Forside | Til bund | Forrige | Næste

KAPITEL 5: Udvalgets overvejelser om tinglysningens fremtidige organisering

5.1. Foreløbige overvejelser om indholdet af den fremtidige opgavevaretagelse, herunder afgrænsning af de rettigheder, der fremover skal tinglyses  

Udvalget skal efter sit kommissorium bl.a. overveje mulighederne for en yderligere modernisering af den måde, hvorpå tinglysningen foregår. Denne del af udvalgets opdrag henhører under 2. fase af udvalgets arbejde, hvor der nærmere vil blive redegjort for disse overvejelser. Udvalget har dog fundet anledning til at gøre sig visse indledende betragtninger om en afgrænsning af de rettigheder, der fremover skal tinglyses. Dette skyldes, at overvejelserne kan have nogen betydning for størrelsen af den opgave, hvis varetagelse nu overvejes ændret. 

Som beskrevet i afsnit 3.1. følger det af tinglysningslovens § 1, stk. 1, at rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning. Bestemmelsen fastslår herved bl.a. princippet om tingbogens negative troværdighed, hvorefter en rettighedserhverver over fast ejendom skal kunne stole på, at tingbogen udtømmende angiver de rettigheder, som erhververen skal respektere. 

Tinglysningspligten gælder både rettigheder med privat- og offentligretlig oprindelse og omfatter som anført såvel ejendomsoverdragelser, pant og servitutter. Undtagelse fra ting­lysning kræver udtrykkelig lovhjemmel. 

For private dokumenter er det en betingelse for tinglysning, at dokumentet enten fastslår, stifter, forandrer eller ophæver en ret over en bestemt fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1. Et tilsvarende krav fremgår ikke eksplicit af lovens § 12, stk. 1, der vedrører lysning af offentlige dokumenter, men anses dog i praksis for indeholdt i bestemmelsen. Det er derfor umiddelbart en betingelse for tinglysning, at lysningen skal ændre rettighedsstatus for den faste ejendom. For de offentlige dokumenter er det imidlertid ikke altid selve tinglysningen, der er den foranstaltning, der etablerer beskyttelsen af den offentlige rettighed. 

Offentligretlige servitutter har således i almindelighed gyldighed mod enhver uden tinglysning og er typisk gældende allerede fra afgørelsens offentliggørelse eller meddelelse. Samme forhold gør sig gældende i relation til den offentlige planlægning af rammerne for anvendelse af fast ejendom. Lokalplaner er således bindende, når der er foretaget offentlig bekendtgørelse, idet ejere af en reguleret ejendom herefter er afskåret fra såvel faktiske som retlige fremtidige dispositioner i strid med planens indhold, jf. planlovens § 18. Lokalplanen skal dog desuagtet tinglyses på de omfattede ejendomme, jf. § 31, stk. 2. 

Kravet om tinglysning af konkret offentligretlig regulering og planlægning anses som en ordensforskrift, da lysningen ikke udgør den betingelse, hvorpå rettighedens gyldighed baserer sig. Lysningens værdi er således indskrænket til en rent oplysende funktion, der har sin baggrund i en lovgivningspraksis, hvorefter tingbogen anvendes som informationskilde til konkrete offentlige rådighedsindskrænkninger. 

Tinglysningsudvalget nedsatte på sit møde den 3. marts 2005 en arbejdsgruppe, der har haft til opgave at overveje og komme med forslag til, hvorledes man fremover skal behandle dokumenter vedrørende rådighedsindskrænkninger over fast ejendom. 

Arbejdsgruppen har på ovennævnte baggrund udarbejdet en rapport af 13. april 2005 med anbefalinger vedrørende den fremtidige tinglysning i byrderubrikken. Rapporten er optrykt som bilag, hvortil der henvises. 

Arbejdsgruppen har bl.a. anbefalet, at det grundlæggende kriterium for, hvornår en byrde skal tinglyses i byrderubrikken, fortsat skal være, at denne stifter, forandrer eller ophæver en ret over en fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 10, stk. 1, og at denne ret ikke kan tinglyses i adkomst- eller hæftelsesrubrikken. 

For at sikre tingbogens negative troværdighed også med hensyn til byrderubrikken har arbejdsgruppen desuden anbefalet, at alle servitutter og øvrige byrder som hovedregel skal tinglyses i byrderubrikken, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 1. 

Arbejdsgruppen anbefaler, at en første undtagelse til denne hovedregel skal være, at privatretlige byrder, der i henhold til gældende regler er fritaget for tinglysningspligten – navnlig sædvanlige brugsrettigheder efter tinglysningslovens § 3 og lejelovens § 7 – fortsat bør kunne bevare deres gyldighed uden tinglysning i byrderubrikken. 

Arbejdsgruppen anbefaler, at en anden undtagelse til hovedreglen skal være, at byrder af offentligretlig karakter, der ifølge lov er gældende overfor enhver uden forudgående tinglysning, men som alligevel efter gældende regler skal eller kan tinglyses, ikke fremover skal kunne tinglyses. 

Arbejdsgruppen anbefaler dog tillige, at den sidstnævnte undtagelse først bringes i anvendelse i takt med, at de forskellige typer af de ”særlige byrder” kommer til at fremgå af andre tilgængelige og pålidelige offentlige registre. 

Tinglysningsudvalget kan tilslutte sig disse anbefalinger. 

Arbejdsgruppen kommer herudover i sin rapport med en række anbefalinger og oplæg til de videre drøftelser i Tinglysningsudvalget efter afgivelse af denne delbetænkning. 

Vedrørende spørgsmålet om byrderubrikkens fremtidige udformning har arbejdsgruppen således anbefalet, at anmeldelsen af byrder til tinglysning i videst mulig omfang tilrettelægges, så det gøres obligatorisk at anvende standard e-formularer, der udvikles for hver af de 15-20 hovedtyper af byrder. 

I den forbindelse anbefales det – gennem e-formularerne – automatisk at knytte byrden digitalt til den matrikelflade, der allerede i dag er registreret for det tilhørende matrikelnummer på tinglysningstidspunktet. Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at den nuværende praksis vedrørende stedfæstelse af servitutter, der kun vedrører dele af et matrikelnummer, opretholdes. Stedfæstelsen bør dog standardiseres gennem e-for­mu­la­rerne og foretages på grundlag af matrikelkortet. 

Arbejdsgruppen har endvidere drøftet en række modeller for, hvordan det i forbindelse med indscanningen af akten kan sikres, at der ”ryddes op”. 

Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at Tinglysningsudvalget drøfter spørgsmålet om anvendelse af legal mortificering af byrder som led i udvalgets videre arbejde. Endvidere anbefales det, at der i det nye tinglysningssystem etableres en facilitet til at udslette og genindberette (med digitale data) eksisterende byrder inklusive stedfæstelse, og at anvendelsen heraf gøres obligatorisk ved afgivelse af servituterklæringer. 

Arbejdsgruppen anbefaler endelig, at det både i den initiale systemudvikling af det kommende tinglysningssystem og i den videre systemudvikling sikres, at den igangværende udvikling på ejendomsdataområdet, hvor særligt de nye storkommuner forventes at ville professionalisere og digitalisere ejendomsgrunddata og behandlingen af ejendomssager, i videst muligt omfang understøttes, ved at den indtænkes i tilrettelæggelsen af systemet, herunder især af byrderubrikken. Dette forudsætter en tæt kontakt mellem Domstolsstyrelsen, en kommende tinglysningsenhed og de relevante (eksterne) parter i den følgegruppe, som Tinglysningsudvalget har foreslået etableret. 

Arbejdsgruppens anbefalinger vil danne grundlag for Tinglysningsudvalgets videre arbejde vedrørende disse spørgsmål.


5.2. Overvejelser om valg af offentlig eller privat opgavevaretagelse 

Af pkt. 3 i udvalgets kommissorium fremgår, at udvalget skal overveje, om varetagelsen af tinglysningsopgaven fremover kan organiseres på en mere hensigtsmæssig måde, herunder om opgaven bør privatiseres eller fortsat bør varetages af domstolene, og om opgaven i givet fald bør varetages af alle byretter som i dag, eller om der bør ske en centralisering af tinglysningsopgaven. 

Det skal ved vurderingen lægges til grund, at opgaven med at registrere rettigheder mv. over fast ejendom skal være placeret ved samme tinglysningsenhed. Udvalgets kommissorium forudsætter således, at der ikke etableres en ordning, hvorefter visse rettigheder over fast ejendom (f.eks. byrder og servitutrettigheder) fortsat skal tinglyses ved eller i tilknytning til domstolene, mens andre rettigheder (f.eks. adkomst- og panterettigheder) skal tinglyses ved en privat tinglysningsinstans. 

Udvalget har med udgangspunkt i kommissoriet og de i afsnit 4 opstillede målsætninger overvejet mulige alternativer til opgavens nuværende organisering. Som beskrevet i afsnit 2.1. varetages tinglysningsopgaven i dag decentralt ved den af landets 82 retskredse, hvor den faste ejendom er beliggende, idet tinglysningsvæsenet indgår som en bestanddel af den enkelte byrets samlede arbejdsopgaver. 

Udvalgets overvejelser er baseret på den forudsætning, at rammerne for varetagelsen af tinglysningsopgaven fremover forudsættes væsentligt ændret således, at tinglysningens nuværende papirbaserede og manuelle sagsgange, i det omfang det er teknisk muligt og i øvrigt forsvarligt, erstattes af digitale og automatiske it-løsninger. Personalebehovet må derfor forventes reduceret. Tinglysningsopgaven efter en digitalisering og automatisering er beskrevet i afsnit 5.2.1 

Udvalget har overvejet muligheden for at lade tinglysningsopgaven fortsætte med den nuværende organisering dvs. decentralt hos domstolene, samt muligheden for privatisering ved enten frasalg, licitation eller autorisation og muligheden for et offentlig-privat samarbejde om opgaveløsningen. På baggrund af disse overvejelser, er det udvalgets opfattelse, at den fremtidige papirløse tinglysningsopgave bedst varetages ved den i afsnit 5.3. beskrevne samarbejdsmodel, hvor de offentlige og private kompetencer udnyttes side om side, hvor de er bedst. 

Indholdet af udvalgets overvejelser er beskrevet i de følgende afsnit. 


5.2.1. Papirløs tinglysning 

Indførelsen af en papirløs tinglysning vil ud over elektronisk anmeldelse indebære, at man også i videst muligt omfang må søge en automatisering af tinglysningsmedarbejdernes nuværende manuelle sagsbehandlingsskridt, således at prøvelsen af anmeldte rettigheders prioritet og gyldighed sker maskinelt. 

Det er endnu uvist, hvorvidt prøvelsen af alle anmeldte rettigheder over fast ejendom vil kunne automatiseres. Udvalgets foreløbige undersøgelser har dog særligt rejst spørgsmål i relation til prøvelse af bl.a. private servitutter samt overdragelser og låneomlægninger vedrørende store landbrugs-, industri- og udlejningsejendomme samt bygninger på lejet grund. 

Konsulentfirmaet Deloitte Consulting har foretaget en nærmere analyse af mulighederne for en automatisk omlægning af de nuværende manuelle sagsgange fordelt på de enkelte typer af tinglysningsdokumenter. Det fremgår af analysen, at der forventeligt vil kunne ske automatisering af ca. 69 pct. af den nuværende manuelle sagsbehandling. Vurderingen af automatiseringspotentialet baserer sig på, i hvilken udstrækning de enkelte trin i sagsgangen kan it-understøttes og udføres uden behov for manuel involvering fra de ansatte i tinglysningsenheden. ”Automatiseringsgraden” skal således i denne sammenhæng forstås som den procentdel af det samlede antal anmeldelser af en given dokumenttype, som kan automatiseres og dermed straks tinglyses uden udførelse af manuelle sagsskridt. 

Det vil ofte være behandlingen af de ukomplicerede sager, der kan automatiseres. Den forventede tidsbesparelse for de enkelte dokumenttyper er derfor ofte mindre end automatiseringsgraden. 

På baggrund af analysen kan den forventelige automatiseringsgrad og besparelse fordelt på de anførte dokumenttyper vedrørende fast ejendom opstilles skematisk i oversigtsform, jf. tabel 3 nedenfor. 

Tabel 3: Forventet automatiseringsgrad og besparelse

Deloitte Consulting har på baggrund af tidsopgørelser ved retten i Århus vurderet det nuværende tidsforbrug anvendt på de enkelte sagstyper og har på denne baggrund omregnet besparelsen ved en automatisering til årsværk, jf. nedenstående tabel 4.

Tabel 4: Forventet besparelse i årsværk[1]

Deloitte Consulting har baseret sine beregninger på, at domstolene i dag anvender 357 årsværk[2] på tinglysningsopgaven. Hvis der etableres en it-understøttelse i relation til samtlige dokumenttyper, skønner Deloitte Consulting, at det samlede effektiviseringspotentiale vil være ca. 245 årsværk. Deloitte Consulting har dog tillige kunnet konstatere stordriftsfordele ved en samling af tinglysningen i en enhed, der skønnes at kunne indebære et yderligere effektiviseringspotentiale i størrelsesordenen 20 årsværk. En centraliseret, digitaliseret og automatiseret tinglysning skønnes således at kunne drives med ca. 90 årsværk mod de nuværende 357 årsværk. 

Deloitte Consultings beregninger er foretaget på baggrund af de nuværende tinglysningsregler og den eksisterende it-teknologi. Hvis der foretages en deregulering af grundlaget for opgaven, vil det formentlig være muligt at reducere årsværksforbruget i tinglysningen yderligere. 

Deloitte Consultings beregninger er forbundet med nogen usikkerhed, men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at skønne mere præcist over ressourceforbruget i en papirløs tinglysning. Den præcise dimensionering af den fremtidige tinglysning kan først fastlægges, når der foreligger en mere konkret afklaring af it-understøttelse, regelsæt mv. Tinglysningsudvalget har forudsat, at Deloitte Consultings analyser udgør det på det foreliggende grundlag bedst mulige skøn over den fremtidige dimensionering af tinglysningen.


5.2.2. Opretholdelse af den nuværende organisering (decentral tinglysning ved domstolene)  

Opgavens nuværende organisering indebærer, at de fleste borgere, virksomheder mv. har forholdsvis kort geografisk afstand til det stedlige tinglysningskontor. Dette har efter udvalgets opfattelse dels den sagsbehandlingsmæssige fordel, at domstolspersonalets ekspeditioner alle drejer sig om lokalt beliggende ejendomme, hvorom de i almindelighed vil have en stor lokal indsigt, dels at den enkelte brugers behov kan løses tæt på problemets opståen, hvilket kan have væsentlig betydning for oplevelsen af et stærkt og sammenhængende nærmiljø. 

Organiseringen har dog den ulempe, at tinglysningen indgår som en del af den stedlige byret, der er en selvstændig administrativ enhed. Dette indebærer bl.a., at sagsbehandlingstiden for anmeldte tinglysningsdokumenter kan variere væsentligt de enkelte byretter imellem, idet eventuel ledig personalekapacitet ved en byret ikke uden videre kan udnyttes til fordel for et andet embede, der derfor kan have en markant længere ekspeditionstid. Tinglysningen er i den sammenhæng ofte blevet kritiseret for langsommelighed. 

Det er udvalgets opfattelse, at varetagelsen af en papirløs tinglysningsordning ikke mest hensigtsmæssigt varetages decentralt i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Dette særligt henset til, at der ved ordningen ikke i tilstrækkeligt omfang kan drages den optimale udnyttelse af personalets aktuelle kapacitet, hvilket konkret kan indebære og også faktisk har givet sig udslag i markant varierende sagsbehandlingstider de enkelte byretter imellem. 

Det vil i øvrigt ikke være hensigtsmæssigt at fordele en papirløs tinglysning, der – i en decentral udgave – forventeligt kun vil beskæftige ca. 112 årsværk, på 82 byretter, da det vil vanskeliggøre en tilstrækkelig specialisering og sammenhængende kompetenceopbygning over tid, idet de faglige miljøer vil være små. Dette synspunkt gør sig i øvrigt også (om end i mindre grad) gældende ved en organisering af byretterne på eksempelvis 25 embeder. 

Ud fra de samme synspunkter finder Tinglysningsudvalget ligeledes ikke at kunne anbefale en model med et antal permanente regionale tinglysningsenheder, som omtalt i kommissoriet. Efter udvalgets opfattelse tilsiger det forventede personalebehov, at tinglysningspersonalet samles under én central tinglysningsenhed. Også det fremtidige besparelsespotentiale, der knytter sig til muligheden for yderligere rationaliseringer og videreudvikling af edb-systemet, taler i den forbindelse for, at tinglysningen organiseres under én central myndighed. 

Udvalget har dog ikke herved taget stilling til, om det af praktiske årsager kunne være hensigtsmæssigt, at tinglysningspersonalet i en overgangsperiode i forbindelse med omlægningen fra papirbaseret til papirløs tinglysning fysisk fordeles på et antal tjenestesteder fordelt over landet. 

En fremtidig organiseringsmodel bør tilstræbe en struktur, hvor sagsbehandlingstiden for tinglysningsdokumenter er kort og ens for hele landet. Det er udvalgets vurdering, at en sådan nivellering af sagsbehandlingstiden vil være mulig ved en centralisering af opgaven. En centralisering kan principielt både ske i fortsat domstolsregi og inden for private rammer. Udvalget har i den forbindelse overvejet hensigtsmæssigheden af dette og andre privatiseringstiltag.


5.2.3. Privatisering ved salg, licitation eller autorisation 

Ved privatisering overføres eller flyttes aktiviteter fra den offentlige til den private sektor. Den mest markante form for privatisering er det direkte salg af den statsejede virksomhed. Privatisering kan dog også finde sted i den form, at staten enten køber serviceydelser fra private virksomheder eller på anden vis overlader private retten til at forsyne markedet med ydelser, som staten indtil da selv har stillet til rådighed. Selv om adgangen til at forsyne markedet overlades til private, kan kvaliteten af serviceydelserne fortsat fastlægges af staten eksempelvis via lovgivning eller udbudsbetingelser. 

Privatisering anses herved i almindelighed som et middel til at forøge effektiviteten og begrænse det offentliges udgifter. En effektivitetsforøgelse er dog ikke den nødvendige konsekvens af en privatisering, men forudsætter en samtidig ændring af markedsforholdene således, at det privatiserede område udsættes for en større grad af konkurrence. 

En konkurrenceudsættelse af serviceydelser som tinglysning kan f.eks. tilvejebringes ved enten at åbne for konkurrence ”om” markedet eller ”på” markedet. En konkurrence om markedet kan tilvejebringes ved et udbud af aktiviteten i licitation, således at flere aktører i udbudsøjeblikket har adgang til at byde på opgaven på samme betingelser. En konkurrence på markedet kan i stedet skabes ved en autorisationsordning, hvor mange aktører får mulighed for at operere samtidig på markedet i en konstant og parallel konkurrence. Udvalget har overvejet begge muligheder for konkurrenceudsættelse.


5.2.3.1. Privatisering ved salg 

Det er udvalgets opfattelse, at en fuldstændig privatisering af tinglysningen vil kunne give anledning til betænkeligheder, da det vil implicere et salg af statens ejendomsdata, og at centrale myndighedsopgaver i form af prøvelse af rettigheder overføres til private. Der vil herved være risiko for, at personfølsomme oplysninger ikke anvendes i overensstemmelse med de gældende retsregler herom. Udvalget kan herefter ikke anbefale denne løsning.


5.2.3.2. Privatisering ved licitation  

Ved en licitationsmodel overlades adgangen til at udvikle og drive de samlede tinglysningsaktiviteter (dvs. bl.a. adgangen til at foretage juridisk prøvelse, registrering og lagring af rettigheder) for en given periode til den private virksomhed, der på udbudstidspunktet kan levere ydelsen bedst og billigst. Opgavens konkurrenceudsættelse begrænser sig dog til netop dette tidspunkt, da markedet efterfølgende lukker sig for andre aktører, indtil opgaven på ny bliver sendt i licitation. Borgere, virksomheder mv. sikres således ikke flere valgmuligheder i dagligdagen, da der i al væsentlighed blot sker omdannelse fra et offentligt til et privat monopol, idet virksomheden får eneret til opgaven. 

Strukturen i denne model er en privat pendant til en central, offentlig tinglysningsenhed samt den nuværende Værdipapircentral. Der er således alene én prøvelseslokalitet, hvortil samtlige dokumenter skal anmeldes, hvilket giver mulighed for at opnå stordriftsfordele ved tinglysningen. Strukturen giver tillige mulighed for erfaringsudveksling inden for en koncentreret medarbejderstab, men der er ikke vished for fastholdelse og optimering af den omfattende ekspertise, der er oparbejdet hos det nuværende erfarne og uddannede tinglysningspersonale. 

Til fordel for modellen taler, at prøvelsen på værdipapirområdet har mange lighedspunkter med prøvelsen på et tinglysningskontor. Det er de samme forhold, der skal kontrolleres, såsom identiteten af anmelder og de berettigede, deres kompetence til at disponere samt om det materielle indhold af anmeldelsen af tilstrækkeligt og egnet til registrering. Prøvelsesopgaven på værdipapirområdet deles mellem værdipapircentralen og de kontoførende institutter. 

Det er dog udvalgets opfattelse, at en ”kopiering” af modellen på værdipapirområdet til området for tinglysningsdokumenter ikke i tilstrækkeligt omfang vil sikre den i afsnit 4.2. anførte målsætning om en fri adgang til anmeldelse af rettigheder til tinglysning. På området for værdipapirer er prøvelsen baseret på et system med professionelle anmeldere, der selv foretager prøvelsen, jf. ovenfor. Anmeldelsesadgangen til Værdipapircentralen er således forbeholdt de kontoførende institutter, og den enkelte borger, virksomhed mv. har ikke adgang til selv at anmelde egne rettigheder. Tinglysningsudvalget finder, at alle skal kunne anmelde rettigheder til tinglysning, hvilket ikke vil være foreneligt med en sådan professionel anmelderordning. Endvidere ville en sådan væsentlig ændring af den nuværende frie adgang for enhver til selv at forestå anmeldelse til tinglysning forøge omkostningerne for personer, der selv er i stand til at anmelde dokumenter til tinglysning uden bistand fra professionelle aktører. 

Udvalget finder, at tinglysningsopgaven kræver specialiserede kompetencer. Der vil således formentlig kun være et begrænset antal virksomheder, som vil være i stand til at overtage tinglysningsopgaven, hvilket vil begrænse konkurrencen om opgaven. Når licitationen efter en årrække gentages, kan konkurrencen blive reduceret yderligere, da nye leverandører vil stå svagt i forhold til den virksomhed, der allerede løser opgaven og dermed allerede har den fornødne erfaring og kompetence. Efter licitationen er den enkelte borger, virksomhed mv. henvist til at få sine tinglysningsdokumenter prøvet ved en enkelt privat virksomhed, uanset om de er tilfredse med pris, kvalitet og sagsbehandlingstid. Dette kan få negativ indvirkning på udviklingen i nævnte parametre, da virksomheden ikke løbende har et incitament til at optimere opgavevaretagelsen pga. mangel på markedsalternativer. 

På trods af, at en licitationsmodel giver mulighed for at indhøste stordriftsfordele, da tinglysningsopgaven samles i én enhed, finder udvalget ikke, at en licitationsmodel i praksis sikrer den i afsnit 4.4. opstillede målsætning om en minimering af brugernes omkostninger, hvilket skyldes, at licitationsmodellen i praksis ikke vil give en tilstrækkelig konkurrenceudsættelse af en privat tinglysning. En licitationsmodel vil således ikke i tilstrækkeligt omfang sikre, at stordriftsfordele og andre effektivitetsforbedringer udmøntes i lavere pris og højere service til brugerne. 

Hertil kommer, at modellens indfrielse af den i afsnit 4.1. anførte målsætning om sikring af omsætning og belåning af fast ejendom vil forudsætte, at den private aktør vil skulle tegne ansvarsforsikring eller stille økonomisk sikkerhed for eventuelle tab forårsaget under udøvelsen af virksomheden, således at brugerne på samme vis som i dag sikres enten den i tingbogen registrerede retstilling eller erstatning for det lidte tab ved rettighedens fortrængning. Da der ved fast ejendom kan være tale om meget store økonomiske værdier, vil sikkerheden skulle være betydelig (og måske fortsat ubegrænset). En indfrielse af denne målsætning vil således indebære, at den private aktør påføres omkostninger, der må forudsættes overvæltet på tinglysningens brugere, hvilket igen vil være i modstrid med målsætningen i afsnit 4.4. om minimering af brugernes omkostninger. 

Udvalget vurderer i øvrigt, at licitationsmodellen kan gøre det vanskeligt at indfri den i afsnit 4.3. beskrevne målsætning om en enkel og integreret adgang til tingbogens oplysninger om fast ejendom. Tingbogen vil ved privatisering – i modsætning til bl.a. Matrikelregisteret (MATR), Planregisteret (PLAN) og Bygnings- og Boligregisteret (BBR) – ikke længere være et offentligt administreret ejendomsregister og derfor ikke henhøre under den gruppering af landsdækkende, regionale og kommunale registre, hvortil Den Offentlige Informationsserver (OIS) kan etablere en samlet digital adgang til data om fast ejendom.


5.2.3.3. Privatisering ved autorisation 

Ved en autorisationsmodel kan adgangen til at udøve tinglysningsvirksomhed i stedet spredes på flere aktører, således at der på markedet opnås en videre grad af konkurrence på pris, kvalitet og sagsbehandlingstid. En sådan konkurrence vil – i modsætning til licitationsmodellen – give flere valgmuligheder for borgere, virksomheder mv., der tilbydes et mere varieret udbud af ydelser. Eventuelle særlige præferencer for bestemte af markedets aktører vil kunne afspejle sig direkte i brugernes valg mellem de tilbudte alternativer. Forudsætningen for en sådan konkurrenceudsættelse er dog, at det er attraktivt at konkurrere på markedet. 

En sådan model har på et enkelt punkt en vis lighed med den nuværende organisering af tinglysningen, idet opgaven med prøvelse af tinglysningsdokumenter i begge tilfælde varetages af mere end én enhed. Til forskel fra det nuværende system er valget mellem de enkelte enheder dog ikke nødvendigvis geografisk bestemt, men overladt til brugerne. 

En spredning af tinglysningsopgaven på flere aktører indebærer, at det bliver vanskeligere at indhøste stordriftsfordele. Derimod kan den konkurrence på markedet, der kunne opnås ved en autorisationsmodel, sikre, at andre effektiviseringer kommer forbrugerne til gode, da konkurrencen vil tilskynde udbyderne af tinglysningsydelserne til at sænke prisen og øge serviceniveauet. 

Autorisationsordningens berettigelse er størst på et marked, hvor der forekommer mange, ensartede og enkle ekspeditioner, hvilket umiddelbart er tilfældet for den nuværende tinglysningsordning. Ved ordningens omlægning til digital og automatisk tinglysning må netop disse ekspeditionsskridt dog forudsættes ikke længere at skulle underkastes manuel sagsbehandling, men i stedet foregå elektronisk. Indholdet af en autorisationsopgave vil derfor formentlig i al væsentlighed begrænse sig til særligt komplicerede sager samt sager, hvis behandling ikke umiddelbart kan standardiseres som f.eks. overdragelse og låneomlægning af store erhvervsejendomme. 

Det er udvalgets opfattelse, at opgavens faktiske begrænsning til disse sagstyper stiller store krav til praktisk problemhåndtering og specialisering, hvilke krav kun vanskeligt vil kunne indfries ved en autorisationsordning, der netop er karakteriseret ved en spredning af opgaven på mange aktører. Ordningens rammer danner således ikke grundlag for kontinuerlig erfaringsudveksling og optimering af praktisk knowhow og kan danne grundlag for en uensartet praksis på området. Det vil i øvrigt kun i meget begrænset omfang være muligt at indhøste stordriftsfordele og andre effektiviseringsgevinster ved en spredning af opgaven. 

Aktørerne vil formentlig i praksis ønske at specialisere sig inden for visse dokumenttyper, der ligger i naturlig forlængelse af deres øvrige forretningsområder (bl.a. adkomst og pant). Det er udvalgets vurdering, at en koncentration om prøvelse af visse typer af dokumenter for egne klientrelationer, dels giver anledning til betænkeligheder vedrørende den enkelte aktørs habilitet, dels kan indebære, at brugerne ikke i et fornødent omfang får adgang til autoriseret prøvelse for alle typer af rettigheder over fast ejendom. Etableringen af en privat tinglysningsordning alene for et begrænset antal rettigheder vil indebære, at nogle rettigheder skal lyses ved domstolene og andre ved en privat autorisationsordning. Det er udvalgets opfattelse, at en sådan ordning dels strider mod kommissoriet, dels vil indebære, at borgere, virksomheder mv. ikke længere vil have en samlet adgang til prøvelse af alle rettigheder over fast ejendom. Tværtimod vil der skulle etableres to tinglysningssystemer, hvilket samlet set må antages at være både dyrere for samfundet og mindre overskueligt for den enkelte borger, virksomhed mv. og stridende mod de i afsnit 4.4. og 4.5. opstillede målsætninger om en minimering af brugernes omkostninger og en ressourcebevidst løsning af opgaven. 

Udvalget finder i øvrigt, at autorisationsmodellen på samme vis som licitationsmodellen giver anledning til betænkeligheder i relation til den i afsnit 4.4. anførte målsætning om minimering af brugernes omkostninger derved, at en uændret opretholdelse af statens tinglysnings- og retsafgifter vil indebære, at selv et mindre provenu til den private aktør vil fordyre den enkelte tinglysningsekspedition for brugerne. 

Udvalget er tilsvarende af den opfattelse, at de ved licitationsmodellen anførte overvejelser – om vanskeligheder i relation til indfrielse af den i afsnit 4.1. nævnte målsætning om sikkerhed i omsætning og belåning af fast ejendom, samt den i afsnit 4.3. nævnte målsætning om en enkel og integreret adgang til tingbogens oplysninger om fast ejendom – ligeledes gør sig gældende, for så vidt angår autorisationsmodellen.


5.3. Modelbeskrivelse for en ”Offentlig-Privat Samarbejdsmodel” 

Udvalget har på baggrund af de anførte overvejelser fundet anledning til at overveje, om der kunne være belæg for en organiseringsmodel, der dels kunne indfri de opstillede målsætninger for en ændret tinglysningsordning, dels kombinere det nuværende tinglysningspersonales erfaring i praktisk håndtering af tinglysningsspørgsmål med private aktørers kompetencer med udvikling, drift og vedligehold af it-løsninger for automatisering af manuelle processer, dvs. en samarbejdsmodel, hvor offentlige og private kompetencer udnyttes side om side. 

Det er udvalgets opfattelse, at en sådan samarbejdsmodel er mulig og samtidig den bedste løsning for varetagelsen af den nye papirløse tinglysningsordning. Modellen findes således at sikre borgere, virksomheder mv. en enkel, hurtig og sikker adgang til at anmelde og få registreret rettigheder over fast ejendom samt en tilsvarende adgang til eftersyn og kontrol af allerede registrerede ejendomsoplysninger. Gennem en høj grad af brugerindflydelse kan der endvidere tilstræbes en dynamisk udvikling af tinglysningssystemerne under hensyntagen til professionelle og private brugeres behov og ønsker. 

Ved valget af organiseringsmodel har udvalget i overensstemmelse med de i afsnit 4 opstillede målsætninger tillagt det afgørende vægt at bevare tingbogens troværdighed til sikring af omsætning og belåning af fast ejendom. Dette særligt henset til, at den nuværende ordnings grundlæggende principper (om bl.a. prioritets- og gyldighedsvirkning af tinglyste rettigheder, juridisk prøvelse og statens erstatningsansvar for fejl i tingbogen) har eksisteret siden 1927, og at baggrunden for nedsættelsen af Tinglysningsudvalget ikke tilskrives utilfredshed med ordningens formål eller indhold, men et ønske om sondering af, i hvilken udstrækning den teknologiske udvikling og eventuelle private kompetencer kan bidrage til en yderligere effektivisering af en – i al væsentlighed – velfungerende myndighedsfunktion. 

Udvalgets overvejelser skal således ses i lyset af, at Tinglysningsudvalget som sin anden delopgave skal vurdere, hvorledes en fuldstændig papirløs tinglysning gennemføres mest hensigtsmæssigt. Disse overvejelser vil i yderste konsekvens formentlig kunne indebære en fuldstændig dematerialisering (ved elektroniske dokumenter eller digitale data i elektroniske standardformularer) af den nuværende papirkommunikation mellem borgere og virksomheder, beliggenhedskommunen og tinglysningen samt en automatisering af et væsentligt omfang af tinglysningspersonalets nuværende manuelle sagsbehandlingsskridt. Spørgsmålet for udvalget er derfor reelt, hvorvidt mulighederne for en væsentlig udbygning af de nuværende it-løsninger på tinglysningsområdet kan og bør influere på opgavens fremtidige organisering. 

Udvalgets forslag til en samarbejdsmodel tager på denne baggrund udgangspunkt i en bevarelse af konturerne – og dermed kontinuiteten – i en gennemprøvet og velfungerende tinglysningsordning med skyldig hensyntagen til de muligheder for effektivisering, der følger af bl.a. de tilstræbte it-løsninger for videst mulig digitalisering og automatisering af de nuværende manuelle processer i tinglysningen. Samarbejdsmodellen kombinerer og fastholder således de offentlige og private aktørers kompetencer i relation til henholdsvis praktisk problemhåndtering af tinglysningsspørgsmål og muligheden for standardiserede it-løsninger af samme. 

Ved modellen centraliseres den nuværende offentlige opgavevaretagelse med størst mulig medinddragelse af private aktører i opgaveløsningen. Tinglysningen bevares således principielt som en myndighedsfunktion, men løsningerne bag myndighedens konkrete opgavevaretagelse overlades i meget væsentligt omfang til private bl.a. i relation til udvikling, drift og vedligehold af de forudsatte it-løsninger for videst mulig digitalisering og automatisering af tinglysningsprocessen, herunder etablering af en elektronisk akt. Tinglysningspersonalets funktion begrænses reelt til manuel sagsbehandling af det mindre antal sager, hvor maskinel tinglysning ikke vil være teknologisk mulig eller forsvarlig, dvs. kernen af myndighedsudøvelsen. 

Skitseringen af modellen tager på denne baggrund udgangspunkt i en offentlig organisering for dele af sagsgangen og en privat løsning for andre dele af tinglysningsproceduren. Der er tale om en samarbejdsmodel.


5.3.1. Organisering 

Ved samarbejdsmodellen centraliseres arbejdet i de nuværende tinglysningskontorer til en tinglysningsmyndighed for hele landet i fortsat domstolsregi. Denne myndighed træffer herefter i 1. instans alle tinglysningsafgørelser (jf. afsnit 5.3.2.2. om prøvelsens karakter) med sædvanlig kæreadgang til den stedlige landsret. Tinglysningen er ikke længere en del af de enkelte byretters almindelige arbejdsopgaver, men forbeholdt et enkelt embede. 

Det fremgår af udvalgets kommissorium, at tinglysningsopgaven – hvis den fortsat skal løses i det offentlige – skal være placeret ved domstolene. Da tinglysningen ifølge udvalgets forslag forbliver i det offentlige og dermed forbliver en myndighedsopgave hos domstolene, er det udvalgets opfattelse, at ansvaret for opgavens varetagelse fortsat skal være placeret hos en dommer, der udnævnes til embedschef for den centrale tinglysningsenhed. 

Da tinglysningen som beskrevet udgør en væsentlig del af domstolenes samlede opgaver, vil opgavens udskillelse nødvendiggøre i hvert fald en vis ændring af den nuværende domstolsstruktur med sammenlægning af et antal byretsembeder. Der henvises nærmere til betænkning nr. 1398/2001 fra Domstolenes Strukturkommission om forslag til en ændret domstolsstruktur. 

Det fremgår af konsulentfirmaet Deloitte Consultings analyse, at der i første omgang forventeligt vil kunne ske automatisering af ca. 69 pct. af den nuværende manuelle sagsbehandling. Uanset automatiseringsgraden for ekspeditioner relaterende til den enkelte dokumenttype vil der i alle tilfælde kunne opnås en effektivisering ved, at anmeldelse fremover forudsættes at skulle foregå digitalt. 

Det er således forventeligt, at en meget stor del af det nuværende tinglysningspersonales opgaver fremover vil kunne overtages af standardiserede it-løsninger. Personalebehovet vil herved være væsentligt mindre end de nuværende 357 årsværk og skønnes ud fra Deloitte Consultings beregninger at blive i størrelsesordenen 90 årsværk. Udvalget finder det derfor ud fra ledelsesmæssige, organisatoriske og økonomiske overvejelser mest hensigtsmæssigt at samle tinglysningen i en central enhed. Dette vil give lederen af tinglysningen det bedste overblik over personalets ressourcer og kapacitet og dermed optimere forudsætningerne for en hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse med heraf følgende muligheder for minimering og udligning af sagsbehandlingstiden for hele landet. Det er udvalget opfattelse, at en centralisering ligeledes vil give de bedste muligheder for en ensartet sagsbehandling af tinglysningsspørgsmål samt gøre det muligt at oparbejde en tilstrækkelig ekspertise i behandlingen af mere sjældent forekommende og komplicerede sager. En spredning af opgaven på flere enheder åbner ikke mulighed for samme tilgang til specialisering i opgaveløsningen, eller samme grundlag for at udvikle og fastholde et velfungerende fagligt miljø med et højt kompetenceniveau. 

Det er udvalgets vurdering, at det med henblik på rekruttering og fastholdelse af de stærkest mulige kompetencer – både til det større antal årsværk i opstartsfasen og til medarbejderstaben på sigt – er væsentligt, at en central tinglysningsmyndighed placeres geografisk hensigtsmæssigt. 

Udvalget har ikke foretaget en nærmere vurdering af overgangen fra den eksisterende tinglysningsordning og en ny papirløs tinglysningsordning, idet udvalget finder, at den nærmere tilrettelæggelse heraf må ske ved drøftelser mellem de bevilgende myndigheder og Domstolsstyrelsen. 

Udvalget finder dog anledning til at bemærke, at det af hensyn til tinglysningens effektivitet og til sikkerheden i omsætningen og belåningen af fast ejendom er afgørende, at der i videst muligt omfang sikres en problemfri overgang fra det gamle til det nye system. Det bemærkes i den forbindelse, at den eksisterende tinglysning skal være velfungerende i hele perioden frem til det nye systems ibrugtagning, ligesom den fornødne indkøring og tilpasning af det nye system skal være foretaget, før systemets fulde potentiale kan realiseres. 

Udvalget forudsætter derfor, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til sikring af en stabil drift i hele overgangsfasen.


5.3.2. Sagsbehandling


5.3.2.1. Digital adgang til anmeldelse og eftersyn af rettigheder i tingbogen 

Ved samarbejdsmodellen indføres ingen begrænsning i den nuværende anmeldelsesadgang. Det skal således fortsat være frit for enhver at anmelde rettigheder over fast ejendom til tinglysning uden, at brug af professionel rådgiver er påkrævet. Modellens bevarelse af den fri anmeldelsesadgang indebærer dog ikke, at anmeldelse skal ske på samme vilkår som i dag, dvs. i form af papirdokumenter. 

Det er således udvalgets opfattelse, at der ved anmeldelsens form skal tages højde for, at ønsket om indførelse af en fuldstændig papirløs tinglysning – som nævnt – må indebære en dematerialisering af den nuværende papirkommunikation mellem tinglysningen og borgere, virksomheder mv. Dette har betydning for anmeldelsens karakter. Samarbejdsmodellen forudsætter derfor i sin endelige udformning, at anmeldelse fremover skal ske digitalt. 

Med forbehold for den konkrete tekniske løsning finder udvalget det hensigtsmæssigt, at adgangen til digital anmeldelse etableres via en internetbaseret borgerindgang og en indgang for professionelle aktører. Ved indgangene etableres en betalingsfunktion, således at korrekt tinglysningsafgift opkræves i umiddelbar sammenhæng med og som forudsætning for anmeldelsen. 

Borgerindgangen etableres ved en interaktiv hjemmeside, hvor anmeldelse sker via standardiserede og brugervenlige skemaer for diverse typerettigheder over en bestemt fast ejendom som f.eks. adkomst, pant og servitutter. Skemaerne udformes således, at anmeldelsens afsendelse forudsætter, at borgeren har anført oplysninger i alle relevante rubrikker. Anmeldelsen undertegnes herefter ved brug af digital signatur (eventuelt i kombination med andre sikkerhedsløsninger). Ved anvendelse af digital signatur vil det kunne fastslås, fra hvem anmeldelsen hidrører, og indholdet af anmeldelsen vil samtidig kunne hemmeligholdes for alle andre end dem, der har en legitim adgang til meddelelsen. Den digitale signatur vil herved formentlig kunne overflødiggøre den nuværende anvendelse af vitterlighedsvidner. Ved borgerindgangen etableres betalingsfunktionen således, at opkrævningen af tinglysningsafgift sker via betalingskort, før anmeldelsen kan effektueres. 

I overensstemmelse med de i afsnit 4 opstillede målsætninger finder udvalget det ønskeligt, at borgerindgangen ikke blot giver adgang til anmeldelse af registrering, ændring eller ophævelse af rettigheder over en bestemt fast ejendom, men tillige etablerer en samlet elektronisk indgang til alle informationer om fast ejendom i den digitale forvaltning. Den nuværende Offentlige Informationsserver (OIS) er et foreløbigt udtryk for denne målsætning, og OIS forventes udviklet i overensstemmelse med hvidbog for it-arkitektur, jf. afsnit 5.3.3., således at data kan præsenteres direkte fra de ajourførte grundregistre. 

Borgeren vil herved få en enkel og overskuelig internetbaseret adgang til alle offentligt tilgængelige ejendomsdata i landsdækkende, regionale og kommunale registre, som f.eks. tingbogen, Bygnings- og Boligregisteret (BBR), Planregisteret, Matrikelregisteret (MR), Statens Salgs- og Vurderingsregister (SVUR) og Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), jf. illustrationen nedenfor. 

Borgeren vil således ikke være henvist til at søge tingbogsoplysninger via opslag på en publikumsterminal ved tinglysningsenheden eller ved telefonisk henvendelse, men kan indhente oplysningerne via sin egen internetforbindelse og endda sammenstillet med oplysninger fra andre offentlige registre vedrørende samme ejendom. 

Borgerindgangen med integration med de øvrige offentlige ejendomsregistre kan illustreres således:

Det er udvalgets vurdering, at både borgere og professionelle aktører skal sikres en hensigtsmæssig indgang til systemet. Om der teknisk set skal etableres særskilte indgange, finder udvalget ikke grundlag for at vurdere. Afgørende er det, at der åbnes mulighed for en høj grad af it-integration mellem tinglysningssystemet, andre myndigheders it-systemer og de professionelle aktørers it-systemer, jf. illustrationen. En sådan konstruktion vil således gøre det muligt for de professionelle aktører – som f.eks. realkreditinstitutter, pengeinstitutter, advokater, ejendomsmæglere og landinspektører – at anmelde rettigheder til tinglysning direkte fra egne netværk. Dette muliggør en kobling med aktørernes egne digitale processer, således at man f.eks. ved en påtænkt ejendomshandel kan ”teste” eventuelle konsekvenser, eksempelvis mulige retsanmærkninger, før faktisk effektuering af handlen. En stor it-integration vil herved fremme mulighederne for en mere optimal arbejdstilrettelæggelse af aktørernes egne interne arbejdsprocesser. Ved en eventuel særskilt kommerciel indgang opkræves tinglysningsafgift i almindelighed på samme måde som hos private, men det bør herudover være muligt at indrette særlige faktureringsløsninger, der tilgodeser storkundernes behov, f.eks. ved som i dag at give mulighed for at foretage anmeldelse mod efterfølgende samlet månedsvis fakturering. 

Nøjagtig som ved borgerindgangen finder udvalget det også ved indgangen for de professionelle aktører ønskeligt, at der i sammenhæng med anmeldelsesfunktionen etableres en samlet elektronisk indgang til alle informationer om fast ejendom i den digitale forvaltning. Den nuværende Offentlige Informationsserver (OIS) er et foreløbigt udtryk for denne målsætning. Dette vil optimere aktørernes muligheder for en effektiv, informativ klientrådgivning og gavne den flerhed af borgere, virksomheder mv., der benytter sig af professionel assistance ved handel med fast ejendom. 

Udvalget skal for god ordens skyld bemærke, at de via OIS tilgængelige ejendomsdata pt. ikke er baseret på realtidsopdatering, men dataintegration på grundlag af kopidata fra periodiske overførelser fra de øvrige offentlige ejendomsregistre. Der findes i dag ingen realtidsopdatering på ejendomsdataområdet, hvorfor portalen pt. må anses som en relevant mulighed for en samlet adgang til ejendomsdata, uagtet validiteten må tages med et vist forbehold. 

Det er udvalgets opfattelse, at it-løsningen mest hensigtsmæssigt konstrueres således, at anmeldelser fra begge indgange (dvs. både borgerindgangen og den professionelle indgang) tilgår en og samme elektroniske station, hvor modtagelsestidspunktet for anmeldelsen registreres, ligesom dokumentet tildeles et registreringsnummer. Der foretages herefter en teknisk kontrol af formelle krav til dokumentet. Denne kontrol suppleres af en elektronisk undersøgelse af, om der længere fremme i tinglysningsprocessen ligger endnu ikke færdigekspederede dokumenter vedrørende samme ejendom. Er dette tilfældet, tildeles dokumentet et løbenummer og ”stilles i kø”, indtil de foranstående dokumenter er ekspederet. Efter den elektroniske kontrol sendes automatisk en kvittering til anmelderen med oplysning om modtagelsestidspunkt, registreringsnummer og eventuelt løbenummer for det anmeldte dokument. 

Udvalget vurderer, at indførelsen af et særskilt krav til anmeldelsens karakter i form af digital anmeldelse – og dermed udelukkelse af muligheden for de nuværende papirbaserede anmeldelser – i praksis må anses at være af underordnet betydning for den enkelte borger, virksomhed mv. Dette skyldes, at anmeldelsen til tinglysning i almindelighed forestås af professionelle aktører. 

Det er imidlertid ikke hensigten, at kravet om digital anmeldelse på nogen vis skal kunne udgøre en praktisk hindring for udnyttelse af den frie anmeldelsesadgang, uanset om denne alene måtte benyttes af et fåtal af private. Adgangen til digital anmeldelse skal således ikke forbeholdes de borgere, virksomheder mv., der kan nå borgerindgangen via egen internetopkobling. Udvalget finder, at denne potentielle barriere for digital anmeldelse kan imødegås ved at forudsætte, at enhver skal have fri adgang til de forudsatte it-faciliteter via kommunale servicebutikker, og at borgerindgangen samtidig skal indeholde en letforståelig brugervejledning om den digitale fremgangsmåde. Adgangen til anmeldelse bliver herved betydeligt forenklet for såvel private som professionelle aktører. 

Hvis borgeren, virksomheden mv. ønsker egentlig professionel assistance til den digitale anmeldelse – og således mere end den blotte adgang til de tekniske faciliteter – har vedkommende som i dag mulighed for at benytte sig af rådgivning fra det brede udbud af professionelle aktører. Det er udvalgets opfattelse, at de kommunale servicebutikker ikke skal varetage en rådgivningsfunktion på tinglysningsområdet, men alene stille it-faciliteter til rådighed og yde vejledning i forbindelse hermed.


5.3.2.2. Automatisk og manuel prøvelse af rettigheder samt opkrævning af afgifter 

Indførelsen af en fuldstændig papirløs tinglysning vil som nævnt indebære, at man i videst muligt omfang må søge en automatisering af de nuværende manuelle sagsbehandlingsskridt, således at prøvelsen af anmeldte rettigheders prioritet og gyldighed skal ske maskinelt. 

Udvalget har med udgangspunkt i Deloitte Consultings analyse baseret samarbejdsmodellen på den foreløbige forudsætning, at prøvelsesopgaven fremover vil omfatte et meget stort antal anmeldelser (ca. 69 pct.), hvor prøvelsen vil være fuldt automatiseret, et noget mindre antal anmeldelser, hvor prøvelsen vil være delvis automatiseret, og et endnu mindre antal anmeldelser, der skal undergives en egentlig manuel prøvelse. 

I det omfang prøvelsen af den anmeldte rettighedstype konkret er automatiseret, vil borgeren, virksomheden mv. ved et og samme tastetryk både kunne foretage anmeldelse af rettigheden og få dennes prioritet og gyldighed prøvet og registreret samt modtage oplysninger om eventuelle hindringer for den ved anmeldelsen forudsatte retsstilling. Hvis prøvelsen ikke er automatiseret, vil den anmeldte rettighed skulle undergives en manuel prøvelse. Da alle anmeldte rettigheder ved anmeldelsen er tildelt et modtagelsestidspunkt, vil det ikke have nogen betydning for rettighedens senere prioritet og gyldighed, om anmeldelsen faktuelt undergives en automatiseret eller manuel prøvelse. Prøvelsen har samme retsvirkning, og i begge tilfælde modtager anmelder umiddelbart en digital meddelelse om det videre tinglysningsmæssige ekspeditionsforløb. 

Ved dokumenter om overdragelse af ejendomsretten til en bestemt fast ejendom eller en del af en sådan er det forudsat, at dokumentet elektronisk skal passere beliggenhedskommunen med henblik på identifikation af ejendom eller grundstykke, køber og sælger samt registrering af ejerskiftet og ToldSkats registrering af købesummen mv. De standardiserede digitale skemaer skal derfor også målrettes denne opgave i kommunen og ToldSkat. Hvis dokumentet er ”udfyldt” korrekt og fuldstændigt, får den kommunale sagsbehandling således karakter af at være et forstadium til domstolsprøvelsen, dog med den forskel, at der uanset udfaldet ikke udløses tinglysningsafgift ved kommunens sagsbehandling, men først når dokumentet ved anmeldelsen er tildelt det modtagelsestidspunkt, som afgør dets prioritetsstilling. Kommunen skal i øvrigt også løse denne opgave, selv om det aktuelle dokument ikke skal tinglyses. 

Prøvelsen bør i praksis konstrueres således, at den elektroniske anmelderstation (station 1) foretager en indledende elektronisk sortering af de modtagne anmeldelser, hvorefter de anmeldte rettigheder enten overgår direkte til automatiseret prøvelse (f.eks. kreditforeningspantebreve og ejerpantebreve) – og dermed en maskinel behandling – eller videreformidles til en indledende manuel prøvelse (station 2) ved den centrale tinglysningsenhed. Videreformidlingen til indledende manuel prøvelse sker på dette tidspunkt, fordi den anmeldte rettighed er af en type, der ikke generelt er udvalgt til fuld automatiseret prøvelse. Udvalget forventer således umiddelbart, at tinglysningen af bestemte rettighedstyper generelt kan give anledning til videre overvejelser, og derfor principielt vil kræve en nærmere vurdering, inden tinglysning vil kunne finde sted. 

Sagsbehandlingen i den centrale tinglysningsenhed indebærer på dette tidspunkt alene en indledende manuel sortering af de modtagne anmeldelser. De anmeldte rettigheder, der – trods deres type – konkret viser sig uden problemer, bliver straks digitalt videreformidlet til automatisk tinglysning. Denne gruppe af rettigheder vil, efterhånden som stadigt flere rettighedstyper kan overgå til direkte automatiseret tinglysning allerede fra anmelderstationen (station 1), blive mindre. Den indledende manuelle sagsbehandling (station 2) er således en midlertidig, manuel ”sikkerhedsventil”, hvis berettigelse er at tilvejebringe et sikkert og fyldestgørende erfaringsgrundlag om bestemte dokumenttyper, før disse generelt kan overgå til direkte automatisk tinglysning. 

De anmeldte rettigheder, der efter den indledende manuelle behandling i den centrale tinglysningsenhed ikke kan overgå til automatiseret prøvelse, undergives herefter en egentlig manuel prøvelse (station 3) af tinglysningspersonalet. Dvs. en prøvelse svarende til indholdet af den nuværende sagsbehandling på landets tinglysningskontorer. Hvis den anmeldte rettighed efter denne prøvelse kan tinglyses, foregår også denne lysning digitalt. 

Sagsgangen i et papirløst tinglysningssystem kan illustreres således: 

5.3.3. It-løsninger for anmeldelse, prøvelse og registrering 

Samarbejdsmodellen tager som nævnt udgangspunkt i en bevarelse af konturerne af en gennemprøvet og velfungerende tinglysningsordning, men det er samtidigt forudsat, at disse konturer skal effektiviseres ved udvikling, drift og vedligehold af it-løsninger for dematerialisering af papirkommunikationen mellem tinglysningsenheden og borgere, virksomheder mv. samt ved en automatisering af de nuværende manuelle processer i tinglysningen. Dette er helt nye og omfattende it-opgaver. Opgaven med udvikling, drift og vedligehold af it-løsninger i relation til den nuværende tinglysningsfunktion er således begrænset til et edb-understøttende registreringssystem for en elektronisk journaliseret dagbog og tingbog. 

Det er udvalgets opfattelse, at der skal der ske offentligt udbud af hele opgaven med udvikling, drift og vedligehold af en sammenhængende og stringent it-løsning for såvel dematerialisering, automatisering som digital registrering. Løsningen for dematerialisering skal herved også indebære, at den nuværende papirbaserede aktmappe fremover erstattes af en elektronisk akt, således at registreringssystemet herefter ikke blot skal indeholde en elektronisk lagring af rettigheder over fast ejendom, men en tilsvarende digital opbevaring af dematerialiserede, rettighedsstiftende ”dokumenter” (elektroniske dokumenter eller digitale data i elektroniske standardformularer). En elektronisk adgang til såvel registrerede rettigheder som dokumenter vil i overensstemmelse med målsætningerne i afsnit 4 åbne mulighed for, at professionelle aktører i et videre omfang kan genbruge tingbogens eksisterende ejendomsdata og dermed effektivisere deres interne forretningsgange ved minimering af manuelle sagsskridt. 

Det er væsentligt, at der er et digitalt samspil mellem tinglysningssystemet og det øvrige ejendomsområde. Kravspecifikationen til nævnte it-løsning bør udarbejdes på grundlag af input fra et bredt sammensat brugerpanel af offentlige og private aktører til sikring af, at løsningen i videst muligt omfang kan integreres med edb-systemerne for de typiske professionelle aktører i ejendomshandlen, og dermed optimere den generelle anvendelighed af den konkrete it-løsning. Integrationen forventes i den forbindelse sikret ved størst mulig anvendelse af såkaldte ”åbne standarder”. Den fremtidige it-arkitektur for tinglysningen skal bygge på de anbefalinger, som er beskrevet i ”Hvidbog om it-arkitektur” fra det Koordinerende Informationsudvalg (www.oio.dk/arkitektur/hvidbog). Det betyder, at den fremtidige it-understøttelse og herunder arkitektur for tinglysningssystemet skal baseres på etablering af en såkaldt serviceorienteret arkitektur. Det fremtidige system skal understøtte interoperabilitet, sikkerhed og tilgængelighed på tværs af den offentlige og private sektor ved brug af åbne standarder og standardiserede services til f.eks. dataudveksling ved brug af OIOXML som udvekslingsformat. Sikkerhedsløsningen for borgere og virksomheder skal som udgangspunkt baseres på OCES digitale signaturer (Offentlige Certifikater til Elektronisk Service) eller digitale signaturer med et sikkerhedsniveau, der som minimum er på niveau med OCES, og som er teknisk kompatible med OCES. Der henvises til ”Kataloget over offentlige it-stan­dar­der” (Referenceprofilen) (http://www.interoperabilityframework.info/Dansk/) omhandlende de vigtigste vedtagne tekniske, data og processuelle standarder på it-området, der bør have speciel fokus i forbindelse med udformningen af kravspecifikationen til it-løsningen. 

Hvad angår kravene til en sikkerhedsløsning til brug for papirløs tinglysning, finder 1 medlem af udvalget – Christian Brandt – at følgende er afgørende: Sikkerhedsløsningen for borgere og virksomheder skal være baseret på sikkerhedsmekanismer, der sikrer dokumentets integritet og autenticitet. Der skal anvendes stærk autenticitetskontrol baseret på to uafhængige autenticitets-mekanismer, og der skal anvendes kryptografiske systemer, der ikke har fået anfægtet deres styrke eller anvendelighed. Sikkerhedsniveauet skal som minimum svare til niveauet for OCES digitale signaturer. 

Kravspecifikationen til it-løsning bør endvidere tage højde for arbejdet i Nytænkningsudvalget for ejendomsdannelsen, som er nedsat i regi af Servicefællesskabet for Geodata under den Digitale Taskforce. For at medvirke til at udvikle digital forvaltning omkring ejendomsdata og ejendomsregistrering har Servicefællesskabet for Geodata nedsat et tidsbegrænset udvalg til nytænkning af ejendomsdannelsen. En række af udvalgets aktiviteter tager udgangspunkt i den logiske datamodel for ejendomsområdet, som der bl.a. peges på i Deloitte Consultings it-analyse. Specielt bør udviklingen af tinglysningssystemet foregå koordineret med udvalgets aktiviteter vedrørende ejendomsidentifikationer og snitflader i ejendomsdannelsen. 

Det er udvalgets opfattelse, at det offentlige udbud af opgaven eventuelt kan suppleres af en aftale om Offentlig-Privat Partnerskab (OPP) til sikring af dynamikken omkring fortsat udvikling og fornyelse af it-løsningen i perioden efter udbuddet, da opgavevaretagelsen formentlig ellers vil være for bundet af den konkrete kravspecifikation. Ved en tillægskontrakt om et Offentlig-Privat Partnerskab kan der åbnes for en større fleksibilitet i relation til at tilpasse den valgte it-løsning undervejs og på en sådan vis, at begge parter har fordele herved f.eks. ved en bonusaftale om deling af eventuelle udviklings- og effektivitetsgevinster. En sådan fleksibilitet er efter udvalgets opfattelse meget vigtig. Strukturen i prøvelsessystemet forudsætter f.eks., at flere og flere typer af rettigheder med tiden vil overgå fra manuel til hel eller delvis automatiseret prøvelse, og det vil være uhensigtsmæssigt, hvis den valgte it-løsning bliver en praktisk barriere for en smidig løsning på en sådan problematik. 

Udvalget vurderer endvidere, at opgavens udlicitering i kombination med en tillægskontrakt om et Offentlig-Privat Partnerskab hensigtsmæssigt kan understøttes således, at der – svarende til det brugerpanel, der afgiver input til kravspecifikationen – etableres et forum, der også i tiden efter en digitalisering af tinglysningen er gennemført kan give væsentlige input til en dynamisk videreudvikling og optimering af den valgte it-løsning. Det er væsentligt, at tinglysningens største brugergrupper, herunder særligt penge- og realkreditkreditinstitutter, advokater og ejendomsmæglere, også i tiden fremover har en vis mulighed for at påvirke systemets løbende tilpasning i aktivt samspil med den konkrete opgavevaretager. Endvidere er det udvalgets opfattelse, at brugerpanelet også bør være i besiddelse af teoretisk sagkundskab på højt niveau, eksempelvis ved at en universitetsjurist med særligt kendskab til tinglysning indgår i panelet.


5.3.4. Etablering af en komplet elektronisk akt 

Samarbejdsmodellen forudsætter, at it-løsningen for dematerialisering af papirkommunikationen mellem tinglysningsenheden og borgere, virksomheder mv. tillige indebærer, at den nuværende papirbaserede aktmappe fremover erstattes af en elektronisk akt. It-løsningen for etablering af en sådan akt er således fremadrettet. Samarbejdsmodellens it-løsning for en fremtidig elektronisk akt kan imidlertid – hvis det findes relevant og ressourcemæssigt forsvarligt – suppleres af en fysisk indscanning af samtlige dokumenter i den eksisterende papir- akt på ca. 80 millioner A4-sider, således at der etableres en komplet elektronisk akt. 

På nuværende stadie af udvalgets overvejelser er det endnu uvist, hvorvidt tinglysningspersonalets og/eller de private og professionelle aktørers brug af den nuværende papirakt konkret tilsiger et behov for en fuldstændig indscanning af akten, eller om behovet reelt alene centrerer sig om en visse konkrete dokumenttyper, som f.eks. de private servitutter. Udvalget finder i den forbindelse, at den løsning, der vælges, som minimum skal være lige så hurtig og tilstrækkelig for brugerne som i dag. I forbindelse med en eventuel indscanning bør det endvidere sikres, at den nuværende papirakt er tilgængelig for brugerne i den kortere eller længere periode, hvor indscanningen finder sted. 

I overvejelserne omkring en eventuel indscanning indgår tillige, at papirakten alene indeholder genparter af gældende dokumenter, hvorfor den med tiden vil indeholde færre og færre dokumenter for – formentlig – på et tidspunkt at blive fuldstændig erstattet af den fremadrettede elektroniske akt. Et relevant alternativ til en fysisk indscanning er derfor en arkivering af akten – eventuelt lokaliseret i geografisk sammenhæng med den centrale tinglysningsenhed. Dette alternativ kan tilrettelægges således, at det kombineres med en indscanning af akten, således at der alene indscannes, når/hvis der tinglyses nye rettigheder over den pågældende ejendom. Deloitte Consulting vurderer, at arkivløsningen kombineret med den fortløbende indscanning af akten er marginalt dyrere end løsningen med umiddelbar og systematisk indscanning af alle akter. 

Indscanningsopgaven vedrørende de ca. 80 millioner A4-sider må forventes at skulle i offentligt udbud. Udbuddet kan eventuelt suppleres af en aftale om Offentlig-Privat Partnerskab (OPP), hvor den private aktør i et vist omfang løser opgaven i et aktivt samspil med en mindre stab af erfarne tinglysningsmedarbejdere. Dette skal i givet fald ske under hensyntagen til, at dokumenternes karakter og indhold gør det relevant, at dokumenterne indscannes i en given sammenhæng og rækkefølge, og at oplysninger om en sådan arbejdstilrettelæggelse ikke optimalt kan videreformidles til en privat aktør uden en vis, sideløbende bistand i relation til den konkrete indscanning. En sådan bistand vil tillige muliggøre en kompetent oprydning af akten.


5.3.5. Mulighed for yderligere privatiseringstiltag 

Samarbejdsmodellen indebærer, at løsningerne bag den centrale tinglysningsmyndigheds faktiske opgavevaretagelse i størst muligt omfang overlades til private aktører, således at tinglysningspersonalets funktion reelt begrænses til kernen af offentlig myndighedsudøvelse og dermed manuel sagsbehandling af det mindre antal sager, hvor automatisk tinglysning ikke er mulig. Det er derfor udvalgets vurdering, at det ved modellens etablering samtidig bør overvejes, om der eventuelt findes yderligere opgaver i den nuværende tinglysningsfunktion, der med fordel kan konkurrenceudsættes via offentligt udbud, idet opgavevaretagelsen ikke forudsætter særlig uddannelse eller erfaring inden for tinglysningsspørgsmål. Dette undersøges formentlig mest hensigtsmæssigt ved anvendelse af ekstern konsulentbistand.


5.3.6. Samarbejdsmodellen i punktform 

• Tinglysning i 82 retskredse ophører.
• Der oprettes en central tinglysningsmyndighed i domstolsregi.
• Der sker offentligt udbud af opgaven vedrørende udvikling, drift og vedligehold af it-løsningen for dematerialisering, automatisering og digital registrering, herunder en fremadrettet elektronisk akt. Udbuddet suppleres eventuelt af et Offentlig-Privat Partnerskab (OPP) og understøttes af løbende input fra et bredt sammensat brugerpanel.
• Den frie anmeldelsesadgang bevares.
• Anmeldelse af dokumenter sker digitalt via en interaktiv-hjemmeside eller gennem direkte systemkommunikation med professionelle brugere og tinglysningsserveren.
• Den interaktive hjemmeside etablerer en samlet elektronisk indgang til offentligt tilgængelige ejendomsdata i landsdækkende, regionale og kommunale registre.
• Der sikres alle brugere adgang til elektroniske faciliteter til brug for digital anmeldelse via kommunale servicebutikker.
• Tinglysningsmyndigheden ekspederer de sager, hvor sagsbehandlingen ikke kan automatiseres.
• Der sker offentligt udbud af opgaven vedrørende håndtering af den eksisterende papirakt. Udbuddet suppleres eventuelt af et Offentlig-Privat Partnerskab (OPP).
• Der overvejes offentligt udbud af evt. yderligere opgaver, som ikke kræver særlig uddannelse eller erfaring inden for tinglysningsspørgsmål.

5.3.7. Bil-, person, og andelsboligbogen 

Udvalget har koncentreret sine overvejelser om registreringen af rettigheder over fast ejendom i tingbogen. Det er dog samtidig udvalgets opfattelse, at de anførte moderniserings- og effektiviseringshensyn taler for, at opgaven med tinglysning af rettigheder over biler, andelsboliger og personers formue ligeledes digitaliseres. Den centrale tinglysningsmyndighed bør have ansvaret for også disse registre. 

Bil-, person- og andelsboligbogen føres allerede i dag centralt for hele landet ved retten i Århus, jf. beskrivelsen under afsnit 3.8. De dokumenter, der anmeldes til tinglysning vedrørende rettigheder over biler og andelsboliger er i meget høj grad ensartede og dermed efter udvalgets opfattelse egnede til behandling i et papirløst tinglysningssystem.


5.4. Administrative og økonomiske konsekvenser af ”Samarbejdsmodellen” 

Nedenfor beskrives de administrative, statsfinansielle og samfundsøkonomiske konsekvenser af en ”Offentlig-Privat Samarbejdsmodel”. Beskrivelsen er baseret på de konsulentanalyser, som Deloitte Consulting har udført for Justitsministeriet i andet halvår af 2004.[3]


5.4.1. Estimat over statsfinansielle konsekvenser 

Nedenfor gennemgås de økonomiske konsekvenser af en centralisering og digitalisering af tinglysningsopgaven på baggrund af Deloitte Consultings konsulentanalyse af de danske domstole. Digitalisering og automatisering udgør fundamentet for en centralisering af tinglysningen i ét center. Centerdannelsen indebærer i sig selv stordriftsfordele i driften af tinglysningen. Det skal dog samtidig understreges, at en tinglysningsreform vil fjerne eksistensgrundlaget for op imod halvdelen af de 82 retskredse, da tinglysningen i disse kredse udgør den i omfang væsentligste arbejdsopgave, hvorfor en reduktion i antallet af retskredse vil være nødvendig. Selv om den økonomiske konsekvens opgøres separat nedenfor, kan forslagene således ikke antages at stå alene. 

Metoden bag nedenstående beregninger er detaljeret beskrevet i Deloitte Consultings rap­porter om en tinglysningsreform, hvorfor den ikke gengives nedenfor, jf. i øvrigt afsnit 5.2.1.


5.4.1.1. Driftsøkonomiske konsekvenser 

Et foreløbigt skøn over de samlede driftsøkonomiske konsekvenser af at gennemføre en tinglysningsreform omfattende en digitalisering og automatisering samt centralisering fremgår af tabel 5 nedenfor.

Tabel 5: Driftsøkonomiske konsekvenser af tinglysningsreform (ekskl. husleje mv.)

Konsekvenserne for lønsummen er beregnet på baggrund af de mulige årsværksbesparelser ved en automatisering, jf. afsnit 5.2.1. Konsekvenserne for øvrig drift af en digitalisering omfatter sparede tele- og portoudgifter. 

Beregningerne viser således, at gennemførsel af en tinglysningsreform skønnes at kunne medføre en samlet årlig besparelse på godt 83 mio. kr. i 2005-priser, hvoraf ca. 70 mio. kr. vedrører lønsum. Dette skal ses i forhold til de eksisterende udgifter på ca. 145 mio. kr. (2005-priser) til varetagelse af tinglysningsopgaven i dag. Dette svarer til en samlet foreløbig besparelse på driftsbudgettet på godt 57 pct.


5.4.1.2. Initialomkostninger 

Initialomkostningerne ved etablering af en centraliseret, digitaliseret og automatiseret tinglysning vil bestå af udgifter til projektledelse, digitalisering af akterne, systemudvikling og implementering, uddannelse, omkostninger til fratrædelsesgodtgørelse mv. Deloitte har estimeret de samlede initialomkostninger til ca. 200-270 mio. kr. over 10 år, heri er medregnet omkostninger til, at en ekstern leverandør over en 5-10-årig periode indscanner akten (ca. 80 mio. A4-sider). 

Deloittes estimat for initialomkostningerne er forbundet med meget betydelig usikkerhed bl.a. i relation til udgifterne til systemudvikling. Derfor vil initialomkostninger for projektet skulle undersøges nærmere på baggrund af Deloittes analyser. Der vil i den forbindelse endvidere skulle tages behørigt hensyn til driftssikkerheden i tinglysningssystemet i overgangsperioden fra manuel til digital tinglysning. 

Omkostningsberegningen for digitaliseringen af akten vil tage udgangspunkt i en model, hvor akten samles hos et privat firma, der skal sørge for opbevaring og administration af papirakten samt gennemføre en systematisk indscanning af dokumenterne. Det er antaget, at akten vil være fuldt digitaliseret efter 10 år. Deloitte Consulting har foretaget beregninger på en model, hvor akten udelukkende indscannes efter behov, men denne løsning er forbundet med større omkostninger end modellen med systematisk indscanning. For yderligere oplysninger om digitaliseringen af akten henvises til Deloitte Consultings it-analyse af tinglysningen. 

Ud over de tidligere nævnte initialomkostninger må påregnes omkostninger til indretning og inventar på centeret, ligesom driftsomkostningerne må tillægges huslejen for centeret. Disse omkostninger vil afhænge af, hvor centeret geografisk og bygningsmæssigt kan få til huse, hvorfor husleje og udgifter til indretning og inventar ikke kan opgøres på nuværende tidspunkt. 

De bygningsmæssige konsekvenser ved etablering af et tinglysningscenter vil dog generelt ikke påvirke domstolenes samlede økonomi, hvis tinglysningsreformen gennemføres i tilknytning til en generel domstolsreform, idet det areal, som tinglysningen tidligere har anvendt hos (de fortsættende) embeder, vil blive frigjort til brug for løsning af domstolenes øvrige opgaver. Derved kan dele af det udækkede arealbehov ved etableringen af nye større retskredse dækkes af det areal, der tidligere blev anvendt af tinglysningsmedarbejderne.


5.4.2. Estimat over administrative konsekvenser 

En papirløs tinglysning forventes at kunne reducere behovet for ansatte i domstolene med ca. 245 årsværk fra de nuværende 357 til ca. 90 årsværk. Det skønnes, at alene den manuelle sagsbehandling vil kunne reduceres med ca. 69 pct. Hertil kommer reduktioner, der måtte følge af overvejelser om en deregulering mv. 

De samlede beregnede årsværksmæssige konsekvenser af en tinglysningsreform – bestående af en digitalisering/automatisering og centralisering af tinglysningen i ét servicecenter – fremgår af tabel 6 nedenfor.
 

Tabel 6: Beregnet årsværksmæssig konsekvens

Deloitte Consulting bemærker, at tallene er forbundet med en vis usikkerhed, da de er baseret på en vurdering af, hvor meget den manuelle ressourceindsats reduceres i forbindelse med digitaliseringen og automatiseringen af tinglysningen af de forskellige dokumenter. Først når automatiseringsgraden er endeligt fastlagt, vil der kunne skønnes mere præcist over de afledte personalemæssige konsekvenser.


5.4.3. Estimat over samfundsøkonomiske konsekvenser 

Deloitte Consulting har belyst de samfundsøkonomiske konsekvenser ud fra de forventede besparelser, som en digitalisering og automatisering af tinglysningen indebærer hos udvalgte professionelle aktører. Vurderingen dækker de direkte tidsmæssige, omkostningsmæssige samt kvalitative fordele. Endvidere dækker vurderingen effekterne for borgerne. Analysemetoden er bl.a. inspireret af AMVAB-metoden (Aktivitetsbaseret Måling af Virksomhedernes Administrative Byrder), der er udarbejdet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

Deloitte Consultings afdækning af de forventede konsekvenser af en tinglysning tager udgangspunkt i et digitalt tinglysningssystem, hvortil knytter sig følgende forudsætninger: 

• Alle professionelle aktører er med.
• Interne it-systemer hos de professionelle aktører kan integreres op imod tinglysningssystemet, dvs. systemet er baseret på åbne standarder.
• Al kommunikation med tinglysningen foregår elektronisk, herunder at pantebrevsformularen udfyldes elektronisk.
• Informationer, som i forvejen er offentligt tilgængelige, udfyldes automatisk ved indtastning af få nøgledata (matrikelnr., navn og adresse, ejendomsværdipåtegning etc.).
• Alle informationer i tinglysningssystemet skal kunne tilgås elektronisk.
• Prøvelse af formalia finder sted inden fremsendelse til endelig tinglysning. Som konsekvens heraf vil antallet af afviste tinglysninger stort set være nul.
• Sagerne prøves (formalia såvel som den juridiske prøvelse) og afsluttes automatisk.
• Tinglysningsafgiften overføres elektronisk.
• Der er ikke behov for genpart og vitterlighedspåtegning.
• Anmelder modtager en løbende orientering om status på tinglysningsforløbet. 

Overordnet set skønnes en papirløs tinglysning at medføre besparelser for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og advokater på 200-300 mio. kr. årligt som følge af muligheden for at etablere digital sagsbehandling. Denne besparelse vil ud fra sædvanlige antagelser om fuld konkurrence i den finansielle sektor tilfalde borgerne gennem lavere priser på eksempelvis tinglysningsservice. Hertil kommer en direkte besparelse for borgerne på 100-150 mio. kr. årligt til mellemfinansiering og tidsforbrug. Den samlede besparelse for borgerne vil dermed være i størrelsesordenen 300-450 mio. kr. årligt. 

1 medlem af udvalget – Henning Elmstrøm – har oplyst, at der med en fuldt elektronisk tilgængelig akt vil kunne forventes en besparelse i størrelsesordenen 5 mio. kr. årligt for borgerne i forbindelse med servituterklæringer fra landinspektørerne. 

Deloitte Consulting har kvantificeret de samfundsøkonomiske effekter af en tinglysningsreform, hvilket dækker en vurdering af de direkte effekter. Afledte effekter behandles alene kvalitativt. Med afledte effekter forstås bl.a. ændringer i efterspørgslen, ændringer i forbrugeradfærd og mere gennemgribende omorganiseringer af arbejdets tilrettelæggelse hos anmelderne. En digitalisering af tinglysningen vil f.eks. åbne mulighed for, at pengeinstitutter vælger i højere grad at digitalisere det fulde sagsforløb i forbindelse med en lånesag og dermed samlet set opnå større effektiviseringsgevinster. En anden afledt effekt, der ikke berøres, er en eventuel overvæltning af besparelserne på borgerne i form af lavere gebyrer til anmelderne. 

Digitalisering af tinglysningen giver mulighed for en række besparelser for den professionelle anmelder af tinglysningssagen såvel som for borgeren, der ønsker at få tinglyst et dokument: 

• Et reduceret tidsforbrug hos de professionelle aktører samt for borgeren.
• En reduktion i direkte omkostninger (materialer og porto m.m.).
• Sparede finansielle omkostninger for borgeren ved en hurtigere tinglysningsekspedition. 

Desuden er der en række kvalitative effekter af en digitalisering i form af f.eks. bedre service og ensartet sagsbehandling for hele landet. 

I 2003 blev der tinglyst knap en million nye pantebreve og skøder. Tabel 7 viser med udgangspunkt i tinglysningssagerne for 2003, hvor mange sager der forventes at kunne automatiseres, samt hvordan sagerne fordeler sig på forskellige aktører.
 

Tabel 7: Antal skøder og pantebreve med mulighed for automatiseret prøvelse

Multipliceres de gennemsnitlige besparelser for de respektive professionelle aktører med antallet af tinglysningssager pr. år, giver det en samlet besparelse i størrelsesordenen 200-300 mio. kr. årligt. Deloitte Consulting anfører dog, at tallet er forbundet med en væsentlig usikkerhed, hvilket primært kan henføres til usikkerhed om antal tinglysningssager, udbredelsen af den digitale tinglysning, automatiseringsgrad, gennemsnitlig friværdi, rente på alternativ placering, timeløn for anmeldere af dokumenter til tinglysning mv.

Tabel 8 nedenfor viser, hvordan besparelsen forventes at fordele sig på de forskellige aktører

Tabel 8: Forventet besparelse ved digitalisering af tinglysning (mio. kr.)

Nedenfor i tabel 9 er de samlede samfundsøkonomiske besparelser opgjort på henholdsvis tidsmæssige, materialemæssige og finansielle besparelser.

Tabel 9: Forventet besparelse – fordelt på tid, materialer og finansielle besparelser (mio. kr.)

Inkluderes de afledte besparelser i forbindelse med en reduktion i antallet af kundemøder bliver den samlede samfundsøkonomiske besparelse mellem 300 og 400 mio. kr. pr. år.


5.4.4. Økonomiske udviklingsperspektiver for papirløs tinglysning 

I fortsættelse af målsætning 5 om en ressourcebevidst løsning af opgaven er det udvalgets opfattelse, at det i forbindelse med 2. fase af udvalgets arbejde bør undersøges, hvorvidt det i øvrigt er muligt at deregulere og dermed yderligere effektivisere tinglysningsopgaven. Det er umiddelbart forventningen, at der kan opnås yderligere besparelser på området ved en mere koordineret registrering af ejendomsdata i andre offentlige ejendomsregistre, f.eks. således at ejendomsdata alene registreres i et enkelt register, men sammenstilles med øvrige offentlige ejendomsdata via en fælles internetbaseret ejendomsportal (OIS). Dette vil således forventeligt nedbringe statens nuværende udgifter til arbejdet forbundet med dobbeltregistreringer. 

Det må i øvrigt forventes at forøge brugernes faktiske brug og praktiske nytteværdi af de sammenstillede ejendomsdata, hvis ejendomsportalens data i et langt videre omfang kunne baseres på dataintegration via realtidsopdatering.