Forside | Til bund | Forrige | Næste
Dette kapitel indeholder udvalgets overvejelser om såvel advokaters grund- og efteruddannelse som opnåelse af møderet for landsret.
Som anført i afsnit 2.3.1. indeholder retsplejeloven en række nøje angivne betingelser for at opnå beskikkelse som advokat. Disse krav har bl.a. sammenhæng med den eneret, som advokaterne har til at føre retssager som procesbefuldmægtigede (møderetsmonopolet). Retsplejeloven foreskriver dette monopol samtidig med, at loven gennem en række nærmere kvalifikationskrav sikrer, at advokaterne er i besiddelse af de fornødne faglige færdigheder.
I dette kapitel behandles en række af de kvalifikationskrav, som udvalget har drøftet. Drøftelsen hænger nøje sammen med en række af de øvrige problemstillinger, som udvalget har drøftet. Således vil ønsket om at åbne markedet for advokatydelser for andre professionsudøvere end dem, der i dag er advokater, i nogen grad kunne tilgodeses ved, at man stiller mindre restriktive krav for at opnå advokatbeskikkelse. Ligeledes består der en sammenhæng mellem disse krav på den ene side og udstrækningen af møderetsmonopolet på den anden. Således vil et ønske om at lempe møderetsmonopolet i nogen grad kunne opfyldes gennem en åbning af advokatprofessionen for andre grupper.
Udvalget har valgt at behandle disse spørgsmål med udgangspunkt i den betænkning, som Advokatrådet har afgivet i juli 2005.
I tilknytning hertil har udvalget overvejet spørgsmålet om advokaters opnåelse af møderet for landsret.
Når der tales om møderet for advokater, kan dette betyde flere ting. Dels kan der tænkes på advokaters møderetsmonopol, dels på advokaters møderet for byretten og dels på advokaters møderet for højere instanser.
I dette kapitel er behandlingen af advokaters møderet begrænset til at angå advokaters møderet for landsret og for Sø- og Handelsretten. Det bemærkes for så vidt angår Sø- og Handelsretten, at realiteten i dag er, at der i Retsafdelingen ikke møder advokater uden møderet for landsret. Udvalget har ikke fundet anledning til at behandle spørgsmålet om møderet for Højesteret.
I sin betænkning fra juli 2005 foreslår Advokatrådet, at en cand.jur., som vil være advokat, udover at bestå advokateksamen – som skal tilrettelægges som en skriftlig prøve – skal have procederet to civile sager for byretten med tilfredsstillende resultat. En dommer samt en advokatcensor udpeget af Justitsministeriets kursusudvalg skal vurdere præstationen. Det er et krav for at tilmelde sig den mundtlige procedureprøve, at man har virket som jurist i en af de stillinger, hvorfra man kan kvalificere sig. Den ene civile sag kan erstattes af to straffesager eller af et kursus, blot præstationen bedømmes på samme vis, som havde den været i retten, altså en fingeret civil sag. Prøven i procedure skal give adgang til at procedere for såvel byret som landsret. Den nuværende prøve for opnåelse af møderet for landsret afskaffes.
Advokatrådet ønsker herigennem at styrke den praktiske del af advokatuddannelsen gennem krav om, at den, der ansøger om advokatbeskikkelse, skal dokumentere procedureerfaring. Herved sikres et passende minimumskendskab til rollen som partsrepræsentant.
Advokatrådet anfører i betænkningen, at forslaget endvidere skal ses i lyset af den kommende reform af den civile retspleje, der forventes gennemført i forlængelse af retskredsreformen. Reformen indebærer, at alle civile sager som udgangspunkt skal indledes ved byretterne. Det betyder, at den nuværende møderetsordning for landsretterne ikke kan opretholdes, allerede fordi de krav, der fremover bør stilles til den, der møder i byretten, ikke på sagligt grundlag kan antages at burde være mindre end de krav, der stilles til at møde i landsretten. Hertil kommer, at det vil være forbundet med så store vanskeligheder at finde egnede prøvesager i landsretten, at en opretholdelse af de nuværende krav vil virke stærkt konkurrencebegrænsende, uden at dette kan begrundes i proportionelle samfundsmæssige hensyn.
Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) ændredes bl.a. behandlingen af førsteinstanssager. Ændringerne medfører, at alle civile sager fremover anlægges ved byret og kun i særlige tilfælde henvises til landsretten, hvorfor der fremover bliver væsentlig færre førsteinstanssager i landsretterne. Lovændringerne træder i kraft den 1. januar 2007.
Det fremgår af afsnit 3.2.1.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 168), fremsat den
1. marts 2006, at lovforslaget vil medføre, at der kan være anledning til at overveje, om reglerne i retsplejelovens § 133 om advokaters opnåelse af møderet for landsret bør ændres.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at spørgsmålet om advokaters møderet mv. i øjeblikket behandles i Udvalget vedrørende advokater, og at Justitsministeriet vil tage stilling til spørgsmålet om eventuel ændring af reglerne om advokaters opnåelse af møderet for de forskellige instanser, når Advokatudvalgets kommende betænkning har været i høring.
Udvalget finder, at advokateksamenen bør omlægges, således at den fremover består dels af en teoretisk prøve i advokatret (bl.a. reglerne om god advokatskik og klientkontovedtægten), advokatfærdigheder (bl.a. juridisk problembehandling, forhandling, retssagsbehandling og mediation) og drift af advokatvirksomhed (bl.a. regnskabsforståelse og -analyse), og dels af en praktisk prøve. Den teoretiske prøve i advokatret skal svare til den prøve, som ejere af advokatvirksomheder, der ikke selv er advokater, skal bestå for at være medejer af advokatvirksomheden, jf. afsnit
8.3.5. og bemærkningerne til ændringen af retsplejelovens § 124 i afsnit 11.2.
Udvalget finder, at den praktiske prøve bør bestå i førelse af én sag for byretten, landsretten eller Sø- og Handelsretten. Ikke enhver sag vil dog være egnet til at udgøre den praktiske prøve. Dommeren/dommerne i den pågældende sag må vurdere, om sagen har den tilstrækkelige tyngde. En sag ved landsretten eller Sø- og Handelsretten vil eventuelt kunne udgøre den praktiske prøve, selv om sagen ikke vil kunne indgå som den ene af de to prøvesager, der kræves for at opnå møderet for landsret og Sø- og Handelsretten, jf. nedenfor.
Såfremt der alene medvirker en enkelt dommer i sagen, skal denne til vurderingen af, hvorvidt ansøgeren har bestået den praktiske prøve, bistås af en censor, der f.eks. kan være en advokat udpeget af Advokatrådet. Dommeren og censoren skal være enige om, at ansøgeren har bestået prøven, før prøven kan anses for at være bestået. En ansøger bør højst kunne indstille sig til prøven 3 gange.
I sager, hvor der medvirker én juridisk dommer og 2 sagkyndige dommere, skal retten tillige bistås af en censor. Den juridiske dommer og censoren afgør, om ansøgeren har bestået prøven. Som nævnt ovenfor er det en betingelse for at bestå prøven, at dommeren og censoren er enige om, at prøven er bestået.
Medvirker der tre dommere i sagen, jf. reglerne om kollegial behandling af civile sager i byretten i lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), skal der ikke tillige medvirke en censor ved vurderingen af, om ansøgeren har bestået den praktiske prøve. De 3 dommere skal være enige om, at ansøgeren har bestået prøven, før prøven kan anses for bestået. Det forudsættes, at der alene gives ansøgeren meddelelse om, at prøven er bestået eller ikke bestået. Ansøgeren kan således ikke få oplyst fordelingen af dommerstemmerne, hvis vedkommende ikke har bestået. Det forudsættes, at dommerne redegør for de dele af eksaminationen, der har bevirket, at ansøgeren ikke har bestået.
Er det ikke muligt for ansøgeren at finde en egnet sag, der kan udgøre den praktiske prøve, kan ansøgeren i stedet møde i en fiktiv retssag.
Den praktiske prøve kan endelig bestå i, at ansøgeren består en sag, der kan give møderet for landsret eller Sø- og Handelsretten.
Det forudsættes, at det nærmere indhold af den praktiske prøve – herunder bl.a. regler om, hvornår der skal medvirke censor, samt regler om de fiktive retssager – fastsættes af justitsministeren i en bekendtgørelse.
For så vidt angår spørgsmålet om opnåelse af møderet for landsret og Sø- og Handelsretten finder udvalget, at advokater og advokatfuldmægtige fortsat skal udføre to retssager, der slutter med mundtlig domsforhandling, for at opnå møderet, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4. Landsretten og Sø- og Handelsretten skal dog fortsat have mulighed for ud fra den første sags karakter og udførelsen heraf at erklære prøven for bestået alene på grundlag af denne sag, jf. § 133, stk. 5.
På baggrund af ændringen af retsplejeloven, hvor instansordningen bl.a. ændres, finder udvalget, at den ene af de to prøvesager fremover kan være en byretssag. Den anden sag skal dog fortsat være en landsretssag eller en sag ved Sø- og Handelsretten. Byretssagen skal være en sag med kollegial behandling, eller en sag hvor der medvirker sagkyndige dommere.
Udvalget finder endvidere, at en byretssag, som en advokatfuldmægtig fører for at opnå beskikkelse som advokat, kan indgå som den ene af de to prøvesager, såfremt sagen er med kollegial behandling eller med medvirken af sagkyndige dommere og har den fornødne tyngde.
For at landsretten eller Sø- og Handelsretten efterfølgende kan vurdere, om en byretssag kan indgå som den ene af de to prøvesager, må byretten i forbindelse med sådanne sager udfærdige et notat om sagens omfang og advokatfuldmægtigens sagsførelse, som landsretten eller Sø- og Handelsretten kan anvende ved vurderingen. Retningslinier om den nærmere udformning af sådanne notater forudsættes fastsat af landsretterne og Sø- og Handelsretten, jf. det nedenfor anførte om fastsættelse af vejledende retningslinier for prøvesager.
Udvalget finder, at landsretterne og Sø- og Handelsretten bør fastsætte vejledende retningslinier for vurderingen af, hvornår en sag er egnet som prøvesag, og hvilke elementer i den enkelte sag der lægges vægt på ved afgørelsen af, om advokaten eller advokatfuldmægtigen har bestået prøven for at opnå møderet for landsret og Sø- og Handelsretten.
Udvalget har endelig overvejet en ændret formulering af retsplejelovens § 132, hvorefter enhver advokat har møderet for byret og for Sø- og Handelsretten i sager, der i medfør af reglerne i kapitel 21 behandles ved byret, samt for Den Særlige Klageret. Udvalget finder, at formuleringen ”i sager, der i medfør af reglerne i kapitel 21 behandles ved byret,” bør udgå. Det er oplyst for udvalget, at der ikke i praksis møder advokater uden møderet for landsret for Sø- og Handelsrettens retsafdeling.
Hertil kommer, at Sø- og Handelsretten i højere grad må sidestilles med en landsret end med en byret. Sø- og Handelsrettens afgørelser kan ankes til Højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov, jf. retsplejelovens § 368, stk. 3. Advokater, der ikke har møderet for landsret, bør derfor heller ikke kunne give møde for Sø- og Handelsretten.
Advokater uden møderet for landsret bør dog fortsat kunne møde i Sø- og Handelsrettens skifteafdeling i sager omfattet af retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 444 (behandling af anmeldelser om betalingsstandsning og begæringer om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering i de områder, der er henlagt under Københavns Byret, retten på Frederiksberg og retterne i Glostrup Lyngby, jf. konkurslovens § 4). Bortset fra i de nævnte retskredse behandles sådanne sager i byretten. Det frem-går af konkurslovens § 252, at anke eller kære fra Sø- og Handelsretten i sådanne sager sker til Østre Landsret.
Advokatrådet foreslår i betænkningen, at det fastholdes, at man for at blive advokat skal have opnået en juridisk bachelor- og kandidatgrad.
Baggrunden herfor er at tilvejebringe størst mulig sikkerhed for de nødvendige faglige kvalifikationer. Advokatrådet lægger vægt på, at der fastholdes en fælles professionsuddannelse, som udover at være adgangsgivende til advokatbranchen også er adgangsgivende til domstolene og anklagemyndigheden. Advokatrådet finder, at kun en fælles grunduddannelse på kandidatniveau vil muliggøre en ønskelig udveksling af medarbejdere mellem disse brancher.
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets forslag, hvorefter det fastholdes, at man for at blive advokat skal have opnået en juridisk bachelor- og kandidatgrad.
Udvalget ønsker at sikre, at advokater fortsat har de nødvendige faglige kvalifikationer for af hensyn til klienterne at kunne varetage deres hverv på forsvarlig vis. Det er oplyst over for udvalget, at cand.merc.jur.-uddannelsen på nuværende tidspunkt kan sammensættes på en sådan måde, at kandidaterne ikke har haft ret mange juridiske fag og måske slet ikke har haft fag i procesret eller offentlig ret.
Som også anført af Advokatrådet, bør de uddannelsesmæssige krav til at opnå advokatbeskikkelse ses i sammenhæng med uddannelseskravene til de øvrige aktører inden for retsvæsenet (dommere og anklagere). Udvalget finder, at der fortsat består en sådan sammenhæng mellem disse aktører, at det er hensigtsmæssigt, at der kan ske udveksling af medarbejdere mellem brancherne.
Udvalget er dog ikke afvisende over for, at det på et tidspunkt vil kunne overvejes, om personer med f.eks. en cand.merc.jur.-uddannelse bør kunne opnå advokatbeskikkelse, såfremt de pågældende opfylder en række nærmere angivne betingelser. Sådanne betingelser kan f.eks. bestå i, at ansøgeren skal have deltaget i visse kurser eller taget visse tilvalgsfag som et supplement til cand.merc.jur.-uddannelsen. Antallet og indholdet af disse vil formentlig afhænge af, hvor stor en del af ansøgerens uddannelse der består i økonomiske fag, og hvor stor en del der består i juridiske fag.
Udvalget finder endvidere, at det i retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 3, bør præciseres, at der kræves en dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen for at opnå advokatbeskikkelse. Der henvises til det anførte herom i afsnit 2.3.3.
Endelig finder udvalget, at Justitsministeriets praksis med at fastsætte en prøvetid for juridiske kandidater fra andre EU- eller EØS-lande med henblik på, at disse kan autoriseres som advokatfuldmægtige i Danmark, bør fremgå af retsplejeloven. Der henvises til afsnit 2.3.3.
Advokatrådet foreslår en mere liberal tilgang til praksiskravet og anerkender samtidig, at en praktisk juridisk uddannelse ved domstolene og anklagemyndigheden (som hidtil) og som autoriseret advokatfuldmægtig i en virksomhed eller organisation kan sidestilles med uddannelse på et advokatkontor. Det skyldes, at den praktiske uddannelse skal sikre færdigheder i praktisk arbejde med advokatrelevante juridiske problemstillinger på et højt niveau. Der bør samtidig åbnes mulighed for, at også anden beskæftigelse efter en konkret bedømmelse af stillingens indhold og relevans for advokatgerningen kan medregnes fuldt ud.
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om, at der i den teoretiske uddannelse lægges vægt på advokatretten og advokatfærdigheder, og at eksamen i disse færdigheder kombineres med en prøve i praktisk retssagsbehandling.
Det fremgår af rapport af 22. september 2005 fra Copenhagen Economics om konkurrenceforhold og liberalisering i advokatbranchen, at det kan være med til at fremme konkurrencen inden for advokatbranchen – uden at give lavere kvalitet – at uddannelseskravene, f.eks. kravene til praktisk erfaring, lempes, således at det bliver lettere at etablere sig i branchen. Dette vil formodentlig give flere advokater og mere konkurrence, hvilket vil medføre fordele for forbrugerne.
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en virksomhed eller i en organisation bør ligestilles med ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig hos en advokat, som udøver advokatvirksomhed.
Udvalget kan endvidere tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at der åbnes mulighed for, at også anden beskæftigelse efter en konkret bedømmelse af stillingens indhold og relevans for advokatgerningen medregnes fuldt ud. I den forbindelse foreslår udvalget, at retsplejelovens § 119, stk. 4, ændres således, at maksimumgrænsen på to år for medregning af andre juridiske stillinger end dem, der er nævnt i stk. 3, ophæves.
Udvalget har i forbindelse med de to forslag til ændringer navnlig lagt vægt på, at praktisk erfaring med advokatrelevante juridiske problemstillinger kan opnås gennem forskellige former for ansættelse. Ansøgerne opnår via den teoretiske uddannelse kendskab til advokatretten, advokatfærdigheder og drift af advokatvirksomhed og via den praktiske prøve, jf. ovenfor afsnit 7.2., kendskab til retssagsbehandling.
Udvalget har endvidere for så vidt angår det første forslag lagt vægt på, at advokatbranchen siden afgivelsen af betænkning nr. 871/1979 og den samlede revision af retsplejelovens regler ved lov nr. 277 af 9. juni 1982 har ændret sig en del. Advokatfuldmægtige bliver i dag ikke sjældent meget specialiserede, og for mange er retssagsbehandling ikke en stor del af arbejdet. Der ses derfor ikke i dag baggrund for at opretholde forskellen mellem autoriserede advokatfuldmægtige hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, og autoriserede advokatfuldmægtige i f.eks. et realkreditinstitut. Udvalget foreslår derfor, at retsplejelovens § 119, stk. 3, ændres.
Advokatrådet foreslår, at bestemmelsen i retsplejelovens § 123, stk. 1, ændres, således at man ikke lovligt kan være indehaver af en advokatvirksomhed, før man i mindst 1 år enten har været i virksomhed som autoriseret fuldmægtig hos en advokat eller som advokat har været ansat hos eller virket i fællesskab med en anden advokat.
I dag vedrører bestemmelsen kun udøvelse af enkeltmandsvirksomhed.
Advokatrådet anfører, at forslaget skal ses i sammenhæng med de ændrede krav til den praktiske uddannelse. De foreslåede nye regler vil ikke give den samme sikkerhed som i dag for, at den, der opnår beskikkelse som advokat, rent faktisk er i stand til at drive en selvstændig advokatvirksomhed på forsvarlig vis, ligesom der ikke er samme sikkerhed som nu for, at advokaten ikke blot har et teoretisk men også et praktisk kendskab til anvendelsen af de regler, som regulerer de almindelige og særlige advokatpligter. Et sådant praktisk kendskab er måske ikke afgørende for virket som ansat advokat i en advokatvirksomhed, idet alle ansatte advokater fungerer under tilsyn af en partner. Imidlertid ville det næppe være forsvarligt, at en advokat, som aldrig har virket i praksis på et advokatkontor, uden videre kunne åbne selvstændig advokatvirksomhed eller kunne indtræde som medejer af et advokatselskab.
Efter Advokatrådets vurdering er det af hensyn til klienternes retssikkerhed og berettigede forventninger om praktisk håndelag helt afgørende, at princippet i retsplejelovens § 123 fastholdes. Det foreslås derfor, at ingen advokat kan åbne enkeltmandsvirksomhed som advokat, indtræde i et fællesskab af advokater eller blive medejer af en advokatvirksomhed, med mindre den pågældende i mindst 1 år har virket som advokatfuldmægtig eller som ansat advokat i en advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 124.
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at § 123, stk. 1, ændres, således at man ikke kan være indehaver af en advokatvirksomhed, før man i mindst 1 år enten har været i virksomhed som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed, eller som advokat har været ansat hos eller virket i fællesskab med en anden advokat.
Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at en indehaver af en advokatvirksomhed – af hensyn til klienternes retssikkerhed og deres forventninger om advokatens praktiske erfaring med advokatgerningen – bør have ikke blot et teoretisk, men også et praktisk kendskab til anvendelsen af de regler, som regulerer de almindelige og særlige advokatpligter.
Advokatrådet foreslår, at der stilles krav om obligatorisk efteruddannelse. Kravet skal gælde allerede fra man autoriseres som fuldmægtig, og ikke først når man har opnået bestalling. Bliver kravet f.eks. 18 timers struktureret efteruddannelse pr. år, som det kendes fra den svenske efteruddannelsesordning, skal fuldmægtigen således ud over dagene på advokatuddannelsen supplere med efteruddannelse ca. 3 dage pr. år. Fordelen herved er, at kurserne skal have indhold inden for fagspecifikke områder, som fuldmægtigen selv vælger. For kandidater, som på andet grundlag end tid som advokatfuldmægtig vil søge advokatbeskikkelse, stilles tilsvarende krav til dokumenteret efteruddannelse.
Baggrunden for forslaget er bl.a. ønsket om at højne kvaliteten af advokatydelser. Endvidere vil der efter Advokatrådets opfattelse ved indførelse af minimumskrav om efteruddannelse for samtlige advokater blive sendt et tydeligt signal om, at kvaliteten af ydelsen er vigtig, hvilket i sin natur vil styrke befolkningens tillid til advokatstanden. Endvidere er efteruddannelse nødvendig for at kunne imødegå den skærpede nationale og internationale konkurrence mellem advokater indbyrdes og mellem advokater og andre liberale erhverv – efteruddannelse er forholdsvis almindeligt i Europa – samt for at kunne matche mediernes stigende interesse i den enkelte advokats arbejde.
Udvalget kan tilslutte sig Advokatrådets forslag om, at der stilles krav om obligatorisk efteruddannelse for alle advokater og advokatfuldmægtige. Det nærmere omfang af uddannelsen fastsættes af Justitsministeriet. Udvalget foreslår en ændring af retsplejelovens § 126, jf. kapitel 11.
Udvalget har lagt vægt på, at det er vigtigt, at advokater og advokatfuldmægtige løbende holder sig ajour med retstilstanden på udvalgte områder, samt at de til stadig udvikler sig fagligt. I dag er det formentlig meget forskelligt, i hvilket omfang især advokater efteruddanner sig. Kravet om obligatorisk årlig efteruddannelse skal således medvirke til at sikre en høj kvalitet af advokatydelser.
Fodnoter
44 Som affattet pr. 1. januar 2007.