Forside | Til bund | Forrige | Næste
Som led i drøftelsen om en eventuel ophævelse af advokaters mødemonopol har udvalget undersøgt, hvilke rådgivere og procesfuldmægtige parter i tvistlignende sager, der er underlagt særlige procesordninger uden pligt til at give møde ved advokat, i praksis vælger at gøre brug af.
Der findes et stort antal ankenævn af meget forskellig karakter. Disse nævn varierer meget i deres betydning, sammensætning og arbejdsform. Nogle nævn dækker et meget specifikt område, mens andre har et mere bredt arbejdsfelt. Nogle nævn har en dommer eller anden jurist som formand, mens andre ikke nødvendigvis har nogen juridisk deltagelse. Ved nogle nævn har medlemmerne eller nogle af disse en særlig sagkundskab eller repræsenterer særlige interesser.
Tvistløsningsorganerne er oprettet ved lov, som godkendte private ankenævn eller på anden måde. Realkreditankenævnet, Ankenævnet for forsikring og Pengeinstitutankenævnet er f.eks. godkendte private ankenævn.
Langt de fleste nævn behandler alle – eller næsten alle – sager udelukkende på skriftligt grundlag. Ved en række nævn er der dog mulighed for mundtlig forhandling, og disse nævn har derved en domstolslignende karakter. I de ovennævnte godkendte private ankenævn er det hensigten, at behandlingen af sagerne sker på skriftligt grundlag.
De fleste administrative nævn har et sekretariat, der forbereder sagerne til nævnets afgørelse. En klager kan ofte også få hjælp i sekretariatet til varetagelse af sine interesser under sagen. Også på den baggrund adskiller sagerne sig fra de almindelige domstoles behandling af civile sager.
I et varierende antal sager er klageren repræsenteret af en anden person ved sagens behandling i et nævn. Repræsentanten kan være et familiemedlem, en advokat eller en særlig sagkyndig. Til belysning af, i hvilket omfang en klager er repræsenteret af en anden ved et nævns behandling af en sag, og i givet fald hvem repræsentanten er, har udvalget indhentet oplysninger fra en række forskellige nævn.
Nævnet har oplyst, at parterne som alt overvejende hovedregel repræsenteres af advokater, uanset om sagen vedrører syns- eller skønsager, jf. AB 92, § 45, sager om sagkyndig beslutning om stillet sikkerhed mv., jf. AB 92, § 46, eller voldgiftssager, jf. AB 92, § 47.
Det forekommer således kun undtagelsesvis, at parter i disse sager er selvmødere, eller at de lader sig repræsentere af andre end advokater. Nævnet skønner, at det kun er et fåtal ud af et samlet antal indgåede sager på ca. 700 årligt, hvor klagere er repræsenteret af andre end advokater.
Det bemærkes dog, at det i en række sager – navnlig syns- og skønssager – forekommer, at repræsentanter for forsikringsselskaber, for tekniske rådgivere, ingeniører og arkitekter ved indledningen af sagerne repræsenterer deres forsikringstagere, men at disse repræsentanter oftest erstattes af advokater i løbet af sagens udvikling. Hertil kommer, at repræsentanter for forsikringsselskaberne ofte vil være ”husjurister”.
Øvrige repræsentanter for parter vil ofte være arkitekter eller ingeniører.
Erhvervsankenævnet har oplyst, at i de sager, der behandles ved nævnet, behandles langt størsteparten af parten selv eller ved advokat.
Det anslås, at i ca. 10-15 % af nævnets sager repræsenteres en part ved en anden end en advokat. I disse tilfælde er det næsten undtagelsesvist repræsentation ved en registreret eller en statsautoriseret revisor.
Konkurrenceankenævnet behandler klager over afgørelser, der er truffet af Konkurrencerådet, og Konkurrencerådet optræder således som indklaget i alle de sager, der behandles af ankenævnet. Konkurrencerådet repræsenteres oftest af en ansat – typisk med erfaring fra tidligere beskæftigelse som advokat. I enkelte tilfælde har rådet været repræsenteret af Kammeradvokaten.
Klagerne og eventuelle biintervenienter repræsenteres i stort set samtlige sager af en advokat. I ganske få tilfælde har der været tale om selvmødere i form af en virksomhedsindehaver, en ansat eller en foreningsrepræsentant.
Partsrepræsentationen ved ankenævnet afspejler nævnets domstolslignende karakter, og nævnet har ikke oplevet tilfælde, hvor en part eller andre har ønsket at lade sig repræsentere af personer uden enten partshabilitet eller procesfuldmagt i retsplejelovens forstand.
Nævnet har oplyst, at det jævnligt sker, at en ansøger lader sig repræsentere af andre end advokater i forbindelse med sagsbehandlingen. Typisk vil en sådan partsrepræsentant være et familiemedlem eller ansøgerens faglige organisation.
Nævnet har ingen oplysninger om antallet af sager, hvor ansøgeren lader sig repræsentere ved en advokat eller en anden partsrepræsentant. Umiddelbart er det dog opfattelsen, at mens partsrepræsentationen ved en advokat er almindeligt forekommende i nævnets sager, ses partsrepræsentationen ved andre end advokater kun sjældent, formentlig i under 10 % af nævnets sager.
En stikprøveundersøgelse for 2005 (baseret på sagsindgangen i februar 2006) viser, at 15 % af klagerne ikke benyttede repræsentant, 55 % benyttede revisor, 22 % benyttede advokat og 8 % benyttede konsulent som repræsentant.
I de tilfælde, hvor repræsentanten er kategoriseret som en revisor, skal det forstås på den måde, at det er et revisionsfirma, der har indsendt klagen. Klagerne er dog ofte skrevet af revisionsfirmaernes skatteafdelinger, der har jurister ansat, som er specialiserede inden for skat, moms, told og afgifter.
Kategorien konsulent omfatter bl.a. professorer og andre ansatte ved de højere læreanstalter, ligesom det dækker over landboforeningernes rådgivercentre, der har særligt skattekyndige ansat.
Ankenævnet behandler sager vedrørende patenter, brugsmodeller, varemærker, Madridprotokollen (internationale varemærker) samt design. Der kan være flere parter i samme sag.
En opgørelse for 2005 viser, at i de 8 patentsager, som nævnet behandlede, var parterne repræsenteret ved civilingeniører og patentagenter (2 advokatfirmaer, resten var patent- og varemærkebureauer). 1 part førte selv sagen.
I 1 brugsmodelsag var parten repræsenteret ved en civilingeniør.
I de 21 varemærkesager var 14 parter repræsenteret ved en person med uddannelsen cand.jur., typisk fra et patent- og varemærkebureau. 14 var repræsenteret ved en advokat. 5 parter førte selv sagen.
I de 19 Madridprotokolsager var 19 parter repræsenteret ved en person med uddannelsen cand.jur., typisk fra et patent- og varemærkebureau. 5 parter var repræsenteret ved en advokat.
I den ene designsag, som nævnet behandlede i 2005, var klageren repræsenteret ved et patent- og varemærkebureau.
I den ene DK/EP sag var klageren repræsenteret ved en civilingeniør (patent- og varemærkebureau).
Det er således typisk jurister, som repræsenterer en part i nævnet, eller en ingeniør i de tilfælde, hvor parterne ikke er repræsenteret ved en advokat. Det sker endvidere jævnligt, at en af sagens parter vælger ikke at lade sig repræsentere af andre.
Arbejdsretten har to grupper af sager; organiserede sager og uorganiserede sager. I de sidstnævnte sager er klageren altid LO.
I de organiserede sager er parterne typisk repræsenteret af advokater fra arbejdsgiverforeninger eller advokater fra lønmodtagerorganisationer. I de uorganiserede sager kan indklagede møde selv eller lade sig repræsentere af andre, f.eks. en revisor, en bogholder eller en advokat.
Arbejdsretten behandler årligt ca. 400 organiserede sager og 100-120 uorganiserede. Arbejdsrettens øvrige ca. 900 årlige sager afsluttes ved udeblivelsesdom. Disse sager vil typisk bestå i, at den uorganiserede arbejdsgiver ikke reagerer på indkaldelse, og at der pålægges bod i henhold til klagerens påstand.
Nævnet behandler ca. 45 sager om året, hvoraf klageren i ca. en tredjedel af sagerne er repræsenteret af en advokat. I de resterende sager er parterne repræsenteret ved faglige organisationer og lignende. I ca. halvdelen af disse sager er stillingsbetegnelsen juridisk konsulent. Herudover kan stillingsbetegnelsen være faglig sekretær, forretningsfører eller konsulent.
Det er alene ganske få klagere, der vælger at repræsentere sig selv.
Afskedigelsesnævnet er et permanent nævn, der er etableret i henhold til Hovedaftalen mellem LO og DA. Nævnet har kompetence til at afgøre klager over påståede urimelige afskedigelser, jf. Hovedaftalens § 4, stk. 3.
Ledernævnet er ligeledes et permanent nævn. Nævnet er etableret i henhold til Lederaftalen mellem DA og Ledernes hovedorganisation. Ledernævnet er tillagt kompetence til at afgøre tvister om påståede uberettigede afskedigelser eller bortvisninger af ledere, herunder talsmænd, samt spørgsmål om, hvorvidt en arbejdsgiver har overholdt sin pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdene, jf. Lederaftalens § 21, stk. 1.
DA varetager sekretariatsfunktionen for begge nævn og har siden 2001 behandlet følgende antal sager:
Afskedigelsesnævnet
| Årstal | Indbragte sager | Nævnsforhandlede sager |
| 2001 | 54 | 17 |
| 2002 | 59 | 19 |
| 2003 | 72 | 15 |
| 2004 | 78 | 25 |
| 2005 | 104 | 32 |
Ledernævnet
| Årstal | Indbragte sager | Nævnsforhandlede sager |
| 2001 | 10 | 6 |
| 2002 | 16 | 10 |
| 2003 | 8 | 2 |
| 2004 | 12 | 9 |
| 2005 | 1 | 1 |
Sekretariatet vurderer, at parterne i de fleste sager repræsenteres af en advokat, en jurist eller en organisationsansat medarbejder. Ofte er de mødende advokater og jurister også ansat i en organisation.
Kun i et fåtal af sagerne repræsenteres parterne af andre, og det forekommer kun undtagelsesvist, at en part er selvmøder. Hertil kommer, at der synes at have været en udvikling i retning af, at repræsentation ved advokat eller jurist sker i stigende omfang, og at det sker sjældnere, at en part er repræsenteret af en person, der ikke har en juridisk uddannelse.
Afskedigelsesnævnet for Landbrugsområdet behandler ca. 3-8 sager årligt. I den overvejende del af disse sager er parterne repræsenteret af jurister, som i visse tilfælde også har advokatbestalling. Det skønnes, at ca. 50 % af sagerne føres af bestallingshavende advokater.
Det er dog ikke usædvanligt, at parterne repræsenteres af andre end jurister, som oftest af medarbejdere fra arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisationer. Disse personer kan have andre samfundsvidenskabelige uddannelser eller en helt anden faglig baggrund.
En gennemgang af de seneste års sager viser, at parterne som hovedregel ikke møder ved en repræsentant. I de få tilfælde (mindre end 5 % af det samlede antal sager), hvor en part er repræsenteret af en anden, er denne repræsentant typisk en advokat. I få tilfælde kan repræsentanten dog være et familiemedlem, en bekendt eller lignende.
Sekretariatet er efter lovgivningen forpligtet til at bistå med sagens forberedelse.
Ankenævnet har oplyst, at en undersøgelse fra 2000 (baseret på 594 sager) viser, at der er partsrepræsentation i 21 % af sagerne, heraf var 5 % ikke-advokater. Umiddelbart skønnes det, at partsrepræsentationen har været svagt stigende siden. Partsrepræsentation – der ikke sker ved advokat – udgøres typisk af familiemedlemmer, faglig organisation, forsikringsmægler eller foreninger/firmaer, der mod betaling påtager sig at føre klagesager.
Herudover blev det undersøgt, i hvilke typer af sager der blev anvendt partsrepræsentation, og det viste sig at være i særligt to typer af sager, nemlig hvor der er uenighed om selskabets betalingsforpligtelse, og hvor der er uenighed om størrelsen af erstatningen.
I de sager, hvor der er uenighed om selskabets betalingsforpligtelse, var klageren i 72 % af tilfældene repræsenteret af en advokat, og i de sager, hvor der var uenighed om størrelsen af erstatningen, var klageren i 21 % af sagerne repræsenteret af en advokat og i 38 % af anden repræsentant.
Nævnet har oplyst, at i 103 verserende sager i januar 2005 var 1 klager repræsenteret ved retshjælp, 6 ved familie og 2 ved rådgivningsselskaber. Ingen var i de verserende sager repræsenteret ved revisor eller ved landboforening, men dette forekommer jævnligt. Nævnet har primo juli 2006 oplyst, at man ikke umiddelbart har opdaterede tal.
Retsplejelovens § 131 lyder således:
”Advokater er eneberettigede til at udføre retssager for andre, jf. dog §§ 136, 260 og 730. En bemyndigelse til at gøre en fordring eller anden rettighed gældende i eget navn giver ikke den, hvem bemyndigelsen er givet, ret til selv at møde i sagen, medmindre den pågældende er berettiget hertil efter reglerne i §§ 132-136.”
Retsplejelovens forarbejder indeholder ikke nogen nærmere angivelse af, hvilke hensyn møderetsmonopolet hviler på. Den eneret, som bestemmelsen giver advokater til at udføre retssager for andre, hviler på en forudsætning om, at parter, der ønsker bistand under en retssag, skal sikres en sådan bistand fra personer, som er uafhængige og kyndige, og som har særlig viden om retssystemet. At man i retsplejeloven har lagt denne opgave i hænderne på advokaterne hænger sammen med de øvrige regler, som retsplejeloven foreskriver for advokater til sikring af advokaternes kvalifikationer og kontrollen med advokater. Advokattitlen er udtryk for en garanti for egnethed, bl.a. i kraft af de uddannelsesmæssige krav, som skal være opfyldt for at opnå beskikkelse, samt det tilsyns- og disciplinærsystem, som advokater er underlagt.
Det må endvidere antages, at møderetsmonopolet tillige hviler på et hensyn til domstolene. Ud fra det overordnede mål om en hurtig og korrekt behandling af tvister har domstolene således en væsentlig interesse i, at alle aktører i en retssag formår at bidrage aktivt til en effektivisering og koncentration af processen, herunder sikre at denne ikke forlænges unødigt. Ansvaret herfor kan således ikke alene påhvile domstolene, men må i høj grad også bæres af parterne og disses repræsentanter. Det gælder ikke mindst i lyset af den civile retsplejes grundlæggende principper om, at parterne – og ikke retten – bærer ansvaret for en korrekt præsentation af den aktuelle tvist. Disse forhold forudsætter derfor, at partsrepræsentanter besidder den fornødne faglige indsigt i retsplejemæssige forhold.
Advokaterne er også dem, der via rådgivning af deres klienter skal sørge for, at helt grundløse sager ikke indbringes for domstolene, idet dette medfører gene for modparten og er ressourcekrævende for domstolene.
Endelig må det antages, at møderetsmonopolet også hviler på mere overordnede samfundsmæssige hensyn. Domstolene udgør således den sidste adgang til konfliktløsning i sager, som parterne ikke har formået at kunne løse på anden vis, og dette konfliktløsningsforum vil – i modsætning til frivillige konfliktløsningsorganer – altid for én af parterne indebære et element af tvang. Endvidere er domstolene både på lovregulerede og ulovregulerede retsområder med til at fastlægge gældende ret. Det kan anføres, at et retssamfund i den henseende har en forpligtelse til at sikre et velfungerende domstolsvæsen, hvor alle involverede besidder et højt fagligt niveau, ligesom samfundet har en pligt til at sikre, at der i videst muligt omfang består den fornødne tillid til retssystemet. Endelig kan det anføres, at et velfungerende retsvæsen i høj grad er med til at sikre dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne.
Samtidig er det et vigtigt samfundshensyn at sikre en effektiv udnyttelse af samfundets ressourcer til juridisk rådgivning. Således kan en velfungerende konkurrence blandt juridiske rådgivere medvirke til, at forbrugere og virksomheder opnår den bedste kvalitet og pris netop for den juridiske rådgivning, som der er behov for i den givne situation, samtidigt med at de juridiske rådgivere konstant tilskyndes til at forny sig og udvikle nye produkttyper.
Advokatsamfundet og Konkurrencestyrelsen har i et revideret notat af 21. august 2006 redegjort for den konkurrencemæssige baggrund for at overveje en lempelse af advokaters møderetsmonopol, de økonomiske begrundelser for at regulere et marked og de forventede konsekvenser af en lempelse af advokaternes møderetsmonopol. Notatet er optrykt som bilag til betænkningen.
Som det nærmere er beskrevet i notatet har der i de senere år på internationalt plan været en stigende interesse for adgangsbarrieres betydning for udviklingen og konkurrencen inden for de liberale erhverv. Bl.a. har EU og OECD sat fokus på den betydning, som offentligt og privat fastsatte begrænsninger i at udøve et givent erhverv har på konkurrencen inden for erhvervet og på den effektive udnyttelse af samfundets ressourcer.
Den 9. februar 2004 afgav EU-Kommissionen en rapport om konkurrencen inden for de liberale erhverv, den såkaldte Monti-rapport46. I rapporten opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at ændre eller afskaffe de konkurrencebegrænsende regler for de liberale erhverv, der ikke kan legitimeres ud fra samfundsmæssige interesser.
OECD har i sin nyeste rapport om konkurrencen inden for liberale erhverv47 fastslået, at stram regulering af et hverv generelt fører til højere priser. I rapporten anbefales det bl.a., at reguleringen af erhvervene, herunder visse erhvervsdrivendes eneret til at levere bestemte ydelser, alene opretholdes, hvor andre mindre indgribende restriktioner ikke kan sikre de hensyn, som ligger bag reguleringen, f.eks. forbrugersikkerhed.
I Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råds møde i foråret 2005 blev det fremhævet, at en bedre regulering for at fremme konkurrencen på markederne er et vigtigt indsatsområde i det fremtidige arbejde. Endvidere blev betydningen af denne opgave understreget i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i marts 2005, idet medlemsstaterne blev opfordret til at undersøge den nationale lovgivnings forenelighed med EU-reglerne for at fjerne markedshindringer og fremme konkurrencen på det indre marked.
I et notat fra Konkurrencestyrelsen og Advokatsamfundet, optrykt som bilag, er de liberale erhvervs samfundsmæssige betydning nærmere beskrevet. Det fremgår bl.a. heraf, at de liberale erhverv står for omkring 5 % af Danmarks nationalprodukt, at der er ca. 100.000 beskæftigede, og at den samlede omsætning inden for de liberale erhverv udgør omkring 100 mia. kr.
Ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er det således vigtigt, at ressourcerne til juridisk rådgivning udnyttes bedst muligt, bl.a. ved at den fornødne konkurrence sikres i de liberale erhverv. Ifølge den økonomiske teori kan der dog være gode grunde til at regulere markedet.
En række forhold på markedet, også kaldet markedsfejl, gør, at markedet bør reguleres, idet disse markedsfejl kan resultere i, at samfundets ressourcer ikke udnyttes optimalt.
En regulering kan dels komme fra markedet selv gennem certifikater, medlemskaber af foreninger, adfærdskodeks mv., dels fra offentlige myndigheder i form af love og regler, som i varierende grad understøtter markedets egen regulering.
Den enkelte branche kan siges selv at have en interesse i at regulere markedet. Rekruttering af nye kunder vil i vid udstrækning være afhængig af bl.a. leverandørens omdømme. Advokaternes afhængighed af deres gode omdømme kan sammenlignes med, hvad der inden for økonomisk teori betegnes som et såkaldt ”gentaget spil”, der betyder, at advokaten har tilskyndelsen til at udvise god advokatskik. Hvis advokaten begår fejl, og dette rygtes, kan det betyde, at en væsentlig indtjening for advokaten forsvinder.
Markedets egne foranstaltninger kan endvidere underbygge straffen for at fejle. For advokater kan såvel kunder, Advokatsamfundet, andre advokater m.fl. klage til Advokatnævnet, og advokaten kan i yderste konsekvens miste retten til at udøve advokatvirksomhed.
Erhvervsklienter har som hovedregel et løbende engagement med en advokat, hvorimod privatklienters møde med en advokat ofte vil ske i enkeltstående tilfælde. Ved en vurdering af betydningen af klienternes problemer med manglende information er det derfor nødvendigt at sondre mellem erhvervsklienter og private klienter.
En erhvervsklient vil som følge af et løbende engagement med advokaten ofte have bedre mulighed for at foretage en løbende vurdering af advokatens ydelse. Selv om klienten ikke på forhånd kan vurdere kvaliteten af det arbejde, som leveres, får klienten i kraft af et løbende samarbejde mulighed for at vurdere kvaliteten heraf. Dette må antages at gøre sig gældende i videre omfang for større virksomheder. Herudover kan sådanne virksomheder også have egentligt juridisk uddannet personale ansat i virksomheden.
Overordnet giver graden af manglende information således ikke anledning til samme betænkeligheder i relation til erhvervsklienter, der har et løbende engagement med en advokat. Omvendt skal det dog anføres, at små virksomheder, som kun har begrænset kontakt til en advokat, normalt ikke har samme mulighed for at vurdere kvaliteten af den juridiske rådgivning. Af denne grund kan de små virksomheders situation ofte sidestilles med situationen for privatpersoner, jf. nedenstående.
Udover at skelne mellem store og små virksomheder er det også nødvendigt at sondre mellem små og store erhvervssager. Det kan således have alvorlige konsekvenser for samfundet, hvis en advokat begår fejl i en stor og principiel sag. En forkert afgørelse i en stor og principiel sag kan have betydning for mange, fordi gældende retsregler forvrides. Dertil kommer, at store erhvervssager, som involverer betydelige beløb, næsten altid vil have stor betydning for parterne. Små sager kan også have stor økonomisk betydning for den enkelte, selv om der er tale om små beløb, men generelt må det antages, at små sager har mindre økonomisk betydning for parterne end store sager.
På den baggrund kan det være nødvendigt med en vis regulering af adgangen til at føre sager ved domstolene med henblik på at reducere problemet med manglende information i erhvervssager, særligt i sager af større og mere principiel karakter.
Ifølge Copenhagen Economics’ rapport af 22. september 2005 kan 52 % af omsætningen i advokatbranchen henføres til erhvervsklienter, mens 28 % af omsætningen kan henføres til private klienter. Ligesom på erhvervsområdet er det også i relation til privatklienter vigtigt at sondre mellem store og små sager samt principielle og ukomplicerede sager.
Principielt kan privatklienter løbende vurdere kvaliteten af det arbejde, som advokaten udfører under en retssag. I praksis er dette dog ofte vanskeligt. Årsagen er, at sagernes karakter kan have en kompleksitet eller være af principiel betydning, hvilket betyder, at mange forbrugere ikke kan forventes at kunne forstå sagens forløb. Dette gælder typisk i lands- og højesteretssager, men også i en række byretssager. Omvendt kan privatklienternes problemer med at gennemskue rådgivningens kvalitet være af mere begrænset omfang i mindre og ukomplicerede sager i byretten. Risikoen for afledte negative eksterne virkninger må endvidere antages at være mindre i sådanne sager.
De specielle forhold, der er på markedet for advokatydelser, og særligt den specielle efterspørgsel, som gør sig gældende, må antages at betyde, at spørgsmålet om de positive virkninger af afsagte domme, ikke får den store betydning. Selv om klienterne ikke skal betale for de tab, som måtte opstå andre steder i samfundet som konsekvens af et dårligt udført arbejde, er det ikke givet, at kvaliteten af det arbejde som udføres, vil falde på grund en liberalisering af mindre og ukomplicerede sager. Ganske vist kan forbrugeren, selv om han har en stor interesse i sagen, have svært ved at vurdere kvaliteten af advokatens sagsbehandling, men bl.a. på grund af de forbrugerbeskyttende regler, som vil omfatte den slags ydelser, vil rådgiveren have et væsentligt incitament til at holde en høj kvalitet i sagens førelse.
I sager af principiel betydning og i sager, hvor afgørelsen i øvrigt kan få betydning for andre end sagens parter, vil samfundet dog have en interesse i at sikre kvaliteten i retssagsarbejdet ved at stille særlige krav til de personer, der fører sagen. Det skyldes, at domstolsafgørelserne i sådanne sager har stor betydning for udviklingen af gældende ret.
Advokaters møderetsmonopol har ikke de samme virkninger som et traditionelt monopol, hvor der kun er én udbyder, idet der allerede i dag er konkurrence mellem advokaterne på markedet. Dygtige advokater har således allerede i dag et incitament til at differentiere sig fra de dårlige advokater og tiltrække nye kunder. Hertil kommer, at privatpersoner, interesseorganisationer og virksomheder i princippet har mulighed for at repræsentere sig selv.
I afsnit 2.2.2.1.2. findes en opgørelse over antallet af modtagne civile sager, fogedsager, herunder betalingspåkrav, og skiftesager ved domstolene i 2005.
I notatet af 21. august 2006 fra Konkurrencestyrelsen og Advokatsamfundet om liberalisering af advokatbranchen er indsat en tabel (tabel 2), der skal give et billede af de områder, hvor advokater har møderetsmonopol.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, kan problemet med forbrugernes manglende information om juridiske forhold og advokatydelser i visse typer af sager være af en sådan karakter, at det er nødvendigt at fastholde advokaters møderetsmonopol. Omvendt kan det anføres, at problemet typisk er mere begrænset i visse mere enkle typer af retssager, herunder i byretten.
På den baggrund bør det nærmere overvejes, hvilke konsekvenser en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol vil have i mindre byretssager, herunder i forhold til konkurrencen, prisudviklingen, kvaliteten og endelig antallet af retssager.
En afbalanceret lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i byretssager vil betyde en øget konkurrence på kvalitet og pris. En lempelse kan således give nye aktører mulighed for at operere på markedet, og samtidig kan en sådan lempelse af møderetsmonopolet føre til nye samarbejdsformer og nye produkter.
Det er ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvilke aktører der kan forventes at optræde i retssalene, idet dette bl.a. vil afhænge af, på hvilke områder reglerne ændres. Erfaringer fra Sverige viser dog, at konkurrencen primært vil komme fra personer med en juridisk kandidateksamen.
På grund af advokaternes nuværende møderetsmonopol må det antages, at en åbning for konkurrence for juridisk rådgivning i enkle og ikke principielle sager alt andet lige vil åbne op for juridiske rådgivere, der i sagens natur ikke har den samme proceserfaring. Den manglende praktiske erfaring i at procedere i retten vil – i hvert fald i starten – være en begrænsning for de nye juridiske rådgiveres mulighed for at konkurrere med advokaterne. Det vurderes således, at konkurrencen fra andre juridiske rådgivere initialt set vil være begrænset, om end konkurrencen også må forventes at have en tiltagende styrke i takt med den oparbejdede øgede proceserfaring. Et forhold, der i den situation kan understøtte en bedre konkurrencesituation, er ophævelsen af vinkelskriverloven, idet de juridiske rådgivere hermed har fået mulighed for at reklamere for deres specialer og proceskompetencer.
Endvidere skal det anføres, at ”konkurrencen fra selvmødere”, dvs. de sager, hvor parten vælger at møde selv i retten, kan forventes at blive mindre, hvis der opstår mulighed for at give møde ved andre procesfuldmægtige end advokater i ukomplicerede sager.
Det kan ikke forudses præcist, i hvilket omfang en øget konkurrence som følge af et større udbud af rådgivere vil påvirke priserne på markedet. Desuden vil eventuelle gevinster kunne være i form af effektiviseringer og et mere varieret udbud af ydelser, hvilket vanskeliggør et skøn over de samfundsøkonomiske gevinster.
Såvel økonomisk teori som praktiske erfaringer fra tidligere liberaliseringer (af bl.a. skødeskrivning) viser, at en åbning af markedet for nye aktører kan betyde lavere priser for forbrugerne. En eventuel besparelse kan være afgørende for forbrugerens beslutning om at føre en sag og i beslutningen om at anvende en repræsentant frem for at være selvmøder i retten.
Ifølge Copenhagen Economics’ rapport af 22. september 2005 har prisen for at få advokatbistand en ikke uvæsentlig betydning i forbindelse med beslutningen om at anvende advokat. Dette indikerer, at der kan være et marked for billigere juridisk rådgivning end advokatbistand, idet det kan forventes, at rådgivere, der ikke er advokater, må fastsætte lavere priser end advokater for at være konkurrencedygtige.
Et lavere prisniveau må herudover antages at komme samfundet til gode, idet øget konkurrence ifølge økonomisk teori kan tilskynde til mere effektivitet og udvikling af nye forbedrede forretningskoncepter.
Det må forventes, at priseffekten først og fremmest vil få betydning i de mindre komplicerede sager, hvor betalingsvilligheden som udgangspunkt må antages at være lavere. Her tænkes f.eks. på forbrugere eller små virksomheder, som under normale omstændigheder ikke vil finde det proportionalt at engagere en relativt dyr advokat til en mindre, ukompliceret sag, men måske vil vælge alligevel at føre sagen, hvis det er muligt at engagere en billigere rådgiver. Omvendt vil priseffekten ikke have samme betydning i de større og mere betydningsfulde sager, da de potentielle konsekvenser af en dårligt ført retssag fra en juridisk rådgiver kan overstige en eventuel direkte økonomisk besparelse ved ikke at anvende en advokat.
Får juridiske rådgivere uden advokatens erhvervserfaring adgang til at føre sager i retten, vil det alt andet lige gå ud over kvalitetsniveauet. Dette argument har vægt, hvis ikke-advokater fik adgang til at føre alle typer af sager – også de komplicerede. Hvis de juridiske rådgivere, som ikke er advokater, derimod kun får adgang til at føre enkle og ikke-principielle sager, vil omfanget af disse kvalitetsproblemer bero på, hvorledes retssystemet i øvrigt er indrettet på at håndtere disse sager.
Med møderetsmonopolet har klienten i dag ikke anden mulighed end at henvende sig til en advokat, men der vil være en del ukomplicerede sager, som kan varetages forsvarligt af en ikkeadvokat, fordi de ikke giver anledning til vanskelige retsspørgsmål, og fordi bevisførelsen er overskuelig. Navnlig hvis der er tale om en sagstype, som den juridiske rådgiver har særlige forudsætninger for at kunne håndtere, kan det ikke udelukkes, at en ikke-advokat kan præstere en sagsførelse, som måler sig med den, en advokat vil kunne præstere, og som tilmed er billigere. I sådanne sager vil en lempelse af møderetsmonopolet ikke føre til en sænkning af kvaliteten. En tilsvarende udvikling har man set på andre områder af advokatrådgivningen, hvor advokaterne tidligere har haft monopollignende status. Et sådant eksempel er skødeskrivning, hvor advokater indtil 1997 havde monopol. Monopolets ophør har ikke ført til, at kvaliteten på skødeskrivning er dalet. Samtidig er det samfundsøkonomisk fornuftigt at tillade andre end højtuddannede advokater at foretage skødeskrivning. Det betyder, at advokaterne kan bruge deres tid på det, de er uddannet til, nemlig de mere komplicerede sager.
Man kan fremføre, at adgangen for ikke-advokater til at gå i retten vil kunne medføre en belastning for domstolene, fordi ikke-advokaterne ikke har samme øvelse i procedure som advokaterne. På den anden side må det antages, at seriøse aktører på et nyt marked for juridisk rådgivning vil sørge for – hvis efterspørgslen er der – at udvikle en sådan proceskompetence for at kunne tilbyde kunderne en effektiv retssagsbehandling. Dertil kommer, at kravene til proceskompetencer alt andet lige vil være mere begrænset i enkle og ikke principielle sager. Endvidere kan peges på, at antallet af selvmødere må antages at falde som følge af, at det bliver billigere at anvende en juridisk rådgiver, hvilket kan have en positiv effekt for kvaliteten i retten. Endelig har dommerne mulighed for at give advokatpålæg, hvis den juridiske rådgiver ikke er sin opgave voksen.
Generelt må en øget konkurrence ventes at medføre lavere priser, der kan resultere i flere retssager, hvilket kan have både positive og negative eksterne virkninger for samfundet.
En stigning i antallet af retssager kan have som konsekvens, at den enkelte borger opnår en større retssikkerhed (såkaldt positiv eksternalitet), ligesom det generelt kan gavne retsfølelsen, hvis færre må opgive at føre en sag, fordi det er for dyrt.
En stigning i antallet af retssager kan også betyde øgede udgifter for staten (såkaldt negativ eksternalitet).
Til gengæld må det ventes, at særligt små erhvervsdrivende kan få gavn af en vis lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol, idet virksomhederne får mulighed for at føre retssagerne billigere. Dette vil mindske virksomhedernes omkostninger og betyde større retssikkerhed for virksomhederne. En forbedring af de små erhvervsdrivendes mulighed for at forfølge mindre krav kan betyde en øget betalingsvillighed hos skyldnere og dermed et fald i antallet af fordringer, som skattemæssigt må afskrives.
Advokatbranchen er en vigtig del af de liberale erhverv og har en stor samfundsmæssig betydning. Det skal således sikres, at reguleringen af branchen ikke er mere konkurrencebegrænsende end nødvendigt for at opretholde de hensyn, der ligger bag reguleringen.
Opretholdelsen af et højt fagligt niveau og beskyttelse af samfundets interesser er anerkendelsesværdige hensyn, som også Kommissionen anerkender i Monti-rapporten48 og OECD i rapporten om liberale erhverv49. Disse hensyn skal derfor afbalanceres i forhold til de fordele, som kan opnås gennem en hel eller delvis liberalisering af advokaternes møderetsmonopol.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, har møderetsmonopolet den funktion at sikre en høj kvalitet i retssagsarbejdet.
Omvendt kan møderetsmonopolet også svække konkurrencen, hvilket kan betyde højere priser og lavere kvalitet for forbrugerne. Herudover kan møderetsmonopolet hæmme udviklingen af markeder for nye typer rådgivning. Møderetsmonopolet kan således medføre, at rådgivningsressourcerne ikke udnyttes så effektivt på grund af forbrugerens manglende viden om, hvad der kan forventes af en juridisk rådgiver (asymmetrisk information).
Klienternes problemer med manglende information kan siges at stige i takt med sagernes øgede kompleksitet og principielle karakter. Det er ligeledes i de større sager, at konsekvenserne generelt må antages at være større både for den enkelte person, for domstolene og for samfundet, såfremt den pågældende ikke får den optimale rådgivning. Disse forhold kan tale for, at det i større og mere komplekse sager fortsat er nødvendigt at fastholde advokaters møderetsmonopol.
Klienternes informationsproblemer og risikoen for negative eksternalitetsvirkninger må antages at være væsentligt mere begrænsede i de mere enkle og ikke-principielle sager. Hertil kommer, at det i disse sager kan anføres, at det ikke i samme grad er nødvendigt med advokaternes specialviden på grund af sagernes typisk mere simple karakter.
På den baggrund taler samfundsøkonomiske hensyn for, at der kan ske en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i enkle og ikke-principielle sagstyper, uden at vigtige samfundshensyn tilsidesættes.
Hensynet til fri konkurrence tillægges i dag en meget høj prioritet såvel i Danmark som internationalt. Konkurrencebegrænsende ordninger som møderetsmonopolet bør derfor alene opretholdes, hvis de kan begrundes med tungtvejende hensyn, som ikke kan tilgodeses på en mindre konkurrencebegrænsende måde.
Udvalget finder, at de tungtvejende hensyn, der tidligere begrundede opretholdelsen af advokaters møderetsmonopol i civile sager, måske ikke generelt taler med samme vægt i dag. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på de samfundsøkonomiske betragtninger, der er redegjort nærmere for ovenfor i afsnit 9.3 og 9.4.
På den baggrund finder udvalget, at der i et vist omfang kan ske en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i byretterne, uden at de vægtige hensyn, der ligger bag reglerne, sættes over styr.
Udvalget finder, at en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol ikke bør omfatte behandlingen af 1. instanssager ved landsretten eller Sø- og Handelsretten samt ankesager ved landsretten og Højesteret. Det er i disse overvejelser indgået, at behandlingen af disse sager findes at stille særlige krav til en høj og kvalificeret bistand fra partsrepræsentanten.
I dette afsnit opstilles forskellige modeller for en mulig ophævelse af advokaters møderetsmonopol i civile sager. Modellerne, der er baseret på sagstyper, er afgrænset som følger:
Model B og C skal ses i sammenhæng med den småsagsproces, der blev indført ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), jf. afsnit 2.2.2.4.2.
Som nærmere omtalt ovenfor i afsnit 9.2. antages det, at møderetsmonopolet i første række bygger på et hensyn til at sikre klienterne en kvalificeret og høj faglig bistand i forbindelse med behandlingen af tvister ved domstolene. Endvidere må det antages, at møderetsmonopolet hviler på et hensyn til domstolene, der har en væsentlig interesse i, at alle aktører – herunder parterne og disses repræsentanter – formår at bidrage aktivt til en effektivisering og koncentration af processen, og i den forbindelse sikre, at denne ikke forlænges unødigt. Endelig må det antages, at møderetsmonopolet også hviler på mere overordnede samfundsmæssige hensyn, og i den forbindelse kan det anføres, at et retssamfund har en forpligtelse til at sikre et velfungerende domstolsvæsen, hvor alle involverede besidder et højt fagligt niveau, ligesom samfundet har en pligt til at sikre, at der i videst muligt omfang består den fornødne tillid til retssystemet.
Som anført i afsnit 9.6. er det udvalgets opfattelse, at de hensyn, der tidligere har begrundet opretholdelsen af advokaters møderetsmonopol i civile sager, ikke for alle sagers vedkommende helt taler med samme vægt i dag.
På den anførte baggrund finder udvalget, at der i et vist omfang kan ske en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol.
Som det fremgår af afsnit 9.5. kan også samfundsøkonomiske hensyn tale for en nøje afbalanceret lempelse af møderetsmonopolet.
Udvalget har som led i sine overvejelser herom bl.a. inddraget oplysningerne om fremmed ret. I både Sverige og Finland er det som udgangspunkt tilladt andre end advokater at repræsentere parter i civile sager ved domstolene, ligesom det i f.eks. England og Wales, Tyskland og Norge under visse betingelser er tilladt andre end advokater at repræsentere en part for domstolene i f.eks. inkassosager og småkravssager, jf. herved kapitel 3.
I nogle af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, har man således en lempeligere adgang for partsrepræsentation ved domstolene i civile sager end i Danmark. Der pågår dog i disse lande overvejelser dels om lempeligere regler for advokaters møderetsmonopol dels om eventuelle begrænsninger i adgangen til at møde som partsrepræsentant i civile sager.
Det må fremhæves, at der ikke kan drages en direkte parallel mellem udenlandske og danske regler om advokaters møderetsmonopol, idet de øvrige landes regler om bl.a. betingelserne for at opnå advokatbeskikkelse adskiller sig væsentligt fra de danske regler herom, ligesom de eksisterende klage- og disciplinærsystemer i disse lande adskiller sig på væsentlige punkter fra ordningen i Danmark. Endelig er der også forskel på opbygningen af domstolssystemerne i de forskellige lande.
9.7.1.1. Indispositive sager.
I visse sager tillægges en materiel rigtig afgørelse så stor betydning, at retten ikke i samme grad er bundet af parternes tilrettelæggelse af sagen, f.eks. sager om ægteskab og forældremyndighed, faderskabssager, værgemålsager, sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om adoption uden samtykke. I sådanne sager har officialprincippet i større eller mindre omfang erstattet forhandlingsprincippet, f.eks. ved at retten skal drage omsorg for sagens oplysning. Forhandlingsprincippet og dispositionsprincippet træder således i baggrunden i disse såkaldt ”indispositive” sager. Overvejelserne i det følgende omfatter ikke denne sagstype.
9.7.1.2. Tvistige sager.
10 af udvalgets medlemmer (Mads Bryde Andersen, Jørn Friis, Jesper Hedegaard, Knud A. Knudsen, Marie-Louise Knuppert, Henrik Linde, Janne Pernille Rasmussen, Sys Rovsing, Henrik Schultz, Jakob Thyssen Valerius) finder, at de hensyn, som hidtil har båret advokaters møderetsmonopol, i vidt omfang fortsat gør sig gældende i de tilfælde, hvor der skal ske forhandling om en tvist mellem parterne.
Sager, hvori der skal ske forhandling om en tvist, er som regel mere komplicerede end ikketvistige sager, og tvistige sager må som udgangspunkt forventes at have en mere indgribende betydning for parterne end ikke-tvistige sager. På den baggrund findes hensynet til at sikre klienterne den bedst kvalificerede bistand fortsat at tale med afgørende vægt for at opretholde advokaters møderetsmonopol i de egentlige tvistige sager, idet advokater i kraft af deres uddannelse, Advokatrådets tilsyn, disciplinærreglerne mv. fortsat må anses for bedst kvalificerede i relation til retssager, hvori der skal ske forhandling om en tvist.
Også hensynet til at sikre domstolene, at alle aktører – herunder parternes repræsentanter – formår at bidrage aktivt til en effektivisering og koncentration af processen, findes efter udvalgets opfattelse fortsat at tale med betydelig vægt for at opretholde advokaters møderetsmonopol i sager, hvori der skal ske forhandling om en tvist. I sager, hvori der skal behandles en tvist, stilles der således krav til partsrepræsentantens viden om – og erfaring med – såvel den materielle som den processuelle håndtering af sagerne, bl.a. for ikke at sinke processen unødigt.
De ovenfor nævnte 10 medlemmer af udvalget finder derfor, at en eventuel lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol alene bør bestå i fri adgang til at møde som procesfuldmægtig i den forenklede inkassoproces og under udlægsforretninger i fogedretten, hvor der ikke skal ske behandling af en tvist, jf. den nedenfor beskrevne model A.
Det er overvejet, hvorvidt de samme hensyn gør sig gældende med samme vægt i fogedretternes behandling af udlægsforretninger, dvs. i forbindelse med en efterfølgende fogedsag i en sag behandlet efter den forenklede inkassoproces og i forbindelse med udlægsforretninger på et andet eksekutionsgrundlag, hvor der skal ske behandling af en tvist.
De tvister, der opstår under udlægsforretninger, vil ofte være ”standardtvister” om f.eks. genstanden for et udlæg, rentespørgsmål eller lignende. Hensynet til, at parterne kan anvende den samme repræsentant gennem hele processen, kunne derfor umiddelbart tale for tillige at give fri adgang for enhver til at repræsentere parterne under udlægsforretninger også i tilfælde, hvor der skal ske behandling af en tvist.
Uanset karakteren og omfanget af en eventuel tvist må en sådan – som anført ovenfor – generelt forventes at have en mere indgribende betydning for parterne end en ikke-tvistig sag. De ovenfor nævnte 10 medlemmer af udvalget finder således, at enhver tvist i princippet kan indeholde aspekter, hvor advokater fortsat må anses for de bedst kvalificerede i relation til behandling af sagen og at der på den baggrund ikke bør ske en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol, således at enhver får adgang til at repræsentere parterne under en udlægsforretning, hvor der skal ske behandling af en tvist.
6 af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Benedicte Federspiel, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen) finder, at der også bør være adgang til at møde i de tvistige sager i et vist omfang, jf. nærmere herom nedenfor under model B.
Udvalget finder, at en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i civile sager kan bestå i, at der indføres fri adgang til i den forenklede inkassoproces at indlevere betalingspåkrav til fogedretten på vegne af fordringshaveren samt i den forbindelse adgang til at møde på vegne af en part under retsmøder, herunder under den efterfølgende udlægsforretning, hvor der ikke sker behandling af en tvist. Desuden kan ordningen omfatte fri adgang til at møde på vegne af en part i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af domme, kendelser, forlig mv. om pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist.
Ved ”enhver” forstås i det følgende enhver uberygtet person over 18 år, jf. retsplejelovens § 261, selv om der er tale om et vanskeligt håndterbart kriterium.
9.7.2.1. Adgangen til at møde i sager omfattet af den forenklede inkassoproces.
Reglerne i den forenklede inkassoproces er udformet således, at varetagelsen af partens interesser under sagen ikke forudsætter, at vedkommende er repræsenteret ved en advokat (en ”advokatløs” procesform).
Som beskrevet i afsnit 2.2.2.4.1. forudsætter benyttelsen af den forenklede inkassoproces, at fordringshaveren ved indleveringen af betalingspåkravet forventer, at skyldneren ikke vil fremkomme med indsigelser eller fremsætte modkrav, ligesom fordringshaveren (eller dennes repræsentant) forinden indleveringen af betalingspåkravet skal have sendt en påkravsskrivelse til skyldneren. De sager, der iværksættes efter den forenklede inkassoproces, er således (som altovervejende hovedregel) ikke-tvistige, hvilket efter udvalgets vurdering gør det mindre betænkeligt at lempe reglerne for advokaters møderetsmonopol i sådanne sager.
I sager omfattet af den forenklede inkassoproces er det obligatorisk at anvende den særlige betalingspåkravsblanket, som Domstolsstyrelsen har udarbejdet. Sager om betalingspåkrav vil således blive behandlet på skriftligt grundlag på baggrund af standardblanketter og vil i langt de fleste tilfælde blive færdigbehandlet alene på grundlag af betalingspåkravet og dermed uden afholdelse af retsmøder.
Der er således tale om relativt begrænsede opgaver, som en repræsentant for en part skal udføre i forbindelse med gennemførelsen af et betalingspåkrav efter denne ordning. På denne baggrund kan det være mindre betænkeligt at give fri adgang til at fungere som procesfuldmægtig i den forenklede inkassoproces. I den forbindelse bør det understreges, at såfremt skyldneren fremsætter indsigelser mod kravet, vil sagen – såfremt fordringshaveren har anmodet herom – som udgangspunkt overgå til almindelig retssagsbehandling, og fordringshaveren må herefter i givet fald videreføre sagen med en efter retsplejelovens § 260 mødeberettiget repræsentant.
Fremkommer der rettidigt indsigelser mod kravet, kan betalingspåkravet således ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse og får ikke bindende virkning som en dom. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at skyldneren giver fogedretten en ganske kort meddelelse, hvoraf det fremgår, at kravet ikke godkendes. Der stilles ikke krav om angivelse af, hvad indsigelserne nærmere går ud på. Den forenklede inkassoproces kan således afsluttes af skyldneren selv ved en relativ simpel procedure.
I forbindelse med en efterfølgende fogedsag, hvor der ikke skal foregå forhandling om en tvist, følger det allerede af de gældende regler, at skyldneren kan lade sig repræsentere ved enhver uberygtet person over 18 år, ligesom advokater i fogedsager i medfør af retsplejelovens § 136, stk. 8, som udgangspunkt kan give møde for parterne ved enhver uberygtet person over 18 år. I medfør af retsplejelovens § 17 a, stk. 3, kan ikke-juridisk kontorpersonale bemyndiges til at træffe afgørelse i bl.a. fogedsager, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder. I mange fogedsager deltager der således i praksis ikke jurister i sagernes behandling.
På baggrund heraf vil der efter udvalgets opfattelse kunne gives enhver adgang til at repræsentere parterne i den forenklede inkassoproces tillige under en eventuel efterfølgende fogedsag, hvor der ikke skal ske behandling af en tvist.
9.7.2.2. Adgangen til at møde i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist.
Udvalget har endvidere overvejet, om en mulig lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol herudover kan bestå i, at enhver – udover i den forenklede inkassoproces – får adgang til at møde på vegne af en part i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist, f.eks. gennemførelse af udlægsforretninger på grundlag af domme mv., jf. retsplejelovens § 478, stk. 1.
Som anført ovenfor følger det allerede af de gældende regler, at i fogedsager, hvor der ikke skal foregå forhandling om en tvist, behandles sagerne i dag i vid udstrækning af ikke-jurister. De synspunkter, som efter udvalgets opfattelse kan tale for at indføre fri adgang til at fungere som rettergangsfuldmægtig i sager efter den forenklede inkassoproces, jf. ovenfor, gør sig derfor også gældende på dette område.
Pengekrav kan af fogedretten – hvis der foreligger det fornødne udlægsgrundlag – fuldbyrdes gennem udlæg. I praksis lyder de fleste krav på penge, og udlæg er utvivlsomt den vigtigste form for fogedforretning.
Såfremt man har et udlægsgrundlag, og skyldner ikke betaler rettidigt, dvs. inden eksekutionsfristens udløb, kan sagen som udgangspunkt sendes i fogedretten til tvangsfuldbyrdelse af kreditors krav. Fuldbyrdelsesfristerne findes i retsplejelovens §§ 480-486. Fuldbyrdelsesfristen for domme er typisk 14 dage efter dommens afsigelse.
En anmodning til fogedretten om at foretage udlæg skal ikke være skriftlig, men vil i praksis være det. Fogedretten foretager ex officio visse undersøgelser, når den modtager sagen. Efter retsplejelovens § 488, stk. 1, skal fogedrekvisitionen indeholde de oplysninger, som er nødvendige til sagens behandling. Såfremt der ikke er tilstrækkeligt med oplysninger, kan fogedretten enten afvise sagen eller fastsætte en frist for at tilvejebringe disse oplysninger.
Under fogedsagen skal skyldner i medfør af retsplejelovens § 497 give de oplysninger, som fogedretten finder nødvendige til gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen. Ved fuldbyrdelse af pengekrav skal skyldner således give oplysning om sine og sin husstands økonomiske forhold.
Der kan foretages udlæg i en eller flere af skyldnerens genstande, som efter rettens vurdering dækker fordringen. Skyldneren har dog en anvisningsret, således at skyldner kan påvise de aktiver, i hvilke udlæg kan foretages, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1.
I medfør af retsplejelovens § 525 kan fogedretten bl.a. ved udlæg i løsøre bestemme, at det udlagte ikke må fratages skyldneren, hvis denne overholder en afdragsordning, der er fastsat af fogedretten og tiltrådt af skyldneren.
Såfremt skyldner ikke har udlægsegnede genstande, afgiver skyldner insolvenserklæring. Det følger af retsplejelovens § 490, stk. 1, at skyldner som udgangspunkt ikke kan indkaldes til fogedretsmøde før ½ år efter denne erklæring, jf. § 490, stk. 2.
9.7.2.3. Nærmere om grundlaget for udlæg, jf. retsplejelovens § 478.
Betingelserne for, at en kreditor kan foretage udlæg, er, at kravet skal være fastslået på betryggende måde. Efter retsplejelovens § 478 kan bl.a. domme og kendelser, retsforlig, frivillige forlig, gældsbreve, pantebreve, veksler og checks danne grundlag for udlæg.
Det vigtigste udlægsgrundlag er domme, kendelser og betalingspåkrav, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse kan ske på grundlag af domme og kendelser, der efter deres indhold kan tvangsfuldbyrdes. Retsafgørelsen skal endvidere være afsagt af en ret, der efter lovgivningen er kompetent til at afsige eksigible afgørelser, hvilket omfatter såvel de almindelige domstole, dvs. byretterne, landsretterne og Højesteret, som fogedretterne og skifteretterne. Normalt er fogedretterne og skifteretterne selv i stand til at fuldbyrde deres afgørelser i forbindelse med den sag, afgørelsen har relation til.
Der kan endvidere foretages udlæg på grundlag af straffedomme, hvis disse har taget stilling til borgerlige krav, jf. retsplejelovens § 997, stk. 2.
I medfør af lejelovens § 113, stk. 2, kan boligrettens afgørelser og forlig indgået for boligretten tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens bestemmelser om fuldbyrdelse af domme og forlig. Arbejdsrettens domme kan ligeledes tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af domme, jf. lov om Arbejdsretten § 21, stk. 1. Forlig indgået for Arbejdsretten, beslutninger efter § 16, stk. 3, og afgørelser ved mæglings- og afskedigelsesnævn kan fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af forlig, jf. § 21, stk. 2, i lov om Arbejdsretten.
Ifølge voldgiftslovens § 38 kan danske og udenlandske voldgiftskendelser fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme. I forbindelse med fuldbyrdelse er det uden betydning, om voldgiftskendelsen er afsagt af en ad hoc voldgift eller en fast voldgiftsret.
Det følger forudsætningsvis af retsplejelovens § 479, at udenlandske domme mv. ikke umiddelbart kan fuldbyrdes her i landet. Justitsministeren bemyndiges dog efter bestemmelsen til at fastsætte regler, hvorefter sådanne krav kan fuldbyrdes her i landet, såfremt de kan fuldbyrdes i domsstaten, og såfremt fuldbyrdelsen ikke vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden.
Danmark har endvidere tiltrådt flere konventioner, der regulerer spørgsmål om domstolenes internationale kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civilretlige område.
Den vigtigste er EF-domskonventionen af 27. september 1968 med senere ændringer, der er tiltrådt af de 15 ”gamle” EU-lande. Endvidere kan nævnes konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Lugano-konventionen), der regulerer de samme retsområder som EF-domskonventionen i forhold til Norge, Island, Schweiz og Polen.
Inden for de nordiske lande gælder endvidere Den nordiske konvention af 11. oktober 1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse af privatretlige krav.
Udvalget finder det ikke betænkeligt, at enhver – udover i den forenklede inkassoproces – får adgang til at møde på vegne af en part i de ovennævnte tilfælde, der alene vedrører pengekrav, og hvor kravet er objektivt fastlagt forud for fogedsagen, f.eks. ved en dom, et retsforlig etc. Fogedrettens opgave er derfor hovedsagelig af ren eksekutiv karakter. Der vil i de omhandlede sager endvidere være en processuel ligestilling mellem parterne, idet også debitor kan møde ved en partsrepræsentant, jf. retsplejelovens § 260, stk. 5.
10 af udvalgets medlemmer (Mads Bryde Andersen, Jørn Friis, Jesper Hedegaard, Knud A. Knudsen, Marie-Louise Knuppert, Henrik Linde, Janne Pernille Rasmussen, Sys Rovsing, Henrik Schultz, Jakob Thyssen Valerius) finder, at såfremt der under sagens behandling opstår en tvist, må en partsrepræsentant, som ikke er advokat, udtræde af sagen, og sagen må herefter videreføres af en efter retsplejelovens § 260 mødeberettiget repræsentant.
6 andre af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Benedicte Federspiel, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen) finder, at der også bør være adgang for andre partsrepræsentanter end advokater til at møde i de tvistige sager i et vist omfang, jf. nedenfor afsnit 9.7.3.
9.7.2.4. Antallet af sager.
Sager omfattet af den forenklede inkassoproces udgør en betydelig del af det samlede sagsantal ved domstolene. I 2005 modtog fogedretterne således i alt 58.055 sager til behandling efter den forenklede inkassoproces og i alt 157.600 sager om pengekrav. En række af de større byretter i Danmark har oplyst til udvalget, at der i den overvejende del af alle indkomne fogedsager vedrørende pengekrav ikke sker behandling af en tvist. Det må antages, at max. 4 % af sagerne om pengekrav er sager, hvori der behandles en tvist, jf. afsnit 2.2.2.1.2.
En lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol bestående i fri adgang for enhver til at møde som procesfuldmægtig i den forenklede inkassoproces og i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist, vil således medføre, at en meget stor del af det samlede antal sager, som byretterne årligt modtager, kan behandles med repræsentation af andre end advokater.
9.7.2.5. Advokatpålæg.
Såfremt enhver får adgang til at virke som partsrepræsentant i den forenklede inkassoproces og i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist, vil det kunne ske, at parten er repræsenteret ved en procesfuldmægtig, som efter rettens vurdering ikke vil kunne varetage partens interesser forsvarligt under sagen. Udvalget har derfor overvejet, om der i disse – formentlig ganske få – tilfælde kan pålægges parten advokatbistand. Det samme gælder i tilfælde, hvor parten ikke er repræsenteret ved en procesfuldmægtig, men hvor retten skønner, at parten har behov herfor.
I den forbindelse bør det understreges, at såfremt skyldneren i den forenklede inkassoproces fremsætter indsigelser mod kravet, vil sagen som udgangspunkt – såfremt kreditor har anmodet herom – overgå til almindelig retssagsbehandling, og sagen er herefter ikke omfattet af model A.
Det må ligeledes fremhæves, at hvis et betalingspåkrav ikke opfylder kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises sagen ved en beslutning, jf. § 477 c. Det samme gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig, jf. retsplejelovens § 477 c. De pågældende sager vil herefter ikke være omfattet af de i model A omfattede sagstyper, og der er således ikke behov for advokatbeskikkelse eller advokatpålæg i disse sager.
Udvalget finder derfor ikke, at der i sager omfattet af den forenklede inkassoproces er behov for at pålægge parten advokatbistand.
Såfremt der under en udlægsforretning på andet udlægsgrundlag end et betalingspåkrav opstår tvist, vil sagen efter de gældende regler i retsplejelovens § 17 a, stk. 3, skulle overgå til behandling hos en af dommerkontorets jurister. De pågældende sager vil herefter ikke være omfattet af de i model A omfattede sagstyper, og der er således heller ikke behov for advokatbeskikkelse eller advokatpålæg i disse sager.
9.7.2.6. Fri proces.
Der gives ikke fri proces til inkassosager hverken til kreditor eller debitor. En lempelse af advokaters møderetsmonopol i overensstemmelse med den her beskrevne model A giver efter udvalgets opfattelse ikke anledning til at overveje nogen ændringer i denne retstilstand.
Såfremt enhver får adgang til at møde på vegne af en part i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist, vil der dog kunne opstå den situation, at parten i forbindelse med den forudgående retssag, f.eks. en almindelig civil retssag, der danner grundlag for udlægsforretningen, har fri proces.
Det følger af retsplejelovens § 332, stk. 3, at virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans samt fuldbyrdelsen af afgørelsen. I praksis må det antages, at en part, der har været repræsenteret af en advokat under en retssag, fortsat vil anvende denne under en eventuel efterfølgende udlægsforretning. Den foreslåede lempelse af møderetsmonopolet i de ikke-tvistige sager kan efter udvalgets – bortset fra Benedicte Federspiels – opfattelse ikke begrunde en ændring af reglerne om fri proces, og det vil således fortsat kun være advokater, som kan repræsentere en part under en udlægsforretning, som er omfattet af fri proces. Ønsker en part under udlægsforretningen at lade sige repræsentere ved en ikke-advokat, må parten derfor selv afholde udgifterne hertil.
Benedicte Federspiel finder, at dette medfører, at forbrugeren på denne måde stille dårligere med hensyn til fri proces, såfremt forbrugeren vælger en ikke-advokat.
9.7.2.7. Salær og sagsomkostninger.
En beskikket advokat har krav på et passende salær, jf. retsplejelovens § 336 c. Salæret fastsættes af retten bl.a. ud fra en vurdering af, hvad der er rimeligt under hensyn til sagens art og omfang og det med sagen forbundne ansvar.
I sager omfattet af den forenklede inkassoproces er det forudsat, at det sagsomkostningsbeløb, der tillægges for et betalingspåkrav, udgør et fast beløb, der ikke afhænger af en konkret vurdering af den enkelte sag.
Udvalget har i den forbindelse overvejet, om salæret til en advokat og til andre, der repræsenterer en part i den forenklede inkassoproces, bør udmåles ens. Udvalget finder imidlertid at måtte lægge vægt på, at de sagstyper, der omfattes af model A, har et relativt standardiseret præg. Det med sagen forbundne arbejde vil i alt væsentligt være det samme, uanset om partsrepræsentanten er advokat eller ej. Dette taler efter udvalgets opfattelse for at operere med ensartede – typisk takstmæssige – salærer. Der bør således ikke efter udvalgets opfattelse anvendes forskellige takstsystemer.
9.7.2.8. Rettens vejledningspligt.
Byretten har i medfør af retsplejelovens § 339, stk. 4, og § 500, stk. 1, for så vidt angår fogedsager, en pligt til at vejlede parter. Modsætningsvis har retten således ikke nogen vejledningspligt, når parten er repræsenteret af en advokat.
Udvalget har overvejet, om retten på tilsvarende vis bør have en vejledningspligt over for parter, der vælger at lade sig repræsentere ved andre end advokater.
Når parten har valgt at lade sig repræsentere af en anden – uanset om denne er advokat eller andet – finder udvalget, at vedkommende partsrepræsentant bør have den fulde dispositionsadgang over sagen. Udvalget lægger herved endvidere vægt på de af ordningen omfattede sagers ensartede og relativt enkle beskaffenhed. Udvalget finder derfor, at såfremt en part vælger at lade sig repræsentere ved andre end advokater, bør dette føre til, at der ikke gælder nogen vejledningspligt for retten.
9.7.2.9. Genoptagelse og kæremål.
Skyldneren i den forenklede inkassoproces har mulighed for at få en sag genoptaget efter samme regler, som gælder for genoptagelse af en sag, når der er afsagt udeblivelsesdom, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 4. Skyldneren har således krav på, at sagen genoptages, hvis anmodning herom fremsættes inden 4 uger efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser. Indgives anmodningen senere, vil genoptagelse derimod kun undtagelsesvist kunne ske.
Fogedrettens afgørelse i den forenklede inkassoproces kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. retsplejelovens § 477 g. Det drejer sig navnlig om fogedrettens afgørelser om afvisning af sagen og afgørelser om genoptagelse efter § 477 e, stk. 4. Kærefristen er 4 uger, jf. retsplejelovens § 586.
Afgørelser om udlæg kan, medmindre andet er bestemt, kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger, jf. retsplejelovens § 584, stk. 1. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler herfor.
Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget, jf. retsplejelovens § 586, stk. 1.
Hvis enhver får adgang til at virke som partsrepræsentant i såvel den forenklede inkassoproces, som under udlægsforretninger, hvor der ikke sker behandling af en tvist, vil det naturligt indebære, at denne partsrepræsentant tillige vil kunne iværksætte kære af byrettens afgørelser, herunder afgive kæreskrift til landsretten. Den pågældende partsrepræsentant vil derimod ikke kunne møde i landsretten under mundtlig forhandling af kæremålet, hvilket svarer til reglerne i dag, hvor en advokat uden møderet for landsret har samme begrænsninger med hensyn til at optræde som rettergangsfuldmægtig i relation til kæremål.
Udvalget finder derfor ikke grundlag for at stille forslag om en ændring af retsplejelovens regler om genoptagelse og kære.
9.7.2.10. Regler om god skik og tilsyn.
Udvalget har overvejet, om der skal indføres regler om god skik for partsrepræsentanten samt etableres et tilsyn med partsrepræsentantens overholdelse heraf.
De pågældende partsrepræsentanter får adgang til at handle på vegne af parter i sager af mere eller mindre indgribende betydning, hvilket kunne tale for, at der gennemføres en særlig regulering om god skik for disse repræsentanters adfærd. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om, hvorledes sådanne partsrepræsentanter skal agere i forhold til modparten og dennes repræsentant.
Omvendt taler karakteren og omfanget af de pågældende sager imod, at der gennemføres en særlig regulering om god skik mv., idet der netop er tale om sager, hvor der ikke sker behandling af en tvist. Som tidligere anført følger det af reglerne om den forenklede inkassoproces, at såfremt skyldneren fremsætter indsigelser mod kravet, vil sagen som udgangspunkt – såfremt kreditor har anmodet herom – overgå til almindelig retssagsbehandling.
Det må ligeledes fremhæves, at hvis et betalingspåkrav ikke opfylder kravene i §§ 477 a og 477 b, afvises sagen. Det samme gælder, hvis fordringshaverens krav er uklart eller ikke findes begrundet i sagsfremstillingen, eller sagsfremstillingen må antages i væsentlige henseender at være urigtig, jf. retsplejelovens § 477 c. De pågældende sager vil herefter ikke være omfattet af de i model A omfattede sagstyper.
Såfremt der under en udlægsforretning på andet udlægsgrundlag end et betalingspåkrav opstår tvist, vil sagen efter de gældende regler i retsplejelovens § 17 a, stk. 3, skulle overgå til behandling hos en af dommerkontorets jurister.
Udvalget finder på den baggrund ikke behov for at indføre regler om god skik for partsrepræsentanten og derfor heller ikke grundlag for at indføre en ordning med et tilsyn med de pågældende partsrepræsentanters overholdelse af god skik. Særligt for så vidt angår autoriserede inkassovirksomheder bemærkes dog, at Rigspolitichefen fortsat vil skulle føre det tilsyn, som følger af lov om inkassovirksomhed, dvs. tilsynet med overholdelse af reglerne om god inkassoskik, f.eks. om renter og gebyrer, dokumentation for fordringens beståen, varsel om inkassobesøg mv.
Lov om juridisk rådgivning, jf. afsnit 2.5., vil i et vist omfang også omfatte partsrepræsentanter. Lovens § 2, stk. 1, indeholder en generalklausul, hvorefter den, som erhvervsmæssigt yder rådgivning af overvejende juridisk karakter, skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for juridisk rådgivning.
9.7.2.11. Frakendelse af retten til at udføre sager for andre.
Der vil kunne opstå tilfælde, hvor en procesfuldmægtig, der regelmæssigt giver møde i retten, udviser en adfærd, der generelt gør vedkommende uegnet til at optræde på vegne af andre. Der vil også kunne opstå tilfælde, hvor en partsrepræsentants udenretlige adfærd findes at gøre denne uegnet til at optræde på vegne af andre.
Udvalget har derfor overvejet, om der skal indføres adgang til at fratage en procesfuldmægtig retten til at udføre sager for andre.
Det kan i den forbindelse anføres, at det må forventes, at en procesfuldmægtig, der jævnligt optræder i retten på vegne af andre, vil optræde i flere retter. Det vil derfor være vanskeligt for de enkelte retter at sikre et tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse om fratagelse af møderetten. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt at tillægge de enkelte retter kompetencen til at sanktionere procesfuldmægtigenes adfærd ved fratagelse af møderetten.
Dette kunne tale for, at kompetencen hertil i stedet bør tillægges en central administrativ myndighed, idet det herved sikres, at én instans har de fornødne oplysninger om samtlige klager over en repræsentant med henblik på eventuel fratagelse af retten til at udføre retssager for andre. Indberetninger fra domstolene og andre om partsrepræsentanternes adfærd ville derfor i givet fald skulle ske til denne administrative myndighed.
Som anført i forbindelse med overvejelserne om regulering af god skik mv. taler karakteren og omfanget af de pågældende sager dog imod at indføre adgang til at fratage en procesfuldmægtig retten til at udføre sager for andre. Udvalget finder med samme begrundelse ikke behov for en særlig regulering om adgang til at fratage en procesfuldmægtig retten til at udføre sager for andre. Udvalget har endvidere tillagt det vægt, at en optræden fra en procesfuldmægtig, der ikke er advokat, fremover tillige vil kunne være omfattet af lov om juridisk rådgivning, og at overtrædelser heraf vil være selvstændigt sanktioneret efter denne lov. Endelig bemærkes, at der efter straffelovens § 79 består en adgang til rettighedsfrakendelse i forbindelse med strafbare forhold.
9.7.2.12. Autorisationsordning.
Hensynet til at sikre, at kredsen af mødeberettigede partsrepræsentanter er kvalificerede til at repræsentere parter i retten, kunne tale for at indføre en egentlig autorisationsordning, som kendes for såvel advokater som autoriserede inkassovirksomheder. En sådan autorisationsordning ville eventuelt kunne administreres af f.eks. en række faglige organisationer, der er meddelt tilladelse af Justitsministeriet til at udstede autorisationer under nærmere anførte betingelser. Ordningen kunne indeholde et krav om, at adgangen (for andre end advokater) til at møde som rettergangsfuldmægtig var betinget af et tilhørsforhold til en faglig organisation. Imidlertid vil ikke alle mulige partsrepræsentanter være medlem af en faglig organisation, ligesom en sådan ordning vil forudsætte et indgående kendskab til – og et løbende indseende med – de faglige organisationer fra Justitsministeriets side.
Alternativt kunne der indføres en anmeldelsesordning for procesfuldmægtige, f.eks. således at vedkommende skal indgive anmeldelse til den stedlige byret eller en administrativ myndighed. En sådan ordning ville sikre domstolene og myndighederne viden om kredsen af personer, som møder som procesfuldmægtig. Ordningen vil endvidere give borgerne mulighed for på en enkel måde at sikre sig, at den pågældende person er omfattet af kredsen af mødeberettigede.
Det kan dog anføres, at etablering af et autorisationssystem for procesfuldmægtige vil kunne indskrænke den fri møderet, idet der herved opstilles begrænsninger i den kreds af personer, der i givet fald kan møde i retten. Det kan også anføres, at en autorisationsordning – og til dels en anmeldelsesordning – vil kunne bibringe klienterne den opfattelse, at autorisationen eller anmeldelsen er en garanti fra det offentliges side for, at vedkommende partsrepræsentant er tilstrækkelig kvalificeret. På denne baggrund kan udvalget ikke gå ind for en generel ordning, hvor der indføres en autorisations- eller anmeldelsesordning for procesfuldmægtige. Som nævnt i afsnit 5.1.3.2.2., 11.1. og 11.2. finder udvalget – bortset fra Mads Bryde Andersen og Jesper Hedegaard – dog, at der bør indføres en tilladelsesordning, hvorefter juridiske medarbejdere ansat i organisationer, der virker som partsrepræsentanter i det arbejdsretlige system, kan føre sager for byretten vedrørende løn- og ansættelsesforhold.
Det bemærkes afslutningsvis, at autorisationsordningen vedrørende inkassovirksomheder forudsættes opretholdt, ligesom det i øvrigt vil kunne overvejes at intensivere tilsynet på dette område.
Som beskrevet ovenfor finder udvalget, at en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol kan bestå i, at der indføres fri adgang for enhver til at møde som procesfuldmægtig i den forenklede inkassoproces og under udlægsforretninger i fogedretten, hvor der ikke skal ske behandling af en tvist.
6 af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Benedicte Federspiel, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen) finder, at der også bør være adgang for andre partsrepræsentanter end advokater til at møde i de tvistige sager i småsagsprocessen. Endvidere bør der være adgang til at møde under udlægsforretninger i fogedretten, hvor der skal ske behandling af en tvist.
For så vidt angår sager omfattet af reglerne om en særlig småsagsproces vil enhver herefter få adgang til at indlevere processkrifter på vegne af parterne samt adgang til at møde på vegne af en part under retsmøder i sagen, herunder under domsforhandlingen.
Efter reglerne om en særlig småsagsproces må et vist antal sager omfattet af den forenklede inkassoproces forventes at overgå til behandling efter reglerne om en særlig småsagsproces i tilfælde af, at debitor fremkommer med indsigelser. Et stort antal sager vil herudover allerede fra starten blive behandlet efter reglerne om en særlig småsagsprocedure, f.eks. i de småsager, hvor kreditor forventer (eller ved), at debitor har indsigelser mod kravet.
Reglerne i småsagsprocessen er – som i den forenklede inkassoproces – udformet således, at varetagelsen af partens interesser under sagens forberedelse ikke forudsætter, at vedkommende er repræsenteret ved en advokat. Der er således tale om en procesform, hvor det står parterne frit for, om de vil møde selv eller lade sig repræsentere af en advokat. Vælger parterne at lade sig repræsentere af advokat, kan den tabende part pålægges at betale den vindende parts udgifter til advokatbistand. Dette gælder også, selv om sager behandlet efter småsagsprocessen måtte vedrøre en tvist, som kan rejse mere eller mindre vanskelige spørgsmål af retlig og faktisk karakter.
Sager omfattet af den særlige småsagsproces vedrører pengekrav under 50.000 kr., dvs. sager af relativt begrænset værdi. Dette forhold kunne også tale for, at det vil være mindre betænkeligt at ophæve advokaters møderetsmonopol også i denne type af sager.
Sagens værdi findes dog efter de øvrige 10 medlemmers opfattelse (Mads Bryde Andersen, Jørn Friis, Jesper Hedegaard, Knud A. Knudsen, Marie-Louise Knuppert, Henrik Linde, Janne Pernille Rasmussen, Sys Rovsing, Henrik Schultz, Jakob Thyssen Valerius) ikke i sig selv at overflødiggøre behovet for kvalificeret og høj faglig bistand, idet en mindre sag i princippet kan have lige så vidtrækkende betydning for parterne som en sag af større værdi.
Af væsentlig betydning for disse 10 medlemmers opfattelse er også, at der ikke på nuværende tidspunkt bør ændres på reglerne om advokaters møderetsmonopol i en ny procesform, som endnu ikke er trådt i kraft. Disse medlemmer af udvalget finder således, at man bør afvente de første års erfaringer med den særlige småsagsproces, og at man herefter vil have et mere fyldestgørende grundlag for at vurdere konsekvenserne af en ændring af reglerne om advokaters møderetsmonopol i denne sagstype, herunder de økonomiske konsekvenser, der er forbundet hermed.
Disse 10 medlemmer af udvalget fremhæver i den forbindelse, at der er tale om en helt ny procesform, som skal ses i sammenhæng med den generelle retskredsreform, der bl.a. indebærer, at der ved samtlige byretter skal etableres et sekretariat, der kan varetage forberedelsen af sagerne. En sådan ordning indebærer et så væsentligt og afgørende nyt element i domstolsbehandlingen af civile sager, at man bør afvente de første års erfaringer med ordningen, før der tages stilling til en eventuel ændring af reglerne om advokaters møderetsmonopol i denne sagstype. Når småsagsprocessen har fungeret i en periode, vil det herefter kunne være naturligt at overveje reglerne om, hvem der kan virke som partsrepræsentant i disse sager.
6 andre af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Benedicte Federspiel, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen) finder som nævnt, at der også bør være adgang for andre partsrepræsentanter end advokater til at møde i de tvistige sager i et vist omfang.
Disse 6 medlemmer af udvalget finder som de ovenfor nævnte øvrige 10, at sagens værdi ikke i sig selv overflødiggør behovet for kvalificeret og høj faglig bistand, idet en mindre sag i princippet kan have lige så vidtrækkende betydning for parterne som en sag af større værdi.
Som det fremgår af afsnit 9.2-9.4., kan samfundsøkonomiske hensyn tale for en nøje afbalanceret lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i civile sager. De 6 ovenfor nævnte medlemmer af udvalget anfører dertil, at sager omfattet af den særlige småsagsproces vedrører pengekrav under 50.000 kr., dvs. sager af relativt begrænset værdi. Selv om sager af mindre værdi kan være af så væsentlig og principiel betydning for de involverede parter eller andre, at sagens genstand ikke i sig selv overflødiggør behovet for kvalificeret og høj faglig bistand, må de fleste sager omfattet af småsagsprocessen antages generelt at have mindre vidtrækkende betydning for de involverede parter end sager af større værdi. Dette forhold samt de i afsnit
9.2.-9.4. anførte konkurrenceøkonomiske betragtninger taler efter disse 6 medlemmers opfattelse med betydelig vægt for at ophæve advokaters møderetsmonopol også i denne type sager.
I forbindelse med forberedelsen af sager efter småsagsprocessen vil parterne være sikret en betydelig bistand fra retten i form af såvel skriftlig som mundtlig vejledning i udfyldning af blanketterne, ligesom retten varetager den videre forberedelse efter indlevering af stævning og svarskrift og iværksætter eventuel bevisførelse i samråd med parterne. Parternes behov for kvalificeret og høj faglig bistand i forbindelse med forberedelsen af sagen findes derfor efter disse 6 medlemmers opfattelse at være varetaget i fuldt tilstrækkeligt omfang af retten. Den særlige forberedelse i småsagsprocessen i tæt forbindelse med retten må endvidere forventes at begrænse behovet for anvendelsen af juridisk bistand ikke alene under forberedelsen, men også under selve domsforhandlingen, idet det må forventes, at en stor del af de involverede parter vælger selv at møde i retten og altså ikke vil lade sig repræsentere af en advokat eller andre under domsforhandlingen. Endelig kan det anføres, at det må forventes, at særligt komplicerede sager og principielle sager i et vist omfang vil kunne henvises til behandling i den almindelige retsplejes former. På den baggrund finder disse 6 medlemmer, at der vanskeligt kan argumenteres imod en lempelse af møderetsmonopolet på dette punkt, så også andre end advokater kan møde som partsrepræsentant i sager efter småsagsprocessen. De nævnte 6 medlemmer af udvalget finder derfor, at en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol bør omfatte sager omfattet af den særlige småsagsproces.
Som nævnt ovenfor finder de 6 medlemmer tillige, at en lempelse af advokaters møderetsmonopol endvidere bør omfatte udlægsforretninger i fogedretten, hvor der skal ske behandling af en tvist. Disse medlemmer finder, at hensynet til, at parterne kan anvende den samme repræsentant gennem hele processen, taler for tillige at give enhver adgang til at repræsentere parter under en eventuel efterfølgende fogedsag, både i sager, hvor der ikke skal ske behandling af en tvist, og i sager, hvor der skal ske behandling af en tvist. De tvister, der opstår under udlægsforretningerne, vil typisk være ”standardtvister” om f.eks. genstanden for udlæg, som andre end advokater vil kunne varetage på betryggende vis. På den baggrund finder de 6 medlemmer, at andre end advokater tillige skal have adgang til at repræsentere parter under sådanne udlægsforretninger.
9.7.3.1. Antallet af sager.
Som nævnt i afsnit 2.2.2.1.2. modtog retterne i 2005 276.215 fogedsager, hvoraf 58.055 var sager om betalingspåkrav. Domstolsstyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke har statistik over antallet af fogedsager, hvori der behandles en tvist.
Det er således vanskeligt at afgøre, hvor stor en del af det samlede antal fogedsager, som byretterne årligt modtager, som kan behandles med repræsentation af andre end advokater, såfremt reglerne om advokaters møderetsmonopol lempes, således at der gives enhver fri adgang til at møde som procesfuldmægtig i den forenklede inkassoproces og i fogedsager i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav, hvor der ikke sker behandling af en tvist. Det må dog antages, at max. 4 % af sagerne om pengekrav er sager, hvori der behandles en tvist, jf. afsnit
2.2.2.1.2. og 9.7.2.4.
Som tillige nævnt i afsnit 2.2.2.1.2. modtog byretterne i 2005 i alt 67.560 civile sager, heraf
56.302 almindelige sager. 39.879 sager havde en sagsværdi på maksimalt 50.000 kr. og vil således kunne være omfattet af småsagsprocessen.
En lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol til også at omfatte fri adgang for enhver til at fungere som procesfuldmægtig i småsagsprocessen vil således medføre, at ca. 70 % af de almindelige civile sager, som byretterne modtager, kan behandles med repræsentation af andre end advokater.
9.7.3.2. Advokatpålæg.
De ovenfor nævnte 6 af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Benedicte Federspiel, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen), der går ind for en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i småsagsprocessen (model B), finder, at de gældende regler i retsplejeloven om advokatpålæg bør opretholdes for så vidt angår småsagsprocessen. Retten skal således i disse sager kunne pålægge parten en advokat til at udføre sagen, såfremt retten finder, at parten under sagen er repræsenteret ved en procesfuldmægtig, som ikke vil kunne varetage partens interesser forsvarligt under sagen. Disse 6 medlemmer af udvalget har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at sagens værdi ikke i sig selv overflødiggør behovet for kvalificeret og høj faglig bistand, ligesom rettens bistand til parten i forbindelse med forberedelsen ikke i alle tilfælde i tilstrækkeligt omfang kan antages at være tilstrækkeligt til varetagelse af partens interesser i forbindelse med den samlede behandling af sagen.
Det er overvejet, hvorvidt adgangen til at give advokatpålæg i sager omfattet af småsagsprocessen skal ændres til eller suppleres med et ”repræsentationspålæg”, hvorefter parten kan vælge, om vedkommende ønsker bistand fra en advokat eller fra en person, der ikke er advokat.
De ovenfor nævnte 6 medlemmer af udvalget finder imidlertid ikke, at parten skal have mulighed for i sådanne tilfælde at vælge bistand fra en person, der ikke er advokat.
Hvis parten ikke ønsker bistand fra en advokat, men fra en anden person, vil der kunne opstå den situation, at retten vil skulle meddele flere pålæg i samme sag, såfremt den pågældende person ikke formår at varetage sagen på fyldestgørende vis. For at retten ikke skal meddele flere pålæg i samme sag, bør der således efter disse medlemmers opfattelse alene være adgang til at pålægge parten advokatbistand, og der skal således ikke indføres mulighed for ”repræsentationspålæg”. De øvrige 10 medlemmer af udvalget kan tilslutte sig ovenstående.
9.7.3.3. Fri proces, retshjælp og retshjælpsforsikring.
For så vidt angår småsagsprocessen er der i lovændringen om en politi- og domstolsreform lagt op til, at der til hovedforhandlingen skal være mulighed for at opnå fri proces i sager, der behandles efter denne procesordning.
3 af de af udvalgets medlemmer (Benedicte Federspiel, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen), der går ind for en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i småsagsprocessen (model B) finder, at der skal være mulighed for at give fri proces og offentlig retshjælp i småsagsprocessen til andre partsrepræsentanter end advokater.
Offentlig retshjælp ved advokater gives alene til personer, der opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Efter de nugældende regler ydes offentlig retshjælp alene af de advokater, der er antaget til udførelse af fri processager, og af andre advokater, der har meldt sig til sådant arbejde.
De hensyn, der ligger bag reglerne om fri proces og offentlig retshjælp, stiller efter 13 medlemmers (Mads Bryde Andersen, Gry Asnæs, Jørn Friis, Jesper Hedegaard, Knud A. Knudsen, Marie-Louise Knuppert, Henrik Linde, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Janne Pernille Rasmussen, Sys Rovsing, Henrik Schultz, Jakob Thyssen Valerius) opfattelse store krav til den faglige kompetence hos partsrepræsentanten. Formålet med ordningerne er overordnet at sikre borgerne en reel adgang til domstolene, og derfor skal partsrepræsentanten kunne yde retshjælp af en kvalitet, som advokater i kraft af deres uddannelse besidder, men som der ikke er sikkerhed for, at andre partsrepræsentanter vil være i stand til at yde. Når det offentlige således stiller juridisk bistand til rådighed for en person, finder disse 13 medlemmer af udvalget, at det offentlige også bør kunne indestå for kvaliteten af bistanden.
På denne baggrund finder disse 13 medlemmer, at det for så vidt angår ydelse af offentlig retshjælp i forbindelse med småsagsprocessen fortsat skal være advokater, der varetager denne funktion. Med samme begrundelse finder de nævnte medlemmer, at en part, som opfylder de almindelige betingelser for fri proces, alene skal kunne få beskikket en advokat, men ikke en anden partsrepræsentant. Det offentlige skal således alene dække partens omkostninger til en repræsentant, der er advokat.
Erhvervsorganisationen for forsikringsselskaber og pensionskasser (Forsikring og Pension) har vedrørende retshjælpsforsikring i en kommende småsagsproces oplyst over for udvalget, at de almindelige betingelser for privat retshjælpsforsikring i dag er udformet, således at forsikringsdækning er betinget af, at den sikrede har søgt bistand hos en advokat, der har påtaget sig sagen.
Forsikring og Pension er dog af den opfattelse, at denne betingelse ikke bør stille sig hindrende i vejen for en smidiggørelse af retssagsbehandlingen. På den baggrund vil organisationen i samarbejde med forsikringsselskaberne overveje denne betingelse i forsikringsbetingelserne. Formålet hermed vil være i givet fald at skabe adgang for sikrede til at gennemføre småsagsprocessen uden brug af partsrepræsentant, men med forsikringsdækning for de positive udgifter, som i øvrigt er forbundet med processen (retsafgift, pålagte sagsomkostninger mv.). En eventuel lempelse af reglerne må dog eventuelt suppleres med vilkår om, at selskabet – hvor dette findes konkret begrundet – fortsat skal kunne henvise kunden til en advokat som betingelse for forsikringsdækning. Forsikring og Pension understreger i den forbindelse, at en eventuel ændring af vilkårene vil være betinget af, at de almindelige vilkår for at opnå retshjælpsforsikring (herunder, at der skal foreligge en rimelig tvist mv.) fortsat vil være gældende, samt at retten i sin vejledning af parten må opfordre den pågældende til at tage kontakt til sit forsikringsselskab med henblik på – så tidligt som muligt – at få spørgsmålet om forsikringsdækning afklaret.
Forsikring og Pension har ikke i øvrigt taget stilling til den mere præcise afgrænsning af betingelserne.
For så vidt angår spørgsmål om retshjælpsdækning til andre partsrepræsentanter end advokater har Forsikring og Pension oplyst, at det er organisationens opfattelse, at en fri adgang for parterne til at vælge andre repræsentanter end advokater til at føre sagen vil bevirke, at der ikke længere vil kunne opretholdes en ”kvalitetssikring” af, at den bistand, parterne modtager i forbindelse med retssagsbehandlingen, er af tilstrækkelig høj kvalitet. Forsikring og Pension finder, at dette kan medføre risiko for at komme ikke mindst de sikrede til skade. Derudover vil en eventuel udvidelse af dækningen på dette punkt medføre en oplagt misbrugsrisiko, idet parten i givet fald vil kunne vælge f.eks. en nærtstående til at repræsentere sig – også i tilfælde, hvor repræsentation måske slet ikke var nødvendig – for derefter over retshjælpsforsikringen at hæve salær for denne repræsentation.
Forsikring og Pension er således afvisende overfor, at en fri adgang til at lade sig repræsentere af andre end advokater, vil blive fulgt op af en tilsvarende bredtfavnende forsikringsdækning af udgifter til andre partsrepræsentanter end advokater.
De førnævnte 3 af udvalgets medlemmer (Benedicte Federspiel, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen) anfører i den forbindelse, at såfremt der åbnes for, at andre end advokater kan føre visse retssager ved domstolene, bør man ikke på forhånd afskære andre kvalificerede partsrepræsentanter fra at føre sager omfattet af en retshjælpsforsikring. De kvalitetskrav, som selskaberne kan stille i den forbindelse, kan for eksempel honoreres ved, at retshjælpsforsikring gives til sager ført af advokater eller andre partsrepræsentanter, der er godkendt til at føre sager omfattet af ordningen om fri proces og offentlig retshjælp. Det er oplyst overfor udvalget, at de svenske retshjælpsforsikringer, der er af meget ensartet karakter, også omfatter andre partsrepræsentanter end advokater, hvor sådanne findes kvalificerede.
De øvrige 13 medlemmer af udvalget finder på baggrund af det af Forsikring og Pension oplyste dog ikke grundlag for nærmere at overveje spørgsmålet om retshjælpsforsikring i relation til de i model B omhandlede sager. Den omstændighed, at de svenske forsikringsselskaber i et vist omfang yder forsikringsdækning af udgifter til andre partsrepræsentanter end advokater, findes ikke at ændre herpå henset til de store forskelle, der i øvrigt er på henholdsvis de svenske og danske regler om advokater, og de forskelle der er på opbygningen af domstolssystemerne og forsikringssystemerne.
9.7.3.4. Rettens vejledningspligt.
Som nævnt i afsnit 9.7.2.8., følger det af retsplejelovens § 339, stk. 4, at møder en part i en sag, der behandles ved byret, ikke ved advokat, vejleder retten parten om, hvad han bør foretage til oplysning af sagen og i øvrigt til varetagelse af sine interesser under denne.
Med samme begrundelse som anført under model A, jf. ovenfor i afsnit 9.7.2.8., finder 5 (Gry Asnæs, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Schnell-Lauritzen) af de 6 medlemmer, der går ind for fri adgang til at møde som partsrepræsentant i småsagsprocessen, at der heller ikke i sager omfattet af småsagsprocessen skal gælde nogen vejledningspligt for retten, såfremt en part vælger at lade sig repræsentere ved en anden end en advokat. Når parten har valgt at lade sig repræsentere at en anden – uanset om denne er advokat eller andet – følger det efter dette mindretal af udvalgets medlemmers opfattelse af forhandlingsprincippet, at denne skal have den fulde dispositionsadgang over sagen.
Ud fra forhandlingsprincippet finder de nævnte 5 medlemmer således, at såfremt en part har valgt at lade sig repræsentere af en anden, skal denne have den fulde dispositionsadgang over sagen. Finder retten, at partsrepræsentanten ikke varetager partens interesser på forsvarlig vis, bør retten på den baggrund give den pågældende part et advokatpålæg.
Det bemærkes i den forbindelse, at der i sager omfattet af den særlige småsagsproces forudsættes at skulle ske behandling af en tvist af mere eller mindre kompliceret karakter. Særligt i sådanne sager kan det være vanskeligt for retten at vurdere, i hvilket omfang parten (og dennes repræsentant) skal vejledes, ligesom det kan anføres, at man i højere grad end i ikke-tvistige sager ville kunne risikere at anfægte rettens neutralitet i forhold til sagens parter, såfremt retten er pålagt en sådan vejledningspligt.
Benedicte Federspiel finder, at det forhold, at en forbruger i en sag omfattet af småsagsprocessen har søgt bistand hos en ikke-advokat til sagens førelse, ikke bør fritage retten for at yde vejledning.
9.7.3.5. Genoptagelse og anke.
Det fremgår af lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform), at domme afsagt i småsagsprocessen skal kunne appelleres i samme omfang som andre byretsdomme. Det forudsættes, at appelbehandlingen af sådanne domme sker efter en forenklet fremgangsmåde i forhold til de almindelige appelregler, navnlig således at appellen som hovedregel behandles skriftligt. Med hensyn til den lovtekniske udformning af en sådan forenklet appelordning fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget (L 168), at Justitsministeriet finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at fravige hovedreglen om, at appel af domme sker ved anke. Retsplejerådet vil i en senere betænkning overveje udformningen af de almindelige regler om appel, og erfaringerne ved appelordningen i småsagsprocessen vil naturligvis kunne indgå i disse generelle overvejelser.
Det følger af de gældende regler, at en ankestævning skal underskrives af en dertil mødeberettiget advokat, idet ankesagen i modsat fald afvises. Såfremt der gives fri adgang til at møde som procesfuldmægtig i småsagsprocessen, vil et tilsvarende princip føre til, at anke alene kan iværksættes af en procesfuldmægtig, som har møderet for landsretten, dvs. en advokat med møderet for landsretten. Udvalget finder ikke grundlag for at stille forslag om en ændring af reglerne herom.
9.7.3.6. Tilsyn, disciplinære sanktioner og regler om god skik.
I sager omfattet af småsagsprocessen får en partsrepræsentant adgang til at handle på vegne af parter i sager af mere eller mindre indgribende betydning, hvilket taler for, at der i disse sager gennemføres en særlig regulering om god skik for disse repræsentanters adfærd. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om, hvorledes sådanne partsrepræsentanter skal agere i forhold til modparten og dennes repræsentant.
I den forbindelse fremhæver 13 af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Benedicte Federspiel, Jesper Hedegaard, Knud A. Knudsen, Marie-Louise Knuppert, Henrik Linde, Jens Kruse Mikkelsen, Kirsten Weber Olsen, Finn Juul Porsborg, Janne Pernille Rasmussen, Dennis Schnell-Lauritzen, Henrik Schultz, Jakob Thyssen Valerius), at sager, hvori der skal behandles en tvist, generelt må forventes at have en mere indgribende betydning for parterne.
Uanset sagsgenstandens størrelse vil en sag, der behandles efter småsagsprocessen, efter disse medlemmers opfattelse således kunne rejse mere eller mindre vanskelige spørgsmål af retlig og faktisk karakter, hvilket findes at stille krav om en særlig regulering af disse partsrepræsentanters adfærd i disse sager.
For så vidt angår partsrepræsentantens adfærd i retten vil der i et vist omfang være mulighed for indskriden fra rettens side, f.eks. ved at pålægge advokatbistand. Retten vil derimod ikke have nogen mulighed for at kontrollere partsrepræsentantens udenretslige adfærd, og netop på dette område finder de nævnte 13 udvalgsmedlemmer, at der er et særligt behov for at udforme regler om god skik for partsrepræsentantens adfærd. Der vil endvidere skulle føres tilsyn med reglernes overholdelse samt indføres mulighed for pålæg af sanktioner i tilfælde af overtrædelse af regler om god skik.
Hensynet til håndhævelse af regler om god skik for disse partsrepræsentanter i forbindelse med såvel den udenretlige som den indenretlige optræden samt med henblik på at føre et generelt tilsyn med disse repræsentanter kræver efter disse medlemmers vurdering etablering af et egentligt offentligt tilsyns- og disciplinærsystem. Særligt for så vidt angår autoriserede inkassovirksomheder bemærkes, at disse efter gældende ret er undergivet tilsyn fra Rigspolitichefens side, og denne ordning forudsættes opretholdt. Rigspolitichefen vil således fortsat skulle føre det tilsyn, som følger af lov om inkassovirksomhed, dvs. tilsynet med overholdelse af reglerne om god inkassoskik, f.eks. om renter og gebyrer, dokumentation for fordringens beståen, varsel om inkassobesøg mv.
Det bemærkes endvidere, at nogle af de partsrepræsentanter, som er omfattet af model B, tillige vil være omfattet af lov om juridisk rådgivning. Der henvises herved til afsnit 2.5. ovenfor, hvor lovens betydning for disse partsrepræsentanter er nærmere beskrevet.
Generelle regler om god skik for procesfuldmægtige i denne model vil efter de nævnte udvalgsmedlemmers opfattelse bl.a. skulle omfatte regler om, hvorledes en procesfuldmægtig må agere i forhold til modparten, herunder et forbud imod at rette direkte henvendelse til en modpart, som er repræsenteret ved en advokat eller anden procesfuldmægtig, og regler om interessekonflikter mv. Det vil formentlig være mest hensigtsmæssigt, at reglerne fastsættes administrativt af den myndighed, som skal tillægges kompetence til at føre tilsyn, behandle klager og fratage adgangen til at fungere som procesfuldmægtig, jf. nedenfor.
Et tilsyns- og disciplinærsystem for procesfuldmægtige bør efter disse medlemmers opfattelse give mulighed for at fratage en procesfuldmægtig retten til at udføre sager for andre.
Det må forventes, at en procesfuldmægtig, der jævnligt optræder i retten på vegne af andre, vil optræde i flere retter. Det vil derfor være vanskeligt for de enkelte retter at sikre et tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse om fratagelse af møderetten. Det vil formentlig derfor ikke være hensigtsmæssigt at tillægge de enkelte retter kompetence til at føre tilsyn med og sanktionere procesfuldmægtigenes adfærd.
Dette hensyn taler efter de nævnte 13 udvalgsmedlemmers opfattelse for, at kompetencen hertil således bør tillægges en central administrativ myndighed, idet det herved sikres, at én instans har oplysninger om samtlige klager over en repræsentant og derfor er i besiddelse af de fornødne oplysninger med henblik på eventuel fratagelse af retten til at udføre retssager for andre. Indberetninger fra domstolene og andre om partsrepræsentanternes adfærd skal derfor ske til denne administrative myndighed.
Af hensyn til sagernes omfang og karakter vil der næppe i første omgang være behov for oprettelse af et omfattende administrativt organ til at føre tilsyn med og behandle klager over partsrepræsentanter og fratage retten til at optræde som partsrepræsentant. Der findes derfor ikke grundlag for at oprette en ny administrativ myndighed til varetagelse af sådanne opgaver. Kompetencen kan formentlig mest hensigtsmæssigt tillægges Justitsministeriet, der i forvejen behandler sager om advokater, herunder sager om beskikkelse og nægtelse af beskikkelse, jf. retsplejelovens §§ 119 og 121. Fratager Justitsministeriet en partsrepræsentant adgangen til at give møde for andre i retten, bør denne afgørelse kunne indbringes for domstolene.
På baggrund af de første års erfaringer med en lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol bør problemstillingen tages op igen med henblik på vurdering af, om der findes at være behov for et andet – evt. mere omfattende – uafhængigt system til behandling af de pågældende sager.
Bestemmelser om en offentlig tilsyns- og disciplinærmyndighed for andre partsrepræsentanter end advokater kan indsættes som et selvstændigt kapitel i retsplejeloven. Udvalget har ikke fundet anledning til at stille forslag herom.
9.7.3.7. Sanktioner
Som anført i afsnit 9.7.3.6. finder udvalget, at der administrativt bør fastlægges regler om god skik for procesfuldmægtige i småsagsprocessen, og at det formentlig vil være mest hensigtsmæssigt, at reglerne fastsættes administrativt af den myndighed, som tillægges kompetence til at føre tilsyn, behandle klager og fratage adgangen til at fungere som procesfuldmægtig.
Som det ligeledes fremgår ovenfor, finder udvalget, at Justitsministeriet bør tillægges kompetence til at føre tilsyn med og behandle klager over andre partsrepræsentanter end advokater. Udvalget finder, at Justitsministeriet i den forbindelse bør have mulighed for at fratage en procesfuldmægtig retten til at udføre sager for andre, såfremt denne gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af reglerne om god skik. Det samme bør gælde, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.
Herudover bør Justitsministeriet efter udvalgets opfattelse i mindre grove tilfælde eller enkeltstående tilfælde af overtrædelser af reglerne om god skik kunne udtale kritik af den procesfuldmægtiges optræden.
Som nævnt ovenfor under afsnit 9.7.3.6. finder udvalget, at spørgsmålet om fratagelse af retten til at optræde som partsrepræsentant for andre bør være undergivet domstolsprøvelse. Domstolene vil således kunne tage stilling til fratagelsens berettigelse bl.a. på grundlag af parternes oplysninger herom.
9.7.3.8. Autorisationsordning.
Med samme begrundelse som anført under model A finder udvalgets medlemmer, at der heller ikke for så vidt angår de partsrepræsentanter, der er omfattet af model B, bør indføres en særlig autorisations- eller anmeldelsesordning for sådanne partsrepræsentanter.
9.7.3.9. Ansvarsforsikring.
Udvalget har overvejet, om der bør stilles krav om, at partsrepræsentanten tegner en obligatorisk ansvarsforsikring til dækning af det økonomiske erstatningsansvar, som måtte opstå i forbindelse med partsrepræsentantens deltagelse i den særlige småsagsproces.
De pågældende partsrepræsentanter må forventes at komme til at bestå af en meget uhomogen gruppe med meget forskellig uddannelses- og beskæftigelsesmæssig baggrund, der ikke for størstedelens vedkommende vil have som hovedbeskæftigelse at optræde som partsrepræsentant for andre. En vis andel af partsrepræsentanterne vil formentlig alene optræde som partsrepræsentant i en enkeltstående sag. Det vil derfor formentlig ikke være muligt for forsikringsselskaberne at lave en standardiseret ansvarsforsikring på området. Adgangen til – og prisen for – at tegne ansvarsforsikring vil således skulle afgøres efter en helt konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Forsikringsselskaberne vil formentlig være ganske tilbageholdende med at tegne forsikringer på dette marked, og reelt vil en række procesfuldmægtige muligvis aldrig kunne tegne en forsikring. Denne gruppe vil som følge heraf være afskåret fra at operere på markedet. For andre grupper må det antages, at præmien kan blive så høj, at også disse grupper i vidt omfang vil være afskåret fra at tilbyde partsrepræsentation.
Udvalget finder således, at et krav om ansvarsforsikring i praksis vil kunne afskære en række rådgivere fra adgangen til at praktisere på dette område og derved i realiteten begrænse adgangen til markedet. På den baggrund finder udvalget – bortset fra Benedicte Federspiel – ikke, at der bør stilles krav om at partsrepræsentanten skal tegne en obligatorisk ansvarsforsikring til dækning af det økonomiske erstatningsansvar, som måtte opstå i forbindelse med partsrepræsentantens optræden.
Benedicte Federspiel finder, at der såvel i forbindelse med procesførelse som ved juridisk rådgivning bør indføres et egentligt krav om ansvarsforsikring.
Udvalget – bortset fra Benedicte Federspiel – finder, at hensynet til beskyttelsen af aftagerne af den procesfuldmægtiges bistand vil være tilgodeset i tilstrækkelig grad ved at indføre en oplysningspligt for rådgiveren med hensyn til forsikringsdækningen. Derved vil det være op til den enkelte aftager af bistand fra en procesfuldmægtig at afgøre, om vedkommende vil købe den ydelse, som den enkelte procesfuldmægtige tilbyder.
En procesfuldmægtigs manglende eller urigtige oplysning om forsikringsdækning vil kunne være i strid med reglerne om god skik og i grove eller gentagne tilfælde kunne medføre en fratagelse af retten til at optræde som partsrepræsentant for andre.
Lov om juridisk rådgivning vil også omfatte nogle af de procesfuldmægtige, som efter udvalgets forslag får mulighed for at fungere som partsrepræsentant i det i model B beskrevne omfang. En lang række procesfuldmægtige, der erhvervsmæssigt driver virksomhed med rådgivning af overvejende juridisk karakter, vil således fremover tillige være omfattet af reglerne i lov om juridisk rådgivning, herunder reglerne om oplysningspligt for rådgiveren med hensyn til forsikringsdækning.
En lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i civile sager – udover i det ovenfor under model A og B beskrevne omfang – kan bestå i, at der indføres fri adgang for enhver til at fungere som procesfuldmægtig i alle civile byretssager, der fremover behandles af én dommer.
En lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol vil således omfatte de sager, der fremover vil blive behandlet i byretten som første instans af én juridisk dommer, dvs. også i vidt omfang i sager, hvor der forventes behandlet en tvist af mere eller mindre omfattende eller kompliceret karakter.
Såfremt reglerne om advokaters møderetsmonopol i byretten ændres, så der fremover indføres fri adgang til at møde som procesfuldmægtig i alle civile byretssager, der fremover behandles af én dommer, bør adgangen til at møde i fogedretten lempes på tilsvarende vis, dvs. at der indføres fri adgang til at repræsentere parterne i fogedretten i alle sagstyper, f.eks. forbudssager.
Ingen af udvalgets medlemmer finder på nuværende tidspunkt at kunne gå ind for en sådan model for lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol.
3 af udvalgets medlemmer (Gry Asnæs, Finn Juul Porsborg, Dennis Schnell-Lauritzen) er enige i, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at gå ind for den ovennævnte model C. Disse medlemmer peger dog på, at spørgsmålet om yderligere lempelse af møderetsmonopolet i byretssager bør overvejes på ny inden for en kortere årrække. Det skyldes især, at der netop er vedtaget en ny lov50, der gør det muligt for andre end advokater at markedsføre juridisk rådgivning. Disse medlemmer finder, at erfaringerne og markedsudviklingen med de kommende juridiske rådgivere giver et bedre udgangspunkt for at drøfte spørgsmålet om møderetsmonopolet. Disse medlemmer finder i øvrigt, at man kan betinge juridiske rådgiveres møderet i byretssager af gennemførelse af kurser, prøvesager og tegning af ansvarsforsikring som nævnt i afsnit 5.1.3.5.1. om udvalgets overvejelser om det pligtmæssige medlemskab, krav om medlemskab for at anvende advokattitlen (model 4), jf. det der er benævnt som "den første løsning" om registrerede procesfuldmægtige, snarere end at tillade enhver at møde som partsrepræsentant i visse byretssager
1 medlem (Benedicte Federspiel) er enig i ovenstående, men kan kun gå ind for en lempelse i forbindelse med byretssager, såfremt der samtidigt åbnes op for, at der kan ydes fri proces og retshjælp, samt at retshjælpsforsikring også vil kunne anvendes i sådanne tilfælde.
Fodnoter
46 Meddelelse fra Kommissionen. KOM(2004) 83 endelig.
47 ”Competition in Professional Services”, DAFFE/CLP (2002)2, OECD, 2000
48 EU-Kommissionens rapport af 9. februar 2004 om konkurrenceforholdene vedrørende professionelle tjenesteydelser.
49 ”Competition in Professional Services”, DAFFE/CLP(2000)2, OECD, 2000.
50 Lov nr. 419 af 9. maj 206 om juridisk rådgivning.