Forside | Til bund | Forrige | Næste
De nugældende regler for behandling af klager over advokater er omtalt i afsnit 2.1.13. Såvel opbygningen af dette system som den ekspeditionstid, der medgår ved behandlingen af sagerne, har fra tid til anden givet anledning til kritik.
Behandlingstiden for sager afgjort ved nævnskendelse er ifølge Advokatnævnets årsberetning for 2004 og 2005 følgende:
| Adfærdsklager | Salærklager | |||
| Tid i måneder | 2005 | 2004 | 2005 | 2004 |
| Under 9 måneder | 98 | 89 | 26 | 16 |
| 10-12 måneder | 90 | 83 | 43 | 50 |
| 13-15 måneder | 41 | 44 | 39 | 42 |
| 16-18 måneder | 14 | 25 | 21 | 27 |
| Over 18 måneder | 8 | 16 | 23 | 33 |
Det fremgår endvidere af årsberetningen for 2005, at for de adfærdssager, der er mere end 18 måneder undervejs, gør det sig oftest gældende, at sagen efter en af parternes anmodning har været sat i bero på afklaring af forhold af betydning for sagen eller på grund af en af parternes egne forhold. Salærsagerne i 2. instans undergives fornyet skriftlig forberedelse, inden sagen afgøres af nævnet.
I skemaet er ikke medtaget sagsbehandlingstiden for sager, der forhåndsafvises. Det fremgår af årsberetningen for 2005, at disse sager afgøres væsentligt hurtigere – som hovedregel i løbet af 1 til 3 måneder.
En arbejdsgruppe under Advokatrådet er fremkommet med en række forslag til og overvejelser om ændring af det gældende tilsyns- og klagesystem. Advokatrådet har tilsluttet sig arbejdsgruppens forslag og overvejelser. Disse fremgår af Advokatrådets betænkning fra juli 2005 om advokaters tilsyns- og disciplinærsystem og nævnes nedenfor. Overvejelserne og forslagene bygger på den ordning for det pligtmæssige medlemskab af Advokatsamfundet, som var gældende i 2005. Forslagene er derfor ikke nødvendigvis anvendelige under en ændret ordning af det pligtmæssige medlemskab.
6.2.1.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet vil gennemføre en effektivisering og automatisering af behandlingen af de ordinære klientkontoerklæringer, jf. Advokatrådets betænkning side 70-71. Advokaterne vil således i fremtiden skulle udfylde og indsende ordinære klientkontoerklæringer elektronisk, og aflæsning af erklæringerne vil ske elektronisk, så uregelmæssigheder automatisk registreres. Samtidig vil der ske en manuel gennemgang på stikprøvebasis.
Risikoen for, at en advokat groft overtræder klientkontoreglerne, stiger erfaringsmæssigt markant i takt med, at den pågældende advokatvirksomheds økonomi forværres. Der er derfor et særligt behov for at intensivere tilsynet med sådanne virksomheder. Advokatrådet finder således, at der er behov for, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen intensiverer tilsynet med advokatselskabers overholdelse af de selskabsretlige regler, herunder særligt reglerne om selskabskapitalen. Advokatrådet vil for at bidrage til dette tilsyn overveje i klientkontoerklæringer for advokatselskaber at stille spørgsmål til revisor om, hvorvidt selskabskapitalen er intakt. Desuden vil Advokatrådet, såfremt et advokatselskab går konkurs, sætte de advokater, som fortsætter med at drive advokatvirksomhed i personligt regi, under skærpet overvågning.
6.2.1.2. Udvalgets overvejelser.
Udvalget finder det vigtigt for at sikre befolkningens tillid til advokaterne, at Advokatrådet fører et intensivt tilsyn med advokaters overholdelse af klientkontoreglerne.
Udvalget kan derfor grundlæggende tilslutte sig de synspunkter, der ligger bag Advokatrådets forslag om, at behandlingen af de ordinære klientkontoerklæringer effektiviseres og automatiseres, samt at tilsynet med advokatvirksomheder, hvis økonomi forringes, intensiveres for at forebygge, at advokaterne groft overtræder klientkontoreglerne.
Dernæst tilslutter udvalget sig Advokatrådets forslag om at sætte de advokater, som har været medejere af et advokatselskab, der er gået konkurs, og som efterfølgende fortsætter med at drive advokatvirksomhed i personligt regi, under skærpet overvågning, idet der kan bestå en øget risiko for, at disse advokater overtræder klientkontoreglerne.
Forslagene kan gennemføres ved en ændring af Advokatsamfundets vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler, som skal godkendes af justitsministeren, jf. retsplejelovens § 127.
Udvalget har fået oplyst, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens tilsyn med advokatselskabers overholdelse af de selskabsretlige regler består i stikprøvekontroller. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er af den opfattelse, at intensivering af tilsynet med advokatselskaber bør ske ved at fastsætte yderligere regler for advokater.
6.2.2.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at der etableres mulighed for, at rådet kan beslutte at indkalde en advokat til en samtale, jf. Advokatrådets betænkning side 71-72. Samtalen skal anvendes, hvor der er grund til at antage, at advokaten kontinuerligt eller gentagne gange tilsidesætter advokatpligterne, f.eks. ved langsommelig sagsbehandling, systematiske brud på salærfastsættelsesreglerne, samarbejdsaftaler, der bringer advokatens fuldstændige uafhængighed i fare, mv.
Samtalen har dels til formål at gøre advokaten opmærksom på, at Advokatrådet har modtaget oplysninger, der tyder på, at advokaten har tilsidesat god advokatskik eller andre advokatpligter, samt at få vedkommende til at ændre kurs. Endvidere har samtalen til formål at forbedre Advokatrådets grundlag for at vurdere, om der bør indledes en sag ved Advokatnævnet mod den pågældende advokat.
Samtalen er ikke et alternativ, men et supplement til klagesagsbehandlingen. Selve samtalen foreslås gennemført af kredsbestyrelsen i en af de advokatkredse, der grænser op til den kreds, hvor advokaten har sin virksomhed. Kredsbestyrelsen i advokatens egen kreds skal eventuelt på et senere tidspunkt deltage i behandlingen af klager over advokaten, hvorfor samtalen ikke bør finde sted ved denne kredsbestyrelse.
Udebliver advokaten fra samtalen, bør dette efter omstændighederne kunne betragtes som en tilsidesættelse af god advokatskik.
Kredsbestyrelsen afgiver efter samtalen en udtalelse til Advokatrådet, som f.eks. kan indeholde en indstilling om iværksættelse af yderligere tilsynstiltag.
6.2.2.2. Udvalgets overvejelser.
Udvalget finder det hensigtsmæssigt, at der ved mistanke om, at en advokat systematisk tilsidesætter advokatpligterne, kan indkaldes til en samtale, således at advokaten har mulighed for at lægge sin adfærd eller sine sagsgange om, først og fremmest af hensyn til klienterne, men også af hensyn til advokaten selv, således at han eller hun kan undgå senere sanktioner.
Er der allerede begået overtrædelser af advokatpligterne, bør sagen naturligvis uafhængigt af samtalen behandles i Advokatnævnet.
Udvalget kan således tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at der etableres mulighed for, at rådet kan indkalde en advokat til en samtale.
Det kan på den ene side forekomme for sent, at en sådan samtale først anvendes på det tidspunkt, hvor der er grund til at antage, at advokaten kontinuerligt eller gentagne gange tilsidesætter advokatpligterne. På den anden side må det tages i betragtning, at indkaldelse af en advokat til samtale kan skade advokatens omdømme, hvilket vil være meget uheldigt, hvis det viser sig, at der ikke er hold i mistanken.
Udvalget finder, at der med de fastsatte kriterier for, hvornår samtalen skal anvendes, er fundet en rimelig løsning, som både tilgodeser hensynet til på den ene side klienterne og på den anden side hensynet til advokaten og dennes fortsatte drift af virksomheden.
Forslaget kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens § 143, stk. 2, og § 145, stk. 2, samt bekendtgørelse nr. 284 af 22. juni 1983 om advokatkredsenes bestyrelsers behandling af klager over advokaters vederlag og om bistand til advokatnævnet.
6.2.3.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet ønsker forbedrede tilsynsbeføjelser, der giver Advokatrådet mulighed for i en række sager hurtigere at tilvejebringe det nødvendige grundlag for at indlede en sag ved Advokatnævnet, jf. Advokatrådets betænkning side 72-77. Der tænkes her især på sager, som er karakteriseret ved et stort antal tilfælde af mangelfuld eller direkte ansvarspådragende rådgivning fra advokatens side. En advokat kan – mens en klagesag verserer ved Advokatnævnet – fortsætte med at tage nye klienter ind med den risiko, at yderligere klienter bliver berørt af advokatens mangelfulde rådgivning.
Det vil ikke være realistisk at ændre herpå ved en ordning, der giver adgang til midlertidigt at fratage advokaten retten til at udøve advokatvirksomhed, mens en klagesag behandles i Advokatnævnet. En sådan afgørelse om midlertidigt at fratage advokaten retten til at udøve advokatvirksomhed vil – under hensyn til afgørelsens indgribende karakter – forudsætte et beslutningsgrundlag, der vil være stort set identisk med det beslutningsgrundlag, som den endelige afgørelse om frakendelse må forudsætte.
Advokatrådet foreslår således, at der etableres hjemmel til, at der i sager, hvor en advokat er under mistanke for at have begået overtrædelser, der kan føre til frakendelse af advokatbeskikkelsen, kan udmeldes et kollegialt tilsyn med advokaten.
Tilsynet skal forestås af en erfaren advokat, der vælges fra en liste over advokater, der har accepteret at påtage sig tilsynsopgaver for Advokatrådet, og som har gennemgået et særligt kursusforløb etableret af Advokatrådet. Den mistænkte advokat skal selv have mulighed for at vælge den tilsynsførende advokat fra gruppen af særligt uddannede tilsynsadvokater.
Tilsynsadvokaten skal gennem periodisk tilstedeværelse i den pågældende advokatvirksomhed søge at forhindre yderligere overtrædelser og samtidig medvirke til at tilvejebringe det nødvendige oplysningsgrundlag for Advokatrådets eventuelle beslutning om at indlede frakendelsessag ved Advokatnævnet. Tilsynet skal kunne udmeldes for en periode af maksimalt 3 måneders varighed med mulighed for forlængelse, hvis der er konkret behov herfor. Det forudsættes dog, at tilsyn normalt ikke vil blive forlænget, og at den samlede tidsmæssige udstrækning af tilsynet ikke kan overskride en periode på 6 måneder.
Tilsynets opgave er gennem samtaler med advokaten samt dennes øvrige medarbejdere, der har pligt til at besvare tilsynets spørgsmål, at opnå kendskab til forretningsgangene i advokatvirksomheden. Som led i tilsynet kan tilsynsadvokaten stille spørgsmål til advokatens revisor om de regnskabsmæssige forhold i den pågældende advokatvirksomhed.
Tilsynet har ikke direkte tvangsbeføjelser over for den mistænkte advokat, men forsøg på at modarbejde tilsynet vil efter omstændighederne blive betragtet som en tilsidesættelse af god advokatskik og vil efter en indberetning fra den tilsynsførende advokat i almindelighed betyde, at Advokatrådet rejser frakendelsessag ved Advokatnævnet. Advokaten bør dog ikke være forpligtet til at medvirke til sagens oplysning, hvis mistanken mod advokaten retter sig mod en tilsidesættelse af regler, der kan medføre et strafferetligt ansvar.
Den tilsynsførende advokat afgiver senest ved tilsynets afslutning en redegørelse til Advokatrådet og kan i den forbindelse anbefale, at Advokatrådet iværksætter revisortilsyn, indleder en sag for Advokatnævnet eller nedlægger påstand om frakendelse.
6.2.3.2. Udvalgets overvejelser.
I modsætning til, hvad der gælder på klientkontoområdet, har Advokatrådet ikke beføjelser til at udmelde tilsyn i tilfælde, hvor en advokat tilsidesætter de advokatetiske regler eller andre advokatpligter. Udvalget finder det uheldigt, at en advokat – f.eks. mens der verserer en sag ved Advokatnævnet – kan fortsætte med at udsætte nye klienter for risikoen for at lide tab eller blive berørt på anden vis som følge af advokatens forretningsførelse. Dette kan skade såvel klienterne som advokatstandens almindelige omdømme.
Udvalget kan derfor tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at der etableres lovhjemmel til, at Advokatrådet – i de sager, hvor en advokat er under mistanke for at have begået overtrædelser, der kan føre til frakendelse af advokatbeskikkelsen – kan udmelde et kollegialt tilsyn med advokaten, der bl.a. skal have til formål at søge at forhindre yderligere overtrædelser.
Tilsynet bør føres af advokater, fordi disse – i samme omfang som den advokat, der føres tilsyn med – er underlagt krav om bl.a. tavshedspligt og uafhængighed samt har kendskab til sagsbehandlingen på et advokatkontor. Tilsynsadvokaten skal kunne antage f.eks. revisorer til at bistå sig i forbindelse med udøvelse af tilsynet.
Tilsynsadvokaten skal ikke overtage driften af advokatens virksomhed, men påse arbejdsgangene, herunder i forbindelse med enkeltsager, samt påse regnskabsmæssige forhold mv.
Det kan på den ene side forekomme for sent, at et sådant tilsyn først iværksættes på det tidspunkt, hvor der er mistanke om, at advokaten har begået overtrædelser, der kan føre til frakendelse af advokatbeskikkelsen. På den anden side må det tages i betragtning, at iværksættelse af tilsyn vil kunne skade advokatens omdømme, hvilket vil være meget uheldigt, hvis det viser sig, at der ikke er hold i mistanken. Advokatrådet forudsætter dog i sit forslag, at tilsynet udføres således, at advokatens klienter og forretningsforbindelser som hovedregel ikke opnår kendskab til, at tilsynet er etableret.
Udvalget finder, at der med de fastsatte kriterier for, hvornår tilsyn skal iværksættes, er fundet en rimelig løsning henset til afvejningen af hensynet til på den ene side klienterne og på den anden side advokaten.
Forslaget kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens § 143, stk. 2, samt af vedtægt for Det danske Advokatsamfund.
6.3.1.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at Advokatnævnet fremover skal bestå af lige mange repræsentanter for offentligheden og for advokaterne, jf. Advokatrådets betænkning side 77-78. Advokatrådet foreslår derfor, at Advokatnævnet sammensættes af 3 dommere, 9 offentlighedsrepræsentanter og 9 repræsentanter for advokatbranchen (i dag er Advokatnævnet sammensat af 3 dommere, 6 offentlighedsrepræsentanter og 9 advokater). Udpegning af medlemmerne bør ske for en periode af 6 år (mod 4 år i dag) uden mulighed for genudpegning. De nugældende regler hindrer ikke genudpegning.
6.3.1.2. Udpegning af offentlighedsrepræsentanter til Advokatnævnet.
De 6 offentlighedsrepræsentanter (i § 144 benævnt ”øvrige medlemmer, der ikke må være advokater”) udpeges af justitsministeren for 4 år ad gangen. Det er ikke i bestemmelsen nærmere fastsat, på hvilken baggrund de udpeges.
I forbindelse med ændringen af retsplejeloven i 1982 ændredes sammensætningen af Advokatnævnet til den, der fremgår af den nugældende § 144. Indtil da bestod Advokatnævnet alene af advokater valgt af Advokatsamfundet.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget41, at det foreslås, at Advokatnævnet etableres med et formandskab af dommere, således som det også har været overvejet af Advokatudvalget, og at nævnets medlemmer suppleres med et antal repræsentanter for samfundet, der i kraft af deres personlige integritet og kendskab til samfundsforhold i videre forstand vil kunne tilføre nævnet en bredere viden og autoritet.
Endvidere fremgår det af de særlige bemærkninger til § 14442, at de 6 medlemmer, der udpeges af justitsministeren, skal repræsentere offentligheden og særligt varetage samfundets interesser i forbindelse med løsningen af Advokatnævnets opgaver, herunder bl.a. fastlæggelsen af, hvilken adfærd advokater skal udvise for at opfylde kravet om at handle i overensstemmelse med ”god advokatskik”, og bedømmelsen af, hvad der i den enkelte sag må anses for et ”rimeligt vederlag”.
Det fremgår endvidere, at på baggrund af de mangeartede og ofte komplicerede problemer, der indgår i behandlingen af sådanne sager, er det nødvendigt, at de pågældende medlemmer har en betydelig indsigt i almindelige samfunds- og erhvervsforhold. Det er endvidere af væsentlig betydning for nævnets samlede autoritet, at de pågældende medlemmer ikke udpeges som repræsentanter for bestemte interessegrupper eller erhverv, men udpeges i kraft af deres integritet og personlige egenskaber. Hvervet vil således ikke kunne pålægges offentligt ansatte som en tjenestepligt.
Endelig fremgår det, at da der ved udpegningen af de pågældende medlemmer af nævnet som anført må lægges vægt på deres indsigt i forskellige dele af samfundslivet, forudsættes spørgsmålet taget op til drøftelse med de større interesseorganisationer inden for arbejdsmarkedet og erhvervslivet, herunder Forbrugerrådet.
Efter Justitsministeriets praksis sker udpegning efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Industri (DI), Amtsrådsforeningen i Danmark, Funktionærernes og tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Akademikernes Centralorganisation (AC), Landsorganisationen i Danmark (LO), Forbrugerrådet, Dansk Handel og Service (DHS), samt Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS). Organisationerne anmodes om hver at indstille 3 personer til brug for Justitsministeriets udpegning af medlemmer til nævnet.
Justitsministeriet tilstræber ved beskikkelsen af nye medlemmer, at der i Advokatnævnet opnås en ligelig fordeling af forbruger-, arbejdstager- og arbejdsgiverinteresser.
Endvidere tilstræber Justitsministeriet, at samtlige de organisationer, som har afgivet indstillinger, får mindst et medlem eller en suppleant i nævnet. Ved udpegning af medlemmer til nævnet i 2003 blev der i alt indstillet 16 personer fra ovennævnte organisationer. Justitsministeriet udpegede 6 offentlighedsrepræsentanter og 6 stedfortrædere. Af de 6 udpegede offentlighedsrepræsentanter var 1 repræsentant indstillet af Amtsrådsforeningen, 1 repræsentant af LO, 1 repræsentant af FTF, 1 repræsentant af DA og DHS, 1 repræsentant af DI og DA samt 1 repræsentant af Forbrugerrådet.
Af de 6 udpegede stedfortrædere var 2 stedfortrædere indstillet af HTS, 1 stedfortræder af LO, 1 stedfortræder af AC, 1 stedfortræder af Forbrugerrådet og 1 stedfortræder af Amtsrådsforeningen.
Alle de indstillende organisationer fik således ved udpegningerne i 2003 mindst et medlem eller en suppleant i nævnet.
De nuværende medlemmer og stedfortrædende medlemmer af Advokatnævnet er udpeget for tiden indtil den 1. juli 2007.
6.3.1.3. Udvalgets overvejelser.
Der har med den nuværende ordning fra forskellig side været rejst spørgsmål om, hvorvidt antallet af offentlighedsrepræsentanter i Advokatnævnet bør være det samme som antallet af repræsentanter for advokatbranchen for at sikre den fornødne garanti for upartiske afgørelser.
Udvalget finder det vigtigt, at der i befolkningen er tillid til Advokatnævnets behandling af klagesagerne. Udvalget kan derfor tilslutte sig Advokatrådets forslag, hvorefter antallet af offentlighedsrepræsentanter i Advokatnævnet forøges, således at antallet af offentlighedsrepræsentanter svarer til antallet af repræsentanter for advokatbranchen. Ved behandlingen af en sag skal der deltage lige mange offentlighedsrepræsentanter som repræsentanter for advokatbranchen. Idet endvidere et eller flere medlemmer af formandskabet deltager i behandlingen af en sag, vil dette betyde, at der altid vil være et flertal af medlemmer, som ikke er advokater.
Udvalget finder endvidere, at det bør overvejes i bestemmelsen om udpegning af medlemmer til Advokatnævnet nærmere at præcisere, hvilke organisationer, myndigheder el.lign. der indstiller de pågældende offentlighedsrepræsentanter til udpegning. Der henvises i den forbindelse til, at dette er præciseret i retsplejelovens § 145, stk. 1, om udpegning af offentlighedsrepræsentanter til kredsbestyrelserne samt i retsplejelovens § 43 b, stk. 4, om udpegning af offentlighedsrepræsentanter til Dommerudnævnelsesrådet.
Som nævnt tilstræber Justitsministeriet ved beskikkelsen af nye medlemmer, at der i Advokatnævnet opnås en ligelig fordeling af forbruger-, arbejdstager- og arbejdsgiverinteresser. Ved en ændring af bestemmelsen om udpegning af medlemmer til Advokatnævnet finder udvalget ikke, at man nødvendigvis skal være bundet af en sådan fordeling. Det afgørende må være, at repræsentanterne repræsenterer dem, der klager.
Ifølge retsplejelovens § 43 b, stk. 7, beskikkes der en suppleant for hvert af Dommerudnævnelsesrådets medlemmer. Disse suppleanter indstilles af de samme organisationer og myndigheder, som indstiller medlemmerne. Såvel medlemmerne som suppleanterne beskikkes for 4 år. Medlemmerne kan ikke genbeskikkes, men det kan suppleanterne derimod godt.
Udvalget finder således, at det tillige bør overvejes at fastsætte bestemmelse om udpegning af suppleanter for Advokatnævnets medlemmer, herunder hvem der indstiller disse, samt hvorvidt de skal kunne genbeskikkes.
Forslagene kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens § 144, stk. 1 og 2.
6.3.2.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet har opstillet en målsætning, hvorefter sagsbehandlingstiden fra modtagelsen af klagen til endelig afgørelse i Advokatnævnet maksimalt må være på 6 måneder, jf. Advokatrådets betænkning side 78-80. Målsætningen foreslås gennemført gennem ændrede sagsbehandlingsregler, herunder tidsfrister for parternes indlæg i sagen og sagsbehandlingen i Advokatnævnet og kredsbestyrelserne.
Advokatrådet finder endvidere, at den hidtidige forskel i behandlingen af salærklager og adfærdsklager bør opgives, og foreslår derfor, at alle sager i fremtiden afgøres af Advokatnævnet som første og eneste instans efter forudgående indstilling fra kredsbestyrelserne. Herved afskaffes den nuværende appelmulighed i salærsager.
Fristerne for adgangen til at indgive salærklager og adfærdsklager bør ifølge Advokatrådet være ens. Der bør således for begge sagstyper i fremtiden gælde en klagefrist på 1 år, hvilket er en udvidelse i forhold til den nuværende frist i adfærdssager (6 måneder), men en indskrænkning i forhold til salærsager (de almindelige forældelsesregler, dvs. 5 år).
6.3.2.2. Udvalgets overvejelser.
Det fremgår af bemærkningerne til ændringen af retsplejeloven i 198243, at på grund af antallet af klagesager og omfanget af det arbejde, som udførtes af det daværende advokatnævn, måtte det antages, at det ikke ville være praktisk muligt at gennemføre en ordning, hvorefter det foreslåede advokatnævn skulle behandle samtlige klager inden for både disciplinær- og salærområdet. For at aflaste nævnet fik kredsbestyrelserne adgang til at træffe afgørelse i første instans i salærsagerne.
Udvalget finder, at det vil gøre klagesystemet mere enkelt og overskueligt, såfremt såvel adfærdssom salærklager behandles af Advokatnævnet i første og eneste instans. Udvalget finder endvidere, at det vil være muligt at etablere en ordning, hvor Advokatnævnet vil kunne håndtere mængden af sagerne.
Udvalget kan således tilslutte sig Advokatrådets forslag om at fastsætte ensartede regler for behandlingen af salær- og adfærdsklager.
Som nævnt afskaffes den nuværende appelmulighed i salærsager, såfremt alle sager fremover skal afgøres af Advokatnævnet som første og eneste instans. Der ses dog ikke at bestå tungtvejende hensyn, der taler for at bibeholde klageadgangen i salærsager, navnlig henset til at der i adfærdssager ikke består en sådan klageadgang.
Udvalget finder det positivt, at Advokatrådet opstiller en målsætning om, at sagsbehandlingstiden fra modtagelsen af klagen til endelig afgørelse i Advokatnævnet maksimalt må være på 6 måneder.
Udvalget finder det ikke betænkeligt at indskrænke klagefristen i salærsager fra 5 til 1 år, og samtidig udvide klagefristen i adfærdssager fra 6 måneder til 1 år. Af hensyn til gennemsigtigheden i klagesystemet findes det hensigtsmæssigt, at klagefristen for de to sagstyper er den samme, og en frist på et år burde give en klager – både i en salærsag og i en adfærdssag – tilstrækkelig tid til at indbringe sin sag for Advokatnævnet.
Ifølge retsplejelovens § 147 b, stk. 2, kan Advokatnævnet behandle en disciplinærklage, der er indgivet efter udløbet af 6 måneders-fristen, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet. Det følger af retsplejelovens § 147, stk. 2, at salærklager skal være indgivet til Advokatnævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse er meddelt parterne. Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.
Udvalget finder, at der fortsat i retsplejeloven bør være en bestemmelse om, at nævnet kan behandle en klage, der indgives efter fristens udløb, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.
Er en sag om en advokats vederlag indbragt for retten, kan klienten i medfør af retsplejelovens § 361 a, jf. § 361, anmode om, at sagen må blive behandlet ved kredsbestyrelsen. Forhandlingerne kan først fortsættes, når fristen for indbringelse af kredsbestyrelsens afgørelse er udløbet, uden at afgørelsen er indbragt for Advokatnævnet, eller Advokatnævnet har afsluttet behandlingen af sagen.
Den kortere klagefrist for indbringelse af salærklager for Advokatnævnet kan i dette tilfælde medføre, at nogle klienter kan blive afskåret fra at begære sagen behandlet ved Advokatnævnet.
Det fremgår dog af § 19, stk. 4, i vedtægt for Det danske Advokatsamfund, at Advokatrådet under en verserende sag efter parternes eller rettens anmodning til vejledning for retten kan afgive responsum om et omtvistet salær eller om god advokatskik i en sag, der ikke har været påkendt af en kredsbestyrelse eller af Advokatnævnet.
Forslagene kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens §§ 145, 146, 147, 147 a, 147 b og 361 a samt bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006, og bekendtgørelse nr. 284 af 22. juni 1983 om advokatkredsenes bestyrelsers behandling af klager over advokaters vederlag og om bistand til Advokatnævnet.
6.3.3.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at der indføres et gebyr på 250 kr. for at indgive salær- eller adfærdsklage til Advokatnævnet, jf. Advokatrådets betænkning side 80. Gebyret tilfalder Advokatsamfundet. Hvis klager får helt eller delvist medhold i klagen, eller hvis Advokatnævnet i øvrigt finder særlig anledning hertil, tilbagebetales gebyret.
Baggrunden for at foreslå gebyret indført er hensynet til at mindske antallet af helt grundløse og uberettigede klager samt klager, hvor omkostningerne ved behandlingen ikke står mål med værdien for klageren eller andre af en afgørelse i sagen. Mindskes antallet af sådanne sager, kan der frigøres ressourcer til behandling af mere væsentlige sager.
6.3.3.2. Udvalgets overvejelser.
Udvalget finder som udgangspunkt, at det er positivt, at klagere i dag kan få deres sag behandlet ved Advokatnævnet uden at skulle betale gebyr herfor. Imidlertid finder udvalget det hensigtsmæssigt, at der – f.eks. ved at forsøge at mindske antallet af helt grundløse og uberettigede klager – frigøres ressourcer til behandlingen af mere væsentlige sager ved Advokatnævnet.
Udvalget – bortset fra Benedicte Federspiel – kan derfor tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at der indføres en hjemmel for fastsættelse af gebyr for at indgive en salær- eller adfærdsklage til Advokatnævnet.
Udvalget har dog noteret sig, at der fra andre klagenævn ikke udelukkende er positive erfaringer med en sådan gebyrordning, idet en sådan ordning skaber en del administration, og at den ønskede effekt af gebyrordningen – at sortere helt grundløse klager fra – ikke i alle tilfælde opnås.
Udvalget – bortset fra Benedicte Federspiel – finder det dog hensigtsmæssigt, at der på trods heraf består en mulighed for administrativt at kunne fastsætte gebyr.
Benedicte Federspiel finder det uheldig at indføre gebyrer på dette område, idet dette kan forhindre forbrugere i at indgive berettigede klager. Det er i øvrigt hendes opfattelse, at en gebyrordning ikke vil kunne forhindre åbenbart ubegrundede klager.
Forslaget kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens § 144, stk. 4, samt bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006.
6.3.4.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at Advokatnævnets sekretariat fremover skal varetage hele sagsforberedelsen i både salær- og adfærdsklager, jf. Advokatrådets betænkning side 80-83. Efter modtagelse af sagen sendes denne i høring hos den indklagede advokat med en frist på 14 dage til at afgive svarskrift. Herefter har parterne adgang til at afgive replik og duplik inden for en frist af 14 dage fra modtagelsen af modpartens indlæg. Sekretariatets frist for at sende svarskrift og replik i høring hos modparten bør ikke overstige en uge. Sagsforberedelsen bør som udgangspunkt afsluttes efter, at hver part har haft lejlighed til at afgive 2 indlæg. Advokatnævnet må anlægge en restriktiv praksis for fristudsættelser.
Hvis den indklagede advokat tilsidesætter de nævnte frister, behandles sagen på det foreliggende grundlag. Hvis klageren tilsidesætter fristerne, bortfalder klagen, og en ny klage vedrørende det samme forhold vil kun kunne fremsættes, hvis Advokatnævnet undtagelsesvist beslutter at tillade dette.
Når skriftudvekslingen er afsluttet, udarbejder Advokatnævnets sekretariat inden 14 dage et udkast til afgørelse i sagen, som forelægges kredsbestyrelsen i den kreds, hvor den indklagede advokat hører til. Efter de nugældende regler varetager sekretariatet alene beskrivelsen af sagens faktum (og alene i adfærdsklagerne), mens kredsbestyrelserne og Advokatnævnet selv udfærdiger afgørelsens præmisser og i salærsager hele afgørelsen.
Sager bør i fremtiden ikke udsendes til kredsbestyrelserne, men i stedet gøres tilgængelige på lukkede hjemmesider, som kun den enkelte kredsbestyrelse har adgang til. Hvorvidt kredsbestyrelserne finder det påkrævet at afholde et telefonmøde eller et egentligt møde til behandlingen af sagerne kan fastlægges lokalt, men sagerne bør fortsat behandles i et kollegialt forum. Der foreslås ikke ændringer i kredsbestyrelsernes sammensætning, ligesom offentlighedsrepræsentanten fortsat deltager i behandlingen af alle sager.
Såfremt kredsbestyrelsen er enig i udkastet til afgørelse, meddeles dette sekretariatet. Finder kredsbestyrelsen derimod, at afgørelsen bør udfærdiges med et andet indhold, udarbejder kredsbestyrelsen selv forslag til ændringer i afgørelsen eller et nyt udkast til afgørelse, som returneres til sekretariatet. Kredsbestyrelsens behandling af en sag bør være afsluttet senest 4 uger efter, at sagen er blevet gjort tilgængelig for kredsbestyrelsen. Når kredsbestyrelsens indstilling foreligger, optages sagen til afgørelse i Advokatnævnet.
6.3.4.2. Udvalgets overvejelser.
Af hensyn til såvel klager som den indklagede advokat finder udvalget det hensigtsmæssigt, at sagerne ikke ligger stille under behandlingen hos Advokatnævnet. Udvalget kan således tilslutte sig, at der fastsættes frister for parternes afgivelse af bemærkninger samt den øvrige sagsbehandlingstid. Udvalget bemærker dog, at de fastsatte frister i visse tilfælde må kunne fraviges, f.eks. hvis en af parterne rammes af sygdom.
Udvalget kan endvidere tilslutte sig, at Advokatnævnets sekretariat fremover skal varetage hele sagsforberedelsen i både salær- og adfærdsklager. Udvalget finder, at dette vil sikre en større ensartethed i afgørelsernes form samt i praksis for afgørelsen af sagerne, idet tidligere nævns- og domstolspraksis vil kunne inddrages i behandlingen af sagerne. Dette vil styrke såvel klagers som den indklagede advokats retssikkerhed.
Forslagene kan gennemføres ved en ændring af bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006, og bekendtgørelse nr. 284 af 22. juni 1983 om advokatkredsenes bestyrelsers behandling af klager over advokaters vederlag og om bistand til Advokatnævnet.
6.3.5.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at Advokatnævnets afgørelse i en sag skal foreligge senest 3 uger efter, at sagen har været behandlet i et nævnsmøde, jf. Advokatrådets betænkning side 83-84.
Advokatrådet foreslår endvidere, at den eksisterende mulighed for at anvende advarsel som sanktionsform fjernes, idet Advokatnævnet allerede har mulighed for at meddele advokaten en irettesættelse.
Endvidere foreslår Advokatrådet, at praksis i de grovere bødesager bør skærpes. Ved udmåling af bødens størrelse bør der i højere grad end hidtil inddrages den tilsigtede eller forventelige økonomiske gevinst ved den adfærd, advokaten har udvist i sagen.
6.3.5.2. Udvalgets overvejelser.
Det bemærkes indledningsvis, at Advokatrådet under udvalgsbehandlingen har foreslået, at fristen for, hvornår Advokatnævnets afgørelse skal foreligge, fastsættes til 6 uger frem for de i Advokatrådets betænkning foreslåede 3 uger. Herved bringes fristen i overensstemmelse med fristen for afsigelse af domme og kendelser i borgerlige sager ved byret, jf. retsplejelovens § 219.
Udvalget finder, at såvel klager som den indklagede advokat har en interesse i at få sagen afgjort inden for rimelig tid. Udvalget kan derfor tilslutte sig ethvert initiativ, der kan fremme Advokatnævnets behandling af klagesager.
En fastsat frist bør fremgå af bekendtgørelsen om Advokatnævnets virksomhed.
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at den eksisterende mulighed for Advokatnævnet for at anvende advarsel som sanktionsform fjernes. Advokatnævnet har allerede mulighed for at meddele advokaten en irettesættelse. Fjernes sanktionsformen advarsel, vil der ikke længere opstå tvivl om alvoren af den valgte sanktion.
Advokatrådet har endvidere foreslået, at praksis i de grovere bødesager skærpes.
Det følger af lov nr. 453 af 22. maj 2006 om ændring af lov om omsætning af fast ejendom, lov om leje af erhvervslokaler mv., lov om leje og lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. (Oprettelse af et disciplinærnævn for ejendomsmæglere, skærpelse af oplysningspligt mv.), at der oprettes et disciplinærnævn for ejendomsmæglere. Disciplinærnævnet kan tildele en ejendomsmægler en advarsel og pålægge en personlig bøde på op til 300.000 kr. Ejendomsmæglerens virksomhed kan ligeledes tildeles en bøde, der kan være op til 750.000 kr.
Hvis der er tale om sager mod advokater, vil sagen være omfattet af Advokatnævnets kompetence.
Det følger af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, at Advokatnævnet kan pålægge en advokat eller et advokatselskab en bøde på indtil 200.000 kr. I praksis udnyttes denne bøderamme imidlertid langt fra, idet der aldrig er blevet idømt en bøde på over 50.000 kr., og idet langt de fleste bøder fastsættes til et beløb på 10.000 kr. eller derunder.
Fra Advokatnævnets sekretariat er modtaget følgende oplysninger om de pålagte bøder i 2003, 2004 og 2005:
| Antal pålagte bøder i 2003 | Antal pålagte bøder i 2004 | Antal pålagte bøder i 2005 | |
| Bøde 3.000 kr. | 11 | 12 | 6 |
| Bøde 5.000 kr. | 84 | 91 | 109 |
| Bøde 6.000 kr. | 0 | 1 | 0 |
| Bøde 7.500 kr. | 0 | 1 | 0 |
| Bøde 8.000 kr. | 1 | 9 | 4 |
| Bøde 10.000 kr. | 28 | 29 | 23 |
| Bøde 15.000 kr. | 2 | 1 | 7 |
| Bøde 20.000 kr. | 1 | 3 | 0 |
| Bøde 25.000 kr. | 0 | 2 | 1 |
| Bøde 40.000 kr. | 0 | 1 | 1 |
| Bøde 50.000 kr. | 0 | 0 | 1 |
| Tvangsbøder 1.000 kr. ugl. | 1 | 4 | 2 |
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets synspunkt om, at bøderne bør udmåles på et niveau, hvor det undgås, at der kan være et økonomisk incitament til at overtræde reglerne om god advokatskik på trods af bødetruslen. Ved udmåling af bødens størrelse bør Advokatnævnet anvende de almindelige principper for sanktionsfastsættelse, herunder grovheden af forholdet og eventuelle tidligere forhold, som advokaten måtte have begået, samt størrelsen af den tilsigtede økonomiske gevinst/besparelse for advokaten.
Udvalget finder endvidere, at bødeniveauet navnlig i de grovere sager ved Advokatnævnet generelt bør skærpes. Det bemærkes, at der i andre brancher, f.eks. revisorbranchen, anvendes væsentligt højere bødesummer end det niveau, der følges i Advokatnævnet. Udvalget foreslår derfor, at maksimum for bøder i retsplejelovens § 147 c, stk. 1, hæves fra 200.000 kr. til 300.000 kr.
Forslagene kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006.
6.3.5.3. Formandens afvisning af klager.
Udvalget har særskilt undersøgt ordningen, hvorefter Advokatnævnets formand i medfør af § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006, kan afvise en disciplinærklage, der på forhånd må skønnes åbenbart grundløs. Det samme gælder en klage, der efter dens beskaffenhed ikke kan påkendes af nævnet.
Advokatnævnets sekretariat har oplyst, at der anvendes følgende formulering, når adfærdsklager afvises som åbenbart grundløse:
”Deres klage og sagens øvrige dokumenter er blevet gennemgået af nævnets sekretariat, formanden for den lokale kredsbestyrelse og af nævnsafdelingens formand. Efter denne gennemgang har nævnsafdelingens formand besluttet at afvise Deres klage over advokatens adfærd. Formanden har på grundlag af en bedømmelse af oplysningerne i sagen og Advokatnævnets praksis om god advokatskik vurderet, at der ikke er nogen mulighed for, at Advokatnævnet ville afgøre sagen til fordel for Dem, hvis klagen blev forelagt for nævnet.
Reglerne om, at nævnets formand, der er dommer, på forhånd kan afvise klager, findes i retsplejelovens § 147 b og i § 9 i en bekendtgørelse fra Justitsministeriet. Bestemmelserne er vedlagt i kopi.”
Advokatnævnets sekretariat har endvidere oplyst, at teksten undertiden suppleres med en individuel tilføjelse.
Det fremgår af Advokatnævnets årsberetning for 2005, at nævnets formand i 2005 afviste 331 adfærdsklager som åbenbart grundløse. I 2004 var tallet 323, i 2003 351, i 2002 259 og i 2001 238.
Det fremgår endvidere, at der i 2005 blev afsagt 381 adfærdskendelser, i 2004 var tallet 344, i 2003 344, i 2002 331 og i 2001 376.
6.3.5.4. Advokatrådets forslag under udvalgets overvejelser om afvisning af klager.
Advokatrådet har under udvalgets behandling af spørgsmålet om formandens afvisning af klager foreslået, at alle sager fremover afgøres i Advokatnævnet. I de sager, som efter den hidtidige praksis er blevet forhåndsafvist, kan sekretariatet dog undlade at iværksætte høring, eller sekretariatet kan på et tidligt tidspunkt standse sagsbehandlingen, hvis det står klart, at klagen er åbenbart grundløs, eller at sagen er uegnet til behandling i Advokatnævnet. I disse tilfælde forelægger sekretariatet sagen for formanden eller formandskabet, som til det samlede nævn indstiller, at sagen afvises af nævnet. Disse sager optages på nævnets dagsorden. Såfremt intet nævnsmedlem anmoder om realitetsbehandling af sagen, afgøres sagen i overensstemmelse med formandens indstilling. Anmoder et nævnsmedlem herom, kan nævnet imidlertid træffe bestemmelse om, at sagen skal overgå til normal behandling.
6.3.5.5. Udvalgets overvejelser om Advokatrådets forslag om afvisning af klager.
Udvalget finder det vigtigt, at disciplinærsystemet er indrettet på en sådan måde, at befolkningen har tillid hertil. Det er derfor uhensigtsmæssigt, hvis et stort antal forhåndsafvisninger af klager efterlader det indtryk, at disciplinærmyndighederne ikke er villige til at realitetsbehandle klager. Omvendt taler ressourcemæssige hensyn for, at der ikke gennemføres en omfattende sagsbehandling, såfremt det står klart, at klagen er åbenbart grundløs, eller at sagen er af en sådan karakter, at den er uegnet til nævnsbehandling, f.eks. fordi en bedømmelse forudsætter en omfattende bevisførelse.
Udvalget kan tilslutte sig den af Advokatrådet foreslåede løsning, hvorefter alle sager forelægges Advokatnævnet, men hvor de sager, som hidtil er blevet forhåndsafvist, undergives en mere sporadisk sagsbehandling. Herved styrkes befolkningens tillid til behandlingen af denne type klager samtidig med, at de væsentligste ressourcemæssige fordele ved det nuværende system med forhåndsafvisning bevares.
Forslaget kan gennemføres ved en ændring af retsplejelovens § 144, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006.
6.3.5.6. Advokaters passivitet i forbindelse med sager ved Advokatnævnet.
Udvalget har særskilt overvejet, om der skal fastsættes en egentlig bestemmelse om, at en advokat kan pålægges en sanktion, såfremt vedkommende ikke medvirker til sagens oplysning ved Advokatnævnet. Det følger af § 12 i bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006, at advokater er forpligtet til at forsyne Advokatnævnet med dokumenter og oplysninger, som nævnet finder er af betydning for afgørelsen af en sag. Advokater er forpligtet til at fremkomme med udtalelser og at give møde for Advokatnævnet eller en kredsbestyrelse for at afgive forklaring om forhold, som nævnet finder er af betydning for afgørelsen af sagen.
Af bemærkningerne til retsplejelovens § 144 (Folketingstidende A 1981/82, sp. 3799) fremgår det, at advokatens manglende medvirken til sagens oplysning efter omstændighederne vil få karakter af en disciplinærforseelse, ligesom nævnet afhængigt af sagens karakter kan tillægge advokatens manglende medvirken ved sagens oplysning virkning til fordel for klageren.
Advokatnævnets sekretariat har oplyst, at i perioden 1984-1992 var førstegangsbøden til en advokat for ikke at besvare Advokatnævnets henvendelser 1.500 kr. Herefter og frem til 1997 var bøden på 2.500 kr. I september 1997 ophørte nævnet med at sanktionere advokaters manglende besvarelse af nævnets henvendelser, idet nævnet ønskede en afklaring af, om nævnets sanktionering heraf var i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6, der fortolkes således, at den indeholder et forbud mod selvinkriminering. I stedet for at pålægge advokaterne bøder for at undlade at besvare nævnets henvendelser, kunne nævnet tillægge sådanne undladelser processuel skadevirkning ved at afgøre sagen på grundlag af klagers oplysninger.
Justitsministeriet oplyste ved brev af 21. april 1998 til Advokatnævnet på nævnets forespørgsel, at ministeriet fandt, at Advokatnævnets behandling af disciplinærsager mod advokater på baggrund af foreliggende praksis fra konventionsorganerne næppe kan anses for straffesager i den i menneskerettighedskonventionens art. 6 forudsatte betydning. Dette indebærer, at selvinkrimineringsforbuddet ikke gælder efter konventionen for Advokatnævnets behandling af disse sager. Justitsministeriet fremhævede imidlertid afslutningsvis, at konventionsorganerne anvender en dynamisk fortolkning af bestemmelserne i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket indebærer, at konventionen til stadighed fortolkes i lyset af samfundsudviklingen, ligesom bestemmelserne fortolkes på baggrund af en given sags konkrete omstændigheder.
Advokatnævnets sekretariat har oplyst, at nævnet efterfølgende besluttede at gøre den midlertidige ordning, hvor advokaters undladelse af at besvare Advokatnævnets henvendelser blev tillagt processuel skadevirkning, permanent.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har den 24. november 1998 truffet afgørelse i en sag om det engelske ”Solicitors Complaint Tribunal” (nr. 38644/97). Dette nævn havde pålagt en advokat en bøde på 10.000 £ for ”professional misconduct”.
Sagen ved Domstolen vedrørte art. 7, som bl.a. indeholder forbud mod at straffe med tilbagevirkende kraft. Det afgørende spørgsmål for anvendelse af denne bestemmelse var, om ”Solicitors Complaint Tribunal” kan siges at behandle ”criminal offences”. Ved afgørelsen heraf vurderede Domstolen de samme tre kriterier, som ifølge Domstolens praksis er afgørende for, om art. 6 kan anvendes, nemlig:
Domstolen fandt, at ”Solicitors Complaint Tribunal”s behandling af klager var af disciplinær art, og at de kun vedrørte en bestemt erhvervsgruppe i modsætning til befolkningen som helhed. Ligeledes fandt Domstolen, at den ikendte sanktion ikke kunne gøre forseelsen til en ”criminal offence”. Reglerne om behandling af klager ved Advokatnævnet er på en række punkter lig reglerne for behandling af sager ved ”Solicitors Complaint Tribunal”. Sidstnævnte har mulighed for at ikende bøder og frakende bestallingen. Der er mulighed for, at bøder kan tvangsfuldbyrdes efter rettens bestemmelse, og kendelser kan indbringes for landsretten. Nævnets sager er endvidere – som Advokatnævnets sager – rubriceret som disciplinærsager.
Højesteret har i sagen UfR.2000.307H, som vedrørte en kendelse fra Advokatnævnet om tilsidesættelse af god advokatskik, anført følgende: ”Pålæggelsen af en disciplinær sanktion eller frakendelse af rettigheder i medfør af retsplejelovens § 147 c som følge af tilsidesættelse af god advokatskik kan ikke antages at være omfattet af Den Europæiske Menneskeretskonventions art. 7 om tiltale og straf for kriminelle forhold.”
Udvalget finder ikke anledning til at foreslå, at der indføres bestemmelse om sanktioner, såfremt en advokat ikke medvirker til sagens oplysning. Som nævnt vil dette efter omstændighederne kunne få karakter af en disciplinærforseelse, hvorfor Advokatnævnet allerede efter de gældende regler vil kunne pålægge advokaten en sanktion herfor, såfremt nævnet finder anledning hertil.
6.3.6.1. Advokatrådets forslag.
Det er Advokatnævnet, som efter en konkret vurdering tager stilling til, hvorvidt nævnets kendelser skal offentliggøres, jf. Advokatrådets betænkning side 46-47.
Advokatrådet foreslår, at hovedreglen ved den fremtidige vurdering af, hvorvidt kendelser skal offentliggøres, bør være, at kendelser, som pålægger en advokat en disciplinær sanktion, offentliggøres på Advokatnævnets hjemmeside, jf. betænkningens side 84-87. Nævnet bør dog kunne undlade at offentliggøre kendelser i tilfælde, hvor nævnet skønner, at kendelsen er uden forbrugerinformatorisk værdi. Offentliggørelse bør endvidere kunne undlades, hvis nævnet på baggrund af sit kendskab til det konkrete hændelsesforløb skønner, at advokaten i øvrigt driver sin virksomhed i overensstemmelse med reglerne om god advokatskik.
Advokatrådet foreslår endvidere, at Advokatnævnets hjemmeside desuden skal indeholde oplysninger om frakendelse, der sker ved domstolene som led i en straffesag.
Afgørelser vedrørende advokaters tilsidesættelse af klientkontoreglerne eller andre branchespecifikke forskrifter samt salærkendelser foreslås ikke offentliggjort. Advokatnævnet bør dog have kompetence til at fravige udgangspunktet herom.
6.3.6.2. Offentliggørelse af domme og kendelser.
Udgangspunktet er, at domme og kendelser frit kan offentliggøres i deres helhed. Særlige regler gælder dog bl.a. for ægteskabssager mv. og for straffesager om seksualforbrydelser.
Herudover gælder straffelovens almindelige regler om beskyttelse af privatlivets fred også i forhold til offentliggørelse af domme og kendelser, jf. herved navnlig straffelovens § 264 d, der forbyder uberettiget videregivelse (og dermed også offentliggørelse) af meddelelser vedrørende en andens private forhold. Endvidere gælder persondataloven normalt ved offentliggørelse i elektronisk form, f.eks. på internettet.
Ifølge retsplejelovens § 1017 d, stk. 1, må domme og kendelser i straffesager kun gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår. Ifølge stk. 2, finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse på retsinformationssystemer, der er omfattet af § 9 i lov om behandling af personoplysninger (persondataloven), eller på offentlig gengivelse, der bygger på et sådant retsinformationssystem.
Persondataloven indeholder i § 9 særregler for eksterne retsinformationssystemer. Det følger af § 9, stk. 1, at følsomme personoplysninger kan behandles, hvis dette sker med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning. Dette vil navnlig være systemer, som er til rådighed for en bredere kreds af abonnenter for at sikre en ensartet retsanvendelse. Det kan blandt andet være en myndigheds offentliggørelse af afgørelser på myndighedens hjemmeside eller offentliggørelse af domme i et tidsskrift. Behandlingen skal samtidig være nødvendig for førelsen af systemerne.
Ifølge persondatalovens § 9, stk. 3, kan tilsynsmyndigheden (Datatilsynet) meddele nærmere vilkår for de i § 9, stk. 1, nævnte behandlinger.
Datatilsynet har fastsat vilkår for offentliggørelse af domme i retsinformationssystemer, f.eks. UfR. Der fremgår heraf bl.a., at der skal ske anonymisering i en række sager, herunder straffesager, ægteskabssager, fogedsager mv. Det fremgår endvidere, at anonymiseringskravet gælder for såvel sagsparter som vidner og andre bipersoner. En eventuel anonymisering består i udeladelse af personnavne, præcise adresseangivelser samt eventuelt andre identifikationsoplysninger vedrørende personer.
Vilkårene svarer til de vilkår, som Domstolsstyrelsen den 23. september 2003 har fastsat for de retsinformationssystemer, der dannes ved domstolene i form af domsresuméer på domstolenes hjemmesider.
Retterne følger en ret så forskellig praksis for, hvad de offentliggør på deres hjemmesider. Højesteret offentliggør resuméer af alle domme og kendelser, der er afsagt inden for de seneste seks måneder, samt enkelte andre afgørelser. Vestre Landsret offentliggør referat af udvalgte afgørelser af særlig interesse. Sø- og Handelsretten har på sin hjemmeside offentliggjort alle domme efter 1. januar 2004 og udvalgte kendelser. Københavns Byret offentliggør resuméer af et udvalg af rettens domme og kendelser. Dette ses ligeledes at være tilfældet for visse andre byretter. En lang række retter offentliggør ikke domme og kendelser på hjemmesiden.
6.3.6.3. Udvalgets overvejelser.
Offentliggørelse af Advokatnævnets kendelser kan siges at varetage tre hovedhensyn: Hensynet til den almene interesse, hensynet til beskyttelse af klienternes interesser samt hensynet til at kendelser, der pålægger advokaten en sanktion, af advokaten betragtes med alvor, idet omverdenen får kendskab hertil.
Udvalget finder, at navnlig hensynet til beskyttelsen af klienternes interesser tilsiger, at Advokatnævnets afgørelser offentliggøres med angivelse af den indklagede advokats navn. Offentliggørelse af alle afgørelser vil på den ene side give klienten et grundlag for at bedømme alvoren og karakteren af en kendelse overgået en konkret advokat, som klienten overvejer at vælge, når kendelsen kan sammenholdes med et stort antal andre kendelser. På den anden side vil en offentliggørelse af alle Advokatnævnets kendelser kunne være med til at udviske forskellene mellem de advokater, som kun i et enkelt tilfælde er blevet pålagt en sanktion, og advokater, som mere konsekvent overtræder reglerne om god advokatskik.
Endvidere må hensynet til den berørte advokats retssikkerhed overvejes.
På baggrund af en afvejning af disse hensyn finder udvalget, at kendelser, hvorved en advokat pålægges en bøde, fratages en sag, frakendes retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed, skal offentliggøres. Sager, hvor advokaten frifindes, eller hvor Advokatnævnet tildeler advokaten en irettesættelse, skal ikke offentliggøres.
Advokatens navn, men ikke klientens, skal fremgå af den offentliggjorte kendelse.
Udvalget har overvejet, om en kendelse med advokatens navn skal offentliggøres straks eller først, når den i §§ 147 d og 147 e anførte frist for indbringelse af sagen for domstolene eller fremsættelse af begæring om sagsanlæg er udløbet.
Udvalget har i den forbindelse set på reglerne om navneforbud i straffesager. Disse findes i retsplejelovens §§ 31 og 31a. Det følger af § 31, stk. 4, at navneforbuddet kan udstrækkes til at gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld. Det følger videre af § 31 a, stk. 3, at navneforbuddet bortfalder senest ved afsigelsen af endelig dom. Et navneforbud kan således ikke udstrækkes længere end til ankesagens afslutning.
Udvalget – bortset fra Benedicte Federspiel – finder, at kendelsen først skal offentliggøres med nævnelse af advokatens navn, når den i §§ 147 d og 147 e anførte frist for indbringelse af sagen for domstolene eller fremsættelse af begæring om sagsanlæg er udløbet, og sagen ikke er indbragt for domstolene. Dette gælder dog ikke for afgørelser, hvorved advokaten frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed.
Der kan vel forekomme tilfælde, hvor en advokat frifindes ved landsretten, uanset at advokaten ved Advokatnævnet er blevet frataget retten til at udøve advokatvirksomhed. Advokatrådet har oplyst, at man ikke er bekendt med tilfælde, hvor dette er sket. Sager om frakendelse vil normalt være præget af en sådan grovhed i advokatens adfærd, at det under alle omstændigheder er velbegrundet at henlede offentlighedens opmærksomhed på den trufne afgørelse. Endvidere bemærkes, at der kan gå ganske lang tid, før Advokatnævnets kendelse endeligt stadfæstes af domstolene, idet en stadfæstelse fra landsretten vil kunne indbringes for Højesteret af advokaten. I den mellemliggende periode vil advokaten – hvis der ikke sker offentliggørelse – kunne fortsætte sit virke, uden at klienterne er bekendt med den verserende sag, og dermed frembyde fare for at påføre klienter tab.
Der bør fastsættes bestemmelser om, hvor længe en kendelse skal være tilgængelig på nævnets hjemmeside.
I den forbindelse bemærkes det, at § 5, stk. 5, i persondataloven foreskriver, at indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede, i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Advokatnævnet har anmeldt offentliggørelsen på hjemmesiden af udvalgte nævnskendelser til Datatilsynet. Ifølge anmeldelsen er tidspunktet for sletningen af oplysningerne 12 måneder efter registreringen og i øvrigt, når oplysningerne ikke længere er nødvendige til de formål, hvortil de behandles.
Forslagene kan gennemføres ved en ændring af bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006.
6.3.7.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at kendelser fra Advokatnævnet, som tilpligter en advokat at foretage en handling, som lader sig tvangsfuldbyrde (tilbagebetaling af for stort salær, udlevering af dokumenter mv.) fremover skal være eksigible, jf. Advokatrådets betænkning side 87-88. Efter de gældende regler er klageren henvist til at søge sit krav, typisk et pengekrav, inddrevet gennem et civilt søgsmål, hvorefter klageren gennem indbringelse af sagen for fogedretten må søge beløbet tvangsinddrevet.
Efter Advokatrådets forslag må en advokat, som ikke ønsker at efterleve en afgørelse fra Advokatnævnet, inden for eksekutionsfristen indbringe sagen for domstolene.
I de tilfælde, hvor Advokatnævnets afgørelse indebærer, at advokaten har et krav mod klienten – typisk sager hvor nævnet stadfæster et af advokaten opkrævet, men endnu ikke betalt salær – skal de almindelige inddrivelsesregler fortsat finde anvendelse. Disse afgørelser foreslås således ikke gjort eksigible.
Hvis Advokatnævnets afgørelser af den ovenfor angivne karakter gøres eksigible, vil dette mindske problemer i forbindelse med advokaters råden over klientkontoen betydeligt, jf. betænkningens side 70. Disse kan bestå i, at det kan volde klienten vanskeligheder, at det kun er advokaten, som kan hæve midler på klientkontoen, i de tilfælde hvor advokaten afviser at foretage hævning på trods af krav herom fra klienten. Klienten vil efter de nugældende regler være henvist til at anlægge sag ved domstolene og efterfølgende om nødvendigt gennem fogedretten tvangsmæssigt få pengene udbetalt. Det samme gælder i sager, hvor tidligere advokater ikke vil gøre op med indestående på klientkontoen, jf. retsplejelovens § 142.
Gøres Advokatnævnets afgørelser, hvorved en advokat tilpligtes at foretage en handling, som lader sig tvangsfuldbyrde, eksigible, vil en kendelse fra Advokatnævnet om, at en advokat skal udbetale et pengebeløb til en klient, kunne gennemtvinges direkte ved fogedretten.
6.3.7.2. Retsplejerådets overvejelser.
Retsplejerådet anfører i betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I (instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans), side 152-153, følgende:
”Efter Retsplejerådets opfattelse bør afgørelser, der er truffet af administrative nævn, herunder Forbrugerklagenævnet, eller af de godkendte private klage- og ankenævn, og som pålægger nogen en forpligtelse i forhold til private, ikke kunne tvangsfuldbyrdes.
De administrative nævn (og de godkendte private klage- og ankenævn) træffer ikke afgørelse under tilsvarende retsgarantier med hensyn til sammensætning og sagsbehandling som domstolene. I nogle nævn er der slet ingen jurister. Der kan ikke for nævnene afgives mundtlig forklaring under strafansvar, og det bør der heller ikke være mulighed for, da noget sådant fordrer opfyldelse af atter andre retssikkerhedsgarantier […].
Administrative nævn kan indrettes på mange forskellige måder, uden at der kan rettes retssikkerhedsmæssige indvendinger herimod. Administrative nævn har en vigtig funktion og varetager vigtige opgaver i det danske samfund.
Det er imidlertid domstolene, der er samfundets grundigste og forfatningsmæssigt centrale tvistløsningsorgan. Endvidere er det domstolene, der endeligt afgør retstvister. Domstolene er derfor også omgærdet af en række retssikkerhedsgarantier med hensyn til uafhængighed og upartiskhed og betryggende sagsbehandling, som til dels fremgår af grundloven og Den Europæiske Menneskeretskonvention og ellers er fastsat umiddelbart ved lov.
Det er på den baggrund, at Retsplejerådet finder, at der er visse funktioner, som må være forbeholdt domstolene. Det gælder mundtlig forklaring under strafansvar […], og det gælder afgørelser til fordel for private, som kan tvangsfuldbyrdes, idet afgørelser om samværsret og underholdsbidrag udgør de eneste undtagelser til dette princip.
Retsplejerådet bemærker, at selv om rådet ikke i nærværende delbetænkning behandler regler om ikke-tvistige krav (inkassosager), må det også tages i betragtning, at der må forventes en forenkling af reglerne herom. Og er der tale om et tvistigt krav, idet modparten er uenig i nævnsafgørelsen, bør sagen afgøres af domstolene efter en almindelig retssag.
Endvidere kan der henvises til, at Forbrugerstyrelsen bistår den forbruger, der har fået medhold ved Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat klage- eller ankenævn, med at indbringe sagen for domstolene, hvis modparten ikke frivilligt efterkommer nævnets afgørelse, og at forbrugeren automatisk har fri proces under en sådan sag, hvis de økonomiske betingelser herfor er opfyldt. Ministeren for ligestilling bistår på samme måde den part, der har fået medhold ved Ligestillingsnævnet, med at indbringe sagen for domstolene, hvis modparten ikke frivilligt efterkommer nævnets afgørelse. Retsplejerådet bemærker i den forbindelse, at der bør indføres en tilsvarende regel om automatisk fri proces for den part, der har fået medhold ved Ligestillingsnævnet, når de økonomiske betingelser herfor er opfyldt, ved indbringelsen for domstolene.
Endelig var der i Småsagsudvalget enighed om, at der – henset til de principielle og praktiske betænkeligheder, der havde været fremført – ikke var anledning til at foreslå, at afgørelser fra Forbrugerklagenævnet og de godkendte private klage- og ankenævn skulle kunne tvangsfuldbyrdes (jf. Småsagsudvalgets betænkning nr. 1341/1997
s. 417).”
Retsplejerådet anfører endvidere i betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV – Gruppesøgsmål mv., side 207-208, følgende vedrørende klage- og ankenævnsområdet:
”I lyset af blandt andet høringssvarene over Retsplejerådets betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I og spørgsmål rejst i Folketinget, jf. FT 2002-03, Erhvervsudvalget, L 179 – bilag 27, har Retsplejerådet dog genovervejet spørgsmålet om tvangsfuldbyrdelse af nævnsafgørelser.
Endvidere har såvel Forbrugerombudsmanden som Forbrugerrådet over for Retsplejerådet givet udtryk for, at i hvert fald Forbrugerklagenævnets afgørelser (i modsætning til de private klage- og ankenævns afgørelser) bør kunne tvangsfuldbyrdes, i det mindste hvis nævnets afgørelse ikke indbringes for domstolene inden for en vis frist. Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet har i den forbindelse henvist til, at en sådan ordning findes i Norge (omtalt i betænkning nr. 1401/2001 s. 165 og betænkning nr. 1436/2004 s. 191f), og til, at en sådan mulighed for tvangsfuldbyrdelse ville være udtryk for en stor styrkelse af Forbrugerklagenævnet og en stor lettelse for forbrugerne.
Retsplejerådet finder imidlertid fortsat, at afgørelser, der er truffet af administrative nævn, herunder Forbrugerklagenævnet, eller af de godkendte private klage- og ankenævn, og som pålægger nogen en forpligtelse i forhold til private, ikke bør kunne tvangsfuldbyrdes, jf. herved betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I s. 152-154.
Hvis efterlevelsen af Forbrugerklagenævnets og de godkendte private klage- og ankenævns afgørelser skal styrkes, må det derfor ske på anden måde, sådan som det allerede er sket ved gennemførelsen af Retsplejerådets forslag om en forenklet inkassoproces, der trådte i kraft den 1. januar 2005. Med den forenklede inkassoproces er det blevet både enklere og billigere for forbrugeren at få gennemtvunget opfyldelsen af en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet og de godkendte private klage- og ankenævn i de tilfælde, hvor der ikke er tvist om forbrugerens krav. En gennemførelse af Retsplejerådets forslag om en forenklet småsagsproces vil tilsvarende gøre det enklere og billigere for forbrugeren at få en retskraftig og eksigibel afgørelse i de tilfælde, hvor der er tvist om forbrugerens krav.”
Det er oplyst over for udvalget, at eksigibilitet af nævnskendelser inden for den nærmeste fremtid vil blive taget op af Retsplejerådet som et samlet emne.
6.3.7.3. Udvalgets overvejelser.
Forslaget om at gøre Advokatnævnets afgørelser eksigible har en nær sammenhæng med de generelle overvejelser om tvangsfuldbyrdelse af nævnsafgørelser, som indgår i Retsplejerådets arbejde.
Et flertal af udvalgets medlemmer (Mads Bryde Andersen, Gry Asnæs, Knud A. Knudsen, Marie-Louise Knuppert, Henrik Linde, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Janne Pernille Rasmussen, Dennis Schnell-Lauritzen, Henrik Schultz, Jakob Thyssen Valerius) foreslår derfor, at de videre overvejelser om at gøre Advokatnævnets afgørelser eksigible foregår i Retsplejerådet.
Et mindretal af udvalgets medlemmer (Benedicte Federspiel, Jørn Friis, Jesper Hedegaard, Sys Rovsing) kan – ud fra hensynet til, at klienten på en enklere måde, end tilfældet er i dag, kan få inddraget sit krav hos advokaten – tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at Advokatnævnets afgørelser gøres eksigible.
6.3.7.4. Advokatrådets forslag under udvalgets overvejelser om gennemtvingelse af Advokatnævnets kendelser.
Advokatrådet bemærker, at det for Advokatrådet er ganske afgørende, at klienter, som har fået medhold i Advokatnævnet om, at en advokat skal tilbagebetale et salær eller foretage sig andre handlinger, ikke oplever, at denne kendelse i realiteten er værdiløs, fordi den ikke efterleves af advokaten, og fordi den pågældende klient ikke selv har ressourcer til at sørge for, at den bliver gennemtvunget ved domstolene, fordi klientens retsstilling først skal fastslås ved en egentlig eksigibel retsafgørelse.
Advokatrådet foreslår derfor som et alternativ til forslaget om at gøre Advokatnævnets afgørelser eksigible, at der skabes hjemmel til, at Advokatsamfundets bestyrelse, Advokatrådet, bistår klienter med at få opfyldt en upåanket kendelse fra Advokatnævnet, og at omkostningerne hertil udredes af Advokatsamfundets Erstatningsfond i det omfang, de ikke kan fås dækket hos den advokat, som undlader at efterkomme en afgørelse truffet af nævnet.
6.3.7.5. Udvalgets overvejelser om Advokatrådets forslag om gennemtvingelse af Advokatnævnets kendelser.
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at Advokatrådet bistår klienter med at få opfyldt en kendelse fra Advokatnævnet, samt at omkostningerne hertil kan udredes af Advokatsamfundets Erstatningsfond i det omfang, de ikke kan fås dækket hos advokaten. Udvalget finder i lighed med Advokatrådet, at det er vigtigt, at vanskeligheder i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en kendelse fra Advokatnævnet ikke får kendelserne til at fremstå som værdiløse.
Forslaget kan gennemføres ved en ændring af vedtægt for Det danske Advokatsamfund.
6.3.8.1. Advokatrådets forslag.
Advokatrådet foreslår, at der i de frakendelsessager, hvor der har været beskikket en forsvarer for advokaten, åbnes mulighed for, at Advokatnævnet i forbindelse med en frakendelse kan fastsætte, at advokaten skal betale alle eller nogle af omkostningerne til den beskikkede forsvarer, jf. Advokatrådets betænkning side 88. Forslaget svarer til de regler, der gælder for domstolenes mulighed for at pålægge domfældte i straffesager at betale sagsomkostninger til dækning af udgifterne til en beskikket forsvarer.
6.3.8.2. Udvalgets overvejelser.
Som nævnt af Advokatrådet svarer forslaget til de gældende regler om betaling af udgifter til en beskikket forsvarer i straffesager. Udvalget finder ikke, at der i frakendelsessager ved Advokatnævnet består et særligt hensyn til, at udgifter til en beskikket forsvarer ikke skal betales af advokaten. På den baggrund kan udvalget tilslutte sig Advokatrådets forslag.
Forslaget kan gennemføres ved en ændring af bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 133 af 28. februar 2006.
Fodnoter
41 Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, spalte 3782.
42 Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, spalte 3798.
43 Lovforslag nr. L 150 af 12. marts 1982 om ændring af lov om rettens pleje mv., Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A, spalte 3783.