Forside | Til bund | Forrige | Næste
Som nærmere anført i afsnit 2.4. følger det af retsplejelovens § 124, stk. 1, 1. pkt., at advokater kun må etablere advokatvirksomhed i enkeltmandsvirksomhed, i interessentskab med andre advokater og i advokatselskaber. Bestemmelsen tilsigter at tilgodese ønsket om at sikre, at rammerne for advokatens virksomhed sikrer uafhængighed af interesser, herunder til fremmede investorer, der kan tænkes at påvirke rådgivningens uafhængighed. Advokatens loyalitet over for klienten skal sikres.
Ifølge § 124, stk. 2, hæfter en advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, personligt sammen med selskabet for ethvert krav, der er opstået som følge af advokatens bistand til en klient. Den direkte hæftelse sikrer, at advokaten virkelig ”står bag” sin rådgivning.
Det følger af § 124, stk. 3, at aktier eller anparter i et advokatselskab alene må ejes af advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet, i dets moderselskab eller dets datterselskab, eller af et andet advokatselskab.
Gennem de senere år har man overfor ønsket om at opretholde uafhængigheden for advokater fremholdt ønsket om at muliggøre mere forpligtende samarbejdsformer mellem advokater og andre typer af rådgivere.
Som anført i kapitel 3 tillader flere landes advokatordninger (herunder Norge og Tyskland), at advokater indgår i partnerskaber med udøvere af andre liberale erhverv, såkaldt multidisciplinære partnerskaber (MDP).
Endvidere er der opstået et ønske om at kunne drive advokatvirksomhed i holdingselskabs- eller kommanditaktieselskabsform.
Udvalget har derfor i dette kapitel behandlet disse spørgsmål.
Åbnes der op for at drive advokatvirksomhed i holdingselskabsform, vil aktie- eller anpartsselskabet, hvori holdingselskabet ejer aktier, fortsat hæfte med hele sin formue for alle krav mod selskabet. Ligeledes vil den enkelte advokat i aktie- eller anpartsselskabet hæfte personligt og solidarisk med selskabet for enhver forpligtelse, der udspringer af den pågældende advokats egen rådgivning.
Ved holdingejerskab af advokatselskaber vil der kunne ske en opsparing i holdingselskabet, uden at denne opsparing kan mødes med krav, som en klient måtte rette mod en advokat. En del af formuen kan således opspares i holdingselskabet, f.eks. til brug for videreudvikling af advokatvirksomheden.
Alternativet til en sådan opsparing kan være at trække pengene ud af selskabet. Dette vil dog medføre, at den del af formuen, der trækkes ud af selskabet, vil blive beskattet med op til 59 %, mens den del, der bliver stående i virksomheden, alene beskattes med selskabsskatteprocenten på 28 %.
Såfremt der i lovgivningen åbnes op for, at advokatvirksomhed kan udøves af et advokatselskab, der drives som et kommanditaktieselskab, vil de advokater, der er komplementarer i selskabet, hæfte personligt, uden begrænsning og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.
De advokater, der er kommanditister, vil alene hæfte med det beløb, som de indskyder i selskabet.
Kommanditaktieselskabsformen vil navnlig være attraktiv for virksomheder i opstartsfasen. Kommanditaktionærer og komplementarer beskattes personligt af deres andel af selskabets resultat, dvs. både ved vinding og tab. Et eventuelt tab vil således kunne fratrækkes i anden personlig indkomst.
Til brug for overvejelserne om behovet for en ændring af retsplejelovens § 124 opstilles i det følgende en række scenarier, hvor forskellige typer af ejerskab og samarbejde kan tænkes kombineret og varieres. Scenarierne deles op i tre grupperinger. I den første gruppering, jf. afsnit 8.3.2., optegnes en række scenarier vedrørende såvel løsere som fastere former for samarbejde mellem advokater og andre professioner. I anden gruppering, jf. afsnit 8.3.3., beskrives forskellige scenarier inden for lovgivningen om kapitalselskaber. I tredje gruppering, jf. afsnit 8.3.4., berøres en række variationer, hvor interessentskabet udgør en central komponent.
Her nævnes fire former for samarbejde: Uformelle arrangementer, kontorfællesskaber, tilfælde hvor en advokat er ansat i en erhvervsvirksomhed, der tillader advokaten at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, og endelig fastere former for samarbejde.
8.3.2.1. Uformelle arrangementer.
Sådanne uformelle arrangementer kan bestå i en række forskellige former. En advokat kan f.eks. indgå et uformelt arrangement med en ejendomsmægler eller revisor om gensidig henvisning af klienter, dog uden henvisningshonorar.
Et andet eksempel kan være, at advokaten og en anden erhvervsdrivende har en uformel aftale om, at når virksomheden har brug for en tjenesteydelse, som falder ind under den andens fagområde, benytter man mere eller mindre fast den anden til at levere en sådan tjenesteydelse. En advokat kan f.eks. i sin egenskab af kurator benytte samme revisor i sager om konkursboer, mens revisoren omvendt benytter samme advokat til afklaring af juridiske spørgsmål i forbindelse med revisorvirksomheden.
Fordelen ved sådanne arrangementer er, at det for såvel advokaten som den anden erhvervsdrivende øger omsætningen i virksomheden. Risikoen ved sådanne arrangementer kan være, at advokaten med tiden kan udvikle et afhængighedsforhold til den anden erhvervsdrivende, hvilket strider imod de grundlæggende krav til udøvelse af advokatvirksomhed og kan medføre, at advokatens loyalitet over for klienten bringes i fare.
8.3.2.2. Kontorfællesskaber.
Der kan her være tale om, at en advokat deler lejemål med f.eks. en revisor, så omkostningerne til visse kontorfaciliteter deles. Her vil der ofte være tale om en forholdsvis klar og adskilt identitet, hvor de forskellige professioner har eget telefonnummer, skilt osv.
Fordelen ved sådanne arrangementer er naturligvis at spare udgifter til driften af virksomheden. Ulempen ved sådanne kontorfællesskaber kan være, at fortrolighedsforholdet til klienten og advokatens tavshedspligt kommer i fare, hvis fælles kontorpersonale kommer i kontakt med tavshedsbelagte oplysninger. Ligeledes kan et økonomisk fællesskab som det her beskrevne medføre risiko for, at advokaten ikke forbliver tilstrækkelig uafhængig af den anden erhvervsdrivende.
8.3.2.3. Ansættelse i erhvervsvirksomhed hvor advokaten udøver selvstændig advokatvirksomhed.
Der tænkes her på den situation, hvor en advokat – udover sit ansættelsesforhold i erhvervsvirksomheden – udøver selvstændig advokatvirksomhed med eget klientel fra erhvervsvirksomhedens kontor og med visse faciliteter til rådighed.
Situationen ligner den under afsnit 8.3.2.2. skitserede på en række punkter. Dog vil der formentlig oftere her være en risiko for, at det kan være sværere at adskille advokatens identitet fra erhvervsvirksomhedens, f.eks. vil advokaten ofte benytte virksomhedens telefon mv.
Fordelen for advokaten er – som i afsnit 8.3.2.2. – at advokaten sparer udgifter til kontorhold. Hvorvidt ansættelses-/samarbejdsforholdet bringer fortrolighedsforholdet mellem advokaten og dennes klient og advokatens uafhængighed i fare må bero på en konkret vurdering.
Det mest normale i tilfælde, hvor advokaten er ansat i en erhvervsvirksomhed, vil dog formentlig være, at advokaten slet ikke driver selvstændig advokatvirksomhed.
8.3.2.4. Fastere former for samarbejde.
Eksemplet kan være, at en advokatvirksomhed og et revisionsfirma indleder et fast samarbejde med det formål at tilbyde markedet totalrådgivning til en samlet pris. De to virksomheder etablerer et selskab – det være sig et aktieselskab, anpartsselskab eller kommanditselskab – og det kan frit aftales, hvor store ejerandele de enkelte deltagere skal eje. Klienterne betaler herefter en samlet pris for rådgivningen til selskabet, hvorefter selskabet betaler advokatvirksomheden og revisionsfirmaet for deres bistand.
Et andet eksempel på et samarbejde mellem advokatvirksomheder og andre virksomheder er muligheden for, at en advokatvirksomhed og f.eks. et ingeniørfirma etablerer et konsortium, som afgiver tilbud på en enkeltstående opgave. Får konsortiet den pågældende opgave, kan det eventuelt i aftalegrundlaget med kunden fastsættes, om en bestemt deltager i konsortiet skal have kontakten til kunden, eller om kunden foretrækker at have selvstændig kontakt til de enkelte deltagere i konsortiet.
På trods heraf vil der kunne ske en integration af rådgivernes arbejdsindsats, således at rådgiverne over for klienten i hovedsagen fremstår som én og samme virksomhed, f.eks. ved at der blandt de deltagende advokater eller øvrige deltagere udnævnes en projektleder.
Igen vil der også her kunne være en økonomisk fordel for advokaten i at indgå i sådanne fastere former for samarbejder. Som nævnt i afsnittene ovenfor, vil der dog også i denne situation kunne opstå risiko for, at såvel fortrolighedsforholdet over for klienten som advokatens uafhængighed bringes i fare.
Til brug for overvejelserne om en eventuel ændring af retsplejelovens § 124, således at også andre professioner kan blive medejere af advokatselskaber, kan man inden for aktieselskabslovens45 område opstille tre undergrupper af ejerskab: Andre professioners ejerskab af under 10 % af selskabets aktier, andre professioners ejerskab af 10-49 % af selskabets aktier og andre professioners ejerskab af 50 % og derover af selskabets aktier.
8.3.3.1. Andre professioners ejerskab af under 10 % af selskabets aktier.
Det følger af aktieselskabslovens § 20 b, at såfremt en aktionær ejer mere end ni tiendedele af aktierne i et selskab, og aktionæren har en tilsvarende del af stemmerne, kan aktionæren og selskabets bestyrelse i fællesskab bestemme, at de øvrige (minoritets)aktionærer i selskabet skal lade deres aktier indløse af aktionæren. Omvendt kan hver enkelt af selskabets minoritetsaktionærer fordre sig indløst af aktionæren, såfremt aktionæren ejer mere end ni tiendedele af aktierne i et selskab, og aktionæren har en tilsvarende del af stemmerne, jf. aktieselskabslovens § 20 d.
Såfremt man ved en ændring af reglerne om ejerskab af advokatselskaber tillader, at andre professioner kan eje op til under 10 % af selskabets aktier, vil dette medføre, at den bestemmende indflydelse i selskabet forbliver hos advokaterne. Såfremt én advokat ejer mere end 90 % af selskabets kapitalandele, vil advokaten under visse betingelser kunne indløse minoritetsaktionærernes aktier. Ejer derimod flere advokater tilsammen over 90 % af aktierne, medfører § 20 b ikke en ret for dem til at indløse minoritetsaktionæren. Minoritetsaktionæren kan på sin side først kræve sig indløst, når ejerskabet til over 90 % af aktierne ligger hos én advokat.
Der består generelt i selskabsretten en række muligheder for, at selskabsdeltagerne kan indgå aftaler, der vil påvirke stemmeretten og indflydelsen i selskabet.
Det følger af aktieselskabslovens § 17, at alle aktier har lige ret i selskabet. Vedtægterne kan dog bestemme, at der skal være forskellige aktieklasser, f.eks. A-aktier og B-aktier. I så fald skal vedtægterne angive forskellighederne mellem aktieklasserne, størrelsen af disse og eventuelle begrænsninger i fortegningsretten til nye aktier ved forhøjelse af aktiekapitalen. I praksis er det først og fremmest ønsket om differentiering af stemmeretten, der udløser aktieklasseopdelingen. Det følger af § 67, at enhver aktie skal give stemmeret. Vedtægterne kan bestemme, at visse aktiers stemmeværdi forøges, dog ikke ud over ti gange stemmeværdien af nogen anden aktie af samme størrelse.
Såfremt det ved en eventuel ændring af reglerne om ejerskab af advokatselskaber findes ønskeligt at bevare den bestemmende indflydelse i et selskab hos advokaterne, kan det overvejes at indføre et forbud mod forskellige aktieklasser.
Et selskabs vedtægter kan ligeledes indeholde bestemmelser om indløsning af aktier, dvs. en pligt for vedkommende aktionær til at finde sig i indløsning, jf. aktieselskabslovens § 20 a. Bestemmelserne skal i så fald indeholde oplysning om betingelserne for indløsningen og om, hvem der har ret til at forlange den.
Hertil kommer, at selskabets aktionærer ved aktionæroverenskomster kan fastsætte bestemmelser om indløsningsret og -pligt.
Sådanne bestemmelser i vedtægter eller aktionæroverenskomster kan således også forrykke indflydelsen i selskabet. Begrænsninger i adgangen til i vedtægterne eller ved en aktionæroverenskomst at fastsætte bestemmelser om indløsning må derfor overvejes. En løsning på disse problemstillinger, som allerede er anvendt i revisorlovgivningen, vil kunne være at formulere en regel om, at majoriteten af aktie-, anparts- eller indskudskapitalen i selskabet ejes af advokater eller af advokatvirksomheder, der ligeledes skal råde over flertallet af stemmerettighederne i selskabet. På denne måde sikres det, at advokater i selskaber med begrænset ansvar i alle henseender får dominerende indflydelse, uanset hvad der i øvrigt besluttes ved aktionæroverenskomster, vedtægtsbestemte stemmebegrænsninger og indløsningsforpligtelser m.m.
Det kan også overvejes, om der skal åbnes op for såvel aktiv som passiv kapitalinvestering i advokatvirksomheder.
For så vidt angår den aktive kapitalinvestering skal her nævnes to eksempler: Det første eksempel består i, at en udøver af et andet erhverv, f.eks. en revisor, indtræder i en advokatvirksomhed og bliver medejer af denne, deponerer sin beskikkelse som revisor og underkaster sig de advokatetiske regler. Advokatvirksomheden fortsætter med udelukkende at drive advokatvirksomhed som anført i retsplejelovens § 124, stk. 1, 2. pkt., men med en ejerkreds, der ikke udelukkende består af advokater.
Det andet eksempel består i, at en eller flere udøvere af andre erhverv bliver medejere af en advokatvirksomhed med henblik på at udøve deres egne erhverv inden for virksomheden. Virksomheden kan herefter tilbyde at yde dens kunder ikke blot juridisk rådgivning, men også anden rådgivning. I visse situationer kan man tale om ”one stop shops”. Advokatvirksomheden driver herefter ikke udelukkende advokatvirksomhed som nævnt i retsplejelovens § 124, stk. 1, 2. pkt.
Ved passiv kapitalinvestering åbnes der op for, at tredjemand bliver medejer af advokatvirksomheden uden aktivt at være beskæftiget i denne.
Fordelen ved at åbne op for, at andre end advokater kan være medejere af advokatvirksomheder, er, at der derved tilføres virksomheden kapital ved de øvrige ejeres indskud af midler. Ved den aktive kapitalinvestering er der endvidere mulighed for, at virksomheden vil kunne tiltrække en bredere kundekreds ved at kunne udbyde flere ydelser.
Ulempen ved at åbne for fremmed ejerskab af advokatvirksomheder er, at der består en risiko for, at advokaternes uafhængighed bringes i fare. Dette vil navnlig gøre sig gældende ved den passive kapitalinvestering, hvor tredjemands interesse i at investere i advokatvirksomheden primært vil være af økonomisk karakter. Har tredjemand del i ejerskabet af virksomheden, kan der opstå risiko for en interessekonflikt mellem på den ene side den uafhængige rådgivning og på den anden side tredjemands interesse i, at advokatvirksomheden giver så stort et overskud som muligt.
En anden risiko ved at tillade passiv kapitalinvestering kan bestå i, at personer, der må anses for uegnede til at have indflydelse på driften af en advokatvirksomhed – f.eks. tidligere straffede personer – får mulighed for at blive medejere af en advokatvirksomhed. Åbnes der op for muligheden for passiv kapitalinvestering, vil det således kunne overvejes at indføre en ”fit to own-test” for disse personer, således at deres forhold underkastes en undersøgelse af en dertil kompetent myndighed, jf. herved afsnit 3.6.3. om udviklingen i Storbritannien.
Åbnes der for fremmed ejerskab af advokatvirksomheder, vil det være en nødvendighed at indføre såkaldte ”Chinese walls” i virksomheden for at sikre advokatens tavshedspligt. Dette gælder i øvrigt i princippet for enhver situation, hvor der – f.eks. i kraft af ansættelse – foregår et samarbejde mellem advokater og ikke advokater inden for rammerne af en advokatvirksomhed, jf. afsnit 10.2. om problemstillingen vedrørende retsplejelovens § 129. På trods af sådanne informationsbarrierer vil der alligevel kunne opstå situationer, hvor advokatens fortrolighedsforhold til klienten bringes i fare. Omfanget af advokaters tavshedspligt kommer bl.a. til udtryk i retsplejelovens § 170 om vidneudelukkelse. Det følger heraf, at mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves bl.a. forsvarere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed. Bestemmelsen giver dog mulighed for, at retten i visse situationer kan pålægge advokater at afgive vidneforklaring. Beskikkede forsvarere i straffesager kan dog ikke pålægges at afgive vidneforklaring. Tilsvarende regler gælder ikke for en række andre erhverv, og der vil således kunne opstå en assymetri i vidnebeskyttelsen, som kan give anledning til betydelige vanskeligheder.
8.3.3.2. Andre professioners ejerskab af 10-49 % af selskabets aktier.
Den bestemmende indflydelse i selskabet vil også her forblive hos advokaterne, såfremt man ved en ændring af reglerne om ejerskab af advokatselskaber tillader, at andre professioner kan eje mellem 10-49 % af selskabets aktier. Der er dog ikke i medfør af aktieselskabslovens regler mulighed for at indløse minoritetsaktionærers aktier, såfremt disse udgør 10 % og derover af selskabets aktier.
Også her gør forholdene vedrørende A- og B-aktier samt vedtægts- og aktionæroverenskomstbestemmelser vedrørende indløsning sig gældende, jf. ovenfor afsnit 8.3.3.1.
Med hensyn til fordele og ulemper ved at åbne for fremmed ejerskab af advokatvirksomheder henvises til afsnit 8.3.3.1. ovenfor.
8.3.3.3. Andre professioners ejerskab af 50 % og derover af selskabets aktier.
Her vil advokaterne kunne udgøre minoriteten af selskabets aktionærer og endda i visse tilfælde kunne tvangsindløses af de øvrige professioner.
For så vidt angår forholdene vedrørende A- og B-aktier samt vedtægts- og aktionæroverenskomstbestemmelser vedrørende indløsning henvises til afsnit 8.3.3.1.
Med hensyn til fordele og ulemper ved at åbne op for fremmed ejerskab af advokatvirksomheder henvises tillige til afsnit 8.3.3.1. ovenfor.
Problemstillingen vedrørende advokaters uafhængighed aktualiseres dog i særlig grad i de tilfælde, hvor advokaterne kommer i mindretal, når der skal træffes beslutninger i virksomheden.
Der tænkes her på de rene rådgivningsselskaber, hvor der ydes advokatrådgivning ud ad til, og ikke interessentskaber vedrørende ejendomme, drift mv.
Interessentskabet udgør den naturlige ramme omkring nogle få personers – eller en begrænset gruppes – erhvervsmæssige samarbejde. Dette samvirke vil normalt tillige være grundlaget for de enkelte deltageres hovederhverv, således at samtlige deltagere indgår i virksomhedens daglige drift. Alle deltagere hæfter for selskabets gæld, og de hæfter solidarisk.
Kontraktgrundlaget for selskabet kan strække sig fra omfattende og meget gennemarbejdede skriftlige interessentskabskontrakter over løsere skriftlige – og undertiden mundtlige – interessentskabsaftaler til den fuldstændige mangel på et egentligt aftalegrundlag. I særlige tilfælde kan stiftelse af et interessentskab ske stiltiende. Der gælder ikke – som ved aktie- og anpartsselskaber – nogen selskabslovgivning, der regulerer interessentskaber.
Ved start af en virksomhed i interessentskabsform er det naturlige udgangspunkt, at deltagerne aftaler lige ejerandele, dvs. er ejere af lige store andele af selskabet.
I lighed med det ovenfor under afsnit 8.3.3. om kapitalselskaber anførte, kan der også vedrørende interessentskaber opstilles tre undergrupper af ejerskab: Advokaterne udgør majoriteten med mulighed for indløsning af de øvrige professioners ejerandele, advokaterne udgør majoriteten uden mulighed for indløsning af de øvrige professioners ejerandele, og advokaterne udgør minoriteten i interessentskabet.
I forbindelse med en eventuel ændring af reglerne om ejerskab af advokatvirksomheder kan det i samme forbindelse overvejes, om der skal ske begrænsninger i adgangen til ved kontraktfastsatte klausuler at opstille retningslinier for indløsning, hvem der skal have adgang til at fortsætte driften af virksomheden i forbindelse med samarbejdsumulighed og opsigelse af samarbejde mv.
Overvejelserne i afsnittet om kapitalselskaber om fordele og ulemper vedrørende de opstillede undergrupper gør sig tilsvarende gældende for interessentskaberne.
For så vidt angår risikoen for, at advokaternes uafhængighed bringes i fare, er denne på grund af omfanget af ejerkredsens hæftelse endnu mere udtalt i forbindelse med interessentskaber end ved kapitalselskaber, idet hver ejer hæfter personligt og solidarisk også for de øvrige ejere. Herved vil det være sværere for advokaterne at bevare den fuldstændige uafhængighed af de øvrige ejere.
Den nedenfor i kapitel 11 foreslåede ændring af retsplejelovens § 124 bygger på den model, som er beskrevet i afsnit 8.3.3.1. hvorefter mere end ni tiendedele af aktierne i et selskab skal forblive hos advokaterne.
Det bemærkes i den forbindelse, at det muligvis i praksis vel vil være ret begrænset, hvor mange selskaber der med henblik på fortsat drift ejes af en enkelt aktionær, som har over 90 % af aktierne.
Det foreslås, at ændringen begrænses til alene at angå kapitalselskaber, og at der alene åbnes op for aktiv kapitalinvestering. Det foreslås endvidere, at der indføres et forbud mod forskellige aktieklasser, samt at der indføres begrænsninger i adgangen til i vedtægterne eller ved en aktionæroverenskomst at fastsætte bestemmelser om indløsning.
Endvidere foreslås det, at ejere, som ikke er advokater, skal bestå en prøve i advokatret, dvs. de regler, der omgiver advokatprofessionen, jf. afsnit 7.2.3. Det kræves ikke, at disse ejere er medlemmer af Advokatsamfundet, men klager over disse personer skal kunne indbringes for kredsbestyrelsen og Advokatnævnet i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 15 a og 15
b.
Det foreslås endvidere, at advokatvirksomhed skal kunne drives som et kommanditaktieselskab eller i en holdingselskabskonstruktion, hvor holdingselskabet alene er ejet af advokater.
Endvidere foreslås det, at det fremover tillades at omdanne et advokatselskab til andet formål.
Fodnoter
45 Lovbekendtgørelse nr. 649 af 15. juni 2006 om aktieselskaber.