Beretning afgivet af Blekingegade-kommissionen · Bind 8
Bilag – Protokol nr. 37-74 mv.
Protokol nr. 65

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Protokol nr.: 65

PROTOKOL

Den 23. maj 2012 kl. 13.00 blev Blekingegade-kommissionen sat i Østre Landsret, Bredgade 59, 1260 København K.

Til stede var kommissionens medlemmer, Jens Rosenløv, Jakob Skov og Jakob Lund Poulsen, kommissionens sekretær, Harald Micklander, samt udspørgeren advokat Gunnar Homann.

Som protokolfører fungerede Rikke Christiansen.

Som vidne mødte Hanne Bech Hansen med bisidder advokat John Petersen.

Bisidderne advokat Ebbe Mogensen og advokat Torben Koch var mødt. Advokat Torben Koch mødte tillige for advokat Stine Gry Johannessen og advokat Jens Christensen.

Vidnet bekræftede at have modtaget kopi af kommissorium, kopi af lov om undersøgelseskommissioner med de seneste ændringer samt et overordnet spørgetema.

Vidnet blev gjort bekendt med vidnepligt og ansvar, samt at afhøringen lydoptages.

Hanne Bech Hansen forklarede blandt andet, at hun i 1964 blev cand. jur. I slutningen af august 1988 blev hun politimester i PET, hvilket hun var frem til den 1. april 1993, hvor hun blev statsadvokat for København. Efterfølgende blev hun politidirektør i Københavns Politi.

Hun blev politimester i PET efter Anders Walsted Hansen, der var afgået ved døden, hvilket betød, at overdragelsesforretningen i forbindelse med hendes indsættelse i embedet var anderledes end normalt. Hun blev briefet af de enkelte afdelinger med vicepolitimester Michael Lyngbo og kriminalinspektør Per Larsen i spidsen om interessante problemstillinger og sager i de forskellige afdelinger, herunder Appel-gruppen. Af gennemgangen vedrørende Appel-gruppen fremgik blandt andet, hvorfor man interesserede sig for dem, og hvor meget man havde observeret mv. mod dem, uden at der rigtig var kommet noget ud af det. Hun fik forhistorien om Gotfred Appel, KAK og gruppens tilknytning til PFLP. Gruppen var interessant blandt andet som følge af, at medlemmer af gruppen havde kontakt med Sati Bakier og tilrejsende PFLP-repræsentanter, ligesom medlemmer af gruppen selv havde haft rejser til Bagdad. Desuden opførte medlemmerne sig generelt konspiratorisk, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at det var helt umuligt at observere imod dem. Det var som om, at de regnede med at blive observeret, og de stak næsten altid af fra observatørerne. Blandt andet fik hun oplyst, at det viste sig, at når observationsholdene havde ”lagt dem i seng”, hvilket vil sige, at observationsholdene holdt neden for deres bopæl og kunne se, at nu slukkede de lyset, og observationsholdene var kørt hjem, ”så stod medlemmerne op og lavede deres ulykker”. Da hun tiltrådte i PET, var overvågningen af Appel-gruppen aktuel som følge af gruppens tilknytning til PFLP, men det var også som følge af, at man mistænkte gruppen for at stå bag grove uopklarede røverier begået navnlig i Københavnsområdet. Baggrunden for mistanken til gruppen var blandt andet medlemmernes konspirative måde at opføre sig på. Selv om man aflyttede deres telefoner, fik man ingensinde nogen indsigt i, hvornår de skulle mødes. Derimod så man af og til, at de holdt møder udendørs. Man havde således ikke noget rigtig at have mistanken i, men man vidste, at man i forbindelse med de røverier, som man mistænke gruppen for at stå bag, skulle kigge efter nogle meget professionelle forbrydere, der var i stand til at holde oplysninger om forbrydelserne inden for egne rækker, idet der ingen rygter var i forbrydermiljøerne om, hvem der havde begået disse grove røverier, som hun hørte om. Hun husker ikke, om hun i forbindelse med denne briefing om Appel-gruppen hørte om anholdelsen af Niels Jørgensen den 3. juni 1986 på Lobeliavej på Amager for forsøg på biltyveri mv. Hun husker heller ikke, om der var igangværende aflytninger af Appel-gruppen ved hendes tiltræden, men der havde i hvert fald til tæt op til hendes ansættelse været aflytninger af gruppen. Derimod var der med sikkerhed ikke igangværende aflytninger, da røveriet mod en pengetransport ved Købmagergade Postkontor i København og drabet på en politibetjent den 3. november 1988 fandt sted. Foreholdt retsbog af 22. august 1988, hvoraf fremgår, at den mødende anklager redegjorde for sagen og bemærkede, at der ikke ønskedes fornyet aflytningstilladelse af Café Liberations telefon, forklarede hun, at det støtter hendes erindring om, at der ikke aktuelt var aflytninger vedrørende Appel-gruppen, da hun tiltrådte.

I forbindelse med røveriet mv. ved Købmagergade Posthus iværksatte PET allerede tidligt om morgenen telefonaflytninger af Appel-gruppen, og man underrettede Københavns Politi om, at man havde mistanke eller grund til at tro, at det kunne være Appel-gruppen, der stod bag røveriet mv. Det var Per Larsen, der om morgenen på gerningsdagen orienterede hende om, at de dels havde ”tændt for alle knapper”, altså iværksat observationer, indgreb i meddelelseshemmeligheden osv., hvilket lød fornuftigt, dels at man havde underrettet Københavns Politi om gruppen. Hun mener, at Per Larsen fortalte hende, at han havde orienteret Københavns Politi, og hun fik indtrykket af, at Københavns Politi ikke var særlig interesseret i tippet, idet Københavns Politi interesserede sig for nogle andre personer som mulige gerningsmænd. Hun fik ikke at vide, hvem Per Larsen havde talt med hos Københavns Politi. Hendes indtryk af, at Københavns Politi var mindre interesseret i tippet, blev bestyrket af, at hun syntes, at der efter tippet gik lang tid, inden Københavns Politi var interesseret i at tale med PET. Hun forstod det ikke som nogen fjendtlig eller nedladende afvisning af tippet. Hun opfattede det bare således, at Københavns Politi selv havde nogen de efterforskede mod - det man kalder ”the usual suspects” - og nogle spor, som de ville forfølge, og så måtte tippet fra PET vente. Generelt kunne det være sådan, at PET og det almindelige politi havde en vis skepsis over for hinanden, men det er efter hendes opfattelse indbygget i systemet med to tjenester med forskellige regelgrundlag. I Danmark er det ikke så slemt, idet medarbejderne i både PET og det almindelige politi er politifolk. Hun blev foreholdt, at Frank Jan Jensen i sin forklaring for kommissionen den 2. maj 2012 blandt andet forklarede, at enten den 3. november eller den 4. november 1988 sendte han efter drøftelse med hende en medarbejder ind til Københavns Politis røveriafdeling med fotos af Appel-gruppens medlemmer og oplysning om deres generalia. Hertil forklarede hun, at det lyder fornuftigt. I den efterfølgende periode iværksatte PET en massiv indsats over for gruppen, herunder som tidligere forklaret med udnyttelse af de forskellige muligheder for indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Hun mindes ikke konkret, hvordan observationerne mod Appel-gruppen efter røveriet mv. blev iværksat. Hun fik ved Per Larsens orientering det indtryk, at der var iværksat observation af alle medlemmerne, ligesom der var iværksat aflytninger. Hun blev foreholdt notat af 8. november 1988 ”Vedr.: Efterforskning mod APPLE-gruppen.” udarbejdet af PET og fremlagt i byrettens grundlovsafdeling samme dag, og hvoraf blandt andet fremgår, at notatet er til brug for rettens behandling af anmodning om tilladelse til telefonaflytninger. Hertil forklarede hun, at der således angiveligt ikke blev iværksat telefonaflytninger af Appel-gruppens medlemmer på øjemedet straks efter røveriet mv., men at det først skete senere efter rettens tilladelse.

Efter røveriet mv. nedsatte man i PET en gruppe, der samlede alt materiale, som PET havde om Appel-gruppen. Det var dette materiale, som to medarbejdere fra Københavns Politi, heriblandt Steffen Steffensen, senere fik at se. Derudover overvågede PET Appel-gruppen intenst. Hun husker ikke, hvem der tog initiativ til, at de to medarbejdere fra Københavns Politi skulle komme ud til PET for at se PET’s materiale om Appel-gruppen. Da de pågældende kom, var alt materialet samlet i et lokale, hvor de fik lejlighed til at gennemgå det. Der var ingen særlige instrukser om, hvordan de skulle behandle materialet, men de sædvanlige regler om dokumentsikkerhed, der gælder i PET, skulle følges. Der måtte således ikke ligge papirer frit fremme på ens bord, når man forlader kontoret, hvis man medtager papirer fra PET, skal de ligge i en sikkerhedsmappe, og som udgangspunkt må andre end PET-medarbejdere ikke være alene med PET-dokumenter osv. Medarbejderne fra Københavns Politi klagede imidlertid over, at der blev holdt øje med dem. Blandt andre var Steffen Steffensen meget utilfreds hermed. Det blev derefter besluttet, at der ikke længere behøvede at sidde PET-medarbejdere, mens medarbejderne fra Københavns Politi gennemgik materialet.

I det videre samarbejdsforløb med Københavns Politi blev der på et tidspunkt holdt et stort møde, hvor man blev enige om at nedsætte en efterforskningsgruppe med fokus på Appel-gruppen. Hun husker ikke, hvem der deltog i mødet. I efterforskningsgruppen, der blev ledet af Niels Bach Christensen fra Københavns Politi, indgik der ud over medarbejdere fra PET og Københavns Politi også medarbejdere fra to af omegnskredsene. Hun mener, at det var fra Lyngby og Gladsaxe Politi. Baggrunden herfor var, at to af de røverier, som man mistænkte Appel-gruppen for at have begået, havde fundet sted i Lyngby og Gladsaxe politikreds. Hun ved ikke, hvorfor der ikke var en medarbejder fra Glostrup Politi med i efterforskningsgruppen. Hun mener ikke, at der var en bestemt grund hertil. Hun husker ikke, hvilke medarbejdere fra PET der indgik i den nye efterforskningsgruppe, der sad hos Københavns Politi. Ud over den nye efterforskningsgruppe var der en gruppe med tilholdssted i PET, der hovedsageligt beskæftigede sig med § 114-forholdet. Jørn Moos fra Københavns Politi indgik i denne gruppe, hvorved man sikrede sig, at der var kobling mellem efterforskningen de forskellige steder. Efter etableringen af disse grupper forløb samarbejdet mellem PET og Københavns Politi virkelig godt. Kun i forbindelse med § 114-forholdet var der på et tidspunkt en bister bemærkning fra politidirektør Poul Eefsen, der sagde, at Københavns Politi ikke skulle spændes for PET’s vogn i den sammenhæng. Hun blev foreholdt, at Frank Jan Jensen i sin forklaring for kommissionen om tiden efter nedsættelsen af den nye efterforskningsgruppe hos Københavns Politi blandt andet forklarede, at på efterforskningsniveau ville han karakterisere samarbejdet mellem Københavns Politi og PET som rigtig godt. Det var det imidlertid ikke på ledelsesniveau. Her var samarbejdet dårligt. Ledelsen fra politidirektøren og nedad i Københavns Politi var meget splittet i vurderingen af PET’s oplysninger om Appel-gruppen. Hertil forklarede hun, at det ikke bringer noget frem i erindringen.

Hun blev foreholdt blandt andet følgende fra notat af 23. december 1988 til vicepolitidirektør Annemette Møller, Københavns Politi udarbejdet af Jørn Moos:

”…
Lyngby Politi siger, at der blev ”lagt låg på sagen” fra justitsministeriets side i forbindelse med retsanmodningerne vedr. de 2 anholdte arabere samt udlevering af de 6 millioner til undersøgelse her i landet.
I PET findes ingen notater i sagen – hvoraf at der noget steds skulle ”være lagt låg på” – PET har stillet alt materiale til rådighed for sagen.
…”

Hertil forklarede hun, at hun hørte, at der var et stormøde, hvor Annemette Møller fortalte, at Annemette Møller havde været i Justitsministeriet, der havde oplyst, at der ikke var lagt låg på noget som helst, hvorfor de bare kunne gå videre. Hun opfattede det ikke sådan, at problemstillingen var et skisma i forhold til PET.

På et tidspunkt fik hun Moos’ ”Helium-rapport”, og efter gennemlæsningen heraf var hun og Per Larsen enige om, at det var en god sammenskrivning af den viden, man havde. Der var ikke noget nyt heri, men det var godt at have det samlet. Hun havde et møde med Eefsen på dennes foranledning, hvor de drøftede rapporten, herunder om der heri var tilstrækkeligt grundlag til at gå i aktion, hvilket Eefsen modsat hende ikke var indstillet på. Eefsen var meget i tvivl og gik op og ned af gulvet. Hun argumenterede det bedste, hun kunne, blandt andet med, at der var tilstrækkeligt grundlag til at anholde Appel-gruppens medlemmer, og derefter måtte de se, hvad der skete. Det var ikke en let afgørelse for Eefsen. Dagen efter henvendte Eefsen sig imidlertid igen, og nu mente han, at man skulle gå i aktion. Hun er ikke klar over, hvad der var sket i mellem de to samtaler med Eefsen. Hun har efterfølgende hørt, at Moos havde et møde med Eefsen en aften, hvor Eefsen sad og klagede sin nød, men om det var det, der var årsagen til, at Eefsen dagen efter havde ændret holdning, er hun ikke klar over. Efter anholdelserne foregik det meste af efterforskningen mod Appel-gruppen hos Københavns Politi, men PET arbejdede videre på § 114-forholdet.

Hun blev foreholdt pressemeddelelse af 9. maj 1989 fra Københavns Politi underskrevet af Eefsen, hvoraf blandt andet fremgår:

”…
i dagspressen og radioen er det blevet anført, at pet ikke videregav oplysninger til københavns politi om en persongruppe mistænkt for røverier.
dette kan udlægges sådan, at pet ligefrem har forholdt københavns politi oplysninger, som kunne have ført til opklaring af røverier eller have forhindret sådanne i at blive begået.
en sådan antagelse er der efter københavns politis opfattelse ikke noget holdepunkt for.
…”

Hertil forklarede hun, at hun ikke husker, om der på dette tidspunkt var drøftelser mellem hende og Eefsen eller andre angående skriverierne i pressen om, at PET burde være kommet med oplysninger på et tidligere tidspunkt. Hun blev foreholdt følgende fra referat af møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 10. maj 1989:

”…
1. Redegørelse for den verserende terror-/røverisag.

Bech Hansen redegjorde for den aktuelle sags tråde tilbage til Kommunistisk Arbejds Kreds’ og Danmarks Socialistiske Befrielseshærs forbindelser med PFLP gennem 70’erne, over Würtzengidselaffæren i 1980 frem til Købmagergade-røveriet i 1988.

Forlydenderne om manglende samarbejde mellem PET og kredsene i de store røverisager var grundløse. PET havde kun haft svage indicier at arbejde med, men havde videregivet alle oplysninger til de berørte kredse.
…”

Hertil forklarede hun, at det gengivne fortsat er dækkende for hendes opfattelse. Baggrunden for hendes udtalelser på mødet var meget grundige briefinger, som hun naturligvis stolede på. Hun husker ikke, om man i forbindelse med briefingerne havde været nede i detaljerne i de enkelte forhold, eller konklusionen byggede på, hvad hendes nærmeste medarbejdere havde sagt om resultatet af gennemgangen af sagerne. I øvrigt mødte hun som statsadvokat i sagen mod Marc Rudin, og ved sin gennemgang af hele sagen i den forbindelse stødte hun ikke på oplysninger, der efter hendes mening burde have ført til, at PET burde have ”råbt vagt i gevær”. Hun var ikke i sin tid som politimester i PET inde i generelle overvejelser om samarbejdet mellem PET og politikredsene i konkrete forhold, herunder om videregivelse af oplysninger til brug for efterforskningen i en konkret sag. Så vidt hun husker, forelå der hverken skrevne eller uskrevne retningslinjer herfor. Det var et skøn fra sag til sag, og det kunne eksempelvis drøftes på deres morgenmøder. I morgenmøderne deltog ud over hende selv vicepolitimesteren, kriminalinspektøren, afdelingslederne og kontorlederen.

Hun blev foreholdt, at det fremgår af referat af møde den 22. september 1989 i Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål, at hun på mødet oplyste, at politiet var ved at være gennem materialet i Blekingegade-sagen, og at en sigtelse efter straffelovens § 108 var under overvejelse som følge af fundet af et omfangsrigt kartotek over danske jøder og Israel-sympatisører. Hertil forklarede hun, at man ved tiltalerejsningen holdt fast i § 108, mens § 114 ikke var med.

Hun blev foreholdt telegram af 25. september 1989 fra Danmission i New York til Udenrigsministeriet med kopi til blandt andre PET. I telegrammet blev der blandt andet refereret til en samtale, som Danmarks daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen havde haft med Taysir Kuba, der under samtalen ”indskød at være rede til at træde frem i en dansk retssal”. Hertil forklarede hun, at hun godt kan have set telegrammet dengang, men hun husker ikke, at det har været tilfældet. Hun mindes således ikke, at hun blev konfronteret med det problem, bortset fra flere år efter at hun havde forladt PET, hvor hun tilfældigvis løb ind i Uffe Ellemann Jensen, der spurgte hende, hvorfor ”vi dog i alverden ikke havde været interesseret i Taysir Kuba”. I samtalen med Ellemann Jensen fik hun nærmest det indtryk, at det var en anden sag end Blekingegade-sagen, som Taysir Kuba kunne have været interessant i. Mens hun var politimester i PET, havde hun ikke kendskab til, at Taysir Kuba havde anden rolle i forhold til Appel-gruppen, end at han var kontaktperson til nogen af de herboende PFLP-medlemmer. Hun blev foreholdt, at der i lejligheden i Blekingegade blev fundet et stykke papir med Taysir Kubas navn og et telefonnummer på. Det øvrige indhold af papiret tydede på, at der kunne være en tilknytning til Rausing-forholdet. Hertil forklarede hun, at det ikke vækker nogen erindring om at være blevet orienteret om Taysir Kubas tilbud.

PET havde gennem årene op til grundlovsforhørene i Blekingegade-sagen mange gange fået tilladelse fra retten til indgreb i meddelelseshemmeligheden over for Appel-gruppen under henvisning til mistanke om overtrædelse af den daværende § 114 i straffeloven. Indtil da var hele sagskomplekset bygget op heromkring. PET var derfor ikke i tvivl om, at der var grundlag for en tiltale for overtrædelse heraf. Derfor sad der som nævnt en gruppe hos PET, som arbejdede med at dokumentere overtrædelsen af § 114. Det var et kæmpe materiale, som skulle bearbejdes, og der kom 11 til 14 ringbind ud af gruppens arbejde. Per Larsen var ankermand i projektet. Da de skulle formulere sigtelsen vedrørende overtrædelse af § 114, blev den meget lang, hvilket aldrig er et godt tegn, men de var alligevel ikke i tvivl om, at der var grundlag for en sag om overtrædelse af § 114. Hun husker ikke, om hun i forbindelse med sagen iværksatte en juridisk gennemgang af § 114’s anvendelsesområde. Hun blev foreholdt, at Justitsministeriet den 18. april 1989 ifølge aftale sendte Henning Thiesen, PET, en fax med 15 siders bilag, herunder juridiske forarbejder vedrørende § 114. Hertil forklarede hun, at Henning Thiesen var meget inde i § 114-forholdet, og på et tidspunkt sendte han et brev til Finn Christiansen, Københavns Politi, herom. Hun tror ikke, at det var på hendes foranledning, at Thiesen gik ind i vurderingen af § 114.

Hun blev foreholdt internt notat af 19. april 1989 ”Vedr. møde med PD og V2 d. 19.4.89 kl. 1o.oo vedr. spm. om kære af byrettens afvisning af at fængsle med henvisning til strfl. § 114 i sagen mod Niels Jørgensen, Peter Døllner m.fl.” udarbejdet af Ole Weikop, Københavns Politi, hvoraf følgende fremgår:

”Det blev aftalt, at sigtelsen for overtrædelse af strfl. § 114 fastholdes. Der skal ikke i særlig grad argumenteres for anvendelsen ud over, hvad der er anført i kæreskriftet vedr. Abou-Daya.
Indblanding udefra ønskes ikke og må afvises. Hvis der pågår overvejelser om at frafalde § 114 må ordren herom komme direkte fra ministeriet.
…”

Hertil forklarede hun, at hun ikke husker drøftelser med Københavns Politi, i anledning af at byretten ikke ville fængsle på grundlag af § 114, ligesom hun ikke husker presseomtale og korrespondance vedrørende en diskussion mellem Eefsen og rigsadvokat Asbjørn Jensen vedrørende § 114 i forbindelse med sagen. Det var først, da statsadvokat Abildtrup slog sig i tøjret, at hun rigtig blev klar over, at der var et problem med hensyn til anvendelsen af § 114. Hun mener ikke, at hun var involveret i drøftelserne mellem Eefsen og Asbjørn Jensen eller blev orienteret om deres indbyrdes korrespondance herom.

Hun blev foreholdt brev af 8. februar 1990 fra Henning Thiesen til Finn Christiansen, hvorved der blev fremsendt en besvarelse af samrådsspørgsmål i Folketingets Retsudvalg vedrørende straffelovens § 114 og et notat af 8. februar 1990 udarbejdet af PET om ”PET’s anvendelse af straffelovens § 114”. Hertil forklarede hun, at hun havde set dette, inden brevet blev sendt. Hun husker ikke baggrunden for, at materialet blev fremsendt på dette tidspunkt. Hun var ikke bekendt med, at rigsadvokaten også havde udarbejdet et notat om § 114 i forbindelse med sagen. Hun husker ikke, om der var udarbejdet en tidligere udgave af notatet om ”PET’s anvendelse af straffelovens § 114”. Foreholdt notat af 22. juni 1989 om ”PET’s anvendelse af straffelovens § 114”, som på visse punkter afviger fra notatet af 8. februar 1990, forklarede hun, at det var Henning Thiesen, der stod for udarbejdelsen af notatet, som hun givetvis har set og godkendt, men hun har ingen erindring herom.

Hun blev foreholdt følgende fra Peter Øvig Knudsen: ”Blekingegadebanden” s. 778 f:

”…
I terrorsigtelsen, som PET’s chef Hanne Bech Hansen har været med til at formulere, er det af samme grund understreget, at de sigtede på grund af KA’s politiske erklæringer, de ulovlige aktiviteter og anskaffelsen af våben må have været klar over, at gruppen havde et ”dybere revolutionært sigte”. Gruppen havde ifølge sigtelsen ydet væsentlig økonomisk, logistisk og operationel støtte til PFLP, blandt andet gennem etablering af våbenlagre i både Frankrig og Danmark, og dermed støttet internationale terroraktiviteter, som ”uanset, hvor handlingerne foregår, også vil påvirke nationale danske anliggender, især når disse udøves med støtte fra Danmark”.
…”

Hertil forklarede hun, at hun havde udarbejdet sigtelsen sammen med Per Larsen, og det var udtryk for deres holdning til spørgsmålet om § 114’s anvendelse. Som det fremgår, havde de lidt svært ved at beskrive gerningsindholdet. Hun blev foreholdt anmeldelsesrapport af 2. maj 1989, hvor sigtelsen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 114 er formuleret som følger:

”Ved virke i ovennævnte organisationer at have medvirket til aktiviteter, der havde til formål ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender og forvolde forstyrrelse af samfundsordenen, idet det måtte stå de enkelte helt klart gennem dels de politiske manifestationer gruppen arbejdede ud fra, dels de konkrete aktiviteter gruppen udfoldede og dels gennem gruppens træning og anskaffelse af våben, at målet for aktiviteterne ikke alene var iværksættelse af omfattende uro, men også havde et dybere revolutionært sigte, ligesom gruppen aktivt ydede en væsentlig økonomisk, logistisk som operationel støtte til PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse), der bl.a. gennem omfattende terroraktiviteter har øvet afgørende indflydelse på internationale anliggender i forbindelse med den politiske stillingtagen til problemerne i Mellemøsten, en indflydelse, der bliver betydeligt forstærket i et moderne mediesamfund, og som uanset, hvor handlingerne foregår også vil påvirke nationale danske anliggender, især når disse udøves med støtte fra Danmark, en støtte, der bl.a. blev ydet igennem konkrete etableringer af omfattende våbenlagre i Danmark og Frankrig, for herigennem at skabe mulighed for iværksættelse af fremtidige terroraktioner i Danmark eller primært andre lande i Europa.”

Hertil forklarede hun, at det var det, som de mente, og det var derfor, at PET havde en hel gruppe, der sad og arbejdede med at finde materiale frem og beskrive alle de relevante aspekter til brug for en tiltale efter § 114. På et tidspunkt havde hun og Per Larsen på egen foranledning et møde med Abildtrup og Vibeke Uldal hos PET. På mødet forestod de en større gennemgang med plancher mm. for Abildtrup og Uldal af det udarbejdede materiale vedrørende § 114-forholdet. På mødet gav Abildtrup ikke udtryk for, om han var enig eller ej i, at der var grundlag for at rejse tiltale efter bestemmelsen. Hun og Per Larsen var også til møde hos Københavns Politi med Eefsen og Annemette Møller vedrørende § 114-forholdet. Hun mener, at dette møde lå efter mødet med statsadvokaten. Det var på dette møde, at Eefsen kom med en bemærkning om, at Københavns Politi ikke ville spændes for PET’s vogn. Denne bemærkning kunne kun forstås således, at Københavns Politi ikke var enig i, at der skulle rejses tiltale efter § 114. Da de gik fra mødet, var hun og Per Larsen således overbeviste om, at Københavns Politi ikke var indstillet på, at der skulle rejses tiltale efter § 114.

Hun har ikke kendskab til, hvordan processen med udarbejdelse af anklageskrift i Blekingegade-sagen forløb. PET var ikke involveret heri. Da anklageskriftet kom, var der ikke rejst tiltale for overtrædelse af § 114. Hun husker ikke, om de fik besked herom telefonisk, på et møde eller bare konstaterede det ved læsningen af anklageskriftet. Hun husker heller ikke, om hun havde fået en tilbagemelding, da PET afleverede ringbindene vedrørende § 114-forholdet til statsadvokaten. Hun har læst herom i det skrevne om Blekingegadebanden, men det bragte ikke noget frem i hendes erindring.

Af brev af 1. juni 1990 fra statsadvokaten til rigsadvokaten, hvorved statsadvokaten indstillede, at sagen blev forelagt Justitsministeriet med henblik på beslutning om, at der blev rejst tiltale mod Appel-gruppens medlemmer for overtrædelse af straffelovens § 108, fremgår blandt andet:

”…
F.s.v. angår den rejste sigtelse vedrørende overtrædelse af straffelovens § 114 skal jeg ligeledes senere vende tilbage, såfremt jeg finder anledning dertil.
…”

Foreholdt dette, forklarede hun, at hun ikke forud for denne indstilling var orienteret om, at § 114 ikke var medtaget i forbindelse med denne indstilling, men de havde stærkt på fornemmelsen, at § 114 ”ingen gang havde på jorden hverken hos politidirektøren eller hos statsadvokaten”. Det var PET’s holdning, at der skulle rejses tiltale efter § 114, da ringbindene blev afleveret til statsadvokaten, og hun mener stadig, at en tiltale efter § 114 burde have været prøvet i retten.

Hun blev foreholdt, at Jørn Moos i sin forklaring for kommissionen den 25. april 2012 blandt andet forklarede, at det først var, da hun kom til PET, at samarbejdet med en israelsk tolk formentlig med tilknytning til Mossad, der var ansat hos PET og oversatte aflyttede samtaler fra arabisk til engelsk, blev stoppet. Hertil forklarede hun, at det var som følge af bogen ”By Way of Deception”, at hun var blevet opmærksom på problemet. I bogen, der var skrevet af en israelsk efterretningsagent, Ostrovsky, blev der skrevet meget dårligt om den danske efterretningstjeneste, herunder at der hos PET sad en israelsk agent og foretog oversættelser. Hun traf efterfølgende beslutning om, at oversætteren ikke kunne være ansat længere. Hun husker ikke præcist, hvornår det skete, men hun husker, at hun sagde til oversætteren, ”at han skulle være ude, når træerne udenfor havde fået farve”. De havde intet grundlag for at mistænke oversætteren for noget, og derfor skulle det foregå på en pæn måde, og det var ikke sådan, at ”han røg ud dag et”. Forespurgt, om det kunne være i hendes første efterår som politimester i PET, at det foregik, forklarede hun, at det må det have været. Hun mener, at hun orienterede om forløbet i Regeringens Sikkerhedsudvalg[1].

Kl. 14.15 blev afhøringen afsluttet.

Jens Rosenløv

formand


[1] Note i forbindelse med godkendelse af protokollat: ”Sidste afsnit er gengivet helt i overensstemmelse med den forklaring, jeg afgav den 23. maj 2012, men jeg har husket fejl, hvilket jeg beklager. Som jeg husker det i dag, er begivenhedsforløbet således: Den israelske tolk havde forladt PET inden udgivelsen af Ostrovskys bog By Way of Deception. Hvornår det skete, husker jeg ikke. Da bogen udkom i efteråret 1990, gav den mig anledning til at underrette justitsministeren om, at tolkens ansættelsesforhold, der var omtalt i bogen, var ophørt. Jeg husker ikke, om Regeringens Sikkerhedsudvalg eller Det Parlamentariske Kontroludvalg blev orienteret.”


Forside | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0, Maj 2014
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk