PET'S OVERVÅGNING AF DEN YDERSTE HØJREFLØJ 1945-1989
KOMMISSIONENS BERETNING BIND 11
7. PET OG SØLLERØDGADESAGEN

Forside | Til bund | Forrige | Næste


7. PET OG SØLLERØDGADESAGEN

Bombesprængningen den 16. marts 1992

Den 16. marts 1992 klokken 11.30 skete en større eksplosion på Internationale Socialisters (IS) Københavnskontor i Søllerødgade nr. 33 på Nørrebro. Sprængningen anrettede store skader på bygningen og udløste en voldsom brand, som først efter et større slukningsarbejde blev nedkæmpet. Eksplosionen var så voldsom, at vinduesfag med rammer blev blæst ud på gaden, og kontoret udbrændte fuldstændig.[729] Redningsfolkene bjærgede fra brandstedet liget af en person, der havde været i bygningen på sprængningstidspunktet, og som var blevet dræbt af eksplosionen. Vedkommende blev efterfølgende identificeret som et 29-årigt medlem af IS. Den dræbte havde også forbindelse til Fællesinitiativet Imod Racisme (FIR).

Da brandinspektøren mente, at der var tale om en gaseksplosion, blev en stor del af inventaret smidt ud på gaden, hvor brandsluknings- og spulearbejdet fortsatte. Voldsomheden af eksplosionen og følgerne af slukningsarbejdet betød, at der var meget få spor at arbejde med fra brandstedet. Efterforskningen af sprængningen blev snart yderligere kompliceret af, at der kom en politisk dimension ind i den offentlige debat, der fulgte sagens gang. IS var en gruppe, som i 1984 havde udskilt sig fra VS. Gruppen havde cirka 100 medlemmer i København og Århus og havde fortrinsvist viet sig til kampen mod racisme. Der var på dette tidspunkt som følge af en følelsesladet og bitter debat om flygtninge- og fremmedpolitikken stigende spændinger mellem de antiracistiske grupperinger fortrinsvis på venstrefløjen og en række grupperinger på den yderste højrefløj. Medlemmer af IS antog allerede straks efter begivenheden, at der var tale om en aktion foretaget af en enkelt galning eller en racistisk eller nynazistisk organisation på den yderste højrefløj.[730]

Billede: Søllerødgade. Politi og brandfolk besigtiger skaderne efter slukningen af den ildebrand, som bombesprængningen havde forårsaget (PET’s arkiv).

Søllerødgade. Politi og brandfolk besigtiger skaderne efter slukningen af den ildebrand, som bombesprængningen havde forårsaget (PET’s arkiv).

Kommissoriet og Søllerødgadesagen

Efterforskningen af bombesprængningen blev foretaget af drabsafdelingen i Københavns kriminalpoliti. Søllerødgadebomben og debatten herom havde imidlertid også flere berøringspunkter til PET’s arbejde og til de politiske grupperinger på især den yderste højrefløj, som havde PET’s bevågenhed. Det blev siden hævdet af Frede Farmand, at en politisk gruppering på den yderste højre fløj, Partiet de Nationale (PDN) og dettes leder Albert Larsen, havde forbindelse til sprængningen. Da denne gruppering ydermere var under overvågning fra PET, kan der være grund til at undersøge, hvordan PET varetog sine opgaver og karakteren af denne politiske grupperings aktiviteter. Overvågningen af PDN og partiets leder tog som nævnt i forrige kapitel sit udgangspunkt i 1988-89 og strakte sig frem mod ca. 1994. En del af denne overvågning støttede sig på oplysninger og materiale indhentet af Frede Farmand via dennes forbindelse til Albert Larsen og højremiljøerne.

Selv om den centrale begivenhed, bombesprængningen den 16. marts 1992, ligger uden for kommissoriets kronologiske afgrænsning (1945-1989), må det samtidig konstateres, at begivenheden ligger i klar forlængelse af relevante forhold inden for den af kommissoriet dækkede periode. Det gælder som nævnt overvågningen af Partiet de Nationale, men det gælder i ikke mindre grad Frede Farmands rolle som kilde i forhold til de politiske bevægelser på den yderste højre fløj og forbindelsen mellem PET og Farmand.[731]

Dette udgangspunkt betyder på sin side, at en række vigtige spørgsmål i forbindelse med årene 1992-93 og 1998[732] kommer i Kommissionens søgelys. Det blev således hævdet i pressen, at PET i forvejen var blevet advaret om den forestående bombesprængning uden at skride til handling. Denne og andre påstande har Kommissionen nøje undersøgt.

Det bør dog i den forbindelse præciseres, at Kommissionen ikke med det følgende tilstræber at bidrage til sagens opklaring, at bedømme den politimæssige efterforskning eller på anden vis tage stilling til drabsafdelingens og efterforskningsgruppens arbejde.

Efter i nærværende kapitel 7 at have belyst de opfattelser, som er fremkommet om PET og Søllerødgadebomben, følger kapitel 8 konkret sagens udvikling op til og efter bombesprængningen. Kapitlet viser de konkrete skridt i efterforskningen (for så vidt angår PET’s og Frede Farmands rolle), og kilderne til forløbet i deres sammenhæng - herunder de vilkår, hvorunder kildematerialet er fremkommet. Dernæst undersøger kapitel 9, der kan betragtes som Kommissionens konkluderende afsnit, de påstande, som er blevet fremsat af Frede Farmand.

Debatten om efterforskningen 1992-93

Kriminalinspektør Bent Hansen fra drabsafdelingen ved Københavns Politi antog på grund af sprængningens voldsomhed, at der var tale om en bombe, men lagde sig ikke fast på noget endeligt. Man udelukkede heller ikke den mulighed, at det var den dræbte selv, som havde arbejdet med eksplosiver og ved et uheld havde udløst eksplosionen. Allerede den 18. marts 1992 erklærede en talsmand for IS, at:

“Der står organiserede kræfter bag handlingen. Racistiske personer, der går ind for at dræbe for at nå deres mål - og som kan finde på at gøre det igen….”[733]

Kriminalpolitiet mente derimod ikke at have grundlag for at tro, at bomben skulle være afsendt fra højreekstremistiske grupper, og havde derfor heller ikke – formodede pressen – gennemført afhøringer i disse grupper. Bent Hansen gjorde også opmærksom på, at man ikke, som vanligt ved politiske terroraktioner, havde modtaget besked fra nogen, der påtog sig ansvaret. Det kunne, erklærede han, også være en enkelt gal mands værk. Indtil videre forfulgte man det spor, at postbudet mente at have afleveret en tung brevpakke til IS samme dag, som eksplosionen fandt sted.[734]

Politiet rettede i første omgang opmærksomheden mod medlemmerne af IS for, som Bent Hansen forklarede til Information, at konstatere, om der var modtaget trusler eller breve. Talsmanden for IS udtrykte imidlertid den opfattelse, at politiet straks burde rette opmærksomheden mod højreekstremisterne, og at der var tale om ”...et politisk motiveret drab og dermed i sidste ende en trussel mod demokratiet.” Talsmanden gav udtryk for, at IS med tesen om, at man selv var årsag til bombesprængningen, blev hængt ud, og at det hang sammen med, at IS var en lille venstreorienteret organisation. Han mente, at Blekingegadesagen spøgte i baghovedet på folk, men afviste ganske, at organisationen havde noget at skjule. Han havde da også den 17. marts 1992 afleveret en komplet medlemsliste over IS til politiet.[735]

Den 19. marts kom det frem, at PET havde en interesse i sagen. Chefen for PET, Hanne Bech Hansen, sagde, at: ”Jeg kan ikke udtale mig om, hvordan PET deltager i efterforskningen, fordi det vil kunne vanskeliggøre det videre arbejde.” Hun tilføjede, at man fulgte arbejdet meget nøje. I den artikel i Information, hvori denne oplysning kom frem, henvistes der til PET’s opgaver inden for terrorområdet, ligesom der blev givet eksempler på, at organisationer på venstrefløjen, som arbejdede mod racisme, siden 1988 flere gange havde været udsat for forskellige attentater.[736]

Tesen om en højreekstremistisk forbindelse blev trukket i forgrunden, da Erik Jensen fra Demos kommenterede sagen. Erik Jensen var en af de folk på venstrefløjen, som gennem sit engagement i Demos havde skaffet sig et betydeligt kendskab til de danske højreekstremistiske miljøer. Han afviste den tanke, at det var nogen af de kendte højregrupper, som stod bag bombesprængningen. Der var ifølge Erik Jensen to sandsynlige muligheder: at der var tale om ”en ensom ulv” eller, at det var en gruppe højreekstremister, som man ikke tidligere havde kendt til. Han henviste til begrebet ‘ensom ulv’ i forbindelse med især den nazistiske subkultur i USA og med et eksempel på en sådan i Sverige, hvor en person flere gange havde skudt på mørklødede personer. Erik Jensen mente, at det var forudsigeligt, at den politiske vold også ville eksplodere i Danmark. Man havde således en del eksempler på, at der var kastet brandbomber ind hos venstrefløjspartier, ligesom IND-SAM flere gange havde været udsat for hærværk og indbrud.[737]

Det viste sig imidlertid snart, at efterforskningen var meget vanskelig. Eksplosionen, branden og brandslukningen havde raseret de fleste tekniske spor, og politiets appeller til befolkningen om at henvende sig med oplysninger blev mødt med meget begrænset held.[738] Man afhørte to unge fra Nordsjælland i forbindelse med sagen. Disse kom ind i sagen på grund af en anden efterforskning af de to unge mænd, som selv fremstillede sprængstof og var kendt for racistiske synspunkter. En ransagning førte til fund af 400 gram sprængstof, og de to mænd blev derfor også afhørt af politiet om en mulig forbindelse til sagen fra Søllerødgade. Man arbejdede ligeledes på en mulig forbindelse til nogle sammenstød i Sydsverige mellem racister og antiracister, som havde givet det københavnske politi anledning til at holde det svenske politi nøje orienteret om Søllerødgadesagen.[739]

Mens efterforskningen gik sin gang, skete der en politisering af sagen. En leder i Information gav sammen med avisens dækning i det hele taget anledning til en serie læserbreve fra bl.a. Søren Søndergaard.[740] Justitsminister Hans Engell blev af Dorthe Bennedsen kaldt i samråd i Folketingets retsudvalg om sagen, idet hun beklagede, at ministeren ikke for længst havde taget afstand fra mordet. Hun mente, at mordet med dets mulige politiske motiver var dybt bekymrende for det danske demokrati og for muligheden for at udtrykke politiske standpunkter frit uden risiko for trusler og mord. Hans Engell udsendte derpå en erklæring, hvori han tog afstand fra bombesprængningen. Under henvisning til, at politiet og PET arbejdede med efterforskningen, afviste han at udtale sig om sagens omstændigheder.[741] PET’s forbindelse til efterforskningen synes ikke på dette tidspunkt at have spillet nogen større rolle i den offentlige opmærksomhed omkring sagen. En kriminalkommissær fra drabsafdelingen oplyste torsdag den 26. marts, at man i politiet mere og mere hældede til, at der ikke kunne være tale om en enkelt mands værk:

“Vi kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men omstændighederne omkring drabet giver os en klar fornemmelse af, at der må stå flere bag.”[742]

Hans Engell afviste ifølge Information at orientere retsudvalget om opklaringsarbejdet, og rygter om, at Dorthe Bennedsen overvejede at aflyse samrådet, kunne vel også tyde på, at efterforskningen havde en sikkerhedsmæssig dimension i den forstand, at PET var direkte involveret i arbejdet.[743] 88 medlemmer af Folketinget skrev i forbindelse med sagen under på en erklæring, hvori de gav udtryk for deres chok og afsky over mordet og fordømte vold som politisk middel. Initiativet kom fra SF, men underskriverne kom fra alle partier bortset fra V og K. De to borgerlige partier havde behandlet underskriftindsamlingen på deres gruppemøder og overladt det til de enkelte medlemmer, om de ville skrive under. Som grupper ville de imidlertid ikke anbefale at skrive under, førend der var klare beviser for, at der rent faktisk var tale om et politisk attentat.[744]

I maj 1992 bredte pessimismen sig med hensyn til en snarlig opklaring. Politiet havde modtaget meget få henvendelser i sagen trods en dusør på 92.500 kroner. Kriminalinspektør Bent Hansen gisnede således om, at det kunne være fordi, der kun var meget få mennesker med kendskab til sagen. Hertil kom en række vanskeligheder. Det var meget vanskeligt at få fastlagt den dræbtes færden frem til bombesprængningen. Ødelæggelserne på sprængningsstedet gjorde det meget vanskeligt at identificere bombemekanismen. Efterforskerne nærede stor interesse for en hvid plasticpose med en firkantet genstand, som den dræbte var set med, men havde ingen mulighed for at konstatere indholdet deraf, eller hvornår og hvordan den var kommet den dræbte i hænde.[745] Bent Hansen sammenfattede sagen sådan, at:

“Lige siden bombedrabet har den mest nærliggende teori været, at…[den bombedræbte] er blevet offer for et politisk attentat, der er udløst af hans arbejde på venstrefløjen mod racismen. - Vi behandler sagen på samme måde, som hvis der var tale om et politisk attentat. Vi har ikke herhjemme været udsat for, at de politiske fløje har brugt alvorlige voldelige anslag mod hinanden, og slet ikke været udsat for bomber. Hvis det er tilfældet her, skal det bekæmpes med alle de midler, vi har. Det er en alvorlig situation, som ikke skal have lov til at udvikle sig, siger Bent Hansen. Men som sagen står nu, har vi intet belæg for at sige, at…[den bombedræbte] har været udsat for et politisk attentat. Der er intet, som peger mod den ekstreme højrefløj, og der er intet der peger mod andre grupper på venstrefløjen, og der er intet, som peger mod, at…[den bombedræbte] er blevet offer for en selvkonstrueret bombe.”[746]

Trods hjælp fra Scotland Yards bombeeksperter var man heller ikke i stand til nøjere at fastslå, hvilken type sprængstof der var brugt. Der var så ringe mængder tilbage, at man kun kunne konstatere, at der var tale om et trotyllignende stof, men uden at kunne identificere substansen yderligere.[747] Hertil kom, at postbudet, som først havde ment at have afleveret en tyk konvolut på adressen, nu var kommet i tvivl om sin hukommelse. Hermed var også tesen om en brevbombe blevet bragt i tvivl.[748] På den anden side erklærede Bent Hansen til weekendavisen, at det var svært at se, at den dræbte selv skulle have lavet bomben:

“Det er sådan et spørgsmål, man hverken kan svare ja eller nej til (...). Umiddelbart vil jeg dog sige, at det kan man godt svare nej til. For vi har ikke noget, der bekræfter, at han overhovedet skulle have med sådan noget at gøre. Så det kan vi godt udelukke. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg ved reelt ingenting.”[749]

Den manglende opklaring gav efterhånden anledning til kritik af politiets efterforskning og af prioriteringerne i denne. I september 1992 beskyldte et ledende IS-medlem politiet for manglende evne og for at fejlvurdere sagen. Han var også vred over, at politiet ikke havde gjort offentligheden opmærksom på eksistensen af et brev fra personer, som hævdede at stå bag attentatet.[750] Dette såkaldte Frit Danmark-brev blev modtaget af kriminalinspektør Bent Hansen dagen efter bombesprængningen og rummede en tilståelse. Venstrefløjen opfordrede kriminalpolitiet til at offentliggøre indholdet af brevet, men dette blev afvist af politiet, som ikke vurderede, at brevet udgjorde et afgørende spor. Først i 1995 kunne Politiken Søndag offentliggøre indholdet af brevet:

“Vi kan meddele, at det var os, der anbragte bomben i Søllerødgade. Vi anser disse venstresnoede elementer for landsforrædere overfor det danske folk. Derfor denne aktion, flere vil følge. Hilsen Frit Danmark K12.”[751]

Politiet var i øvrigt opmærksom på, kom det nu frem, at fem andre danskere havde modtaget trusselbreve fra K12. Talsmanden for IS kritiserede politiet for at kortlægge den danske venstrefløj i stedet for at følge sporet til højreekstremisterne. K12 var jo, erklærede denne, sandsynligvis de svenske skinheads, som hvert år fejrede krigerkongen Karl den 12. Man troede ikke i IS på politiets forklaring om, at K12 ikke var et realistisk spor. Et af IS’ medlemmer, som var den sidste, der så den dræbte, blev således kaldt til afhøring hos det svenske sikkerhedspoliti. Han blev her forevist fotos fra demonstrationer i Lund, hvor der den 30. november 1991 på årsdagen for Karl 12.s død havde været voldsomme sammenstød mellem bl.a. danske antiracister og svenske nazister, og bedt om at identificere de danske antiracister, der deltog i demonstrationerne. Fire, som han genkendte, blev kaldt ind til afhøring om deres deltagelse i demonstrationen i Lund.[752] Bent Hansen afviste heroverfor, at man skulle have kortlagt venstrefløjen:

“For mig er det rent vrøvl, at vi skulle have brugt bombedrabet til at kortlægge venstrefløjen i stedet for at koncentrere os om opklaringen af mordet. Når vi ret tidligt afhørte samtlige medlemmer fra IS, så var det for at prøve at finde frem til, om den dræbte havde betroet sig til nogle af hans kammerater, f. eks. om han havde fortalt om tidligere trusler, der på en eller anden måde kunne sættes i forbindelse med bombeattentatet.”[753]

I marts 1993 kom det igen frem, at PET havde deltaget i efterforskningen, og kriminalinspektør Manfred Seitner gav nu udtryk for, at PET havde haft og stadig havde ”antennerne ude”. Bent Hansen ønskede derimod ikke at komme ind på, hvorvidt den yderste højrefløj i Danmark var blevet kigget efter i sømmene. ”Vi har efterforsket i den udstrækning, det er forsvarligt og rimeligt. Også kolleger i bl.a. Sverige og Tyskland har været involveret.”[754]

Debatten om efterforskningen 1993-98

I kølvandet på denne debat fremkom der i Ekstra Bladet i september 1993 en serie artikler om de yderliggående højregrupper i almindelighed og om Albert Larsen og PDN i særdeleshed. Den 6. september bragte avisen på grundlag af Frede Farmands båndoptagelser en større artikel om trusler, som partilederen skulle have afgivet, mens Farmands båndoptager kørte. Den 7. september blev der fulgt op med en artikel om bl.a. DNSB,[755] og den 8. september bragte TV-2 Nordisk Films produktion af en dokumentarudsendelse om den yderste højrefløj De skjulte bånd, som var blevet til som led i et samarbejde med Frede Farmand.[756] Trods forsøg fra Farmands side på at få PDN’s leder til at fremkomme med konkrete udtalelser om en eventuel involvering i bombesprængningen i Søllerødgade, måtte man opgive at inddrage dette element i dokumentarudsendelsen. Til gengæld bragte Ekstra Bladet den 13. september 1993 en række påstande fra Frede Farmand om, at bombesprængningen i Søllerødgade kunne have forbindelse til Partiet De Nationale. Frede Farmand henviste i avisen til, at partilederen over for Farmand skulle have fremkommet med udtalelser om planlagte voldshandlinger af denne art. Farmand erklærede, at PDN’s leder i en båndoptaget samtale over for Farmand havde erklæret, at han havde haft en person til at rekognoscere for sig i Søllerødgade op til et halvt år før sprængningen.[757] Farmand støttede videre sin antagelse på, at det var lykkedes ham at opspore den person, som han mente havde rekognosceret i Søllerødgade.[758]

Fremkomsten i offentligheden af disse nye oplysninger bidrog til, at drabsafdelingen i september 1993 foretog en afhøring af Frede Farmand. Kriminalinspektør Bent Hansen udtrykte forundring over, at Farmand først så sent var fremkommet med disse oplysninger. Til dette sagde Farmand, at han var blevet afhørt i forbindelse med en bombetrussel mod PDN’s leder i efteråret 1992, og at han i den forbindelse havde fortalt en politimand fra rejseafdelingen om dennes udtalelser om Søllerødgade.[759] Farmands oplysninger til pressen førte i øvrigt også til en afhøring af Albert Larsen.[760] Da presset på Politiets Efterretningstjeneste i begyndelsen af 1998 begyndte at tage til i forbindelse med de oplysninger, som kom frem om Anders Nørgaard, kom det endvidere frem i dagspressen, at Frede Farmand mente at have advaret PET om det forestående bombeattentat mod IS.[761] Farmand oplyste til Politiken, at han havde overladt PET båndoptagelser, som viste, at PDN’s leder bekendte sig til vold som politisk kampmiddel, og at denne i løbet af den båndede samtale gav et forvarsel om angrebet på IS i Søllerødgade.[762] Farmand oplyste også til Ekstra Bladet, at han to måneder før bombeattentatet havde givet oplysninger til PET’s Århusafdeling om det forestående angreb, samt at PET ikke havde foretaget sig noget for at advare IS om angrebet. For at bestyrke sin påstand henviste han til en båndet telefonsamtale med en PET-medarbejder, hvor denne efter Farmands opfattelse i en telefonsamtale i 1998 bekræftede, at advarslen ikke var blevet taget alvorligt. Farmand oplyste videre, at han mindre end en halv time efter bombesprængningen blev opsøgt af PET, som sagde, at tjenesten ville undersøge sagen, og at Farmand skulle tie med sin viden om den. Disse oplysninger bidrog til, at Justitsminister Frank Jensen bad PET-chef Birgitte Stampe om den skriftlige redegørelse, som kendes som Den Blå Rapport.[763] Den pågældende PET-medarbejder og PET’s regionsafdeling II blev inddraget i arbejdet med rapporten. Det hedder således i den pågældendes forklaring for Kommissionen:

“Forud for redegørelsen, blev alle 60-80 bånd fra Frede Farmand udskrevet ordret. Alt blev endevendt, også arkivet, så man kan sige, at PET’s redegørelse er slutstenen, hvor der er gjort rent bord over for Frede Farmand.”[764]

Den såkaldte Blå Rapport fra PET fremkom den 1. april 1998 og rummede ud over en række andre forhold også en kort redegørelse for PET’s deltagelse i efterforskningen vedrørende Søllerødgadesagen. Det hed her, at efterforskningen af bombesprængningen blev forestået af Københavns politi med bistand af PET. Rapporten rummede derfor også et bilag 4, hvori kriminalinspektør Bent Hansen fra Københavns politi gjorde rede for efterforskningen. Med henvisning til omfanget af efterforskningsindsatsen tilbageviste Bent Hansen påstandene om, at man ikke i tilstrækkelig grad havde interesseret sig for den yderste højrefløj.[765]

Endelig fremkom der i april 1998 nye oplysninger, idet en person trådte frem og til Aalborg politi anmeldte en gruppe højreekstremister for bombesprængningen. Den pågældende henviste til PDN’s ledelse som ansvarlig, men hævdede også, at forbrydelsen var blevet udført af en gruppe yngre mænd, hvoraf den egentlige gerningsmand tidligere var blevet straffet for vold og politisk motiveret kriminalitet. Anmelderen mente, at han på et værthus ca. tre måneder før bombesprængningen havde hørt de pågældende sige, at socialisternes kontor i Søllerødgade snart ville eksplodere. Den pågældende rettede i øvrigt også kritik mod politiets håndtering af efterforskningen, idet han hævdede, at vicekriminalinspektør Ove Dahl fra Københavns politi på ordre fra PET skulle have makuleret tilståelsesbrevet fra K12.[766] Oplysningerne i anmeldelsen kan ikke bekræftes af Kommissionens undersøgelse.


[729] John Kreiner, ”Bombebrag måske politisk”, Information, 17. marts 1992.

[730] Et medlem af IS i Århus nævnte, at IS var blevet portrætteret i Dagbladet Aktuelt samme lørdag, som eksplosionen var fundet sted mandag, og mente derfor, at gerningsmanden kunne være blevet opmærksom på IS’ antiracistiske holdninger i denne forbindelse. Ibid. Andetsteds angives IS til at have ca. 70 medlemmer, ”Bombe i posten”, Politiken, 18. marts 1992.

[731] Der er stillet justitsministeren flere spørgsmål med henvisning til Søllerødgadesagen og PDN. Det drejer sig om spørgsmål 285, 406-408.

[732] Om 1998 kan det dog bemærkes, at det her passerede først og fremmest er af betydning for at vurdere troværdigheden af oplysninger, som i dette år kom frem om begivenhederne i 1992-93.

[733] John Kreiner, ”Bombe kom med posten”, Information, 18. marts 1992.

[734] Ibid.

[735] Ibid., samt: ”Bombe i posten”, Politiken, 18. marts 1992.

[736] John Kreiner, ”PET ind i opklaring af bombedrab”, Information, 19. marts 1992.

[737] ”Det kan være en ensom ulv”, Politiken, 22. marts 1992. Erik Jensen skulle angiveligt have arbejdet på en licentiatafhandling om de fremmedfjendtlige bevægelser i Danmark i denne periode.

[738] John Kreiner, ”Står uden spor i bombesagen”, Information, 20. marts 1992.

[739] ”Politiet afhørte unge i bombesag”, Information, 21.-22. marts 1992; John Kreiner, ”Unge med sprængstof afhørt i bombesagen”, Information, 25. marts 1992. Artiklen synes at bygge på et interview med en medarbejder i politiet. De sammenstød i Sydsverige, som der henvistes til, må være optøjerne i forbindelse med højregruppers fejring af Karl 12. i Lund den 30. november 1991.

[740] ”Attentatet”, Information, 21.-22. marts 1992; se læserindlæggene i Information, 26. marts 1992 samt lederen samme dag: ”Avisens pligt”.

[741] John Kreiner, ”Engell skal redegøre for opklaring af bombemord”, Information, 26. marts 1992.

[742] John Kreiner, ”Politiet: Næppe en enkelt person bag bombe-attentatet”, Information, 27. marts 1992.

[743] Ibid.

[744] John Kreiner, ”MF’ere i protest mod bombedrab”, Information, 27. marts 1992.

[745] ”Tavshed dækker en bombemorder”, Ekstra Bladet, 24. maj 1992.

[746] Ibid.

[747] ”Politisk bombe sprængte sine spor”, Politiken, 24. september 1992.

[748] ”Attentat stadig uopklaret”, Politiken, 16. september 1992.

[749] Peter Tygesen & Hans Davidsen-Nielsen, ”Mord uden spor”, weekendavisen, 10. juli 1992.

[750] ”Attentat stadig uopklaret”, Politiken, 16. september 1992.

[751] ”Vi anbragte bomben”, Politiken 5. marts 1995. Fremkomsten af disse oplysninger gav anledning til, at Holger K. Nielsen i Folketingets kontroludvalg vedr. efterretningstjenesterne krævede aktindsigt i Søllerødgadesagen. Jf. ”SF kræver aktindsigt i politisk mordsag”, Politiken, 16. marts 1995.

[752] Ibid. Vedr. Karl 12.-kulten se: Övervakningen av nazister och högerextremister, s. 65, 69, 161, 182.

[753] ”Vi anbragte bomben”, Politiken, 5. marts 1995.

[754] ”Bombe-drabet på Nørrebro en gåde”, Politiken, 14. marts 1993.

[755] ”Dansk parti truer med bomber og terror”, Ekstra Bladet, 6. september 1993. ”DNSB-chef gemmer nazi-våben“, Ekstra Bladet, 7. september 1993; ”Klar til illegal aktivitet”, ibid.

[756] Frede Farmand har for Kommissionen forklaret, at De skjulte bånd blev sendt den 14. september 1993. RB: Frede Farmand, 16. juni 2004.

[757] Frede Farmand, ”Nazi-spionage før bombedrab”, Ekstra Bladet, 13. september 1993.

[758] Ibid.

[759] ”Frede Farmand skal afhøres”, Ekstra Bladet, 14. september 1993.

[760] ”Højre-fører afhøres igen i bombesag”, Ekstra Bladet, 17. september 1993. Politiet var også blevet aktiveret af anmeldelser mod Albert Larsen, som var fremprovokeret af dennes udtalelser til Farmands mikrofon i dokumentarudsendelsen. Jf. PET, ujournaliseret sag: ”Rapport vedrørende afhøring af Albert Larsen i forbindelse med hertil indgivne anmeldelser”, 14. september 1993.

[761] Om Anders Nørgaard se Kommissionens beretning, bind 12.

[762] Jakob Marschner, ”Bombemistænkt var kendt for vold”, Politiken, 5. marts 1998.

[763] Anders-Peter Mathiasen, ”PET advaret”, Ekstra Bladet, 4. marts 1998. Der synes at være en vis usikkerhed om tidspunktet, hvor Farmand mener at have advaret PET og for samtalen med Albert Larsen. I oplysningen til Politiken (ovenst. note) tales der om en samtale den 2. august 1990, og at PET vidste besked halvandet år før attentatet. Derimod hedder det i oplysningerne til Ekstra Bladet, at der var tale om en samtale omkring nytår 1991-92, og at PET var advaret to måneder før.

[764] RB: PET-medarbejder i region II, 20. september 2005. Regionsafdeling II stod for udskriften af de mange bånd til udarbejdelsen af Den Blå Rapport, og alle medarbejdere- bortset fra den her citerede medarbejder, som havde travlt med at besvare de mange spørgsmål - deltog i udskrivningen af båndene, som efter ordre fra ledelsen skulle ske ordret. Kopi af båndudskrifterne blev sendt til Centralafdelingen.

[765] ”Redegørelse vedrørende visse forhold omkring efterforskningen af sagen om bombesprængningen i Søllerødgade”, Bent Hansen, 22. marts 1998, bilag 4 i PET, Redegørelse. Også kendt som Den Blå Rapport.

[766] Jakob Marschner, ”Nye spor i sag om bombeattentat”, Politiken, 4. april 1998. Tilståelsesbrevet findes i kopi i PET’s akter. Kommissionen har ikke haft indsigt i drabsafdelingens sagsakter.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk