PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 10
2. KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN 1960-1967 OG ORGANISATIONEN TIL OPLYSNING OM ATOMKRAFT 1974-1989

Forside | Til bund | Forrige | Næste


2. KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN 1960-1967 OG ORGANISATIONEN TIL OPLYSNING OM ATOMKRAFT 1974-1989

Den kolde krig, atomoprustning og dansk kernevåbenpolitik, 1940’erne og 1950’erne

Den kolde krig begyndte som en politisk og ideologisk konflikt mellem to systemer, der betragtede sig som hinandens modsætninger. Med Berlinblokaden i 1948-49 udviklede striden sig imidlertid til at være en konflikt, hvor der også var risiko for militære sammenstød. Det stod klart, da USA under blokaden efter anmodning fra den britiske udenrigsminister, Ernest Bevin, valgte at overføre 90 B-29 bombefly til Europa. Disse fly kunne bære kernevåben, skønt de ikke gjorde det. I Moskva kunne den politiske ledelse imidlertid ikke vide sig sikker på, hvorvidt det var tilfældet. Overførelsen af bombeflyene havde karakter af psykologisk krigsførelse og kunne i værste fald synes som et forvarsel om krig.[10] Deployeringen er, som det hedder i et internationalt standardværk om den tidlige kolde krig, gået over i historien som USA’s ”eneste bevidste forsøg på forud for Koreakrigen at udnytte sit atomvåbenmonopol til at afskrække sovjetisk militær handlen.”[11]

Berlinblokaden bidrog til at fremme militariseringen og atomoprustningen under den kolde krig. Herom vidner omfanget af oprustningen i første halvdel af det 20. århundrede: I tiden op til første verdenskrig og i mellemkrigsårene udgjorde våbenudgifterne mellem 3 og 3,5 procent af verdens samlede produktion. Beregnet på samme måde udgjorde våbenudgifterne efter 1945 omtrent 6-8 procent.[12] Og ser man på typen af producerede våben, var der også tale om en påfaldende udvikling. Frem mod afslutningen på anden verdenskrig havde USA udviklet kernevåbnet og anvendt det i de afsluttende krigshandlinger mod Japan. I årene der fulgte, opstod der et våbenkapløb om fremstilling af kernevåbnene. Hvor krige hidtil havde haft potentiale til at blive verdensomspændende, men ikke altødelæggende, så fulgte der med de nye våben det perspektiv, at alt levende kunne tilintetgøres.[13]

Dette perspektiv tegnede sig ikke fra dag til anden, men var resultatet af en udvikling, hvor USA’s og Sovjetunionens forhold til Europa spillede en nøglerolle. I slutningen af 1940’erne var det således en dominerende forestilling i flere vestlige landes regeringer, at en eventuel krig mellem Øst og Vest ville foregå på det europæiske kontinent, og at Sovjetunionen – på grund af sin konventionelle overlegenhed – ville være i stand til at besætte betydelige dele af Vesteuropa. Dette scenarium var en tungtvejende årsag til, at flere vesteuropæiske lande i 1948-49 ønskede USA tilknyttet Vesteuropa som forsvarsmagt. Etableringen af Atlantpagten i 1949 (fra 1950: NATO) må først og fremmest anskues i den sammenhæng, selvom der også var andre perspektiver bag alliancedannelsen.[14] På dette tidlige tidspunkt i den kolde krig blev USA’s militære enheder og kernevåbenmonopol af flere vesteuropæiske lande betragtet som en garanti mod et østligt overfald.[15]

I 1950’erne opprioriterede USA produktionen af kernevåbnene og fremmede udviklingen af brintbomben. Allerede i 1950 gjorde den amerikanske regering således det nationale sikkerhedsråds resolution 68 (NSC 68) til amerikansk politik. Dermed stod det klart, at USA’s militære slagstyrke skulle svare til landets ambitioner, hvilket var en eufemisme for, at USA skulle være klodens stærkeste militærmagt. Med reference til Sovjetunionen var det en vurdering i resolutionen, at hvis ledelsen i Kreml ikke var overbevist om USA’s styrke, ville amerikansk retorik fremstå som bluff.[16] Den skærpede amerikanske politik var blandt andet et resultat af den internationale udvikling, hvor Sovjetunionen i 1949 havde detoneret sin første atombombe.

Væsentlig for den skærpede amerikanske politik var også, at Maos kommunister i 1949 havde besejret nationalisterne i Kina, hvorpå Kina ”blev tabt” for den vestlige verden – som det hed i datidens jargon.[17] Året efter – i 1950 – startede krigen i Korea, da nordkoreanerne angreb den sydlige del af landet, og netop denne konfrontation skulle blive vigtig, for med krigen blev det klart for omverdenen, at USA afviste at benytte sig af kernevåbnet, skønt der lå planer herfor. Det var under indtryk heraf, men også i lyset af usikkerheden om Tysklands fremtid, at den nye Eisenhower-administration i 1953 anlagde ”New Look”-strategien. Et hovedelement heri var, at Sovjetunionen ikke måtte efterlades med det indtryk, at USA i tilfælde af militær konfrontation ville undlade at anvende kernevåben. Hvor inddæmningspolitikken under Truman-administrationen (1945-53) havde bestået i, at USA og dets allierede skulle svare igen på en given aggression i de regioner, hvor denne måtte finde sted, blev det Eisenhowers strategi, at en sovjetisk aggression eventuelt ville besvares med kernevåben – og måske endda i andre dele af verden.[18]

Oprustningen i USA havde sine klare paralleller i Sovjetunionen. Umiddelbart efter afslutningen på anden verdenskrig var Sovjetunionen bagud i forhold til USA, hvad angik produktion af kernevåben. Imidlertid var det i 1940’erne lykkedes Sovjetunionen at hverve en række spioner, der deltog i arbejdet med at udvikle den amerikanske atombombe under det såkaldte Manhattan-projekt. Disse spioner overdrog op gennem 1940’erne Sovjetunionen teknologisk viden til fremstilling af kernevåben, og allerede i 1949 detonerede Sovjetunionen som nævnt sin første atombombe. I de vestlige lande kom prøvesprængningen som et chok, idet man først havde ventet den et par år senere.[19] Året efter, at USA i 1952 havde prøvesprængt sin første brintbombe, fulgte i 1953 en tilsvarende prøvesprængning fra sovjetisk side. Denne nye prøvesprængning var udtryk for, at Sovjetunionen var kommet i besiddelse af betydelig teknologisk og videnskabelig kundskab.[20] Men ikke nok med det: I 1957 var Sovjetunionen kommet så vidt, at det affyrede sit første missil med interkontinental rækkevidde. Dermed kunne Sovjetunionen reelt true USA med et kernevåbenangreb på det amerikanske fastland. Og i oktober 1957 sendte Sovjetunionen den første Sputnik-satellit i kredsløb. Især denne sidste handling vakte opsigt i de vestlige lande. Snart var det en udbredt opfattelse, at USA havde mistet sin teknologiske overlegenhed.[21]

Danmarks ønske om at blive optaget i Atlantpagten var en følge af, at det ikke lykkedes Norge, Sverige og Danmark at nå til enighed om et nordisk forsvarsforbund i 1948-49.[22] Med tilslutningen til Atlantpagten, april 1949, var Danmarks kernevåbenpolitik dog ikke afklaret, og i første omgang var spørgsmålet end ikke aktuelt. Umiddelbart gjaldt det for Danmark om at opruste konventionelt. Mellem 1948 og 1953 blev landets forsvarsbudget således tredoblet fra ca. 300 til ca. 900 millioner kroner årligt.[23] Med ”New Look”-strategien tematiseredes imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt NATO-landenes forsvar skulle atomoprustes. Et første skridt blev taget i 1954, da NATO-rådet gjorde resolutionen ”MC 48” til alliancens vedtagne politik. Ifølge ”MC-48” ville alliancelandene – men besluttet af amerikanerne – kunne anvende kernevåben på det europæiske fastland i tilfælde af militær konfrontation.[24] Tre-fire år senere – fra 1957-58 – påbegyndte NATO-landene offentligt at debattere en mulig atombevæbning af det atlantiske forsvar. Den offentlige debat i Danmark tog til i begyndelsen af 1957, da USA erklærede at ville stille raketter, der kunne armeres med kernevåben, til rådighed for NATO-landene (Nike Hercules- og Honest John-raketter). Dansk kernevåbenpolitik blev afgjort under folketingsvalgkampen i forsommeren 1957, da statsminister H.C. Hansen (S) udtalte, at Danmark ikke var blevet tilbudt kernevåben, og at hvis tilbuddet var kommet, ”Saa føler jeg mig personligt overbevist om, at vi ville have svaret nej tak!”[25]

Siden 1957 har det været dansk politik ikke at acceptere kernevåben på dansk jord, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at spørgsmålet har været uden politisk interesse. I 1960’erne var kernevåbnene det centrale tema for tiårets fredsbevægelse, og i 1980’erne blev spørgsmålet på ny et varmt emne med diskussionerne om Norden som kernevåbenfri zone. Endelig blev spørgsmålet om dansk kernevåbenpolitik nærværende, da det i midten af 1990’erne blev kendt, at H.C. Hansen i 1950’erne havde accepteret, at USA oplagrede kernevåben i Grønland.[26]

Kampagnen mod Atomvåben

Våbenkapløbet og navnlig atomoprustningen vakte bekymring i brede kredse. Oprindeligt havde især naturvidenskabsfolk været skeptiske over for udviklingen. I 1946 dannede således Albert Einstein og Leó Szilárd foreningen The Emergency Committee of Atomic Scientists, hvis formål var dels at advare politikere og offentlighed om risiciene ved udviklingen af kernevåbnene, dels at fremme en fredelig brug af atomenergien. Fire år senere – i 1950 – udfærdigede Niels Bohr et åbent brev til FN, hvori han opfordrede Øst og Vest til at dele deres forskningsresultater inden for kernefysikken med hinanden.[27] Og i slutningen af 1950’erne opfordrede den amerikanske nobelpristager Linus Pauling – sammen med omtrent 9.000 andre videnskabsfolk – FN til at bringe de tilbagevendende atombombeprøvesprængninger til standsning.[28]

Naturvidenskabsfolkenes bekymring over kernevåbnene forplantede sig i løbet af en årrække til den vestlige offentlighed. I 1958 opstod der i Vesttyskland en fredsbevægelse under navnet Kampf dem Atomtod (Kamp mod Atomdøden), efter at den vesttyske regering i marts måned havde godkendt at atombevæbne det vesttyske forsvar.[29] I Storbritannien opstod der samme år en fredsbevægelse under navnet CND (Campaign for Nuclear Disarmament, Kampagnen for Atomvåbenafrustning).[30] Året efter, i 1959, fulgte etablering af The European Federation against Nuclear Arms (Den Europæiske Sammenslutning mod Kernevåben), der var et internationalt samarbejdsorgan for de europæiske atomkampagner.[31] Og i USA dannedes organisationen The National Committee for a Sane Nuclear Policy (Den Nationale Komité til fremme af en Fornuftig Atomvåbenpolitik).[32]

Den almindelige bekymring over atomoprustningen var et fænomen, der også gjorde sig gældende i Danmark. Da Danmark i 1959 og begyndelsen af 1960 modtog Nike Hercules- og Honest John-raketter – der dog ikke var armeret med atomare sprænghoveder – havde en kreds af aktivister, organiseret i den pacifistiske fredsorganisation Aldrig mere Krig (1929-), gennemført demonstrationer. Blandt aktivisterne var den dengang 28-årige Carl Scharnberg, der tidligere havde gjort sig bemærket som forfatter dels til en antimilitaristisk roman betitlet Branden (1956), dels til en artikel om konsekvenserne af at være militærnægter.[33] Det følgende år, 1960, rejste Scharnberg til Storbritannien for i marts måned at deltage i en march fra Aldermaston, som lå mellem Bristol og London i det sydlige England, til London. CND stod som arrangør, og valget af Aldermaston som marchens begyndelsessted var begrundet med, at denne by var centrum for Storbritanniens kernevåbenproduktion. Marchen gjorde et stort indtryk, og efter at været kommet tilbage til Danmark skrev Scharnberg en kronik under titlen ”Aldermaston-London 1960”, hvori han berettede om den fire dage lange march, der havde sin destination på Trafalgar Square.[34] I tiden, der fulgte, arbejdede Scharnberg energisk for at etablere et dansk sidestykke til den engelske atomkampagne. Bestræbelserne lykkedes, da han i juli 1960 sammen med professorerne P.V. Glob, Jørgen Dich, Martin Ottesen, forfatterne Halfdan Rasmussen, Erik Knudsen samt højskolelærerne Svend Haugaard og Tage Hind dannede Kampagnen mod Atomvåben (herefter: KmA).[35]

Ligesom den engelske atomkampagne var det KmA’s foretrukne aktionsform at skabe opmærksomhed gennem marcher. I Danmark valgtes en rute fra Holbæk til København. KmA’s storhedstid var årene fra 1960 til cirka 1963. I efteråret 1960 gennemførtes den første atommarch. Ved begyndelsen i Holbæk udgjorde deltagerne 800-900, men ved ankomsten i København var antallet kommet op på omtrent 5.000. KmA stillede ved denne lejlighed som krav, at der ikke måtte være kernevåben på dansk jord, at der skulle oplyses sagligt og reelt om følgevirkningerne af radioaktivt nedfald, at den danske regering skulle gøre sit yderste for, at Danmark ikke blev bombemål og endelig, at den danske regering skulle arbejde for et internationalt forbud mod anvendelse af kernevåben.[36] En betydelig del af det partipolitiske miljø tog på det tidspunkt afstand fra KmA. Dette gjaldt en del af Socialdemokratiet samt Det Konservative Folkeparti. Frygtscenariet synes at have været, at kommunisterne var de egentlige drivkræfter bag KmA, men KmA’s kritikere synes også at have været skeptiske over det forhold, at NATO overhovedet blev kritiseret. Om marchen i efteråret 1960 skrev den konservative folketingskandidat, generalmajor Erik Kragh, i Berlingske Tidende: ”Med mørket rugende over de danske landeveje vandrer ”atomhæren” mod vor hovedstad. Marxistiske medløbere og den defaitistiske skare ønsker hellere en skæbne under totalitært styre …”.[37] To dage forinden havde den konservative pressetjeneste hævdet, at det var ”kommunisterne”, der stod bag ”atommarchen”.[38] Tilsvarende synspunkter blev bragt til veje i socialdemokratiske skrifter.[39] Ifølge to tidligere undersøgelser af KmA’s historie var sådanne beskyldninger grundløse, da bevægelsen blot virkede som et supplement til det almindelige parlamentariske liv, og den således alene forsøgte at påvirke Folketingets partier. KmA var – hedder det – en tværpolitisk aktivistbevægelse, idet det dog også betones, at SF programmatisk stod KmA nær.[40]

Marchen i 1960 var nok en succes for KmA, men ikke en folkesag. Anderledes forholdt det sig med påskemarchen i 1961. Denne fik langt større gennemslag, antagelig fordi forholdet mellem Øst og Vest var blevet forværret i den mellemliggende tid. For det første deltog 20-25.000 personer, da marchen afsluttedes i København. For det andet lykkedes det at råbe en mindre del af det partipolitiske liv op. Således valgte det socialdemokratiske folketingsmedlem, kirkeminister Bodil Koch, at holde tale for de forsamlede masser, da marchen blev bragt til afslutning foran rådhuset i København. Ministerens budskab var, at der ikke var nogen forskel mellem KmA’s krav om dansk kernevåbenfrihed og den danske politik. Regeringens politik var, anførte hun, at der ikke måtte være kernevåben på dansk jord i fredstid. Bodil Kochs optræden havde forlods givet anledning til en del kritik fra bl.a. konservativ side, idet en minister – hed det kritisk – ikke burde tale for demonstranterne.[41] Denne for KmA positive udvikling fortsatte i 1962, da politikere fra alle politiske partier repræsenteret i Folketinget holdt taler for demonstranterne, da de ankom til København. Kampagnen var med andre ord blevet anerkendt som en politisk faktor, der måtte tages alvorligt. Også selv om formentlig en betydelig del af det politiske liv fortsat betragtede KmA med reservationer.[42]

Hvor påskemarcherne de første år i det væsentlige havde været et hovedstadsfænomen, besluttede kampagneledelsen, at marchen i 1963 skulle forlægges til den sydlige del af Jylland fra Haderslev ned over grænsen til Vesttyskland. Denne begivenhed blev dog ikke slet så succesfuld som de foregående års marcher. Dels deltog blot omkring 2.500 personer. Dels fik begivenheden kun begrænset medieopmærksomhed. Fra vesttysk side afviste man endvidere at lade demonstranterne krydse grænsen.[43] Denne begyndende afmatning tiltog frem til 1967. I 1964 forsøgte KmA at præge valgkampen op til folketingsvalget, men dette synes i det væsentlige at være mislykkedes. Derefter engagerede kampagnen sig i at udgive og omdele pjecer. Desuden arrangerede KmA møder om kernevåbnene. Sluttelig tog aktivister fra KmA del i udenlandske demonstrationer og protestmarcher. I begyndelsen af 1967 traf kampagnens ledelse beslutning om at nedlægge sit kontor.[44] Der er flere forklaringer på KmA’s afmatning, men vigtig var formentlig underskrivelsen af Moskva-traktaten (1963) om standsning af kerneprøvesprængninger i atmosfæren.[45] Desuden har det givet spillet en rolle, at den spirende Vietnambevægelse begyndte at appellere til de unge mennesker. Endelig kan man antage, at der har været et element af mode over den store tilslutning til KmA i begyndelsen af 1960’erne, og at denne mode efter et par år langsomt aftog.

Det er en vurdering i den eksisterende litteratur, at KmA havde ”nogen betydning” for de socialdemokratiske regeringers folkeoplysning om atomspørgsmålet. Desuden antages det, at KmA virkede som en katalysator for at engagere datidens ungdom i politisk arbejde og for de efterfølgende års aktivistbevægelser. Mere usikkert er det, om KmA fik nogen betydning for dansk kernevåbenpolitik. Opfattelsen synes at være, at Socialdemokratiets holdning til kernevåbnene blev mildt påvirket, om end det fremhæves, at flere andre faktorer også har spillet en rolle.[46] Klart står det imidlertid, at dansk kernevåbenpolitik var blevet lagt fast i 1957, da det besluttedes, at Danmark ikke ønskede kernevåben på dansk jord ”under de nuværende omstændigheder”. Og eftersom atomkampagnens væsentligste krav var, at Danmark skulle være kernevåbenfrit, var der tale om et krav, der allerede var blevet indfriet af landets politikere.[47]

PET’s overvågning

PET var opmærksom på KmA lige fra dens oprettelse. Herom vidner et par dokumenter i PET’s emnesag. Den 10. juni 1960 blev kampagnen dannet, og fem uger senere – den 16. august – udfærdigede en PET-medarbejder et par notater herom. Det fremgik, at KmA havde opbakning fra Aldrig mere Krig, Komitéen til Oplysning om Atomfaren, Danmarks demokratiske Kvindeforbund, Studentersamfundet samt foreningen Militærnægterne i Gribskov. Det fremgik endvidere, at den nye sammenslutning havde truffet beslutning om at gennemføre en demonstration allerede i slutningen af oktober 1960.[48] I de følgende syv år blev KmA overvåget af PET. Det generelle indtryk, der dog er baseret på et meget spinkelt kildemateriale, er, at PET grundlæggende var interesseret i at vide, hvordan KmA stillede sig til Øst-Vest-konflikten. Var der tale om en kommunistisk frontorganisation, eller var KmA snarere en del af det miljø, der i årene, der fulgte, skulle omtales som det nye venstre? For at besvare dette spørgsmål indhentede PET gennem årene oplysninger om KmA’s programmatiske ståsted og om den skiftende personkreds, der udgjorde bevægelsens landsledelse. Samtidig blev der gjort notater om KmA’s aktiviteter.

Billede: En af 1960’ernes markante protestbevægelser var Kampagnen mod Atomvåben. Idémand og frontfigur var fredsaktivisten Carl Scharnberg, der var inspireret af den britiske atomkampagne, Campaign for Nuclear Disarmament. PET vurderede i 1967 følgende: ”Som en afrunding af indtrykket af KMAs virksomhed siden 1960 kan anføres, at det stort set hele tiden er lykkedes den vekslende ledelse at holde bevægelsen fri for yderligtgående, især kommunistisk, infiltration. Selv om der ved visse lejligheder fra kommunistisk side gjordes forsøg på at vinde indpas i kampagnen, lykkedes det aldrig rigtigt at få fodfæste...”. Ovenfor ses ”atommarchen” 20.-22. april 1962. (Arbejdermuseet og ABA).

En af 1960’ernes markante protestbevægelser var Kampagnen mod Atomvåben. Idémand og frontfigur var fredsaktivisten Carl Scharnberg, der var inspireret af den britiske atomkampagne, Campaign for Nuclear Disarmament. PET vurderede i 1967 følgende: ”Som en afrunding af indtrykket af KMAs virksomhed siden 1960 kan anføres, at det stort set hele tiden er lykkedes den vekslende ledelse at holde bevægelsen fri for yderligtgående, især kommunistisk, infiltration. Selv om der ved visse lejligheder fra kommunistisk side gjordes forsøg på at vinde indpas i kampagnen, lykkedes det aldrig rigtigt at få fodfæste...”. Ovenfor ses ”atommarchen” 20.-22. april 1962. (Arbejdermuseet og ABA).

Marcher og anden aktivitet

Det bevarede kildemateriale, der kan belyse PET’s overvågning af KmA, er som nævnt fragmentarisk. Der er således kun bevaret et mindre antal kilder om KmA’s virksomhed i perioderne 1960-62 og 1964-67. Det billede der kan skitseres af KmA’s virke i den periode – demonstrationer, aktioner, publikations- og oplysningsvirksomhed og forbindelse til udenlandske atomkampagner – svarer dog i det væsentlige til fremstillingerne i de eksisterende historiske undersøgelser.[49] Eksempelvis omtales i PET’s akter en af KmA arrangeret demonstration under Cubakrisen i 1962, hvor atomkampagnen erklærede sin støtte til FN og argumenterede for afskaffelse af kernevåbnene. Ifølge PET havde demonstrationen udviklet sig derhen, at mellem 1.000 og 2.000 yngre mennesker efter demonstrationens afholdelse havde gennemført en ulovlig aktion foran den amerikanske ambassade, hvorpå der opstod uroligheder og gadeuorden. KmA fralagde sig efterfølgende ethvert ansvar for urolighederne, idet den, med PET’s ord, erklærede, at ”man hellere ville opløse bevægelsen end at se den misbrugt politisk.”[50] PET synes ikke på det tidspunkt at have næret mistanke om, at KmA virkede for kommunisterne. PET’s skildring af begivenheden forekommer realistisk og svarer til en vurdering i den eksisterende litteratur.[51]

PET’s overvågning af atommarchen i 1963 kan fremstilles mere præcist, da tjenestens resumé over begivenheden er bevaret. Ifølge PET’s oplysninger var marchen arrangeret af Scharnberg, Hind og Haugaard, der samtidig agiterede forholdsvis indgående herfor navnlig i provinsen. Et blandt flere virkemidler var ulovlig plakatopklæbning. I Haderslev, hvor marchen skulle tage sit afsæt, blev der i den lokale presse opfordret til at støtte kampagnen økonomisk og til at deltage. PET noterede, at fem af underskriverne til denne opfordring var kendte fra fredsbevægelsen. Endvidere var to af underskriverne medlemmer af Det Radikale Venstre, fire var fra DKP eller sympatisører heraf, og endelig var tre kendte som SF’ere. De resterende 13 var ”politisk ukendte”, hvilket vil sige, at de ikke var opført i PET’s kartoteker eller på tromlen.[52] PET observerede endvidere, at der under marchen blev holdt taler af højskolelærer Uffe Gertsen og af Carl Scharnberg, men at ingen af disse agiterede kommunistisk eller vestfjendtligt. Endelig bemærkedes det i resuméet, at den sovjetiske ambassade overvågede arrangementet. Ifølge PET var således en TASS-korrespondent ved navn Aleksandr Pavlov til stede ved marchens begyndelse. Resuméets forfatter formulerede det i ordene: ”I sin egenskab af pressemand har han utvivlsomt ”dækket” marchens forløb.”[53] Resuméets konklusion lød, at arrangementet var afviklet på udramatisk vis og uden nogen kommunistisk tendens. Det er uvist, hvorfor PET har valgt at bevare den sammenfattende rapport om marchen i 1963, når tjenesten har makuleret resuméerne om de foregående marcher. En mulig forklaring er, at marchen i 1963 til forskel fra de foregående begivenheder ikke blot berørte danske anliggender, men knyttede an til det dansk-vesttyske forhold. En anden mulig forklaring kan være, at resuméet rummede bevaringsværdige oplysninger om sovjetisk virksomhed i Danmark.

Ud over det ovenfor anførte foreligger der kun spredte informationer om KmA’s virksomhed. I en PET-notits udfærdiget den 24. januar 1967 hedder det dog, at KmA ville indstille sin virksomhed. Carl Scharnberg havde dagen forinden offentliggjort dette budskab i Fyens Stiftstidende, idet han samtidig havde opfordret KmA’s aktivister til at gøre sig nyttige i den nydannede Vietnambevægelse.[54]

KmA’s politiske ståsted

PET var først og fremmest interesseret i, hvor den nye bevægelse befandt sig politisk. Det fremgår, at PET hurtigt kom til den erkendelse, at KmA ikke ønskede at være et redskab for kommunistisk propaganda. Det hedder i en af de tidligste notitser, at KmA offentligt havde tilkendegivet, at den var upolitisk, og der er ikke noget, der tyder på, at PET tvivlede på, at det var oprigtigt ment. I notitsen, der er fra 1961, betegnede PET således KmA’s ledelse som ”en kreds af idealister, muligt pacifister, der stræber efter forbud mod atomvåben, og som ønsker at skabe en folkebevægelse mod kernevåben.” Alligevel var PET opmærksom på bevægelsen, da atomkampagnens ledelse ifølge PET ikke altid var bevidst om, at kampagnen blev forsøgt udnyttet af personer fra den yderste venstrefløj. Det hed således i notitsen fra 1961, at formanden for Selskabet Danmark-DDR, Esther Brinch, havde holdt tale ved atomkampagnens første demonstration i efteråret 1960, og at Brinch havde vendt ”sig stærkt mod Danmarks medlemskab af NATO”. PET konkluderede:

”I denne stræben efter en varig fred har organisationen ikke haft for øje, at den kan komme til at støtte kredse af politisk yderliggående personer, der herved har en let lejlighed til at udnytte organisationens arrangementer i politisk øjemed og til egen fordel.”[55]

I vinteren 1960-61 havde KmA ifølge egne udsagn arrangeret omkring 300 møder. I en firesiders notits fra februar 1962 noterede PET, at KmA’s kritik rettede sig mod såvel østlige som vestlige atomprøvesprængninger. KmA syntes således programmatisk at placere sig inden for det politiske spektrum, der benævnes det nye venstre.[56] Hvad angik kritikken af Øst, hed det, at KmA stod fadder til tre demonstrationer foran den sovjetiske ambassade i september 1961, hvor de fremmødte havde kritiseret Sovjetunionens atomprøvesprængninger, der ellers var sat i bero med de nedrustningsdrøftelser, som var påbegyndt mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien i oktober 1958. Ifølge notitsen havde DKP tilbage i 1960 udvist stor interesse for KmA, men denne interesse var angiveligt ophørt, da KmA havde arrangeret det første møde uden for den sovjetiske ambassade. Det hed i PET’s notits:

”Om DKP’s pludselige afstandstagen udtalte formanden for partiets københavnsledelse, Preben Henriksen, den 7. september 1961 på et aktivmøde bl.a., at DKP ikke havde deltaget i demonstrationerne den 1. september 1961, og at man ikke havde til hensigt at møde op til demonstrationer mod Sovjetunionen. Han anførte, at Sovjetunionen var blevet provokeret til at genoptage prøvesprængningerne, og at Sovjetunionens beslutning herom var et modstykke til NATO-politikken og Vesttysklands militarisme. Efter partiets mening var en demonstration mod Sovjetunionen en forfejlet aktion, som blandede årsag og virkning sammen, hvorved man kom til at skade den sag, som man ville gavne, nemlig fredens sag. Fra Kampagnens side har man ikke i noget tilfælde været interesseret i noget nærmere samarbejde med DKP, men tværtimod offentligt tilkendegivet, at man ikke ville engagere sig i partipolitisk arbejde …”.[57]

PET’s vurdering var således, at KmA politisk befandt sig i miljøet omkring det nye venstre, uden at man dog konstaterede nogen partirelation.

Fra protestbevægelse til politisk parti?

Kampagneledelsen erklærede ganske fra bevægelsens opståen, at KmA var tværpolitisk, og at formålet var at påvirke meningsdannere og politiske partier til bl.a. at tage afstand fra kernevåbnene. I 1963 aktualiseredes imidlertid spørgsmålet, om KmA alligevel overvejede at omdanne sig til et politisk parti. Baggrunden var udviklingen i den britiske atomkampagne, CND, der som nævnt var et vigtigt forbillede for KmA. Oprindeligt havde det i 1958 været CND’s mål at overbevise den britiske regering om at tage afstand fra kernevåbnene. Når dette var nået, bestod det næste i at få den britiske regering til at lægge pres på USA og Sovjetunionen, hvorefter disse to nationer også skulle tage afstand fra kernevåbnene.[58] Efter et par år med betydelig folkelig opbakning gennemløb bevægelsen imidlertid en politisk forandring, der endte i splittelse. Ved CND’s dannelse havde dens fremtrædende skikkelser befundet sig på den britiske centrum-venstrefløj (f.eks. Labour-politikeren Michael Foot, filosoffen og matematikeren Bertrand Russell samt historikeren A.J.P. Taylor), men fra cirka 1960 blev CND stadig mere radikaliseret. Et første signal herom kunne ses i 1960, da CND stillede krav om Storbritanniens udtræden af NATO. Samme år dannedes der inden for bevægelsen en 100 mand stor komité, der bekendte sig til ikke-voldelig civil ulydighed.[59] Ifølge PET’s oplysninger var det i 1963 situationen, at ”en hård kerne af professionelle marxister” forsøgte at ”overtage og udnytte bevægelsen”. Desuden var PET i besiddelse af oplysninger, der pegede på, at CND var på vej til at blive et ”isolationistisk parti”, hvis ”inspiration er anti-amerikanisme, og hvis konkrete funktion, dersom udviklingen fortsætter i samme baner, bliver at virke som redskab for sovjet-politik”. Under den britiske påskemarch i 1963 var den ellers rolige march forvandlet til en ”højst ufredelig” begivenhed, hvor der blev spredt ”flyveblade med aftrykte tekster fra et regeringsdokument om det britiske civilforsvars hemmelige planer i krigstilfælde.”[60] Da det underliggende materiale er makuleret, vides det imidlertid ikke, hvad PET’s oplysninger om de ”professionelle marxisters” angivelige ønske om at overtage og udnytte CND byggede på.

I forlængelse af ovenstående hed det i PET’s resumé over KmA’s påskemarch i 1963, at ”også den danske bevægelse for tiden synes udsat for visse indre brydninger.”[61] Ifølge PET’s oplysninger var sammenhængen den, at ”visse kredse” arbejdede på at udvide kampagnens program til at blive et ”ANTI-Nato, ANTI-Europa, ANTI-forsvar o.s.v. – altså en tydelig venstreorienteret politisk stillingtagen til en række af tidens andre problemer.” Så vidt PET vidste, var den daværende ledelse ”i nogen grad” modstander af en sådan udvikling. Imidlertid havde KmA kort tid forinden erklæret, at hvis den danske regering accepterede en NATO-atomslagstyrke, ville KmA arbejde for, at Danmark skulle ud af NATO. PET’s vurdering lød: ”Hvorvidt den danske kampagne endeligt vil blive ledet ind i lignende baner, som den engelske kampagne for tiden bevæger sig ad, er vanskeligt at sige, og der har herhjemme ikke hidtil vist sig egentlige konkrete udslag af tilsvarende aktivitet, som udvistes under den engelske påskemarch.”[62]

Resuméet fra maj 1963 specificerede ikke, hvilke ”kredse” der arbejdede for at overtage kampagnen. Dette fremgik imidlertid af et notat fra september samme år. Gennem den seneste tid havde ikke alene DKU, men også DKP og SF, forsøgt at fremme et samarbejde med KmA, idet formålet var at agitere imod NATO, for Kekkonen-planen (om et atomvåbenfrit Norden) og for anerkendelsen af Østtyskland. Desuden forsøgte DKU angiveligt at få KmA organiseret i mere faste rammer med en valgt ledelse, faste tilbagevendende kongresser, et arbejdsprogram, lokalgrupper etc. DKU’s interesse heri skulle være at skabe en organisation, hvor kommunisterne gennem systematisk arbejde kunne få fast fodfæste. PET vurderede hertil: ”Skulle KMA følge disse retningslinier, ville bevægelsen snart blive 100% kommunistisk”.[63]

I august 1963 holdt KmA sin første egentlige kongres. Ifølge PET’s oplysningerne havde spørgsmålet om KmA’s organisation været til debat gennem en hel dag. Imidlertid var det ”med stort flertal” blevet besluttet, at den selvsupplerende landsledelse skulle fortsætte.[64] I det omfang ungkommunisterne måtte have haft til hensigt at foretage organisationsændringer, var det blevet afvist. I september 1963 konstaterede PET derfor: ”Den nuværende ledelse af bevægelsen består af 16 personer, der udgør landsledelsen. Af disse er 3 kendt som kommunister, 5 som SFere, 6 som pacifister og fredstilhængere, medens 2 hidtil ikke er belastende kendt.”[65] Denne lidet alarmerende vurdering forandredes ikke de følgende år. I 1964 traf to af kampagens fremtrædende aktivister, Heinz Hansen og Svend Haugaard, beslutning om at forlade KmA’s forretningsudvalg, idet de ønskede at blive opstillet til Folketinget for henholdsvis Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Hansen og Haugaard blev derpå erstattet af to andre. PET konstaterede derefter: ”Tilsyneladende har KMA trods visse bestræbelser på fra visse yderliggående kredses side at øve indflydelse på bevægelsen formået at bevare sit tværpolitiske tilsnit…”.[66]

Om KmA og kommunistisk infiltration hed det i en afsluttende notits fra 1967:

”Som en afrunding af indtrykket af KMAs virksomhed siden 1960 kan anføres, at det stort set hele tiden er lykkedes den vekslende ledelse at holde bevægelsen fri for yderligtgående, især kommunistisk, infiltration. Selv om der ved visse lejligheder fra kommunistisk side gjordes forsøg på at vinde indpas i kampagnen, lykkedes det aldrig rigtigt at få fodfæste, og de idealistiske kampagneledere med folk som fhv. forstander Svend HAUGAARD …, docent Tage HIND …, og forfatteren Carl Scharnberg … i spidsen var hele tiden i stand til at holde fast ved kampagnens oprindelige mål …”.[67]

PET’s arbejdsmetoder: oplysninger, kilder og registreringer

Hvordan indhentede PET oplysninger om KmA? Det er ikke muligt at give noget udtømmende svar på dette spørgsmål. De oplysninger, der ligger til grund for PET’s sammenskrivninger om KmA, er, som indledningsvis nævnt, slettet, og det synes at være tilfældet, at PET har makuleret langt de fleste dokumenter, der kan lede frem til PET’s arbejdsmetoder i overvågningen af KmA. Bevaret i sagen er imidlertid en række artikler offentliggjort i Land og Folk, Fremad og Frit Danmark.[68] Flere notitser viser, at PET’s medarbejdere gennem pressen var blevet opmærksomme på bestemte forhold. Endelig ses det, at der i sagen er bevaret tryksager udfærdiget af KmA til deltagerne i de forskellige marcher.[69] Dette tyder på, at en del af PET’s viden om KmA stammede fra åbne kilder, hvilket i øvrigt bekræftes af PET’s emnekort, der i stikordsform indeholder kortfattede, men udokumenterede oplysninger om de overvågede miljøer. Heraf fremgår det, at en del af efterretningstjenestens oplysninger var bragt til veje via offentlige møder, hvor PET enten har haft medarbejdere som tilhørere, eller hvor enkeltpersoner efterfølgende har informeret PET om fremsatte synspunkter.[70] I det omfang PET måtte have haft kilder i miljøet, har det næppe været vanskeligt for disse at opnå viden om KmA’s virke, da det for KmA i betydelig grad handlede om at opnå opmærksomhed om sine aktiviteter.

PET’s arkiv indeholder også en politirapport fra 1962 med tilhørende vidneafhøringer. Heraf fremgår det, at der over for Københavns Opdagelsespoliti i sidste halvdel af april 1962 var blevet anmeldt et indbrud i KmA’s hovedkontor. Ifølge anmeldelsen var der blevet stjålet 2.000 spørgeskemaer med navne og adresser på personer, der havde anmeldt deres deltagelse i påskemarchen i 1962. Desuden var der stjålet 200 kartotekskort med navn, bopæl og distrikt for personer, der uddelte tryksager for KmA. Endelig var der stjålet en brevordner med bl.a. en privat korrespondance, der tilhørte en af KmA’s to kontorledere. Det fremgik af politirapporten, at der ikke var fjernet penge eller økonomisk omsættelige genstande fra kontoret, hvilket fik politiet – og KmA’s to kontorledere – til at antage, at indbruddet var politisk motiveret. Ifølge anmelderen måtte ”gerningsmanden søges i kredse, der ikke sympatiserer med ”Anti-Atomvåben”-bevægelsen”.[71]

Historien om indbruddet i KmA’s lokaler har været omtalt i Demos-publikationen Efterretningstjeneste på udflugt om Kasper Neergaard-sagen. Her formuleres den hypotese, at det var en højreorienteret person ved navn Henning Jensen fra en organisation, der kaldte sig Demokratisk Alliance, der stod bag indbruddet, men at Jensen havde et tæt forhold til Københavns Politi, som derfor ikke ønskede sagen opklaret.[72] Det fremgår af Kommissionens delberetning om PET’s overvågning af trotskistiske miljøer, at en PET-medarbejder i forbindelse med efterforskningen af indbruddet afhørte Henning Jensen, som pågældende antagelig efterfølgende hvervede som kilde.[73] Der er imidlertid ikke noget i det af Kommissionens anvendte kildemateriale, der viser, at Jensen skal have overdraget politiet oplysninger om KmA. Der er heller ikke noget, der tyder på, at PET skal have været involveret i indbruddet. Om det var Henning Jensen, der havde begået indbruddet, er også uvist.[74]

Tilbage står spørgsmålet om, i hvilket omfang PET valgte at registrere personer med tilknytning til KmA. Bevægelsens frontfigur, Carl Scharnberg, var allerede registreret, da KmA blev dannet i 1960. Det var således ikke på grund af forbindelsen til KmA, at han blev registreret.[75] Det fremgår endvidere, at en række af kampagneledelsens øvrige personer også var registrerede, men det ses ikke hvorfor. På PET’s emnekort nævnes en række andre personer, der alle var i forbindelse med KmA, men der synes ikke på den baggrund at tegne sig et mønster, for mange af disse personer var ikke registreret. Det bevarede materiale tyder derfor på, at et antal af de personer, der bidrog til at formulere KmA’s synspunkter, var registreret, men det kan ikke deraf udledes, at baggrunden for registreringerne var de pågældendes virksomhed i KmA. Der er intet, der tyder på, at de almindelige støtter af KmA blev registreret.

Organisationen til Oplysning om Atomkraft 1974-89

I 1960’erne og 1970’erne havde der i Danmark været en del debat om eventuelt at indføre atomkraft i Danmark. Umiddelbart havde diskussionerne kredset om de usikkerhedselementer, der var knyttet til denne energiform: teknologiske vanskeligheder samt de økonomiske konsekvenser. Energikrisen i 1973 ændrede imidlertid diskussionen, idet energiselskabet Elsam den 27. december samme år erklærede sig villig til at indføre atomkraft. Dagen efter udtalte direktøren for Skærbæk-værket, at et atomkraftanlæg ville kunne stå klart i 1980. Umiddelbart efter årsskiftet 1973/74 stillede Poul Hartlings Venstre-regering forslag til folketingsbeslutning om at fremme arbejdet med et første atomkraftanlæg. I de følgende dage opstod der megen pressedebat om spørgsmålet, og den 31. januar 1974 offentliggjorde en kreds af græsrodsaktivister, at de havde dannet en ny bevægelse under navnet Organisationen til Oplysning om Atomkraft.[76]

Ifølge den eksisterende litteratur kom stifterne fra et sammensat miljø. Nogle var rundet af Forsoningsforbundet, der havde sit udspring i kristelige miljøer, mens andre kom fra miljøorganisationen NOAH. Imidlertid holdt DKP sig væk, som det hedder i en nyere fremstilling.[77] OOA’s målsætning var ganske fra organisationens stiftelse at forhindre kernekraftens indførelse i Danmark, men over for omverdenen fremstillede organisationen det på den måde, at OOA først og fremmest ønskede at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for eventuelt at indføre den nye energiform, og det var først efter længere tid, at OOA erklærede sig som ubetinget atomkraftmodstander. Gennem 1970’erne var OOA ifølge litteraturen engageret i kritikken af det svenske Barsebäckværk.[78] OOA’s historie efter 1980 mangler endnu sine historikere.

PET’s overvågning

Det ældste aktstykke, der beror i PET’s arkiv om OOA, er fra slutningen af 1974.[79] Anledningen var, at PET gennem NATO’s specialkomité var blevet oplyst om, at der i Frankrig, men øjensynligt også i række andre lande, var dannet antiatomkraftkomitéer.[80] Imidlertid synes PET ikke at have tillagt den oplysning megen vægt i forhold til OOA, for det var først halvandet år senere, i april måned 1976, at den næste oplysning inddækkedes, og dette var en bemærkning om, at OOA havde arrangeret en underskriftsindsamling under parolen ”Nej til atomvåben nu”. PET noterede afslutningsvis, at OOA var en ”upolitisk” eller i al fald ”tværpolitisk” organisation, og at tjenesten i øvrigt intet havde at bemærke.[81]

I de følgende år indsamlede PET imidlertid spredte oplysninger om OOA’s aktiviteter. I emnesagen beror enkelte oplysninger om forskellige happenings i Danmark, men det fremgår tydeligt af de bevarede akter, at OOA’s udenlandske forbindelser vakte PET’s interesse. I 1976 arrangerede OOA eksempelvis sammen med den svenske organisation Aktion Stoppa Kärnkraften en demonstrationsmarch i Skåne. PET fulgte OOA’s aktiviteter i den forbindelse.[82] Da den svenske regering i september måned 1977 skulle træffe beslutning om, hvorvidt man ønskede at lukke Barsebäck, deltog OOA endnu en gang i en demonstration i Sverige. PET fulgte OOA’s forberedelser og sendte i øvrigt en medarbejder til Skåne, hvor pågældende sammen med svenske politimyndigheder overvågede arrangementet. Der var således et tæt samarbejde mellem PET og svenske myndigheder i spørgsmålet. PET’s interesse var væsentligst rundet af, at tjenesten havde modtaget oplysninger om, at danske trotskister planlagde at deltage i demonstrationen og ”give marchen en trotskyistisk tendens”, hvilket var en eufemisme for uro.[83] Desuden var PET forlods blevet informeret om, at en gruppe vesttyske kernevåbenmodstandere, der var kendt ”for at være ret så militante”, planlagde at deltage i demonstrationen, og at de pågældende ville transportere sig til Sverige via Danmark.[84]

Efter at demonstrationen var gennemført, udfærdigede en PET-medarbejder en beretning om det passerede. Heri hed det, at demonstrationen i alt havde omfattet 15.000 personer, og at de 5.000 var danske statsborgere. PET’s forlydender om, at trotskister planlagde at deltage, viste sig at være korrekte, og disse havde sammen med det svenske KAF (Kommunistisk Arbetar Forbund) samt 15 militante vesttyskere forsøgt at foranstalte uro. Dette var imidlertid ikke lykkedes, hvilket PET-medarbejderen tilskrev uromagernes ringe antal, men også at arrangørerne havde haft kontrol over situationen. Endelig bemærkede PET’s medarbejder, at det svenske politi havde håndteret situationen på en fornuftig måde ved synligt kun at være til stede i et begrænset omfang, men meget betydeligt i kulisserne. Demonstrationen blev, lød konklusionen, afviklet i den ånd, som den var planlagt.[85] Et andet eksempel på, at PET interesserede sig for OOA’s forbindelser uden for Danmark, var en aktion i den vesttyske delstat Nordrhein-Westfalen. Anledningen var, at der blev planlagt opført en såkaldt ”hurtig formeringsreaktor”.[86]

PET’s overvågning af OOA var endvidere motiveret af, at tjenesten havde modtaget oplysninger om, at yderliggående urogrupper havde forsøgt at infiltrere organisationen. Ud over de ovenfor nævnte trotskister skal også det maoistiske KAP (Kommunistisk Arbejderparti) have forsøge at infiltrere OOA. PET bemærkede hertil i et notat fra slutningen af september 1977, at det ”skønnes hævet over enhver tvivl, at arbejdet med en sådan infiltrationsvirksomhed pågår og intensiveres i nærmeste fremtid”, men omfanget heraf var uvist.[87] I 1980 blev PET bekræftet i den vurdering. Det fremgik således af trotskisternes RSF-Bulletin, at trotskisterne stod over for at intensivere arbejdet i OOA.[88] Igen i 1981 bemærkede PET, at trotskisterne syntes at ville ”få sin politik” igennem i OOA.[89] PET’s samtidige vurdering var imidlertid, at OOA ikke på nogen måde udgjorde nogen trussel mod den lovlige samfundsorden. I 1979 havde en PET-medarbejder således deltaget i en introduktionsaften for nye aktivister i OOA. Pågældende konkluderede efterfølgende: ”Der blev på intet tidspunkt diskuteret politik, og det er mit indtryk, at medlemmerne virkelig går ind for OOA’s arbejde, ligesom de lægger en stor del af deres fritid i OOA.”.[90]

PET’s interesse var endog meget beskeden i sidste halvdel af 1970’erne, og emnesagen efterlader det indtryk, at dette også var tilfældet i 1980’erne. At PET vedblev at indsamle oplysninger om OOA kan antagelig tilskrives fire forhold: For det første engagerede OOA sig i et vist omfang i 1980’ernes fredskampagne, der som bekendt i betydelig grad fokuserede på den fortsatte atomoprustning. OOA’s deltagelse var naturligvis helt legitim, også set fra PET’s position, men PET var, som det fremgår af delberetningen om overvågningen af fredsbevægelsen (se nedenfor), i besiddelse af informationer om, at DKP samt østlige repræsentationer forsøgte at infiltrere fredskampen, og PET bemærkede OOA’s forbindelser i det fredspolitiske miljø. Det fremgår af akterne, at OOA i januar 1981 var medarrangør af et fredsmøde i Odense,[91] og at OOA i august 1982 åbnede en græsrodsbutik i Odense sammen med miljøorganisationen NOAH og fredsbevægelsen Nej til Atomvåben.[92] Sagsakterne godtgør imidlertid ikke, at OOA skulle være blevet påvirket af de østlige kampagner. PET’s oplysning viser ganske vist, at der etableredes kontakt mellem OOA og DDR, der lovede ”at samarbejde på det energipolitiske område”,[93] men yderligere synes kontakten ikke at være udviklet. Og PET synes heller ikke at have efterforsket forholdet yderligere.

For det andet var PET opmærksom på, at OOA i årene omkring 1979-1980 forsøgte at opnå indflydelse på fagbevægelsen. Heller ikke det var der noget illegitimt i, men PET’s rationale har antagelig været, at man måtte være opmærksom på OOA’s virksomhed, da Sovjetunionen og DKP i samme periode forsøgte at etablere kontakter til fagbevægelsen som en måde at påvirke Socialdemokratiet på. Under alle omstændigheder ses der et par notitser i emnesagen omhandlende OOA’s henvendelser til fagbevægelsen.[94]

For det tredje synes PET’s fortsatte interesse at bunde i en mistanke om, at OOA havde kontakter til eller i al fald nærede sympati for vesttyske terrorister. Til grund for den mistanke har formentlig ligget en antagelse om, at vesttyske atomkraftmodstandere formodedes at have terrorkontakter. I slutningen af september 1986 havde OOA gennemført en demonstration foran den vesttyske ambassade, og PET havde i den anledning fået den opfattelse, at aktivisterne støttede RAF (Rote Armee Fraktion). PET havde efterfølgende undersøgt sagen og kom i begyndelsen af 1987 til den konklusion, at OOA ikke havde erklæret sin støtte til RAF, men at Vesttysklandskomitéen (se afsnittet nedenfor om BZ-Brigaden) havde infiltreret demonstrationen og givet udtryk for sådanne sympatier.[95] Til grund for den vurdering lå blandt andet et åbent brev tilstillet OOA fra Vesttysklandskomitéen. Heri kritiserede sidstnævnte OOA for under demonstrationen at have taget afstand fra Vesttysklandskomitéen og have udtalt: ”I forstyrrer vores demonstration”, ”lav jeres egen demonstration” og ”vi vil ikke have jer kommunistfascister her”, hvilket fik Vesttysklandskomitéen til at bemærke: ”Vi havde ikke regnet med, at OOAs apparat i løbet af årene er blevet så afpolitiseret…” Skrivelsen sluttede med følgende formulering: ”Som samfundskritiske atomkraftmodstandere vil vi ikke lade os underkue hverken af samfundets magthavere eller af småtskårne, lallende OOA-bureaukrater. Vi ses!”[96]

For det fjerde synes PET’s interesse at have bundet i nogle af de forsøg på at påvirke den offentlige meningsdannelse, som udsprang fra OOA: I 1982 blev myndighederne i Nordjylland underrettet om, at der var fundet tre olietønder på en strand, og at der på disse stod anført, at der var tale om radioaktivt affald. Politiet undersøgte forholdene og fandt, at tønderne ganske vist beroede på stranden, men at der ikke var det nævnte affald heri. En gruppe OOA’ere medgav efterfølgende, at de havde placeret tønderne på stranden.[97] I slutningen af 1980’erne vedtog OOA en aktionslinje under sloganet: ”Civil ulydighed – ikke voldelig”.[98]

PET var ikke på noget tidspunkt mellem OOA’s stiftelse i 1974 og den kolde krigs ophør af den opfattelse, at organisationen udgjorde nogen trussel mod den lovlige samfundsorden, og der er heller ikke mange oplysninger om dens virke i disse 15 år. Den begrænsede interesse, som PET havde, udsprang væsentligst af OOA’s internationale forbindelser, dels i Sverige, dels i Vesttyskland. PET synes at have haft én kilde i OOA i begyndelsen af 1980’erne. Desuden ses der enkelte kildeindberetninger, men disse synes at være overskudsinformation fra andre miljøer. PET’s oplysninger om OOA kom i alt overvejende grad fra åbne kilder (aviser, tidsskrifter og lign.) og udenlandske efterretningstjenester. Imidlertid ses der også et eksempel på, at Københavns Politi på et tidspunkt købte en aflagt skrivemaskine af OOA. Farvebåndet blev efterfølgende sendt til PET med en kommentar om, at båndet kunne tydes, såfremt efterretningstjenesten var interesseret heri.[99] Det ses ikke at være blevet gjort. Det ses heller ikke, at PET registrerede personer alene for at være OOA-aktivister. Til gengæld synes der at være eksempler på, at OOA-aktivister blev opført i PET’s arbejdskartoteker.

Konklusion

PET overvågede KmA fra bevægelsens dannelse i 1960 til dens nedlæggelse i 1967, og PET’s primære interesse bestod i at finde ud af, hvordan den nye bevægelse stillede sig i Øst-Vest-konfrontationen. Fra den tidligste tid, det vil sige 1960-61, var det PET’s vurdering, at KmA forsøgte at holde sig fri af de politiske partier og kritisere såvel østlige som vestlige atomprøvesprængninger. Denne vurdering vedblev PET at have frem til 1967. Hvad angår spørgsmålet om kommunistisk infiltration, konstaterede PET, at kommunisterne forsøgte at vinde indpas i bevægelsen, men samtidig vurderede tjenesten, at det var lykkedes Scharnberg og de øvrige ledere af KmA at forhindre kommunisterne i at opnå indflydelse på kampagnens aktiviteter. Sammenholdes akterne i PET’s arkiv med den viden, der i øvrigt foreligger om KmA, forekommer PET’s vurdering at have været meget realistisk.

PET’s interesse for OOA var gennem hele perioden behersket. Der blev dog oprettet en emnesag på organisationen allerede i midten af 1970’erne. Forklaringen er antagelig den, at PET stod i forbindelse med dets udenlandske samarbejdspartnere på grund af OOA’s engagement i navnlig Sveriges, men også Vesttysklands atomkraftpolitik. I sidste halvdel af 1980’erne fik PET en mistanke om, at OOA muligt nærede sympati for vesttyske terrorkredse, men det viste sig hurtigt, at dette ikke var tilfældet. Der ses enkelte eksempler i PET’s arkiv på, at PET’s medarbejdere forsøgte at vurdere OOA’s politiske ståsted. Hver gang lød konklusionen, at OOA var en græsrodsbevægelse, hvis politiske standpunkt i udgangspunktet ikke rettede sig imod eller for et bestemt politisk parti. Stort set alle oplysninger i PET’s arkiv vedrørende OOA var indhentet gennem åbne kilder samt korrespondance med fremmede efterretningstjenester.


[10] Carolyn Eisenberg, Drawing the Line. The American Decision to Divide Germany, 1944-1949 (Cambridge University Press, 1996), s. 414, 415. Af de 90 fly blev 60 overført til Storbritannien, jf. Vojtech Mastny, The Cold War and Soviet Insecurity. The Stalin Years (Oxford University Press, 1996, 1998), s. 49.

[11] John Lewis Gaddis, The Long Peace. Inquiries into the History of the Cold War (Oxford University Press, 1987), s. 110. Citatet lyder i original ”single deliberate attempt to exploit its atomic monopoly to deter Soviet military action prior to the Korean War.”

[12] Geir Lundestad, East, West, North, South. Major Developments in International Politics since 1945 (Oxford University Press, 1999), s. 147.

[13] Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 147-148.

[14] Baggrunden for etableringen af Atlantpagten er et omdiskuteret emne. Poul Villaume har præsenteret en del af forskningen i Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 (Eirene, 1995), se især s. 61-64. Om britisk politik se John Kent, Britisk Imperial Strategy and the Cold War (Leicester University Press, 1993) samt Fraser J. Harbutt, The Iron Curtain: Churchill, America and the Cold War, 1951-55 (Oxford University Press, 1986). Om Frankrigs position se John W. Young, France, the Cold War and the Western Alliance, 1944-49 (Leicester University Press, 1990).

[15] Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 151.

[16] Richard Crockatt, The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in World Politics, 1941-1991 (Routledge, 1995), s. 82-83.

[17] Richard Crockatt, The Fifty Years War, s. 82.

[18] Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 159.

[19] De vel nok mest kendte spioner var Rosenberg-ægteparret. Et andet kendt eksempel var den tyskfødte fysiker med britisk statsborgerskab Klaus Fuchs. Se hertil ”Rosenberg, Julius” og ”Fuchs, Emil Julius Klaus”, Norman Polmar and Thomas B. Allen (eds.), The Encyclopedia of Espionage (Gramercy Books, 1997, 1998), s. 474-475, 223-224; David Holloway, ”The Soviet Union and the Origins of the Arms Race” i Melvyn P. Leffler and David S. Painter (eds.), Origins of the Cold War. An International History (Routledge, 1994, 1995), s. 95-106, især s. 103-104. Flere andre sovjetiske spioner med tilknytning til atomoprustningen er omtalt i John Earl Hayes and Harvey Klehr, Venona. Decoding Soviet Espionage in America (Yale University Press, 1999), s. 287-330.

[20] Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 159.

[21] Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 161.

[22] De nordiske forsvarsforhandlinger og baggrunden for Danmarks optagelse i Atlantpagten er skildret flere steder. Den hidtil seneste fremstilling er Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn. Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 5 (Gyldendal, 2005), s. 91-125.

[23] Danske forsvarsbidrag i 1950’erne er behandlet flere steder, men mest grundigt i Poul Villaume, Allieret med forbehold, kap. 5, s. 277-390. Om det forsvarsøkonomiske aspekt se også Leon Dalgas Jensen, ”NATO og danske økonomisk-politiske interesser 1949-56”, Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen (red.), Danmark, Norden og NATO 1948-1962, (Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991) s. 83-118; samme ”Dansk forsvar og Marshallplanen 1947-1960”, Historisk Tidsskrift (1991), 91, hft. 1, s. 457-504.

[24] Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 72.

[25] Citeret efter Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bd. 1 (Dansk Institut for Internationale Studier, 2005) s. 205.

[26] Dansk kernevåbenpolitik og Grønland herunder det såkaldte H.C. Hansen-papir er behandlet i Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68 (DUPI, 1997). Norden som kernevåbenfri zone i 1980’erne er behandlet i Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt engagement. Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 6 (Gyldendal, 2004), s. 317-323; Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 141-171.

[27] Om Bohrs aktivisme og kernevåbenpolitikken samt Einstein og Szilárds bekymring for, hvordan atomenergien kunne udnyttes, se generelt Wilhelm Christmas-Møller, Niels Bohr og atomvåbnet (Vindrose, 1985). Allerede i 1944 havde Bohr gennem den britiske regering forsøgt at få den amerikanske Roosevelt-administration til at arbejde for en blandt de allierede fælles anvendelse af atomenergien.

[28] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 15.

[29] Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 11.

[30] ”Campaign for Nuclear Disarmament”, John Ramsden (ed.), The Oxford Companion to Twentieth-Century British Politics (Oxford University Press, 2002), s. 93-94.

[31] Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 11.

[32] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 18.

[33] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark (Odense Universitetsforlag, 1997), s. 47.

[34] Carl Scharnberg, ”Aldermaston-London 1960” i Carl Scharnberg (red.), Det kan nytte. Artikler og erfaringer 1960-65 (Borgen, 1965), s. 11-16. Oprindeligt bragt i Demokraten, der befandt sig på Socialdemokratiets venstrefløj. Se også Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 210-211.

[35] Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 16. Vedr. atomkampagnen se endvidere Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensen, 1968 – og tiden der fulgte, s. 29-33

[36] Dette er beskrevet flere steder: Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 67; Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 16-17; Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 49; Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 212.

[37] Citeret efter Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 68.

[38] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 136.

[39] Den socialdemokratiske venstrefløjsavis Demokraten var dog en undtagelse. Denne så mere positivt på KmA. Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 213-214.

[40] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 155, note 7; Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 52, 54.

[41] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 70-71; Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 20; Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 215.

[42] Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 217; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 44.

[43] Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 48-49.

[44] Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 9.

[45] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 22.

[46] Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik, s. 121 finder det vanskeligt at drage nogen entydig og sikker konklusion herom, men hans fremstilling peger i den retning. Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 70-71 bekræfter den vurdering, og det anføres, at Socialdemokratiet gennem 1960’erne indtog en mere ”klar, åben afstandtagen” til kernevåbnene, idet der henvises til en formulering fra 1972 af Krag om, at Socialdemokratiet skal være blevet påvirket af KmA. Den direkte sammenhæng mellem Socialdemokratiets politik og KmA’s virke er dog vanskelig at dokumentere.

[47] Vedr. dansk kernevåbenpolitik se Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 499-625; Jonathan Søborg Agger og Lasse Woldsgaard, ”Den størst mulige fleksibilitet. Dansk atomvåbenpolitik 1956-1960”, Historisk Tidsskrift, bd. 101, hft. 1 (2001), s. 76-108; Jonathan Søborg Agger og Lasse Woldsgaard, ”Pro Memoria: Atombomben er vor ven. Den danske regerings stillingtagen til og reaktioner på atomvåbnenes integration i NATOs forsvarsstrategi 1949-1956”, Historisk Tidsskrift, bd. 101, hft. 2 (2001), s. 393-433.

[48] Endelig fremgik det, at Carl Scharnberg allerede var ”kendt” af PET, det vil sige, at han var registreret, om end baggrunden herfor ikke fremgik. Scharnberg døde i 1994, og hans personsag er i dag makuleret. Det er derfor ikke muligt at konstatere, hvorfor han blev registreret. Det antages, at forklaringen kan være, at Scharnberg havde været militærnægter i 1950’erne. PET, emnesag: ”Vedr. Demonstrationsmarch fra Holbæk til København”, 16. august 1960. Samme sted, ”Vedr. Demonstrationsmarch fra Holbæk til København”, 16. august 1960.

[49] Der henvises generelt til Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik; Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972; Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer; Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 210-217; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 43-55.

[50] PET, emnesag: Uddrag af beretning afsluttet januar 1963. ”KMA - KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN”, s. 2.

[51] Begivenheden og debatten herom er kortfattet skitseret i Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 45-47.

[52] Vedr. PET’s kartoteker og tromlesystemet, se Kommissionens beretning, bind 2 og bind 3.

[53] PET, emnesag: ”PÅSKEMARCHEN 1963 - OVERSIGT og RESUMÉ”, 28. maj 1963.

[54] PET, emnesag: Notits, 24. januar 1967.

[55] PET, emnesag: ”Organisationen Kampagnen mod Atomvåben”, 14. marts 1961.

[56] Om det nye venstre som begreb se Thomas Ekmann Jørgensen, ”Hinsides kommunismen – det Nye Venstre og dets udløbere”, Arbejderhistorie 2004, nr. 4, s. 91-103, især s. 92-94.

[57] PET, emnesag: ”Kampagnen mod Atomvåben”, 21. februar 1962, citeret s. 3.

[58] ”Campaign for Nuclear Disarmament”, John Ramsden (ed.), The Oxford Companion to Twentieth-Century British Politics (Oxford University Press, 2002), s. 93-94.

[59] Ibid.

[60] PET, emnesag: ”PÅSKEMARCHEN 1963 - OVERSIGT og RESUMÉ”, 28. maj 1963, s. 9.

[61] Ibid.

[62] PET, emnesag: ”PÅSKEMARCHEN 1963 - OVERSIGT og RESUMÉ”, 28. maj 1963, citeret s. 10.

[63] PET, emnesag: ”KMA - KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN”, September 1963.

[64] Ibid.

[65] Ibid.

[66] PET, emnesag: ”KMA - KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN”, September 1964.

[67] PET, emnesag: ”Vedr.: KMA - KAMPAGNEN MOD ATOMVÅBEN”, 22. marts 1967.

[68] PET, emnesag: ”Atom-marchen blev en succes”, Land og Folk, 24. oktober 1960; ”Den anden danske atommarch blev en dundrende succes”, Land og Folk, 4. april 1961; ”Den sidste march?”, Frit Danmark, 1962/1; ”Den danske påskemarch”, Fremad 1962/5.

[69] PET, emnesag: F.eks. ”Til alle deltagere i atommarchen Holbæk - Roskilde - København”, udateret.

[70] PET, emnekartotek: ”Kampagnen mod Atomvåben”.

[71] PET, emnesag: ”Politirapport vedrørende indbrud i Kampagnen mod Atomvåbens hovedkontor”, 20. april 1962, Københavns Opdagelsespoliti, Afdeling E.

[72] Mads Nissen Styrk, Poul Smidt m.fl., Efterretningstjeneste på udflugt. Kasper Neergaard-sagen (Demos, 1972), s. 54-55.

[73] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 7.

[74] Hermed besvares spm. nr. 287 delvist: ”Har PET eller PET-agenter medvirket ved indbrud hos politiske partier, ungdomsorganisationer eller bevægelser, hvor disses medlemsarkiver er blevet fjernet og/eller kopieret?”.

[75] PET, ujournaliseret sag: PET’s oversigt over personregistreringer. Scharnbergs personsag blev først makuleret i 1995 efter hans død.

[76] Søren Hein Rasmussen, ”Oplysning til folket. OOA og kampen om atomkraft”, www.historie-nu.dk. Set 2. december 2007; Flemming Petersen, Atomalder uden kernekraft. Forsøget på at indføre atomkraft i Danmark 1954-1985 set i et internationalt perspektiv (Klim, 1996), s. 171.

[77] Søren Hein Rasmussen, ”Oplysning til folket. OOA og kampen om atomkraft”, s. 2.

[78] Søren Hein Rasmussen, ”Oplysning til folket. OOA og kampen om atomkraft”; Flemming Petersen, Atomalder uden kernekraft, s. 171-176.

[79] I det følgende besvares folketingsspørgsmål nr. 166: ”Er der medlemmer af ”OOA”, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?” og folketingsspørgsmål nr. 167: ”Er der sket overvågning af arrangementer, som ”OOA” har afholdt?”

[80] ”Ekstrakt af referat af møde i Specialkomitéen d. 5.-6./1974”, november 1974.

[81] PET, emnesag: ”Vedr.: Aktion mod underskriftindsamling den 22. maj - arrangeret af OOA = Organisationen til Oplysning om Atomkraft”, 22. april 1976.

[82] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk-svensk atommarch i Skåne”, 25. august 1976.

[83] PET, emnesag: ”Vedr.: Barsebäckmarchen 1977”, 9. september 1977. Om PET’s overvågning af trotskistiske miljøer, se Kommissionens beretning, bind 9.

[84] PET, emnesag: ”Vedr.: Barsebäck-marchen 10. september 1977”, 31. august 1977.

[85] PET, emnesag: ”Vedr.: Barsebäck-marchen 10. september 1977 - Afvikling og dispositioner fra det svenske politis side”, 12. september 1977.

[86] 20. september 1977.

[87] PET, emnesag: ”Vedr.: Barsebäck-marchen september 1977 - deltagelse af grupper uden for OOA og NOAH”, 20. september 1977.

[88] PET, emnekartotek: ”Int. Komm.- Org”. Oplysning dateret 17. januar 1980.

[89] PET, emnekartotek: ”Int. Komm.- Org”. Oplysning dateret 20. januar 1981.

[90] PET, emnesag: ”Vedr.: Organisationen til Oplysning om Atomkraft, (OOA)”, 28. august 1979.

[91] PET, emnesag: ”Vedr.: ‘Fredsmøde’ arrangeret af ‘Fredskomitéen i Odense’”, 16. januar 1981.

[92] PET, emnesag: ”Vedr.: Samarbejde mellem Nej til Atomvåben, NOAH og OOA i Odense”, 25. august 1982.

[93] PET, emnesag: ”Vedr.: Samarbejde mellem Organisationen til Oplysning om Atomkraft og DDR”, 13. november 1986.

[94] PET, emnesag: ”Vedr.: Organisationen til Oplysning om Atomkraft”, 3. oktober 1979.

[95] PET, emnesag: ”Vedr.: Demonstration arrangeret af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) infiltreret af Vesttysklandskomitéen”, 25. januar 1987.

[96] PET, emnesag: ”Åbent brev til OOA”, 27. september 1986. Om PET’s overvågning af Vesttysklandskomitéen og eventuelle danske RAF-kontakter, se kapitel 8 i nærværende bind.

[97] PET, emnesag: ”Vedr.: O.O.A.-Hjørring”, 17. november 1982..

[98] PET, emnesag: ”Vedr.: Organisationen - OOA, Ryesgade 19, Kbh.”, 19. december 1988.

[99] PET, emnesag: Københavns Politi til PET, 5. maj 1985. Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 4.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk