PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 10
7. FREDSBEVÆGELSER 1950-1989

Forside | Til bund | Forrige | Næste


7. FREDSBEVÆGELSER 1950-1989

Det ultimative mål for fredsbevægelser er at afskaffe krig og krigens årsager. Derfor har fredsbevægelser historisk set beskæftiget sig med alternativer til militærmagt, ligesom de har forsøgt at fremme international retsorden (indførelse af voldgift og anerkendelse af folkeretten). Fredsbevægelserne er imidlertid et sammensat fænomen præget af forskellige ideologiske udgangspunkter: I den pacifistiske fredstradition ses krig som forkastelig ud fra en moralsk betragtning, og begrebet ”ikke-vold” står centralt. Socialistiske fredsbevægelser har argumenteret for, at krig kan undgås, såfremt socialismen vinder universel indpas. Liberalister har derimod anført, at frihandel er et alternativ til krig. Også demokrati er gennem årene af fredsbevægelserne blevet fremhævet som alternativ til krig, og endelig har kritikere af fredsbevægelser hævdet, at rustningsstærke forsvarsalliancer er den mest effektive garanti mod krig.[959]

Fredsbevægelsernes historie går tilbage til 1800-tallet, da befolkningskredse i Storbritannien og USA – i årene omkring Napoleons-krigene og den amerikanske borgerkrig – samledes i grupper, der argumenterede for at fremme folkeretten og skabe afrustning.[960] Fra disse to lande bredte bevægelserne sig til det europæiske kontinent, og i 1864 blev der i Danmark fra forskellig side stillet krav om voldgift. Knap 20 år senere, i 1882, blev den første organiserede fredsbevægelse stiftet under navnet Dansk Fredsforening.[961] Denne fremstod fremtil efter anden verdenskrig som rygraden i den danske fredsbevægelse. Dansk Fredsforening stillede tre krav: At Danmark skulle være neutralt, at der indførtes voldgiftstraktater med ligesindede nationer, og at der i overensstemmelse med princippet om national selvbestemmelse skulle findes en fredelig løsning på det slesvigske spørgsmål. Dansk Fredsforening nød stor opbakning. I årene omkring århundredeskiftet havde foreningen således omtrent 10.000 organiserede medlemmer, hvorefter tallet dog faldt til det halve.[962] I 1916 og i 1926 dannedes endnu to fredsbevægelser, der skulle komme til at spille en rolle i efterkrigsårene: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt Aldrig mere Krig. Det er en vurdering i den eksisterende litteratur, at Dansk Fredsforening stort set ingen politisk indflydelse fik, mens Højre dannede regering, det vil sige i slutningen af 1800-tallet, men at fredsfolkenes synspunkter nød mere fremme efter Systemskiftet i 1901, hvor Venstre kom til at stå stærkere. I 1930’erne, mens Det Radikale Venstre var i regering med Socialdemokratiet, besad Dansk Fredsforening en ikke ubetydelig indflydelse på udenrigsminister P. Munchs udenrigspolitiske linje, sådan som den formuleredes i blandt andet Folkeforbundet.[963]

Fredsbevægelser: fra 1940’erne til 1960’erne

Umiddelbart efter anden verdenskrig stod Dansk Fredsforening svækket. 1930’ernes politik opfattedes i vide kredse som kompromitteret, og samtidig distancerede Danmark sig fra neutraliteten. Med tilslutningen til FN grundlovsdag i 1945 var den isolerede neutralitet bragt til afslutning – man opfattede i samtiden FN-tilslutningen som et opgør med neutraliteten – og i foråret 1949 tilsluttede Danmark sig Atlantpagten (fra 1950: NATO). Dansk Fredsforening fokuserede i de følgende år stadig mere på dansk FN-politik. I 1950’erne skiftede den da også navn til Forening for Forenede Nationer – Dansk Fredsforening, hvorefter den i 1956 valgte at kalde sig Forening for Forenede Nationer (senere kaldte den sig blot for FN-forbundet). Parallelt hermed og efterfølgende blev Aldrig mere Krig, der politisk stod nær Det Radikale Venstre samt Socialistisk Folkeparti (stiftet i 1959), en mere aktiv og fremtrædende fredsbevægelse.[964] Samtidig var den kolde krig blevet en realitet, og fra sovjetisk side forsøgte man nu at påvirke de eksisterende fredsbevægelser foruden at etablere kommunistisk orienterede fredsorganisationer i de vestlige lande; bevægelser der skulle kritisere NATO og de tilsluttede landes sikkerhedspolitik. Samme år og måned som NATO blev oprettet, april 1949, dannedes således på initiativ af Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, oprettet i 1945, og Den internationale komité for forbindelsen mellem Intellektuelle, stiftet i 1948, en international kommunistisk fredsorganisation kaldet Verdensfredsrådet (World Peace Council), og allerede i efteråret 1949 blev der grundlagt en dansk afdeling kaldet Fredens Tilhængere. Denne stod gennem 1950’erne som en af de mest centrale fredsbevægelser i Danmark, om end den ikke nød nævneværdig indflydelse på det politiske miljø. Vel opnåede foreningen en vis opbakning til den af Verdensfredsrådet søsatte Stockholm-appel og et efterfølgende ”fredskrav” i begyndelsen af 1950’erne, men med Stalins død i marts 1953 og opgøret i DKP efter den sovjetiske invasion af Ungarn blev støtten decimeret. I 1959 blev foreningen opløst, til hvilket dagbladet Politiken bemærkede, at organisationen havde været et ”skærmbrædt for kommunistisk propaganda”, men at dette var blevet gennemskuet af offentligheden.[965] Foreningens flerårige formand (1950-58), DKP’er og senere SF’er Mogens Fog, har i sine erindringer hævdet, at dette synspunkt var fejlagtigt.[966] Den seneste forskning anfører, at Fogs engagement i Fredens Tilhængere ”ikke kan reduceres til koordineret kommunistisk propaganda, men også må forstås ud fra den dybtliggende frygt for en tredje verdenskrig…”, og det bliver samme sted understreget, at den af Mogens Fog anlagte kurs i Fredens Tilhængere undertiden afveg fra Verdensfredsrådets, hvilket må tolkes som et forsøg på fra Fogs side at styrke Fredens Tilhængeres selvstændighed.[967]

At DKP under alle omstændigheder opfattedes med mistillid i den danske offentlighed, og at de fredsorganisationer, hvori DKP virkede, havde vanskeligt ved at blive taget alvorligt, illustreres af det negative omdømme, som den tværpolitiske, men DKP-relaterede Dansk Fredskonference fik efter dannelsen i 1954. Kommunisternes indflydelse er vanskelig at bestemme, men alene det, at de var til stede, gjorde, at en betydelig del af offentligheden tog afstand fra konferencen.[968] Hvad angår forholdet mellem liberale, socialister, kommunister inden for de forskellige fredsmiljøer hedder det i en ny fremstilling, at 1950’ernes ”altdominerende” mistro til kommunister svækkede den liberale fredsbevægelses udfoldelsesmuligheder, hvilket bidrog til at etablere skrøbelige alliancer mellem fredsaktivister af forskellig politisk observans. Ifølge samme fremstilling er det ud fra dette perspektiv, at en del af 1960’ernes fredspolitiske miljø må ses: ”Der var … tale om en gensidig påvirkning og ikke om infiltration – hverken fra liberal, socialistisk eller kommunistisk side.”[969]

I 1960 dannede højskolelærer og fredsaktivist Carl Scharnberg den pacifistiske bevægelse Kampagnen mod Atomvåben, der opnåede betydelig støtte navnlig blandt ungdommen. Men atomkampagnen agiterede væsentligst imod placering af kernevåben på dansk jord, og eftersom det havde været officiel dansk politik siden 1957 – det vil sige tre år inden kampagens etablering – at der ”under de nuværende omstændigheder” ikke måtte være kernevåben i Danmark, var der tale om en bevægelse, hvis vigtigste målsætning allerede var realiseret. Mere succesfuld synes kampagnen at have været, hvad angår den anden af sine målsætninger: At bevidstgøre befolkningen om diverse risici i forbindelse med atomvåbenprøvesprængninger (radioaktivt nedfald etc.). Scharnbergs initiativ opfattedes i samtiden generelt som nybrydende og spændende på grund af dets græsrodskarakter, men havde vanskeligt ved at vinde fast fodfæste. Kampagnens storhedstid varede da heller ikke mere end fire-fem år. Da Scharnberg reelt nedlagde Kampagnen mod Atomvåben i 1967, opfordrede han sine sympatisører til at blive aktive i den gryende Vietnambevægelse.[970] Denne stod, splittelse til trods, for de mest omfattende græsrodsaktiviteter i Danmark i de næste knap ti år, og behandles i et separat kapitel i nærværende bind.[971] Set retrospektiv kan det konstateres, at de forskellige fredsgrupper fra 1960’erne og det følgende tiår kun havde begrænset indflydelse på den offentlige debat om dansk sikkerhedspolitik. Herom vidner, at selv om der pågik megen diskussion om Danmarks mulige udtræden af NATO i årene op til 1969, da Danmark efter 20 års medlemskab kunne trække sig ud af alliancen med et års varsel (jf. Den Nordatlantiske Traktats artikel 13), foregik debatten i al væsentlighed mellem de politiske partier, der var repræsenteret på Christiansborg. De dele af det politiske debatmiljø, der havde deres rødder i græsrodsorganisationerne, spillede i den sammenhæng kun en meget lille rolle.[972]

PET’s overvågning 1950-72[973]

De fredsbevægelser, der fyldte i det politiske landskab fra omtrent 1950 frem til begyndelsen af 1970’erne, kan opdeles i to, hvor én gruppe af PET mistænktes for at være kommunistisk inspireret og organiseret, mens den anden gruppe i stedet opfattedes som en del af den liberale fredsbevægelse. Nedenfor følger en kortfattet skildring af PET’s overvågning af disse to grupperinger.

En af KGB’s hovedopgaver var at forsøge at påvirke den danske sikkerhedspolitik til gavn for Sovjetunionen ved at etablere kontakt til og støtte modstandere af Danmarks medlemskab af den vestlige forsvarsalliance. Ifølge det såkaldte Mitrokhin-materiale, det vil sige resumeer af visse af KGB’s sagsakter, som Mitrokhin, der var arkivar i KGB’s arkiv, nedskrev og smuglede ud fra arkivet fra begyndelsen af 1970’erne til 1984,[974] havde residenturet stor succes med at skabe kontakter til danske fredsorganisationer og benytte dem til at påvirke opinionen. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere værdien af disse oplysninger. Ifølge Mitrokhin-materialet havde residenturet kontakt til en advokat Pruts. Denne var redaktør af Pacifisten, der blev udgivet af organisationen (i den engelske oversættelse) Against Arming West Germany.[975] Dette må være en fejl, for bladet Pacifisten blev udgivet af den pacifistiske organisation Aldrig mere Krig, og redaktøren i 1950 hed Otto Mathiesen.[976] Den betegnelse, der kommer tættest på Against Arming West Germany, er Mod tysk Genoprustning, der var et blad, som blev udgivet af Modstandsbevægelsens Initiativkomité.[977] Det er muligt, at Mitrokhin misforstod oplysninger, da han skrev dem af og senere renskrev sine notater. Ifølge materialet anvendte residenturet Nadesjdina, der må have været enten en fortrolig kontakt eller agent, til at organisere en pressekampagne gennem Komitéen for fremme af en uafhængig udenrigspolitik imod udstationeringen af amerikanske atomvåben på dansk territorium og etableringen af en vesttysk flådebase i Jylland. Residenturet skulle have inspireret ledende medlemmer af komitéen, socialdemokraten Jørgen Dich, den radikale Aksel Milters og andre, til at fremsætte protester, og det skulle også have påvirket Aldrig mere Krig til at tage afstand fra udstationeringen af amerikanske atomvåben i Danmark. Endelig skulle residenturet have etableret kontakter til Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Landsforeningen Én Verden.[978]

Det er svært at afgøre, hvor stor indflydelse KGB-residenturet havde på de danske fredsbevægelser i 1950’erne. Dich og Milters var kendt af den sovjetiske ambassade, der hæftede sig ved Dichs neutralisme, og som overvejede at bruge Milters til at påvirke opinionen til fordel for fredelig sameksistens.[979] I 1952 offentliggjorde Komitéen til Fremme af en Uafhængig Udenrigspolitik en protest mod planerne om at udstationere amerikanske fly i Danmark.[980] Det er imidlertid ikke muligt nærmere at fastslå, hvilken rolle KGB spillede. Det kan ikke afvises, at residenturet overdrev betydningen af sine kontakter til danske fredsfolk. Det hører også med til historien, at det er et åbent spørgsmål, hvor stor indflydelse Komitéen havde på opinionen og på beslutningen om at afvise udstationeringen.[981] Det synes ofte at have været tilfældet, at de østlige tjenester hægtede sig på personer og organisationer, der allerede var kritisk indstillede over for aspekter af dansk alliancepolitik.

Nedenfor følger en skildring af PET’s overvågning af det fredspolitiske miljø i årene fra 1950 indtil 1972, idet der vil blive lagt vægt på, hvordan PET opfattede miljøet i samtiden.

Verdensfredsrådet, Fredens Tilhængere og Dansk Fredskonference

Verdensfredsrådets engelske navn var World Council of Peace (Verdensrådet for Fred), men blev almindeligvis omtalt som World Peace Council. Selv om rådet officielt først blev stiftet på en verdensfredskongres i Warszawa den 22. november 1950, gik dets virkelige stiftelsestidspunkt ifølge PET’s oplysninger tilbage til august 1948, da der var blevet afholdt en World Congress of Intellectuals for Peace (Verdenskongressen for Intellektuelle for Fred) i Wroclaw i Polen. På denne kongres blev der stiftet en organisation, der kaldte sig International Liaison Committee of Intellectuals (Den Internationale Forbindelseskomité for Intellektuelle), som efterfølgende indkaldte til den 1. Verdensfredskongres i Paris i foråret 1949. På denne kongres blev World Committee of Partisans of Peace (Verdenskomitéen for Fredens Partisaner) stiftet, og denne tog i november 1950 navneforandring til World Peace Council.[982]

PET var fra begyndelsen af 1950’ere overbevist om, at Verdensfredsrådet virkede for Sovjetunionen. I en sammenskrivning om ”Den kommunistiske verdensfredsbevægelse” fra sommeren 1953 hed det, at den tredje verdensfredskongres, der blev afholdt i Wien i december 1952, ”ene og alene er et redskab for og middel til at gennemføre Moskvas politik”.[983] Baggrunden for denne nagelfaste konklusion var en længere redegørelse for, hvordan Verdensfredskongressens politiske budskaber for det første var i overensstemmelse med Sovjetunionens politik. For det andet hvordan de kommunistiske partier uden for Østblokken efterfølgende arbejdede målrettet for at fremme Verdensfredskongressens resolutioner og udbrede dens publikationer. For det tredje var vurderingen baseret på en analyse af den personsammensætning, der stod i spidsen for kongressens kommissioner, som havde til opgave at udfærdige resolutioner om international afspænding, nationernes uafhængighed og sikkerhed etc. Det fremgik, at kongressens tre kommissioner var under ledelse af Giuseppe Nitti (Italien), James Endicott (Canada) og Yves Farges (Frankrig), hvortil PET bemærkede, ”således at man på forhånd kunne være sikker på, at de resolutioner, der skulle udarbejdes, fik netop den form, som man fra russisk side ønskede.”[984]

PET fastholdt denne entydige vurdering af Verdensfredsrådet som et redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Ved årsskiftet 1957-58 gjorde PET på ny status over rådet og dets aktiviteter, og det fremgik, at rådets præsident var en fransk kommunist ved navn Frédéric Joliot-Jurie, mens generalsekretæren var en anden fransk kommunist, der hed Jean Laffittee.[985] Så sent som i 1964 hed det i en sammenskrivning, at rådets politik gennem alle årene

”har været uændret sovjetisk dirigeret og kontrolleret, og målet er stadig det samme – at vinde masserne i de neutrale og ikke-kommunistiske lande for forsvaret af freden og dermed for sovjetisk politik, og gennem utallige møder og konferencer har WPC benyttet enhver lejlighed til at angribe vestmagternes politik overalt i verden.”[986]

Fredens Tilhængere, der som nævnt blev oprettet i efteråret 1949, tilsluttede sig umiddelbart Verdensfredsrådet.[987] Hvad angik Fredens Tilhængeres ideologiske orientering bemærkede PET i begyndelsen af 1950, at foreningen syntes at være under påvirkning af DKP (foreningens første formand var DKP’eren Edvard Heiberg), om end PET ikke var i besiddelse af nogen entydig dokumentation herfor. I en sammenskrivning af DKP’s politiske aktivitet i første kvartal af 1950 hed det imidlertid, at det var ”ganske åbenbart at fredsforeningerne mere og mere går over til at blive direkte inddraget i den kommunistiske agitation”, og at fredsarbejdet fortsat ”officielt” blev varetaget af Fredens Tilhængere.[988] PET’s mistanke om, at DKP gennem Fredens Tilhængere søgte at sprede kommunistiske synspunkter, blev styrket de følgende måneder, og i sommeren 1950 fremgik det af en rapport, at Aksel Larsen på et centralkomité-møde i maj 1950 havde udtalt, at alle kommunister i Danmark var ”forpligtede” til ”at støtte ”Fredens Tilhængere” i Danmark og af al magt hjælpe med ved indsamling af underskrifter på kravet om forbud mod atombomben”, det vil sige Stockholm-appellen.[989] Desuden fremgik det, at Fredens Tilhængere på sit første landsmøde den 11. juni 1950 havde valgt den kendte, men partiløse kommunist Mogens Fog til formand, ligesom der blev valgt en landskomité, ”af hvis medlemmer en meget stor del er kendt som kommunister.”[990]

I de følgende år fulgte PET med i DKP’s fredsarbejde, og det bevarede materiale giver det indtryk, at PET stedse var af den opfattelse, at Fredens Tilhængere var et organ for DKP og Sovjetunionen. Allerede fra 1953 synes bevægelsen imidlertid at have haft vigende tilslutning, og frem til slutningen af årtiet ses der blot spredte bemærkninger om Fredens Tilhængere i PET’s akter. Det fremgår dog af PET’s arkiv, at Fredens Tilhængere fra slutningen af 1957 sammen med blandt andre finske ligesindede skulle have været involveret i planlægningen af de Østersøuger, der skulle blive et tilbageværende østligt propagandafænomen mellem 1958 og 1975.[991] Hvad angik forbindelsen til DKP hed det i en godt og vel 60-siders beretning om DKP’s virksomhed mellem november 1958 og januar 1960, at Fredens Tilhængere, der valgte at opløse sig selv i april 1959, havde været en frontorganisation, det vil sige en tilsyneladende tvær- eller upolitisk idé- og interesseorganisation, som mere eller mindre skjult blev kontrolleret af Sovjetunionen.[992]

Billede: Fredens Tilhængere blev stiftet i 1949 som en dansk afdeling af Verdensfredsrådet. Foreningens første formand var DKP’eren Edvard Heiberg. Mellem 1950 og 1958 var foreningens formand den partiløse kommunist Mogens Fog. PET var aldrig i tvivl om, at Fredens Tilhængere var at betragte som en kommunistisk frontorganisation. Ovenfor ses Mogens Fog på talerstolen i Odd Fællow Palæet, november 1950, hvor Fredens Tilhængere holdt sin første fredskongres. (Arbejdermuseet og ABA).

Fredens Tilhængere blev stiftet i 1949 som en dansk afdeling af Verdensfredsrådet. Foreningens første formand var DKP’eren Edvard Heiberg. Mellem 1950 og 1958 var foreningens formand den partiløse kommunist Mogens Fog. PET var aldrig i tvivl om, at Fredens Tilhængere var at betragte som en kommunistisk frontorganisation. Ovenfor ses Mogens Fog på talerstolen i Odd Fællow Palæet, november 1950, hvor Fredens Tilhængere holdt sin første fredskongres. (Arbejdermuseet og ABA).

Den anden fredsbevægelse af betydning i 1950’ernes Danmark var som nævnt Dansk Fredskonference, der stiftedes i 1954. Ifølge Mogens Fog var Dansk Fredskonference en tværpolitisk organisation.[993] Det var PET ikke umiddelbart enig i, hvorfor tjenesten da også fulgte Dansk Fredskonferences forberedelse af en konference i Aalborg i efteråret 1955, ligesom PET havde et ikke nærmere specificeret antal kilder med på konferencen. Hvad angik forberedelserne bemærkede en PET-rapport, at selv om den radikale Andrea Hedegaard var bevægelsens formand, var konferencen blevet tilrettelagt af et arbejdsudvalg under ledelse af en DKP’er. Det bemærkedes endvidere, at navnlig Land og Folk havde reklameret for konferencen, og endelig konstateredes det, at de tryksager, der var blevet omdelt forud for konferencen, alle var duplikeret med duplikatorsværte ”af samme lyseblå farve, som er karakteristisk for de publikationer, der i duplikeret stand udsendes fra D.K.P.s herværende distriktskontor”. Det var karakteristisk, at en af rapportens læsere i marginen satte en markering ud for hver person, der var kommunist, og det ses, at der var mange sådanne markeringer i marginen.[994]

Hvad angik konferencens afholdelse, noterede PET’s medarbejder, at der var en kraftig overrepræsentation af kommunistiske talere, og at én af disse i øvrigt høstede konferencens største bifald. Desuden konstateredes det, at fremtrædende kommunister spillede en central rolle i diverse udvalg. F.eks. var Knud Jespersen fra DKP’s centralkomité medlem af det såkaldte resolutionsudvalg. Der var også kommunistisk repræsentation i konferencens organisationsudvalg.[995] Overhovedet var det den pågældende PET-medarbejders helhedsindtryk, at konferencen

”såvel i forberedelserne som i forløbet af møderne var endog meget stærkt kommunistisk præget … og det er min opfattelse, at kommunisterne beherskede udvalgspladserne ved de åbenbart kendte kommunistiske delegerede plus de skjulte kommunister, der var delegerede af ”lokale fredsorganisationer” eller af f.eks. Danmarks Demokratiske Kvindeforbund og lign.”[996]

Det fremgik af et notat udfærdiget af PET i 1964, at af Dansk Fredskonferences landsudvalg på 91 medlemmer, var 33 enten ”aktive kommunister” eller medlemmer af SF. Og det hed videre, at de ”personer, der normalt udadtil repræsenterer fredsbevægelsen, er imidlertid ikke-kommunister, der i kraft af deres placering i samfundet, deres idealisme og deres kulturelle tilhørsforhold kan accepteres af de fleste kredse i befolkningen.”[997] Nogle af de mest fremtrædende ikke-kommunister var translatrice Esther Brinch og valgmenighedspræst Uffe Hansen, og ifølge PET havde sådanne personer, hvad enten de repræsenterede Dansk Fredskonference, Fredens Tilhængere eller en helt tredje bevægelse, gennem årene arbejdet ihærdigt for, at Verdensfredsrådets synspunkter skulle nyde fremme i Danmark. Det bemærkedes således, at de to nævnte personer gennem årene adskillige gange havde deltaget i møder i Verdensfredsrådets regi, og det fremgik, at Esther Brinch i 1957 havde anmodet om indrejsetilladelser til 16 personer, hvoraf 11 var medlem af Verdensfredsrådets forretningsudvalg, idet begrundelsen var, at de pågældende skulle til et møde i Danmark ”af rent privat karakter.” Justitsministeriet havde imidlertid svaret, at indrejsetilladelserne ikke kunne forventes meddelt, da man ikke fandt, at der var nogen dansk interesse i mødet. Tilsvarende havde Uffe Hansen på vegne af Dansk Fredskomité, der var med i Dansk Fredskonference, og som også var medlem af Verdenfredsrådet, i 1960 anmodet om visum for østeuropæiske borgere, der påtænkte at deltage i et af Verdensfredsrådet planlagt møde til afholdelse i København. Også denne gang svarede Justitsministeriet, at der ikke ville blive meddelt visum, da der ikke var nogen dansk interesse i afholdelse af det pågældende møde.[998] I 1964 vurderede PET imidlertid, at Dansk Fredskonference var stagnerende.[999]

I løbet af 1960’erne stod Dansk Fredskonference side om side med andre freds- og græsrodsbevægelser, når der skulle indkaldes til demonstrationer eller arrangeres diverse happenings. Dansk Fredskonference arrangerede således i 1963 en dansk afrustningsuge i samarbejde med blandt andre Aldrig mere Krig, Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, Aarhuskonferencen og Komitéen til oplysning om Atomfaren.[1000] Og sammen med blandt andre Kampagnen mod Atomvåben, Tværpolitisk Centrum og Fredspolitisk Folkeparti protesterede Dansk Fredskonference i 1964 mod overvejelserne i NATO om at oprette en multilateral atomslagstyrke (MLF).[1001] Det fremgår endvidere af PET’s arkiv, at Dansk Fredskonference fra 1966 og frem i stigende grad søgte at skabe kritisk opmærksomhed om USA’s krigsførelse i Vietnam.[1002] Endelig fremgår det, at Dansk Fredskonference i 1969 var medudgiver af en pjece kaldet Oberstkup i Danmark, hvori det blev hævdet, at der befandt sig amerikanske specialstyrker i Europa, der muligt ville foranstalte et kup i Danmark. Og det hævdedes, at der i Danmark allerede eksisterede en hemmelig CIA-opbygget organisation, der skulle inddrage Danmark i krig, førend regeringen fik mulighed for at træffe beslutning herom.[1003] Det fremgår andetsteds i beretningen, at udgivelsen var et stykke succesfuld sovjetisk desinformation, for det var korrekt, at der eksisterede planer for amerikanske styrkers ageren i Europa, men planerne rettede sig mod en situation, hvor Europa var under en eventuel sovjetisk besættelse.[1004] Når planerne var kommet til blandt andet Dansk Fredskonferences kendskab, havde det sin forklaring i, at KGB ifølge PET og FE havde hvervet en amerikansk sergent, der havde lækket planerne med henblik på at skade USA.[1005] Som svar på en udenlandsk henvendelse berettede PET i første halvdel af 1972, at Verdensfredsrådets aktiviteter gennem en årrække havde været dalende i Danmark, og at medlemmerne af Dansk Fredskonference væsentligst var aldrende mennesker, der ikke udviste nogen betydelig aktivitet.[1006]

Det var derfor PET’s opfattelse, at både Fredens Tilhængere og Dansk Fredskonference virkede til fordel for Sovjetunionen i 1950’erne, og det fremgår også, at begge var tilsluttet Verdensfredsrådet.[1007] PET definerede Fredens Tilhængere som en frontorganisation. Det ses ikke, at PET skulle have defineret Dansk Fredskonference på samme måde, men det fremgår, at bevægelsen var involveret i sovjetisk desinformation. At Dansk Fredskonference havde tætte forbindelser til Sovjetunionen støttes i øvrigt af, at det fremgår af andet materiale i PET’s arkiv, at den ovenfor omtalte Esther Brinch også var medlem af Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, der var den danske afdeling af den kommunistiske frontorganisation Women’s International Democratic Federation (WIDF).[1008] NATO omfattede denne organisation med betydelig skepsis og henstillede til sine medlemsregeringer, at de skulle ”træffe enhver foranstaltning, som de har adgang til, for at forhindre bl.a. WIDF i at afholde konferencer i NATO-landene.”[1009] I et notat fra 1979 om Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed hedder det, at Dansk Fredskonference var ”en fortsættelse af” Fredens tilhængere i Danmark.[1010] PET’s vurdering forekommer realistisk (se nedenfor).

Aldrig mere Krig

PET’s interesse for Aldrig mere Krig går tilbage til slutningen af 1950’erne, men baggrunden herfor er det ikke muligt at fastslå. Efter regeringserklæringen fra september 1968 påbegyndte PET en revision af de eksisterende person- og emnesager, og det fremgår af PET’s arkiv, at emnesagen på Aldrig mere Krig udgik pr. 1. januar 1969, og at den først blev genoprettet i 1980. Bevaret er imidlertid de kortfattede og stenografisk formulerede emnekort, hvor man kan se, hvilke oplysninger PET indsamlede. Ifølge PET’s oplysninger udfoldede Aldrig mere Krig i sidste halvdel af 1950’erne sammen med blandt andre Dansk Fredskonference, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Komitéen for Oplysning om Atomfaren betydelige anstrengelser for at agitere dels imod det danske alliancemedlemskab, dels for at for at oplyse om kernevåbnenes ”trussel mod menneskeheden”, som det formuleredes i en udstilling.[1011] Desuden var foreningen ifølge PET’s oplysninger optaget af at agitere imod losning af de NIKE-raketter, som Danmark modtog i 1959, og en af foreningens aktivister skulle have omdelt materiale med opfordring til havnearbejderne i Århus om ikke at deltage i losningen af raketterne.[1012]

Fra omtrent midten af 1960’erne bemærkede PET, at Aldrig mere Krig agiterede for, at Danmark i 1969 skulle trækkes ud af NATO, sådan som det var muligt ifølge Den Nordatlantiske Traktats kapitel 13. Det konstateredes således i 1964, at der var blevet opklæbet plakater på militærets anvisningsskilte, hvorpå der stod ”Ud af NATO.”[1013] Året efter skulle Aldrig mere Krig sammen med Afrustningskomitéen for Århus by og amt have gennemført en underskriftsindsamling blandt andet med et krav om dansk udtræden af NATO.[1014] Og dette budskab blev angivelig gjort til en egentlig kampagne i oktober måned 1965.[1015] Også i 1968 skulle bevægelsen have stillet sig i spidsen for et sådant krav.[1016]

Tilsvarende optog Vietnamkrigen Aldrig mere Krig. Emnekortene rummer talrige eksempler på, at bevægelsen ene eller sammen med andre organisationer i løbet af 1960’erne kritiserede USA’s krigsførelse og Danmarks støtte til USA.[1017] I forlængelse heraf tyder emnekortene på, at personer med tilknytning til Aldrig mere Krig stillede sig solidarisk med og støttede nogle af de amerikanske soldater, der deserterede fra Vietnamkrigen. I slutningen af november 1968 var Aldrig mere Krig således arrangør af et møde, hvor en amerikansk desertør var hovedtaler.[1018] Tidligere samme år havde Militærnægterforeningen, der var tæt knyttet til Aldrig mere Krig, tilbudt at skaffe en bopæl til en amerikansk statsborger, der havde søgt politisk asyl i Danmark, idet han ikke ønskede at rejse til USA, da han herefter ville skulle gøre militærtjeneste.[1019] Aktiviteterne synes at have været en udløber af en i 1966 af moderorganisationen, War Resisters International, iværksat kampagne.[1020] Endelig stillede Aldrig mere Krig sig kritisk til Warszawapagt-landenes invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.[1021]

PET’s interesse for Aldrig mere Krig var antagelig rundet af et ønske om at indkredse bevægelsens politiske orientering. Det hedder i litteraturen, at bevægelsen stod politisk nær Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.[1022] Denne vurdering udfordres ikke væsentligt af de bevarede oplysninger i PET’s arkiv, men det ses dog, at Aldrig mere Krig tillige havde nogen kontakt til personer med mere venstreorienterede synspunkter. Således afholdt Aldrig mere Krig sammen med DKP i 1960 et offentligt møde omhandlende ”Danmarks forsvar i atomtiden”.[1023] I 1962 fremgik det af Land og Folk, at et medlem af Aldrig mere Krig sammen med en DKU’er og et medlem af SUF var medlem af organisationen Socialistisk Aktion. SUF var på det tidspunkt Socialistisk Folkepartis ungdomsafdeling, der dog samtidig var genstand for trotskistisk infiltration.[1024] Det følgende år skulle Aldrig mere Krig være indgået i et kontaktudvalg, hvori også indgik SUF, Kampagnen mod Atomvåben og Den danske afdeling af 4. Internationale, det vil sige de danske trotskister.[1025] Sidstnævnte var, og det var PET vidende om, på det tidspunkt engageret i den algeriske frihedskamp, hvor trotskisterne angiveligt søgte at formidle økonomisk støtte til lokalbefolkningens væbnede kamp mod Frankrig, som Danmark var allieret med i NATO.[1026] I 1964 blev PET endvidere opmærksom på, at en af Aldrig mere Krigs støtter var forhenværende DKU’ere og daværende SUF’ere.[1027] Endelig modtog PET i 1970 en skrivelse fra FE, hvori det hed, at en række højt placerede officerer i december måned 1970 havde modtaget et brev underskrevet Aldrig mere Krig, hvor Forsvaret blev opfordret til at abonnere på Pacifisten og gøre denne tilgængelig for de værnepligtige. FE konstaterede:

”Foreningen Aldrig Mere Krig er en dansk underafdeling af den internationale forening War Resisters International, der har hovedsæde i London. Foreningen var oprindeligt en ren pacifistforening, men er i årene efter anden verdenskrig blevet infiltreret af kommunister, og i hvert fald hovedforeningen må i dag karakteriseres som en ren kommunistisk frontorganisation, som i væsentligt omfang samarbejder med World Council of Peace, der er den største kommunistiske frontorganisation, der for nærværende eksisterer.

Den danske afdeling af WRI har i et vist omfang holdt sin bestyrelse ren for belastende elementer, men det skal dog nævnes, at Hanne REINTOFT (DKP), Poul Gunder NIELSEN (medlem af den trotzkistiske Socialistisk Aktion), Johannes MÜNCHOV (medlem af Verdensfredsrådet (DKP)) og Jens THOFT (medlem af VS) er medlemmer af bestyrelsen.”[1028]

Som sådan var der en vis venstreradikal repræsentation i Aldrig mere Krig, idet det skal erindres, at PET i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne endvidere havde folkesocialisterne mistænkt for at være maskerede kommunister.[1029] Desuden var Aldrig mere Krig involveret i kritik af PET: I 1966 bragte bevægelsens blad, Pacifisten, et indlæg af Sjællandskomitéen mod de Hemmelige Kartoteker med navne på 13 PET-medarbejdere.[1030]

Det skal dog understreges, at det ikke fremgår af PET’s emnekort, at den revolutionære venstrefløj indtog nogen fremtrædende, endsige udslaggivende position i Aldrig mere Krig. For så vidt som at DKP spillede en rolle i forhold til Aldrig mere Krig, synes sammenhængen snarere at have været, at DKP hægtede sig på demonstrationer, som Aldrig mere Krig arrangerede. I al fald ses der et eksempel herpå: Under Cubakrisen i 1962 gennemførtes en demonstration i København, hvor Aldrig mere Krig sammen med Kampagnen mod Atomvåben var de drivende kræfter. Aldrig mere Krig agiterede til fordel for FN og imod kernevåben. Blandt andre DKP, men antagelig også en kreds af trotskister hægtede sig imidlertid på demonstrationen, og da denne var bragt til afslutning, valgte nogle DKP’ere og trotskister at fortsætte aktiviteterne foran den amerikanske ambassade, hvor det kom til optøjer og slagsmål.[1031] Det videre forløb af denne historie er i nærværende sammenhæng af mindre betydning, men den illustrerer, at DKP og dele af den antiimperialistiske venstrefløj synes at have omfavnet blandt andre Aldrig mere Krig i dennes forsøg på at påvirke den offentlige debat og politikerne.

At PET i begyndelsen af 1969 havde valgt at makulere emnesagen på Aldrig mere Krig, betyder ikke, at efterretningstjenesten undlod at indsamle oplysninger om bevægelsen. Det ses således af emnekortene, at PET frem til 1972/73 bemærkede, at Aldrig mere Krig af aktivister blev sat i forbindelse med en hærværksaktion foretaget mod en kaserne i Aarhus,[1032] at Aldrig mere Krig fortsat var kritisk over for den amerikanske krigsførelse i Vietnam,[1033] og endelig at foreningen var kritisk over for VKR-regeringens nye forsvarsordning.

Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

PET’s interesse for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed var i de første tre årtier af den kolde krig yderst beskeden. Herom vidner såvel emnesagen vedrørende ligaen som emnekortene. Forklaringen på den beskedne interesse fremgår af en skrivelse, som PET udfærdigede i 1952 som svar på en henvendelse, hvor en udenlandsk efterretningstjeneste udbad sig oplysninger om Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der i Danmark skulle have omtrent 20.000 medlemmer.[1034] Det fremgik af PET’s svar, at ligaen var en afdeling af den internationale organisation Women’s International League for Peace and Freedom, hvis mål blandt andet var at ”foranledige, at kvinder af forskellig politisk og filosofisk tankegang mødes forenet i beslutning om at virke for afskaffelse af de politiske, sociale, økonomiske og psykologiske årsager til krig og at arbejde for en retfærdig og varig fred baseret på frihed”.[1035] Det fremhævedes som det vigtigste, at foreningen både før og efter anden verdenskrig havde ”udført et meget påskønnelsesværdigt og uegennyttigt hjælpearbejde.” Eksempelvis havde Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed forud for besættelsen organiseret indvandring til Danmark af 300 jødiske flygtingebørn fra Centraleuropa. I oktober 1943, hvor besættelsesmagten anholdt de i Danmark fortsat residerende jøder, blev 43 af disse flygtningebørn, der omtaltes som ”ligabørn”, ført til interneringslejren Theresienstadt. Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed følte imidlertid fortsat et vist ansvar for de pågældende, og det lykkedes ifølge PET foreningen at sende levnedsmidler til børnene. Og allerede inden verdenskrigens afslutning havde moderorganisationen lagt planer for et internationalt hjælpearbejde, der ifølge PET’s oplysninger skulle have været særligt værdifuldt i Norge, Finland, Polen, Østrig, Holland og Frankrig.[1036]

Det anførtes endvidere i skrivelsen, at flere medlemmer af den danske forening i den kolde krigs første år havde været i Østblokken, men – fremhævdedes det –

”[d]a foreningen imidlertid er en pacifistisk forening, der arbejder for international afrustning og mellemfolkelig forståelse, kan det ikke forundre, at foreningen prøver at indtage en formidlende stilling mellem Øst og Vest. Foreningen er således modstander af Danmarks medlemskab af Atlantpagten, ligesom foreningen agiterer for Mao-Kinas optagelse i F.N. og imod Tysklands genoprustning. Foreningen fremhæver imidlertid så sent som i medlemsbladet for november 1952, at ligaen er en strengt demokratisk institution, og der er intet grundlag for at betvivle rigtigheden af denne udtalelse.”[1037]

Hvad angik kommunisternes mulige indflydelse på ligaen, konstateredes det, at der ikke blandt hovedbestyrelsens medlemmer fandtes personer, der var kendt som kommunister. Senere bemærkedes det igen, at det ”stærkt” måtte ”understreges”, at ligaen ”absolut ikke” kunne anses for at være nogen kommunistisk frontorganisation, og at ligaen heller ikke var kommunistisk domineret. Således havde ligaen valgt ikke at være tilsluttet Fredens Tilhængere i Danmark. PET var imidlertid opmærksom på, at kommunisterne ville forsøge at infiltrere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed,[1038] hvilket formentlig også var årsagen til, at PET havde en interesse for ligaen.

Emnesagen på Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed rummer stort set ikke materiale for de følgende år, hvilket illustrerer efterretningstjenestens fortsat yderst beskedne interesse for foreningen. Af PET’s arkiv fremgår det, at Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed ifølge PET’s oplysninger i begyndelsen af 1960’erne arbejdede for, at Danmark skulle forhøje den økonomiske bistand til ulandene, at sydafrikanske varer skulle boykottes i Danmark, og endelig at der skulle etableres en atomvåbenfri zone i Norden.[1039] Desuden var ligaen engageret i kritikken af Vietnamkrigen.[1040] Gennem 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne fortsatte foreningen arbejdet med at fremme den mellemfolkelige forståelse og afspænding mellem Øst og Vest og vedblev derfor at sende delegerede til Sovjetunionen til Verdensfredsrådets møder og i forlængelse heraf modtage sovjetiske genbesøg.[1041] Der er dog ikke noget i emnekortene, der tyder på, at foreningen lod sig påvirke af de østlige synspunkter. Således ses det, at der var kontakter mellem danske myndigheder og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, hvor sidstnævnte redegjorde for Østkontakterne, og det ses, at danske myndigheder undertiden havde observatørstatus, når foreningen deltog i møder med østlig deltagelse.[1042]

Fredsbevægelser: 1970’erne og 1980’erne

Fredssagen fik ny næring i 1973, da Verdensfredsrådet i slutningen af oktober afholdt en kongres i Moskva. Ved den lejlighed opfordrede Verdensfredsrådet sine medlemmer til i forskellige lande at organisere fredsbevægelserne i én paraplyorganisation, hvor de hidtil havde fremstået hver for sig. Året efter, i februar 1974, blev Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed (herefter: Samarbejdskomitéen) stiftet i Danmark, for, som det hed i vedtægterne, at ”samle danske organisationer om et bredt samarbejde om freds- og sikkerhedsspørgsmål i den ånd, der kom til udtryk på verdenskongressen i Moskva i oktober 1973.”[1043] Samarbejdskomitéen var fra begyndelsen af sin levetid organiseret i Verdensfredsrådet. I løbet af kort tid havde op mod 30 organisationer tilsluttet sig Samarbejdskomitéen, f.eks. de liberale fredsorganisationer Aldrig mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, men også politiske ungdomsorganisationer som Radikal Ungdom og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Samarbejdskomitéens ansigt udadtil var et præsidium bestående af 16 personer, herunder det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Lasse Budtz, de radikales veteran K. Helveg Petersen og tidligere omtalte græsrodspioner Carl Scharnberg. Den daglige administration blev varetaget af et arbejdsudvalg med blandt andre DKP’er Anker Schjerning samt Ollis Klem og Johannes Münchow fra henholdsvis Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Aldrig mere Krig. Set udefra fremstod Samarbejdskomitéen med andre ord som en tværpolitisk organisation repræsenterende det politiske spektrum fra det mildt borgerlige radikale midterparti over Socialdemokratiet til DKP.[1044]

Samarbejdskomitéen levede en forholdsvis anonym tilværelse i de første par år efter stiftelsen. Da Folketinget i 1975 traf beslutning om at erhverve 58 F-16 fly til Forsvaret, var Samarbejdskomitéen således stort set fraværende i debatten, skønt det var et emne, der havde komitéens interesse.[1045] Fra sommeren 1977 fik Samarbejdskomitéen imidlertid vind i sejlene. Anledningen var den amerikanske regerings beslutning om at iværksætte produktion af den nye neutronbombe med det formål at deployere denne i Vesteuropa, antagelig i Vesttyskland. Beslutningen skabte modstand navnlig hos den vesttyske forbundskansler Helmuth Schmidt, da det forventeligt ville gøre Vesttyskland til slagmark i en eventuel fremtidig krig. Schmidt ønskede følgelig neutronbomben deployeret i flere vesteuropæiske lande. I de følgende måneder opstod der bred politisk kritik af den amerikanske beslutning. Blandt andet blev det kritiseret, at neutronbomben var en forholdsvis lille brintbombe med høj strålingskapacitet, hvilket betød, at den forvoldte relativ begrænset materiel skade, men til gengæld forårsagede store menneskelige lidelser. Den vesttyske socialdemokratiske generalsekretær, Egon Bahr, der i de kommende år skulle komme til at indtage en central rolle som politisk strateg for flere vesteuropæiske socialdemokratier, karakteriserede eksempelvis neutronbomben som ”et symptom på tankens pervertering”, og i Danmark omtalte statsminister Anker Jørgensen bomben som ”fandens værk”.[1046] Samtidig aktiveredes fredsbevægelserne i Vesteuropa, og i Danmark fik Samarbejdskomitéen sit store gennembrud med et protestmøde foran den amerikanske ambassade (den 13. august 1977), en underskriftsindsamling med 120.000 navne, en særskilt underskriftsindsamling for forfattere foranstaltet af digter Erik Stinus, og desuden blev der indrykket en række dagbladsannoncer, ligesom det lykkedes at få politikere fra Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti til at engagere sig i spørgsmålet.[1047]

I USA synes kritikken at være blevet hørt. Måske ikke så meget den danske, men mere generelt den vesteuropæiske kritik. I første halvdel af april 1978 meddelte præsident Jimmy Carter under alle omstændigheder, at USA ville videreføre produktionen af neutronbombens ikke-atomare dele, men udskyde produktionen af selve bomben. Dette budskab fik imidlertid ikke Samarbejdskomitéen til at stoppe sin agitation. Således gennemførtes efter Carters erklæring enkelte af komitéen planlagte arrangementer (demonstrationer i København, Århus og Frederikshavn samt fortsættelse af underskriftsindsamling og annoncekampagne), og det var først i sommeren 1978, at aktiviteterne stilnede af. Havde spørgsmålet om neutronbomben vakt Samarbejdskomitéen, så havde de af komitéen foranstaltede aktiviteter desuden givet næring til, at komitéens kritikere i stigende grad karakteriserede den som en kommunistisk dækorganisation. Der er i litteraturen uenighed om, hvorvidt en sådan kritik var rimelig. Nikolaj Petersen vurderer, at Samarbejdskomitéen ”langt hen ad vejen med rette, blev betragtet som en kommunistisk domineret organisation.”[1048] Søren Hein Rasmussen er derimod af den opfattelse, at sådanne beskyldninger ikke forekommer ”helt rimelige”. Der var ganske vist kommunister i organisationens ledelse og i de tilsluttede organisationer, men der var, hedder det, ”virkelig tale om en politisk meget bred organisation, hvor ikke mindst De Radikale havde et stort ord at skulle have sagt.” Hein Rasmussen skriver videre, at det var ”uretfærdigt”, at Lasse Budtz i april 1978 forlod Samarbejdskomitéen med den begrundelse, at komitéen udelukkende kritiserede Vesten, for det kunne ”dårligt være” anderledes ”i den givne situation.” Hein Rasmussens synspunkt er, at det var USA, der stod fadder til neutronbomben, og derfor måtte Samarbejdskomitéen følgelig kritisere USA.[1049]

Debatterne om neutronbomben markerer i historiografien den ny fredsbevægelses første gennemslag i Danmark.[1050] Fredsgruppernes næste store slag blev slået i 1979 i forbindelse med vedtagelsen af NATO’s dobbeltbeslutning. Baggrunden var den fornyede modsætning mellem Øst og Vest, der var blevet stadig mere tydelig siden 1976-77.[1051] Som reaktion på Sovjetunionens opstilling af SS-20 mellemdistanceraketter i Østeuropa bestemte NATO-landene sig til, at de i december måned 1979 ville foretage den såkaldte dobbeltbeslutning, ifølge hvilken NATO planlagde at påbegynde opstilling af i alt 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa ved udgangen af 1983, såfremt der ikke inden dette tidspunkt var indledt forhandlinger om rustningskontrol mellem NATO og Warszawapagten, således at NATO ved årsskiftet 1983-84 kunne vurdere behovet for eventuel opstilling af nye raketter.[1052]

Efter at politikere og NATO-officerer gennem første halvdel af 1979 havde beredt den danske offentlighed på den forestående dobbeltbeslutning, iværksatte personer med tilknytning til fredsbevægelserne en kritisk kampagne. I den forbindelse spillede journalist ved dagbladet Information Jørgen Dragsdahl en nøglerolle, idet han blandt andet gennem interviews med forhenværende embedsmænd fra den amerikanske forvaltning og med henvisning til diverse fredsforskningsinstitutters redegørelser argumenterede for, at dobbeltbeslutningen frem for at virke afspændingsfremmende risikerede at fremme en mulig krig.[1053] Også Samarbejdskomitéen engagerede sig i debatten, da den lod indrykke en annonce i flere dagblade og i Politisk Revy, hvori komitéen krævede, at den danske regering ”alene eller sammen med andre små NATO-lande som Norge og Holland udfolder enhver anstrengelse for at hindre eller udskyde en så vidtrækkende beslutning”, og at ”Danmark udfolder internationalt initiativ for at få øst-vest forhandlingerne i gang”.[1054]

Parallelt hermed havde en kreds af fredsaktivister i de sidste måneder af 1979 udfærdiget en avisannonce, der illustrerer, at denne kreds fandt, at også Warszawapagten bar et ansvar for den fortsatte oprustning. Heri hed det, at underskriverne opfordrede ”Folketinget til at tage afstand fra både Warszawapagtens og NATOs atomoprustning.” Desuden opfordredes ”Folketinget til at kræve, at regeringen får beslutningen om raketternes anskaffelse udsat, forhandlingerne mellem NATO og Warszawapagten bør først forsøges, villigheden til reel nedrustning fra det nuværende styrkeniveau bør undersøges.”[1055]

Annoncen var udfærdiget af blandt andre Erik Knudsen, Niels Munk Plum, Bodil Jensen, Jørn Boje Nielsen og Poul Villaume, og denne kreds af personer dannede da i januar 1980 en ny fredsbevægelse, der kaldte sig Nej til Atomvåben. Denne definerede sig som tværpolitisk, og det understregedes i dens eget materiale, at det, der væsentligst adskilte den fra Samarbejdskomitéen, var, at Nej til Atomvåben stillede sig kritisk til oprustning og kernevåben i såvel Øst som Vest, mens Samarbejdskomitéen kun kritiserede den vestlige oprust- ning.[1056] Grundlæggelsen af Nej til Atomvåben markerer således, at fredsbevægelserne i 1980’erne ikke bør anskues som en enhed, men som flere aktører, der befandt sig i et konkurrence- og samarbejdsforhold. Det er da også karakteristisk, at FN-Forbundet, Aldrig mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed alle valgte at melde sig ud af Samarbejdskomitéen i tiden omkring 1980. Baggrunden var, at også disse organisationer fandt Samarbejdskomitéen for ensidig, og især spillede det en rolle, at komitéen efter den sovjetiske invasion af Afghanistan 1. juledag i 1979 havde haft mere end vanskeligt ved at tage afstand fra det sovjetiske angreb.[1057]

Hvor Samarbejdskomitéen var tilsluttet Verdensfredsrådet, var Nej til Atomvåben tilsluttet netværket European Nuclear Disarmament (herefter: END), der var et modstykke til Verdensfredsrådet. Nej til Atomvåben havde et kontor i København, der koordinerede en del af bevægelsens aktiviteter. Nej til Atomvåben afholdt to årlige møder, hvor bevægelsens prioriteringer drøftedes, men i øvrigt var det bevægelsens cirka 40 lokalafdelinger, der forestod det daglige arbejde. På grund af bevægelsens græsrodsstruktur kunne man ikke blive medlem af Nej til Atomvåben, og det er derfor ikke muligt at opgøre, hvor mange mennesker, der virkede i tilslutning til bevægelsen. Det er imidlertid en vurdering i litteraturen, at da bevægelsen i 1982-83 var på sit højeste, var i omkanten af 1.200 navnlig yngre og studerende konstant aktive i bevægelsen.[1058]

Omtrent samtidig med dannelsen af Nej til Atomvåben etableredes en anden fredsbevægelse under navnet Kvinder for Fred. Denne var heller ikke tilsluttet Samarbejdskomitéen. Som tilfældet er det med Nej til Atomvåben, vides det ikke, hvor mange der var aktive i Kvinder for Fred, men det antages, at bevægelsen, der havde op mod 50 lokalafdelinger, udgjordes af 1.000 midaldrende aktivister, som i overvejende grad kom fra middelklassemiljøet.[1059]

Et fællestræk ved Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred var deres udprægede decentraliserede græsrodsstruktur, hvilket ifølge litteraturen må ses som et forsøg på at opmuntre til individuel deltagelse, personlig udvikling, gensidig menneskelig påvirkning, solidaritet og lighed. Desuden var det et fællestræk ved de to bevægelser, at de kritiserede begge supermagter, understregede rustningskapløbets indbyggede risici og betonede nord/syd-aspektet af international politik, og at udviklings- og bistandspolitikken således var af betydning for international stabilitet. Til gengæld adskilte de to bevægelser sig ved, at Kvinder for Fred havde en nærmest moralsk tilgang til spørgsmålet om oprustning, hvor de afviste den ideologiske måde at tænke og opfatte den kolde krig på. Frem for at fortsætte oprustningen mente de, at man f.eks. burde fremme den menneskelige kontakt mellem Øst og Vest. Nej til Atomvåben var ikke uenig heri, men fokuserede mere på politiske problemstillinger, og fremtrædende skikkelser i bevægelsen havde en undertiden akademisk/intellektuel tilgang til de berørte problemstillinger, hvilket blandt andet manifesterede sig i udgivelsen af tidsskriftet Forsvar – militærkritisk magasin (1980-84), men også at flere personer fra bevægelsen siden blev centrale figurer i forskningsmiljøer om fredsforskning og international politik (f.eks. Bjørn Møller, Ole Wæver og Poul Villaume).[1060]

Bent Jensen har argumenteret for, at den kommunistiske del af fredsbevægelsen har haft en vis indflydelse på Socialdemokratiets politik i 1980’erne, og at denne indflydelse viste sig ved partiets fodnotepolitik.[1061] Vurderingen er imidlertid omstridt, og dokumentationen er mangelfuld.[1062] Imidlertid kan det konstateres, at et antal socialdemokrater i 1981 dannede fraktionen Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (herefter: SAM). Spørgsmålet er, hvad der lå bag denne organisationsdannelse. Ifølge en eksisterende fremstilling synes en væsentlig årsag at have været en bekymring over dels den storpolitiske udvikling, dels at Socialdemokratiet mellem 1960’erne og 1980’erne gik fra at få omkring 40 procent af de afgivne stemmer ved folketingsvalgene til kun at få omtrent 30 procent. Ritt Bjerregaard, der stod centralt i det socialdemokratiske fredsarbejde i 1980’erne, har således i et interview udtalt, at det ”er hyggeligt, at bedsteforældrene er socialdemokrater. Dem skal vi være glad for og værne om. Men det kan ikke gå, at børnene og børnebørnene bliver SFere.”[1063] Dannelsen af SAM kan således ses som et forsøg på at tiltrække den del af de yngre vælgere, der var optaget af fredssagen, og som derfor orienterede sig mod den politiske venstrefløj. SAM’s politiske målsætning bestod i at argumentere for, at Danmark skulle føre en mere aktiv nedrustningspolitik. På baggrund af den eksisterende litteratur er det vanskeligt at bestemme, hvor megen opbakning SAM havde i Socialdemokratiet. I begyndelsen af 1982 havde fraktionen otte lokalgrupper rundt om i landet, mens tallet i slutningen af 1984 var vokset til 33. SAM synes dog ikke at have repræsenteret Socialdemokratiets fredspolitiske linje. Fraktionen havde ganske vist sin egen stand på partiets kongres i 1984, men af det 30 personer store udenrigspolitiske udvalg, som Socialdemokratiet nedsatte i 1984, var kun fem medlemmer af SAM, hvilket svarede til 16-17 procent.[1064] Denne tolkning, der er fremlagt af Erik Boel, ser med andre ord bort fra, at Socialdemokratiet skal have været påvirket af de kommunistiske fredsorganisationer.

Mellem 1980 og 1982 stod Samarbejdskomitéen forholdsvis isoleret. Årsagen var som nævnt, at komitéen i brede kredse opfattedes som en organisation med betydelig kommunistisk overvægt. Fra omtrent 1982 synes komitéens troværdighed imidlertid at være blevet større, hvilket antagelig delvis var en følge af, at betydelige dele af den danske befolkning i begyndelsen af 1980’erne betragtede den nye amerikanske præsident, Ronald Reagan, med skepsis grundet dennes tilsyneladende konfrontatoriske indstilling.[1065] I al fald ses det, at Samarbejdskomitéen opnåede en vis succes, da den på ”Fredskonference 82” sammen med Fagbevægelsen for Fred tog initiativ til dannelse af Landskampagnen ‘Stop Atomraketterne’ (herefter: Landskampagnen). Denne havde følgende målsætning: ”Formålet med kampagnen er: 1. At sikre et dansk nej til de 572 nye atomraketter i Europa. 2. At sikre, at Danmark internationalt bruger sin indflydelse for at få NATO’s raketbeslutning omstødt. 3. At sikre solidariteten med raketmodstanderne i andre NATO-lande og især de lande, hvor raketterne skal opstilles.”[1066] Kampagnen stillede sig udelukkende kritisk til NATO’s raketter – ikke Sovjetunionens. Det er en samstemmende vurdering i den eksisterende forskning, at Samarbejdskomitéen via Landskampagnen opnåede stor gennemslagskraft i debatten, hvilke blandt andet afspejles af, at eksempelvis biskoppen i Aalborg samt herrelandsholdet i håndbold støttede Landskampagnen, men også at dele af Socialdemokratiet var at finde blandt Landskampagnens støtter. Således holdt Anker Jørgensen i 1983 tale ved et stort fredstræf i Silkeborg, og senere på året åbnede forhenværende udenrigsminister Kjeld Olesen kampagnens landskonference.[1067] Illustrativt for Landskampagnens opbakning er det, at Landskampagnen i december 1983 havde tilslutning fra hele 250 organisationer. Nej til Atomvåben afviste imidlertid at deltage.[1068]

Fredsbevægelsernes fremtrædende rolle i offentligheden toppede i efteråret 1983, da de to store fagforbund, LO (Landsorganisationen i Danmark) og FTF (Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer) i kampen mod NATO’s opstilling af INF-missilerne den 28. oktober gennemførte en fem minutters strejke og den følgende dag arrangerede nogle af de største demonstrationer i efterkrigstidens Danmark.[1069] Ved indgangen til 1984 var det Landskampagnens hensigt at agitere for at få den danske regering til at stille sig afvisende til den ny raketopstilling, at få regeringen til at kræve nye nedrustningsforhandlinger iværksat, at arbejde for dansk og nordisk kernevåbenfrihed og for dansk udtrædelse af NATO’s atomplanlægningsgruppe. Inden kampagnen nåede så vidt, udskrev Schlüter imidlertid valg til Folketinget, og fredsfolkene, der ellers mente, at de repræsenterede en bred front af danskerne, måtte efter valgets afholdelse den 10. januar 1984 konstatere, at vælgerne endnu en gang havde støttet Schlüter. Kampagnen kom sig aldrig over nederlaget, og i december 1984 blev organisationen opløst.[1070] Desuden spillede det antagelig en rolle for fredsbevægelsens afmatning, at NATO var påbegyndt opstillingen af de 572 mellemdistanceraketter.

I 1984 begyndte Samarbejdskomitéen udgivelse af Fredsavisen, idet formålet var at skabe et talerør for alle fredsgrupper. Det hedder i en fremstilling omhandlende Fredsavisen, at det lykkedes redaktionen bag avisen ”med støtte fra Undervisningsministeriet” at skabe ”et brugbart blad”, og det konstateres, at bladet i form, indhold og kampagnefremstød mindede om EF-modstandens Notat. Fredsavisen udkom frem til 1987, da det blev nedlagt. Avisen lå holdningsmæssigt nær Samarbejdskomitéen.[1071]

En anden fredspolitisk nyskabelse i 1984 var dannelsen af Unge for Fred, der umiddelbart fik tilslutning fra omkring 50 københavnske fredsgrupper. Året efter var tallet vokset til 260, hvormed bevægelsen på det tidspunkt skulle have været den største fredsorganisation i landet. Unge for Fred virkede gennem gøgl, teater, sport etc. Kulminationen på bevægelsens aktiviteter var de såkaldte Next Stop-initiativer, hvor unge mennesker rejste til Nevada og Moskva for at agitere imod atomprøvesprængninger. Unge for Freds antagelig mest fremtrædende skikkelse var Anne-Birgitte Agger, der tillige var medlem af DKU.[1072]

Endelig var det en fredspolitisk nyskabelse, da en kreds af kvinder i 1984 tog initiativ til danne en kvindefredslejr i Ravnstrup uden for Viborg, hvor aktivisterne forventede, at NATO var i færd med at opføre en kommandocentral. Lejren blev dannet i sommeren 1984 og først opløst i september måned 1985. Aktionen var inspireret af de britiske Greenham Common-handlinger, hvor britiske kvinder i 1981 etablerede en lejr uden for en amerikansk luftbase (beliggende i Greenham) med den hensigt at demonstrere mod opstilling af krydsermissiler. Ved en stor demonstration i december 1982 deltog 30.000 kvinder. Det følgende år trængte kvinder ind på basen, hvorefter de dansede på raketsiloerne. Kvindefredslejren i Ravnstrup kan ses som en videreførelse af 1960’ernes atomkampagne og var i øvrigt tæt knyttet til Aldrig mere Krig.[1073]

Efter midten af 1980’erne oplevede fredsbevægelserne vigende tilslutning. Vel gjorde de tilbageværende kræfter fortsat en indsats for at vække opinionen blandt andet i forbindelse med det amerikanske strategiske forsvarsinitiativ (stjernekrigsprojektet), og i 1986 kunne Samarbejdskomitéen sammen med miljøorganisationen Greenpeace da også overrække regeringen 210.000 underskrifter med krav om atomprøvestop, men set retrospektivt var fredsbevægelsernes tid omme.[1074] Indsættelsen af Gorbatjov som generalsekretær i Sovjetunionen i 1985 og de efterfølgende forhandlinger mellem Sovjetunionen og USA bidrog i den sammenhæng til fredsbevægelsens svækkelse.

PET’s overvågning: 1970’erne og 1980’erne

PET vedblev i 1970’erne og 1980’erne at sondre mellem en kommunistisk orienteret del af fredsbevægelsen og en ikke-kommunistisk. De to sidste årtier af den kolde krig bød imidlertid på en række udfordringer for PET, idet der stedse opstod nye bevægelser, hvis politiske orientering PET skulle bestemme, ligesom PET fortsat måtte yde et betragtelig indsats for at granske, hvorvidt Sovjetunionen anvendte danske organisationer til at fremme østlige interesser.

Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed: 1970’erne

Som tidligere beskrevet blev der i oktober måned 1973 i Moskva afholdt en verdensfredskongres efter anmodning fra Verdensfredsrådet. Ifølge PET’s oplysninger havde der været omtrent 3.500 delegerede, gæster og observatører fra mere end 140 lande. Forud for verdensfredskongressens afholdelse var der overalt i verden afholdt forberedelsesmøder af nationale forberedelseskomitéer. Således også i Danmark, hvor DKP’eren Anker Schjerning siden begyndelsen af 1973 havde stået i spidsen for en sådan komité, der havde indbudt cirka 110 danske organisationer, samtlige politiske partier (med undtagelse af Fremskridtspartiet) samt diverse enkeltpersoner til deltagelse. Ifølge PET’s oplysninger havde 40 organisationer tilsluttet sig Schjernings forberedelseskomité, der i de efterfølgende måneder offentligt havde argumenteret til fordel for den forestående kongres i Moskva.[1075] Blandt danske deltagere i kongressen i Moskva var: Den danske kontaktgruppe til Verdensfredsrådet (v/ Anker Schjerning), DKP (v/ Ingmar Wagner), Aldrig mere Krig, Arbejdernes Fællesledelse (v/ Holger Hansen), Byggefagenes Samvirke (v/ Asger Ladefoged), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsorganisation (BUPL), Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation (LLO), FN-forbundet, Det Radikale Venstres internationale udvalg (v/ Hermod Lannung), Radikal Ungdom (RU), Vietnam 69, bladet Notat (organ for Folkebevægelsen mod EF), Den danske komité for Arbejderkonferencen for Østersølandene (v/ Henning Bjerg), Socialforskningsinstituttet, Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (DDK), Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU), Jord- og Betonarbejdernes fagforening, Blikkenslagernes og rørlæggernes fagforening, Komitéen for europæisk samarbejde (v/ Meta Ditzel), Verdensføderalistbevægelsens Ungdom, Internationalt Forum (IF), Malernes Fagforening samt danske afdelinger af Kirkernes Verdensråd, Internationalt Røde Kors, Amnesty International, Een Verden, Internationalt forbund for Fred og Forsoning samt Berlinerkonferencen af Katolske Kristne i Europa.[1076]

Billede af Tabel: PET kategoriserede Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed som en frontorganisation. Ovenfor ses en oversigt over internationale kommunistiske frontorganisationer. Koncipist ukendt. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

PET kategoriserede Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed som en frontorganisation. Ovenfor ses en oversigt over internationale kommunistiske frontorganisationer. Koncipist ukendt. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

Det hed i Afdeling C’s årsberetning for 1973, at organisationerne rakte ud over de kommunistisk dominerede, og at der fra kommunistisk side således syntes ”at være opnået en vis succes”, og at man fra dansk side måtte finde det sandsynligt, at en række ikke-kommunistiske kræfter i et vist omfang var blevet fanget af de kommunistiske paroler, der var kommet til ”fuld udfoldelse” under kongressen i Moskva.[1077] I årsrapporten for 1975 forklaredes den forholdsvis brede støtte med, at arrangementet i Moskva kunne siges at have fået FN’s blå stempel, idet Verdensfredsrådet siden 1971 havde haft status i kategori B i UNESCO.[1078] Det antages også, at nogle af de ovenfor nævnte organisationer deltog i mødet i Moskva for at finde ud af, hvad det var, Verdensfredsrådet barslede med. Det fremgår således af Kommissionens fremstilling af PET’s overvågning af SF, at et af dette partis medlemmer, der i 1975 havde deltaget i en af Verdensfredsrådet afholdt kongres i Stockholm, men som ikke havde været til stede i Moskva i 1973, fandt Verdensfredsrådets virke mere ”østlig”, end han havde troet.[1079]

Efter kongressens afholdelse i oktober 1973 gennemførte Verdensfredsrådet i februar 1974 et møde i Sofia, hvor der blev taget initiativ til etablering af nationale bevægelser, der skulle tilpasses de stedlige forhold, og som derfor skulle orientere de nationale aktioner mod det pågældende lands ”kamp mod imperialistiske anslag, for fred og selvstændighed, uden dog at forsømme sine internationale forpligtelser.”[1080] På dette møde deltog fra dansk side Knud Børge Andersen fra Jord- og betonarbejdernes fagforening, Lene Nielsen fra Komitéen Salvador Allende samt Meta Ditzel, der var medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, og allerede i marts/april samme år stiftedes da i Danmark Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed med kontorer på samme adresse som Verdensføderalistbevægelsen (WAWF, World Association of World Federalists) og dennes ungdomsafdeling (WFY, World Federation Youth). Verdensføderalistbevægelsen var tidligere kendt under navnet Een Verden.

Samarbejdskomitéen kunne således fra sin start med PET’s ord betragtes som en tværpolitisk og idealistisk sammenslutning, der så det som sin opgave at ”skabe en verdensenhed under en verdensregering, der fungerer under en verdenslov”. Allerede forud for dens etablering var der imidlertid skabt forbindelse til en kommunistisk frontorganisation, idet formanden for den danske afdeling af Verdensføderalistbevægelsen på Verdensfredskongressen i Moskva i 1973 havde fået en tillidspost i en forbindelseskomité til Verdensfredsrådet. Ifølge PET’s vurdering fra midten af 1970’erne var WAWF og WFY mellem 1970 og 1974 ”systematisk” blevet ”bearbejdet som egnet målobjekt for WPC’s fremstød på dansk område – en infiltration, der er dygtigt gennemført med skjult bistand fra visse ledende danske kommunister med årelange kontakter i WPC.”[1081] At kommunisterne ønskede at infiltrere Verdensføderalistbevægelsen var forståeligt. Den havde et godt renommé i Danmark, hvilket afspejles af, at i 1952 havde 80-85 af Rigsdagens medlemmer været tilsluttet Een Verden.[1082] Efter at have delt kontorer med Verdensføderalistbevægelsen nogen tid, havde Samarbejdskomitéen først til huse hos Jord- og betonarbejdernes fagforening for siden at dele lokaler med Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen.[1083] Samarbejdskomitéen var kommet hjem.

Samarbejdskomitéen betragtede sig ikke som en ny fredsbevægelse, men havde som ambition at samle og koordinere danske organisationer og bevægelser i ”et bredt samarbejde om freds- og sikkerhedsspørgsmål i den ånd, der kom til udtryk på Verdenskongressen i Moskva i oktober 1973.” Komitéen havde ifølge PET tre opgaver: 1) at formidle samarbejde mellem organisationer og personer i Danmark, der arbejder med freds- og sikkerhedsspørgsmål, 2) at skabe kontakt mellem danske organisationer og det organ, der viderefører Verdenskongressens arbejde, og 3) at beskæftige sig med aktuelle spørgsmål af mere konkret karakter. I 1974 skal 27 politiske organisationer have været knyttet til Samarbejdskomitéen. Hovedparten af medlemmerne havde været repræsenteret på kongressen i Moskva, men to nyligt tilknyttede medlemmer kom fra fagbevægelsen: Dansk Metals afdeling 12 og 14, som begge blev ledet af DKP’ere. Ifølge PET’s oplysninger i 1979 udgjordes Samarbejdskomitéens økonomiske grundlag af de beløb, som hver tilsluttet organisation betalte i medlemsbidrag. Størrelsen herpå fastlagdes af repræsentantskabet.[1084]

Samarbejdskomitéens øverste ledelse bestod af et repræsentantskab, der mødtes en gang om året, og hver tilsluttet organisation havde én stemme. Desuden havde Samarbejdskomitéen et præsidium, idet det daglige arbejde dog foretoges under ledelse af et arbejdsudvalg. I midten af 1975, det vil sige godt og vel et år efter Samarbejdskomitéens stiftelse, bestod dens præsidium ifølge PET’s notat af følgende personer og organisationer: Georg Bune Andersen (formand for Katolsk Arbejderforening), Henning Bjerg (formand for Grafisk Kartel), Lasse Budtz (medlem af Folketinget for Socialdemokratiet), Ib Christensen (medlem af Folketinget for Retsforbundet), Meta Ditzel (medlem af Folketinget for De Radikale), Allan Fridericia (formand for Landsforeningen Danmark-Sovjet, medlem af DKP), K. Helveg Petersen (fhv. medlem af Folketinget for De Radikale), Ollis Klem (formand for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), Hermod Lannung (medlem af Landsforeningen Danmark-Sovjet og Det Radikale Venstre), Knud Nielsen (styrelsesformand for WAWF, desuden medlem af Een Verden m.v.), Harry Osborn (formand for Byggefagenes Samvirke i København, medlem af DKP), Bo Rosschou (formand for LLO, medlem af DKU), Carl Scharnberg (forfatter og græsrodsaktivist), Uffe Torm (næstformand i DUF), Anders Uhrskov (medlem af SF’s internationale udvalg) samt Ingmar Wagner (sekretær i DKP).[1085]

I PET’s årsrapport for 1975 hed det, at Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed aldrig officielt var blevet nævnt som dansk afdeling af Verdensfredsrådet, men at Samarbejdskomitéen ”– indtil andet foreligger bevist – reelt betragtes som ”Dansk Fredskonference”s afløser”. Når det var tilfældet, skyldtes det, at Samarbejdskomitéen bar de hævdvundne traditioner for kommunistiske frontorganisationer: På den ene side var der en del kommunister i organisationens ledelse, men på den anden side var der også en personkreds, der kunne defineres under ”kategorien ”progressive intellektuelle”, og netop denne kategori er som bekendt det foretrukne dække ved dannelsen af subversive kommunistiske organisationer.”[1086]

I de første år gjorde Samarbejdskomitéen ikke meget væsen af sig i den danske offentlighed, og det var først i 1977 i forbindelse med den ovenfor omtalte neutronbombedebat, at den fik sit egentlige gennembrud i den danske debat. Det fremgår ikke direkte af det bevarede materiale i PET’s arkiv, at Samarbejdskomitéens kampagne skulle være sat i gang i Moskva, men det ses, at den demonstration, som Samarbejdskomitéen stillede sig i spidsen for i august 1977, fulgte kort tid efter, at det sovjetiske nyhedsbureau TASS i slutningen af juli havde kritiseret den socialdemokratiske regering for den holdning, at det var et internt amerikansk anliggende, som Danmark ikke burde forholde sig til, at USA planlagde at sætte neutronbomben i produktion.[1087] Desuden ses det, at Samarbejdskomitéen i marts 1977 havde haft besøg af en delegation fra Verdensfredsrådet.[1088] Det var på baggrund af sådanne observationer, at PET i en sammenskrivning af den internationale kampagne mod neutronbomben – hvor det underliggende materiale dog er makuleret – konstaterede, at denne kampagne var ”startet og styret af Sovjetunionen, og bragt til udførelse via alle tilgængelige kanaler.”[1089]

Billede: Offentliggørelsen i 1977 af præsident Carters beslutning om at iværksætte produktion af neutronbomben markerer indledningen på 1980’ernes debatter om oprustning. PET vurderede i slutningen af 1970’erne, at den internationale kampagne mod neutronbomben var ”startet og styret af Sovjetunionen, og bragt til udførelse via alle til ængelige kanaler.” Ovenfor ses en demonstration afholdt i september 1977 i tilslutning til neutronbombedebatten. (Arbejdermuseet og ABA).

Offentliggørelsen i 1977 af præsident Carters beslutning om at iværksætte produktion af neutronbomben markerer indledningen på 1980’ernes debatter om oprustning. PET vurderede i slutningen af 1970’erne, at den internationale kampagne mod neutronbomben var ”startet og styret af Sovjetunionen, og bragt til udførelse via alle til ængelige kanaler.” Ovenfor ses en demonstration afholdt i september 1977 i tilslutning til neutronbombedebatten. (Arbejdermuseet og ABA).

I 1978 videreførte Samarbejdskomitéen sin kritik af neutronbomben, og PET bemærkede, at komitéen i løbet af året havde haft besøg fra blandt andet den sovjetiske fredskomité samt repræsentanter fra Østtyskland. De sovjetiske gæster havde under deres besøg offentligt udtrykt ønsker om afspænding og mere konkret argumenteret for aftaler om afrustning.[1090] I april 1978 havde Samarbejdskomitéen offentliggjort en dagsorden for et møde, som NATO’s atomare planlægningsgruppe skulle holde i Fredericia, og det erklæredes – ifølge PET: fejlagtigt – at amerikanske regeringskredse havde bekræftet, at mødet handlede om neutronbomben. Få dage senere offentliggjorde aviserne en stor annonce, der viste en trehjulet barnecykel under overskriften: ”Barnet er dræbt – men cyklen er uskadt.”[1091] Dette slogan svarede til en af Sovjetunionen anvendt formulering: At neutronbomben var en ”kapitalistisk bombe”, der forvoldte begrænset materiel skade, men stor menneskelig lidelse.[1092]

I forlængelse heraf arrangerede Samarbejdskomitéen i tilslutning til FN’s ekstraordinære generalforsamling i sidste halvdel af oktober 1978 en aktionsuge, der først og fremmest bragte fokus på neutronbombespørgsmålet. Ifølge PET’s vurdering havde Samarbejdskomitéens agitation gennem 1978 i al væsentlighed kastet kritisk lys på USA, men ikke på Sovjetunionen. Og det var ikke alene PET, der havde gjort den iagttagelse: FN-forbundet, der var tilsluttet Samarbejdskomitéen, havde på sit landsmøde i efteråret 1978 et forslag til afstemning om udmeldelse af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed med den begrundelse, at Samarbejdskomitéen med sin politiske agitation udelukkende kritiserede USA, og at Samarbejdskomitéen i stigende grad fremstod som en kommunistisk frontorganisation. Forslaget vandt ikke tilslutning, men afspejlede ifølge PET’s vurdering, at stadig flere havde vanskeligt ved at betragte Samarbejdskomitéen som en tværpolitisk organisation, og at det derfor antagelig kun var et spørgsmål om kort tid, førend den kun ville bestå af ”sympatisører af sovjetstyret.”[1093] PET vurderede Samarbejdskomitéens kampagne på følgende måde:

”Indtil dags dato [august 1979] har Samarbejdskomitéen alene gjort sig bemærket ved en energisk indsats mod en eventuel fremstilling af en neutronbombe – en kampagne, som har været ført over det meste af Vesteuropa, og som inspireres og styres af Sovjetunionens Centralkomité via alle tilgængelige kanaler.

Denne ”active measure kampagne” har i Danmark hovedsageligt været kørt over KGB-nettet. Det har ikke været muligt at afsløre en direkte forbindelse mellem Sovjetunionen og Samarbejdskomitéen, men det er konstateret, at KGB-residenturet har forbindelse til flere præsidiemedlemmer i komitéen som enkeltpersoner, hvorved det har været muligt at inspirere forskellige aktiviteter i kampagnen mod neutronbomben. Det er således konstateret, at der efter en KGB-officers konspirative besøg hos et præsidiemedlem har været stor aktivitet på området umiddelbart efter.”[1094]

I et udkast til en sammenskrivning omhandlende den danske neutronbombekampagne bemærkede PET, at DKP ”kun i ringe udstrækning” havde været direkte involveret i kampagnen, men i stedet haft væsentlig indflydelse via Samarbejdskomitéen.[1095] I tilslutning til Samarbejdskomitéens kampagne bemærkedes det videre, at også Danmarks Demokratiske Kvindeforbund havde gjort sig gældende i kampen mod neutronbomben.[1096] Nogen stor gennemslagskraft synes forbundet dog ikke at have haft, hvilket også bekræftes af, at PET over for Wamberg-udvalget i 1981 bemærkede, at medlemskab af forbundet ikke skabte grundlag for personregistrering, skønt forbundet betragtedes som en kommunistisk frontorganisation. Argumentet var, at denne og andre navngivne foreninger og organisationer alene havde haft ”helt ubetydelige aktiviteter.”[1097]

Illustration: PET var opmærksom på, at Sovjetunionen forsøget at påvirke af den offentlige meningsdannelse i Danmark. Den ovenfor skitserede oversigt blev formentlig udfærdiget til brug for PET’s egne medarbejdere. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

PET var opmærksom på, at Sovjetunionen forsøget at påvirke af den offentlige meningsdannelse i Danmark. Den ovenfor skitserede oversigt blev formentlig udfærdiget til brug for PET’s egne medarbejdere. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

Kampen mod neutronbomben blev i 1979 afløst af kampen mod den dobbeltbeslutning, som NATO sigtede mod at vedtage i december 1979. Ifølge PET’s analyse var en væsentlig baggrund herfor følgende: I sommeren 1979 meddelte det hollandske kommunistpartis avis De Waarheit, at en kooperativ sammenslutning, der kaldte sig ”Stop for neutronbomben – stop for oprustningskapløbet”, havde taget initiativ til gennemførelse af en international stafet under sloganet: ”Stop for neutronbomben – stop for de masseødelæggende våben”. Initiativet skulle ifølge PET’s oplysninger være udsprunget af ”et nært samarbejde” mellem ledende hollandske kommunister og ledende DDR-funktionærer i Verdensfredsrådet, og at der således var tale om et østligt forsøg på påvirkning af den vestlige opinion. Den 26. august 1979 afgik stafetten fra Amsterdam via Vesttyskland, Østrig og Schweiz til Frankrig. Den 8. oktober blev den af en østtysk delegation bragt til Viborg, hvor den blev modtaget af det fremtrædende medlem af Samarbejdskomitéen Meta Ditzel, der benyttede lejligheden til at gennemføre et fredsarrangement med blandt andet filmforevisning om kernevåbenudvikling. Efter at have været i Danmark blev stafetten bragt til Sverige, hvorefter den returneredes til Amsterdam. Derefter blev den på ny sendt i omløb, men nu til USA, hvor den skulle afleveres til FN’s generalsekretær Kurt Waldheim. Stafetten blev ledsaget af ni personer, hvor tre kom fra NATO-lande, tre fra lande tilsluttet Warszawapagten og tre fra neutrale lande.[1098]

Ifølge PET’s oplysninger synes det ikke at have været noget tilfælde, at det hollandske kommunistparti og Verdensfredsrådet stilede stafetten til Meta Ditzel.[1099] Det tidligere folketingsmedlem for Det Radikale Venstre (1968-75) havde i 1969 deltaget i det østtyske propagandaarrangement Østersøugerne, ligesom hun samme år ifølge PET var blevet medlem af Selskabet Danmark-DDR.[1100] Derpå havde hun været aktiv i forskellige danske fredskredse, og efter at hun i 1973 havde deltaget i Verdensfredsrådets møde i Moskva, havde hun det følgende år tillige været med i Sofia (jf. ovenfor). I 1976 bemærkede PET, at hun havde kontakt til KGB-officeren Stanislav I. TJebotok. I 1977 overtog Vadim I. Tjernyj kontakten til Ditzel, og i 1979 var det Vladimir Merkulov, der forestod forbindelsen til den radikale politiker og fredsforkæmper. En del af møderne var konspirative. Eksempelvis forsøgte en sovjetisk efterretningsofficer under en bilkørsel med Ditzel på et tidspunkt at ryste PET af.[1101] I 1977 betegnede KGB-residenturet på den sovjetiske ambassade Ditzel som ”objekt rasrabotki”, det vil sige under studium med henblik på hvervning. Imidlertid var det den sovjetiske dobbeltagent Oleg Gordijevskijs vurdering, at Ditzel var naiv, men ikke kommunist.[1102] Meta Ditzel opfattedes med andre ord af en fremtrædende medarbejder på den sovjetiske ambassade som en person, der gerne gjorde Sovjetunionen en tjeneste uden dog at være kommunist. PET var, som det fremgår andetsteds i Kommissionens beretning, i besiddelse af disse oplysninger, og det synes at have været tilfældet, at PET delte de anførte betragtninger.[1103] Dette så meget mere som, at det fremgår af en afskrift af en samtale mellem Ditzel og Carl Rosschou beroende i PET’s arkiv, at Rosschou i 1986 forklarede Ditzel, at Danmark havde syv-otte medlemmer af Verdensfredsrådet, og at hun gennem en årrække havde været et af disse medlemmer, hvilket skulle være kommet bag på Ditzel, der blot troede, at hun var kontaktperson.[1104]

Efter at neutronbombekampagnen var afsluttet, bemærkedes det i et PET-notat, at det var forventeligt, at Samarbejdskomitéen stod over for at iværksætte endnu en kampagne, men denne gang mod udstationering af NATO’s mellemdistanceraketter i Europa. Det var PET’s vurdering, at Samarbejdskomitéen i sine aktiviteter var et redskab for sovjetisk propaganda.[1105] Den 10. oktober 1979 arrangerede da Samarbejdskomitéen sammen med Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt københavnerafdelingen af FN-forbundet en offentlig høring, hvori blandt andre Arthur Macy Cox, Richard Barnet og Herbert Scoville deltog. De tre personer var alle amerikanske statsborgere. Cox var forhenværende Europaekspert i CIA. Barnet var leder af Instituttet for politiske Studier i Washington og Scoville var forhenværende vicedirektør i CIA. Ifølge PET’s oplysninger havde de alle peget på, at passivitet i den standende danske debat om den fornyede oprustning kunne opfattes som tilslutning hertil, idet det samtidig noteredes, at Cox’ ophold i Danmark fulgte umiddelbart efter et to ugers ophold i Moskva, hvor han havde ført samtaler med sovjetiske embedsmænd og nedrustningseksperter.[1106]

For det andet forsøgte Samarbejdskomitéen i forening med DKP ifølge PET at øve indflydelse på debatten op til folketingsvalget den 23. oktober 1979. Den 15. oktober havde den sovjetiske ambassadør Nikolaj Jegorytjev overrakt statsminister Anker Jørgensen et brev fra Bresjnev, hvor sidstnævnte stillede forslag om nedrustning. Anker Jørgensen afviste imidlertid at forholde sig til forslaget til efter valget,[1107] hvorpå ambassadøren den følgende dag telefonisk skulle have kontaktet DKP’s chefideolog Ib Nørlund med et ønske om at mødes ”når som helst, men hurtigst muligt – helst i dag!”. Umiddelbart havde Nørlund andre ting på dagsordenen men mindre end to timer senere mødtes de to i DKP’s kontorer i Dr. Tværgade. Dagen efter offentliggjorde Land og Folk en lederartikel skrevet af Ib Nørlund, hvor han under overskriften ”Bresjnevs budskab” tematiserede den aktuelle oprustning. Forsøget på at bringe den forestående dobbeltbeslutning ind i valgkampen skulle ifølge PET ses i lyset af, at Samarbejdskomitéen i dagene efter fejringen af 30-årsdagen for dannelsen af Østtyskland, det vil sige den 7. oktober 1979, sammen med Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed havde sendt breve til samtlige folketingskandidater i Østre, Vestre og Søndre storkreds i København med anmodning om skriftligt at svare på blandt andet et spørgsmålet, om folketingskandidaterne ville støtte en beslutning om at deployere atomraketter i Vesteuropa. Af skrivelsen til kandidaterne fremgik det, at svar og navne på de pågældende – også de der ikke svarede – ville blive offentliggjort i pressen forud for valgets afholdelse. Ifølge PET måtte man opfatte henvendelsen til politikerne som en art ”trussel”.[1108] Det fremgår imidlertid af den eksisterende litteratur, at Samarbejdskomitéen og venstrefløjspartierne med deres fokus på oprustningen kun i begrænset omfang formåede at gøre valgkampen til et spørgsmål om sikkerhedspolitik. Snarere handlede valget om fordelingspolitik og underskuddet på betalingsbalancen.[1109]

I de sidste måneder af 1979 videreførte Samarbejdskomitéen, men også en række andre aktivistkredse, arbejdet for at presse Folketinget til at afvise den dobbeltbeslutning, som NATO stod over for at vedtage i december 1979. Blandt de initiativer, som PET bemærkede, var en underskriftsindsamling, der kulminerede, da Samarbejdskomitéen 10. december overrakte udenrigsminister Kjeld Olesen (S) 40.000 underskrifter med protester mod NATO’s mulige deployering af 572 mellemdistanceraketter på vesteuropæisk jord.[1110] Det er antagelig i den forbindelse, det skal ses, at Land og Folk i slutningen af 1979 bragte et par artikler skrevet af journalisterne Peter Riis og Søren Rasmussen, hvori de hævdede, at der blev udført såkaldt militært ”muldvarpearbejde” under Esbjerg Lufthavn, således at lufthavnen efter ordrer fra NATO kunne sprænges i luften i tilfælde af krig.[1111] Sammenhængen var antagelig den, at der ganske vist blev nedgravet sprængstof under lufthavnen, men at dette udelukkende skulle bringes til sprængning, såfremt Sovjetunionen og Warszawapagten havde besat Danmark. Perspektivet synes således at have været, at en besættelsesmagt ikke skulle kunne anvende danske lufthavne som base for angreb på danske allierede. Riis og Rasmussens artikler blev af PET opfattet som forsøg på fra DKP’s side at offentliggøre militære hemmeligheder. PET bemærkede da også i en notits fra oktober 1979, at Rasmussen ud over at have foretaget undersøgelser i Esbjerg havde udspurgt personalet i Billund Lufthavn, om der var nedgravet sprængladninger i Billund Lufthavn.[1112]

Aldrig mere Krig: 1970’erne

PET’s interesse for Aldrig mere Krig lå i 1970’erne i umiddelbar forlængelse af den trods alt begrænsede interesse, der havde været karakteristisk for de to foregående årtier. Som nævnt beror der udelukkende materiale i emnesagen omhandlende Aldrig mere Krig fra 1979 og frem, og det er derfor ikke muligt præcist at bestemme, hvilken overvågning af foreningen man foretog i 1970’erne. Emnekortene efterlader imidlertid et indtryk af, at PET fortsatte indsamlingen af oplysninger vedrørende foreningen gennem diverse åbne kilder.

Det bemærkes i emnekortene fra begyndelsen af 1970’erne, at Aldrig mere Krig fortsatte kampen mod USA’s krig i Vietnam.[1113] De kortfattede emnekort er af en sådan karakter, at det er vanskeligt at drage vidtgående konklusioner på baggrund af dem. Oplysningerne tegner imidlertid et billede af, at Aldrig mere Krig i 1970’erne synes at have haft et tættere samarbejde med den yderste venstrefløj end tidligere. Et udtryk herfor er en omtale af en demonstration, som foreningen skulle have været medarrangør af i april 1974. Sammen med Kapellet, Kollektiv-koordineringen, Krim og Malmøs Ungsocialistiska Klubb forestod Aldrig mere Krig angiveligt en demonstration under parolerne ”Bekæmp den snigende fascisme”, ”For et antiautoritært samfund”, ”Frihed gives ikke – den må tages med magt”.[1114] Parolerne, især den sidste, kunne hos PET efterlade det indtryk, at den traditionelt pacifistiske organisation var i bevægelse.

Et andet af de politiske spørgsmål, som Aldrig mere Krig ifølge PET’s optegnelser skulle have været optaget af, var Folketingets beslutning om, at Danmark i midten af 1970’erne skulle købe de 58 ovenfor omtalte F-16 fly. Især skulle Jens Thoft, der var formand for Aldrig mere Krigs Århus-afdeling, have været engageret heri, og blandt aktiviteterne bemærkede PET en pengeindsamling.[1115] Det fremgår også, at en sjællandsk fabrikant skulle være blevet bekymret over Aldrig mere Krigs og andres agitation i anledning af flykøbet. På en af foreningens plakater skulle pågældende således være udpeget til at være Danmarks ”mest ustraffede mand på fri fod” (formulering ifølge emnekortet), og i Ekstra Bladet skulle han være blevet omtalt på en ufordelagtig måde, idet hans virksomhed leverede komponenter til F-16 flyene. Pågældende var så utryg ved situationen, at han henvendte sig til politiet for at drøfte sin virksomheds sikkerhed i tilfælde af sabotage eller demonstrationer.[1116]

Som ovenfor nævnt bestod der en tæt forbindelse mellem Aldrig mere Krig og Militærnægterforeningen. I september 1976 ændrede foreningen ifølge PET’s oplysninger navn til Militær- og Nægterforeningen,[1117] og i begyndelsen af 1977 konstateredes det da i PET, at Militær- og Nægterforeningen den 20. november 1976 havde afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor det var blevet tydeligt, at foreningen var spaltet i to: På den ene side stod Aldrig mere Krig-fløjen, der arbejdede på at holde sammen på en bredtfavnende, pacifistisk militærnægterbevægelse, og på den anden side blandt andre Landskontaktudvalget for civile værnepligtige, der ville ”udbrede det anti-militaristiske arbejde til at omfatte soldaterorganiseringen og modarbejdelsen på arbejdspladserne af det militær-industrielle kompleks i samarbejde med primærorganisationerne.”[1118]

På den ekstraordinære generalforsamling var det lykkedes Aldrig mere Krig at forhindre Landskontaktudvalget i at opnå 2/3-deles flertal for sin linje, hvilket var nødvendigt, såfremt den skulle blive gældende for Militær- og Nægterforeningen.[1119] I de følgende måneder arbejdede dele af Militær- og Nægterforeningen, men også personer med tilknytning til Venstresocialisterne, imidlertid for, at personer, der var indkaldt til værnepligt, skulle agere ”politisk soldat” og i den egenskab søge at svække Forsvaret indefra.[1120] PET var, som det fremgår, opmærksom på den politiske udvikling blandt militærnægterne, men denne opmærksomhed vil ikke være genstand for nærmere analyse her. I PET’s arkiv beror imidlertid en kopi af en pjece, hvoraf det fremgår, at Aldrig mere Krigs blad gennem 1970’erne havde skiftet navn flere gange. Oprindeligt hed det Pacifisten. I 1970’erne skiftede det navn til IKKEVOLD – tidsskrift for revolutionær pacifisme. Derpå hed det IKKEVOLD – forum for revolutionær ikkevoldskamp. Og efter at Aldrig mere Krig slog sig sammen med Forsoningsforbundet skiftede det i slutningen af 1970’erne navn til det mere afdæmpede IKKEVOLD – tidsskrift for antimilitarisme og aktivt fredsarbejde.[1121] De forskellige navne kunne give det indtryk, at Aldrig mere Krig, der havde sit udspring i den liberale fredsbevægelse med tilknytning til Venstre og Det Radikale Venstre, i en periode omkring begyndelsen af 1970’erne havde næret tanker om en ikke-voldelig revolution, men at der var tale om en kortfattet periode.

De urolige 1980’ere

Som indledningsvis nævnt var de mest fremtrædende fredsbevægelser i 1980’erne Samarbejdskomitéen på den ene side og Nej til Atomvåben samt Kvinder for Fred på den anden. Dertil kom dog en håndfuld andre fredsorganisationer, hvoraf nogle havde årtier på bagen (f.eks. Aldrig mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), mens andre var nye organisationer, der blev etableret i årene omkring 1980 (f.eks. Kristne for Nedrustning og Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme). Nedenfor vil PET’s overvågning af de væsentligste af 1980’ernes fredsbevægelser blive beskrevet i hovedtræk. Første hovedafsnit vil skitsere PET’s overvågning af den organisation, Samarbejdskomitéen, der, som tidligere nævnt, allerede i 1970’erne opfattedes som en frontorganisation, og som i 1980 blev defineret som sådan. I tilslutning til skildringen af overvågningen af Samarbejdskomitéen følger en karakteristik af PET’s overvågning af et par andre organisationer, der udsprang af komitéen (Landskampagnen Stop Atomraketterne og Fagbevægelsen for Fred). I forlængelse heraf vil PET’s overvågning af de fredsorganisationer, der ikke opfattedes som frontorganisationer, blive beskrevet. Det handler f.eks. om Nej til Atomvåben og Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme. Desuden vil overvågningen af kristne fredsforeninger fremstilles, og endelig vil der blive kastet lys over, hvorvidt, og i bekræftende fald i hvilket omfang, Sovjetunionen bistod fredsbevægelsen med økonomisk støtte.

PET’s overvågning af fredskampagnen var mest intensiv i årene fra 1980 indtil 1983. Fra 1984 bliver akterne færre, og i slutningen af årtiet er det mere fragmentarisk, hvad der beror af oplysninger om fredsbevægelserne og om PET’s overvågning. Dette afspejler antagelig, at fredsbevægelsens aktiviteter i den periode blev mere usammenhængende. Desuden afspejler materialets beskaffenhed, at PET i begyndelsen af 1980’erne i stigende grad begyndte at overvåge BZ-bevægelsen, hvilket fik den følgevirkning, at interessen for de lokale fredsgrupper nedtonedes, hvorefter det for det meste var de centrale organisationer, der var i centrum for PET’s efterforskning.[1122]

Trods materialets delvis fragmentariske karakter er det meget omfattende. Ud over emnesager om de enkelte bevægelser, beror der desuden en endog meget omfattende emnesag omhandlende 1980’ernes fredskampagne. Desuden ligger der en række person- og operationssager til grund for fremstillingen. Omfanget af de i PET’s arkiv beroende akter omhandlende fredskampagnen svarer ikke umiddelbart til ledelsens prioritering af spørgsmålet. Det fremgår af Kommissionens afhøringer, at Centralafdelingen kun havde én – om end en meget flittig – medarbejder til at beskæftige sig med fredskampagnen i begyndelsen af 1983.[1123] Til gengæld var regionsafdelingerne ved indgangen til 1980’erne blevet anmodet om at indsamle oplysninger om fredsbevægelserne.[1124] En af PET’s daværende jurister har over for Kommissionens forklaret, at ”det, der var interessant ved fredsbevægelserne, var russernes involvering, og hvilke aktiviteter og resultater, man forsøgte at komme frem til.”[1125] Dette udsagn bekræftes af den person i Centralafdelingen, der havde ansvaret for fredsbevægelserne.[1126]

Hvad angår Sovjetunionens forsøg på at påvirke den offentlige meningsdannelse i Danmark, men også i Vesteuropa, hed det i et af PET udfærdiget notat fra maj 1981, at sovjetiske påvirkningsoperationer blev til i et samspil, hvori indgik blandt andet diplomatiske repræsentationer foruden agitation og propaganda samt Moskvatro kommunistpartier. Alle aktiviteter blev koordineret af SUKP’s Internationale Departement (ID). Det ultimative mål for sovjetiske aktive foranstaltninger var at påvirke ikke blot den offentlige mening, men et andet lands politik. Dette var typisk meget vanskeligt. En måde, hvorpå Sovjetunionen forsøgte dette, var på den ene side at forsøge at påvirke f.eks. fredsbevægelsen til at sætte et bestemt politisk spørgsmål på dagsordenen (f.eks. Norden som kernevåbenfri zone) for derefter på den anden side på et mere formelt (politisk eller diplomatisk) plan at etablere kontakt til et lands regering i håbet om at få denne til at bevæge sig i sovjetisk retning.[1127] Det hed i PET’s notat, at sådanne ”kontakter til påvirkning af et andet lands politiske beslutningsproces må anses for fuldt ud folkeretsmæssige og legitime.” Der, hvor de aktiviteter, der udførtes til fordel for Sovjetunionen, blev efterretningsmæssigt interessante, var i de tilfælde, hvor Sovjetunionen anvendte udenlandske borgere til at fremme Sovjetunionens sag, uden at de pågældende borgere selv var bevidste herom.[1128] Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis en dansk statsborger blev påvirket til at argumentere for sovjetiske synspunkter uden at vide, at han eller hun var manipuleret af en udenlandsk tjeneste.

Ifølge en sammenskrivning fra begyndelsen af 1980’erne havde det siden 1959 været KGB’s opgave ikke blot at bedrive spionage og agere sikkerhedstjeneste, men også direkte at fremme Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser. Dette foregik blandt andet ved at udsprede desinformation (falske eller forfalskede dokumenter, fotografier, cirkulation af falske rygter) samt gennem propagandaoperationer. Til brug herfor anvendte KGB i Danmark diverse sovjetiske repræsentationer inklusive ambassaden, konsulatet, handelsafdelingen, militærmissionen, Aeroflot, Alt Rejser, Inturist, Novosti, TASS, Komsomolskaja Pravda samt Sovexport film. Desuden havde sovjetiske KGB-officerer løbende kontakt til danske politikere, primært DKP’ere, men også fra andre politiske partier. Af samarbejdspartnere i Danmark opregnede PET foruden DKP diverse venskabsforeninger samt en række fredsorganisationer. Ifølge PET havde KGB’s kampagner til formål dels at påvirke USA’s allierede i et sådant omfang, at de ville kunne påvirke USA’s politik, dels at så splittelse blandt NATO-landene.[1129]

Nedenfor vil der blive gjort rede for PET’s overvågning af 1980’ernes fredsbevægelse i Danmark med særligt henblik på at afklare, hvorvidt Sovjetunionen via fredsgrupperne forsøgte at påvirke den offentlige meningsdannelse, og i bekræftende fald hvilke grupper der var tale om. I forlængelse heraf vil PET’s vurdering af, hvorvidt de sovjetiske bestræbelser lykkedes, blive præsenteret og kommenteret. Desuden vil der blive redegjort for, hvordan og med hvilke midler PET overvågede fredsgrupperne. Endelig vil der blive redegjort for PET’s vurderinger i den forbindelse.

Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed: 1980’erne

Ved indgangen til 1980’erne var den mest slagkraftige danske fredsorganisation Samarbejdskomitéen. Denne havde, som ovenfor vist, haft en ikke ubetydelig gennemslagskraft under den såkaldte neutronbombedebat i 1978, men også i sidste halvdel af 1979, hvor Samarbejdskomitéen som en af flere fredsgrupper havde ydet en stor indsats for at påvirke opinion og politikere til at tage afstand fra NATO’s dobbeltbeslutning.

Gennem 1980’erne var Samarbejdskomitéen og foreninger stiftet af denne genstand for PET’s overvågning. Langt den overvejende del, måske 80 procent, af oplysningerne i PET’s arkiv vedrørende Samarbejdskomitéen stammer fra åbne kilder, det vil sige aviser, pjecer, oplysningsmaterialer og lign. Fra sådanne kilder kunne efterretningstjenesten følge med i komitéens og dennes satellitters virke i offentligheden, og da det var komitéens mål at påvirke den offentlige meningsdannelse, var de åbne kilder centrale i efterforskningen. PET var imidlertid også interesseret i at finde ud af, om Samarbejdskomitéen og ledende personer heri stod i kontakt til østlandenes repræsentationer i Danmark, og i bekræftende fald hvilken karakter disse havde. Derfor ses der også i kildematerialet eksempler på telefonaflytninger, medlæsning af telex samt sammenskrivninger af overvågningsoperationer. I det omfang operationerne har fordret dommerkendelser, fremgår det af materialet, at PET har indhentet disse. Antallet af kilder i Samarbejdskomitéen og organisationer oprettet af denne var omfattende. Kommissionen har således konstateret 35 kildenavne, der informerede PET om de sider af Samarbejdskomitéens virke, som først og fremmest foregik bag lukkede døre. Et stort antal af disse kildenavne dækkede dog over en og samme person. Dermed reduceres antallet af kilder til knap 20.

PET lod sig imidlertid ikke alene informere om komitéens virke gennem offentligt tilgængelige kilder, menneskelige kilder, aflytninger og observation. Tjenesten havde også periodevis en forholdsvis tæt kontakt til Forsvarets Efterretningstjeneste, der synes at have interesseret sig meget for fredsbevægelsernes internationale kontakter i 1980’erne. Desuden efterlader kildematerialet et indtryk af, at en del af PET’s oplysninger om kommunistisk ledede fredsbevægelsers internationale forbindelser blev bragt til veje via informationsudveksling med udenlandske efterretningstjenester. Der beror således talrige udenlandske rapporter i emnesagen om internationale frontorganisationers ageren. Med udgangspunkt i sådanne oplysninger kunne PET efterforske, om danske bevægelsers virke stod i forlængelse heraf.

PET skulle imidlertid også vise sig at blive en selvstændig aktør i forhold til Samarbejdskomitéen. Det vil fremgå af det følgende, at PET i al fald én gang i 1980’erne foranstaltede en pressekampagne med det formål at afsløre Samarbejdskomitéen som en frontorganisation. Desuden antages det, at PET yderligere to gange anvendte sine pressekontakter i en kampagne mod Samarbejdskomitéen.

Aktivisme 1980-1983

1980 begyndte dårligt for Samarbejdskomitéen. I juledagene 1979 invaderede Sovjetunionen Afghanistan, og selvom store dele af den vestlige verden stillede sig kritisk hertil,[1130] valgte Samarbejdskomitéen ikke umiddelbart at tage afstand. Det var først den 8. januar 1980, det vil sige op mod to uger efter invasionen, at komitéen kommenterede situationen, men frem for at fordømme den sovjetiske handling omtaltes invasionen som en ”militær indgriben”, og samtidig karakteriseredes USA og NATO som trusler mod verdensfreden.[1131] PET fulgte såvel Samarbejdskomitéens handlemønster som de i offentligheden ytrede reaktioner på komitéen, og efterretningstjenesten bemærkede i slutningen af måneden, at Kristeligt Dagblad den 21. januar 1980 meddelte, at Dansk Ungdoms Fællesråd havde meldt sig ud af Samarbejdskomitéen på grund af den ”manglende stillingtagen”.[1132] Dagen efter fremgik det af Fred og Sikkerhed, at DUF’s næstformand, Uffe Torm, ikke længere ønskede at sidde i Samarbejdskomitéens præsidium.[1133] DUF’s reaktion afspejlede, at komitéen var genstand for intern splid mellem på den ene side DKP’ere og personer, der nærede sympati for Sovjetunionen, og på den anden side den øvrige del af Samarbejdskomitéens medlemmer.[1134]

DUF’s udmelding og den øvrige blæst fik Samarbejdskomitéen til den 25. januar 1980 at udsende en pressemeddelelse om sin holdning til den sovjetiske invasion. Heri hed det, at den internationale afspændingsproces gennem den seneste tid havde lidt skade, og at blandt andet den sovjetiske militære indgriben i Afghanistan havde vanskeliggjort fredsarbejdet.[1135] Ifølge PET var Samarbejdskomitéens tilkendegivelse imidlertid så ”blød”, at den ikke virkede overbevisende på komitéens kritikere.[1136] I de følgende dage blev Samarbejdskomitéen da også fra forskellig side kritiseret for at være en kommunistisk frontorganisation, hvilket omvendt blev modsagt af diverse medlemmer af Samarbejdskomitéen.[1137] I sidste halvdel af februar 1980 meddelte FN-forbundet på et repræsentantskabsmøde, at det ville trække sig ud af Samarbejdskomitéen, og ved samme lejlighed stillede Radikal Ungdom resolutionsforslag om fordømmelse af den sovjetiske invasion. Forslaget blev ikke vedtaget.[1138] I begyndelsen af marts bemærkedes det endvidere i PET’s emnekort, at Socialistisk Folkeparti havde valgt at forlade Samarbejdskomitéen.[1139] Efter at have fulgt den interne strid i Samarbejdskomitéen vurderede PET i 1980, at DKP-fraktionen syntes at have ”trukket det længste strå” i den interne kamp. Imidlertid vurderede PET også, at kritikken af Samarbejdskomitéen havde belastet komitéens image i en sådan grad, at da man den 16.-17. februar 1980 skulle have ny formand, faldt valget på Villum Hansen, der ”ikke udadtil står som kommunist eller tilhænger af den yderste venstrefløj”, men at hans profil var, at han siden 1950’erne havde været aktiv i arbejdet for fred og nedrustning etc.[1140] Forgængeren som formand for Samarbejdskomitéen var pastor Hans Nebel. Ifølge PET havde Nebel haft kontakt til ikke mindre end tre sovjetiske efterretningsofficerer: Konenkov og Merkulov, der begge var ansat i KGB, samt Revjakin, der var GRU-officer.[1141]

Ifølge PET var valget af Villum Hansen ikke udtryk for nogen fornyelse. Og han signalerede slet ikke et ønske om afstandtagen til Sovjetunionen. Det fremgår af et notat fra maj 1980 samt en rapport fra september 1980 omhandlende Villum Hansens forbindelse til KGB-officeren Vladimir Merkulov, at Villum Hansen havde været kommunist i sin ungdom, og at han i 1950’erne havde haft kontakt til en TASS-korrespondent, der senere var identificeret som efterretningsofficer. Gennem 1960’erne og frem til 1979 havde PET ikke oplysninger om Villum Hansens virke, men i 1979 noteredes det, at han var mødeleder ved en international høring om afspænding og nedrustning arrangeret af Samarbejdskomitéen. I denne høring deltog også KGB-officerer, blandt andre Vladimir Merkulov, som PET havde kendskab til blandt andet fra overvågningen af forfatteren Arne Herløv Petersen, hvor PET havde dokumentation for, at KGB-officeren udførte ulovlig efterretningsvirksomhed på dansk territorium.[1142] Af begge notater fremgik det, at Merkulov og Villum Hansen kendte hinanden, og at de stod i telefonisk kontakt. Desuden hed det, at de to i marts måned 1980 mødtes på restaurant Ny Peking. En PET-medarbejder overværede mødet og noterede efterfølgende, at Villum Hansen havde udtalt, at han ikke forstod det postyr, der havde været om den sovjetiske invasion af Afghanistan, da det var hans opfattelse, at de sovjetiske tropper befandt sig i landet efter anmodning fra Afghanistans politiske ledelse. I begyndelsen af april bragte dagbladet Politiken et læserbrev af Villum Hansen med et budskab om, at Danmark blev et ”oplagt bombemål allerede i fredstid”, eftersom der bestod en aftale mellem Danmark og NATO om, at NATO havde tilladelse til at føre tropper gennem dansk territorium i fredstid. PET-medarbejderen afsluttede sit notat fra maj 1980 med følgende konstatering:

”Det bemærkes specielt, at Villum HANSEN med sit læserbrev i Politiken fortsætter den praksis, som vi i de senere år har set mange eksempler på fra KGB-kontakter i Danmark: Betydningsfulde kontakters møde med en KGB-officer resulterer ofte i en artikel eller et læserbrev i dagspressen, indeholdende synspunkter, som er identiske med KGB-residenturets.”[1143]

Og Villum Hansen var ikke den eneste fra Samarbejdskomitéen, som PET mistænkte for at have tætte forbindelser til Sovjetunionen og dets repræsentanter i Danmark. I slutningen af oktober 1980 rejste således styrelsesmedlem Erik Stinus, styrelsesmedlem Søren Brogård og et ledende medlem af lokalafdelingen i Slagelse, Jens Kantsø, til Moskva efter invitation af det sovjetiske fredsråd. Som rektor ved Aurehøj Statsgymnasium havde Brogård få dage forinden i bladet Gymnasieskolen argumenteret for, at man skulle bryde den ensidige propaganda i skolerne vedrørende Forsvaret. Af denne årsag havde Brogård nedsat et foreløbigt udvalg, der skulle være ansvarlig for udvælgelse af undervisningsmateriale, idet han pegede på, at en del af det nye materiale skulle hentes fra eksempelvis Nej til Atomvåben, Kvinder for Fred, Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed samt det nye magasin Forsvar – militærkritisk tidsskrift. Udvalget bestod ifølge PET af Villum Hansen (formand for Samarbejdskomitéen), Meta Ditzel (næstformand i Samarbejdskomitéen), Søren Brogård (styrelsesmedlem i Samarbejdskomitéen), Jørn Boye Nielsen (Nej til Atomvåben) samt to repræsentanter for DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) og LAK (Landssammenslutningen af Kursusstuderende).[1144] PET bemærkede hertil i årsrapporten:

”Det vil undre, hvis initiativet ikke er udsprunget i enten Danmarks Kommunistiske Parti eller i KGB-residenturet, idet udvalget kan legalisere en kommunistisk påvirkning i folkeskolen via Samarbejdskomitéen. Intet sted kan vel være bedre til at propagandere for ned- og afrustning samt for ”fred” end blandt letpåvirkelige børn.”[1145]

Ifølge PET’s oplysninger var der stor interesse for Brogårds initiativ. Den 9. juni 1981 var PET således i besiddelse af 33 skemaer fra skoler over hele landet med aftaler om foredrag. Desuden skulle skolerne være meget interesseret i Jan Øbergs bog Myter om vor sikkerhed.[1146]

PET havde, som det fremgår, ikke dokumentation for, at det var DKP eller KGB, der stod bag initiativet, men allerede i 1979 havde PET bemærket, at én af delegationsdeltagerne havde forbindelse til en KGB-officer, der arbejdede under diplomatisk dække på den sovjetiske ambassade i København. Det understregedes dog, at PET ikke var i besiddelse af oplysninger, der kunne bestemme karakteren af forholdet mellem de to.[1147]

Billede: Villum Hansen blev i 1980 formand for Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Ifølge PET faldt valget på Hansen, fordi han ”ikke udadtil står som kommunist eller tilhænger af den yderste venstrefløj”. PET’s efterforskning viste imidlertid, at Villum Hansen, der havde været kommunist i sin ungdom, i 1980’erne stod i kontakt til KGB-officeren Vladimir Merkulov. I marts 1980 mødtes de to på en restaurant, hvorefter Villum Hansen offentliggjorde et læserbrev med en bemærkning om, at den danske NATO-politik gjorde Danmark til et oplagt bombemål i fredstid. En PET-medarbejder noterede: ”… at Villum HANSEN med sit læserbrev i Politiken fortsætter den praksis, som vi i de senere år har set mange eksempler på fra KGB-kontakter i Danmark: Betydningsfulde kontakters  øde med en KGB-officer resulterer ofte i en artikel eller et læserbrev i dagspressen, indeholdende synspunkter, som er identiske med KGB-residenturets.” (Arbejdermuseet og ABA).

Villum Hansen blev i 1980 formand for Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Ifølge PET faldt valget på Hansen, fordi han ”ikke udadtil står som kommunist eller tilhænger af den yderste venstrefløj”. PET’s efterforskning viste imidlertid, at Villum Hansen, der havde været kommunist i sin ungdom, i 1980’erne stod i kontakt til KGB-officeren Vladimir Merkulov. I marts 1980 mødtes de to på en restaurant, hvorefter Villum Hansen offentliggjorde et læserbrev med en bemærkning om, at den danske NATO-politik gjorde Danmark til et oplagt bombemål i fredstid. En PET-medarbejder noterede: ”… at Villum HANSEN med sit læserbrev i Politiken fortsætter den praksis, som vi i de senere år har set mange eksempler på fra KGB-kontakter i Danmark: Betydningsfulde kontakters øde med en KGB-officer resulterer ofte i en artikel eller et læserbrev i dagspressen, indeholdende synspunkter, som er identiske med KGB-residenturets.” (Arbejdermuseet og ABA).

Hvad angår Samarbejdskomitéens aktiviteter i 1980, havde PET oplysninger om, at disse i betydelig grad forfulgte de spor, der allerede var lagt de foregående år. Blandt de væsentlige temaer var således kampen mod den fortsatte oprustning, den stadige kritik af NATO og kritik af mulig stationering af fremmede tropper i Danmark. Desuden var Samarbejdskomitéen ifølge PET i ikke ringe grad optaget af at kaste kritisk lys på det kommende forsvarsforlig.[1148] Især i første halvdel af 1980 gjorde Samarbejdskomitéen en betydelig indsats for at få oprette lokalafdelinger over hele landet. Det skete f.eks. i Haderslev,[1149] i Viborg,[1150] i Vejle[1151], i Slagelse,[1152] i Korsør[1153], på Frederiksberg[1154] og i Århus.[1155] PET fulgte denne udvikling, hvilket vidner om, at tjenesten var interesseret i at kortlægge Samarbejdskomitéens netværk. De nævnte lokalafdelinger arrangerede blandt andet filmaftener, hvor gæster først kunne se en film om f.eks. kernevåbenkrig. Efterfølgende blev der ofte holdt foredrag af en ekspert, der tilfældigvis enten var Samarbejdskomité-medlem eller sympatisør. Det var eksempelvis tilfældet i forbindelse med en filmforevisning i Slagelse, hvor Samarbejdskomité-medlemmet Heinz Hansen fra Risø efterfølgende holdt foredrag for gæsterne.[1156] I lokalafdelingen i Aalborg gennemspilledes et parallelt forløb: Efter en filmforevisning gennemførtes et debatmøde med fire deltagere. To af disse repræsenterede DKP, en tredje person var medlem af Socialdemokratiet. Og endelig var den fjerde deltager en fredsforsker, der et par år forinden havde udgivet en pjece på Samarbejdskomitéens forlag.[1157] Ifølge en notits om den pågældende person havde han haft kontakt til KGB-officer Jurij Aleksandrovitj Konenkov, der befandt sig i Danmark under dække af at være korrespondent for Komsomolskaja Pravda. Det fremgår af PET’s notits, at pågældende forsker ikke var hvervet af KGB. Samtidig ses det, at den pjece, som han havde skrevet, holdningsmæssigt lå i forlængelse af Samarbejdskomitéen.[1158] Med denne personsammensætning kunne komitéen med andre ord vide sig nogenlunde sikker på, at et flertal i panelet ville tolke fredssagen på en måde, der var acceptabel for Samarbejdskomitéen.

Samarbejdskomitéens andre aktiviteter var mere udadvendte. I sidste halvdel af 1980 påbegyndtes således to af Samarbejdskomitéen iværksatte underskriftsindsamlinger. I oktober foranstaltedes en indsamling mod øget oprustning, idet målet var, at underskrifterne skulle overdrages statsministeren, når det forestående forsvarsforlig skulle til afstemning i Folketinget, og i december 1980 stod forfatter Erik Stinus i spidsen for en underskriftsindsamling blandt forfattere. Denne indsamling var ifølge PET alene vendt mod NATO’s oprustning. Desuden tog Samarbejdskomitéen initiativ til en række arrangementer i tilslutning til FN’s nedrustningsuge i oktober 1980: I Aalborg gennemførtes den 24. oktober et fakkeltog, den 25. oktober havde Samarbejdskomitéen arrangeret demonstrationer i København, Odense, Aalborg, Århus, Horsens og Nyborg. Parolen lød: ”Stands atomoprustningen”, og den 26. oktober havde lokalafdelingen i Århus foranstaltet en demonstration under parolen ”NATO ud af Danmark” og ”Nej til Atomoprustning”.[1159]

Endelig bemærkede PET, at Samarbejdskomitéen i 1980 rettede henvendelse  til samtlige fagforeninger om deltagelse i fredskampen. Henvendelsen skete gennem udsendelse af en pjece under titlen Forsvar Danmark mod ødelæggelse, hvori fagforeningerne opfordredes til at henvende sig til regering og Folketing med et budskab om at tage afstand fra øgede forsvarsudgifter samt fremmede tropper og depoter på dansk territorium. Ifølge PET opfordredes modtagerne endvidere til at støtte en underskriftsindsamling, at støtte Samarbejdskomitéen økonomisk og endelig at blive medarrangør af Samarbejdskomitéens arrangementer i tilslutning til ”FN’s fredsuge”. PET konstaterede i en notits, at en af underskriverne var formand for DKP’s faglige landsudvalg, foruden at han var medlem af DKP’s forretningsudvalg. Pågældende havde i 1980 deltaget i et arrangement i Sofia som repræsentant for Samarbejdskomitéen. En af de andre underskrivere var ”ukendt”, hvilket betød, at han ikke var registreret, men ifølge notitsen havde en kilde oplyst, at pågældende var medlem af DKP.[1160]

Det var oplysninger af ovenstående karakter – herunder efterretninger om kontakter mellem fremtrædende medlemmer af komitéens ledelse og sovjetiske efterretningsofficerer – der gjorde, at PET i 1980 traf endelig beslutning om at definere Samarbejdskomitéen som en frontorganisation. Det var et udtryk herfor, at Wamberg-udvalget i marts 1980 godkendte en registrering af et medlem af Samarbejdskomitéen ”under henvisning til, at komiteen måtte betragtes som en frontorganisation”, som det hedder i Wamberg-udvalgets referat. Til grund for denne vurdering lå en orientering af udvalgets medlemmer om Samarbejdskomitéens forhold til blandt andet Verdensfredsrådet og om komitéens personsammensætning. Det fremgik, at 70 pct. af præsidiets medlemmer ifølge PET havde ”tilknytning til DKP, KGB, Verdensfredsrådet eller den sovjetiske venskabsforening”, og at 60 pct. af ”styrelsens medlemmer har forbindelse til DKP, KGB eller Verdensfredsrådet.”[1161] Ifølge et notat udarbejdet af PET’s såkaldte Faktagruppe i 1998 havde der i perioden fra den 12. april 1980 frem til den 7. juni 1991 været forelagt 78 nyregistreringer på personer med tilknytning til Samarbejdskomitéen for Wamberg-udvalget. Samtlige nyregistrerede havde enten været præsidium- og styrelsesmedlemmer i Samarbejdskomitéen eller været kontaktpersoner i andre organisationer til Samarbejdskomitéen.[1162]

Det var PET’s vurdering, at 1980 således startede skidt for Samarbejdskomitéen, men endte godt. Omvendt forholdt det sig det følgende år. Ved årets begyndelse stod komitéen ifølge PET stærkt i fredskampen som den organisation, der ”ledte den øvrige fredsbevægelse ad ”den rette vej”.” Som et udtryk for Samarbejdskomitéens gennemslagskraft fremhævedes det i et notat, at den danske fagbevægelse i begyndelsen af 1981 arrangerede en Nordisk Fredskonference i Aalborg, men at det reelt var Samarbejdskomitéen, der stod bag. Konferencen, der fandt sted i Aalborg den 23.-24. maj 1981, opnåede betydelig presseomtale, og PET var i besiddelse af oplysninger om, at deltagerantallet havde været oppe på 1.200. Et hovedtema for konferencen var et krav om, at Norden skulle erklæres atomvåbenfrit. Blandt agitatorerne herfor var græsrodsveteran Carl Scharnberg, socialdemokraten Jytte Hilden samt den vesttyske general Gert Bastian, der var blevet afskediget, efter at han havde taget afstand fra NATO’s dobbeltbeslutning.[1163] Som så ofte før var PET ikke i tvivl om, at DKP stod som den egentlige arrangør af konferencen, og at Samarbejdskomitéen således endnu engang havde været et redskab for DKP. Til grund for den vurdering lå, at det sekretariat, der stod som arrangør og indbyder, havde til huse hos Samarbejdskomitéens Nordjyllands-afdeling, at en af arrangørerne var DKP’er, men også at Land og Folk i månederne op til konferencens afholdelse havde gjort megen reklame herfor. Desuden havde det sovjetiske nyhedsbureau TASS givet konferencen foromtale, og endelig havde GRU-officer Revjakin deltaget i konferencen.[1164]

Blandt andre af Samarbejdskomitéens aktiviteter bemærkede PET, at komitéen den 11. juni 1981 sendte et åbent brev til en kreds folketingsmedlemmer og -kandidater. I brevet hed det, at Danmark og USA i 1976 havde indgået en hemmelig aftale, ifølge hvilken USA havde mulighed for at stationere fly på dansk jord i en krisesituation, det vil sige i fredstid. Desuden deltog Samarbejdskomitéen i Fredsmarch 81 fra København til Paris, og endelig fremhævedes det, at komitéen havde været primus motor i en arbejderkonference afholdt i september måned i Odense, hvor der var blevet lagt planer for fortsat agitation for en kampagne for

Norden som atomvåbenfri zone.[1165] Over for Wamberg-udvalget forklarede PET i september 1981, at samtlige medlemmer af komitéens præsidium og styrelse var registreret. Desuden var syv af de mest fremtrædende kontaktpersoner til komitéen registreret.[1166]

Når 1981 alligevel ikke blev noget godt år for Samarbejdskomitéen, havde det sin årsag i, at komitéen flere gange mødte modstand i offentligheden. Første gang da Jyllands-Posten indledte en særdeles kritisk artikelserie på tre omhandlende Samarbejdskomitéen. I den første hed det i PET’s gengivelse, at komitéen i al væsentlighed var domineret af DKP, men over for omverdenen blev bistået af pacifister samt personer fra det nye venstre. Jyllands-Posten illustrerede denne pointe med oplysninger om, at Samarbejdskomitéens fredspjecer og øvrige skriftlige materiale var genkendelige fra Land og Folks artikler, at komitéen gennem årene havde været genstand for uro på grund af kommunisternes greb om organisationen, og at dette var den direkte anledning til, at socialdemokraten Lasse Budtz i 1978 meldte sig ud af komitéen med ordene: ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed er en kommunistisk frontorganisation, der klart er rettet mod én af super-magterne”. Desuden illustreredes artiklens pointe med oplysninger om, at FN-forbundet havde meldt sig ud af komitéen som følge af ”Komitéens tynde og sjaskede udtalelse om den sovjetiske invasion af Afghanistan”, at Samarbejdskomitéen havde omfattende kontakter til østlige organisationer, og at det af komitéens statutter fremgik, at den skulle virke som kontakt til Fredskræfternes Internationale Kontaktforum i Helsinki, Verdensfredsrådet i Helsinki, Den Internationale Komité for Europæisk Sikkerhed og Samarbejde i Bruxelles samt andre organisationer, der ifølge PET’s gengivelse ”samlet kaldes kommunistiske frontorganisationer”. I forlængelse heraf fremgik det, at de to DKP’ere Anker Schjerning og Carl Rosschou over for Jyllands-Posten havde bekræftet, at de begge var meget aktive i forberedelserne til den ovenfor omtalte fredskonference i Ålborg. Sluttelig nævntes i artiklen navne på flere kommunistiske medlemmer af Samarbejdskomitéen.[1167]

I de følgende to artikler blev der argumenteret for, at DKP forsøgte at infiltrere de dele af fredsbevægelsen, der ikke var kommunistisk orienteret, og at Sovjetunionen spillede en central rolle i det internationale fredsarbejde. I den sammenhæng nævntes de sovjetiske efterretningstjenester KGB og GRU, og det anførtes, at Sovjetunionen anvendte ambassader og konsulater, men også Det Internationale Departement til at påvirke de vestlige offentligheder blandt andet med desinformation.[1168]

Jyllands-Postens vurdering af Samarbejdskomitéen og dens politisk-ideologiske ståsted var ganske i overensstemmelse med PET’s vurderinger, og samtidig var en del af avisens empiri den samme som PET’s. Jyllands-Postens artikelserie blev da også af en PET-medarbejder gengivet i et seks siders referat. Det ses ikke, hvor journalisterne havde oplysningerne fra, og det er naturligvis en mulighed, at de selv havde indsamlet dem. En anden mulighed er, at PET, FE eller en udenlandsk efterretningstjeneste havde leveret informationer til journalisterne, men det kan ikke dokumenteres med udgangspunkt i de anvendte akter. Det fremgår imidlertid andetsteds i Kommissionens beretning, at PET i slutningen af 1981 muligvis lækkede oplysninger til pressen om DKP’s andel i fredsbevægelsen.[1169] Og det kan dokumenteres, at PET i anden halvdel af 1980’erne lækkede oplysninger til pressen om Samarbejdskomitéen (se nedenfor).

I slutningen af 1981 lækkede PET med stor sandsynlighed en historie, der bragte Samarbejdskomitéen i en vanskelig position. Konkret handlede den om udvisningen af den sovjetiske KGB-officer Vladimir Merkulov og om anholdelsen af forfatteren Arne Herløv Petersen. Når sagen kom til at belaste Samarbejdskomitéen, havde det sin forklaring i, at det i slutningen af året blev offentliggjort, at Merkulov var KGB-officer, og at han havde bedrevet ulovlig efterretningsvirksomhed i Danmark. Dette var angiveligt sket gennem finansiering af en venstreorienteret, politisk annoncekampagne. Men det var ikke alene Arne Herløv Petersen, der blev kompromitteret i den anledning. Det fremgik også, at Merkulov havde deltaget i et møde arrangeret af Samarbejdskomitéen.[1170] Dermed var der skabt mistanke om, at Merkulov også formidlede sovjetisk økonomisk støtte til Samarbejdskomitéen.[1171] Fra Samarbejdskomitéens side afviste Villum Hansen i Information, at komitéen skulle have modtaget penge fra ”hr. V. Merkulov”.[1172] Med den offentlige debat, hvor Samarbejdskomitéen blev sat i forbindelse med DKP, Sovjetunionen, desinformation og efterretningsvirksomhed, var Samarbejdskomitéens omdømme imidlertid alvorligt belastet.

Samarbejdskomitéens faldende tilslutning kan illustreres med følgende oplysninger, der alle kan læses ud af PET’s akter:

De forskellige reaktioner skal dog også ses i lyset af, at en sovjetisk ubåd, der sandsynligvis medbragte kernevåben, i slutningen af oktober 1981 stødte på grund i Karlskronas skærgård. Hændelsen tiltrak sig stor international opmærksomhed og fremkaldte i Danmark en del kritik af Samarbejdskomitéen, der på den ene side tog afstand fra den sovjetiske adfærd, men på den anden side forsvarede den sovjetiske tilstedeværelse med et argument om, at USA planlagde at bevæbne de nordiske lande med kernevåben i krigstid.[1177]

Som det fremgår, var Samarbejdskomitéen, men også den øvrige del af fredsbevægelsen (se nedenfor), i 1981 i betydelig grad optaget af spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone. Samtidig ses det, at Warszawapagten gennem årene flere gange havde stillet forslag herom.[1178] Dette sammenfald gjorde det naturligt for PET at stille spørgsmålet, om Samarbejdskomitéens kampagne var sat i gang af Sovjetunionen. I PET’s arkiv beror diverse dokumenter, der godtgør, at Sovjetunionen ønskede Norden erklæret kernevåbenfrit, og det ses, at flere af Samarbejdskomitéens medlemmer havde tætte kontakter til KGB-officerer.[1179] Det er også godtgjort, at Herløv Petersens annonce var blevet til i samarbejde med den sovjetiske ambassade, og det fremgår af Kommissionens fremstilling af Arne Herløv Petersen-sagen (bind 13), at Merkulov havde lovet at bidrage til at finansiere annoncens offentliggørelse.[1180] Disse forhold kunne tyde på, at kampagnen formuleredes i samarbejde med Sovjetunionen. Ifølge en analyse tilstillet PET af en udenlandsk efterretningstjeneste kunne sammenhængen dog antages at være mere kompliceret. Ifølge denne var det situationen, at Sovjetunionen gennem den seneste tid havde opprioriteret propagandaen over for Skandinavien, idet formålet var ”at udnytte” Danmarks og Norges traditionelle ”stræben efter fred…”. Sovjetunionen var, hed det, ”ivrig efter at gribe mulighederne for” at gøre det til en sovjetisk fordel, at tanken om en nordisk kernevåbenfri zone var genopstået.[1181] Den udenlandske tjeneste argumenterede med andre ord for, at Sovjetunionen væsentligst havde slået sig på og yderligere kultiveret en kampagne, der allerede var igangsat i Danmark og i Norge. Det er ikke muligt med udgangspunkt alene i PET’s akter endegyldigt at be- eller afkræfte denne tolkning, men den understøttes væsentligt af Kommissionens bind 13.[1182]

1982 var et år med særdeles mange fredspolitiske initiativer, men ifølge PET var Samarbejdskomitéen ”kun en skygge af sig selv” som følge af den negative presseomtale i 1981.[1183] Et af de arrangementer, der arrangeredes af Samarbejdskomitéen, som PET var særligt opmærksom på, var Verdensfredsrådets halvårlige bureaumøde, der fandt sted i København den 6.-8. januar 1982. PET foretog – som det fremgår af Kommissionens beskrivelse af PET’s virkemidler[1184] – rumaflytning, og i en sammenskrivning vurderede PET, at mødet skulle ses på baggrund af ”den ”kampagne”, fredsbevægelserne følte var ført mod dem”, og et væsentligt formål med mødets afholdelse var at vise den danske befolkning, at Verdensfredsrådet ”ikke er Moskva’s forlængede arm.”[1185] PET bemærkede endvidere, at danske hovedaktører alle var kendte DKP’ere, skønt Samarbejdskomitéen stod som arrangør. Forud for mødet havde Land og Folk givet foromtale,[1186] men under mødet var der opstået en offentlig debat i en række andre aviser. Således havde Nej til Atomvåben i Information den 7. januar ladet læserne forstå, at denne ikke ønskede at deltage i arrangementet, og fra Radikal Ungdoms side havde man taget afstand fra, at én af Verdensfredsrådets medlemmer, Cyrankiewicz, havde sammenlignet den polske fagforening Solidaritet med Mussolini-årenes italienske fagbevægelse. Men kritik af Verdensfredsrådet leveredes også fra Kommunistisk Arbejderpartis side, da formand Benito Scocozza i Politiken den 13. januar kritiserede Villum Hansen for, at der på mødet ikke var nogle repræsentanter for Afghanistan, når Verdensfredsrådet i øvrigt var meget optaget af situationen i El Salvador.[1187]

Fælles for alle kritikerne var en betoning af, at Samarbejdskomitéen alene stillede sig kritisk til den vestlige oprustning, men ikke den sovjetiske, og samtidig var der spørgsmålet om, hvorfor Samarbejdskomitéen udelukkende ønskede kontakt til de fredsorganisationer inden for Warszawapagten, der var anerkendt af landenes regering. Hertil svarede, bemærkedes det af PET, Villum Hansen med følgende pointe: ”At Samarbejdskomitéen i Østeuropa kun har kontakt med anerkendte fredsorganisationer og ikke med ”afvigere” beror på den opfattelse, at den bedste måde at få vestlige opfattelser af sikkerhedsspørgsmål viderebragt til østeuropæiske politikere må være gennem de anerkendte østeuropæiske fredsorganisationer.”[1188]

”Til støtte for påstande om, at WPC er en sovjetisk front-organisation” anførte PET, at russeren Kharkhardin, der af en af de danske kommunistiske arrangører omtaltes som ”den allerstørste leder her”, ”fra sit hotelværelse styrede slagets gang i mødesalen”. Det var således Kharkhardin, der sammensatte mødets talerliste, og det var Kharkhardin, der instruerede kommunisterne om, hvordan man skulle reagere, hvis situationen i Polen blev bragt op. Endelig noterede PET, at Kharkhardin havde understreget, at det i mødets sluttekst var vigtigt at ”så splittelse mellem Vesteuropa og USA og at påpege, at konfrontation bør erstattes af forhandlinger på alle niveauer.” Hvad angik mødets økonomi, bemærkede PET, at det var en russer, der ”tog sig af alle udgiftsbilag.”[1189]

PET havde også en medarbejder eller kilde til stede på Samarbejdskomitéens landsmøde i Fredericia den 13.-14. februar 1982, hvor Samarbejdskomitéens styrelse blev udvidet fra 26 til 37 medlemmer, idet 11 styrelsesmedlemmer trådte ud og 22 ind. Efterfølgende udfærdigede en PET-medarbejder en oversigt over den nye styrelse. I det omfang PET var i besiddelse af cpr.-nummer og andre oplysninger (bopæl, uddannelse, ansættelse, telefonnummer, samlever, politisk tilhørsforhold), blev de noteret over et par linjer. Et af de medlemmer, der trådte ud af styrelsen, var komitéens forhenværende formand Hans Nebel, men han fortsatte dog som komitéens revisor. At Nebel fratrådte som formand tyder således ikke på, at han stod i konflikt med Samarbejdskomitéen. Af de 37 personer, der udgjorde den nye styrelse, var 25 registreret. De øvrige 12 personer var søgt i PET’s registre uden dog at være kendt.[1190] Det må antages, at de kan have figureret i PET’s arbejdskartoteker.

Hvad angår PET’s optegninger fra landsmødet, ses det, at Samarbejdskomitéen ville engagere sig yderligere i spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone. Endvidere noteredes det, at det var komitéens opfattelse, at man ikke behøvede at kritisere Øst og Vest lige meget. Det afgørende var, hvor krigsfaren kom fra. Endelig bemærkedes det i PET’s akter, at komitéen ville appellere stadigt mere til fagbevægelsen.[1191] Men Samarbejdskomitéens kamp var i foråret 1982 en kamp op ad bakke. Efter invitation fra Samarbejdskomitéen besøgte en sovjetisk fredsdelegation Danmark i slutningen af februar, idet formålet ifølge PET var at mødes med den danske fagbevægelses ledelse. Besøget blev imidlertid ”en halvvejs fiasko” (PET’s formulering), idet LO’s ledelse grundet forholdene i Polen og LO’s sympati for Solidaritet afviste at mødes med den sovjetiske delegation, hvorfor den måtte nøjes med at mødes med repræsentanter for SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) og HK (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund) samt Gert Petersen og Lasse Budtz.[1192]

I den resterende del af året engagerede Samarbejdskomitéen sig i forskellige arrangementer, f.eks. en fredskonference på Blågårds Seminarium den 9.-10. oktober, hvor komitéen i forening med Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme, Kristne for Nedrustning, Kvinder for Fred, Militær- og Nægterforeningen etc. vedtog et 14-punktprogram for den følgende tids fredsarbejde. Blandt de vigtigste punkter var den fortsatte kamp mod opstilling af NATO’s mellemdistanceraketter, kampen for atomvåbenfrie zoner i Europa, kampen for nedrustning, kampen for oprettelse af et fredsforskningsinstitut samt kampen for at få Danmark ud af NATO. Desuden deltog Samarbejdskomitéen i en fredskonference, der resulterede i etablering af Fagbevægelsen for Fred (se nedenfor).[1193] I Afdeling C’s årsberetning for 1982 hed det imidlertid om Samarbejdskomitéen: ”Til forskel fra tidligere har Samarbejdskomitéen ikke været den drivende kraft og har ikke arrangeret noget uden at samarbejde med de andre organisationer.”[1194]

1983 var antagelig det år i 1980’erne, hvor fredsgrupperne var mest aktive, og forklaringen herpå er formentlig, at 1983 var afgørelsens år for NATO’s dobbeltbeslutning: Hvis nedrustningsforhandlingerne i Genève ikke førte resultater med sig, ville NATO påbegynde opstilling af 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Hvad angår Samarbejdskomitéens stilling i den danske fredskampagne, var det PET’s vurdering, at komitéen i 1983 vristede sig fri af den lammelse, der havde præget den i 1982. Blandt forklaringerne på Samarbejdskomitéens fornyede styrke fremhævdede PET, at bevægelsen havde måttet acceptere, at en del af de slogans, der blev anvendt, også indeholdt kritik af sovjetisk oprustning. Dette var eksempelvis tilfældet i forbindelse med et i 1983 gennemført Fredstræf. Arrangementet var ganske vist inspireret og kontrolleret af DKP, men DKP måtte acceptere en parole, der lød: Nej til Atomraketter i Øst og Vest. Ifølge en PET-medarbejder var det således situationen, at kommunistisk dominerede fredsgrupper, herunder Samarbejdskomitéen, måtte give køb på mærkesager for at få lov at være med i forskellige arrangementer.[1195] Samtidig understregedes det i Afdeling C’s årsberetning for 1983, at en betydelig del af komitéens og DKP’s fredspolitiske kamp var rykket over i Landskampagnen Stop Atomraketterne. Det betød, at Samarbejdskomitéen og DKP havde kunnet viske deres profil en smule ud.[1196]

Ifølge PET havde Samarbejdskomitéens årsmøde været prosovjetisk, hvilket blev begrundet med, at mødet havde opfattet den amerikanske oprustning i første halvdel af 1980’erne på den måde, at oprustningen måtte ses som et forsøg på at udfordre Sovjetunionen økonomisk. Samtidig noterede PET, at Gert Petersen havde sendt et skriftligt bidrag til mødet, hvor han havde beklaget, at komitéen fritog Sovjetunionen for dets ansvar for den fortsatte oprustning. Ifølge PET’s gengivelse havde det været Gert Petersens budskab, at selvom USA havde ”hovedansvaret”, havde ”Sovjetunionen et medansvar.”[1197] Desuden bemærkede PET, at Villum Hansen på årsmødet skulle have udtalt interesse for, at Samarbejdskomitéen skulle etablere kontakt til END-bevægelsen for at få denne til at acceptere de sovjetiske fredsudspil.[1198]

Det fremgår af PET’s arkiv, at Samarbejdskomitéen var særdeles aktiv i tilslutning til en række forskellige arrangementer og demonstrationer den resterende del af året.[1199] Mere væsentligt er det dog, at det i maj via en overvågning bemærkedes, at et fremtrædende fynsk medlem af Samarbejdskomitéen samt et medlem af Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen af den sovjetiske ambassade havde modtaget to tryksager, Europa. 5. år efter Helsingfors-konferencen. Sovjetunionens synspunkt (1980) og Styrkelse af freden i Norden (1980), der ifølge PET’s oplysninger begge stammede fra Moskva.[1200] Førstnævnte var forfattet af Jurij Kaslev, mens den anden var skrevet af Anatolij Antonov, der var udenrigspolitisk kommentator.[1201] Såfremt ovenstående er korrekt, er dette endnu et eksempel på, at et medlem af Samarbejdskomitéen stod som formidler af sovjetiske standpunkter i den danske debat, om end det skal understreges, at der intet hemmeligt endsige ulovligt var heri. Såvel forfatter som forlag, men også en af tryksagernes undertitel angav, at der var tale om østlige standpunkter.

Endelig bemærkedes det i emnekortene, at en afdeling af Samarbejdskomitéen i oktober 1983 startede et forlag under navnet Fredsbevægelsens forlag – Tryk for fred.[1202] PET synes at have betragtet forlaget med en vis skepsis, dels fordi et af et af bestyrelsesmedlemmerne skulle være en kendt DKP’er, dels fordi forlaget senere på året udgav en kritisk bog omhandlende PET’s angivelige krig mod fredsbevægelserne.[1203]

Afmatning 1984-1989

PET’s overvågning af Samarbejdskomitéen var generelt aftagende fra 1984 og frem. Årsagen synes at have været, at fredskampagnen fra det tidspunkt blev genstand for en generel afmatning, idet NATO i 1983 påbegyndte opstilling af mellemdistanceraketter. Samtidig var der i brede kredse enighed om, at Samarbejdskomitéen stod tæt på østlige standpunkter. Dermed var dens troværdighed lav. PET’s interesse i den fortsatte overvågning bestod i udgangspunktet i at konstatere, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang Samarbejdskomitéen lagde sine kampagner i forlængelse af Sovjetunionens politik.

Hvad angik Sovjetunionens politik var det PET’s vurdering, at denne, efter at NATO påbegyndte opstilling af mellemdistanceraketterne i slutningen af 1983, befandt sig i en orienteringsperiode. Frem til de forliste forhandlinger i Genève havde det været målet for den sovjetiske propaganda at mobilisere en så gennemtrængende kritik af dobbeltbeslutningen, at de nationale parlamenter i givet fald ville tage afstand fra den. Efter at INF-opstillingen var påbegyndt, måtte Sovjetunionen finde et nyt mål for propagandaen. Et af de initiativer, som Sovjetunionen satte i værk, var en kampagne mod den fortsatte opstilling af mellemdistanceraketterne. Det var ifølge PET et udtryk herfor, at vestlige kommunistpartier i 1984 havde afholdt et fælles møde i Prag under parolen ”Ingen Pause i Kampen for Fred, Fredsbevægelsen på et nyt Stade.” Et andet initiativ var iværksættelse af en kampagne, hvor kommunisterne hævdede, at NATO havde vedtaget en ny offensiv militærdoktrin, der forudså anvendelse af konventionelle, nukleare og kemiske våben, idet det skulle være NATO’s plan, at små lande som Danmark og Norge skulle være springbræt for sådanne planer. Et tredje sovjetisk initiativ var ifølge PET’s oplysninger at optrappe solidariteten med Den Tredje Verden.[1204]

Såvel internationalt som i Danmark var det kommunisternes problem, at de manglede opbakning. I slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne var det ganske vist lykkedes kommunisterne via diverse fredsbevægelser at sætte et præg på den offentlige debat, men generelt manglede kommunisterne troværdighed. En PET-medarbejder havde i 1983 formuleret det på den måde, at i det omfang fredsbevægelsen var en massebevægelse, havde det sin årsag i, at kommunisterne ikke var i stand til at dominere den.[1205] På Samarbejdskomitéens årsmøde i februar 1984 besluttedes det, at komitéen i 1984 via forskellige kanaler ville ”påvirke Folketinget, dels ved at fastholde socialdemokratiet på deres ”pro- gressive” fredslinje, forhale forhandlingerne omkring et nyt forsvarsforlig, tvinge regeringen til nye fredsudspil over for NATO, påvirke regeringen op til forsvars- og udenrigsministermødet i NATO i maj måned, lægge raketpolitik ud til debat osv.”[1206] Desuden kastede komitéen sig over den allerede iværksatte kampagne om at gøre Norden til en kernevåbenfri zone. Et andet af Samarbejdskomitéens initiativer bestod i at oprette en forening under navnet Fredsbevægelsens Samråd og endelig at oprette Traktat NU. En måde at øge påvirkningen af samfundet på var at fremme samarbejdet med den ikke-kommunistiske del af fredsbevægelsen (at skabe aktionsenhed), men ifølge PET’s årsrapport var dette mislykkedes.[1207]

Hvad angik det helt centrale spørgsmål, om de paroler, der i 1984 var blevet anvendt af Samarbejdskomitéen og kommunistiske fredsorganisationer, var ”et produkt af deres egne meninger og overbevisning eller er en mere eller mindre bevidst opfølgning af direktiver eller initiativer, udgående fra Sovjetunionen og dens frontorganisationer”, var PET forsigtig. Tjenesten konstaterede i al fald, at det ”meget sjældent har været muligt at skaffe et egentligt bevis for, at en iværksat aktivitet er sket som følge af et sovjetisk/kommunistisk direktiv eller initiativ.” Det betød også, at PET’s vurderinger på det tidspunkt væsentligst var baseret på ”sammenfald af tider og temaer, men også på andre tjenesters konkrete efterretninger.”[1208] Sammenfattende bemærkedes følgende i årsrapporten:

”Hvad angår DKP og de kommunistisk dominerede organisationer er tendensen i deres kampagne i hvert fald ensidigt pro-sovjetisk, og selv om de selv klager over utilstrækkelig politisk gennemslagskraft, får de i mange tilfælde deres budskab bragt ud, også i Folketinget. Navnlig i den sidste tid har medlemmer af venstreorienterede partier fremsat mange sikkerhedspolitiske spørgsmål, som de angiver at basere på påstande, der er fremsat i Land og Folk.”[1209]

PET var med andre ord ikke i tvivl om, at Samarbejdskomitéen virkede til fordel for Sovjetunionen, og som det er fremgået ovenfor, var tjenesten i besiddelse af dokumentation for, at komitéens fremtrædende medlemmer stod i kontakt til ikke alene den sovjetiske ambassade, men også at flere Samarbejdskomitémedlemmers kontakter var KGB- og GRU-officerer.

Det følgende år stod Samarbejdskomitéen bag stiftelsen af Fredsbevægelsens Samråd, der ifølge Villum Hansen skulle fortsætte de aktiviteter, som Landskampagnen Stop Atomraketterne havde stået for (se nedenfor).[1210] Hvad angik Samarbejdskomitéens planer for arbejdet i 1985 hed det i en pressemeddelelse, at komitéen ikke sigtede mod at lægge pres på personer og institutioner, der allerede i nogen grad var på linje med komitéen, f.eks. Lasse Budtz, Anker Jørgensen og SiD. Derimod var det en ambition at påvirke ”de borgerlige partier og den socialdemokratiske tilhængerskare, der endnu ikke er helhjertet med i arbejdet for at vende den katastrofale udvikling.”[1211] Gennem året var komitéen som forventeligt engageret i talrige møder, konferencer, happenings og demonstrationer, f.eks. fredsdemonstrationer under et amerikansk flådebesøg inkluderende atomslagskibet IOWA.[1212] Et andet eksempel var en fredskonference i Århus i oktober 1985. Det fremgik af et PET-notat, at konferencen i betydelig grad havde været domineret af DKP, og at konferencen antagelig måtte ses som et forsøg på at inddrage den lokale fredsbevægelse i den kommunistiske fredskamp.[1213]

Om Samarbejdskomitéen og den samlede fredsbevægelse generelt konstaterede PET i sin årsrapport for 1986, at det havde været vanskeligt at mobilisere den brede offentlighed: ”Flere af årets demonstrationer og arrangementer har haft en meget skuffende deltagelse for arrangørerne.”[1214] Og meget anderledes forholdt det sig ifølge PET ikke det følgende år, hvis vigtigste internationale begivenheder i væsentlig grad stod i forbindelse med nedrustningsforslag. Under topmødet i Washington blev den såkaldte INF-aftale undertegnet. I Danmark betød dette ifølge PET, at Samarbejdskomitéens arrangementer havde opnået faldende tilslutning. Vel havde en kreds af kommunistisk dominerede organisationer iværksat en række aktiviteter, men deltagelsen havde været skuffende. Eneste undtagelse var Next Stop Nevada (se nedenfor). Med til at svække Samarbejdskomitéen var endvidere, at et faldende medlemstal førte til en svækket økonomi, hvorfor komitéens organ Fredsavisen havde måttet indstilles. Ifølge PET’s oplysninger var komitéens økonomi så ringe, at den havde måttet optage lån med kommunistisk ledede fagforeninger som kautionister. Det var karakteristisk for komitéens svækkelse, at det ikke havde været muligt at finde en afløser for Villum Hansen, efter at han døde. Problemet var, at de til rådighed stående kandidater alle havde en politisk profil (det vil sige kommunistisk), hvilket blot ville svække komitéen yderligere. Frem til 1988 havde man midlertidigt lagt

ledelsen i hænderne på Johnny Baltzersen, der var med i Lærere for Fred, og som var DKP’er.[1215]

Verdensfredskongressen 1986

Den helt overskyggende begivenhed i 1986 for Samarbejdskomitéen var Verdensfredskongressens afholdelse i Bella Centret i dagene fra 15. til 19. oktober. I årsrapporten for 1986 bemærkede PET, at kongressen var arrangeret af ”DKP, Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed (SAK), Det Radikale Venstre og andre østvenlige organisationer”. 2.800 personer fra omtrent 130 lande havde deltaget, men den politiske bredde havde været lille. Således havde Socialdemokratiet og FN-forbundet tidligt truffet beslutning om ikke at ”deltage i den WPC-styrede kongres”. PET noterede videre, at fredsbevægelsen fortsat var splittet mellem den kommunistiske og ikke-kommunistiske del, hvilket var kommet til udtryk ved, at Nej til Atomvåben og Socialistisk Folkeparti havde forsøgt at presse Samarbejdskomitéen og DKP til at gennemføre en åben dialog på kongressen om Afghanistan og om menneskerettigheder samt deltagelse af dissidenter fra Østeuropa. Endelig konstateredes det, at dagspressen havde været ”meget negativ i sin bedømmelse af kongressen.”[1216]

Hvad der ikke noteredes i årsrapporten var imidlertid, at PET havde været særdeles aktiv i tiden op til Verdensfredskongressen, og at tjenesten havde gennemført en vellykket pressekampagne samt foretaget blandt andet telefonaflytninger med det formål at vise offentligheden, at Verdensfredskongressens afholdelse i København var et stykke kommunistisk propaganda:

Med den hensigt at opnå dommerkendelse fra Københavns Byret til at foretage telefonaflytning samt læsning af Verdensfredskongressens telex udfærdigede PET i begyndelsen af marts 1986 en sammenskrivning af sin viden om planlæggelsen af Verdensfredskongressen. Det fremgik, at forberedelserne til kongressen havde stået på siden efteråret 1984. Desuden fremgik det, at Samarbejdskomitéen i midten af 1985 havde oprettet et sekretariat til at styre forberedelserne, men at de to personer, der stod herfor, begge var kommunister, og at den ene af dem i første halvdel af april 1985 fra Moskva telefonisk havde reserveret lokaler i Bella Centret til mødets afholdelse. Dette forhold pegede i retning af, at Verdensfredskongressen var styret fra Moskva. Når PET i øvrigt interesserede sig for kongressen, havde det sin årsag i to forhold. For det første at tjenesten var i besiddelse af oplysninger om, at der ved et af de første forberedelsesmøder i Danmark havde været repræsentanter fra ikke blot den sovjetiske fredskomité, men også en ”række terrororganisationer, der støttes af Sovjetunionen”. Det handlede konkret om Workers Party samt om PLO. Repræsentanterne for Workers Party benyttede ifølge PET’s efterretninger mødet i Danmark til også at træffes med tilrejsende nordkoreanske efterretningsofficerer samt herboende irske statsborgere, der havde kontakt til såvel KGB i Danmark som til IRA.[1217]

For det andet var PET interesseret i Verdensfredskongressen, fordi det var den første af sin slags, der skulle henlægges til et sted uden for Østblokken. PET antog, at placeringen i Danmark måtte ses som et sovjetisk forsøg på at skabe splittelse mellem Danmark og de øvrige vestlige lande, især NATO. Desuden havde PET ubekræftede oplysninger om, at Verdensfredsrådet overvejede at flytte organisationens hovedsæde fra Helsingfors til København.[1218]

Med de ovenfor nævnte oplysninger opnåede PET den 19. marts 1986 Københavns Byrets godkendelse til at aflytte Verdensfredskongressens telefon samt installere en telex-medlæser i Verdensfredskongressens sekretariat,[1219] hvorefter operationen blev sat i gang den følgende dag.[1220] Det fremgår af PET’s sammenskrivninger af aflytningen, at efterretningstjenesten fik bekræftet sin mistanke om, at der via telefonerne, ”blev givet eller modtaget oplysninger, der indebærer overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1”, det vil sige den milde spionageparagraf: En sovjetisk statsborger, Vjatjeslav Slusjinov, havde ifølge PET gentagne gange haft kontakt med Sergej Shisjkin, der var coopteret KGB, det vil sige hvervet af KGB uden ambassadørens viden, og en tjekkisk statsborger havde direkte ”udført opgaver af efterretningsmæssig karakter.” En overordnet konklusion på aflytningen var, at

”der eksisterer et meget nært samarbejde mellem på den ene side Verdensfredsrådet (WPC) i Helsingfors, Den sovjetiske fredskomité i Moskva og på den anden side Samarbejdskomitéen (SAK) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Det er klarlagt, at den danske forberedelseskomité har modtaget direktiver og er blevet pålagt opgaver af WPC’s sekretær. Ingen væsentlig beslutning er blevet truffet uden konsultation med den sovjetiske fredskomité i Moskva.”[1221]

Desuden fremgik det af aflytningen, at Verdensfredsrådet formentlig ydede skjult økonomisk støtte til Samarbejdskomitéen. Det skete på den måde, at sekretariatets telex-maskine var betalt af Verdensfredsrådet i Helsingfors: ””Man fik simpelthen pengene deroppefra”. Den må så stå som et aktiv i regnskabet på 20.000 kr. Den kunne jo gå af på den langfristede gæld hos Samarbejdskomitéen.”[1222] Men det var ikke alene telefonaflytninger og medlæsning af telexer, der var kilder til PET’s viden om Verdensfredskongressen: Op til dens afholdelse stod PET i kontakt med en udenlandsk efterretningstjeneste, der dels hjalp PET med oplysninger om deltagere fra dette land,[1223] dels hjalp PET med at overvåge to danskere, der rejste til dette land for at opnå økonomisk støtte til Verdensfredskongressens afholdelse.[1224] Til gengæld synes PET at have givet den pågældende tjeneste oplysninger om visumansøgninger fra østlande.[1225]

Efter at byretten havde givet tilladelse til aflytning, kontaktede en PET-medarbejder tre journalister, der arbejdede på to store danske dagblade. Valget af de pågældende journalister synes at have bundet i dels læsning af artikler, som journalisterne tidligere havde skrevet, dels i en henvendelse til FE, der stod i kontakt til i al fald én af journalisterne. FE fandt pågældende ”ok”. Endelig beroede valget af en af journalisterne på, at en anden af PET’s kilder havde et personlig kendskab til den pågældende.[1226]

De tre journalister viste sig villige til at modtage oplysninger om Verdensfredsrådets og Samarbejdskomitéens historie, herunder om fremtrædende DKP’eres stilling i komitéen. Desuden var de indstillet på at skrive kritiske artikler om de nævnte institutioner, men også navngivne danske statsborgere, der besad tillidsposter heri. Der ses også et eksempel på, at PET-medarbejderen hjalp en af journalisterne med en duplik, efter at en person, der havde været genstand for negativ omtale, havde skrevet en replik til en af de kritiske artikler. Ydermere er der et eksempel på, at en journalist gennemførte et kritisk interview på baggrund af oplysninger modtaget fra PET.[1227] Det fremgår af sagens akter, at den PET-medarbejder, der stod i kontakt til journalisterne, var omhyggelig med så vidt muligt kun at levere offentligt tilgængelige oplysninger til journalisterne. Fordelen ved en sådan praksis var, at det ikke dermed stod klart, at journalisterne var i besiddelse af oplysninger bragt til veje af en efterretningstjeneste. Enkelte gange valgte den pågældende PET-medarbejder dog også at videregive oplysninger, som kun en snæver personkreds med særlig viden var i besiddelse af. Risikoen ved dette var imidlertid, at PET’s kilder i givet fald risikerede at blive afsløret. I de tilfælde, hvor PET viderebragte sådan viden, ses det, at PET-medarbejderen understregede, at den pågældende journalist ikke måtte anvende sin viden direkte.[1228]

Omfanget af de videregivne oplysninger forekommer at være betydeligt. Det hedder i to samtalereferater, at PET-medarbejderen og to af journalisterne havde drøftet Charta 77, Solidaritet, økonomien i det hidtidige forberedelsesarbejde, hvem der havde stået for trykning af det materiale, der var sendt ud, hvem der stillede tolkeudstyr til rådighed, Fredsbevægelsens Samråd, Verdensfredsrådet etc.[1229] En af journalisterne udtalte direkte, at han ”var ”fuldstændig rundt på gulvet” p.g.a. alle de mange oplysninger om kongressen, som han vanskeligt kunne holde rede på.”[1230] Og noget tyder også på, at de pågældende kommunister, der blev hængt ud i pressen, var imponerede over journalisternes arbejde: Det hedder i en udskrift fra en telefonsamtale:

”A: Har du set [-] i går?

B: Nej det har jeg ikke

A: Det er ellers den mest ”up to date” information om kongressen. Den gi’r nøjagtig tingenes tilstand.

B: Nå (begge ler)

A: 2 sider

B: Skal man lægge til øh øh – med omvendt fortegn? A: Ja – nej – det er fremragende arbejde, set fra deres synspunkt.

B: Det er svinsk hele vejen igennem, men æh

A: Hvordan stå det ellers til i lille Danevang?

B: Det står elendigt til. Det kan du også se, hvis du læser [-]”[1231]

Som ovenfor nævnt havde personer med tilknytning til Nej til Atomvåben og SF op til Verdensfredskongressens afholdelse kritiseret forberedelseskomitéen for, at den ikke ønskede de sovjetiske menneskerettighedskrænkelser i Afghanistan tematiseret på kongressen. Efter at kritikken havde nået et vist niveau, meddelte lederen af den internationale og nationale forberedelseskomité, Hermod Lannung, i flere avisartikler, at forholdene i Afghanistan naturligvis godt kunne drøftes på Verdensfredskongressen.[1232]

I den situation kontaktede to PET-medarbejdere en person, der i den danske offentlighed fremstod kritisk over for de sovjetiske menneskerettighedskrænkelser, og foreslog ham, at han skulle kontakte Lannung og bede om taletid på kongressen. Naturligvis i plenum. Pågældende fandt ”ideen tiltalende”. Såfremt Lannung afviste tilbuddet, ville den pågældende offentliggøre dette i dagspressen med det formål at afsløre, ”at der ikke er noget reelt indhold i forsikringerne om, at Afghanistan godt kan drøftes.” Hvis Lannung imidlertid accepterede tilbuddet, ville pågældende ”naturligvis deltage i kongressen og med glæde rette en sønderlemmende kritik mod Sovjetunionen.” Som PET-medarbejdernes møde med pågældende skred frem, blev han ifølge PET’s referat stadig mere begejstret for ideen, idet han ”sluttede med at erklære, at han med glæde ville gå i gang med ”opgaven””. Afslutningsvis blev pågældende forsynet med offentligt kendte oplysninger om Verdensfredskongressen.[1233] Hvorvidt pågældende fik lejlighed til at holde sit indlæg på kongressen fremgår ikke af operationssagen, men det ses, at han i tiden frem til kongressens afholdelse skrev artikler i dagspressen omhandlende situationen i Afghanistan.

Det fremgår af materialet, at PET havde en håndfuld medarbejdere til stede under Verdensfredskongressen. I et plasticchartek ligger der således fem grønne adgangskort udstedt til fem personer.[1234] Af et papir i emnesagen fremgår det, at kongressens deltagere var i besiddelse af et adgangskort. Et blåt kort gav adgang til alle områder med undtagelse af økonomi- samt edb-afdelingen. Med et gult kort kunne man kun bevæge sig rundt i stueetagen. Et hvidt gav alene adgang til stueetagen fraset pressecenteret. Et grønt kort gav imidlertid adgang til alle lokaliteter.[1235] Medmindre PET først var kommet i besiddelse af de fem adgangskort efter kongressens afslutning, havde tjenesten haft fem medarbejdere tilmeldt kongressen. Der ses også enkelte fragmentariske notater om kongressens afholdelse.[1236]

Når PET i sin årsrapport for 1986 anførte, at Verdensfredskongressen havde været genstand for negativ omtale, var det korrekt. Herom vidner forskellige artikler i dagspressen. Men PET var, som det fremgår, for en del af artiklernes vedkommende selv kilde til den negative omtale. Historien om PET’s brug af pressen i tilslutning til Verdensfredskongressen i 1986 er antagelig et af de bedst dokumenterbare eksempler på, at PET også udførte aktive foranstaltninger over for den danske offentlighed. Hvor hyppigt det forekom er vanskeligt at sige, men som det fremgår, synes PET tidligere i 1980’erne at have udnyttet dens pressekontakter i kampen for at afsløre østlige forsøg på opinionspåvirkning i Danmark.

Efter at kongressen var afsluttet, udfærdigede PET en knap 50-siders sammenfatning af dens forløb. Næsten 2.500 personer skal have deltaget fra 196 lande. Samlet havde det angiveligt kostet fire millioner kroner at gennemføre kongressen, men PET havde ubekræftede forlydender om, at de reelle udgifter var andraget omkring seks millioner kroner. Efter kongressens gennemførelse blev underskuddet opgjort til omkring 350.000 kroner, hvilket fik PET til at slutte, at Østblokken havde støttet arrangementet med store økonomiske beløb. Den ansvarlige for anvendelse af disse skjulte tilskud var en dansk kommunist, der i mange år havde været medlem af DKP’s centralkomité. PET vurderede afslutningsvis i rapporten, at arrangørerne af Verdensfredskongressen havde haft succes hvad angik det kvantitative. Arrangementet havde været stort, og mange havde deltaget. Derimod syntes kongressen at have været en fiasko, hvad angik det kvalitative. Årsagen var, at Socialistisk Internationale og de socialdemokratisk dominerede fagforbund havde afvist at deltage, og dermed havde det i offentligheden stået klart, at kongressen reelt var at betragte som et kommunistisk styret arrangement. I den forbindelse havde den negative presseomtale ifølge PET spillet en væsentlig rolle.[1237]

Diagram:Denne tegning blev konciperet i forbindelse med Verdensfredskongressen 1986. Det fremgår, hvordan PET opfattede forbindelsen mellem Verdensfredsrådet og bl.a. DKP. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

Denne tegning blev konciperet i forbindelse med Verdensfredskongressen 1986. Det fremgår, hvordan PET opfattede forbindelsen mellem Verdensfredsrådet og bl.a. DKP. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

Buffer-organisationer

Som det ses, havde DKP og dets frontorganisationer i Danmark særdeles vanskeligt ved at opnå fast fodfæste i debatten. Vel blev der lyttet til Samarbejdskomitéen i årene omkring 1980, men efter at det i offentligheden stod klart, at komitéen primært var styret af DKP’ere og i øvrigt stillede sig på linje med sovjetiske standpunkter i Øst- Vestdiskussionerne, mistede komitéen troværdighed, konkurrerende bevægelser opstod (se nedenfor), og dele af pressen kritiserede den kommunistiske styring. I første halvdel af 1980’erne konstaterede PET da, at der såvel i Danmark som internationalt udsprang nye foreninger fra allerede kendte frontorganisationer. I PET’s jargon betegnedes sådanne frontorganisationer som buffer-organisationer.[1238]

I det følgende skal PET’s overvågning af to af 1980’ernes danske buffer-organisationer skildres i hovedtrækkene: Landskampagnen Stop Atomraketterne og Fagbevægelsen for Fred. Disse to er valgt, idet de efter det bevarede materiale at dømme antages at have været de to mest indflydelsesrige buffer-organisationer, men det understreges, at der var langt flere, og at PET overvågede de fleste og udfærdigede rapporter om dem, f.eks. Lærere for Fred.[1239]

Som ovenfor nævnt var det PET’s vurdering, at Samarbejdskomitéen i 1983 væsentligst lagde sin indsats i Landskampagnen Stop Atomraketterne (herefter Landskampagnen). Denne var etableret den 1. november 1982 umiddelbart efter Fredskonference 82. Antallet af medlemsorganisationer var umiddelbart 21, og de væsentligste fredsorganisationer var Aldrig mere Krig, Kristne for Nedrustning, Militær- og Nægterforeningen, Samarbejdskomitéen og Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme. I løbet af 1983 voksede antallet af medlemmer: I marts havde Landskampagnen omtrent 150 medlemmer, i april 175, og ved årsskiftet var antallet steget til mere end 200. Landskampagnens første adresse var Fredscentret i København, der var Samarbejdskomitéens hovedkvarter. Derefter – i begyndelsen af 1983 – flyttede Landskampagnen til Aldrig mere Krig samt Militær- og Nægterforeningens lokaler.[1240]

PET var fra Landskampagnens tidligste tid opmærksom herpå, og i Afdelings C’s årsrapport for 1983 konstateredes det, at 50 pct. af Landskampagnens sekretariat bestod af kendte kommunister. Af de tre øvrige sekretariatsmedlemmer var to kendte af PET, mens en tredje var ukendt af PET. Landskampagnens kampagneudvalg var også præget af en betydelig kommunistisk repræsentation, idet PET havde opgjort, at fem ud af 13 medlemmer var DKP’ere, svarende til knap 40 pct. PET’s opfattelse, at Landskampagnen var endnu et forsøg på fra DKP’s side at etablere en frontorganisation, synes PET at være blevet bekræftet i i tilslutning til kampagnens årsmøde i slutningen af 1983. Blandt fremtrædende skikkelser bemærkede PET Johnny Baltzersen, Bernard Jeune, Pernille Jensen, Ingmar Wagner, Anker Schjerning og Jan Grønborg Eriksen, der alle var DKP’ere. Desuden fremhævedes Lars Brygger Nielsen, der var medlem af Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (mere herom nedenfor).[1241]

Hvad angik Landskampagnens aktiviteter noteredes en række forsøg på at opmuntre befolkningen samt forskellige faglige organisationer til at tilslutte sig fredskampagnen: I januar 1983 skulle Landskampagnen have henvendt sig skriftligt til fagforeninger, arbejdspladser, klubber etc. med henblik på at opnå støtte i kampen mod opstilling af NATO’s mellemdistanceraketter. I marts skulle Landskampagnen have deltaget i årets påskemarch. Desuden skulle Landskampagnen have igangsat en kampagne for at skaffe penge. Man ville få kunstnere til at tegne aktier, som befolkningen kunne købe, hvorefter indehaverne skulle være i besiddelse af et stykke atomfrit Europa. Den 4. maj – årsdagen for Danmarks befrielse – arrangerede Landskampagnen en aktion kaldet ”Tænd et lys for Freden”. Endvidere var Landskampagnen involveret i indsamling af underskrifter mod de 572 mellemdistanceraketter, idet perspektivet var at overbevise Folketingets medlemmer om at tage afstand fra NATO’s politik. Endelig bemærkede PET en række andre aktiviteter, der eksempelvis sigtede mod at erklære Norden kernevåbenfrit.[1242] I slutningen af 1984 udtalte Villum Hansen, at Landskampagnen ville blive nedlagt og erstattet af Fredsbevægelsens Samråd. En PET-medarbejder vurderede, at baggrunden for opløsningen af Landskampagnen var, at det ”trods ihærdige anstrengelser ikke er lykkedes at inddrage så vigtige fredsorganisationer som Nej til Atomvåben, Dansk Ungdoms Fællesråd, SiD, FN-forbundet og International Liga for Fred og Frihed i samarbejdet.”[1243]

PET’s interesse for Landskampagnen var udtryk for, at efterretningstjenesten tog de kommunistiske forsøg på påvirkning af den offentlige meningsdannelse og politikformulering alvorligt. Men set i tilbageblik var dannelsen af Landskampagnen et udtryk for DKP’s og Samarbejdskomitéens svækkelse: Det var kun muligt for kommunisterne at opnå støtte uden for kommunistiske kredse, når det var skjult, at det var kommunister, der var de drivende kæfter, eller når kommunisterne gik på kompromis med deres synspunkter. Samarbejdskomitéen insisterede i overvejende grad på alene at kritisere de vestlige landes politik, men ikke Sovjetunionen og havde derfor vanskeligt ved at opnå støtte i den brede befolkning. Når Samarbejdskomitéen blev svækket i 1981, 1982 og 1983, havde det sin forklaring i dannelse af konkurrerende fredsbevægelser, men også i at det stedse fremgik af den ikke-kommunistiske, det vil sige den altovervejende, del af dagspressen, at Samarbejdskomitéen var ensidig kritisk over for Vesten. Stiftelsen af Landskampagnen ses i dette lys som en knopskydning, hvor en frontorganisation, der var afsløret som sådan, forsøgte at videreføre sine aktiviteter i en anden organisation, der (endnu) ikke var afsløret.

Efter at Landskampagnen var blevet nedlagt, havde organisationen ifølge PET’s oplysninger ”stillet alle faciliteter til rådighed for Traktat-NU-kampagnen”. PET bemærkede også, at en af de mest citerede personer fra Traktat-NU var forhenværende sekretær i Samarbejdskomitéen og DKP’er.[1244] Traktat-NU var således ifølge PET’s oplysninger endnu en knopskydning inden for den kommunistiske del af fredsbevægelsen.

En anden af 1980’ernes buffer-organisationer var Fagbevægelsen for Fred. Baggrunden for bevægelsens dannelse var, at Sovjetunionen fra 1980-81 anbefalede, at kommunistiske partier i Vesteuropa skulle engagere sig i fredsarbejdet. Et udtryk herfor var Bresjnevs tale på SUKP’s 26. partikongres, hvor generalsekretæren udtalte, at det var afgørende, at Sovjetunionen etablerede et samarbejde med socialdemokrater og fagforeninger, religiøse kredse samt kvinde- og ungdomsorganisationer.[1245] I de følgende måneder blev der fra kommunistisk side arrangeret flere konferencer i såvel Øst- som Vesteuropa, og ifølge PET var det et fællestræk for flere arrangementer, at de beskæftigede sig med spørgsmålet om fagforeningernes rolle i det internationale fredsarbejde. Fra dansk side deltog flere personer med tilknytning til Samarbejdskomitéen: Ingmar Wagner, Hermod Lannung, Meta Ditzel, Anker Schjerning og Jørgen Madsen.[1246]

Ifølge PET måtte man se den tidligere omtalte Nordisk Fredskonference i Aalborg 1981 som et udtryk for kommunisternes forsøg på at inddrage fagbevægelsen i fredsarbejdet. Skønt det var fagbevægelsen, der stod som arrangører, var det DKP’ere, der var de reelle aktører, og ifølge en af PET’s årsberetninger måtte man betragte konferencen ”som det første egentlige skridt på vejen mod en samling af fagforeninger og forbund i fredskampen og dermed var grunden til den danske Fagbevægelsen for Fred lagt.”[1247] Senere på året stod SiD som arrangør af en konference om international afspænding og fred, hvor blandt andet spørgsmålet om Norden som kernevåbenfri zone blev sat på dagsordenen. SiD afsatte afslutningsvis 500.000 kroner til fredsaktiviteter.[1248] I de følgende måneder blev fagforeningerne yderligere involveret i fredsarbejdet, og det bemærkedes i en sammenskrivning for 1982, at Samarbejdskomitéen i forening med DKP og sovjetiske ambassadefunktionærer havde været betydningsfulde for den proces: Efter en delegationsrejse til Moskva i april 1982, hvor et flertal af de rejsende var medlemmer af DKP, arrangeredes en konference på Sjælland,[1249] og på en Faglig Fredshøring den 1.-2. oktober 1982 blev der truffet beslutning om at stifte Fagbevægelsen for Fred. Dette skete på Skt. Annæ Gymnasium i København den 21.-22. november. Fagbevægelsen for Fred var en dansk afdeling af Den Internationale Faglige Komité for Fred og Nedrustning, der skulle være etableret på initiativ af to store frontorganisationer: Verdensfredsrådet og WFTU (World Federation of Trade Unions, Verdensforbundet af Fagforeninger).[1250] Den Internationale Faglige Komité for Fred og Nedrustning var under ledelse af formanden for det skotske LO, James Milne, og omtaltes undertiden som Dublin-komitéen.[1251]

Frem til slutningen af den kolde krig bestod Fagbevægelsen for Fred som sammenslutning for faglige forbund, klubber m.v., herunder Bibliotekarer for Fred, Kunstnere for Fred, Gymnasielærere for Fred, Jurister mod Atomvåben, Læger for Fred, Lærere for Fred og Journalister for Fred. Desuden omtaltes Fagbevægelsen for Fred i samme periode i forbindelse med utallige aktioner, demonstrationer, møder og konferencer. Som sådan havde bevægelsen betydning som organiserende og samlende kraft i den fortsatte kommunistiske fredskampagne. Dette i en periode hvor Samarbejdskomitéen blev stadig mere udstillet som en kommunistisk frontorganisation (jf. ovenfor). At Fagbevægelsen for Fred i betydelig grad var domineret af DKP’ere, fremgår af en oversigt over en række af bevægelsens fremtrædende medlemmer. Af den delegation, der besøgte Moskva i februar 1984, var fire ud af ti deltagere erklærede DKP’ere, og otte ud af ti var registreret af PET.[1252]

En anden årsag til, at Fagbevægelsen for Fred – sammenlignet med de øvrige fredsgrupper – fik forholdsvis stor betydning, var, at bevægelsen syntes at have mange penge. En årsag var, at en række faglige forbund engagerede sig i bevægelsen og løbende synes at have bidraget økonomisk. Det er ovenfor nævnt, at SiD i 1981 donerede en halv million kroner til det faglige fredsarbejde (om end det skal erindres, at Fagbevægelsen for Fred endnu ikke var etableret). Af årsregnskabet for 1985 fremgik det, at Fagbevægelsen for Fred havde haft indtægter på godt og vel 300.000 kroner,[1253] og på årskonferencen i 1987 blev det nævnt, at bevægelsen det foregående år havde indsamlet 650.000 kroner.[1254]

Det var imidlertid uklart for PET, hvor pengene kom fra. I 1985 meddelte en kilde, at bevægelsen ”udelukkende” blev finansieret ”gennem økonomiske tilskud fra forbund og klubber”, om end det ikke fremgik, hvilke forbund, der ydede hvad.[1255] Til gengæld forklarede samme kilde tre år senere, at bevægelsens regnskab syntes manipuleret. Det hed eksempelvis, at bevægelsens indkomst i form af kontingenter androg 231.000 kroner, men PET’s kilde havde ”fra pålidelig” side erfaret, at det korrekte beløb kun var på omkring 70.000 kroner. Det hed endvidere i regnskabet, at bevægelsen havde modtaget knap 80.000 kroner i bevillinger. PET’s kilde anførte, at dette beløb enten var pengegaver ”under bordet” fra fagforeninger ”eller andetsteds fra!”. Endelig forekom det kilden besynderligt, at Fagbevægelsen for Fred i 1988 havde et overskud på knap 100.000 kroner, efter at 120 aktive fredsfolk fra bevægelsen havde været på en studietur til Sovjetunionen. PET’s kilde bemærkede: ”Det er vist rimeligt at antage, at det er en metode til at overføre penge fra FFFs hovedsponsorer til fremtidige aktiviteter i Danmark.”[1256]

PET stillede sig løbende spørgsmålet om, hvorfor DKP og Sovjetunionen ønskede fagforeningerne i de vestlige lande inddraget i fredsarbejdet, og PET’s svar var for DKP’s vedkommende, at partiet havde erkendt, at det ikke var i stand til at opnå væsentlig indflydelse i Danmark. Derfor, lød PET’s rationale, satsede partiet på at influere på Socialdemokratiet via fagbevægelsen, som Socialdemokratiet ikke kunne ignorere, idet fagbevægelsen var Socialdemokratiets politiske magtbastion.[1257] Det rejser spørgsmålet: Opnåede DKP indflydelse på Socialdemokratiets politik via Fagbevægelsen for Fred? Spørgsmålet kan ikke besvares entydigt, endsige endeligt på baggrund af PET’s akter, men PET’s medarbejdere gjorde sig følgende overvejelser herom:

PET’s medarbejdere var gennemgående af den opfattelse, at Sovjetunionen opnåede nogen indflydelse på dele af fagbevægelsen. Efter at have udfærdiget et længere notat fra februar 1983 om Sovjetunionens og DKP’s forsøg på via Fagbevægelsen for Fred at påvirke fagforeningerne bemærkede en PET-medarbejder, at den ikke-kommunistiske del af fagbevægelsen var mere kritisk over for USA og NATO end over for Sovjetunionen, og når denne del samtidig fæstede større lid til østlige argumenter end til vestlige, så gik de ”alligevel – trods deres erklærede uvilje – den sovjetiske udenrigspolitiks ærinde.”[1258]

I de følgende måneder bemærkede PET’s medarbejdere en fortsat øget indflydelse på fagbevægelsen: I april 1983 havde Arbejdernes Fællesorganisation tilsluttet sig de fredsinitiativer, der udgik fra Fagbevægelsen for Fred. Desuden havde Arbejdernes Fællesorganisation i København og Frederiksberg sammen med Fagbevægelsen for Fred arrangeret en fredsdemonstration den 1. september 1983. SiD’s formand Hardy Hansen havde holdt tale og opfordret sine medlemmer til at deltage. Da Fagbevægelsen for Fred sammen med Landskampagnen havde været arrangør af Fredskonference 83, havde Socialdemokratiet deltaget sammen med DKP, VS og SF.[1259] I årsberetningen for 1983 blev den socialdemokratiske repræsentation fremhævet, og det hed direkte, at Kjeld Olesens position som hovedtaler måtte ses som udtryk for, at Socialdemokratiet havde ændret holdning i raketspørgsmålet.[1260] Overhovedet var det i 1983 PET’s opfattelse, at DKP’s strategi var lykkedes. Det hed i årsrapporten: ”Socialdemokrater er med. Fagbevægelsen er med. Aktionsenheden er for en stor del opfyldt. Ikke mindst på grund af DKPs utrolige effektive arbejde i fredsorganisationer og grupper udført af enkeltpersoner.”[1261]

Vurderingen kan synes noget overdreven, og allerede i 1985 og 1986 pegede oplysningerne i PET’s arkiv da også på, at fagbevægelsen, LO og SiD samt Socialdemokratiet på ny lagde afstand til Fagbevægelsen for Fred. Det fremgår således af et notat betitlet ”Sovjetunionens ihærdige bestræbelser på at inddrage den danske fagbevægelse og Socialdemokratiet i Sovjet-styrede fredsaktiviteter”, at ”dansk LO/SiD tilsyneladende ikke kan samarbejde med Fagbevægelsen for Fred.”[1262] Og denne vurdering blev bekræftet kort tid efter. I februar 1985 inviterede man fra sovjetisk side en socialdemokrat, der var international sekretær i SiD, til en konference i Sovjetunionen. Pågældende havde tidligere været i Moskva, og de sovjetiske værter må have næret en tro på, at han var velvilligt indstillet, men, bemærkede en PET-medarbejder, pågældende havde i en telefonsamtale angiveligt sagt ”svaret er NEJ”. I PET’s rapport hedder det videre, at man kunne ”få det indtryk, at nogen har haft fat i ham og talt alvorligt.”[1263]

At såvel fagbevægelsen som Socialdemokratiet fra midten af 1980’erne i stigende grad tog afstand fra Fagbevægelsen for Fred, men også mere generelt fra kommunistiske tilnærmelser, bekræftes af, at Socialdemokratiet som nævnt afviste at deltage i Verdensfredskongressen i 1986. En kendt DKP’er bemærkede hertil, at man måtte tage det socialdemokratiske afslag alvorligt og overveje, om fredsbevægelserne fremstod for unuancerede. PET’s kommentar lød: ”At fredsbevægelsernes bestræbelser på at ændre Socialdemokratiets beslutning vil bære frugt, må dog anses som værende mere end tvivlsomt.”[1264] Og dette bekræftedes i 1988. Under et møde på den østtyske ambassade, hvor også en repræsentant for Fagbevægelsen for Fred deltog, drøftede deltagerne at oprette en ny buffer-organisation, da fredsarbejdet i blandt andet fagbevægelsen ikke nød så megen fremme, som deltagerne ønskede. PET’s kilde bemærkede i sin konklusion på mødet:

”WAPA-folkene og -landene ved, at de intet kan opnå her i Nordeuropa via de slagne kommunister. Altså forsøger de, hvad man kan beskrive som ”tværpolitisk infiltration”. I det danske politiske billede passer dette udmærket til Ole SOHN’s [-] forslag om at oprette ”Forum for Demokratisk Alliance”. Dette nye parti vil, hvis det overhovedet kan organiseres på tværs af eller udenom de sen-stalinistiske dogmatikere, være en moderniseret udgave af Georgi DIMITROFF’s folkefrontsideer.”[1265]

Inden det kom så vidt, afsluttedes imidlertid den kolde krig. Historien om Fagbevægelsen for Fred bærer de samme karakteristika som historien om Landskampagnen. Der var tale om en tilsyneladende fremgangsrig bevægelse, der i første omgang vandt bred opbakning, men som efter blot to-tre år mistede den høstede sympati, da det gik op for det omgivende samfund, at der reelt var tale om en frontorganisation. Det, der gør historien om Fagbevægelsen for Fred interessant, er, at det var et kommunistisk forsøg på at opnå indflydelse på Socialdemokratiet via dets traditionelle magtbasis. Oplysningerne i PET’s arkiv tillader ikke at drage så vidtgående konklusioner, at dette skulle være eller ikke være lykkedes. Men det ses, at i al fald dele af fagbevægelsen, navnlig SiD, en overgang synes at have tilsluttet sig mange af Fagbevægelsen for Freds talrige arrangementer. Denne tilslutning var dog kortvarig. Til gengæld er det formentlig tilfældet, at andre fagforeninger stod mere helhjertet bag Fagbevægelsen for Fred. Som det fremgår af Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af faglige konflikter, så behøvede DKP ikke at sløre sin identitet for at opnå en række af de allerede kommunistisk ledede fagforeningers støtte.

Nej til Atomvåben

PET var ikke alene om at have observeret, at Samarbejdskomitéen var ensidig kritisk i sin agitation. Stiftelsen af Nej til Atomvåben markerer således en eksplicit afstandtagen fra den kommunistiske linje, der kom til udtryk i Samarbejdskomitéen.

PET var fra Nej til Atomvåbens tidligste tid opmærksom på den nye bevægelse.[1266] Imidlertid synes PET at have været usikker på baggrunden for dens dannelse. Det fremgår således af et notat udfærdiget af en PET-medarbejder den 22. januar 1980, at der den 17. januar på Østtysklands ambassade blev afholdt et møde mellem Østtysklands presse- og kulturattaché Bernd Petschick, der af PET antoges at være efterretningsofficer, presseattaché ved den sovjetiske ambassade Vladimir Minin, der var KGB-officer på PR-linjen, og 3. sekretær og efterretningsofficer på den polske ambassade Waclaw Pietrzak, og at Minin i den forbindelse etablerede kontakt til chefredaktør Ejvind Larsen fra Information. PET kendte ikke til indholdet af mødet, men dagen efter bragte Information en artikel af Ejvind Larsen, hvoraf det fremgik, at der var stiftet en ny bevægelse ”mod atomvåben i Vesteuropa”, og at forfatter Erik Knudsen var en central figur heri. I PET’s notat hed det: ”Efter det foreliggende kunne det antages, at DDR-ambassaden er primus motor i dannelsen af denne bevægelse.” Vurderingen var, som det fremgår, usikker, men fandt også vej til emnekortene og PET’s årsberetning for 1980. I sidstnævnte hedder det: ”Man kan derfor umiddelbart få det indtryk, at nævnte ambassademedarbejdere var stærkt medvirkende til dannelsen af denne organisation, ligesom man får det indtryk, at man anser en sådan bevægelse for at være et vigtigt instrument i udbredelsen af budskaberne om afspænding og nedrustning.”[1267] Desuden anføres i anden sammenhæng i april 1981, at den østtyske ambassade var primus motor bag Nej til Atomvåben.[1268]

PET’s eget materiale fra emnesagen på Nej til Atomvåben afsvækker imidlertid det indtryk, at det var østlandenes ambassader, der stod bag den nye bevægelses dannelse. Det fremgår således af et notat udfærdiget i sidste halvdel af februar 1980, at der var blevet afholdt et møde på Kildegården i Tisvildeleje den 12.-13. januar 1980, hvor cirka 50 personer havde stiftet en ny folkebevægelse under navnet Nej til Atomvåben. Dette møde fandt sted fire-fem dage før mødet på den østtyske ambassade. Det fremgår videre af PET’s notits, at repræsentanter for Samarbejdskomitéen havde været til stede og givet udtryk for, at den nye bevægelse ikke opfattedes som en konkurrent, men som et supplement.[1269] Som sådan synes det snarere at have været situationen, at de østtyske ambassader var blevet informeret, muligvis af personer fra Samarbejdskomitéen, om stiftelsen af Nej til Atomvåben, og at de østlige ambassader derefter forsøgte at hægte sig på denne for ikke at skabe splid i fredsarbejdet. Som nævnt havde det været et hovedformål med dannelsen af Samarbejdskomitéen at skabe enhed i fredsarbejdet, og ud fra en sådan betragtning var en ny bevægelse, der stillede sig kritisk til såvel Øst som Vest, ikke at foretrække. Det fremgår da også af den eksisterende litteratur, at det østtyske Stasi i 1980’erne anså Nej til Atomvåben som en antikommunistisk organisation. En central figur i Nej til Atomvåben karakteriseredes som stående i kontakt med ”negativ-fjendtlige kræfter” inden for den østtyske evangeliske kirke. Stasi betragede i det hele taget den pågældende person med betydelig skepsis.[1270]

Officielt blev Nej til Atomvåben ifølge PET’s oplysninger dog først dannet i weekenden den 10.-11. maj 1980, da den nye bevægelse holdt stiftende landsmøde med deltagelse af cirka 50 personer.[1271] Efter mødets afholdelse udsendte Nej til Atomvåben en pressemeddelelse, hvori bevægelsen præsenterede sig selv. Det hedder heri, at Nej til Atomvåben var en tværpolitisk bevægelse, der ville arbejde for, at en af Bertrand Russell Peace Foundation udsendt appel om at gøre Europa til atomvåbenfri zone skulle vinde udbredelse og tilslutning også i Danmark. Desuden viser PET’s materiale, at landsmødet havde vedtaget to resolutioner. For det første opfordrede bevægelsen til at fastholde og styrke kontakterne mellem Øst og Vest samt Syd og Nord. Som følge heraf opfordredes Danmark til at deltage i De Olympiske Lege i Moskva, der muligt ville blive boykottet af de vestlige lande som følge af den sovjetiske invasion af Afghanistan. Desuden advaredes der imod handelsblokader mod Iran, ligesom der blev henstillet til, at udviklingsbistanden til Afghanistan blev opretholdt ”på trods af den sovjetiske besættelse.” Endelig opfordrede Nej til Atomvåben regeringen til at arbejde for, at den europæiske sikkerhedskonference blev afholdt som planlagt. Den anden resolution bestod i, at Nej til Atomvåben opfordrede den danske regering til at forhindre NATO i at vedtage et forslag, hvorefter NATO udvidede sit operationsområde til også at omfatte ”den persiske golf og andre steder i den tredje verden.” Årsag: ”Dette indebærer, at amerikanske militæroperationer bliver en europæisk sikkerhedstrussel.”[1272]

I 1980’ernes fredsarrangementer ses Nej til Atomvåben undertiden side om side med kommunistisk ledede organisationer som Samarbejdskomitéen og Fagbevægelsen for Fred m.v.[1273] Dette var bemærkelsesværdigt, idet Nej til Atomvåben som nævnt gjorde meget ud af at være i opposition til den kommunistiske del af fredsbevægelsen. Det rejser spørgsmålet, om PET’s medarbejdere delte opfattelsen, at Nej til Atomvåben var i konflikt med den kommunistiske del af bevægelsen. Svaret er bekræftende. Der ses således talrige eksempler på, at PET noterede modsætningen mellem Samarbejdskomitéen og Nej til Atomvåben. Følgende eksempler kan nævnes:

Imidlertid var der også forhold, der gjorde PET mere usikker på Nej til Atomvåbens holdninger. Den 6. januar 1981 bragte Information en artikel betitlet ”En oprørt folkelig opstand”, hvori Uffe Geertsen, Mellemfolkeligt Samvirke, med reklame for Nej til Atomvåben, angreb oprustningen i såvel Øst som Vest. I slutningen af artiklen understregede Geertsen imidlertid, at den politiske kamp helt aktuelt gjaldt kampen mod NATO’s depoter foruden flystationeringspolitikken ”- og videre imod hele det danske militærs underordning under et samlet atomvåbensystem.” Hertil bemærkede en PET-medarbejder: ”Man kan derfor konkludere, at Uffe Geertsens opfordring til folkelig modstand mod oprustningen kun gælder den vestlige oprustning.”[1281] Den pågældende PET-medarbejders vurdering var således, at den del af Nej til Atomvåbens kritik, der rettede sig mod den vestlige verden, var repræsentativ for Nej til Atomvåbens generelle holdninger. Det var, som det er fremgået, en forhastet vurdering, men illustrerer to forhold: For det første, at bloktænkningens logik – enten var man med, eller også var man imod Vesten – prægede den pågældende PET-medarbejder. For det andet, at en meget betydelig, antagelig den overvejende, del af Nej til Atomvåbens kritik og aktioner reelt rettede sig mod Vesten.

En anden årsag til PET’s usikkerhed var antagelig begrundet i en række af de personer, der var tilsluttet Nej til Atomvåben. I PET’s arkiv beror et notat om én af de personer, der havde været med til at stifte Nej til Atomvåben. Det fremgik, at pågældende havde været i Sovjetunionen i slutningen af 1960’erne og fra cirka midten af 1970’erne desuden haft kontakter til forskellige sovjetiske ambassademedarbejdere, hvoraf nogle var identificeret som efterretningsofficerer. Pågældende havde endvidere været tilsluttet Samarbejdskomitéen og havde i den forbindelse været på en rejse betalt af Sovjetunionen. I 1980 havde personen arrangeret et seminar, hvor der havde været en sovjetisk repræsentant, og i slutningen af året havde personen været med i et udvalg nedsat af Samarbejdskomitéen, skønt han havde forladt denne.[1282] Ifølge de oplysninger, som Gordijevskij leverede til PET, mens han var dobbeltagent, det vil sige i den periode, hvor han havde den højeste troværdighed, havde man fra den sovjetiske ambassade i sidste halvdel af 1970’erne dyrket den pågældende, men uden stor succes. I 1977 havde man afbrudt kontakten til personen. Der er således ikke noget i det bevarede materiale, der godtgør, at pågældende havde arbejdet for den sovjetiske efterretningstjeneste.

Den nævnte person var ikke den eneste, der havde PET’s interesse. Journalist Jørgen Dragsdahl, der havde været med til at stifte Nej til Atomvåben, og som i den offentlige debat havde givet Nej til Atomvåben positiv omtale, var også genstand for PET’s interesse.[1283] Det fremgår af Kommissionens bind 13 om KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark under den kolde krig, at PET havde haft Jørgen Dragsdahl i søgelyset siden slutningen af 1960’erne på grund af hans forbindelse til Black Panther Party og i 1970’erne på grund af hans forbindelse til Kejsergadesagen. Først i 1980’erne gennemførte PET en overvågningsoperation rettet mod Dragsdahl, ligesom PET af Gordijevskij modtog oplysninger om Dragsdahls mulige virke. Det skal understreges, at de dele af Dragsdahls virke, der havde PET’s bevågenhed, ikke var forbundet med hans forbindelse til Nej til Atomvåben, men det forhold, at han var en af initiativtagerne til bevægelsens stiftelse og gav denne god presse, bidrog til PET’s interesse for Nej til Atomvåben.

Endelig skal det nævnes, at en person, der i slutningen af 1950’erne blev hvervet og frem til 1979 virkede som agent for DDR[1284] var tilknyttet Nej til Atomvåben i 1980’erne.

Mere generelt synes Nej til Atomvåben endvidere at have været et mødested for en række centrum-venstre bevægelser inklusive politiske partier med revolutionære ambitioner. En af de tilsluttede personer, som tog del i den offentlige debat, var samtidig medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP). En anden læserbrevsskribent, der var tilsluttet Nej til Atomvåben, var også fremtrædende medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP). Der var tillige medlemmer af SF, og der ses også arrangementer, hvor VS stod som medinitiativtager.[1285] PET betragtede hverken SF eller VS som nogen sikkerhedstrussel i 1980’erne,[1286] men såvel KAP som SAP blev opfattet som trusler mod den lovlige samfundsorden. Konkluderende synes Nej til Atomvåbens socialistiske linje at have bekymret PET. I årsrapporten for 1983 hedder det afslutningsvis:

”Da vi nu ikke har skrevet specielt om Nej til Atomvåben, som officielt udgør alternativet til de Sovjet-venlige fredsorganisationer og specielt til Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, så lad os afslutte med et citat fra én af initiativtagerne til – og fremtrædende medlem af Nej til Atomvåben – forfatteren Erik KNUDSEN, som afsluttede et indlæg i dagbladet Information med denne udtalelse: ”Freden er nødvendig. Socialismen er nødvendig. Vi får ikke det ene uden det andet.””[1287]

Når Nej til Atomvåben – kritik af kommunisterne til trods – undertiden alligevel valgte at samarbejde med Samarbejdskomitéen, så havde det ifølge PET’s oplysninger sin forklaring i, at der bestod et interessesammenfald mellem de to bevægelser: De havde på den ene side behov for hinanden, men tog på den anden side afstand fra og konkurrerede med hinanden. Løsningen blev typisk, at når Nej til Atomvåben og Samarbejdskomitéen gennemførte fælles demonstrationer, så var der parolefrihed. Det betød, at så kunne Nej til Atomvåben kræve nedrustning i Øst såvel som i Vest, mens Samarbejdskomitéen kunne demonstrere mod NATO’s mellemdistanceraketter.[1288] Afviste Nej til Atomvåben at deltage i fælles arrangementer, så risikerede bevægelsen at isolere sig.[1289]

Set gennem hele perioden, det vil sige fra 1979/80 frem til slutningen af den kolde krig, havde PET cirka ti kilder i miljøet omkring Nej til Atomvåben. Overordnet set er det ikke vurderingen, at PET sendte kilder ind i Nej til Atomvåben. Til gengæld havde PET en række kilder i 1980’ernes fredsmiljø, og en række af disse var leveringsdygtig, hvad angår informationer om Nej til Atomvåben. Kildernes oplysninger forekommer generelt at have haft en høj grad af troværdighed.

PET synes ikke i sin overvågning af Nej til Atomvåben at have foretaget telefonaflytning, brevåbning eller andre former for indgreb i meddelelseshemmeligheden. I det omfang der beror oplysninger i emnesagen, som hidrører fra sådanne metoder, synes der at være tale om overskudsinformation fra andre operations- eller emnesager. Der beror således enkelte oplysninger tilvejebragt gennem en aflytning, men oplysningerne om Nej til Atomvåben var i den forbindelse overskudsinformation. Endelig valgte PET at overvåge en offentlig forelæsningsrække tilsyneladende arrangeret af Nej til Atomvåben. En forelæsning blev optaget på bånd og udskrevet på papir.[1290]

Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme

Den 3. juli 1981 udfærdigede en PET-medarbejder en notits, hvoraf det fremgik, at der kort forinden var etableret en ny socialdemokratisk fraktion, der kaldte sig Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM), og at den nye fraktion så det som sin dobbelte opgave at fastholde arbejderbevægelsens antimilitaristiske grundlag foruden at standse de seneste årtiers rustningskapløb. Den pågældende PET-ansatte vedlagde en udateret kopi af en skrivelse udfærdiget af SAM, hvoraf det fremgik, at det var en forudsætning for medlemskab af SAM, at man var medlem af Socialdemokratiet. De to underskrivere var Sven Hansen og Frits Feld.[1291] Stifterne var opmærksomme på, at kritikere muligt ville beskylde den nye fraktion for enten at være et redskab for Sovjetunionen eller ”DKP-agenter”. Dette afvistes imidlertid af Sven Hansen med følgende ord: ”Vi er lige store modstandere af oprustning i Øst og i Vest.”[1292]

I de følgende år fulgte PET den nye socialdemokratiske fraktion. Det fremgår ikke direkte af emnesagen, hvorfor PET holdt SAM under observation, men det bevarede materiale giver det indtryk, at PET først og fremmest var interesseret i fraktionens stilling i 1980’ernes fredskampagne, herunder hvilke organisationer den lod sig tilslutte, og hvilken karakter forholdet til f.eks. Samarbejdskomitéen havde. Desuden var PET interesseret i SAM’s østkontakter. Flere af fraktionens medlemmer var registreret af PET. Det synes ikke at have haft sin begrundelse i, at de pågældende var medlemmer af SAM, men at de havde østkontakter. Emnesagen efterlader endvidere det indtryk, at fremtrædende medlemmer af SAM i første halvdel af 1980’erne blev opført i PET’s arbejdskartotek. Efter at justitsministeren i sommeren 1985 godkendte de nye retningslinjer, synes det imidlertid klart, at de pågældende blev udtaget af arbejdskartotekerne.[1293]

Hvad angår SAM’s stilling i fredskampen bestod en af PET’s interesser i at skabe klarhed over, hvorvidt SAM havde kontakt til kommunistiske frontorganisationer, navnlig Samarbejdskomitéen, og i givet fald hvori kontakten bestod. Det hedder i en kildeindberetning fra 1985, at DKP’ernes interesse i, at SAM indgik i diverse kommunistisk styrede organisationer, var, at sovjetiske ideer blev fremlagt i sådanne fora, og at kommunisterne på længere sigt håbede at kunne lægge et sådant pres på en mulig fremtidig socialdemokratisk ledet regering, at en ny udenrigs- og sikkerhedspolitik ville blive resultatet.[1294] Om forbindelsen mellem SAM og diverse kommunistisk styrede organisationer fremgår følgende af PET’s akter:

I 1983 konstaterede PET via en kildeindberetning, at SAM havde tilsluttet sig den af Samarbejdskomitéen skabte Landskampagnen Stop Atomraketterne. Desuden bemærkedes det, at SAM i regi af Landskampagnen i marts 1983 ville deltage i en påskefredsmarch fra Vedbæk til København, hvor parolerne lød ”Dansk Nej til NATOs Nye Raketter” og ”Beskyt Livet”.[1295] Ligeledes i regi af Landskampagnen var SAM engageret i et såkaldt Fredsbevægelsens tinglysningskontor, hvor fredsfolkene ønskede tinglyst ejendomme, der erklærede sig for atomvåbenfri zone.[1296] At SAM havde et tilsyneladende tæt og muligt politisk koordineret forhold til Samarbejdskomitéen bekræftedes to gange i 1984: I februar bemærkede en PET-medarbejder, at et navngivent medlem af SAM, der defineredes som ”øverst af alle” i SAM, desuden var medlem af Landskampagnen, og at han havde et venskabeligt forhold til en kendt DKP’er i Odense. Den pågældende PET-medarbejder nævnte i forlængelse heraf, at SAM’s blad ikke alene indeholdt artikler af socialdemokrater, men også f.eks. kommunister.[1297] I slutningen af 1984 fremgik det, at samme person op til Folketingets sikkerhedspolitiske debat i november 1984 i Land og Folk i overensstemmelse med Anker Schjerning fra Samarbejdskomitéen havde slået til lyd for, at Danmark skulle ”erklære sig atomvåbenfri i al evighed”.[1298] Da Landskampagnen blev lukket i begyndelsen af 1985, udtalte SAM-medlemmet til Land og Folk, at det ganske vist ikke var lykkedes at få standset opstillingen af atomraketterne, men at det var gjort til dansk officiel politik.[1299] Efterfølgende støttede SAM, at Samarbejdskomitéen stillede forslag om etablering af et nyt forum for koordinering af fredskampen: Fredsbevægelsens Samråd.[1300] Desuden bemærkede PET i 1986, at en kontaktmand til SAM i Odense i 1986 var medlem af Samarbejdskomitéens styrelse. Da det endvidere stod klart, at pågældende var indvalgt i Odense Fredskomité, anbefalede Region IV, at han blev registreret.[1301] Det fremgår af PET’s oversigt over personregistreringer, at pågældende efterfølgende blev registreret. Registreringen opretholdtes frem til 1996, hvor den blev makuleret.[1302] I sidste halvdel af 1980’erne var endvidere en af SAM’s stiftere, Frits Feld, med i styrelsen af Samarbejdskomitéen.[1303] Desuden var SAM-medlemmet Kirsten Jensen ifølge litteraturen medlem af styrelsen af Samarbejdskomitéen samt medlem af bestyrelsen i Venskabsforeningen Danmark-DDR.[1304] Endelig skal et fremtrædende SAM-medlem i 1980’erne have haft så fortrolig kontakt til Samarbejdskomitéen, at DKP’er Carl Rosschou ønskede den pågældende med i den gruppe, der skulle udfærdige programmet for Verdensfredskongressen i København i 1986. Årsagen var, at den pågældende skulle ”holde lidt styr” på et af de andre medlemmer, der tilsyneladende skabte problemer i spørgsmålet om Afghanistan.[1305]

Hvad angår SAM’s kontakter til DDR og DDR’s ambassade i Danmark fremgår det af emnesagen, at der navnlig i sidste halvdel af 1980’erne synes at have bestået en række kontakter. Følgende kan dokumenteres om forbindelsen til den østtyske ambassade: At 3. sekretær ved den østtyske ambassade Wolfgang Urban mundtligt inviterede et fremtrædende SAM-medlem på en rejse til DDR i 1986. Formålet med rejsen fremgår ikke, men SAM-medlemmet anmodede om at få en skriftlig invitation, så han kunne medbringe den ved et førstkommende møde i SAM.[1306] SAM stod med andre ord via den pågældende i kontakt med DDR’s ambassade. Det bevarede materiale giver imidlertid ikke det indtryk, at der var tale om noget tæt forhold. Det fremgår således af samme dokument, at forbindelsen mellem de to var meget sjælden. Faktisk så sjælden, at Urban var usikker på, om det pågældende SAM-medlem overhovedet kunne huske Urban.[1307] Det fremgår ydermere, at et andet SAM-medlem var sekretær og kasserer i en lokalafdeling af Venskabsforeningen Danmark-DDR.[1308] Desuden skal én af SAM’s grundlæggere, Frits Feld samt Karen Ruud Mortensen og Gunvor Andersen ifølge den eksisterende litteratur have haft tætte kontakter til DDR, herunder have deltaget i møder arrangeret af DDR’s Fredsråd og SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, Tysklands Socialistiske Enhedsparti). Desuden skal DDR efter anmodning fra Feld have givet tilsagn om økonomisk støtte til fredskampen i Danmark.[1309] I 1988 besøgte en delegation fra DDR’s Fredsråd SNU (Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg). Under besøget anmodede de østtyske gæster om et møde med SAM og Samarbejdskomitéen.[1310] Desuden fremgår det, at SAM i sommeren 1988 deltog i en konference i DDR om atomvåbenfrie zoner.[1311]

Diagram: PET var opmærksom på, at DDR også forsøgte at påvirke den offentlige meningsdannelse i Danmark. Denne oversigt beskriver PET’s opfattelse af forbindelserne mellem Sovjetunionen, DDR og et antal kontakter i Danmark. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

PET var opmærksom på, at DDR også forsøgte at påvirke den offentlige meningsdannelse i Danmark. Denne oversigt beskriver PET’s opfattelse af forbindelserne mellem Sovjetunionen, DDR og et antal kontakter i Danmark. Kilde: PET’s arkiv, udateret.

Hvad angår forbindelserne til Sovjetunionen fremgår det, at et fremtrædende SAM-medlem i maj 1987 deltog i en fredskongres i Moskva arrangeret af den sovjetiske fredskomité. Delegationen omfattede ifølge PET’s oplysninger mellem 20 og 25 personer, herunder Lasse Budtz og Jens Clausager.[1312] Da en sovjetisk diplomat ved navn Vladimir Borisovitj Lomejko i september 1987 var på besøg i Danmark, førte han samtaler med en dansk ambassadør , men også med Ole Sohn, der var formand for DKP. Desuden deltog Lomejko i et møde med deltagelse af Kvinder for Fred, Nej til Atomvåben, Samarbejdskomitéen og SAM.[1313]

Et af SAM’s medlemmer havde i 1980’erne et særligt tæt forhold til Østblokken. PET var således i besiddelse af dokumentation for, at den pågældende i 1982 og 1983 flere gange mødtes med den sovjetiske KGB-officer Andrej Grigorjev, der befandt sig i Danmark under dække af at være journalist på Komsomolskaja

Pravda. PET overvågede flere af de to personers møder og noterede, at den pågældende under et af disse møder informerede om

I de følgende år konstaterede PET ingen kontakt mellem den pågældende og de østlige lande, men i tilslutning til Verdensfredskongressen i 1986 opdagede PET gennem en telefonaflytning, at vedkommende selv var af den opfattelse, at han havde en sovjetisk føringsofficer. I et notat hed det videre, at den pågældende desuden havde haft kontakt til DDR’s ambassade i Danmark og havde været på to betalte rejser til DDR og Sovjetunionen.[1314] Ifølge en sammenskrivning fra 1989 havde han i de følgende år bevaret kontakten til østlige myndigheder, og samtidig noteredes det, at han havde været på betalte rejser til Tjekkoslovakiet, Japan og Østrig.[1315] Til grund for disse oplysninger lå antagelig en teknisk operation.[1316]

På baggrund af disse oplysninger gennemførte PET en samtale med den pågældende i 1989. Han blev oplyst om KGB’s modus operandi og PET’s kontraefterretningsmæssige opgaver i henhold til straffeloven. Han forklarede under samtalen, at han var blevet kontaktet af Grigorjev i begyndelsen af 1980’erne, efter at SAM var blevet stiftet, og at han de følgende år havde haft et antal møder med Andrej Grigorjev og derpå dennes afløser, Andrej Baranov. Møderne, der typisk havde en varighed af en-to timer, blev altid gennemført på sovjetisk opfordring, og pågældende havde aldrig modtaget betaling. Den pågældende forklarede derpå, at han aldrig var blevet anmodet om at udføre opgaver for KGB, der heller ikke havde forsøgt at påvirke hans politiske synspunkter. På spørgsmålet, om den pågældende vidste, at hans samtalepartnere var fra KGB, svarede han, at han anså dette for at være ligegyldigt. Det afgørende var ”at kanalisere den danske fredsbevægelses budskab videre i det sovjetiske system.” Adspurgt svarede pågældende endvidere, at han havde udleveret pjecer og andet skriftligt materiale om fredsarbejdet i Danmark til Komsomolskaja Pravda. Afslutningsvis lovede han at ville orientere PET om fremtidige kontakter med de sovjetiske samtalepartnere.[1317]

PET bemærkede i tiden der fulgte, at den pågældende fortsat stod i kontakt med KGB. Under et møde i foråret 1990 opfangede PET en del af en samtale:

- ”Har du fået skrevet noget om dit besøg?”

- ”Nej, jeg har ikke fået taget mig sammen endnu, men nu hvor der skrives så meget om STASI og KGB, må jeg vel hellere tage mig sammen og skrive om PET.”

SAM-medlemmet lovede i øvrigt, at ”hvis han fik en invitation til Moskva, skulle han holde den bedste tale, man nogensinde havde hørt.” Efter mødet bemærkede PET, at den pågældende ikke havde overholdt sit løfte om at informere PET om fremtidige møder med KGB, og at der tilsyneladende havde været gennemført tredjelandsmøder i Norge og Sverige.[1318]

I foråret 1991 vurderede PET, at KGB, som følge af PET’s samtale med pågældende, havde droppet denne som ”egentlig agentemne, men formentlig anser det for formålstjenligt at opretholde forbindelsen og anvende ham som nyttig kontakt.”[1319] PET vurderede imidlertid i interne dokumenter, at den pågældende næppe kunne forvolde megen skade for Danmark. I sin tidlige politiske karriere havde han opnået en forholdsvis vigtig tillidspost i Socialdemokratiet, men havde undergravet sin egen position ved stedse at opføre sig provokerende. Fra begyndelsen af 1980’erne kunne han ifølge PET ”mærke den stigende kulde omkring sig”, og samtidig oplevede han ”manglende gennemslagskraft på partiets årsmøder … Dette har ført [-] ud på et sidespor i forhold til partiet”, idet PET dog konstaterede, at han fortsat havde gode forbindelser i såvel partiet som fagbevægelsen.[1320]

PET’s akter dokumenterer således, at der bestod en tæt kontakt mellem visse fremtrædende SAM-medlemmer og DDR og Sovjetunionen. Et medlem var sekretær og kasserer for en lokalafdeling af Venskabsforeningen Danmark-DDR, mens et andet fremtrædende medlem ifølge PET havde stået i kontakt med Sovjetunionen og var blevet kultiveret af KGB mellem 1983 og 1991. Imidlertid valgte KGB at stoppe dyrkningen af den pågældende, efter at PET havde opdaget forbindelsen. Generelt synes PET’s medarbejdere imidlertid ikke at have næret mistillid til SAM eller dets medlemmer. Det hedder i en kommentar til en notits om dansk deltagelse i en konference i DDR i 1988, at danskernes, herunder SAM’s, interesse i konferencen skulle ”ses i sammenhæng med deres engagement i processen for Norden som atomvåbenfri zone.” [1321] Og efter en reception på den østtyske ambassade i foråret 1988 vurderede en af PET’s kilder: ”WAPA-folkene og -landene ved, at de intet kan opnå her i Nordeuropa via de slagne kommunister. Altså forsøger de, hvad man kan beskrive som ‘tværpolitisk infiltration…’.”[1322]

Kvinder for Fred, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt Aldrig mere Krig

I 1980 blev der stiftet endnu en fredsgruppe: Kvinder for Fred. Ifølge PET var baggrunden den, at en kreds af kvinder i midten af februar 1980, det vil sige en måned efter Nej til Atomvåbens dannelse, påbegyndte en underskriftsindsamling, hvori der blev stillet krav om, at de på det tidspunkt afbrudte nedrustningsforhandlinger skulle genoptages. Desuden ønskede kvinderne, at kvindernes kamp for nedrustning skulle være et hovedtema på en FN-kvindekonference, der skulle afholdes i København mellem den 14. og den 30. juli 1980. Initiativtagerne var Bodil Graae, Gytte Rue og Janne Houmann, der alle arbejdede i Danmarks Radios kultur- og samfundsafdeling.[1323] Initiativet opnåede øjeblikkelig megen omtale. Ekstra Bladet bragte eksempelvis den 14. februar en artikel med overskriften ”Danske kvinder: Stop de krigsliderlige mænd”, og blandt de nævnte kvinder var sangerne Lone Kellermann og Cleo, politiker Hanne Reintoft, skuespiller Bodil Udsen, forfatterne Herdis Møllehave og Dea Trier Mørk m.fl.[1324] Og dagen efter kunne samme avis bringe fotografier af blandt andre skuespillerne Lise Ringheim, Helle Virkner og Lisbeth Lundquist, der også ytrede deres støtte til den nye bevægelse.[1325]

I begyndelsen af marts 1980 oplystes det, at Kvinder for Fred havde postet 30.000 lister med plads til 50 navne pr, liste, som skulle returneres til Kvinder for Fred senest den 15. maj.[1326] Det fremgik af en radiokronik senere på at året, at det lykkedes Kvinder for Fred at indsamle cirka 500.000 underskrifter, der blev overdraget FN’s generalsekretær Kurt Waldheim den 14. juli 1980.[1327] I emnesagen er der ikke bevaret meget materiale om bevægelsen, og der beror ingen vurdering af dens politisk-ideologiske udgangspunkt. Heller ikke i årsberetningen for PET’s Afdeling C ses der nogen vurdering af bevægelsen.[1328] Spredte bemærkninger om Kvinder for Freds virke i 1980’erne kan dog uddrages af primært emnekortene, men også emnesagen:

PET inddækkede oplysninger om Kvinder for Fred frem til i al fald 1988, idet materialet dog tyder på en betydelig faldende interesse fra cirka 1984 og frem. Gennem hele perioden var Kvinder for Fred særdeles aktive som arrangør eller som deltager i demonstrationer, happenings, debataftener, marcher og andre arrangementer, der skulle oplyse om og fremme fredsarbejdet i Danmark, men også i Norden. Desuden udgav Kvinder for Fred forskellige skrifter og tryksager, herunder bladet Køkkenrullen.[1329] Bevægelsen valgte, antagelig efter den model, der var Nej til Atomvåbens, at deltage i møder arrangeret af Samarbejdskomitéen, idet man dog ikke skulle få det indtryk, at Kvinder for Fred støttede Samarbejdskomitéens Moskvatro linje. Det hedder i emnekortene, at Kvinder for Fred samt Nej til Atomvåben og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Sikkerhed var de fredsbevægelser, der havde mest fremgang i 1981, og at forklaringen var, at disse tre bevægelser havde taget afstand fra Samarbejdskomitéens ensidige kritik af USA og NATO.[1330]

Blandt de sager, som Kvinder for Fred især synes at have engageret sig i, var spørgsmålet om opstilling af Hawk-raketter på Fyn,[1331] afvisning af NATO-depoter på dansk jord,[1332] ønsket om at oprette et statsligt finansieret nedrustningsudvalg,[1333] gennemførelse af fredsmarcher fra Danmark til henholdsvis Frankrig og Sovjetunionen[1334] samt gennemførelse af demonstrationer i Holland, da NATO i efteråret 1983 påbegyndte opstilling af mellemdistanceraketter.[1335] I 1984 bemærkede PET, at Kvinder for Fred gjorde sig overvejelser om at etablere en dansk parallel til de britiske Greenham Common-aktioner.[1336] Som omtalt indledningsvis valgte Kvinder for Fred at omsætte tankerne til handling. I 1989 var der fra Kvinder for Fred forslag fremme om at indføre en såkaldt ”fredsskat”, der kun måtte anvendes til fredsbevarende formål.[1337]

Mere interessant ud fra en efterretningsvinkel var det imidlertid, at PET i 1981 kom i besiddelse af oplysninger om, at Kvinder for Fred agtede at deltage i en dansk forberedelseskomité forud for Kvindernes Demokratiske Verdensforbunds Verdenskongres i 1981,[1338] og at et af medlemmerne af Kvinder for Fred fik sin rejsebillet til konferencen udleveret på den østtyske ambassade.[1339] Efter opfordring fra Verdenskongressen stillede Kvinder for Fred sig det følgende år – på kvindernes internationale kampdag den 8. marts – i spidsen for Kvindernes kamp og solidaritetsdag for Fred og Sikkerhed. Et arrangement der ifølge PET’s oplysninger blev støttet af DKP, El Salvador-kampagnen, Folkebevægelsen mod EF, Dansk-Cubansk forening samt Venskabsforeningen Danmark-Sovjet.[1340] Endelig anmodede en regionsafdeling i 1989 Centralafdelingen om at registrere et medlem af Kvinder for Fred, der samtidig var formand for en lokalafdeling af DKP.[1341] Det fremgår ikke af PET’s oversigt over personregistreringer, at pågældende skulle være blevet registreret ved denne lejlighed.[1342]

PET noterede videre, at et andet navngivet medlem af Kvinder for Fred var DKP’er, og at hun – hævdede hun selv – var blevet nægtet visum til USA af denne grund, endskønt hendes mål med rejsen var at deltage i FN’s nedrustningsuge i 1982.[1343] Hun dukkede på ny op i PET’s emnekort i 1984, da det noteredes, at hun var blevet ringet op af en sovjetisk ambassademedarbejder i anledning af, at hun skulle lede en rejse til Leningrad med deltagelse fra de nordiske lande samt USA, Canada og Sovjetunionen. Ifølge emnekortene skulle man drøfte fred og fredsundervisning.[1344] Endelig beror der i emnesagen såvel som i emnekortene en oplysning om, at der i Kvinder for Fred skulle eksistere en VS-fløj, der nærede sympati for og skulle have forbindelse til vesttysk terrorisme gennem gruppen ”Rote Zhore” eller ”Rote Zorn”, som ifølge PET var identisk med Revolutionäre Zelle, der var en fortsættelse RAF (Rote Armee Fraktion). Rote Zora blev angivet at være en yderliggående kvindegruppe, der deltog i voldelige aktioner.[1345] Det skal understreges, at der i det anvendte materiale ikke ses dokumentation for, at en sådan forbindelse har eksisteret, og det skal betones, at Kvinder for Fred i dens politiske linje stillede sig kritisk til Sovjetunionen. Det fremgår således, at foreningen i skikkelse af Gertrud Hoffmann, Bodil Graae, Janne Houmann og Meta Ditzel i 1983 skulle have henvendt sig til den sovjetiske ambassade i København med en anmodning om at tilbagegive Andrej Sakharov og dennes hustru de borgerlige rettigheder, de var blevet frataget – og at denne henvendelse skulle have forårsaget vanskeligheder i forholdet til Samarbejdskomitéen.[1346]

PET’s overvågning af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed var, som tilfældet var det med Kvinder for Fred, særdeles behersket i 1980’erne. Tjenestens syn på ligaen var tydeligvis rundet af de erfaringer med ligaen, der var gjort i de foregående årtier: Der var tale om en pacifistisk forening, der virkede for fred og mellemfolkelig forståelse, og som ikke havde megen efterretningsinteresse. De oplysninger, der beror i emnesagen og emnekortene for 1980’erne, bekræfter dette billede. Det ses da også, at det er endog meget begrænset, hvad der er bevaret af oplysninger vedrørende ligaen. På baggrund af ligaens eget blad Fred og Frihed noterede PET i 1981, at foreningen havde fået ny landsformand i skikkelse af Inge Andersen, der udtalte at ville arbejde for at forhindre udbygning af NATO-depoter i Danmark og på længere sigt oprettelse af atomvåbenfrie zoner i Norden og Europa.[1347] Ved sin tiltræden som landsformand havde Inge Andersen udtalt, at ligaen ville fortsætte sit samarbejde med de forskellige fredsgrupper og komitéer, men i november meldte ligaen sig ud af Samarbejdskomitéen i protest mod, at sidstnævnte var ”blevet en snæver kommunistisk-præget organisation”.[1348] I de følgende år var ligaen optaget af spørgsmålet om opstilling af Hawk-raketter på Fyn[1349] samt afvisning eller i al fald reduktion af NATO-depoter på dansk jord.[1350] Desuden ønskede ligaen repræsentation i SNU,[1351] og endelig deltog ligaen i utallige møder, marcher og arrangementer omhandlende den internationale oprustning og behovet for nedrustning.

De eneste indhentede oplysninger af efterretningsmæssig interesse var, at ligaens revisor i 1981 var medlem af Samarbejdskomitéens præsidium,[1352] at ligaen, ligesom Kvinder for Fred (se ovenfor), i 1981 deltog i forberedelseskomitéen til Kvindernes Demokratiske Verdensforbunds Verdenskongres.[1353] Sådanne oplysninger gav dog næppe PET anledning til bekymring. Det bemærkedes således af efterretningstjenesten, at 1981 – som tilfældet var det for Kvinder for Fred og Nej til Atomvåben – havde været et år med stor tilslutning, idet ligaen kraftigt havde taget afstand fra Samarbejdskomitéen.[1354] I 1981 tilsluttede ligaen sig END.[1355]

PET synes ikke at have haft kilder i Kvinder for Fred eller i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Fraset én oplysning er det vurderingen, at de kildeindberetninger, der beror i emnesagerne, stammer fra kilder i andre miljøer som overskudsinformation. En række oplysninger blev bragt til veje via telefonaflytning, men også her var der tale om overskudsinformation. Emnesagerne på de to foreninger indeholder en række offentligt tilgængelige tryksager og sammenskrivninger. Endelig ses der kopier af materiale indhentet i anden sammenhæng.

Billede: PET vurderede i 1980’erne, at fredsbevægelsen overordnet set var splittet i to fløje. En fløj var afhængig af Sovjetunionen og støttede de sovjetiske udspil. Den væsentligste aktør var her Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, der af PET blev kategoriseret som en frontorganisation. Fredsbevægelsens anden fløj var mere uafhængig af USA og Sovjetunionen og stillede sig kritisk til oprustning i såvel Øst som Vest. En af de uafhængige grupper var Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der her ses som deltager i en større demonstration på Rådhuspladsen i København. Udateret. (Arbejdermuseet og ABA).

PET vurderede i 1980’erne, at fredsbevægelsen overordnet set var splittet i to fløje. En fløj var afhængig af Sovjetunionen og støttede de sovjetiske udspil. Den væsentligste aktør var her Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, der af PET blev kategoriseret som en frontorganisation. Fredsbevægelsens anden fløj var mere uafhængig af USA og Sovjetunionen og stillede sig kritisk til oprustning i såvel Øst som Vest. En af de uafhængige grupper var Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der her ses som deltager i en større demonstration på Rådhuspladsen i København. Udateret. (Arbejdermuseet og ABA).

Som nævnt standsede PET overvågningen af Aldrig mere Krig i 1969. I 1980 resolverede en af PET’s jurister imidlertid, at sagen skulle genoprettes.[1356] Det ses ikke af det bevarede materiale, hvorfor den beslutning blev taget, men det fremgår af sagens akter, at en forhenværende landssekretær i Aldrig mere Krig gennem 1970’erne stod anført i Verdensfredsrådets medlemsfortegnelse, i Samarbejdskomitéens præsidium og i 1980 tilmed i styrelsen, idet han samtidig blev den ene af komitéens to næstformænd.[1357] Noget tyder med andre ord på, at PET ved indgangen til 1980’erne nærede mistanke om, at Samarbejdskomitéen var i færd med at opnå indflydelse i Aldrig mere Krig.

PET’s overvågning af Aldrig mere Krig bekræfter ikke en sådan antagelse. Som tilfældet er det med samtlige andre fredsgrupper i 1980’erne, deltog også Aldrig mere Krig i arrangementer, happenings, møder, demonstrationer, marcher og lignende, hvor Samarbejdskomitéen og andre kommunistiske organisationer var til stede. Og selvom PET synes at have været forholdsvis agtpågivende over for Aldrig mere Krigs beskæftigelse med fænomenet Aktiv Ikke Vold (se nedenfor), ligesom man noterede sig en ikke bekræftet påstand om, at en person tilknyttet Aldrig mere Krig skulle havde forbindelse til Stasi,[1358] kan det ikke godtgøres, at kommunisterne opnåede væsentlig indflydelse på Aldrig mere Krig. Tværtimod organiserede Aldrig mere Krig sig i maj måned 1981 sammen med Nej til Atomvåben og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Sikkerhed en arbejdsgruppe i END.[1359]

Den af Aldrig mere Krigs aktiviteter, der påkaldte sig PET’s interesse, var som nævnt fænomenet Aktiv Ikke Vold. Ifølge PET’s oplysninger dannedes i december 1983 Kontaktnet Ikkevold, der stod for Aktiv Ikke Vold. Kontaktnettet stillede følgende krav til politikere: 1) ophæv forstærkningsaftalerne, 2) aldrig atomvåben på dansk jord i freds-, krise- og krigstid, 3) Danmark ud af NATO’s offensive atomstrategi, 4) større åbenhed i forsvarsanliggender. Såfremt Folketinget ikke imødekom disse krav, ville man foretage demonstrationer eller blokader mod forsvarsinstallationer under anvendelse af ikke-vold.[1360] PET var meget optaget af fænomenet, antagelig ikke mindst fordi der var tilgået tjenesten oplysninger om, at Aktiv Ikke Vold havde kontakter til IRA (Irish Republican Army, Den Irske Republikanske Hær) og til ETA (Euskadi Ta Askatasuna, Den Baskiske Befrielsesbevægelse).[1361] Der ses ikke i emnesagen på Aldrig mere Krig, men heller ikke i sagen om Aktiv Ikke Vold dokumentation for sådanne forbindelser.[1362] I en 15-siders sammenskrivning fra 1984 bemærkede PET imidlertid, at Kontaktnet Ikkevold politisk stod meget nær Aldrig mere Krig og Nej til Atomvåben, og at der syntes at bestå en tæt kontakt med SF, navnlig Pelle Voigt og Jens Thoft.[1363] Desuden noterede PET, at der var et betydeligt personsammenfald mellem personer tilsluttet Aldrig mere Krig og Aktiv Ikke Vold.[1364] Op til folketingsvalget i januar 1984 opfordrede Aldrig mere Krig da også vælgerne til at stemme på såkaldte ”raketmodstandere”.[1365]

Der beror ikke nogen sammenskrivning om PET’s syn på Aldrig mere Krig i emnesagen, men efterretningstjenesten må hurtigt være kommet til den vurdering, at foreningen ikke begav sig ud i forhold, der havde efterretningsmæssig interesse. Emnesagen rummer således kun et relativt lille antal rapporter, hvor den overvejende del af oplysningerne er baseret på åbne kilder. Der findes kilderapporter, men der er antagelig tale om overskudsinformation fra andre overvågninger.

Kristne for Nedrustning og Katolsk Arbejderaktion

En nyskabelse inden for 1980’ernes fredsmiljø var Kristne for Nedrustning, stiftet i august 1979. Hvor Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred opstod i opposition til Samarbejdskomitéen, betragtede PET i 1980 Kristne for Nedrustning som en udløber af Samarbejdskomitéen. Således hed det i Afdeling C’s årsberetning for 1980, at Samarbejdskomitéen og den vesttyske fredsorganisation Christen für die Abrüstning (Kristne for Afrustning) efter initiativ fra Deutsche Friedens Union (Den Tyske Fredsunion) var påbegyndt et samarbejde i 1979. Umiddelbart syntes forholdet mellem de nævnte organisationer væsentligst at have bestået i afholdelse af diverse møder. Fra dansk side havde de to mest fremtrædende deltagere været pastor Hans Nebel, der var formand for Samarbejdskomitéen, og Anker Schjerning, der af PET defineredes som et ”ledende medlem af Samarbejdskomitéen”, foruden at han var sekretær i DKP’s freds- og solidaritetsudvalg. Ved stiftelsen af Kristne for Nedrustning den 16. august 1979 fremgik det, at foreningen rummede personer fra den danske folkekirke, den katolske kirke, baptisterne, metodisterne og kvækerne, og allerede samme år afleverede den nye organisation en appel til udenrigsminister Kjeld Olesen, hvori der appelleredes mod opstilling af NATO’s mellemdistanceraketter i Vesteuropa. 101 enkeltpersoner stod som anbefalere – herunder en biskop og 35 præster.[1366]

Allerede i 1980 udstedte Kristne for Nedrustning endnu en appel. Denne gang var der 134 anbefalere, og samtidig havde budskabet rykket sig. Det forestående forsvarsforlig blev kritiseret, og samtidig stillede Kristne for Nedrustning krav om, at Danmark inden for NATO skulle arbejde for nedrustning og afspænding og/eller tage initiativ til diverse konkrete nedrustningsinitiativer. Såfremt det ikke lod sig gøre, måtte Danmark melde sig ud af NATO.[1367]

Det fremgik af appellen i begyndelsen af 1980, at Kristne for Nedrustning fremover ville engagere sig i en annoncekampagne. Denne blev startet i oktober måned, da bevægelsen sammen med blandt andet Samarbejdskomitéen lod indrykke en annonce i Land og Folk, hvori læserne blev opfordret til at protestere mod oprustningen ved at indsende 25 kroner til et sekretariat, hvorved man ville være med i en ny annonce. Denne blev bragt den 19. oktober i Politiken. 2.000 personer stod som deltagere i protesten. PET bemærkede i sin årsberetning for 1980, at en af de centrale skikkelser i Kristne for Nedrustning var pastor Hans Nebel, der tidligere havde været formand for Samarbejdskomitéen. I begyndelsen af 1980 havde han imidlertid grundet travlhed undladt at stille op til nyvalg. Dette havde – hed det – antagelig sin forklaring i, at Nebel havde haft travlt med at starte Kristne for Nedrustning (ligesom han havde været meget aktiv i Forsoningsforbundet, der oprindeligt hed Kristeligt Fredsforbund). Ligeså interessant var det imidlertid, at en anden af de centrale skikkelser bag Kristne for Nedrustning, Anker Schjerning, slet ikke blev nævnt i organisationens egne tryksager, ligesom ingen af organisationens anbefalere var kendte som kommunister. Når dertil blev lagt, at de ovenfor nævnte vesttyske organisationer begge var kommunistiske, konkluderede PET tentativt, at

”DKP med velberådet hu holder sig udenfor organisationen, for at den ikke skal få skyld for at være kommunistisk dirigeret og ud fra den betragtning, at ”gengangerne” fra Samarbejdskomitéen er stærke nok til at styre arbejdet i den rigtige retning.”[1368]

PET bemærkede endvidere, at Meta Ditzel, der var aktiv i Samarbejdskomiteen, og som havde KGB-kontakter, også var virksom i Kristne for Nedrustning. Dette gav i 1981 PET anledning til at konstatere, at der var en ”helt klar forbindelse” mellem KGB, Samarbejdskomiteen og Kristne for Nedrustning.[1369]

Noget kunne imidlertid tyde på, at ikke alle medlemmer og anbefalere af Kristne for Nedrustning var bevidste om denne sammenhæng. I slutningen af 1980 kontaktede PET i al fald en af landets biskopper og oplyste ham om de politiske kræfter, der lå bag organisationen. Ifølge biskoppen havde han været uvidende herom og ville derfor ”nødigt tages til indtægt” for disse politiske intentioner.”[1370]

PET fulgte Kristne for Nedrustning de følgende år og bemærkede, at en del af foreningens aktiviteter foregik i regi af Landskampagnen Stop Atomraketterne. Desuden bemærkede PET, at selvom Nebel i 1983 fortsat var formand for foreningen, var dennes drivende kraft en kendt DKP’er ved navn Jan Grønborg Nielsen, der tillige var medlem af Samarbejdskomitéens styrelse. Ifølge PET var Kristne for Nedrustnings aktiviteter afstemt med Samarbejdskomitéen, og strategien var antagelig at ”ramme den store målgruppe ‘kristne’, som” Sovjetunionen havde ”jagtet” siden sidste halvdel af 1970’erne. I 1983 skal foreningen have modtaget økonomisk støtte fra Columbusfonden (3.000 kroner), SNU (4.000 kroner) og DANIDA (12.000 kroner).[1371]

En anden kristen forening, der bemærkedes af PET i 1980’ernes fredskampagne, var Katolsk Arbejderaktion. Foreningen figurerer i PET’s emnekort fra midten af 1960’erne og frem. I 1980’erne synes PET væsentligst at have været interesseret i Katolsk Arbejderaktion grundet foreningens formand Georg William Bune Andersen, der i al fald siden 1970’erne havde stået i kontakt til den sovjetiske ambassade.[1372] PET overvågede foreningen gennem 1980’erne og konstaterede med Gordijevskij som kilde, at Bune Andersen af Sovjetunionen var blevet brugt i en såkaldt aktiv foranstaltning, det vil sige et forsøg på at påvirke den offentlige meningsdannelse, hvor han angiveligt havde fremført sovjetiske synspunkter i en artikel om den amerikanske præsident Jimmy Carter og neutronbomben. Carter blev her præsenteret som ”neutronpræsidenten”. Ifølge Gordijevskij havde Bune Andersen ikke været begejstret for at gøre det, men havde ladet sig overtale af den sovjetiske ambassademedarbejder Sergej Sjisjkin, der af PET opfattedes som coopteret KGB. Efter at artiklen var offentliggjort, havde den sovjetiske ambassade sendt den til Centret som illustration af, at den sovjetiske indsats gjorde en forskel i Danmark. I 1978 blev Bune Andersen af KGB klassificeret som fortrolig kontakt, og han skulle på det tidspunkt ifølge Gordijevskij være villig til at videregive alle synspunkter fra residenturet. Imidlertid var man på den sovjetiske ambassade af den opfattelse, at Bune Andersens artikler ”ingen betydning” havde, grundet en lille læserskare.[1373]

Mere generelt deltog Katolsk Arbejderaktion gennem 1980’erne i en lang række fredsarrangementer, og så sent som i 1990 deltog den i organiseringen af Østersøtræf 1990. Formand Bune Andersens virketrang til trods antages foreningen at have haft særdeles begrænset effekt på 1980’ernes fredskampagne. Dertil var foreningen for ubetydelig. Den katolske biskop i Danmark delte ifølge PET’s oplysninger sjældent Katolsk Arbejderaktions holdninger.[1374]

Sovjetisk økonomisk støtte?

I sine erindringer, Manden uden ansigt, skriver Markus Wolf, forhenværende chef for den udenlandske efterretningstjeneste under det østtyske Statssikkerhedspoliti (Stasi, MfS/HVA), at nogle af de vesteuropæiske fredsbevægelser modtog økonomisk støtte fra Østblokken i 1970’erne og 1980’erne. Wolf fremhæver Generaler for Fred.[1375] Det gør det relevant at stille spørgsmålet, om PET’s efterforskning gav dokumentation for, at danske fredsbevægelser modtog økonomisk støtte fra Østblokken.

Det korte svar på spørgsmålet er ifølge PET’s oplysninger bekræftende, idet Sovjetunionen via et mindre antal danske organisationer ydede økonomisk støtte til den kommunistiske, det vil sige den Moskvaafhængige del af fredsbevægelsen. Oplysninger, der ligger til grund herfor, er følgende:

I begyndelsen af 1983 modtog PET en skrivelse fra en udenlandsk efterretningstjeneste, der noterede, at det i en af PET udfærdiget beretning for november 1982 hed, at KGB havde givet penge til lokale fredskampagner. Det fik den udenlandske tjeneste til at anmode om alle de oplysninger, PET måtte være i besiddelse af, omhandlende ”hvordan pengene blev leveret, hvilke russere der var involveret, og hvor store beløb det drejer sig om.”[1376] Kommissionen har ikke fundet den omtalte beretning, men PET svarede en måned senere, og det kortfattede svar lød, at tjenesten ikke umiddelbart kunne sætte KGB i forbindelse med den økonomiske støtte, om end en lokalafdeling af Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen ”årligt modtager støtte fra Sovjet på ca. 20.000,- kr. Det vides ikke, hvor stor del af dette beløb der anvendes til fredskampagner.”[1377] Omfanget af Sovjetunionens økonomiske støtte til Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen har det imidlertid ikke været muligt for Kommissionen at bestemme.

Når det kan konstateres, at Sovjetunionen ydede støtte til den kommunistiske del af fredsbevægelsen, har det sit udspring i et antal kilderapporter fra en regionsafdeling, hvor PET havde en kilde i det kommunistiske miljø. Pågældende lod PET vide, at en person, der havde været involveret i et af Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen gennemført arrangement ”fra København har modtaget kr. 6.000 til afvikling af noget kampagnegæld og nogle tryksagsudgifter.” Desuden forklarede han PET, at der i Venskabshuset var fundet en kodeskrift med følgende ordlyd: ”ingmar wagner krwliow walentin penge fredskampagne odense [-]”. De tre nævnte personer, der ikke var umiddelbart genkendelige, identificeredes som henholdsvis Krutikov fra den sovjetiske ambassade, Valentin Kurentsov, om hvem det meddeltes, at han jævnligt kom i Odense og talte særdeles godt norsk, og [-] var formodentlig en af PET kendt DKP’er og en af de ledende i Odenses fredsbevægelser. Ingmar Wagner var partisekretær i DKP.[1378]

Samme kilde leverede i begyndelsen af 1985 oplysninger om et møde i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens oplysningsudvalg, hvor man havde truffet beslutning om at udgive en pjece om Norden som atomvåbenfri zone. I PET’s kilderapport hedder det:

”Ingmar WAGNER kunne i den lukkede forsamling, hvor alle tilhørte såvel parti som bevægelse, oplyse, at ”vore venner” – dvs. Sovjetunionen – har lovet at betale udgivelsen af såvel den før omtalte tryksag som andre fredsaviser. Han oplyste videre, at han d. 20.1.85 skulle rejse til Moskva for at besøge den sovjetiske fredskomité, og under dette besøg ville hente ”yderligere inspiration til sagen.””[1379]

Og det var ikke eneste gang, at pågældende kilde gav PET oplysninger om, at Landsforeningen støttede det kommunistiske fredsarbejde med penge fra Sovjetunionen. I en anden kilderapport også omhandlende Landsforeningen hed det: ”Eventuelt kunne disse papirer blive trykt i en pjece finansieret af russerne via APN”, der var et akronym for Novosti Press Agency, det vil sige et sovjetisk informations- og pressebureau.[1380]

Et tredje eksempel ses senere på året. I tilslutning til samtidige diskussioner om det amerikanske Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), ofte omtalt som stjernekrigsprogrammet, planlagde Landsforeningen at udgive en fredsavis. Det hedder i referatet: ”Der blev på mødet diskuteret økonomi. Således skulle uddelingsavisen helst kunne laves for ca. 30.000 kr., og APN havde ikke økonomi til udgivelsen, men WAGNER mente alligevel, at man fra anden side kunne skaffe pengene…”[1381] Endelig oplyste den pågældende kilde i 1988 PET om, at ”russerne har bevilget penge til at udgive et nyt blad.”[1382]

Ifølge kilden var Landsforeningen således involveret i at kanalisere sovjetisk økonomisk støtte til den kommunistiske del af fredskampen i Danmark. Det bemærkes, at pågældende kilde var én af PET’s flittigste kilder under hele den kolde krig, og det er Kommissionens vurdering, at hans oplysninger havde en høj grad af troværdighed.

Landsforeningens økonomiske støtte til den kommunistiske del af fredsbevægelsen kunne imidlertid også stamme fra en tidligere økonomisk transaktion mellem den sovjetiske ambassade og Landsforeningen. Ifølge PET havde i al fald den sovjetiske ambassade ved ambassadør Jegorytjev under dække af at købe Venskabsforeningens hus i 1975 reelt overtaget Venskabsforeningens gæld.[1383]

Men det var ikke alene Landsforeningen, der stod som formidler af sovjetisk økonomisk støtte til den kommunistiske del af fredsbevægelsen. Reelt stod også DKP som sådan. Dette havde sin årsag i, at DKP i 1980’erne ifølge PET stillede lokaliteter, trykkemaskiner etc. til rådighed for Samarbejdskomitéen. Det fremgår også ovenfor, at PET’s medarbejdere undertiden konstaterede, at Samarbejdskomitéens tryksager syntes at være frembragt på de samme maskiner og med de samme farver, som DKP’s tryksager var frembragt på. Når man kan konstatere, at DKP derved stod som formidler af sovjetisk økonomisk støtte til den kommunistiske del af fredsbevægelsen, har det sin årsag i, at DKP blev økonomisk subsidieret af Sovjetunionen. Det fremgår således af den sovjetiske dobbeltagent Oleg Gordijevskijs oplysninger, at SUKP og KGB i 1980’erne årligt overdrog DKP én million kroner.[1384]

Når dette er konstateret, skal det bemærkes, at Sovjetunionen og andre østlande imidlertid kun bidrog med forholdsvis små økonomiske beløb til fredsbevægelsernes aktiviteter i 1980’erne. Først og fremmest synes fredsgrupperne generelt at have haft ganske beskedne budgetter, og langt den overvejende del af gruppernes økonomiske grundlag synes at være tilvejebragt via medlemskontingenter, indsamlinger, salg af mærkater og lignende. Det var eksempelvis en forudsætning for medlemskab af Samarbejdskomitéen, at foreningerne betalte kontingent.

For det andet tegner der sig et billede af, at de forskellige fredsgrupper modtog økonomisk støtte af forskellige fonde. Et eksempel herpå er Fredsfonden, der blev stiftet af Niels Munk Plum i 1981, ifølge PET med det formål at arbejde for ”nedrustning og en alternativ sikkerhedspolitik, baseret på ikke militære aspekter herunder tillidsskabende foranstaltninger og nedbrydning af fjendebilleder mellem øst og vest.” Ifølge et PET-notat tilstillet en udenlandsk efterretningstjeneste havde Plum-fonden i 1984 angiveligt tilført Fredsfonden omkring 20 millioner kroner, således at fonden i en tiårig periode fra 1985 til 1995 årligt kunne uddele to millioner kroner til ”at støtte fredsbevægelsens aktiviteter, herunder afholde en fredsfestival hvert år på Hiroshima-dagen, uddeling af en årlig Fredspris (100.000 kr.), støtte fredsarrangementer, høringer og foredrag med udenlandske eksperter.”[1385] I 1988 skal Fredsfonden ifølge PET’s oplysninger imidlertid have givet 100.000 kroner til Next Stop kampagnen.[1386] Der omtales også andre fonde i PET’s akter, f.eks. Fredsaktivitetsfonden, der dog maksimalt skal have uddelt  5.000 kroner pr. donation.[1387] Columbus-fonden skal også have støttet fredskampagnen. Ifølge PET’s oplysninger skal således Carl Scharnberg have modtaget 12.000 kroner og Nordisk Fredskonference 4.500 kroner. I 1981 skal fonden i alt have uddelt knap 80.000 kroner.[1388] Og i 1988 bemærkedes det, at Lise Munk Plum havde oprettet en ny ”økologisk/miljø fond”.[1389] PET forventede, at den nye fond skulle støtte miljøaktivister samt Next Stop Sovjet, der var en aktion, ifølge PET iværksat af ”DKU/Unge for Fred i samarbejde med Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, som sammen med Next Stop Nevada, agiterede mod atomprøvesprængninger.[1390]

For det tredje var det en generel tendens, at i al fald den for PET mest interessante af fredsbevægelserne, Samarbejdskomitéen, optog økonomiske lån, for at organisationen overhovedet kunne leve videre. Ifølge en af PET’s kilder, havde Samarbejdskomitéen i slutningen af september 1987 et underskud på 600.000 kroner.[1391] Ifølge en anden kilde stod det ikke helt så galt til. Her hedder det, at Samarbejdskomitéen på omtrent samme tid skyldte cirka 150.000 kroner til DKP/Land og Folk, 30.000 kroner til Land og Folk Festival, 5.000 kroner til Stjernegård Rejser og 32.000 kroner til Notat. Dertil kom yderligere gæld på 110.000 kroner, altså en samlet gæld på omkring 330.000 kroner, idet PET dog samtidig antog, at nogle af kreditorerne ikke ville kræve pengene tilbagebetalt. Samarbejdskomitéen havde ifølge PET forsøgt at skaffe kautionister for et lån på 400.000 kroner, men der var hidtil kun skaffet kaution for 175.000 kroner.[1392] Kort tid efter skal blandt andre Fagbevægelsen for Fred have skaffet en del penge fra forskellige fagforeninger, og desuden skal en række kreditorer have eftergivet gæld. I marts 1988 skal gælden have været på knap 230.000 kroner.[1393] En af PET’s kilder i Samarbejdskomitéen meddelte i begyndelsen af 1988, at Samarbejdskomitéen ville arrangere en indsamling, ”der vil give 250.000 kr.”[1394] Formuleringen tyder på, at komitéen ville havde fået tilsagn om økonomisk støtte fra anden side. Det afgørende i nærværende sammenhæng er imidlertid, at en så central forening som Samarbejdskomitéen kørte med underskud.

Sovjetunionens begrænsede økonomiske støtte til fredskampagnen i 1980’erne kan endvidere illustreres med, at da Fagbevægelsen for Fred i 1986 skulle holde et såkaldt stjernekrigsseminar, måtte en af arrangørerne ifølge PET’s oplysninger pantsætte sit hus for 225.000 kroner for at få et tolkeanlæg fra Østtyskland ind i Danmark, idet anlægget skulle fortoldes. Det var dog ifølge PET’s notat usikkert, om det overhovedet blev aktuelt for pågældende at betale toldafgiften, idet anlægget antagelig skulle udføres af landet før, tolden skulle betales.[1395]

Overordnet set er det således vurderingen, at Sovjetunionen bidrog med økonomisk støtte til fredskampagnen, men kun til den kommunistiske. Dette havde, som det bemærkedes af en udenlandsk efterretningstjeneste, antagelig sin forklaring i, at de bevægelser, det vil sige de ikke-kommunistiske, der også kritiserede Sovjetunionens oprustning, i Moskva opfattedes som en ”trussel mod Sovjets interesser.” Sovjetunionen skulle ifølge samme kilde have afholdt sig fra at yde direkte økonomisk støtte til fredskampagnen i Danmark, idet man frygtede, at en afsløring heraf ville kompromittere fredskampagnen.[1396] Desuden ses det, at den økonomiske støtte, som Sovjetunionen gav, blev formidlet gennem navnlig Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen, og da var det typisk til konkrete formål såsom trykning af en pjece, men næppe mere generelt til fredskampagnen i almindelighed. Set i sammenligning med den økonomiske støtte, som fagbevægelsen ydede til fredskampagnen, forekommer den sovjetiske støtte begrænset. Dette er vurderingen, også når der henses til, at Sovjetunionen muligt støttede Fagbevægelsen for Fred (jf. ovenfor)

Konklusion

PET var gennem hele den kolde krig af den opfattelse, at fredsbevægelsen i Danmark var delt i to. Én udsprang af den liberale fredsbevægelse med tilknytning til Venstre og Det Radikale Venstre. Denne del af fredsbevægelsen, repræsenteret ved blandt andre Aldrig mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, stillede sig afvisende til oprustning og ønskede ikke Danmarks deltagelse i alliancer. En anden, repræsenteret ved Fredens Tilhængere og Dansk Fredskonference, var orienteret mod Sovjetunionen og tilsluttet Verdensfredsrådet. Ifølge PET’s akter var dette billede også gældende i 1980’erne: Der var en kommunistisk del af fredsbevægelsen, som havde sit centrum i Samarbejdskomitéen, og så var der en anden del, der nok for en dels vedkommende havde et socialistisk udgangspunkt, men som insisterede på at kritisere såvel Øst som Vest. Væsentlige repræsentanter for denne del af fredsbevægelsen var Nej til Atomvåben, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Aldrig mere Krig.

PET synes at have overvåget hele fredsbevægelsen i 1980’erne, men det fremgår entydigt af det bevarede materiale samt af de vidneafhøringer, der er foretaget af Kommissionen, at efterretningstjenestens interesse i fredsmiljøet langt overvejende havde til formål at bestemme DKP’s samt østlandenes, især Sovjetunionens, indflydelse. PET’s overvågning godtgjorde, at Samarbejdskomitéen var en frontorganisation, der i den danske debat virkede til fordel for Sovjetunionen. At dette også var formålet fremgår af talrige eksempler på, at medlemmer af Samarbejdskomitéens præsidium og styrelse stod i tæt kontakt til sovjetiske ambassademedarbejdere, der var identificeret som efterretningsofficerer, såvel KGB som GRU. Imidlertid godtgjorde PET’s overvågning tillige, at den indflydelse, som Samarbejdskomitéen og dennes satellitter (også kaldet buffer-organisationer) havde på den danske meningsdannelse, var behersket og i al fald indsnævrede sig til en forholdsvis kort periode fra omtrent 1977-78 indtil cirka 1981, det vil sige fra den såkaldte neutronbombedebat frem til, at det i den danske offentlighed stod klart, at Samarbejdskomitéens ledelse stod nær sovjetiske synspunkter . I de følgende år etablerede komitéen en række nye organisationer, der alle måtte opfattes som frontorganisationer, og efter PET’s akter at dømme var den mest succesrige af disse Fagbevægelsen for Fred. Denne opnåede en overgang i midten af årtiet en ikke ubetydelig opbakning fra dele af fagbevægelsen, især SiD, men også en del af Socialdemokratiet. Indflydelsen var imidlertid kortvarig, og PET’s efterretninger viste, at såvel parti som bevægelse efter et par år stillede sig afvisende over for de kommunistiske tilnærmelser.

PET’s overvågning godtgjorde endvidere, at Sovjetunionen gav den kommunistiske del af fredsbevægelsen økonomisk støtte. Det fremgår ikke af efterretningstjenestens akter, hvor omfattende støtten har været, men det bevarede materiale giver det indtryk, at støtten har været forholdsvis beskeden. Konkret synes det at have været situationen, at Sovjetunionen anvendte de forskellige venskabsforeninger til at kanalisere penge til Samarbejdskomitéen og dennes satellitter. Når ambassaden ikke selv formidlede pengene til de kommunistiske organisationer, havde det formentlig sin forklaring i, at Sovjetunionen ikke ønskede at kompromittere fredskampagnen, såfremt transaktionerne blev offentligt kendte.

Det er Kommissionens vurdering, at PET gennem det meste af den kolde krig havde et forholdsvis klart overblik over, hvilke fredsorganisationer, der støttedes af Sovjetunionen. Det fremgår imidlertid også, at PET undertiden selv førte kampagne mod den kommunistiske del af fredsbevægelsen. Det er dokumenteret i det ovenstående, at PET i forbindelse med Verdensfredsrådets konference i København i 1986 gennemførte en kampagne mod Verdensfredsrådet, Samarbejdskomitéen og DKP. I denne kampagne benyttede PET sine kontakter i pressen til at give konferencen samt DKP og Samarbejdskomitéen så megen negativ omtale som muligt.

PET havde et stort antal kilder i fredsbevægelsen i 1980’erne. Den overvejende del synes at have haft deres gang i kommunistiske eller venstreorienterede miljøer. Generelt synes kilderne at have haft en forholdsvis høj grad af troværdighed. Dette så meget mere, som at flere af hinanden uafhængige kilder undertiden leverede næsten enslydende oplysninger om de samme temaer. Ud over at anvende kilder opnåede PET også viden om fredsmiljøerne gennem telefonaflytninger, læsning af telex, observationer, dobbeltagenten Gordijevskij samt samarbejde med udenlandske efterretningsmyndigheder foruden FE.


[959] Om fredsbevægelser generelt se April Carter, Peace Movements. International Protest and World Politics since 1945 (Longman, 1992); Peter Brock and Nigel Young, Pacifism in the Twentieth Century (Syracuse University Press, 1999).

[960] Sune Pedersen, Kampen for fred. Den liberale fredsbevægelse i Danmark 1919-1960 (Upubliceret speciale, Københavns Universitet, 2000), s. 6; Judith Winther, Politik fra neden. Om 1980ernes fredsbevægelse (Edupax, 1992), s. 15-19. Forgængeren for den første egentlige fredsbevægelse i Storbritannien var en pacifistisk bevægelse, der via kvækerne blev adopteret af de kristne i slutningen af 1700-tallet. Martin Ceadel, The Origins of War Prevention: The British Peace Movement and International Relations 1730-1854 (Oxford, 1996).

[961] Sune Pedersen, Kampen for fred, s. 6.

[962] Michael Krasner & Nikolaj Petersen, “Peace and Politics: The Danish Peace Movement and Its Impact on National Security Policy”, Journal of Peace Research, vol. 23, no. 2 (1986), s. 155-173; Sune Pedersen, Kampen for fred, s. 7.

[963] Erling Bjøl, Hvem bestemmer. Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces (DJØF’s forlag, 1983), s. 202; Michael Krasner & Nikolaj Petersen, “Peace and Politics: The Danish Peace Movement and Its Impact on National Security Policy”, Journal of Peace Research, s. 156; Sune Pedersen, Kampen for fred, s. 48; Sune Kaur-Pedersen, “Isoleret og splittet. Den liberale fredsbevægelses krise og marginalisering i Danmark 1940-1960”, Arbejderhistorie, nr. 3, 2008, s. 9-29; Bo Lidegaard, Overleveren 1914-1945. Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 4 (Gyldendal, 2003), s. 256-257.

[964] Af de personer fra Aldrig mere Krig, der opstillede til folketingsvalget i 1964, var fem radikale, mens 10 var SF’ere. Se hertil Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 51-52.

[965] Citeret efter Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 27. Vedr. baggrunden for etablering af Fredens Tilhængere se også Morten Thing, Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960 (Tiderne Skifter, 1993), s. 842-843; Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 383-392.

[966] Mogens Fog, Efterskrift, s., 75-76; Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 26-27; Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 772.

[967] Morten Møller, ”Den nye modstandsbevægelse. Mogens Fog og Fredens Tilhængere”, Arbejderhistorie, nr. 3 (2008), s. 34-51, citeret s. 47.

[968] Mogens Fog, Efterskrift, s. 87-91; Sune Pedersen, Kampen for fred, s. 92-96; Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 34-38; Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 179-180.

[969] Sune Kaur-Pedersen, “Isoleret og splittet. Den liberale fredsbevægelses krise og marginalisering i Danmark 1940-1960”, Arbejderhistorie, s. 28.

[970] Om PET’s overvågning af Kampagnen mod Atomvåben 1960-1967, se kapitel 2 i nærværende bind.

[971] Om PET’s overvågning af Vietnambevægelsen, se kapitel 3 i nærværende bind.

[972] Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 65-98. Den Atlantiske Traktat er optrykt i NATO-Håndbogen (Office of Information and Press, 2001), s. 533-536. Se også Søren Hein Rasmussens tilsvarende vurdering i Sære alliancer, s. 169.

[973] I det følgende besvares følgende spørgsmål til justitsministeren, som ministeren har undladt at besvare under henvisning til PET-Kommissionens arbejde: spørgsmål nr. 164: ”Er der medlemmer af ‘Kvinder for Fred‘, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?”, spørgsmål nr. 165: ”Er der sket overvågning af arrangementer, som ‘Kvinder for Fred‘ har afholdt?”, spørgsmål nr. 190: ”Er der medlemmer af ‘Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed’, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?”, spørgsmål nr. 191: ”Er der sket overvågning af arrangementer, som ‘Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed‘ har afholdt?”, spørgsmål nr. 192: ”Er der medlemmer af ‘Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed‘, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?”, spørgsmål nr. 193: ”Er der sket overvågning af arrangementer, som ‘Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed‘ har afholdt?”, spørgsmål nr. 194: ”Er der medlemmer af ‘Aldrig Mere Krig‘, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?”, spørgsmål nr. 195: ”Er der sket overvågning af arrangementer, som ‘Aldrig Mere Krig‘ har afholdt?”, spørgsmål nr. 213: ”Har der været anvendt arbejdskartoteker efter retningslinjerne fra marts 1985, jf. PET redegørelsen side 19-20? I givet fald over hvilke lovlige partier, organisationer eller grupper?”.

[974] Om Mitrothin-materialet og Kommissionens vurdering af dets kildeværdi, se Kommissionens beretning, bind 6.

[975] PET, operationssag: “The Copenhagen Residency of the KGB.”

[976] Søren Hein Rasmussen, Sære Alliancer, s. 26.

[977] Søren Hein Rasmussen, Sære Alliancer, s. 38.

[978] PET operationssag: “The Copenhagen Residency of the KGB”. Ifølge den samme kilde skulle pro-sovjetiske artikler og artikler, der støttede det islandske parlaments beslutning om at afvise udstationeringen af amerikanske tropper på Island og Grønland, være blevet publiceret i den danske presse som et resultat af residenturets indsats. Det må være en fejl, for der blev udstationeret amerikanske styrker i Island, og Island havde ingen jurisdiktion over Grønland, der var under dansk overhøjhed.

[979] Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 405-406, 412.

[980] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 33.

[981] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 30, 33-34.

[982] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Beretning vedrørende Verdensfredsrådet (WPC) og dets aktivitet i 1957”, 31. december 1957.

[983] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Den kommunistiske verdensfredsbevægelse”, citeret s. 6.

[984] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Den kommunistiske verdensfredsbevægelse”, citeret s. 1.

[985] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Beretning vedrørende Verdensfredsrådet (WPC) og dets aktivitet i 1957”, 31. december 1957.

[986] PET, Historisk Arkiv, emnesag: “WPC - World Council of Peace (verdensfredsrådet)”, 13. marts 1964, citeret s. 1.

[987] Morten Thing, Kommunismens kultur, s. 842-843.

[988] PET, emnesag: ”Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning nr. 2/1950, citeret s. 10.

[989] PET, emnesag:” Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning nr. 3/1950, citeret s. 18.

[990] PET, emnesag: ”Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning nr. 3/1950, citeret s. 21.

[991] PET, emnekartotek: ”Fredens Tilhængere”, 9. december 1957. Vedr. Østersøugerne se Thomas Wegener Friis, Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960 (SFAH, 2001), s. 79-83; Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 46, 206, 421-425.

[992] PET, emnesag: ”Beretning vedr. Danmarks kommunistiske Parti og frontorganisationerne efter den 20. partikongres (november 1958-januar 1960)”, s. 66.

[993] Mogens Fog, Efterskrift, s. 90.

[994] PET, emnesag: ”Dansk Freds Konference 12.-13. november 1955 i Aalborghallen”, 18. november 1955.

[995] PET, emnesag: ”Dansk Freds Konference 12.-13. november 1955 i Aalborghallen”, 18. november 1955, s. 10, 15.

[996] PET, emnesag: ”Dansk Freds Konference 12.-13. november 1955 i Aalborghallen”, 18. november 1955, s. 22.

[997] PET, Historisk Arkiv, emnesag: “WPC - World Council of Peace (verdensfredsrådet)”, 13. marts 1964, citeret s. 2.

[998] PET, Historisk Arkiv, emnesag: “WPC - World Council of Peace (verdensfredsrådet)”, 13. marts 1964, s. 3.

[999] PET, emnesag: ”Beretning for tiden 15. oktober 1963 til 15. oktober 1964.”

[1000] PET, emnekartotek: ”Dansk Fredskonference”, 14. januar 1963.

[1001] PET, emnekartotek: ”Dansk Fredskonference”, 18. december 1964.

[1002] PET, emnekartotek: ”Dansk Fredskonference”, 2. februar 1966, 11. februar 1966, 18. april 1966, 13. juli 1966, 21. december 1966, 17. januar 1967.

[1003] PET, emnekartotek: ”Dansk Fredskonference”, 19. december 1969.

[1004] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 5.

[1005] Ibid.

[1006] PET, emnekartotek: ”Dansk Fredskonference”, 16. marts 1972.

[1007] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Beretning vedrørende Verdensfredsrådet (WPC) og dets aktivitet i 1957”, 31. december 1957, s. 3.

[1008] PET, emnesag: Skrivelse fra justitsminister Hans Hækkerup til fru Esther Brinch, 30. oktober 1959.

[1009] PET, emnesag: Ujournaliseret notat, 6. februar 1960.

[1010] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979, s. 1.

[1011] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 31. august 1959, jf. 13. november 1957.

[1012] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 4. august 1959.

[1013] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 21. maj 1964, jf. 9. maj 1966 og 11. maj 1966.

[1014] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 8. september 1965, jf. 3. juli 1965.

[1015] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 9. oktober 1965.

[1016] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 4. oktober 1968.

[1017] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 9. oktober 1965, 10. juni 1966, 12. december 1966, 16. maj 1976, 12. juli 1967, 30. oktober 1967, 20. marts 1968, 4. oktober 1968.

[1018] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 26. november 1968.

[1019] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 5. februar 1968. Vedr. forholdet mellem Aldrig mere Krig og Militærnægterforeningen konstateredes det i en bemærkning på et emnekort fra 1966, at de to foreninger delte adresse i Odense. PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 9. maj 1966.

[1020] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 12. juli 1967, 15. maj 1972.

[1021] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 10. maj 1968, 4. oktober 1968.

[1022] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 51-52, jf. Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 43.

[1023] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 29. februar 1960.

[1024] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 19. november 1962. Vedr. trotskisternes forsøg på infiltration af SUF i første halvdel af 1960’erne se Kommissionens beretning, bind 9.

[1025] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 24. oktober 1963.

[1026] Om danske trotskisters forhold til den internationale trotskisme, se Kommissionens beretning, bind 9.

[1027] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 20. juli 1964.

[1028] PET, emnesag: ”NOTITS”. Emne: Foreningen Aldrig Mere Krig’s brev til militære tjenestesteder, udateret men antagelig fra december 1970.

[1029] Vedr. PET’s vurdering af Socialistisk Folkeparti og i mindre grad SUF se Kommissionens beretning, bind 6 og 7.

[1030] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 17. november 1966.

[1031] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 29. december 1960. Den offentlige debat om demonstrationen under Cubakrisen er omtalt i Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 43-47.

[1032] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 24. juni 1971.

[1033] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 24. september 1971.

[1034] PET, emnesag: ”Vedr.: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed”, 1. november 1954.

[1035] Citeret efter PET, emnesag: ”Vedrørende Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (Women’s International League for Peace and Freedom)”, 15. december 1952.

[1036] PET, emnesag: ”Vedrørende Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (Women’s International League for Peace and Freedom)”, 15. december 1952. Det fremgår af den eksisterende litteratur, at Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed nok var en central aktør i organiseringen af indvandringen af de jødiske børn, men at der dog var flere aktører. Disse samlede sig i Dansk Kvinders Nationalråd og inkluderede blandt andet Jødisk Kvindeforening. Det fremgår også af litteraturen, at nok blev der tildelt opholdstilladelse til 300 flygtningebørn, hvorefter der kom 295 til Danmark, men det var under den forudsætning, at de på et senere tidspunkt skulle forlade Danmark. Se hertil Lone Rünitz, Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940 (Syddansk Universitetsforlag, 2005), s. 341-358; Hans Kirchhoff og Lone Rünitz, Udsendt til Tyskland. Dansk flygtningepolitik under besættelsen (Syddansk Universitetsforlag, 2007), s. 33-36.

[1037] PET, emnesag: ”Vedrørende Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (Women’s International League for Peace and Freedom)”, 15. december 1952, citeret s. 3-4.

[1038] PET, emnesag: ”Vedrørende Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (Women’s International League for Peace and Freedom)”, 15. december 1952.

[1039] PET, emnekartotek: (emnekort: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), 27. september 1963.

[1040] ET, emnekartotek: ”Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed”, 16. maj 1967, 21. august 1972.

[1041] PET, emnekartotek: ”Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed”, 4. august 1964, 13. februar 1969, 14. september 1970, 24. august 1971, 9. maj 1972.

[1042] PET, emnekartotek: ”Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed”, 14. september 1970, 9. maj 1972.

[1043] Citeret efter Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 171.

[1044] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 171.

[1045] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 172. Vedr. den politiske baggrund for beslutningen om at købe F-16 fly til Forsvaret se Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement 1973-2006. Dansk Udenrigspolitiks Historie, bd. 6 (Gyldendal, 2006), s. 178-182; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 290-294.

[1046] Erik Boel, Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88 (Akademisk forlag, 1988), s. 131-144; Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 173-178; Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement 1973-2006, s. 196-198; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 117-125. Vedr. Egon Bahrs betydning for flere vesteuropæiske socialdemokratier se Nikolaj Petersen, ”Scandilux-samarbejdet og vesteuropæisk sikkerhedspolitik”, Politica, 16. årg., nr. 4 (1984), s. 410-430. Mere generelt var Egon Bahr endvidere en central figur bag formuleringen af den vesttyske Ostpolitik fra 1960’erne og frem. Se hertil Andreas Vogtmeier, Egon Bahr und die deutsche Frage. Zur Entwicklung der sozialdemokratischen Ost- und Deutschlandspolitik vom Kriegsende bis zur Vereinigung (Dietz, 1996).

[1047] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 175.

[1048] Citeret efter Nikolaj Petersen, Europæisk og Globalt Engagement 1973-2006, s. 282. Poul Villaume karakteriserer i lighed hermed Samarbejdskomitéen som DKP-domineret. Se Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 299.

[1049] Citeret efter Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 177.

[1050] Se hertil gennemgangen af 1970’ernes sikkerhedspolitiske debat i Danmark i Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 35-131.

[1051] John Lewis Gaddis, The Cold War (Allen Lane, 2005), s. 201-202; Richard Crockatt, The Fifty Years War, s. 268-271; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 535.

[1052] Vedr. baggrunden for NATO’s dobbeltbeslutning se Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 30; Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelse 1970-1985, s. 291; Richard Crockatt, The Fifty Years War, s. 268-271. Dobbeltbeslutningens ordlyd er optrykt i dansk oversættelse under titlen ”Communiqué fra NATO’s udenrigs- og forsvarsministres møde i Bruxelles den 12. december 1979”, Christian Thune (red.), Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1979 (DJØF, 1980), s. 232-234.

[1053] Vedr. Jørgen Dragsdahls rolle i debatten se Danmark under den kolde krig, bd. 2, især s. 88-95.

[1054] Citeret efter ”Stands atomoprustningen”, Politisk Revy, nr. 366, november 1979. Se også Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 181; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 94.

[1055] Citeret efter Hvad er NTA? (Pjece udgivet af Nej til Atomvåben, 1984), s. 2.

[1056] Hvad er NTA?, s. 2-3.

[1057] Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 282.

[1058] Michael Krasner & Nikolaj Petersen, “Peace and Politics: The Danish Peace Movement and Its Impact on National Security Policy”, Journal of Peace Research, s. 158. Det hedder i Søren Hein Rasmussens Sære alliancer, s. 212, at Nej til Atomvåbens antal af lokalgrupper i 1982 nåede op på 69. Se endvidere Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 283-285.

[1059] Michael Krasner & Nikolaj Petersen, “Peace and Politics: The Danish Peace Movement and Its Impact on National Security Policy”, Journal of Peace Research, s. 158.

[1060] Ibid. “Vedr. etablering af Kvinder for Fred”, se også Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 185, 192-195. Hein Rasmussen betegner Kvinder for Fred som ”mindre politiseret, men mere ideologisk” end Samarbejdskomitéen og Nej til Atomvåben, s. 195.

[1061] Se f.eks. Bent Jensen, Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig (Gyldendal, 1987), s. 169. Bent Jensen, ”Opportunismens årti i dansk sikkerhedspolitik” i Jakob Holm og Ole Knudsen, Danmark i 1980’erne (Forum, 2003).

[1062] Se Nikolaj Petersens anmeldelse af Bent Jensens Tryk og tilpasning i Historie. Jyske Samlinger, bd. 18 hæfte 2 (1988). Se endvidere Poul Villaumes anmeldelse i Historisk Tidsskrift, 88/2 (1988).

[1063] Interview med Ritt Bjerregaard foretaget af Erik Boel i november 1986. Citeret efter Erik Boel, Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-88, s. 225.

[1064] Erik Boel, Socialdemokratiets atomvåbenpolitik 1945-1988, s. 226.

[1065] Michael Krasner & Nikolaj Petersen, “Peace and Politics: The Danish Peace Movement and Its Impact on National Security Policy”, Journal of Peace Research, s. 160. Vedr. Danskernes synspunkter på Reagan og amerikansk udenrigspolitik i begyndelsen af 1980’erne se også Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 73-74, 191-196.

[1066] Citeret efter Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 216.

[1067] Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 285.

[1068] Michael Krasner & Nikolaj Petersen, “Peace and Politics: The Danish Peace Movement and Its Impact on National Security Policy”, Journal of Peace Research, s. 160; Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 216-217. Hein Rasmussen anfører endvidere s. 219-220, at det dagsordensforslag som Socialdemokratiet fremsatte 7. december 1982 må ses som en sejr for fredsbevægelsen. Den vurdering synes der dog ikke at være enighed om i forskningen. Således ser koldkrigsudredningen ikke dagsordensforslaget som en sejr for Landskampagnen; jf. Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 237-240. Ej heller ovenstående artikel af Michael Krasner og Nikolaj Petersen ser dagsordenen som en sejr for fredsfolkene.

[1069] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 224-226; Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 286.

[1070] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 227.

[1071] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 231. Hein Rasmussen mener antagelig Det ny Notat, der oprettedes i 1974 som efterfølger af det oprindelige Notat. Vedr. Det ny Notat se kapitel 6 i nærværende bind.

[1072] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 231-232. Vedr. Unge for Fred se endvidere Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990 (Upubliceret ph.d.-afhandling, Københavns Universitet, 2007), s. 185-187.

[1073] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 232-233. Vedr. Greenham Common se Alison Young, Femininity in Dissent (Routledge, 1990).

[1074] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 240-242.

[1075] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979. PET, administrativ sag: ”PET, Afdeling C’s årsberetning 1973”, s. 8.

[1076] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979.

[1077] PET, administrativ sag: ”PET, Afdeling C’s årsberetning 1973”, s. 8, 9.

[1078] PET, administrativ sag: ”PET, Afdeling C’s årsberetning 1975”, s. 13.

[1079] Se hertil Kommissionens beretning, bind 7.

[1080] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979.

[1081] PET, administrativ sag: ”PET, Afdeling C’s årsberetning 1975”, s. 13.

[1082] FN, verden og Danmark (DUPI, 1999), s. 34, jf. Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 210.

[1083] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979. PET, administrativ sag: ”PET, Afdeling C’s årsberetning 1974”, s. 9-10.

[1084] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979.

[1085] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979.

[1086] PET, administrativ sag: ”PET, Afdeling C’s årsberetning 1975”, s. 14.

[1087] TASS’ kritik er refereret i Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 118-119.

[1088] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979.

[1089] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Kampagnen mod neutronbomben”, udateret, citeret s. 1.

[1090] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1978”, s. 35-36.

[1091] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 11. december 1979.

[1092] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 173; Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 117.

[1093] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1978”, s. 35-36.

[1094] PET, personsag: Notits 23. august 1979.

[1095] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Kampagnen mod neutronbomben, Vedr.: ”active measures-kampagnen” mod neutronbomben”, udkast, udateret.

[1096] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr.: Danmarks Demokratiske Kvindeforbund – DDK”, 28. januar 1981, kontinueret 29. januar 1981.

[1097] PET, WU: ”Referat af Udvalgets møde den 8. maj 1981 kl. 11 i PET”, s. 3.

[1098] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1979”, s. 36-37.

[1099] Om Kommissionens vurdering af Meta Ditzels forbindelse til KGB, se Kommissionens beretning, bind 7.

[1100] PET, operationssag: ”Vedr.: Meta Kathrine Dietzel”, 19. december 1985.

[1101] Ibid.

[1102] PET, operationssag: “Report No. 24, A. Comments on Appendices to Report No 1.”

[1103] PET, emnesag: ”Vedr. KGB og GRU’s brug af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed til propagandaoperationer”, 4. oktober 1979. Vedr. Gordijevskijs oplysninger og PET se Kommissionens beretning, bind 7 og bind 13.

[1104] PET, personsag: “World Peace Councils møde i Sofia 24. - 27. april 1986.”

[1105] PET, emnesag: ”Vedr. KGB og GRU’s brug af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed til propagandaoperationer”, 4. oktober 1979.

[1106] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1979”, s. 37.

[1107] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1979”, s. 38; jf. Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 84. Se også Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1979 (DJØF’s forlag, 1980), s. 225.

[1108] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1979”, s. 38.

[1109] Se de opsummerende sider omhandlende valgkampen op til valget i Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 87-88, jf. s. 83.

[1110] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1979”, s. 42.

[1111] Peter Riis og Søren Rasmussen, ”Esbjerg Lufthavn: Folkevalgte får intet at vide om militærets jagt på ‘terrorister’”, Land og Folk, 28. december 1979.

[1112] PET, personsag: ”Mistænkelige forhold, Esbjerg Lufthavn”, 12. oktober 1979.

[1113] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 8. januar 1973.

[1114] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 22. april 1974.

[1115] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 2. juni 1975.

[1116] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 29. januar 1976.

[1117] PET, emnesag: ”Vedr.: Militær- og Nægterforeningen”, 21. januar 1977.

[1118] PET, emnesag: ”Vedr.: Militær- & Nægterforeningen”, 8. februar 1977.

[1119] Ibid.

[1120] PET, emnesag: ”Vedr.: Militær- & Nægterforeningen”, 25. januar 1977. PET, emnesag: ”Vedr.: ‘Politiske soldater’”, 19. januar 1977.

[1121] Nægterbulletin, nr. 1, januar 1977, 11. årg., lederartikel, s. 3-4. Kopi beroende i PET, emnesag.

[1122] Kommissionens arkiv, RB: 2. oktober 2002. Vedr. PET’s vurdering af BZ-bevægelsen, se kapitel 8 i nærværende bind.

[1123] Kommissionens arkiv, RB: 3. september 2002.

[1124] Kommissionens arkiv, RB: 8. maj 2002.

[1125] Kommissionens arkiv, RB: 20. juni 2001.

[1126] Kommissionens arkiv, RB: 1. oktober 2002. Jf. også PET, juristernes kopimapper: Mødereferat 10. maj 1984, hvor Ole Stig Andersen udtalte, at Afdeling C primært interesserede sig for DKP og frontorganisationerne (idet disse havde en stormagt i ryggen) samt nynazismen.

[1127] PET, juristernes kopimapper: ”Subversiv aktivitet udført af Sovjetunionens kommunistiske parti i visse europæiske lande”, maj 1981. Sovjetunionens forsøg på påvirkning af den offentlige meningsdannelse i Danmark under den kolde krig er fremlagt i Kommissionens beretning, bind 13.

[1128] PET, juristernes kopimapper: ”Subversiv aktivitet udført af Sovjetunionens kommunistiske parti i visse europæiske lande”, maj 1981.

[1129] PET, emnesag: Sammenskrivning vedr. Sovjetunionens forsøg på påvirkning af beslutningsprocessen i Danmark.

[1130] Richard Crockatt, The Fifty Years War, s. 258-259.

[1131] Se hertil Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 188.

[1132] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 21. januar 1980. Udmeldelsen omfattede desuden rådets tilsluttede organisationer. PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C”, s. 15.

[1133] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 22. januar 1980.

[1134] PET, Historisk Arkiv, emnesag: bilag 50: Vedr. Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed (ujournaliseret), udateret, s. 9.

[1135] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr. Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed (ujournaliseret)”, udateret, s. 9.

[1136] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C.”

[1137] Blandt kritikerne af komitéen var den konservative politiker Viggo Fischer og journalist Frode Muldkjær. Se hertil PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Bilagsfortegnelse for Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, bilag 8 og 11. Bilagene er makuleret.

[1138] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 19. februar 1980.

[1139] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 6. marts 1980.

[1140] PET, Historisk Arkiv, emnesag: ”Vedr. Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed (ujournaliseret)”, udateret, s. 10.

[1141] PET, emnesag: ”Vedr.: KGB og GRU’s brug af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed til propagandaoperationer”, 4. oktober 1979. Desuden: PET, emnesag; PET, personsag.

[1142] Om Merkulov, se Kommissionens beretning, bind 13.

[1143] PET, personsag: Notat af 7. maj 1980; PET, personsag: Notat af 18. september 1980.

[1144] PET, emnesag: ”Vedr.: Rektor v. Aurehøj Statsgymnasium Søren Nehm Brogård, medlem af Samarbejdskomitéens styrelse”, 12. december 1980.

[1145] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C”, s. 17-18.

[1146] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 9. juni 1981.

[1147] PET, emnesag: ”Vedr. KGB og GRU’s brug af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed til propagandaoperationer”, 4. oktober 1979.

[1148] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C”, s. 15; PET, emnekartotek: (emnekort) 24. april 1980.

[1149] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 8. februar 1980.

[1150] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 4. februar 1980.

[1151] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 1. og 4. februar 1980.

[1152] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 6. marts 1980.

[1153] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 6. maj 1980.

[1154] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 10. juli 1980.

[1155] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C”, s. 20.

[1156] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C”, s. 19.

[1157] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 13. maj 1980.

[1158] PET, personsag: Notits 17. januar 1979.

[1159] PET, emnesag: ”Vedr.: [-] Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 9. oktober 1980; PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980, Afdeling C”, s. 18-22.

[1160] PET, emnesag: ”Vedr.: henvendelse til samtlige fagforeninger om deltagelse i kampen for freden”, 30. oktober 1980.

[1161] PET, WU: ”Referat af Udvalgets møde den 14. marts 1980 kl. 11.30 i PET”, pkt. 5. Jf. bilag: Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, udateret, antagelig fra begyndelsen af 1980.

[1162] PET, Faktagruppens materiale, ”Vedr.: registrering af personer med tilknytning til SAMARBEJDSKOMITEEN”, 18. april 1998.

[1163] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for Afdeling C 1981”, s. 61, 66. En mindre del af den offentlige debat om konferencen er analyseret i Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 143, jf. Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer, s. 198-200.

[1164] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for Afdeling C 1981”, s. 61, 65-66.

[1165] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 11. juni 1981; PET, adminstrativ sag: ”Årsberetning for Afdeling C 1981”, s. 62.

[1166] PET, WU: ”Referat af Udvalgets møde den 24. september 1981 kl. 11.30 i PET.” Jf. bilag: ”Vedr.: Registrering af medlemmer af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed og Kristne for Nedrustning”, udateret, men konciperet i august eller september 1981.

[1167] PET, emnesag: ”Vedr.: [-] 1. juni 1981; jf. PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 1. juni 1981.

[1168] PET, emnesag: ”Vedr.: [-] ”.

[1169] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 13.

[1170] Diverse avisartikler. Titler, aviser og journalister er anonymiseret. Vedr. hele sagskomplekset, se Kommissionens beretning, bind 13; jf. PET, personsag.; PET, administrativ sag: ”Årsberetning for Afdeling C 1981”, s. 63.

[1171] Historien om Merkulov, Arne Herløv Petersen og fredsbevægelserne har også fundet vej til litteraturen. Se f.eks. Ole Hasselbalch, Den stille krig. Sovjetiske påvirkningsoperationer mod Danmark under den kolde krig – forudsætninger, teknik og resultater (Holkenfeldt 3, 2001), s. 196- 197.

[1172] Alex Frank Larsen, ”Forfatter sigtes for samarbejde med udvist Sovjet-diplomat”, Information, 5. november 1981.

[1173] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsbevægelsen i øvrigt i 1981”, 28. januar 1982.

[1174] Chr. Brøndum, ”Jytte Hilden: Læg den fredskomité på is”, Berlingske Tidende, 6. november 1981. Artiklen er beroende i operationssagen om Arne Herløv Petersen.

[1175] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 13. november 1981.

[1176] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for Afdeling C 1981”, s. 63-65.

[1177] Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 150-151, 448-452.

[1178] F.eks. Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 120.

[1179] Foruden allerede anvendte kilder kan eksempelvis nævnes PET, emnesag: ”Vedr.: Oversigt over den seneste udvikling i spørgsmålet om Norden som Atomvåbenfri zone (Kekkonen-planen)”, 30. juli 1981; PET, emnesag: ”Vedr: Sovjetisk interesse i Norden som a-våbenfri zone”, 29. september 1981; PET, emnesag: ”Vedr: DKPs holdning til TNF-spørgsmålet og fredskampagnen/fredskampen”, 15. juni 1981.

[1180] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 13.

[1181] PET, emnesag: ”Notat fra udenlandsk efterretningstjeneste”, 5. oktober 1981.

[1182] Se afsnittet om Socialdemokratiet og fodnotepolitikken i Kommissionens beretning, bind 7. Jf. også vurderingerne i Danmark under den kolde krig, bd. 4: Konklusioner og perspektiver, s. 41-45; Rasmus Mariager, ”Den brede enigheds ophør. Om baggrunden for det sikkerhedspolitiske opbrud i 1980erne – og noget socialdemokratisk exceptionalisme i dansk samtidshistorie”, Historisk Tidsskrift (2005,2006).

[1183] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 10.

[1184] Kommissionens beretning, bind 4.

[1185] PET, emnesag: ”Vedr: Verdensfredsrådets møde i København 6.-8.1982 - den danske vinkel –”, 9. marts 1982.

[1186] PET, administrativ sag: Årsberetning 1982. Afdeling C, s. 12.

[1187] PET, emnesag: ”Vedr: Verdensfredsrådets møde i København 6.-8.1982 - den danske vinkel –”, 9. marts 1982. Angående situationen i Polen, herunder fagforeningen Solidaritet, den militære undtagelsestilstand, krigsretstilstanden, de mange anholdelser af oppositionelle kræfter og skiftende danske regeringers politik hertil henvises til Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 233-236.

[1188] PET, emnesag: ”Vedr: Verdensfredsrådets møde i København 6.-8.1982 - den danske vinkel –”, 9. marts 1982.

[1189] PET, emnesag: ”Vedr: Verdensfredsrådets møde i København 6.-8.1982 - den danske vinkel –”, 9. marts 1982. PET, emnekartotek: (emnekort) 9. marts 1982.

[1190] PET, emnesag: ”Vedr. Styrelsen i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed efter landsmødet i Fredericia den 13. og 14. februar 1982.”

[1191] PET, emnesag: Notat, udateret. PET, emnesag: ”Vedr: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed’s landsmøde i Fredericia den 13.-14. februar 1982.”

[1192] PET emnesag: ”Vedr.: Sovjetisk fredsdelegations besøg i Danmark”, 10. marts 1982. PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 4+10. marts 1982.

[1193] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 14, 16.

[1194] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 12.

[1195] PET, emnesag: ”Vedr.: Sovjetunionens påvirkning af fredsgrupperne i Vest-Europa”, 29. september 1983.

[1196] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C.”

[1197] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 20-21.

[1198] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 12.-13. februar 1983.

[1199] F.eks. PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 31. maj 1983, 28. juni 1983, 7. juli 1983.

[1200] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 5. maj 1983.

[1201] Kaslevs bog blev endvidere oversat til og udgivet på tysk. Se hertil oplysninger på www.bibliotek.dk.

[1202] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 11. oktober 1983.

[1203] PET, emnekartotek: ”Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 11. oktober 1983, 14. december 1983. Se også Jesper Hjort & Simon Hansen, Fredens Spioner – efterretningstjenestens krig mod fredsbevægelsen (Fredsbevægelsens forlag, Egtved × Tryk for fred, 1983).

[1204] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1984. Afdeling 2.”

[1205] PET, emnesag: ”Vedr.: Sovjetunionens påvirkning af fredsgrupperne i Vest-Europa”, 29. september 1983.

[1206] PET, emnesag: ”Vedr. Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 24. februar 1984.

[1207] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1984. Afdeling 2.”

[1208] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1984. Afdeling 2”, citeret s. 41, 45.

[1209] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1984. Afdeling 2”, citeret s. 45.

[1210] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsbevægelsens Samråd”, 12. februar 1985. Det lykkedes ifølge PET Samarbejdskomitéen at få følgende organisationers støtte: Unge for Fred, Lærere for Fred, Kristne for Nedrustning, Danske Studerendes Fællesråd, Traktat Nu, Fagbevægelsen for Fred, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Aldrig mere Krig, Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme og Kvinder for Fred. Nej til Atomvåben ønskede ikke umiddelbart at støtte foretagendet.

[1211] PET, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, 21. januar 1985.

[1212] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsdemonstrationerne mod – og de politiske aspekter omkring – det amerikanske flådebesøg i København med bl.a. atomslagskibet IOWA”, ekstrakt udateret, men antagelig fra oktober 1985.

[1213] Konferencen var arrangeret sammen med Fagbevægelsen for Fred. PET, emnesag: ”Vedr.: Fredskonference i Århus Kongreshus lørdag den 19. oktober 1985”, 23. oktober 1985.

[1214] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1986. Afdeling 2”, citeret s. 1.

[1215] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1987. Afdeling 2”, citeret s. 5.

[1216] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1986. Afdeling 2”, citeret s. 1 og 2.

[1217] PET, operationssag: Notat, 6. marts 1986. Jf. også PET, emnesag: ”Vedr.: Verdensfredsrådets planer om at indkalde til en større verdensfredskongres i København 1986”, 24. maj 1985.

[1218] PET, operationssag: Notat, 6. marts 1986.

[1219] PET, operationssag: ”Vedr.: Afslutning af telefonaflytning”, 10. december 1986.

[1220] PET, operationssag: Notat, 15. december 1986.

[1221] PET, operationssag: ”Vedr.: Afslutning af telefonaflytning”, 10. december 1986.

[1222] Ibid.

[1223] PET, operationssag: ”Liste indeholdende navne på personer”, 7. oktober 1986.

[1224] PET, operationssag: Mødereferat, 29. august 1986. Notat, 12. september 1986.

[1225] PET, operationssag: Mødereferat, 2. oktober 1986.

[1226] PET, operationssag: Notits, 12. maj 1986. Mødereferat, 9. maj 1986.

[1227] PET, operationssag: ”Referat af telefonsamtale”, 11. august 1986.

[1228] PET, operationssag: ”Vedr.: Forslag til opbygning af en pressekampagne om Verdensfredskongressen, oktober 1986”, 28. januar 1986; Ibid: ”Referat af telefonsamtale”, 20. juni 1986. Ibid.: ”Referat af telefonsamtale”, 20. juni 1986.

[1229] PET, operationssag: ”Samtalereferat”, 20. maj 1986. ”Samtalereferat”, 17. juni 1986. ”Referat af telefonsamtale”, 24. juni 1986.

[1230] PET, operationssag: ”Samtalereferat”, 25. juni 1986.

[1231] PET, operationssag: ”Telefonaflytning”, 30. juni 1986. [-] angiver avisens navn. ”A” og ”B” er angivet af Kommissionen som erstatning for de pågældendes forbogstaver.

[1232] PET, operationssag: ”Mødereferat”, 9. august 1986.

[1233] PET, operationssag: ”Mødereferat”, 9. august 1986.

[1234] PET, operationssag: ”Plasticchartek indeholdende adgangskort.”

[1235] PET, operationssag: ”Betydning af kortets farve”, 13. oktober 1986.

[1236] F.eks. PET, emnesag: ”Vedr.: Verdensfredskongressen i København den 15/10-19/10 1986”, ekstrakt af 13. november 1986.

[1237] PET, emnesag: ”The World Peace Congress devoted to the International Year of Peace, Copenhagen October 15th-19th 1986”, 6. marts 1987.

[1238] PET, emnesag: ”Fagbevægelsen for Fred (FfF)”, 17. august 1984.

[1239] PET, emnesag: ”Vedr.: Lærere for Fred/fredsundervisning i skolerne – initiativtagere og baggrund”, 11. januar 1984.

[1240] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 25.

[1241] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 28-29.

[1242] PET, emnekartotek: f.eks. 19. januar 1983, 5. april 1983, 6. april 1983, 11. maj 1983. PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 26-28.

[1243] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsbevægelsens Samråd”, 9. januar 1985. Villum Hansen offentliggjorde planerne om etablering af et Fredsbevægelsens Samråd i december 1984, jf. Søren Rasmussen, ”Fredsbevægelsen etablerer et bredt og uformelt samråd”, Land og Folk, 20. december 1984.

[1244] PET, emnesag: ”Vedr.: Traktat-NU”, 14. februar 1985.

[1245] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 29. Vedr. Bresjnevs tale og DKP’s politik over for fagbevægelse se også Kommissionens beretning, bind 8.

[1246] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 29.

[1247] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 31; PET, emnesag: ”Fagbevægelsen for Fred (FfF) (Oprettelse, politisk ståsted og aktiviteter)”, 17. august 1984.

[1248] PET, ujournaliseret sag: ”Vedr.: SIDs konference: ‘International Fred og Afspænding’ den 23. og 24. sep. 1981 på forbundets kursusejendom ‘Svendborgskolen’”, 14. oktober 1981.

[1249] PET, emnesag: ”Vedr.: Faglig fredskonference som udløber af dansk faglig delegations besøg i Moskva”, 3. maj 1982.

[1250] PET, emnesag: ”Hovedtræk i udviklingen i de danske fredsbevægelser fra 1981 til dato med særlig henblik på fagforeningernes rolle”, 4. februar 1983. PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 30-33; PET, emnesag: ”Fagbevægelsen for Fred (FfF) (Oprettelse, politisk ståsted og aktiviteter)”, 17. august 1984.

[1251] PET, emnesag: ”Hovedtræk i udviklingen i de danske fredsbevægelser fra 1981 til dato med særlig henblik på fagforeningernes rolle”, 4. februar 1983. PET modtog gennem 1980’erne oplysninger fra sine udenlandske samarbejdspartnere om Dublin-komitéens aktiviteter, jf. eksempelvis PET, emnesag: ”Uddrag af rapport nr. NK 332/84 af 01.10.1984 Vedr: Oplysninger om ikke-statslig kommunisme (rapporteringsperiode: 01.08.1984-20.09.1984.).”

[1252] PET, emnesag: ”Fagbevægelsen for Fred (FfF) (Oprettelse, politisk ståsted og aktiviteter)”, 17. august 1984.

[1253] PET, emnesag: ”Vedr.: Regnskab for fagbevægelsen for Fred”, 9. juli 1986.

[1254] PET, emnesag: ”Vedr.: Årskonference den 1. september 1987”, 23. september 1987.

[1255] PET, emnesag: ”Vedr.: Fagbevægelsen for Fred”, 6. december 1985. Jf. PET emnesag: ”Fredsseminars økonomi”, 21. april 1986, hvor det hedder: ”Den forventede manko søges inddækket gennem tilskud fra forskellige fagforbund og fagforeninger”.

[1256] PET, emnesag: ”Vedr.: Årsmøde den 24. oktober 1988”, 14. november 1988.

[1257] PET, emnesag: ”Fagbevægelsen for Fred (FfF) (Oprettelse, politisk ståsted og aktiviteter)”, 17. august 1984.

[1258] PET, emnesag: ”Hovedtræk i udviklingen i de danske fredsbevægelser fra 1981 til dato med særlig henblik på fagforeningernes rolle”, 4. februar 1983.

[1259] PET, emnesag: ”Fagbevægelsen for Fred (FfF) (Oprettelse, politisk ståsted og aktiviteter)”, 17. august 1984.

[1260] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 49.

[1261] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 54.

[1262] PET, emnesag: ”Vedr.: Sovjetunionens ihærdige bestræbelser på at inddrage den danske fagbevægelse og Socialdemokratiet i Sovjet-styrede fredsaktiviteter”, 13. februar 1985.

[1263] PET, emnesag: ”Vedr.: Konference, ”40 år uden krig” i Sovjetunionen d. 3.-7. marts 1985”, 20. februar 1985.

[1264] PET, emnesag: ”Vedr.: Udvalgsmøde den 11/2 1986”, 24. februar 1986.

[1265] PET, emnesag: ”Ekstrakt af notits af 23. november 1988. Vedr.: Reception på DDR’s ambassade i København den 7. april 1988.”

[1266] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1979”, s. 42.

[1267] Citeret efter PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1980”, s. 25; jf. PET, emnesag: ”Vedr.: Møde afholdt på herv. DDR-ambassade”, 22. januar 1980 og emnekartotek: ”Nej til Atomvåben”, 21. januar - 20. februar 1980, hvor det direkte hedder, at DDR-ambassaden var den drivende kraft bag Nej til Atomvåbens dannelse.

[1268] PET, emnesag: ”Vedr. regeringens udvalg for sikkerheds- og nedrustningsspørgsmål”, 27. april 1981.

[1269] PET, emnesag: ”Vedr.: oprettelse af folkebevægelsen: Nej til Atomvåben”, 20. februar 1980.

[1270] Kommissionens oversættelse efter original i Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 129; jf. også Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser, s. 338-339.

[1271] PET, emnesag: ”Vedr.: Afholdelse af stiftende landsmøde for bevægelsen ‘Nej til Atomvåben’”, 8. august 1980.

[1272] Citeret efter ”PRESSEMEDDELELSE” udsendt af Nej til Atomvåben, 12. maj 1980. Se også ”Nej til Atomvåben stiftet med appel om at gøre Europa til A-våbenfri zone”, Socialistisk Dagblad, 13. maj 1980; ”Nej til Atomvåben stiftet i weekenden”, Land og Folk, 13. maj 1980. Nej til Atomvåben offentliggjorde den anden af sine resolutioner i Land og Folk 16. maj 1980 under overskiftet ”Stop NATOs optrapning”.

[1273] Eksemplerne er legio, men her skal blot henvises til en demonstration foran den amerikanske ambassade 1. september 1981. PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsdemonstration foran den amerikanske ambassade”, 2. september 1981; ”arrangementet ‘Fyn for Fred’ med deltagelse af Nej til Atomvåben”, ”Odense Fredskomité”, ”Danmark mod Krig”, ”Folkebevægelsen mod EF” m.v., PET, emnesag: ”Vedr.: Fyn for Fred - aktivitetsuger fra 17. apr. til d. 5. maj 1982”, 19. maj 1982; samt et fredsoptog i Odense i oktober 1983. PET, emnesag: ”Vedr.: ‘Fredsoptog’ i Odense d. 29.10.83”, 19. oktober 1983. Desuden arrangerede Nej til Atomvåben sammen med Fagbevægelsen for Fred en demonstration mod et britisk flådebesøg i 1985. PET, emnesag: ”Vedr.: Demonstration mod det britiske hangarskib HMS Invincible”, 12. juli 1985.

[1274] PET, emnesag: ”Vedr.: Nej til Atomvåbens forhold til Samarbejdskomitéen”, 10. november 1981.

[1275] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsoptog og Fredskulturarrangement i Odense d. 27. okt. 1984”, 4. oktober 1984.

[1276] PET, emnesag: ”Vedr.: Dialogmøde i Moskva den 23.-24.6.84 mellem vestlige fredsbevægelser og sovjetiske fredsorganisationer og eksperter”, 8. maj 1984.

[1277] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredskampagne i efteråret 1984, startet af DKP, VS og SF”, 6. december 1984. Der ses talrige eksempler på, at DKP forsøgte at nedtone forskellene på de to bevægelser. I 1984 omtalte PET en tryksag, der ifølge PET ”indeholder mange interessante betragtninger og f.eks. også forskelle mellem NTA og Samarbejdskomitéen, men også sammenfald og enighed i væsentlige punkter.”. PET, emnesag: ”Vedr.: En af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed udgivet bog med titlen ‘Indlæg i Dansk Fredsdebat’”, 31. juli 1984.

[1278] PET, emnesag: ”Vedr.: Eksklusion af [-] fra Nej til Atomvåben”, 22. november 1984.

[1279] PET, emnesag: ”Vedr.: Modstanden fra fynske fredsgrupper mod placering af HAWK-raketter i Odense”, 1. februar 1985.

[1280] PET, emnesag: ”Vedr.: Uenighed mellem Verdensfredsrådet og Nej til Atomvåben”, 25. juli 1985.

[1281] PET, emnesag: ”Vedr.: Kampagnen for Nedrustning - en artikel af Uffe Geertsen, Mellemfolkeligt Samvirke, med reklame for Nej til Atomvåben”, 16. juni 1981.

[1282] PET, personsag: Notat af 4. juli vedlagt resumé over pågældendes aktiviteter.

[1283] Vedr. Dragsdahl og Nej til Atomvåben henvises til Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 200.

[1284] Pågældende er omtalt under navnet ”Flame” i Kommissionens beretning, bind 7 .

[1285] F.eks. annonce i Information bragt 21. august 1985: ”Onsdag 21. august 17 års dagen for Sovjets besættelse af Tjekkoslovakiet” Underskrivere: Nej til Atomvåben, KAP, SF, SFU og VS.

[1286] Se hertil Kommissionens beretning, bind 7.

[1287] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 55.

[1288] Dette var tilfældet i forbindelse med en demonstration 29. oktober 1983. PET, emnesag: ”Vedr.: Landsomfattende fredsdemonstration d. 29. oktober 1983”, 30. november 1984.

[1289] PET, emnesag: ”Vedr.: Nej til Atomvåben”, 26. september 1984.

[1290] PET, emnesag: Notits, april 1981.

[1291] PET, emnesag: ”Vedr.: Socialdemokratiske Atomvåbenmodstandere. Socialdemokratiske Anti Militarister – forkortet SAM”, 3. juli 1981; jf. ”Vedr. Socialdemokratiske Atomvåben Modstandere (SAM)”, 8. juli 1981. Desuden udateret skrivelse fra SAM samt ”Ny S-fraktion vil bekæmpe oprustning”, Aktuelt 4. juli 1981, ”Socialdemokrater for afrustning”, Kristeligt Dagblad, 23. juli 1981, ”Hvad er SAM”, Information, 30.-31. oktober 1982.

[1292] ”Socialdemokrater: USA ud af NATO”, København nr. 89, 27. august 1981.

[1293] PET, emnesag: ”Vedr.: Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM)”, 5. februar 1985. Af dette dokument synes det at fremgå, at kontaktpersonerne til 33 lokalafdelinger af SAM er omtalt i PET’s arbejdskartoteker. Men det synes også at være tilfældet, at de pågældende efter sommeren 1985 er fjernet fra arbejdskartoteket. Om PET’s arbejdskartoteker, se Kommissionens beretning, bind 3.

[1294] PET, emnesag: ”Vedr.: DKPs syn på sikkerhedspolitikken nu samt en generel vurdering af partiernes og fredsbevægelsens situation nu”, 7. august 1985.

[1295] PET, emnesag: ”Vedr. Påskefredsmarch 83, Vedbæk – København”, 15. marts 1983.

[1296] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsbevægelsens tinglysningskontor”, 11. oktober 1983.

[1297] PET, emnesag: ”Vedr.: Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM)”, 28. februar 1984.

[1298] PET, emnesag: ”Vedr.: Landskampagnen Stop Atomraketternes udarbejdelse af forlag til folketingsdagsorden”, 15. november 1984.

[1299] PET, emnesag: ”Vedr.: Lukning af Landskampagnen Stop Atomraketterne”, 15. januar 1985.

[1300] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsbevægelsens Samråd”, 9. januar 1985.

[1301] PET, emnesag: ”Vedrørende navngiven person, 18. april 1986.

[1302] PET’s oversigt over personregistreringer.

[1303] PET, personsag: ”Vedr. Styrelsesmøde den 7. november 1987”, 23. november 1987.

[1304] Mette Herborg og Per Michaelsen, Ugræs. Danske Stasikontakter (Holkenfeldt 3, 1999), s. 68.

[1305] PET, emnesag: ”Vedr.: Spørgsmålet om Afghanistan’s placering under National Befrielse”, 20. august 1986.

[1306] PET, emnesag: ”Vedr.: DDR”, 16. januar 1986; PET, emnesag: ”Vedr.: DDR”, 24. februar 1986.

[1307] PET, emnesag: ”Vedr.: DDR”, 16. januar 1986.

[1308] PET, emnesag: ”Vedr.: DDR”, 24. februar 1986.

[1309] Mette Herborg og Per Michaelsen, Ugræs, f.eks. s. 61-76.

[1310] PET, emnesag: ”Vedr: Delegation fra DDR’s Fredsråd på besøg hos SNU i maj 1988”, 12. oktober 1988.

[1311] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk deltagelse i international konference i DDR, den 20.-22. juni 1988”, 1. februar 1989.

[1312] PET, emnesag: ”Vedr.: Observation af dansk delegations afrejse til Sovjetunionen, tirsdag den 12. maj 1987”, udateret.

[1313] PET, personsag: ”PET-notits af 18/11-97 vedr.: Sov.dipl. [-] besøg i DK fra 11.-15./10-87”, udateret.

[1314] PET, personsag: Notat, 24. juni 1986.

[1315] PET, personsag: Notat, 11. december 1989.

[1316] Kommissionens database over retskendelser.

[1317] PET, personsag: Notat, 11. januar 1990.

[1318] PET, personsag: Notat, 20. april 1990.

[1319] PET, personsag: Notat, 22. maj 1991.

[1320] PET, personsag: Notat, 24. juni 1986.

[1321] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk deltagelse i international konference i DDR, den 20.-22. juni 1988”, 1. februar 1989.

[1322] PET, emnesag: Ekstrakt af notits af 23. november 1988.

[1323] PET, emnesag: ”Vedr. oprettelse af kvindernes fredsbevægelse - Kvinder for Fred”, 25. marts 1980.

[1324] ”Danske kvinder: Stop de krigsliderlige mænd”, Ekstra Bladet, 14. februar 1980. Se også ”Kvinder mod krig”, Kristeligt Dagblad, 15. februar 1980; ”Danske kvinder tager initiativ til fredsappel”, Land og Folk, 16.-17. februar 1980; ”Kønspolitik og verdensfred - Det er kvinderne der vil have freden”, Aktuelt, 17. februar 1980; ”Millioner af underskrifter på FN’s bord”, Ekstra Bladet, 18. februar 1980. Nogle mænd fandt det imidlertid kritisabelt, at de pågældende kvinder gjorde freden til en kvindesag. Filminstruktør Christian Braad Thomsen udtalte eksempelvis, at kvinderne ”er hysteriske og ufredelige, når de på den måde tager patent på freden”, idet han også henviste til Storbritanniens Margaret Thatcher og Indiens Indira Ghandi. Se hertil Helle Østergaard, ”Kendte mænd raser mod kendte kvinder: de vil tage patent på freden”, B.T., 18. februar 1980.

[1325] Ingelise Beuschel, ”Kvindernes oprør mod de krigsgale mænd”, Ekstra Bladet, 15. februar 1980.

[1326] PET, emnesag: ”Vedr. oprettelse af kvindernes fredsbevægelse - Kvinder for Fred”, 25. marts 1980.

[1327] PET, emnesag: ”Kvinder for Fred. Danmarks Radio - program 1 den 11.11.80 kl. 14.00. Radiokronik om Kvinder for Fred - Udsendelsen ‘Et Skridt mod Freden’, udskrift”.

[1328] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1980”, s. 27.

[1329] Der ses forskellige udgaver af dette blad bevaret i emnesagen.

[1330] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 18. januar 1982.

[1331] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 27. februar 1981.

[1332] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 16. marts 1981.

[1333] PET, emnekartotek: Kvinder for Fred”, 27. april 1981.

[1334] PET emnesag: ”Vedr.: De Nordjyske Fredsbevægelser’s fokusering på Greenham-Common aktiviteterne”, 22. marts 1984.

[1335] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 7. oktober 1983.

[1336] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 22. marts 1984.

[1337] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsmøde den 26.-27. aug. 1989 for Kvinder for Fred, afholdt på Brenderup Fredshøjskole, 5464 Brenderup”, 3. oktober 1989.

[1338] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 13. august 1981.

[1339] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 15. oktober 1981.

[1340] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 13. marts + 1. april 1982.

[1341] PET, emnesag: Skrivelse dateret 13. juni 1989.

[1342] PET, PET’s oversigt over personregistreringer.

[1343] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 10. juni 1982.

[1344] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 28. august 1984.

[1345] PET, emnesag: ”Vedr.: Forbindelse mellem den danske fredsbevægelse Kvinder for Fred og vesttyske organisationer”, 19. juni 1984. PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 19. juni 1984. Revolutionære Zelle, der retteligt hed Revolutionäre Zellen, blev dannet i 1973 og ønskede alene at forrette materielle (ikke menneskelige) skader, idet medlemmerne levede ud fra devisen: lev legalt – kæmp illegalt. Rote Zora var en feministisk aflægger af Revolutionäre Zellen, og den agerede navnlig mod sexturisme, kvindehandel og gen- og reproduktionsteknologi. Se hertil Anne Sørensen, Stasi og den vesttyske terrorisme (Aarhus Universitetsforlag, 2006), s. 48-49.

[1346] PET, emnesag: ”Vedr.: Kvinder for Fred”, 7. marts 1983; PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 7. marts 1983.

[1347] PET, emnesag: ”Vedr.: International Liga for Fred og Frihed”, 9. marts 1981.

[1348] ”Melder sig ud af fredskomité i protest”, Berlingske Tidende, 13. november 1981.

[1349] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 27. februar 1981.

[1350] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 13. og 20. marts 1981.

[1351] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 27. april 1981.

[1352] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 10. marts 1981.

[1353] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 13. august 1981.

[1354] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 28. januar 1982.

[1355] PET, emnekartotek: ”Kvinder for Fred”, 20. maj 1981.

[1356] PET, emnesag: Notat af 4. november 1980.

[1357] PET, emnesag: Notat, 21. oktober 1980.

[1358] PET, personsag: Notat, 30. september 1982.

[1359] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 20. maj 1981.

[1360] PET, emnesag: ”Vedr.: Kontaktnet Ikkevold (Aktiv ikke-vold)”, 22. juni 1984.

[1361] PET, emnesag: ”Vedr.: [-], medlem af organisationerne Aldrig mere Krig (AmK) og Aktiv Ikke Vold”, 24. januar 1983.

[1362] PET, emnesag og PET, Historisk Arkiv, emnesag.

[1363] PET, emnesag: ”Vedr.: Kontaktnet Ikkevold (Aktiv ikke-vold)”, 22. juni 1984.

[1364] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 14. juni 1984.

[1365] PET, emnekartotek: ”Aldrig mere Krig”, 27. december 1983.

[1366] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1980”, s. 23. Jf også PET, WU: Notat om Kristne for Nedrustning forevist Wamberg-udvalget, 8. maj 1981.

[1367] PET, administrativ sag: ”Afdeling C’s årsberetning 1980”, s. 24.

[1368] Ibid.

[1369] PET, WU: Notat om Kristne for Nedrustning forevist Wamberg-udvalget, 8. maj 1981.

[1370] PET, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed – Nordjylland”, 8. januar 1981.

[1371] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 43-46.

[1372] PET, emnekartotek: ”Katolsk Arbejderaktion”, 15. marts 1978.

[1373] PET, operationssag: “KGB Activity in Denmark 1978-1982”, s. 6. Jf. PET, emnesag: Notat, 4. oktober 1983.

[1374] PET, emnesag: Notat, 4. oktober 1983.

[1375] Markus Wolf, Manden uden ansigt. En mesterspions selvbiografi (Rosinante, 1998), 291-297.

[1376] PET, emnesag: ”Vedr.: Den sovjetiske repræsentation i Danmark”, 15. februar 1983.

[1377] PET, emnesag: ”Vedr.: Sovjetisk økonomisk støtte til lokal dansk fredskampagne”, 16. marts 1983. Det var antagelig afdelingen i Odense, der havde modtaget de 20.000 kroner.

[1378] PET, emnesag: ”Vedr.: Økonomisk støtte fra venskabsforeningen Danmark/USSR i København til Danmark /USSR i Odense og den fynske fredsbevægelse”, 10. marts 1983. PET, emnesag: ”Vedr.: Mulig økonomisk støtte til Odense Fredskampagne”, 2. november 1982.

[1379] PET, emnesag: ”Vedr.: Møde i Landsforeningen Danmark-Sovjets oplysningsudvalg d. 11. januar 1985 kl. 17oo.” Vedr. Sovjetunionens økonomiske støtte, se endvidere Kommissionens beretning, bind 6.

[1380] PET, emnesag: ”Vedr.: Oplysningsudvalget i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 14. februar 1985.

[1381] PET, emnesag: ”Vedr.: Møde i oplysningsudvalget d. 12.8.1985 – Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 12. september 1985.

[1382] PET, emnesag: ”Vedr.: Møde i oplysningsudvalget den 8. juni 1988”, 20. september 1988.

[1383] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjet”, 14. maj 1982.

[1384] PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) forbindelse til Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP), den sovjetiske ambassade i København og KGB”, 23. januar 1986. Om emnet, se også Kommissionens beretning, bind 6.

[1385] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsfonden”, 26. august 1988. PET, emnesag: ”Vedr.: fredsfondens aktiviteter – herunder uddeling af fredspris 1987 til Helen Clark og Hilda Halkyard Harawira”, 20. maj 1987. Fredsfonden har imidlertid over for Kommissionen afvist at have modtaget penge fra Plum-fonden i 1984. Oplyst Kommissionen ved telefonsamtale 19. september 2008.

[1386] PET, emnesag: ”Vedr.: Besøg i Guldbergsgade 8, den 16.08.1988”, 30. november 1988.

[1387] PET, emnesag: ”Vedr.: Fredsaktivitetsfondet”, 15. januar 1985.

[1388] PET, emnesag: ”Vedr.: Columbus-fonden”, 17. juni 1985.

[1389] PET, emnesag: ”Vedr.: Oprettelse af ny økologisk fond”, 10. januar 1989.

[1390] PET, emnesag: ”Vedr.: Unge for Freds Nevada projekt 1. april - 1. maj 1987”, 9. september 1987. Ifølge PET’s oplysninger støttede Fagbevægelsen for Fred Next Stop Nevada. PET, ”Referat af møde med udenlandsk tjeneste”, 15. juli 1988. Vedr. DKU og Next Stop Nevada se Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke, s. 189-191.

[1391] PET, emnesag: ”Vedr. Møde i Odense Fredskomité den 28. september 1987.”

[1392] PET, emnesag: ”Vedr.: Sekretariatsmøde den 16. nov. 87”, 30. november 1987. PET nævnte i et mødereferat, at Samarbejdskomitéen havde søgt om kaution hos PML (Pædagogisk Medhjælper Forbund), BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund), SL (Socialpædagogisk Landsklub), LDK (Landsforeningen af Danske Klubfolk) samt LSF (Landsforeningen af Socialpædagoger). PET, emnesag: ”Referat af møde med udenlandsk tjeneste”, 15. juli 1988.

[1393] PET, emnesag: ”Referat af møde med udenlandsk tjeneste”, 15. juli 1988.

[1394] PET, personsag: ”Vedr. Styrelsesmøde den 9. januar 1988”, 17. februar 1988.

[1395] PET, emnesag: ”Vedr.: Tolkeanlæg fra DDR til fagbevægelsen for Fred’s stjernekrigsseminar”, 3. juni 1986.

[1396] PET, operationssag: ”KGB PR-linjens opgaver i relation til fredskampagnen”, 16. maj 1986.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk