Indsatsen mod ungdomskriminalitet
Betænkning nr. 1508
Bilag 6

Forside | Til bund | Forrige

Bilag 6. Udvalgsrapport vedrørende målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere

1. Indledning

Regeringen nedsatte i september 2003 et ministerudvalg for indsatsen mod unge kriminelle. Udvalgets foreløbige afrapportering blev forelagt på et møde i regeringens koordinationsudvalg i december 2004. Udvalget anbefalede i sin foreløbige afrapportering bl.a., at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal se på mulighederne for en mere effektiv og hurtig sagsbehandling i relation til ungdomskriminalitet.

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Nye mål” fra februar 2005, at regeringen ønsker, at anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorgen skal prioritere, at kriminelle unge under 18 år får dom for deres kriminalitet og påbegynder afsoning eller opfyldelse af vilkår i forbindelse med tiltalefrafald eller betingede domme hurtigere, end det sker i dag. Det anføres således, at mindre komplicerede sager om kriminalitet begået af unge under 18 år bør indbringes for retten inden for en måned efter, at gerningsmanden er identificeret, og at afsoning eller opfyldelse af vilkår bør påbegyndes senest en måned efter sagens endelige afgørelse. Det anføres endvidere, at regeringen vil udarbejde retningslinier for hurtig sagsbehandling hos anklagemyndigheden og kriminalforsorgen i sager om unge kriminelle, og at der i den anledning skal nedsættes et udvalg under Rigsadvokaten.

På denne baggrund anmodede Justitsministeriet ved skrivelse af 27. maj 2005 Rigsadvokaten om at nedsætte et udvalg, som inden udgangen af 1. halvår 2006 skal komme med forslag til den konkrete udmøntning af målsætningen i regeringsgrundlaget. I skrivelsen anføres følgende om udvalgets opgaver:

”Udvalget bedes nærmere angive, hvilke sagstyper for så vidt angår mindre komplicerede sager vedrørende unge under 18 år der bør være omfattet af retningslinierne, ligesom de faktorer, der kan få betydning for mulighederne for at overholde en 30-dages frist, nærmere bør beskrives.

Under henvisning til anbefalingen fra ministerudvalget bedes udvalget endvidere mere overordnet overveje, for hvilke andre sagstyper i relation til ungdomskriminalitet det kan være relevant at opstille målsætninger for anklagemyndighedens sagsbehandlingstid.”

Justitsministeriet forudsatte, at udvalget – udover repræsentanter for Rigsadvokaten – blev sammensat af repræsentanter for Kriminalforsorgen, Socialministeriet og Foreningen af Politimestre i Danmark.

På denne baggrund nedsatte Rigsadvokaten i juni 2005 et udvalg om sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere. Udvalget har haft følgende sammensætning:

Statsadvokat Hanne Schmidt, Rigsadvokaten (formand)
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Foreningen af Statsadvokater
Politimester Ole Scharf, Foreningen af Politimestre i Danmark
Vicepolitimester Finn Ravnborg, Politifuldmægtigforeningen
Souschef Peter Dexters, Direktoratet for Kriminalforsorgen
Forsorgsfuldmægtig Dagmar Rasmussen, Direktoratet for Kriminalforsorgen
Fuldmægtig Jessie Brender Olesen, Socialministeriet

Vicestatsadvokat Lykke Sørensen, Rigsadvokaten, har fungeret som udvalgets sekretær. Endvidere har Rigspolitiet tilvejebragt statistiske oplysninger til brug for udvalgets arbejde, ligesom Rigspolitiet har ydet bistand i forbindelse med udvalgets overvejelser om opfølgning.

Afsnit 2 indeholder udvalgte statistiske oplysninger om ungdomskriminalitet, mens afsnit 3 omhandler gældende regler for behandlingen af sager mod unge lovovertrædere, herunder sagsbehandlingstiden. I afsnit 4 redegøres for udvalgets forslag til målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, mens afsnit 5 indeholder forslag til opfølgning. Endelig indeholder afsnit 6 en sammenfatning af udvalgets forslag.

2. Antallet af sager mod unge lovovertrædere

I Kriminalitet 2004 fra Danmarks Statistik findes en række oplysninger om antallet af strafferetlige afgørelser vedrørende unge mellem 15 – 18 år i 2004. Det fremgår af oplysningerne (tabel 3.02A), at der i 2004 blev truffet 13.138 afgørelser vedrørende unge mellem 15 - 18 år, herunder bl.a. følgende afgørelser:

I Kriminalitet 2004 fra Danmarks Statistik findes endvidere oplysninger om afgørelser fordelt efter overtrædelsens art og alder (tabel 3.05A). Enkelte tal er gengivet nedenfor.

Det bemærkes, at udvalget har modtaget oplysninger om antallet af afgørelser fordelt på afgørelsestype og afgørelsesart for 2005 fra Rigspolitiet, jf. bilag 6.1. Imidlertid er oplysningerne bl.a. for så vidt angår ubetingede straffe og ungdomssanktion ikke udskilt, hvorfor tallene fra Danmarks Statistik for 2004 er gengivet ovenfor. Det bemærkes endvidere, at det af oplysningerne fra Rigspolitiet fremgår, at der foreligger betydeligt flere bødeafgørelser i 2005 vedrørende unge mellem 15 – 18 år, end det fremgår af oplysningerne fra Danmarks Statistik for 2004. Denne forskel, som ikke kan forklares med en stigning indenfor et år, kan skyldes, at en række bødeafgørelser ikke opdateres i Kriminalregisteret og dermed ikke fremgår af oplysningerne fra Danmarks Statistik.

3. Gældende regler om sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere

3.1. Indledning

I Rigsadvokatmeddelelse nr. 2/2004 er der fastsat retningslinier for behandlingen af sager mod unge lovovertrædere. Meddelelsen indeholder ikke generelle regler for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, men der er fastsat en række retningslinier, som har betydning for sagsbehandlingstiden. Der er endvidere i bl.a. lov om social service fastsat regler for sagsbehandlingen hos de sociale myndigheder, ligesom der bl.a. i bekendtgørelse nr. 503 af 17. juni 2005 om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte mv. (tilsynsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 504 af 17. juni 2005 om iværksættelse af fængselsstraf, forvaring og forvandlingsstraf for bøde i fængsel eller arresthus (iværksættelsesbekendtgørelsen) er fastsat visse regler for sagsbehandlingen hos Kriminalforsorgen. Ligeledes er der fastsat frister for sagsbehandlingstiden i bekendtgørelse nr. 322 af 19. april 2006 om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol (bekendtgørelse om strafudståelse på bopælen) samt i cirkulære nr. 31 af 19. april 2006 om sagsbehandlingsspørgsmål ved behandlingen af sager om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol.

I afsnit 3.2. beskrives de gældende regler for sagsbehandlingen hos politiet, anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder fra sigtelsen til sagen fremsendes til retten, eller anklagemyndigheden træffer en anden afgørelse i sagen. De gældende regler for sagsbehandlingen efter afgørelsen, dvs. fra den endelige afgørelse til fuldbyrdelsen af en afgørelse iværksættes, beskrives i afsnit 3.3.

3.2. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen

3.2.1. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden hos politiet og anklagemyndigheden

Rigsadvokatmeddelelse nr. 2/2004 indeholder bl.a. retningslinier for behandlingen af sager mod unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år, herunder om samarbejdet mellem politiet og de sociale myndigheder.

Det er i pkt. 3.1. i meddelelsen fastsat, at politiet skal underrette de sociale myndigheder om sagen, når en sigtet mellem 15 og 18 år skal afhøres, og sigtelsen angår overtrædelse af straffeloven eller forhold, der efter loven kan medføre frihedsstraf. Det fremgår endvidere, at en repræsentant for de sociale myndigheder så vidt muligt skal have adgang til at overvære afhøringer, der foretages af politiet eller af retten. I andre tilfælde – dvs. når den unge ikke anholdes eller afhøres – skal de sociale myndigheder underrettes, såfremt den unge har begået kriminalitet, der ikke er bagatelagtig, og hvor der kan være behov for støtte fra de sociale myndigheder. Underretning af de sociale myndigheder skal i alle tilfælde ske senest, når efterforskningen er afsluttet.

Underretningen af de sociale myndigheder skal bl.a. sikre, at de sociale myndigheder så tidligt som muligt bliver bekendt med sagen, og at de sociale myndigheder i sager, hvor den unge har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan udfærdige en foreløbig handleplan i overensstemmelse med § 58 a i lov om social service, jf. nedenfor i afsnit 3.2.4.

Det følger endvidere af pkt. 3.2. i meddelelsen, at den unges forældre ligeledes skal underrettes snarest muligt, hvis den unge anholdes eller skal afhøres. Hvis den unge ikke anholdes, og der ikke gennemføres en egentlig afhøring, underrettes den unges forældre snarest muligt og senest, når efterforskningen er afsluttet, f.eks. samtidig med udsendelse af bødeforelæg.

I meddelelsen er der endvidere i pkt. 3.4. fastsat følgende retningslinier for indhentelse af oplysninger om personlige forhold og orientering af kriminalforsorgen mv.:

”3.4. Oplysninger om personlige forhold, orientering af kriminalforsorgen mv.

3.4.1. Generelt

Oplysninger om sigtedes personlige forhold indhentes hos de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune. Oplysningerne bør normalt indhentes på et så tidligt tidspunkt som muligt. De bør dog ikke indhentes, før det er muligt i det væsentlige at overskue sagens nærmere karakter og omfang.

Med henblik på at sikre hurtig og effektiv sagsbehandling i sager, hvor der kan blive tale om at anvende tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt eller vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, kan der i politikredsene etableres særlige udvalg/samråd med repræsentanter for de relevante myndigheder, herunder politiet og de sociale myndigheder. I stedet for at sende sagens akter mellem de forskellige myndigheder og dermed forlænge sagsbehandlingstiden, kan udvalgene/samrådene i fællesskab drøfte den unges situation og på denne baggrund fastsætte de vilkår, der vil være særligt velegnede over for den pågældende unge. Herefter drøftes vilkårenes indhold med den unge og dennes forældre.

3.4.2. Sagstyper og behovet for oplysninger fra de sociale myndigheder

Oplysninger om personlige forhold bør normalt indhentes i alle sager. Undtaget er dog

• sager, der må forventes at ende med påtaleopgivelse,
• sager, der kan afgøres med bøde eller advarsel,
• sager, der forventes sluttet efter bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale,
• sager, der med altovervejende sandsynlighed vil medføre en ubetinget frihedsstraf, og hvor der allerede foreligger personlige oplysninger.

3.4.3. Fremgangsmåde

Henvendelser til de sociale myndigheder skal vedlægges kopi af forholdsfortegnelse eller kopi af retsmødebegæring eller anklageskrift, hvis disse foreligger. Sagens akter medsendes kun, hvor der skønnes at være et særligt behov for, at de sociale myndigheder kender detaljerne i sagen.

3.4.4. Personundersøgelser ved kriminalforsorgen. Retsplejelovens § 808

Personundersøgelser efter retsplejelovens § 808 indhentes normalt ikke i sager mod unge under 18 år. De oplysninger, der indhentes fra de sociale myndigheder, må antages at være tilstrækkelige i de fleste tilfælde. Hvis det overvejes at knytte tilsyn af kriminalforsorgen som vilkår til en helt eller delvist betinget dom, eller der kan blive tale om samfundstjeneste, skal der dog tilvejebringes en personundersøgelse. Det samme gælder, hvis der i øvrigt er behov for personlige oplysninger, som ikke kan skaffes gennem de sociale myndigheder.

Der henvises i øvrigt til rigsadvokatmeddelelsen om personundersøgelser ved kriminalforsorgen, herunder med henblik på samfundstjeneste.

For så vidt angår eventuel udfærdigelse af personundersøgelse i sager, hvor der kan blive tale om anvendelse af ungdomssanktion, henvises til afsnit 4.5.2.

3.4.5. Orientering af kriminalforsorgen om sager, der forventes at medføre ubetinget fængselsstraf

I sager, der forventes at medføre ubetinget fængselsstraf, underrettes den lokale afdeling af kriminalforsorgen om sagen, således at den unges afsoning kan planlægges og iværksættes hurtigst muligt.

Underretningen bør ske ved kopi af forholdsfortegnelse, retsmødebegæring eller anklageskrift og så tidligt som muligt, når det står klart, at ubetinget fængselsstraf kan forventes.”

Rigsadvokatmeddelelse nr. 2/2004 indeholder ikke målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, men på flere punkter understreges det, at sagerne skal behandles hurtigst muligt.

I sager, der skal afgøres med tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, jf. retsplejelovens 722, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. § 723, stk. 1, og § 40 i lov om social service, er det således i pkt. 4.2.1.5. om rettens godkendelse fastsat, at der i politikredsene med henblik på at sikre, at kontrakten godkendes af retten så hurtigt som muligt, bør søges etableret ordninger med de stedlige retter, der medfører, at behandlingen af sager om ungdomskontrakt kan ske, så snart kontrakten er underskrevet.

I bilag 6.2 findes et eksempel på sagsgangen hos politiet og anklagemyndigheden i sager mod unge lovovertrædere, der omhandler overtrædelse af straffeloven eller andre sager, der kan medføre frihedsstraf.

Som det fremgår af beskrivelsen, skal der foretages en række sagsbehandlingsskridt hos politiet og anklagemyndigheden, efter gerningsmanden er blevet sigtet. Der skal således for det første gennemføres afhøring af den sigtede, hvor forældremyndighedens indehaver og/eller de sociale myndigheder er tilstede. Endvidere kan der på grundlag af sigtedes forklaring, herunder hvis sigtede nægter sig skyldig, være anledning til at foretage yderligere efterforskning i sagen. Efter, at gerningsmanden er identificeret og sigtet, skal sagen forelægges for de sociale myndigheder og/eller Kriminalforsorgen med henblik på, at disse kan fremkomme med en udtalelse om sigtedes personlige forhold. Herefter skal anklagemyndigheden tage stilling til tiltalespørgsmålet, herunder hvilken strafpåstand der skal nedlægges. I visse sager skal tiltalespørgsmålet forelægges for vedkommende regionale statsadvokat.

I forhold til bøder for overtrædelse af færdselsloven er der ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juni 1997 om mål for hurtig sagsbehandling m.v. fastsat en målsætning om, at sigtede i sager om overtrædelse af færdselsloven skal modtage et bødeforelæg inden 20 dage.

Rigspolitiet har til brug for udvalgets arbejde tilvejebragt en række oplysninger om sagsbehandlingstiden hos politiet og anklagemyndigheden fra bl.a. sigtelsen til tiltalen (fremsendelse til retten mv.) i sager om unge lovovertrædere, jf. bilag 6.1. Det fremgår af oplysningerne (tabel 5 og 5a - 5c), at sagsbehandlingstiden varierer betydeligt afhængig af kriminalitetens art. De korteste gennemsnitlige sagsbehandlingstider findes således i sager om overtrædelse af færdselsloven, hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er på 30,7 dage, dog således at sager, der er konstateret ved automatisk trafikkontrol, behandles inden for 35,4 dage. For vold og røveri er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 50,5 dage, mens den for narkotika og smugleri er 54,1 dage. Med hensyn til øvrige særlovsovertrædelser, der bl.a. omfatter overtrædelse af våbenloven, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 43,6 dage. Det bemærkes, at sager om overtrædelse af hastighedsgrænserne, som er konstateret i forbindelse med automatisk trafikkontrol, er udskilt fra de øvrige overtrædelser af færdselsloven. Det kan forlænge sagsbehandlingstiden i disse sager, at der er kørt i en brugsstjålet bil, fordi føreren af bilen ofte ikke kan identificeres af den registrerede ejer af bilen.

3.2.2. Retningslinier om sagsbehandlingstiden i sager om vold og voldtægt

Som nævnt under afsnit 3.1. er der ikke fastsat generelle retningslinier for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere. For visse sagstyper er der imidlertid fastsat målsætninger for sagsbehandlingstiden, og disse retningslinier gælder også, hvis den sigtede er under 18 år.

Ved Rigsadvokatmeddelelse nr. 8/1997 om indberetning af sagsbehandlingstiden i voldssager, dvs. overtrædelser af straffelovens §§ 244 – 246, er det fastsat, at det bør tilstræbes, at det samlede tidsforbrug fra anmeldelse - i praksis identifikation af gerningsmanden - til sagens indbringelse for retten ikke overstiger 30 dage, samt at sagen bør tilstræbes fremsendt til retten inden en uge efter, at efterforskningen er afsluttet.

Endvidere er der i Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2005 fastsat målsætninger for sagsbehandlingstiden i voldtægtssager. Målsætningerne indebærer, at det bør tilstræbes, at det samlede tidsforbrug fra sigtelsen i en voldtægtssag til sagens indbringelse for retten ikke overstiger 60 dage. I de tilfælde, hvor der gennemføres mentalundersøgelse af sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Retslægerådet, bør det tilstræbes, at det samlede tidsforbrug fra sigtelsen til sagens indbringelse for retten ikke overstiger 4 måneder.

Målsætningerne omfatter sager om overtrædelse og forsøg på overtrædelse af straffelovens § 216, § 216, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje) og § 216, jf. § 225 (kønslig omgængelse med en person af samme køn). Der er endvidere i pkt. 4 anført følgende om, hvilke sager der er omfattet af målsætningerne:

”Ordningen omfatter sager, hvor voldtægtsforholdet er sagens hovedforhold.

Ordningen omfatter imidlertid også sager, hvor der er begået anden kriminalitet i tilknytning til voldtægten – eksempelvis frihedsberøvelse af offeret eller efterfølgende trusler mod offeret – idet sådanne lovovertrædelser ikke i sig selv kan antages at påvirke behandlingen af voldtægtssagen væsentligt. Endvidere omfatter ordningen sager, hvor der i øvrigt måtte indgå forhold vedrørende mindre alvorlig kriminalitet begået uden sammenhæng med voldtægtsforholdet, hvis karakteren af disse forhold ikke medfører en særlig omfattende og langvarig efterforskning. Ordningen omfatter tillige sager med flere gerningsmænd og sager, hvor samme gerningsmand har begået flere voldtægter.

Udenfor ordningen falder nævningesager. Udenfor ordningen falder også sager, der skal behandles i byretten i 1. instans, hvis sagen udover voldtægt omfatter anden alvorlig kriminalitet, eksempelvis røverier, anden grovere berigelseskriminalitet eller adskillige voldsforhold, der i væsentlig grad har betydning for politiets og anklagemyndighedens behandling af sagen.”

3.2.3. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden hos Kriminalforsorgen

Efter retsplejelovens § 808, stk. 1, skal der tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse eller anvendelse af anden retsfølge end straf. Det følger endvidere af stk. 2, at en nærmere undersøgelse vedrørende sigtedes personlige forhold, herunder navnlig hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndelige tilstand, i almindelighed skal foretages, når der kan blive spørgsmål om anvendelse af betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8, tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning eller retsfølger, der træder i stedet for straf.

Personundersøgelser som nævnt i § 808, stk. 2, foretages af Kriminalforsorgen efter anmodning fra anklagemyndigheden. Personundersøgelser efter § 808 indhentes normalt ikke i sager mod unge under 18 år, medmindre det overvejes at knytte tilsyn af Kriminalforsorgen som vilkår til en helt eller delvist betinget dom, eller der kan blive tale om samfundstjeneste. Sager om unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år forelægges i stedet for de sociale myndigheder med henblik på, at de sociale myndigheder tilvejebringer oplysninger om den unges personlige forhold, jf. afsnit 3.2.4. nedenfor.

Kriminalforsorgen har udarbejdet en vejledning for gennemførelse af personundersøgelser. Det fremgår af retningslinierne, at en personundersøgelse normalt ikke må tage længere tid end tre uger. Heri indgår også den tid, der anvendes til ekspedition af sagen.

Kriminalforsorgen udførte 844 personundersøgelser i 2004 vedrørende personer mellem 15 – 18 år. Heraf blev ca. halvdelen udført inden 30 dage.

I bilag 6.3 findes en beskrivelse af, hvordan sagsgangen er hos Kriminalforsorgen i sager, hvor Kriminalforsorgen skal udarbejde en personundersøgelse i en sag mod en ung under 18 år. Som det fremgår af beskrivelsen, indleder Kriminalforsorgen sagsbehandlingen, når sagen er modtaget fra anklagemyndigheden. I forhold til unge under 18 år skal Kriminalforsorgen, inden personundersøgelsens samtale gennemføres, indhente samtykke fra forældremyndighedens indehaver til, at den unge medvirker til undersøgelsen, og samtykke til indhentning af oplysninger fra andre om den unge, og til at den unge eventuelt kan udføre samfundstjeneste. Når samtykke er modtaget, indkaldes den unge til samtale, men på grund af den unges udeblivelse forsinkes gennemførelsen af samtalerne i en række tilfælde. De oplysninger, som den unge fremkommer med under samtalen, søges dokumenteret af Kriminalforsorgen, således at der indhentes oplysninger fra skolen, forældre og de sociale myndigheder mv.

3.2.4. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden hos de sociale myndigheder

Som nævnt ovenfor under pkt. 3.2.1 og 3.2.3. forelægges sager vedrørende unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år normalt af anklagemyndigheden for de sociale myndigheder i den unges opholdskommune med henblik på, at de sociale myndigheder tilvejebringer oplysninger om den unges personlige forhold, jf. retsplejelovens § 808, stk. 1. Sagen forelægges for de sociale myndigheder på et så tidligt tidspunkt som muligt, men dog ikke før, at det er muligt i det væsentlige at overskue sagens nærmere karakter og omfang, jf. pkt. 3.4.1. i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000.

I lov om social service og i vejledninger udarbejdet i medfør af loven er der fastsat visse regler for kommunernes behandling af sager vedrørende unge lovovertrædere.

Det følger af § 58 a, stk. 3, i lov om social service, at kommunen for unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal udarbejde en handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. Det følger endvidere af bestemmelsens stk. 4, at kommunen inden 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet, skal udarbejde en foreløbig handleplan. En handleplan skal angive formålet med indsatsen, og hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal under hensyn til dette formål tillige angive indsatsens forventede varighed, særlige forhold vedrørende den unge, herunder behandling, uddannelse mv., jf. stk. 5.

Socialministeriet har udarbejdet vejledning nr. 10 af 3. februar 2006 om særlig støtte til børn og unge. Vejledningen uddyber reglerne om særlige støtte til børn og unge i lov om social service og indeholder i pkt. 126 – 132 bl.a. vejledning om udarbejdelse af handleplaner for børn og unge, der har begået kriminalitet. I vejledningen er bl.a. anført følgende:

”§ 58 a, stk. 3, giver kommunerne pligt til at udarbejde en handleplan, når en ung under 18 år har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Handleplanen skal beskrive en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet, så der kan ydes den nødvendige støtte til den unge. Udover voldskriminalitet omfatter begrebet alvorlig kriminalitet, såsom voldtægt, røveri, grovere former for hærværk og tyveri samt forsøg på sådanne forbrydelser.

Det er ikke et krav, at den unge er dømt, eller at det på anden måde er bevist, at den unge faktisk har begået voldskriminalitet eller anden form for alvorlig kriminalitet. Det er hensigten, at der skal sættes ind så tidligt som muligt. Det er derfor ikke formålstjenligt at afvente en eventuel domfældelse.

Kommunens behandling af sagen kan, i tilfælde hvor der ikke er tale om bevist kriminalitet, alene ske ud fra, at der er foretaget en underretning om formodet kriminalitet. Dokumentationen fra politiet er et udgangspunkt for aktivt at inddrage barnet eller den unge og forældrene i sagen.

Kommunen skal efter § 58 a udarbejde en foreløbig handleplan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet. Hvis den pågældende i forvejen er kendt af kommunen, vil en handleplan ofte kunne foreligge hurtigere. I det omfang kommunen imidlertid ikke i forvejen kender barnet eller den unge, der pågribes i alvorlig kriminalitet, kan selv 7 dage anses for kort tid til at udarbejde en langsigtet handleplan for indsatsen. Kravet omfatter i disse tilfælde alene en foreløbig handleplan. Den foreløbige handleplan indebærer, at der er mulighed for efterfølgende justeringer, når barnets eller den unges situation er undersøgt yderligere. Den foreløbig handleplan kan f.eks. omfatte:

• at der straks indkaldes til et møde med forældrene og den unge, hvor det drøftes, hvad der kan gøres for at forebygge yderligere kriminalitet,
• at den unge får tilknyttet en støtte- eller kontaktperson, eller
• at den unge anbringes uden for hjemmet, for at hindre at der begås ny kriminalitet

Den konkrete indsats tilrettelægges af kommunen. For de 15 – 17-årige bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen. Det bør i denne forbindelse indgå, at kriminalforsorgen kan foranledige udarbejdet en personundersøgelse, jf. retsplejelovens § 808, om sigtedes forhold, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse ved retten, inden for en kortere tidsfrist…

I de tilfælde, hvor den unge er omfattet af ordningen med ungdomskontrakter, vil kravet i § 58 a være opfyldt ved indgåelsen af ungdomskontrakt. Der skal derfor ikke udarbejdes en handleplan efter § 58 a.”

Om sagsbehandlingstid vedrørende ungdomssanktion er det særligt i pkt. 148 i vejledningen anført, at det er centralt, at sagsbehandlingen hos kommunen foregår hurtigt i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kan komme på tale.

Vejledningen suppleres af vejledning nr. 10 af 31. januar 2000 om hurtig indsats over for børn og unge, der begår kriminalitet. Vejledningen har alene karakter af forslag til inspiration for den enkelte kommune til organisering af indsatsen. Det fremgår endvidere af vejledningen, at det ikke er hensigten, at vejledningen skal føre til øget ressourceanvendelse i den kommunale indsats.

Socialministeriet har til brug for udvalgets arbejde indhentet oplysninger om sagsbehandlingstiden hos de sociale myndigheder i København, Odense, Fredericia, Herning, Ringsted og Nordborg. Socialministeriet har på denne baggrund bl.a. konkluderet, at det tager ca. 7 – 14 dage for de store og mellemstore kommuner at udarbejde en foreløbig handleplan, mens det tager mellem 2 - 8 uger i de mindre kommuner. For så vidt angår kommunernes sagsbehandlingstid i forbindelse med en ungdomskontrakt, som træder i stedet for en foreløbig handleplan efter lov om social service, eller fastsættelse af andre vilkår fremgår det af de indkomne svar, at de store og mellemstore kommuner anvender ca. 2 uger, mens de små kommuner anvender mellem 2 – 4 uger med henblik på at udarbejde en udtalelse til anklagemyndigheden.

For så vidt angår sagsbehandlingstiden i forbindelse med sager om ungdomssanktion fremgår det af de indkomne svar, at der i de store og mellemstore kommuner anvendes fra ca. 7 dage til 2 måneder, mens der i de små kommuner anvendes fra to uger til 4 måneder.

3.3. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen

3.3.1. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden hos politiet og anklagemyndigheden

Efter retsplejelovens § 997, stk. 1, drager politimesteren omsorg for straffedommes fuldbyrdelse såvel i henseende til straf som i henseende til dommens øvrige bestemmelser. En straffedom kan ifølge § 999, stk. 1, ikke fuldbyrdes, før fristen for anke efter lovens almindelige regel er udløbet, eller ankeafkald er meddelt.

Bestemmelsen indebærer i praksis, at politimesteren skal underrette de relevante myndigheder, når en dom er endelig og kan fuldbyrdes. I sager om tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt eller sociale hjælpeforanstaltninger og sager, hvor der er fastsat en ungdomssanktion, underrettes de sociale myndigheder, mens det i sager, hvor der er idømt ubetinget fængselsstraf eller betinget dom med vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen eller om samfundstjeneste, er Kriminalforsorgen, der underrettes om afgørelsen.

Der er som nævnt ovenfor i afsnit 3.2. ikke fastsat generelle retningslinier for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid i sager mod unge lovovertrædere. Det er dog i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om behandling af sager mod unge lovovertrædere på visse punkter fastsat, at sagerne skal behandles hurtigst muligt. Det er således fastsat, at politiet i sager, der afgøres med tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, straks efter rettens godkendelse skal underrette de sociale myndigheder, således at de initiativer, der er fastsat i kontrakten, kan iværksættes snarest muligt, jf. pkt. 4.2.1.6. i meddelelsen.

Politimesterens underretning af Kriminalforsorgen følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 504 af 17. juni 2005 om iværksættelse af fængselsstraf, forvaring og forvandlingsstraf for bøde i fængsel eller arresthus (iværksættelsesbekendtgørelsen), hvorefter politimesteren underretter kriminalforsorgen om, at en person skal udstå fængselsstraf, så snart der er givet fuldbyrdelsesordre.

3.3.2. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden hos Kriminalforsorgen

Efter § 1 i lov om fuldbyrdelse af straf (straffuldbyrdelsesloven) fuldbyrdes efter reglerne i loven bl.a. fængselsstraffe, betingede domme og samfundstjeneste. I tilfælde, hvor en person mellem 15 – 18 år er idømt en ubetinget fængselsstraf, en betinget dom med vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen eller en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, har Kriminalforsorgen således ansvaret for fuldbyrdelsen af dommen.

Betingede domme

Efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 503 af 17. juni 2005 om Kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget dømte m.v. (tilsynsbekendtgørelsen) skal en person med vilkår om tilsyn møde hos eller modtage besøg af tilsynsmyndigheden senest en uge efter, at vilkåret om tilsynet er trådt i kraft. Ubetingede særvilkår om behandling, ophold i bestemt institution mv. skal iværksættes umiddelbart efter det første møde, medmindre de allerede er iværksat, jf. § 3, stk. 1.

Efter bekendtgørelsens § 8, stk. 1, skal tilsynsmyndigheden indgå aftale med et arbejdssted om afvikling af samfundstjeneste, og det følger af § 8, stk. 3, at i de tilfælde, hvor en person er idømt en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skal aftalerne være indgået snarest og senest 10 dage efter, at dommen kan fuldbyrdes, dog 20 dage i tilfælde af overtrædelse af færdselsloven, jf. stk. 4.

Kriminalforsorgen har oplyst, at de ovenfor nævnte frister er under revision, således at der fremover forventes at gælde en 14 dages frist for iværksættelse af tilsyn, og at der skal være lavet en aftale om samfundstjeneste senest 20 dage efter, at en sag er modtaget i en af Kriminalforsorgens afdelinger.

Ubetingede domme

Ifølge § 8, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven skal fuldbyrdelse af en fængselsstraf iværksættes snarest muligt. Der er endvidere i iværksættelsesbekendtgørelsen fastsat forskellige regler om indkaldelse til afsoning mv. af personer, som er idømt fængselsstraf. Der er ikke generelt fastsat tidsfrister for, hvornår fuldbyrdelsen af fængselsstraf skal iværksættes, men i forhold til voldssager og sager om voldtægt gælder dog en frist på 30 dage fra fuldbyrdelsesordren, jf. § 5, stk. 3, og § 27, stk. 2, således at afsoning skal påbegyndes senest 30 dage efter, at dommen kan fuldbyrdes. For så vidt angår dømte, der er på fri fod, og som i forbindelse med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste efter straffelovens § 64 er idømt ubetinget fængselsstraf i kombination med den betingede dom, gælder ifølge § 27, stk. 3, som udgangspunkt en frist på 1 måned for iværksættelse af fuldbyrdelsen af den ubetingede fængselsstraf. Endelig gælder der for dømte, der er på fri fod, at de har krav på en tilsigelsesfrist på 1 måned før datoen for fremmøde til afsoning, jf. § 12 i iværksættelsesbekendtgørelsen. For voldsdømte gælder dog en tilsigelsesfrist på 10 dage.

Fuldbyrdelse af ubetinget fængselsstraf i sager vedrørende unge mellem 15 og 18 år kan ske ved:

• afsoning på bopælen under intensiv overvågning (elektronisk fodlænke), når der er tale om domme indtil tre måneder, hvis der ikke er et behandlingsbehov, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 a,
• anbringelse i en behandlingsinstitution under de sociale myndigheder eller i en af Kriminalforsorgens pensioner (straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2), og
• afsoning i fængsel eller arresthus, hvis afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus.

I bilag 6.4 og 6.5 findes beskrivelser af sagsgangen hos Kriminalforsorgen i forbindelse med de nævnte afsoningsformer.

For så vidt angår anbringelse i social institution efter § 78 og afsoning på bopælen under intensiv overvågning er det Kriminalforsorgens erfaring, at sagsbehandlingstiden er meget varieret. Faktorer som f.eks. kommunens sagsbehandlingstid, institutionernes pladsforhold, etablering af beskæftigelsesforhold i sager om afsoning på bopælen og samarbejdet med den dømte og forældremyndighedsindehaver har stor betydning for sagsbehandlingstiden.

Efter § 78, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf mv. anbringes dømte, der er under 18 år og skal afsone en ubetinget straf, som udgangspunkt i institution mv. uden for Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen behandler ca. 200 sager om året, hvor personer mellem 15 – 18 år er idømt ubetinget straf. Det fremgår af oplysningerne fra Danmarks Statistik i Kriminalitet 2004, at der i 2004 blev afsagt 402 domme om ubetinget frihedsstraf, heraf var 226 domme helt ubetingede, jf. afsnit 2 ovenfor. Når Kriminalforsorgen, der behandler alle sager, hvor unge mellem 15 – 18 år idømmes ubetinget frihedsstraf, alene behandler ca. 200 sager om året, skyldes det, at nogle unge har mere end en dom, hvor de er idømt ubetinget frihedsstraf, og at sådanne sager alene registreres som én sag hos Kriminalforsorgen. Endvidere er der en række domme om ubetinget frihedsstraf, hvor frihedsstraffen er udstået med varetægtsfængslingen, og som derfor ikke behandles af Kriminalforsorgen. Endelig er der ca. 100 domme vedrørende ungdomssanktion, som Kriminalforsorgen heller ikke behandler, idet det er de sociale myndigheder, der forestår fuldbyrdelsen.

Kriminalforsorgen har gennemgået sagerne på 182 personer, som er modtaget i 2005. Gennemgangen viser, at der i gennemsnit går syv dage fra politiet har givet fuldbyrdelsesordre, til direktoratet modtager dommen, idet ca. 1/3 af sagerne blev modtaget inden for tre dage, mens ca. 1/3 af sagerne blev modtaget mere end syv dage efter, at der var givet fuldbyrdelsesordre. I 115 sager har Kriminalforsorgen truffet beslutning om anbringelse i en institution udenfor Kriminalforsorgen, og i disse sager har den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, fra fuldbyrdelsesordren er givet, til beslutning om anbringelse er truffet, været 68 dage, men sagsbehandlingstiden i knap 30 procent af sagerne har været under 30 dage. I 54 sager var der endnu ikke truffet beslutning om anbringelse, hvilket bl.a. skyldes, at der var problemer med at finde et anbringelsessted, at den pågældende var fyldt 18 år i mellemtiden og derfor tilsagt til afsoning, at den pågældende havde begået ny kriminalitet, eller at der i forbindelse med sagen var truffet bestemmelse om udvisning.

Med hensyn til unge under 18 år, der er dømt for vold, for hvem der derfor allerede eksisterer en frist på 30 dage for iværksættelse af straffen, overholdes 30-dages fristen sjældent for de unge, der skal anbringes i en institution udenfor Kriminalforsorgen efter straffuldbyrdelseslovens § 78. Fristen på 30 dage overholdes for de unge, der af hensyn til retsfølelsen skal udstå straffen i fængsel på trods af deres unge alder. Størstedelen af disse vil almindeligvis have været varetægtsfængslet under straffesagens behandling og vil ikke have været løsladt til senere strafudståelse, men fortsat være frihedsberøvet til straffen kan iværksættes.

Med hensyn til afsoning på bopælen under intensiv overvågning er det i bemærkningerne til lovforslaget til ændringen af straffuldbyrdelseslovens § 78 a, der blev indført ved lov nr. 304 af 19. april 2006, bl.a. anført:

”Iværksættelse af strafudståelse på bopælen med elektronisk fodlænke m.v. vil ikke kunne ske inden for 1 måned. Dette skyldes bl.a., at den dømte skal have en frist til at ansøge Direktoratet for Kriminalforsorgen om tilladelse til at bruge denne afsoningsform, og at der vil skulle foretages egnethedsundersøgelse af ansøgeren med henblik på at afklare, om den pågældende opfylder betingelserne for, at der meddeles en sådan tilladelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 3.

Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen) vil imidlertid indrette administrationen af ordningen således, at behandlingen af ansøgninger om tilladelse til strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol fra den omhandlede persongruppe prioriteres. Det samme vil gælde for stå vidt angår iværksættelsen af selve strafafsoningen på bopælen med elektronisk fodlænke m.v.”

3.3.3. Sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden hos de sociale myndigheder

Der er ikke fastsat generelle retningslinier for sagsbehandlingstiden for de sociale myndigheder i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelser vedrørende unge lovovertrædere.

Med hensyn til fuldbyrdelsen af vilkår om ungdomskontrakt eller vilkår om sociale hjælpeforanstaltninger har kommunerne ifølge de oplysninger, som Socialministeriet har indhentet, i gennemsnit en sagsbehandlingstid på mellem 1 – 14 dage. Der kan dog gå op til tre måneder, hvis det f.eks. viser sig vanskeligt at finde en personlig rådgiver eller en kontaktperson.

For så vidt angår fuldbyrdelse af en ungdomssanktion viser de oplysninger, som Socialministeriet har indhentet, at iværksættelse af en ungdomssanktion i almindelighed sker meget hurtigt efter, at der er givet fuldbyrdelsesordre.

4. Forslag til målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere

4.1. Indledning

Som det fremgår af afsnit 1, er det i regeringsgrundlaget fastlagt, at mindre komplicerede sager om kriminalitet begået af unge under 18 år bør indbringes for retten inden for en måned efter, at gerningsmanden er identificeret, og at afsoning eller opfyldelse af vilkår bør påbegyndes senest en måned efter sagens endelige afgørelse.

Endvidere fremgår det af Justitsministeriets skrivelse af 27. maj 2005 til Rigsadvokaten, at udvalget nærmere skal angive, hvilke sagstyper for så vidt angår mindre komplicerede sager vedrørende unge under 18 år, der bør være omfattet af retningslinierne, ligesom de faktorer, der kan få betydning for mulighederne for at overholde en 30-dages frist, nærmere bør beskrives. Herudover skal udvalget mere overordnet overveje, for hvilke andre sagstyper i relation til ungdomskriminalitet det kan være relevant at opstille målsætninger for anklagemyndighedens sagsbehandlingstid.

Udvalget har på denne baggrund drøftet, hvordan der kan foretages en opdeling af sager mod unge lovovertrædere, herunder om det er muligt at foretage en opdeling i sager, der er mindre komplicerede, og andre sager. Udvalget har endvidere drøftet, om og i hvilke sager der kan opstilles en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage. Herudover har udvalget drøftet, hvilke forhold der har betydning for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, og hvilke forudsætninger der skal være opfyldt, for at en målsætning for sagsbehandlingstiden kan overholdes.

Nedenfor følger udvalgets forslag om målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere. Afsnit 4.2. indeholder generelle overvejelser om målsætninger for sagsbehandlingstiden. Forslagene til målsætninger for sagsbehandlingstiden er opdelt således, at afsnit 4.3. omhandler målsætninger for sagsbehandlingstiden før afgørelsen, mens afsnit 4.4. omhandler målsætninger for sagsbehandlingstiden efter afgørelsen.

4.2. Generelle overvejelser om målsætninger for sagsbehandlingstiden

Formålet med at fastsætte målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere er navnlig, at en person mellem 15 - 18 år, der har begået en lovovertrædelse, mødes med en hurtig og konsekvent reaktion fra det offentliges side. Målsætninger for sagsbehandlingstiden kan således sikre, at sager mod unge lovovertrædere efterforskes og afgøres hurtigt, og at afgørelsen hurtigt fuldbyrdes, herunder at der bliver iværksat hjælpeforanstaltninger, der kan afholde den unge fra at begå yderligere kriminalitet. Det er således af stor betydning, at den unge, når en afgørelse er truffet, ikke efterlades i et tomrum, fordi fuldbyrdelsen af afgørelsen af forskellige grunde trækker ud.

Ved fastsættelse af målsætninger for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid må der også lægges vægt på, at efterforskningen og overvejelserne om tiltalespørgsmålet fortsat kan foregå med den nødvendige grundighed, og således at der ikke opstår risiko for, at skyldige frifindes, alene fordi der ikke er tilvejebragt de nødvendige oplysninger i sagen.

Samtidig bemærkes, at sager mod unge lovovertrædere er meget forskellige, og at muligheden for en hurtig afslutning af efterforskningen derfor varierer betydeligt. I nogle sager, f.eks. hvor den unge tages på fersk gerning, vil det være muligt at overholde en forholdsvis kort frist for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid, mens der i andre sager er behov for en væsentlig mere omfattende efterforskning, f.eks. hvis den sigtede har begået flere lovovertrædelser, eller der er adskillige gerningsmænd involveret i lovovertrædelsen.

I sager mod unge lovovertrædere er det endvidere af større betydning end i andre sager, at sanktionen tager højde for den unges personlige forhold og aktuelle situation. Det stiller således krav til sagsbehandlingen hos Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder, som skal have et så tilstrækkeligt kendskab til den unge, at der i forbindelse med afgørelser, som indeholder vilkår om sociale hjælpeforanstaltninger eller tilsyn, fastsættes de foranstaltninger, der i det konkrete tilfælde er mest formålstjenlige over for den enkelte unge.

Sager mod unge lovovertrædere afgøres derfor også med meget forskellige sanktioner. Der er således afgørelser om ubetinget frihedsstraf, der som hovedregel skal afsones i en social institution, og afgørelser, som indeholder meget individuelle hjælpeforanstaltninger. Da afgørelserne er af forskellig karakter, vil muligheden for hurtig iværksættelse af fuldbyrdelsen derfor også variere betydeligt.

Det er på den baggrund udvalgets opfattelse, at der næppe kan opstilles mål for sagsbehandlingstiden, som både tilskynder til en hurtigere sagsbehandling, og som det samtidig er muligt at opfylde i alle sager. Selv om der fastsættes målsætninger, der er en realistisk mulighed for at overholde i størsteparten af sagerne, må det derfor forventes, at der vil være en del sager, hvor det ikke er muligt at overholde en fastsat frist, men hvor målsætningerne dog alligevel kan medvirke til at sikre, at sagen søges fremmet hurtigst muligt.

4.3. Sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen

4.3.1. Fra hvilket tidspunkt bør målsætninger for sagsbehandlingstiden før afgørelsen regnes

Det fremgår af regeringsgrundlaget fra februar 2005 ”Nye mål”, at regeringen ønsker, at anklagemyndighed, domstole og Kriminalforsorgen skal prioritere, at kriminelle under 18 år får dom for deres kriminalitet og påbegynder afsoning eller opfyldelse af vilkår i forbindelse med tiltalefrafald og betingede domme hurtigere, end det sker i dag. Det anføres således, at mindre komplicerede sager om kriminalitet begået af unge under 18 år bør indbringes for retten inden for en måned efter, at gerningsmanden er identificeret, og afsoning eller opfyldelse af vilkår bør påbegyndes senest en måned efter sagens endelige afgørelse.

For så vidt angår voldssager fremgår det af Rigsadvokatmeddelelse nr. 8/1997 om indberetning af sagsbehandlingstiden i voldssager, at der er opstillet to målsætninger for sagsbehandlingstiden i voldssager. For det første bør det tilstræbes, at det samlede tidsforbrug fra anmeldelse – i praksis identifikationen af gerningsmanden – til sagens indbringelse for retten ikke overstiger 30 dage, og for det andet bør det tilstræbes, at sagen fremsendes til retten inden en uge efter, at efterforskningen er afsluttet. I voldtægtssager regnes fristen fra sigtelsestidspunktet, jf. Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2005.

Oplysninger vedrørende politikredsenes opfyldelse af målsætningerne for sagsbehandlingstiden i volds- og voldtægtssager indberettes manuelt fra politikredsene til rigsadvokaturen, hvilket indebærer en betydelig ressourcemæssig belastning for politikredsene.

I Rigspolitiets centrale it-systemer registreres datoen for sigtelsen, hvorimod der ikke indføres oplysninger om tidspunktet for gerningsmandens identifikation. Da sigtelsestidspunktet og tidspunktet for gerningsmandens identifikation i almindelighed vil være sammenfaldende, og da udvalget finder, at det med henblik på opfølgning i forhold til målsætningerne vil være hensigtsmæssigt som noget nyt at kunne trække oplysninger om sagsbehandlingstiden fra Rigspolitiets centrale it-systemer, finder udvalget, at sagsbehandlingstiden bør regnes fra sigtelsestidspunktet.

4.3.2. Udvalgets overvejelser vedrørende afgrænsning af sager og fastsættelse af

målsætning for sagsbehandlingstiden

Det fremgår af beskrivelsen af arbejdsgruppens opgave, at det for mindre komplicerede sager bør fastsættes, at disse indbringes for retten inden en måned.

Udvalget har på denne baggrund overvejet, om og i givet fald på hvilken måde der kan foretages en opdeling af sager mod unge lovovertrædere, herunder om sagerne kan opdeles i mindre komplicerede sager og andre sager.

Udvalget har i første række drøftet en opdeling efter kriminalitetstype, herunder efter alvorlig og mindre alvorlig kriminalitet, eller sanktionstype.

For så vidt angår en opdeling af sagerne efter kriminalitetstypen, dvs. om der er tale om f.eks. voldskriminalitet, berigelseskriminalitet, hærværk mv., har udvalget drøftet, om det er muligt generelt at fastslå, at visse kriminalitetstyper kan anses for at være mindre komplicerede med hensyn til sagsbehandlingen end andre kriminalitetstyper. I den forbindelse har udvalget også overvejet, om det må antages, at sager om mere alvorlig kriminalitet altid kan anses for at være mere komplicerede end andre former for kriminalitet.

Det er udvalgets opfattelse, at det er vanskeligt at fastslå, at sager om visse kriminalitetstyper generelt er mindre komplicerede - og dermed mindre tidskrævende at efterforske - end andre. Der er således ikke noget, der taler for, at en sag om f.eks. indbrud i alle tilfælde vil være mindre kompliceret end en sag om røveri. Omfatter en sag således en række indbrud, kan efterforskningen tage længere tid end f.eks. et røveri på en tankstation, hvor den unge er pågrebet med det samme. Det kan heller ikke generelt antages, at sager om grov kriminalitet altid er mere komplicerede end sager om mindre grov kriminalitet. En sag om et gaderøveri, hvor en person overfaldes på gaden og får stjålet sin taske, er således alvorlig kriminalitet, men sagen vil ikke være vanskelig at efterforske i løbet af kort tid, hvis gerningsmanden tages på fersk gerning. Sagen er derimod mere kompliceret, hvis gerningsmanden først anholdes senere, og der er tvivl om hans identitet, eller hvis der er flere gerningsmænd, der skal identificeres og anholdes.

På den baggrund er det udvalgets opfattelse, at det vil være vanskeligt at foretage en klar opdeling af sagerne i mindre komplicerede sager og andre sager ud fra kriminalitetstype, herunder i forhold til kriminalitetens alvor.

Som nævnt ovenfor har udvalget dernæst overvejet, om sagerne mod unge lovovertrædere kan opdeles efter sanktionstypen. Sager mod unge lovovertrædere afgøres med følgende sanktioner:

• Advarsel, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1
• Bøde
• Tiltalefrafald uden særlige vilkår, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3
• Tiltalefrafald med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2
• Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, jf. § 722, stk. 1, nr. 3
• Ungdomssanktion
• Frihedsstraf, herunder betinget dom med eller uden vilkår
• Foranstaltningsdom, jf. straffelovens §§ 68 - 69

Efter udvalgets opfattelse er det navnlig velbegrundet, at sager om tiltalefrafald med vilkår, ungdomssanktion og frihedsstraf behandles hurtigt, da anvendelsen af disse sanktionstyper peger på, at der er tale om kriminalitet af en vis alvor, og at der er behov for at iværksætte foranstaltninger over for den unge, som kan forebygge yderligere kriminalitet.

Derimod er det af mindre betydning, om sager, der afgøres med advarsel, bøde eller tiltalefrafald uden vilkår, afgøres meget hurtigt, idet der under alle omstændigheder ofte vil være tale om mindre alvorlig kriminalitet, ligesom der ikke skal iværksættes tilsyn eller andre foranstaltninger. Det bemærkes endvidere, at der i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. december 1997 vedrørende udmøntning af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juni 1997 om mål for hurtig sagsbehandling m.v. er fastsat en målsætning om, at sigtede i sager om overtrædelse af færdselsloven skal modtage et bødeforelæg inden for 20 dage.

En opdeling efter sanktionstypen vil imidlertid ikke nødvendigvis afspejle, om der er tale om mere eller mindre komplicerede sager. Således vil sager, der f.eks. afgøres med frihedsstraf, kunne omfatte alt fra meget enkle voldssager til sager om manddrab, ligesom sager, der afgøres med et tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, kan omfatte f.eks. mindre komplicerede hærværksforhold eller gentagne tyverier, der kræver efterforskning.

Da det samtidig er vanskeligt på forhånd for politiet og anklagemyndigheden i alle tilfælde at vurdere, hvilken sanktion der kan forventes fastsat, finder udvalget det heller ikke hensigtsmæssigt, at sagerne opdeles i mindre komplicerede sager og andre sager på grundlag af sanktionstypen.

På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at der bør fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere fra sigtelsestidspunktet, indtil sagen fremsendes til retten, eller anklagemyndigheden træffer en anden afgørelse, uanset om der er tale om mindre komplicerede sager eller andre sager.

I lyset af ovenstående overvejelser har udvalget derfor overvejet, hvilken generel målsætning for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, som det vil være realistisk at fastsætte. I den forbindelse er det indgået i udvalgets overvejelser, at det i regeringsgrundlaget ”Nye mål” fra februar 2005 og i Justitsministeriets skrivelse af 27. maj 2005 er forudsat, at der for de mindre komplicerede sager fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage.

En generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage vil efter udvalgets opfattelse ikke kunne opfyldes for en lang række sager mod unge lovovertrædere.

Der vil således være en række sager, som af forskellige grunde indebærer længere efterforskning mv. Det kan være sager, der omfatter flere gerningsmænd, herunder bandekriminalitet, eller sager, der vedrører én gerningsmand, men omfatter adskillige forhold af alvorligere kriminalitet. Endvidere vil det i sager, hvor der i forbindelse med efterforskningen af sagen skal gennemføres visse retstekniske undersøgelser, i almindelighed heller ikke være muligt at indbringe sagen for retten inden for ganske kort tid. Udarbejdelse af en DNA-profilanalyse kan således tage op mod 10 uger.

Herudover vil der være en række andre forhold, som kan forsinke sagsbehandlingen, og som derfor vil indebære, at en målsætning på 30 dage ikke kan overholdes. F.eks. forsinkes sagsbehandlingen hos Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder i en række tilfælde, fordi der ikke kan skabes kontakt til den unge og/eller dennes forældre, eller fordi der ikke kan skaffes den nødvendige tolkebistand indenfor en rimelig periode.

Også spørgsmål om udvisning, hvor der skal indhentes oplysninger bl.a. fra Udlændingestyrelsen, kan være med til at forlænge sagsbehandlingstiden.

En sagsbehandlingstid på 30 dage vil heller ikke kunne overholdes i sager, der skal behandles som nævningesager. Det skyldes bl.a., at disse sager omhandler meget alvorlig kriminalitet, og at der i en række tilfælde bl.a. skal gennemføres en mentalundersøgelse. Det vil heller ikke være muligt at behandle sager, hvor der forventes fastsat en foranstaltning efter straffelovens §§ 68 – 69, inden for en meget kort sagsbehandlingsfrist, idet der ligeledes i disse sager skal gennemføres mentalundersøgelse. Det er dog samtidig meget få sager mod unge lovovertrædere, der behandles som nævningesager, eller som afgøres med foranstaltninger.

For så vidt angår voldtægtssager eksisterer der allerede i dag målsætninger for sagsbehandlingstiden på henholdsvis 60 dage og 4 måneder. Det er udvalgets opfattelse, at det som udgangspunkt ikke vil være muligt at behandle voldtægtssager mod unge lovovertrædere hurtigere end de 60 dage, der gælder mod andre. Som det fremgår ovenfor i afsnit 2, er antallet af sager mod unge, der har begået sædelighedsforbrydelser, herunder voldtægt, imidlertid også begrænset.

På den baggrund kunne det overvejes at fastsætte en generel målsætning for sagsbehandlingstiden, men samtidig undtage nogle sager fra målsætningen. En række af de sagstyper, hvor en kort sagsbehandlingstid aldrig eller sjældent vil kunne overholdes, forudsætter imidlertid en konkret vurdering af sagen og dermed en manuel gennemgang, hvilket vil gøre det vanskeligt at foretage elektronisk opgørelse af målopfyldelsen, jf. nedenfor i afsnit 5 om udvalgets forslag til opfølgning.

Herefter er det udvalgets opfattelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden, der gælder for alle sager mod unge lovovertrædere. Fordelen ved at fastsætte en generel målsætning for sagsbehandlingstiden er, at målsætningen herefter gælder for enhver sag mod en ung mellem 15 – 18 år og dermed indebærer, at der sker en prioritering af denne type sager. Selv om målsætningen ikke vil kunne opfyldes i alle sager mod unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år, vil fastsættelse af en generel målsætning for sagsbehandlingstiden også kunne medvirke til at forkorte sagsbehandlingstiden i de mere komplicerede sager.

Hvis målsætningen for sagsbehandlingstiden fastsættes til 30 dage, er det imidlertid udvalgets opfattelse, at der er en række helt afgørende forudsætninger, som skal opfyldes, hvis denne målsætning skal være realistisk i et rimeligt antal af sagerne. Disse forudsætninger er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 4.3.3.

Det er samtidig udvalgets holdning, at uanset om disse forudsætninger opfyldes, vil der fortsat være et betydeligt antal sager, hvor en målsætning på 30 dage ikke vil være realistisk. Udvalget har derfor også drøftet, om der i stedet for en generel målsætning på 30 dage for sagsbehandlingstiden kan fastsættes en anden generel målsætning, som indebærer, at den unge fortsat mærker en hurtig og konsekvent reaktion, men som samtidig vil kunne opfyldes i et større antal sager.

På baggrund bl.a. af udvalgets drøftelser om sagsgangen i sager mod unge lovovertrædere, finder udvalget, at en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage vil kunne indfri ønskerne om hurtig sagsbehandling i sager om unge lovovertrædere og ligeledes sikre tilstrækkelig tid til grundig behandling af sagerne, herunder overvejelserne af, hvilken sanktion der vil være den mest egnede i forhold til den enkelte unge. Endvidere vil en målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage kunne opfyldes i et større antal af sagerne. Som det fremgår nedenfor i afsnit 5, vil der også i tilfælde, hvor der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, fortsat kunne gennemføres målinger, som giver et samlet billede af sagsbehandlingstiden, således at der fortsat trækkes oplysninger, som f.eks. viser, hvor mange sager der behandles inden for 30 dage.

Samlet er det derfor udvalgets anbefaling, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage i sager mod unge lovovertrædere.

Det tilføjes i den forbindelse, at der i Norge gælder en lovbestemt frist for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, som indebærer, at spørgsmålet om tiltale i disse sager som hovedregel skal afgøres inden seks uger (42 dage) efter, at vedkommende er at anse som mistænkt i sagen, dvs. i praksis fra sigtelsestidspunktet, jf. § 249, 2. led, i straffeprocessloven. Den norske rigsadvokat har oplyst, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i sager mod unge lovovertrædere var 52 dage i 2005.

I Sverige findes i § 4 i lagen med särskilda bestämmelser om unga lagöverträdare regler om, at efterforskning i sager, der kan medføre fængsel i mere end seks måneder, skal foregå med særlig hurtighed. Det fremgår endvidere af bestemmelsens andet led, at beslutning om tiltalespørgsmålet skal træffes hurtigst muligt og senest 6 uger (42 dage) efter sigtelsen. Endvidere følger det af 3. led i bestemmelsen, at tidsfristen alene kan overskrides, hvis det er nødvendigt at hensyn til efterforskningens karakter eller andre særlige forhold. Ved en lovændring, som træder i kraft den 1. januar 2007, udvides bestemmelsen til at omfatte alle lovovertrædelser, der kan medføre fængselsstraf. Tidsfristen kan fortsat overskrides af hensyn til efterforskningens karakter eller andre særlige omstændigheder, samt hvis den sigtede ifølge svensk lov skal deltage i mægling. Den svenske rigsadvokat har i forbindelse med lovændringen bl.a. anført, at fristen bør forlænges til otte uger, da den eksisterende frist på seks uger er meget vanskelig at overholde, og at det bør præciseres, i hvilke sager fristen må overskrides.

Som det fremgår, gælder der således i Norge og Sverige en længere frist end 30 dage for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere, og der er i begge lande vanskeligheder med at overholde denne frist.

Uanset, om der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, er det udvalgets opfattelse, at de målsætninger for sagsbehandlingstiden på 30 dage, der er fastsat i voldssager, fortsat bør være gældende. Der er således typisk tale om ukomplicerede sager, hvor en sagsbehandlingstid på 30 dage i almindelighed bør kunne overholdes. Endvidere er det udvalgets opfattelse, at målsætningen i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 22. december 1997 om, at sigtede i sager om overtrædelse af færdselsloven skal modtage bødeforelæg inden for 20 dage, også fortsat bør opretholdes i forhold til unge mellem 15 – 18 år.

4.3.3. Forudsætninger for, at en målsætning for sagsbehandlingen på 30 dage kan overholdes

Som nævnt ovenfor i afsnit 4.3.2. er det udvalgets opfattelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere.

Hvis målsætningen for sagsbehandlingstiden fastsættes til 30 dage, er der en række helt afgørende forudsætninger, som skal opfyldes, hvis denne målsætning skal være realistisk i et rimeligt antal af sagerne.

Sagsbehandlingen fra sigtelsestidspunktet til tidspunktet, hvor sagen indbringes for retten, eller anklagemyndigheden træffer en anden afgørelse (udsender bødeforelæg eller træffer afgørelse om udenretligt tiltalefrafald eller om påtaleopgivelse), omfatter politiets efterforskning og anklagemyndighedens vurdering af sagen. I mange sager mod unge lovovertrædere skal der endvidere indhentes en udtalelse fra enten Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder, ligesom den unges forældre skal inddrages i sagen.

Udvalget har drøftet, hvilke forhold der navnlig forsinker sagsbehandlingen i sager mod unge lovovertrædere, og hvilke forudsætninger der skal opfyldes, hvis en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage skal kunne overholdes. Det bemærkes i den forbindelse, at disse forudsætninger også skal opfyldes, hvis der fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, men der kan i givet fald fastsættes længere frister for de enkelte myndigheders sagsbehandling.

Generelt er det udvalgets opfattelse, at sagsbehandlingen i sager mod unge lovovertrædere kan fremskyndes, hvis der er et smidigt samarbejde mellem de involverede myndigheder. På den anden side finder udvalget, at et smidigt samarbejde ikke alene vil være fyldestgørende, hvis en målsætning på 30 dage skal overholdes. Det er derfor udvalgets holdning, at det ikke er tilstrækkeligt at opstille en samlet målsætning for sagsbehandlingstiden, men at der også i forhold til de øvrige involverede myndigheder, dvs. de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen i de tilfælde, hvor der skal udfærdiges en personundersøgelse, må opstilles bindende frister for sagsbehandlingstiden. Det skal således være muligt for anklagemyndigheden, der har ansvaret for, at en generel målsætning for sagsbehandlingstiden overholdes, at stille krav til sagsbehandlingstiden hos de øvrige myndigheder, som er involveret i behandlingen af sagen.

Udvalget har også overvejet, om det er muligt at fremskynde og forbedre sagsbehandlingen ved etablering af såkaldte samråd med repræsentanter for anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder.

Politiets og anklagemyndighedens sagsbehandling

I bilag 6.2 findes som nævnt i afsnit 3.2.1 et eksempel på, hvordan sagsgangen i sager mod unge lovovertrædere kan være. Som det fremgår af oversigten, vil afhøringen af sigtede som udgangspunkt ske under tilstedeværelse af forældremyndighedens indehaver og de sociale myndigheder. Når sagen er færdigefterforsket, overgives den til anklagemyndigheden, der alt efter sagens karakter retter henvendelse til Kriminalforsorgen og/eller de sociale myndigheder. Når udtalelsen fra disse myndigheder er modtaget, træffer anklagemyndigheden afgørelse om tiltalespørgsmålet, herunder om hvilken strafpåstand der skal nedlægges.

Politikredsene behandler sager mod unge lovovertrædere forskelligt, men det må antages, at det vil kunne afkorte sagsbehandlingen i sager mod unge lovovertrædere, hvis anklagemyndigheden meget tidligt i politiets efterforskning inddrages med henblik på at visitere sagen og overveje eventuelle sanktioner. I givet fald vil sager mod unge lovovertrædere i mange tilfælde kunne forelægges for de sociale myndigheder og/eller Kriminalforsorgen på et tidligere tidspunkt, dvs. selv om sagen ikke er færdigefterforsket. I den forbindelse bemærkes, at de sociale myndigheder i en lang række tilfælde allerede på dette tidspunkt er bekendt med sagen, idet de sociale myndigheder af politiet bliver underrettet om bl.a. sager, hvor en sigtet mellem 15 og 18 år skal afhøres, og sigtelsen angår overtrædelse af straffeloven eller forhold, der efter loven kan medføre frihedsstraf, ligesom de sociale myndigheder har haft lejlighed til at overvære afhøringen, jf. herved pkt. 3.1. i Rigsadvokatmeddelelse 2/2004.

I en række sager forelægges sagen både for de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen. Det er udvalgets opfattelse, at sager mod unge lovovertrædere så vidt muligt kun bør forelægges for én myndighed. I sager, som under alle omstændigheder skal forelægges for Kriminalforsorgen, bør sagen således ikke også forelægges for de sociale myndigheder, idet Kriminalforsorgen kan indhente de nødvendige oplysninger fra de sociale myndigheder. Herved undgås det, at sagen sendes til to myndigheder, hvilket forlænger sagsbehandlingstiden. Med henblik på at forberede de sociale myndigheder på sagen foreslår udvalget, at de sociale myndigheder fra anklagemyndigheden modtager kopi af skrivelsen til Kriminalforsorgen.

For så vidt angår sager, der forventes afgjort med ungdomssanktion, følger det af Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2002, at disse sager skal forelægges for vedkommende regionale statsadvokat. Denne forelæggelsesregel blev fastsat, da reglerne om ungdomssanktion i 2001 blev indsat i straffelovens § 74 a, med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af ungdomssanktionen. Det er udvalgets opfattelse, at der ikke længere er grundlag for opretholde forelæggelsesreglen, hvilket vil betyde en forkortelse af anklagemyndighedens sagsbehandlingstid i sager, der forventes afgjort med en ungdomssanktion.

Kriminalforsorgens sagsbehandlingstid

Som nævnt inddrages Kriminalforsorgen i sager mod unge lovovertrædere, hvis der er mulighed for, at sagerne kan afgøres med en betinget dom med vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen eller samfundstjeneste.

Personundersøgelser skal efter Kriminalforsorgens vejledning normalt udarbejdes inden for 3 uger. En intern opgørelse har vist, at 13 procent af personundersøgelserne vedrørende unge under 18 år udarbejdes indenfor 14 dage, mens 28 procent af personundersøgelserne udarbejdes inden for 21 dage, og 50 procent af undersøgelserne inden for 30 dage.

I bilag 6.3 er indsat en oversigt over sagsgangen hos Kriminalforsorgen i en sag, hvor Kriminalforsorgen skal udarbejde en personundersøgelse efter retsplejelovens § 808. Som det fremgår, indhentes der som udgangspunkt relevante oplysninger fra de sociale myndigheder, forældre, lærere, pædagoger og arbejdsgiver m.fl.

Udvalget har overvejet, om det i sager mod unge lovovertrædere vil være muligt at udarbejde en begrænset personundersøgelse, som i hovedsagen bygger på oplysninger fra de sociale myndigheder og på samtale med den sigtede og dennes forældre. De sociale myndigheder må normalt antages at være i besiddelse af oplysninger om skole-, uddannelses- og beskæftigelsesforløb, hvis de sociale myndigheder er bekendt med den sigtede.

Kriminalforsorgen udarbejder imidlertid allerede nu begrænsede personundersøgelser på bl.a. personer, der er sigtet for vold, og som ikke inden for det sidste år har været undergivet sociale foranstaltninger. Hvis den sigtede derimod har været undergivet servicelovens bestemmelser vedrørende børn og unge, eller den sigtede har været i psykiatrisk behandling eller behandling for misbrug, bliver der udarbejdet en almindelig personundersøgelse. Det er samtidig væsentligt, at Kriminalforsorgens personundersøgere foretager en konkret faglig vurdering af, hvilke oplysninger det – af hensyn til straffastsættelsen og forsorgsarbejdet – er nødvendigt at indhente. Hvis de sociale myndigheders oplysninger ikke er helt aktuelle, kan den unges tilværelse have udviklet sig såvel positivt som negativt siden sidste status hos de sociale myndigheder, og nye oplysninger fra f.eks. sigtedes nuværende arbejdsgiver, støttekontaktperson eller skoletilbud kan være afgørende for at få sigtedes situation belyst fyldestgørende.

Det er på den baggrund udvalgets opfattelse, at der ikke generelt bør fastsættes retningslinier om, at der udarbejdes begrænsede personundersøgelser i alle sager mod unge lovovertrædere. For at fremskynde udarbejdelsen af personundersøgelsen er det imidlertid udvalgets opfattelse, at politiet i de tilfælde, hvor den sigtedes forældre er til stede i forbindelse med afhøring af sigtede, skal indhente forældrenes samtykke til, at der kan udarbejdes en personundersøgelse, og at der i den forbindelse kan udveksles oplysninger om den sigtede. Det er endvidere af betydning for Kriminalforsorgens sagsbehandlingstid, at Kriminalforsorgen fra politiet modtager helt aktuelle oplysninger om sigtedes bopæl og telefonnummer.

Som nævnt ovenfor finder udvalget, at det ikke er tilstrækkeligt at fastsætte en samlet generel målsætning for sagsbehandlingstiden, men at der tillige bør fastsættes bindende frister for sagsbehandlingstiden for Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder. Da udvalget foreslår, at sagen som udgangspunkt enten skal forelægges for Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder, finder udvalget, at sagsbehandlingstiden i almindelighed bør deles mellem politiet/anklagemyndigheden og den anden myndighed. Inden sagen forelægges for Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder, skal anklagemyndigheden således overveje tiltalespørgsmålet i sagen, herunder overveje, hvilken strafpåstand der må forventes nedlagt. Herefter forelægges sagen for Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder, og når udtalelsen fra disse myndigheder foreligger, skal anklagemyndigheden gøre sagen klar til fremsendelse til retten, dvs. f.eks. udfærdige endeligt anklageskrift, bevisfortegnelse eller retsmødebegæring mv.

Hvis der skal gælde en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage, bør Kriminalforsorgens frist for at udarbejde personundersøgelse derfor fastsættes til 14 dage. Fastsættes i stedet for en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, vil Kriminalforsorgens frist for at udarbejde en personundersøgelse kunne fastsættes til 30 dage.

De sociale myndigheders sagsbehandlingstid

I de fleste sager mod unge lovovertrædere skal anklagemyndigheden indhente oplysninger om den unges personlige forhold fra de sociale myndigheder i sigtedes bopælskommune.

Det er udvalgets opfattelse, at sagerne i mange tilfælde er temmelig længe under behandling hos de sociale myndigheder. Dette bekræftes også delvist af de oplysninger, som Socialministeriet har indhentet fra udvalgte kommuner til brug for udvalgets arbejde. Der henvises i den forbindelse til afsnit 3.2., hvoraf det bl.a. fremgår, at de sociale myndigheder afhængig af kommunens størrelse anvender mellem 2 – 4 uger i forbindelse med sager om ungdomskontrakter, mens der i forhold til sager, der forventes afgjort med en ungdomssanktion, anvendes fra 7 dage til 4 måneder.

Der findes ikke i dag bindende forskrifter om de sociale myndigheders sagsbehandlingstid i sager mod unge lovovertrædere, bortset fra § 58 a i lov om social service, hvorefter kommunerne skal udarbejde en foreløbig handleplan inden 7 dage efter, at kommunen har fået meddelelse om, at en ung har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Det fremgår af de oplysninger, som Socialministeriet har indhentet fra udvalgte kommuner, at denne frist i en række tilfælde ikke overholdes. Det tager således op til 8 uger i de mindre kommuner at udarbejde en foreløbig handleplan. Hvis fristen for at udarbejde foreløbige handleplaner blev overholdt, må det antages, at de sociale myndigheder også meget hurtigt kunne udarbejde en udtalelse til brug for anklagemyndigheden i sager om voldskriminalitet og anden alvorlig kriminalitet, idet de sociale myndigheder i forbindelse med udarbejdelsen af en foreløbig handleplan til en vis grad skal foretage de samme vurderinger, som skal foretages i forbindelse med udarbejdelse af en udtalelse til anklagemyndigheden.

Det er således udvalgets opfattelse, at det er en helt afgørende forudsætning for, at en målsætning på 30 dage kan overholdes, at der - som det er tilfældet for anklagemyndigheden og Kriminalforsorgen - fastsættes bindende sagsbehandlingsfrister for de sociale myndigheder. Af samme grunde, som det er anført ovenfor vedrørende Kriminalforsorgens sagsbehandling, finder udvalget, at en opfyldelse af en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage forudsætter, at de sociale myndigheders frist for at afgive en udtalelse ligesom for Kriminalforsorgen fastsættes til 14 dage. Hvis der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingen på 60 dage, vil fristen for de sociale myndigheder kunne forlænges til 30 dage.

Det bemærkes i den forbindelse, at udvalgets forslag ovenfor om, at sager, hvor Kriminalforsorgen skal udarbejde en personundersøgelse, alene forelægges for Kriminalforsorgen og ikke tillige for de sociale myndigheder, vil indebære, at de sociale myndigheder vil skulle udarbejde færre udtalelser end hidtil.

Socialministeriet har tilkendegivet, at udvalgets forslag om en målsætning for sagsbehandlingstiden efter Socialministeriets opfattelse antagelig vil indebære merudgifter for de sociale myndigheder.

Etablering af ungesamråd mellem anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder

Det er som nævnt udvalgets opfattelse, at sagsbehandlingen i sager mod unge lovovertrædere vil kunne fremskyndes, hvis der er et smidigt samarbejde mellem de involverede myndigheder. Behandlingen af sager mod unge lovovertrædere foregår i de fleste tilfælde således, at sagsakterne sendes mellem de forskellige myndigheder. Med henblik på at sikre en hurtigere og mere koordineret indsats over for unge lovovertrædere har udvalget drøftet etablering af ungesamråd med deltagelse af repræsentanter for anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder.

I Rigsadvokatmeddelelse nr. 2/2004 er det anført, at der med henblik på at sikre hurtig og effektiv sagsbehandling i sager, hvor der kan blive tale om at anvende tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt eller vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, i politikredsene kan etableres særlige udvalg/samråd med repræsentanter for de relevante myndigheder, herunder politiet og de sociale myndigheder. I stedet for at sende sagens akter mellem de forskellige myndigheder og dermed forlænge sagsbehandlingstiden, kan udvalgene/samrådene i fællesskab drøfte den unges situation og på denne baggrund i en række tilfælde fastsætte de vilkår, der vil være særligt velegnede over for den pågældende unge. Vilkårene skal både før og efter samrådet drøftes med den unge og dennes forældre.

Hvis der etableres ungesamråd, bør disse udover de i rigsadvokatmeddelelsen nævnte sager også have kompetence til at drøfte sager, hvor der forventes idømt en ubetinget frihedsstraf eller en betinget dom med vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen eller samfundstjeneste. Det bør i forbindelse med etableringen overvejes at indføre faste ugentlige mødedage for samrådene.

Etablering af ungesamråd vil efter udvalgets opfattelse sikre, at de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen inddrages i sagen umiddelbart efter, at den unge er sigtet, ligesom der vil kunne udarbejdes en fælles koordineret indstilling om, hvilken sanktion der bør fastsættes, herunder i forhold til de vilkår som skal gælde. Endelig vil etableringen af sådanne samråd kunne sikre hurtig fuldbyrdelse, idet de relevante myndigheder på et tidligt tidspunkt sammen kan forberede fuldbyrdelsen.

I bilag 6.6 findes en skitse til etablering af ungesamråd. Som det fremgår, forudsættes det, at politimesteren får ansvaret for samrådet.

Som det fremgår af skitsen, bør det ved afgørelsen af, om en sag egner sig til drøftelse i ungesamråd, indgå, at dette ikke må medføre en forlængelse af sagsbehandlingstiden. Hvis en sag kan behandles hurtigere ved sædvanlig fremsendelse mellem de involverede myndigheder, bør denne fremgangsmåde vælges.

Det er i øvrigt hensigten, at anklagemyndigheden på det faste ugentlige møde i samrådet kan medbringe oplysninger om en konkret sag, hvor anklagemyndigheden ønsker en udtalelse fra de sociale myndigheder eller Kriminalforsorgen. Det kan herefter på mødet aftales, hvilken af disse myndigheder der skal afgive udtalelse om den unge, og at denne myndigheds udtalelse foreligger på et kommende møde om 14 dage (eller 30 dage afhængig af de fastsatte frister for de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen). Herefter må der på dette kommende møde kunne tages endelig stilling til, hvilken strafferetlig sanktion sagen bør afgøres med, således at sagen herefter overgår til fortsat behandling ved anklagemyndigheden med henblik på udfærdigelse af anklageskrift eller retsmødebegæring.

Hvis sådanne samråd skal fungere efter hensigten, forudsætter det således, at de forskellige myndigheder har forberedt sagen inden det andet møde i samrådet. Drøftelserne i samrådet skal således finde sted på grundlag af oplysninger fra anklagemyndigheden om, hvilken strafpåstand der kan forventes nedlagt, og på grundlag af oplysninger fra Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder om den unges personlige forhold. Det forudsættes endvidere, at repræsentanterne for de forskellige myndigheder skal have den nødvendige beslutningskompetence, således at den endelige udtalelse kan udarbejdes umiddelbart efter mødet på grundlag af drøftelserne i samrådet. Når sagen har været drøftet i samrådet, skal vilkårene i øvrigt drøftes med den unge og dennes forældre.

Der skal i givet fald ske en koordinering mellem ungesamrådene og de samråd, der i de fleste amter er etableret vedrørende kriminelle udviklingshæmmede. Disse samråd afgiver vejledende udtalelser til anklagemyndigheden og domstolene om retsfølger over for lovovertrædere, herunder unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år, med et vidtgående psykisk handicap.

Også hvis der etableres ungesamråd, vil det således efter udvalgets opfattelse være nødvendigt at fastsætte bindende frister på 14 dage for sagsbehandlingen hos Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder, idet det vil være nødvendigt at forpligte de øvrige myndigheder til at have forberedt sagen, således at den kan drøftes i samrådet snarest muligt. Der vil endvidere være sager, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at de drøftes i ungesamrådet, ligesom der kan være sager, hvor der ikke findes behov for drøftelse i ungesamrådet, og hvor disse frister derfor har afgørende betydning for overholdelsen af målsætningerne for sagsbehandlingstiden.

Socialministeriet har tilkendegivet, at udvalgets forslag om etablering af ungesamråd efter ministeriets opfattelse antagelig vil indebære merudgifter for de sociale myndigheder.

4.3.4. Sammenfatning vedrørende udvalgets forslag til målsætning for sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen

I afsnit 4.3.1. – 4.3.3. er der redegjort for udvalgets overvejelser og forslag vedrørende en målsætning for sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen i sager mod unge lovovertrædere. Disse overvejelser og forslag kan sammenfattes således:

• Udvalget foreslår, at der i stedet for en opdeling i sager i mindre komplicerede sager og andre sager fastsættes en generel målsætning for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid, der skal gælde for alle sager mod unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år, jf. afsnit 4.3.2.
• Udvalgets drøftelse om en generel målsætning for sagsbehandlingstiden har taget udgangspunkt i, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage. Udvalget har samtidig påpeget, at en frist på 30 dage ikke vil kunne overholdes i en lang række sager, og udvalget anbefaler derfor, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, jf. afsnit 4.3.2.
• Udvalget foreslår, at en målsætning for sagsbehandlingstiden før afgørelsen skal omfatte tiden fra en sigtelse, til sagen fremsendes til retten, eller anklagemyndigheden træffer en anden afgørelse (udsendelse af bødeforelæg eller afgørelse om udenretligt tiltalefrafald eller om påtaleopgivelse, jf. afsnit 4.3.1.
• Udvalget har understreget, at det ikke er tilstrækkeligt at fastsætte en generel målsætning for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid på 30 dage, men at det er en helt afgørende forudsætning, at der også fastsættes en bindende frist på 14 dage for Kriminalforsorgens og de sociale myndigheders sagsbehandlingstid, hvis en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage skal overholdes. Denne frist kan fastsættes til 30 dage, hvis der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingen på 60 dage, jf. afsnit 4.3.3.
• Udvalget foreslår etablering af ungesamråd mellem anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder, som skal sikre en hurtigere, bedre og mere koordineret indsats over for unge lovovertrædere, jf. afsnit 4.3.3.
• Udvalget foreslår endvidere, at sager mod unge lovovertrædere af anklagemyndigheden i de sager, hvor Kriminalforsorgen skal udarbejde personundersøgelser, alene forelægges for Kriminalforsorgen og ikke tillige for de sociale myndigheder, og at politiet i forbindelse med afhøringer, hvor forældrene er til stede, får deres samtykke til gennemførelse af personundersøgelse mv., jf. afsnit 4.3.3.,
• Det er udvalgets opfattelse, at de målsætninger for sagsbehandlingstiden på 30 dage, der er fastsat i voldssager, og de målsætninger for udsendelse af bødeforelæg på 20 dage, som er fastsat i færdselssager, fortsat bør være gældende, uanset om der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere på 60 dage, jf. afsnit 4.3.2.
• Udvalget foreslår endvidere, at sager, hvor der kan blive tale om at fastsætte en ungdomssanktion, for at forkorte sagsbehandlingstiden ikke længere forelægges for vedkommende regionale statsadvokat, jf. afsnit 4.3.3.

4.4. Sagsbehandlingen i forbindelse med fuldbyrdelsen

4.4.1. Fra hvilket tidspunkt bør målsætninger for sagsbehandlingstiden efter afgørelsen regnes

For så vidt angår sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen foreslår udvalget, at denne frist regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kan fuldbyrdes, dvs. når en eventuel ankefrist er udløbet, eller der er givet ankeafkald, eller når retten har godkendt et tiltalefrafald med vilkår om en ungdomskontrakt eller om sociale hjælpeforanstaltninger, til det tidspunkt, hvor afgørelsen rent faktisk iværksættes.

Udvalget har overvejet, på hvilket tidspunkt fuldbyrdelsen af tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt eller sociale hjælpeforanstaltninger iværksættes. Det er udvalgets opfattelse, at målsætninger for sagsbehandlingstiden skal regnes til det tidspunkt, hvor de sociale myndigheder påbegynder iværksættelsen af de fastsatte vilkår. Hvis der er tale om, at den unge skal påbegynde en uddannelse, indledes iværksættelsen, når der er truffet aftale med den uddannelsesinstitution, hvor den unge skal begynde. Det vil således ikke være hensigtsmæssigt at regne fristen indtil det tidspunkt, hvor den unge rent faktisk begynder uddannelsen, idet der af forskellige årsager kan gå længere tid. Det samme gælder, hvis den unge skal begynde på et arbejde eller en læreplads, således at iværksættelsen i disse tilfælde indledes, når der er truffet aftale med arbejdsgiveren.

For så vidt angår ungdomssanktion iværksættes fuldbyrdelsen, når den unge indleder første fase af sanktionen, dvs. ved begyndelsen af opholdet på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge.

Hvis der er idømt ubetinget frihedsstraf, iværksættes fuldbyrdelsen, når den pågældende påbegynder afsoning af en frihedsstraf. For en betinget dom med vilkår om tilsyn gælder, at fuldbyrdelsen iværksættes, når første tilsynskontakt finder sted. For en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste gælder, at fuldbyrdelsen iværksættes, når Kriminalforsorgen har truffet aftale med den dømte og arbejdsgiveren om afviklingstider for samfundstjenesten.

Hvis der er tale om en sag, der er afgjort i landsretten, kan dommen fuldbyrdes fra dommens dato, mens byretsdomme først kan fuldbyrdes, når ankefristen på 14 dage er udløbet, eller der er meddelt ankeafkald.

4.4.2. Udvalgets overvejelser vedrørende afgrænsning af sager og fastsættelse af målsætninger for sagsbehandlingstiden

Som anført i afsnit 4.3.2. er det udvalgets opfattelse, at det ikke er muligt at opdele sager mod unge lovovertrædere i mindre komplicerede sager og andre sager ud fra kriminalitetstype eller sanktionstype.

I forhold til fuldbyrdelse af en afgørelse er det imidlertid udvalgets opfattelse, at der kan foretages en opdeling af sagerne i forhold til, om der er tale om en ubetinget fængselsstraf eller andre afgørelser.

De sanktioner, som ikke omfatter ubetinget fængselsstraf, er følgende:

• Advarsel, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1
• Bøde
• Tiltalefrafald uden særlige vilkår, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 3
• Tiltalefrafald med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2
• Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, jf. § 722, stk. 1, nr. 3
• Ungdomssanktion
• Betinget dom med eller uden vilkår
• Foranstaltningsdom, jf. straffelovens §§ 68 - 69

For de følgende sager foreslås ikke fastsat en målsætning for iværksættelse af fuldbyrdelsen:

Udvalget foreslår, at der for så vidt angår sager, der afgøres med advarsel og bøde, ikke fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden med hensyn til fuldbyrdelsen. En advarsel er således fuldbyrdet, når advarslen er meddelt, hvilket sker samtidig med afgørelsen, og der skal ikke foretages yderligere med henblik på iværksættelse af advarslen. I forhold til bøder gælder, at bøden først fuldbyrdes, når bøden er inddrevet, og den tid, der anvendes ved inddrivelse af bøder, kan variere meget, herunder også afhængig af den unges økonomiske forhold. Det afgørende er efter udvalget opfattelse, at fremsendelse af et bødeforelæg til den unge sker snarest muligt, og derfor bør bøder som foreslået af udvalget i afsnit 4.3.2. være omfattet af den generelle målsætning for sagsbehandlingstiden, som fastsættes for så vidt angår tiden fra sigtelsen til anklagemyndighedens afgørelse.

Udvalget foreslår endvidere, at sager, der afgøres med tiltalefrafald uden vilkår eller en betinget dom uden vilkår, ikke omfattes af en målsætning for sagsbehandlingstiden med henblik på fuldbyrdelsen. Baggrunden herfor er, at sådanne afgørelser ikke indeholder vilkår, der skal iværksættes, men alene vilkår om straffri vandel.

For så vidt angår sager, der afgøres med en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68 – 69, bemærkes, at disse afgørelser fuldbyrdes af sundhedsmyndighederne, som ikke har været repræsenteret i udvalget. Udvalget har derfor ikke fundet at kunne fastsætte målsætninger for fuldbyrdelsen af denne type afgørelser. Det tilføjes, at der er tale om ganske få sager (12 sager i 2004), og det må antages, at de sigtede i de alvorligste sager er varetægtsfængslede i surrogat under efterforskningen.

For de følgende sager foreslår udvalget, at der fastsættes en målsætning for iværksættelse af fuldbyrdelsen på 30 dage:

• Tiltalefrafald med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2
• Tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, jf. § 722, stk. 1, nr. 3
• Ungdomssanktion
• Betinget dom med vilkår om tilsyn, eller eventuelt tillige om samfundstjeneste

Det er en forudsætning for fristens overholdelse, at politimesteren straks, når afgørelsen kan fuldbyrdes, sender afgørelsen til enten Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder. Der bør således fastsættes en frist på 3 arbejdsdage for politimesteren til at sende afgørelsen til de relevante myndigheder. Hvis denne frist skal overholdes, forudsætter det endvidere, at politimesteren straks efter dommens afsigelse modtager en udskrift af dommen fra retten.

Målsætninger for sager med ubetinget frihedsstraf:

For så vidt angår sager om ubetinget fængselsstraf er det udvalgets opfattelse, at der ikke kan fastsættes en målsætning for iværksættelse af fuldbyrdelsen på 30 dage.

Med hensyn til sager, hvor der ansøges om at anvende ordningen om afsoning på bopælen under intensiv overvågning (fodlænke-ordningen), er det i forarbejderne til straffuldbyrdelseslovens § 78 a, jf. herved afsnit 3.3.2., forudsat, at en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage ikke kan overholdes. Udvalget har overvejet, om der i stedet for i disse sager kan fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage. Det vil imidlertid næppe heller være muligt at overholde en målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage for denne type sager. Der er således i de eksisterende regler om afsoning på bopælen indarbejdet en række frister, som medfører en sagsbehandlingstid af en vis længde afhængig af, om der er tale om fuldbyrdelse af en voldsdom eller andre domme. I bilag 6.7 findes en oversigt over den forventede sagsgang for behandlingen af sager vedrørende unge mellem 15 – 18 år i tilfælde af, at der er idømt en fængselsstraf på under tre måneder.

På denne baggrund er det udvalgets opfattelse, at der næppe på nuværende tidspunkt - også under hensyn til, at ordningen vedrørende afsoning på bopælen er forholdsvis ny - er grundlag for at fastsætte en målsætning for sagsbehandlingstiden i denne type sager.

I andre sager, hvor der er idømt en ubetinget fængselsstraf, og hvor der enten skal ske anbringelse i en behandlingsinstitution eller i en af Kriminalforsorgens pensioner, eller den pågældende skal afsone i et fængsel eller arresthus, ville det formentlig i nogle tilfælde være muligt at overholde en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage. Som det fremgår af bilag 6.4 og 6.5, skal der imidlertid foretages en lang række sagsbehandlingsskridt, inden fuldbyrdelsen iværksættes, hvorfor en sagsbehandlingstid på 30 dage i almindelighed vil være vanskelig at overholde.

Hertil kommer, at ansøgning om udsættelse af afsoningen, der indgives til politimesteren, også kan medføre en forlængelse af sagsbehandlingstiden. Det følger af bekendtgørelse nr. 317 af 19. april 2006 om udsættelse med fuldbyrdelse af straf og den administrative behandling af sager om benådning (udsættelses- og benådningsbekendtgørelsen), at fuldbyrdelse skal udsættes, når den dømte på fri fod indgiver ansøgning rettidigt efter straffuldbyrdelseslovens § 12. I sager om dømte unge under 23 år giver Kriminalforsorgen i praksis hovedsageligt tilladelse til udsættelse med afsoningen, hvis den unge er alvorligt syg, eller når særligt stærke grunde, som udsigten til ikke at kunne gennemføre en igangværende uddannelse eller et læreforhold, gør sig gældende.

Samlet er det derfor udvalgets opfattelse, at der for sager, hvor der er idømt ubetinget fængselsstraf, bortset fra sager, hvor der er ansøgt om afsoning i hjemmet, bør fastsættes en målsætning for iværksættelse af fuldbyrdelsen, og at denne frist bør fastsættes til 60 dage.

4.4.3. Sammenfatning vedrørende udvalgets forslag til målsætning for sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen

Udvalgets overvejelser og forslag vedrørende målsætningen for sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen kan sammenfattes således:

• Udvalget foreslår, at målsætningen for sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kan fuldbyrdes, indtil det tidspunkt, hvor fuldbyrdelsen rent faktisk iværksættes, jf. afsnit 4.4.1.
• Udvalget foreslår, at der fastsættes en frist på 3 arbejdsdage for politimesteren til at fremsende afgørelsen i en sag til Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder, jf. afsnit 4.4.2.
• Udvalget foreslår endvidere, at sager, der afgøres med advarsel, bøde, tiltalefrafald uden vilkår eller betinget dom uden vilkår, ikke omfattes af en målsætning for sagsbehandlingstiden, jf. afsnit 4.4.2.
• Udvalget foreslår, at der fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage for sager, der afgøres med tiltalefrafald med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, jf. § 722, stk. 1, nr. 3, ungdomssanktion, og betinget dom med vilkår om tilsyn eller samfundstjeneste, jf. afsnit 4.4.2.
• Udvalget foreslår, at der for sager, hvor der er idømt ubetinget fængselsstraf, bortset fra sager, hvor der er ansøgt om afsoning i hjemmet, fastsættes en målsætning for iværksættelse af fuldbyrdelsen på 60 dage, jf. afsnit 4.4.2.

5. Opfølgning

5.1. Indledning

Det er udvalgets opfattelse, at fastsættelse af målsætninger for sagsbehandlingstiden bør følges op af regelmæssig måling af, om fristerne overholdes. Sådanne målinger, der bør gennemføres af de involverede myndigheder, kan passende gennemføres hvert halve år. Disse målinger vil give et samlet overblik over sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere.

5.2. Måling af sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen

Hvis der fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage fra sigtelsen til afgørelsen, er det udvalgets opfattelse, at der bør foretages måling af, hvor mange sager og hvilke sager der er fremsendt til retten eller afgjort på anden måde inden 30 dage. Det bør endvidere måles, hvor mange og hvilke sager der er fremsendt til retten eller afgjort på anden måde efter 30 dage, men inden henholdsvis 60 dage og 3 måneder. Målingerne bør foretages i forhold til den enkelte politikreds, således at målingen kan anvendes af kredsens ledelse med henblik på eventuelt at gøre en særlig indsats i forhold til sagsbehandlingstiden. Det bør samtidig af målingerne fremgå, om de frister, der er fastsat for Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder til at afgive udtalelser til brug for afgørelsen af straffesagen, er overholdt.

Hvis der i stedet fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, kan ovennævnte målinger ske i forhold til 60 dage, 3 måneder og 4 måneder. Under hensyn til at det i regeringsgrundlaget ”Nye mål” fra februar 2005 er anført, at mindre komplicerede sager bør indbringes for retten inden for en måned, og under hensyn til den store variation i sagerne, finder udvalget imidlertid, at det - uanset om der fastsættes en målsætning på 60 dage - vil være hensigtsmæssigt tillige at foretage måling af, hvor mange og hvilke sager der behandles inden for 30 dage.

Målingen af, om fristen på 30 eller 60 dage overholdes, kan gennemføres på grundlag af Rigspolitiets centrale it-systemer. Det samme gælder målingen af, hvorvidt fristen på 14 eller 30 dage for de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen er overholdt. Udvalget foreslår derfor, at de nærmere retningslinier for måling af sagsbehandlingstiden udfærdiges af Rigsadvokaten i samarbejde med Rigspolitiet.

5.3. Måling af sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsens iværksættelse

En straffesag følges ikke i Rigspolitiets centrale it-systemer, efter at sagen er endelig afgjort. Det er derfor udvalgets opfattelse, at Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder må foretage målinger af, hvorvidt sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsens iværksættelse overholdes.

Udvalget foreslår derfor, at Kriminalforsorgen og Socialministeriet udarbejder retningslinier for måling af sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsens iværksættelse. Kriminalforsorgen har tilkendegivet, at det er hensigten løbende at foretage opfølgning af, om målsætningerne for sagsbehandlingstiden overholdes. Socialministeriet har tilkendegivet, at ministeriets opfølgning i forhold til de sociale myndigheder alene kan foregå ved stikprøvekontrol. De øvrige medlemmer af udvalget har udtrykt betænkelighed over for denne metode til opfølgning, idet der i givet fald ikke fremkommer et fuldstændigt billede af årsagerne til, at sagsbehandlingsfrister eventuelt ikke overholdes, og dermed ikke bliver mulighed for at tage initiativer i anledning af overskridelser.

6. Sammenfatning

Udvalgets forslag om fastsættelse af målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år er opdelt i to perioder. For det første har udvalget drøftet målsætninger for sagsbehandlingstiden fra sigtelsen, indtil sagen er fremsendt til retten, eller der er truffet en anden afgørelse i sagen. Dernæst har udvalget drøftet målsætninger for sagsbehandlingstiden fra afgørelsen, indtil fuldbyrdelsen iværksættes.

I afsnit 4.3.1. – 4.3.3. er der redegjort for udvalgets overvejelser og forslag vedrørende en målsætning for sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen i sager mod unge lovovertrædere. Udvalget har ikke fundet at kunne foretage en opdeling i mindre komplicerede sager og andre sager, jf. afsnit 4.3.2. Derfor har udvalget drøftet, om der kan fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden i sager om unge lovovertrædere.

Udvalgets drøftelse om en generel målsætning for sagsbehandlingstiden har taget udgangspunkt i, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage. Udvalget har samtidig påpeget, at en frist på 30 dage ikke vil kunne overholdes i en lang række sager, og at udvalget finder, at en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage vil være mere realistisk, jf. afsnit 4.3.2.

Herudover kan udvalgets forslag sammenfattes således:

• Udvalget foreslår, at der i stedet for en opdeling i sager i mindre komplicerede sager og andre sager fastsættes en generel målsætning for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid, der skal gælde for alle sager mod unge lovovertrædere mellem 15 og 18 år, jf. afsnit 4.3.2.
• Udvalgets drøftelse om en generel målsætning for sagsbehandlingstiden har taget udgangspunkt i, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage. Udvalget har samtidig påpeget, at en frist på 30 dage ikke vil kunne overholdes i en lang række sager, og udvalget anbefaler derfor, at der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 60 dage, jf. afsnit 4.3.2.
• Udvalget foreslår, at en målsætning for sagsbehandlingstiden før afgørelsen skal omfatte tiden fra en sigtelse, til sagen fremsendes til retten, eller anklagemyndigheden træffer en anden afgørelse (udsendelse af bødeforelæg eller afgørelse om udenretligt tiltalefrafald eller om påtaleopgivelse, jf. afsnit 4.3.1.
• Udvalget har understreget, at det ikke er tilstrækkeligt at fastsætte en generel målsætning for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid på 30 dage, men at det er en helt afgørende forudsætning, at der også fastsættes en bindende frist på 14 dage for Kriminalforsorgens og de sociale myndigheders sagsbehandlingstid, hvis en generel målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage skal overholdes. Denne frist kan fastsættes til 30 dage, hvis der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingen på 60 dage, jf. afsnit 4.3.3.
• Udvalget foreslår etablering af ungesamråd mellem anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder, som skal sikre en hurtigere, bedre og mere koordineret indsats over for unge lovovertrædere, jf. afsnit 4.3.3.
• Udvalget foreslår endvidere, at sager mod unge lovovertrædere af anklagemyndigheden i de sager, hvor Kriminalforsorgen skal udarbejde personundersøgelser, alene forelægges for Kriminalforsorgen og ikke tillige for de sociale myndigheder, og at politiet i forbindelse med afhøringer, hvor forældrene er til stede, får deres samtykke til gennemførelse af personundersøgelse mv., jf. afsnit 4.3.3.,
• Det er udvalgets opfattelse, at de målsætninger for sagsbehandlingstiden på 30 dage, der er fastsat i voldssager, og de målsætninger for udsendelse af bødeforelæg på 20 dage, som er fastsat i færdselssager, fortsat bør være gældende, uanset om der fastsættes en generel målsætning for sagsbehandlingstiden i sager mod unge lovovertrædere på 60 dage, jf. afsnit 4.3.2.
• Udvalget foreslår endvidere, at sager, hvor der kan blive tale om at fastsætte en ungdomssanktion, for at forkorte sagsbehandlingstiden ikke længere forelægges for vedkommende regionale statsadvokat, jf. afsnit 4.3.3.

Udvalgets overvejelser og forslag vedrørende målsætningen for sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen kan sammenfattes således:

• Udvalget foreslår, at målsætningen for sagsbehandlingstiden i forbindelse med fuldbyrdelsen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kan fuldbyrdes, indtil det tidspunkt, hvor fuldbyrdelsen rent faktisk iværksættes, jf. afsnit 4.4.1.
• Udvalget foreslår, at der fastsættes en frist på 3 arbejdsdage for politimesteren til at fremsende afgørelsen i en sag til Kriminalforsorgen eller de sociale myndigheder, jf. afsnit 4.4.2.
• Udvalget foreslår endvidere, at sager, der afgøres med advarsel, bøde, tiltalefrafald uden vilkår eller betinget dom uden vilkår, ikke omfattes af en målsætning for sagsbehandlingstiden, jf. afsnit 4.4.2.
• Udvalget foreslår, at der fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden på 30 dage for sager, der afgøres med tiltalefrafald med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter § 40 i lov om social service, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 2, tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, jf. § 722, stk. 1, nr. 3, ungdomssanktion, og betinget dom med vilkår om tilsyn eller samfundstjeneste, jf. afsnit 4.4.2.
• Udvalget foreslår, at der for sager, hvor der er idømt ubetinget fængselsstraf, bortset fra sager, hvor der er ansøgt om afsoning i hjemmet, fastsættes en målsætning for iværksættelse af fuldbyrdelsen på 60 dage, jf. afsnit 4.4.2.

Udvalget foreslår endvidere, at fastsættelse af målsætninger for sagsbehandlingstiden bør følges op af regelmæssig måling af, om fristerne overholdes. Udvalget foreslår i den forbindelse, at det - uanset om der fastsættes en målsætning for sagsbehandlingstiden fra sigtelsen til afgørelsen på 60 dage – vil være hensigtsmæssigt tillige at foretage måling af, hvor mange og hvilke sager der behandles inden for 30 dage, jf. afsnit 5.

Bilag 6.1

Bilag 6.2

RIGSADVOKATEN

Sagsgang hos politiet og anklagemyndigheden i sager mod unge lovovertrædere vedrørende overtrædelse af straffeloven eller andre sager, der kan medføre frihedsstraf.

I. Efterforskningen

1. Anmeldelse/rimelig formodning om strafbart forhold
2. Efterforskning
3. Identifikation af gerningsmanden/mistænkte
4. Sigtelse
5. Afhøring af sigtede (som udgangspunkt under tilstedeværelse af forældremyndighedens indehaver og de sociale myndigheder)
6. Eventuelt varetægtsfængsling
7. Eventuelt yderligere efterforskning (kan være af meget forskelligt omfang alt efter sagens karakter)
8. Sagen færdiggøres til anklagemyndigheden

II. Anklagemyndighedens vurdering af sagen

9. Sagen forelægges for de sociale myndigheder i sigtedes opholdskommune (evt. ved samråd) og/eller Kriminalforsorgen (skal ske så tidligt som muligt og evt. i efterforskningsfasen). Kriminalforsorgen underrettes så tidligt som muligt om sager, der forventes at medføre ubetinget frihedsstraf.
10. Anklagemyndigheden træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet.
    (Det skal bemærkes, at kompetencen i de fleste sager er hos politimesteren/politidirektøren, men at visse sager efter retsplejeloven skal forelægges for statsadvokaten. Endvidere har Rigsadvokaten fastsat særlige forelæggelsesregler. Således skal eksempelvis sager, hvor der er spørgsmål om nedlæggelse af påstand om ungdomssanktion efter straffelovens straffelovens § 74 a, forelægges statsadvokaten.)

A. Hvis sigtede nægter sig skyldig:

1. Påtale opgives enten af politimesteren eller af statsadvokaten.
2. Sagen forelægges for de sociale myndigheder og/eller Kriminalforsorgen, hvis dette ikke er sket tidligere
3. Anklageskrift udfærdiges efter modtagelse af udtalelsen fra de sociale myndigheder/Kriminalforsorgen. Hvis statsadvokaten har tiltalekompetencen, forelægges sagen for statsadvokaten, der afgør tiltalespørgsmålet.
4. Sagen fremsendes til retten med anklageskrift og bevisfortegnelse. Værge og de sociale myndigheder/Kriminalforsorgen indkaldes til retsmødet.

B. Hvis sigtede erkender sig skyldig:

1. Sagen forelægges for de sociale myndigheder og/eller Kriminalforsorgen, hvis dette ikke er sket tidligere.
2. Sagen fremsendes til retten med retsmødebegæring. Værge og de sociale myndigheder/Kriminalforsorgen indkaldes til retsmødet.

III. Domsforhandling

11. Sagen fremmes, hvis sigtede/tiltalte giver møde. Hvis sigtede har erkendt, og pågældende mod forventning i retsmødet nægter sig skyldig, udsættes sagen til anklagemyndighedens overvejelse af bevisspørgsmålet.

IV. Fuldbyrdelse

12. Anklagemyndigheden træffer bestemmelse om fuldbyrdelse.
13. Hvis afgørelsen går ud på tiltalefrafald med vilkår eller ungdomssanktion, underrettes de sociale myndigheder. Kriminalforsorgen underrettes, hvis afgørelsen går ud på ubetinget fængselsstraf eller en betinget dom med vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen eller samfundstjeneste.

Bilag 6.3

RIGSADVOKATEN

Sagsgang hos Kriminalforsorgen i sager, hvor der skal gennemføres personundersøgelse af unge under 18 år

1. Anklagemyndigheden sender sammen med sagens akter, cpr.nr. og kriminalregisterudskrift anmodning om personundersøgelse til afdelingen i det område, sigtede bor i. Det skal af anmodningen fremgå, om undersøgelsen skal udarbejdes med henblik på samfundstjeneste, ungdomssanktion, mentalundersøgelse eller andet.
   
   
2. Sagen modtages i afdelingen og registreres.
   
   
3. Lederen af afdelingen beslutter, om en af afdelingens medarbejdere eller en honorarlønnet personundersøger skal behandle sagen. Der skal ringes til undersøgerne for at høre, hvem der har tid til at udarbejde undersøgelsen.
   
   
4. Sagen sendes til undersøgeren, eller undersøgeren henter sagen i KiF afdelingen (Kriminalforsorgen i Frihed).
   
   
5. Brev sendes til sigtede om at møde til samtale.
   
   
6. Hvis sigtede er varetægts-/ surrogatfængslet, træffer undersøgeren aftale med arresthuset/ den sikrede institution om tidspunkt for besøg.
   
   
7. Når der er tale om unge 18 år, skal forældremyndighedens indehaver give samtykke til, at den unge medvirker til undersøgelsen. Nogle afdelinger sender et brev og regner det for et samtykke, hvis de ikke hører fra forældrene. I nogle tilfælde deltager forældrene eller en af dem i samtalen.
   
   
   1. Hvis sigtede ikke møder
      Undersøgeren sender brev til sigtede med ny tid
      Sigtede møder ikke
      Undersøgeren aflægger et diskret besøg på sigtedes bopæl - og hvis han ikke er hjemme, efterlades en besked til sigtede om at lade høre fra sig inden for en kort frist
      Sigtede lader ikke høre fra sig og møder ikke
      Undersøgeren returnerer akterne til afdelingen uden personundersøgelse
      Afdelingen returnerer akterne til anklagemyndigheden med besked om, at det ikke har været muligt at opnå kontakt med sigtede, og at der derfor ikke foreligger en personundersøgelse
      
      
   2. Sigtede ringer og bestiller en ny tid til samtale
      Samtale med sigtede
      
      
   3. Sigtede ringer og får en ny tid til samtale
      Sigtede møder ikke/ringer med en ny forklaring på, hvorfor han/hun ikke kan komme
      Sigtede får ny tid til samtale
      
      
8. Samtale med sigtede
   
   
   1. Under samtalen/undersøgelsen med sigtede orienteres han om formålet med undersøgelsen (1. at forsyne retten med de personlige og sociale oplysninger om sigtede, som kan have betydning for straffastsættelsen eller anvendelse af anden retsfølge end straf og 2. som væsentlig forudsætning for det efterfølgende forsorgsarbejde både i forbindelse med en betinget afgørelse med tilsyn og under afsoning af frihedsstraf). Hvis anklagemyndigheden har anmodet om en personundersøgelse med henblik på samfundstjeneste, giver undersøgeren endvidere sigtede en grundig orientering om indholdet af et vilkår om samfundstjeneste, og sigtede anmodes om at underskrive en erklæring om, at han er gjort bekendt med retningslinierne for samfundstjeneste.
      
      Under samtalen bliver sigtede interviewet om:
      opvækst og familieforhold, herunder evt. hjælpeforanstaltninger efter serviceloven og fritidsanvendelse og omgangskreds
      boligforhold
      helbredsforhold, herunder evt. forbrug/misbrug af alkohol og euforiserende stoffer,
      skolegang, uddannelse og erhvervsforhold,
      økonomiske forhold og
      fremtidsplaner.
      
      
9. Sigtedes egne oplysninger søges dokumenteret. Afhængig af den sigtedes forhold og sigtelsens art aftales det med pågældende, hos hvem der i øvrigt skal indhentes oplysninger. For unge under 18 år vil det typisk dreje sig om bl.a. oplysninger fra forældre, skoler og sociale myndigheder, hvis den pågældende f.eks. har været undergivet hjælpeforanstaltninger efter serviceloven.
   
   
10. Opringning til/samtale med den unges forældre
    
    
11. Indhentning af udtalelse fra/opringning til/samtale med den unges lærer(e), pædagog(er), arbejdsgiver(e) m.fl.
    
    
12. Opringning til socialforvaltningen, hvis den unge er kendt. Der aftales tid og lån af kontor, hvor undersøgeren kan komme og se sagsakterne
    
    
13. Skriftlig anmodning om evt. lægelige oplysninger/udskrivningsbreve (hvis den unge har været under børne- og ungdomspsykiatri)
    
    
14. Undersøgeren tager på socialforvaltningen, gennemser sagsakter og tager noter/kopier herfra. Der er generelt så stor udskiftning blandt kommunernes sagsbehandlere, at man yderst sjældent vil kunne få en telefonisk udtalelse om den unge fra en sagsbehandler, som har et godt kendskab til ham eller hende.
    
    
15. Undersøgeren skriver og sender/afleverer den sammenskrevne undersøgelse, resume og forslag til konklusion i afdelingen.
    
    
16. Undersøgelsen læses igennem af en medarbejder i afdelingen. Der skrives konklusion.
    
    
17. Undersøgelsen returneres til anklagemyndigheden sammen med sagens akter, og registrering foretages.

Bilag 6.4

RIGSADVOKATEN

Sagsgang hos Kriminalforsorgen i sager, hvor en domfældt under 18 år er straffet med ubetinget frihedsstraf og skal anbringes efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.

I. Retten afsiger ubetinget dom på over 3 måneder.

1. Anklagemyndigheden orienterer direktoratet ved tilsendelse af domsudskrift og anmeldelsespapirer med meddelelse om, at dommen kan fuldbyrdes.
   
   
2. Direktoratet sender kopi af domsudskrift og anmeldelsespapirer til domfældtes lokale KIF-afdeling (Kriminalforsorgen i Frihed) med anmodning om, at KIF-afdelingen udarbejder en § 78-indstilling vedrørende den pågældende. Hvis det efter afdelingens vurdering må antages, at afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus, skal afdelingen redegøre for, hvorledes udståelse af straffen må antages at kunne ske.
   
   
3. KIF indkalder dømte sammen med forældremyndighedsindehaveren til samtale i afdelingen.
   
   
4. Samtale med dømte og forældremyndighedsindehaveren. Dom og vilkår gennemgås.
   
   
5. KIF arbejder på at finde alternativt afsoningssted. Herunder skal der indhentes betalingstilsagn fra dømtes hjemkommune og tages kontakt til moderanstalt. Eventuelt politihøring.
   
   
6. KIF færdiggør sagen og sender § 78-indstilling til direktoratet.
   
   
7. Direktoratet udfærdiger tilladelse til § 78-afsoning og sender denne til KIF.
   
   
8. KIF forkynder resolutionen for dømte og meddeler moderanstalt, at dømte er mødt til afsoning, såfremt der er plads i den pågældende institution.

II. Retten afsiger ubetinget dom. Dømte skal forblive i varetægtssurrogat.

1. Anklagemyndigheden orienterer direktoratet ved tilsendelse af domsudskrift og anmeldelsespapirer.
   
   
2. Direktoratet sender kopi af domsudskrift og anmeldelsespapirer til domfældtes lokale KIF-afdeling med anmodning om, at KIF-afdelingen udarbejder en § 78-indstilling på pågældende. Hvis det efter afdelingens vurdering må antages, at afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus, skal afdelingen redegøre for, hvorledes udståelse af straffen må antages at kunne ske. Såfremt den dømte allerede er anbragt på ”Bakkegården”, er pågældende omfattet af forsøgsordningen vedrørende midlertidig § 78-anbringelse af 15-17-årige på Bakkegården, Nykøbing Sjælland.
   
   
3. KIF arbejder på at finde alternativt afsoningssted. Herunder skal der indhentes betalingstilsagn fra dømtes hjemkommune og tages kontakt til moderanstalt. Eventuelt politihøring.
   
   
4. KIF færdiggør sagen og sender § 78 indstilling til direktoratet.
   
   
5. Direktoratet udfærdiger tilladelse til § 78-afsoning og sender denne til KIF.
   
   
6. KIF forkynder resolutionen for dømte, og dømte overføres til alternativt afsoningssted.

Bilag 6.5

RIGSADVOKATEN

Sagsgang hos Kriminalforsorgen i sager, hvor unge lovovertrædere mellem 15 – 17 år ansøger om at afsone på bopælen

Ved lov nr. 304 af 19. april 2006 blev ordningen for afsoning på bopælen under intensiv overvågning og kontrol udvidet, således at den kan anvendes i forhold til unge mellem 15-17 år, der skal afsone en ubetinget straf på op til 3 måneder.

De 15-17-årige, der er idømt en ubetinget frihedsstraf til og med 3 måneder, har derfor nu mulighed for at afsone på følgende måder:
Anbringelse i institution mv. uden for Kriminalforsorgen eller i en af Kriminalforsorgens pensioner, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2,
Afsoning på bopælen under intensiv overvågning (elektronisk fodlænke), jf. straffuldbyrdelseslovens § 78 a, eller
Afsoning i fængsel eller arresthus, hvis afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus

For at fremskynde sagsbehandlingen er der fastlagt en særlig procedure for de 15-17-årige, hvor den indledende sagsbehandling er ens, uanset hvilken af de tre afsoningsformer der skal anvendes:

1. Anklagemyndigheden orienterer Direktoratet for Kriminalforsorgen ved tilsendelse af domsudskrift og sagens akter om, at dommen kan fuldbyrdes.
2. Direktoratet registrerer og visiterer dommen. Dommen sendes til den KIF-afdeling (Kriminalforsorgen i Frihed), hvor domfældte hører til
3. KIF-afdelingen indkalder snarest domfældte, forældremyndighedsindehaver/værge og eventuelt IO-medarbejder (intentiv overvågningsmedarbejder) til en samtale.
4. Der skal indhentes samtykke fra forældremyndighedsindehaveren
5. Ved samtalen informeres om:
   1. Muligheden for anbringelse i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og muligheden for at søge om strafudståelse på bopælen.
   2. At tilladelse til afsoning på bopælen vil kunne nægtes, hvis den pågældendes personlige forhold er af en sådan problematisk karakter, at vedkommende konkret skønnes at være mere egnet til anbringelse på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller i institution i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, jf. stk. 1.
      
      For at få kendskab til domfældte vil pågældende under samtalen blive interviewet om sine personlige forhold, herunder familiemæssige forhold, boligforhold, helbredsmæssige forhold, misbrugsproblemer, beskæftigelsessituation og økonomiske forhold.
      
      
6. Drøftelse med socialforvaltningen. Ved kriminalforsorgens valg af afsoningsform i relation til de 15-17-årige, vil den vurdering, som ligger til grund herfor, blive foretaget i et tæt samarbejde med de sociale myndigheder blandt andet med henblik på, at den unges eventuelle behandlingsbehov kan tilgodeses ved afgørelsen.
   
   
7. Herefter skal det vurderes, hvilken af de tre afsoningsformer (anbringelse i henhold til § 78, stk. 2-afsoning på bopælen eller fængsel), der er mest relevant for den unge.
   
   
8. Afhængig af KIF-afdelingens vurdering af sagen, er det videre forløb:
   
   
   1. Indstilling om anbringelse efter § 78, stk. 2, sendes til direktoratet, der herefter træffer afgørelse. Sagsbehandlingsforløb er beskrevet særskilt i bilag 4.
   2. Redegørelse for, hvorledes udståelse af straffen må antages at kunne ske, når afdelingen vurderer, at afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus. Denne sendes til direktoratet, der herefter træffer afgørelse. Sagsbehandlingsforløbet er ikke beskrevet, idet der forudsættes at være ganske få af denne målgruppe, som vil skulle afsone i fængsel eller arresthus.
   3. I det omfang det vurderes, at den pågældende kan være egnet til at afsone på bopælen under intensiv overvågning, skal dommen, underskrevet ansøgningsskema og sagens akter straks sendes til den IO-afdeling (Intensiv overvågningsafdeling), den unge hører til. Afdelingen skal herefter udarbejde en egnethedsvurdering. Sagsbehandlingsforløb er beskrevet nedenfor.

Det skal bemærkes, at der af hensyn til sagsbehandlingstiden ikke er fastsat en særlig ansøgningsfrist. I stedet sendes ansøgningsskemaet til KIF-afdelingen, der sørger for, at det bliver underskrevet.

Sagsbehandlingsforløbet, når der er søgt om afsoning på bopælen

9. IO-afdelingen (Intensiv overvågningsafdeling) modtager og registrerer ansøgning, dom og sagens akter.
   
   
10. Der aftales et møde med domfældte og forældremyndighedsindehaver(e) på bopælen.
    
    
11. Under mødet testes det tekniske udstyr, som er en forudsætning for, at der kan gives tilladelse til afsoning på bopælen.
    Hvis IO-afdelingen ikke via det ovenfor gennemgåede forløb har fået kendskab til den domfældte, vil den pågældende blive interviewet om sine personlig forhold, herunder beskæftigelsesmæssige forhold, forhold til alkohol og euforiserende stoffer og helbredsmæssige forhold
    Derudover skal der indhentes skriftligt samtykke fra domfældtes medbeboere til, at ovennævnte person kan afsone sin straf i hjemmet efter de gældende regler herom.
    
    
12. IO-afdelingen kontakter domfældtes arbejdsplads, uddannelsessted eller lignende med henblik på at indgå aftale med den person, der under en given afsoning skal fungere som kontaktperson.
    Hvis domfældte ikke er i beskæftigelse, kan IO-afdelingen være behjælpelig med at skaffe beskæftigelse under afsoningen eksempelvis på et samfundstjenestested eller efter aftale med kommunen i form af aktivering.
    
    
13. I visse situationer vil det være nødvendigt at indhente oplysninger fra behandlingsinstitution, læge eller lignende for at belyse sagen.
    
    
14. 14. IO-afdelingen udarbejder en egnethedsvurdering, der sammen med ovennævnte samtykkeerklæring fra medbeboere og aktivitetsskema sendes til direktoratet. Aktivitetsskemaet er en samlet fremstilling af, hvilke aktiviteter domfældte under en given afsoning skal deltage i, og hvornår det skal finde sted.
    I det omfang der er tale om en negativ indstilling, partshører io-afdelingen domfældte, inden sagen sendes til direktoratet.
    
    
15. Egnethedsvurdering med bilag modtages og registreres i direktoratet. Direktoratet træffer herefter afgørelse om, hvorvidt man finder grundlag for at meddele tilladelse til afsoning på bopælen.
    
    I det omfang der meddeles afslag på ansøgningen om afsoning på bopælen, vil dommen normalt blive anmeldt til afsoning i fængsel. Da der er tale om en ung person under 18 år, er udgangspunktet, at pågældende ikke afsoner i fængsel, medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse uden for fængsel eller arresthus. I givet fald må sagen drøftes konkret med KIF-afdelingen med henblik på en genovervejelse af spørgsmålet om anbringelse i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2.
    
    
16. Tilladelse til afsoning på bopælen sendes til klienten. Samtidig sendes en notice til IO-afdelingen, der anmodes om at tilsige pågældende til afsoningen.
    
    
17. IO-afdelingen modtager og registrerer tilladelsen. Herefter kontaktes domfældte med henblik på at drøfte en egnet iværksættelsesdato.
    
    
18. IO-afdelingen sender en tilsigelse til domfældte. Det skal bemærkes, at domfældte har krav på et tilsigelsesvarsel på 1 måned, medmindre der er tale om en voldssag, hvor fristen er 10 dage.

Bilag 6.6.

RIGSADVOKATEN

Skitse til etablering af ungesamråd

Forslaget om ungesamråd

Sagsbehandlingen i sager mod unge lovovertrædere kan fremskyndes, hvis der er et smidigt samarbejde mellem de involverede myndigheder. Udvalget foreslår derfor i rapportens afsnit 4.3.3., at der etableres ungesamråd bestående af repræsentanter for anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen og de sociale myndigheder.

Etablering af ungesamråd kan bl.a. medvirke til at sikre
en grundig og smidig sagsbehandling
at de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen inddrages i sagen umiddelbart efter, at den unge er blevet sigtet
at samarbejdet om koordinerede handleplaner indledes umiddelbart efter sigtelsen
at fuldbyrdelse kan ske umiddelbart efter endelig dom, idet forarbejde og koordinering er udført i forbindelse med behandlingen af den unges sag i samrådet
en fælles koordineret indstilling til retten om afgørelsen, idet samrådet vurderer, planlægger og afgiver en indstilling til retten om indsatsen i forhold til unge, der er sigtet for ikke bagatelagtig kriminalitet

Formålet med samrådet vil i første række være at drøfte konkrete sager vedrørende unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år, men samrådet kan ligeledes drøfte generelle spørgsmål af betydning for samarbejdet.

Organisering

Ungesamråd bør etableres i hver politikreds, således at der holdes faste ugentlige møder.

Sekretariatsfunktionen bør varetages af politimesteren, som dermed får ansvaret for at indkalde til møder i samrådet mv. En repræsentant for anklagemyndigheden, de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen bør være faste medlemmer af samrådet.

I de tilfælde, hvor der kan blive tale om anbringelser i det sociale regi (§ 78-anbringelse), vil det være hensigtsmæssigt at indkalde forstander/leder af (amtets og/eller) kommunens institutionsafdeling, eller, hvis der er tale om ungdomssanktion, lederen af den sikrede afdeling. I andre tilfælde, f.eks. ved spørgsmål om lænkeafsoning, vil en repræsentant for en af Kriminalforsorgens lænkeenheder kunne indkaldes.

Tilrettelæggelse af arbejdet

Det er hensigten, at sager mod unge i alderen 15-17 år kan drøftes i samrådet, hvis det er hensigtsmæssigt med henblik på at opnå en hurtig afklaring af, hvilken sanktionspåstand der af anklagemyndigheden skal nedlægges i sagen.

Det skal ved afgørelsen af, om en sag egner sig til drøftelse i ungesamråd, indgå, at dette ikke må medføre en forlængelse af sagsbehandlingstiden. Hvis en sag således kan behandles hurtigere ved sædvanlig fremsendelse mellem de involverede myndigheder – herunder ved at sagen indledes ved fremsendelse af en skriftlig anmodning om en udtalelse og senere drøftelse på et møde i samrådet - bør denne fremgangsmåde vælges.

Det er i øvrigt hensigten, at anklagemyndigheden til det faste ugentlige kan medbringe oplysninger om en konkret sag, hvor man ønsker en udtalelse fra de sociale myndigheder eller Kriminalforsorgen. Det kan herefter på mødet aftales, hvilken af disse myndigheder der skal afgive udtalelse om den unge, og at denne myndigheds udtalelse foreligger på et kommende møde om 14 dage (eller 30 dage – afhængig af de fastsatte frister for de sociale myndigheder/Kriminalforsorgen). Herefter må der på dette kommende møde kunne tages endelig stilling til, hvilken strafferetlig sanktion sagen bør afgøres med, således at sagen herefter overgår til fortsat behandling ved anklagemyndigheden med henblik på udfærdigelse af anklageskrift eller retsmødebegæring.

Inden behandlingen af den unges sag i samrådet bør anklagemyndigheden som udgangspunkt have foretaget en vurdering af, hvilken straf der vil blive nedlagt påstand om, herunder om der vil blive nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf. Strafpåstanden har betydning for, om de sociale myndigheder eller Kriminalforsorgen skal iværksætte fuldbyrdelsen af dommen, og ved ubetingede straffe, om den unge skal tilbydes afsoning i hjemmet, eller om Kriminalforsorgen og kommunen straks kan indlede et samarbejde om en anbringelse efter straffuldbyrdelseslovens § 78.

Vurdering af den unges behandlingsbehov og eventuelt idømmelse af ungdomssanktion eller anbringelse efter straffuldbyrdelseslovens § 78 samt betalingstilsagn fra kommunen kan eventuelt ligeledes afklares på møder i samrådet. I sager, hvor unge ønskes idømt en ungdomssanktion, kan Kriminalforsorgen udarbejde personundersøgelser uden konklusion, således at de sociale myndigheder kan koncentrere indsatsen til at omfatte den psykologiske udredning og udformning af en konkret handleplan.

Hvis der etableres ungesamråd, skal der ske en koordinering mellem ungesamrådene og de samråd, der i de fleste amter er etableret vedrørende kriminelle udviklingshæmmede. Disse samråd afgiver vejledende udtalelser til anklagemyndigheden og domstolene om retsfølger over for lovovertrædere, herunder unge lovovertrædere mellem 15 – 18 år, med et vidtgående psykisk handicap.

Bilag 6.7

Forventet tidslinie for behandlingen af sager vedrørende 15-17 årige med en fængselsstraf på indtil tre måneder

(Det angivne tidsforbrug forudsætter, at der indføres obligatoriske ungesamråd)

Fælles start for alle sager vedr. 15-17 årige

1. Hvis behandlingsbehov à § 78-anbringelse

2. Ingen behandlingsbehov, voldsdom og søgt om afsoning på bopælen

3. Ingen behandlingsbehov, ikke voldsdom og søgt om afsoning på bopælen

* Hvis der meddeles afslag på at kunne afsone på bopælen, skal sagen til KIF-afdeling med henblik på vurdering af § 78-anbringelse.

[147] Tallet omfatter også nogle domme, hvor der er idømt en ungdomssanktion.