Betænkning om farlige hunde
Betænkning nr. 1514
Samlet HTML

Forside | Til bund |


Betænkning om farlige hunde

Betænkning nr. 1514

Delbetænkning afgivet af Justitsministeriets Udvalg om hunde






Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning

Kapitel 2 Sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag

Kapitel 3 Gældende ret om farlige hunde

Kapitel 4 Fremmed ret

Kapitel 5 Statistik mv.

Kapitel 6 Farlige hunde

Kapitel 7 Udvalgets overvejelser

Kapitel 8 Udvalgets lovudkast med bemærkninger

Bilag 1 Udkast til regler om forbud mod farlige hunde (mindretalsudkast, jf. afsnit 7.3.)

Bilag 2 Udkast til særregler for ”krævende hunde” (mindretalsudkast, jf. afsnit 7.4.)

Bilag 3 Hunderacer omfattet af bilag 1 og 2






Kapitel 1 Indledning

1.1. Udvalgets nedsættelse og kommissorium

Udvalgets kommissorium af 22. februar 2009 lyder således:

”1. I de senere år er det blevet stadig mere udbredt at holde hunde, der i pressen og den offentlige debat ofte er blevet betegnet som ”kamp- eller muskelhunde”. Ifølge Dansk Kennel Klub findes der ca. 20.000 af disse hunde i Danmark. Dansk Hunderegister har gennem de seneste 5 år også registreret en stigning i antallet af nogle af de hunderacer, der fra naturens hånd siges at have en lidt ”kortere lunte” end andre hunde, og hvor måden hunden avles og opdrættes på, og måden den efterfølgende håndteres på af besidderen, er afgørende for, om hunden bliver aggressiv og virker truende eller måske ender med at gå til angreb på andre dyr eller mennesker.

Regeringen ændrede allerede i 2003 hundeloven med bl.a. det formål at udvide politiets muligheder for at gribe ind over for hunde, der - uanset race - har vist sig at være farlige for deres omgivelser, eller som har vist tegn på at kunne være farlige eller skræmmende, men som endnu ikke har forvoldt skade.

Der har imidlertid i den senere tid – navnlig med udgangspunkt i konkrete sager – på ny været debat om de farlige hunde. Der stilles således nu fra flere sider spørgsmålstegn ved, om den gældende lovgivning på området er tilstrækkelig. Spørgsmålet om farlige hunde har også været drøftet i Folketinget bl.a. i forbindelse med forslag til folketingsbeslutning om muskelhundetegn (B 62 af 21. februar 2008).

Hertil kommer, at flere af bestemmelserne i den oprindelige hundelov, der trådte i kraft den 1. januar 1938, i dag ikke forekommer tidssvarende. Det gælder f.eks. den meget detaljerede bestemmelse i hundeloven om, hvornår besidderen af en hund er forpligtet til at føre hunden i snor, herunder f.eks. den del af bestemmelsen, der skelner mellem, om hunden holdes i en stor eller mindre by.

2. Som følge af det anførte finder Justitsministeriet, at der kan være behov for en samlet gennemgang af lovens regler.

Der kan således bl.a. være grund til at overveje, om der er behov for yderligere tiltag i forhold til hunde, der kan være farlige for omgivelserne, og i givet fald hvilke tiltag der vil kunne være egnede. I den forbindelse kan der bl.a. være behov for at overveje, om der kan være anledning til at præcisere eller udbygge hundelovens regler om politiets mulighed for at gribe ind over for farlige hunde. Der har også været rejst spørgsmål om, hvorvidt der eventuelt kan være anledning til i visse tilfælde at stille uddannelseskrav til hundeejere.

Endvidere kan det være relevant at overveje, om reglerne om mærkning og registrering af hunde er fuldt ud tidssvarende.

Herudover kan det bl.a. overvejes, om det vil være en fordel i et vist omfang at udvide det gældende krav om, i hvilke tilfælde hunde skal føres i snor.

Som et andet spørgsmål kan nævnes, at det over for Justitsministeriet er oplyst, at flere hundeklubber tilbyder forsvars- og beskyttelsestræning af hunde. I nogle tilfælde skal denne form for træning have medført, at en del af hundene er blevet frustrerede og aggressive over for mennesker. Der kan derfor også være anledning til at overveje, hvorvidt der bør fastsættes nærmere regler for denne form for træning.

Endelig kan det nævnes, at der bl.a. også kan være anledning til at overveje om det strafniveau, der gælder for overtrædelse af hundelovens forskellige bestemmelser, i alle tilfælde er passende, eller om der kan være behov for tilpasning af strafniveauet.

3. På den anførte baggrund har Justitsministeriet besluttet at nedsætte et udvalg, der skal foretage en gennemgang af hundeloven med henblik på at overveje, i hvilket omfang der kan være behov for ændringer i loven. I det omfang udvalget finder, at der er behov for lovændringer, anmodes udvalget om at udarbejde udkast til lovbestemmelser.

Det forudsættes, at udvalget som grundlag for sine overvejelser i fornødent omfang indhenter oplysninger om retsstillingen og erfaringerne i andre lande, herunder i de øvrige nordiske lande.

Udvalget skal så vidt muligt færdiggøre sit arbejde i løbet af 2010.”

Udvalgets medlemmer blev beskikket – og udvalget dermed nedsat – den 13. marts 2009.

Ved brev af 7. maj 2009 anmodede Justitsministeriet – set i lyset af den intensiverede debat om farlige hunde – navnlig med udgangspunkt i konkrete sager om hundeoverfald – udvalget om så vidt muligt at afgive en delbetænkning om farlige hunde inden udgangen af 2009, således at der kan tages et eventuelt lovgivningsinitiativ i begyndelsen af 2010.

På et møde den 12. august 2009 i Justitsministeriet anmodede justitsministeren formanden for Udvalget om hunde, landsdommer Jens Kruse Mikkelsen, om, at udvalget i sin delbetænkning om farlige hunde opstiller én eller flere modeller for et forbud mod kamp- og muskelhunde. Se nærmere herom under afsnit 7.3.

1.2. Udvalgets sammensætning

Udvalget om hunde har ved afgivelse af denne delbetænkning haft følgende sammensætning:

Landsdommer Jens Kruse Mikkelsen, Østre Landsret (formand)

Kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen, Dansk Kennel Klub
Forretningsfører Hans Tonsborg, Danmarks civile Hundeførerforening
Dyrlæge Jens Svenningsen, Dyrenes Beskyttelse
Dyrlæge Ingeborg Mølbak, Dyreværnsrådet
Dyrlæge Pernille Elisa Hansen, Den Danske Dyrlægeforening
Rigsadvokatassessor Pernille Langermann-Nielsen, Rigsadvokaten
Afdelingschef Birgit Kleis, Rigspolitiet
Kontorchef Cristina A. Gulisano, Justitsministeriet
Fuldmægtig Michelle Argir, Justitsministeriet (sekretær)
Fuldmægtig Mette Johansen, Justitsministeriet (sekretær)

1.3. Udvalgets arbejde

Udvalget påbegyndte sit arbejde i maj 2009 og har holdt i alt 7 møder. På udvalgets andet møde den 26. juni 2009 holdt hundeadfærdsekspert Irene Jarnved oplæg om type- og raceinddeling af hunde.

1.4. Delbetænkningen opbygning og indhold

Delbetænkningens kapitel 2 indeholder en sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag.

I kapitel 3 redegøres for de gældende regler om farlige hunde. I dette kapitel gennemgås den historiske udvikling i reglerne om farlige hunde. Endvidere redegøres der for gældende ret, herunder for reglerne om besidderens forpligtelser og politiets mulighed for at udstede pålæg om bl.a. snor og mundkurv, samt for politiets mulighed for at træffe beslutning om aflivning af en hund. Herudover beskrives sanktionerne ved manglende overholdelse af hundeloven, ligesom kapitlet indeholder en redegørelse for reglerne om mærkning og registrering af hunde. Endelig indeholder kapitlet en beskrivelse af det udkast til lovforslag om ændring af hundeloven og dyreværnsloven, som justitsministeren sendte i høring den 11. september 2009, men som endnu ikke har dannet grundlag for et lovforslag.

I kapitel 4 redegøres for retstilstanden vedrørende farlige hunde i 11 andre europæiske lande, herunder Norge, Storbritannien og Spanien.

Kapitel 5 indeholder en række statistiske oplysninger om antallet af farlige hunde i Danmark og om antallet af skader forvoldt af hunde. Endvidere beskrives politiets og de særlige hundesagkyndiges erfaringer med de gældende regler.

I kapitel 6 redegøres for en række forhold, der kan have indvirkning på hundes farlighed. I den forbindelse gennemgås en såkaldt historisk raceinddeling, hvor hundene inddeles i kategorier af hundetyper på baggrund af hvilke egenskaber, hundene historisk set er avlet til at besidde. Endelig redegøres der for mulighederne for at identificere en given hunderace.

Kapitel 7 indeholder bl.a. udvalgets overvejelser om mulige modeller for en afgrænsning af, hvilke hunde der må anses for farlige. På grundlag heraf indeholder kapitlet udvalgets overvejelser om mulighederne for og hensigtsmæssigheden ved henholdsvis et raceforbud og en særregulering for visse hunderacer og om, hvilke hunderacer der i givet fald bør være omfattet af et forbud eller en særregulering. Herudover redegøres for udvalgets overvejelser om generelle skærpelser af hundelovens regler og for udvalgets overvejelser og forslag vedrørende sanktionsniveauet på området.

Kapitel 8 indeholder udvalgets lovudkast med bemærkninger.

Som bilag til delbetænkningen er optaget to udkast til lovforslag om ændring af hundeloven, der ikke støttes af et flertal i udvalget. Det ene udkast omhandler et forbud mod farlige hunde og det andet udkast omhandler særregler for hold af krævende hunde.






Kapitel 2 Sammenfatning af udvalgets overvejelser og forslag

2.1. Udvalgets overvejelser om et forbud mod hold af visse hunderacer mv.

Udvalget har overvejet muligheden for at indføre et forbud mod hold af visse hunderacer og krydsninger, hvori disse racer indgår.

Der er enighed i udvalget om, at de hidtidige erfaringer i Danmark og i udlandet fører til, at et eventuelt raceforbud – for at kunne håndhæves effektivt i praksis – må bygge på en model med omvendt bevisbyrde, som er inspireret af den regulering, der findes i Norge. Den omvendte bevisbyrde indebærer, at det er hundeejeren, der i tvivlstilfælde skal dokumentere hundens race eller type.

Udvalget bemærker, at man ikke har noget sikkert statistisk eller erfaringsmæssigt grundlag for, hvilke racer der bør omfattes af et eventuelt forbud. Hvis forbuddet skal omfatte de hunde, som i almindelighed anses som kamp- eller muskelhunde, og som findes i Danmark, samt de hunde, der tilhører gruppen af hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien, og som kan forventes at blive næste generation af farlige hunde i Danmark, foreslår udvalget, at forbuddet ville kunne omfatte følgende hunderacer og krydsninger, hvori disse racer indgår:

Seks af udvalgets medlemmer finder dog ikke, at det er nødvendigt at lade hunde af racen staffordshire bull terrier omfatte af et forbud. Disse medlemmer bemærker, at racen i mange år er blevet avlet til familiehund, og at den ikke bliver ret stor.

Hvis der indføres et forbud mod de nævnte hunderacer, finder udvalget, at ejere af disse hunde bør omfattes af en overgangsordning, således at de under nærmere fastsatte betingelser kan beholde en hund af en forbudt race, der er erhvervet før forbuddets ikrafttræden. Udvalget finder endvidere, at et nationalt forbud mod hold af visse hunderacer bør suppleres af et forbud mod import af de pågældende racer.

Et flertal af udvalgets medlemmer kan dog ikke anbefale, at der gennemføres et forbud mod visse hunderacer. Disse medlemmer peger på, at der ikke er noget sikkert statistisk grundlag for at udpege bestemte hunderacer som mere farlige end andre, og at der ikke er nogen sikkerhed for, at et raceforbud mærkbart vil mindske problemet med farlige hunde. Disse medlemmer finder endvidere, at et forbud vil ramme for bredt, idet det vil være vanskeligt for borgerne at tilbagevise politiets påstand om, at man er indehaver af en forbudt hund, ligesom forbuddet også vil ramme velfungerende hunde af de nævnte racer. Samtidig finder disse medlemmer, at forbuddet vil ramme for snævert og ikke løse problemet med farlige hunde, idet der også findes farlige hunde inden for andre racer.

Et mindretal af udvalgets medlemmer er enig i, at en række forhold – isoleret set – kan anføres imod et forbud mod visse hunderacer. Der kan imidlertid også efter mindretallets opfattelse anføres stærke grunde til at foreslå en forbudsordning. Mindretallet finder, at det er et væsentligt problem, når der i den brede befolkning skabes frygt for at blive angrebet af hunde, som man møder på offentlige gader og veje, uanset om denne frygt statistisk set er velbegrundet. Mindretallet bemærker endvidere, at selv om den foreslåede forbudsmodel muligvis ikke vil kunne håndhæves fuldt ud effektivt, vil ordningen kunne have den effekt, at antallet af hunde omfattet af ordningen gradvist reduceres. Mindretallet finder således, at spørgsmålet om indførelse af en forbudsordning i sidste ende må bero på en politisk afvejning af de forskellige – til dels modsatrettede – hensyn, som gør sig gældende på området.

2.2. Udvalgets overvejelser om særregler for visse hunderacer

Udvalget har herudover overvejet forslag om særregler for bestemte hunderacer. Udvalget har i den forbindelse både overvejet særlige krav til hundeejeren og til selve hundeholdet.

Der er enighed i udvalget om, at den eneste model for en racebestemt særregulering, som vil kunne håndhæves effektivt i praksis, er en model med omvendt bevisbyrde, således at det er ejeren, der i tvivlstilfælde skal dokumentere hundens race eller type. Den omvendte bevisbyrde indebærer, at en overtrædelse af særreglerne ikke vil kunne strafsanktioneres, før ejeren har fået et pålæg om at overholde særreglerne.

Den model, som udvalget har overvejet, ville indebære, at der opstilles særregler for de samme 14 hunderacer og krydsninger heraf, som ville omfattes af et forbud som beskrevet ovenfor i afsnit 2.1.

Særreglerne ville gå ud på at kræve, at kun personer, der er fyldt 18 år, må besidde hunde, der omfattes af særreglerne. En sådan hund måtte endvidere kun holdes på ejerens ejendom, der skulle være indhegnet og forsynet med en sluselåge. Det ville endvidere være en betingelse, at hunden kun måtte luftes af ejeren selv eller en anden person over 18 år, og at hunden skulle bære mundkurv og i føres fast snor på højst 2 meter, når den luftes. Disse krav skulle også gælde på områder, der er fritløbsområde for andre hunde. Ejeren måtte kun lufte én hund ad gangen, og hvis hunden løb bort, skulle politiet underrettes senest 1 time efter, at ejeren havde opdaget dette.

To af udvalgets medlemmer finder, at særregler for visse hunderacer er nødvendige for at mindske faren ved disse hunde mest muligt, og at en model som den skitserede vil bidrage til at styrke politiets indsats på dette område. Disse medlemmer finder samtidig, at de opstillede krav er rimelige i forhold til de berørte hunde og hundeejere i lyset af det samfundsproblem med farlige hunde, som skal løses.

Fire af udvalgets medlemmer kan ikke støtte et forslag om særregler for bestemte hunderacer. Disse medlemmer finder – ligesom med hensyn til raceforbuddet – at en regulering af denne karakter vil ramme både for bredt og for snævert. Hertil kommer efter disse medlemmers opfattelse, at de foreslåede særregler vil udgøre en meget betydelig indskrænkning af disse hundes naturlige fysiologiske og adfærdsmæssige behov, og i øvrigt risikerer at gøre hundene mere aggressive og uhåndterlige, hvis de altid skal være iført snor og mundkurv, når de opholder sig uden for ejerens indhegnede have.

Tre af udvalgets medlemmer bemærker, at spørgsmålet om indførelse af særregler for bestemte hunderacer til dels hænger sammen med spørgsmålet om indførelse af et eventuelt forbud mod bestemte hunderacer. I det omfang, der måtte blive indført et forbud, vil det således ikke være nødvendigt at indføre sådanne særregler. I øvrigt må spørgsmålet bero på en politisk afvejning af de forskellige – til dels modsatrettede – hensyn, som gør sig gældende på området.

2.3. Udvalgets overvejelser om en generel skærpelse af reglerne for hold af hunde

Udvalget har endvidere overvejet, om der generelt for alle hunde er anledning til at skærpe reglerne for hold af hunde.

Udvalget har i den forbindelse overvejet, om der bør stilles krav til besidderens alder og personlige forhold. Udvalget finder dog ikke noget grundlag for at foreslå en særskilt forhøjet aldersgrænse for overdragelse eller besiddelse af hunde. For så vidt angår krav til hundeejerens personlige forhold, herunder vandelskrav, bemærker udvalget, at en sådan ordning forudsætter, at der indføres krav om forudgående tilladelse for at eje eller besidde hund. De administrative omkostninger, der ville være forbundet hermed, står efter udvalgets opfattelse langt fra mål med de forventede fordele ved at afskære kriminelle eller psykisk uligevægtige personer fra at eje eller besidde hund.

Udvalget kan heller ikke anbefale, at der indføres krav om gennemførelse af et kursus for at kunne holde hund. Udvalget finder, at det ville være for vidtgående i forhold til den foreliggende problemstilling med farlige hunde at stille krav om, at alle Danmarks hundeejere – eller alle der erhverver hund efter ikrafttrædelsen af en ændring af hundeloven – skal gennemgå et lovpligtigt kursus. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at det ikke vil være relevant at indføre mulighed for, at politiet kan pålægge en hundeejer at deltage i et sådant kursus, hvis dennes hund konkret har forvoldt skade eller fare for sine omgivelser. For at få udbytte af et kursus kræves det, at hundeejeren konstruktivt medvirker i uddannelsesforløbet, og det er der betydelig risiko for ikke vil være tilfældet, hvis deltagelse i kurset sker efter pålæg fra politiet.

Udvalget anbefaler, at der sker en præcisering i hundeloven af, at et pålæg kan udstedes, hvis en hund eller dennes besidder udviser en adfærd, der er en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt hos omgivelserne. Hermed understreges det, at politiet har mulighed for at gribe ind over for en hund, der ikke konkret har forvoldt skade, men som udviser en adfærd, der er egnet til at skabe frygt.

Udvalget anbefaler endvidere, at der sker en udvidelse af politiets reaktionsmidler, således at politiet fremover skal kunne give pålæg om indhegning af haven omkring den ejendom, hvor hunden holdes, pålæg om at hunden kun må luftes af ejeren eller andre myndige personer, og pålæg om, at hunden ikke må luftes sammen med andre hunde. Endelig anbefaler udvalget, at et pålæg om snor efter den gældende bestemmelse i hundeloven, i almindelighed bør indebære, at hunden skal føres i en fast line, der højst er 2 meter lang.

Udvalget anbefaler herudover, at et pålæg udstedt i medfør af hundeloven skal følge hunden. Dette vil indebære, at et meddelt pålæg gælder umiddelbart over for den nye besidder, hvis hunden overdrages ved salg, gave, bytte og lignende. Hvordan registrering af pålæg skal gennemføres i praksis, så det følger hunden og ikke ejeren, må vurderes nærmere i forbindelse med en eventuel gennemførelse af et lovforslag herom.

Endvidere anbefaler udvalget, at hundelovens § 1, stk. 3, ændres, så politiet fremover får pligt til at lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis hunden ikke er mærket og registreret.

Udvalget anbefaler også, at der indføres en ordning, som sikrer, at Dansk Hunderegister indeholder opdaterede forsikringsoplysninger vedrørende hundene. Udvalget foreslår på den baggrund, at besidderen ved anmeldelse af en hund til Dansk Hunderegister skal oplyse navnet på det forsikringsselskab, hvor hunden er ansvarsforsikret, og at forsikringsselskaberne skal sende en meddelelse til Dansk Hunderegister, hvis en hundeansvarsforsikring ophører af anden grund end skift af forsikringsselskab.

Endvidere anbefaler udvalget, at bødestraffene for en række overtrædelser af hundeloven og af pålæg udstedt i medfør heraf forhøjes mærkbart. Endelig anbefales det, at der etableres mulighed for at en person, der gentagne gange er dømt for overtrædelse af hundeloven eller for pålæg udstedt i medfør heraf, kan frakendes retten til at holde hund. Udvalget forudsætter, at der som altovervejende hovedregel skal ske frakendelse, medmindre der foreligger helt særlige formildende omstændigheder.






Kapitel 3 Gældende ret om farlige hunde

3.1. Den historiske udvikling

Der har siden 1815 været regler om hunde. Disse regler vedrørte primært hundetegn, hundeafgift samt erstatning for skader forårsaget af hunde. Den første egentlige hundelov trådte i kraft den 1. januar 1938 (lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde). Samtidig ophævedes lov nr. 127 af 18. april 1925 om hundeafgift samt om straf og erstatning for skade forårsaget af hunde, jf. hundelovens § 13.

Forslag til lov om hunde blev fremsat i Landstinget den 11. november 1936 af daværende justitsminister Steincke. Af såvel bemærkningerne til lovforslaget (Rigsdagstidende 1936-37, Tillæg A, spalte 2783) som af justitsministerens fremsættelsestale (Rigsdagstidende 1936-37, spalte 103 ff.) fremgik det, at baggrunden for lovforslaget var, at der i de senere år var blevet et stigende antal klager over, at løsgående hunde, navnlig schæferhunde og dobermannpinchere, havde overfaldet og skambidt vildt og husdyr og i enkelte tilfælde også børn. Klagerne havde indtrængende henstillet, at der blev truffet effektive foranstaltninger imod overfaldene enten ved at indføre et forbud mod at holde hund af de pågældende og beslægtede racer eller ved påbud om, at sådanne hunde skulle føres i snor uden for forsvarlig indhegning.

Efter Justitsministeriets opfattelse forelå der imidlertid på daværende tidspunkt ikke tilstrækkelig grund til at indføre et forbud mod visse hunderacer, herunder schæferhunde og dobermannpinchere og krydsninger af disse racer. Af bemærkningerne fremgår i den forbindelse bl.a. følgende:

”…..har vist sig, at langt de fleste af de Overfald, der er opklaret, skyldes Køtere og Bastarder, og at de få Overfald, der skyldes Racehunde, har været fordelt på alle store Hunderacer, de mindre Racer endda ikke undtaget. Hermed stemmer også Erfaringerne fra Norge, hvor Odelstinget efter Indstilling fra Stortingets Justitskomité saavel i 1930 som i 1931 undlod at fremme et af Regeringen fremsat Forslag til Lov om farlige Hunde, indeholdende Forbud mod at holde Schæferhunde, Dobbermanpinchere eller Krydsninger af disse Racer. Henlæggelsen motiveredes navnlig med, at andre Hunderacer, F.Eks. Rothweilere, Buldogge, Boksere, Newfoundlændere, Sct. Bernhardshunde, Leonbergere, skotske Faarehunde m fl. heller ikke er ufarlige, og at Hunde af de førstnævnte Hunderacer, saafremt de er ordentligt dresseret, er til saa stor Nytte, at en Udryddelse ikke er paa sin Plads. Erfaringerne fra Danmark synes at gaa ud paa, at Schæferhunde under Dressur er særligt egnede som Politihunde, Vagthunde og Førerhunde for Blinde og Invalider, medens de under mindre kyndigt Tilsyn kan blive overordentligt glubske og rovdyragtige”. (Rigsdagstidende 1936-37, Tillæg A, spalte 2785).

Ved lovændringen indførtes bl.a. regler om anmeldelsespligt, hundeafgift, pligt til at føre sin hund i snor eller have fuldt herredømme over den, erstatning for skade forvoldt af en hund og om foranstaltninger mod farlige hunde. Flere af disse bestemmelser er fortsat gældende ret i dag.

Ved lov nr. 194 af 12. juni 1962 ændredes hundeloven igen. Ændringen havde bl.a. som hovedformål at dæmme op for omstrejfende hundes skadevoldende virksomhed. Det fremgår i den forbindelse bl.a. af bemærkningerne til lovforslaget, at Justitsministeriet havde modtaget en række henvendelser fra Landsforeningen Fåreavlens Fremme, De Samvirkende Danske Landboforeninger og Dansk Jagtforening, hvori spørgsmålet om at sætte ind over for de omstrejfende hunde var blevet rejst. Justitsministeriet havde på den baggrund anmodet politikredsene om oplysninger om antallet af hundeoverfald i årene 1951-1956. Af de indkomne oplysninger fremgik det, at der i den nævnte periode var anmeldt ca. 3.450 overfald af hunde på andre dyr, og at ca. 20.400 dyr blev bidt ihjel ved disse overfald eller måtte slås ned. Ca. 850 af overfaldene var sket i byer eller bymæssig bebyggelse og ca. 2.600 på landet. Da over 75 pct. af overfaldene var sket på landet, gennemførtes på den baggrund en række foranstaltninger, der kunne medvirke til at opnå en begrænsning af antallet af hundeoverfald på landet.

Ved lovændringen indførtes bl.a. en forhøjelse og omlægning af hundeafgiften i sognekommunerne, der skulle tilskynde folk til at holde små hunde. Endvidere udvidede man det forbud, der allerede gjaldt uden for byer og bymæssig bebyggelse mod, at hunde strejfer om. Forbuddet, der hidtil kun havde været gældende i tiden fra den 15. marts til den 15. december, blev således udvidet til at gælde hele året.

Under 1. behandlingen af lovforslaget rejste flere af ordførerne fra Folketingets partier spørgsmålet om, hvorvidt det var bestemte hunderacer, der var særligt slemme til at strejfe, og om man burde indføre et forbud mod bestemte hunderacer. Den daværende justitsminister Hans Hækkerup gav ved denne lejlighed udtryk for følgende:

”Det vil jeg nok være betænkelig ved, fordi jeg tror, det bliver meget vanskeligt at påvise, at bestemte hunderacer har dårlige egenskaber, der ikke findes hos andre racer, og det måtte vel være begrundelse for at forbyde netop disse racer”. (F.T., 1961-62, Tillæg I, sp. 6166).

Hundeloven blev ændret yderligere to gange i 1960’erne. Den første ændring skete ved lov nr. 422 af 19. december 1966 som følge af en række ændringer i den kommunale inddeling, som betød, at administrationen af hunderegisteret overgik fra sognefogden til politiet. Dette ønskede man ikke, hvorfor Folketinget bemyndigede justitsministeren til at fravige lovens regler således, at bl.a. administrationen af registret kunne forblive hos sognefogden.

Ved den anden ændring af hundeloven (lov nr. 205 af 21. maj 1969) ophævede Folketinget bl.a. hundelovens bestemmelser om registrering af hunde og om betaling af hundeafgift. Baggrunden for ophævelsen var, at administration af hunderegistrene, udlevering af hundetegn og opkrævning af hundeafgift medførte et betydeligt arbejde for politiet og sognefogederne. Ud over at danne grundlag for bl.a. opkrævning af hundeafgift tjente hunderegistrene imidlertid også til identifikation af omstrejfende og skadevoldende hunde, idet man gennem hundetegnet kunne finde frem til hundens besidder. Hensynet til en sådan identifikation blev fremover varetaget ved, at der i hundeloven blev indsat en bestemmelse om, at hundens besidder skulle sørge for, at hunden bar halsbånd forsynet med et skilt, der angav besidderens navn og adresse.

Foranlediget af flere konkrete tilfælde i bl.a. slutningen af 1980’erne, hvor pitbull terriere havde overfaldet mennesker, bad Justitsministeriet i september 1991 Dyreværnsrådet om at vurdere behovet for et forbud mod hold af bl.a. pitbull terriere. Dyreværnsrådet afgav en udtalelse i november 1991, hvori rådet – efter drøftelse med sagkyndige fra henholdsvis Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse – fastslog, at der var behov for regler på området. Dyreværnsrådet foreslog en række elementer, der kunne indgå i et sådant regelsæt, herunder følgende:

”Ved kamphunde skal forstås hunde i alle aldre af den type, der er kendt under betegnelsen pit bull terrier og tosa samt andre typer, som er af lignende farlighed for mennesker og dyr, og som er avlet og opdrættet til kamp.

Særligt sagkyndige kan udpege sådanne hunde på grundlag af deres udseende og adfærd.”

På baggrund af Dyreværnsrådets udtalelse udstedte justitsministeren med hjemmel i dyreværnslovens § 10 bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde. Bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. december 1991, er fortsat gældende.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, er det forbudt at besidde og avle hunderacerne pitbull terrier og tosa. Forbuddet gælder tillige krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1. Endvidere vil hunde, der holdes i strid med bekendtgørelsen, blive aflivet ved politiets foranstaltning, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Bekendtgørelsen indeholder i §§ 2 og 3 en særlig overgangsordning, som indebar, at personer, som inden den 1. december 1991 ejede en hund omfattet af bekendtgørelsen, fortsat kunne besidde den, hvis det blev anmeldt til politiet med dokumentation for, at hunden var øretatoveret og steriliseret. Overgangsordningen er ikke længere relevant.

Efter udstedelsen af bekendtgørelsen udsendte Justitsministeriet i juli 1992 en cirkulæreskrivelse til politiet, hvori ministeriet efter indstilling fra Dyreværnsrådet udpegede 16 konsulenter fra Danmarks civile Hundeførerforening (DcH), som i tvivltilfælde kunne bistå politiet ved afgørelsen af, om en hund var omfattet af forbuddet i bekendtgørelsen. En fortegnelse over konsulenterne var optrykt som bilag 1 til cirkulæreskrivelsen. Cirkulæreskrivelsen indeholdt endvidere retningslinier for, hvordan og under hvilke omstændigheder testningen af en formodet pitbull terrier eller tosa skulle foretages. Retningslinierne var udarbejdet af Dyreværnsrådet i samarbejde med konsulenterne. Politiet forventedes at stille det nødvendige materiale og mandskab til rådighed. Retningslinjerne for testningen var optrykt som bilag 2 til cirkulæreskrivelsen.

I sommeren 1997 fik politiet i Padborg imidlertid i en konkret sag testet tre hunde, som ifølge udenlandske stambøger angiveligt tilhørte racen american staffordshire terrier, men som efter politiets oplysninger lignede og opførte sig som pitbull terriere. Testen viste, at det var pitbull terriere, og politiet beslaglagde derfor foreløbigt hundene for at undgå, at den tyske ejer tog hundene med til Tyskland. Den foreløbige beslaglæggelse blev indbragt for byretten, hvor en sagkyndig fra Dansk Kennel Klub efter anmodning fra hundeejeren afgav forklaring om, at en hund, der er i besiddelse af en stambog der viser, at hunden tilhører en anden race end pitbull terriere og tosa, efter hans mening ikke kunne testes, idet dette ”ville stride mod intentionerne i bekendtgørelsen” om forbud mod hold af særligt farlige hunde. Byretten tog ikke stilling til dette spørgsmål, men afsagde i stedet kendelse om, at politiet efter sagens karakter kunne have afventet rettens beslutning, hvorfor politiet ikke burde have foretaget den foreløbige beslaglæggelse.

DcH opsagde efterfølgende i november 1997 bl.a. som følge af sagen fra Padborg uden forudgående drøftelser og med omgående virkning aftalen vedrørende test af særligt farlige hunde. DcH begrundede opsigelsen med, at foreningen nu fandt, at testen hvilede på et forkert grundlag. Efter DcH’s opfattelse kunne man ikke alene ud fra en test af en hunds reaktionsmønster fastlægge hundens racemæssige tilhørsforhold. Det var derimod muligt at teste, om hunden har lave tærskelværdier for aggression og manglende evne til afreaktion, således at den derfor må betegnes som farlig. Foreningen gav samtidig udtryk for, at lave tærskelværdier for aggression, som kan skyldes såvel arvemæssige egenskaber som ”dressur”, vil kunne træffes hos mange andre hunde end pitbull terriere og tosaer, hvor der indgår ”kampdrift” i arvemassen, f.eks. schæferhunde, rottweilere og dobermann, men at der i øvrigt findes uheldige eksemplarer blandt alle racer.

Justitsministeriet kontaktede på den baggrund i begyndelsen af december 1997 Den Danske Dyrlægeforening og forespurgte, om foreningen var i stand til at udpege en eller to dyrlæger, der var villige og kompetente til ud fra en test af hundens adfærd og en bedømmelse af dens udseende at afgøre, om en hund er omfattet af bekendtgørelsen. Den Danske Dyrlægeforening orienterede i april 1998 Justitsministeriet om, at Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi havde udpeget to dyrlæger, som har den nødvendige faglige indsigt og interesse i at bistå politiet med bedømmelse af farlige hunde. Justitsministeriet sørgede i maj 1998 for, at de to dyrlægers navne mv. kom til politiets kendskab således, at politiet ikke længere retter henvendelse til de 16 konsulenter, der var anført i ministeriets cirkulæreskrivelse fra 1992.

Justitsministeriet fandt i øvrigt som følge af sagen fra Padborg efterfølgende anledning til i et brev til Dansk Kennel Klub at udtale, at det efter ministeriets opfattelse er helt åbenbart, at der naturligvis også kan foretages test af stambogsførte hunde, hvis der er berettiget tvivl om rigtigheden af stambogens udvisende. En stambog udgør ikke noget entydigt juridisk bevis for en hunds racemæssige tilhørsforhold. På den vis adskiller en stambog sig naturligvis ikke fra andre bevismidler i en straffesag. Hvis en hund således i henseende til udseende og adfærd ligner en af de forbudte hunderacer, vil politiet efter Justitsministeriets opfattelse kunne træffe bestemmelse om, at hunden skal testes.

Den 28. januar 1992 fremsatte Kristeligt Folkeparti et forslag til lov om ændring af lov om hunde. Baggrunden for fremsættelse af lovforslaget var bl.a., at der i 1990 var blevet anmeldt 26.000 hundeskader til forsikringsselskaberne, og at nogle af disse skader skete, fordi hundeejerne ikke havde styr på deres hunde. Det skønnedes, at ca. en tredjedel af disse skader var bidskader.

På denne baggrund foreslog Kristeligt Folkeparti bl.a., at hunde altid skulle føres i snor i byer og områder med bymæssig bebyggelse. Justitsministeren skulle dog samtidig bemyndiges til at kunne fastsætte nærmere regler om undtagelse af visse hunde fra kravet om snor. Der var imidlertid ikke flertal for at indføre et krav herom, idet de gældende regler allerede gav mulighed for, at der i politivedtægterne lokalt kunne fastsættes bestemmelse om båndtvang i de områder, hvor der måtte være behov herfor.

Lovforslaget indeholdt også et forslag om, at den gældende regel i hundeloven om, at besidderen af en hund, der havde forårsaget skade, f.eks. ved skambidning, selv kunne afgøre, om han ville lade hunden aflive, holde den indespærret eller give den mundkurv på, skulle suppleres af en regel, hvorefter politiet efter rådslagning med en hundesagkyndig kunne lade en hund aflive for ejerens regning, hvis hunden havde skambidt et menneske. Efter forslagsstillernes opfattelse skulle en sådan afgørelse ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Et flertal endte med at støtte dette forslag dog med den ændring, at det blev hundes ejer, der skulle afholde udgifterne i forbindelse med aflivningen. Endvidere var der enighed om, at den almindelige klageadgang til Justitsministeriet, som eksisterede på dette tidspunkt på området, burde opretholdes.

Ved lovændringen blev der endvidere indført en mærknings- og registreringsordning, hvorefter besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret. Baggrunden herfor var, at antallet af bortløbne hunde uden skilt var steget betydeligt. Samtidig ophævedes den hidtil bestående pligt til at sørge for, at hunden, fra den var 4 måneder gammel, bar halsbånd forsynet med skilt, der angiver besidderens navn og adresse.

Allerede 7 måneder efter ændringen af hundeloven i maj 1992 fremsatte Justitsministeriet et forslag om ændring af lov om hunde. Lovforslaget indeholdte bl.a. en genindførsel af pligten til at sørge for, at hunden bærer halsbånd forsynet med et skilt med oplysning om besidderens navn og adresse. Justitsministeriet havde modtaget flere henvendelser fra hundeorganisationer, der havde givet udtryk for, at det var uhensigtsmæssigt, at muligheden for ved hjælp af hundeskiltet straks at kunne se, hvem en hund tilhører, var bortfaldet. Forslaget blev vedtaget af Folketinget den 23. december 1992.

Debatten om de farlige hunde ophørte ikke med udstedelsen af bekendtgørelsen om forbud mod hold af særligt farlige hunde. Siden forbuddet mod pitbull terrier og tosa blev indført i 1991 sås således en stigende tendens til, at folk anskaffede sig kamphunde af andre racer, som ikke var forbudt, men som kunne have tilsvarende farlige egenskaber som pitbull terriere og tosaer. Endvidere havde der været tilfælde, hvor hunde var blevet anvendt som trussel eller våben. Fra flere sider blev der derfor stillet spørgsmål ved, om bekendtgørelsen burde udvides til at omfatte flere og andre hunderacer.

Dyrenes Beskyttelse og Dansk Kennel Klub anførte i en henvendelse til Justitsministeriet i december 2000, at et forbud mod bestemte hunderacer ikke var en farbar vej, men at forebyggelse mod farlige hunde burde ske på en anden måde.

Efter de to foreningers opfattelse var det meget væsentligt at sikre, at alle hunde kan identificeres. De foreslog derfor, at der i lovgivningen skabtes hjemmel til, at politiet kan lade ikke-mærkede hunde mærke og registrere for hundeejerens regning.

Dyrenes Beskyttelse og Dansk Kennel Klub fandt endvidere, at den eksisterende bestemmelse i hundelovens § 6 som udgangspunkt var en god bestemmelse, idet den pålægger besidderen af en hund at træffe de nødvendige foranstaltninger, der må anses for påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade. Imidlertid var der ikke i den dagældende § 6 mulighed for, at politiet, når et pålæg ikke overholdes, kan lade hunden fjerne med henblik på politiets stillingtagen til, om hunden skal aflives eller overdrages til anden side. En sådan hjemmel foreslog foreningerne indført.

Endvidere foreslog foreningerne, at der i lovgivningen blev givet mulighed for, at politiet i de tilfælde, hvor politiet vurderer, at en hund – allerede inden den har forvoldt skade, eller dens ejer har overtrådt et pålæg – er så farlig, at hunden skal aflives, skal kunne beslutte, at hunden i samspil med sin besidder skal underkastes en samlet vurdering af eksperter. Vurderingen skal bl.a. have til formål at afdække, om ejeren har den nødvendige kontrol over hunden i belastede situationer, og om ejeren kan have til hensigt at benytte hunden til voldelige formål.

Dyrenes Beskyttelse og Dansk Kennel Klub anbefalede endelig, at bekendtgørelsen om forbud mod hold af særligt farlige hunde blev ophævet.

Justitsministeriet overvejede på den baggrund i forbindelse med ændringen af hundeloven i foråret 2003, om der var behov for at skærpe de gældende regler i hundeloven om indgriben over for farlige hunde, og om bekendtgørelsen om forbud mod hold af særligt farlige hunde burde ophæves eller eventuelt udvides til at omfatte andre racer end pitbull terrier og tosa.

Til brug for Justitsministeriets overvejelser anmodede ministeriet Rådet vedrørende hold af særlige dyr om en udtalelse. Rådet anførte i en udtalelse fra februar 2001 om ulvehybrider, ulvehunde og farlige hunde, at aggressiv adfærd forekommer både blandt racerene hunde og bastarder, og at såvel store som middelstore hunde kan påføre mennesker og dyr alvorlige eller endog livstruende bidlæsioner. Aggressiv adfærd er ikke alene genetisk betinget, men også en række miljøfaktorer spiller en vigtig rolle. Tilbøjeligheden til og graden af den aggressive adfærd er underkastet så stor individuel variation, at det ifølge rådet var mere korrekt at tale om farlige hunde (farlige individer) end om farlige hunderacer. Erfaringer indhøstet siden indførelsen af forbuddet mod pitbull terrier, tosa og krydsninger, hvori disse to hunderacer indgår, havde endvidere vist, at det var vanskeligt at administrere, kontrollere og håndhæve bestemmelserne i bekendtgørelsen.

Justitsministeriet indhentede endvidere en udtalelse fra Dyreværnsrådet, der i en udtalelse fra april 2001 udtalte, at det efter rådets opfattelse ville være særdeles vanskeligt at løse problemet med farlige hunde ved at forbyde bestemte hunderacer. Det skyldtes for det første, at en hunds farlighed bl.a. måtte anses for at være et resultat af hundens opdragelse, og for det andet, at det ville være relativt simpelt at fremavle nye typer af hunde, som kunne have særligt farlige egenskaber, når de blev trænet til at være aggressive. Rådet anbefalede dog, at bekendtgørelsen om forbud mod hold af særligt farlige hunde blev opretholdt, da den efter rådets opfattelse havde en god signalværdi, og da det tydede på, at forbuddet havde haft en gavnlig effekt.

Endelig udtalte Den Danske Dyrlægeforening i september 2001, at en hunds genetiske egenskaber kan udnyttes til at prædisponere hunden til angreb eller aggression, ligesom foreningen bekræftede, at det var muligt ved en hundesagkyndig undersøgelse at vurdere, om en hund i samspil med dens besidder udgør en fare for sine omgivelser.

På grundlag af de indhentede sagkyndige udtalelser fra Rådet vedrørende hold af særlige dyr, Dyreværnsrådet og Den Danske Dyrlægeforening og i lyset af vanskelighederne ved med sikkerhed at fastslå, at en hund tilhører en bestemt hunderace, fandt Justitsministeriet ikke, at forbuddet mod hold af særligt farlige hunde burde udvides til at omfatte flere racer.

Justitsministeriet lagde herved vægt på, at en række af de sagkyndige frarådede en sådan udvidelse. Der vil til stadighed være hunde, der ikke omfattes af et eventuelt udvidet forbud, men som vil kunne have tilsvarende farlige egenskaber, som de af forbuddet omfattede racer. Problemet med de farlige hunde er endvidere ikke kun relateret til bestemte hunderacer. Enhver hund kan således blive farlig for sine omgivelser, hvis besidderen – bevidst eller ubevidst – udsætter hunden for uheldig påvirkning.

Idet bekendtgørelsen om forbud mod hold af særligt farlige hunde i øvrigt antoges at have haft en gavnlig effekt, og Dyreværnsrådet og Den Danske Dyrlægeforening anbefalede, at forbuddet mod pitbull terrier og tosa blev opretholdt, fandt Justitsministeriet ikke grundlag for at ophæve forbuddet mod pitbull terrier og tosa i Danmark. Efter Justitsministeriets opfattelse burde bekendtgørelsen således opretholdes uændret. Ministeriet fandt imidlertid samtidig, at politiets indgrebsmuligheder i forhold til farlige hunde burde udvides. Dette skete ved ændringen af hundelovens i 2003.

Lov nr. 385 af 28. maj 2003 om ændring af lov om hunde (Indgreb over for farlige hunde, forbud mod hundekampe mv.) havde særligt til formål at udvide politiets muligheder for at gribe ind over for hunde – uanset race – der har vist sig at være farlige for deres omgivelser, eller som har vist tegn på at kunne være farlige eller skræmmende, men som endnu ikke har forvoldt skade. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003. Lovændringen er nærmere beskrevet i en cirkulæreskrivelse, som Justitsministeriet udsendte til politiet den 4. juli 2003.

3.2. Gældende ret

3.2.1. Besidderbegrebet

Et centralt begreb i hundeloven er hundens besidder. Flere af hundelovens bestemmelser pålægger således hundens besidder forpligtelser. Det gælder f.eks. hundelovens § 1, stk. 1, hvorefter besidderen af en hund er forpligtet til at få hunden mærket og registreret, inden hunden er 4 måneder gammel. Endvidere er besidderen af en hund efter hundelovens § 6, stk. 1, forpligtet til at træffe de fornødne foranstaltninger for at forebygge, at hunden forvolder andre skade, ligesom det objektive ansvar for skader, som hunden forvolder, påhviler besidderen af hunde, jf. hundelovens § 8, stk. 1.

Hundeloven indeholder ikke nogen definition af begrebet besidder. Ejeren af hunden vil sædvanligvis også være hundens besidder. Det kan imidlertid også være andre personer. Spørgsmålet om, hvem der er at anse for besidder af en hund har været behandlet ved domstolene flere gange. Sagerne har som udgangspunkt vedrørt spørgsmålet om besidderbegrebet i relation til det objektive ansvar for hundens skader efter hundelovens § 8.

Fra domstolenes praksis kan nævnes følgende domme:

UfR 1931.356/1: En gårdejer blev anset som besidder af en hund, der tilhørte den tidligere ejer af gården, men fortsat holdt til på gården.

JD 1956.241: En person, der havde en bortløben hund hos sig, blev anset som besidder.

UfR 2005.2658 Ø: I forbindelse med en forestilling i cirkus C fik publikum lejlighed til i pausen at besigtige C’s stalde med de optrædende dyr. Under en sådan besigtigelse blev W bidt i armen af en hund, der ikke optrådte i C, men som tilhørte én af de i C optrædende artister. Selv om hunden befandt sig på et område, som C benyttede, var der ikke grundlag for, at anse C som besidder af hunden i medfør af hundelovens § 8, stk. 1.

En person, der passer hunden for ejeren, kan imidlertid også blive anset for at være besidder. Hidtil har domstolene dog krævet, at den periode, hvor den anden person passede hunden, havde en vis udstrækning. Se således nedenstående dom af lidt ældre dato:

JD 1948.42: Ejerens bror blev anset som besidder af en hund, som han havde passet i 4 måneder, fordi ejeren efter flytning ikke kunne finde en passende lejlighed.

I 2007 har Østre Landsret imidlertid afsagt følgende dom:

UfR 2007.1169 Ø: A havde påtaget sig at passe sin datter D’s hunde den 14. maj 2005 om eftermiddagen til den 15. maj 2005 midt på dagen. A havde selv to hunde. Omkring kl. 9 den 15. maj 2009 kom én af D’s hunde og én af A’s hunde op og slås. A gik imellem hundene, og i den forbindelse bed D’s hund A i hånden. D havde tegnet forsikring i E, som A sagsøgte med påstand om bl.a. betaling af 12.300 kr. for tingsskade og godtgørelse for svie og smerte. Landsretten frifandt E. Anført, at det var ubestridt mellem parterne, at det var aftalt, at pasningen af hundene, der skete lejlighedsvis, skulle være af ca. et døgns varighed, og at hundene havde været passet af A i 17-18 timer, da episoden fandt sted. Landsretten fandt herefter, at A havde passet hunden i så langt et tidsrum, at hun i hundelovens forstand måtte anses som besidder af denne, og dermed var afskåret fra at opnå erstatning hos E.

3.2.2. Pligt til agtpågivenhed (hundelovens § 6, stk. 1)

Efter hundelovens § 6, stk. 1, påhviler det besidderen af en hund at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses for påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade.

Bestemmelsen fastsætter en almindelig standard om agtpågivenhed for besidderen af en hund for at forebygge, at hunden volder skade på personer eller ejendom. Foranstaltninger mod skadeforvoldelse kan være at holde hunden inden døre, at føre hunden i snor eller på anden måde sørge for at være i nærheden og herved have fuldt herredømme over hunden. Bestemmelsen kan bl.a. overtrædes, hvis ejeren handler uagtsomt med hensyn til hundens pasning, dvs. ikke udviser den agtpågivenhed, som normalt kræves i den pågældende situation.

Overtrædelse af bestemmelsen, både ved forsætlig og uagtsom adfærd fra besidderens side, er strafbart efter hundelovens § 12, stk. 1. Reglen vedrører derimod ikke besidderens erstatningsansvar, dvs. de forhold der bevirker, at besidderen skal betale erstatning for skader, som hunden forvolder. Reglerne om objektivt ansvar for besiddere af hunde er særskilt reguleret i lovens § 8, stk. 1, jf. nærmere herom i afsnit 3.2.13.3.

Hundelovens § 6, stk. 1, retter sig til besidderen af hunden. Det er ikke altid den person, der er ejer af hunden. Se nærmere om besidderbegrebet ovenfor i afsnit 3.2.1.

3.2.3. Pålæg om snor og/eller mundkurv eller afgørelse om aflivning (hundelovens § 6, stk. 2)

Efter hundelovens § 6, stk. 2, kan politidirektøren, hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, enten give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele. Politidirektøren kan endvidere træffe afgørelse om at lade hunden aflive.

Vurderingen af, om en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at en hund er farlig for sine omgivelser, bygger på et samlet skøn over sagens omstændigheder.

Den første tilfældegruppe – hvor en hund har forvoldt fysisk skade på et mennesker – omfatter for det første den situation, hvor en hund har skambidt et menneske. Herudover dækker bestemmelsen også alle andre tilfælde, hvor en hund har bidt et menneske med skade til følge, uden at der kan siges at være tale om skambid.

Den anden tilfældegruppe – hvor en hund har forvoldt anden væsentlig skade - omfatter dels situationer, hvor en hund har bidt en anden hund eller andre dyr med væsentlig skade til følge, dels situationer, hvor en hund har forårsaget væsentlig materiel skade.

Den tredje tilfældegruppe – hvor der er grundlag for at antage, at en hund kan være farlig for sine omgivelser – er efter sin ordlyd den mest omfattende. Bestemmelsen forudsætter, at hunden har udvist en adfærd, der er kendetegnende for farlige hunde. Tilfælde, hvor en hund faktisk har vist sig farlig, men der ikke er sket skade på mennesker, dyr eller ejendom, vil således være omfattet af denne kategori. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor et overhængende angreb fra en hund mod et menneske eller et andet dyr afværges ved besidderens eller tredjemands mellemkomst. Det kan også i andre situationer, hvor en hund ikke har vist konkrete tegn på farlighed, være grund til at overveje, om den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser.

Som eksempler, der kan indgå i vurderingen af, om en hund er farlig, kan nævnes:

Politiet skal ved behandlingen af en sag efter loven iagttage det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvilket indebærer, at der ikke må træffes mere indgribende afgørelser end nødvendigt. Politiet kan således ikke lade en hund aflive, hvis der er grund til at antage, at risikoen for, at en aggressiv hund forvolder skader, på forsvarlig vis kan afhjælpes ved f.eks. at give besidderen et pålæg om, at hunden skal være forsynet med forsvarlig mundkurv og føres i snor, når den færdes offentligt.

Politiets afgørelse om at meddele et pålæg i medfør af hundelovens regler herom er en skønsmæssig afgørelse. Det antages i den forvaltningsretlige litteratur, at der i almindelighed kan knyttes vilkår til en afgørelse, der beror på et skøn. Fastsættelsen af vilkår er imidlertid underlagt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, som i øvrigt regulerer forvaltningsmyndighedernes skønsudøvelse. Det indebærer bl.a., at der skal være en saglig sammenhæng mellem afgørelsen og vilkåret, at vilkåret skal være proportionalt og således ikke gå længere end nødvendigt.

Det må antages, at politiet i stedet for at udstede et tidsubegrænset pålæg, kan vælge den mindre indgribende løsning, der består i at tidsbegrænse pålægget. Politiet vil således kunne udstede et tidsbegrænset pålæg, hvis de vurderer, at der i den konkrete sag undtagelsesvis er et sagligt grundlag herfor.

I tilfælde af, at der træffes afgørelse om aflivning, afholder politiet omkostningerne ved hundens aflivning. Beløbet kan imidlertid kræves refunderet af besidderen, jf. hundelovens § 6, stk. 5.

Der er ikke noget til hinder for politiets sideløbende administrative behandling af spørgsmålet om udstedelse af pålæg på baggrund af forhold, som der samtidig verserer en straffesag om. En afgørelse om pålæg har – i modsætning til en verserende straffesag – til formål at hindre fremtidig skade på mennesker og dyr.

En afgørelse om pålæg meddeles som udgangspunkt skriftligt. Det bemærkes i den forbindelse, at hundeloven ikke indeholder krav om, at afgørelsen skal forkyndes for besidderen.

3.2.4. Pålæg om snor/mundkurv i andre tilfælde (hundelovens § 6, stk. 3)

Besidderen af en hund kan endvidere efter hundelovens § 6, stk. 3, gives pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele, hvis hunden har for vane at forulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, at fare imod dem eller forfølge dem eller at forulempe husdyr i ejendom eller på mark. Efterkommes pålægget ikke, kan besidderen straffes med bøde, jf. hundelovens § 12, stk. 1.

Bestemmelsen finder anvendelse i de tilfælde, hvor en hund uden samtidig at skabe egentlig frygt til stadighed forulemper mennesker eller dyr.

Formålet med hundelovens § 6, stk. 3 og 4, jf. straks nedenfor, er ikke kun at varetage hensynet til de pågældende personer, som har følt sig forulempet. Bestemmelserne varetager hensynet til alle personer, som i fremtiden ville kunne blive forulempet af hunden.

3.2.5. Aflivning som følge af manglende overholde af pålæg (hundelovens § 6, stk. 4)

Har politiet givet besidderen et pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele, og efterkommer besidderen ikke pålægget, kan politiet – udover at give besidderen en bøde – beslutte at lade hunden aflive, jf. lovens § 6, stk. 4. Det er uden betydning for anvendelsen af hundelovens § 6, stk. 4, om hunden har forvoldt skade på mennesker eller på anden måde har forvoldt skade på dyr eller forårsaget væsentlig materiel skade.

Det bemærkes, at bestemmelsen i hundelovens § 6 a, stk. 2, der er omtalt nedenfor i afsnit 3.2.8., ikke kan påberåbes af besidderen i de tilfælde, hvor politiet træffer afgørelse om, at hunden skal aflives, fordi et pålæg om at føre hunden i snor eller iført forsvarlig mundkurv er blevet overtrådt.

3.2.6. Overflytning af hunden til en anden politikreds (hundelovens § 6, stk. 6)

Efter hundelovens § 6, stk. 6, skal besidderen ved en hunds overflytning til en anden politikreds underrette politiet i denne kreds om, at der er meddelt et pålæg i medfør af loven. Denne underretningspligt har også tidligere været en del af hundeloven, men ved ændringen af hundeloven i 2003 er bestemmelsen blevet strafsanktioneret, således at undladelse af at underrette politiet om hundes overflytning kan straffes med bøde, jf. lovens § 12, stk. 1.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at når politiet bliver opmærksomt på en hunds overflytning fra en politikreds til en anden, bør politiet i videst muligt omfang underrette den politikreds, hvortil overflytningen er sket, om, at der er meddelt pålæg i medfør af hundeloven.

3.2.7. Pålæg i forbindelse med salg mv. af hunden til en anden person

Et pålæg meddelt efter hundelovens § 6 rettes mod hundens besidder. Et pålæg meddelt efter hundelovens § 6 følger således ikke hunden ved overdragelse eller salg til en anden myndig person. I disse tilfælde vil der dog kunne træffes afgørelse efter hundelovens § 6, stk. 4, såfremt der foreligger et tilfælde af omgåelse, og den person, som fik meddelt det oprindelige pålæg, således reelt fortsat må anses for besidder af hunden.

Herudover vil politiet i en sag, hvor en tidligere ejer af en hund er blevet meddelt et pålæg efter hundelovens § 6, stk. 2, nr. 1, have mulighed for – afhængigt af de konkrete omstændigheder i sagen – at træffe afgørelse om aflivning direkte på grundlag af hundelovens § 6, stk. 2, nr. 2, dvs. uden at bygge afgørelsen på, at et tidligere meddelt pålæg er blevet overtrådt. I denne forbindelse vil politiet bl.a. kunne lægge vægt på de forhold, som lå til grund for det pålæg om f.eks. mundkurv, som blev meddelt hundens tidligere besidder.

Når en besidder af en hund gives pålæg om, at hunden skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv, eller besidderen er blevet pålagt en bøde, fordi hunden har forvoldt skade, registreres dette i Det Centrale Kriminalregister.

Inden der træffes afgørelse om aflivning, kan politiet kræve, at hundens besidder medvirker ved en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd efter lovens § 6 a, stk. 1, med henblik på at vurdere hundens farlighed. Hvis undersøgelsen viser, at hunden i samspil med besidderen har så lave tærskelværdier for aggression, at den er farlig for dens omgivelser, kan politiet træffe afgørelse om aflivning. Se nærmere herom straks nedenfor. Af hensyn til proportionalitetsprincippet kan politiet dog ikke lade en hund aflive, hvis der er grund til at antage, at risikoen for, at hunden forvolder skade, på forsvarlig vis kan afhjælpes ved at give besidderen pålæg om at forsyne hunden med mundkurv og føre den i snor, når den færdes offentligt.

Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. lovens § 6, stk. 5. Refusionskravet er tillagt udpantningsret, jf. lovens § 12 c.

Som anført ovenfor i afsnit 3.2.6., følger det af lovens § 6, stk. 6, at besidderen af en hund, der er meddelt pålæg meddelt i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1, eller § 6, stk. 3, og som overflyttes til en ny politikreds, skal underrette politiet i denne kreds om pålægget. Hvis politiet bliver opmærksom på en hunds flytning til en anden politikreds, bør politiet endvidere i videst muligt omfang underrette den nye politikreds om meddelt pålæg eller bøde.

3.2.8. Hundesagkyndig undersøgelse (hundelovens § 6 a)

Efter hundelovens § 6 a, stk. 1, er besidderen af en hund på politiets anmodning forpligtet til at medvirke til en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, inden der træffes afgørelse om aflivning af hunden. Hensigten med bestemmelsen er at give politiet mulighed for at lade en sagkyndig vurdering af hundens farlighed indgå ved afgørelsen af, om hunden skal aflives.

Den sagkyndige undersøgelse skal særligt afdække, om hunden er velafbalanceret eller har en lav tærskelværdi for aggression, og om besidderen har den nødvendige kontrol over hunden.

Om en sagkyndig vurdering bør indhentes, afhænger ifølge forarbejderne til bestemmelsen af en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip påhviler politiet at sikre sig, at en afgørelse om f.eks. aflivning træffes på et forsvarligt grundlag, herunder at sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Hvis en hund ikke har forvoldt skade, men den ved sin adfærd har virket truende og skabt frygt, vil en sagkyndig vurdering normalt skulle foretages, inden politiet træffer afgørelse om eventuel aflivning af hunden.

Hvis en hund allerede har forvoldt en ikke ubetydelig skade – f.eks. hvor en hund har angrebet, herunder bidt eller skambidt, sagesløse mennesker eller dyr – der viser, at hunden reagerer mere aggressivt end sædvanligt for hunde, vil politiet ifølge lovens forarbejder kunne træffe afgørelse om aflivning uden undersøgelse. I så fald kan hundens besidder dog anmode om en undersøgelse, inden politiet træffer afgørelse, jf. hundelovens § 6 a, stk. 2, der er omtalt nærmere nedenfor.

Under Folketingets behandling af lovforslaget bag ændringen af hundeloven i 2003 blev der i øvrigt fra Folketingets Retsudvalg rejst spørgsmål om, hvorvidt det – for ikke at risikere at hunde bliver aflivet uretmæssigt bl.a. i tilfælde af fysisk eller smertevoldende sygdom – vil være nødvendigt med en hundesagkyndig undersøgelse i alle tilfælde, inden der træffes afgørelse om eventuel aflivning i en sag, jf. spørgsmål nr. 6 vedrørende lovforslag L 164.

Af Justitsministeriets besvarelse fremgår bl.a., at hvis der i en konkret sag foreligger oplysninger, der indikerer, at hundens skadeforvoldelse f.eks. kan skyldes sygdom, vil denne oplysning skulle indgå i politiets overvejelser om, hvorvidt der bør indhentes en sagkyndig undersøgelse. Endvidere fremgår det af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juli 2003, at dette er særlig klart, hvis der i sagen foreligger oplysninger om, at den aggressive hunds adfærd er opstået pludseligt eller inden for kort tid.

Hvis besidderen nægter at medvirke til en hundesagkyndig undersøgelse, kan politiet træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. Det forhold, at besidderen har nægtet at medvirke, kan ikke i sig selv danne grundlag for en afgørelse om aflivning, men oplysningen vil dog indgå i afgørelsesgrundlaget som ét af flere momenter. Dette er ifølge forarbejderne til bestemmelsen baggrunden for, at Justitsministeriet ved udformningen af bestemmelsen ikke fandt grundlag for at fastsætte bestemmelser om yderligere sanktionering af besidderens undladelse af at medvirke til undersøgelsen.

Efter hundelovens § 6 a, stk. 2, kan besidderen forlange, at der foretages en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, inden politiet træffer afgørelse om aflivning i medfør af § 6, stk. 2, nr. 2. Det forudsættes, at politiet underretter hundens besidder om, at politiet overvejer at træffe afgørelse om aflivning af hunden på det foreliggende grundlag, og om besidderens mulighed for at anmode om en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd. Besidderen skal i den forbindelse have en frist til at meddele, om den pågældende ønsker en sådan undersøgelse, men det er ifølge forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at denne frist kan være meget kort.

Hvis hundens besidder allerede har medvirket til en undersøgelse på politiets anmodning, giver bestemmelsen ikke mulighed for at anmode om en ny undersøgelse. Bestemmelsen giver heller ikke ejeren ret til at anmode om en undersøgelse i forbindelse med en klage over politiets afgørelse om aflivning.

Bestemmelsen kan endvidere ikke påberåbes af besidderen i de tilfælde, hvor politiet træffer afgørelse om, at hunden skal aflives, fordi et pålæg om at føre hunden i snor eller iført forsvarlig mundkurv er blevet overtrådt.

Det er ikke efter bestemmelsen et krav, at undersøgelsen foretages i samspil med besidderen, og det beror i øvrigt på de konkrete omstændigheder, hvorledes undersøgelsen skal foretages. I de tilfælde, hvor et menneske f.eks. er blevet skambidt, er der således intet til hinder for, at den sagkyndige foretager sin vurdering alene på grundlag af de oplysninger, der foreligger i sagen. I øvrigt vil der i de nævnte tilfælde straks kunne træffes afgørelse om at lade hunden anbringe i pension, jf. lovens § 6 b, stk. 1.

Justitsministeriet har i samarbejde med Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi udpeget et antal hundesagkyndige, som kan bistå politiet i disse sager.

De sagkyndige honoreres efter regning. Af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juli 2003 fremgår bl.a., at ministeriet forventer, at undersøgelsen (forberedelse, foretagelse af helbreds- og adfærdsundersøgelse samt udfærdigelse af skriftlig udtalelse), normalt vil vare 2-4 timer.

Politiet afholder omkostningerne ved den sagkyndige undersøgelse af hundens adfærd, men politiet kan kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. lovens § 6 a, stk. 3. Det er overladt til politiets skøn at afgøre, i hvilke tilfælde besidderen skal refundere det af politiet afholdte beløb. I den forbindelse kan det f.eks. tillægges betydning, om sagens udfald bliver, at hunden skal aflives.

3.2.9. Pensionsanbringelse (hundelovens § 6 b)

Efter hundelovens § 6 b, stk. 1, kan politiet beslutte at anbringe hunden i pension, indtil der er truffet afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, om aflivning af hunden, og hvis der træffes afgørelse om, at hunden skal aflives, indtil afgørelsen er fuldbyrdet.

I hundelovens § 6 b, stk. 2, fastslås det, at politiet, hvis det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til hundehold med henblik på gennemførelse af en beslutning truffet efter stk. 1. Politiet kan om fornødent tage en sagkyndig med. Sådan bistand kan bl.a. komme på tale i de tilfælde, hvor politiet skønner, at det bliver nødvendigt at lade hunden bedøve.

Bestemmelsen har til formål at give politiet mulighed for at forhindre, at en hund forvolder skade på mennesker, dyr eller ting i det tidsrum, hvor politiet undersøger, om den pågældende hund skal aflives, og hvis en sådan afgørelse træffes, indtil aflivningen kan effektueres. Endvidere har bestemmelsen til formål at hindre, at hundens ejer eller besidder skal gemme hunden af vejen, f.eks. hos familie eller venner, inden der er truffet afgørelse om, hvorvidt hunden skal aflives.

Om der er behov for at fjerne hunden fra dens besidder, er overladt til politiets skøn. Bestemmelsen forudsætter imidlertid i almindelighed, at sagen er af en sådan karakter, at politiet anser det for overvejende sandsynligt, at der vil blive truffet afgørelse om, at hunden skal aflives.

Den periode, som hunden kan anbringes i pension, løber fra det tidspunkt, hvor politiet indleder sagen, til der foreligger en endelig afgørelse i sagen, og – såfremt politiet træffer afgørelse om, at hunden skal aflives – indtil aflivningen kan effektueres. Påklages politiets afgørelse om aflivning, løber perioden frem til det tidspunkt, hvor Rigspolitiet som klageinstans har truffet afgørelse – og såfremt politiets afgørelse om aflivning stadfæstes – indtil aflivningen kan effektueres.

Klage over politiets beslutning om at anbringe en hund i pension og om at tage en sagkyndig med har ikke opsættende virkning, jf. lovens § 6 b, stk. 3.

Efter hundelovens § 6 b, stk. 4, afholder politiet omkostningerne ved hundens anbringelse i pension, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen. Det overlades til politiets skøn at afgøre, i hvilke tilfælde besidderen skal refundere det af politiet afholdte beløb, herunder om refusionen skal ske helt eller delvist. Det kan i den forbindelse f.eks. tillægges betydning, om sagens udfald bliver, at hunden skal aflives, eller hunden har været anbragt i pension i et længere tidsrum på grund af forhold, som besidderen ikke har haft indflydelse på.

3.2.10. Klageadgang (hundelovens § 6 c)

Efter hundelovens § 6 c, stk. 1, er fristen for at klage over en afgørelse om aflivning truffet af politiet 10 dage efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Hvis klagefristen udløber på en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag, forlænges fristen til den efterfølgende hverdag.

Baggrunden for, at der ved ændringen af hundeloven i 2003 blev indført denne klagefrist, var ifølge forarbejderne til bestemmelsen, at der er behov for, at sager af den omhandlende type afgøres hurtigt. Hunden må i disse tilfælde antages at udgøre en fare for sine omgivelser, og den kan efter omstændighederne være anbragt i en hundepension eller lignende, indtil endelig afgørelse er truffet.

Hvis Rigspolitiet ikke har modtaget en klage inden udløbet af klagefristen, kan politiet aflive hunden. Det forudsættes, at der er en tæt kontakt mellem politiet og Rigspolitiet for at klarlægge, om der klages rettidigt.

Efter hundelovens § 6 c, stk. 2, har rettidig klage opsættende virkning, medmindre justitsministeren (nu Rigspolitiet) bestemmer andet. Hunden kan således først aflives, når klagefristen er udløbet, uden påklage er sket, eller når Rigspolitiet har stadfæstet den trufne afgørelse om aflivning. Hvis besidderen samtykker til aflivningen, vil aflivning naturligvis kunne foretages straks.

Rigspolitiet har dog mulighed for at bestemme, at en klage ikke skal have opsættende virkning. Det forudsættes, at denne adgang anvendes i meget begrænset omfang, f.eks. i den situation, hvor en hund er så farlig, at den ikke på forsvarlig vis kan anbringes i en hundepension, og den derfor må aflives før udløbet af klagefristen, eller før klagesagen er færdigbehandlet.

Det bemærkes, at en hund, der lider – f.eks. som følge af deltagelse i en hundekamp – vil kunne aflives for at undgå unødig, alvorlig lidelse for hunden i overensstemmelse med bestemmelserne herom i dyreværnslovens kapitel 4.

Det følger endvidere af hundelovens ordning, at også de øvrige afgørelser, som træffes af politiet efter loven, kan påklages til Rigspolitiet. For sådanne afgørelser gælder ingen klagefrist.

Det er dog kun den, der er klageberettiget, der kan klage over en afgørelse truffet af politiet til Rigspolitiet med den virkning, at Rigspolitiet er forpligtet til at foretage en prøvelse af den pågældende afgørelse. Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i den trufne afgørelse er klageberettiget.

Vejledning i, hvem der må anses for klageberettiget, kan søges i retsplejelovens afgrænsning af de søgsmålsberettigede, der ligeledes sker efter kriteriet væsentlig, individuel interesse i sagens afgørelse. Også forvaltningslovens partsbegreb kan inddrages i denne sammenhæng som vejledende.

Adressaten for den trufne afgørelse (besidderen) anses for at være klageberettiget. Derimod er en anmelder, der ikke selv berøres af afgørelsen, ikke klageberettiget. Mellem disse to yderpunkter er personer, for hvilke det ud fra et eller andet synspunkt er af betydning, at en afgørelse i en hundesag træffes, uden at beslutningen er rettet imod dem eller kan siges i egentlig forstand at angå deres rettigheder. Deres adgang til at klage er som udgangspunkt dels afhængig af, om loven kan forstås som værnende den persongruppe, de tilhører, dels af, om deres interesser i at anfægte en afgørelse kan opveje private og offentlige interesser i, at afgørelsen straks har materiel retskraft.

3.2.11. Sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af loven (hundelovens § 12 og § 12 a)

3.2.11.1. Bøde

Efter hundelovens § 12, stk. 1, straffes den, der overtræder bl.a. hundelovens § 6, stk. 1 eller 6, eller et i medfør af bl.a. § 6, stk. 2 eller 3, givet pålæg, med bøde.

Endvidere straffes på samme måde den, der hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin hund tilbage, når han bemærker, at den overfalder nogen, jf. lovens § 12, stk. 2. Bestemmelsen relaterer sig ikke entydigt til en bestemt af hundelovens regler, men kan ses som en særlig grov overtrædelse af agtpågivenhedsbestemmelsen i hundelovens § 6, stk. 1. En adfærd af den nævnte karakter kan efter omstændighederne tillige indebære en overtrædelse af straffelovens §§ 244-249 om vold mv.

Rigsadvokaten har den 10. august 2009 udsendt meddelelse nr. 5/2009 om bødepåstande ved visse særlovsovertrædelser, som ophæver Rigsadvokatens tidligere udsendte vejledning om bødetakster fra 1991. Meddelelsen indeholder vejledende bødetakster i sager vedrørende bl.a. overtrædelse af hundeloven. Det bemærkes dog, at der alene er tale om vejledende bødetakster. Efter en konkret vurdering kan der således være grundlag for at udmåle bøder, der er højere end den vejledende bødetakst, eller bøder, der er lavere.

Det fremgår af meddelelsen, at de vejledende bødepåstande er forhøjet med mere end løn- og prisudviklingen siden 1991 under hensyn til, at der er en øget opmærksomhed med henblik på at undgå, at hunde volder skader, og under hensyn til, at bøderne bør kunne have en præventiv virkning. Det følger af retningslinjerne fra 1991, at bødeniveauet for overtrædelse af hundeloven lå mellem 200 kr. til 600 kr. De hidtidige bødestørrelser er fordoblet, idet dog den mindste bøde på hidtil 200 kr. nu er fastsat til 600 kr. Bødeniveauet for overtrædelse af hundeloven ligger således i dag mellem 600 kr. til 1.200 kr.

3.2.11.2. Frakendelse af retten til at beskæftige sig personligt med hunde

Efter hundelovens § 12 a, stk. 1, kan retten til at beskæftige sig personligt med hunde ved dom for et strafbart forhold frakendes for bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum, hvis den pågældende har anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker eller dyr, har undladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller dyr, som ejer eller besidder har ladet en hund deltage i en hundekamp, eller har afholdt hundekampe.

Er retten til at beskæftige sig med hunde frakendt for længere tid end 5 år efter § 12 a, stk. 1, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har vedkommende tidligere været frakendt retten til at beskæftige sig personligt med hunde efter bestemmelsen i § 12 a, stk. 1, kan generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske ganske undtagelsesvis.

Bestemmelsen er indsat i hundeloven i 2003 for at hindre, at personer, der har anvendt en hund på en af de nævnte måder, fremover anskaffer sig en hund med henblik på at anvende denne på samme måde. Med udtrykket ”beskæftige sig personligt” sigtes bl.a. til, at personen ikke må eje, besidde eller passe hunde. Retten til at beskæftige sig professionelt med hunde kan efter omstændighederne tillige frakendes i medfør af straffelovens § 79. Betingelserne i straffelovens § 79 er imidlertid strengere, idet den forudsætter, at vedkommende dømmes for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen, og at der endvidere er særlige omstændigheder, der taler for frakendelsen.

Efter hundelovens § 12, stk. 4, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel i indtil 4 måneder den, der beskæftiger sig personligt med hunde, uanset at vedkommende er frakendt retten hertil, jf. hundelovens § 12 a, stk. 1. Med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel i indtil 4 måneder straffes endvidere den, der med kendskab til, at en person er frakendt retten til at beskæftige sig personligt med hunde efter § 12 a, stk. 1, overlader en hund i den pågældendes varetægt, jf. § 12, stk. 5.

3.2.12. Andre relevante bestemmelser i hundeloven

3.2.12.1. Mærkning og registrering af samt skilte til hunde (hundelovens § 1)

Efter hundelovens § 1, stk. 1, skal besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret samt bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse.

Justitsministeren kan efter lovens § 1, stk. 2, fastsætte nærmere bestemmelser om mærkning, registrering og gebyr og om udformning af skiltet, jf. stk. 1. Endvidere kan justitsministeren bestemme, at mærknings- og registreringsordningen skal administreres af en eller flere private organisationer, og at besidderen af en hund skal give de nødvendige oplysninger samt indbetale gebyr til disse organisationer.

Endelig følger det af hundelovens § 1, stk. 3, at politiet kan lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis hunden i strid med stk. 1 ikke er mærket og registreret. Bestemmelsen, der blev indført i hundeloven i 2003, har til formål at forbedre politiets muligheder for at identificere hunde, som politiet har fundet eller eventuelt på et senere tidspunkt vil finde behov for at gribe ind over for. Politiet vil således lettere kunne konstatere, om en hund gentagne gange giver anledning til klager, ligesom politiet med en høj grad af sikkerhed vil kunne afklare, om en given hund burde have været ført i snor eller forsynet med mundkurv i henhold til et allerede givet pålæg til besidderen.

Bestemmelsen er ifølge dens forarbejder tænkt anvendt, hvor politiet ved kontakt med en hund bliver opmærksom på, at den ikke er mærket og registeret. Der sigtes bl.a. til situationer, hvor politiet lader en hund indfange, fordi den færdes uden besidder. Politiet vil da kunne lade hunden mærke, inden den udleveres til besidderen. En anden mulig situation, hvor bestemmelsen kan tænkes anvendt, er i forbindelse med et pålæg til hundens besidder om at holde hunden i snor eller iført mundkurv, når den færdes offentligt.

Politiet kan undlade at lade en hunde mærke, hvis det er unødvendigt, f.eks. fordi besidderen selv vil lade hunde mærke og registrere straks.

Bestemmelsen ændrer i øvrigt ikke ved det forhold, at det er besidderens ansvar, at en hund mærkes og registreres i overensstemmelse med reglerne herom, jf. nedenfor. Besidderen vil således fortsat kunne idømmes bødestraf for overtrædelse af reglerne i de tilfælde, hvor politiet lader en hund mærke og registrere.

Formålet med hundelovens § 1 er navnlig at sikre, at bortløbne hunde hurtigt kan tilbagegives til besidderen, men de sikrer endvidere i det hele mere ordnede forhold med hensyn til hundeholdet her i landet. Reglerne bevirker således tillige, at man normalt kan finde frem til den person, der er ansvarlig i tilfælde, hvor en hund har forvoldt skade på person eller ejendom, jf. hundelovens § 8.

3.2.12.1.a. Krav om skilt til hunden

Regler om skilte til hunde er fastsat i bekendtgørelse nr. 496 af 1. november 1969 om skilte til hunde. Pligten til at sørge for, at hunde er forsynet med et skilt, påhviler besidderen af hunden, jf. hundelovens § 1, stk. 1. Selve hundeskiltet skal være fremstillet af rustfrit metal eller andet materiale af tilsvarende styrke og holdbarhed. Skiltet skal være solidt fastgjort til halsbåndet. Skiltet skal angive besidderens navn og fulde adresse i letlæselige bogstaver, der skal være mindst 2 mm høje. Bogstaverne skal være påført skiltet ved prægning, indgravering eller på anden lige så holdbar måde, jf. bekendtgørelsens § 2. Overtrædelse af reglerne straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 3.

3.2.12.1.b. Kravene til mærkning og registrering

Justitsministeren har ved bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 udstedt nærmere regler om mærkning og registrering af hunde. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 710 af 29. juni 2005, bekendtgørelse nr. 645 af 25. juni 2009 og bekendtgørelse nr. 1338 af 17. december 2009.

Efter bekendtgørelsens § 1 skal besidderen af en hund født efter den 1. januar 1993, sørge for, at hunden er mærket og anmeldt til registrering i Dansk Hunderegister, senest når den er 4 måneder gammel. Dansk Hunderegister er ansvarlig for registrering af hunde og er en forening stiftet af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse i Danmark, Dansk Kennel Klub, Dyrenes Dags Komité og Den Danske Dyrlægeforening.

Registreringspligten påhviler besidderen af hunden på det tidspunkt, hvor hunden er 4 måneder gammel. Der er ikke noget til hinder for, at mærkning og registrering foretages, før hunden er 4 måneder gammel. Besidderen af en hund, der er over 4 måneder gammel, skal opbevare dokumentation for, at hunden er registreret, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Pligten til at sørge for mærkning og registrering af en hund gælder også ved indførsel af hunde, der er over 4 måneder gamle. Pligten påhviler den, der indfører hunden her i landet, og vedkommende skal sørge for, at hunden inden 4 uger efter indførslen er mærket og anmeldt til registrering, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Ved indførsel af hunde, der er under 4 måneder gamle, påhviler pligten den person, der besidder hunden, når den er 4 måneder gammel.

For registrering af en hund betales 125 kr. til dækning af Dansk Hunderegisters omkostninger ved registreringen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Betalingen gælder for registrering af hunden i hele dens levetid. Anmeldelse af ændringer i registret er gratis, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. §§ 12-13.

Reglerne om mærkning findes i bekendtgørelsens kapitel 2. Mærkning af en hund indebærer, at hunden tildeles en entydig identifikation (ID-nummer), der består af en kombination af tal eller af en kombination af tal og bogstaver. ID-nummersystemet administreres af Dansk Hunderegister, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Selve mærkningen foretages ved øre- eller lysketatovering eller elektronisk ved injektion af en chip efter et system, der er godkendt af Dansk Hunderegister, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Dansk Hunderegister anvender en af Fødevarestyrelsen godkendt nummerserie til mærkning ved brug af elektronisk chip efter stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3.

Ifølge bekendtgørelsens § 6 må mærkning kun foretages af dyrlæger og ID-mærkere (tatovører), der er registreret i Dansk Hunderegister. Udgifterne til mærkning afholdes af besidderen af hunden, og er ikke indeholdt i gebyret efter § 3, stk. 1, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Reglerne om registrering findes i bekendtgørelsens kapitel 3. Efter bekendtgørelsens § 8 skal besidderen ved anmeldelse af en hund til registrering give oplysning om navn, adresse, fødselsdato samt telefonnummer. Endvidere skal der gives oplysning om hundens stambogs- eller kaldenavn, ID-nummer, fødselsdato, køn, race og farve. Hvis hunden har både et stambogs- og kaldenavn, skal begge disse navne registreres. Besidderen kan endvidere vælge at oplyse sin e-postadresse. Dansk Hunderegister registrerer oplysningerne og sender hundens besidder en registreringsattest, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 4.

Såfremt der sker ændringer i de registrerede oplysninger, skal besidderen af hunden inden 4 uger foretage anmeldelse herom til Dansk Hunderegister, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 1. Såfremt en hund skifter ejer, påhviler pligten efter stk. 1 erhververen af hunden, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 2. Ved registrering af ændringer slettes de oplysninger, som anmeldelsen om ændring vedrører, bortset fra oplysninger om tidligere ejere, jf. bekendtgørelsens § 14, stk. 3. Efter § 13 kan besidderen af en hund endvidere foretage anmeldelse om hundens død til Dansk Hunderegister.

Det vil således altid fremgå af oplysningerne i Dansk Hunderegister, hvem der har været besidder af hunden. Politiet vil således – ved at sammenholde oplysningerne i Det Centrale Kriminalregister med oplysningerne i Dansk Hunderegister – kunne finde frem til pålæg, der måtte være meddelt tidligere besiddere af den pågældende hund, og dermed blive bekendt med tidligere episoder, som den pågældende hund eventuelt måtte have været involveret i.

Overtrædelse af bestemmelserne i bekendtgørelsen straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1.

3.2.12.2. Krav om snor (hundelovens § 3)

Reglerne om, hvornår en hund skal føres i snor, følger af hundelovens § 3. Bestemmelsen stammer fra den oprindelige hundelov fra 1938.

Efter hundelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., er det forbudt i byer og bymæssige bebyggelse at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelige færdsel, uden at de enten føres i snor eller er ifølge med en person, som har fuldt herredømme over dem.

En hund anses ikke for at være under ledsagelse, hvis den kun er under tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres hunde i snor, skal snoren være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Hvis en hund på de nævnte steder færdes løs uden at være ifølge med en person, der har fuldt herredømme over den, indfanger politiet hunden og underretter besidderen, jf. lovens § 3, stk. 1, 2.-4. pkt.

Overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., straffes med bøde, jf. § 12, stk. 1.

Under førstebehandlingen i Landstinget af forslag til lov om hunde den 20. november 1936 blev begrebet ”fuldt herredømme” drøftet på foranledning af den socialdemokratiske ordfører, som bl.a. udtrykte bekymring for fortolkningen og håndhævelse af bestemmelsen. Hertil svarende justitsministeren, at ”fuldt herredømme” i almindelighed må betyde, at:

”Manden har Hunden lige op ad sig. Man kan ikke tillade ham at lade den strejfe rundt, selv om den vender tilbage, naar han fløjter, for undervejs kan det tilstedkomme, som det ogsaa er blevet nævnt, forskellige Ulykker, medens det derimod, hvor det drejer sig om Pladser som Frederiksberg Have eller Søndermarken, jo ikke har samme betydning, at Hunden gaar lige op ad Ejeren, naar han altid har Herredømmet”.

Justitsministeren udtalte endvidere, at:

”Det siger selv, at det ogsaa har voldt mig Hovedbrud at formulere § 10, fordi jeg maatte være i Tvivl om, hvorvidt man ikke burde gaa over til, som jo overmaade mange Mennesker forlanger, naar man har en Hund i Byer eller i Omraader med bymæssig Bebyggelse, at den altid skal holdes i Baand; derfor gik jeg den Vej at foreslaa: man kan vel dog gøre en Undtagelse herfra, naar vedkommende har fuldt Herredømme over den, men saaledes at man i de Byer, hvor man mener, dette ikke er tilstrækkeligt, i Politivedtægterne kan optage Bestemmelser, hvorefter Hunde altid skal føres i Baand. (…) Jeg tør sige, at jeg for mit eget Vedkommende er komplet lige glad, hvad der kommer til at staa i saa Henseende, og jeg synes, at det maa være tilstrækkeligt, naar man i den enkelte Kommune lader fastsætte i Politivedtægten, hvorvidt man altid skal have Hunden i Baand.”

Kristeligt Folkeparti fremsatte med lovændringen i 1992 forslag om, at hundelovens § 3, stk. 1, blev ændret, således at alle hunde skulle føres i snor i byer og bymæssig bebyggelse. Justitsministeren m.fl. udtalte under førstebehandlingen af lovforslaget, at de gældende regler allerede indeholdt mulighed for lokalt i politivedtægterne at optage bestemmelser om, at hunde altid skal føres i snor i byer og bymæssig bebyggelse, hvorfor forslaget var udtryk for allerede gældende ret. På denne baggrund blev denne del af forslaget nedstemt.

Af hundelovens § 3, stk. 2, fremgår det, at der i politivedtægterne kan optages bestemmelse om, at hunde på de i lovens § 3, stk. 1, nævnte steder (dvs. gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel), altid skal føres i snor, ligesom det af færdselshensyn kan bestemmes, at hovedreglen i § 3, stk. 1, 1. pkt. (dvs. om hunde skal føres i snor eller være ifølge med en person, som har fuldt herredømme over dem), uden for de dér nævnte områder skal komme til anvendelse for bestemt angivne veje eller ejendomme.

Bestemmelsen blev indført ved hundeloven i 1938. Baggrunden for hundelovens § 3, stk. 2, var ifølge forarbejderne bl.a., at man ville overlade det til det lokale politi/kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om, hvorvidt hunde altid skal føres i snor på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel. Bestemmelsen havde dog efter alt at dømme i væsentlig grad et færdselssikkerhedsmæssigt sigte.

I overensstemmelse med bestemmelsen i hundelovens § 3, stk. 2, indeholdt de tidligere politivedtægter forskellige regler om, at hunde i forskellige situationer skulle føres i snor.

Politivedtægterne blev ophævet med virkning fra 1. juli 2005, jf. § 26 i lov nr. 444 af 9. juni 2004 om politiets virksomhed med senere ændringer (politiloven), hvorfor hundelovens § 3, stk. 2, herefter har mistet sin betydning. Samtidig blev justitsministeren bemyndiget til at fastsætte regler om bl.a. dyr på offentlige steder, jf. politilovens § 23. Denne bemyndigelse er dog endnu ikke blevet udnyttet.

Før den 1. juli 2005, hvor politivedtægterne blev ophævet, var det således alene i 4 (København, Frederiksberg, Århus og Horsens) af landets dengang 54 politikredse, at der fandtes et ubetinget krav om båndpligt for hunde på gader og i offentlige anlæg.

Af § 33, stk. 2, i politivedtægten for København fremgik således, at hunde på gader og i offentlige anlæg skulle føres i snor, der er så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Politiet kunne dog med kommunalbestyrelsens tilslutning gøre undtagelse fra denne bestemmelse for dele af byen. En tilsvarende bestemmelse fandtes i politivedtægterne for Frederiksberg, Århus og Horsens, men bestemmelsen fandtes ikke i normalpolitivedtægten.

Normalpolitivedtægtens § 31 indeholdt bestemmelser om, at løse hunde ikke måtte medtages eller opholde sig i beværtningslokaler, at løbske hunhunde på veje altid skulle føres i snor, og at det var forbudt under færdsel på veje at føre hunde i snor fra motorkøretøj, cykel med hjælpemotor eller hestekøretøj. Heller ikke ridende måtte føre hunde i snor. Flertallet af landets politikredse havde bestemmelser om hunde optaget i deres politivedtægter, der indholdsmæssigt svarede til normalpolitivedtægtens § 31.

Et mindretal af politikredsene havde valgt – udover normalpolitivedtægtens § 31 – at optage yderligere regler om hunde m.v. i deres politivedtægter. I disse kredse fandtes der f.eks. specifikke regler om forbud mod løse hunde på offentlige legepladser eller badestrande.

I politivedtægten for København var der – udover kravet om at hunde skulle føres i kort snor på gader og i offentlige anlæg – bl.a. optaget regler om, at hunde generelt ikke måtte medtages eller opholde sig i beværtningslokaler eller på offentlige legepladser eller badestrande.

Det følger endvidere af hundelovens § 3, stk. 3, at uden for København, Frederiksberg og Gentofte samt byer med over 15.000 indbyggere skal schæferhunde, dobermannpinschere, rottweilere, buldogge, boksere, newfoundlændere, sct. bernhardshunde, grand danois’er, leonbergere, skotske hyrdehunde, broholmere, mynder, dalmatinere, hønsehunde (tysk korthår, pointer, setter, griffon) samt enhver større hund, der efter sin race eller sin karakter kan sidestilles med de nævnte hunde, føres i snor eller holdes indelukket eller forsvarligt bundet fra solnedgang til solopgang, dog mindst i tiden fra kl. 18 til kl. 6. Bestemmelsen gælder ikke hunde, der benyttes af politiet, hæren, skov- og jagtbetjente, vagtselskaber o. lign., eller jagthunde, der af en person, der har fuldt herredømme over dem, anvendes til jagt inden for den i jagtloven fastsatte jagttid.

Bestemmelsen blev indført i hundeloven i 1938. Afgrænsningen af de nærmere angivne racer i bestemmelsen er ikke nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslaget. Det følger dog af forarbejderne, at tidsbegrænsningen fra kl. 18 til kl. 6, skulle ”udelukke, at hunde slippes løs i tidlige sommermorgener, før der er mennesker på marken, således at de under omstrejfen kan overfalde vildt og husdyr, uden at der er større mulighed for at hindre dette”.

Endelig påhviler det i medfør af hundelovens § 3, stk. 4, besidderen af en hund uden for byer og områder med bymæssige bebyggelse at drage omsorg for, at den ikke strejfer om.

Denne bestemmelse blev indsat i hundeloven i 1962 (lov nr. 194 af 12. juni 1962), og det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at formålet med bestemmelsen var at dæmme op for omstrejfende hundes overfald på andre dyr i landkommunerne.

Det følger endelig af hundelovens § 3, stk. 6, at under ganske særlige omstændigheder kan politiet tillade, at bestemmelserne i stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, samt de i medfør af stk. 2 udfærdigede politivedtægter fraviges for et begrænset tidsrum. Denne bestemmelse er også blevet indsat i hundeloven tilbage i 1938. Det fremgår i den forbindelse af forarbejderne til loven, at det kunne være af sikkerhedsmæssig betydning, især for personer, der bor på ensomt beliggende steder, at hunde kan gå løse udendørs hele døgnet igennem, derfor blev det i stk. 4 (i dag stk. 6) endvidere forslået, at politiet under ganske særlige omstændigheder skal kunne give en midlertidig tilladelse til, at bestemmelserne i stk. 1, 1. pkt. og stk. 2 og stk. 3 fraviges. Der tænktes herved navnlig på situationer, hvor befolkningen i et bestemt område er ængstelig på grund af uopklarede ildebrande, overfald, grove tyverier eller andre forbrydelser af farligere karakter, eller fordi det vides, at en eftersøgt forbryder holder sig skjult på egnen.

3.2.12.2.a. Regler om snor i anden lovgivning

Ifølge § 16 i bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger (ordensbekendtgørelsen), som ændret ved bekendtgørelse nr. 373 af 23. maj 2008, skal besøgende i offentlige anlæg overholde de ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og følge de anvisninger til ordenens overholdelse, som gives af de tilsynsførende.

Det samme gælder ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og som efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen er godkendt af politidirektøren for nærmere afgrænsede private eller offentlige arealer, på veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2.

Efter § 22 i lovbekendtgørelse nr. 1042 af 20. oktober 2008 (naturbeskyttelsesloven), som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, skal hunde i perioden 1. april - 30. september føres i snor på strandbredder og andre kyststrækninger. Endvidere skal hunde efter samme lovs § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og § 25, stk.1, føres i snor i skove samt på udyrkede og klitfredede arealer.

Kommunalbestyrelserne kan derudover i medfør af § 13 i bekendtgørelse nr. 165 af 23. februar 2009 om badevand og badeområder udstede forskrifter angående hundes tilstedeværelse i vandet og på stranden.

3.2.12.3. Erstatning (hundelovens § 8)

Efter hundelovens § 8, stk. 1, er besidderen af en hund forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. Oplyses det, at den skadelidende har medvirket til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller helt bortfalde. Efter § 8, stk. 2, påhviler det besidderen af en hund at holde den ansvarsforsikret. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter § 8, stk. 1. Undtaget for forsikringspligten er hunde, der holdes af statsmyndigheder, statsinstitutioner eller kommuner. Justitsministeren kan i medfør af hundelovens § 8, stk. 3, efter forhandling med Assurandør-Societetet (nu Forsikring & Pension) fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i § 8, stk. 2.

Erstatningsansvaret efter hundelovens § 8, stk. 1, 1. pkt., er objektivt i den forstand, at det er uafhængigt af skyld hos besidderen, dvs. om der kan bebrejdes besidderen noget i forbindelse med dennes behandling af eller omsorg for hunden. Det fritager f.eks. ikke for ansvar, at besidderen har holdt hunden indelukket eller i snor. Der er tale om et strengere erstatningsansvar end det sædvanlige i dansk ret, der kaldes culpa-ansvaret. Efter den almindelige ansvarsregel, der beror på retspraksis og ikke er nedfældet i nogen generel lovbestemmelse, ifaldes erstatningsansvar kun i det omfang skadevolderen har handlet culpøst, dvs. ikke har handlet med en sådan agtpågivenhed eller forsvarlighed, som normalt må kræves i den konkrete situation. Det skal normalt være noget være noget at bebrejde eller læge skadevolderen til last. Ved hundelovens § 8, stk. 1, 1. pkt., fraviges denne hovedregel i skærpende retning. Der er her i landet en lang tradition for et sådant strengere ansvar. Allerede i Danske Lov fra 1683 findes i DL 6-10-2 således regler om objektivt ansvar, bl.a. for løsgående hunde.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 194 af 12. juni 1962 om ændringer i lov om hunde, men bestemmelsen har reelt samme indhold som § 13, stk. 1, i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde og som § 13 i lov nr. 127 af 18. april 1925 om hundeafgift samt om straf og erstatning for skade forårsaget af hunde, der dog kun omfattede løsgående hunde.

Udgangspunktet om, at besidderen altid er ansvarlig, kan dog fraviges efter § 8, stk. 1, 2. pkt. Efter denne bestemmelse kan erstatningen nedsættes eller helt bortfalde, hvis det oplyses, at skadelidte har medvirket til skaden. Hvis skadelidte således selv har handlet uforsvarligt eller uagtsomt, og denne adfærd har haft betydning for skadens indtræden eller skadens omfang, kan det medføre, at besidderen fritages for at betale erstatning, eller at erstatningens størrelse nedsættes i forhold til det tab, som skaden har medført. I sådanne tilfælde kan der ske frifindelse eller en ansvarsfordeling kan finde sted.

For at sikre, at der er realitet bag ved reglerne i § 8, stk. 1, og fordi, der i mange tilfælde kan blive tale om ganske betydelige skader forvoldt af hunde, er der i § 8, stk. 2, fastsat regler om lovpligtig ansvarsforsikring for besiddere af hunde. Pligten til at holde hunden ansvarsforsikret påhviler besidderen og er strafsanktioneret i henhold til lovens § 12, stk. 1. Bøden er normalt 600 kr. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart for erstatningen over for skadelidte. Undtaget for sikringspligten er kun hunde, der holdes at statsmyndigheder, statsinstitutioner eller kommuner, f.eks. politiets og toldvæsenets hunde.

For skader forvoldt af hunde, der ikke er forsikret, eller hvor forsikringen er ude af kraft, eller hvor skaden er forvoldt af en hund, der ikke kan identificeres, hæfter en særlig forening, der består af de forsikringsselskaber, der tegner hundeforsikring. I de tilfælde, hvor foreningen har udbetalt erstatning for skader forvalt af en ikke-forsikret hund eller en hund, hvor forsikringen er ude af kraft, har foreningen regres over for hundens besidder.

Justitsministeriet har med hjemmel i hundelovens § 8, stk. 3, efter forhandling med Assurandør-Societetet (nu Forsikring & Pension) fastsat nærmere regler om ansvarsforsikring af hunde i bekendtgørelse nr. 485 af 25. september 1984 om ansvarsforsikring af hunde.

3.3. Udkast til lovforslag om ændring af lov om hunde og dyreværnsloven

I tiden efter nedsættelsen af Udvalget om hunde intensiveredes debatten om de farlige hunde imidlertid yderligere foranlediget af, at medierne herhjemme fortsat kunne fortælle om flere konkrete tilfælde af kamp- og muskelhundeoverfald.

Justitsministeriet anmodede derfor som nævnt i afsnit 1.1. i maj 2009 udvalget om så vidt muligt at afgive en delbetænkning om farlige hunde inden udgangen af 2009, således at der kan tages et eventuelt lovgivningsinitiativ i begyndelsen af 2010.

Efter sommerferien 2009 besluttede Justitsministeriet, at der burde fremsættes lovforslag om en første skærpelse af hundeloven med henblik på at forebygge, at mennesker og dyr bliver overfaldet af farlige hunde, uden at afvente delbetænkningen fra Udvalget om hunde. Den 11. september 2009 sendte Justitsministeriet et lovudkast i høring. Lovudkastet har endnu ikke dannet grundlag for et lovforslag.

Efter udkastet til lovforslag skal politiet uden nærmere hundesagkyndig undersøgelse træffe afgørelse om aflivning af en hund, der har skambidt et menneske eller et dyr.

Det foreslås endvidere, at alle hunde fremover i byer og områder med bymæssig bebyggelse med over 1.000 indbyggere skal føres i snor på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel. Snoren skal være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Kommunalbestyrelsen skal dog ved skiltning kunne udpege områder, hvor løse hunde er tilladt, hvis hunden er i følge med en person, der har fuldt herredømme over den.

Endvidere indeholder lovudkastet et forslag om, at hunde skal mærkes og registreres i Dansk Hunderegister, når de er 8 uger gamle og ikke – som i dag – først, når de er 4 måneder gamle.

Udkastet til lovforslag indeholder endelig en række ændringer af navnlig mere teknisk karakter.






Kapitel 4 Fremmed ret

Til brug for sine overvejelser har udvalget indhentet oplysninger om retstilstanden i 11 andre europæiske lande.

4.1. Sverige

Den 1. januar 2008 trådte en ny lov om ”Tillsyn över hundar och katter” i kraft i Sverige. Loven medførte bl.a., at det blev lettere for politiet at gribe ind overfor hunde, der er årsag til skader eller problemer, eller risikerer at være det.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende:

”Lagen om tillsyn över hundar och katter har efter tillkomsten år 1943 ändrats i flera viktiga avseenden. Ett exempel är att vissa bestämmelser om katter infördes i lagen år 1987. Fram till dess hade lagen endast avsett hundar. De grundläggande bestämmelserna, som närmast tar sikte på att motverka att hundar orsakar skador eller olägenheter, är emellertid i det stora hela oförändrade.

Tidigare var problemen med lösspringande djur – främst hundar – störst på landsbygden. Behovet av att skydda lantbrukets djur mot attacker från kringstrykande hundar ansågs vara stort. Detta synsätt återspeglas tydligt i lagen. Ett exempel på detta är att ägare av lantbruksdjur har rätt att döda lösspringande bitska hundar som vistas på område där lantbruksdjur finns.

Genom förändringar i samhällsstrukturen har problemen med lösspringande djur kommit att successivt flyttas från landsbygden till städer och andra tätorter. I och med denna grundläggande förändring har också problemets karaktär förändrats. I dag är det allvarligaste problemet hundar som attackerar människor eller sällskapsdjur. Det har visserligen även tidigare förekommit att hundar skadar människor och andra djur men det moderna samhället med allt fler människor boende i tätorter ställer högre krav på den kontroll som en hundägare måste ha över sin hund. Det förekommer även vissa företeelser som skapar rädsla och osäkerhet, till exempel att vissa personer använder hunden som ett vapen vid brott. Förändringarna i samhällsstrukturen innebär att det ställs krav på åtgärder och möjligheter till ingripanden som inte kan tillgodoses med den nuvarande lagens bestämmelser.

I Sverige finns enligt Statistiska centralbyrån i dag knappt 730 000 hundar (september 2006). Det är viktigt att komma ihåg att det stora antalet hundägare sköter sina hundar på ett bra sätt och tar ett aktivt ansvar för och hänsyn till att hunden också fungerar väl i förhållande till omgivningen. De fåtal fall där det brister i ansvaret måste dock åtgärdas.

Att det finns adekvata, rättsliga möjligheter att ingripa är särskilt viktigt i de fall där tillsynen över hunden brister i sådan omfattning eller på ett sådant sätt att hunden utgör en fara för omgivningen. Även om problemen med de riktigt farliga hundarna är relativt ringa till sin omfattning är det oacceptabelt att människor skall behöva känna rädsla för att bli attackerade av aggressiva hundar.”

Indførsel af et forbud mod bestemte racer har været drøftet i Sverige. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende:

”I debatten om farliga hundar har det ofta framförts att vissa raser är farligare än andra och att dessa därför bör förbjudas. Flera europeiska länder har olika typer av restriktioner gentemot specifika raser. Restriktionerna handlar ofta om att hundar av en viss ras och blandrashundar där den förbjudna rasen ingår måste steriliseras eller kastreras, hållas kopplade, vara försedda med munkorg eller inte får införas i landet.

Det är dock inte möjligt att hänföra alla farliga hundar till en särskild hundras. Ett felaktigt beteende kan utvecklas hos alla hundraser och förstärkas genom bland annat felaktig avel eller felaktig hantering.

Regeringen anser att den huvudsakliga gemensamma nämnaren som går att finna mellan farliga hundar är att de har ägare som brister i sitt hundägaransvar. Hundar har i och för sig olika egenskaper som gör dem mer eller mindre farliga i samma ägares händer, men dessa skillnader följer inte rasgränser, utan variationerna är i allmänhet större inom en ras än mellan raser. Ett införande av förbud mot vissa raser skulle därför kunna innebära att många hundar förbjuds som i själva verket är betydligt mindre farliga än hundar av tillåtna raser. Detta faktum utgör i sig självt inte något skäl till att avstå från att införa rasspecifika restriktioner.

Det kan ju finnas en ras som orsakar oproportionerligt mycket skada och som inte tillför några egentliga positiva värden. I ett sådant fall skulle det alltså kunna vara en bra lösning att förbjuda en sådan ras. Oavsett om hundarna i rasen orsakar skador på grund av sina egenskaper eller på grund av att ägarna inte tar sitt ansvar borde skadorna minska om hundarna försvann. Det finns dock bland annat en rad praktiska problem förenade med en sådan lösning. I dag saknas kunskaper om vilken eller vilka hundraser som orsakar oproportionerligt mycket skador, eftersom det inte finns kontinuerlig statistik över detta. Ett problem blir därför att kunna fastställa vilka raser som är så farliga att de bör förbjudas. Detta blir dessutom ännu mer besvärligt om även korsningar där den förbjudna rasen ingår skall förbjudas.”

For så vidt angår identifikation af forbudte racer fremgår følgende:

”De länder som har någon form av rasförbud har i allmänhet valt ett av två huvudalternativ. Det första alternativet innebär att bevisbördan läggs på hundägaren genom att hundägaren i princip skall kunna bevisa att hans eller hennes hund inte är av någon förbjuden ras. Som bevis brukar godtas att hunden är märkt och stambokförd i en stambok som förs av någon av staten godkänd hundorganisation. Ett av problemen med detta system är att stamböcker endast förs för vissa rasrena hundar. I princip innebär alltså denna omvända bevisbörda att blandraser förbjuds. Med blandraser avses då även hundar vars föräldrar är rasrena och av samma ras men som inte själva registreras. Trots att Sverige har en låg andel blandrashundar i hundpopulationen skulle detta innebära att fler än 100.000 hundar, utöver dem som tillhör den eller de förbjudna raserna, i princip skulle omfattas av förbudet. Detta är varken rimligt eller önskvärt.

Det andra alternativet för identifiering är att staten definierar ett antal utseendemässiga egenskaper som anses karaktärisera den förbjudna rasen. I vissa länder har karaktäristiken även kompletterats med beteendemässiga egenskaper. Utifrån dessa givna definitioner skall sedan de rättsvårdande myndigheterna avgöra om den enskilda hunden tillhör den förbjudna rasen eller inte. Detta har många gånger visat sig vara en omöjlig uppgift. Dels finns det olika raser som är väldigt lika varandra (t.ex. pitbull och American staffordshire terrier), dels kan vissa blandraser komma att uppfylla kraven.

Det finns ytterligare omständigheter som talar mot rasrestriktioner som en metod att minska problemen med farliga hundar. Den kanske viktigaste är att det är osannolikt att denna typ av åtgärder medför en minskning av problemen. Detta beror på just det faktum att det är vissa ägare som är problemet, inte hundar av en viss ras. Om ett förbud för vissa raser införs är det troligt att de dåliga ägarna skaffar hundar av andra raser som kan bli lika farliga som hundar av de förbjudna raserna. I flera av de länder som har rasrestriktioner för hundar är denna utveckling mycket tydlig. Andra länder hamnar i situationer där fler och fler raser förbjuds.

Regeringen anser sålunda att det inte är möjligt att hänföra de farliga hundarna till någon särskild hundras. Alla hundar, oavsett ras, kan utveckla aggressiva eller på något annat sätt farliga egenskaper. Det är inte heller möjligt att på annat sätt effektivt fastställa vilka hundar som är potentiellt farliga. Den enligt regeringen mest lämpliga lösningen ligger därför i stället i att skapa ett regelverk som gör det möjligt att komma till rätta med enskilda hundägare samt sådana hundar som orsakar eller riskerar att orsaka skada eller olägenheter för omgivningen, oavsett vilken hundras det är fråga om.”

Spørgsmålet om indførsel af et krav om hundekørekort har tillige været overvejet. Af bemærkningerne fremgår følgende:

”I den allmänna debatten framförs ibland åsikten att det bör krävas någon form av tillstånd för att få äga eller hantera hundar, ett så kallat hundkörkort. Ett hundkörkort skulle kunna utfärdas till den som har genomgått utbildning om till exempel hundens beteenden och behov, dressyr eller samhällets krav på hundägande. Ett alternativ vore att en hundägare måste visa att han eller hon klarar av att kontrollera den egna hunden för att få ett hundkörkort.

Regeringen har inte för avsikt att föreslå något krav på hundkörkort för att få äga eller hantera en hund. Anledningen är att det vore en alltför ingripande åtgärd mot den överväldigande majoritet hundägare som sköter sina hundar på ett bra sätt.

De allra flesta hundägare låter inte sina hundar orsaka skador eller olägenheter för omgivningen. De fåtal fall i vilka hundägare brister i ansvaret måste dock kunna åtgärdas. Detta kan dock åstadkommas på annat sätt än genom ett införande av ett hundkörkort. Regeringen föreslår nedan bland annat att polismyndigheten skall kunna meddela de förelägganden och förbud som behövs om någon brister i tillsynen över en hund. Ett exempel på ett sådant föreläggande är att en person skall kunna meddelas föreläggande om att han eller hon måste genomgå en hundägarutbildning. Om en person fortsätter att bryta mot eller underlåter att följa ett förbud eller förläggande kan han eller hon meddelas förbud att ha hand om hund (hundförbud).”

Følgende fremgår af lovens § 8:

”Om någon brister i tillsynen över eller skötseln av en hund, får polismyndigheten meddela de förelägganden och förbud som behövs för att förebygga skada eller avservärd olägenhet.

Såväl förelägganden som förbud får förenas med vite.”

Efter § 8 kan politiet f.eks. stille krav om, at hunden skal føres i snor og/eller være iført mundkurv.

Af §§ 11 og 12 fremgår:

”För att hindra att en hund orsakar skada eller avsevärd olägenhet får polismyndigheten, om inte andra, mindre ingripande åtgärder anses tilräckliga, besluta att den skall omhändertas.

Om en hund har omhändertagits med stöd av § 11, får ägaren eller innehavaren inte förfoga över hunden utan tillståand av polismyndigheten.

Polismyndigheten får, efter utredning, besluta att hunden skall säljas, skänkas bort eller, om hunden utgör en fara för människor eller djur eller om det annars finns särskilda skäl, avlivas.”

Politiet kan meddele hundeforbud efter lovens § 15:

”Polismyndigheten får meddela förbud all ha hand om hund (hundförbud) för den som allvarligt brister eller tidigare har brustit i tillsynen över en hund.

Vid bedömningen av om ett hundförbud bör meddelas skall särskilt beaktas om den mot vilkn förbudet avses gälla har begått brott där han eller hon har använt hund som vapen eller vid upprepade tillfällen har varit föremål för föreläggande eller förbud enligt 8 § eller har haft hand om hund som har omhändertagits enligt 11 §.

Hundförbud skall inte meddelas om det är uppenbart att de omständigheter som gett upphov till att ett hundförbud övervägs inte kommer att upprepas.

Hundförbud får avse viss tid eller gälla tills vidare.

Den som är under femton år får inte meddelas hundförbud.”

Overtrædelse af et meddelt hundeforbud er sanktioneret i § 22:

”Den som bryter mot ett hundförbud döms för överträdelse av hundförbud till böter eller fängelse i högst ett år.”

Djurskyddsförordningens § 19 indeholder tillige regler om farlige hunde. Af bestemmelsen fremgår:

”Det är förbjudet att inneha eller genom avel frambringa hundar som

  1. har extremt stor kamplust,
  2. blir lätt retade och biter,
  3. bara med svårighet kan förmås avbryta ett angrepp och
  4. har en benägenhet att rikta sitt kampintresse mot människor eller andra hundar.”

I forbindelse med udarbejdelse af loven om ”Tillsyn över hundar och katter” blev følgende overvejet i forhold til § 19 i djurskyddsförordningen:

”Enligt 19 § djurskyddsförordningen är det förbjudet att inneha eller genom avel frambringa hundar som har extremt stor kamplust, lätt bliver retade och biter, bara med svårighet kan förmås att avbryta ett angrepp samt har en benägenhet att rikta sitt kampintresse mot människor eller andra hundar. Samtliga kriterier måste vara uppfyllda för att en hund skall omfattas av bestämmelsen. Utredningen föreslår att 19 § skall upphöra och ersättas av en bestämmelse i 29 § samma förordning med innebörden att hundar som kan förväntas nedärva okontrollerbar aggressivitet inte får användas i avel.

En del remissinstanser, bland annat Sveriges lantbruksuniversitet, anser att den av utredningen föreslagna lydelsen inte skulle vara lättare att tillämpa än den nuvarande lydelsen. Regeringen ansluter sig till denna uppfattning.

Även om den nu gällande bestämmelsen är svår att tillämpa och det enligt utredningen har gjorts få ingripanden med stöd av bestämmelsen anser regeringen att den fyller en viktig funktion. Bestämmelsen utgör en klar och tydlig markering om att denna typ av djur normalt sett inte är önskvärda från samhällelig synpunkt. Bestämmelsen fyller också en pedagogisk funktion. Regeringen anser därför att bestämmelsen skall ha kvar sin nuvarande lydelse.

Jordbruksverket har tidigare föreslagit att bestämmelsen skall slopas då den inte motiveras av djurskyddsskäl. Verket har föreslagit att bestämmelsen i stället skall införas som en ny paragraf i tillsynslagen. Regeringen delar inte denna uppfattning utan anser att bestämmelsen till viss del även motiveras av djurskyddsskäl. Bestämmelsen innebär bland annat att det är förbjudet att inneha eller att genom avel frambringa hundar som har en benägenhet att rikta sitt kampintresse mot andra hundar. Syftet med bestämmelsen i den delen är att motverka att hundar används i hundslagsmål. Ett hundslagsmål innefattar ett uppenbart lidande för de inblandade djuren. Regeringen gör därför bedömningen att bestämmelsen bör vara kvar i djurskyddsförordningen.”

For så vidt angår reglerne om snor varierer disse regler i Sverige fra kommune til kommune. Det følger dog af § 16, at:

”Under tiden den 1 mars–20 augusti skall hundar hållas under sådan tillsyn att de hindras från att springa lösa i marker där det finns vilt. Under den övriga tiden av året skall hundar hållas under sådan tillsyn att de hindras från att driva eller förfölja vilt, när de inte används vid jakt.

Regeringen eller den myndighet som regeringen bestämmer får meddela föreskrifter som avviker från första stycket. Om det behövs till skydd för viltet får sådana föreskrifter innebära att en hund skall hållas kopplad.”

4.2. Norge

I 2003 indførtes der i Norge en første egentlig hundelov. Baggrunden herfor var bl.a. enkelte tilfælde, hvor børn var blevet dræbt eller alvorligt såret efter hundeoverfald.

Reglerne om farlige hunde findes i hundelovens § 19, hvoraf følgende fremgår:

”Kongen kan gi forskrift om forbud mot å holde, avle eller innføre farlige hunder, eller å innføre sæd eller embryo fra farlige hunder. Forskriften kan sette krav til dokumentasjon av hundens rase eller type.

Med farlige hunder menes hunder eller hundetyper som spesielt aggressive, kampvillige og utholdende, og som på grunn av disse egenskapene er farlige for mennesker og dyr. Første ledd gjelder også for hundetyper som lett kan forveksles med farlige hunder.

Det er forbudt å holde eller innføre hunder som

  1. er gitt trening i eller for å angripe eller forsvare hundeholderen mot mennesker,
  2. er gitt trening i eller for å angripe andre hunder, eller
  3. enkelthunder som fremstår som spesielt aggressive, kampvillige eller med andre sterkt uønskede egenskaper eller fremtreden, slik at de kan være farlige for mennesker eller dyr.

Er der tvil om en hund går inn under tredje ledd bokstav c, kan politiet ta hunden i forvaring og kreve at hundeholderen bekoster og medvirker ved en kyndig undersøkelse av hundens atferd for å avklare om den er vel avbalansert eller har en lav terskel for aggresjon eller andre farlige egenskaper mv. Politiet fastsetter hvem som skal undersøke hunden. Dersom ikke hundeholderen følger opp innen en rimelig frist satt av politiet, regnes hunden for å gå inn under tredje ledd bokstav c.

Hunder som bliver avlet, innført eller holdt i strid med regler i eller i medhold av denne paragraf, kan avlives eller pålegges utført av riket ved vedtak av politiet.”

Hundelovens § 20 indeholder en række undtagelser til § 19. Følgende fremgår:

”En hund omfattes ikke av § 19 tredje ledd bokstav a eller b hvis den er trent av politiet eller i særlige tilfelle av andre med politiets tillatelse, eller er innført i riket med politiets tillatelse.

En hund omfattes ikke av § 19 tredje ledd bokstav a hvis den er lovlig trent av en hundeorganisasjon før lovens ikrafttreden, eller etter lovens ikraftreden av en hundeorganisasjon uten politiets tillatelse. Bliver vilkårene overtrådt eller hunden angriper et menneske, skal den avlives etter vedtak av politiet, hvis ikke nødværge eller nødrett berettiget angrepet.”

Forskrift om hunder er udstedt i 2004 bl.a. med hjemmel i hundelovens § 19. Følgende fremgår af § 1:

”Det er forbudt å holde, avle eller innføre farlige hunder, eller å inndføre sæd eller embryo fra farlige hunder.

Hunder av følgende typer, og blandinger der en eller flere av disse er med, anses som farlige hunder, uansett blandingsforhold:

  1. Pitbullterrier,
  2. amerikansk staffordshire terrier,
  3. fila brasileiro,
  4. toso inu,
  5. dogo argentino.

Som farlige hunder anses også hunder og hundetyper som er en blanding av hund og ulv, uansett blandingsforhold. For hunderaser med opprinnelig blanding av ulv som er registrert i Norge av Norsk Kennel Klub 1. januar 1993, gjelder første punktum bare for tsjekkoslovakisk ulvehund. Hvis ulv er iblandet rasen etter den internasjonale raseetableringen, gjelder første punktum for hunder som kan være etterkommere etter denne ulven.”

For så vidt angår identifikation af forbudte hunderacer fremgår det af forskriftens § 2 at:

”Dersom det er tvil om et dyr er en farlig hund etter § 1 kan politiet og tollmyndigheter kreve at hundeholderen dokumenterer dens rase eller type.

Som mindstedokumentasjon etter at en hund er blitt fire måneder gammel, kreves at hunden er identitetsmerket med microchip og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis påført dna-kodning med en tilknyttet stamtavle.

Når der foreligger særskilte omstendigheter kan politiet, i enkelttilfeller, bestemme at annen tilfredsstillende dokumentasjon kan tre i stedet for kravet etter andre ledd.

Dersom ikke fremlagt bevis fjerner tvilen på stedet, regnes hunden som en farlig hund. Ved slik tvil som nevnt kan politiet eller tollmyndigheter ta hånd om hunden straks, jf. hundelovens § 24. Hundeholderen skal på begjæring gis en rimelig frist til å supplere dokumentasjonen mens hunden tas hånd om etter andet punktum.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår følgende:

”Kamphundloven § 2 tredje ledd - som ble vedtatt ved en endringslov i 1995 – bestemmer at dersom det er tvil om en hund er av en forbudt rase eller type, kan politi og tollmyndigheter »kreve at hundeeieren eller annen som har ansvar for hunden dokumenterer hundens rase eller type«. Av forskrift 15. januar 2001 nr. 28 (gitt med hjemmel i kamphundloven § 7) § 3 annet ledd fremgår at »hundens identitet« kan kreves dokumentert »ved stamtavle eller registreringsbevis og identitetsmerke«. Hvis ikke slik dokumentasjon blir fremlagt, anses hunden som ulovlig. Forskriften sier derimot ikke at slik fremlagt dokumentasjon uten videre innebærer at hunden anses lovlig. Justisdepartementet antar at politiet etter omstendighetene kan kreve ytterligere dokumentasjon.

Registreringsbevis og identitetsmerke har nemlig ingen reell bevisverdi for hundens rase eller type, hvis ikke identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis som enten inneholder stamtavle eller en entydig referanse til en bestemt stamtavle for den aktuelle hunden. En slik referanse er i tilfelle et nummer som refererer til denne hundens stamtavle hos Norsk Kennel Klub eller tilsvarende troverdig organisasjon, f.eks. en tilsvarende utenlandsk klubb.

Departementet mener at loven bør kreve at den som holder en hund som kan forveksles med en »farlig hund«, må dokumentere at hunden ikke hører til denne kategorien og derfor er lovlig. Departementet foreslår derfor å videreføre den gjeldende ordning om dokumentasjonsplikt, jf. utk. § 19 tredje ledd.

Dokumentasjonsplikten bør inntre der det er tvil om et dyr er en farlig hund. Dette vil først og fremst forekomme der hunden har ytre kjennetegn som gjør den sammenliknbar med et forbudt dyr. Imidlertid kan ulovlige hunder ved krysning med andre hundetyper gis ytre kjennetegn som avviker klart fra opphavet. Også slike krysninger vil rammes av forbudet mot bestemte hundetyper og blandinger med disse, slik at det kan oppstå dokumentasjonsbehov også for hunder som har et avvikende utseende. Dersom nye hunder med ukjent opphav og »nytt« utseende dukker opp f.eks. i geografiske områder der kamphundproblematikk er kjent fra før, vil politiet etter lovforslaget kunne avkreve dokumentasjon for hundetypen også for slike hunder. Dokumentasjonskravet etter lovforslaget her kan altså ramme hunder som etter politiets skjønn på stedet har en fysikk, fremtoning eller egenskaper som kan indikere kamphundopphav eller ulveopphav, selv om hunden ikke direkte likner på kjente kamphundtyper eller på ulv.

Departementet foreslår videre at dokumentasjonskravet bygger på politiets praksis i Oslo med å kreve at hunden er identitetsmerket og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis med en tilknyttet stamtavle. Et rent identitetsmerke har ikke overbevisende bevisverdi relatert til hvilken type hunden er. Dokumentasjonskravet som foreslås er et minstekrav. Hvis papirene som fremlegges ut fra en konkret vurdering ikke fremstår som overbevisende dokumentasjon for rase eller type, vil hunden trass papirene bli ansett som en forbudt hund. Et eksempel kan være at en tilknyttet stamtavle kommer fra et privat firma eller en privatperson. I praksis er det Norsk Kennel Klub og tilsvarende utenlandske organisasjoner som kan utstede troverdig dokumentasjon. Hvis det foreligger konkret grunn til mistanke om at papirene ikke viser de rette faktiske forhold, kan politiet kreve ytterligere dokumentasjon fremlagt av hundeholderen, f.eks. i form av gentester av hunden og hunder i stamtavlen som dokumenterer avstamningsforholdet. Dersom hunden er en blandingshund som ikke er stamtavleført, må hundeholderen for å dokumentere dens rase eller type i alle linjer knytte den til hunder som er oppført i en stamtavle. Ytterligere dokumentasjon kan i slike tilfeller være gentestede blodprøver fra hunden og dens opphav som knytter den sikkert til slike stamtavler.

Hundeholderen bør ha dokumentasjon klar ved innførsel og ellers gis en rimelig frist for å fremlegge dokumentasjon, dersom ikke hunden skal anses som en farlig hund. Mens man venter på dokumentasjon, bør hunden kunne tas i forvaring. Hvis ikke slike hunder straks tas i forvaring, er det i praksis en nærliggende fare for at de ikke lar seg gjenfinne.

Flere av høringsinstansene har vært opptatt av dokumentasjonskravet som er foreslått i forskriften. Enkelte har fremhevet at dokumentasjonskravet gjør det svært vanskelig for eiere av blandingshunder, som ofte ikke har noen mulighet til å fremlegge slik dokumentasjon som kreves.

NOAH-for dyrs rettigheter uttaler blant annet:

”Velger departementet på slik måte å pålegge eieren en urimelig bevisbyrde, mener NOAH videre at departementet forskjellsbehandler eiere av rasehunder og eiere av blandingshunder. Det er en kjent sak at det som hovedregel er umulig å oppdrive den dokumentasjon departementet krever, for blandingshunder.”

Norges hundekjørerforbund uttaler blant annet:

”NHF ser også problemer med forskriften i forhold til ikke-registrerte hunder/blandingshunder, da det hele tiden snakkes om raser. Som vi har pekt på over, så er ikke alle ikke-registrerte hunder en krysning av opprinnelige raser som kan defineres. Særlig er NHF noe bekymret for dokumentasjonskravet i utkast til forskrift i forhold til når det er tvil om det er en lovlig hund. Vi frykter at forskriften skal få utilsiktede konsekvenser for ikke-registrerte hunder, og ber departementet være særlig oppmerksom på denne muligheten.”

Den norske veterinærforening uttaler:

”Ut over disse synspunktene vil Den norske veterinærforening under alle omstendigheter presisere at et påbud om merking og registrering av alle hunder i Norge bør være en forutsetning for effektivt å kunne håndheve lovgivningen på området. Dette prinsipp er allerede gjennomført i våre naboland Sverige og Danmark, og vil også i vårt land være et nødvendig virkemiddel til å overvåke utviklingen av hundeholdet. Ikke minst vil dette gjelde for blandingshunder. Dette vil være en vesentlig forutsetning for at hunder vernes mot vilkårlig behandling, og i verste fall frarøvelse av liv, i situasjoner hvor dette kunne ha vært unngått forutsatt at relevante opplysninger fantes i et sentralt register.

Politidirektoratet viser i sin uttalelse til at dagens krav til dokumentasjon ved stamtavle eller registreringsbevis og identitetsmerke, har vist seg ikke å være tilstrekkelig. Direktoratet mener at dette avhjelpes noe ved at det i forslaget til forskrift settes krav til minstedokumentasjon ved at hunden skal være identitetsmerket og at identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis med en tilknyttet stamtavle. Politidirektoratet mener at heller ikke dette er tilstrekkelig i forhold til de som går inn for å misbruke dokumentasjon for konkrete tilfeller. Politidirektoratet foreslår at det som minstedokumentasjon ”etter at en hund er blitt fire måneder gammel, kreves at hunden er identitetsmerket med micriochip og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis påført dna-koding med en tilknyttet stamtavle.”

Norsk terrier klub uttaler blant annet:

”Vi merker oss spesielt at man kan kreve omfattende dokumentasjon dersom en hund har en fysikk, fremtoning og egenskaper som kan indikere kamphundopphav eller ulveopphav, selv om hunden ikke ligner på noen av delene. Vi må her på det sterkeste advare mot den svært uheldige situasjonen departementet setter alle blandingshunder og deres eiere i. Det er heller ikke en liten gruppe hunder vi her snakker om , da det dreier seg om ca. 200.000 uregistrerte hunder. Dette vil altså med andre ord kunne ramme 50 % av hundepopulasjonen, som ikke har noen som helst mulighet til å oppfylle forskriftens krav om å kunne trekke linjer tilbake til hunder registrert i godkjent register, eller hvor opphavet er kjent. Når det gjelder dokumentasjonskravet for disse hundene og hunder født før denne lov trer i kraft, må det utarbeides retningslinjer.”

Oslo hundeskole har i sin uttalelse uttrykt tilsvarende betenkeligheter som Norsk terrier klub og Norsk Kennel Klub mener at det er absolutt nødvendig å gi regler om begrensinger for utøvelse av politiets frie skjønn, eventuelt at det åpnes for unntaksbestemmelser.

Foreningen for hundeomplassering mener at dokumentasjonskravet er strengt og ikke tilpasset virkeligheten for blandingshundene. Det vises til at mange eiere av ganske alminnelige familieblandingshunder allerede har erfart dette. Foreningen har fått henvendelser fra fortvilte hundeeiere om at politiet har beslaglagt og avlivet boxer-, labrador-, rottweiler- og pointerblandinger, og som ikke har gjort noe annet galt enn at de har hatt et utseende som kan forveksles med såkalte farlige raser/blandinger.

Justisdepartementet slutter seg til forslaget fra Politidirektoratet og foreslår at dokumentasjonskravet endres i tråd med dette. Dette innebærer at det som minstedokumentasjonen etter at en hund er blitt 4 måneder gammel, kreves at hunden er identitetsmerket med microchip og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis påført dna-koding med en tilknyttet stamtavle. En slik endring vil imidlertid gjøre at enkelte hundeeiere den første tiden etter forskriftens iverksettelse kan få problemer med dokumentasjonskravet. For disse spesifikke kravene gis en egen overgangsregel i forskriften § 6 nytt tredje punktum.

Justisdepartementet har også merket seg at flere av høringsinstansene er opptatt av hvordan dokumentasjonskravet vil virke overfor blandingshunder hvor det ikke vil være mulig å knytte et identitetsmerke til et registreringsbevis med en tilknyttet stamtavle. Departementet viser til bestemmelsen i hundeloven § 1 om at det sivile samfunn har ansvaret for, innenfor lovgivningens ramme, å utøve og legge til rette for et positivt og samfunnsgagnlig hundehold, til glede for den enkelte hundeholder. Lovens formål er å bidra til å fremme et hundehold som ivaretar hensynet til sikkerhet, trygghet og alminnelig ro og orden. Sett i lys av dette er det viktig for departementet å understreke at politiet skal håndheve bestemmelsene om hundehold på en smidig måte. Hensikten med dokumentasjonskravet i utkastet § 2 er ikke at politiet skal drive en nådeløs forfølgelse av hundeeiere, enten det er snakk om rene raser eller blandingshunder. Det fremgår derfor av bestemmelsen at dersom politiet er i ”tvil om et dyr er en farlig hund” kan det kreves nærmere dokumentasjon for hundens rase eller type. Departementet ser likevel at det kan være behov for en unntaksbestemmelse som åpner for at politiet, i det enkelte tilfelle, kan godta annen dokumentasjon i stedet for minstedokumentasjonen i andre ledd. En slik unntaksbestemmelse er tatt inn i forskriften § 2 tredje ledd. Departementet presiserer at unntaksbestemmelsen er ment å være en sikkerhetsventil, og åpner ikke for et generelt unntak fra minstedokumentasjonskravet i § 2 andre ledd for blandingshunder. Det er også grunn til å nevne at blandingshundproblematikken ikke er ny, idet også den gamle kamphundforskriften gjelder for blandingshunder. Dokumentasjonskravet stilles bare der politiet etter et konkret skjønn har mistanke om at en hund er en blanding med en forbudt hundetype.”

Norsk Kennel Klub har for så vidt angår dokumentationskravet oplyst, at alle hvalpe af racen staffordshire bull terrier og begge forældredyr får udtaget en blodprøve i forbindelse med chip-mærkning inden registrering i Norsk Kennel Klub, idet en hund af racen staffordshire bull terrier kan forveksles med én af de forbudte hunderacer. Registreringen sker, inden hvalpene sælges.

Blodprøven udtages af en dyrlæge, der indsender denne til et centralt lager, som Norsk Kennel Klub ejer og er ansvarlig for. Norsk Kennel Klub betaler alle driftsomkostningerne i forbindelse hermed. Hvis der senere opstår tvivl om, hvorvidt en hund er af en bestemt race, foretages en dna-analyse på baggrund af blodprøven, som sammenholdes med oplysningerne på hundens stamtavle om hundens forældre.

Det er opdrætteren, der afholder udgiften til udtagning af blodprøve, ligesom det er opdrætteren, der betaler for dna-analysen, hvis det bliver relevant. Der er ifølge Norsk Kennel Klub sjældent tvister om betalingsspørgsmålet.

Det er ikke lovpligtigt i Norge at mærke og registrere sin hund, men Norsk Kennel Klub stiller krav herom, hvis hunden skal deltage i prøver mv. i klubbens regi.

Norsk Kennel Klub har endvidere oplyst, at det i praksis kan være vanskeligt for ejere af hunde, som ikke har fået udtaget blodprøve eller er registreret i Norsk Kennel Klub, at bevise, at hunden ikke er en af de forbudte racer. Det er derfor mest sikkert – hvis man ønsker en hund, der kan ligne en af de forbudte hunderacer – at købe den af én af Norsk Kennel Klubs opdrættere, da man herefter er sikker på at kunne føre det fornødne bevis for, at hunden ikke er en forbudt hunderace.

Norsk Kennel Klub stiller endvidere krav om, at importerede hunde af racen staffordshire bull terrier afleverer en blodprøve, inden hunden registreres i Norsk Kennel Klubs register. Dette skal sikre, at man i tvivlstilfælde kan sammenligne den blodprøve, der er afgivet, da hunden blev importeret, med en ny blodprøve. På denne måde forhindres det, at en lovlig stamtavle overføres på en ulovlig hund.

Endelig fremgår det af forskriftens § 3, at:

”Hunder som omfattes av § 1 annet ledd og tsjekkoslovakisk ulvehund kan beholdes dersom de var lovlig avlet, innført eller holdt før forskriften her ble vedtatt. Hund som kan beholdes kan også tilbakeføres til landet etter utenlandsreiser.

Det gjelder følgende vilkår for å kunne beholde disse hundene:

  1. hundene kan ikke brukes i avl, selges eller omplasseres,
  2. hundene skal bære identitetsmerke som knytter hunden til et registreringsbevis som opplyser om eierens navn og adresse og viser at hunden er avlet, innført eller holdt før forskriften her ble vedtatt.

Bliver ett av vilkårene overtrådt eller en slik hund angriper mennesker, gjelder ikke lenger § 3 for denne hund.”

Om erfaringerne med forbuddet mod bestemte hunderacer har Det Kongelige Justits- og Politidepartement i Norge oplyst følgende:

”Vi må først understreke at vi i Norge ikke har et godt erfaringsgrundlag for å besvare spørsmålet. Det har ikke vært gjort noen offentlige undersøkelser, eller holdt offentlig statistikk knyttet til etterlevelse og håndhevelse av forbudet. Vår besvarelse må derfor delvis baseres på antakelser.

Som nevnt besitter vi ingen statistikk over antall saker som politiet behandler, men vi har merket oss at det ikke er mange. Dette trenger nødvendigvis ikke bety at forbudet etterleves i høy grad, da det må antas at det er et visst mørketall av farlige hunder i Norge. I de tilfellene hvor politiet bliver gjort oppmerksomme på farlige hunder, er dette ofte i forbindelse med andre lovbrudd eller fordi en hund har oppført seg aggressivt. Det er således ikke slik at politiet i stor grad gjør undersøkelser knyttet til farlige hunder uten noen spesiell foranledning.

Vi vil fremheve at forbudet mot farlige hunder var omstridt allerede da det ble innført. I den grad reaksjonene rettet seg mot en spesiell hunde rase, gjaldt det spesielt forbudet mot amerikanske staffordshire terrier (amstaff). I tillegg mottar Justitsdepartementet også i dag regelmessig spørgsmål knyttet til forbudet mot amstaff. Det er imidlertid vanskelig å ha noen formening om hvor representativt for befolkningen disse henvendelser er.

Det skal fremheves at en særlig positiv side ved regelverket, er at det er konsekvent og lett å håndtere for politiet, særlig grunnet det strenge dokumentasjonskravet.

Afslutningsvis vil vi vise til en pågående sak for domstolen i Norge som har vakt et stort engasjement i befolkningen, og som har fått god medieoppmerksomhet. Problemstillingen har sammenheng med at hundelovens § 19 om farlige hunder oppstiller krav om enten avlivning eller utførsel, uten at det presiseres i lov eller forarbejder når de forskjellige alternativene skal brukes. I den aktuelle saken var det en svensk familie som flyttet til Norge, sammen med familiens amstaff. Spørsmålet for domstolen har vært hvorvidt hunden skal avlives eller føres ut av landet.”

Herudover følger det generelt om hunde i hundelovens § 14, 1. led, at:

”Hundeholderen skal sørge for å holde eller kalle hunden tilbake og gjøre det han kan for å avverge urettmessig jager eller angriper mennesker eller dyr, dersom inngrepet ikke går lenger enn nødvendig for å avverge skade, og dessuten ikke går utover det forsvarlige i betraktning av angrepets farlighet og den angrepnes interesse.”

Det fremgår endvidere af § 17, at:

”Politiet kan i samsvar med reglerne i politiloven § 6 gripe inn overfor hunder og hundeholdere for å vareta enkeltpersoners eller allmennhetens sikkerhet eller trygghet, eller for å verne andre dyr.

Politiet kan for øvrig i slike tilfeller blant annet pålegge båndtvang eller tidsbegrenset bruk av munnkruv, gi detaljerte pålegg om inngjerding av eiendom der hund oppholder seg, pålegge å redusere antall hunder, forby hunders tilstedeværelse i bestemte områder, gi andre pålegg eller forbud som gjelder hundeholdet eller sikring av hunder, ta seg inn på privat eiendom eller område, og om nødvendig ta hånd om hunder. Politiets vedtak har virkning straks, om ikke annet bliver fastsatt.

Unnlater hundeholderen å etterkomme pålegg eller forbud, kan politiet for hundeholderens regning sørge for at det nødvendige bliver gjort for å vareta de hensyn som er nevnt i første ledd.

Dersom en hund har drept eller påført et menneske vesentlig skade eller angrepet et barn, kan hunden og andre hunder i hundeholderens varetekt eller eie avlives av politiet der de finnes, dersom hensynet til noens sikkerhet eller allmennhetens trygghet klart tilsier en umiddelbar avliving.

Reglerne om grungiving og klage i forvaltningsloven kapittel V og VI gjelder for politiets vedtak etter § 17 annet led, dog slik at det ikke er klagemulighet på umiddelbar avliving.”

4.3. Finland

I Finland findes reglerne om hunde primært i ordensloven og jagtloven samt i lovgivningen om dyrevelfærd. Finsk ret indeholder ikke noget forbud mod bestemte hunderacer, men der er krav om, at alle hunde skal føres i snor i tætbebyggede områder. Ejeren af en hund skal således sørge for, at hunden ikke færdes på motionsstier uden snor, eller områder, der er forbeholdt børn. Hunde må heller ikke færdes uden snor på almene badestrande, præparerede skispor eller idrætsarealer, med mindre dette er særskilt tilladt. Hunde, som er i statens varetægt, og hunde, som anvendes af vægtere til udførelse af overvågningsopgaver, redningshunde og ledsagerhunde til syns- og bevægelseshæmmede, er undtaget for at skulle føres i snor. Herudover skal hunde uden for egen ejendom føres i snor i perioden fra 1. marts til 19. august.

4.4. Storbritannien

I Storbritannien findes reglerne om farlige hunde i The Dangerous Dogs Act fra 1991, som ændret ved The Dangerous Dogs (Amendment) Act fra 1997, og i bekendtgørelserne The Dangerous Dogs (Designated Types) Order fra 1991 og The Dangerous Dogs Compensation and Exemption Schemes Order fra 1991.

The Dangerous Dogs Act indeholder et forbud mod besiddelse, avl, salg, bytte, reklamering og udstilling med henblik på salg mv. af specifikke typer af farlige hunde.

Det britiske forbud omfatter pitbull terrier, japansk tosa, dogo argentino og fila braziliero. Herudover er enhver anden hund, som er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer ulovlig. Det er ejeren, der har bevisbyrden for, at hunden ikke er én af de forbudte hundetyper.

Vurderingen af, om en hund er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige egenskaber som én af de forbudte hundetyper, foretages af en domstol.

Personer, som var ejer af en hund af den nævnte type på tidspunktet for ikrafttræden af The Dangerous Dogs Act i 1991, havde mulighed for i en tidsbegrænset periode at søge om dispensation fra forbuddet. Som betingelse for at kunne få meddelt dispensation fra forbuddet skulle oplysninger om hunden registreres i et register (The Index of Exempted Dogs), og hunden skulle være steriliseret, tatoveret og chip-mærket. Hunden skulle endvidere føres i snor og være forsynet med mundkurv på offentlige steder, og ejeren skulle sørge for, at hunden var forsikret mod skade på tredjemand.

Besiddelse, avl, salg, bytte, reklamering og udstilling med henblik på salg mv. af de nævnte hundetyper straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Overtrædelse af forbuddet kan endvidere medføre krav om aflivning af hunden og eventuelt frakendelse af retten til at besidde hunde.

Ved ændringen af The Dangerous Dogs Act i 1997 blev der indført en mulighed for, at domstolene kan undlade at træffe afgørelse om aflivning af en hund, hvis domstolen vurderer, at hunden ikke udgør en fare for den offentlige sikkerhed. For hunde født før den 30. november 1991 er det desuden en betingelse, at der er en god begrundelse for, at hunden ikke allerede er registreret i The Index of Exempted Dogs. Hvis en domstol bestemmer, at en hund ikke skal aflives, skal de ovennævnte betingelser om registrering, sterilisering, tatovering, chip-mærkning, snor, mundkurv og forsikring opfyldes.

Det britiske Department for Environment, Food and Rural Affairs (DEFRA) har oplyst, at erfaringerne med The Dangerous Dogs Act generelt har været gode. De britiske myndigheder har dog kendskab til, at reglerne ikke altid bliver håndhævet så effektivt, som loven giver mulighed for. DEFRA fremhæver i den forbindelse, at det er DEFRA’s erfaring, at det er vigtigt, at der i politiet er personale som har praktisk erfaring med brug af loven, hvorfor der er bevilliget penge til uddannelse af flere politifolk i The Dangerous Dogs Law.

Det er DEFRA’s opfattelse, at det britiske forbud mod bestemte hundetyper har været en succes, og at en ophævelse af forbuddet vil medføre en øget risiko for en forøgelse af antallet af skader fra hunde. DEFRA har endvidere oplyst, at det er det britiske politis opfattelse, at en ophævelse af forbuddet vil medføre flere hundeangreb. DEFRA har endvidere fremhævet, at flere britiske dyreværnsorganisationer har givet udtryk for, at det britiske forbud mod japansk tosa, dogo argentino og fila braziliero har været medvirkende årsag til, at disse hunde ikke blevet etableret i Storbritannien.

For så vidt angår de britiske myndigheders erfaringer i forhold til identifikation af de forbudte hundetyper har DEFRA fremhævet, at forbuddet i The Dangerous Dogs Act både finder anvendelse på hunde af de nævnte racer, men også for så vidt angår hunde, som er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer. Hvis en hund har de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer, er det DEFRA’s opfattelse, at de britiske domstole vil være tilbøjelige til at fastslå, at hunden er ulovlig, uanset hundens race eller om hunden er en blanding af flere racer. DEFRA er ikke i besiddelse af statistisk materiale, som kan belyse dette yderligere, men DEFRA er bekendt med, at hundeejere har kunnet løfte bevisbyrden for, at hunden ikke var en ulovlig type. Hundeejere har mulighed for at indkalde sagkyndige vidner, fremlægge stamtavler mv. som dokumentation for, at hunden ikke er en ulovlig type, men den endelig afgørelse herom henhører under domstolene.

I marts 2009 udgav DEFRA en vejledning til de håndhævende myndigheder i Storbritannien om håndhævelse af forbuddet mod farlige hunde (”Dangerous Dogs Law – Guidance for Enforcers”). Det fremgår bl.a. af vejledningen, at identifikationen af de forbudte hunderacer har givet anledning til vanskeligheder i praksis, og at det derfor er vigtigt, at bl.a. politiet har den fornødne erfaring med at kunne identificere forbudte hundetyper.

Kendetegn til identifikation af hunde af ”pitbull terrier-typerne” fremgår af vejledningens bilag 2. Det fremgår bl.a. heraf, at lovgivningen ikke stiller krav om, at alle de nævnte egenskaber passer på den enkelte pitbull terrier, men at en betydelig (overvejende) del af egenskaberne skal være til stede, før en hund kan anses for at være en pitbull terrier type. Af bilaget fremgår følgende:

4.5. Tyskland

Efter et overfald i Hamborg i 2000, hvor to american staffordshire terriere bed et barn ihjel, startede en debat om den gældende tyske hundelovgivning. Indtil år 2000 var tysk lovgivning vedrørende farlige hunde ikke racespecifik, men indeholdte mulighed for, at myndighederne kunne gribe ind over for individuelt farlige hunde enten ved mundkurvs- eller snortvang, eller ved at kræve, at hunden blev holdt indespærret eller aflivet. Efter år 2000 er der i 13 af 16 forbundslande blevet vedtaget love rettet mod specifikke racer, der kan betragtes som farlige.

Lovgivningen vedrørende hunde er i Tyskland reguleret på forbundsniveau. Herudover har de enkelte delstater hver sin lovgivning om hunde, herunder om farlige hunde. På kommunalt plan fastlægges regler for, hvor hunde skal føres i snor, snorens længde og hvor hunde må løbe frit mv.

Lovgivningen på forbundsniveau indeholder hovedsageligt dyrebeskyttelsesforanstaltninger. Endvidere definerer forbundslovgivningen farlige og aggressive hunde, der udviser angrebs- og kampadfærd. Følgende hunderacer er i forbundslovgivningen opført som farlige: Pitbull terriere, american staffordshire terriere, staffordshire bullterrier, bullterrier samt hunde, der i delstatslovgivningen er opført som farlige. Disse hunde må ikke indføres i Tyskland.

Kompetencen til i øvrigt at lovgive om hunde i Tyskland er tillagt de 16 delstater hvilket betyder, at kategoriseringen af farlige hunde er meget forskellig fra delstat til delstat. Delstatslovgivningen indeholder typisk et krav om tilladelse til hold af hunde, der er defineret som farlig. Tilladelsen meddeles kun til myndige og pålidelige personer, der er personligt egnede og som besidder tilstrækkelig faglige viden til at holde den pågældende hund. Ejeren skal være i stand til at holde og føre den farlige hund i snor. I nogle delstater kræves der som forudsætning for tilladelsen en særlig personlig interesse i at holde en farlig hund, f.eks. til bevogtningsformål. Nogle delstater påbyder sterilisation eller kastration. Herudover skal hunden være identificeret og være ansvarsforsikret.

Delstatslovgivningerne afgrænser typisk pålidelighed og egnethed negativt ved at opregne forhold, der gør personer upålidelige og uegnede til at holde en farlig hund. Faglig viden skal dokumenteres ved en prøve. Delstatslovgivningerne fastlægger normalt udvidet snorpligt for farlige hunde, pligt til mundkurv i særligt fastlagte fritløbsområder, hvor der heller ikke for farlige hunde er snorpligt. Endvidere har hundeejeren pligt til at indhegne sin ejendom, således at hunden ikke på egen hånd kan forlade ejendommen.

Delstatslovgivningerne definerer typisk farlige hunde som værende hunde med øget aggressivitet, hunde der har været bidske over for mennesker og dyr, herunder vildt, og hunde, som er angrebslystne eller bidske udover det naturlige. De fleste delstater har endvidere fastlagt racespecifikke kriterier som avl, afstamning, uddannelse og afretning som grundlag for definitionen af en farlig hund.

Tre delstater – Niedersachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen – opererer alene med de generelle kriterier for afgrænsning af farlige hunde. Otte delstater – Berlin, Bremen, Hessen, Mecklenburg-Vorpommern, Rheinland-Pfalz, Saarland, Sachsen og Schleswig-Holstein – har i tillæg til de generelle kriterier en liste over hunderacer, der anses for farlige. Racelisten omfatter de 4 racer, der er nævnt i forbundslovgivningen. Nogle delstater begrænser sig hertil. Andre delstater har forlænget listen med op til i alt 12 racer. Fem delstater – Baden-Württemberg, Bayern, Brandenburg, Hamburg og Nordrhein-Westfalen – har i tillæg til de generelle kriterier to racelister, hvor den første omfatter hunde, der anses som farlige og den anden omfatter hunde, der kan være farlige. Hunde omfattet af den anden liste kan slippe for de særlige krav for farlige hunde (dvs. snor og mundkurv mv.), hvis de kan bestå en adfærdstest, der skal godtgøre, at hunden ikke er aggressiv over for hverken mennesker eller hunde.

4.6. Nederlandene

På baggrund af flere tilfælde af overfald i starten af 1990’erne, hvor børn blev bidt ihjel af hunde af racen pitbull terriere, indførtes der i Nederlandene regler for aggressive dyr. Formålet med disse regler var at reducere antallet af pitbull terriere i landet.

Reglerne om aggressive dyr indeholdt bl.a. registreringspligt for pitbull samt pligt til at iføre pitbull terriere mundkurv. Herudover blev der indført et forbud mod avl og besiddelse af pitbull terriere, der ikke var registreret i 1994, hvilket på sigt ville medføre en udryddelse af racen.

I sommeren 2008 blev reglerne revideret, da de ikke i praksis havde haft den ønskede effekt. Det blev besluttet at ophæve reglerne for aggressive dyr pr. 1. januar 2009, da ordningen ikke havde ført til færre bidskader. Regelsættet havde endvidere været udsat for en del kritik fra bl.a. ejere af pitbull terriere, som ikke havde været involverede i overfald, men også på grund af regelsættes entydige fokusering på hunde af racen pitbull terriere.

Som erstatning for reglerne for aggressive dyr blev det overvejet at indføre en ny ordning, som ville gøre det muligt at beslaglægge hunde, der har udvist unormal aggressiv adfærd. Beslagslagte hunde skulle gennemgå en test foretaget af en adfærdskyndig. Hvis testen viser, at den unormale aggressive adfærd er en del af hundens karakter, vil hunden blive aflivet. Ordningen ville endvidere give kommunerne mulighed for lokalt at stille krav om snor og mundkurv.

Den foreslåede ordning blev drøftet i løbet af efteråret 2008, hvor det blev besluttet ikke at erstatte reglerne for aggressive dyr med en ny ordning. Baggrunden herfor var bl.a., at hundes adfærd fortrinsvist bestemmes af hundens ejer. Det blev derfor anset for tilstrækkeligt, at der i de kommunale vedtægter er mulighed for at gribe ind over for hundeejere, der ophidser sin hund og/eller holder hunden i utilstrækkelig kort snor. Ansvaret for retlig indgriben over for aggressive hunde og hundenes ejere er fortrinsvist placeret hos kommunerne. Kommunale vedtægter indeholder mulighed for at beslaglægge en hund, der har været involveret i bidoverfald. I alvorligere tilfælde kan de strafferetlige regler finde anvendelse.

4.7. Frankrig

I sommeren 2008 blev reglerne om forebyggelse og beskyttelse af personer mod farlige hunde skærpet i Frankrig. Stramningen havde til formål at ansvarliggøre ejerne eller besidderen af såkaldte farlige hunde, dvs. hunde af racerne staffordshire terrier, american staffordshire terrier, mastiff, tosa og rottweilere.

Ved besiddelse af disse racer stilles der krav om et kursus til opnåelse af et egnethedsbevis. Kurset har til formål at hunde udviser en passende adfærd ved ophold på offentlige og private områder. Såfremt ejeren eller besidderen ikke gennemfører kurset, kan borgmesteren anbringe dyret og eventuelt aflive det på grund af en ”formodning om umiddelbar alvorlig fare”.

Det fremgår af forordningen af 8. april 2009 om betingelser for afholdelse af kursus til opnåelse af egnethedsbevis mv., at kurset varer syv timer og gennemføres på én dag. Kurset afholdes med eller uden hund. Hvis kurset afholdes uden hund, skal kursuslederen råde over to hunde for at kunne gennemføre øvelserne i praksis.

Kurset indeholder bl.a. oplysning om hundeejernes ansvar og pligter og det faglige miljø og foreninger vedrørende hunde. På kurset gennemgås endvidere hundens karakteristika, de forskellige hundetypers oprindelse, de vigtigste karakteristika for adfærdsudvikling, kommunikation mellem hund og besidder, de grundlæggende mekanismer for indlæring hos hunde og nødvendigheden af at opdrage hunde for at opnå harmoni i forholdet mellem hunde og besidder, både når hunden færdes på private som offentlige områder. Kurset indeholder endvidere en gennemgang af de forskellige årsager til aggressiv adfærd (relationelle, udviklingsbetingede eller medicinske), forebyggelse af aggressiv adfærd, valg af hundehvalp, ønsket adfærd i tilfælde af aggression (styring af den aggressive hund).

Endelig indeholder kurset nogle praktiske øvelser i at føre hunde i snor, påsætning og aftagning af mundkurv, særlige teknikker ved møde med ukendte personer og andre hunde, situationer i bylivet, herunder siddende stilling ved overgange og rolig holdning på offentlige steder. Der er endvidere fastsat regler for udbydere af det nævnte kursus.

Det er endvidere et krav, at ejeren eller besidderen af de nævnte hunde får udstedt et ”bevis” på det lokale rådhus. Hundene skal endvidere regelmæssigt gennemgå en adfærdsvurdering.

Enhver hund – uanset race – der har bidt en person, skal deklareres på det lokale rådhus og gennemgå en adfærdsvurdering. Der kan endvidere lokalt træffes bestemmelse om, at hunde, der ikke tilhører én af de nævnte racer på grund af deres størrelse skal gennemgå en duelighedsprøve og en adfærdsvurdering.

Det følger af dekret nr. 2008-1158 af 10. november 2008 om vurdering af hundeadfærd mv., at adfærdsvurderingen foretages i forbindelse med et dyrlægebesøg. Vurderingens formål er at vurdere den mulige fare, som en hund kan frembyde. Den ansvarlige dyrlæge indplacerer hunden på ét af følgende fire niveauer for farlighed:

Niveau 1: Hunden frembyder ikke nogen særlig risiko ud over de for hunderacen iboende.

Niveau 2: Hunden frembyder lav farlighed for visse personer eller i visse situationer.

Niveau 3: Hunden frembyder kritisk farlighed for visse personer eller i visse situationer.

Niveau 4: Hunden frembyder høj farlighed for visse personer eller i visse situationer.

Afhængig af hundens indplacering foreslår dyrlægen forebyggende foranstaltninger med henblik på at formindske hundens farlighed. Dyrlægen anbefaler endvidere forskellige tiltag til at begrænse kontakten med forskellige personer og situationer, som kan medføre risici.

Dyrlægen kan anbefale, at der foretages en ny adfærdsvurdering og vil i den forbindelse angive, hvornår en sådan vurdering skal foretages.

Hvis hunden indplaceres på niveau 4, anbefaler dyrlægen, at hunden anbringes på et særligt opbevaringssted eller at hunden aflives. Et særligt opbevaringssted er et sted, hvor dyret, på ejerens eller besidderens ansvar, ikke kan forårsage ulykker.

Dyrlægen indberetter konklusionen på adfærdsvurderingen til borgmesteren i den kommune, hvor hundens ejer eller besidder er bosiddende samt til det nationale hunderegister.

Hvis det i adfærdsvurderingen konkluderes, at hunden indplaceres på niveau 2, skal der foretages en ny adfærdsvurdering efter senest tre år. Hvis det i adfærdsvurderingen konkluderes, at hunden indplaceres på niveau 3, skal der foretages en ny adfærdsvurdering efter senest to år. Hvis det i adfærdsvurderingen konkluderes, at hunden indplaceres på niveau 4, skal der foretages en ny adfærdsvurdering efter senest et år.

Ejere af hunde, der har provokeret en dødelig ulykke kan straffes med fængsel i op til 10 år og en bøde på op til 150.000 euro.

Når en hund sælges, skal overdrageren udfærdige en attest. Attesten udstedes af dyrlægen, idet der på den ene side tages udgangspunkt i de oplysninger, som overdrageren har givet dyrlægen, og på den anden side en undersøgelse af hunden.

Det er bl.a. oplysninger om overdragerens identitet og adresse, dato og resultat af den senest gennemførte adfærdsvurdering samt for racehundes vedkommende en godkendelse af det nationale forbund.

Dyrlægen foretager en diagnosticering af hundens helbredstilstand, herunder kontrolleres det, om der er overensstemmelse mellem hundens udseende og raceangivelsen i det dokument, som angiver den hundekategori, som hunden tilhører. Hvis dette dokument ikke fremlægges, noterer dyrlægen på attesten, at hunden ikke tilhører nogen race. Hvis dyrlægen ikke kan afgøre, om hunden tilhører den anførte kategori, kan pågældende bestemme, at der skal foretages en racebestemmelse, når hunden er mellem 8-12 måneder gammel. Hvis racebetegnelsen ikke stemmer overens med den i identifikationsdokumentet anførte, skal dyrlægen angive dette på attesten.

Det er endvidere et krav i Frankrig, at hunde føres i snor på offentlige områder.

4.8. Italien

I den seneste tid har der i Italien været fokus på lovgivningen vedrørende aggressive hunde. Dette skyldes flere alvorlige episoder, hvor særligt børn er blevet hårdt såret – og nogle dræbt – efter at være blevet overfaldet af enten vilde hunde eller af deres egen familiehund.

Den 1. april 2009 blev nye bestemmelser vedrørende den offentlige sikkerhed i forbindelse med aggressive hunde vedtaget. Med de nye regler fjernes fokus fra selve racen, og i stedet får den enkelte hundeejer flere forpligtelser, ligesom dyrlægens rolle fremhæves.

Der findes ikke forbudte hunderacer i Italien, men visse hunde defineres som værende ”krævende”. Det er ikke tilladt at krydse forskellige hunderacer med henblik på at ”udvikle” en mere aggressiv race.

Dyrlæger skal lokalt oprette og løbende ajourføre et register over hunde, som de finder potentielt ville kunne udgøre en risiko. Disse hunde skal altid føres i snor og have mundkurv på.

Alle hunde skal i det offentlige rum føres i snor, som er maksimalt 1,5 m lang. Dette gælder dog ikke for områder, der af kommunen er udlagt til fritløbsområde. Hundeejere skal endvidere altid medbringe en mundkurv, som skal påføres hunden i tilfælde af, at den måtte udgøre en fare for andre mennesker eller dyr. Mundkurven skal ligeledes påføres, hvis dette er blevet pålagt hundeejeren af de kompetente lokale myndigheder.

I samarbejde med de lokale sundhedskontorer og dyrlæger opretter de enkelte kommuner kurser for hundeejere, som er obligatoriske for ejere af såkaldte ”krævende hunde”. På baggrund af de regionale hunderegistre er det kommunen, der i samarbejde med veterinærkontorerne afgør, hvilke hundeejere der har pligt til at følge kurset. Deltagelse i kurset skal betales af hundeejeren, som til gengæld får udleveret en ”tilladelse”, som altid skal medbringes, når ejeren færdes med hunden i det offentlige rum. Dyrlægen skal informere hundeejere om udbydelse af kurser og skal samtidig underrette det lokale veterinærkontor om ”krævende hunde”, der har besøgt den pågældendes klinik.

For visse personer er det forbudt at eje en såkaldt ”krævende hund”. Det gælder bl.a. personer, der har begået flere lovovertrædelser, personer, der er blevet idømt mere end to års fængsel for forsætlig vold mod andre eller mod ejendom, unge under 18 år samt psykisk syge.

4.9. Spanien

Reglerne om farlige dyr findes i lov nr. 50 af 23. december 1999 om potentielt farlige dyr og kongeligt dekret nr. 287 af 22. marts 2002 om besiddelse af potentielt farlige dyr.

Det fremgår af loven, at potentielt farlige dyr er dyr – uanset om der er tale om vilde dyr eller husdyr – som har kapacitet til at dræbe eller skade mennesker eller dyr, og som kan forårsage skade på ting. Ligeledes betragtes store hunde, der efter deres race er aggressive, og hvis fysiske egenskaber gør dem i stand til at dræbe eller forårsage skade på mennesker, dyr eller ting, som potentielt farlige dyr. Ejere og avlere er forpligtet til at lade hundene registrere.

Straffen for overtrædelse af bestemmelserne i loven er bøde og i visse tilfælde konfiskation eller sterilisation af dyret. Endvidere kan retten til at beskæftige sig med potentielt farlige dyr blive frakendt.

Det kongelige dekret om besiddelse af potentielt farlige dyr fastsætter nærmere regler om, hvilke dyr, herunder hunde, der er potentielt farlige, ligesom det indeholder betingelserne for at få tilladelse til at holde et potentielt farligt dyr og krav til ejere af et potentielt farligt dyr.

Ifølge dekretet anses hunde for potentielt farlige, hvis de tilhører en af de racer, der er nævnt i dekretets bilag I, eller hvis der er tale om krydsninger af disse racer. Hunde, hvis fysiske egenskaber svarer til alle eller størstedelen af de egenskaber, der er nævnt i bilag II, anses også for potentielt farlige. Undtaget herfra er hunde, der anvendes som førerhunde, og hunde, der er opdrættet eller trænet i overensstemmelse med regional eller statslig lovgivning. Endelig anses hunde, der er tydeligt aggressive, eller som har udvist aggressiv adfærd over for mennesker eller dyr, for potentielt farlige.

Af dekretet følger endvidere betingelserne for at erhverve eller forny en tilladelse til at besidde et potentielt farligt dyr. Personen skal være myndig og ikke tidligere straffet for f.eks. drab, frihedsberøvelse eller narkotikahandel eller frakendt retten til at beskæftige sig med potentielt farlige dyr. Personen må endvidere ikke være straffet for grove overtrædelser af loven om potentielt farlige dyr. En tidligere frakendelse af retten til i en nærmere bestemt periode at beskæftige sig med potentielt farlige dyr vil normalt ikke være til hinder for erhvervelse eller fornyelse af en tilladelse, så længe frakendelsesperioden er udløbet på tidspunktet for ansøgningen. Endelig skal personen være i besiddelse af de nødvendige fysiske og psykiske egenskaber for at kunne eje et potentielt farligt dyr samt godtgøre, at vedkommende har tegnet en ansvarsforsikring med dækning på mindst 120.000 euro.

Personer, der ikke er i besiddelse af de nødvendige fysiske egenskaber, f.eks. ved syns- eller psykologiske handicaps, til at pleje og håndtere dyrene, vil ikke kunne være ejer af et potentielt farligt dyr.

Ejeren af et potentielt farligt dyr skal være i besiddelse af sin tilladelse samt bevis for dyrets registrering i kommunens register over potentielt farlige dyr, når ejeren befinder sig sammen med dyret på offentlige steder. Det er ejeren, der i tvivlstilfælde – f.eks. hvis ejeren ønsker politiets afgørelse om aflivning indbragt for domstolene – skal bevise, at dyret ikke er potentielt farligt. Potentielt farlige hunde skal være iført mundkurv og føres i snor, hvis længde ikke må overstige 2 m, når den befinder sig på offentlige steder. Der må kun føres én hund pr. person. Potentielt farlige dyr, der befinder sig på f.eks. landejendomme, sommerhuse, villaer, terrasser eller gårde, skal være bundet, medmindre området, hvor dyret opholder sig, beskytter mennesker og andre dyr, der kommer i nærheden af området. Personer, der beskæftiger sig med potentielt farlige dyr, f.eks. avlere, dyrehandlere og trænere, skal have passende rammer og anlæg. Hvis et potentielt farligt dyr forsvinder, skal det kommunale register underrettes herom inden for 48 timer.

Endelig skal alle potentielt farlige hunde mærkes med en mikrochip.

Følgende racer fremgår af dekretets bilag I, der som nævnt indeholder en liste over de hunderacer, som anses for at være potentielt farlige:

  1. Pitbull terrier
  2. Staffordshire bull terrier
  3. Amerikansk staffordshire terrier
  4. Rottweiler
  5. Dogo argentino
  6. Fila brasileiro
  7. Tosa inu
  8. Akita inu

Følgende er anført i dekretets bilag II, der som nævnt indeholder en liste over de fysiske egenskaber, der kan medføre, at en hund anses for at være potentielt farlig:

  1. Stærk, kraftfuld, robust, atletisk og smidig muskulatur samt fysisk styrke og resistens.
  2. Tydelig karakter og mod.
  3. Korthåret.
  4. Brystkasse mellem 60 og 80 cm, mellem 50 og 70 cm afstand mellem bageste og højeste del af ryggen samt vægt på over 20 kg.
  5. Stort, firkantet og robust hoved med bredt og stort kranium samt muskuløse og runde kinder. Store og stærke kæber samt kraftig, bred og dyb mund.
  6. Bred, muskuløs og kort hals.
  7. Kompakt, bred og stor brystkasse, bueformede ribben og muskuløs og kort ryg.
  8. Parallelle, lige og kraftige forpoter. Muskuløse og lange bagpoter, der danner en moderat vinkel.

De spanske myndigheder har med hensyn til erfaringerne med de spanske regler oplyst, at det spanske forbud ikke håndhæves i tilstrækkelig grad. Dette skyldes bl.a., at national lovgivning generelt er vanskelig at gennemføre i Spanien på grund af et stærkt regionalt og lokalt styre og et utilstrækkeligt kendskab til reglerne på lokalt niveau. Det er dog de spanske myndigheders opfattelse, at der med lovgivningen om potentielt farlige hunde er opnået et vigtigt formål, idet myndighederne har fået mulighed for bl.a. at gribe ind over for bander, der bruger hunde som våben.

Herudover har de spanske myndigheder oplyst, at man ikke har oplevet væsentlige problemer i forbindelse med anvendelse af de anførte egenskaber i dekretets bilag II til at afgøre, om en hund er at anse som potentielt farlig. Vurderingen af, om en hund er omfattet af bilag II, foretages af den administrative myndighed, der således skal føre bevis hundens potentielle farlighed. I den forbindelse kan den administrative myndighed rådføre sig med sagkyndige på området. Hundens ejer kan tilbagevise påstanden om, at hunden er potentielt farlig, med det bevismateriale som retssystemet tillader.

4.10. Schweiz

En ulykke i december 2005, hvor en 5-årig dreng blev bidt ihjel af tre pitbull terriere, medførte en revision af reglerne vedrørende farlige hunde i Schweiz.

Indtil videre har det udelukkende været kantonernes (eller i enkelte tilfælde kommunernes) ansvar at lovgive på området, men en national hundelov er i øjeblikket under udarbejdelse. Lovforslaget indeholder ikke et forbud mod bestemte hunderacer, men skal danne rammerne for et ”problemløst samliv mellem mennesker og hunde”. Loven kommer til at gælder ved siden af dyrebeskyttelsesloven og dyrebeskyttelsesforordningen, som bl.a. foreskriver meldepligt ved bideulykker og uddannelse af hundeejere. Lovforslaget vil forstærke erstatningsansvaret og indføre en obligatorisk ansvarsforsikring.

Loven skal endvidere ensarte de 26 kantonale regelsæt på området. Kantonerne vil dog fortsat have mulighed for at indføre strengere regler end på nationalt niveau.

Som eksempel på kantonal lovgivning om farlige hunde kan nævnes:

1. Bern:

2. Zürich:

3. Geneve:

4. Tessin:

4.11. Østrig

I Østrig er farlige hunde reguleret i de ni forbundslandes lovgivning. I alle ni forbundslande gælder der et hensynsprincip om bl.a. snor og mundkurv. I Vorarlberg kræves der endvidere tilladelse til hold af hunde af racerne bullterrier, staffordshire bullterrier, american staffordshire terrier, mastino napoletano, mastin espanol, fila brasileiro, argentinsk mastiff, mastiff, bullmastiff, tosa inu, bordeaux dogge, dogo argentino, ridgeback samt krydsninger heraf og for krydsningerne bandog og pitbull terrier.

I Wien og Oberösterreich er det forbudt at opdrætte og opdrage hunde udelukkende eller overvejende med det formål at opnå en forhøjet aggressivitet. Det er endvidere forbudt at omsætte sådanne hunde.

I Salzburg kræver det tilladelse at holde en hund, der har vist særlig aggressivitet, bidt mennesker eller dyr, eller vidt kamplyst, angrebslyst eller bidskhed ud over det sædvanlige. Tilladelsen, der meddeles af kommunen, forudsætter at en række betingelser vedrørende hundeholdet og ejerens kvalifikationer er opfyldt.

Steiermark har tidligere haft et forbud mod bestemte hunderacer. Reglerne er dog af formelle grunde blevet ophævet. Forbundslandet Tirol har også ophævet tidligere gældende indskrænkninger vedrørende bestemte hunderacer. Baggrunden herfor var, at et forbud mod bestemte racer var vanskeligt at administrere, og at det er nærmere er den enkelte hunde og dennes besidder, der er problemet, og ikke en bestemt race.

I Tirol findes der dog skærpede regler for hunde, der er embedsdyrlægen er erklæret for ”påfaldende”. Tilsvarende findes der i Niederösterreich og Kärnten skærpede regler for hunde, der er kendt som henholdsvis ”farlige” eller ”bidske”.






Kapitel 5 Statistik mv.

5.1. Antallet af farlige hunde i Danmark

Ifølge Dansk Kennel Klub findes der i Danmark ca. 20.000 hunde, der i pressen og den offentlige debat ofte er blevet betegnet som ”kamp- eller muskelhunde”. Dansk Kennel Klub har oplyst, at antallet er beregnet på baggrund af en opgørelse fra Dansk Hunderegister, som ifølge Dansk Kennel Klub har oplyst, at der i registeret er registreret ca. 6.000 hunde af kamphundetypen.

Dette tal har Dansk Kennel Klub sammenholdt med oplysninger fra en tidligere leder af lokalpolitiet i Ishøj, hvor en konkret optælling af kamphunde i området viste, at en stor del af disse (over 75 pct.) hverken var mærket eller registeret i Dansk Hunderegister.

På denne baggrund har Dansk Kennel Klub fundet, at når der i Dansk Hunderegister er registreret 6.000 hunde af kamphundetypen og en konkret optælling i Ishøj har vist, at ca. 75 pct. af kamphundene ikke er registeret i Dansk Hunderegister, vil dette svare til, at der i Danmark findes ca. 24.000 kamphunde. Da antallet af ikke-registrerede kamphundetyper formentlig ikke er lige stort i hele landet, har Dansk Kennel Klub vurderet, at antallet formentlig er 20.000 kamphunde. Det er dog foreningens opfattelse på baggrund af erfaringerne fra de seneste års sager, at optællingen fra Ishøj kan anses for repræsentativ for hele landet.

5.2. Antallet af skader mv.

5.2.1. Personskader

Statens Institut for Folkesundheds register over ulykker (ulykkesregisteret) har siden 1990 indsamlet detaljerede oplysninger om alle typer af ulykker, dvs. trafikulykker, arbejdsulykker og hjemme-fritidsulykker. Fra 2008 er oplysninger om skader efter vold og selvskade også blevet indsamlet. Ulykkesregisterets data anvendes til forebyggelse og forskning i ulykkesmønstre og årsager til ulykker.

Ulykkesregisteret indsamler skadestuedata fra følgende fire sygehuse i Danmark: Glostrup Hospital, Sygehus Frederikssund, Regionshospitalet Randers og Sydvestjysk Sygehus (indtil 2007 indgik tillige Sygehus Herlevs skadestue i registreringen). Befolkningsudsnittet i de fire sygehuses optageområder er ifølge Statens Institut for Folkesundhed repræsentativt for hele landet med hensyn til køn og alder, og dækker ca. 12 pct. af den danske befolkning.

5.2.1.1. Udviklingen i personskader med hunde

I perioden 1998-2008 er der i ulykkesregisteret registreret knap 12.000 skadestuekontakter som følge af personskader med en hund. Antallet af de skadestuebehandlede skader har ligget konstant i perioden 1998-2006 med 1100-1200 skader årligt. I årene 2007 og 2008 er antallet lidt lavere, da registreringen er sket på 4 skadestuer, mod tidligere 5 skadestuer, jf. tabel 1a. Beregnet på baggrund af ulykkesregisterets data skønnes omfanget af personskader i hele landet, som kræver skadestuebesøg at ligge på 8000-9000 skader årligt.

Tabel 1a og 1b indeholder endvidere oplysning om antallet af skadestuebehandlede skader fordelt over hele perioden på de 4 skadestuer. Det fremgår heraf, at antallet som forventet er lidt lavere end for 5 skadestuer. Der er således omkring 900 årlige skadestuebehandlede skader om året, hvoraf omkring 600 er hundebid. Beregnet på baggrund af ulykkesregisterets registrering på 4 skadestuer skønnes omfanget af personskader i hele landet, som kræver skadestuebesøg at ligge på omkring 7500 skader årligt.

I figur 1 vises udviklingen for de fire skadestuer, der har registreret til ulykkesregisteret i hele perioden, og her ses, at niveauet for 2007 og 2008 er nogenlunde som tidligere år.

Figur 1 Skadestuekontakter som følge af hundebid 1998-2008 fordelt på fire skadestuer.

Figur 1 Skadestuekontakter som følge af hundebid 1998-2008 fordelt på fire skadestuer.

Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Tabel 1a Personskader med hunde   Tabel 1b Heraf hundebid
År 5 skade-
stuer
4 skade-
stuer
År 5 skade-
stuer
4 skade-
stuer
1998 1118 879 1998 759 588
1999 1118 898 1999 762 601
2000 1116 920 2000 738 604
2001 1199 993 2001 767 639
2002 1123 911 2002 739 613
2003 1062 867 2003 693 576
2004 1160 953 2004 758 614
2005 1153 936 2005 752 603
2006 1116 920 2006 675 551
2007 901 901 2007 514 514
2008 902 902 2008 525 525
Total 11968 10080 Total 7682 6428

Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
I perioden 1998-2006 indberetninger fra 5 sygehuse, i 2007-2008 indberetninger fra 4 sygehuse.

5.2.1.2. Hvor, hvordan og for hvem sker skaderne?

Hundebid er årsag til hovedparten af skaderne (67 pct.), jf. figur 2. Derudover sker der en del skader ved anden kontaktskade med hunden (24 pct.). Dette omfatter f.eks., at den tilskadekomne bliver væltet eller trukket omkuld af hunden, bliver ramt af en løbende hund eller skades under leg eller træning med hunden. En mindre del (7 pct.) kommer til skade, fordi de falder over hunden, og endelig er der nogle få overbelastningsskader, primært hos hundeejere, der vrider om i ankler, mens de ude og lufte hund, leger eller træner hunden.

Figur 2 Skadestuekontakter som følge af hundebid 1998-2008, fordelt på skadesmekanisme

Figur 2 Skadestuekontakter som følge af hundebid 1998-2008, fordelt på skadesmekanisme

Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Størstedelen (93,7 pct.) af ulykkerne er hjemme-fritidsulykker, dvs. ulykker der sker i private hjem eller haver, for fodgængere på gader og stræder eller i fri natur, mens en mindre andel af skaderne er sket, mens de tilskadekomne udførte deres arbejde eller var kørende trafikanter, jf. tabel 2.

Tabel 2 Skadestuekontakter som følge af personskader med hund 1998-2008.

Hjemme/fritidsulykke 11209 93,7 %
Køretøjsulykke 238 2,0 %
Arbejdsulykke 482 4,0 %
Køretøj/arbejdsulykke 4 0,0 %
Vold/legal intervention 35 0,3 %
Total 11968 100%

Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

5.2.1.3. Personskade med hund blandt personer på job

Der er registreret 482 skadestuekontakter i perioden fra 1998-2008, hvor den tilskadekomne i arbejdstiden er kommet til skade med en hund. Ved gennemlæsning af friteksterne, jf. tabel 4, fremgår det, at postbude og omdelere var de allermest udsatte (25 pct.). Disse erhvervsgrupper udsættes for kontakt med hunde i private hjem eller haver, når de skal omdele post mv., og det resulterer jævnligt i bidskader oftest på underben, lår, underarm og fingre, hvorfor de må søge skadestue og behandling for at forebygge eventuel infektion. Politifolk udgør også en gruppe, der ofte er i kontakt med hunde (5 pct.), og som kommer til skade – hyppigst dog med egne hunde. Også sundhedspersonale og hjemmehjælpere, der kommer ud i private hjem, risikerer at blive bidt af hunde (3 pct.). Renovationsmedarbejdere, chauffører, dyrlæger og hundefrisører er erhvervsgrupper, som ligeledes går igen i sygehusjournalerne. Hundetypen eller racen er kun i meget få tilfælde oplyst, da de tilskadekomne formentlig ikke har kunnet identificere hundetypen umiddelbart, med mindre det var en schæfer, rottweiler eller anden velkendt hundetype.

5.2.1.4. Personskade med hund blandt personer i trafikken

Der er registreret 238 skadestuekontakter i perioden 1998-2008 på ulykkesregisterets 5 skadestuer, hvor den tilskadekomne har været en kørende trafikant. Langt de fleste ulykker er sket som undvigemanøvrer, hvor en hund er løbet ud foran en trafikant, som oftest en cyklist, der er væltet eller har påkørt en genstand i forsøget på at undvige hunden. De fleste trafikulykker, der involverer hunde, sker for cyklister (68,5 pct.). Størstedelen er som nævnt sket i forbindelse med undvigelse, men en del af ulykkerne sker som kollisionsulykker, hvor cyklisten påkører en hund eller væltes omkuld af en hund, der kommer løbende (19 pct.).

Endelig sker en stor del af ulykkerne for hundeejerne selv f.eks. under luftning af egen hund på cykel, idet hunden løber ind foran cyklen som vælter, eller trækker cykel og ejer i en anden retning og derved får cyklen til at vælte (21 pct.). I 9 tilfælde er det sket, at hunde har overfaldet cyklister ved at angribe og bide.

5.2.1.5. Hundetyper eller -racer

Oplysninger om hundens race eller type gives kun sjældent på skadestuen. Skønsmæssigt er hunderacen eller -typen ved hundebid oplyst i 5-8 pct. af de registrerede skadestuekontakter.

Man bør her efter Statens Institut for Folkesundheds opfattelse være opmærksom på, at det kan være en risiko for, at de tilskadekomne oftere vil navngive de hunderacer, som de umiddelbart kan genkende og huske navnet på. Med disse forbehold in mente har Statens Institut for Folkesundhed gennemgået alle beskrivelser (resume fra skadekort) for at se, hvilke hunderacer eller -typer, der er registreret i ulykkesregisteret i forbindelse med hundebid, jf. tabel 3.

Tabel 3 Skadestuekontakter som følge af hundebid.
Opgjort på hunderace/typer i det omfang, det har været kendt/oplyst

Hundebid Antal Procent af
alle hundebid
Schæfer 99 1,3
Rottweiler 89 1,2
Pitbull terrier 14 0,2
Terrier, øvrige 11 0,1
Bulldog 4 0,1
Stafford 1 0,0
Kamphund uspecificeret 17 0,2
     
Andre typer    
Gravhund 47 0,6
Retriever 6 0,1
Jagthund 6 0,1
Labrador 5 0,1
Boxer 4 0,1
     
Øvrige    
Hundehvalp uspec. 135 1,8
Bidt af egen hund 517 6,7
Naboens hund 87 1,1
Politihunde 129 1,7

Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Det bemærkes, at procent af alle hundebid i tabel 3 alene udgør de 3-5 pct. af sagerne, hvor hundetypen eller -racen er oplyst.

Det fremgår af tabellen, at schæfer og rottweiler er de to hunderacer, som hyppigst er registreret med henholdsvis 99 og 89 registrerede skadestuekontakter som følge af hundebid (i absolutte tal). Herefter kommer gravhund med 47 registreringer. Benævnelsen ’kamphund’ er angivet 17 gange – og nævnes første gang som en særlig hundetype i 2005 og herefter 3-4 gange årligt frem til 2008. En del har desuden opgivet hundehvalpe (134), egen hund (517) og naboens hund (87) som skadevolder, mens politihunde nævnes 129 gange i forbindelse med bidskader. Se nedenfor om hunderacernes relative farlighed.

Tabel 4 er en opgørelse over alvorlige skader efter hundebid opgjort på hunderacer. Alvorlige skader er defineret som: Fraktur, amputation, blodkarlæsion eller nervelæsion, knusning samt alle indlæggelser.

Tabel 4 Alvorlige personskader som følge af hundebid.
Opgjort på hunderace eller -typer i det omfang det har været kendt eller oplyst

Rottweiler 11
Schæfer 4
Pitbull 2
Gravhund 1
Rottweiler/schæfer kryds 1
Retriever 1
Engelsk Bulldog 1
Boxer 1
Brasiliansk mastiff 1

Inkluderet er følgende personskader: fraktur, amputation, blodkarlæsion, nervelæsion og knusning samt alle indlæggelser.
Kilde: Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed, SDU

Det bemærkes, at tallene tabel 3 og 4 alene er udtryk for absolutte tal for skadestuekontakter og personskader som følge af hundebid, hvorfor tabellerne ikke giver oplysninger om hunderacernes relative farlighed. Dansk Hunderegister har oplyst, hvordan antallet af registrerede hunde fordeler sig på de nævnte hunderacer, jf. tabel 5.

Tabel 5 Antallet af registrerede hunde fordelt på race i Dansk Hunderegister

Hunderace Antal registrerede hunde
Rottweiler 15.883
Schæfer 56.974
Mastiff 609
Bull mastiff 1008
Labrador retriever 107.642
Golden retriever 32.555
Boxer 6.585
Amerikansk staffordshire terrier 6769
Staffordshire bull terrier 1143
Engelsk bull dog 2160
Dogo argentino 189
Fila brasileiro 113
Shiba inu 43
Bull terrier 1294
Gravhund 39.580

Kilde: Dansk Hunderegister

Når ulykkesregistrets registreringer i tabel 3 sammenholdes med oplysningerne om antallet af registrerede hunde i Dansk Hunderegister viser det, at henholdsvis 0,6 pct., 0,2 pct. og 0,1 pct. af registrerede rottweilere, schæfere og gravhunde har været involveret i sager med bidskader, og at henholdsvis 0,07 pct. og 0,01 pct. af registrerede rottweilere og schæfere, jf. tabel 4, har været involveret i alvorlige personskade ved hundebid.

5.2.2. Skader på andre dyr

Et af udvalgets medlemmer, dyrlæge Pernille Hansen, har tidligere i år foretaget en spørgeskemaundersøgelse via de smådyrspraktiserende dyrlægers e-mail-forum. Undersøgelsen havde til formål at få et skøn over omfanget af hunde, der bliver bidt alvorligt af andre hunde. Resultatet af undersøgelsen viste blandt andet, at fem ud af de 45 klinikker, der deltog, fandt, at der var sket en stigning i antallet af hunde bidt af andre hunde.

Det er efterfølgende blevet anført, at dette tal muligvis ville være større, hvis spørgsmålene også blev rettet til de store smådyrshospitaler, idet mange bidskader sker, når ejerne har fri og lufter deres hunde, og fordi nogle ejere måske vælger at køre direkte til et større hospital, hvis de opfatter situationen som alvorlig.

På den baggrund har Pernille Hansen foretaget en tilsvarende spørgeskemaundersøgelse blandt 11 udvalgte smådyrshospitaler mv. med stor vagtbyrde. Dyrehospitalerne blev i den forbindelse bl.a. anmodet om at oplyse

Det bemærkes i den forbindelse, at besvarelsen af disse spørgsmål beror på dyrlægernes hukommelse, og at svarene derfor kun kan tages for værende et skøn.

Otte dyrehospitaler besvarede spørgeskemaet. Det drejer sig om Bygholm Dyrehospital, Dyrehospitalet i København, Faxe Dyrehospital, Gråsten Dyrehospital, Herning Dyrehospital, Odense Dyrehospital, Aalborg Dyrehospital og Århus Dyrehospital.

Tre ud af disse otte hospitaler oplyste, at de havde oplevet en lille stigning i antallet af alvorlige bidsår inden for de seneste fem år. Det ene af de tre hospitaler havde tillige oplevet, at bidskaderne var blevet lidt mere alvorlige. Fire af de otte hospitaler fandt, at antallet af hundebid var uændret over de seneste fem år, mens et hospital havde oplevet færre – men lidt mere alvorlige – bid. Ingen af de dyrehospitaler, der indgik i undersøgelsen, havde oplevet en stor stigning i antallet af bidsår eller betydeligt mere alvorlige bidsår.

5.2.3. Anmeldelse af skader til forsikringsselskaberne

Ifølge Forsikring & Pension anmeldes der årligt ca. 12.000 hundesager til forsikringsselskaberne. Tallet har været stabilt i de senere år. Antallet af hundesager omfatter både skader forvoldt af ansvarsforsikrede hunde og hunde, der ikke er ansvarsforsikrede. Ved tegning af den lovpligtig ansvarsforsikring til hunde, jf. nærmere herom i afsnit 7.10, registreres hundens race ikke, med mindre der samtidig tegnes en sygeforsikring.

Erstatning for skader forvoldt af hunde, der ikke er ansvarsforsikrede, udbetales af en pulje, jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 485 af 25. september 1984, hvoraf det bl.a. fremgår, at foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtige ansvarsforsikringer for hunde har påtaget sig forpligtelse til at erstatte skader, der må antages forvoldt af ukendt hund, og til – mod regres over for den ansvarlige – at betale erstatningen i tilfælde, hvor skade er forvoldt af en hund, for hvilken forsikring ikke er tegnet, eller for hvilken forsikring vel er tegnet, men ophævet af selskabet eller ikke holdt i kraft.

Antallet af sager, hvor den skadevoldende hund enten er ukendt eller ikke ansvarsforsikret, er ifølge Forsikring & Pension stigende. Der blev udbetalt erstatning fra puljen i ca. 220 sager i 2008 og antallet af sager i de første 10 måneder af 2009 er opgjort til 209 sager, hvoraf den skadevoldende hund er en såkaldt kamphund i 61 af disse sager. Tilsvarende var den skadevoldende hund ifølge Forsikring & Pension en såkaldt kamphund i ca. en tredjedel af de sager fra 2008, hvor hunden var ukendt og ikke ansvarsforsikret. Oplysningerne om hundenes race stammer enten fra skadesanmeldelsen til forsikringsselskabet – dvs. ved at skadelidte f.eks. har oplyst, at der var tale om en ”kamphundslignende race” – eller fremgår af en politirapport, der er optaget i forbindelse med, at skaden indtraf. I halvdelen af sagerne forsvinder den skadevoldende hund. Forsikringsselskaberne er derfor nødt til at lægge oplysningerne uprøvede til grund.

I forbindelse med debatten om farlige hunde har forsikringsselskabet Topdanmark oplyst, at selskabet overvejer, om præmien for hundeansvarsforsikringer bør være ens, uanset hvilken race ansvarsforsikringen dækker. Baggrunden for Topdanmarks overvejelser er en undersøgelse af selskabets hundesager over de seneste fem år, som har vist, at en hunds race spiller en rolle i forhold til, hvor ofte den forvolder skade. Topdanmark har i de seneste fem år anmodet tegnere af hundeansvarsforsikringer om at oplyse, hvilken hunderace forsikringen dækker. Det er således ejeren selv, der oplyser hundens race.

Det fremgår bl.a. af undersøgelsen, at hunde af racen amerikansk staffordshire terrier udretter 4,7 gange flere skader (tings- og personskade) end en labrador retriever, mens henholdsvis en amerikansk bulldog, rottweiler og schæfer forvolder 3,5, 2,4 og 1,4 gange flere skader end en labrador retriever. Undersøgelsen viser dog også, at antallet af skader tillige afhænger af ejerens alder, idet omfanget af skader blandt 17 til 29-årige er dobbelt så høj som for aldersgruppen 40 til 49-årige. Endelig viser undersøgelsen, at hunde i alderen 0 til 3 år volder dobbelt så mange skader som hunde fra 4 til 8 år. Dette gælder uanset hundens race.

I Gartnernes Forsikring er præmien for bl.a. hundeansvarsforsikringer forhøjet med 400 pct. – fra 343 kr. til 1715 kr. – for muskelhunde. Det fremgår af selskabets hjemmeside, at selskabet definerer muskelhunde som hunde af bl.a. racerne amerikansk bulldog, bulla cutta, amerikansk staffordshire terrier, dogo argentino og blandinger heraf.

5.3. Politiets erfaringer med de gældende regler

5.3.1. Politikredsenes dyrevelfærdsenheder

Regeringen indgik i 2006 en flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden 2007-2010 med en række af Folketingets partier. Aftalen indebærer bl.a., at dyreværnslovgivningen skal være ét af otte prioriterede indsatsområder for politiet, og at dyreværnslovgivningen skal håndhæves ensartet og effektivt over hele landet. Dette gælder også hundeloven. Som led i udmøntningen af flerårsaftalen er der i alle landets politikredse oprettet dyrevelfærdsenheder, der bl.a. behandler sager vedrørende overtrædelser af hundeloven. Etableringen af dyrevelfærdsenhederne er i de fleste politikredse sket ved, at der på hver af de store stationer i kredsen sidder mindst én person, som tilhører enheden.

Anmeldelse og efterforskning af sagerne sker typisk på de enkelte stationer, og efter endt efterforskning sendes sagen til anklagemyndigheden (”Advokatur Særlov”), hvorefter der træffes afgørelse om f.eks. tiltalerejsning. Nogle kredse har indrettet sig således, at det altid er den samme jurist, der behandler hundesagerne. I enkelte kredse kommer sagen dog kun til behandling hos en jurist i de tilfælde, hvor der er spørgsmål om aflivning af en hund, eller hvor en afgørelse bliver påklaget.

Én kreds har indrettet sig således, at samtlige henvendelser vedrørende hundeloven altid bliver sendt til samme afdeling, der herefter forestår efterforskningen samt træffer afgørelse i sagen. I denne kreds bliver kun afgørelser vedrørende aflivning af hunde videresendt til juridisk behandling.

En politikreds har på eget initiativ udarbejdet en brugervenlig sagsvejledning til behandling af hundesager.

I samarbejde med Rigsadvokaten og Fødevarestyrelsen afholder Rigspolitiet kurser om behandling af sager vedrørende dyrevelfærd, herunder sager i medfør af hundeloven. Kurserne, der er rettet mod såvel polititjenestemænd som jurister, afholdes løbende og efter behov. Der er senest afholdt et kursus i maj 2009 med 31 kursister fordelt på landets politikredse. Næste kursus forventes afholdt i foråret 2010.

Rigspolitiet har endvidere den 28. maj 2009 udsendte en rundskrivelse til samtlige politikredse om foranstaltninger mv. i forhold til farlige hunde.

Det fremgår af rundskrivelsen, at Rigspolitiet på baggrund af den seneste tids omtale af sager om hunde, herunder kamp- eller muskelhunde, der har overfaldet dyr eller mennesker, anmoder politikredsene om at have fokus på håndhævelsen af hundeloven og navnlig på lovens muligheder for at gribe ind over for farlige hunde. Politiet skal således være særligt opmærksom på anmeldelser mv. om hunde, der har forårsaget skade eller skabt frygt.

Endvidere fremgår det af rundskrivelsen, at hvis besidderen af en hund ikke har gjort nok for at forebygge, at hunden volder andre skade – dvs. ikke har haft styr på sin hund – har besidderen ikke overholdt hundelovens § 6, stk. 1. Ifølge rundskrivelsen skal der i sådanne tilfælde indledes en sag over for den pågældende besidder.

Herudover kan det nævnes, at Rigspolitiet og Justitsministeriet i samarbejde med Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse har udarbejdet en pjece om hundeloven. Pjecen, der er tiltænkt det personale hos politiet, der beskæftiger sig med hundesager, har til formål at være en hjælp til afklaring af eventuelle tvivlsspørgsmål, som politiet måtte stå over for, når de skal behandle en hundesag. Pjecen forventes udsendt snarest.

Samtidig med pjecen vil Rigspolitiet udsende en vejledning om behandlingen af hundesager. Vejledningen er tænkt som en hjælp ved den efterfølgende sagsbehandling.

5.3.2. Pensionsanbringelse af farlige hunde

Rigspolitiet har til brug for overvejelserne i udvalget indhentet oplysninger fra politikredsene om bl.a. erfaringerne med pensionsanbringelse af farlige hunde samt om udgifterne i forbindelse hermed.

Der synes umiddelbart at være store forskelle i praksis med hensyn til pensionsanbringelse fra politikreds til politikreds, idet to kredse (Sydøstjyllands Politi og Nordjyllands Politi) oplyser, at der ikke har været anvendt pensionsanbringelse, mens flere andre kredse anvender beløb i størrelsesordenen 20.000 – 40.000 kr. på årsbasis til pensionsanbringelse af farlige hunde. Beløbene er behæftet med stor usikkerhed, idet det ikke har været muligt for alle politikredse at udskille udgifter til pensionsanbringelser i medfør af hundelovens § 6 b fra de samlede udgifter til pensionsanbringelse. Det er således ikke muligt at give et samlet billede af politiets udgifter på dette område.

Udgifterne til anbringelse af en hund i pension ligger typisk på 100-200 kr. pr. døgn. Herudover kommer udgifter til transport, dyrlæge mv. Omkostningerne til hundesager, herunder pensionsanbringelse, afholdes af politikredsenes eget rådighedsbeløb, hvis pengene ikke kan refunderes af ejeren eller besidderen.

Et ophold i hundepension bliver i mange tilfælde ganske langvarigt, da sagsgangen kan indeholde mange led. Indledningsvis efterforsker politikredsen sagen og kan herunder foretage

Herefter forelægges sagens oplysninger for hundens ejer eller besidder. Ved denne partshøring får den pågældende mulighed for at komme med sine mundtlige eller skriftlige bemærkninger inden for en vis frist.

Efter eventuel yderligere indhentning af oplysninger træffes afgørelse i sagen, og afgørelsen forkyndes for hundens ejer eller besidder.

Afgørelsen kan påklages til Rigspolitiet inden for 10 dage, og klagen har som udgangspunkt opsættende virkning. Mens Rigspolitiets afgørelse afventes, opholder hunden sig fortsat i pension.

Generelt oplyser politikredsene, at samarbejdet med hundepensionerne fungerer godt, men at der i nogle tilfælde har været trusler fra hundeejerne mod hundepensionerne, ligesom det er forekommet, at hunde er blevet fjernet herfra. For at undgå dette undlader flere politikredse at oplyse ejeren eller besidderen om, hvor en hund er anbragt. Det er politikredsenes erfaring, at denne fremgangsmåde fungerer godt.

Det henvises i øvrigt til delbetænkningens afsnit 3.2.9, hvor reglerne om pensionsanbringelse er beskrevet.

5.3.3. Anvendelse af hundesagkyndig undersøgelse

Som tidligere nævnt i afsnit 3.2.8., følger det af hundelovens § 6 a, at besidderen af en hund på politiets anmodning er forpligtet til at medvirke til en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, inden der træffes afgørelse om aflivning af hunden. Om en sagkyndig vurdering bør indhentes, afhænger af en konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Hvis en hund ikke har forvoldt skade, men den ved sin adfærd har virket truende og skabt frygt, vil en sagkyndig vurdering normalt skulle foretages, inden politiet træffer afgørelse om eventuel aflivning af hunden.

Hvis en hund allerede har forvoldt en ikke ubetydelig skade, der viser, at hunden reagerer mere aggressivt end sædvanligt for hunde, vil politiet kunne træffe afgørelse om aflivning uden undersøgelse. I så fald kan hundens besidder dog anmode om en undersøgelse, inden politiet træffer afgørelse. Det beror på de konkrete omstændigheder, hvorledes den sagkyndige undersøgelse skal foretages. I de tilfælde, hvor et menneske eller et dyr f.eks. er blevet skambidt, er der således intet til hinder for, at den sagkyndige foretager sin vurdering alene på grundlag af de oplysninger, der foreligger i sagen.

Besidderen har dog ikke ret til en sagkyndig vurdering i de tilfælde, hvor politiet træffer afgørelse om, at hunden skal aflives, fordi et pålæg om at føre hunden i snor eller iført forsvarlig mundkurv er blevet overtrådt.

Hundelovens § 6 a blev indsat med ændringen af hundelovens i 2003. De hundesagkyndige, som er udpeget af Justitsministeriet efter indstilling fra Den Danske Dyrlægeforening, har i perioden fra 2003 til i dag foretaget ca. 130 sagkyndige undersøgelser.

Rigspolitiet har endvidere til brug for overvejelserne i udvalget indhentet oplysninger fra politikredsene om erfaringerne med anvendelse af hundesagkyndig undersøgelse samt om udgifterne i forbindelse hermed.

Det er forskelligt fra politikreds til politikreds, i hvilket omfang der benyttes hundesagkyndige undersøgelser. De fleste politikredse angiver dog, at de har gode erfaringer med anvendelsen af hundesagkyndige undersøgelser. De finder, at det er et godt arbejdsredskab for politiet, og at der oftest bliver tilvejebragt et fyldestgørende grundlag for at træffe afgørelse i sager om eventuel aflivning.

Udgifter til hundesagkyndig undersøgelse konteres ikke i alle kredse særskilt. Det er derfor ikke muligt at komme med en mere præcis angivelse af de samlede omkostninger i forbindelse med hundesagkyndige undersøgelser, men for flere kredse synes udgifterne at ligge på omkring 10.000 kr. på årsbasis. Omkostningerne til hundesager, herunder hundesagkyndig undersøgelse, afholdes af politikredsenes eget rådighedsbeløb, hvis pengene ikke kan refunderes af ejeren eller besidderen.

Det henvises i øvrigt til delbetænkningens afsnit 3.2.8, hvor reglerne om anvendelse af hundesagkyndig undersøgelse er beskrevet.

5.4. De hundesagkyndige undersøgelser og erfaringerne herfra

Som anført ovenfor i afsnit 5.3.3 har de hundesagkyndige, som er udpeget af Justitsministeriet efter indstilling fra Den Danske Dyrlægeforening, i perioden fra 2003 til i dag foretaget ca. 130 sagkyndige undersøgelser. Det har imidlertid kun været muligt for udvalget at indhente nærmere oplysninger i 119 af disse sager.

De hundesagkyndige har oplyst, at de i ca. 50 pct. af undersøgelserne har anbefalet, at hunden aflives. I den anden halvdel anbefales et pålæg om snor og/eller mundkurv.

Af de 119 sager var der efter den hundesagkyndiges oplysninger tale om en hund af racen amerikansk staffordshire terrier (”amstaff”) i 23 pct. af sagerne. 12 pct. af sagerne vedrørte rottweilere, 9 pct. schæfere, 3 pct. staffordshire bull terriere, 3 pct. pitt bull-lignende hunde, 27 pct. amerikanske bulldogs og 24 pct. andre hunde. Med forbehold for det relativt begrænsede antal sager ses der en tendens til, at de undersøgte hunde af racen amerikansk staffordshire terrier har forvoldt skade eller opført sig aggressivt over for andre hunde, mens de undersøgte schæfere og rottweilere har været aggressive over for mennesker. I ca. 50 pct. af sagerne var andre dyr, herunder hunde, den forurettede.

I en tredjedel af sagerne var den aggressive hund i snor, da den udviste aggressiv adfærd, og i tilsvarende 1/3 af sagerne skete overfaldet i forbindelse med, at den aggressive hund løb ud af ejeren eller besidderens have. Endelig har de hundesagkyndige oplyst, at 75-80 pct. af de undersøgte hunde var hanhunde.






Kapitel 6 Farlige hunde

6.1. Hvorfor er hunde farlige?

Den svenske regering besluttede i februar 2002 at foretage en udredning af problemerne med farlige hunde. I maj 2003 udkom Betänkande av hundansvarsutredningen ”Hund i rätta händer – om hundägarens ansvar” (SOU 2003:46). Af udredningens afsnit 2.3 om farlige hunde fremgår bl.a., at definitionen på farlige hunde afhænger af, hvem man spørger. En person, der er bange for hunde, vil ofte opleve store hunde som farlige, mens en person med pelsdyrsallergi ofte vil finde alle hunde farlige. De fleste mennesker vil dog associere farlige hunde med hunde, der af forskellige årsager har en tilbøjelighed til at bide.

Det fremgår endvidere, at hunden er et rovdyr hvilket indebærer, at alle hunde i princippet kan være farlige. Det vil derfor ikke være muligt at leve med hunde, uden at der vil være tilfælde af bidskader. Der findes forskellige faktorer, som har indflydelse på den adfærd, som en hund udviser i en given situation. Som eksempel på sådanne faktorer kan nævnes hundens køn, størrelse, ejere, helbred, grad af socialisering i forhold til mennesker og andre dyr, jagtinstinkt, erfaring mv. Disse faktorer er i den svenske udredning inddelt i kategorierne arvelige egenskaber, erhvervede egenskaber eller hvorledes hunden holdes. Arvelige egenskaber er mentale og fysiske egenskaber, som hunden har fået i arv. Erhvervede egenskaber er de egenskaber, som hunden har tillært eller erfaret gennem sit liv, og hvorledes hunden holdes er de påvirkninger, som hunden udsættes for gennem det miljø, som den lever i og ejerens indstilling til hunden og omgivelserne.[1]

En hunds gener og miljø afgør tilsammen, hvilke egenskaber der manifesterer sig hos den enkelte hund. Dette medfører ifølge den svenske udredning, at det ikke er muligt eksempelvis at fastslå, hvor aggressiv en hund er på baggrund af dens race, og om en hund vil opføre sig mere eller mindre aggressivt i forskellige situationer. Tilsvarende gør sig gældende for frygt, dominansadfærd mv. Det betyder også, at man ikke umiddelbart kan sondre mellem hunde, der er aggressive af genetiske årsager, og hunde, der er aggressive af miljømæssige årsager. De tre kategorier – arvelige og erhvervede egenskaber samt hvorledes hunden holdes – afhænger af og påvirker hinanden på forskellig vis. De følgende afsnit (6.1.1.-6.1.3.) bygger på den svenske udredning.

6.1.1. Arvelige egenskaber

Det er mennesket, der gennem avlsarbejdet i høj grad bestemmer, hvordan hunde fungerer. Hundenes gener kan dog vanskeligt forandres, men mennesket kan forstærke eller formindske forskellige adfærdsmønstre gennem selektiv avl. Ved selektiv avl kan man ændre, hvor ofte og med hvilken intensitet forskellige adfærdsmønstre forekommer i forskellige situationer. En forandring i en population af hundes arvelige egenskaber kan være en bevidst strategi fra avlernes side, eller det kan skyldes, at man ikke tager hensyn til de pågældende egenskaber i avlen.

Det antages, at forskellige typer af frygt har stor betydning for en hunds ”genetisk betingede farlighed”. Jo mere usikker og bange en hund er, desto oftere risikerer den at havne i situationer, som den ikke kan håndtere på en afbalanceret måde. Hvis den har en tilbøjelighed – arvelig eller indlært – til at løse situationer med aggressivitet, øges risikoen for at den kommer til at forvolde skade. I princippet kan alle hunde opføre sig aggressivt i pressede situationer, men dette udgør ikke et problem, så længe hunden ikke opfatter en situation som presset.

En stor tilbøjelighed til at udvise aggressiv adfærd, hvor frygt ikke nødvendigvis er den udløsende faktor, medfører, at hunden kan være farlig. Eksempler på faktorer, som kan udløse aggressiv adfærd, er smerte, forsvar af en for hunden vigtig ressource, f.eks. dens madskål eller et stykke legetøj, at hunden oplever en trussel eller uklare dominansforhold.

Hunde kan også bide uden at det nødvendigvis er tegn på aggressiv eller frygtsom adfærd. Som eksempel kan en hunds jagtinstinkt udløses af en kat, et legende barn eller en anden hund.

6.1.2. Erhvervede egenskaber

Besidderen kan gennem sine handlinger overfor en hund gøre en ”ufarlig” hund til en aggressiv hund. Et farligt adfærdsmønster kan indlæres – bevidst eller ubevidst. Alle hunde, der er tilstrækkeligt store, kan blive farlige. Omvendt kan mange af de hunde som besidder mentale egenskaber, som gør dem ”farlige”, opdrages til ufarlige dyr, hvis de passes af ansvarlige og vidende ejere.

Beskyttelses- og forsvarstræning har været anført som en metode til bevidst at opbygge farlige egenskaber hos en hund. Så længe denne træning varetages af vidende og ansvarsfulde ejere behøver træningen ikke at resultere i et problem.

Ubevidst indlæring af farlige egenskaber sker f.eks., når hunden ”tester” sin ejer med en adfærd, som ejeren reagerer uhensigtsmæssigt på. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en hund opfører sig aggressivt ved at knurre for at slippe for at forlade sofaen, eller hvis en hund forsøger at skræmme andre hunde, som den møder. Hvis besidderen ikke reagerer herpå på korrekt vis, er der en risiko for, at hunden lærer, at aggressiv adfærd løser situationen. Næste gang en lignende situation opstår, vil hunden formentlig udvise denne adfærd hurtigere og med større intensitet end tidligere. Desuden øges risikoen for, at hunden også vil afprøve adfærden i andre situationer.

6.1.3. Måden en hund holdes på

Måden, en hund holdes på af sin ejer, har betydning for, hvor farlig den er. Manglende ansvar for og viden om hunden og dens behov kan medføre, at hunden udvikler aggressiv adfærd.

Opsynet med en hund har betydning for, i hvilket omfang den har mulighed for at opføre sig aggressivt over for sine omgivelser. Der findes hundeejere, som på grund af uvidenhed eller fejlagtige hensyn ikke har tilstrækkelig kontrol over deres hund, men som imidlertid ikke har til hensigt at hunden skal volde besvær for sine omgivelser. Herudover findes der ejere som fuldt bevidst lader deres hunde skræmme eller skade andre mennesker og dyr.

Et almindeligt problem ved hold af hunde er, at besidderen ikke får etableret et lederskab over sin hund. En forudsætning for, at en stor hund med ”farlige” mentale egenskaber vil kunne betragtes som ufarlig, er, at besidderen har tilstrækkelig kontrol over den. Dette er vigtigt for at forhindre, at hunden opfører sig på en uønsket måde, og for at en eventuel uønsket adfærd kan afbrydes. Denne form for kontrol kan opnås, ved at ejeren begrænser hundens fysiske muligheder for at forårsage problemer, f.eks. ved altid at have den i snor.

Et andet problem, som ikke alene kan lægges den enkelte hundeejer til last, er, at dagens samfund i flere henseender ikke er tilpasset hundens grundlæggende behov. For eksempel er hunden et meget socialt væsen med et stort behov for at leve sammen med sin flok, hvilket vil sige dens ejer og familie. Det er ikke ualmindeligt, at dette behov bliver tilsidesat, ved at hunden tvinges til at være alene i lange perioder – nogle gange hele arbejdsdage flere dage om ugen. Et andet eksempel er, at det er almindeligt at hunde skal holdes i snor, hvilket for mange hunde medfører begrænsninger og frustration for den enkelte hund. Der er mange eksempler på, hvordan hundens og samfundets behov er modstridende, og resultatet er ofte, at hundene mistrives. Dette indebærer dels et dyrevelfærdsmæssigt problem og dels, at visse hunde udvikler en uhensigtsmæssig adfærd, som f.eks. kommer til udtryk ved, at de bider.

6.2. Forskellige kategorier af hunde

6.2.1. Kamphunde

Af den svenske udredning ”Hund i rätta händer – om hundägarens ansvar” (SOU 2003:46), afsnit 2.3.3., fremgår det, at nutidens pitbull terrier er en videreudvikling af hunde af ”bulldog-typen”, som i århundreder har levet i Europa. Disse hunde blev oprindeligt brugt i forbindelse med bevogtning af hjemmet og til jagt (catch dogs). Det var i den forbindelse en kvalitet ved hunden, at den kunne bide sig fast og ved at fastholde sit greb kontrollere sit bytte.

Det fremgår endvidere af udredningen, at hanekampe – dvs. arrangeret tvekamp mellem to haner, som regel i forbindelse med væddemål, hvor kampen først slutter, når den ene hane er død – med tiden blev en folkesport, som dog blev forbudt i England i 1835. Hanekampene blev erstattet af konkurrencer mellem hunde og andre dyr. Med tiden blev organiserede slagsmål mellem hunde populære, men disse blev også forbudt i England. ”Bulldog-typen” blev fortsat avlet ud fra udvendige egenskaber, og i 1936 blev den registreret af The Kennel Club i England som staffordshire bull terrier. I USA derimod, hvor denne hundetype var kommet til sammen med engelske og irske immigranter i løbet af 1800-tallet, blev organiserede hundekampe forbudt langt senere end i England. I 1898 blev hunden godkendt som amerikansk pitbull terrier (pitbull terrier) af United Kennel Club (UKC), og man fortsatte med at avle hunde med gode hundekampegenskaber som det primære mål for avlen. I 1936 registrerede American Kennel Club (AKC) pitbull terrieren som staffordshire terrier, og denne gren af racen blev først og fremmest avlet med henblik på udstilling. I 1972 ændrede American Kennel Club navnet på staffordshire terrier til amerikansk staffordshire terrier (”amstaff”). Amerikansk staffordshire terrier og pitbull terrier er med andre ord to varianter af samme race, hvilket indebærer, at det er meget svært selv for eksperter at skelne dem fra hinanden.

Dansk Kennel Klub registrerer i dag amerikansk staffordshire terrier og staffordshire bull terrier, men ikke pitbull terrier, som har været forbudt i Danmark siden 1991, jf. afsnit 3.1.

For så vidt angår pitbull terrierens mentale egenskaber, hvor ”farlighed” ofte er i fokus, fremgår det af den svenske udredning, at fortalere for racen ofte hævder, at hunden i sig selv ikke er farlig for mennesker, men at det er ejeren, som gør den farlig. Det vil sige, at der angiveligt er tale om et ejerproblem og ikke et hunde- eller raceproblem. Det fremgår endvidere af udredningen, at erfarne hundesagkyndige, som har testet et antal pitbull terriere anfører, at disse hunde i almindelighed er meget stabile og søde.

Alle hunde har visse racespecifikke egenskaber. Pitbull terrieren forbindes ofte med begrebet ”gameness”, som betyder noget i retning af ”formår ikke at give op, uanset hvor dårlige odds’ene er”. Hos pitbull terrieren har man i avlen præmieret hunde med meget ”gameness”. Dette er en egenskab, som kan være både god og dårlig afhængig af situationen. For arbejdende hunde er det en kvalitet, at hunden besidder en høj grad af ”gameness”. Begrebet anvendes dog sjældent eller slet ikke for de ”venlige”, arbejdende hunde. Hvis en hund med høj grad af ”gameness” bruges til f.eks. hundekamp, indebærer det ofte, at hunden formår at forårsage mere skade end en hund med en lav grad af ”gameness”. Endvidere synes pitbull terrieren at skille sig ud fra andre hunderacer ved, at den er relativ ufølsom over for smerte. Dette hænger formodentlig delvist sammen med egenskaben ”gameness” (”det gør bestemt ondt, men det er jeg ligeglad med”), men det kan også skyldes en kraftig udløsning af endorfin i visse situationer, som kan have en bedøvende effekt på hunden.

Ifølge den svenske udredning finder visse eksperter, at der findes en anden egenskab, som gør pitbull terrier særlig i forhold til andre hunderacer, nemlig at dens kommunikationsevne i forhold til andre hunde i en vis grad er underudviklet. En meget vigtig funktion for hundes kommunikation med artsfæller er, at slagsmål skal undgås. Hunde er et flokdyr, og hvis flokken skal kunne fungere effektivt, må individerne i flokken være friske og stærke; en høj frekvens af slagsmål med skader til følge forøger ikke flokkens eller individets overlevelseschancer. For at gøre pitbull terrieren til en effektiv kamphund skal man derfor gennem selektiv avl stræbe efter at undertrykke dens kommunikative formåen, dels gennem at avle på hunde som er mindre modtagelige over for andre hundes signaler, dels gennem at avle på hunde som selv et utydelige i deres signaler. Andre eksperter finder dog, at pitbull terriere ikke adskiller sig i deres kommunikative formåen sammenlignet med for eksempel de fleste brugshunderacer.

Pitbull terrieren er, i modsætning til hvad mange ofte tror, i almindelighed ikke specielt aggressiv over for mennesker. Dette fremgår dels af traditionelle mentalundersøgelser, og dels når hunden slås med andre hunde. Når to pitbull terriere slås, er der forbløffende lidt vrede med i billedet. Der er to grunde til, at man har villet begrænse pitbull terrierens tendens til at blive vred. Den første er, at en hund, som slås i vrede, hurtigere bliver udmattet og dermed en lettere modstander for den anden hund. Den anden grund er, at hundekampe normalt organiseres på en sådan måde, at hundene under kampene håndteres af en ”handler”, som ofte er fremmed for de kæmpende hunde. For at denne ”handler” skal kunne afbryde slagsmålet, hvilket ofte sker flere gange under en kamp, må hundene ikke have tendens til at bide mennesker. De hunde, som viser en sådan tendens, bliver bortvist, hvorfor man gennem avlen har ønsket at begrænse denne egenskab.

Pitbull terrieren har som tidligere nævnt været forbudt i Danmark siden 1991. Forbuddet omfatter også blanding af hunde, hvori pitbull terrier indgår. Staffordshire bull terrier og amerikansk staffordshire bull terrier er derimod ikke forbudt i Danmark. Ifølge Dansk Hunderegister er der registreret henholdsvis 6.769 amerikansk staffordshire bull terrier og 1.143 staffordshire bull terrier i Danmark, jf. tabel 5 i afsnit 5.2.1.5.

6.2.2. Andre ”farlige hunde”

Ifølge den svenske udredning ”Hund i rätta händer – om hundägarens ansvar” (SOU 2003:46), afsnit 2.3.3., finder de fleste angreb fra hunde på mennesker eller dyr sted blandt de almindelige selskabshunde. Det er som oftest hundeejeren selv, dennes familie eller bekendte, som bliver bidt, hvilket antages at være en af forklaringerne på, at selskabshunde i almindelighed ikke opfattes som farlige. Det skyldes, at en hundeejer, der bliver bidt af sin egen hund, som regel vil have den opfattelse, at problemet kan kontrolleres og håndteres. Det, de fleste derimod oplever som skræmmende, er risikoen for at blive udsat for et uprovokeret angreb fra en ukendt hund. At selskabshunde alligevel står for de fleste bid, skyldes ifølge den svenske udredning at næsten alle svenske hunde hører til denne gruppe.

Ifølge den svenske udredning, er der en række forskellige årsager til, at såkaldt ”almindelige hunde” af og til angriber og skader mennesker eller dyr. Hundeorganisationer og personer, der beskæftiger sig med problemhunde, peger dog på, at den væsentligste årsag er, at mange hundeejere mangler tilstrækkelig viden om hunde og hundehold. Det gælder alt fra hvilken type hund, der passer til hundeejerens livssituation, til hvilket miljø, man skal kunne tilbyde hunden, eller hvordan man skal opfostre hunden, for at den kan fungere godt i samfundet. Mange hundeejere mangler med andre ord de rette forudsætninger for at kunne tilbyde deres hund et godt liv, hvilket kan medføre forskellige former for problemadfærd. En anden årsag, der nævnes, er, at visse opdrættere ikke påtager sig det fornødne ansvar. Det være sig i forhold til hvilke hunde, der anvendes i avlen, i forhold til at socialisere hvalpene tilstrækkeligt og i forhold til hvem, man sælger hvalpene til.

6.2.3. Historisk raceinddeling

Åsa Ahlbom og Agneta Geneborg er eksperter i racesammenligninger af hunde og har bl.a. udgivet bogen ”Rasekunnskap: Rasenes opprindelige arbeidsoppgaver”. De har inddelt hunderacerne i kategorier af hundetyper på baggrund af hvilke egenskaber, hundene historisk er avlet til at besidde.

6.2.3.1. Tempel- og hofhunde

Små selskabshunde kategoriseres som ”tempel- og hofhunde”, da de primært er avlet til menneskeselskab og som ”vagtende” hunde, der gør ved fremmed indtrængen. Som eksempel på en tempel- og hofhund kan nævnes hunde af racen mops.

6.2.3.2. Jagthunde

Jagthundene kan opdeles i en række underkategorier ud fra deres måde at jage på. Gravhunden er således et eksempel på en hund af typen ”gravende hunde og rottehunde”, som er avlet til selvstændigt at jage småvildt for at slå det ihjel. En anden type jagthund er den ”apporterende jagthund”, som i samarbejde med jægeren henter vildtet på en jagt. Eksempler på denne type hund er labradoren og golden retrieveren. De ”stødende og apporterende jagthunde” jager i samarbejde med jægeren på 25-50 meters afstand, hvor hunden letter vildtet og henter det nedskudte. Eksempler på denne type hund er cocker- og springerspanielen. De ”stående jagthunde” jager også i samarbejde med jægeren ved at lette og hente vildtet, men på 200-400 meters afstand. Den stående jagthund afliver vildt, der er såret. Eksempler på denne type hund er racerne setter, münsterlænder og hønsehund. Beaglen, som hører til hunde af typen den ”glammende jagthund”, er avlet til gøende at følge et spor efter klovvildt. ”Hurtigt drivende jagthunde” er derimod avlet til at jage vildtet på synet ved at løbe det op og slå det ihjel. Hvis en mindre hund løber, kan den hurtigt drivende jagthund opfatte den som et byttedyr, hvis den ikke når at se, at det er en artsfælle. Eksempler på hurtigt drivende jagthunde er mynderacerne greyhound og borzoi. Den ”stillende jagthund” jager selvstændigt efter klovvildt som f.eks. elge og bjørne og ”stiller” det igennem en vedvarende gøen. Denne type hund er avlet til at reagere på vildt, men ikke til at angribe. Eksempler på denne type hund er karelsk bjørnehund og norsk elghund.

6.2.3.3. Politi- og tjenestehunde

Schæferen er et typisk eksempel på en ”politi- og tjenestehund”, der er avlet til at varetage varierende opgaver som f.eks. bevogtning, forsvar, patruljering, sporsøgning og eftersøgning. Denne type hund er avlet til at kunne reagere, men på en kontrolleret måde.

6.2.3.4. Træk- og slædehunde

”Træk- og slædehunde” er avlet til at trække slæder og andre trækanordninger over kortere eller længere afstande. Det er typisk meget selvstændige og jagende hunde. Eksempler på denne type hund er siberian husky, alaskan malamute og grønlandshunden.

6.2.3.5. Samlende og flyttende hunde

”Samlende og flyttende” hunde er, som navnet indikerer, avlet til at samle og flytte får, kvæg mv. samt foretage lettere bevogtning. De samler typisk flokken ved at gø eller nappe/bide i haserne på dyrene, som de bevogter. Den samlende og flyttende hund er ofte god til at omgås andre dyr. Et eksempel på denne type hund er bordercollien.

6.2.3.6. Gårdhunde

”Gårdhunden” er avlet til at passe på andre dyr og bevogte beboelse mod fremmed indtrængen. Den er mistroisk over for fremmede og reagerer ved gøen. Der skal normalt en reel provokation til, før den bider. Eksempler på denne type hund er racerne leonberger, dansk-svensk gårdhund og bernersennen.

6.2.3.7. Hyrde- og vagthunde

”Hyrde- og vagthunde” opdeles i hunde fra Centraleuropa og hunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien. Fælles for hyrde- og vagthundene er, at de – ligesom gårdhunden – er avlet til at passe på andre dyr og bevogte beboelse mod fremmed indtrængen. I modsætning til gårdhunden er hyrde- og vagthunden dog avlet til at gøre udfald mod den indtrængende

Hyrde- og vagthunde fra Centraleuropa tøver ikke med at bide, hvis de bliver provokeret. Som eksempel på hunde af typen hyrde- og vagthund fra Centraleuropa kan nævnes rottweileren, sct. bernhardshunden, sennenhundene og bouvier des flanders.

Hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien bor typisk sammen med den flok af dyr, f.eks. får, som de bevogter. Disse hunde er meget mistroiske over for alt fremmed, og modstanderne er ofte større dyr som ulve og bjørne. Hundene er avlet til at skambide eller slå indtrængende ihjel – uanset om det er mennesker eller dyr – således at truslen ikke vender tilbage. Hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien er f.eks. racerne kangal, anatolsk hyrdehund, maremma, ovtcharka, tornjak, sarplaninac og tibetansk mastiff.

6.2.3.8. Muskelhunde

”Muskelhunde” betegner racer, der er avlet som brugshunde til storvildtsjagt eller bevogtning af beboelse. F.eks. er hunde af racen dogo argentino avlet til at opspore vildsvin og bide sig fast, indtil jægeren når frem. Hunde af racen mastino napolitano er avlet til bevogtning af områder. Den beskytter beboelsesområder mv. mod fremmed indtrængen, og er derfor avlet til at være mistroisk over for fremmede individer (både mennesker og dyr). Hunde af racen filo brasileiro er derimod avlet til både jagt og bevogtning. Det er karakteristisk for en muskelhund, at den bider og holder fast i sit bytte. Den er meget hårdfør og selvstændig, og den reagerer let aggressivt i forhold til fremmede hunde. Den skifter ikke greb, som kamphunden gør, jf. nedenfor. Som eksempel på muskelhunde er endvidere hunde af racerne bull mastiff, engelsk og amerikansk bulldog og cane corso.

6.2.3.9. Oprindelige kamphunde

”Kamphunde” er oprindeligt primært avlet til kamp mod artsfæller og andre dyr, f.eks. tyre. En kamphund angriber ved at bide og slippe sit bytte gentagne gange. Den er typisk menneskevenlig, men aggressiv over for andre hunde. Den har en høj smertetærskel hvilket bevirker, at den fortsætter med at kæmpe, selv om den er skadet. Som eksempel på kamphunde er hunde af racerne pitbull terrier, staffordshire bull terrier (”staff”), amerikansk staffordshire bull terrier (”amstaff”), tosa og shar pei.

6.2.4. Aggression i forhold til race

En anden kategorisering af hunde findes i den amerikanske undersøgelse ”Breed Difference in canine aggression”[2]. Undersøgelsen er foretaget i USA og er baseret på et spørgeskema til hundeejere. Der er benyttet en speciel gennemtestet spørgemetode (C-BARQ = Canine Behavioral Assesment and Research Questionaire), som er udviklet af forskere fra University of Pennsylvania. Spørgeskemaet indeholder 101 spørgsmål vedrørende hundes adfærd i forskellige situationer.

Undersøgelsen indeholder oplysninger om 1.521 hunde fordelt på 11 racer fra Den Amerikanske Kennelklub og 3.791 hunde fordelt på 33 racer, hvor ejerne selv har valgt at udfylde spørgeskemaerne på nettet via en online-undesøgelse.

Resultaterne af undersøgelsen er inddelt i aggression over for ejeren, fremmede personer, fremmede hunde og andre hunde i samme hushold. Der er fundet en signifikant forskel på aggression mellem nogle racer.

Nogle af de racer, der scorer højst i aggression overfor fremmede personer, er hunde af racerne gravhund, chihuahua, dobermann, rottweiler, yorkshire terrier og puddel. Disse racer har også fået mange point for ”watchdog barking” og territorialforsvar i en undersøgelse af Hart og Hart i 1988[3].

De racer, der får flest point i aggression over for ejeren, er hunde af racerne basset hund, beagle, chihuahua, amerikansk cocker spaniel, gravhund, engelsk springer spaniel og jack russel terrier. De racer, der får flest point i aggression overfor fremmede hunde er hunde af racerne akita inu, boxer, chihuahua, gravhund, schæfer, australian cattle dog, pitbull (dækker i undersøgelse over pitbull terrier, amerikansk staffordshire terrier og staffordshire bull terrier), engelsk springer spaniel, jack russel terrier og west highland white terrier.

Inden for racerne springer spaniel og labrador retriever sammenholdes antallet af point i forhold til hunde avlet til udstilling og hunde avlet til jagt. Springer spanieler avlet til udstilling er generelt mere aggressive end de springer spanieler, der er avlet til jagt, mens det forholder sig omvendt for hunde af racen labrador retriever. Hvis man fjerner de intakte hanhunde – dvs. de hanhunde, der ikke er kastreret – fra resultaterne, er der ikke forskel på hundene fra Den Amerikanske Kennelklub og hundene fra online-undersøgelsen, hvilket indikerer, at det ikke har betydning for en races aggressionsniveau, hvorvidt hunden er stambogsført.

Desuden viser undersøgelsen, at forskellen på graden af aggression inden for racerne er meget stor. Det konkluderes derfor, at det er uhensigtsmæssigt at forudsige en hunds aggressionsniveau ud fra dens race. Af konklusionen fremgår det endvidere, at undersøgelsen indikerer, at aggressiv adfærd kun til dels er arveligt betinget, og at udviklingsmæssige og miljømæssige faktorer spiller en stor rolle for, om en aggressiv adfærd kommer til udtryk hos den enkelte hund. Endelig fremhæves det, at statistik over hundebid ofte kan være misvisende, idet mange hundebid ikke rapporteres, og idet racen på den bidende hund i mange tilfælde ikke kan identificeres.

6.3. Identifikation af den enkelte hund

For at kunne håndhæve et eventuelt forbud mod besiddelse mv. af bestemte hunde er det afgørende, at de hunde, der er omfattet af forbuddet, kan identificeres. Det er derfor relevant at inddrage erfaringerne med det eksisterende forbud mod pitbull terrier og tosa samt krydsninger, hvori disse hunde indgår, i overvejelserne.

Som det fremgår af delbetænkningens kapitel 3 om den historiske udvikling, afsnit 3.1., udsendte Justitsministeriet efter udstedelsen af bekendtgørelsen i 1991 en cirkulæreskrivelse til politiet, hvori ministeriet efter indstilling fra Dyreværnsrådet udpegede 16 konsulenter fra Danmarks civile Hundeførerforening (DcH), som i tvivltilfælde kunne bistå politiet ved afgørelsen af, om en hund var omfattet af forbuddet i bekendtgørelsen. Som det tillige fremgår af afsnit 3.1. opsagde DcH bl.a. som følge af en konkret sag fra Padborg i 1997 aftalen vedrørende test af særligt farlige hunde. Efter DcH’s opfattelse kunne man ikke alene ud fra en test af en hunds reaktionsmønster fastlægge hundens racemæssige tilhørsforhold. Det er derimod muligt at teste, om hunden har lave tærskelværdier for aggression og manglende evne til afreaktion, således at den af de grunde må betegnes som farlig. Foreningen gav samtidig udtryk for, at lave tærskelværdier for aggression, som kan skyldes såvel arvemæssige egenskaber som ”dressur”, vil kunne konstateres hos mange andre hunde end pitbull terriere og tosaer, hvor der indgår ”kampdrift” i arvemassen, f.eks. schæferhunde, rottweilere og dobermann, men at der i øvrigt findes uheldige eksemplarer blandt alle racer.

Efter DcH’s opsigelse af kontrakten kontaktede Justitsministeriet Den Danske Dyrlægeforening og forespurgte, om foreningen var i stand til at udpege én eller to dyrlæger, der var villige og kompetente til ud fra en test af hundens adfærd og en bedømmelse af dens udseende at afgøre, om en hund er omfattet af bekendtgørelsen. Den Danske Dyrlægeforening orienterede i 1998 Justitsministeriet om, at Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi havde udpeget to dyrlæger, som har den nødvendige faglige indsigt og interesse i at bistå politiet med bedømmelse af farlige hunde.

Som tidligere nævnt overvejede Justitsministeriet i forbindelse med ændringen af hundeloven i 2003, om forbuddet mod hold af særligt farlige hunde skulle ophæves eller eventuelt udvides til at gælde andre racer. Justitsministeriet anmodede i den forbindelse Rådet vedrørende hold af særlige dyr, Dyreværnsrådet og Den Danske Dyrlægeforening om en udtalelse. På grundlag af de indhentede sagkyndige udtalelser og i lyset af vanskelighederne ved med sikkerhed at fastslå, at en hund tilhører en bestemt hunderace, fandt Justitsministeriet ikke på daværende tidspunkt, at forbuddet mod hold af særligt farlige hunde burde udvides til at omfatte flere racer.

Følgende muligheder for identifikation af hunde kan overvejes:

  1. Oplysning om race i Dansk Hunderegister eller – for stambogsførte hunde – i stambogen
  2. Dna-test
  3. Liste med fysiske egenskaber som i ”den spanske model” (model 3), jf. nedenfor i afsnit 7.2.4.
  4. Billedmateriale

For så vidt angår muligheden for at anvende oplysningerne om en hunds race i Dansk Hunderegister eller i hundens stambog, hvis den er stambogsført, som dokumentation for dens racemæssige tilhørsforhold bemærkes, at både oplysningerne i Dansk Hunderegister og i en hunds stambog er oplysninger, som ejeren/opdrætteren selv har indberettet, og hvis gyldighed ikke umiddelbart kan efterprøves af de håndhævende myndigheder, jf. straks nedenfor om dna-test. Herudover vil oplysning om race i Dansk Hunderegister eller for stambogsførte hunde i stambogen ikke omfatte blandingshunde, dvs. hunde hvor generne fra én eller flere forbudte hunderacer indgår.

For så vidt angår dna-testning af hunde med henblik på at fastslå, hvilken race en given hund tilhører, har professor i husdyrgenetik ved Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab/Genetik & Bioinformatik, Københavns Universitet (KU Life), Merete Fredholm oplyst, at flere amerikanske firmaer har etableret metoder (race-profiler) til at fastslå, hvilken race eller hvilke racekombinationer en given hund stammer fra. Der findes dog ikke nogen race-profil på f.eks. pitbull terrier. Termen ”pitbull” anvendes ifølge Merete Fredholm til at beskrive flere forskellige racer inden for ”molosser-familien”, f.eks. amerikansk staffordshire terrier, staffordshire bull terrier, amerikansk pitbull terrier og blandinger af disse. Hun understreger endvidere, at de amerikanske firmaer har etableret metoden fortrinsvis på baggrund af analyser af hunde registreret i den amerikanske kennel klub, og at visse racer har forskellige race-profiler i forskellige geografiske regioner. Det vil derfor efter Merete Fredholms opfattelse være en forudsætning, at der etableres særlige race-profiler på europæiske hunde, hvis man med sikkerhed skal kunne foretage racebestemmelse af hunde på grundlag af dna i Europa. Merete Fredholm har i den forbindelse oplyst, at der foreligger et større udviklingsarbejde, før dette er muligt.

Merete Fredholm har endelig oplyst, at det heller ikke er muligt gennem dna-test af hunde at fastslå, hvilken familie, f.eks. ”molosser-familien”, en hund tilhører.

En anden metode til identifikation af hunde kunne være den, der anvendes i Spanien, hvor de håndhævende myndigheder kan støtte sig til en liste med de fysiske egenskaber. Listen indeholder, som anført ovenfor i afsnit 4.9., bl.a. karakteristika for en hunds krop, hoved og hals. Listen indeholder generelle fysiske egenskaber, som formentlig vil kunne findes hos en lang række hunde. Herudover kan det anføres, at en sådan liste vil medføre, at det i høj grad er hundens udseende frem for den enkelte hunds adfærd, som bliver bestemmende for, om den må henregnes til én af de forbudte hunderacer. Endelig kan det anses for betænkeligt, hvis en sådan liste skal danne grundlag for, om en borger lovligt kan erhverve en bestemt hund. Det vil således være meget skønsmæssigt – og umuligt ud fra udseende af en hvalp – at forudsige præcist hvordan dens fysiske karakteristika vil udvikle sig.

Endelig kan det overvejes, om et identifikation af en hund kan ske ud fra billedmateriale af de enkelte hunderacer. Anvendelse af billeder af bestemte hunderacer vil dog give anledning til samme betænkeligheder som en liste over fysiske egenskaber, jf. ovenfor.


[1] Betänkande av hundansvarsutredningen SOU 2003:46, side 37.

[2] Deborah Duffy, Yuying Hsu, James Serpell, Applied Aniemla Behavior Science 114 (2008), side 441-460.

[3] Hart & Hart 1988, The Perfect Puppy: How to choose your dog by its behavior. W.H. Freeman, New York and Company, side 1-182.






Kapitel 7 Udvalgets overvejelser

7.1. Indledning – problemets omfang og karakter

Begrebet ”farlige hunde” er ikke fuldstændig entydigt, men skal i denne sammenhæng forstås som hunde, der har stor tilbøjelighed til at udvise aggressivitet over for mennesker eller hunde, herunder ved bid[4].

Det skal understreges, at udvalget ved at anvende dette begreb ikke allerede herved har lagt til grund, at farlighed entydigt kan afgrænses til bestemte racer eller typer af hunde. Det er således vigtigt allerede på dette sted at understrege, at en hund grundlæggende er et rovdyr, og at alle hunde i princippet kan være farlige. Derfor ville flere af udvalgets medlemmer have foretrukket betegnelsen ”krævende hunde”, fordi visse racer eller typer af hunde stiller større krav til ejerens håndtering og opdragelse af hundene end andre racer eller typer. Udvalget har imidlertid valgt at bruge begrebet ”farlige hunde” som et samlebegreb, da det er mere umiddelbart forståeligt for udenforstående.

Ud fra den tilgængelige statistik er der ikke grundlag for at fastslå, at der overordnet set er et stigende problem med farlige hunde. Antallet af mennesker, der hvert år bliver bidt af en hund har ligget nogenlunde stabilt i de sidste 10 år på omkring 600 på de fire skadestuer, hvis oplysninger indgår i det ulykkesregister, som føres af Statens Institut for Folkesundhed.[5]

Lægges det til grund, at de fire skadestuer også i denne sammenhæng er repræsentative, ligger antallet af hundebidskader på mennesker på omkring 5.000 om året, da skadestuerne dækker ca. 12 pct. af den danske befolkning. Det skal sammenlignes med, at der er registreret ca. 750.000 hunde i Dansk Hunderegister. Hverken i forhold til antallet af hunde i Danmark eller andre former for ulykkestilfælde, er der overordnet set tale om et markant problem.

Til brug for udvalgets arbejde har to af udvalgets medlemmer (Pernille Hansen og Ingeborg Mølbak) foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt 11 udvalgte smådyrshospitaler med stor vagtbyrde. Undersøgelsens formål var at give et billede af udviklingen i bidskader forvoldt af hunde på andre hunde. Otte dyrehospitaler besvarede spørgeskemaet. Tre ud af disse otte hospitaler oplyste, at de havde oplevet en lille stigning i antallet af alvorlige bidsår inden for de seneste fem år. Det ene af de tre hospitaler havde tillige oplevet, at bidskaderne var blevet lidt mere alvorlige. Fire af de otte hospitaler fandt, at antallet af hundebid var uændret over de seneste fem år, mens et hospital havde oplevet færre – men lidt mere alvorlige – bid. Ingen af de dyrehospitaler, der indgik i undersøgelsen, havde oplevet en stor stigning i antallet af bidsår eller betydeligt mere alvorlige bidsår.

Selv om der overordnet set ikke er tale om hverken et markant eller et stigende problem med farlige hunde, er dette ikke ensbetydende med, at der ikke er behov for initiativer på området. Rent bortset fra de fysiske – og eventuelt psykiske – skader, som et offer for hundebid udsættes for ved selv at blive skambidt eller få et kæledyr skambidt eller slået ihjel – skader som på ingen måder skal bagatelliseres – er det nok så væsentligt et problem, når der i den brede befolkning skabes frygt for at blive angrebet af hunde, som man møder på offentlige gader og veje, uanset om denne frygt statistisk set er velbegrundet.

Selv om der ikke er statistisk eller andet sikkert belæg for en sådan konklusion, er det udvalgets indtryk, at der, uanset den overordnede konklusion, i en række områder og boligbebyggelser er et særlig markant problem med hunde, der skaber frygt i deres omgivelser. Der synes således at være opstået et modefænomen i visse befolkningsgrupper – herunder, men langt fra udelukkende, blandt kriminelle unge mænd – hvor det er et statussymbol at have en hund, der af omgivelserne opleves som farlig, og som eventuelt kan anvendes som forsvars- eller angrebsvåben. Den følelse af utryghed, som disse hunde skaber, forstærkes af, at nogle hundeejere vælger at lade deres hund løbe løs, mens andre ikke har tilstrækkelig kontrol over hunden til at forhindre, at den river sig løs og stikker af. Dette kan resultere i en daglig bekymring hos andre hundeejere, der frygter at møde en løsgående, aggressiv hund, når de lufter deres hund.

Det er imidlertid efter udvalgets opfattelse vigtigt at bevare det overordnede perspektiv, når mulige initiativer overvejes, således at initiativerne målrettes og afpasses i overensstemmelse hermed.

Ved gennemgangen af mulige initiativer har udvalget således overvejet, om det pågældende initiativ er relevant og proportionalt i forhold til de konstaterede problemer. Jo mere indgribende en regulering, der er tale om, jo vigtigere er det at stille spørgsmålet, om det er muligt at målrette indgrebet mod den eller de hunde/hundeejere, der skaber problemerne, eller om initiativet vil ramme for bredt. Eller formuleret på en anden måde: Er de forventede positive effekter af et eventuelt initiativ i en rimelig balance med de negative effekter, som kan forudses?

Det har endvidere været en målsætning for udvalget at søge at beskrive og udforme mulige initiativer således, at berørte hundeejere kan se nødvendigheden af reguleringen, for så vidt muligt at sikre respekt for og frivillig efterlevelse heraf. Et andet element i en effektiv regulering har for udvalget været at overveje, hvordan de påtænkte regler af politiet kan håndhæves i praksis i forhold til de hundeejere, som ikke respekterer lovgivningen.

Endelig har udvalget søgt at sikre en passende afvejning af retssikkerheden for berørte hundeejere over for behovet for en effektiv regulering.

Under udvalgets arbejde har justitsministeren den 11. september 2009 sendt et udkast til ændring af hundeloven og dyreværnsloven i høring. Af betydning for udvalgets arbejde med denne delbetænkning indeholder lovudkastet følgende elementer:

De tre elementer, der indgår i lovudkastet, indgik alle i udvalgets drøftelser, da justitsministeren besluttede at fremsætte lovforslag på området, inden udvalgets delbetænkning kunne foreligge. Der er enighed i udvalget om, at alle tre forslag er meget væsentlige elementer i en forstærket indsats for at modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og andre hunde.

Særligt for så vidt angår lovudkastets regel om, at hunde, der skambider et menneske eller et dyr, skal aflives ved politiets foranstaltning uden hundesagkyndig undersøgelse, finder udvalget dog, at det bør overvejes at begrænse reglen til at omfatte skambidning af et menneske eller en anden hund. Det skyldes, at hundes skambidning af andre dyr ofte vil kunne være uden sammenhæng med en særlig aggressiv adfærd hos hunden, men i stedet udtryk for hundens jagtinstinkt.

I den offentlige debat har der været stor fokus på spørgsmålet om forbud mod bestemte hunderacer eller i hvert fald skærpede regler for hold af visse hunde. Afsnit 7.2. indeholder udvalgets overvejelser om mulige modeller for en afgrænsning af, hvilke hunde der må anses for farlige. På grundlag heraf indeholder afsnit 7.3. og 7.4. udvalgets overvejelser om mulighederne for og hensigtsmæssigheden ved henholdsvis et raceforbud og en særregulering for visse hunderacer og om, hvilke hunderacer der i givet fald bør være omfattet af et forbud eller en særregulering. Afsnit 7.5.-7.11. indeholder udvalgets overvejelser om generelle skærpelser af hundelovens regler med henblik på at modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og andre hunde. Endelig indeholder afsnit 7.12. udvalgets overvejelser og forslag vedrørende sanktionsniveauet på området.

Det skal indledningsvist bemærkes, at de forpligtelser, som efter hundeloven er rettet mod den, der holder hund, for at sikre en effektiv håndhævelse af reglerne lovteknisk er rettet mod hundens ”besidder” (jf. herom afsnit 3.2.1.) og ikke dens ejer. Hensigten er at undgå, at den person, som i praksis holder hund, frasiger sig sit ansvar under henvisning til, at han ikke civilretligt er hundens ejer. Ejeren af hunden vil dog sædvanligvis også være hundens besidder. Ved en gennemgang af udvalgets overvejelser og forslag – undtagen hvor der er tale om formuleringen af gældende eller foreslåede lovbestemmelser – forekommer det imidlertid sprogligt mere naturligt at tale om hundens ejer end dens besidder. Når der i det følgende tales om hundeejeren, skal det derfor forstås som synonymt med begrebet hundens besidder.

7.2. Modeller for afgrænsning af, hvad der skal forstås ved farlige hunde

7.2.1. Indledning

Som anført i afsnit 7.1. ville det være ønskeligt at kunne målrette mulige initiativer – hvad enten de måtte bestå i forbud eller anden regulering – i forhold til besiddere af bestemte hunde, der i særlig grad må betegnes som farlige.

Uanset hvilke hunderacer, man vælger at lade omfatte af et forbud eller en særregulering opstår spørgsmålet om, hvordan man både lovteknisk og i praksis – som hundeejer eller som håndhævende myndighed – i givet fald skelner mellem de farlige hunde og andre hunde.

På grundlag af de gældende regler i Danmark og oplysningerne om fremmed ret har udvalget opstillet fire modeller, der gennemgås i det følgende. Modellerne kan varieres og eventuelt kombineres – herunder med muligheden for en konkret dispensation fra et forbud mod at være omfattet af en særregulering – men de udgør efter udvalgets opfattelse tilsammen et godt grundlag for at vurdere mulighederne for og hensigtsmæssigheden ved henholdsvis et raceforbud og en særregulering for visse hunderacer.

7.2.2. 1991-modellen (model 1)

Denne model bygger på den lovgivningsmodel, der blev anvendt ved indførelsen af forbuddet mod pitbull terrier og tosa i 1991[6]. Efter denne model vil et forbud omfatte besiddelse eller avl af nogle nærmere opregnede hunderacer eller krydsninger, hvori disse hunderacer indgår. Tilsvarende gælder en eventuel særregulering. Efter denne model er det politiet, der i tvivlstilfælde skal kunne bevise, at en hund tilhører én af de forbudte hunderacer eller er en krydsning heraf.

7.2.3. Den norske model (model 2)

Denne model bygger ligesom den forudgående model på en særregulering for – eller forbud mod at avle eller besidde – nærmere bestemte hunderacer eller krydsninger, hvori disse hunderacer indgår. I modsætning til den første model er det imidlertid i denne model hundeejeren, der i tvivlstilfælde skal dokumentere hundens race eller type. Modellen, der altså bygger på et princip om omvendt bevisbyrde, er inspireret af den norske hundelov med tilhørende administrative forskrifter[7]. Det er en forudsætning for at pålægge hundeejeren bevisbyrden, at politiet med rimelig grund har mistanke om, at der tale om en hund af en af de forbudte racer eller typer, eller en hund af blandingsrace, hvori disse racer eller typer indgår.

Efter den norske regulering er mindstekravet til ejerens dokumentation af en hunds race eller type, at hunden er id-mærket[8] med mikrochip, og at dette id-mærke knytter hunden til et registreringsbevis, der er påført dna-kodning med tilknyttet stamtavle.

Opfyldelse af dette mindstekrav forudsætter, at dyrlægen i forbindelse med chip-mærkningen af hunden har udtaget en blodprøve, som er sendt til et centralt lager, som Norsk Kennel Klub ejer og er ansvarlig for. Hvis der senere opstår tvivl om, hvorvidt en hund er af en bestemt race, foretages en dna-analyse på grundlag af blodprøven, som sammenholdes med oplysningerne på hundens stamtavle om hundens forældre. Det er forudsat i forarbejderne, at stamtavlen (og dermed formentlig også dna-registreringen) – ud over Norsk Kennel Klub – kan føres af ”en tilsvarende troværdig organisation”, f.eks. en tilsvarende udenlandsk klub.

Efter de norske regler kan politiet ”i enkelttilfælde” bestemme, at anden tilfredsstillende dokumentation kan træde i stedet for det sædvanlige mindstekrav til dokumentation.

7.2.4. Den spanske model (model 3)

Denne model, der er inspireret af lovgivningen om farlige hunde i Spanien[9], indebærer – ud over en særregulering for eller et forbud mod bestemte hunderacer – at også hunde med nærmere angivne fysiske karakteristika omfattes af særregulering eller forbud.

De fysiske karakteristika, der nævnes i de spanske regler er følgende:

7.2.5. Den britiske model (model 4)

Denne model, der er inspireret af reglerne i Storbritannien[10], indebærer – ud over en særregulering for eller et forbud mod bestemte hunderacer – at også hunde, som er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer, omfattes af særregulering eller forbud.

Vurderingen af, om en hund er ulovlig, foretages i Storbritannien af en domstol på baggrund af en sagkyndig vurdering. Som i den norske model er det ejeren, der i tvivlstilfælde skal dokumentere hundens race eller type, men der er ikke i den britiske lovgivning stillet specifikke krav til, hvilken form for bevis der er tilstrækkelig. Hvis hunden er ulovlig, men domstolen imidlertid vurderer, at hunden ikke udgør en fare for den offentlige sikkerhed, kan ejeren beholde hunden mod at lade hunden registrere i et særligt register over farlige hunde, lade den sterilisere og mærke ved tatovering eller chip.

7.3. Forbud mod farlige hunde

Danmark indførte i 1991 et forbud mod besiddelse og avl af pitbull terrier og tosa (eller rettelig: tosa inu) og krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår. Også andre europæiske lande har i løbet af de seneste knap 20 år indført forskellige former for race- eller typespecifikke forbud. Som det fremgår af kapitel 4, er der i 1991 i Storbritannien indført forbud mod pitbull terrier, tosa inu, dogo argentino og fila brasileiro, mens Norge i 2004 forbød disse fire hunderacer samt amerikansk staffordshire terrier (amstaff). Herudover har flere europæiske lande en særregulering for visse hunderacer, men ikke noget forbud, jf. nærmere nedenfor i afsnit 7.4.

Nederlandene indførte et forbud mod pitbull terrier i 1994, men afskaffede det igen pr. 1. januar 2009, da ordningen ikke havde ført til færre bidskader.

Sverige valgte ikke at gennemføre et forbud med bestemte racer eller typer af hunde i forbindelse med en lovrevision i 2007[11] under henvisning til, at det ikke er muligt at henføre alle farlige hunde til bestemte hunderacer, idet en forkert adfærd kan udvikles hos alle hunderacer og forstærkes gennem bl.a. forkert avl eller forkert håndtering.

Et naturligt udgangspunkt for udvalgets overvejelser om, hvorvidt der er behov for at udvide antallet af forbudte hunderacer – og eventuelt justere udformningen af det danske raceforbud – er den fokus, som der i den offentlige debat i særlig grad har været rettet mod de såkaldte kamp- og muskelhunde[12]. Der er her tale om hunde, som oprindeligt er avlet til kamp mod tyre og andre hunde, til storvildtsjagt eller med henblik på bevogtning af ejendomme, og som – med variationer racerne imellem – blandt andet er karakteriseret ved lav aggressionstærskel samt stor muskelkraft, mod, udholdenhed og ufølsomhed over for smerte.

Man kan stille det spørgsmål, om de pågældende hunderacer – med de vanskeligheder og risici, der er forbundet med at håndtere dem – tjener noget anerkendelsesværdigt formål i dagens Danmark, når nu der er så mange andre hunderacer at vælge imellem. Taler forsigtighedshensyn og hensynet til at imødekomme den frygt og afstandtagen, der i meget brede dele af befolkningen er i forhold til disse hunde, ikke med stor styrke for et forbud? Bør de eksempler, der er kommet frem i pressen om voldsomme angreb på og skambidninger af mennesker og andre hunde, ikke føre til, at vi sikrer os imod – i hvert fald efter en overgangsperiode – at møde disse hunde på offentlige gader og veje? Og er eventuelle problemer med at racebestemme hunde i praksis ikke overdrevet? Vil langt hovedparten af den danske befolkning ikke søge væk fra de forbudte hunderacer og vælge andre hunderacer eller blandingshunde, hvor der hverken visuelt eller adfærdsmæssigt er grund til forveksling med de forbudte hunderacer, således at lovgivningen i selv har en adfærdsregulerende effekt? Vil de pågældende racer således ikke over tid uddø i Danmark, hvorfor eventuelle vanskeligheder med at håndhæve et forbud primært vil bestå i den indledende fase?

Heroverfor kan anføres følgende synspunkter:

Begrebet ”kamp- og muskelhunde” er langt fra entydigt. Uanset til hvilket formål en hunderace historisk set er avlet, kan forskellige egenskaber være nedtonet eller fremhævet gennem de seneste 100-150 års avlsarbejde, og udvalget har hverken i dansk eller udenlandsk statistik eller forskning fundet noget sikkert grundlag for at udpege bestemte racer som mere farlige end andre. Tværtimod er det generelle indtryk, at alle hunde – med forkert opdragelse og forkert håndtering – kan være farlige, og at det derfor er mere relevant at fokusere på hundeejere med hunde, som konkret viser sig farlige eller skaber frygt i deres omgivelser, således som det er tilstræbt ved ændringen af hundeloven i 2003.

Erfaringen viser også, at opfattelsen af, hvilke hunderacer der anses for farlige, varierer over tid – muligvis blandt andet som en konsekvens af skiftende tiders ”mode” med hensyn til, hvilke hunde der ikke mindst i kriminelle eller udsatte miljøer anses for statussymboler eller velegnede forsvars- eller angrebsvåben. I forbindelse med indførelsen af hundeloven i 1937 var der røster fremme om at forbyde schæfere og dobermannpinschere[13], og senere har også rottweilere været en af de hunderacer, der vakte frygt i sine omgivelser. I de sidste omkring 20 år har fokus været på pitbull terriere og beslægtede racer – nu i den offentlige debat sammenfattet under betegnelsen kamp- eller muskelhunde. Efter udvalgets opfattelse kan det næste modefænomen eventuelt blive visse racer inden for gruppen af hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien[14]. Hvis der indføres forbud mod bestemte racer, er det tænkeligt, at uansvarlige hundeejere vil skaffe sig hunde af andre racer, som kan blive lige så farlige som de forbudte racer.

Opnås der enighed om, hvilke hunderacer der må anses for farlige, eventuelt suppleret hen ad vejen med de yderligere racer, som i praksis viser sig problematiske, måtte et eventuelt forbud – ligesom det gældende forbud mod pitbull terrier og tosa inu – for at være effektivt også omfatte krydsninger, hvori de pågældende hunderacer indgår. Når der ikke er tale om racerene hunde – hvad en stor del af de danske familiehunde ikke er – er der imidlertid betydelige vanskeligheder med at identificere de forbudte racer og ikke mindst blandinger heraf. Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt – eller inden for en overskuelig fremtid – et sikkert grundlag for på baggrund af en dna-analyse at fastlægge en hunds race, ligesom en ren visuel identifikation heller ikke er mulig med blot nogen grad af sikkerhed. En eventuel test måtte derfor i høj grad fokusere på hundens adfærd[15], og er det så ikke mere relevant også i lovgivningen at fokusere herpå?

Endelig kan det anføres, at der ikke er sikkerhed for, at et raceforbud mærkbart vil mindske problemet. Der er ikke foretaget nogen evaluering af det danske forbud fra 1991 mod pitbull terrier og tosa inu, og der foreligger ikke nogen statistik om politiets håndhævelse heraf. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at mens der nok umiddelbart efter indførelsen af forbuddet oplevedes en nedgang i antallet af pitbull-lignende hunde, så er der i dag mærkbart flere af denne slags hunde – de kaldes blot noget andet af ejeren – og forbuddet håndhæves ikke længere i praksis, idet politiet i stedet anvender mulighederne for at give pålæg om at anvende snor eller mundkurv mv. eller at aflive hunden efter de regler om farlige hunde, der blev indført i hundeloven i 2003. Erfaringerne fra Storbritannien[16] tyder heller ikke på, at forbuddet har haft nogen langsigtet virkning, hvilket da også har ført til, at der i foråret 2009 er udsendt en udførlig vejledning til politikredsene for at medvirke til en mere effektiv håndhævelse af forbuddet. Nederlandene har som nævnt af samme grund ophævet deres raceforbud. I Norge er raceforbuddet relativt nyt, og myndighederne har ikke noget sikkert grundlag for at udtale sig om erfaringerne[17].

Udvalget er imidlertid blevet bedt om under alle omstændigheder at opstille én eller flere modeller for et forbud mod kamp- og muskelhunde.

Der er enighed i udvalget om, at de hidtidige erfaringer i Danmark og i udlandet fører til, at et eventuelt raceforbud, for at kunne håndhæves effektivt i praksis, i givet fald måtte bygge på den norske model med omvendt bevisbyrde (model 2)[18]. Udvalget har ikke noget sikkert statistisk eller erfaringsmæssigt grundlag for at pege på, at et eventuelt forbud bør omfatte enten flere eller færre hunderacer, der kan siges at tilhøre gruppen af kamp- og muskelhunde, end de fem hunderacer, der er forbudt i Norge. Skulle et forbud omfatte alle de hunde, som i almindelighed anses som kamp- eller muskelhunde, og som findes i Danmark, kunne det imidlertid overvejes yderligere at medtage staffordshire bull terrier[19], amerikansk bulldog og boerboel. Endvidere kunne det overvejes, om racerne kangal, centralasiatisk ovtcharka, kaukasisk ovtcharka, sydrussisk ovtcharka, sarplaninac og tornjak inden for gruppen af hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien burde medtages for at forebygge, at de bliver næste generation af farlige hunde i Danmark[20].

Da modellen bygger på et princip om omvendt bevisbyrde, vil en overtrædelse af raceforbuddet ikke kunne strafsanktioneres, men alene føre til aflivning af hunden, idet en hundeejer – som det fremgår ovenfor – i mange tilfælde ikke vil have nogen reel mulighed for at forsvare sig mod en anklage om at besidde en ulovlig hund[21]. Et lovudkast, der bygger på denne model, er optaget som bilag 1 til betænkningen. Ved en gennemførelse af forslaget, vil den gældende bekendtgørelse om forbud mod pitbull terrier og tosa inu skulle ophæves.

Hvis der indføres et forbud mod bestemte hunderacer, skal det overvejes, hvilke overgangsregler der skal gælde for de personer, der på tidspunktet for forbuddets ikrafttræden allerede er i besiddelse af hunde tilhørende de forbudte racer.

Det bør indgå i overvejelserne, at personer, der har erhvervet en hund før forbuddets ikrafttræden, ikke ved erhvervelsen har haft anledning til at undersøge, om hunden tilhører en af de forbudte racer. En række hundeejere vil således kunne blive nødt til at overholde overgangsreglerne, fordi de ikke kan dokumentere, at deres hund ikke tilhører en af de forbudte racer. Der vil derfor efter udvalgets opfattelse ikke være hensigtsmæssigt at stille for strenge krav til hold af disse hunde. Efter udvalgets opfattelse vil det være nærliggende at lade hundene omfatte af en overgangsordning, som den der gælder i Norge, hvorefter sådanne hunde skal registreres/anmeldes og føres i snor, ligesom de ikke må overdrages eller indgå i avl.

I forbindelse med en eventuel gennemførelse et raceforbud må det overvejes, om der herved foretages et ekspropriativt indgreb i forhold til erhvervsmæssig avl af de hunderacer, der ønskes forbudt, jf. grundlovens § 73, således at der enten skal udbetales erstatning til – eller fastsættes en overgangs- eller dispensationsordning for – de berørte avlere.

Et flertal af udvalgets medlemmer (Pernille Hansen, Vibeke Knudsen, Jens Kruse Mikkelsen, Ingeborg Mølbak, Jens Svenningsen og Hans Tonsborg) kan ikke anbefale, at der gennemføres et sådant forbud og henviser i den forbindelse til de argumenter, der er gengivet ovenfor. Disse medlemmer fremhæver særligt, at der er betydelig risiko for, at den omvendte bevisbyrde, som er nødvendig for at sikre et effektivt forbud, medfører, at loven kommer til at ramme alt for bredt. Medmindre man er indehaver af en stambogsført hund, og eventuelt har fået registreret en blodprøve med henblik på en fremtidig dna-analyse, har borgeren i praksis yderst begrænsede muligheder for at tilbagevise politiets påstand om, at man er indehaver af en kamphund, selv om hunden rent faktisk ikke tilhører en af de forbudte racer eller indeholder arvelige egenskaber herfra. Og selv bortset fra dette bevisbyrdespørgsmål vil et forbud inden for de berørte racer og krydsninger, hvori disse racer indgår, ramme et meget stort antal hundeejere, hvoraf rigtig mange har en velfungerende familiehund. Et forbud vil desuden ikke alene ramme for bredt. Det vil også ramme for snævert, idet der som anført ikke er grund til at tro, at problemerne med skambidning af mennesker og andre hunde vil forsvinde af den grund, idet der som anført også findes farlige hunde inden for andre hunderacer. Disse medlemmer finder endvidere, at det gældende forbud mod pitbull terrier og tosa inu bør ophæves, da det kan være stødende for retsbevidstheden at opretholde regler, der alligevel ikke håndhæves i praksis, og da de gældende – og de i de følgende afsnit foreslåede – regler om politiets beføjelser over for farlige hunde giver et bedre grundlag for en indsats mod farlige hunde.

Et mindretal af udvalgets medlemmer (Cristina Angela Gulisano, Pernille Langermann-Nielsen og Birgit Kleis) bemærker, at der som anført ovenfor er enighed i udvalget om, at en eventuel forbudsordning må bygge på den norske model beskrevet under pkt. 7.2.3.

Mindretallet er enig i, at en række forhold – isoleret set – kan anføres imod at indføre en sådan forbudsordning. Ordningen kan således som anført af flertallet risikere at ramme både for snævert og for bredt, sådan at forstå, at ordningen ikke vil kunne afgrænses så præcist, at den i alle situationer rammer eller kun rammer hunde, der kan udgøre en konkret fare for omgivelserne. Hertil kommer bl.a., at også en ordning, der bygger på den norske model, kan være (meget) vanskelig at håndhæve på en måde, der er fuldt ud effektiv.

Der kan imidlertid efter mindretallets opfattelse også anføres stærke grunde til at foreslå en forbudsordning. Som anført i afsnit 7.1. er det således et væsentligt problem, når der i den brede befolkning skabes frygt for at blive angrebet af hunde, som man møder på offentlige gader og veje, uanset om denne frygt statistisk set er velbegrundet.

Det må i den forbindelse efter mindretallets opfattelse fremhæves, at der – både tidligere, men i høj grad i de allerseneste år – har været fokus på, at nogle hundeejere ligefrem tilstræber at have en hund, der af omgivelserne bliver opfattet som ”farlig” og dermed efter omstændighederne egnet til at skabe frygt hos omgivelserne. Hertil kommer, at der er almindelig enighed om, at der findes visse racer eller typer af hunde, som stiller særlige krav til ejerens håndtering og opdragelse, og det gælder, hvad enten man vælger at betegne disse hunde som ”farlige” eller ”krævende” hunde.

Mindretallet er opmærksom på, at begrebet ”farlige hunde” for så vidt ikke kan siges at være et relativt nyopstået fænomen, idet der også tidligere – f.eks. ved indførelse af hundeloven i 1937 – var røster fremme om at forbyde f.eks. schæfere og dobermannpinschere, fordi de kunne vække frygt hos deres omgivelser. Imidlertid har der i de allerseneste år været en udvikling og en offentlig debat mv., der efter mindretallets opfattelse kan gøre det nærliggende at overveje, om udbredelsen af forskellige racer og typer af hunde har nået et stadie, hvor der bør indføres grænser for, hvilke hunde vi ønsker i det danske samfund.

Mindretallet bemærker desuden, at selv om den omtalte model for en forbudsordning muligvis ikke vil kunne håndhæves fuldt ud effektivt i praksis, vil en sådan ordning efter mindretallets opfattelse under alle omstændigheder kunne have den effekt, at antallet af hunde omfattet af ordningen gradvist vil kunne blive reduceret i de kommende år.

Mindretallet bemærker i den forbindelse, at formålet med en forbudsordning skal være at varetage hensynet til borgernes sikkerhed og tryghed. Ligesom det var en forudsætning, da man indførte forbuddet i Norge, finder mindretallet, at det er vigtigt at understrege, at politiet i givet fald bør håndhæve en forbudsordning på en smidig måde, således at der ikke bliver tale om en form for forfølgelse af hundeejere.

På den anførte baggrund finder mindretallet, at spørgsmålet om indførelse af en forbudsordning i sidste ende må bero på en politisk afvejning af de forskellige – til dels modsatrettede – hensyn, som gør sig gældende på området.

7.4. Racebestemt særregulering

Der findes ikke i den gældende danske lovgivning særregulering for bestemte hunderacer bortset fra bestemmelsen i hundelovens § 3, stk. 3, hvorefter 14 opregnede hunderacer, krydsninger heraf samt enhver større hund, der efter sin race eller sin karakter kan sidestilles med de 14 hunderacer, uden for de større byer skal føres i snor, holdes indelukket eller forsvarligt bundet fra solnedgang til solopgang, dog mindst fra kl. 18 til kl. 6[22]. Denne bestemmelse, der stammer fra den oprindelige hundelov fra 1938, har næppe længere nogen praktisk betydning, og den foreslås i øvrigt ophævet i det lovudkast, som Justitsministeriet sendte i høring den 11. september 2009.

Som det fremgår nærmere af kapitel 4, er der i flere europæiske lande en særregulering for visse hunderacer. I Tyskland, hvor der er lovgivning både på forbundsniveau og på delstatsniveau, og reglerne derfor er forskellige fra delstat til delstat[23], er der typisk blandt andet krav om tilladelse til at holde farlige hunde, og en sådan tilladelse meddeles kun til myndige og pålidelige personer, der er personligt egnede og som besidder tilstrækkelig faglige viden til at holde den pågældende hund. Ejeren skal desuden være i stand til at holde og føre den farlige hund i snor. I Frankrig[24] stilles der for ejere af staffordshire terriere, amerikansk staffordshire terriere (amstaff), mastiff, tosa inu og rottweilere krav om et kursus til opnåelse af et egnethedsbevis. Kurset har til formål at hunde udviser en passende adfærd ved ophold på offentlige og private områder. I Spanien[25] kræver det tilladelse at besidde en farlig hund, og en sådan tilladelse får man kun, hvis man myndig og ikke tidligere straffet for f.eks. drab, frihedsberøvelse eller narkotikahandel eller frakendt retten til at beskæftige sig med hunde eller andre potentielt farlige dyr. Farlige hunde skal være iført mundkurv og føres i snor, hvis længde ikke må overstige 2 meter, når den befinder sig på offentlige steder. Hvis en farlig hund forsvinder, skal det kommunale register underrettes herom inden for 48 timer. I Schweiz[26] reguleres området i vidt omfang i de enkelte kantoner (delstater), og f.eks. i Geneve stilles der krav om tilladelse til at holde 12 hunderacer, og der er mundkurvspligt for disse racer.

Når udvalget har overvejet forslag om særregler for bestemte hunderacer, er det for at vurdere, om det ad denne vej er muligt at pege på initiativer, som er mere målrettede end generelle regler[27] for alle hunde og hundeejere uden at være så indgribende som et forbud. Det kan således anføres, at der findes hunderacer, som det kræver en ekstra indsats at holde fra ejerens side for at sikre, at hunden ikke skaber utryghed for sine omgivelser, men at der omvendt findes ejere, som er indstillet på at skulle opfylde nogle særlige krav for at kunne holde sådanne hunde.

Udvalget har i den forbindelse både overvejet særlige krav til hundeejeren og til selve hundeholdet. Udvalget har bl.a. overvejet, om der bør stilles krav om, at besidderen skal være myndig, have gennemført et kursus, ikke tidligere være dømt for visse grovere lovovertrædelser, og om der bør stilles krav til besidderens personlige forhold. Herudover har udvalget overvejet, om der bør stilles krav om, at bestemte hunderacer kun må luftes af ejeren, om der bør stilles krav til snor og mundkurv mv., og om der bør stilles krav til indhegning mv. af den ejendom (have), hvor hunden holdes.

På samme måde som ved et raceforbud opstår spørgsmålet om, hvordan man identificerer de udpegede racer og ikke mindst blandinger heraf. Der er her igen enighed i udvalget om, at den eneste model, der vil kunne håndhæves effektivt i praksis, er den norske model (model 2) med omvendt bevisbyrde. Også ved en særregulering indebærer denne bevisbyrderegel imidlertid, at en overtrædelse af eventuelle særregler for bestemte hunderacer ikke vil kunne strafsanktioneres, idet en hundeejer i mange tilfælde ikke vil have nogen reel mulighed for at forsvare sig mod en anklage om, at vedkommendes hund er af en farlig race og derfor omfattet af særreglerne. Et raceforbud vil kunne håndhæves ved aflivning af hunden, mens der ikke er en tilsvarende mulighed for en umiddelbar, effektiv håndhævelse af særregler. En ordning med særregler måtte derfor indebære, at politiet kan give en hundeejer – som ikke kan modbevise, at hans hund tilhører en af de hunderacer, der gælder særregler for – pålæg om for fremtiden at overholde særreglerne. Overtrædelse af et sådant pålæg, vil kunne strafsanktioneres og eventuelt føre til aflivning af hunden.

Den model, som udvalget har overvejet, ville indebære, at der opstilles særregler for følgende hunderacer[28] og krydsninger, hvori disse racer indgår:

Særreglerne ville gå ud på at stille krav om, at kun personer, der er fyldt 18 år, må eje eller besidde disse hunde. Hunden måtte kun holdes på ejerens ejendom, der skulle være indhegnet og forsynet med en sluselåge. Det ville endvidere være en betingelse, at hunden kun luftes af ejeren selv eller en anden person over 18 år, og at hunden er iført mundkurv og føres i fast snor på højst 2 meter. Hunden skal også være i snor i områder, der er fritløbsområde for andre hunde. Ejeren måtte kun lufte én hund ad gangen. Hvis en af disse hunde løb bort, skulle politiet underrettes senest 1 time efter, at ejeren var blevet opmærksom på, at hunden var forsvundet. Et lovudkast, der bygger på denne model, er optaget som bilag 2 til betænkningen.

Fire af udvalgets medlemmer (Pernille Hansen, Jens Kruse Mikkelsen, Ingeborg Mølbak og Jens Svenningsen) kan ikke støtte et forslag om særregler for bestemte hunderacer. Disse medlemmer finder – ligesom med hensyn til raceforbuddet – at en regulering af denne karakter vil ramme både for bredt og for snævert, idet der findes en lang række velfungerende familiehunde inden for disse racer, ligesom der ikke er grund til at tro, at problemerne med skambidning af mennesker og andre hunde vil forsvinde af den grund, idet der også findes farlige hunde inden for andre hunderacer. Man skal i den forbindelse ikke underkende den dyrevelfærdsmæssigt negative virkning af, at disse hunde – og herunder altså også i meget vidt omfang hunde, der ikke har udvist nogen konkrete fare for deres omgivelser – aldrig ville kunne løbe frit rundt uden for ejerens indhegnede have, men altid skulle være iført snor og mundkurv og være uden artsfællekontakt, når de bevæger sig uden for denne have. Dette vil være en meget betydelig indskrænkning af disse hundes naturlige fysiologiske og adfærdsmæssige behov[30] og i øvrigt risikere at gøre dem mere aggressive og uhåndterlige, end de ellers ville være. Når det så samtidig ikke er praktisk muligt at håndhæve særregler, før politiet har givet ejeren et pålæg om at overholde særreglerne, mister ordningen en betydelig del af sin forebyggende værdi. Der er således en betydelig risiko for, at det er de lovlydige hundeejere med velfungerende hunde af de nævnte racer, der først og fremmest berøres af de skærpede særregler, mens de problematiske hundeejere med utilpassede og aggressive hunde først efter en ikke ubetydelig politiindsats med udstedelse af pålæg vil kunne straffes for ikke at overholde reglerne. Under disse omstændigheder finder disse medlemmer, at de betydelige ulemper ved en ordning med særregler for bestemte hunderacer langt fra opvejer den forventede beskedne forebyggende gevinst i forhold til den gældende ordning om pålæg til farlige hunde efter hundelovens § 6 med de ændringer, der foreslås i de følgende afsnit.

To af udvalgets medlemmer (Vibeke Knudsen, Hans Tonsborg) finder, at særregler for de nævnte 10 hunderacer er nødvendige for at mindske faren ved disse hunde mest muligt, og at en model som den skitserede vil bidrage til at styrke politiets indsats på dette område. Disse medlemmer finder samtidig, at de opstillede krav er rimelige i forhold til de berørte hunde og hundeejere i lyset af det samfundsproblem med farlige hunde, som skal løses.

Tre af udvalgets medlemmer (Cristina Angela Gulisano, Pernille Langermann-Nielsen, Birgit Kleis) bemærker, at spørgsmålet om indførelse af særregler for bestemte hunderacer til dels hænger sammen med spørgsmålet om indførelse af et eventuelt forbud mod bestemte hunderacer. I det omfang, der måtte blive indført et forbud, vil det således ikke være nødvendigt at indføre sådanne særregler. I øvrigt må spørgsmålet om at indføre sådanne særregler i sidste ende bero på en politisk afvejning af de forskellige – til dels modsatrettede – hensyn, som gør sig gældende på området.

7.5. Krav til hundeejerens alder og personlige forhold

I dette og de følgende afsnit overvejes det, om der generelt for alle hunde er anledning til at skærpe reglerne for hold af hunde.

Dyreværnslovens § 19 indeholder et alderskrav, hvorefter dyr kun må overdrages til børn under 16 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker. Bestemmelsen blev indsat i dyreværnsloven i 1991 for at sikre, at Danmark kunne tiltræde Den Europæiske Konvention af 13. november 1987 om beskyttelse af kæledyr[31]. Et flertal i Dyreværnsudvalget havde i betænkning nr. 1154/1988 om dyreværn anbefalet, at aldersgrænsen blev fastsat til 18 år i stedet for 16 år, så aldersgrænsen svarede til myndighedsalderen. Justitsministeriet var imidlertid enigt med mindretallet i, at de dyreværnsmæssige hensyn var tilstrækkeligt tilgodeset med en aldersgrænse på 16 år.

Udvalget finder ikke noget grundlag for at foreslå en særskilt forhøjet aldersgrænse for overdragelse eller besiddelse af hunde. Antræffer politiet hunde, der skaber konkret fare eller frygt i deres omgivelser, kan der derimod være anledning til at overveje muligheden for at give pålæg om, hvem der må lufte hunden, jf. nedenfor i afsnit 7.7.

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør stilles krav til besidderens personlige forhold og herunder om, at den pågældende ikke tidligere har været straffet for visse grovere lovovertrædelser (vandelskrav).

Krav til privatpersoners vandel og personlige forhold findes f.eks. i våbenlovgivningen. Det følger således af § 37, stk. 1, i våbenbekendtgørelsen[32], at bl.a. våbentilladelse efter våben- og eksplosivstofloven kun kan gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel der ikke foreligger oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.

Det følger af praksis på området, at der ved vurderingen af ansøgeres personlige forhold og hidtidige vandel i forbindelse med våbentilladelser må lægges vægt på, om den pågældende har haft sager om drab, vold, røveri, voldtægt, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, overtrædelse af straffelovens § 252 om forsætlig fareforvoldelse og § 266 om trusler mv. samt overtrædelser af våbenlovgivningen og narkotikalovgivningen. Det er endvidere umiddelbart klart, at våbentilladelse skal afslås, hvis der foreligger begrundet risiko for, at våbnet vil blive misbrugt. Det samme gælder, hvor skødesløshed i omgang med skydevåben er særligt indiceret. Endvidere må udgangspunktet i tilfælde, hvor der er begrundet tvivl om, hvorvidt våbnet vil blive misbrugt, være, at en våbentilladelse nægtes.

Hvis der skal opstilles krav til hundeejeres personlige forhold, herunder vandelskrav, forudsætter det, at der indføres krav om forudgående tilladelse fra politiet (eller anden myndighed) for at eje eller besidde hund. De administrative omkostninger, der ville være forbundet hermed, står efter udvalgets opfattelse meget langt fra mål med de forventede fordele ved at afskære kriminelle eller psykisk uligevægtige personer fra at eje eller besidde en hund. Nedenfor i afsnit 7.12. stiller udvalget imidlertid forslag om en udvidet adgang til at frakende personer retten til personligt at beskæftige sig med hunde. Allerede efter den gældende bestemmelse i hundelovens § 12 a er der mulighed for rettighedsfrakendelse i visse tilfælde over for personer, hvis hunde konkret har forvoldt skade på andre.

7.6. Uddannelseskrav til hundeejeren (”kørekort”)

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør stilles krav om gennemførelse af et kursus for at kunne holde hund.

I Frankrig[33] er der krav om, at besiddere af visse hunderacer skal gennemføre et kursus af én dags varighed. På kurset gennemgås bl.a. emner som hundeejernes ansvar og pligter, det faglige miljø og foreninger vedrørende hunde. På kurset gennemgås endvidere hundens karakteristika, de forskellige hundetypers oprindelse, de vigtigste karakteristika for adfærdsudvikling, kommunikation mellem hund og besidder, de grundlæggende mekanismer for indlæring hos hunde og nødvendigheden af at opdrage hunde for at opnå harmoni i forholdet mellem hunde og besidder, både når hunden færdes på private og offentlige områder. Kurset indeholder endvidere en gennemgang af de forskellige årsager til aggressiv adfærd (relationel, udviklingsbetinget eller medicinsk), forebyggelse af aggressiv adfærd, valg af race og ønsket adfærd i tilfælde af aggression (styring af den aggressive hund). Endelig indeholder kurset nogle praktiske øvelser i at føre hunde i snor, påsætning og aftagning af mundkurv, særlige teknikker ved møde med ukendte personer og andre hunde, situationer i bylivet, herunder siddende stilling ved overgange og rolig holdning på offentlige steder.

Det er udvalgets opfattelse, at jo bedre forståelse ejeren har for sin hunds adfærd, jo bedre vil vedkommende kunne opdrage hunden og håndtere eventuelle aggressionsproblemer. Deltagelse i socialiseringskurser giver hvalpe mulighed for at lære at håndtere forskellige potentielle stress- og angstfyldte situationer, hvilket efter udvalgets opfattelse normalt vil hindre, at hvalpen udvikler en angst og aggressiv adfærd.

Det vil derfor være meget ønskeligt, hvis flere besiddere – ikke mindst besiddere af krævende hunde – deltager i de kurser, der allerede i dag udbydes af bl.a. Dansk Kennel Klub og Danmarks civile Hundeførerforening. Udvalget finder imidlertid, at det vil være for vidtgående i forhold til den foreliggende problemstilling med farlige hunde at stille at krav om, at alle hundeejere – eller alle, der erhverver hund efter ikrafttrædelsen af en ændring af hundeloven – skal gennemgå et lovpligtigt kursus. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at det ikke vil være relevant at indføre mulighed for, at politiet kan pålægge en hundeejer at deltage i et sådant kursus, hvis dennes hund konkret har forvoldt skade eller fare for deres omgivelser. For at få udbytte af kurset kræves det, at hundeejeren konstruktivt medvirker i uddannelsesforløbet, og det er der betydelig risiko for ikke vil være tilfældet, hvis deltagelse i kurset sker efter pålæg fra politiet.

7.7. Skærpede regler for pålæg om mundkurv og snor mv.

Efter hundelovens § 6, stk. 2[34], kan politidirektøren, hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, enten give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele. Politidirektøren kan endvidere træffe afgørelse om at lade hunden aflive. Efter hundelovens § 6, stk. 3[35], kan politidirektøren give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele, hvis hunden har for vane at forulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, at fare imod dem eller forfølge dem eller at forulempe husdyr i ejendom eller på mark.

Udvalget har overvejet om, der dels er anledning til at lempe betingelserne for at give pålæg efter hundelovens § 6, stk. 2, dels er anledning til at udvide politiets reaktionsmuligheder, det vil sige de forhold, der kan gives pålæg om.

For så vidt angår betingelserne for at give pålæg har udvalget navnlig fokuseret på bestemmelsens tredje led om situationer, hvor ”der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser”.

I forarbejderne[36] nævnes som eksempler på bestemmelsens anvendelsesområde den situation, hvor et overhængende angreb fra en hund mod et menneske eller et andet dyr afværges ved besidderens eller tredjemands mellemkomst, men det anføres også, at der kan være grund til at overveje, om en hund kan være farlig for sine omgivelser, selv om en hund ikke har vist konkrete tegn på at være farlig for sine omgivelser. Som eksempler, der kan indgå i vurderingen af, om en hund må anses for at være farlig, kan nævnes:

Det er vigtigt at understrege, at hundeejeren eller -besidderen kun har krav på, at der gennemføres en hundesagkyndig undersøgelse efter hundelovens § 6 a, stk. 2, hvis politiet påtænker at træffe afgørelse om aflivning af hunden[37]. Et pålæg om snor eller mundkurv kan således meddeles, uden at der gennemføres en hundesagkyndig undersøgelse.

Udvalget har navnlig overvejet hjælpekriteriet ”hvor en hund skaber frygt i sine omgivelser” (2. pind). Selv om eftersætningen, jf. ordet ”f.eks.” ikke er udtømmende, kan det ikke afvises, at den er blevet opfattet sådan i praksis, og selve lovteksten fokuserer også mere på hundens farlighed end den frygt, som hunden skaber i sine omgivelser. Omvendt er det af hensyn til hundeejernes retssikkerhed og hundenes velfærd heller ikke ønskeligt, at enhver subjektiv frygt for en hund, kan føre til den pågældende hund får pålæg om snor eller mundkurv. Formentlig blandt andet i lyset af den betydelige presseomtale af kamp- eller muskelhunde, der har skambidt mennesker eller hunde, er der flere eksempler på at ejere af hunde – der ikke kan betegnes som hverken kamp- eller muskelhunde, og som ikke har udvist nogen konkret fare for deres omgivelser – er blevet opfordret eller truet af andre til at skaffe sig af med deres hund. Der må derfor foreligge objektive omstændigheder, som i givet fald begrunder et pålæg.

Der er imidlertid efter udvalgets opfattelse behov for i lovteksten stærkere at understrege politiets muligheder for at gribe ind over for hunde, der skaber frygt i deres omgivelser. Udvalget foreslår derfor, at betingelserne for at give pålæg efter hundelovens § 6, stk. 2, formuleres således (tilføjelsen er fremhævet med kursiv):

”Hvis en hund har forvoldt skade på et andet menneske eller anden væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politidirektøren …”

Det skal understreges, at den foreslåede tilføjelse til bestemmelsen ikke giver politiet adgang til at gribe ind alene på grundlag af, at hundens fysiske fremtræden, dvs. fordi den ligner en kamp- eller muskelhund. Det ville blive for vilkårligt i lyset af vanskeligheder med at racebestemme sådanne hunde og de store variationer med lav aggressionstærskel mv. hunde og hunderacer imellem. Der skal efter den foreslåede bestemmelse foreligge konkrete, objektivt konstaterbare holdepunkter i hundens eller besidderens adfærd som begrundelse for at give et pålæg efter dette led i bestemmelsen. Det er omvendt lige så klart, at der – af hensyn til omgivelsernes tryghed – undertiden må stilles større krav til f.eks. besidderens kontrol over, og dressur af, en stor og muskuløs hund med stærke kæber end over en mindre hund.

Det er hensigten med den ændrede formulering at understrege hensynet til, og vigtigheden af, at der sættes ind over for den (begrundede) utryghed, som der i nogle tilfælde kan være med hensyn til bestemte hunde, f.eks. hvor ejeren ikke udviser ansvarlighed i forbindelse med sin omgang med og hold af hunden. Bestemmelsen skal således skabe grundlag for at politiet – ud over de eksempler, der er nævnt i forarbejderne til den gældende bestemmelse – kan gribe ind med relevante pålæg, f.eks. over for hundeejere, som lufter en stor og stærk hund i en lang line, så den reelt ”rydder gaden” for andre mennesker, som søger væk for at komme uden for hundens rækkevidde, som lader deres hund strejfe omkring i områder med børn e.l., eller som på anden måde i sin omgang med hunden ikke tager tilstrækkeligt hensyn til andres sikkerhed og tryghed, f.eks. ved at holde en sådan hund i en have, der ikke er forsvarligt indhegnet eller ikke umiddelbart fremstår som sådan (jf. herom nedenfor). Det skal understreges, at bestemmelsen ikke kun omfatter personer, der bevidst anvender hunden som forsvars- eller angrebsvåben eller ”potensforlænger”, men også velmenende personer, som blot ikke evner på relevant måde at holde og håndtere en stærk og kraftfuld hund på sædvanlige vilkår uden pålæg fra politiet.

Den nugældende henvisning til hunde, som der er grundlag for at antage kan være farlige for sine omgivelser, er bibeholdt i bestemmelsen, idet udvalget ikke har fundet at kunne udelukke, at der kan vise sig behov for at gribe ind over for hunde, hvor det ikke godtgøres, at hunden eller besidderen konkret har udvist en adfærd, der har været egnet til at skabe frygt, men hvor politiet på et mere indirekte grundlag finder behov at iværksætte en hundesagkyndig undersøgelse, som viser, at hunden kan være farlig for sine omgivelser, og at det er nødvendigt og berettiget at aflive hunden eller at give besidderen pålæg. Det kan f.eks. være, hvor den pågældende besidder tidligere har fået aflivet en hund som farlig, og hvor der er begrundet formodning for, at også den nuværende hund er farlig. Det er næppe tænkeligt, at politiet kan dokumentere en hunds farlighed på anden måde end ved henvisning til hundens eller besidderens adfærd eller en hundesagkyndig undersøgelse, men bestemmelsens formulering udelukker det ikke. Det er i det hele hensigten med den ændrede formulering at udvide og ikke indskrænke politiets mulighed for at gribe ind over for farlige og utryghedsskabende hunde.

For så vidt angår politiets reaktionsmuligheder har udvalget overvejet behovet for at give politiet mulighed for at give pålæg om indhegning af haven omkring den ejendom, hvor hunden holdes, og om, at hunden kun må luftes af ejeren og eventuelt af andre navngivne personer og eventuelt kun alene.

Udvalget har noteret sig, at flere hundeangreb er sket i forbindelse med, at den angribende hund er løbet ud af ejerens have. Udvalget finder derfor, at politiet – når betingelserne i den foreslåede bestemmelse er opfyldt – bør kunne stille krav om, at ejerens ejendom indhegnes, således af hunden ikke kan slippe ud, når den færdes løs i haven. Det er udvalgets opfattelse, at pålægget bør omfatte hele det område, hvor hunden kan færdes frit uden snor og mundkurv. Udvalget finder endvidere, at indhegningen i givet fald skal bestå af et solidt hegn, som er mindst 1,8 m højt, for at indhegningen effektivt kan beskytte mod, at hunden forcerer indhegningen. Herudover skal der som indgang til ejendommen etableres en sluselåge, som består af to låger med en gang imellem, således at hunden ikke kan løbe ud, når lågen åbnes.

Udvalget har endvidere overvejet, om der bør være mulighed for, at politiet giver yderligere pålæg vedrørende luftning mv. af hunden, ud over de eksisterende muligheder for at give pålæg om snor eller mundkurv. Udvalget har i den forbindelse særlig overvejet, om der bør kunne fastsætte krav om, at sådanne hunde kun må luftes af ejeren (besidderen) og eventuelt af andre navngivne (myndige) personer, der er i stand til at håndtere hunden på fornuftig vis, og om der bør kunne pålægges begrænsninger for antallet af hunde, som luftes samtidig af samme person. Udvalget finder, at det er hensigtsmæssigt at give politiet mulighed for at stille sådanne krav, hvor det er relevant på grund af hundens farlighed eller dennes eller ejerens konkrete adfærd. Der er således væsentlig forskel på, hvilken kontrol en voksen, der kender hunden, har over denne, og hvilke muligheder den pågældende har for at gribe ind over for aggressionsproblemer, sammenlignet med den kontrol mv. en fremmed eller et barn kan have, ligesom det alt andet lige er væsentlig nemmere at have kontrol over én hund end flere. Særligt for så vidt angår krav om at en hund skal luftes alene bemærkes, at det ikke kan antages, at dyreværnslovens § 2[38] indeholder et krav om artsfællekontakt.

Uanset, om der indføres en generel pligt til at føre hunde i snor i byer og områder med bymæssig bebyggelse, vil det fortsat være relevant at kunne give pålæg om snor efter hundelovens § 6, stk. 2, idet et sådant pålæg gælder helt generelt – dvs. også uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse og i såkaldte fritløbsområder, hvor andre hunde kan løbe frit – og udvalget forudsætter, at der vil kunne fastsættes krav til snoren, navnlig således at det ikke vil være tilladt at føre hunden i en såkaldt flexi-line. Efter udvalgets opfattelse bør et pålæg om snor efter § 6, stk. 2, i almindelighed indeholde et pålæg om at føre hunden i en fast line, der højst er 2 meter lang.

7.8. Registrering af politiets pålæg til hundeejere – pålæg følger hunden

I dag registreres pålæg efter hundelovens § 6 i Kriminalregistret under hundens ejer. Det er således kun muligt via registret at få oplyst, om en bestemt person (cpr.nr.) har en hund med et pålæg, mens der ikke kan søges efter, om der er meddelt et pålæg til en bestemt hund (id-nummer).

Efter de gældende regler følger et pålæg ikke hunden ved overdragelse eller salg til anden[39]. Hvis hunden overflyttes til en anden politikreds, skal besidderen efter hundelovens § 6, stk. 6[40], underrette den nye politikreds om et pålæg, og det er forudsat, at politiet i den gamle politikreds i videst muligt omfang underretter den nye politikreds om et meddelt pålæg, hvis politiet bliver opmærksom på en hunds flytning til en anden politikreds. Der kan dog i høj grad stilles spørgsmålstegn ved, hvor ofte nogen af delene sker i praksis.

Hvis en hund antræffes på et offentligt sted, vil politiet således i en række tilfælde ikke have nogen særlig nem adgang til at kontrollere, om den pågældende hund burde være ført i (kort) snor eller iført mundkurv. I de tilfælde, hvor det ikke er ejeren selv, der lufter hunden, og den person, der har hunden i sin besiddelse ikke oplyser om dens rette ejer, skal politiet via id-mærket[41] og en opringning til Dansk Hunderegister fremskaffe ejerens navn, der derefter skal slås op i Kriminalregistret. Denne noget omstændelige proces kan efter udvalgets opfattelse i en række tilfælde føre til, at politiet afstår fra at foretage en sådan kontrol.

Efter udvalgets opfattelse er det derfor af meget stor betydning for en effektiv indsats over for farlige hunde, at politiet har mulighed for at aflæse id-mærket og ud fra det mærke via et registeropslag konstatere, om der findes et pålæg vedrørende den pågældende hund. Samtidig bør et pålæg efter udvalgets opfattelse følge hunden ved overdragelse.

Det foreslås derfor, at den gældende bestemmelse i hundelovens § 6, stk. 6, om underretning ved overflytning til en anden politikreds erstattes af følgende bestemmelse:

”Overdrages hunden til en anden besidder, gælder et pålæg efter stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, umiddelbart over for den nye besidder.”

Ved overdragelse forstås enhver form for salg, gave, bytte og lignende. Overlades hunden midlertidigt til en anden til pasning eller lignende, vil et eventuelt pålæg fortsat gælde i forhold til hunden og adressaten for pålægget (dvs. besidderen), og det er således dennes ansvar, at den midlertidige hundepasser overholder pålægget.

En ny besidder, der vil sikre sig, at den hund, som vedkommende erhverver, er fri for pålæg, må således ved henvendelse til politiet sikre sig, at der ikke er registreret noget pålæg vedrørende hunden. Selv om han undlader dette – eller i øvrigt hævder ikke at kende til pålægget – følger det af den foreslåede bestemmelse, at han ikke desto mindre vil kunne straffes for at overtræde pålægget.

Hvorledes registrering af pålæg skal gennemføres i praksis, så det følger hunden og ikke ejeren, må vurderes nærmere i forbindelse med en gennemførelse af et eventuelt lovforslag herom. Dansk Hunderegister, som af Justitsministeriet har fået overdraget det praktiske arbejde med registrering af hunde, er en privat forening stiftet af Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening, Dyrenes Dags Komite (Fond) og Dansk Kennel Klub[42]. Efter udvalgets opfattelse taler persondatabeskyttelsesmæssige hensyn for ikke at registrere politiets strafsanktionerede pålæg i et register, der drives i privat regi, mens der omvendt heller ikke er nogen anledning til overføre det velfungerende hunderegister til offentligt regi. Ligesom personoplysningerne i Kriminalregisteret hidrører fra Det Centrale Personregister (CPR), kunne man imidlertid forestille sig, at politiet etablerede et nyt hundepålæg-register baseret på oplysninger fra Dansk Hunderegister.

Da det er hundens ID-nummer, der danner grundlag for registreringen, er det vigtigt, at registeret løbende tilføres oplysninger fra Dansk Hunderegister om nye registreringer af hunde. Dette kan mest hensigtsmæssigt ske ved, at der løbende – f.eks. en gang i døgnet – sker en direkte overførsel af oplysninger fra Hunderegisteret til politiets register. En mindre ambitiøs model kunne være, at oplysningerne fra Hunderegisteret ikke overføres direkte, men sendes til politiet på en anden måde og derefter indføres manuelt i registeret. Det vil dog under alle omstændigheder være en forudsætning, at oplysninger om samtlige hunde, der er registreret i Hunderegisteret, indlægges i politiets register ved dettes oprettelse.

I forbindelse med etablering at et sådant register i politiets regi kunne det overvejes at indføre mulighed for, at ejeren/besidderen af hunden kan få udstedt en ”pålægsattest” for hunden, således at det f.eks. ved overdragelse af hunden kan dokumenteres, at hunden ikke er meddelt pålæg i medfør af hundelovens § 6. Betaling for udstedelse af sådanne pålægsattester kunne eventuelt medgå til finansieringen af driften af registeret.

Rigspolitiet har oplyst, at det på baggrund af et overordnet skøn må forventes, at omkostningerne ved udvikling og implementering af et nyt hunderegister i politiet kan udgøre i størrelsesordenen 5-10 mio. kr. Hertil kommer årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger på omkring 30 pct. af anskaffelsesudgiften. Ved udarbejdelsen af dette skøn er der taget udgangspunkt i, at der, særligt på grund af de krav der stilles til behandling af personfølsomme oplysninger, ikke vurderes at være en standard softwareløsning, der umiddelbart kan implementeres. Det er endvidere lagt til grund, at der skal tilvejebringes en løsning, der er til rådighed for hele det danske politi. Det bemærkes, at omkostningerne forbundet med etablering af en digital overførelse af data fra Dansk Hunderegister til et nyt hunderegister i politiet ikke i sig selv skønnes at have en sådan størrelse, at der er anledning til at overveje at anvende en manuel opdatering af registeret.

Det ligger uden for udvalgets opgave nærmere at vurdere de tekniske, persondataretlige og bevillingsmæssige aspekter af et sådant nyt register i politiets regi.

Udvalget skal imidlertid i denne sammenhæng betone vigtigheden af, at de enkelte politikredse har et tilstrækkeligt antal scannere, så patruljevognene i relevant omfang har mulighed medbringe en scanner, så eventuel kontrol af muligt farlige hunde kan foretages på stedet. En scanner koster efter det oplyste 500-1.000 kr. Dette er efter udvalgets opfattelse et skridt i den rigtige retning.

7.9. Id-mærkning af ikke-registrerede hunde

Efter hundelovens § 1, stk. 1, skal besidderen af en hund sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel[43], er mærket og registreret. Mærkning skal foretages ved øre- eller lysketatovering eller ved injektion af en elektronisk chip efter et system, der er godkendt af Dansk Hunderegister, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde.

Hvis en hund i strid med § 1, stk. 1, ikke er mærket og registreret, kan politiet lade hunden mærke og registrere for besidderens regning, jf. hundelovens § 1, stk. 3.

Der foreligger ikke nogen statistik over, hvor mange hunde – herunder hunde, der kan betegnes som kamp- eller muskelhunde – der ikke er mærket og registreret som de skal. Dog fremgår det af oplysninger fra Forsikring & Pension, at antallet af skader, hvor den skadevoldende hund enten er ukendt eller ikke er ansvarsforsikret, er stigende[44].

Efter udvalgets opfattelse er et væsentligt element i en mere effektiv håndhævelse af hundelovens regler om farlige hunde, at flest mulige hunde er mærket og registreret – og ansvarsforsikret, jf. nedenfor i afsnit 7.10.

Udvalget foreslår derfor at hundelovens § 1, stk. 3, ændres fra en ”kan”-regel til en ”skal”-regel, således at politiet fremover vil få pligt til at lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis den ikke er det i forvejen.

7.10. Ansvarsforsikring

Det følger af hundelovens § 8, stk. 2, at det påhviler besidderen af en hund at holde hunden ansvarsforsikret. Overtrædelse af denne forpligtelse kan straffes med bøde, jf. hundelovens § 12, stk. 1. Efter § 8, stk. 3, fastsætter justitsministeren efter forhandling med Assurandør-Societetet (nu Forsikring & Pension) nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2. Med hjemmel i denne bestemmelse har Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 485 af 25. september 1984 om ansvarsforsikring af hunde.

Erstatning for skader forvoldt af ukendte hunde eller hunde, der ikke er ansvarsforsikrede, udbetales af en særlig pulje. Det er således midler fra denne pulje, der erstatter skader, der er forvoldt af en hund, for hvilken den lovpligtige ansvarsforsikring ikke er tegnet, eller for hvilken forsikringen vel er tegnet, men hvor den efterfølgende er ophævet af selskabet eller ikke holdt i kraft. Ifølge Forsikring & Pension er antallet af sager, hvor den skadevoldende hund enten er ukendt eller ikke ansvarsforsikret, stigende.[45]

Som anført ovenfor under afsnit 7.9 er det efter udvalgets opfattelse et væsentligt element i en mere effektiv håndhævelse af hundelovens regler om farlige hunde, at flest mulige hunde er ansvarsforsikrede.

Udvalget har derfor overvejet, om der bør indføres en ordning, som sikrer, at Dansk Hunderegister indeholder opdaterede forsikringsoplysninger vedrørende hundene. En sådan ordning ville indebære, at politiet, når de antræffer en hund, straks vil kunne konstatere, om hunden har den lovpligtige ansvarsforsikring, og – såfremt dette ikke er tilfældet – udstede en bøde til besidderen, jf. hundelovens § 12.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 med senere ændringer om mærkning og registrering af hunde, indsættes en bestemmelse om, at besidderen ved anmeldelse af en hund til Dansk Hunderegister, skal oplyse navnet på det forsikringsselskab, hvor hunden er ansvarsforsikret. Endvidere bør der i bekendtgørelsens § 9 indsættes en bestemmelse om, at Dansk Hunderegister skal registrere denne oplysning.

Det følger allerede af § 12, stk. 1, i bekendtgørelsen om mærkning og registrering, at besidderen af hunden er forpligtet til at foretage anmeldelse til Dansk Hunderegister, hvis der sker ændringer i de registrerede oplysninger. Besidderen vil således være forpligtet til at give meddelelse i tilfælde af eksempelvis skift af forsikringsselskab.

I princippet vil besidderen også skulle give meddelelse til Dansk Hunderegister, hvis forsikringen ophører af anden grund end selskabsskift, f.eks. på grund af præmierestance. Der er imidlertid en vis formodning for, at besidderen ikke vil give meddelelse om, at hans eller hendes hund ikke længere er omfattet af den lovpligtige ansvarsforsikring.

Udvalget foreslår derfor, at der i bekendtgørelse nr. 485 af 25. september 1984 om ansvarsforsikring af hunde indsættes en bestemmelse, der forpligter forsikringsselskaberne til at sende en meddelelse til Dansk Hunderegister, hvis en hundeansvarsforsikring ophører af anden grund end skift af forsikringsselskab. En tilsvarende regel gælder i forhold til ansvarsforsikringer for motorkøretøjer.

7.11. Forbud mod import af farlige hunde

Udvalget har overvejet, om et eventuelt nationalt forbud mod hold af visse farlige hunde, bør suppleres af et forbud mod import af disse hunde.

Der er ikke foretaget harmonisering på området, og spørgsmålet om et eventuelt importforbud i forhold til farlige hunde skal derfor vurderes i forhold til EUF-Traktaten.

EUF-Traktatens artikel 34 forbyder indførselshindringer mv. i samhandelen mellem medlemslandene. Bestemmelsen er ifølge EUF-Traktatens artikel 36 ikke til hinder for forbud eller restriktioner, der er retfærdiggjort af en række nærmere bestemte hensyn, herunder hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed, hensynet til den offentlige orden og hensynet til den offentlige sikkerhed. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

Det er herudover en generel betingelse for lovligheden af en handelsbegrænsende foranstaltning, at foranstaltningen er egnet til og nødvendig for at nå formålet, samt at de handelshindrende virkninger er så begrænsede som muligt (proportionalitetskravet).

Et generelt forbud mod indførsel af visse hunde, vil omfatte såvel hunde, der indføres i Danmark fra tredjelande, som hunde, der efter at være indført i Den Europæiske Union i henhold til EUF-traktaten er i fri omsætning inden for Unionen. Et sådant forbud vil derfor udgøre en handelshindring, jf. EUF-traktatens artikel 34. Forbuddet vil imidlertid som nævnt kunne indføres, hvis det kan begrundes i et af de hensyn, som er nævnt i EUF-Traktatens artikel 36, og hvis det i øvrigt overholder betingelserne i EUF-Traktatens artikel 36 samt opfylder proportionalitetskravet.

Udvalget har noteret sig, at der i Tyskland gælder et forbud mod indførsel af en række nærmere angivne hunde, der ifølge forbundslovgivningen anses som farlige. Det drejer sig om følgende hunde: Pitbull terriere, american staffordshire terriere, staffordshire bull terriere, bullterriere og krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår. Endvidere gælder der i visse delstater er forbud mod indførsel af hunde, der i henhold til den pågældende delstats lovgivning anses for farlige[46].

Det tyske indførselsforbud blev indført i 2001 på baggrund af flere sager, hvor farlige hunde havde angrebet mennesker herunder især børn. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det vurderes, at indførselsforbuddet er i overensstemmelse med EF-Traktatens artikel 30 (svarende til den nugældende EUF-Traktats artikel 36), og der henvises i den forbindelse til, at bestemmelsen tillader indførselsbegrænsninger, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed samt til beskyttelse af menneskers liv og sundhed.

Udvalget har endvidere noteret sig, at Tyskland forud for indførelsen af forbuddet mod indførsel af visse hunde, notificerede forbuddet over for EU-Kommissionen, i overensstemmelse med reglerne om tekniske forskrifter i informationsproceduredirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF som ændret ved Rådets direktiv 98/48/EF). Af notifikationen fremgår bl.a., at der i Tyskland ikke gælder mindre restriktive nationale regler end i forhold til den grænseoverskridende trafik, og at foranstaltningen ansås for hastende, da der havde været et stigende antal tilfælde af bid fra farlige hunde, der bl.a. havde kostet et barn livet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at et eventuelt dansk forbud mod hold af farlige hunde, suppleres af et forbud mod indførsel af disse hunde.

Udvalget bemærker i den forbindelse, at et sådant importforbud ikke må være mere restriktivt end den foreslåede danske, nationale ordning. Dette vil bl.a. kunne få betydning, hvis der lægges op til en særlig overgangsordning for opdrættere af farlige hunde, idet en sådan overgangsordning ikke må stille danske opdrættere bedre end udenlandske opdrættere.

7.12. Sanktionsniveau mv.

Efter hundelovens § 12, stk. 1, straffes overtrædelse af en række af hundelovens bestemmelser med bøde. Rigsadvokaten har i meddelelse nr. 5/2009 af 10. august 2009 fastsat følgende retningslinjer for anklagemyndighedens bødepåstande (bødetakster):

”Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret samt bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse 600 kr.

Overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., ved at have ladet en hund færdes uden ledsagelse på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, i byer og områder med bymæssig bebyggelse

600 kr.

Overtrædelsen i kombination med bid eller forvoldt skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes omfang

1.200 kr.

Overtrædelse af § 3, stk. 4, ved uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse som besidder af en hund at have undladt at drage omsorg for, at den ikke strejfer om

600 kr.

Overtrædelse af § 6, stk. 1, ved som besidder af en hund at have undladt at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes omfang

1.200 kr.

Overtrædelse af § 8, stk. 2, ved som besidder af en hund at have undladt at holde den ansvarsforsikret

600 kr.

Overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 4 eller § 6, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, jf. § 12, stk. 1

800 kr.”

Ved de nævnte retningslinjer blev bøderne forhøjet med mere end 47 pct. i forhold til de tidligere bødetakster fra 1991.

Efter udvalgets opfattelse bør bødestraffen for alle de nævnte overtrædelser – bortset fra overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 4 om hunde, der forstyrrer ved gøen eller tuden – forhøjes mærkbart af præventive grunde som led i en forstærket indsats for at modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og andre hunde, og for at sikre, at de står i passende forhold til de besparelser, der opnået ved f.eks. ikke at have mærket og registreret sin hund eller ved ikke at holde den ansvarsforsikret.

Det foreslås derfor, at der i hundelovens § 12 indsættes en ny bestemmelse som stk. 2:

”Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af § 1, stk. 1, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 4, § 6, stk. 1, § 8, stk. 2, eller et pålæg udstedt i medfør af § 6, stk. 2 eller 3, udmåles en skærpet bøde.”

Som et udgangspunkt for strafudmålingen forudsætter udvalget, at en overtrædelse af bestemmelserne i førstegangstilfælde straffes således:

Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret 2.000 kr.

Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse[47]

1.000 kr.

Overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., ved at have ladet en hund færdes uden ledsagelse på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, i byer og områder med bymæssig bebyggelse[48]

2.000 kr.

Overtrædelsen i kombination med bid eller forvoldt skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes omfang

4.000 kr.

Overtrædelse af § 3, stk. 4, ved uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse som besidder af en hund at have undladt at drage omsorg for, at den ikke strejfer om

2.000 kr.

Overtrædelse af § 6, stk. 1, ved som besidder af en hund at have undladt at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes omfang

4.000 kr.

Overtrædelse af § 8, stk. 2, ved som besidder af en hund at have undladt at holde den ansvarsforsikret

3.000 kr.

Overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, jf. § 12, stk. 1

3.000 kr.

Efter hundelovens § 12, stk. 2, straffes en person også med bøde, hvis denne hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin hund tilbage, når han bemærker, at den overfalder nogen. Det er vigtigt at understrege, at navnlig første led af denne bestemmelse i en række tilfælde efter omstændighederne også vil være omfattet af straffelovens bestemmelser om vold (§§ 244-249) i givet fald vil blive straffet efter disse bestemmelser. Bestemmelsen forslås flyttet ind som 2. pkt. i den ovenfor foreslåede nye bestemmelse i § 12, stk. 2, således at det tydeliggøres, at der også i disse tilfælde – hvor forholdet ikke kan henføres under straffeloven – skal udmåles en skærpet bøde. Som et udgangspunkt for strafudmålingen forudsætter udvalget, at en overtrædelse af denne bestemmelse i førstegangstilfælde straffes med en bøde på 4.000 kr.

Efter hundelovens § 12, stk. 3, straffes overtrædelse af forbuddet mod hundekampe med bøde eller fængsel i indtil 1 år. Der foreligger så vidt ses kun en trykt afgørelse fra praksis. I Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 32, idømte Vestre Landsret to personer hver en bøde på 6.000 kr. for bl.a.[49] at have ladet deres hunde deltage i hundekamp. Det kunne ikke bevismæssigt lægges til grund, at de to tiltalte havde arrangeret en hundekamp med væddemål om den vindende hund. Der blev ved strafudmålingen i øvrigt taget hensyn til, at hundekampen ikke havde påført hundene skader.

Efter udvalgets opfattelse bør udgangspunktet for strafudmålingen i en situation som den foreliggende, hvor der ikke er arrangeret væddemål, og hvor hundene (endnu) ikke har påført hinanden skader af betydning, være en bøde på 10.000 kr. Er der tale om en mere organiseret hundekamp, herunder med væddemål, eller er en eller begge hunde blevet skambidt[50], bør udgangspunktet være en kortere frihedsstraf, hvis nærmere længde bør fastsættes i lyset af sagens konkrete omstændigheder.

I gentagelsestilfælde forudsætter udvalget, at bødestraffene som udgangspunkt forhøjes med 50 pct.

Fastsættelsen af straffen i sager om overtrædelse af hundeloven vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor. Straffelovens øvrige almindelige regler om straffens fastsættelse vil således fortsat finde anvendelse i sager om overtrædelse af hundeloven, herunder straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme og strafbortfald i særlige tilfælde.

Efter hundelovens § 12 a er der mulighed for at frakende en person retten til at beskæftige sig personligt med hunde – for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum – hvis den pågældende

  1. har anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker eller dyr,
  2. har undladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller dyr,
  3. som ejer eller besidder har ladet en hund deltage i en hundekamp eller
  4. har afholdt hundekampe.

Efter udvalgets opfattelse bør der også være mulighed for at frakende en person retten til at holde hund, hvis den pågældende

  1. i gentagne tilfælde er dømt for overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 4, § 6, stk. 1, eller for overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, jf. § 12, stk. 1.

Bestemmelsen vil give mulighed for rettighedsfrakendelse i tredjegangstilfælde af overtrædelse af hundelovens bestemmelser om snorpligt mv., om pligten til at træffe foranstaltninger for at forebygge, at hunden volder andre skade, samt ved overtrædelse af pålæg om snor og mundkurv samt de af udvalget foreslåede pålæg om indhegning af have mv. og om hvem, der må lufte hunden. Det er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at det er de samme bestemmelser eller pålæg, der er overtrådt alle tre gange. Uanset, at der er tale om en ”kan”-regel, forudsætter udvalget, at der som altovervejende hovedregel sker frakendelse, medmindre der foreligger helt særlige formildende omstændigheder, for at sikre en effektiv håndhævelse af de beskrevne regler.

7.13. Afsluttende bemærkninger

Udvalget har i de forudgående afsnit fremlagt de forslag – navnlig i form af lovændringer – der efter udvalgets opfattelse er relevante og nødvendige i en forstærket indsats for at modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og andre hunde.

Som nævnt flere gange, kan alle hunde – med forkert opdragelse og forkert håndtering – være farlige. Uanset hvilke initiativer der gennemføres, er det derfor ikke realistisk fuldstændigt at kunne fjerne dette problem, men en helt uundværlig grundforudsætning for en væsentlig reduktion af problemets omfang vil under alle omstændigheder være, at der ofres stor opmærksomhed ikke kun på lovændringerne men også på gennemførelsen og prioriteringen af initiativerne i den praktiske hverdag, ikke mindst hos politiet.

Det er herunder væsentligt at sikre en klar og anvendelig information om reglerne og de praktiske sagsskridt i sager om håndhævelse heraf fra de centrale myndigheder (Justitsministeriet og Rigspolitiet) til medarbejderne i de enkelte politikredse, herunder i form af uddannelse, skriftlige vejledninger, ”action cards” og skabeloner til breve mv.

En styrkelse af indsatsen vil endvidere forudsætte, at der vil kunne afsættes de fornødne personalemæssige ressourcer både centralt og lokalt i politiet, ressourcer til dækning af udgifterne til pensionsanbringelse af hunde under behandlingen af sager om eventuel aflivning, jf. hundelovens § 6 b, samt anskaffes et tilstrækkeligt antal id-scannere[51].

Udvalget anbefaler derfor, at der i forbindelse med behandlingen af forslag til lovændringer fremlægges en plan for denne gennemførelse og den ressourcemæssige styrkelse, der vil være en forudsætning for en prioritering af initiativerne, således at der fra politisk side tages stilling hertil.


[4] Udvalget bemærker i den forbindelse, at det er udvalgets opfattelse, at der i forhold til hunde, der har tilbøjelighed til at optræde aggressivt overfor andre dyr end artsfæller, må gribes ind med hjemmel i den almindelige regel i hundelovens § 6.

[5] Jf. kapitel 5.

[6] Jf. afsnit 3.1.

[7]Den norske lovgivning er beskrevet nedenfor i afsnit 4.2.

[8]Id-mærkning er ikke lovpligtig i Norge, men foretages og registreres i privat regi hos Norsk Kennel Klub.

[9]Den spanske lovgivning er beskrevet ovenfor i afsnit 4.9.

[10] Den britiske lovgivning er beskrevet ovenfor i afsnit 4.4.

[11]Jf. forarbejderne i Prop. 2006/07:126, s. 16-19, og SOU 2003:46, særligt s. 35-51. Den vedtagne lov findes i SFS 2007:1150.

[12]Jf. herom nærmere ovenfor i afsnit 6.2.1.

[13]Jf. afsnit 3.1.

[14]Jf. afsnit 6.2.3.7.

[15]Sml. den gældende cirkulæreskrivelse nr. 11383 af 7. juli 1992 om testning af særligt farlige hunde (pit bull terrier og tosa samt krydsninger, hvori disse hunde indgår). Vanskelighederne i praksis med at anvende den beskrevne test som grundlag for en racebestemmelse er beskrevet i afsnit 3.1.

[16]Jf. David Bowles: The Effects of Legislation on Methods to Control Prohibited Types of Dogs (endnu ikke publice-ret, 2009).

[17]Jf. afsnit 4.2.

[18]Jf. afsnit 7.2.3.

[19]Seks af udvalgets medlemmer (Pernille Hansen, Vibeke Knudsen, Jens Kruse Mikkelsen, Ingeborg Mølbak, Jens Svenningsen og Hans Tonsborg) finder ikke, at det er nødvendigt at medtage hunde af racen staffordshire bull terrier på listen over hunde, der omfattes af et eventuelt forbud, der bygger på den norske model med omvendt bevisbyrde. Det skyldes dels, at racen i mange år er blevet avlet til familiehund, så dens egenskaber i dag ikke er meget anderledes end andre terrieres, dels at den ikke bliver ret stor. Racestandarden angiver således en maksimal vægt på 17,6 kg., men i praksis forekommer vægte på op til ca. 20 kg. Baggrunden for at medtage hunden på listen skulle være, at det er indtrykket, at en del pitt bull terriere går for at være staffordshire bull terriere. Dette problem kommer man uden om ved at anvende den norske model.

[20]Det skal fremhæves, at hvor de såkaldte kamp- og muskelhunde fortrinsvis er aggressive over for andre hunde og dyr i øvrigt (artsfælleaggressive), er hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien efter udvalgets oplysninger i højere grad også aggressive over for mennesker.

[21]Jf. uskyldsformningsreglen i artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

[22]Bestemmelsen er omtalt i afsnit 3.2.12.2., hvoraf det fremgår, at formålet med bestemmelsen er at ”udelukke, at hunde slippes løs i tidlige sommermorgener, før der er mennesker i marken, således at de under omstrejfen kan overfalde vildt og husdyr, uden at der er større mulighed for at hindre dette”.

[23]Dette gælder – som det fremgår af afsnit 4.5. – også afgrænsningen af, hvilke hunde der anses for farlige.

[24]Jf. afsnit 4.7.

[25]Jf. afsnit 4.9. Som farlige hunde anses ud over otte opregnede hunderacer også hunde med nærmere angivne fysiske karakteristika, sml. afsnit 7.2.4.

[26]Jf. afsnit 4.10.

[27]Jf. herom i de følgende afsnit.

[28]Om baggrunden for udvælgelsen af disse hunderacer henvises til afsnit 7.3.

[29]Seks af udvalgets medlemmer (Pernille Hansen, Vibeke Knudsen, Jens Kruse Mikkelsen, Ingeborg Mølbak, Jens Svenningsen og Hans Tonsborg) finder ikke, at det er nødvendigt at medtage hunde af racen staffordshire bull terrier på listen over hunde, der omfattes af et eventuelt forbud, der bygger på den norske model med omvendt bevisbyrde. Det skyldes dels, at racen i mange år er blevet avlet til familiehund, så dens egenskaber i dag ikke er meget anderledes end andre terrieres, dels at den ikke bliver ret stor. Racestandarden angiver således en maksimal vægt på 17,6 kg., men i praksis forekommer vægte på op til ca. 20 kg. Baggrunden for at medtage hunden på listen skulle være, at det er indtrykket, at en del pitt bull terriere går for at være staffordshire bull terriere. Dette problem kommer man uden om ved at anvende den norske model. Lovudkastet i bilag 2 omfatter således ikke staffordshire bull terrier, da de medlemmer af udvalget, der udtrykkeligt støtter lovudkastet, ikke finder, at denne hunderace bør omfattes.

[30] Sml. dyreværnslovens § 2.

[31]Bekendtgørelse nr. 63 af 12. august 1993 (Lovtidende C). Efter konventionens artikel 6 må kæledyr ikke sælges til børn under 16 år uden udtrykkeligt samtykke fra forældrene. Den danske bestemmelse vedrører ikke kun salg, men enhver overdragelse. Ved overdragelse i dyreværnslovens § 19 således forstås både salg, foræring og andre former for overdragelse. Til gengæld er det at overlade ansvaret for et dyr midlertidigt til et barn under 16 år ikke omfattet af bestemmelsen, og man kan derfor godt efter dyreværnsloven lade f.eks. naboens børn gå tur med ens hund, hvis børnene er store nok til kunne håndtere hunden på forsvarlig vis.

[32]Bekendtgørelse nr. 997 af 19. oktober 2009 om våben og ammunition mv.

[33]Jf. afsnit 4.7.

[34]Jf. afsnit 3.2.3.

[35]Jf. afsnit 3.2.4.

[36]Lovforslag nr. L 164 af 26. februar 2003 (bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2).

[37]I det lovudkast, som Justitsministeriet sendte i høring den 11. september 2009 er det foreslået, at besidderens adgang til at forlange en hundesagkyndig undersøgelse ikke gælder, hvis hunden ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden hund, og i denne situation skal politiet efter forslaget have pligt til at lade hunden aflive.

[38]Hvorefter enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer

[39]Jf. afsnit 3.2.7., der også beskriver politiets reaktionsmuligheder både i omgåelsestilfælde og ved en reel overdragelse.

[40]Jf. afsnit 3.2.6.

[41]Efter hundelovens § 1, stk. 1, skal en hund ganske vist være forsynet med ejerens (besidderens) navn og adresse, men den bestemmelse vil formentlig ofte ikke være overholdt, hvis ejeren ikke efterlever et pålæg efter hundelovens § 6.

[42] Jf. bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde (med senere ændringer).

[43]I Justitsministeriets lovudkast af 11. september 2009 foreslås aldersgrænsen sat ned til 8 uger.

[44]Jf. afsnit 5.2.3.

[45]Jf. afsnit 5.2.3.

[46]Jf. afsnit 4.5

[47]Er hunden heller ikke mærket og registreret, anses bøden for manglende skilt indeholdt i bøden for manglende mærkning og registrering.

[48]Udvalget forudsætter, at dette også bliver udgangspunktet for strafudmålingen ved gennemførelse af forslaget om pligt til at føre hunde i snor i bymæssig bebyggelse, jf. det udkast til lovforslag om ændring af hundeloven og dyreværnsloven, som Justitsministeriet sendte i høring den 11. september 2009.

[49]De blev også dømt for ikke at have ladet deres hunde mærke og registrere. Efter de dagældende vejledende bødetakster fra Rigsadvokaten var straffen herfor som udgangspunkt en bøde på 200 kr.

[50]I lovudkastet af 11. september 2009 defineres dette begreb i forhold til artsfæller således: ”Ved skambidning forstås at skade slemt ved bid. Skade skal forstås i overensstemmelse med brugen af ordet i straffelovens § 245, stk. 2, dog således at skaden kan påføres både mennesker og dyr. Som skade anses bl.a. sår eller flænger, der kræver syning … skader på dyr vil almindeligvis have nødvendiggjort dyrlægehjælp. Hvis det er nødvendigt at aflive det angrebne dyr på grund af dets skader, eller dyret dør i forbindelse med angrebet, vil der ligeledes være tale om skambidning.”

[51]Jf. afsnit 7.8.






Kapitel 8 Udvalgets lovudkast med bemærkninger

Som anført ovenfor i afsnit 7.5. til 7.13. har udvalget overvejet, om der generelt for alle hunde er anledning til at skærpe reglerne for hold af hunde.

På den baggrund anbefaler arbejdsgruppen, at hundeloven ændres i overensstemmelse med nedenstående udkast til lovændring. For en beskrivelse af det nærmere indhold af den foreslåede ændring af hundeloven, henvises til bemærkningerne til lovudkastet, jf. afsnit 8.2 nedenfor.

Udvalget anbefaler endvidere, at der i bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde, indsættes en bestemmelse om, at besidderen ved anmeldelse af en hund til Dansk Hunderegister, skal oplyse navnet på det forsikringsselskab, hvor hunden er ansvarsforsikret. Endvidere bør der i bekendtgørelsens § 9 indsættes en bestemmelse om, at Dansk Hunderegister skal registrere denne oplysning. Endvidere anbefaler udvalget, at der i bekendtgørelse nr. 485 af 25. september 1984 om ansvarsforsikring af hunde indsættes en bestemmelse, der forpligter forsikringsselskaberne til at sende en meddelelse til Dansk Hunderegister, hvis en hundeansvarsforsikring ophører af anden grund end selskabsskift. Der henvises til afsnit 8.3 nedenfor.

8.1. Lovudkast

UDKAST
til
Forslag til lov om ændring af lov om hunde
(…)

§ 1

I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 2005, som ændret ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 og lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, ændres ”kan” til: ”skal”.

2. § 6, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politidirektøren

1) give besidderen pålæg om, at den ejendom, hvor hunden holdes, skal være indhegnet af et hegn på mindst 1,8 meter, der skal være forsynet med en sluselåge,

2) give besidderen pålæg om, at hunden kun må luftes af denne eller af andre navngivne personer over 18 år, og ikke må luftes sammen med andre hunde,

3) give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor, herunder pålæg om at hunden skal føres i en fast line, der højst er 2 meter lang, eller være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv eller begge dele, eller

4) træffe afgørelse om at lade hunden aflive.”

3. I § 6, stk. 3 og 4, ændres ”stk. 2, nr. 1” til ”stk. 2, nr. 1-3”.

4. § 6, stk. 6, affattes således:

Stk. 6. Overdrages hunden til en anden besidder, gælder et pålæg efter stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3, eller en afgørelse om aflivning efter stk. 2, nr. 4, eller stk. 4, umiddelbart over for den nye besidder.”

5. § 12, stk. 1, affattes således:

”Med bøde straffes den, der overtræder § 1, stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 3-5, § 5, § 6, stk. 1, § 7, § 8, stk. 2, eller et pålæg givet i medfør af § 4 eller § 6, stk. 2 eller 3.

6. I § 12, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af § 1, stk. 1, § 3, stk. 1, 1-3. pkt., § 3, stk. 4, § 6, stk. 1, § 8, stk. 2, eller et pålæg givet i medfør af § 6, stk. 2 eller 3, udmåles en skærpet bøde. På samme måde straffes den, der hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin hund tilbage, når han bemærker, at den overfalder nogen.”

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

7. I § 12 a, stk. 1, nr. 3, ændres ”hundekamp eller” til ”hundekamp,”.

8. I § 12 a, stk. 1, nr. 4, ændres ”hundekampe.” til ”hundekampe eller”.

9. I § 12 a, stk. 1, indsættes som et nyt nr. 5:

”5) I gentagne tilfælde er straffet for overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1.-3. pkt. § 3, stk. 4, § 6, stk. 1, eller for overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1-3 eller stk. 3, jf. § 12, stk. 1.”

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2010. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

8.2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hundelovens § 1, stk. 3, hvorefter politiet kan lade en hund registrere eller mærke for besidderens regning, ændres, så politiet fremover får pligt til at lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis hunden i strid med hundelovens § 1, stk. 1, ikke er mærket og registreret.

Til nr. 2 (§ 6, stk. 2)

Med den foreslåede bestemmelse præciseres hundelovens § 6, stk. 2, idet det nu fremgår af bestemmelsen, at der kan udstedes pålæg efter hundeloven, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser.

Det fremgår af forarbejderne til den nuværende § 6, stk. 2, jf. lovforslag nr. L 164 af 26. februar 2003, at en hund bl.a. kan anses for farlig, hvis den skaber frygt i sine omgivelser, f.eks. ved på en truende eller aggressiv måde at fare frem eller forfølge folk. Selv om eksemplificeringen ikke er udtømmende, kan det ikke afvises, at den er blevet opfattet sådan i praksis, og den gældende formulering af § 6, stk. 2, fokuserer også mere på hundens farlighed end på den frygt, som hunden skaber i sine omgivelser. Det vurderes derfor, at der er behov for i lovteksten at understrege politiets mulighed for at gribe ind over for hunde, der skaber frygt i deres omgivelser.

Den foreslåede ændring giver ikke politiet adgang til at gribe ind alene på grundlag af, at hundens fysiske fremtræden, dvs. fordi den ligner en kamp- eller muskelhund. Det ville blive for vilkårligt i lyset af vanskeligheder med at racebestemme sådanne hunde og de store variationer med lav aggressionstærskel mv. hunde og hunderacer imellem.

Der skal efter den foreslåede bestemmelse foreligge konkrete, objektivt konstaterbare holdepunkter i hundens eller besidderens adfærd som begrundelse for at give et pålæg efter dette led i bestemmelsen. Det er omvendt lige så klart, at der – af hensyn til omgivelsernes tryghed – undertiden må stilles større krav til f.eks. besidderens kontrol over, og dressur af, en stor og muskuløs hund med stærke kæber end over en mindre hund.

Det er hensigten med den ændrede formulering at understrege hensynet til, og vigtigheden af, at der sættes ind over for den (begrundede) utryghed, som der i nogle tilfælde kan være med hensyn til bestemte hunde, f.eks. hvor ejeren ikke udviser ansvarlighed i forbindelse med sin omgang med og hold af hunden. Bestemmelsen skal således skabe grundlag for at politiet – ud over de eksempler, der er nævnt i forarbejderne til den gældende bestemmelse – kan gribe ind med relevante pålæg, f.eks. over for hundeejere, som lufter en stor og stærk hund i en lang line, så den reelt ”rydder gaden” for andre mennesker, som søger væk for at komme uden for hundens rækkevidde, som lader deres hund strejfe omkring i områder med børn e.l., eller som på anden måde i sin omgang med hunden ikke tager tilstrækkeligt hensyn til andres sikkerhed og tryghed, f.eks. ved at holde en sådan hund i en have, der ikke er forsvarligt indhegnet eller ikke umiddelbart fremstår som sådan (jf. herom nedenfor).

Den nugældende henvisning til hunde, som der er grundlag for at antage kan være farlige for sine omgivelser, er bibeholdt i bestemmelsen, idet det ikke kan udelukkes, at der kan vise sig behov for at gribe ind over for hunde, hvor det ikke godtgøres, at hunden eller besidderen konkret har udvist en adfærd, der har været egnet til at skabe frygt, men hvor politiet på et mere indirekte grundlag finder behov at iværksætte en hundesagkyndig undersøgelse, som viser at hunden kan være farlig for sine omgivelser, og at det er nødvendigt og berettiget at aflive hunden eller at give besidderen pålæg.

Det kan f.eks. være, hvor den pågældende besidder tidligere har fået aflivet en hund som farlig, og hvor der er begrundet formodning for, at også den nuværende hund er farlig. Det er næppe tænkeligt, at politiet kan dokumentere en hunds farlighed på anden måde end ved henvisning til hundens eller besidderens adfærd eller en hundesagkyndig undersøgelse, men bestemmelsens formulering udelukker det ikke. Det er i det hele hensigten med den ændrede formulering at udvide og ikke indskrænke politiets mulighed for at gribe ind over for farlige og utryghedsskabende hunde.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere en udvidelse af de reaktionsmuligheder, politiet har i henhold til § 6, stk. 2.

Det foreslås således, at politiet skal kunne give pålæg om, at ejerens ejendom indhegnes, således af hunden ikke kan slippe ud, når den færdes løs i haven. Et pålæg om indhegning skal omfatte hele det område, hvor hunden kan færdes frit uden snor og mundkurv. Indhegningen skal bestå af et solidt hegn, som er mindst 1,8 m højt, således at det effektivt kan beskytte mod, at hunden forcerer indhegningen. Herudover skal der som indgang til ejendommen etableres en sluselåge, som består af to låger med en gang imellem, således at hunden ikke kan løbe ud, når lågen åbnes.

Endvidere foreslås det, at politiet – ud over de eksisterende muligheder for at give pålæg om snor og/eller mundkurv – skal kunne give pålæg om, at hunden kun må luftes af ejeren (besidderen) og eventuelt af andre navngivne, myndige personer, der er i stand til at håndtere hunden på fornuftig vis, og pålæg om, at hunden ikke må luftes sammen med andre hunde. Der er således væsentlig forskel på, hvilken kontrol en voksen, der kender hunden, har over denne, og hvilke muligheder den pågældende har for at gribe ind over for aggressionsproblemer, sammenlignet med den kontrol mv. en fremmed eller et barn kan have, ligesom det alt andet lige er væsentlig nemmere at have kontrol over én hund end flere.

Herudover foreslås det, at det præciseres, at et påbud om mundkurv indebærer, at hunden skal være forsynet med en forsvarlig, lukket mundkurv. Herved forstås en mundkurv, der giver mulighed for, at hunden kan åbne munden uden at kunne bide.

Endelig foreslås det, at det præciseres, at der i forbindelse med den eksisterende mulighed for at udstede pålæg om, at hunden skal føres i snor, i almindelighed bør stilles krav om, at der skal være tale om en fast line, der højst er 2 meter lang.

Til nr. 3 (§ 6, stk. 3 og 4)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ændring af § 6, stk. 2.

Til nr. 4 (§ 6, stk. 6)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et pålæg efter § 6, stk. 2, nr.1-3, eller stk. 3, fremover skal følge hunden ved overdragelse eller salg til en anden. Tilsvarende skal gælde for en afgørelse om aflivning efter § 6, stk. 2, nr. 4, eller stk. 4.

Ved overdragelse forstås enhver form for salg, gave, bytte og lignende. Overlades hunden midlertidigt til en anden til pasning eller lignende, vil et eventuelt pålæg fortsat gælde i forhold til hunden og adressaten for pålægget (dvs. besidderen), og det er således dennes ansvar, at den midlertidige hundepasser overholder pålægget.

En ny besidder, der vil sikre sig, at den hund, vedkommende erhverver, er fri for pålæg, må således ved henvendelse til politiet sikre sig, at der ikke er registreret noget pålæg vedrørende hunden. Selv om han undlader dette – eller i øvrigt hævder ikke at kende til pålægget – følger det af den foreslåede bestemmelse, at han ikke desto mindre vil kunne straffes for overtrædelse af pålægget.

Til nr. 5 (§ 12, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af § 6, stk. 6.

Til nr. 6 (§ 12, stk. 2)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der sker en forhøjelse af bødestraffen for en række overtrædelser af hundeloven eller af pålæg udstedt i medfør af hundeloven, idet der for disse overtrædelser skal udmåles en skærpet bøde.

Forhøjelsen sker af præventive årsager som led i en forstærket indsats for at modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og andre hunde, og for at sikre, at de står i passende forhold til de besparelser, der er opnået ved f.eks. at undlade af mærke og registrere sin hund eller ved ikke at holde den ansvarsforsikret.

Som et udgangspunkt for strafudmålingen forudsættes det, at en overtrædelse af bestemmelserne i førstegangstilfælde straffes således:

Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret 2.000 kr.

Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse

1.000 kr.

Overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt. ved at have ladet en hund færdes uden ledsagelse på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, i byer og områder med bymæssig bebyggelse

2.000 kr.

Overtrædelsen i kombination med bid eller forvoldt skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes omfang

4.000 kr.

Overtrædelse af § 3, stk. 4, ved uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse som besidder af en hund at have undladt at drage omsorg for, at den ikke strejfer om

2.000 kr.

Overtrædelse af § 6, stk. 1, ved som besidder af en hund at have undladt at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes omfang

4.000 kr.

Overtrædelse af § 8, stk. 2, ved som besidder af en hund at have undladt at holde den ansvarsforsikret

3.000 kr.

Overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3, jf. § 12, stk. 1

3.000 kr.

Efter den gældende bestemmelse i hundelovens § 12, stk. 2, straffes en person også med bøde, hvis denne hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin hund tilbage, når han bemærker, at den overfalder nogen. Bestemmelsen forslås flyttet ind som 2. pkt. i den ovenfor foreslåede nye bestemmelse i § 12, stk. 2, således at det tydeliggøres, at der også i disse tilfælde skal udmåles en skærpet bøde. Som et udgangspunkt for strafudmålingen forudsættes det, at en overtrædelse af denne bestemmelse i førstegangstilfælde straffes med en bøde på 4.000 kr.

Efter hundelovens § 12, stk. 3, straffes overtrædelse af forbuddet mod hundekampe med bøde eller fængsel i indtil 1 år. Udgangspunktet for strafudmålingen i en situation, hvor der ikke er arrangeret væddemål, og hvor hundene (endnu) ikke har påført hinanden skader af betydning, bør være en bøde på 10.000 kr. Er der tale om en mere organiseret hundekamp, herunder med væddemål, eller er en eller begge hunde blevet skambidt, bør udgangspunktet være en kortere frihedsstraf, hvis nærmere længde bør fastsættes i lyset af sagens konkrete omstændigheder.

I gentagelsestilfælde forudsættes det, at de nævnte bødestraffe som udgangspunkt forhøjes med 50 pct.

Fastsættelsen af straffen i sager om overtrædelse af hundeloven vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor. Straffelovens øvrige almindelige regler om straffens fastsættelse vil således fortsat finde anvendelse i sager om overtrædelse af hundeloven, herunder straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme og strafbortfald i særlige tilfælde.

Til nr. 7-9 (§ 12 a)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det bliver muligt at frakende en person retten til at beskæftige sig personligt med hunde – for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum – hvis den pågældende i gentagne tilfælde er straffet for overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 4, § 6, stk. 1, eller for overtrædelse af pålæg givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3, jf. § 12, stk. 1.

Bestemmelsen vil give mulighed for rettighedsfrakendelse i tredjegangstilfælde af overtrædelse af hundelovens bestemmelser om snorpligt mv., om pligten til at træffe foranstaltninger for at forebygge, at hunden volder andre skade, samt ved overtrædelse af pålæg om snor og mundkurv samt de af udvalget foreslåede pålæg om indhegning af have mv. og om hvem, der må lufte hunden. Det er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at det er de samme bestemmelser eller pålæg, der er overtrådt alle tre gange.

Det forudsættes, at der som altovervejende hovedregel sker frakendelse, medmindre der foreligger helt særlige formildende omstændigheder, for at sikre en effektiv håndhævelse af de beskrevne regler.

Til § 2

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås således, at loven træder i kraft den 1. juli 2010. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde, dvs. forbudet mod mod hunderacerne pitbull og tosa.

§ 3

Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale gyldighed. Det fremgår af bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, hvilket skyldes, at dyrevelfærd er et hjemmestyreanliggende for Færøerne og et selvstyreanliggende i Grønland.

8.3. Ændring af bekendtgørelsen om mærkning og registrering af hunde og bekendtgørelsen om ansvarsforsikring af hunde

UDKAST
til
Bekendtgørelse
om ændring af bekendtgørelse om mærkning og registrering af hunde

§ 1

I bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde foretages følgende ændringer:

1. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 3:

”3) Navnet på det forsikringsselskab, hvor hunden er ansvarsforsikret”

2. I § 9, stk. 1, indsættes som nyt nr. 3:

”3) Navnet på det forsikringsselskab, hvor hunden er ansvarsforsikret”

Nr. 3-4 bliver herefter nr. 4-5.

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2010.

UDKAST
til
Bekendtgørelse
om ændring af bekendtgørelse om ansvarsforsikring af hunde

§ 1

I bekendtgørelse nr. 485 af 25. september 1984 om ansvarsforsikring af hunde foretages følgende ændring:

1. Efter § 3 indsættes:

”§ 3 a. Ophører en ansvarsforsikring vedrørende en hund af anden grund end selskabsskift, skal forsikringsselskabet sende en meddelelse herom til Dansk Hunderegister.”

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2010.






Bilag 1 Udkast til regler om forbud mod farlige hunde (mindretalsudkast, jf. afsnit 7.3.)

UDKAST
til
Forslag til lov om ændring af lov om hunde
(Forbud mod hold af særligt farlige hunde)

§ 1

I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 2005, som ændret ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 og lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 1 indsættes:

”§ 1 a. Besiddelse og avl af følgende hunde er forbudt:

  1. pitbull terrier,
  2. tosa inu,
  3. amerikansk staffordshire terrier,
  4. fila brasileiro,
  5. dogo argentino,
  6. staffordshire bull terrier,
  7. amerikansk bulldog,
  8. boerboel,
  9. kangal,
  10. centralasiatisk ovtcharka,
  11. kaukasisk ovtcharka,
  12. sydrussisk ovtcharka,
  13. tornjak og
  14. sarplaninac.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder tillige for krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår.

§ 1 b. Hunde, der holdes i strid med § 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.

Stk. 2. Er der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race eller type.

Stk. 3. Hvis besidderen ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation jf. stk. 2, træffer politiet foranstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden fra besidderen.

Stk. 4. Har besidderen ikke inden for en frist, som politiet fastsætter, fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, anses hunden for at være holdt i strid med § 1 a.

2. I § 6 b, stk. 1, ændres ”afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4” til: ”afgørelse efter § 1 b, stk. 1, § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4”.

3. I § 6 c, stk. 1, ændres ”efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4” til: ”efter § 1 b, stk. 1, § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4”.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2010. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde.

§ 3

Stk. 1. Personer, som den 1. juli 2010 besidder en af de i § 1 a, stk. 1, nr. 3-14, nævnte hunde eller krydsninger heraf, kan dog fortsat besidde disse, hvis der indgives anmeldelse herom til politiet senest den 1. oktober 2010. Anmeldelse skal ske på en særlig blanket, der udleveres af politiet, som på blanketten skriftligt bekræfter retten til at besidde den pågældende hund.

Stk. 2. Anmeldelsesblanketten med politiets bekræftelse skal opbevares af besidderen og skal på forlangende forevises til politiet.

Stk. 3. Politiet kan dispensere fra fristen i stk. 1, hvis der foreligger særligt undskyldende omstændigheder. Fristen for at klage over politiets afgørelse herom er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Stk. 4. Hunde, som er anmeldt efter stk. 1, må ikke overdrages eller indgå i avl. Hvalpe, der fødes af sådanne hunde den 1. juli 2010 eller senere, skal straks efter fødslen ved besidderens foranstaltning aflives af en dyrlæge.

Stk. 5. På steder, hvortil der er offentlig adgang, skal hunde, som er anmeldt efter stk. 1, føres i snor. Snoren skal være en fast line med en længde på maksimalt 2 meter.

Stk. 6. Hunde omfattet af stk. 1, for hvilke der ikke inden for den angivne frist er indgivet anmeldelse, hunde, der overdrages i strid med stk. 4, og hvalpe omfattet af stk. 4, 2. pkt., der ikke er aflivet, aflives ved politiets foranstaltning. Det samme gælder hunde, med hensyn til hvilke en person tidligere er straffet for overtrædelse af stk. 5. Afgørelsen træffes om nødvendigt efter proceduren i hundelovens § 1 b, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.

Stk. 7. Med bøde straffes den, der overtræder stk. 4 eller 5.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til § 1, nr. 1 (§ 1 a og 1 b):

Den foreslåede bestemmelse i § 1 a indebærer, at der indføres et forbud mod besiddelse og avl af følgende hunde: Pitbull terrier, tosa inu, amerikansk staffordshire terrier, fila brasileiro, dogo argentino, staffordshire bull terrier, amerikansk bulldog, boerboel, kangal, centralasiatisk ovtcharka, kaukasisk ovtcharka, sydrussisk ovtcharka, tornjak og sarplaninac samt krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 1 b, stk. 1, at hunde, der holdes i strid med § 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af forbuddet i § 1 a, kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer en hunds race eller type, jf. § 1 b, stk. 2.

Besidderens forpligtelse til at dokumentere, at hunden ikke tilhører en af de forbudte racer, vil således kunne blive aktualiseret, hvis politiet, f.eks. på baggrund af hundens udseende eller oplysninger fra besidderen eller andre, har rimelig grund til at mistænke, at der er tale om en hund, der er omfattet af forbuddet. I praksis vil bestemmelsen indebære, at besiddere af hunde, der kan forveksles med en af de forbudte hunderacer, skal kunne skaffe den nødvendige dokumentation for, at deres hund ikke er omfattet af forbuddet.

Der stilles ikke i lovteksten nærmere krav til, hvordan besidderen dokumenterer, at der ikke er tale om en forbudt hund. Besidderen kan f.eks. fremlægge en stambog eller dna-attest vedrørende hunden og dens forældre, eller besidderen kan fremlægge erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundens afstamning.

Kravet om dokumentation indebærer, at der stilles højere krav til agtpågivenheden hos personer, der fremover køber en hund, idet de må sikre sig, at der ikke er tale om en af de forbudte hunde, og at de kan dokumentere dette, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt hunden er omfattet af forbuddet.

Hvis besidderen ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation, træffer politiet de nødvendige foranstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden fra besidderen. Hunden vil således kunne anbringes i en pension eller lignende, indtil spørgsmålet om dens race er afklaret.

Hvis besidderen ikke inden for den frist, som politiet fastsætter, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører én af de forbudte racer eller krydsninger heraf, anses hunden for at være holdt i strid med forbuddet i § 1 a. Konsekvensen heraf er, at hunden skal aflives ved politiets foranstaltning, jf. § 1 b, stk. 1.

Til § 1, nr. 2 (§ 6 b):

Den foreslåede ændring indebærer, at politiet kan beslutte at anbringe en hund i pension, indtil spørgsmålet om dens race er afklaret, og der eventuelt træffes afgørelse om aflivning af hunden efter § 1 b, stk. 1. Hvis der træffes afgørelse om, at hunden skal aflives, kan politiet endvidere beslutte, at hunden skal forblive i pensionen, indtil afgørelsen kan fuldbyrdes. Politidirektøren afholder omkostningerne ved hundens anbringelse i pension, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. § 6 b, stk. 4.

Til § 1, nr. 3 (§ 6 c):

Politidirektørens afgørelser efter hundeloven, herunder afgørelser om aflivning, jf. § 1 b, stk. 1, kan påklages til Rigspolitiet.

Den foreslåede ændring indebærer, at fristen for at klage til Rigspolitiet over en afgørelse om aflivning af hunden efter § 1 b, er 10 dage efter, at afgørelsen er meddelt besidderen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag, forlænges fristen til den efterfølgende hverdag.

Rettidig klage har opsættende virkning, jf. § 6 c, stk. 2, medmindre Rigspolitiet bestemmer andet. Hunden kan således først aflives, når klagefristen er udløbet, uden påklage er sket, eller når Rigspolitiet har stadfæstet den trufne afgørelse om aflivning. Hvis besidderen samtykker til hundens aflivning, vil aflivning dog kunne foretages straks.

Rigspolitiet har mulighed for at bestemme, at en klage ikke skal have opsættende virkning. Det forudsættes, at denne adgang anvendes i meget begrænset omfang, f.eks. i den situation, hvor en hund er så farlig, at den ikke på forsvarlig vis kan anbringes i en hundepension, og den derfor må aflives før udløbet af klagefristen, eller før klagesagen er færdigbehandlet.

Til § 2

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås således, at loven træder i kraft den 1. juli 2010.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde ophæves. I henhold til denne bekendtgørelse har det siden 1. december 1991 været forbudt at besidde og avle pitbull terrier og tosa inu samt krydsninger, hvori disse hunde indgår. Bekendtgørelsen indeholdt en overgangsordning for hunde erhvervet før bekendtgørelsens ikrafttræden. De hunde, der var omfattet af denne overgangsordning må imidlertid formodes at være døde på nuværende tidspunkt, og Justitsministeriet har på den baggrund valgt ikke at videreføre den daværende overgangsordning.

Til § 3

I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3 indføres en overgangsordning, som indebærer, at personer, der ved lovens ikrafttræden den 1. juli 2010 var besidder af en af de forbudte hunde eller krydsninger heraf, kan beholde hunden, hvis der gives anmeldelse herom til politiet senest den 1. oktober 2010. Dette gælder dog ikke for hunde af racerne pitbull terrier eller tosa inu, idet besiddelse og avl af disse hunde har været forbudt siden 1991.

Til brug for konstateringen af, hvornår en hund er erhvervet, vil politiet kunne indhente oplysninger fra Dansk Hunderegister.

Anmeldelse skal ske på en særlig blanket, der udleveres af politiet, og som på blanketten skriftligt bekræfter, at besidderen har ret til at besidde de pågældende hunde. Anmeldelsesblanketten med politiets bekræftelse skal opbevares af besidderen og skal på forlangende forevises til politiet.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 3, kan politiet dispensere fra fristen i stk. 1, hvis der foreligger særlig undskyldende omstændigheder. Som eksempel på sådanne særlig undskyldende omstændigheder kan nævnes den situation, hvor besidderen kan godtgøre, at han først efter udløbet af fristen, har fået mistanke om, at hans hund eventuelt er en af de i § 1 a, stk. 1, nr. 3-14, nævnte hunde eller krydsninger heraf. Fristen for at klage over politiets afgørelse om dispensation er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Det foreslås i lovens § 3, stk. 4, at hunde, som er anmeldt i henhold til overgangsordningen i § 3, stk. 1, ikke må overdrages eller indgå i avl. Endvidere foreslås det, at hvalpe, der fødes af sådanne hunde efter lovens ikrafttræden, skal aflives af en dyrlæge straks efter fødslen. Aflivningen skal ske ved besidderens foranstaltning.

På steder, hvortil der er offentlig adgang, skal hunde, der er anmeldt i henhold til overgangsordningen, føres i snor, jf. forslagets § 3, stk. 5. Dette krav skal også gælde på såkaldte fritløbsområder, hvor disse hunde – i modsætning til andre hunde – således ikke må løbe frit. Snoren skal være en fast line med en længde på maksimalt 2 meter.

Det foreslås i § 3, stk. 6, at hunde, der opfylder de tidsmæssige betingelser for at være omfattet af overgangsordningen, men som ikke er anmeldt til politiet inden for den anførte frist, aflives ved politiets foranstaltning. Herudover vil også hunde, der overdrages eller indgår i avl i strid med reglen i § 3, stk. 4, og hvalpe, der ikke er aflivet straks efter fødslen, skulle aflives ved politiets foranstaltning. Det samme gælder endvidere for hunde, med hensyn til hvilke en person tidligere er straffet for overtrædelse af reglen i § 3, stk. 5. Afgørelsen om aflivning træffes om nødvendigt efter proceduren i hundelovens § 1 b, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.

Efter § 3, stk. 7, straffes overdragelse af eller avl med hunde, der er anmeldt i henhold til overgangsordningen i § 3, stk. 1, med bøde. Tilsvarende ifalder besidderen bødestraf for ikke at sikre, at hvalpe, der fødes af sådanne hunde efter lovens ikrafttræden, aflives af en dyrlæge straks efter fødslen. Herudover straffes manglende overholdelse af snorpligten i forhold til hunde, der er anmeldt i henhold til overgangsordningen, med bøde.

Til § 4

Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale gyldighed. Det fremgår af bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, hvilket skyldes, at dyrevelfærd er et hjemmestyreanliggende for Færøerne og et selvstyreanliggende for Grønland.






Bilag 2 Udkast til særregler for ”krævende hunde” (mindretalsudkast, jf. afsnit 7.4.)

UDKAST
til
Forslag til lov om ændring af lov om hunde
(Regler for hold af særligt krævende hunde)

§ 1

I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 2005, som ændret ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 og lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 1 indsættes:

”§ 1 a. Reglerne i §§ 1 b og 1 c omfatter følgende hunde og krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår:

  1. Pitt bull terrier,
  2. tosa inu,
  3. amerikansk staffordshire terrier,
  4. fila brasileiro,
  5. dogo argentino,
  6. amerikansk bulldog,
  7. boerboel,
  8. kangal,
  9. centralasiatisk ovtcharka,
  10. kaukasisk ovtcharka,
  11. sydrussisk ovtcharka,
  12. tornjak og
  13. sarplaninac.

§ 1 b. Hunde, som er omfattet af § 1 a, må kun ejes eller besiddes af personer, der er fyldt 18 år.

Stk. 2. Hunde, som er omfattet af § 1 a, må kun holdes på besidderens ejendom eller i en godkendt hundepension. Ejendomme, herunder hundepensioner, hvor sådanne hunde holdes, skal være indhegnede. Hegnet skal være mindst 1,8 meter højt og skal være forsynet med en sluselåge ved indgange.

Stk. 3. Uden for besidderens ejendom skal hunde omfattet af § 1 a føres i snor af besidderen eller en anden person, der er fyldt 18 år. Der må kun føres én hund ad gangen. Snoren skal være en fast line med en længde på maksimalt 2 meter. Hunden skal være iført forsvarlig, lukket mundkurv.

Stk. 4. Hvis en hund omfattet af § 1 a løber bort, skal besidderen anmelde dette til politiet senest en time efter, at den pågældende har konstateret, at hunden er forsvundet.

§ 1 c. Hunde, der holdes i strid med § 1 b, kan aflives ved politiets foranstaltning.

Stk. 2. Er der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race eller type.

Stk. 3. Har besidderen ikke inden for en af politiet fastsat frist fremlagt fornøden dokumentation for, at hunden ikke tilhører én af de i § 1 a nævnte racer eller krydsninger heraf, træffer politiet afgørelse om, at hunden er omfattet af § 1 a.”

2. I § 6 b, stk. 1, ændres ”afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4” til: ”afgørelse efter § 1 c, stk. 1, § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4”.

3. I § 6 c, stk. 1, ændres ”efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4” til: ”efter § 1 c, stk. 1, § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4”.

4. Efter § 11 indsættes:

”§ 11 a. Hvis politiet konstaterer en overtrædelse af reglerne i § 1 b, kan politiet meddele hundens ejer eller besidder pålæg om inden for en fastsat frist at rette op på de forhold, som ikke er i overensstemmelse med reglerne.

Stk. 2. Er der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan politiet træffe afgørelse om, hvorvidt hunden er omfattet af § 1 a. Afgørelsen træffes efter proceduren i § 1 c, stk. 2 og 3.

5. I § 12, stk. 1, ændres ”eller § 6, stk. 2 eller 3, givet pålæg” til: ”, § 6, stk. 2 eller 3, eller § 11 a, stk. 1, givet pålæg”

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2010. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til § 1, nr. 1 (§§ 1 a-1 c)

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 1 a omfatter reglerne for hold af særligt krævende hunde følgende hunde: Pitbull terrier, tosa inu, amerikansk staffordshire terrier, fila brasileiro, dogo argentino, amerikansk bulldog, boerboel, kangal, centralasiatisk ovtcharka, kaukasisk ovtcharka, sydrussisk ovtcharka, tornjak og sarplaninac. Reglerne gælder endvidere for krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 1 b, stk. 1, må krævende hunde, som er omfattet af § 1 a, kun holdes af personer, der er fyldt 18 år.

Hundene må endvidere kun holdes på besidderens ejendom. Ejendommen skal være indhegnet, og hegnet skal være mindst 1,8 meter højt og forsynet med en sluselåge ved indgange. Ved en sluselåge forstås en indgang bestående af to låger, således at hunden hindres i at løbe ud, når kun én af lågerne åbnes ad gangen, jf. § 1 b, stk. 2.

Uden for besidderens ejendom skal krævende hunde føres i snor af besidderen eller en anden person, der er fyldt 18 år, jf. § 1 b, stk. 3. Adgangen til, at andre end besidderen kan lufte hunden, skal sikre, at hunden kan blive luftet i tilfælde af ejerens sygdom, bortrejse mv. Der må kun føres én hund ad gangen. Snoren skal være en fast line med en længde på maksimalt 2 meter. Ud over kravet om snor skal hunden også være iført forsvarlig, lukket mundkurv. Herved forstås en mundkurv, der giver mulighed for, at hunden kan åbne munden uden at kunne bide. Disse krav til luftning af hundene skal også gælde på såkaldte fritløbsområder, hvor krævende hunde omfattet af § 1 a – i modsætning til andre hunde – således ikke må løbe frit.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 1 b, stk. 4, at besidderen skal anmelde det til politiet, hvis en krævende hund omfattet af § 1 a løber bort. Anmeldelsen skal finde sted senest en time efter, at besidderen har konstateret, at hunden er forsvundet.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 1 c kan hunde, der holdes i strid med § 1 b, aflives ved politiets foranstaltning.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer en hunds race eller type.

Besidderens forpligtelse til at dokumentere, at hunden ikke tilhører en af de nævnte racer, vil således kunne blive aktualiseret, hvis politiet, f.eks. på baggrund af hundens udseende eller oplysninger fra besidderen eller andre, har rimelig grund til at mistænke, at der er tale om en hund, der er omfattet af § 1 a. I praksis vil bestemmelsen indebære, at besiddere af hunde, der kan forveksles med en af de nævnte hunderacer, enten skal kunne skaffe den nødvendige dokumentation for, at deres hund ikke er omfattet af bestemmelsen, eller skal overholde reglerne i § 1 b.

Der stilles ikke i lovteksten nærmere krav til, hvordan besidderen dokumenterer, at der ikke er tale om en hund omfattet af § 1 a. Besidderen kan f.eks. fremlægge en stambog eller dna-attest vedrørende hunden og dens forældre, eller besidderen kan fremlægge erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundens afstamning.

Kravet om dokumentation indebærer, at der stilles højere krav til agtpågivenheden hos personer, der fremover køber en hund, idet de enten må sikre sig, at de kan dokumentere, at der ikke er tale om en af de nævnte hunderacer mv., hvis der opstår tvivl om, hvorvidt hunden er omfattet af § 1 a, eller overholde reglerne i § 1 b.

Hvis reglerne i § 1 b ikke overholdes, og besidderen ikke inden for den frist, som politiet fastsætter, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører én af de i § 1 a nævnte racer eller krydsninger heraf, træffer politiet afgørelse om, at hunden er omfattet af § 1 a, hvorefter hunden kan aflives.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11 a har politiet alternativt mulighed for, at give hundens ejer eller besidder pålæg om at rette op på de forhold, som ikke er i overensstemmelse med reglerne i § 1 b. Det forudsættes, at aflivning fortrinsvis anvendes i tilfælde, hvor ejeren eller besidderen klart burde have indset, at hunden kunne være en krævende hund, omfattet af § 1 a, mens der i andre tilfælde gås frem efter proceduren i § 11 a.

Til § 1, nr. 2 (§ 6 b):

Den foreslåede ændring indebærer, at politiet kan beslutte at anbringe en hund i pension, indtil der eventuelt træffes afgørelse om aflivning af hunden efter § 1 c, stk. 1. Hvis der træffes afgørelse om, at hunden skal aflives, kan politiet endvidere beslutte, at hunden skal forblive i pensionen, indtil afgørelsen kan fuldbyrdes. Politidirektøren afholder omkostningerne ved hundens anbringelse i pension, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. § 6 b, stk. 4.

Til § 1, nr. 3 (§ 6 c):

Politidirektørens afgørelser efter hundeloven, herunder afgørelser om aflivning, jf. § 1 c, stk. 1, kan påklages til Rigspolitiet.

Den foreslåede ændring indebærer, at fristen for at klage til Rigspolitiet over en afgørelse om aflivning af hunden efter § 1 c, er 10 dage efter, at afgørelsen er meddelt besidderen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag, forlænges fristen til den efterfølgende hverdag.

Rettidig klage har opsættende virkning, jf. § 6 c, stk. 2, medmindre Rigspolitiet bestemmer andet. Hunden kan således først aflives, når klagefristen er udløbet, uden påklage er sket, eller når Rigspolitiet har stadfæstet den trufne afgørelse om aflivning. Hvis besidderen samtykker til hundens aflivning, vil aflivning dog kunne foretages straks.

Rigspolitiet har mulighed for at bestemme, at en klage ikke skal have opsættende virkning. Det forudsættes, at denne adgang anvendes i meget begrænset omfang, f.eks. i den situation, hvor en hund er så farlig, at den ikke på forsvarlig vis kan anbringes i en hundepension, og den derfor må aflives før udløbet af klagefristen eller før klagesagen er færdigbehandlet.

Til § 1, nr. 4 (§ 11 a):

Konstaterer politiet en overtrædelse af reglerne for hold af en krævende hund i § 1 b (indhegning, snorpligt, mundkurv mv.), kan politiet give besidderen pålæg om at overholde de regler, som den pågældende har overtrådt. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, der er omfattet af § 1 a, må dette afklares i forbindelse med udstedelsen af pålægget.

Hvis et pålæg ikke efterkommes inden for en nærmere fastsat frist, kan besidderen idømmes en bøde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 1 c om muligheden for aflivning ved overtrædelse af reglerne i § 1 b. Ved gentagne overtrædelse af pålæg efter § 11 a vil aflivning efter § 1 c også kunne være en relevant sanktion.

Til § 1, nr. 5 (§ 12):

Den foreslåede ændring indebærer, at overtrædelse af et pålæg om overholdelse af bestemmelserne i § 1 b kan straffes med bøde.

Til § 2

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås således, at loven træder i kraft den 1. juli 2010.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde ophæves. I henhold til denne bekendtgørelse har det siden 1. december 1991 været forbudt at besidde og avle pitbull terrier og tosa inu samt krydsninger, hvori disse hunde indgår. Ved ophævelsen af bekendtgørelsen ophæves dette forbud, idet pitbull terrier og tosa inu i stedet omfattes af denne lovs regler om hold af særligt krævende hunde.

Til § 3

Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale gyldighed. Det fremgår af bestemmelsen, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, hvilket skyldes, at dyrevelfærd er et hjemmestyreanliggende for Færøerne og et selvstyreanliggende i Grønland.






Bilag 3 Hunderacer omfattet af bilag 1 og 2

Foto: Pitbull terrier
Pitbull terrier

Foto: Tosa inu
Tosa inu

Foto: Amerikansk staffordshire terrier
Amerikansk staffordshire terrier

Foto: Fila brasileiro
Fila brasileiro

Foto: Dogo argentino
Dogo argentino

Foto: Staffordshire bull terrier
Staffordshire bull terrier

Foto: Amerikansk bulldog
Amerikansk bulldog

Foto: Boerboel
Boerboel

Foto: Kangal
Kangal

Foto: Centralasiatisk ovtcharka
Centralasiatisk ovtcharka

Foto: Kaukasisk ovtcharka
Kaukasisk ovtcharka

Foto: Sydrussisk ovtcharka
Sydrussisk ovtcharka

Foto: Tornjak
Tornjak

Foto: Sarplaninac
Sarplaninac






Kolofon

Titel: Betænkning om farlige hunde

Undertitel: Delbetænkning afgivet af Justitsministeriets Udvalg om hunde

Udgiver: Justitsministeriet

Anden bidragyder: Rosendahls - Schultz Grafisk (Tryk og elektronisk udgave)

Emneord: Hundeudvalget, hundeloven, farlige hunde, kamphunde, muskelhunde, forbud, delbetænkning, 1514

Resume: Udvalget om hunde har haft til opgave at foretage en samlet gennemgang af hundelovens regler og særligt overveje, om der er behov for yderligere tiltag i forhold til hunde, der kan være farlige for omgivelserne. Udvalget blev i den forbindelse anmodet om at opstille én eller flere modeller for et forbud mod kamp- og muskelhunde. Udvalget har således overvejet muligheden for at indføre et forbud mod besiddelse og avl af visse hunderacer og krydsninger, hvori disse racer indgår. Herudover har udvalget overvejet forslag om særregler for hold af bestemte hunderacer. Udvalget har endvidere overvejet, om der generelt – dvs. for alle hunde uanset race – er anledning til at skærpe reglerne for hold af hunde. Udvalget har i den forbindelse bl.a. anbefalet en udvidelse af politiets adgang til at meddele pålæg i medfør af hundeloven og en betydelig forhøjelse af bødestraffene for overtrædelse af hundeloven eller pålæg udstedt i medfør heraf.

Sprog: dansk

ISBN: 978-87-91851-74-2

ISBN internet: 978-87-91851-75-9

Pris (trykt udgave): 100 kr.

URL: jm.schultzboghandel.dk

Version: 1.0

Versionsdato: Marts 2010

Format: html, pdf, doc, gif


Forside | Til top |
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Marts 2010
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk