PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 10
5. STUDENTERPOLITISKE BEVÆGELSER, UNIVERSITETSMILJØER OG DANMARKS JOURNALISTHØJSKOLE 1960-1989

Forside | Til bund | Forrige | Næste


5. STUDENTERPOLITISKE BEVÆGELSER, UNIVERSITETSMILJØER OG DANMARKS JOURNALISTHØJSKOLE 1960-1989

I PET’s arkiv beror en række emnesager omhandlende studenterpolitiske bevægelser og en række højere læreanstalter fra omtrent 1960 frem til den kolde krigs afslutning. Konkret handler de om Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Studerendes Fællesråd, de forskellige universiteter samt Danmarks Journalisthøjskole i Århus. I det følgende vil det blive undersøgt, hvad baggrunden var for, at PET oprettede emnesager på disse organisationer og institutioner, og det vil blive udredt, hvilken placering de indtog i PET’s overordnede trusselsbillede. Desuden beskrives karakteren af den gennemførte overvågning.

Dansk Ungdoms Fællesråd

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), stiftet i 1940, var paraplyorganisation for danske ungdomsforeninger med de politiske ungdomsorganisationer i centrum.[659] PET’s interesse for DUF var i de første mange efterkrigsår behersket. Dette havde antagelig sin forklaring i, at DUF i en lang periode tog kraftigt afstand fra DKP, DKU og fra Sovjetunionen. Da DKU efter Ungarn 1956 afviste at stille sig kritisk til det sovjetiske invasion, valgte DUF – efter at have ændret i organisationens vedtægter – at ekskludere DKU i et år.[660]

I de følgende år forsøgte sovjetiske ungdomsorganisationer at etablere kontakt til DUF. I 1960 inviterede således en kommunistisk frontorganisation, der kaldte sig World Youth Forum, DUF til en ungdomsfestival i Moskva. DUF var afvisende og meddelte, at man ikke var interesseret i festivallignende arrangementer, men foretrak gensidige udvekslingsrejser.[661] DUF havde også frarådet deltagelse i den kommunistisk dominerede WFDY’s Verdensungdomsfestival (World Federation of Democratic Youth, Demokratisk Ungdomsverdensforbund).[662] I 1963 var en delegation fra DUF på besøg i Moskva, hvorefter et sovjetisk genbesøg fandt sted i december samme år. Gæsterne blev overvåget tilstrækkeligt tæt til at give stof til en fyldig rapport.[663] Fra behandlingen af visumansøgningerne fik PET ved denne og senere lejligheder oplysninger om gæsterne og om tidspunkter for ind- og udrejser. Tilsvarende forholdt det sig med PET’s viden om de følgende års kontakter mellem DUF og østlige organisationer. Overvågning af østeuropæiske ambassader var endvidere centrale kilder til PET’s notitser om DUF’s eller enkeltmedlemmers Østkontakter.

I slutningen af 1960’erne blev DUF i stigende grad genstand for DKU’s interesse og dermed også for PET’s. Anledningen var antagelig, at de klassiske frontorganisationer som Fredens Tilhængere, Demokratisk Ungdoms Verdensforbund, Kvindernes Demokratiske Verdensforbund og Den Internationale Studenterunion efterhånden alle var offentligt kendte som kommunistisk styrede organisationer. Derfor søgte DKP og DKU at vinde indpas i organisationer, der ikke var kommunistiske, idet DKP og DKU efterfølgende forsøgte at påvirke de ikke-kommunistiske organisationer i kommunistisk retning. I 1968 blev PET opmærksom på, at formanden for DKU, Gunnar Kanstrup, i foråret 1968 var blevet indvalgt i DUF’s bestyrelse, og at han fra denne position forsøgte at gøre kommunistiske synspunkter gældende. Et eksempel herpå var, at Kanstrup gik imod, at DUF kort tid efter den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 valgte ikke at gennemføre et besøg i Sovjetunionen, der allerede var arrangeret.[664]

Det følgende år, i 1969, inviterede man fra sovjetisk side endnu en gang DUF på et udvekslingsbesøg. Denne gang tog DUF imod invitationen, og besøget blev gennemført. Efterfølgende valgte PET at kontakte en af de delegerede, der indvilgede i at fortælle PET om rejsens forløb. Det fremgik, at opholdet havde været en stor skuffelse. Således havde stemningen i Moskva været ”særdeles trykkende, formel og korrekt – helt ud til fingerspidserne, og lederne fraveg ikke det forudlagte program en tøddel”.[665]

To år senere gentog situationen sig, men med et andet udfald: Efter at have modtaget en invitation fra det sovjetiske kommunistiske ungdomsforbund, Komsomol, rejste en delegation fra DUF i august-september 1971 til Sovjetunionen. Delegationen bestod af Uffe Torm, formand for DUF’s internationale udvalg, Lars Christensen, sekretær for DUF’s internationale udvalg samt Lillian Lang, der var medlem af DUF’s internationale udvalg.[666] Ved hjemkomsten blev to af deltagerne kontaktet enkeltvis af PET. De blev spurgt, om de havde oplevet noget ekstraordinært, noget der kunne bringe dem i pinlige situationer, trusler om arrestation og lignende.[667] De pågældende blev imidlertid forarget over PET’s henvendelse, og navnlig blev én af personerne oprørt over, at en PET-medarbejder som afslutning på samtalen havde stillet forslag om fortsat kontakt mellem den pågældende og PET.[668] Den 4. oktober 1971 protesterede DUF til fungerende justitsminister Knud Thestrup, idet DUF ønskede garantier for, at PET ikke fremover måtte ”blande sig i” DUF’s udvekslingsprogrammer, og dagen efter, den 5. oktober 1971, var historien at læse i dagspressen.[669] Samtidig karakteriserede formand for DUF, Ole Løvig Simonsen, i Ekstra Bladet PET’s optræden som ”emsig og kluntet”, mens foreningens næstformand, Jens Clausager, i B.T. kaldte det for ”irriterende”, at PET havde henvendt sig. Der var, forklarede Clausager, ingen grund til at frygte eventuelle tilnærmelser fra sovjetiske efterretningsmyndigheder. Han havde i al fald aldrig havde haft mistanke om og var i øvrigt ”helt sikker” på, at noget sådant aldrig var indtruffet.[670]

I de følgende dage var PET genstand for megen presseomtale, og i løbet af et par uger var det i fællesskab lykkedes pressen og DUF at kaste et negativt skær over PET. I Land og Folk hed det til eksempel, at PET havde forsøgt, at ”skaffe sig spioner” i DUF, der befrygtede, at PET fremover ville kontakte de yngste af organisationens medlemmer, det vil sige personer på 16-17 år.[671] Ekstra Bladet omtalte episoden som det rene ”efterretningspjat”,[672] i Sønderjydens lederartikel benævntes PET som naiv,[673] og i Lolland-Falsters Folketidende blev PET’s optræden karakteriseret som værende ”i stil med en Gøg og Gokke-film”.[674]

For PET fik sagen det efterspil, at tjenesten over for Justitsministeriet måtte redegøre for baggrunden for henvendelsen til de to personer fra DUF. PET forklarede til indledning, at tjenesten ikke havde noget ønske om at blande sig i rejsearrangementer af den karakter, der var tale om, men at erfaringer viste, at sovjetiske efterretningstjenester løbende rettede henvendelse til borgere fra de vestlige lande, også når disse var på besøg i Sovjetunionen. Videre viste PET’s erfaringer, at sovjetiske myndigheder typisk forsøgte at bringe udlændinge i situationer, der efterfølgende etablerede mulighed for pression. PET’s henvendelse til de to personer var derfor motiveret i, at man ønskede viden om, hvorvidt sådanne ”metoder fortsat finder anvendelse, eller om der er tegn på ændringer i det kendte mønster.”[675] PET’s interesse for besøget var desuden motiveret i, at Komsomol stod som vært. I et notat, der var tiltænkt justitsministeren, men som aldrig blev afsendt, hed det: ”De nuværende og de tidligere KGB-chefer har indtaget fremtrædende – for et enkelts vedkommende endog helt ledende – poster i KOMSOMOL-organisationen, fra KOMSOMOL rekrutterer KGB en meget stor del af sine medarbejdere, og KOMSOMOL vil i alle sine udlandsforbindelser handle under kontrol af KGB og være til rådighed for KGB i dettes hvervningsbestræbelser.”[676]

Historien om PET’s henvendelse til de to DUF’ere og den efterfølgende pressedebat kan retrospektivt betragtet synes at være en bagatel, men det var det ikke. For det første afsluttedes sagen først med et møde mellem PET’s ledelse og repræsentanter for DUF i april 1972. Der blev givet tilsagn om, at såfremt PET i fremtiden ønskede at kontakte medlemmer af DUF, måtte det ske via rådets ledelse. PET lod dog samtidig DUF’s ledelse forstå, at ”PET lejlighedsvis måtte prøve at ajourføre sin viden om russernes holdning over for besøgende.”[677] For det andet blev den megen pressedebat muligvis inspirationskilde for andre kritikere af PET. Mindre end en måned senere blev PET således på ny sat under pres, da trotskisten Kasper Neergaard på forsiden af Politiken erklærede, at PET havde opfordret ham til at stjæle trotskisternes arkiv.[678]

Ifølge en vurdering foretaget af PET i 1980’erne var ”venstredrejningen i DUF” i 1970’erne ”blevet stedse mere tydelig”. Samtidig konstateredes det, at DKU ”næsten pr. tradition” havde ”besat næst-formandsposten” i samme periode.[679] I 1972 havde DUF vedtaget en af DKU forelagt resolution, der tog afstand fra USA’s tilstedeværelse i Vietnam. Desuden bragte resolutionen følgende emner op: Europæisk sikkerhed, samarbejde med socialistiske lande, anerkendelse af DDR og støtte til nationale befrielsesbevægelser. Det var alle politiske spørgsmål, der var højt prioriterede blandt kommunister.[680] Samme år, det vil sige i 1972, skrev Jørn Christensen, næstformand i DUF og formand for DKU, en artikel, der blev bragt i Land og Folk. Christensen forklarede, hvorfor DKU var medlem af DUF. Det var, skrev han, blandt andet fordi det var muligt for DKU at påvirke DUF’s politiske synspunkter. Som eksempel på DKU’s påvirkning af DUF nævnte Christensen, at DUF havde bakket op bag DKU’s synspunkter, hvad angik støtte til nationale befrielsesbevægelsers kamp mod ”kolonistyret”. Ifølge en notits i PET’s arkiv måtte man tage denne vurdering alvorligt, idet tjenesten havde konstateret, at DUF i 1974 havde meldt sig ind i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, der var en kommunistisk styret fredsbevægelse. Desuden havde DUF meldt sig ind i Salvador Allende komitéen, ligesom DUF havde erklæret sin støtte til Chilekomitéen.[681]

Opfattelsen hos den pågældende PET-medarbejder var med andre ord, at ungkommunisterne med nogen succes anvendte DUF som redskab til at dagsordensætte bestemte politiske spørgsmål i den offentlige debat – spørgsmål som Sovjetunionen ønskede tematiseret i den vestlige verden. Desuden var det den pågældende medarbejders opfattelse, at det var lykkedes DKU’erne at få DUF til at argumentere for kommunistiske synspunkter. Den pågældende PET-medarbejders vurdering kan forekomme plausibel, men ser dog bort fra, at mange af de synspunkter, som DKU argumenterede for i løbet af 1970’erne, blev delt af mange mennesker, der ikke definerede sig som kommunister, og hvis synspunkter heller ikke var rundet af en kommunistisk baggrund eller argumentation. Eksempelvis var Danmarks anerkendelse af DDR snarere et udtryk for forandrede politiske vinde i Vesteuropa, end det var udtryk for kommunistisk indflydelse. Og hvad angår Den Europæiske Sikkerhedskonference (1973-75), så havde Warszawapagten ganske vist ønsket denne gennemført i årtier, men den var fra vestlig side snarere et udtryk for den nye Ostpolitik.[682] Disse forhold til trods ses det, at pågældende PET-medarbejder fik sine synspunkter og vurderinger bekræftet af den ovenfor nævnte DKU’er. For så vidt bekræftede de to hinanden.

I PET’s arkiv beror der adskillige notitser om DUF’s deltagelse eller ikke-deltagelse i internationale ungdomsmøder. I nogle tilfælde konstaterede man i DUF’s bestyrelse og i PET, at medlemsorganisationer og deres medlemmer ikke følte sig bundet af beslutninger i DUF’s bestyrelse. Da DUF i februar 1978 havde møde i Århus for at drøfte målsætningen for det internationale arbejde, mente DKU, at man skulle føre en mere aktiv politik. DUF skulle ”tage stilling”, hed det, og DKU begrundede det med, at hvis man ikke tog stilling, havde man stiltiende accepteret. DKU ville også foreslå, at en sådan mere aktiv politik måtte være bindende for medlemsorganisationerne. Kilden til PET’s notits om mødet fandt dog ikke, at DKU’s forslag havde større chancer for at blive vedtaget.[683]

At DUF i 1970’erne syntes at være blevet stadig mere venstreorienteret, fandt støtte i, at en kilde i 1978 berettede om et forberedelsesseminar til WFDY’s Verdens Ungdomsfestival, der skulle finde sted på Cuba. Diskussionen på seminaret drejede sig angiveligt mest om, hvorvidt DUF skulle modtage invitationen.[684] Først så det ud til, at man ikke ville deltage, men senere besluttede man sig for at gå med. Som følge heraf (Østkontakter) accepterede Wamberg-udvalget i sommeren 1979, at samtlige personer, der deltog i Cubarejsen, kunne registreres.[685]

DUF var også interesseret i at fastholde kontakter i Østeuropa og stod selv for initiativet til Baltic Sea Youth Conference, der blev afholdt på Bornholm i 1973.[686] DUF gentog projektet nogle år senere. Ifølge PET’s oplysninger havde en af de fremtrædende arrangører af konferencen i 1981 kort forinden opholdt sig i Ungarn i halvandet år, idet han havde været ansat i den kendte sovjetiske frontorganisation WFDY.[687] PET antog, at pågældende var kommunist, da tjenesten gennem en ambassadeovervågning havde erfaret, at man fra Moskva havde anmodet en udlænding, der boede i Danmark, om at kontakte pågældende dansker, hvis telefonnummer var personen fra Moskva bekendt. Udlændingen blev anmodet om at sætte sig i forbindelse med den pågældende dansker, for at denne skulle fremme ”visse momenter” på den forestående konference.[688] Det bevarede materiale i PET’s arkiv efterlader imidlertid ikke det indtryk, at det lykkedes personen fra Moskva at få bragt de ønskede temaer frem på konferencen. Ifølge PET handlede det om fred og sikkerhed, kampen for nedrustning og hovedretningslinjerne for ungdommens aktiviteter i Østersølandene. Konferencen handlede derimod om kultur og frihed, miljøproblemer og ungdomsturisme.[689] Den tredje Østersøkonference i maj 1984, endnu en gang arrangeret af DUF, fandt sted i Østeuropa.[690] Den fjerde Østersøkonference blev imidlertid afholdt i Svendborg i 1988. Ifølge PET deltog fem medlemmer af Komsomol.[691]

I løbet af 1980’erne mindskedes PET’s interesse for, hvad DUF foretog sig. Indhentningen af oplysninger, der aldrig havde været intens, erstattedes delvist af henvisninger fra andre emnesager. Det rutineprægede, forebyggende arbejde over for personer, som var i færd med at knytte kontakter til Østlande, fortsatte dog. DKP’s indflydelse var imidlertid dalende og således også i DUF. Hvad DUF foretog sig, blev dækket ind af notitser om, hvad der foregik i fredsbevægelserne. Engagement i ulandshjælp, miljø og økologisk fødevareproduktion blev ikke regnet for subversiv virksomhed.

PET’s væsentligste kilde til DUF’s virke var offentligt tilgængeligt materiale i form af eksempelvis avisartikler og DUF’s egne publikationer. I det omfang PET interesserede sig for DUF-medlemmers forhold til Østbloklandene, var overvågning af visse af DUF’s udenlandske kontakter en vigtig kilde. Der er ikke i de bevarede akter materiale, der tyder på, at PET telefonaflyttede DUF’s medlemmer. Gennem hele perioden, det vil sige fra omkring 1960 frem til 1989, fik PET oplysninger om DUF og DUF’s medlemmer via 18 kilder og kontakter. Kilderne var personer, der udførte opgaver for PET, mens kontakter blot var personer, som var villige til at give PET oplysninger. 18 kilder og kontakter kan synes forholdsvis mange, men når henses til, at DUF var en paraplyorganisation for samtlige ungdomsorganisationer, forekommer antallet ikke så betydeligt. Det efterladte materiale tyder ikke på, at PET sendte kilder ind i DUF. Til gengæld synes det at have været situationen, at PET havde kilder og kontakter i en række af de politiske bevægelser, der var med i DUF, og at disse kilder gav PET oplysninger om situationen i DUF. Det er tydeligt, at PET – som årene gik – fik større gavn af kildernes og kontakternes indberetning, for i takt med at PET måtte undlade selv at rette henvendelse til fremtrædende personer i DUF, øgedes værdien af kildernes og kontakternes arbejde.

Danske Studerendes Fællesråd

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) blev oprettet i 1932 som paraplyorganisation for studenterrådene ved landets universiteter og højere læreanstalter.[692] I de første 10-15 år efter anden verdenskrig viste PET ingen interesse for DSF. I 1958 bragte det af DSF udsendte Studenterbladet imidlertid en lederartikel, hvori det hed, at DSF burde etablere et fagligt samarbejde med studenterorganisationer i en række østeuropæiske lande. Artiklens forfatter, Thomas Federspiel, anførte følgende:

Umiddelbart efter verdenskrigens afslutning var der såvel i Danmark som internationalt pågået en række diskussioner om at knytte verdens studenter sammen. DSF havde været enig heri og var hurtigt blevet medlem af IUS (International Union of Students, Den Internationale Studenterunion).[693] Ved den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i februar 1948 og den øgede sikkerhedspolitiske spænding støttede IUS’s sekretariat i Prag imidlertid uforbeholdent det nye kommunistiske regime. IUS viste sig således at være en kommunistisk frontorganisation, det vil sige en tilsyneladende tvær- eller upolitisk idé- og interesseorganisation, som mere eller mindre skjult blev kontrolleret af Sovjetunionen. DSF følte sig af den grund misrepræsenteret, suspenderede kort tid efter medlemskabet af IUS og søgte i de følgende år at begrænse samarbejdet til mere praktiske sager, især tosidede aftaler direkte med nationale studenterorganisationer om udveksling af studerende.[694] Efter at have opgivet at ændre på IUS’s kommunistiske orientering i 1950 deltog DSF samme år i dannelsen af det mere vestligt orienterede ISC (International Students Conference, Det Internationale Studenterråd), der i 1952 etablerede sit sekretariat, COSEC (Coordinating Secretariat of National Unions of Students, Koordinationssekretariatet for de Nationale Studenterunioner), i Holland. I første omgang valgte DSF at bevare kontakten til IUS, men efter sidstnævntes støtte til Sovjetunionen i forbindelse med invasionen af Ungarn i 1956 meddelte DSF, at man helt ville afbryde kontakterne med IUS.[695]

To år senere, i 1958, spurgte lederartiklen i Studenterbladet, hvordan de vestlige studenterorganisationer fornuftigvis skulle forholde sig til de østeuropæiske studenterorganisationer? Svaret lød, at det var ”urimeligt at fordømme et helt lands studenter, blot fordi de er ledet af en politisk dirigeret organisation.” DSF var derfor af den opfattelse, at DSF og ISC skulle indgå i konkrete samarbejdsrelationer med en række af de østlige studenterorganisationer. Dels ville det give de yngre borgere i Østeuropa ”indblik i et demokratisk lands samfundsforhold”, dels kunne det ”måske bidrage til at ændre den opfattelse, som de er blevet indpodet af de vesteuropæiske stater.” I forlængelse heraf, hed det, ville et samarbejde forhåbentlig stille sig hindrende i vejen for kommunisternes propaganda om forholdene ”i den frie verden.”[696]

Den første bemærkning om DSF i PET’s emnekartotek refererer til den her omtalte artikel i Studenterbladet og signalerer, at PET’s interesse udsprang af DSF’s mulige forbindelser østover. Det fremgår af emnekortene, at PET i de følgende år kun havde meget sporadisk interesse for DSF, og at det først var i 1963, at organisationen på ny påkaldte sig efterretningstjenestens interesse. Sammenhængen var, at DSF, efter at have deltaget som observatører i IUS’s 7. kongres, i marts 1963 modtog en invitation til at sende en delegation til Sovjetunionen som den sovjetiske studenterorganisations gæster. DSF orienterede Udenrigsministeriet om indbydelsen og overlod ministeriet kopier af korrespondensen med den sovjetiske organisation. Udenrigsministeriet viderebragte oplysningerne til PET, der også blev forsynet med kopier af brevvekslingen. Gensidige delegationsbesøg og en vis deltagelse i andre nationale studenterorganisationers kongresser blev i de følgende år gennemført, men tilsyneladende uden vedtagelse af storpolitiske resolutioner.[697]

Konkurrencen mellem den østlige og den vestlige paraplyorganisation var dog fortsat skarp. Den britiske studenterorganisation NUS (National Union of Students, Den Nationale Studenterunion), der indtog en fremtrædende position i ISC, havde været udsat for et kup, ledet af kommunisterne, der en kort overgang havde mobiliseret et flertal for udmeldelse af ISC. Ved DSF’s kongres i 1966 frygtede ledelsen et lignende kup og kaldte derfor formanden for NUS til hjælp. Det viste sig imidlertid under kongressen, at forslaget om at afbryde de internationale forbindelser ikke kom fra kommunisterne, men fra hvad der blev kaldt ”ultra-konservative, upolitiske elementer”. Et referat fra kongressen tyder på, at de ”ultrakonservative, upolitiske elementer” ikke agerede ud fra et koldkrigsperspektiv, men blot ønskede, at DSF skulle koncentrere sig om at varetage de studerendes økonomiske og sociale interesser. Referatet, der er fremstillet af en udenlandsk tjeneste, billigede tydeligt, at DSF engagerede sig internationalt, ikke mindst i form af fortsat deltagelse i ISC og dermed også i de internationale politiske spørgsmål, som ISC havde sat på dagsordenen. Støtte til de sydafrikanske studenter, der blev ramt af apartheidpolitikken, blev nævnt særskilt, idet DSF allerede var engageret her i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd. PET har tilsyneladende – og vel med god grund – ikke vægtet overvågningen af studenterne og deres internationale forbindelser særligt højt. Noget anderledes forholdt PET’s udenlandske samarbejdspartner sig, idet den sluttede sin redegørelse med, at man naturligvis principielt ikke var interesseret i DSF’s interne forhold, men i at støtte ISC, og at man derfor var interesseret i at modtage oplysninger om DSF’s og andre nationale studenterorganisationers forhold til ISC.[698] DSF’s internationale forbindelser og medlemskabet af ISC blev altså opretholdt. Samme år deltog DSF i ISC’s kongres i Nairobi, hvor man oplevede, at et mindretal på 15 ”nationale” studenterorganisationer, der betegnede sig som ”progressive”, rettede et skarpt angreb på, hvad de kaldte ”den konservativt-reaktionære anglo-skandinaviske blok.”[699]

Uanset denne politiske karakteristik blev DSF inviteret til at deltage med observatørstatus i IUS’s 9. kongres i Ulan Bator i Mongoliet i foråret 1967. DSF takkede nej og undskyldte sig med, at omkostningerne ved den lange rejse var for store til DSF’s budget. I oktober modtog DSF imidlertid besøg af præsidenten og vicepræsidenten i IUS fra Prag. De fik indrejsevisum og forklarede i den forbindelse, at de var i Danmark for at føre ”uformelle samtaler i København og Århus … med henblik på en genoprettelse af de siden 1949 afbrudte forbindelser.” Ifølge Land og Folk havde en repræsentant for DSF udtalt, at drøftelserne havde været positive og måske havde banet vejen for DSF’s tilknytning til IUS. Det kommunistiske dagblad refererede endvidere repræsentanten for at mene, at der siden bruddet i 1949 hos begge parter var sket en gradvis mentalitetsændring. En tilknytning til IUS ville, stadig ifølge Land og Folk, give DSF mulighed for at kontakte og etablere samarbejde med en række ulande, som man ellers ville være afskåret fra.[700]

DSF som sådan var ikke initiativtager til studenteroprøret i slutningen af 1960’erne, men var omvendt ikke upåvirket af stemningen i baglandet. I foråret 1969 afholdt DSF en ”forårskongres”, og PET noterede, med pressen som kilde, at der havde været en hård konfrontation mellem den ”politiske” og den ”upolitiske” fløj. Den førstnævnte havde stillet forslag om solidaritetsudtalelser vedrørende Vietnam, kritik af Grækenland (Oberststyret) og støtte til Østtyskland (anerkendelse af DDR). Kongressen havde valgt en ny formand, der havde erklæret at ville ”køre en venstresocialistisk linje og satse på en målsætningsdebat”.[701] PET ønskede at registrere pågældende, hvilket gav anledning til en diskussion i Wamberg-udvalget. Udvalget havde ved et tidligere møde fået nægtet aktindsigt vedrørende registrering af pågældende, og spørgsmålet om Wamberg-udvalgets aktindsigt i registreringssager var i forvejen mere generelt til diskussion. Efter anmodning fra departementschef Niels Madsen forklarede Jørn Bro registreringen af pågældende med, at han havde nære kontakter til to fremtrædende trotskister, og at trotskisterne udviste stigende aktivitet som et uroskabende element i studenterkredse. Det tilfredsstillede imidlertid fortsat ikke Wamberg-udvalget, især ikke Engberg-Pedersen. I et internt notat udfærdiget efter mødet i Wamberg-udvalget skrev Bro:

”Vi kommer formentlig til at høre meget mere til denne sag, hvorfor jeg nu vil iværksætte en intensiv efterforskning omkring [-] for at få fyldt noget mere på.”[702]

Affæren endte dog med, at registreringen af pågældende blev slettet.

I efteråret 1969 blev FE’s aflytningscentral i Kejsergade afsløret, og da den var installeret i universitetets bygning, hævdedes det i pressen, at den også vedrørte DSF. Nils Bredsdorff berettede ifølge PET’s oplysninger om sagen i et brev til DKU og foreslog et samarbejde om at undersøge, hvor Hjemmeværnet og Civilforsvaret havde deres depoter. Det var planen at offentliggøre resultaterne af undersøgelsen. PET sluttede sin notits om denne del af Kejsergadesagen med en oplysning om, at ”DKU modtog opfordringen.”[703] Det ses ikke, om PET havde sine oplysninger fra en kilde, eller PET havde haft adgang til at læse brevvekslingen. Imidlertid syntes PET ikke at have været i tvivl om, at en del af studenterbevægelsen var blevet stadig mere radikaliseret. Ifølge et emnekort arrangerede studenterne ved Københavns Universitet, da styrelsesloven skulle behandles i Folketinget i begyndelsen af marts måned 1970, en ”statusuge”, der skulle starte med en demonstration fra H. C. Ørsted Instituttet til Sociologisk Institut. ”Under demonstrationen vil der på Frue Plads foregå en ”halshugning” af undervisningsminister” Helge Larsen. Demonstrationen var på lovlig vis anmeldt til politiet af Studenterrådet.[704] I november 1970 stod DSF endvidere som arrangør af en såkaldt Grækenlandsuge og udsendte i den anledning en folder med indbydelse til arrangementer fra 19. til den 30. november. Den 29. november skulle der demonstreres fra Rådhuspladsen i København til den græske og den amerikanske ambassade. Overskuddet ved arrangementerne og fra den samtidige giro-indsamling skulle ubeskåret gå til den ”græske modstand i Grækenland.”[705]

Selv om DSF i 1970’erne opretholdt nogle internationale kontakter, eksempelvis til Black Panther Party, og fortsat deltog i solidaritetsarbejdet i forhold til lande i den tredje verden, er det tydeligt, at de interne diskussioner om uddannelsernes form og indhold spillede en stadig større rolle. Den årlige kongres, hvor organisationens formand og præsidium (bestyrelse) blev valgt, gav anledning til kamp om posterne og forskellige valgtaktiske alliancer. På kongressen i 1976 blev en statskundskabsstuderende fra Århus valgt til formand. Han var ikke registreret i PET, der derfor udbad sig oplysninger fra Regionsafdeling II. Herfra kunne man blot meddele, at pågældende i 1973 havde underskrevet opfordring til at stemme på DKP, men ellers var han ”ukendt her i afdelingen”.[706] Oplysninger om pågældende måtte med andre ord bero i et arbejdskartotek.

I midten af 1970’erne var der, bemærkede PET, en betydelig uoverensstemmelse internt i DSF, og i begyndelsen af 1976 kunne tjenesten notere, at DSF’s præsidium var blevet sprængt. Således var Per Bjerregaard Clausen, Inger Marienlund Rasmussen og Birgitte Viskum af den opfattelse, at DSF – ifølge ordlyden i PET’s notat – ikke ”i tilstrækkelig grad bidrager til en mobilisering og politisering af studenterne – med det for øje at udvikle nogle antiparlamentariske kamperfaringer”.[707] I de følgende år fortsatte DSF med at være genstand for interne stridigheder. Fra PET’s side undlod man fortsat at iværksætte en overvågning. Til gengæld valgte man at fortsætte indsamlingen af oplysninger. En overvågning skulle heller ikke synes nødvendig, idet aviserne flittigt refererede fraktionskampene, især ved kongresserne. Disse fraktioner var ikke fast organiserede. I 1980 vandt Fagkritisk Front formandsposten og praktisk talt hele præsidiet.[708] Det følgende år, i 1981, noterede PET, at Fagkritisk Front, der havde rod i Studenterfronten i Århus, fortrinsvis bestod af VS’ere. Fraktionen Aktiv Enhedsliste bestod stort set udelukkende af Komm.S.’ere (Kommunistiske Studenter), mens den mere militante del af VS ifølge notatet samledes i VSU, og endelig samledes KAP’erne (Kommunistisk Arbejderparti) i Studentergruppen.[709] I omtalen af kongressen 1981 blev DSF karakteriseret som en organisation i opløsning. Adskillige mindre medlemsforeninger meldte sig ud, og DSF syntes end ikke at være i stand til at finansiere sin virksomhed. Den interne uenighed var så indædt, at kongressen end ikke var nået til enighed om et arbejdsprogram, hvilket også fremgik af dagbladenes referater af kongressen.[710]

DSF som organisation eller enkeltpersoner, der var aktive i DSF eller andre studenterorganisationer, som mere eller mindre velbegrundet kunne betegnes som venstreorienterede, blev ofte nævnt og – så vidt muligt – identificeret i PET’s notitser som deltagere i møder, kontakter til eller støtteinitiativer for ”sager” af forskellig art. Det kunne dreje sig om Berufsverbot i Vesttyskland, om støtte til Solidaritetskomitéen for politiske fanger i Vesteuropa, Black Panther Party, PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, Folkefronten til Palæstinas Befrielse) og partisanbevægelsen MPLA i Angola (Mouvimento Popular de Libertação de Angola, Folkebevægelsen for Angolas Befrielse).[711] I adskillige notitser om sådan støtte, hvor DSF var en af mange organisationer, kunne DKU, Komm.S. og DSF være noteret side om side med Radikale Studenter, Internationalt Forum, Mellemfolkeligt Samvirke og KFml. Sådanne støtteinitiativer bestod normalt i afholdelse af et offentligt møde, hvor en fremtrædende person fra den støttede organisation var hovedtaler. Der foranstaltedes ofte indsamling, eventuelt på en giro-konto.[712]

I begyndelsen af 1980’erne engagerede DSF sig i Fredsbevægelsen. Ved årskongressen i 1982, hvor det såkaldte ”Samlings-præsidium” blev valgt, meddelte præsidiet, at det internationale udvalg skulle tage sig af fredsarbejdet. Alligevel var DSF ikke at finde mellem de 21 fredsgrupper, der i november 1982 startede Landskampagnen Stop Raketterne. DSF må dog senere have tilsluttet sig kampagnen, idet DSF, da opstillingen af raketterne blev påbegyndt, meldte sig ud, men erklærede, at man fortsat ville koordinere fredsgrupperne på universiteterne.[713] DSF havde i 1983 og 1984 arrangeret fredskonferencer, havde deltaget i bestræbelserne for at få oprettet et fredsforskningsinstitut med forankring i Københavns Universitet og havde plæderet for, at fredsspørgsmålet blev integreret i undervisningen.[714]

Efter det foreliggende materiale at dømme spillede DSF ikke nogen nævneværdig rolle i PET’s overordnede trusselsbillede og havde måske aldrig gjort det, selv om der af og til kom forespørgsler fra udenlandske efterretningstjenester. Disse forespørgsler handlede for det meste om DSF’s forbindelse til palæstinensere. Så vidt det kan ses af det bevarede materiale, svandt overvågningen af DSF fra midten af 1980’erne ind til udklip fra aviserne, og i årsberetningerne fra Afdeling C (senere Afd. 2) blev DSF ikke nævnt. PET’s svindende interesse for DSF skyldtes antagelig, at de studerende prioriterede protester mod, hvad de opfattede som nedskæringer af bevillingerne til universiteterne og af studiestøtten, højere end en revision af styrelsesloven og engagementet i verdenssituationen. I et referat fra Komm. S.s ti års jubilæum og 7. kongres i 1984 hed det, at ungkommunisterne udtalte en række rosende ord om DSF, men det ”skyldes formentlig udelukkende denne organisations holdningsændring med hensyn til freden.”[715] Set over hele perioden havde PET tre kilder og kontakter, der oplyste om udviklingen i DSF.

Universiteterne

I sidste halvdel af 1960’erne var flere vestlige lande genstand for studenteruroligheder. Væsentlig som inspirationskilde var studenteroprøret på University of California i Berkeley i 1964-65, hvor de studerende gennem den såkaldte ”free speech movement” stillede krav om studenterrettigheder, ligesom de erklærede deres støtte til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og kritiserede USA’s engagement i Indokina og den begyndende Vietnamkrig (1964-75).[716] I løbet af få år spredtes oprøret til andre dele af USA og siden til Europa: Efter at der i 1965 var blevet indført en række begrænsninger i studenternes indflydelse på det ellers meget pluralistiske og liberale Freie Universität i Vestberlin, kom det i 1968 til sammenstød mellem universitetets studerende og ledelse.[717]

Stort set samtidig havde det antiautoritære oprør nået Frankrig, hvor en gruppe studerende på et universitet i Nanterre uden for Paris demonstrerede blandt andet mod kønsopdelte kollegier. Franske myndigheder lukkede det lokale universitet, hvorpå uroen spredte sig til Paris, hvor de studerende på Sorbonneuniversitetet kom i sammenstød med politiet. Først blev universitetet lukket, derpå blev det besat af de studerende, og i dagene, der fulgte, antog sammenstødene mellem politiet og de studerende noget nær revolutionær karakter med blodige gadekampe. Den 13. maj 1968 demonstrerede mere end en halv million studerende og arbejdere i Paris, og ti dage senere gennemførte ti ud af Paris’ 14 millioner borgere en generalstrejke. Det politiske liv i Frankrig var stærkt påvirket af situationen, og de Gaulle – der forlod Paris på grund af den revolutionære stemning, idet han søgte tilflugt hos de franske styrker i Vesttyskland – udskrev valg til Nationalforsamlingen. Kort tid efter ophørte strejkerne, besættelsen af Sorbonne blev bragt til afslutning, og ved det udskrevne valg i slutningen af maj opnåede de Gaulle absolut flertal i det franske parlament. Studenteruroen i Frankrig var bragt til ophør.[718] Intet sted i Europa nåede urolighederne samme intensitet og revolutionære potentiale som maj 1968 begivenhederne i Frankrig, men det overses ofte, at den revolutionære italienske protestbevægelse var den mest dybtgående og vedvarende i Europa. Den bredte sig fra skoler og universiteter til fabrikker og derfra ud til vide grene af samfundet.[719]

I det følgende vil der blive gjort rede for PET’s overvågning af navnlig studenteroprøret på universiteterne i København og Århus. Desuden vil nogle af PET’s forbindelser til Odense Universitet blive omtalt. Roskilde Universitetscenter (RUC) og Aalborg Universitetscenter (AUC), etableret i hhv. 1972 og 1974, vil imidlertid ikke blive genstand for nærmere omtale, da PET’s akter om disse institutioner er forholdsvis fåtallige. Generelt kan det konstateres, at PET interesserede sig for, om de to universiteter ville udvikle sig til at være et arnested for Østkontakter, uro-aktiviter og mulig revolutionær virksomhed. Derfor indeholder emnekortene på de to institutioner også en række oplysninger om især østeuropæiske gæsteforskeres besøg på de to universiteter, men også om afholdelse af diverse studiekredse, uddeling af løbesedler med politiske budskaber etc.[720] Efter at AUC blev dannet i 1974, stod venstreorienterede kredse stærkt i studenterpolitikken, men fra PET’s side blev trusselsvurderingen stadig mere begrænset. Det er karakteristisk, at det i Regionsafdeling I’s årsberetning for 1975-76 hedder: ”Man har tilsyneladende fundet en rytme, der også passer ind i det nordjyske”, hvormed der mentes, at AUC ikke havde været meget fremme i debatten det forgangne år.[721]

Studenteroprøret i Danmark havde langt mindre militant karakter end i udlandet. Oprøret havde sit udspring i København, hvor de psykologistuderende i marts 1968 stillede krav om professorvældets afskaffelse og øget studenterindflydelse.[722] I de følgende uger eskalerede situationen. I april boykottede Arkitektskolens studerende således eksamen, og kort efter besatte de psykologistuderende laboratorierne i Studiegården. De aktionerende stillede krav om, at de studerende skulle opnå 50 pct. indflydelse i alle universitetets styrende organer, det vil sige konsistorium, fakultetsråd og studienævn, hvor det hidtil havde været situationen, at universitetets professorer og de ældste lektorer havde den afgørende indflydelse. I de følgende uger og måneder fortsatte de studerende med at aktionere og demonstrere – mest kendt er situationen fra universitetets årsfest i 1968, da psykologistuderende Finn Ejnar Madsen indtog rektor Mogens Fog’s talerstol.[723] I juni 1970 blev der vedtaget en ny styrelseslov, der erstattede det traditionelle professorvælde og foreskrev, at de styrende organer skulle sammensættes ved en slags stændervalg, hvor universitetslærerne og studenterne og det teknisk administrative personale hver for sig skulle vælge en bestemt kvote til hvert af de styrende organer. Kun i studienævnene fik studenterne opfyldt deres krav om at besætte halvdelen af pladserne.[724]

Billede: Mogens Fog var rektor for Københavns Universitet 1966-72. Den forhenværende DKP’er, modstandsmand og medlem Danmarks Frihedsråd opnåede i dele af offentligheden megen respekt og sympati, bl.a. fordi han var i stand til at tackle ungdomsoprørerne på en måde, der på en og samme gang var imødekommende og afvisende. Da Mogens Fogs kontor på Københavns Universitet blev invaderet af de studerende i marts 1970, udviste han imidlertid mindre forst&aring else: ”Udover alt det andet svineri er I altså også tyveknægte!”. De unge havde drukket hans sherry og røget hans cigarer. (Polfoto).

Mogens Fog var rektor for Københavns Universitet 1966-72. Den forhenværende DKP’er, modstandsmand og medlem Danmarks Frihedsråd opnåede i dele af offentligheden megen respekt og sympati, bl.a. fordi han var i stand til at tackle ungdomsoprørerne på en måde, der på en og samme gang var imødekommende og afvisende. Da Mogens Fogs kontor på Københavns Universitet blev invaderet af de studerende i marts 1970, udviste han imidlertid mindre forstå else: ”Udover alt det andet svineri er I altså også tyveknægte!”. De unge havde drukket hans sherry og røget hans cigarer. (Polfoto).

Det var ikke studenteroprøret i sig selv, der vakte PET’s interesse. Det blev bemærket, at ”de psykologistuderende ved Københavns Universitet iværksatte oprør mod professor-enevældet og de herskende autoritære forhold på universitetet”, ligesom nogle få navne på initiativtagerne blev noteret.[725] Alligevel lagde PET en række dokumenter på akterne. Årsagen var, at den uro, som navnlig trotskister og maoister havde foranstaltet i slutningen af 1960’erne, havde gjort PET interesseret i de kampmetoder, som studenteroprøret havde anvendt navnlig i Berlin, i Hamburg og i Paris.[726] I sommeren 1970 sammenskrev en PET-medarbejder den viden, som tjenesten havde indsamlet de seneste par år, idet den pågældende samtidig forsøgte at sammenkæde de forskellige begivenheder, der havde forbindelse til studenteroprøret og universiteterne. Ifølge notatet var billedet følgende:

I 1966 var der i Danmark blevet dannet en syndikalistisk gruppe, der kaldte sig Zenit. Antallet af medlemmer var ganske lille, og ifølge PET’s oplysninger havde de kun udført et begrænset antal handlinger – især hærværkshandlinger. Efter kort tid havde gruppen politisk-ideologisk bevæget sig i anarkistisk retning, hvorefter en del af medlemmerne var faldet fra. De tilbageværende anarkister forsøgte – ”ofte ved ganske naragtige aktioner” – at ”holde liv i gruppen”, men i løbet af kort tid ebbede aktiviteterne ud. Medlemmerne af Zenit var i overvejende grad universitetsstuderende. Det konstateredes i rapporten, at Zenit ikke på noget tidspunkt havde haft nævneværdig betydning.[727]

Vedrørende de studenteruroligheder, der fandt sted i 1968 og 1969, konstateredes det i rapporten, at de pågældende studenter ikke alene var utilfredse med de faglige forhold på universiteterne, men ”med hele det eksisterende samfundssystem, med kapitalismen, borgerligheden, med amerikansk imperialisme, NATO o.s.v.” De politiske synspunkter, der udgik fra studenterne, var venstreorienterede, men PET vurderede, at der ikke i første omgang var nogen politisk gruppering, der var den dominerende. Som tiden gik, blev imidlertid visse trotskistiske aktivister særligt fremtrædende.[728]

Umiddelbart efter den såkaldte Kejsergade-sag i efteråret 1969, hvor en kreds af studerende afslørede, at FE havde placeret en aflytningscentral under Københavns Universitets bygning i Kejsergade i København, følte en gruppe af studerende sig ifølge PET ”ægget og opmuntret” til ”omgående” at ”forberede nye uroligheder og optøjer”. Ifølge PET’s notat opbyggede således en kreds af trotskistisk anførte studenter et såkaldt ”aktivist- og urocenter” på universitetet, og samtidig forsøgte de pågældende efter fransk forbillede at oprette basisgrupper, der skulle være spydspidser i en forestående revolution. Det var PET’s opfattelse, at de revolutionære studerende udgjorde et meget begrænset antal og derfor kun nød meget begrænset opbakning blandt universitetets øvrige studerende. Men eftersom den revolutionære kerne var vidende om, at en stor del af universitetets studerende var utilfredse med regeringens forslag om en ny styrelseslov, anvendte den revolutionære kerne styrelsesloven som løftestang til at aktivere den store mængde af universitetsstuderende, der ikke syntes at være så politiserende.[729]

Studenteruroen kulminerede i marts 1970, da en aktivistgruppe under ledelse af to ”særdeles erfarne og skolede” trotskister fik arrangeret og gennemført en lovligt anmeldt protestdemonstration med deltagelse af 6.000 af universitets 20.000 studerende. Protesten angik styrelsesloven, og demonstrationen blev gennemført på fredelig vis. Arrangørerne af demonstrationen havde samtidig, men i al hemmelighed, planlagt, at et par hundrede aktivister – efter at demonstrationen var bragt til afslutning – skulle besætte Københavns Universitet. Aktionen blev gennemført og stod på i et døgn. Ifølge PET’s oplysninger var det formålet med besættelsen, at aktivisterne skulle gennemsøge universitetets kontorer og arkiver med den hensigt at dokumentere universitetets og et antal professorers forbindelser med ”CIA, amerikansk/kapitalistisk indflydelse o.lign.” Imidlertid førte denne undersøgelse, der ifølge PET ”havde karakter af rent hærværk”, ikke til noget resultat.[730]

Efter besættelsen var bragt til afslutning, undersøgte PET, hvem der havde stået bag aktionen. Resultatet viste, at ledergruppen udgjordes af under ti personer, hvoraf kun nogle var studerende. Samtidig viste resultatet, at navnlig det trotskistiske miljø havde været en vigtig organiserende kraft. Den væsentligste udenlandske inspirationskilde var angiveligt den franske maj-revolte, og samtidig kunne PET konstatere, at en af denne revoltes ledere, Ben Daniel Said, ”netop opholdt sig i København under urolighederne og ydede bistand til de danske aktivistledere.” PET betragtede dog ikke aktionen som vellykket.[731]

Hvad videre angik spørgsmålet om studenterurolighedernes mulige udenlandske drivkræfter konkluderedes det i notatet, at der intet var konstateret, ”der tjener til bevis for international kontrol, styring eller finansiering.” Vel havde de studerende talrige udenlandske forbindelser, og klart stod det også, at især trotskisterne havde kontakter til ligesindede navnlig i Vesttyskland og Frankrig. Imidlertid havde det ikke været muligt for PET at dokumentere, at disse forbindelser var udslaggivende for udviklingen i Danmark.[732] Sammenfattende var det PET’s opfattelse, at studenterurolighederne ”på intet tidspunkt har kunnet måle sig i styrke med tilsvarende udenlandske manifestationer”. PET’s medarbejder noterede afslutningsvis noget gammelklogt, at studenternes manifestationer kunne opfattes som

”naturlige konsekvenser af ungdommens skuffelser over efterkrigstidens mangeartede blanding af velstand og fattigdom, kriser og krige, af u-landsproblemer, racediskrimination, oprustning og krigstrusler – en globalt afsmittende skuffelse over den verden, som den voksne generation har skabt, og som ungdommen ikke bryder sig om at arve med dens nuværende kaotiske blanding af godt og ondt.”[733]

PET’s bevarede akter omhandlende overvågningen af Københavns Universitet indskrænker sig til perioden 1970 til 1972. I den periode havde PET fire kilder i dette miljø. Det bevarede materiale forekommer særdeles fragmentarisk, og nogen udtømmende fremstilling lader sig ikke udfærdige på baggrund heraf. Imidlertid fremgår det, at Studenterrådet i september 1970 afholdt urafstemning om den nye styrelseslov, og at det derefter blev rådets politik at kræve udskiftelig enhedsrepræsentation via indirekte valg til de forskellige af universitets styrelsesorganer. Dette stod imidlertid i strid med de såkaldte ”Larsen-valg” i december 1970. Studenterrådet boykottede valget, hvorefter kun Moderate Studenter og Konservative Studenter deltog.[734]

I månederne, der fulgte, forsøgte den del af Studenterrådet, der var revolutionært indstillet, at sabotere universitetets ledelse.[735] Det lykkedes imidlertid ikke, og samtidig skete der det, at studenter inden for forskellige faggrupper fandt frem til en række midlertidige ordninger, hvorefter en bredere repræsentation af de studerende kunne deltage i diverse udvalg som observatører. I løbet af få måneder mistede den del af Studenterrådet, der ifølge PET ønskede at foranstalte såkaldt uro, den begrænsede opbakning, de trods alt havde haft blandt de studerende. Da en PET-medarbejder i august 1972 gjorde status over studenteroprøret på Københavns Universitet, tvivlede pågældende på, at det overhovedet var retvisende at tale om et oprør. Og under alle omstændigheder blev oprøret ikke af det format, som nogle af aktørerne havde givet udtryk for, at de ønskede. Oprørerne var ifølge PET’s medarbejder

”i fåtal, og trods mange forsøg på at skabe uro, lykkedes det ikke – givetvis på grund af de besindige studenters – og de var i flertal – tilbageholdenhed over for de rabiate studenters mere eller mindre hovedløse aktiviteter, som blev forsøgt iværksat.

Forholdene i dag på Københavns Universitet må derfor karakteriseres som normale, selv om de få yderliggående studenter med mellemrum – men uden held – forsøger at iværksætte aktioner.”[736]

Herefter foreligger der ikke yderligere oplysninger om Københavns Universitet i emnesagen.

På Aarhus Universitet var det den venstreorienterede Studenterfronten, der i PET’s optik stod fadder til protesterne. Den var i forvejen genstand for en vis politimæssig interesse. To studerende – stud.med. Hans Chr. Krogh Pedersen og stud.jur. Poul Heinrich Riis Knudsen, der stiftede DNSU samme år – havde således i 1970 anmeldt Studenterfronten til Rigsadvokaten og ønskede den opløst ved dom efter Grundlovens § 78, stk. 2, idet de henviste til, at Studenterfronten talrige gange havde udtalt, at dens mål var en omstyrtelse af det danske samfund – om nødvendigt ved anvendelse af voldelige midler. Anmeldelsen blev fra Rigsadvokaten sendt til Statsadvokaten, derfra til politimesteren i Århus. Den 20. november 1970 sendtes sagen fra statsadvokaturen i Viborg tilbage med den konklusion, at Studenterfronten, efter hvad kriminalpolitiets undersøgelse havde oplyst, ikke var en forening. Studenterfronten havde ikke nogen formand, heller ingen bestyrelse eller foreningslove. Den bestod af forskellige, venstreorienterede grupper, der arbejdede på at dominere Studenterrådet for at gennemføre gruppens politiske ideer på universitetet. Til det formål havde Studenterfronten opstillet liste Q til de kommende valg.[737]

Da rektorvalget ved Aarhus Universitet fandt sted i slutningen af april 1971, foranstaltede medlemmer af Studenterfronten en blokade af administrationsbygningen, hvor rektor og universitetets direktør blev spærret inde. Telefonerne blev afbrudt, og demonstranterne åbnede en postkasse, der fungerede som stemmeurne, og tilegnede sig en, måske flere, stemmesedler. Da rektor, Søren Sørensen, og direktøren, Jens Sørensen, uden at blive forulempet var sluppet fri, indgav de den 27. april politianmeldelse mod tre af de aktivister, som de havde genkendt. Anmeldelsen lød på ulovlig tvang, indbrud i postkassen, tyveri af mindst en stemmeseddel; alt med det formål at forhindre rektorvalget.[738] Med den begrundelse søgte og fik politiet i Århus en retskendelse til telefonaflytning af Studenterrådet samt et kollektiv, der beboedes af personer fra Studenterfronten.[739] PET blev af Århus Politi anmodet om assistance, hvorefter Jørn Bro sendte to medarbejdere til Århus, herunder en kriminaloverbetjent fra PET’s tekniske afdeling. Få dage senere – den 2. maj 1971 – var de tekniske arrangementer bragt på plads, hvorefter PET frem til slutningen af maj aflyttede Studenterfrontens telefoner. Til gengæld undlod PET at aflytte det omtalte kollektiv, angiveligt fordi PET befrygtede, at beboerne ville afsløre aflytningen og bringe hele operationen i risiko.[740]

Da PET i juni gjorde status over aflytningen, var det efterretningstjenestens vurdering, at Studenterfrontens medlemmer trods ønsker om det modsatte ”ikke havde været i stand til at foretage sig noget mod rektorvalget”. Til gengæld fremgik det, at frontens medlemmer forsøgte at vinde studenterkredse i Odense og i København for dennes synspunkter. Dette var imidlertid ikke lykkedes, og, hed det,

”i det store og hele forekommer den revolutionære klike i Århus samlet i studenterfronten at være en stærkt selvoptaget og navlebeskuende kreds af psykopatprægede individer, der ikke i større udstrækning har deres kammeraters tillid.”

Den pågældende PET-medarbejders forklaring på, at fronten alligevel havde en vis indflydelse i det århusianske studenterpolitiske miljø, lød, at langt den overvejende del af de studerende i Århus ikke tog del i frontens aktiviteter, og derfor havde den typisk ”let spil til at styre møder og arrangementer...” Med andre ord nød Studenterfronten godt af de øvrige studerendes manglende politiske engagement. Det var en vurdering i notitsen, at af universitetets 12.000 studerende kunne Studenterfrontens 15 ledende personer kun mobilisere omtrent 200 egentlige aktivister.[741]

Som overskudsinformation godtgjorde telefonaflytningen endvidere, at Studenterfronten havde ”særdeles gode presseforbindelser”. Det vurderedes i en notits, at én af dagbladet Informations medarbejdere syntes at være ”inspirator og rådgiver” for et af de centrale medlemmer af Studenterfronten ”i den stedfundne aktions- og pressionspolitik.”[742] I slutningen af maj udløb telefonaflytningskendelsen, og der blev ikke søgt om fornyelse. Der var ikke kommet noget frem, der kunne bidrage til sagen mod de sigtede studenter. Efter at Statsadvokaten i Viborg og Rigsadvokaten havde vurderet sagen, anbefalede de, at der ikke blev rejst tiltale mod aktivisterne.[743] Jyllands-Posten beklagede afgørelsen og betegnede den som politisk.[744]

PET’s emnesag på Aarhus Universitet og to tilhørende bilagsmapper vidner om, at efterretningstjenesten holdt sig orienteret om den generelle studenterpolitiske udvikling. Interne referater af diskussionsmøder i studentergrupperne er således beroende i PET’s arkiv. Dermed kunne PET læse om den sammenhæng, der ifølge studenterne bestod mellem på den ene side reglerne for valg til universiteternes styrende organer og på den anden side sammensmeltning af statsmagten, kapitalen og styringen af universiteternes forskning. Som modspil mod ”Forskning for Profitten” etableredes ”Fagkritisk Forskning” med ”Malerrapporten” som et meget omtalt eksempel på forskning med politisk effekt.[745] Akterne omhandlende PET’s overvågning af protesterne på Aarhus Universitet i årene omkring 1970 efterlader det overordnede indtryk, at PET ikke var interesseret i universitetet som sådant. Til gengæld ønskede PET at være informeret om den mulige uro, der eventuelt måtte udspringe fra dele af det studenterpolitiske miljø omkring især Studenterfronten.

I 1973 tog Studenterfronten navneforandring til Fagkritisk Front, og ifølge PET’s oplysninger indtog den nye front en meget fremtrædende rolle i den århusianske studenterbevægelse det følgende tiår. Fagkritisk Front lagde vægt på marxistisk skoling og fagkritiske studier. Således arrangerede Fagkritisk Front eksempelvis et skolingsseminar i 1973 på Studentercenteret i Hald uden for Viborg med deltagelse af 44 studerende. De følgende par år syntes fronten knap så virksom, men i sidste halvdel af 1970’erne bemærkede PET, at den på ny markerede sig stærkt navnlig på Statskundskab og på Historie. Det hedder i en PET-notits om Fagkritisk Front fra 1977, at fronten definerede sig som tværpolitisk, men at den klart bekendte sig til en venstreorienteret linje. I begyndelsen af 1982 fik studenterrådet på Aarhus Universitet ny ledelse med tre kommunister og to socialdemokrater. En af frontens grundlæggere skulle på det tidspunkt have udtalt, at fronten ikke længere havde nogen betydning, da det nu var partier og organisationer som VS, KAP og Komm.S., der stod centralt i organiseringen af studenterpolitikken.[746]

PET havde i 1970’erne og 1980’erne flere kilder og kontakter på Odense Universitet. PET tog initiativ til dette samarbejde lige efter indvielsen af universitetet i 1966. PET’s kontaktmand overværede åbningen og erhvervede sig i den anledning et festskrift med navnene på universitetets nye lærerkræfter. Den pågældende forklarede, at han meget vel kunne komme i den situation, at han i ”tjenstlig anledning måtte rette henvendelse til disse lærerkræfter”, og da han ikke ønskede at gå til de ”forkerte”, ønskede han samtlige anførte lærere søgt i PET’s register.[747] Dette forekommer umiddelbart bemærkelsesværdigt, men det skal nævnes, at PET også havde legitime interesser i at have kontakter på universiteterne, f.eks. i det tilfælde hvor der skulle foretages sikkerhedsundersøgelser.

PET’s kilder og kontakter på Odense Universitet blev i perioden frem til 1989 fundet blandt undervisere, studerende og det administrative personale. Nogle gav primært oplysninger om studentermiljøet og studenterpolitiske aktiviteter, andre orienterede om undervisernes politiske holdninger og Østkontakter. Undervisere kunne også fungere som samtalepartnere for PET i kraft af deres faglige ekspertise inden for et bestemt felt. Det hedder i en beretning vedrørende et fællesmøde for kriminalpolitipersonalet i regionsafdelingerne afholdt i Maribo i 1972, at PET oprindeligt havde haft vanskeligt ved at finde samtalepartnere på Odense Universitet. Nu, i 1972, var det situationen, at tjenesten havde ”rettet betragteligt op” på det. Desuden havde PET fået kontakt til universitetets administrative ledelse, og der var udsigt til også at få en god kontakt blandt de studerende. Det hed i beretningen, at Odense Universitet var det af landets universiteter med mindst uro.[748]

Som eksempel på en kontakt fra lærersiden kan nævnes, at en ansat på universitetets humanistiske fakultet i 1980’erne videregav oplysninger om en yngre stipendiats forskellige aktiviteter og mulige Østforbindelser.[749] PET’s leder af Regionsafdeling IV mødtes med kontakten ved flere lejligheder, hvor de diskuterede emner af politisk og efterretningsmæssig relevans. Den pågældende universitetsansatte gav eksempelvis oplysninger om den yngre stipendiats engagement i en stiftende generalforsamling for en nyoprettet studiegruppe.[750] PET’s kontakt var tilsyneladende af den opfattelse, at sådanne tjenester var en anden værd. Det følgende år udbad den pågældende sig oplysninger fra PET til brug for et konkret forskningsprojekt.[751] Håndakter fra lederen af Regionsafdeling IV viser, at universitetslæreren og PET-medarbejderen også førte diskussioner om danske og sovjetiske forskere, kunstnere, diplomater og politikere, som efterfølgende blev søgt i Centralafdelingen. Samarbejdet synes at have fortsat efter Berlinmurens fald i 1989. På et møde med kontakten den 20. januar 1992 ønskede PET-medarbejderen at drøfte en østeuropæisk ambassadørs virke, KGB og Gordijevskij, Jacob Holdt-sagen samt ”Ole Sohns mulige modtagelse af 1 million fra SUKP”.[752] Den pågældende PET-medarbejder har over for Kommissionen erklæret, at han ikke på noget tidspunkt videregav PET-oplysninger til gengæld for de oplysninger, han fik fra den universitetsansatte.[753] Jørn Bro har dog over for Kommissionen udtalt, at PET generelt måtte ”give noget” for ”at få noget fra meddelerne”, om end han ved samme lejlighed har understreget, at PET’s medarbejdere altid skulle være forsigtige og ”aldrig give mere end strengt nødvendig.”[754]

Guerillabevægelser på universiteterne?

Som det fremgår, var PET’s interesse for universiteterne primært motiveret i to forhold. For det første ønskede PET at være orienteret om den mulige uro, der udsprang fra studenterkredse i årene omkring 1970. Og for det andet ønskede PET at hverve kilder, der kunne berette om studerendes mulige Østkontakter og eventuelt uroskabende miljøer. PET’s interesse for universitetsmiljøerne var desuden motiveret i et par oplysninger fra slutningen af 1960’erne om, at der angiveligt eksisterede guerillabevægelser på to af landets universiteter. Den ene bevægelse skulle udgå fra Aarhus Universitet, den anden fra Københavns Universitet. Oplysningerne i PET’s arkiv tegner i korthed følgende billede:

I sommeren 1969 blev PET via FE orienteret om, at der angiveligt eksisterede en guerillabevægelse med tilknytning til Københavns Universitet. Kilden til FE’s oplysning var en lektor på universitetet i København, der nogen tid forinden havde holdt et foredrag for en kreds af personer ansat i Forsvaret. Pågældende meddelte i foredraget, at der i en kælder under universitetet blev fremstillet molotovcocktails, trænet guerillakrigsførelse og likvidering uden at efterlade spor. Instruktørerne skulle ifølge lektoren være en lille håndfuld af universitetsstuderende, der havde modtaget deres uddannelse i f.eks. Ægypten og på Cuba.[755]

Efter at være blevet informeret om ovenstående inviterede FE pågældende lektor til en samtale, hvori FE dels efterspurgte mere konkrete oplysninger, dels vurderede kildens troværdighed. Lektoren anførte indledningsvis, at han ”med længsel” havde set frem til dette møde, og at hans intention med at oplyse om guerillaorganisationen havde været, at han ville få lejlighed til at tale med FE. Under samtalen nævnte lektoren navne på en håndfuld studerende og undervisere, som han satte i forbindelse med den nævnte guerillaorganisation. Det var imidlertid karakteristisk for samtalen, at hver gang lektoren blev anmodet om at præcisere, konkretisere og dokumentere et givet forhold, var han ikke i stand til det. Om en af de hovedmistænkte hed det, at lektoren ”intet konkret” vidste om dennes forhold til guerillavirksomhed. Om samme persons besøg på Cuba havde lektoren heller ingen ”konkret viden”. Ifølge lektoren udgav aktivisterne en række skrifter indeholdende revolutionær agitation. Adspurgt om hvordan aktivisterne finansierede disse, forklarede lektoren, at rektor Mogens Fog formidlede en del af pengene, mens ”det siges”, at den resterende sum penge blev tilvejebragt via hashhandel. Og, hed det videre, universitetslæreren ”nærer samme anskuelse”. Præcis viden var lektoren altså ikke i besiddelse af. En anden del af aktivistarbejdet skulle også være finansieret af hashhandel, men herom gjaldt det igen, at lektoren ikke kunne nævne konkrete eksempler herpå, og ”ejheller navne på den eller de personer, der skal være hash-sælgere”. Senere i samtalen forklarede lektoren, at han slet ikke vidste, om den påståede undervisning overhovedet var blevet gennemført, og han ville ”ikke udelukke, at det hele kan være ment som en slags provokation fra aktivistside.” Endelig nævnte lektoren ”som sin personlige mening”, at en bestemt person var den, der ”trækker i trådene”. Lektoren havde ”selv fået den tanke”, at det var denne person, men ”har dog slet ingen viden derom.”[756]

Oplysningen om, at det blev trænet i fremstilling af molotovcocktails, guerillakrigsførelse og likvideringsteknikker i kældrene under Københavns Universitet, var således udokumenteret. Imidlertid fremgår det af samtalereferatet, at det var FE’s opfattelse, at pågældende lektor var meget skuffet over sit institut. Han havde tidligere søgt et professorat, som var blevet besat til anden side, og af samtalereferatet fremgik det, at det var lektorens opfattelse, at den nyansatte professor stod i ledtog med de revolutionære studenter. Desuden stod lektoren tydeligvis i modsætning til de venstreorienterede studenter. Det hed afslutningsvis i FE’s papir, at man ikke kunne se bort fra, at lektorens henvendelse ikke alene skyldtes idealistiske grunde, ”men også det forhold, at han er stærkt involveret i spliden mellem lærere, studerende og rektor. Ved evt. at komme i forbindelse med en efterretningstjeneste føler han, at han har eller kan opnå nogen støtte.”[757] Kommissionen har ikke i det bevarede materiale fundet spor af, at der skulle have eksisteret en guerillabevægelse i tilslutning til det københavnske studentermiljø, og det synes heller ikke at have været opfattelsen hos PET og FE, at noget sådant har eksisteret.

Stort set samtidig med, at PET efterforskede ovenstående historie, blev PET orienteret om eksistensen af en anden mulig guerillabevægelse. Igen var det FE, der overbragte PET historien, men denne gang skulle bevægelsen udgå fra kredse på Aarhus Universitet. Historien lyder:

Under et rutinemøde mellem FE og PET blev sidstnævnte i august 1969 overdraget et af FE udfærdiget notat, hvori det hed, at der angiveligt eksisterede en venstreorienteret organisation på danske universiteter, der i sit navn benyttede ordet ”guerilla”. Ifølge FE’s oplysning skulle den pågældende organisation omfatte omtrent 200 personer. Organisationen, der holdt til i Jylland, skulle modtage våbeninstruktion og afholde skydeøvelser et sted i Jylland.[758] Den følgende måned konkretiserede FE oplysningerne, men kun en smule. En af PET allerede kendt person blev nævnt som mulig deltager i guerillaorganisationen, og samtidig specificeredes det, hvor i Jylland organisationen skulle holde til. Kilden til FE’s oplysninger var den samme lektor fra Københavns Universitet, der var kilde til oplysningerne om en guerillabevægelse i det københavnske studentermiljø.[759] I de følgende måneder udfoldede PET betydelige anstrengelser for at be- eller afkræfte disse oplysninger. Det fremgår af det bevarede materiale (se nedenfor), at PET ikke fandt den pågældende lektors oplysninger overbevisende. Alligevel mente PET sig forpligtet til at undersøge sagen nærmere.

Et af de spor, som tjenesten fulgte, var, at der angiveligt skulle foregå våbentræning på en bestemt adresse.[760] Fra begyndelsen af 1970 indledte PET derfor en overvågning af denne adresse.[761] PET havde i den forbindelse adgang til en række af de breve, der blev sendt fra adressen, ligesom PET havde mulighed for at lytte med på diverse telefonsamtaler gennem aflytning af Aarhus Universitet. Endelig var adressen under observation, og i PET’s emnesag beror en række fotografier af såvel arealerne omkring adressen som af beboerne.

I første halvdel af 1970 modtog PET oplysninger om, at personerne, der beboede adressen, modtog penge af en fabrikant ”til indkøb af sprængstoffer eller lignende til yderliggående virksomhed.”[762] PET undersøgte oplysningen og fandt, at der ikke var tale om en fabrikant, men at kilden efter alt at dømme refererede til den i samtiden kendte ingeniør Niels Munk Plum, der i 1967 sammen med hustruen Lise Plum havde etableret en fond med henblik på at yde økonomisk støtte til venstreorienteredes politiske aktiviteter.[763] Ud over denne oplysning indeholder emnesagen en række oplysninger om adressens beboere, deres omgangskreds, livsform og politiske synspunkter. Imidlertid var der intet, der gav indtryk af, at de pågældende forberedte nogen form for guerillavirksomhed. I slutningen af 1970 udfærdigede en PET-medarbejder fra Centralafdelingen da et udkast til et notat, hvori det hed, at der ”på nuværende tidspunkt ikke er andet at gøre, end at lade Aarhus holde øje med [adressen] som hidtil.” PET’s medarbejder var blevet oplyst om, at nogle af adressens beboere havde deltaget i enten seminarer eller kurser i Østtyskland. Dette var antagelig korrekt, vurderede pågældende PET-medarbejder, men, fortsatte han,

”vi tvivler på, at der har været tale om egentligt ”Partisankursus”.

Noget sådant vil man i Ø-Tyskland under de nu herskende forhold sikkert ikke risikere, og mulighederne for, at vi på den ene eller anden måde vil have hørt noget virkeligt konkret om sådan virksomhed er vel også at antage.”[764]

PET-medarbejderen vurderede det ”rimeligt” at formode, at Plum-fonden støttede adressen økonomisk, men den overordnede vurdering var lidet alarmistisk. Afslutningsvis hed det, at PET gik ud fra, at FE ville fortsætte med at indhente oplysninger hos den ovenfor omtalte københavnske lektor, der også var kilde til historien om guerillabevægelsen med tilknytning til Aarhus Universitet.[765] I perioden frem til årsskiftet 1972/73 vedblev PET at efterforske adressen, men fandt ingen spor af, at personerne heri skulle være involveret i våbentræning eller anden planlægning af konkret revolutionær virksomhed.

Var der ikke hold i rygterne om guerillaorganisationer på universiteterne i København og i Århus, forholder det sig anderledes med situationen på Odense Universitet. Dokumenter i PET’s arkiv viser således, at PET i begyndelsen af 1970’erne modtog væsentlige oplysninger om en højreorienteret gruppe kaldet Absalon fra en studerende på universitetet.[766] Absalon blev kendt i den danske offentlighed, da organisationen i 1973 lancerede en kampagne rettet imod ”den venstreorienterede tænkning” på landets undervisningsinstitutioner. En del af kampagnen bestod i uddeling af en pjece om Absalons virksomhed, og samtidig blev der i tidsskriftet Nyt fra Odense Universitet bragt et indlæg af professor, dr.odont. Flemming Nørgaard, der gengav indholdet af skrivelsen fra Absalon. En af PET’s kilder i det odenseanske studentermiljø fortalte nu PET, at Absalons leder, den tidligere FE-medarbejder Erling Harder, havde sat sig i forbindelse med en studerende på 4. Maj Kollegiet i Odense og ”bedt ham sammen med et par andre gode studenter starte en ”Absalon”-fraktion i Odense (under et eller andet navn)”.[767] Den studerende fra 4. Maj Kollegiet blev indskærpet af Harder, at han skulle ”holde klar af PET”.[768] Den første gerning, som det nyudpegede Absalon-medlem ganske uafvidende foretog sig, var imidlertid at anmode netop den studerende, som var kilde for PET, om at indtræde i Absalon, hvilket han accepterede.[769] PET fik derved at vide, at Harder via en odenseansk forretningsmand ville finansiere både ”Liberale studerende” og den nye Absalon-afdeling. Det var meningen, at ”Liberale Studerende” offentligt skulle tage afstand fra Absalon, men i realiteten fremføre de samme synspunkter.[770] Kildens oplysninger var nyttige for PET, der i samarbejde med FE fik overblik over organisationen og inddæmmet dens forsøg på blandt andet at opbygge militære lagre i Danmark.

Danmarks Journalisthøjskole

PET var under den kolde krig generelt meget opmærksom på den danske dagspresse. Det var der flere årsager til:

For det første var åbne kilder, navnlig dagspressen, én af tjenestens vigtigste informationskanaler. Det var af den grund vigtigt for PET at være orienteret om pressens udvikling. For det andet var det vigtigt for PET at være opmærksom på pressen og journaliststanden, idet østlige myndigheder ofte forsøgte at tage kontakt til danske studenter og journalister under besøg i Østblokken. Når PET blev opmærksom herpå, kontaktede tjenesten ofte den pågældende person dels for at oplyse om baggrunden for den østlige tjenestes tilnærmelse, dels for undertiden at etablere en forbindelse til den pågældende. Perspektivet var, at pågældende journalist eller studerende skulle bevare kontakten til den østlige tjeneste med henblik på at holde PET orienteret om østlige tjenesters arbejdsmetoder over for danske statsborgere.[771] For det tredje var det vigtigt for PET at være opmærksom på de journalister, der stod i tæt kontakt til østlige ambassader i Danmark. Mange journalister havde en professionel interesse i at have forbindelser til østambassaderne. Samtidig stod det imidlertid klart, at de østlige ambassader forsøgte at sprede desinformation og at påvirke de enkelte journalister. PET var derfor opmærksom på kontakterne, og i nogle tilfælde lykkedes det PET at få journalister til at oplyse PET om indholdet af møderne med de østlige pressemedarbejdere, der ofte var KGB-medarbejdere under journalistisk dække.[772] I andre tilfælde er det gennem det såkaldte Gordijevskij-materiale siden blevet dokumenteret, at østlige hvervningsforsøg mislykkedes.[773] For det fjerde var PET interesseret i dagspressen, da tjenesten havde et ikke nærmere specificeret antal pressekontakter, der gav PET mulighed for at i en vis grad at plante historier i dagspressen. Jørn Bro har udtalt, at PET i sidste halvdel af 1960’erne havde ”gode forbindelser i pressen”,[774] og at han selv ”talte en del med journalister.”[775] Kommissionen har da også set flere eksempler på journalister, der blev ført som dobbeltagenter. Per Larsen har imidlertid over for Kommissionen forklaret, at relationerne ”til pressen var meget begrænsede” i hans embedsperiode, det vil sige i 1980’erne. Per Larsen erindrer ikke, at PET har forsøgt at ”plante en ”snavset” historie i pressen.”[776] Nedenfor fremstilles det imidlertid, hvordan PET i forbindelse med Verdensfredsrådets møde i Danmark i 1986 benyttede dele af den danske presse til at give såvel Verdensfredsrådet som Samarbejdskomitéen betydelig negativ omtale (se kapitel 7). Desuden viser et internt notat, at Per Larsen i 1983 aktivt gjorde brug af en journalist fra et større dagblad.[777]

Af ovennævnte årsager holdt PET sig under den kolde krig generelt velorienteret om danske journalister, der foretog rejser til Østblokken. Dette fremgår af Bestemmelser vedrørende Politiets Efterretningstjeneste fra den 15. september 1969. Hvad angår danske statsborgere, der foretog østrejser, hedder det, at disse blev registreret, medmindre der var tale om ”upolitiske grupperejser” (f.eks. idrætshold), ”sluttede rejseselskaber (f.eks. turistgrupper), ”personer under 15 år” og ”søfolk, forhyret med danske skibe, der anløber Østblokhavne”.[778] PET’s interesse for de østrejsende journalister var motiveret i en årvågenhed over, om de blev anvendt af de østlige lande i disses påvirkning af den offentlige meningsdannelse. Der ses i PET’s arkiv flere spekulationer om, at noget sådant har fundet sted.[779] Nogen nagelfast dokumentation for, at det skrevne var et resultat af østlig påvirkning, havde PET dog vanskeligt ved at fremskaffe. Til gengæld lykkedes det undertiden PET at hverve journalisterne som kilder.[780] Det fremgår af PET’s arkiv, at der også var danske journalister, der under den kolde krig agerede på en sådan måde, at PET fandt det nødvendigt at oprette personsager. I slutningen af 1960’erne modtog PET eksempelvis oplysninger om, at en navngiven dansk journalist, der havde tætte forbindelser til et regime i Nordafrika, under en rejse i Mellemøsten skulle have modtaget undervisning i guerillataktik, og at pågældende journalist efterfølgende selv skulle have undervist heri under et ophold i Vestberlin.[781] Fra en udenlandsk tjeneste modtog PET siden oplysninger om pågældendes mulige forbindelse til terrorisme,[782] men efter det bevarede materiale at dømme var der ingen dokumentation herfor. Til gengæld vidner andre oplysninger i pågældendes personsag og oplysninger i andre emnesager om, at den pågældende stod i tæt kontakt med trotskistiske kredse, for hvem han bragte sager frem i pressen, og at han deltog i diverse aktioner, der af PET defineredes som uro.[783]

I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne synes PET i stigende grad at have fået den opfattelse, at der inden for den danske journaliststand bestod en vis kommunistisk indflydelse. I al fald berettede én af tjenestens kilder i 1977, at formanden for Dansk Journalistforbunds Københavnsafdeling (Kreds 1) var medlem af DKP. Vel var formandskabet under pres, men indtil videre var formanden DKP’er.[784] Og tre år senere, i 1980, noterede PET på baggrund af en artikel i Weekendavisen, at medlemmer af DKP arbejdede med planer om at etablere deres egen fraktion inden for journalistforbundet med det formål at danne en fagpolitisk bastion. Initiativtagerne havde fundet navnene på de kommunistiske journalister i DKP’s arkiv, og heraf fremgik det, at mellem 60 og 70 medlemmer af journalistforbundet også var registreret som DKP’ere. Af disse var omtrent 20 ansat på Land og Folk.[785] Året efter noterede PET, at det via en kilde forelå oplyst, at endnu en kendt DKP’er var blevet optaget i Dansk Journalistforbund.[786]

DKP’s indflydelse i journalistiske kredse samt en henvendelse fra en udenlandsk tjeneste bevirkede,[787] at Centralafdelingen i 1981 anmodede Regionsafdeling II om svar på, ”hvorvidt journalisthøjskolen bliver domineret af venstrefløjen og om denne har indflydelse på de kommende journalister. Om der fra skolen er forbindelse til subversive organisationer, frontorganisationer og til sovjetblokken.” Den 5. oktober 1981 havde en medarbejder ved regionsafdelingen udfærdiget et 15-siders svar foruden en liste over journalisthøjskolens personale. Over halvdelen af rapporten var en redegørelse for institutionens opbygning, ledelsesstruktur etc. I rapporten hed det, at en ”kontakt”, der kendte til forholdene på journalisthøjskolen, havde udtalt, ”at der var sket en klar venstredrejning blandt de elever, der studerer på skolen”. Som dokumentation herfor havde kontakten forklaret, at der var blevet afholdt prøvevalg på skolen forud for folketingsvalgene i hhv. 1973 og 1979. Selv om man måtte tage resultaterne med et vist forbehold, viste stemmeafgivningerne, at journalistelevernes støtte til partier som Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre var gået tilbage, mens især Venstresocialisterne var gået frem. Hovedindtrykket var, at en betydelig del af de journaliststuderende var enten SF’ere eller VS’ere, mens der var omtrent lige så mange DKP’ere, som der var socialdemokrater. PET-medarbejderens kontakt havde endvidere forklaret, at det ikke i sig selv var et problem, at journalisteleverne generelt var venstreorienterede, men mere at de efter endt uddannelse ”blev ansat på borgerlige aviser, og dermed ”undergravede” disse avisers linje”.[788]

I forlængelse heraf hed det i rapporten, at Land og Folk i 1981 havde bragt en annonce, hvori det hed, at ”kammerater”, der ønskede optagelse på journalisthøjskolen, skulle henvende sig telefonisk til to navngivne personer, hvis telefonnumre var gengivet. PET havde efterfølgende – uden at give sig til kende – kontaktet de to personer, der havde ”tilbudt, at man som kommende ansøger til journalisthøjskolen hos disse to kunne få hjælp til optagelsesprøven.” Én af de to personer, man kunne henvende sig til, var datter af en lektor på journalisthøjskolen.[789] Ifølge PET’s oplysninger havde såvel far som datter været på længerevarende besøg i Sovjetunionen – sidstnævnte på et skolingskursus.[790] PET’s oplysninger stammede fra en centralt placeret kilde på journalisthøjskolen. To år senere, i 1983, skrev en journalistelev en artikel i et elevblad. Heri hed det, at der var eksempler på, at visse allerede optagne journalistelever formedelst 500 kroner var villig til under falsk navn at gå til optagelsesprøve på journalisthøjskolen. Ifølge artiklen gik der i 1983 mindst to elever på journalisthøjskolen, som aldrig havde bestået optagelsesprøven.[791]

Afslutningsvis skal det nævnes, at PET-medarbejderen i sit svar til Centralafdelingen føjede et par ord til om den politiske linje i Dansk Journalistforbund. Det hed, at DKP’erne tilsyneladende stod forholdsvis stærkt i forbundet, og især blev der i rapporten lagt vægt på, at forbundets hovedbestyrelse i 1981 havde accepteret en indbydelse fra den sovjetiske presseattaché i København til at besøge Sovjetunionens journalistforbund. Efter at besøget var gennemført i maj-juni 1981, havde tre repræsentanter for Sovjetunionens journalistforbund besøgt Danmark.[792]

Ovenstående kunne tyde på, at DKP stod stærkt i journalistkredse. Meget taler imidlertid for, at det er en for vidtgående konklusion. For det første var pågældende medarbejder blevet anmodet om at redegøre for venstreorienterede kræfters stilling på journalisthøjskolen, og derfor fokuserede svaret herpå. For det andet er der spørgsmålet om repræsentativitet. Det fremgår af ovenstående, at Studenterfronten stod stærkt på Aarhus Universitet i årene omkring 1970 og frem, men det fremgår også, at forklaringen herpå væsentligst var, at broderparten af de studerende var lidet politisk engageret. Tilsvarende antages det, at journalistelever, der delte synspunkter med DKP og VS, var mere politisk aktive på journalisthøjskolen, end de journalistelever, der befandt sig på institutionen for at lære det journalistiske håndværk frem for at bedrive politisk virksomhed. I PET’s rapport blev det da også noteret, at Ib Forchhammer fra dagbladet Børsen i forbindelse med Dansk Journalistforbunds beslutning om at rejse til Sovjetunionen, havde skrevet en artikel under titlen ”Usmagelig rejse”, hvori han tog afstand fra, at det danske forbund officielt plejede ”venskabelig samkvem med et system, der undertrykker de mest elementære pressefriheder såsom at indsamle og videregive ucensurerede informationer.”[793] Og i forbindelse med den sovjetiske delegations genbesøg i Danmark havde Ekstra Bladet bragt en artikel med følgende ordlyd:

”Journalister til grin

En delegation fra det sovjetrussiske journalistforbund er i disse dage Dansk Journalistforbunds gæster, og Land og Folk har straks benyttet lejligheden til at arrangere en sammenkomst i bladhuset i Dronningens Tværgade, hvorfra bringes et billede med Dansk Journalistforbunds faglige sekretær Helle Gräs, som huldsaligt smilende midtpunkt – placeret mellem Sovjet-delegationens to ledere. – At også DKPs kulturelle superjournalist Allan Fridericia, der går ind for bogcensur og bulldozeres nedrivning af fri malerkunst i Moskva, var med til præge dette hygsomme samvær, fremgår som en selvfølge af Land og Folks billede. Men spørgsmålet er, hvad interesse Dansk Journalistforbund har i sine gentagne konsultater og selskabeligheder med repræsentanter for et politisk system, hvor udøvelse af ytringsfriheden fører lukt i en KZ-lejr eller på psykiatrisk hospital. Man kan heller ikke forestille sig, at journalistforbundets faglige sekretær, Helle Gräs, som troende kommunist og medlem af DKP, skulle være særligt egnet til at repræsentere danske journalisters synspunkter over for sovjet-russiske pressefolk. Det er simpelthen frækt over for journalist-standen at lade hende optræde i denne rolle, men ansvaret falder selvfølgelig tilbage på en forvirret hovedbestyrelse, der i den grad har ladet sig manipulere af kommunistisk infiltration … Hvor længe mon danske journalister vil finde sig i at blive kørt om hjørner med?”

I en længere rapport fra 1982 omhandlende journalisthøjskolen hed det, at institutionen var en potentielt vigtig bastion for ”vor modpart”, det vil sige for navnlig DKP, men, konstateredes det, efter at have undersøgt journalisthøjskolens struktur, kunne PET ikke støtte den påstand, at skolen skulle ”uddanne venstreorienterede journalister, hvis opgave synes primært at være at beskrive vort demokratiske system på en ensidig, kritisk og negativ måde.”[794] Det var imidlertid korrekt, anførtes det, at de journaliststuderende generelt var mere venstreorienterede end den øvrige befolkning. Afslutningsvis gjorde PET-medarbejderen, der havde udfærdiget rapporten, den bemærkning, at så ”længe journalistuddannelsen er monopoliseret, hviler der et meget stort ansvar på journalishøjskolens ledelse. Og så længe begreber som USA, Nato og EF m.v. er bandeord på skolen, er den ikke på linje med landets befolkning. … Måske havde Thomas Nielsen [LO’s fomand] ret, da han udtalte, at der er behov for en alternativ journalistuddannelse.”[795]

I de følgende år vedblev PET’s medarbejdere at lægge akter på emnesagen om journalisthøjskolen. Det fremgik, at ”Kreds 4Y”, der var journalistforbundets afdeling på journalisthøjskolen, i 1983 var genstand for politiske kampe, hvor især medlemmer af DKP forsøgte at gøre sig gældende.[796] Samme år erklærede et flertal af undervisere og studerende journalisthøjskolen for atomvåbenfri zone, efter at forslaget var blevet fremsat af en person, der skulle være medlem af DKP.[797] PET’s overvågning af journalisthøjskolen var imidlertid sporadisk. Mange af de akter, der beror i emnesagen, er kopier af materiale fra andre emne- og personsager. PET synes kun at have haft en eller ganske få kontakter i miljøet, og det er tvivlsomt, om de var sendt derind. Det fremgår således, at den centralt placerede kontakt, der er omtalt ovenfor, var en person, PET-medarbejderen havde etableret kontakt til i anden forbindelse.[798]

Konklusion

Som udgangspunkt interesserede PET sig ikke for ungdoms- og for studenterpolitiske kredse, universitetsmiljøer eller Danmarks Journalisthøjskole under den kolde krig. Når PET alligevel oprettede emnesager på disse organisationer og institutioner, havde det oprindeligt sin forklaring i, at DUF og DSF i årene omkring 1960 – efter først at have været stærkt antikommunistiske – begyndte at pleje Østkontakter. PET’s interesse bestod i at sikre sig imod, at personer fra de pågældende miljøer enten blev hvervet af østlige tjenester eller på anden vis tjente de østlige landes interesser i Danmark eller udlandet. I forlængelse heraf, navnlig fra slutningen af 1960’erne og i løbet af 1970’erne, blev flere ungdoms- og studenterpolitiske organisationer stadigt mere venstreorienterede. Det var der naturligvis intet illegitimt i, men set fra PET’s side måtte man holde et vågent øje med venstreorienterede miljøer, især hvis de rummede personer med tilknytning til VS eller diverse maoistiske og trotskistiske fraktioner. PET havde erfaring for, at disse miljøer stod i forbindelse med diverse uroaktiviteter.[799]

Det nye venstres stilling på universiteterne i København og Århus var også årsagen til PET’s overvågning af disse institutioner. Undersøgelsen har vist, at Odense Universitet var det af landets universiteter, hvor PET synes at have haft de bedste kontakter, og det var også – i al fald frem til begyndelsen af 1970’erne – det universitet, hvor der blev bedrevet mindst uro. Odense Universitet fremstod som det for PET mest imødekommende universitet. Kommissionen har endvidere undersøgt relevante akter vedrørende PET’s overvågning af hhv. RUC og AUC, men har ikke fundet spor af forhold af nævneværdig efterretningsmæssig interesse. Hvad angår Danmarks Journalisthøjskole var PET’s interesse også behersket frem til begyndelsen af 1980’erne. På det tidspunkt blev PET af en udenlandsk myndighed imidlertid spurgt, om journalisthøjskolen var domineret af subversive organisationer mv. PET gennemførte en efterforskning og måtte konstatere, at journalisthøjskolen ikke var domineret af DKP, om end det kommunistiske parti forsøgte at gøre sin indflydelse gældende såvel på institutionen som på Dansk Journalistforbund. Når DKP trods alt havde et vist råderum på journalisthøjskolen, og når dele af det nye venstre i en periode stod forholdsvis stærkt på universiteterne i Århus og København, havde det væsentligst sin forklaring i, at det store flertal af de studerende var lidet politisk aktive, hvilket efterlod de stærkt venstreorienterede studerende nogen plads.

I sin efterforskning betjente PET sig i langt overvejende grad af åbne kilder. I den tidlige tid valgte PET også at kontakte personer i nogle af de ungdomspolitiske miljøer. Undersøgelsen har imidlertid vist, at PET i løbet af 1960’erne og i 1970’erne blev stadig mere upopulær i dele af det politiske liv, og derfor ses der eksempler på, at personer, der havde været kontaktet af PET, efterfølgende valgte at udstille PET i pressen. Det betød, at efterretningstjenesten i årene, der fulgte, drog stadig mere gavn af personer, der selv henvendte sig til PET, hvilket dog ikke var problemfrit. Historien om den københavnske lektor, der berettede om guerillaorganisationer på landets universiteter, er efter alt at dømme usandfærdig. Imidlertid var det en historie, der dels lagde beslag på PET’s ressourcer, dels førte til en overvågning af en adresse, hvis beboere nok meddelte sig om revolutionen, men som omvendt ikke i den sammenhæng synes at have begået noget ulovligt.


[659] DUF hed oprindeligt Dansk Ungdomssamvirke. Baggrunden for og grundlæggelsen af ungdomssamvirket er skildret i Henrik S. Nissen og Henning Poulsen, På dansk friheds grund. Dansk Ungdomssamvirke og De ældres Råd 1940-1945 (Gyldendal, 1963), s. 36-49.

[660] ”Vedtægterne foreslaas ændret saa ungkommunister kan ekskluderes”, Information, 25. april 1957;”Kommunister ekskluderet”, Politiken 20. maj 1957; ”Dansk Ungdoms Fællesråd udelukker DKU i et år”, Land og Folk, 20. maj 1957. Alle beroende i PET, emnesag.

[661] PET, emnesag: Notits, 27. juli 1960.

[662] PET, emnesag: ”Vedr. Dansk Ungdoms Fællesråds stillingtagen til spørgsmålet om kontakt med ungdommen i de socialistiske lande”, udateret.

[663] PET, emnesag: ”Vedr.: DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd - delegationsrejse til USSR efteråret 1963”, 22. januar 1964; ”Besøg af sovjettisk ungdomsdelegation 4/12-14/12 – 1963”, udateret; ”Vedrørende udvekslingsdelegationsrejser mellem Dansk Ungdoms Fællesråd og Comittee of Youth Organisations of USSR i oktober og december 1963”; PET, emnesag: ”Vedr.: DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd - delegationsrejse til USSR efteråret 1963”, 8. januar 1964.

[664] PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks Kommunistiske Ungdom’s (DKU) stillingtagen til begivenhederne i Czekoslovakiet”, 23. august 1968; ”Vedr. DUF - Dansk Ungdoms Forbund”, 29. august 1968. ”Advarer mod at handle i panik”, Land og Folk, 23. august 1968; ”DUF-besøg i Sovjet aflyst”, Information, 22. august 1968.

[665] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråds delegationsrejse til Sovjetunionen fra fredag den 19. september 1969 til fredag den 3. oktober 1969”, 8. oktober 1969. ”Dansk Ungdom til Sovjet”, Berlingske Aftenavis, 23. september 1969; ”DUF-besøg i Sovjetunionen”, Land og Folk, 23. september 1969; ”Dansk delegation rejser til Sovjet”, B.T., 23. september 1969.

[666] PET, emnesag: ”Vedr. de i herv. afdeling kendte personer i den daglige ledelse af Dansk Ungdoms Fællesråd – DUF”, 5. oktober 1971.

[667] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråds delegationsrejse til Sovjet i tiden 27. august til den 3. september 1971”, 23. september 1971; ”Vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråds delegationsrejse til Sovjet i tiden 27. august til den 3. september 1971”, 27. september 1971.

[668] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråds delegationsrejse til Sovjet i tiden 27. august til den 3. september 1971”, 23. september 1971; ”Justitsministeriets referat af samtale med repræsentanter fra DUF”, 7. februar 1972.

[669] Citeret efter ”Skarp DUF-protest mod statsindblanding”, Dagbladet, 5. oktober 1971. Se også ”Kluntede danske ”agenter” forstyrrer vort arbejde”, Holbæk Amts Venstreblad, 5. oktober 1971.

[670] ”Klager til minister, blev forhørt efter rejse til Sovjet”, B.T., 5. oktober 1971.

[671] ”Sådan prøver politiet at skaffe sig spioner”, Land og Folk, 10.-11. oktober 1971.

[672] ”Efterretningspjat”, Ekstra Bladet, 8. oktober 1971.

[673] ”For naivt” (leder), Sønderjyden, 7. oktober 1971.

[674] ”Skæg og blå briller”, Lolland-Falsters Folketidende, 13. oktober 1971.

[675] PET, emnesag: Notat i anledning af henvendelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd, udateret, men antagelig fra slutningen af oktober 1971.

[676] Citeret efter ”Notat vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråd - Delegationsrejse til Sovjetunionen - besværing til justitsministeren over en henvendelse fra PET’s side”, 29. oktober 1971.

[677] PET, emnesag: ”Notat vedr. møde med repræsentanter for ”Dansk Ungdoms Fællesråd”, 14. april 1972. Se også opslaget ”Komsomol” forfattet af Erik Korr Johansen i Vagn Dybdahl (red.), Arbejderbevægelsens hvem-hvad-hvor (Politikens Forlag, 1974), s. 378.

[678] Vedr. Kasper Neergaard-sagen se Kommissionens beretning, bind 9.

[679] PET, emnesag: ”Vedr.: Spejderbevægelsen og FDF/FPF.s begyndende aktiviteter i kampagnen for nedrustning”, 6. april 1984.

[680] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), [ ] – oversigt”, 13. oktober 1983.

[681] Ibid.

[682] Vedr. Harmel-rapporten og CSCE-processen, se Anton W. DePorte, ”NATO and Détente: Cycles in History” i Lawrence S. Kaplan et al (eds.), NATO after Forty Years (Wilmington, 1990), s. 181-201; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 16-26; Gottfried Niedhart, ”Revisionistische Elemente und die Initiierung friedlichen Wandels in der neuen Ostpolitik 1967-74”, Geschichte und Gesellschaft 28, 2002, s. 233-266.

[683] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk Ungdoms Fællesråd”, 9. februar 1978.

[684] PET, emnesag: ”Vedr.: Den XI. Ungdoms- og Studenterfestival på Cuba 1978”, 21. juni 1978; PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Dansk Ungdoms Fællesråd”, 21. juni 1978.

[685] PET, WU: Referat af møde i udvalget, 7. juni 1979, dagsordenspunkt 4.

[686] PET, emnesag: ”Vedrørende Baltic Sea Youth Conference, der på initiativ af Dansk Ungdoms Fællesråd blev afholdt i dagene 23. - 28. september 1973 på hotel Abildgaard i Sandkaas på Bornholm”, 12. oktober 1973.

[687] PET, emnesag: ”Vedr.: Østersøkonferencen på Bornholm den 24.-26.4.1981”, 2. juni 1981.

[688] PET, emnesag: ”Vedr. to navngivne personer”, 28. november 1980. En notits fra 1985 anfører, at pågældende på det tidspunkt var medlem af DKU; ”Vedr.: Den 12. Verdensungdomsfestival i Moskva”, 28. januar 1985.

[689] PET, emnesag: ”Vedr.: Østersøkonferencen på Bornholm den 24.-26.4.1981”, 2. juni 1981.

[690] PET, emnesag: ”Emne: Tredje Østersøkonference 1984”, 23. juli 1984.

[691] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk Ungdomsfællesråds (DUF) 4. Østersøkonference, der blev afholdt i Svendborg 15.-17. april 1988 med deltagelse fra bl.a. USSR, DDR og Polen”, 26. september 1988.

[692] DSF’s historie har været genstand for spredte, men sjældent systematisk anlagte undersøgelser. DSF omtales stedvis i følgende arbejder: Ole G. Hansen, Studenter i bevægelse 1968/78 (DSF’s forlag, 1978); Else Hansen, En koral i tidens strøm. RUC 1972-1997 (Roskilde Universitetsforlag, 1997); Steven Llewellyn Bjerregaard Jensen og Thomas Ekman Jørgensen, Studenteroprøret i Danmark 1968. Forudsætninger og konsekvenser (Upubliceret prisopgave, Københavns Universitet, 1999).

[693] PET, emnesag: ”Vedr.: Internationalt studentersamarbejde efter 1945”, 15. september 1967, vedhæftet kopi af DSF cirkulæreskrivelse: ”Kort oversigt over udviklingen i det internationale studentersamarbejde efter 1945”, 11. august 1967. PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studerendes Fællesråds syn på samarbejde med Øst-Europas studenter”, 27. juni 1958, indeholdende en afskrift af artiklen ”Samarbejde Øst-Vest?”, Studenterbladet, nr. 18, 18. juni 1958.

[694] PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studerendes Fællesråds syn på samarbejde med Øst-Europas studenter”, 27. juni 1958, indeholdende en afskrift af artiklen ”Samarbejde Øst-Vest?”, Studenterbladet, nr. 18, 18. juni 1958.

[695] Jf. også ”Farvel og tak”, Berlingske Tidende, 21. december 1956; ”DSF afbryder al kontakt med IUS”, Studenterbladet, 19. december 1956.

[696] PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studerendes Fællesråds syn på samarbejde med Øst-Europas studenter”, 27. juni 1958, indeholdende en afskrift af artiklen ”Samarbejde Øst-Vest?”, Studenterbladet, nr. 18, 18. juni 1958.

[697] PET, emnesag: DSF til Udenrigsministeriet, 14. marts 1963; notits, 28. februar 1963; PET til Udenrigsministeriet, 29. marts 1963, Udenrigsministeriet til PET, 4. april 1963; notits, 16. september 1963.

[698] PET, emnesag: ”Vedr.: Danske Studerendes Fællesråd, DSF’s kongres”, 1. oktober 1966; PET, emnesag: Notat, 28. september 1966.

[699] PET, emnesag: Kopi af D S F’s Oversigt over udviklingen i det internationale studentersamarbejde efter 1945. Sign. September 1967.

[700] PET, emnesag: ”Vedr.: IUS’ delegations besøg i Danmark oktober 1967”, 12. december 1967.

[701] PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Stud. Fællesråd”, 17. april 1969.

[702] Notits af 7. juli 1969 (ujournaliseret), lagt ved Referater af Wamberg-udvalgets møde den 4. juli 1969. Vedr. PET’s overvågning af trotskisterne, se Kommissionens beretning, bind 9.

[703] PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Stud. Fællesråd”, 30. oktober 1969.

[704] PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Stud. Fællesråd”, 5. marts 1970.

[705] PET, emnesag: ”Vedr.: Demonstration den 29. november 1970 ved den amerikanske og den græske ambassade i forbindelse med Grækenlandsugen 1970”, 20. november 1970.

[706] PET, emnesag: ”Vedr.: Danske Studerendes Fællesråd (DSF)”, 30. april 1976.

[707] PET, emnesag: ”Vedr.: Danske studerendes Fællesråd”, 18. februar 1976.

[708] PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studenters Fællesråd’s (DSF), 17. kongres der afholdtes i week-enden d. 19. - 20. april 1980.”

[709] PET, emnesag: ”Vedr.: Danske Studerendes Fællesråds (DSF) 18. årskongres som blev afholdt i weekenden den 4. - 5. april 1981.” PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Stud. Fællesråd”, 8. april 1981.

[710] PET, emnesag: ”Vedr.: Danske Studerendes Fællesråds (DSF) 18. årskongres som blev afholdt i weekenden den 4. - 5. april 1981.” ”De studerendes fællesråd kvæles i politisk aktivitet”, Jyllands-Posten, 7. april 1981.

[711] PET, emnesag: ”Vedr.: Indsamling til fordel for MPLA i Angola”, 3. september 1975; PET, emnesag: ”MPLA-repræsentant på besøg i Danmark i november 1975”, 4. marts 1976; PET, emnesag: ”Vedr., Bobby George Seale”, 3. november 1972; PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Stud. Fællesråd”, f.eks. 3. november 1972, 19. august 1976, 13. oktober 1976, 28. september 1976, 9. november 1977, 26. marts 1980, 15. april 1980.

[712] PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Stud. Fællesråd”, diverse notater under ””Danske Studerendes Fællesråd”.

[713] PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studerendes Fællesråd (DSF)’s kongres i weekenden den 7.-8. april 1984 på Københavns Universitet på Amager”, 16. maj 1984. Vedr. PET’s overvågning af fredsbevægelserne, se kapitel 7 i nærværende bind.

[714] PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studerendes Fællesråd (DSF)’s kongres i weekenden den 7.-8. april 1984 på Københavns Universitet på Amager”, 16. maj 1984; PET, emnesag: ”Vedr. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) – fredskonference 1.-2. december 1984.”

[715] PET, emnesag: ”Vedr. Kommunistiske Studenter’s (Komm.S.) 10 års jubilæum samt 7. kongres i dagene 16.-18. november 1984”, 15. januar 1985.

[716] Vedr. studenteroprøret i USA og free speech-bevægelsen henvises der generelt til Robert Cohen og Reginald E. Zelnik (ed.), The Free Speech Movement. Reflections in the 1960s. (University of California Press, 2002).

[717] Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen, Dansk socialhistorie 1940-83. Velfærdsstaten (Gyldendal, 1984), s. 294. Se endvidere Henrik S. Nissen, Landet blev by 1950-1970. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 14 (Gyldendal og Politiken, 1991, 2004), s. 359-364.

[718] Derek W. Urwin, A Political History of Western Europe Since 1945 (Longman, 1998), s. 181-184; Steven Llewellyn Bjerregaard Jensen og Thomas Ekman Jørgensen, Studenteroprøret i Danmark 1968. Forudsætninger og konsekvenser (Upubliceret prisopgave, Københavns Universitet, 1999), s. 174-176, 178-180. Dele af undersøgelsen er efterfølgende publiceret under titlen ”Studenteroprøret i Danmark”, Historisk Tidsskrift (2001), 101, hft. 2, s. 435-469, jf. også Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensen, 1968 - det der fulgte. Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen, Dansk socialhistorie 1940-83, s. 294-295.

[719] Paul Ginsberg, A History of Contemporary Italy. Society and Politics 1943-1988 (Penguin, 1990), s. 298.

[720] PET, ujournaliseret emnekartotek, ”AUC, 1974-89”; PET, ujournaliseret emnekartotek ”RUC, 1973-89”.

[721] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for regionsafdeling I for tiden 1. september 1975 til august 1976 vedrørende administrative formål”, s. 11.

[722] Mogens Fog, Efterskrift. 1946 – og resten (Gyldendal, 1977), s. 158-159.

[723] Episoden er omtalt flere steder i litteraturen. Se eksempelvis Mogens Fog, Efterskrift, s. 173-175.

[724] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenteruroen på Københavns Universitet”, udateret men fra august/september 1972. Vedr. styrelsesloven henvises endvidere til Torben Ejlersen, Kraftcenter og fristad. Københavns historie. Bind 6 efter 1945 (Gyldendal, 1983), s. 177.

[725] PET, emnekartotek: ”Org. m.v. Danske Studerendes Fællesråd”, 17. april 1968.

[726] PET, emnesag: ”De militante ekstremistbevægelsers kampmetoder og taktik”, 24. juni 1970;” Vedr.: Den anti-imperialistiske aktionskomité”, 9. juni 1969; ”Ny Hamburger taktik”, udateret; ”Protestbevægelsen blandt studenter ved Berlins Frie Universitet”, juni 1967.

[727] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenterprotest”, 12. juni 1970.

[728] Ibid.

[729] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenterprotest”, 12. juni 1970.

[730] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenterprotest”, 12. juni 1970. Jf. også PET, emnesag: ”UDKAST. Vedr. Forårets Studenteruroligheder, Politiets Efterretningstjeneste”, 23. marts 1970.

[731] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenterprotest”, 12. juni 1970. Jf. også PET, emnesag: ”UDKAST. Vedr. Forårets Studenteruroligheder, Politiets Efterretningstjeneste”, 23. marts 1970.

[732] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenterprotest”, 12. juni 1970.

[733] Ibid.

[734] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenteruroen på Københavns Universitet”, august 1972.

[735] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenterpolitisk løbeseddel nr. 1 uddelt af Socialistisk Ungdoms Forum’s trotzkyistiske fløj”, 4. december 1970; jf. løbesedlen ”Forberedelse til konfrontation med statsmagten”, udateret studenterpolitisk løbeseddel nr. 1, udgivet af SUF; PET, emnesag: ”Vedr.: Socialistisk Ungdoms Forbund, Sympatiserende organisation af IV. Internationale”, 18. februar 1971; PET, emnesag: ”Vedr.: Uroen omkring Studenterrepræsentationen”, 19. februar 1971. ”Studenter med røde flag afbrød konsistoriemøde”, Århus Stiftstidende, 20. februar 1971.

[736] PET, emnesag: ”Vedr.: Studenteruroen på Københavns Universitet”, august 1972.

[737] PET, emnesag: Fotokopi af rapporter vedr. anmeldelse mod ”Studenterfronten” ved Aarhus Universitet, der ønskes opløst under henvisning til grundlovens § 78 stk. 2, og anmeldelse mod samme for overtr. af strafl.s § § 114 og 118. Kopi med skrivelse af 9. december 1970, kontinueret 14. og 18. december 1970, samt 14. og 26. januar 1971.

[738] PET, emnesag: Rektor Søren Sørensen og universitetsdirektør Jens Sørensen til Politimesteren i Århus, 27. april 1971; ”Vedr. ulovlig tvang m.v. på Århus universitet, den 26. april 1971 (afhøring af Jens Sørensen)”, 30. april 1971; ”Vedr. ulovlig tvang m.v. på Århus universitet, den 26. april 1971 (afhøring af Søren Sørensen)”, 1. maj 1971. Politianmeldelsen blev også genstand for en del offentlig debat, se eksempelvis ”Aktionen imod rektorvalget på universitetet er meldt til politiet”, Demokraten, 27. april 1971; ”Vi vil ikke finde os i, at nogle få sættes i fængsel”, Jyllands-Posten, 28. april 1971; ”Rektorvalget i Århus hindret af studenter”, Jyllands-Posten, 27. april 1971; ”Politi-anmeldelse mod studenter, der stjal stemmeseddel ved rektor-valget”, B.T., 27. april 1971.

[739] PET, emnesag: ”Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret”, 29. april 1971.

[740] PET, emnesag: ”Vedr.: Den århusianske ”STUDENTERFRONTEN”s overtrædelse af strfl.s. §§ 116-117, nr. 2, 119, stk. 1, 120, 260, 261 og 264a den 26.april 1971”, 11. maj 1971.

[741] PET, emnesag: ”Vedr.: Den århusianske ”STUDENTERFRONT”s overtrædelse af straffeloven – jvfr. Oversigten i bilag 13”, 3. juni 1971.

[742] PET, emnesag: ”Vedr.: Den århusianske ”STUDENTERFRONT”s overtrædelse af strfl.s §§ 116-117, nr. 2, 119, stk.1, 120, 260, 261 og 264a den 26. april 1971”, 11. maj 1971.

[743] PET, emnesag: ”Vedr. Århus Universitet”, august 1972; ”Vedr.: Den århusianske ”STUDENTER-FRONT”s overtrædelse af straffelovens § 116-117, nr. 2, 119, stk. 1, 120, 260, og 265a, den 26. april 1971”, 21. januar 1972; ”Vurdering fra Statsadvokaten i Viborg, sign. Horneman”, 2. december 1971; ”Vurdering fra Rigsadvokaten, sign. Olafson”, 17. december 1971.

[744] ”Afsporende afgørelse” (leder), Jyllands-Posten, 29. december 1971; jf. efterfølgende udtalelser fra K. Axel Nielsen, der ønskede sig yderligere orienteret om sagen, ”Minister vil nu se på Århus-studenternes sag”, Demokraten, 30. december 1971.

[745] I ”Malerrapporten” blev der argumenteret for, at den kapitalistiske konkurrence frembragte giftige malinger til skade for malerne. Malerrapporten var således en rapport, der udstillede modsætningen mellem den kapitalistiske konkurrence og malernes sundhed. Rapporten er omtalt i Ekstern Fagkritik, 2. september 1971. Malerrapporten omtaltes endvidere under overskriften ”Århus-malere: Alkyd-maling er det rene gift”, Demokraten, 28. juli 1971.

[746] PET, emnesag: ”Vedr.: Ændring af studenterrådets sammensætning på Århus Universitet”, 24. maj 1982; ”Vedr.: Aarhus Universitet, Ang.: Studenterfraktionen FAGKRITISK FRONT’s aktiviteter”, 18. februar 1977. PET, administrativ sag: ”Årsberetning for regionsafdeling II for tiden 1. september 1976 til 31. august vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder”, s. 6-7.

[747] PET, Historisk Arkiv, kasse U, læg Odense Universitet: ”Vedr.: Lærerkræfterne ved det nye Odense Universitet”.

[748] PET, administrativ sag: ”Beretning vedr. fællesmødet for kriminalpolitipersonalet i regionsafdelingerne den 17. og 18. oktober 1972 i Maribo.”

[749] Flere eksempler på, at den pågældende kilde gav sådanne oplysninger findes i den pågældende stipendiats personsag, PET, personsag.

[750] PET, Reg. IV, emnesag: ”Indkaldelse til stiftende generalforsamling”, 27. april 1984,

[751] PET, Reg. IV, emnesag: Brev, 14. november 1985, PET, Reg IV, emnesag.

[752] PET, Reg. IV, emnesag: Notat.

[753] ”Det var vigtigt at have ”filteret ude”, når man som efterretningsmand mødte en sådan kontakt, men det var ikke et ”noget for noget arrangement” som [denne] var ude på. [Pågældende] var ikke en kilde, men en kontakt”, Kommissionens arkiv, RB: 26. februar 2003.

[754] Kommissionens arkiv, RB: Jørn Bro, 8. juni 2005.

[755] PET, emnesag: ”Ekstrakt af et rutinemæssigt kontaktmøde med FE (B) den 20. september 1969 hos FE”, 26. september 1969 + bilag: ””Guerillaorganisation” på de danske universiteter”, 20. august 1969.

[756] PET, emnesag: ”Guerilla-organisation på Københavns Universitet”, 4. februar 1970.

[757] Ibid.

[758] PET, emnesag: FE til PET, Emne.: ”Guerillaorganisation” på danske universiteter, 14. august 1969 + bilag.

[759] PET emnesag: Skitse, 19. november 1970.

[760] PET, emnesag: ”Vedr.: Guerilla-organisationer på danske universiteter”, 19. december 1969.

[761] PET, emnesag: Vedr. [-], 29. januar 1970.

[762] PET, emnesag: ”NOTITS”, 6. maj 1970, kontinueret 23. juni 1970; Ibid. ”Fortsat indberetning vedrørende udtalelse fra kollektivet om pengeforbindelse til firmaet”, 28. august 1970.

[763] PET, emnesag: ”Vedr. [-], 28. oktober 1970. Vedr. Plum-fonden se Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 248.

[764] PET, emnesag: Udkast til notat, 19. november 1970.

[765] Ibid.

[766] Om Absalon-sagen, se Kommissionens beretning, bind 5.

[767] PET, emnesag: ”Absalon”, Region IV. til København.

[768] Ibid.

[769] Ibid.

[770] Ibid.

[771] Kommissionens arkiv, RB: Jørn Bro, 14. november 2000.

[772] PET, operationssag: Notat, 20. maj 1977; PET, emnesag. PET, kildesag. Om sovjetiske pressekontakter og forsøg på meningspåvirkning, se Kommissionens beretning, bind 13.

[773] PET, operationssag, “Report No. 30”, “Appendix 30/B, 84”, 11. december 1977; jf. PET, personsag.

[774] Kommissionens arkiv, RB: Jørn Bro, 1. november 2005.

[775] Kommissionens arkiv, RB: Jørn Bro, 2. november 2005.

[776] Kommissionens arkiv, RB, Per Larsen, 18. september 2002. Per Larsens udsagn modsiges dog af hans rolle i PET i begyndelsen af 1980’erne. Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 13.

[777] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 13.

[778] PET, ujournaliseret sag: Bestemmelser vedrørende Politiets Efterretningstjeneste (”Den Røde”), del IV, s. 3. Om registreringer efter 1968, se Kommissionens beretning, bind 3.

[779] PET, operationssag: Notat, 14. marts 1988. Se endvidere Kommissionens beretning, bind 13.

[780] PET, personsag.

[781] PET, emnesag: ”Vedr.: Den danske sektion af IV. Internationale”, 8. maj 1968.

[782] PET, personsag.

[783] PET, emnesag: ”Vedr. Den danske sektion af IV. Internationale”, 20. februar 1968; PET, emnesag; PET, personsag.

[784] PET, emnesag: ”Vedr.: Københavns journalisters generalforsamling”, 18. november 1977.

[785] PET, emnesag: ”Vedr.: Evt. dannelse af kommunistisk fraktion inden for rammerne af Dansk Journalistforbund”, 29. april 1980; jf. ”Kommunistiske journalister planlægger egen fraktion”, Weekendavisen, 25. april 1980.

[786] PET, personsag.

[787] PET, emnesag: ”Vedr.: Journalisthøjskolen i Århus”, 22. juni 1981. Kommissionens arkiv, RB: 21. oktober 2003.

[788] PET, emnesag: ”Vedr.: Journalisthøjskolen i Århus”, 5. oktober 1981.

[789] Ibid.

[790] PET, emnesag: ”Vedr.: Personer fra Danmarks Journalisthøjskole med tidligere ophold i Sovjet”, 12. januar 1982. Af et notat fra 1983 fremgår det, at en midlertidig ansat lektor på Journalisthøjskolen, der var kendt i PET for anden aktivitet i 1960’erne, havde afholdt højskolekurser i, hvordan man blev optaget på journalisthøjskolen. Det fremgik endvidere, at der på et tidspunkt var indløbet klager til journalisthøjskolen over pågældende lektors elever, der skulle være ”for politisk engageret frem for at beskæftige sig med det de er i færd med at uddanne sig til, nemlig journalistik.” PET, emnesag: ”Vedr.: Manipulationer ved optagelsesprøven til Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus”, 21. juni 1983.

[791] PET, Region II, emnesag: ”Vedr. Manipulationer ved optagelsesprøven til Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus”, 21. juni 1983.

[792] PET, emnesag: ”Vedr.: Journalisthøjskolen i Århus”, 5. oktober 1981.

[793] Ibid.

[794] PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks Journalisthøjskole”, 28. juni 1982.

[795] Ibid.

[796] PET, emnesag: ”Vedr.: Nyoprettet fredsgruppe med navnet ‘Journalister for fred’”, 10. januar 1983.

[797] PET, emnesag: ”Vedr.: Atomvåbenfri zone på Danmarks Journalisthøjskole i Århus”, 9. december 1983.

[798] Kommissionens arkiv, RB: 21. oktober 2003.

[799] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 9. Se også kapitel 3 og 4 i nærværende bind.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk