Betænkning om offentlighedsloven
Betænkning nr. 1510/2009
Kapitel 20

Forside | Til bund | Forrige | Næste


20. Meroffentlighedsprincippet

1. Indledning, baggrund og formål

1.1. Offentlighedsloven bygger – som det fremgår af kapitel 12 ovenfor – på et almindeligt offentlighedsprincip, der indebærer, at adgangen til aktindsigt tilkommer ”enhver”, og det kræves ikke, at den aktindsigtssøgende giver en begrundelse for sin ansøgning eller på anden måde påviser en særlig interesse i sagen. Offentlighedsprincippet tilstræber, at der gælder størst mulig åbenhed i forvaltningen. En sådan åbenhed vil bl.a. kunne styrke tilliden til forvaltningsmyndighederne, men åbenheden er også en forudsætning for, offentlighedslovens intention om, at pressen skal have mulighed for ved anvendelse af loven at orientere befolkningen korrekt om aktuelle sager, kan opfyldes.

Hensynet til størst mulig åbenhed i forvaltningen kommer også til udtryk i bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udgangspunktet er, at der gælder en ret til aktindsigt i forvaltningsmyndighedernes dokumenter. Forvaltningsmyndighederne er således som udgangspunkt forpligtet til at meddele aktindsigt, medmindre en af lovens undtagelsesbestemmelser finder anvendelse.

I naturlig forlængelse af offentlighedsprincippet og det nævnte udgangspunkt om ret til aktindsigt fastslår offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., at en forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, end fastsat i loven (meroffentlighedsprincippet). Meroffentlighedsprincippet medvirker i praksis til, at der er størst mulig åbenhed i forvaltningen. Der henvises til de synspunkter, som Offentlighedsudvalget anførte i tilknytning til omtalen af meroffentlighedsprincippet, jf. betænkning nr. 857/1978, side 70:

”Udvalget skal […] understrege betydningen af, at offentlighedsloven ikke i myndighedernes praksis opfattes som en udtømmende regulering af, hvor langt oplysningsadgangen bør strækkes. Efter udvalgets opfattelse vil det således være i høj grad ønskeligt, at myndighederne i tilfælde, hvor der er fremsat begæring om aktindsigt, ikke blot nøjes med at undersøge, hvorvidt begæringen kan afslås af formelle grunde eller med hjemmel i en af lovens undtagelsesbestemmelser, men mere frit overvejer, om hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde overhovedet er påkrævet – enten på grund af en tavshedspligtsbestemmelse eller fordi offentlige eller private interesser i øvrigt taler derfor. En liberal praktisering af lovens bestemmelser er ikke blot bedst stemmende med de almindelige synspunkter, der ligger til grund for lovfæstelsen af offentlighedsprincippet, men vil også i mange tilfælde bevirke, at det vil være ufornødent at tage stilling til tvivlsomme afgrænsningsspørgsmål.”

Offentlighedsudvalget understreger således, at en liberal praktisering af lovens bestemmelser stemmer bedst overens med de almindelige synspunkter, der ligger til grund for lovfæstelsen af offentlighedsprincippet, og myndighederne bør derfor mere frit overveje, om hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde overhovedet er påkrævet.

1.2. Det følger af det anførte, at offentlighedsloven på den ene side alene tager stilling til, i hvilket omfang forvaltningsmyndighederne er forpligtet til at imødekomme begæringer om aktindsigt, men at loven på den anden side ikke afskærer forvaltningsmyndighederne fra efter eget skøn at videregive oplysninger i videre omfang end loven forpligter til. Offentlighedsloven har således karakter af en minimumslov.

Det forhold, at en forvaltningsmyndighed ikke er afskåret fra efter eget skøn at give aktindsigt i videre omfang end offentlighedsloven forpligter til, indebærer ikke, at myndighederne i den forbindelse står ganske frit. Der er således også et hensyn at tage til, at der ikke som led i meroffentlighed videregives oplysninger, der er omfattet af reglerne om tavshedspligt mv.

På denne baggrund fastsætter offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., følgende (bestemmelsen i stk. 1 citeres dog i fuld længde):

”§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i en administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.”

1.3. Offentlighedsloven af 1970 indeholdt ikke en bestemmelse svarende til § 4, stk. 1, 2. pkt., men det var fast antaget, at en forvaltningsmyndighed efter 1970-loven efter eget skøn kunne videregive oplysninger i videre omfang, herunder på anden måde eller i en anden form, end loven forpligtede til, jf. betænkning nr. 857/1978, side 11 og side 69.

Offentlighedsudvalget gjorde sig i betænkning nr. 857/1978, side 69 ff., grundige overvejelser om forvaltningsmyndighedernes adgang til at give meroffentlighed, men udvalgets udkast til en ny offentlighedslov indeholdt ikke en lovfæstelse af meroffentlighedsprincippet. En sådan lovfæstelse skete ved det af justitsministeren fremsatte lovforslag, jf. herom Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 211.

2. Meroffentlighed i praksis

2.1. Almindelige bemærkninger

2.1.1. Som det fremgår af pkt. 1.1 ovenfor, tager offentlighedsloven alene stilling til spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen er forpligtet til at meddele aktindsigt. Den enkelte myndighed er således ikke afskåret fra efter eget skøn at meddele aktindsigt i videre omfang end fastsat i loven, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv. (meroffentlighedsprincippet).

Offentlighedsudvalget har da også i forbindelse med omtalen af meroffentlighedsprincippet – jf. pkt. 1.1 ovenfor – som et ledende synspunkt givet udtryk for, at det er ønskeligt, at forvaltningsmyndighederne i forbindelse med behandlingen af en begæring om aktindsigt ikke alene overvejer, om begæringen kan afslås, men også overvejer, om hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde – på grund af tavshedspligtbestemmelser eller offentlige eller private interesser – overhovedet er påkrævet.

At myndigheden af sig selv – dvs. i tilfælde, hvor begæring om meroffentlighed ikke specifikt er fremsat – bør overveje, hvorvidt der bør gives meroffentlighed, er endvidere kommet til udtryk i flere ombudsmandsudtalelser (bl.a. FOB 1992, side 206 og 1998, side 403), ligesom dette er kommet til udtryk i pkt. 8 i Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven fra 1986, hvor det hedder følgende:

”§ 8. Det følger af meroffentlighedsprincippet, at en myndighed, der behandler en begæring om aktindsigt, ikke alene bør overveje, om begæringen kan afslås efter offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser, men også om der navnlig efter reglerne om tavshedspligt er noget til hinder for, at der meddeles aktindsigt. Hvis oplysningerne i et dokument ikke er fortrolige, bør myndigheden altså i almindelighed imødekomme en begæring om aktindsigt, selv om myndigheden ikke er forpligtet til det.”

I Gammeltoft-Hansen m.fl., side 392, anføres det, at lovfæstelsen af meroffentlighedsprincippet må medføre, at ”myndighederne har pligt til, i hvert fald på begæring, at overveje meroffentlighed og [at myndighederne] således ikke er beføjet til uden videre at etablere en praksis hvorefter meroffentlighed aldrig eller så godt som aldrig gives”.

På den anden side er forvaltningsmyndighederne dog forpligtet til ved praktiseringen af meroffentlighedsprincippet at iagttage reglerne om tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., sidste led. Dette indebærer, at myndighederne i forbindelse med anvendelsen af meroffentlighedsprincippet skal respektere bl.a. straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Ifølge den sidstnævnte bestemmelse er en oplysning omfattet af tavshedspligten, når det er nødvendigt for at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til private interesser, herunder bl.a. enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige forhold.

Der henvises til FOB 2002, side 182, hvor adoptionssamrådets sekretariat til brug for en tv-udsendelse havde udleveret fortrolige oplysninger om et ægtepars adoption af en kinesisk pige. Ombudsmanden pegede på, at de pågældende oplysninger var omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, der bl.a. undtager oplysninger om enkeltpersoners private forhold fra aktindsigt. Endvidere fremhævede ombudsmanden, at det fulgte af meroffentlighedsprincippet, at forvaltningsmyndighederne skulle respektere bl.a. forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, der ligesom offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold. På denne baggrund udtalte ombudsmanden, at adoptionssamrådets sekretariat hverken havde pligt eller ret til at udlevere oplysningerne til den pågældende tv-station.

2.1.2. Meroffentlighedsprincippets praktiske betydning er i første række, at en forvaltningmyndighed kan vælge at give aktindsigt, på trods af, at nogle dokumenter eller oplysninger kan undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser.

Ved vurderingen af, om der i sådanne tilfælde bør gives meroffentlighed, må der foretages en afvejning af på den ene side hensynet til de beskyttelsesinteresser, der ligger bag en undtagelsesbestemmelse, samt andre lovlige hensyn, som f.eks. det offentliges ressourcehensyn, og på den anden side hensynet til de interesser, der ligger bag begæringen om aktindsigt. Der må således foretages en afvejning af modstående interesser. Forvaltningsmyndighederne kan således – i modsætning til hvad der gælder i forhold til aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige bestemmelser – blandt andet tage hensyn til, om ansøgeren har en særlig interesse i at få de ønskede oplysninger, jf. FOB 1991, side 107, og nedenfor pkt. 2.2 om meroffentlighed i forhold til pressens adgang til at belyse emner af almen interesse.

Ombudsmanden efterprøver ved behandlingen af klagesager om meroffentlighed, om myndigheden har overvejet meroffentlighed, og om myndigheden har inddraget relevante og lovlige hensyn i interesseafvejningen. Derimod vil ombudsmanden normalt være tilbageholdende med at efterprøve resultatet af en lovlig afvejning, jf. i det hele FOB 2004, side 114.

Der kan i øvrigt være grund til at pege på, at såfremt en forvaltningsmyndighed med det samme kan træffe afgørelse om, at myndighederne – uanset oplysningerne eller dokumenterne muligvis kan undtages fra aktindsigt – vil give meroffentlighed, bør sådan aktindsigt gives straks, jf. Vogter, side 279.

I de tilfælde, hvor der bliver spørgsmål om at give aktindsigt efter princippet om meroffentlighed på trods af, at modstående private interesser taler herimod kan der være grund til, at der forinden gives den pågældende private lejlighed til at fremkomme med eventuelle bemærkninger, således at disse kan indgå i den nævnte afvejning.

I de tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har givet et sagligt begrundet diskretionstilsagn, må et sådant tilsagn efter omstændighederne antages at afskære vedkommende myndighed fra at give meroffentlighed, jf. Vogter, side 215. Der vil således skulle tages særligt hensyn til den private interesse i, at oplysningerne ikke videregives.

2.1.3. Foruden meddelelse af aktindsigt på trods af, at en af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser kan finde anvendelse, indebærer meroffentlighedsprincippet, at en myndighed kan gennemføre aktindsigten på anden måde end ved dokumentgennemsyn eller udlevering af kopier (eller afskrifter), som offentlighedslovens § 16, stk. 1, kræver. Eksempelvis kan myndigheden udlevere dokumentet som et elektronisk dokument.

Hvis kopiering af sagens dokumenter vil være forbundet med betydelige vanskeligheder, er myndigheden ikke forpligtet til at udlevere en kopi, men myndigheden bør dog ud fra princippet om meroffentlighed overveje, om der alligevel skal udleveres en kopi, jf. FOB 1990, side 71, der omhandlede spørgsmålet om kopiering af et videobånd.

Herudover kan forvaltningsmyndighederne praktisere meroffentlighed i forhold til begæringer om aktindsigt, der ikke opfylder identifikationskravet i offentlighedslovens § 4, stk. 3. Dette synspunkt kommer også til udtryk i pkt. 17 i Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven fra 1986, hvor det anføres, at myndighederne – med respekt af reglerne om tavhedspligt mv. – normalt bør imødekomme begæringer fra pressen om at måtte få lejlighed til at gennemse alle sager af en bestemt art eller alle sager, der er journaliseret i en bestemt periode.

Endvidere medfører meroffentlighedsprincippet, at forvaltningsmyndighederne på begæring bør overveje at meddele ”løbende aktindsigt” i forhold til en person – der uden at være part i sagen – har en anerkendelsesværdig interesse i en afgørelsessag, jf. FOB 1993, side 53.

2.2. Meroffentlighed i forhold til pressen og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger

Spørgsmålet om meroffentlighed er af særlig betydning for pressen, hvilket også kommer til udtryk i pkt. 7 i Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven fra 1986, hvor følgende anføres:

”§ 7. De enkelte forvaltningsmyndigheder har hidtil i praksis i vidt omfang på forespørgsel givet såvel parterne i enkeltsager som andre, navnlig pressen, mundtlig, herunder telefonisk, orientering om sager, der er eller har været under behandling hos myndigheden.

Offentlighedsloven indeholder ikke regler, der pålægger forvaltningen at udvide denne informationsvirksomhed, idet loven alene vedrører forvaltningens pligt til at give oplysning om løbende eller afsluttede sager i form af aktindsigt. Offentlighedsloven indebærer imidlertid, at det i almindelighed vil være ubetænkeligt på begæring telefonisk at give oplysning om forhold, der fremgår af dokumenter, som er undergivet aktindsigt efter lovens almindelige regler. Ved fremtidige henvendelser, navnlig fra pressen, om telefonisk orientering om, hvad der er passeret i bestemte sager, bør man derfor have opmærksomheden henledt på denne mulighed for en smidig administration af offentlighedsordningen. […]”

Meroffentlighedsprincippet betydning for pressen må i øvrigt antages at indebære, at forvaltningsmyndighederne ved afvejningen af, om der bør gives aktindsigt som meroffentlighed til pressen, bør tage særligt hensyn til pressens mulighed for at kunne belyse spørgsmål, som har almen interesse.

Ombudsmanden har i FOB 2005, side 485, i forbindelse med omtalen af meroffentlighedsprincippets betydning for pressen i øvrigt fremhævet, at en ”ordning hvorefter der ikke opstilles flere restriktioner for videregivelse og formidling af informationer end påkrævet af hensyn til tungtvejende samfundsmæssige hensyn, harmonerer […] bedst med bestemmelsen i artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention”.

Når offentlige myndigheder giver pressen oplysninger i form af meroffentlighed, er myndighederne i den henseende bundet af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Myndighederne skal således behandle de enkelte journalister ligeligt, herunder med hensyn til tidspunktet for meddelelse af aktindsigt og meroffentlighed, jf. FOB 1991, side 181, der vedrørte en klage fra en journalist over, at han havde fået meddelt aktindsigt i materiale hos Told- og Skattestyrelsen tre dage senere end en anden journalist, som på næsten samme tidspunkt havde fremsat en tilsvarende begæring om aktindsigt.

Det forhold, at forvaltningsmyndighederne er bundet af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger i forbindelse med, at der gives oplysninger i form af meroffentlighed, indebærer endvidere, at myndighederne ikke uden særligt grundlag kan afskære en eller flere bestemte journalister fra adgangen til oplysninger, som myndigheden i almindelighed stiller til rådighed for pressen, jf. FOB 1992, side 114, hvor en politimester havde afbrudt samarbejdet med et dagblad, når dette var repræsenteret af en bestemt journalist, fordi den pågældende journalist havde skrevet kritisk om politiet.

Der kan også henvises til FOB 1995, side 244, FOB 1998, side 92, FOB 1998, side 299, FOB 1998, side 403, FOB 2003, side 115, og FOB 2004, side 452.

3. Kommissionens overvejelser

3.1. Indledning

Offentlighedsloven af 1970 indeholdt ikke nogen bestemmelse om meroffentlighed, men det var fast antaget, at en forvaltningsmyndighed efter eget skøn kunne videregive oplysninger i videre omfang, end loven forpligtede til.

Da princippet om meroffentlighed i praksis havde givet enkelte myndigheder anledning til tvivl, blev det i forbindelse med revisionen af offentlighedsloven i 1985 udtrykkeligt fastslået i § 4, stk. 1, 2. pkt., at en forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang end fastsat i offentlighedsloven, medmindre andet følger af reglerne om tavshedspligt mv. Det fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af ordlyden af bestemmelsen i § 4, stk. 1, 2. pkt., at en forvaltningsmyndighed har pligt til at overveje meroffentlighed.

Offentlighedskommissionen har på denne baggrund bl.a. overvejet spørgsmålet om, hvorvidt der er grund til at formulere meroffentlighedsprincippet således, at det i bestemmelsen fastsættes, at forvaltningsmyndighederne har pligt til at overveje, om der kan meddeles meroffentlighed (pkt. 3.3).

Forud herfor har kommissionen overvejet en række andre spørgsmål i tilknytning til meroffentlighedsprincippet, herunder bl.a. om princippet skal opretholdes, og om der i givet fald kan være grund til at indskrænke princippets anvendelsesområde til nogle bestemte dokumenttyper eller lignende (pkt. 3.2).

Kommissionen har endvidere overvejet spørgsmålet om forholdet mellem på den ene side meroffentlighedsprincippet og på den anden side regler om tavshedspligt samt (videregivelses)reglerne i persondataloven (pkt. 3.4). Endelig har kommissionen omtalt de tilfælde, hvor spørgsmålet om meroffentlighed er berørt i betænkningen (pkt. 3.5).

3.2. Generelle overvejelser om meroffentlighedsprincippet

3.2.1. Meroffentlighedsprincippets opretholdelse

Kommissionen har overvejet spørgsmålet om, hvorvidt meroffentlighedsprincippet bør opretholdes i offentlighedsloven.

Det kan anføres, at meroffentlighedsprincippet må bygge på, at offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser dækker et videre anvendelsesområde, end hensynet bag bestemmelserne tilsiger. Da kommissionen i lyset af det præcisionskrav, der er beskrevet ovenfor kapitel 14, pkt. 3.2, tilstræber at affatte undtagelsesbestemmelserne så præcist, at de udelukkende dækker det påkrævede beskyttelsesbehov, kan det derfor anføres, at det ikke længere vil være nødvendigt med et princip om meroffentlighed i en ny offentlighedslov.

Selvom det er Offentlighedskommissionens opfattelse, at lovens undtagelsesbestemmelser bør affattes så præcist som muligt, jf. også kapitel 14, pkt. 3.2, er det efter kommissionens opfattelse ikke muligt at affatte undtagelsesbestemmelserne med en sådan præcision, at de i alle tænkelige tilfælde kun dækker det påkrævede beskyttelsesbehov. Dette beror bl.a. på, at der ved udformningen af undtagelsesbestemmelserne på den ene side skal tages hensyn til, at bestemmelserne ikke får et videre anvendelsesområde end beskyttelsesinteressen bag den enkelte bestemmelse tilsiger, og på den anden side skal der tages hensyn til, at bestemmelserne ikke får et mere begrænset anvendelsesområde, end det er påkrævet. Hertil kommer, at der ved udformningen af bestemmelserne også vil indgå hensyn til det offentliges ressourceanvendelse. Det vil således indebære en administrativ lettelse for myndigheden, hvis et dokument kan undtages som sådant, selvom det beskyttelseshensyn, der skal varetages, ikke nødvendigvis gør sig gældende for samtlige oplysninger i dokumentet. Det samme gælder endvidere ved undtagelsen af sager, dvs. af bestemte sagstyper.

Det er bl.a. de beskrevne forhold, som meroffentlighedsprincippet kan siges at tage højde for, idet princippet indebærer, at der i det konkrete tilfælde, hvor der ikke foreligger et reelt og sagligt behov for at undtage dokumenter eller oplysninger fra retten til aktindsigt, kan meddeles aktindsigt, uanset at de pågældende dokumenter og oplysninger formelt set kan undtages fra aktindsigt efter lovens undtagelsesbestemmelser.

Der kan i den forbindelse også peges på, at selvom undtagelsesbestemmelserne kun dækkede det påkrævede beskyttelsesbehov, ville der være behov for meroffentlighedsprincippet, fordi den enkelte forvaltningsmyndighed efter omstændighederne selv vil kunne råde over den pågældende beskyttelsesinteresse. Myndigheden vil således f.eks. kunne give afkald på beskyttelse af den interne beslutningsproces i myndigheden og give meroffentlighed i et af myndighedens interne arbejdsdokumenter.

Det er på denne baggrund kommissionens opfattelse, at princippet om meroffentlighed skal bevares i forbindelse med lovrevisionen, men at princippet bl.a. i lyset af det anførte på enkelte punkter bør præciseres, jf. pkt. 3.3 nedenfor.

3.2.2. Meroffentlighedsprincippets anvendelsesområde

3.2.2.1. Kommissionen har i første række overvejet, om der kan være grund til at ”indskrænke” – eller rettere præcisere – anvendelsesområdet for meroffentlighedsprincippet således, at det i den bestemmelse i loven, der fastsætter princippet, angives, at bestemmelsen (og derved princippet) ikke skal anvendes i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger kan undtages efter lovudkastets §§ 30-33 (den gældende lovs §§ 12 og 13).

Baggrunden for denne overvejelse er, at det må antages, at princippet i almindelighed ikke har nogen betydning, hvis de pågældende oplysninger kan undtages med hjemmel i lovudkastets § 30, nr. 1 (oplysninger om private forhold), og § 30, nr. 2 (oplysninger om erhvervsmæssige hemmeligheder). Sådanne oplysninger vil være omfattet af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6 og 7, og vil derfor være undergivet tavshedspligt, jf. kapitel 18, pkt. 4.1.2.1 ovenfor. Og som det fremgår af lovudkastets § 14, stk. 1, 2. pkt. (gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 2), kan der ikke meddeles meroffentlighed, hvis andet følger af regler om tavshedspligt mv.

Endvidere må det antages, at meroffentlighedsprincippet har en yderst begrænset betydning i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger kan undtages med hjemmel i lovudkastets § 33 (gældende lovs § 13, stk. 1), bl.a. fordi bestemmelsen efter sin formulering forudsætter, at den alene kan anvendes, hvis der – efter en konkret vurdering af det enkelte dokument – er en nærliggende fare for, at de i § 33, nr. 1-5, nævnte interesser vil lide skade af betydning, og der vil således i almindelighed kun være et meget begrænset rum til at give aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet.

Det er Offentlighedskommissionens opfattelse, at selvom meroffentlighedsprincippet har størst praktisk betydning i de tilfælde, hvor dokumenterne eller oplysningerne kan undtages med hjemmel i andre undtagelsesbestemmelser end lovudkastets §§ 30-33, kan det ikke afvises, at princippet i enkelte tilfælde også kan anvendes, selvom undtagelseshjemlen er §§ 30-33. Dette skal navnlig ses i lyset af, at offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser ikke indeholder et pålæg til forvaltningsmyndighederne om at undtage de pågældende oplysninger, og myndighederne kan således – med respekt for regler om tavshedspligten mv. – efter et frit skøn vælge at give aktindsigt i oplysningerne efter meroffentlighedsprincippet. Dette vil navnlig have betydning i de tilfælde, hvor den relevante undtagelsesbestemmelse varetager hensynet til en offentlig interesse som myndigheden selv kan råde over, jf. pkt. 3.2.1 ovenfor.

Hertil kommer, at en præcisering af, at meroffentlighedsprincippet alene gælder i tilknytning til enkelte af lovens undtagelsesbestemmelser, vil fratage princippets dets værdi som et generelt og alment princip, der sikrer størst mulig åbenhed i forvaltningen, og som derved supplerer og ligger i forlængelse af offentlighedsprincippet.

På denne baggrund er det kommissionens opfattelse, at anvendelsesområdet for meroffentlighedsprincippet ikke bør ændres, og det bør således ikke i den bestemmelse i loven, der fastsætter princippet (lovudkastets § 14), præciseres, at bestemmelsen ikke skal anvendes i de tilfælde, hvor de pågældende oplysninger kan undtages med hjemmel i lovudkastets §§ 30-33.

Det er dog samtidig – i lyset af det ovenfor anførte – kommissionens opfattelse, at meroffentlighedsprincippet også fremover vil have en begrænset praktisk betydning i de tilfælde, hvor undtagelseshjemlen er lovudkastets §§ 30-33 (gældende lovs §§ 12 og 13). Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovudkastets § 14, stk. 1, samt kapitel 18, pkt. 4.2.

3.2.2.2. Kommissionen har endvidere overvejet, om meroffentlighedsprincippet – i modsætning til, hvad der følger af gældende ret – bør finde direkte anvendelse i forhold til oplysninger og dokumenter, der indgår i sager, der er undtaget fra retten til aktindsigt efter lovudkastets §§ 19-22 (gældende lovs § 2).

Til støtte for, at meroffentlighedprincippet ikke skal finde direkte anvendelse i den angivne sammenhæng, kan der peges på, at et sagsområde alene er undtaget fra offentlighedslovens regler om aktindsigt i de tilfælde, hvor det må antages, at langt den overvejende del af de dokumenter inden for det pågældende område, der kan blive spørgsmål om at undergive aktindsigt, efter en konkret vurdering må forventes nægtet udleveret på baggrund af det beskyttelseshensyn, der ligger bag den enkelte undtagelsesbestemmelse. Er det anførte tilfældet, er hele sagsområdet – bl.a. af hensyn til forvaltningsmyndighederne – undtaget fra aktindsigt, jf. også kapitel 15, pkt. 7.3.

I det omfang det blev fastsat, at meroffentlighedsprincippet også skal gælde i forhold til oplysninger og dokumenter, der indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt, vil det indebære en pligt for den pågældende myndighed til at overveje spørgsmålet om meroffentlighed i forhold til (samtlige) de omhandlede oplysninger og dokumenter. En sådan pligt til at overveje meroffentlighed vil kunne forskertse det hensyn til myndighederne, som bl.a. begrunder, at den pågældende sagstype er undtaget fra aktindsigt.

Heroverfor kan det imidlertid anføres, at en myndighed i det nævnte tilfælde ikke er afskåret fra efter eget skøn at vælge at give meraktindsigt i oplysninger og dokumenter, der indgår i sager undtaget fra aktindsigt, efter et princip svarende til meroffentlighedsprincippet.

Den forvaltningsmyndighed under hvem et lovforslag hører, kan således vælge at meddele meraktindsigt i forslaget, inden det er fremsat for Folketinget, det vil sige på et tidspunkt, hvor retten til aktindsigt efter offentlighedsloven ikke gælder, jf. således lovudkastets § 20. Kommissionen skal bemærke, at der efter det oplyste er almindelig praksis for, at der meddeles meraktindsigt i det (udkast til) lovforslag, der af en forvaltningsmyndighed er sendt i ekstern høring og er offentliggjort på Høringsportalen.

Hertil kommer også, at selvom alle dokumenter og oplysninger i en sag indenfor strafferetsplejen – bortset fra de særlige bødeforelæg omfattet af lovudkastets § 19, stk. 2 – er undtaget fra retten til aktindsigt, vil en forvaltningsmyndighed i medfør af et princip svarende til meroffentlighedsprincippet i praksis kunne meddele en vis begrænset indsigt i sager om strafferetlig forfølgning af juridiske personer. Der vil således efter omstændighederne kunne gives adgang til f.eks. oplysninger om den juridiske persons identitet, og hvilken lovovertrædelse sagen vedrører, jf. betænkningens kapitel 15, pkt. 7.3.1.2.

På denne baggrund er det kommissionens opfattelse, at der kan være grund til at regulere spørgsmålet om meraktindsigt i dokumenter og oplysninger, som indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt. Kommissionen har derfor foreslået, at der i forlængelse af lovudkastets § 14, stk. 1 – der med visse ændringer viderefører offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., og som alene gælder for dokumenter og oplysninger, der kan undtages fra aktindsigt efter lovudkastets §§ 23-35 – indsættes et stk. 2, der vedrører spørgsmålet om aktindsigt i dokumenter og oplysninger, der indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt. I lovudkastets § 14, stk. 2, er det således fastsat, at § 14, stk. 1 (meroffentlighedsprincippet), også gælder for sager, der kan undtages fra aktindsigt efter lovudkastets §§ 19-21.

I den forbindelse skal kommissionen bemærke, at det med den foreslåede bestemmelse i lovudkastets § 14, stk. 2, ikke er tanken, at den enkelte forvaltningsmyndighed skal være forpligtet til gennemgå samtlige sagens dokumenter og oplysninger med henblik på at tage stilling til, om der skal meddeles meraktindsigt i de pågældende dokumenter og oplysninger. En sådan pligt ville i givet fald stride mod selve begrundelsen for at undtage sagstyperne fra retten til aktindsigt, jf. ovenfor.

Det er således kommissionens opfattelse, at den enkelte forvaltningsmyndighed alene skal foretage en mere samlet og overordnet vurdering af, om der bør meddeles aktindsigt i dokumenter og oplysninger, som indgår i en sag, der er undtaget fra aktindsigt. Det vil sige, at der skal foretages en mere generel vurdering af, om de hensyn, der begrunder undtagelsen af den pågældende sagstype fra retten til aktindsigt, fortsat kan antages at gælde på det tidspunkt, hvor anmodningen om aktindsigt modtages.

Som eksempel på et tilfælde, hvor denne vurdering kan indebære, at der skal meddeles (delvist) aktindsigt i dokumenter, der indgår i en sag, som er undtaget fra aktindsigt, kan nævnes det tilfælde, hvor der anmodes om aktindsigt i et udkast til et lovforslag, der af en forvaltningsmyndighed er sendt i ekstern høring, og som er offentliggjort på Høringsportalen.

Herudover kan den enkelte forvaltningsmyndighed efter omstændighederne meddele en vis begrænset indsigt i sager om strafferetlig forfølgning af juridiske personer. Der vil således efter omstændighederne efter lovudkastets § 14, stk. 2, kunne gives adgang til f.eks. oplysninger om den juridiske persons identitet, og hvilken lovovertrædelse sagen vedrører. Er sagen afgjort ved, at den juridiske person har vedtaget et bødeforelæg, vil der skulle meddeles aktindsigt i bødeforelægget efter lovudkastets § 19, stk. 2.

Kommissionen skal imidlertid bemærke, at lovudkastets § 14, stk. 2, i almindelighed ikke kan antages at kunne anvendes i forhold til dokumenter og oplysninger, der indgår i straffesager, der vedrører enkeltpersoner, samt sager, der er omfattet af lovudkastets § 21 (sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentlige samt sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste). Dette skyldes, at de hensyn, der ligger bag de pågældende undtagelsesbestemmelser (bl.a. hensynet til enkeltpersoners private forhold), i almindelighed også vil gælde efter sagens ”afslutning” eller lignende.

Det er således kommissionens opfattelse, at lovudkastets § 14, stk. 2, alene vil kunne have en praktisk betydning i forhold til sager omfattet af lovudkastets § 20 (lovgivningssager) samt straffesager, der vedrører juridiske personer.

Om den nærmere anvendelse af bestemmelsen i lovudkastets § 14, stk. 2, henvises i øvrigt til bestemmelsens bemærkninger.

3.2.2.3. Kommissionen skal bemærke, at det meroffentlighedsprincip, der er fastsat i lovudkastets § 14 – i overensstemmelse med, hvad der følger af det gældende princip i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. – alene gælder i forhold til eksisterende dokumenter og oplysninger. Det vil sige, at meroffentlighedsprincippet i lovudkastets § 14 ikke gælder direkte i forhold til ikke-eksisterende dokumenter og oplysninger.

Det skal dog bemærkes, at en forvaltningsmyndighed efter et princip svarende til lovudkastets § 14 f.eks. kan vælge at foretage en sammenstilling af oplysninger, der ikke kan foretages ved hjælp af ”enkle kommandoer”, og som således ikke vil være omfattet af lovudkastets § 11 om sammenstilling af oplysninger. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3 nedenfor.

3.3. Nærmere om meroffentlighedsprincippet

3.3.1. Pligt til at overveje meroffentlighed

Efter ordlyden af den gældende bestemmelse i § 4, stk. 1, 2. pkt., der fastsætter meroffentlighedsprincippet, kan en forvaltningsmyndighed give aktindsigt i videre omfang, end det er fastsat i offentlighedsloven. Bestemmelsen fastslår således ikke efter sin ordlyd, at der gælder en pligt for forvaltningsmyndighederne til at tage stilling til, om der i det enkelte tilfælde kan meddeles aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet, og kommissionen har af den grund overvejet, om bestemmelsen bør ændres således, at det udtrykkeligt fremgår, at der gælder en sådan pligt.

Til støtte for ikke at ændre ordlyden af bestemmelsen på den nævnte måde taler, at en ændring vil indebære, at spørgsmålet om meroffentlighed vil få karakter af ”en afgørelse i afgørelsen”. Dette skyldes, at behandlingen af en aktindsigtsanmodning for det første vil indeholde en afgørelse af, om der efter lovens undtagelsesbestemmelser er grundlag for at undtage de pågældende dokumenter eller oplysninger fra retten til aktindsigt, og dernæst en afgørelse af, om – og i givet fald, i hvilket omfang – myndigheden har overvejet at give aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet.

Fastsættelse af en pligt til at overveje meroffentlighed vil også kunne rejse spørgsmål i forhold til risikoen for at prisgive de hensyn, som den pågældende undtagelsesbestemmelse tilsigter at beskytte. Det kan således gøres gældende, at en sådan pligt vil indebære, at forvaltningsmyndigheden i overensstemmelse med begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 skal give en udførlig begrundelse for, hvorfor der ikke meddeles meroffentlighed i det konkrete tilfælde, og således vil skulle angive, hvilke dokumenter og oplysninger der ikke meddeles aktindsigt i efter meroffentlighedsprincippet, hvilket vil kunne indebære en prisgivelse af de hensyn, som ligger bag den pågældende undtagelsesbestemmelse.

Heroverfor kan det imidlertid anføres, at begrundelseskravet efter forvaltningsloven ikke indebærer, at forvaltningsmyndighederne – i forbindelse med, at der ikke gives meroffentlighed – konkret skal angive, hvilke dokumenter og oplysninger der ikke gives aktindsigt i. Det vil således i overensstemmelse med gældende ret blot skulle angives, at myndigheden har overvejet meroffentlighed, samt oplyses, hvilke hensyn der ligger bag den pågældende undtagelsesbestemmelse og eventuelle andre lovlige hensyn, som afvejet overfor den aktindsigtssøgendes interesse i indsigten, indebærer, at der ikke kan gives meroffentlighed.

Hertil kommer også, at fastsættelse af en pligt til at overveje meroffentlighed vil kunne forbedre forvaltningskulturen således, at forvaltningsmyndighederne ikke først foretager en ressourcekrævende vurdering af, om der er grundlag for at undtage de pågældende dokumenter eller oplysninger fra aktindsigt efter lovens undtagelsesbestemmelser, og, hvis det er tilfældet, dernæst vurderer, om der kan meddeles meroffentlighed. Fastsættelse af en pligt til at overveje meroffentlighed vil formentlig medføre, at fremgangsmåden i forbindelse med behandlingen af aktindsigtsanmodninger bliver anderledes end beskrevet, idet det må forventes, at forvaltningsmyndighederne først foretager en vurdering af, om der foreligger et reelt og sagligt behov for at undtage de pågældende dokumenter og oplysninger fra aktindsigt, og hvis det ikke er tilfældet, kan der meddeles aktindsigt med det samme. Foreligger der imidlertid et reelt og sagligt behov for at undtage dokumenterne eller oplysningerne fra aktindsigt, vil myndigheden herefter skulle foretage den mere ressourcekrævende vurdering af, hvilken undtagelsesbestemmelse der begrunder et afslag på aktindsigt.

I tilknytning hertil skal det bemærkes, at det under alle omstændigheder følger af gældende ret, at en forvaltningsmyndighed – i hvert fald på begæring – har pligt til at overveje meroffentlighed, jf. pkt. 2.1.1 ovenfor med et citat fra Gammeltoft-Hansen m.fl., side 392.

På denne baggrund er det kommissionens opfattelse, at offentlighedslovens bestemmelse om meroffentlighed bør ændres således, at det af bestemmelsen fremgår, at en myndighed i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt har pligt til at overveje, om der kan gives aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet.

En myndighed vil med den ændrede formulering af bestemmelsen have pligt til af egen drift at overveje, om der kan gives meroffentlighed, og det kræves således ikke, at den aktindsigtssøgende anmoder herom. Der henvises til lovudkastets § 14 med tilhørende bemærkninger.

3.3.2. Den nærmere vurdering af, om der kan gives meroffentlighed

Det er ikke i bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., nærmere fastsat, hvorledes vurderingen af, om der kan gives meroffentlighed, skal foretages.

Det følger imidlertid af gældende ret, at den nævnte vurdering må gennemføres ved, at der foretages en afvejning af på den ene side hensynet til de beskyttelsesinteresser, der ligger bag den pågældende undtagelsesbestemmelse og eventuelt andre lovlige hensyn, og på den anden side hensynet til de interesser, der ligger bag anmodningen om aktindsigt, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor. Der foretages således – i modsætning til, hvad der gælder i forhold til aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige bestemmelser – en afvejning af modstående interesser, hvor der blandt andet lægges vægt på ansøgerens interesse i at få indsigt i de ønskede oplysninger.

Kommissionen finder, at der også efter lovudkastets § 14, stk. 1, som fastsætter meroffentlighedsprincippet i forhold til dokumenter og oplysninger, der kan undtages fra aktindsigt, bør foretages en afvejning af de nævnte modstående interesser. I den forbindelse skal det dog bemærkes, at det i tilfælde, hvor pressen eller en forsker anmoder om aktindsigt, i almindelighed vil kunne lægges til grund, at der foreligger en berettiget interesse i at få indsigt i dokumenterne eller oplysningerne, som vil skulle afvejes overfor eventuelle modstående interesser.

Det er dog kommissionens opfattelse, at denne afvejning af modstående interesser ikke bør foretages, når en forvaltningsmyndighed skal vurdere, om der skal meddeles meraktindsigt efter lovudkastet § 14, stk. 2, i dokumenter og oplysninger, der indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt. I sådanne tilfælde bør der – som nævnt ovenfor under pkt. 3.2.2.2 – alene foretages en mere samlet og overordnet vurdering af, om der bør meddeles meraktindsigt i dokumenter og oplysninger, der indgår i en sag, der er undtaget fra aktindsigt.

3.4. Meroffentlighed og tavshedspligt mv.

3.4.1. Det er kommissionens opfattelse, at meroffentlighedsprincippet – i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. – skal afgrænses således, at der ikke som led i meroffentlighed kan videregives oplysninger, der er omfattet af reglerne om tavshedspligt. Det vil sige, at forvaltningsmyndighederne i forbindelse med anvendelsen af meroffentlighedsprincippet skal respektere straffelovens § 152 og forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, samt de særlige tavshedspligtbestemmelser, der måtte være fastsat på det enkelte område.

Det anførte indebærer, at meroffentlighedspincippet vil have en begrænset betydning i de tilfælde, hvor hjemlen til at undtage de pågældende oplysninger er omfattet af lovudkastets §§ 30-33, idet der vil foreligge identitet mellem de oplysninger, der kan undtages, og de oplysninger, der vil være undergivet tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, jf. således kapitel 18, pkt. 4.2. I sådanne tilfælde vil vedkommende myndighed dog – uanset om en oplysning er omfattet af en tavshedspligtbestemmelse i forvaltningslovens § 27 – kunne give meroffentlighed, hvis den pågældende tavshedspligtbestemmelse varetager hensynet til en (offentlig) interesse, som myndigheden selv kan råde over. Det samme gælder tilfælde, hvor en oplysning er omfattet af en særlig tavshedspligtbestemmelse, jf. også kapitel 18, pkt. 4.2.2.

3.4.2. Det er endvidere kommissionens opfattelse, at en myndighed i forbindelse med anvendelsen af meroffentlighedsprincippet skal respektere reglerne i persondataloven, det vil i praksis navnlig sige lovens §§ 6-8, der bl.a. fastsætter de nærmere betingelser for behandling (herunder videregivelse) af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, jf. persondatalovens § 1.

Persondatalovens § 6 gælder for behandling (herunder videregivelse) af almindelige, ikke-følsomme personoplysninger, mens §§ 7 og 8 regulerer behandlingen af følsomme personoplysninger som f.eks. oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, oplysninger om helbredsmæssige forhold samt oplysninger om strafbare forhold og andre rent private forhold.

Det anførte indebærer, at den pågældende myndighed ikke som led i meroffentlighed kan videregive personoplysninger, der er omfattet af de nævnte bestemmelser i persondatalovens §§ 7-8 (og § 6 i forhold til de fortrolige oplysninger, der er omfattet af denne bestemmelse).

I den forbindelse skal det bemærkes, at en myndighed som led i meroffentlighed kan videregive oplysninger om enkelpersoners (private) forhold omfattet af persondatalovens §§ 6-8 samt forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6 (og lovudkastets § 30, nr. 1), hvis de pågældende oplysninger er tilstrækkelig effektivt anonymiserede, jf. herom kapitel 17, pkt. 5.2.2.

3.5. Meroffentlighed i praksis

Spørgsmålet om myndighedernes adgang til at give meroffentlighed efter lovudkastets § 14 – eller principper svarende hertil – er omtalt en række forskellige steder i betænkningen. Under hensyn til betydningen af det nævnte princip finder kommissionen anledning til kort at omtale de tilfælde, hvor spørgsmålet om meroffentlighed efter kommissionens opfattelse kan have betydning. Der er imidlertid ikke tale om en udtømmende opregning af de tilfælde, hvor spørgsmålet om meroffentlighed efter lovudkastets § 14 eller principper svarende hertil kan have betydning.

3.5.1. I forhold til spørgsmålet om indsigt i oplysninger og dokumenter, der indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt (f.eks. lovgivningssager), vil lovudkastets § 14, stk. 2, om meroffentlighed i dokumenter og oplysninger, indgår i sager undtaget fra aktindsigt, have betydning i følgende tilfælde:

Selvom alle dokumenter og oplysninger i en sag indenfor strafferetsplejen – bortset fra de særlige bødeforelægssager omfattet af lovudkastets § 19, stk. 2 – er undtaget fra retten til aktindsigt, vil en forvaltningsmyndighed i medfør af lovudkastets § 14, stk. 2, om meroffentlighed, i praksis kunne meddele en vis begrænset indsigt i sager om strafferetlig forfølgning af juridiske personer. Der vil således efter omstændighederne kunne gives adgang til f.eks. oplysninger om den juridiske persons identitet, og hvilken lovovertrædelse sagen vedrører, jf. betænkningens kapitel 15, pkt. 7.3.1.2.

Forvaltningsmyndighederne er endvidere ikke afskåret fra, inden et lovforslag er fremsat for Folketinget, efter eget skøn at vælge at give meraktindsigt i oplysninger og dokumenter, der indgår i den pågældende lovgivningssag, efter lovudkastets § 14, stk. 2. En forvaltningsmyndighed (typisk den, der er ansvarlig for det pågældende lovforslag) kan således vælge – hvilket der i øvrigt er praksis for – at meddele meraktindsigt i et (udkast til) lovforslag, når forslaget er sendt i høring og offentliggjort på Høringsportalen, og således inden der ville være ret til aktindsigt i lovgivningssagen efter lovudkastets § 20, jf. kapitel 20, pkt. 3.2.2.2.

Det forudsættes, at interne faglige vurderinger i endelig form, der indgår i en lovgivningssag, i almindelighed udleveres efter lovudkastets § 14, stk. 2, om meraktindsigt allerede fra den faktiske offentliggørelse af et udkast til et lovforslag; det vil sige fra det tidspunkt, hvor det pågældende udkast sendes i ekstern høring og offentliggøres på Høringsportalen (og ikke først fra det senere tidspunkt, hvor lovforslaget måtte blive fremsat for Folketinget), jf. kapitel 16, pkt. 6.5.2.5.

Lovudkastets § 14, stk. 2, om meroffentlighed vil ikke finde anvendelse i forhold til sager om førelse af en kalender (lovudkastets § 22). Der henvises herom til betænkningens kapitel 15, pkt. 7.3.3.4.

3.5.2. I forhold til spørgsmålet om efter lovudkastets § 14, stk. 1, at give meroffentlighed i dokumenter og oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt, kan der være grund til at fremhæve følgende:

Hvis der efter en konkret vurdering ikke foreligger en reel og saglig begrundelse for at undtage et internt arbejdsdokument fra retten til aktindsigt – f.eks. fordi dokumentet ikke indeholder overvejelser af mere foreløbig karakter, eller i øvrigt ikke tjener som grundlag for myndighedens interne beslutningsproces – bør forvaltningsmyndighederne i almindelighed give aktindsigt i dokumentet efter meroffentlighedsprincippet, jf. kapitel 16, pkt. 6.1.2.

I det omfang der i et dokument, som er undtaget fra aktindsigt (f.eks. et internt arbejdsdokument), måtte foreligge oplysninger om de metoder og forudsætninger, der af en forvaltningsmyndighed er anvendt ved beregninger og analyser i endelig form, der ikke knytter sig til et fremsat lovforslag mv. (og som derfor ikke er omfattet af ekstraheringspligten i lovudkastets § 29, stk. 1), bør forvaltningsmyndighederne være særlig opmærksomme på, om der bør gives aktindsigt i de omhandlede metoder og forudsætninger efter meroffentlighedsprincippet. Dette gælder dog kun, hvis der er tale om (endelige) beregninger eller analyser, der er offentliggjort eller i øvrigt er tilgængelige efter offentlighedslovens almindelige regler, jf. kapitel 16, pkt. 6.5.1.2.2..

I det omfang der er tale om oplysninger om enkeltpersoners private forhold omfattet af lovudkastets § 30, nr. 1, og den, oplysningerne angår, måtte have givet samtykke til udleveringen, bør der i almindelighed meddeles aktindsigt i de pågældende oplysninger efter meroffentlighedsprincippet, idet samtykket må betragtes som et afkald på den beskyttelse af vedkommende, der ligger i bestemmelsen i § 30, nr. 1, jf. kapitel 17, pkt. 2.2.2.

3.5.3. For så vidt angår spørgsmålet om meroffentlighed efter et princip svarende til lovudkastets § 14 bemærkes følgende:

En forvaltningsmyndighed kan (bør) imødekomme en anmodning om indsigt i en forvaltningsmyndigheds database, hvis databasen kan udleveres med enkle tekniske hjælpemidler, som myndigheden råder over, og hvis modstående hensyn, herunder bl.a. hensynet til myndighedernes tavshedspligt og principperne i persondataloven, ikke er til hinder herfor. I den forbindelse kan der også tages hensyn til, om den aktindsigtssøgende undtagelsesvis må antages at skulle anvende databasen til et retsstridigt formål, jf. kapitel 11, pkt. 4.2.

En forvaltningsmyndighed bør også på begæring overveje at meddele ”løbende aktindsigt” i forhold til en person – der uden at være part i sagen – har en anerkendelsesværdig interesse i en afgørelsessag, jf. kapitel 10, pkt. 5.2, samt nærværende kapitel, pkt. 2.1.3 ovenfor.

En forvaltningsmyndighed bør i forhold til dokumenter og oplysninger, der kan undtages fra aktindsigt, efter anmodning fra den aktindsigtssøgende gennemføre en anonymisering, i det omfang de undtagne oplysninger kan anonymiseres effektivt uden nævneværdig brug af myndighedens ressourcer, jf. kapitel 17, pkt. 5.2.2.

En forvaltningsmyndighed er i øvrigt ikke afskåret fra at foretage en sammenstilling af oplysninger, der ikke kan foretages ved hjælp af ”enkle kommandoer”, og som således ikke vil være omfattet af lovudkastets § 11 om sammenstilling af oplysninger.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Oktober 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk