Betænkning om offentligt hasardspil i turneringsform
Betænkning nr. 1499
Kapitel 7

Forside | Til bund | Forrige | Næste


7. Spilleafhængighed

7.1. Indledning

I dette kapitel redegøres overordnet for en række forhold vedrørende spilleafhængighed. Afsnit 7.2 indeholder en kort beskrivelse af Socialforskningsinstituttets undersøgelser om ludomani i Danmark og udbredelsen af spil i den danske befolkning. I afsnit 7.3 omtales kort forskellige typer af spillere med forskellig grad af spilleafhængighed, afsnit 7.4 indeholder en redegørelse for ludomanibegrebet, og i afsnit 7.5 omtales antallet af personer med spilleproblemer. I afsnit 7.6 findes en redegørelse for visse kendetegn ved problemspillere og deres adfærd, og i afsnit 7.7 gengives kort Socialforskningsinstituttets undersøgelsesresultater vedrørende finansiering af problemspilleres spil. Endelig redegøres der i afsnit 7.8 for en række motiver for at deltage i pengespil.

7.2. Deltagelse i pengespil

Spillemyndigheden under Skatteministeriet bad i 2005 Socialforskningsinstituttet om at undersøge dels udbredelsen af pengespil og spilleproblemer, dels faktorer af betydning for spilleproblemer i den voksne danske befolkning.

En rapport om den første del af undersøgelsen om udbredelsen af pengespil og problemspillere udkom i 2006, mens en rapport om undersøgelsens anden del om faktorer af betydning for spilleproblemer udkom i 2007. I oktober 2008 er udkommet en tredje rapport om pengespil blandt unge (12-17-årige)

Den første del af undersøgelsen om udbredelse af pengespil og problemspillere bygger på 8.153 interviews (hovedsageligt telefoninterviews) med et repræsentativt udvalg af voksne danskere i alderen mellem 18 og 74 år. Det er sket ved at udtrække en repræsentativ stikprøve (køn, alder, geografi og civilstand) af den danske befolkning fra Det Centrale Personregister. Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 13 f.

Den anden del af undersøgelsen om faktorer af betydning for spilleproblemer bygger på interviews af 453 personer, som også blev interviewet i forbindelse med den første del af Socialforskningsinstituttets undersøgelse. Omkring halvdelen af de 453 personer udgøres af dem, der i første del af undersøgelsen blev betegnet som risiko- og problemspillere samt ludomaner (i undersøgelsen under ét kaldet problemspillere), mens den anden halvdel er ikke-problemspillere, som ligner den første halvdel med hensyn til fordeling på køn, alder og hjemmeboende børn. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 7.

Det fremgår af Socialforskningsinstituttets undersøgelser, at den danske befolkning i vidt omfang deltager i pengespil. 91 pct. af alle 18-74-årige har på et eller andet tidspunkt brugt penge på spil, og 77 pct. har spillet inden for det seneste år før undersøgelsen. Ser man alene på den seneste måned, har 53 pct. spillet pengespil. De fleste danskere har med andre ord på et eller andet tidspunkt prøvet at spille om penge, og en betydelig andel heraf gør det fortsat. Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 27.

Godt halvdelen af alle spillere (både problemspillere og ikke-problemspillere) har til Socialforskningsinstituttet oplyst, at de, siden de begyndte at spille, i større eller mindre omfang har spillet pengespil på internettet. Over halvdelen af alle problemspillere (57 pct.) i undersøgelsen har oplyst, at internettet har ændret deres spillevaner således, at de samlet spiller for et større beløb end tidligere. Det er især personer i 20’erne eller begyndelsen af 30’erne, der er påvirket af muligheden for internetspil.

Det almindelige beløb pr. spil på internettet er 100 kr., idet de mest spillende 25 pct. spiller for omkring 200 kr. mod 45 kr. for de 25 pct. mindst spillende. De mest populære internetspil er Oddset, Lotto og poker. Poker bliver spillet af næsten hver tredje internetspiller (30 pct.).

Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 37 ff.

Af en norsk undersøgelse fra 2007 fremgår, at 4,7 pct. af alle 16-74-årige har deltaget i kortspil om penge, mens 6,7 pct. af alle, der har spillet inden for de seneste 12 måneder, har spillet kortspil, terningespil, roulette mv. om penge. Det fremgår endvidere, at 2,3 pct. af alle 16-74-årige har deltaget i internetpoker om penge, mens 2,6 pct. af alle, der har spillet inden for de sidste 12 måneder, har spillet internetpoker om penge.

63,4 pct. af dem, der har spillet internetpoker om penge inden for de sidste 12 måneder, spiller spillet ugentligt. Der henvises til Anita Øren og Inger Johanne Bakken, Pengespill og pengespillsproblem i Norge 2007, SINTEF (2007), side 25 og 27.

7.3. Forskellige typer af spillere

Der findes en række forskellige metoder til måling af spilleproblemer. Almindeligvis bygger sådanne målinger på forskellige typer af spørgeskemaer eller lignende, som anvendes til at indsamle oplysninger fra de spillende selv om deres spil, herunder om konsekvenserne af spillet. Spørgsmålene kan f.eks. dreje sig om, hvor meget spilleren tænker på spil, hvorvidt indsatserne i spillet bliver større og større, hvorvidt spilleren har mistet kontrollen over sit spilforbrug, og hvorvidt spilleren har følt sig nødsaget til at skjule eventuelle spilleproblemer. Ud fra de givne svar inddeles spillerne typisk i forskellige kategorier af spillere, som beskrives i det følgende.

Den normale spiller er en person, der spiller tilfældigt og impulsivt. Der spilles en gang imellem. Den normale spiller har fuld kontrol over sit spil og føler sig ikke specielt tiltrukket eller fascineret af spil. Den normale spiller er klar over, at det i mindre grad handler om at købe sig til muligheden for at vinde, men i højere grad om muligheden for at drømme om gevinsten.

Risikospilleren spiller jævnligt og er optaget af spil og de muligheder for økonomisk gevinst, som spillet giver. Risikospilleren har prøvet at vinde beløb, der er større end indsatsen. Den pågældendes spil er ikke tilfældigt eller impulsivt, men overvejet og planlagt. Spillet giver på dette niveau alene anledning til relativt milde problemer, der skyldes spillerens risikable spillevaner, men spillet griber endnu ikke voldsomt forstyrrende ind i den pågældendes arbejds- og familieliv.

Problemspilleren sætter sig grundigt ind i de foretrukne spil og forsøger at udregne gevinstchancer, laver kalkuler, analyserer og vurderer. Der går mere og mere tid med at spille, og pengeforbruget vokser tilsvarende, men dog således at økonomien kan hænge sammen. Nære pårørende er ofte på dette stadium klar over, at der er noget galt. De ved ikke nødvendigvis, hvad problemet er, men de kan registrere en ændret adfærd hos den pågældende. Dette kan bestå i en lav tolerancetærskel, besvær med at slappe af eller problemer med at være i almindelig kontakt med spilleren.

Ludomanen (den spilleafhængige) kendetegnes ved en afhængighed af spil, der er så indgribende, at alle andre aspekter af spillerens liv får sekundær betydning. Det er spillet, der er det centrale for spilleren. Pengeforbruget er stort, gælden helt ude af proportioner og den psykiske trivsel helt i bund, jf. nærmere under afsnit 7.4.

Der henvises til Michael Bay Jørsel, Ludomani (2003), side 78 f.

7.4. Spilleafhængighed

Der findes to udbredte diagnosesystemer til afgrænsning af spilleafhængighed.

På den amerikanske diagnoseliste Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM) defineres spilleafhængighed som en vedvarende og fejltilpasset adfærd. DSM indeholder ti kriterier, og opfylder den pågældende mindst fem af disse kriterier, kan den pågældende diagnosticeres som ludoman eller spilleafhængig. Opfylder den pågældende tre eller fire af kriterierne, kan den pågældende siges at have et spilleproblem (problemspiller). Opfylder den pågældende et eller to af kriterierne, er der risiko for, at der udvikles et spilleproblem (risikospiller).

De ti kriterier omfatter følgende spørgsmål:

  1. Er den pågældende stærkt optaget af spil, eller bliver han eller hun fraværende, når han eller hun spiller eller tænker på spil?
  2. Har den pågældende behov for at øge indsatsen for at opnå spænding?
  3. Bliver den pågældende rastløs eller irriteret, når han eller hun er nødt til at forlade spillet?
  4. Spiller den pågældende for at slippe for at tænke på dagligdagens problemer?
  5. Vender den pågældende tilbage til spillestedet for at vinde det tabte tilbage?
  6. Lyver den pågældende over for familie og omgangskreds for at skjule sin deltagelse i spil?
  7. Har den pågældende begået kriminalitet for at kunne spille?
  8. Har den pågældende mistet eller bragt venskaber, job eller uddannelse i fare på grund af spil?
  9. Har den pågældende overladt det til andre, f.eks. familie, venner, bekendte eller forskellige institutioner, at redde sig ud af de økonomiske problemer, som han eller hun er havnet i på grund af spil?
  10. Har den pågældende gentagne gange forsøgt at bringe sin spillelidenskab under kontrol eller forsøgt helt at stoppe sit spil uden held?

Der henvises til Michael Bay Jørsel, Ludomani (2003), side 75 f.

I WHO’s diagnosesystem, som er benævnt International Classification of Diseases (ICD), er spilleafhængighed, jf. pkt. F 63.0 i ICD-10, defineret på følgende måde:

”The disorder consists of frequent, repeated episodes of gambling that dominate the patient’s life to the detriment of social, occupational, material, and family values and commitment.”

Spilleafhængighed er således defineret som en tilstand, der griber omfattende ind i den pågældendes liv på bekostning af sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige værdier og forpligtelser. Denne diagnose er bredere end den amerikanske diagnoseliste DSM, der er nævnt ovenfor.

Der ser ud til at tegne sig et mønster for de fleste spilleafhængige personer, der kan beskrives i tre faser.

Indledningsvis vækkes spillerens nysgerrighed, typisk ved at den pågældende får en gevinst, der er noget større end det satsede beløb. I denne fase er det spændende og i det væsentlige forbundet med glæde, opstemthed og positive oplevelser at spille. Det er endvidere karakteristisk, at gevinster i denne fase gør betydeligt mere indtryk på spilleren end tab. Den pågældende bagatelliserer sine tab på trods af, at de forekommer mere hyppigt end gevinster. Spilleren opøver således en selektiv oplevelsesmåde, hvorved spilleren kan ignorere, at spillet er endog meget tabsgivende.

I anden fase accelererer pengeforbruget hastigt. Spilleren frygter for at blive opdaget og nærer depressive tanker om de følger, som spillet kan få for familie- og arbejdsliv. Spilleren får sværere og sværere ved at holde liv i det netværk af løgne og bedrag, hvormed han eller hun har forsøgt at dække over sine problemer med spil.

I tredje fase spilles der med markant øgede indsatser. Spillerens fascination af spillet aftager, mens spillerens tvangsprægede mekanismer bliver tilsvarende mere fremtrædende. Gælden og tanken om de enorme pengesummer, der er omsat til spil, er ofte voldsom, og for langt de fleste spilleafhængige personer er det så pinefuldt, at det i sig selv bliver den drivkraft, der får spillet til at fortsætte. Spilleren håber på at vinde den helt store gevinst, men realiteten er, at der tabes stadig mere ved spillet.

Det er et fællestræk ved alle spilleafhængige personer, at de ganske lader tilfældigheden råde. Der er grundlæggende tale om 1) en opfattelse af, at det er muligt at påvirke samt øve kontrol over resultatet af det igangværende spil og dermed øge chancen for at vinde, 2) en opfattelse af, at resultatet af et spil kan forudsiges, og 3) en opfattelse af, at der må være en vis retfærdighed ved spillet, som betyder, at man på et tidspunkt vinder, hvis man i længere tid har tabt. Dette står imidlertid i modsætning til, at de fleste hasardspil fører til tab af penge i det lange løb, og at de enkelte spil (spillerunder) er uafhængige, og man derfor ikke på baggrund af spillets hidtidige udfald kan forudsige udfaldet af kommende spillerunder, jf. Michael Bay Jørsel, Russisk roulette, Social Politik nr. 5/2007, side 26.

Der henvises til Michael Bay Jørsel, Ludomani (2003), side 89 f.

7.5. Antallet af personer med spilleproblemer

7.5.1. Socialforskningsinstituttets undersøgelser

Socialforskningsinstituttet har for at finde udbredelsen af problemspillere i sine undersøgelser af ludomani i Danmark anvendt et såkaldt internationalt valideret screeningredskab, NODS. Her sondres mellem risikospillere, hvis spil risikerer at komme ud af kontrol, problemspillere, som har vanskeligt ved at styre spilletrangen, og ludomaner, som er ude i et egentligt misbrug. Andelen af den voksne danske befolkning, der på et eller andet tidspunkt har kunnet betegnes som risikospillere, problemspillere eller ludomaner, er i undersøgelsen beregnet til at udgøre 3,9 pct., mens 2,3 pct. har eller har haft et sådant problem inden for det seneste år.

0,26 pct. af de 18-74-årige har været ludomaner i løbet af deres liv, mens 0,13 pct. er eller har været det inden for de seneste 12 måneder. Når der tages højde for den statistiske usikkerhed, betyder det, at antallet af voksne danskere, som på et eller andet tidspunkt har været ludomaner, er mellem 5.700 og 14.200 personer. Heraf udgør gruppen, som er eller har været ludomaner inden for det seneste år, mellem 2.300 og 8.000 personer.

Antallet af problemspillere mellem de 18-74-årige er i undersøgelsen beregnet til mellem 10.600 og 21.300 personer, hvoraf mellem 4.900 og 12.900 personer har været eller fortsat er det inden for de seneste 12 måneder. Tilsvarende er antallet af personer, der på et tidspunkt har været risikospillere opgjort til mellem 105.600 og 134.600, mens antallet af risikospillere inden for de seneste 12 måneder er opgjort til mellem 59.700 og 82.100 personer.

Det fremgår af undersøgelsen, at der er forholdsvis færre ludomaner i Danmark end i Norge og Sverige. Hvor antallet af spillere, der på et eller andet tidspunkt har kunnet betegnes som ludomaner i Norge efter NODS-metoden, svarer til 0,6 pct. af den voksne befolkning mellem 18 og 74 år og i Sverige 1,1 pct. efter SOGS-R-metoden, er de tilsvarende andele i Danmark henholdsvis 0,3 pct. og 0,5 pct. For andelene af ludomaner det seneste år er de norske og svenske tal 0,3 pct. og 0,4 pct. mod 0,1 pct. og 0,2 pct. for Danmark.

Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at andelen af risikospillere og problemspillere er større i Norge og Sverige end i Danmark. De nationale forskelle er dog mindre for risikospillere og problemspillere end for ludomaner.

Det fremgår også af Socialforskningsinstituttets undersøgelse, at forskellene i udbredelsen af spilleproblemer mellem de skandinaviske lande må tilskrives forhold som præferencer for spil, spillevaner, spiludbuddet, udformningen af spillene, spilleadministrationen og de lovgivningsmæssige regler for spil. Det er dog anført, at det ligger uden for undersøgelsens formål at undersøge dette.

Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 8 og 52 ff.

Det bemærkes, at det i Socialforskningsinstituttets undersøgelse er anført, at prævalensmålinger inden for misbrugsområdet som regel giver væsentligt lavere forekomster af problemet end klinisk baserede undersøgelser. Det taler for, at de i undersøgelsen beregnede prævalenser snarere er undervurderede end overvurderede i forhold til problemets faktiske omfang. Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 17 og 22.

7.5.2. Afhængighed af internetspil i Danmark

Center for Ludomani har til brug for udvalgets overvejelser udarbejdet oplysninger om antallet af personer, som har søgt behandling for spilleafhængighed, og som har oplyst, at de er internetspillere. Disse oplysninger er gengivet i tabel 1 nedenfor.

I tabellen er for det første angivet det samlede antal personer, der er blevet behandlet for spilleafhængighed. Tallet omfatter det antal personer, der inden for det pågældende år for første gang har modtaget behandling. Endvidere er der i tabellen angivet den andel af sådanne personer, der har oplyst, at de spiller på internettet. Center for Ludomani har oplyst, at de behandlede personer, der har spillet på internettet, langt overvejende har spillet poker.

Som det fremgår af tabellen, har antallet af personer, der er blevet behandlet for spilleafhængighed, været stigende i årende fra 2002 til 2007. Gennem perioden er antallet af behandlede personer steget med 182 pct. Det skal i den forbindelse for god ordens skyld bemærkes, at de afsatte offentlige ressourcer til behandling af spilleafhængighed i perioden er vokset, ligesom Center for Ludomani har åbnet behandlingssteder i Århus og København. Stigningen i antallet af personer, der er behandlet for spilleafhængighed, er således ikke nødvendigvis udtryk for, at antallet af spilleafhængige er blevet større.

I perioden fra 2002 til 2007 er den forholdsvise andel af behandlede personer, der har oplyst, at de spiller (navnlig poker) på internettet, steget fra 2,1 pct. til 30,7 pct. Der er således i den pågældende periode tale om en kraftig stigning i andelen af behandlede internetspillere set i forhold til det samlede antal behandlede personer.

Tabel 1. Forekomst af internetspillere blandt behandlede for spilleafhængighed

År Antal personer be-
handlet for spilleaf-
hængighed
Internetspilleres andel
i pct. af det samlede
antal behandlede personer
2002 314 2,1
2003 455 4,8
2004 565 13,0
2005 684 18,6
2006 655 20,5
2007 887 30,7

Årsagerne til den kraftige stigning i andelen af spilleafhængige, der spiller på internettet, ses ikke at være undersøgt, men skal formentlig findes i, at interessen for navnlig poker i almindelighed er øget.

Den stigende interesse for poker må antages at skyldes bl.a., at spillet er forholdsvis enkelt at lære, at der er større fokusering på poker på fjernsyn, og at spillet er blevet meget tilgængeligt pga. de øgede muligheder for at spille poker på internettet, der skyldes den tekniske udvikling og det øgede udbud. Ud over tilgængeligheden af pokerspillet på internettet vil hurtigheden af spillet og muligheden for at spille anonymt kunne fremme spilleafhængighed.

7.5.3. Undersøgelser af poker i Norge og Sverige

En norsk undersøgelse viser, at risiko- og problemspillere i højere grad spiller på spilleautomater, væddemål og tipning. Undersøgelsen viser endvidere, at 1,9 pct. af de normale spillere har spillet internetpoker inden for de seneste 12 måneder, mens 17,6 pct. af risikospillerne og 24,1 pct. af problemspillerne har spillet internetpoker inden for de seneste 12 måneder. 4,9 pct. af de normale spillere har spillet kortspil, terningespil, roulette mv. inden for de seneste 12 måneder, mens andelen for risikospillere er 30,8 pct. og for problemspillere 16,3 pct. Der henvises til Anita Øren og Inger Johanne Bakken, Pengespill og pengespillsproblem i Norge 2007, SINTEF (2007), side 36.

Opgørelser over henvendelser til den norske støttetelefonlinje for spilleproblemer viser, at antallet af personer, som henvender sig til støttetelefonlinjen, og som angiver poker som deres hovedsagelige problemspil, er stigende. I 1. halvår af 2006 var der således 58 personer, som henvendte sig og angav poker som deres hovedsagelige problemspil, mens det tilsvarende antal var 68 i 2. halvår af 2006, 82 i 1. halvår af 2007 og 114 i 2. halvår af 2007. Der henvises til Jonny Engebø og Finn Gyllstrøm, A short presentation of various data (2008), side 13.

I Sverige er der foretaget en undersøgelse af internetpokerspil. Undersøgelsen bygger på telefoninterviews med 16.500 personer foretaget i 2006.

Undersøgelsen viser, at internetpokerspillere bruger flere penge på spil end andre spillere. Det fremgår således, at personer, der spiller internetpoker, i gennemsnit har angivet, at de bruger 2.695 svenske kr. om måneden på at spille. De tilsvarende beløb er 1.044 svenske kr. for personer, der spiller på internettet, og 407 svenske kr. for personer, der spiller på andet end internetspil. Der henvises til Kalle Tryggvesson, Nätpokerspelandet i Sverige, SoRAD, forskningsrapport nr. 43 (2007), side 34.

I undersøgelsen har man forsøgt at belyse, om spilleproblemer er mere almindelige blandt internetpokerspillere end blandt andre spillere. Det bemærkes i undersøgelsen, at man har anvendt en særlig metode (FORS) til at identificere personer med spilleproblemer. Metoden består i, at den pågældende person angiver, hvor mange gange han eller hun inden for de seneste 12 måneder har forsøgt at mindske sit spil, har følt sig rastløs og irriteret, fordi han eller hun ikke kunne spille, eller har løjet om omfanget af sit spil. Det bemærkes endvidere i undersøgelsen, at spørgsmålene drejer sig om spilleproblemer generelt, og at det derfor ikke er sikkert, at internetpokerspillernes spilleproblemer hidrører fra internetpokerspillet.

Det fremgår af undersøgelsen, at 26,8 pct. af internetpokerspillerne har angivet mindst ét spilleproblem, mens de tilsvarende andele er 8,1 pct. for internetspillere og 2,1 pct. for spillere af andre spil. I aldersgruppen 16-27 år har 39,4 pct. af internetpokerspillerne angivet mindst ét spilleproblem, mens de tilsvarende andele er 16,0 pct. for internetspillere og 3,6 pct. for spillere af andre spil. Det fremgår, at internetpokerspillere har fire gange større risiko for at være risikospillere end personer, der spiller andre spil end internetspil, hvis der korrigeres for køn, alder, indkomst, civilstand og alkoholindtagelse.

Der henvises til Kalle Tryggvesson, Nätpokerspelandet i Sverige, SoRAD, forskningsrapport nr. 43 (2007), side 40 ff.

En undersøgelse af de spillere, som henvender sig til det svenske folkesundhedsinstituts støttetelefon for spillere og pårørende til spillere, viser, at internetpoker er et af de spil, som flest spillere, der henvender sig på støttetelefonen, angiver som deres hovedsagelige problemspil. I 2006 var det således 29,5 pct. af spillerne, der angav, at internetpoker var deres hovedsagelige problemspil, mens det i 2007 var 29,9 pct.

Undersøgelsen viser endvidere, at poker er dominerende blandt problemspil på internettet. I 2006 angav 79,4 pct. af de spillere, der angav at have problemer med spil på internettet, at poker var det hovedsagelige problemspil. Den tilsvarende andel var i 2007 72,4 pct.

Der henvises til Helårsrapport 2007 fra Spelinstitutet, side 18 og 20.

En undersøgelse fra 2008 af Svenska Spels internetpoker havde først og fremmest til formål at undersøge, om Svenska Spels internetpokerudbud levede op til de vilkår, som er fastsat i Svenska Spels tilladelse til at udbyde internetpoker. Ved undersøgelsen skete der dog også en kortlægning af forekomsten af spillemisbrug og risikospil i sammenhæng med pokerspil på internettet.

Undersøgelsen – der omfattede 2.000 svenske internetpokerspillere – viste, at andelen af internetpokerspillere med risikable eller problematiske spillevaner var mindst blandt de spillere, der alene spiller på Svenska Spels internetpoker (12 pct.) og størst blandt de spillere, der både spiller på Svenska Spels internetpoker og andre pokerspil på internettet (29 pct.), samt spillere, der alene spiller på andre internetpokerspil (27 pct.). Det fremgår af undersøgelsen, at det er vanskeligt med sikkerhed at forklare de nævnte variationer. Det anføres i undersøgelsen, at en mulig forklaring på den lavere andel af risiko- og problemspillere i Svenska Spels internetpoker kan være de foranstaltnigner til beskyttelse af spillerne, som anvendes i Svenska Spels internetpoker. Det anføres imidlertid også, at variationerne kan bero på sammensætningen af de persongrupper, der spiller på de forskellige internetpokerspil, f.eks. er der færre såkaldte vanespillere, der spiller på Svenske Spels internetpoker. Der henvises til Svenska Spels nätpoker (SOU 2008:36), side 84 f.

Endvidere fremgår det af undersøgelsen, at 55.000 internetpokerspillere, der havde begyndt deres spil på andre internetsteder end Svenska Spels, helt eller delvis var blevet kanaliseret over til Svenska Spels internetpoker, hvorimod 35.000 internetpokerspillere, der havde begyndt deres spil hos Svenska Spel, helt eller delvis var blevet kanaliseret over til andre internetsteder. Undersøgelsen blev foretaget mellem 200.000 svenske personer, der har spillet poker på internettet i månederne fra oktober til december 2007. Der henvises til Svenska Spels nätpoker (SOU 2008:36), side 92 f.

7.6. Kendetegn ved problemspillere og deres adfærd

Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelser spiller problemspillere og ludomaner hyppigere end risikospillere. Undersøgelsen har vist, at det især er mænd, der kan karakteriseres som risiko- og problemspillere. Sandsynligheden for, at en mand er risiko- eller problemspiller, er således fem gange så stor som for en kvinde, når man tager hensyn til en række andre forhold såsom civilstand, børn, uddannelse, stilling og indkomst. Der er også en større sandsynlighed for at være risiko- eller problemspiller, hvis man er i alderen 18-44 år. Omvendt er det mindre sandsynligt at tilhøre risiko- og problemgruppen, hvis man er i alderen 45-64 år, og endnu mindre sandsynligt er det for 65-74-årige. Endvidere har personer uden hjemmeboende børn sammenlignet med personer med hjemmeboende børn en markant større sandsynlighed for at være risikoeller problemspillere. Der er derimod ikke nogen væsentlige forskelle mellem forskellige uddannelsesgruppers sandsynlighed for at være risiko- og problemspillere, ligesom det heller ikke er tilfældet mellem forskellige stillingsgrupper såsom lønmodtagere, selvstændige, ledige, pensionister osv. Indkomsten efter skat har derimod betydning for, om man er eller har været risiko- eller problemspiller. Personer med høj indkomst har en væsentlig lavere sandsynlighed end personer med lave og mellemindkomster for at være risiko- og problemspillere. Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 9.

Socialforskningsinstituttets undersøgelse af faktorer af betydning for spilleproblemer viser, at problemspillere har en mere urealistisk vurdering af deres evner til at vinde i spil end ikke-problemspillere. Således mener flere problemspillere end ikkeproblemspillere, at spil er en måde at tjene penge på, hvis man er dygtig.

52 pct. af problemspillerne er helt eller lidt enige i, at dygtighed øger muligheden for at vinde i spil, mens det samme gælder for 39 pct. af ikke-problemspillerne. Omvendt angiver 37 pct. af problemspillerne og 51 pct. af ikke-problemspillerne, at de er enige i, at dygtighed ikke spiller nogen rolle for sandsynligheden for at opnå en gevinst. Knap 20 pct. af spillerne (såvel problem- som ikke-problemspillere) mener, at chancen for at vinde er større, hvis man har spillet mange gange i træk uden at vinde.

Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 48 f.

Hvad angår kendskab til tilbagebetalingsprocenter på forskellige spil og den maksimale præmie på nogle af disse, er kendskabet for både problemspillere og ikke-problemspillere begrænset. Godt nok angiver flere problemspillere end ikke-problemspillere, at de kender tilbagebetalingsprocenterne og de maksimale præmier, men det viser sig i de fleste tilfælde, at deres bud på begge dele er forkerte. Et flertal især blandt problemspillerne angiver således tilbagebetalingsprocenter og maksimale præmier, som er mindst 10 pct. for store eller for små. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet II (2007), side 51 ff.

Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelse har godt hver tredje problemspiller forøget deres spilleomfang, siden de begyndte at spille, og knap halvdelen har haft et midlertidigt ophør. Blandt de sidste spillede hver fjerde for mere efter pausen, mens knap hver anden vendte tilbage til samme spilleomfang. Det viser, at de fleste problemspillere enten opretholder deres spilleomfang eller udvider det – uden eller efter en pause – mens det kun er lidt mere end en tredjedel, der har formindsket deres spilleomfang. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 73.

7.7. Finansiering af problemspilleres spil

Det fremgår af Socialforskningsinstituttets undersøgelse, at 47 pct. af problemspillerne oplyser, at pengene til spil tages fra husholdningsbudgettet. Således oplyser 47 pct. af problemspillerne, at hvis de ikke havde brugt pengene til at spille for, var de blevet brugt på det daglige forbrug. Til gengæld bekræfter kun 14 pct. af de problemspillere, der har forøget deres pengespil, at den øgede udgift er blevet udlignet af et mindre dagligt forbrug. Der er dog et stort flertal, der oplyser, at pengene til spil kom fra en øget indkomst. 2 pct. af problemspillerne har ifølge undersøgelsen gæld som følge af spil. Gældens omfang varierer fra omkring 5.000 kr. til 100.000 kr. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 55 ff.

7.8. Motiver for at deltage i pengespil

Det mest udbredte motiv til at spille om penge er ønsket om at vinde et større eller mindre pengebeløb. 55 pct. af dem, der har spillet inden for den sidste måned, oplyser, at udsigten til at vinde store gevinster er det afgørende motiv for, at de spiller det spil, der spilles hyppigst. 15 pct. angiver, at det er ønsket om underholdning, som får dem til at spille om penge. Der er også andre motiver, f.eks. spænding, der af 18 pct. angives som begrundelse for at spille deres hyppigst spillede spil. Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 7.

Det fremgår af Socialforskningsinstituttets undersøgelse af faktorer af betydning for spilleproblemer, at det først og fremmest er familie og venner, der inspirerer til at begynde at spille om penge (68 pct.), mens det for relativt få er arbejdskollegerne (11 pct.), der har betydning. Hver femte problemspiller (22 pct.) angiver, at medierne har påvirket starten som spiller. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 26.

Socialforskningsinstituttets undersøgelse viser, at flere problemspillere end ikkeproblemspillere angiver, at etablering af flere spillesteder ville øge lysten til at spille. Et stort flertal af begge grupper (henholdsvis 65 og 80 pct.) siger dog, at flere steder ville være uden betydning for deres lyst til at spille. Det er især for spillene Lotto, Odds’et, skrabespil og Tips, at tilgængeligheden er vigtig, men tilgængeligheden har også betydning for bookmakerspil, sportsvæddemål og kasino. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 63 f.

Der er en signifikant større andel af problemspillere end ikke-problemspillere, der angiver, at muligheden for at spille på internettet har øget deres lyst til at spille, og blandt problemspillerne angiver hver tredje, at denne mulighed faktisk har medført et øget spilleomfang. Det bemærkes i undersøgelsen, at det kun er relativt få problemspillere, der har svaret på dette spørgsmål. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 64.

Det stigende antal reklamer for spil i TV og andre steder samt avisernes spilletillæg påvirker ifølge undersøgelsen ikke manges spillelyst. Det er således kun hver femte problemspiller og ca. hver tiende ikke-problemspiller, der angiver, at de nævnte reklamer giver dem mere lyst til at spille. Undersøgelsen viser, at introduktionen af nye spil påvirker problemspilleres lyst til at spille i større omfang end ikke-problemspilleres. Det er dog i begge tilfælde relativt få, der angiver, at der er en påvirkning. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 65.

Det anføres i Socialforskningsinstituttets undersøgelse, at der er en række fysiske forhold ved spillestedets indretning, der antages at påvirke muligheden og lysten til at spille mere eller mindre. Det gælder f.eks. adgangen til at kunne hæve penge i en pengeautomat eller bruge kreditkort eller andre betalingsmidler. Hver femte af problemspillerne angiver, at lettere adgang til hæveautomater ville forøge lysten til at spille, men de fleste angiver dog, at det ikke ville påvirke dem. Det samme gælder muligheden for at bruge kreditkort eller andre betalingsmidler. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 66 f.

Mere end to ud af tre problemspillere angiver, at meget høje gevinster eller puljer indebærer, at de ønsker at spille mere, end de allerede gør, mens det gælder for knap halvdelen af ikke-problemspillere. Derimod har det at have hørt om nogen, der har vundet meget, kun beskeden betydning for lysten til at spille mere. Det samme gælder for det at kende nogen, der har vundet. Hvis man har vundet selv, har det en større betydning for lysten til at spille, især blandt problemspillere. Mere end hver anden angiver, at en opnået gevinst giver lyst til at spille mere. For alle nævnte forholds vedkommende – ens egen gevinst, andres gevinster eller forekomsten af store gevinster og puljer – har de større betydning for problemspilleres end for ikke-problemspilleres lyst til at spille mere. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 68.

Undersøgelsen viser, at der er sammenhæng mellem at være problemspiller og have venner og bekendte, der regelmæssigt spiller for større beløb. Godt hver anden problemspiller har sådanne venner og bekendte mod kun godt en tredjedel af ikke-problemspillerne. Også det at have kolleger eller studiekammerater, der regelmæssigt spiller for større beløb, hænger sammen med, om man selv er problemspiller. Det er et mindretal af problemspillere, der angiver at spille pengespil for at opnå socialt samvær, og de fleste spiller da også alene. For dem, der spiller sammen med andre, er der fortrinsvis tale om venner og bekendte, mens ægtefæller, partnere eller anden familie såvel som kolleger eller kammerater eller andre er mere sjældne spillepartnere. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 69 f.

Den mest udbredte positive følelse blandt problemspillere er ifølge undersøgelsen oplevelsen af spænding, som 80 pct. angiver er forbundet med deres spil. Der er imidlertid også mange (45 pct.), som oplever at slappe af ved pengespil. Også fornemmelsen af, at der er noget, man er god til, nævner nogle som en positiv side ved pengespil (16 pct.), mens flugt fra problemer og styrket selvfølelse kun angives af forholdsvis få som noget positivt ved pengespil. Blandt negative følelser, som kan være forbundet med pengespil, nævnes i undersøgelsen skyld og selvbebrejdelse, tristhed og dårligt humør som de hyppigst forekommende. Der er dog kun tale om meget få, der angiver, at disse og andre negative følelser er forbundet med pengespil. Der henvises til Jens Bonke, Ludomani i Danmark II, Socialforskningsinstituttet (2007), side 70 f.

Forskningen inden for spilleafhængighed viser, at individuelt betonede faktorer som f.eks. alkoholmisbrug, personlighedsforstyrrelser og psykiatriske symptomer har betydning for spilleafhængighed. Endvidere har holdningen til spil blandt den enkeltes familie og venner en væsentlig betydning for risikoen for spilleafhængighed. Det er imidlertid også anerkendt, at risikoen for spilleafhængighed varierer fra spil til spil. Spillets udformning kan således påvirke spilleren til at spille mere eller for større beløb, end den pågældende oprindeligt havde planlagt. Der henvises til Svenska Spels nätpoker (SOU 2008:36), side 77.

Blandt de faktorer, der i den forbindelse har betydning, kan peges på hurtigheden i spillet. Omsætningshastigheden i spillet, dvs. hvor lang tid, der går, fra indsatsen lægges, til udfaldet af spillet afgøres, og gevinsten udbetales, har således en væsentlig betydning for, hvor afhængighedsskabende pengespil er. Pengespil med en højere omsætningshastighed er mere afhængighedsskabende end spil med en lavere omsætningshastighed. Som eksempler på pengespil med en højere omsætningshastighed kan nævnes spilleautomater, kasinospil og internetspil, mens tips eller lotto kan nævnes som eksempler på spil med en lav omsætningshastighed. Der henvises til Michael Bay Jørsel, Russisk roulette, Social Politik nr. 5/2007, side 25.

Endvidere er faktorer som kontinuitet i spillet af betydning for, hvor afhængighedsskabende det pågældende spil er. Heri ligger, at risikoen for spilleafhængighed øges, hvis de enkelte spillerunder følger hurtigt efter hinanden, fordi spilleren herved lettere bliver meget optaget af spillet. Også spændingsniveauet i spillet har betydning for, hvor afhængighedsskabende spillet er. Funktioner ved spil som synsindtryk eller hurtige billedskift vil også kunne bidrage til at lede spilleren ind i en trancelignende tilstand, som indebærer, at den pågældende bliver meget optaget af spillet. Endelig ligger der en risikofaktor i spil, hvor spilleren gennem spillets udformning forledes til at overvurdere sin evne eller dygtighed til at påvirke spillets udfald. Der henvises til Svenska Spels nätpoker (SOU 2008:36), side 77.

Ud over de nævnte faktorer vil også tilgængeligheden af spillet og muligheden for at kunne spille anonymt kunne fremme spillelysten og derved virke afhængighedsskabende.

Det kan således f.eks. være vanskeligt for den enkelte at kontrollere sit forbrug af internetspil, idet internetspil oftest er nemt og hurtigt at spille. Endvidere er udbredelsen af hjemmecomputere med internetforbindelse steget. I 2001 havde 59 pct. af den danske befolkning adgang til internettet fra hjemmet, og i 2006 havde 83 pct. adgang fra hjemmet. Der henvises til Jens Bonke og Karen Borregaard, Ludomani i Danmark, Socialforskningsinstituttet (2006), side 29.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Marts 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk