Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer
Betænkning nr. 1424
Kapitel 28

Forside | Indhold | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 28 - Berigelsesforbrydelser (straffelovens §§ 276-290)

1. Indledning

1.1. Med betegnelsen ”formueforbrydelser” sigtes til forbrydelser, der angriber formuegoder. ”Vindingsforbrydelser” er forbrydelser, hvorved gerningsmanden opnår en økonomisk fordel. Betegnelsen ”berigelsesforbrydelser” omfatter forbrydelser, hvorved uberettiget vinding opnås direkte gennem retsstridig tilføjelse af et tilsvarende formuetab hos den forurettede. Tidligere var straffelovens nuværende 28. kapitel opdelt i et 28. kapitel med §§ 276-290, der angik berigelsesforbrydelser, og et 29. kapitel med §§ 291-205, der vedrørte andre strafbare formuekrænkelser. Denne opdeling udgik ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) med henblik på, at delikter kan indsættes i straffeloven ud fra andre hensyn end hensynet til, om deliktet kan karakteriseres som en berigelsesforbrydelse. Der henvises herom til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 387.

I dette kapitel drøftes strafferammerne for straffelovens berigelsesforbrydelser. Hermed sigtes til §§ 285-287 sammenholdt med § 290, § 288 samt §§ 289 og 289 a. Strafferammerne for andre formueforbrydelser behandles i denne betænknings kapitel 29.

1.2. I afsnit 2 nedenfor redegøres for gældende ret vedrørende §§ 285-287 og § 290. Afsnit 3 og 4 indeholder en omtale af henholdsvis lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov. (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.) og lov nr. 239 af 1. juli 1982 om ændring af borgerlig straffelov (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.). I afsnit 5 redegøres for Straffelovrådets overvejelser om revision af §§ 285-87 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 6 og 7 gennemgås henholdsvis gældende ret vedrørende § 288 og lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse). Hertil føjes i afsnit 8 en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om revision af den pågældende bestemmelse i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

Afsnit 9 indeholder en gennemgang af §§ 289 og 289 a, og i afsnit 10 omtales dels Straffelovrådets overvejelser om revision af § 289 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, dels de overvejelser om revision af §§ 289 og 289 a, som er kommet til udtryk i betænkning nr. 1396/2001 om straffelovens § 289 m.v. – berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, delbetænkning V afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. I afsnit 11 gennemgås resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig indeholder afsnit 12 en nærmere redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de nævnte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

2. Gældende ret mv. vedrørende §§ 285-287 og § 290

2.1. Reglerne om straf for berigelsesforbrydelser er indrettet med en normalstrafferamme i § 285 samt en sidestrafferamme for særligt grove forbrydelser i § 286 og en sidestrafferamme for berigelsesforbrydelser af mindre strafværdighed i § 287. Med berigelsesforbrydelser sigtes her til tyveri, jf. § 276, ulovlig omgang med hittegods, jf. § 277, underslæb, jf. § 278, bedrageri og databedrageri, jf. §§ 279 og 279 a, mandatsvig, jf. § 280, afpresning, jf. § 281, åger, jf. § 282, og skyldnersvig, jf. § 283.

Efter § 285, stk. 1, straffes de i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i § 283, stk. 2, nævnte tilfælde, dvs. visse tilfælde af skyldnersvig foretaget til begunstigelse af en fordringshaver, kan straffen såvel for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde. Ulovlig omgang med hittegods straffes efter § 285, stk. 2, med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Om tyveri er i § 286, stk. 1, foreskrevet en maksimumstrafferamme på fængsel i 4 år, når tyveriet er af særlig grov beskaffenhed, såsom på grund af den måde, hvorpå det er udført, eller fordi det er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, såvel som når tyverier er begået i større antal. Straffen for underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig kan efter § 286, stk. 2, stige til fængsel i 8 år, når forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed, eller et større antal forbrydelser er begået. Under tilsvarende omstændigheder kan straffen for afpresning og åger stige til fængsel i 6 år, jf. § 286, stk. 3.

Straffen er bøde og kan under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, hvis nogen af de forbrydelser, der er nævnt i §§ 276-283, er af mindre strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre særlige grunde, jf. § 287, stk. 1.

Som det fremgår, er bestemmelserne kendetegnet ved, at lovteksten ikke anviser en særlig skarp afgrænsning mellem de forskellige strafferammer. Der er overladt domstolene et betydeligt skøn, og det benyttede ordvalg åbner mulighed for, at grænserne mellem henholdsvis § 285 og § 287 og § 285 og § 286 løbende kan tilpasses i takt med den rådende retsopfattelse. § 286 er ikke forbeholdt tilfælde, hvor der er behov for at udmåle straf, som overstiger normalstrafferammen i § 285. Bestemmelsen finder anvendelse, selv om den straf, der udmåles, ligger inden for normalstrafferammen, når handlingen efter en konkret vurdering findes at måtte henføres under § 286. Den forhøjede strafferamme for tyveri bringes i reglen i anvendelse ved professionelt prægede pengeskabstyverier, og når tyveriet retter sig mod særligt værdifulde objekter, f.eks. indbrud i guldsmedeforretninger, og har en systematisk eller professionel karakter., sml. f.eks. Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 542, hvor § 286 blev citeret bl.a. på et forhold vedrørende forsøg på tyveri af to malerier til en værdi af mindst et tocifret millionbeløb fra en offentligt tilgængelig malerisamling. Afgørende for, om et forhold henføres under § 286, stk. 2, er navnlig størrelsen af det tilegnede beløb, jf. Den kommenterede straffelov s. 445 ff.

§ 287 anvendes i almindelighed ved enkeltstående forhold, som angår forholdsvis beskedne værdier. Bestemmelsen retter sig navnlig mod simple tyverier, dvs. tyverier uden indbrud, og efter omstændighederne tyverier, hvor særlige fristelsesmomenter indvirker på handlingen, f.eks. butikstyveri. Beløbsgrænsen er i tiltalepraksis for tiden 6.000 kr. ved tyveri, bedrageri og underslæb. Er der betalt erstatning, er beløbsgrænsen dog lidt højere ved bedrageri og underslæb, jf. Den kommenterede straffelov og Rigsadvokatens bødekatalog (1991).

2.2. Ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) blev straffelovens hidtidige hæleribestemmelse i § 284 ændret. Ændringen, der trådte i kraft den 1. juli 2001, indebærer, at § 284 ophæves og erstattes af en ny hæleribestemmelse, der er indsat som § 290 i straffeloven. Formålet med ændringen er at udvide kriminaliseringen af hæleri til at omfatte hæleri med hensyn til udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser. Med den nye bestemmelse er det samtidig fastslået, at strafansvar for hæleri ikke kan pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester. Bestemmelsen bygger på et forslag i betænkning nr. 1371/1999 om udviklingen i lovgivningen og kriminaliteten samt om hæleri og anden efterfølgende medvirken, delbetænkning I, afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6.

Efter § 290, stk. 1, er strafferammen for hæleri bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Er hæleriet af særlig grov beskaffenhed, eller har hæleriet været erhvervsmæssigt, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 år. Om baggrunden herfor fremgår af lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5714:

”Det strafmaksimum på 6 år, der gælder for straffelovens § 191 a og § 284, foreslås bibeholdt for den udvidede bestemmelse, jf. dennes stk. 2. Det forudsættes herved, at straffe i området mellem 4 og 6 år i almindelighed kun kan komme på tale i forhold til hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på 6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.
… ”

Det fremgår videre anf. st., s. 5698-99:

”Udvalget har overvejet, hvilket strafmaksimum den generelle hæleribestemmelse skal have.

Et flertal i udvalget (11 medlemmer) finder, at det strafmaksimum på 6 år, der gælder for straffelovens § 191 a og § 284, bør bibeholdes også for den udvidede bestemmelse.

Dette flertal har henvist til, at der også efter de nugældende bestemmelser i visse situationer er en højere strafferamme for hæleri end for førforbrydelsen. Ved tyveri af særlig grov beskaffenhed er strafmaksimum fængsel i 4 år, jfr. straffelovens § 286, stk. 1, mens maksimumstraffen for hæleri (f.eks. med hensyn til tyveri) af særlig grov beskaffenhed efter bestemmelsens stk. 3 er fængsel i 6 år.

Spørgsmålet har også tidligere været overvejet, bl.a. i forbindelse med lov nr. 239 af 1. juni 1982 om ændring af straffeloven (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.), hvor maksimumstraffen for tyveri blev nedsat fra 6 til 4 år, og hvor det tilsvarende blev overvejet at sænke strafferammen for groft hæleri til fængsel i 4 år. I visse af høringssvarene blev der taget afstand fra en sådan tilsvarende nedsættelse, bl.a. under henvisning til, at hælerne i vidt omfang optræder som bagmænd i relation til mange unge lovovertræderes kriminelle virksomhed. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4528, fremgår, at man – bl.a. på baggrund af høringssvarene – ikke fandt grundlag for at fremsætte forslag om en sådan tilsvarende nedsættelse af strafferammen for groft hæleri.

Spørgsmålet om ændring af straffebestemmelsen i straffelovens § 286 har ligeledes været behandlet i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Straffelovrådet konkluderede, at der ikke burde stilles forslag om en ændring af strafferammerne i § 286, stk. 2 og 3.

Efter flertallets forslag vil den skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år ikke kun gælde i forhold til de grove former for hæleri, der i dag er omfattet af en 6 års strafferamme (§ 191 a og § 286, stk. 3), men også i forhold til grove former for hæleri, der ligger inden for det nykriminaliserede område, f.eks. hæleri med hensyn til udbytte fra menneskesmugling, ulovlig våbenhandel mv. Det forudsættes dog herved, at straffe i området mellem 4 og 6 år i almindelighed kun kan komme på tale i forhold til hæleriforbrydelser, der i dag er omfattet af et strafmaksimum på 6 år i § 191 a og § 286, stk. 3.

Et mindretal i udvalget (7 medlemmer) finder, at strafmaksimum skal være fængsel i 4 år. Dette mindretal anfører, at fængsel i 4 år er det gennemgående maksimum i nyere straffebestemmelser vedrørende ikke personfarlig kriminalitet.

Et andet mindretal i udvalget (1 medlem) finder ligeledes, at det almindelige strafmaksimum skal være fængsel i 4 år, men at der for så vidt angår narkotikahæleri ikke er påvist særlige grunde til at nedsætte det gældende strafmaksimum på fængsel i 6 år.

Udvalget har herudover overvejet, om der i relation til strafudmålingen i konkrete sager skal gælde et yderligere maksimum, der relaterer sig til den aktuelle førforbrydelses maksimum.

Et flertal i udvalget (17 medlemmer) finder, at hæleri skal bedømmes som en selvstændig forbrydelse med et strafmaksimum, der fastsættes efter vurderingen af strafværdigheden af de alvorligste hælerier. Dette flertal lægger vægt på, at ved udmåling af konkrete straffe inden for den fastsatte strafferamme for hæleri vil førforbrydelsens art og gerningsmandens kendskab hertil ofte få væsentlig betydning.

Flertallet finder det således ikke hensigtsmæssigt, at førforbrydelsens strafmaksimum ubetinget skal gælde som strafmaksimum for hæleriet. I de tilfælde, hvor hæleren ikke er bekendt med, hvilken førforbrydelse udbyttet stammer fra, må straffen for hæleriforholdet fastsættes mere frigjort fra førforbrydelsen.

Hælerens forsæt, det vil her sige hans antagelse af, hvilken type kriminalitet udbyttet kan hidrøre fra, vil i denne sammenhæng være af væsentlig betydning ved vurderingen af strafværdigheden af hans handlinger og dermed straffens størrelse.

Et mindretal i udvalget (2 medlemmer) finder, at førforbrydelsen bør identificeres tilstrækkeligt til, at strafferammen kendes. Er der flere aktuelle muligheder, må den laveste strafferamme finde anvendelse. Kravet til en konkretisering vil således være mindre end det, der gælder i dag, idet der alene skal konkretiseres nok til, at den rigtige strafferamme findes. Ved flere sandsynlige muligheder skal den laveste strafferamme anvendes.
...
Justitsministeriet kan ... tiltræde udvalgets overvejelser med hensyn til udformningen af en ... generel hæleribestemmelse, herunder anvendelsen af begrebet ”udbytte” som det, der er genstand for hæleri, jf. pkt. 2.3. ovenfor. I de tilfælde, hvor der ikke har været enighed i udvalget, kan Justitsministeriet tiltræde udvalgsflertallets forslag ...”

Som det fremgår, har spørgsmålet om valg af strafferammer for hæleri været genstand for udførlige overvejelser i udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. I det omfang der ikke har kunnet opnås enighed i udvalget, bygger lovforslaget og den vedtagne lovændring på flertallets indstilling.

3. Lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.)

3.1. Straffelovens §§ 285 og 287 havde fra borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 til 1973 følgende ordlyd:

”§ 285. De i §§ 276, 278-281 og 283 nævnte forbrydelser samt hæleri med hensyn til disse og med hensyn til røveri straffes med fængsel indtil 2 år, i gentagelsestilfælde 3 år. I de i § 283, stk. 2, omhandlede tilfælde kan straffen såvel for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til hæfte.
Stk. 2. Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med hensyn hertil straffes med bøde, hæfte eller med fængsel indtil 2 år.
Stk. 3. Åger straffes med hæfte eller med fængsel indtil 2 år.

§ 287. Er nogen af de i § 276 eller §§ 278-284 nævnte forbrydelser af særlig ringe strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde, kan straffen nedsættes til hæfte eller bøde og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.
Stk. 2. Ved ulovlig omgang med hittegods eller ved hæleri med hensyn hertil kan straffen under formildende omstændigheder bortfalde.”

§ 286 havde følgende ordlyd:

”§ 286. Er et tyveri af særlig grov beskaffenhed, såsom på grund af den måde, hvorpå det er udført, eller fordi det er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, såvel som når tyverier er begået i større antal, kan straffen stige til fængsel i 6 år.
Stk. 2. Straffen for underslæb, bedrageri, mandatsvig og skyldnersvig kan, når forbrydelsen er af særlig grov beskaffenhed, eller når et større antal forbrydelser er begået, stige til fængsel i 8 år.
Stk. 3. Under tilsvarende omstændingheder kan staffen for afpresning, åger og hæleri stige til fængsel i 6 år.”

Om forarbejderne til § 285 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 276, 282, 285, 287, 291, 292, 293, 301, 304, 306, 309 og 331 samt s. 247-48, 253, 254, 259, 265-67, 270-71 og 286. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 254 og 257 samt s. 233-36 og 246, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, §§ 259 og 262 samt sp. 379-80 og 381. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3397 (§ 284), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5381-82 (§§ 284 og 287) samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2205-10.

Om forarbejderne til § 286 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 277, 278 og 282, stk. 3, samt s. 248-50 og 253. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 255 samt s. 246, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 260 samt sp. 380. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3398 (§ 285), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5381 (§ 285), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2205-06, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2374 (§ 284).

Om forarbejderne til § 287 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 279, 283, stk. 2, 294, stk. 1, og 305 samt s. 250-51, 253, 259-60 og 267. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 256 samt s. 246, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923,§ 261 samt sp. 380-81. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3399 (§ 287), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5382 (§ 286), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2374 (§ 285).

Som det fremgår, havde normalstrafferammen i § 285 et strafmaksimum på fængsel i 2 år, i gentagelsestilfælde 3 år. Den forhøjede straf i gentagelsestilfælde gjaldt dog ikke for ulovlig omgang med hittegods, for hæleri med hensyn hertil og for åger. Straffelovens § 287 om lavere straf end fængsel for mindre berigelsesforbrydelser var forbeholdt forbrydelser ”af særlig ringe strafværdighed”. Bestemmelsen blev af samme grund kun anvendt i meget begrænset omfang. Den skærpede strafferamme i § 286 forblev uændret indtil 1982, hvor bestemmelsen i § 286, stk. 1, om tyveri af særlig grov beskaffenhed blev ændret således, at det hidtidige maksimum på fængsel i 6 år blev nedsat til 4 år, sml. afsnit 4 nedenfor.

3.2. Ved lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.) blev strafmaksimum for de berigelsesforbrydelser, der omfattedes af normalstrafferammen i § 285, stk. 1, 1. pkt., nedsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, i gentagelsestilfælde 2 år og 6 måneder. Samtidig blev anvendelsesområdet for § 287 udvidet, idet bestemmelsens nye stk. 1 fik følgende ordlyd:

”§ 287. Er nogen af de forbrydelser, der er nævnt i §§ 276-284, af mindre strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde, er straffen bøde eller hæfte. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.”

Den vedtagne affattelse af § 287, stk. 1, svarede til den affattelse, som var indeholdt i lovforslaget. Den nye normalstrafferamme i § 285, stk. 1, 1. pkt., var en følge af lovforslagets behandling i Folketinget. I lovforslaget var stillet forslag om at afskaffe bestemmelsen om fængsel indtil 3 år i gentagelsestilfælde og om i øvrigt at opretholde det hidtil gældende maksimum på fængsel indtil 2 år, sml. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 5128. Lovforslaget byggede på betænkning nr. 650/1972 vedrørende nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål, afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, samt på udtalelser, som Justitsministeriet havde indhentet over betænkningen, herunder navnlig en udtalelse af 5. januar 1973 fra Straffelovrådet, sml. Folketingstidende 1972-73, tillæg A. sp. 5129-30 og 5142-43:

”Arbejdsgruppen har i sin betænkning henstillet, at der søges gennemført en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet. Under hensyn til, at ejendomsforbrydelserne udgør langt den overvejende del af de anmeldte overtrædelser af straffeloven, har arbejdsgruppen i første række haft den strafferetlige behandling af disse forbrydelser for øje. Sænkningen af strafudmålingsniveauet foreslås bl.a. gennemført gennem en ændring af bestemmelserne i straffelovens §§ 285 og 287. § 285 fastsætter normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser til fængsel indtil 2 år, i gentagelsestilfælde 3 år, medens § 287 foreskriver, at straffen kan nedsættes til hæfte eller bøde eller efter omstændighederne helt bortfalde, når forbrydelsen er af særlig ringe strafværdighed.

Ved at ophæve den særlige strafferamme for gentagelsestilfælde i § 285 og ved at give bestemmelsen i § 287 et bredere anvendelsesområde kan man efter arbejdsgruppens opfattelse bidrage til en lempeligere behandling af berigelsesforbrydelser, særlig den mindre berigelseskriminalitet. Det må herefter være overladt til domstolene og anklagemyndigheden at søge disse intentioner gennemført i praksis.

Straffelovrådet har tiltrådt ændringen af § 287, således at der åbnes mulighed for en videregående brug af bestemmelsen såvel af anklagemyndigheden som af domstolene. Derimod har kun tre af straffelovrådets seks medlemmer kunnet tiltræde forslaget om ændring af § 285.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen og straffelovrådet i, at der på væsentlige områder indenfor strafferetten bør søges gennemført en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet. Det er på den baggrund, man må se forslaget om ændring [bl.a.] af straffelovens §§ 285 og 287…, der er i overensstemmelse med arbejdsgruppens indstilling. Gennemføres disse forslag, vil det ad lovgivningsvejen være slået fast, at der skal ske en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet.

Forslaget [til ændring af § 285] er i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag.

Forslaget indebærer, at strafferammen også i gentagelsestilfælde er fængsel indtil 2 år, hvor den nu er fængsel indtil 3 år. Som anført under de almindelige bemærkninger er tre af straffelovrådets medlemmer gået ind for at bevare en særlig gentagelsesregel i § 285. Den væsentligste betydning af en forhøjet strafferamme i gentagelsestilfælde ligger efter disse medlemmers mening i, at en sådan ramme giver domstolene, der erfaringsmæssigt er meget tilbageholdende med at anvende lovens maksimumstraf, større mulighed for i de grovere tilfælde af gentagelse at fastsætte en efter de konkrete forhold passende straf.

Det er justitsministeriets opfattelse, at de tilfælde, hvor der er behov for en strafudmåling ud over fængsel i 2 år, i almindelighed vil kunne henføres under den skærpede bestemmelse i § 286. Det er derfor muligt, at en konsekvens af ændringen af § 285 vil blive en øget anvendelse af § 286. Som anført af straffelovrådets tre øvrige medlemmer vil dette imidlertid være en fordel, idet retten herved tvinges til i den enkelte sag at overveje, om denne sag er egnet til at føres op i en højere ramme.

Forslaget [om ændring af § 287] er i overensstemmelse med arbejdsgruppens indstilling. …

I forhold til den gældende bestemmelse i § 287 er ordene ”forbrydelser af særlig ringe strafværdighed ”erstatte af ordene ”forbrydelser af mindre strafværdighed ”. Endvidere er anvendelsen af bøde eller hæfte gjort obligatorisk, hvis forholdet henføres under § 287 …

Med hensyn til bestemmelsens anvendelsesområde efter ændringen henvises til … straffelovrådets indstilling. Justitsministeriet kan tiltræde straffelovrådets synspunkter. … ”

Som det fremgår, var der i Straffelovrådet tilslutning til arbejdsgruppens forslag om ændring af § 287. Herom bemærkede rådet i sin udtalelse bl.a., jf. anf. st., sp. 5171-73:

”Straffelovrådet er enig i det principielle sigte med arbejdsgruppens forslag til en ændret affattelse af straffelovens § 287. Ligesom arbejdsgruppen finder man, at der er grundlag for generelt at anlægge en mildere vurdering af de mindre alvorlige berigelsesforbrydelser end hidtil. Rådet er opmærksomt på, at bestemmelsen i § 287 allerede i en betydelig udstrækning anvendes af anklagemyndigheden i forbindelse med meddelelse af tiltalefrafald. Derimod har bestemmelsen i retspraksis haft en ret begrænset anvendelse. Med henblik på at åbne mulighed for en videregående brug af bestemmelsen i § 287 såvel af anklagemyndigheden som af domstolene kan straffelovrådet tiltræde, at der gives bestemmelsen en bredere formulering som foreslået af arbejdsgruppen.

Man kan ligeledes tiltræde, at der gives § 287 en mere selvstændig karakter derved, at anvendelse af bøde (eller hæfte) gøres obligatorisk, såfremt et forhold henføres under § 287. Herfor taler også, at sager om den del af berigelsesforbrydelserne, som bestemmelsen omfatter, nu er politisager ...

Ligesom flertallet af de myndigheder, der har udtalt sig om betænkningen, finder straffelovrådet, at hæfte bør bibeholdes i strafferammen i § 287. Dette vil give anklagemyndigheden og domstolene mulighed for i videre omfang at henføre forhold, over for hvilke man anser bøde for en utilstrækkelig reaktion, til § 287. I modsat fald vil der i tvivlstilfælde måske kunne være en tilbøjelighed til at rejse tiltale efter straffelovens § 285.
...
Det er straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen overvejende vil kunne anvendes ved simple tyverier, d.v.s. tyverier uden indbrud. Indenfor disse vil i første række forhold, hvor særlige fristelsesmomenter spiller ind, komme i betragtning, også selv om det indvundne udbytte væsentligt overstiger beløbsgrænsen på 800 kr. [for i almindelighed at henføre tyveri under § 287]. Som eksempel herpå kan nævnes butikstyverier.

Tyverier, der er forbundet med indbrud, vil omvendt i almindelighed falde udenfor området af § 287. Undtagelse må dog kunne gøres ved mindre omfattende indbrud af enkeltstående karakter i biler, kiosker, skurvogne o. lign. I særlige tilfælde må også indbrud i sommerhuse kunne henføres under bestemmelsen i § 287. Det må dog i almindelighed være en forudsætning herfor, at tyveriet kun omfatter små værdier, d.v.s. værdier, der ligger væsentligt under den nævnte beløbsgrænse på 800 kr.

Udenfor bestemmelsen må falde den mere vedvarende og organiserede kriminalitet, selv om udbyttet måtte ligge indenfor beløbsrammen på 800 kr. Dette betyder på den anden side ikke, at bestemmelsen i § 287 ikke kan anvendes over for recidivister. Det er straffelovrådets opfattelse, at almindelige recidivsynspunkter ikke bør tillægges betydning på sædvanlig måde, når talen er om berigelseskriminalitet, der ellers, d.v.s. bortset fra gerningsmandens fortid, ville kunne henføres under § 287.”

Lovforslagets bemærkninger afspejlede også, at Straffelovrådet var delt i spørgsmålet om udformningen af normalstrafferammen i § 285. Herom fremhævedes i udtalelsen bl.a., sml. sp. 5174-75:

”Tre medlemmer (Erik Andersen, Olafsson og Waaben) går ind for at bevare en gentagelsesregel. Man er opmærksom på, at det i praksis kun sjældent forekommer, at der for tyveri, der er hovedområdet indenfor berigelseskriminaliteten, idømmes straffe på over 2 års fængsel ...

Der er imidlertid et vist behov for at kunne idømme fængselsstraf indenfor en strafferamme på 3 års fængsel. Herved tænkes ikke blot på de tilfælde, hvor en straf mellem 2 og 3 års fængsel kommer på tale. Man må også tage i betragtning, at domstolene erfaringsmæssigt er tilbageholdende med at anvende lovens maksimumsstraf. Et maksimum på 2 års fængsel kan derfor føles uhensigtsmæssigt også i nogle tilfælde, hvor en straf på 2 år eller lidt mindre kommer i betragtning.

I nogle gentagelsestilfælde vil kriminalitet, der nu henføres under § 285, stk. 1, formentlig kunne henføres under den skærpede straffebestemmelse i § 286 ...

Det må anses for ønskeligt, at der opretholdes en restriktiv anvendelse af § 286, hvis maksimum er 6 års fængsel, og at § 285 fortsat betragtes som normalbestemmelsen om udmåling af straf, også når det drejer sig om det ovenfor omtalte strafniveau omkring 2-3 år. Det må herved fremhæves, at en eventuel afskaffelse af de strafferetlige særforanstaltninger ... vil medføre, at der i flere tilfælde end nu skal udmåles straf overfor hyppigt recidiverende berigelsesforbrydere. Det kan ikke undgås, at der her vil være et vist behov for udmåling af straf indenfor den øverste del af den ramme, som nu findes i § 285, og en sådan udmåling bør kunne ske, uden at tilfældet henføres under § 286.

Tre medlemmer (Brydensholt, Eefsen og Nordskov Nielsen) kan tiltræde arbejdsgruppens forslag til ophævelse af den særlige gentagelsesregel i § 285. Gennem ændringen kan man markere en omvurdering af berigelseskriminaliteten. Man henviser herved til den vurdering, der har fundet udtryk i straffelovrådets bemærkninger til § 287 ... samt til bemærkningerne om tendensen til at lægge mindre vægt på recidiv, som straffelovrådet går ind for. Man er klar over, at en konsekvens af at tage recidivrammen ud af § 285 vil være en øget anvendelse af straffelovens § 286. Man finder imidlertid, at dette vil være en fordel, idet retten derved tvinges til i den enkelte sag at overveje, om denne sag er egnet til at føres op i en højere ramme.

Selv om § 286 er begrænset i sit indhold, er det disse medlemmers opfattelse, at de tilfælde, hvor der er behov for en strafudmåling ud over fængsel i 2 år, i praksis i almindelighed vil kunne henføres under § 286. Man finder det derfor ikke nødvendigt, at der i § 286 optages en – omend restriktiv – tilbagefaldsregel som forudsætning for at kunne tilslutte sig arbejdsgruppens forslag.”

Som nævnt ovenfor mundede lovforslagets behandling i Folketinget ud i, at der i normalstrafferammen i § 285 skete en nedsættelse af strafmaksimum til 1 år og 6 måneder, i gentagelsestilfælde 2 år og 6 måneder, sml. Retsudvalgets betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1972-73, tillæg B, sp. 2248):

”Ændringen tilsigter ad lovgivningsvejen at understrege ønsket om en almindelig sænkning af strafudmålingsniveauet med hensyn til mindre berigelsesforbrydelser af ikke-professionel karakter.”

4. Lov nr. 239 af 1. juni 1982 om ændring af borgerlig straffelov (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.)

4.1. Ved lov nr. 239 af 1. juni 1982 om ændring af borgerlig straffelov (Straffene for berigelsesforbrydelser m.v.) bortfaldt reglen i straffelovens § 285, stk. 1, 1. pkt., om et forhøjet strafmaksimum i gentagelsestilfælde. Lovændringen indebar, at fængsel i 1 år og 6 måneder blev et fælles strafmaksimum. § 285 fik herefter følgende ordlyd:

”§ 285. De i §§ 276, 278-281 og 283 nævnte forbrydelser, hæleri med hensyn hertil og med hensyn til røveri samt åger straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år og 6 måneder. I de i § 283, stk. 2, nævnte tilfælde kan straffen såvel for skyldneren som for den begunstigede fordringshaver gå ned til bøde.
Stk. 2. Ulovlig omgang med hittegods samt hæleri med hensyn hertil straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.”

Samtidig gennemførtes en ændring af den skærpede strafferamme for tyveri i straffelovens § 286, stk. 1, så det hidtidige strafmaksimum på fængsel i 6 år nedsattes til fængsel i 4 år. De hidtil gældende forhøjede strafmaksima for underslæb, bedrageri, mandatsvig og skyldnersvig på fængsel i 8 år og for afpresning, åger og hæleri på fængsel i 6 år forblev uændrede. Endelig udgik ved lovændringen hæftestraf af strafferammen i § 287, så strafferammen for berigelsesforbrydelser ”af mindre strafværdighed ” blev bøde. Muligheden for at statuere strafbortfald under i øvrigt formildende omstændigheder bibeholdtes uændret. Som det fremgår ovenfor, blev hæftestraf ved samme lejlighed indføjet som nyt strafminimum i normalstrafferammen for de berigelsesforbrydelser, der omfattedes af § 285, stk. 1.

Formålet med lovændringen var at gennemføre en betydelig sænkning af strafudmålingsniveauet for berigelsesforbrydelser, idet man ved lovændringen lagde op til en sænkning af strafudmålingerne med gennemgående en tredjedel og en udvidet anvendelse af betingede domme og bøder. Til lovændringen var knyttet en forudsætning om, at der ikke skete forskydninger i skærpende retning i anvendelsesområderne for §§ 285 og 286.

Lovændringen havde bl.a. baggrund i hensynet til pladsforholdene i kriminalforsorgens anstalter, der efterhånden var blevet så vanskelige, at de talte for meget hurtigt at gennemføre en formindskelse af kapacitetsbehovet. Lovændringen skulle endvidere ses i sammenhæng med ”en hovedtendens i de senere års kriminalpolitik i retning af en begrænsning i anvendelsen af frihedsstraffe”, sml. Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4521. Om begrundelsen for lovændringen hed det desuden, jf. anf. st. sp. 4522 og 4523-24:

”I de senere års kriminalpolitik har der samtidig gjort sig en tendens gældende i retning af en omvurdering af forholdet mellem strafudmålingen for forskellige typer af forbrydelser. Det har bl.a. været anført, at straffene for berigelsesforbrydelser ikke står i et efter en nutidig bedømmelse rimeligt forhold til straffene for andre forbrydelser.

I en henvendelse af 22. oktober 1979 fra Den danske dommerforening til justitsministeriet er der således udtrykt ønske om en samlet gennemgang af straffelovens strafferammer for derigennem at nå frem til mere tidssvarende relationer mellem de enkelte forbrydelsesgrupper og inden for den enkelte forbrydelsesart. I anledning af denne henvendelse har straffelovrådet overfor justitsministeriet tiltrådt det ønskelige i en sådan mere samlet gennemgang og erklæret sig indforstået med at behandle dette spørgsmål, når rådet har afsluttet sine nuværende opgaver…

Justitsministeriet har … valgt at foreslå den nødvendige formindskelse i kapacitetsbehovet gennemført ved en sænkning af strafferammerne for de almindelige berigelsesforbrydelser. For at vælge denne løsning taler også, at der gennem en sænkning af strafudmålingsniveauet for berigelsesforbrydelser vil kunne opnås et mere rimeligt forhold mellem straffene for berigelsesforbrydelser og straffene for andre forbrydelser, herunder voldsforbrydelserne, hvor der i de seneste år ud fra bl.a. de samme hensyn er gennemført en skærpelse i udmålingspraksis for visse typer af sager.”

Lovændringen indebar som nævnt ovenfor ingen ændring af de hidtil gældende strafmaksima i § 286, stk. 2 og stk. 3. I lovforslagets bemærkninger anførtes i den forbindelse, at der ”i sager, som har karakter af forretningsmæssig økonomisk kriminalitet ikke [er] anledning til at sænke de nugældende strafmaksima.” I bemærkningerne hed det videre, jf. anf. st. sp. 4528:

”…Det har været overvejet at sænke strafferammen for groft hæleri til fængsel i 4 år i forbindelse med den foreslåede tilsvarende rammesænkning for groft tyveri i § 286, stk. 1. Blandt andet på baggrund af høringssvarene har justitsministeriet imidlertid ikke ment at burde fremsætte forslag herom.”

4.2. Som led i det lovforberedende arbejde var der forud for lovforslagets fremsættelse i Folketinget indhentet en udtalelse fra Straffelovrådet. Straffelovrådets udtalelse af 16. marts 1982 om straffene for berigelsesforbrydelser var optaget som bilag til lovforslaget. Heri gav Straffelovrådet udtryk for, at rådets almindelige syn på sanktionsniveauet lå på linie med lovforslagets målsætning. Rådet ville imidlertid have foretrukket et lovforberedende arbejde, hvorunder der kunne foretages en nærmere vurdering og udstikkes mere nuancerede retningslinier for strafanvendelsen i forskellige grupper af tilfælde, sml. Folketingstidende 1981-82, tillæg A, sp. 4539-41:

”Straffelovrådet har tidligere givet udtryk for det synspunkt, at ”det må anses for ønskeligt at gennemføre en yderligere begrænsning i anvendelsen af frihedsstraf ”. Der sigtedes herved til en fortsat reduktion af frihedsstraffen i forlængelse af den, der havde kunnet registreres gennem 1970´erne indtil 1978. Også på baggrund af de senere års sanktionspraksis kan rådet fastholde dette synspunkt, og det er nu som i 1978 især berigelsesforbrydelserne, man har for øje. Rådet må her nøjes med at anføre begrundelsen for det nævnte hovedsynspunkt i meget kort form. Selvom det er meget vanskeligt – hvis man ikke vil sige umuligt – at bestemme de almenpræventive (generalpræventive) virkninger af forskellige strafniveauer for berigelsesforbrydelser, finder man det nærliggende at antage, at de almenpræventive formål i hvert fald for visse gruppers vedkommende tåler en yderligere lempelse af sanktionsniveauet. Fra et individualpræventivt synspunkt må man lægge vægt på, at der ikke er grund til at nære nogen større tiltro til de positive virkninger af, at de nuværende varigheder af fængselsophold fastholdes. Den særlige individualpræventive virkning, som består i, at en lovovertræder ved frihedsberøvelse forhindres i at begå ny kriminalitet, kan ikke lades helt ude af betragtning, når det drejer sig om forholdsvis alvorlige straffe over for hyppigt recidiverende personer. Men da langt de fleste straffe i Danmark ligger under 1 års fængsel, hyppigt meget under, kan det direkte kriminalitetsforebyggende formål i almindelighed ikke være tungtvejende ved strafudmålingen.

Rådet vil også gerne gøre den almindelige bemærkning, at lempelser i strafudmålingen overfor berigelsesforbrydere kan forekomme velbegrundede, når man tager sit udgangspunkt i sammenligninger mellem berigelsesforbrydelser og voldsforbrydelser. I debatten herom er det undertiden blevet anført, at der i retspraksis kan konstateres et misforhold i strafniveauerne for de to grupper af lovovertrædere. Straffelovrådet er ikke uenigt i, at der her foreligger problemer, der kræver overvejelse. Der kan dog være anledning til at fremhæve, at sager om berigelsesforbrydelser frembyder særlige træk, således at det ikke er nok at gøre gældende i al almindelighed, at formuegoder vurderes højere end legemets integritet. Spørgsmålet om strafudmålingen i berigelsessager foreligger meget ofte på den måde, at straffen skal indbefatte en eller flere tidligere betingede domme eller den uafsonede reststraf fra en tidligere prøveløsladelse. Et andet spørgsmål er, om der muligt bortset fra disse tilfælde er en for stærk tendens til at foretage strafskærpelser overfor berigelsesforbrydere i gentagelsestilfælde. Straffelovrådets flertal er tilbøjeligt til at antage, at dette er tilfældet, men forholdet kan formentligt belyses ved nærmere undersøgelser …

Det må altså fremhæves, at straffelovrådet i sit almindelige syn på sanktionsniveauet ligger på linie med målsætningen i det nu foreliggende lovudkast.

På den anden side har det under straffelovrådets hidtidige arbejde med disse problemer ikke forekommet rådet tilstrækkeligt blot at anbefale en generel sænkning af strafudmålingerne, f.eks. – som det hedder i bemærkningerne til lovudkastet – en reduktion med ”gennemgående en trediedel ”. Rådet havde tænkt sig at foretage en nærmere analyse og vurdering af retspraksis og så vidt muligt på det grundlag at nå frem til en nærmere angivelse af de tilfældegrupper, hvor der under anvendelse af statistik og eksempler kunne peges på særlig nærliggende muligheder for lempelser i sanktionsniveauet. Da ændringer i dette niveau under alle omstændigheder må ske ved domstolenes medvirken og ikke kan foretages gennem automatisk virkende takstsystemer i straffeloven, ville den foran nævnte fremgangsmåde have den fordel, at der i lovforarbejder kunne gives domstolene nærmere vejledning med hensyn til ændringer i praksis.”

Af rådets udtalelse fremgik tillige, at der ikke blandt rådets medlemmer kunne opnås enighed om at tiltræde de foreslåede lovændringer. Et mindretal (Per Lindegård) afgav således en særudtalelse, hvori han frarådede, at der gennemførtes en ændring af strafferammerne i §§ 285 og 286. Straffelovrådets flertal gav sammenfattende udtryk for, at man ikke ville udtale sig imod ændringen, jf. sml. anf. st. sp. 4542:
”Der har i øvrigt i straffelovrådet været udtrykt visse betænkeligheder ved den foran omtalte nedsættelse af det nuværende maksimum på 2 år og 6 måneder i gentagelsestilfælde. Resultatet af drøftelsen herom er dog blevet, at rådets flertal ikke vil udtale sig afgørende imod denne ændring, som sammen med ændringen i § 286, stk. 1, er det lovmæssige grundlag for den tilsigtede generelle nedkriminalisering. Det er ved lovudkastet forudsat, at ændringen med hensyn til strafmaksimum i § 285 ikke i retspraksis må søges modvirket ved en videregående anvendelse af de strengere bestemmelser i § 286 om tyveri m.v. af særlig grov beskaffenhed.”

Også under Folketingets behandling af lovforslaget var der forskellige opfattelser med hensyn til de ændrede strafferammer. Et stor mindretal endte således med at udtale sig imod en vedtagelse af lovforslaget på disse punkter, jf. herved Folketingstidende 1981-82, sp. 8038 ff., og tillæg B, sp. 1103-04 og 1247-48.

5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.1. Straffelovrådets overvejelser om strafferammer for berigelsesforbrydelser behandledes i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse med udgangspunkt i to hovedspørgsmål. Således drøftede man dels spørgsmålet om strafniveauet for berigelses- og voldskriminalitet, dels spørgsmålet om, hvorvidt der på baggrund af ændringerne i 1973 og 1982 var behov for yderligere ændringer i §§ 285-287.

5.2. Om rådets synspunkter vedrørende strafniveauet for berigelses- og voldskriminalitet hed det bl.a., jf. s. 119 ff.:

”Både før og efter lovændringen af 1982 har der flere gange været fremsat kritik af strafudmålingen, for så vidt angår forholdet mellem straffene for berigelsesforbrydelser og straffene for voldsforbrydelser. Det anføres, at domstolene gennem deres strafudmåling opretholder en for høj vurdering af økonomiske interesser, sammenlignet med den vurdering af hensynet til beskyttelse af legemets integritet, som kommer til udtryk i strafudmålingen i voldssager …

Når økonomiske interesser som her anført stilles over for beskyttelsen af legemets integritet, bør man være opmærksom på, at der ved berigelsesforbrydelser og andre strafbare formuekrænkelser ikke altid er tale om angreb på rent økonomiske interesser. Det forholder sig ikke altid således, at den ved formuekrænkelser forvoldte skade fuldt ud kan gøres op i penge og f.eks. fuldt ud genoprettes ved erstatning fra forsikringen. Ikke blot ved røveri, men også ved adskillige tyverier og hærværkshandlinger – ikke mindst indbrud i privat beboelse – kan også forvoldes en krænkelse af affektionsværdier og af enkeltpersoners og familiers følelser af tryghed omkring deres personlige livsforhold.

Det er i nogle henseender sikkert, at sanktionspraksis ikke er mildere men tværtimod strengere over for voldsforbrydere end over for berigelsesforbrydere. Betingede domme forekommer, når de sammenlignes med de ubetingede domme, i væsentligt mindre omfang i voldssager end i sager om berigelseskriminalitet. Det skal hertil føjes, at også antallet af bødeafgørelser er betydelig større i sager om berigelseskriminalitet, der henføres under straffelovens § 287, end i sager om vold.

Som følge af de her nævnte forhold er ubetinget frihedsstraf en relativt større gruppe inden for voldssagerne end inden for sager om berigelsesforbrydelser.

Den kritik af udmålingspraksis, som blev refereret ovenfor, tager vistnok særlig sigte på sager, i hvilke der både for voldskriminalitetens og berigelseskriminalitetens vedkommende er idømt ubetinget frihedsstraf. Det synes navnlig at blive anført, at der udmåles strengere straffe for berigelsesforbrydelser end for voldsforbrydelser, og dette skulle som nævnt være udtryk for en overdreven beskyttelse af formuegoder sammenlignet med beskyttelsen mod fysisk overlast. Der er imidlertid grund til at være opmærksom på nogle typiske forskelle mellem sager om vold og sager om berigelsesforbrydelser. Disse forskelle kan i nogen grad forklare, at der også fremkommer forskelle med hensyn til udmålingsniveauet.

I voldssager foreligger der som oftest kun et enkelt strafbart forhold til pådømmelse. I sager om berigelseskriminalitet er det meget almindeligt, at der rejses tiltale og afsiges dom for flere eller mange strafbare forhold. Dette kan i en del tilfælde forklare, at straffen for tyverier m.v. overstiger det niveau af et par måneders frihedsstraf, som er almindeligt ved pådømmelsen af et voldsforhold …

Hertil kommer, at straffen i sager om berigelseskriminalitet også hyppigere end i voldssager påvirkes af, at der foreligger gentagen kriminalitet. Som foran nævnt er det bl.a. almindeligt forekommende, at der tidligere over for samme person har været anvendt en eller flere ikke-frihedsberøvende sanktioner, og derefter kan der forekomme gentagne domme til frihedsstraf. Det er særlig klart, at straffastsættelsen skærpes i en gentagelsessituation, når strafbare forhold er begået i prøvetiden efter en betinget dom eller prøveløsladelse, således at en tidligere idømt straf eller reststraf indgår i den straf, som nu fastsættes. Denne skærpende virkning af tidligere afgørelser forekommer sjældent i sager om vold.

Straffelovrådet har ikke haft mulighed for i enkeltheder at søge belyst, hvorledes de her nævnte momenter gør sig gældende i konkrete straffesager. Ved en gennemgang af domme, som måske kan foretages i forbindelse med en senere betænkning om sanktionsspørgsmål, ville de foran omtalte sammenligninger mellem straffe for vold og for berigelseskriminalitet især give anledning til at undersøge to spørgsmål. Det ene er, om de nævnte træk ved sager om berigelseskriminalitet – f.eks. pådømmelse af flere strafbare forhold eller gentagelsesvirkning – muligvis undertiden gør sig gældende med overdreven vægt ved straffens fastsættelse. Det andet spørgsmål er, om der forekommer mere rene eksempler på enkeltstående berigelseskriminalitet, begået i førstegangstilfælde, der lader sig sammenligne med voldssager og de i disse idømte straffe. I straffelovrådet er nogle medlemmer tilbøjelige til at mene, at der er nogen sandhed i påstanden om en tilbøjelighed til ved strafudmålingen at overbetone strafværdigheden af formuekrænkelser … Der er i straffelovrådet enighed om, at en almindelig skærpelse af straffene for voldsforbrydelser næppe er noget velegnet middel til udligning af mulige skævheder i forholdet mellem vold og berigelsesforbrydelser ...”

5.3. På den ovenfor anførte baggrund drøftedes herefter spørgsmålet om ændring i §§ 285-287. Drøftelsen tog udgangspunkt i følgende muligheder:

(1) Det er ikke forsvarligt at nedsætte strafmaksimum i § 285, og heller ikke det faktiske strafniveau for berigelsesforbrydelser bør nedsættes.
(2) Det er ikke forsvarligt at nedsætte strafmaksimum i § 285. Der bør dog nu, hvor det er aktuelt at tage stilling til brugen af frihedsstraf, i lovforarbejder tilskyndes til en yderligere reduktion i nogle af de udmålte straffe for berigelsesforbrydelser.
(3) Strafferammen i § 285 bør nedsættes til f.eks. 1 års fængsel, hvilket nødvendigvis vil føre til en reduktion af udmålingsniveauet nedad på skalaen, hvad enten der gives direktiver herom (som i 1982) eller ej.
(4) Strafferammen bør nedsættes som nævnt under pkt. (3), men ikke med hensyn til gentagelsestilfælde; man bør med andre ord genoplive en delt strafferamme som før 1982.

Konklusionen på drøftelsen blev, at rådet delte sig i spørgsmålet om ændring af §§ 285-287. Om flertallets synspunkter anførtes bl.a., jf. s. 122 ff.:

”Et flertal i straffelovrådet (Elmer, Haulrig, Langkilde, Lindegaard og Rentzmann) finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af strafferammens maksimum i § 285. Disse medlemmer henviser til, at der allerede er sket nedsættelser to gange inden for en forholdsvis kort årrække. En ændring af maksimum fra 1 år og 6 måneder til 1 år ville – også selv om den blev begrænset til tilfælde, hvor der ikke foreligger gentagelse – være betænkelig med henblik på nogle af de groveste kriminalitetsformer, der foreligger til pådømmelse. Der er i almindelighed ikke i praksis stor tilbøjelighed til at anvende en strafferammes maksimum, og hvis maksimum i § 285 blev fastsat til 1 år, ville det inden for den grovere ende af kriminaliteten normalt være en straf på mindre end 1 års fængsel, der kom i betragtning. Hertil kommer, at straffene også på de lavere trin af skalaen ville blive presset nedad, hvis man skulle bevare sædvanlige muligheder for at differentiere strafudmålingen i overensstemmelse med kriminalitetens grovhed, herunder navnlig antallet af kriminelle forhold og størrelsen af de beløb, der er indvundet ved lovovertrædelserne.

Når det er nævnt af mindretallet, at der samtidig med en nedsættelse af maksimum i § 285 kunne ske en vis udvidelse af anvendelsesområdet for § 286, må man nære betænkelighed ved denne fremgangsmåde. § 286 har væsentlig højere maksima end § 285. Det må betragtes som en fordel, at anvendelsen af § 286 i hidtidig praksis har kunnet begrænses til virkelig grove forhold. Hvis der skulle være spørgsmål om en øget anvendelse af § 286, ville der opstå nye afgrænsningsproblemer, og man måtte spørge, hvad der egentlig er vundet ved at nedsætte maksimum i § 285, når de forhold, der mest direkte ville blive berørt af nedsættelsen, i stedet kan henføres under en strengere bestemmelse.

Disse medlemmer vil imidlertid ikke afvise, at der inden for det nugældende maksimum i § 285 kan være grundlag for yderligere reduktioner i strafudmålingen i overensstemmelse med de tilkendegivelser, der fremkom i 1982. Der foreligger endnu ikke noget klart overblik over 1982-lovens virkninger. Det er tænkeligt, at man ved nærmere analyse af et domsmateriale vil kunne pege på grupper af tilfælde, hvor strafreduktioner kommer i betragtning med henblik på en videre tilnærmelse til lovgiverens målsætning fra 1982 …”

Om mindretallets betragtninger fremgik, jf. s. 123 ff.:

”Et mindretal (Bang og Waaben) finder, at der på ny bør ske en ændring i § 285 som støtte for en fortsat reduktion af straffene for berigelsesforbrydelser. I perioden siden omkring 1970 har det været et hovedpunkt i den kriminalpolitiske debat at søge brugen af ubetinget frihedsstraf reduceret. Visse resultater af denne bestræbelse har også kunnet konstateres, men det må ventes, at der her er tale om en langtidsbevægelse, og det forekommer ikke unaturligt, at dette med forholdsvis korte mellemrum giver anledning til, at udviklingen støttes ved lovændringer. I 1982 var det Folketingets hensigt – i tilknytning til udtalelser fra straffelovrådets flertal – at strafferammeændringer skulle ledsages af en reduktion af det faktiske udmålingsniveau på gennemgående en tredjedel. Skønt de senere statistiske opgørelser kan efterlade nogen uklarhed, finder mindretallet det mest nærliggende at antage, at praksis har været et godt stykke fra at opfylde forudsætningen om en strafreduktion på gennemgående en tredjedel.

Hvis der skal være nogen realitet i de ofte gentagne ønsker om en mindre brug af frihedsstraffen, må det først og fremmest være på berigelsesforbrydelsernes område, der skal opnås noget i denne retning. De udgør langt den største del af straffelovskriminaliteten, og der er i øvrigt tegn på, at det på flere af de øvrige kriminalitetsområder vil være svært at opnå strafreduktioner, eller at der ligefrem kan være områder, hvor der ønskes strafskærpelse. I forhold til den almindelige kriminalpolitiske målsætning med hensyn til frihedsstraf er berigelsesforbrydelserne altså centralt placeret. Som tidligere nævnt er mindretallet desuden tilbøjeligt til at mene, at der stadig er noget rigtigt i påstanden om en tilbøjelighed til i udmålingspraksis at vurdere beskyttelsen af økonomiske interesser for højt sammenlignet med andre interesser.

På baggrund af det her anførte forekommer det mindretallet at være en nærliggende løsning, at strafmaksimum i § 285 nedsættes fra 1 år og 6 måneder til 1 år. Der er også den mulighed, at maksimum på 1 år og 6 måneder opretholdes med henblik på gentagelsestilfælde, medens maksimum i øvrigt bliver 1 år. Efter denne løsning genoplives altså en delt strafferamme i § 285. Vælges denne løsning, vil der forhåbentligt om nogle år foreligge gode muligheder for at undersøge nærmere, hvorledes de successive lovændringer har virket, og der vil kunne tages stilling til, om der til den tid er grundlag for at nedsætte også gentagelsesmaksimum til 1 år …

Såfremt en delt strafferamme i § 285 vælges, ville det være naturligt i § 285 at tilføje en bestemmelse om, at den i § 81, stk. 3, omhandlede gentagelsesfrist i denne forbindelse er 3 år. … har straffelovrådet ment at burde afstå fra nu at foreslå en generel ændring af dette indhold i § 81, men det er fremhævet, at rådet ser velvilligt på tanken.

Ved den nævnte nedsættelse af maksimum i § 285 til 1 år kan det blive aktuelt at henføre visse grænsetilfælde under § 286 i stedet for som hidtil under § 285. Det er naturligvis ikke tanken, at det faktiske udmålingsniveau skulle være uændret, alene med den forskel, at nogle tilfælde overflyttes til § 286. En nedsættelse af maksimum i § 285 skal resultere i en reel reduktion i udmålingsniveauet. Men der vil i et mindre antal tilfælde være anledning til at overveje, om ikke grovere kriminalitet bør henføres under § 286, som allerede i dag har en sådan formulering, at den tillader en videre anvendelse end den hidtil kendte. Selv med en sådan begrænset udvidelse af § 286-området kan det med sikkerhed påregnes, at området fortsat vil være et mindre antal sager om berigelsesforbrydelser af særlig grov beskaffenhed eller begået i stort antal.”

5.4. Rådets overvejelser afsluttedes med en drøftelse af nogle detailspørgsmål om udformningen af §§ 285-287. Om besvarelsen af disse spørgsmål var der i det væsentlige enighed blandt rådets medlemmer, sml. s. 125-26:

”Det er således blevet drøftet, om der i § 285, stk. 1, bør opstilles forskellige strafferammer for de i bestemmelsen nævnte forbrydelser, og om der i § 286 kan være tale om en omformulering af betingelserne for den skærpede bedømmelse og en ændring af rammerne i stk. 2 og 3. Det er imidlertid straffelovrådets konklusion, at der ikke bør stilles forslag om ændringer på disse punkter.

Det er også blevet overvejet, om der i § 285, stk. 1, bør tilføjes en adgang til at idømme bøde. Det kan næppe mod en sådan løsning indvendes, at den er ulogisk og overflødig i betragtning af, at der i § 287 er hjemmel til bødestraf. Allerede nu er der i § 285, stk. 2, bøde i strafferammen for ulovlig omgang med hittegods og hæleri med hensyn hertil, skønt disse forbrydelser også er omfattet af § 287 …

Der kunne formentlig undtagelsesvis være behov for at anvende bøde i sager, som ikke henføres under § 287. Ændringen af § 287 i 1973 har, i forbindelse med politisagsbehandling, bevirket en stor udvidelse af området for bødestraf i sager om små berigelsesforbrydelser. Men det kan ses som en svaghed ved den gældende ordning, at området for § 287 i praksis afgrænses med udpræget vægt på visse beløbsgrænser med hensyn til de tilvendte værdier. Denne svaghed kunne afhjælpes ved en tilføjelse af bøde til § 285, stk. 1, navnlig for så vidt angår tilfælde, der ikke efter en rutinemæssig bedømmelse let lader sig henføre under § 287. En anden mulighed er at søge anvendelsesområdet for § 287 udvidet, hvilket er muligt uden ændring af ordlyden af bestemmelsen, som omfatter alle tilfælde, hvor berigelsesforbrydelsen er af ”mindre strafværdighed ”. Det bør i den forbindelse fremhæves, at domstolene allerede i et ganske vist mindre antal tilfælde har henført f.eks. indbrudstyverier, arbejdspladstyverier og gentagen tyverikriminalitet under § 287, når forbrydelsen konkret er bedømt som mindre strafværdig.

Det er den overvejende opfattelse i straffelovrådet, at man bør blive stående ved den gældende ordning og ikke indføje bøde i § 285, stk. 1. Man understreger i stedet behovet for et bredere og mindre beløbsfikseret anvendelsesområde for bødeafgørelser efter § 287. Et sådant udvidet anvendelsesområde for § 287 vil imødekomme ønsket om fortsat nedkriminalisering af de mindre grove berigelsesforbrydelser og kan også ses som en følge af, at hæftestraffen vil udgå af § 285 ved hæftestraffens afskaffelse.

To medlemmer (Bang og Waaben) vil dog foretrække, at bøde optages i strafferammen i § 285. Dette vil understrege den foran omtalte målsætning med hensyn til et bredere og mindre beløbsfikseret anvendelsesområde for bøde, og det vil være en fordel, at bøde efter § 285 ikke behøver at idømmes som tillægsstraf til betinget dom efter § 58, stk. 2.”

6. Gældende ret mv. vedrørende § 288

6.1. Røveri anses som den groveste af alle berigelsesforbrydelser. Det har sammenhæng med, at forbrydelsen ikke er en ren formuekrænkelse, men rummer en kombination af en økonomisk krænkelse og et angreb på en person. Angrebet foregår i reglen således, at gerningsmanden fratager eller aftvinger en anden penge eller andre værdier under anvendelse af vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold. Bestemmelsen, der findes i straffelovens § 288, har følgende ordlyd:

”§ 288. For røveri straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold
1) fratager eller aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,
2) bringer en stjålen ting i sikkerhed eller
3) tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis røveriet har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.”

6.2. Som det fremgår, har bestemmelsen en delt strafferamme, idet der indgår en normalstrafferamme på fængsel indtil 6 år og en skærpet strafferamme på fængsel indtil 10 år. Anvendelsen af den skærpede strafferamme er betinget af tilstedeværelsen af særligt skærpende omstændigheder, herunder at røveriet har haft en særlig farlig karakter. Om røveriet har haft ”en særlig farlig karakter” afhænger i almindelighed af, hvorvidt der er anvendt eller truet med anvendelse af skarpladte skydevåben bortset fra luftpistoler og -geværer. ”Særligt skærpende omstændigheder” kan i øvrigt foreligge, når antallet af forhold eller udbyttets eksorbitante størrelse i forbindelse med andre omstændigheder, f.eks. planlægning, professionelt præg o. lign., giver forholdet en særlig grov karakter. Henførelse under den skærpede strafferamme beror på en konkret helhedsbedømmelse, hvori efter omstændighederne tillige kan indgå tidligere domfældelser for røveri, sml. Den kommenterede straffelov, s. 451-52, samt Anklagemyndighedens Årsberetning 1982, s. 96 ff.

7. Lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse)

7.1. Straffelovens § 288 havde ved straffelovens ikrafttræden i 1933 til 1981 følgende ordlyd:

”§ 288. For røveri straffes med fængsel fra 6 måneder til 10 år den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan
1) fratager eller aftvinger nogen fremmed rørlig ting,
2) bringer en stjålen ting i sikkerhed eller
3) tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler.
Stk. 2. Har røveriet haft en særlig farlig karakter, kan straffen stige til fængsel i 16 år.”

Om forarbejderne til § 288 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 298 og 299 samt s. 262-64. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 258 samt s. 246-247, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 263 samt sp. 381-82. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3399 (§ 288), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5382 (§ 288) samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2209-10.

7.2. Som det fremgår, var normalstrafferammen oprindelig fængsel fra 6 måneder til 10 år. For røveri af særlig farlig karakter gjaldt et forhøjet maksimum på fængsel i 16 år. Disse bestemmelser blev ændret ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse). Med lovændringen bortfaldt det forhøjede strafminimum på 6 måneders fængsel, og maksimum for normalstrafferammen nedsattes til det nuværende 6 års fængsel. Desuden nedsattes det skærpede strafferammemaksimum fra fængsel i 16 år til det nuværende fængsel i 10 år. Endvidere ændredes kriteriet for anvendelse af den skærpede strafferamme, således at den skærpede strafferamme kom til at omfatte tilfælde, hvor ”røveriet har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”. Lovændringen byggede på Straffelovrådets forslag i betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse. Det var led i Straffelovrådets forslag, at forbrydelserne voldtægt (§ 216), brandstiftelse (§ 181) og røveri (§ 288) ved samme lejlighed fik samme normalmaksimum på 6 år og samme forhøjede maksimum på 10 år med henblik på særligt skærpende omstændigheder, sml. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4001-02:

”Straffelovrådet konstaterer …, at de i praksis udmålte straffe for røveri i det helt overvejende antal tilfælde ligger på et niveau, der er meget langt fra de i dag gældende strafmaksima på 10 og 16 års fængsel. Det må efter rådets opfattelse anses for uheldigt, at de gældende strafmaksima i så udpræget grad afviger fra de vurderinger af forbrydelsens karakter og reaktionsbehov, som viser sig i den gældende udmålingspraksis. Det er efter straffelovrådets opfattelse samtidig nærliggende at antage, at det gældende strafminimum på fængsel i 6 måneder i § 288, stk. 1, er til hinder for en ønskelig differentiering i strafudmålingen, når det drejer sig om røveri af ringere grovhed. Når det drejer sig om de ordinære former for røveri, må det nuværende maksimum på 10 års fængsel i § 288 stk. 1, i dag forekomme uforholdsmæssigt højt. Heller ikke med hensyn til de grovere former for røveri kan der i dag antages at være noget rimeligt behov for et så højt strafmaksimum som det gældende på 16 års fængsel.

Straffelovrådet anbefaler, at strafminimum på 6 måneders fængsel ophæves, og at de gældende strafmaksima for røveri nedsættes.

Rådet foreslår, at den almindelige strafferamme i § 288, stk. 1, fastsættes til fængsel indtil 6 år.

Rådet finder det mere tvivlsomt, om strafferammer for kvalificeret røveri (§ 288, stk. 2) kan sænkes helt ned til 10 år, eller om man bør begrænse sig til en nedsættelse til 12 år. Alt i alt finder rådet dog at burde foreslå et strafmaksimum på fængsel indtil 10 år. Der gives i den forbindelse udtryk for, at det må forekomme rigtigt, at der gælder det samme legale strafmaksimum for røveri og voldtægt, hvis fælles særkende er, at der er udøvet tvang ved vold eller trussel om vold.”

Justitsministeriet kunne i det hele tiltræde de synspunkter og forslag vedrørende bl.a. røveri, som var kommet til udtryk i Straffelovrådets betænkning, sml. sp. 4002-03:

”Straffelovrådets forslag om udformningen af strafferammerne for voldtægt, røveri og brandstiftelse indebærer en opspaltning af strafferammerne i forskellige rammer for grove og mindre grove forhold. Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan opspaltning af de pågældende strafferammer. Det kan give anledning til betænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder et strafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens karakter.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af voldtægt, røveri og brandstiftelse bør gælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år, og at gældende strafminima bør ophæves. En strafferamme på højst 6 års fængsel vil efter de af straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger være fuldt tilstrækkelig med henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser.

Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammenhæng med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag til udformningen af skærpelseskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der efter den gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.

Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimum for voldtægt, røveri og brandstiftelse bør være 10 år. For så vidt angår voldtægt svarer dette til det gældende maksimum, og der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændring af det gældende strafudmålingsniveau. Med hensyn til røveri og brandstiftelse efter § 181 indebærer forslaget, at den øverste strafferamme nedsættes til 10 år. For så vidt angår røveri kan det give anledning til en vis tvivl, om en sådan nedsættelse bør ske. Justitsministeriet kan imidlertid tiltræde straffelovrådets synspunkt om, at der i sager om et enkelt røveri næppe vil være behov for fængselsstraf i mere end 10 år, og at et eventuelt behov for i sager om flere forhold undtagelsesvis at idømme en strengere straf vil kunne imødekommes på tilstrækkelig måde gennem den gældende regel i straffelovens § 88, stk. 1, pkt. 2, hvorefter straffen i sådanne tilfælde under særdeles skærpende omstændigheder kan forhøjes med indtil det halve. Det kan endvidere efter justitsministeriets opfattelse forekomme uheldigt, at formålet med den udøvede tvang i dag fører til et højere strafmaksimum for røveri end for voldtægt, når det dog er et fælles særkende for disse forbrydelser, at der er udøvet tvang ved vold eller trussel om vold.”

Som nævnt ovenfor indgik i lovændringen også en ændret udformning af kriterierne for at henføre røveri under den skærpede straffebestemmelse i § 288, stk. 2. Herom henvistes i lovforslagets bemærkninger til Straffelovrådets betænkning, hvori det bl.a. anførtes, jf. betænkningen s. 66 ff:

”Det foreslåede strafmaksimum på 6 år i den almindelige strafferamme vil efter straffelovrådets opfattelse give grundlag for en passende strafudmåling i den helt overvejende del af de tilfælde, der i dag henføres under § 288, stk. 1. Det gælder også i en række af de tilfælde, hvor forholdet er begået under omstændigheder, som tillægges skærpende betydning ved strafudmålingen efter den gældende § 288, stk. 1. Den omstændighed, at forholdet er begået af flere i forening, eller at det drejer sig om bank- eller sparekasserøveri, bør således ikke i sig selv kunne begrunde anvendelse af den skærpede strafferamme.

At røveriet har rettet sig mod betydelige værdier, eller at der er tale om flere forhold, bør i almindelighed heller ikke i sig selv medføre, at sagen falder uden for den almindelige strafferamme. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor antallet af forhold eller udbyttets eksorbitante størrelse, i forbindelse med andre særlige omstændigheder (systematisk forudgående planlægning, gerningens professionelle præg eller lignende), kan give sagen som helhed en så graverende karakter, at det må anses for påkrævet at gøre brug af den skærpede strafferamme. I en sådan helhedsbedømmelse vil der også være plads til at tage hensyn til tidligere domfældelser for røveri.

Der kan næppe opstilles helt faste retningslinier for afgørelsen af, i hvilke tilfælde selve karakteren af den anvendte vold eller trussel skal medføre, at forholdet henføres under den skærpede strafferamme. Udgangspunktet må efter straffelovrådets opfattelse være de farlighedssynspunkter, der ligger til grund for den nuværende retstilstand. I overensstemmelse hermed bør den skærpede strafferamme i almindelighed finde anvendelse i tilfælde, hvor der i forbindelse med røveriet er anvendt eller truet med skarpladte skydevåben eller andre særligt farlige våben eller midler. Det samme gælder, hvis der (forsætligt) er påført betydelig legemsskade.

Anvendelse af den skærpede ramme vil også kunne komme på tale i andre tilfælde, hvor forholdet har været af særlig grov karakter. Uden for de ovennævnte klare farlighedstilfælde kan der imidlertid næppe peges på bestemte gerningstræk, som er egnede til at være afgørende for anvendelsen af den skærpede ramme ved en isoleret bedømmelse hver for sig. Man bør ved valget mellem den almindelige og skærpede ramme ikke overbetone enkelte grovhedsfaktorer vedrørende f.eks. intensiteten af den udøvede vold, de følger, som den (uagtsomt) har medført, offerets alder eller lignende. Derimod vil grovhedsfaktorer af denne karakter kunne foreligge i en sådan kombination, at de efter en samlet vurdering af sagen giver grundlag for at anvende den skærpede strafferamme.

Det følger af det anførte, at valget mellem den almindelige og skærpede strafferamme og dermed af procesform i væsentlig grad vil afhænge af en konkret vurdering. Det vil efter straffelovrådets opfattelse være naturligt, at sager om røveri fremmes som nævningesager efter den skærpede strafferamme i tilfælde, hvor det efter en vurdering af samtlige gerningsmomenter kan forventes, at gerningsmanden vil blive idømt en straf på omkring 4 års fængsel eller derover.

De ovenfor fremhævede synspunkter nødvendiggør næppe ubetinget en ændring af det nuværende kriterium for anvendelsen af den skærpede strafferamme. I enkelte tilfælde vil det dog kunne forekomme mindre heldigt, hvis anvendelsen af den skærpede ramme alene skal være knyttet til en bedømmelse af, om røveriet er af ”særlig farlig karakter ”. Det gælder blandt andet, når det drejer sig om de ovennævnte undtagelsestilfælde, hvor udbyttets ekstraordinære størrelse eller antallet af forhold efter omstændighederne kan gøre en skærpet bedømmelse påkrævet. Også i den nuværende praksis forekommer der tilfælde, hvor et bredere affattet kriterium ville have givet et mere dækkende grundlag for anvendelsen af den skærpede ramme.

Alt i alt finder straffelovrådet det rigtigst, at der ved en ændring af lovens nuværende kriterium sker en markering af, at anvendelsen af den skærpede ramme ikke alene bygger på en vurdering af de anvendte tvangsmidlers farlighed, men er knyttet til en helhedsbedømmelse af samtlige sagens omstændigheder. En sådan ændring vil formentlig mest hensigtsmæssigt kunne ske ved en tilføjelse til lovens nuværende udtryk, således at kriteriet for anvendelsen af den skærpede ramme herefter lyder: ”hvis røveriet har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”. Udtrykket ”særligt skærpende omstændigheder ” udelukker ikke, at strafferammen på 10 år efter § 88, stk. 1, 2. pkt. forhøjes med det halve, når der foreligger flere forhold, og sagen er af ekstraordinær grovhed.”

8. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

8.1. Som led i revisionen af strafferammer i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse drøftede Straffelovrådet, om der var grundlag for yderligere nedsættelse af det forhøjede strafferammemaksimum på fængsel i 10 år, og om der burde ske en yderligere reduktion af normalstrafferammens maksimum på fængsel i 6 år. Der var i rådet enighed om, at det hidtidige strafferammemaksimum på fængsel i 10 år i den skærpede strafferamme burde opretholdes. Om udformningen af normalstrafferammen kunne der imidlertid ikke opnås enighed, idet et flertal på fire medlemmer gik ind for en yderligere reduktion af normalstrafferammens maksimum fra fængsel i 6 år til fængsel i 4 år, mens et mindretal på tre medlemmer foretrak at blive stående ved de 6 år, sml. s. 128-29:

”Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for en ny nedsættelse af det forhøjede strafmaksimum på 10 års fængsel i § 288, stk. 2. Det kan derimod ikke udelukkes, at der bør ske en nedsættelse til 4 eller 5 år af det nuværende maksimum på 6 års fængsel i § 288, stk. 1. Der kan vanskeligt tænkes at blive behov for at idømme straf af mere end 4 års fængsel i sager, der ikke kan henføres under § 288, stk. 2, om 10 års maksimum. Det må herved tages i betragtning, at strafferammens maksimum kan overskrides – altså også hvis 6 års maksimum i stk. 1 nedsættes – såfremt der er spørgsmål om fastsættelse af fællesstraf som følge af tidligere prøveløsladelse eller betinget dom, og at der i tilfælde af sammenstød (f.eks. pådømmelse af flere røverier) er mulighed for en forhøjelse af strafmaksimum efter § 88, stk. 1.

Som det er nævnt ovenfor, blev der i 1981 fastsat samme strafferamme for voldtægt, brandstiftelse (§ 181) og røveri. Straffelovrådet tillægger det ikke væsentlige betydning, om paralleliteten mellem de tre forbrydelser opretholdes i denne henseende. Man ser med andre ord ikke i forholdet til § 216 eller § 181 noget, der taler imod en isoleret nedsættelse af maksimum for røveri.

Røveri er en forbrydelse, der forekommer i meget forskellige grader af grovhed. Den spænder fra nogle særdeles grove og farlige handlinger til relativt ubetydelige og ufarlige forhold, der i realiteten ligger nær ved et tyveri i kombination med vold og trusler og måske oftere burde bedømmes på denne måde og ikke som røveri. Udmålingspraksis viser allerede nu, at røverier kan være af meget forskellig strafværdighed, men det kunne være en fordel at lade en lovændring være en tilkendegivelse om, at man fortsat bør vise åbenhed over for en vis omvurdering af de røverier, der ikke hører til de groveste.

Konklusionen af straffelovrådets overvejelser på dette punkt er blevet, at et flertal (Bang, Haulrig, Rentzmann og Waaben) foreslår det ordinære strafmaksimum nedsat fra 6 til 4 år, medens et mindretal (Elmer, Langkilde og Lindegaard), der bl.a. henviser til, at § 288 er ændret så sent som i 1981, vil foretrække at blive stående ved 6 år, men med en tilkendegivelse om de foran nævnte synspunkter på udmålingsniveauet.

I relation til retsplejelovens § 762, stk. 2, om retshåndhævelsesarrest, der sætter en strafferammegrænse ved 6 år, kan en ændring af retstilstanden efter flertallets opfattelse undgås på den måde, at § 288, stk. 1, udtrykkelig nævnes i retsplejeloven. … Der er dog ikke inden for flertallet enighed om, at man behøver en hjemmel til retshåndhævelsesarrest i røverisager, der ikke kan henføres under § 288, stk. 2.”

9. Gældende ret mv. vedrørende straffelovens §§ 289 og 289 a

9.1. Straffelovens § 289 indeholder en bestemmelse om straf for skattesvig og momssvig samt indsmugling af særlig grov karakter. Bestemmelsen er en strafudmålingsregel, der forhøjer de strafferammer, der er fastsat i skattekontrolloven, momsloven og toldloven, til fængsel i 4 år, når forholdet er af særlig grov karakter. Alene skattesvig, momssvig og indsmugling omfattes af den skærpede strafferamme, ikke andre former for skatte- og afgiftsbesvigelser, jf. herved bl.a. Den kommenterede straffelov s. 453. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 289. Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, eller i momssvig af særlig grov karakter, jf. momslovens § 81, stk. 3. På samme måde straffes den, der gør sig skyldig i indsmugling af særlig grov karakter, jf. toldlovens § 73, stk. 2, smh. med stk. 1, eller den, der gør sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 3.”

Om skattesvig skal henføres under den skærpede strafferamme i straffelovens § 289, beror på en konkret vurdering. Som udgangspunkt henføres forhold på 500.000 kr. og derover under § 289, jf. herved bl.a. pkt. J i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 164 af 29. oktober 1999 om administrative bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 13 B, 13 C, 15, 16 og 18. For momssvig gælder lignende retningslinier, jf. herved Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 138 af 27. juli 2000 om ændring af straffeloven - momssvig af særlig grov karakter, pkt. 1, hvori det bl.a. anføres:

”Momssvig af særlig grov karakter er forhold, hvor der med forsæt til afgiftsunddragelse eller uberettiget udbetaling er sket overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, for så vidt angår et beløb, der overstiger 500.000 kr. På samme måde som i sager om skattesvig er denne beløbsgrænse et udgangspunkt, der kan fraviges i opadgående eller nedadgående retning, hvis sagens konkrete omstændigheder giver grundlag herfor. I denne vurdering kan f.eks. indgå, om momssvigen er gennemført systematisk eller på en måde, der gør opdagelsen særlig vanskelig.

Ved afgørelsen af, om en samtidig overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven skal henføres til straffelovens § 289, skal foretages en isoleret beløbsopgørelse og ikke en sammenlægning.”

Bestemmelsen om skattesvig og indsmugling af særlig grov karakter blev indsat i straffeloven ved lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov (Skattesvig og indsmugling). Bestemmelsen sigtede ikke alene på forhold, der medfører straf, som går ud over skattekontrollovens og toldlovens strafmaksima på 2 års fængsel, men også forhold under disse strafmaksima, når forholdet i det enkelte tilfælde skønnes at være så groft, at reaktionen bør give sig udtryk ved at henføre forholdet under straffeloven. Indsættelsen af en bestemmelse om skattesvig og indsmugling af særlig grov karakter i straffeloven havde til formål at fremhæve paralleliteten mellem disse og andre alvorlige forbrydelser. Straffebestemmelsen var et led i en tilsigtet skærpelse af sanktionerne for skattesvig og indsmugling og antoges at ville øge straffebestemmelsernes præventive virkning, sml. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 235-36.

Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.) udvidedes bestemmelsen til også at omfatte grov momssvig. Det indebar, at strafmaksimum for grov momssvig, der hidtil efter momsloven havde været fængsel i 2 år, forhøjedes til fængsel i 4 år. Samtidig blev overtrædelser af momsloven undergivet en forældelsesfrist på 10 år svarende til den forældelsesfrist, der gælder for overtrædelser af skattekontrolloven, sml. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 216 ff. (222):

”I forhold til de grove momssager, der i dag behandles efter momsloven med et strafmaksimum på fængsel i 2 år, indebærer forslaget en skærpelse. I forhold til de momssager, hvor betingelserne er opfyldt for at henføre forholdet under straffelovens § 279 om bedrageri, der efter straffelovens § 286, stk. 2, i grove tilfælde har et strafmaksimum på fængsel i 8 år, vil en anvendelse af § 289 indebære et strafmaksimum på fængsel i 4 år. Da den foreslåede udvidelse af § 289 har til formål at medføre en strafskærpelse i de grove momssager, tilsigtes der ikke hermed en samtidig straflempelse i forhold til de grove momssager, der hidtil er blevet henført under straffelovens § 279, og hvor der er eksempler på straffe af fængsel i 4 år og 6 måneder. For sådanne sager vil dette efter omstændighederne kunne sikres ved en anvendelse af strafforhøjelsesreglen i straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt.

Det tilføjes, at Justitsministeriet ikke med dette forslag har taget stilling til, i hvilket omfang der måtte være grundlag for en yderligere udvidelse af straffelovens § 289 eller for at foreslå andre initiativer med henblik på at bekæmpe økonomisk kriminalitet rettet mod offentlige midler. Videre overvejelser om disse spørgsmål sker i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet ...”

9.2. Straffelovens § 289 a indeholder en bestemmelse, der særskilt kriminaliserer EU-svig. Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.). Formålet med bestemmelsen var at gennemføre de ændringer i straffeloven, der er nødvendige for at sikre dansk opfyldelse af Konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EU-svigskonventionen), som blev undertegnet den 26. juli 1995. Bestemmelsen indebærer, at EU´s finansielle interesser med hensyn til indtægter opnår samme beskyttelse, som gælder for den danske stats indtægter i form af skat og moms. Straffeværnet imod misbrug af EU´s støtteordninger er med § 289 a endog blevet stærkere end for en del af de nationale støtte- og tilskudsordninger, jf. herved Den kommenterede straffelov, s. 457. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 289 a. Med bøde eller fængsel indtil 4 år straffes den, der til brug for afgørelser om betaling til eller udbetaling fra De Europæiske Fællesskabers budget eller budgetter, der forvaltes af eller for De Europæiske Fællesskaber, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre. Udbetaling fra de Europæiske Fællesskabers budget m.v. omfatter også ordninger, der kun delvis er finansieret af EU-midler.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovlig opnået fordel med hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget til.”

Bestemmelsen har, som det fremgår, en maksimumstrafferamme på fængsel indtil 4 år svarende til maksimumstrafferammen i straffelovens § 289 om skattesvig, momssvig og indsmugling af særlig grov karakter, sml. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 231:

”... Når spørgsmålet om forholdet mellem straffelov og særlov i det foreliggende tilfælde ... kan stille sig lidt mere kompliceret, skyldes det bl.a., at den foreslåede bestemmelse i § 289 a skal tjene som overbygning til en lang række særlovsbestemmelser, hvor der f.eks. for nogles vedkommende kun er bøde i strafferammen, mens andre indeholder hjemmel til fængsel indtil 4 år, dvs. samme strafmaksimum som foreslået i § 289 a.
...
Forsætlige forhold, der f.eks. på grund af beløbets beskedne størrelse kan afgøres med bøde, bør ... henføres til særlovsbestemmelsen. Adgangen til at idømme bøde for forsætlig EU-svig efter straffelovens § 289 a vil i så fald navnlig få praktisk betydning på områder, hvor der ikke findes særlovsbestemmelser.

Forsætlige forhold, der er af en sådan grovhed, at der bør idømmes frihedsstraf, henføres til straffelovsbestemmelsen, hvis særlovsbestemmelsen alene hjemler bødestraf. I de tilfælde, hvor særlovsbestemmelsen indeholder hjemmel til frihedsstraf, vil udgangspunktet være, at mindre grove forhold, der alene straffes med en kortere frihedsstraf, henføres til særlovsbestemmelsen. Er der derimod tale om grove forhold, forudsættes det, at straffelovsbestemmelsen anvendes. Dette gælder, selv om den fængselsstraf, der konkret udmåles, måtte ligge inden for det strafmaksimum, der er fastsat i særlovsbestemmelsen. Dette er i overensstemmelse med sædvanlige principper om forholdet mellem særlovsbestemmelser og overbygningsbestemmelser i straffeloven.

Det tilføjes, at hele det generelle spørgsmål om strafsanktioneringen af overtrædelser inden for skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen – hvad enten der er tale om nationale ordninger eller EU-ordninger eller eventuelt begge dele – indgår i arbejdet i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet ...”

Af lovforslagets bemærkninger anf. st. fremgår tillige, at der til § 289 a er knyttet en forudsætning om, at forholdet alene pådømmes efter § 289 a, når handlingen indebærer en overtrædelse af såvel § 279 som § 289 a. Er der tale om indsmugling af særlig grov karakter, henføres forholdet (som hidtil) under den særlige overbygningsbestemmelse i § 289, 2. pkt.

10. Tidligere overvejelser om §§ 289 og 289 a

10.1. Strafferammen i § 289 var genstand for en kortfattet omtale i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Det skyldtes, at spørgsmålet om kriminalisering af bl.a. skatte- og afgiftsunddragelser allerede var rejst i anden sammenhæng, sml. s. 129:

”Ved sin gennemgang af strafferammerne i straffelovens kap. 28 har straffelovrådet ment at burde se bort fra § 289 og lade spørgsmålet om eventuelle ændringer bero på senere overvejelser. Justitsministeriet har ved skrivelse af 19. marts 1984 anmodet straffelovrådet om at afgive en udtalelse om forskellige spørgsmål, der navnlig har sammenhæng med forslag og bemærkninger i to udvalgsbetænkninger om nogle særlovsproblemer, Bet. nr. 932/1981 om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen og Bet. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen. Navnlig den førstnævnte af disse betænkninger giver anledning til overvejelser, der berører § 289, fordi det pågældende udvalg har foreslået, at der også med hensyn til andre skatte- og afgiftsforseelser end de i § 289 nævnte indføjes særlige straffebestemmelser i straffeloven. Straffelovrådet finder det derfor nødvendigt at lade overvejelser vedrørende § 289 bero på den fortsatte behandling af de nævnte betænkninger om visse særlovsovertrædelser.”

10.2. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har afgivet betænkning nr. 1396/2001 om straffelovens § 289 m.v. – berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. I betænkning nr. 1396/2001 behandles spørgsmålet om, hvorvidt berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler skal være undergivet en mere ensartet strafferetlig regulering i form af en fælles overbygningsbestemmelse i straffelovens § 289, som tager sigte på grove forhold. I betænkningen indgår også en drøftelse af spørgsmålet om, hvorvidt nationale midler skal have en strafferetlig beskyttelse svarende til den, der nu gælder for EU-svig. Udvalgets forslag og bemærkninger er nærmere beskrevet i betænkningen, s. 91 ff. Heraf fremgår bl.a., at udvalget foreslår § 289 affattet således:

”§ 289. Med fængsel indtil [4] [6] [8] år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller § 289 a.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, såfremt der i straffebestemmelser i den i stk. 1 nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse.”

Udvalget foreslår endvidere § 289 a affattet således:

”§ 289 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud og støtte fra
a) danske myndigheder eller
b) De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer
giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, herunder undlader at opfylde en oplysningspligt, af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået fordel med hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat brug.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder anvendelse på alle overtrædelser vedrørende midler af den angivne art.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2 finder kun anvendelse, hvor anden lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.
Stk. 5. Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særlig grov karakter straffes efter § 289.”

Om udvalgets overvejelser vedrørende strafferammerne i de foreslåede bestemmelser fremgår indledningsvis, at de er sket under iagttagelse dels af Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, dels det nuværende kommissorium om revision af strafferammesystemet. Det hedder herom, jf. betænkningen s. 60:

”Udvalget har i sine overvejelser vedrørende strafferammer taget udgangspunkt i de gældende bestemmelser i straffeloven. Udvalget har således tilstræbt en indbyrdes harmonisk regulering, men har ikke i øvrigt taget stilling til, om der er behov for at revidere strafferammerne i straffeloven. Dette spørgsmål blev behandlet af Straffelovrådet i betænkning nr. 1099/1087 om strafferammer og prøveløsladelse. En del af de foreslåede reguleringer er gennemført. Justitsministeriet har den 11/6 1999 anmodet Straffelovrådet om at foretage en samlet vurdering af strafferammerne i straffeloven og eventuelt på baggrund heraf komme med indstillinger til lovændringer.”

Af betænkningen fremgår videre, at udvalget har været delt i spørgsmålet om valget af strafferamme for overtrædelser omfattet af den foreslåede skærpede strafferamme i straffelovens § 289. Om maksimumstrafferammen i § 289 udtaler et flertal på 7 af udvalgets medlemmer, jf. s. 60 f:

”7 af udvalgets medlemmer (Hans Henrik Brydensholt, Jørgen Christiansen, Vagn Greve, Lau Kramer, Lene Nielsen, Erik Overgaard, Henrik Rothe) har anført, at der ved valget af strafferamme må tilstræbes harmoni med de nye bestemmelser i straffeloven, ikke med bestemmelser, hvis maksima er blevet fastsat ud fra forholdene i 1920rne. Der kan derfor henvises til, at straffelovens § 125 a om menneskesmugling, § 192 a om grove våbenforbrydelser og § 196 om grove miljøforbrydelser fra årene 1997 og 1998 har maksimalstraffe på 4 års fængsel. Dette maksimum svarer til det nuværende for groft skattesvig, groft smugleri og groft EU-svig.

Hvis dette maksimum anvendes generelt på det her behandlede område, vil det medføre, at et stort antal forbrydelsestyper får fordoblet maksimalstraffen fra de nuværende to år. Et mindre antal forbrydelser vil på den anden side få et lavere maksimum (4 år i stedet for 8 år).

Der findes absolut intet grundlag for at antage, at denne sidstnævnte ændring vil ændre straffebestemmelsens præventive virkning.

Det vil betyde, at nogle af de her behandlede, bedragerilignende forhold vil have en maksimalstraf, der er lavere end efter den almindelige bedrageribestemmelse. Det må anses for velbegrundet derved, at de her behandlede bedragerilignende tilfælde aldrig i praksis vil kunne få så gennemgribende skadevirkninger som de almindelige bedragerier, der kan medføre konkurs og velfærdstab for ofrene. Myndighederne har endvidere ganske andre kontrolmuligheder og -beføjelser ved de her behandlede bedragerilignende forhold end ved almindelige bedragerier. Efter forholdets realiseren har myndighederne langt mere indgribende tvangsmidler til gennemførelse af erstatningskravene end privatpersoner, som har været ofre for bedragerier. Hertil kommer udelukkelse af erhverv på en række områder, der anvendes ved siden af straffene.

Dette fører naturligt til at bevare 4 års fængsel som maksimalstraffen for dette område.

Disse medlemmer har endvidere henvist til, at der inden for dele af EU-lovgivningen tillige anvendes meget indgribende administrative sanktioner ... og at der er mulighed for tillige at idømme tillægsbøder efter straffelovens § 50, stk. 2. Der idømmes i dag tillægsbøder ved overtrædelser af skattekontrolloven og momsloven (disse tillægsbøder udmåles som svarende til det unddragne beløb). Ved andre afgiftsunddragelser nedlægges normalt påstand om en tillægsbøde på halvdelen af det unddragne beløb. På kildeskatteområdet og ved smugleri nedlægges normalt ikke påstand om tillægsbøde.”

6 af udvalgets medlemmer anfører:

”6 af udvalgets medlemmer (Mads Bryde Andersen, Preben Bialas, Susan Bramsen, Michael Clan, Alexander Houen, Flemming Kjær) foreslår, at § 289 får et strafmaksimum, der svarer til bedrageribestemmelsen.

Dette er efter de gældende regler ensbetydende med et strafmaksimum på fængsel i 8 år, jfr. straffelovens § 286, stk. 2. Der ligger imidlertid ikke heri en stillingtagen til, om fængsel i 8 år bør kunne idømmes, men alene en stillingtagen til, at der efter disse medlemmers opfattelse bør være harmoni mellem straffelovens § 289 og straffelovens § 279, således at beskyttelsen af private og offentlige midler generelt sidestilles. Dette er særlig velbegrundet i de sager, der i dag kan bedømmes efter straffelovens § 279.

Disse medlemmer er ikke umiddelbart bekendt med pådømte sager, hvor et strafmaksimum på fængsel i 6 år i kombination med muligheden for under særdeles skærpende omstændigheder at gå op til fængsel i 9 år, jfr. straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., ikke ville have været tilstrækkeligt.

Det virker efter disse medlemmers opfattelse ikke velbegrundet, at en straffebestemmelse, der beskytter offentlige midler, skal være mildere end den, der i dag beskytter både private midler og i et vist omfang offentlige midler.

De store smuglerikomplekser, hvoraf der i et af komplekserne er idømt fængsel i henholdsvis 4 og 5 år til 2 tiltalte ... indicerer også, at strafmaksimum i straffelovens § 289 er ved at være utidssvarende i forhold til nogle områder af nutidens kriminalitet. Muligheden for at anvende straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., bør ikke have indflydelse på, at det tilstræbes at have en tilstrækkelig normalstrafferamme.

Tilsvarende gør sig gældende i sager om momskaruseller og andre store momssager. I bilag ... er anført 4 afgjorte sager på området, hvor der i 3 af sagerne blev idømt fængsel i 4 år og 6 måneder og i 1 af sagerne fængsel i 4 år. I de store verserende sagskomplekser forventes tiltalen at vedrøre betydeligt højere beløb end i de anførte sager. F.eks. vedrører en af de sager, der er færdigefterforsket, momsunddragelser på ca. 100 mio. kr., hvor den hovedsigtede er sigtet for hele beløbet.

I samme forbindelse kan nævnes selskabstømningssagerne, hvor tiltalen vedrører skyldnersvig i forbindelse med, at selskaberne tømmes for beløb, der skulle være anvendt til betaling af skatter. De højeste straffe for de hovedtiltalte i disse sager er pr. marts 2000 fængsel i 6 år (samt betaling af 27,4 mio. kr. til Told- og Skattestyrelsen ...), fængsel i 5 år (samt konfiskation af 8,8 mio. kr. ... skattekravet på ca. 93,4 mio kr. udskudt til civilt søgsmål), fængsel i 7 år (samt konfiskation af 68 mio. kr. ... skattekravet på ca. 320 mio. kr. udskudt til civilt søgsmål) og fængsel i 6 år (samt konfiskation af ca. 26,2 mio. kr. ... skattekravet på ca. 173,8 mio. kr. udskudt til civilt søgsmål).

Der bør efter disse medlemmers opfattelse ikke være forskel på strafansvaret i den situation, hvor man tilegner sig penge, der er til stede til skat, og i den situation, hvor man på grund af urigtige oplysninger i selvangivelsen ikke afkræves betaling af skat.

Vurderet ud fra, hvad der kommer til politiets kundskab, er der en stigning i antallet af sager vedrørende kriminalitet rettet mod offentlige midler, der vedrører meget store beløb, og en stigning i antallet af sager, hvor flere personer samvirker om denne kriminalitet i en mere organiseret form.

Disse medlemmer finder, at en nedkriminalisering (i form af en ændring af strafmaksimum for sager, der i dag straffes som bedrageri, hvor strafmaksimum er 8 år) – der jo netop vil have betydning for de groveste af sagerne – er et dårligt signal at udsende ikke kun til de mere professionelle kriminelle, men også til potentielle kriminelle om den alvor, hvormed Danmark ser på kriminalitet rettet mod offentlige midler. En nedkriminalisering harmonerer heller ikke med de tiltag, der tilstræbes på kontrol- og efterforskningssiden for at bekæmpe denne form for kriminalitet.

Der kan også henvises til, at tendensen i de senere år til at lave overbygninger i straffeloven til grove forhold på særlovsområdet i alle tilfælde har været udtryk for en opkriminalisering med henblik på at give de aktuelle særlovsbestemmelser en bedre strafferetlig beskyttelse. Disse medlemmer kender ingen eksempler på, at man har valgt at nedkriminalisere på prioriterede særlovsområder.

Endelig vil disse medlemmer henvise til, at det tidligere forslag i betænkning nr. 932/1981 om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen, der indeholdt et strafmaksimum på fængsel i 4 år, byggede på andre forudsætninger vedrørende kriminalitetens art og omfang end dem, der er aktuelle i dag. … Som nævnt … blev det overvejet, om et strafmaksimum på 4 år var tilstrækkeligt, da der allerede var en dom på fængsel i 3 år (bedrageri på 1,8 mio. kr. vedrørende negativ moms). Selv om arbejdsgruppen ikke kunne udelukke, at der i praksis kunne forekomme sager om afgiftsbesvigelser, hvor der kunne blive behov for at udmåle højere straf end fængsel i 4 år, fandt den, at fængsel i 6 eller 8 år ville være for voldsom en skærpelse i forhold til den gældende retstilstand. Som det fremgår af de i bilag … nævnte domme, har der siden været sager vedrørende betydeligt større beløb end de 1,8 mio. kr., den i betænkningen nævnte sag vedrørte.

Et af disse medlemmer (Susan Bramsen) har dog supplerende anført, at den foreliggende domstolspraksis vedrørende overtrædelser af EU´s markedsordninger for landbrugsvarer ikke udviser behov for en strafferamme på over 4 års fængsel. Siden Danmarks indtræden i EF den 1/1 1973 er 27 sager om straf for overtrædelse af markedsordningerne indbragt for domstolene. I 9 af disse sager er der idømt frihedsstraf. I 3 af sagerne er alene rejst tiltale efter bemyndigelseslovens bestemmelser om berigelsesforsæt, der har en strafferamme på op til 4 års fængsel, i 3 sager er alene rejst tiltale efter straffeloven og i 3 efter både bemyndigelsesloven og straffeloven. Bemyndigelseslovens strafmaksimum på 4 års fængsel har i intet tilfælde været anvendt.

Desuden må EU-rettens bestemmelser om administrative sanktioner for overtrædelse af markedsordningerne antages at mindske behovet for en højere strafferamme for denne type overtrædelser. Administrative sanktioner skal anvendes, hvis det konstateres, at der er givet urigtige oplysninger i ansøgningen om støtte, hvilket er den hyppigst forekommende overtrædelse af markedsordninger, som også er strafbart efter bemyndigelsesloven.

Er overtrædelsen begået forsætligt, består den administrative sanktion typisk i udelukkelse fra at modtage støtte i en given periode. Rejses straffesag for samme overtrædelse, sker der ikke suspension af anvendelsen af den administrative sanktion, og der vil ved udmålingen af straffen skulle tages hensyn til den anvendte sanktion, jfr. princippet i straffelovens § 87. EU-rettens ubetingede forrang på dette område fremgår af artikel 6 i Rådets forordning 2988/95 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (Svigsforordningen).

Indføres administrative sanktioner på andre områder, vil anvendelsen af den administrative sanktion i tilfælde af straffesag for den samme overtrædelse derimod skulle suspenderes, hvis sanktionen kan sidestilles med en strafferetlig sanktion. Dette fremgår ligeledes af artikel 6 i Svigsforordningen.”

6 andre medlemmer anfører:

”6 af udvalgets medlemmer (Helle Jahn, Poul Dahl Jensen, Jesper Koefoed, Lars Bo Langsted, Kaspar Linkis, Kirsten Mandrup) har anført, at der i dag på baggrund af udviklingen bør være en større tilpasning med hensyn til strafferammer mellem kriminalitet rettet mod offentlige midler og kriminalitet rettet mod private midler.

Disse medlemmer finder, at et strafmaksimum på fængsel i 6 år i praksis vil udtrykke en passende harmonisering, jfr. det ovenfor anførte om den hidtidige anvendelse af straffeloven på det område, der foreslås reguleret.”

Endelig udtaler udvalget i enighed, at ”såfremt strafmaksimum bliver lavere end ved bedrageri, og sociale ydelser holdes uden for den foreslåede regulering, bør strafmaksimum for socialbedrageri ikke være højere end for andre nationale ydelser. Selv om socialbedragerisager typisk henføres under straffelovens § 285, kan det overvejes, om det i givet fald er tilstrækkeligt at bemærke dette i lovforslaget vedrørende den foreslåede udvidede § 289, eller om det bør anføres udtrykkeligt i straffelovens § 286. Dette sidste kan eventuelt ske ved, at der i bestemmelsens stk. 1 som 2. punktum indsættes: ”Er et socialbedrageri af særlig grov beskaffenhed, og har det medført en meget betydelig vinding, kan straffen stige til fængsel i [4] [6] år ”. I stk. 2 skal ”bedrageri” så ændres til ”bedrageri af anden art end nævnt i stk. 1, 2. pkt.”.

I udvalget er der endvidere enighed om, at en regulering, hvor socialbedrageri ikke omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 289 a, nødvendiggør en stillingtagen til, hvilke ydelser der skal anses for sociale ydelser i relation til straffelovens regulering. Det er udvalgets opfattelse, at den mest harmoniske regulering vil være, at socialbedragerier omfattes af § 289 a, jf. betænkningen, s. 65.

Om maksimumstrafferammen i den foreslåede bestemmelse i § 289 a har der i udvalget været enighed om at anbefale 1 år og 6 måneder. Af betænkningen fremgår herom bl.a., jf. s. 65-66:

”Den nye bestemmelse i straffelovens § 289 a vedrørende EU-svig har en strafferamme på ”bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 år”. Som en konsekvens af, at udvalget foreslår, at kvalificerede overtrædelser behandles efter straffelovens § 289, skal strafmaksimum i § 289 a være lavere.

Udvalget har drøftet, om strafmaksimum skal følge straffelovens § 285 vedrørende straffelovens berigelsesforbrydelser, dvs. være på fængsel i 1 år og 6 måneder, eller om det skal følge det almindelige strafmaksimum i den aktuelle særlovgivning, der er på fængsel i 2 år.

Ikke mindst hvis sociale ydelser medtages, kan det være naturligt at tilpasse bestemmelsen til straffelovens § 285, således at strafmaksimum ved den typiske overtrædelse forbliver det samme.”

11. Statistisk undersøgelse af domspraksis

11.1. Til brug for Straffelovrådets drøftelser om revision af strafferammesystemet har rådet ladet udarbejde en statistisk undersøgelse af strafudmålingspraksis på straffelovens område, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III. I undersøgelsen indgår en analyse af strafudmålingen i sager om berigelsesforbrydelser, jf. s. 251-434, dvs. tyveri (§ 276), ulovlig omgang med hittegods (§ 277), underslæb (§ 278), bedrageri (§ 279), mandatsvig (§ 280), afpresning (§ 281), skyldnersvig (§ 283), røveri (§ 288), smugleri (§ 289), samt hæleri (§ 290). Mange forbrydelser er underinddelt efter gerningssted, forbrydelsens grovhed mv., således at undersøgelsen omfatter i alt 28 kategorier af berigelsesforbrydelser. Berigelsesforbrydelse er den straffelovsforbrydelse, der optræder hyppigst i straffesystemet. Undersøgelsen omfatter 123.068 afgørelser, hvilket svarer til 64 pct. af samtlige afgørelser i undersøgelsen. Med 57 pct. af afgørelserne for berigelseskriminalitet er butikstyveri den største. De fleste af de øvrige berigelsesforbrydelser angår også tyveri.

11.2. Undersøgelsen indeholder på s. 251 en sammenfatning af analysen af strafudmålingen vedrørende berigelsesforbrydelser. Heraf fremgår, at den berigelsesforbrydelse, som straffes med de mildeste sanktioner, er butikstyveri. Afstanden er dog ikke altid særlig stor til andre former for berigelsesforbrydelser, f.eks. ulovlig omgang med hittegods, socialbedrageri, checkbedrageri og checkmandatsvig. Også forskellige former for indbrudstyveri straffes med forholdsvis milde sanktioner, mens mandatsvig (ud over checkmandatsvig), skyldnersvig, pengeskabstyveri og tasketyveri typisk straffes noget hårdere. Herfra er der et stort spring til den følgende gruppe af forbrydelser: Røveri og groft smugleri, som er de berigelsesforbrydelser, der straffes hårdest. De medfører hyppigt ubetingede og langvarige frihedsstraffe. (Det bemærkes, at smugleri også kan straffes efter toldloven).

Med få undtagelser er der ikke tegn på ændring i strafudmålingen for berigelsesforbrydelser i perioden fra 1996 til 2000. For enkelte kategorier af indbrudstyveri ses dog tendens til at idømme flere ubetingede frihedsstraffe, mens der er tendens til mildere straffe for gaderøveri. Da tendensen til strafskærpelse ikke omfatter alle former for indbrudstyveri, og da tendensen til mildere straffe for gaderøveri ikke afspejler sig systematisk i de forskellige sagstyper, kan der være tale om midlertidige fluktuationer i strafudmålingen eller om, at ændringerne er betinget af forandringer i sagernes grovhed frem for i domspraksis.

11.3. For så vidt angår tyveri (§ 276), jf. s. 256, indeholder undersøgelsen en beskrivelse af domspraksis for i alt 12 kategorier af tyveri – 7 former for ”indbrudstyveri” (indbrud i offentlig bygning, i forretning, i fabrik, i apotek, i pengeskab, i privat bolig og i fritidshus) og 5 former for ”tyveri i øvrigt” (tyveri fra bil, butikstyveri, tasketyveri, arbejdspladstyveri og andre tyverier). I undersøgelsen er foretaget en separat sammenligning af domspraksis for de 7 former for indbrud og de 5 former for tyveri i øvrigt.

Om indbrudstyveri fremgår, at en væsentlig del af sagerne omfatter mere end ét tyveri (60 pct.), og at hovedparten af sagerne angår recidivister (68 pct.). Typisk indgår mange biforhold i disse sager, især for så vidt angår ligeartet kriminalitet. Andelen af sager om indbrudstyveri, der er afgjort med henholdsvis ubetinget og betinget dom, er næsten lige stor (43 og 42 pct.). 8 pct. af de betingede domme er med vilkår om samfundstjeneste. Endelig er 12 pct. af sagerne afgjort med tiltalefrafald og 3 pct. med bøde. Af samtlige frihedsstraffe overstiger 55 pct. ikke 3 måneder og 97 pct. ikke et år. Af alene de ubetingede frihedsstraffe er knap halvdelen (46 pct.) på højst 3 måneder, og 95 pct. er på højst 1 år.
I undersøgelsen påvises betydelig variation fra sagstype til sagstype med hensyn til, hvilke former for indbrud der straffes henholdsvis strengest og mildest. Med undtagelse af indbrud i apotek, der altid er placeret højest eller næsthøjest for så vidt angår straffens strenghed, varierer placeringen for de øvrige former for indbrud. Dog ses en klar tendens til, at indbrud i privat bolig straffes strengere end f.eks. indbrud i fritidshuse eller fabrik. I øvrigt er variationen i strafudmålingsniveauet mellem de forskellige former for indbrud i de fleste sagstyper begrænset. Det gælder både straffens art og længde. De væsentligste forskelle i straffenes strenghed er ikke betinget af indbrudstyveriets art, men af sagstypen. Der ses betydelig forskel i strafudmålingen mellem sagstyper med og uden tidligere straffede og med og uden flere forhold.

For så vidt angår ”tyveri i øvrigt” (tyveri fra bil, butikstyveri, tasketyveri, tyveri fra arbejdsplads samt andre tyverier) er hovedparten (82 pct.) butikstyveri. Dominansen af butikstyveri influerer på den generelle beskrivelse af strafudmålingen. Når det nævnes, at størstedelen af sagerne er afgjort med bøde (84 pct.), skyldes det således de mange butikstyverier, idet andelen af bøder for de øvrige tyverikategorier varierer fra en tredjedel til halvdelen. For de øvrige tyverikategorier er betinget dom forholdsvis hyppig, idet fra en fjerdedel og op til halvdelen af sagerne er afgjort med denne sanktion. Samfundstjeneste er vilkår i 5 pct. af de betingede domme. Ubetinget dom er – med undtagelse af butikstyveri og arbejdspladstyveri, hvor denne sanktionsform kun udgør 3 pct. af afgørelserne – givet i mellem en femtedel og en tredjedel af afgørelserne for de øvrige tyverikategorier. Knap tre fjerdedele af de ubetingede frihedsstraffe for alle former for ”tyveri i øvrigt” er fastsat til højst 3 måneder. Mindre end en tiendedel overstiger 6 måneder. Tasketyveri straffes hyppigere med ubetinget frihedsstraf end de øvrige former for tyveri (tyveri fra bil, butikstyveri, tyveri fra arbejdsplads og andre tyverier). Billedet er ikke helt det samme med hensyn til straffens længde. Straffen for alle fem former for ”tyveri i øvrigt” er navnlig streng, når tiltalte er fyldt 18 år, tidligere straffet for tyveri og aktuelt straffes for flere tyverier.

11.4. Af undersøgelsen af ulovlig omgang med hittegods (§ 277), jf. s. 342, fremgår, at 78 pct. af de i alt 2.585 afgørelser kun omfatter ét forhold, og knap to tredjedele af sagerne (63 pct.) vedrører tidligere ustraffede personer. Bøder udgør knap tre fjerdedele (73 pct.) af afgørelserne. Antallet af dagbøder varierer fra 2 til 10. De indenretslige bøder beløber sig i de fleste tilfælde til højst 4.000 kr. og de udenretslige bøder til højst 6.000 kr. I enkelte tilfælde er dog givet bøder på op til 15.000 kr. Betinget frihedsstraf er idømt i 14 pct. af afgørelserne, og heraf er 4 pct. med vilkår om samfundstjeneste. Ubetinget frihedsstraf er idømt i 9 pct. af afgørelserne. Af de sidstnævnte er knap 60 pct. på højst 60 dage. Ganske få domme er længere end 1 år.

11.5. Undersøgelsen omfatter 1.608 afgørelser om underslæb (§ 278), jf. s. 348, som i de fleste tilfælde vedrører tidligere ustraffede personer og kun ét forhold. Forholdsvis få afgørelser, nemlig 4 pct., vedrører personer under 18 år. 70 pct. af sagerne er afgjort med betinget dom. En ganske stor andel (40 pct.) af de betingede domme er uden straffastsættelse. Endvidere er mange med vilkår om samfundstjeneste (samfundstjeneste udgør 17 pct. af samtlige afgørelser). Bøder er givet i knap en femtedel af sagerne, og såvel de indenretslige som de udenretslige er på højst 4.000 kr. De ubetingede frihedsstraffe udgør 7 pct. af afgørelserne. Tre fjerdedele af de ubetingede domme er fastsat til højst 6 måneder.

11.6. Bedrageri (§ 279), jf. s. 354, er inddelt i ”socialbedrageri”, ”checkbedrageri” og ”andre former for bedrageri”. Sidstnævnte, der er bedrageri, som hverken vedrører checks, kontokort, data eller overførselsindkomster, udgør over halvdelen af samtlige bedragerier i undersøgelsen, mens checkbedrageri kun udgør 7 pct. Det skal herved haves for øje, at hovedparten af tilfælde med misbrug af check som følge af bankernes checkindløsningsaftale bedømmes som mandatsvig. Bedrageri begås i ringe grad af helt unge. Kun 3 pct. af afgørelserne vedrører personer under 18 år. Få sager angår tidligere straffede personer. To tredjedele af alle sager omfatter således tidligere ustraffede personer. Andelen af sager, der alene omfatter ét forhold, er i samme størrelsesorden. Den typiske bedragerisag vedrører en tidligere ustraffet person på 18 år eller derover, der alene straffes for ét forhold (47 pct. af alle sager).

Hovedparten af afgørelserne om bedrageri er afgjort med betinget dom (58 pct.), og 14 pct. af de betingede domme er med vilkår om samfundstjeneste. I sager om socialbedrageri er andelen af betingede domme på 81 pct. Knap en fjerdedel (23 pct.) af sagerne er endt med bøde. Generelt udgør ubetingede domme 13 pct. af sagerne om bedrageri, men i sager om checkbedrageri er andelen af ubetingede domme på 27 pct. Tiltalefrafald forekommer i 6 pct. af dommene. Af samtlige ubetingede frihedsstraffe er 43 pct. på højst 3 måneder., og 85 pct. overstiger ikke 1 år. Generelt kan ikke påvises særlig stor forskel i strafudmålingen mellem de tre forskellige former for bedrageri. Dog er straffen i de fleste sagstyper mindre streng for socialbedrageri og checkbedrageri end for øvrige former for bedrageri.

11.7. Mandatsvig (§ 280), jf. s. 374, er inddelt efter, om sagen involverer betalingsmidler (”checkmandatsvig”) eller ej (”andre former for mandatsvig”; dog undtaget mandatsvig ved anvendelse af edb-materiale). Mandatsvig med betalingsmidler er den hyppigste form, idet den vedrører 60 pct. af de i alt 394 afgørelser. I øvrigt er afgørelserne på dette område karakteriserede ved at omfatte meget få unge (3 pct. af de dømte er under 18 år). De fleste afgørelser omfatter alene ét forhold (59 pct.), men en del omfatter også flere ligeartede forhold (31 pct.). De fleste dømte er ikke tidligere straffet (73 pct.).

Langt størstedelen af sagerne om mandatsvig (76 pct.) er afgjort med en betinget dom, og heraf er 8 pct. med vilkår om samfundstjeneste. Andelen af sager, der er afgjort med ubetinget dom og bøde, er på henholdsvis 11 og 10 pct. Af de ubetingede domme er halvdelen på højst 4 måneder, mens mindre end en femtedel overstiger 1 år. En sammenligning af strafudmålingen for de to former for mandatsvig tyder på, at mandatsvig med betalingsmidler straffes mildere end øvrige former for mandatsvig. Især er der betydelige forskelle i længderne af de ubetingede frihedsstraffe.

11.8. Undersøgelsen omfatter 84 afgørelser om afpresning (§ 281), jf. s. 384, hvoraf de fleste vedrører tidligere straffede personer. Mange sager omfatter flere forhold. 52 af de 84 sager er afgjort med ubetinget dom. Af de resterende 32 afgørelser er 28 betingede domme. Straflængderne for de ubetingede frihedsstraffe spænder fra 14 dage til 3_ år, og en femtedel af straffene overstiger fængsel i 1 år.

11.9. For så vidt angår skyldnersvig (§ 283), jf. s. 388, omfatter undersøgelsen 241 afgørelser. Heraf vedrører 71 pct. tidligere ustraffede personer. 63 pct. af sagerne omfatter alene ét forhold. Der er ingen afgørelser vedrørende unge lovovertrædere. Bøde udgør 13 pct. af afgørelserne. Indenretslige bøder beløber sig til højst 6.000 kr. og udenretslige til højst 4.000 kr. De fleste sager (69 pct.) er afgjort med betinget dom, hvoraf knap tre fjerdedele er på højst 3 måneder, og den længste er på 1 år og 9 måneder. 12 pct. af de betingede domme er med vilkår om samfundstjeneste. De 16 pct. ubetingede domme har stor spredning i straflængderne, idet en fjerdedel ikke overstiger 60 dage, mens næsten halvdelen (her eksklusiv de ganske mange kombinationsdomme) er på mere end 2 år. Den korteste ubetingede dom er på 30 dage, mens den længste er på 7 år.

11.10. Kategorien røveri (§ 288), jf. s. 393, omfatter henholdsvis bankrøveri (§ 288, stk. 1), røveri mod forretning (§ 288, stk. 1), gaderøveri (§ 288, stk. 1) og røveri af særlig farlig karakter (§ 288, stk. 2). Gaderøveri udgør halvdelen af røverierne, mens bankrøveri udgør 15 pct. Røveri er i sammenligning med de øvrige forbrydelser kendetegnet ved, at uligeartede forbrydelser spiller en forholdsvis stor rolle både i den aktuelle sag og i tiltaltes kriminelle fortid. Dette skal dog ses i lyset af, at den ligeartede kriminalitet udgør en forholdsvis snæver gruppe af forbrydelser, idet der heri kun indgår afpresning og røveri. Knap halvdelen af de i alt 2.796 røverisager omfatter uligeartede biforhold. Hertil kommer, at en stor del af de sager, der vedrører flere røverier, også omfatter uligeartet kriminalitet. Knap halvdelen af sagerne vedrører personer, der tidligere er straffet for uligeartede forbrydelser. En femtedel af sagerne angår unge lovovertrædere. De har primært har begået gaderøveri og kun sjældent bankrøveri.

Hovedparten af afgørelserne om røveri er ubetingede domme, idet mere end tre fjerdedele af sagerne er afgjort med denne sanktion. I sager om bankrøveri er andelen af ubetingede domme 94 pct. Andelen er betingede domme er godt en femtedel (21 pct.). En tredjedel af de betingede domme er med vilkår om samfundstjeneste. Knap halvdelen af de ubetingede domme overstiger fængsel i 1 år, og knap hver tyvende ubetingede dom overstiger 3 år. Der er klar forskel i straflængden for de forskellige former for røveri. Bankrøveri straffes således betydeligt hårdere end de andre former for røveri. Der ses derimod ingen klare eller systematiske forskelle i strafudmålingen mellem gaderøveri og røveri mod forretninger.

11.11. For så vidt angår groft smugleri (§ 289, 2. pkt.), jf. s. 424, omfatter undersøgelsen 236 afgørelser, hvoraf tre fjerdedele vedrører tidligere ustraffede personer. Godt halvdelen (57 pct.) af sagerne omfatter alene ét forhold, mens ingen sager angår personer under 18 år. I alle sagstyper er ubetinget frihedsstraf dominerende, idet næsten ni ud af ti sager ender med denne sanktion. Generelt er der stor spredning i straflængderne. Den korteste ubetingede frihedsstraf er på 40 dage og den længste på 5 år. En fjerdedel af straffene overstiger ikke 6 måneder. Godt en tiendedel er længere end 2 år.

11.12. Undersøgelsen af hæleri (§ 290), jf. s. 428, omfatter 8.078 afgørelser, hvoraf 62 pct. kun vedrører ét forhold, og 55 pct. angår tidligere ustraffede personer. Knap en tiendedel af afgørelserne gælder personer under 18 år. Med knap halvdelen af afgørelserne er bøde den dominerende afgørelsesform. Antallet af dagbøder er typisk på 2 til 10, og samlet beløber de indenretslige bøder sig til højst 10.000 kr., idet dog størstedelen er på højst 4.000 kr. De udenretslige bøder er typisk fastsat til højst 5.000 kr. Betinget frihedsstraf udgør 29 pct. af afgørelserne, hvoraf 7 pct. er med vilkår om samfundstjeneste. Ubetingede domme udgør 17 pct. Langt hovedparten (84 pct.) af de ubetingede frihedsstraffe overstiger ikke 6 måneder.

12. Straffelovrådets overvejelser

12.1. Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne retsgode og den gældende straffelovs gennemgående tendenser, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Heri er §§ 276 og 278-283 samt 290 (tyveri, underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, afpresning, åger, skyldnersvig og hæleri) henført til kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparat mv.” med et strafmaksimum på 6 års fængsel. § 277 (ulovlig omgang med hittegods) er placeret i kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 1 års fængsel. §§ 289 og 289 a (henholdsvis groft skattesvig mv. og groft EU-svig) er rubriceret i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Endelig er § 288 (røveri) placeret i kategorien ”andet angreb på person (fare) i forbindelse med ejendomsretskrænkelse mv.” med et strafmaksimum på 8 års fængsel.

Som det fremgår af pkt. 6.3.5 i det pågældende kapitel, har den grundstruktur, som det opstillede skema er udtryk for, efter Straffelovrådets opfattelse været et egnet udgangspunkt for de drøftelser om strafferammer, som har fundet sted ved behandlingen af de forskellige forbrydelseskategorier i denne betænknings specielle del. Rådets overvejelser om strafferammerne for berigelsesforbrydelser er derfor sket med udgangspunkt i denne inddeling. Strafferammerne for de forbrydelser, som omfattes af §§ 285-287 og 290, drøftes i pkt. 12.2 nedenfor, og strafferammerne for §§ 289/289 a og 288 drøftes i henholdsvis pkt. 12.3 og 12.4 nedenfor. I pkt. 12.5 behandles et særligt spørgsmål om § 290, stk. 2.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Forslagene om ændring af strafferammer, som fremkommer nedenfor, tilsigter derfor ikke at ændre ved det nuværende udmålingsniveau i sager om berigelseskriminalitet. Hensigten er alene at tilpasse strafferammerne, så der skabes større indbyrdes sammenhæng og harmoni i strafferammesystemet.

Straffelovrådet kan fortsat som udgangspunkt tilslutte sig de synspunkter om strafniveauet for berigelses- og voldskriminalitet, som kom til udtryk i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, sml. pkt. 5.2 ovenfor. Der kan i den forbindelse være grund til at fremhæve, at det i mange henseender er sikkert, at sanktionspraksis ikke er mildere, men tværtimod strengere over for voldsforbrydere end over for berigelsesforbrydere, sml. herved kapitel 4 om strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser, hvoraf det fremgår, at der kan påvises en markant forskel i strafudmålingen mellem formueforbrydelser og person- eller almenfarlige forbrydelser. De undersøgelser af forholdet mellem kriminalitetens art og straffens strenghed, som er udarbejdet til brug ved denne betænkning, giver efter rådets opfattelse ikke grundlag for at antage, at domstolene gennem deres strafudmåling opretholder en for høj vurdering af økonomiske interesser sammenlignet med den vurdering af hensynet til beskyttelse af legemets integritet, som kommer til udtryk i voldssager.

12.2. Straffelovrådet har ved vurderingen af strafferammerne i straffelovens §§ 285-287 taget udgangspunkt i de overvejelser, som fremkom i 1987-betænkningen. Rådet finder af de grunde, som flertallet anførte, sml. pkt. 5.3 ovenfor, ikke grundlag for at ændre strafmaksimum i § 285, herunder ved opstilling af forskellige strafferammer for de i bestemmelsen nævnte forbrydelser. Der er dog enighed om, at det både efter en vurdering af forbrydelsens strafværdighed og ud fra hensynet til at skabe større homogenitet i strafferammesystemet vil være forsvarligt og ønskeligt at ændre strafmaksimum for ulovlig omgang med hittegods fra fængsel i 1 år og 6 måneder til 1 års fængsel, sml. § 1, nr. 65, i rådets lovudkast.

Der er under rådets drøftelse rejst spørgsmål om at tilføje en adgang til at idømme bøde i § 285, stk. 1, og som følge heraf ophæve § 287 som overflødig. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder det imidlertid af de grunde, der er anført i 1987-betænkningen - herunder også forarbejderne til § 287, sml. pkt. 3.2 ovenfor - rigtigst, at man bliver stående ved den gældende ordning, der er vel indarbejdet i praksis, og således undlader at indføje bøde i § 285, stk. 1. Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) udtaler, at opdelingen mellem § 285 og § 287 adskiller sig fra den måde, som straffeloven i øvrigt er opbygget på, at der ikke ses nogen særlig grund til en sådan opdeling på dette område, og at opdelingen i praksis har foranlediget sager, som må anses for unødvendige. Den nuværende formulering kan være en hindring for en i øvrigt velbegrundet praksisændring. Med forslaget tilsigtes ingen ændring i retspraksis.

Som nævnt ovenfor indebærer den skala baseret på det angrebne retsgode, som Straffelovrådet har opstillet, at strafmaksima for de forbrydelser, som i dag omfattes af § 286, ændres til 6 år, idet de henføres til kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet mv.” Denne kategorisering indebærer, at strafmaksimum for tyveri hæves fra 4 til 6 års fængsel, og strafmaksimum for underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig sænkes fra 8 til 6 års fængsel. Strafmaksimum for afpresning og åger forbliver uændret 6 års fængsel.

Straffelovrådet er opmærksomt på, at der ikke mindst i de senere år er forekommet sager med langvarige fængselsstraffe for berigelseskriminalitet. Som eksempel kan peges på domme (primært vedrørende skyldnersvig) i de større selskabstømmerkomplekser, hvor der er idømt straffe på 6 og 7 års fængsel (samlet skattebeløb henholdsvis 170 mio. kr. og 330 mio. kr.), sml. Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, s. 14-15. Ved vurderingen af strafmaksima for berigelseskriminalitet skal haves for øje, at straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., i sammenstødstilfælde under særdeles skærpende omstændigheder åbner mulighed for at forhøje den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve. Anvendt i kombination med § 88, stk. 1, 2. pkt., kan et strafmaksimum på 6 års fængsel således efter omstændighederne forhøjes til 9 års fængsel.

Det er under Straffelovrådets drøftelse påpeget, at § 286 kan overvejes præciseret bl.a. med henblik på i lovteksten at angive praktisk talt alle de tilfælde, hvor der kan være behov for at gå ud over strafmaksimum i § 285, stk. 1. Det er dog også anført, at en sådan fremgangsmåde kan volde vanskelighed.

Det er Straffelovrådets konklusion, at de forskellige strafmaksima i § 286 bl.a. af hensyn til at skabe større homogenitet og sammenhæng i strafferammesystemet bør ændres, så der fastsættes et fælles maksimum for de forbrydelser, som i dag indgår i bestemmelsen. Rådet henviser herved bl.a. til, at det ved udformningen af strafferammer er et væsentligt hensyn at forhindre skadens indtræden – her ejendomsrettens krænkelse. Måden, skaden sker på – det være sig ved tyveri, bedrageri eller andet – er af mindre betydning.

Rådet finder, at et strafmaksimum på 6 års fængsel ville være passende, når der samtidig i grove sammenstødstilfælde med meget store beløb sikres mulighed for at forhøje strafmaksimum til 9 års fængsel i medfør af § 88, stk. 1, 2. pkt.

Sammenfattende foreslås § 286 affattet således, idet der i øvrigt henvises til § 1, nr. 66, i rådets lovudkast:

”§ 286. Straffen kan stige til fængsel i 6 år, når de i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser er af særlig grov beskaffenhed navnlig grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller som følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.”

12.3. Som nævnt i pkt. 12.1 ovenfor er §§ 289 og 289 a om henholdsvis groft skattesvig mv. og groft EU-svig henført til kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.)” med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det har i Straffelovrådet givet anledning til tvivl, om disse forbrydelser, der retter sig mod offentlige midler, skal sidestilles med bedrageri, der efter rådets forslag får et strafmaksimum på 6 år, sml. pkt. 12.2 ovenfor. Rådet har i den forbindelse hæftet sig ved de synspunkter, som er kommet til udtryk ved drøftelsen af § 289 i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. pkt. 10.2 ovenfor.

Som det fremgår, går et flertal på 7 medlemmer i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet ind for at bevare et strafmaksimum på 4 års fængsel. Et mindretal på 6 medlemmer går ind for, at § 289 får et strafmaksimum, der svarer til bedrageribestemmelsen – dvs. med udgangspunkt i den nugældende § 286, stk. 2, 8 års fængsel. Endelig går et andet mindretal på 6 medlemmer ind for et strafmaksimum på 6 år som udtryk for en passende harmonisering af strafferammer mellem kriminalitet rettet mod offentlige midler og kriminalitet rettet mod privat midler.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder af de grunde, som det førstnævnte mindretal på 6 medlemmer anfører, at der bør være harmoni mellem straffelovens § 289 og § 286, jf. § 279, så beskyttelsen af private og offentlige midler sidestilles. Der er efter flertallets opfattelse ikke holdepunkter for, at en straffebestemmelse, der beskytter offentlige midler, skal være mildere end den, der værner både private midler og i et vist omfang tillige offentlige midler. Flertallet går derfor og under hensyn til forslaget om et fælles strafmaksimum på 6 års fængsel for bl.a. bedrageri i § 286 ind for, at strafmaksimum for groft skattesvig mv., jf. § 289, og groft EU-svig, jf. § 289 a, hæves fra 4 til 6 års fængsel.

Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) udtaler i overensstemmelse med flertallet i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, at strafmaksimum i § 289 fortsat bør være 4 år. En sådan ramme markerer på tilstrækkelig vis, at kriminalitet rettet mod offentlige midler kan være en særdeles grov forbrydelse. En forbrydelse rettet mod statskassen kan dog aldrig blive så grov som en tilsvarende forbrydelse rettet mod private midler, hvor forbrydelsen kan ruinere offeret.

Straffelovrådet har ingen bemærkninger til udvalgets forslag om, at der til den foreslåede bestemmelse i § 289 a, der efter lovudkastet bl.a. omfatter forhold, som i dag indgår i §§ 289 og 289 a, knyttes en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

12.4. Straffelovens § 288 om røveri er som nævnt i pkt. 12.1 ovenfor i oversigten placeret i kategorien ”andet angreb på person (fare) i forbindelse med ejendomsretskrænkelse mv.” med et strafmaksimum på 8 års fængsel. Spørgsmålet om strafmaksimum for røveri har givet anledning til særlige overvejelser. Det skyldes ikke mindst, at røveri er en forbrydelse, som forekommer i meget forskellige grader af grovhed. Den spænder fra nogle særdeles grove og farlige handlinger til relativt ubetydelige og ufarlige forhold, der ligger på grænsen til tyveri i sammenstød med vold og trusler.

Det er blevet anført, at hensynet til homogenitet og sammenhæng i strafferammesystemet kan tale for, at strafmaksimum sænkes fra 10 til 8 års fængsel eventuelt i kombination enten med ophævelse af den delte strafferamme, så bestemmelsen undergives en fælles strafferamme på fængsel indtil 8 år, eller med opretholdelse af den delte strafferamme, men således at normalstrafferammen sænkes fra 6 til 4 års fængsel. Det er også blevet påpeget, at strafmaksimum for røveriforbrydelsen skal vurderes i lyset af, at der straffes i sammenstød, når den udøvede vold er omfattet af §§ 245 eller 246, som efter lov nr. 380 af 6. juni 2002 har et strafmaksimum på henholdsvis 6 og 10 år.

Det er heroverfor blevet anført, at røveri efter omstændighederne kan være af en sådan grovhed og farlighed, at et strafmaksimum på mindre end 10 år uanset muligheden for at kunne straffe i sammenstød med §§ 245 og 246 vil være utilstrækkeligt med henblik på at kunne markere strafværdigheden af denne forbrydelse.

Straffelovrådet er efter samlet en vurdering af de fremkomne synspunkter og i lyset af rådets tidligere overvejelser, sml. pkt. 7.2 og 8.1 ovenfor, nået til den konklusion, at der ikke er grundlag for at ændre den delte strafferamme på 6 og 10 års fængsel i § 288.

Rådet er opmærksomt på, at der ved udformningen af strafferammerne i 1981 blev lagt vægt på sammenhængen i strafferammerne for voldtægt, røveri og brandstiftelse. Ved afgivelsen af 1987-betænkningen tillagde Straffelovrådet det ikke væsentlig betydning, om paralleliteten mellem de tre forbrydelser opretholdtes i så henseende. Straffelovrådet har stadig denne indstilling. At strafmaksimum for voldtægt nu er hævet til 8 og 12 år, jf. lov nr. 380 af 6. juni 2002, fører således ikke i sig selv til, at strafferammerne for røveri bør hæves tilsvarende.

Rådet finder imidlertid, at der i lighed med § 286 kan være grund til at overveje en ændring af § 288, stk. 2, med henblik på en mere præcis angivelse af de tilfælde, hvor der kan være behov for at gå ud over strafmaksimum i stk. 1. Rådet foreslår, at § 288, stk. 2, i dette øjemed affattes således, idet der i øvrigt henvises til § 1, nr. 67, i rådets lovudkast:

”Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, når et røveri er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af dets særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået.”

12.5. Rådet bemærker i øvrigt, at bestemmelsen i § 290, stk. 2, for nylig er blevet ændret efter et grundigt arbejde i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. pkt. 2.2 ovenfor. Rådet afstår derfor fra at fremkomme med forslag til ændring af § 290, stk. 2, selv om formuleringen af skærpelseskriterierne i denne bestemmelse afviger fra rådets forslag til ændring bl.a. af § 286.


Forside | Indhold | Til top | Forrige | Næste
 

Justitsministeriet, Version 1.0 januar 2003
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk/