Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer
Betænkning nr. 1424
Kapitel 24

Forside | Indhold | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 24 - Voldsforbrydelser (straffelovens § 119 og §§ 244-248)

1. Indledning

1.1. De forbrydelser, som under overskriften ”Forbrydelser mod liv og legeme” indgår i straffe-lovens 25. kapitel, kan rubriceres i tre grupper: drabsforbrydelser (§§ 237-241), voldsforbrydelser (§§ 244-249) og andre skade- eller farevoldende handlinger (§§ 250-254). I dette kapitel behandles strafferammerne for voldsforbrydelserne, dvs. de forbrydelser, der omhandles i §§ 244-248. Om strafferammerne for de forbrydelser, der omhandles i §§ 237-241 og §§ 250-254, henvises til denne betænknings kapitel 25 om andre forbrydelser mod liv og legeme. Det samme gælder § 249, uagtet denne forbrydelse indgår blandt voldsforbrydelserne. Det skyldes, at uagtsom, betydelig legemsbeskadigelse i praksis er nært knyttet til bestemmelsen om uagtsomt manddrab og derfor mest hensigtsmæssigt behandles i sammenhæng med § 241.

Straffelovens § 119 handler om visse forbrydelser mod offentlig myndighed (”vold mod tjene-stemand i funktion”). Bestemmelsen er placeret i straffelovens 14. kapitel om ”forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v.”. Bestemmelsen er i praksis nært knyttet til voldsforbrydelserne, og det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt at behandle spørgsmålet om strafferammer for for-hold omfattet af § 119 sammen med spørgsmålet om strafferammer for forhold omfattet af §§ 244-48.

1.2. I afsnit 2 nedenfor redegøres for gældende ret om §§ 244-248. Ved en lovrevision i 1989 gennemførtes en væsentlig forenkling af bestemmelserne i §§ 244-246 (lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi). Lovrevisionen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 3 gen-nemgås denne lovrevision. Parallelt hermed omtales Straffelovrådets overvejelser om straffe-rammerne for voldsforbrydelser, således som de er kom til udtryk i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

I afsnit 4 redegøres for lov nr. 366 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatningsloven (Bekæmpelse af vold), hvorved § 247 om gentagen vold mv. fik sin nuvæ-rende affattelse. Afsnit 5 rummer en gennemgang af de strafskærpelser for særlig grov vold, jf. §§ 245 og 246, som fandt sted ved lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af straffeloven, vå-benloven og lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. (Skærpelse af straffen for særlig grov vold og for besiddelse af knive og slagvåben, sikkerhedsmæssige krav til restaurationers indretning m.v.).
Spørgsmål om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf har i de senere år indtaget en fremtræ-dende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget. I afsnit 6 omtales forslag til lov om æn-dring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt mand-drab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161) fremsat den 2. februar 2001 af medlemmer af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Afsnit 7 indeholder en omtale af forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig farefor-voldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (L 118), der blev fremsat den 26. februar 2002 af justitsministeren (Lene Espersen), sml. nu lov nr. 380 af 6. juni 2002.

I afsnit 8 redegøres for straffelovens § 119. I redegørelsen indgår en omtale af både gældende ret mv. og Straffelovrådets overvejelser om § 119 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

Afsnit 9 indeholder en kortfattet omtale af reglerne om vold mv. i Finland, Norge og Sverige og et sammendrag af nyere statistiske oplysninger om straffen for voldsforbrydelser i disse lande. I afsnit 10 gennemgås resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelov-rådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig indeholder afsnit 11 en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne for voldsforbrydelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

2. Gældende ret vedrørende §§ 244-248

2.1. De forsætlige voldsforbrydelser er inddelt i tre kategorier, idet der opstilles tre maksimum-strafferammer på fængsel i 3 år (tidl. 1 år og 6 måneder), 6 år (tidl. 4 år) og 10 år (tidl. 8 år), sml. afsnit 7 nedenfor samt Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 39 f. Bøde indgår kun i strafferammen for voldsforbrydelser, som omfattes af § 244.

2.2. Efter straffelovens § 244 straffes den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, med bøde eller fængsel indtil 3 år. § 244 er hovedbestemmelsen om strafbar vold. Bestemmelsen omfatter alle tilfælde af forsætlig vold, hvor den udøvede vold efter sin be-skaffenhed ikke kan betegnes som særlig rå, brutal eller farlig eller som mishandling, jf. straffe-lovens § 245, stk. 1. Har gerningsmanden ved voldsudøvelsen haft forsæt til at påføre offeret skade på legeme eller helbred, henhører forholdet under § 245, stk. 2.

§ 244 finder anvendelse på langt de fleste voldshandlinger, som kommer til pådømmelse. Som eksempler på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes slag, herunder lussinger og knyt-næveslag, kast med genstande, der rammer en anden, benspænd, førergreb og bid. Udtrykket ”på anden måde angriber en andens legeme” omfatter legemsangreb, der består i fremkaldelse af be-vidstløshed, ildebefindende og lignende, og som ligger på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige forståelse af udtrykket ”øver vold”.

Om anvendelsesområdet for § 244 kan henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straf-felov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 285 ff.

2.3. Straffelovens § 245 vedrører to arter af kvalificeret vold, i hvilke maksimumstraffen for vold forhøjes til 6 års fængsel. Anvendelsen af § 245 medfører ikke obligatorisk, at der skal idømmes en straf over maksimum i § 244. Når lovens betingelser er opfyldt, vil bestemmelsen kunne an-vendes som grundlag for en straf, der ligger under maksimum i § 244, men i almindelighed over det almindeligt anvendte strafniveau for voldsforbrydelser af ordinær type.

Efter § 245, stk. 1, 1. pkt., straffes den, som udøver legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skær-pende omstændighed, jf. § 245, stk. 1, 2. pkt.

§ 245, stk. 1, omfatter den vold, der efter sin beskaffenhed kan betegnes som særlig rå, brutal eller farlig, eller som har karakter af mishandling. Legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter omfatter bl.a. voldshandlinger begået under anvendelse af våben, f.eks. geværer, pistoler, økser og knive, samt kast med genstande, der kan påføre offeret ikke uvæsentlige skader. Slag med redskaber som f.eks. ølflasker, stave, kæder mv. er efter omstændighederne også omfattet af bestemmelsen. Vold, der udøves uden anvendelse af redskaber og våben, kan tillige være omfattet. Det gælder bl.a. håndkantslag mod halsen, kvælergreb og efter omstændighederne spark i ansigtet. Anvendelse af våben giver undertiden holdepunkter for at henføre forholdet under § 245, stk. 2, jf. nedenfor. Mishandling sigter til gentagen voldsudøvelse over en vis tidsperiode mod et mere eller mindre værgeløst offer, typisk et barn eller en ægtefælle.

”Betydelig skade på legeme eller helbred” efter § 245, stk. 1, 2. pkt., omfatter bl.a. skader, der medfører varigt men, kraniebrud, brud på kæben, lårbensbrud og fjernelse af milt. Sygehusophold på mere end nogle ugers varighed vil normalt være tilstrækkeligt til at henføre forholdet under denne del af bestemmelsen. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at skaden kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom, jf. straffelovens § 20.
Efter § 245, stk. 2, straffes den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, med fængsel indtil 6 år. Denne bestemmelse omfatter ikke kun den fysiske, men også den psykiske helbredstilstand. ”Skade” er bl.a. udslåede eller beskadigede tænder, snitsår eller flænger, der kræver syning, en brækket finger eller tå og hjernerystelser (bortset fra de letteste). Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at gerningsmanden har handlet med forsæt til at tilføje skade, jf. straffelovens § 19. Kan skadetilføjelsen alene tilregnes ger-ningsmanden som uagtsom, falder forholdet uden for § 245, stk. 2.

Om anvendelsesområdet for § 245, stk. 1 og 2, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 290 ff.

2.4. Har et legemsangreb omfattet af § 245 været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen efter straffelovens § 246 stige til fængsel i 10 år. Bestemmelsen sigter på de groveste former for vold. For at henføre forholdet under § 246 kræves, at volden er omfattet af § 245. Dernæst skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder. Det fremhæves i lovteksten, at denne bedømmelse kan skyldes voldens grove beskaffenhed eller dens alvorlige følger, herunder dødens indtræden. Følgen, der bevirker tilstedeværelsen af særdeles skærpende omstændigheder, omfatter såvel forsætlig som uagtsom påførelse af meget betydelig legemsskade, herunder varig invalidering, alt under forudsætning af, at volden er omfattet af § 245.

§ 246 har bl.a. fundet anvendelse i sager om grov vold, herunder skud med våben eller stik med kniv, hvor offeret er afgået ved døden, men hvor der ikke har været forsæt til drab efter § 237. Hvor der ikke foreligger voldsfølger som særdeles skærpende omstændigheder, kan § 246 komme på tale ved de groveste tilfælde blandt dem, der omfattes af § 245, stk. 1, sml. Den kommenterede straffelov s. 294 ff.

2.5. Straffelovens § 247 indeholder bestemmelser, der giver mulighed for at forhøje straffen med indtil det halve – dvs. at strafmaksimum i den anvendelige bestemmelse forhøjes med 50 pct. – i visse gentagelsestilfælde og tilfælde, hvor volden begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold.

Efter § 247, stk. 1, kan straffen forhøjes med indtil det halve, når nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, begås af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold. Bestemmelsen er anvendelig, uanset om det eller de tidligere forhold har medført frihedsstraf. Bestemmelsens anvendelse sker med de begrænsninger, som følger af straffelovens § 81. Gentagelsesvirkningen efter § 247, stk. 1, kan således ikke udløses af voldshandlinger begået før det fyldte 18. år eller i tilfælde, hvor der er forløbet 5 år efter, at den tidligere straf er udstået. Det er desuden en betingelse, at det tidligere forhold var pådømt, inden det nye voldsforhold blev begået.

§ 247, stk. 2, åbner mulighed for at forhøje straffen med indtil det halve, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig ud-sat for vold. Denne bestemmelse sigter navnlig på hyrevognschauffører og privat sundhedsper-sonale som f.eks. vagtlæger samt efter omstændighederne personale ved bl.a. døgnåbne kiosker og tankstationer. Bestemmelsen har i praksis også fundet anvendelse på en række andre lignende persongrupper, sml. Den kommenterede straffelov s. 298 f.

2.6. Efter straffelovens § 248 kan forskyldt straf bortfalde, dels når legemsangreb er udøvet un-der slagsmål, dels når den angrebne har øvet gengæld mod angriberen. Adgangen til at statuere strafbortfald er i begge tilfælde betinget af tilstedeværelsen af ”særlig formildende omstændig-heder”. Første led kan bringes i anvendelse uden hensyn til, hvem der har indledt håndgribelig-hederne, og hvem der er skyld i dem. Andet led sigter på gengældelseshandlinger. Bestemmelsens anvendelse er ikke betinget af tilstedeværelsen af en snæver tidsmæssig sammenhæng med den påsigtede handling. Om § 248 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 299 f.

3. Lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi), jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.1. Bestemmelserne om voldsforbrydelser i §§ 244-246 og 248 fik, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, og ændringerne af strafmaksima i §§ 244-246 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (sml. afsnit 7 nedenfor) i det væsentlige deres nuværende affattelse ved en lovrevision i 1989, jf. lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi). Ved lovrevisionen, der byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, gennemførtes en betydelig forenkling af udformningen af de pågældende bestemmelser.

Om forarbejderne forud for ovennævnte lovrevision kan for så vidt angår § 244 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 238, jf. § 250, og § 252 samt s. 221 f. og 230-31. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 221 samt s. 207 ff., og Straffe-lovskommissionens betænkning af 1923, § 222 samt sp. 341 ff. Desuden kan henvises til Rigs-dagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3383 (§ 244), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5378 (§ 244), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2197-98 (nr. 243), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 243). Endelig kan henvises til Lov Nr. 87 af 15. marts 1939 om Ændringer og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov med Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3749 f. og 3778 f., samt tillæg B, sp. 805 f.

For så vidt angår § 245 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 239 samt s. 222 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 222 samt s. 207 ff., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 223 samt sp. 341 ff. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3383 (§ 245), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5378 (§ 245), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2199 f. (nr. 244), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 244). Endelig kan henvises til Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov med Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3749 f. og 3780.

For så vidt angår § 246 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 240, jf. § 5, samt s. 223. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 223 samt s. 207 ff., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 224 samt sp. 341 ff. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3383 f. (§ 246).

For så vidt angår § 247 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 241, stk. 2, samt s. 223. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 224 samt s. 210, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 225 samt sp. 344. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3384 (§ 247).

Endelig kan for så vidt angår § 248 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 243 samt s. 224 ff. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 225 samt s. 210, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 226 samt sp. 344. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3384 (§ 248), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 529 f. (§ 247).

3.2. Som nævnt i pkt. 3.1 var §§ 244-246 og § 248 i 1989 genstand for en gennemgribende revi-sion, jf. lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi). Formålet var at tilvejebringe en ny og mere enkel udformning af voldsbestemmelserne, så de blev lettere at arbejde med. Til lovforslaget var knyttet nogle bemærkninger om strafudmålingen i voldssager, herunder om behovet for en større nuancering, med sigte på en vis skærpelse af straffene i de grovere tilfælde inden for normalområdet. Den del af lovforslaget, der vedrørte be-stemmelserne om vold, byggede på Straffelovrådets indstilling i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, som Justitsministeriet tiltrådte, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2855 ff. I det følgende, jf. pkt. 3.3 nedenfor, redegøres for Straffelovrådets overve-jelser og forslag om revision af straffelovens voldsbestemmelser. Gennemgangen sker med særlig henblik på rådets overvejelser om strafferammer og strafudmåling i voldssager, herunder i forhold til sager om berigelseskriminalitet.

3.3. Om baggrunden for Straffelovrådets overvejelser fremgår, at der var rejst spørgsmål om, hvorvidt §§ 244-246 var unødigt komplicerede i deres opbygning bl.a. med den virkning, at de ikke blot var vanskelige at forstå for menigmand, men også komplicerede at arbejde med for domstolene, politiet og anklagemyndigheden. Det var også anført, at et mere forenklet regel-grundlag i mange tilfælde ville muliggøre en hurtigere sagsbehandling. Desuden var rejst spørgsmål om, hvorvidt de straffe, der udmåltes i voldssager, kunne anses for passende ikke alene ud fra almen- og specialpræventive synspunkter, men også ud fra en proportionalitetsvurdering af forholdet mellem forbrydelsens grovhed og den forskyldte straf. Om den dagældende retstilstand udtalte Straffelovrådet bl.a., jf. betænkningen s. 137 og 138 ff.:

”I diskussioner om voldsforbrydelser rejses ikke så sjældent det spørgsmål, om de straf-fe, der nu idømmes for vold, er passende og hensigtsmæssige, eller der er anledning til at tilstræbe en skærpelse af straffen for visse voldstyper. Der er grund til at fremhæve, at sådanne vurderinger af det faktiske udmålingsniveau bør holdes adskilt fra overvejelser med hensyn til strafferammerne for vold. Det er næppe hensigtsmæssigt at søge lovtek-sten ændret på en sådan måde, at der heri foreskrives obligatoriske skærpelser eller for-mildelser i forhold til det nugældende strafniveau. Strafferammerne for vold er allerede i dag så rummelige, at de giver plads for praksisændringer både i skærpende og formil-dende retning, og også ved en lovændring bør man fastholde, at strafferammerne bør tillade de variationer i strafudmålingen, som beror på en vurdering af skærpende og formildende omstændigheder i de enkelte tilfælde. Dette har i straffelovrådets lovudkast bl.a. fundet udtryk i et forslag om, at normalrammen for vold fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder (et mindretal foreslår 1 år). En sådan ramme er fuldt tilstrækkelig med henblik på det store flertal af voldstilfælde, hvad enten man i hoved-sagen ønsker at bevare det nuværende udmålingsniveau, eller man ønsker at se en tendens til ændringer i skærpende eller formildende retning.
...
Bestemmelserne i §§ 244-246 har følgende ordlyd:

§ 244
Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straf-fes for legemskrænkelse med bøde eller hæfte.
Stk. 2. Er den angrebne en frugtsommelig kvinde, eller har angrebet på grund af de benyttede redskabers eller midlers art eller de forhold, under hvilke de er udøvet, haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 2 år. Det samme gælder, når den udøvede vold i øvrigt har været særlig rå eller brutal.
Stk. 3. Har legemskrænkelsen haft skade på legeme eller helbred til følge, er straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder bøde. Har mishandling fundet sted, er straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år. Dersom handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 4. Den, som øver vold mod en sagesløs person eller på anden måde an-griber hans legeme, straffes for overfald med fængsel indtil 2 år. Er den udøvede vold af mindre grov beskaffenhed, eller foreligger der forhold af undskyldende karakter, kan straffen nedsættes til hæfte; er den udøvede vold af ringe betydning, eller foreligger der særlig formildende omstændigheder, kan straf af bøde anvendes. Har voldshandlingen medført sådanne følger eller haft en sådan karakter, at den omfattes af bestemmelserne i stk. 2 eller 3, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 5. I de i stk. 1 nævnte tilfælde finder offentlig påtale ikke sted, medmindre almene hensyn kræver det.

§ 245
Den, som tilføjer en anden skade på legeme eller helbred, straffes for legems-beskadigelse med hæfte eller med fængsel indtil 3 år, under særlig formildende omstændigheder med bøde.
Stk. 2. Under de i § 244, stk. 2 og 4, angivne omstændigheder, såvel som når legemsbeskadigelsen har været forbundet med mishandling eller har haft døden eller grov legemsbeskadigelse til følge, er straffen fængsel indtil 8 år.

§ 246
Tilføjer nogen en anden en sådan skade, at han mister eller lider væsentlig for-ringelse af syn, hørelse, taleevne eller forplantningsevne, at han bliver vanfør eller i høj grad vansiret, at han enten for bestandig eller for lang, ubestemt tid bliver uskikket til at udføre sine kaldspligter eller det daglige livs sysler, eller tilføjer han ham anden skade på legeme eller helbred af lige betydning, straffes han for grov legemsbeskadigelse med fængsel fra 1 til 12 år.

Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 blev udtrykket ”sagesløs”, der hidtil havde stået i § 244, stk. 2, udeladt af denne bestemmelse, og i stedet blev stk. 4 indføjet. Desuden tilføjedes stk. 2, sidste pkt., om vold, der er ”særlig rå og brutal”.
...
Bestemmelserne i §§ 244-246 udgør et meget kompliceret system. De vigtigste af de inddelinger, som loven gør brug af, er følgende:

Hvis gerningsmanden har haft forsæt til at påføre en anden skade på legeme eller helbred, henhører forholdet under § 245 eller § 246. Valget mellem disse bestemmelser beror på, hvor alvorlig en skade der har været forsæt til at bevirke.

Har gerningsmanden på den anden side ikke ved voldsudøvelsen haft forsæt til at for-volde legemsskade, anvendes § 244. Grunddeliktet, for hvilket straffen er bøde eller hæfte, består her i, at en person ”øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme” (stk. 1). I stk. 2-4 er imidlertid nævnt en række forhold, der kan bevirke en skærpelse af straffen. Det drejer sig navnlig om vold af særlig grov karakter (stk. 2), om uagtsom legemsskade forårsaget ved forsætlig vold (stk. 3) og endelig om såkaldt ”overfald”, d.v.s. vold udøvet mod en ”sagesløs person” (stk. 4).

I de fleste af de tilfælde, der omfattes af § 244, stk. 2-4, bevirker de kvalificerende om-stændigheder, at strafmaksimum forhøjes til 2 års fængsel. I stk. 3 og 4 er dog også nævnt nogle forhold, der medfører et strafmaksimum på 6 års fængsel. Det gælder dels det forhold, at volden ved uagtsomhed har medført døden eller en grov legemsbeskadi-gelse (stk. 3, 3. pkt.), dels det forhold, at vold mod en sagesløs person tillige er omfattet af en af bestemmelserne i stk. 2 og 3 (stk. 4, sidste pkt.). På den anden side bevirker de kvalificerende omstændigheder i stk. 2-4 ikke i alle tilfælde, at frihedsstraf bliver obli-gatorisk, ligesom de forhøjede maksima i stk. 2-4 ikke siger noget om en obligatorisk forhøjelse af udmålt frihedsstraf. Efter stk. 2 er skærpelsen til fængsel kun fakultativ, d.v.s. at de i stk. 1 nævnte straffe, bøde og hæfte, i princippet er anvendelige. Og både i stk. 3 og stk. 4 er der nævnt tilfælde, hvor bøde kommer i betragtning trods legemsskade eller sagesløshed hos voldens offer. Tankegangen bag disse bøderegler kan udtrykkes således: på grund af kvalificerende omstændigheder er forholdet i princippet grovere end simpel vold efter stk. 1, men på grund af formildende omstændigheder kan det alligevel være af ringe strafværdighed.

Den komplicerede opbygning af § 244 bevirker, at der skal arbejdes med en halv snes forskellige ansvarskategorier, før retten kender den eller de strafferammer, som kommer i betragtning. Hertil kommer de typer af forsætlig legemsbeskadigelse, der henhører under §§ 245 og 246.

I en del sager om slagsmål og vold af mindre alvorlig karakter rejses tiltale efter politi-vedtægternes § 3 ...

I forbindelse med de citerede bestemmelser i politivedtægterne skal nævnes straffelovens § 134 a om straf for deltagere i slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, når de pågældende har handlet efter aftale eller flere i forening. Straffelovrådet foreslår ingen ændring i denne bestemmelse.”

Herefter og på baggrund af en oversigt over strafudmålingen i voldssager, jf. pkt. 3.4 nedenfor, fremkom rådet, idet der herved henvises til betænkningen s. 144 ff., jf. s. 140 ff., bl.a. med følgende principielle og til dels historiske synspunkter om revision af §§ 244-246:

”Efter straffelovrådets opfattelse vil det være hensigtsmæssigt at søge det ovenfor be-skrevne system i §§ 244-246 forenklet. Det kan ske på den måde, at man i loven giver afkald på en detailleret opregning af de omstændigheder, der kan kendetegne en volds-forbrydelse som mere eller mindre grov. I stedet bør man opstille nogle få strafferammer for voldsforbrydelser af forskellige grader af grovhed. Ud over de fordele, som følger af, at reglerne bygges op omkring de væsentligste kriterier og bliver lettere at forstå, vil straffelovrådet pege på, at en forenkling af reglerne kan bidrage til en hurtigere behandling af voldssager.

Om de fleste af de i §§ 244-246 nævnte omstændigheder gælder, at de vil indgå i rettens vurdering af voldens strafværdighed, hvad enten de er nævnt i loven eller ej. Der er grund til at tro, at en række af systemets enkeltregler ikke er af væsentlig betydning for domstolene, når de skal fastlægge strafniveauet for forskellige typer af voldsforbrydel-ser. Som det fremgår af § 244, taler de opregnede kvalificerende omstændigheder ikke i alle tilfælde for anvendelse af frihedsstraf; der kan foreligge ”særlig formildende om-stændigheder”, ”vold af ringe betydning” etc., således at det i realiteten beror på rettens vurdering, hvilken vægt der skal tillægges de i princippet kvalificerende omstændigheder. Det er retten, der skal afgøre, hvilken betydning der skal tillægges det forhold, at flere kvalificerende omstændigheder foreligger samtidig, eller omvendt at der i én men ikke i andre henseender foreligger kvalificeret vold, f.eks. at vold er udøvet mod en sagesløs person uden at have medført legemsskade, eller at legemsskade uagtsomt er påført en person, der kun i nogen grad var sagesløs eller måske slet ikke sagesløs.
...
Det er ... et meget begrænset antal voldssager, der ikke rummes inden for et normalniveau omfattende bøde og frihedsstraf indtil 2-3 måneder. Det forekommer hensigtsmæssigt at søge opstillet en hovedregel eller normalramme, der passer for det store flertal af ordinære voldsforbrydelser. Af alle de i §§ 244-246 nævnte kvalificerende omstændig-heder behøver man kun ved gerningsbeskrivelsen i loven bevare dem, der er nødvendige for at karakterisere de særlig alvorlige voldstyper, for hvilke der må gælde skærpede strafmuligheder uden for normalrammen ...

Et spørgsmål af principiel interesse ... er den strafferetlige bedømmelse af en forsætlig voldshandlings uforsætlige følger (døden eller en skade på legeme eller helbred). Da den nuværende opbygning af voldsbestemmelserne har sammenhæng med synspunkter, der spillede en stor rolle i straffelovens forarbejder for mere end 50 år siden, vil det være praktisk at referere nogle træk af denne historiske baggrund.

Før straffeloven af 1930 kunne selv hændelige følger af en forsætlig handling have en strafskærpende virkning. Straffelovens forarbejder vendte sig med rette mod denne retstilstand, og ved straffelovens § 20 gennemførtes det almindelige princip, at en for-sætlig handlings uforsætlige følger kun kan begrunde strafansvar eller forhøjet straf, så-fremt følgerne kan tilregnes gerningsmanden som uagtsomme. Om tilfælde, hvor en for-sætlig handling (f.eks. vold) har uagtsomt forvoldte følger, hed det i U II mot. s. 208:

”Det, der i disse tilfælde faktisk foreligger, er dog kun et forsætligt Legemsan-greb i ideel Konkurrence med en uagtsom (grovere) Legemsbeskadigelse. Strengt taget behøves der slet ingen Særbestemmelse for dette Tilfælde, idet den fornødne og rimelige Strafskærpelse opnaas ligefrem gennem Anvendelse af de almindelige Sammenstødsregler – forudsat at saavel disse som Straffesatserne for den uagtsomme Forbrydelse er rigtigt afstemte. At dette vil blive Ret-sudviklingens endelige Resultat, tør vistnok ogsaa forudsiges. Naar nærværende Forslag ligesom K.U. (U I) dog bibeholder Særbestemmelser for disse Tilfælde, sker det kun, fordi et stærkt Brud med det tilvante ogsaa i den formelle Ordning, der hidtil ikke har opereret med Sammenstødsreglerne, synes betæn-kelig. Men da dette ikke bør have Indflydelse paa Behandlingens Realitet, er en Regulering nedefter af Straffesatserne for disse Sammenstødstilfælde nødvendig og er derfor ogsaa foretaget i nærværende Forslag.”

Også i U III mot. sp. 341 f. fandt man, at bedømmelsen af forsætlig vold og dens uagt-somme følger ikke nu burde bygge på anvendelse af regler om sammenstød. Det frem-hævedes, at sammenstødsløsningen ville føre med sig, at der for uagtsom grov legems-beskadigelse og uagtsomt manddrab skulle fastsættes strafferammer med et højere mak-simum, end det i øvrigt kunne anses for påkrævet.

På denne baggrund blev det straffelovens ordning, at uagtsomme følger af forsætlig vold blev indbygget i selve voldsreglerne, navnlig i strafforhøjelsesgrundene i § 244, stk. 3, og § 245, stk. 2. Der straffes ikke – som forarbejderne var inde på – i sammenstød, altså således at dommen skal citere både en voldsbestemmelse og en bestemmelse om uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse, og således at straffen skal bestemmes under hensyn til to strafferammer.
...
Straffelovrådet er af den opfattelse, at loven i den nugældende udformning i for høj grad peger på uagtsomme følger som strafskærpelsesgrund. Det forekommer rigtigst, at man ved lovens beskrivelse af strafbar vold mest muligt lægger vægt på voldens beskaffenhed, og strafferammerne for vold af forskellige grovhedsgrader kan tilrettelægges således, at der er plads for de strafskærpelser, som uagtsomme skadevirkninger kan begrunde i det enkelte tilfælde. I modsætning til straffelovens forarbejder – navnlig U II i det citerede stykke – finder straffelovrådet ikke, at der er fordele forbundet med at statuere sammenstød mellem en voldsbestemmelse og bestemmelserne om uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse. Ud over den betænkelighed, som blev nævnt i U III, vil straffelovrådet fremhæve, at det må forekomme mange at være en kunstig løsning, at en person, der kun har begået en voldshandling, dømmes for to forbrydelser.”

Sammenfattende stillede Straffelovrådet forslag om følgende affattelse af §§ 244-246:

”...
§ 244
Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

§ 245
Den, som udøver legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2. Det samme gælder den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden skade på legeme eller helbred.
§ 246
Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige følger, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 8 år.”

Om enkelthederne i forslaget henvises til betænkningen s. 151 ff. Som det fremgår, var der enighed om de foreslåede maksimumstrafferammer i §§ 245 og 246. Ved fastsættelsen af maksimum for fængselsstraf i § 244 delte rådet sig i et flertal og et mindretal, sml. s. 153:

”Et flertal (Elmer, Haulrig, Langkilde, Lindegaard og Rentzmann) foreslår, at straffe-rammens maksimum bliver 1 år og 6 måneder. Som tidligere anført ligger langt de fleste straffe for vold i dag på et væsentligt lavere niveau og kunne uden vanskelighed rummes inden for det af mindretallet foreslåede maksimun på 1 år. Flertallet finder imidlertid, at et maksimum på 1 år og 6 måneder giver større sikkerhed for, at der kan idømmes passende straffe i den grovere del af de voldssager, der vil henhøre under § 244. Flertallet henviser endvidere til, at et maksimum på 1 år og 6 måneder vil være det samme som det, der foreslås af samme flertal i § 285 om berigelsesforbrydelser ...

Et mindretal (Bang og Waaben) foreslår, at maksimum i § 244 fastsættes til 1 års fæng-sel. Det er kun nogle få procent af samtlige voldssager, der i dag henføres til et strafni-veau på mere end 6 måneder, og mindretallet nærer ingen tvivl om, at bestemmelsen om kvalificeret vold i forslagets § 245 vil være anvendelig på de forholdsvis få tilfælde, hvor det kan blive aktuelt at idømme straffe fra 1 til 1 _ års fængsel. Mindretallet tillægger ikke en sammenligning med § 285 om berigelsesforbrydelser nævneværdig betydning, men peger i øvrigt på, at mindretallet i sine bemærkninger om § 285 har stillet forslag om en nedsættelse til 1 år. Om sammenhængen mellem strafferammen og retsplejelovens betingelser for varetægtsfængsling henvises til bemærkninger i kap. 3.7. [Der henvises herved til betænkningen s. 102, hvor mindretallet foreslår en udtrykkelig henvisning til § 244 tilføjet i retsplejelovens § 762, stk. 1, om varetægtsfængsling.]”

3.4. Som det fremgår af pkt. 3.2 og 3.3 ovenfor, begrænsede Straffelovrådet sig ikke til at foreslå en ny og forenklet affattelse af straffelovens bestemmelser om vold. Straffelovrådet foretog også en undersøgelse af de straffe, der udmåltes i voldssager. Om enkelthederne i denne undersøgelse kan henvises til betænkningen s. 140-44 og 145-46 sammenholdt med s. 120. Rådets undersøgelser viste, at ca. 80-85 pct. af udmålte frihedsstraffe for vold i perioden 1979-1984 ikke oversteg 3 måneder, og at de fastsatte straffe i langt de fleste domme ikke oversteg 60 dage. Rådet fandt på den baggrund anledning til at overveje, hvorvidt strafudmålingen i voldssager kunne anses for passende. Om rådets overvejelser og indstilling, som tiltrådtes af Justitsministeriet, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2867, anførtes i betænkningen, jf. s. 157-58:

”Straffelovrådet kan ikke anbefale en almindelig strafskærpelse i sager om vold. Som det er fremhævet af den nordiske strafferetskomité, må man stille sig tvivlende med hensyn til den præventive nyttevirkning af strafskærpelser, medmindre det drejer sig om så drastiske skærpelser, at de ikke vil kunne forsvares som rimelige. Tænker man sig en gennemgående fordobling af udmålingsniveauet i almindelige voldssager – det drejer sig stadig om de mere end 80% af alle sager – ville straffen komme til at ligge på et niveau af indtil 6 måneders fængsel. Men selv om det altså stadig ville være straffe, der ikke kan kaldes langvarige – og som i øvrigt let kunne rummes inden for det af straffelovrådet foreslåede strafmaksimum – ville det dog være åbenbart, at en fordobling af strafmængden i voldssager er en meget indgribende ændring, og straffelovrådet må fra-råde, at der opstilles et sådant mål for udviklingen i retspraksis.

Straffelovrådet finder derimod, at der – i fortsættelse af de foran nævnte strafskærpelser omkring 1980 – bør indtræde yderligere skærpelser med hensyn til nogle af de groveste tilfælde inden for normalområdet, navnlig hvor det drejer sig om såkaldt tilfældig vold af grov karakter. Der kunne formentlig være fordele ved at tilstræbe en lidt større nuan-cering af udmålingen inden for tilfælde, hvor det i dag almindeligvis kun er omkring 1 måned, der skiller de grove fra de mindre grove tilfælde. Grundlaget for en sådan prak-sisændring kan imidlertid ikke lægges ved anvisninger i straffelovens gerningsbeskrivelse, fordi grovhedsmomenterne ikke kan angives i generelle vendinger, uden at lovordene bliver enten for vide eller for snævre. Det er mere naturligt at vente, at spørgsmålet om en vis bevægelighed i sanktionspraksis gøres aktuelt på foranledning af anklage-myndigheden og derefter kommer til at bero på domstolenes bedømmelse.

Hvad angår det ovenfor berørte spørgsmål om eventuelle formildelser, er det straffelov-rådets opfattelse, at der ikke er grund til at anbefale betydelige reduktioner i sanktions-niveauet i voldssager. Det af rådet foreslåede normalmaksimum i § 244 kan ... ikke op-fattes som et signal til en lavere strafudmåling, men er blot udtryk for en tilpasning af lovens hovedregel til det faktiske behov for udmåling i det store flertal af almindelige voldssager. En vis formildelse af sanktionspraksis kan formentlig ske ved en lidt større anvendelse af bøder og betingede domme, herunder betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling ...”

I lovforslagets bemærkninger blev herefter på linje med ovenstående givet udtryk for, at der kunne være behov for en større differentiering i strafudmålingen, navnlig således at straffene i grovere tilfælde inden for normalområdet skærpedes:

”Justitsministeriet deler Straffelovrådets opfattelse, hvorefter der er behov for en større differentiering af strafudmålingen i voldssager indenfor normalområdet. Det er ikke til-fredsstillende, at der i dag almindeligvis kun er en straflængde på omkring én måned, der skiller de grove fra de mindre grove tilfælde inden for normalområdet. En større nu-ancering bør efter Justitsministeriets opfattelse ske ved, at straffene i de grovere tilfælde skærpes. Herved vil der blive skabt et proportionalt forhold i strafudmålingen mellem forskellige typer af voldsforbrydelser indbyrdes. Som grovere tilfælde indenfor normal-området tænkes f.eks. på tilfælde, hvor gerningsmanden overfalder helt sagesløse per-soner med knytnæveslag og/eller spark eventuelt med skade til følge. Er der ved volds-udøvelsen anvendt våben, herunder kniv, falder forholdet udenfor normalområdet og vil være undergivet en væsentlig strengere bedømmelse.”

Straffelovrådet har til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet tilvejebragt supplerende oplysninger om udviklingen i straffens art og længde ved overtrædelse af §§ 244-246 i årene 1995 til 2000, sml. pkt. 10.14 nedenfor.

3.5. I betænkningen om strafferammer og prøveløsladelse stillede Straffelovrådet også forslag om ophævelse af den dagældende bestemmelse i straffelovens § 248, stk. 1, om betydningen af samtyk-ke til legemsangreb, sml. s. 159. Som det fremgår, var der enighed om, at bestemmelsen kunne op-hæves som overflødig. Lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov var på linje hermed, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2870-71.

Betænkningen indeholdt også forslag om ophævelse af den dagældende bestemmelse om vold i gentagelsestilfælde i straffelovens § 247. Om baggrunden herfor hed det, jf. s. 158:

”… Bestemmelsen hjemler en urimeligt vidtgående forhøjelse af strafmaksima i genta-gelsestilfælde, og den synes næsten aldrig at blive anført i voldsdomme. Straffelovrådet kender kun et eksempel fra nyere tid, en Østre landsrets dom fra 1982 ... og i dette til-fælde, hvor der for ret grov vold samt frihedsberøvelse i to timer blev idømt en straf af fængsel i 6 måneder, var anvendelsen af § 247 uden betydning for strafudmålingen. Det er en selvfølge, at der ved udmålingen inden for en strafferamme kan lægges vægt på, at der foreligger gentagen kriminalitet; dette gælder også § 244.”

Dette forslag indgik ikke i det senere lovforslag om revision af straffelovens voldsforbrydelser. Tværtimod blev § 247 ved en senere lejlighed fastholdt og udbygget, jf. herved afsnit 4 nedenfor om lov nr. 366 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatningsloven (Bekæmpelse af vold).

4. Lov nr. 366 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatnings-loven (Bekæmpelse af vold)

4.1. Ved lov nr. 366 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstat-ningsloven (Bekæmpelse af vold) ændredes straffelovens § 247 på flere punkter. Bestemmelsen fik herved sin nuværende affattelse. Ændringen af bl.a. straffeloven var Justitsministeriets bidrag til udmøntningen af en handlingsplan fra 1993 fra den daværende regering om bekæmpelse af vold. Ifølge handlingsplanen var der behov for en forstærket og offensiv indsats mod volden. Handlings-planen indeholdt derfor forslag om en lang række initiativer på forskellige ministerområder til en forstærket indsats over for voldskriminaliteten.

4.2. Lovforslaget, som lovændringen byggede på, tilsigtede en forhøjelse af straffen for voldsfor-brydelser i gentagelsestilfælde med omkring en trediedel i forhold til det hidtil gældende niveau. Forslaget fremsattes i tilknytning til ændringen af § 247 og tilsigtede en tilsvarende forhøjelse af strafniveauet for vold mod personer, der efter karakteren af deres arbejde er særligt udsat for vold, f.eks. hyrevognschauffører. Om overvejelserne i tilknytning til forslaget om strafforhøjelse i genta-gelsestilfælde anførtes i lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 1345 f.:

”Som også anført blev bestemmelserne i straffelovens §§ 244-246 revideret i 1989 bl.a. med henblik på at fastsætte strafferammer, der muliggør en tidssvarende, passende og nuanceret strafudmåling.

Efter Justitsministeriets opfattelse giver denne lovændring i almindelighed mulighed for, at domstolene kan fastsætte straffe for voldskriminalitet, der afspejler forholdets strafværdighed.

Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at foreslå en generel forhøjelse af straf-ferammerne for voldskriminalitet, eller at strafudmålingen generelt øges.

I den offentlige debat om voldskriminaliteten er der flere gange peget på tilfælde, hvor gerningsmanden til en voldsforbrydelse tidligere har begået voldskriminalitet. Den gentagne voldskriminalitet kan i et vist omfang tages til indtægt for, at straffesystemet ikke virker tilstrækkeligt effektivt, og at strengere straffe er påkrævet. Endvidere er net-op den gentagne vold i særlig grad udtryk for ligegyldighed over for samfundets regler og over for hensynet til de uskyldige mennesker, som bliver udsat for voldskriminalitet.

Justitsministeriet har på denne baggrund overvejet, om der kan være grundlag for at skærpe strafudmålingen i tilfælde af gentagen voldskriminalitet.

Som nævnt oven for indebærer den gældende bestemmelse i straffelovens § 247, at straffen for overtrædelse af § 244 og § 245 kan forhøjes med indtil det halve, hvis ger-ningsmanden tidligere er dømt for en voldsforbrydelse. Det er imidlertid en betingelse for, at straffen kan forhøjes, at det tidligere forhold har medført frihedsstraf. Formålet med § 247 er således at gøre det muligt at forhøje strafferammerne i §§ 244 og 245, så-fremt strafudmålingen i det enkelte tilfælde findes at burde gå ud over strafmaksimum i disse bestemmelser. Også ved strafudmålingen inden for strafferammerne i §§ 244 og 245 kan der imidlertid lægges vægt på, at der foreligger gentagen kriminalitet.

Det må antages, at domstolenes hidtidige praksis, hvorefter der i et vist omfang udmåles strengere straffe i tilfælde af gentagen vold, afspejler disse principper. Det forhold, at retterne kun sjældent har behov for at citere bestemmelsen, medfører imidlertid, at det er svært at vurdere præcist, hvilken virkning gentagelsen tillægges.

Desuden kan der være grund til at tillægge også tidligere voldsforbrydelser, der efter de-res karakter ikke har medført frihedsstraf, gentagelsesvirkning.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der gennem en ændret affattelse af § 247 indføres en almindelig gentagelsesvirkning for alle voldsforbrydelser og uanset udfaldet af den tid-ligere voldssag. Lovforslaget tilsigter, at domstolene i tilfælde af gentagelse forhøjer straffen med omkring en trediedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat, bl.a. i lyset af, at der er tale om recidiv. Som eksempel kan nævnes en voldssag, der som førstegangstilfælde i dag ville udløse en straf på f.eks. fængsel i 60 dage, og som bl.a. efter karakteren af den udøvede vold og det tidligere forhold i gentagelsestilfælde ville udløse straf af fængsel i 3 måneder. Gennemføres forslaget, forudsættes det, at dette forhold fremtidig vil udløse en straf af fængsel i 4 måneder.

Gentagelsesvirkningen forventes ikke i alle tilfælde at slå igennem med ganske samme styrke, idet det i nogen grad må afhænge af voldsforholdets nærmere beskaffenhed. Det tilsigtes dog, at den fulde strafforhøjelse med en trediedel generelt skal ske i voldstilfælde inden for normalområdet i modsætning til navnlig de groveste voldssager.

Hvad angår karakteren af det eller de tidligere voldsforhold bemærkes, at dette forholds grovhed ikke i sig selv bør tillægges afgørende betydning. Som eksempel kan nævnes en voldssag, der som førstegangstilfælde ville udløse en straf på f.eks. fængsel i 3 måneder, og hvor gerningsmanden tidligere har begået et relativt ubetydeligt voldsforhold, hvor der f.eks. er idømt bøde, således at der efter gældende praksis ikke ville ske nogen forhøjelse af straffen for det nye forhold. Gennemføres lovforslaget, forudsættes straffen i et sådant tilfælde ligeledes forhøjet, således at sagen udløser en straf af fængsel i 4 måneder.”

4.3. Om den tilsigtede skærpelse i øvrigt fremgår, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at formulere et specielt gerningsindhold rettet mod personer, der er særlig udsat for vold. Disse former for vold er direkte omfattet af §§ 244-246. I lovforslagets bemærkninger hed det videre, jf. anf. st. sp. 1347:

”Derimod kan der være grund til at fastsætte en skærpet strafferamme for sådan krimi-nalitet, bl.a. for derigennem også at højne strafniveauet. Selv om det må antages, at domstolene allerede i dag i et vist omfang ved strafudmålingen tillægger det vægt, om en voldsforbrydelse er udøvet mod en person, der tilhører sådanne særlig udsatte grupper, finder Justitsministeriet det rigtigst, at der i straffeloven indsættes en udtrykkelig regel, hvorefter strafferammen for vold, der udøves mod disse grupper, forhøjes med indtil det halve, og således, at retterne ved strafudmålingen i sådanne sager skærper straffen med omkring en trediedel i forhold til det nugældende niveau.

Herved opnås tillige en vis tilnærmelse til det strafferetlige værn, der bl.a. efter straffe-lovens § 119 ydes personer i offentlig tjeneste eller hverv.”

5. Lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af straffeloven, våbenloven og lov om restaurati-ons- og hotelvirksomhed m.v. (Skærpelse af straffen for særlig grov vold og for besiddelse af knive og slagvåben, sikkerhedsmæssige krav til restaurationers indretning m.v.)

5.1. Som nævnt i afsnit 4 ovenfor ændredes i 1994 straffelovens § 247 med henblik på en skærpelse af straffene for vold i gentagelsestilfælde og for overfald på hyrevognschauffører m.fl. I 1997 blev der taget initiativ til en skærpelse af straffene for særlig grov vold. Skærpelsen udmøntedes i en række ændringer bl.a. af straffelovens §§ 245 og 246, jf. lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af straffeloven, våbenloven og lov om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. (Skærpelse af straffen for særlig grov vold og for besiddelse af knive og slagvåben, sikkerhedsmæssige krav til restaurati-oners indretning m.v.).

Formålet med lovændringen var ifølge lovforslagets bemærkninger ”en massiv og bred indsats mod volden”. Med lovændringen tilsigtedes, at voldskriminaliteten skulle ”tages i opløbet gennem en samlet, koordineret indsats over for den enkelte, der indeholder både sociale, præventive og straf-fende virkemidler”. Indsatsen var opfølgning på voldspakken fra 1994. Med 1997-lovændringen ønskede regeringen ”at fortsætte og intensivere kampen mod volden med hovedvægten på en bred social indsats, som skal forebygge, at unge udvikler sig til voldsmænd ”, sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3199.

5.2. Som led i den beskrevne indsats indeholdt lovforslaget bl.a. forslag om skærpelse af straffen for de groveste tilfælde af vold. Forslaget indebar, at straffen inden for de gældende strafferammer for-højedes med gennemgående 1 år i de sager, hvor der efter hidtidig praksis idømtes fængsel i over 1 år. Om udmøntningen af den tilsigtede strafskærpelse anførtes i lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. anf. st. s. 3206:

”Efter regeringens opfattelse bør der ikke – herunder på baggrund af lovændringerne i 1989 og 1994 – gennemføres en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldssager. Hverken voldsstatistikken eller de foreliggende undersøgelser fra de senere år af voldens omfang og karakter giver grundlag herfor.

Hertil kommer, at man i forbindelse med en forstærket bekæmpelse af volden bør prio-ritere den forebyggende og sociale indsats højt, ikke mindst i forhold til de unge.

Det er imidlertid samtidig regeringens opfattelse, at det som led i en afbalanceret styr-kelse af indsatsen bør være et element, at straffen i de groveste voldstilfælde forhøjes. Det er navnlig i disse sager, hvor ofret lider betydelig skade ved meget grove og farlige former for vold, at der er et særligt behov for en markant afstandtagen fra samfundets side.

Det foreslås derfor at skærpe straffen i de groveste voldstilfælde. Dette skal ske ved in-den for de eksisterende strafferammer at forhøje straffen med gennemgående 1 år i de sager, der falder ind under straffelovens to bestemmelser om den grove vold (§§ 245 og 246), og hvor der i dag idømmes fængsel i over 1 år. Straffen skal således eksempelvis forhøjes fra 2 til 3 år. En sådan forhøjelse vil efter den seneste domsstatistik omfatte ca. 40 sager om året, dvs. de allergroveste sager efter § 245 (ca. 20) og stort set alle sager efter § 246 (ca. 20).
...
Den ovennævnte strafskærpelse af tilfælde, der falder ind under § 245, foreslås gennem-ført ved at indsætte et nyt punktum i stk. 1 med følgende ordlyd:

”Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.”

Samtidig skal der gennemføres en sproglig konsekvensændring af stk. 2, der foreslås af-fattet således:

”Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 4 år.”
...
Strafskærpelsen inden for § 246 foreslås gennemført ved at ændre ordene ”haft så al-vorlige følger” til: ”haft så alvorlige skader eller døden til følge” ...”

Af lovforslagets bemærkninger fremgik videre, at strafskærpelsen tilsigtedes at slå fuldt ud igennem i alle sager bortset fra de tilfælde, der ligger i det øverste område op imod strafferammens daværende maksimum på 8 års fængsel. Strafskærpelsen skulle også indtræde, hvor der dømmes for andre overtrædelser begået i forbindelse med volden, f.eks. trusler og frihedsberøvelse. Med strafskærpel-sen tilsigtedes ingen ændring med hensyn til afgrænsningen af anvendelsesområdet for §§ 245 og 246.

6. Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161)

6.1. Som nævnt i pkt. 1.2 ovenfor har spørgsmålet om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf i de senere år indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget. Bl.a. den 2. februar 2001 fremsatte medlemmer af Venstre (V) og Det Konservative Folkeparti (KF) forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161). Lovforslaget indeholdt bl.a. en skærpelse af maksimumstrafferammerne for vold, så rammen i § 244 æn-
dredes fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til 3 års fængsel, og rammen i § 245, stk. 1 og 2, fra 4 til 6 års fængsel. Endelig foresloges rammen i § 246 ændret fra 8 til 10 års fængsel. Om baggrunden herfor anførtes i bemærkningerne bl.a., at ”[f]orslagsstillerne finder, at straffeloven skal give udtryk for samfundets markante afstandtagen fra forbrydelser mod den enkeltes legeme og frihed og gennem forhøjelsen af strafferammerne tilkendegive, at beskyttelsen af den enkeltes kønsfrihed og legeme skal vurderes højere”. Det hed videre, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 4435:

”Der er efter forslagsstillernes opfattelse i den gældende straffelov et misforhold mellem beskyttelsen af økonomiske værdier på den ene side og beskyttelsen af kønsfrihed og det menneskelige legeme på den anden side. Denne skævhed bør efter forslagsstillernes opfattelse oprettes ved idømmelse af højere straffe for vold og voldtægt.”

6.2. Med lovforslaget tilsigtede forslagsstillerne ifølge bemærkningerne, jf. anf. st., en forhøjelse af strafniveauet for bl.a. vold med ”mindst en tredjedel i forhold til det gældende strafniveau, dog at den uprovokerede vold på åben gade bør straffes markant højere end i dag. Afstanden mellem straffen for f.eks. værtshusvold på den ene side og gadevold på den anden side bør ikke mindst inden for straffelovens § 244´s område være større …” Disse synspunkter uddybedes andetsteds i lovforsla-gets bemærkninger således, jf. anf. st., s. 4436 og s. 4438-39:

”Forslagsstillerne ønsker særligt at fremhæve, at der med skærpelsen i strafferammen i § 244 tilsigtes en særlig markant skærpelse af straffen i de tilfælde, hvor volden sker fuldkommen uprovokeret mod et offer, som voldsmanden ikke har haft forudgående kontakt med.

Forslagsstillerne ønsker i den forbindelse at fremhæve, at vold på åben gade mod et ukendt offer, uanset voldens karakter og grovhed i øvrigt og uanset skadens art, alt andet lige skal udløse en markant strengere ubetinget fængselsstraf end efter hidtidig rets-praksis. Der er for lille afstand mellem strafniveauet for værtshusvold og vold på åben gade mod tilfældigt forbipasserende.

Det anføres ofte, at strafferammerne er gode nok, men at domstolene ikke udnytter dem. Da forslagsstillerne ønsker at videreføre princippet om, at den lovgivende magt ikke skal lovgive for konkrete sager og ikke gennem straffeloven ønsker at give direktiver, der indsnævrer domstolenes mulighed for konkrete afgørelser, kan formålet, at få udmålt højere straffe, bedst gennemføres gennem en forhøjelse af strafferammerne. Derved pålægges det domstolene generelt at hæve straffene.

…Forslagsstillerne finder, at baggrunden for voldsudøvelsen bør tillægges større vægt. Alt andet lige bør den helt umotiverede voldsudøvelse over for helt tilfældige ofre, hvor der ikke tidligere har været kontakt mellem gerningsmand og offer, også uden at offeret er påført fysiske skader, under alle omstændigheder betragtes som særlig groft, hvilket bør give sig udslag i strafudmålingen.

Det er ofte helt tilfældigt, om en udøvet vold medfører skader på offeret.

Strafniveauet for vold ønskes generelt hævet med en tredjedel, dog skal straffen hæves yderligere for den vold, der i dag efter straffelovens § 244 udmåles med meget lave straffe, uagtet der er tale om meningsløs gadevold, men uden at offeret har pådraget sig varig fysisk skade. Ofte beror det mere på held end forstand, at offeret ikke kommer til skade, og forslagsstillerne finder det helt uacceptabelt, at sådanne voldstilfælde ofte kun medfører en straf på en, to eller højst tre måneders fængsel. Retspraksis skal afspejle hensynet til det konkrete offer og hensynet til borgernes tryghed.

… Forskellen på bedømmelsen af den vold, der følger efter forudgående klammeri, og den helt uprovokerede gadevold skal være langt mere markant. At klammeri ender med vold, er i sig selv så primitivt, at samfundet gennem straffelovens strafferammer må vise sin afsky. Men dette er dog for intet at regne mod den vold, der udøves mod helt tilfældige mennesker, der færdes på gader og veje, og som overfaldes, fordi de efter ger-ningsmandens opfattelse har et udseende, han ikke bryder sig om, eller fordi gernings-manden synes, det er sejt at slå andre. Uanset forbryderens forklaringer må det slås fast, at der aldrig ved den uprovokerede gadevold kan være noget som helst motiv, der kan bruges som undskyldning for en mildere straf. Enhver voldsudøvelse over for forbipas-serende burde aldrig udmåles med mindre end et halvt års fængsel. Selv mindre skader bør medføre en tilsvarende forhøjelse af straffen.”

6.3. Lovforslagets bemærkninger om vold indeholdt også en tilkendegivelse om straffelovens § 247 om vold i gentagelsestilfælde mv. Således gav forslagsstillerne udtryk for, at bestemmelsen bør slå langt mere markant igennem, og at domstolene i højere grad bør citere bestemmelsen, når den bringes i anvendelse. Endvidere opfordrede forslagsstillerne til en skærpelse af strafudmålingen i tilfælde, hvor ”flere optræder i flok og situationen udvikler sig uden forudgående planlægning”, sml. anf. st. s. 4439:

”Forslagsstillerne ønsker ikke … at ændre på bevisreglerne, men ønsker at tilkendegive, at den faktiske omstændighed, at en voldsudøvelse har haft flere gerningsmænd, uanset om den enkeltes rolle præcist kan bevises, som regel må betragtes som en skærpende omstændighed, således forstået, at den person, hvorom anklagemyndigheden kun kan bevise en mindre rolle, må idømmes en strengere straf, end det ville have været tilfældet, hvis vedkommende havde været alene om voldsudøvelsen. Den voldsudøvelse, der finder sted på åben gade, forhindrer ikke en eller flere i flokken i at forlade gerningsstedet, inden volden begås eller udvikler sig, efter at offeret f.eks. er slået ned og volden herefter antager grovere former ved f.eks. spark. Forhindrer man ikke voldsudøvelsen, eller forlader man ikke gerningsstedet for at tilkalde politiet, må man finde sig i at blive draget til ansvar.”

6.4. Om lovforslagets behandling i Folketinget kan henvises til Folketingstidende 2000-01, s 4434 ff. og tillæg B, s. 1249 f. Som det fremgår, forkastedes lovforslaget ved tredjebehandlingen den 31. maj 2001, idet 56 (V, KF, DF, CD, Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP) stemte for, 59 (S, SF, RV og EL) imod; 2 (KRF) stemte hverken for eller imod. Lovforslaget genfremsattes som L 2 den 3. oktober 2001, men bortfaldt ved afholdelse af folketingsvalg den 20. november 2001.

7. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbe-skadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneske-smugling og menneskehandel mv.)

7.1. Den 26. februar 2002 fremsatte justitsministeren (Lene Espersen) forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyr-relse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (L 118), sml. nu lov nr. 380 af 6. juni 2002. Med loven forhøjes bl.a. strafferammerne i straffelovens §§ 244-46. Strafferammen for simpel vold i § 244 forhøjes fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 3 år. Strafmaksi-mum i § 245 om kvalificeret vold forhøjes fra 4 til 6 års fængsel, og strafmaksimum på fængsel indtil 8 år i § 246 om bl.a. vold med døden til følge sættes op til fængsel indtil 10 år.

7.2. I lovforslagets bemærkninger er der taget højde for, at de foreslåede skærpelser af strafferam-merne for vold indvirker på det arbejde, der pågår i Straffelovrådet om revision af strafferammesy-stemet, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2929:

”Justitsministeriet er opmærksom på, at de foreslåede forhøjelser af de nuværende staf-ferammer kan rejse spørgsmål om ændring af andre bestemmelser i straffeloven. For at sikre en sammenhængende regulering har Justitsministeriet derfor i december 2001 an-modet Straffelovrådet om, at rådets igangværende gennemgang og vurdering af straffe-rammerne i straffeloven foretages bl.a. i lyset af de strafskærpelser, der er indeholdt i nærværende lovforslag, og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget. Justitsmini-steriet har anmodet Straffelovrådet om at søge af afslutte arbejdet inden den 1. juli 2002.”

7.3. Med loven tilsigtes en forhøjelse af strafniveauet i voldssager med omkring en tredjedel i forhold til det hidtidige strafniveau. Det forhøjede strafniveau skal anvendes i sager omfattet af §§ 245 og 246 og ”som overvejende hovedregel” også i sager efter § 244. Det er ifølge bemærkningerne ikke hensigten, at de foreslåede forhøjelser skal give sig udslag i en øget anvendelse af betingede domme efter straffelovens § 56, kombinationsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Om den tilsigtede strafskærpelse fremgår i øvrigt bl.a., jf. anf. st. s. 2934-35:

”Forslaget tilsigter, at straffen i voldssager gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. Det forhøjede strafniveau på omkring en tredjedel skal efter forslaget anvendes i de sager, der falder ind under straffelovens to bestemmelser om den grove vold (straffelovens § 245 og § 246). Det forudsættes således f.eks., at en sag om vold efter straffelovens § 245, der i dag af domstolene straffes med 3 måneders fængsel, efter lovændringen skal straffes med 4 måneders fængsel.

Vold omfattet af straffelovens § 244 har ikke tilsvarende grove karakter som vold, der falder ind under §§ 245 og 246. Også når der er tale om simpel vold, som skal bedømmes efter § 244, vil der imidlertid ofte foreligge en sådan alvorlig krænkelse af ofret, at der efter Justitsministeriets opfattelse er behov for en skærpelse af straffene.

Forslaget tilsigter derfor, at den nævnte forhøjelse med omkring en tredjedel i forhold til nuværende praksis som overvejende hovedregel ligeledes skal slå igennem i voldssager, der er omfattet af straffelovens § 244. Det gælder f.eks. sager om såkaldt gadevold, hvor gerningsmanden på gaden eller tilsvarende steder overfalder en person, som gernings-manden ikke kender, og hvor ofret hverken ved ord eller handling kan siges at have for-anlediget volden. Her bør der således ske en forhøjelse af strafniveauet også i de tilfælde, hvor gadevolden ikke har haft en så grov karakter, at forholdet er omfattet af §§ 245 eller 246. Det samme gælder med hensyn til f.eks. sager om såkaldt familievold - det vil sige vold mod en ægtefælle, samlever eller kæreste mv. - samt sager om vold mod børn.

Samtidig med, at der som overvejende hovedregel tilsigtes en forhøjelse af strafniveauet med omkring en tredjedel i sager om vold efter straffelovens § 244, er der efter Justits-ministeriets opfattelse grund til at tilstræbe en vis yderligere nuancering af strafniveauet i sager om simpel vold, alt efter hvilken type af voldssag der er tale om. Selv om også simpel vold opstået i forbindelse med værtshusbesøg mv. kan indebære en alvorlig krænkelse af ofret, finder Justitsministeriet således ikke, at der i sager af denne karakter – sammenlignet med f.eks. sager om såkaldt gadevold eller vold mod børn – er tilstræk-kelig anledning til generelt at forhøje strafniveauet. Den nævnte strafforhøjelse i sager efter straffelovens § 244 tilsigter derfor ikke at slå igennem i sager om såkaldt restaura-tionsvold.”

8. § 119 (visse forbrydelser mod offentlig myndighed)

8.1. Gældende ret mv.

8.1.1. Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.

Endvidere straffes efter stk. 2 den, som uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.

Straffen er i begge tilfælde fængsel indtil 6 år. Foreligger formildende omstændigheder, er straffen bøde.

Til § 119, stk. 1 og 2, føjes i stk. 3 en bestemmelse om straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for den, der ellers lægger nogen af de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv.

De offentlige myndigheder mv., der omfattes af § 119, er myndigheder mv., som indgår i den stats-lige og kommunale administration og offentlige virksomhed i øvrigt, jf. Den kommenterede straffelov s. 34.

§ 119 er ved lov udvidet til også at omfatte visse udenlandske tjenestemænd mv. Det gælder bl.a., når forholdet er begået mod embedsmænd fra en anden stat under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 12 og 13 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artikel 18 og 20 i 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Der henvises til § 3, stk. 1, i lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold).

§ 119 finder også anvendelse, når forholdet er begået mod polititjenestemænd fra et andet Schen-genmedlemsland mv. under udførelse af opgaver i Danmark efter Schengenkonventionens artikel 40 og 41, jf. lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen § 3, stk. 2. § 119 er tillige gjort anvendelig, når forholdet er begået mod polititjenestemænd fra Sverige under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 6-8 i Aftale af 6. oktober 1999 mellem Kongeriget Danmarks regering og Kongeriget Sveriges regering om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen, jf. lov nr. 318 af 9. maj 2000 om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen § 5.

Endelig kan henvises til lov nr. 482 af 7. juni 2001 om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) § 2, stk. 2, der udvider § 119 til også at omfatte toldembedsmænd fra EU-lande.

Som det fremgår, retter gerningsbeskrivelsen i § 119 sig i et vist omfang mod forhold, der i sig selv er strafbare efter andre bestemmelser, herunder § 244. § 119, stk. 1, antages at absorbere straf efter § 244, men ikke ansvar pådraget efter §§ 245 eller 246, jf. herved Den kommenterede straffelov s. 34 ff., hvortil der også kan henvises for så vidt angår § 119 i øvrigt.

8.1.2. Når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000) har bestemmelserne, der nu er placeret i § 119 som stk. 1 og 3, været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til disse bestemmelser kan henvises til Straf-felovskommissionens betænkning af 1912, §§ 134 og 139 samt s. 157-58 og 160. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 119, stk. 1 og 2, samt s. 127-30, og Straffelovskommissio-nens betænkning af 1923, § 122 samt sp. 231-34. Desuden kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3338-39 (§ 124), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5362 (§ 119), Rigsdagsti-dende 1928-29, tillæg B, sp. 2177-78 (§§ 119 og 121), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 120).

Om baggrunden for indføjelsen af bestemmelser med en skærpet maksimumstrafferamme for vold mv. mod myndighedspersoner o. lign. anføres i forarbejderne bl.a. (Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3338):

”… For disse Personers Vedkommende er der Trang til en særlig Beskyttelse, fordi deres Stilling medfører, at de i særlig Grad er udsatte for Angreb, som de i Paragrafferne [§§ 124-126 svarende til den nugældende straffelovs §§ 119-121] omhandlede, og fordi Hensynet til Ro og Orden i Samfundet kræver, at der ikke lægges disse Personer som udøvere af Samfundsmagten indadtil Hindringer i Vejen for den fri Udøvelse af deres Tjeneste eller Hverv.”

8.2. Tidligere ændringer af § 119

8.2.1. Ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 indsattes bestemmelsen i § 119, stk. 2, idet det daværende stk. 2 samtidig blev stk. 3. Formålet med denne lovændring var at sikre en udvidet beskyttelse af personer, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrø-rende håndhævelse af statens straffemyndighed. Der henvises til Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3770-71.

8.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

8.3.1. Ved drøftelsen af strafferammerne i § 119 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse var der – foruden om de ændringer, som efterfølgende er gennemført som led i af-skaffelsen af hæftestraffen – enighed om at foreslå maksimumstrafferammen for forhold omfattet af stk. 1 og 2 nedsat fra 6 til 4 års fængsel. Som begrundelse herfor henvistes til rådets samtidige forslag om en maksimumstrafferamme på 4 år i § 245 om kvalificeret vold. Med forslaget tilsigtedes ingen ændring i den udmålingspraksis, som fulgtes i sager om vold mod politiet o. lign., sml. s. 207.

9. Fremmed ret

9.1. I det følgende omtales bestemmelserne om vold mv. i Finland (pkt. 9.1.1), Norge (pkt. 9.1.2) og Sverige (pkt. 9.1.3). Herefter redegøres for nyere statistiske oplysninger om straffen for volds-forbrydelser i disse lande.

9.1.1. Bestemmelser om forsætlig vold findes for så vidt angår Finland i straffelovens 21. kap. ”Om brott mot liv och hälsa”. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”5 §. Misshandel. Den som begår fysiskt våld mot någon eller som utan att begå sådant våld skadar någons hälsa, tillfogar honom smärta eller försätter honom i medvetslöshet eller något annat motsvarande tillstånd, skall för misshandel dömas till böter eller fän-gelse i högst två år.
Försök är straffbart.

6 §. Grov misshandel. Om vid misshandel
1) någon tillfogas svår kroppsskada eller en allvarlig sjukdom eller försätts i livshotande läge,
2) brottet begås på ett synnerligen rått eller grymt sätt eller
3) används skjut- eller eggvapen eller något annat jämförbart livsfarligt hjälpmedel
och brottet även bedömt som helhet är grovt, skall gärningsmannen för grov miss- handel dömas till fängelse i minst sex månader och högst tio år.
Försök är straffbart.

7 §. Lindrig misshandel. Om misshandeln, med hänsyn till att våldet, kränkningen av den kroppsliga integriteten eller den skada som tillfogats offrets hälsa har varit mindre betydande eller med beaktande av andra omständigheter vid brottet, bedömd som en helhet är ringa, skall gärningsmannen för lindrig misshandel dömas till böter.

12 §. Deltagande i slagsmål. Den som genom fysiskt våld eller någon annan gärning deltar i ett slagsmål eller ett överfall, som flera tager del i och där någon antingen dödas eller avsiktligen tillfogas svår kroppsskada eller allvarlig sjukdom, skall om han har anledning att befara en sådan följd av slagsmålet eller överfallet, för deltagande i slagsmål dömas till böter eller fängelse i högst två år.”

9.1.2. I den norske straffelov findes bestemmelser om forsætlig vold i §§ 228-32. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”§ 228. Den, som øver Vold mod en andens Person eller paa anden Maade fornærmer ham paa Legeme, eller som medvirker hertil, straffes for Legemsfornærmelse med Bøder eller med Fengsel indtil 6 Maaneder.
Har Legemsfornærmelsen tilfølge Skade paa Legeme eller Helbred eller betydelig Smerte, kan Fængsel indtil 3 Aar anvendes, men indtil 5 Aar, hvis den har Døden tilfølge, eller Skaden er betydelig.
Er en Legemsfornærmelse gjengjældt med en Legemsfornærmelse, eller er ved en saadan en forudgaaende Legemsfornærmelse eller Ærekrænkelse gjengjældt, kan den lades straffri.
...

§ 229. Den, som skader en anden paa Legeme eller Helbred eller hensetter nogen i Afmagt, Bevidstløshed eller lignende Tilstand, eller som medvirker hertil, straffes for Legemsbeskadigelse med Fængsel indtil 3 Aar, men indtil 6 Aar, saafremt nogen Sygdom eller Arbeidsudygtighed, der varer over 2 Uger, eller en uhelbredelig Lyde, Feil eller Skade er voldt, og indtil 8 Aar, såfremt Døden eller betydelig Skade paa Legeme eller Helbred er blevet Følgen.

§ 230. De i §§ 228 og 229 bestemte Straffe kan forhøies med indtil en Halvdel, saafremt den skyldige tidligere er straffet for nogen Forbrydelse af voldsom Art.

§ 231. Den, som bevirker eller medvirker til, at en anden tilføies betydelig Skade paa Legeme eller Helbred, straffes for grov Legemsbeskadigelse med Fængsel i mindst 2 Aar. Har han handlet med Overlæg, kan Fængsel inntil 21 år anvendes, saafremt Forbrydelsen har havt Døden tilfølge.

§ 232. Er nogen i §§ 228-231 nævnt Forbrydelse forsætlig udført paa en særlig smer-tevoldende Maade eller ved hjelp av Gift eller andre Stoffe, der er i høi Grad farlige for Sundheden, eller ved Kniv eller andet særlig farlig Redskab, eller under andre særdeles skjerpende omstendigheter, blir altid Fængsel at idømme, og kan for Forbrydelsen mod § 231 Fængsel inntil 21 år i ethvert Tilfælde anvendes samt ellers Straffen forhøies med indtil 3 Aar. Straffen i § 228 første ledd forhøyes likevel bare med inntil 6 måneders fengsel, samtidig som bøter fortsatt kan idømmes. Ved avgjørelsen av om andre særdeles skjerpende omstendigheter foreligger, skal det særlig legges vekt på om overtredelsen er begått mot en forsvarsløs person, om den er rasistisk motivert, om den er skjedd uprovosert, om den er begått av flere i fellesskap, og om den har karakter av mishandling.

§ 233 a. Den som inngår forbund med noen om å begå en handling som nevnt i § 231 eller § 233 [om drab], straffes med fengsel inntil 10 år.”

9.1.3. Bestemmelser om forsætlig vold er i den svenske straffelov (Brottsbalken) optaget i 3. kap. ”Om brott mot liv och hälsa”:

”5 § Den som tillfogar en annan person kroppsskada, sjukdom eller smärta eller försätter honom eller henne i vanmakt eller något annat sådant tillstånd, döms för
misshandel till fängelse i högst två år eller, om brottet är ringa, till böter eller fängelse i högst sex månader.

6 § Är brott som i 5 § sägs att anse som grovt, skall för grov misshandel dömas till fängelse, lägst ett och högst tio år.
Vid bedömande huruvida brottet är grovt skall särskilt beaktas, om gärningen var livsfarlig eller om gärningsmannen tillfogat svår kroppsskada eller allvarlig sjukdom eller eljest visat särskild hänsynslöshet eller råhet.”

9.2. Europarådet udgav i 1999 en rapport om komparativ europæisk kriminalstatistik, European Sourcebook of Crime and Criminal Justice Statistics, udarbejdet af en europæisk ekspertgruppe. Rapporten omfatter oplysninger om kriminalitet og straf for årene 1990 til 1997. En opdatering af rapporten er under udarbejdelse, idet der nu er indsamlet oplysninger for årene 1995 til 2000. De følgende oplysninger om vold i de nordiske lande i 1999 er primært hentet fra den europæiske stati-stik. Der er endvidere suppleret med oplysninger fra Nordic Crime Statistics 1950-2000 (også under udgivelse) og fra nordiske kriminologer med særligt kendskab til den nationale kriminalstatistik.

9.2.1. Europarådsstatistikken giver en definition på de former for vold, statistikken skal omfatte. Med vold forstås “forsætligt at tilføje en anden person fysisk skade” (inflicting bodily injury on another person with intent). Følgende forbrydelser er ikke omfattet af denne definition: Vold med døden til følge; trusler; handlinger, der alene medfører smerte, men ikke skade; slag og stød; seksuel vold. I rapporten fra 1999 nævnes, at i forhold til denne definition afviger alle de nordiske landes statistikker ved også at inkludere slag, stød og andre handlinger, som alene forårsager smerte. Dan-mark og Norge inkluderer endvidere vold med døden til følge, og Finland inkluderer også trusler. De straffelovsparagraffer, de enkelte landes voldsstatistikker bygger på, er følgende: Danmark: §§ 244-246; Finland: Kapitel 21, §§ 5-7; Norge: §§ 228-229 og § 231; Sverige: Kapitel 3, §§ 5-6.

9.2.2. Nedenstående tabel oplyser om antallet af anmeldelser for vold i de nordiske lande i 1999. Som det ses, er der meget store variationer mellem landene, idet der – i forhold til antallet af ind-byggere – er anmeldt færrest voldsforbrydelser i Danmark og flest i Sverige. Antallet af anmeldte voldsforbrydelser pr. 100.000 indbyggere er mere end tre gange større i Sverige end i Danmark. Rækkefølgen er i øvrigt Danmark, Norge, Finland og Sverige.
 
Antal anmeldte
voldsforbrydelser
Anmeldelser pr.
100.000 indbyggere
Antal strafferetlige
afgørelser
Afgørelser pr.
100.000 indbyggere
Danmark 8973 183 4214 79
Finland 26223 537 8299 161
Norge 12884 310 2513 56
Sverige 59918 663 7963 90

Forskellen i anmeldelsestallene behøver ikke at afspejle reelle forskelle i befolkningernes risiko for at blive udsat for vold, men kan bero på forskelle i anmeldelsestilbøjeligheden og i måden, politiet registrerer voldsforbrydelser på. I Sverige registrerer politiet eksempelvis hvert enkelt specificerede tilfælde af vold ved anmeldelse af vold i parforhold. Det sker ikke i Danmark.

At politiets registreringspraksis antagelig influerer betydeligt på anmeldelsestallene, bekræftes af de to sidste kolonner i tabellen. Heraf fremgår antallet af strafferetlige afgørelser for vold i 1999 og antallet af afgørelser pr. 100.000 indbyggere. Som det ses, er variationen mellem de nordiske lande betydeligt mindre for antallet af afgørelser pr. 100.000 indbyggere end for antallet af anmeldelser pr. 100.000 indbyggere, hvilket bl.a. beror på, at forskelle i registreringspraksis – som den nævnte – udjævnes, idet afgørelser er en mere ensartet tælleenhed. Rækkefølgen er her Norge, Danmark, Sve-rige og Finland. På baggrund af øvrige oplysninger kan det med forsigtighed antages, at såvel denne rækkefølge som størrelsesforholdet mellem antallet af afgørelser pr. 100.000 indbyggere afspejler de reelle forskelle i offerrisikoen landene imellem.

9.2.3. Der er markante forskelle mellem de nordiske lande med hensyn til arten af de sanktioner, der anvendes i forbindelse med voldsforbrydelser, jf. nedenstående tabel. Bøder er således den mest dominerende sanktion i Finland, mens den sjældent anvendes i Danmark. I Danmark er det derimod de ubetingede frihedsstraffe, der dominerer, idet godt halvdelen af de strafferetlige afgørelser for vold i Danmark er ubetingede frihedsstraffe, mens det drejer sig om ca. en tredjedel i Norge, ca. en fjerdedel i Sverige og en tiendedel i Finland. Det skal tilføjes, at der idømmes ubetinget frihedsstraf i flere af voldssagerne i Finland, men en del af disse domme ændres efterfølgende til samfundstjeneste, idet dommere i Finland er forpligtede til at overveje spørgsmålet om samfundstjeneste som alternativ til alle domme med en udmålt straf på op til 8 måneders fængsel. Samfundstjenestedommene er fratrukket de ubetingede domme i statistikken.
  Bøder Ikke-friheds-berøvende
sanktioner og tiltag
Betingede
domme
Ubetingede
domme
Andre
afgørelser 
I alt I alt (N)
Danmark 6% 11% 29% 51% 3% 100% 4214
Finland 68% 4% 16% 10% 2% 100% 8299
Norge 48% 2% 17% 32% 0% 100% 2513
Sverige 26% 39% 10% 26% 0% 100% 7963

Det bemærkes, at kategorien ”ikke-frihedsberøvende sanktioner og tiltag” bl.a. kan omfatte sam-fundstjeneste, tiltalefrafald og andre særlige tiltag, f.eks. den svenske sanktion skyddstillsyn.

En væsentlig del af de mange danske ubetingede frihedsstraffe er, som nedenstående tabel indikerer, forholdsvis korte. Den gennemsnitlige straflængde i Danmark i 1999 var således 3 måneder mod 4 måneder i Norge, 6 måneder i Sverige og 8 måneder i Finland. På trods af disse forskelle i straflængderne er strafmassen pr. afgørelse, dvs. den samlede strafmasse divideret med det samlede antal afgørelser, alligevel noget større i Danmark end i de øvrige nordiske lande. Det ses af tabellens sidste kolonne. Fordeles den samlede strafmasse for vold ligeligt på alle afgørelser for vold, ville det således blive til 51 dage pr. afgørelse for Danmarks vedkommende, 45 dage i Norge, 33 dage i Sverige og 25 dage i Finland.
 
 
 
  Den gennemsnitlige længde af 
de ubetingede frihedsstraffe
Strafmasse pr afgørelse 
Danmark 3,3 mdr. 51 dage
Finland 8,3 mdr. 25 dage
Norge 4,2 mdr. 33 dage
Sverige 6,3 mdr. 45 dage

Sammenlignet med de øvrige nordiske lande anvender Danmark således hyppigere ubetingede domme i voldssager, og strafmassen pr. afgørelse for voldsforbrydelser er også større i Danmark end i især Finland og Norge.

10. Statistisk undersøgelse af domspraksis

10.1. Om Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis henvises til denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III. I undersøgelsen indgår en analyse af strafudmålingen i sager om vold, jf. s. 141-188. Hermed sigtes til følgende lovovertrædelser: vold mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 1), trusler mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 2), lægge hindringer i vejen for udførelse af offentlig tjeneste (§ 119, stk. 3), simpel vold (§ 244), kvalificeret vold (§ 245, stk. 1), skadeforvoldelse (§ 245, stk. 2), særlig alvorlig vold uden døden til følge (§ 246), samt særlig alvorlig vold med døden til følge (§ 246).

I det følgende redegøres først for resultaterne af den samlede voldsundersøgelse, jf. pkt. 10.2-10.5 nedenfor. Herefter omtales undersøgelsens resultater med hensyn til de enkelte kriminalitetskatego-rier således: vold mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 1), pkt. 10.6 nedenfor, trusler mod per-son i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 2), pkt. 10.7 nedenfor, lægge hindringer i vejen for udførelse af offentlig tjeneste (§ 119, stk. 3), pkt. 10.8 nedenfor, simpel vold (§ 244), pkt. 10.9 nedenfor, kvalifi-ceret vold (§ 245, stk. 1), pkt. 10.10 nedenfor, skadeforvoldelse (§ 245, stk. 2), pkt. 10.11 nedenfor, særlig alvorlig vold uden døden til følge (§ 246), pkt. 10.12 nedenfor, samt særlig alvorlig vold med døden til følge (§ 246), pkt. 10.13 nedenfor. Som nævnt i pkt. 3.4 ovenfor har Straffelovrådet tilve-jebragt supplerende oplysninger om overtrædelse af §§ 244-246 i årene 1995 til 2000 for at belyse udviklingen i forhold til de statistiske oplysninger, der indgik i grundlaget for lovændringen i 1989. Herom henvises til pkt. 10.14 nedenfor.

10.2. Undersøgelsen indeholder på s. 141 en sammenfatning af karakteristika ved de voldsforbry-delser, analysen omfatter. Heraf fremgår, at undersøgelsen bygger på i alt 23.885 afgørelser for voldsforbrydelser efter § 119 og §§ 244-246. Den største kategori er simpel vold (§ 244), som 71 pct. af afgørelserne vedrører. Dernæst følger kvalificeret vold (§ 245, stk. 1) med 13 pct. af afgørel-serne, vold mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 1) med 12 pct. af afgørelserne og lægge hin-dring i vejen for udførelse af offentlig tjeneste (§ 119, stk. 3) med 3 pct. af afgørelserne. Det betyder, at de øvrige kategorier: trusler mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 2), skadeforvoldelse (§ 245, stk. 2) og særlig alvorlig vold med eller uden døden til følge (§ 246) tæller meget få afgørelser.

Langt hovedparten (89 pct.) af alle afgørelser om vold vedrører personer på 18 år og derover. Afgø-relserne omfatter typisk kun én forbrydelse (67 pct.). Kun godt en femtedel (21 pct.) omfatter flere ligeartede forbrydelser. Størstedelen af sagerne (57 pct.) vedrører tidligere ustraffede personer, mens godt en fjerdedel (26 pct.) angår personer, der tidligere er dømt for ligeartede forbrydelser. Afgrænsningen af ligeartede forbrydelser følger den, Danmarks Statistik anvender for voldsforbry-delser. Det betyder, at ligeartede forbrydelser er §§ 119-121, § 123, §§ 133-134 a, 25. kapitel, §§ 260-262 samt §§ 266-266 a.

10.3. Om strafudmålingen for voldsforbrydelser fremgår, jf. s. 141, at størstedelen af sagerne er afgjort med en ubetinget frihedsstraf (58 pct.). Godt en fjerdedel er endt med betinget dom. Bøde og tiltalefrafald er anvendt i henholdsvis 9 og 7 pct. af sagerne. Af samtlige fastsatte frihedsstraffe overstiger knap halvdelen ikke 30 dage og 84 pct. ikke 3 måneder. For så vidt angår de ubetingede frihedsstraffe er godt tre fjerdedele på højst 3 måneder og godt 90 pct. på højst 6 måneder.

10.4. Om variation i straffens art og længde i den undersøgte periode fremgår, jf. s. 141, at der for vold, trusler o. lign. mod person i offentlig tjeneste (§ 119) ikke er tydelige tegn på ændringer i strafniveauet. For den simple vold (§ 244) ses derimod en øget differentiering i strafudmålingen, idet der for visse sagstyper er tendens til mildere straffe, mens der for andre er tendens til strengere straffe. Differentieringen afspejler sig endvidere i øget anvendelse af samfundstjeneste i stedet for kort ubetinget frihedsstraf, samtidig med at der idømmes relativt flere lange ubetingede frihedsstraf-fe. For så vidt angår den alvorlige og den særligt alvorlige vold (§§ 245-46) tyder undersøgelsen på, at der er sket en generel strafskærpelse fra 1996 til 2000 beroende på udmåling af længere straffe og ikke på ændring i straffens art. Samlet vurderet tyder denne udvikling på, at der er sket en straf-skærpelse for den mest alvorlige del af voldsforbrydelserne fra 1996 til 2000, hvorfor det er nærlig-gende at antage, at lovændringen i 1997, der netop sigtede mod en skærpelse af straffen for den alvorlige vold, er slået igennem i praksis. Tendensen til øget anvendelse af samfundstjeneste, der i særlig grad er set for simpel vold, men også for andre voldsforbrydelser, er fortsat i 2001. Mens der for samtlige voldsforbrydelser blev givet samfundstjeneste i 33 tilfælde i 1996, voksede dette tal til 57 i 1997, 77 i 1998, 188 i 1999, 253 i 2000 og endelig til 407 i 2001. Den differentiering i straf-udmålingen for mindre alvorlige lovovertrædelser, der omtales ovenfor, kan derfor antages at være øget yderligere i 2001.

10.5. Som led i undersøgelsen er foretaget en sammenligning af strafudmålingen for de forskellige former for voldsforbrydelser, jf. s. 142. Ud over de voldsforbrydelser, der er omfattet af dette kapi-tel, inkluderer sammenligningen afgørelser om § 123 (trusler og lignende mod vidner og deres nærmeste familie), § 237 (manddrab), § 260 (ulovlig tvang), § 261, stk. 1 (frihedsberøvelse) og § 266 (trusler på liv). Sammenligningen viser, at forholdet mellem strafudmålingen for de forskellige forbrydelsestyper til en vis grad følger et forventet mønster, idet det følger forholdet mellem straffe-rammerne for de forskellige forbrydelser. Der er dog også markante afvigelser fra dette mønster. Således er strafudmålingen i sager om vold mod tjenestemand (§ 119, stk. 1) og simpel vold (§ 244) ret ensartet både for så vidt angår andelen af ubetingede frihedsstraffe og længden af de ubetingede frihedsstraffe, på trods af at strafferammen for førstnævnte forbrydelse er fængsel indtil 6 år mod 1_ år for sidstnævnte. Tilsvarende gælder for trusler mod vidner (§ 123) og kvalificeret vold (§ 245, stk. 1), hvor strafferammerne er henholdsvis 6 år og 4 år. Det ses endvidere, at trusler på liv (§ 266), der har en strafferamme på fængsel indtil 2 år, sjældnere mødes med ubetinget frihedsstraf end simpel vold. Sammenligningen viser endelig også, at i langt de fleste sagstyper er længden af de ubetingede frihedsstraffe mindst dobbelt så stor i sager vedrørende § 245, stk. 1, som i sager vedrørende § 244.

10.6. Af undersøgelsen af sager vedrørende vold mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 1), jf. s. 146, fremgår, at i næsten alle de sagstyper, som angår lovovertrædere på 18 år og derover, er ho-vedparten af afgørelserne ubetingede frihedsstraffe. Af samtlige sager er i 60 pct. idømt ubetinget frihedsstraf. I 80 pct. af disse domme er straflængden fastsat til højst 60 dage og i 90 pct. til højst 4 måneder. En tyvendedel af sagerne er afgjort med bøde, hvoraf de fleste er på højst 2000 kr., men enkelte er op til 5000 kr. Antallet af dagbøder varierer fra 4 til 40 med hovedvægt omkring 10 dag-bøder. De strengeste straffe er idømt personer på 18 år og derover, som tidligere er straffet for voldskriminalitet og aktuelt dømt for mere end én voldsforbrydelse. Vurderet ud fra såvel andelen af ubetingede straffe som straflængderne har strafniveauet været ganske stabilt i perioden 1996 til 2000. Brugen af samfundstjeneste er vokset fra 3 tilfælde i 1996 til 27 tilfælde i 2000.

10.7. Undersøgelsen af afgørelser om trusler mod person i offentlig tjeneste (§ 119, stk. 2), jf. s. 153, omfatter 35 afgørelser, hvoraf 9 er bøder, 8 er tiltalefrafald, og 14 er ubetingede frihedsstraffe. Længden af de sidstnævnte er fra 7 dage til 6 måneder, idet hovedparten er fastsat til højst 30 dage.

10.8. Af undersøgelsen af sager om at lægge hindring i vejen for udførelse af offentlig tjeneste (§ 119, stk. 3), jf. s. 155, fremgår, at bøde med 83 pct. af afgørelserne er den altdominerende straf. I sager med kun ét forhold er bøden typisk fastsat til højst 2000 kr., mens enkelte bøder i sager med flere forhold er på mere end 10.000 kr. Kun i tilfælde, hvor personen aktuelt er dømt for mere end én voldsforbrydelse og tidligere straffet, er der givet forholdsvis mange ubetingede frihedsstraffe. 88 pct. af de ubetingede frihedsstraffe er på højst 60 dage. Ingen overstiger 1 år. Den væsentligste udviklingstendens er en vækst i antallet af sager fra 118 i 1996 til 198 i 2000. Der er ikke tegn på ændring i strafniveauet.

10.9. Af undersøgelsen af afgørelser om simpel vold (§ 244), jf. s. 160, fremgår, at knap halvdelen (49 pct.) af afgørelserne er ubetingede frihedsstraffe, mens 35 pct. er betingede domme. Bøde, der udgør 7 pct. af afgørelserne, beløber sig i de fleste tilfælde til højst 4000 kr., men er i enkelte tilfælde dog noget højere. Antallet af dagbøder varierer fra 2 til 20, idet der hyppigt er givet 10 dagbøder. Mere end 90 pct. af de betingede domme er fastsat til højst 60 dage, mens det drejer sig om godt tre fjerdedele af de ubetingede. Mere end 90 pct. af de ubetingede domme overstiger ikke 4 måneder.

Der er i den undersøgte periode en faldende tendens til at anvende ubetinget frihedsstraf over for unge under 18 år, som alene dømmes for ét forhold, samt over for ældre, tidligere ustraffede lov-overtrædere, som også kun dømmes for ét forhold. Over for de unge lovovertrædere er der i stigende udstrækning anvendt betinget dom, mens samfundstjeneste i øget omfang er anvendt over for ældre førstegangsstraffede. I tilfælde, hvor der dømmes for flere voldsforhold, ses en tendens til strafskærpelse. Tilsvarende ses i nogle sagstyper med uligeartede forhold, mens der for andre sagstyper er der tale om stabilitet i strafniveauet. Da den tilvækst, der i perioden fra 1996 til 2000 har været i antallet af voldssager efter § 244, først og fremmest beror på en vækst i sager med tidli-gere ustraffede, som kun dømmes for ét forhold, må det – alt andet lige – forventes, at straffene for vold gennemsnitligt set er blevet lidt mildere i løbet af den undersøgte periode.

I forhold hertil viser undersøgelsen, at der samlet set er sket et fald i andelen af ubetingede friheds-straffe fra 54 pct. i 1996 til 43 pct. i 2000 og en vækst i den gennemsnitlige straflængde for de ube-tingede frihedsstraffe fra 56 dage i 1996 til 69 dage i 2000. Sidstnævnte kan skyldes, at der er sket en forholdsvis kraftig vækst i antallet af samfundstjenestedomme fra 28 i 1996 til 185 i 2000. Da samfundstjeneste må antages primært at blive anvendt som alternativ til kortere ubetingede friheds-straffe, må væksten i antallet af samfundstjenestedomme selvsagt forventes at påvirke den gennem-snitlige straflængde for de resterende ubetingede straffe. En nærmere undersøgelse af dette spørgsmål viser imidlertid, at væksten i antallet af samfundstjenestedomme kun i beskedent omfang påvirker den gennemsnitlige straflængde for de ubetingede frihedsstraffe. Analysen viser videre, at sam-fundstjeneste i højere og højere grad anvendes som alternativ til kun de kortere ubetingede friheds-straffe. Undersøgelsen påviser endelig også, at der i perioden 1996 til 2000 er sket en vækst i antallet af længerevarende straffe for vold efter § 244.
Samlet set er i perioden fra 1996 til 2000 sket en øget differentiering i strafniveauet i sager om sim-pel vold. Med hensyn til antallet af længerevarende frihedsstraffe for simpel vold er der især forskel mellem på den ene side årene 1996 til 1997 og på den anden siden årene 1998 til 2000. Det antyder, at strafskærpelsen for de groveste voldsforbrydelser i 1997 muligvis også har influeret på strafud-målingen i de allergroveste tilfælde af vold efter § 244.

10.10. Af undersøgelsen af afgørelser om kvalificeret vold (§ 245, stk. 1), jf. s. 170, fremgår, at der med undtagelse af to sagstyper, som begge vedrører unge ustraffede, anvendes ubetinget frihedsstraf i langt hovedparten af sagerne. Sammenlagt drejer det sig om 81 pct. af afgørelserne. Spredningen i straflængderne er stor, idet dog det altovervejende flertal af de ubetingede straffe er på mellem 40 dage og 1 år. Især i tilfælde, hvor personen tidligere er straffet for voldsforbrydelser og aktuelt dømmes for flere forhold, gives længere straffe. 80 pct. af de betingede straffe er på højst 60 dage. Mere end 90 pct. er på højst 3 måneder. Af de ubetingede straffe er mere end hver tredje på højst 60 dage og mere end 90 pct. på højst 1 år. Ingen straf er længere end 4 år.

I den undersøgte periode kan påvises en lidt stigende tendens til at anvende betinget frihedsstraf over for unge ustraffede under 18 år, som dømmes for ét forhold. For ældre lovovertrædere er i flere sagstyper tendens til skærpede straffe. Skærpelsen beror på udmåling af længere straffe og ikke på, at flere idømmes ubetinget frihedsstraf. Særlig tydelig er denne udvikling for tidligere ustraffede på 18 år og derover, hvis sag alene omfatter ét forhold. I undersøgelsesperioden vokser den gennem-snitlige straflængde for denne sagstype med 38 pct. fra knap 3 måneder i 1996 til godt 4 måneder i 2000. For samtlige ubetingede frihedsstraffe er der tale om en vækst i de gennemsnitlige straflængder på 22 pct. fra 5,3 måneder i 1996 til 6,4 måneder i 2000. Antallet af samfundstjenestedomme er vokset fra 5 i 1996 til 32 i 2000.

10.11. Undersøgelsen af afgørelser om skadeforvoldelse (§ 245, stk. 2), jf. s. 179, omfatter 69 afgø-relser, hvoraf 40 er ubetingede fængselsstraffe. Ubetinget fængselsstraf er hovedsageligt givet i til-fælde, hvor sagen har omfattet mere end ét forhold, mens tiltalefrafald og betinget frihedsstraf pri-mært er givet i sager med kun ét forhold. Spredningen i længden af de ubetingede frihedsstraffe er stor - fra 30 dage til 3_ år – og knap halvdelen af straffene er på højst 60 dage, mens mere end 90 pct. er på højst 1 år. Den gennemsnitlige straflængde svarer til den, der er for kvalificeret vold (§ 245, stk. 1).

10.12. Undersøgelsen af afgørelser om særlig alvorlig vold uden døden til følge (§ 246), jf. s. 181, viser, at tre af de i alt 55 afgørelser er tiltalefrafald, hvilket kan bero på, at lovovertræderen muligvis i forvejen er undergivet foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69. To af de øvrige domme er betingede, mens de resterende 51 er ubetingede fængselsstraffe. 43 af de 51 fængselsstraffe er på 1 til 4 år. I den undersøgte periode ses tegn på strafskærpelse, idet den gennemsnitlige straflængde er vokset fra 27 måneder i 1996 til 34 måneder i 2000.

10.13. Undersøgelsen af afgørelser om særlig alvorlig vold med døden til følge (§ 246), jf. s. 185, viser, at alle 66 afgørelser, som undersøgelsen omfatter, er ubetingede fængselsstraffe, hvoraf de 60 er på 2 til 7 år, mens en enkelt er på 9 år. Der er i den undersøgte periode tendens til strengere straf-fe. For tidligere ustraffede på 18 år og derover, hvis sag alene omfatter ét forhold, vokser den gen-nemsnitlige straflængde således fra ca. 3 år i årene 1996 til 1998 til 4_ år i 1999 og 5 år i 2000. Vurderet ud fra samtlige domme i perioden er tendensen den samme.

10.14. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse indeholdt som nævnt i pkt. 3.4 ovenfor en beskrivelse af udviklingen i strafudmålingen i voldssager efter §§ 244-246 i perioden 1979 til 1984 (s. 146). Strafudmålingen forekom at have været ganske stabil i denne periode. Om niveauet nævntes bl.a., at ca. 80 pct. af de ubetingede fængselsstraffe ikke over-steg 3 måneder, og hen ved 90 pct. af dommene var på højst 6 måneder. Endvidere fremhævedes, at de betingede domme udgjorde 20-25 pct. af frihedsstraffene, dog godt 27 pct. i årene 1983 og 1984.

Straffelovrådet har til sammenligning set på strafudmålingen i voldssager efter §§ 244-46 i årene 1995 til 2000. Det skal herved haves for øje, at den tidligere bestemmelse i § 244, stk. 5, hvorefter vold omfattet af § 244 var undergivet privat påtale, medmindre almene hensyn krævede offentlig påtale, ophævedes som led i nyskrivningen af straffelovens voldsbestemmelser i 1989. Det indebar, at alle voldsforhold uanset deres beskaffenhed blev undergivet offentlig påtale. Strafudmålingspraksis før og efter lovændringen i 1989 er ikke fuldt sammenlignelig, da statistikken i dag omfatter sager, som ikke tidligere var underkastet offentlig påtale. Det er ikke muligt at udskille disse sager fra de øvrige.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er den nu undersøgte periode, 1995 til 2000, i modsætning til den tidligere undersøgte periode præget af forandringer:
 
  1995 1996 1997 1998 1999 2000
Andel betingede domme af frihedsstraffe 30% 32% 34% 36% 39% 43%
Længden af ubetingede fængselsstraffe:            
Andel på højst 3 mdr. 78% 75% 76% 72% 72% 71%
Andel mere end 3 mdr. og højst 6 mdr. 14% 15% 15% 17% 17% 17%
Andel over 6 mdr. 8% 10% 9% 11% 11% 12%
Gennemsnitlige straflængde i dage             
(hæfte- og fængselsstraffe) 83 90 93 98 99 119

Andel betingede domme udgør en større – og stigende – andel af frihedsstraffene i 1995 til 2000 sammenlignet med 1979 til 1984. Dette beror primært på det, der allerede tidligere er omtalt, nemlig at der er sket en kraftig vækst i andelen af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. End-videre beror det antagelig på, at andelen af bødestraffe er mindsket en smule i den undersøgte peri-ode, og bødestraffene kan være blevet afløst af betingede domme.

Længden af de ubetingede fængselsstraffe har også forandret sig de seneste år, idet en mindre og mindre andel er på højst 3 måneder. Som nævnt var denne andel i årene 1979 til 1984 på ca. 80 pct. Den mindskede andel korte ubetingede fængselsstraffe beror ikke alene på, at der er kommet flere domme i intervallet fra 3-6 måneder. Der er også kommet flere af de lange straffe på over 6 måneder. Det afspejler sig i, at den gennemsnitlige straflængde for samtlige ubetingede frihedsstraffe (inkl. hæftestraffe) er vokset støt i perioden: fra 83 dage i 1995 til 119 dage i 2000. Den meget kraftige vækst i den gennemsnitlige straflængde fra 1999 til 2000 skyldes ikke mindst, at der i 2000 blev afsagt forholdsvis mange lange straffe (over 3 år) for § 246.

11. Straffelovrådets overvejelser

11.1. De mange ændringer mv. af straffelovens voldsbestemmelser vidner om, at spørgsmål om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf i de senere år har indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget. Den seneste lovændring – lov nr. 380 af 6. juni 2002 – er fremkommet under Straffelovrådets arbejde med revision af strafferammesystemet, sml. pkt. 7.2 ovenfor med omtale af følgende motivudtalelser:

”Justitsministeriet er opmærksomt på, at de foreslåede forhøjelser af de nuværende strafferammer kan rejse spørgsmål om ændring af andre bestemmelser i straffeloven. For at sikre en sammenhængende regulering har Justitsministeriet derfor i december 2001 anmodet Straffelovrådet om, at rådets igangværende gennemgang og vurdering af strafferammerne i straffeloven foretages bl.a. i lyset af de strafskærpelser, der er inde-holdt i nærværende lovforslag, og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget”.

Som anført i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.2, er Straffelovrådet enigt i, at der bør ses med stor alvor på den personfarlige kriminalitet. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved udformningen af strafferammerne bør tilstræbes en balance, som afspejler, at forbrydelser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge. Det er efter rådets opfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk, hvorledes samfundet ser på den personfarlige kriminalitet, og at strafferammerne afspejler samfun-dets klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet. Der kan da også allerede påvises en markant forskel i strafudmålingen mellem formueforbrydelser og person- eller almenfarlige forbrydelser, sml. denne betænknings kapitler 4 om strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser og 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 12.1.

Der har i Straffelovrådet været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksimum, som er sket ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over dem, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestem-melser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om udformningen af strafferammerne for vold, men rådet har bortset fra en teknisk begrundet forenkling af strafferammen i § 119, stk. 1, afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002.

11.2. Straffelovrådet kan fortsat tiltræde de synspunkter om udformningen af straffebestemmelser om vold, som fremkom i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, sml. 3.3 ovenfor. Der kan fortsat være grund til at fremhæve, at vurderinger af det faktiske udmålingsniveau bør holdes adskilt fra overvejelser om strafferammerne for vold. Det er næppe hensigtsmæssigt at søge lovteksten udformet på en sådan måde, at der heri foreskrives obligatoriske skærpelser eller formildelser i forhold til det gældende strafniveau. Strafferammerne for vold var allerede ved lov-ændringen i 1989 så rummelige, at de gav plads for praksisændringer både i skærpende og formil-dende retning. Ved lovændringer bør man fastholde, at strafferammerne bør tillade de variationer i strafudmålingen, som beror på en vurdering af skærpende og formildende omstændigheder i det enkelte tilfælde.

Straffelovrådet har tidligere opstillet en skala baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænk-nings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Heri er §§ 244-246 (vold) henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det svarer til det nugældende strafmaksimum.

Straffelovrådet har nøje gennemgået de overvejelser, som i 1987-betænkningen førte til forslag om et strafmaksimum på 8 års fængsel i § 246, sml. pkt. 3.3 ovenfor. Der er imidlertid efter fornyet drøftelse enighed om, at et strafmaksimum på 10 år må anses for passende, herunder i forhold til strafmaksimum for berigelseskriminalitet omfattet af § 286, som rådet foreslår tilknyttet et straf-maksimum på 6 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 28 om berigelsesforbrydelser, afsnit 12. Der er endvidere enighed om, at skærpelsen af strafmaksimum i § 246 til 10 års fængsel naturligt fører til, at strafmaksimum for forhold omfattet af § 245 skærpes fra 4 til 6 års fængsel.

Straffelovrådet finder i lighed med flertallet i 1987-betænkningen, at bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder i og for sig ville være en passende normalstrafferamme for vold omfattet af § 244. En sådan ramme ville stadig være fuldt tilstrækkelig med henblik på det store flertal af voldstilfælde, hvad enten man i hovedsagen ønsker at bevare det hidtidige udmålingsniveau, eller man ønsker at skærpe strafniveauet i tråd med intentionen i lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. afsnit 10 med omtale af Straffelovrådets undersøgelse af domspraksis. Rådet er som anført bl.a. i denne betænknings ka-pitel 23 om sædelighedsforbrydelser, pkt. 2.9.2 og 3.7.4, samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser. Som det fremgår af denne betænknings kapitel 5 om straffe-rammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, har Straffelovrådet af tekniske grunde udeladt positi-onen 1 år og 6 måneder. Rådet ville som følge heraf anse et strafmaksimum på 2 års fængsel for passende for så vidt angår de forhold, som kan forventes omfattet af § 244.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for voldsbestemmelsernes vedkommende måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne, cfr. 1987-betænkningen som anført i pkt. 3.4 ovenfor. De betragtninger om straf-ferammerne for vold, som rådet er fremkommet med, kan derfor ikke tages som udtryk for en stil-lingtagen til det faktiske eller senest tilsigtede udmålingsniveau.

11.3. Som det fremgår af pkt. 3.5 ovenfor, foreslog Straffelovrådet i 1987-betænkningen, at § 247 (nu § 247, stk. 1) om vold i gentagelsestilfælde blev ophævet. Forslaget blev ikke gennemført. Tværtimod blev bestemmelsen ved en senere lejlighed udbygget, sml. lov nr. 366 af 18. maj 1994 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og offererstatningsloven (Bekæmpelse af vold).

Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at der i almindelighed bør udvises tilbageholdenhed med at anvende bestemmelser, der fremhæver gentagelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed. Det bør ved fastsættelsen af strafmaksima for de enkelte delikter haves for øje, at gentagelse – her-under gentagne tilbagefald – kan være en omstændighed, der i sig selv eller i kombination med andre strafudmålingsfaktorer kan føre til straffe, der ligger over normalniveauet for det pågældende delikt, sml. kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.7. Som anført sm.st. har der på den baggrund og under hensyn til, at der – ikke mindst efter de betydelige skærpelser af strafmaksimum i bl.a. §§ 244-246, som har fundet sted ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 – er rigelig mulighed for at tillægge gentagelse fuld betydning inden for de pågældende almindelige strafferammer, været udtrykt sympati for at ophæve § 247, stk. 1. Det er dog også anført, at § 247, stk. 1, er en integreret del af straffelovens øvrige voldsbestemmelser, og at videre overvejelser om ophævelse derfor bør ske i anden sammenhæng.

Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst i den foreliggende sammenhæng at pege på spørgsmålet om ophævelse af § 247, stk. 1, og i øvrigt at afstå fra at fremkomme med for-slag herom. Rådet henviser til det anførte om andre lignende bestemmelser i denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.7.

11.4. Straffelovens § 119 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet mv.” med et strafmaksimum på 6 års fængsel. Det svarer til det nugældende strafmaksimum for forhold omfattet af § 119, stk. 1 og 2.

Der er under Straffelovrådets drøftelse af strafferammerne for vold rejst spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er grundlag for at opretholde en skærpet strafferamme i § 119 med sigte på vold mod visse myndighedspersoner mv. Der er også udtrykt skepsis over for behovet for § 247, stk. 2, hvor-efter straffen kan forhøjes med indtil det halve, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold, sml. Vagn Greve: Bør vold mod de svageste koste mindst?, Kriminalistisk Årbog 1999, red. Lene Ravn & Peter Kruize s. 65 ff. (s. 72 ff.):

”I forarbejderne begrundes denne forskel med, at de pågældende personer bør have et stærkere ”værn”. Den mest nærliggende forståelse af dette ord er, at forskellen i straf-udmåling forventes at føre til lavere kriminalitetsniveau på de områder, der får det særlige værn. Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig, at en person, der ikke vil vige tilbage for at begå en handling, som straffes med 30 dages fængsel, skulle gøre det, fordi handlingen i stedet blev straffet med 40 eller 60 dage. Og der er jo ikke her tale om, at gerningspersonen kan vælge mellem forskellige ofre for sine aggressioner. De tre straf-niveauer har efter alt at dømme samme individualpræventive og almenpræventive virk-ninger. Vore nabolande kender da heller ikke regler svarende til § 247, stk. 2. Finland klarer sig udmærket uden regler svarende til § 119 (men har en særregel om drab, SL 21:2). Reglerne svarende til § 119 har et snævrere offerbegreb i Norge (strl. § 127, jfr. Kommentarutgavens s. 99 f.), og Sverige (BrB 17:1) og Tyskland (StGB § 113).

Man kunne i stedet overveje, om forskellen i det danske strafniveau afspejler en forskel i klanderværdighed … Et bekræftende svar betyder, at man mener, at det er grovere at slå diskotekets dørmand end en anden gæst, at det er grovere at slå en tilkaldt politibetjent end sin ægtefælle, at det er grovere at slå butikscenterets vagt end en tilfældig kunde i centeret o.s.v. …

Strafudmålingen i voldssager inddrager og bør inddrage en lang række omstændigheder. Hvis man gennemser de domme, der er blevet offentliggjort i den seneste halve snes år, er det ikke åbenbart, at den her omtalte forskel på ofrene tillægges den afgørende betydning, som loven tilsyneladende lægger op til ...

Det betyder ikke, at domstolene ikke lægger vægt på sådanne omstændigheder, men alene, at det ser ud som, domstolene foretager en helhedsvurdering, hvori offerets posi-tion ikke får en speciel plads. Praksis kan også tolkes på den måde, at domstolene i god overensstemmelse med – hvad jeg ovenfor antog er – den almindelige retsbevidsthed, finder vold over for svage personer lige så strafværdig som vold over for præsumptivt stærke.

Den retspolitiske konklusion af dette er, at man bør ophæve de særlige regler om vold i § 119 og i § 247, stk. 2. Der er ingen grund til at tro, at en ophævelse af særreglerne vil påvirke strafudmålingen eller samfundets kriminalitetsniveau, men det vil sende det rigtige signal: samfundet vil beskytte sine svage. Vold er vold, uanset hvem den går ud over.”

Straffelovrådet har noteret sig de ovennævnte synspunkter om §§ 119 og 247, stk. 2. Det er under rådets drøftelse påpeget, at den nylige skærpelse af strafmaksima i §§ 245 og 246 yderligere har aktualiseret spørgsmålet om behovet for §§ 119 og 247, stk. 2, idet § 119 ikke absorberer straf efter §§ 245 og 246, og da en forhøjelse af strafmaksimum med indtil det halve for forhold omfattet af § 247, stk. 2, jf. § 245 eller § 246, (henholdsvis 9 og 15 års fængsel) umiddelbart kan forekomme ude af proportion, sml. pkt. 11.3 ovenfor om § 247, stk. 1. Forholdet til § 247, stk. 2, ses da heller ikke berørt i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002. Der er dog også under rådets behandling af de omhandlede bestemmelser givet udtryk for, at §§ 119 og 247, stk. 2, har baggrund i særlige hensyn, som fuldt ud kan begrunde opretholdelse af et i forhold til de almindelige voldsbestemmelser skær-pet strafmaksimum, sml. herved pkt. 8.1.2 ovenfor (§ 119) og pkt. 4.3 ovenfor (§ 247, stk. 2).

Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 også kunne rejse spørgsmål om §§ 119 og 247, stk. 2. Som det fremgår af pkt. 11.1 ovenfor, har Straffelovrådet afstået fra at fremkomme med forslag til skærpelse af strafmaksima i anledning af denne lov. Rådet afstår derfor også bortset fra en teknisk begrundet ændring af strafferammen i § 119, stk. 1, sml. § 1, nr. 20, i rådets lovudkast, fra at fremkomme med forslag, der særligt retter sig mod §§ 119 og 247, stk. 2.

11.5. Som det fremgår af denne betænknings kapitler 9 om straffastsættelse, afsnit 7, og 10 om strafnedsættelse og strafbortfald, afsnit 7, foreslår Straffelovrådet de nuværende bestemmelser på dette område afløst af nye bestemmelser, der bl.a. indeholder et katalog over hensyn, som i almin-delighed skal indgå som formildende omstændigheder og under visse betingelser kan føre til straf-nedsættelse og strafbortfald, sml. også denne betænknings kapitel 30 (lovudkast) med §§ 82 og 83 i lovudkastets § 1, nr. 6. Straffelovens § 248 om strafbortfald for legemsangreb under slagsmål og ved gengældelse er beslægtet med de hensyn, der indgår i § 82, sml. herved § 82, nr. 4, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller af personer med tilknytning til denne ved et uret-mæssigt angreb eller en grov fornærmelse.

Der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt § 248 som udtryk for almindelige strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i kapitel 10 om straffens fastsættelse, f.eks. i den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i rådets lovudkast. Heroverfor kan anføres, at § 248 er en inte-greret del af straffelovens øvrige voldsbestemmelser, og at videre overvejelser om at ophæve § 248 derfor bør ske i anden sammenhæng. Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst at pege på spørgsmålet om placeringen af § 248 og i øvrigt afstå fra i denne betænkning at fremkomme med forslag herom.


Forside | Indhold | Til top | Forrige | Næste
 

Justitsministeriet, Version 1.0 januar 2003
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk/