Indsatsen mod ungdomskriminalitet
Betænkning nr. 1508
Bilag 3

Forside | Til bund | Forrige | Næste

Bilag 3. Kommissionens udredningsrapport

Udredning til brug
for
Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet

Susanne Clausen, Merete Djurhuus og Britta Kyvsgaard
Justitsministeriets Forskningskontor
Maj 2009

Forord

Denne udredning omfatter tre dele. Del I omhandler en beskrivelse af ungdomskriminaliteten, dens art og udvikling fra 1981 til 2006 såvel generelt som specifikt for drenge og for piger. Endvidere belyses omfanget af gruppekriminalitet blandt unge, kriminalitet blandt etniske minoriteter, kriminalitetens geografiske fordeling samt udviklingen i brug af rusmidler blandt unge.

Del I inkluderer desuden oplysninger om de strafferetlige sanktioner, unge lovovertrædere mødes med, samt ændringer heri over årene. Også oplysninger om socialretlige foranstaltninger og anbringelser uden for hjemmet indgår. På disse områder sammenlignes med forholdene i de andre nordiske lande. Derudover indeholder del I et afsnit om tilbagefald til ny kriminalitet.

Det sidste afsnit af del I vedrører risikofaktorer og beskyttende faktorer. Det vil sige de forhold, der menes at have betydning for, at kriminalitet forekommer eller ikke forekommer blandt unge.

Resten af rapporten vedrører forebyggelse. Nogle af de mange forskellige initiativer fra både ind- og udland, der er iværksat for at forebygge ungdomskriminalitet, beskrives, og det søges videre belyst, hvorvidt initiativerne rent faktisk forebygger ungdomskriminalitet. Der er således lagt vægt på at inkludere tiltag, der er effektevaluerede.

Del II indledes med en gennemgang af tidligere initiativer vedrørende ungdomskriminalitet og udsatte unge. Denne rapportdel sammenfatter i øvrigt først og fremmest de kriminalpræventive projekter og effektevalueringer, der refereres nærmere i bilagsdelen, del III. Projekterne og evalueringerne er grupperet efter emne, eksempelvis kriminalpræventive tiltag vedrørende familien, skole og uddannelse, arbejde og sanktionssystemet. For hvert område omtales en række tiltag og de kriminalpræventive erfaringer hermed. Del II afsluttes med et sammendrag og diskussion af de kriminalpræventive erfaringer.

Del III indeholder nærmere referater af en lang række projekter og evalueringer, så den interesserede læser kan få en mere konkret viden om de enkelte tiltag. Hvert referat af de kriminalpræventive tiltag omfatter beskrivelser af bl.a. målgruppen, tiltagets karakter samt de erfaringer eller den effekt, tiltaget måtte have resulteret i.

Det kriminalpræventive område er i dag meget stort, og dagligt produceres der nye projekter og nye erfaringer. De mange eksempler på tiltag, der er omtalt i rapporten, vil derfor ikke være udtømmende, men har til hensigt at give et både bredt og nuanceret indtryk af de muligheder, der er for det kriminalpræventive arbejde.

Et udkast til denne udredning har været fremlagt til diskussion på en temadag d. 28. august 2008. På baggrund af diskussionen er der foretaget visse ændringer og tilføjelser i rapporten. Der er endvidere i begrænset omfang foretaget opdateringer, idet meget væsentlige nye evalueringer og rapporter er inkluderet. Der er derimod ikke gennemført en opdatering af udviklingen i ungdomskriminaliteten dels på grund af det omfattende arbejde, det ville indebære, men også fordi de sidste par års kriminalstatistiske data næppe giver et korrekt billede af den registrerede kriminalitet blandt unge på grund af det efterslæb i domme og andre afgørelser, retsreformen har medført. I forhold til 2006 var der således i 2007 15 pct. færre strafferetlige afgørelser for aldersgruppen 15-17 år.

DEL I


UNGDOMSKRIMINALITET:

ART, OMFANG OG UDVIKLING
SAMT
RISIKOFAKTORER

1. Kriminalitet og alder

I nyere tid har kriminalitetsbilledet været præget af unge. Mens de 15-24-årige i 2006 udgjorde 14 pct. af befolkningen over 14 år, angik 42 pct. af alle de strafferetlige afgørelser for straffelovsovertrædelser denne aldersgruppe.^[66] De unge er således tre gange så hyppigt repræsenteret i det strafferetlige system, som de er i befolkningen.

At kriminalitet først og fremmest er et ungdomsfænomen, er generelt for hele den vestlige verden. I alle lande topper kriminaliteten i de unge år og falder derefter jævnt og støt med stigende alder.

Figur 1 viser procentandelen i forskellige aldersgrupper, som har fået en strafferetlig afgørelse for straffelovskriminalitet i henholdsvis 1996 og 2006. Det er alderen på afgørelsestidspunktet, der er anvendt, hvilket forklarer, hvorfor der er så stor forskel mellem andelen af de 15- og de 16-årige med en strafferetlig afgørelse. Der vil således være en del af de lovovertrædelser, som de unge har begået, der først afgøres efter de er fyldt 16 år.

For 2006 ses, at andelen med en strafferetlig afgørelse er nogenlunde lige stor for unge i alderen 16-18 år, hvorefter andelen falder langsomt og når – for personer på 50 år og derover – ned på godt en femtendedel af det, den er for de 16-18-årige.

Figur 1. Procentandel med en strafferetlig afgørelse for straffelovsovertrædelser fordelt efter alder, 1996 og 2006.

En sammenligning mellem 1996 og 2006 tyder på, at især flere af de 15- og 16-årige kommer i kontakt med det strafferetlige system på grund af kriminalitet i 2006, mens færre af dem i de ældre aldersgrupper til gengæld gør det.

Figur 2. Procentandel mænd og kvinder med en strafferetlig afgørelse for straffelovsovertrædelser fordelt efter alder, samt forholdet mellem andel mænd og andel kvinder med en strafferetlig afgørelse, 2006.

Et andet ganske universelt træk ved kriminalitet er, at den er et udpræget mandsfænomen. Andelen af kvinder, der registreres for en lovovertrædelse, er betydeligt mindre end andelen af mænd. Det ses af figur 2, der også viser, at forholdet mellem andel mænd og kvinder, der får en strafferetlig afgørelse, varierer en del med alderen: Mens det kun er godt dobbelt så mange mænd som kvinder blandt de helt unge og blandt dem på 50 år og derover, som får en strafferetlig afgørelse, er forskellen mere end 1:5 for dem i alderen fra 18-29 år, jf. kurven i figur 2.

Kriminalitetsudviklingen blandt de unge og blandt henholdsvis drenge og piger uddybes i det følgende.

2. Udviklingen i omfang og art af børne- og ungdomskriminalitet

På baggrund af undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet samt den registrerede børne- og ungdomskriminalitet skal udviklingen i kriminalitetens omfang samt udviklingen i arten af den kriminalitet, børn og unge begår, belyses.

2.1. Selvrapporteret kriminalitet

Undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet indebærer, at personen selv via et spørgeskema eller på anden vis oplyser om arten og omfanget af den kriminalitet, vedkommende måtte have begået. Det er en metode, der især anvendes i forbindelse med børne- og ungdomskriminalitet. Metoden har den åbenlyse fordel, at den i princippet kortlægger den faktiske kriminalitet, som den enkelte har begået, og ikke kun den del af kriminaliteten, der er anmeldt til politiet og senere opklaret. Kortlægningen begrænses dog af de spørgsmål, der stilles, som typisk alene angår mindre alvorlige og forholdsvis almindelige forbrydelsestyper. Desuden vil de skolebaserede selvrapporteringsundersøgelser, som er de mest almindelige, som regel ikke inkludere observations- eller særklasser eller børn og unge, der er anbragt på institution. Det betyder, at nogle af de børn og unge, som er mest kriminelt aktive, ikke vil være omfattet af selvrapporteringsundersøgelserne (Kyvsgaard 1992b; Shannon 2006; Christoffersen 1999).

2.1.1. Danske selvrapporteringsundersøgelser

Den første danske undersøgelse af selvrapporteret kriminalitet blev gennemført i begyndelsen af 1960’erne på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt sessionssøgende unge mænd (Greve 1972). Undersøgelsen viste, at kriminalitet var ganske udbredt blandt unge, og at kun 0,8 pct. af de unge mænd ikke havde begået nogen af de 18 kriminalitetsarter, der blev spurgt om. Undersøgelsesrapporten fik navnet ”Kriminalitet som normalitet”. De kriminalitetsarter, der dengang var de hyppigste blandt de unge mænd, var smugleri og arbejdspladstyveri.

I 1979 blev den række af selvrapporteringsundersøgelser, som stadig gennemføres, igangsat. Undersøgelsen omfattede i 1979 samtlige 8. klasseelever i Gladsaxe Kommune (Balvig 1982). I 1989 blev undersøgelsen gentaget i Gladsaxe Kommune, men den blev samtidig udvidet til også at omfatte 8. klasseelever fra en række mindre kommuner i Nordjylland samt – året efter – elever i Allerød Kommune (Kyvsgaard 1992a; Balvig & Kyvsgaard 1991). Igen efter ti år blev denne selvrapporteringsundersøgelse gentaget (Balvig 2000), og den seneste i rækken er gennemført i 2005 (Balvig 2006).

Disse fire selvrapporteringsundersøgelser hviler alle på samme spørgeskema, omfatter samme aldersgruppe og angår – fra og med 1989-undersøgelsen – samme geografiske områder.^[67] Dette gør det muligt at vurdere udviklingen i omfanget af selvrapporteret kriminalitet blandt de unge. Kriminalitetsspørgsmålene angår først og fremmest forskellige former for tyveri samt røveri og hærværk. Undersøgelserne i 1999 og 2005 omfatter desuden spørgsmål om vold og mobning.

Hovedresultaterne af de undersøgelser, der er gennemført siden 1989, og som omfatter de tre nævnte geografiske områder, er vist i figur 3. Det mest markante ved udviklingen er, at andelen af de unge, der ikke har begået kriminalitet, er vokset. Denne ændring fremtræder endnu mere markant for alene Gladsaxe Kommune, hvor udviklingen som nævnt kan følges fra 1979.

Figur 3. Procentvis fordeling af unge i kriminalitetsgrupper, 1989, 1999 og 2005.^[68]

Denne vækst i andelen af børn og unge, som ikke har begået kriminalitet, sker som følge af, at andelen, der har begået mindre alvorlig kriminalitet – ’Flertallet’ – er blevet mindre. Derimod er de to grupper, der har begået alvorligere kriminalitet – ’De erfarne’ og ’Gengangerne’, stort set uforandrede.

Med hensyn til voldskriminalitet, der som nævnt er belyst i de to seneste selvrapporteringsundersøgelser, er der hverken sket en stigning eller et fald i andelen af unge, der har begået vold eller været udsat for vold.

2.1.2. Nordiske selvrapporteringsundersøgelser

I andre nordiske lande er der også systematisk gennemført selvrapporteringsstudier blandt skolebørn. Det er ikke umiddelbart muligt at sammenligne undersøgelser fra de forskellige lande, da de spørgsmål, der angår kriminalitet, varierer. En væsentlig forskel mellem de danske og de øvrige nordiske undersøgelser er, at de sidstnævnte i kriminalitetsindekset inkluderer brug af hash og andre illegale stoffer, hvilket ikke er tilfældet i de danske undersøgelser.

De finske undersøgelser omfatter 9. klasseelever, og de deltagende skoler er tilfældigt udvalgt blandt finsksprogede skoler i hele landet (Kivivouri 2005). Der er gennemført fem selvrapporteringsstudier i Finland: i 1995, 1996, 1998, 2001 og 2004. Det anvendte spørgeskema omfatter 16 spørgsmål om kriminalitet vedrørende tyveri, vold/mobning, hærværk, marihuana mv., spirituskørsel og kørsel uden kørekort.

Det overordnede resultat af undersøgelsen fremgår af figur 4, som – i lighed med de danske undersøgelser – viser, at andelen af unge, der begår kriminalitet, er mindsket. Mindskningen beror på, at færre unge begår tyveri og hærværk. Andelen af unge, der begår vold eller bruger marihuana/hash, er derimod ikke mindsket.

Figur 4. Procentandel piger og drenge som ikke har begået kriminalitet det foregående år.^[69] Finland, 1995-2004.

Den finske undersøgelse viser endvidere, at det samlede antal ejendomsforbrydelser, de unge har begået, også er mindsket. At færre unge begår lovovertrædelser, betyder således ikke nødvendigvis, at de unge begår mindre kriminalitet, idet kriminalitetsfrekvensen kan være øget blandt de aktive. Det viser sig altså ikke at være tilfældet.

I Sverige er der ligeledes siden 1995 gennemført en række skolebaserede selvrapporteringsundersøgelser (Brå 2006; Svensson & Ring 2007). Det drejer sig om i alt seks undersøgelser, der er gennemført med to års mellemrum. Som i Finland er undersøgelserne baseret på elever i 9. klasse og inkluderer skoler, der er tilfældigt udvalgt.

Også de svenske undersøgelser viser, at færre unge involveres i kriminalitet, jf. figur 5. Mindskningen i de unges kriminalitet angår alene ejendomsforbrydelser (tyveri og hærværk), mens andelen, der begår vold eller narkotikarelaterede lovovertrædelser, har været konstant. Undersøgelserne viser endvidere, at andelen, der har begået en kriminel handling 1-5 gange i løbet af det seneste år, er konstant, hvorimod andelen, der hyppigere har begået en kriminel handling, har været faldende. Det betyder – igen svarende til den finske undersøgelse – at de unge samlet set har begået færre kriminelle handlinger i 2005 end i 1995.

Figur 5. Procentandel som ikke har begået kriminalitet det foregående år. Sverige, 1995-2005.

I Norge er der alene gennemført to sammenlignelige nationale selvrapporteringsstudier, én i 1992 og én i 2002 (Skogen & Wichström 1995; Pape & Falck 2003). Begge undersøgelser omfatter et repræsentativt udsnit af skoleungdommen i alderen 13-19 år. Undersøgelserne, der tilsammen omfatter mere end 20.000 børn og unge, inkluderer 10 spørgsmål om tyveri, hærværk, vold og trusler om vold. Det fremgår ikke af undersøgelsesrapporten, hvor stor en andel der har begået eller ikke har begået nogen af de kriminalitetsformer, der er spurgt om, men alene, hvor stor en andel af henholdsvis drenge og piger, der ikke har begået alvorligere former for kriminalitet det foregående år, jf. figur 6. Med alvorligere kriminalitet menes slagsmål med våben, bil- eller motorcykeltyveri, tyveri til en værdi af mere end 1000 kr. og/eller groft hærværk. Som det ses af figuren, er der ganske stor stabilitet i andelen, der ikke har begået grovere lovovertrædelser i de undersøgelser.^[70] Dette gælder både for piger og for drenge.

Af undersøgelsen fremgår i øvrigt, at der har været en mindskning i andelen af unge, der har begået en række af de mindre alvorlige kriminalitetsarter (ibid.). Det gælder således alle former for tyveri samt vold (uden våben) og trusler om vold. Dette kunne tyde på, at der samlet set er tale om en mindskning i andelen af unge, der har begået kriminalitet. Undersøgelsen viser videre, at færre unge har begået disse forbrydelser flere gange i 2002 end i 1992. Det tyder på, at det samlede omfang af de unges kriminalitet er mindsket.

Figur 6. Procentandel piger og drenge som ikke har begået alvorligere kriminalitet det foregående år. Norge, 1992 og 2002.

I Norge er der også gennemført to sammenlignelige selvrapporteringsundersøgelser, som alene omfatter unge fra Oslo (Øia 2006). Undersøgelserne, der er gennemført i henholdsvis 1996 og 2006, er baseret på samtlige elever i de to sidste klassetrin på ”ungdomsskolen og på grunnkurs videregående skole” (ibid., s. 87), hvilket vil sige unge i alderen 14-17 år. Heller ikke rapporten fra denne undersøgelse angiver, hvor mange af de unge der har begået kriminalitet, men det fremgår, at der er en signifikant mindskning i andelen, der har begået 11 af de 12 former for kriminalitet, spørgeskemaet omfatter. Eksempelvis er andelen, der de seneste 12 måneder har begået butikstyveri, mindsket fra 26 til 12 pct., og andelen, der har deltaget i slåskamp med våben, er faldet fra 5,0 til 3,7 pct.

Ved siden af disse nationale undersøgelser har alle de nordiske lande også for nylig deltaget i en international selvrapporteringsundersøgelse: International Self-Report Delinquency Study. Det er en undersøgelse, som også tidligere er gennemført, men førhen kun med deltagelse af ét nordisk land: Finland (Junger-Tas et al. 2003). Den nye undersøgelse, der er gennemført i alle nordiske hovedstæder i foråret 2006, omfatter et tilfældigt udsnit af 7.-9. klasser, og for Danmarks vedkommende deltog i alt 1370 elever (Kivivouri 2007).^[71] Undersøgelsen omfatter spørgsmål om tyveri, hærværk, vold, salg af narkotika samt spørgsmål om brug af forskellige former for rusmidler.

Undersøgelsen viser, at de københavnske unge for ca. halvdelen af de spørgsmål, der er om erfaring med forskellige former for kriminalitet eller forstyrrende ungdomsadfærd, har en højere prævalens end de unge i de øvrige nordiske lande. Dette er illustreret i figur 7.^[72]

Figur 7. Procentandel som har begået de nævnte former for kriminalitet det foregående år.

For de kriminalitetsarter, der er vist i figuren, er der ikke signifikant forskel mellem hovedstædernes ungdom med hensyn til butikstyveri, men på de øvrige områder er forskellen statistisk signifikant. At der især er stor forskel mellem den københavnske ungdom og ungdommen i de øvrige nordiske hovedstæder med hensyn til cykeltyverier skal utvivlsomt forklares med, at mulighederne for cykeltyveri i Danmark er noget større. Rapporten omfatter ikke analyser, der kan pege på forklaringer på forskellene mellem landene, og generelt er lighederne da også mere fremtrædende end forskellene.

2.2. Udviklingen i den registrerede kriminalitet

Analyser, der er baseret på den registrerede kriminalitet, indebærer mangler, der er forårsaget af, at ikke alle lovovertrædelser anmeldes til politiet. Når analysen alene skal omhandle unge lovovertrædere og derfor må baseres på strafferetlige afgørelser, betyder det desuden, at oplysninger alene foreligger for den mindre del af lovovertrædelserne, der er opklarede.

Såfremt der ikke over tid er sket ændringer i anmeldelsestilbøjeligheden og i opklaringsprocenten, må udviklingsanalyser, som her er i fokus, dog antages at give et rimeligt godt billede af forholdene. Hverken anmeldelsestilbøjeligheden eller opklaringsprocenten er imidlertid stabile.

De offerundersøgelser, der er gennemført, viser, at anmeldestilbøjeligheden for vold og hærværk er øget betydeligt over de seneste 20-30 år, mens den til gengæld er stabil for tyveriernes vedkommende (Balvig & Kyvsgaard 2009a og Balvig & Kyvsgaard 2009b). Opklarings- eller sigtelsesprocenten for straffelovsovertrædelser har varieret noget, men set over den samlede periode er den mindsket en smule: fra 20,4 pct. i 1981 til 17,7 pct. i 2006. For visse former for berigelseskriminalitet er der dog sket en større og kontinuerlig mindskning i sigtelsesprocenten. Eksempelvis er sigtelsesprocenten for indbrud i beboelser mindsket fra knap 16 pct. i 1981 til knap 7 pct. i 2006 og for indbrud i kontorer mv. fra 21 til 8 pct. Opklaringsprocenten for alene voldsforbrydelser er derimod steget fra midt i 1980’erne til slutningen af perioden: fra ca. 68 pct. til ca. 80 pct.^[73] Samlet må det vurderes, at ændringer i anmeldelsestilbøjeligheden og sigtelsesprocenten i særlig grad har betydning for omfanget af registrerede voldsforbrydelser, og at mindskningen i sigtelsesprocenten for indbrud har en vis betydning for udviklingen i den registrerede indbrudskriminalitet.

Der er også mere upåagtede forhold ved den registrerede kriminalitet, som kan påvirke udviklingsanalyser. Ét er spørgsmålet om ændringer i antallet af biforhold, der knytter sig til de enkelte strafferetlige afgørelser. Kriminalstatistikken oplyser således alene om antallet af strafferetlige afgørelser og om arten af den forbrydelse, der ligger bag hovedsigtelsen.^[74] Denne måde at føre statistik på indebærer, at der kan ske væsentlige forskydninger i antallet af pådømte forhold, uden det umiddelbart synliggøres. En opgørelse over antallet af forhold pr. strafferetlig afgørelse viser, at der er sket betydelige ændringer i antallet af forhold pr. afgørelse, idet der fra begyndelsen af 1980’erne til 2006 er sket et fald fra 3,3 til 1,9 forhold pr. strafferetlig afgørelse.^[75] En udviklingsanalyse, der alene er baseret på strafferetlige afgørelser og ikke tager hensyn til denne forandring, vil derfor skabe et fejlagtigt indtryk af kriminalitetsudviklingen.

Hovedsigtelsen, altså den forbrydelse, hvis art kendes fra kriminalstatistikken, skal – såfremt den strafferetlige afgørelse omfatter flere forhold – i princippet være den forbrydelse, der primært bidrager til sanktionen, altså det alvorligste forhold i henhold til strafferammer og retspraksis. Sådan forholder det sig imidlertid ikke altid, idet der ikke konsekvent foretages ændringer, såfremt der senere i et sagsforløb rejses sigtelser for flere og alvorligere forhold.^[76]

Endnu et problem ved kriminalstatistikken skal omtales: at det er vanskeligt at få oplysninger om antallet af personer, som kendes skyldige i en lovovertrædelse. Statistikkens tælleenhed er således primært afgørelser og ikke personer.

I forlængelse af ovennævnte resultater fra de danske selvrapporteringsundersøgelser har det ofte været hævdet, at udviklingen peger på en polarisering med færre unge, der overhovedet begår kriminalitet, mens en lille gruppe af unge lovovertrædere til gengæld begår flere lovovertrædelser. Det er en populær antagelse, som aldrig er blevet af- eller bekræftet.

Med henblik på at få undersøgt denne antagelse og for at få et mere retvisende billede af den registrerede ungdomskriminalitet har Justitsministeriets Forskningsenhed til brug for denne analyse rekvireret et datamateriale fra Danmarks Statistik, der inkluderer oplysninger om både hoved- og bisigtelser fordelt på personer. Datamaterialet angår perioden 1981 til 2006. Det er dette materiale, de følgende analyser er baseret på.

I det følgende beskrives indledningvist udviklingen i den registrerede kriminalitet blandt børn under 15 år.

2.2.1. Børn under den kriminelle lavalder

Såfremt et barn under den kriminelle lavalder mistænkes for at have begået kriminalitet, registrerer politiet i deres sagsbehandlingssystem, at det drejer sig om en person under 15 år. Tidligere kunne man af politiets årsberetninger se, hvor mange børn det drejer sig om, men disse statistikker har i en række år ikke været offentliggjort, fordi de antages at være usikre og mindre systematiske end den øvrige kriminalstatistik. Eftersom sager mod børn ikke vurderes med henblik på tiltalerejsning eller prøves ved domstolene er det desuden uvist, i hvilket omfang de registrerede børn rent faktisk er skyldige i den kriminalitet, de registreres for at have begået.^[77]

Kriminalstatistikken fra Danmarks Statistik har imidlertid i de seneste år omfattet en statistik vedrørende 10-14-årige, som mistænkes for kriminalitet. Statistikken er baseret på anmeldelsesoplysninger fra politiet. Nedenstående tabel 1, der er baseret på oplysninger fra Danmarks Statistik, er forbundet med den ovennævnte usikkerhed.

Tabellen viser, at børnene primært mistænkes for ejendomsforbrydelser, herunder især butikstyverier. Der er ikke klare udviklingstendenser i omfanget af de forskellige former for ejendomsforbrydelser, idet tallene varierer noget år for år. Det samme gælder seksualforbrydelser. Med hensyn til voldsforbrydelser er der derimod en klar stigende tendens, hvilket primært skyldes flere sager om simpel vold (§ 244).

Antallet af tilfælde, hvor børn mistænkes for at have begået en særlovsovertrædelse, varierer også en del, herunder antallet af sager vedrørende våbenlovsovertrædelser.

Tabel 1. Antal anmeldte lovovertrædelser med mistænkte 10-14-årige, 2000-2007.

Samlet set er der ikke tale om nogen vækst i antallet af mistænkte 10-14-årige, jf. nederste række i tabel 1, som angiver antallet af sager pr. 1.000 i aldersgruppen. Der forefindes ikke oplysninger om antal personer, der registreres, idet samme person kan være registreret flere gange.

2.2.2. Unge 15-17-årige

Udviklingen i den registrerede kriminalitet for de 15-17-årige er som nævnt baseret på et datamateriale fra Danmarks Statistik. Det er valgt alene at inkludere overtrædelser af straffeloven og herunder kun lovovertrædelser, der har ført til enten en frihedsstraf, bøde, tiltalefrafald, foranstaltningsdom eller en advarsel. At advarsler er inkluderet, skyldes, at der i løbet af den undersøgte periode er sket en ændring i retspraksis i forbindelse med butikstyveri, som frem til 1992 hyppigt medførte en advarsel, men sanktionen ændredes derefter til bøde. Færdsels- og andre særlovsovertrædelser er udeladt, idet ændringer i politiets indsats må antages at påvirke antallet af registrerede særlovsovertrædelser en del.

I modsætning til kriminalstatistikken fra Danmarks Statistik er det følgende baseret på oplysninger om gerningspersonens alder på gerningstidspunktet. Det betyder, at de, der var 17 år på gerningstidspunktet, men 18 år på afgørelsestidspunktet, også er inkluderet.

Analysen angår årene 1981 til 2006. Indledningsvis skal dog alene ses på udviklingen fra 2000-2006, svarende til tabel 1 ovenfor. Det bemærkes, at tabel 2 er baseret på antal forhold, der har ført til en strafferetlig afgørelse, og ikke antal afgørelser, og at tabellen alene omfatter straffelovsovertrædelser.

Tabel 2. Antal straffelovsovertrædelser begået af 15-17-årige, 2000-2006.

Væksten i antallet af sædelighedsforbrydelser beror primært på flere sager om heteroseksuelle lovovertrædelser mod børn over 12 år, og ikke på en vækst i alvorligere sædelighedsforbrydelser som voldtægt.

Antallet af voldsforbrydelser er vokset ganske meget i perioden, jf. nedenfor, herunder især vold og lign. mod offentlig myndighed, simpel vold og trusler.

Antallet af ejendomsforbrydelser varierer noget, hvilket ikke mindst skyldes fluktuationer i antallet af indbrud, butikstyverier og hærværkstilfælde. Antallet af brugstyverier af biler er faldet i hele perioden, mens derimod antallet af røverier er steget.

Det bemærkes, at aldersgruppens størrelse varierer en del i perioden. Fra 2000 til 2006 sker der en stigning på 18 pct. Dette er der taget hensyn til ved beregningen nederst i tabel 2, hvor antallet af forhold er beregnet pr. 1000 i aldersgruppen.

De følgende analyser omfatter som nævnt hele perioden 1981 til 2006. Fra 1981 til 2000 er der sket et fald i antallet af 15-17-årige på 34 pct., så på grund af disse store udsving i aldersgruppens størrelse er der i alle analyser taget hensyn hertil.

Figur 8. Udviklingen i procentandel 15-17-årige med en strafferetlig afgørelse, 1981-2006.

I perioden frem til 1994 er det under 2 pct. af de unge, der årligt registreres for en straffelovsovertrædelse, jf. figur 8. Derefter vokser procentandelen og når i slutningen af perioden op på omkring 2½ pct. I løbet af hele den 26-årige periode er der sket en vækst på 28 pct. i andelen af unge, der registreres for en straffelovsovertrædelse.

Figur 9. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 1000 unge 15-17-årige, 1981-2006.

Ser man på antallet af lovovertrædelser, disse unge er registreret for at have begået, bliver billedet et noget andet, jf. figur 9. Figuren viser således, at der er tale om en ganske kraftig mindskning i antallet af lovovertrædelser, som 15-17-årige straffes for. Fra 1985, hvor antallet af lovovertrædelser pr. 1000 i aldersgruppen er på sit højeste, og frem til 2006 sker der et fald på 45 pct. i antallet af lovovertrædelser i forhold til aldersgruppens størrelse. Faldet er særlig kraftigt i perioden frem til begyndelsen af 1990’erne. Derefter er antallet af lovovertrædelser pr. 1000 i aldersgruppen ret stabil. Set i sammenhæng med figur 8, ophører mindskningen i antallet af lovovertrædelser pr. 1000 i aldersgruppen nogenlunde samtidig med, at andelen af lovovertrædere begynder at vokse. Det indikerer, at antallet af lovovertrædelser pr. lovovertræder – den individuelle kriminalitetsfrekvens – fortsætter med at mindskes også efter begyndelsen af 1990´erne.

Dette er illustreret i figur 10, der viser, at en større og større andel af de unge lovovertrædere alene dømmes for ét forhold i løbet af de enkelte år, mens der omvendt er en kraftigt mindsket andel, der dømmes for mere end 10 lovovertrædelser pr. år.

Figur 10. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 15-17-årig, 1981-2006.

Andelen med alene én registreret lovovertrædelse er steget fra omkring 55 pct. til 67 pct., mens andelen med mere end 10 er faldet fra 9 til 2 pct. fra 1981 til 2006. I gennemsnit blev de unge lovovertrædere registreret for 4,6 lovovertrædelser i 1985 – året med den højeste individuelle kriminalitetsfrekvens – mens det antal langsomt falder i hele den undersøgte periode og i 2006 er på 2,0 lovovertrædelser pr. lovovertræder. Der er således tale om mere end en halvering af den individuelle kriminalitetsfrekvens.

Hvilke former for kriminalitet er det så, de unge straffes for? Dette er vist i figur 11, som tydeligt illustrerer, hvilke typer af lovovertrædelser der dominerer blandt de unge. I begyndelsen af den undersøgte periode var ejendomsforbrydelser den altdominerende form for kriminalitet blandt de unge, idet mere end 95 pct. af de lovovertrædelser, de blev straffet for, var ejendomsforbrydelser. Denne dominans holder i hele perioden, selv om det fald, der har været i antallet af lovovertrædelser blandt unge, alene angår ejendomsforbrydelser: Fra midten af 1980’erne og frem til 2006 mere end halveres antallet af ejendomsforbrydelser pr. 1000 i aldersgruppen. I samme periode er nogle af de andre former for forbrydelser øget, og resultatet er, at ’kun’ 79 pct. af de unges lovovertrædelser i 2006 er ejendomsforbrydelser.

Figur 11. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 1000 15-17-årige, efter hovedkategorier. 1981-2006.

Den mest dominerende form for ejendomsforbrydelse blandt de unge er indbrudstyveri, herunder især indbrudstyveri i forretning mv. Det er også den form for lovovertrædelse, der reduceres mest i perioden, og i 2006 var den på kun godt en tiendedel af niveauet i 1981, jf. figur 12. Men også andre former for indbrud er mindsket betydeligt i perioden. Det samme gælder andre former for tyverier, dog med undtagelse af butikstyverier, som har ligget på et nogenlunde stabilt niveau.

Også antallet af brugstyverier, begået af unge, reduceres betydeligt, nemlig til under halvdelen af niveauet i 1981. Dette er en generel tendens, idet indførelsen af startspærrer i 1997 tilsyneladende har indebåret en meget kraftig mindskning i antallet af biltyverier. Mindskningen i antallet af brugstyverier blandt unge begynder dog længe inden indførelsen af startspærrer.

En del af det fald, der er sket i de unges registrerede ejendomsforbrydelser, skal givetvis forklares med nævnte ændringer i sigtelsesprocenten. Men det er samtidig givet, at dette ikke kan forklare hele forandringen. Eksempelvis er de unges indbrud i forretninger mv. i 2006 på ca. en tiendedel af niveauet i 1985, mens sigtelsesprocenten i samme periode er godt halveret. Da sigtelsesprocenten i sagens natur ikke er aldersspecifik, er det ikke muligt at beregne, hvor stor indflydelse ændringer heri har for faldet i den registrerede ungdomskriminalitet.

Figur 12. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 1000 15-17-årige, efter kriminalitetens art. 1981-2006. Indeks (1981=100).

En enkelt form for ejendomsforbrydelse er steget ganske betydeligt i perioden, nemlig røveri, jf. også figur 14. Mens de unge i 1981 var registreret for 78 røverier, var antallet i 2006 331.

Figur 13. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 1000 15-17-årige, efter hovedkategorier. 1981-2006. Indeks (1981=100).

Med hensyn til de øvrige hovedkategorier af straffelovsovertrædelserne – sædelighedsforbrydelser, voldsforbrydelser og andre straffelovsovertrædelser^[78] – sker der en vækst, hvilket figur 13 illustrerer. Væksten i seksualforbrydelser er dog meget ujævn, og der er på dette område tale om meget små tal – fra et maksimum på 110 seksualforbrydelser (i 1983) til et minimum på 29 (i 1993). Det skal understreges, at væksten ikke skyldes flere voldtægter begået af unge. Også med hensyn til kategorien af andre straffelovsovertrædelser er udviklingen ujævn, og selv om der i slutningen af perioden sker en vækst i antallet af narkotikaforbrydelser, er det ikke disse – også talmæssigt meget få lovovertrædelser – der påvirker udviklingen. Antagelig er det snarere en vækst i antallet af overtrædelser af § 121, fornærmelig tiltale af offentlig myndighed (Justitsministeriets Forskningsenhed 2007c).

Som figur 13 viser, er der til gengæld en ganske markant vækst i antallet af registrerede voldsforbrydelser. De unge registreres i dag for mere end fire gange så mange voldsforbrydelser som i 1981.^[79] Væksten var i begyndelsen af perioden lav, men accelererer især fra 1996 og frem.

Figur 14. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 1000 15-17-årig, efter kriminalitetens art. 1981-2006. Indeks (1981=100).

Figur 14 viser udviklingen i de mest udbredte former for voldsforbrydelser samt i antallet af røverier. Som det ses, er der for disse lovovertrædelser især tale om en øgning siden begyndelsen af 1990’erne. Trusler er vokset mest, idet der er tale om en tidobling, mens det for røveri og vold mod private (§§ 244-246) drejer sig om ca. en femdobling. Antallet af sager vedrørende vold eller lignende mod offentlig myndighed er syvdoblet.

2.3. Sammenfatning vedrørende udviklingen i ungdomskriminalitet

Udviklingstendenser i kriminalitet er ikke isolerede nationale fænomener, men ofte ses parallelle tendenser i flere lande. Her er set, at udviklingen i den selvrapporterede ungdomskriminalitet i Danmark i meget høj grad svarer til den, der har været i andre nordiske lande. De gentagne danske og øvrige nordiske undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet viser således, at færre og færre unge har erfaringer med kriminalitet, og at den samlede kriminalitet, de unge rapporterer at have begået, er mindsket gennem en længere periode. Undersøgelserne peger på, at mindskningen i de unges kriminalitet angår tyveri og andre former for ejendomsforbrydelser, mens omfanget af vold er uforandret. I lande uden for Norden er der set ganske tilsvarende tendenser (Soothil et al. 2008; Snyder & Sickmund 2006; Chesney-Lind & Irwin 2008; se også Renzetti 2006).

Udviklingen i den registrerede kriminalitet peger på mange måder i samme retning. Andelen af unge, der registreres for kriminalitet er ganske vist ikke mindsket, men øget siden midten af 1990´erne. Derimod er antallet af lovovertrædelser, de unge registreres for, mindsket ganske betydeligt. Mindskningen beror først og fremmest på, at de unge straffes for færre formueforbrydelser såsom indbrudstyverier, brugstyverier og andre tyverier, og mindskningen skal i nogen grad forklares med fald i sigtelsesprocenten. Samtidig er der – i særlig grad de seneste 10 år – sket en vækst i antallet af registrerede voldsforbrydelser og røverier.

Sidstnævnte tendens står i modsætning til det, selvrapporteringsundersøgelserne viser, nemlig et uforandret niveau med hensyn til omfang af vold. Forskellen skal antagelig langt hen ad vejen forklares med en stigende anmeldelsestilbøjelighed for voldsforbrydelser, hvilket også de offerundersøgelser, der gennemføres, viser (Balvig & Kyvsgaard 2009a og Balvig & Kyvsgaard 2009b).

Overordnet set må udviklingen i ungdomskriminalitet betragtes som positiv, idet såvel selvrapporteringsundersøgelserne som den registrerede kriminalitet tyder på, at kriminalitet blandt unge er mindsket gennem de sidste 20-30 år. Den ændring i kriminalitetens art, som den registrerede kriminalitet peger på – fra tingsorienteret kriminalitet til personorienteret kriminalitet – kan naturligvis skabe bekymring, uanset om ændringen er reel eller ej. Både den synliggørelse, der sker gennem anmeldelse og strafforfølgning, og den øgede moralske fordømmelse af vold og anden personfarlig kriminalitet, der er sket i befolkningen, er med til at sætte fokus på unges vold (Balvig 2001). Demografiske ændringer kan også virke herfor, idet ungdomsårgangene har været voksende siden 2000 og fortsat vil vokse de kommende år.^[80] Så selv om de unge ikke måtte begå mere kriminalitet, kan ungdomskriminaliteten alligevel vokse i kraft af, at der vil være flere unge.

3. Kriminalitet blandt drenge og piger

På baggrund af henholdsvis undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet og den registrerede kriminalitet skal her på tilsvarende måde som ovenfor ses på udviklingstendenser i kriminalitet blandt drenge og piger.

3.1. Kønsforskelle i henhold til selvrapporteringsundersøgelser

De ovennævnte danske selvrapporteringsstudier viser det velkendte mønster, at kriminalitet er mere udbredt blandt drenge end blandt piger. Målt ved selvrapporteret kriminalitet er kønsforskellen dog ikke så stor, som den er ved den registrerede kriminalitet, idet andelen af drenge, der har begået alvorligere former for kriminalitet – ’Gengangerne’ og ’De erfarne’ – kun er 2-3 gange større end andelen af piger i disse to grupper.

Med hensyn til kriminalitetsudviklingen blandt piger og drenge viser selvrapporteringsstudierne, at den vækst, der har været i andelen af lovlydige unge, især er markant for drengenes vedkommende, jf. figur 15 og 16. Mens andelen af lovlydige i 1989 var dobbelt så stor for piger som for drenge, var der i 2005 en meget ringe kønsforskel i andelen af lovlydige. Og mens andelen af drenge, der har begået alvorligere kriminalitet, er stabil, er der tendens til vækst for pigernes vedkommende.

Figur 15. Procentvis fordeling af drenge i kriminalitetsgrupper, 1989, 1999 og 2005.

Figur 16. Procentvis fordeling af piger i kriminalitetsgrupper, 1989, 1999 og 2005.^[81]

Tilsvarende mønster – at piger nærmer sig drengene kriminalitetsmæssigt – er, som det fremgår af figur 4, også påvist i Finland, med derimod ikke i Norge, jf. figur 6, og heller ikke i Sverige (Brå 2006).

Den fællesnordiske selvrapporteringsundersøgelse viser stor ensartethed mellem landene med hensyn til kønsforskelle for de forskellige former for kriminalitet og forstyrrende ungdomsadfærd, men den viser også konsekvent en mindre kønsforskel mellem københavnske drenge og piger end mellem drenge og piger i de andre nordiske hovedstæder. Det kan ses i forlængelse af det ’normaliserede kriminalitetsmønster’, som forfatteren mener, de københavnske unge kan karakteriseres ved i forhold til unge i de andre nordiske hovedstæder (Kivivouri 2007). Et normaliseret mønster må forventes også at indebære en mindre kønsforskel på kriminalitetsområdet.

3.2. Kønsforskelle i henhold til den registrerede kriminalitet

På samme måde som i det tidligere skal her ses dels på andelen af 15-17-årige drenge og piger, der registreres for en lovovertrædelse, og dels på kriminalitetens omfang og art blandt henholdsvis drenge og piger.

Figur 17 viser den velkendte forskel mellem kønnene: Mens 3-4 pct. af drengene årligt registreres for en lovovertrædelse, drejer det sig om ½-1 pct. af pigerne. Den viser imidlertid også betydelige forskelle i udviklingstendensen, idet andelen af drenge, der registreres for kriminalitet, har været nogenlunde stabil i den undersøgte periode, og der er højst tale om en svag stigning i denne andel (en stigning på 12 pct. fra 1981 til 2006). For pigerne er andelen, der registreres for en lovovertrædelse, derimod vokset markant, idet den er mere end fordoblet i løbet af de 26 undersøgte år – fra 0,4 pct. i 1981 til 1,1 pct. i 2006. Væksten i andelen af piger, der registreres for kriminalitet, er primært sket fra begyndelsen af 1990erne. Udviklingen indebærer, at forskellen mellem drenge og piger kriminalitetsmæssigt er mindsket: Mens forholdet i 1981 var ca. 8:1, var det i 2006 ca. 3,5:1.

Figur 17. Udviklingen i procentandel unge 15-17-årige drenge og piger med en strafferetlig afgørelse, 1981-2006.

Også hvad antallet af lovovertrædelser pr. person angår, har udviklingen været mere positiv for drenge end for piger, jf. figur 18. Det fald, der er omtalt tidligere, beror således alene på mindsket kriminalitet blandt drengene. For pigerne er der derimod en vækst på næsten 80 pct. i antallet af lovovertrædelser pr. 1000 i aldersgruppen.

Figur 18. Udviklingen i antal lovovertrædelser pr. 1000 15-17-årige drenge og piger, 1981-2006.

Samtidig illustrerer figur 18, at forskellen mellem drenge og piger er større vurderet ud fra antallet af begåede lovovertrædelser end ud fra antallet af registrerede personer. Drenge, der registreres for kriminalitet, har således en højere kriminalitetsfrekvens, end pigerne har.

Figur 19. Udviklingen i den årlige individuelle kriminalitetsfrekvens for henholdsvis drenge og piger, 1981-2006.^[82]

Dette er tydeliggjort i figur 19, der viser, hvor mange lovovertrædelser de drenge og piger, der registreres de enkelte år, er registreret for at have begået. I hele perioden er den individuelle kriminalitetsfrekvens højere blandt drenge end blandt piger, men da den mindskes mere blandt drenge end blandt piger, er forskellen mellem de to køn betydeligt mindre i slutningen end i begyndelsen af perioden.

Med hensyn til arten af den kriminalitet, som henholdsvis drenge og piger begår, er der betydelige kønsforskelle, jf. figur 20. Næsten halvdelen af de straffelovsovertrædelser, piger er registreret for, er butikstyverier, mens det drejer sig om mindre end en tiendedel af drengenes lovovertrædelser. Derudover er relativt mange af pigerne registreret for dokumentfalsk, som indgår i kategorien ’øvrige ejendomsforbrydelser’.

En væsentlig del af drengenes lovovertrædelser angår indbrudstyveri og hærværk. Ingen piger er registreret for seksualforbrydelser, mens én procent af drengenes lovovertrædelser angår denne form for kriminalitet. Med hensyn til voldsforbrydelser hører knap hver femte af drengenes lovovertrædelser til denne kategori mod hver tiende af pigernes.

Sådan var billedet i 2006, men det har været under forandring. I forhold til 1981 er der i dag en betydeligt større andel af såvel drengenes som pigernes kriminalitet, der angår vold, ligesom en større andel af begge køns kriminalitet vedrører butikstyverier og hærværk. Omvendt er der for begge køn sket en mindskning i andelen af lovovertrædelser, der vedrører indbrudstyverier, brugstyverier og andre former for tyverier. Relativt set er især pigernes voldkriminalitet vokset meget, fra et meget lille antal i 1981 (16 sager vedrørende vold, trusler mv.) til 179 i 2006. For drengene drejer det sig om en vækst fra 418 til 1403 registrerede voldssager fra 1981 til 2006. Tilsvarende tendenser er set i andre lande (Snyder & Sickmund 2006).

Figur 20. Kriminalitetens art for henholdsvis drenge og piger, 2006.

4. Ungdomskriminalitet som gruppefænomen

Som indledningsvis nævnt er kriminalitet typisk et ungdoms- og mandefænomen. Et tredje velkendt og alment træk er, at det for unge for det meste drejer sig om et gruppefænomen, mens ældre oftest begår kriminalitet alene. I en ældre kriminologisk lærebog hævdes det tilmed, at unge, der begår kriminalitet sammen med andre, er de mest normale, mens enegængerne psykisk set er mere afvigende (Hurwitz & Christiansen 1971).

Figur 21, der stammer fra en undersøgelse af gaderøverier, illustrerer tydeligt sammenhængen mellem antallet af gerningsmænd og alder: Jo yngre gerningsmændene er, desto flere har medvirket i røveriet (Kyvsgaard 2008).

Figur 21. Røverier fordelt efter alder på (den yngste) gerningsperson og det gennemsnitlige antal gerningspersoner pr. røveri.

At børn og unge typisk begår kriminalitet sammen med andre, hænger sammen med, at deres kriminalitet i højere grad end de voksnes er procesorienteret, og at gruppen har en klar betydning for den opvisningskarakter, kriminalitet i den alder kan have. Alle ældre ungdomskriminalitetsteorier tager udgangspunkt i, at ungdomskriminalitet er et gruppefænomen. Gruppens funktion kan dog beskrives på lidt forskellig måde, idet eksempelvis én teori, der ser ungdomskriminalitet som et resultat af statusfrustration, lægger vægt på, at kriminalitet er statusgivende i gruppen, og at gruppen samtidig kan dæmpe skyldfølelsen (Cohen 1955). En anden teori, der er baseret på antagelsen om, at ungdomskriminalitet som følge af kvindedominerede opvækstmiljøer primært er relateret til drenges kønsidentitetsproblemer under puberteten, anser, at gruppen kan bekræfte den unge dreng i, at hans kriminalitet demonstrerer mandighed og vovemod (Miller 1958).

På baggrund af de registerdata, som de tidligere analyser er baseret på, er det her undersøgt, hvor hyppigt de unge begår lovovertrædelser alene, og hvor ofte de gør det sammen med andre, samt om der i så henseende er sket ændringer i løbet af den undersøgte periode. Det bemærkes, at når spørgsmålet om antallet af medgerningsmænd, som her, undersøges på baggrund af registreret kriminalitet, må det forventes, at antallet af medgerningsmænd underestimeres. Der vil således være en række tilfælde, hvor det alene lykkes politiet at få fat i den ene eller nogle af gerningsmændene.

Af figur 22 ses, at omkring en tredjedel af de unge lovovertrædere i begyndelsen af perioden har begået kriminalitet alene, mens andelen, der har begået det sammen med én anden, er lidt større. Andelen, der har begået kriminalitet sammen med tre eller flere er på godt en fjerdedel. I løbet af perioden vokser andelen, der begår kriminalitet alene, til omkring 50 pct. Det kan dog ikke udelukkes, at den lidt kraftige vækst i andelen med kun en gerningsmand, der ses sidst i perioden, kan bero på, at ikke alle medgerningsmænd endnu har fået en sanktion.^[83] Men under alle omstændigheder er der en tydelig vækst i andelen, der har begået deres kriminalitet alene. Den lille andel, der har begået kriminalitet sammen med mindst fem andre, er ret konstant i perioden.

Figur 22. Udviklingen i antallet af medgerningsmænd, 1981-2005.

Denne udvikling skal først og fremmest forklares med de nævnte ændringer i den registrerede kriminalitet blandt unge, idet eksempelvis antallet af lovovertrædere pr. voldsforbrydelse er mindre end antallet af lovovertrædere pr. indbrudstyveri. Desuden er der for visse kriminalitetstyper sket en mindskning i antallet af lovovertrædere pr. lovovertrædelse. Det gælder bl.a. voldsforbrydelser, mens der til gengæld er tale om stabilitet med hensyn til antallet af lovovertrædere pr. indbrudstyveri.

At unge ofte begår kriminalitet sammen med andre, betyder almindeligvis ikke, at der er tale om bandeaktivitet. De unges grupperinger vil typisk være løse og tilfældige og – især når det drejer sig om de helt unge – kun i sjældne tilfælde få karakter af en fast sammentømret og organiseret bande. I en undersøgelse af selvrapporteret kriminalitet blandt unge i Storkøbenhavn er der spurgt, om de unge mener, at deres venskabsgruppe kan betragtes som en bande (Gabrielsen 2007). Det gjorde ca. hver 20. af de unge. Ved anvendelse af en strikt definition af begrebet bande er det dog nok spørgsmålet, om ret mange af de grupperinger, de unge indgår i, ville falde ind under begrebet bande, jf. afsnittet om bander i del II.

På baggrund af drøftelserne på Ungdomskommissionens temadag i august 2008 er der gennemført flere analyser vedrørende gruppefænomenet. På temadagen blev der således rejst et spørgsmål om, hvorvidt det i dag er mere almindeligt end tidligere, at de unge begår kriminalitet sammen med nogen, der er noget ældre end dem selv. Dette indtryk er antagelig foranlediget af diskussioner om ’storebrødre’ – en diskussion og et udtryk, der er af nyere dato. De data, ovenstående er baseret på, giver mulighed for at af- eller bekræfte denne hypotese, idet der foreligger oplysninger om alderen på dem, der begår kriminalitet sammen.

Figur 23. Udviklingen i aldersforskel mellem yngste og ældste gerningsmand i sager med flere lovovertrædere, 1981-2005.

Figur 23 viser dels den mediane og den gennemsnitlige aldersforskel mellem den yngste og den ældste gerningsmand. Som det fremgår – måske tydeligst anskueliggjort ved tendenslinierne – så er der intet, der tyder på, at unge i højere og højere grad begår kriminalitet sammen med nogen, der er noget ældre end dem selv.

Figur 24. Udviklingen i gruppekriminalitet blandt unge lovovertrædere af dansk oprindelse og blandt unge af fremmed etnisk oprindelse, 1981-2005.

Eftersom antagelsen om gruppekriminalitet i vore dage hyppigt knyttes til indvandrerspørgsmålet, er der også set på, om unge af fremmed etnisk herkomst hyppigere end unge af dansk oprindelse indgår i en gruppe. Dette er illustreret i figur 24, som viser, at det forekommer hyppigere, at unge lovovertrædere af dansk oprindelse begår kriminalitet sammen med andre, end at unge af udenlandsk herkomst gør det.

Figur 25. Udviklingen i etnisk sammensætning af grupper, der begår kriminalitet sammen, 1981-2005.

Endelig ses af figur 25, at der i den undersøgte periode er kommet flere grupper, der alene omfatter unge med udenlandsk baggrund. Denne udvikling er forventelig, idet andelen af unge med indvandrerbaggrund i det danske samfund i samme periode er vokset til ca. det seksdobbelte. Det ses endvidere, at andelen af grupper, der består af både unge med dansk og med udenlandsk baggrund – blandet gruppe – tilsvarende er vokset. Andelen af grupper med blandet sammensætning er i hele perioden større end andelen med alene unge med fremmed etnisk baggrund. Det indebærer, at en væsentlig del af de unge med indvandrerbaggrund begår kriminalitet sammen med unge af dansk afstamning.

5. Etniske minoriteter

Den almene kriminologiske antagelse er, at de fundamentale mekanismer og de risikofaktorer, der har betydning for forekomsten af kriminalitet, er uafhængige af etnicitet, og at det er variationer i disse forhold, der kan forklare variationer i forekomsten af kriminalitet mellem forskellige etniske grupper (Junger-Tas 2001).

Det er utvivlsomt, at der er en overrepræsentation af etniske minoriteter i straffesystemet, ligesom det er utvivlsomt, at denne overrepræsentation langt hen ad vejen skal forklares med demografiske og socioøkonomiske forskelle mellem personer af dansk og af udenlandsk oprindelse. Det er således velkendt, at kriminalitetsfrekvensen veksler betydeligt med køn, alder og socioøkonomiske forhold, og eftersom den del af befolkningen, der er af dansk oprindelse, og den del, der stammer fra udviklingslandene, er sammensat meget forskelligt aldersmæssigt og socioøkonomisk, giver statistikker, hvor der ikke tages hensyn hertil, et misvisende billede, såfremt sigtet er at få information om, hvorvidt personer af fremmed etnisk herkomst er mere eller mindre kriminelle end personer af dansk herkomst.

De danske selvrapporteringsundersøgelser, der er omtalt i det tidligere, inkluderer ikke oplysninger om etnisk baggrund, men alene om fødested: om personen er født i eller uden for Danmark. Det betyder, at det kun er en mindre del af de etniske minoriteter, der dermed kan oplyses separat om i disse undersøgelser, idet godt halvdelen af de unge med fremmed etnisk baggrund er født i Danmark.^[84] Det følgende må ses i dette lys.

Figur 26. Procentvis fordeling af unge født i og uden for Danmark i kriminalitetsgrupper, 2005.

Den seneste i rækken af selvrapporteringsundersøgelser viser, jf. figur 26, et mere polariseret billede for indvandrernes vedkommende end for de danskfødte: På den ene side er der flere af indvandrerne, der har begået alvorligere kriminalitet, og på den anden side er der også flere af dem, som er lovlydige. Andelen af indvandrere, der har begået alvorligere kriminalitet én eller flere gange, er ca. dobbelt så stor, som den er for dem, der er født i Danmark.

I den særlige selvrapporteringsundersøgelse, der blev gennemført i København i 2006 som led i den ovennævnte internationale undersøgelse af ungdomskriminalitet, anvendes en anden afgrænsning af etniske minoriteter, idet denne inkluderer alle dem, hvor blot den ene af forældrene er af fremmed etnisk herkomst (Gabrielsen 2007). Det kriterium er bredere end det, Danmarks Statistik og andre anvender, da indvandrere og efterkommere almindeligvis afgrænses ved, at begge forældre er af fremmed etnisk herkomst. I den danske delrapport konkluderes, at etnicitet kun sjældent spiller en rolle i relation til de unges kriminelle erfaringer eller anden problematisk adfærd, idet der kun for to ud af de 17 kriminelle og problematiske adfærdsformer, der er spurgt til, er en statistisk signifikant sammenhæng mellem etnicitet og adfærd (ibid. s. 44). Således viser undersøgelsen, at unge med fremmed etnisk baggrund sjældnere end dem med dansk baggrund har drukket alkohol. Den viser videre, at flere af de unge indvandrere end unge med dansk baggrund har båret våben. Der er derimod ikke flere af efterkommerne end af dem med dansk baggrund, der har båret våben.^[85]

Danmarks Statistik har gennemført en række ensartede undersøgelser af kriminalitet blandt etniske minoriteter.^[86] Alle undersøgelser er baseret på fældende afgørelser, og der er taget hensyn til demografiske og sociale forskelle. Undersøgelsen fra 2006 viser, at af alle dem, der blev fundet skyldige i en lovovertrædelse, var knap 14 pct. af fremmed etnisk herkomst og godt 86 pct. af dansk herkomst (Danmarks Statistik 2008).

Figur 27. Kriminalitetsindeks efter national oprindelse 2006. Ukorrigeret, korrigeret for alder og korrigeret for både alder og socioøkonomisk stillingsgruppe. Indeks, befolkningen = 100.

Figur 27 viser de overordnede resultater fra undersøgelsen vedrørende strafferetlige afgørelser i 2006.^[87] Det ses, hvorledes især indekset for mænd af udenlandsk oprindelse mindskes, når der korrigeres for aldersforskelle og socioøkonomiske forskelle: fra en overrepræsentation på 61 pct. til en overrepræsentation på 18 pct. For kvinder af udenlandsk oprindelse er der ikke tale om en overrepræsentation, men derimod en underrepræsentation, når der korrigeres for de nævnte forhold.

Danmarks Statistiks undersøgelse omfatter også separate opgørelser for personer fra ikke-vestlige lande og for enkelte forbrydelseskategorier. For personer fra ikke-vestlige lande er overrepræsentationen større end den, der er vist i figuren. Eksempelvis er der en overrepræsentation på 58 pct. for voldsforbrydelser for mænd fra ikke-vestlige lande, og på 5 pct. for den tilsvarende gruppe af kvinder, når der korrigeres for aldersforskelle og socioøkonomiske forskelle.

Figur 28. Kriminalitetsindeks for mænd fra ikke-vestlige lande, 2000-2006. Indeks, alle mænd i de tre aldersgrupper = 100.

Undersøgelserne fra Danmarks Statistik viser en svagt faldende tendens i overrepræsentationen fra 2000 til 2005, men en stigning fra 2005 til 2006.^[88] Faldet fra 2000 til 2005 skyldes først og fremmest en mindsket kriminalitetsrate blandt de unge mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, jf. figur 28. Det bemærkes, at tallene i denne figur ikke er korrigerede for socioøkonomiske forhold. Som det ses, er de unge indvandreres og efterkommeres overrepræsentation faldet fra 97 pct. i 2000 til 65 pct. i 2006. Tilsvarende gør sig ikke gældende for de ældre aldersgrupper.

I øvrigt viser tallene fra Danmarks Statistik, at kriminalitetsniveauet for de 15-19-årige mandlige efterkommere og indvandrere er ret ensartet, jf. figur 29. Kriminalitetsniveauet blandt de 20-29-årige efterkommere er derimod betydeligt højere end tilfældet er for samme aldersgruppe af indvandrere. Hvad dette beror på, er uvist, men det kan skyldes, at en mindre del af indvandrerne end af efterkommerne i denne aldersgruppe er fra ikke-vestlige lande.

Figur 29. Kriminalitetsindeks for mandlige efterkommere og indvandrere, 2000-2006. Indeks, alle mænd i de to aldersgrupper = 100.

I en undersøgelse af unge på sikrede institutioner er det påpeget, at så mange som syv ud af ti af fremmed etnisk herkomst har flygtningebaggrund, og mange af dem er opvokset under traumatiske forhold (Hansen & Zobbe 2006). Da undersøgelsen er baseret på en forholdsvis lille undersøgelsespopulation (på 172 individer), blev det besluttet, at Danmarks Statistik skulle gennemføre en større undersøgelse med henblik på at belyse dette emne. Denne undersøgelse, der forelå 2008, kan imidlertid ikke bekræfte den tidligere, idet der i Danmarks Statistiks undersøgelse konkluderes, at når hensyn tages til socioøkonomiske forhold, har mænd med flygtningebaggrund ikke højere kriminalitetsfrekvens end mænd med øvrigt opholdsgrundlag (Danmarks Statistik 2008b).

Tabel 3. Domme fordelt efter den dømtes herkomst og indvandrerstatus.

De årlige redegørelser om antal idømte ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til unge lovovertrædere, som Justitsministeriets Forskningsenhed udarbejder, inkluderer også oplysninger om etnicitet (Justitsministeriets Forskningsenhed 2008). Den seneste rapport, der angår domme fra 2007, viser, at 38 pct. af de unge, der blev idømt enten en ungdomssanktion eller en ubetinget fængselsstraf, er af fremmed etnisk herkomst, jf. tabel 3.^[89] Der er lidt flere indvandrere end efterkommere blandt de dømte.

Undersøgelser, der inddrager flere baggrundsfaktorer, finder ofte ikke, at etnicitet har en selvstændig forklarende betydning for forekomsten af kriminalitet, når der kontrolleres for andre forhold. Det gælder således en dansk registerbaseret undersøgelse, der omfatter samtlige, der er født i 1970 (Stevens 2006). Undersøgelsen, hvis formål er at undersøge sammenhængen mellem uddannelsesforløb og kriminalitet, omfatter oplysninger om forældrenes indkomst, arbejdsløshed, antal år på overførselsindkomst og højeste uddannelse. Desuden indgår oplysninger om skilsmisser og familiekonstellationer under opvæksten, antal flytninger og gennemførelse af grundskoleforløbet. Undersøgelsen viser, at alle disse forhold hver for sig har en sammenhæng med senere kriminalitet, mens personens etniske baggrund ikke har det.

I en rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed vurderes spørgsmålet om kriminalitet blandt etniske minoriteter i relation til oprindelsesland eller -region. Efter kontrol for socioøkonomiske forhold viser undersøgelsen, at 19-årige mandlige efterkommere fra Sydamerika, Tyrkiet, Pakistan og arabiske lande begår mere kriminalitet end unge mænd af dansk oprindelse, men at det ikke gælder for efterkommere fra øvrige Europa og Asien samt Afrika, Nordamerika og Australien. For unge indvandrere fra Irak, Libanon, Somalia samt Øst- og Sydøsteuropa er der derimod også tale om en overrepræsentation. Denne overrepræsentation forsvinder med alderen, idet den kun genfindes for ganske få etniske grupper blandt de 29-årige (Tranæs & Geerdsen 2008).^[90]

I en selvrapporteringsundersøgelse blandt 14-15-årige i en mindre engelsk by konstateres, at etnisk baggrund – i dette tilfælde udelukkende asiatisk baggrund – overordnet set ikke forklarer forskelle i forekomsten af kriminalitet blandt de unge, dog findes en signifikant lavere kriminalitetsfrekvens blandt piger af asiatisk afstamning (Wikström 2006).^[91]

6. Geografi og kriminalitet

Det er almen kriminologisk viden, at der er en sammenhæng mellem kriminalitet og urbanisering, idet kriminalitet traditionelt har været mere udbredt i byer end på landet og mere udbredt i storbyer end i mindre byer. Sådan forholder det sig også for ungdomskriminaliteten.

Det, der skal ses på her, er, hvor de unge lovovertrædere bor, og om den stedlige fordeling af lovovertræderne har forandret sig gennem de seneste år. Det er altså ikke gerningsstedet, der oplyses om, men gerningspersonens bopæl. Ofte er der dog en meget nær sammenhæng mellem disse to steder, da lovovertrædere sjældent bevæger sig langt væk for at begå kriminalitet.^[92] Igen er det de nævnte data fra Danmarks Statistik, der anvendes til analysen, som dermed angår årene 1981 til 2006.

Figur 30. Procentandel 15-17-årige lovovertrædere efter bopælsområde, 1981-2006.

Figur 30 viser, hvor stor en procentdel af de unge i de forskellige bopælsområder der er registreret for en straffelovsovertrædelse i den nævnte periode. Der er ganske store fluktuationer for København og Frederiksberg med hensyn til, hvor stor en del af de unge der er registreret for en lovovertrædelse, idet andelen af registrerede unge svinger fra 4 til næsten 7 pct. Fluktuationerne må ses i sammenhæng med, at befolkningsgrundlaget er forholdsvis ringe. I de øvrige områder er andelen af unge lovovertrædere noget mindre. I det øvrige hovedstadsområde er det 3-3,8 pct. af de unge, der er registreret, mens det i de større provinsbyer – Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers – er 2,5-3,4 pct. For begge områder er der tale om forholdsvis stor stabilitet i perioden. Dette gælder derimod ikke kommuner med mindre byer eller øvrige kommuner, idet der i disse områder har været en stigende andel unge, der registreres for kriminalitet. Stigningen er størst for kategorien ’øvrige kommuner’, idet væksten er på 60 pct. mod ca. 30 pct. i kommuner med byer på mere end 10.000 indbyggere. Denne udviklingstendens betyder, at den kriminalitetsmæssige forskel mellem unge i forskellige områder er aftaget ganske betydeligt gennem især de seneste ca. 15 år.

Der er set separat på den geografiske fordeling og udvikling for henholdsvis drenge og piger, og det viser sig, at ovennævnte mønster alene er gældende for drenge, men ikke for piger. Kriminalitetsfrekvensen blandt piger i København og på Frederiksberg er således relativ lav og på niveau med den frekvens, der er blandt piger i ’øvrige kommuner’. Den største kriminalitetsfrekvens findes blandt de piger, der bor i hovedstadsområdet (uden for Københavns og Frederiksberg Kommune) samt i de større provinsbyer.

7. Rusmidler

Sundhedsstyrelsen har siden 1997 årligt gennemført undersøgelser af 11-15-åriges livsstil, herunder også spørgsmål om brug af alkohol (Sundhedsstyrelsen 2008). Undersøgelsen er baseret på elever på 5-10. klassetrin i et tilfældigt udvalg af skoler, og i de seneste år har 2.500-3.300 elever deltaget i spørgeskemaundersøgelsen.

I den seneste rapport understreges det, at danske børn og unge har et relativt højt alkoholforbrug, og at de ifølge en international undersøgelse fra 2006 er blandt de unge i Europa, som drikker mest. Samtidig er der dog positive udviklingstendenser at spore, idet andelen af såvel piger som drenge, der har drukket alkohol mindst én gang inden for de seneste 30 dage, er mindsket fra 2002 til 2006, jf. figur 31 og 32.^[93]

Figur 31. Andelen af 11-15-årige drenge, der har drukket alkohol mindst én gang inden for de seneste 30 dage, 2002-2006.

De to figurer viser, at brug af alkohol er nogenlunde lige udbredt blandt piger og drenge, dog har de 11-12-årige piger et mindre forbrug end drenge i den aldersklasse.

Figur 32. Andelen af 11-15-årige piger, der har drukket alkohol mindst én gang inden for de seneste 30 dage, 2002-2006.

Tilsvarende mønster for drenge og piger ses for et spørgsmål om at have drukket fem eller flere genstande på én dag inden for den seneste måned. Endvidere viser også besvarelsen af dette spørgsmål, der har indgået i alle undersøgelser siden 1997, at børnenes brug af alkohol er aftaget over en længere periode. Eksempelvis havde 72 pct. af de 15-årige drenge drukket mindst fem genstande på én dag inden for den seneste måned i 1997-undersøgelsen mod 47 pct. i 2006. De tilsvarende tal for piger er 67 og 49 pct.

Det kan nævnes, at samme undersøgelse viser, at der siden 1999 har været et fald i andelen af drenge og piger, der dagligt ryger.

Med hensyn til brugen af illegale stoffer gennemføres undersøgelser af både Sundhedsstyrelsen/Kræftens Bekæmpelse (MULD: Monitorering af unges livsstil og dagligdag), Statens Institut for Folkesundhed (SUSY: Sundheds- og sygelighedsundersøgelserne) og et europæisk netværk, der er relateret til Europarådet og under ledelse af det svenske Centralförbund för alkohol- och narkotikaupplysning (ESPAS: The European School Survey Project on Alcohol and Drugs) (Sundhedsstyrelsen 2007). Førstnævnte undersøgelse omfatter aldersgruppen 16-20 år i perioden 2000-2006, SUSY forskellige aldersgrupper i 1994, 2000 og 2005 og ESPAS kun 15-16-årige i 1995, 1999, 2003 og 2002.

MULD viser, at der har været et fald i brugen af hash blandt de 16-20-årige i den undersøgte periode, ligesom der er et fald i andelen, der har prøvet amfetamin og psilocybinsvampe. SUSY-undersøgelsen viser tendensen til mindskning i brugen af hash blandt de 16-19-årige, men tendensen er ikke statistisk sikker. ESPAS, der som nævnt omfatter en yngre aldersgruppe, viser derimod en stigning fra 2003 til 2007 i andelen, der har prøvet hash og ecstasy, men et fald i andelen, der har sniffet. Samlet kan disse undersøgelser dermed tyde på en mindskning i brugen af hash blandt de lidt ældre unge – dem på 16 år og derover – mens der snarere er tegn på en stigning i forbruget blandt de helt unge.

8. Strafferetlige og socialretlige tiltag

Her skal kort gives en statistisk beskrivelse af de sanktioner og de socialretlige tiltag, der anvendes over for unge lovovertrædere, ligesom der skal ses på udviklingen i omfanget og arten af sanktioner og socialretlige tiltag. Der foretages endvidere en sammenligning med situationen i de øvrige nordiske lande.

8.1. Sanktionsudviklingen i Danmark

Som ved beskrivelsen af udviklingen i den registrerede kriminalitet, vil denne udviklingsbeskrivelse også alene omfatte straffelovsovertrædelser og årene 1981 til 2006. Figur 33 viser omfanget og arten af sanktioner for 15-17-årige straffelovsovertrædere i den nævnte periode.

Figur 33. Antal strafferetlige sanktioner for 15-17-årige efter art og år, 1981-2006. Kumuleret.

Figuren vidner om forholdsvis store forandringer i de former for strafferetlige afgørelser, der er anvendt over for unge lovovertrædere.

Bøder dominerer i hele perioden, idet de udgør knap halvdelen af alle sanktionerne i årene frem til 1991, hvorefter det drejer sig om mere end halvdelen. Den vækst, der sker i antallet af bøder i begyndelsen af 1990´erne, beror på de ovennævnte ændringer i retspraksis vedrørende butikstyverier, som indtil 1992 typisk medførte en advarsel, men herefter førte til en bøde. Det ses da også af figuren, at antallet af advarsler er faldet samtidig med, at antallet af bøder er vokset.

Tiltalefrafald med vilkår var tidligere den næstmest dominerende sanktion over for ungdomskriminalitet. I 1981 udgjorde den 26 pct. af samtlige sanktioner, men sanktionsformen er mindsket betydeligt, således at den kun udgjorde 5 pct. af sanktionerne i 2006. Mindskningen i anvendelsen af tiltalefrafald med vilkår er sket kontinuerligt og på trods af, at der i 1999 indførtes et nyt vilkår, ungdomskontrakt. Denne ændring medførte ganske vist en vækst i antallet af tiltalefrafald med dette vilkår, men samtidig er antallet af tiltalefrafald med vilkår om tilsyn mv. efter lov om social service faldet meget. Den kraftige reduktion i brugen af tiltalefrafald med vilkår skal givetvis ses i sammenhæng med, at der er blevet færre og færre tilståelsessager. Fra 1981 til 2006 er andelen af sager, der er tilståelsessager, således faldet fra 27 til 12 pct. Det er ikke muligt at sige, om andelen af tilståelsessager er faldet med samme hastighed i alle aldersgrupper.

Antallet af betingede frihedsstraffe er øget gennem hele perioden, dog mest i den sidste del. Mens de i 1981 udgjorde 11 pct. af sanktionerne, var andelen i 2006 steget til 27 pct. Dette tal inkluderer ikke samfundstjeneste, der udgjorde 4 pct. af sanktionerne i 2006. Det er først de allerseneste år, at antallet af samfundstjenestedomme er vokset lidt for de unges vedkommende. Sammenlignet med ældre lovovertrædere anvendes samfundstjeneste relativt sjældent over for unge.

Antallet af ubetingede frihedsstraffe, der i figuren inkluderer ungdomssanktioner, har ligget på et nogenlunde jævnt niveau frem til årtusindskiftet og er derefter fordoblet, fra 245 i 1999 til 511 i 2006. De udgjorde i 2006 8 pct. af sanktionerne. Udviklingen i antallet af ubetingede domme og i antallet af ungdomssanktioner har været nogenlunde parallel, idet ungdomssanktionerne årligt udgør mellem en femtedel og godt en fjerdedel af det samlede antal ubetingede domme og ungdomssanktioner (Justitsministeriets Forskningsenhed 2008).

Foranstaltningsdomme efter §§ 68-69 er ikke inkluderet i figuren. Procentuelt er disse øget betydeligt, idet denne sanktion kun blev anvendt i tre tilfælde over for unge lovovertrædere i 1981 mod 34 tilfælde i 2006.

8.2. Bistand til børn og unge i Danmark

Det er ikke muligt at få oplysninger om, hvor mange børn og unge der får bistand efter lov om social service som følge af kriminalitet, idet statistikken ikke indeholder information om årsagen til bistanden. Her er det derfor alene muligt at belyse, i hvilket omfang 15-17-årige har modtaget bistand samt hvilken form for bistand, det drejer sig om.

Tabel 4. 15-17-årige med bistand pr. 31. december 2001-2005 efter arten af bistand.

Som det ses af tabel 4, er antallet af 15-17-årige, der har modtaget bistand i form af forebyggende tiltag, vokset noget de seneste år, mens antallet, der er blevet anbragt uden for hjemmet, er nogenlunde stabilt.^[94]

En stor del af de forebyggende tiltag består i økonomisk støtte til kost- eller efterskole. I øvrigt ses af tabellen, at antallet af børn, som har en fast kontaktperson, er mere end fordoblet fra 2001 til 2005.

Figur 34. Procentandel drenge og piger i alderen 15-17 år anbragt uden for hjemmet pr. 31. december, 1982-2005.

Den almindeligste form for anbringelse uden for hjemmet, er anbringelse i familiepleje, men også socialpædagogiske kollektiver eller døgninstitutioner anvendes ganske hyppigt i tilfælde af en anbringelse. I alle årene har ni pct. af anbringelserne været tvangsanbringelser.

Oplysninger om anbringelser uden for hjemmet findes fra 1982 og frem, og som det ses af figur 34, har andelen varieret noget, dog uden klare udviklingstendenser. I og med at antallet af tiltalefrafald med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter lov om social service som nævnt er mindsket betydeligt over årene, kunne man forvente, at dette ville afspejle sig i antallet af anbringelser. Dette er dog ikke tilfældet. Den nedgang, der er i antallet af anbringelser fra midten af 1980erne, er parallel med udviklingen i den registrerede kriminalitet, men da nedgangen gælder både drenge og piger, forekommer det tvivlsomt, at der er en sammenhæng. Mindskningen i kriminalitet angår som nævnt alene drengene. Kriminalitetsforandringerne synes således ikke at afspejle sig i de socialretlige tiltag.

8.3. Strafferetlige sanktioner i de øvrige nordiske lande

Det har tidligere været fremme, at antallet af unge i Danmark, som afsoner en fængselsstraf, er noget større end i de øvrige nordiske lande. Her skal ses på, hvilke strafferetlige sanktioner de unge blev mødt med i de nordiske lande i 2006.

Det er forbundet med store vanskeligheder at lave en sammenlignelig statistik, da variationer i først og fremmest kriminaliseringer, i de inkluderede strafferetlige sanktioner, i forholdet mellem antal hoved- og bisigtelser, i politiets indsats samt i opgørelsestidspunktet for alder (gernings- eller afgørelsestidspunktet) vil influere på statistikkens sammenlignelighed. Med hensyn til førstnævnte spiller det antagelig i høj grad ind, at brug af hash og andre illegale stoffer er kriminaliseret i de øvrige nordiske lande. Det har desværre ikke været muligt alene at sammenligne sanktioner for straffelovsovertrædelser, eftersom afgrænsningen heraf varierer en del. Der er i stedet valgt at sammenligne sanktioner for straffelovsovertrædelser samt særlovsovertrædelser med undtagelse af færdselslovsovertrædelser. Disse er udeladt, da omfanget af sanktioner på dette område i særlig grad vil påvirkes af politiets aktiviteter vedrørende hastighedskontrol mv. Da norske og finske tal opgøres efter alder på gerningstidspunktet, er tilsvarende gjort for Danmarks vedkommende, mens de svenske og de islandske tal angår alderen på afgørelsestidspunktet.^[95]

Tabel 5. Sanktioner for straffelovs- og særlovsovertrædelser (med undtagelse af færdselslovsovertrædelser) for 15-17-årige i de forskellige nordiske lande, 2006.

* Inkluderer ungdomssanktioner, skyddstillsyn med fängelse og sluten ungdomsvård (Sverige).
** Inkluderer skyddstillsyn i øvrigt samt vård inom socialtjänesten (Sverige).
*** Inkluderer ungdomstjäneste (Sverige), samfunnsstraff (Norge) og ungdomsstraff (Finland).
**** Inkluderer åtalsunderlåtelse (Sverige) og påtaleunnlatelse (Norge).
***** I Island beslutter kriminalforsorgen, om en dom (på op til 6 måneders fængsel) skal ændres til samfundstjeneste.

Tabel 5 viser, at antallet af sanktioner pr. 1000 i aldersgruppen er betydeligt højere i Danmark end i Island og noget højere end i de øvrige nordiske lande.^[96] Sanktionerne i Danmark, Norge og Finland domineres af bøder, mens der i Island gives relativt mange betingede domme til unge. I Sverige er en betydeligt større andel af sanktionerne tiltalefrafald (åtalsunderlåtelse), hvilket som nævnt også tidligere var tilfældet i Danmark. Det bemærkes, at tallene fra de øvrige nordiske lande ikke omfatter sager, der er sluttet efter mægling i konfliktråd.

Med hensyn til ubetingede domme er det ganske tydeligt, at disse anvendes meget hyppigere i Danmark end i de øvrige nordiske lande, og på dette område må sammenligneligheden antages at være ganske god. Mens der i Danmark blev idømt 2,6 ubetingede frihedsstraffe pr. 1000 unge i 2006, var det i Norge 0,7 og i både Sverige, Finland og Island 0,2.^[97] I Danmark er det således sket henholdsvis ca. fire gange så hyppigt som i Norge og mere end ti gange så hyppigt som i de øvrige nordiske lande.

I forlængelse heraf skal det bemærkes, at der i Norge nu satses på yderligere at reducere brugen af fængselsstraf over for unge lovovertrædere. Der har således været nedsat et udvalg, der bl.a. skal komme med forslag til alternative straffereaktioner over for unge lovovertrædere under 18 år med henblik på, at ubetinget frihedsstraf anvendes i mindre omfang.^[98] Udvalget, der afgav betænkning i oktober 2008, foreslår, at man skal forsøge at begrænse såvel brugen af varetægtsfængsling som ubetinget fængselsstraf over for unge. Udvalget foreslår endvidere en ny straffereaktion, som skal være et alternativ til ubetinget fængsel eller – i enkelte tilfælde – alternativ til den norske samfundsstraf. Reaktionen skal bestå i deltagelse i et ungdomsstormøde, og reaktionen er bygget på principperne for restorative justice. Mødet skal munde ud i en ungdomsplan, der er en slags handleplan, som indeholder en kontrakt (Norges offentlige utredninger, 2008).

8.4. Anbringelse af børn og unge i de øvrige nordiske lande

Der er udarbejdet en sammenlignende analyse af anbringelser af børn og unge uden for hjemmet i de forskellige nordiske lande (Hestbæk 1998; se også Grinde 2003). Heraf fremgår det, at Danmark anvender denne mulighed ca. dobbelt så hyppigt som de andre nordiske lande. De statistiske opgørelser i rapporten stammer fra 1995. De informationer, der er fremskaffet til brug for denne rapport, tyder på, at det – i hvert fald ved sammenligning med Norge og Sverige – stadig forholder sig på denne måde. Som det ses af tabel 6, har Danmark en betydeligt større andel anbragte børn, end Norge og Sverige har, og en lidt større andel end Finland. I forhold til de tidligere opgørelser synes Finland at have nærmet sig det danske niveau. Det bemærkes, at det ikke for Norge har været muligt at finde oplysninger om alene de 15-17-årige, hvorfor denne del af statistikken angår en lidt større aldersgruppe.

Tabel 6. Anbringelser uden for hjemmet i de forskellige nordiske lande, pr. 31.12.2005 (Sverige pr. 1.11.2005). Forskellige aldersgrupper.

Begrundelsen for at Danmark i højere grad end de øvrige nordiske lande anbringer børn og unge uden for hjemmet, vides ikke med sikkerhed. I den nævnte rapport anføres dog, at Danmark i lighed med lande i Mellem- og Sydeuropa har haft en stærk institutionskultur, og det muligvis kan være med til at forklare forskellene.

9. Tilbagefald til ny kriminalitet

Tilbagefald til ny kriminalitet – recidiv – følger mønstret for prævalens: Jo hyppigere kriminalitet forekommer i en given befolkningsgruppe, desto større vil gruppens recidivprocent være. Det betyder, at recidiv forekommer hyppigere blandt unge end blandt ældre personer.

Dette fremgår, om end ikke særligt tydeligt, af figur 35, der er baseret på de recidivundersøgelser, Kriminalforsorgen gennemfører. Når der ikke er større forskel mellem de helt unges og de lidt ældres recidivprocent i denne figur, skyldes det antagelig, at Kriminalforsorgens recidivundersøgelse ikke omfatter alle straffede, men alene dem, der er idømt en frihedsstraf, ligesom den ikke omfatter alle former for recidiv, men kun recidiv til en ny frihedsstraf. Den meget store gruppe, der idømmes en bøde, er dermed ikke inkluderet, ligesom personer, der tildeles et tiltalefrafald, ikke er det. En tidligere opgørelse, der også omfatter disse sanktioner, viser en større aldersmæssig differentiering med hensyn til recidivprocenten (Kyvsgaard 1989).

Figur 35. Recidivprocent fordelt efter alder. Dømte og løsladte 2004.

På baggrund af de data, der som nævnt er rekvireret fra Danmarks Statistik til brug for denne rapport, er der gennemført en undersøgelse af recidiv for de 15-17-årige. Det er alderen, på afgørelsestidspunktet, der er anvendt i denne analyse, og recidiv er defineret som enhver ny sanktion i løbet af en periode på to år efter seneste strafferetlige afgørelse eller – i tilfælde af en ubetinget straf – efter løsladelse.

De sanktioner, der tæller som recidiv, svarer til dem, der er oplyst om vedrørende udviklingen i strafferetlige sanktioner, jf. figur 30 ovenfor. Det er således et noget bredere recidivkriterium end det, Kriminalforsorgen anvender.

Figur 36 viser den samlede udvikling i de unges recidivprocent. De første år har der været en svag vækst i recidivprocenten, men fra midten af 1980’erne er udviklingen forholdsvis jævn med en recidivprocent på 36-40. For alene drenge er recidivprocenten de fleste år over 40 pct., mens den for piger i næsten alle årene er under 20 pct. Denne forskel er forventelig, idet recidivprocenten som nævnt følger prævalensen.

Figur 36. Recidivprocent for alle 15-17-årige og for henholdsvis drenge og piger, 1981-2004.

Tabel 7 viser, at recidivprocenten er lavest for de unge, der har fået en advarsel. Næstlavest er den for dem, der har fået en bøde, efterfulgt af dem, der har fået et tiltalefrafald. Næsthøjest er den for de unge, der har fået en betinget dom, som her også omfatter dem med vilkår om samfundstjeneste, og højest er den for de unge, der har afsonet en fængselsstraf. Det skal nævnes, at det alene har været muligt at beregne recidivprocenten for en mindre del af de ubetingede domme, idet oplysninger om løsladelsesdato mangler i en del tilfælde. Det gælder især i begyndelsen af den undersøgte periode.

Tabel 7. Recidivprocent efter sanktionens art for henholdsvis drenge og piger og for samtlige 15-17-årige. Gennemsnit for perioden 1981-2004.

Tabel 7 viser altså, at recidivprocenten følger sanktionens art, idet den er højere, jo mere indgribende sanktionen er. Deraf kan der ikke umiddelbart udledes noget om sanktionernes effekt, idet sammenhængen i ganske høj grad beror på, at det er de mest socialt og kriminelt belastede personer, der idømmes de strengeste straffe. De vil derfor som udgangspunkt have en større recidivrisiko end andre.

10. Risikofaktorer og beskyttende faktorer

Begrebet ’årsag’ anvendes sjældent i kriminologi. Det skyldes, at det ofte vil være svært at afgøre, om et bestemt forhold, som har vist sig at være forbundet med forekomsten af kriminalitet, kan betragtes som den egentlige årsag til kriminalitet, eller om det er andet end det observerede forhold, der er årsagen. Eksempelvis finder man i mange undersøgelser, at der er en klar sammenhæng mellem omfattende skulkeri og ungdomskriminalitet. Dog kan skulkeri næppe betragtes som årsag til kriminaliteten, snarere som indikator på kriminalitetsrisikoen. Igennem mange år har man derfor anvendt termen ’kriminogene faktorer’ i stedet for ’årsager’.

Inspireret af den medicinske forskning er det dog i dag mere almindeligt at anvende begreberne ’risikofaktorer’ og ’beskyttende faktorer’. De beskriver forhold, der antages henholdsvis at fremme og hæmme risikoen for kriminalitet, men implicerer ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng. Det er af åbenlys fordel at fokusere ikke bare på de negative faktorer – det der fremmer kriminalitetsrisikoen – men også på det, der kan mindske sandsynligheden for kriminalitet.

I forbindelse med forebyggende og behandlende tiltag skelnes endvidere gerne mellem dynamiske og ikke-dynamiske risikofaktorer og beskyttende faktorer. Hermed ønskes at skelne mellem det, der er muligt at forandre – de dynamiske faktorer – og det, der er uforanderligt.

Hvilke forhold, de enkelte undersøgelser peger på som enten risikofaktorer eller beskyttende faktorer, vil i nogen grad afhænge af undersøgelsens konstruktion, de inkluderede variabler og de anvendte statistiske analyser. Simple bivariate analyser samt undersøgelser med få variabler vil typisk pege på mange risikofaktorer, som – i en mere avanceret undersøgelse – kan vise sig reelt ikke at være korreleret med kriminalitet.

10.1. Individuelle faktorer

Der vil antagelig meget ofte være en nær sammenhæng mellem individuelle risikofaktorer og så især de risikofaktorer, der relaterer sig til familien og opvæksten. Adfærdsmønstre eller karakteregenskaber, der kan udskilles som individuelle risikofaktorer, vil således hyppigt kunne relateres til f.eks. en problematisk opvækst eller omsorgssvigt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, jf. de indledende bemærkninger, at der netop ikke er tale om årsagsfaktorer, men alene om forhold, der kan påvises at være forbundet med en øget kriminalitetsrisiko. Om der reelt er tale om årsagsfaktorer, vides ikke.

10.1.1. Alder, køn og etnicitet

Det er allerede i det tidligere påvist, at drenge har en større risiko for at begå kriminalitet end piger, og at unge har en større kriminalitetsrisiko end ældre. Det er samtidig nævnt, at visse etniske minoriteter i de yngre år synes at have en højere kriminalitetsfrekvens end majoritetsbefolkningen. Da disse risikofaktorer tydeligvis ikke er dynamiske, omtales de almindeligvis ikke i oversigter over risikofaktorer, se dog (Shader 2003), der nævner køn, men ikke alder og etnicitet, som risikofaktor. Omvendt kan køn, når det drejer sig om piger, også ses som en beskyttende faktor (Helgeland 2007).

I en engelsk undersøgelse nævnes det, at piger fra visse etniske minoriteter har en særlig lav risiko for at begå kriminalitet, og at interaktionen mellem køn og etnicitet dermed kan betragtes som en beskyttende faktor (Wikström 2006). Samme undersøgelse påviser, at kønsfaktorens betydning for kriminalitet er ret moderat, når der tages hensyn til især andre individuelle risikofaktorer, såsom selvkontrol, jf. det senere. At piger begår mindre kriminalitet end drenge forklares derfor med, at flere beskyttende faktorer gør sig gældende for pigernes vedkommende (ibid.).

10.1.2. Svag begavelse

I en nyere engelsk rapport om risikofaktorer i den tidlige barndom nævnes svag begavelse eller lav intelligens som en væsentlig prædiktor for kriminalitet (Farrington & Welsh 2007). Der henvises til en lang række studier, der – også efter at have kontrolleret for forskelle i børnenes socioøkonomiske baggrund – finder sammenhæng mellem lav intelligens hos barnet og kriminalitet senere i livet. Også en ældre dansk undersøgelse, der er baseret på børn født i København i 1953, omtales (Høgh & Wolf 1983). I undersøgelsen påvises, at lav intelligens, der er målt i 12-års alderen, er statistisk sammenhængende med kriminalitet i 15-22-års alderen. I andre undersøgelser er det påvist, at de kriminelle med lavest IQ begår mest kriminalitet (Koolhof et al. 2007). Dette forklares med en højere grad af impulsivitet og mangel på hæmninger hos dem med en lav IQ. Hvad der sikkert kan betragtes som en indirekte sammenhæng mellem svag begavelse og kriminalitet, er påvist i en finsk selvrapporteringsundersøgelse, der viser, at risiko for omfattende kriminel aktivitet er godt fordoblet blandt de unge, hvis karakterer i matematik, engelsk og finsk er ringe (Salmi & Kivivuori 2006). Tilsvarende resultater påvises i svenske selvrapporteringsstudier (Brå 2006).

Også en oversigt fra det amerikanske justitsministerium om ungdomskriminalitet peger på svag begavelse som en risikofaktor for både tidlig kriminel debut – i 6-11-års alderen – og for senere debut (Shader 2003).

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der langt fra er tale om, at alle svagt begavede børn har en stor risiko for at begå kriminalitet. Den nævnte engelske rapport refererer en undersøgelse, der viser, at en tredjedel af de drenge, der i 8-10-års alderen scorede lavt på en intelligenstest, blev dømt for kriminalitet i ungdomsårene, hvilket er en dobbelt så stor hyppighed som for de øvrige drenge (Farrington & Welsh 2007). To tredjedele af de svagt begavede dømmes således ikke for kriminalitet. I rapporten nævnes endvidere, at lav intelligens ikke er så stærk en prædiktor som f.eks. kriminalitet blandt forældrene eller risikoadfærd blandt børnene.

10.1.3. Lav selvkontrol

Begrebet selvkontrol introduceredes i kriminologien med en teori, som meget kort beskrevet antager, at kriminalitet er relateret til selvkontrol, som indebærer, at individer i ulige grad er sårbare eller modtagelige over for fristelser (Gottfredson & Hirschi 1990). Begrebet omfatter en række karaktertræk, herunder impulsivitet, risikosøgende adfærd, selvcentrering, ringe kognitive færdigheder og ringe empati. De fleste af disse elementer nævnes da også gerne som selvstændige risikofaktorer i den internationale litteratur. David Farrington omtaler impulsivitet og ringe empati som væsentlige risikofaktorer, ligesom ringe kognitive evner er inkluderet i hans liste over individuelle risikofaktorer (Farrington & Welsh 2007). I andre oversigter over risikofaktorer nævnes risikosøgende adfærd (Shader 2003).

Til brug for empiriske undersøgelser er selvkontrolbegrebet blevet operationaliseret på forskellige måder. I longitudinalundersøgelser kan begrebet afspejle registreringer af barnets adfærd i forskellige aldre. I en sådan undersøgelse er det gjort ved bl.a. oplysninger om barnets hyperaktivitet og impulsivitet på forskellige alderstrin (Piquero et al. 2007). I undersøgelsen vises, at selvkontrol er relateret til såvel prævalens, frekvens og varighed af en kriminel karriere.

I begyndelsen af 1990’erne blev der udarbejdet en skala til måling af selvkontrol (Grasmick et al. 1993). Skalaen, der er anvendt i tværsnitsundersøgelser, som er baseret på interview med børn og unge, omhandler 13 udsagn af typen: ’Sommetider tager jeg en risiko bare for sjov’ og ’Jeg tænker aldrig på, hvad der skal ske med mig i fremtiden’, som de adspurgte kan erklære sig enige eller uenige i. Scoren på disse spørgsmål lægges sammen, og den samlede score antages at afspejle graden af selvkontrol. Skalaen er bl.a. anvendt i en undersøgelse af selvrapporteret kriminalitet blandt unge i en engelsk by, og der viser sig at være en tydelig sammenhæng mellem kriminalitetsrisikoen og graden af selvkontrol (Wikström 2006).

I en finsk selvrapporteringsundersøgelse måles selvkontrol gennem personernes stillingtagen til fire udsagn, som er helt i tråd med dem, der er anvendt i ovennævnte undersøgelse. Udsagnene er: ’Man skal leve i nuet og ikke bekymre sig så meget om fremtiden’, ’Hvis jeg har ekstra penge, bruger jeg dem straks frem for at spare dem op’, ’Jeg kan lide at tage en risiko’ og ’Jeg synes bedre om spænding end om tryghed’ (Salmi & Kivivuori 2006). Undersøgelsen viser, at de, der er enige i disse udsagn, har en næsten fem gange så stor risiko for omfattende kriminel aktivitet som dem, der er uenige i udsagnene. Også i danske selvrapporteringsundersøgelser er der fundet klar sammenhæng mellem udsagn, der afspejler en her-og-nu indstilling til livet, og omfanget og arten af kriminalitet (Balvig 2006; Kyvsgaard 1992a).

10.1.4. Psykiatriske lidelser

Igennem de seneste par årtier har der været fokus på hyperaktive børn og på først diagnosen DAMP (Deficits in Attention, Motor Control and Perception) og senere diagnosen ADHD (Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder).^[99] Det er givet, at der er en høj grad af overlapning mellem denne diagnose og begrebet selvkontrol, da forstyrrelse af opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet, som ADHD angår, er parallel til nogle af de træk, der angives at karakterisere lav selvkontrol.

I den internationale litteratur vedrørende risikofaktorer omtales ADHD ikke direkte, men som nævnt nogle af de forhold, der karakteriserer ADHD. Impulsivitet og hyperaktivitet indgår således gerne i listen med risikofaktorer (Farrington 2001; Shader 2003). At ADHD ikke nævnes som risikofaktor kan bero på, at diagnosen er ret ny, og at mange børn med ADHD ikke er diagnosticeret.

I en dansk undersøgelse, der er baseret på børn, som er blevet henvist til børnepsykiatrien ved Århus Universitetshospital på grund af hyperaktivitet og uopmærksomhed, påvises det, at 47 pct. af disse børn senere begår kriminalitet og idømmes en straf (Dalsgaard 2002). Dette er en betydeligt større andel end i befolkningen som helhed. En tilsvarende amerikansk undersøgelse når til næsten samme resultat, idet 44 pct. af de hyperaktive børn senere arresteres og straffes for en lovovertrædelse (Satterfield et al. 2007). En metaanalyse baseret på 25 undersøgelser viser, at unge, som er anbragt i institution, langt oftere end andre unge har psykiske problemer. Blandt de institutionsanbragte unge er der således en overrepræsentation af unge med psykoser, depressioner og ADHD (Fazel, Doll & Langstrom 2008).

Problematikken vedrørende sammenhængen mellem kriminalitet og psykiatriske lidelser kan også anskues ved at undersøge, hvor stor en del af dem, der straffes, der har en psykiatrisk lidelse. I en dansk undersøgelse, der er baseret på 100 varetægtsfængslede 15-17-årige, påvises det, at 69 pct. af dem har en psykiatrisk lidelse. Det bemærkes, at der heri er inkluderet stofmisbrug, som 41 pct. af de unge har. Fire af de unge diagnosticeres som skizofrene og 11 vurderes at have ADHD (Gosden 2004).

I en svensk undersøgelse refereres til epidemiologiske undersøgelser, der viser, at 2-5 pct. af børn i skolealderen har ADHD, mens det er 10 pct., som har opmærksomhedsforstyrrelser uden hyperaktivitet. (Socialstyrelsen 2002) Undersøgelser fra den svenske kriminalforsorg viser som forventet en større forekomst af ADHD blandt deres klienter, idet en fjerdedel af de indsatte viser sig at have ADHD som voksne, mens ca. halvdelen af de indsatte havde haft ADHD som børn (Kriminalvården 2008).

Her skal også nævnes en engelsk undersøgelse af, hvorfor nogle lovovertrædere debuterer meget tidligt, mens andre gør det forholdsvis sent (efter det 21. år) (Zara & Farrington 2007). I undersøgelsen findes, at der kun er meget små forskelle mellem tidlige og sene debutanter med hensyn til problemer under opvæksten, skoleproblemer mv. Dog er de senere debutanter karakteriseret ved at være mere angste og nervøse, og i undersøgelsen tolkes dette som ’beskyttende faktorer’, idet karaktertrækkene kan have betydet, at de i den tidlige ungdom ikke har turdet deltage i de andre unges risikotagende adfærd.

10.1.5. Særligt om beskyttende faktorer

Generelt er der i forskningen noget mere fokus på risikofaktorer end på beskyttende faktorer, eftersom udgangspunktet typisk er børn og unge med adfærdsproblemer. I en norsk rapport omtales dog en amerikansk longitudinalundersøgelse, der ganske vist tager udgangspunkt i udsatte børn, men som ser på, hvad der har betydning for, at nogle af disse børn alligevel klarer sig godt i voksenlivet (Helgeland 2007). Nogle af de beskyttende faktorer, der nævnes, ligger i logisk forlængelse af risikofaktorerne, idet de er deres modpol. Det gælder beskyttende faktorer som høj selvkontrol og normal intelligens. Af andre individuelle beskyttende faktorer nævnes aktivitet, prosocialitet, selvtillid og selvstændighed samt evne til at koncentrere sig. Endvidere nævnes barnets formåen til at knytte kontakt til gode voksenmodeller, såfremt forældrene ikke selv var i stand til at give barnet omsorg og støtte.

Sidstnævnte nævnes også som en væsentlig beskyttende faktor i en norsk undersøgelse af børn, der har overkommet store problemer under opvæksten, ligesom selvkontrol, evne til handling og selvtillid omtales (Johannesen 1999), herefter (Helgeland 2007).

10.2. Familie- og opvækstforhold

Både i danske og udenlandske undersøgelser af såvel selvrapporteret kriminalitet som registreret kriminalitet ses en sammenhæng mellem kriminalitet og den unges familieforhold.

10.2.1. Forældrenes sociale status

For så vidt angår forældrenes sociale status, målt ved deres uddannelse og placering på arbejdsmarkedet, er dette forholds betydning mindre klart i de senere danske undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet end i de tidligste (Balvig 1982, 2000). Dog synes der fortsat at være en tendens til, at børn af forældre, der er uden for arbejdsmarkedet, har en større risiko for at begå kriminalitet end andre børn. I alle de svenske selvrapporteringsundersøgelser er det påvist, at risikoen for kriminalitet er større for børn af ufaglærte forældre end for børn, hvis forældre har en højere socioøkonomisk status (Svensson & Ring 2007). Hverken den svenske eller de danske undersøgelser inkluderer dog statistiske analyser, som kan vise, hvorvidt disse sammenhænge er holdbare, når hensyn tages til andre forhold. Når dette gøres, synes den statistiske sammenhæng mellem kriminalitet og forældrenes socioøkonomiske status at forsvinde (Ring 2001). I to engelske undersøgelser af selvrapporteret kriminalitet fastslås, at forældrenes socioøkonomiske status alene har en indirekte betydning, idet den kan have betydning for bl.a. børnenes forhold til og i skolen, som så igen kan have betydning for forekomsten af kriminalitet (Wikström 2006; Boxford 2006). Samme konklusion drages i en svensk undersøgelse, der er baseret på både registerdata og selvrapporteret kriminalitet (Ring & Svensson 2007).

Sammenhængen mellem kriminalitet og forældrenes socioøkonomiske status ser ud til at være stærkere for den registrerede kriminalitet, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at de unge, der registreres for kriminalitet, generelt er mere kriminelt og socialt belastede end dem, der opfanges gennem selvrapporteringsundersøgelser, jf. tidligere bemærkninger om begrænsningen ved selvrapporteringsmetoden.

En tidligere dansk undersøgelse af unge, der har fået et tiltalefrafald, viser, at risikoen for senere recidiv hænger tydeligt sammen med især moderens uddannelsesniveau (Zeuner 1990), mens en nyere dansk registerbaseret undersøgelse viser, at såvel forældrenes indkomst som udannelse og arbejdsforhold er relateret til risikoen for kriminalitet blandt børnene (Stevens 2006). I særlig grad er en langvarig status som modtager af kontanthjælp eller anden overførselsindkomst forbundet med en forhøjet risiko for kriminalitet blandt børnene (ibid.). En anden dansk registerbaseret undersøgelse, der alene angår voldskriminelle, viser en forhøjet risiko for voldskriminalitet blandt drenge, hvis mødre ikke har en erhvervsuddannelse (Christoffersen 1999). Også i en svensk undersøgelse er der fundet en sammenhæng mellem voldskriminalitet og forældrenes socioøkonomiske status (Wikström 1985).

Det er samtidig givet, at ved siden af en direkte sammenhæng mellem børnenes kriminalitet og forældrenes sociale og økonomiske forhold vil forældrenes status, som påpeget ovenfor, også kunne have en stærk indirekte betydning (Christoffersen 1999). I en nyere international sammenfatning af risikofaktorer under opvæksten siges det, at mange forskere mener, at den statistiske sammenhæng mellem lav socioøkonomisk status i familien og kriminalitet beror på, at forældre med vanskelige økonomiske forhold ikke altid formår at give deres barn en god og omsorgsfuld opdragelse (Farrington & Welsh 2007).

10.2.2. Opdragelse mv.

Undersøgelser, der ser på betydningen af forældrenes opdragelsesmåde, har fokuseret på forskellige dimensioner herved: årvågenhed og tilsyn med barnets adfærd, brug af hårdhændede disciplinerende metoder, inkonsekvens og slaphed i disciplinering af barnet samt omsorgsfuld og kærlig kontra kold og afvisende opdragelsesform. Den forskning, der er gennemført, peger på, at ringe supervision, en hård eller restriktiv opdragelsesmetode, laissez-faire eller tilfældig disciplin samt en straffende og afvisende opdragelse er prædiktorer for kriminalitet blandt børnene (Farrington & Welsh 2007; se også Hoeve et al. 2008; West & Farrington 1977; Haapasalo & Pokela 1999; Salmi & Kivivuori 2006; Wikström 2006; Shader 2003; Sarnecki 1987).

De danske selvrapporteringsundersøgelser, der er gennemført, viser en tydelig sammenhæng mellem omfang og art af kriminalitet og forældrenes kontrol med barnets gøren og laden, formen og omfanget af kommunikation mellem børn og forældre, omfanget af fællesaktiviteter og skænderier. I familier, hvor forældrene følger med i børnenes aktiviteter, giver sig tid til at tale med og lytte til børnene, er meget sammen med dem i fritiden og sjældent skændes med dem om deres lektier eller kammerater, er der mindre kriminalitet blandt børnene end tilfældet er i øvrige familier (Balvig 2000).

Direkte omsorgssvigt eller misrøgt er naturligt nok også en kriminalitetsrisiko. I en dansk registerbaseret undersøgelse påvises det, at såfremt der forekommer vold blandt forældrene eller barnet selv udsættes for vold eller omsorgssvigt, er der en forhøjet risiko for, at barnet senere begår vold (Christoffersen et al. 2007; se også Haapasalo & Pokela 1999). Hvorvidt dette kan tolkes således, at barnets oplevelse af vold i hjemmet har en betydning for den vold, barnet senere begår, kan ikke siges med sikkerhed. Teoretisk antages det dog, at børnene imiterer forældrene eller lærer af deres adfærd, eller at problemerne i hjemmet kan føre til en ringere tilknytning til forældrene og dermed en ringe selvkontrol (Farrington & Welsh 2007). Sidstnævnte må formodes særligt at gøre sig gældende, såfremt problemerne fører til anbringelse uden for hjemmet.

10.2.3. Tidligt moderskab

Flere undersøgelser, herunder også danske, peger på, at tidligt moderskab er en risikofaktor for senere kriminalitet blandt børnene. Dette fremgår således at to registerbaserede undersøgelser, hvoraf den ene alene undersøger den senere forekomst af voldsforbrydelser (Christoffersen et al. 2007), mens den anden omhandler berigelseskriminalitet (Tranæs & Geerdsen 2008). Tilsvarende resultat er fundet i internationale undersøgelser (Farrington et al. 2001; Farrington & Welsh 2007).

10.2.4. Kriminalitet blandt forældre

Også kriminalitet blandt forældrene er påvist som en risikofaktor i de to førnævnte danske registerbaserede undersøgelser. I undersøgelsen, der har fokus på vold blandt yngre mænd, angives, at det er en risikofaktor, såfremt faderen tidligere har fået en frihedsstraf (Christoffersen 1999). I den anden registerbaserede undersøgelse, som angår berigelseskriminalitet, er det såvel moderens som faderens tidligere kriminalitet, der påvises som risikofaktorer (Tranæs & Geerdsen 2008).

I en international oversigt oplyses, at kriminalitet blandt forældre almindeligvis er den stærkeste prædiktor blandt de forhold, der angår barnets familie eller opvækstforhold (Farrington et al. 2001). Det er tilmed påvist, at også kriminalitet blandt onkler, tanter og bedsteforældre er prædiktorer for et barns risiko for kriminalitet (Farrington & Welsh 2007). Kriminalitet hos faderen er dog den væsentligste prædiktor (ibid.).

10.2.5. Brudte familier

Almindeligvis findes der også en sammenhæng mellem kriminalitet og familiekonstellationen, idet børn og unge, der er opvokset med begge biologiske forældre, har mindre kriminalitetsrisiko end børn, for hvem dette ikke er tilfældet. Her synes resultaterne dog at være lidt forskellige afhængig af, om det drejer sig om selvrapporteret kriminalitet eller om registreret kriminalitet.

Førstnævnte former for undersøgelser tyder ikke på, at skilsmisser i særlig høj grad kan forklare omfanget af kriminalitet blandt børnene (Balvig 2000). Snarere kan det se ud til, at det at være opvokset med begge biologiske forældre må betragtes som en beskyttende faktor i forhold til kriminalitet (Kyvsgaard 1992a).

I registerbaserede undersøgelser ses derimod en tydelig sammenhæng mellem antallet af familiekonstellationer, barnet er opvokset i, og kriminalitet (Stevens 2006; se også Christoffersen 1999).

I internationale selvrapporteringsstudier synes der at være en stærkere sammenhæng mellem ungdomskriminalitet og splittelse i familien, se eksempelvis (Wikström 2006). Det kan muligvis have sammenhæng med, at skilsmisser har forskellig betydning i forskellige kulturer. Dette er indikeret i en international selvrapporteringsundersøgelse, som peger på, at skilsmisser ser ud til at have en stærkere sammenhæng med ungdomskriminalitet i sydeuropæiske end i nordeuropæiske lande (Junger-Tas et al. 2003; se dog også Ring 2001).

10.2.6. Andre faktorer vedrørende familien

I den internationale litteratur omtales også familiestørrelser i diskussioner om risikofaktorer, idet store familier anses for at være en risikofaktor (Farrington & Welsh 2007). Tilsvarende er ikke fundet i nyere danske undersøgelser, og med de generelt små familiestørrelser er det nok spørgsmålet, om der vil kunne observeres en sådan sammenhæng.

Også dårlige boligforhold nævnes som en risikofaktor i bl.a. engelsk forskning (ibid.).

Et interessant undersøgelsesfelt angår interaktionen mellem barnets adfærdsproblemer og forældrenes reaktion herpå. Der findes en del forskning, der påviser en vekselvirkning, idet barnet forstyrrende eller udadreagerende adfærd kan medføre, at forældrene opgiver at stille krav til barnet, hvilket så kan medføre en forværring af barnets adfærdsproblemer (Burke et al. 2008). Det er også hævdet, at vanskelige børn kan fremprovokere anvendelsen af hårdere opdragelsesmetoder (Farrington & Welsh 2007).

10.3. Skole, uddannelse og arbejde

Forskning i risikofaktorer vedrørende skole angår dels spørgsmålet om erhvervelse af afgangseksamen og videre erhvervsuddannelse og dels spørgsmålet om skolens klima, barnets forhold til skolen og kammerater mv.

10.3.1. Gennemførelse af skolegang og uddannelse

Viden om, at der er en nær sammenhæng mellem kriminalitet og problemer i skolen samt mangel på erhvervsuddannelse, er af ældre dato og påvist i en lang række undersøgelser og opgørelser over indsatte og deres skole- og uddannelsesmæssige situation.

Eksempelvis kan der henvises til en nyere registerbaseret undersøgelse, der har belyst, hvorvidt børn, der har vanskeligt ved at følge et almindeligt skoleforløb, har en større risiko for senere i livet at begå kriminalitet, end andre børn har (Stevens 2006). Undersøgelsen viser, at børn, der ikke gennemfører folkeskoleforløbet inden for den normale tid, og dermed må antages at have gået en klasse om el.lign., har 35 pct. større risiko for senere at begå kriminalitet end de børn, der gennemfører på normal tid.

En anden dansk registerbaseret undersøgelse viser, at unge, der ikke har fået erhvervsuddannelse, hyppigere end andre unge begår vold (Christoffersen 1999). Tilsvarende sammenhæng mellem mangel på erhvervsuddannelse og kriminalitet er påvist i tidligere danske undersøgelser (Kyvsgaard 1989). Statistik vedrørende dømte og især indsatte demonstrerer, at der blandt disse er meget få veluddannede, men til gengæld overordentlig mange uden nogen form for erhvervsuddannelse eller uden endsige en afsluttende folkeskoleeksamen (Nordskov-udvalget 2000).

Der er næppe tvivl om, at problemer med gennemførelse af skole- og erhvervsuddannelse er blandt de allervigtigste dynamiske risikofaktorer og derfor må ses som yderst væsentlige indsatsområder.

10.3.2. Skolens klima mv.

Også karakteristika ved selve skolen og dens måde at fungere på synes at have betydning for omfanget af ungdomskriminalitet. I den seneste danske selvrapporteringsundersøgelse er der set på sammenhængen mellem kriminalitet og klassens sociale kapital. Sidstnævnte er målt ved omfanget af venner i klassen, om eleverne kan lide at omgås hinanden, om eleverne hjælper hinanden, og om de stoler på hinanden. Undersøgelsen viser, at der både er mindre kriminalitet og mindre mobning blandt elever fra klasser med et højt niveau af social kapital (Balvig 2006).

I en finsk selvrapporteringsundersøgelse er der set på betydningen af den sociale kontrol i skolen. Denne er målt ved, om læreren holder opsyn med og skrider ind i tilfælde af slagsmål, rygning i skolen og uorden i klassen samt om læreren er i stand til at opretholde ro i klassen. Ifølge den finske undersøgelse indebærer en høj grad af social kontrol, at kriminalitet blandt drenge i skolen reduceres (Ellonen 2008).

En ny engelsk selvrapporteringsundersøgelse vedrørende kriminalitet i skolen ser også på betydningen af klassens sociale kapital samt noget, der svarer til den sociale kontrol. Undersøgelsen inkluderer derudover flere andre dimensioner ved skolen: forældrenes engagement i barnets skolegang (målt ved bl.a. om barnet diskuterer lektier med forældrene, om forældrene hjælper barnet med lektier, og om forældrene bekymrer sig om, hvordan det går barnet i skolen), skolens etos (målt ved bl.a. om eleverne ser skolen som venlig, om lærerne opmuntrer til og hjælper med lektielæsning, og om der er ro og orden i klassen), elevernes respekt for skolens autoritet (målt ved bl.a. om eleverne forstår og respekterer skolens regler, og om eleverne mener, at alle elever behandles ens i skolen) og elevernes opfattelse af uorden i skolen (målt ved om eleverne hyppigt skulker pga. frygt, om de er bange for andre elever, om der er megen mobning, og om skolearbejdet hyppigt forstyrres af andre elevers adfærd) (Boxford 2006). Alle dimensioner viser sig at være sammenhængende med omfanget af kriminalitet blandt eleverne, men klassens sociale kapital, som i denne undersøgelse er målt på stort set samme måde som i den danske undersøgelse, er dog ikke så stærkt forbundet med omfanget af kriminalitet, som de øvrige dimensioner er. Generelt findes i undersøgelsen, at det, der betegnes som skolens klima – som inkluderer skolens etos, elevernes respekt for skolens autoritet og forældrenes engagement i skolen – i højere grad forklarer variationer i kriminalitet end de øvrige dimensioner gør (ibid.). Det skal understreges, at når der i denne undersøgelse kontrolleres for andre forhold, herunder især individuelle risikofaktorer og livsstilsfaktorer, jf. det senere, fremtræder disse forhold ved skolen ikke længere som prædiktorer for kriminalitet.

Der bør være forsigtighed med at fortolke sidstnævnte således, at skolens klima mv. ikke har betydning for omfanget af kriminalitet blandt børn og unge. Dels undersøges alene kriminalitet begået i skolen, og dels er resultaterne ikke bekræftet i andre undersøgelser.

Det blev indledningsvis nævnt, at mange undersøgelser finder en sammenhæng mellem skoleskulkeri og kriminalitet, men skulkeri betragtes dog ikke som en selvstændig risikofaktor (ibid.; Hayward & Sharp 2005).

Mange af de risikofaktorer, der er omtalt i de tidligere afsnit, er karakteriseret ved, at de relaterer sig til forhold ved det enkelte individ eller dennes familie, hvilket betyder, at præventive tiltag typisk vil rette sig mod enkeltindivider eller familier. Sådanne tiltag kan være vanskelige at iværksætte på grund af f.eks. manglende motivation, og der kan endvidere være en risiko for stempling og dermed en negativ selvopfattelse hos de individer, tiltaget retter sig mod. De risiko- eller beskyttende faktorer, der knytter sig til skolen, angår derimod generelle forhold i og ved skolen, som er mulige at ændre uden at udpege eller stemple særligt vanskelige elever eller elever fra belastede familier.

10.4. Livsstil

Med livsstil menes her måden at bruge fritiden på, valg af kammerater samt brug af alkohol og andre rusmidler. Forskningen peger på, at disse forhold hver for sig, men ikke mindst samlet set, har en væsentlig betydning for forekomsten af kriminalitet blandt unge.

De danske selvrapporteringsundersøgelser viser således, at de børn og unge, som begår mest kriminalitet, er dem, der tilbringer mest fritid sammen med kammerater i gademiljøet (Balvig 2000; Kyvsgaard 1992a). Tilsvarende er vist i en anden dansk undersøgelse vedrørende børn og unge fra etniske minoriteter (Wellendorf & Cakmak 2007). Flemming Balvig påpeger, at de unges måde at bruge fritiden på i sig selv kan forstærke deres risiko for kriminalitet (Balvig 2000).

Det samme fastslås i nyere engelske undersøgelser, som også påviser en klar sammenhæng mellem kriminalitet og hyppig samvær med kammerater i gademiljøet (Wikström 2006; Boxford 2006). Det, disse undersøgelser især fokuserer på, er, i hvilket omfang de unge befinder sig i det, der kaldes højrisiko offentlige områder såsom butikscentre, pubber og bycentre.

De danske selvrapporteringsundersøgelser viser samtidig, at de unge i stigende grad anvender gademiljøet i deres fritid (Balvig 2006). Det gælder i særlig grad, men langt fra alene, de unge, der begår mest kriminalitet. Disse ændringer kan have haft betydning for de ændringer, der er set i den registrerede kriminalitet, idet voldsforbrydelser og røverier, der begås af unge, er noget, der typisk foregår i gademiljøet, jf. også en nyere undersøgelse af registrerede gaderøverier (Kyvsgaard 2008).

Med hensyn til kammeratskabsgruppen er det, at unge typisk begår kriminalitet sammen med andre unge, ikke i sig selv en risikofaktor.^[100] Generelt har samvær med jævnaldrende en overordentlig stor betydning i ungdomsårene. Det er blandt kammeraterne, den unge bekræftes og får status, og kriminalitet er en af de aktiviteter, der kan indgå i dette samspil. En undersøgelse peger således på, at for drenge, som klarer sig dårligt i skolen, fremmer vold muligheden for accept blandt kammerater (Kreager 2007). Når de unge med stigende alder får flere sociale relationer, er kammeratskabsgruppen ikke længere den eneste kilde til bekræftelse og status (Fondén 2001).

Det, der derimod kan have betydning for forekomsten af ungdomskriminalitet, er, hvem kammeraterne er, og især om kammeraterne er kendt for at begå kriminalitet. I en norsk undersøgelse påvises således, at antisociale børn ofte knytter sig til børn med tilsvarende problemer, hvilket kan medføre en eskalation af problemadfærden (Nordahl et al. 2005). I de danske selvrapporteringsundersøgelser spørges der ikke direkte om kriminelle kammerater, men alene, hvorvidt kammeraterne er ældre end personen selv. Især de unge, der begår mest kriminalitet, har mange kammerater, der er ældre end dem selv (Balvig 2006).

I de tidligere omtalte engelske undersøgelser findes der derimod oplysninger om, hvorvidt de adspurgte har venner, der har begået forskellige former for kriminalitet og/eller blevet taget af politiet (Wikström 2006; Boxford 2006). Ikke uventet viser der sig at være en overordentlig stærk sammenhæng mellem, om kammeraterne begår kriminalitet og personens egen kriminalitetsrisiko (se også Shader 2003).

Med hensyn til brug af alkohol, andre rusmidler og tobak finder undersøgelser af ungdomskriminalitet generelt en stærk sammenhæng mellem dette og kriminalitet (Balvig 2006; Wikström 2006; Boxford 2006). De danske undersøgelser tyder videre på, at denne sammenhæng med tiden er blevet stærkere.

De nævnte engelske undersøgelser påviser, at disse livsstilsfaktorer har en ganske stor betydning for kriminalitet blandt unge, som – vurderet ud fra individuelle risikofaktorer – i øvrigt har en moderat kriminalitetsrisiko. Det drejer sig altså om unge, hvor kriminaliteten i høj grad er situationsbestemt og betinget af, at de befinder sig i højrisikoområder såsom bycentre sammen med kriminelle kammerater og eventuel under påvirkning af alkohol eller andre rusmidler. Undersøgelserne viser videre, at for unge, der placerer sig højt med hensyn til individuelle beskyttende faktorer, som f.eks. selvkontrol, øger en tilsvarende højrisikolivsstil kun i ringe grad deres risiko for kriminalitet.

10.5. Placering i institution

Især den norske psykolog, Tore Andreassen, har påpeget den risiko, der er ved at placere unge på institutioner med andre unge (Andreassen 2003; se også Söderholm Carpelan et al. 2008; Dodge et al. 2006). På baggrund af omfattende litteraturstudier konkluderer han, at risikoen for på institutioner at udvikle en negativ ungdomskultur som præges af antisociale attituder og antisocial adfærd er veldokumenteret, og at denne risiko især er stor, såfremt de unge placeres i lukkede institutioner. Han taler om en negativ smitteeffekt og om, at de prokriminelle unge reinforcerer hinandens antisociale adfærd og samtaler.

Betydningen af anbringelse på institution i forhold til anbringelse i plejefamilie er også belyst i en dansk undersøgelse (Christoffersen 1999). Undersøgelsen viser, at børn der har været institutionsanbragt inden det fyldte 15. år, har dobbelt så stor risiko for senere kriminalitet end dem, der har været anbragt i familiepleje.

Også i svenske undersøgelser er spørgsmålet om institutionsanbringelse belyst (Levin 1997, 1998). I en interviewundersøgelse, som er foretaget med 61 unge 3-10 år efter, de har afsluttet et ophold på et ungdomshjem, viser det sig, at næsten 70 pct. af de unge angiver, at opholdet på ungdomshjemmet enten ikke har mindsket deres kriminalitet eller direkte har fremmet den.

Den undersøgelse af Pension Skejby, der omtales senere, peger også indirekte på institutioners negative betydning, idet den viser, at placering af strafafsonere sammen med unge, der ikke har begået kriminalitet, medfører mindre risiko for recidiv (Minke 2006). Det antages, at en sådan afsoningsform medfører en positiv normpåvirkning i modsætning til den negative på institutioner med kun kriminelle.

De negative følger af institutionsophold behøver imidlertid ikke alene at skyldes omgangen med andre kriminelle, men kan også bero på negative forventninger fra personalets side. Dette er påpeget i en dansk undersøgelse af børn og unge af fremmed etnisk herkomst i risikogruppen (Andersen 2005). Undersøgelsen viser, at såfremt pædagoger alene fokuserer på barnets eller den unges problemadfærd, hæmmer det for indsynet i barnets ikke-problematiske adfærd, og barnet fastholdes i en negativ adfærd.

Institutioners – her fængslers – negative virkning kan endelig også aflæses af undersøgelser, der viser, at andelen af indsatte, der har et arbejde efter løsladelsen, er mindre end den i forvejen ringe andel, der havde det før indsættelsen (Kyvsgaard 1989). Dette er for nylig påvist i en undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed (Tranæs & Geerdsen 2008). Denne undersøgelse demonstrerer yderligere, at afsoning af en fængselsstraf indebærer langvarig, om ikke vedvarende, indkomstnedgang på 25-40 pct. Undersøgelsen peger dermed på, at fængselsstraffen i sig selv har en væsentlig betydning for fortsat kriminalitet. En sådan sammenhæng mellem antallet af tidligere fængselsophold og risikoen for recidiv er da også set i især en svensk undersøgelse, der når frem til, at personer, der har afsonet tre eller flere fængselsstraffe, har mere end otte gange så stor risiko for fortsat kriminalitet i forhold til dem, der for første gang afsoner en fængselsstraf (Nilsson 2002).

10.6. De sociale omgivelser/kontekstuelle faktorer

At lovovertrædere hyppigt bor i områder med mange ressourcesvage mennesker, er velkendt. Spørgsmålet er, i hvilken omfang omgivelserne i sig selv har betydning for forekomsten af kriminalitet.

Sammenhængen mellem bolig- eller lokalområdets karakter og kriminalitet er klassisk, idet det var i fokus allerede i den såkaldte Chicago skole i 1930’erne. Her fandt man et tydeligt rumligt mønster for lovovertræderes opholdssted, og begrebet social disorganisation blev anvendt til at forklare dette fænomen. Social disorganisation indebærer bl.a. høj mobilitet og lav social kontrol samt mangel på formidling af klare prosociale værdier. Det er desuden tæt forbundet med økonomisk svage forhold.

I de seneste årtier er spørgsmålet om sammenhængen mellem kriminalitet og den social kontekst/lokalsamfundets karakter blevet revitaliseret. Af særlig interesse er en undersøgelse med titlen: ”Do disadvantaged neighbourhoods cause well-adjusted children to become adolescent delinquents?” (Wikström & Loeber 2002). Undersøgelsen, der er baseret på amerikanske data, viser, at børn og unge, som ud fra forekomsten af individuelle risikofaktorer har en høj kriminalitetsrisiko, ikke påvirkes af lokalområdets karakter, idet en meget stor andel af dem under alle omstændigheder begår kriminalitet. Blandt de unge, der ud fra de individuelle risikofaktorer må formodes at have en ringe eller moderat kriminalitetsrisiko, er der derimod 2-3 gange så mange, der begår kriminalitet, såfremt de bor i ressourcesvage boligområder, herunder især i områder med socialt boligbyggeri. Det spørgsmål, der stilles i artiklens titel, må derfor besvares klart positivt.

Også mange andre og senere undersøgelser påviser, at individers kriminalitetsfrekvens ikke alene påvirkes af individuelle forhold, opvæksten mv., men at de sociale omgivelser og lokalsamfundets karakter også spiller ind (se bl.a. Bellair & McNulty 2005; Kubrin & Stewart 2006; Farrington et al. 2001; Bernburg 2007). De karakteristika ved lokalområdet, der typisk indgår i disse undersøgelser, er beboernes indkomstforhold, herunder andelen af arbejdsløse, andelen med velfærdsydelser i øvrigt og andelen af husstande med en indkomst under fattigdomsgrænsen. Desuden er omfanget af husstande med en enlig, kvindelig forsørger eller splittede familier anvendt som indikator, ligesom andelen af etniske minoriteter og/eller immigranter er anvendt. Endelig er også mobiliteten blandt beboerne en væsentlig indikator på ustabilitet og lav primær social kontrol i et område.

Til- og fraflytningsmønstre har selvsagt en væsentlig indflydelse på omfanget af kriminalitet i et område. I en engelsk undersøgelse er ensartede boligområder med en ensartet beboersammensætning med hensyn til demografiske og socioøkonomiske forhold, men hvor der er meget uensartede kriminalitetsmønstre, blevet sammenlignet (Bottoms & Wiles 2002). I undersøgelsen peges det på, at boligtildelingspraksis har en væsentlig betydning for kriminalitetsforskellene, idet der er tendens til, at familier med sociale problemer primært tildeles boliger i områder, hvor der i forvejen bor mange familier med sociale problemer – også fordi familierne typisk har venner og bekendte i disse områder. Omdømme har også en stor betydning for til- og fraflytningsmønstre, og der kan ligefrem tales om stigmatisering af områder, idet ry for at have megen kriminalitet kan forstærke en segregationsproces (Estrada & Nilsson 2008). Ud fra denne synsvinkel må de danske initiativer vedrørende segregerede områder – ghettoer – anses for at være gode kriminalpræventive tiltag.

Sammenfattende tyder forskningen på, at områder med ringe social kontrol og sammenhængskraft på grund af beboernes ressourcesvaghed, høj grad af mobilitet mv. må ses som en risikofaktor.

10.7. Kriminalitet og antallet af risikofaktorer

Er der nogen af risikofaktorerne, der har større betydning end andre? Dette spørgsmål besvares typisk ikke direkte i forskningen, men nogle forskningsresultater kan dog tyde på, at de individuelle risikofaktorer samt dem, der knytter sig til familie- og opvækstforhold samt skole og uddannelse, har større – eller i hvert fald en mere vedvarende – betydning end livsstilsfaktorer mv., jf. også det følgende afsnit. Generelt må det dog siges, at det ikke er muligt at rangordne risikofaktorerne.

Derimod viser forskningen en klar sammenhæng mellem omfanget af risikofaktorer og kriminalitetsrisikoen: Jo flere risikofaktorer, der er, desto større er sandsynligheden for kriminalitet. En engelsk undersøgelse viser således, at der er mere end fire gange så mange, der domfældes for kriminalitet blandt dem, der er karakteriseret ved fire eller flere risikofaktorer, sammenlignet med dem uden risikofaktorer (Farrington 2001). Tilsvarende er vist i en svensk undersøgelse (Ring 2001).

11. Forskellige grupper af unge

Først og fremmest på baggrund af selvrapporteringsundersøgelser er det blevet tydeligt, at ungdomskriminalitet ikke er et spørgsmål om enten/eller, men om et kontinuum. Det er i selvrapporteringsundersøgelserne påvist, at en vældig stor del af de unge begår kriminalitet i løbet af puberteten, men at ikke alle begår lige meget og lige alvorlig kriminalitet. På denne baggrund forekommer det oplagt at inddele de unge, der begår kriminalitet, i forskellige grupper.

I de danske selvrapporteringsundersøgelser opdeles de unge som tidligere nævnt i fire grupper. Denne opdeling er primært baseret på kriminalitetens art og i mindre grad på dens omfang: ’De lovlydige’ er afgrænset ved højst at have stjålet penge, tobak eller alkohol fra forældrene; ’flertallet’ har (også) begået andre, mindre alvorlige former for kriminalitet, såsom butikstyveri, tyveri fra skolen, cykeltyveri mv.; ’de erfarne’ har (også) mindst én og højst to gange begået alvorligere ungdomskriminalitet som indbrudstyveri, biltyveri og røveri, mens ’gengangerne’ har gjort dette mindst tre gange.

De danske undersøgelser viser, at denne inddeling er overordentlig frugtbar, idet det har vist sig, at de fire grupper adskiller sig markant med hensyn til deres overordnede kriminalitetsfrekvens. Den er endvidere meget frugtbar ved også at differentiere mellem de fire grupper på stort set alle de øvrige områder, undersøgelserne belyser: forholdet til forældrene, sammenholdet i familien, trivslen i skolen, samvær med kammerater i fritiden, brug af alkohol og stoffer mv. Der er således tale om, at risikofaktorer og beskyttende faktorer i forskellig grad karakteriserer de fire grupper.

I internationale undersøgelser arbejdes også med forskellige grupperinger af unge kriminelle, men kategoriseringerne er foretaget på en lidt anden måde.

Den mest kendte – og mest omdiskuterede – kategorisering af kriminelle er baseret på en longitudinalundersøgelse fra New Zealand (Moffitt 1993). På baggrund af oplysninger om drengebørnenes antisociale adfærd i alderen 3-15 år er der identificeret en lille gruppe på 5 pct., som ved hver af de syv målinger, der er gennemført i denne aldersperiode, er vurderet over middel med hensyn til antisocial adfærd. Denne gruppe er kaldt ’life-course-persistent’, hvilket vel nærmest må svare til ’kronisk kriminelle’. Desuden identificeres en gruppe drengebørn på 30 pct., som kun i alderen 11-15 år blev registeret for vedvarende antisocial adfærd. Gruppen er kaldt ’adolescence-limited’, de ungdomskriminelle, idet deres kriminalitet forventes at være begrænset til ungdomsårene. Mens førstnævnte gruppes kriminalitet forklares ud fra neuropsykologiske problemer i barndommen og omgivelsernes respons herpå, ses sidstnævnte gruppes kriminalitet som betinget af pubertetsvanskeligheder ved overgangen fra barn til voksen, jf. de tidligere omtalte ungdomskriminalitetsteorier.

I nyere engelsk forskning om selvrapporteret kriminalitet er de unge kategoriseret ud fra såvel individuelle risikofaktorer og beskyttende faktorer som ud fra livsstilsmønstre, men til gengæld ikke ud fra kriminalitet (Wikström 2006; Boxford 2006). Kategoriseringen omfatter alle unge, som inddeles i følgende tre grupper: tilbøjelighedsbetingede lovovertrædere (’propensity induced offenders’), livsstilsbetingede lovovertrædere (’lifestyle-dependent offenders’) og situationelt betingede lovovertrædere (’situationally limited offenders’). Førstnævnte gruppe, der er på ca. 6 pct., har en generel høj risiko for at begå kriminalitet – uanset livsstil og situationelle faktorer. Det er en gruppe, der er karakteriseret ved at score højt på de individuelle risikofaktorer. Den anden gruppe, de livsstilsbetingede lovovertrædere, udgør knap halvdelen af alle unge. Det er unge, som beskrives som ’balancerede’ med hensyn til individuelle risikofaktorer og beskyttende faktorer, og hvis kriminalitet først og fremmest er betinget af en højrisikolivsstil, jf. det tidligere. Alle øvrige unge er inkluderet i gruppen ’situationelt betingede lovovertrædere’. Disse unge er veltilpassede og karakteriseret ved individuelle beskyttende faktorer. Mange af dem vil aldrig begå kriminalitet, og der er kun risiko herfor, såfremt de kommer i situationer, der kan betragtes som risikable. Det kan især forekomme i forbindelse med indtagelse af alkohol eller stoffer. I forhold til den samlede kriminalitet, de unge i undersøgelsen har begået, står sidstnævnte gruppe for en tiendedel, mens de livsstilsbetingede står for 62 pct. og de tilbøjelighedsbetingede for 28 pct. (Wikström 2006). For alene den alvorligere kriminalitet er fordelingen betydeligt mere skæv.

I og med at denne engelske model eller kategorisering inkluderer spørgsmålet om de unges livsstil og den situationelt betingede kriminalitet, forekommer den – ikke mindst ud fra en kriminalpræventiv synsvinkel – mere konstruktive og anvendelige end de andre og vil senere blive anvendt til en opsummering af resultaterne vedrørende de præventive tiltag.

DEL II


FOREBYGGELSE:

EVALUERINGER
OG
PROJEKTER

12. Indledning til del II

Denne del omhandler de kriminalpræventive tiltag og de forskningsbaserede erfaringer, der er med forskellige former for tiltag over for unge lovovertrædere. Oversigten tjener to formål: Den skal fungere som idékatalog for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet, og den skal oplyse om, hvilke tiltag der har en kriminalpræventiv effekt, og hvilke der ikke har det, og dermed pege på farbare og mindre farbare veje i bekæmpelsen af ungdomskriminalitet.

Indledningsvis redegøres for, hvorledes der er søgt information om de tiltag, der omtales i rapporten, og om afgrænsningen af de inkluderede emner. Desuden oplyses om de forskningsmæssige krav, der stilles til undersøgelser, der belyser effekten af et tiltag, samt om de cost-benefit-analyser, der er ved at vinde udbredelse som supplement til effektevalueringerne. Endelig omtales nogle behandlingsprincipper, som er udledt af tidligere behandlingsforskning og effektevalueringer.

Den egentlige oversigt over tiltag præsenteres efter de emner, tiltagene angår. I bilag III beskrives de konkrete projekter og evalueringer, oversigten baseres på, mens der her gives en sammenfatning, som også inddrager anden viden om området.

12.1. Afgrænsning og udvælgelse af kriminalpræventive projekter og effektevalueringer

Oversigten angår tiltag over for unge i – primært – alderen 12-17 år. De unge, der fokuseres på, er karakteriseret ved at have begået ikke-bagatelagtig kriminalitet eller ved, at de må anses at være i risiko for at begå ikke-bagatelagtig kriminalitet. Der kan skelnes mellem 1) unge i risikogruppen, 2) mindre kriminelt belastede unge lovovertrædere, og 3) mere kriminelt belastede unge lovovertrædere.

Unge i risikogruppen vil hyppigt være karakteriseret ved at have et problematisk forhold til forældre og skole, ved at have en meget ’gadeorienteret’ livsstil med omfattende samvær med jævnaldrende uden for hjemmet, i bycentre, butikscentre mv. og ved at have et relativt stort forbrug af alkohol eller stoffer. Tiltag vedrørende denne gruppe angår ofte børn under den kriminelle lavalder.

De mindre belastede unge lovovertrædere er en gruppe, der enkelte gange har begået mindre alvorlige lovovertrædelser som brugstyveri, indbrudstyveri, butikstyveri mv., og som ikke er idømt ubetinget frihedsstraf eller en ungdomssanktion.

De mere belastede unge lovovertrædere er dem, der har begået så mange eller så alvorlige lovovertrædelser, at de er idømt en ubetinget frihedsstraf eller en ungdomssanktion.

Det er tiltag, i forhold til disse grupper, der er søgt oplysninger om, og i det omfang, det er muligt, vil det ved gennemgangen af de enkelte tiltag blive angivet, hvilken af disse grupper tiltaget sigter mod. Mange af de præventive tiltag retter sig mod mere end én af de ovennævnte grupper, og mange angår ikke alene de helt unge, men en bredere målgruppe.

Under arbejdet med indsamling af oplysninger om kriminalpræventive projekter er det blevet klart, at et sådant arbejde også pågår i andet regi. Københavns Kommune har således netop fået lavet en rapport om kriminalpræventive projekter (Insight 2008), og Servicestyrelsen indhenter erfaringer vedrørende indsatser for kriminelle under 15 år med fremmed etnisk baggrund. Desuden er Rigspolitiet ved at lægge sidste hånd på en oversigt over politikredsenes forebyggelsesprojekter. Endelig har Det Kriminalpræventive Råd netop udarbejdet et idékatalog med forslag til de nye kredsråd om hensigtsmæssige samarbejdsmodeller (Det Kriminalpræventive Råd 2008). Derfor er der i denne rapport lagt større vægt på at inkludere forskningsbaserede evalueringer end på ikke evaluerede danske projekter.

Kortlægningen af tiltag og evalueringer er centreret omkring sekundære og tertiære individorienterede kriminalpræventive tiltag, herunder tiltag i forbindelse med straffende foranstaltninger. Det betyder, at primær forebyggelse, teknisk forebyggelse, forebyggelse gennem design og lignende ikke er omfattet af oversigten. Fokus vil endvidere være på forebyggelse i ungdomsårene, men i et begrænset omfang vil forebyggelse gennem tidlig indsats dog også blive omtalt.

Der er søgt information om nyere kriminalpræventive projekter gennem Det Kriminalpræventive Råd, hos de lokale SSP-konsulenter, i de større kommuner, via satspuljens bevillinger, Kriminalforsorgen, Velfærdsministeriet, Servicestyrelsen og andre relevante instanser. Der er endvidere foretaget søgning på en lang række hjemmesider for informationer om tiltag.

Vedrørende evalueringer er der indsamlet informationer om internationale systematiske reviews, herunder Campbell reviews og metaanalyser. Der er søgt efter litteratur i Criminal Justice Abstracts, en engelsksproget kriminologisk litteraturdatabase. Til brug for både kortlægningen af kriminalpræventive projekter og evalueringer er der endelig også søgt information gennem bl.a. KRÅD i Norge, Kriminalomsorgen i Norge, BRÅ i Sverige, Statens Institutionsstyrelse i Sverige, det finske kriminalpræventive råd, Home Office i England og det hollandske justitsministeriums forskningsafdeling.

12.2. Krav til effektevalueringer

For at kunne vurdere, om et givet tiltag har en kriminalpræventiv effekt, kræves oplysninger om, hvordan det ville være gået personerne, såfremt de ikke havde modtaget eller været underkastet det tiltag, hvis effekt ønskes målt. Det er ikke tilstrækkeligt bare at se på, hvordan det rent faktisk går personerne, for mennesker kan ændre adfærd af mange andre årsager end lige netop den indsats, de har været underkastet. Vi ved endvidere, at den kriminelle aktivitet aftager med alderen, også selv om der ikke iværksættes særlige præventive initiativer.

Måling af, hvordan det ville være gået, såfremt personer ikke havde været underkastet et bestemt tiltag, sker ved at lade effektevalueringen omfatte en kontrolgruppe, der ligner eksperimentalgruppen, dvs. dem, der modtager det tiltag, hvis effekt ønskes målt. I en kriminologisk sammenhæng betyder det, at de to grupper skal have samme risiko for at begå kriminalitet eller for at recidivere.

Den bedste måde at sikre, at eksperimental- og kontrolgruppen er sammenlignelige, er at gennemføre en evaluering med et eksperimentelt design. Det betyder, at der er gennemført et kontrolleret, randomiseret forsøg, hvor der er sket en tilfældig fordeling mellem en eksperimental- og kontrolgruppe. Typisk anvendes der lodtrækning for at sikre, at det er helt tilfældigt, hvem der indgår i eksperimentalgruppen, og hvem der indgår i kontrolgruppe. Mens eksperimentalgruppen vil modtage den behandling, hvis effekt man ønsker undersøgt, vil kontrolgruppen – afhængigt af det undersøgte tiltag – enten ikke modtage behandling eller modtage den behandling, som eksperimentalgruppen ville have fået, såfremt forsøget ikke var iværksat.

Det er af oplagte årsager ofte vanskeligt at gennemføre sådanne eksperimenter, hvorfor mange evalueringer er baseret på et kvasi-eksperimentelt design. Dette design adskiller sig alene fra det eksperimentelle ved, at eksperimental- og kontrolgruppe ikke er tilfældigt udvalgte. Kontrolgruppen søges i stedet konstrueret, så den med hensyn til en række karakteristika, der er relateret til kriminalitets- eller recidivrisikoen, ligner eksperimentalgruppen mest muligt. Kontrolgruppen kan f.eks. udvælges blandt lovovertrædere fra et område – et andet geografisk område, en anden skole, et andet fængsel mv. – som ikke anvender det tiltag, der undersøges. Metoden er forholdsvis uproblematisk, når eksperimentalgruppen er udvalgt eller afgrænset ud fra objektive kriterier – f.eks. alder, køn og sted – idet det da er relativt enkelt at finde en sammenlignelig kontrolgruppe, og under alle omstændigheder vil der typisk ved hjælp af statistiske analyser tages højde for eventuelle forskelle mellem grupperne ved vurdering af effekt. Især når det angår forsøg med egentlige behandlingstiltag, vil der imidlertid ofte ske en eller anden form for selektion af egnede eller passende individer til eksperimentalgruppen, og denne selektion kan gøre det meget vanskeligt at konstruere en kontrolgruppe, som med rimelig sikkerhed kan antages at være sammenlignelig med eksperimentalgruppen. Ligeledes kan mange tiltag være forbundet med en selvselektion, således at f.eks. de mest motiverede individer vælger at deltage eller modtage behandlingen, og i forhold til dem, der ikke ønsker at deltage, drejer det sig gerne om personer med en mindre recidivrisiko. Også en sådan selvselektion kan være svær at kontrollere for i undersøgelserne.

Nogle af de undersøgelser, der måler effekten af bredere tiltag, dvs. tiltag, der retter sig mod en stor og ikke selekteret målgruppe, anvender før/eftermålinger, således at f.eks. ungdomskriminalitetens omfang før og efter indførelsen af et tiltag sammenlignes. Disse målinger kan være problematiske, da der kan være en skjult periodeeffekt, som der ikke tages højde for. Eksempelvis kan ungdomskriminaliteten – uanset tiltaget – generelt være faldende.

Flere af de evalueringer, der omtales, er baseret på kvalitative metoder, typisk interview med deltagere i et forsøg, forsøgsledere og/eller forældre til deltagerne. Sådanne undersøgelser kan give vigtig viden om implementeringen af tiltaget, om væsentlige og uvæsentlige dele ved tiltaget mv., men det er vanskeligt at få sikker information om tiltagets effekt på baggrund af enkelte interviewedes udsagn herom.

Ved siden af enkeltstående evalueringer omfatter oversigten også systematiske sammenfatninger og metaanalyser. Begge dele er baseret på tidligere forskning, men mens de systematiske sammenfatninger giver en samlet vurdering af den tidligere forskning, genbruger metaanalyserne så at sige de data, de inkluderede evalueringer er baseret på. Ved brug af særlige statistiske metoder foretages dermed en samlet statistisk bedømmelse af effekten af det tiltag, metaanalysen angår. På denne måde kan det blive muligt at påvise statistisk signifikante effekter, som ikke viser sig i de enkeltstående undersøgelser, fordi de omfatter for få observationer.

Referaterne af de enkeltstående evalueringer i bilaget afsluttes med en kommentar, som omhandler Forskningsenhedens vurdering af undersøgelsens validitet.

12.2.1. Cost-benefitanalyser

Et tiltag kan også vurderes ud fra andre kriterier end den kriminalpræventive effekt. I de seneste år er cost-benefit-analyser vundet frem, især i USA, men også i England er de på vej. Myndighederne synes ikke alene at ville have kvalitet for pengene, men de vil også have valuta for pengene. Det er således tænkeligt, at et program, der har vist sig at have en positiv kriminalpræventiv effekt, er så omkostningskrævende, at det – når gevinster i form af sparet kriminalitet, rettergang, fængsel mv. er fratrukket – viser sig at være ineffektivt ud fra en cost-benefit-analyse. Ud fra en økonomisk betragtning er tiltaget altså ikke en succes.

Cost-benefit-analyser kan danne grundlag for beslutninger om, hvilken form for tiltag, der skal iværksættes: Med hvilken indsats får man mest for pengene?

Spørgsmålet er naturligvis, hvad der skal inkluderes i en cost-benefitanalyse. De resultater af sådanne analyser, der refereres i denne rapport, inkluderer gerne besparelser for det strafferetlige system – politi, domstole og kriminalforsorg – samt besparelser for ofrene. Sådanne besparelser må antages at variere betydeligt fra land til land og afhænge af bl.a. retspraksis, udbredelsen af privatforsikringer mv. Der ligger omfattende forskning til grund for disse beregninger, hvorfor det ikke uden videre er muligt at foretage beregninger på et dansk grundlag. De udenlandske erfaringer kan derfor blot give et indtryk af, i hvilken retning en cost-benefit-analyse peger (Farrington & Welsh 2002; Welsh et al. 2001).

Såfremt cost-benefit-analyserne også inkluderede afledte effekter, som f.eks. tabt arbejdsfortjeneste, og udgifter til velfærdsydelser, og hvis disse beregninger omfatter hele livsforløbet, vil der naturligvis påvises betydeligt større gevinster ved præventive indsatser. En af den type beregninger, der stammer fra USA fra slutningen af 1990´erne, påviser, at omkostningerne ved en kronisk ungdomskriminel beløber sig til mellem 1,5 og 1,8 mio. USD. (Cohen 1998).

En tilsvarende, men nyere beregning fra Sverige når til et betydeligt større beløb, hvilket på baggrund af landets omfattende velfærdsordninger ikke er uventet. Der er set på omkostninger ved, at nogle lever marginaliseret gennem en del eller hele deres liv (Nilsson & Wadeskog 2008). I rapporten nævnes som eksempel forebyggende indsatser over for et repræsentativt udsnit på 800 børn og deres forældre. På baggrund af forekomsten af psykiske problemer, alkoholisme, narkomani og arbejdsløshed i samfundet som helhed beregnes, at 102 af disse børn kan forventes senere i livet at få problemer af den nævnte art og på denne baggrund kræve velfærdsydelser i kortere eller længere tid. Udgifterne herfor samt produktionstab som følge af arbejdsløshed mv. er beregnet til på livstid at ville beløbe sig til ca. 1.700 mio. SEK. for de 102 børn, eller knap 17 mio. SEK pr. barn. Heroverfor stilles udgifterne til en præventiv indsats med tilbud til samtlige forældre om forstærket og forlænget forældreuddannelse, som påbegyndes allerede under graviditeten. Udgifterne hertil er 2 mio. SEK. Som det noteres i rapporten, så vil afkastet af dette program, hvis bare det forhindrer et eneste barn i at blive marginaliseret og uproduktivt, alligevel blive på 336 pct.^[101]

På baggrund af midler fra EU er forskere ved York University for øjeblikket i gang med at udvikle en metode for måling af omkostningerne ved kriminalitet i Europa.

12.2.2. Behandlingsprincipper

På baggrund af behandlingsforskningen er der udviklet nogle behandlingsprincipper (Andrews 2001; Andreassen 2003; Lipsey 1995). Mens effektevalueringerne siger noget om, hvilke former for behandling der er mest effektive, så fortæller behandlingsprincipperne overordnet om, hvordan behandlingen skal gennemføres for at give det bedst mulige resultat, og hvilke forhold der bør tages i betragtning. Det er således muligt at forestille sig, at et behandlingsprogram, der har en dokumenteret positiv effekt, implementeres på en måde, som gør, at der ikke opnås en positiv effekt af behandlingen. Det er altså ikke kun spørgsmålet om det anvendte tiltag, der er vigtigt, men også måden, det anvendes på, og i forhold til hvem.

Der er udformet i alt 18 behandlingsprincipper. Her omtales kort nogle af de vigtigste af dem.

Anvend menneskelige strategier. Negativt formuleret betyder det, at strategier, der sigter på afskrækkelse og hævn har ringe muligheder for at lede til noget positivt, jf. også det senere.

Sats på tiltag i frihed eller på tiltag, der relaterer sig til personens miljø. Det er muligt at behandle både i frihed og i fængsler og andre institutioner, men tiltag, der gennemføres i frihed og i personens eget miljø, har vist sig at give de bedste effekter. Hvis en sådan fremgangsmåde ikke er mulig, bør personens vanlige miljø i videst muligt omfang inddrages, idet det gør overgangen til frihed lettere.

Risikoprincippet. Det indebærer, at man alene skal behandle de personer, der har en reel risiko for at recidivere. Selv om dette kan forekomme selvindlysende, så viser det sig ofte, at behandlere er tilbøjelige til at fokusere på den lettere del af klientellet. Dels er denne gruppe meget nemmere at arbejde med, og dels oplever behandlerne meget større fremgang med disse klienter. Denne oplevelse vil imidlertid ofte være falsk, for det kan dreje sig om klienter, som under alle omstændigheder ikke ville recidivere. Reelt vil det ofte være sådan, at behandlingseffekten er størst, hvor recidivrisikoen også er det. Det er også vigtigt at være opmærksom på risikoprincippet i forbindelse med åbne og bredere aktivitetstilbud til børn og unge, for ofte vil det være børn og unge med den mindste kriminalitetsrisiko, der vælger at deltage i aktiviteten.

Behovsprincippet. Der skal satses på at ændre de forhold, der er mulige at ændre (dynamiske risikofaktorer), og som har betydning for den kriminelle adfærd. Mindsket omgang med kriminelle kammerater og en øget kontakt med andre, konventionelle unge nævnes som en vigtig strategi.

Modtagelighed. Mennesker evner på forskellig måde at forstå de budskaber og den lærdom, der ligger i behandlingstiltag. Behandlingen skal tilpasses klienternes indlæringsevne.

Flere typer af tiltag. Der skal satses på flere former for tiltag, dels fordi lovovertrædere har forskellige behov, og dels fordi mange har flere typer af problemer, som behandlingen bør søge at afhjælpe.

Massive og strukturerede tiltag. Det kan ikke forventes at kunne måle en effekt af kortvarige tiltag. Effekten vokser gerne med tiltagende doser behandling (Bourgon & Armstrong 2005). Forskningen peger på, at strukturerede tiltag i modsætning til løse, ustrukturerede tiltag giver den bedste effekt.

Behandlingsintegritet. Behandlingen skal gennemføres, som den er planlagt eller oprindeligt udformet. Behandlingspersonalet skal være enigt om behandlingen og enigt om, hvordan klienterne skal håndteres.

12.3. Tidligere initiativer

12.3.1. Den første voldspakke

I 1994 kom den første af de såkaldte voldspakker. Ud over en skærpelse af straffen for gentagen vold og for vold, der udøves over for personer, der i deres arbejde er særligt udsatte for vold, indeholder voldspakken også en række forslag til forebyggende tiltag. De tiltag, disse forslag har afstedkommet, skal kort omtales her.

Undervisningsmateriale mod vold. Der blev udarbejdet et idékatalog og materialer i en samlet undervisningspakke mod vold: ”- et par på kassen!, voldspakken” og ”Undervisning mod vold – et idékatalog til alle klassetrin i folkeskolen”. Produkterne er siden hen skiftet ud med nyere undervisningsmaterialer.^[102]

Uddannelse til alle. Undervisningsministeriet udarbejdede en handlingsplan, ”uddannelse til alle”, med det formål at sikre alle unge en kompetencegivende uddannelse. Det skete ud fra erkendelsen af, at uddannelse og arbejde er vigtige præventive midler. I forlængelse heraf blev der gennemført en række initiativer for at begrænse frafaldet i ungdomsuddannelserne, der blev fokuseret på erhvervsgrunduddannelse og fri ungdomsuddannelse, og der blev opstillet en målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal være under uddannelse. Ifølge Undervisningsministeriet gennemfører ca. 81 pct. af en ungdomsårgang i dag en ungdomsuddannelse.

Antivoldsprogram. Via Det Kriminalpræventive Råd blev der i fem kommuner gennemført afprøvning af fem forskellige modeller for kriminalpræventiv undervisning med Samtale i stedet for vold (SIV). Efterfølgende er programmet blevet vidt udbredt. I hvilket omfang, det anvendes i dag, vides ikke. I Esbjerg har samtlige 8. klasser i de sidste ti år anvendt programmet. Der er ikke kendskab til eventuelle præventive effekter heraf.

Hurtig og målrettet indsats fra de sociale myndigheder over for børn og unge, der pågribes i kriminalitet. Socialministeriet igangsatte sammen med fem kommuner udviklingsprojekter, der skulle afprøve en model for en hurtig indsats, når et barn under 15 år bliver pågrebet i kriminalitet. I samarbejde mellem forældrene og en repræsentant for de sociale myndigheder skulle der straks efter pågribelsen besluttes, hvilke foranstaltninger der var relevante at iværksætte for at mindske risikoen for fortsat kriminalitet. Indsatsen skulle afstemmes efter barnets konkrete behov og på baggrund af en konkret vurdering. I nogle tilfælde ville en drøftelse med barnet og forældrene være tilstrækkelig til at hindre gentagelser, men i andre tilfælde ville det være nødvendigt med en mere omfattende indsats. Denne kunne bestå i, at barnet fik en fast kontaktperson, der kunne følge og vejlede barnet, eller den kunne vedrøre krav til barnets skolegang eller fritidsaktiviteter. Forsøgsprojektet blev gennemført i 1995 og 1996 i Distrikt Gul Bue i Høje Taastrup, Kolding Kommune, Nakskov Kommune, Gladsaxe Kommune og Distrikt Dalum i Odense. En evaluering af forsøgsprojekterne viser, at den hurtige indsats i praksis var knap så hurtig, som man havde ønsket (Jeppesen 1997). Dette skyldtes vanskeligheder med at få aftaler i stand med familierne, men også sagsgange i socialforvaltningen og i politiet hindrede en hurtig indsats. Der er ikke gennemført en effektevaluering af forsøget, bl.a. fordi meget få børn viste sig at blive omfattet heraf. Alle kontaktpersoner i socialforvaltningen og politiet i de deltagende kommuner var dog enige om, at langt de fleste forældre havde gavn af samtalen med socialforvaltningen, da det gjorde dem opmærksomme på de eventuelle problemer, barnet havde.

Forebyggende initiativer i belastede områder og over for belastede børne- og ungdomsgrupper (bandekriminalitet). Det Kriminalpræventive Råd blev anmodet om at opprioritere sit forebyggende arbejde i form af initiativer i områder med særligt megen kriminalitet samt over for belastede børne- og ungdomsgrupper. Eksempelvis var Rådet involveret i et udviklingsarbejde omkring Gellerupparken ved Århus vedrørende bl.a. involvering af børnenes forældre i præventive bestræbelser i form af aktivering i selvhjælpsgrupper mv. Nogle projekter er gennemført i samarbejde med Statens Byggeforskningsinstitut.^[103]

Initiativer over for truede og udstødte børn og unge. Socialministeriet startede i Det Tværministerielle Børneudvalgs regi et projekt om truede og udstødte børn og unge. Det bestod i at indsamle og analysere eksisterende viden om risikobørn og udstødningsfaktorer og i at kortlægge eksisterende initiativer over for disse børn, herunder lovgivning, inden for de forskellige ministerområder. Materialet skulle danne baggrund for udarbejdelse af forslag til nye initiativer, der skulle styrke den forebyggende indsats. Forslagene blev beskrevet i ”Handlingsplan for de svagest stillede børn og unge” (Socialministeriet 1994), som med fokus på tidlig indsats lagde op til udvikling og forbedring af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde med forældrene som aktive samarbejdspartnere.^[104]

Forbud mod videovold. Kulturministeriet fremsatte i efteråret 1993 et forslag til lov om mærkning af videogrammers egnethed for børn under 12 år. Lovforslaget indeholdt regler om, at videogrammer, der er mærket som uegnede for børn, ikke må sælges eller udlejes til den pågældende aldersgruppe. Videogrammer skal betragtes som uegnede for børn, hvis de eksempelvis indeholder stødende skildringer af virkelighedstro karakter, som gengiver vold eller trusler om vold mod mennesker og dyr. Den endelige lovtekst findes i lov nr. 435 af 1. juni 1994. Forskellige justeringer i årene derpå har ført til oprettelsen af Medierådet for Børn og Unge, der nu giver vejledninger for hele film- og medieområdet.

Støtte til idrætsbyggeri og klublokaler mv. Af likviditetsmæssige årsager havde kommunerne vanskeligheder med at give lånegarantier til opførelse af idrætsbyggeri og med at få gang i byggeriet af ”væresteder”/klublokaler på trods af, at ungdomsklubsektoren, idrætsklubber mv. anses som betydningsfulde i forebyggelsen af kriminalitet. I forbindelse med vedtagelsen af den nye tips- og lottolov blev der derfor truffet beslutning om oprettelse af en lånegaranti- og tilskudsfond under Kulturministeriet til støtte af disse formål. I fonden blev et engangsbeløb fra idrættens hovedorganisationer indskudt, mens der fra tips- og lotto overførtes et årligt millionbeløb.

Ovennævnte initiativer angår primært risikogruppen. Voldspakken rummede imidlertid også forebyggende initiativer over for personer, der allerede har begået voldskriminalitet. Her skal særligt fremhæves:

Forsøg med konfrontation mellem gerningsmand/offer i lokale konfliktråd. Forsøget omfatter fem områder med i alt 14 mæglere tilknyttet. I konfliktrådsforsøget afprøves en model, hvor offeret er i fokus, og hvor offer og gerningsmand sammen skal nå frem til en aftale. Forsøget, der har fået en ganske positiv evaluering, er videreført på forsøgsbasis (Henriksen 2003).

Forsøg i fængsler med behandling af voldsdømte for at ændre deres adfærd. Efter canadisk forbillede blev en forsøgsordning med ”Det kognitive færdighedsprogram” iværksat i tre danske fængsler. Hovedmålene med programmet er, at den dømte udvikler selvkontrol og bliver i stand til at ræsonnere selvkritisk, til at se tingene i et socialt perspektiv og til at løse problemer og konflikter med andre mennesker. Tilbuddet om deltagelse i det kognitive program er i dag permanent og gives i stort set alle fængsler samt i nogle afdelinger af den fri kriminalforsorg. Der er ikke i Danmark gennemført en effektevaluering af programmet.

Endvidere iværksattes en række generelle forebyggende initiativer over for andre grupper som f.eks. hjemløse og psykisk syge.

12.3.2. Den anden voldspakke

Denne voldspakke stammer fra 1997. Den indeholder en strafskærpelse for den særligt grove vold samt for besiddelse af knive og slagvåben. Også denne voldspakke omfatter forslag til forebyggende tiltag.

Opsøgende indsats. Den opsøgende indsats skulle i højere grad end før være målrettet de børn og unge, der udviste uhensigtsmæssig adfærd, ofte som følge af en alt for svag voksenkontakt. Indsatser gennemførtes med brug af gadeplansmedarbejdere og med hjælp fra fritids- og ungdomsklubberne. Det samarbejde om bl.a. udveksling af erfaringer og oplysninger, som knytter sig til SSP-samarbejdet, skulle desuden nyttiggøres. Til virkeliggørelse af disse mål blev der afsat en statslig pulje – den såkaldte OPS-pulje (1998-2000) – som især blev fordelt til kommuner, der med en sammenhængende strategi for en forstærket indsats måtte ønske at udvikle et projekt rettet mod målgruppen. NY START er et eksempel på et program, der delvis finansieres af OPS-midler.

Ungdomsrådgivningen. Der blev peget på styrkelse af de forskellige rådgivningsordninger, f.eks. ungdomsrådgivningen, som middel til at få kontakt med de unge i risikogruppen og til at sikre deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Der blev i den forbindelse nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe til at analysere udbuddet af eksisterende muligheder for vejledning og rådgivning og fremkomme med forslag til, hvordan der kan skabes mere sammenhæng og lettere tilgængelighed til råd og vejledning for unge generelt. Der er ikke kendskab til, hvad der er kommet ud af dette initiativ.

Styrkelse af SSP-samarbejdet. Det Kriminalpræventive Råd blev bedt om at udarbejde et materiale, der kunne fungere som inspiration for de lokale SSP-udvalg. Rådet udgav i 1998 vejledningen ”SSP-samarbejde – Forudsætninger og organisation" som en hjælp til at forstærke det tværfaglige samarbejde omkring det kriminalpræventive arbejde i lokalområderne. I samarbejde med Narkotikarådet og Voldssekretariatet gennemførte Det Kriminalpræventive Råd i 1999 en undersøgelse af SSP-samarbejdet på såvel det overordnede organisatoriske niveau som på arbejdsgruppeniveau i udførelsen af det konkrete samarbejde. Formålet med undersøgelsen var at få systematisk viden om SSP-samarbejdets organisering, målgrupper, arbejdsområder, metoder mv. I dag tilbyder Det Kriminalpræventive Råd gratis konsulentbistand til kommuner, der står for at skulle udvikle det lokale samarbejde.

Forældreinddragelse. Der var forslag om, at samarbejdet mellem politiet og de sociale myndigheder skulle styrkes med henblik på, at de sociale myndigheder i videre omfang underrettes om unges kriminalitet. Allerede første gang et barn eller en ung gør sig skyldig i kriminalitet, skal de sociale myndigheder straks rette henvendelse til forældrene for i fællesskab med dem at drøfte, hvilken indsats der er behov for, samt medvirke til planlægning af den unges fremtid. I tilfælde af voldskriminalitet laves en handleplan, som opstiller en række krav til den unge om skolegang eller uddannelse, arbejde, bolig, fritidsaktiviteter mv. Der er ikke kendskab til evalueringer af denne indsats.

Fast kontaktperson. Der var videre forslag om, at det offentlige kan tildele en fast støtteperson til børn og unge, som har brug for en fast voksenkontakt, fordi deres familie ikke formår at give dem støtte. Kontaktpersonen skal dels fungere som den voksne, som den unge altid kan søge hjælp hos, dels være den, der træder til, hvis den unge opfører sig uacceptabelt. Omfanget af støtten vil variere efter omstændighederne.^[105] Ordningen med fast kontaktperson er i stigende grad blevet anvendt af kommunerne. Mens der pr. 31. december 2001 var 1654 børn, der havde en fast kontaktperson, drejede det sig om 3393 børn d. 31. december 2005. Ordningen anvendes især hyppigt over for de 15-17-årige.^[106] Der er ikke kendskab til evaluering af ordningen.

Pladser i sikrede sociale afdelinger til unge i varetægtssurrogat. Det blev også understreget, at der altid skulle være et tilstrækkeligt antal pladser i sikrede sociale afdelinger til unge i varetægtssurrogat. Målsætningen er næppe altid opfyldt, idet forholdsvis mange af de unge, der idømmes ubetingede straffe eller en ungdomssanktion, anbringes i almindeligt arresthus under varetægtstiden.

Ny særlig sikret afdeling. Gennem en treårig forsøgsperiode ville man endvidere oprette en ny særlig sikret afdeling med ca. 10 sikrede pladser for unge under 18 år, der havde fået ubetinget fængselsstraf. Dette resulterede i Ringeprojektet, som er beskrevet under afsnittet om særlige anbringelses- og afsoningsformer samt i bilag.

Desuden blev der fastsat regler for, at politiet får mulighed for at udstede påbud om sikkerhedsmæssige krav til restaurationer mv., hvis der foreligger særlig risiko for, at der kan forekomme voldelig adfærd i tilknytning til stedet. I denne sammenhæng blev der også sat fokus på dørmændenes arbejdsmiljø, uddannelse og sikkerhed, som en del af de initiativer, der kunne medvirke til at forhindre vold på diskoteker mv.

12.3.3. Voldssekretariatet

Voldssekretariatet blev oprettet for en treårig projektperiode d. 1. januar 1998. Det skulle fungere som sekretariat for et ministerudvalg bestående af justitsministeren, socialministeren og undervisningsministeren. Ministerudvalgets opgave var at forestå den overordnede gennemførelse og styring af regeringens indsats mod vold frem til udgangen af år 2000.

Der blev afsat knap 12 mio. kr. over de tre år til kampagner, konferencer mv.

Sekretariatet formulerede tre hovedområder, hvor der skulle iværksættes initiativer:

At øge kvaliteten af SSP-samarbejdet og få alle kommuner til at etablere SSP-ordninger inden år 2001

At nedbringe antallet af unges voldsofferrecidiv

At reducere befolkningens angst for kriminalitet.

Voldssekretariatet fik sat fokus på, at ikke alle kommuner havde etableret sig med en eller anden form for handleberedskab over for børn og unge, der enten var i vanskeligheder eller kunne vurderes at være i en risikosituation. Målrettede henvendelser fik en del kommuner til at gå i gang med samarbejdsmodellen. Om der i Voldssekretariatets tid er sket en forøgelse af kvaliteten af SSP-samarbejdet, er vanskeligere at afgøre.

Grundet det korte tidsperspektiv for Voldssekretariatets virke har det næppe været realistisk at producere en målbar nedbringelse af unges offerrecidiv. Derimod tog sekretariatet hul på problematikken gennem et pilotprojekt om voldsofres sociale baggrund og deres behov for støtte og hjælp. Projektet vedrører rådgivning, information, kortlægning af omfanget af voldsofferrecidiv og forebyggelse, og inden for disse områder blev der gennemført 16 delprojekter af forskelligt omfang og karakter. Socialforskningsinstituttet har lavet en evaluering af projektet og dets forløb og peger på følgende resultater (Gruber & Christensen 2001):

Der blev etableret en ung-til-ung rådgivning, hvor unge frivillige varetog rådgivning og vejledning af unge voldsofre. Tilbuddet blev dog kun benyttet af et fåtal af unge. Der var endvidere problemer med rekruttering og fastholdelse af de unge frivillige.

Informationstemaet rummer flere typer af materiale, f.eks. en offerpjece beregnet til at udleveres af myndighederne samt en håndbog for ofre og deres pårørende. Sidstnævnte blev dog aldrig udgivet, men anvendes i dag som arbejdsredskab i offerrådgivningen i Esbjerg. I evalueringen vurderes, at informationsinitiativerne har bevirket relativt begrænsede ændringer i praksis hos relevante aktører, men at budskabet om fokus på ofre til en vis grad er blevet bemærket.

Temaet vedrørende kortlægning af voldsofferrecidiv indebar en analyse af data fra Esbjerg Politi samt tal vedrørende skadestuebehandlede fra Esbjerg Centralsygehus.

Den viden, kortlægningen har givet, danner grundlag for et idékatalog om forebyggelse. Herfra fremhæves i evalueringen bidraget til kurset Samtale i stedet for vold som det mest markante og perspektivrige delprojekt. Omfanget af de øvrige forebyggende initiativer vurderes at være temmelig begrænsede.

Endelig skal nævnes, at det i evalueringsrapporten nævnes, at det på sigt ville være mere hensigtsmæssigt at integrere arbejdet med offerproblematikken direkte i det eksisterende SSP-samarbejde (Gruber & Christensen 2001).

Med hensyn til mindskning af befolkningens angst for kriminalitet viser de målinger, der er foretaget, et ret stabilt niveau fra midten af 1980’erne og frem. Befolkningens bekymring for vold og kriminalitet har derimod været faldende, men det er en tendens, der startede i begyndelsen af 1990’erne og er fortsat til i dag (Justitsministeriets Forskningsenhed 2007a).

Under Voldssekretariatet etableredes også, i et samarbejde med Socialforvaltningen i Århus, et storstilet volds- og kriminalitetsforebyggende projekt i Århus sydby. Ti skoledistrikter blev mål for projektets indsatser. Sydbyprojektet kobledes endvidere til en gruppe af utilpassede tyrkiske ikke-stedbundne drenge, kaldet Pendlergruppen, mens andre unge blev tilknyttet et sideløbende projekt under Socialministeriets puljemidler, kaldet FIK-projektet. Sydbyprojektet led under store ambitioner og for lidt tid. I evalueringsrapporten foreligger dog en del anbefalinger fra projektet om bl.a. at sætte ansigter på ansvaret, at have øget opmærksomhed omkring ungdomskulturens mobile karakter, et hurtigt beredskab samt tværfaglighed (Dam 2001).

Voldssekretariatet blev nedlagt efter de tre år, og voldsforebyggelsen lagdes ind under Det Kriminalpræventive Råd. Der henvises i øvrigt til Claus Buttenschøns bog om Voldssekretariatets virke (Buttenschøn 2001).

12.3.4. Lømmelpakken

I oktober 1999 nedsatte regeringen et ministerudvalg om integration og utilpassede unge. Udvalget skulle dels udarbejde en samlet og langsigtet handlingsplan for integration i det danske samfund, dels tilrettelægge konkrete initiativer på kort og lang sigt vedrørende en hurtig indsats over for problemer med utilpassede unge.

I denne forbindelse blev Udrykningsholdet oprettet (maj 2000) som et videns- og rådgivningscenter vedrørende indsats over for utilpassede unge. Udrykningsholdet havde til formål at rådgive kommuner, amtskommuner, politikredse og andre centrale aktører på området.

Udrykningsholdet skulle yde gratis konsulentbistand over hele landet og informere via bl.a. konferencer, seminarer og netværk samt gennem udgivelsen af et nyhedsbrev om udviklingen på området. Desuden skulle der indsamles viden og dokumentation som grundlag for analyser og forslag til indsatser over for utilpassede unge.

Udrykningsholdet blev nedlagt efter 3 år bl.a. efter kritik af, at der ikke var kommet meget ud af dets arbejde. En del af opgaverne blev overført til Det Kriminalpræventive Råd, der i marts 2001 oprettede Den Voldsforbyggende Enhed. Enhedens fokusområder var forebyggelse af seksuelle overgreb, vold på arbejdspladsen, vold i nattelivet, fodboldrelateret vold, vold begået af unge med anden etnisk baggrund end dansk samt frygt for kriminalitet. Enheden skulle fungere som videns-, udviklings- og ressourcecenter. I 2005 medførte omstruktureringer i Det Kriminalpræventive Råds Sekretariat, at enheden blev nedlagt og dens arbejde integreret i den øvrige del af rådets virke.

12.3.5. Handlingsplanen Stop Volden

I marts 2002 introducerede regeringen en handlingsplan mod vold. Planen rummer en række strafskærpelser for bl.a. voldtægt og vold samt andre initiativer vedrørende politiets og retssystemets indsats. Også i denne handlingsplan understreges betydningen af forældreinddragelse og hurtig samtale i forbindelse med børns kriminalitet.

Med hensyn til præventive tiltag nævnes, at regeringen vil bede Det Kriminalpræventive Råd om i særlig grad at satse på bl.a. unges alkohol- og misbrugsrelaterede vold og hærværk, vold og røveri blandt unge, mobning samt vold i trafikken og vold på arbejdspladsen.

13. Sammenfatning vedrørende projekter og evalueringer

13.1. Tiltag vedrørende samarbejde

”Kommunalreformen, politireformen og oprettelsen af kredsråd og lokalråd har ikke medført ændringer i kompetencefordelingen mellem myndighederne. Der er til gengæld et stort potentiale i at optimere samarbejdet på tværs af sektorer, da alt tyder på, at samfundets evne til at forebygge kriminalitet bliver styrket, når myndighederne samarbejder målrettet om det.” (Det Kriminalpræventive Råd 2008). SSP-samarbejdet mellem Skole, Socialforvaltning og Politi er den første systematiske tænkning i forebyggende og tværgående samarbejde. Indsatsen, som dateres tilbage til 1977, samler sig om at afdække og bearbejde årsager til ungdomskriminalitet. Modellen er flittigt blevet kopieret i andre lande.

SSP-indsatsen udmønter sig meget forskelligt landet over alt efter hvilke problematikker, der er fremherskende. Der er derfor store variationer med hensyn til hvor mange økonomiske og personalemæssige ressourcer, der afsættes til arbejdet. Der er også stort spændvidde i anvendte metoder og typer af indsatser og i nogen grad også med hensyn til målgruppens afgrænsning. Mange steder er samarbejdet således udvidet til det, der kaldes SSP+, hvor også unge mellem 18-23 år er en del af målgruppen. Andre steder tilføjes et ekstra bogstav, f.eks. SSPK, i tilfælde af, at samarbejdet med eksempelvis Kulturforvaltningen er fremtrædende.

SSP-samarbejdet kan bevirke, at det bliver lettere for myndighederne at igangsætte en fælles indsats. Det viser et projekt fra Aalborg, som er startet på initiativ af en socialrådgiver og en nærpolitibetjent – begge i forvejen involveret i SSP-samarbejdet (Unge i Fokus s. 395). Det blev startet, fordi de to initiativtagere havde observeret problemer med en mindre gruppe drenge, som ikke i øvrigt deltog i organiserede fritidsaktiviteter. Med henblik på at ændre adfærd og holdninger hos drengene, blev der lavet forskellige tiltag og arrangementer for dem og deres forældre. Et sådant initiativ ville være besværliggjort uden kontakten og samarbejdet via SSP.

I København har man udviklet et koncept, der hedder enkeltsagsbehandling. Her arbejdes med en niveaudeling af enkeltsager i grader fra ”bekymrende adfærd” til ”personfarlig kriminalitet”. Der er udarbejdet retningslinjer for hvem, der har ansvaret for hvad, og hvornår noget skal iværksættes i forhold til de forskellige niveauer. Metoden anvendes særligt for unge under 15 år.

I Kolding og på Fyn er der etableret Samråd for unge lovovertrædere, der har som målsætning at sikre det tværfaglige samarbejde mellem retssystemet, uddannelsessystemet og det sociale system. Der arbejdes med forpligtende gensidige aftaler mellem familien og forvaltningen, og der udfærdiges handleplaner for den enkelte unge, der er sigtet for en lovovertrædelse. Samrådet afgiver på dette grundlag indstilling til retten og anklagemyndigheden om indsatsen i forhold til den sigtede.

I rapporten omtales et svensk initiativ, der er en samarbejdsmodel, der kan minde om det danske samrådskoncept. Der sigtes mod at nedbringe tiden mellem kriminaliteten og konsekvensen/reaktionen, så den unge ikke i mellemtiden begår ny kriminalitet og risikerer at hænge fast i asocial adfærd. Inden der er gået 48 timer, skal den unge, hans forældre, socialforvaltning, politi og anklager være samlet. For at nå denne målsætning har politi og socialforvaltning fælles adresse og samordner udredninger i fællesskab med en anklager (Stödcentrum för unga gärningsmän s. 396).

I Næstved Kommune har man i 1997 udviklet UngeNetværket, som er kommunens indsats over for 15-23-årige. Organiseringen i UngeNetværket betyder, at der er kontinuitet i de forskellige sagsforløb, og at sagsbehandlingstiden er kortere, end den ellers ville være, fordi pædagog og sagsbehandler hurtigt kan snakke sammen om en sag og f.eks. ikke er begrænset af aftaletider o. lign. Pædagogerne kan gennem deres opsøgende arbejde handle på stedet, hvis der er behov for en hurtig reaktion (UngeNetværket s. 396). Et andet projekt (Den Korte Vej s. 398) udgør kommunens nyere indsats over for de 10-14-årige. Denne indsats tager udgangspunkt i lokale skoler, som henviser børn med begyndende problemer til projektet, og medarbejdere har – i lighed med metoden i UngeNetværket – mulighed for en tidlig og hurtig samt individuelt afpasset indsats. Der er sket et markant fald i antallet af henvendelser til forvaltningen vedrørende 10-14-årige fra projektområdet, mens dette projekt har fungeret.

Igennem de senere år er det blevet klart, at arbejdet med psykisk syge og mennesker med misbrugsproblemer også kræver en integreret indsats. En tværsektoriel samarbejdsform, som er udviklet med SSP-modellen som forbillede, er afprøvet med succes i Frederiksberg Kommune (PSP-samarbejde s. 400). Samarbejdet mellem Psykiatrien, Socialforvaltningen og Politiet har til formål at styrke myndighedernes indsats i forhold til psykisk syge og socialt udsatte borgere. PSP-samarbejdet er med til at sikre, at ingen kommer til at blive overladt til sig selv, fordi opgaven ikke finder det rette skrivebord, og at myndighederne sætter ind, før problemerne vokser sig for store. I februar 2009 blev der vedtaget en lov med det formål at sikre, at der bliver etableret et PSP-samarbejde i samtlige politikredse i Danmark. Med loven gives der desuden hjemmel til, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kan videregives uden samtykke som led i PSP-samarbejdet (Lov nr. 114 af 16. februar 2009).

Også i forhold til flygtninge og deres børn kan et samarbejde vise sig at være meget nyttigt. Dette ses af et projekt vedrørende traumatiserede flygtningefamilier. Projektet udspringer af et samarbejde mellem Rehabiliteringscenter for Torturofre og daværende Karlebo Kommune (Mod en fælles indsats over for ungdomskriminalitet s. 401). Det er et metodeudviklingsprojekt, der tager udgangspunkt i, at torturoplevelsen har medført mistillid og mistro til offentlige myndigheder, hvilket også kan smitte af på børnenes opfattelse og forhold til lærere og andre autoriteter. Mistroen medfører, at forældrene kan have vanskeligt ved at have en dialog eller kontakt med myndighedspersoner, og at møder med myndighedspersoner dermed ikke bliver frugtbare. Dette kan videre skabe stereotype forestillinger om de etniske minoriteter hos myndighedspersonerne. I projektet skabes kontakten mellem flygtningefamilierne og alle, der har berøring med familien og familiens børn, gennem strukturerede netværksmøder, hvor man sammen finder løsninger på problemer og rydder eventuelle misforståelser af vejen. Erfaringerne fra projektet tyder på, at det har medvirket til en positiv forandring i de mindre børns adfærd, mens der dog ikke har kunnet spores forandringer hos de lidt ældre børn. Metoden søges nu afprøvet i seks andre kommuner med henblik på udbredelse til alle landets kommuner.

Det bemærkes, at det er traumatiseringen og mistilliden, der er omdrejningspunktet for projektet med flygtningefamilier, og ikke etnicitet som sådan. Mistillid eller mistro findes imidlertid også hos familier, der ikke har flygtninge- eller indvandrerbaggrund, og modellen bør måske derfor også afprøves i arbejdet med meget vanskeligt stillede danske familier. I en ny rapport fra Københavns Kommunes Taskforce om kommunens indsats over for unge kriminelle mv. konkluderes således i et caseeksempel: ”… moderens manglende ressourcer og deltagelse i drengens liv burde have skærpet sagens alvorlighedskarakter og dermed begrundet tidligere indgreb. Der bør mellem skoler og socialcentre også udvikles modeller for inddragelse af forældrene, herunder retningslinjer for ”insisterende kontaktformer”, og hvad der gøres i sager, hvor forældrene ikke kan/vil samarbejde” (Insight 2008).

Et samarbejde mellem socialforvaltningen og skolerne omfattende ti socialrådgivere, der er tilknyttet 25 københavnske skoler, er beskrevet i samme rapport. Socialrådgiverne er på skolerne 1-2 dage om ugen, indgår som en naturlig del af skolernes liv og sørger for et godt samarbejde med socialcentrene. Dette kan ses som eksempel på et tiltag, der øger kontakt mellem de involverede instanser, skaber større fysisk nærhed, letter kommunikationsvejene og forhåbentlig ad den vej kan være med til at tage problemer i opløbet.

Et andet og helt nyt københavnersamarbejde ses i den hollandsk-inspirerede Hotspot model (HOTSPOT s. 404). Tilgangen er områdebaseret, og det er tanken, at en hotspotchef med en række gademedarbejdere under sig skal være i stand til at reagere hurtigt og effektivt med beføjelser og bemyndigelse, der går på tværs af traditionelle forvaltningsgrænser. Desuden skal vedkommende have jævnlige møder med overborgmesteren og politidirektøren. Indsatserne er en bred vifte af politimæssige tiltag sammen med mere socialpædagogiske metoder og kriminalpræventive indsatser. Der er således tale om alt fra visitationszoner til fritidsjobformidling.

Endnu et samarbejdsprojekt kan nævnes, Projekt God Løsladelse, der startede i 2006. Projektet udspringer af en undersøgelse, der viste, at samarbejdet mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen ikke altid fungerer ved en løsladelse. Projektet omfatter tre statsfængsler, en række afdelinger af den fri kriminalforsorg samt fem kommuner. Projektet skal sikre helhed, sammenhæng og klarhed i de forskellige myndigheders indsats i forbindelse med en løsladelse. Det gøres eksempelvis ved, at de involverede myndigheder samles om et bord og diskuterer de konkrete løsladelsessager. Herved kan eventuelle barrierer mellem fagområderne nedbrydes og informationer tilflyde de relevante parter. Også her handler det i høj grad om rolleafklaring. Resultatet af projektet skal være en række anbefalinger til løsladelsessamarbejdet over hele landet.^[107]

Det synes unødvendigt at argumentere for, at samarbejde er en meget vigtig del af det kriminalpræventive arbejde, hvor typisk flere myndigheder involveres i løsning af problemerne. Det er velkendt, at det forholder sig på den måde. Når det stadig er et centralt emne, og når det her er fundet relevant at omtale projekter herom, skyldes det, at samarbejdet mellem forskellige myndigheder langt fra er totalt udbygget, og at der – som også vist her gennem projekter vedrørende psykisk syge og flygtningefamilier – foreligger overordentlig mange flere samarbejdsmuligheder end lige netop SSP-kombinationen. Der er givetvis fortsat behov for at diskutere fælles værdigrundlag og målsætninger i indsatsen, at klarlægge rollefordelingen og – ikke mindst – at prioritere samarbejdet i det daglige arbejde.

13.2. Tiltag vedrørende familien

Det er blandt familieorienterede forebyggende programmer og tiltag, man skal finde dem, der hyppigst medfører en klar positiv effekt. Dette blev tydeliggjort med den første Marylandrapport, som er en kongresrapport, der i 1997 blev udarbejdet af medarbejdere fra University of Maryland (Sherman et al. 1997). Rapporten omfatter mange forskellige former for præventive tiltag, men de programmer, der vedrører en tidlig indsats over for svagt stillede børnefamilierne, er de eneste, der konsekvent giver positive resultater.

En af de former for familieorienterede tiltag, der giver positive resultater, involverer hyppige hjemmebesøg af en sundhedsplejerske eller en socialarbejder med henblik på at give familien støtte og hjælp og informere om børneopdragelse. Det er et tiltag, der er af en vis varighed, og som påbegyndes så tidligt som muligt, helst allerede under graviditeten. En undersøgelse af den længerevarende effekt af et sådan program, Nurse-Family Partnership Program, viser, at unge, hvis mødre fik besøg af en sundhedsplejerske under graviditeten og i den første periode efter fødslen, begår mindre kriminalitet som 15-årige sammenlignet med dem, som ikke fik besøg af en sundhedsplejerske (se f.eks. Olds et al. 1998).

En anden form for effektive familieorienterede programmer er dem, der tilbyder ressourcesvage børnefamilier dagpleje eller førskoleprogrammer evt. kombineret med forældreprogrammer. Mest kendt er udviklingsprojektet The Perry Preschool Project, der angår børn på 3-4 år fra mindre bemidlede sorte børnefamilier. Programmet har primært sigtet mod at stimulere børnene og at uddanne forældrene i god børneopdragelse. Børnene har deltaget i et førskoleprogram med fokus på kreativitet, sproglig stimulation, sociale relationer, konflikthåndtering mv. Programmet har varet 1-2 år, hvor børnenes lærere også har haft kontakt med familier gennem ugentlige besøg. De evalueringer, der er foretaget, viser, at programmet har medført en positiv effekt på både deltagernes IQ, deres skolepræstationer, deres muligheder for at gennemføre et længerevarende skoleforløb, deres erhvervsfrekvens og deres lovlydighed. Ved 27-års alderen havde de, der havde deltaget i projektet, kun halvt så hyppigt som en kontrolgruppe været arresteret, og en opfølgning frem til deltagernes 40-års alder viser bl.a., at deltagerne i programmet havde bedre indkomster end kontrolgruppen, og mens 28 pct. af deltagerne indtil da var blevet domfældt, var tallet for kontrolgruppen på 52 pct. (Schweinhart et al. 2005).

Fælles for disse familieprogrammer er, at der er tale om langvarig effektspredning, idet programmerne ikke alene har kunnet forebygge problemer under opvæksten, men også senere problemer, herunder kriminalitet. Som Perry Preschool projektet viser, så har programmerne også betydning for børnenes præstationer i skolen, for deres muligheder på arbejdsmarkedet og for deres indkomst. En så omfattende og langvarig effektspredning indebærer, at selv om det måtte dreje sig om ganske omkostningskrævende programmer, må de også ud fra en cost-benefit-analyse alligevel forventes at være overordentlig effektive.

Et andet fællestræk ved disse familieprogrammer er, at de kan siges at hvile på en velfærdsmodel. Tiltagene formidler ekstra ressourcer og hjælp til de svagest stillede familier og børn, som ikke er i stand til selv at klare problemerne. Programmerne er dog gennemført i samfund – typisk det amerikanske – hvor denne form for hjælp ikke er et alment tilbud til borgerne. En del af de tiltag, der er arbejdet med, indgår således allerede i en veludbygget velfærdsmodel som den danske, og på baggrund af undersøgelsernes resultater må det derfor forventes, at den omfattende brug af dagpleje, førskole mv., der er i vort samfund, har en præventiv effekt. Det betyder dog ikke, at der ikke vil kunne opnås bedre resultater ved en kraftigere ressourcetilførsel eller ekstra hjælp til de mest ressourcesvage børnefamilier, og en del af de programmer, hvis effekt er målt, omfatter da også mere intensive tiltag, end velfærdssamfundet alment stiller til rådighed.

De eksempler på familieprogrammer, der omtales i bilagsdelen i denne rapport, er af en lidt anden type end de førnævnte. Der synes at være sket en udvikling fra den mere passive velfærdsmodel til én, hvor forældrene i højere grad inddrages i behandlingen, og hvor der fokuseres på familiens ressourcer frem for på dens problemer. Her er desuden valgt primært at omtale programmer, som til en vis grad allerede anvendes i Danmark, eller som er på vej hertil.

Herhjemme er det primært Servicestyrelsen under Socialministeriet, der står for udvikling og implementering af de mange forskellige familieprogrammer, som typisk kræver en certificering. Styrelsen udbyder kurser for kommuner og forestår vidensopsamling og evaluering af programmerne. For uddybning af informationer om forældreprogrammerne anbefales at besøge styrelsens hjemmeside.^[108]

Et af de programmer, der i dag anvendes flere steder i Danmark, er Multisystemisk terapi (Multisystemisk terapi, Danmark s. 405). Målgruppen er familier med unge med så alvorlige adfærdsproblemer, at anbringelse uden for hjemmet er på tale. MST er et helhedsorienteret tiltag, hvor kommunikation i familien, relationer til kammerater og øvrige netværk, skolepræstationer og forældreegenskaber er i fokus. Behandlingen foregår i familiens eget hjem eller nære omgivelser og udføres af en vejleder og nogle terapeuter. Der står en terapeut til rådighed for familien døgnet rundt. Behandlingsforløbet varer fra tre til fem måneder. De danske erfaringer med MST er ganske positive, men nogen egentlig effektevaluering foreligger dog ikke. Der er derimod gennemført en international metaanalyse, som peger på en klar tendens, men dog ikke statistisk sikker kriminalpræventiv effekt af tiltaget (Metaanalyse af Multisystemisk Terapi s. 407).

Functional Family Therapy er et andet multisystemisk program, der har til formål at få en familie til at fungere og kommunikere bedre. Programmet stammer fra USA, men er også indført i Sverige (Functional Family Therapy s. 408). Målgruppen er familier med unge i risikozonen, og forløbet strækker sig over tre måneder, hvor familien mødes 8-12 gange med en terapeut. Formålet med programmet er at lære familien en bedre kommunikation og et bedre samspil. De effektevalueringer, der er gennemført, tyder på en overordentlig positiv kriminalpræventiv effekt.

Multidimensional Treatment Foster Care er ligesom MST et program, der kan fungere som alternativ til en institutionsanbringelse – eller snarere sikre, at den unge kun kortvarig placeres uden for hjemmet. Det er et manualbaseret program, som har været anvendt i USA i over 20 år, og som netop er indført i Sverige (Multidimensional Treatment Foster Care s. 409). Herhjemme planlægger Servicestyrelsen at igangsætte et forsøg med programmet i en række kommuner. Der arbejdes med forskellige målgrupper: De 3-5-årige, de 6-11-årige og de 12-18-årige. Programmet, som strækker sig over 8-12 måneder, rummer dels undervisning og vejledning af plejefamilier, dels terapi til den biologiske familie og til den unge. Målet er, at den unge kan vende hjem til familien igen. Evalueringer af programmet er ganske positive, og ud over en forbedret skolegang er der registreret mindre kriminalitet blandt de unge, der har deltaget i programmet.

Et af de programmer, der allerede anvendes forskellige steder i Danmark, er Parent Management Training. Det retter sig mod familier med børn mellem 4 og 12 år med begyndende eller alvorlige adfærdsvanskeligheder (Parent Management Training s. 411). Formålet med programmet er at ændre familiens adfærdsmønster, så den negative udvikling i familien stoppes, og barnets adfærdsproblemer reduceres. Dette sket ved at træne forældrene i problemløsning, grænsesætning og positiv kommunikation med barnet. Selve programmet består i, at familien får tilknyttet en terapeut, som de mødes med en gang om ugen i gennemsnitligt godt 25 uger. De mange effektevalueringer, der er gennemført af programmet, peger på, at børnenes problemadfærd reduceres som følge af programmet.

Familierådslagning er en metode til at knytte familien og dens netværk tættere til sagsarbejdet og den planlægning, der finder sted, når et barn har behov for hjælp (Familierådslagning/Familieråd s. 413). Der har været gennemført forsøg hermed i Danmark, og metoden anvendes i dag i flere kommuner. En række sagsbehandlere m.fl. har gennemgået kurser og uddannelse i metoden. Typisk vil familierådslagning være anvendelig i forbindelse med anbringelsessager, men kan også anvendes forebyggende. Metoden tager udgangspunkt i, at der er ressourcer i den unges netværk, og at alle kan have noget at bidrage med ved de beslutninger, der skal træffes vedrørende eventuelle tiltag. En evaluering af de danske familierådslagningsforsøg viser også, at familierne generelt føler, at de tilbud, der gives til deres børn, er bedre efter en familierådslagning, end de ellers ville have været.

Endnu et forældretræningsprogram er De Utrolige År, der har eksisteret i 25 år i USA. Herhjemme er programmet implementeret i flere kommuner (De Utrolige År s. 414). Målgruppen er 3-12 år, som har begyndende adfærdsvanskeligheder og aggressiv adfærd samt disse børns forældre. Det er et manualbaseret program, hvis overordnede formål er at træne forældrenes kompetencer for på den måde at undgå, at professionelle skal overtage ansvaret. Selve programmet består i, at en forældregruppe mødes ugentligt med to gruppeledere i 12-18 uger. På hvert møde drøftes bestemte emner, der diskuteres på baggrund af videoklip, og forældrene får hjemmearbejde i form af aktiviteter, som de skal afprøve før næste møde. En effektevaluering af programmet viser, at de familier, som har modtaget programmet, efterfølgende har væsentlig færre problemer med børnene, og at der endvidere er sket forbedringer i børnenes adfærd i skolen. De danske erfaringer viser, at de deltagende forældre har haft stort udbytte af kurset og gerne anbefaler det til andre. En metaanalyse, der bl.a. omfatter programmet De Utrolige År, viser, at familieprogrammerne kan reducere børnenes problemadfærd med ca. 45 pct. (Early Family/Parent Training s. 416).

Dinosaurusskolen er et program, som henvender sig til 4-8-årige børn med adfærdsvanskeligheder, og som er relateret til Projekt De Utrolige År. Programmet afprøves i otte danske kommuner og har til mål at forbedre børnenes sociale og kognitive evner, hvilket sker gennem 18-20 legeorienterede moduler á 2 timer (Dinosaurus s. 417).

Et andet program, der også vedrører skolen, er Marlborough-modellen eller det, der i Danmark er kaldt Helsingør-modellen (Marlborough Familiecenter s. 417). Det er en model, der synes mere terapeutisk i sin tilgang end andre, og som ikke anvender manualer. Et vigtigt element er, at forældrene til de børn, der har adfærdsvanskeligheder, inddrages i behandlingen, ligesom også andre sociale netværk inddrages. Der er dels tale om familieterapi og dels terapi i en skolesammenhæng, hvor forældre også deltager sammen med det barn, der har særlige skoleproblemer. Modellen anvendes i Horsens, Århus, Helsingør og Gladsaxe Kommune. Der foreligger ikke kendskab til en evaluering af modellen.

Et oprindeligt australsk program, Positive Parenting Program eller Triple P, henter blandt andet inspiration fra De Utrolige År. Programmet arbejder med fem niveauer, hvor indsatsen på de forskellige niveauer i høj grad er relateret til omfanget af problemer i familien eller hos barnet (Positive Parenting Program (Triple P) s. 418). Dette program, der også er manualbaseret, sigter mod at fremme børnenes sociale kompetencer og evne til selvkontrol samt at øge forældrenes kompetencer og gøre dem uafhængige af anden hjælp. De effektevalueringer, der er gennemført, viser bl.a., at det er lykkedes at reducere børnenes adfærdsvanskeligheder, at forbedre forældrenes kompetence i forbindelse med børneopdragelse og at mindske stress og depression hos forældrene.

Et af de projekter, der er omtalt i bilag, stammer fra Københavns Kommune (Familien i centrum s. 420). Det drejer sig om et projekt med to delprogrammer. Det ene har familier med børn på 0-14 år som målgruppe. Der er tale om familier, hvor der er bekymring for børnenes trivsel, og hvor en anbringelse kan komme på tale. Det andet delprogram har 10-15-årige, som enten er kriminalitetstruede eller allerede har begået kriminalitet, som målgruppe. Projektet fokuserer på ressourcer og anerkendelse, og der arbejdes på at skabe succesoplevelser, der kan få den unge til at vælge en mere positiv social adfærd. Kort responstid og konsekvens skal endvidere signalere til den unge, at der reageres på uacceptabel adfærd. Der lægges endvidere vægt på familieansvar og samarbejde samt en systematisk, koordineret og forpligtende indsats med øvrige samarbejdsparter, socialforvaltning, skoler, klubber og politi. En evaluering af projektet viser, at den del af programmet, der vedrører familier med små børn, har medført klart færre anbringelser uden for hjemmet samt færre kommunale udgifter til familierne. Den programdel, der angår de 10-15-årige tyder på, at der er sket en række forbedringer i de unges skolegang og i deres forhold til forældrene samt en mindskning i deres kriminelle aktiviteter.

Den Korte Snor er endnu et projekt fra Københavns Kommune. Projektet angår unge under 15 år med voldelig eller uroskabende adfærd (Den Korte Snor s.423). Formålet med projektet er at sikre en systematisk og grundig udredning af de unge i et samarbejde med familien; der udpeges en kontaktperson, og en række sagsbehandlere er frikøbt til formålet, således at der afsættes ekstra ressourcer. Familiens ressourcer inddrages i arbejdet, og der er et tæt opfølgningsarbejde i forhold til den unge. De foreløbige erfaringer viser, at tilliden mellem forvaltning og familie er øget, også selv om resultatet af interventionen ind imellem ender med en anbringelse uden for hjemmet. På basis af de foreløbige erfaringer har man i kommunen besluttet at udvide målgruppen til også at omfatte 10-12-årige.

På Østsjælland har man – som direkte følge af problemer med en gruppe teenagere – arbejdet med forældrenetværk, hvor forældrene til teenagere har mødtes med en ungdomskonsulent med henblik på at drøfte problemerne og finde strategier til at løse dem (Forældrenetværk s. 424). Nogen egentlig effektevaluering foreligger ikke, men forældrene har oplevet tiltaget som positivt, og børnenes problemer er mindsket.

Under de familiemæssige tiltag præsenteredes to, der begge hører til den politimæssige kriminalitetsforebyggelse. Begge programmer stammer fra Norge, men har pendanter i Danmark. Indtrykket er, at de anvendes i en mere struktureret form i Norge. Bekymringssamtalen er navnet på et af disse tiltag. Det anvendes både over for unge under den kriminelle lavalder og unge mellem 15 og 18 år (Bekymrings- og opfølgningssamtale s. 425). Når et barn eller en ung for første gang tages af politiet for kriminalitet, kan politiet indkalde den unge og dennes familie til en struktureret samtale på politistationen, hvor man i fællesskab drøfter, hvad der ligger bag kriminaliteten, og hvad der bør gøres for at mindske risikoen for fortsat kriminalitet. Metoden kan også anvendes over for børn og unge, som ifølge politiet er i risiko for at havne i kriminalitet. En opfølgningssamtale kan finde sted, men der foreligger ikke som for selve bekymringssamtalen retningslinjer for en sådan. En evaluering af konceptet er undervejs i Norge. I Danmark bruges endvidere begrebet ’bekymringsbreve’, som er breve, politiet sender til familier, når de har truffet barnet eller den unge i miljøer eller på tidspunkter, der giver anledning til bekymring. Ifølge politiet er det dog først og fremmest samtalen, der har en effekt.

Det norske Hjemmebesøg er et alternativ til Bekymringssamtalen. Som navnet angiver, afholdes samtalen i den pågældende unges hjem, eventuelt med deltagelse af børneværnet (Hjemmebesøg s. 427). I Danmark bruges de to modeller antagelig ofte i flæng, mens der synes at være en skarpere adskillelse i Norge. Der foreligger ikke nogen effektevaluering af hjemmebesøgsmetoden.

13.3. Tiltag vedrørende skole og uddannelse

På baggrund af den nyligt afsluttede gennemgang af Københavns Kommunes kriminalpræventive indsatser konkluderes bl.a., at den kriminalpræventive undervisning i skolerne er af stor betydning (Insight 2008). Det må dog påpeges, at der ikke er nogen garanti for, at den større viden om risikoadfærd, som børn og unge får gennem undervisningen, oplysningskampagner mv., ændrer på deres holdninger og adfærd. En anden og mere sikker præventiv fremgangsmåde er at tage udgangspunkt i de såkaldte flertalsmisforståelser, der bl.a. handler om, at unge ryger og drikker mere, end de egentlig føler trang til, alene fordi de opfatter det som en norm blandt unge. Som nævnt andet steds i rapporten er det muligt med ganske små indsatser at ændre herpå og dermed også mindske de unges risikoadfærd, herunder kriminalitet (Ringstedprojektet/Ringstedforsøget s. 485). En stikprøve hos SSP i de forskellige politikredse viser, at en del skoler allerede anvender denne tilgang.

Et vigtigere kriminalpræventivt – eller snarere kriminalitetsfremmende – element ved skolen er utvivlsomt problemer med, at ikke alle elever trives og kan følge med i skolen. En stor del af de unge, der begår kriminalitet eller er i risiko herfor, har således problemer i og med skolen. Mistrivsel i skolen kan betyde, at børn og unge skulker fra skolen og søger oplevelser og status andre steder, herunder ved at begå kriminalitet sammen med ligestillede. Dertil kommer, at elever, der har det svært med skolen, i særlig grad kan skabe uro i klassen til gene for de øvrige elever. I værste fald kan problemerne med skolen medføre, at den unge ikke får gennemført sit skoleforløb. De elever, der klarer sig både socialt og fagligt dårligt, kan være vanskelige at rumme i en almindelig skoleklasse eller en almindelig skole.

En række specialskoler udbyder undervisning til unge, der ikke fungerer i den almindelige folkeskole; mange benytter relationspædagogikken som tilgang og søger herigennem at (re)etablere tilliden til skolen. Der arbejdes dels med en faglig opkvalificering med henblik på en mulig tilbagevenden til den almindelige skole og dels med udvidet arbejdsmarkedskundskab for de elever, der snarest ønsker at forlade skolesystemet. Specialskoleundervisning bruges også til at lette overgangen til en ungdomsuddannelse. Der findes aktuelt omkring 50 specialskoler i Danmark.^[109] Nogle varetager hele skoleforløbet, mange forløbet fra 1. til 7. klasse og andre forløbet fra 7. til 10. klasse. De fælles overordnede rammer omfatter undervisningen, det socialpædagogiske arbejde og forældresamarbejdet. Generelt set synes specialundervisning, herunder også i separate klasser på de almindelige skoler, at være i vækst. Fra 1996 til 2006 er antallet af elever, som modtager specialundervisning, steget med 19 pct., mens antallet, der modtager vidtgående specialundervisning, er steget med hele 49 pct.^[110] I dag anvendes ca. 20 pct. af budgettet til folkeskolerne til specialundervisning.^[111]

I bilag er der beskrevet to forskellige specialskoler, som fungerer som heldagsskoler. Den ene blev etableret i 1992 og modtager børn med mange forskellige diagnoser (Den gule flyver s. 428). Den anden specialskole har fire-fem års erfaring og optager primært børn med problemer med adfærd, kontakt og/eller trivsel (Bækholmskolen – et heldagsskoletilbud s. 429). Andre eksempler på specialskoler er VIKASKU, som er beliggende på Frederiksberg og har eksisteret siden 1983. Her arbejdes med systemisk familieterapi over for gruppen af 9-18-årige. Kontinuitet og bæredygtige relationer er nøglebegreber. Et andet eksempel er Skolen Sputnik, der har afdelinger spredt over det meste af København. Aldersmæssigt er målgruppen den samme som i VIKASKU, og også her modtages elever med mange forskellige diagnoser. Desuden har man her et mobilprojekt, der har plads til 5 elever, som kræver specielt små enheder for at trives. Undervisningen skræddersys til den enkelte med henblik på at lukke faglige huller; der arbejdes på en tilbagevenden til almindelig folkeskole, men hvis dette ikke er muligt, kan eleven fortsætte på Sputnik og afslutte med eksamen. Der er ingen systematisk erfaringsopsamling fra de omtalte eksempler.

Indtil for nylig har der ikke været gennemført en systematisk evaluering af specialundervisningen i Danmark, de anvendte metoder, effekten af de forskellige tiltag mv., men i 2006 blev der igangsat et forskningsprojekt, der gennemføres i et samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitet og Anvendt KommunalForskning. Projektet omfatter en forløbsundersøgelse af specialskoleelever, en effektundersøgelse af indsatsen over for børn og unge med lettere vanskeligheder samt en effektundersøgelse af indsatsen over for børn og unge med nedsat funktionsevne. Et arbejdspapir fra første del af undersøgelsen omhandler særligt specialundervisningen i folkeskolen og de unges opfattelse af specialundervisningen (Mehlbye 2008). En del af de unge mener, at der er for lidt fagligt indhold i specialundervisningen. Der konkluderes i rapporten, at flertallet af specialundervisningstilbuddene retter sig mod børn med generelle indlæringsvanskeligheder, men at der i realiteten henvises flere og flere med andre og tungere diagnoser, som folkeskolens specialundervisning ikke nødvendigvis har viden om og ressourcer til at håndtere. Skolerne kan opleve dette som udslag af, at kommunerne ikke ved, hvor de ellers skal placere de pågældende børn og unge (ibid.). I begyndelsen af 2009 udkom en undersøgelsesrapport vedrørende effekten af specialundervisning (Specialundervisning s. 430). Undersøgelsen viser, at eleverne efter klasselærerens vurdering i de fleste tilfælde får et positivt socialt og personligt udbytte af specialundervisningen, og at 43 pct. af dem også har fået et positivt fagligt udbytte. Undersøgelsen er dog begrænset i omfang og i anvendt metode.

Den kommunale ungdomsskole har også flere steder i landet tilbud om heltidsundervisning til særligt udsatte unge. Disse tilbud henvender sig til unge, som fagligt befinder sig på et niveau langt under det, der forventes på deres alderstrin. Undervisningen i ungdomsskolen består af en blanding af socialpædagogik og almindelig undervisning. Endvidere deltager socialarbejdere som støttepersoner i undervisningen. Undervisningsholdene er små og tilpasset den enkeltes behov. Et eksempel på en sådan indsats er Sjakket, som ud over at tilbyde mulighed for en afsluttende 9. klasses afgangseksamen lægger vægt på motion og sund kost (Sjakkets skole s. 431).

En anden mulig metode over for børn og unge med problemer i skolen er at bruge mentorer, hvilket vil sige, at de enkelte børn og unge får tilknyttet en personlig vejleder, der hjælper og støtter dem under skoleforløbet. En forsøgsordning med denne type tiltag blev igangsat af Undervisningsministeriet i 2005. Forsøget omfatter unge i alderen 16-19 år, der har vanskeligt ved at gennemføre deres ungdomsuddannelse. Målgruppen var oprindeligt udvalgt til at være unge med mindre alvorlige problemer, men i praksis viste det sig, at målgruppen i seks af de syv projekter, der er blevet gennemført, er udvidet til også at omfatte unge med større personlige, sociale og faglige problemer. De syv projekter har haft forskelligt fokus og forskellige måder, hvorpå den egentlige støtte er udmøntet i praksis. I 2007 blev der foretaget en evaluering af mentorordningen. Evalueringen viser, at mentorprogrammerne samlet set kunne fastholde 81 pct. af de unge, som har haft en mentor, i et uddannelsesforløb. Det vil sige, at de unge enten var i gang med eller havde afsluttet deres ungdomsuddannelse ved mentorforløbets afslutning. Denne andel ligger lidt over den generelle gennemførelsesprocent, der i 2005 var på 78 pct. for ungdomsuddannelserne.^[112] Set i forhold til, at de unge, der har haft en mentor, må formodes i særlig grad at have været i risiko for ikke at kunne gennemføre ungdomsuddannelsen, tyder det på, at mentorordningen har haft en positiv effekt (Undervisningsministeriets Mentorprogram s. 433).

Rapporten omfatter endvidere to forsøg med mentorordninger i London. Begge omfatter yngre skolebørn. Det ene program viser bl.a., at unge har opnået større selvtillid og større social bevidsthed efter at have været igennem det – efter planen – et år lange forløb med en frivillig voksen som mentor (CHANCE project s. 434). Med hensyn til ændring af problemadfærd og forbedring af de faglige færdigheder kan undersøgelsen dog ikke påvise bedre resultater for forsøgsgruppen end for en kontrolgruppe. Der er således ikke en entydig effekt af programmet. Tilsvarende usikre konklusioner må drages på baggrund af det andet londonske forsøg med mentorer (Dalston youth project s. 436).

En engelsk metaanalyse vedrørende 15 effektevalueringer af forsøg med mentorordninger peger på, at ordningen har en kriminalpræventiv effekt, dog først og fremmest under selve mentorforløbet (Metaanalyse af mentorordninger s. 438). Rapportens konklusion vedrørende den kriminalpræventive effekt synes dog at være en smule usikker. Der kan også peges på amerikanske rapporter, som på baggrund af flere forsøg med mentorer til skolebørn konkluderer, at den kriminalpræventive effekt er positiv, men ret ringe (Gottfredson et al. 2002; Aos et al. 2001). I en nyere og mere omfattende metaanalyse påvises dog en meget klar, positiv kriminalpræventiv effekt af mentorordninger (Effekten af mentorordninger 2008 s. 439). Det drejer sig om en meget solid metaanlyse, der peger på, at kriminaliteten reduceres med næsten 25 pct. som følge af mentorordninger.

En af udfordringerne ved mentorordninger er rekrutteringen af frivillige mentorer. Evalueringen af den danske ordning viser, at der er fokus på de personlige kvalifikationer, men at der er forskel på, hvilke der tillægges mest betydning i de forskellige forsøgsområder. Fælles er dog, at der søges at få mentorer, der har et helhedsorienteret syn på den unge, dvs. aktivt forholder sig til både faglige, personlige og sociale aspekter af den unges liv. Mentoren skal desuden besidde empatiske evner, evnen til at lytte samt lyst til at arbejde med unge. Tilgangen er beskrevet af en af projektlederne: ”Mentoren skal have store ører og en lille mund”. En anden udfordring kan være at finde en mentor og mentee, der passer sammen. Endelig skal også de vanskeligheder, der kan være forbundet med at rekruttere voksne med anden etnisk baggrund til opgaven, fremhæves.

Et specifikt skoleproblem er skulkeri, og som nævnt tidligere er der en tydelig sammenhæng mellem skulkeri og kriminalitet. De forsøg, der er gennemført med at nedbringe omfanget af skulkeri, tyder dog ikke på, at skulkeri er en årsag til kriminalitet. Selv om det lykkes at mindske skulkeri, reduceres kriminaliteten således ikke, hvilket forklares med, at børnene og de unge typisk ikke begår kriminalitet, når de skulker (Stranger 2002; Leip 2004).

Et andet særligt problem i skolen er mobning. I de sidste mange år har der været stor opmærksomhed omkring mobning som risikofaktor og om mobningens betydning for elevernes trivsel og tryghed i skolemiljøet og for deres indlæringsevne. Børnerådets rapport, ”Mobning 2008”, som er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1100 elever i 6. klasse, viser, at en tredjedel af eleverne har været udsat for mobning (Børnerådet 2008). Hver fjerde har oplevet det inden for de seneste par måneder, og én ud af 25 oplever ugentlig mobning. Såvel Børnerådets tal, som de danske bidrag til en international skolebørnsundersøgelse viser dog et fald i mobning blandt 11-15-årige skoleelever (Due & Holstein 2003; Rasmussen 2007). Undersøgelserne tilskriver faldet den øgede indsats mod mobning i skolerne. Det betyder ikke, at problemet ikke kan reduceres endnu mere, og derfor har Undervisningsministeriet i 2008 indledt en ny antimobningskampagne. Endvidere er der i 2007 igangsat et forskningsprojekt på Danmarks Pædagogiske Universitet om, hvordan mobning og mobningskultur opstår og eventuelt ændrer sig og forsvinder igen. Der fokuseres særligt på de nye elektroniske mediers betydning for fænomenets udbredelse.

De internationale erfaringer vedrørende mulighederne for at reducere mobning er også ganske positive. En sammenfatning, der er baseret på i alt 16 undersøgelser fra en lang række forskellige lande, viser således positive eller delvis positive resultater i ti af undersøgelserne (Antimobbeprogrammer i skolen s. 440).

En ganske ny metaanalyse viser, at antimobningsprogrammer både tydeligt mindsker andelen af elever, der mobber, og andelen, der mobbes (Effekten af mobbeprogrammer i skolen s. 441). Reduktionen er på henholdsvis 23 og 17 pct.

En af de måder, mobning kan søges reduceret på, men som også forventes at mindske anden destruktiv adfærd, er konfliktmægling. Dette er der gennemført forsøg med i en række danske skoler, hvor mægling har været afprøvet i forhold til både de tungere og de lettere konflikter (Hva’ har du gang i? Skolebaseret konfliktmægling for 12-15årige s. 442). Idéen er, at konfliktmægling udvikler og styrker de unges sociale og følelsesmæssige kompetencer, så de bliver bedre rustet til at løse konflikter uden hjælp fra en tredje part. I en evalueringsrapport fra forsøget peges der på, at de fleste af de unge, der har deltaget i konfliktmægling, ikke efterfølgende har været i konflikt. Konfliktmægling synes nu at have vundet indpas i mange skoler, som et bredt anvendt værktøj, der ydermere kan gøres effektivt ved at lærere og pædagoger lærer at gøre brug af de samme teknikker i deres daglige omgang med elever.

Et mere specifikt værktøj udgør de forskellige vredeshåndteringsprogrammer, som også anvendes i forbindelse med sanktionssystemet. I Norge er programmet ART, Aggression Replacement Training, således anvendt i skoler, herunder specialskoler, over for elever med adfærdsvanskeligheder og med behov for prosocial træning (Aggression Replacement Training, Norge s. 444). Programmet, der består i træning i sociale færdigheder og i vredeshåndtering, omfatter 24 lektioner fordelt på 10 uger. Den norske evaluering af programmet peger på positive resultater, idet de unge, der har deltaget i programmet, både har udviklet deres sociale færdigheder og mindsket deres adfærdsproblemer. Tilsvarende viser en international metaanalyse, der er baseret på 20 effektevalueringer, at vredeshåndteringsprogrammer i skolen kan have en positiv effekt (Vredeshåndteringsprogrammer i skolen. s. 445). Effekten af disse programmer er ganske vist ikke målt i form af kriminalitet, men i forhold til bl.a. deltagernes vredeshåndtering. Den positive effekt, der i denne forbindelse er påvist, kan meget vel tænkes også at ville få en kriminalpræventiv effekt.

Sammenfattende er der altså gennemført forskellige tiltag i skoleregi, som har vist sig at mindske elevernes kriminalitet eller andre adfærdsproblemer. Nogle af disse tiltag, nemlig konfliktmægling og de forskellige vredeshåndteringsprogrammer, er ikke nødvendigvis relateret til skolen som sådan, idet de i princippet kunne foregå et andet sted, hvor unge samles. Det drejer sig således ikke om projekter, der sigter mod at ændre noget ved skolens form og indhold eller primært ved elevernes adfærd i selve skolen. Projekterne rækker ud over skolen og er alene – antagelig først og fremmest af praktiske grunde – gennemført dér. Begge former for programmer ser ud til at kunne reducere børnenes og de unges aggressive adfærd.

Af de egentlige skolerelaterede tiltag synes effekten af mentorprogrammer til skolebørn at være ganske god. Idéen forekommer da også både oplagt og rigtig. Det danske forsøg med mentorer, der er omtalt, adskiller sig fra de internationale ved at omhandle ældre elever, som er i gang med en ungdomsuddannelse. Forsøget er ikke effektevalueret, men alene gennemførelsesprocenten må ses som indikator på, at programmet er lykkedes med at fastholde de unge i en uddannelse. Sammenholdt med de øvrige erfaringer er der altså basis for at konkludere, at forskellige former for mentorprogrammer til både yngre og ældre skoleelever kan være med til at sikre bedre skolestandpunkter, mindre adfærdsproblemer og mindre bortfald i uddannelsesforløbene.

Antimobningsprogrammer forekommer også ganske effektive. Det store fokus samt de mange tiltag, der har været igangsat vedrørende mobning gennem de seneste år, har sat sig markante spor med hensyn til fald i andelen af skolebørn, der udsættes for mobning.

Der foreligger kun begrænset dokumentation af effekten af forsøg på at anvende andre undervisningsmetoder mv. over for elever, der ikke trives i den almindelige folkeskole, og som har vanskeligt ved at honorere kravene. Det er ellers metoder, der har været anvendt gennem længere tid – med undervisning i specialklasser, på særlige skoler, med heldagsundervisning mv. – og rapporten indeholder da også flere interessante eksempler på konkrete danske projekter. I nyere rapporter fra SFI peges på, at børn, der er anbragt uden for hjemmet, typisk klarer sig dårligt i skolen, og en kvalitativ undersøgelse af skolerne peger på, at det kan være vigtigt at de interne skoler på anbringelsesstederne i højere grad fokuserer på elevens ressourcer frem for elevernes mangler (Perthou, Mortyensøn & Andersen, 2008). Og i en svensk undersøgelse fra 2008 nævnes det, at ikke mindre end 144 ud af de 156 undersøgte anbringelseshjem for børn og unge kunne behøve forbedringer, ikke mindst med hensyn til barnets medindflydelse og mulighed for at deltage i skoleundervisning (Socialstyrelsen 2008).

I forlængelse heraf kan nævnes, at en international undersøgelse af effektevalueringer vedrørende særlige undervisningsprogrammer til anbragte børn viser, at der kun foreligger megen svag evidens for disse programmers betydning, idet der ikke er gennemført megen systematisk forskning (Bart & Ferguson 2004).

Det forekommer oplagt, at særlige tiltag og undervisningsmetoder til de elever, der ikke fungerer i den almindelige skole, kan få en betydning for deres skoleforløb og dermed også for kriminalitet. Det forekommer dog også ganske oplagt, at ikke enhver metode vil være lige god, og at der – jf. det tidligere om gensidig negativ påvirkning i ungdomsmiljøer med koncentration af unge med problemadfærd – vil være tilfælde, hvor specialskoler o. lign. risikerer at gøre ondt værre. Den stemplende effekt ved at blive placeret på særlige skoler eller i særlige klasser kan givetvis også modvirke gode intentioner og have en negativ betydning for børnenes selvopfattelse (Petersen 2006). Derfor er det overordentligt vigtigt, at der systematisk gennemføres forskning vedrørende særlige undervisningstiltag over for børn og unge med sociale og faglige problemer.

13.4. Tiltag vedrørende arbejde, aktiveringsprojekter og erhvervsuddannelse

Den tidligere omtalte undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed tyder på, at personer, der pludselig kastes ud i arbejdsløshed, øger deres kriminalitet (Tranæs & Geerdsen 2008). Dette fremgår dels af en analyse på kommuneniveau, hvor der ses på sammenhængen mellem antallet af domfældte i kommunen og pludselige ændringer i ledigheden, og dels af en analyse på individniveau, som er baseret på firmalukninger. Mere specifikt viser sidstnævnte, at individer, der udsættes for firmalukning, øger deres kriminalitet med gennemsnitligt 0,35 pct. sammenlignet med en kontrolgruppe af personer i firmaer, der ikke lukker. Denne ændring i kriminalitetsfrekvensen er ikke ubetydelig, idet den generelle kriminalitetsfrekvens i kontrolgruppen er på 2,5 pct.

Undersøgelsen viser videre, at kriminaliteten mindskes, såfremt de arbejdsløse kommer i aktivering. Denne effekt ses dog ikke tydeligt for de unge under 25 år. Men for de øvrige aldersgrupper tyder disse resultater på, at også lediggang i forbindelse med arbejdsløshed har en betydning for kriminalitet.^[113] Generelt understreger undersøgelsen således, at arbejde og aktivering er overordentligt vigtige kriminalpræventive faktorer.

Det er da også et område, hvor der er igangsat flere interessante forsøg i Danmark. Alle de otte projekter, der omtales i rapporten, er danske. Heraf angår to af projekterne alene fritidsjob, mens fritidsjob er inkluderet i nogle af de øvrige projekter. I det ene fritidsjobprojekt søger man at slå to fluer med ét smæk, idet de unge beskæftiges med arbejde, der gavner lokalmiljøet, hvilket forventes at få de unge til at føle et større ansvar for at passe på miljøet (Lommepengeprojekt i Køge s. 446). Baggrunden for projektet er således omfattende hærværk, brandstiftelse mv. Med henblik på at stimulere de unge til at komme i gang med en uddannelse er der knyttet en uddannelsesvejleder til projektet. Hvorvidt dette lykkes, vides endnu ikke, da projektet er nyt og endnu ikke evalueret. Projektets kriminalpræventive succes vil sikkert i høj grad afhænge af, om de mere belastede unge deltager.

Dette ser ud til at være tilfældet i det andet fritidsjobprojekt (Projekt Ung I Job s. 447). Projektets målgruppe er således unge med sociale vanskeligheder af forskellig art, og mange af dem er registreret for kriminalitet. Også i dette fritidsprojekt er målet dobbelt: dels at hindre at de unge hænger ud på gaden med deraf følgende risiko for kriminalitet og dels at styrke deres adgang til arbejdsmarkedet ved at hjælpe dem til et fritidsjob samt undervise dem i jobsøgning mv. En evaluering viser, at en stor del af de unge, der har deltaget i projektet, er blevet selvhjulpne og er fortsat i andet arbejde, uddannelse el.lign. Ifølge de unge selv har dette betydet, at de er ophørt med kriminalitet.

Af de øvrige seks projekter vedrørende arbejde og uddannelse kan det ene, Spydspidsen, siges at have karakter af at være et deltidsjobprojekt, idet det er et projekt, der sikrer unge virksomhedspraktik i 16-27 timer ugentligt. Et væsentligt element ved projektet er, at de unge modtager normal timeløn for deres arbejde, og at de alle har en kontaktperson, der kan hjælpe dem på forskellige måder. Projektet henvender sig således til 16-18-årige med sociale vanskeligheder og unge, som ikke er i gang med en uddannelse eller arbejde, og som desuden kan have kriminalitets- og/eller misbrugsproblemer. En evaluering viser bl.a., at to tredjedele af de unge, der har været i virksomhedspraktik, er kommet i gang med varig beskæftigelse eller en uddannelse, og at kriminaliteten er reduceret eller ophørt for nærved halvdelen af dem (Spydspidsen s. 448).

Et af de øvrige projekter henvender sig til nogenlunde samme målgruppe (Junior-TAMU s. 450). I projektet tilbydes de unge jobtræning eller et egentligt uddannelsesforløb, der kan føre til job inden for f.eks. bygningsvedligeholdelse, rengøring eller gartneri. Der foreligger endnu ikke en evaluering, der kan belyse, i hvilket omfang det er lykkedes at få de unge i arbejde eller i gang med en uddannelse, eller hvilken kriminalpræventiv betydning projektet har.

I to projekter er den væsentligste bestanddel, at unge hjælpes med at finde et job, en praktikplads eller en læreplads. I det ene projekt opsøges de unge, som alle har omfattende sociale problemer, herunder kriminalitetsproblemer, af gadeplansmedarbejdere, som hjælper med at tilrettelægge et videre forløb, der tilpasses den enkelte unge. Hvis de unge har behov for det, kan vedkommende få en erhvervsmentor, som skal hjælpe den unge med at fungere på en arbejdsplads (Projekt Nørrebro Skaber Job s. 452). I projektet drages der nytte af den virksomhedskontakt, der er skabt i det andet projekt, High:five. Sidstnævnte projekt er landsdækkende og henvender sig ikke alene til unge i risikogruppen, men også til unge, der har afsonet en straf (High:five s. 454). Begge projekter angår aldersgruppen fra 15 op til ca. 25 år, og de evalueringer, der er gennemført, tyder på, at det for mindst halvdelen af de unge, der har været i kontakt med projekterne, er lykkedes med at få de unge i beskæftigelse eller i gang med en erhvervsuddannelse.

De to sidste arbejdsrelaterede projekter foregår begge i Kriminalforsorgens regi og angår dermed sanktionssystemet og typisk også lidt ældre lovovertrædere. Det ene projekt, der gennemføres i samarbejde mellem Kriminalforsorgen i Frihed og Københavns Kommune, består i et ni ugers forløb med bl.a. undervisning i kognitiv færdighedstræning, et samtaleforløb med en socialrådgiver og en psykolog og hjælp med at søge og bevare et arbejde (Projekt Vilijob og andre arbejdsmarkedsprojekter s. 455). En evaluering viser, at halvdelen af de unge er i fast arbejde 1½ år efter projektets start, at syv pct. er i gang med en uddannelse og 10 pct. under revalidering. Det andet projekt, der tager udgangspunkt i unge, som afsoner på en af Kriminalforsorgens pensioner, omfatter et 40 dages program med i alt 80 moduler samt fire ugers praktikophold (JUF (Job Uddannelse Fritid) s. 456). Programmet omfatter f.eks. træning i problemløsning med baggrund i den kognitive metode, kulturelle oplevelser, træning i almindelig daglig livsførelse, informationer om samfund, erhvervsorientering, intensiv arbejdstræning i pensionens drift, samarbejdsture med praktiske øvelser samt tilbud om psykologhjælp. En opgørelse viser, at mere end halvdelen af deltagerne er kommet i arbejde eller har påbegyndt en uddannelse under praktikperioden eller umiddelbart efter løsladelsen.

Sammenfattende foreligger der således mange positive erfaringer vedrørende mulighederne for at skaffe unge, der har risiko for at begå kriminalitet, og unge kriminelle i arbejde. Med undtagelse af det førstnævnte projekt, som muligvis også omfatter børn og unge, som ikke er i stor risiko for at begå kriminalitet, synes alle øvrige projekter at angå ganske kriminelt belastede unge. Ikke mindst set i lyset heraf må de nævnte erfaringer betragtes som overordentligt gode.

Det er dog samtidig vigtigt at understrege, at der generelt savnes kritiske effektevalueringer af projekterne. På baggrund af de gennemførte evalueringer er det ikke muligt med sikkerhed at sige, om interventionen reelt har haft en effekt.

De internationale erfaringer, der foreligger på dette område, peger således ikke udelukkende på positive resultater. I en forskningsoversigt vedrørende sommerferiejobs og kortvarige træningsprogrammer til unge i risikogruppen konkluderes således, at disse programmer måske nok kan have en kortvarig effekt på de unges beskæftigelsesfrekvens, men ikke en langvarig effekt (Bushway & Reuter 2002).

De projekter, der angår beskæftigelsesprogrammer i forbindelse med strafafsoning mv., giver mere positive effekter ifølge den udenlandske forskning. Der er bl.a. set på betydning af correctional industries-programmer, som findes i nogle amerikanske fængsler, og som antagelig svarer til mange af de arbejdspladser, der er i danske fængsler. Ud over arbejdstræning inkluderer mange af disse programmer også mulighed for erhvervsuddannelse og hjælp til at søge arbejde efter løsladelsen. Undersøgelser om effekten af denne programvirksomhed viser, at disse tiltag samlet set har en beskeden, men positiv kriminalpræventiv effekt. I én rapport tales om en reduktion på fem pct. i recidivet (MacKenzie et al. 2002), mens der i en anden sammenfatning af resultaterne peges på en reduktion på otte pct. (Aos 2005). I en engelsk undersøgelse rapporteres om en reduktion i recidivet på ti pct., efter de indsatte har gennemgået et intensivt arbejds- og uddannelsesprogram (Farrington et al. 2000). Det bemærkes, at disse programmer ikke kun angår helt unge lovovertrædere.

Der foreligger også international erfaring vedrørende den kriminalpræventive effekt af alene erhvervsfaglige uddannelsesprogrammer, og her synes den overordnede konklusion at være, at det også er muligt at mindske tilbagefaldsrisikoen blandt indsatte ved at satse på at give dem en erhvervsuddannelse (MacKenzie et al. 2002).

På baggrund af den danske undersøgelse, der indledningsvis blev omtalt, er der ikke megen tvivl om, at arbejde og aktivering kan og vil mindske kriminaliteten. Hvilke metoder, der egner sig bedst for forskellige grupper af unge, og hvilke, der er bedst i stand til at fastholde unge lovovertrædere i beskæftigelse eller i en erhvervsuddannelse, kan der behøves mere viden om.

13.5. Tiltag vedrørende fritiden

Det kriminalpræventive arbejde med børn og unge i Danmark har traditionelt fokuseret en del på fritiden og på initiativer, der øger de unges brug af organiserede fritidsaktiviteter (Kyvsgaard 1990). Det kan f.eks. dreje sig om særlige sports- eller klubaktiviteter i børnenes sommerferie. Der foreligger imidlertid kun få videnskabelige effektevalueringer vedrørende fritidstiltag, hvilket måske skyldes, at det har drejet sig om lavbudgetprojekter, der ikke har inkluderet midler til en evaluering, og at tiltag, der mindsker de unges lediggang eller uorganiserede fritid, ses som en gammelkendt og agtværdig form for præventiv indsats, hvis idé og formål sjældent betvivles.

I en international forskningsoversigt omtales dog evaluerede fritidsprojekter, der har ført til mindsket kriminalitet (Sherman & al. 1997; Welsh & Hoshi 2002). Det er projekter, der udmærker sig ved at omfatte ressourcesvage børn og unge, som antagelig ikke i øvrigt ville have haft muligheder for at deltage i strukturerede fritidsaktiviteter, og ved at omfatte ganske langvarige og intensive fritidsaktiviteter. De målte positive præventive effekter er til en vis grad begrænset til den periode, aktiviteterne foregår, ligesom de er begrænset til kriminelle aktiviteter i umiddelbar tilknytning til de steder, fritidsaktiviteterne foregår, f.eks. mindskning af hærværk i de områder, hvor aktiviteterne foregår.

Når der er forholdsvis få projekter vedrørende strukturerede fritidsaktiviteter, som påviser klare eller store positive effekter, hænger det antagelig sammen med, at tiltagene ofte retter sig bredt mod børn og unge og dermed også mod nogen uden (stor) kriminalitetsrisiko. Endvidere vil tiltagene ofte være meget begrænsede i varighed og bredde. Som nævnt under behandlingsprincipperne kan det generelt set ikke forventes at opnå målbare effekter af kortvarige tiltag eller af tiltag, der retter sig mod personer med ringe kriminalitetsrisiko.

Rapporten omfatter et enkelt dansk projekt vedrørende traditionelle, strukturerede fritidsaktiviteter (Get2sport s. 457). Det er et projekt, der fokuserer på børn og unge i ghettoområder, idet det er igangsat i 12 belastede boligområder. Sigtet er at få sluset nydanske børn og unge ind i foreningslivet. Der foreligger ikke nogen evaluering af dette projekt.

Derudover er et særligt fritidsprojekt inkluderet, som i høj grad angår skolen, idet der er tilbud om lektiehjælp og staveundervisning (KLUB 36/ Integration Through Education/Sjakkets satellit s. 459). Desuden formidles kontakt til idrætsaktiviteter, ligesom forældrene søges inddraget og involveret i fælles gøremål mv. Projektet retter sig mod børn og unge af fremmed etnisk herkomst i et socialt belastet område. Det er et projekt, der har eksisteret i syv år. Erfaringerne er gode, idet lektiehjælpscaféen siges at have medført færre konflikter i skolen og generel større trivsel, og mange af børnene er endvidere kommet i gang med en uddannelse.

Rapporten omhandler endvidere en metaanalyse vedrørende især amerikanske erfaringer med overlevelsesture. Sådanne programmer er også kendt i Danmark, men anvendes formentlig i mindre omfang end tidligere, muligvis fordi erfaringerne med turene ikke altid har været gode. I en tidligere sammenfatning af udenlandske erfaringer er der da også peget på, at der ikke har kunnet påvises en positiv kriminalpræventiv effekt af sådanne programmer, hvilket dels er forklaret med, at de kan angå unge uden særlig risiko for kriminalitet, og dels med, at aktiviteterne kan risikere at fremme frem for at hæmme de unges risikosøgende adfærd (Deschenes et al. 1996; MacKenzie et al. 2002). Når den metaanalyse, der er inkluderet i denne rapport, når til et andet resultat, skal det antagelig ses i sammenhæng med, at kontrolgruppen bl.a. omfatter unge, der har været institutionsanbragt, og at nogle af overlevelsesprogrammerne har været ganske omfattende og også inkluderet behandling. Det er således meget muligt, at overlevelsesture med terapeutiske forløb kan være et godt alternativ til en institutionsanbringelse (Overlevelsesture s. 460).

Som nævnt synes en gadeorienteret fritidslivsstil at være voksende blandt børn og unge i Danmark (Balvig 2006), og en omtalt engelsk rapport om ungdomskriminalitet peger på, at livsstil med gadeorienterede aktiviteter med kriminelle venner samt et stort forbrug af rusmidler er en markant indikator på høj kriminalitetsrisiko (Wikström 2006). Der er derfor næppe tvivl om, at præventive tiltag, der retter sig mod denne risikogruppes adfærd i gadelivet, er overordentligt vigtige, og at mere indgribende eller omfattende fritidsprojekter vedrørende denne gruppe unge vil kunne have en målbar effekt.

Der findes da også forskellige tiltag, der har til formål at skabe ro og tryghed i gade- og nattelivet i form af civil patruljering. Et eksempel herpå er fædregrupper (og senest også mødregrupper), der eksisterer forskellige steder i landet. I forbindelse med urolighederne rundt om i landet i begyndelsen af 2008 havde grupper af voksne/forældre således, ifølge politi og SSP, stor betydning for at dæmpe gemytterne.

En anden type gadepatrulje er Guardian Angels, som har sit udspring i New York, men fandt vej til Danmark i starten af 1990’erne. I modsætning til andre civile patruljeringer er de kendetegnet ved at være lidt mere militante i deres påklædning – med røde baretter – og ved at være mere kontante i deres fremfærd, idet de lægger sig fysisk imellem i tilfælde af konflikter. Guardian Angels har et dansk hovedkvarter og er repræsenteret i nogle byer.

Natteravnene, der er omtalt i denne rapport, er endnu et eksempel på civil patruljering. Også de er aktive på steder og tidspunkter, hvor konflikter, uro og vold hyppigst opstår – i nattelivet fredag og lørdag. En evaluering af Natteravnene i Ringsted konkluderer, at Natteravnene i mærkbar grad har bidraget til de unges tryghed i nattelivet, og at de har været i stand til at afværge eller afbøde kriminalitet samt ved målrettede aktiviteter i særligt udsatte områder at mindske problemerne. Der spores derimod ikke en effekt af deres virksomhed på omfanget af de unges selvrapporterede kriminalitet, hvilket forklares med, at kun en meget lille del af den vold og hærværk, de unge begår, foregår i de områder og på de tidspunkter, hvor Natteravnene patruljerer (Natteravnene s. 461).

Der er også i forskellige danske byer gennemført projekter, der sigter mod et tryggere natteliv. Dette er bl.a. sket ved at gennemføre kurser for restaurationspersonalet med henblik på at gøre dem bedre egnede til at håndtere konfliktsituationer, situationer med våben osv. Den evaluering, der er gennemført af forsøget i Odense, tyder på, at man ved hjælp af denne ganske begrænsede indsats har kunnet hindre, at episoder eskalerer og bliver alvorlige. Dette svarer til internationale erfaringer med uddannelse af barpersonalet (Trygt natteliv s. 463).

På baggrund af disse erfaringer og de nævnte ændringer i de unges livsstil må det antages, at såfremt der er en massiv tilstedeværelse af konfliktmæglere og voksne overvågere, der målretter deres virksomhed mod de steder, der tiltrækker unge med en højrisikolivsstil, og på de tidspunkter, hvor vold, gaderøverier mv. især foregår, kan der være grund til at antage, at dette vil have en præventiv effekt.

I den forbindelse kan der også peges på forskellige initiativer i Sverige, f.eks. brug af volontører, som er frivillige over 18 år, der ønsker at arbejde forebyggende i fritiden. Disse gennemgår først politiets grundlæggende volontøruddannelse for derefter at blive en ekstra ressource for nærpolitiet, som bestemmer volontørernes arbejdsopgaver. Det kan handle om alt fra nattevandring til informationsmøder i boligområder, kampagner m.m. Visse steder i Sverige findes i dag også ungdomsvolontører mellem 15 og 17 år, der hjælper politiet med informationskampagner og lignende. En anden svensk satsning er politiets ungdomsråd, som findes i alle politidistrikter i Stockholms len. Ungdomsrådene indebærer, at chefer i politiet mødes med og taler med unge fra Stockholm om deres vilkår og deres syn på politiets arbejde. Formålet er dobbelt: at få kendskab til de unges tanker og idéer med henblik på at kunne forbedre politiarbejdet og forebygge kriminalitet samt at øge de unges tillid til politiet. De lokale ungdomsråd består af unge, der rekrutteres via tidligere kontakt med politiet og med hjælp fra lokale fritidsledere og sociale myndigheder. Der findes ikke nogen egentlig evaluering af disse tiltag.

En noget anden og ganske restriktiv tilgang til de kriminalitetsproblemer, der kan opstå i forbindelse med, at børn og unge er uden for skolens og voksnes overvågning, anvendes flere steder først og fremmest i USA. Det drejer sig om udgangsforbud, curfew order, der indebærer, at børn og/eller deres forældre kan idømmes en bøde eller anden sanktion, hvis børnene overtræder et nærmere bestemt forbud mod at færdes på offentlige steder. Der er varierende ordninger i stater og byer i USA, og de enkelte ordninger kan afvige en del fra den følgende generelle beskrivelse af tiltaget.

Ordninger med udgangsforbud synes at have eksisteret længe, men er først blevet udbredt fra midten af 1990’erne. En undersøgelse fra 1995 viser, at der på det tidspunkt var en eller anden form for udgangsforbud i 70 pct. af de 387 amerikanske byer, som indgik i undersøgelsen.

Formålet med udgangsforbuddet er at forhindre, at børn og unge begår kriminalitet og/eller bliver udsat for kriminalitet. Udgangsforbud er ofte indført som en reaktion på en stigning i ungdomskriminaliteten eller efter en periode med gadeuorden, bandekriminalitet mv. Hensigten med udgangsforbuddet er dels at indskrænke de unges muligheder for at begå kriminalitet og dels at opfordre til, at forældrene tager et større ansvar for deres børns færden. Under udgangsforbuddet er det ikke tilladt for de unge at færdes på offentlige steder. Der er dog visse undtagelser, idet den unge f.eks. kan færdes med en voksen, ligesom den unges færden til og fra arbejde, sport, kirkegang mv. er tilladt.

Udgangsforbuddet kan angå nattetide (fra kl. 23-06) eller skoletiden, således at børn ikke må færdes uden for skoleområdet. Det kan også angå bestemte områder, som de unge ikke må færdes i. Udgangsforbud om natten ser ud til at være det mest udbredte. Målgruppen for udgangsforbuddet varierer, men er ofte unge under 17 eller 18 år.

Politiet fører kontrol med forbuddet, og hvis de støder på en ung under udgangsforbuddet, kan politiet enten køre den unge hjem, tage den unge med på stationen, indtil vedkommende bliver hentet af sine forældre, eller placere den unge på et ungdomscenter. Overtrædelse af udgangsforbuddet kan medføre straf for den unge og/eller dennes forældre eller værge, såfremt de var klar over, at den unge overtrådte udgangsforbuddet, eller hvis de ikke har ført tilstrækkelig kontrol med den unge. Straffen kan bestå i en bøde på op til 500 $. Mange stater/byer har dog et system, hvor første overtrædelse medfører en skriftlig advarsel eller en mindre bøde, mens efterfølgende overtrædelser af forbuddet medfører større bøder. Sanktionen kan også bestå i samfundstjeneste eller forældrekurser. Endvidere indebærer nogle ordninger, at ejere af forlystelsesetablissementer, forretningsindehavere o.a. kan straffes, hvis de tillader unge at opholde sig på deres område under udgangsforbuddet.

Denne rapport omfatter fem evalueringer af udgangsforbuddet, og hovedparten er gennemført ved at måle ungdomskriminalitetens omfang før og efter indførelse af udgangsforbuddet (Curfew laws s. 464; Youth Curfew Laws s. 465; Youth Curfew s. 466; Curfew law in Washington s. 467; Juvenile curfew s. 468). I undersøgelserne anvendes forskellige kriterier for den kriminalpræventive effekt: Antal anholdelser, selvrapporteret kriminalitet eller unges udsathed for kriminalitet. Endvidere er der forskelle med hensyn til, om effekten måles på det generelle kriminalitetsniveau blandt de unge, eller om der skelnes mellem, hvor og hvornår de unge begår kriminaliteten, således at det også bliver muligt at se, om udgangsforbuddet har medført geografisk og tidsmæssigt forskydning af kriminaliteten.

Langt de fleste af effektevalueringerne viser, at et udgangsforbud ikke har nogen kriminalpræventiv effekt eller højst har en ringe effekt. I det omfang, der kan påvises en kriminalpræventiv effekt, vedrører denne primært den mindre alvorlige kriminalitet. Flere af undersøgelserne viser, at indførelsen af et natligt udgangsforbud indebærer en forskydning af kriminaliteten, idet den flytter til tidsrum uden for udgangsforbuddet.

I flere artikler diskuteres årsagen til, at udgangsforbud ikke har nogen kriminalpræventiv effekt. Følgende forklaringer nævnes:

1. Udgangsforbuddet angår ikke alle unge, men typisk kun de yngre aldersgrupper.
2. Udgangsforbuddet gælder ikke om eftermiddagen eller tidlig aften, hvor en stor andel af ungdomskriminaliteten ifølge amerikanske undersøgelser bliver begået.
3. Politiet håndhæver ikke udgangsforbuddet konsekvent, men udøver et skøn, hvilket sender et forkert signal til de unge.
4. Tidligere forskning har vist, at ”police crackdown”, dvs. en kraftig øgning i politiets aktivitet, ikke har nogen eller kun en midlertidig kriminalpræventiv effekt. Øget politiaktivitet eller synlighed kan også resultere i, at kriminaliteten flytter til andre områder eller tidspunkter.
5. Selve tiltaget, udgangsforbuddet, relaterer sig ikke til kriminologisk teori eller til velkendte kriminalitetsfaktorer. Faktorer som venner, skole og familie har stor indflydelse på unges kriminalitet, men udgangsforbuddet ændrer ikke ved disse forhold.

13.6. Kønsspecifikke tiltag

Mens der i 1980’erne var fokus på ’de stille piger’, er det nu ’de vilde piger’, der er på dagsordenen (Kyvsgaard 1985). Det er den betegnelse, nogle af de projekter, der omtales, bruger om deres målgrupper, og en betegnelse, der nok skal ses i forlængelse af den forholdsvis kraftige vækst i den registrerede kriminalitet blandt piger. Kriminaliteten er som nævnt fra 1981 til 2006 faldet for drengenes vedkommende, men for pigerne er der tale om en vækst på næsten 80 pct.

Dette kan skabe et behov for separate tiltag for piger. Af de læste rapporter kan der således spores et behov for, at piger gives mulighed for at udvikle sig gennem at deltage i programvirksomhed og behandling uden deltagelse af drenge. Begrebet ’frirum’ nævnes flere gange som begrundelse for de kønsspecifikke tiltag. Selv om et tiltag som sådan er kønsneutralt, idet det kan være udviklet til at fungere for både piger og drenge, synes der blandt behandlere at være en almen opfattelse af, at piger vil profitere mere af tiltaget, såfremt der ikke er drenge til stede. Dette er set vedrørende deltagelse i programmet Anger Management, hvor instruktørerne – på trods af det besvær, det kan medføre – satser på at arbejde med rene pige- eller drengehold (Clausen 2008). Ønsket skal givetvis ses som udtryk for erfaring med, at dette giver et mere trygt og uforstyrret miljø.

Ønsket om kønsspecifikke eller kønsseparerede tiltag kan også være funderet i en vurdering af, at drenge og piger udvikler sig på forskellig måde. Det antages således, at drenge forfølger en magtstrategi, mens piger forfølger en intimitetsstrategi i deres udviklingsproces. Det betyder, at drenge – uanset modstand – vil kæmpe for en plads i hierarkiet og for at blive accepteret, mens piger i højere grad søger efter at blive elsket (Malmborg 2000). Desuden har piger almindeligvis større evner til at have nære relationer til andre mennesker. Karakteristisk for vilde piger er, at de ikke forfølger intimiteten, men snarere magten som drengene, og at de gør det på en så aggressiv måde, at de udstødes fra det omgivende miljø (ibid.). Dette karakteristikum kan skyldes, at pigerne har mødt svigt under opvæksten og har udviklet overlevelsesstrategier til beskyttelse af sig selv for omverdenen. Overlevelsesstrategien kan enten være udadreagerende (aggressivitet, vrede, kamp, kontrol og magt), eller de kan vende frustrationen indad (isolation, tilbagetrækning, usynliggørelse). Både den ene og den anden strategi vil gøre det svært for pigerne at fungere positivt sammen med andre børn og med voksne, og de vil heller ikke magte at indgå i det normale pigeliv i skolen eller fritiden, hvor venindeskabet er en grundlæggende udviklingsplatform for piger.

Det er imidlertid også vigtigt at undgå for fastlåste forestillinger om henholdsvis drenges og pigers adfærd. Det påpeges i en omfattende svensk undersøgelse af institutioner for henholdsvis piger og drenge (Laanemets 2008). Undersøgelsen viser bl.a., at drenge i højere grad end piger betragtes som handlende subjekter, og at der er en tilbøjelighed til at betragte piger som ofre. Dette får betydning for indsatsen og måden at forholde sig på og for fortolkningen af drenges og pigers adfærd. Eksempelvis viser undersøgelsen, at piger gives meget videre grænser end drenge og tillades regelbrydende og endda direkte voldsom adfærd. Forskerne fremholder, at omsorg og anden indsats bør tage udgangspunkt i behov frem for køn.

Et af Københavns Kommunes første pigeprojekter, Den Rullende Redaktion, startede i 1997 og havde sin base i en autocamper. De deltagende piger kom med ud at køre og blev sat til at skrive kronikker og stof til projektets hjemmeside. Sigtet var at skabe et frirum for piger, som af andre var blevet opgivet som umulige at få til at deltage i gængse aktiviteter og umulige til at fungere sammen med andre.

Den Rullende Redaktion var baseret på relationspædagogik, som en metode til at gøre en forskel for unge (i dette tilfælde pigerne), som ikke kunne rummes i andre tiltag. Pædagogikken er båret af idéen om, at mødet med voksne, der engagerer sig i den unges liv og ser hende som en person med værdi, vil betyde mere for pigerne end manualbaserede programmer mv. Aktiviteternes art anses derfor for at være mere eller mindre underordnede. Det overordnede mål er at øge pigernes selvværd, stille krav, vise dem nye muligheder, fremme refleksionsevnen, være konsekvent og troværdig og vise rummelighed og anerkendelse. Selv om relationerne er personlige, adskiller de sig fra dem, pigerne har til veninder, og forældre har til børn, ved at være professionelle. Medarbejdere i denne type projekter kan gå ganske langt for at sikre, at de unge let kan få kontakt med dem, f.eks. ved at deres mobiltelefon er åben døgnet rundt. Det væsentlige er, at der er klarhed om aftaler, og at de står til troende.

En tilsvarende pædagogisk tilgang anvendes i et af de projekter, der er omtalt i rapporten (Vilde Hjerter s. 469). Det er et projekt, der retter sig mod unge piger med problemer af forskellig art. Det er piger, der i øvrigt ikke gør brug af de eksisterende fritidstilbud. Der er ikke foretaget en effektevaluering af projektet, men de erfaringer, der er gjort, tyder på, at det er lykkedes at få en god kontakt med pigerne og bl.a. reetablere afbrudte skole- eller uddannelsesforløb. Desuden er det lykkedes at få pigerne til at bryde med normer og handlemønstre, som har medvirket til deres problemer.

Et andet af de omtalte projekter (Pigegruppen i Saxogade s. 471) henvender sig til unge piger, der antagelig har større personlige og sociale problemer, herunder psykiske problemer og kriminalitet. Flere af pigerne henvises således til projektet af en sagsbehandler. Tilknytningen til projektet kan være ganske langvarig, 2-3 år. Projektet har lokaler, hvor pigerne kan deltage i forskellige aktiviteter. Desuden er der mulighed for at træffe individuelle aftaler med de voksne om at mødes. Til projektet er også knyttet et antal hybler. Der foreligger ikke en evaluering af projektet.

Sammenfattende foreligger der således enkelte, men ikke præcist evaluerede kønsspecifikke tiltag. Det er i alle tilfælde tiltag, der retter sig mod piger. Det skal dog påpeges, at reelt er en del af de øvrige projekter, der omtales i rapporten, også kønsspecifikke, idet brugerne alene er drenge. Det gælder således nogle projekter vedrørende arbejde. At der kan være behov for at separere de to køn ved gennemførelse af visse former for tiltag og programvirksomhed, forekommer overordentligt sandsynligt. Hvorvidt der er behov for særlige tiltag for henholdsvis drenge og piger, er derimod mindre klart, jf. også den nævnte svenske rapport.

13.7. Tiltag vedrørende etniske minoriteter

En rapport fra Det Kriminalpræventive Råd gennemgår de hidtidige praktiske erfaringer med intervention over for etniske minoriteter (Det Kriminalpræventive Råd 2005). På denne baggrund peges på nogle overordnede tilgange for det kriminalitetsforebyggende arbejde blandt unge mænd af fremmed oprindelse, bl.a. følgende: Der skal arbejdes på gadeplan, idet mange af disse unge ikke er en del af det etablerede system. Projekterne skal være rettet mod et konkret mål, f.eks. den unges uddannelse eller arbejde. Processen skal være helhedsorienteret, og de mange forskellige myndigheder, der ofte er involveret, bør indgå i et tæt samarbejde, så der sendes entydige signaler. Forældrene skal delagtiggøres og ansvarliggøres i forhold til den unges liv. Der skal som udgangspunkt arbejdes med hele den unges kammeratskabsgruppe, da denne ofte er de unges eneste faste holdepunkt. Tosprogede medarbejdere kan med fordel inddrages, idet de nemmere kan skabe et tillidsforhold til de unge og deres forældre.

Flere af disse punkter går igen i de projekter, der er omtalt i rapporten. Det gælder således et projekt, der bl.a. sigter mod at involvere og informere forældrene og give lokale myndigheder bedre indsigt i og forståelse for familiernes situation (SSP- Familiehøjskolen s. 472). I projektet deltager dårligt integrerede familier, hvis børn er i risiko for at begå kriminalitet. Ved brug af den danske højskolemodel er der skabt en ramme for fælles aktiviteter og kulturelle oplevelser. Erfaringen fra projektet er, at medarbejdere på lokale institutioner har fået en mere nuanceret opfattelse af, hvad det vil sige at være minoritetsfamilie i Danmark, og at familierne har fået et bredere kendskab til de forskellige tilbud, der findes i kommunen. Der er endvidere skabt en større tillid mellem forældre og lokale medarbejdere. Den eventuelle kriminalpræventive effekt er ikke undersøgt.

Et andet projekt angår aspektet med gadeplansarbejde og tosprogede medarbejdere. Det drejer sig om et projekt, der indebærer konfliktmæglingskurser til unge, ressourcestærke, der er ansat i klubber eller andre fritidstiltag, og som har en fremmed etnisk baggrund (Konflikthåndtering på gadeplan s. 473). Disse unge kan selv tidligere have været en del af gademiljøet. Tanken er, at de unge skal agere som rollemodeller for andre unge af fremmed etnisk herkomst. En evaluering tyder på, at kurserne er vellykkede, og at de unge medarbejdere har opnået færdigheder i fredelig konfliktløsning. Det indirekte kriminalpræventive sigte, projektet har, er ikke evalueret.

Rollemodeller bruges også i forbindelse med Kriminalforsorgens mentorprogram, som har eksisteret siden 2000. Den voksne mentor, som typisk er en person, den unge i forvejen kender, skal støtte og vejlede den unge vedrørende bl.a. kontakten til det omgivende samfund, f.eks. skole, arbejdsplads og offentlige myndigheder. Sigtet er, at den unge skal blive bedre til selv at klare sine problemer, og mentorordningen skal bidrage til en bedre integration af de unge i det danske samfund. En evaluering, der omfatter ti mentorforløb, peger på, at mentorordningen i syv af de ti tilfælde har haft en stor betydning for den positive udvikling, de unge er kommet ind i. Den meget lille undersøgelsespopulation bevirker dog, at det ikke er muligt at vurdere, om resultatet generelt er holdbart (Mentorordning i Kriminalforsorgen i Frihed s. 475).

I evalueringsrapporten påpeges, at de unges kriminalitetsproblemer ikke primært er forårsaget af manglende integration eller kulturkonflikter, men i højere grad forårsaget af familieproblemer, psykiske problemer, problemer med rusmidler, skoleproblemer, arbejdsløshed, diskrimination i forbindelse med jobsøgning mv. Det vil sige, at det langt hen ad vejen er samme type problemer, som kriminelle unge med dansk baggrund har, og mentorordningen er – såfremt de nævnte resultater er gyldige – derfor ikke alene noget, der kan have en kriminalpræventiv betydning for etniske minoriteter, men for alle unge med omfattende personlige og sociale problemer.

Dette er en vigtig pointe, der antagelig er gældende for en lang række af de kriminalpræventive tiltag, der i større eller mindre grad fokuserer på etniske minoriteter. Det er således kun enkelte af dem, der angår etniske minoritetsunge, det er valgt at omtale i dette afsnit, netop ud fra antagelsen om, at det etniske aspekt ved projekterne gerne er underordnet.

13.8. Tiltag vedrørende unge seksualforbrydere

Vurderet på baggrund af den registrerede kriminalitet forekommer det relativt sjældent, at unge begår seksualforbrydelser. Ifølge det tidligere omtalte datamateriale fra Danmarks Statistik er det under én procent af de lovovertrædelser, drengene er registreret for, der er seksualforbrydelser, og blandt pigerne forekommer der stort set ikke seksualforbrydelser. Det er beregnet, at 9 pct. af de strafferetlige afgørelser for seksualforbrydelser i 2006 angik unge i alderen 15-17 år. Denne andel synes at være noget lavere end den, der er fundet i England, USA og Canada (Kongstad 2007). Størrelsen af mørketallet foreligger der ikke undersøgelser af i Danmark.

Det danske projekt ’Janus’ har i løbet af en periode på ca. to år fået henvist 29 unge krænkere, hvilket også indikerer, at problemet antagelig er af begrænset omfang. Projekt ’Janus’ har eksisteret siden 2003 som et tilbud om ambulant behandling til unge seksuelle krænkere. Inden de unge deltager i dels en individuel og dels en gruppebaseret psykoterapeutisk behandling, er der foretaget en grundig udredning. En evaluering af projektet viser, at flere af de unge krænkere er svagt begavede og har lavt selvværd, og at dette kan være blandt risikofaktorer for seksuelle overgreb. På evalueringstidspunktet var endnu ingen af forløbene endeligt afsluttet (Projekt Janus s. 477).

Rapporter omfatter to metaanalyser vedrørende effekten af behandling af unge krænkere, men der er dog antagelig en vis overlapning mellem de henholdsvis ni og ti undersøgelser, de to analyser er baseret på (Metaanalyse af behandlingsprogrammer til unge krænkere (2006) s. 479; Metaanalyse af behandlingsprogrammer til unge krænkere (2004) s. 478). Begge analyser omhandler effektevalueringer af kognitiv adfærdsterapi, multisystemisk terapi og forskellige andre terapiformer, og begge har nogle metodemæssige svagheder, der bevirker, at det er vanskeligt at vurdere behandlingseffekten på baggrund heraf. Det skal dog nævnes, at den mest robuste metaanalyse påviser en effekt af den behandling, de unge underkastes, men den kan dog ikke fastslå, om nogle af de anvendte former for behandling er bedre end andre, jf. også den senere sammenfatning vedrørende kognitive programmer.

De metaanalyser og litteratursammenfatninger, der angår effektevalueringer af tiltag over for seksualforbrydere i alle aldre, peger dog på, at især kognitiv terapiformer giver positive resultater (Aos et al. 2001; MacKenzie et al. 2002; Lösel & Schmucker 2005), men de effektstørrelser, der opnås, varierer en del. Enkelte analyser tyder på, at behandlingseffekten er størst ved tiltag i frihed (MacKenzie et al. 2002). Forudsat, at disse resultater også gælder unge krænkere, er der således ganske god evidens for, at det er muligt at mindske tilbagefaldsrisikoen for seksualforbrydere gennem behandlingstiltag.^[114]

13.9. Tiltag vedrørende bander

Når talen falder på bandekriminalitet, tænker de fleste nok på USA og stereotype fremstillinger af hærdebrede bevæbnede mænd med guldkæder og tatoveringer. Bandekriminalitet har et andet omfang og udtryk i USA end den har herhjemme, hvilket bl.a. afspejler sig i, at det amerikanske justitsministerium har udgivet en Best Practice rapport om, hvordan man kan håndtere lokale bandeproblemer. Rapporten tager sit udgangspunkt i Comprehensive Gang Model fra Office of Juvenile Justice and Delinquency Prevention (OJJDP), som er en model, der er udviklet over 15 år. Programmet går i korte træk ud på at angribe problemet på flere niveauer: Gennem en primær forebyggelse, der stort set rummer alle ingredienser fra nærværende rapport, fra tidlig indsats til jobprogrammer over forebyggelse af pjækkeri og skole dropout; gennem en sekundær forebyggelse, der identificerer risikogrupper i 7-14 års alderen, og ved forskellige former for hjælp og støtte i skole og lokalsamfundet søger at forebygge, at en tidlig problemadfærd udvikler sig til alvorlige vanskeligheder og bandeinvolvering. Den tertiære forebyggelse angår interventioner over for aktive bandemedlemmer og deres familier, herunder en identificering af de farligste og mest indflydelsesrige medlemmer med henblik på at fjerne dem fra området. Det foreslås endvidere at etablere støtteordninger til bandemedlemmer, der returnerer til lokalsamfundet efter endt afsoning.^[115]

Også i England har myndighederne opstillet en praktisk guide til at takle bandeproblemer i lokalområder (Home Office 2008). Denne omfatter en lang række tjekpunkter, som bør overvejes ved starten af et bandeprogram. Bl.a. handler det om at være enige om, hvordan de forskellige parter, der er involveret i bekæmpelsen af bander, afgrænser fænomenet. Der opregnes også en række årsager til, at unge inddrages i en bande, såsom beskyttelse fra andre bandemedlemmer, kedsomhed, gruppepres, tilhørsfølelse, opnåelse af respekt og status. For at undgå, at bandelivet bliver attraktivt, skal der arbejdes med at få de mest sårbare og påvirkelige unge væk fra gaden, og der skal arbejdes med søskende, der er i risiko for at blive inddraget. Der peges videre på skolebaserede tiltag, på skabelsen af alternative muligheder for aktiviteter og på forældreinvolvering.

Hvad der egentlig skal forstås ved bander, er der ikke fuld enighed om. I de amerikanske diskussioner påpeges dog, at en ungdomsbande bør være karakteriseret ved følgende (Esbensen 2000):

Gruppen skal have mere end to medlemmer.

Medlemmerne er i alderen 12-24 år.

Medlemmerne deler en eller anden form for identitet. Det kan dreje sig om et navn eller brug af symboler eller farver, der signalerer tilhørsforholdet. Håndtegn, graffiti, speciel tøjstil, bandanas og hovedbeklædning er blandt de almindeligste symboler i USA for bandemedlemskab.

Gruppen er sammen over længere tid, generelt et år eller mere.

Involvering i kriminalitet er et centralt element i gruppen.

I en rapport, som Rigspolitiet i 1998 udsendte om gadebander, blev bander defineret som: ”En gruppe af børn og/eller unge, der på gadeplan udøver kriminalitet og/eller anden uroskabende og aggressiv adfærd og som af omgivelserne og sig selv opfattes som en gruppe” (Rigspolitiet 1998).

På baggrund af rapporten blev der i Rigspolitiets efterforskningsafdeling oprettet en database vedrørende oplysninger om medlemmer af gadebander og banderelateret kriminalitet. I 2001 iværksatte Rigspolitiet endvidere et udviklingsprojekt vedrørende omfang og karakter af den grupperelaterede kriminalitet samt om erfaringer med og metoder til forebyggelse. Projektet blev gennemført af PLS Rambøll management i samarbejde med Socialforskningsinstituttet (Rambøll Management 2002). I projektrapporten lægges der vægt på, at begrebet bande alene bør anvendes om grupper, der er decideret organiserede i deres struktur, og som f.eks. via symboler gør opmærksom på deres tilhørsforhold til en bande. Det betyder, at bander i Danmark omfatter rockergrupper samt enkelte andre grupper.

I rapporten fra Rambøll sondres mellem tre typer af grupper med kriminel adfærd:

Slæng, der består af teenagere og enkelte i begyndelsen af tyverne, der ikke er specielt organiserede eller har identitet som en bande. Disse personer udøver typisk kriminalitet uden den store planlægning.

Urogrupper, der består af unge mellem 15 og 22 år, der har en ”mellemgrad af organisering” og en ”mellemgrad af identitet som bande”.^[116] Deres kriminalitet er overvejende spontan og uplanlagt.

Krimi-netværk, der typisk består af unge mellem 15 og 22 år, men også ældre personer. Disse grupper er kendetegnet ved en vis stabilitet i gruppens kreds og ved, at gruppemedlemmerne har holdt sammen i en årrække. Krimi-netværk udøver flere former for grov kriminalitet, også på tværs af politikredsgrænser. På baggrund af kategoriseringen må det antages, at disse netværk har en højere grad af identitet som bande.

Rigspolitiet indsamler løbende information om disse grupperinger og udarbejder årligt statusrapporter. Den seneste statusrapport om det såkaldte bandemiljø opgør antallet af grupper og netværk, som overvåges, til 14 med i alt 141 personer tilknyttet. Det understreges, at de fleste grupper ikke har en formaliseret bandestruktur, men de personer, som er fast tilknyttet grupperne, agerer samlet særligt i forbindelse med konfrontationer med andre grupperinger. Endvidere vurderes det i rapporten, at der er stigende vilje til at anvende våben ved konfrontationer, som i øvrigt vurderes til at omhandle markedsandele på narkotikamarkedet, herunder særligt hashklubmarkedet (Rigspolitiet 2007).

Rigspolitiet indsamler også information om politikredsenes indsats over for uroskabende unge. Det sker i forsøg på at sikre en overordnet koordinering af den politimæssige indsats over for disse unge, som vel at mærke ikke nødvendigvis er involveret i kriminalitet, men som alligevel kan skabe utryghed i lokalområderne. Indsatser over for disse grupperinger vil ofte have karakter af sociale og pædagogiske tiltag.

På baggrund af to forskningsoversigter fra Campbell, som blev offentliggjort for nylig, blev det konkluderet, at der er for lidt forskningsbaseret viden om bekæmpelse af bander og bandekriminalitet.^[117] I USA er der dog gennem årene foretaget en del forskning på området. På den amerikanske hjemmeside for National Youth Gang Center konkluderes det, at bandebekæmpelse lykkes bedst med en bred strategi.^[118] Desuden viser en undersøgelse, at alene forsøg på opsplitning af banden har vist sig nytteløs eller måske endda kontraproduktiv, idet den kan øge sammenholdet i banden (Esbensen 2000). Det konkluderes endvidere, at der ikke findes nogen klar løsning på et bandeproblem, selv om der er nogle lovende programmer. Den ovennævnte ’Comprehensive Gang Model’ skulle være et godt eksempel på en flerdimensional tilgang, der inddrager både den unge, gruppen af venner, familie og det omgivende samfund.

De to forskningsoversigter fra Campbell omhandler effekten af specifikke former for indsatser over for bander. Den ene gennemgår forskning om kognitiv adfærdsterapi som forebyggelse mod, at børn bliver involveret i bander (Kognitivt adfærdsprogram til unge for at forhindre bandeinvolvering s. 480). Tanken er gennem programmet at gøre dem selvstændige og kompetente og derigennem mere modstandsdygtige over for bandernes attraktion. Den anden forskningsoversigt omhandler initiativer, der giver de unge flere legale muligheder i form af uddannelse eller arbejde for derigennem at forebygge, at de bliver involveret i bander (’Opportunity provision’-programmer for at forhindre bandeinvolvering s. 480). Desværre er der ingen af oversigterne, der finder undersøgelser af så høj kvalitet, at der kan konkluderes noget om effekten af programmerne på baggrund heraf.

Et norsk projekt (Tett På s. 481) angår et intensivt og multifacetteret arbejde med at få unge, der er involveret i et kriminelt netværk, til at ophøre med deres kriminalitet. Indsatsen omfatter såvel kognitive programmer, psykosocial rådgivning, sociale gruppeaktiviteter og individuelt tilrettelagte aktiviteter, herunder ikke mindst aktiviteter vedrørende skole og arbejde. Projektet omfatter ikke en egentlig effektevaluering, men erfaringerne fra projektet er dog ganske gode og kan tyde på, at det er lykkedes at få stoppet den kriminelle karriere for nogle af de unge.

En af de vanskeligheder, der kan være forbundet med at få unge til at droppe ud af en bande, er, at banden kan have udgjort personens hele sociale liv og netværk. Der kan derfor være særlige behov for at hjælpe den, der gerne vil forlade en bande, med at danne nye sociale netværk.

Dette har man arbejdet med i et svensk program (EXIT s. 483). Programmet, der tilbyder hjælp af forskellig art i de faser, en afhopper gennemløber, er egentlig møntet på unge, der vil forlade en gruppering med yderligtgående synspunkter, f.eks. nynazisterne. Den evaluering, der er gennemført, tyder på, at det i høj grad lykkes med at hjælpe de unge fri af et tidligere kriminelt/højreekstremistisk netværk. Der findes ingen egentlige vurdering af, om exit-programmet også kan anvendes i relation til bander eller kriminelle netværk uden ideologisk overbygning, men umiddelbart kan det forekomme sandsynligt, at det kunne være tilfældet. Der findes i Danmark eksempler på private konsulentfirmaer, der har specialiseret sig i at ”fjerne” individer fra et bestemt kriminelt miljø.

13.10. Tiltag vedrørende alkohol- og narkotikaproblemer

Der er, som nævnt i del I, ingen tvivl om, at et stort forbrug af alkohol og andre rusmidler må ses som risikofaktorer med hensyn til kriminalitet, i særlig grad når de påvirkede unge færdes i gademiljøet uden for voksenkontrol og er sammen med kriminelle kammerater. Konteksten er således væsentlig for vurderingen af rusmidlernes betydning for ungdomskriminalitet. Det hænger sammen med, at det er forholdsvis sjældent, at de helt unge har opnået en afhængighed af alkohol eller narkotika, ligesom det kun er en meget lille del af de helt unge, der hyppigt anvender heroin eller lignende former for narkotika. Det betyder, at det næppe er økonomiske behov for at kunne erhverve sig rusmidler, der er af betydning for de unges kriminalitet, men snarere det tab af selvkontrol, der kan være et resultat af indtagelse af rusmidler.

Dette afspejler sig i de projekter, der indgår i rapporten, idet kun tre af de ti projekter, der omtales, alene sigter mod behandling af personer, der er afhængige af narkotika. De øvrige projekter angår unge, der er mindre belastede med hensyn til anvendelse eller afhængighed af narkotika eller alkohol og antagelig også med hensyn til kriminalitet.

Et af de ti projekter skiller sig ud ved at være et dansk kontrolleret eksperiment, der opfylder kravene til en god effektevaluering (Ringstedprojektet/Ringstedforsøget s. 485). Det skiller sig dog især ud ved at opnå ganske store resultater gennem en yderst begrænset indsats samt ved at angribe problemstillingen på en særegen måde. Sigtet med forsøget er at ændre unges opfattelse af andre unges ryge- og drikkevaner samt af deres omgang med narkotika. Bag forsøget ligger en indsigt i, at unge forsøger at leve op til andre unge og den måde, de gebærder sig på, men at de unge ofte har overdrevne forestillinger om andre unges adfærd. Det er det, der er kaldt sociale overdrivelser eller flertalsmisforståelser, og som indebærer, at unge måske ryger eller drikker mere, end de egentlig har lyst til – bare for at leve op til det, de tror, andre gør.

Det er dette, forsøget sigter mod at ændre gennem dels diskussion med de unge og dels skoleklassebaseret gruppearbejde om de overdrevne forestillinger. Dette varede tre timer. Sammenlignet med en kontrolgruppe, som ikke har deltaget i tilsvarende aktivitet, har de unge i eksperimentalgruppen reduceret deres overdrevne forestillinger, og der er endvidere tegn på, at de har mindsket deres risikoadfærd, herunder også visse former for kriminalitet.

En modsætning til Ringstedforsøget står en traditionel undervisnings- og kampagneform, hvor en politibetjent eller en lærer fortæller eleverne – måske med brug af dramatiske eksempler – om konsekvenserne af at drikke, bruge stoffer eller begå kriminalitet. Sådanne former for undervisning foregår mange steder, og der anvendes mange ressourcer herpå. Der er imidlertid ikke bevist, at dette har en positiv effekt. Tværtimod kan man risikere at fremme de sociale overdrivelser. Et eksempel på denne metode er den undervisning om narkotika, som i USA går under navnet D.A.R.E. (Drug Abuse Resistance Education) og i Sverige har fået navnet VÅGA (VÅGA s. 486). Det anslås, at mere end to tredjedele af alle amerikanske elever gennemgår programmet – dette på trods af, at hverken amerikanske eller svenske undersøgelser har kunnet påvise, at programmet reducerer elevernes brug af narkotika. Tværtimod viser det svenske forsøg, at programmet for visse grupper risikerer at være kontraproduktivt.

Tre af de øvrige projekter angår også unges risikoadfærd, og fælles for to af dem er, at de primært søger at ændre de negative konsekvenser af alkohol. Et af projekterne sigter mod at mindske de unges spirituskørsel (Skytsengle-kampagnen s. 488). Det sker ved anvendelse af det, der kan kaldes en kønsrelateret ung-til-ung-metode, idet unge piger hverves til at forhindre de unge mænd i at køre bil, når de har drukket alkohol. Tanken bag projektet er, at de unge mænd i højere grad vil lytte til de unge piger end til autoriterne. Hvorvidt projektet har haft den tilsigtede effekt, vides ikke, da der ikke foreligger en effektevaluering, men der rapporteres dog om, at antallet af personskadeulykker med unge spirituspåvirkede mænd er faldet betydeligt i de områder, hvor modellen har været anvendt. Desværre er der ikke kendskab til udviklingen i andre områder.

Det andet alkoholprojekt (Fryspunkt s. 489) er et ganske kortvarigt, skolebaseret forebyggelsesprogram, der er beregnet for de ældste skoleklasser eller elever på ungdomsuddannelserne. I seks timer diskuterer eleverne de negative følger og risici, der kan være forbundet med indtagelse af alkohol i større mængder, og de opstiller forslag til, hvordan man undgår disse følger. Nogen effektevaluering er der ikke gennemført, men ifølge erfaringer fra Norge, hvor programmet er udviklet, drikker de unge efterfølgende lidt mindre. Det peges videre på, at programmet især har haft betydning for de unge, der drikker mest. Sidstnævnte er en vigtig konstatering og ligger i tråd med et af behandlingsprincipperne – at indsatsen skal rettes mod dem med størst risiko.

Det tredje projekt vedrørende risikoadfærd stammer fra England og angår et forsøg, der på forskellig vis sigter mod at mindske risikoen for, at unge starter en misbrugskarriere (Drug Interventions Programme Pilot s. 490). En del af forsøget går ud på at give de unge en mentor, der kan hjælpe og vejlede dem i at undgå misbrug, motivere dem til fortsat uddannelse mv. En anden del af forsøget består i urinprøvekontrol med henblik på at fastslå, hvorvidt unge, der arresteres, er påvirkede af narkotika. Endelig er der også som en del af forsøget anvendt en ny sanktion, som omfatter et særligt vilkår om behandling. Sidstnævnte viste sig dog at blive anvendt i så beskedent et omfang, at der ikke kan konkluderes noget om effekten. En evaluering af de to andre tiltag kan ikke påvise en positiv effekt med hensyn til reduktion i brugen af narkotika, hvilket – for så vidt angår forsøget med urinprøvekontrol – svarer til tidligere resultater af international forskning (MacKenzie et al. 2002). Selv om der ikke synes at være sket adfærdsændringer, påpeges dog i evalueringsrapporten, at de unge har været glade for at have en mentor.

I det tidligere Vestsjællands Amt samt Frederiksberg Kommune er der udviklet et særligt forsøgsprojekt for unge, der har et forbrug af hash, som de ønsker at mindske eller slutte (Projekt SMASH s. 491). I forsøget anvender man sig af de unges intensive brug af sms-kommunikation, og de unge, der vælger at deltage, modtager over en 3-ugers periode en række sms’er med forskelligt indhold vedrørende f.eks. hashens skadelige virkninger og motivation for at stoppe brugen heraf. På baggrund af interview med og spørgeskema til en mindre del af deltagerne konkluderes det, at mange har mindsket deres forbrug eller ligefrem ophørt hermed. Det skal understreges, at dette projekt ikke direkte angår forebyggelse af kriminalitet. Projektet er inkluderet, da det demonstrerer en ny fremgangsmåde til at skabe kontakt med unge.

Der er gennemført et forsøgsprojekt i en række kommuner med henblik på at mindske misbrug af narkotika blandt unge (Narkoen ud af byen s. 493). Gennem øget samarbejde mellem myndighederne og øget fokus på narkotikaproblemer sigter forsøget på at mindske tilgængelighed og forbrug. I en evaluering hævdes det, at dette mål er nået, men evalueringen synes dog at lide under metodemæssige problemer.

Det ene af de fire projekter, der angår unge med afhængighed af narkotika, stammer fra det tidligere Ribe Amt og angår dagbehandling af unge misbrugere af ’feststoffer’ (Dagbehandling til unge s. 494). Det er unge, som ikke ønsker at indgå i døgnbehandling, og som antagelig også har lidt flere ressourcer end de ældre misbrugere, der døgnbehandles. I øvrigt synes dagbehandlingen at omfatte mange af de samme elementer, som døgnbehandling gør, herunder Minnesota-inspireret trinbehandling. En evaluering, der omfatter 24 af de 36 unge, der har deltaget i forsøget, peger på, at der er sket en mindskning i de unges misbrug af rusmidler, men at der ikke kan spores en klar kriminalpræventiv effekt af forsøget. Metodemæssigt har dog også denne evaluering nogle svagheder. Det skal tilføjes, at de unge i projektet er relativt gamle, med en gennemsnitsalder på 24 år.

Et særligt svensk projekt omhandler piger i alderen 16-20 år, som har et blandingsmisbrug (Det slutna tjejrummet s. 495). Behandlingen foregår på institution og efter de svenske regler om tvangsbehandling af narkomaner. Ud over miljøterapi, familie- og netværksarbejde mv. lægges der vægt på pigernes mulighed for at opbygge sociale relationer til andre piger. Evalueringen af projektet viser, at knap halvdelen af pigerne er ophørt med deres misbrug og har fået et bedre liv, mens der for de øvrige ikke synes at være fremgang. Hvorvidt dette må betragtes som et godt resultat, er vanskeligt at vurdere, da der ikke sammenlignes med resultater af andre behandlingstiltag.

Rapporten omfatter også en effektevaluering af de såkaldte ’drug courts’, dvs. særlige domstole, der har mulighed for at idømme kriminelle narkomaner individuelt tilpassede sanktioner med intensiv behandling samt at føre kontrol med fuldbyrdelsen af sanktionen. Tiltaget er oprindeligt udviklet i Florida i 1989 og bliver nu i vidt omfang anvendt i USA. Anvendelsen af drug courts har også spredt sig til Australien og Canada.

Fra Australien foreligger en effektevaluering, der viser, at de, der dømmes i en drug court, efterfølgende begår mindre narkotikarelateret kriminalitet – dvs. besiddelse og salg af narkotika – end dem, der er dømt ved en almindelig domstol (Drug courts s. 497). Der kan dog ikke spores en effekt af indsatsen med hensyn til berigelseskriminalitet. I evalueringsrapporten slås det endvidere fast, at den behandling, de straffede idømmes gennem drug court, er billigere end de traditionelle sanktioner. Det skal understreges, at selv om også unge lovovertrædere kan dømmes i en drug court, omfatter denne undersøgelse alene voksne lovovertrædere.

Der er også foretaget to metaanalyser vedrørende effekten af drug courts. De stammer begge fra 2006 og overlapper ganske meget med hensyn til de undersøgelser, som er inkluderet i analyserne. Hovedparten er de inkluderende undersøgelser stammer fra USA. Den ene metaanalyse omfatter 55 effektevalueringer af drug courts, hvoraf de 49 angår voksne lovovertrædere, mens seks effektevalueringer angår unge. Analysen viser, at der er en kriminalpræventiv effekt for de voksne, men ikke for de unge. Det gælder både i forhold til kriminalitet generelt og narkotikakriminalitet specifikt (Wilson et al. 2006). Også den anden metaanalyse viser, at der kun er en kriminalpræventiv effekt af tiltaget for de voksne lovovertrædere, men ikke for de unge (Latimer et al. 2006). Denne analyse omfatter 54 effektevalueringer, hvoraf syv angår unge lovovertrædere. Der synes således ikke umiddelbart at være nogen effekt af drug courts for unge lovovertrædere.

Det skal endelig også nævnes, at en nyere international metaanalyse, der angår tiltag over for narkotikamisbrugende lovovertrædere i alle aldre, peger på, at der er en positiv præventiv effekt, men at en sådan effekt alene kan påvises for behandlingsprogrammer af typen terapeutisk samfund og tilsyn (Metaanalyse af behandlingstiltag over for stofmisbrugere s. 499).

I Danmark har der været gennemført et forsøg med behandling som alternativ til frihedsstraf for kriminelle stofmisbrugere.^[119] Behandlingsforløbet startede som døgnbehandling med efterfølgende ambulant behandling eller opfølgning. Forsøget viste dog, at det var meget vanskeligt at fastholde klienterne i behandlingen, idet kun en fjerdedel af i alt 76 forløb ikke blev afbrudt i utide. På denne baggrund valgte man at standse forsøget.

Sammenfattende skal det peges på, at mange af de danske og nordiske projekter lider under, at der ikke er gennemført evalueringer, der gør det muligt at foretage en reel vurdering af tiltagenes effekt. Det kan forekomme sandsynligt, at flere af dem har medført en mindskning i de unges risikoadfærd, i deres forbrug af rusmidler eller i deres misbrug og dermed måske også en kriminalpræventiv betydning, men det vides ikke med sikkerhed.

Det skal videre nævnes, at ud over, at drug court systemet tilsyneladende ikke har en effekt på unge narkomaners kriminalitet, så er det næppe heller en model, der har så meget at tilbyde det danske restsystem. Danske domstole har således allerede mulighed for at idømme narkomaner betingede domme med vilkår om behandling mv., ligesom det, jf. det nævnte danske forsøg, vil være muligt at indføre særlige behandlingstiltag uden en ændring af domstolsformen.

13.11. Tiltag i forbindelse med sanktionssystemet

13.11.1. Kognitive programmer

Et stort antal kognitive programmer til lovovertrædere er udviklet gennem de seneste 20-30 år, først og fremmest i Canada, USA og England. De går under navne som Reasoning and Rehabilitation, Enhanced Thinking Skills, Moral Reconation Therapy, Think First, Aggression Replacement Training, Interpersonal Problem Solving, Thinking for a Change og Substance Abuse Focus. Nogle af programmerne er generelle og sigter bredt, mens andre er specifikke og angår særlige grupper af lovovertrædere eller særlige problemstillinger. Fælles for programmerne er, at de er manualbaserede og dermed meget strukturerede med en nøje plan for indholdet og gennemførelsen af hver enkelt lektion. Det betyder, at de instruktører, der står for undervisningen, ikke behøver at være uddannet som terapeuter, men fængselsbetjente og andre faggrupper kan forholdsvis hurtigt oplæres og varetage undervisningen. Dette er med til at billiggøre anvendelsen af disse programmer. Det samme er det forhold, at undervisningen er gruppebaseret.

Den teori, programmerne bygger på, er også fælles for de forskellige typer af programmer. Antagelsen er, at kriminel adfærd bl.a. er betinget af lovovertræderens måde at tænke på, måde at se omverdenen på, evne til at beherske sig og forstå andre, præferencer, ræsonnement og problemløsning (Porpino et al. 1991). Antagelsen er endvidere, at de kognitive mangler, en lovovertræder måtte have, skyldes forhold ved socialiseringen/opdragelsen og altså ikke er medfødte mangler. Gennem programmerne sigtes der derfor mod at lære lovovertrædere de færdigheder og den indsigt og forståelse, de måtte mangle. Der fokuseres på det personlige ansvar, og gennem programmerne søges det at lære lovovertrædere de tankeprocesser og valgmuligheder, som går forud for en kriminel handling.

Længden af programmerne varierer, men generelt synes der at være tale om forholdsvis kortvarige indsatser med én eller nogle få ugentlige lektioner over et par uger og op til nogle få måneder. Enkelte programmer angives dog at strække sig over mere end et år.

De manualbaserede programmer har vundet indpas inden for såvel kriminalforsorg som institutioner til børn og unge. Indtrykket er, at programmerne anvendes mindre i Danmark end i vore nabolande. I Sverige er der i hvert fald begyndt at fremkomme kritiske røster vedrørende den store udbredelse af de manualbaserede interventioner, og der er bl.a. stillet spørgsmålstegn ved, om programmerne har en negativ påvirkning på relationen mellem behandler og klient. Kritikken synes i høj grad at være inspireret af amerikansk psykoterapidebat, hvor det understreges, at manualbaserede programmer kan underminere de positive effekter, som relationen mellem behandler og klient kan have for behandlingsresultatet (Wampold 2001). Så vidt vides, er det dog ikke videnskabeligt påvist, at de manualbaserede programmer har sådanne negative effekter.

Kognitive programmer er antagelig dem, der har været underkastet flest effektevalueringer. Det vidner en af de metaanalyser, der er inkluderet i denne rapport, om. Denne omfatter således ikke mindre end 58 effektevalueringer af – hvad der må formodes at være – ganske god videnskabelig standard. Analysen, der omfatter en række forskellige former for kognitive programmer, når frem til, at programmerne i gennemsnit reducerer recidivrisikoen med 25 pct., hvilket er en ganske betragtelig effektstørrelse.

Metaanalysen belyser også, hvilke øvrige faktorer ved undersøgelsen, dens målgruppe mv. der måtte have betydning for, om der opnås en særlig stor eller en mindre præventiv effekt. Det viser sig, at effekten er større i de undersøgelser, der omfatter de mere belastede lovovertrædere, altså dem med størst recidivrisiko. Dette er i overensstemmelse med et af de nævnte behandlingsprincipper, som netop påpeger, at det er vigtigt, at tiltag rettes mod dem, der har en reel recidivrisiko. Det er ligeledes i overensstemmelse med behandlingsprincipperne, når metaanalysen videre påviser, at programmer, der gennemføres i overensstemmelse med retningslinjerne for programmet, giver bedre effekt end dårligt implementerede programmer. Endelig påvises også, at programmer, der indeholder elementer af vredeshåndtering og konflikthåndtering giver større effekt end dem uden. Omvendt synes der at være en negativ effekt af moduler vedrørende adfærdsmodifikation (’behavior modification’) og offerperspektiv (’victim impact’.) Hvad sidstnævnte indebærer, vides ikke, kun at det i rapporten beskrives som ”Activities aimed [at] and getting offenders to consider the impact of their behavior on their victims” (Metaanalyse af kognitiv adfærdsterapi-programmer s. 501).

Denne metaanalyse inkluderer ikke kun studier med unge lovovertrædere, men omfatter lovovertrædere i alle aldre. Den anden metaanalyse, som indgår i denne rapport, omhandler derimod kun unge lovovertrædere, men er så til gengæld baseret på nogle færre effektevalueringer, nemlig 12. Analysen viser, at mens 43 pct. af de unge, der har deltaget i et kognitivt program, recidiverer, drejer det sig om en noget større andel, nemlig 53 pct. af dem, som ikke har modtaget nogen behandling (Metaanalyse af kognitiv adfærdsterapi-programmer til unge s. 502).

Samlet set synes der således at være god grund til at satse på kognitive programmer, hvilket i dag da også sker i vidt omfang.

Det skal samtidig understreges, at ingen af metaanalyserne er i stand til at identificere enkeltstående programmer, som er mere effektive end andre. I den ene analyse, som også inkluderer behandlingstiltag, der ikke er kognitive, konkluderes videre, at disse tiltag har lige så stor en kriminalpræventiv effekt som de kognitive programmer. Det synes således ikke så meget at være et spørgsmål om interventionens art, der er af betydning for den præventive effekt, men snarere det, at der overhovedet igangsættes behandling.

Tilsvarende er påvist inden for den psykoterapeutiske forskning. Fænomenet har fået navnet ’The Dodo Bird Verdict’ (drontens dom), efter Lewis Carrolls bog om Alice i eventyrland. Dronten, der har svært ved at afgøre, hvem der har vundet et væddeløb, ender med at sige, at alle har vundet. Antagelsen om, at der kun er små forskelle mellem forskellige behandlingstiltag, er fremsat for mere end 70 år siden, og siden synes forskellige studier at have bekræftet dette (Wampold 2001; Luborsky & al. 2002).

Hvorvidt samme fænomen gør sig gældende vedrørende de tiltag og programmer, der anvendes over for lovovertrædere, er nok for tidligt at sige. Andre, dog tidligere, analyser påviser ganske betydelige forskelle mellem kriminalpræventive tiltag af forskellig art (Lipsey 1995).

Blandt de kognitive programmer er der set særskilt på dem, der angår vredeshåndtering, da det synes at være et område, hvor der er udviklet særligt mange programmer, og da det, jf. ovenstående, kan se ud til at være særligt effektive programmer. Dertil kommer, at især den registrerede voldskriminalitet blandt unge, som påpeget, er vokset.

Der findes forskellige vredeshåndteringsprogrammer. De mest udbredte ser ud til at være Anger Management og Aggression Replacement Training. Anger Management anvendes i den danske kriminalforsorg, jf. det følgende, mens ART anvendes i Sverige og Norge. I Finland anvendes et program, der hedder Cognitive Self Change.

Anger Management omfatter otte undervisningssessioner af 2-3 timers varighed. Hele undervisningsforløbet afvikles over 2-4 uger. Anger Management undervisningen bygger på rollespil, gennemgang af vredesdagbog og diskussion af filmsekvenser med aggressioner. Programmet anvendes i de danske fængsler og i dag endvidere på forsøgsbasis som vilkår for en betinget dom over for unge lovovertrædere. Sidstnævnte sker som led i regeringens handlingsplan mod volds- og ungdomskriminalitet, ”Stop volden”. Forsøget blev iværksat den 1. oktober 2005 og omfatter unge, der på domstidspunktet er mellem 15 og 20 år, og som har overtrådt straffelovens §§ 119, 121, 244, 245 eller 266. Forsøgsordningen forudsættes anvendt som alternativ til betinget eller ubetinget fængselsstraf på op til 40 dage, herunder kombinationsdomme. Endvidere forudsættes forsøgsordningen i almindelighed kun anvendt over for unge, der ikke tidligere har begået voldskriminalitet. Justitsministeriets Forskningsenhed har gennemført en midtvejsevaluering af forsøgsordningen (Clausen 2008). Evalueringen viser, at ordningen meget sjældent anvendes, bl.a. fordi relativt få sager henvises til Kriminalforsorgen med henblik på en vurdering af egnethed til at deltage i programmet. Midtvejsevalueringen omfatter ikke en effektundersøgelse, og undersøgelsen kan derfor ikke sige noget om, hvorvidt programmet har en recidivhæmmende effekt for de unge.

Aggression Replacement Training synes i højere grad end Anger Management at blive anvendt over for unge lovovertrædere. Programmet beskrives som et 10-ugers program, der omfatter i alt 30 lektioner af hver tre timers varighed. Der er altså tale om et betydeligt længerevarende program end Anger Management. Programmet administreres i grupper med 8-12 lovovertrædere.

Som nævnt anvendes ART i Sverige. Dér har det været anvendt på en af ungdomsinstitutionerne siden 1996, og siden er flere institutioner begyndt at anvende programmet. Den svenske kriminalforsorg har anvendt ART siden 2000, og i Norge anvendes programmet både i skoler, på behandlingsinstitutioner og i fængsler.^[120] ART anvendes også i en række andre europæiske lande, bl.a. England, Holland, Polen og Italien.^[121]

Rapporten inkluderer en effektevaluering af ART i en svensk ungdomsinstitution. Undersøgelsen giver dog ikke klare positive resultater, muligvis på grund af at den omfatter en meget lille undersøgelsespopulation (Aggression Replacement Training, Sveriges s. 503). Der er imidlertid flere amerikanske undersøgelser, som viser, at programmet har en recidivhæmmende effekt. En undersøgelse fra 2001 påviser en 18 procents reduktion i recidivet (Aos et al. 2001),^[122] mens en undersøgelse fra 2004 påviser en 16 procents reduktion i recidivet (Barnoski 2004) se også (Harper & Chitty 2004).

I en norsk/svensk rapport om institutionsbehandling af unge lovovertrædere peges ligeledes på, at flere udenlandske undersøgelser af ART-programmer til unge har påvist en positiv effekt (Andreassen 2003).

Med hensyn til effekten af Anger Management omfatter rapporten en engelsk effektevaluering, der angår fængslede unge lovovertrædere, der er dømt for vold. Det danske program svarer i meget høj grad til det engelske, da vi har importeret programmet derfra. Undersøgelsen giver positive resultater, idet den viser, at deltagelse i programmet indebærer færre problemer med at håndtere vrede. Desværre måles denne effekt kun otte uger efter programmets ophør, hvorfor det ikke er muligt at sige, om programmet også på længere sigt har en præventiv effekt (Anger Management, UK s. 505). Det skal nævnes, at andre undersøgelser med længerevarende observationsperioder ikke påviser en effekt af programmet (se f.eks. Howells 2002).

Der findes nogle metaanalyser, der mere generelt vurderer effekten af vredeshåndteringsprogrammer eller programmer, der indeholder elementer om vredeshåndtering. En canadisk analyse, som omtales i næste afsnit, og som kun angår unge lovovertrædere, påviser, i lighed med ovennævnte metaanalyse, at programmer, som inkluderer vredeshåndtering som led i behandlingen, har større recidivhæmmende effekt end programmer, som ikke gør det (Canadisk metaanalyse af behandlingsprogrammer 2003 s. 520). Den tidligere omtalte metaanalyse af ikke mindre end 58 effektevalueringer vedrørende kognitive adfærdsprogrammer til voksne lovovertrædere viser ligeledes, at programmer som indeholder et element af vredeshåndtering har større kriminalpræventiv effekt, end programmer som ikke indeholder dette element.

En anden metaanalyse, der er inkluderet i rapporten, omfatter flere typer af vredeshåndteringsprogrammer, men kun voksne voldelige lovovertrædere (Metaanalyse af behandlingsprogrammer til voldelige lovovertrædere s. 506). Analysen er baseret på 11 effektevalueringer, som i de fleste tilfælde vedrører tiltag i fængsler. Metaanalysen viser, at tiltagene samlet set har en recidivhæmmende effekt, idet de medfører en reduktion på 8-11 pct. i den generelle recidivprocent og på 7-8 pct. i recidiv til ny voldskriminalitet.

Endelig indeholder rapporten to bilag med danske tiltag, der begge anvender kognitive metoder i deres behandlingsform. Det ene program er NY START, som retter som mod unge i alderen 12-18 år som er præget af en udadreagerende og uhensigtmæssig social adfærd. Programmet, som har til formål at træne de unges sociale færdigheder, er opdelt i fire faser og har en samlet varighed på ca. 1½ år. Den evaluering, som er foretaget af programmet har metodiske svagheder, hvorfor det ikke er muligt at vurdere, om programmet har en kriminalpræventiv effekt (NY START s. 508). Det andet program er MÅL, som står for Motivation, Årvågenhed og Lederskab. Programmet er et udslusningsprogram for unge indsatte med anden etnisk baggrund end dansk, der er iværksat i to danske fængsler. For at deltage i MÅL-programmet forudsættes det, at de unge har deltaget i et kognitivt færdighedsprogram under afsoningen. Programmet, der indeholder en intensivt opfølgning på de unges kognitive færdigheder, er endnu ikke evalueret (MÅL s. 510).

Samlet vurderet synes der at være en vis evidens for, at vredeshåndteringsprogrammer kan have en kriminalpræventiv effekt. Det skal dog pointeres, at flere af de evalueringer, som påviser effekt af vredeshåndteringsprogrammer, angår programmer, hvor målgruppen er lovovertrædere generelt og ikke specifikt unge lovovertrædere. Der synes i særlig grad at være påvist en positiv effekt af ART, hvilket kan skyldes, at dette er et mere omfattede program, end Anger Management er. Som omtalt i forbindelse med behandlingsprincipperne skal et program, for at have en effekt, være af en vis varighed. Det kan ikke forventes, at meget kortvarige programmer vil sætte sig så dybe spor, at det er muligt at opnå en længerevarende præventiv effekt heraf.

Som nævnt indledningsvis er de kognitive programmer relativt billige at gennemføre, da uddannelsen som instruktør er kortvarig, og da det drejer sig om holdundervisning. De cost-benefitanalyser, der er gennemført i USA, påviser derfor, at der med programmerne opnås ganske store besparelser, også når der alene ses på besparelser for politi, retsvæsen og kriminalforsorg og ikke besparelser for offeret. En opgørelse fra 2001 viser, at pr. deltager i programmet ART sparer skatteyderne 8.287 $, mens det for de bredere kognitive programmer (til voksne lovovertrædere) drejer sig om godt 2.000 $ pr. deltager (Aos et al. 2001).

13.11.2. Andre behandlingsprogrammer

Ved siden af de kognitive programmer findes der en række andre behandlingsprogrammer og tiltag, som vil blive omtalt her. Nogle af undersøgelserne inkluderer også kognitive programmer, hvorfor der vil være en vis overlapning i forhold til foregående afsnit.

Behandlingsprogrammerne er af ganske forskelligartet karakter, ligesom de indgår i forskellige sammenhænge: I frihed, under og/eller efter en strafafsoning eller i forbindelse med en institutionsanbringelse, som ikke nødvendigvis er relateret til en dom.

Et af de programmer, som anvendes som led i en strafafsoning er FIT – Family Integrated Transition Program. Målgruppen er unge lovovertrædere med misbrugsproblemer og psykiske problemer, og programmet starter et par måneder inden løsladelsen og fortsætter 4-6 måneder efter. Programmet indeholder elementer, som er anvendt i andre behandlingsprogrammer, herunder multisystemisk terapi, motivationsterapi og adfærdsterapi. Et væsentligt element ved programmet er, at familien inddrages i behandlingen. Den unge og dennes familie tilknyttes således et FIT-team med bl.a. børnepsykolog og misbrugskonsulent. Teamet står til rådighed for familien 24 timer i døgnet. Der sigtes mod at ændre den unges hjemlige miljø, hvorfor også venner, skole og nabolag inddrages. En effektundersøgelse, som er af ganske god kvalitet, viser, at programmet har en positiv kriminalpræventiv effekt, idet betydeligt færre af de unge i programmet end i kontrolgruppen efterfølgende straffes for en alvorlig forbrydelse. Der er dog ikke en statistisk signifikant forskel mellem grupperne med hensyn til mindre alvorlig kriminalitet. En cost-benefitanalyse viser, at programmet kan betale sig, idet der som følge af den kriminalpræventive effekt spares godt tre dollars for hver dollar, som bruges på programmet (Family Integrated Transitions Program s. 511).

Et lidt tilsvarende, skandinavisk udviklet program er MultifunC. Programmet er dog ikke relateret til selve straffesystemet, men anvendes på institutioner, hvor 14-18-årige med alvorlige adfærdsproblemer er anbragt. MultifunC blev i 2005 igangsat som et pilotprojekt på syv svenske og norske ungdomsinstitutioner, som adskiller sig fra andre institutioner ved at være meget små og ved at være placeret i byområder (Multifunktionel behandling i institution og nærmiljø - MultifunC s. 513). Det er således et meget væsentligt element ved programmet, at kontakten til nærmiljøet bevares, og at de unge omgås unge uden adfærdsproblemer. Det sker bl.a. ved, at de unge går på skoler i nærmiljøet frem for en skole på institutionen. På denne måde og ved at inddrage familien er programmet beslægtet med multisystemisk terapi. I øvrigt består programmet af et udrednings- og behandlingsforløb på 6-7 måneder og et opfølgningsforløb på 3-4 måneder, og i forhold til den unge anvendes bl.a. kognitiv adfærdsterapi og et kognitivt vredeshåndteringsprogram. Først om et par år vil der foreligge en effektevaluering af denne ganske omfattende, kostbare og velstrukturerede model. Det kan tilføjes, at det planlægges at etablere en ny institution i Århus Kommune efter MultifunC-metoden.

Et andet og meget anderledes skandinavisk udviklet program er MATU. Det stammer fra Grønland, hvor det blev igangsat i 1990’erne. Målgruppen er 14-15-årige drenge, som er aggressive og marginaliserede, og som har begået kriminalitet. I starten havde programmet mest karakter af overlevelsesture med krævende fjeldture og hård fysisk konditionstræning. Senere er der sat fokus på de unges deltagelse i eliteidræt for bl.a. på denne måde at ændre deres image i lokalsamfundet. Den evaluering, der er gennemført, viser, at det er lykkedes med de sportslige præstationer. Evalueringens konstruktion muliggør dog ikke sikre konklusioner vedrørende programmets præventive effekt (MATU s. 515).

Endnu en særskilt programtype skal omtales, nemlig én der kombinerer intensivt tilsyn og behandling med intensiv kontrol og overvågning. Det drejer sig om et 6-måneders program, der retter sig mod 10-17-årige lovovertrædere, som gentagne gange har begået alvorlig kriminalitet, og som enten er idømt en betinget dom eller er prøveløsladt (Intensive Supervision and Surveillance Program (ISSP) s. 517). Det er en model, der er udviklet i England og anvendt der siden 2001. Tilsynsdelen i programmet indebærer, at den unge skal deltage i mindst fem timers programvirksomhed alle ugens hverdage i de første tre måneder og mindst en time dagligt i de sidste tre måneder. Desuden har den unge mulighed for at få støtte af den tilsynsførende om aftenen og i weekenden. Programvirksomheden kan f.eks. bestå i undervisning, samfundstjeneste, færdighedstræning, familiestøtte, behandling for alkohol- eller stofmisbrug og rådgivning. Overvågningsdelen består i, at den tilsynsførende skal have kontakt med den unge to gange dagligt, og at den unges færden i øvrigt overvåges ved hjælp af f.eks. en elektronisk fodlænke eller ved, at det via elektronisk stemmegenkendelse bliver kontrolleret, om den unge opholder sig i hjemmet på de aftalte tidspunkter. En effektevaluering kan generelt set ikke påvise en kriminalpræventiv effekt af det intensive tilsyn. Dog ser programmet ud til at have en positiv effekt for nogle undergrupper, nemlig piger og de mest kriminelt belastede unge. Hvorvidt det især er tilsyns/behandlings- eller overvågningsdelen, der har en effekt i forhold til disse grupper, vides ikke, men en rapport, der omhandler flere forskellige undersøgelser af intensivt tilsyn, konkluderer, at intensive tilsyn til unge, som primært omfatter intensiveret overvågning og kontrol, ikke synes at have en effekt (Clausen 2006).

Som bilag til dette afsnit indgår to ganske omfattende metaanalyser, som begge angår den kriminalpræventive effekt af forskellige former for behandlingsprogrammer for unge lovovertrædere. Den ene metaanalyse angår effekten af tiltag over for meget belastede unge, som afsoner en straf på en sikret institution eller et fængsel (Metaanalyse af institutionsbehandling til unge kriminelle s. 519). De programmer eller tiltag, effekten angår, er adfærdsmodificerende programmer, kognitiv adfærdsterapi og psykologisk behandling. Metaanalysen viser, at unge, som har modtaget behandling, har væsentligt lavere recidiv end de unge, som ikke har modtaget nogen form for behandling.

Den anden metaanalyse omfatter ikke mindre end 154 undersøgelser, som da også vedrører meget forskellige behandlingstiltag, f.eks. social færdighedstræning, arbejdstræning, vredeshåndtering og misbrugsbehandling (Canadisk metaanalyse af behandlingsprogrammer 2003 s. 520). Alle undersøgelser angår unge lovovertrædere under 18 år, og i de fleste tilfælde er behandlingen foregået i frihed. Dog berører knap en fjerdedel programmerne behandling under frihedsberøvelse. Overordnet viser analysen, at behandlingsprogrammerne har reduceret de unges recidiv med 9 pct. De mest effektive programmer er dem, der retter sig mod flere problemområder samt familieorienterede programmer, hvorimod ”boot camps” og overlevelsesture, har en egentlig kontraproduktiv effekt, idet de øger risikoen for recidiv. Analysen viser videre, at programmer som indeholder elementer vedrørende vredeshåndtering, antisocial attitudeændring, akademisk, kognitiv og/eller social færdighedstræning har større kriminalpræventiv effekt end andre programmer.

De sidste bilag til dette afsnit er af en lidt anden art, idet de begge omhandler effekten af behandling for alkohol- og narkotikamisbrug, og ingen af dem angår specifikt unge lovovertrædere. Det ene bilag vedrører en engelsk effektundersøgelse af et behandlingstiltag til mænd, som har begået vold, mens de var påvirket af alkohol (Behandling af alkoholmisbrug hos voldelige lovovertrædere s. 522). Selve tiltaget er overordentligt beskedent, idet det drejer sig om en 15-20 minutters motivationssamtale med fokus på information om alkohol og skadevirkningerne ved overdrevet brug. Ikke overraskende kan der ikke påvises en effekt af dette meget kortvarige program, hverken i forhold til alkoholforbrug og recidiv.

I et bilag er der oplyst om nyere svensk erfaring med behandling af narkomaner under en afsoning af straf (Behandling af narkotikamisbrugere i fængsel s. 523). Behandlingstiltaget angår terapeutisk samfund. Det viser sig, at tiltaget har en positiv kriminalpræventiv effekt, men at denne effekt alene angår de ældre lovovertrædere og ikke dem under 30 år.

Det sidste bilag vedrører en metaanalyse af behandlingsprogrammer for indsatte, som har et narkotikamisbrug (Effekt af behandling af indsatte for narkotikamisbrug s. 524). Metaanalysen belyser effekten af at give misbrugsbehandling til voksne indsatte, som afsoner i fængsler, og unge lovovertrædere, som er placeret på en lukket institution. Analysen viser, at der samlet set er en kriminalpræventiv effekt af behandlingen, idet dømte, som har modtaget en eller anden form for behandling for deres narkotikamisbrug under afsoningen, får reduceret deres recidiv med ca. 16 pct. Der kan dog ikke påvises en effekt i forhold til tilbagefald til narkotikamisbrug. En sammenligning af de forskellige behandlingsprogrammer viser, som ovenstående svenske undersøgelse, at terapeutisk samfund og tilsvarende intensiv behandling synes at være de mest effektive programtyper, mens omvendt boot camps ikke har nogen effekt på tilbagefald til ny kriminalitet. Med hensyn til unge lovovertrædere er der kun få af undersøgelserne, som vedrører denne gruppe, hvorfor det ikke er muligt at drage sikre konklusioner om effekten for alene de unge.

13.11.3. Afskrækkelse og disciplinering

 ”Scared Straight” er navnet på en amerikansk dokumentarfilm fra 1978. Filmen følger 17 ungdomskriminelle ind i Rahway statsfængsel i New Jersey og viser de unges møde med en gruppe livstidsfanger. Fangerne beretter på dramatisk vis om fængselslivets realiteter – ydmygelser, vold og homoseksuel voldtægt. Hensigten med mødet er åbenlyst: De unges skal afskrækkes, så de afholder sig fra fortsat kriminalitet.

Logikken i et sådant tiltag appellerer til langt de fleste mennesker, for hvem ville ikke blive skræmt fra videre lovovertrædelser ved tanken om at ende blandt livstidsfangerne.

Tilsyneladende sker det også for de 17 unge. Filmens kommentator, skuespilleren Peter Falk, bedre kendt som kommissær Columbo, fortæller således, at mere end 8.000 unge har deltaget i tilsvarende seancer, og at 80-90 pct. af dem er blevet lovlydige. En opgørelse viser nemlig, at de unges recidivhyppighed er reduceret fra 86,2 til 10,2 pct.

Det er forståeligt, at både filmen og programmet bliver en eksportvare. Såvel i Danmark som i Norge påbegyndes senere tilsvarende virksomhed med unge lovovertrædere.

Allerede inden filmen blev vist i USA forelå der imidlertid videnskabelig dokumentation om det problematiske ved denne type tiltag, og siden er dokumentationen vokset. Bilagsdelen inkluderer en metaanalyse, der er baseret på ni undersøgelser, som alle har et meget solidt design (Afskrækkelsesprogrammer s. 525). Metaanalysen konkluderer, at afskrækkelsesprogrammerne ikke har en positiv kriminalpræventiv effekt. Tværtimod er de kontraproduktive, idet deltagelse i sådanne programmer risikerer at øge de unges risiko for efterfølgende at begå kriminalitet. James O. Finckenauer, der var den første til kritisk at undersøge mirakelhistorien fra Rahway fængslet, beskriver det som en boomerangeffekt: Frem for at blive afskrækket kan de marginaliserede unge romantisere og glorificere de erfarne fanger, og konfrontationen kan opfattes som en udfordring til at vise styrke og upåvirkelighed (Finckenauer 1982). Det, andre kan opfatte som frastødende, kan indeholde elementer, som virker tiltrækkende på unge i en anden livssituation.

I Danmark arbejdede man med fængselskonfrontation i begyndelsen af 1990’erne. Det sluttede, efter en opgørelse viste, at vældig mange af de unge recidiverede (Kiberg 1992). Også i Norge holdt man efter nogle år op med at anvende programmet.

Såfremt de unge ikke afskrækkes af mødet med fangerne, bliver de måske afskrækket af kortvarigt at blive sat ind i et fængsel. Denne tankegang ligger bag amerikanske forsøg med ’shock probation’ og ’shock parole’, hvor de unge – typisk førstegangskriminelle – kortvarigt placeres i et fængsel med henblik på at give dem et chok. Den forskning, der er gennemført omkring denne type tiltag, tyder imidlertid heller ikke på, at det er løsningen på kriminalitetsproblemet (Shock probation s. 526). Det viser sig således, at i forhold til betingede domme har sådanne tiltag i bedste fald ingen kriminalpræventiv effekt og i værste fald en kriminalitetsfremmende effekt, se også (MacKenzie et al. 2002).

Et lidt anden form for tiltag, der dog nok også er alment appellerende, er de såkaldte boot camps, der er en særlig form for strafafsoning. I boot campen udsættes de indsatte for disciplinering, hård fysisk træning eller hårdt arbejde, og dagen er tilrettelagt efter et stramt tidsskema. Boot campen har præg af en militærlejr, og både personale og indsatte bærer uniformer. Overtrædelse af reglerne i boot campen straffes øjeblikkeligt med f.eks. et antal armbøjninger. Nogle boot camps for unge har mindre fokus på hårdt arbejde og tilbyder i stedet uddannelse og behandling. De har dog samme militante præg med optagelsesprocedure, eksercits, fysisk træning og straf ved overtrædelse af reglerne. Den metaanalyse af boot camps, rapporten omfatter, er baseret på 32 undersøgelser og viser, at der ikke er nogen kriminalpræventiv effekt af denne afsoningsform, og at unge, som har afsonet i boot camps, der ikke tilbyder behandling, har større recidivrisiko end unge, som har afsonet i boot camps, som tilbyder behandling (Boot camps s. 527).

Sammenfattende kan der kort siges, at der i dag er overordentlig god dokumentation for, at skræmmekampagner o. lign. ikke mindsker kriminalitet, men derimod risikerer at fremme den. Endvidere viser forskningen, at tiltag, der alene skal virke præventivt i kraft af afskrækkelse eller disciplinering, ikke mindsker kriminaliteten.

13.11.4. Restorative justice og samfundstjeneste

Betegnelsen restorative justice (RJ) bruges om alternative konfliktløsningsmodeller. Det omfatter både alternative metoder til konfliktløsning, f.eks. mægling i stedet for en traditionel domstolsbehandling, og alternative sanktioner, såsom at gerningsmanden undskylder over for offeret og råder bod på de skader, vedkommendes kriminalitet har forårsaget. Tankegangen bag RJ er, at konflikten bedst løses af de parter, som er direkte involveret i konflikten, dvs. offer og gerningsmand. Ved RJ er fokus lagt på genoprettelse og udbedring af skaden frem for straf og hævn. En dansk betegnelse kunne være ”genoprettende retfærdighed”. Samfundstjeneste kan også betragtes som et RJ tiltag i den forstand, at et lovbrud ikke blot er en krænkelse af det enkelte offer, men også af samfundet i øvrigt. Samfundstjeneste kan ses som en symbolsk udbedring af de skader, gerningsmanden har forvoldt.

I dansk sammenhæng er RJ tankegangen kommet til udtryk bl.a. i forbindelse med forsøg med konfliktråd i straffesager, ved konfliktmægling ved seksuelle overgreb samt ved indførelse af samfundstjeneste.

Forsøgsordningen med konfliktråd, der i 1998 blev igangsat i de daværende politikredse i Glostrup, Roskilde og Ringsted, er blevet forlænget flere gange og senest udvidet til at omfatte Københavns Vestegns og Midt- og Vestsjællands politikredse indtil udgangen af 2010. Konfliktråd er et møde mellem offer og gerningsmand, hvor en tredjepart, en mægler, er med til at styre processen. Konfliktråd er et supplement til den almindelige sagsbehandling ved retten, men der kan dog ved strafudmålingen tages hensyn til, at den tiltalte har deltaget i konfliktråd. I de fleste andre lande fungerer mægling og deltagelse i konfliktråd derimod som alternativ til den traditionelle rettergang, og de aftaler, der indgås mellem offer og gerningsmand, træder i stedet for en strafferetlig sanktion.

I 2007 blev der nedsat en udvalg under Justitsministeriet, som har til formål ”at foretage en gennemgang af den eksisterende ordning med konfliktråd med henblik på at foreslå en ændret organisering som grundlag for en permanent og landsdækkende ordning”^[123]. Der er ikke foretaget en effektevaluering af det danske forsøg, men en undersøgelse fra 2003 viser, at hovedparten af dem, som har deltaget i konfliktråd – både ofre og gerningsmænd – mener, at de har haft et stort udbytte af dette. Af samme undersøgelse fremgår, at konfliktråd ofte har været anvendt over for unge lovovertrædere, idet ca. en tredjedel af de gerningsmænd, som har deltaget i konfliktråd, var 19 år eller derunder (Konfliktråd Danmark s. 529).

Finland er det nordiske land, der først fik konfliktråd, idet et forsøg hermed startede i visse dele af landet i 1983. I 2006 blev den finske konfliktrådsordning gjort permanent, og muligheden for at anvende konfliktråd blev udbredt til hele landet. En opgørelse fra 1997 viser, at cirka halvdelen af konfliktrådssagerne angår gerningsmænd under 18 år, og at gerningsmanden er under 15 år i 14 pct. af sagerne (Lappi-Seppälä 2001).

Heller ikke i Norge, hvor konfliktråd har været anvendt siden midt 1980’erne, bruges det alene til unge lovovertrædere, men myndighederne har dog opfordret til især at anvende konfliktråd over for denne aldersgruppe, og i konfliktrådene er erfaringen, at de er særligt værdifulde i voldssager, hvor unge er involveret (Konfliktrådsmægling Norge s. 530).

I Sverige startede et forsøg med konfliktråd samtidigt som i Danmark, men ordningen blev i Sverige gjort permanent i 2002. Mægling kan i Sverige anvendes over for alle aldersgrupper, men der lægges særlig vægt på mægling for de 15-17-årige. En evaluering af det svenske konfliktrådsforsøg viser, at der fra medio oktober 1998 og et år frem blev gennemført godt 400 mæglinger. En tredjedel af gerningsmændene var under 15 år, og i godt halvdelen af sagerne var gerningsmanden 15-17 år. Fra den første januar 2008 blev det obligatorisk for kommunerne i Sverige at tilbyde mægling til alle unge lovovertrædere under 21 år (Mægling, Sverige s. 532).

Muligheden for at idømme lovovertrædere samfundstjeneste har eksisteret i Danmark siden 1982, hvor der blev oprettet en forsøgsordning i et begrænset geografisk område. Efter i 1985 at have udvidet ordningen til at omfatte hele landet blev sanktionen i 1992 lovfæstet. En effektundersøgelse viser, at unge (15-24-årige) færdselslovsovertrædere, som har fået samfundstjeneste, har signifikant lavere recidiv end unge færdselslovsovertrædere, som har fået en fængselsstraf. For unge, som har begået vold, er der derimod ikke forskel i recidivet mellem dem, der har fået samfundstjeneste, og dem, der har afsonet en fængselsstraf. Undersøgelsen kan ikke sige noget om den kriminalpræventive effekt af at anvende samfundstjeneste over for de øvrige straffelovsovertrædere (Samfundstjenesteordningen i Danmark s. 533).

Sverige indførte samfundstjeneste på forsøgsbasis i 1990 og som permanent sanktion i 1999. I 2007 blev der endvidere indført en særlig form for samfundstjeneste, ungdomstjänst, for unge under 21 år. Ungdomstjänst består i ulønnet arbejde i 20-150 timer samt andre aktiviteter. Ungdomstjänst kan anvendes som alternativ til bøde, til en kort frihedsstraf eller til ’ungdomsvård’ (tiltag inden for det sociale system), hvis det skønnes, at den unge ikke har særlige behandlingsbehov. Ungdomstjänst kan også anvendes i kombination med ungdomsvård. Det er de sociale myndigheder, som administrerer sanktionen, og der lægges vægt på, at ungdomstjänsten udformes på en sådan måde, at de unge oplever, at samfundet tager afstand fra den kriminelle handling. De aktiviteter, sanktioner omfatter ved siden af det ulønnede arbejde, fastlægges af kommunen. Der er endnu ikke foretaget nogen evaluering af ungdomstjänstsanktionen, men den svenske kriminalstatistik fra 2007 viser, at den nye straf er blevet anvendt i stort omfang, idet 39 pct. af de unge i alderen 15-17 år, som blev domfældt i 2007, fik ungdomstjänst (Justitiedepartementet 2006).

I lande uden for Norden anvendes forskellige former for RJ foranstaltninger over for unge lovovertrædere. Det gælder især lande som Storbritannien, Australien, New Zealand og Canada (Sherman & Strang 2007). Der er tale om tiltag som Victim Offender Mediation (VOM), ”conference” og ”circles”. VOM svarer til de danske konfliktråd, med undtagelse af, at den fungerer som alternativ til almindelig domstolsbehandling og sanktion. ”Conference” og ”circles” er en slags udvidet mægling, hvor offer og gerningsmand har mulighed for at medbringe deres pårørende eller andre, som er blevet berørt af konflikten.

En litteraturgennemgang af effektevalueringer af RJ tiltag viser, at sådanne tiltag særligt er lovende i forhold til unge lovovertrædere (Clausen 2006). Der er endvidere flere metaanalyser, der peger på, at RJ foranstaltninger har en kriminalpræventiv effekt og mindsker gerningsmanden risiko for recidiv. Rapporten inkluderer tre metaanalyser, der alle viser, at unge, som har deltaget i konfliktråd eller tilsvarende tiltag, har et lavere recidiv end unge, hvis sag er blevet behandlet ved en domstol (Restorative justice tiltag over for unge 2005 s. 534, Victim Offender Mediation 2004 s. 535, Victim Offender Mediation til unge 2006 s. 536).

I Holland anvendes en særlig form for restorative justice foranstaltning over for unge lovovertrædere. Programmet, der hedder HALT, består af en blanding af deltagelse i ”conference”, udførelse af samfundstjeneste og betaling af erstatning. Tiltaget, som har eksisteret siden først i 1980’erne, er et alternativ til en almindelig retssag, og hvis de unge lovovertrædere vælger at komme under HALT-programmet, vil sigtelsen mod dem blive frafaldet. HALT-organisationen mener, at der er mange fordele ved programmet: Programmet er et lærerigt og ansvarliggørende alternativ til en traditionel straf, det er en hurtigt reaktion, de unge undgår en plettet straffeattest, og der gives kompensation til offeret. En effektundersøgelse fra 2006 viser imidlertid, at der mod forventning overordnet set ikke var nogen kriminalpræventiv effekt af programmet (Halt s. 537).

I England iværksatte man i 2008 et pilotprogram i otte politikredse med en ny type tiltag, ’Youth Restorative Disposal’. Tiltaget kan kun anvendes over for førstegangskriminelle i alderen 10-17 år og kun i sager ved mindre alvorlig kriminalitet. Tiltaget består i, at man forsøger at løse konflikten mellem de to parter på gerningsstedet, og det indebærer bl.a. en konfrontation mellem offer og gerningsmand, i fald disse indvilger i at deltage. Det er den tilkaldte politibetjent, som vurdere om sagen kan falde ind under forsøgsordningen, eller om der skal rejses egentlig tiltale for lovovertrædelsen. Formålet med tiltaget er at stille gerningsmanden til regnskab for sine handlinger og at rette op på den skade, der er sket. Deltagelse i Youth Restorative Disposal medfører, at forholdet ikke registreres på straffeattesten, idet lovovertrædelsen kun registreres lokalt og ikke i det nationale kriminalregister. Tiltaget er endnu ikke evalueret.

Samlet set er der tale om ganske positive resultater af såvel konfliktråd/mægling og samfundstjeneste. Vurderet ud fra en cost-benefitsynsvinkel må resultaterne blive endnu mere positive, da der typisk er tale om metoder og tiltag, der er billigere end den traditionelle rettergang og de traditionelle sanktioner.

De her nævnte resultater af mægling står umiddelbart i modsætning til et af dem, der er omtalt ovenfor i forbindelse med kognitive programmer. Her blev det nævnt, at en metaanalyse påpeger, at programmer med moduler med ’victim impact’ har tendens til at give mere negative resultater end andre programmer. De i øvrigt positive resultater af mægling kunne tyder på, at der med ’victim impact’ skal forstås noget andet end mægling.

13.11.5. Særlige ungdomssanktioner

Under denne overskrift omtalers tre typer af sanktioner: Ungdomskontrakt, ungdomsstraf og ungdomssanktion. Fælles for sanktionerne er, at de er målrettet 15-17-årige lovovertrædere.

Ungdomskontrakt har eksisteret i Danmark siden 1998 og inden da i en periode som forsøg (Ungdomskontrakt s. 539). Ungdomskontrakt gives som et vilkår til et tiltalefrafald, og tiltaget anvendes i stedet for et andet vilkår, f.eks. vilkår om hjælpeforanstaltninger efter lov om social service. Målgruppen for sanktionen er unge lovovertrædere, som endnu ikke er kommet ind i et fast kriminalitetsmønster. Ungdomskontrakten, som indgås mellem den unge lovovertræder, dennes forældre eller værge, politiet og de sociale myndigheder, indeholder altid et vilkår om, at den unge ikke må begå kriminalitet i en prøveperiode, men vil også indeholde andre vilkår, f.eks. at den unge skal passe sin skole eller deltage i bestemte fritidsaktiviteter. Indførelsen af ungdomskontrakten havde et kriminalpræventivt sigte, idet man forventede, at den kontraktuelle form ville forpligte den unge til at holde sig ude af kriminalitet. En effektundersøgelse fra 2003 viser dog, at der overordnet set ikke er nogen kriminalpræventiv effekt af tiltaget. Andelen der begår ny kriminalitet er således den samme for unge med ungdomskontrakt som for unge med øvrige vilkår. Undersøgelsen tyder samtidig på mindre recidiv for et enkelt af de anvendte succeskriterier. Da der i analysen alene kontrolleres for enkelte baggrundsvariabler, er resultatet lidt usikkert. I Norge gennemførte man i 2001-2003 forsøg med ungdomskontrakt jævnfør den danske model. Der er ikke gennemført nogen effektevaluering af det norske forsøg.

I Finland blev der i 1997 iværksat et forsøg med en særlig ungdomsstraf, og i 2005 blev ungdomsstraffen gjort permanent (Ungdomsstraff, Finland s. 541). Ungdomsstraffen består i en selvstændig sanktion, som kan anvendes, når en bødestraf ikke anses for en tilstrækkelig sanktion, men hvor en ubetinget dom heller ikke synes at være en passende sanktion. Målgruppen for ungdomsstraf er 15-17-årige, som har begået mange lovovertrædelser, og som vurderes at have en stor recidivrisiko. Ungdomsstraf blev indført med det formål at udskyde det tidspunkt, hvor en ung lovovertræder idømmes en ubetinget dom, hvorfor ungdomsstraf betragtes som alternativ til ubetinget dom. Selve straffen består af en kombination af tilsyn, programvirksomhed, støtte og vejledning samt 10-60 timers gratis arbejde, som skal fungere som en slags introduktion til arbejdsmarkedet. Sanktionen har en varighed på 4-12 måneder. En recidivundersøgelse viser, at mindst 57 pct. af de unge, som blev idømt en ungdomsstraf, begik ny kriminalitet inden for et år. Der er ikke foretaget nogen effektevaluering af tiltaget.

Ungdomssanktionen blev indført som sanktionstype i Danmark i 2001 (Ungdomssanktionen i Danmark s. 542). Sanktionens målgruppe er 15-17-årige unge, som har begået alvorlige forbrydelser, eller som menes at være på vej ind på en kriminel løbebane. Målgruppen er desuden kendetegnet ved at have et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov. For at blive idømt sanktionen skal den unge stå til en udmålt straf mellem 30 dage og 1½ års ubetinget fængsel. Selve sanktionen består i struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af to års varighed. Det toårige behandlingsforløb er inddelt i tre faser af forskellig varighed og i forskelligt regi: Fase 1 består af et ophold i en sikret institution i typisk to måneder; fase 2 består af et ophold i en åben institution, f.eks. døgninstitution eller egnet opholdssted, i som regel op til 12 måneder, og fase 3 foregår i ambulant regi med tilsyn af de kommunale myndigheder i den resterende tid af den toårige periode. Siden ungdomssanktionen blev indført, er der foretaget flere evalueringer heraf. Disse undersøgelser peger på, at der har været en række problemer med implementeringen af sanktionen. Dels peger undersøgelserne på, at opgaven for kommunerne har været væsentligt større end forventet, og at de kommunale sagsbehandlere har været usikre på, hvordan de har skullet varetage deres opgave i forhold til de unge. Undersøgelserne peger endvidere på, at samarbejdet mellem kommunen og institutionerne omkring de unge har været mangelfuldt, at der ikke er blevet udarbejdet bæredygtige handleplaner for de unge, at der har manglet kontinuitet mellem forløbets forskellige faser, og at de unge ikke har modtaget tilstrækkelig socialpædagogisk behandling under sanktionsforløbet. Endelig viser undersøgelserne, at nogle af de unge og deres forældre er været negativt indstillet over for sanktionen, idet denne opfattes som væsentlig strengere end den ubetingede straf, der ville være alternativet.

Som opfølgning på disse undersøgelser nedsatte socialministeren i 2005 en ekspertgruppe, som navnlig skulle se på, hvordan der kunne skabes bedre sammenhæng mellem ungdomssanktionens tre faser, hvordan man kunne styrke den socialpædagogiske behandling, og hvordan samarbejdet mellem kommuner, institutioner, unge og forældre kunne forbedres. I november 2005 afgav ekspertgruppen en rapport, hvor de kom med en række anbefalinger om bl.a. en grundigere udredning af de unge og større sammenhæng mellem de tre faser. Endvidere anbefales, at den socialpædagogiske indsats bør bygge på forskningsbaserede behandlingsmetoder, og at indsatsen bør dokumenteres. I forlængelse heraf vedtog folketinget i 2007 en ændring af loven om social service, der indebærer, at der nu knyttes en koordinator til den unge med henblik på at sikre sammenhæng mellem de tre faser, og at der skal udarbejdes målrettede handleplaner. Endvidere skal der etableres et dokumentationssystem med henblik på at måle effekten af indsatsen. Der er desuden udgivet en Håndbog om ungdomssanktionen, som henvender sig til de koordinatorer og sagsbehandlere i kommunerne, som arbejder med ungdomssanktionen, og der er oprettet en særlig hjemmeside, www.ungdomssanktion.dk, hvor praktikere, der arbejder med ungdomssanktionen, kan hente råd og vejledning.

En recidivundersøgelse, der omfatter de første knap 150 ungdomssanktioner, viser, at 78 pct. af de unge, som er idømt ungdomssanktion, recidiverer inden for to år, mens recidivet er 83 pct. for de unge, som inden ungdomssanktionen indførelse fik en ubetinget dom. Recidivundersøgelsen kan ikke sige noget om sanktionens effekt, eftersom der i undersøgelsen ikke kontrolleres for eventuelle forskelle mellem de to grupper. I 2009 gennemførte Justitsministeriets Forskningskontor en effektevaluering af ungdomssanktionen. Undersøgelsen tyder på en inkapaciterende effekt af ungdomssanktionens fase 2 og 3. Det er derimod mere tvivlsomt, om der er en kriminalpræventiv effekt af ungdomssanktionen efter denne er afsluttet sammenlignet med ubetingede domme. Kun én af de tre målinger, som er foretaget, viser, at ungdomssanktionen medfører mindre kriminalitet end en ubetinget dom. Samtidig kan der gøre sig en ukontrollerbar selektion gældende, hvilket gør resultaterne usikre.

13.11.6. Særlige afsonings- og anbringelsesformer

Under beskrivelsen af risikofaktorer er det nævnt, at placering af unge kriminelle på institution sammen med andre kriminelle unge må betragtes som en risikofaktor, idet der er fare for, at de unge institutionsanbragte vil påvirke hinanden i negativ retning og fastholde eller forstærke en antisocial adfærd. Det er derfor væsentligt at søge at finde andre anbringelsesformer eller alternative afsoningsmåder for de unge, der idømmes ubetingede straffe, eller som af anden grund placeres på en institution.

I dette afsnit gennemgås erfaringer med at anvende elektronisk fodlænke, weekendfængsel og andre særlige afsoningsformer.

Overvågning med elektronisk fodlænke anvendes på flere måde, som alternativ til afsoning af hele fængselsstraffen, til den sidste del af fængselsstraffen, som selvstændig sanktion med overvågning en del af døgnet og som led i tilsyn i forbindelse med en betinget dom mv.

Ordninger med elektronisk fodlænke er baseret på forskellige teknikker. Én type fungerer ved, at den dømte har en fodlænke med en sender, og i hjemmet, hvor den dømte skal afsone, installeres en boks, der tilsluttes en overvågningscentral, som kan registrere, om den dømte opholder sig i hjemmet på de aftalte tidspunkter. På den dømtes arbejdsplads eller uddannelsesinstitution udpeges en kontaktperson, som er forpligtet til at kontakte kriminalforsorgen, hvis den dømte udebliver fra arbejde eller undervisning. Kriminalforsorgen aflægger desuden uanmeldte kontrolbesøg i hjemmet og kan forlange alkoholtest og urinprøve af den dømte. Ved en anden type elektronisk fodlænke anvendes GPS teknologien til at overvåge den dømtes færden. Den dømtes bevægelser kan således følges 24 timer i døgnet, uden at nogen er involveret i at meddele myndighederne om personens færden.

Begge ordninger bruges i forbindelse med afsoning i hjemmet.

Der er imidlertid også eksempler på hjemmeafsoning uden brug af elektronik. Det drejer sig om en type udgangsforbud, hvor den pågældende er dømt til f.eks. at opholde sig i hjemmet om natten, men hvor der ikke anvendes nogen elektronik til kontrol af dette. Kontrollen består alene i uanmeldte besøg eller telefonisk kontrol.

Danmark, Sverige og Storbritannien anvender fodlænkeordninger af den førstnævnte type. Den anden type, GPS overvågning, er primært blevet anvendt i USA^[124], men der har også været en forsøgsordning med dette i Storbritannien. Af de undersøgelser, som gennemgås i bilagsdelen, er der kun to, som specifikt angår unge lovovertrædere under 18 år.

I Storbritannien har elektronisk fodlænke været anvendt som en sanktionstype til voksne lovovertrædere siden 1995. Ordningen blev i 1998 udvidet til også at omfatte unge lovovertrædere i alderen 10-15 år, og der blev i den forbindelse igangsat et pilotprojekt (Elektronisk fodlænke til unge, UK s. 545). Sanktionen, består i et udgangsforbud, der maksimalt må vare 12 timer i døgnet og i højst tre måneder. Der er ikke foretaget en effektevaluering af ordningen for de 10-15-årige.

I Sverige har elektronisk fodlænke været anvendt som alternativ afsoningsform siden 1994, hvor der blev iværksat en forsøgsordning med dette. I 1999 blev ordningen permanent. Det drejer sig om en administrativ ordning, hvor personer, der er idømt en ubetinget dom på indtil seks måneder, kan ansøge om at få lov til at afsone dommen i hjemmet. En effektundersøgelse af ordningen viser, at der for samtlige lovovertrædere ikke er signifikante forskelle i recidivet mellem dem, som har afsonet i hjemmet, og dem, der har afsonet i fængslet. For dem, der er dømt for spirituskørsel, synes der imidlertid at være effekt af afsoningsformen, idet hjemmeafsonere har signifikant lavere recidiv til spirituskørsel end dem, der har været i fængsel (Elektronisk fodlænke som alternativ, Sverige s. 547).

I Sverige anvendes elektronisk fodlænke også som udslusningsordning fra fængsel, idet der i 2001 blev iværksat en forsøgsordning, hvor indsatte med en dom på mindst to års fængsel (senere 1½ års fængsel) kan ansøge om at få lov til at afsone sidste del af straffen i hjemmet. En effektevaluering af denne ordning viser et signifikant lavere recidiv for denne gruppe sammenlignet med dem, som har afsonet hele deres dom i fængslet. Generelt vurderes det i Sverige, at ordningerne med elektronisk fodlænke er en succes, fordi afsoningen er mindre indgribende end fængselsstraffen og ikke har fængselsstraffens negative konsekvenser, og fordi elektronisk fodlænke er væsentlig billigere end fængselsstraffen og desuden har en recidivhæmmende effekt for visse dømte (Elektronisk fodlænke som udslusning, Sverige s. 549).

Den danske fodlænkeordning blev indført i 2005, hvor det blev gjort muligt for færdselslovsovertrædere at ansøge Direktoratet for Kriminalforsorgen om tilladelse til at udstå deres straf i hjemmet. Som i Sverige er elektronisk fodlænke således ikke en selvstændig sanktion, men en administrativ ordning. I foråret 2006 blev ordningen udvidet til også at omfatte unge under 25 år, som er blevet idømt en ubetinget dom på indtil tre måneder, og i foråret 2008 blev ordningen udvidet til at omfatte alle, som har dom på indtil tre måneder, uanset alder og lovovertrædelsens art. Der er endnu ikke foretaget nogen effektevaluering af den danske ordning.

I september 2004 blev der iværksat et pilotprojekt med GPS overvågning i England/Wales. Pilotprojektet havde til formål at skabe erfaringer med at anvende GPS teknologien og at indføre opholdsforbud, exclusion order, som en ny selvstændig sanktionstype. Målgruppen for tiltaget er lovovertrædere, som har høj kriminalitetsfrekvens, og/eller lovovertrædere, der er dømt for sexkriminalitet, partnervold eller anden vold. En evaluering af tiltaget viser, at ordningen i langt de fleste tilfælde er blevet anvendt som vilkår i forbindelse med en prøveløsladelse og kun i få sager som en selvstændig sanktion. Evalueringen viser endvidere, at mere end halvdelen af de dømte blev tilbageført eller indsat i fængsel på grund af vilkårsovertrædelse under overvågningen, og det vurderes, at godt hver fjerde har begået ny kriminalitet under overvågningen. Der er ikke foretaget en effektevaluering af tiltaget (GPS-overvågning, UK s. 551).

Som eksempel på den tredje type hjemmeafsoning kan nævnes den amerikanske ordning ’Operation Nightwatch’. Unge under 18 år kan således idømmes en betinget dom med vilkår om et natligt udgangsforbud. Et særligt Nigthwatch-team aflægger uanmeldt besøg hos de unge for at kontrollere, om de overholder dette udgangsforbud (Operation Nightwatch (curfew enforcement) s. 551). Tiltaget kan minde om de tidligere omtalte udgangsforbud (curfew), men adskiller sig dog herfra ved at være individuelle tiltag, der knyttes til en strafferetlig sanktion, og ved, at det kontrolleres, om de dømte overholder udgangsforbuddet. Udgangsforbuddet kan på den måde betragtes som en form for hjemmeafsoning.

En anden type af alternativ afsoning er weekendfængsel eller deltidsfængsel. Spørgsmålet om weekendfængsel blev i Danmark diskuteret allerede i midten af 1970’erne i forbindelse med den såkaldte alternativbetænkning (Betænkning nr. 806 1977). I 1975 blev der således af Justitsministeriet nedsat en arbejdsgruppe, som havde til opgave at pege på foranstaltninger, som var egnede til at begrænse anvendelsen af frihedsstraf. I 1977 afgav arbejdsgruppen betænkningen Alternativer til frihedsstraf – et debatoplæg. Arbejdsgruppens forslag til begrænsning af anvendelse af frihedsberøvelse falder i tre kategorier: Udvidet anvendelse af eksisterende ikke-frihedsberøvende sanktioner, ændringer, som indebærer en reduktion af frihedsstraffens længde, samt nye strafferetlige reaktioner. Blandt de nye strafferetlige sanktioner, som arbejdsgruppen overvejede, var weekendfængsel, natfængsel og samfundstjeneste. I den forbindelse gennemgik arbejdsgruppen eksisterende ordninger med weekendfængsel og natfængsel i Belgien, fritidsfængsel i Frankrig og fritidsfængsel i New Zealand.

Om muligheden for at indføre weekendfængsler skriver arbejdsgruppen, at en væsentlig fordel ved denne afsoningsform er, at den dømte kan forsætte med sin hidtidige beskæftigelse, og at afsoningen kun i begrænset omfang vil påvirke den dømtes forbindelse med familien. Samtidig gør arbejdsgruppen dog opmærksom på, at sanktionstypen indebærer betydelige praktiske problemer. Arbejdsgruppen skriver i den forbindelse ”Det må blandt andet tages i betragtning, at anvendelse af weekendfængsel vil kunne føre til en meget ujævn og uhensigtsmæssig udnyttelse af afsoningsinstitutionernes kapacitet. De institutionspladser, som optages af de dømte i weekenden, vil næppe uden videre kunne udnyttes i ugens øvrige dage. Groft sagt vil en frihedsstraf på f.eks. 20 dage således kunne lægge beslag på en fuld institutionsplads i 10 uger, i stedet for i blot 20 dage. Fuldbyrdelsen af weekendfængsel vil endvidere kunne give anledning til personalemæssige problemer. Det siger sig selv, at en afsoningsform, der nødvendiggør en særlig bemanding af institutionerne i weekenden, vil kollidere med fængselspersonalets almindelige ønsker om weekendfri” (ibid., s 120). Arbejdsgruppen drøftede ikke spørgsmålet om weekendfængsel specifikt i forhold til unge lovovertrædere.

Arbejdsgruppen synes at være noget mere positive over for mulighederne for natfængsel, forstået som en særlig form for afsoning af frihedsstraf, hvor den dømte under strafafsoningen kan forlade institutionen i den tid, vedkommende er i arbejde, under uddannelse eller har lignende beskæftigelse uden for fængslet. Desuden peges på samfundstjeneste. Arbejdsgruppen skriver i sin konklusion, at ”det [er] arbejdsgruppens opfattelse, at der blandt de nye sanktioner, som kan tænkes gennemført som alternativer til frihedsstraf, navnlig er grund til at overveje spørgsmålet om indførelsen af samfundstjeneste og natfængsel” (ibid., s. 154). Konkret foreslår arbejdsgruppen at iværksætte en forsøgsordning med samfundstjeneste i enkelte retskredse for at få mulighed for at bedømme sanktionens anvendelighed på et reelt erfaringsgrundlag. Forslaget om natfængsel er aldrig afprøvet, men kan siges reelt at eksistere i form af frigang til uddannelse og arbejde uden for fængslet.

En litteraturgennemgang i forbindelse med en evaluering af en engelsk forsøgsordning med deltidsafsoning viser, at flere lande, herunder Australien, New Zealand og Canada, har erfaringer med, at indsatte afsoner deres fængselsstraf på deltid. I de fleste tilfælde, men ikke alle, betyder det weekendafsoning. Der anvendes forskellige begreber for dette. I New Zealand og Australien betegnes det ”periodic custody”, i Canada ”intermittent sentencing” og i Storbritannien ”intermittent custody”.

Alle disse ordninger indeholder et maksimum for, hvor mange dage der kan afsones på deltid, med 90 dage som det mest almindelige maksimum. Deltidsafsoning har været anvendt til lovovertrædere med ringe recidivrisiko, og sanktionsformen anses generelt som uegnet til lovovertrædere, som har begået alvorlig vold og seksualkriminalitet. Deltidsafsoning anvendes sædvanligvis til lovovertrædere, som har begået indbrud, tyveri, vold, narkotikakriminalitet og spirituskørsel. De omtalte undersøgelser er udgivet i perioden 1998-2003.

Litteraturstudiet viser endvidere, at ordninger med deltidsafsoning har været længe undervejs, og at sådanne ordninger efter noget tid har mistet deres popularitet. Generelt viser litteraturen, at der har været forskellige problemer i forbindelse med ordningerne. Disse angår, 1) at sanktionen mister legitimitet, hvis en stor andel af de dømte ikke overholder vilkårene for deltidsafsoningen, 2) at sikkerheden i fængslerne bliver bragt i fare ved at have deltidsafsonere, f.eks. problemer med indsmugling af narkotika, 3) at sanktionen anvendes over for en anden gruppe end tiltænkt, hvorved lovovertrædere, som ellers ville have fået en ikke-frihedsberøvende straf, nu idømmes deltidsafsoning, 4) at sanktionen skaber social ulighed, idet kun lovovertrædere med arbejde og familie anses som egnede til at modtage sanktionen, og 5) at sanktionstypen ikke er rentabel, fordi deltidsafsoninger typisk foregår i weekenden, og cellerne derfor står tomme på hverdagene. Af samme grund er det ofte endt med, at deltidsfængselspladserne på grund af kapacitetsproblemer er blevet anvendt til almindelige afsonere, hvilket skaber administrative problemer, når deltidsafsoneren skal afsone. Det har betydet, at befolkningen og domstolene har mistet tilliden til deltidsafsoning som sanktionsmulighed.

Evalueringen af det engelske pilotprojekt har til formål at belyse erfaringerne med forsøgsordningen, og om der er forekommet problemer af samme art, som i de øvrige lande, der har forsøgt sig med deltidsafsoning. Målgruppen for det engelske forsøg er ikke unge lovovertrædere, men voksne lovovertrædere, som er i arbejde og har familieforpligtelser, og hvor det vurderes, at en fængselsstraf ville få negative konsekvenser herfor. Evalueringen viser, at formålet med at indføre deltidsafsoning er blevet indfriet i den forstand, at hovedparten af dem, som har afsonet på deltid, har været i stand til at beholde deres arbejde og bolig, mens de har afsonet. Undersøgelsen viser dog også, at hovedparten af deltidsafsoningerne er foregået i weekenden. Det er således kun 12 pct. af deltidsafsoningerne, som er foregået på hverdage. Problemet med den lave udnyttelsesgrad af fængselskapaciteten på hverdage førte til, at projektet blev nedlagt ca. tre år efter opstart (Deltidsafsoning, UK (intermittent custody) s. 553).

Sidst skal nævnes de afsoningsmuligheder der findes for unge i Kriminalforsorgens regi. Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 78 kan dømte med henvisning til deres alder anbringes i familiepleje, i egnet hjem eller institution. En evaluering fra 1999 af denne praksis (jf. den tidligere § 49, stk. 2, i straffeloven) viser dog, at en stor del af disse unge blev placeret på kriminalforsorgens pensioner (Hansen & Løvgren 1999). En senere undersøgelse peger på, at unge med længerevarende afsoningsforløb kan være fejlplacerede på Kriminalforsorgens pensioner, idet de unge er så belastede, at de har behov for en mere intensiv og længerevarende indsats (Hagemann & Olsen 2001).

Kriminalforsorgen iværksatte i 2006 et særligt ungeprojekt, som består i et samarbejde mellem de tre pensioner i hovedstadsregionen, Brøndbyhus, Engelsborg og Lysholmgård. Projektet, som forsætter til udgangen af 2009, består i et afsoningstilbud for unge 15-17-årige, som ikke er i beskæftigelse. Indholdet i projektet består af praktisk arbejdstræning, undervisning i samfundsforhold, madlavning, rengøring, personlig hygiejne mv. samt idrætsaktiviteter. Under opholdet hjælpes de unge med at udfærdige en handleplan for tiden efter løsladelsen. Formålet med projektet er at sluse de unge ud i passende arbejde eller uddannelse. Projektet er endnu ikke evalueret (Kriminalforsorgens Ungeprojekt s. 555).

I 2005 blev der foretaget en effektevaluering af Kriminalforsorgens pension Skejby. Pension Skejby adskiller sig fra Kriminalforsorgens øvrige pensioner ved, at strafafsonerne bor sammen med sammen med ikke-straffede. Formålet med at blande beboerne er at undgå den negative påvirkning, der kan opstå mellem afsonerne, og at sikre en positiv normoverførsel fra de ikke-straffede. Effektevalueringen viser, at recidivet for dømte, som har afsonet på Pension Skejby, er 21 pct. lavere end recidivet for dømte, som har afsonet på øvrige pensioner. Evalueringen viser desuden, at dømte, som har afsonet på Pension Skejby i højere grad påbegynder eller fastholdes i et uddannelsesforløb end dømte, som har afsonet på øvrige pensioner. Evalueringen omfatter alle pensionens beboere og ikke kun de unge. 12 pct. af de dømte på pensionen er under 20 år (Pension Skejby s. 556).

Endelig skal også nævnes et treårigt forsøgsprojekt, Ringe-projektet, som Kriminalforsorgen igangsatte i 2000, og som siden er gjort til en permanent ordning. Ringe-projektet består i et samarbejde mellem ungeafdelingen på Ringe Statsfængsel og døgninstitutionen Bobjerg. Målgruppen i samarbejdet er unge i alderen 15-18 år, som afsoner en ubetinget dom på ungeafdelingen, eller som afsoner efter straffuldbyrdelseslovens § 78 på døgninstitutionen. Formålet med samarbejdet er at kunne flytte de unge frem og tilbage mellem fængslet og den mindre restriktive institution, i det omfang deres adfærd gør dette nødvendigt eller ønskeligt. En evaluering af projektet viser, at samarbejdet mellem fængslet og døgninstitutionen efter en vanskelig start er kommet til at fungere godt og smidigt. Der er ikke muligt på baggrund af evalueringen at vurdere effekten af den socialpædagogiske indsats på institutionen eller af samarbejdet (Ringe-projektet s.557).

På baggrund af ovenstående kan konkluderes, at undersøgelserne vedrørende afsoning med elektronisk fodlænke overvejende synes at vise positive resultater, hvad angår den kriminalpræventive effekt af tiltaget. De nævnte undersøgelser, hvor der foreligger en effektevaluering, omhandler dog primært voksne lovovertrædere, hvorfor det er usikkert om resultaterne kan generaliseres til unge lovovertrædere. Weekendfængsel (eller deltidsfængsel) synes ikke at være en gangbar løsning. Igen har man primært erfaring med at anvende denne form for afsoning over for voksne lovovertrædere. Evalueringerne viser, at denne afsoningsform administrativ er vanskelig, at sikkerheden i fængslerne bliver bragt i fare ved at have deltidsafsonere, og at afsoningsformen ikke er rentabel, eftersom cellerne står tomme på hverdage. Hvad angår øvrige tiltag, kan det særligt fremhæves, at Pension Skejby, hvor dømte afsoner deres dom sammen med ikke-kriminelle, har en dokumenteret kriminalpræventiv effekt.

14. Afsluttende opsamling vedrørende evalueringer og projekter

Der er tidligere omtalt behandlingsprincipper, der redegør for, hvordan en behandling skal gennemføres for at give det bedst mulige resultat. På baggrund af de kriminalpræventive projekter og effektevalueringer, der er omtalt i denne rapport, kan der opstilles nogle forebyggelsesstrategier, der til en vis grad overlapper med behandlingsprincipperne, men også inkluderer andre grundsætninger og arbejdsmetoder om god kriminalpræventiv virksomhed:

Samarbejde på tværs af myndigheder

Hurtig indsats

Tidlig indsats

Fokus på personernes ressourcer frem for på deres problemer

Inddragelse af familie og nærmiljø

Sikre den unges kontakt med prosociale miljøer/kammeratskabsgrupper

Undgå overdrivelser og skræmmekampagner

Varieret og individuelt baseret tilgang

Vedholdenhed/fastholden/kontinuitet

Medtænk stemplingsrisiko

Det er, som også nævnt i det tidligere, helt unødvendigt at argumentere for vigtigheden af de to førstnævnte punkter: Samarbejde og hurtig indsats. Fortsat er det imidlertid nødvendigt at påpege behovet herfor, for der er stadig problemer med samarbejdet mellem myndighederne, og indsatsen kommer ofte (for) sent. Indtil et tværgående samarbejde bliver indarbejdet som en helt naturlig del af det forebyggende og sociale arbejde, og indtil sagsbehandlingstiderne er mindsket, kan det muligvis være behov for i videre omfang at benytte sig af de modeller, som ’Ungenetværket’ og ’Den korte vej’ fra Næstved repræsenterer. Her er faggrænserne nedbrudt, og det er sikret, at de involverede myndigheder hurtigt kan få kontakt med hinanden, og at de hurtigt kan handle.

Som et smukt eksempel på forebyggende samarbejde mellem myndigheder kan nævnes PSP-samarbejdet (Psykiatrien, Socialforvaltningen og Politiet), som netop er kommet i stand ved, at myndighederne selv har kunnet se behovet for og nødvendigheden af, at politiet informerer de andre myndigheder om psykisk syge og socialt udsatte borgere, som ellers let risikerer at blive overladt til sig selv, eller først bliver synlige, når de har begået alvorlig kriminalitet.

Erfaringer med familieorienterede forebyggelsesprogrammer vidner om betydningen af en tidlig indsats. Effektevalueringerne peger entydigt på succes på dette område. Selv om indsatsen vedrører barnets allerførste leveår, kan en klar kriminalpræventiv effekt alligevel måles mange år senere. Dertil kommer, at der er en væsentlig effektspredning af en tidlig indsats: Den har ikke alene en kriminalpræventiv betydning, men også betydning for barnets skolegang, for dets muligheder for senere at gennemføre en uddannelse, få et arbejde og en god indkomst.

Den nye tendens i de familieorienterede præventive programmer er, at familiens egne ressourcer benyttes og forstærkes. Frem for alene at være passive modtagere af hjælp udefra skal familien nu selv bidrage til løsning af problemerne, og de mange familieprogrammer med uddannelse til både forældrene og den unge vidner om, at det med relativt enkle midler er muligt at tilføre familien viden og kompetencer, som medfører, at de bliver i stand til selv at håndtere problemerne.

Et meget specielt eksempel på en kombination af tværsektorielt samarbejde og familieinddragelse er det projekt, som Rehabiliteringscenter for Torturofre har gennemført, og som involverer repræsentanter for alle de myndigheder, der er i kontakt med flygtningefamilier og deres børn, til at diskutere problemløsninger sammen med familien. En sådan tilgang tjener i høj grad også et integrationsformål. Det er dog spørgsmålet, om ikke også stærkt marginaliserede danske familier vil kunne drage nytte af en tilsvarende model.

Også på anden vis er inddragelse af familien og netværket noget, der i stigende grad er kommet i fokus. Tidligere var tiltag i meget høj grad rettet mod det enkelte individ, som udviste problemer, men der er en voksende erkendelse af, at den unges problemer ofte er relateret til familien, til skolen og/eller til kammeraterne. Det er derfor nødvendigt også at søge at ændre de forhold i og ved omgivelserne, som har betydning for den unges kriminalitet. Multisystemisk terapi, MultifunC og de andre modeller, der involverer den unges nærmeste omgivelser, er af oplagte grunde betydeligt mere ressourcekrævende end den simple klient-behandler model. Endnu findes der ikke tydelige succesprojekter på dette område, men især resultaterne af det norsk/svenske MultifunC ventes med spænding.

En vigtig del af de unges netværk er kammeratskabsgruppen. Dette nævnes som et separat punkt for dels at pointere væsentligheden heraf og for dels at påpege de vanskeligheder, der kan være forbundet med at inddrage eller ændre den unges sociale netværk. Gennem de forskellige former for familieinterventioner og -uddannelser kan det, som påvist, være muligt at forandre opdragelses- og kommunikationsmønstre og at skabe større trivsel i familien. I ungdomsårene er det imidlertid i høj grad de jævnaldrende og deres meninger, der på godt og ondt influerer på den unges adfærd, og dette sociale netværk kan være ganske vanskeligt at påvirke. Der kan antagelig ofte blive tale om helt at skulle skifte sin omgangskreds ud for at komme ud af kriminalitet. Dette illustrerer et noget ekstremt eksempel, nemlig erfaringer med at hjælpe unge til at forlade højreekstremistiske grupperinger, hvor en del af indsatsen går ud på at støtte de unge i at opbygge et nyt socialt netværk. I øvrigt indeholder de mange rapporter og undersøgelser kun få oplysninger om erfaringer med ændringer i den unges venskabs- og bekendtskabskreds. Den viden, der er, angår mest den negative effekt at kammeratskabsgruppen, herunder ikke mindst betydningen af ungdomsinstitutioner og andre samlingssteder for unge med problemadfærd. På det område foreligger der god dokumentation for, at hvis de unge er overladt meget til sig selv og hinandens selskab, indebærer det en alvorlig risiko for gensidig negativ påvirkning og for, at en antisocial adfærd fremmes. Det er helt parallelt med den viden, der er om meget ressourcesvage boligområder, hvor der også synes at være tale om en indbyrdes dårlig påvirkning eller negativ spiral, idet en sådan kontekst fremmer kriminalitet. Pension Skejby, hvor kriminelle bor sammen med ikke-kriminelle unge, føjer sig til de positive eksempler på betydningen af at være i prosociale miljøer.

En stor del af det kriminalpræventive arbejde har traditionelt angået undervisning på folkeskoler med oplysning om farer ved kriminalitet. Gennem skræmmekampagner og overdrivelser når man imidlertid ikke langt, tværtimod. Forskningen peger desuden ganske entydigt på, at afskrækkelse ikke er en farbar vej, og at der reelt er en risiko for at fremme frem for at hæmme kriminaliteten. Ringstedforsøget har tydeliggjort, at det er en betydeligt bedre strategi for den kriminalpræventive undervisning at mindske de unges overdrevne forestillinger om andre unges risikoadfærd, for herigennem kan de unges egen risikoadfærd mindskes.

At man ikke skal lægge alle sine æg i én kurv, er læren af meget kriminalpræventivt arbejde. Især de unge, der begår alvorligere kriminalitet, vil ofte være karakteriseret ved at have en række personlige og sociale problemer, der kræver brug af flere forskellige metoder og tiltag og en individuelt tilrettelagt indsats. Når rapporten omhandler ganske mange eksempler på kognitive adfærdsprogrammer skyldes det ikke, at der ikke findes andre og muligvis bedre metoder, men det beror først og fremmest på, at det er et område, hvor der er gennemført overordentligt mange effektevalueringer. Samtidig har de kognitive programmer dog også vist sig gennemgående at give gode resultater.

Det er et særsyn, at meget begrænsede og kortvarige tiltag opnår en målelig effekt, og det nævnte Ringstedforsøg er en markant undtagelse. I øvrigt kræves det, også i overensstemmelse med behandlingsprincipperne, en vis vedholdenhed for at opnå resultater. Det er dog givet, at doseringen som regel bør stå mål med problemernes størrelse. Drejer det sig om meget omfattende problemer, der er forbundet med familien, kan en længerevarende anbringelse hos en plejefamilie undertiden være den bedste løsning (Helgeland 2007). Men det kræver, at plejefamilien er parat til at give barnet eller den unge omsorg og at fastholde kontakten.

I forbindelse med indførelse af ungdomssanktionen blev vigtighed af såvel fastholdelse som kontinuitet i forløbet understreget, men det har netop været et af problemerne ved sanktionen, at der har været mange rømninger og mange institutionsskift, og at der har manglet sammenhæng mellem de forskellige faser. Generelt vil det for resultaterne af et behandlingsforløb være af stor betydning, at der er sikret kontinuitet, da relationen mellem behandler og klient har en klar indflydelse på resultaterne (Wampold 2001). Hyppig udskiftning af personale vil derfor modvirke behandlingen.

Stempling er en risiko ved tiltag, der negativt og tydeligt afgrænser en mindre gruppe unge i forhold til andre. De unges selvopfattelse vil kunne ændre sig, og et selvbillede som ”adfærdsvanskelig”, ”voldelig” el.lign. vil næppe fremme kriminalpræventive bestræbelser. Derfor vil meget kriminalpræventivt arbejde være en balancegang mellem på den ene side især at rette sin virksomhed mod de unge, der først og fremmest er i risiko for at begå kriminalitet, og på den anden side at undgå stigmatisering af de unge.

14.1. Forskellige grupper af unge, forskellige præventive midler

Som påpeget i del I, kan kriminalitet blandt unge ses som et kontinuum, der strækker sig fra at rapse fra forældrene over unge, der begår nogle få, mindre alvorlige lovovertrædelser, til unge, der begår mange og ganske alvorlige lovovertrædelser. Det er videre påpeget, at individuelle risikofaktorer og livsstilsfaktorer i ulige grad har betydning for den kriminalitet, de unge begår. Den indsats, der skal ydes for at forebygge kriminalitet blandt de forskellige grupper af unge, skal derfor ikke være den samme for alle.

De unge lovovertrædere, der i engelsk forskning (Wikström 2006) er afgrænset som ’tilbøjelighedsbetingede’, er som nævnt en lille gruppe, hvis kriminalitet i meget høj grad er betinget af individuelle risikofaktorer. Det vil sige, at det drejer sig om unge med opvækstproblemer, hvor der har været ringe overvågning af barnets adfærd, samt unge med svag tilknytning til skolen og med lav selvkontrol. Dertil kommer, at mange i denne gruppe også har en højrisikolivsstil med hyppig færden i bycentre o. lign. steder med kriminelle kammerater og med et stort forbrug af rusmidler. Uanset livsstilen begår de unge i denne gruppe dog megen og ret alvorlig kriminalitet.

Forebyggelse af denne gruppes kriminalitet er den vanskeligste og mest omfattende opgave, netop fordi kriminaliteten er betinget af problemer under opvæksten. Den optimale forebyggelse vil her være den tidlige forebyggelse i familien, og rapporten omfatter i så henseende mange positive eksempler på fremgangsmåder, som har vist sig effektive både med hensyn til kriminalitet og andre problemer. Især tiltag, der sigter mod grænsesætning og omsorgsfuld konsekvens i børneopdragelsen, må formodes at være effektive, da en lav selvkontrol ser ud til at være en væsentlig kriminalitetsfaktor. Hvilke specifikke skolemæssige indsatser, der skal anvendes over for denne gruppe, er der mindre viden om. Ofte vil deres svage tilknytning til skolen være relateret til vanskeligheder ved at leve op til kravene, men som nævnt savnes der mere kundskab om, hvorledes forskellige indsatser vedrørende elever med behov for specialundervisning fungerer. Risikoen for stempling er også til stede, hvis børn placeres i særlige skoler eller særlige klasser, og den gensidige negative påvirkning, der finder sted i ungdomsinstitutioner, kan i høj grad også tænkes at finde sted, hvis elever med bestemte adfærdsproblemer isoleres fra andre elever.

I eksempelvis Norge arbejdes der også i skolemiljøet med kognitive programmer, der angår vredeshåndtering. Hvorvidt dette også kunne være en mulighed i danske skoler, bør overvejes. Mentorprogrammer er en anden mulighed, men der synes at være behov for at afprøve forskellige modeller, da erfaringerne vedrørende de yngre skoleelever ikke er særligt overbevisende. Derimod ser der ud til at være en bedre effekt af mentorordninger med ældre elever.

Rapporten indeholder flere interessante danske eksempler på jobinitiativer, herunder også støtte til at finde fritidsjob, der på sigt vil kunne hjælpe de unge videre ind på arbejdsmarkedet. Især for de unge, hvis skolegang har været problematisk, og som ikke er bogligt anlagte, må disse initiativer formodes at være væsentlige.

En anden gruppe af ungdomskriminelle er dem, der i den engelske forskning er kaldt de ’livsstilsbetingede’. Det er en noget større gruppe, som ikke er specielt belastet af en problematisk opvækst eller af vanskeligheder i skolen. Gruppens kriminalitet er således primært betinget af en højrisikolivsstil, der indebærer, at de unge hyppigt færdes uden for voksnes kontrol, i bycentre, butikscentre mv., sammen med kriminelle kammerater. Hvis de samtidig er under påvirkning af alkohol eller narkotika, kan der være en stor risiko for kriminalitet. Kriminalitet blandt denne gruppe af unge er dog antagelig i højere grad end for den førstnævnte gruppe et overgangsfænomen.

Andre undersøgelser har peget på, at en gadeorienteret livsstil har været i fremvækst blandt de unge, og fortsætter den udvikling, kan det forventes, at livsstilsbetinget kriminalitet med især voldelige handlinger og gaderøverier vil øge blandt de unge.

Tiltag, der fremmer tilstedeværelsen af voksne, som kan søge at dæmpe aggressioner blandt de unge, er det umiddelbare svar på denne form for kriminalitet. Der er ikke megen sikker viden om betydningen heraf, men der er dog tegn på, at Natteravnene og tilsvarende initiativer kan være med til at løse nogle af de problemer, der opstår i nattelivet, og at dæmpe gemytterne. Dertil kommer, at de skaber større tryghed.

De udgangsforbud, man har forsøgt sig med mange steder i USA, synes ikke at have den ønskede effekt. Det er også i den forbindelse væsentligt at være opmærksom på, at den øgede gadeorienterede livsstil ikke kun er et fænomen blandt de unge, som begår kriminalitet, men blandt alle unge, hvorfor forbud og andre repressive midler også vil ramme unge, der blot ønsker at more sig.

Ved siden af disse to grupper af unge, er der nogen, der meget sjældent begår kriminalitet, og hvis kriminalitet må betragtes som situationelt betinget. Det betyder, at disse unge, som i øvrigt ikke er karakteriserede ved en højrisikolivsstil, alligevel – og måske under indflydelse af alkohol – kan komme i situationer, hvor de sammen med andre begår kriminalitet. Forebyggelse af denne type kriminalitet må derfor svare til ovenstående.

14. 2. Sanktionssystemet

Spørgsmålet er, om der kan peges på gode kriminalpræventive midler til de unge, der ender i retssystemet.

Rapporten omfatter mange evalueringer af forskellige former for behandling af straffede, og de fleste af programmerne har kunnet mindske de straffedes tilbagefaldsrisiko. Generelt ser der ud til at være større forskel mellem ikke-behandling og behandling end mellem forskellige behandlingsformer, men dog med en tendens til, at nogle former for kognitive programmer især mindsker recidivrisikoen.

For så vidt angår måden at straffe på, viser erfaringer fra de undersøgelser, rapporten inkluderer, at de mest effektive straffe eller reaktionsformer skal findes blandt dem, der almindeligvis betragtes som alternativer til straffesystemet. Restorative justice – eller genoprettende retfærdighed – er reaktionsformer, der er arbejdet med i mange lande. Der findes flere forskellige former af restorative justice, men det essentielle ved alle er mæglingen mellem gerningsmand og offer med en neutral mægler som opmand. Mæglingen skal ende med en aftale, der f.eks. kan gå ud på, at den unge skal betale erstatning, reparere eller på anden måde råde bod på den skade, han/hun har forårsaget gennem kriminalitet. De erfaringer, der er med den type tiltag, tyder på en ret betydelig kriminalpræventiv effekt for unge lovovertrædere sammenlignet med traditionelle sanktioner.

Den danske form for restorative justice, konfliktråd, adskiller sig fra de fleste af de internationale ved ikke at være et alternativ til almindelig domstolsbehandling og sanktion, men et supplement.

Samfundstjeneste kan også betragtes som en slags genoprettende retfærdighed. En dansk undersøgelse har vist, at recidivrisikoen mindskes for visse grupper af unge lovovertrædere, hvis de får samfundstjeneste i stedet for en kort ubetinget frihedsstraf.

Også nogle nyere afsoningsformer har vist sig at være kriminalpræventive. Fodlænkeordningen har således givet gode resultater i Sverige.

Der er endvidere gennemført forsøg med GPS-overvågning af de straffede, med natligt udgangsforbud og med weekend- eller deltidsfængsel som afsoningsform. Erfaringerne hermed er usikre. De lande, der har haft weekend- eller deltidsfængsler, er typisk ophørt hermed på grund af problemer med en lav udnyttelsesgrad af fængselskapaciteten.

De særlige ungdomsstraffe eller -sanktioner, der findes, foreligger der endnu ikke effektevalueringer af. Undersøgelser af den danske ungdomssanktion har påvist forskellige problemer, hvilket har medført, at sanktionen er søgt styrket gennem forskellige indsatser.

14.3. Særlige grupper, særlige tiltag?

Har piger behov for andre typer af præventive tiltag end drenge? Eller har indvandrere behov for en anden fremgangsmåde end unge af dansk oprindelse? Svaret vil som regel være nej. Alligevel indeholder rapporten afsnit om henholdsvis kønsspecifikke tiltag og tiltag over for etniske minoriteter. Mange af de tiltag, der omtales under disse overskrifter, er imidlertid nogen, der vil kunne fungere over for begge køn eller over for både majoritets- og minoritetsbefolkningen.

Det er dog samtidig givet, at piger kan have behov for et frirum og ofte vil fungere bedre i en sammenhæng, hvor der ikke er drenge til stede, og dermed profitere mere af en indsats. Der er derfor i højere grad tale om kønsseparerede end kønsspecifikke tiltag. Der kan imidlertid også være en risiko ved en kønssepareret tilgang, idet forståelsen af problemernes karakter i for høj grad relateres til kønnet, hvilket kan få betydning for de professionelles arbejde og begrænse den måde, problemerne søges løst på.

Det kan heller ikke afvises, at unge af fremmed etnisk herkomst kan have særlige problemer, som kræver en særlig løsning. Som nævnt ovenfor, er det tilfældet med den del af indvandrerne, der har en flygtningebaggrund, og som har oplevet tortur i deres hjemlande. Dette fænomen knytter sig dog ikke til etniciteten, idet en traumatisering som følge af torturoplevelser er en almenmenneskelig reaktion. Etnisk orienterede tiltag risikerer, parallelt med de kønsseparerede, at kulturalisere eller etnificere problemerne, hvilket indebærer, at alle problemer forklares og forstås ud fra personernes kulturelle og etniske baggrund. Det skaber en blindhed for, at de problemer, der skal løses, kan bunde i helt andre forhold.

Dette påpeges i en psykologisk artikel om vanskelighederne ved at stille den rette diagnose hos unge med kulturelle særtræk (Felding 2001). Dette giver anledning til at påpege, at spørgsmålet om tiltag over for unge lovovertrædere med psykiske problemer er et område, der er meget svagt belyst i denne rapport. Der er, som nævnt i rapportens del I, givetvis en del af de unge lovovertrædere, som psykisk er skrøbelige, hyperaktive eller lignende, men der foreligger ikke megen dansk forskning på området, ligesom der mangler erfaringer om præventive tiltag. Et igangværende projekt på institutionen Egely om screening af institutionsanbragte for børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser må derfor forventes at bidrage med væsentlig ny viden. Og i Ungdomscentret i Århus er der udviklet en metode, som i tilpasset form anvender Multisystemisk Terapi over for unge med diagnosen ADHD. I øvrigt er der givetvis her tale om en gruppe unge, hvor det kan være helt berettiget med specielle tiltag.

14.4. Effekt og økonomi

Flere rapporter, der er baseret på omfattende effektevalueringer, peger på, at de mange forskellige former for kriminalpræventive tiltag gennemsnitligt medfører en mindskning af recidivrisikoen på 10 pct. (Lösel 1995; Lipsey 1992). Det betyder eksempelvis en reduktion i tilbagefaldshyppigheden fra 50 til 45 pct. Der er naturligvis tiltag, der medfører bedre resultater, men det er overordentligt sjældent, at der ses meget store ændringer i recidivrisikoen, og mange af de studier, der påviser ekstraordinære store effekter, er metodemæssigt problematiske.

Når effekten er så begrænset, skyldes det dels, at tiltagene også ofte er det, og dels, at mange lovovertrædere har så store personlige problemer i bagagen, at de kan være vanskelige at ændre.

Kan det svare sig at sætte himmel og jord i bevægelse for at opnå en reduktion i recidivet på sølle 10 pct.? Ofrene – eller snarere de, der undgår at blive ofre – vil helt sikkert sige ja. Samme svar er resultatet af de cost-benefitanalyser, der er gennemført. De fleste cost-benefitanalyser inkluderer alene besparelser for retssystemet samt for/til ofrene. Det overordnede resultat af sådanne analyser er, at der spares fem gange så meget, som programmet eller tiltaget koster.

De analyser, der også indberegner besparelser til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge og behandlingsudgifter for misbrugere samt gevinsten ved, at individet er kommet i arbejde, betaler skat mv., når til helt andre beløb. En nylig svensk beregning, der ganske vist ikke specifikt angår lovovertrædere, men generelt udsatte børn og unge med fremtidig risiko for misbrug, psykisk sygdom og langvarig arbejdsløshed, viser, at hvis en præventiv indsats over for 800 børn ville have en effekt på bare ét af børnene, ville afkastet af den præventive indsats alligevel være på 336 pct. (Nilsson & Wadeskog 2008).

Litteratur

Andersen, Kathrine Vitus (2005): Problembørn, pædagoger og perkere. akf forlaget, København.

Andreassen, Tore (2003): Institutionsbehandling av ungdomar. Gothia, Stockholm.

Andrews, D.A. (2001): Principles of Effective Correctional Programs. I Motiuk, Serin: Compendium 2000 on Effective Correctional programming. Correctional Service, Canada.

Aos, Steve (2005): Correctionel industries programs for adult offenders in prison: Estimates of benefits and costs. Washington State Institute for Public Policy.

Aos, Steve, Polly Phipps, Robert Barnoski & Roxanne Lieb (2001): The Comparative Costs and Benefits of Programs to Reduce Crime. Washington State Institute for Public Policy.

Balvig, Flemming (1982): Ungdomskriminalitet i en forstadskommune. Det kriminalpræventive Råd, København.

Balvig, Flemming (2000): Risikoungdom. Ungdomsundersøgelse 1999. Det Kriminalpræventive Råd, København.

Balvig, Flemming (2001): Fra voldens nutidshistorie. I Randi Saur: Voldens ofre - vårt ansvar. Høgskolen i Oslo, Oslo.

Balvig, Flemming (2006): Den ungdom! Det Kriminalpræventive Råd, København.

Balvig, Flemming & Britta Kyvsgaard (1991): Allerødderne og kriminalitet. Københavns Universitet, København.

Balvig, Flemming & Britta Kyvsgaard (2009a): Udsathed for forskellige former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2008. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Balvig, Flemming & Britta Kyvsgaard (2009b): Man anmelder da vold? Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, vol. 96, s. 54-73.

Barnoski, Robert (2004): Outcome evaluation of Washington State’s research-based programs for juvenile offenders. Washington State Institute of Public Policy.

Barth, Richard P. & Charles Ferguson (2004): Educational risks and interventions for children in foster care. www.socialstyrelsen.se.

Bellair, P. E. & T.L. McNulty (2005): Beyond the bell curve: Community disadvantage and the explanation of black-white differences in adolescent violence. Criminology, vol. 43, s. 1135-1168.

Bernburg, Jón Gunnar (2007): Community structure and adolescent delinquency in Iceland: A contextual analysis. Criminology, vol. 45.

Betænkning nr. 806 (1977): Alternativer til frihedsstraf - et debatoplæg. Udarbejdet af arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, København.

Bottoms, Anthony E. & Paul Wiles (2002): Environmental criminology. I Mike Maguire, Rod Morgan, Robert Reiner: The Oxford Handbook of Criminology. Oxford University Press, Oxford, s. 620-656.

Bourgon, Guy & B. Armstrong (2005): Transferring the principles of effective treatment into a "real world" prison setting. Criminal Justice and Behavior, vol. 32, s. 3-25.

Boxford, Stephen (2006): Schools and the Problem of Crime. Willan, Cullompton.

Brå (2006): Ungdomar och brott åren 1995-2005. Brottsförebyggande Rådet, Stockholm.

Burke, Jeffrey D., Dustin A. Pardini & Rolf Loeber (2008): Reciprocal Relationships Between Parenting Bahavior and Disruptive Adolescence. Journal of Abnormal Child Psychology, vol. 36, s. 679-692.

Bushway, Shawn D. & Peter Reuter (2002): Labor markets and crime risk factors. I Lawrence W. Sherman, David P. Farrington, Brandon C. Welsh, Doris Layton MacKenzie: Evidence-Based Crime Prevention. Routledge, London, s. 198-240.

Buttenschøn, Claus (2001): En ny dagsorden. Det Kriminalpræventive Råd, København.

Børnerådet (2008): Mobning 2008. Børnerådet, København.

Chesney-Lind, Meda & Katherine Irwin (2008): Beyond Bad Girls: Gender, Violence and Hype. Routhledge, New York

Christoffersen, Mogens (1999): Risikofaktorer i barndommen. Socialforskningsinstituttet, København.

Christoffersen, Mogens Nygaard, Keith Soothill & Brian Francis (2007): Violent life events and social disadvantage: a systematic study of the social background of various kinds of lethal violence, other violent crime, suicide, and suicide attempts. Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol. 8, s. 157-184.

Clausen, Susanne (2006): Alternativer til frihedsstraf. I Britta Kyvsgaard: Hvad virker - hvad virker ikke? Kundskabsbaseret kriminalpolitik og praksis. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København, s. 137-164.

Clausen, Susanne (2007): Samfundstjeneste - virker det? Københavns Universitet, København.

Clausen, Susanne (2008): Midtvejsevaluering af forsøgsordning med vredeshåndteringsprogrammet "anger management". Justitsministeriet, www.jm.dk.

Clausen, Susanne & Britta Kyvsgaard (2009): Ungdomssanktionen. En effektevaluering. Justitsministeriets Forskningskontor, København.

Cohen, Albert K. (1955): Delinquent Boys. The Free Press, Glencoe.

Cohen, Mark A. (1998): The monetary value of saving a high-risk youth. Journal of Quantitative Criminology, vol. 14, s. 5-33.

Dalsgaard, Søren (2002): Long-term psychiatric and criminality outcome of children with Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder. Faculty of Health Sciences, University of Aarhus, Århus.

Dam, Hans Jørgen (2001): Sydbyrapporten - evaluering af et kriminalitetsforebyggende projekt. Sociologisk Analyse, Århus.

Danmarks Statistik (1998): Kriminalitet og national oprindelse 1995. Statistiske efterretninger: Social sikring og retsvæsen, nr. 2.

Danmarks Statistik (2002): Kriminalitet og national oprindelse 2000. Statistiske efterretninger: Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, nr. 9.

Danmarks Statistik (2004): Kriminalitet og national oprindelse 2002. Statistiske efterretninger: Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, nr. 10.

Danmarks Statistik (2006): Kriminalitet og national oprindelse 2004. Statistiske efterretninger: Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, nr. 11.

Danmarks Statistik (2007): Kriminalitet og national oprindelse 2005. Statistiske efterretninger: Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, nr. 10.

Danmarks Statistik (2008a): Kriminalitet og national oprindelse 2006. Statistiske efterretninger: Sociale forhold, sundhed og retsvæsen, nr. 9.

Danmarks Statistik (2008b): Indvandrere i Danmark 2008. København, Danmarks Statistisk, 2008. 9.

Deschenes, E. P, P. Greenwood & J. Petersilia (1996): The Nokomis challenge program evaluation. The Rand Corporation, Santa Monica.

Dodge, Kenneth A., Thomas J. Dishion & Jennifer E. Lansford (2006): Deviant Peer Influences in Programs for Youth. Problems and Solutions. The Guilford Press, New York & London.

Det Kriminalpræventive Råd (2005): Etniske grupper – kriminalitet og forebyggelse. Det Kriminalpræventive Råd, København.

Det Kriminalpræventive Råd (2008): Lokal forebyggelse af kriminalitet – Idékatalog til det lokale kriminalpræventive samarbejde. Det Kriminalpræventive Råd, København.

Due, Pernille & Bjørn E. Holstein (2003): Skolebørnsundersøgelsen 2002. Institut for Folkesundhed.

Ebsen, Frank & Ditte Krogh (2006): Ude på noget? Den sociale højskole, København.

Egelund, Niels & Susan Tetler (red.) (2009): Effekter af specialundervisningen. Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, København.

Ellonen, Noora (2008): Adolescent Delinquency and Social Control in Finnish Schools: A Multilevel Analysis. Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol. 9, s. 47-64.

Esbensen, Finn-Aage (2000): Preventing Adolescent Gang Involvement. Juvenile Justice Bulletin, September.

Estrada, Felipe & Anders Nilsson (2008): Segregation and Victimization. European Journal of Criminology, vol. 5, s. 193-216.

Farrington, David, Gareth Hancock, Mark Livingston, Kate Painter & Graham Towl (2000): Evaluation of Intensive Regimes for Young Offenders. Research Findings from Home office no 121, Home Office, London.

Farrington, David P. (2001): Key results from the first forty years of the Cambridge study in delinquent development. I T. P. Thronberry, M. D. Krohn: Longitudinal Research in the Social and Behavioral Science. Kluwer/Plenum, New York.

Farrington, David P., Darrick Jollifee, Rolf Loeber, Magda Stouthamer-Loeber & Larry M. Kalb (2001): The concentration of offenders in families, and family criminality in the prediction of boys’ delinquency. Journal of Adolescence, vol. 24, s. 579-596.

Farrington, David P. & B.C. Welsh (2002): Developmental Prevention Programmes: Effectiveness and cost-benefit analysis. I James McGuire: Offender Rehabilitation and Treatment. John Wiley and sons, Chicester.

Farrington, David P. & Brandon C. Welsh (2007): Saving Children from a Life of Crime. Oxford University Press, Oxford.

Fazel, S., Doll, H. & Langstrom, N. (2008): Mental discorders among adolescents in juvenile detention and correctional facilities: a systematic review and metaregression analysis of 25 surveys. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, vol. 47 (9), s. 1010-1019.

Felding, Talli Ungar (2001): Kulturelle særtræk eller psykopatologi. Nordisk tidsskrift for psykopatologi, vol. 18, s. 229-266.

Finckenauer, J.O. (1982): Scared Straight and the Panacea Phenomenon. Prentice-Hall, New Jersey.

Fondén, Charlotta (2001): "Gola aldrig ner någon". I Felipe Estrada, Janne Flyghed: Den svenske ungdomsbrottsligheten. Studentlitteratur, Lund, s. 222-259.

Gabrielsen, Nanna (2007): Ungdomsundersøgelsen 2006. Undersøgelse af selvrapporteret kriminalitet blandt elever i 7.-9. klasse i hovedstadsområdet. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Gosden, Niels Patrick (2004): Mental disorder and violence among young criminals. A clinical- and registerbased study. Faculty of Health Sciences, University of Copenhagen, Copenhagen.

Gottfredson, Denise C., David B. Wilson & Stacy Skroban Najaka (2002): School-based crime prevention. I Lawrence W. Sherman, David P. Farrington, Brandon C. Welsh, Doris Layton MacKenzie: Evidence-Based Crime Prevention. Routledge, London, s. 56-164.

Gottfredson, Michael R. & Travis Hirschi (1990): A General Theory of Crime. Stanford University Press, Stanford.

Grasmick, Harold G., Charles R. Tittle, Robert J. Bursik jr. & B.J. Arneklev (1993): Testing the core implications of Gottfredson and Hirschis general theory of crime. Journal of Research in Crime and Delinquency, vol. 30, s. 47-54.

Greve, Vagn (1972): Kriminalitet som normalitet. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.

Grinde, Turid Vogt (2003): Nordisk barnevern: Likheter i lovgivning – forskjeller i praksis. Nordisk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring, Olso.

Gruber, Thomas & Ivan Christensen (2001): Unge ofre for vold – et modelprojekt mellem central og lokal styring. Socialforskningsinstituttet, København.

Hagemann, Helle & Claus B. Olsen (2001): Alternativ afsoning efter straffelovens § 49, stk. 2 - en effektundersøgelse. Center for Alternativ SamfundsAnalyse, København.

Hansen, Lisbeth & Peter Løvgren (1999): Udviklingen i brugen af alternativ afsoning - en statistisk analyse af anvendelsen af straffelovens § 49, stk. 2 i perioden 1990-1998. Center for Alternativ SamfundsAnalyse, København.

Hansen, Lisbeth & Karen Zobbe (2006): Fokus på anvendelsen af de sikrede afdelinger. Teori og Metodecentret, Hillerød.

Harper, G. & C. Chitty (2004): The impact of corrections on re-offending. A review of 'what works'. Home Office Research Report no 291, Home Office, London.

Hayward, Ruth & Clarke Sharp (2005): Young people, crime and anti-social behaviour: Findings from the 2003 Crime and Justice Survey. Home Office Findings no 291, Home Office, London.

Helgeland, Ingeborg Marie (2007): Unge med atferdsvansker blir voksne. Hvordan kommer de inn i et positivt spor? Unipub, Oslo.

Henriksen, Claus Syberg (2003): Evaluering af konfliktråd. Center for Alternativ SamfundsAnalyse, København.

Hestbæk, Anne-Dorthe (1998): Tvangsanbringelser i Norden. En komparativ beskrivelse af de nordiske landes lovgivning. Socialforskningsinstituttet, København.

Hoeve, Machteld, Arjan Blokland, Judith Semon Dubas, Rolf Loeber, Jan R. M. Gerris & Peter H. van der Laan (2008): Trajectories of delinquency and parenting styles. Journal of Abnormal Child Psychology, vol. 36, s. 223-235.

Home Office (2008) Tackling gangs - A practical guide for local authorities, cdrps and other local partners. Home office publications, London.

Howells, Kevin (2002): Anger Management and Violence Prevention: Improving Effectiveness. Australian Institute of Criminology, Report no 227.

Hurwitz, Stephan & Karl O. Christiansen (1971): Kriminologi II. Gyldendal, København.

Høgh, Erik & Preben Wolf (1983): Violent Crime in a Birth Cohort: Copenhagen 1953-1977. I Katherine Teilmann Van Dusen, Sarnoff A. Mednick: Prospective Studies of Crime and Delinquency. Kluwer, Boston, s. 249-267.

Haapasalo, Jaana & Elina Pokela (1999): Child-Rearing and Child Abuse Antecedents of Criminality. Aggression and Violent Behavior, vol. 4, s. 107-127.

Insight, L.G. (2008): Den kriminalpræventive indsats i Københavns Kommune – vurderinger og anbefalinger. www.lg-insight.dk.

Jeppesen, Kirsten Just (1997): Børns kriminalitet. Forsøgserfaringer fra en hurtig forebyggende indsats. Socialforskningsinstituttet, København.

Johannesen, Ann-Helen (1999): Løvetannbarn. Universitetet i Oslo, Oslo.

Junger-Tas, Josine (2001): Ethnic Minorities, Social Integration and Crime European Journal of Criminal Policy and Research, vol. 9, s. 5-29.

Junger-Tas, Josine, Ineke Haen Marshall & Dennis Ribeaud (2003): Delinquency in an International Perspective. Kugler Publication/Criminal Justice Press, Hague/Monroe.

Justitiedepartementet (2006): Ingripanden mot unge lagöverträdare. Faktablad nr. 6.

Justitsministeriets Forskningsenhed (2006): Ungdomssanktionens forløb. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Justitsministeriets Forskningsenhed (2007a): Bekymring for vold og kriminalitet 2007. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Justitsministeriets Forskningsenhed (2007b): Redegørelse om ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til unge lovovertrædere, 1. januar 2006 til 31. december 2006. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Justitsministeriets Forskningsenhed (2007c): Udviklingen i omfang og art af ungdomskriminalitet 1990-2006. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Justitsministeriets Forskningsenhed (2008): Redegørelse om ungdomssanktioner og ubetingede fængselsstraffe til unge lovovertrædere, 1. januar 2007 til 31. december 2007. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Kiberg, C. (1992): Unge lod sig ikke skræmme til lovlydighed. Nyt fra Kriminalforsorgen, vol. 5, s. 6-7.

Kivivouri, Janne (2005): Trends in Self-Reported Juvenile Delinquency in Finland. National Research Institute of Legal Policy, Helsinki.

Kivivouri, Janne (2007): Delinquent Behaviour in Nordic Capital Cities. National Research Institute of Legal Policy, Helsinki.

Kongstad, Annalise (2007): Unge der begår seksuelle overgreb. Litteraturgennemgang og diskussion. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Koolhof, Roos, Rolf Loeber, Evelyn H. Wei, Dustin Pardini & Annematt D’escury (2007): Inhibition deficits of serious delinquent boys of low intelligence. Criminal Behaviour and Mental Health, vol. 17, s. 274 - 292.

Kreager, Derek A. (2007): When it’s good to be "bad": Violence and adolescent peer acceptance. Criminology, vol. 45, s. 893 - 923.

Kriminalvården (2008) Kriminalvården inleder ADHD-projekt. www.kriminalvarden.se.

 Kubrin, Charise E. & Eric A. Stewart (2006): Predicting who reoffend: the neglected role of neighbourhood context in recidivism studies. Criminology, vol. 44, s. 165-198.

Kyvsgaard, Britta (1985): Betongenerationen. Akademisk Forlag, København.

Kyvsgaard, Britta (1989): ... og fængslet ta’r de sidste. Om kriminalitet, straf og levevilkår. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.

Kyvsgaard, Britta (1990): Er lediggang roden til alt ondt? Kriminalistisk Institut, København.

Kyvsgaard, Britta (1992a): Ny ungdom? Om familie, skole, fritid, lovlydighed og kriminalitet. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.

Kyvsgaard, Britta (1992b): Rapport om ungdomsundersøgelsens materiale og metode. Kriminalistisk Institut, Københavns Universitet.

Kyvsgaard, Britta (2000): Kriminalitet og national oprindelse 2000. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Kyvsgaard, Britta (2008): Gaderøverier og røverier i ofrets hjem m.v. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Lappi-Seppälä, Tapio (2001): Samhällspåföljder i det finska påföljdssystemet. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, vol. 88, s. 111-135.

Latimer, Jeff, Kelly Morton-Bourgon & Jo-Anne Chrétien (2006) A Meta-Analytic Examination of Drug Treatment Courts: Do They Reduce Recidivism? Department of Justice Canada www.canada.justice.gc.ca.

Leip, Leslie A. (2004): Scared smart or bored straight? Testing deterrence logic in an evaluation of police-led truancy intervention. Justice Quaterly, vol. 21, s. 269-299.

Levin, Claes (1997): Ungdomar i tvångsvård. Statens institutionsstyrelse, Stockholm.

Levin, Claes (1998): Uppforstringsanstalten. Arkiv, Lund.

Lipsey, Mark W. (1992): Junvenile Delinquency Treatment: A Meta-Analysis Inquiry. I Thomas D. Cook, Harris Cooper, Davis R. Cordray, Heidi Hartmann, Larry V. Hedges, Richard J. Light, Thomas A. Louis, Frederick Mosteller: Meta-Analysis for Explanation. Russell Sage Foundation, New York.

Lipsey, Mark W. (1995): What do We Learn from 400 Research Studies on the Effectiveness of Treatment with Juvenile Delinquents? I James McGuire: What Works: Reducing Reoffending. John Wiley and Sons, Chicester, s. 63-78.

Luborsky, Lester et al. (2002): The Dodo Bird Verdict Is Alive and Well – Mostly. Clinical Psychology: Science and Practice, vol. 9, s. 2-12.

Lösel, Friedrich (1995): The Efficacy of Correctional Treatment: A Review and Synthesis of Meta-evaluations. I James McGuire: What Works: Reducing Reoffending. John Wiley & Sons, Chichester, s. 79-111.

Lösel, Friedrich & Martin Schmucker (2005): The Effectiveness of Treatment for Sexual Offenders: A Comprehensive Meta-analysis. Journal of Experimental Criminology, vol. 1, s. 117-146.

Laanemets, Leili og Arne Kristiansen (2008): Kön och behandling inom tvångsvård - En studie av hur vården organiseras med avseende på genus. Statens institutions styrelse (SiS), Stockholm.

MacKenzie, Doris Layton, David B. Wilson & Stacy Skroban Najaka (2002): Reducing the Criminal activities of known offenders and delinquents: Crime prevention in the courts and corrections. I Lawrence W. Sherman, David P. Farrington, Brandon C. Welsh, Doris Layton MacKenzie: Evidence-Based Crime Prevention. Routledge, London, s. 330-405.

Malmborg, Esther (2000): Den rullende redaktion - et pigeprojekt. Københavns Kommune og UFC-Børn og unge, København.

Mehlbye, Jill (2008): Specialundervisningselevers skolegang og tiden efter. Anvendt KommunalForskning, København.

Miller, Walter B. (1958): Lower class structure as a generating milieu of gang delinquency. Journal of Social Issues, vol. 4.

Minke, Linda Kjær (2006): Skejby-modellen - et socialt eksperiment om fortynding af kriminelle. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Moffitt, Terrie E. (1993): Adolescence-limited and life-course-persistent antisocial behavior: a developmental taxonomy. Psychological Review, vol. 100, s. 674-701.

Nilsson, Anders (2002): Fånge i marginalen. Stockholms universitet, Kriminologiska institutionen, Stockholm.

Nilsson, Ingvar & Anders Wadeskog (2008): Det är bättre att stämma i bäcken än i ån. Skandia, Stockholm.

Nordahl, Thomas, Mari-Anne Sørlie & Terje Manger (2005): Atferdsproblemer blant barn og unge. Fagbokforlaget, Bergen.

Nordskov-udvalget (2000): Placering af indsatte. Kriminalforsorgen.

Nordahl, Thomas, Mari-Anne Sørlie & Terje Manger (2005): Atferdsproblemer blant barn og unge. Fagbokforlaget, Bergen.

Norges offentlige utredninger: Barn og straff – udviklingsstøtte og kontroll. Udredning fra utvalget oppnevnt ved kongelig resulusjon 20. april 2007. Afgitt til Justis- og polisdepartementet 16. oktober 2008.

Olds, David, Charles Henderson, Robert Cole, et al. (1998): Long-Term Effects of Nurse Home Visitation on Children’s Criminal and Antisocial Behavior: A 15-year Follow-up of a Randomized Controlled Trial, JAMA, vol. 280 (14), s. 1238-44.

Pape, Hilde & Sturla Falck (2003): Ungdomskriminalitet. Tidsskrift for ungdomsforskning vol. 3, s. 99-111.

Pedersen, Knud Erik (1999): Drop afmagten - skab kontakten til usædvanlige unge. Socialministeriet, København.

Pertou, Anette Sejer, Marie Dam Mortenson & Dines Andersen: Skolegang under anbringelse. SFI – det nationale forskningscenter for velfærd. Rapport 2008:25.

Petersen, Jette (2006): Myter og realiteter I forhold til sammensætning af elever i specialklasserne. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, nr. 2, s. 211-220.

Piquero, Alex R., Terrie E. Moffitt & Bradley E. Wright (2007): Self-control and Criminal Career Dimensions. Journal of Contemporary Criminal Justice, vol. 23, s. 72 - 89.

Porpino, Frank J., Elizabeth A. Fabiano & David Robinson (1991): Kognitiv oplæring i canadiske fængsler. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, vol. 78, s. 237-251.

Prieur, Annick & Lars Skov Henriksen (2003): Arrangerende venskaber - mentorordning for unge straffedømte med anden etnisk oprindelse. Sociologisk Laboratorium, Aalborg Universitet, Aalborg.

Rambøll Management, PLS (2002): Grupperelateret Kriminalitet i Danmark. Rigspolitiet, København.

Rasmussen, Mette og Pernille Due (red.) (2007): Skolebørnsundersøgelsen 2006. Forskningsgruppen for børn og unges sundhed, Københavns Universitet, København.

Renzema, Marc (2000): Tracking GPS: A third look. The Journal of Offender Monitoring, vol. 13, s. 6-8.

Renzetti, Claire M. (2006): Gender and Violent Crime. I Claire M. Renzetti, Lynne Goodstein, Susan L. Miller: Rethinking Gender, Crime, and Justice. Roxbury Publishing Company, Los Angeles.

Rigspolitiet (1998): Gadebandekriminalitet. København

Rigspolitiet (2007): Statusrapport. Kriminalitet forøvet af bander. København.

Ring, Jonas (2001): Sambanden mellan riskfaktorer och brott. I Felipe Estrada, Janne Flyghed: Den svenske ungdomsbrottsligheten. Studentlitteratur, Lund, s. 89-119.

Ring, Jonas & Robert Svensson (2007): Social class and criminality among young people: a study considering the effects of school achievement as a mediating factor on the basis of Swedish register and self-report data. Criminology and crime prevention, vol. 8, s. 210 - 234.

Salmi, Venla & Janne Kivivuori (2006): The Association between Social Capital and Juvenile Crime. European Journal of Criminology, vol. 3, s. 123-148.

Sarnecki, Jerzy (1987): Skolan och brottsligheten. Carlssons, Stockholm.

Satterfield, James H., Kathrine J. Faller, Francis M. Crinella, Anne M. Schell, James M. Swanson & Louis D. Homer (2007): A 30-year prospective follow-up study of hyperactive boys with conduct problems: Adult criminality. Journal of American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, vol. 46, s. 601-610.

Schweinhart, L. J., J. Montie, Z. Xiang, W. S. Barnett, C. R. Belfield & M. Nores (2005): Lifetime Effects: The High/Scope Perry Preschool Study Through Age 40. High/Scope Educational Research Foundation.

Shader, Michael (2003): Risk Factors for Delinquency: An Overview. US Department of Justice.

Shannon, David (2006): Chronic Offenders or Socially Disadvantaged Youth? Institutionalized Males as Missing Cases in School-based Delinquency Research. Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol. 7, s. 78-100.

Sherman, Lawrence W., Denise Gottfredson, Doris Mackenzie, John Eck, Peter Reuter & Shawn Bushway (1997): Preventing Crime: What Works, What doesn't, What's Promising. www.preventingcrime.org.

Sherman, Lawrence W. & Heather Strang (2007): Restorative justice: the evidence. The Smith Institute, www.smith-institute.org.uk.

Skogen, Kettil & Lars Wichström (1995): Kriminalitet og klasse. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, vol. 82, s. 32-49.

Snyder, Howard N. & Melissa Sickmund (2006): Juvenile Offenders and Victims: 2006 National Report. National Center for Juvenile Justice.

Socialstyrelsen (2002): ADHD hos barn och vuxna. Socialstyrelsen, Stockholm.

Socialstyrelsen (2008): Hem för vård eller boende för barn och unga – lägesavstämning fra en nationell tillsyn 2006-2007. Socialstyrelsen, Länsstyrelserna, Stockholm.

Soothil, Keith, Brian Francis, Elizabeth Ackerley & Leslie Humphreys (2008): Changing Patterns of Offending Behaviour among Young Adults. British Journal of Criminology, vol. 48, s. 75-95.

Sorensen, David W. M. (2007): Kriminalitetsrejsen. Om indbrudstyves mobilitet. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, vol. 94, s. 143-159.

Stevens, Hanne (2003): Evaluering af ungdomskontraktordningen. Justitsministeriets Forskningsenhed, København.

Stevens, Hanne (2006): Kriminalitet og uddannelsesforløb. Justitsministeriet, www.jm.dk.

Storgaard, Anette (1999): Behandling i stedet for fængselsstraf til nogle kriminelle stofmisbrugere. Center for Rusmiddelforskning, Århus.

Stranger, Mark (2002): Student absence from school and juvenile crime project. University of Tasmania, Hobart.

Sundhedsstyrelsen (2007): Narkotikasituationen i Danmark 2007.

Sundhedsstyrelsen (2008): Undersøgelse af 11-15-åriges livsstil og sundhedsvaner 1997-2006.

Svensson, Robert & Jonas Ring (2007): Trends in self-reported youth crime and victimization in Sweden, 1995-2005. Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol. 8, s. 185 - 209.

Söderholm Carpelan, Kerstin, Anna-Karin Andershed, Henrik Andershed, Lars Brännström, Marie Nyström, Thorbjörn Ahlgren (2008): Insatser för unga lagöverträdara. En systematisk sammanställning av översikter om effecter på återfall i kriminalitet. Instituttet för utveckling av metoder i social arbejde, Socialstyrelsen, Stockholm.

Tranæs, Torben & Lars Pico Geerdsen (2008): Forbryderen og samfundet. Gyldendal, København.

Wampold, Bruce E. (2001): The great psychotherapy debate: Models, methods, and findings. Lawrence Erlbaum, Mahwah, NJ.

Wellendorf, Rie & Maetin Cakmak (2007): Gadedrenge. Center for ungdomsforskning, København.

Welsh, B.C., David P. Farrington & L. Sherman (2001): Costs and Benefits of Preventing Crime. Westview Press, Boulder.

Welsh, B.C. & A. Hoshi (2002): Communities and crime prevention. I Lawrence W. Sherman, David P. Farrington, Brandon C. Welsh, Doris Layton MacKenzie: Evidence-Based Crime Prevention. Routledge, London, s. 165-197.

West, Donald J. & David P. Farrington (1977): The Delinquent Way of Life. Heinemann, London.

Wikström, Per-Olof H. (1985): Everyday Violence in Contemporary Sweden. The National Council for Crime Prevention, Stockholm.

Wikström, Per-Olof H. (2006): Adolescent Crime. Individual Differences and Lifestyles. Willan, Cullompton.

Wikström, Per-Olof H. & Rolf Loeber (2002): Do disadvantaged neighbourhoods cause well-adjusted children to become adolescent delinquents? Criminology, vol. 38, s. 1109-1142.

Wilson, David B., Ojmarrh Mitchell & Doris L. MacKenzie (2006): A systematic review of drug court effects on recidivism. Journal of Experimental Criminology, vol. 2, s. 459-487.

Zara, Georgia & David P. Farrington (2007): Early predictors of late onset offenders. Annales Internationales de Criminologie, vol. 45 - 1/2.

Zeuner, Lilli (1990): Normer i skred. Ungdomskriminalitetens sociale og kulturelle aspekter. Socialforskningsinstituttet, København.

Øia, Tormod (2006): Osloungdom – rus og kriminalitet i et tiårsperspektiv. Tidsskrift for ungdomsforskning vol. 6, s. 87-99.

DEL III

BILAG

Bilag vedrørende samarbejde

Navn: Unge i Fokus

Anvendelsessted og -tidspunkt: Igangværende projekt, der startede i Ålborg i 2007.

Målgruppe: Otte drenge i alderen 13-16 år, der er kendetegnet ved at have mange forskellige problemer, og som ikke kan drage nytte af eksisterende tiltag. Alle drengene var kendt for at have begået kriminalitet og for at sprede frygt i lokalbefolkningen, særligt når de færdedes i flok. Det drejer sig altså om børn, der anses for at være ganske belastede.

Tiltaget: Initiativtagere til projektet er en socialrådgiver og en politibetjent fra nærpolitiet med godt kendskab til drengene og deres familier. Målet med indsatsen er at ændre adfærd og holdninger hos de deltagende drenge, således at de kan komme til at indgå i hverdagslivet på normale betingelser. Metoden har været at skabe særlige relationer til disse unge via faste mødedage – minimum 1 gang ugentlig – med forskellige aktiviteter indlagt. Det kan dreje sig om fællesspisning, motion, udflugter, fodboldturneringer eller oplæg fra eksempelvis en uddannelsesvejleder.

Samtidig har man lagt vægt på at skabe et tæt samarbejde med de unges netværk – primært forældrene, men også skole og fritidsinstitutioner. Drengene har endvidere deltaget i et lokalt jobformidlingsprojekt med henblik på at kunne begå sig på arbejdsmarkedet.

Forældrene har været indkaldt til møde hver anden måned, og alle forældre på nær én har været meget glade for dette tiltag. De har været positive over for muligheden for at drøfte deres bekymringer og har fået hjælp til, hvordan de skulle agere over for deres sønner.

Erfaringer: Syv af de otte drenge har formået at holde sig helt ude af kriminalitet. Projektet vandt Det Kriminalpræventive Råds pris i 2008 på 50.000 kr. Pengene skal gå til en vandretur i Norge for drengene og de to initiativtagere, samt en tur til Barcelona for at se det store stadion.

Kommentar: Der findes ingen egentlig beskrivelse af dette projekt, der er et godt eksempel på en idé, der føres ud i livet af ildsjæle, og som – antagelig – har en effekt i kraft af engagementet og de nære relationer, der er skabt undervejs. Det vides ikke, hvor længe kontakten til denne gruppe tænkes bevaret.

Reference: Indstilling fra Aalborg Kommune til årets kriminalpræventive pris 2008 (via Det Kriminalpræventive Råd)

Telefoninterview med den ene initiativtager, politiassistent H. P. Olsen, Nordjyllands Politi (tidligere Aalborg Politi) 15. maj 2008.

Navn: Stödcentrum för unga gärningsmän (Sverige)

Anvendelsessted og -tidspunkt: Arbejdsmodel udviklet i samarbejde mellem politi, socialforvaltning og anklagemyndighed. Den er i maj 2008 iværksat i Värmdö Kommune i Stockholms len, og der er planer om udvidelse til hele Stockholms len.

Målgruppe: Unge gerningsmænd op til 18 år, som er bosat i Värmdö Kommune, samt deres familier. Kriminaliteten kan f.eks. være vold, narkorelateret kriminalitet, tyveri og hærværk.

Tiltaget: Stödcentrum har som mål at mindske kriminaliteten via en hurtig indsats. Tiden mellem kriminaliteten og konsekvensen/reaktionen skal forkortes, for at den unge ikke skal begå ny kriminalitet dermed nå at etablere en decideret kriminel adfærd og livsstil. Inden der er gået 48 timer, skal den unge, hans forældre, socialforvaltning, politi og anklager være samlet. For at nå målsætningen skal politi og socialforvaltning have fælles adresse og samordne udredninger i fællesskab med en anklager. Dette skal medføre en hurtigere behandlingstid, og den nye arbejdsmetode forventes endvidere at ville medføre, at forebyggende indsatser og eventuel mægling kan iværksættes på et tidligere tidspunkt. Stödcentret er døgnbemandet med både politi og socialarbejdere. Modellen er del af en samlet indsats fra politiet i Stockholms len for at forebygge ungdomskriminalitet og forhindre rekruttering af unge til kriminelle netværk. Andre dele af satsningen er lokale politikontorer, kontaktpoliti i skolerne og volontører i politiet (som en slags gadeplansmedarbejdere). Endvidere skal initiativet ses i sammenhæng med det allerede eksisterende ’Stödcentrum for unga brottsoffer’, som er et samarbejde mellem politiet og socialforvaltningen, hvor unge ofre tilbydes støttesamtaler, praktisk hjælp ved myndighedskontakt, juridisk rådgivning og rettergangsstøtte. Vidner kan også få støtte og hjælp. Disse støttecentre findes i ca. 13 større svenske byer.

Erfaringer: Endnu ingen, da initiativet er helt nyt.

Reference: www.polisen.se, Satsning på unga gärningsmän ska förebygga återfall, 12. maj 2008

Div. nyhedsartikler fra svensk presse.

Navn: UngeNetværket

Anvendelsessted og -tidspunkt: Næstved Kommune. Netværket er etableret i 1994. Andre samarbejdskonstellationer er kommet til siden, og projektet er blevet fulgt og procesevalueret over en toårig periode fra medio 2000 – primo 2003.

Målgruppe: Målgruppen er unge i alderen 15-23 år. De unge i målgruppen kan være unge, som har begyndende sociale problemer, og unge der står i en situation, hvor de allerede har en række problemer og er kendt af systemet for at være svære at nå. Det kan f.eks. være unge, der er droppet ud af skolen, unge uden eller med et svagt socialt netværk, eller unge der mangler sociale kompetencer. Fælles for de unge er, at de har et særligt behov for støtte. Indsatserne er delvis aldersbestemte. Forvaltningskompetencen er knyttet til UngeNetværket i forhold til de 15-18-årige, og indsatserne for at integrere de unge på arbejdsmarkedet er rettet mod unge fra 16-23 år. Endvidere er en kriminalpræventiv indsats rettet mod de 10-15-årige i kommunen; denne indsats er beskrevet under navnet Den Korte Vej.

Tiltaget: Traditionelt er der flere forskellige aktører i forskellige offentlige systemer, som indgår i de forskellige faser, der spænder fra at undersøgelsesarbejdet af den unges situation er foretaget til udarbejdelse af en handleplan og visitation til et konkret tilbud. I UngeNetværket foregår arbejdet derimod i en lige linje. Organiseringen i Ungenetværket betyder at der er kontinuitet i de forskellige sagsforløb, og at sagsbehandlingstiden er kortere, end den traditionelt ville være, fordi pædagog og sagsbehandler hurtigt kan snakke sammen om en sag og f.eks. ikke er begrænset af aftaletider o. lign. Pædagogerne kan gennem deres opsøgende arbejde handle på stedet, hvis der er behov for en hurtig reaktion. Samtlige medarbejdere i UngeNetværket får tildelt et miljøtillæg for at være opsøgende og arbejde på alle tider af døgnet, det vil sige, at sagsbehandlerne i netværket også har mulighed for at være opsøgende.

Erfaringer: Næstved Kommune vandt i 2006 Det Kriminalpræventive Råds pris for delprojektet for de 10-14-årige. Dette bygger på de samme metodeerfaringer, som man har gjort med udviklingen af samarbejdsmodellen i UngeNetværket. I en evaluering fra 2003, fremgår det, at hele pointen med at have forvaltning og foranstaltning under ét, og dermed et nært samarbejde mellem implicerede pædagoger og sagsbehandlere, er, at det giver muligheder for at kvalificere indsatserne over for den unge. Dels er der fordelen i at kunne handle hurtigt, men derudover vurderes det også som en styrke, at være mindst to fagligheder med forskellige indgangsvinkler på den unges sag. Samarbejdet medvirker til at kvalificere det individuelle skøn, der ligger til grund for valg af indsats/ foranstaltning. Efter kommunesammenlægningen er man gået i gang med at forsøge at sprede erfaringerne ud til de nye dele af kommunen for derigennem at bevare et frugtbart samarbejdsmiljø.

Reference: www.godsocialpraksis.dk.

Vesterbirk, Marianne og Birgitte Klitgaard (2003): En rejse i forandring. Næstved går nye veje i organiseringen af arbejdet med udsatte unge, UFC-Børn og Unge, Hillerød

Navn: Den Korte Vej (eller Sydprojektet)

Anvendelsessted og -tidspunkt: Næstved Kommune. Iværksat i 2004 som toårigt projekt. Det er senere blevet forlænget med yderligere et år efter særskilt bevilling fra Integrationsministeriet. Den ekstra bevilling til projektet er målrettet en undersøgelse og vurdering af det metodiske grundlag, formidlingsegnede erfaringer og modeller.

Målgruppe: Lokalområdets børn og unge mellem 10-14 år. Målgruppen beskrives som ”før-sager”, dvs. børn og unge med problemer, der endnu ikke har antaget en karakter, som medfører egentlig sagsbehandling (herunder § 38 undersøgelser), men som kan være store for de pågældende selv, for skolen, for lokalområdet mv. Det kan dreje sig om skulkeri, slagsmål, småkriminalitet i skoleregi, respektløshed osv. Den umiddelbare målgruppe for projektet er fem skoler i et lokalområde samt en fritidsklub. Henvendelserne til projektet kommer derfra, idet skoleleder eller lærere retter henvendelse til projektet om konkrete børn, der giver anledning til bekymring. Der har i den periode, projektet har eksisteret, været 128 henvendelser.

Tiltaget: Projektet relaterer sig ikke til en bestemt teori eller model, men henter inspiration og erfaring fra SSP-arbejdet og Næstved Kommunes ungenetværk (fra 1997 kommunens indsats over for 15-23-årige). Hovedformålet med indsatsen er at undgå, at problemer udvikler sig, og at løse problemerne i nærmiljøet, således at eksterne foranstaltninger kan undgås. Skolerne rekvirerer bistand fra projektets medarbejdere, der består af pædagoger fra ungenetværket, skolernes SSP-kontaktlærere og Næstved Politi. De tiltag, der er iværksat, retter sig mod det enkelte barn, hele klasser eller grupper, forældre eller lærere.

I forhold til det enkelte barn spænder indsatser fra rådgivende samtaler og tæt kontakt og opfølgning på indgåede aftaler til kriminalitetsforebyggelse med vejledning af politiet. Derudover er der tale om hjælp til at komme i gang med fritidsaktiviteter og særlig indsats i skolen i samarbejde med hjemmet.

I forhold til klasser har indsatsen koncentreret sig om trivselsfremmede gruppeaktiviteter, som sætter fokus på et godt fællesskab i klassen, eller om antimobningsaktiviteter mv.

I forhold til grupper har der været en hurtig indsats ved problemer med hærværk, trusler eller lignende, og indsatsen har involveret forældrene.

Forældrerådgivning og -vejledning med indgåelse af forpligtende aftaler har også været brugt, ligesom projektet har fungeret som katalysator i familier, hvor der har været problemer med samkvemsretten. På en enkelt skole er der arbejdet med etablering af et forældrenetværk for forældre med anden etnisk baggrund end dansk, og det er intentionen, at dette arbejde skal udbredes til de øvrige skoler.

Projektet har givet sparring til såvel enkelte lærere som grupper af lærere og har deltaget i observationer i klasser med efterfølgende rådgivning til de involverede lærere. En skole har etableret et særligt center, hvor elever, der vanskeligt kan rummes i de almindelige klasser, kan være i en periode, og hvor der gøres en særlig indsats, både hvad angår bistand til at højne elevens faglige niveau og vejledning i hensigtsmæssig social adfærd.

Erfaringer: På baggrund af de implicerede parters interne evaluering og en vurdering fra Kommunernes Revision konkluderes, at der er blevet givet redskaber til skolen og familien, så barnet bedre kan rummes, projektet har været kendetegnet ved en hurtig indsats, hvor løsningerne er etableret sammen med skole, forældre og børn, politiet er en samarbejdspartner, der kan hjælpe såvel skole som forældre med at tage fat om problemerne tidligt, der er blevet udviklet metoder til tidlig og hurtig indsats over for børn i dårlig trivsel, der er blevet etableret tværfaglige grupper på skoler, der skaber helhedsløsninger for barnet.

Projektets forebyggende effekt er forsøgt målt gennem antal henvendelser til forvaltningens sagsbehandlere, og der har kunnet konstateres et markant fald vedr. 10-14-årige børn fra projektområdet i projektperioden. Henvendelser vedrørende denne gruppe synes næsten ikke at være forekommet.

De anbefalinger, der uddrages af den interne erfaringsopsamling, er bl.a., at de gode erfaringer med tidlig indsats spredes til alle skoler gennem SSP-arbejdet, og at der oprettes tværfaglige team, som skal varetage en forebyggende indsats over for børn og unge samt skabe helhedsorienterede løsninger for udsatte børn og unge.

Kommentar: Projektet vandt Det Kriminalpræventive Råds Pris i 2006. Motiveringen var, at man i projektet havde formået at skabe et tværfagligt netværk, der var i stand til at reagere hurtigt og sætte ind meget tidligt over for børn, der har det svært. Hvorvidt et fald i henvendelser til socialforvaltningen kan henføres til denne indsats, kan ikke dokumenteres, men forudsætningerne for en god forebyggende indsats er indeholdt i projektets elementer vedrørende tidlig henvendelse og hurtige initiativer, klar rollefordeling, personlig kontakt, vedholdenhed og engagement.

Reference: Vesterbirk, Marianne og Birgitte Klitgaard (2003): En rejse i forandring – Næstved går nye veje i organiseringen af arbejdet med udsatte unge. UFC-Børn og Unge, Hillerød.

Projektbeskrivelse fra Portalen www.godsocialpraksis.dk, Skoler, socialpædagogik og politi i fælles udvikling af forebyggende indsats.

SSP-samrådet (2006): pp.24-27 Næstved i front med nyt projekt, i: Utilpassede Unge. www.ssp-samraadet.dk

Næstved Kommune (2006): Evaluering af Projekt ”Den korte vej” (Sydprojektet), Næstved

Endvidere indhentet statusoplysninger direkte fra Næstved Kommune vedrørende videreførelse af metoderne fra projektet.

Navn: PSP-samarbejde; en samarbejdsmodel mellem Psykiatrien, Socialforvaltningen og Politiet.

Anvendelsessted og -tidspunkt: PSP-samarbejdet startede som et projekt i 2004, hvor der indledtes et lokalt samarbejde på Frederiksberg. Samarbejdsmodellen forsøges nu introduceret og implementeret i forbindelse med det kriminalpræventive arbejde i de nye kreds- og lokalråd.

Målgruppe: Psykisk syge og på andre måder socialt udsatte.

Tiltaget: Samarbejdet kom i stand på initiativ af Frederiksberg Politi, der igennem en årrække havde oplevet, hvorledes problemerne omkring psykisk syge tog til i styrke og omfang. Det var politiets opfattelse, at psykisk syge og socialt udsatte i stigende grad blev overladt til sig selv, ligesom mange situationer omkring håndteringen af psykisk syge udviklede sig dramatisk og uforudsigeligt. Formålet med projektet er derfor at sikre en optimal koordinering af de involverede myndigheders ressourcer. I praksis fungerer projektet sådan, at repræsentanter fra hver myndighed mødes med faste intervaller, aktuelt månedligt. På mødet drøftes sager, hvor flere myndigheder med fordel kan være involveret, ligesom der udveksles relevant information som f.eks. oplysninger om personer, der ifølge politiets døgnrapporter har brug for hjælp. Samarbejdet kan desuden sikre en koordineret indsats i igangværende sager og bruges til løbende evaluering og optimering af det øvrige samarbejde, f.eks. i forbindelse med tvangsindlæggelser.

Erfaringer: Modellen har, ifølge en vurdering efter otte måneders forløb, vist sig særdeles anvendelig med et stort antal løbende sager, som med fordel og til gavn for patienterne er blevet behandlet i dette forum.

Kommentar: Det kan virke sandsynligt, at modellen kan forebygge kriminalitet blandt psykisk syge, da den giver mulighed for en tidlig behandlingsindsats i sager, hvor sygdommen måske ellers først ville være blevet opdaget i forbindelse med kriminalitet.

Reference: ”PSP-projektet. Et myndighedssamarbejde der sætter mennesket i centrum. pp.1-3. Frederiksberg Politi” Rasmussen (2004) i: Psykisk sygdom og kriminalitet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2006.

DKR (2008): Lokal forebyggelse af kriminalitet. Idékatalog til det lokale kriminalpræventive samarbejde, www.dkr.dk.

Navn: Mod en fælles indsats over for ungdomskriminalitet

Anvendelsessted og -tidspunkt: Karlebo Kommune 2005/06; et metodeudviklingsprojekt i et samarbejde med Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Målgruppe: Målgruppen for forebyggelsesindsatsen er udsatte børn i flygtningefamilier. Børnene er i alderen 7-13 år. I projektet deltog fem flygtningefamilier, hvor fædrene har været udsat for tortur, og hvor der er en eller flere kriminelle børn over 15 år samt drengebørn i alderen 7-13 år (målgruppen). I en af familierne var der dog ingen kriminelle børn over 15, men mange bekymringer for den ældste dreng på 12 år.

Tiltaget: Projektet består af 1) en kvalitativ undersøgelse af mødet mellem traumatiserede flygtningeforældre og det kommunale system, 2) intervention over syv måneder i form af 3-4 netværksmøder med flygtningefamiliernes professionelle netværk og 3) en kvalitativ evaluering af interventionen. Ud over de fem familier deltog de professionelle netværk, dvs. alle de faggrupper, der havde forbindelse med familiernes børn samt forældrenes rådgivere i det kommunale system, familiebehandlere, praktiserende læger mv.

Projektet tager udgangspunkt i, at torturoplevelsen har medført mistillid og mistro til offentlige myndigheder. Dette medfører i sig selv, at forældrene kan have vanskeligt ved at have en dialog eller kontakt med myndighedspersoner, og at møder med myndighedspersoner dermed ikke bliver frugtbare. Dette kan videre skabe stereotype forestillinger om de etniske minoriteter hos myndighedspersonerne.

Forældrenes fjendebilleder overføres imidlertid på børnene og kan indebære, at børnene får en konfliktfyldt interaktion med professionelle voksne i skolen, klubben eller på gaden. Stereotypificeringer mellem professionelle fagpersoner og de unge er med til at fremprovokere eller forstærke spændinger og vrede i mødet mellem dem. Projektet vil vise, at dette også gør sig gældende for mødet mellem forældrene og de forskellige faggrupper, der arbejder med deres børn og familie.

I interventionen – netværksarbejdet – er der er fokus på familiernes samlede livssituation, og der tages udgangspunkt i familien egen opfattelse af deres situation. I netværksmøderne samles forældre og professionelle i et åbent mødeforum, hvor der arbejdes struktureret med at skabe en tillidsfuld dialog og fælles løsningsstrategier. I netværksmøderne deltager også en tovholder og en mødeleder, som begge skal være neutrale i forhold til de øvrige deltagere.

Den første kontakt til familien er en indledende samtale mellem forældrene og tovholderen, hvor familiens egen beskrivelse og vurdering af deres behov, deres professionelle netværk og deres ønsker og forventninger til processen er i fokus. At forældrene er involveret i at identificere netværket betyder, at man får nogle aktører med, som myndighederne måske selv ville have identificeret, men også, at familien gradvist får opbygget tillid og åbner sig i forhold til systemet, hvilket muliggør, at kredsen af professionelle på sigt kan udvides til også at omfatte de eventuelle professionelle, som familien ikke fra starten måtte have ønsket at involvere.

Tovholderen indkalder forældrene og forældrenes professionelle netværk til det første netværksmøde, hvorefter mødelederen tager over. I mødeindkaldelsen skal der være klare informationer om tid og formål med møderne og forventninger til deltagerne. Selve netværksmødet foregår efter en fast struktur, hvor mødeleder introducerer mødet, som inkluderer tre runder:

Første runde er beskrivelse af familien fra de enkelte deltageres perspektiv.

Anden runde tager form af debat og dialog med forslag til løsninger på familiens problemer fra de professionelle ud fra deres forskellige faglige perspektiver.

Tredje runde skal bruges til udarbejdelse af en handleplan med angivelse af indsatser og ansvar for gennemførelse heraf i perioden frem til næste netværksmøde.

På netværksmøderne diskuteres hvert enkelt barn med fokus på, hvad der kan gøres for at forbedre barnets situation, og ud fra dette udarbejdes en handleplan, som deltagerne arbejder ud fra mellem møderne. Efter mødet udarbejdes et referat, som fungerer som vejledning for familierne og de professionelle i den mellemliggende periode. Referatet oversættes til familiens modersmål. Anbefalingen er, at netværksmøderne afholdes med et par måneders mellemrum. Der skal være tid mellem møderne til at arbejde med handleplanen, og der aftales evt. møder mellem enkelte af fagfolkene og/eller mellem fagfolk og forældrene. Som første punkt på dagsordenen på det efterfølgende netværksmøde evalueres handleplanen.

Erfaringer: Resultater efter tre-fire netværksmøder viser,

En markant positiv forandring i adfærden blandt børnene i alderen 7-13 år, idet de i mindre grad er udadreagerende og aggressive. Der er derimod ikke sket forandringer i adfærden hos de unge i alderen 15 år og opefter.

Netværksmøderne har medført tydeligere og konkret arbejdsfordeling mellem de professionelle og mellem forældrene og de professionelle.

Flere professionelle mener, at det forpligtende forum har hjulpet dem til at udføre deres opgaver inden for en strammere deadline.

Faggrupperne fortæller, at de har opnået et helhedsorienteret indblik i familiernes problemstillinger.

Flere faggrupper finder det nemmere at kontakte hinanden på tværs efter netværksmøderne

Der er opnået et styrket samarbejde mellem forskellige faggrupper, men flere udtrykker stadig behov for mere koordinering og vidensdeling.

Faggrupperne mener, at den større indsigt i familierne letter kommunikationen med forældrene og børnene i det daglige arbejde.

Forældrenes engagement og deltagelse i arrangementer og møder i skolernes og fritidsinstitutionernes regi er øget.

Forældrenes og de professionelles negative billeder af hinanden er blevet nuancerede eller overvundet.

Netværksmøderne har medvirket til, at forældrene oplever mindre stress.

For at sikre en god udvikling hos børnene og i forældresamarbejdet bør netværksforløbet fortsætte, indtil mødelederen og deltagerne vurderer, at det kan slutte.

Kommentar: Projektrapporten er udformet, så metoden kan kopieres og anvendes i kommuner og andre steder. Rapporten indeholder bl.a. en slags manual til netværksmøderne. Servicestyrelsen, som anbefaler netværksmodellen, vurderer dog, at de gode resultater i sig selv ikke sikrer, at modellen implementeres. Derfor er der søgt og bevilget midler af Egmont Fonden til et implementeringsprojekt, som over fire år skal indføre modellen i seks kommuner for derigennem at udvikle en generel metode til implementering og forankring af modellen i landets kommuner. Projektet skal evalueres løbende, og der skal ses bl.a. på den kriminalpræventive effekt. Det overordnede forskningsansvar vil fortsat ligge i RCT, og projektet forventes afsluttet i foråret 2012.

Reference: Johansen, Mette Louise, Tina Mouritsen og Edith Montgomery (2006): Mod en fælles indsats – netværksarbejde til forebyggelse af ungdomskriminalitet i traumatiserede flygtningefamilier, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

Se endvidere Multimediefortællingen Netværk for Rami på www.rct.dk.

Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration (2008): Kriminalitetsforebyggelse blandt traumatiserede flygtningefamilier – Implementering af netværksmøder i danske kommuner, internt dokument.

Navn: HOTSPOT

Anvendelsessted og -tidspunkt: Endnu ikke påbegyndt pilotprojekt i Sjælørområdet og Akacieparken, København.

Målgruppe: Her er der snarere tale om et område end en gruppe, idet indsatsen retter sig mod steder, hvor der er behov for en synlig og koncentreret indsats for at højne borgernes sikkerhed og tryghedsfølelse pga. bl.a. ungdomskriminalitet.

Tiltaget: Planen er at etablere en hotspot-enhed med en chef, der koordinerer programmet. Hotspotchefen holder møder med de lokale aktører – socialmedarbejdere, skolen, politiet, boligforeninger – en gang om ugen og med politidirektøren og overborgmesteren en gang om måneden. Hotspotchefen har via politidirektøren og overborgmesteren mulighed for at omgå bureaukratiske forhindringer for en effektiv indsats. Desuden rekrutteres en række ”officerer”, eller gademedarbejdere, der arbejder under hotspotchefen på at skabe ro og tryghed i gaden. Disse har ikke beføjelser til at gribe ind, men forventes at forebygge kriminalitet gennem tilstedeværelse, henstillinger og dialog; de har samtidig en direkte telefonisk adgang til det vagthavende politi. Endvidere sigtes der på at fjerne de hårdeste kriminelle fra et område (det fremgår ikke af programbeskrivelsen, hvordan dette tænkes gjort). Der indføres visitationszoner og praktiseres hjem-i-seng ordninger, ligesom der vil blive gjort brug af forældrepålæg. Andre tiltag vil f.eks. handle om helhedsskoler og fritidsjobformidling. Det er meningen, at indsatsen skal være midlertidig, og at indsatserne forankres lokalt mellem relevante parter.

Erfaringer: Hotspot modellen er importeret fra Holland, hvor den med succes er afprøvet i Rotterdam og Amsterdam i 10 år. Den er besigtiget af beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard og chefpolitiinspektør Per Larsen på fælles studietur til Holland. De to samt beskæftigelses- og integrationsforvaltningen har videreudviklet og fordansket modellen, som er blevet behandlet i Københavns Borgerrepræsentation i juni 2008.

Kommentar: I rapporten fra Københavns Kommunes taskforce nævnes, at resultaterne af en hot spot indsats kan være, at kriminaliteten forskydes til andre bydele, hvorfor en geografisk afgrænset indsats ikke er tilstrækkelig til bekæmpelse af kriminalitet. En forskningsoversigt vedrørende denne type indsatser giver dog et andet billede, da konklusionen, der drages på baggrund af en række effektstudier, er, at der ikke er tale om forskydningseffekter, men snarere om effektspredning, da indsatsen har en positiv indvirkning på de nærliggende områder også.

Referencer: Artikel fra Berlingske Tidende 21. januar 2008.

www.jakobhougaard.kk.dk/upload/jakobhougaard/dokumenter/hotspotmodel.pdf.

Braga, Anthony A. (2007): Effects of Hot Spots Policing on Crime, A Campbell Collaboration systematic review, http://www.aic.gov.au/campbellcj/reviews/titles.html.

LG Insight (2008): Den kriminalpræventive indsats i Københavns Kommune – vurderinger og anbefalinger, www.lg-insight.dk.

Bilag vedrørende familie mv.

Navn: Multisystemisk terapi, Danmark

Anvendelsessted og -tidspunkt: MST er blevet anvendt i Danmark siden 2003, og i dag er der MST-teams i Herning, Helsingør, Århus, Aalborg og Storkøbenhavn. Nogle af disse tilbyder ikke blot deres service i egne kommuner, men også omkringliggende kommuner.

Målgruppe: Unge i alderen 12-17, som har alvorlige adfærdsproblemer, og hvor familien er tæt på at give op og har udtrykt ønske om, at den unge anbringes uden for hjemmet. Målgruppen kan også være unge, som hjemgives til forældrene efter ophold på døgninstitution. Tiltaget er både et alternativ og et supplement til døgnanbringelser.

Tiltaget: Formålet med MST er at mobilisere ressourcerne i familien, i familiens netværk og i den unges øvrige netværk (venner og skole). Af eksempler på adfærdsmæssige problemer nævnes pjækkeri fra skole, kriminalitet, misbrug, aggressivitet og trusler.

MST-behandlingen starter med en henvisning fra de sociale myndigheder. Formålet med indsatsens konkretiseres herefter i 4-5 målsætninger. Overordnet opstilles der tre mål for behandlingen: 1) den unge skal gå i skole eller arbejde mindst 20 timer per uge, 2) den unge må ikke begå ny kriminalitet inden for de sidste to måneder af behandlingsforløbet, og 3) den unge skal fortsat bo hjemme.

Programmet forsøger at ændre den unges adfærd bl.a. ved ”at styrke forældrenes opdragelsespraksis, styrke forudsigelighed og omsorg i familien, skabe fornyet kontakt til venner og positive interesse for den unge, forbedre den unges skole- eller arbejdspræstation, øge den unges deltagelse i positive fritidsaktiviteter, styrke kontakten mellem familie og omgivelser samt gøre familien i stand til at løse fremtidige konflikter” (Servicestyrelsens hjemmeside).

Behandlingen foregår i familiens eget hjem eller nære omgivelser og udføres af en vejleder og to-fire terapeuter. Vejlederen skal sikre, at der er en terapeut til rådighed for familien 24 timer i døgnet. Behandlingsforløbet varer fra tre til fem måneder.

Erfaringer: En resultatevaluering, som er gennemført fra 2005 til 2007, følger 359 MST-forløb. Evalueringen er opdelt i to dele, hvoraf den første omhandler behandlingsresultater i forhold til primære resultatmål (hvordan de unge udvikler sig i forhold til skolegang, kriminalitet, misbrug og døgnanbringelse). I denne del af evalueringen, der omfatter 231 forløb, sammenlignes de unges situation på henvisningstidspunktet med deres situation ni og 18 måneder efter afslutningen af MST-forløbet.

Den anden del af evalueringen omhandler behandlingsresultater i forhold til relationelle mål (familiens samspil, de unges relationer til jævnaldrende og de unges psykiske velbefindende). Denne del omfatter 128 forløb, og her sammenlignes de unges situation på henvisningstidspunktet med situationen et halvt år efter forløbets afslutning.

Første del af evalueringen viser, at de unges problemadfærd er blevet reduceret. Det er således lykkes at reducere andelen af unge, som ikke går i skole eller er i arbejde, eller som har haft et omfattende fravær, med 40-50 pct. Tilsvarende er andelen af unge, der begår kriminalitet, halveret, og der er sket godt en halvering af de unges misbrugsproblemer. MST-behandlingen betegnes som tilfredsstillende på disse områder, mens den på to andre områder har vist sig at være mindre tilfredsstillende. Det angår andelen af unge, som ikke passer deres skoletilbud, idet der trods en væsentlig reduktion, jf. ovenstående, stadig er en stor gruppe unge, ca. en fjerdedel, som hverken før eller efter MST-forløbet passer et skoletilbud. Desuden har MST-behandlingen ikke kunnet forhindre døgnanbringelser fuldstændigt, eftersom mellem en fjerdedel og en tredjedel af de unge er blevet anbragt på en døgninstitution i løbet af den periode, evalueringen er foregået.

Anden del af evalueringen viser, at der er sket et betydeligt opsving i forældrenes vurdering af samspillet i familien. Desuden er familiens kommunikationsevne blevet kraftigt forbedret. Også de unge angiver visse forbedringer, men dog ikke så markant som forældrene. Evalueringen viser endvidere, at skolerne vurderer, at der er sket en klar fremgang i drengenes psykiske velbefindende, mens det for de pigernes vedkommende kun er tale om beskedne forbedringer. Endelig viser evalueringen, at lærerne oplever klare fremskridt i de unges relationer til jævnaldrene. De unges forældre og de unge selv angiver kun mindre forbedringer i denne retning.

Kommentar: Det er vanskeligt at vurdere de nævnte resultater, da undersøgelsen ikke omfatter en kontrolgruppe.

Reference: Greve, Morten & Mikael Thastum (2008): Resultatevaluering af Multisystemisk Terapi i Danmark 2004-2007. Delrapport 2. Servicestyrelsen, København & Center for Kvalitetsudvikling, Århus.

Servicestyrelsens hjemmeside: www.servicestyrelsen.dk.

Navn: Metaanalyse af Multisystemisk Terapi

Type: Metaanalyse.

Anvendelsessted og -tidspunkt: Metaanalysen omfatter otte undersøgelser, som er publiceret i perioden 1990-2004. Undersøgelserne stammer fra USA (6), Canada (1) og Norge (1). MST-programmet er meget udbredt, og forfatterne anslår, at der hvert år er cirka 10.000 unge i USA og Europa, som underkastes programmet.

Målgruppe: Unge i alderen 10-17 år, som har adfærdsvanskeligheder, herunder unge som har psykiske problemer eller begår kriminalitet.

Tiltaget: Multisystemisk terapi er et intensivt familieprogram vedrørende unge med adfærdsvanskeligheder. Under behandlingen forsøger terapeuterne at engagere hele familien for at løse problemerne. Behandlingen kan konkret bestå af indsatser i forhold til at forbedre kommunikation i familien, forældreegenskaber, relationer til kammerater, skolepræstationer og socialt netværk. Der er ikke udviklet nogen særlig teknik i forbindelse med MST, men programmet særkende er den helhedsorienterede indsats.

Tiltagets varighed er 4-6 måneder. Hver terapeut har ansvar for et lille antal familier og står til rådighed 24 timer i døgnet. Formålet med tiltaget er at begrænse anbringelser uden for hjemmet og at reducere de unges kriminalitet og anden afvigende adfærd.

Undersøgelsen: Undersøgelsen er baseret på kvantitative metoder. Metaanalysen inkluderer kun undersøgelser med et rent eksperimentelt design. Herved adskiller den sig fra de fleste andre metaanalyser, som sædvanligvis både inkluderer undersøgelser med eksperimentelt og kvasi-eksperimentelt design. De otte undersøgelser omfatter godt 1200 unge. Eksperimentalgruppen består af unge (familier), som har fået MST, mens kontrolgruppen består af unge (familier), som har fået enten ’den sædvanlige behandling’ eller ingen behandling. Den sædvanlige behandling kan inkludere anbringelse uden for hjemmet. Det er således en ganske sammensat kontrolgruppe, der sammenlignes med.

Succeskriterier varierer i forskellige undersøgelser og er enten 1) andel unge som anbringes uden for hjemmet (institution, psykiatrisk institution eller fængsel), og 2) andel unge som anholdes og domfældes. Oplysningerne er baseret på selvrapporteret kriminalit