Betænkning om farlige hunde
Betænkning nr. 1514
Kapitel 4

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 4 Fremmed ret

Til brug for sine overvejelser har udvalget indhentet oplysninger om retstilstanden i 11 andre europæiske lande.

4.1. Sverige

Den 1. januar 2008 trådte en ny lov om ”Tillsyn över hundar och katter” i kraft i Sverige. Loven medførte bl.a., at det blev lettere for politiet at gribe ind overfor hunde, der er årsag til skader eller problemer, eller risikerer at være det.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende:

”Lagen om tillsyn över hundar och katter har efter tillkomsten år 1943 ändrats i flera viktiga avseenden. Ett exempel är att vissa bestämmelser om katter infördes i lagen år 1987. Fram till dess hade lagen endast avsett hundar. De grundläggande bestämmelserna, som närmast tar sikte på att motverka att hundar orsakar skador eller olägenheter, är emellertid i det stora hela oförändrade.

Tidigare var problemen med lösspringande djur – främst hundar – störst på landsbygden. Behovet av att skydda lantbrukets djur mot attacker från kringstrykande hundar ansågs vara stort. Detta synsätt återspeglas tydligt i lagen. Ett exempel på detta är att ägare av lantbruksdjur har rätt att döda lösspringande bitska hundar som vistas på område där lantbruksdjur finns.

Genom förändringar i samhällsstrukturen har problemen med lösspringande djur kommit att successivt flyttas från landsbygden till städer och andra tätorter. I och med denna grundläggande förändring har också problemets karaktär förändrats. I dag är det allvarligaste problemet hundar som attackerar människor eller sällskapsdjur. Det har visserligen även tidigare förekommit att hundar skadar människor och andra djur men det moderna samhället med allt fler människor boende i tätorter ställer högre krav på den kontroll som en hundägare måste ha över sin hund. Det förekommer även vissa företeelser som skapar rädsla och osäkerhet, till exempel att vissa personer använder hunden som ett vapen vid brott. Förändringarna i samhällsstrukturen innebär att det ställs krav på åtgärder och möjligheter till ingripanden som inte kan tillgodoses med den nuvarande lagens bestämmelser.

I Sverige finns enligt Statistiska centralbyrån i dag knappt 730 000 hundar (september 2006). Det är viktigt att komma ihåg att det stora antalet hundägare sköter sina hundar på ett bra sätt och tar ett aktivt ansvar för och hänsyn till att hunden också fungerar väl i förhållande till omgivningen. De fåtal fall där det brister i ansvaret måste dock åtgärdas.

Att det finns adekvata, rättsliga möjligheter att ingripa är särskilt viktigt i de fall där tillsynen över hunden brister i sådan omfattning eller på ett sådant sätt att hunden utgör en fara för omgivningen. Även om problemen med de riktigt farliga hundarna är relativt ringa till sin omfattning är det oacceptabelt att människor skall behöva känna rädsla för att bli attackerade av aggressiva hundar.”

Indførsel af et forbud mod bestemte racer har været drøftet i Sverige. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende:

”I debatten om farliga hundar har det ofta framförts att vissa raser är farligare än andra och att dessa därför bör förbjudas. Flera europeiska länder har olika typer av restriktioner gentemot specifika raser. Restriktionerna handlar ofta om att hundar av en viss ras och blandrashundar där den förbjudna rasen ingår måste steriliseras eller kastreras, hållas kopplade, vara försedda med munkorg eller inte får införas i landet.

Det är dock inte möjligt att hänföra alla farliga hundar till en särskild hundras. Ett felaktigt beteende kan utvecklas hos alla hundraser och förstärkas genom bland annat felaktig avel eller felaktig hantering.

Regeringen anser att den huvudsakliga gemensamma nämnaren som går att finna mellan farliga hundar är att de har ägare som brister i sitt hundägaransvar. Hundar har i och för sig olika egenskaper som gör dem mer eller mindre farliga i samma ägares händer, men dessa skillnader följer inte rasgränser, utan variationerna är i allmänhet större inom en ras än mellan raser. Ett införande av förbud mot vissa raser skulle därför kunna innebära att många hundar förbjuds som i själva verket är betydligt mindre farliga än hundar av tillåtna raser. Detta faktum utgör i sig självt inte något skäl till att avstå från att införa rasspecifika restriktioner.

Det kan ju finnas en ras som orsakar oproportionerligt mycket skada och som inte tillför några egentliga positiva värden. I ett sådant fall skulle det alltså kunna vara en bra lösning att förbjuda en sådan ras. Oavsett om hundarna i rasen orsakar skador på grund av sina egenskaper eller på grund av att ägarna inte tar sitt ansvar borde skadorna minska om hundarna försvann. Det finns dock bland annat en rad praktiska problem förenade med en sådan lösning. I dag saknas kunskaper om vilken eller vilka hundraser som orsakar oproportionerligt mycket skador, eftersom det inte finns kontinuerlig statistik över detta. Ett problem blir därför att kunna fastställa vilka raser som är så farliga att de bör förbjudas. Detta blir dessutom ännu mer besvärligt om även korsningar där den förbjudna rasen ingår skall förbjudas.”

For så vidt angår identifikation af forbudte racer fremgår følgende:

”De länder som har någon form av rasförbud har i allmänhet valt ett av två huvudalternativ. Det första alternativet innebär att bevisbördan läggs på hundägaren genom att hundägaren i princip skall kunna bevisa att hans eller hennes hund inte är av någon förbjuden ras. Som bevis brukar godtas att hunden är märkt och stambokförd i en stambok som förs av någon av staten godkänd hundorganisation. Ett av problemen med detta system är att stamböcker endast förs för vissa rasrena hundar. I princip innebär alltså denna omvända bevisbörda att blandraser förbjuds. Med blandraser avses då även hundar vars föräldrar är rasrena och av samma ras men som inte själva registreras. Trots att Sverige har en låg andel blandrashundar i hundpopulationen skulle detta innebära att fler än 100.000 hundar, utöver dem som tillhör den eller de förbjudna raserna, i princip skulle omfattas av förbudet. Detta är varken rimligt eller önskvärt.

Det andra alternativet för identifiering är att staten definierar ett antal utseendemässiga egenskaper som anses karaktärisera den förbjudna rasen. I vissa länder har karaktäristiken även kompletterats med beteendemässiga egenskaper. Utifrån dessa givna definitioner skall sedan de rättsvårdande myndigheterna avgöra om den enskilda hunden tillhör den förbjudna rasen eller inte. Detta har många gånger visat sig vara en omöjlig uppgift. Dels finns det olika raser som är väldigt lika varandra (t.ex. pitbull och American staffordshire terrier), dels kan vissa blandraser komma att uppfylla kraven.

Det finns ytterligare omständigheter som talar mot rasrestriktioner som en metod att minska problemen med farliga hundar. Den kanske viktigaste är att det är osannolikt att denna typ av åtgärder medför en minskning av problemen. Detta beror på just det faktum att det är vissa ägare som är problemet, inte hundar av en viss ras. Om ett förbud för vissa raser införs är det troligt att de dåliga ägarna skaffar hundar av andra raser som kan bli lika farliga som hundar av de förbjudna raserna. I flera av de länder som har rasrestriktioner för hundar är denna utveckling mycket tydlig. Andra länder hamnar i situationer där fler och fler raser förbjuds.

Regeringen anser sålunda att det inte är möjligt att hänföra de farliga hundarna till någon särskild hundras. Alla hundar, oavsett ras, kan utveckla aggressiva eller på något annat sätt farliga egenskaper. Det är inte heller möjligt att på annat sätt effektivt fastställa vilka hundar som är potentiellt farliga. Den enligt regeringen mest lämpliga lösningen ligger därför i stället i att skapa ett regelverk som gör det möjligt att komma till rätta med enskilda hundägare samt sådana hundar som orsakar eller riskerar att orsaka skada eller olägenheter för omgivningen, oavsett vilken hundras det är fråga om.”

Spørgsmålet om indførsel af et krav om hundekørekort har tillige været overvejet. Af bemærkningerne fremgår følgende:

”I den allmänna debatten framförs ibland åsikten att det bör krävas någon form av tillstånd för att få äga eller hantera hundar, ett så kallat hundkörkort. Ett hundkörkort skulle kunna utfärdas till den som har genomgått utbildning om till exempel hundens beteenden och behov, dressyr eller samhällets krav på hundägande. Ett alternativ vore att en hundägare måste visa att han eller hon klarar av att kontrollera den egna hunden för att få ett hundkörkort.

Regeringen har inte för avsikt att föreslå något krav på hundkörkort för att få äga eller hantera en hund. Anledningen är att det vore en alltför ingripande åtgärd mot den överväldigande majoritet hundägare som sköter sina hundar på ett bra sätt.

De allra flesta hundägare låter inte sina hundar orsaka skador eller olägenheter för omgivningen. De fåtal fall i vilka hundägare brister i ansvaret måste dock kunna åtgärdas. Detta kan dock åstadkommas på annat sätt än genom ett införande av ett hundkörkort. Regeringen föreslår nedan bland annat att polismyndigheten skall kunna meddela de förelägganden och förbud som behövs om någon brister i tillsynen över en hund. Ett exempel på ett sådant föreläggande är att en person skall kunna meddelas föreläggande om att han eller hon måste genomgå en hundägarutbildning. Om en person fortsätter att bryta mot eller underlåter att följa ett förbud eller förläggande kan han eller hon meddelas förbud att ha hand om hund (hundförbud).”

Følgende fremgår af lovens § 8:

”Om någon brister i tillsynen över eller skötseln av en hund, får polismyndigheten meddela de förelägganden och förbud som behövs för att förebygga skada eller avservärd olägenhet.

Såväl förelägganden som förbud får förenas med vite.”

Efter § 8 kan politiet f.eks. stille krav om, at hunden skal føres i snor og/eller være iført mundkurv.

Af §§ 11 og 12 fremgår:

”För att hindra att en hund orsakar skada eller avsevärd olägenhet får polismyndigheten, om inte andra, mindre ingripande åtgärder anses tilräckliga, besluta att den skall omhändertas.

Om en hund har omhändertagits med stöd av § 11, får ägaren eller innehavaren inte förfoga över hunden utan tillståand av polismyndigheten.

Polismyndigheten får, efter utredning, besluta att hunden skall säljas, skänkas bort eller, om hunden utgör en fara för människor eller djur eller om det annars finns särskilda skäl, avlivas.”

Politiet kan meddele hundeforbud efter lovens § 15:

”Polismyndigheten får meddela förbud all ha hand om hund (hundförbud) för den som allvarligt brister eller tidigare har brustit i tillsynen över en hund.

Vid bedömningen av om ett hundförbud bör meddelas skall särskilt beaktas om den mot vilkn förbudet avses gälla har begått brott där han eller hon har använt hund som vapen eller vid upprepade tillfällen har varit föremål för föreläggande eller förbud enligt 8 § eller har haft hand om hund som har omhändertagits enligt 11 §.

Hundförbud skall inte meddelas om det är uppenbart att de omständigheter som gett upphov till att ett hundförbud övervägs inte kommer att upprepas.

Hundförbud får avse viss tid eller gälla tills vidare.

Den som är under femton år får inte meddelas hundförbud.”

Overtrædelse af et meddelt hundeforbud er sanktioneret i § 22:

”Den som bryter mot ett hundförbud döms för överträdelse av hundförbud till böter eller fängelse i högst ett år.”

Djurskyddsförordningens § 19 indeholder tillige regler om farlige hunde. Af bestemmelsen fremgår:

”Det är förbjudet att inneha eller genom avel frambringa hundar som

  1. har extremt stor kamplust,
  2. blir lätt retade och biter,
  3. bara med svårighet kan förmås avbryta ett angrepp och
  4. har en benägenhet att rikta sitt kampintresse mot människor eller andra hundar.”

I forbindelse med udarbejdelse af loven om ”Tillsyn över hundar och katter” blev følgende overvejet i forhold til § 19 i djurskyddsförordningen:

”Enligt 19 § djurskyddsförordningen är det förbjudet att inneha eller genom avel frambringa hundar som har extremt stor kamplust, lätt bliver retade och biter, bara med svårighet kan förmås att avbryta ett angrepp samt har en benägenhet att rikta sitt kampintresse mot människor eller andra hundar. Samtliga kriterier måste vara uppfyllda för att en hund skall omfattas av bestämmelsen. Utredningen föreslår att 19 § skall upphöra och ersättas av en bestämmelse i 29 § samma förordning med innebörden att hundar som kan förväntas nedärva okontrollerbar aggressivitet inte får användas i avel.

En del remissinstanser, bland annat Sveriges lantbruksuniversitet, anser att den av utredningen föreslagna lydelsen inte skulle vara lättare att tillämpa än den nuvarande lydelsen. Regeringen ansluter sig till denna uppfattning.

Även om den nu gällande bestämmelsen är svår att tillämpa och det enligt utredningen har gjorts få ingripanden med stöd av bestämmelsen anser regeringen att den fyller en viktig funktion. Bestämmelsen utgör en klar och tydlig markering om att denna typ av djur normalt sett inte är önskvärda från samhällelig synpunkt. Bestämmelsen fyller också en pedagogisk funktion. Regeringen anser därför att bestämmelsen skall ha kvar sin nuvarande lydelse.

Jordbruksverket har tidigare föreslagit att bestämmelsen skall slopas då den inte motiveras av djurskyddsskäl. Verket har föreslagit att bestämmelsen i stället skall införas som en ny paragraf i tillsynslagen. Regeringen delar inte denna uppfattning utan anser att bestämmelsen till viss del även motiveras av djurskyddsskäl. Bestämmelsen innebär bland annat att det är förbjudet att inneha eller att genom avel frambringa hundar som har en benägenhet att rikta sitt kampintresse mot andra hundar. Syftet med bestämmelsen i den delen är att motverka att hundar används i hundslagsmål. Ett hundslagsmål innefattar ett uppenbart lidande för de inblandade djuren. Regeringen gör därför bedömningen att bestämmelsen bör vara kvar i djurskyddsförordningen.”

For så vidt angår reglerne om snor varierer disse regler i Sverige fra kommune til kommune. Det følger dog af § 16, at:

”Under tiden den 1 mars–20 augusti skall hundar hållas under sådan tillsyn att de hindras från att springa lösa i marker där det finns vilt. Under den övriga tiden av året skall hundar hållas under sådan tillsyn att de hindras från att driva eller förfölja vilt, när de inte används vid jakt.

Regeringen eller den myndighet som regeringen bestämmer får meddela föreskrifter som avviker från första stycket. Om det behövs till skydd för viltet får sådana föreskrifter innebära att en hund skall hållas kopplad.”

4.2. Norge

I 2003 indførtes der i Norge en første egentlig hundelov. Baggrunden herfor var bl.a. enkelte tilfælde, hvor børn var blevet dræbt eller alvorligt såret efter hundeoverfald.

Reglerne om farlige hunde findes i hundelovens § 19, hvoraf følgende fremgår:

”Kongen kan gi forskrift om forbud mot å holde, avle eller innføre farlige hunder, eller å innføre sæd eller embryo fra farlige hunder. Forskriften kan sette krav til dokumentasjon av hundens rase eller type.

Med farlige hunder menes hunder eller hundetyper som spesielt aggressive, kampvillige og utholdende, og som på grunn av disse egenskapene er farlige for mennesker og dyr. Første ledd gjelder også for hundetyper som lett kan forveksles med farlige hunder.

Det er forbudt å holde eller innføre hunder som

  1. er gitt trening i eller for å angripe eller forsvare hundeholderen mot mennesker,
  2. er gitt trening i eller for å angripe andre hunder, eller
  3. enkelthunder som fremstår som spesielt aggressive, kampvillige eller med andre sterkt uønskede egenskaper eller fremtreden, slik at de kan være farlige for mennesker eller dyr.

Er der tvil om en hund går inn under tredje ledd bokstav c, kan politiet ta hunden i forvaring og kreve at hundeholderen bekoster og medvirker ved en kyndig undersøkelse av hundens atferd for å avklare om den er vel avbalansert eller har en lav terskel for aggresjon eller andre farlige egenskaper mv. Politiet fastsetter hvem som skal undersøke hunden. Dersom ikke hundeholderen følger opp innen en rimelig frist satt av politiet, regnes hunden for å gå inn under tredje ledd bokstav c.

Hunder som bliver avlet, innført eller holdt i strid med regler i eller i medhold av denne paragraf, kan avlives eller pålegges utført av riket ved vedtak av politiet.”

Hundelovens § 20 indeholder en række undtagelser til § 19. Følgende fremgår:

”En hund omfattes ikke av § 19 tredje ledd bokstav a eller b hvis den er trent av politiet eller i særlige tilfelle av andre med politiets tillatelse, eller er innført i riket med politiets tillatelse.

En hund omfattes ikke av § 19 tredje ledd bokstav a hvis den er lovlig trent av en hundeorganisasjon før lovens ikrafttreden, eller etter lovens ikraftreden av en hundeorganisasjon uten politiets tillatelse. Bliver vilkårene overtrådt eller hunden angriper et menneske, skal den avlives etter vedtak av politiet, hvis ikke nødværge eller nødrett berettiget angrepet.”

Forskrift om hunder er udstedt i 2004 bl.a. med hjemmel i hundelovens § 19. Følgende fremgår af § 1:

”Det er forbudt å holde, avle eller innføre farlige hunder, eller å inndføre sæd eller embryo fra farlige hunder.

Hunder av følgende typer, og blandinger der en eller flere av disse er med, anses som farlige hunder, uansett blandingsforhold:

  1. Pitbullterrier,
  2. amerikansk staffordshire terrier,
  3. fila brasileiro,
  4. toso inu,
  5. dogo argentino.

Som farlige hunder anses også hunder og hundetyper som er en blanding av hund og ulv, uansett blandingsforhold. For hunderaser med opprinnelig blanding av ulv som er registrert i Norge av Norsk Kennel Klub 1. januar 1993, gjelder første punktum bare for tsjekkoslovakisk ulvehund. Hvis ulv er iblandet rasen etter den internasjonale raseetableringen, gjelder første punktum for hunder som kan være etterkommere etter denne ulven.”

For så vidt angår identifikation af forbudte hunderacer fremgår det af forskriftens § 2 at:

”Dersom det er tvil om et dyr er en farlig hund etter § 1 kan politiet og tollmyndigheter kreve at hundeholderen dokumenterer dens rase eller type.

Som mindstedokumentasjon etter at en hund er blitt fire måneder gammel, kreves at hunden er identitetsmerket med microchip og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis påført dna-kodning med en tilknyttet stamtavle.

Når der foreligger særskilte omstendigheter kan politiet, i enkelttilfeller, bestemme at annen tilfredsstillende dokumentasjon kan tre i stedet for kravet etter andre ledd.

Dersom ikke fremlagt bevis fjerner tvilen på stedet, regnes hunden som en farlig hund. Ved slik tvil som nevnt kan politiet eller tollmyndigheter ta hånd om hunden straks, jf. hundelovens § 24. Hundeholderen skal på begjæring gis en rimelig frist til å supplere dokumentasjonen mens hunden tas hånd om etter andet punktum.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår følgende:

”Kamphundloven § 2 tredje ledd - som ble vedtatt ved en endringslov i 1995 – bestemmer at dersom det er tvil om en hund er av en forbudt rase eller type, kan politi og tollmyndigheter »kreve at hundeeieren eller annen som har ansvar for hunden dokumenterer hundens rase eller type«. Av forskrift 15. januar 2001 nr. 28 (gitt med hjemmel i kamphundloven § 7) § 3 annet ledd fremgår at »hundens identitet« kan kreves dokumentert »ved stamtavle eller registreringsbevis og identitetsmerke«. Hvis ikke slik dokumentasjon blir fremlagt, anses hunden som ulovlig. Forskriften sier derimot ikke at slik fremlagt dokumentasjon uten videre innebærer at hunden anses lovlig. Justisdepartementet antar at politiet etter omstendighetene kan kreve ytterligere dokumentasjon.

Registreringsbevis og identitetsmerke har nemlig ingen reell bevisverdi for hundens rase eller type, hvis ikke identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis som enten inneholder stamtavle eller en entydig referanse til en bestemt stamtavle for den aktuelle hunden. En slik referanse er i tilfelle et nummer som refererer til denne hundens stamtavle hos Norsk Kennel Klub eller tilsvarende troverdig organisasjon, f.eks. en tilsvarende utenlandsk klubb.

Departementet mener at loven bør kreve at den som holder en hund som kan forveksles med en »farlig hund«, må dokumentere at hunden ikke hører til denne kategorien og derfor er lovlig. Departementet foreslår derfor å videreføre den gjeldende ordning om dokumentasjonsplikt, jf. utk. § 19 tredje ledd.

Dokumentasjonsplikten bør inntre der det er tvil om et dyr er en farlig hund. Dette vil først og fremst forekomme der hunden har ytre kjennetegn som gjør den sammenliknbar med et forbudt dyr. Imidlertid kan ulovlige hunder ved krysning med andre hundetyper gis ytre kjennetegn som avviker klart fra opphavet. Også slike krysninger vil rammes av forbudet mot bestemte hundetyper og blandinger med disse, slik at det kan oppstå dokumentasjonsbehov også for hunder som har et avvikende utseende. Dersom nye hunder med ukjent opphav og »nytt« utseende dukker opp f.eks. i geografiske områder der kamphundproblematikk er kjent fra før, vil politiet etter lovforslaget kunne avkreve dokumentasjon for hundetypen også for slike hunder. Dokumentasjonskravet etter lovforslaget her kan altså ramme hunder som etter politiets skjønn på stedet har en fysikk, fremtoning eller egenskaper som kan indikere kamphundopphav eller ulveopphav, selv om hunden ikke direkte likner på kjente kamphundtyper eller på ulv.

Departementet foreslår videre at dokumentasjonskravet bygger på politiets praksis i Oslo med å kreve at hunden er identitetsmerket og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis med en tilknyttet stamtavle. Et rent identitetsmerke har ikke overbevisende bevisverdi relatert til hvilken type hunden er. Dokumentasjonskravet som foreslås er et minstekrav. Hvis papirene som fremlegges ut fra en konkret vurdering ikke fremstår som overbevisende dokumentasjon for rase eller type, vil hunden trass papirene bli ansett som en forbudt hund. Et eksempel kan være at en tilknyttet stamtavle kommer fra et privat firma eller en privatperson. I praksis er det Norsk Kennel Klub og tilsvarende utenlandske organisasjoner som kan utstede troverdig dokumentasjon. Hvis det foreligger konkret grunn til mistanke om at papirene ikke viser de rette faktiske forhold, kan politiet kreve ytterligere dokumentasjon fremlagt av hundeholderen, f.eks. i form av gentester av hunden og hunder i stamtavlen som dokumenterer avstamningsforholdet. Dersom hunden er en blandingshund som ikke er stamtavleført, må hundeholderen for å dokumentere dens rase eller type i alle linjer knytte den til hunder som er oppført i en stamtavle. Ytterligere dokumentasjon kan i slike tilfeller være gentestede blodprøver fra hunden og dens opphav som knytter den sikkert til slike stamtavler.

Hundeholderen bør ha dokumentasjon klar ved innførsel og ellers gis en rimelig frist for å fremlegge dokumentasjon, dersom ikke hunden skal anses som en farlig hund. Mens man venter på dokumentasjon, bør hunden kunne tas i forvaring. Hvis ikke slike hunder straks tas i forvaring, er det i praksis en nærliggende fare for at de ikke lar seg gjenfinne.

Flere av høringsinstansene har vært opptatt av dokumentasjonskravet som er foreslått i forskriften. Enkelte har fremhevet at dokumentasjonskravet gjør det svært vanskelig for eiere av blandingshunder, som ofte ikke har noen mulighet til å fremlegge slik dokumentasjon som kreves.

NOAH-for dyrs rettigheter uttaler blant annet:

”Velger departementet på slik måte å pålegge eieren en urimelig bevisbyrde, mener NOAH videre at departementet forskjellsbehandler eiere av rasehunder og eiere av blandingshunder. Det er en kjent sak at det som hovedregel er umulig å oppdrive den dokumentasjon departementet krever, for blandingshunder.”

Norges hundekjørerforbund uttaler blant annet:

”NHF ser også problemer med forskriften i forhold til ikke-registrerte hunder/blandingshunder, da det hele tiden snakkes om raser. Som vi har pekt på over, så er ikke alle ikke-registrerte hunder en krysning av opprinnelige raser som kan defineres. Særlig er NHF noe bekymret for dokumentasjonskravet i utkast til forskrift i forhold til når det er tvil om det er en lovlig hund. Vi frykter at forskriften skal få utilsiktede konsekvenser for ikke-registrerte hunder, og ber departementet være særlig oppmerksom på denne muligheten.”

Den norske veterinærforening uttaler:

”Ut over disse synspunktene vil Den norske veterinærforening under alle omstendigheter presisere at et påbud om merking og registrering av alle hunder i Norge bør være en forutsetning for effektivt å kunne håndheve lovgivningen på området. Dette prinsipp er allerede gjennomført i våre naboland Sverige og Danmark, og vil også i vårt land være et nødvendig virkemiddel til å overvåke utviklingen av hundeholdet. Ikke minst vil dette gjelde for blandingshunder. Dette vil være en vesentlig forutsetning for at hunder vernes mot vilkårlig behandling, og i verste fall frarøvelse av liv, i situasjoner hvor dette kunne ha vært unngått forutsatt at relevante opplysninger fantes i et sentralt register.

Politidirektoratet viser i sin uttalelse til at dagens krav til dokumentasjon ved stamtavle eller registreringsbevis og identitetsmerke, har vist seg ikke å være tilstrekkelig. Direktoratet mener at dette avhjelpes noe ved at det i forslaget til forskrift settes krav til minstedokumentasjon ved at hunden skal være identitetsmerket og at identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis med en tilknyttet stamtavle. Politidirektoratet mener at heller ikke dette er tilstrekkelig i forhold til de som går inn for å misbruke dokumentasjon for konkrete tilfeller. Politidirektoratet foreslår at det som minstedokumentasjon ”etter at en hund er blitt fire måneder gammel, kreves at hunden er identitetsmerket med micriochip og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis påført dna-koding med en tilknyttet stamtavle.”

Norsk terrier klub uttaler blant annet:

”Vi merker oss spesielt at man kan kreve omfattende dokumentasjon dersom en hund har en fysikk, fremtoning og egenskaper som kan indikere kamphundopphav eller ulveopphav, selv om hunden ikke ligner på noen av delene. Vi må her på det sterkeste advare mot den svært uheldige situasjonen departementet setter alle blandingshunder og deres eiere i. Det er heller ikke en liten gruppe hunder vi her snakker om , da det dreier seg om ca. 200.000 uregistrerte hunder. Dette vil altså med andre ord kunne ramme 50 % av hundepopulasjonen, som ikke har noen som helst mulighet til å oppfylle forskriftens krav om å kunne trekke linjer tilbake til hunder registrert i godkjent register, eller hvor opphavet er kjent. Når det gjelder dokumentasjonskravet for disse hundene og hunder født før denne lov trer i kraft, må det utarbeides retningslinjer.”

Oslo hundeskole har i sin uttalelse uttrykt tilsvarende betenkeligheter som Norsk terrier klub og Norsk Kennel Klub mener at det er absolutt nødvendig å gi regler om begrensinger for utøvelse av politiets frie skjønn, eventuelt at det åpnes for unntaksbestemmelser.

Foreningen for hundeomplassering mener at dokumentasjonskravet er strengt og ikke tilpasset virkeligheten for blandingshundene. Det vises til at mange eiere av ganske alminnelige familieblandingshunder allerede har erfart dette. Foreningen har fått henvendelser fra fortvilte hundeeiere om at politiet har beslaglagt og avlivet boxer-, labrador-, rottweiler- og pointerblandinger, og som ikke har gjort noe annet galt enn at de har hatt et utseende som kan forveksles med såkalte farlige raser/blandinger.

Justisdepartementet slutter seg til forslaget fra Politidirektoratet og foreslår at dokumentasjonskravet endres i tråd med dette. Dette innebærer at det som minstedokumentasjonen etter at en hund er blitt 4 måneder gammel, kreves at hunden er identitetsmerket med microchip og at dette identitetsmerket knytter hunden til et registreringsbevis påført dna-koding med en tilknyttet stamtavle. En slik endring vil imidlertid gjøre at enkelte hundeeiere den første tiden etter forskriftens iverksettelse kan få problemer med dokumentasjonskravet. For disse spesifikke kravene gis en egen overgangsregel i forskriften § 6 nytt tredje punktum.

Justisdepartementet har også merket seg at flere av høringsinstansene er opptatt av hvordan dokumentasjonskravet vil virke overfor blandingshunder hvor det ikke vil være mulig å knytte et identitetsmerke til et registreringsbevis med en tilknyttet stamtavle. Departementet viser til bestemmelsen i hundeloven § 1 om at det sivile samfunn har ansvaret for, innenfor lovgivningens ramme, å utøve og legge til rette for et positivt og samfunnsgagnlig hundehold, til glede for den enkelte hundeholder. Lovens formål er å bidra til å fremme et hundehold som ivaretar hensynet til sikkerhet, trygghet og alminnelig ro og orden. Sett i lys av dette er det viktig for departementet å understreke at politiet skal håndheve bestemmelsene om hundehold på en smidig måte. Hensikten med dokumentasjonskravet i utkastet § 2 er ikke at politiet skal drive en nådeløs forfølgelse av hundeeiere, enten det er snakk om rene raser eller blandingshunder. Det fremgår derfor av bestemmelsen at dersom politiet er i ”tvil om et dyr er en farlig hund” kan det kreves nærmere dokumentasjon for hundens rase eller type. Departementet ser likevel at det kan være behov for en unntaksbestemmelse som åpner for at politiet, i det enkelte tilfelle, kan godta annen dokumentasjon i stedet for minstedokumentasjonen i andre ledd. En slik unntaksbestemmelse er tatt inn i forskriften § 2 tredje ledd. Departementet presiserer at unntaksbestemmelsen er ment å være en sikkerhetsventil, og åpner ikke for et generelt unntak fra minstedokumentasjonskravet i § 2 andre ledd for blandingshunder. Det er også grunn til å nevne at blandingshundproblematikken ikke er ny, idet også den gamle kamphundforskriften gjelder for blandingshunder. Dokumentasjonskravet stilles bare der politiet etter et konkret skjønn har mistanke om at en hund er en blanding med en forbudt hundetype.”

Norsk Kennel Klub har for så vidt angår dokumentationskravet oplyst, at alle hvalpe af racen staffordshire bull terrier og begge forældredyr får udtaget en blodprøve i forbindelse med chip-mærkning inden registrering i Norsk Kennel Klub, idet en hund af racen staffordshire bull terrier kan forveksles med én af de forbudte hunderacer. Registreringen sker, inden hvalpene sælges.

Blodprøven udtages af en dyrlæge, der indsender denne til et centralt lager, som Norsk Kennel Klub ejer og er ansvarlig for. Norsk Kennel Klub betaler alle driftsomkostningerne i forbindelse hermed. Hvis der senere opstår tvivl om, hvorvidt en hund er af en bestemt race, foretages en dna-analyse på baggrund af blodprøven, som sammenholdes med oplysningerne på hundens stamtavle om hundens forældre.

Det er opdrætteren, der afholder udgiften til udtagning af blodprøve, ligesom det er opdrætteren, der betaler for dna-analysen, hvis det bliver relevant. Der er ifølge Norsk Kennel Klub sjældent tvister om betalingsspørgsmålet.

Det er ikke lovpligtigt i Norge at mærke og registrere sin hund, men Norsk Kennel Klub stiller krav herom, hvis hunden skal deltage i prøver mv. i klubbens regi.

Norsk Kennel Klub har endvidere oplyst, at det i praksis kan være vanskeligt for ejere af hunde, som ikke har fået udtaget blodprøve eller er registreret i Norsk Kennel Klub, at bevise, at hunden ikke er en af de forbudte racer. Det er derfor mest sikkert – hvis man ønsker en hund, der kan ligne en af de forbudte hunderacer – at købe den af én af Norsk Kennel Klubs opdrættere, da man herefter er sikker på at kunne føre det fornødne bevis for, at hunden ikke er en forbudt hunderace.

Norsk Kennel Klub stiller endvidere krav om, at importerede hunde af racen staffordshire bull terrier afleverer en blodprøve, inden hunden registreres i Norsk Kennel Klubs register. Dette skal sikre, at man i tvivlstilfælde kan sammenligne den blodprøve, der er afgivet, da hunden blev importeret, med en ny blodprøve. På denne måde forhindres det, at en lovlig stamtavle overføres på en ulovlig hund.

Endelig fremgår det af forskriftens § 3, at:

”Hunder som omfattes av § 1 annet ledd og tsjekkoslovakisk ulvehund kan beholdes dersom de var lovlig avlet, innført eller holdt før forskriften her ble vedtatt. Hund som kan beholdes kan også tilbakeføres til landet etter utenlandsreiser.

Det gjelder følgende vilkår for å kunne beholde disse hundene:

  1. hundene kan ikke brukes i avl, selges eller omplasseres,
  2. hundene skal bære identitetsmerke som knytter hunden til et registreringsbevis som opplyser om eierens navn og adresse og viser at hunden er avlet, innført eller holdt før forskriften her ble vedtatt.

Bliver ett av vilkårene overtrådt eller en slik hund angriper mennesker, gjelder ikke lenger § 3 for denne hund.”

Om erfaringerne med forbuddet mod bestemte hunderacer har Det Kongelige Justits- og Politidepartement i Norge oplyst følgende:

”Vi må først understreke at vi i Norge ikke har et godt erfaringsgrundlag for å besvare spørsmålet. Det har ikke vært gjort noen offentlige undersøkelser, eller holdt offentlig statistikk knyttet til etterlevelse og håndhevelse av forbudet. Vår besvarelse må derfor delvis baseres på antakelser.

Som nevnt besitter vi ingen statistikk over antall saker som politiet behandler, men vi har merket oss at det ikke er mange. Dette trenger nødvendigvis ikke bety at forbudet etterleves i høy grad, da det må antas at det er et visst mørketall av farlige hunder i Norge. I de tilfellene hvor politiet bliver gjort oppmerksomme på farlige hunder, er dette ofte i forbindelse med andre lovbrudd eller fordi en hund har oppført seg aggressivt. Det er således ikke slik at politiet i stor grad gjør undersøkelser knyttet til farlige hunder uten noen spesiell foranledning.

Vi vil fremheve at forbudet mot farlige hunder var omstridt allerede da det ble innført. I den grad reaksjonene rettet seg mot en spesiell hunde rase, gjaldt det spesielt forbudet mot amerikanske staffordshire terrier (amstaff). I tillegg mottar Justitsdepartementet også i dag regelmessig spørgsmål knyttet til forbudet mot amstaff. Det er imidlertid vanskelig å ha noen formening om hvor representativt for befolkningen disse henvendelser er.

Det skal fremheves at en særlig positiv side ved regelverket, er at det er konsekvent og lett å håndtere for politiet, særlig grunnet det strenge dokumentasjonskravet.

Afslutningsvis vil vi vise til en pågående sak for domstolen i Norge som har vakt et stort engasjement i befolkningen, og som har fått god medieoppmerksomhet. Problemstillingen har sammenheng med at hundelovens § 19 om farlige hunder oppstiller krav om enten avlivning eller utførsel, uten at det presiseres i lov eller forarbejder når de forskjellige alternativene skal brukes. I den aktuelle saken var det en svensk familie som flyttet til Norge, sammen med familiens amstaff. Spørsmålet for domstolen har vært hvorvidt hunden skal avlives eller føres ut av landet.”

Herudover følger det generelt om hunde i hundelovens § 14, 1. led, at:

”Hundeholderen skal sørge for å holde eller kalle hunden tilbake og gjøre det han kan for å avverge urettmessig jager eller angriper mennesker eller dyr, dersom inngrepet ikke går lenger enn nødvendig for å avverge skade, og dessuten ikke går utover det forsvarlige i betraktning av angrepets farlighet og den angrepnes interesse.”

Det fremgår endvidere af § 17, at:

”Politiet kan i samsvar med reglerne i politiloven § 6 gripe inn overfor hunder og hundeholdere for å vareta enkeltpersoners eller allmennhetens sikkerhet eller trygghet, eller for å verne andre dyr.

Politiet kan for øvrig i slike tilfeller blant annet pålegge båndtvang eller tidsbegrenset bruk av munnkruv, gi detaljerte pålegg om inngjerding av eiendom der hund oppholder seg, pålegge å redusere antall hunder, forby hunders tilstedeværelse i bestemte områder, gi andre pålegg eller forbud som gjelder hundeholdet eller sikring av hunder, ta seg inn på privat eiendom eller område, og om nødvendig ta hånd om hunder. Politiets vedtak har virkning straks, om ikke annet bliver fastsatt.

Unnlater hundeholderen å etterkomme pålegg eller forbud, kan politiet for hundeholderens regning sørge for at det nødvendige bliver gjort for å vareta de hensyn som er nevnt i første ledd.

Dersom en hund har drept eller påført et menneske vesentlig skade eller angrepet et barn, kan hunden og andre hunder i hundeholderens varetekt eller eie avlives av politiet der de finnes, dersom hensynet til noens sikkerhet eller allmennhetens trygghet klart tilsier en umiddelbar avliving.

Reglerne om grungiving og klage i forvaltningsloven kapittel V og VI gjelder for politiets vedtak etter § 17 annet led, dog slik at det ikke er klagemulighet på umiddelbar avliving.”

4.3. Finland

I Finland findes reglerne om hunde primært i ordensloven og jagtloven samt i lovgivningen om dyrevelfærd. Finsk ret indeholder ikke noget forbud mod bestemte hunderacer, men der er krav om, at alle hunde skal føres i snor i tætbebyggede områder. Ejeren af en hund skal således sørge for, at hunden ikke færdes på motionsstier uden snor, eller områder, der er forbeholdt børn. Hunde må heller ikke færdes uden snor på almene badestrande, præparerede skispor eller idrætsarealer, med mindre dette er særskilt tilladt. Hunde, som er i statens varetægt, og hunde, som anvendes af vægtere til udførelse af overvågningsopgaver, redningshunde og ledsagerhunde til syns- og bevægelseshæmmede, er undtaget for at skulle føres i snor. Herudover skal hunde uden for egen ejendom føres i snor i perioden fra 1. marts til 19. august.

4.4. Storbritannien

I Storbritannien findes reglerne om farlige hunde i The Dangerous Dogs Act fra 1991, som ændret ved The Dangerous Dogs (Amendment) Act fra 1997, og i bekendtgørelserne The Dangerous Dogs (Designated Types) Order fra 1991 og The Dangerous Dogs Compensation and Exemption Schemes Order fra 1991.

The Dangerous Dogs Act indeholder et forbud mod besiddelse, avl, salg, bytte, reklamering og udstilling med henblik på salg mv. af specifikke typer af farlige hunde.

Det britiske forbud omfatter pitbull terrier, japansk tosa, dogo argentino og fila braziliero. Herudover er enhver anden hund, som er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer ulovlig. Det er ejeren, der har bevisbyrden for, at hunden ikke er én af de forbudte hundetyper.

Vurderingen af, om en hund er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige egenskaber som én af de forbudte hundetyper, foretages af en domstol.

Personer, som var ejer af en hund af den nævnte type på tidspunktet for ikrafttræden af The Dangerous Dogs Act i 1991, havde mulighed for i en tidsbegrænset periode at søge om dispensation fra forbuddet. Som betingelse for at kunne få meddelt dispensation fra forbuddet skulle oplysninger om hunden registreres i et register (The Index of Exempted Dogs), og hunden skulle være steriliseret, tatoveret og chip-mærket. Hunden skulle endvidere føres i snor og være forsynet med mundkurv på offentlige steder, og ejeren skulle sørge for, at hunden var forsikret mod skade på tredjemand.

Besiddelse, avl, salg, bytte, reklamering og udstilling med henblik på salg mv. af de nævnte hundetyper straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Overtrædelse af forbuddet kan endvidere medføre krav om aflivning af hunden og eventuelt frakendelse af retten til at besidde hunde.

Ved ændringen af The Dangerous Dogs Act i 1997 blev der indført en mulighed for, at domstolene kan undlade at træffe afgørelse om aflivning af en hund, hvis domstolen vurderer, at hunden ikke udgør en fare for den offentlige sikkerhed. For hunde født før den 30. november 1991 er det desuden en betingelse, at der er en god begrundelse for, at hunden ikke allerede er registreret i The Index of Exempted Dogs. Hvis en domstol bestemmer, at en hund ikke skal aflives, skal de ovennævnte betingelser om registrering, sterilisering, tatovering, chip-mærkning, snor, mundkurv og forsikring opfyldes.

Det britiske Department for Environment, Food and Rural Affairs (DEFRA) har oplyst, at erfaringerne med The Dangerous Dogs Act generelt har været gode. De britiske myndigheder har dog kendskab til, at reglerne ikke altid bliver håndhævet så effektivt, som loven giver mulighed for. DEFRA fremhæver i den forbindelse, at det er DEFRA’s erfaring, at det er vigtigt, at der i politiet er personale som har praktisk erfaring med brug af loven, hvorfor der er bevilliget penge til uddannelse af flere politifolk i The Dangerous Dogs Law.

Det er DEFRA’s opfattelse, at det britiske forbud mod bestemte hundetyper har været en succes, og at en ophævelse af forbuddet vil medføre en øget risiko for en forøgelse af antallet af skader fra hunde. DEFRA har endvidere oplyst, at det er det britiske politis opfattelse, at en ophævelse af forbuddet vil medføre flere hundeangreb. DEFRA har endvidere fremhævet, at flere britiske dyreværnsorganisationer har givet udtryk for, at det britiske forbud mod japansk tosa, dogo argentino og fila braziliero har været medvirkende årsag til, at disse hunde ikke blevet etableret i Storbritannien.

For så vidt angår de britiske myndigheders erfaringer i forhold til identifikation af de forbudte hundetyper har DEFRA fremhævet, at forbuddet i The Dangerous Dogs Act både finder anvendelse på hunde af de nævnte racer, men også for så vidt angår hunde, som er i besiddelse af de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer. Hvis en hund har de samme fysiske og adfærdsmæssige karakteristika som én af de forbudte hunderacer, er det DEFRA’s opfattelse, at de britiske domstole vil være tilbøjelige til at fastslå, at hunden er ulovlig, uanset hundens race eller om hunden er en blanding af flere racer. DEFRA er ikke i besiddelse af statistisk materiale, som kan belyse dette yderligere, men DEFRA er bekendt med, at hundeejere har kunnet løfte bevisbyrden for, at hunden ikke var en ulovlig type. Hundeejere har mulighed for at indkalde sagkyndige vidner, fremlægge stamtavler mv. som dokumentation for, at hunden ikke er en ulovlig type, men den endelig afgørelse herom henhører under domstolene.

I marts 2009 udgav DEFRA en vejledning til de håndhævende myndigheder i Storbritannien om håndhævelse af forbuddet mod farlige hunde (”Dangerous Dogs Law – Guidance for Enforcers”). Det fremgår bl.a. af vejledningen, at identifikationen af de forbudte hunderacer har givet anledning til vanskeligheder i praksis, og at det derfor er vigtigt, at bl.a. politiet har den fornødne erfaring med at kunne identificere forbudte hundetyper.

Kendetegn til identifikation af hunde af ”pitbull terrier-typerne” fremgår af vejledningens bilag 2. Det fremgår bl.a. heraf, at lovgivningen ikke stiller krav om, at alle de nævnte egenskaber passer på den enkelte pitbull terrier, men at en betydelig (overvejende) del af egenskaberne skal være til stede, før en hund kan anses for at være en pitbull terrier type. Af bilaget fremgår følgende:

4.5. Tyskland

Efter et overfald i Hamborg i 2000, hvor to american staffordshire terriere bed et barn ihjel, startede en debat om den gældende tyske hundelovgivning. Indtil år 2000 var tysk lovgivning vedrørende farlige hunde ikke racespecifik, men indeholdte mulighed for, at myndighederne kunne gribe ind over for individuelt farlige hunde enten ved mundkurvs- eller snortvang, eller ved at kræve, at hunden blev holdt indespærret eller aflivet. Efter år 2000 er der i 13 af 16 forbundslande blevet vedtaget love rettet mod specifikke racer, der kan betragtes som farlige.

Lovgivningen vedrørende hunde er i Tyskland reguleret på forbundsniveau. Herudover har de enkelte delstater hver sin lovgivning om hunde, herunder om farlige hunde. På kommunalt plan fastlægges regler for, hvor hunde skal føres i snor, snorens længde og hvor hunde må løbe frit mv.

Lovgivningen på forbundsniveau indeholder hovedsageligt dyrebeskyttelsesforanstaltninger. Endvidere definerer forbundslovgivningen farlige og aggressive hunde, der udviser angrebs- og kampadfærd. Følgende hunderacer er i forbundslovgivningen opført som farlige: Pitbull terriere, american staffordshire terriere, staffordshire bullterrier, bullterrier samt hunde, der i delstatslovgivningen er opført som farlige. Disse hunde må ikke indføres i Tyskland.

Kompetencen til i øvrigt at lovgive om hunde i Tyskland er tillagt de 16 delstater hvilket betyder, at kategoriseringen af farlige hunde er meget forskellig fra delstat til delstat. Delstatslovgivningen indeholder typisk et krav om tilladelse til hold af hunde, der er defineret som farlig. Tilladelsen meddeles kun til myndige og pålidelige personer, der er personligt egnede og som besidder tilstrækkelig faglige viden til at holde den pågældende hund. Ejeren skal være i stand til at holde og føre den farlige hund i snor. I nogle delstater kræves der som forudsætning for tilladelsen en særlig personlig interesse i at holde en farlig hund, f.eks. til bevogtningsformål. Nogle delstater påbyder sterilisation eller kastration. Herudover skal hunden være identificeret og være ansvarsforsikret.

Delstatslovgivningerne afgrænser typisk pålidelighed og egnethed negativt ved at opregne forhold, der gør personer upålidelige og uegnede til at holde en farlig hund. Faglig viden skal dokumenteres ved en prøve. Delstatslovgivningerne fastlægger normalt udvidet snorpligt for farlige hunde, pligt til mundkurv i særligt fastlagte fritløbsområder, hvor der heller ikke for farlige hunde er snorpligt. Endvidere har hundeejeren pligt til at indhegne sin ejendom, således at hunden ikke på egen hånd kan forlade ejendommen.

Delstatslovgivningerne definerer typisk farlige hunde som værende hunde med øget aggressivitet, hunde der har været bidske over for mennesker og dyr, herunder vildt, og hunde, som er angrebslystne eller bidske udover det naturlige. De fleste delstater har endvidere fastlagt racespecifikke kriterier som avl, afstamning, uddannelse og afretning som grundlag for definitionen af en farlig hund.

Tre delstater – Niedersachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen – opererer alene med de generelle kriterier for afgrænsning af farlige hunde. Otte delstater – Berlin, Bremen, Hessen, Mecklenburg-Vorpommern, Rheinland-Pfalz, Saarland, Sachsen og Schleswig-Holstein – har i tillæg til de generelle kriterier en liste over hunderacer, der anses for farlige. Racelisten omfatter de 4 racer, der er nævnt i forbundslovgivningen. Nogle delstater begrænser sig hertil. Andre delstater har forlænget listen med op til i alt 12 racer. Fem delstater – Baden-Württemberg, Bayern, Brandenburg, Hamburg og Nordrhein-Westfalen – har i tillæg til de generelle kriterier to racelister, hvor den første omfatter hunde, der anses som farlige og den anden omfatter hunde, der kan være farlige. Hunde omfattet af den anden liste kan slippe for de særlige krav for farlige hunde (dvs. snor og mundkurv mv.), hvis de kan bestå en adfærdstest, der skal godtgøre, at hunden ikke er aggressiv over for hverken mennesker eller hunde.

4.6. Nederlandene

På baggrund af flere tilfælde af overfald i starten af 1990’erne, hvor børn blev bidt ihjel af hunde af racen pitbull terriere, indførtes der i Nederlandene regler for aggressive dyr. Formålet med disse regler var at reducere antallet af pitbull terriere i landet.

Reglerne om aggressive dyr indeholdt bl.a. registreringspligt for pitbull samt pligt til at iføre pitbull terriere mundkurv. Herudover blev der indført et forbud mod avl og besiddelse af pitbull terriere, der ikke var registreret i 1994, hvilket på sigt ville medføre en udryddelse af racen.

I sommeren 2008 blev reglerne revideret, da de ikke i praksis havde haft den ønskede effekt. Det blev besluttet at ophæve reglerne for aggressive dyr pr. 1. januar 2009, da ordningen ikke havde ført til færre bidskader. Regelsættet havde endvidere været udsat for en del kritik fra bl.a. ejere af pitbull terriere, som ikke havde været involverede i overfald, men også på grund af regelsættes entydige fokusering på hunde af racen pitbull terriere.

Som erstatning for reglerne for aggressive dyr blev det overvejet at indføre en ny ordning, som ville gøre det muligt at beslaglægge hunde, der har udvist unormal aggressiv adfærd. Beslagslagte hunde skulle gennemgå en test foretaget af en adfærdskyndig. Hvis testen viser, at den unormale aggressive adfærd er en del af hundens karakter, vil hunden blive aflivet. Ordningen ville endvidere give kommunerne mulighed for lokalt at stille krav om snor og mundkurv.

Den foreslåede ordning blev drøftet i løbet af efteråret 2008, hvor det blev besluttet ikke at erstatte reglerne for aggressive dyr med en ny ordning. Baggrunden herfor var bl.a., at hundes adfærd fortrinsvist bestemmes af hundens ejer. Det blev derfor anset for tilstrækkeligt, at der i de kommunale vedtægter er mulighed for at gribe ind over for hundeejere, der ophidser sin hund og/eller holder hunden i utilstrækkelig kort snor. Ansvaret for retlig indgriben over for aggressive hunde og hundenes ejere er fortrinsvist placeret hos kommunerne. Kommunale vedtægter indeholder mulighed for at beslaglægge en hund, der har været involveret i bidoverfald. I alvorligere tilfælde kan de strafferetlige regler finde anvendelse.

4.7. Frankrig

I sommeren 2008 blev reglerne om forebyggelse og beskyttelse af personer mod farlige hunde skærpet i Frankrig. Stramningen havde til formål at ansvarliggøre ejerne eller besidderen af såkaldte farlige hunde, dvs. hunde af racerne staffordshire terrier, american staffordshire terrier, mastiff, tosa og rottweilere.

Ved besiddelse af disse racer stilles der krav om et kursus til opnåelse af et egnethedsbevis. Kurset har til formål at hunde udviser en passende adfærd ved ophold på offentlige og private områder. Såfremt ejeren eller besidderen ikke gennemfører kurset, kan borgmesteren anbringe dyret og eventuelt aflive det på grund af en ”formodning om umiddelbar alvorlig fare”.

Det fremgår af forordningen af 8. april 2009 om betingelser for afholdelse af kursus til opnåelse af egnethedsbevis mv., at kurset varer syv timer og gennemføres på én dag. Kurset afholdes med eller uden hund. Hvis kurset afholdes uden hund, skal kursuslederen råde over to hunde for at kunne gennemføre øvelserne i praksis.

Kurset indeholder bl.a. oplysning om hundeejernes ansvar og pligter og det faglige miljø og foreninger vedrørende hunde. På kurset gennemgås endvidere hundens karakteristika, de forskellige hundetypers oprindelse, de vigtigste karakteristika for adfærdsudvikling, kommunikation mellem hund og besidder, de grundlæggende mekanismer for indlæring hos hunde og nødvendigheden af at opdrage hunde for at opnå harmoni i forholdet mellem hunde og besidder, både når hunden færdes på private som offentlige områder. Kurset indeholder endvidere en gennemgang af de forskellige årsager til aggressiv adfærd (relationelle, udviklingsbetingede eller medicinske), forebyggelse af aggressiv adfærd, valg af hundehvalp, ønsket adfærd i tilfælde af aggression (styring af den aggressive hund).

Endelig indeholder kurset nogle praktiske øvelser i at føre hunde i snor, påsætning og aftagning af mundkurv, særlige teknikker ved møde med ukendte personer og andre hunde, situationer i bylivet, herunder siddende stilling ved overgange og rolig holdning på offentlige steder. Der er endvidere fastsat regler for udbydere af det nævnte kursus.

Det er endvidere et krav, at ejeren eller besidderen af de nævnte hunde får udstedt et ”bevis” på det lokale rådhus. Hundene skal endvidere regelmæssigt gennemgå en adfærdsvurdering.

Enhver hund – uanset race – der har bidt en person, skal deklareres på det lokale rådhus og gennemgå en adfærdsvurdering. Der kan endvidere lokalt træffes bestemmelse om, at hunde, der ikke tilhører én af de nævnte racer på grund af deres størrelse skal gennemgå en duelighedsprøve og en adfærdsvurdering.

Det følger af dekret nr. 2008-1158 af 10. november 2008 om vurdering af hundeadfærd mv., at adfærdsvurderingen foretages i forbindelse med et dyrlægebesøg. Vurderingens formål er at vurdere den mulige fare, som en hund kan frembyde. Den ansvarlige dyrlæge indplacerer hunden på ét af følgende fire niveauer for farlighed:

Niveau 1: Hunden frembyder ikke nogen særlig risiko ud over de for hunderacen iboende.

Niveau 2: Hunden frembyder lav farlighed for visse personer eller i visse situationer.

Niveau 3: Hunden frembyder kritisk farlighed for visse personer eller i visse situationer.

Niveau 4: Hunden frembyder høj farlighed for visse personer eller i visse situationer.

Afhængig af hundens indplacering foreslår dyrlægen forebyggende foranstaltninger med henblik på at formindske hundens farlighed. Dyrlægen anbefaler endvidere forskellige tiltag til at begrænse kontakten med forskellige personer og situationer, som kan medføre risici.

Dyrlægen kan anbefale, at der foretages en ny adfærdsvurdering og vil i den forbindelse angive, hvornår en sådan vurdering skal foretages.

Hvis hunden indplaceres på niveau 4, anbefaler dyrlægen, at hunden anbringes på et særligt opbevaringssted eller at hunden aflives. Et særligt opbevaringssted er et sted, hvor dyret, på ejerens eller besidderens ansvar, ikke kan forårsage ulykker.

Dyrlægen indberetter konklusionen på adfærdsvurderingen til borgmesteren i den kommune, hvor hundens ejer eller besidder er bosiddende samt til det nationale hunderegister.

Hvis det i adfærdsvurderingen konkluderes, at hunden indplaceres på niveau 2, skal der foretages en ny adfærdsvurdering efter senest tre år. Hvis det i adfærdsvurderingen konkluderes, at hunden indplaceres på niveau 3, skal der foretages en ny adfærdsvurdering efter senest to år. Hvis det i adfærdsvurderingen konkluderes, at hunden indplaceres på niveau 4, skal der foretages en ny adfærdsvurdering efter senest et år.

Ejere af hunde, der har provokeret en dødelig ulykke kan straffes med fængsel i op til 10 år og en bøde på op til 150.000 euro.

Når en hund sælges, skal overdrageren udfærdige en attest. Attesten udstedes af dyrlægen, idet der på den ene side tages udgangspunkt i de oplysninger, som overdrageren har givet dyrlægen, og på den anden side en undersøgelse af hunden.

Det er bl.a. oplysninger om overdragerens identitet og adresse, dato og resultat af den senest gennemførte adfærdsvurdering samt for racehundes vedkommende en godkendelse af det nationale forbund.

Dyrlægen foretager en diagnosticering af hundens helbredstilstand, herunder kontrolleres det, om der er overensstemmelse mellem hundens udseende og raceangivelsen i det dokument, som angiver den hundekategori, som hunden tilhører. Hvis dette dokument ikke fremlægges, noterer dyrlægen på attesten, at hunden ikke tilhører nogen race. Hvis dyrlægen ikke kan afgøre, om hunden tilhører den anførte kategori, kan pågældende bestemme, at der skal foretages en racebestemmelse, når hunden er mellem 8-12 måneder gammel. Hvis racebetegnelsen ikke stemmer overens med den i identifikationsdokumentet anførte, skal dyrlægen angive dette på attesten.

Det er endvidere et krav i Frankrig, at hunde føres i snor på offentlige områder.

4.8. Italien

I den seneste tid har der i Italien været fokus på lovgivningen vedrørende aggressive hunde. Dette skyldes flere alvorlige episoder, hvor særligt børn er blevet hårdt såret – og nogle dræbt – efter at være blevet overfaldet af enten vilde hunde eller af deres egen familiehund.

Den 1. april 2009 blev nye bestemmelser vedrørende den offentlige sikkerhed i forbindelse med aggressive hunde vedtaget. Med de nye regler fjernes fokus fra selve racen, og i stedet får den enkelte hundeejer flere forpligtelser, ligesom dyrlægens rolle fremhæves.

Der findes ikke forbudte hunderacer i Italien, men visse hunde defineres som værende ”krævende”. Det er ikke tilladt at krydse forskellige hunderacer med henblik på at ”udvikle” en mere aggressiv race.

Dyrlæger skal lokalt oprette og løbende ajourføre et register over hunde, som de finder potentielt ville kunne udgøre en risiko. Disse hunde skal altid føres i snor og have mundkurv på.

Alle hunde skal i det offentlige rum føres i snor, som er maksimalt 1,5 m lang. Dette gælder dog ikke for områder, der af kommunen er udlagt til fritløbsområde. Hundeejere skal endvidere altid medbringe en mundkurv, som skal påføres hunden i tilfælde af, at den måtte udgøre en fare for andre mennesker eller dyr. Mundkurven skal ligeledes påføres, hvis dette er blevet pålagt hundeejeren af de kompetente lokale myndigheder.

I samarbejde med de lokale sundhedskontorer og dyrlæger opretter de enkelte kommuner kurser for hundeejere, som er obligatoriske for ejere af såkaldte ”krævende hunde”. På baggrund af de regionale hunderegistre er det kommunen, der i samarbejde med veterinærkontorerne afgør, hvilke hundeejere der har pligt til at følge kurset. Deltagelse i kurset skal betales af hundeejeren, som til gengæld får udleveret en ”tilladelse”, som altid skal medbringes, når ejeren færdes med hunden i det offentlige rum. Dyrlægen skal informere hundeejere om udbydelse af kurser og skal samtidig underrette det lokale veterinærkontor om ”krævende hunde”, der har besøgt den pågældendes klinik.

For visse personer er det forbudt at eje en såkaldt ”krævende hund”. Det gælder bl.a. personer, der har begået flere lovovertrædelser, personer, der er blevet idømt mere end to års fængsel for forsætlig vold mod andre eller mod ejendom, unge under 18 år samt psykisk syge.

4.9. Spanien

Reglerne om farlige dyr findes i lov nr. 50 af 23. december 1999 om potentielt farlige dyr og kongeligt dekret nr. 287 af 22. marts 2002 om besiddelse af potentielt farlige dyr.

Det fremgår af loven, at potentielt farlige dyr er dyr – uanset om der er tale om vilde dyr eller husdyr – som har kapacitet til at dræbe eller skade mennesker eller dyr, og som kan forårsage skade på ting. Ligeledes betragtes store hunde, der efter deres race er aggressive, og hvis fysiske egenskaber gør dem i stand til at dræbe eller forårsage skade på mennesker, dyr eller ting, som potentielt farlige dyr. Ejere og avlere er forpligtet til at lade hundene registrere.

Straffen for overtrædelse af bestemmelserne i loven er bøde og i visse tilfælde konfiskation eller sterilisation af dyret. Endvidere kan retten til at beskæftige sig med potentielt farlige dyr blive frakendt.

Det kongelige dekret om besiddelse af potentielt farlige dyr fastsætter nærmere regler om, hvilke dyr, herunder hunde, der er potentielt farlige, ligesom det indeholder betingelserne for at få tilladelse til at holde et potentielt farligt dyr og krav til ejere af et potentielt farligt dyr.

Ifølge dekretet anses hunde for potentielt farlige, hvis de tilhører en af de racer, der er nævnt i dekretets bilag I, eller hvis der er tale om krydsninger af disse racer. Hunde, hvis fysiske egenskaber svarer til alle eller størstedelen af de egenskaber, der er nævnt i bilag II, anses også for potentielt farlige. Undtaget herfra er hunde, der anvendes som førerhunde, og hunde, der er opdrættet eller trænet i overensstemmelse med regional eller statslig lovgivning. Endelig anses hunde, der er tydeligt aggressive, eller som har udvist aggressiv adfærd over for mennesker eller dyr, for potentielt farlige.

Af dekretet følger endvidere betingelserne for at erhverve eller forny en tilladelse til at besidde et potentielt farligt dyr. Personen skal være myndig og ikke tidligere straffet for f.eks. drab, frihedsberøvelse eller narkotikahandel eller frakendt retten til at beskæftige sig med potentielt farlige dyr. Personen må endvidere ikke være straffet for grove overtrædelser af loven om potentielt farlige dyr. En tidligere frakendelse af retten til i en nærmere bestemt periode at beskæftige sig med potentielt farlige dyr vil normalt ikke være til hinder for erhvervelse eller fornyelse af en tilladelse, så længe frakendelsesperioden er udløbet på tidspunktet for ansøgningen. Endelig skal personen være i besiddelse af de nødvendige fysiske og psykiske egenskaber for at kunne eje et potentielt farligt dyr samt godtgøre, at vedkommende har tegnet en ansvarsforsikring med dækning på mindst 120.000 euro.

Personer, der ikke er i besiddelse af de nødvendige fysiske egenskaber, f.eks. ved syns- eller psykologiske handicaps, til at pleje og håndtere dyrene, vil ikke kunne være ejer af et potentielt farligt dyr.

Ejeren af et potentielt farligt dyr skal være i besiddelse af sin tilladelse samt bevis for dyrets registrering i kommunens register over potentielt farlige dyr, når ejeren befinder sig sammen med dyret på offentlige steder. Det er ejeren, der i tvivlstilfælde – f.eks. hvis ejeren ønsker politiets afgørelse om aflivning indbragt for domstolene – skal bevise, at dyret ikke er potentielt farligt. Potentielt farlige hunde skal være iført mundkurv og føres i snor, hvis længde ikke må overstige 2 m, når den befinder sig på offentlige steder. Der må kun føres én hund pr. person. Potentielt farlige dyr, der befinder sig på f.eks. landejendomme, sommerhuse, villaer, terrasser eller gårde, skal være bundet, medmindre området, hvor dyret opholder sig, beskytter mennesker og andre dyr, der kommer i nærheden af området. Personer, der beskæftiger sig med potentielt farlige dyr, f.eks. avlere, dyrehandlere og trænere, skal have passende rammer og anlæg. Hvis et potentielt farligt dyr forsvinder, skal det kommunale register underrettes herom inden for 48 timer.

Endelig skal alle potentielt farlige hunde mærkes med en mikrochip.

Følgende racer fremgår af dekretets bilag I, der som nævnt indeholder en liste over de hunderacer, som anses for at være potentielt farlige:

  1. Pitbull terrier
  2. Staffordshire bull terrier
  3. Amerikansk staffordshire terrier
  4. Rottweiler
  5. Dogo argentino
  6. Fila brasileiro
  7. Tosa inu
  8. Akita inu

Følgende er anført i dekretets bilag II, der som nævnt indeholder en liste over de fysiske egenskaber, der kan medføre, at en hund anses for at være potentielt farlig:

  1. Stærk, kraftfuld, robust, atletisk og smidig muskulatur samt fysisk styrke og resistens.
  2. Tydelig karakter og mod.
  3. Korthåret.
  4. Brystkasse mellem 60 og 80 cm, mellem 50 og 70 cm afstand mellem bageste og højeste del af ryggen samt vægt på over 20 kg.
  5. Stort, firkantet og robust hoved med bredt og stort kranium samt muskuløse og runde kinder. Store og stærke kæber samt kraftig, bred og dyb mund.
  6. Bred, muskuløs og kort hals.
  7. Kompakt, bred og stor brystkasse, bueformede ribben og muskuløs og kort ryg.
  8. Parallelle, lige og kraftige forpoter. Muskuløse og lange bagpoter, der danner en moderat vinkel.

De spanske myndigheder har med hensyn til erfaringerne med de spanske regler oplyst, at det spanske forbud ikke håndhæves i tilstrækkelig grad. Dette skyldes bl.a., at national lovgivning generelt er vanskelig at gennemføre i Spanien på grund af et stærkt regionalt og lokalt styre og et utilstrækkeligt kendskab til reglerne på lokalt niveau. Det er dog de spanske myndigheders opfattelse, at der med lovgivningen om potentielt farlige hunde er opnået et vigtigt formål, idet myndighederne har fået mulighed for bl.a. at gribe ind over for bander, der bruger hunde som våben.

Herudover har de spanske myndigheder oplyst, at man ikke har oplevet væsentlige problemer i forbindelse med anvendelse af de anførte egenskaber i dekretets bilag II til at afgøre, om en hund er at anse som potentielt farlig. Vurderingen af, om en hund er omfattet af bilag II, foretages af den administrative myndighed, der således skal føre bevis hundens potentielle farlighed. I den forbindelse kan den administrative myndighed rådføre sig med sagkyndige på området. Hundens ejer kan tilbagevise påstanden om, at hunden er potentielt farlig, med det bevismateriale som retssystemet tillader.

4.10. Schweiz

En ulykke i december 2005, hvor en 5-årig dreng blev bidt ihjel af tre pitbull terriere, medførte en revision af reglerne vedrørende farlige hunde i Schweiz.

Indtil videre har det udelukkende været kantonernes (eller i enkelte tilfælde kommunernes) ansvar at lovgive på området, men en national hundelov er i øjeblikket under udarbejdelse. Lovforslaget indeholder ikke et forbud mod bestemte hunderacer, men skal danne rammerne for et ”problemløst samliv mellem mennesker og hunde”. Loven kommer til at gælder ved siden af dyrebeskyttelsesloven og dyrebeskyttelsesforordningen, som bl.a. foreskriver meldepligt ved bideulykker og uddannelse af hundeejere. Lovforslaget vil forstærke erstatningsansvaret og indføre en obligatorisk ansvarsforsikring.

Loven skal endvidere ensarte de 26 kantonale regelsæt på området. Kantonerne vil dog fortsat have mulighed for at indføre strengere regler end på nationalt niveau.

Som eksempel på kantonal lovgivning om farlige hunde kan nævnes:

1. Bern:

2. Zürich:

3. Geneve:

4. Tessin:

4.11. Østrig

I Østrig er farlige hunde reguleret i de ni forbundslandes lovgivning. I alle ni forbundslande gælder der et hensynsprincip om bl.a. snor og mundkurv. I Vorarlberg kræves der endvidere tilladelse til hold af hunde af racerne bullterrier, staffordshire bullterrier, american staffordshire terrier, mastino napoletano, mastin espanol, fila brasileiro, argentinsk mastiff, mastiff, bullmastiff, tosa inu, bordeaux dogge, dogo argentino, ridgeback samt krydsninger heraf og for krydsningerne bandog og pitbull terrier.

I Wien og Oberösterreich er det forbudt at opdrætte og opdrage hunde udelukkende eller overvejende med det formål at opnå en forhøjet aggressivitet. Det er endvidere forbudt at omsætte sådanne hunde.

I Salzburg kræver det tilladelse at holde en hund, der har vist særlig aggressivitet, bidt mennesker eller dyr, eller vidt kamplyst, angrebslyst eller bidskhed ud over det sædvanlige. Tilladelsen, der meddeles af kommunen, forudsætter at en række betingelser vedrørende hundeholdet og ejerens kvalifikationer er opfyldt.

Steiermark har tidligere haft et forbud mod bestemte hunderacer. Reglerne er dog af formelle grunde blevet ophævet. Forbundslandet Tirol har også ophævet tidligere gældende indskrænkninger vedrørende bestemte hunderacer. Baggrunden herfor var, at et forbud mod bestemte racer var vanskeligt at administrere, og at det er nærmere er den enkelte hunde og dennes besidder, der er problemet, og ikke en bestemt race.

I Tirol findes der dog skærpede regler for hunde, der er embedsdyrlægen er erklæret for ”påfaldende”. Tilsvarende findes der i Niederösterreich og Kärnten skærpede regler for hunde, der er kendt som henholdsvis ”farlige” eller ”bidske”.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Marts 2010
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk