Dansk straffemyndighed
Betænkning nr. 1488
Kapitel 10. Straffemyndighed i forhold til forsøg og medvirken

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 10. Straffemyndighed i forhold til forsøg og medvirken

10.1. Indledende bemærkninger

Forsøgs- og medvirkenshandlinger giver anledning til særlige overvejelser om rækkevidden af dansk straffemyndighed i de situationer, hvor handlingerne har tilknytning til både Danmark og udlandet.

Situationen kan for det første være den, at forsøgs- og medvirkenshandlinger er foretaget i udlandet med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i Danmark (nedenfor under afsnit 10.2). Endvidere kan situationen være den omvendte, hvor sådanne handlinger er foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet (nedenfor under afsnit 10.3).

10.2. Forsøg/medvirken i udlandet – fuldbyrdelse i Danmark

10.2.1. Straffelovens § 9

10.2.1.1. Som nærmere beskrevet ovenfor under afsnit 4.2 følger det af straffelovens § 9 om virkningsprincippet, at en handling foretaget uden for Danmark tillige anses for foretaget her i landet, hvis handlingen enten får virkning her i landet eller er tilsigtet at skulle have virkning her i landet. Som videre anført sammesteds er det en forudsætning for, at en handling også kan lokaliseres til Danmark efter virkningsprincippet, at den her i landet indtrådte eller tilsigtede virkning er afgørende for, om der overhovedet foreligger en strafbar handling, eller om der foreligger en strafforhøjende omstændighed (jf. herved også sondringen i den juridiske litteratur mellem relevante og irrelevante virkninger, jf. nærmere afsnit 4.2.2.4 ovenfor).

Straffelovens § 9 indebærer bl.a., at handlinger, som er foretaget i udlandet, og som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse her i landet, er omfattet af dansk straffemyndighed.[137] Tilsvarende vil dansk straffemyndighed efter § 9 omfatte den, der ved tilskyndelse, råd eller dåd i udlandet har medvirket til en forbrydelse her i landet.[138]

Som følge af bestemmelsen vil der kunne foreligge dobbelt gerningssted i tilfælde af eksempelvis telefonisk planlægning, instruktion mv. fra et land til et andet land.[139] I sådanne tilfælde vil en lovovertrædelse således kunne lokaliseres både til det land, hvor forsøgs- eller medvirkenshandlingen (planlægningen mv.) foretages, og til det land, hvor lovovertrædelsen fuldbyrdes/tilsigtes fuldbyrdet.

10.2.1.2. Strafansvar her i landet for forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget i udlandet med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i Danmark forudsætter, at dansk rets materielle betingelser for straf for forsøg eller medvirken (jf. navnlig straffelovens §§ 21-24) er opfyldt, jf. herved straffelovens § 10, stk. 1 (omtalt ovenfor under afsnit 7.2), hvorefter afgørelsen af såvel straf som andre retsfølger af en handling skal ske efter dansk lovgivning.

Det er derimod ingen betingelse, at der foreligger dobbelt strafbarhed. Strafansvar her i landet forudsætter således ikke, at den fuldbyrdede forbrydelse (eller forsøgs- eller medvirkenshandlingen) er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor forsøgs- eller medvirkenshandlingen er foretaget.[140] Dette er i overensstemmelse med de grundlæggende hensyn bag territorialprincippet og virkningsprincippet, hvorefter en stat suverænt har kompetence til at retsforfølge overtrædelser, der lokaliseres til – det vil sige begås på eller har virkning på – statens territorium.

Det er endvidere ingen betingelse, at der er tale om forsøg eller medvirken i forhold til strafbare forhold omfattet af en dansk materiel straffebestemmelse med eksterritorial gyldighed (jf. herom ovenfor under afsnit 5.4). Der vil således efter straffelovens § 9 eksempelvis her i landet efter omstændighederne kunne pålægges straf for medvirken (jf. straffelovens § 23) i forhold til den person, der fra Frankrig tilskynder en håndværker til at se bort fra dansk byggelovgivning i forbindelse med opførelse af en bygning i Danmark. Hvis lovovertrædelsen ikke fuldbyrdes her, vil der efter omstændighederne kunne pålægges straf for forsøg (jf. straffelovens § 21). Det bemærkes, at forsøg på overtrædelse af særlovgivningen i mange tilfælde vil være straffri som følge af straffelovens § 21, stk. 3, hvorefter der som hovedregel kun kan straffes for forsøg på en lovovertrædelse, hvis lovovertrædelsen kan straffes med mere end 4 måneders fængsel.

10.2.2. Straffemyndighed på andet grundlag

Dansk straffemyndighed vil i de her omtalte tilfælde af forsøg og medvirken efter omstændighederne også kunne støttes på andet grundlag end straffelovens § 9.

Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor en dansk statsborger i udlandet foretager forsøgs- eller medvirkenshandlinger, der tager sigte på fuldbyrdelse i Danmark af forhold omfattet af en dansk materiel straffebestemmelse med eksterritorial gyldighed, og hvor de pågældende forsøgs- eller medvirkenshandlinger også er strafbare i det land, hvor handlingerne foretages.

I sådanne tilfælde vil dansk straffemyndighed i forhold til forsøgs- eller medvirkenshandlingerne også kunne støttes på straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. I de tilfælde, hvor dansk straffemyndighed efter det ovenfor anførte støttes på straffelovens § 9, vil et supplerende jurisdiktionsgrundlag efter § 7 imidlertid være uden praktisk relevans.

Dansk straffemyndighed vil eksempelvis også kunne støttes på straffelovens § 8, nr. 5, i de tilfælde, hvor forsøgs- eller medvirkenshandlingerne er omfattet af en konventionsmæssig pligt til at have straffemyndighed.

10.3. Forsøg/medvirken i Danmark – fuldbyrdelse i udlandet

10.3.1. Problemstilling

Spørgsmålet om mulighederne for efter gældende ret at foretage retsforfølgning her i landet for forsøgs- eller medvirkenshandlinger foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet er på flere områder forbundet med en vis usikkerhed, jf. nedenfor.

10.3.1.1. Jurisdiktionsgrundlag

Som omtalt ovenfor under afsnit 4.1 følger det af straffelovens § 6, nr. 1, om territorialprincippet, at handlinger, der foretages i den danske stat, hører under dansk straffemyndighed. Der vil således kunne pålægges straf ved danske domstole for sådanne handlinger, hvis handlingerne er omfattet af en dansk materiel straffebestemmelse.

Straffelovens § 6, nr. 1, hjemler bl.a. dansk straffemyndighed i forhold til strafbare forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse af en forbrydelse her i landet.

Det er derimod forbundet med en vis usikkerhed, om straffelovens § 6 – frem for § 7 (eller § 8) – også danner grundlag for dansk straffemyndighed for forsøgs- eller medvirkenshandlinger foretaget her i landet i tilfælde, hvor forbrydelsen fuldbyrdes eller er tiltænkt at skulle fuldbyrdes i udlandet.

Der er hverken i forarbejderne til straffelovens §§ 21-24 om straf for forsøg og medvirken eller i forarbejderne til straffelovens jurisdiktionsbestemmelser anført noget nærmere til belysning af dette spørgsmål.

Som anført ovenfor under afsnit 10.2 fastsætter straffelovens § 9, at en handling, der har visse strafferetligt relevante virkninger i Danmark, skal betragtes som foretaget her i landet, selv om handlingen er foretaget i udlandet. Bestemmelsen hjemler som anført (bl.a.) dansk straffemyndighed for forsøgs- eller medvirkenshandlinger foretaget i udlandet med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse her i landet.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er dansk straffemyndighed i den omvendte situation – det vil sige for forsøgs- eller medvirkenshandlinger foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet – kan næppe besvares alene på grundlag af straffelovens § 9, uanset at bestemmelsen efter sin ordlyd ikke er begrænset til tilfælde, hvor handlingen begås i udlandet.

10.3.1.2. Eksterritorial gyldighed

Som anført ovenfor under afsnit 5.4.1 kan retsforfølgning her i landet for handlinger foretaget i udlandet kun gennemføres til domfældelse, hvis den danske materielle straffebestemmelse, der menes at være overtrådt, også skal iagttages uden for det danske territorium (eksterritorialitet). I modsat fald foreligger der ingen (dansk) lovovertrædelse i kraft af udlandshandlingen.

Som videre anført sammesteds kan der i en given situation principielt tænkes at være dansk straffemyndighed, selv om strafansvar kan være udelukket som følge af straffebestemmelsens manglende eksterritorialitet. Omvendt kan en straffebestemmelse tænkes at have eksterritorialitet, selv om retsforfølgning konkret kan være udelukket som følge af manglende dansk straffemyndighed.

For så vidt angår spørgsmålet om eksterritorialitet i forhold til pådømmelsen af en forsøgs- eller medvirkenshandling, der er foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet, må det antages, at der skal være tale om forsøg eller medvirken i forhold til strafbare forhold omfattet af en dansk materiel straffebestemmelse med eksterritorial gyldighed. I modsat fald tager forsøgs- eller medvirkenshandlingen ikke sigte på en fuldbyrdet udlandshandling, der efter dansk ret er strafbar.

Hvis den forsøgs- eller medvirkenshandling, der er foretaget her i landet, alene angår strafbare forhold omfattet af en straffebestemmelse, der er territorialt begrænset, vil der således ikke kunne pålægges straf her i landet for forsøg eller medvirken med tilknytning til udlandet. Dette gælder, uanset om der konkret måtte være dansk straffemyndighed i forhold til selve forsøgs- og medvirkenshandlingen.[141]

10.3.1.3. Dobbelt strafbarhed

Strafansvar for forsøgs- eller medvirkenshandlinger foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet forudsætter ligesom i den omvendte situation (jf. ovenfor under afsnit 10.2), at dansk rets materielle betingelser for straf for forsøg eller medvirken er opfyldt, jf. også straffelovens § 10, stk. 1.

Det er forbundet med en vis usikkerhed, om der herudover (modsat ovenfor) også skal være tale om forsøg eller medvirken rettet mod en handling, der i sin fuldbyrdede form er strafbar efter lovgivningen i det land, hvor fuldbyrdelsen er tilsigtet eller indtræder (dobbelt strafbarhed).

Der kan i forbindelse med overvejelserne om grundlaget for dansk straffemyndighed i disse tilfælde for det første rejses spørgsmål om, hvorvidt dansk straffemyndighed kræver, at det fuldbyrdede forhold er strafbart efter fuldbyrdelseslandets lovgivning (dobbelt strafbarhed i forhold til fuldbyrdelsen).

I de tilfælde, hvor den fuldbyrdede forbrydelse er strafbar i fuldbyrdelseslandet, kan det for det andet overvejes, om forsøgs- og medvirkenshandlinger kun er omfattet af dansk straffemyndighed, hvis de pågældende handlinger også i fuldbyrdelseslandet betragtes som strafbare forsøgs- eller medvirkenshandlinger (dobbelt strafbarhed i forhold til forsøgs-/medvirkenshandlingen).

10.3.2. Retspraksis

Der foreligger kun få trykte domme, som berører de spørgsmål, der er beskrevet ovenfor under afsnit 10.3.1.

Fra trykt retspraksis kan nævnes følgende:

VLD af 19. april 1996 (7. afdeling).[142] En person var tiltalt for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 627 af 29. august 1991 om halekupering af visse hunderacer ved at have ladet et kuld hundehvalpe halekupere, idet han i Tyskland lod halerne omsnøre med gummibånd, hvorpå han samme dag kørte hvalpene til Danmark, hvor halerne efterfølgende faldt af. Landsretten frifandt tiltalte, selv om det pågældende indgreb (halekupering) – der ikke var strafbart i Tyskland – ville have været strafbart, hvis det var foretaget i Danmark. Landsretten fandt, at forholdet var fuldbyrdet i Tyskland og derfor ikke hørte under dansk straffemyndighed.

Frifindelsen skyldes formentlig, at bekendtgørelsen om halekupering blev anset for ikke at have eksterritorial gyldighed og derfor ikke omfatter fuldbyrdede handlinger i udlandet. Dommen omtaler ikke spørgsmålet om straffemyndighed i forhold til eventuelle forudgående handlinger foretaget her i landet (transporten af hundene fra Danmark til Tyskland mv.). Det bemærkes herved, at sådanne handlinger – hvis de ikke havde ført til en fuldbyrdet forbrydelse – ikke (selvstændigt) kunne have været straffet som forsøg, idet bekendtgørelsen om halekupering alene hjemlede straf af bøde og hæfte, jf. herved (dagældende) § 21, stk. 3, i straffeloven om straffrie forsøg (også omtalt ovenfor under afsnit 10.2.1).

U 1998.877 H. Tiltalte havde i Danmark fremstillet en brevbombe, der blev anbragt i et brev med adressat i England. Brevet blev afleveret i en postkasse i Sverige, hvorfra det blev fjernet af svensk politi. Bomben viste sig ikke at virke, og forsøget var derfor ikke strafbart efter svensk ret (et utjenligt forsøg). Landsretten fandt forholdet omfattet af straffelovens § 6, nr. 1. Tiltalte ankede til hjemvisning med den begrundelse, at retsbelæringen vedrørende forsøget var forkert, idet retsformanden havde udtalt, at sagen alene vedrørte handlinger foretaget i Danmark, og at strafansvaret derfor alene var reguleret af dansk ret. Højesteret fandt ikke retsbelæringen urigtig og anførte: ”Fremstilling af en brevbombe her i landet hører under dansk straffemyndighed, jf. straffelovens § 6, nr. 1, uanset hvor modtageren befinder sig, og uanset hvor afgivelsen til postbesørgelse sker.”

Om dommen bemærkes, at der ikke var tvivl om, at det at dræbe eller forulempe modtageren af en brevbombe også var strafbart efter engelsk ret (og svensk ret). Der forelå dermed utvivlsomt dobbelt strafbarhed, og der var således ikke tale om en handling, der i Danmark var strafbar som forsøg, selv om den fuldbyrdede forbrydelse ville have været straffri i virkningslandet (England).

Der er i den juridiske litteratur (jf. nærmere nedenfor under afsnit 10.3.3) rejst spørgsmål ved, om dommen kan tages som udtryk for, at det for så vidt angår spørgsmålet om dansk straffemyndighed er afgørende, at forberedelseshandlingen i Danmark isoleret set er strafbar, eller om dommen derimod er udtryk for, at enhver forberedelseshandling foretaget her i landet er omfattet af dansk straffemyndighed efter § 6.

Der foreligger ingen trykte domme om straf for forberedelseshandlinger foretaget her i landet med tilsigtet eller indtrådt ”fuldbyrdelse” i udlandet af handlinger, der er fuldt lovlige det pågældende sted, jf. dog muligvis den omtalte dom om halekupering.

10.3.3. Den juridiske litteratur[143]

Spørgsmålet om grundlaget for dansk straffemyndighed i forhold til forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet er omtalt flere steder i den juridiske litteratur.

10.3.3.1. Spørgsmålet blev allerede berørt af Torp i tilknytning til den dagældende § 2 i straffeloven af 1866, hvorefter loven var anvendelig på ”alle i kongeriget begåede strafbare handlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hørte hjemme” (jf. territorialprincippet). Torp antog, at § 2 hjemlede straffemyndighed i forhold til den person, der her i landet foretog en forberedelseshandling, men udførte iværksættelseshandlingen i udlandet. Vedkommende kunne dog kun straffes her i landet for forsøg, ikke for den fuldbyrdede handling. Torp antog endvidere, at § 2 indebar, at en person her i landet kunne straffes for medvirken, hvis vedkommende i Danmark medvirkede til, at en anden i udlandet iværksatte en forbrydelse.[144] Torps forståelse af 1866-lovens § 2 svarede til opfattelsen hos Goos[145] (der i øvrigt synes at afvise et krav om dobbelt strafbarhed i disse tilfælde[146]). Det bemærkes, at 1866-loven ikke havde en bestemmelse svarende til den gældende § 9 om virkningsprincippet.

10.3.3.2. For så vidt angår straffeloven af 1930 er det af Hurwitz anført, at det følger af lovens § 9 (jf. ordet ”tillige”), at ”en forbrydelse altid kan betragtes som foretaget på det sted, hvor den ulovlige virksomhed er begået, uanset hvor virkningen falder. Det kan ikke kræves, at hele den forbryderiske virksomhed er foretaget indenfor landets område. Når blot væsentlige dele deraf er foretaget her i landet, omfattes forholdet af dansk strafferet ifølge virksomhedsprincippet, og det antages, at dette gælder forholdet i sin helhed, altså også den udenfor landet faldende supplerende virksomhed”.[147]

Hurwitz’ opfattelse er udtryk for den såkaldte enhedsteori, hvorefter en forbrydelse betragtes som begået både på virksomhedsstedet (gerningsstedet) og på virkningsstedet.[148] Det af Hurwitz anførte indebærer, at dansk straffemyndighed i de anførte tilfælde støttes på straffelovens § 6 om territorialprincippet, således som dette suppleres af § 9 om virkningsprincippet. Det er ikke omtalt af Hurwitz, om dansk straffemyndighed forudsætter, at den i udlandet foretagne supplerende virksomhed skal udgøre fuldbyrdelse af en forbrydelse efter den dér i landet gældende lovgivning (dobbelt strafbarhed). Det er endvidere ikke udtrykkelig anført, om der i de omhandlede tilfælde straffes for forsøg eller for den fuldbyrdede forbrydelse. Enhedsteorien må dog formodentlig antages at føre til sidstnævnte resultat (og at der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed).

10.3.3.3. Til dels lignende synspunkter som anført af Hurwitz findes andre steder i litteraturen, hvor det gøres gældende, ”at i hvert fald en forberedelse, der omfatter selve iværksættelseshandlingen, men måske også forberedelse, der omfatter handlinger på iværksættelsesstadiet inden selve iværksættelseshandlingen, som udgangspunkt er undergivet dansk straffemyndighed efter § 6, nr. 1.”. Samtidig anføres U 1998.877 H (omtalt ovenfor under afsnit 10.3.2) som muligt udtryk for Hurwitz’ opfattelse.[149]

10.3.3.4. Greve anfører om spørgsmålet, at hvis en forbrydelse skulle have været fuldbyrdet i udlandet, er det tilstrækkeligt for at skabe dansk straffemyndighed, at en (strafbar) forsøgshandling udføres i Danmark.[150] Greve anfører ikke det nærmere grundlag for dansk straffemyndighed, men henviser dog til den ovenfor omtalte U 1998.877 H, hvor dansk straffemyndighed blev støttet på straffelovens § 6.

Greve anfører endvidere, at ”hvis en forbrydelse skulle have været fuldbyrdet i udlandet, må der antagelig kræves dobbelt strafbarhed, hvis der blot er tale om en forsøgshandling. Handlinger er jo kun strafbare som forsøg, hvis det tilsigtede ville være strafbart (jf. § 21 ”udførelsen af en forbrydelse”). Hvis den fuldt udviklede handling ville være straffri, f.eks. fordi virkningen indtræder i et land, hvor virkningen ikke er strafbar, er ”forsøgshandlingen” heller ikke strafbar, selv om den ville have været det, hvis virkningen indtrådte i Danmark. Det afgørende er det land, hvor fuldbyrdelsen skulle finde sted…”.[151] I den forbindelse nævner Greve to eksempler: 1) En dansk søster og hendes bror bestiller hér billet til Frankrig, hvor de vil bosætte sig, fordi blodskam mellem søskende er lovligt i Frankrig. 2) En dansker bestiller herhjemme feriebillet til Eritrea for bl.a. at tygge khat. I begge tilfælde anføres, at de nævnte personer ikke kan straffes for deres forberedelseshandlinger i Danmark. Greve synes i sådanne tilfælde at støtte straffriheden på manglende dansk materiel straffehjemmel (ud fra en fortolkning af straffelovens § 21) frem for på manglende dansk straffemyndighed.

10.3.3.5. Toftegaard Nielsen anfører i tilknytning til den ovenfor omtalte U 1998.877 H, at ”muligvis har Højesteret ment, at det var afgørende, at forberedelseshandlingen i Danmark isoleret set var strafbar, muligvis at enhver forberedelseshandling skaber værneting efter § 6”.[152] Sammesteds anfører Toftegaard Nielsen, at den vide fortolkning medfører, at ”en udlænding, der i Danmark foretager en forberedelseshandling til en handling, han senere fuldt lovligt vil foretage i sit hjemland, kan straffes, hvis den fuldbyrdede handling ville have været strafbar, hvis den blev foretaget i Danmark. Det er usandsynligt, at domstolene vil gå så vidt.” Toftegaard Nielsen anfører i tilknytning hertil, at det er ”problematisk at fortolke straffeloven således, at forsøgs- og medvirkenshandlinger, der alene vedrører fuldt lovlige ”fuldbyrdelser” i udlandet, gøres strafbare efter § 6”.

10.3.3.6. På baggrund af den omtalte litteratur må det konstateres, at spørgsmålet om grundlaget for dansk straffemyndighed i forhold til forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget i Danmark med tilsigtet eller indtrådt fuldbyrdelse i udlandet er præget af uenighed.

10.3.4. Lovforarbejder

10.3.4.1. 2003-lovændringen om kvindelig omskæring

Spørgsmålet om muligheden for at straffe med hensyn til forsøgs- og medvirkenshandlinger med tilknytning til udlandet blev udtrykkelig omtalt i forarbejderne til den særlige jurisdiktionsbestemmelse i straffelovens § 7, stk. 3, ved tilfælde af kvindelig omskæring foretaget i udlandet, jf. lovforslag nr. L 183 (fremsat den 12. marts 2003).

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det med bestemmelsen afklares, at medvirken til kvindelig omskæring, der foretages i udlandet, vil kunne straffes her i landet i medfør af straffelovens § 23, uanset om medvirkenshandlingen er foretaget her i landet eller i udlandet.[153]

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1, anføres bl.a. følgende om rækkevidden af den særlige jurisdiktionsbestemmelse i § 7, stk. 3, i forhold til medvirken:

”Med den foreslåede bestemmelse vil der være hjemmel til at straffe personer, som i udlandet medvirker til en omskæring, der foretages i et land, hvor omskæring ikke er strafbart, jf. straffelovens § 23.

Der vil endvidere efter straffelovens § 6 (territorialprincippet) være hjemmel til at straffe medvirkenshandlinger, som foretages her i landet, selv om omskæringen foretages i et land, hvor kvindelig omskæring ikke er strafbart – det kan navnlig være aktuelt i visse tilfælde, hvor herboende forældre her i landet træffer foranstaltninger til at få deres piger omskåret under ferieophold hos slægtninge mv. i hjemlandet.”[154]

Spørgsmålet om grundlaget for dansk straffemyndighed i forhold til forsøgs- og medvirkenshandlinger foretaget her i landet er omtalt i Jurisdiktionsudvalgets udtalelse om udkastet til ovennævnte lovforslag. I udtalelsen (medtaget som bilag 1 til lovforslaget) anføres om spørgsmålet bl.a. følgende (pkt. 6 a):

”Kan en strafbar forsøgs- eller medvirkenshandling stedfæstes til dansk område, må handlingen antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter straffelovens § 6, i hvert fald hvis omskæringen også er strafbar i det land, hvor den skal foretages. Der kan herved henvises til U 1998.877 H [omtalt ovenfor under afsnit 10.3.2]…

Er omskæringen derimod straffri i det land, hvor den foretages, kan det … give anledning til tvivl, om forsøgs- eller medvirkenshandlinger foretaget her i landet kan anses for omfattet af dansk straffemyndighed, så længe kravet om dobbelt strafbarhed gælder. Jurisdiktionsudvalget kan tiltræde, at en sådan forsøgs- eller medvirkenshandling vil være undergivet dansk straffemyndighed, hvis kravet om dobbelt strafbarhed i forhold til selve omskæringen ophæves. Spørgsmålet er alene, om hjemmelsgrundlaget i denne situation skal søges i straffelovens § 6 eller i § 7. Efter Jurisdiktionsudvalgets opfattelse vil grundlaget for dansk straffemyndighed i en sådan situation også være straffelovens § 6.”

I udtalelsen er i øvrigt anført følgende (pkt. 9):

”Det skal fremhæves, at der efter Jurisdiktionsudvalgets opfattelse er tale om en midlertidig løsning, der har til formål allerede nu at sikre dansk straffemyndighed i forhold til kvindelig omskæring, uanset hvor den er blevet foretaget.

Forslaget berører en række centrale jurisdiktionsprincipper. Som det er anført flere steder i udtalelsen, er der tale om spørgsmål, som udvalget mere indgående vil behandle i sit kommende arbejde. Det skal derfor fremhæves, at den her foreslåede isolerede ændring af jurisdiktionsbestemmelserne må forventes at blive ”brudt op” og indarbejdet i de forslag til mere generelle jurisdiktionsløsninger, som udvalget på et senere tidspunkt vil fremkomme med.”

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.1.3 ovenfor, hvor lovforslaget er nærmere omtalt.

10.3.4.2. Andre lovforarbejder

Danmark har i de senere år ratificeret en række internationale konventioner mv. om bl.a. pligt til at have straffemyndighed i forhold til (visse) forsøgs- og medvirkenshandlinger. I bemærkningerne til de love, der er gennemført med henblik på at muliggøre dansk ratifikation, er bl.a. redegjort for reglerne om dansk straffemyndighed, herunder i forhold til forsøgs- og medvirkenshandlinger.

Som eksempel kan nævnes lovforslag nr. L 35 (fremsat den 13. december 2001) vedrørende dansk gennemførelse af bl.a. FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme. I lovforslagets bemærkninger er bl.a. anført følgende:

”I straffelovens § 6, nr. 1, kan der ikke indlægges et krav om, at hele den kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat, for at der er dansk straffemyndighed. Når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet, må forholdet antages at være undergivet dansk straffemyndighed efter denne bestemmelse …”[155]

Tilsvarende er anført i bemærkningerne til lovforslag nr. L 129 (fremsat den 6. december 2000) vedrørende dansk gennemførelse af bl.a. FN-konventionen af 15. december 1997 til bekæmpelse af terrorbombninger,[156] og i bemærkningerne til lovforslag nr. L 15 (fremsat den 6. oktober 1999) vedrørende dansk gennemførelse af bl.a. EU-bestikkelseskonventionen.[157]

Som et yderligere eksempel kan nævnes lovforslag nr. L 118 (fremsat den 26. februar 2002), der bl.a. tog sigte på at gøre det muligt for Danmark at medvirke til vedtagelse af EU-rammeafgørelsen om menneskesmugling.[158] I bemærkningerne er bl.a. anført følgende:

”Dansk straffemyndighed omfatter bl.a. handlinger foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1, (territorialitetsprincippet). Det er også tilfældet, når blot en del af virksomheden er foretaget her i landet …”[159]

Med de omtalte lovbemærkninger er det forudsat, at straffelovens § 6 kan skabe dansk straffemyndighed, når blot en del af den strafbare virksomhed er foretaget i Danmark.


Fodnoter

[137]    Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret, 2. udgave (2004), s. 334.

[138]    Hurwitz, Den Danske Kriminalret, Almindelig del, 4. udgave (1971), s. 105.

[139]    Waaben, Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren, 4. udgave (1997), s. 233.

[140]    Greve, Det strafferetlige ansvar, 2. udgave (2004), s. 116.

[141]    Hvis de handlinger, der er foretaget her i landet, således i sig selv udgør fuldbyrdede forbrydelser efter dansk ret, vil der kunne ske retsforfølgning herfor, jf. herved straffelovens § 6.

[142]    Gengivet i Domme i Kriminelle sager 1996-98, s. 3, og nærmere omtalt i Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret, 2. udgave (2004), s. 338.

[143]    Ud over den her omtalte litteratur er spørgsmålet om straffemyndighed i forhold til forsøg (og medvirken) bl.a. også omtalt af Lene Ravn i NTFK 1998, s. 339. Jørn Vestergaard omtaler i Juristen 1992, s. 162, den særlige situation, hvor der i fuldbyrdelseslandet er sket tilbagetrædelse fra forsøg på en måde, der efter fuldbyrdelseslandets lovgivning gør forsøget straffrit.

[144]    Torp, Den Danske Strafferets Almindelige Del (1905), s. 127.

[145]    Goos, Inddeling til den danske Strafferet (1875), s. 261.

[146]  Goos, Inddeling til den danske Strafferet (1875), s. 258.

[147]  Hurwitz, Den Danske Kriminalret, Almindelig del, 4. udgave (1971), s. 102.

[148]  Hurwitz, a.st., 1. udgave (1952), s. 156.

[149]  Kommenteret straffelov, Almindelig del, 8. udgave (2005), s. 128.

[150]  Greve, Det strafferetlige ansvar, 2. udgave (2004), s. 105.

[151]  Greve, Det strafferetlige ansvar, 2. udgave (2004), s. 116-117.

[152]  Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret, 2. udgave (2004), s. 338.

[153]  Folketingstidende 2002/03, Tillæg A, s. 5529.

[154]  Folketingstidende 2002/03, Tillæg A, s. 5533.

[155]  Folketingstidende 2001/02 (2. samling), Tillæg A, s. 829.

[156]  Folketingstidende 2000/01, Tillæg A, s. 2890.

[157]  Folketingstidende 1999/2000, Tillæg A, s. 227.

[158]  Rådets rammeafgørelse af 28. november 2002 (2002/946/RIA) om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold.

[159]  Folketingstidende 2001/02 (2. samling), Tillæg A, s. 2942.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2007
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk