Dansk straffemyndighed
Betænkning nr. 1488
Kapitel 15. Overvejelser om territorial- og virkningsprincippet

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 15. Overvejelser om territorial- og virkningsprincippet

15.1. Udvalgets overvejelser om territorialprincippet

15.1.1. Straffelovens § 6, nr. 1

Udvalget har overvejet, om der er behov for at foretage ændringer eller justeringer af straffelovens § 6 om dansk straffemyndighed på grundlag af territorialprincippet.

Som der nærmere er redegjort for ovenfor under afsnit 4.1, er straffelovens § 6, nr. 1, udtryk for det traditionelle udgangspunkt om staters territorialhøjhed – det vil sige princippet om, at en stat suverænt (bl.a.) har kompetence til at retsforfølge overtrædelser, der begås på statens territorium.

Udvalget finder, at dette er et helt grundlæggende princip ved fastlæggelse af rammerne for en stats straffemyndighed.

Efter udvalgets opfattelse bør der på den baggrund ikke ske ændringer af straffelovens § 6, nr. 1, hvorefter der er dansk straffemyndighed i forhold til lovovertrædelser, der begås i den danske stat (herunder Færøerne og Grønland). Bestemmelsen bør således fortsat omfatte enhver handling begået på dansk land-, sø- og luftterritorium.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 1).

15.1.2. Straffelovens § 6, nr. 2 og 3

15.1.2.1. Dansk fartøj

15.1.2.1.1. Straffelovens § 6, nr. 2 og 3, udtrykker det, der kan betegnes som et udvidet territorialprincip (”flagstatsprincippet”).

Princippet bygger som anført ovenfor under afsnit 4.1 på en historisk antagelse om en nær sammenhæng mellem et fartøj og den stat, fartøjet er registreret i (flagstaten). Flagstaten er således traditionelt antaget at være den nærmeste til at have straffemyndighed i forhold til handlinger, der foretages på et fartøj registreret i vedkommende stat.

Efter nutidens forhold er der imidlertid en lang række forhold (eksempelvis skattemæssige aspekter), der influerer på, i hvilken stat et fartøj registreres. Den traditionelle forudsætning om en sammenhæng mellem fartøjet og flagstaten vil derfor i en række situationer ikke være til stede. De gældende bestemmelser kan dermed i visse tilfælde føre til dansk straffemyndighed i situationer, hvor den pågældende strafbare handling savner reel dansk tilknytning bortset fra den omstændighed, at handlingen er begået på et fartøj, der er indregistreret i netop Danmark.

Omvendt kan flagstatsprincippet føre til, at eksempelvis et skib, der har en naturlig tilknytning til en stat, eksempelvis fordi skibet sejler i fast rutefart mellem denne stat og en anden stat, ikke er omfattet af denne stats (disse staters) straffemyndighed, men kun af flagstatens.

I lyset af de ændrede forudsætninger vedrørende sammenhængen mellem flagstaten og fartøjet har udvalget overvejet, om der er behov for ændringer af straffelovens § 6, nr. 2 og 3.

15.1.2.1.2. Straffelovens § 6, nr. 2, omhandler lovovertrædelser begået på danske fartøjer, som befinder sig uden for nogen stats folkeretligt anerkendte område. Bestemmelsen ses oftest begrundet i, at den netop tager sigte på at undgå, at fartøjer, der befinder sig i åbent hav eller i internationalt luftrum, bliver et lovløst område. I de tilfælde er der ingen stat, der i kraft af det almindelige territorialprincip ville være nærmest til at påtage sig straffemyndighed. I visse tilfælde vil der dog være grundlag for, at gerningsmandens eller ofrets hjemstat har straffemyndighed i kraft af det aktive eller passive personalprincip.

Straffelovens § 6, nr. 3, omhandler lovovertrædelser på danske fartøjer, som befinder sig på fremmed folkeretligt anerkendt område, af fartøjets besætningsmedlemmer eller passagerer. Selv om der i disse tilfælde vil være en stat, der har straffemyndighed i medfør af det almindelige territorialprincip (idet fartøjet befinder sig inden for en anden stats sø- og luftterritorium), vil sådanne lovovertrædelser i mange tilfælde have karakter af rene interne konflikter, som den pågældende (territorial-)stat ikke har interesse i at retsforfølge. Derimod vil den danske stat i disse tilfælde ofte – som flagstat – være nærmest til at have straffemyndighed.

Uanset at straffelovens § 6, nr. 2 og 3, i visse tilfælde kan skabe dansk straffemyndighed på et grundlag, der udelukkende er formelt begrundet i fartøjets registreringsforhold, jf. herved ovenfor under afsnit 4.1.2.1, kan der anføres en række argumenter til støtte for disse bestemmelser om straffemyndighed på grundlag af et udvidet territorialprincip (flagstatsprincippet).

Selv om fartøjets tilhørsforhold til flagstaten (Danmark) kan være meget begrænset, har bestemmelserne den fordel, at der herved sikres dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor andre stater på grund af en ringe tilknytning til lovovertrædelsen ikke har nogen reel interesse i at gennemføre en straffesag.

På den anden side kan det anføres, at det forekommer mindre hensigtsmæssigt, at der med bestemmelserne etableres dansk straffemyndighed (også) i situationer, hvor der ingen reel tilknytning er til Danmark, og hvor Danmark således er uden reel interesse i at gennemføre en straffesag.

15.1.2.1.3. På den baggrund har udvalget som led i overvejelserne om rækkevidden af territorialprincippet efter straffelovens § 6 drøftet, om bestemmelserne i nr. 2 og 3 bør affattes således, at der ikke lægges vægt på det formelle registreringsforhold, men derimod på det reelle ejerforhold.

Med en sådan udformning af bestemmelserne ville der være dansk straffemyndighed i forhold til handlinger, der begås på fartøjer, der ejes af en person med dansk statsborgerskab, eller af en juridisk person, der kontrolleres af en dansk statsborger. Dermed kunne det sikres, at dansk straffemyndighed i højere grad er begrundet i en reel tilknytning mellem fartøjet og Danmark.

Indførelse af bestemmelser med et sådant indhold er tidligere blevet overvejet af Nordisk Strafferetskomité. Komiteen fandt imidlertid, at det ville medføre en meget kompliceret lovgivning, hvis straffemyndighed over fartøjet knyttes til en anden stat end den formelle flagstat, og at dette ville give anledning til vanskelige afgrænsningsproblemer. Af denne grund og af hensyn til den folkeretlige tradition om fartøjets tilknytning til flagstaten fandt komiteen således ikke grundlag for at forlade princippet om flagstatens straffemyndighed.[220]

15.1.2.1.4. Udvalget har i sine overvejelser om eventuelle ændringer af straffelovens § 6, nr. 2 og 3, taget udgangspunkt i, at princippet om flagstatens jurisdiktionskompetence er traditionelt begrundet og beror på folkeretlige principper.

Efter udvalgets opfattelse bør der derfor kun foretages ændringer i jurisdiktionsbestemmelserne baseret på dette princip om flagstatens kompetence, hvis der er grundlag for at antage, at bestemmelserne gør det muligt at unddrage sig et strafferetligt ansvar.

Ved vurderingen af om den gældende bestemmelse rummer en sådan risiko for unddragelse, har udvalget taget udgangspunkt i en af de senere års mest omtalte sager vedrørende strafbare forhold på fartøjer, jf. U 1994.62 H.

Sagen vedrørte en brand på skibet Scandinavian Star, der sejlede i rutefart mellem Frederikshavn og Oslo. Skibet var ejet af et dansk rederi, men indregistreret på Bahamas. I forbindelse med en påsat brand, der udbrød, mens skibet befandt sig i internationalt farvand mellem Danmark og Norge, viste der sig at være en række væsentlig sikkerhedsmæssige mangler på fartøjet, og branden kostede et stort antal personer livet.

Umiddelbart efter branden blev det mellem Danmark og Norge bl.a. aftalt, at efterforskningen i sagen skulle opdeles således, at de norske myndigheder efterforskede branden og dens umiddelbare årsag, mens de danske myndigheder efterforskede skibets almindelige sødygtighed og overensstemmelse med den søretlige lovgivning.

Skibets reder, direktøren i rederiet og skibsføreren blev under en straffesag i Danmark idømt 6 måneders hæfte for overtrædelse af lov om skibes sikkerhed.[221] Det jurisdiktionsmæssige grundlag for at gennemføre denne straffesag i Danmark var dels straffelovens § 6, nr. 1, dels § 1 i lov nr. 252 af 12. juni 1975 (med senere ændringer) om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, idet skibssikkerhedsloven var overtrådt på såvel dansk som norsk søterritorium, og idet de norske myndigheder havde anmodet de danske myndigheder om ligeledes at foretage retsforfølgning mod de pågældende for forhold begået på norsk søterritorium, jf. herved den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager.[222]

De norske myndigheders undersøgelser pegede på, at branden var påsat, og at den mest sandsynlige brandstifter var en dansk passager, som selv omkom ved branden, og som derfor ikke kunne retsforfølges.

Domstolene har således ikke konkret haft lejlighed til at vurdere grundlaget for dansk straffemyndighed i forhold til et eventuelt strafansvar for brandstiftelse.

Det må imidlertid antages, at dansk straffemyndighed i en sådan sag ikke havde kunnet støttes på straffelovens § 6 (om territorialprincippet), idet skibet som nævnt sejlede under bahamansk flag, og idet branden opstod uden for dansk søterritorium. Dansk straffemyndighed ville derimod efter omstændighederne eventuelt – afhængig af gerningsmandens tilhørsforhold (nationalitet mv.) – kunne have været støttet på § 7, stk. 1, nr. 1 (om det aktive personalprincip), eller – idet en række af de omkomne var danske statsborgere – på § 8, nr. 3 (om det passive personalprincip).

15.1.2.1.5. Efter udvalgets opfattelse giver den pågældende sag ikke grundlag for at foreslå ændringer af bestemmelserne om dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6. Udvalget er heller ikke på baggrund af andre konkrete sager mv. bekendt med, at princippet om flagstatens jurisdiktionskompetence i praksis giver anledning til problemer i forhold til muligheden for at unddrage sig strafansvar.

Det behov, der måtte være for her i landet at kunne foretage retsforfølgning for handlinger begået på fartøjer under omstændigheder, der ikke er dækket af § 6, bør efter udvalgets opfattelse ikke søges varetaget ved en ændring af § 6, herunder ved at udstrække territorialprincippet ud over, hvad der følger af flagstatsprincippet.

I stedet bør Danmarks interesser i at kunne foretage retsforfølgning i sådanne sager – eksempelvis fordi danske statsborgere har været ofre for den pågældende strafbare handling – tilgodeses ved, at der i kraft af de øvrige jurisdiktionsprincipper ”samles op” på disse situationer. Der henvises i den forbindelse navnlig til afsnit 17.3 nedenfor om udvalgets overvejelser om at udvide området for dansk straffemyndighed på grundlag af det passive personalprincip.

Udvalget har på den anførte baggrund ikke fundet anledning til at foreslå ændringer i straffelovens § 6, nr. 2 og 3, på dette punkt.

15.1.2.2. Folkeretligt anerkendt område

Straffelovens § 6, nr. 2 og 3, omhandler (ligesom § 10, stk. 2) som anført danske fartøjer, som befinder sig uden for nogen stats (henholdsvis på fremmed) folkeretligt anerkendt område. Straffelovens § 7, stk. 1, og § 8, nr. 3 og 6, benytter tilsvarende udtrykket folkeretligt anerkendt statsområde.

Som anført ovenfor under afsnit 4.1.2.2 omhandlede straffeloven af 1866 efter sin ordlyd (alene) fartøjer uden for ”et under anden straffelovgivning hørende” søterritorium, og den ændrede ordlyd er efter forarbejderne begrundet i luftskibsfartens udvikling og i forbindelse hermed anerkendelsen af muligheden for, at der også eksisterer et folkeretligt anerkendt luftområde.

Udvalget foreslår, at der i forbindelse med en revision af straffelovens jurisdiktionsbestemmelser foretages en sproglig forenkling af lovteksten ved at erstatte udtrykket folkeretligt anerkendt område/statsområde i straffelovens §§ 6-8 og 10 med udtrykket myndighedsområde. Det foreslåede udtryk omfatter som hidtil folkeretligt anerkendte land-, sø- og luftterritorier. Der er med den ændrede ordlyd således ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af bestemmelsernes anvendelsesområde.

Straffeloven regulerer ikke spørgsmålet om, hvornår et område er folkeretligt anerkendt og således kan anses som et ”fremmed myndighedsområde” i straffelovens forstand. Dette spørgsmål vil som hidtil skulle afgøres efter folkerettens regler herom.

Begrebet ”inden for et fremmed myndighedsområde” forudsættes således også fremover at omfatte handlinger begået på en fremmed stats territorium, herunder dens sø- og luftterritorium. Dette vil være tilfældet, uanset om der måtte kunne være tvivl om, hvilken stat eller regering der har højhedsretten over et givent territorium. Eksempelvis vil handlinger foretaget i de palæstinensiske selvstyreområder eller Somaliland således fortsat blive anset for handlinger foretaget inden for fremmed myndighedsområde.

Handlinger begået på Antarktis, hvorover ingen stat kan siges at have en alment anerkendt højhedsret, må som hidtil anses for at være begået uden for fremmed myndighedsområde. Handlinger foretaget på åbent hav eller i internationalt luftrum forudsættes ligeledes fortsat at skulle anses som foretaget uden for fremmed myndighedsområde, uanset at handlingerne måtte være begået på fremmed fartøj, jf. herved U 1960.1088 Ø (omtalt ovenfor under afsnit 5.1.1.3) om ulovligt hasardspil om bord på et tysk skib, der befandt sig i (bl.a.) internationalt farvand. Fremmede skibe mv. skal således ikke anses for et fremmed myndighedsområde.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 1, 3, 4 og 5).

15.2. Udvalgets overvejelser om virkningsprincippet

15.2.1. Indledende bemærkninger

15.2.1.1. Som nævnt ovenfor under afsnit 4.2 giver straffelovens § 9 om virkningsprincippet grundlag for dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en følge, der indtræder i Danmark, eller er tilsigtet at skulle indtræde her i landet.

Bestemmelsen er som nærmere beskrevet sammesteds begrundet i hensynet til at kunne beskytte danske interesser i tilfælde, hvor en udlandshandling har (relevante) skadevirkninger her i landet. Som omtalt sammesteds var der ved straffelovens tilblivelse stor uenighed om hensigtsmæssigheden af en sådan bestemmelse, og der har også efterfølgende været rejst tvivl om bestemmelsens rækkevidde.

Indledningsvis skal det foreløbigt bemærkes, at straffeloven efter udvalgets opfattelse fortsat bør indeholde en bestemmelse om straffemyndighed på det sted, hvor en handling har virkning. Udvalget finder således, at virkningsprincippet også fremover bør kunne begrunde dansk straffemyndighed. Udvalget har dog fundet anledning til at overveje, om straffelovens § 9 om dansk straffemyndighed på grundlag af virkningsprincippet er dækkende i sin gældende udformning, eller om der er behov for ændringer af bestemmelsen.

15.2.1.2. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 9 kan som nærmere beskrevet ovenfor under afsnit 4.2 og 4.3 give anledning til afgrænsningsvanskeligheder.

Hertil kommer, at bestemmelsens formulering går tilbage til 1930, og at der derfor også kan være grund til at overveje, om der i lyset af de nutidige forhold er et ændret behov for at have straffemyndighed på grundlag af virkningsprincippet.

Bestemmelsen er således formuleret i en tid, hvor ”distancedelikter” (det vil sige forbrydelser, hvor handlingssted og virkningssted er adskilt) nok kunne forekomme, men hvor udbredelsen heraf var langt mere begrænset, end tilfældet er i dag. I forarbejderne til bestemmelsen nævnes som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde den situation, hvor en person fra udlandet affyrer et skud hen over den danske grænse og på den måde dræber en person, der befinder sig på dansk territorium.[223]

Siden bestemmelsen blev affattet, er der imidlertid sket en betydelig udvikling i kriminalitetstyper og -mønstre. Tidligere blev forbrydelser normalt begået i nærmiljøet, og der var som oftest ingen territorial adskillelse mellem en strafbar handling og dens virkninger. Den samfundsmæssige udvikling med øget internationalisering og mobilitet samt den teknologiske udvikling har imidlertid medført, at det i dag i langt videre udstrækning forekommer, at en strafbar handling foretages ét sted, mens virkningerne af handlingen indtræder et andet sted.

Spørgsmålet om, hvornår der er tale om en virkning, der bør begrunde dansk straffemyndighed, påkalder sig dermed betydelig større interesse i dag end ved bestemmelsens tilblivelse. Der er således anledning til overvejelser om muligheden for at anvende bestemmelsen i langt flere og mere komplicerede former for distancedelikter end i det – efter moderne målestok utidssvarende – eksempel med skud over landegrænsen, der er anført i forarbejderne.

Der kan således tænkes situationer, hvor det kan være mere tvivlsomt, om en given virkning har en sådan karakter, at den begrunder dansk straffemyndighed efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 9. I de senere år har det eksempelvis påkaldt sig særlig interesse, om man ved at udbrede materiale gennem internettet dermed har foretaget en handling, der har virkning i alle de lande, hvor materialet er tilgængeligt for internetbrugere. De nærmere spørgsmål, der rejser sig i forhold til lovovertrædelser begået gennem internettet, er udskilt til særskilt overvejelse nedenfor i kapitel 22.

15.2.1.3. Den øgede internationalisering mv. indebærer efter udvalgets opfattelse, at en vurdering af, hvordan virkningsprincippet nærmere bør gennemføres i dansk ret, må ses i en sammenhæng, der adskiller sig fra den, der var gældende på det tidspunkt, hvor bestemmelsen i straffelovens § 9 blev formuleret.

På den baggrund har udvalget som led i sine overvejelser nærmere drøftet grundlaget for dansk straffemyndighed baseret på virkningsprincippet, dels når følgen indtræder i Danmark (afsnit 15.2.2) henholdsvis ikke indtræder (men er tilsigtet) i Danmark (afsnit 15.2.3), dels hvor en handlings strafbarhed afhænger af en indtrådt eller tilsigtet følge (afsnit 15.2.4) henholdsvis påvirkes af en sådan følge (afsnit 15.2.5).

Udvalget har i tilknytning hertil særligt overvejet spørgsmålet om den nærmere afgrænsning af relevante følger (afsnit 15.2.6), og om der bør opstilles særlige krav om dobbelt strafbarhed (afsnit 15.2.7).

Spørgsmålet om anvendelsen af virkningsprincippet som grundlag for dansk straffemyndighed i forhold til undladelsesforbrydelser behandles særskilt nedenfor under afsnit 15.3 i forbindelse med udvalgets overvejelser om lokalisering af lovovertrædelser.

15.2.2. Straffemyndighed, når følgen indtræder i Danmark

Efter den gældende ordlyd af straffelovens § 9 er der bl.a. dansk straffemyndighed i forhold til følger, der faktisk indtræder i Danmark. Denne del af bestemmelsen omfatter som anført ovenfor under afsnit 4.2.2.3 følger af både forsætlig, uagtsom og helt tilfældig karakter.

Det bemærkes, at det her drøftede spørgsmål om forsæt mv. relaterer sig til gerningsmandens tilregnelse i forhold til den omstændighed, at virkningsstedet er i Danmark. Spørgsmålet adskiller sig således fra spørgsmålet om gerningsmandens tilregnelse i forhold til selve den omstændighed, at en handling har en virkning/følge (jf. herved navnlig straffelovens § 20 om dette spørgsmål).

15.2.2.1. Forsæt til følgens indtræden i Danmark

I forhold til den situation, hvor gerningsmanden har forsæt til, at følgen skal indtræde her i landet, er der efter udvalgets opfattelse ikke tvivl om, at der fortsat bør være dansk straffemyndighed på grundlag af virkningsprincippet, når følgen faktisk indtræder i Danmark.

15.2.2.2. Følgen indtrådt i Danmark ved uagtsomhed

Udvalget har endvidere overvejet, om § 9 også fortsat bør omfatte følger, hvis indtræden her i landet kun kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom. I givet fald ville bestemmelsen fortsat etablere dansk straffemyndighed ikke blot for handlinger, som gerningsmanden indså, ville få virkninger i netop Danmark, men også handlinger, som den pågældende burde indse, ville få (og faktisk fik) følger her i landet.

Det er udvalgets opfattelse, at også sådanne her i landet indtrådte følger, der (kun) kan tilregnes gerningsmanden som uagtsomme, fortsat bør kunne begrunde dansk straffemyndighed. Udvalget har herved lagt vægt på, at der også i disse situationer, hvor gerningsmanden har handlet, uanset at han burde vide, at handlingen kunne få virkninger i Danmark, er tale om en sådan krænkelse af danske interesser fra gerningsmandens side, at retsforfølgning ved danske domstole bør være mulig.

Hvis eksempelvis en person i Tyskland monterer en tidsindstillet bombe på et tog, der kører til Sverige gennem Danmark med henblik på, at bomben skal sprænge i Sverige kort tid efter, at toget har passeret den dansk-svenske grænse, bør det således efter udvalgets opfattelse være muligt her i landet at retsforfølge den pågældende person, hvis bomben som følge af togets forsinkelse udløses på dansk territorium. I en sådan situation er der næppe forsæt til sprængning i Danmark, men gerningsmanden burde imidlertid have indset, at virkningen kunne indtræde her i landet.

15.2.2.3. Følgen indtrådt i Danmark ved en tilfældighed

15.2.2.3.1. Udvalget har tillige overvejet, om der fortsat er behov for en jurisdiktionsbestemmelse, der etablerer dansk straffemyndighed for følger, der alene indtræder i Danmark på grund af tilfældige omstændigheder.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 9 indebærer bl.a., at der er dansk straffemyndighed i en situation, hvor en nordmand i Tyskland udsættes for drabsforsøg og omkommer i Danmark under hjemtransporten til Norge. Det kan imidlertid overvejes, hvilke hensyn der taler for dansk straffemyndighed i en sådan sag, hvis gerningsmanden ikke er en person med dansk statsborgerskab eller fast bopæl i Danmark (og hvorfor dansk straffemyndighed ikke kan støttes på straffelovens § 7 om det aktive personalprincip).

Ved de nærmere overvejelser om behovet for at have dansk straffemyndighed i forhold til følger, der kun ved en tilfældighed indtræder i Danmark, har udvalget taget udgangspunkt i, at der i nogle tilfælde kan være tale om et sådant angreb på danske interesser, at der bør være mulighed for at afgøre en straffesag ved danske domstole, uanset at handlingen ikke foretages på eller bevidst er rettet mod det danske territorium.

Udvalget har samtidig haft for øje, at afgrænsningen af danske jurisdiktionsbestemmelser må ske på en måde, der sikrer en effektiv beskyttelse af danske interesser, uden at bestemmelserne udstrækkes videre, end dette hensyn tilsiger, medmindre straffemyndigheden kan begrundes i andet end hensynet til danske interesser i snæver forstand.

På den baggrund har udvalget nærmere overvejet, om den gældende bestemmelse i straffelovens § 9 går videre, end formålet med bestemmelsen tilsiger, når bestemmelsen også omfatter virkninger, der kun ved en tilfældighed indtræder i Danmark.

15.2.2.3.2. En virkning (følge) i bestemmelsens forstand kan eksempelvis være selve det, at en forbrydelse fuldbyrdes.

Spørgsmålet er således nærmere, om der bør være dansk straffemyndighed i en sag, hvor gerningsmanden nok har forsæt til fuldbyrdelse af en forbrydelse, men ikke nødvendigvis til, at fuldbyrdelsen indtræder i Danmark.

Man kunne eksempelvis forestille sig en situation, hvor en tysk statsborger fra Tyskland sender et brev forurenet med miltbrandbakterier til en modtager i Sverige. På grund af en fejlekspedition hos det tyske postvæsen sendes brevet imidlertid til Danmark, hvor det åbnes. I dette tilfælde kan følgens indtræden her i landet hverken tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller uagtsom.

I det anførte eksempel er der imidlertid ikke tvivl om, at gerningsmanden har ønsket at fremkalde en farlig situation, der blot – på grund af omstændigheder, som gerningsmanden ikke er herre over – indtræder i forhold til en anden modtager og på et andet sted, end gerningsmanden havde forudset.

Alle skadevirkninger af gerningsmandens handling indtræder således i Danmark, og det ville efter udvalgets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis det ikke var muligt at retsforfølge gerningsmanden ved danske domstole i en sådan situation, hvor der rent faktisk er sket en krænkelse af danske interesser (offer på dansk territorium).

Der foreligger således efter udvalgets opfattelse et reelt hensyn til at sikre dansk straffemyndighed, uanset at forbrydelsen ikke var tiltænkt at skulle fuldbyrdes i Danmark, og uanset at gerningsmandens hjemland (i eksemplet Tyskland) eventuelt kunne anses for nærmere til at gennemføre en straffesag mod den pågældende.

Det er på den baggrund udvalgets opfattelse, at der i tilfælde af den her omhandlede karakter bør være dansk straffemyndighed, selv om virkningens indtræden i Danmark er tilfældig og – i forhold til virkningens stedlige indtræden – hverken kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller uagtsom.

15.2.2.3.3. Der kan imidlertid også tænkes situationer, hvor en virkning – selv om den hører til forbrydelsens fuldbyrdelse – kun har en mere perifer tilknytning til Danmark og ikke i samme grad udgør en krænkelse af danske interesser.

Dette kunne eksempelvis være tilfældet i en situation, hvor en svensker i Malmø giver en anden svensker gift i den hensigt at dræbe vedkommende, og hvor ofret bringes til en specialist i København, hvor vedkommende senere dør som følge af forgiftningen.[224] Drabet er fuldbyrdet i Danmark, og der er således indtrådt en følge her i landet, som efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 9 vil give grundlag for dansk straffemyndighed.

Det kan imidlertid være grund til at overveje, om der (fortsat) er behov for at have dansk straffemyndighed i sådanne situationer. Efter udvalgets opfattelse vil der således i et tilfælde som det nævnte ikke være tvivl om, at Sverige er nærmere til at gennemføre en straffesag mod drabsmanden. Spørgsmålet er imidlertid, om dette bør have som konsekvens, at Danmark bør være afskåret fra at retsforfølge gerningsmanden.

Det må ved overvejelserne herom tages i betragtning, at der i en sådan situation i mindre grad er tale om krænkelse af danske interesser end i det tidligere nævnte eksempel med det forurenede brev fra Tyskland. Selv om den virkning, der fuldbyrder drabet, er indtrådt her i landet, kan der således stilles spørgsmål ved, hvilken interesse der kunne være i her i landet at retsforfølge den svenske gerningsmand.

15.2.2.3.4. Uanset at den danske interesse i at kunne foretage retsforfølgning på grundlag af virkninger, der tilfældigt indtræder i Danmark, kan være af varierende styrke, er det imidlertid udvalgets opfattelse, at dansk straffemyndighed på grundlag af virkningsprincippet bør omfatte alle former for tilfældige følger her i landet, og således (bl.a.) være uafhængigt af ofrets nationalitet.

Udvalget er opmærksom på, at der herved også fremover vil være dansk straffemyndighed i de tilfælde, hvor der er tale om mere en perifer tilfældig følge, og hvor den danske interesse i at gennemføre en straffesag er begrænset, jf. ovenfor.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at et forsøg på nærmere at afgrænse, hvilke typer tilfældige følger der i denne sammenhæng skal udskilles som værende relevante for dansk straffemyndighed, vil give anledning til betydelige lovtekniske vanskeligheder og vil indebære en risiko for, at der efterlades et tomrum i mulighederne for retsforfølgning.

Udvalget forudsætter, at der i de tilfælde, hvor der ikke er nogen dansk interesse i at gennemføre en straffesag, i praksis vil være lande, der har en større tilskyndelse til at gennemføre sagen – normalt det ”primære” gerningsland eller gerningsmandens eller ofrets hjemland. I så fald bør retsforfølgningen så vidt muligt gennemføres dér. Danske myndigheders tilbageholdenhed med retsforfølgning vil også kunne følge af de folkeretlige principper om, at en stat ikke bør udøve straffemyndighed, hvor en anden stat har en klart stærkere interesse i og tilknytning til forholdet, jf. herved straffelovens § 12 og kapitel 13 ovenfor.

Omvendt kan der forekomme tilfælde, hvor det ”primære” gerningsland eller gerningsmandens eller ofrets hjemland ikke kan (eller vil) gennemføre retsforfølgningen, og hvor der derfor kan være behov for at opretholde muligheden for at kunne gennemføre sagen ved danske domstole.

I lyset heraf finder udvalget, at der på grundlag af virkningsprincippet fortsat bør være dansk straffemyndighed (også) i forhold til følger, der indtræder i Danmark ved en tilfældighed.

15.2.2.4. Sammenfatning

Sammenfattende er det udvalgets opfattelse, at straffelovens § 9 om virkningsprincippet fortsat bør give grundlag for dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en handling afhænger af eller påvirkes af en følge, der faktisk indtræder i Danmark, uanset om følgens stedlige indtræden her i landet kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller uagtsom eller skyldes en tilfældighed. For så vidt angår spørgsmålet om tilregnelse i forhold til tilsigtede virkninger (der dog ikke er indtrådt) henvises til afsnit 15.2.3 nedenfor.

Det bemærkes, at det anførte ikke berører spørgsmålet om tilregnelseskravet i forhold til selve den omstændighed, at en handling har en følge. Sidstnævnte spørgsmål skal fortsat afgøres bl.a. efter straffelovens § 20, hvorefter der i tilfælde, hvor straf eller forhøjet straf er betinget af, at en forsætlig lovovertrædelse har en bestemt uforsætlig følge, normalt kun indtræder en sådan straf, hvis følgen kan tilregnes gerningsmanden som (mindst) uagtsom.

15.2.3. Straffemyndighed, når følgen ikke indtræder i Danmark

Som anført ovenfor under afsnit 4.2.2.3 giver straffelovens § 9 bl.a. grundlag for dansk straffemyndighed i forhold til følger, der ikke indtræder i Danmark.

Som nærmere anført sammesteds kan der være en vis usikkerhed om, hvorvidt bestemmelsen på dette punkt alene omfatter følger, som gerningsmanden har såkaldt direkte forsæt til skal indtræde i Danmark, jf. herved udtrykket ”tilsigtet”.

På grundlag af de hensyn, som bestemmelsen skal varetage, finder udvalget, at der næppe kan være tvivl om, at ikke blot de følger, som gerningsmanden direkte har tilsigtet skulle indtræde i Danmark, men også følger, hvis indtræden her i landet i øvrigt kan tilregnes gerningsmanden som forsætlige, bør kunne begrunde dansk straffemyndighed.

Udvalget finder, at bestemmelsens rækkevidde på dette punkt udtrykkeligt bør fremgå af loven, således at det klart fremgår af ordlyden, at gerningsmanden skal have forsæt (men ikke nødvendigvis den højeste grad af forsæt) med hensyn til en følge i Danmark.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 2).

15.2.4. Straffemyndighed, når handlingens strafbarhed afhænger af en følge

Som anført ovenfor under afsnit 4.2.2.1 omfatter den gældende bestemmelse i straffelovens § 9 bl.a. tilfælde, hvor handlingens strafbarhed afhænger af en given (tilsigtet eller indtrådt) følge. Som nærmere beskrevet sammesteds sigtes der herved dels til forårsagelsesdelikter, dels til forbrydelser med fremrykket fuldbyrdelsesmoment.

Udvalget finder, at kerneområdet for straffelovens § 9 om virkningsprincippet fortsat bør være forårsagelsesdelikter.

Udvalget har overvejet, om der derimod er grundlag for at opretholde en fortolkning af bestemmelsen, hvorefter også forbrydelser med fremrykket fuldbyrdelsesmoment er omfattet af anvendelsesområdet for § 9. Spørgsmålet er, om der bør være dansk straffemyndighed i de situationer, hvor gerningsmanden i udlandet har foretaget alt det, der er tilstrækkeligt til at fuldbyrde forbrydelsen, mens den reelle virkning senere indtræder i Danmark.

Udvalget finder imidlertid, at der efter omstændighederne kan tænkes en reel dansk interesse i at kunne foretage retsforfølgning her i landet for lovovertrædelser, der er fuldbyrdet i udlandet (og hvor den faktiske virkning således først efterfølgende indtræder her i landet). Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en udlænding i udlandet eftergør (forfalsker) danske pengesedler for efterfølgende at bringe dem i omsætning som ægte (straffelovens § 166).

På den baggrund finder udvalget, at straffelovens § 9 om virkningsprincippet også bør omfatte forbrydelser med fremrykket fuldbyrdelsesmoment.

15.2.5. Straffemyndighed, når handlingens strafbarhed påvirkes af en følge

15.2.5.1. Som anført ovenfor under afsnit 4.2.2.2 omfatter den gældende bestemmelse i straffelovens § 9 – foruden de tilfælde, hvor strafbarheden afhænger af en indtrådt eller tilsigtet følge, jf. ovenfor under afsnit 15.2.4 – også de tilfælde, hvor en handlings strafbarhed påvirkes af en sådan indtrådt eller tilsigtet følge.

Udvalget har overvejet, om der er grundlag for at videreføre den sidstnævnte del af bestemmelsens anvendelsesområde.

Som anførte ovenfor under afsnit 4.2.2.2 er hensigten med denne del af § 9 efter forarbejderne til bestemmelsen at sikre dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en særskilt strafforhøjelsesgrund indtræder her i landet.

Konsekvensen af bestemmelsen er som nærmere beskrevet anførte sted, at der er dansk straffemyndighed i de tilfælde, hvor lovgivningen særskilt hjemler en strafskærpelse i forhold til visse følger, mens en følge, der alene påvirker den konkrete udmåling af straffen under en given straffebestemmelse uden at ændre subsumptionen, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at etablere straffemyndighed efter § 9.

Med henvisning til det under afsnit 4.2.2.2 anførte eksempel om nordmanden, der i Tyskland udsættes for vold med døden til følge (straffelovens § 246), kan det anføres, at bestemmelsen etablerer dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor behovet herfor er begrænset.

Det kan videre anføres, at det forekommer mindre hensigtsmæssigt, at rækkevidden af dansk straffemyndighed på dette punkt skal afhænge af, om en følge særskilt er gjort til en strafskærpende omstændighed efter en given lovbestemmelse, eller om en strafskærpelse på grundlag af følgen derimod støttes på den generelle bestemmelse i straffelovens § 80 om strafskærpende omstændigheder. Som eksemplet viser, får afgrænsningen af dansk straffemyndighed i forhold til strafskærpende følger således et vist præg af tilfældighed.

15.2.5.2. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at denne del af straffelovens § 9 kan være relevant for etableringen af dansk straffemyndighed i andre tilfælde end de ovenfor nævnte. Der bør derfor efter udvalgets opfattelse fortsat være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor en handlings strafbarhed påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet følge.

Udvalget er opmærksom på, at der med en sådan videreførelse af straffelovens § 9 i sin nuværende form fortsat vil være dansk straffemyndighed i de ovennævnte tilfælde, hvor forbrydelsen er fuldbyrdet i udlandet, mens en strafskærpende følge indtræder her i landet, og hvor der som nævnt ikke kan peges på nogen dansk interesse i at påtage sig retsforfølgningen.

Udvalget finder imidlertid, at det ville give anledning til betydelige lovtekniske vanskeligheder at udskille disse sager fra andre tilfælde, hvor dette led i bestemmelsen er nødvendigt med henblik på at sikre dansk straffemyndighed. Efter udvalgets opfattelse må de sager, hvor der ikke er nogen dansk interesse i retsforfølgning, i praksis håndteres ved, at andre lande, der har større interesse i at pådømme sagen, i videst muligt omfang overtager retsforfølgningen.

På den baggrund finder udvalget, at bestemmelsens ordlyd bør opretholdes, således at den fortsat omfatter følger, der påvirker en handlings strafbarhed.

15.2.6. Relevante følger

15.2.6.1. Som omtalt ovenfor under afsnit 4.2.2.4 kan den nærmere afgrænsning af, hvilke følger der er relevante i forhold til dansk straffemyndighed efter straffelovens § 9, være behæftet med en vis usikkerhed.

Der kan som beskrevet navnlig opstå vanskelige afgrænsningsproblemer ved økonomiske forbrydelser, hvor der stilles krav om, at der lides et tab.

Efter udvalgets opfattelse bør der i den sammenhæng sondres mellem den direkte følge af en økonomisk forbrydelse – det vil sige tabet hos den direkte skadelidte – og de afledede tab, der måtte være af forbrydelsen.

Udvalget finder, at der utvivlsomt fortsat bør være dansk straffemyndighed i medfør af § 9, hvis eksempelvis en person fra Tyskland begår forsikringsbedrageri over for sit danske forsikringsselskab, der derved lider det direkte tab.

Hvis der derimod er tale om forsikringsbedrageri over for eksempelvis et svensk forsikringsselskab, der er genforsikret i et dansk selskab, er spørgsmålet om dansk straffemyndighed mere tvivlsomt. Selv om tabet kan siges i sidste ende at blive placeret hos det danske selskab, er der efter udvalgets opfattelse ikke tale om en direkte følge af den strafbare handling, men derimod et afledet tab, som ikke i sig selv bør kunne begrunde dansk straffemyndighed i forhold til bedrageriforholdet.

Tilsvarende vil det efter udvalgets opfattelse også være at strække virkningsprincippet for vidt, hvis man antager dansk straffemyndighed i et tilfælde, hvor der eksempelvis i England begås bedrageri over for et engelsk etableret selskab, der er noteret på fondsbørsen i London, selv om en del af selskabets aktiekapital måtte være ejet af en dansk statsborger, og selv om den danske aktionær således i sidste ende vil være en af dem, der rammes økonomisk af et bedrageri over for det engelske selskab. Bestemmelsen om virkningsprincippet bør således som hidtil alene omfatte tilfælde, hvor en handlings strafbarhed afhænger af eller påvirkes af en indtrådt eller tilsigtet (relevant) følge.

I området mellem de anførte eksempler (der formentlig befinder sig i hvert sit yderpunkt af skalaen over følger) kan man forestille sig en række grænsetilfælde, hvor det kan være vanskeligt at afgøre, om en følge er af en sådan karakter, at den bør begrunde dansk straffemyndighed.

15.2.6.2. I lyset af disse afgrænsningsvanskeligheder har udvalget overvejet, om det er muligt nærmere at kvalificere, hvornår der er tale om en følge, der er relevant i forhold til spørgsmålet om straffemyndighed efter § 9.

Udvalget har i den forbindelse taget udgangspunkt i, at virkningsprincippet næppe bør undergives en udvidende fortolkning, og at det derfor efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt kun bør være umiddelbare eller direkte følger af en strafbar handling, der begrunder dansk straffemyndighed.

Bortset fra sådanne mere overordnede anvisninger for, hvornår en følge er relevant, finder udvalget det imidlertid ikke muligt nærmere at afgrænse karakteren af en relevant virkning på en tilstrækkelig entydig måde med almen gyldighed. Udvalget er derfor afstået fra at stille forslag med henblik på generelt at præcisere bestemmelsens ordlyd på dette punkt. Det styrende må imidlertid fortsat være, om der er tale om en følge, som handlingens strafbarhed afhænger af eller påvirkes af.

Som nærmere anført nedenfor i kapitel 22 foreslår udvalget en særlig bestemmelse om rækkevidden af virkningsprincippet i forhold til visse lovovertrædelser begået gennem internettet. Der henvises til anførte sted om indholdet af dette forslag.

15.2.6.3. Udvalget har overvejet, om en løsning på de ovenfor beskrevne afgrænsningsvanskeligheder kunne være at affatte straffelovens § 9 således, at der gives domstolene mulighed for i det enkelte tilfælde at skønne over væsentligheden af en konkret følge i Danmark.[225]

En bestemmelse med et sådant indhold ville i givet fald indebære, at domstolene, når en straffesag er anlagt, vil have en fakultativ adgang til at vurdere, om den pågældende sag bør være omfattet af dansk straffemyndighed.

Efter udvalgets opfattelse bør der imidlertid udvises tilbageholdenhed med at introducere bestemmelser, hvorefter domstolene – ud fra mere skønsmæssige betragtninger – i hver enkel sag skal tage stilling til det konkrete behov at foretage retsforfølgning.

Udvalget stiller på den baggrund ikke forslag om en bestemmelse som den omtalte, hvorefter der overlades domstolene en fakultativ adgang til at vurdere, om en given virkning er af en sådan karakter, at der er grundlag eller behov for at statuere dansk straffemyndighed.

15.2.7. Overvejelser om et særligt dobbelt strafbarhedskrav

15.2.7.1. Udvalget har drøftet, om der bør opstilles et krav om dobbelt strafbarhed i forhold til virkningsprincippet i straffelovens § 9. Spørgsmålet er således, om anvendelsen af § 9 bør være betinget af, at både handling og virkning er strafbar ikke blot i Danmark, hvor virkningen indtræder, men også i det land, hvor gerningsmanden har handlet.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at virkningsprincippet grundlæggende hviler på en betragtning om, at dobbelt strafbarhed ikke har betydning for spørgsmålet om straffemyndighed. Territorialprincippet og den udvidelse, der følger af virkningsprincippet, er således i sig selv tilstrækkeligt til at begrunde straffemyndighed.

Udvalget har på den baggrund ikke fundet det hensigtsmæssigt at stille forslag om at indarbejde et dobbelt strafbarhedskrav i § 9.

15.2.7.2. En situation, der adskiller sig fra ovennævnte, foreligger, hvor Danmark alene fungerer som transitland, og hvor handlingen og virkningen er straffri efter lovgivningen i både ”handlingsland” og ”virkningsland”.

Der tænkes herved på det tilfælde, hvor der eksempelvis fra Tyskland transporteres gods, der ikke kræver særlig tilladelse efter tysk lovgivning, og heller ikke er undergivet særlig regulering i bestemmelseslandet (eksempelvis Sverige), men som efter dansk lovgivning er farligt gods, der kun må transporteres efter særlig tilladelse. Gennemkørslen i Danmark uden tilladelse vil dermed udgøre en selvstændig strafbar overtrædelse af dansk lovgivning begået på dansk territorium.

Der vil her ikke være tale om en situation, der er omfattet af virkningsprincippet i § 9, men derimod efter omstændighederne af det almindelige territorialprincip i § 6.

Situationen kan også være den, at der eksempelvis med tog gennem Danmark fra Tyskland sendes en bombe, der er tilsigtet at skulle udløses i Sverige. Her vil dansk straffemyndighed følge af straffelovens § 9, hvis bomben rent faktisk eksploderer her i landet, jf. også ovenfor under afsnit 15.2.2.2. Hvis bomben opdages her i landet inden eksplosion, indtræder ingen virkning her, og dansk straffemyndighed vil ikke kunne støttes på § 9. Heller ikke forsøgshandlingen i form af fremstilling af bomben vil kunne danne grundlag for dansk straffemyndighed efter § 9, idet denne handling ikke er foretaget med sigte på fuldbyrdelse af en forbrydelse i Danmark (men derimod i Sverige).

Retsforfølgning her i landet (for forsøg på bombesprængning) vil imidlertid i stedet efter udvalgets opfattelse i en sådan situation kunne støttes (direkte) på § 6, idet det kan anføres, at iværksættelseshandlingen (forsendelsen af bomben) opretholdes her i landet i kraft af bombens tilstedeværelse på dansk territorium. I det anførte eksempel vil der i øvrigt også på grundlag af § 6 kunne ske retsforfølgning for (fuldbyrdet) overtrædelse af våbenlovgivningen (ulovlig besiddelse af bombe). En straffesag i Danmark vil eksempelvis også kunne omfatte straffelovens § 237, hvis bomben eksploderer her i landet og derved medfører, at en tysk passager såres så alvorligt, at vedkommende senere afgår ved døden efter at være rejst hjem til Tyskland.

15.3. Udvalgets overvejelser om lokalisering af lovovertrædelser

15.3.1. Handlinger

Som anført ovenfor under afsnit 4.3 er det ved lokaliseringen af gerningsstedet for en lovovertrædelse afgørende, hvor den pågældende handling er foretaget, det vil sige, hvor gerningsmanden har handlet. Udvalget forudsætter, at dette fortsat skal være udgangspunktet ved lokalisering af lovovertrædelser.

Strafbare handlinger skal således som hidtil anses for foretaget i den danske stat, hvis gerningsmanden befinder sig her ved handlingens foretagelse.

I de tilfælde, hvor lovovertrædelsen eksempelvis består i, at en ulovlig tilstand opretholdes her i landet (eksempelvis transport af farligt gods i strid med danske regler), mens gerningsmanden befinder sig et andet sted, skal handlingen ligeledes som hidtil anses for foretaget her i landet. Det vil eksempelvis være tilfældet i den ovennævnte situation med bomben, der sendes med tog fra Tyskland til Sverige, men opdages i Danmark inden eksplosion. En sådan lovovertrædelse (forsøg på bombesprængning) vil således kunne lokaliseres til Danmark, selv om gerningsmanden befinder sig i Tyskland, og dansk straffemyndighed vil kunne støttes på § 6, nr. 1, jf. i øvrigt også nedenfor under afsnit 21.3 om forsøg (og medvirken) med tilknytning til udlandet.

Udvalget foreslår, at der i straffeloven indsættes en udtrykkelig bestemmelse om lokalisering af strafbare handlinger i forhold til anvendelsen af straffelovens jurisdiktionsbestemmelser. Forslaget herom skal bl.a. ses i lyset af udvalgets forslag om at indsætte en særlig bestemmelse om lokalisering af forsøgs- og medvirkenshandlinger med tilknytning til udlandet, jf. nærmere nedenfor under afsnit 21.5, og en særlig bestemmelse om lokalisering af visse lovovertrædelser begået gennem internettet, jf. nedenfor under afsnit 22.4. Udvalget finder det således hensigtsmæssigt, at der som afsæt for de nævnte særlige lokaliseringsbestemmelser indsættes en generel bestemmelse om lokalisering af strafbare handlinger.

For så vidt angår spørgsmålet om lokalisering af handlinger i forhold til juridiske personer henvises til udvalgets overvejelser herom nedenfor i afsnit 23.3.1.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 2).

15.3.2. Undladelser

Som omtalt ovenfor under afsnit 4.3 er det i den juridiske litteratur antaget, at straffelovens § 6 (jf. 9) også omfatter strafbare undladelser (det vil sige tilsidesættelse af handlepligter), hvis handlepligten skulle have været opfyldt på dansk område, eller hvis den person, som handlepligten påhvilede, opholdt sig her i landet på tidspunktet, hvor handlepligten skulle have været opfyldt.

Som anført sammesteds er der imidlertid i den juridiske litteratur rejst tvivl om, hvorvidt virkningsprincippet er anvendeligt ved undladelsesforbrydelser, idet straffelovens § 9 efter sin ordlyd alene vedrører følger af ”handlinger”.

Efter udvalgets opfattelse er der hverken i forarbejderne eller retspraksis vedrørende § 9 holdepunkter for at antage, at bestemmelsen ikke skulle kunne anvendes i forhold til sådanne virkninger, som indtræder (eller tilsigtes at indtræde) som følge af tilsidesættelse af en handlepligt. Det er således et almindeligt princip, at straffelovens bestemmelser om ”handlinger” som udgangspunkt antages også at omfatte undladelser uden en udtrykkelig angivelse heraf i selve lovens ordlyd.

Udvalget finder på den baggrund, at undladelsesforbrydelser bør kunne lokaliseres til det sted, hvor undladelsen af at opfylde handlepligten får en (relevant) virkning. Herudover bør undladelsesforbrydelser efter udvalgets opfattelse med støtte i virkningsprincippet kunne lokaliseres til det sted, hvor gerningsmanden skulle have opfyldt sin handlepligt. Desuden vil forholdet efter udvalgets opfattelse kunne lokaliseres til det sted, hvor gerningsmanden opholdt sig på det tidspunkt, hvor handlepligten skulle opfyldes, jf. herved også ovenfor under afsnit 4.3 om gældende ret.

Udvalget har overvejet, om der i straffeloven bør indsættes en generel bestemmelse om lokalisering af undladelser. Udvalget har imidlertid ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan generel lokaliseringsbestemmelse.

For så vidt angår spørgsmålet om lokalisering af undladelser i forhold til juridiske personer henvises til udvalgets overvejelser herom nedenfor i afsnit 23.3.1.


Fodnoter

[220]    Nord 1992:17, s. 39.

[221]    Nu søsikkerhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002 med senere ændringer.

[222]    Konventionen er omtalt ovenfor under afsnit 6.2, hvortil der henvises.

[223]    Rigsdagstidende 1925/29, Tillæg A, sp. 3276, gengivet ovenfor under afsnit 4.2.1.1 (ved note 22).

[224]    Eksemplet er anført i betænkning 1917, s. 11-12, gengivet ovenfor under afsnit 4.2.1.1 (ved note 20).

[225]    Således Waaben, Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren, 4. udgave (1997), s. 23.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2007
Denne publikation findes på adressen: http://www.jm.dk