PET'S OVERVÅGNING AF PROTESTBEVÆGELSER 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 10
8. SLUMSTORMERE OG BZ-BEVÆGELSE 1965-1989

Forside | Til bund | Forrige | Næste


8. SLUMSTORMERE OG BZ-BEVÆGELSE 1965-1989

Udtrykket ”slumstormerbevægelsen” refererer til en forholdsvis bredt sammensat gruppe af yngre mennesker, som i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne ulovligt og undertiden under konfrontationer med politiet besatte en række tomme huse navnlig i København, mens ”BZ-bevægelsen” henviser til en ny gruppe unge, som i 1980’erne ulovligt og ofte under stor konfrontation med politiet besatte tomme ejendomme i storbyerne, især København, men også i flere større provinsbyer. Den umiddelbare baggrund for de to bevægelser var den almindelige boligmangel, især manglen på billige ungdomsboliger og kollegier. Boligproblemet, der oprindeligt havde været forholdsvis begrænset, blev i byerne gradvist større som følge af væksten i antallet af studerende ved de langvarige, videregående uddannelser. Endnu en forudsætning var det, at der i 1960’erne i København var igangsat en række byfornyelsesprojekter, hvorved en del bygninger, gamle fabrikker og kondemnerede beboelsesejendomme i kortere eller længere tid stod tomme; undertiden ulovligt. Yderligere bidrog udstykningen af ejerlejligheder i 1970’erne til manglen på billige boliger.[1397] Boligproblemet spillede, som det fremgår, en væsentlig rolle for slumstormerbevægelsens opståen, men under den kolde krigs bipolaritet blev deltagerne hurtigt påvirket af og selv aktører i den tiltagende venstreorienterede meningsdannelse. Med årene tog slumstormerbevægelsens efterfølger, BZ-bevægelsen, også en revolutionær retorik til sig. En del af BZ’erne betragtede sig som værende i opposition til det bestående.[1398]

Husbesættelser fra 1960’erne til 1980’erne

En af de første slumstormeraktioner fandt sted i februar 1963, da en socialistisk fredsgruppe, der kaldte sig Gruppe 61,[1399] besatte en saneringsmoden ejendom.[1400] Set retrospektivt var aktionen imidlertid blot et forvarsel om, hvad der var i vente: To år senere flyttede nogle uddannelsessøgende ind i 40 tomme lejligheder på Christianshavn. Et halvt år senere var lejlighederne beboet af omtrent 60 unge, og den 1. september 1965 erklærede de unge, at de havde etableret et selvorganiserende og selvstyret kollegium under navnet Sofiegården. Efter at slumstormerne havde administreret lejlighederne i et par år, besluttede myndighederne i efteråret 1968, at bygningen skulle rives ned, hvilket skete i 1969. Slumstormerne reagerede ved at erklære deres utilfredshed med en boligpolitik, hvor der ikke var tilstrækkeligt med boliger. Ifølge sociologen Peter Gundelach var besættelsen af Sofiegården for slumstormerne blevet en ”stimulerende social erfaring”.[1401] I tiden, der fulgte, rykkede en række af de forhenværende beboere af Sofiegården ind i andre tilsvarende ejendomme og navngav dem Hudegården, Jægergården, Stengården, Fredensgården, Tømrergården etc.[1402] Som gruppe var slumstormerne en sammensat flok bestående af studerende, hjemløse, såkaldte flippere og stofmisbrugere, og deres visioner for fremtiden var tilsvarende vidt forskellige: Nogle havde forestillinger om egalitære organisationsformer eller nærede, i ideologisk afstandtagen til det repræsentative demokrati, modvilje mod organisation i det hele taget, fordi det indebar skel mellem ledere og menige. Man ville, som det hed, leve ”på sine egne præmisser”. Andre, hvis politiske ståsted var mere radikalt venstreorienteret, ønskede snarere at etablere ”en revolutionær ø i et kapitalistisk hav”, som to samfundsforskere har formuleret det i en skildring af slumstormerbevægelsens historie.[1403]

Slumstormerne var mest virksomme fra midten af 1960’erne frem til begyndelsen af 1970’erne, hvor aktionerne gradvist aftog. En årsag til bevægelsens afmatning var Folketingets vedtagelse i 1971 af en såkaldt ”slumstormerparagraf”, der gjorde det tilladt for de unge mennesker at blive boende i besatte ejendomme, indtil de skulle rives ned.[1404] Desuden har der antagelig i bevægelsens tidligste år været et element af mode over aktionerne, hvilket muligt tiltrak de unge. Ifølge den eksisterende forskning lå bevægelsens betydning væsentligst i, at ”den overbeviste mange mennesker om det mulige og berettigede i at protestere imod den førte boligpolitik … Kritikere talte om slumromantik, men det hindrede ikke, at boligaktivisterne også virkede inspirerende for mange lejeraktioner i det nyere højrentebyggeri op gennem 1970’erne, bl.a. huslejeboykotter og organisering af lejerne i alternative lejerbevægelser.”[1405]

Den mest opsigtsvækkende af 1970’ernes besættelser indtraf, da en gruppe christianshavnere i 1971 tvang sig vej ind i det just rømmede område, hvor Bådsmandsstrædes Kaserne havde ligget. Hensigten skulle have været at opnå adgang til grønne arealer foruden at skabe en legeplads.[1406] Efterfølgende strømmede flippere, hippier, hjemløse og slumstormere til området, hvor de opbyggede Fristaden Christiania. Denne var – i tiden der fulgte – genstand for megen politisk uoverensstemmelse, hvor personer fra den politiske højrefløj ønskede Christiania ryddet med et argument om, at der var tale om ulovlighed og selvtægt, mens især den politiske venstrefløj og en række personer fra kulturlivet forsvarede Christiania, der opfattedes som en legitim protest og et interessant forsøg på at eksperimentere med alternativ levevis.[1407] I 1973 anerkendte Anker Jørgensens socialdemokratiske regering Christiania som et ”socialt eksperiment”, men allerede i 1975 besluttede Folketinget under Hartlings efterfølgende Venstre-regering, at Christiania skulle ryddes på grund af handelen med hash, hårde stoffer og hælervarer. Beslutningen blev imidlertid ikke effektueret angiveligt grundet en betydelig folkelig opbakning bag Christiania. Efter at Folketinget i slutningen af 1970’erne fik Højesterets ord for, at Christiania kunne ryddes, når Folketinget fandt det passende, besluttedes det på Christiansborg, at Christiania skulle normaliseres, hvilket blandt andet kom til at betyde, at christianitter efterfølgende gjorde op med handlen med hårde stoffer, idet hashhandelen dog fortsatte.[1408] I 1987 etablerede en styringsgruppe kontakt mellem myndighederne og Christiania, hvilket i 1989 resulterede i en såkaldt Christiania-lov, der gav tilsagn om Christianias fortsatte eksistens mod, at der blev betalt moms, husleje etc.[1409]

1980’ernes BZ-bevægelse kan ud fra visse parametre anskues som slumstormerbevægelsens efterkommer. Som overgangsfænomen, der i litteraturen forbinder slumstormerne med BZ’erne, ses det såkaldte Slaget om Byggeren, der fandt sted på Nørrebro i foråret 1980. Baggrunden var Københavns Kommunes beslutning om at rydde en legeplads kaldet ”Byggeren” til fordel for opførelse af nye boliger. Lokale beboere organiseret i Nørrebros Beboeraktion, der var splittet mellem en VS-fraktion og en kommunistisk orienteret fraktion, var afvisende over for kommunens beslutning, idet de opfattede Byggeren som et ”åndehul” og et ”symbol på selvregulering”. Til grund for konflikten lå dog også en politisk modsætning mellem på den ene side Københavns overborgmester, socialdemokraten Egon Weidekamp, der ønskede gennemført byfornyelse samt et opgør med Nørrebros Beboeraktion, og på den anden side VS’ byplanborgmester Villo Sigurdsson, der støttede Nørrebros Beboeraktion.[1410] Konflikten gik flere år tilbage og handlede blandt andet om, at overborgmester Weidekamp tidligere, for at splitte vestrefløjen på Københavns Rådhus og for at sætte de borgerlige partier uden for indflydelse, havde indgået budgetforlig med DKP udenom VS. Konkret udsprang konflikten dog også af, at da Københavns Kommune i slutningen af 1970’erne ønskede opført et nyt byggeri på det sted, hvor Byggeren lå, indføjede Villo Sigurdsson en klausul i en byggetilladelse, ifølge hvilken det nye byggeri blandt andet skulle tage hensyn til byggelegepladsen. Da det imidlertid viste sig, at klausulen var ulovlig, gav Indenrigsministeriet Weidekamp bemyndigelse til at fjerne legepladsen.[1411] Da kommunens håndværkere mødte op for at påbegynde nedrivningen, dannede boligaktivister blokade. Håndværkerne forlod området, men vendte senere tilbage assisteret af politiet, der havde til opgave at rydde blokaden. Boligaktivisterne afviste imidlertid fortsat at fjerne sig fra kommunens ejendom, og i de følgende to uger var Byggeren genstand for kampe mellem politi og aktivister. Det hedder i litteraturen, at kampene var ”næsten borgerkrigslignende”.[1412]

Når Slaget om Byggeren fik betydning for 1980’ernes BZ-bevægelse, har det sin forklaring i, at kampene mod politiet havde tiltrukket unge fra det meste af København. Flere af disse skulle i de følgende år blive en del af BZ-miljøet. Desuden er det en vurdering i litteraturen, at Slaget om Byggeren fik den virkning, at 1980’ernes BZ’ere allerede fra begyndelsen var indstillet på, at det ville komme til konfrontationer med politiet, hvor kasteskyts og brosten hørte til den almindelige ammunition.[1413]

BZ-bevægelsens opståen havde imidlertid også rod i den del af det vesteuropæiske ungdomsmiljøs erfaringer, der knyttede sig til Vesttyskland, Holland og Schweiz, hvor unge i 1980 besatte en række saneringsmodne ejendomme i Hamburg, Berlin, Amsterdam og Zürich. Da en gruppe unge københavnere i oktober 1981 besatte en kondemneret brødfabrik, Rutana, kort tid efter en tom fabriksbygning og derpå et nedlagt kloster på Vesterbro, anvendte de således aktionsmetoder, symboler og paroler, der mindede om vesteuropæiske BZ’eres.[1414] Baggrunden for besættelsen af Rutana var en gruppe unges erklærede ønske om at anvende ejendommen som et ungdomshus. Efter at Københavns Kommune imidlertid afviste de unges anmodning, valgte de at besætte huset.[1415] I slutningen af oktober valgte de unge at besætte en nedlagt fabriksbygning, der havde huset virksomheden Schiønning & Arvé. Også her kom det til sammenstød mellem BZ’ere og politiet. Det hedder i en politikritisk fremstilling, at politiet under rømningen af Rutana anvendte knippelslag og hunde, hvilket var én af årsagerne til, at de unge efterfølgende arrangerede demonstrationer mod politivold.[1416] Og i en anden fremstilling hedder det, at politiet anvendte ”tåregas – altså uden at have gjort en skid.”[1417]

Hvad angår BZ-bevægelsens udvikling i 1980’erne peger den eksisterende litteratur på, at husbesættelser og deraf følgende konflikter med politiet var et dominerende tema mellem 1981 og 1983. Desuden anføres det, at udgangspunktet for BZ-bevægelsen var en trotskistisk inspireret Ini’tivgruppe for et Ungdomshus med tilslutning fra medlemmer af Venstresocialisterne, FUGA (Faglig Ungdoms Gruppe af Arbejdsløse) og Socialistisk Uddannelsesfront, der siden omdannede sig til BZ-Brigaden.[1418] Efter de ovenfor nævnte husbesættelser i efteråret 1981 fulgte en række besættelser blandt andet på Nørrebro. En kulmination for BZ’erne var det, da Københavns Kommune i 1982 lod BZ-bevægelsen anvende det forhenværende Folkets Hus på Jagtvej, der i de følgende år skulle blive et centralt værested for unge med tilknytning til BZ-bevægelsen. Huset på Jagtvej var således ikke en besat ejendom. En af de mest opsigtsvækkende og væsentlige husbesættelser i 1980’ernes begyndelse fandt imidlertid sted i 1983, da BZ’erne rykkede ind i et hus på Ryesgade. Dette hus skulle blive en vigtig bastion frem til september 1986. I sidste halvdel af 1980’erne blev BZ-bevægelsen stadigt mere internationalt orienteret, idet den ifølge Karpantschof og Mikkelsen

”kom til at følge den tyske Rote Armee Fraktion’s 1980’er-strategi om at ”åbne en vesteuropæisk front mod imperialismen” og om at ”kæmpe sammen” på tværs af grænser”,

hvilket kom til at betyde, at BZ’erne skulle

”aktivt angribe imperialismen indefra som en slags femte-kolonne, i hvad man med Che Guevarras ord betragtede som ”bæstets hjerte”: de rige, vestlige lande.”

Det var blandt andet et udtryk herfor, at BZ’erne i slut-80’erne var stærkt engageret i kampen mod apartheid i Sydafrika. Mange BZ’ere deltog således i en kampagne mod olieselskabet SHELL, der opretholdt handelsforbindelser med Sydafrika, mens der var iværksat en international handelsboykot. Desuden stillede BZ’erne sig kritisk til den politiske højrefløj i Danmark, og navnlig kritiserede de Den Danske Forenings medlemmer, som BZ’erne opfattede som racister. I 1990’erne engagerede BZ’erne sig i kampagnen mod EF. I midten af årtiet, 1994-95, gik bevægelsen i opløsning, hvorefter den fortsatte som De Autonome.[1419]

Set over hele perioden fra 1981 til 1994 var BZ’erne engageret i 538 aktioner. Af disse vedrørte 357 danske anliggender, mens 181 vedrørte internationale forhold (f.eks. Sydafrika, EF, forholdet til BZ’ere i Vesteuropa etc.). Af de 357 aktioner, der vedrørte danske anliggender, var der 116 husbesættelser svarende til 22 pct. af samtlige udførte aktioner. Blandt andre aktioner ses 81 mod politiet (15 pct.), 58 mod kræfter på den politiske højrefløj og racister (11 pct.) samt 41 vedrørende miljøspørgsmål (otte pct.).[1420] Nedenfor ses besatte huse og BZ-tilholdssteder i København mellem 1981 og 1994, idet kun bygninger, som har været besat eller benyttet i mere end tre måneder, er anført:

Besatte huse og BZ-tilholdssteder i København, 1981-1994

NAVN ADRESSE PERIODE
Abel Cathrinesgade Abel Cathrinesgade 31.10.81-15.02.82
Korsgade Korsgade 25 23.04.82-11.01.83
Allotria Korsgade 45 01.05.82-11.01.83
Gartnergade Gartnergade 14 09.06.82-22.10.82
Bazooka Stengade/Baggesensgade 10.05.82-12.01.83
Snehvide Blågårdsgade 46 15.06.82-16.09.82
Den Lille Fjer Korsgade 47 17.09.82-11.01.83
Safari Meinungsgade 30 08.10.82-11.01.83
Ungdomshuset Jagtvej 69 31.10.82-01.03.07
46 Nørrebrogade 46 01.03.83-01.12.83
Ryesgade Ryesgade 58 01.06.83-22.09.86
Mekanisk Musik Museum Vesterbrogade 01.05.85-02.02.90
Kapaw Viborggade 41 20.08.85-30.10.90
Ragnhildsgade Ragnhildsgade 01.04.85-01.09.85
63 Ryesgade 63-65 04.12.85-11.02.86
Bumsen Baldersgade 20-22 25.01.86-
Gyldenløvesgade Gyldenløvsgade 12 01.11.85-01.02.86
Sorte Hest Vesterbrogade 25.04.86-02.02.90
Baghuset Vesterbrogade 01.08.87-02.02.90
Børnehuset Skt. Pedersstræde 15.06.93-
Kafa-X Blågårdsgade 01.10.93-
Solidaritetshuset Griffenfeldtsgade 41 01.05.93-

Kilde: René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001”i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, appendix 5.2 (rummer flere oplysninger end gengivet her).

Hvad angår BZ’ernes aktionsmål tegner der sig ifølge litteraturen følgende mønster:

BZ-bevægelsens aktionsmål 1981-1994 (antal aktioner i pct.)

  1981-83 1984-86 1987-90 1991-94
Politi 33 19 14 9
Huse 26 15 6 5
Gader og offentlige møder 15 24 22 23
Offentlige bygninger 5 5 2 9
Byområdet - København 5 - 1 -
Supermarkeder 3 1 2 1
Udenlandske ambassader - 9 5 5
Udenlandske firmaer - 8 10 5
Danske firmaer - 6 6 19
Shell - - 11 1
Fængsler og retsbygninger - - 6 2
Banker - - 5 1
Den Danske Forening - - 3 2
Andre højreradikale organisationer - - 2 5
Neonazister - - - 7
Øvrige 13 13 8 8
Total 100 100 100 100
N 111 121 312 175

Kilde: René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001”i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 113.

Med hensyn til spørgsmålet om forholdet mellem myndigheder og politiet på den ene side og slumstormerne samt BZ’erne på den anden er der i dele af den eksisterende litteratur en tendens til at anskue myndighederne som den udfarende kraft, mens aktivisterne betragtes som ofre. I en publikation om forholdet mellem statsmagten, politiet og kollektive aktioner i nyere tid hedder det med henvisning til Slaget om Byggeren, at politiet var udfarende langt ud over det rimelige, og forfatteren angiver som forklaring herpå: ”En politisk-ideologisk modvilje mod denne gruppe uregerlige unge synes at være en væsentlig del af forklaringen på politiets ihærdighed.”[1421] Tilsvarende hedder det i en anden fremstilling, at myndighedernes eftergivenhed over for 1970’ernes slumstormere og christianitter fik førstnævnte ”til at tage hårdere og mere afvisende skridt over for efterfølgende husbesættere med konsekvenser for de pågældende ungdomsgruppers livsstil, politiske identitet og aktionsformer.”[1422] Myndighederne, herunder politiet, opfattes således som den udfarende kraft. Forfatterne til fremstillingen finder, at de unge primært søgte at skabe nogle ”sociale fællesskaber og autonome rum” blandt andet for at løse 1980’ernes boligproblemer. Når disse sociale fællesskaber radikaliseredes afhang det ”først og fremmest af interaktionen med omgivelserne i form af medspillere og modstandere, ikke mindst myndighederne, samt af inspirationen fra internationale politiske strømninger ”[1423] I en senere afhandling er der blevet argumenteret for, at voldshandlinger ”under givne omstændigheder” kan bidrage til at fremme befolkningsgruppers rettigheder og deltagelse i demokratiet, idet forfatterne samtidig slår fast, at større voldelige aktioner ”sjældent om nogensinde” opstår uden at de på en eller anden måde er planlagt og organiseret på forhånd.[1424] En nyere ph.d.-afhandling anfører også, at politiet var den udfarende part. Da BZ’ere i 1982 smed en toiletkumme i hovedet på politiet under rydningen af Mekanisk Musik Museum, var der ifølge afhandlingen tale om et selvforsvar, og, hedder det: ”Det blev det næste skridt i den voldsspiral, der startede med gasningen af de unge aktivister i 1981.”[1425]

PET’s overvågning

Nedenfor vil der blive gjort rede for PET’s overvågning af de husbesættelser og andre aktiviteter, der knyttede sig til slumstormerbevægelsen og BZ-bevægelsen. Det vil fremgå, at PET kun i meget begrænset omfang interesserede sig for slumstormerne, og at overvågningen af Christiania var meget behersket. Også det såkaldte Slaget om Byggeren påkaldte sig kun i mindre omfang PET’s interesse. Anderledes forholder det sig med BZ-bevægelsen. Efter at PET i begyndelsen af 1980’erne af Københavns Politi blev anmodet om assistance i overvågningen af BZ-miljøet, blev det et centralt område for PET. Fremstillingen af PET’s overvågning af BZ-bevægelsen er derfor disponeret således, at der indledningsvis vil blive gjort rede for hovedtræk af PET’s vurderinger af BZ-bevægelsens udvikling. Derpå følger en række tematisk anlagte afsnit, der blandt andet redegør for PET’s arbejdsmetoder over for BZ-bevægelsen samt for BZ-bevægelsens nationale og internationale kontaktnet. Desuden bliver der redegjort for BZ-bevægelsens forskellige politiske aktioner samt for bevægelsens økonomi.

Slumstormerne

PET’s interesse for slumstormerbevægelsen synes at have været behersket. Der ses i al fald ikke bevaret samtidige rapporter eller notitser om slumstormernes aktioner i 1960’erne. Tilsyneladende har politiets indsats i tilslutning til Gruppe 61’s aktion i 1963 og husbesættelsen af Sofiegården i 1965 ikke involveret efterretningstjenesten. I en sammenskrivning fra 1990 om BZ-bevægelsens udvikling hedder det da også kortfattet om slumstormernes tidligste år, at deres besættelser

”som regel” foregik ”i al fredsommelighed, hvor ”besætterne”, efter at have udråbt deres paroler og fået pressedækning, frivilligt forlod de besatte bygninger uden større politimæssige problemer.”[1426]

Fra omtrent 1970 ses imidlertid enkelte, men spredte rapporter omhandlende slumstormernes aktioner. De fleste optegnelser efterlader indtryk af forholdsvis uskyldige aktiviteter i slumstormermiljøet og har, efter PET’s akter at dømme, ikke givet anledning til megen efterretningsaktivitet.

Et af de første eksempler på en rapport om slumstormerne er fra november 1970, da der afholdtes et såkaldt aktivistmøde i HUSET, Rådhusstræde 13, der gennem 1970’erne var et mødested for en del af den københavnske ungdom. Ifølge PET’s efterretninger havde de tilstedeværende drøftet muligheden af at besætte fem-seks ejendomme i tilslutning til en forestående ”boligaktion”. 150 personer, hvoraf de fleste var under 20 år, havde deltaget. Blandt andet havde deltagerne drøftet, om aktivisterne skulle være voldelige eller ikke-voldelige i mødet med politiet.[1427] I de følgende dage konstaterede PET, at en række arkitektstuderende gennem Københavns Kommune havde rekvireret tegninger over en række ejendomme, der alle måtte anses for at være saneringsmodne.[1428] Når disse oplysninger havde PET’s interesse havde det sin årsag i, at lederen af mødet i HUSET i november 1970 havde udtalt, at man via Stadsarkitektens kontor på Københavns Rådhus ville forsøge at skaffe sig tegninger over de ejendomme, man påtænkte at besætte.[1429] De bevarede akter melder intet om, hvorvidt aktivisterne omsatte deres planer til virkelighed.

Et andet eksempel på en aktivitet, der af PET blev forbundet med slumstormerbevægelsen, fandt sted i 1971, om end aktionen ikke havde noget med boligmangel at gøre. Historien var i korthed den, at et skib med navnet TAATA ORI, der vistnok rettelig hed TAA TA ORI (tahitiansk for ”rejsende eventyrer”),[1430] den 4. april 1971 sejlede ind i Limfjorden, hvor der gjordes landgang på Livø. Ifølge PET var skibet lastet med et par køer samt en del stykgods, idet hensigten skulle have været at oprette et landbrugskollektiv. Allerede tre dage senere, den 7. april, valgte aktivisterne imidlertid at forlade øen, angiveligt fordi det var lykkedes for en repræsentant for Kulturministeriet at overbevise skibets besætning om, at dyrene næppe ville kunne overleve uden kyndig behandling. De pågældende aktivister lejede derpå stuehuset til en gård uden for Løgstør, hvorefter de inviterede til kaffe i Løgstørhallen. Her informerede gruppen de fremmødte om, at gruppen ønskede at undslippe den hektiske storbytilværelse og i stedet etablere et meningsfuldt arbejde med jorden. PET havde en medarbejder til stede og konstaterede, at personkredsen bag gruppen alle havde tilknytning til skolesamvirket Tvind. Blandt andre nævnes Mogens Amdi Petersen som én af aktivisterne. Da det imidlertid blev klart, at gruppen fik hjælp fra Kulturministeriet til en mere realistisk planlægning af landbrugskollektivet, skønnede PET’s regionsafdeling i Nordjylland, at der ikke var grund til yderligere overvågning.[1431]

Omtrent samtidig med landgangen på Livø meddeltes fra politiet i Helsingør, at nogle slumstormere var i færd med at besætte Sophienholm, en villa i Hellebæk, der ejedes af ØK, og som for tiden ikke var i brug. Også her blev forløbet fredeligt. Slumstormerne indgik en aftale med Helsingørs politimester om, at de kunne låne huset weekenden over, og den 17. april meddelte Helsingør Politi PET, at alt var forløbet fredeligt. PET skaffede sig i dagene, der fulgte, oplysninger om slumstormernes weekend, herunder et referat. Det efterlod indtryk af, at besættelsen havde været vel forberedt, men samtidig stod det klart, at besætterne ikke havde forvoldt skade på huset. De vinduer, der var ødelagte, havde allerede været knust forud for aktionen, og selv om strømforsyningen havde været plomberet af elektricitetspersonalet, havde besætterne valgt ikke at bryde plomberne.[1432] Ingen af de deltagende slumstormere er identificeret, og der er derfor grund til at antage, at PET ikke var aktiv i sagen, men alene blev orienteret af de lokale politimyndigheder om aktionens forløb. I emnesagen beror imidlertid yderligere et par politirapporter fra sommeren 1971, der kan tyde på, at slumstormerne fortsat ønskede at tage Sophienholm i besiddelse. I juni er i al fald en svensk statsborger af amerikansk oprindelse i en politirapport omtalt som slumstormer. Pågældende blev nævnt, fordi han havde punkteret en af politiets biler.[1433] Og i august 1971 konstaterede politiet i Helsingør, at nogle af de slumstormere, der havde besat Sophienholm i april, ”i et vrag af et skib forsøgte at gøre landgang på kysten ud for ‘Skorpeskolen’ i Hellebæk”. Kort tid efter blev personerne fjernet.[1434]

Ovenstående tre eksempler på oplysninger i PET’s arkiv giver som nævnt indtryk af, at en del af slumstormernes aktioner kan forekomme forholdsvis harmløse uden væsentligt element af uro. Andre aktioner med tilknytning til slumstormerbevægelsen lå imidlertid nærmere kernen i PET’s arbejdsområde, hvilket antagelig også er den egentlige årsag til, at PET trods alt tildelte slumstormerne nogen, om end aldrig megen interesse. I det følgende skal nævnes to eksempler, der peger på mulige forbindelser til mere alvorlig uro.

Det første eksempel er fra april måned 1971. PET modtog på det tidspunkt via en kilde oplysninger om, at Black Panther Party Solidarity Committee stod i kontakt med kredse inden for slumstormerbevægelsen. Black Panther Party Solidarity Committee var, som navnet angiver, en solidaritetskomité, der i Skandinavien tidligere havde tiltrukket sig myndighedernes interesse. Så vidt vides, arbejdede komitéen for at skabe international solidaritet med de sorte aktivister, der ifølge panterne blev holdt som såkaldte ”politiske fanger” af amerikanske myndigheder. I Skandinavien havde Black Panther Party Solidarity Committee i 1969 gjort sig bemærket i forbindelse med en demonstration i Stockholm, og i 1970 var medlemmer af den danske afdeling kommet i konfrontation med politiet under en demonstration, der var arrangeret som følge af, at danske myndigheder havde afvist at garantere den eksilerede panterleder Eldridge Cleaver fri passage gennem Danmark.[1435]

I april 1971 modtog PET da oplysninger om, at Black Panther solidaritetskomitéens inderkreds holdt møder hos en navngiven fritidspædagog med deltagelse af 14 komitémedlemmer og seks slumstormere. Ifølge kilden havde det været solidaritetskomitéens hensigt med mødet at etablere et samarbejde med slumstormerne, der af komitéen opfattedes som ”politisk forfulgte af det danske samfund.” Ifølge PET’s kilde var samarbejdet ikke blevet til noget, idet slumstormerne ”indtog det standpunkt, at de var revolutionens fortrop, hvorfra starten til revolutionen ville komme.” Indtil det tidspunkt indfandt sig, ville de fokusere på at besætte boliger for at gøre opmærksom på, at ”bolig er en menneskeret.” På mødet konkluderes det imidlertid, at de to miljøer fremover skulle ”søge at nærme sig hinanden, således at de i fællesskab kunne udbrede kendskabet til deres organisationer.”[1436] Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, hvorvidt dette skete.

Det andet eksempel på, at PET betragtede i al fald dele af slumstormermiljøet med en vis årvågenhed, knytter sig til visse slumstormeres forbindelse til dele af Vietnambevægelsen og mulige opfordring til at begå politisk vold. Historien kan i korthed opsummeres på følgende vis: I foråret 1971 varslede De Danske Vietnamkomitéer (DDV)[1437] afholdelse af en stor demonstration den 24. april 1971, idet arrangørerne håbede at opnå støtte til arrangementet fra store dele af den politiske venstrefløj. Slumstormerne støttede planerne om demonstrationens afholdelse, men havde samtidig ladet arrangørerne forstå, at de ikke ville lade sig dirigere af Vietnamkomitéerne. PET var – antagelig gennem en kilde – blevet orienteret om ovenstående forhold, men havde ikke oplysninger om, hvornår slumstormerne i givet fald ville dukke op. Desuden var PET usikker på, om slumstormerne havde planer om selvstændige aktiviteter under demonstrationen.[1438] Som et varsel til politiet om, hvad der kunne ske, når slumstormerne dukkede op, omtalte en notits i PET’s arkiv en pjece, som ifølge en af PET’s kilder muligt var fremstillet i slumstormermiljøet. Pjecen var betitlet Løft røven venner!!!.[1439] Politiet tog, som det vil fremgå, pjecen alvorligt, hvilket antagelig kan tilskrives, at danske myndigheder i slutningen af 1960’erne flere gange havde erfaret, at dele af den fragmenterede venstrefløj syntes at overveje brug af bomber i den politiske kamp. Vigtig var eksempelvis den såkaldte trotyl-sag fra 1969, hvor en personkreds af danske myndigheder blev sat i forbindelse med tyveri af trotyl angiveligt med den hensigt at producere bomber.[1440]

Demonstrationen den 24. april 1971 forløb fredeligt.[1441] Efterfølgende forsøgte PET imidlertid at finde frem til, hvem der var pjecens forfatter, og det bevarede materiale efterlader indtryk af, at PET omfattede pjecen med en betydelig alvor. Ifølge en notits af 30. april 1971 skulle PET’s chef have to kopier af pjecen. Om indholdet af pjecen meddelte notitsen, at den ”indledes med nogle betragtninger, holdt i et noget uhøvisk sprog, om hensigten med pjecens udgivelse, som i korthed går ud på, at tiden er inde til at bekæmpe samfundssystemet og dets håndlangere med mere skrappe midler end hidtil … læst mellem linjerne, med anvendelse af våben.” Desuden rummede pjecen anvisninger på fremstilling af molotovcocktails og røgbomber, nogle råd om, hvordan man skulle agere, hvis man blev anholdt, herunder hvilke københavnske sagførere man kunne henvende sig til, og endelig telefonnumre på USA’s ambassade og US Information Service, samt registreringsnumre på nogle af politiets biler foruden en gengivelse af en såkaldt ”Top-Ti-liste” over amerikanske virksomheder i Danmark.[1442]

Karakteristikken af Løft røven venner!!! er ganske præcis. I PET’s arkiv beror en kopi af pjecen. De ca. 10 tætskrevne halve A4-sider indledtes på følgende vis:

”Er det ikke snart på tide det bliver alvor ?Er krigen ikke begyndt for lang tid siden ? Løft røven venner.Stå op og se dig om…. Vore brødre og søstre i Vietnam og alle lande hvor den amerikanske imperialismes krigsmanskine kører frem,behøver vores fulde støtte. -- Ikke kun verbalt gennem solidaritetserklæringer og resolutioner, for det standser ikke svinene,men gennem handlen,gennem aktioner af fysisk art… -- For svinene SKAL standses,og vi vil vinde, for vi VIL vinde,-- og vi vinder.

Svinesamfundet er ved at drukne i sit eget lort, så lad os da bare hjælpe dem lidt på vej…

Byguerilla, bagholdsangreb, pignapping, nakkeskud! -- Blive farlig! Vi sejrer ikke uden vold. Svinene kender kun vold. Vold er deres liv, og vold er deres død.--De forstår kun vold.

I mange år har vi prøvet med pacifisme og kærlighed, og svinene er blevet større og federe dag for dag.-- Nu er det slut !! Nu rejser vi os,går til aktion, letter røven!!!!!!!”[1443]

Hovedfjenden var kapitalisterne og imperialismen, det vil sige banker, afdelinger af amerikanske virksomheder samt danske virksomheder, der deltog i våbenproduktion. Den umiddelbare fjende var dog politiet, der i pjecen kaldtes ”svinene”. Det hedder ganske vist, at ikke alle politibetjente var fascister, og at tiden ikke var inde til at udslette dem totalt. Men ”En god revolutionær må hele tiden være sig bevidst, at Folket afgør, hvilke skridt der nu skal ta’s…”.[1444] Anvisninger på fremstilling af våben, defensive og offensive, peger i øvrigt entydigt på, at pjecen var skrevet med henblik på situationen i København. F.eks. var der oplysninger om, i hvilke butikker man kunne købe kemikalier til fremstilling af krudt og røgbomber. Pjecens taktiske anvisninger til store demonstrationer forudsatte endvidere, at demonstrationerne fandt sted foran den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé.

PET’s efterforskning førte ikke til noget entydigt svar på spørgsmålet om, hvem der stod bag pjecen. En mulighed er, at det var slumstormere. To PET-medarbejdere udfærdigede en notits, hvoraf det fremgik, at en kilde havde lånt pjecen hos De Danske Vietnamkomitéer, hvis inderkreds lå inde med et begrænset antal og ikke ville oplyse andet om oprindelsen end antydninger om, at det drejede sig om en mindre kreds af slumstormere. PET’s chef Jørgen Skat-Rørdam synes selv at have været overbevist om den mulighed. I en skrivelse af 6. maj til Københavns Politidirektør Peter Christensen anførtes det, at forfatterne formodentlig skulle findes blandt slumstormerne.[1445]

En anden mulig tolkning er, at det var personer med tilknytning til Vietnambevægelsen, der var pjecens koncipister. DDV havde, som det fremgår af delberetningen om PET’s overvågning af Vietnambevægelsen, i 1968 etableret en Dokumentationsgruppe, der havde som mål at indsamle og offentliggøre oplysninger om staten og den politiske højrefløj.[1446] Ifølge PET’s notitser var det desuden en vigtig opgave for Dokumentationsgruppen at indsamle oplysninger om blandt andet danske firmaer, der handlede med USA,[1447] foruden oplysninger om, hvilke flytyper det danske forsvar anvendte, herunder antal, art, herkomst og anvendelse.[1448] Ifølge en notits fra sommeren 1971 var flere af DDV’s lokalkomitéer i færd med at fremstille ”Top Ti”-plancher. Desuden var et medlem af DDV’s såkaldte ”Agit-Prop”-udvalg i færd med at udfærdige en redegørelse om danske våbenfirmaer.[1449] DDV var med andre ord i færd med at indsamle oplysninger, som svarede ganske nøje til en del af de fremlagte informationer i pjecen Løft røven venner!!! Dette kunne tyde på, at kredse inden for DDV havde haft andel i pjecens udfærdigelse.

Ud over de af PET fremsatte hypoteser om forfatteren til pjecen er der den tredje mulighed, at det var slumstormere og Vietnamkomitémedlemmer, der sammen havde skrevet pjecen. Endelig kan det havde været nogle helt fjerde, der var ansvarlige for pjecens udfærdigelse. Det kan heller ikke afvises, at pjecens forfatter havde ladet sig inspirere af tilsvarende udenlandske tekster og udenlandsk retorik. Politibetjente omtales som nævnt som svin, hvilket svarer til en i samtiden fremherskende amerikansk nedladende betegnelse for politiet, ”pigs”,[1450] og nogle år senere bemærkedes det i PET, at en tysk publikation med udgangspunkt i RAF-miljøet omhandlende sammenstød med politiet angiveligt skulle oversættes til dansk som en art erfaringshorisont, som danske aktivister kunne høste af.[1451] I nærværende sammenhæng er det afgørende imidlertid, at PET via en kildeindberetning var i stand til at sætte slumstormere i forbindelse med publikationen.

Var PET usikker på pjecens ophavssituation, syntes tjenesten at kunne spore, at den muligt havde en vis afsmittende effekt på unge aktivister. Den 9. juni 1971 blev to unge på 17 og 15 år således anholdt og sigtet for med en slangebøsse at have knust en rude i Jyllands-Postens kontor på Amagertorv i København. De sigtede forklarede, at ”motivet var rent politisk”. Samme dag anmeldtes hærværk mod benzinselskabet BP’s kontor i Amaliegade, hvor en rude var knust med bolte og møtrikker, kastet eller skudt med slangebøsse. Politiet i København blev gjort opmærksom på, at det meget vel kunne være de samme gerningsmænd. I en notits af 11. juni henledte PET opmærksomheden på pjecens vejledning i fremstilling af slangebøsser og anbefaling af møtrikker som ammunition. Det anførtes, at dette ”kan ikke tages som noget bevis for, at nævnte pjece er forfattet i slumstormerkredse, men det bekræfter, at pjecens opfordring til fremstilling af den slags våben og gøren brug af dem har sin virkning i visse venstreorienterede kredse.” De to unge var ikke registreret i PET’s arkiver, men efterretningstjenesten konstaterede, at de havde været anholdt i forbindelse med politiets aktion mod slumstormerne i Jægersborggade i marts 1971 og den ene af dem yderligere ved en politiaktion mod slumstormerne i Bangertsgade på Nørrebro samme måned.[1452]

Slumstormernes stadigt mere konfrontatoriske linje over for myndighederne syntes at blive styrket gennem 1971. Ifølge en PET-notits fra september 1971 havde slumstormerne ”for nylig” etableret en ny sammenslutning under navnet Boligfronten. Deltagerne var foruden slumstormerne Faglig Ungdom, Fremmedarbejderne, Rødstrømperne, Kontaktcentrene, Murerlærlingenes Forening samt BRIS (Børns Rettigheder I Samfundet), KRIM (Foreningen for Human Kriminalpolitik) og DSF (Danske Studerendes Fællesråd). Ifølge PET var det et fællestræk for disse organisationer, at de alle var ”i opposition til det bestående samfund og som på forskellig vis og ofte ved hjælp af udenomsparlamentariske midler har forsøgt at gøre sig gældende i kampen mod systemet og myndighederne.” Boligfronten havde i august 1971 holdt en ”offensiv kongres” med henblik på at planlægge en række aktioner, men forslagene havde været så vidtløftige, at notitsens forfatter tvivlede på, at de ville blive gennemført.[1453]

Christiania

PET synes ikke at have set det som sin opgave at gennemføre en overvågning af Christiania. Ganske vist rummer PET’s arkiv en emnesag på Christiania, men den indeholder primært oplysninger om teatergruppen Solvognen og dennes aktiviteter. Den begrænsede overvågning hænger antagelig sammen med, at det kunne opfattes som politisk sensitivt at overvåge Christiania. Det fremgår således af en udskrift af PET’s årsmøde i Ringkøbing i 1976, at PET i midten af 1970’erne havde måttet beslutte ikke at få en kilde på Christiania, selv om PET havde haft mulighed herfor. Samtidig forklarede politimester Ole Stig Andersen, at PET ikke måtte ”forgribe sig på Christiania eller blive nævnt i forbindelse med Christiania”.[1454] Af de kortfattede, nærmest stenografisk optegnede emnekort er det dog muligt at konstatere, at PET gennem årene har indhentet oplysninger om Christiania. Indhentningen, der aldrig synes at have været omfattende, forekommer at have haft sit tyngdepunkt fra omtrent 1972-73 og et tiår frem. Der er således næsten ikke noteret oplysninger i sidste halvdel af 1980’erne.

De af PET indhentede oplysninger samler sig om væsentligst om to forhold. For det første om politiske efterretninger og for det andet om våbenfund. Hvad angår indhentning af politiske oplysninger, viser emnekortene, at politiet i begyndelsen af 1972 anholdt en person på Christiania, der var i besiddelse af forskellige papirer vedrørende Black Panthers Party. Det fik pågældende PET-medarbejder til at antage, at der var en del personer med tilknytning til Black Panthers Party på Christiania.[1455] Der ses dog ikke yderligere optegnelser, der peger i denne retning.

Til gengæld peger spredte bemærkninger fra midten af 1970’erne frem til begyndelsen af 1980’erne på, at Christiania af såvel danske myndigheder som af udenlandske efterretningstjenester mistænktes for at skjule udenlandske terrorister, som det udtryktes, eller i al fald personer med tilknytning til ikke-danske terrororganisationer. I 1974 modtog PET en forespørgsel fra en ikke-europæisk tjeneste, der ønskede be- eller afkræftet, om det var korrekt, at der befandt sig seks PFLP-terrorister (Popular Front for the Liberation of Palestine, Folkefronten til Palæstinas Befrielse) på Christiania.[1456] Og i 1981 anmodede samme tjeneste om oplysninger om en udenlandsk mandsperson, der muligt havde tilknytning til PLO (Palestinian Liberation Organisation, Den Palæstinensiske Befrielsesbevægelse). Pågældende, der betegnedes som kriminel, skulle bo på Christiania.[1457] Det fremgår ikke af emnekortene, om og i givet fald hvordan PET svarede den udenlandske tjeneste.

Men også personer med tilknytning til RAF (Rote Armee Fraktion) skulle angiveligt have opholdt sig på Christiania. I 1976 forespurgte en europæisk tjeneste PET, om det var korrekt, at Christiania husede udenlandske kriminelle med forbindelse til en vesttysk terrorgruppe. Dette fremgik af et venstreorienteret skrift kaldet Münchner Blatt.[1458] Det fremgår ikke af emnekortene, hvad PET svarede den udenlandske tjeneste, men ifølge bemærkninger på et tidligere emnekort skulle en bestemt udenlandsk person, der tidligere havde forfalsket papirer for personer tilknyttet Baader-Meinhof-gruppen, på et tidspunkt have været bosiddende på Christiania.[1459] Året efter, i 1977, hed det i emnekortene, at en danskers pas var fundet i Holland i forbindelse med en drabssag. RAF mentes at være involveret heri. Den pågældende dansker boede på Christiania.[1460] To år senere hed det, at Interpol var af den opfattelse, at en person, der var eftersøgt for at være involveret i vesttysk terror, mentes at skjule sig på Christiania.[1461] Endelig oplyses det, at da udenlandske myndigheder omkring årsskiftet 1982-83 anholdt lederen af den franske terrororganisation Action Directe, Jean-Marc Rouillian, fandt man i pågældendes notesbog adressen på en christianit.[1462]

PET var endvidere i besiddelse af oplysninger om, at en del anti-NATO aktioner havde deres udspring fra Christiania. Der var dels teatergruppen Solvognens mange politiske aktioner,[1463] dels mere almindelige demonstrationer, navnlig i begyndelsen af 1970’erne.[1464] En udenlandsk tjeneste efterspurgte også oplysninger om en mand, der skulle være i færd med at opbygge en anarkistisk bevægelse fra Christiania.[1465] Det fremgår ikke, hvad PET svarede den udenlandske tjeneste. Endelig bemærkede PET, at Christiania syntes at være benyttet af aktivister under en arbejdsmarkedskonflikt i 1977 (Berlingske Tidende-konflikten). PET opnåede af den grund rettens tilladelse til at aflytte en telefon på et af Christianias udskænkningssteder.[1466]

Den anden type af oplysninger vedrørende Christiania, der optræder i emnekortene, handler om våben. Allerede i begyndelsen af 1972 var der ifølge PET’s oplysninger våbenlagre på Christiania.[1467] Senere på året skulle en personkreds være i færd med at fremstille brandbomber til brug for slumstormere,[1468] og i slutningen af 1972 blev det oplyst, at en navngiven person havde solgt 14 maskinpistoler på Christiania.[1469] Fra 1973 frem til 1984 ses der yderligere otte optegnelser omhandlende produktion af mindre bomber, salg eller opbevaring af våben på Christiania, hvoraf PET kunne spore nogle af våbnene tilbage til diverse våbentyverier. Mest opsigt har det antagelig vakt, da det i 1975 hed, at mændene bag et ”sprængstofattentat” mod politiet havde søgt i ly på Christiania. Desuden har det formentlig vakt en vis opsigt, at det i 1976 blev meddelt, at der angiveligt opbevaredes dynamitstænger på Christiania.[1470] Det fremgår ikke af det anvendte materiale, hvorvidt PET var i stand til at dokumentere de nævnte påstande om våben på Christiania.

Konkluderende om Christiania hedder det i den ovenfor omtalte PET-sammenskrivning af BZ-bevægelsens historie:

”Stedet, der nu kaldes Christiania, har siden været hjemsted for ca. 1.500 personer fra narkomiljøet, græsrodsmiljøet, kriminelle og personer, der blot ønsker sig en alternativ livsform.

Området betragtes som center for narko- og kosterhandel, og stedet har i tidens løb været rammen om utallige voldelige sammenstød mellem beboerne og politiet, ligesom områdets beboere hører til sympatisørgruppen omkring BZ-bevægelsen.”[1471]

Slaget om Byggeren 1980

Slaget om Byggeren var i udgangspunktet en konflikt mellem på den ene side en række personer, hvoraf en del kom fra Nørrebro, og på den anden side Københavns Kommune, idet Borgerrepræsentationen dog var splittet i spørgsmålet. Da konflikten udviklede sig til, at beboerne stillede sig hindrende i vejen for rydningen af Byggeren, blev Københavns Politi involveret i sagen. I PET’s arkiv beror en emnesag om konflikten. Dette har antagelig sin forklaring i, at Københavns Politi i dagene efter slaget forsynede PET med observationsrapporter, fotografier og andet vedrørende konflikten. PET blev imidlertid også involveret i konflikten:

Den 30. april 1980 fik PET Københavns Byrets accept til at oprette en telefonaflytning af det trotskistiske Revolutionære Socialisters Forbund (RSF), af organisationens blad Klassekampen og af et enkelt medlem, der var observeret som aktiv under urolighederne. Årsagen var, at Københavns Politi og PET havde observeret, at en navngiven trotskist syntes at stå centralt i aktiviteterne, og da PET erfaringsmæssigt anså trotskisterne som uromagere, ønskede PET afklaret, hvilken rolle trotskisterne måtte have i den aktuelle konflikt.[1472] I en rapport af 6. maj 1980 om aflytningerne hed det, at ”RSF ikke som gruppe har deltaget i urolighederne omkring byggelegepladsen ”Byggeren” på Nørrebro i København, men at de har deltaget som enkeltpersoner i stort tal”. Hvad angik aflytningen af RSF-medlemmet var der fremkommet oplysninger om, at pågældende var ”dybt involveret” i urolighederne, og at pågældende var medlem af Nørrebros Beboeraktion. Endelig konstateredes det, at der fortsat var kontakt mellem medlemmet og RSF, selvom der ikke havde været telefonisk kontakt den seneste uge. Aflytningsrapporterne gav således PET et indtryk af, at RSF’ere var aktive under urolighederne, om end det ikke var opfattelsen, at RSF styrede slagets gang på aktivistside. Telefonaflytningen blev bragt til afslutning den 12. maj, idet PET anmodede Københavns Byret om, at ”indehaverne af de pågældende telefoner ikke skal have besked om den stedfundne aflytning, idet det efter aflytningerne må antages, at de personer, der har tilknytning til de telefoner, som enkeltpersoner, men ikke som gruppe har deltaget i urolighederne. Efter politiets opfattelse vil meddelelse om aflytningen imidlertid være til skade for undersøgelsen og umuliggøre eller vanskeliggøre fremtidig efterforskning i tilsvarende situationer.” Retten imødekom PET’s anmodning.[1473]

Efter konflikten gjorde PET status over sagens efterretningsmæssige aspekter. Det konstateredes for det første, at en gruppe personer på et tidspunkt var kommet i slagsmål med Københavns Kommunes håndværkere, og at nogle af initiativtagerne til slagsmålet ifølge PET var tilkaldt via en telefonkæde. Desuden konstateredes det, at en række af de tilstedeværende, der havde taget del i slagsmålet, var kommet fra Christiania. For så vidt syntes det at være tilfældet, at en del af aktivisterne fra Nørrebros Beboeraktion stod i forbindelse med personer fra Christiania.

For det andet blev PET under urolighederne opmærksom på, at ”adskillige personer i området” havde båret walkie-talkier, og det antoges, at aktivisterne via disse radioer havde været i stand til at dirigere hinanden rundt. Natten til den 30. april 1980 havde politiet endvidere konstateret, at der blev sendt flere falske radiomeldinger. For at stoppe mulige ulovlige radiosendere blev PET anmodet om at foretage aflytning. PET havde mistanke til en radio, der hed Nora 52, som PET antog hørte til omkring HUSET. Aflytningen viste imidlertid, at der ikke blev udsendt ulovlige radiosignaler. Derfor besluttedes det, at PET skulle foretage en ”jamming” for at skabe støj i radiomodtagerne. I PET’s rapport hed det efterfølgende, at denne jamming havde været virkningsfuld,

”idet følgende samtale, efter standsning af ”jammingen”, blev opfanget. ”Det var fikst gjort”, og derefter var der almindelig harme rettet mod ”de politiske ballademagere” med walkie talkies, som havde været den soleklare årsag til ”jammingen”.[1474]

Dermed blev det de såkaldte uromagere, der fik skylden for jammingen.

For det tredje bemærkedes det, at en del af aktivisterne under urolighederne havde kastet med molotovcocktails samt sten og andet kasteskyts mod politiet. Desuden observeredes rockere med jernstænger.[1475]

Under en demonstration den 12. maj 1980 blev der kastet partisansøm ud på vejen ved Prinsessegade/Torvegade på Christianshavn. Formålet med demonstrationen skulle have været at lamme trafikken i København for at få politiet væk fra Nørrebro, hvorefter Byggeren skulle genrejses. PET mente, at sømmet stammede fra Christiania.[1476]

Endelig konstateredes det, som det femte og sidste element af efterretningsmæssig interesse, at en lille håndfuld århusianske anarkister fra ”Boligkaravanen” havde taget ophold i København under urolighederne. Og det konstateredes, at de pågældende under demonstrationerne havde uddelt pjecer omhandlende ”Boligkaravanen”.[1477]

Hvad angik spørgsmålet om, hvem der var de egentlige urostiftere, bemærkedes det i PET’s årsrapport for 1980, at det fra

”pålidelig kilde” var oplyst, at ”stridighederne mellem VS og DKP var den egentlige årsag til balladen om ”Byggeren”. VS ønskede at demonstrere sin magt. Til dette formål findes i VS en aktionsgruppe/kampgruppe, hvis formål var og er at skabe uroligheder samt konfrontationer under politiske konflikter.

Endvidere er det oplyst, at man fra gruppens side under konflikten omkring ”byggeren” havde kørt en forholdsvis ”blød linje” i arbejdet i marken, idet hovedformålet med aktionen var at foretage et dybtgående studium af politiets arbejdsmetoder, således at man ved efterfølgende episoder kan overraske politiet.”[1478]

Ifølge PET’s årsrapport var det videre situationen, at det var en fremtrædende VS’er, der var den ”egentlige bagmand” i Bygger-sagen. PET skal således have været i besiddelse af viden om, at den pågældende VS’er havde ”en mand i marken med hals- og håndsret over” diverse arrangementer. Om trotskisternes andel i Bygger-sagen udtryktes der den opfattelse i PET’s årsrapport, at enkeltpersoner fra dette miljø havde deltaget i ”urolighederne”, men at trotskisterne i skikkelse af RSF (Revolutionære Socialisters Forbund) ikke havde deltaget som fraktion.[1479]

Ini’tivgruppe for et Ungdomshus 1981-82

Den ovenfor skitserede proces, hvor aktivister som et politisk kampmiddel siden 1960’erne havde besat huse og forsøgt at forhindre myndighederne i at sanere ejendomme, kulminerede i første halvdel af 1980’erne med etablering af den såkaldte BZ-bevægelse. Grundstenen hertil blev ifølge en PET-sammenskrivning fra 1990 lagt i 1981, da en kreds af gymnasieelever på initiativ af det trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP) dannede en gruppe, der kaldte sig Ini’tivgruppen. Denne havde som et første mål at få Københavns Kommune til at stille et Ungdomshus til rådighed. SAP’s interesse i gruppen var ifølge PET, at partiet søgte etableret ungdomsmiljøer i København, som partiet derefter kunne rekruttere støtte fra.[1480] Kommunens svar på Ini’tivgruppens krav var i første omgang, at de unge skulle anvende allerede eksisterende medborgerhuse til deres aktiviteter. Ini’tivgruppen stillede sig imidlertid afvisende hertil, idet gruppen ønskede et hus, hvor de kunne udfolde sig ”uden nogen form for bureaukratisk styring”, det vil sige uden myndighedernes indblanding.[1481] Efter oplysninger beroende i PET’s arkiv at dømme havde Ini’tivgruppen og SAP hentet inspiration fra de husbesættelser, der fandt sted i Holland (Amsterdam) og Vesttyskland (Hamburg og Berlin).[1482]

Efter at forhandlingerne mellem Københavns Kommune og Ini’tivgruppen i sidste halvdel af 1981 viste sig frugtesløse, valgte nogle unge den 15. oktober 1981 at holde et såkaldt ”stormøde” i det tidligere Folkets Hus, Jagtvej 69. Mødet fik tilslutning fra mere eller mindre organiserede grupper, politiske ungdomsforeninger fra venstrefløjen, Rødstrømperne m.fl., og det besluttedes at besætte en nedlagt brødfabrik, Arbejdernes Fællesbageri kaldet Rutana, på Nørrebro. Besættelsen foregik uden synderlig dramatik, og lige så udramatisk ryddede politiet bygningen. Alligevel opnåede besættelsen megen presseomtale. To dage senere forsamledes 50-100 unge på en ubebygget grund over for brødfabrikken. Politiet var til stede under mødet, og det bemærkedes i PET’s årsrapport for 1981, at en ikke-identificeret person havde holdt en tale for de unge, idet han havde afsluttet med ordene: ”vi må bage, mens ovnen er varm.”[1483]

Kort tid efter holdt byplanborgmester Villo Sigurdsson en tale. Ifølge et referat gengivet i dagbladet Information, havde han udtalt:

”Der findes ikke noget demokrati. Derfor er det udmærket, at der er nogen som Jer, der gider stille sig op på barrikaderne og kæmpe imod og besætte alt det, I kan besætte, og holde det lige så længe, I kan holde det. Det er det eneste sprog, de kan forstå ovre på Rådhuset. Hvis I sender flotte planer og flotte indsigelser, forstår de det ikke. Sådan noget putter de bare skråt ned i papirkurven. Men hvis folk står op på barrikaderne, besætter huse, hindrer håndværkerne i at rive ejendomme ned, ja, så véd de ikke deres levende råd.

Derfor er mit gode råd: Styrk demokratiet og besæt fabrikken.”[1484]

De unge syntes at tage imod de to opfordringer, da det herefter lykkedes 15-20 unge at bryde porten til fabrikken. Politiet forsøgte at forhindre de unge i deres foretagende, men sammenstødet blev voldsomt, og politiet blev, ifølge PET’s sammenskrivning, ”nødsaget” til at bruge stavene. Størsteparten af de unge blev drevet på flugt, mens 12 blev anholdt for gadeuorden. En blev sigtet for overtrædelse af straffelovens §§ 119, stk. 1, og 134 a (vold mod tjenestemand i funktion og deltagelse i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, såfremt gerningsmændene har handlet efter aftale eller flere i forening). PET undersøgte efterfølgende Villo Sigurdssons rolle i begivenheden og konstaterede, at det var Sigurdsson, der i egenskab af byplanborgmester havde givet de unge tilladelse til at anvende den ubebyggede grund til ophold, bål etc.[1485] Umiddelbart tydede PET’s oplysninger således på, at VS’s borgmester ikke alene opfordrede de unge til at besætte huse, men også ydede dem en vis form for støtte. Besættelsen af Rutana fik i øvrigt det efterspil, at 14 medlemmer af Ini’tivgruppen i midten af januar 1982 blev anholdt, da de foranstaltede optøjer og udøvede hærværk i Københavns Byret under de første retssager efter optøjerne i forbindelse med besættelsen af Rutana.[1486]

Gennem resten af 1981 var der løbende konfrontationer mellem BZ’erne og Københavns Politi. Den 24. oktober 1981 arrangerede Ini’tivgruppen eksempelvis et demonstrationstog, hvori deltog civilklædte politibetjente. Undervejs konstaterede aktivisterne, at politiet var til stede, hvorefter to politifolk fik smidt salmiakspiritus i øjnene. Andre blev beskudt med marmor- og glaskugler. Demonstrationstoget endte i øvrigt med, at de unge som tidligere nævnt besatte en nedlagt gummifabrik, Schønning og Arvé. Aktionen var, mente PET, planlagt, idet BZ’erne hurtigt omdannede fabrikken ”til en ”Christiania-lignende” bygning”. Facaden blev således bemalet med slagord, vinduer sømmet til, indgangsdøren blokeret og på ejendommens ydermur blev der hængt transparenter, der meddelte, at huset var besat.[1487]

PET blev inddraget i konflikten, idet tjenesten etablerede et fast observationssted med det formål at følge besætternes bevægelser. PET konstaterede i den forbindelse, at BZ’erne transporterede benzin, olier, flasker, mursten ind i det besatte hus, og PET vurderede, at de forskellige genstande ”kunne bruges til afværgelse af angreb fra politiets side.” Endvidere bemærkede PET’s observationshold, at BZ’erne ”samlede metalstykker, som blev placeret i kasser ved vinduerne, ligesom plastikposer med maling var en del af besætternes ”våben””[1488] I de følgende to dage forsynede PET Københavns Politi med oplysninger om bevægelserne omkring huset. Det konstateredes således, at den barrikadering, der var påbegyndt den 24. oktober 1981, fortsatte den følgende dag. Desuden konstaterede PET, at en stor del af de unge forlod fabrikken den 26. oktober 1981 om morgenen. Det var en mandag, og efterretningstjenesten antog, at de unge skulle i skole. Midt på dagen den 26. oktober valgte Københavns Politi imidlertid at rydde fabrikken, og da PET havde forsynet Københavns Politi med oplysninger om, at det næppe ville være muligt at trænge ind i bygningen via den ordinære vej, valgte man at indsætte specialstyrker, der kunne trænge ind i bygningen henholdsvis fra siden og fra oven.[1489]

Det hedder i en nyere fremstilling, at politiet anvendte megen magt under rømningen af huset, og at politiets indsats derfor efterfølgende blev mødt med megen kritik.[1490] Ifølge PET’s årsrapport nævnes også, at det var kommet til sammenstød mellem Københavns Politi og BZ’erne. Det nævnes imidlertid også, at politiet over højttalere indledningsvis havde gjort BZ’erne opmærksom på, at de skulle forlade bygningen. ”Denne opfordring fulgte enkelte”, hedder det i årsrapporten, ”mens andre iklædte sig hjælme og stillede sig op i vinduerne på 1. og 2. etage, hvor de råbte efter politiet.” I omtrent et kvarter befandt politiet og BZ’erne sig efterfølgende i egentlige kampe, hvor sidstnævnte smed neonrør, poser med maling og mursten efter politiet.[1491] Politiets svar bestod i at skyde tåregas ind i bygningen. Senere trængte politiet ind og anvendte flere tåregaspatroner. Da BZ’erne imidlertid havde blokeret for udgangene, kunne BZ’erne ikke forlade den gasfyldte bygning. Først da Københavns Belysningsvæsen fik anbragt en stige, blev det muligt at forlade bygningen. I alt anholdt politiet 96 personer i alderen 15 til 32 år, og politiets efterfølgende opgørelse viste, at 58 af de anholdte kom fra Københavns Kommune, 26 fra omegnskommunerne og 12 fra det øvrige Sjælland.[1492]

Besættelsen og politiets efterfølgende rømning af Schønning og Arvé skabte megen presseomtale, hvor et fremherskende tema var spørgsmålet om anvendelse af tåregas. Diskussionen handlede dels om, hvorvidt politiet havde overholdt forskrifterne for anvendelse af tåregas, dels om det overhovedet var forsvarligt at anvende dette redskab. Blandt debattørerne var Lars Hutters, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for VS og aktivist,[1493] der, under henvisning til at han var læge og dermed besad væsentlig faglig ekspertise, gentagne gange krævede brugen af tåregas forbudt. Pågældende skrev i januar 1982 i Information, at han over for Sundhedsstyrelsen havde gjort opmærksom på, at der ikke eksisterede forskning ”som kan belyse bl.a. om CS [tåregas] kan virke dødelig, kræftfremkaldende, fosterskadelig, kromosomforandrende, allergisk, samt om årsagerne til den individuelle tolerance over for CS m.m.”[1494]

De resterende måneder af 1981 arrangerede Ini’tivgruppen en række demonstrationer, hvor politiet forventede nye besættelser. En af de mest vigtige fandt sted den 31. oktober, da et demonstrationstog bestående af omtrent 500 aktivister besatte et kloster beliggende i Abel Cathrinesgade på Vesterbro. Igen oprettede PET et observationssted, og igen bemærkede PET, at besættelsen ikke var resultatet af en spontan handling, men var en planlagt aktion: ”I løbet af ret kort tid så klosteret ud som gummifabrikken, og en del unge mennesker havde indlogeret sig i huset”, lød det i PET’s årsrapport for 1981. Hvad angik spørgsmålet om, hvem der stod bag husbesættelserne var PET’s foreløbige konklusion:

”Vurderingen er, at husbesættelserne stort set i begyndelsen var styret af personer fra SAP. Dette indtryk fik vi blandt andet på grund af de forskellige løbesedler, som blev uddelt forskellige steder i byen. Løbesedlerne blev trykt hos et fremtrædende medlem af SAP.

Senere blev vor opfattelse bestyrket, idet én af lederne, Lars GRARUP, offentligt stillede sig frem i dansk TV under SAPs valgkamp, hvor han fortalte om de unges problemer. Ydermere er det konstateret, at flere af de anholdte husbesættere er medlemmer af SAP.

Med hensyn til VS’ rolle i husbesættelserne må det antages, at den har været mindre fremtrædende. Dog skal det bemærkes, at VS-borgmesteren Villo SIGURDSSON gjorde sin indflydelse gældende, da han tillod de unge mennesker at opholde sig/lave bål/rejse telt på kommunens grund overfor den nedlagte brødfabrik i Nanasgade/Mimersgade. Endvidere prøvede han at vinde de unges gunst ved at tale til deres fordel, men dette mislykkedes åbenbart over for blandt andre Lars GRARUP, SAP, som åbenlyst tilkendegav mishagsytringer med hensyn til SIGURDSSONs udtalelser. GRARUP mente, at borgmesterens udtalelser kun var en form for ”valgflæsk”.

I det store og hele må det antages, at såfremt en bestemt gruppe har været toneangivende i husbesættelserne, må det have været Socialistisk Arbejder Parti”.[1495]

Set fra PET’s perspektiv mindede 1982 i betydelig grad om 1981, hvad angik BZ-bevægelsens udvikling. Der var tale om en stadigt mere tilspidset situation mellem på den ene side aktivisterne og på den anden side Københavns Politi og andre myndigheder. PET var kun i ringe grad direkte involveret i konflikten, men ydede navnlig Københavns Politi bistand med hensyn til overvågning. Årets udvikling kan ifølge PET’s oplysninger opsummeres på følgende vis:

Den besættelse af klosteret, der blev gennemført i slutningen af oktober 1981, bestod frem til midten af februar 1982, da aktivisterne frivilligt forlod stedet. Ifølge PET var årsagen hertil, at Københavns Kommune umiddelbart havde valgt at ignorere husbesættelsen,[1496] hvilket havde ført til en opdeling af bevægelsen. Én gruppe, der omtaltes som ”aktivisterne”, ønskede at istandsætte klosteret med henblik på beboelse, mens en anden kreds kaldet ”sumpere” blot ønskede et sted at være, uden at de skulle foretage sig noget. Da de to grupper ikke kunne nå til enighed, rømmede først ”aktivisterne” stedet, hvorefter ”sumperne” den 15. februar som de sidste forlod ejendommen.[1497] Den del af Ini’tivgruppen, der omtaltes som ”aktivisterne”, videreførte i de sidste dage af februar 1982 bestræbelserne på at besætte huse: Den 20. februar besattes således en af Rigshospitalets bygninger på Blegdamsvej, men allerede samme nat blev bygningen ryddet. 61 personer blev anholdt, to politifolk kom til skade, og en kvinde blev kvæstet, da hun sprang ud af et vindue.[1498]

Konfrontationen mellem Københavns Politi og Ini’tivgruppen sled på politiet, og i slutningen af januar 1982 blev politidirektør Poul Eefsen i Jyllands-Posten citeret for at udtale, at det var en meget ubehagelig opgave for politiet at skulle sættes ind mod diverse ungdomsgrupper. Det var, hævdede han, politikerne – ikke politiet – der måtte løse de problemer, der fik unge til at besætte bygninger.[1499]

Diagram: BZ-bevægelsens udvikling

Kilde: PET’s arkiv, udateret.

BZ-Brigaden 1982-89

I marts 1982 tog Ini’tivgruppen navneforandring til det noget mere militært klingende BZ-Brigaden.[1500] Navneskiftet signalerede ifølge den eksisterende litteratur en ny selvforståelse (fælles identitet og livsstil) blandt aktivisterne,[1501] men også at bevægelsens udtryk og politiske projekt havde sine paralleller i navnlig Holland og Vesttyskland. Hvad angik det indholdsmæssige, havde Ini’tivgruppen krævet et Ungdomshus. BZ-Brigaden krævede derimod flere og andre ungdomsboliger. Og hvor Socialistisk Arbejderparti og Venstresocialisterne oprindeligt havde stået forholdsvis stærkt i husbesættermiljøet, blev disse partiers indflydelse gradvist mindsket.[1502]

BZ-Brigadens første aktion indtraf den 6. marts 1982: Besættelsen af Mekanisk Musik Museum.[1503] Begivenheden startede med en demonstration på Rådhuspladsen, hvor byplanborgmester Villo Sigurdsson talte og gav BZ-Brigaden sin fulde tilslutning. Ifølge PET sagde Sigurdsson blandt andet, at han i 1981 ”havde lokket de unge til at besætte brødfabrikken på Nørrebro, og at han ville gøre det igen.”[1504] Demonstranterne gik derpå ad Vesterbrogade, men satte pludselig i løb ad Platanvej til Mekanisk Musik Museum. Her var aktionen forberedt med materiale til barrikadering af døre og vinduer. ”Politiet”, hedder det i PET’s årsberetning for 1982, ”der var mødt talstærkt op, opfordrede de unge til at forlade bygningen. Da det ikke skete, indledte politiet en storm mod bygningen…”[1505] Slagsmålet mellem Københavns Politi og BZ-Brigaden blev særdeles voldsomt, og afsluttedes med rydning af bygningen og anholdelse af 142 BZ’ere. Mest kendt i offentligheden blev – også på grund af gode pressebilleder – en toiletkumme, der blev smidt ned på de indtrængende politifolk.[1506] Det niveau, volden nu havde nået, førte til spørgsmål i Folketinget til justitsministeren.[1507]

De følgende måneder blev op mod en halv snes ejendomme på Nørrebro besat og efter kortere eller længere tid ryddet af politiet med eller uden anvendelse af drastiske midler. I nogle tilfælde udviklede det sig til egentlige gadekampe mellem Københavns Politi og BZ’erne. En del af beboerne synes at have støttet BZ-Brigadens kritik af Københavns Kommunes boligpolitik, mens andre tog afstand fra såvel BZ’erne som politiet grundet den eskalerende vold.[1508] Blandt de oplysninger, der noteredes af PET, var, at en gruppe pensionister fra Nørrebro, der kaldte sig De Grå Pantere, i slutningen af april sammen med et antal BZ’ere besatte ejendommene Korsgade 27 og 29 på Nørrebro.[1509]

Desuden bemærkede PET i august 1982, at BZ-Brigaden ikke blot engagerede sig i boligpolitiske spørgsmål, men også var optaget af Mellemøstkonflikten med sympati for PLO. I PET’s arkiv beror således en artikel bragt i Information den 14.-15. august 1982. Heri oplystes det, at BZ-Brigaden under slagordet ”Israel ud af Libanon” havde demonstreret foran Israels ambassade.[1510] Ifølge en politirapport var der blevet kastet ”plasticposer med rød maling eller dyreblod mod ambassadebygningen, ligesom der blev afbrændt trækors foran ambassaden.”[1511] Et par dage senere blev Mosaisk Trossamfunds kirkegård i København genstand for hærværk. En snes gravsten blev væltet, og på en af stenene var der skrevet PLO. Berlingske Tidende satte hærværket i forbindelse med BZ-Brigaden.[1512] De forskellige oplysninger fik journalist Leif Blædel til at skrive i Information, at BZ’erne i deres støtte til PLO forekom at være antisemitiske.[1513] To dage senere, den 19. august, kastede tre personer plasticposer indeholdende blod mod Mosaisk Trossamfunds bygning i Ny Kongensgade. En af de tre personer, taget på fersk gerning, blev anholdt og oplyste over for politiet, at aktivisterne alle havde deres rod i Næstved Fredskomité, men at aktionen var planlagt i samarbejde med BZ-Brigaden.[1514] Oplysningerne i PET’s arkiv indikerer således, at BZ-Brigaden var involveret i hærværk mod Mosaisk Trossamfund. BZ’erne følte sig imidlertid misforstået, og tre personer, der dog ikke ønskede deres efternavn kendt, afviste i B.T. og Information beskyldningerne om antisemitisme.[1515] I Ekstra Bladet udtalte en BZ’er, at BZ-Brigaden intet havde med hærværksaktionen mod kirkegården at gøre. Desuden hævdedes det, at det ikke var svineblod, der blev kastet mod den israelske ambassade i første halvdel af august 1982.[1516]

Konfrontationen mellem Københavns Politi og BZ-Brigaden var imidlertid et tilbagevendende fænomen, som i september nåede nye højder: Den 16. september 1982 havde et antal personer fra BZ-Brigaden besat en ejendom beliggende Blågårdsgade 46, men allerede samme dag havde politiet ryddet bygningen. Den følgende nat kom det til uroligheder på Nørrebro. Der blev tændt bål i gaderne, og der blev kastet sten mod politiet. Desuden trak politiet pistolerne: ”Ud for Allotria måtte politiet skyde varselsskud for at slippe fri for besættere”, hed det i PET’s årsrapport. Københavns Politi fandt samme nat to brandbomber i henholdsvis Griffenfeldtsgade og på hjørnet af Rosenørns Allé og Åboulevarden. I alt blev 26 unge anholdt.[1517]

PET efterforskede de følgende par dage baggrunden for det passerede og anmodede den 20. september 1982 Københavns Byret om tilladelse til at aflytte Socialistisk Ungdoms Forenings (SUF) telefon. Til grund for anmodningen lå forlydender – som var bekræftet ”af navngivne anmeldere” – om, at der i den ejendom, hvor SUF havde til huse, blev samlet våben. PET antog endvidere, at SUF havde gode forbindelser til BZ-Brigaden, og at de seneste konfrontationer mellem politi og husbesættere ville afføde yderligere sammenstød. Desuden var PET i besiddelse af oplysninger om, at en kvindelig BZ’er skulle have stjålet en pistol fra sin far, og at hun skulle have solgt den videre til en BZ’er på Nørrebro.[1518] PET’s anmodning blev imødekommet.[1519] Allerede to dage senere ophørte aflytningen imidlertid og gav derfor intet resultat. Der angives i PET’s årsrapport ingen forklaring på ophøret af aflytningen.[1520] I PET’s arkiv ses der imidlertid eksempler på, at tjenesten har undladt at foretage aflytninger af ressourcemæssige årsager.[1521] Det kan være baggrunden for, at PET opgav aflytningen.

Den 29. oktober 1982 fik BZ-Brigaden af Københavns Kommune mulighed for at benytte huset på Jagtvej 69. BZ’erne inviterede overborgmester Egon Weidekamp med til indvielsen af huset, men da han ankom, blev han mødt med en spand vand.[1522] Hermed signaleredes, at BZ’erne – skønt de havde fået et af deres væsentligste krav opfyldt – ikke havde til hensigt at respektere autoriteterne. Ifølge en senere sammenskrivning var det PET’s vurdering, at BZ’ernes mulighed for at anvende huset først og fremmest havde styrket BZ-bevægelsen: BZ’erne havde ”ved militante aktioner mod samfundssystemet opnået et af deres politiske krav, ligesom de tillige hermed havde øget deres skare af tilhængere.”[1523] Tildelingen af huset fik ifølge PET den konsekvens, at bevægelsen fik øget tilslutning fra dels det radikalt venstreorienterede universitetsmiljø, dels ”unge rodløse, der manglede indhold i tilværelsen.”[1524] Desuden fik tildelingen ifølge PET den følgevirkning, at BZ-Brigaden iværksatte nye husbesættelser, der almindeligvis blev begrundet med, at der manglede ungdomsboliger. Ydermere var husbesættelserne at opfatte som en protest mod en ifølge BZ’erne i tiden fremherskende spekulation med de private, tomme ejendomme.[1525]

Ud over at besætte huse begyndte BZ-Brigaden også at aktionere mod andre forhold, de opfattede som urimelige. I sidste halvdel af 1982 gennemførtes således en længere række såkaldte ”ta’selv aktioner”, hvor BZ’ere stjal fødevarer m.v. fra restauranter og forretninger. Aktionerne var en reaktion på et cirkulære vedrørende nedskæring af kontanthjælpen til unge (det såkaldte ”sultecirkulære”). Nogle gange forhindredes aktionerne, idet politiet var varslet om planerne, som f.eks. en SAP-inspireret planlagt aktion mod Hovedbanegårdens restaurant.[1526] Andre gange lykkedes aktionerne. Det var eksempelvis tilfældet med to aktioner mod Hotel d’Angleterre og Illums fødevareafdeling den 14. oktober 1982, hvor også deltog personer fra FUGA og LLO (Lærlingenes Landsorganisation). Andre større ”ta’selv aktioner” fandt sted over for Kanal Burger, Copenhagen Corner, Restaurant Peder Oxe og Kvickly Supermarked (Frederiksberg).[1527]

Det er vanskeligt at bedømme det omkringliggende samfunds holdninger til BZ’erne på dette tidspunkt, men det er sigende, at dagbladet B.T. i oktober 1982 i en lederartikel afviste, at BZ skulle være et akronym for ”bezættere” eller ”bølleztreger”: ”Den rigtige betegnelse for disse desperate handlinger er henholdsvis selvtægt, tyveri eller røveri.”[1528] Omvendt bemærkedes det i PET, at SAP’s ugeavis Klassekampen i slutningen af oktober bragte en artikel med sympati for BZ-Brigaden. Artiklens illustration var et fotografi af 13 civilklædte politibetjente med følgende illustrationstekst: ”13 urobetjente klar til at terrorisere”.[1529] Sym- og antipati fordelte sig således efter iagttagernes politiske anskuelser.

1982 sluttede dramatisk. Nytårsaften kom det til en af de mest voldsomme konfrontationer mellem Københavns Politi og BZ-Brigaden. Urolighederne fandt primært sted på Nørrebro, hvor det ud over gadekampe kom til ildspåsættelse af biler. Blandt andet blev én af politiets patruljevogne sat i brand. 41 politifolk blev skadet, mens 20 BZ’ere blev anholdt. Gennem hele 1982 blev der foretaget ca. 350 anholdelser under aktioner gennemført af BZ-Brigaden.[1530]

1983 begyndte som 1982 sluttede: Med konfrontationer mellem politi og BZ’ere. Den 11. januar 1983 iværksatte Københavns Politi efter længere tids forberedelse en større rydningsaktion. Det gjaldt Allotria i Korsgade. Der var tilkaldt politi fra hele Sjælland og lånt materiale fra blandt andet Forsvaret. Rydningen blev en happening, der vakte nogen morskab i pressen. Efter at politiet nåede gennem taget på den besatte ejendom, måtte betjentene konstatere, at BZ’erne var forsvundet gennem en tunnel, de netop havde færdiggjort. Politiet kunne imidlertid konstatere, at BZ’erne havde sammenstykket et betydeligt arsenal af kasteskyts og slagtøj (karatestokke, molotovcocktails, tomme flasker, benzin samt en beholder indeholdende saltsyre), som politiet antog var indsamlet til brug for en kommende konfrontation med politiet.[1531] Da politiet imidlertid havde samlet materiel og mandskab, benyttedes lejligheden til den følgende dag at rydde Bazooka, et besat hus i samme område. Også her forefandtes murbrokker, sten og flasker. Da politiet rykkede ind, forlod BZ’erne bygningen, idet de ifølge PET samtidig åbnede for samtlige gashaner i bygningen.[1532]

I forbindelse med rydningen af de nævnte bygninger anholdt politiet 63 personer. Efter rydningerne konstateredes det, at der i de forladte ejendomme beroede en betydelig mængde tyvekoster, blandt andet værktøj, tømmer, radioudstyr, våben, maling, syre, legitimationspapirer og sølvtøj. I alt 139 kosternumre.[1533]

Udvidet samarbejde mellem PET og Københavns Politi: Operation Hafnia

Husbesættelser havde, som det fremgår, siden midten af 1960’erne i stigende grad været en del af politiets arbejdsområde først med slumstormernes aktiviteter, derpå i tilslutning til Christiania som overgangsfænomen i sammenhæng med Slaget om Byggeren og senest som en reaktion på Ini’tivgruppens og BZ-Brigadens aktiviteter. PET havde i disse sager spillet en begrænset rolle, og det var først fra de tidlige 1980’ere, at efterretningstjenesten så det som en opgave mere indgående at interessere sig for husbesættelserne. PET’s øgede overvågning af BZ-miljøerne havde væsentligst sin forklaring i, at øvrige politimyndigheder efterspurgte efterretningstjenestens støtte. Det handlede, som ovenfor nævnt, blandt andet om assistance i forbindelse med aflytning af telefoner, muligt illegale radiosendere samt om overvågning af allerede besatte huse.

I sommeren 1982 udfærdigede en PET-medarbejder et dokument, hvori der blev spurgt om, hvad PET kunne hjælpe politikredsene med, og hvad politikredsene kunne hjælpe PET med. Dokumentet viser, at PET nu mere alvorligt overvejede perspektiverne i et udvidet samarbejde med Københavns Politi angående BZ-Brigaden. Med hensyn til det sidste spørgsmål lød svaret, at efterretningstjenesten ønskede så mange informationer som muligt om husbesættelser, demonstrationer og anden uro. Især var PET interesseret i navne på personer, der var anholdt for ulovlig plakatopklæbning samt anholdt i forbindelse med husbesættelser. Desuden ønskede PET at blive oplyst om navne på anholdte, der blev fundet i besiddelse af ting, som kunne signalere forbindelser til ekstremist- eller urogrupper. Endelig ønskede PET at blive informeret om politiaktioner forud for disses iværksættelse, således at PET kunne registrere mulige aktiviteter i relevante miljøer.[1534] PET’s ønsker om at modtage personoplysninger tyder på, at efterretningstjenesten ville opbevare oplysningerne i arbejdskartoteker.

Hvad angik det første spørgsmål, var det PET’s svar, at tjenesten havde den fornødne tid og arbejdsstyrke til at indsamle oplysninger fra hele landet om husbesættelser. Desuden havde PET en betydelig viden om de kræfter, der stod bag aktionerne. PET var således i stand til at hjælpe politikredsene med baggrundsviden. Desforuden var PET i stand til at foretage observationer, herunder anvende foto- og videoudstyr, hvilket angiveligt havde været af stor værdi for Københavns Politi i forbindelse med besættelsen af Schønning & Arvé. PET havde under besættelsen overvåget bygningen: ”Inden udsættelsesaktionen kunne PET oplyse om adgangsveje, barrikader, det nøjagtige antal personer i bygningen samt hvilke våben og kasteskyts, BZ’erne havde. Desuden havde PET videooptagelser og fotooptagelser af BZ’erne både inden og under selve udsættelsesaktionen.”[1535] PET var endvidere i stand til at hjælpe politikredsene med at foretage observationer af enkeltpersoner, der var mistænkt for at stå bag uro, ligesom PET kunne være behjælpelig med at foretage telefon- og rumaflytninger. PET’s antagelig vigtigste hjælp var imidlertid, at tjenesten var i stand til at have kilder inden for relevante miljøer. Endelig kunne PET muligvis be- eller afkræfte, når politikredsene fattede mistanke til navngivne personer eller organisationer.[1536]

Det samarbejde mellem Københavns Politi og PET, der således var blevet taget skridt til gennem et par år, udbyggedes fra slutningen af 1982. Ifølge et notat fra marts 1983 var baggrunden en henvendelse fra Københavns Politi, hvori der blev udtrykt interesse for et udvidet samarbejde om udveksling af oplysninger og informationer vedrørende blandt andre BZ’erne. Som svar på Københavns Politis anmodning havde PET i første omgang stillet én kriminalassistent til rådighed.[1537] PET var, fremgik det, selv af den opfattelse, at samarbejdet var forløbet godt. Samtidig måtte PET dog erkende, at ”de informationer, som PET har kunnet give, har selvfølgelig ikke været fuldkomne, idet det som ovenfor nævnt kun var muligt at afsætte én polititjenestemand til dette arbejde.”[1538] Sidstnævnte formulering kan ses som udtryk for, at Københavns Politi fandt PET’s indsats for beskeden. Daværende operative chef for PET, Per Larsen (1983-92), har da også over for Kommissionen forklaret, at ”der traditionelt tidligere ikke havde været den store kærlighed mellem de to huse. Der var en vis konkurrence.”[1539] Denne konkurrence gik mindst tilbage til sidste halvdel af 1940’erne, hvor der havde været en rivalisering mellem KE (Københavns Politis Afdeling E) og REA/PET.[1540]

I begyndelsen af 1983 synes samarbejdet imidlertid at være blevet bedre. Notatet af 3. marts 1983 fortsatte:

”I februar måned d.å. er det blevet tilkendegivet fra Københavns Politi, at de oplysninger og informationer, som kommer fra PET, ikke er tilstrækkeligt til, at Københavns Politi kan planlægge sin indsats over for de forskellige urogrupper.

Dette er forståeligt, idet det fra PETs side på det foreliggende arbejdsgrundlag ikke har været muligt at fremskaffe aktuelle informationer.”[1541]

For yderligere at udvide samarbejdet mellem Københavns Politi og PET iværksatte PET den 3. marts 1983 en operation kaldet Operation Hafnia, der havde til formål ved præventive foranstaltninger at kunne få de store og voldelige konfrontationer undgået eller i al fald reduceret.[1542] Operationen blev kørt i et samarbejde mellem PET’s Afdeling C og E, det vil sige mellem uro-afdelingen og afdelingen for aflytning og observation.[1543]

Operation Hafnia var omfattende. Ifølge et notat fra begyndelsen af marts 1983 havde PET planer om at rekvirere en oversigt over samtlige kondemnerede ejendomme i København samt om ejendomme, der stod over for at blive kondemneret. Desuden skulle der etableres kontakt til personer, selskaber og foreninger, der var i besiddelse af oversigter over lejligheder, som muligvis ville blive besat. På baggrund af de indhentede oplysninger skulle der ifølge planen etableres overvågning af en række ejendomme. Erfaringsmæssigt vidste PET, at BZ’erne brugte en del tid på undersøgelse og planlægning, inden en ejendom blev besat. PET ville derfor med en uges interval tilse og kontrollere potentielle mål for BZ’ernes aktioner. Noteredes der ændringer ved ejendommene, som gav mindelser om en forestående BZ-aktion, skulle det rapporteres. PET planlagde endvidere at etablere forbindelse med beboere og forretningsindehavere omkring ejendomme, der muligt ville blive besat, idet formålet var at opmuntre omgivelserne til at give PET oplysninger, der var kommet til deres kendskab.[1544]

I forlængelse af ovenstående blev der planlagt overvågning af BZ’ernes opholdssteder. Desuden skulle der gøres notater om løbesedler, plakatophængning etc., der eventuelt kunne belyse BZ’ernes forestående aktioner. PET var af den overbevisning, at uro og planlægning af husbesættelser primært blev planlagt i huset på Jagtvej 69 samt i Folkets Hus i Stengade. Derfor skulle der foretages overvågning af ejendommene samt omkringliggende steder. Erfaringsmæssigt vidste PET, at BZ’erne lejlighedsvist anvendte walkie-talkier under deres aktioner. Derfor blev der lagt planer om at etablere radioaflytning eller jamming i

båndfrekvensområderne. Endelig ville PET overveje en penetrering med henblik på at komme tættere på BZ’erne.[1545]

Som det ses, var Operation Hafnia et ambitiøst projekt, og for at det kunne gennemføres, måtte PET lægge beslag på megen arbejdskraft. Til indhentning af oplysninger og observationsmeldinger samt kontakt og kildepleje (herunder til Københavns Politi) planlagde Afdeling C anvendt fire kriminalbetjente samt én kontoruddannet person. Desuden anmodede PET om at indkøbe to brugte biler med tilhørende radioer for at kunne færdes ubemærket i de overvågede miljøer.[1546] PET’s Afdeling E måtte til opgaven anskaffe foto-, rumaflytnings- samt videoudstyr. Desuden måtte Afdeling E forvente at skulle leje lejligheder til observation.[1547] I 1980’erne anvendte PET’s observationshold 1/3-del af sine ressourcer på overvågning af BZ’erne.[1548]

Hvad angår spørgsmålet om PET’s anvendelse af penetranter og kilder, fremgår det ovenfor, at PET overvejede at benytte penetranter i BZ-miljøet, det vil sige personer som var sendt ind i miljøet, eller som var hvervet i dette. På baggrund af det skriftlige materiale er det imidlertid vanskeligt at sige præcist, hvor mange kilder PET havde. PET synes at have haft vanskeligt ved at hverve kilder, idet personerne i BZ-Brigaden for langt den overvejende dels vedkommende forekom meget samfundskritiske. Kommissionens gennemgang af det skriftlige materiale tyder imidlertid på, at PET havde et større antal kilder indenfor og med forbindelse til BZ-miljøet. Nogle af kilderne var personer med en fortid i BZ-miljøet, men som af forskellige årsager ønskede at forlade dette. Sådanne personer kunne PET kontakte med henblik at hverve dem som kilder. Fordelen ved kilder, der kom fra miljøet, var dobbelt: Dels havde de omgivelsernes tillid, dels faldt de godt ind i BZ-miljøet. En af de hvervede omtaltes på et kildekort på følgende vis:

”[-] kommer stadig i Ungdomshuset … var villig til at komme med oplysninger til politiet. Han er aktiv kriminel, ryger en del hash og er ikke videre intelligent.

Blandt tidligere domme er [-] dages fængsel for [-] mod politiet.

Han kan form. færdes i BZ-miljøet uden at det vækker opsigt.”[1549]

Ud over kilder, der var hvervet inden for og i tilslutning til miljøerne, synes PET at have sendt i al fald to kilder ind i BZ-miljøet.[1550] Endelig ses der et eksempel på, at PET ønskede en navngiven person godkendt som kilde. Pågældende havde en fortid som kriminel, men synes at have forladt denne løbebane.[1551] Det vides ikke, om godkendelse opnåedes, og om kilden sendtes ind. Vedrørende spørgsmålet om penetranter skal det afslutningsvis nævnes, at Per Larsen i en vidneafhøring har forklaret, at PET i hans tid som operativ chef afstod fra at sende penetranter ind i BZ-bevægelsen, det vil sige i perioden fra 1983 til 1992.[1552] Hanne Bech Hansen, der var chef for PET 1988-93, har imidlertid forklaret, at der i hendes tid ”nok” har ”været 4-5 penetreringer” af BZ’erne og De Autonome.[1553]

Nedenfor følger de væsentligste resultater af Operation Hafnia, idet fremstillingen vil blive inddelt efter følgende temaer: BZ’ernes antal, aktionsmål og aktionsformer, BZ-Brigadens politiske netværk i Danmark, BZ-Brigadens øgede internationalisme i slutningen af 1980’erne samt afslutningsvis spørgsmålet om BZ-Brigadens økonomiske grundlag.

BZ-Brigaden: antal, aktionsmål og aktionsformer 1983-85

I det følgende skal der redegøres for de af BZ-Brigadens aktioner og aktionsformer, der især påkaldte sig PET’s interesse. Det handler først og fremmest om de fortsatte husbesættelser, men også om BZ’ernes – ifølge PET – øgede politiske og ideologiske bevidsthed, hvilket ikke alene affødte nye aktionsformer, men også nye politiske mål. Først imidlertid et par ord om omfanget af BZ-Brigaden:

Efter indledningsvis at have talt et meget begrænset antal BZ’ere, voksede BZ-Brigaden i de første år af 1980’erne. Ifølge PET’s opgørelse omfattede BZ-Brigaden skønsmæssigt 400 aktive i 1983.[1554] I de følgende år reduceredes dette antal imidlertid: I 1984 samlede bevægelsen ifølge PET 100.[1555] I 1985 antog PET, at der var ca. 150 faste BZ’ere.[1556] I 1986 skulle antallet være på 125 ”egentlige BZ’ere.”[1557] Og det følgende år omring 150.[1558] I midten af 1988 talte BZ’erne i København angiveligt 130 personer.[1559] BZ-Brigaden synes således at have toppet i 1983, hvad angår antallet af aktive. Det skal dog understreges, at antallet af personer, der støttede BZ’erne, var mere omfattende, men at når PET gjorde status over ”egentlige BZ’ere” eller ”aktive BZ’ere”, definerede tjenesten disse som personer, der – som det hedder i et notat fra 1988 – ”vil solidarisere sig militært med bevægelsen”.[1560] PET vurderede i 1986, at der ud over den faste kerne af BZ’ere yderligere var 150 BZ-sympatisører, hvoraf hovedparten kom fra Christiania.[1561]

PET’s dokumenter efterlader det indtryk, at BZ-Brigaden var en uhomogen størrelse. I forskellige rapporter og notitser fra sidste halvdel af 1980’erne hedder det, at BZ-bevægelsen i 1985 var blevet splittet op i flere fraktioner, hvor den militante del holdt til i det besatte hus i Ryesgade, mens en mindre militant gruppe holdt til i Mekanisk Musik Museum. Efter at Ryesgade blev ryddet i 1986, flyttede de militante BZ’ere imidlertid ind i Mekanisk Musik Museum. En tredje gruppe BZ’ere forsøgte i nogen grad uafhængigt af de to førstnævnte grupper at besætte tomme lejligheder, men uden held. Endnu andre BZ’ere holdt ifølge PET til i Ungdomshuset, Jagtvej 69. Imidlertid var dette hus endvidere at betragte som et samlingssted for mange, meget forskellige unge, der mere generelt blot ønskede et sted at afholde koncerter, foredrag, filmforevisninger etc. Det var således PET’s vurdering, at BZ-Brigaden overordnet set var opdelt i fraktioner med egentlige, militante BZ’ere, derpå en gruppe BZ-aktivister, der blot ønskede at besætte huse, og endelig en gruppe rodløse unge, der ønskede at være en del af BZ’ernes fællesskab. Skønt BZ-Brigaden ikke havde ledere, var det endvidere PET’s vurdering, at de ældste BZ’ere udgjorde bevægelsens egentlige kerne, der besad størst indflydelse, og som planlagde de forskellige aktioner.[1562]

Hvad angår spørgsmålet om målene for BZ-Brigadens aktioner, fremgår det af PET’s akter, at husbesættelser til stadighed vedblev at stå som et vigtigt mål, om end materialet efterlader indtryk af visse udsving. Samtidig viser PET’s akter, at BZ’erne gennem 1980’erne i stigende grad forsøgte at bekæmpe kapitalismen i skikkelse af større multinationale virksomheder herunder amerikanske selskaber. Med hensyn til husbesættelserne var der ifølge PET’s optegnelser fra de tidlige 1980’ere en tendens til, at konfrontationerne var særligt voldelige i 1983, hvorefter de mindskedes. Et eksempel på en meget voldelig konfrontation var ifølge PET historien om ejendommen Gyldenløvesgade 32, der blev besat i februar 1983. Efter at politiet ryddede bygningen, barrikaderede BZ’erne Gyldenløvesgade med containere, som de efterfølgende satte i brand. Få dage senere, den 17. februar, fortsatte den eskalerende vold, da en ejendom på Nørrebrogade blev besat. Ifølge PET’s skildring trængte omtrent 30 BZ’ere ind i ejendommen, hvorefter mellem 100 og 200 ligesindede dannede en menneskemur uden for ejendommen. Det gjorde det i første omgang umuligt for politiet at komme ind i bygningen. Da det senere kom til konfrontationer mellem politiet og BZ’ere, blev to politibetjente ramt i hovedet af brosten. Efter at huset var ryddet, blev to dusin BZ’ere anholdt, mens andre såkaldt ”uromagere” ifølge PET gik ”fuldstændig amok, idet de efterfølgende terroriserede det meste af det indre Nørrebro med rudeknusninger i banker, slukning af lyssignaler og hærgen med jernstænger”.[1563]

Operation Hafnia bar ifølge PET hurtigt frugt. I Afdeling C’s årsrapport for 1984 hed det, at antallet af husbesættelser og forsøg herpå var faldet i forhold til det foregående år, og selv var PET af den opfattelse, at dette fald ”måske” skulle tilskrives det igangværende samarbejde med Københavns Politi. Dette havde nemlig haft den virkning, at BZ’erne ikke havde haft den fornødne tid til at barrikadere de besatte huse, og samtidig havde Københavns Politi grundet oplysningerne fra PET hurtigere kunnet vise BZ’erne bort. Disse forhold havde desuden bevirket, at konfrontationerne var blevet mindre voldelige.[1564] Den vurdering forekommer korrekt, for så vidt det ses, at antallet af forsøg på husbesættelser var faldende i de første år efter 1983. En eksisterende fremstilling af slumstormer- og BZ-bevægelsens historie godtgør imidlertid, at antallet af husbesættelser på ny steg i midten af 1980’erne, hvorefter antallet faldt, for derpå omkring 1990 endnu en gang at stige.[1565]

Også PET’s indledende vurdering, at Operation Hafnia syntes at begrænse de voldelige konflikter, måtte i midten af 1980’erne justeres. Antallet af voldelige konflikter blev måske nok reduceret i 1984, men efterfølgende ses i al fald et eksempel på, at politiet trak pistolerne i konfrontationerne med BZ’erne. Det skete under rydningen af det besatte hus Ryesgade 58. Efter at politiet ifølge en PET-rapport uden resultat havde anmodet BZ’erne om at forlade bygningen, iværksattes en rydning, hvor politiet blev mødt med skud fra slangebøsser, molotovcocktails og mursten, og en politibil blev sat i brand. Under rydningen affyrede politiet to skarpe skud mod huset.[1566]

Parallelt med ovenstående udvikling udvidede BZ’erne deres aktioner til også at omfatte blandt andet såkaldte Klat-uger med det formål at gøre opmærksom på det borgerligt-kapitalistiske samfunds angivelige uretfærdigheder.[1567] Klat-ugerne tog deres begyndelse i 1983 under navnet Sorte Klat, hvorpå de fra 1984 kaldtes Kulørte Klat. Klat-ugerne var gennem 1980’erne et årligt tilbagevendende fænomen, som i litteraturen er beskrevet som en politisk karnevalsuge med demonstrationer, aktioner og happenings i lighed med den politiske venstrefløjs aktionsformer i 1970’erne, f.eks. Solvognen.[1568] I PET’s akter beskrives de årligt tilbagevendende aktionsuger, men her tegnes der ikke alene et billede af festlige og kulørte demonstrationer, men også af aktioner, der havde konfrontationer og hærværk som integrerede elementer. I 1983 valgte PET således i Regeringens Sikkerhedsudvalg at anmode om regeringens accept af, at PET foretog ”efterretningsmæssig indhentning …, herunder tekniske operationer og penetrering” i tilslutning til Sorte Klat-ugen i 1983. Ole Stig Andersen understregede, at der for PET var tale om en ”ubehagelig opgave”, som dog var ”nødvendig at foretage, således at de enkelte politikredse undgik at foretage denne slags arbejde.” Poul Schlüter bemærkede, at han fandt, at ”der forelå en naturlig virksomhed for PET.” Justitsminister Erik Ninn-Hansen supplerede med en bemærkning om, at PET’s efterforskning ”i høj grad ville lette gennemførelsen af politiaktionerne.” Regeringens Sikkerhedsudvalg gav således sin accept af overvågningen.[1569]

Om Kulørte Klat-ugen i 1984 fremgår det af en PET-beretning, at BZ’erne skulle have planlagt en rolig demonstration, ”mens grupper a 5-8 personer skulle søge ud fra demonstrationerne til andre steder i byen, hvor der så skulle ”tiltes” (ødelægges) vinduer og males slagord på husmure.” Yderligere havde PET erfaret, at en række aktivister planlagde at medbringe walkie-talkier med basisstation i det besatte hus i Ryesgade:

”I dette hus skulle der endvidere være en radioscanner, som kunne opfange politiets meldinger, hvorved grupperne kunne blive adviseret om politiets ankomst til de steder, hvor grupperne befandt sig, således at de kunne søge tilbage til hoveddemonstrationen forinden politiets ankomst.”[1570]

Forud for aktionsugen overdrog PET de indhentede oplysninger til Københavns Politi, således at sidstnævnte var forberedt på de planlagte aktioner.[1571]

Efter Kulørte Klat 1984 sammenfattede en PET-medarbejder ugens begivenheder. Det fremgik blandt andet, at BZ’erne havde forsøgt at gennemføre en såkaldt ”kaos-dag” med det formål at genere S-togstrafikken i København. En anden dag kaldtes af aktivisterne ”trafik-dag”, hvilket indbefattede ødelæggelse af trafikstyreskabe samt spredning af partisansøm. En tredje dag kaldtes ”pervers-dag” med gadeteater. En fjerde dag var navngivet ”fattig-dag”, hvor der var arrangeret demonstration foran Christiansborg, mens en femte dag omtaltes som ”bolig-dag”, hvor en kreds BZ’ere besatte et hus. Dette blev dog forladt uden konfrontation. Om Kulørte Klat 1984 var det PET’s vurdering, at dagene alle bar ”præg af at være dårligt organiseret”. Set fra PET’s perspektiv var Kulørte Klat således ikke blot en farverig karnevalsuge, men en aktionsuge, hvor BZ’ere m.fl. også forøvede hærværk og skabte uro, om end resultatet ikke stod mål med anstrengelserne.[1572]

Gennem 1980’erne fortsatte BZ-miljøet med at afholde Klat-ugerne, som dog i 1986 omdøbtes til Piratugen. Denne forløb forholdsvis fredeligt, og aktivisterne nåede kun at skabe begrænset uro, hvilket af PET blev tilskrevet, at politiet holdt aktivisterne ”i kort snor”. Det betød, at aktivisterne blev anholdt selv i forbindelse med mindre ulovligheder. PET erfarede efterfølgende, at ”de hurtige anholdelser kom som et chok for aktivisterne og var årsag til opløsning af flere af aktionerne.”[1573]

Samarbejdet mellem PET og Københavns Politi fortsatte i de følgende år. Af en sammenskrivning om BZ-aktionsugen i maj 1988 fremgår det, at PET havde

”anvendt betydelige ressourcer med henblik på at indsamle og videregive oplysninger til brug for Københavns Politi.

Dette har hindret optrapning og voldshandlinger og været medvirkende til, at Københavns Politi har været i stand til på hurtig vis at planlægge den politimæssige indsats.

Samarbejdet mellem P.E.T. og Københavns Politi har i perioden været intens med direkte telefonkontakter og personlige møder flere gange dagligt.”[1574]

Den udvikling inden for BZ-Brigaden, som Klat-ugerne og de fortsatte husbesættelser var med til at tegne, nemlig af en bevægelse, der undertiden var villig til at anvende vold som en aktionsmetode, bekræftedes gennem 1980’erne ved, at BZ-Brigaden stod bag en række aktioner mod og overfald på danske politikere: I januar 1983 forsøgte BZ-Brigaden, men forgæves, at besætte statsminister Poul Schlüters embedsbolig Marienborg. Da Fremskridtspartiets stifter, MF Mogens Glistrup den 1. maj 1983 holdt tale i Fælledparken, blev han mødt med sten, maling og æg. Efterfølgende skal Glistrup være blevet overfaldet af BZ’ere.[1575] I 1985 trængte ca. 40 BZ’ere ind på overborgmester Egon Weidekamps kontor på Københavns Rådhus. Weidekamp blev spærret inde i en time, hvorefter der blev forøvet hærværk og tyveri.[1576] Det følgende år, 1986, forsøgte en gruppe BZ’ere at angribe Egon Weidekamps private bopæl.[1577]

I midten af 1980’erne vurderede PET, at BZ-Brigaden havde fået et nyt omdrejningspunkt, idet bevægelsen ”nu [var] blevet mere ideologiseret med klare politiske mål.” Baggrunden for denne udvikling tilskrev PET et øget samarbejde med anarkistorganisationer og venstrefløjsbevægelser navnlig i Vesttyskland og i Holland.

Billede: For mange BZ’ere fremstod Københavns socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp (1976-89) som en modstander og repræsentant for det ”system”, de ønskede et opgør med. Som overborgmester var det Weidekamp, der havde bemyndiget byggelegepladsen ”Byggeren” fjernet. I 1982 forsøgte Weidekamp at være imødekommende, da Københavns Kommune stillede huset på Jagtvej 69 til rådighed for de unge. Deres svar var imidlertid at kaste en spand vand i hovedet på Weidekamp, da han gæstede huset ved dets indvielse. I 1985 trængte ca. 40 BZ’ere ind på Weidekamps kontor. Han blev spærret inde i en time, hvorefter der blev forøvet hærværk og tyveri. Ovenfor ses Weidekamps kontor, efter de ubudne gæster havde forladt Københavns Rådhus. (Arbejdermuseet og ABA).

For mange BZ’ere fremstod Københavns socialdemokratiske overborgmester Egon Weidekamp (1976-89) som en modstander og repræsentant for det ”system”, de ønskede et opgør med. Som overborgmester var det Weidekamp, der havde bemyndiget byggelegepladsen ”Byggeren” fjernet. I 1982 forsøgte Weidekamp at være imødekommende, da Københavns Kommune stillede huset på Jagtvej 69 til rådighed for de unge. Deres svar var imidlertid at kaste en spand vand i hovedet på Weidekamp, da han gæstede huset ved dets indvielse. I 1985 trængte ca. 40 BZ’ere ind på Weidekamps kontor. Han blev spærret inde i en time, hvorefter der blev forøvet hærværk og tyveri. Ovenfor ses Weidekamps kontor, efter de ubudne gæster havde forladt Københavns Rådhus. (Arbejdermuseet og ABA).

BZ-Brigadens politiske netværk i Danmark 1982-89

PET havde, som det fremgår, fra Ini’tiv-gruppens stiftelse i 1981 søgt at afgøre, hvilke politiske kræfter, der stod bag husbesætternes aktiviteter. Var det blot en gruppe unge, der primært stillede sig kritisk til skiftende regeringers og kommuners boligpolitik, eller var der også politiske miljøer, der enten stod bag aktiviteterne eller støttede dem?

Diagram: BZ_bevægelsen

Kilde: PET’s arkiv, udateret.

Oprindelig havde det været PET’s vurdering, at Socialistisk Arbejderparti (SAP) havde været en central aktør bag Ini’tivgruppens aktiviteter. Til grund herfor lå blandt andet trotskisten Lars Grarups udtalelser i dansk tv under valgkampen i 1981, men også PET’s efterforskning af Slaget om Byggeren i 1980, der pegede på trotskistisk indflydelse. Desuden havde en navngiven trotskist den 15. marts 1982 i offentlighed udtalt, at SAP støttede BZ-Brigaden og dens aktiviteter.[1578] Ydermere må det antages, at PET’s erfaringer med trotskistiske miljøer har bidraget til at nære den mistanke, at trotskisterne muligt stod i forbindelse med BZ’erne. Trotskisterne havde således siden midten af 1960’erne været fremtrædende under diverse uroligheder, f.eks. under militærøvelser, i Vietnambevægelsen, under verdensbankurolighederne og på arbejdsmarkedet. Desuden havde trotskistiske miljøer ifølge PET’s oplysninger været involveret i fremstilling af bomber.[1579]

PET bemærkede imidlertid også, at kredse inden for VS syntes at stå i kontakt med BZ’erne. Således konstateredes det talrige gange, at Villo Sigurdsson appellerede til de unge og i begyndelsen af 1980’erne støttede dem bl.a. ved at lade de unge låne en af Københavns Kommunes grunde til teltrejsning, bål etc. Og på Københavns Rådhus stod VS og Villo Sigurdsson gennem 1980’erne som en af BZ’ernes faste støtter. PET henviste til en avisartikel, hvor Sigurdsson i 1987 skal have udtalt til pressen: ”Næste gang skal man (BZ.erne) optrappe voldsapparatet så meget, at Weide og Eefsen skider i bukserne. Det er det sprog de forstår. Så får BZ.erne også deres vilje. Jeg vil dog sige, at tingene helst skal løses uden vold, men i de afgørende situationer gælder det om, at presset opretholdes.”[1580] Sigurdssons støtte til BZ’erne må dog også ses som en del af den politiske kamp på rådhuset, hvor overborgmester Egon Weidekamp for en tid med held havde reduceret VS’s politiske indflydelse: Ved at støtte BZ’erne opnåede Sigurdsson således en alliancepartner i kampen mod det socialdemokratiske styre. PET mistænkte i øvrigt en ledende VS’er på Københavns Rådhus for at give BZ’erne oplysninger om tomme huse i København.[1581]

Sigurdssons støtte – taktisk motiveret eller ej – var imidlertid ikke den eneste støtte fra VS til BZ-miljøet. I 1987 udtalte Københavns Politidirektør, at politimyndighederne var i besiddelse af dokumentation for, at der bestod forbindelser mellem BZ’erne, de i samtiden fremherskende SHELL-aktioner (se nedenfor) og vesttyske terrorkredse i skikkelse af RAF. I en artikel i VS-Bulletin nr. 244 1987 afviste bladets redaktion denne påstand med en bemærkning om, at ”Eefsen, der ganske manglede beviser, blev naturligvis til grin.” Eefsens ”motiver var for gennemskuelige”, og disse bestod ifølge VS i, at en sådan forbindelse ville ”retfærdiggøre en massiv indsats af politi imod BZ’erne”. Budskabet i artiklen var, at BZ’erne måtte undlade at deltage i SHELL-aktionerne, fordi disse aktioner bidrog til at radikalisere og dermed isolere BZ’erne fra den øvrige venstrefløj. Dette var ikke ønskeligt. VS ønskede derimod at inkludere BZ’erne i venstrefløjsmiljøet.[1582]

Når det angik spørgsmålet om VS’s forhold til politisk vold, var redaktionen af VS-Bulletin imidlertid ikke afklaret. I artiklen hed det: ”Rimeligheden af sabotageaktioner kan ikke afgøres abstrakt. Der findes ”røde undtagelser” på dette felt – også uden for besættelsestiden”. Redaktionen tilsluttede sig således bombesprængningen i 1937 af en fiskekutter i Frederikshavn, ”der sejlede våben til de spanske falangister…. Vi vil her lade det stå som et åbent spørgsmål, hvordan venstrefløjen ville reagere, hvis det ikke var en Shell-tank, men et skib i frihavnen med militært isenkram til Sydafrika, der røg i luften i morgen.”[1583]

PET’s interesse for BZ’ernes politiske holdepunkter og netværk kommenteredes i årsberetningen for 1984 med en bemærkning om, at BZ’erne ikke havde et

”egentligt politisk ståsted, men som følge af deres politiske mål føler de sig tiltrukket af anarkistbevægelsen og venstrefløjspartierne.

Der er ikke konstateret direkte forbindelse mellem disse politiske partier, men det ligger klart, at især partierne SAP, VS, DKP og DKP/ml støtter BZerne moralsk, ligesom Preben Møller HANSEN fra Fælles Kurs Klubben har udtalt, at han yder økonomisk støtte til BZerne.”[1584]

Den opfattelse, at BZ’erne ikke stod i direkte kontakt til noget etableret politisk parti, vedblev at være PET’s gennem 1980’erne. I al fald ses der ikke i PET’s kilder eksempler på, at tjenesten karakteriserede BZ’erne som en fraktion eller lignende af noget politisk parti. Til gengæld anvendte PET betydelige ressourcer på at indkredse og bestemme det politiske netværk, som BZ’erne havde. I denne efterforskning noterede PET løbende på diverse notitser og sammenskrivninger, hvem der deltog i BZ’ernes demonstrationer og øvrige handlinger, og PET skrev rapporter om, hvilke personer og organisationer der tog del i de møder, som blev afholdt i ejendomme, der var besat.

I marts 1989 anmeldte en person fra ”Høringsgruppen mod repression” en demonstration med det formål at styrke solidariteten mellem politisk aktive og at modvirke politiets påståede overgreb på venstrefløjen. Følgende organisationer støttede demonstrationen: ”Unge mod Apartheid, Vesterbro mod Racisme, Venstresocialisterne, Socialistisk Arbejderparti, BUPL, Bryggeriarbejderne København, Kriminal Politisk Forening, DKP/ML, Fællesinitiativet mod Racisme, Foreningen Demos, Marxistisk Leninistisk Ungdom, Fællesaktionen, Partiet Fælles Kurs, Venstresocialisternes Ungdom, Studenterrådet Københavns Universitet, De Besatte Huse, Irlandskomitéen, Revolutionære Socialister, Enkelte personer fra Sydafrikakomitéen, Internationale Socialister, Anarko Syndikalistisk Organisation, Ungdomshuset, PMF København”, hvortil det i en PET-rapport bemærkedes, at selvom demonstrationen kun opnåede støtte fra et begrænset antal personer, så tilhørte de alle den ”ekstreme venstrefløj og BZ-miljøet.”[1585] De nævnte politiske grupperinger repræsenterer et bredt udsnit af de politiske miljøer, som PET gennem 1980’erne bemærkede stod i forbindelse med BZ-Brigaden.

En af de personer, som PET især hæftede sig ved, var en fremtrædende venstrefløjsaktivist, som PET havde kendskab til tilbage til 1960’erne. Ifølge en kildeindberetning fra slutningen af 1987 havde den pågældende deltaget i et møde på Jagtvej 69. Han skulle her have fortalt BZ’erne, at der var etableret et samarbejde mellem nynazisterne og grønjakkerne i København. Herefter diskuteredes det, hvordan man skulle bekæmpe de nævnte miljøer: ”forslagene gik lige fra militante aktionsformer til en total negligering.”[1586] Ifølge PET syntes der ikke at være tale om noget enestående møde mellem pågældende og BZ’erne. Kildeindberetningen fortsætter på følgende vis:

”Vedrørende det fremtidige samarbejde, var der enighed om, at mødes den sidste lørdag i hver måned. Der skulle etableres forskellige faste grupper, der ville blive opdelt i de fagområder, racisme, apartheid etc., som grupperne ønskede at beskæftige sig med.”[1587]

Som sådan bestod der en forbindelse mellem dele af BZ-miljøet og pågældende. I et notat fra 1989 hed det direkte, at den pågældende var en ”central figur” i BZ-miljøet, og at det ”ved flere lejligheder” skulle have været den pågældende ”der suverænt har bestemt, om BZ.ere skulle deltage i et eller andet”.[1588]

Den nævnte venstrefløjsaktivists tætte forbindelse til dele af BZ-Brigaden bekræftes af en række personsager. Eksempelvis skal den nævnte person i begyndelsen af 1990’erne via en tysk journalist have modtaget oplysninger om, at der skulle afholdes et ”Nazi-topmøde” i Sønderjylland. PET blev informeret herom og efterforskede sagen, idet man fra PET’s side konstaterede, at der fra BZ-miljøets side ”virkelig var lagt op til en voldelig konfrontation med højrefløjen”. Denne blev imidlertid ikke realiseret, idet dagspressen annoncerede, at det hemmelige møde ville blive afholdt, hvorefter den i Danmark bosiddende tyske arrangør aflyste mødet. BZ’erne gennemførte imidlertid en demonstration i Sønderjylland, hvorefter de i tilslutning til tilbagekomsten til København standsede ”ved Vestre Fængsel, hvor man i ophidset tilstand affyrede kanonslag samt råbte diverse sympatitilkendegivelser for den fængslede terrorist Marc RUDIN…”.[1589]

I første halvdel af 1990’erne etableredes gruppen ”Anti-Fascistisk-Aktion”, der af PET omtaltes på følgende vis:

”Gruppen har et tæt samarbejde med [-] i bekæmpelsen af højrefløjen. [-]’s gruppe[-] tager sig af indsamling og bearbejdning af oplysninger om højrefløjens grupperinger og personer, mens AFA står for planlægning af demonstrationer og aktiviteter på gadeplan - fysiske konfrontationer med højrefløjen…

AFA er militant i sin ideologi og ønsker voldelige konfrontationer med højrefløjen.”[1590]

Ovenstående oplysninger kan læses således, at den pågældende venstrefløjsaktivist var med til at motivere BZ’erne til at tage de konfrontationer med nynazisterne, som blev stadigt mere hyppige i sidste tredjedel af 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne.[1591]

Hvad angår spørgsmålet om visse BZ’eres ideologiske synspunkter og politiske netværk fremgår det endelig, at en gruppe, der kaldte sig ”Fangegruppen”, og som ifølge PET var relateret til BZ-Brigaden og Autonomt Info, i 1989 og 1990 korresponderede med fængslede personer fra den såkaldte ”Blekingegadebande”. Konkret korresponderede ”Fangegruppen” med Niels Jørgensen, Bo Weimann, Jan Carl Weimann, Torkil Lauesen, Peter Døllner, Carsten Nielsen og Carsten Møller Hansen. PET kopierede og arkiverede korrespondancen, idet tjenesten samtidig noterede navnene på ”Fangegruppens” ledende medlemmer. Ifølge et notat fra september 1990 havde ”Fangegruppen” ikke tidligere været i forbindelse med Blekingegadebanden. Til gengæld fremgik det”tydeligt” af brevindholdet, at ”Fangegruppen” sympatiserede med de tilfangetagnes ”ideologiske holdning og har forståelse for gruppens gennemførte og planlagte røverier som led i indsamlingen af midler til befrielsesbevægelserne i den 3. verden.”[1592] Et af medlemmerne af ”Fangegruppen” konstaterede i en skrivelse til en af de indsatte, at ”fælles for os er ikke at ville eller kunne acceptere og leve under de forhold kapitalismen bestemmer, men derimod være aktiv mod den imperialisme som her og verden over støder mod menneskers interesser i et frit, selvbestemt og værdigt liv.”[1593]

Øget internationalisme 1986-89

I sidste halvdel af 1980’erne var BZ’erne endvidere engageret i kampen mod ”systemet”, det vil sige kapitalismen, imperialismen, EF og NATO, idet BZ’erne samtidig solidariserede sig med befrielsesbevægelserne i den tredje verden og såkaldt ”politiske fanger” i Europa, f.eks. RAF.[1594] Vigtig for denne udvikling var det, at repræsentanter for det danske BZ-miljø i januar 1986 deltog i et international antiimperialistisk og antikapitalistisk møde i Frankfurt, hvori ifølge PET deltog såkaldte venstrefløjsekstremister fra hele verden. I en sammenskrivning fra 1990 vurderede PET mødets betydning med følgende ord:

”Dette møde medførte, at bevægelsen blev yderligere internationaliseret, ligesom der efterfølgende skete en ændring af den indre struktur i bevægelsen.

Denne struktur, der tidligere var en bred og åben styring, blev ændret - efter italiensk og vesttysk model - til at være ”autonom”, d.v.s. oprettelse af grupperinger bestående af 6 - 8 personer, der fandt sammen efter temperament og politisk indstilling.”[1595]

Den antikapitalistiske kamp forenedes ifølge BZ’erne selv med kampen mod apartheidstyret i Sydafrika.[1596] Den af BZ-Brigadens kampagner, som PET gjorde mest for at undersøge, var de aktioner mod Shell og andre firmaer og institutioner, der havde interesser i Sydafrika, som var et tilbagevendende fænomen fra 1986 og frem. Ifølge PET’s efterforskning var bagmændene apartheidmodstandere, og aktionerne havde over for benzinselskabet Shell taget form af brandstiftelse, groft hærværk, ulovlig indtrængen, tyverier, telefonchikane, rudeknusninger, bemaling, overskæring af påfyldningsslanger m.v. Desuden havde forskellige firmaer ifølge PET været udsat for en ”hetz”, der skulle have medført økonomiske tab. Hovedparten af angrebene rettedes mod Dansk Shell og dets datterselskaber. Desuden havde der i perioden mellem sommeren 1986 og begyndelsen af 1989 været angreb mod ØK (Østasiatisk Kompagni), Investeringsbørsen, Mærsk-interesser, banker, forskellige rejsebureauer, der arrangerede rejser til Sydafrika, Unileverkoncernen, forretninger, der forhandlede sydafrikanske varer, samt Det sydafrikanske Konsulat og Rejsebureau i København og Århus.[1597]

PET efterforskede løbende de nævnte angreb og vurderede i begyndelsen af 1989 i et internt notat vedrørende den sydafrikanske repræsentation, at grupperne bag angrebene angiveligt skulle findes blandt autonome grupper i Danmark, ”hvoraf broderparten er opstået ud af BZ-bevægelsen”.[1598] Til grund for den vurdering lå en årelang efterforskning af såvel BZ-Brigaden som af andre antiimperialistiske foreninger. Efterforskningen inkluderede posttilbageholdelse, telefonaflytning, ransagninger, kildeindberetninger, korrespondance med udenlandske efterretningstjenester samt observation.[1599] Det fremgik blandt andet, at nogle af aktionerne planlagdes på BZ-Brigadens tilholdssteder, f.eks. Ungdomshuset på Jagtvej, men også i besatte huse samt på involverede personers privatadresser.[1600] Aktionerne kulminerede i første omgang i november 1986, hvor der blev udført hærværk mod Shell-interesser overalt i Danmark,[1601] men optrappedes igen i 1988, hvilket ifølge PET formentlig skulle ”ses på baggrund af det øgede samarbejde mellem autonome grupperinger i de europæiske lande.”[1602] Det internationale netværk bestod angiveligt blandt andre af den hollandske gruppe ARA (Action Révolutionnaire Antiraciste, Antiracistisk Revolutionær Aktion) samt den vesttyske gruppe RZ (Revolutionäre Zellen, Revolutionære Celler).[1603] I alt omfattede angrebene 164 anslag med ”direkte skadesomkostninger på ca. 8,3 millioner” 1989-kroner.[1604]

Kampen mod ”systemet” kom også til udtryk ved, at BZ’erne forvoldte hærværk mod udenlandske, især amerikanske virksomheder og deres datterselskaber i Danmark. I 1986 var firmaerne Honeywell A/S og Sperry således genstand for BZ’ernes hærværk. Ifølge FE var aktionerne forårsaget af, at de nævnte virksomheder havde forbindelse med USA.[1605] PET kunne i et internt notat bekræfte den tese, idet tjenesten i 1986 havde fundet papirer hos BZ’erne med navn på danske filialer af amerikanske virksomheder, ligesom tjenesten havde fundet opskrifter på molotovcocktails, brandbomber og røgbomber.[1606] Tilsvarende gennemførtes en aktion mod IBM i foråret 1987. Knap to uger senere fremgik det af en artikel offentliggjort i et nyhedsformidlingsnet kaldet Ekkomedia Nyt, den 23. marts 1987 nr. 42, at angrebet var at betragte som en politisk aktion baseret på IBM’s rolle som multinationalt firma, der fremstillede avancerede våben og overvågnings- samt registreringsudstyr. Ifølge PET blev tidsskriftet udgivet af århusianske anarkister, idet PET tilføjede: ”Af skrivelsens tekst fremgår, at gerningsmændene angiveligt skal findes i kredsen omkring den danske BZ-bevægelse”.[1607]

I slutningen af 1980’erne var også kampen mod EF vigtig for BZ-Brigaden. Blandt andet var der en betydelig modstand mod det indre marked fra 1992 og frem. Til grund for kampen mod EF lå den vurdering, at EF var storkapitalens Europa, ”der vil betyde magtkoncentrationer af kapitalen og en øget udbytning af folkene i den 3. verden.” En anden forklaring på EF-modstanden begrundedes med ”frygten for et øget politi- og justitssamarbejde gennem TREVI og dermed et øget magt- og kontrolapparat til at sætte ind overfor de undertrykte.”[1608] I en sammenskrivning fra 1990 noteredes det af PET, at BZ’erne i deres EF-kampagne havde været involveret i tre store aktioner. For det første en gruppe voldelige demonstrationer i december 1987, da der blev gennemført et EF-topmøde i Danmark. Ved den lejlighed deltog der også udenlandske aktivister. Samme år brød en gruppe BZ’ere ind i EF’s kontorer i København, idet aktionen begrundedes som en solidaritetshandling med vesttyske BZ’ere, hvis huse i Hafenstrasse (Hamburg) var blevet ryddet. Under aktionen kastede BZ’erne smørsyre og maling rundt i lokalerne. Endelig nævntes det, at danske BZ’ere den 11. maj 1989 havde deltaget i besættelsen af EF’s hovedkontor i Bruxelles. Aktionen var planlagt i et samarbejde mellem danske, vesttyske og hollandske aktivister.[1609]

Billede: PET vurderede i september 1986, at der bestod et tæt samarbejde mellem de dele af BZ-Brigaden, der beboede Ryesgade 58, og et anarkistmiljø i Århus. Samtidig blev det i en rapport konstateret, at BZ’ernes nyhedsformidlingsorgan Ekkomedia og en fiktiv organisation kaldet ”Internationale Grüne” samt en række enkeltindivider havde forbindelse til miljøet omkring bl.a. RAF. I 1986 besluttede myndighederne sig for at rydde huset. Ovenfor ses BZ’ernes barrikader i september 1986. (Arbejdermuseet og ABA).

PET vurderede i september 1986, at der bestod et tæt samarbejde mellem de dele af BZ-Brigaden, der beboede Ryesgade 58, og et anarkistmiljø i Århus. Samtidig blev det i en rapport konstateret, at BZ’ernes nyhedsformidlingsorgan Ekkomedia og en fiktiv organisation kaldet ”Internationale Grüne” samt en række enkeltindivider havde forbindelse til miljøet omkring bl.a. RAF. I 1986 besluttede myndighederne sig for at rydde huset. Ovenfor ses BZ’ernes barrikader i september 1986. (Arbejdermuseet og ABA).

BZ’ernes øgede internationalisme kom i anden halvdel af 1980’erne også til udtryk gennem diverse støtteaktioner til fordel for det, de kaldte ”politiske fanger” i Vesttyskland, det vil sige personer som enten var direkte involveret i vesttysk terror, eller som ifølge vesttyske myndigheder støttede terrormiljøer. Baggrunden for PET’s interesse for denne side af BZ’ernes politiske holdninger gik tilbage til 1986, da en udenlandsk myndighed i sommeren 1986 orienterede PET om, at der i Danmark fandtes en personkreds, som ”på forskellig vis støtter terroristbevægelserne i Vesttyskland.” Den udenlandske myndighed begrundede blandt andet sin påstand med oplysninger om, at vesttyske terrorister og sympatisører flere gange var observeret indrejst i Danmark, men også at der bestod telefonkontakt mellem ”kontakter i Danmark” og navngive vesttyskere, der af den udenlandske myndighed defineredes som terrorister.[1610]

I de følgende måneder modtog PET yderligere oplysninger, der pegede i samme retning: I Bielefeld i Vesttyskland blev der i sommeren 1986 fundet 1.400 eksemplarer af et forbudt undergrundsblad kaldet Radical, udgivet af RZ. Det fremgik, at de 1.400 eksemplarer var afsendt fra ”Internationale grøn forening”, der havde til huse Ryesgade 58, det vil sige hos den ifølge PET militante del af BZ-Brigaden. Desuden fremgik det af Radical, at bladet blev distribueret fra Ryesgade 58 i København, og at interesserede kunne sende bestillinger dertil. Senere på sommeren, også i 1986, meddelte den udenlandske myndighed PET, at et nyt nummer af Radical opfordrede sine læsere til at sende penge til ovennævnte forening ”Internationale Grüne”, Ryesgade 58, ”hvorefter midlerne ubeskåret ville gå til støtte for Rote Armee Fraktion i Vesttyskland.”[1611]

Kort tid efter iværksatte PET en større efterforskning, som omfattede ikke alene det besatte hus i Ryesgade, men også andre adresser, der af PET kunne sættes i forbindelse til ovenstående. PET’s efterforskning var særdeles omfattende, og man kom i første omgang på sporet af, at kredse med tilknytning til BZ-miljøet havde kontakt til vesttyske formodede terrorister. Ifølge PET havde et brev af 29. august 1986 tilstillet ”Internationale Grüne”, det vil sige Ryesgade 58, indeholdt en ”kommandoerklæring” vedrørende ”et attentat, der fandt sted i Vesttyskland den 26. august 1986. Underskrevet af ”Revolutionære Zellen” (RZ)”. Dette brev fik politiet til at vurdere, at forbindelsen med de vesttyske terrorkredse ikke længere alene handlede om finansiering, men også om et mere ”direkte samarbejde”. Desuden vurderede PET, at erklæringen om bombeattentatet antagelig skulle bruges til en terroroversigt, som Radical og et andet undergrundsblad Zusammen Kämpfen sædvanligvis bragte. PET:

”Det betyder, at en eller flere personer fra Ryesgade 58 sandsynligvis deltager i disse blades fremstilling. Betydningen heraf ses i lyset af, at RZ/RAF aldrig overlader dette for dem vigtige propagandaarbejde til den løsere sympatisørkreds, men derimod til den egentlige terroristiske inderkreds.”[1612]

Pr. 1. september 1986 var PET af den opfattelse, at der eksisterede et tæt samarbejde mellem de dele af BZ-Brigaden, der beboede Ryesgade 58, og et anarkistmiljø i Århus, idet nyhedsformidlingsorganet Ekkomedia og den fiktive organisation ”Internationale Grüne” samt en række enkeltindivider var ”kædet ind i hinanden i forbindelse med kontakterne til RZ og RAF.” PET mente i den forbindelse at kunne fastslå:

  1. at efterretningstjenesten havde identificeret det meste af det anarkistiske miljø i Danmark,
  2. at anarkisterne for at hemmeligholde deres identiteter anvendte Ryes- gade 58 som ”det egentlige hovedkontor” foruden to andre lokaliteter,
  3. at militante anarkister havde kontakt til inderkredsen i RZ og RAF foruden hollandske BZ-kredse (som i august 1986 havde anvendt bombesprængninger),
  4. at danske BZ’ere i maj 1986 havde fremstillet brandbomber samt angivet ”potentielle angrebsmål herhjemme”.[1613]

Desuden mistænkte politimyndighederne de overvågede miljøer for at skaffe ”konspirative boliger i Danmark til vesttyske terrorister.”[1614] Imidlertid har Per Larsen over for Kommissionen udtalt, at han aldrig har ”set eksempler på, at RAF-terrorister har ”hvilet ud” i Danmark.”[1615]

En af de organisationer, der særligt havde PET’s interesse, var den såkaldte Vesttysklandskomité, der ydede støtte til den personkreds, som komitéen opfattede som ”politiske fanger” i Vesttyskland, det vil sige personer der af vesttyske myndigheder blev straffet for enten at bedrive terror eller at støtte terror. PET’s efterforskning viste, at personer fra Vesttysklandskomitéen og anarkistkredse havde tilknytning til BZ-Brigaden. En fremtrædende anarkist havde angiveligt haft kontakt til vesttyske formodede terrorister fra slutningen af 1970’erne.[1616] Desuden havde personer fra Vesttysklandskomitéen i 1985 været på besøg i Berlin, hvor ”de havde boet hos og besøgt angiveligt sympatisører med Rote Armee Fraktion”[1617] I efteråret 1986 arrangerede en af disse personer et offentligt møde på Nørrebro med deltagelse af en såkaldt RAF-advokat, Pieter H. Bakker. Emnet for mødet var RAF-fangernes ophold i Stammheim-fængslet. Mødet blev holdt i to dele, idet pausen anvendtes til at indsamle penge til politiske fanger i Vesttyskland.[1618] I 1987 viste det sig, at to af disse personer udbød litteratur til salg, litteratur der handlede om vesttysk terrorisme.[1619] I 1988 arrangerede en af de pågældende en demonstration i solidaritet med ”revolutionære fanger” fra RAF, Action Directe, Brigate Rosse, IRA, ETA og CCC (Cellules Communistes Combattants, Kæmpende Kommunistiske Celler).[1620] Og i 1989 havde BZ’erne og autonome grupper i oktober måned inviteret en tidligere RAF-fange, Roland Mayer, der havde været idømt 12 års fængsel for terrorvirksomhed, til foredragsaften, hvor han skulle tale under overskriften ”RAF’s historie og betydning og om de politiske fangers forhold i Vesttyskland.”[1621] Ved sin anholdelse blev Mayer fundet i besiddelse af en skarpladt pistol, og i hans bil var der endvidere en maskinpistol.[1622] I tilslutning til mødet blev der omdelt et 20-siders trykt hæfte med beretninger om RAF’s historie. Ifølge PET deltog 40 personer i mødet. Disse kom fortrinsvis fra ”den militante del af det venstreekstremistiske BZ-miljø.”[1623]

I sammenhæng med PET’s efterforskning af BZ-Brigadens og Vesttysklandskomitéens forbindelse til vesttyske terrororganisationer efterforskede PET også det danske anarkistmiljøs mulige terrorforbindelser. Ifølge PET bestod der nemlig en tæt kontakt mellem den militante del af BZ-Brigaden, Vesttysklandskomitéen og anarkistmiljøet. Det fremgår i den forbindelse af PET’s kilder, at århusianske anarkister med forbindelse til de københavnske BZ’ere i midten af 1980’erne skulle have haft kontakt til RAF-støttekredse i Vesttyskland. En navngiven person skal på det tidspunkt have stået i spidsen for udbredelse af RAF-propaganda i Danmark.[1624] Samme person blev nogle år senere – i 1988 – af PET opfattet som en nøgleperson, idet han angiveligt var et meget væsentligt bindeled mellem vesttyske terrorister, danske anarkister og BZ-Brigaden. Det hedder i en anmodning vedrørende telefon- og postkendelse mod den pågældende, at PET var

”vidende om, at de foroevede og planlagte Bz-aktioner, foregår efter moenster givet af udenlandske terror- og anarkistbevaegelser. Det vides, at [-] figurerer som noegleperson mellem danske urogrupper og udenlandske anarkist- og terrorkredse.”[1625]

De BZ-aktioner, der henvises til i citatet, havde fundet sted i såvel København som i Århus, og materialet fra PET’s Region II indeholder også oplysninger om, hvem pågældendes kontakter i det københavnske BZ-miljø var. En af disse signerede undertiden sine breve til den århusianske anarkist med en stregtegning af en bombe.

BZ’ernes interesse for RAF’s metoder kommer også til udtryk i en privat korrespondance mellem en yngre kvinde og hendes kæreste. Kvinden var på rejse i Latinamerika, mens kæresten boede i Danmark. Kvinden skriver:

”[-] skrev om, at der i Hafenstrasse var blevet snakket om en fælles strategi for RAF, RZ og autonome/militante miljøer. Hvordan er der blevet snakket? Er det de autonome, der har bragt det på bane, el. er der også kommet meldinger fra de 2 andre? Og hvordan skal en sådan strategi være og fungere - temmelig interessant. Irriterende ikke at ku’ diskutere det!”[1626]

Den person, der havde skrevet om diskussionerne i Hafenstrasse, og som er anonymiseret i det ovenstående citat, er den samme person, som undertiden signerede sine breve til den århusianske anarkist med en bombe.

I 1990 sammenskrev en PET-medarbejder resultatet af efterforskningen mod BZ-bevægelsen. Det fremgår, at PET skulle havde godtgjort, at dele af BZ-Brigaden nærede sympati med terrorbevægelser og disses ideologier. Imidlertid var der ikke dokumentation for, at BZ’erne skulle have deltaget i terroraktiviteter. Den bemærkning er antagelig baseret på et notat udfærdiget i 1987. Under overskriften ”BZ-bevægelsens internationale kontakter” hed det, at der gennem de seneste år var etableret et ”snævert samarbejde” mellem BZ-bevægelsen og ligesindede i Vesttyskland og Holland:

”Kontakterne i Vesttyskland skal findes blandt de militante anarkistgrupper, der udfører særdeles voldelige demonstrationer imod f.eks. NATO, atomkraftværker samt virksomheder, der defineres som imperialistiske. Blandt disse aktivister findes en del personer, der sympatiserer politisk med de forskellige vesteuropæiske byguerillagrupper - først og fremmest ”De autonome militante”, Revolutionäre Zellen (RZ) og RAF.

Der er dog intet bevis for egentlig logistisk støtte endsige aktiv deltagelse i disse terrorgruppers attentater.

Derimod er der set støtte i form af f.eks. hemmelige pengeindsamlinger, hvor der i det vesttyske undergrundsblad ”Radical” nr. 132 fra 1986 (støtteorgan for primært de ”Revolutionäre Zellen”) blev givet anvisninger på, hvordan man via adressen Ryesgade 58 (BZ-huset) kunne støtte ovennævnte byguerillagrupper økonomisk. Endvidere deltog BZ’ere sammen med andre vesteuropæiske ligesindede i februar 1986 i et anti-imperialistisk/anti-kapitalistisk møde i Frankfurt, hvor der blev udarbejdet en taktik med henblik på fælles bekæmpelse af organisationer, der repræsenterer disse begreber.

Konklusivt kan det således anføres, at der ikke kan føres bevis for, at BZ’ernes kontakter i Vesttyskland og Holland går dybere end militante anarkistkredse samt personer, der har givet udtryk for sympati og forståelse for byguerillaernes aktioner.”[1627]

Den vurdering er i overensstemmelse med et vidneudsagn fra Per Larsen, der har forklaret:

”at BZ-bevægelsen ikke lagde skjul på, at de havde stor sympati for Rote Armee Fraktion. Endvidere holdt fremtrædende medlemmer af Rote Armee Fraktion foredrag i Ungdomshuset på Jagtvej. Der har ikke været egentlige operationer i Danmark, som man kunne knytte til RAF. Det man bekendte sig til, var den politiske ideologi bag RAF i Vesttyskland.”[1628]

Det skal afslutningsvis bemærkes, at PET’s akter ikke peger på, at BZ-Brigaden skulle have haft noget tæt, endsige positivt forhold til Sovjetunionen eller den sovjetiske ambassade. Forholdet mellem BZ’erne og DKU var heller ikke tæt.[1629] Imidlertid noterede PET i 1984, at en sovjetisk korrespondent fra Komsomolskaja Pravda brugte konflikten mellem BZ’erne og myndighederne til at tegne et billede af en forarmet dansk ungdom, der manglede boliger.[1630]

BZ-Brigaden og økonomien 1982-89

Endelig skal der redegøres for de oplysninger, som PET indsamlede om BZ-Brigadens økonomiske grundlag. Det overordnede billede er, at BZ’erne ikke havde ret mange penge. De besatte huse blev i sagens natur hverken købt eller betalt, og der synes ikke for BZ’erne at have været mange udgifter forbundet med have husene i deres varetægt.

I det omfang BZ’erne havde behov for værktøj, når besatte huse barrikaderedes, var det PET’s gennemgående opfattelse, at BZ’erne stjal værktøjet. Under Slaget om Byggeren i 1980 konstateredes det, at meget håndværktøj blev stjålet fra byggepladsen, og i 1983 fandt politiet 139 tyvekoster efter rydningen af et besat hus.[1631] I tilslutning til BZ’ernes fejring af to-årsdagen for Ungdomshuset brød en gruppe personer fra BZ-miljøet ind i en Brugs, hvor der blev stjålet spiritus for 10.000 kroner. Og efter at politiet i 1987 havde anholdt to personer med tilknytning til BZ-Brigaden for at medbringe fire klargjorte molotovcocktails, foretog politiet en ransagning af Ungdomshuset, Jagtvej 69. Her blev der fundet tyvekoster for 300.000 1987-kroner.[1632] I en status om BZ-Brigaden fra begyndelsen af 1987 hedder det lakonisk: ”Herudover foreligger det oplyst, at BZ.erne i stigende omfang forøver butikstyverier, ligesom der fortsat stjæles materiel til brug i de besatte huse.”[1633] PET’s akter efterlader således det indtryk, at der foregik megen berigelseskriminalitet i BZ-miljøet. Dette indtryk bekræftes af de ”ta’selv”-aktioner, som kredse inden for BZ-miljøet gennemførte i 1980’erne (jf. ovenfor).

Imidlertid ses der også eksempler på, at BZ-miljøet modtog regulær økonomisk støtte, om end der var tale om meget små beløb. Ifølge Afdeling 2’s årsrapport for 1982 skal kunstnerkollektivet Røde Mor i maj måned 1982 have uddelt et legat på 10.000 kroner til BZ-Brigaden: ”Det oplystes, at de kr. 5.000 skulle bruges til indkøb af gasmasker.”[1634] Preben Møller Hansen fra Fælles Kurs Klubben skal i efteråret 1982 have udtalt, at en gruppe århusianske BZ’ere kunne ”hente 2.000 kr. ved kassen”, idet han samtidig udtalte, at BZ’erne var ”noget af det bedste” man havde. En ukendt BZ’er skal have takket for beløbet.[1635] Desuden skal BZ’erne gennem 1980’erne have modtaget støtte fra 1. Maj Fonden. I 1982 skal BZ’erne have modtaget 2.000 kroner. Det er dog uklart, hvor mange penge der gennem 1980’erne var tale om. Kopier af tilbageholdte breve fra 1. Maj Fonden godtgør, at fonden i 1987 skal have udstedt en check på 5.000 kroner, der skulle bruges til at finansiere udgivelse af BZ-bladet Fingeren. Af senere breve ses det imidlertid, at pågældende check aldrig blev indløst, af hvilken årsag fonden valgte at annullere checken. Af endnu yderligere korrespondance fremgår det, at 1. Maj Fonden to gange havde sendt checks til Ungdomshuset, hvorefter checkene angiveligt var bortkommet, hvilket havde den negative konsekvens, at 1. Maj Fonden ikke modtog nogen kvittering for de udstedte beløb. Desuden var der det problem, at 1. Maj Fonden ikke vidste, hvor den skulle henvende sig med diverse checks. Harald Plum, der skrev på vegne af 1. Maj Fonden, beklagede sig således i et brev over, at telefonnummeret på Fingerens brevpapir var forkert, og at der ikke var noget navn på brevpapiret. I 1988 skal fonden dog have tildelt BZ’erne yderligere 4.500 kroner.[1636]

Desuden modtog BZ’erne ifølge PET økonomisk støtte fra Kampfonden i Røde Stjerne, der foråret 1987 skal have bevilget 1.000 kroner, også til udgivelse af tidsskriftet Fingeren.[1637] Endelig forekommer det troligt, at Rosa-fonden, der var en udløber af PLUM-fonden, skal have ydet støtte til BZ-Brigaden. Ifølge en notits beroende i PET’s arkiv sad der i al fald BZ’ere i bestyrelsen for Rosa-fonden, hvis formål skal have været at give penge til børn og unge, så de ifølge bestyrelsesmedlem Grev Lyhne ”kan stikke en kæp i hjulet på det etablerede samfund”.[1638]

Konklusion

PET’s interesse for slumstormerbevægelsen, Christiania, Ini’tivgruppen og BZ-Brigaden var i mange år behersket, og det var kun i enkelte tilfælde, at PET iværksatte en efterforskning af spørgsmål, der antoges at have relation til husbesættelser. Fra 1983 og frem bestod der imidlertid et tæt samarbejde mellem PET og Københavns Politi kaldet Operation Hafnia, hvor PET overvågede BZ-miljøet med det formål at yde Københavns Politi information, således at de store og voldelige konfrontationer mellem Københavns Politi og BZ’erne kunne reduceres. Overvågningen af BZ-miljøet var en af PET’s største opgaver i 1980’erne, hvilket illustreres af, at 1/3-del af observationsholdets ressourcer anvendtes på overvågning af BZ’ere, men også at PET for at løse opgaven måtte ansætte flere politibetjente samt en enkelt kontoruddannet person. I tilslutning til overvågningen havde PET et større antal kilder inden for og med forbindelse til BZ-miljøet. Desuden penetrerede PET i mindst to tilfælde miljøet. PET var selv af den opfattelse, at samarbejdet med Københavns Politi – efter at det først var etableret – foregik forholdsvis problemfrit, og flere gange i 1980’erne vurderede PET i interne dokumenter, at informationsstrømmen til Københavns Politi havde den ønskede effekt: BZ’ernes konfrontationer med politiet blev reduceret, og flere gange var Københavns Politi så velinformeret om BZ’ernes planer, at de blev forpurret. PET’s vurdering forekommer i flere konkrete tilfælde overbevisende. Mange anholdelser under Klat-ugerne, talrige aktioner i tilslutning til husbesættelser og flere hindringer af ”ta’-selv”-aktioner peger på, at PET’s indsats havde den ønskede effekt. Omvendt må det dog samtidig konstateres, at der fortsat gennem 1980’erne var meget betydelige konfrontationer mellem Københavns Politi og BZ-Brigaden, også efter at Operation Hafnia var indledt. I 1985 valgte politiet ligefrem at løsne to skud under rydningen af et besat hus.

PET’s overvågning havde som nævnt primært til opgave at bistå Københavns Politi med oplysninger. Imidlertid indsamlede PET også oplysninger om BZ-Brigadens politiske netværk i Danmark. I begyndelsen af 1980’erne var det PET’s opfattelse, at især trotskistiske kredse havde tætte forbindelser til husbesætterne. Siden appellerede også dele af VS til BZ-miljøet. Fra 1983-84 blev det imidlertid PET’s opfattelse, at BZ-Brigaden ikke kunne sættes i forbindelse med noget enkelt parti, men mere appellerede til venstreekstremistiske kredse herunder autonome miljøer samt især anarkistiske miljøer med forgreninger i Århus. I slutningen af 1980’erne synes en af de vigtige kontakter at have været en af PET kendt venstrefløjsaktivist, som skal have informeret BZ’erne om den politiske højrefløjs aktiviteter og i forlængelse heraf ansporet BZ’erne til at tage de konfrontationer med blandt andre nynazisterne, som var forholdsvis hyppige i årene omkring 1990.

PET’s akter bekræfter den eksisterende litteratur, når det hedder, at BZ-Brigaden var stadig mere internationalt orienteret i de sidste år af 1980’erne. Herom vidner BZ-miljøets engagement i kampagnen mod Shell samt flere udenlandske virksomheder og disses datterselskaber i Danmark foruden BZ-miljøets kampagne mod EF og NATO. Dertil kommer BZ-Brigadens erklærede sympati med diverse solidaritetsbevægelser. Desuden havde BZ-Brigaden kontakt til såkaldte uromiljøer i blandt andet Vesttyskland og i Holland. Den eksisterende litteratur har i den forbindelse anført, at danske BZ’ere kom til at følge en RAF-strategi om at bekæmpe imperialismen indefra. Til dette kan føjes, at PET i slutningen af 1980’erne dokumenterede, at dele af BZ-miljøet ikke blot fulgte en strategi, der var lanceret af RAF, men at visse BZ’ere stod i direkte kontakt med miljøer i Vesttyskland, der mistænktes for at støtte RAF og RZ. Til gengæld bemærkede PET i interne rapporter, at der ikke var dokumentation for at hævde, at personer fra BZ-Brigaden var direkte involveret i udenlandsk terror. PET’s overvågning godtgjorde imidlertid, at noget af det propagandamateriale, der var forbudt i Vesttyskland, blev distribueret fra Danmark, og at personer med tilknytning til BZ-miljøet indsamlede penge til støtte for vesttyske ”politiske fanger”. PET’s oplysninger tydede endvidere på, at noget af materialet muligvis blev produceret i Danmark. BZ-Brigaden var dog blot en blandt flere aktører i den sammenhæng, hvor PET også og især hæftede sig ved Vesttysklandskomitéens aktiviteter og anarkistmiljøet i Danmark.


[1397] Vedr. den boligpolitiske udvikling fra 1945 til ca. 1970 henvises til Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen, Dansk socialhistorie 1940-83, s. 181-199. Den boligpolitiske debat i Danmark i de første ti efterkrigsår er analyseret i Carsten Frimand, ”At bygge et bedre samfund. Den politiske debat om boligen 1945-55”, Arbejderhistorie, 1999/1, s. 1-22.

[1398] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 105.

[1399] Om ”Gruppe 61” se endvidere Kommissionens beretning, bind 9.

[1400] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 105.

[1401] Peter Gundelach, Sociale bevægelser og samfundsændringer. Nye sociale grupperinger og deres organisationsformer ved overgangen til ændrede samfundstyper (Politica, 1988), s. 231.

[1402] Se f.eks. Helge Paludan, John T. Lauridsen, Jens Engberg, Knud Knudsen og Jørn Hansen, Københavnernes historie. Fra Absalon til Weidekamp (Hans Reitzels Forlag, 1987), s. 252; René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 105.

[1403] Citeret efter René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 106. Se også Torben Ejlersen, Kraftcenter og fristad, s. 227-232.

[1404] Jf. Lov nr. 227 af 19. maj 1971 om en ændring af saneringsloven § 55, stk. 2. Se hertil Jørgen Jepsen, ”Statsmagten, politiet og kollektive aktioner i nyere tid – gentager historien sig?” i Flemming Mikkelsen (red.), Protest og oprør, s. 275-315, her s. 280.

[1405] Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, citeret s. 126.

[1406] Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 73; Helge Paludan, John T. Lauridsen, Jens Engberg, Knud Knudsen og Jørn Hansen, Københavnernes historie, s. 248-250. Se også Chris Holmsted Larsen, ”Christiania: Eine Geschichte zwischen Utopie und ‘Normalisierung’ (1971-2007)” i Peter Birke und Chris Holmsted Larsen (Hg.), Besetze deine Stadt! – BZ din by. Häuserkämpfe und Stadtentwicklung in Kopenhagen (Assoziation A, 2008), s. 159-188, der formulerer et systemkritisk perspektiv.

[1407] Torben Ejlersen, Kraftcenter og fristad, s. 233-235; René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 107.

[1408] Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 74.

[1409] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 107.

[1410] Jørgen Jepsen, ”Statsmagten, politiet og kollektive aktioner i nyere tid – gentager historien sig?”, Flemming Mikkelsen (red.), Protest og oprør, s. 289. Se også Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke… Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990, s. 111, der peger på, at den del af Nørrebros Beboeraktion, der var ”kommunistisk orienteret”, støttede forslaget om at rydde Byggeren, mens VS-fraktionen var imod.

[1411] Torben Ejlersen, Kraftcenter og fristad, s. 278, 292.

[1412] Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 366. ”Slaget om Byggeren” er endvidere skildret i Henrik Stevnsborg, ”Byggeren 1980 – en dokumentarisk fremstilling af konfrontationerne mellem politi og borgere” i Jørn Vestergaard (red.), Sociale uroligheder. Politi og politik (socpol, 1986), s. 81-100. Tom Heinemann, Uro, s. 37-44 og Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke stiller sig begge særdeles kritisk til politiets indsats. Sidstnævnte skriver: ”Rydningen fik nærmest karakter af et bystyre, der førte krig mod egne borgere…”, citeret s. 111.

[1413] Helge Paludan, John T. Lauridsen, Jens Engberg, Knud Knudsen og Jørn Hansen, Københavnernes historie, s. 253.

[1414] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 109. Mellem 1977 og 1979 havde der dog også fundet husbesættelser sted i Randers og Århus. Se hertil Jørgen Jepsen, ”Statsmagten, politiet og kollektive aktioner i nyere tid – gentager historien sig?” i Flemming Mikkelsen, Protest og oprør, s. 288.

[1415] Peter Gundelach, Sociale bevægelser og samfundsændringer, s. 233.

[1416] René Karpantschof, ”Kopenhagen, Jagtvej 69. Ein Jugendzentrum zwischen Besetzungen, Politik und Polizei (1981-2007)” i Peter Birke und Chris Holmsted Larsen (Hg.), Besetze deine Stadt! – BZ din by. Häuserkämpfe und Stadtentwicklung in Kopenhagen (Assoziation A, 2008), s. 53-78, her s. 56.

[1417] Tom Heinemann, Uro. 25 års gadekamp, s. 47.

[1418] Se f.eks. Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke, s. 112; René Karpantschof, ”Kopenhagen, Jagtvej 69. Ein Jugendzentrum zwischen Besetzungen, Politik und Polizei (1981-2007)”, s. 56. Se også ”– Den dag vi snød strømerne og fik vores eget ungdomshus”, Arbejdsløs. Særnummer om Ungdomsbussen, udg. af FUGA, 21. januar 1982.

[1419] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 116-118. Kampene mellem BZ’erne og politiet er skildret med sympati for BZ’erne i Tom Heinemann, Uro. 25 års gadekamp, 49-181.

[1420] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, tabel 5.1, s. 110.

[1421] Jørgen Jepsen, ”Statsmagten, politiet og kollektive aktioner i nyere tid – gentager historien sig?” i Flemming Mikkelsen (red.), Protest og oprør, citeret s. 294.

[1422] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, citeret s. 100.

[1423] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, citeret s. 103.

[1424] René Karpantschof & Flemming Mikkelsen, ”Vold, politik og demokrati i Danmark efter 2. verdenskrig”, Arbejderhistorie 2008/1, s. 56-95, her s. 60.

[1425] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke, citeret s. 113.

[1426] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, s. 1.

[1427] PET, emnesag: ”Vedr.: Aktivist-møde i HUSET mandag d. 23.11.70 om besættelse af ejendomme, arrangeret af BOLIGRÅDET”, 25. november 1970.

[1428] PET, emnesag: ”Vedrørende: Rekvirerede tegninger over saneringsmodne ejendomme indenfor og tilhørende Københavns Kommune i november måned 1970”, 27. november 1970.

[1429] PET, emnesag: ”Vedr.: Påtænkt besættelse af saneringsejendomme i København”, 27. november 1970.

[1430] Jf. oplysning i Jes Fabricius Møller, På Sejrens Vej – historien om Skolesamvirket Tvind og dets skaber Mogens Amdi Petersen (DIKE, 1999), s. 28, hvor historien også er omtalt.

[1431] PET, emnesag: Kopi af 28-siders skrivelse betitlet ”LIV Ø”, udfærdiget af LIVØ-gruppen; PET, emnesag: ”Vedr.: Operation LIVØ”, 20. april 1971; PET, emnesag: ”Vedr.: ‘LIVØ-gruppens planer med LIVØ’”, 21. december 1971; PET, emnesag: Kopi af skrivelse fra Kulturministeriet til Centralinstitutionen Hald Ege, 4. april 1971; PET, emnesag: Udskrift af foredrag i Løgstørhallen, uden dato; PET, emnesag: ”Vedr.: På tænkt slumstormerbesættelse af Livø”, 7. april 1971; PET, emnesag: ”Vedr.: På tænkt slumstormerbesættelse af Livø”, 6. april 1971. Vedr. PET’s overvågning af skolesamvirket Tvind, se Kommissionens beretning, bind 9.

[1432] PET, emnesag: Referat udfærdiget af politiet i Helsingør, 16. april 1971. Tilstillet PET til underretning.

[1433] PET, emnesag: Politirapport, 26. juli 1971.

[1434] PET, emnesag: Politirapport, 5. august 1971.

[1435] Michael L. Clemons and Charles E. Jones, ”Global Solidarity: The Black Panther Party in the International Arena”, Kathleen Cleaver and George Katsiaficas (ed.), Liberation, Imagination, and the Black Panther Party. A New Look at the Panthers and Their Legacy (Routledge, 2001), s. 20-39, her s. 35. Den ene af bogens redaktører, Kathleen Cleaver, blev i 1970 betegnet som panterpartiets ”kommunikationsminister” og var endvidere gift med ovennævnte Eldridge Cleaver. Se hertil Jørgen Dragsdahl, Det sorte Panterparti. Amerikas revolutionære avantgarde (Røde Hane, 1970), s. 153.

[1436] PET, emnesag: “Vedr.: Black Panther Party Solidarity Committe”, 28. april 1971.

[1437] Om De Danske Vietnamkomitéer, se kapitel 3 i nærværende bind.

[1438] PET, emnesag: ”Vedr.: Pjece indeholdende anvisninger på fremstilling af røg- brand- og sprængbomber m.v.”, 30. april 1971. PET, emnesag: ”Notits. Vedr.: Demonstration den 24. april 1971”, 23. april 1971.

[1439] PET, emnesag: ”Notits. Vedr.: Demonstration den 24. april 1971”, 23. april 1971.

[1440] Vedr. den såkaldte trotyl-sag, se Kommissionens beretning, bind 9.

[1441] Om emnet, se kapitel 3.

[1442] PET, emnesag: ”Vedr.: Pjece indeholdende anvisninger på fremstilling af røg- brand- og sprængbomber m.v.”, 30. april 1971.

[1443] PET, emnesag: Kopi af Løft røven venner!!!, citeret s. 1.

[1444] PET, emnesag: Kopi af Løft røven venner!!!, citeret s. 10.

[1445] PET, emnesag: Jørgen Skat-Rørdam til Peter Christensen, 6. maj 1971; PET, emnesag: ”Vedr.: Pjece indeholdende anvisninger på fremstilling af røg- brand- og sprængbomber m.v.”, 30. april 1971. Se endvidere kapitel 3 i nærværende bind .

[1446] Dokumentationsgruppen omtales i Erik Jensen og Petter Sommerfelt, Under dække, s. 2.

[1447] PET, personsag: ”Vedr.: Oplysninger om arkiver med militære oplysninger”, 12. februar.

[1448] PET, personsag: ”Vedr.: De danske Vietnamkomitéer – Dokumentationsgruppen”, 16. august 1971.

[1449] PET, personsag:” Ekstrakt PET, 29/6-71. DDV’s landsledelsesmøde. Vedr.: De Danske Vietnamkomitéer”, 29. juni 1971.

[1450] Jf. Jørgen Dragsdahl, Det sorte Panterparti, s. 58. Det hedder her, at betegnelsen ”svin”, ”pig”, i USA var et forholdsvis udbredt som synonym for politiet, hvilket bidrog til at ”nedsætte respekten og frygten for magtstrukturens repræsentanter”.

[1451] PET, emnekartotek: 8. oktober 1982.

[1452] PET, emnesag: ”Vedr.: Hærværkshandlinger med slangebøsse”, 11. juni 1971.

[1453] JM, ujournaliseret: ”Notits vedrørende de såkaldte ‘slumstormere’”, 7. september 1971.

[1454] PET, administrativ sag: ”Referat fra regionsmødet på ”Fjordgaarden”, Ringkøbing i dagene 9. og 10. november 1976”, s. 25-29, citeret s. 25.

[1455] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 2. februar 1972.

[1456] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 30. oktober 1974.

[1457] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 21. juli 1981.

[1458] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 20. maj 1976.

[1459] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 29. marts 1976.

[1460] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 29.-30. september 1977.

[1461] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 3. maj 1979.

[1462] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 6. december 1982 - 6. januar 1983.

[1463] PET, emnekartotek: ”Christiania”, f.eks. 18. december 1975, 29. juni 1976, 13., 15., 19. juli 1976, 15. april 1977 og 7. oktober 1978.

[1464] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 21. maj 1973, 23. maj 1973, 13. juni 1973, 14. juni 1973, 7., 8., 9. juni 1973, 11. juni 1973.

[1465] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 9. februar 1978. Det ses også, at en af de fremtrædende personer fra det anarkistiske miljø flere gange dukkede op på Christiania. En gang skulle han ifølge forlydender have modtaget penge fremskaffet gennem hashhandel. PET, emnekartotek: ”Christiania”, 6. og 7. april 1984.

[1466] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 26. april 1977. Vedr. Berlingske Tidende-konflikten henvises til Kommissionens beretning, bind 8.

[1467] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 7. januar 1972, 13. januar 1972.

[1468] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 26. maj 1972.

[1469] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 13. december 1972.

[1470] PET, emnekartotek: ”Christiania”, 6. december 1973, 27. marts 1974, 21. august 1975, 30. marts 1976, 14. august 1976, 19. december 1977, 30. oktober 1979 samt 4. og 5. januar 1984. PET, emnesag: ”Vedr.: NATO-MINISTERRÅDSMØDET I KØBENHAVN”, 12. juni 1973.

[1471] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, citeret s. 1-2.

[1472] PET, emnesag: Politirapport, 30. april 1980; PET, emnesag: ”Udskrift af Retsbogen for Københavns Byrets afdeling for Grundlovsforhør m.m”, 1. maj 1980.

[1473] PET, emnesag: ”Udskrift af Retsbogen for Københavns Byrets afdeling for Grundlovsforhør m.m”, kontinueret 12. maj 1980.

[1474] PET, emnesag: ”Vedr.: Urolighederne på Nørrebro omkring legepladsen ‘Byggeren’”, 2. juni 1980; jf. PET, emnesag: ”Vedr.: aflytning samt jamming af demonstranters walkie-talkies i sagen omkring ‘Byggeren’ på Nørrebro”, 5. maj 1980, kontinueret 23. maj 1980.

[1475] PET, emnesag: ”Vedr.: Urolighederne på Nørrebro omkring legepladsen ‘Byggeren’”, 2. juni 1980.

[1476] Ibid.

[1477] PET, emnesag: ”Vedr.: Urolighederne på Nørrebro omkring legepladsen ‘Byggeren’”, 2. juni 1980. Vedr. Boligkaravanen, se Kommissionens beretning, bind 12.

[1478] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980. Afdeling C”, citeret s. 48.

[1479] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980. Afdeling C”, s. 48.

[1480] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990.

[1481] Ibid.

[1482] PET, emnesag: „Zusammenfassender Bericht über Hausbesetzungen und damit zusammenhängende Ereignisse im Jahr 1981“, forfattet i Bundeskriminalamt, 77 sider. Heri beskrives BZ-aktioner og politimæssige og retslige indsatser i Vesttyskland, Holland, Belgien, Storbritannien og Schweiz, men ikke i Danmark.

[1483] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”, s. 22.

[1484] Tale af Villo Sigurdsson, 17. oktober 1981, gengivet i Information, 19. oktober. Citeret efter PET, administrativ sag. ”Årsberetning for afdeling C 1981”, s. 23.

[1485] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”, s. 23.

[1486] PET, emnesag: Politirapport, 13. januar 1982. PET, emnesag: ”Initivgruppens hærværk i Kbh.s Byret. Liste over sigtede i nærværende sag”, udateret; PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 36. Se også Hans Lind, ”Hærværk i Byretten”, Politiken, 14. januar 1982.

[1487] PET, administrativ sag. ”Årsberetning for afdeling C 1981”, s. 25.

[1488] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”, s. 26.

[1489] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”, s. 27.

[1490] René Karpantschof, ”Kopenhagen, Jagtvej 69. Ein Jugendzentrum zwischen Besetzungen, Politik und Polizei (1981-2007)”, Peter Birke und Chris Holmsted Larsen (Hg.), Besetze deine Stadt! – BZ din by, s. 56.

[1491] At BZ’erne skulle have anvendt sten som kasteskyts afvises i Tom Heinemann, Uro. 25 års gadekamp, s. 50, 52.

[1492] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”.

[1493] Se kapitel 4 i nærværende bind.

[1494] Lars Hutters, ”Forbyd tåregas”, Information, 6. januar 1982. Neden for artiklen hedder det: ‘Lars Hutters er læge’. Hutters og Villo Sigurdssons forhold til BZ’erne er omtalt i PET, emnesag: ”Vedr. Villo SIGURDSSONs og VS’ forbindelse til BZ-brigaden”, 15. juni 1983.

[1495] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for Afdeling C 1981”, citeret s. 29-30.

[1496] Se f.eks. ”De unge smides ikke ud nu”, Aktuelt, 22. januar 1982; ”Husbesættelse fortsætter”, Berlingske Tidende, 23. januar 1982.

[1497] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 36-37. Karen Margrethe Schelin, ”Unge må opgive husbesættelse efter indre splid”, Politiken, 14. februar 1982; ”Ungdomshus ryddet”, Aktuelt, 17. februar 1982.

[1498] PET, emnesag: ”Redegørelse over BZ-ernes aktiviteter til dato, hvad dette har medført af konfrontationer og i tal, anholdelser, skader på politipersonalet samt erstatninger til politipersonalet for ødelagt privat beklædning m.v.”, 4. maj 1983; Bent Bak Andersen, ”Unge ville besætte hus, 61 anholdt, tre kvæstet”, Berlingske Tidende, 21. februar 1982; Jakob Fog, ”Splintret ben og skadet ryg prisen for husbesættelse. Politiet: Vi er selvfølgelig kede af at det sker”, Politiken, 22. februar 1982.

[1499] ”Politichef: Ubehageligt at politiet skal fjerne husbesættere”, Jyllands-Posten, 27. januar 1982.

[1500] PET, emnesag: ”Redegørelse over BZ-ernes aktiviteter til dato, hvad dette har medført af konfrontationer og i tal, anholdelser, skader på politipersonalet samt erstatninger til politipersonalet for ødelagt privat beklædning m.v.”, 4. maj 1983. Første gang PET bemærkede, at Ini’tiv-gruppen muligt ville tage navneforandring var den 9. januar 1982, da en aktivist observeredes med et BZ-rygmærke omkring klosteret i Abel Cathrines Gade. Ibid., s. 2.

[1501] René Karpantschof, ”Kopenhagen, Jagtvej 69. Ein Jugendzentrum zwischen Besetzungen, Politik und Polizei (1981-2007)” i Peter Birke und Chris Holmsted Larsen (Hg.), Besetze deine Stadt! – BZ din by, s. 56, 58.

[1502] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke, s. 112-113.

[1503] PET emnesag: ”Vedr.: Demonstration lørdag den 6.3.1982 på Rådhuspladsen efterfulgt af mulig husbesættelse”, 5. marts 1982; PET, emnesag: ”Redegørelse over BZ-ernes aktiviteter til dato, hvad dette har medført af konfrontationer og i tal, anholdelser, skader på politipersonalet samt erstatninger til politipersonalet for ødelagt privat beklædning m.v.”, 4. maj 1983.

[1504] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 38. Sigurdsson bekræftede efterfølgende, at han havde udtalt sig som citeret ovenfor, men at det var ”en spøgefuld bemærkning, ment ironisk…”, Mogens Gahms, ”Borgmester: Unge behandles dårligt af kommunen”, Politiken, 7. marts 1982.

[1505] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 38.

[1506] Situationen er omtalt flere steder i litteraturen undertiden med et fotografi af en flyvende toiletkumme, f.eks. Tom Heinemann, Uro. 25 års gadekamp, s. 64-66; Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 368. Se endvidere Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke, s. 113; René Karpantschof, ”Kopenhagen, Jagtvej 69. Ein Jugendzentrum zwischen Besetzungen, Politik und Polizei (1981-2007)” i Peter Birke und Chris Holmsted Larsen (Hg.), Besetze deine Stadt! – BZ din by, s. 57.

[1507] PET, emnesag: Notat, ”Demonstration/Folketing”, 8. marts 1982.

[1508] Dette vurderes på baggrund af en omfattende udklipssamling af avisartikler beroende i emnesagen.

[1509] PET, emnesag: ”Vedr.: BZ-brigaden”, 5. maj 1982.

[1510] ”BZere i demonstration mod Israel”, Information, 14.-15. august 1982.

[1511] PET, emnesag: ”Vedr.: BZ-Brigadens demonstration ved den israelske ambassade, fredag den 13 08 82 kl. ca. 1825.”

[1512] ”Hærværk mod jødisk kirkegård i København”, Berlingske Tidende, 18. august 1982.

[1513] Leif Blædel, ”BZ-antisemitismen og PLO-propagandaen”, Information, 17. august 1982.

[1514] PET, emnesag: ”Vedr.: BZ-brigadens og Næstved Fredskomités forbindelse med hærværk på Mosaisk Trossamfunds bygning den 19 08 82”, 20. august 1982.

[1515] Orla Rasmussen, ”BZ’ere nægter jødehetz”, B.T., 20. august 1982; ”Svar til Leif Blædel”, Information, 28.-29. august 1982, sign. Mette, Lene og Siv, BZ-Brigaden.

[1516] ”Vi er ikke antisemitter”, Ekstra Bladet, 23. august 1982.

[1517] PET, emnesag: ”Indholdsfortegnelse over anholdte i tidsrummet fra 160982, kl. 2330 til 170982, kl. 0634”, udateret; PET emnesag: ”Advarsel. Vedrørende fund af 2 stk. brandbomber med stor sprængkraft”, 17. september 1982; PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 43. Det hedder i redegørelse over BZ’ernes aktioner udfærdiget i 1983, at kun 23 blev anholdt. PET, emnesag: ”Redegørelse over BZ-ernes aktiviteter til dato, hvad dette har medført af konfrontationer og i tal, anholdelser, skader på politipersonalet samt erstatninger til politipersonalet for ødelagt privat beklædning m.v.”, 4. maj 1983.

[1518] PET, emnesag: Notat, 20. september 1982; PET emnesag: ”Notits. Vedr.: udtalelser om BZ-bygningen Baggesensgade/Stengade”, 17. september 1982; PET emnesag: ”Notits. Vedr.: Husbesættelse Korsgade (allotria) m.v.”, 18. september 1982.

[1519] PET, emnesag: ”Udskrift af Retsbogen for Københavns Byrets afdeling for Grundlovsforhør m.m.”, 20. september 1982.

[1520] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 43.

[1521] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 4.

[1522] ”De unge sagde tak med æg og buksevand”, Ekstra Bladet, 1. november 1982; PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 45-46.

[1523] PET, emnesag: ”I. Det Autonome Miljøs historiske udvikling, herunder BZ”, 7. juli 1993. Dette var et synspunkt, som et antal BZ’ere var enig i, jf. Marianne Uttrup og Troels Rasmussen, ”BZerne: Volden var den eneste vej til et sted at være. Væltet lokum blev til sejrshus”, Ekstra Bladet, 28. oktober 1982.

[1524] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990.

[1525] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990; ”Sejrsfest i Ungdomshuset”, Information, 1. november 1982.

[1526] PET emnesag: ”Vedr.: BZ-brigaden”, 8. oktober 1982.

[1527] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 45-47.

[1528] ”Bezætterne”, B.T., 20. oktober 1982.

[1529] Kurt Sørensen, ”Her er terroristerne på Nørrebro…”, Klassekampen nr. 39, 28. oktober 1982.

[1530] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 46-47

[1531] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 56-57.

[1532] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 57.

[1533] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 57-58.

[1534] PET, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdet mellem PET og politikredsene i forbindelse med husbesættelser og andre aktioner udført af politiske urogrupper”, 26. august 1982.

[1535] Ibid.

[1536] PET, emnesag: ”Vedr.: Samarbejdet mellem PET og politikredsene i forbindelse med husbesættelser og andre aktioner udført af politiske urogrupper”, 26. august 1982.

[1537] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983.

[1538] Ibid.

[1539] Kommissionens arkiv, RB: Per Larsen, 3. september 2002.

[1540] Vedr. PET’s tidlige historie, det vil sige frem til 1968 se Kommissions beretning, bind 2.

[1541] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983.

[1542] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983. Per Larsen anfører, at operationen iværksattes efter et møde med pågældende, Ole Stig Andersen og politidirektør Poul Eefsen. Kommissionens arkiv, RB: Per Larsen, 6. maj 2003. Samarbejdet mellem PET og Københavns Politi var ikke enestående. Per Larsen har i en vidneafhøring forklaret, at der også var et samarbejde med det lokale politi i Odense. Kommissionens arkiv, RB: Per Larsen, 3. september 2002.

[1543] PET, emnesag: ”Operation Hafnia”, 30. marts 1983. Vedr. PET’s forskellige afdelinger i 1980’erne se oversigten i Kommissionens beretning, bind 1.

[1544] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983.

[1545] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983. PET emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 30. marts 1983.

[1546] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983.

[1547] PET, emnesag: ”Opgørelse vedrørende afdeling E’s behov med hensyn til materiel i forbindelse med operation HAFNIA”; PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Hafnia”, 3. marts 1983.

[1548] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 4.

[1549] PET, kildesag: ”Kildekort.” Beskrivelse af navngiven kilde.

[1550] PET, emnesag: ”Operation Hafnia”, 28. marts 1983.

[1551] PET, emnesag: ”Vedr.: Godkendelse af kilde til brug i BZ-sammenhæng”, 21. juni 1983.

[1552] Kommissionens arkiv, RB: Per Larsen, 18. september 2002.

[1553] Kommissionens arkiv, RB: Hanne Bech Hansen, 4. april 2001.

[1554] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990.

[1555] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1984. Afdeling 2”, s. 66.

[1556] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1985. Afdeling 2”, s. 59.

[1557] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1986. Afdeling 2”, s. 8.

[1558] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1987. Afdeling 2”, s. 21. Det hedder dog i en vurdering fra februar 1987, at der fortsat kun var 125 egentlige BZ’ere, PET, emnesag: ”Vedr.: Status over BZ-bevægelsen pr. 15. februar 1987”, 27. februar 1987.

[1559] PET, emnesag: ”Vedr.: Notat over BZ-bevægelsens nuværende og kommende ideologiske holdning”, 2. juni 1988.

[1560] Ibid.

[1561] PET, emnesag: ”Vedr.: Status over BZ-bevægelsen pr. 15. oktober 1986”, 21. oktober 1986.

[1562] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1985. Afdeling 2”, s. 60. PET, emnesag: ”Vedr.: Status over BZ-bevægelsen pr. 15. februar 1987”; PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1987”, s. 17.

[1563] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 59-60.

[1564] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1984. Afdeling 2”, s. 66.

[1565] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 104.

[1566] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1985. Afdeling 2.”

[1567] PET, emnesag: ”I. Det Autonome Miljøs historiske udvikling, herunder BZ”, 7. juli 1993, s. 2; PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, s. 5.

[1568] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke…, s. 115.

[1569] RSU, 8. april 1983.

[1570] PET, emnesag: ”Vedr.: ‘Kulørte Klat’ - dage i København”, 7. maj 1984.

[1571] Ibid.

[1572] PET, emnesag: ”Vedr.: ‘Kulørte Klat’ demonstrationer den 4., 5., 6., 8., 9., 12., og 17. maj 1984”, 26. juni 1984.

[1573] PET, emnesag: ”Vedr.: Piratuge arrangeret af BZ-bevægelsen i perioden 24. maj - 1. juni 1986”, 12. juni 1986.

[1574] PET, emnesag: Per Larsen til politidirektør Einer Lind, Københavns Politi, 26. maj 1988. Vedhæftet ”NOTAT. Vedr.: BZ-aktionsuge i perioden 7. - 15. maj 1988”, 24. maj 1988.

[1575] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 57-58.

[1576] PET, emnesag: ”Vedr.: Forespørgsel fra Folketingets Retsudvalg af 22. maj 1985, pkt. 331-b vedr.: Sorte Klat”, 28. maj 1985.

[1577] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1986. Afdeling 2”, s. 9.

[1578] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 39.

[1579] Om PET’s overvågning af trotskistiske miljøer, se Kommissionens beretning, bind 9.

[1580] PET, emnesag: ”Vedr.: Revolutionære udtalelser fra VS.eren Villo Sigurdsson til støtte for BZ-bevægelsen”, 17. januar 1987.

[1581] PET, emnesag: ”Vedr.: [-] og VS’forbindelse til BZ-brigaden”, 15. juni 1983.

[1582] ”Fanden på væggen”, VS-Bulletin, 244, 1987, s. 3.

[1583] ”Fanden på væggen”, VS-Bulletin, 244, 1987, s. 3. Vedr. PET’s syn på VS’s holdning til brug af vold i den politiske kamp se Kommissionens beretning, bind 7.

[1584] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for 1984”, citeret s. 74, 75. PET, emnesag: ”Vedr.: Stiftelsen af arbejderpartiet ‘Fælles Kurs’”, 24. november 1986. Vedr. BZ’erne og anarkisterne se desuden PET, emnesag: ”Vedr.: Anarkister og ORA”, 25. januar 1984.

[1585] PET, emnesag: ”Vedr.: Demonstration mod politiets overgreb på politisk aktive fredag den 10. marts 1989 kl. 1700”, 15. marts 1989.

[1586] PET, emnesag: ”Vedr.: Møde i Ungdomshuset, lørdag den 26.9.1987”, 8. oktober 1987.

[1587] Ibid.

[1588] PET, personsag: ”Vedr. [-] tilknytning til BZ-bevægelsen”, 18. maj 1989.

[1589] PET, personsag: ”Vedr: Resume af sagen vedrørende den dansk/tyske venstrefløjs antifascistiske demonstrationer i Kollund i dagene 16. og 20. maj 1993…”, 26. maj 1993.

[1590] PET, personsag: ”Vedr.: Anti-Facistisk-Aktion – forkortet AFA”, 11. maj 1993.

[1591] Om PET’s overvågning af den yderste højrefløj, se Kommissionens beretning, bind 11.

[1592] PET, personsag, ”Vedr. Brevveksling mellem medlemmer af Autonomt Info/”Fangegruppen” og fængslede medlemmer af ”Blekingegadebandegruppen”, 5. september 1990. I personsagen beror endvidere kopier af en del af korrespondancen. Det fremgår bl.a. at ”Fangegruppen” sendte penge til en af de fængslede, jf. samme sted, brev fra Niels Jørgensen, 14. december 1989, men også at formålet med korrespondancen var at gøre hinaden ”klogere”. Samme sted.

[1593] PET, personsag, ”Vedr.: Brevveksling mellem de fængslede i ”Blekingegade-sagen” og medlemmer af Autonomt Info”, 25. januar 1990.

[1594] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, s. 10.

[1595] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, s. 6.

[1596] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati, s. 115-117.

[1597] PET, emnedag: ”Notat vedr. Den herværende diplomatiske repræsentation”, 15. februar 1989; PET emnesag: ”Vedr.: Firmaer og interesseområder, der har været udsat for aktioner begrundet med forholdene i Sydafrika.” PET, emnesag: ”Vedr.: Aktioner rettet mod Shell-tankstationerne i Danmark”, 2. november 1988. PET, emnesag ”Vedr.: Politisk hærværk mod Unilever’s datterselskab i Danmark den 24. marts 1987”, 5. maj 1987.

[1598] PET, emnesag: ”Notat vedr. Den herværende diplomatiske repræsentation”, 15. februar 1989.

[1599] Dette fremgår af emnesagerne omhandlende PET’s overvågning af BZ-Brigaden, Vesttysklandskomitéen, Autonome Revolutionære og Sydafrikakomitéen samt diverse personsager. Jf. også PET, emnesag: ”Rapport: Sagen vedr. brandstiftelse mod Shelltanken, Skodsborgvej 313, 2850 Nærum, den 30. april 1987. Ang. anmodning om ransagningskendelse i BZ-husene Sorte Hest (Morgenstjerne og Mekanisk Musik Museum).” PET, emnesag: ”Vedr.: Kampagne mod Shell”, 18. maj 1987, hvor også Det Humanistiske Parti fremhæves som en aktør bag kampagnen mod Shell.

[1600] PET, emnesag: ”Vedr.: Møde i Ungdomshuset, lørdag den 26.9.1987. Emne: Sydafrika-opposition”, 8. oktober 1987. Der ses også et eksempel på et brev tilstillet Fingeren (BZ-tidsskrift 1983-89) indeholdende kopi af oversigt over Shell-interesser i Danmark. PET, emnesag: ”Vedr.: Brev tilsendt BZ.erne i Ungdomshuset indeholdende fortegnelse over Shell-interesser”, 18. maj 1987 vedlagt kopi af kuvert samt indhold.

[1601] PET, emnesag: ”Vedr.: Groft hærværk forøvet mod Shell-tankstation, Nygade 10, Frederikssund, onsdag den 14. januar 1987”, 16. januar 1987. PET, emnesag: ”Vedr.: Firmaer og interesseområder, der har været udsat for aktioner begrundet med forholdene i Sydafrika.”

[1602] PET, emnesag: ”Notat vedr. Den herværende diplomatiske repræsentation”, 15. februar 1989.

[1603] PET, emnesag: ”Telex. Vedr.: Terroraktioner mod firmaer, der handler med Sydafrika”, 13. februar 1989.

[1604] PET, emnesag: ”Notat vedr. Den herværende diplomatiske repræsentation”, 15. februar 1989.

[1605] PET, emnesag: ”FE-notits. Hærværk rettet mod vesttyske og amerikanske interesser i Danmark”, 29. oktober 1986.

[1606] PET emnesag: ”Vedr.: Fund af papirer hos BZ-bevægelse, indeholdende navneliste på 25 danske filialer af amerikanske våbenproducenter, samt opskrifter på fremstilling af brandbomber, røgbomber samt molotovcocktails”, 13. maj 1986.

[1607] PET, emnesag: ”Vedr.: Politisk hærværk mod firmaet I.B.M., Kongevejen 150, Birkerød onsdag den 11. marts 1987”, 30. april 1987. Om PET’s overvågning af anarkismen i Århus, se Kommissionens beretning, bind 12.

[1608] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, s. 10.

[1609] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990; jf. PET, emnesag: ”Vedr.: Demonstration rettet mod EF-topmødet i København”, 8. december 1987.

[1610] PET, emnesag: ”Vedr.: Anmodning om etablering af posttilbageholdelse på adresserne [-]”, 22. august 1986.

[1611] Ibid.

[1612] PET, emnesag: ”Notat. Vedr.: postkontrol af forsendelser til [-]”, 4. september 1986.

[1613] PET, personsag: ”Vedr. Anmodning om udvidelse af adgangen til posttilbageholdelse på adressen [-]”, 1. september 1986.

[1614] Ibid.

[1615] Kommissionens arkiv, RB: Per Larsen, 6. maj 2003.

[1616] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 12.

[1617] PET, personsag: Notits, 20. marts 1985.

[1618] PET, personsag: ”Vedr.: Offentligt møde med RAF-advokat Pieter H. Bakker, afholdt torsdag den 23. oktober 1986 kl. 1930 i Medborgerhuset, Blågårds Plads 3, 2200 København N”, 29. oktober 1986.

[1619] PET, personsag: ”Vedr.: Salg af litteratur vedr. RZ og RAF”, 25. november 1987.

[1620] PET, personsag: ”Vedr.: Demonstration i solidaritet med de revolutionære fanger den 12. marts”, 13. april 1988.

[1621] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990, s. 11-12.

[1622] PET, personsag: Notat, 12. marts 1996.

[1623] PET, emnesag: ”Vedr.: Rydning af 2 københavnske ”BZ”-huse og danske venstreekstremistiske husbesætteres forbindelse til tidligere RAF-medlem ROLAND MAYER”, 5. april 1990. Det 20-siders hæfte er beroende i PET’s arkiv. Se også ”Svar på terrorhetzen”, anonymt læserbrev i Arbejderen, 8. marts 1990, hvor arrangørerne af mødet med Roland Meyer forklarede om baggrunden for mødets afholdelse.

[1624] PET, emnesag: ”Vedr.: Foretagen undersøgelse af den danske aktive anarkist [-] og dennes relationer til den vesttyske terrororganisation ROTE ARMEE FRAKTION”, 18. juli 1985.

[1625] PET, Region II-materiale: ”Vedr. forslag til ændring af oplæg til tlf.- og postkendelse mod [-]”, 1. juni 1988.

[1626] PET, emnesag: Kopi af privat korrespondance, udateret.

[1627] PET, emnesag: ”Vedr. BZ-bevægelsens internationale kontakter”, 25. maj 1987.

[1628] Kommissionens arkiv, RB: Per Larsen, 6. maj 2003.

[1629] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke, s. 113.

[1630] PET, emnesag: ”Vedr.: Sovjetunionens interesse for den dansk BZ-bevægelse”, 25. januar 1984.

[1631] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1983. Afdeling C”, s. 57-58.

[1632] PET, administrativ sag: ”Årsberetning. Afdeling 2.”

[1633] PET, emnesag: ”Vedr.: Status over BZ-bevægelsen pr. 15. februar 1987”, 27. februar 1987.

[1634] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1982. Afdeling C”, s. 41.

[1635] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 9.

[1636] PET, emnesag: ”Vedr.: Økonomisk støtte til BZ-tidsskriftet ‘Fingeren’”, 9. april 1987; PET, emnesag: ”Kopi af kuvert og skrivelse fra 1. maj fondet til BZ-bladet ‘Fingeren’”, 29. juli 1987; PET, emnesag: ”Kopi af kuvert og skrivelse fra 1. maj fondet til BZ-bladet ‘Fingeren’”, 19. oktober 1988; PET, emnesag: ”Vedr.: ‘1. maj-fondens’ støtte til BZ-bevægelsen.”

[1637] PET, emnesag: ”Vedr.: Økonomisk støtte til BZ-bevægelsen”, 15. april 1987.

[1638] PET, emnesag: ”Vedr.: ROSA-fonden. Grev Lyhne citeret efter Ugeavisen København, nr. 239, 14.-20. marts 1985.”


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk