Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser
Betænkning nr. 1534
Kapitel 21

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 21: Straffelovens § 232 – blufærdighedskrænkelse

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 232

Efter straffelovens § 232 straffes den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Med udtrykket ”uterligt forhold” sigtes til handlinger, som har relation til seksuelle forhold og er af en vis grovhed.

Bestemmelsen fungerer i realiteten som en generalklausul, der kan bringes i anvendelse på enhver seksuel handling af en vis grovere karakter, som ikke er omfattet af de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24, men som dog af domstolene findes at burde kunne mødes med straf.

Strafansvar efter bestemmelsen forudsætter, at gerningsmanden ved det uterlige forhold enten krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse.

Krænkelse af blufærdigheden i bestemmelsens forstand foreligger, når blot handlingen efter sin art er egnet til at krænke blufærdigheden. I kravet om, at handlingen skal være blufærdighedskrænkende ligger dog, at handlingen skal være foretaget over for en eller flere personer, hvis interesse man ved at pålægge strafansvar søger at beskytte, og at et gyldigt samtykke fra den eller dem, over for hvem handlingen er foretaget, udelukker ansvar.

Med offentlig forargelse sigtes til, at uterlige forhold ”påtvinges” en større og mere ubestemt kreds’ umiddelbare iagttagelse, som ikke på forhånd har samtykket deri. Sådan som krænkelse af blufærdigheden fortolkes, udvider det imidlertid næppe strafansvaret, og dette led i bestemmelsen anvendes næppe mere i praksis, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 331.

Som nævnt udelukker det ansvar, hvis den eller de, over for hvem den seksuelle handling foretages, har givet gyldigt samtykke. I modsætning til, hvad der gælder for samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, findes der ikke udtrykkelige lovbestemmelser om en nedre aldersgrænse for, hvornår der kan gives gyldigt samtykke til de seksuelle handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232. I ældre teori og praksis var det antaget, at diskulperende samtykke ikke kunne gives af børn under 15 år, og at det afhang af de konkrete omstændigheder, om en 15-17-årig kunne give diskulperende samtykke (idet en person under 18 dog ikke kunne give diskulperende samtykke til forhold mellem personer af samme køn, jf. herved den højere seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold, der var gældende frem til 1976). I nyere teori antages det derimod, at personer over 15 år generelt kan give diskulperende samtykke (medmindre forholdet mellem parterne ville være omfattet af straffelovens § 223 (eller § 210), hvis der var tale om samleje), og at det må bero på en konkret vurdering, om et barn under 15 år kan give diskulperende samtykke til en given seksuel handling, der er omfattet af straffelovens § 232. Spørgsmålet ses ikke at være behandlet i nyere retspraksis.

Subjektivt er ansvar efter straffelovens § 232 betinget af forsæt, hvilket navnlig har betydning i forhold til spørgsmålet, om der foreligger diskulperede samtykke. Bestemmelsens anvendelse forudsætter således ikke, at gerningsmanden selv har opfattet sin handling som blufærdighedskrænkende.

De handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232, kan navnlig opdeles i handlinger, hvor gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt med hinanden, og handlinger, hvor dette ikke er tilfældet.

Handlinger, hvor gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt med hinanden, spænder fra handlinger lige under grænsen for anden kønslig omgængelse end samleje til flygtige berøringer. Til illustration af undergrænsen for, hvornår der foreligger en seksuel handling af en sådan grovhed, at den er omfattet af straffelovens § 232, kan nævnes den frifindede dom UfR 1988.397 V om befølinger af lår uden på tøjet i seksuel hensigt over for 17-18-årige over for den fældende dom UfR 2004.970 H om beføling af bagdelen uden på tøjet af en 13-årig pige. Beføling af bryst eller kønsdele uden på tøjet er omfattet af straffelovens § 232.

Straffelovens § 232 kan også anvendes på samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, når det sker uden samtykke, hvis ingen anden bestemmelse i straffelovens kapitel 24 kan anvendes. Dette er i praksis forekommet i enkelte ældre domme fra før lovændringen i 1981 (f.eks. UfR 1961.794 H og UfR 1965.887 H), hvor der imidlertid i dag måtte forventes domfældelse for voldtægt. Det er endvidere også i nyere praksis forekommet i domme, hvor en læge eller anden behandler eller en plejer i en behandlings- eller plejesituation har foretaget ikke-behandlings- eller -plejemæssigt begrundede handlinger af seksuel karakter. Det drejer sig eksempelvis om TfK 2008.877 Ø (bl.a. indføring af fingre i to kvinders kønsdele), UfR 2008.1448 Ø (bl.a. indføring af fingre i kvindes kønsdel), UfR 2006.298 Ø (indføring af fingre i kvindes kønsdel) og UfR 1983.193 V (samleje). I sidstnævnte sag stemte 3 voterende for at domfælde for voldtægt.

Overtrædelser af straffelovens § 232, hvor gerningsmanden og offeret ikke er i umiddelbar fysisk kontakt, kan kategoriseres på forskellig måde. En særlig kategori er tilfælde, hvor gerningsmanden får offeret til at foretage en seksuel handling med sig selv. Sådanne sager er sjældne.

Herudover kan sondres mellem tilfælde, hvor gerningsmanden blotter sig eller i øvrigt foretager seksuelle handlinger i en andens påsyn, tilfælde, hvor gerningsmanden belurer en anden, som er nøgen eller i gang med en seksuel handling, tilfælde, hvor gerningsmanden retter en seksuel henvendelse til en anden, og tilfælde, hvor gerningsmanden videregiver oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre. Derimod vil det næppe i sig selv være omfattet af straffelovens § 232, hvis en person anvender tekster, billeder eller genstande, som vedrører en anden person, til seksuelle formål, der ikke involverer andre.

Som tidligere nævnt er det en betingelse for strafansvar efter straffelovens § 232, at handlingen er af en vis grovere seksuel karakter.

Mens blottelse (dvs. fremvisning af kønsdele) og foretagelse af seksuelle handlinger i andres påsyn således normalt vil være omfattet af straffelovens § 232, gælder dette ikke, hvor en person f.eks. blot færdes nøgen på offentligt sted. Her vil der højst kunne blive tale om straf for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 2, om uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. I dag anses det dog heller ikke for uanstændigt eller anstødeligt i ordensbekendtgørelsens forstand at færdes nøgen på en offentlig strand, og det samme vil efter omstændighederne kunne gælde f.eks. deltagelse i et nøgenløb.

Grænsen mellem lovlige og strafbare henvendelser af seksuel karakter eller videregivelse af oplysninger af seksuel karakter beror ligeledes på de nærmere omstændigheder, herunder karakteren af forholdet mellem de involverede personer.

Særligt med hensyn til videregivelse af oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre bemærkes, at der i retspraksis er eksempler på, at dette efter sin art ikke er blevet anset som blufærdighedskrænkelse (UfR 1999.177 V, domfældelse for fredskrænkelse, jf. straffelovens § 264 d), og på, at tiltalen og dermed dommen har været udformet på den måde, at blufærdighedskrænkelsen bestod i senere modtagne henvendelser af seksuel karakter, som skyldtes videregivelsen af oplysningerne af seksuel karakter (UfR 2001.2573 Ø og TfK 2005.712 Ø). Det må imidlertid antages, at videregivelse af oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre i sig selv kan udgøre en blufærdighedskrænkelse, forudsat at forholdet har den grovhed, som kræves for anvendelsen af straffelovens § 232. Der kan i overensstemmelse hermed henvises til TfK 2003.692 Ø, jf. også Vagn Greve m.fl., anf.st. side 333-34.

Om straffelovens § 232 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., anf.st. side 329-34, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 60-64, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 205-209 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 526-30.

Straffelovens § 232 suppleres af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 2, som forbyder at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Ordensbekendtgørelsen finder anvendelse anvendelse på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. ”Vej” omfatter også cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel. Ordensbekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer.

Justitsministeriet udtalte i 1976, at nøgenbadning og solbadning på stranden uden tøj ikke i sig selv kan betegnes som uanstændig opførsel, men at ”provokerende eller demonstrerende” optræden over for andre badegæster kan være det. Denne udtalelse er formentlig stadig udtryk for retstilstanden, jf. herved UfR 2009.504 Ø, hvor byretten udtalte, at samfundsudviklingen siden 1976 ikke havde udviklet sig således, at nøgenbadning nu var i strid med ordensbekendgørelsen, mens landsretten fandt, at ”badning” i naturbeskyttelseslovens forstand efter en almindelig sproglig forståelse og på baggrund af den samfundsmæssige udvikling måtte forstås som omfattende nøgenbadning.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (jf. afsnit 1.2.3 nedenfor) og forenklingen af strafferammer (jf. afsnit 1.2.5 nedenfor), har § 232 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

§ 232. Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse, straffes med Fængsel indtil 4 år eller under formildende Omstændigheder med Hæfte eller Bøde.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) §§ 215-216 samt side 208-209. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 212 samt side 196-97 og udkast af 1923 (U III) § 213 samt spalte 330. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3377 (§ 234), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5377 (§ 232).

Af U I fremgår bl.a. følgende (side 208-209):

”§ 215 træder i Stedet for Stl.s § 185, for saa vidt denne straffer Krænkelse af den enkeltes Blufærdighed, men afviger ret væsentlig fra Straffelovens Bestemmelser. Den strafbare Handling betegnes som Foretagelsen af noget, der er egnet til at krænke nogens Blufærdighed. Den Handling, der skal foretages, maa være noget, der vedrører et kønsligt usædeligt Forhold, men den krænkendes Legeme maa enten slet ikke benyttes, eller i alt Fald ikke bruges saaledes, at Behandlingen af det fremkalder kønslig Tilfredsstillelse, da Forholdet i saa Fald vil falde ind under de foregaaende Bud om Krænkelse af den enkeltes Kønsfrihed. Baade ensidige kønslige Handlinger og slige Handlinger mellem to Personer, baade sædelige og usædelige, omfattes af Paragrafen. Om Blufærdighedskrænkelsen fremkaldes ved Ord eller Gerning, er ligegyldigt. Begge Forhold ere strafbare efter Bestemmelsen. Til Forbrydelsen Fuldbyrdelse kræves ikke, at nogens Blufærdighedsfølelse faktisk er bleven krænket. Skønner Domstolen, at Handlingen er egnet til at krænke, er Straf forskyldt. (…)

§ 216 beskytter den almene Blufærdighedsfølelse mod Handlinger af den i forrige Paragraf ommeldte Art, naar den foretages paa de i Paragrafen nærmere an-givne Steder eller under de der angivne Forhold. Til Forbrydelsens Fuldbyrdelse kræves ogsaa her kun Foretagelsen af en Handling. Medtaget er de Tilfælde, hvor Handlingen vel ikke er foretaget paa noget offentligt Sted eller noget Sted, der kan stilles i Klasse hermed, men i Overværelse af et større Antal Personer, saaledes en af de saakaldte nøgne Fremstillinger i en privat, større Kreds. Under Bestemmelsen er og bør ogsaa henføres Handlinger af ovennævnte Art, der foretages paa en saadan Maade, at de paatvinge sig omboendes eller Husfællers Opmærksomhed saaledes, at disse ikke kunne undgaa Kendskab til Handlingernes kønslig usædelige Karakter og derigennem forulempes.”

Af U II fremgår bl.a. følgende (side 196-97):

”Ogsaa K. U.’s Regler om den tredje Gruppe af de i 20. Kap. omhandlede Forbrydelser (…) er langt videregaaende end de tilsvarende Bestemmelser i nyere Love og Udkast og gaar navnlig ogsaa langt ud over de i Straffeloven dragne Grænser for det strafbare.

Dette gælder for det første K. U. §§ 215 og 216, der nærmest svarer til Strfl. § 185. Dennes Udtryk ”ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden” har man fortolket derhen, at de tilkendegiver, at Blufærdighedskrænkelsen skal være grov, men ikke siger noget om Handlingens Art. Der gaas derved ud fra, at Blufærdigheden kun kan krænkes ved kønsusædeligt (uterligt) Forhold. Det samme mener Motiverne til K. U. S. 208 og forudsætter, at ogsaa §§ 215 og 216 kun rammer Blufærdighedskrænkelser ved kønsusædeligt Forhold. Dette er dog næppe holdbart. Naar en Mand for at bade vandrer nøgen over en fremmed, privat Strand, hvor der sidder fuldt af Damer, eller omvendt, naar en Mand, der paa sin private Grund finder en Dame afklædt til Badning, gaar lige løs på hende og bortviser hende, eller f. Eks. en Maler ubemærket benytter hende som nøgen Model – i saadanne og talrige andre Tilfælde kan vedkommendes Blufærdighed meget vel blive endog ret stærkt krænket, men der foreligger intet uterligt, kønsusædeligt Forhold eller ”utugtig Adfærd” som N. Strafl. § 212 siger. Og Forholdet bør sikkert ikke straffes, i alt fald ikke som Forbrydelse, men højst i visse Tilfælde som Politiforseelse.

Det foreslaas derfor i § 212 at bibeholde den i Strfl. § 185 gennem Ordene ”ved uterligt Forhold” givne Begrænsning. Ogsaa udtrykket ”krænker Blufærdigheden” foreslaas bibeholdt, idet K. U.’s ”egnet til at krænke” osv. atter gaar for vidt. Bevis for Krænkelsen bør vel ikke kræves, men gyldigt Samtykke maa dog selvfølgelig udelukke Ansvaret. (…) Det foreslaas dernæst, at Reglerne i K. U. §§ 215 og 216 ligesom i Strfl. § 185 og N. Strfl. § 212 sammendrages i en Bestemmelse. Det særegne ved K. U. § 216 – at en større eller tilfældig Kreds udsættes for Blufærdighedskrænkelsen – udtrykkes i N. Strfl. § 212, tysk V. E. § 256, G. E. § 250, østerrigsk Regeringsforsl. § 283 og schweizisk V. E. Art. 135 ganske kort ved Ordet ”offentlig” foretager o. l. Og dette synes, ligesom Udtrykket i Strfl. § 185 ”giver offentlig Forargelse”, fuldt saa klart og skarpt som den lange Beskrivelse i K.U. § 216 at angive, hvad det kommer an paa, uden som denne at aabne Døren for en Mængde Bogstavfortolkning og derfra hidrørende Tvivl.

Ganske udenfor den almindeligt for saadanne Bestemmelser gældende Ramme gaar K. U. § 216 øjensynligt, idet den ved Ordene ”eller i Overværelse af et større Antal Personer” bl. a., som det ogsaa siges i Motiverne S. 209, sigter til ”nøgne Fremstillinger” i en privat større Kreds, altsaa ogsaa, hvor Deltagerne ved, hvad de gaar hen til. Dette er ganske urimeligt. Voksne Mennesker bør selv afgøre, hvad de i en privat Kreds har Lyst til og kan taale at se af den Art. Tilstedeværende umodne Personer er der Grund til at beskytte, jfr. ogsaa N. Straf. § 212; ligesaa – dolus forudsat – uindviede Deltagere. Begge Dele er der ved Affattelsen af § 212 taget Hensyn til [”offentligt eller overfor Børn under 16 Aar eller Personer, hvis Samtykke dertil han ikke var berettiget til at forudsætte”]. Men ellers kommer det hele ikke Samfundet ved. Der er derfor næppe Anledning til at komme ind paa al den Tvivl og Usikkerhed, som det vage Udtryk ”større Antal Personer” kan give anledning til.”

Af U III fremgår bl.a. følgende (spalte 330):

§ 213 opretholder Straffelovens § 185, forsaavidt denne fastsætter Straf for Krænkelse af Blufærdigheden. Ligesom Straffelovens § 185 er Udkastets § 213 begrænset til de Tilfælde, hvor Blufærdighedskrænkelsen sker ved uterligt Forhold. Naar dette ikke er Tilfældet, f. Eks. hvis upassende Badning finder Sted fra offentlig Vej eller Plads, vil der i Almindelighed kun kunne være Tale om en politimæssig Forseelse, jfr. f. Eks. Politivedtægt for København af 1. Marts 1913 § 10, og nogen større Straf skønnes i disse Tilfælde ikke paakrævet.”

I Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3377, anføres alene helt kort, at § 234 ”opretholder Straffelovens § 185, idet man – i Modsætning til Kommississionen – foreslaar Straf ikke blot for den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden, man ogsaa for den, som paa lige Maade giver offentlig Forargelse”.

1.2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fremgår bl.a. følgende (side 179-80):

”I praksis anvendes i almindelighed bøde, betinget dom eller en kort frihedsstraf. Det samlede antal sager om § 232 i årene 1979-82 har ligget på ca. 200, hvoraf ca. 125 blev afgjort med bøde. Af samtlige udmålte frihedsstraffe 1979-82 var der gennemsnitlig kun fire pr. år (to ubetingede og to betingede), der lød på højere straf end 6 måneder, og i intet af disse tilfælde har straffen oversteget 1 år og 6 måneder.

Det forekommer ubetænkeligt at foreslå strafferammen i § 232 ændret således, at den lyder på bøde eller fængsel indtil 2 år. Det er muligt, at maksimum endog kunne sættes ned til fængsel i 1 år. Men måske er det utilrådeligt at gå så langt ned, bl.a. under hensyn til, at § 232 kan være den eneste anvendelige straffebestemmelse med hensyn til nogle ikke ubetydelige seksuelle krænkelser af børn.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at man i forbindelse med en ændring af strafferammen forenkler beskrivelsen af de strafbare forhold ved at stryge ordene ”eller giver offentlig forargelse”. Disse ord er næppe af selvstændig betydning ved siden af bestemmelsens 1. led: ”krænker blufærdigheden”, der ikke er begrænset til krænkelse af enkeltpersoner, men også finder anvendelse på uterligt forhold udvist over for flere personer, også når det sker på offentlige steder.”

1.2.3. Lovændringen i 2000

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) blev straffelovens § 232 ændret, idet hæfte udgik af bestemmelsen.

1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår bl.a. følgende (side 747):

5.4.2. § 232 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. §§ 218 og 219 (…), dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel svarende til det nugældende.

Straffelovrådet har noteret sig den opfattelse, som kom til udtryk i 1987-betænkningen (…). Rådet er fortsat enigt i, at det ved en lovrevision kunne overvejes at forenkle gerningsbeskrivelsen som anført. Rådet ville dog bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet finde det rigtigst, at det nugældende strafmaksimum på 4 års fængsel indtil videre opretholdes uændret. Rådet bemærker i den forbindelse, at § 232 efter omstændighederne kan omfatte meget grove forhold. Rådet foreslår en teknisk begrundet ændring af strafferammen fra ”fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år””

1.2.5. Lovændringen i 2004

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) gennemførtes en teknisk begrundet forenkling af normal- og sidestrafferammerne i straffelovens § 232, idet sidestrafferammen, hvorefter straffen under formildende omstændigheder kunne nedsættes til bøde, udgik, samtidig med at bøde indsattes som det faste minimum i normalstrafferammen. Bestemmelsens strafmaksimum forblev uændret, og det anføres i forarbejderne, at der med udeladelsen af kravet om formildende omstændigheder ikke tilsigtedes nogen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3329.

2. Retspraksis

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 7.190 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 232, heraf 726 ubetingede fængselsstraffe på i gennemsnit mellem 43 og 192 dage.

Der er således ikke alene flere fældende afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 232 end for overtrædelse af nogen anden paragraf i straffelovens kapitel 24 – der er flere fældende afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 232 end for overtrædelse af samtlige øvrige paragraffer i straffelovens kapitel 24 til sammen.

De oftest forekommende former for blufærdighedskrænkelse er beføling og blotteri. I perioden 1986-2009 var der 2.115 fældende strafferetlige afgørelser om blufærdighedskrænkelse i form af beføling, hvoraf 434 var ubetingede fængselsstraffe på i gennemsnit mellem 50 og 204 dage. I samme periode var der 2.361 fældende strafferetlige afgørelser om blufærdighedskrænkelse i form af blotteri, hvoraf 82 var ubetingede fængselsstraffe på i gennemsnit mellem 17 og 138 dage.

Der er således en betydelig retspraksis om overtrædelse af straffelovens § 232, hvoraf imidlertid kun en mindre andel er trykt. Med udgangspunkt i nyere retspraksis trykt i Ugeskrift for Retsvæsen eller Tidsskrift for Kriminalret kan der navnlig anføres følgende:

Befølinger straffes typisk med fængsel mellem 14 dage og 3 måneder, idet straffe på 4 eller 5 måneders fængsel dog også forekommer. Der forekommer både betingede og ubetingede straffe i spændet fra 14 dage til 3 måneder, men betinget straf er hyppigere, når straffen fastsættes til 14 dage, end når straffen fastsættes højere. Ved straffens udmåling lægges navnlig vægt på befølingens karakter (hvor på kroppen, inden for/uden på tøjet osv.), om der er tale om enkeltstående eller gentagne tilfælde af befølinger samt på forholdet mellem gerningsmanden og forurettede (herunder om der er tale om ansættelsesforhold, familieforhold, patientforhold osv.).

Som eksempler på straffe på 14 dages fængsel for befølinger kan nævnes følgende domme, hvor der i alle tilfælde var tale om enkeltstående forhold og i ingen tilfælde var tale om familieforhold:

TfK 2011.960 V (betinget): En 70-årig kunde i en butik omfavnede en 16-årig ansat og kyssede hende på kinden og på munden.

TfK 2011.255 Ø (betinget): En 49-årig mand berørte en 13-årig pige på den ene balle og befølte kortvarigt en 12-årig pige i skridtet. Forholdet fandt sted under vandet i en svømmehal. Tiltalte var tidligere straffet med dagbøder for et tilsvarende forhold.

TfK 2011.157 Ø (betinget): En 39-årig taxachauffør befølte flere gange under kørslen en passager på låret samt tilbød hende sex.

TfK 2009.717 V (betinget): En arbejdsgiver befølte en 22-årig ansat på brysterne. Forholdet fandt sted på arbejdspladsen i arbejdstiden.

TfK 2010.406 Ø (betinget): En 49-årig mand befølte en 12-årig pige på brysterne og i skridtet. Forholdet fandt sted i en butik uden for toilettet.

TfK 2009.921 V (betinget): En 38-årig taxachauffør kyssede en 15-årig passager på kinden.

TfK 2000.162 V (betinget): En 30-årig spejderleder befølte to 10-årige spejdere på brysterne under tøjet. Forholdene fandt sted under spejdermøder.

UfR 2008.1261 Ø: En 42-årig butiksejer kyssede en 13-årig kunde to gange på kinden, lagde armene om hende og placerede sine hænder på hendes bagdel og kyssede hende to gange på munden.

TfK 2006.280 V: En 35-årig arbejdsgiver befølte en 15-årig ansat på skuldrene og kyssede hende på halsen samt opfordrede hende til samleje. Tiltalte var tidligere straffet med dagbøder for et tilsvarende forhold.

TfK 2005.122 V: En 53-årig buschauffør befølte en 10-årig passager på brysterne. Tiltalte var tidligere straffet med bøde for blufærdighedskrænkelse.

TfK 2004.614 V: En 55-årig mand befølte kortvarigt en 13-årig dreng i skridtet uden på tøjet. Forholdet fandt sted i tiltaltes hjem. Forurettede var ansat hos tiltalte.

TfK 2001.682 V: En 31-årig bestyrer af en netcafé befølte flere gange en 13-årig dreng på lårene og i skridtet uden på tøjet. Forholdet fandt sted i et baglokale til netcaféen, hvor tiltalte havde serveret alkohol for forurettede og hans storebror.

Som eksempler på straffe på 30 dages fængsel for befølinger kan nævnes følgende domme, der adskiller sig fra dommene på 14 dages fængsel navnlig ved, at der i de fleste sager enten var tale om flere forhold (begået over for samme eller forskellige forurettede) eller forelå skærpende omstændigheder i form af indtrængen i forurettedes hjem eller overfald på åben gade:

TfK 2007.69 V (betinget): En 39-årig mand befølte en 14-årig pige under blusen på maven og på brysterne uden på hendes bh, tog hende i skridtet og førte hendes hånd ned i sine underbukser, så hånden rørte hans erigerede lem. Forholdet fandt sted i tiltaltes hjem, hvor forurettede var på besøg.

UfR 2004.542 V: En mand trængte om natten ind hos en af sin kones kollegaer og befølte hende på den ene endebalde og på låret. (Også domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse).

UfR 2003.2260 Ø: En 44-årig mand fulgte efter en kvinde, som han ikke kendte, greb fat i hendes hånd og stak sin anden hånd ind under hendes T-shirt og befølte hende på brystet.

TfK 2007.377 V: En 52-årig mand befølte en bekendts 9-årige datter på brysterne under tøjet og på kønsdelen inden for trusserne.

TfK 2007.20 V: En 20-årig mand ringede på hos en kvinde, gik ind i lejligheden, da kvinden lukkede op, og befølte kvinden på brysterne og bagdelen. (Også domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse).

TfK 2007.7 Ø: En 37-årig arbejdsgiver berørte en 14-årig ansat på ryggen inden for tøjet og forsøgte at kysse hende, berørte en anden 14-årig ansat på ryggen og maven inden for tøjet og berørte en 16-årig jobansøger på ryggen og bagdelen, i skridtet og på lårene uden på tøjet.

TfK 2006.230 V: En arbejdsgiver befølte gennem ca. 14 dage gentagne gange en 14-årig ansat på brysterne og kyssede hende på munden og halsen. Forholdene fandt sted på arbejdspladsen i arbejdstiden.

TfK 2006.17 V: En 38-årig mand befølte en 12-årig pige i skridtet inden for trusserne og kyssede hende samt blottede sig for to piger på 15 og 16 år. Tiltalte var tidligere straffet med bøde for blufærdighedskrænkelse.

TfK 2003.680 V: En 32-årig mand befølte gennem to år i ca. 10 tilfælde en 16-18-årig kollega på brysterne og bagdelen uden på tøjet og åbnede ved én lejlighed tre gange døren til baderummet og betragtede hende, mens hun stod nøgen under bruseren. Befølingerne fandt sted på arbejdspladsen i arbejdstiden.

TfK 2001.477 Ø: En 41-45-årig mand befølte gennem 4½ år jævnligt sin 11-16-årige steddatter på brysterne såvel uden på tøjet som på hendes blottede bryster.

Som eksempel på strengere straffe for befølinger kan nævnes følgende domme:

TfK 2005.612 Ø (40 dages fængsel): En 36-årig forsikringsagent kærtegnede en kundes ansigt, hænder og ryg, tog hende om bagdelen og trak hende ind til sig og pressede sit erigerede lem mod hendes underliv, stak sin tunge ind i hendes mund og befølte hendes bryster uden på tøjet. Forholdet fandt sted i forurettedes hjem. TfK 2002.602 Ø (40 dages fængsel): En 35-årig mand fulgte i 30-40 minutter en butiksansat rundt i butikken, spurgte, om han måtte røre ved hendes bryster, og befølte hende flere gange på bagdelen og brysterne uden på tøjet samt kyssede hende på halsen og nappede hende i skulderen med tænderne.

TfK 2001.139 V (40 dages fængsel): En 37-årig mand lagde sig nøgen oven på sin 11-årige datter og pressede sit erigerede lem mod hendes kønsdel uden på trusserne.

TfK 2005.169 (50 dages fængsel): En 55-årig mand befølte i en svømmehal en 11-årig pige på låret og sendte som svar på en kontaktannonce et brev vedlagt to fotografier af kvindelige kønsorganer. Tiltalte var seks gange tidligere straffet for blufærdighedskrænkelse.

TfK 2001.695 V (60 dages betinget fængsel): En 58-59-årig mand befølte gennem godt et år i adskillige tilfælde sin 14-15-årige steddatter på brysterne og i skridtet både uden på tøjet og under tøjet.

TfK 2010.901 Ø (60 dages fængsel): En 26-27-årig mand kyssede gennem ca. 1½ år i et ikke ubetydeligt antal tilfælde en 6-årig og en 9-årig pige på munden og befølte dem på brysterne og på deres kønsdele inden for tøjet. Forholdene fandt sted, mens tiltalte passede børnene i deres eller sit hjem.

TfK 2002.147 V (3 måneders betinget fængsel): En 29-årig mand befølte gennem ca. 2½ måned 3-4 gange sin 11-årige steddatter i skridtet uden på tøjet og tog én gang hendes hånd og førte den hen til sit lem og fik hende til at berøre det og bevæge hånden om det.

TfK 2003.23 V (3 måneders betinget fængsel og tillægsbøde): En 31-årig mand befølte kortvarigt sin 12-årige steddatter på hendes kønsdel inden for trusserne. TfK 2002.394 V (3 måneders fængsel): En 60-årig mand befølte i to tilfælde en 9-10-årig pige på brysterne under tøjet og ved en tredje lejlighed på bagdelen inden for trusserne og på brysterne og befølte i flere tilfælde en 11-årig pige på kønsdelen inden for trusserne, på bagdelen og på brysterne både uden på og under tøjet. Forholdene fandt sted, mens tiltalte passede børnene i deres hjem.

TfK 2010.694 Ø (4 måneders fængsel): En 50-52-årig mand lagde sig gennem ca. 2 år jævnligt nøgen under dynen og kælede med sin 12-14-årige datter og masserede én gang hendes klitoris under tøjet.

TfK 2000.579 Ø (5 måneders fængsel): En 36-37-årig ansat på et fritidshjem befølte gennem ca. ½ år flere gange fire 8-9-årige drenge i skridtet både uden på og inden for tøjet. Forholdene fandt sted i fritidshjemmet og under fritidshjemmets udflugt til en svømmehal.

Straf for blufærdighedskrænkelse i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje er sjælden, da andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24 normalt i givet fald vil finde anvendelse i stedet for straffelovens § 232. Det er derfor vanskeligt at tale om et typisk strafniveau i sådanne sager. Som eksempler kan nævnes følgende domme:

TfK 2008.877 Ø (6 måneders fængsel): En 29-årig hjemmehjælper stak i forbindelse med badning to gange en finger op i en 89-årig kvindes skede og stak én gang en finger op i hendes endetarmsåbning og stak en finger op i en 84-årig kvindes skede.

UfR 2008.1448 Ø (50 dages fængsel): En 62-årig læge befølte i forbindelse med, at han skulle foretage et mindre operativt indgreb ved en kvindes endetarmsåbning, flere gange kvinden på og i hendes kønsdel, stak et instrument op i hendes skede, stak sine fingre op i hendes skede og endetarmsåbning, kyssede hende på brystet, førte hendes hånd hen mod sine bukser, hvor hun kunne mærke hans erigerede lem, opfordrede hende til at vise, hvordan hun seksuelt tilfredsstillede sig selv, spurgte hende, om hun brugte dildo, og kaldte hende flere gange hot, lækker og dejlig og sagde, at hun var våd og smagte dejligt.

TfK 2006.298 Ø (60 dages fængsel): En 43-årig behandler stak i flere tilfælde i forbindelse med fysioterapeutisk behandling sine fingre op i skeden på en kvinde, som han behandlede, og kommenterede hendes bryster og kønsbehåring.

UfR 1983.193 V (2½ års fængsel): En 49-årig hypnotisør havde i to tilfælde samleje med kvinder, som han havde i behandling for psykiske problemer. Tiltalte havde, mens forurettede lå på en briks i tiltaltes konsultationsværelse i meget afslappet tilstand i forbindelse med tiltaltes suggestionsbehandling, blottet forurettedes underliv, lagt sig oven på forurettede og gennemført samleje. Forholdene blev straffet som blufærdighedskrænkelse, idet 3 voterende henset til, at tiltalte ikke havde udvist anden vold end at lægge sig oven på forurettede, og at forurettede havde forholdt sig fuldstændig passiv, fandt det overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at tiltalte havde tiltvunget sig samlejerne ved vold. (Dissens af 3 voterende for at straffe forholdene som voldtægt). Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i ét tilfælde af voldtægt, to voldtægtsforsøg og tolv tilfælde af blufærdighedskrænkelse, alt begået på tilsvarende måde over for kvinder, han havde i behandling.

Blotteri straffes typisk med bøde, i grovere tilfælde dog med fængsel typisk udmålt i dage. Som eksempler på bødestraf for blotteri kan nævnes følgende domme:

TfK 2010.636 Ø: En 25-årig mand blottede sig gentagne gange samt onanerede foran to kvinder. Forholdet fandt sted på et offentligt sted.

TfK 2007.691 V: En 47-årig mand blottede sig foran seks 11-årige børn. Forholdet fandt sted på en campingplads.

TfK 2004.579 V: En 28-årig mand blottede sig gennem ca. 3 måneder gentagne gange og onanerede 2-3 gange foran forbipasserende. Forholdene fandt sted i en offentlig park.

Som eksempler på fængselsstraf for blotteri kan nævnes følgende domme:

TfK 2010.834 V (60 dages fængsel): En 44-45-årig mand blottede sig gennem ca. 1 år adskillige gange for sin 13-14-årige steddatter og onanerede i hendes påsyn.

TfK 2006.688 V (60 dages fængsel): En 48-årig mand onanerede i løbet af en weekend gentagne gange foran sin 11-årige niece, lagde hendes hånd på sit erigerede lem og pressede hendes bagdel mod sit erigerede lem.

TfK 2006.102 V (40 dages betinget fængsel): En 55-årig mand onanerede foran tre 14-årige drenge. Forholdet fandt sted på et offentligt sted. Tiltalte var tidligere straffet med henholdsvis bøde og betinget dom for blufærdighedskrænkelse.

Trykte domme om andre former for blufærdighedskrænkelse end beføling og blotteri er sjældne, og det er derfor vanskeligt at angive et typisk strafniveau, men der forekommer i hvert fald fængselsstraffe udmålt i dage. Som eksempler kan nævnes følgende domme:

TfK 2005.478 Ø (20 dages betinget fængsel): En 51-årig mand havde forsøgt at belure sin 14-årige steddatter ved at tv-overvåge hendes værelse.

TfK 2006.597 V (20 dages betinget fængsel): En 36-årig mand sendte gennem en længere periode mange sms-beskeder af seksuelt indhold til en 11-årig og en 12-årig pige. Tiltalte var træner for et gymnastikhold, som den 11-årige pige gik på. TfK 2006.24 Ø (60 dages fængsel): En 61-årig kørelærer fremsatte udtalelser af seksuel karakter dels i forbindelse med teoriundervisning af 12-14 køreelever, dels gentagne gange over for to kvindelige køreelever i forbindelse med øvelseskørsel. Tiltalte var tidligere straffet med betinget fængsel for tilsvarende forhold.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Rådets rammeafgørelse nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater angår bl.a. børns deltagelse i pornografiske optrin og fremstilling af børnepornografi, jf. herom straffelovens §§ 230 og 235 a og kapitel 20 ovenfor. Rammeafgørelsen angår desuden seksuel udnyttelse af børn, som efter omstændighederne kan være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a, 228 eller 229, men nævner ikke forhold, som i givet fald ville skulle henføres under straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivets artikel 3, stk. 2, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere den, der udsætter et barn under den seksuelle lavalder for at overvære seksuelle aktiviteter. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 1 år.

Efter direktivets artikel 3, stk. 3, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, endvidere forpligtet til at kriminalisere den, der med seksuelt formål udsætter et barn under den seksuelle lavalder for at overvære seksuelt misbrug. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 2 år.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.2. Efter artikel 22 i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater kriminalisere den, der med seksuelt formål foranlediger, at et barn under den seksuelle lavalder overværer seksuelle aktiviteter.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

4. Fremmed ret

4.1. Norsk ret

Den gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Den endnu gældende norske straffelov fra 1902 indeholder to bestemmelser, som mere eller mindre svarer til blufærdighedskrænkelse efter dansk ret.

Efter § 200, stk. 1, straffes den, som foretager en seksuel handling med nogen, som ikke har samtykket til det, med bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen omfatter navnlig beføling.

Efter § 200, stk. 2, 1. pkt., straffes den, som foretaget en seksuel handling med et barn under 16 år, med fængsel indtil 3 år. Straffen kan efter stk. 3 stige til fængsel indtil 6 år under særdeles skærpende omstændigheder. Bestemmelsen indebærer, at børn under 16 år ikke kan give diskulperende samtykke til seksuelt betonede befølinger. Det følger dog af § 200, stk. 4, jf. § 196, stk. 4, at straffen kan bortfalde, hvis de pågældende er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Efter § 200, stk. 2, 2. pkt., straffes den, som forleder et barn under 16 år til at udvise seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd som nævnt i § 201, med fængsel indtil 3 år. Bestemmelsen vil i praksis bl.a. omfatte den, der forleder et barn under 16 år til at blotte sig. Straffen kan efter stk. 3 stige til fængsel indtil 6 år under særdeles skærpende omstændigheder.

Efter § 201 straffes den, som i ord eller handling udviser seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd, med bøde eller fængsel indtil 1 år, hvis det sker på offentligt sted, over for nogen, som ikke har samtykket til det, eller over for et barn under 16 år. Begrebet ”seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd” er en retlig standard, hvis nærmere indhold beror på den til enhver tid gældende moralopfattelse. Bestemmelsen omfatter bl.a. blottelse og henvendelser af seksuel karakter. Et barn under 16 år kan ikke give diskulperende samtykke.

I den nye straffelov fra 2005 videreføres § 200, stk. 1, uden ændringer i § 297, mens § 200, stk. 2, 1. pkt., videreføres i § 299, litra c, og § 304, hvilket indebærer den ændring, at en kvalificeret seksuel handling over for et barn under 14 år som noget nyt anses som voldtægt og straffes med fængsel indtil 10 år. Til gengæld videreføres strafforhøjelsesreglen i § 200, stk. 3, ikke. En kvalificeret seksuel handling omfatter navnlig berøring af nøgne kønsorganer.

I den nye straffelov fra 2005 videreføres § 200, stk. 2, 2. pkt., og § 201 i § 298 og § 305 med den ændring, at strafferammen for at forlede et barn under 16 år til at udvise seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd ændres til bøde eller fængsel indtil 1 år.

Opdelingen i flere paragraffer skyldes det generelle princip i straffeloven fra 2005, hvorefter der sondres tydeligere mellem seksuelle krænkelser uden samtykke og seksuelle krænkelser over for børn under den seksuelle lavalder, der i Norge er 16 år. Begrundelsen herfor er navnlig, at samtykke er uden betydning, hvis forurettede er under den seksuelle lavalder.

4.2. Svensk ret

Den svenske straffelov indeholder følgende bestemmelse om blufærdighedskrænkelse (”sexuellt ofredande”) (kapitel 6 § 10):

”Den som, i annat fall än som avses förut i detta kapitel, sexuellt berör ett barn under femton år eller förmår barnet att företa eller medverka i någon handling med sexuell innebörd, döms för sexuellt ofredande till böter eller fängelse i högst två år.

Detsamma gäller den som blottar sig för någon annan på ett sätt som är ägnat att väcka obehag eller annars genom ord eller handlande ofredar en person på ett sätt som är ägnat att kränka personens sexuella integritet.”

Bestemmelsens første stykke tager sigte på handlinger af seksuel karakter, som retter sig mod børn under 15 år og ikke er omfattet af andre bestemmelser om seksuel krænkelse af børn under 15 år. Strafansvar forudsætter, at handlingen har et klart og for en voksen person utvetydigt seksuelt præg. Dette stykke omfatter berøringer af seksuel karakter og at formå barnet til at foretage eller medvirke til en handling af seksuel karakter. Barnet kan ikke give diskulperende samtykke.

Bestemmelsens andet stykke tager sigte på handlinger over for både børn og voksne, men dette har ingen betydning for så vidt angår berøringer af seksuel karakter af børn under 15 år, idet sådanne berøringer allerede er strafbare efter første stykke. Andet stykke omfatter bl.a. blottelse, berøringer af seksuel karakter og henvendelser af seksuel karakter.

5. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovens § 232 er karakteriseret ved, at den er en generel opsamlingsbestemmelse, som kan anvendes på seksuelle krænkelser af en vis grovere karakter, der ikke er omfattet af nogen anden bestemmelse. Straffelovens § 232 er samtidig langt den hyppigst anvendte strafbestemmelse om seksuelle krænkelser – den anvendes hyppigere end samtlige øvrige strafbestemmelser om seksuelle krænkelser til sammen.

Straffelovrådet foreslår, at opnåelse af et seksuelt forhold ved overrumpling, dvs. ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, fremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og dermed ikke længere af § 232. Der henvises herom til kapitel 9, afsnit 5, ovenfor. Forslaget indebærer bl.a., at alle i praksis forekommende tilfælde af seksuelt forhold, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, fremover vil være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a.

Straffelovrådet finder, at straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse i øvrigt rammer de seksuelle krænkelser, som bør kunne straffes efter straffeloven. Bestemmelsens anvendelsesområde, som det fremgår af retspraksis, er således efter rådets opfattelse hverken for vidt eller for snævert.

Bortset fra forslaget om overrumplingstilfælde foreslår Straffelovrådet derfor ikke nogen ændringer i anvendelsesområdet for straffelovens § 232.

Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelsens formulering – hvis gerningsbeskrivelse er uændret siden straffeloven af 1866 – bør moderniseres.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet, om en mere detaljeret bestemmelse kunne være hensigtsmæssig, eksempelvis således at hovedkategorier af blufærdighedskrænkelse – beføling, blottelse, beluring osv. – blev nævnt udtrykkeligt i bestemmelsen.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der ikke er noget behov for en sådan mere detaljeret bestemmelse. Bestemmelsens afgrænsning har i praksis ikke givet anledning til problemer i forhold til længe kendte former for blufærdighedskrænkelse, og retspraksis har også kunnet håndtere nye former for blufærdighedskrænkelse, herunder krænkelser på internettet, på en hensigtsmæssig måde.

En mere detaljeret bestemmelse ville heller ikke have væsentlig betydning for vurderingen af den indbyrdes grovhed af forskellige former for blufærdighedskrænkelse. Det gælder således for alle former for blufærdighedskrænkelse, at krænkelsen kan være mere eller mindre grov, og man kan derfor ikke helt generelt sige, at f.eks. blufærdighedskrænkelse ved beføling er grovere end blufærdighedskrænkelse ved beluring eller ved henvendelse af seksuel karakter.

Endvidere ville det næppe være muligt i en lovtekst udtømmende at opregne alle former for blufærdighedskrænkelse, og også en mere detaljeret strafbestemmelse ville således skulle indeholde et opsamlende led om seksuelle krænkelser i øvrigt.

Straffelovrådet har dernæst overvejet dels udtrykket ”giver offentlig forargelse”, dels udtrykket ”uterligt forhold”.

Straffelovrådet foreslår at forenkle bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, således at ”eller giver offentlig forargelse” udgår som overflødigt, idet der er tale om en delmængde af de forhold, der allerede er omfattet af udtrykket ”krænker blufærdigheden”.

Straffelovrådet finder, at ”uterligt forhold” er sprogligt forældet, og foreslår derfor at erstatte dette udtryk med ”uanstændigt forhold”.

Med hensyn til strafferammen finder Straffelovrådet, at et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år bedre vil markere, at blufærdighedskrænkelse generelt er en væsentligt mindre alvorlig forbrydelse end forhold omfattet af straffelovens §§ 217-221, hvor strafmaksimum efter Straffelovrådets forslag generelt vil være fængsel indtil 4 år.

I forhold til børn under 15 år supplerer straffelovens § 232 imidlertid de mere alvorlige bestemmelser om seksuelt forhold til barn under 15 år, hvor strafmaksimum er henholdsvis 8 år og 12 år, hvilket kunne tale for et højere strafmaksimum end fængsel indtil 2 år for så vidt angår blufærdighedskrænkelse af børn under 15 år. Det bemærkes herved også, at blufærdighedskrænkelse ud over mindre alvorlige overtrædelser i form af f.eks. verbale krænkelser, blottelse, beluring eller lettere berøringer også omfatter noget grovere overtrædelser i form af berøringer, der ligger lige under grænsen for seksuelt forhold (herunder berøringer af nøgne kønsdele med hånden uden manipulation eller indtrængen), eller som går ud på at få en person til at udføre seksuelle handlinger med sig selv, eventuelt ved anvendelse af genstande.

Efter en samlet vurdering foreslår Straffelovrådet på denne baggrund, at strafferammen i straffelovens § 232 på bøde eller fængsel indtil 4 år ændres til bøde eller fængsel indtil 2 år, dog 4 år, når forurettede er under 15 år.


Forside | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0, September 2012
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk