det ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der fastsættes en normalramme på fængsel i højst 6 år, suppleret med en skærpet ramme på fængsel i højst 10 år for særligt grove tilfælde af voldtægt.

Det foreslåede normalmaksimum på 6 år indebærer i overensstemmelse med principielle synspunkter vedrørende fastsættelsen af strafmaksima ... at man undgår et strafmaksi-mum, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, som der typisk er brug for. Rådet gør opmærksom på, at det nævnte normalmaksimum på 6 år på papiret vil inde-bære en skærpelse for de tilfælde, der i dag henføres til § 217, hvor strafmaksimum er 4 år, men det understreges, at der ikke herved tilsigtes en almindelig skærpelse af kursen ved strafudmåling i de omhandlede tilfælde. Flertallet af de tilfælde, der [på daværende tidspunkt] vil blive henført under § 216 i stedet for § 217, vil formentlig udmålings-mæssigt blive bedømt som hidtil.

I visse sager vil der være behov for en straf på 6 års fængsel eller derover, og straffelov-rådet anser det blandt andet af denne grund rigtigst, at der i § 216 bevares en mulighed for i grove tilfælde at udmåle straf indenfor et maksimum på 10 års fængsel.

Efter straffelovrådets forslag skal den skærpede straffebestemmelse i § 216, stk. 2, tage sigte på tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt fo-religger særligt skærpende omstændigheder.” Om forståelsen henvises til betænkningen side 50.”

Om Straffelovrådets synspunkter vedrørende den skærpede sidestrafferamme i § 216, stk. 2, hvortil henvistes i lovforslagets bemærkninger, fremgik af betænkningen det anførte sted bl.a.:

”Det er efter rådets opfattelse vanskeligt at angive med større nøjagtighed, under hvilke omstændigheder forholdet henhører under det skærpede strafmaksimum. ... har straffe-lovrådet navnlig nogle af de tilfælde for øje, hvor forholdet efter hidtidig praksis er be-dømt som særlig groft og har medført en straf, der ligger over et niveau af omkring 3-4 års fængsel. Herhen hører formentlig især tilfælde, hvor der er udøvet vold af særlig grov karakter. Under hensyn til det foran omtalte forhold til reglerne om tidsubestemt forvaring efter § 70 bør man også være opmærksom på tilfælde, hvor der foreligger op-lysninger om farlighed hos gerningsmanden, uden at dette dog klart indicerer anvendelse af forvaring.
Den omstændighed, at der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse, eller at ger-ningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse, vil ikke uden videre bringe forholdet ind under den skærpede bestemmelse. Det samme gælder med hensyn til andre almindelige skærpelsesmomenter, som f.eks. at der er tale om overfald på en ubekendt, eller at voldtægten er begået af flere. Sådanne omstændigheder vil imidlertid kunne foreligge på en sådan måde eller i en sådan kombination, at sagen som helhed får en så graverende karakter, at der er grundlag for at anvende den skærpede strafferamme.”

2.2.2.2. Af lovforslagets bemærkninger fremgik videre, at Justitsministeriet kunne tiltræde de syns-punkter og forslag, som var kommet til udtryk i Straffelovrådets betænkning, sml. anf. st. sp. 4002-03:

”… Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan opspaltning af de pågældende strafferammer [strafferammerne for voldtægt, røveri og brandstiftelse]. Det kan give anledning til betænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder et strafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbry-delsens karakter.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af voldtægt ... bør gælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år ... En strafferamme på højst 6 års fængsel vil efter de af straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger være fuldt tilstrækkelig med henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser.
...
Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammenhæng med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag om udformningen af skærpelseskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der efter den gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.

Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimum for voldtægt ... bør være 10 år. For så vidt angår voldtægt svarer dette til det gældende maksimum, og der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændring af det gældende strafud-målingsniveau ...”

2.3. Tidligere ændringer af §§ 224 og 225

2.3.1. § 224

2.3.1.1. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i det væsentlige sin nuværende affattelse, så der kom til at gælde samme strafferammer for strafbar anden kønslig omgængelse end samleje som for strafbart samleje. Ændringen var ikke indeholdt i lovforslaget, men kom ind under udvalgsbehandlingen, sml. Folke-tingstidende 1980-81, tillæg B, sp. 856-57:

”Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 224 bliver ”en forholdsmæssig mindre straf af fængsel” at anvende i tilfælde, hvor anden kønslig omgængelse end samleje har fundet sted under de i §§ 216-223 angivne betingelser.

Den foreslåede ændring af § 224 tilsigter at give mulighed for at sidestille visse samle-jelignende forhold med tilfælde, hvor der er opnået egentligt samleje. Den ændrede formulering vil således give domstolene mulighed for at udmåle straffen inden for samme strafmaksimum, som hvor egentligt samleje har fundet sted.”

2.3.1.2. Ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 indføjedes i § 224 en henvisning til den nye bestemmelse i § 223 a, hvorved der skete en kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år. Ændringen indebar, at den nye bestemmelse også omfatter tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle ydelse består i anden kønslig omgængelse end samleje, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 937.

2.3.2. § 225

2.3.2.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) indsattes som stk. 4 en bestemmelse om straf for den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år. Strafferammen var hæfte eller fængsel indtil 1 år, under formildende omstændigheder bøde, sml. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 554 ff. Bestemmelsen ophævedes ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændrin-ger i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.), jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 973-74. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov. (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.) ophævedes endvidere § 225, stk. 3, se Fol-ketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2468.

2.3.2.2. Ved lov nr. 195 af 28. april 1976 om ændring af borgerlig straffelov (Forbrydelser mod kønssædeligheden) ophævedes det hidtil gældende forbud i § 225, stk. 2, mod homoseksuelt forhold til en person under 18 år. Samtidig ændredes affattelsen af § 225, så bestemmelsen tillige kom til at omfatte en henvisning til § 223. Maksimumstrafferammen på fængsel indtil 6 år forblev uændret, sml. Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 2263-64.

2.3.2.3. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) ændredes § 225, så der kom til at gælde samme strafferammer for strafbare homo-seksuelle forhold som for strafbare heteroseksuelle forhold. Ændringen var ikke indeholdt i lov-forslaget, men kom ind under udvalgsbehandlingen, sml. Folketingstidende 1980-81, tillæg B, sp. 857:

”Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 225 straffes den, som har kønslig omgængelse med en person af samme køn under omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og 222-223 angivne, med fængsel indtil 6 år. I visse tilfælde er denne straffe-ramme både efter de gældende regler og efter de foreslåede nye strafferammer lavere end ved heteroseksuelle forhold, f.eks. ved voldtægt efter § 216. I andre tilfælde er straf-ferammen i § 225 højere end de tilsvarende bestemmelser om heteroseksuelle forhold, f.eks. § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang.

Denne forskel i strafferammernes størrelse er efter justitsministeriets opfattelse uheldig. Det foreslås derfor, at § 225 ændres, således at der gælder samme strafferamme for ho-moseksuelle som for heteroseksuelle forhold.”

2.3.2.4. Endelig indføjedes ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 i § 225 en henvisning til § 223 a, så denne bestemmelse også omfatter kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. Folke-tingstidende 1998-99, tillæg A, s. 937.

2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.4.1. Da Straffelovrådet overvejede strafferammerne i §§ 216 og 217 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, tog man udgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-1984, jf. s. 171 med gengivelse af ”Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v. 1979-84.”. Rådet hæftede sig ved, at kun et lille antal fængselsstraffe for voldtægt efter de statistiske oplysninger oversteg 3 år. Rådet sammenfattede herefter sine synspunkter således, jf. anf. st. s. 172:

”Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af normalstraffen på 6 års fængsel, og det vil formentlig være overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved bemærkes, at den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter § 70 frem for tidsbestemt fængselsstraf i visse, ganske vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.”

Om §§ 224 og 225 hed det:

”…Bestemmelserne herom, der også stammer fra 1981, er skærpelser i forhold til de tidligere gældende straffebestemmelser og var ikke foreslået af straffelovrådet eller i ju-stitsministeriets lovforslag. Da ændringerne er sket under sagens behandling i folketinget, hvor der har gjort sig det synspunkt gældende, at visse af forholdene måtte sidestilles med voldtægt, har straffelovrådet ikke nu fundet anledning til at foreslå ændringer. Det vil formentlig forekomme endnu sjældnere inden for §§ 224 og 225 end med hensyn til § 216, at der er brug for straffe på 6-10 år efter den skærpede strafferamme.”

2.5. Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161) (2001)

2.5.1. Som nævnt bl.a. i denne betænknings kapitel 24 om vold har spørgsmålet om voldskriminalitet og bekæmpelsen heraf i de senere år indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget. Bl.a. den 2. februar 2001 fremsatte medlemmer af Venstre (V) og Det Konservative Folkeparti (KF) forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161). Lovforslaget indeholdt bl.a. en skærpelse af maksimumstrafferammen for voldtægt, så normalstrafferammen i § 216, stk. 1, ændredes fra 6 år til 8 år og den skærpede sidestrafferamme i § 216, stk. 2, fra 10 år til 12 år. Med lovforslaget tilsigtedes ”en forhøjelse af strafniveauet på mindst en tredjedel i forhold til gældende strafniveau”. Om baggrunden herfor anførtes i bemærkningerne, at ”[f]orslagsstillerne finder, at straffeloven skal give udtryk for samfundets markante afstandtagen fra forbrydelser mod den enkeltes legeme og frihed og gennem forhøjelsen af strafferammerne til-kendegive, at beskyttelsen af den enkeltes kønsfrihed og legeme skal vurderes højere.” Det hed vi-dere, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 4435:

”Der er efter forslagsstillernes opfattelse i den gældende straffelov et misforhold mellem beskyttelsen af økonomiske værdier på den ene side og beskyttelsen af kønsfrihed og det menneskelige legeme på den anden side. Denne skævhed bør efter forslagsstillernes opfattelse oprettes ved idømmelse af højere straffe for vold og voldtægt.”

2.5.2. Til forslaget om skærpelse af strafmaksimum i § 216 var i øvrigt bl.a. knyttet følgende almin-delige bemærkninger, jf. anf. st. s. 4437:

”… En række voldtægtssager forøvet af flere gerningsmænd (de i dagspressen benævnte massevoldtægtssager) har vist, at der er en gruppe unge mænd, der lader hånt om kvin-dens frihed og værdighed. Uanset at voldtægt altid må betragtes som en af de mest af-skyelige forbrydelser, der kendes, fordi den er udtryk for misbrug af magt og indgreb i offerets mest intime privatsfære, så er de sidste års eksempler på, at en gruppe unge i flok forøver voldtægt, dog det mest modbydelige.

Visse sager inden for denne gruppe har af forskellige grunde medført straffe på under et år. Forslagsstillerne ønsker at tilkendegive, at straffen for voldtægt normalt bør udmåles med en straf på ikke under et år, og at det bør være en særlig skærpende omstændighed, at gerningsmændene har udnyttet den overmagt, der ligger i, at de er flere sammen om forbrydelsen, hvad enten forbrydelsen er begået efter forud indgået aftale eller blot har udviklet sig i situationen. Forslagsstillerne finder under alle omstændigheder, at et sådant magtmisbrug fra gerningsmændenes side bør afspejles klart i de konkret udmålte straffe.

Forslagsstillerne har stærkt overvejet at indsætte en minimumsstraf i straffeloven for voldtægt på et års fængsel, men er alene veget tilbage herfra for at undgå usaglige fri-findelser eller henførelse under mildere straffelovsbestemmelser end § 216.”

Sml. endvidere anf. st. s. 4438:

”Forslaget tilsigter at formå domstolene til generelt at hæve strafniveauet. Voldtægt bør, også hvor der er tale om kontaktvoldtægt, som minimum udmåles til ikke under 1 års fængsel. Har forbrydelsen været forbundet med fysisk tvang, vold og konkrete trusler, skal straffen udmåles tilsvarende strengere.

Er forbrydelsen begået af flere, skal det være en skærpende omstændighed, der må af-spejles i strafudmålingen, uanset om forbrydelsen er forøvet efter forudgående aftale. Grovheden og dermed strafværdigheden, jf. straffelovens § 80, er større, og krænkelsen ved at blive udsat for flere gerningsmænd er netop i voldtægtssager efter almindelig menneskelig erfaring langt større end i nogen anden forbrydelse. Dette forhold skal efter forslagsstillernes opfattelse tydeligt afspejles i de konkrete straffe, der udmåles i disse sagstyper.”

2.5.3. Om lovforslagets behandling i Folketinget kan henvises til Folketingstidende 2000-01, s. 4434 ff., og tillæg B, s. 1249 ff. Som det fremgår, forkastedes lovforslaget ved tredjebehandlingen den 31. maj 2001, idet 56 (V, KF, DF, CD, Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP) stemte for, 59 (S, SF, RV og EL) imod; 2 (KRF) stemte hverken for eller imod. Lovforslaget genfremsattes som L 2 den 3. oktober 2001, men bortfaldt ved folketingsvalget den 20. november 2001.

2.6. Forslag til lov om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt) (L 27) (2001)

2.6.1. Den 3. oktober 2001 fremsatte den daværende justitsminister (Frank Jensen) forslag til lov om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for voldtægt) (L 27). Med lovforslaget opgav man den hidtidige sondring mellem voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 6 år og voldtægt af særlig farlig karakter med en strafferamme på fængsel indtil 10 år. I stedet foresloges indført en fælles bestemmelse, der omfatter alle former for voldtægt, med en fælles strafferamme på 10 års fængsel. Strafferammen blev dermed sat op for fra de nuværende 6 til 10 år for sager, der hidtil har været omfattet af § 216, stk. 1. Forslaget tilsigtede en generel forhøjelse af straffen for voldtægt med i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige niveau.

2.6.2. Om baggrunden for det nævnte lovinitiativ fremgår af lovforslagets bemærkninger, at rigsad-vokaten den 15. januar 2001 efter anmodning fra justitsministeren var fremkommet med en redegø-relse, der viste, at strafniveauet i voldtægtssager generelt var faldet i 1970´erne og frem til midten af 1980´erne. Redegørelsen viste også, at der ikke var grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligere fald i strafniveauet gennem 1990´erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede imidlertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til at se nærmere på, om strafudmålingen lå på et til-strækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om overfaldsvoldtægt og herunder særlig forsøg på overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede det sig om sager, hvor voldtægten er begået af flere i forening. Om redegørelsen, der er optrykt som bilag 1 til lovforslaget, anførtes i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 372 sammenholdt med s. 407 ff. :

”I rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at strafniveauet for forsøg på overfalds-voldtægt uden skærpende omstændigheder i dag er 6-9 måneders fængsel og for fuld-byrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af nogen karakter.

En anden type voldtægtssager er kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbart forinden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakten til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et over-fald. Strafniveauet for denne type sager skønnedes i rigsadvokatens redegørelse for for-søg at svare nogenlunde til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt, mens straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1_ års fængsel, men således at straffen er fængsel i 6-10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

Den tredje gruppe voldtægtssager, som nævnes i rigsadvokatens redegørelse, er par-voldtægter, hvorved forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten. Normalstraffen for fuldbyrdet parvoldtægt antages at ligge i ni-veauet 6-8 måneders fængsel.”

Af bemærkningerne fremgår videre, at der i lyset af redegørelsen af 15. januar 2001 var iværksat en ordning, hvorefter rigsadvokaten i et år fik forelagt alle fældende domme med henblik på at vurdere, om der var behov for at anke domme for at få straffene skærpet. Den 20. august 2001 havde rigsadvokaten afleveret en midtvejsredegørelse. Midtvejsredegørelsen, der er optrykt som bilag 2 til lovforslaget, bekræftede strafniveauet for de forskellige former for voldtægt, således som dette var beskrevet i redegørelsen af 15. januar 2001, sml. anf. st. s. 372 sammenholdt med s. 422 :

”…Rigsadvokaten har i tilknytning hertil vurderet, at der næppe er grundlag for at anta-ge, at domstolene på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer voldtægtssager. En generel ændring af strafniveauet i voldtægtssager ville i øvrigt, ifølge rigsadvokatens vurdering, som følge af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager forudsætte, at Hø-jesteret fik forelagt et noget større antal sager, og rigsadvokaten pegede på, at en sådan proces – som altså ikke kan forventes at føre til markante forhøjelser af strafniveauet – må antages at være langvarig.”

2.6.3. Justitsministeriet overvejede på den anførte baggrund, hvorledes en skærpelse af straffen for voldtægt bedst kunne gennemføres. Herom anførtes i bemærkningerne bl.a. følgende, jf. anf. st. s. 373-74:

”Det forhold, at Straffelovrådet for tiden er ved at foretage en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven, taler imod at gennemføre en skærpelse af straffen ved blot at forhøje de eksisterende strafferammer i § 216. Efter Justitsministeriets opfattelse ville en forhøjelse af de nuværende strafmaksima i straffelovens § 216 på 6 og 10 års fængsel til henholdsvis 8 og 12 års fængsel gøre det nødvendigt at overveje ændringer af de øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser i straffelovens kapitel 24 og eventuelt også andre bestemmelser i straffeloven og dermed i vidt omfang foregribe Straffe-lovrådets arbejde.

Det er endvidere efter rigsadvokatens redegørelser for praksis klart, at der ikke selv i de groveste voldtægtssager er behov for et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være rigtigt at foreslå strafmaksima, der ligger helt uforholdsmæssigt højt i forhold til det tilsigtede strafniveau.

Justitsministeriet finder endvidere, at der ud fra principielle betragtninger ikke bør ind-føres et strafminimum i voldtægtsbestemmelsen. Et strafminimum kunne i yderste kon-sekvens medføre, at domstolene i videre omfang idømmer betingede domme eller hen-fører strafbare forhold under mildere straffebestemmelser.

Justitsministeriet finder, at den bedste måde at nå den ønskede generelle strafskærpelse i sager om voldtægt er at omskrive bestemmelsen til en fællesbestemmelse med én straf-feramme svarende til den gældende maksimumstraf på fængsel i 10 år. Herved opstår der ikke spørgsmål om balancen i forhold til strafferammerne i de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24 samtidig med, at der sker en forhøjelse af strafferammen for de almindelige tilfælde af voldtægt. En væsentlig del af begrundelsen for opdelingen af den nuværende bestemmelse, således at den har to strafferammer, var, at det herved kun blev de groveste voldtægtssager, der skulle behandles som nævningesager. Denne begrundelse gør sig ikke længere gældende, idet der efter de nugældende regler som hovedregel kun skal ske nævningebehandling i sager, hvor der bliver spørgsmål om fængselsstraf i 4 år eller derover.”

Om den tilsigtede forhøjelse af strafudmålingsniveauet på 1 år hed det i øvrigt, jf. anf. st. s. 375:

”Formålet med den foreslåede ændring af bestemmelsen i straffelovens § 216 er at skærpe straffen for voldtægt generelt. Det forudsættes således, at straffen skal forøges med gennemgående 1 år i forhold til den straf, der udmåles i dag af domstolene. Det gælder både for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter, kontaktvoldtægter og parvoldtægter samt forsøg herpå. Det gælder også forhold, der henføres under straffelovens §§ 216, jf. § 224 eller § 225.

Det forudsættes f.eks., at sager om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt uden skærpende om-stændigheder, der i dag af domstolene straffes med 1_ års fængsel, efter lovændringen skal straffes med 2_ års fængsel.

Normalstraffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder anta-ges i dag at være fængsel i 6-9 måneder. Der er således i dag en betydelig forskel i straf-fen for forsøg på overfaldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Med lovforslaget er det hensigten, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder forøges med 1 år i forhold til det gældende strafniveau. Udmålingen af straffen forudsættes dog i højere grad at blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for de grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget kun mislykkes på grund af offerets modstand.

De ovenfor angivne strafniveauer har karakter af udgangspunkter for strafudmålingen, som kan fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

For alle typer voldtægter gælder det, at der kan være omstændigheder, der gør, at for-holdet skal bedømmes strengere end normalniveauet. Skærpende momenter kan f.eks. være de forhold, der i dag fører til, at der dømmes for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2, dvs. sager, hvor der er anvendt særlig farlig vold, mishandling og lignende. Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det i forbindelse med den foreslåede nye bestemmelse forudsat, at det forhold, at voldtægten er begået af flere gerningsmænd i forening eller mod et barn, tillægges betydelig vægt i skærpende retning.

Herudover findes der en lang række konkrete momenter, som i dag af domstolene til-lægges skærpende eller formildende betydning. Der er ikke i øvrigt ved lovforslaget til-sigtet nogen ændring i denne praksis.”

2.6.4. Lovforslaget bortfaldt ved folketingsvalget den 20. november 2001.

2.7. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbe-skadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, men-neskesmuglig og menneskehandel mv.)

2.7.1. Den 26. februar 2002 fremsatte justitsministeren (Lene Espersen) forslag til lov om ændring af straffeloven retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyr-relse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (L 118), sml. nu lov nr. 380 af 6. juni 2002. Loven tilsigter i lighed med lovforslaget nævnt under pkt. 2.6 en generel forhøjelse af straffen for voldtægt i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige niveau. Med loven oprethol-des den hidtidige delte strafferamme i § 216. For forhold omfattet af stk. 1 (”voldtægt uden skær-pende omstændigheder”) forhøjes strafferammen fra 6 til 8 års fængsel. For forhold omfattet af stk. 2 (”voldtægt af særlig farlig karakter”) skærpes strafferammen fra 10 til 12 år. I lovforslagets be-mærkninger anføres, at ”det ikke [er] hensigten, at de foreslåede forhøjelser [af strafferammerne] skal give sig udslag i en øget anvendelse af betingede domme efter straffelovens § 56, kombina-tionsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med vilkår om samfundstjeneste”, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2929. De skærpede strafferammer er omtalt i Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 33.

2.7.2. Lovforslaget har i bemærkningerne berørt det igangværende arbejde i Straffelovrådet med revision af strafferammerne således (anf. st. s. 2929):

”Justitsministeriet er opmærksom på, at de foreslåede forhøjelser af de nuværende strafferammer kan rejse spørgsmål om ændring af andre bestemmelser i straffelo-ven. For at sikre en sammenhængende regulering har Justitsministeriet derfor i december 2001 anmodet Straffelovrådet om, at rådets igangværende gennemgang og vurdering af strafferammerne i straffeloven foretages bl.a. i lyset af de straf-skærpelser, der er indeholdt i nærværende lovforslag, og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget. Justitsministeriet har anmodet Straffelovrådet om at søge at afslutte arbejdet inden 1. juli 2002.”

2.8. Statistisk undersøgelse af domspraksis

2.8.1. Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III, omfatter en analyse af strafudmålingen i sager om sædelighedsforbrydelser, jf. s. 103-140. Hermed sigtes, idet der henvises til undersøgelsen, til voldtægt (§ 216), samleje med barn under 12 år (§ 222, stk. 2), anden kønslig omgang med barn under 12 år (§ 224, jf. § 222, stk. 2), samleje med barn under 15 år (§ 224, jf. § 222, stk. 1), anden kønslig omgang med barn under 15 år (§ 224, jf. § 222, stk. 1), homoseksualitet med barn under 12 år (§ 225), blufærdighedskrænkelse ved beføling (§ 232), blufærdighedskrænkelse i øvrigt (§ 232), samt udbredelse og besiddelse af børnepornografi (§ 235, stk. 1-2). I det følgende redegøres for hovedresultaterne vedrørende samtlige kriminalitetskategorier, jf. pkt. 2.8.2 nedenfor. Endvidere omtales hovedresultaterne vedrørende den kriminalitetskategori, som behandles i dette afsnit, dvs. voldtægt, jf. pkt. 2.8.3 nedenfor. Hovedresultaterne for de øvrige kriminalitetskategorier gennemgås under pkt. 3.6 nedenfor, hvor bestemmelserne om angreb på særlige persongrupper behandles. Om den del af undersøgelsen, der angår blufærdighedskrænkelse, henvises til afsnit 5.3 nedenfor. Om den del af undersøgelsen, der angår børnepornografi, henvises til afsnit 6.5 nedenfor. Det bemærkes, at afgørelser om § 223 og § 224, jf. § 223, stk. 1, behandles sammen med incest i denne betænknings kapitel 22 om forbrydelser i familieforhold.

Ved vurderingen af undersøgelsen skal det haves for øje, at der som led i vedtagelsen af forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.) (lov nr. 274 af 15. april 1997) er gennemført en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået seksualforbrydelser. Ordningen, der blev gjort permanent i 2000, indebærer, at personer, der har begået visse seksualforbrydelser, som alternativ til en ubetinget fængselsstraf kan idømmes en betinget dom med vilkår om et længerevarende behandlingsforløb af til dels frihedsberøvende ka-rakter, sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 101 ff.

2.8.2. Af undersøgelsen fremgår, at den omfatter i alt 2083 afgørelser om sædelighedsforbrydelser. Størstedelen (1425 afgørelser) vedrører blufærdighedskrænkelse. For mange af de øvrige former for sædelighedsforbrydelser foreligger kun få afgørelser. Det er karakteristisk for de dømte, at langt de fleste ikke tidligere er straffede, og at næsten alle er fyldt 18 år. 93 pct. af afgørelserne vedrører således personer på 18 år og derover, og 79 pct. angår tidligere ustraffede personer. I 7 pct. af sa-gerne er personerne tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Størstedelen af afgørelserne (63 pct.) angår alene én forbrydelse. I det omfang, sagen omhandler flere forhold, er det næsten altid ligeartet kriminalitet (31 pct. af afgørelserne omfatter mere end én sædelighedsforbrydelse). Afgrænsningen af ligeartet kriminalitet følger den, Danmarks Statistik anvender for sædelighedsforbrydelser. Det betyder, at ligeartet kriminalitet ud over straffelovens kapitel 24 også inkluderer incest (§ 210).

Strafniveauet i sædelighedssager varierer betydeligt fra næsten udelukkende ubetingede fængsels-straffe i voldtægtssager til en majoritet af bøder i sager om blufærdighedskrænkelse. Når bøder ved en samlet vurdering af strafniveauet fremtræder som den mest dominerende sanktion, beror det der-for alene på, at antallet af blufærdighedskrænkelser er stort. Af samtlige afgørelser om sædeligheds-forbrydelser er 47 pct. bøder, mens 22 pct. er betingede domme og 24 pct. ubetingede. 6 pct. er til-talefrafald. Straflængderne er ganske spredte. Godt en tredjedel af frihedsstraffene overstiger ikke 60 dage, og knap to tredjedele overstiger ikke 6 måneder. Alligevel er mere end hver femte frihedsstraf fastsat til mere end 1 år. Af de ubetingede frihedsstraffe overstiger mere end en tredjedel 1 år.

Der er ikke er tegn på ændring i strafniveauet i voldtægtssager i den undersøgte periode. For så vidt angår de øvrige sædelighedsforbrydelser falder disse ind under den i pkt. 2.8.1 omtalte forsøgsord-ning, der trådte i kraft i 1997, og som blev gjort permanent i 2000. Ordningen retter sig mod seksu-alforbrydere, hvis forbrydelse ikke omfatter vold eller tvang, og som forventes idømt en ubetinget frihedsstraf på fra 4 til 6 måneder og op til 1_ år. Ordningen indebærer, at der som alternativ til den ubetingede frihedsstraf kan blive idømt betinget dom med vilkår om langvarig psykiatrisk/sexologisk behandling, almindeligvis i 2 år. Indførelsen af ordningen afspejler sig i en ændring i straffene for samleje og anden kønslig omgang med børn (under henholdsvis 12 og 15 år). Mens andelen af ubetingede frihedsstraffe for disse forbrydelser var 60 pct. i 1996, var denne andel mindsket til 35 pct. i 2000. Samtidig voksede andelen af betingede domme fra 25 pct. i 1996 til 51 pct. i 2000. I sager om blufærdighedskrænkelse, som forholdsvis sjældent medfører længerevarende frihedsstraffe, er en svag tendens til lidt flere betingede domme i løbet af perioden, men hovedtendensen er stabilitet i strafniveauet.

Der er foretaget en sammenligning af strafudmålingen for de forskellige former for sædelighedsfor-brydelser. Foruden sædelighedsforbrydelser, omfattet af dette kapitel, omfatter sammenligningen afgørelser om incest mv. (§ 210, § 223, stk. 1, og § 224, jf. § 223, stk. 1). Sammenligningen viser, at forholdet mellem strafudmålingen for de forskellige forbrydelser nogenlunde følger det mønster, der kunne forventes på baggrund af strafferammerne. Blufærdighedskrænkelse, der ikke indebærer beføling af offeret, mødes med noget mildere sanktioner end blufærdighedskrænkelse ved beføling. I førstnævnte tilfælde anvendes sjældnere ubetinget frihedsstraf end i sidstnævnte tilfælde, hvor de ubetingede straffe også er længere. Sammenligningen viser endvidere, at incest sjældnere end voldtægt medfører ubetinget straf. Den idømte straf er til gengæld noget længere for incest end for voldtægt. Incest er omfattet af ordningen med behandling af seksualforbrydere, hvilket kan forklare den forholdsvis store andel betingede domme for denne form for kriminalitet.

2.8.3. Af undersøgelsen af voldtægt (§ 216) fremgår, jf. s. 105, at ubetinget frihedsstraf med 93 pct. af afgørelserne er den altdominerende afgørelsestype. Der er i to tilfælde givet tiltalefrafald, hvilket kan skyldes, at det har drejet sig om personer, der i forvejen har været idømt behandlingsdom. I tolv tilfælde er idømt betinget straf, hvoraf de fleste er fastsat til højst 6 måneder, og den længste er på 1_ år. Knap halvdelen af de ubetingede domme er fastsat til højst 1 år, og 88 pct. er på højst 2 år. Den længste dom er på 8 år. Vurderet ud fra den gennemsnitlige straflængde idømmes de strengeste straffe i tilfælde, hvor personen tidligere er straffet for sædelighedsforbrydelser og aktuelt er dømt for mere end én sædelighedsforbrydelse. Der er en usystematisk variation i strafniveauet fra 1996 til 2000 for de forskellige sagstyper. Samlet vurderet er der dog tegn på stabilitet i strafniveauet, idet den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe er nogenlunde ens i perioden: 18 måneder i 1996, 16 måneder i 1997, 15 måneder i 1998, 16 måneder i 1999 og 17 måneder i 2000.

2.9. Straffelovrådets overvejelser

2.9.1. Spørgsmålet om voldtægt og bekæmpelsen heraf har i de senere år indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget, sml. pkt. 2.5-2.7 ovenfor. Som det fremgår af pkt. 2.5.1, skal straffeloven give udtryk for samfundets markante afstandtagen fra forbrydelser mod den enkeltes legeme og frihed og gennem forhøjelse af strafferammerne tilkendegive, at beskyttelsen af den enkeltes kønsfrihed og legeme skal vurderes højere. Den seneste lovændring – lov nr. 380 af 6. juni 2002 – er fremkommet under Straffelovrådets arbejde med revision af strafferammesystemet, sml. pkt. 2.7.2 ovenfor med omtale af følgende motivudtalelser:

”Justitsministeriet er opmærksomt på, at de foreslåede forhøjelser af de nuværende strafferammer kan rejse spørgsmål om ændring af andre bestemmelser i straffeloven. For at sikre en sammenhængende regulering har Justitsministeriet derfor i december 2001 anmodet Straffelovrådet om, at rådets igangværende gennemgang og vurdering af strafferammerne i straffeloven foretages bl.a. i lyset af de strafskærpelser, der er inde-holdt i nærværende lovforslag, og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget”.

Som anført i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.2, er Straffelovrådet enigt i, at der bør ses med stor alvor på den personfarlige kriminalitet, herunder også ud fra hensynet til beskyttelse af den enkeltes kønsfrihed. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved udformningen af strafferammer bør tilstræbes en balance, som afspejler, at forbrydelser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge. Det er efter rådets opfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk, hvorledes samfundet ser på den personfarlige kriminalitet, og at strafferammerne afspejler samfundets klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet. Der kan da også allerede påvises en markant forskel i strafudmålingen mellem formueforbrydelser og person- eller almenfarlige forbrydelser, sml. denne betænknings ka-pitler 4 om strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser og 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 12.1.

Der har i Straffelovrådet været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som er sket ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om ud-formningen af strafferammerne for voldtægt, jf. straffelovens §§ 216 og 217, herunder sammenholdt med §§ 224 og 225, men rådet har afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angår forbrydelserne i straffelovens 24. kapitel måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De betragtninger om strafferammerne for forbrydelser mod kønssædeligheden, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske eller senest tilsigtede udmålingsniveau, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002.

2.9.2. Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Heri er voldtægt, jf. § 216, henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 12 til 10 års fængsel. § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang er placeret i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel, hvilket svarer til det nugældende strafmaksimum.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at de angivne strafmaksima på en afbalanceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold til berigelseskriminalitet omfattet af § 286, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 28 om berigelsesforbrydelser, afsnit 12.

Straffelovrådet gav i 1981-betænkningen udtryk for, at det efter praksis fandtes ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, så der fastsattes en normalramme på indtil 6 års fængsel suppleret med en skærpet ramme på indtil 10 års fængsel for særligt grove tilfælde af voldtægt. Det foreslåede normalmaksimum indebar i overensstemmelse med principielle syns-punkter vedrørende fastsættelse af strafmaksimum, at man undgik maksima, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, der typisk er brug for. Rådet fandt det endvidere rigtigst at bevare et maksimum på 10 år bl.a. med sigte på de tilfælde, hvor der kan være behov for straf på 6 års fængsel eller derover, sml. pkt. 2.2.2.1 ovenfor.

Straffelovrådet har fortsat denne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel ville sta-digvæk være fuldt tilstrækkelig, også når hensyn tages til ønskerne om at skærpe strafniveauet, som er kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. pkt. 2.7, jf. pkt. 2.6 ovenfor. Straffelovrå-det kan endvidere tiltræde 1981-betænkningens synspunkter om udformningen af skærpelseskriteri-erne, sml. pkt. 2.2.2.1 ovenfor. Det dér anførte ville efter rådets opfattelse fortsat give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end 6 års fængsel, herunder i de tilfælde hvor der efter motiverne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 opstår behov herfor. Rådet er samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser.

3. §§ 218-227 (angreb på særlige persongrupper)

3.1. §§ 218-220

3.1.1. Gældende ret mv.

3.1.1.1. Efter straffelovens § 218, stk.1, straffes den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, med fængsel indtil 4 år. Efter bestemmelsens stk. 2 straffes den, der skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, med fængsel indtil 4 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216. Efter §§ 224 og 225 finder strafferammerne i § 218 også anvendelse på den, der ved udnyttelse mv. skaffer sig andet heteroseksuelt forhold end samleje eller homoseksuelt forhold. Om bestemmelserne i § 218, stk. 1 og 2, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 239 ff.

Efter straffelovens § 219 straffes den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psyki-ske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, med fængsel indtil 4 år. Efter §§ 224 og 225 finder strafferammen i § 219 også anvendelse på den tilsynsførende mv., som har andet heteroseksuelt forhold end samleje eller homoseksuelt forhold til nogen, der er optaget i vedkommende institution. Om bestemmelsen kan henvises til Den kom-menterede straffelov s. 242 ff.

Endelig straffes efter § 220 den, som ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, med fængsel indtil 1 år, eller, såfremt forholdet er begået over for en person under 21 år, med fængsel indtil 3 år. Efter §§ 224 og 225 finder strafferammerne i § 220 også anvendelse på den, der under de i bestemmelsen angivne omstændigheder skaffer sig andet heteroseksuelt forhold end samleje eller homoseksuelt forhold. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 244. Som det fremgår, har aldersgrænsen på 21 år, der betinger anvendelse af den skærpede strafferamme, sammenhæng med myndighedsalderen, som var gældende ved bestemmelsens tilblivelse, jf. tillige pkt. 3.1.1.2 nedenfor.

3.1.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde den til § 218 svarende bestemmelse i § 217 følgende ordlyd:

”§ 217. Den, som udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde, der er sindssyg eller udpræget aandssvag, straffes med Fængsel fra 3 Maaneder til 8 Aar. Har Kvinden forud i normal Tilstand staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden, kan Straffen gaa ned til den laveste Grad af Fængsel.
Stk. 2. Paa samme Maade straffes den, der udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde, som befinder sig i en Tilstand, i hvilken hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen eller forstaa dens Betydning. Har Gerningsmanden selv i den nævnte Hensigt bragt Kvinden i en saadan Tilstand, straffes han som i § 216 bestemt.
Stk. 3. Med Fængsel indtil 1 Aar straffes den, som har Samleje udenfor Ægteskab med en Kvinde, der er optaget i Hospital eller Anstalt for sindssyge eller aandsvage, medens hun er under sammes Varetægt.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 201 og 206 samt s. 199-00 og 202. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 197 samt s. 193, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 197 samt sp. 319. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3371-72 (§ 219), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2191 (§ 217), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2371 (§ 216).

Den til § 219 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 219 havde følgende ordlyd:

”§ 219. Med Fængsel indtil 4 Aar anses den ved Fængsel, Fattighus, Opfostringshjem, Sindssygehospital, Aandssvageanstalt eller lignende Indretning ansatte eller tilsynsfø-rende, som har Samleje med en dér optagen Person.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 201 samt s. 199-00. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 198, nr. 3, samt s. 194, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 199 samt sp. 320-21. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3372 (§ 221), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 199 (§ 218).

§ 220 har i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor be-stemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 220. Den, som ved groft Misbrug af en Kvindes tjenstlige eller økonomiske Afhæn-gighed skaffer sig Samleje udenfor Ægteskab med hende, straffes med Fængsel indtil 1 Aar eller, saafremt hun er under 21 Aar, med Fængsel indtil 3 Aar.”

Om bestemmelsens forarbejder kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 201 samt s. 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 199 samt s. 188, 192 og 194 og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 200 samt sp. 321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3372 (§ 222).

3.1.2. Tidligere ændringer af §§ 218-220

3.1.2.1. § 218

3.1.2.1.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuld-byrdelse af frihedsstraf m.v.) ophævedes den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje med kvinde optaget i ”Hospital eller Anstalt for sindssyge eller aandssvage”. Endvidere ændredes § 217, stk. 1, så den tidligere gældende begrænsning, hvorefter kvinden skulle være ”udpræget aands-svag” ophævedes. Endvidere ændredes beskrivelsen af den strafbare adfærd ved tilføjelse af betin-gelsen om, at samleje skal være skaffet ved ”udnyttelse af en kvindes sindssygdom eller eller ånds-svaghed”. Desuden afskaffedes det hidtil gældende forhøjede strafminimum på fængsel i 3 måneder, ligesom strafmaksimum nedsattes fra 8 til 6 år, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 972-73. Der var ikke knyttet særskilte bemærkninger til ændringerne af bestemmelsens strafferammer.

3.1.2.1.2. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.) ændredes bestemmelsens placering fra § 217 til § 218. Samtidig reduceredes strafmaksimum fra 6 til 4 års fængsel, ligesom den tidligere i § 217, stk. 2, 1. pkt., gæl-dende passus ”eller forstå dens betydning” udgik, sml. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2468. Der var ikke knyttet særskilte bemærkninger til ændringen af strafferammen.

3.1.2.1.3. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) og ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.) foretoges enkelte, til dels sproglige, ændringer af be-stemmelsen. Således ændredes ved 1981-loven ”kvinde” til ”person”. Ved 1997-loven erstattedes ”åndssvaghed” med ”mental retardering”.

3.1.2.2. § 219

3.1.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuld-byrdelse af frihedsstraf m.v.) foretoges en nyskrivning af § 219, hvorved bestemmelsen i det væ-sentlige fik sin nuværende affattelse. Ændringerne var af redaktionel karakter. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.) ændredes ”åndssvaghed” til ”mental retardering”.

3.1.2.3. § 220

3.1.2.3.1. Bestemmelsen er i det væsentlige forblevet uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræ-den i 1933. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) ophævedes den hidtil gældende begrænsning til forhold begået mod kvinder, så be-stemmelsen kan anvendes på forhold begået af kvinder over for mænd, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4005-06.

3.1.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.1.3.1. Da Straffelovrådet overvejede strafferammerne i §§ 218-220 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, var der enighed om, at maksimum kunne sænkes, sml. be-tænkningen s. 172-73:

”I de sjældne tilfælde, hvor det er aktuelt at afsige dom efter en af bestemmelserne i §§ 218-220, ligger straffene væsentligt under lovens maksima. Straffelovrådet finder det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i §§ 218 og 219 fra 4 til 2 år og i § 220, sidste led, fra 3 til 2 år.

Samme nedsættelser vil uden særskilt lovændring ske i tilfælde, hvor der ikke er tale om samleje, men hvor der efter § 224 eller § 225, sammenholdt med en af bestemmelserne i §§ 218-220, dømmes for andet seksuelt forhold end samleje.”

3.2. § 221

3.2.1. Gældende ret mv.

3.2.1.1. Efter straffelovens § 221 straffes med fængsel indtil 6 år den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden. Efter § 224 finder strafferammen i § 221 også anvendelse på den, der under de i bestemmelsen angivne omstændigheder ”tilsniger” sig andet heteroseksuelt forhold end samleje. Bestemmelsen henviser ikke til § 225 om homoseksuelt forhold. Om bestemmelsen kan nærmere henvises til Den kommenterede straffelov s. 245. Som det fremgår, har bestemmelsens 2. led også fundet anvendelse i nyere retspraksis, jf. Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 93, om en person, der under overnatning i stuen hos en bekendt var gået ind i soveværelset og havde opnået samleje med den sovende værtinde, der troede, at det var hendes fraskilte ægtefælle.

3.2.1.2. § 221 har i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 221. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde, der vildfarende anser Samlejet som ægteskabeligt eller forveksler Gerningsmanden med en anden.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 201 og 205 samt s. 199-00 og 202. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 200 samt s. 188, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 201 samt sp. 321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3373 (§ 223), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5374 (§ 221).

3.2.2. Tidligere ændringer af § 221

3.2.2.1. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) ophævedes den hidtil gældende begrænsning til forhold begået mod kvinder, så be-stemmelsen også kan anvendes på forhold begået af kvinder over for mænd, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4005-06.
3.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.2.3.1. Under Straffelovrådets seneste drøftelser i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse var der stemning for at foreslå bestemmelsen ophævet, sml. s. 175:

”... Bestemmelsens sidste led er nogle få gange blevet anvendt i forsøgstilfælde, hvor gerningsmanden i mørke har prøvet at opnå samleje med en kvinde, der har antaget ger-ningsmanden for en anden. Derimod kendes der vistnok ikke eksempler på domfældelse efter bestemmelsens 1. led, hvor det er forudsat, at kvinden ikke tager fejl af mandens identitet, men fejlagtigt går ud fra, at de er gift med hinanden.

Noget kunne tale for helt at ophæve § 221. Straffelovrådet har dog i den foreliggende sammenhæng begrænset sig til at foreslå, at kriminaliseringen i § 221, 1. led, ophæves, og at strafmaksimum i øvrigt nedsættes til fængsel i 1 år.

Som en konsekvens af dette forslag, foreslår straffelovrådet endvidere, at der i § 225 om homoseksuelle forhold medtages en henvisning til § 221, hvorved der opnås en straf-mæssig ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle forhold.”

3.3. §§ 222 og 223

3.3.1. Gældende ret mv.

3.3.1.1. Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, der har samleje med et barn under 15 år, med fængsel indtil 8 år. Efter stk. 2 kan straffen stige til fængsel indtil 12 år, hvis barnet har været under 12 år, eller gerningsmanden har forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler. Efter §§ 224 og 225 finder strafferammerne i § 222 tilsvarende anvendelse på andet heteroseksuelt forhold end samleje og homoseksuelt forhold. Om § 222 kan henvises til Den kommenterede straffelov, s. 246 f. Sml. i øvrigt lov nr. 380 af 6. juni 2002, hvorved strafmaksimum blev hævet fra henholdsvis 6 og 10 år til 8 og 12 år som led i skærpelsen af strafmaksimum i § 216, jf. pkt. 2.7 ovenfor og Folketingstidende 2001-02, tillæg B, s. 1289:

”Formålet med de foreslåede ændringer af straffen for seksuelt misbrug af børn er at sikre parallelitet mellem strafferammerne for voldtægt (§ 216) og seksuelt misbrug af børn (§ 222). Forslagsstillerne forestiller sig en strafforøgelse for seksuelt misbrug af børn, som forholdsmæssigt vil svare til forøgelsen af voldtægtsstraffen. Forslagsstillerne [Socialdemokratiet] anser det for ganske uforklarligt, hvis Folketinget med ændringen af straffeloven fastlægger en strafferamme på op til henholdsvis 8 og 12 år for voldtægt uden samtidig at hæve strafferammerne for seksuelt misbrug af børn tilsvarende. Disse to paragraffer har hidtil haft parallelitet i strafferammerne, og forslagsstillerne ønsker, at denne parallelitet fortsat eksisterer efter lovens vedtagelse”.
Sml. endvidere anf. st. s. 1284-85 med følgende bemærkninger fra Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af Retsudvalget:

”Straffelovens § 222 bygger i hvert fald til dels på de samme beskyttelseshensyn som straffelovens § 216. Bestemmelsen i straffelovens § 222, stk. 2, omhandler således bl.a. tilfælde, hvor en person under anvendelse af tvang skaffer sig samleje med et barn under 12 år.

Samtidig kan der efter Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis op-fattelse være grund til at påpege, at straffelovens § 222 også omhandler forhold, hvor der ikke umiddelbart er sammenfald med de beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt. Eksempelvis omfatter straffelovens § 222, stk. 1, det tilfælde, at en 16-årig har samleje med en 14-årig, uden at der har været anvendt tvang mv. Tilfælde af denne karakter vil i praksis ofte blive afgjort med et tiltalefrafald.

I sager om overtrædelse af straffelovens § 222 er der derfor efter disse partiers opfattelse fortsat behov for en betydelig nuancering i den konkrete strafudmåling alt efter ka-rakteren og grovheden af den overtrædelse af straffelovens § 222, der har fundet sted.

Hertil kommer, at Straffelovrådet er i gang med at foretage en gennemgang og vurdering af strafferammerne i straffeloven bl.a. i lyset af de foreslåede strafskærpelser og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget.

På den anførte baggrund kan Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti tilslutte sig justitsministerens opfattelse, hvorefter det ville have været rigtigst at lade en stillingtagen til spørgsmålet om forhøjelser af strafferammerne i § 222 afvente færdig-gørelsen af det igangværende arbejde i Straffelovrådet ... En sådan fremgangmåde ville have gjort det muligt på baggrund af en beskrivelse og analyse af den gældende straf-udmålingspraksis i sager omfattet af straffelovens § 222 nærmere at angive, hvilke for-højelser i strafudmålingsniveauet der tilsigtes med de foreslåede forhøjelser af straffe-rammerne.

Da Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ... er enig med forslags-stillerne ... i ændringsforslagenes grundlæggende intentioner - nemlig at udtrykke, at enhver form for seksuelt misbrug af børn er helt uacceptabel - kan Venstre, Dansk Fol-keparti og Det Konservative Folkeparti tilslutte sig ændringsforslagene.

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går i den forbindelse ud fra, at forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke ændrer ved den betydelige nuancering i den konkrete strafudmåling i sager omfattet af straffelovens § 222, hvor der som påpeget kan være endog meget betydelige forskelle i karakteren og grovheden af den enkelte overtrædelse af bestemmelsen. Eksempelvis forudsættes det, at den nævnte praksis, hvorefter en ung persons samleje med en 14-årig efter omstændighederne vil kunne afgøres med et tiltalefrafald, vil blive videreført.
Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går også ud fra, at forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke vil føre til væsentlige begrænsninger i den eksisterende mulighed for i sædelighedssager at idømme en betinget dom med vilkår om behandling i tilfælde, hvor strafniveauet i dag ligger mellem 4-6 måneders fængsel og fængsel i 1 år og 6 måneder, og hvor der ikke er anvendt vold eller ulovlig tvang.”

Se også Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 35.

Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, med fængsel indtil 4 år. Samme straf pålægges den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje, jf. § 223, stk. 2. Den nævnte strafferamme finder som følge af henvisningen i §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse på andet heteroseksuelt forhold end samleje og homoseksuelt forhold. Om § 223 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 247 ff.

3.3.1.2. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 222 følgende ordlyd:

”§ 222. Den, som har Samleje med et Barn under 15 Aar, straffes med Fængsel indtil 12 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 209 samt s. 202-03. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 201 samt s. 189, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 202 samt sp. 321-22. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3373 (§ 224).

§ 223 havde i det væsentlige en affattelse svarende til den nuværende:

”§ 223. Den, som har Samleje med en Person under 18 Aar, der er den skyldiges Adop-tivbarn eller Plejebarn eller er betroet den paagældende til Undervisning eller Opdragelse, straffes med Fængsel indtil 4 Aar.
Stk. 2. Med samme Straf anses den, som under groft Misbrug af en paa Alder og Erfaring beroende Overlegenhed forfører en Person under 18 Aar til Samleje.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 202 samt s. 200-01. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 198, nr. 2, og 202 samt s. 188, 189, 193 og 194, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 203 samt sp. 322-23. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3373-74 (§ 225).

3.3.2. Tidligere ændringer af §§ 222 og 223

3.3.2.1. § 222

3.3.2.1.1. Ved Lov nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 ændredes strafferammen i § 222, så bestemmelsen fik følgende affattelse:

”§ 222. Den, som har Samleje med et Barn under 15 Aar, straffes med Fængsel indtil 6 Aar.
Stk. 2. Har Barnet været under 12 Aar, eller har Gerningsmanden forskaffet sig Samlejet ved Tvang, der dog ikke falder ind under § 216, eller ved Fremsættelse af Trusler, kan Straffen stige til Fængsel indtil 12 Aar.”

Som det fremgår, nedsattes den almindelige strafferamme for den, som har samleje med barn under 15 år, fra 12 til 6 års fængsel, idet den høje strafferamme på 12 års fængsel forbeholdtes særligt kvalificerede tilfælde. Baggrunden for ændringen var, at sager om overtrædelse af § 222 som følge af den dagældende affattelse af retsplejelovens § 687 var blevet behandlet som nævningesager, selv om den største del af sagerne havde drejet sig om samleje med piger mellem 14 og 15 år, som var faldet ud til straffe af fængsel mellem 3 og 6 måneder, sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3775.

3.3.2.1.2. Ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.) reduceredes maksimumstrafferammen i § 222, stk. 2, fra 12 til 10 år. Ændringen havde sammenhæng med den reduktion af maksimumstrafferammen i § 216, som var gennemført ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.), jf. pkt. 2.2.1 ovenfor og Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 555:

”Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, por-nografi, homoseksuel prostitution m.v.) blev strafferammen for voldtægt, der hidtil hav-de været fængsel fra 1 år til 16 år, ændret til fængsel indtil 10 år. Ved en forglemmelse blev bestemmelsen i § 222, stk. 2, hvorefter straffen for den, der har samleje med et barn under 12 år, eller som har skaffet sig samleje med et barn under 15 år ved tvang, der dog ikke falder ind under § 216, eller ved fremsættelse af trusler, kan stige til fængsel indtil 12 år, ikke dengang afpasset efter ændringen i § 216. Da strafferammen i § 222, stk. 2, i hvert fald ikke bør være højere end strafferammen i § 216, foreslås den nedsat til fængsel indtil 10 år.”

3.3.2.1.3. Endelig ændredes § 222 på visse punkter ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse). Ændringerne var en konsekvens af de sam-tidig gennemførte ændringer af §§ 216 og 217, jf. pkt. 2.2.2 ovenfor og Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 3995 og 4005-06. Ændringerne berørte ikke strafferammerne.

3.3.2.2. § 223

3.3.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuld-byrdelse af frihedsstraf m.v.) udvidedes den beskyttede personkreds til også at omfatte ”stedbarn”. Ændringen var en følge af en samtidig ophævelse § 211 om samleje mellem besvogrede, jf. Folke-tingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 971-72, og denne betænknings kapitel 22 om forbrydelser i fa-milieforhold, pkt. 3.2.2.1.

3.3.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.3.3.1. Straffelovrådets drøftelse af strafferammerne i §§ 222 og 223 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse skete med udgangspunkt i domstolenes strafudmåling, sml. s. 173-74:

”Overtrædelser af § 222, stk. 1, straffes i almindelighed med 3-4 måneders fængsel – eventuelt betinget – , men der forekommer også strengere straffe på 8 måneder eller endog op til ca. 2 år, navnlig i tilfælde, hvor der er tale om kønsligt forhold over længere tid eller til flere forskellige personer under 15 år.

Efter § 222, stk. 2, er idømt straffe på 2-3 år og i et enkelt tilfælde forvaring efter § 70.

For overtrædelser af § 223, stk. 1, foreligger en række domme til straffe – herunder be-tingede – mellem 3 måneder og 1 år. Det drejer sig dog til dels om tilfælde, hvor også andre bestemmelser er overtrådt, f.eks. § 219 eller § 222. Der forekommer i vore dage praktisk talt aldrig domfældelser for forførelse efter § 223, stk. 2.

I det foregående er set bort fra tilfælde, hvor et efter § 222 strafbart forhold tillige er omfattet af § 210 om incest ...

Straffelovrådet finder, at strafferammen i § 222, stk. 1, kan nedsættes fra 6 til 4 år og strafferammen i § 222, stk. 2, fra 10 til 6 år. Forhold, der er strafbare efter stk. 2, 2. led (samleje med barn under 12 år), vil i praksis ofte være begået i familieforhold og ikke nødvendigvis under anvendelse af vold eller anden tvang. Disse forhold vil derfor ofte tillige være strafbare efter straffelovens § 210 om incest. Forhold, der er strafbare efter § 222, stk. 2, 2. led (samleje med et barn under 15 år under anvendelse af tvang eller trusler) vil for så vidt angår de grove tilfælde typisk tillige være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt eller § 224, således at det gældende strafmaksimum på 10 års fængsel for disse grove forhold bevares.

For så vidt angår strafferammen i § 223, stk. 1, må først fremhæves, at der ikke er grund til at lægge selvstændig vægt på tilfælde af kønsligt forhold til børn under 15 år, idet der i sådanne tilfælde tillige dømmes efter § 222.

Straffelovrådet foreslår, at strafmaksimum i § 223, stk. 1, nedsættes til 2 år og maksi-mum i § 223, stk. 2, om forførelse til 1 år.”

3.4. § 223 a

3.4.1. Gældende ret mv.

3.4.1.1. Efter straffelovens § 223 a straffes den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution m.v. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) og er alene ændret efterfølgende som led i afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000). Nykriminalise-ringen havde sammenhæng med en folkeretlig pligt til at beskytte børn mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug, som følger af artikel 34 i FN´s konvention om barnets rettigheder. Efter §§ 224 og 225 finder § 223 a også anvendelse på andet heteroseksuelt forhold end samleje og homoseksuelt forhold. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 249 f.

3.4.1.2. Som det fremgår af pkt. 3.4.1.1 ovenfor, har § 223 a et lavere strafmaksimum end §§ 216-23. Om baggrunden herfor fremgår, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000), af lovforslagets bemærkninger, jf. Folke-tingstidende 1998-99, tillæg A, s. 935.

”… Der er ved fastsættelsen af maksimumstraffen taget hensyn til, at bestemmelsen bl.a. vil omfatte de formentlig sjældne tilfælde, hvor der er tale om mange forhold begået af en ”fast” kunde.

Det kan nævnes, at strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen om seksuel ”laval-der” i straffelovens § 222 er fængsel indtil 6 år, hvis barnet er under 15 år, og fængsel indtil 10 år, hvis barnet er under 12 år. Det kan også nævnes, at strafferammen for overtrædelse af straffelovens § 223 er fængsel indtil 4 år ...

Det kan endvidere nævnes, at det i Sverige siden 1965 har været strafbart mod betaling eller løfte om betaling at skaffe sig tilfældig kønslig omgængelse med en person under 18 år, og at strafferammen for overtrædelse af den pågældende bestemmelse er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Den svenske Riksdag har i foråret 1998 som led i en samlet plan for bekæmpelse af vold mod kvinder vedtaget at udvide forbudet mod køb af seksuelle ydelser. Med lov-ændringen bliver det generelt strafbart at være kunde til en prostitueret, uanset den pro-stitueredes alder. Straffen for overtrædelse er fortsat bøde eller fængsel indtil 6 måne-der.”

3.5. §§ 226 og 227

3.5.1. Gældende ret mv.

3.5.1.1. Straffelovens § 226 supplerer §§ 218, 220 og 222-25 ved i et vist omfang at kriminalisere uagtsomhed. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 226. Har i de tilfælde, hvor efter foranstående bestemmelser gerningens strafbarhed afhænger af den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand eller af personens alder, gerningsmanden handlet uden kendskab til den på-gældendes tilstand eller alder, og handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre straf at anvende.”

Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 253.

Straffelovens § 227 åbner mulighed for bortfald af straf efter §§ 216-224 og 226, når de personer, mellem hvilke kønsomgængelsen har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden, sml. Den kommenterede straffelov s. 253 f. Som det fremgår, må det antages, at der efter en analogi fra § 227 kan statueres strafbortfald i tilfælde, hvor ægteskab er indgået før overtrædelsen, og samlivet gen-optages eller fortsættes efter lovovertrædelsen. Det kan komme på tale ved overtrædelse af §§ 216 og 217, der ikke er begrænset til uægteskabelige forhold. § 227 er ikke ændret efter indførelsen af registreret partnerskab, men må antages at kunne anvendes analogt ved registreret partnerskab ind-gået efter overtrædelse af § 225.

3.5.1.2. § 226 har i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 226. Har i de Tilfælde, hvor efter foranstaaende Bestemmelser Gerningens Strafbarhed afhænger af den krænkede Persons fra det normale afvigende aandelige eller legemlige Tilstand eller af Personens Alder, Gerningsmanden handlet uden Kendskab til paagældendes Tilstand eller Alder, eller har han i de i § 217, Stk. 3, omhandlede Tilfælde handlet uden kendskab til, at paagældende var anbragt og under Varetægt som sam-mesteds nævnt, og Handlingen af denne Grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre Straf at anvende.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 208 samt s. 202. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 205 samt s. 193-95, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 206 samt sp. 324-25. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3372-73 (§ 228), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5375-76 (§ 226), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 225).

§ 227 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til be-stemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 209 samt s. 202-03. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 206 samt s. 194, og Straffelovskom-missionens betænkning af 1923, § 207 samt sp. 325-26. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3373-74 (§ 229).

3.5.2. Tidligere ændringer af § 226

3.5.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyr-delse af frihedsstraf m.v.) udgik den ovennævnte (pkt. 3.5.1.2) henvisning til den dagældende be-stemmelse i § 217, stk. 3, der ophævedes ved samme lejlighed. § 217, stk. 3, er omtalt i pkt. 3.1.1.2 ovenfor, sml. i øvrigt Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 974.

3.5.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.5.3.1. Ved sin gennemgang af § 226 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsla-delse hæftede Straffelovrådet sig ved, at § 226 kun havde fundet begrænset anvendelse i retspraksis. Der var stemning for at foreslå bestemmelsen ændret, så pådømmelsen af uagtsomme forhold blev undergivet en fælles strafferamme, sml. s. 174:

”I domsregistrene 1953-82 er kun nævnt 5 domfældelser efter § 226. I 4 tilfælde er idømt straffe – til dels ubetingede – mellem 60 dage og 4 måneder, i sagen U 1966.496 Ø blev tiltalte efter § 226, jfr. §§ 225 og 222, idømt 8 måneders fængsel for et kønsligt forhold til en dreng på 14 _ år.

Om straffen i uagtsomhedstilfælde hedder det i § 226, at ”en forholdsvis mindre straf (bliver) at anvende”. Det må i og for sig anses for mindre tilfredsstillende og i hvert fald mindre godt stemmende med sædvanlig fremgangsmåde ved lovaffattelsen, at loven ikke udtrykkeligt angiver strafferammen for uagtsomt forhold. På den anden side er der den vanskelighed ved at angive strafferammen præcist, at bestemmelsen knytter sig til en række forudgående forsætsdelikter med forskellige strafferammer. Det er derfor en praktisk fordel at kunne angive strafferammen i § 226 i en fælles formel, og den, som er anvendt i 226, har i hvert fald det tiltalende træk, at der obligatorisk foreskrives en lavere strafudmåling end for det tilsvarende forsætlige forhold. Af den grund kan man næppe have afgørende betænkeligheder ved den gældende formulering. Straffelovrådet vil dog være mest tilbøjeligt til at foreslå, at strafferammen for uagtsomhed i alle tilfælde er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.”

Straffelovrådet knyttede ikke bemærkninger til § 227.

3.6. Statistisk undersøgelse af domspraksis

3.6.1. Om undersøgelsens formål og hovedresultater vedrørende sædelighedsforbrydelser henvises til pkt. 2.8 ovenfor. Sml. i øvrigt pkt. 5.3 og 6.5 nedenfor.

3.6.2. Af undersøgelsen af samleje med barn under 12 år (§ 222, stk. 2), jf. s. 111, fremgår, at 24 af de i alt 39 afgørelser er ubetingede fængselsstraffe, mens 8 er betingede. De betingede domme er fastsat til højst 1 år. Den korteste ubetingede fængselsstraf er på 6 måneder, den længste på 3 år og 7 måneder. Størstedelen af de ubetingede fængselsstraffe (79 pct.) er på 1 til 3 år. Det ringe antal sager gør det vanskeligt at vurdere eventuelle ændringer i strafniveauet i den undersøgte periode. Dog kan nævnes, at der ud over en dom til samfundstjeneste ikke er idømt betinget dom i 1996, men alene i årene efter, hvilket kan bero på indførelsen af den ovennævnte ordning med behandling af seksualforbrydere (sml. pkt. 2.8.1 ovenfor).

3.6.3. Af undersøgelsen af anden kønslig omgang med barn under 12 år (§ 224, jf. § 222, stk. 2), jf. s. 115, fremgår, at andelen af betingede og ubetingede domme er nogenlunde ens, nemlig henholdsvis 47 og 48 pct. af samtlige afgørelser. Straflængderne for de betingede domme er på højst 1_ år, og 83 pct. er fastsat til højst 6 måneder. Den korteste ubetingede frihedsstraf er på 60 dage og den længste på 5 år. Knap halvdelen af de ubetingede frihedsstraffe er på højst 6 måneder. 93 pct. er på højst 2 år. Mens længden af de ubetingede frihedsstraffe er forholdsvis uforandret i perioden fra 1996 til 2000, er andelen af ubetingede frihedsstraffe som følge af ordningen med seksualforbrydere (sml. pkt. 2.8.1 ovenfor) noget større i begyndelsen end i slutningen af perioden - 55-65 pct. i 1996 til 1997 mod 35-40 pct. i årene 1999 til 2000.

3.6.4. Af undersøgelsen af samleje med barn under 15 år (§ 224, jf. § 222, stk. 1), jf. s. 119, fremgår, at 36 pct. af afgørelserne er tiltalefrafald, der i godt halvdelen af tilfældene angår lovovertrædere under 18 år. Godt en fjerdedel (27 pct.) af de i alt 103 afgørelser er ubetingede frihedsstraffe, mens 30 pct. er betingede. De fleste betingede domme (95 pct.) er på højst 5 måneder. Den korteste ubetingede frihedsstraf er på 60 dage og den længste på 3_ år. Godt 80 pct. af straffene overstiger ikke 2 år. Ordningen med behandling af seksualforbrydere (sml. pkt. 2.8.2 ovenfor) har også betyd-ning for straffene på dette område. Andelen af ubetingede frihedsstraffe er således noget større i begyndelsen end i slutningen af perioden, nemlig omkring 35 pct. i 1996 til 1997 mod godt 20 pct. i 1999 til 2000. Den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe varierer betydeligt årene imellem, men uden klare udviklingstendenser.

3.6.5. Af undersøgelsen af anden kønslig omgang med barn under 15 år (§ 224, jf. § 222, stk. 1), jf. s. 123, fremgår, at knap halvdelen (46 pct.) af de i alt 61 afgørelser er ubetingede frihedsstraffe, mens 49 pct. er betingede. De betingede frihedsstraffe er fastsat til højst 1_ år, og hovedparten (67 pct.) er fastsat til højst 4 måneder. Den korteste ubetingede frihedsstraf er på 60 dage og den længste på 3 år. 64 pct. af straffene er fastsat til højst 6 måneder. To af de syv afgørelser, der angår lov-overtrædere under 18 år, er tiltalefrafald, og fire domme er betingede. Som følge af ordningen med behandling af seksualforbrydere (sml. pkt. 2.8.1 ovenfor) er der i den undersøgte periode tendens til mindskning i såvel andelen af ubetingede frihedsstraffe som i de ubetingede frihedsstraffes længde. Førstnævnte tendens er knap så tydelig som sidstnævnte.

3.6.6. Af undersøgelsen af homoseksualitet med barn under 12 år (§ 225), jf. s. 127, fremgår, at af de i alt 28 afgørelser er 17 ubetingede domme og de øvrige betingede. De betingede fængselsstraffe er fra 4 til 6 måneder, mens de ubetingede spænder fra 60 dage til 6 år. 80 pct. er på højst 2 år. Det ringe antal sager har ikke muliggjort en vurdering af udviklingen. Andelen af betingede domme varierer meget årene imellem. Der er ikke er klare tendenser til vækst i denne andel.

3.7. Straffelovrådets overvejelser

3.7.1. Der henvises indledningsvis til det anførte i pkt. 2.9.1 ovenfor, idet Straffelovrådet herefter har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om strafferammerne for de forhold, som omfattes af §§ 218-227, herunder sammenholdt med §§ 224 og 225.

3.7.2. §§ 218-220 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. § 217, sml. pkt. 2.9.2 ovenfor, dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det svarer for så vidt angår §§ 218 og 219 til det nugældende strafmaksimum. Placeringen indebærer for så vidt angår § 220, at strafmaksimum hæves fra 3 til 4 års fængsel.

Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, sml. pkt. 3.1.3.1 ovenfor. Som det fremgår, var der enighed om, at der burde være parallelitet med hensyn til strafmaksima i §§ 218-220. Dette er fortsat rådets opfattelse. Straffelovrådet finder dog, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4 års fængsel i §§ 218 og 219 og som følge heraf at skærpe strafmaksimum i § 220 til 4 års fængsel. Rådet bemærker i øvrigt, at det ved en lovrevision kunne overvejes at ændre aldersgrænsen, der betinger anvendelsen af det skærpede strafmaksimum i § 220, fra 21 til 18 år. Aldersgrænsen på 21 år er i bestemmelsens motiver knyttet til den daværende myndighedsalder, sml. Den kommenterede straffelov s. 224.

3.7.3. § 221 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme kategori som bl.a. §§ 218 og 219, sml. pkt. 3.7.2 ovenfor. Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 6 til 4 års fængsel.

Som det fremgår af pkt. 3.2.3.1 ovenfor, var der ved afgivelsen af 1987-betænkningen stemning for at foreslå bestemmelsen ophævet. Rådet begrænsede sig dog i den foreliggende sammenhæng til at foreslå kriminaliseringen i § 221, 1. led, ophævet og i øvrigt at nedsætte strafmaksimum til 1 års fængsel samt medtage en henvisning til § 221 i § 225 med sigte på en straffemæssig ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle forhold.

Hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kunne tale for, at forhold, der henføres under § 221, undergives et strafmaksimum på 4 års fængsel. Rådet finder dog i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen, at der kunne rejses spørgsmål om ophævelse af i hvert fald bestemmelsens 1. led. Såfremt kriminaliseringen i 2. led opretholdes, ville rådet endvidere kunne tiltræde, at straf-maksimum sænkes til 1 års fængsel, og at § 225 ændres med henblik på at gøre bestemmelsen kønsneutral.

3.7.4. § 222 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som voldtægt (§ 216), dvs. med et strafmaksimum på 10 års fængsel, sml. pkt. 2.9.2 ovenfor. § 223 er henført til samme kategori som bl.a. §§ 218 og 219, dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel, sml. pkt. 3.7.2 ovenfor. Det indebærer for så vidt angår § 222, at strafmaksimum sænkes fra 12 til 10 års fængsel, og at strafmaksimum videreføres uændret i § 223.
Der har som anført i pkt. 2.9.1 ovenfor været enighed i Straffelovrådet om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Rå-det har imidlertid afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af denne lov. Det gælder også på det her omhandlede område, hvor skærpelsen af strafferammerne i § 222 fra henholdsvis 6 og 10 års fængsel til 8 og 12 års fængsel fremkom under udvalgsbehandlingen af lov nr. 380 af 6. juni 2002 af hensyn til ”at sikre en parallelitet mellem strafferammerne for voldtægt (§ 216) og seksuelt misbrug af børn (§ 222)”, sml. pkt. 3.3.1.1 ovenfor.

Straffelovrådet har noteret sig de forslag om at sænke strafferammerne i § 222, som fremgår af 1987-betænkningen, sml. pkt. 3.3.3.1 ovenfor.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville en delt strafferamme svarende til den tidligere gældende på 6 og 10 års fængsel i § 222 stadig være passende, også når hensyn tages til den skærpelse af strafni-veauet for seksuel omgang med børn, som kom til udtryk under udvalgsbehandlingen af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er som nævnt i pkt. 2.9.2 ovenfor samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser. Det er under rådets drøftelse på ny fremhævet (sml. 1987-betænkningen i pkt. 3.3.3.1 ovenfor), at det ved vurderingen af strafferammerne i § 222 skal haves for øje, at forhold, som straffes efter § 222, stk. 2, 1. led (samleje med barn under 12 år), i praksis ofte vil være begået i familieforhold og ikke nødvendigvis under anvendelse af vold eller tvang af den art, som omfattes af de strafferetlige begreber ”vold” og ”tvang”. Disse forhold vil derfor ofte tillige være strafbare efter straffelovens § 210 om incest, sml. denne betænknings kapitel 22 om forbrydelser i familieforhold, pkt. 3.5, hvor rådet anbefaler strafmaksimum på 6 års fængsel opret-holdt uændret ved samleje mv. med slægtning i nedstigende linje under 18 år. Forhold, der er straf-bare efter § 222, stk. 2, 2. led (samleje med barn under 15 år under anvendelse af tvang eller trusler), vil for så vidt angår de grove tilfælde typisk tillige være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt, efter omstændighederne sammenholdt med §§ 224 eller 225, og dermed undergivet det for disse forhold skærpede strafmaskimum, sml. pkt. 2.9.2 ovenfor.

Straffelovrådet er fortsat enigt i, at der ved vurderingen af strafferammen i § 223 ikke er grund til at lægge selvstændig vægt på tilfælde af kønsligt forhold til børn under 15 år, idet der i sådanne tilfælde tillige dømmes efter § 222, sml. pkt. 3.3.3.1 ovenfor. Rådet ville dog bl.a. af hensyn til sammen-hængen i strafferammesystemet finde det rigtigst, om det hidtidige strafmaksimum på 4 års fængsel indtil videre opretholdes uændret. Rådet bemærker i den forbindelse, at en lovrevision kunne give anledning til at overveje, om der er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde kriminaliseringen i § 223, stk. 2, og i bekræftende fald, om strafmaksimum i stedet burde følge strafmaksimum i § 221, 2. led, der efter rådets opfattelse kunne overvejes sænket til 1 års fængsel, sml. pkt. 3.7.3 ovenfor. Det er under rådets drøftelse også nævnt, at det kunne overvejes at sænke aldersgrænsen i § 222, stk. 1, fra 15 til 14 år, såfremt der var lejlighed til at foretage et grundigere kritisk gennemsyn af § 222.

3.7.5. § 223 a er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel, sml. kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

Som det fremgår af pkt. 3.4.1 ovenfor, er kriminaliseringen i § 223 a forholdsvis ny. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som bestemmelsen bygger på. Straffelovrådet er endvidere bekendt med et af Justitsministeriet udarbejdet udkast af 28. oktober 2002 til forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn og salg af børn), der bl.a. sigter på at gennemføre de ændringer af straffeloven, som er nødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen af en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, sml. pkt. 6.4 nedenfor. Rådet har på den anførte baggrund ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 223 a.

3.7.6. Straffelovrådet kan af de grunde, der er anført i 1987-betænkningen, tilslutte sig, at § 226 ændres, så strafferammen for uagtsomhed i alle tilfælde ville blive bøde eller fængsel indtil 6 måne-der, sml. pkt. 3.5.3.1 ovenfor.

Som det fremgår af denne betænknings kapitler 9 om straffastsættelse, afsnit 7, og 10 om strafned-sættelse og strafbortfald, afsnit 7, foreslår Straffelovrådet de nuværende bestemmelser herom afløst af nye bestemmelser, der indeholder et katalog over hensyn, som i almindelighed skal indgå som formildende omstændigheder ved straffastsættelsen og under visse betingelser kan føre til strafned-sættelse og strafbortfald (sml. også denne betænknings kapitel 30 (lovudkast) med §§ 82 og 83 i § 1, nr. 6). Straffelovens § 227 om strafbortfald, når de personer, mellem hvilke kønsomgængelsen har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden, er beslægtet med de hensyn, der indgår i § 82, sml. herved stk. 1, nr. 10, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, når gerningsmanden ved deltagelse i konfliktråd eller på anden måde har ”genoprettet” den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling.

Der er under rådets drøftelse af § 227 rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen som udtryk for et almindeligt strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i straffelovens 10. kapitel om straffast-sættelse, f.eks. i den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i rådets lovudkast. Imod en sådan løsning kan anføres, at § 227 er en integreret del af straffelovens øvrige bestemmelser om forbrydelser mod kønssædeligheden, og at videre overvejelser om at ophæve § 227 som følge heraf bør ske i anden sammenhæng.

Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst at pege på spørgsmålet om placerin-gen af § 227 og i øvrigt afstå fra i denne betænkning at fremkomme med forslag herom. Rådet be-mærker dog, at § 227, såfremt bestemmelsen opretholdes, bør bringes i overensstemmelse med reglerne om registreret partnerskab, sml. lov nr. 372 af 7. juni 1989 med senere ændringer, sml. § 1, nr. 58, i rådets lovudkast.

4. §§ 228 og 229 samt §§ 231 og 233 (rufferi og alfonseri mv.)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.1. Straffelovens §§ 228 og 229 kriminaliserer forhold, der består i at fremme ”kønslig usædelig-hed”, herunder ”erhvervsmæssig utugt”.

Efter § 228, stk. 1, straffes den, der (1) forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig usædelighed med andre, (2) for vindings skyld forleder nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det, eller (3) holder bordel, for rufferi med fængsel indtil 4 år. På samme måde straffes den, der tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der medvirker til en persons be-fordring ud af riget, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, når den befordrede person er under 21 år eller uvidende om formålet, jf. § 228, stk. 2.

Efter § 229, stk. 1, straffes den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Den, som udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde, jf. § 229, stk. 2.

Bestemmelserne er omtalt i Den kommenterede straffelov s. 254 ff. (§ 228) og 258 f. (§ 229).

Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. pkt. 2.7 ovenfor, er som § 262 a indsat en bestemmelse om ”menneskehandel” med en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Med denne bestemmelse tilsigtes ingen nykriminalisering, dvs. kriminalisering af forhold, der ikke allerede er omfattet af bl.a. straf-felovens § 228. Strafferammen på fængsel indtil 8 år skal ses i sammenhæng med, at det i en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af menneskehandel (optrykt som bilag 8 til lovforslaget) pålægges medlemsstaterne at sikre, at strafmaksimum for menneskehandel under en række nærmere opregnede skærpende omstændigheder er mindst 8 års fængsel. Den nye § 262 a, herunder overvejelserne om opfyldelsen af kravet til maksimumstrafferammen i national ret, er omtalt i denne betænknings kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed, afsnit 4.

Til de ovennævnte bestemmelser knytter sig i § 231 en af de fåtallige gentagelsesregler i straffelovens særlige del. Efter § 231 kan straffen forhøjes med indtil det halve, når den, der skal dømmes efter § 228 eller § 229, tidligere har været dømt for nogen i disse bestemmelser omhandlet forbrydelse eller idømt fængsel for en berigelsesforbrydelse.

I den omhandlede sammenhæng indgår også § 233, hvorefter den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Bestemmelsen suppleres af normalpolitivedtægtens §§ 5-6.

Bestemmelserne er omtalt i Den kommenterede straffelov s. 262 (§ 231) og 266 f. (§ 233).

4.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 228 følgende ordlyd:

”§ 228. Den, som for Vindings Skyld enten forleder nogen til kønslig Usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver Erhverv ved kønslig Usædelighed, fra at opgive det, eller som holder Bordel, straffes for Rufferi med Fængsel indtil 4 Aar.
Stk. 2. Paa samme Maade straffes den, der tilskynder eller bistaar en Person under 18 Aar til at søge Erhverv ved kønslig Usædelighed, samt den, der medvirker til en Persons Befordring ud af Riget, for at denne i Udlandet skal drive Erhverv ved kønslig Usæde-lighed eller benyttes til saadan Usædelighed, naar den befordrede Person er under 21 Aar eller uvidende om Formaalet.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 210 samt s. 203-04. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 208 samt s. 185-86, 194 og 195, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 208 samt sp. 326-27. En-delig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3375-76 (§ 230).

§ 229 havde følgende affattelse:

”§ 229. Den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig Usædelighed ved at optræde som Mellemmand, eller som udnytter en andens Erhverv ved kønslig Usædelighed, straffes med Fængsel indtil 3 Aar.
Stk. 2. Med Fængsel indtil 4 Aar straffes den Mandsperson, som helt eller delvis lader sig underholde af en Kvinde, der driver Utugt som Erhverv.
Stk. 3. Med Fængsel indtil 1 Aar straffes den Mandsperson, som imod Politiets Advar-sel deler Bolig med en Kvinde, der driver Utugt som Erhverv.
Stk. 4. De i Stk. 2 og 3 givne Straffebestemmelser finder ikke Anvendelse paa Mands-personer under 18 Aar, overfor hvem Kvinden har Underholdspligt.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 211 samt s. 205. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 209 samt s. 195-96, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 209 samt sp. 327-29. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3375-76 (§ 231), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5376 (§ 229). Om § 229 henvises i øvrigt til pkt. 4.2.2 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 231 har det i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 231. Har den, som skal dømmes efter §§ 228, 229 eller 230, tidligere været dømt for nogen i disse Bestemmelser omhandlet Forbrydelse eller for Løsgængeri, eller har han for en Berigelsesforbrydelse været dømt til Fængsel, kan Straffen forhøjes med indtil det halve.”

Om forarbejderne til § 231 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 212 samt s. 205. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 210 samt s. 196, og Straf-felovskommissionens betænkning af 1923, § 211 samt sp. 329. Endelig kan henvises til Rigsdagsti-dende 1924-25, tillæg A, sp. 3376 (§ 233), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5377 (§ 231), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2195-96 (§ 231).

§ 233 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 følgende formulering:

”§ 233. Den, som opfordrer eller indbyder til Utugt paa en saadan Maade eller stiller usædelig Levevis saaledes til Skue, at Blufærdigheden krænkes, offentlig Forargelse gi-ves, eller omboende forulempes, straffes med Hæfte eller med Fængsel indtil 1 Aar eller under formildende Omstændigheder med Bøde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 217 samt s. 209-10. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 213 samt s. 197-98, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 214 samt sp. 330-31. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3377 (§ 235), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2195-96 (§ 233) og 2239-42. Om § 233 henvises i øvrigt til pkt. 4.2.4 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

4.2. Tidligere ændringer af §§ 228 og 229 samt §§ 231 og 233

4.2.1. § 228

4.2.1.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) ændredes formuleringen af § 228, stk. 1. I den forbindelse indføjedes nr. 1 i gerningsbeskrivelsen. Endvidere forhøjedes aldersgrænsen i stk. 2, 1. led, fra 18 til 21 år, sml. Fol-ketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 583 f. med henvisning til betænkning nr. 139/1955 om foran-staltninger til bekæmpelse af prostitution (prostitutionsbetænkning I).

4.2.2. § 229

4.2.2.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov. (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) indsattes en ny bestemmelse, der – bortset fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000) – svarer til den nugældende i § 229, stk. 2. Endvidere ændredes § 229, stk. 1, så bestemmelsen fik den affattelse, som bortset fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen fortsat er gældende, sml. Folketingstidende 1960-61, sp. 584 f. med henvisninger til prostitutionsbetænkning I.

4.2.2.2. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyr-delse af frihedsstraf m.v.) indsattes en bestemmelse i § 229, stk. 4, 2. pkt., hvorefter en af politiet meddelt advarsel havde gyldighed for 5 år, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 970, og tillæg B, sp. 803.

4.2.2.3. De tidligere bestemmelser i § 229, stk. 3-5, ophævedes ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution m.v. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år). Ophævelsen var på linje med en flertalsindstilling i Straffelovrådet, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 930 ff., og betænkning 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse s. 178.

4.2.3. § 231

4.2.3.1. § 231 er siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 alene ændret som følge af ændringer i de bestemmelser, som reglen har henvist til. Således ophævedes ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 henvisningen til en tidligere gældende bestemmelse i § 230. Endvidere ophævedes ved lov nr. 280 af 24. april 2001 henvisningen til § 198.

4.2.4. § 233

4.2.4.1. § 233 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.). Ændringen byggede på prostitutionsbetænk-ning I, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 585 med henvisning til betænkningen.

4.2.4.2. I 1999 overvejedes at ophæve § 233 som led i afkriminaliseringen af prostitution. Justitsmi-nisteriet fandt imidlertid ikke grundlag herfor, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 932-33:

”Justitsministeriet har overvejet, om der er behov for at opretholde bestemmelsen i straffelovens § 233, der ... stort set ikke har været anvendt. I praksis rejses der alene til-talte efter bestemmelserne i politivedtægten, men disse regler vil normalt ikke kunne anvendes over for reklamering i blade m.v.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke udelukkes, at der fortsat vil være behov for et strafferetligt værn mod groft anstødelig reklamering med salg af seksuelle ydelser. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at bestemmelsen i straffelovens § 233 bør opretholdes.”

4.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.3.1. Straffelovrådets drøftelser af §§ 228 og 229 samt §§ 231 og 233 tog udgangspunkt i de forslag, som Justitsministeriets kriminalforsorgsudvalg var fremkommet med i 1973 i betænkning nr. 678/1973 om prostitution (prostitutionsbetænkning II). I det følgende redegøres for Straffelovrådets forslag i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, idet der bortses fra de gengivne synspunkter om § 229, stk. 3-5, som nu er retshistorie, jf. pkt. 4.2.2.3 ovenfor.

4.3.2. Blandt rådets medlemmer var enighed om at foreslå såvel § 231 som § 233 ophævet. Rådet fremhævede, at § 233 ikke længere anvendtes i praksis. Det fandtes endvidere tilstrækkeligt, at der efter omstændighederne kan rejses tiltalte efter normalpolitivedtægten, sml. s. 177. Der var også enighed om, at der kunne ske nedsættelse af strafferammerne i §§ 228 og 229, jf. s. 179:

”... er der i straffelovrådet enighed om, at der kan ske nedsættelser af strafferammerne i §§ 228 og 229, og at rådet ikke i den foreliggende sammenhæng kan gå i enkeltheder med hensyn til beskrivelsen af de strafbare forhold i disse bestemmelser. ...

Med hensyn til strafferammerne i §§ 228 og 229 stiller straffelovrådet følgende forslag:

§ 228 ændres 4 år til bøde eller fængsel indtil 3 år.
I § 229, stk. 1, ændres 3 år, under formildende omstændigheder hæfte eller bøde, til bøde eller fængsel indtil 3 år.
I § 229, stk. 2, ændres 1 år, under formildende omstændigheder bøde, til bøde eller fængsel indtil 1 år.”

4.4. Straffelovrådets overvejelser

4.4.1. Der henvises indledningsvis til det anførte i pkt. 2.9.1 ovenfor, idet Straffelovrådet herefter i det væsentlige har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om strafferammerne for de forhold, som omfattes af §§ 228 og 229 samt 231 og 233.

4.4.2. § 228 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme kategori som bl.a. §§ 218, 219 og 223, sml. pkt. 3.7.2 og 3.7.4 ovenfor, dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel, hvilket svarer til det nuværende. § 229 er placeret i samme kategori som § 223 a, sml. pkt. 3.7.5 ovenfor, dvs. med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Det indebærer, at strafmaksimum sænkes fra 3 til 2 års fængsel.

Straffelovrådet har hæftet sig ved de synspunkter om §§ 228, 229 og 231, som fremkom i 1987-betænkningen, sml. pkt. 4.3.2 ovenfor. Rådet er fortsat af den opfattelse, at § 231 kunne overvejes ophævet, sml. herved denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.7. Rådet er endvidere enigt i, at der kunne være anledning til at ændre § 229, stk. 1 og 2, med henblik på at bringe bestemmelserne på linje med andre tilsvarende straffebestemmelser, sml. kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.2 og 7.3.

Rådet ville imidlertid bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet finde det rigtigst, at strafferammen i § 228 indtil videre opretholdes uændret. For så vidt angår § 229 kunne det som nævnt i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode af tekniske grunde overvejes at sænke strafmaksimum i § 229, stk. 1, til 2 års fængsel. En sådan ændring kunne endvidere bidrage til at tydeliggøre forskellen i strafværdighed med hensyn til forhold, der omfattes af henholdsvis § 228 og § 229. Rådet bemærker i den forbindelse, at de forhold, som indgår i den nye bestemmelse om menneskehandel, sml. § 262 a med et strafmaksimum på 8 års fængsel, sigter på meget grove forhold. Med dette maksimum markeres således, at de omfattede forhold, f.eks. ulovlig tvang efter § 260, sker med henblik på ”udnyttelse” af den pågældende ved kønslig usædelighed mv. Rådet bemærker i øvrigt, at det ved en lovrevision kunne overvejes at ændre aldersgrænsen i § 228, stk. 2, der har forbindelse med den tidligere gældende myndighedsalder på 21 år, sml. Den kommenterede straffelov s. 257.

4.4.3. § 233 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode opført i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 om straf-ferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Den anførte kategorisering indebærer, at strafmak-simum i § 233 sænkes fra fængsel i 1 år til fængsel i 6 måneder.

Straffelovrådet finder i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen, at der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt der fortsat er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde kriminaliseringen i § 233, sml. pkt. 4.3.2 ovenfor. Som det fremgår af pkt. 4.2.4.2 ovenfor, havde Folketinget så sent som i 1999 lejlighed til at overveje dette spørgsmål som led i behandlingen af lovforslaget om afkriminalisering af prostitution. Straffelovrådet har på denne baggrund begrænset sig til at foreslå en teknisk begrundet forenkling af strafferammen fra ”fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”, sml. § 1, nr. 9, i rådets lovudkast.

5. § 232 (blufærdighedskrænkelse)

5.1. Gældende ret mv.

5.1.1. Efter straffelovens § 232 straffes for blufærdighedskrænkelse med fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse. Om § 232, der suppleres af bestemmelser i normalpolitivedtægten, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 262 ff.

5.1.2. Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000), har § 232 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933.

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 215-216 samt s. 208-09. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 212 samt s. 196-97, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 213 samt sp. 330. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3377 (§ 234), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5377 (§ 232).

5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.2.1. Ved sin gennemgang af strafferammerne i § 232 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse hæftede Straffelovrådet sig ved det relativt beskedne strafudmålingsniveau i sager om overtrædelse af § 232. Der var enighed om, at maksimumstrafferammen som følge heraf burde sænkes, sml. s. 179-80:

”I praksis anvendes i almindelighed bøde, betinget dom eller en kort frihedsstraf. Det samlede antal sager om § 232 i årene 1979-82 har ligget på ca. 200, hvoraf ca. 125 blev afgjort med bøde. Af samtlige udmålte frihedsstraffe 1979-82 var der gennemsnitlig kun fire pr. år (to ubetingede og to betingede), der lød på højere straf end 6 måneder, og i intet af disse tilfælde har straffen oversteget 1 år og 6 måneder.

Det forekommer ubetænkeligt at foreslå strafferammen i § 232 ændret således, at den lyder på bøde eller fængsel indtil 2 år. Det er muligt, at maksimum endog kunne sættes ned til fængsel i 1 år. Men måske er det utilrådeligt at gå så langt ned, bl.a. under hensyn til, at § 232 kan være den eneste anvendelige straffebestemmelse med hensyn til nogle ikke ubetydelige seksuelle krænkelser af børn.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at man i forbindelse med en ændring af strafferammen forenkler beskrivelsen af de strafbare forhold ved at stryge ordene ”eller giver offentlig forargelse”. Disse ord er næppe af selvstændig betydning ved siden af bestemmelsens 1. led: ”krænker blufærdigheden”, der ikke er begrænset til krænkelse af enkeltpersoner, men også finder anvendelse på uterligt forhold udvist over for flere personer, også når det sker på offentlige steder. Visse former for ”uanstændig opførsel”, der ikke kan henføres under udtrykket ”uterligt forhold” i § 232, er strafbare efter politivedtægternes § 5.”

5.3. Statistisk undersøgelse af domspraksis

5.3.1. Om undersøgelsens formål og hovedresultater vedrørende sædelighedsforbrydelser henvises til pkt. 2.8 ovenfor. Sml. i øvrigt pkt. 3.6 ovenfor og pkt. 6.5 nedenfor.

5.3.2. Af undersøgelsen af blufærdighedskrænkelse ved beføling (§ 232), jf. s. 130, fremgår, at 43 pct. af de i alt 400 afgørelser er bødestraffe. Bøderne er på højst 5000 kr., og antallet af dagbøder spænder fra 2 til 20. 31 pct. af afgørelserne er betingede domme, mens en femtedel (21 pct.) er ube-tingede. Straflængderne for de betingede domme spænder fra 7 dage til 8 måneder med knap 90 pct. på højst 60 dage. Straflængderne for de ubetingede frihedsstraffe er fra 7 dage til 3 år, idet 58 pct. er på højst 60 dage og 83 pct. på højst 6 måneder. Undersøgelsen viser ikke tydelige tegn på, at straf-niveauet har ændret sig fra 1996 til 2000. Der er dog givet lidt flere betingede domme i slutningen end i begyndelsen af perioden, hvilket kan bero på ordningen med behandling af seksualforbrydere (sml. pkt. 2.8.2 ovenfor).

5.3.3. Af undersøgelsen af blufærdighedskrænkelse ved andet end beføling (§ 232), jf. s. 135, frem-går, at bøde er den altdominerende strafform, idet den angår 76 pct. af de i alt 1025 afgørelser. An-tallet af dagbøder spænder fra 4 til 15, og summen af dagbøder er på højst 5000 kr. i sager med ét forhold og 7000 kr. i sager med flere forhold. Udenretlige sumbøder er gennemgående lidt lavere. De betingede straffe, som er fastsat til højst 60 dage, udgør 15 pct. af samtlige afgørelser. 5 pct. af afgørelserne er ubetingede straffe, hvis længder spænder fra 7 dage til 1 år. Hovedparten (71 pct.) er på højst 60 dage. Strafniveauet synes at have været ganske stabilt i den undersøgte periode.

5.4. Straffelovrådets overvejelser

5.4.1. Der henvises indledningsvis til det anførte i pkt. 2.9.1 ovenfor, idet Straffelovrådet herefter i det store og hele kun har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragt-ninger om strafferammen for blufærdighedskrænkelse.

5.4.2. § 232 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. §§ 218 og 219, sml. pkt. 3.7.2 ovenfor, dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel svarende til det nugældende.

Straffelovrådet har noteret sig den opfattelse, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, sml. pkt. 5.2.1 ovenfor. Rådet er fortsat enigt i, at det ved en lovrevision kunne overvejes at forenkle ger-ningsbeskrivelsen som anført. Rådet ville dog bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesy-stemet finde det rigtigst, at det nugældende strafmaksimum på 4 års fængsel indtil videre oprethol-des uændret. Rådet bemærker i den forbindelse, at § 232 efter omstændighederne kan omfatte meget grove forhold. Rådet foreslår en teknisk begrundet ændring af strafferammen fra ”fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år”, sml. § 1, nr. 31, i rådets lovudkast.

6. §§ 230, 234 og 235 (børnepornografi mv.)

6.1. Gældende ret mv.

6.1.1. Efter straffelovens § 230, 1. pkt., straffes med fængsel indtil 2 år, under formildende omstæn-digheder med bøde, den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet. § 226 finder efter § 230, 2. pkt., tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) og er efterfølgende alene ændret som led i afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 280 af 25. april 2001). Nykriminaliseringen havde sammenhæng med en folkeretlig pligt til at forhindre børns deltagelse i ”de værste former for børnearbejde”, sml. artikel 7 i ILO-konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 260 ff.

§ 230 har i lighed med den nye bestemmelse i § 223 a (omtalt under pkt. 3.4.1 ovenfor) en straffe-ramme, der afviger fra strafferammerne i bl.a. §§ 216 og 222. Om baggrunden herfor anføres, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 280 af 25. april 2001) i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7817:

”... Straffen for optagelse af utugtige fotografier, film eller lignende foreslås fastsat til hæfte eller fængsel indtil 2 år. Baggrunden herfor er bl.a., at anvendelse af unge under 18 år som pornomodeller ofte vil være udtryk for en hensynsløs spekulation i at udnytte unge mennesker for egen vindings skyld. De pågældende unge vil eventuelt kunne være blevet presset eller lokket til at medvirke, og de vil typisk ikke være i stand til at over-skue, hvilke konsekvenser en medvirken i sådanne optagelser og den efterfølgende ud-bredelse af materialet vil kunne have.

I grovhedsvurderingen vil også indgå karakteren af de seksuelle forhold, som optages med den unge som model, herunder om der er tale om groft utugtige forhold som nævnt i § 235, stk. 2.

Under formildende omstændigheder foreslås det, at straffen er bøde. Det forudsættes, at bødestraf ikke anvendes, hvis optagelserne er sket som led i en erhvervsmæssig virk-somhed.

Er der tale om brug af unge under 15 år som modeller, skal der som ovenfor nævnt straffes i ”sammenstød” med § 222, jf. eventuelt § 224 eller § 225, samt § 232 og § 235, hvis betingelserne for tillige at henføre forholdet under en eller flere af disse bestem-melser er opfyldt. Bestemmelserne i § 222, jf. eventuelt § 224 og § 225, om samleje og andre samlejelignende forhold med et barn under 15 år, har et strafmaksimum på fængsel i 6 år. Er barnet under 12 år kan straffen stige til fængsel indtil 10 år. Straffen for blufærdighedskrænkelse efter § 232 er fængsel indtil 4 år eller under formildende om-stændigheder hæfte eller bøde ... En samtidig overtrædelse af den nye bestemmelse i § 230 og en eller flere af de nævnte andre bestemmelser [herunder § 235] vil føre til, at straffen skal fastsættes inden for den strengeste af de strafferammer, der kommer i be-tragtning, jf. straffelovens § 88.”

Efter straffelovens § 234 straffes den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år, med bøde. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 267 f.

§ 235 har også bortset fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000) i de senere år været genstand for en række ændringer, jf. pkt. 6.2.2 nedenfor. Efter den nugældende bestemmelse straffes efter stk. 1 den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder utugtige fotografier, film eller lignende af børn, med bøde eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, som i en videre kreds udbreder sådanne fremstillinger. Efter stk. 2 straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med fotografier, film eller lignende af børn, der (1) har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, (2) har kønslig omgang med dyr eller (3) anvender genstande på groft utugtig måde. Om bestemmelsen, herunder afgrænsningen i forhold til den ovenfor nævnte bestemmelse i § 230, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 268 ff.

6.1.2. § 234 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 følgende affattelse:

”§ 234. Med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 6 Maaneder straffes den, som
1) tilbyder eller overlader en Person under 18 Aar utugtige Skrifter, Billeder eller Gen-stande,
2) offentliggør eller udbreder eller i saadan Hensigt forfærdiger eller indfører utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande,
3) foranstalter offentligt Foredrag, Forestilling eller Udstilling af utugtigt Indhold.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 218 samt s. 210-11. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 214 samt s. 198, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 215 samt sp. 331. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3377 (§ 236).

Særskilte bestemmelser om udbredelse mv. af børnepornografisk materiale indgik ikke i borgerlig straffelov fra 1933, hvor der var en gammel bestemmelse om pornografi. Den særlige kriminalisering på dette område skete først med bestemmelser, der indsattes i straffeloven i 1980, jf. pkt. 6.2.2 nedenfor.

6.2. Tidligere ændringer af §§ 234 og 235

6.2.1. § 234

6.2.1.1. § 234 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 224 af 4. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov (Pornografiske billeder m.v.). Lovforslaget byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 435/1966 om pornografi, sml. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2470 f., og 1968-69, tillæg A, sp. 3049-56 med henvisning til betænkningen.

6.2.2. § 235

6.2.2.1. Ved lov nr. 252 af 16. juni 1980 om ændring af borgerlig straffelov (Pornografiske billeder af børn) indsattes som en ny bestemmelse § 235, hvorefter den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder eller med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige fotografier, film eller lignende af børn, straffes med bøde. Den nye bestemmelse byggede på en udtalelse af 10. oktober 1979 fra Straffelovrådet om forbud mod pornografiske billeder af børn. Af udtalelsen, der var optrykt som bilag til lovforslaget, fremgik, at Straffelovrådet var delt med hensyn til strafferammen, idet et flertal fandt, at strafferammen alene burde omfatte bøde, mens ét medlem fandt, at straffe-rammen burde gå op til 6 måneders fængsel, sml. Folketingstidende 1979-80, tillæg A, sp. 1761 ff., og tillæg B, sp. 833 ff.

6.2.2.2. Ved lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi) skærpedes strafferammen i § 235, så der ud over bøde blev mulighed for at idømme hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Baggrunden for skærpelsen var et ønske om på en bedre måde at markere samfundets afstandtagen fra denne forbrydelsestype og samtidig gøre det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i erhvervsmæssigt øjemed mere effektivt, sml. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2855 ff., og tillæg B, sp. 1059 ff.

6.2.2.3. Ved lov nr. 1100 af 21. december 1994 om ændring af straffeloven (Besiddelse af børne-pornografi) udvidedes det strafbare område med et nyt stk. 2, hvorefter den, som besidder fotografi-er, film eller lignende af børn, der har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje eller har kønslig omgang med dyr, eller som anvender genstande på groft utugtig måde, straffes med bøde. At bestemmelsen blev gjort til et bødedelikt skyldtes navnlig hensynet til i videst muligt omfang at værne privatlivets fred, sml. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 474:

”Strafferammen for besiddelse af børnepornografisk materiale er efter forslaget bøde. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at idømme frihedsstraf. Kan der imidlertid føres bevis for, at gerningsmanden har haft forsæt til erhvervsmæssig udbredelse af det børnepornografiske materiale, vil forholdet efter omstændighederne være omfattet af den gældende bestemmelse i § 235 (der bliver § 235, stk. 1), som indeholder en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Den foreslåede strafferamme i det nye stk. 2 til bestemmelsen i § 235 indebærer endvi-dere, at politiet afskæres fra at foretage ransagning af en ikke-sigtets bolig, rum eller gemmer med henblik på f.eks. beslaglæggelse af børnepornografisk materiale, jf. rets-plejelovens § 795. Ransagning af en ikke-sigtet persons bolig m.v. kan således kun komme på tale, såfremt sagen angår en forbrydelse, der efter loven kan medføre friheds-straf.

Formålet med denne del af forslaget er i videst muligt omfang at værne den enkelte mod indgreb i privatlivets sfære. Forslaget udelukker imidlertid ikke, at der efter omstændig-hederne kan foretages ransagning hos en person, der er sigtet for besiddelse af børne-pornografisk materiale, jf. retsplejelovens § 794, nr. 2.

Endelig indebærer den foreslåede strafferamme, at forsøg ikke er strafbart, jf. straffelo-vens § 21, stk. 3.”

6.2.2.4. Endelig gennemførtes ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og rets-plejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) en skærpelse af § 235, hvorved bestemmelsen bortset fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 280 af 25. april 2001) fik sin nuværende affattelse. Lovænd-ringen indebar, at strafmaksimum for forhold omfattet af stk. 1 forhøjedes fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 2 år. Endvidere gennemførtes som led i udvidelsen af bestemmelsen om besiddelse af grovere, børnepornografisk materiale en skærpelse af strafferammen i stk. 2, så der åbnedes mulighed for under skærpende omstændigheder at straffe med hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Lovændringen byggede i alt væsentligt på betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Udvalgets overvejelser og forslag vedrørende strafferammerne, som tiltrådtes af Justitsministeriet, er udførligt gengivet i lovforslagets bemærkninger, sml. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7804-05:

”Udvalget finder, at denne strafferamme [fængsel i 6 måneder i § 235, stk. 1] i praksis har vist sig tilstrækkelig ved de hidtil behandlede sager. Det er imidlertid udvalgets op-fattelse, at det nugældende maksimum kan være for lavt, når det tages i betragtning, hvad beskyttelsesinteressen i § 235 er.

§ 235 skal for det første forhindre den krænkelse af privatlivets fred, der følger af ud-bredelser af billeder af denne art. Forholdet svarer for så vidt til straffelovens § 264 d om videregivelse af billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, og § 264 c om at skaffe sig eller uberettiget udnytte billeder, som er optaget under de i § 264 a nævnte omstændigheder. Både § 264 d og § 264 c har – ligesom § 235 – et strafmaksimum på 6 måneders fængsel.

Derimod skal § 235 ikke anvendes på den direkte krænkelse af barnet under optagelsen af de pornografiske film eller billeder. I disse tilfælde anvendes de almindelige bestem-melser om voldtægt, samleje med mindreårig, anden kønslig omgængelse end samleje, kønslig omgængelse med en person af samme køn, blufærdighedskrænkelse osv., jf. straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. En forhandler, der be-stiller billeder af denne art optaget hos en producent, kan straffes for medvirken til den pågældende sædelighedsforbrydelse.

Mellem producenten og den sluttelige køber eller besidder af det pornografiske materiale er der typisk en mellemhandler, der står for distributionen. I mange tilfælde foretages denne distribution for vindings skyld. Hvis den pornografiske film er bestilt af mel-lemhandleren, kan der som nævnt straffes for medvirken til sædelighedsforbrydelsen. Selv om dette ikke er tilfældet, er det naturligt at antage, at en betydelig del af de produ-cerede film mm. er optaget med henblik på et senere salg. I sådanne tilfælde kan man ikke straffe køberen (mellemhandleren) for den oprindelige sædelighedsforbrydelse, men alene efter § 235. § 235 skal således hindre mellemhandlerens køb af filmen mm. og på den måde bidrage til, at den oprindelige optagelse og den oprindelige sædelighedsforbrydelse ikke gennemføres.

På denne baggrund lægger udvalget ved vurderingen af strafværdigheden i relation til § 235, stk. 1, til grund, at det er rimeligt at fastsætte en noget højere strafferamme (sam-menlignet med strafferammerne i de nævnte bestemmelser om fredskrænkelser). Udval-get foreslår derfor, at strafmaksimum forhøjes fra de nuværende 6 måneders fængsel til fængsel i 2 år.

Med hensyn til § 235, stk. 2, – med den ... nævnte udvidelse – er der efter udvalgets op-fattelse tale om væsentligt mindre grove forhold (end mellemhandlerens og distributø-rens). Den nuværende strafferamme (bøde) vil derfor i den overvejende del af tilfældene være passende. Udvalget finder på denne baggrund, at den nuværende begrænsning af straffen til bøde bør bevares som normalstraffen.

Udvalget finder imidlertid, at udviklingen i anvendelsen af Internettet og distribution af børnepornografi via Internettet har udviklet sig således, at der bør være mulighed for under skærpende omstændigheder at idømme hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Som eksempel på, hvad der skal betragtes som skærpende omstændighed, nævnes, at den på-gældende betaler betydelige beløb for at modtage børnepornografisk materiale. Der vil ligeledes foreligge skærpende omstændigheder, hvis den pågældende besidder et meget stort antal børnepornografiske fremstillinger, eller et større antal fremstillinger af særlig grove forhold, f.eks. voldtægt af børn.”

I lovforslagets bemærkninger fremhævedes tillige, at den skærpede strafferamme i § 235, stk. 2, indebar, at forsøg fremover ville være strafbart, jf. straffelovens § 21, stk. 3, ligesom der åbnedes mulighed for ransagning hos ikke-mistænkte personer, jf. retsplejelovens § 795 (sml. anf. st. s. 7806).

6.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

6.3.1. Strafferammerne i §§ 234 og 235 blev ikke gjort til genstand for særskilte overvejelser i be-tænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

6.4. EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

6.4.1. På et rådsmøde i oktober 2002 opnåedes politisk enighed om et forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, sml. pr. 30. november 2002 doku-ment 12418/02 DROIPEN 68 MIGR 92. Formålet med rammeafgørelsen er indbyrdes at tilnærme medlemsstaternes lovgivning om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og af børnepornografi. Forslaget sigter i særdeleshed på at sikre, at seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi kan straf-fes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskræk-kende virkning.

6.4.2. Artikel 2-3 fastlægger på grundlag af en række definitioner i artikel 1 omfanget af kriminali-seringspligten. Artikel 4 udvider kriminaliseringspligten til også at omfatte ”anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg”. I tilknytning til disse bestemmelser pålægger artikel 5 i forhold til fysiske personer visse sanktionsforpligtelser, herunder minimumforpligtelser med hensyn til strafferammer i den nationale lovgivning.

6.4.3. Artiklerne 1–5 har følgende ordlyd:

”Artikel 1
Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved:

a) ”barn”: en person under atten år;
b) ”børnepornografi”: pornografisk materiale, der visuelt afbilder eller forestiller
i) et virkeligt barn, der er involveret eller deltager i eksplicit seksuel adfærd, her-under seksuelt pirrende fremvisning af et barns kønsorganer eller pubes-område, eller
ii) en virkelig person, der ser ud som et barn, og som er involveret eller deltager i ovennævnte adfærd, eller
iii) realistiske billeder af et ikke eksisterende barn, der er involveret eller deltager i ovennævnte adfærd;
c) ”edb-system”: enhver anordning eller gruppe af indbyrdes forbundne eller relaterede anordninger, hvoraf en eller flere, via et program, udfører automatisk databehandling.

Artikel 2
Lovovertrædelser vedrørende seksuel udnyttelse af børn

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende for-sætlige adfærd er strafbar:

a) tvinge et barn til prostitution eller for deltagelse i pornografiske optrin eller drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn til sådanne formål;
b) hverve et barn til prostitution eller til deltagelse i pornografisk optrin;
c) tage del i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor
i) der gøres brug af tvang, magt eller trusler,
ii) der gives penge eller andre former for aflønning eller erkendtlighed som mod-ydelse for barnets deltagelse i seksuelle aktiviteter, eller
iii) der er tale om misbrug af en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet.

Artikel 3
Lovovertrædelser vedrørende børnepornografi

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige adfærd er strafbar, uanset om der anvendes et edb-system som hjælpe-middel, når den udvises uretmæssigt:

a) fremstilling af børnepornografi,
b) distribution, spredning eller transmission af børnepornografi,
c) udbydelse eller tilrådighedsstillelse af børnepornografi,
d) anskaffelse eller besiddelse af børnepornografi.

2. En medlemsstat kan lade strafansvar bortfalde ved de former for børnepornografisk adfærd, som er omhandlet i:

a) artikel 1, litra b, nr. ii), hvis en virkelig person, der ser ud som et barn, faktisk var 18 år eller derover på tidspunktet for afbildningen,
b) artikel 1, litra b, nr i) og ii), hvis billeder af børn, der har nået den seksuelle lavalder, fremstilles og besiddes med disses samtykke og udelukkende til deres eget private brug. Selv om der er givet samtykke, skal dette ikke anses for gyl-digt, hvis det er opnået ved misbrug af for eksempel højere alder, stilling eller status, større modenhed eller erfaring eller ofrets afhængighed af lovovertræde-ren,
c) artikel 1, litra b, nr. iii), hvis det kan godtgøres, at det pornografiske materiale er fremstillet og besiddes af producenten udelukkende til eget private brug, og såfremt intet af det i artikel 1, litra b, nr. i) og ii) nævnte pornografiske materiale er blevet anvendt til fremstilling deraf, og såfremt fremstilling af materialet ikke indebærer nogen risiko for, at det kan spredes.

Artikel 4
Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse, medvirken eller tilskyndelse til at begå de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertræ-delser er strafbart.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forsøg på at udvise den i artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra a) og b), omhandlede adfærd er strafbart.
 

Artikel 5
Sanktioner og skærpende omstændigheder

1. Med forbehold af stk. 4 træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der for de i artikel 2, 3 og 4 omhandlede lovovertrædelser kan idømmes maksimumsstraffe på mindst 1 til 3 års fængsel.
 

2. Med forbehold af stk. 4 træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende lovovertrædelser kan straffes med en maksimumsstraf på mindst 5 til 10 års fængsel:

a) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der består i at ”tvinge et barn til prostitution eller til at deltage i pornografiske optrin”, samt de i artikel 2, litra c), nr. i), omhandlede lovovertrædelser;

b) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der består i at ”drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn til sådanne formål”, og de i artikel 2, litra b), omhandlede lovovertrædelser, for så vidt de i begge tilfælde vedrører prostitution, når mindst én af følgende omstændigheder foreligger:

- offeret er efter national lovgivning et barn under den seksuelle lavalder;
- lovovertræderen har forsætligt eller på uforsvarlig vis bragt barnet i livsfare
- lovovertrædelsen er begået med brug af grov vold eller har forvoldt barnet alvorlig skade;
- lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA af 21. december 1998, der gør det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater, uanset den strafferamme, der er fastsat deri;

c) de i artikel 2, litra a), omhandlede lovovertrædelser, der består i at ”drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn til sådanne formål”, og de i artikel 2, litra b), omhandlede lovovertrædelser, for så vidt de i begge tilfælde vedrører pornografiske optrin, og de i artikel 2, litra c), nr. ii), artikel 2, litra c, nr. iii), artikel 3, stk. 1, litra a), artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 1, litra c), omhandlede lovovertrædelser, hvor offeret efter national lovgivning er et barn under den seksuelle lavalder, og når mindst én af de omstændigheder, der er nævnt i litra b), andet, tredje og fjerde led, foreligger.

3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en fysisk person, der er blevet dømt for en af de i artikel 2, 3 eller 4 omhandlede lovovertræ-delser midlertidigt eller permanent forhindres i at udøve aktiviteter, der indebærer tilsyn med børn, hvis det er relevant.

4. Hver medlemsstat kan fastsætte andre sanktioner, herunder ikke-strafferetlige sanktioner eller foranstaltninger, for adfærd vedrørende børnepornografi, som om-handlet i artikel 1, litra b), nr. iii).”

Til rammeafgørelsen er bl.a. knyttet følgende erklæring fra Danmark:

”Danmark fordømmer børnepornografi og alle former for seksuel udnyttelse af børn og fremhæver nødvendigheden af, at dette fænomen skal være strafbart. Den danske straf-felov indeholder ikke bestemmelser, som udtrykkeligt henviser til begrebet ”pornografi-ske optrin”. Den danske straffelov indeholder imidlertid bestemmelser, der gør det strafbart at tvinge, rekruttere eller forlede en person til ”kønslig usædelighed”. Danmark er af den opfattelse, at begrebet ”kønslig usædelighed” dækker pornografiske optrin som nævnt i rammeafgørelsen.”

6.5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

6.5.1. Om undersøgelsens formål og hovedresultater vedrørende sædelighedsforbrydelser henvises til pkt. 2.8 ovenfor. Sml. i øvrigt pkt. 3.6 og 5.3 ovenfor.

6.5.2. I undersøgelsen af udbredelse og besiddelse af børnepornografi (§ 235, stk. 1-2), jf. s. 140, fremhæves betydningen af, at der med virkning fra 1. juli 2000 gennemførtes en lovændring, som indebar, at strafferammen for såvel udbredelse som besiddelse af børnepornografi blev væsentligt forhøjet. Maksimumstraffen for udbredelse af børnepornografi forhøjedes fra 6 måneders til 2 års fængsel, og straffen for besiddelse af børnepornografi forhøjedes fra bøde til 6 måneders fængsel (sml. pkt. 6.2.2.4 ovenfor). Det indebærer, at det for så vidt alene er forhold begået efter lovændrin-gen, der er af interesse for denne vurdering af strafudmålingen. Imidlertid har det vist sig, at ud af de i alt 75 sager om børnepornografi, som undersøgelsen omfatter, vedrører alene to af sagerne forhold begået efter lovændringen. Det drejer sig i begge tilfælde om domme for besiddelse af børne-pornografi (§ 235, stk. 2). Denne ene afgørelse er en bøde og den anden en betinget dom på 20 dage. Begge afgørelser angår tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som alene dømmes for besiddelse af børnepornografi.

12 af de 14 sager om udbredelse af børnepornografi, som er begået inden lovændringen, er bøder. De to resterende er betingede domme. Af de 59 sager om besiddelse af børnepornografi, som er begået inden lovændringen, er 57 bøder og to tiltalefrafald.

6.6. Straffelovrådets overvejelser

6.6.1. Der henvises indledningsvis til det anførte i pkt. 2.9.1 ovenfor, idet Straffelovrådet herefter har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om strafferammerne for de forhold, som omfattes af §§ 230, 234 og 235.

6.6.2. §§ 230 og 235 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode indføjet i samme kategori som bl.a. § 223 a, dvs. med et strafmaksimum svarende til det nuværende på 2 års fængsel, sml. pkt. 3.7.5 ovenfor. § 234 er som hidtil et bødedelikt, hvilket der efter rådets opfattelse ikke er grundlag for at ændre på.

Som det fremgår af pkt. 6.1.1 og 6.2.2.4 ovenfor, bygger bestemmelserne i §§ 230 og 235 på ny lovgivning med grundige overvejelser om strafferammerne. Rådet har noteret de anførte synspunkter i lovmotiverne. Rådet har endvidere hæftet sig ved, at der er opnået politisk enighed om en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og af børnepornografi, der bl.a. med-fører en række minimumforpligtelser med hensyn til strafmaksimum i den nationale lovgivning, sml. pkt. 6.4.3 ovenfor med artikel 5, stk. 1 og 2. Rådet er bekendt med et af Justitsministeriet udarbejdet udkast af 28. oktober 2002 til forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn og salg af børn), der bl.a. sigter på at gennemføre de ændringer i straffeloven, som er nødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen af den ovennævnte EU-rammeafgørelse. Rådet har på den anførte baggrund ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne i §§ 230 og 235.

7. § 236 (overtrædelse af pålæg til sædelighedsdømte)

7.1. Gældende ret mv.

7.1.1. Efter straffelovens § 236 kan der ved i dom i visse tilfælde gives den dømte pålæg om ikke at indfinde sig bestemte steder mv. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 236. Når nogen dømmes efter §§ 216, 217, 218, stk. 1, 222 eller 223, stk. 2, eller efter §§ 224, 225 eller 226, jf. en af fornævnte bestemmelser, eller efter § 232, kan der ved dommen gives den pågældende pålæg om ikke at indfinde sig i offentlige parker eller anlæg, på fælleder, ved skoler og legepladser, ved opdragelseshjem, ved sindssy-gehospitaler og institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap, i bestemt angivne skove og på bestemt angivne badeanstalter og strandbredder.
Stk. 2. Der vil derhos ved dommen kunne gives personer, der dømmes efter de i stk. 1 nævnte paragraffer eller efter §§ 228 og 229, pålæg om, at de ikke må lade børn under 18 år tage ophold i deres bolig eller uden politiets tilladelse selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under nævnte alder. Pålægget gælder dog ikke med hensyn til børn, over for hvilke den domfældte har forsørgelsespligt.
Stk. 3. Når der er forløbet 3 år efter straffens udståelse, kan den dømte forlange spørgsmålet om ophævelse af et pålæg efter stk. 1 eller 2 forelagt retten. Begæringen fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Tages begæringen ikke til følge, kan den dømte ikke fremsætte ny begæring, før der er forløbet 3 år fra kendelsens afsigelse. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan ju-stitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker før udløbet af denne frist.
Stk. 4. Overtrædelse af de i henhold til stk. 1 og 2 meddelte pålæg straffes med fængsel indtil 4 måneder.”

Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 271 f. Som det fremgår, ses bestemmelsen kun sjældent anvendt i praksis. Som eksempel kan peges på Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 1478, hvor der meddeltes pålæg til en pædagog-medhjælper, som bl.a. var straffet for overtrædelse af straffelovens § 225.

7.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde bestemmelsen følgende affattelse:

”§ 236. Naar nogen dømmes efter §§ 216, 217, Stk. 1 og 3, 218, 222 og 223, Stk. 2, 224, jfr. en af fornævnte Bestemmelser, § 225, Stk. 1, jfr. §§ 216, 217, Stk. 1 og 3, 218 og 222, § 225, Stk. 2 og 3, § 226, jfr. en af fornævnte Bestemmelser, eller § 232, kan der ved Dommen gives ham Paalæg om, at han ikke maa indfinde sig i offentlige Parker eller Anlæg, paa Fælleder, ved Skoler og Legepladser, ved Opdragelseshjem, ved Sindssygehospitaler og Aandssvageanstalter, i bestemt angivne Skove og paa bestemt angivne Badeanstalter og Strandbredder.
Stk. 2. Naar 3 Aar er forløbet efter Domfældtes endelige Løsladelse, kan han forlange Spørgsmaalet om Paalægets fortsatte Bestaaen forelagt den Ret, som har paakendt Sagen i 1ste Instans. Afgørelsen træffes ved Kendelse. Nægtes Ophævelse af Paalæget, kan ny Begæring først fremsættes efter 3 Aars Forløb. Bestemmelserne i § 97, Stk. 3, ... finder tilsvarende Anvendelse.
Stk. 3. Overtrædelse af Paalæget straffes med Hæfte eller med Fængsel indtil 4 Maane-der.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5377 (§ 236), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2195-96 (§ 236), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 235).

7.2. Tidligere ændringer af § 236

7.2.1. § 236 er siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 ændret ved forskellige lejligheder som følge af ændringer i andre straffelovsbestemmelser. Det drejer sig om følgende lovændringer: Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939, lov nr. 163 af 31. maj 1961, lov nr. 212 af 4. juni 1965, lov nr. 248 af 9. juni 1967, lov nr. 256 af 27. maj 1981, lov nr. 274 af 15. april 1997 og lov nr. 433 af 31. maj 2000. Om ændringerne kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 272.

7.2.2. Strafferammen i § 236, stk. 4, er bortset fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000), forblevet uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933.

7.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

7.3.1. Strafferammen i § 236, stk. 4, blev ikke gjort til genstand for særskilte overvejelser i betænk-ning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

7.4. Straffelovrådets overvejelser

7.4. Der henvises indledningsvis til det anførte i pkt. 2.9.1 ovenfor, idet Straffelovrådet herefter alene har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte teknisk begrundede ændring af strafferammen for de forhold, som omfattes af § 236, stk. 4.

§ 236 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme kategori som § 233, dvs. med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, sml. pkt. 4.4.3 ovenfor. Det indebærer, at strafmaksimum hæves fra 4 til 6 måneders fængsel.

Straffelovrådet finder i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen ikke grundlag for at ændre strafferammen i § 236, stk. 4, sml. pkt. 7.3.1 ovenfor. Rådet foreslår, at strafmaksimum i tråd med oversigten baseret på det angrebne retsgode hæves fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. denne betænk-nings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, og § 1, nr. 11, i rådets lov-udkast.


Forside | Indhold | Til top | Forrige | Næste
 

Justitsministeriet, Version 1.0 januar 2003
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk/