OPERATION ZEUS
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 12
1. Baggrunden for Operation Zeus: Den yderste venstrefløj i Århus og PET’s overvågningsindsats i 1970’erne

Forside | Til bund | Forrige | Næste


1. Baggrunden for Operation Zeus: Den yderste venstrefløj i Århus og PET’s overvågningsindsats i 1970’erne

Det politiske landskab i Århus var præget af den store vækst i uddannelsesinstitutionerne i byen - ikke mindst universitetet - som kom til at øve indflydelse på byens udvikling, kulturliv og sociale liv. Flere studentermiljøer var kendetegnet ved et internationalt udblik til de intellektuelle strømninger i Frankrig, Tyskland og Italien. Den uddannelsessøgende ungdom tilegnede sig meget hurtigt de teoretiske og politiske strømninger . Den politiserede ungdom i Århus var i høj grad præget af tilstedeværelsen af den teoretisk orienterede universitets- og studenterungdom og af en subkultur, som også tiltrak mange unge uden egentlig fast tilknytning til byens uddannelsesinstitutioner. Hertil kom en tendens til, at de mindre venstrefløjsgrupperinger i byen ikke alene stod ret stærkt, men også til, at de havde ret stærke teoretiske - og ikke sjældent radikale - doktriner. VS havde et vist fodfæste i byen, og de århusianske VS’ere hørte i reglen til de mest yderliggående i partiet.[16]

Det var derfor kun naturligt, at PET interesserede sig for den politiske udvikling i den jyske hovedby, der i 1969 blev sæde for PET’s regionsafdeling II. Da PET’s regioner blev oprettet i 1969, var det således nærliggende, at region II måtte blive en nøgleregion med hensyn til overvågningen af det politiske område - det som i PET-jargon gik under betegnelsen ”subversion”. Region II havde i begyndelsen af 1970’erne seks-syv medarbejdere samt et par kontormedhjælpere. Afdelingen blev ledet af en afdelingsleder og en souschef. De øvrige politifolk i afdelingen var på dette tidspunkt primært rekrutteret fra det lokale politi og arbejdede i overensstemmelse med sædvanen som et hold uden specifikt afgrænsede ansvarsområder. I PET’s terminologi omtaltes sådanne politimæssige efterforskere med ansvar for et eller flere sagområder som ”sagsbehandlere”. Regionsafdelingen var formelt placeret under den lokale politimester, men var reelt under instruks fra Centralafdelingen i København.[17] Alt blev indberettet fra Århus til København, og afdelingen tog ingen væsentlige selvstændige efterforskningsskridt, uden at dette var konfereret med Centralafdelingen. Kontakten foregik i reglen over telex, men regionsmedarbejdernes besøg hos Centralafdelingen og tidvise efterforskningsmøder blev også undertiden benyttet til rapportering og clearing med Centralafdelingen. Telefonen blev også benyttet – om end med forsigtighed med hensyn til præcise navne mv. Der fandtes ikke et nedskrevet regelsæt for kontakten mellem regionerne og Centralafdelingen, og der kan derfor nu i eftertiden herske en vis usikkerhed med hensyn til, hvilke chargerede medarbejdere i Centralafdelingen der autoriserede de forskellige efterforskningsskridt. Briefing, koordination og instruktion foregik i vidt omfang i mundtlig form, og det er således vanskeligt at udfinde nedskrevet kildemateriale, der kan tjene til en historisk rekonstruktion af beslutningsprocessen og af kommandovejene i relationen mellem region og Centralafdelingen. Sager af betydning eller væsentlige efterforskningsskridt blev clearet med en af juristerne i PET, normalt vicepolitimesteren, mens kun større sager blev forelagt for politimesteren eller drøftet på parolemødet i Centralafdelingen. Alle kilder med tilknytning til regionsafdelingerne blev godkendt i Centralafdelingen, og kildeføreren i regionen førte en kildemappe på den pågældende. Det synes klart, at man i region II fra de tidlige 1970’ere ikke i større grad interesserede sig for efterretningstjenestens traditionelle arbejdsområde inden for den politiske overvågning såsom DKP, SF og VS, men derimod rettede søgelyset og ressourcerne mod små grupperinger og partier på især den yderste venstrefløj. Det gjaldt ikke mindst - især i de tidlige 1970’ere - trotskisterne, men også DKP/ml, KFML og anarkisterne havde PET’s interesse.[18] Det skulle da også blive tilstedeværelsen af et internationalt orienteret, teoretisk funderet og militant ekstremistmiljø på den yderste venstrefløj i Århus, som gav anledning til en af PET’s mest omfattende efterforsknings- og kildeoperationer på det politiske område. En af kildeførerne i regionen fortæller, at:

“Adspurgt, om det lykkedes at penetrere anarkisterne, forklarede vidnet, at alle grupperingerne blev penetreret, også anarkisterne. Det drejede sig om bl.a. DKP/ML, KFML, RSF (trotskisterne) og IUK. Traditionelle partier som DKP og VS var ikke PET-områder på dette tidspunkt.”[19]

Årsberetninger fra region II for perioden 1977-83 (årsberetninger fra regionsafdelingerne findes ikke for tiden før 1977) giver et indtryk af, hvordan man i regionen har opfattet truslen fra de politiske yderfløje. Tonen i årsberetningerne, hvad angår de venstreorienterede fløjgrupper, er frem til 1980 præget af tre gennemgående træk.

For det første synes de korte generelle opsummeringer og flere steder vurderingerne af de enkelte grupper præget af, at efterforskeren har søgt at holde trusselopfattelsen proportioneret og nuanceret. Vurderingerne af antallet af demonstrationer og forskellige aktioner (f. eks. beboeraktioner, som de forskellige grupperinger engagerede sig i) er præget af, at efterforskeren ikke synes at have opfattet denne aktivitet som et egentligt faremoment, som krævede synderlig interesse fra regionsafdelingens side.

For det andet er det et gennemgående træk, at man i regionsafdelingen har arbejdet systematisk på at etablere kontakter eller egentlige kilder inden for nogle af de mindre grupperinger, som man opfattede som værende af interesse. Det er tydeligt, at dette arbejde rummede mange vanskeligheder, da flere grupperinger var ret små, sekteriske og håndhævede streng intern disciplin. Flere af dem var kendetegnet ved betydelig sikkerhedsbevidsthed. Flere grupper tog det nærmest for givet, at de blev overvåget og aflyttet af politiet. Det ses i flere tilfælde, at sådanne forestillinger var rodfæstede i især de mindre politiske grupperinger allerede på det tidspunkt, hvor PET’s regionsafdeling i Århus første gang iværksatte en overvågning. Hvor efterforskningsoperationer blev sat i gang i sådanne miljøer, får man også indtryk af, at disse gruppers mistanker om PET’s overvågning oftest var overdrevne i forhold til realiteterne og langt oversteg den lokale overvågningskapacitet. Men sådanne mistanker vanskeliggjorde PET’s arbejdsvilkår. Også andre regioner såvel som Centralafdelingen kunne bevidne, at der i de politiske smågrupperinger på den yderste venstrefløj var en udbredt antagelse om en nærgående politisk overvågning.

Den umiddelbare årsag til mistankerne om politiovervågning var at finde i sådanne gruppers referencer til politisk-ideologiske teoretikere og forbilleder, som historisk havde været genstand for forfølgelse fra det politiske politis side. Det gælder ikke mindst russiske revolutionære som f. eks. Lenin og Trotskij. Men forventningen blev også bestyrket af, at man ofte var inspireret af sådanne militante revolutionæres forestillinger om statsmagtens særlige klassekarakter og dens - som det hed - repressive og kontrarevolutionære funktion. Sådanne teoretiske præmisser, som blandt andet var vokset i østeuropæisk, kinesisk eller sydamerikansk muld, omplantedes til dansk jord, med den tilføjelse, at statsmagten endnu ikke havde vist sit sande ansigt. For mange spillede erfaringerne med USA’s internationale engagement og især CIA’s aktioner også en vigtig rolle til at anspore den idé, at Danmark som USA’s allierede måtte have et tilsvarende agentur. Kombinationen af total sekretesse omkring PET og stedvise udbrud af pressepolemik omkring tjenesten kan også have ansporet sådanne forestillinger. Forventningen om at være genstand for intensiv interesse fra statsmagtens side fremmede det konspirative islæt, og tanken om en ydre fjende tjente også til at disciplinere og sammenbinde et mindre ideologisk miljø.

For region II’s politiske overvågning af den yderste venstrefløj havde dette flere konsekvenser. Den lukkede karakter af grupperingerne og deres konspirative mødeformer bidrog til at nære PET’s vagtsomhed. Det gjaldt også aflyttede telefonsamtalers indforståede, hemmelighedsfulde form, som ofte gjorde det svært for regionens folk at vurdere alvoren i de forhold, som kom frem i en aflytning. Resultatet var, at tjenesten, hvor man ønskede et vist indblik i, hvad der foregik i sådanne små politiske miljøer, rettede blikket mod brugen af kilder i miljøet.

Det er for det tredje tydeligt, at man i slutningen af 1970’erne blev engageret i flere operationssager, som krævede mange ressourcer, og at arbejdet med at holde rede på udviklingen i de øvrige grupperinger derfor blev nedprioriteret. 1980 markerer en markant optrapning af efterforskningsarbejdet, idet man i dette år så en række voldsomme brandattentater og anden form for hærværk i Århus. Frygten var, som det blev nævnt i flere indberetninger til Centralafdelingen, at brandattentaterne indvarslede en ny epoke i Danmark med politisk vold og terrorisme. PET havde nemlig bemærket, at den terrorisme, som især hærgede Vesttyskland og Italien, var begyndt på samme måde. Stort set hele det politiske stofområde var i øvrigt koncentreret i regionsbyen, mens der er meget lidt operativ aktivitet fra PET’s side i de øvrige dele af regionen.

Frem til 1980 var det tydeligvis Revolutionære Socialisters Forbund (RSF: afløseren for SUF)[20], som tiltrak sig hovedinteressen i regionen. Der er ingen tvivl om, at trotylsagen stadig var i levende erindring hos de lokale PET-folk.[21] Hertil kommer, at man i særlig grad opfattede trotskisterne som en slagkraftig gruppe på grund af deres tilhørsforhold til et velorganiseret, internationalt net. En anden gennemgående gruppering, som fremdeles optog regionens interesse, var Kommunistisk Forbund af Marxister-Leninister (KFML), fra 1975 KAP. KAP skilte sig i særlig grad ud ved en betydelig sekretesse og ved en meget nøje skoling og disciplinering af medlemmerne, således at det var meget vanskeligt for PET at skaffe sig oplysninger om, hvad der foregik i organisationen. Regionen havde således ikke mulighed for at belyse KAP’s aktiviteter ved åbne kilder. Den lukkede, kontrollerede karakter af partiorganisationen synes at have ansporet PET’s interesse. Det kan nævnes, at partiet i 1977 afholdt 1. Maj-møde i et afspærret område i Vennelystparken i Århus, hvorfra personer med fotografiapparater blev afvist. Arrangørerne meddelte i øvrigt også, at man for at vanskeliggøre efterretningstjenesternes arbejde ikke ville oplyse navnene på de enkelte talere ved demonstrationen. Partiet blev opfattet som meget eksklusivt, idet det ikke havde nogen nævneværdige kontakter til andre grupper eller partier på venstrefløjen. Partiets sommerlejr blev afholdt på Tvindskolerne, hvilket ligeledes udelukkede overvågning. Århus-afdelingen var landets største lokalafdeling. [22]

Kommunistisk Forbund (KF) var en tredje gruppering, som spillede en rolle i årsberetningerne. Fraktionen havde sin kerne omkring en gruppe tidligere medlemmer af den gamle Studenterfront fra slutningen af 1960’erne. KF var en udbrydergruppe, som i 1973 var brudt ud fra VS. KF havde ifølge PET ikke noget egentligt klart politisk-programmatisk grundlag, men søgte først og fremmest at rette fokus mod det arbejdende folk ved at danne sympatisør-grupper og anti-kapitalistiske grupper på arbejdspladserne. På fraktionens 4. kongres i 1977 skiftede man imidlertid kurs og rettede en større aktivitet mod fraktionsarbejdet i forhold til RSF, VS og SF, ligesom gruppen gik ind i bestræbelserne på at danne SAP. Der var da også et vist slægtskab til RSF’s trotskistiske linje (om end ikke nok til at fraktionen i sidste instans tilsluttede sig SAP). Fraktionen havde 50-75 medlemmer. Ligesom for RSF/SAP’s vedkommende gled gruppen i baggrunden for PET-regionens interesse i slutningen af 1970’erne. Der forelå da heller ikke i omtalen af fraktionen nogen egentlige trusselvurderinger eller overvejelser om områder, hvor regionens overvågning i særlig grad burde sættes ind.[23]

Århus blev i begyndelsen af 1980’erne centrum for en serie større efterforskninger. Region II’s engagement i efterforskningen mod nazismen og i løbende kildeoperationer mod DNSB var allerede etableret i 1970’erne, og fortsatte gennem 1980rne; også efter at hovedmanden bag den danske nazisme, Povl Heinrich Riis-Knudsen, flyttede til region I (Aalborg).[24] På samme vis havde regionen fra 1970’erne fortsat en række efterforskninger mod anarkistmiljøet i Århus og en overvågning af de kontakter, som fandtes mellem militante danske og vesttyske venstreorienterede. Denne efterforskning samledes i 1980-81 i en operationssag, hvori regionsafdelingen efterforskede mod DSB’s og mod Statsfjendernes brandattentater, og hvori man hvervede Anders Nørgaard som penetrant. Endelig tog sagen mod Tvindskolerne også sin begyndelse med et omfattende engagement fra regionsafdeling II.[25]

En af de gennemgående tendenser var, at man i Centralafdelingen og i regionerne var begyndt at interessere sig mere systematisk for brug af kilder og mere indgående var begyndt at drøfte Centralafdelingens efterforskningsprioritering og i nogle tilfælde mangel på samme. Tyngden i efterforskningen skiftede i perioden fra det ekstremistiske område hen mod terrorområdet.[26]

Regionens ledelse og virkemidler

Regionsafdeling II benyttede efter alt at dømme på grund af de mange operationssager i ret udstrakt grad både kilder og kontakter, men også andre indhentningsmetoder såsom telefonaflytning i arbejdet.

“Adspurgt vedrørende kilder forklarede vidnet, at han, i den tid han arbejdede med ekstremisme, havde i alt 15-16 kilder. I begyndelsen fik han omkring 3 kilder. Han har selv fundet sine kilder bl.a. gennem de referencer, der blev anført, når personer skulle sikkerhedsgodkendes. Disse referencer kunne være en nøgle i sig selv, og de gav en god grund for vidnet til at henvende sig og tale om, hvad PET er. Da vidnet var ny mand i Århus, gjorde han meget brug af afhøring af referencer. Vidnet havde meget held med en bred vifte af kontakter og kilder i Århus. Kilderne var mest i studentermiljøet, men kunne også være unge mennesker, der ikke læste, men som var egnet til arbejdet.”[27]

“Adspurgt om kildernes baggrund for at fungere som kilder, forklarede vidnet, at det var personer, der havde forståelsen for det politiske arbejde og en form for idealisme. Det var en klar forudsætning, at de pågældende ikke var medlem af noget politisk parti. Det ville også være et meget dårligt grundlag, hvis de pågældende blot ville gøre det for pengenes skyld. Det sværeste i hele PET’s arbejde er at skabe kilder, men vidnet har haft forbavsende nemt ved det. I 1970’erne var vidnet den eneste i Århus, der havde operative kilder. Det er et tidskrævende arbejde, og det indebærer, at man knytter kilden så tæt til sig, at man begge ved, hvor man har hinanden. Noget meget væsentligt i kildearbejde er, at det er kildeofficeren, der sætter dagsordenen og styrer løbet. Alle opgaver bliver stillet meget præcist. Vidnet har ikke fået en uddannelse som føringsofficer.”[28]

Kildearbejdet var i midten af 1980’erne mere systematiseret end tidligere. Godkendelse af kilder skete nu ved, at der blev udarbejdet en analyse af den potentielle kilde - herunder omhandlende dennes styrker, svagheder, risici. Når denne analyse var godkendt i afdelingen, videresendtes anmodningen til Centralafdelingen til behandling ved en jurist og til endelig godkendelse ved politimesteren. Således var arbejdsmetoden frem til 1989, mens det altså var op til den enkelte efterforsker at bedømme og belyse kilden så godt som muligt.[29]

Der blev typisk oprettet en kildemappe på den pågældende kilde, og her samledes oplysningerne om kontakten til kilden og om de oplysninger, som man havde bedt kilden indsamle. Der lå også oplysninger om vedkommendes økonomi, mødereferater og det materiale, som kilden afleverede. Kildemappen førtes af kildeføreren, men var også tilgængelig for regionsafdelingslederen. Den rummede også alle afregninger mellem kildefører og kilde med hensyn til udgifter mv. Kildernes anonymitet sikredes ved, at kildens identitet opbevaredes i en lukket kuvert i en boks, hvortil kun regionsafdelingslederen havde nøglen.[30]

Antallet af kilder i regionsafdelingen svingede noget over tid. I begyndelsen af perioden var der efterforskere, som havde en del kilder. Fra midten af 1980’erne var der kun ret få kilder samlet på tre-fire medarbejdere. En regionsafdelingsleder mente således, at der i slutningen af 1980’erne var to-tre kilder tilknyttet bestemte føringsofficerer. Til gengæld var der en del kontakter.[31] En af efterforskerne havde i perioden tre-fire kilder. En af disse var Anders Nørgaard. En anden kilde var Frede Farmand. En tredje kilde var på Danmarks Journalisthøjskole, og en fjerde var ”i støbeskeen” til Tvindskolerne.[32] En medarbejder, som arbejdede med ekstremismeområdet, havde en del flere kilder:

“Vedrørende revolutionære bevægelser forklarede vidnet, at de alle har blade og kommunikationsmidler, men hvad der reelt foregår, får man kun at vide, hvis man får nogen ind i kredsen. PET ville forsøge at penetrere eller hverve en i en bevægelse med ulovligt politisk formål.”[33]

Her var der i en del tilfælde tale om kilder, som gik ind i en operativ efterforskning, mens andre havde en mere rutinemæssig informativ funktion. Blandt de første var kilder i anarkistmiljøet omkring de kredse, som arbejdede med de såkaldte politiske fanger i Vesttyskland. I flere tilfælde var der tale om kilder i miljøerne, som ikke kendte hinanden, men som PET kunne bruge til indbyrdes at kontrollere de modtagne oplysninger. Det skete også, at kildeoperationer kunne holdes op mod andre typer indhentninger som f. eks. aflytninger mv. En anden kilde fungerede i RSF (det senere SAP), mens endnu en person benyttedes alment i trotskistmiljøet[34]

De overvågede miljøer i 1970’erne

Regionsmedarbejderne søgte i denne periode systematisk at holde sig orienteret om, hvad der foregik i studentermiljøerne, ligesom man målrettet søgte at holde sig orienteret om udviklingen i en række politiske smågrupper på venstrefløjen. Det var især Aarhus Universitet og Danmarks Journalisthøjskole, der var i centrum for regionsafdelingens interesse. Dette skal ikke forstås på den måde, at PET havde interesse i at følge de pågældende institutioner. PET havde kun interesse i at overvåge visse personer eller grupperinger, der frekventerede disse uddannelsesinstitutioner, og som ofte kunne forbindes med det, som PET definerede som ”uro-virksomhed”. Det var således oplagt for PET gennem kilder placeret ved universitetet at indsamle oplysninger om den politiske udvikling i visse venstrefløjsgrupperinger. En efterforsker i regionsafdeling II har for Kommissionen forklaret:

“Adspurgt vedrørende overvågning af miljøet om Aarhus Universitet forklarede vidnet, at det kunne foregå på den måde, at man på immatrikuleringslister fandt studenter, som var politiet bekendt, og spurgte dem, hvad der egentlig foregik på det pågældende uddannelsessted. Hvis de studerendes adfærd udadtil opfordrede til ballade med politiet, besættelse af huse, visse dele af universitetet mv., havde det naturligvis PET’s interesse, men hvis man blot læste avisen eller flyveblade eller lignende, kunne problemet måske synes urigtigt stort. Selve afsøgningen af området var vigtig. På det tidspunkt var der formodninger om forbindelser til militante og voldelige grupper i Tyskland som Rote Armee Fraktion.”[35]

Det følger endvidere af forklaringen, at:

“…PET gjorde en særlig indsats i miljøet omkring universiteterne. Det var et forsøg på at få fat i unge studerende eller teknisk administrativt personale, der kunne give oplysninger om, hvad der rørte sig, og om det var noget af betydning for en efterretningstjeneste. Af organisationer, der var aktuelle dengang, kan bl.a. nævnes SAP, KAP, DKP/ml og Trotskister.”[36]

Man søgte således at hverve kontakter blandt det administrative personale eller blandt studenterne, bl.a. ved hjælp af immatrikulationslisterne. Det lader til gengæld ikke til, at man på universitetet har haft eller søgt at skaffe sig kontakter, meddelere eller kilder blandt det videnskabeligt ansatte personale. Dette kan naturligvis skyldes, at man har veget tilbage for at benytte de studerendes lærere og vejledere som meddelere. En nærliggende forklaring kan også være, at man har næret en vis skepsis over, om man overhovedet ville være i stand til at hverve meddelere eller kontakter i denne gruppe.[37] Blandt lærerne finder man kun få eksempler på, at sådanne i 1970’erne er blevet registreret, og da er det på grundlag af konkrete politiske forbindelser og aktiviteter, og ikke på grundlag af tendenser i undervisning eller forskning. Undervisernes holdninger i forhold til opgaverne på universitetet ses ikke at have haft tjenestens interesse; heller ikke i de få tilfælde, hvor en universitetslærer er registreret for andre konkrete forhold. Derimod findes der eksempler på, at man har overvåget visse studentergrupperingers aktiviteter.[38]

PET var opmærksom på den studenterpolitiske udvikling på universitetet, som igen i 1977 var genstand for en temmelig massiv studenteruro. I april aktionerede de studerende således i protest mod lukningen af den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC og mod indførelsen af adgangsbegrænsning på de højere læreanstalter. Der iværksattes undervisningsboykot og institutbesættelser, som varede hen ved tre uger. Aktionen var styret af Studenterrådet, som først og fremmest var domineret af studenterfraktionen Fagkritisk Front. Denne front bekendte sig, ifølge regionsafdelingen, til en venstreorienteret linje og arbejdede under indflydelse af Marxistisk Studentergruppe, som udgav bladet Fagkritik. Et vigtigt moment i studenteraktivismen var, at en gruppe i 1977 købte ejendommen Mejlgade 53 i det centrale Århus og der etablerede det såkaldte ”Fronthus” som udgangspunkt for en lang række aktiviteter.[39] Dette blev bemærket i regionen, idet man konstaterede:

“Det har vist sig, at FRONTHUSET er kommet til at rumme stort set alle kategorier af aktiviteter på venstrefløjen. Der har således været forevist et væld af film om oprørsbevægelser verden over, og danske arbejdskampe og konflikter som optakt til møder og diskussionsaftener.

Der har ligeledes været afholdt et stort antal solidaritetsfester til støtte for såvel uden- som indenlandske bevægelser, arbejdsmarkedskonflikter og aktioner bl.a. på boligområdet.”[40]

I de tidlige 1980’ere interesserede regionsafdelingen sig også for Danmarks Journalisthøjskole i Århus. I første omgang rettedes interessen mod Journalisthøjskolen, fordi en gruppe studerende havde interviewet medlemmer af aktionsgruppen Statsfjenderne, som på dette tidspunkt stod bag en række brandstiftelser i Århusområdet. Man hvervede således en centralt placeret kilde, der indsamlede personoplysninger om en gruppe studerende med tilknytning til miljøet omkring Statsfjenderne og Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB). En af de personer, der blev indsamlet oplysninger om, optrådte som en central figur i den senere efterforskning mod Blekingegadebanden. Han blev anset for at være et centralt medlem af gruppen, men der blev ikke rejst tiltale som følge af bevisets stilling.[41]

Rudi Dutschke

Opfattelsen i PET synes med andre ord at have været, at man skulle holde sig orienteret ud fra den betragtning, at studentermiljøet var berøringsflade for de politiske smågrupperinger, fraktioner og partier på den yderste venstrefløj i Århusområdet. En enkelt undtagelse herfra var den berlinske studenteraktivist Rudi Dutschke, som i 1968 havde været en nøglefigur bag studenteroprøret i Vestberlin og det socialistiske studenterforbunds (SDS) strateg. Rudi Dutschke blev i 1968 udsat for et skudattentat og ramt i hovedet med to kugler. Efter hospitalsbehandling i bl.a. England kom han i 1971 til Århus, hvor han i en årrække arbejdede på Idéhistorisk Institut som lærer, mens han færdiggjorde sin doktorafhandling. I 1974 forsvarede han sin disputats i Berlin. I 1976 vendte han tilbage til en stilling ved Aarhus Universitet, hvor han arbejdede indtil sin død i julen 1979 som følge af eftervirkninger fra skudattentatet.[42] Rudi Dutschkes ophold i Danmark indebar en ret jævnlig kontakt mellem de danske og udenlandske myndigheder og en begyndende opmærksomhed over for danske forbindelser til personer med tilknytning til de militante venstrerevolutionære grupper i Vesttyskland og Berlin. Sagen vedrørende Rudi Dutschke er temmelig omfattende, da man fra såvel dansk som samarbejdende tjenesters side var meget interesseret i at følge kontakterne mellem Dutschke og henholdsvis danske og vesttyske statsborgere. Allerede før Dutschkes ankomst til Danmark fulgte PET’s Centralafdeling de tråde, som gik fra Rudi Dutschke til Danmark, ligesom man i flere tilfælde videregav oplysninger om danske statsborgere til udenlandske myndigheder. I et tilfælde i 1969 videregav man således kortfattede oplysninger om, at en dansk statsborger var studenteraktivist, et dansk ægtepar, som var ungkommunister, samt en dansk statsborger, der var en ”velkendt maoist”.[43] Dutschke stod på dette tidspunkt foran udrejse fra England, da hans britiske opholdstilladelse ikke var blevet forlænget. I november 1970 konstaterede PET, at Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet skulle have taget kontakt til Rudi Dutschke, og at initiativtagerne skulle være studenterrådsformanden, hvis afløser han skulle være på Idéhistorie, og professor Johannes Sløk. Oplysningen kom fra en kilde på universitetet.[44] Der herskede imidlertid i PET en vis usikkerhed med hensyn til, om Dutschke tog sigte på politisk virksomhed i Danmark. Det indtryk, som man modtog, var, at Dutschke havde nære forbindelser til Det Nye Venstre i Vesttyskland, men at han primært var eksponent for denne bevægelses antiautoritære fase, hvor mange i tiden efter attentatet mod Dutschke havde bevæget sig i retning af neo-leninistiske og maoistiske anskuelser, som Dutschke ikke delte.[45] Nogen egentlig risikovurdering eller instruks til region II ses ikke i aktmaterialet. I december 1970 overvejede PET stillingen. Man var bekendt med Dutschkes ”...aggressive, revolutionære aktivitet...” før attentatet, men var i en del tvivl om stillingen efter. Han ansås dog stadig for politisk aktiv med kontakter til ledende trotskistiske og maoistiske kredse. En afvisning af dansk opholdstilladelse ville af disse kredse blive benyttet til at anstifte uro, mens der på den anden side ikke mentes at være tvivl om, at Rudi Dutschke, hvis han tildeltes dansk opholdstilladelse, ville blive samlingsmærke for vesteuropæiske revolutionære og deres aktioner.[46]

Rudi Dutschke blev i januar 1971 af Justitsministeriet tildelt opholds- og arbejdstilladelse på normale vilkår. Justitsminister Knud Thestrup betonede over for pressen, at tilladelsen var givet på normale vilkår uden særlige betingelser. Han forklarede, at man havde indhentet oplysninger fra briterne, men at der ikke forelå noget materiale, der talte imod at lade Dutschke komme til landet.[47] Beslutningen gav anledning til mange overskrifter og megen forskrækkelse over, at ”røde Rudi” ville komme til Danmark og anstifte revolution. Professor Johannes Sløks søgte i en beretning i Aarhus Stiftstidende at gendrive de i pressen fremsatte påstande. Sløk pointerede, at der på Institut for Idéhistorie var en mangel på undervisere, som havde kendskab til nymarxistisk filosofi, og at et studium af dette emnefelt i sig selv måtte anses for legitimt inden for instituttets og universitetets virkefelt.[48]

Sløk redegjorde for omstændighederne omkring ansættelsen af Rudi Dutschke som undervisningsassistent ved instituttet og gik i rette med partiet De Uafhængige, som havde protesteret voldsomt mod farerne ved, at Dutschke kom til landet.[49] Filosofiprofessoren kæmpede en hård kamp for at bortvejre, hvad han opfattede som sensationalisme og forkerte forestillinger om Dutschkes militans. I et interview dagen efter til Jyllands-Posten forklarede han, at han havde studeret Dutschkes politiske stillingtagen og måtte konstatere, at denne som pacifist og voldsmodstander faktisk var i modstrid med de mere militante grupper.[50]

Sagen blev imidlertid udlagt forskelligt. Mens professor Sløk og en kreds af de studerende omkring ham anså sagen for et spørgsmål om at skaffe kvalificeret videnskabelig bistand og om at give en mand et tilflugtssted, hvor han kunne færdiggøre sin afhandling, skabte sagen bekymring hos PET for, at Rudi Dutschke skulle have forbindelser, som rakte ud over det aktivistiske Nye Venstre til bl.a. RAF. PET holdt sig nøje underrettet om forløbet af Rudi Dutschkes appel om forlængelse af opholdstilladelsen i Storbritannien.[51]

I marts 1971 tilgik der PET’s Centralafdeling oplysninger om, at Rudi Dutschke fortsat skulle have forbindelser til Baader-Meinhof-gruppen. Det forlød således, at Dutschke skulle have brevvekslet med Mahler og Baader under disse personers ophold hos de palæstinensiske partisaner i Jordan.[52] PET greb hermed til en nøjere opmærksomhed om, hvem der måtte indrejse i Danmark. Hans ankomst til Danmark og indkvartering i et kollektiv på Mols blev fulgt med observation. Man søgte også samarbejdende tjenesters hjælp til identificering af de udlændinge, som måtte have kontakt til Dutschke.

Flere af beboerne i kollektivet var nært knyttet til Studenterfronten. Tilsyneladende aflyttede man ikke kollektivet, da det var en opfattelse i PET, at det var for risikabelt. Derimod overvågede man via rigstelefonenen samtalerne fra kollektivet til udlandet. Heraf fremgik bl.a. at Rudi Dutschke skulle have haft telegramforbindelse med filosoffen Marcuse.[53]

PET’s havde som nævnt kontakt til udenlandske tjenester i forbindelse med overvågningen af Dutschke. Der forespurgtes på et tidspunkt i august 1971 til Dutschkes forbindelse til de ”yderliggående venstreorienterede” og andre beboere i kollektivet.[54] Trafikken omkring kollektivet blev også fulgt nøje med særligt hensyn til de udenlandske gæster. Da man ikke opretholdt en telefonaflytning, støttede man sig til kildeoplysninger.[55] I slutningen af 1971 gjorde PET status over Rudi Dutschkes stilling. Man konstaterede, at der ikke var eller havde været foretaget nogen telefonaflytning af Dutschke, som tilsyneladende førte en tilbagetrukket tilværelse. Han havde dog udstrakt forbindelse med venner i Tyskland og England, men synes altså ikke at beskæftige sig med danske politiske forhold.[56] I slutningen af året blev sagen bragt op i Justitsministeriet, idet den blev forelagt departementschef Niels Madsen. Departementschefen resolverede, at overvågningen skulle fortsættes som hidtil, bl.a. under anvendelse af kilder. Han understregede, at der i Dutschke-sagen ikke måtte korresponderes med udlandet uden PET-chefens udtrykkelige godkendelse. PET-chefen lagde samtidig vægt på, at sagen var ajour.[57]

I januar 1972 opstod der ny debat om årsagen til afslaget på Rudi Dutschkes opholdstilladelse i Storbritannien. Den britiske Labour-politiker og medlem af parlamentet Michael Foot ønskede at rejse spørgsmålet i parlamentet, da der fremkom rygter om, at det var CIA, som havde henstillet udvisning.[58] Avisen Daily Telegraph mente at vide, at CIA havde leveret briterne oplysninger om, at Rudi Dutschke korresponderede med de vesttyske bypartisaner. Dette afvistes dog af Dutschke.[59] PET’s regionsafdeling II havde imidlertid ikke indtryk af, at Rudi Dutschke engagerede sig meget i studenteraktiviteter. På instituttet havde han søgt at introducere marxistiske begreber, men det skulle være blevet standset af professor Sløk.[60]

“...RD ikke er den støtte for studenterfronten, som man der havde håbet. Han er tilsyneladende nærmest passiv, hvilket måske kan være den egentlige årsag til at studenterfronten ikke har haft nogen særlig slagkraft blandt studenterne i den seneste tid.”[61]

I 1972 stod Dutschkes undervisning anført i læseplanen som Kritisch-Materialistische Reflexionen des Begriffs der ’Diktatur des Proletariats’ am Lehrstück der Kulturrevolution.[62] Posten til og fra Rudi Dutschke blev overvåget, især med henblik på adresser og navne. Dutschke flyttede senere til Vestervang i Århus C, hvor også andre af kollektivisterne fra Mols boede.

Ny opmærksomhed knyttedes til sagen, da Centralafdelingen i juni 1972 alarmeredes over flere enslydende meddelelser om, at den eftersøgte Ulrike Meinhof skulle være søgt til Danmark. Der skulle være tale om meget sikre oplysninger, som gik på, at Ulrike Meinhof illegalt skulle søge at krydse den dansk-tyske grænse og måske allerede befandt sig i landet.[63] Region II tog dermed skridt til at sikre sig, at den pågældende ikke befandt sig i regionen. Man overvågede bl.a. Dutschkes lejlighed i Århus mv., men fandt dog ingen spor.[64]

I juni 1972 overvejede man igen sagen i PET. Politiassessor Jørn Bro anmodede således om en oversigt over de emner og personer, der kunne være anledning til at informere om og drøfte med udenlandske myndigheder med henblik på en fastlæggelse af Dutschkes nærmere tyske kontakter og aktivitet i det hele taget.[65] I sommeren 1972 vendte Dutschke tilbage til Berlin for at færdiggøre sin afhandling, og han ventedes først tilbage til Danmark i 1973.[66] Ved Dutschkes tilbagekomst fra Vesttyskland i februar 1973 genetablerede regionen overvågningen. Begrundelsen herfor blev ikke givet, men det kan formodes, at det stadig var forbindelserne ud af landet til venstreorienterede intellektuelle og revolutionære i Frankrig og Vesttyskland, der var afgørende for PET.[67] Udenlandske tjenester syntes stadig at nære en vis interesse for sagen, men PET fastholdt en distanceret holdning til sagen. Således blev en anmodning om opdatering af sagens oplysninger straks sendt videre til chefen for PET, som foreslog, at sagen blev drøftet mundtligt. Det blev da også metoden, idet Jørn Bro forelagde sagen for den interesserede part. De oplysninger, som region II udarbejdede som underlag for mødet, rummede basale oplysninger om bopæl, stilling og arbejde, men afspejlede ingen opfattelse af, at der foregik nogen ulovlig virksomhed med forbindelse til Rudi Dutschke.[68] Således fortsatte sagen fremefter. Tidvise henstillinger fra Centralafdelingens Afdeling C vidnede om, at man fra centralt hold ønskede ”udviklingen i denne sag fulgt”. Regionsafdeling II havde da også midlerne dertil, men man fornemmer klart, at det var opfattelsen i regionsafdelingen, at der ikke indtraf handlinger af PET’s interesse omkring Dutschkes person og arbejde.[69] De sidste sammenfatninger af, hvad der skete omkring Rudi Dutschke er fra april og august 1974 og rummer samme rutinemæssige indstilling til sagen. Man søgte at holde sig orienteret om rejser, forbindelser og almindelige forhold.[70] Sidste indberetning er fra 6. februar 1975 og efterlader indtryk af en stilstand i overvågningen.[71]

Rudi Dutschke døde i Århus den 24. december 1979. For tiden mellem 1974 og 1979 findes der meget få akter, som er lagt ved sagen, men ikke egentlige efterforskningsskridt eller instrukser. Regionsafdeling II’s interesse for Rudi Dutschke er formentlig et særtilfælde, idet aktiviteten skete på opfordring af Centralafdelingen og med justitsministeriel bevågenhed. Selv om PET i udgangspunktet var meget opmærksom på Dutschkes internationale og især tyske forbindelser, så resulterede overvågningen efter kort tid i den opfattelse, at Dutschke nærmest virkede modererende på sine danske og internationale dialogpartnere, og at han ikke udfoldede nogen systematisk politisk aktivitet i Danmark. Det ses ikke, at PET’s eller regionsafdelingens efterforskningsaktiviteter skete som følge af eller på nogen måde blev intensiveret som følge af en udenlandsk tjenestes interesse for Rudi Dutschkes færden og aktiviteter. Rudi Dutschke personificerede en intellektuel, personel og ideologisk forbindelse mellem den århusianske venstreorienterede studenterungdom og de mere erfarne vesttyske venstrerevolutionære. Det indebar på den anden side også et modererende moment. Hans disputats fra 1974 var således en målbevidst kritik af Lenin og Marx. Heri kan man bl.a. læse, at Lenins bidrag til kommunisternes centralistiske bureaukratiske diktatur var medvirkende til at hindre folkemassernes demokratiske deltagelse.[72] Det bør ligeledes bemærkes, at da der i slutningen af 1970’erne blev etableret en forbindelse mellem venstreekstreme grupperinger i Århus og RAF-sympatisører i Tyskland, var der intet personsammenfald eller nogen personelle forbindelser i forhold til den gruppe, som i sin tid havde rod i Molskollektivet og forbindelse med Dutschke i de tidlige 1970’ere.[73] Den varige effekt af Dutschkes ophold i Århus var formentlig mest af ideologisk og teoretisk art. Desuden kan det formodes, at Centralafdelingen og regionsafdelingens efterforskere på dette stofområde tidligt erhvervede sig en vis viden om forhold vedrørende den røde terrorisme i Vesttyskland og dermed et vist beredskab i forhold til denne problematik.

Anarkisterne og Regnbuen

Den vesttyske statsmagts reaktion på studenteruroen og RAF’s aktiviteter blev af mange anset som en bekræftelse på de teoretiske læresætninger om - som det hed - den kapitalistiske klassestats iboende repressive, imperialistiske og - i sin konsekvens - fascistiske karakter. Man skulle således udfordre statsmagten for at tvinge systemet til at lade den parlamentarisk-demokratiske maske falde. Endelig kan man i det århusianske ungdomsmiljø følge udviklingen af en subkultur i opposition, som fra slutningen af 1970’erne i stadig mere militant form udfordrede ”systemet”.

En central del af dette miljø var anarkisterne, der med deres antistatslige betoning og alternative organisationsformer adskilte sig fra de traditionelle grupperinger på venstrefløjen, og som med deres meget internationale udblik var særligt disponerede for at indhente inspiration fra begivenhederne i Vesttyskland, Frankrig og Italien. I 1978 dukkede anarkisterne op som et væsentligt arbejdsområde for regionsafdeling II. Den egentlige anledning var igangsættelsen af en større efterforskningsoperation med forbindelser til udlandet (se nedenfor). Der var tale om en lille sluttet kreds af revolutionære på omkring 25 mennesker, som var organiseret omkring Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID), og som havde tætte forbindelser til den Internationale Føderation af Anarkister (IFA). To personer fra Århus havde da også deltaget i IFA’s kongres i Carrera i Italien i marts 1978.[74] Anarkisterne var diffust organiseret i personlige netværk, hvoraf en del havde forskellige - hyppigt skiftende - bofællesskaber og kollektiver som knudepunkter. Der var en vis berøringsflade til universitetets studentermiljø - især igennem Fronthuset i Mejlgade - og til den anarkistiske bogcafé Regnbuen ligeledes i Mejlgade. Deres arbejde var centreret om sager og aktioner, og selv om mange af anarkisterne havde intense ideologiske diskussioner med internationale referencer, så havde bevægelsen tilsyneladende ingen formaliseret programmatik.

Anarkisterne var, om end ret fåtallige, den politiske gruppering, som i slutningen af 1970’erne og i de tidlige 1980’ere kom til at optage flest ressourcer og mest opmærksomhed hos PET’s regionsmedarbejdere. Dette skyldtes dels, at anarkisterne dukkede op i centrum af en af regionens større efterforskningssager, og at personkredsen med en vis berøring til bogcaféen Regnbuen var nøglepersoner i en række aktioner og venstrefløjsaktiviteter i denne periode. Først og fremmest tiltrak denne gruppe sig ikke alene regionsafdelingens, men også Centralafdelingens opmærksomhed, da man blev bekendt med, at der fandtes forbindelser mellem personer i anarkistmiljøet i Århus og kredse i Vesttyskland, som enten arbejdede med forskellige grader af sympati for de fængslede RAF-terrorister eller havde kontakt til fængslede RAF-medlemmer. Endelig kom anarkisterne i 1980-81 i centrum som mistænkte i efterforskningen af de brandattentater, der hærgede Århus, og som var anledningen til, at man forsøgte at infiltrere Regnbuemiljøet ved hjælp af Anders Nørgaard. Fra 1980 var en lille kreds af aktivister fra anarkistmiljøet deltagere i en række aktioner og politiske grupperinger. Det gjaldt det politisk tværfaglige Nordirlands-initiativ, El Salvador-støtteaktionerne, solidaritets-kampagnerne for Libyen mv.[75]

Kommissionen har i sin kortlægning af dette miljøs politiske aktiviteter støttet sig til en række personsager, enkelte emnesager og det efterforskningsmateriale, som knytter sig til efterforskningen af forskellige sager i århusområdet. Blandt disse er især indsættelsen af Anders Nørgaard og det materiale om det anarkistiske og venstreradikale miljø, som operation Zeus kastede af sig. Endelig har Kommissionen været i stand til at drage nytte af forklaringer afgivet af personer i det anarkistiske miljø.[76] Disse oplysninger har bidraget med baggrundsviden om det politiske miljøs karakter, modus operandi, ideologi og motiver. Disse forklaringer tilbyder naturligvis tillige et vigtigt supplement og potentielt korrektiv til de oplysninger om indsættelsen af Anders Nørgaard, som Kommissionen har fra bl.a. PET, Anders Nørgaard og fra Frede Farmand. Der er således gennem dette materiale mulighed for at følge, hvordan denne lille, tæt sammenvævede og ideologisk motiverede gruppe samledes og iværksatte nogle af de aktioner, som optog en betydelig del af regionsafdeling II’s ressourcer i de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere.

Flere af aktivisterne i det anarkistiske og venstreradikale miljø havde tilknytning til universitetet og til studenterbevægelsen, ligesom Fronthuset, som blev etableret som mødested for studenterbevægelsen i 1977, blev et fast omdrejningspunkt i talrige aktiviteter. Mange af de politiske aktiviteter havde udspring i anti-imperialistiske kampagner, mens en del andre havde berøring til kampagnen mod Berufsverbot i Vesttyskland og sympatibevægelser til fordel for de fængslede RAF-aktivister. Andre grupper i studenterbevægelsen rettede kræfterne mod at etablere en alliance mellem akademikere og arbejdere. En del af dem, som stod i udkanten af aktiviteterne i studenterbevægelsen, mødtes inden for rammerne af bogcaféen Regnbuen. Regnbuen åbnede kort tid efter Fronthuset og var mødested for en diffus og til tider lidt skiftende personkreds af anarkister og antiautoritære socialister. Det netværk, som bevægede sig i Regnbuen, grupperede sig efter det oplyste i to hovedstrømninger. En traditionel anarkistisk strømning og en tyskinspireret gruppe, der sympatiserede med RAF og orienterede sig i retning af byguerilla og væbnet modstand, og som var af stærkt marxistisk overbevisning.[77]

I årene 1976-79 engagerede sidstnævnte gruppe sig stærkt i arbejdet for sympati med de vesttyske terrorister, som var fængslet i Stammheimfængslet. Flere af de centrale deltagere i personkredsen var i 1978 til en anarkistkongres i Carrerra i Italien, og en deltager har i den sammenhæng fortalt Kommissionen, hvordan han i en privat samtale med en anden deltager samt et centralt medlem af anarkistkredsen fra Århus kom ind på de væbnede, voldelige metoder, som RAF havde anvendt. Mens de to tilsluttede sig disse metoder, tog den tredje person stærkt afstand fra RAF’s og De Røde Brigaders voldelige metoder. Førstnævnte har beskrevet, hvordan han selv og et andet medlem på et tidspunkt i efteråret 1978 i København og Odense opsatte plakater, som søgte at retfærdiggøre De Røde Brigaders mord på den forhenværende italienske ministerpræsident Aldo Moro.[78]

Gruppens engagement for de vesttyske fængslede terrorister førte dem sammen med vesttyske forbindelser, bl.a. gennem den såkaldte komité til forsvar for de politiske fanger i Vesttyskland (IVK) og siden hen efter selvmordene i Stammheimfængslet Undersøgelseskommissionen vedrørende Ulrike Meinhofs død (Internationale Untersuchungskommission zum Tode der Ulrike Meinhof, forkortet IUK). I 1979 blev kredsen kontaktet af Ulrike Meinhofs søster og af visse vesttyskere med forbindelse til RAF-fangerne.[79] En kontakt fra miljøet til en i Århus bosiddende journalist opfordrede til, at denne varetog sekretariatsfunktionen for IUK. Den pågældende tog kontakt til nogle studerende - heriblandt visse fra anarkistmiljøet - og bad dem hjælpe med ulønnet støttearbejde for sekretariatet, som i den følgende tid var en vigtig koordinationscentral for undersøgelsesarbejdet.[80] Danskerne spillede således en central rolle i IUK, og ved præsentationen af undersøgelsens resultater på et pressemøde i Paris i april 1979 oplæste én af kredsens medlemmer RAF-tekster for forsamlingen. Teksterne blev udleveret umiddelbart før, de skulle læses op.[81]

Efter denne episode kom gruppen i Århus i forbindelse med nogle RAF-kontakter, som opsøgte kredsen og opfordrede til at lave en aktion til fordel for de sultestrejkende fanger i Vesttyskland. Ifølge et af Århusgruppens medlemmers forklaring for Kommissionen overvejede man en aktion, hvor man skulle besætte det tyske presseagentur DPA i København og via agenturets telexmaskine udsende et støttebudskab. Aktionen løb ud i sandet pga. vanskeligheder med at lære at betjene telexmaskinen, angiveligt også pga. problemet med, at man skulle overmande en ældre tysk journalist, som betjente maskinen; men antagelig også på grund af, at kredsen blev kraftigt overvåget af politiet.[82]

I 1979-80 var visse enkeltpersoner fra kredsen aktive med hensyn til støttefunktioner for RAF. Ved en lejlighed rekognoscerede en person forholdene omkring en svensk forlægger, som havde trykt tekster for RAF og siden hen var gået konkurs, således at teksterne var bundet på det svenske lager. Tyskerne var blevet uvenner med forlæggeren og ville gerne sikre sig de mange bøger. Tanken var at skaffe de tyske tekster - ca. to paller bøger - ud fra konkursboet og transportere dem til Vesttyskland. Vedkommende opfattede det som en slags prøve eller et forsøg på at skaffe sig moralsk støtte. I løbet af nogle uger lykkedes det vedkommende at lokalisere teksterne til et pakhus i Lund, men efter nogen anstrengelser vendte denne tilbage til Vesttyskland og meldte, at opgaven var for vanskelig bl.a. på grund af, at det ville være svært at transportere to paller bøger fra Sverige, gennem Danmark til Vesttyskland.[83] PET fulgte rejsen og aktiviteterne, idet man formodede at den pågældende sammen med en svensk bekendt planlagde et indbrud i det konkursramte forlag for at bortskaffe nogle papirer med relation til RAF.[84]

Ved en anden lejlighed rekognoscerede en person fra kredsen forholdene omkring den ”grønne grænse” mellem Danmark og Vesttyskland med henblik på at undersøge, om det var muligt at smugle mennesker over grænsen. Vedkommende var i Kruså tre gange i denne forbindelse. Kontakten til tyskerne gik bl.a. gennem Hamburg. En af personerne var i Hamburg flere gange mellem oktober 1979 og marts 1980 for at mødes med ”...mennesker, der havde brug for støtte”. Der bestod bl.a. en forbindelse med Wolfgang Beer, som man mødtes med i Hamburg på et tidspunkt, hvor Beer var gået under jorden. Da denne seks måneder efter døde i en bilulykke, var to fra kredsen med til hans begravelse i juli 1980.[85]

Ifølge et medlem af anarkistgruppen skal en ledende anarkist fra Århus i 1980 have været i Vesttyskland for at gå under jorden og etablere en RAF-kontakt. Han skal imidlertid have tabt modet under ventetiden i det sikre hus og have forladt stedet, uden at kontakten nåede at blive etableret.[86]

I 1979 synes forholdene i Århus i øvrigt at være blevet skærpet. I juli 1979 havde man i det bredere aktivistmiljø dannet en aktionsgruppe på 30-40 personer, som under navnet Boligkaravanen - og i øvrigt uden forbindelse til RAF-problematikken og Vesttyskland - besatte en række ejendomme, som stod tomme i Århus. Initiativet kom fra tre kollektiver, der var blevet hjemløse, og som derfor satte sig for at kollektivisere bolignøden. Når politiet ankom, forlod gruppen igen stedet. I september 1979 besatte gruppen Østbanegården og blev ved en større politiaktion sat ud af den besatte ejendom. Under aktionen blev næsten et dusin anholdt og flere bidt af politihunde. En af personerne fra den snævrere kreds klagede sammen med flere andre over politiet, og det kom til en offentlig undersøgelse. Boligkaravanen stoppede i 1979 - gik i ”vinterhi” - bl.a. som følge af, at flere fra karavanen flyttede sammen i bofællesskaber og kollektiver. Ud af denne kreds af aktivister udkrystalliseredes den centrale anarkistgruppe på fire personer, som skulle blive til Statsfjenderne.[87] Udtrykket den centrale anarkistgruppe er Kommissionens og vil blive anvendt nedenfor.

Billede: Østbanegården, 1982. I september 1979 besatte Boligkaravanen Østbanegården og blev ved en større politiaktion sat ud af den besatte ejendom. Aktionen fik en særlig status i anarkistkredse og inspirerede den senere BZ-bevægelse, som den 11. oktober 1982 besatte bygningen på ny (Allan Holck, Arbejdermuseet og ABA).

Østbanegården, 1982. I september 1979 besatte Boligkaravanen Østbanegården og blev ved en større politiaktion sat ud af den besatte ejendom. Aktionen fik en særlig status i anarkistkredse og inspirerede den senere BZ-bevægelse, som den 11. oktober 1982 besatte bygningen på ny (Allan Holck, Arbejdermuseet og ABA).

Antagelig voksede aktionerne frem i sammenhæng med forbitrelsen over, at politifolkene undgik kritik for deres optræden under aktionen ved Østbanegården. I april-maj 1980 var der flere i kredsen, som ønskede at hævne sig ved at nedbrænde politiets garageanlæg. Aktionen var nøje planlagt. Man havde indkøbt petroleum og forinden placeret en bombeattrap i den kinesiske restaurant i Reginabygningen, hvor kriminalpolitiet havde kontorer. Man planlagde at indtelefonere en bombealarm og derpå iværksætte afbrændingen, når betjentene havde forladt garageanlægget og kørt til alarmstedet. En ledende skikkelse i anarkistmiljøet har forklaret, at man således ønskede at undgå personskade. Aktionen blev imidlertid aflyst, da det ved et tilfælde gik op for to af gruppens andre medlemmer, at politiet overvågede dem.[88]

Statsfjenderne var en lille sammennittet gruppe, som mellem juli og november 1980 gennemførte en række brandattentater på IBM, Terma og det britiske konsulat. Gruppens navn var formentlig hentet fra kriminalinspektør Iversens udtalelse om, at IBM-aktionen udgjorde et anslag mod statens sikkerhed. Men gruppen blev også kendt under en betegnelse inspireret fra en af dens udsendte erklæringer, Saftevandsfronten. Gruppens aktioner var vel planlagte, ideologisk motiverede og blev i reglen fulgt op af ideologisk gennemarbejdede erklæringer. Allerede i september 1980 gled et af medlemmerne af gruppen imidlertid ud af kredsen og trak sig snart derefter helt ud. Efter aktionen i november 1980 gik gruppen i opløsning som aktionsgruppe, om end i hvert fald to af de centrale aktører forblev aktive i miljøet omkring Regnbuen og fortsatte med at deltage i det politiske arbejde og i forskellige protestaktioner.[89] Da Anders Nørgaard i begyndelsen af 1981 begyndte at infiltrere det anarkistiske miljø i Århus, fik han i en periode mellem februar og oktober 1981 kontakt til flere af personerne fra Statsfjenderne.

Årsagen til opløsningen af Statsfjenderne som aktionsgruppe kan muligvis findes i PET’s overvågning af de centrale aktører i kredsen. En tidligere ledende skikkelse i Statsfjenderne har forklaret, at:

“Efter aktionen på konsulatet vidste de, at niveauet havde toppet og at der ikke kunne gennemføres flere aktioner af den type, uden at de måtte gå under jorden. Vilkårene for at leve illegalt i Danmark er ekstremt svære. Det kan lade sig gøre i en kortere periode, men ikke i en længere. Det var et dilemma som de 3, der var tilbage, stod i, og de valgte at stoppe helt i november 1980. De deltes lidt tilfældigt. En tog til København og gik ind i BZ-miljøet og…[en anden] sjaskede lidt rundt og begyndte at komme lidt i Regnbuen igen. (...)”.

Det tidligere medlem har ydermere forklaret, at han ”forsøgte stadig - først alene, derefter sammen med to piger - at fortsætte med at fastholde kontakten til Tyskland”. Hans indstilling var, ”at der skulle ‘ske noget’.”[90]

Der var således flere kredse, netværk og grupperinger, som på den ene eller anden måde samlede PET’s opmærksomhed i denne periode. Flere aktører i miljøet var allerede kendt af PET som følge af deres engagement i Vesttysklandsarbejdet til fordel for RAF-fangerne og mod Berufsverbot samt for forbindelserne til de forskellige grupperinger i Vesttyskland. I perioden 1979-81 var Boligkaravanen en social og politisk enhed, hvorfra der rekrutteredes aktivister til forskellige aktioner, bl.a. besættelser, men også protester af forskellig art som f. eks. besættelsen af tårnet i Århus Domkirke i marts 1981 i protest mod mordet på ærkebiskop Romero i El Salvador. Disse grupperinger havde sociale og politisk-ideologiske forbindelseslinjer på tværs af de forskellige bofællesskaber og kollektiver, men også i forhold til bogcaféen Regnbuen i samme periode. Endelig bestod der sandsynligvis en kort overgang i nogle måneder i 1980 kontakter eller fælles berøringsflader mellem Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB) og Statsfjenderne. Efter november 1980 holdt begge grupperinger pludselig inde med deres aktiviteter.

En tidligere ledende anarkist har i sin forklaring for Kommissionen lagt betydelig vægt på, at Anders Nørgaard i sin beskrivelse af aktiviteterne omkring bogcaféen talte om ”Regnbuebevægelsen”, og på, at dette var en misforstået opfattelse, da der aldrig eksisterede en regnbuebevægelse. Der var i stedet tale om en blandet samling af unge venstreorienterede med ret forskellige og sjældent harmoniserede ideer.[91]

Spørgsmålet om RAF-forbindelser, 1977-80

Det kan på baggrund af ovenstående hævdes, at PET havde et grundlag for at interessere sig for det århusianske venstrefløjsmiljøs forbindelser til Vesttyskland i denne periode. Først og fremmest samlede interessen sig om den lille kreds af militante venstrefløjsaktivister, som havde forbindelse til det anarkistiske miljø. Den væsentligste årsag til regionens interesse for anarkisterne var, at man mistænkte dem for at have tætte forbindelser til kredse i Vesttyskland med nær relation til de fængslede RAF-medlemmer. [92]

“...det [er] konstateret, at disse anarkistiske kræfter har kontakt til fængslede RAF-medlemmer samt udøver en betydelig kontakt til RAF’s basisorganisationer SCHWARTZE HILFE og REVOLUTIONÄRE ZELLE.”[93]

I 1977-78 pegede flere spor i retning af en personkreds blandt anarkisterne i Århus. I første omgang pegede den såkaldte ”pas-sag” i retning af, at danskere sendte deres identitetspapirer videre til forbindelser i Vesttyskland for derpå at melde bl.a. deres pas stjålne eller bortkomne. Den 14. oktober 1977 fandt DSB-personale i toget Nordpilen fra Frederikshavn til Hamburg indvendig i låget på en papirhåndklædebeholder på toilettet tre danske pas fastklæbet sammen med to førerbeviser og to International Student Identity Cards. Passene tilhørte danske statsborgere med bopæl i København, men med tætte relationer til Århus.[94] Sporet kunne forbindes med en person, der var medlem af den internationale undersøgelseskommission, som undersøgte Ulrike Meinhofs død, IUK. Det lykkedes PET’s regionsafdeling at få en kendelse på en telefonaflytning af vedkommende, men ifølge efterforskeren holdt det hårdt. Dommeren påpegede, at dansk straffelov kun gjaldt i Danmark, og at transport af passene til udlandet med ulovligt formål ikke kunne understøtte en kendelse. Retsplejelovens regler var imidlertid opfyldt, da man antog, at passene var smuglet til udlandet med henblik på ulovlig indtrængen i Danmark.[95]

Et andet forhold, som henledte myndighedernes opmærksomhed på gruppen, var, at en vesttysk statsborger i 1977 blev arresteret i Holland under mistanke for tilknytning til en vesttysk terrorgruppe. På ham fandt man notater med adresser, navne og telefonnumre på omkring 40 danskere, herunder tre århusianske venstrefløjsaktivister, som alle havde meldt deres pas stjålne. Også fra anden side rettedes PET’s opmærksomhed mod de pågældende, da der på en person, som blev arresteret i udlandet under mistanke for medlemskab af RAF, blev fundet et notat, som førte videre til de pågældende danske statsborgere. I denne forbindelse rettedes en efterforskning mod flere af de pågældende. Det drejede sig blandt andre om en kreds af personer, hvoraf flere havde studeret på Aarhus Universitet og deltaget i forskellige former for studenterpolitik. Det var ikke mindst en person i den centrale anarkistgruppe, som også var aktiv i Århus-komitéen mod Berufsverbot og kontaktperson for Solidaritetskomitéen for Politiske Fanger. Som følge af efterforskning i region II kom det frem, at personen i den centrale anarkistgruppe havde forbindelse til den pågældende vesttysker. Sidstnævnte arbejdede på det advokatkontor i Stuttgart, som betragtedes som RAF’s informationskontor, og medvirkede i denne egenskab til indsmugling af våben og sprængstoffer til de fængslede RAF-terrorister i Stammheimfængslet. Det kom videre frem, at den danske anarkist havde forbindelse til Ulrike Meinhofs søster i Vesttyskland. I Centralafdelingen reagerede en efterforsker med interesse, idet man fandt, at disse oplysninger indikerede en relation til vesttyske venstreradikale grupper eller til terroristorganisationer.[96]

En anden aktivitet med forbindelse til Vesttyskland fandt sted tidligt i 1978 ved et arrangement i Århus, den såkaldte Vesttysklandsuge, i tiden fra den 19. til den 26. februar 1978. En af arrangørerne af Vesttysklandsugen var med i den centrale anarkistgruppe, som under arrangementet havde to af talerne, to vesttyske forsvarsadvokater, boende hos sig. Omtrent samtidig søgte to personer fra den centrale anarkistgruppe om tilladelse til at besøge fængslede RAF-medlemmer i Hamburg.[97]

Region II fulgte i en række efterforskningsskridt relationen mellem den centrale anarkistgruppe og de vesttyske kredse, som havde forbindelse til RAF-sympatisører eller til støttegrupper for de politiske fanger. Det fremgik heraf, at Ulrike Meinhofs søster tog kontakt til en person i den centrale anarkistgruppe og i marts 1978 bad denne og en anden person komme til Vesttyskland. Resultatet af denne kontakt var åbenbart, at de pågældende rejste til Vesttyskland, efter at man i Danmark i den lille kreds havde overvejet strategien for IUK.[98] Der var tale om en kommission, som var meget kritisk over for de vesttyske myndigheder, og som skyldte sin eksistens de verserende mistanker om, at der ikke var tale om et selvmord. Kommissionen havde også forbindelse til den såkaldte Internationale Verteidiger Komitée (IVK), som støttede de ”politiske fanger” i de vesttyske fængsler. Der er en del begrebsmæssig usikkerhed omkring de to organisationer, der til dels havde personsammenfald, og som til dels omtaltes synonymt i PET’s akter.[99]

Den efterforskning, som havde taget sin begyndelse med pas-sagen førte - sammen med forskellige oplysninger, som tilgik fra anden side - til, at man i PET blev opmærksomme på, at IVK/IUK havde et sekretariat i Danmark. I begyndelsen formodede man, at sekretariatet blev styret af en dansk anarkist, som var bosiddende i København, men man sporede efterhånden sekretariatets placering til Århus. Her lokaliserede PET det til et kollektiv i Århus med tilknytning til Anarkisternes Føderation i Danmark (AFID).[100] Region II fandt oplysningen interessant:

“Det forhold, at IVK’s sekretariat ’drives’ af en anarkistisk fraktion, må betragtes som værende så interessant efterretningsmæssigt, at en særlig efterforskning er nødvendig.”[101]

I løbet af de sidste måneder af 1978 viste efterforskningen, at styringen af IVK/IUK var gledet fra en person i den centrale anarkistgruppe til en anden, og at gruppen havde et stort antal kontakter til Vesttyskland i forbindelse med støttearbejdet for de politiske fanger. En del af telefonsamtalerne blev tydeligvist ført i meget sikkerhedsbevidst form.[102]

Da regionsafdeling II’s efterforsker i september 1978 bad om forlænget af-lytningskendelse på gruppen, henviste han til, at IVK, som ”...var opstået i kredsen omkring BAADER-MEINHOF-GRUPPEN, og som ledes af Ulrike Meinhofs søster...”, støttede en stor del af sine aktiviteter på et sekretariat i Århus.[103]

“Det har vist sig, at den personkreds, der har stået for IVK i Århus alle er tilknyttet ANARKISTISK FØDERATION I DANMARK (AFID), der er en revolutionær bevægelse, som støtter sin ideologi på BAKUNINS og KROPOTKIN’s tanker om revolutionens gennemførelse. Anarkisme er den sociale revolutions politik, der sigter mod afskaffelsen af staten og mod den økonomiske, helt igennem frie organisering af folket, en organisering fra neden og opefter. For at gennemføre denne politik vil man, hvis det er nødvendigt, anvende voldelige midler, hvilket historien har vist ved flere lejligheder.”[104]

Anmodningen blev opsummeret med den formulering, at der var grund til at antage, at de pågældende tilhørte en dansk gruppe:

“...der bl.a. har til opgave at yde internationale terrorister hjælp her i landet og i udlandet, og derved gøre sig skyldig i overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13...”[105]

Begrundelsen konkretiserede ikke alene i et vist mål forbindelsen til de egentlige vesttyske terrorister, men rummede også en vurdering af den anarkistiske ideologi og af de midler, som anarkisterne kunne tænkes at gribe til.

Aflytningen af folkene med forbindelse til IUK gav imidlertid efterforskerne i region II en del problemer, idet man var overbeviste om, at man havde fat i to af de centrale figurer, som var gengangere i alle kontakterne til Vesttyskland. På den anden side havde man problemer med efter den forløbne aflytning at underbygge sine mistanker. Sandsynligvis på grund af, at telefonsamtaler og korrespondance førtes under iagttagelse af betydelige sikkerhedsforanstaltninger og med ret vage referencer til de personer og sager, som man talte om. Et andet problem var, at sekretariatet formelt var placeret hos én person, men at det var to andre nøglefigurer i den centrale anarkistgruppe, som havde den reelle indflydelse i forhold til de vesttyske forbindelser. Derfor ønskede man i regionen at nedtage aflytningerne og samle kræfterne om de to nøglefigurer.[106] Man havde sikkert lokaliseret to af de helt centrale personer med forbindelserne til Vesttyskland, men man fandt egentlig ikke, at man havde stof nok til at fastholde en telefonaflytning på den tredje person:

“vi vil derfor gerne koncentrere vor efterforskning omkring disse, idet det hidtil har vist sig, at uanset hvad der foregår omkring ivk/iuk samt øvrige forbindelser til Vesttyskland, så er disse to personer involveret.

selv om vi har ‘lang snor’ i retten, så vil det på baggrund af det materiale, som er indkommet på aflytningen, være vanskeligt for os at begrunde en forlængelse, vi vil derfor gerne, hvis Centralafdelingen fastholder en forlængelse, modtage en telex indeholdende en holdbar begrundelse for forlængelse af telefonkendelse...”[107]

Vicepolitimester i PET Niels Schmidt resolverede, at aflytningerne skulle fastholdes på begge linjer.[108] På grundlag af denne rapport mødte vicepolitimester Niels Schmidt få dage efter for Århus by- og herredsret, og argumenterede for, at det var nærliggende at antage, at en aflytning af den pågældende linje kunne fremskaffe oplysninger af betydning for igangværende efterforskning vedrørende internationale terroristgrupper. Kendelsen blev da også givet på det grundlag, at beboerne havde en sådan tilknytning til internationale terroristkredse, at de ”...med føje kan sigtes for overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 eller 13....”[109] Begge aflytninger blev fastholdt for en periode på tre måneder med den begrundelse, at de pågældende havde forbindelser til Baader-Meinhof-gruppen, havde ført telefonsamtaler med belastede personer i Berlin og havde besøgt det fængslede RAF-medlem Werner Hoppe i fængslet i Hamburg.[110]

Efterforskningen førte til det klare resultat, at man havde fat i IVK’s sekretariat, hvorfra der flere gange om ugen førtes samtaler med Ulrike Meinhofs søster og flere deltagere i støttearbejdet. Aktiviteten var nu samlet omkring et andet kollektiv, hvor de to hovedaktører boede, men hvor også to andre implicerede holdt til.[111] De centrale personer foretog i denne periode også flere rejser til bl.a. Vesttyskland. På et tidspunkt modtog man fra en anden tjeneste i udlandet oplysning om, at der i Danmark fandtes to RAF-sympatisører, som stod foran en rejse til det pågældende land, en mand og en kvinde. Man udbad sig i den forbindelse de fornødne personoplysninger, før rejsen skulle finde sted. I PET’s Centralafdeling formodede man, at der var tale om to personer i den centrale anarkistgruppe.[112] Forespørgsel fra en udenlandsk tjeneste på de to personer i forbindelse med en udlandsrejse var allerede på dette tidspunkt besvaret ved, at Niels Schmidt personligt refererede sagen under besøg hos den pågældende fremmede tjeneste.[113]

Efterforskningen blev afsluttet i 1979. I årsrapporten for region II samme år gjorde man status over sagen. Man mente ikke længere, at grundlaget for efterforskningen var til stede. Man havde i den forløbne sag haft ni retsmøder, aflyttet seks telefoner og haft en brevkendelse. Endvidere havde man ekstensivt benyttet observation og skjult fotografering. Det kom frem, at sekretariatet for IUK først og fremmest var blevet forlagt til Danmark, fordi man i Vesttyskland frygtede, at myndighederne skulle lukke sekretariatet. IUK’s arbejde med hensyn til opklaring af omstændighederne omkring Ulrike Meinhofs død var imidlertid også afsluttet efter kommissionens afsluttende møde i Paris i januar 1979 og færdiggørelsen af en beretning fra kommissionen. Overvågningsoperationens afslutning betød imidlertid ikke, at man havde tabt interessen for de århusianske anarkister, hvis virke stadig blev fulgt nøje.[114]

Danmarks Socialistiske Befrielseshær

I 1980 blev Århus udsat for en række alvorlige brandattentater, som ramte forskellige bygninger og installationer med relation til andre stater, internationale firmaer eller danske myndigheder. Gerningsmændene skulle efter alt at dømme søges i visse af byens militante venstrefløjsmiljøer. Hermed var der tale om en ny vending i det politiske billede, som måtte give anledning til at revidere trusselbilledet. Spørgsmålet var, hvorvidt de mere ekstreme udslag af de byguerillaer, som sås i Frankrig, Vesttyskland og Italien, var ved at komme til Danmark.

Det første - formodede - anslag ramte den 27. januar 1980 Føtex på Frederiks Allé, da der tidligt på morgenen udbrød brand i varehuset. Politiet konstaterede, at vidner havde set to mistænkelige personer ved brandstedet umiddelbart før branden, og mistænkte, at der var kastet en molotovcocktail ind i et lagerrum. Brandårsagen blev ikke klarlagt, men den tekniske undersøgelse konkluderede, at der meget vel kunne være blevet kastet noget brændende ind gennem en sprække eller et vindue.[115]

Den 25. februar fulgte en brandstiftelse mod en Mercedes taxa parkeret hos en autoopretning på Axel Kiersvej i Højbjerg. Branden var tydeligt påsat, og vognen udbrændte.[116] Den 27. marts 1980 fulgte derpå endnu et tilfælde af mistænkt ildspåsættelse hos Citykonto i Scharndorffstræde i Århus midtby. Her rettede mistanken sig mod, at der skulle være blevet hældt brændbare kemikalier ind gennem en brevsprække, og at de derpå var blevet antændt af gerningsmændene.[117] Der var tilsyneladende her tale om hændelser, som kriminalpolitiet endnu anså for urelaterede. Fredag aften den 4. april 1980 fulgte så endnu et tilfælde af brandstiftelse, denne gang rettet mod politimester Erik Christensens lejlighed i Assensgade i en etageejendom på femte sal. Metoden var denne gang den samme. Branden var dog mere voldsom. Inden for døren var der brændt hul i gulvet og i et tæppe, lakken på dørene til andre rum var blæret op af varmen, og i en lejlighed blev lofterne sværtet af røg. Det tog brandvæsnet ca. 30 minutter at slukke ilden. Det politiske motiv syntes oplagt, idet beboerne i ejendommen den 8. april modtog et brev fra en gruppe, som kaldte sig Danmarks Socialistiske Befrielseshær, og hvori man undskyldte for forstyrrelsen og vedlagde 10 kroner som kompensation. Det blev forklaret, at hensigten var at sende en advarsel til politimesteren ”...og hans slags”.[118]

“Det forholder sig nemlig sådan, at politiet i sidste uge skred ind mod ytringsfriheden i Danmark og forbød DSB at komme til orde i pressen ved at beslaglægge en længere artikel, som DSB har udarbejdet og sendt til en række dagblade og nyhedsbureauer.”[119]

PET’s regionsafdeling II holdt Centralafdelingens Afdeling C løbende underrettet om udviklingen i sagen. Politimesteren og kriminalpolitiet besluttede indtil videre at holde brevet og efterforskningen tilbage i pressen, og at PET skulle søge at identificere den pågældende fraktion. Der var imidlertid tale om en hidtil ukendt gruppering. Man henviste til en kilde, der havde nær føling med fraktionsdannelser i Århusområdet, og som mente, at der var tale om en selvmodsigende betegnelse, da ingen socialistiske grupper ville benytte betegnelsen befrielseshær. Betegnelsen DSB blev i telexen markeret som en nyregistrering og blev noteret med det relevante registreringsnummer. Afdelings C’s leder satte straks de øvrige regioner i gang med at undersøge, om man var bekendt med DSB.[120]

Forklaring fulgte den 12. april 1980, hvor DSB udsendte sit politiske program, et tresiders manifest, som var forsynet med en forsideillustration, som viste et Danmarkskort med en femtakket stjerne over og bogstaverne DSB i centrum.[121] Heri hed det, at:

“DANMARKS SOCIALISTISKE BEFRIELSESHÆR ER GÅET I KAMP FOR ET SOCIALISTISK DANMARK

Det er med beklagelse, at den væbnede kamp er startet så sent i Danmark, den burde have været i gang lige så længe, udbytningens og undertrykkelsens åg har hvilet over danskerne, men da denne beklagelse nu er udtrykt, kan vi vende blikket fremad og konstatere, at der forestår en lang og blodig kamp. Lang fordi danskerne ikke er forberedt på kamp, og blodig fordi magthaverne ikke afgiver deres magt frivilligt. Hæren vil ikke ofre tilfældige menneskeliv til fordel for revolutionen, men kun kæmpe mod udbytterne og undertrykkerne.”[122]

Der blev her opfordret til, at man skulle slutte sig til DSB og danne kampgrupper. Til slut påtog DSB sig ansvaret for brandstiftelsen i Føtex og den udbrændte taxa, idet disse tilfælde blev beskrevet som en øvelse i brandstiftelse.[123] Fra Centralafdelingen rundsendte en efterforsker i Afdeling C straks til regionerne oplysningerne om DSB og udbad sig samtidig, at man snarest fremsendte de oplysninger, man måtte have derom.[124]

I region II må man have haft sine formodninger om, hvem der kunne være involveret i denne sag. Allerede den 14. april 1980 iværksatte man en operation ved en begæring til retten i Århus om aflytning af to kollektiver samt af en anden adresse i Århus. Den 17. april 1980 fulgte anmodning om oprettelse af telefonaflytning af et andet kollektiv uden for Århus. Tilladelserne fulgte for en periode indtil den 15. juli 1980.[125] Over for byretten forklarede den udsendte kriminalassistent, at der var tale om personer fra den centrale anarkistgruppe:

“...efterforskningsarbejdet i forbindelse med opklaringen af 4 ildspåsættelser i Århus, der har fundet sted indenfor de seneste måneder, har vist, at der er begrundet mistanke om, at der kan rejses sigtelse imod…[de to], der er medlemmer af samme organisation som sigtede, for at have iværksat ildspåsættelserne, ligesom der er begrundet mistanke om, at de pågældende forbereder andre aktioner af tilsvarende karakter, og tillige aktioner, der er omfattet af straffelovens § 114.”[126]

Omtrent en uge efter gik Rigspolitiets Rejsehold ind i efterforskningen af ildspåsættelserne.[127] Efterforskningen tog den form, at to kriminalassistenter fra Århus Politi sammen med rejseholdets folk foretog efterforskningen. Sidstnævnte skulle koncentrere sig om det skriftlige materiale fra PET, opbygge et arbejdskartotek og tilrettelægge den videre efterforskning. PET skulle på sin side søge at dyrke forbindelser til dagspressen for at grave videre skriftligt materiale om DSB frem. PET skulle også forsøge at indsamle skriftprøver fra skrivemaskiner og kopimaskiner i Fronthuset og andre steder, hvorfra det kunne tænkes, at DSB’s aktiviteter udgik. Endelig besluttedes det, at PET:

“...via aflytninger skal forsøge at indsamle materiale, der kan vise, [med blyant indsat: ‘om?’] at politiske kredse i århus står bag dsb.”

Man tog hurtigt kontakt til pressen, og det fremgik snart, at en redaktør på et dagblad kunne huske at have modtaget en skrivelse fra DSB. Brevet blev modtaget den 1. april, og da man gik ud fra, at der var tale om en aprilspøg, blev brevet smidt i affaldskurven. Det var altså dette, politimester Erik Christensen havde måttet undgælde for. Man tog straks skridt til at undersøge det pågældende dagblads affaldspapir. I løbet af kort tid fik man - efter opfordring - fra en kilde, hvis identitet og kildenavn ikke er omtalt, to skriftprøver fra skrivemaskiner på Fronthuset i Århus.[128]

Den 25. april 1980 fik efterforskningen tildelt et kodenavn, og i en telex fra samme taltes der om ”krisestaben”. Heri påpegedes det, at brevet fra DSB oplyste, at i et af brevene til pressen lå en nøgle til en døgnboks på Københavns Hovedbanegård. Dette spor ønskede region II nu undersøgt.[129] I denne telex optrådte i øvrigt en ny medarbejder i regionsafdeling II, som var overført fra Centralafdelingens terrorafdeling. Opsporingen af denne nøgle gav anledning til en del dramatik. Det viste sig, at garderobepasseren på Københavns Hovedbanegård havde tømt boksen, da der var forløbet mere end 48 timer. I boksen fandtes en brun mappe og to stykker A-4 papir, som blev overgivet til en efterforsker fra Centralafdelingen. Det ene stykke papir bar en tekst, som oplyste, at en sprængladning anbragt i kloakken ved Nationalbankens afdeling i Århus ville blive bragt til detonation inden den 6. april kl. 12.00. Det andet stykke papir viste et oversigtskort over domkirkepladsen i Århus med angivelse af, hvor den omtalte bombe skulle være placeret. Garderobepasseren havde, da han den 7. april tømte boksen, konstateret, at der ikke var sprængt nogen bombe i Århus, og derfor blot stillet tasken hen til de uafhentede sager.[130] Politiet undersøgte nu kloaknettet det pågældende sted i Århus for bomber. Ingen blev fundet, men DSB havde nu alvorligt gjort opmærksom på sin eksistens. Det gjaldt så meget desto mere, som at flere bemalingsaktioner og en ny ildspåsættelse af en bil blev konstateret. Bl.a. ud for kriminalpolitiets bygning i Søndergade blev der påmalet en femtakket stjerne med bogstaverne DSB, og også flere biler og lokaliteter blev med spraymaling påført DSB’s nu velkendte symbol.[131]

Interessen hos region II samlede sig klart om visse personer med tilknytning til ”slaget om Østbanegården”. I 1979 var der som tidligere anført foretaget en større slumstormeraktion mod Østbanegården i Århus, og efter en tid havde politiet grebet ind og ryddet lokaliteterne. Aktionen gav anledning til megen tumult og bidrog i ikke ringe grad til at sætte ondt blod mellem aktivisterne og politiet. En af de ledende figurer i aktionen, og i Boligkaravanen, som forestod besættelsen, var medlem af den centrale anarkistgruppe.

Boligkaravanen var i særlig grad i søgelyset, idet man ved gennemgang af fotomateriale fra en udsættelse af Boligkaravanen tydeligt så en skrivemaskine af den særlige art, som politiets teknikere mente var blevet benyttet til skrivelsen fra DSB. Også forskellige aflytningsaktioner mod flere kollektiver gav anledning til bestyrket mistanke mod denne gruppering og i særlig grad mod dens uformelle leder, der også var at finde i den centrale anarkistgruppe. Mellem den 30. april og den 1. maj fik man via telefonaflytning opsnappet oplysning om, at der var optræk til bemalinger med spraydåser. To grupper bevægede sig rundt i byen. Den ene - herunder et medlem af den centrale anarkistgruppe - blev observeret i færd med at male slogans som: ”directe action”, ”bekæmp staten” og ”Danmark ud af NATO”. Den anden gruppe, som den uformelle leder af Boligkaravanen fra den centrale anarkistgruppe tilhørte, blev ikke fulgt, men mentes at have påmalet hittegodskontoret med en rød femtakket stjerne samt DSB.[132] Problemet var, at dette gav anledning til en vis tvivl om identiteten af de folk, som støttede DSB, og til det spørgsmål, om der var flere grupper, som var aktive. Imens fortsatte bemalingerne. Frem mod den 5. maj 1980 fandtes bemalinger med den røde stjerne og DSB på flere biler. Den 2. maj var en person gået ind i Risskov Kirke og havde bemalet forhæng, alterdug og bibel med den røde stjerne og DSB. Den 4. maj blev Brabrand Kirke bemalet udvendigt med stjernen og ordene: ”væbnet kamp nu danmarks socialistiske befrielseshær”. Også Åbyhøj Kirke blev bemalet med stjerne og med bogstaverne DSB. Endelig var der på en gravsten på Nordre kirkegård over trafikminister, statsråd H.P. Ingerslev påmalet en rød stjerne med bogstaverne DSB. I efterforskningsgruppen besluttedes det nu, at man skulle skride til at etablere rumaflytninger på de to mest centrale adresser.[133]

Sagen blev på dette tidspunkt opfattet som så alvorlig, at man rettede henvendelse til det vesttyske kriminalpoliti, idet man sendte en oversat kopi af DSB’s program og forespurgte, om der forelå ideologisk overensstemmelse med RAF eller andre tyske terrorgrupper. Svaret var negativt.[134] Det blev videre besluttet i efterforskningsgruppen, at kriminalinspektør Iversen skulle tage kontakt til den lokale presse og orientere denne om de ildspåsættelser og hærværksaktioner, som var sket, og om at DSB havde påtaget sig ansvaret.[135]

Efterforskningsgruppens aflytning af en samtale mellem to personer i den centrale anarkistgruppe og flere andre tydede på, at denne gruppe ikke var blandt de aktive i DSB eller var klar over, hvem bagmændene var. Der var således en del diskussion frem og tilbage om, at det kunne være højreorienterede grupperinger, da sprogbrugen ikke blev anset for egentlig i overensstemmelse med socialistisk tankegang. Andre mente, at der var tale om en gruppe unge.[136]

I slutningen af maj skiftede fokus i efterforskningen til en anden gruppe, som ikke havde forbindelse til de berørte kollektiver. En anonym anmelder havde peget på tre personer som bagmænd for DSB. De tre pågældende var, som det hed i telexen, ”...kendte her (ikke reg)...”.[137] Men også denne personkreds syntes at være en blindgyde for efterforskningen. Lidt inde i juni, dvs. næsten en måned før aflytningskendelsen udløb, besluttedes det på et møde mellem efterforskningsgruppen og politimesteren at nedtage aflytningerne på de fire numre, som aflytningsoperationen foreløbigt havde rettet sig imod.[138]

Den 4. juli 1980, på USA’s uafhængighedsdag, skete der imidlertid igen noget. I IBM’s lokaler i Banegårdsgade i Århus blev der kastet en sten gennem et vindue efterfulgt af to molotovcocktails.[139] Ildspåsættelser af personbiler fortsatte i øvrigt. Den 30. juli havde Jyllands-Posten en overskrift, som lød: ”Århusiansk terrorgruppe jages af fem kriminalfolk”. Kriminalinspektør Jørgen Iversen forklarede til avisen, at DSB kunne være af enhver politisk observans, idet man heller ikke kunne afvise, at der var tale om en højregruppe, som ville lægge venstrefløjen for had.[140] I august fulgte en ny aktion. Denne gang var der tale om en bemaling af Mindegården i Mindeparken ved Marselisborg, en skulptur i Rømerhaven og en mindesten ved Marselisborg Gymnasium. Mindetavlen over de faldne danskere i den 1. verdenskrig var påmalet ordene:

“kaere partisaner. tillykke med aktionen ved ibm. kampen er nu for et socialistisk danmark. dette monument er spot. arbejderne er klogere. de ved de kaempede som brikker i magthavernes spil. aere vaere de faldnes minde. vaebnet kamp her og nu.”

Igen var der også påmalet de karakteristiske røde stjerner som tidligere. Regionsafdeling II’s efterforsker identificerede klart aktionen som de ægte DSB-folks værk. I øvrigt kom justitsminister Henning Rasmussen i anden anledning på besøg ved Århus Politi og fik af politimesteren og regionsafdelingslederen en redegørelse for sagen.[141]

I sommeren 1980 syntes efterforskningen at kredse omkring flere forskellige muligheder. Således hældede lederen af region II efterhånden nærmest til, at der måtte være tale om, at DSB-aktionerne havde rod i nynazistiske kredse. Af politimesteren i Århus fik han frie hænder til at trække på ordens- og kriminalpolitiets personel med henblik på observationsopgaverne rettet mod en gruppering nynazister, som man havde mistænkt for DSB-aktionerne.[142] I september samlede interessen sig igen om en anden lille personkreds, som havde tilknytning til Boligkaravanen.[143] Region II lod de pågældende personer observere og instruerede også observationen om at gennemføre en ransagning af en adresse efter en anholdelse af én af de pågældende. Man var i særlig grad opmærksom på, at flere af de relevante personer i 1976-77 havde haft forbindelse til Komiteen imod Berufsverbot i Vesttyskland, til en vesttysk statsborger, som senere var advokat for RAF-folk, og til en efterforskning af RAF-aktiviteter i Vesttyskland i 1977.[144]

Den 17. september 1980 opstod en storbrand i møbelforretningen Zebra på Agerøvej i Tilst. Ved branden, som mistænktes påsat, opstod der skader for et millionbeløb. På bygningens gavl stod påmalet DSB og sloganet: ”Attentat mod kapitalen”. På en plantekumme stod ligeledes påmalet en rød, femtakket stjerne og bogstaverne DSB. Det ramte firma var dog allerede trådt i betalingsstandsning.[145] Ritzaus Bureau udsendte en meddelelse, hvori det hed, at den internationale terrorisme havde nået Danmark. Kriminalinspektør Jens Iversen sagde til pressebureauet, at: ”Vi betragter forbrydelserne som et anslag mod statens sikkerhed.(...). Der er ikke tale om almindeligt hærværk, men om politisk orienterede aktioner.[146]

DSB’s ideologiske univers

Et af de mere interessante momenter i den korte episode med tysk-inspirerede, celle-baserede voldshandlinger i Århus i 1980 er de ideologiske ytringer, som fremkom fra gerningsmændene. Modsat de tekniske spor og de øvrige indhentninger byder de forskellige pressekommunikéer og manifester sig til som mere sammenhængende udsagn, der gav PET en mulighed for at få indblik i tænkningen i de sekteriske aktivistmiljøer.

I forbindelse med aktionerne udsendte DSB en løbeseddel, som forklarede, at den traditionelle venstrefløj var ufarlig for magthaverne, fordi den ikke truede deres magt.

“De kapitalistiske magthavere udøver gennem deres håndlangere stadig kraftigere modforanstaltninger mod den aktive kamp for socialismen, og dette er den tydeligste dokumentation af fascismens stadig svagere kontrol med tingenes udvikling.

For magthaverne er den “legale” danske socialisme relativ ufarlig. Så længe venstrefløjen retter sig efter systemets præmisser griber magthaverne ikke ind med fascistiske terrormetoder. Det omvendte såes under kampen om byggeren. Når socialister handler på en måde så profitten trues, skrides der nemlig ind.

Miljøministeriets omstødelse af den kommunistiske miljøborgmester Ivan Hansens forbud mod klorproduktionen på sojakagefabrikken er et tydeligt eksempel på venstrefløjens manglende muligheder og på magthavernes kontrol med det parlamentariske system.

Skal der føres socialistisk politik, må det derfor være udenom magthavernes bestemmelser altså ved illegal kamp.”[147]

DSB’s aktiviteter syntes i den følgende tid at rette sig mod visse dele af dansk våbenindustri. I slutningen af september 1980 fandt postvæsnet i København således en åben skrivelse, hvorpå der stod, at den skulle afleveres til ”samfundets lakajer”. Postvæsnet afleverede den sparsomt adresserede forsendelse til politiet. Politiet lod straks oplysning tilgå PET. Skrivelsen angav tre mulige mål for anslag, nemlig DISA, NEA og Chr. Rovsing. Med den femtakkede stjerne og ‘DSB’, stod anført, at ”Vi har svoret at ødelægge så meget af krigsindustrien som overhovedet muligt”. Samme dag fulgte en telefonbombe mod DISA.[148] Selvom fokus nu syntes rettet mod Købehavn, er det mest sandsynligt, at gerningsmændene stadig havde en form for base i Århus. Netop på denne tid foregik der i Århus inden for den del af venstrefløjen, som arbejdede på lovlig grund, en kampagne, som søgte at rette søgelyset mod den danske våbenproduktion.

Dette foranledigede da også DSB til at sende en hilsen ved løbesedler til dem, som havde udført aktioner mod Terma og IBM (se nedenfor). De hilste det velkommen, at danske socialister både legalt (hermed henviste de givetvis til den offentlige kampagne mod våbenindustrien) og illegalt bekæmpede ”...magthavernes og udbytternes oprustning”. Den legale og den illegale kamp måtte derfor samordnes og intensiveres.

“dsbs partisankrig er udelukkende rettet mod magthaverne og udbytterne. den terror og tilfaeldige vold, som mange i dag frygter, oensker vi at staa som opponemter imod. ved ingen af vores aktioner , heller ikke aktionen i tilst, har vi derfor bragt uskyldige menneskers liv i fare.

at pet nu antyder, at det kraenker menneskerettighederne gennem telefonaflytninger, infiltreringer, registreringer og andre spionageaktioner mod danmarks socialister, er ikke et tegn paa nogen optrapning af den politimaessige indsats, men bare yderligere dokumentation af en gammelkendt sandhed, som herved bliver aabenbar for endnu flere.”[149]

Som et kuriosum tilføjedes det, at ca. halvdelen af ”...os dsb-partisaner...” fandt det meget mærkeligt i pressens dækning at blive betegnet gerningsmænd.[150] Det kunne vel kun opfattes sådan, at halvdelen af aktivisterne var kvinder, og at de var kønspolitisk bevidste. I det hele taget kaster løbesedlen et nyt lys over disse aktivisters selvforståelse. Alt tyder på, at der var tale om en gruppe med en stærk ideologisk motivation, og på, at denne ideologisk begrundede tolkning af det danske samfund tjente som en legitimering af aktionerne. Det var opfattelsen, at de reelle magthavere i samfundet var de kapitalistiske udbyttere, som via deres - som det hed - håndlangere fastholdt deres reelle magt. Blandt sådanne håndlangere var angiveligt politiet og PET, hvis undertrykkelse foregik i det skjulte, så længe venstrefløjen og socialisterne opererede inden for lovens og det parlamentariske systems rammer, som jo var kontrolleret af udbytterne. Først når man overskred disse rammer og udfordrede magthavernes kontrol og profit, viste systemet sit sande ansigt, således som henvisningen til PET’s overvågning af de danske socialister påstod. DSB anså det derfor åbenbart for sin opgave at udfordre systemet til at vise sig, som det var, og dermed bevidstgøre ”folket” om de virkelige magtforhold. Man opfattede sig altså som forbundet med folket. Forståelsen af forholdet til folket og synet på brugen af vold og terror rummede imidlertid visse gråzoner. Det blev således besværget, at man ikke ville ramme uskyldige mennesker, mens man forbeholdt sig retten til angreb på magthaverne og udbytterne.

Skrivelsen opfordrede i øvrigt ikke blot alle undertrykte og udbyttede, men også ansatte i politi, forsvar og brandvæsen til at slutte sig til DSB’s kamp mod magthaverne. Henvisningen til brandvæsnet kunne være tilfældig, men kunne også antyde en forbindelse til brandmanden Jens Holger Jensen, der tilhørte Appel-gruppen.

Billede: DSB. Løbeseddel fra Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB) med den karakteristiske femtakkede stjerne. Løbesedlen opfordrer til væbnet kamp for en socialistisk magtovertagelse. PET havde en mistanke om, at DSB havde forbindelse til Appel-gruppen, og at Århus havde været en slags øvelsesterræn for dens væbnede aktiviteter. Det lykkedes imidlertid aldrig for PET at verificere denne arbejdshypotese (PET’s arkiv).

DSB. Løbeseddel fra Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB) med den karakteristiske femtakkede stjerne. Løbesedlen opfordrer til væbnet kamp for en socialistisk magtovertagelse. PET havde en mistanke om, at DSB havde forbindelse til Appel-gruppen, og at Århus havde været en slags øvelsesterræn for dens væbnede aktiviteter. Det lykkedes imidlertid aldrig for PET at verificere denne arbejdshypotese (PET’s arkiv).

Gruppens syn på voldshandlinger og terror kom videre frem i en korrespondance, som blev fremprovokeret af et læserbrev fra en århusiansk venstrefløjspolitiker, hvori denne tog afstand fra DSB’s aktioner. DSB svarede med et brev stilet til politikeren, hvori de forsvarede deres syn på terror og illegale aktioner. Brevet var stilistisk anderledes end de offentlige skrivelser, idet det var personligt og mere snakkende end de meget programmatiske offentlige udladninger. Der var tydelige referencer i argumentationen til de italienske og tyske erfaringer med terror og byguerillavirksomhed. Det afviste, at de var desperate eller uligevægtige, og understregede, at de blot var overbeviste socialister, som kæmpede mod udbytterne og magthaverne.[151]

“Du nævner selv besættelsestiden og den kamp danske socialister dengang nødvendigvis selv måtte kæmpe. Dette eksempel vil vi gerne bygge lidt videre på ved hjælp af Scherfig’s “Frydenholm”. I “Frydenholm” kan du netop finde det meget præcist beskrevet, hvordan man dengang såvel som i dag, opfattede den første spæde modstand som terror.

Udbyttede og udnyttede bør med rette bruge ordet terror om enhver spæd og begyndende illegal modstand, da som du rigtig siger, kamphandlingerne kan være fascistisk skabte argumenter mod de demokratiske frihedsrettigheder og for indførelse af diktaturstater. Derfor er det vore opgave gennem vore aktioner at vise, at vi ikke er terrorister eller fascister, men en socialistisk hær som de udnyttede og udbyttede kan være trygge ved og drage nytte af.”

Aktivisterne drog således en parallel mellem sig selv og de danske modstandsfolk, som i samarbejdspolitikkens første år under besættelsen til tider blev betegnet som terrorister. Aktionerne søgtes således legitimeret ved, at man så sig som udtryk for en socialistisk modstand, som dermed også måtte være i overensstemmelse med folket. Der blev altså foretaget en teoretisk distinktion, hvorved man definerede magthavernes og systemets handlinger som illegitime og mere eller mindre forbundet med fascistiske diktaturtendenser, mens en egentlig socialistisk hær, som handlede i overensstemmelse med de udbyttede, ikke kunne anses for terrorister. Nogen begrænsninger for, hvilken form for aktioner der kunne anses for acceptable inden for denne logik, blev ikke nævnt. Dette træder så meget desto mere i relief på baggrund af den heroiserende og militante sprogbrug.

“Det vi tænker på er, at vi kan blive mulige krigsfanger for den kapitalistiske besættelsesmagt som regerer landet, og derfor bliver frygten ikke frygten for 1 eller 2 års fængsel mere eller mindre, men frygten for at komme i fascistisk “krigsfangenskab” eller omkomme under kamp, for selvfølgelig er vi bange, når vi går i aktion, det ville være dumt ikke at indrømme dette.”[152]

Der lå således latent i den logik, som fremgik af DSB’s skrivelser, at man opfattede systemet og dets håndlangere for undertrykkere, hvis virkelige repressive og voldelige tendenser endnu ikke var trådt frem for offentligheden, men ikke desto mindre som kræfter, der bevidst eller på grund af systemets logik var parate til at bruge alle midler for at fastholde grebet om magten - også potentielt til at gribe til fascistiske metoder. Konsekvensen måtte være, at så måtte også den socialistiske hær være parat til at kæmpe denne ”kamp” til ende.

Der findes ikke i efterforskningsmaterialet fra efterforskningen af brandattentaterne nogen samlede ideologianalyser af teksterne fra DSB. Men flere steder henvises der i efterforskningsgruppens og region II’s overvejelser til sproglige udtryk, abstraktionsniveau og ideologisk indhold som indicier for identiteten af forskellige gerningsmænd og ophavsmænd til forskellige løbesedler, aktioner mv. Som det ses ovenfor, søgte man også hjælp hos de vesttyske myndigheder med hensyn til den konceptuelle udformning af DSB’s proklamationer mv. Bemalinger og lignende blev nøje affotograferet og analyseret for overensstemmelse med symboler (den femtakkende, røde stjerne), signaturer og slagord, som man kendte fra DSB’s tidligere aktioner. Det kan som et supplement til PET’s efterforskning, der rigtigt bemærkede en væsensforskel mellem DSB og anarkisternes slogans, bemærkes, at DSB agiterede stærkt for nationaliseringer, hvilket er fremmed for anarkismens på mange måder antistatslige ideologi.

Billede: Hærværk forøvet af DSB mod alteret i Risskov Kirke den 2. maj 1980. Billedet er taget af Rigspolitichefen, Teknisk Afdeling (PET’s arkiv).

Hærværk forøvet af DSB mod alteret i Risskov Kirke den 2. maj 1980. Billedet er taget af Rigspolitichefen, Teknisk Afdeling (PET’s arkiv).

Saftevandsfronten

I anden halvdel af 1980 dukkede endnu en århusiansk aktivistgruppe op, hvilket fik PET til igen at interessere sig for det førnævnte kollektiv. Der var da også i vidt omfang tale om de gammelkendte personer fra Boligkaravanen, som bl.a. kredsede om anarkistmiljøet i Regnbuen, og som var under betydelig inspiration af RAF i Vesttyskland. Gruppen ”Saftevandsfronten” bestod af fire personer, der tilsammen udgjorde den centrale anarkistgruppe og arbejdede som en tæt sammensluttet, hemmelig og velorganiseret enhed, som ydermere var uhyre sikkerhedsorienteret både i forhold til aflytning af telefoner mv. og i forhold til deres aktioner.

Den 4. juli 1980 - på USA’s uafhængighedsdag - blev der som tidligere beskrevet om natten kastet en sten gennem ruden på IBM’s receptionslokale i Banegårdsgade i Århus. Gennem hullet i ruden blev der efterfølgende kastet en eller to molotovocktails ind i rummet. Der udbrød brand i lokalet, men denne blev ret hurtigt slukket, da et vidne bemærkede branden og ringede til brandvæsnet. Vidnet så ikke nogen personer omkring brandstedet, men politiet sikrede sig efterfølgende resterne af to flasker - bl.a. flaskehals med en klud indstoppet som væge - og stenen, hvorpå der var malet en rød prik.[153] Samme dag modtog B.T. og Jyllands-Posten proklamationer fra - må man formode - gerningsmændene, hvori de beskrev deres aktion. De understregede, at de absolut ingen forbindelse havde til ”det såkaldte DSB”. Kuverten var mærket ”til fandens fødselsdag” og rummede følgende proklamation:

“Man kan ikke blive ved med at tillade, at den amerikanske imperialisme fører åben krig mod befolkningen i den 3. verden og støtter de mest grusomme militærdiktaturer (Brasilien, El Salvador, Chile, Tyrkiet, Sydafrika, osv.).

Og man kan ikke blive ved med at tillade, at USA optrapper sine militære styrker i Vesteuropa. INGEN STATIONERING AF AMERIKANSKE SOLDATER OG VÅBEN I DANMARK. USA og NATO vil krig.

Derfor denne protest mod det amerikanske multinationale selskab, IBM, som er med til at programmere undertrykkelsen.

KAMPEN MOD US-IMPERIALISMEN ER INTERNATIONAL.”

I PET gik man straks i gang med at spore identiteten af gerningsmændene og deres eventuelle relation til DSB. En PET-efterforsker mente umiddelbart, at brevene i det ydre ikke havde megen lighed med DSB-skrivelserne. Man resolverede også, at man ikke som tidligere ville holde sagen tilbage fra pressen, da dette tidligere havde ført til brandstiftelsen mod politimester Erik Christensens lejlighed.[154] Sagen blev da også udførligt omtalt i B.T. den 5. juli under overskriften: ”Politisk terror hærger Århus”. Avisen omtalte sagen i forbindelse med de tidligere aktioner udført af DSB. Politiet ønskede imidlertid ikke at kommentere sagen.[155] Efterforskningen blev foretaget af kriminalpolitiet som normalt, men med rapportkopier til PET og jævnlige kontaktmøder. Sagen forblev dog samlet under det samme emnenummer med henvisning til DSB.[156] PET tog dog selv et efterforskningsskridt, idet man undersøgte, om der fandtes en tysk inspiration. Man var særlig interesseret i den sten, som var kastet gennem vinduet, og som var påmalet en rød prik. Var der tale om en form for politisk symbolik?[157]

Natten til den 8. september 1980 fulgte et nyt brandattentat mod virksomheden Terma Elektronik i Lystrup. Der blev kastet tre molotovcocktails mod fabrikken. Kun de to af flaskerne gik itu og antændtes, men da vinduerne ikke knustes, forblev skaderne begrænsede til sodsværtning af to vinduer og en del af muren. I hegnet omkring fabrikken var der klippet et hul, så attentatfolkene kunne komme igennem.[158] Terma var en af de danske virksomheder, som medvirkede i produktionen af dele til F-16 jagerfly som et led i det danske køb af F-16-jagere til det danske luftvåben.

Dette blev da også forklaret i et brev, som gerningsfolkene anonymt sendte til Ritzaus Bureau umiddelbart efter aktionen, og hvori de ligeledes betonede, at de ikke havde nogen forbindelse til DSB:

“Vores handling ødelægger ikke produktionen af dele til f-16 krigsflyene. Vi har brugt de midler, som vi har nu, for at vise at der findes en modstand i Danmark, der vil være parat til at handle på egne betingelser. Vi er statsfjender og vil ikke længere finde os i de elendige livsvilkår. Vi ved, at magthaverne vil kalde vor handling for “terror” og lignende fordrejninger. Men i sammenligning med deres altudslettende atomarsenal og krigsudstyr er de midler, vi har anvendt, det rene saftevand.

Vi vil vende vores vrede mod de skyldige i Danmark. De skyldige er de magthavere, der deltager i og underordner sig NATOs krigsforberedelser under ledelse af Vesttyskland og USA. De er skyld i, at flere og flere er tvunget til at leve på et eksistensminimum på socialhjælp eller på en elendig “folkepension”, de er skyld i, at samfundet presser flere og flere mennesker ud i psykiske lidelser eller til at begå mord eller selvmord.”[159]

Først nogen tid efter dette brandanslag, den 23. oktober 1980, modtog politiet via en journalist på en større avis endnu et brev, som var sendt til avisen fra ”Saftevandsfronten”. Forfatterne til dette manifest erklærede, at de ikke havde noget navn, men at de nu var i gang, og at de stod bag angrebene på IBM og Terma. Der var tale om et større manifest, som i første omgang motiverede angrebet på Terma med modstand mod den danske våbenproduktion og mod NATO. Et af motiverne var at skille sig ud fra DSB.[160]

“Vi skriver dette brev, fordi pressen og politiet har sat vore aktioner i bås med det såkaldte DSB, og de har dermed bevidst skjult de intentioner, der ligger bag vores aktioner.

Vi ønsker med brevet at skabe betingelser for en diskussion om, hvad det er vigtigt at kæmpe imod og hvordan - og ikke om, hvem/hvilke personer, der står bag. Vi ønsker at afklare situationen, som den ser ud nu, hvor vi bliver inddraget i en stemning af hetz og bagtalelse på grund af fascisternes/DSB’s offensiv.”[161]

Der blev udførligt refereret til forhold, som især havde berøring til skærpelsen af den kolde krig i Centraleuropa med bl.a. opstillingen af atomraketter i Vesttyskland. På det mere generelle plan begrundede man aktionerne med, at de var eksemplariske: de skulle vise, at man med direkte aktioner kunne vise sin vilje til modstand og konfrontere systemet. Der blev tegnet et dystert billede af den herskende politiske og sociale situation, hvor man fandt, at samfundet var gennemsyret af en voldelig undertrykkelse med bl.a. betonslum, politivold, oprustning og et skindemokrati, hvor magthaverne førte befolkningen bag lyset. Der var tale om en dystopi, ifølge hvilken magten lå i hænderne på den amerikanske regering, Vesttyskland og en lille gruppe magthavere i Danmark, som forberedte en krig, mens man skjulte sandheden for befolkningen. Der var i manifestet visse indirekte marxistiske referencer. Der taltes således om, at rustningsproduktionen blev benyttet som vej ud af krisen, og en lille gruppe af uspecificerede magthavere, som blot tillod det parlamentarisk-demokratiske system, men som i virkeligheden benyttede fascismen og politiet som magtens redskaber.[162]

“Vi vil vise en modstand, der uddyber spaltningen i selve den grundlæggende modsætning mellem de undertrykte og dem, de undertrykker. For hver eneste radikale og direkte aktion mod magtapparatet, bliver staten undermineret. Den får sværere ved at dække over den stadige udbytning af sit undertrykkelsesapparat, der er genstand for aktionerne. Og de modforanstaltninger, som magthaverne stiller op overfor de radikale aktioner, vil yderligere svække dem.

Den modstand, vi tænker på, er den direkte aktion, hvor vi handler på vores egne betingelser. Dvs. aktioner, hvor vi selv bestemmer tid og sted og bruger de midler, vi selv har. Vi får ikke andre til at handle på vores vegne. På grund af magthavernes reaktioner kan vi se, at det er en modstand, der er i direkte konfrontation med systemet. Mens det for os er en overskridelse af den angst, vi oplever, fordi vi er blevet bragt i en situation, hvor vi for en gangs skyld selv helt bestemmer over vores eget liv.”[163]

Gruppen opfattede ikke DSB som revolutionære, der kunne henregnes til venstrefløjen. Dertil var DSB-aktionerne for forvirrede og uden perspektiv. Denne forvirring - dvs. den manglende analytiske skarphed - og den nationale betoning i navnet antydede, mente forfatterne til denne skrivelse, at det var højrefløjen eller fascisterne, der stod bag i den hensigt at skabe et hetz-klima. Skriftet blev afsluttet med en afvisning af den traditionelle venstrefløjs lovlige og fredelige kampmidler og med et citat af Ulrike Meinhof: ”Protest er, når jeg siger, at det og det ikke passer mig. Modstand er, når jeg sørger for, at det der ikke passer mig, ikke længere sker.”[164]

Billede: Saftevandsfronten. Løbeseddel fra Saftevandsfronten, hvor gruppen tager ansvaret for aktionerne mod Terma og IBM. Aktionerne var ifølge løbesedlen udført i protest mod USA og NATO’s ”aktive krigsforberedelser”. Saftevandsfronten gjorde samtidig opmærksom på, at den ikke ville forbindes med aktioner, som Danmarks Socialistiske Befrielseshær havde stået bag (PET’s arkiv).

Saftevandsfronten. Løbeseddel fra Saftevandsfronten, hvor gruppen tager ansvaret for aktionerne mod Terma og IBM. Aktionerne var ifølge løbesedlen udført i protest mod USA og NATO’s ”aktive krigsforberedelser”. Saftevandsfronten gjorde samtidig opmærksom på, at den ikke ville forbindes med aktioner, som Danmarks Socialistiske Befrielseshær havde stået bag (PET’s arkiv).

Der var altså tale om et programskrift, som støttede sig til en vis marxistisk inspireret samfundsforståelse, men som var militant og kompromisløst i sin afvisning af det eksisterende samfund og først og fremmest staten. De egentlige magthavere skjulte sig bag den demokratiske facade, og politi og myndigheder var i virkeligheden magthavernes forlængede arm. Derfor skulle magten udfordres ved direkte aktioner, således at den viste sit sande ansigt og trådte frem i åben repression. Det diskuterende og i sin selvforståelse videnskabelige toneleje, skriftet var holdt i, havde også referencer til udenlandsk inspiration. Det gjaldt ikke mindst Ulrike Meinhof-citatet. Der var også referencer til Action Directe og anden fransk socialrevolutionær tænkning, og til klassiske marxistiske tolkninger af fascismen som et produkt af kapitalismen.

Det må på den baggrund anses for forståeligt - og givetvis også korrekt - hvis PET på grundlag af disse politisk-teoretiske udladninger antog, at der kunne eksistere en forbindelse til ikke mindst de vesttyske militante venstrefløjsgrupperinger. PET’s efterforsker sluttede da også umiddelbart, at brevets indhold tydede på en relation til vesttysk terrorisme.[165]

Det var tydeligvis våbenproduktion, som i særlig grad var i aktionernes fokus. Den 27. september 1980 fik direktøren for firmaet Radartronics sin bil udbrændt ved, hvad man mente var en påsat brand. Firmaet producerede dele til F-16 fly. Denne aktion udløste en pressemeddelelse, hvori DSB gratulerede gerningsmændene, som de betegnede partisangruppen Statsfjenderne.[166]

Endelig fulgte den 18. november 1980 ca. en time over midnat endnu et brandattentat. Denne gang var målet for aktionen firmaet N.C. Nielsen Boligtekstil, hvis direktør var engelsk konsul med konsulatskontor indrettet i sit kontor. Der blev kastet tre brosten gennem en indgangsdør, hvorefter gerningsmændene trængte ind i kontoret, hvor de enten hældte brændbar væske ud eller kastede en molotovcocktail. Hele kontorafdelingen udbrændte. Til venstre for døren, hvor gerningsmændene trængte ind, havde man skrevet ”morder” med sort maling.[167] Også denne gang blev der sendt en meddelelse til pressen, hvori gerningsmændene forklarede, at de havde foretaget aktionen i solidaritet med de politiske fangers sultestrejke i Nordirland og mod ”det engelske terror-styre i Nordirland”.[168] Der fremgik ikke af skrivelsen, hvem der havde afsendt den, men PET formodede, at afsenderne - og gerningsmændene - var Statsfjenderne, og at folkene bag denne gruppe skulle findes i det anarkistiske miljø i Århus.[169]

I november 1980 var gruppen omkring det tidligere omtalte kollektiv - der tilhørte den centrale anarkistgruppe - således tilbage i region II’s søgelys. Nye kendelser til telefon- og rumaflytning blev indhentet, idet det blev argumenteret, at kollektivet var tilholdssted for flere af de mistænkte for brandene på IBM, Terma og det britiske generalkonsulat i Århus. En væsentlig del af interessen hidrørte fra, at man havde oplysning om, at de ville modtage besøg af tre IRA-folk (om det var fra den væbnede arm af IRA eller den politiske præciseres ikke).[170] Man kan ikke sige, at den begrundelse, som PET gav over for dommeren, var synderlig detaljeret. Man nøjedes med at sige, at efterforskningen af branden på IBM, Terma og generalkonsulatet viste, at

“...der var gode grunde til at mistænke [en person fra den centrale anarkistgruppe] og medlemmer af en organisation, hvori hun deltager og formodes at være en ledende person, for at have planlagt og udført disse lovovertrædelser, og der foreligger endvidere grundlag for at mistænke de pågældende for forbrydelser, der er omfattet af bestemmelserne i straffelovens kap. 12 og 13.”[171]

Der fulgte dog også en rapport til retten om kollektivet, hvori mere detaljerede oplysninger fandtes. Foruden straffelovens kapitel 12 og 13 henvistes der også til, at de pågældende med føje kunne sigtes for overtrædelser efter §§ 181 og 183 (dvs. henholdsvis brandstiftelse og særlig farevoldelse, herunder anvendelse af sprængstoffer til fare for andre). De pågældende personer blev betragtet som tilhørende en anarkistisk organisation i Århus, og for de tre personer blev det konstateret, at de havde kontakter til en udenlandsk terrororganisation, og at man havde fundet falske legitimationspapirer hos dem.[172]

Et egentligt fokus i efterforskningen af anarkisterne i kredsen omkring kollektivet og Boligkaravanen er svært at konstatere. Problemet var tilsyneladende også, at der var tale om amorfe grupperinger, som samledes og spredtes på en måde, som ikke kendtes fra det traditionelle politiske foreningsliv. Navnene på nogle af grupperingerne kunne tilsyneladende skifte fra dag til anden, mens medlemskabet af grupperne også kunne variere efter, hvilken sag eller aktion der var tale om. Et nogenlunde fikspunkt - hvis man skal støtte sig til indtrykket fra efterforskningsgruppen - var, at tre personer, der tilhørte den centrale anarkistgruppe, gik igen, som de ledende - også mere teoretisk kapable - aktører i det anarkistiske miljø (den fjerde person var muligvis på dette tidspunkt rykket til København). I slutningen af 1980 dukkede der således en ny betegnelse op for nogle af de kredse, som mistænktes for forbindelse til Statsfjenderne, nemlig: Saftevandsfronten.[173] I virkeligheden kom navnet fra politiets omtale af aktionen mod IBM som et anslag mod statens sikkerhed. Navnet Saftevandsfronten kom fra gruppens kommuniké, hvori de omtalte anslaget som saftevand sammenlignet med USA’s fremfærd i den 3. verden.[174]

Et andet fikspunkt var, at flere af de ledende skikkelser vedvarende havde forbindelser til stærkt venstreorienterede miljøer i Vesttyskland. Som det hed i en rapport fra januar 1981:

“Statsfjenderne

efter vigtige samtaler fra kollektivet [...] og det ny kollektiv […] er vores mistanke mod [et medlem af den centrale anarkistgruppe] og gruppen omkring hende herunder [navn på et andet medlem af den centrale anarkistgruppe] blevet bestyrket. [Personen fra den centrale anarkistgruppe] har fortsat forbindelser til kredse i vesttyskland, der formentlig er r a f sympatisører den 13. d.m. rejste hun sammen med [det andet medlem af den centrale anarkistgruppe] til hamborg, hvor de formentlig har besøgt petra hedwig luckassen.”[175]

Tidligt i januar 1981 blev politiet i Helsingør i øvrigt kontaktet af en Anders Nørgaard, som under sine studier på AUC havde haft kontakt med en person med tilknytning til kredsen af anarkister. Han fortalte, at man i 1977 og 1978 havde interesseret sig meget for RAF og de italienske Brigate Rosse. Han havde fået kontakt med personen under den såkaldte Vesttysklandsuge i 1978 og her erfaret, at den pågældende havde megen sympati for RAF. Denne søgte at hverve ham til en gruppe kaldet Danske Kammerater, som var anarkistisk og skulle virke som sympatigruppe for de vesttyske terrorister.[176] Pågældende søgte at få ham med i et net, hvis hensigt skulle være:

“...at lave “eksemplariske aktioner” med det formål at gøre staten eller politimagten så ond, at borgerne ville lave oprør. Afhørte siger, at sådan udtrykte [pågældende] sig.

[pågældende] lagde i øvrigt ikke skjul på, at [denne] havde kontakt med Rote Arme Fraktion, og det er afhørtes indtryk, at [denne] med sikkerhed også havde kontakt til Brigate Rosse i Italien. [Pågældende] lagde heller ikke skjul på, at det “net”, som [pågældende] ville stifte, skulle yde aktiv hjælp til terroristerne. Afhørte siger, at det ikke direkte blev nævnt, men at han af samtalen kunne udlede, at [pågældende] søgte steder, hvor man kunne skjule undvegne fanger eller eftersøgte terrorister.”[177]

I samtalen fremgik det tilsyneladende, at de to århusianere støttede Antifa og den såkaldte gruppe ”Rote Zorn”.[178]

Det er utvivlsomt, at der bestod en kontinuitet og et personsammenfald mellem sympatiarbejdet til fordel for RAF-fangerne i Vesttyskland og Saftevandsfrontens aktioner. En person fra Saftevandsfronten har for Kommissionen forklaret baggrunden for aktionerne i Århus i 1980 og i sin forklaring lagt stærk vægt på, at Saftevandsfronten adskilte sig fra DSB ved en stærkere programmatisk bevidsthed og mere stringent organisation i overensstemmelse med RAF’s rolle som tydeligt forbillede:

“Mellem aktionerne mod Terma og det britiske konsulat blev der lavet en tekst indeholdende den ideologiske baggrund for attentaterne, og denne udkom i Århus Folkeblad. Teksten i artiklen var en parallel til RAF’s tekster. Teksten blev også omtalt i Aktuelt og blev sendt ud til pressen rundt omkring…[Det pågældende medlem af Saftevandsfronten] formoder, at PET også har den. Det var deres ideologiske grundlag og den politiske tekst, der var trykt i artiklen. Teksten blev skrevet efter mange drøftelser de 4 imellem.”[179]

Personen fra Saftevandsfronten har beskrevet, hvordan hele miljøet i almindelighed, men kredsen om Saftevandsfronten i særdeleshed, var grebet af paranoia og så politiovervågning alle vegne. Saftevandsfrontens modus operandi og selvforståelse var præget af denne tænkning og af inspirationen fra RAF. De fire i cellen, som stod bag Saftevandsfrontens aktioner, vidste, at PET kendte til dem, og arbejdede derfor strengt konspirativt. Man frygtede telefonaflytning, skiftede hele tiden lokaliteter og anvendte koder osv. Skrev man sedler til hinanden, blev de brændt. Sko, tøj og andet, der blev brugt til aktionerne, blev bagefter smidt ud. ”Når pressemeddelelsen var smidt i postkassen skulle alt være væk”. Til pressemeddelelsen tog de et hoved til en skrivemaskine og gik ned på ”Huset” og lånte en skrivemaskine. Derpå tog de en kopi af det skrevne, som igen blev kopieret. IBM-hovedet, som var blevet brugt, smed de væk, og de var omhyggelige med ikke at efterlade fingeraftryk på pressemeddelelsen. Man havde endvidere lejet et klubværelse som tilflugtssted, og det var her, man opbevarede en skrivemaskine.[180]

“Det er hele den teoretiske del der gør, at når man befinder sig det sted, har man ikke tillid til nogen som helst, og man holder sin kæft - ellers overlever man ikke. Alt vedrørende aktionerne var tilrettelagt i mindste detalje, både udførelsen og pressemeddelelsen og det var nøje sikret, at alle spor blev fjernet. Det altafgørende var, at de 4 stolede på hinanden og vidste helt præcis, hvem der gjorde hvad. Ingen skulle opdage noget, der måtte ikke snakkes til kærester eller til de andre i kollektivet. De 4 var 1 kvinde og 3 mænd.”[181]

Gruppen formindskedes imidlertid efter nogle få, kortvarige aktioner i 1980 til tre medlemmer, idet et medlem i september 1980 syntes at være på vej ud. PET’s overvågning var opmærksom på, at den ene person efterhånden skilte sig ud og snart anlagde en anden livsstil. Man var noget i tvivl om, hvorvidt dette var led i særlig konspirativ adfærd, eller om personen virkelig var på vej ud af gruppen. Også i Saftevandsfronten herskede der en del tvivl om den pågældendes rette revolutionære engagement, og man overvejede endda, om den pågældende var blevet politiagent.[182] Dette blev indledningen til opløsningen af gruppen. En tidligere ledende anarkist forklarer opløsningen af aktionsgruppen med, at man stod over for valget om, at hvis man ville fortsætte, så måtte man gå under jorden. Man valgte ifølge denne efter aktionen mod det britiske konsulat i november 1980 at stoppe helt. En gled ud, en anden rejste til København, og en tredje gled tilbage i Regnbuemiljøet.[183] Hermed opløstes formentlig arbejdsdelingen i gruppen, idet et medlem mest var teoretikeren, som interesserede sig for ”indholdet”, mens et andet medlem (ifølge egen karakteristik) mere var til, at der skulle ”ske noget”.[184]

Denne beskrivelse er præcis nok, for så vidt angår selve aktionsgruppen Saftevandsfrontens aktiviteter. Derimod er den næppe udtømmende, for så vidt angår gruppens enkelte medlemmer. Et medlem forsvandt i løbet af 1981 ud af PET’s fokus, men især to andre medlemmers aktiviteter i Århus blev fulgt, dels som led i den fortsatte overvågning, dels som led i efterforskningen af brandattentaterne bl.a. ved hjælp af oplysningerne fra Anders Nørgaard. Formentlig spillede PET’s overvågning og i hvert fald gruppens opfattelse af at være under overvågning en vigtig rolle for opløsningen af Saftevandsfronten. De resterende fortsatte dog med at udfolde en politisk aktivitet. Et medlem fortsatte sine kontakter til Vesttyskland, og i 1981 knyttede han visse kontakter til den libyske ambassade.[185] Et andet medlem fortsatte sine aktiviteter i omegnen af Regnbuen, og intensiverede i 1980’erne sine kontakter til bl.a. BZ-miljøet i København, ligesom han fortsatte med at spille en central rolle i Vesttysklandskomitéen og som forbindelsesled til stærkt systemkritiske kræfter i Vesttyskland.[186] Et tredje medlem gled ind i BZ-miljøet i København. En af efterforskerne fra regionsafdeling II formodede ligefrem, at de politiske aktiviteter i BZ-miljøet i København fik et vist momentum ved, at et par af aktivisterne fra Boligkaravanen senere flyttede København:

“På et tidspunkt klingede aktiviteterne i Århus af, fordi flere fra Boligkaravanen i Århus flyttede til København, og her startede det autonome miljø. BZ’ere og det autonome miljø i København er en forlængelse af Boligkaravanen i Århus.”[187]

Det er korrekt, at der bestod en tæt udveksling mellem miljøet i Århus og i København, og også at det århusianske miljø tilførte BZ-miljøet i København en vis politisk dynamik. Under alle omstændigheder viser materialet tydeligt, at tyngden i efterforskningen af militante yngre aktivistmiljøer senest i midten af 1980’erne flyttede fra Århus til København, og at profilen af PET’s efterforskning i Århus efterhånden skiftede i midten af 1980’erne. Men det kan ikke her afgøres, hvad årsagssammenhængen mellem disse udviklinger er. København havde på dette tidspunkt selv udviklet et aktivt BZ-miljø, og en række politiske aktiviteter var allerede i midten af 1980’erne begyndt at udkrystallisere sig og samle PET’s opmærksomhed. Således kan det næppe godtgøres, at RAF-inspirationer med hensyn til aktionsformer og organisering blev båret fra Århus til København. Derimod kan det ikke udelukkes, at der er sket en vis form for overførsel fra Århus til København i form af ideologi, militant adfærd eller opfattelser af statsmagten, og ej heller at den oftest primært karrierebetingede emigration mod hovedstaden har bidraget med erfarne politiske veteraner til det radikale politiske miljø i København.

DSB’s mulige forbindelse til Blekingegadebanden

I anden halvdel af 1980 kompliceredes billedet yderligere for efterforskningsgruppen, da nye aktører syntes at dukke op på den århusianske venstrefløjsscene. Den 15. september 1980 var der sket en trafikulykke på Viborgvej i Århus kun ca. 200 meter fra det møbelvarehus, som halvandet døgn senere blev nedbrændt som følge af en ildspåsættelse, som DSB påtog sig ansvaret for. En lastvogn kom ud af kontrol og ramte et folkevognsrugbrød, som stod parkeret i vejsiden ud for varehuset Bilka. Føreren i folkevognen, Jens Holger Jensen, blev dræbt på stedet. Jens Holger Jensen var imidlertid kendt i PET som medlem af Appel-gruppen og som en person med nær tilknytning til PFLP.

Som følge af trafikdrabet kom det frem, at Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen fra Appel-gruppen havde dækadresser i Århus. Jens Holger Jensen havde også et dæknavn, hvorunder han havde købt en Dodge varebil. Under ransagninger hos de to mænd fandt politiet effekter, som bestyrkede mistanken om, at de havde deltaget i et bankkup med gidseltagning i Forstædernes Bank i Glostrup den 7. juli 1980.[188] I det grønne folkevognsrugbrød, hvor Jens Holger Jensen blev trafikdræbt, fandt politiet en radio, som kunne indstilles på den frekvens, som benyttedes af offentlige biltelefoner. Man fandt også i Jens Holger Jensens lejlighed et bykort, hvor der var indtegnet ruter omkring Forstædernes Bank i Glostrup.[189]

Billede: Observationsfoto af Niels Jørgensen, medlem af Appel-gruppen. I september 1980 henvendte en person, som kaldte sig Flemming Hansen, til den autoforhandler, der havde solgt den Dodge varevogn, som et andet medlem af gruppen, Jens Holger Jensen, var forulykket i. Det lykkedes efterforskerne at identificere den pågældende som Niels Jørgensen. Politiet forsøgte med anholdelsen af Niels Jørgensen og Peter Døllner fra Appel-gruppen at komme videre i opklaringsarbejdet, men uden større held (PET’s arkiv).

Observationsfoto af Niels Jørgensen, medlem af Appel-gruppen. I september 1980 henvendte en person, som kaldte sig Flemming Hansen, til den autoforhandler, der havde solgt den Dodge varevogn, som et andet medlem af gruppen, Jens Holger Jensen, var forulykket i. Det lykkedes efterforskerne at identificere den pågældende som Niels Jørgensen. Politiet forsøgte med anholdelsen af Niels Jørgensen og Peter Døllner fra Appel-gruppen at komme videre i opklaringsarbejdet, men uden større held (PET’s arkiv).

Ulykken på Viborgvej og den påfaldende nærhed til brandstedet i Tilst gav anledning til nye overvejelser i Region II. Det gjaldt så meget desto mere, som at en række forhold omkring den afdøde Jens Holger Jensen tydede på en konspirativ adfærd. Den 23. september indsendte regionen til Centralafdelingen en anmodning om at blive underrettet om de oplysninger, som PET måtte have om Jens Holger Jensen og seks andre navne, hvoraf flere siden hen viste sig at være tilknyttet Blekingegadebanden (de fem var registrerede i Centralafdelingen). Region II udbad sig et skema, der sted- og tidsmæssigt kunne fastholde de pågældende personer. Denne gang rettedes henvendelsen ikke til Afdeling C, men til terrorafdelingen, Afdeling T.[190]

I det hele taget øgedes beredskabet, da Jens Holger Jensen og Appel-gruppen kom ind i region II’s synsfelt. Der blev iværksat en række efterforskningsskridt for at identificere den person, som betalte husleje til dæklejligheden, og man foreslog indkaldt til et stabsmøde den 3. november i Centralafdelingen med deltagelse af region II, rejseafdelingen, Afdeling C og T samt en repræsentant for PET’s ledelse. Her har man givetvis kunnet trække på efterforskeren i region II, der havde en baggrund i Centralafdelingens terrorafdeling.[191] Som det bl.a. hed:

“det er vigtigt for den forestaaende efterforskning mod Niels Jørgensen og andre, at der er enighed om, hvorvidt hans tilknytning til pflp - hvilket vil være saerdeles brugbart i efterforskningen - maa eller kan bruges.”[192]

I september 1980 henvendte en person, som kaldte sig Flemming Hansen, til den autoforhandler, som havde solgt Dodge varevognen til Jens Holger Jensens alias, og forklarede, at den pågældende var rejst til udlandet, og at han i mellemtiden varetog dennes interesser i forbindelse med bilsalget. Ved en kombination af aflytning, skygning og andre efterforskningsmetoder lykkedes det til sidst at identificere den pågældende som Niels Jørgensen. På Jens Holger Jensens dækadresse i København havde der også flere gange indfundet sig en person, som hævdede at varetage den pågældendes interesser, mens han var i udlandet. Også denne opgav falsk navn, og også her lykkedes det at identificere den pågældende som Peter Døllner.[193]

I slutningen af december og tidligt i januar 1981 fortsatte undersøgelserne. Man konstaterede, at Jens Holger Jensen havde haft et stort overforbrug af penge i forhold til oplysningerne fra selvangivelsen.[194] Man forsøgte med anholdelse af Niels Jørgensen og Peter Døllner fra Appel-gruppen at komme videre med afhøringer, men uden større held.[195] Sporene førte ikke til noget gennembrud i efterforskningen. At der var en intensiv efterforskning af Jens Holger Jensens og Niels Jørgensens aktiviteter i Århus fremgår klart, og man må konstatere, at der ikke blot var tale om en egentlig overvågningsopgave kombineret med rejseholdets folk, således som det var tilfældet i efterforskningen af brandattentaterne i Århus. Kriminalpolitiets efterforskning og PET’s bestræbelser på at kaste lys på denne gren af Appel-gruppen rækker i ressourceindsats og i hurtigheden af indsatsen ud over brandstiftelsessagerne i Århus. Sagsakter vedrørende Jens Holger Jensen ligger samlet sammen med sager vedrørende DSB og Statsfjenderne i operationssagen om brandattentaterne i Århus.[196] Desuden findes der en større personsag på Jens Holger Jensen, ligesom der findes en emnesag på Appel-gruppen - dvs. den senere Blekingegadebande - og på andre medlemmer af denne gruppe. Sidstnævnte sag indeholder også den komplette DSB-sag, som i 1997 ophørte som selvstændig emnesag.

De trusselsvurderinger, som PET har haft, fremgår ikke tydeligt af sagen. Herskede der i terrorafdelingen opmærksomhed over for det perspektiv, at brandstiftelserne i Århus kunne være et første varsel om et mere voldeligt politisk klima i Danmark? Der ligger antydningsvis i materialet fra region II en bekymring for, at der kan være tale om en spirende århusiansk terrorgruppe med inspiration fra og med ideologisk slægtskab med Rote Armee Fraktion fra Vesttyskland. Det gælder især indberetningerne fra regionsafdeling II’s efterforsker, som jo havde en fortid i Centralafdelingens terrorafdeling. Det er imidlertid en reel vanskelighed for vurderingen af PET’s virke i forhold til disse sikkerhedstrusler, at der ikke findes en samlet, samtidig analyse af de foreliggende oplysninger. PET’s chef, Ole Stig Andersen, udtalte sig dog om sagen i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg:

“Det var vanskeligt at bedømme, hvorvidt der var tale om en organiseret gruppe, men Ole Stig Andersen gjorde opmærksom på, at RAF i Vesttyskland også startede med brandstiftelser.”[197]

Der findes i øvrigt ingen dokumenter, som kan kaste lys på chefens instrukser og synspunkter. Som nævnt findes der antydningsvise henvisninger til instrukser fra vicepolitimesteren og fra juristerne. Problemet er, at man ikke kan afdække, hvordan den politimæssige efterforskning i Århus forholdt sig til det overvågnings- og registreringsarbejde, som fandt sted i subversionsafdelingen og i terrorafdelingen i København. Århuskomplekset havde klare forbindelser til betydelige sager, som i forvejen optog subversions- og terrorafdelingen. For sidstnævntes tilfælde må man gå ud fra, at danske venstrefløjsgruppers forbindelser til RAF, PFLP, IRA og til Libyen kunne have en vis interesse. Man må også gå ud fra, at den politimæssige efterforskning af brandattentaterne og af de forhold, som kom frem i forbindelse med trafikdrabet af Jens Holger Jensen, kunne have konsekvenser for f. eks. terrorafdelingens overvågningsarbejde og måske endda for løbende operationer.

Forsøgene på at etablere en forbindelse mellem kredsen om Appel-gruppen og det ekstremistiske venstrefløjsmiljø i Århus førte ikke til brugbare spor. Regions II’s efterforsker blev dog, da Blekingegadesagen kom frem, trukket ind i efterforskningsarbejdet i København, idet man fandt, at forbindelsen til Århus kunne have en betydning. Som forklaret af daværende kriminalinspektør Per Larsen:

“Afdelingen brugte mange ressourcer på bl.a. afdækning af uro-elementer som ”DSB”, der havde afgivet en besynderlig erklæring, som talte om, at kampen skulle foregå i forsvaret og i brandvæsnet. PET måtte derfor på et tidspunkt undersøge, om der kunne være en forbindelse til Jens Holger Jensen, der var brandmand i Gentofte. PET fandt dog ingen beviser for, at der var en sammenhæng mellem ”DSB” og den såkaldte Blekingegadebande. [Den pågældende sagsbehandler]…var meget involveret i arbejdet med at afdække uro, og det var begrundelsen for, at han blev hentet til København for at arbejde med sagen om Blekingegadebanden.”[198]

Da Region II’s efterforsker blev trukket ind i efterforskningen af Blekingegadebanden, udviklede han den hypotese, at DSB-aktionerne var udført af folk fra Appel-gruppen som en art feltøvelse med henblik på at afprøve myndighedernes reaktioner.

Billede: Hærværk forøvet af DSB ved påmaling af Jaguar parkeret på Åboulevarden den 1. maj 1980. (PET’s arkiv)

Hærværk forøvet af DSB ved påmaling af Jaguar parkeret på Åboulevarden den 1. maj 1980. (PET’s arkiv)

PET-medarbejderen byggede blandt andet hypotesen på en af bemærkningerne i et af de anonyme breve, som DSB-gruppen offentliggjorde, hvori der henvistes til, at arbejdere i forsvar, politi og brandvæsen skulle støtte revolutionen. Jens Holger Jensen var som nævnt netop brandmand, og PET fandt, at dette var en typisk humoristisk ”signatur” af den art, som Appel-folkene yndede så meget. Efterforskeren støttede sig også til, at Gotfred Appel i en afhøring efter Blekingegadebandens afsløring havde været overbevist om, at det var Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen, som havde stået bag DSB-aktionerne.[199]

“Vidnet forklarede hertil, at der var en formodning om at DSB bestod af Blekingegadebandemedlemmer, som afprøvede deres teknik og politiets indsats i Århus. Det var formodentlig derfor, at Jens Holger Jensen var i Århus. Dette var også Gotfred Appels opfattelse…Vidnet tror, at Appelgruppen ved operationerne i Danmarks Socialistiske Befrielseshærs regi ’har leget med PET’, fulgt med i myndighedernes reaktioner og lavet en analyse heraf. Vidnet tror helt klart, at de har afprøvet myndighedernes reaktioner efter deres træningsophold i udlandet.”[200]

Tesen om Århus som øvelsesområde for Blekingegadebanden kan ikke bekræftes.

Det er ikke muligt at udrede baggrunden for, at nogle af Appel-gruppens medlemmer befandt sig i det århusianske, ligesom det heller ikke kan lade sig gøre entydigt at identificere personerne bag DSB. Både politiets efterforskningsgruppe og Saftevandsfronten formodede, at gerningsmændene bl.a. kunne findes i den brede kreds af personer, som havde baggrund i Boligkaravanen. En entydig forbindelse mellem personerne fra Blekingegadegruppen og DSB ses ikke. Mellem Saftevandsfronten og Appel-gruppen ses alene en fjern forbindelse.[201] Et tidligere medlem af den centrale anarkistgruppe har over for Kommissionen udtrykt den opfattelse, at der var en personel forbindelse mellem en person fra Boligkaravanen og Jens Holger Jensen.[202] Omvendt kan det konstateres, at der ingen forbindelse var mellem Saftevandsfrontens og DSB’s aktioner på det tidspunkt, hvor brandattentaterne og hærværksaktionerne fandt sted. De to grupper synes ikke at have kendt hinandens identitet, men synes at være udsprunget af den samme personkreds, som havde baggrund i Boligkaravanen, bevægede sig i omegnen af Regnbuen, Fronthuset og den lille kreds af kollektiver med berøring til det anarkistiske miljø. I 1980-81 synes de to aktionsgrupper endvidere at have sluppet forbindelsen til den anarkistiske bevægelse omkring AFID og de internationale anarkistiske cirkler.

Et fælles referencepunkt mellem Blekingegadebanden, DSB og anarkistmiljøet i Århus kan have været Journalisthøjskolen. En af de personer, der i 1980 blev indsamlet oplysninger om fra Journalisthøjskolen, optrådte som en central figur i den senere efterforskning mod Blekingegadebanden. Han fik i 1980 PET’s opmærksomhed, idet han i den interne ”tv-avis”, som produceredes på læreanstalten, havde været med til at producere et indslag om Statsfjendernes aktioner. Indslaget blev som en følge af rektors indgriben ikke vist. Den pågældende student blev senere anset af politiet for at tilhøre Blekingegadebanden, men der blev ikke rejst tiltale som følge af bevisets stilling.[203]

En gennemgang af DSB-sagen i PET’s arkiv indeholder som nævnt ingen beviser for en sammenhæng mellem Blekingegadebanden og DSB’s attentater i Århus. PET’s mistanke var dog stadig rettet mod gruppen, og i 1989 blev forbindelsen til DSB gjort til genstand for fornyet efterforskning, dog fortsat uden resultat. Af et sagsresumé fra 1997 fremgår, at der stadig pågik efterforskning af Århuskomplekset i forbindelse med Købmagergaderøveriet og drabet på kriminalassistent Jesper Egtved Hansen i 1988.[204] PET har med andre ord hele tiden været sig den mulige forbindelse mellem DSB og Blekingegadebanden bevidst, men har ikke ligget inde med materiale, der klart underbyggede denne antagelse.

Et videre perspektiv er, at man ikke kom til bunds i opklaringen som følge af, at PET og rejseholdet var nødsaget til at trække Anders Nørgaard ud af miljøet, netop som han var kommet tæt på en personkreds, der havde med sprængstoffer at gøre.


[16] Denne tendens blev også bemærket af en af PET-medarbejderne fra region II i 1970’erne. Jf. RB: PET-medarbejder, 13. januar 2004.

[17] Om forholdet mellem Centralafdelingen og regionerne se Kommissionens beretning, bind 3.

[18] RB: PET-medarbejder, 13. januar 2004. Om partierne se RB: PET-medarbejder, 20. maj 2003. Sidstnævnte nævner især SAP, KAP, DKP/ML samt trotskisterne. I 1980’erne skiftede billedet dog lidt, da man her synes at have rettet opmærksomheden stærkere mod arbejdsmarkedsforhold og arbejdskonflikter.

[19] RB: PET-medarbejder, 13. januar 2004.

[20] Om SUF se Kommissionens beretning, bind 3.

[21] Trotylsagen er beskrevet i afsnittet om trotskisterne i Kommissionens beretning, bind 9.

[22] PET forklarede i sin årsberetning nærmere om sikkerhedsforanstaltninger i KAP: “KAP’s såkaldte “revolutionære årvågenhed” udføres som andet og mere end blot revolutionær romantik. Således er det erfaret, at man kontrollerer de nye medlemmers politiske holdning og baggrund ved forespørgsel til arbejdsplads/læreanstalt samt ved forespørgsel til personer i nærheden af den pågældendes private bopæl. Endvidere er hver ny sympatisør tilknyttet en sympatisørleder, der sørger for, at pågældende deltager i møderne, avissalg og plakatopklæbning, samt at sympatisøren gennemlæser det udleverede studiemateriale. Se PET, administrativ sag: Årsberetning 1978, region II, samt PET, administrativ sag: Årsberetning 1979, region II.

KAP’s revolutionære opbygning og strategi er ikke noget nyt inden for de kommunistiske bevægelser, men i dag er KAP den eneste venstreekstremistiske organisation, der formår at gennemføre et system, der er så tillukket.”, PET, administrativ sag: Årsberetning 1977, region II, s. 6.

[23] Ibid., PET, administrativ sag: Årsberetning 1978, region II, s. 6.

[24] Se Kommissionens beretning, bind 11.

[25] Se Kommissionens beretning, bind 9.

[26] RB: Regionsafdelingslederen, 5. maj 2004.

[27] RB: PET-medarbejder, 13. januar 2004.

[28] Ibid.

[29] RB: PET-medarbejder, 20. april 2004.

[30] RB: PET-medarbejder, 21. oktober 2003; RB: PET-medarbejder, 20. april 2004; RB: PET-medarbejder, 27. april 2004.

[31] RB: Regionsafdelingslederen, 5. maj 2004.

[32] RB: PET-medarbejder, 21. oktober 2003.

[33] RB: PET-medarbejder, 27. april 2004.

[34] Ibid.

[35] RB: PET-medarbejder, 20. maj 2003.

[36] Ibid.

[37] Ibid.

[38] Se skildringen heraf i Kommissionens beretning, bind 10.

[39] PET, administrativ sag: Årsberetning 1977, region II, s. 8-9.

[40] Ibid.

[41] PET, kildesag: ”Vedr. kildeemne på Danmarks Journ.Højskole i Århus”, 2. december 1980.

[42] PET, personsag: Thomas Bredsdorff: ”Tilbage til Århus efter Berufsverbot”, Politiken, 22. marts 1976.

[43] PET, personsag: ”Vedr. Rudi Dutschkes kontakter”, 13. oktober 1969, bilag 10.

[44] Ibid., ”Vedr. Den vesttyske studenteraktivist Rudi Dutschke”, 10. november 1970.

[45] Ibid., ”Vedr.: Rudi Dutschke”, 23. november 1970, bilag 18.

[46] Ibid., ”Vedr. Alfred Willi Rudolph Dutschke”, 11. december 1970.

[47] Ibid., avisudklip: ”Dutschke i Århus”, Jyllands-Posten, 23. januar 1971, og ”Thestrup: ingen krav til Rudi Dutschke”, Jyllands-Posten, 23. januar 1971.

[48] Ibid., avisudklip: J. Sløk: ”Omkring Dutschke”, Aarhus Stiftstidende, 19. januar 1971.

[49] Ibid.

[50] Ibid., avisudklip: ”Jeg ville blot hjælpe en mand, der forfølges fra land til land”, Jyllands-Posten, 24. januat 1971.

[51] RB: PET-medarbejder, 26. februar 2003.

[52] PET, personsag: ”Vedr. RUDI DUTSCHKE - BAADER-MAHLER-MEINHOF-gruppen”, 6. marts 1971.

[53] Ibid., ”Vedr.: fortegnelse over rigstelefonsamtaler”, 23. juli 1971.

[54] Ibid., ”Vedr.: Alfred Willi Rudolph Dutschke”, 23. august 1971.

[55] Ibid., ”Vedr. Kollektivet [...]”, 8. september 1971. Oplysningerne blev sendt direkte til Centralafdelingen.

[56] Ibid., notits, 23. november 1971.

[57] Ibid., ”Vedr.: Overvågning af Rudi Dutschke”, 16. december 1971. Det blev besluttet at sagen skulle drøftes med regionslederen for region II på regionsledermødet i januar 1972. Niels Madsen har forklaret at: “Vidnet forklarer, at han husker, at der opholdt sig en tysker her, og at der blev holdt kontrol med ham. Enkeltheder kan vidnet ikke huske. Vidnet kan ikke huske specielle drøftelser med Skat-Rørdam eller andre og husker heller ikke, om sagen var oppe i Wambergudvalget. Det forekommer rimeligt, at der skete løbende overvågning”. RB: Niels Madsen, 24. oktober 2001.

[58] PET, personsag: Udklip: ”Ny britisk debat om Dutschkes udvisning”, Jyllands-Posten, 18. januar 1972.

[59] Ibid., avisudklip: ”Afviser betydning af CIA-rapport”, Demokraten, 21. januar 1972.

[60] Ibid., ”Vedr. Rudi Dutschke, [...]”, 19. januar 1972.

[61] Ibid.

[62] Ibid., ”Vedr.: Fortsat indberetning ang. Rudi Dutschke, Kollektivet [...]”, 10. februar 1972.

[63] Ibid., ”Vedr. BAADER-MEINHOF-banden”, 9. juni 1972.

[64] Ibid., ”Vedr.: Den tyske terrorist Ulrike Marie MEINHOF”, 6. juni 1972.

[65] Ibid., ”Vedr.: RUDI DUTSCHKE, 1. juni 1972”.

[66] Ibid., ”Vedr.: Rudi Dutschke, 18. januar 1973”.

[67] Ibid., ”Vedr. RUDI DUTSCHKE, f.d. 07.03.40 i Tyskland”, 6. marts 1973, bilag 131.

[68] Ibid., ”Vedr. Tysk statsborger RUDI DUTSCHKE f. 7.3. 40., lektor ved Århus Universitet”, 13. april 1973, samt påtegnelse 30. april 1973, bilag 132; Ibid., ”Vedr. RUDI DUTSCHKE, f. 7.3. 1940, 17. maj 1973”, påtegning 7. september 1973, bilag 136.

[69] Ibid., ”Vedr. RUDI DUTSCHKE, 15.3. 1974”, påtegning 15. marts 1974.

[70] Ibid., ”Vedr. RUDI DUTSCHKE, f.d. 07 03 40 i Tyskland”, 19. april 1974; Ibid., ”Vedr. Alfred Willi Rudi Dutschke”, 30. august 1974.

[71] Ibid., Vedr. Alfred Willi Rudi Dutschke, 6. februar 1975.

[72] PET, personsag: Avisudklip: J.B. Homgaard: ”Forsøg på at få Lenin på benene”, Politiken 27. oktober 1974; R. Dutschke: Versuch Lenin auf die Füsse zu stellen - Über den halbasiatischen und den Westeuropäischen Weg zum Sozialismus. Lenin, Lukacs und die Dritte Internationale (Berlin, 1974).

[73] En ledende anarkist fra en af de grupper, som i 1980 stod bag en del brandaktioner i Århus, har forklaret for Kommissionen: “Der var ingen reference til Rudi Dutschke (...) jo mere man viste kontakt med sådanne, blev muligheden for afsløring større. Desuden havde disse begge taget afstand fra RAF og væbnet kamp. Tages der afstand, så befandt man sig på den ‘anden side’, derfor var der heller ikke noget politisk grundlag for kontakt.”. Kommissionens arkiv, Interview nr. 1, s. 30.

[74] PET, administrativ sag: Årsberetning 1978, region II.

[75] Registreringerne af anarkisterne blev godkendt af Wamberg-udvalget. WU, referat af møde, 13. oktober 1978, ”Nyregistreringer i tiden 1/8 - 1/10 78”.

[76] Kommissionens arkiv, interview 1. Samtalen skete i Kommissionens lokaler i nærvær af to kommissionsmedlemmer og en sekretær og blev sammenfattet i et referat, som siden hen blev godkendt af den pågældende. Enkelte skriftlige supplerende bemærkninger er vedføjet referatet.

[77] Interview 1.

[78] Ibid.

[79] Ibid.

[80] Interview 2.

[81] Interview 1.

[82] Ibid.

[83] Ibid.

[84] PET, personsag: ”Vedr. Forbindelse mellem danske sympatisører af den tyske terrororganisation RAF, samt den svenske statsborger NN.”, 7. december 1979; Ibid., notat, 11. februar 1980. Jf. interview nr. 1.

[85] Interview 1. Wolfgang Beer havde i 1973 tilsluttet sig RAF. Han blev arresteret i 1974. Efter sin løsladelse gik han på ny i begyndelsen af 1980 under jorden. Samme år blev han dræbt ved et trafikuheld under forberedelse af en aktion.

[86] Ibid.

[87] Ibid.

[88] Ibid.

[89] Ibid.

[90] Ibid.

[91] Ibid. Her henvises til Tom Vilmer Paamands beskrivelse af Regnbuen som en ”vældig god beskrivelse af de aktiviteter, der var i Regnbuen”. Det tidligere anarkistmedlems beskrivelse ligger da også ord til andet tæt på beskrivelsen hos Paamand. Se www.fred.dk/artikler/petting/regnbuen.htm. 25. april 2006.

[92] PET, administrativ sag: Årsberetning 1978, region II.

[93] Ibid.

[94] PET, personsag: Rapport af 23. juni 1978. Jf. interview nr. 1: ”Der blev leveret ting og sager til Tyskland, herunder også våben, for de er lette at få fat i i Danmark.”

[95] RB: PET-medarbejder, 17. april 2004.

[96] PET, personsag: ”Vedr. Pas-sagens mulige paralleller til personer i København og Århus og til vesttyske statsborgere, der mistænkes for tilknytning til terroristiske organisationer”, 24. juli 1978, samt notat af 1. juli 1978.

[97] Ibid., ”Vedr. To Rote Armee Fraktion-sympatisører i Danmark”, 9. oktober 1978. Jf. PET, personsag: ”Vedr. Solidaritet med den tyske venstrefløj”, 22. februar 1978.

[98] PET, personsag: ”Vedr. Passagen”, udateret.

[99] Her følges som i PET’s akter den praksis, at de to organisationer omtales samlet som IVK/IUK.

[100] PET, personsag: “Vedr. Internationale Verteidiger Komitée (IVK)“, 14. september 1978.

[101] Ibid.

[102] PET, personsag: ”Vedr. Internationale Verteidiger Komitée“, 13. december 1978.

[103] PET, emnesag: Rapport vedr. begæring om aflytning, 22. september 1978.

[104] Ibid.

[105] Ibid.

[106] PET, personsag: Telex region II til Centralafdelingen, 20. december 1978.

[107] Ibid.

[108] PET, emnesag: Telex region II til Centralafdelingen, 20. december 1978, samt telex af 20. december 1978 med påtegnelsen ”20 dec 78 aftalt med reg II at de forlænger begge kendelser…”

[109] Ibid., udskrift af retsbogen for Århus by- og herredsret, 7. afd., 22. september 1978.

[110] Ibid., telex vedr. anmodning om rettens kendelse, 19. december 1978, samt telex fra region II til Centralafdelingen, 20. december 1978. Aflytningen blev igen forlænget frem til 22. juni 1979, derpå til 24. september 1979. Da kollektivet blev nedlagt, tog region II straks initiativ til at nedtage aflytningen. Jf. Ibid., ”Internationale Verteidiger Komite”, 6. juli 1979.

[111] Ibid., ”Internationale Verteidiger Komite”, 25. januar 1979. Arbejdet foregik tydeligvis under nøje orientering af vicepolitimesteren.

[112] PET, personsag: ”Vedr.: Rote Armee Fraktion (RAF) sympatisører i Danmark”, 5. oktober 1978, samt ”Vedr.: To Rote Armee Fraktion-sympatisører i Danmark”, 9. oktober 1978. Det fremgår ikke, om denne forespørgsel blev besvaret med de anmodede oplysninger.

[113] Ibid., ”To Rote Armee Fraktion-sympatisører i Danmark”, 9. oktober 1978.

[114] PET, administrativ sag: Årsberetning 1979, region II.

[115] PET, operationssag: Bilag 1: politirapport, 27. januar 1980.

[116] Ibid., bilag 2, politirapport 25.2. 1980.

[117] Ibid., bilag 3, politirapport 27. marts 1980.

[118] Ibid., bilag 5, telex til PET’s Centralafdeling, 9. april 1980.

[119] Ibid., bilag 4, brev DSB til beboerne Assensgade 13, Århus, 5. april 1980.

[120] Ibid., bilag 5, telex til PET’s centralafdeling, 9. april 1980 samt ibid., bilag 5, 11. april 1980.

[121] Ibid., bilag 7, Danmarks Socialistiske Befrielseshær. Program. Udateret.

[122] Ibid.

[123] Ibid.

[124] Ibid., bilag 9, skrivelse til regionerne, 14. april 1980.

[125] Ibid., bilag 10, ”Vedr. operation…”, 17. april 1980, samt udskrift af retsbogen for Århus by- og herredsret 7. afd., 14. april 1980 og 21. april 1980.

[126] Ibid., udskrift retsbogen for Århus by- og herredsret 7. afd., 14. april 1980.

[127] PET, operationssag: Bilag 11, ”Vedr. Danmarks Socialistiske Befrielseshær”, 22. april 1980.

[128] Ibid., bilag 12, region II telex til afd. C i PET’s centralafdeling, 23. april 1980.

[129] Ibid., bilag 15, telex region II til PET’s centralafdeling, afd. C, 25. april 1980.

[130] Ibid., bilag 16, notat af 25. april 1980 samt andet notat af 25. april 1980. Vedlagt skrivelse fra DSB samt oversigtskort.

[131] Ibid., bilag 19, telex region II til Centralafdelingen, Afd. C, 30. april 1980.

[132] Ibid. Se også ibid., bilag 20, telex region II til Centralafdelingen, afd. C, 1. maj 1980.

[133] Ibid., bilag 21, telex region II til Centralafdelingen, 5. maj 1980. Citat efter telex. Ibid., bilag 24, telex region II til Centralafdelingen, Afd. C, 9. maj 1980.

[134] Ibid., bilag 22, telex PET til Bundeskriminalamt, Wiesbaden, 7. maj 1980. Ibid., bilag 26, telex BKA, Wiesbaden til PET, 16. maj 1980.

[135] Ibid., bilag 24, telex region II til Centralafdelingen, Afd. C, 9. maj 1980.

[136] Ibid., bilag 25, telex region II til Centralafdelingen, Afd. C med afskrift af passage af rumaflytning, 13. maj 1980. Et tidligere medlem af Statsfjenderne bekræftede senere, at de ikke vidste, hvem der stod bag DSB: Interview 1: Han ”...har intet kendskab til DSB, men det var vist noget med en brandmand, der var død i Tilst”, og senere om politimesterens opgang hed det: ”...der var en del rabiate i forlængelse af boligkaravanen.” Ibid. Han mente dog ikke, at brandmanden Jens Holger Jensen havde forbindelse til DSB.

[137] PET, operationssag: Bilag 28, telex fra Region II til Centralafdelingen, Afd. C, 23. maj 1980, samt bilag 29, telex fra Region II til Centralafdelingen, Afd. C, 30. maj 1980.

[138] Ibid., bilag 30, ”Vedr. Telefonaflytning i en formodet terrorsag i Rgn. II”, 17. juni 1980; Ibid., bilag 31, telex fra region II til Centralafdelingen, Afd. C, 17. juni 1980.

[139] Ibid., bilag 32, rapport fra Teknisk Afd, Rigspolitichefen vedr. brandstiftelse mod IBM, Århus, 4. juli 1980.

[140] ”Århusiansk terrorgruppe jages af fem kriminalfolk”, Jyllands-Posten, 30. juli 1980, i: Ibid., bilag 33.

[141] PET, operationssag: Bilag 35, telex region II til Centralafdelingen, 4. august 1980.

[142] Ibid., bilag 37, Vedr. DSB, 15. august 1980.

[143] Ibid., bilag 39, telex fra region II til Centralafdelingen, 5. september 1980. Den mest centrale af de fire personer blev i øvrigt gjort til genstand for en telefonaflytning. Resultatet af aflytningen var imidlertid negativt. Jf. ibid., bilag 39, telex fra region II til Centralafdelingen, 17. oktober 1980.

[144] Ibid., bilag 45, telex fra region II til Centralafdelingen, 18. september 1980.

[145] Ibid., bilag 40, telex fra region II til Centralafdelingen, afd. C, 17. september 1980.

[146] Ibid., bilag 4, Ritzau-meddelelse.

[147] Ibid., bilag 41, løbeseddel fra DSB. Denne gang havde den femkantede stjerne et dansk flag i centrum og en ring som baggrund.

[148] Ibid., bilag 49, politirapport, 25. september 1980; ibid., bilag 50, ”Vedr. Telefonbombe mod DISA”, 26. september 1980.

[149] Ibid., bilag 51, telex fra region II til Centralafdelingen, 30. september 1980.

[150] Ibid.

[151] Ibid., bilag 54A, brev fra DSB til århusiansk politiker, 10. oktober 1980. Brevet blev overdraget politiet af den århusianske politiker. Ibid., bilag 54A, ”Vedr. Operation ...”, 7. november 1980.

[152] Ibid.

[153] PET, operationssag: Rapport rigspolitichefens tekniske afdeling, 5. juli 1980.

[154] Ibid., telex reg. II til Centralafdelingen, 4. juli 1980 samt ibid., proklamation tilsendt B.T.

[155] ”Politisk terror hærger Århus” B.T., 5. juli 1980, kopi i PET, operationssag.

[156] PET, operationssag: ”Vedr.: Ildspåsættelse i IBMs lokaler i Århus”, 7. juli. 1980.

[157] Ibid., ”Vedr. Brandstiftelse i receptionslokale i firmaet IBM”, 30. august 1980.

[158] Ibid., ”Vedr. Statsfjendernes aktiviteter i Århus”, 10. marts 1981.

[159] PET, operationssag: ”Ang. Terma Elektronik A/S (tidl. B&W Electronic)”, udateret.

[160] PET, operationssag: ”Nyt fra ’Saftevands’-fronten”.

[161] Ibid., Nyt fra “Saftevands”-fronten, s. 1.

[162] Ibid., Nyt fra “Saftevands”-fronten, s. 1-3.

[163] Ibid., Nyt fra “Saftevands”-fronten, s. 3.

[164] Ibid., Nyt fra “Saftevands”-fronten, s. 3-4.

[165] Ibid., følgebrev til Nyt fra “Saftevands”-fronten, 23. oktober 1980.

[166] PET, operationssag: Bilag 51, telex fra region II til Centralafdelingen, 30.september 1980.

[167] Ibid., bilag 60/2: ”Vedr.: Orientering…” 21. november 1980. De direkte skader blev anslået til 1 mill. kr., mens de indirekte skader ved røgskader på tekstilvarerne i virksomheden blev anslået til ca. 6 mill. kr. Jf. Ibid., bilag 112: ”Vedr. Statsfjendernes aktiviteter i Århus”, 10. marts 1981.

[168] Ibid., bilag 183, ”Ang. protestaktionen mod det britiske konsulat”, udateret.

[169] Ibid., bilag 112: ”Vedr. Statsfjendernes aktiviteter i Århus”, 10. marts 1981.

[170] Ibid., bilag 58: telex fra Region II til Centralafdelingen, Afd. C, 20. november 1980.

[171] Ibid., bilag 58: uddrag af retsbogen, Århus, 7 Afdeling, 20. november 1980.

[172] Ibid., bilag 58: politirapport til retten, 20. november 1980.

[173] Ibid., bilag 66, telex fra region II til Centralafdelingen, 19. december 1980. Oplysningerne blev nu modtaget og sendt op i systemet til ikke alene Afd. C, men også Afd. A, og der var påtegninger fra PET-chefen og en jurist i PET.

[174] Interview 1.

[175] Ibid., bilag 71, telex fra region II til Centralafdelingen, Afd. C, 15. januar 1981.

[176] Ibid., bilag 69, ”politirapport vedr. afhøring af Anders Nørgard, 10.1. 1980”. Der må her være tale om en af de ved årsskiftet så hyppige fejldateringer. Rapporten må være fra 10. januar 1981.

[177] Ibid., s. 3.

[178] Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 99. Disse ret specifikke oplysninger fremgik ikke af politirapporten, og må altså støtte sig på Anders Nørgaards hukommelse om hændelser, der var sket 20 år tidligere.

[179] Interview 1.

[180] Ibid. Der er ikke helt konsistens i forklaringen, idet der tales om et løst kuglehoved, som bruges med en lånt skrivemaskine fra Huset, og en skrivemaskine opbevaret i klubværelset og smidt væk efter IBM-branden.

[181] Ibid.

[182] Interview 1; RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[183] Interview 1.

[184] Ibid.

[185] Ibid.

[186] PET, personsag: Notits af 1. juni 1988. Jf. PET, emnesag: ”Vedr. Vesttysklandskomitéen m.v”.

[187] RB: PET-medarbejder, 17. april 2004.

[188] PET, operationssag: bilag 60/1: ”Vedr. orientering…”, 14. november. 1980.

[189] Ibid.

[190] Ibid., bilag 47: telex region II til Centralafdelingen, Afd T, 23. september 1980.

[191] Ibid., bilag 54D, telex fra region II til Centralafdelingen, 23. oktober 1980.

[192] Ibid.

[193] PET, operationssag: bilag 60/1: ”Vedr. orientering…”, 14. november 1980.

[194] Ibid., bilag 71, telex fra region II til Centralafdelingen, Afd. C, 15. januar 1981.

[195] Ibid., bilag 100: telex region II til Centralafdelingen 15. april 1981.

[196] Det drejer sig om operationssagen. Der kan være tale om kopier af region II’s sagsakter i Centralafdelingen, mens operationssagen om brandattentaterne lå samlet i region II.

[197] ESU: 15. april 1980.

[198] RB: Per Larsen, 18. september 2002.

[199] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003. Se også: RB: Per Larsen, 18. september 2002.

[200] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[201] Ibid. Jf. Interview 1, s. 31.

[202] Interview 1, s. 28-29.

[203] PET, kildesag: ”Vedr. kildeemne på Danmarks Journ.Højskole i Århus”, 2. december 1980.

[204] PET, emnesag: ”Vedr. Opretholdelse af registrering af Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB).”, 9. juli 1997.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk