Betænkning om ægtefælleskifte mv.
Betænkning nr. 1518
Kapitel 12

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 12. Frister for anmodning om skifte og genoptagelse

1. Gældende ret

1.1. Indledning

Skifte med skifterettens bistand bør efter udvalgets opfattelse også fremover bero på parternes initiativ i form af indgivelse af en anmodning til skifteretten. Parterne kan vælge at skifte privat eller helt undlade at foretage en formel deling af fællesboet og beholde hver sit.

Efter gældende ret er det tidspunktet for skiftets afslutning eller tidspunktet for aktivets udlæg, der er afgørende for værdiansættelsen af aktiverne, og som det fremgår af kapitel 11, er det udvalgets opfattelse, at denne retsstilling bør fortsætte. Det er altså aktivets værdi på tidspunktet for skiftets afslutning, hvor boet opgøres, eller på udlægstidspunktet, som er afgørende for, hvor meget det pågældende aktiv skal ”tælle” i boopgørelsen.

Betydningen af, at det er skiftets afslutning eller udlægstidspunktet, der danner udgangspunkt for værdiansættelse af aktiverne, er bl.a., at værdistigninger og værdifald inden disse tidspunkter deles mellem ægtefællerne.

Hvor fællesboet ikke er skiftet med en boopgørelse, eller der ikke er indgået en aftale mellem parterne om delingen af alle aktiver og passiver, er skifteretten i nogle tilfælde blevet anmodet om offentligt skifte lang tid efter separationen eller skilsmissen. Når værdiansættelsestidspunktet som nævnt som udgangspunkt er skiftets afslutning, betyder dette, at eventuelle værdistigninger på aktiver, der indgik i fællesboet i sin tid, nu principielt skal ligedeles, uanset at der er forløbet lang tid siden separationen eller skilsmissen.

Det er efter udvalgets opfattelse bedst, at et skifte foretages så tidligt som muligt efter, at formuefællesskabet er ophørt. Udvalget har derfor overvejet, hvordan regelsættet kan indrettes, så dette formål opnås uden at give anledning til andre væsentlige problemer.

Det bemærkes i den sammenhæng, at § 10 i ægteskabsloven ved lov nr. 446 af 4. juni 2004 blev således ændret, så det nu ikke længere er en betingelse for at indgå nyt ægteskab (og registreret partnerskab), at det dokumenteres, at fællesboet er delt. Baggrunden for ændringen var, at mange formuefællesskaber deles i mindelighed uden skriftlig dokumentation, og at kravet gav anledning til meget arbejde hos prøvelsesmyndigheden (kommunerne). Ægtefællerne ville også i de fleste tilfælde, hvor dokumentationen ikke var mulig, kunne få skiftefritagelse, og kravet var derfor ofte mere eller mindre en formalitet.

1.2. Forældelse af boslodskrav

I Skarrildhusberetningen fra mødet den 9.-11. oktober 1974, side 47, tilkendegav Justitsministeriet, at krav om skifte formentlig forældes efter 20 år, jf. Danske Lov 5-14-4, men ministeriet anførte dog samtidig, at spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene.

Irene Nørgaard m.fl. anfører i Familieret, 5. udgave, 2003, side 518, note 33, herom følgende:

”Det kan udmærket tænkes, at ingen af ægtefællerne tager skridt til et offentligt skifte, selv om der ikke kan siges at være indgået en aftale mellem parterne, som konstituerer et privat skifte. […] Selve retten til at kræve offentligt skifte kan næppe antages at være genstand for forældelse, jf. RVL-kommentar s. 129, men spørgsmålet har ikke stor praktisk betydning. Justitsministeriet synes at være af den opfattelse, at retten til at kræve skifte forældes på 20 år. Retten til at kræve skifte kan bortfalde på grund af passivitet.”

Svend Danielsen og Mogens Hornslet anfører i Lov om ægteskabets retsvirkninger med kommentarer, 2. udgave, 1986, side 129, at det er uafklaret, om boslodskrav forældes.

Den 1. januar 2008 trådte en ny forældelseslov i kraft, jf. lov nr. 522 af 6. juni 2007. Anvendelsesområdet for forældelsesloven svarer til anvendelsesområdet for de tidligere gældende forældelsesregler i Danske Lov 5-14-4 og 1908-loven, jf. lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Den nye forældelseslov indfører en almindelig forældelsesfrist på 3 år, der suspenderes ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringen eller skyldneren, kombineret med en absolut forældelsesfrist, der som udgangspunkt er på 10 år, jf. § 3, stk. 1, og stk. 3, nr. 3.

Forældelsesloven finder anvendelse på fordringer på penge eller andre ydelser, jf. lovens § 1.

Forældelse af boslodskrav er ikke omtalt i den nye forældelseslov, i bemærkningerne til lovforslaget eller i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelsesreglerne. Hvorvidt boslodskrav er undergivet forældelse afhænger af en vurdering af, om kravet udgør en fordring.

Det er i den forbindelse ikke altafgørende, om der er tale om et obligationsretligt eller et tingsretligt krav, jf. betænkning nr. 1460/2005, side 371, 379 og 385, samt Bo von Eyben, Forældelse II, 2005, side 349f, men en lang række tingslige krav er ikke omfattet af fordringsbegrebet, herunder ejendomsretten til en genstand eller en ejendom, og sådanne krav er derfor ikke undergivet forældelse.

På baggrund heraf kan det ikke med sikkerhed forudses, om en domstol vil komme frem til, om boslodskrav forældes efter forældelseslovens regler, eller om boslodskrav ikke er undergivet forældelse.

1.3. Bortfald af boslodskrav som følge af passivitet

Spørgsmålet om forældelse er som sagt ikke afklaret i retspraksis, men der er i stedet afsagt en række domme om fortabelse af retten til at kræve skifte under henvisning til passivitet. Fra praksis kan bl.a. nævnes:

U 1997.1591 Ø. Ved skilsmisse i 1993 vidste manden, at hustruen fastholdt sin tidligere gentagne gange anførte påstand om, at fællesboet i alt væsentligt var delt. Manden havde ved samlivsophævelsen i 1990 modtaget løsøre samt knap 60.000 kr. fra hustruens særeje. Ved først i maj 1997 at kræve skifte fandt landsretten, at mandens eventuelle krav på deling af fællesboet var bortfaldet ved hans passivitet.

U 2006.12 V. Mand og hustru blev separeret i september 1989, men havde i nogle år efter separationen haft en del kontakt, og hustruen havde i den forbindelse bedt manden om penge. I efteråret 2003 begærede hustruen offentligt skifte. Under forklaringerne kom det frem, at de beløb, som manden efter separationen havde betalt hustruen, ikke størrelsesmæssigt modsvarede et boslodskrav. Navnlig efter den meget betydelige længde af den periode, hvori manden havde afvist at betale et større beløb til hustruen, havde manden på grund af hustruens passivitet været berettiget til at indrette sig efter, at H ikke ville fastholde sit krav om betaling af boslod.

Se også T:FA 2008.607 Ø og T:FA 2008.236 V, hvor bedømmelsen af, om der er indtrådt passivitet, går hver sin vej.

Hvornår passiviteten indtræder, afhænger af de konkrete omstændigheder, herunder om den ægtefælle, der nu kræver skifte, ved sin adfærd har bibragt modparten en berettiget forventning om, at der ikke ville blive fremsat yderligere krav. Foreligger en sådan adfærd, behøver der ikke at gå mange år, førend passivitet må anses for indtrådt.

1.4. Aftalt bodeling og anfægtelse heraf

Hvis ægtefællerne har indgået en gyldig bodelingsaftale, der omfatter hele boet, vil der ikke kunne kræves skifte. Er en ægtefælle utilfreds, må denne søge aftalen ændret eller erklæret ugyldig.

Hvorvidt der er indgået en endelig aftale om, hvordan boet skal skiftes, beror på en konkret vurdering. Nogle bevillinger og domme indeholder beklageligvis sidebemærkninger om, at fællesboet er delt, selv om dette ikke er tilfældet. En bemærkning i en bevilling eller dom om separation eller skilsmisse om, at fællesboet er delt, er ikke tilstrækkelig til uden videre at konstatere, at ægtefællerne har været enige herom. Dette fremgår bl.a. af U 1993.529 Ø. Se også U 1947.343 Ø. Det er udvalgets håb, at sådanne bemærkninger fremover undgås.

Hvis det statueres, at der er indgået en bodelingsaftale, som omfatter hele boet, skal et spørgsmål om eventuel ugyldighed af aftalen i dag i medfør af aftalelovens almindelige ugyldighedsregler, herunder § 36, indbringes for de almindelige domstole. Påberåbes ægteskabslovens § 58 som ugyldighedsgrund, fordi aftalen er indgået forud for separationen eller skilsmissen, vil sagen kunne behandles efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 42 om ægteskab eller forældremyndighed. Medmindre der statueres ugyldighed, vil skifte være udelukket.

1.5. Genoptagelse af skifte

Hvis et offentligt skifte er afsluttet med en boopgørelse stadfæstet af skifteretten, vil der normalt ikke være anledning for ægtefællerne til at indbringe nye spørgsmål for skifteretten.

Hvis det senere viser sig, at der på skiftet ikke eller ikke i tilstrækkeligt omfang er medregnet aktiver eller passiver, som burde have været inddraget, kan der blive tale om genoptagelse af sagen. Det kræver, at der foreligger ganske særlige omstændigheder, medmindre ægtefællerne kan enes om at foretage et supplerende skifte.

En genoptagelsessituation kan foreligge, f.eks. fordi ægtefællerne urigtigt har betragtet et aktiv som særeje, fordi ægtefællerne ikke har været opmærksomme på, at et beløb ville komme til udbetaling som overskydende skat, fordi ægtefællerne ikke har været opmærksomme på et fremførselsbart skattemæssigt underskud, eller fordi en ægtefælle svigagtigt har skjult værdier, herunder pensionsmidler, for den anden ægtefælle under skiftet. Der kan også være tale om, at en af ægtefællerne under skiftet har fået registreret en gæld til et højere eller lavere beløb end det reelle. Ligeledes kan der efter skiftets afslutning dukke en gældspost op, som ikke har været inddraget i bodelingen.

Efter gældende praksis er det skifteretten, der tager stilling til, om en anmodning om genoptagelse fra en af ægtefællerne skal efterkommes eller afvises. Afgørelsen træffes ved kendelse, som kan kæres til landsretten. Hvor spørgsmålet begrænser sig til et afgrænset problem, vil det dog ofte være mest hensigtsmæssigt, at den ægtefælle, der mener sig forfordelt, anlægger sag ved de almindelige domstole.

For så vidt angår en nærmere gennemgang af praksis for genoptagelse af afsluttede skifter, henvises til Irene Nørgaard i Familieret, 5. udgave, 2003, side 657 ff, med henvisninger.

2. Advokatsamfundets bemærkninger

Advokatsamfundet tager i sit notat af 15. oktober 1998 ikke stilling til spørgsmålet om fortabelse af boslodskrav som følge af forældelse eller passivitet, men foreslår i sit afsnit 5, at der skal fastsættes regler om, at en begæring om skifte af formuefællesskab skal indgives til skifteretten senest 2 år efter skilsmisse, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, f.eks. hvis en ægtefælle har været syg og således har været ude af stand til at varetage sine interesser.

Formålet med denne tidsmæssige afgrænsning af tidspunktet for indgivelse af begæring om opløsning af formuefællesskabet skal være at undgå begæringer om skifte, der først indgives mange år efter separationen eller skilsmissen.

3. Norsk og svensk ret

Om forældelse anfører Anders Agell i sin fremstilling ”Nordisk Äktenskapsrätt”, s. 237:

”I samtliga nordiska länder tycks det vara en vedertagen uppfattning att anspråk på grund av giftorätt inte är underkastat preskription ”(”foreldelse”). Förklaringen är at delningsanspråket klassificeras som ”sakrättsligt” (”tingsretsligt”) och inte som ett obligationsrättsligt fordringsanspråk.

I varje fall i Sverige kan en makes rätt begära blodening i princip göras gällande även om lång tid förflutit efter äktgenskapets upplösning. Rätten kan doch förloras genom passivitet, såvida en makes beteende tolkas som att han eller hon gett upp sin rätt att begära en formel riktig bodelning.”

I den norske ægteskabslovkommentar skriver Lødrup og Holmøy s. 368, at kravet ikke er genstand for forældelse efter forældelseslovens regler, idet retten til at kræve deling ikke anses som en fordring på penge.

4. Udvalgets overvejelser

4.1. Ingen frist for fremsættelse af boslodskrav

Udvalget er af den overordnede opfattelse, at en hensigtsmæssig afvikling af skiftet forudsætter, at skiftet indledes på et tidspunkt, hvor det stadig er muligt at skaffe et overblik over, hvilke aktiver og passiver der eksisterede på tidspunktet for formuefællesskabets ophør. Jo længere tid, der går, jo vanskeligere bliver en rekonstruktion.

Der kan derfor peges på en række fordele ved at opstille en fast frist for indgivelse af anmodninger om offentligt skifte, herunder navnlig hensynet til den ægtefælle, som i lang tid har indrettet sig på, at et muligt boslodskrav ikke vil blive gjort gældende. En klar frist kunne siges at medføre en større forudberegnelighed end f.eks. anvendelse af almindelige passivitetssynspunkter.

Det er udvalgets opfattelse, at en frist for at anmode om skifterettens bistand til skifte bør have karakter af en egentlig forældelsesregel. I modsat fald vil der kunne anlægges en civil sag med betalings- eller anerkendelsespåstande, selv om adgangen til at henvende sig til skifteretten er forpasset. Det er endvidere udvalgets opfattelse, at en eventuel forældelsesregel bør udformes, så den svarer til forældelseslovens regler, det vil sige en frist på 3 år som udgangspunkt og en absolut frist på 10 år.

Udvalgets overvejelser er endt med, at udvalget ikke anbefaler, at der indføres frister for skifte. Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at det må anses for uafklaret, om boslodskrav forældes, og udvalget finder ikke, at der er tilstrækkeligt behov for at indføre regler om forældelse. Derimod vil et boslodskrav kunne fortabes ved passivitet.

Udvalget har i den forbindelse lagt vægt på, at eventuelle uhensigtsmæssigheder ved den gældende ordning vil kunne undgås ved en grundig information fra typisk statsforvaltningerne om behovet for, at begge ægtefæller eller i hvert fald en af dem inden rimelig tid tager initiativ til en deling af boet og på den måde sikrer sig en aftale herom. Den ægtefælle, der mener, at boet er delt, vil kunne henvende sig til skifteretten for at få dette konstateret og protokolleret, eller i modsat fald få konstateret, at der er uenighed, som så kan søges afklaret. Også udvalgets forslag om, at negative boer skal kunne indbringes for skifteretten vil kunne afhjælpe behovet for i sådanne tilfælde at få konstateret, at der ikke er noget at dele. Endelig bevirker udvalgets forslag i det hele, at høje afgiftskrav ikke forhindrer, at det offentlige anmodes om hjælp til delingen.

4.2. Genoptagelse

Udvalget finder, at der fortsat bør være adgang til at genoptage sager, der er afsluttet med en boopgørelse, som skifteretten har stadfæstet. Det er udvalgets opfattelse, at de samme forhold, som i dag er afgørende for, om der kan ske genoptagelse af et skifte, fortsat bør være gældende. Udvalget foreslår, at kriteriet for genoptagelse bør være, om det er påkrævet. Udvalget har i den forbindelse overvejet, om der bør være en frist for, hvornår der senest skal være indgivet begæring om genoptagelse af skiftet. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at spørgsmålet om genoptagelse altid må afgøres konkret, og at domstolene bør inddrage det tidsmæssige aspekt i vurderingen af, om genoptagelse kan ske, men at der ikke i lovgivningen bør fastsættes en øvre grænse.

Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 78, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

5. Delkonklusion

Udvalget foreslår ikke lovregler om forældelse af boslodskrav og heller ikke frister for sagens indbringelse for skifteretten.

Eventuelle uhensigtsmæssigheder ved den gældende ordning vil efter udvalgets opfattelse blive delvist afhjulpet ved udvalgets forslag om lettere, billigere og bredere adgang til at kunne få offentlig bistand til skifte. Det bør samtidigt tilstræbes, at ægtefællerne får en grundig information fra f.eks. statsforvaltningerne om behovet for, at en af ægtefællerne eller begge inden rimelig tid tager initiativ til en deling af boet og på den måde sikrer sig en aftale herom.

Udvalget finder desuden, at der fortsat bør være adgang til at genoptage sager.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2010
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk