OPERATION ZEUS
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 12
2. Operation Zeus: Århus

Forside | Til bund | Forrige | Næste


2. Operation Zeus: Århus

Den første kontakt

Den 9. januar 1981 henvendte en yngre mand ved navn Anders Nørgaard sig til Helsingør Politi med en del publikationer, plakater og andet trykt materiale om Rote Armee Fraktion (RAF). Han oplyste, at han var villig til at videregive oplysninger, som syntes at have berøring med en række brande i Århus politikreds i 1980. Dagen efter blev han kontaktet af en kriminalassistent fra Rigspolitiets rejseafdeling, som afhørte ham om ikke alene de nævnte forhold, men også om hans kontakter på universitetet, forbindelserne til vesttyske venstreorienterede m.m.[205]

Anders Nørgaard fortalte kriminalassistenten fra rejseholdet om sit ophold på Aalborg Universitetscenter (AUC). Mens han læste på AUC i 1978, havde Nørgaard deltaget i en Vesttysklandsuge, der var blevet afholdt på Aarhus Universitet. Under arrangementet var de studerende fra Aalborg indlogeret på Fronthuset i Mejlgade. Til arrangementet ankom også 15 personer fra Hamburg, hvoraf nogle skulle være i familie med fængslede eller eftersøgte vesttyske terrorister. Under opholdet i Århus knyttede han forbindelse til en person fra den centrale anarkistgruppe, der studerede idéhistorie, og som ifølge Anders Nørgaard sympatiserede med brugen af terror som politisk våben og med RAF. Et stykke tid efter Vesttysklandsugen blev Anders Nørgaard i Aalborg kontaktet af samme anarkist samt af en anden person fra den centrale anarkistgruppe. Den førstnævnte anarkist forsøgte nu gennem en lang nattesamtale at rekruttere Anders Nørgaard til et anarkistisk netværk. Der kom ikke noget ud af samtalen, men i tiden efter modtog Anders Nørgaard en del trykt materiale, plakater mv. vedrørende RAF. Det var dette materiale, som Anders Nørgaard, nu ansporet af avisomtalen af brandstiftelserne i Århus, ville overlade politiet. Til kriminalassistenten fra rejseholdet gav Anders Nørgaard i øvrigt en række oplysninger om kontakter, som den pågældende anarkist skulle have, og om mulige venstreorienterede sympatisører med RAF på AUC.[206]

Anders Nørgaards forklaring til kriminalassistenten stemmer ikke overens med skildringen i bogen Den hemmelige tjeneste, idet Anders Nørgaards bekendtskab med anarkisten ikke fremgår af sidstnævnte fremstilling. Derimod hedder det i bogen: ”Anders Nørgaard kender ikke århusianerne”. Sammesteds identificeres en yngre mand, som Anders Nørgaard ellers ifølge politirapporten ikke var i stand til at identificere.[207] Heller ikke denne diskrepans synes at være af betydning. Anders Nørgaards forklaring til de to journalister Jespersen og Mistrati er afgivet næsten tyve år efter begivenhederne. Men der ses alligevel en afvigelse i tidsfæstelse, som kan have betydning. Ifølge Anders Nørgaards redegørelse til kriminalassistenten fra rejseholdet traf han anarkisten i foråret 1978 under Vesttysklandsugen i Århus. Forsøget på at knytte ham til anarkisternes net skete ifølge ham selv efter nogle uger samme år. Alligevel henvendte han sig først på politigården i Helsingør i januar 1981, dvs. 2½ år efter. Henvendelsen til politiet fandt i øvrigt ikke sted i efteråret 1980, som angivet i Den hemmelige tjeneste, men derimod i januar 1981, jf. dateringen af den første politirapport om Anders Nørgaards henvendelse.[208] Der er flere mulige forklaringer. Anders Nørgaard kan gennem pressen have fået kendskab til DSB’s (Danmarks Socialistiske Befrielseshær) aktioner i Århus og kan på den måde være kommet i tanke om sine oplevelser. Det må anses for naturligt, at han kan have haft brug for at lade sine tanker bundfælde sig, før han tog kontakt til myndighederne. Det er også muligt, at hans beslutning om at træde frem først er fremkommet i forbindelse med Nørgaards afklaring af sit politiske ståsted som borgerligt.

Konsekvenserne af Anders Nørgaards oplysninger blev hurtigt overvejet i efterforskningsholdet i Århus, hvor man snart fik den tanke, at Anders Nørgaard ville egne sig som penetrant i forhold til anarkistmiljøet i Århus.

Hvervning

Anders Nørgaard havde allerede som ret ung fået vakt en politisk interesse og bevægede sig i sit uddannelsesforløb gennem uddannelsesmiljøer, hvor han blev bekendt med venstreorienteret tænkning. Han tilbragte også en tid ved Tvind-skolerne. Da han i 1977 påbegyndte et studium på AUC i Aalborg, knyttede han kontakt til det venstreorienterede studentermiljø, samtidig med at han læste store mængder venstreorienteret, politisk litteratur om forholdene i f.eks. Vesttyskland. Politisk var han dog vægelsindet. Han meldte sig på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt ind i den konservative studenterorganisation Moderate Studenter, men uden at hans omgangskreds fik noget at vide om hans virkelige synspunkter. Da han senere meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, blev også dette holdt skjult for vennerne. Hans omgangskreds var derfor af den opfattelse, at han delte deres venstreorienterede og samfundskritiske synspunkter. Det var også det indtryk, som blev givet, da han via sine bekendte mødte de to besøgende anarkister fra Aarhus Universitet. De to studenteraktivister var ledende kræfter i det anarkistiske miljø i Århus, og var meget engagerede i forholdene i Vesttyskland og i spørgsmål vedrørende RAF.[209] Anders Nørgaard havde således i 1979-1980 et navn i de venstreorienterede studentermiljøer i Aalborg og Århus som sympatisør. Der er tillige tilgået Kommissionen oplysninger om, at Anders Nørgaard i 1979-80 deltog i et marxistisk grundkursus på Tidens Daghøjskole.[210] På dette tidspunkt har Anders Nørgaard formentlig været medlem af Det Konservative Folkeparti.

Anders Nørgaards oplysninger til politiet forbandt personer og temaer, som man havde brugt mange kræfter på at følge på afstand ved forskellige virkemidler. Oplysningerne i afhøringsrapporten gav efterforskerne i Århus vigtige oplysninger, som nøje passede i det billede, som man gennem år med møje havde opbygget. Dels placerede oplysningerne de rigtige - i PET-jargonen ”de interessante personer” - midt i billedet. Dels forbandt de disse personer med de vesttyske venstrefløjsmiljøer på en måde, som svarede til det billede, man arbejdede på at tegne. Endvidere var de ideologiske og politiske oplysninger svarende til det billede, der tegnede sig i forbindelse med de forskellige aktioner, som havde fundet sted i Århus gennem 1980. Den opfattelse af statsmagten, som blev formidlet i Anders Nørgaards viderefortælling, var i overensstemmelse med visse af de opfattelser, der blev viderebragt fra DSB og Saftevandsfronten i de forskellige manifester, som fremkom i forbindelse med aktionerne.

Endelig rummede Nørgaards oplysninger en mulig nøgle til at kunne fuldende det billede, som man i regionsafdelingen og efterforskningsgruppen forsøgte at tegne. Kilden til disse oplysninger var nemlig et menneske, som rummede et betydeligt potentiale som penetrant i miljøet. Anders Nørgaard havde den rette alder, den rette tilknytning til de relevante - dengang stærkt politiserede - humanistiske studier og et kendskab til det politisk-teoretiske stof; han havde endog læst sig ind på litteraturen om marxisme, terrorisme osv. Oven i købet havde han holdt sine borgerlige sympatier skjulte for sine omgivelser i studentermiljøet i Aalborg. Men først og fremmest behøvede han knapt nok nogen dækhistorie, idet de pågældende århusianske aktivister selv havde taget kontakt til Anders Nørgaard i et forsøg på at rekruttere denne. Der behøvedes kun en anledning for Anders Nørgaard til på ny at tage kontakt til miljøet og til at opholde sig fast i Århus. Det er på den baggrund, at PET-folkene i Århusafdelingen fik den tanke, at de havde fundet en velegnet penetrant til den århusianske anarkistgruppe.

 Et spørgsmål, eller måske rettere dilemma, som hurtigt rejste sig i forbindelse med anvendelsen af Anders Nørgaard, var, hvorvidt han primært skulle bidrage til opklaringen af brandattentaterne i Århus eller til over en længere periode at fuldende det billede, som PET’s region II havde søgt at danne sig af det anarkistiske venstrefløjsmiljø i Århus og af dettes kontakter til ekstremistiske venstrefløjsmiljøer i Vesttyskland. Var det brandattentaterne i Århus anno 1980, eller var det den århusianske venstrefløj og dennes internationale kontakter, som skulle efterforskes ved indsættelsen af en penetrant?

Disse spørgsmål blev ikke afklaret på forhånd, da man begyndte at overveje en hvervning af Anders Nørgaard. Der var da heller ikke nogen grund til, at en indsættelse af Anders Nørgaard som penetrant i anarkistmiljøet behøvede at udelukke en besvarelse af begge spørgsmål. Det kunne jo tænkes, at en sådan agent kunne bringe efterforskningsholdet på sporet af fældende beviser mod gerningsmændene bag brandattentaterne, uden at man behøvede at afsløre dennes dække. Det kunne imidlertid også tænkes, at en sådan penetrant ville være et afgørende vidne, hvis man ønskede at rejse sigtelse, eller at hele operationen ville miste sin værdi i forhold til de internationale forbindelser, hvis nøglepersonerne i gruppen blev retsforfulgt. Man må nøjes med at konstatere, at der i hvert fald i PET’s regionsafdeling i Århus samlede sig en betydelig interesse om Nørgaards forbindelse til en person i den centrale anarkistgruppe og om kontakterne til de vesttyske terrorister, da man begyndte overvejelserne om at penetrere miljøet.[211] En af efterforskerne fra rejseholdet, som deltog i efterforskningen i Århus, erindrer baggrunden for hvervningen således:

“Adspurgt vedrørende Anders Nørgaard forklarede vidnet, at de i Rejseafdelingen fik en opringning fra en kollega fra Helsingør Politi, der havde en mand, som kunne give oplysninger om brandene og om DSB. Vidnet tog i første omgang til Helsingør for at tale med ham og få lidt at vide om hans baggrund. Anders Nørgaard havde studeret på Ålborg Universitet og kendte mange af de venstreorienterede anarkisttyper, og han kunne nævne nogle navne. Han havde også været med i inderkredsen af Tvind. Vidnet fandt det meget interessant og sagde til [rejseholdets leder], at Anders Nørgaard kunne være en guldgrube, hvis de kunne få ham kørt ind i kredsen. De talte om muligheden herfor med [to andre kolleger].”[212]

Den første kontakt fandt således sted ved Helsingør Politi, og først derefter ved en afhøring ved rejseholdets kriminalassistent. Da en medarbejder i PET’s regionsafdeling II fik kendskab til materialet, fandt han ligesom kriminalassistenten fra rejseholdet, at Anders Nørgaard havde potentiale som penetrant. Denne stillingtagen fandt sted på baggrund af ganske udfoldede overvejelser om troværdighed, karakter, forudsætninger og risici. I PET-medarbejderens ord:

“Da vidnet læste Anders Nørgaards materiale mente han, at ham skulle PET tale med. Man var først lidt forsigtige med at gennemføre en sådan ”cold pitch”, da erfaringerne fra Kasper Neergaard-sagen skræmte lidt. Rejseafdelingen foretog den første afhøring af Anders Nørgaard, og ved 2. afhøring deltog vidnet, for at se, om Anders Nørgaard egnede sig som kilde. Vidnet ville gerne have Anders Nørgaard ind som kilde, fordi denne havde været i Århus 3 år forinden og var kendt i miljøet.”[213]

Tanken i regionsafdeling II og i efterforskningsgruppen vedrørende brandattentaterne var at foreslå Anders Nørgaard at genoptage sine afbrudte studier, denne gang ved Aarhus Universitet. I Århus skulle Nørgaard så tage kontakt til førnævnte anarkist. Politiet skulle forestå en aflønning. Beløbet 5.000 kr. pr. måned havde været nævnt. Men, som det forsigtigt hed i den lokale PET-medarbejders indberetning til Centralafdelingen: ”Allerførst skal han vurderes og de næste skridt vil da blive foretaget i samraad med centralafdelingen.”[214]

Ideen til hvervningen af Anders Nørgaard til indsættelse i Århus er efter alt at dømme kommet fra de to centrale figurer i regionsafdeling II’s og rejseholdets deltagelse i efterforskningen af brandattentaterne. Samtidig er den blevet clearet med lederen af regionsafdeling II samt lederen af rejseholdets folk i Århus.[215] Den 27. januar 1981 kontaktede de to kriminalassistenter fra rejseholdet og PET på ny Anders Nørgaard, som nu i PET kendtes under dæknavnet Zeus.[216] De to politifolk anmodede ham om gå ind i et samarbejde med politiet, idet de forklarede, at han ville blive bedt om at rejse til Århus for der at kontakte førnævnte anarkist og infiltrere anarkistgruppen. Anders Nørgaard udbad sig betænkningstid. Kriminalassistenten fra PET anførte i sin rapport, at ”...zeus virkede meget imødekommende og havde - så vidt vi kunne skønne - en sund og positiv holdning til såvel politiet og til vort demokratiske samfundssystem.” Det blev også noteret, at han var velorienteret inden for emner som terrorisme og anarkisme, og at han – om end han ikke blottede sin politiske holdning - ikke udviste nogen yderliggående tendenser.[217] Kriminalassistentens vurdering af emnet var herefter klart positiv. Han anså Anders Nørgaard for velegnet, motiveret og pålidelig. Dertil kom den naturlige dækhistorie, som han kunne henvise til under sin færden i Århus.[218] To dage efter mødet med kriminalassistenterne kontaktede Anders Nørgaard PET og meddelte, at han var parat til at påtage sig opgaven.[219]

Godkendelse

Operation Zeus tog sigte på en egentlig penetration af et politisk miljø. Miljøet blev således udsat for indtrængning udefra af en person, hvis identitet og færden i en eller anden form måtte udstyres med et overbevisende dække. At dømme efter den grundighed, hvormed man forberedte operationen, synes PET’s regionsafdeling i Århus og efterforskningsgruppen, som arbejdede med brandstiftelserne, at have været opmærksom på vanskelighederne ved en sådan operation. Der var heller ikke præcise juridiske retningslinjer på området. Det var først med retningslinjerne fra 1983, at der forelå nedskrevne regler for PET’s anvendelse af penetranter. Der var imidlertid ingen tvivl om, at regionsafdelingen skulle indhente en tilladelse til aktionen fra PET’s Centralafdeling, og ej heller om, at en sådan godkendelse skulle komme fra PET’s chef.[220]

PET’s chef holdt løbende Justitsministeriet orienteret, og større sager blev forelagt ministeren, som havde mulighed for at intervenere. Det synes, at PET’s daværende chef Ole Stig Andersen har opretholdt en omfattende orientering af ministeriet:

“Vidnet forklarede hertil, at han mener, at PET fulgte samme praksis med hensyn til hvervning af meddelere og penetranter. Det er forståeligt, at penetreringer skulle forelægges Justitsministeriet, men det er lige så betænkeligt at hverve en person, der allerede er placeret i en organisation. Vidnet ser ikke nogen væsentlig forskel på de to situationer. Den blotte brug af kilder er derimod en ganske anden sag. PET orienterede de skiftende ministre efter de samme principper. Kun Ninn-Hansen var ikke specielt interesseret, men PET fastholdt, at han skulle orienteres.”[221]

Der var siden 1970e’rne blevet arbejdet med retningslinjer til regionerne om efterforskningen på det politiske område. Arbejdet var endnu ikke afsluttet, da Anders Nørgaards hvervning påbegyndtes, men et udkast til retningslinjer lå på den nyudnævnte justitsminister Ole Espersens bord i de samme dage, som hvervningen fandt sted. En af de ting, hvormed Ole Espersen bidrog til arbejdet med retningslinjerne, var tilføjelsen af en bestemmelse om, at PET’s indsætning af penetranter forudsatte en forelæggelse for og godkendelse ved justitsministeren.[222] Reelt bestod der imidlertid allerede en omfattende praksis, hvorefter politimesteren orienterede departementet og ministeren. Det kan således hævdes, at Ole Espersens bidrag blot rummede en kodifikation af den herskende praksis.[223]

Samme dag som Anders Nørgaard meldte tilbage til kriminalassistenten fra PET, at han var parat til at påtage sig opgaven, den 29. januar 1981, forespurgte regionsafdelingslederen i Århus hos PET’s Centralafdeling, om man kunne skaffe økonomisk dækning for en aflønning af Anders Nørgaard med 5.000 kr. om måneden.[224] Dagen efter, den 30. januar, blev afdelingslederen informeret om, at justitsministeren havde givet grønt lys til operationen.[225] Dette var endda sket, førend man i efterforskningsgruppen i Århus politi og Region II endegyldigt havde besluttet sig for at sende Zeus ind i anarkistmiljøet.

Ole Stig Andersen har for Kommissionen forklaret, at han ikke mente at erindre noget om Anders Nørgaard. Han mente det dog muligt, at han havde modtaget en ”generel orientering om, at PET havde en kilde i Århus, som den lokale politimester var glad for.”[226] Om indsættelsen af Anders Nørgaard i Århus har Ole Stig Andersen forklaret, at han ikke erindrer sagen.[227] Dette blev gentaget i en åben afhøring den 11. november 2003.[228]

Eftersom det er ubetvivleligt, at Justitsministeriet er blevet orienteret om sagen, og eftersom det regnskabsmæssige ansvar lå på PET-chefens skuldre, kan der dog ikke være nogen tvivl om, at denne har givet tilsagn til operation Zeus. Det kunne i princippet tænkes, at tilsagnet nærmest har haft karakter af en bevilling af de fornødne udgifter til Zeus. Det er ligeledes muligt, at politimesteren har delegeret de praktiske, operationelle forhold vedrørende kildegodkendelse til den operative chef, men det er ikke tænkeligt, at PET’s chef ikke er blevet holdt orienteret.[229]

Den 29. januar 1981 hedder det som tidligere omtalt i aktmappen for kilde Zeus, at afdelingslederen i PET’s region II havde underrettet Centralafdelingen om sagen og forespurgt, om der kunne sikres den fornødne økonomiske baggrund. Det hedder her videre, at ”…[kodebetegnelse for politimesteren] får grønt lys i JM for det økonomiske og vil næste dag orientere JM selv.”[230] Det må forstås således, at PET’s ledelse havde forespurgt i departementet, om man kunne tiltræde anvendelsen af den hemmelige kasse til et sådant formål, og at man har fået grønt lys til sagen. Der kan derfor næppe herske tvivl om, at det har været Ole Stig Andersen, som - telefonisk eller ved personligt møde i ministeriet - har redegjort for sagen over for departementschef Niels Madsen.[231] Ole Stig Andersen har således forklaret, at han: ”... har utvivlsomt været i Justitsministeriet med sagen og har utvivlsomt sagt god for brugen af pengene.”[232]

Politimester Ole Stig Andersen har som nævnt ikke konkret kunnet genkalde sig omstændighederne omkring denne godkendelse af Anders Nørgaard. Ole Stig Andersen har over for Kommissionen understreget, at:

”Adspurgt, om der var kontrol fra ledelsens side med hensyn til antagelse af kilder, forklarede vidnet, at det ikke var hans arbejde at vurdere kilder. Vidnet kom kun ind i billedet, hvis de skulle godkendes i Justitsministeriet.”[233]

Der findes ikke nogen samtidige akter, som kan kaste lys på Ole Stig Andersens forelæggelse af sagen i departementet. Daværende departementschef Niels Madsen mente heller ikke over Kommissionen at kunne genkalde sig sagen, men ville på sin side ikke afvise at have været orienteret:

“Adspurgt om den såkaldte ’Anders Nørgaard-sag’ forklarede vidnet, at han ikke har nogen præcis erindring om drøftelser eller sagsbehandling i ministeriet vedrørende Anders Nørgaard, men han har sandsynligvis kendt til ham.”[234]

Der kan på baggrund af den herskende forvaltningspraksis ikke bestå tvivl om, at departementschefen var orienteret om sagen. Dagen efter, den 30. januar 1981, fik PET hos justitsminister Ole Espersen som tidligere anført grønt lys til at indsætte Anders Nørgaard som penetrant for en periode af ni måneder. Der er heller ikke tvivl om, at det var ministeren selv, som gav grønt lys, idet det i tidsskemaet hedder, at …[kodebetegnelse for politimesteren] får grønt lys fra JM personligt’.[235] Justitsminister Ole Espersen har da også over for Kommissionen bekræftet, at han gav tilladelse til indsættelsen af Anders Nørgaard i Århus på baggrund af de alvorlige brandstiftelsessager i byen:

“Det fremgår ikke af vidnets notater, hvornår han første gang blev præsenteret for Anders Nørgaard-sagen. Han blev ret tidligt orienteret af Niels Madsen og Ole Stig Andersen om en række meget farlige brandstiftelsessager fra Århus. De fortalte vidnet, at man ikke havde fået gerningsmændene til brandstiftelsen, og omtalte en organisation benævnt DSB. Niels Madsen og Ole Stig Andersen bad om tilladelse til at indsætte en person, der skulle rapportere til PET. Det var en ubehagelig opgave for den pågældende person og en alvorlig beslutning, men vidnet var ikke i tvivl om, at han skulle give tilladelse til penetreringen. Han har kun givet denne tilladelse.”[236]

Om Anders Nørgaard-sagen har Ole Espersen forklaret for Kommissionen, at han ikke fik identiteten på den pågældende agent oplyst, og at han ikke godkendte agenten som sådan, hvilket han heller ikke mente var hans opgave. Agentens adfærd for at opnå godkendelse i miljøet blev ikke nærmere drøftet.[237] Ministeren har altså godkendt en penetreringsoperation med henblik på opklaring af brandattentaterne i Århus og derpå overladt til sine embedsmænd og PET at gennemføre operationen på betryggende vis. Idet ministeren var underrettet, kan det imidlertid også fastslås, at departementschefen må have haft et grundigt kendskab til sagen (hvilket fremgår af ovenstående citat). Det er vanskeligt at forestille sig, at departementschefen skulle resolvere, at den pågældende sag skulle forelægges ministeren uden at have haft så nøje kendskab til sagen, at han kunne vurdere dens principielle eller politiske betydning.[238] Hermed var der tydeligvis taget stilling rent principielt fra PET-chefen, departementschefen og justitsministeren til det principielle spørgsmål om påbegyndelsen af Operation Zeus i Århus. Ud over den principielle godkendelse er det vanskeligt at komme nærmere en rekonstruktion af det ledelsesmæssige ansvar for operationens forudsætninger og gennemførelse - specielt vedrørende kilde- og risikovurderingen. PET’s daværende chef Ole Stig Andersen har i sine forklaringer tilstræbt en skelnen mellem den principielle, politiske stillingtagen og den egentlige politimæssige vurdering af kilden:

”Det var den operative leder, der på en eller anden måde måtte vurdere kilden, og det var ikke kun et spørgsmål om tjenestens sikkerhed, men også de menneskelige konsekvenser. Vidnet var heller ikke involveret i eventuelle almindelige kriterier for antagelse af kilder.”[239]

“Vidnet forklarede supplerende, at det rettelig var vicepolitimesteren, afdelingslederen og juristen for afdelingen, der skulle foretage vurderingen. Hvis der var tale om kilder til penetrering, skulle spørgsmålet forelægges vidnet og Justitsministeriet.”[240]

Kontrollen med de nærmere vilkår for Zeus’ indsættelse var ifølge denne tolkning i hænderne på PET’s operative chef, Niels Schmidt, og region II.[241] En af medarbejderne i Centralafdelingen beskrev hvervningsprocessen i 1980’erne således:

“Ved hvervning af en ny kilde, udarbejdede den pågældende sagbehandler en meget omhyggelig og præcis beskrivelse af hvem pågældende var, dennes baggrund, samt hvor kilden tænktes anvendt. Dette materiale blev afleveret til afdelingslederen, som gik til ledelsen. Derefter kom materialet retur til sagsbehandleren med påtegning om hvorvidt man kunne gå videre.

Vidnet har ikke kendskab til, om Justitsministeriet eller ministeren skulle godkende kilder. Vidnet ved, at det var PET’s øverste ledelse, der fik spørgsmålet om kildehvervninger forelagt. Om ledelsen kan være gået videre, ved han intet om.”[242]

Niels Schmidt erindrer imidlertid ikke at have været involveret i Anders Nørgaard-sagen:

“Vedrørende Anders Nørgaard forklarer vidnet, at han intet vidste om ham. Vidnet hørte fra bl.a. kriminalinspektøren, at der var en kilde, men ikke om, hvad han udrettede. Vidnet havde intet med Århus at gøre. Vidnets fornemmelse var, at det var et samarbejde med Århus politi. Vidnet kørte kontraefterretning og havde med KGB-aktiviteterne at gøre på dette tidspunkt. Det var Mose Hansen, der havde ansvaret for terrorafdelingen.”[243]

Over for Kommissionen mente daværende politifuldmægtig sig dog heller ikke i stand til at genkalde sig noget ansvar for håndteringen af kilde Zeus i Århus:

“Adspurgt vedrørende Anders Nørgaard-sagen forklarede vidnet, at han ikke har haft noget med denne at gøre. Vidnet erindrer… at have hørt om kilde ”Zeus”, og vidnet har en fornemmelse af, at denne kilde var Anders Nørgaard. Vidnet var bekendt med sagen i Århus, som kørte omkring Bogcaféen, og at der var en meddeler i miljøet.”[244]

Som tidligere nævnt er der i aktmaterialet fra region II henvisninger til, at vicepolitimester Niels Schmidt havde en berøring til beslutningsprocessen i forbindelse med hvervningen af Zeus, og at ligeledes Poul Mose Hansen havde haft berøring til sagen. Afhøringen af de to vidner fandt sted tyve år efter begivenheden.

Derimod må det fastslås, at de nøje førte bilag[245] for udgifterne i forbindelse med kildeføringen og aflønningen af Anders Nørgaards aktiviteter i Århus må være blevet gennemgået og revideret på ledelsesniveau i såvel PET som departementet. Som chef for PET havde politimester Ole Stig Andersen ansvaret for regnskabet for den hemmelige kasse, som i denne tid blev revideret i samarbejde mellem Ole Stig Andersen selv og en kontorchef fra Justitsministeriet. Hermed må i hvert fald de økonomiske aspekter af operation Zeus være blevet godkendt post facto af politimesteren og en kontorchef fra Justitsministeriet.[246]

Retsudvalget stillede i forbindelse med lovforarbejdet vedrørende Kommissionen en række spørgsmål med relation til undersøgelsen. Nogle af disse blev af ministeren efterladt ubesvarede og i stedet henvist til Kommissionen. Spørgsmål nr. 304 påkalder sig i forbindelse med godkendelsen af Anders Nørgaard særlig interesse. Det drejer sig om, hvorvidt ministeren fandt PET’s måde at rekruttere kilder på, således som det fremgik af Fak2eren den 17. maj 1998 ”særlig professionel og betryggende”. Kommissionen kan ikke svare på ministerens vegne, men kan konstatere, at det forberende arbejde, som regionsafdeling II og i efterforskningsgruppen i Århus udførte, var omfattende og grundigt. Som det vil fremgå af det efterfølgende, blev den principielle stillingtagen efterfulgt af en længere og tilbundsgående undersøgelse af kandidaten, hvorunder man tog hans økonomi, adfærd, dækhistorie og private forhold i betragtning. Hertil kom en intensiv instruktion, konstruktion af dækhistorier, belæring om sikkerhedsforhold osv. samt en periode, hvor Nørgaard blev afprøvet under observation. Forklaringerne afgivet af de to involverede kriminalassistenter fra PET og rejseholdet rummede begge udførlige henvisninger til overvejelser med hensyn til kandidatens troværdighed, sikkerhed og menneskelige hensyn - hensyn der i den udførlige samtidige dokumentation for kildeføringen gentagne gange blev henvist til. Den endelige vurdering må bero på en overvejelse af Anders Nørgaards karakter og psykiske habitus. Anders Nørgaards fremtræden for offentligheden i 1998 og hans selvmord i 2000 kan indgå i en sådan vurdering, men det bør også her erindres, at disse begivenheder lå 17-19 år efter Anders Nørgaards virke som penetrant for PET i Århus.

Kildeføring og efterforskningsprioriteter

Den ministerielle godkendelse af operation Zeus var tidsbegrænset til ni måneder. Det er ganske vist nærliggende at antage, at denne begrænsning til dels var motiveret af omfanget af de midler, som var bevilget. Men det kunne dog ikke være helt uden betydning, hvor længe operationen pågik (af Ole Espersens forklaring fremgår, at man var helt opmærksom på det pres, som den pågældende kilde udsatte sig for), ligeså lidt som det kunne være PET ligegyldigt, at man i regionen afsatte mandskabsressourcer til kildeføring osv. Operationen var altså tidsmæssigt begrænset til ultimo oktober, og bevillingen fra den hemmelige kasse omfattede et beløb på 45.000 kroner (dvs. 5.000 kroner om måneden i ni måneder).

Ej heller målsætning og rækkevidde for operationen var uden begrænsninger. Ministerens godkendelse skete, fremgår det af Ole Espersens forklaring og til dels - indirekte - af kildemappen, på baggrund af de alvorlige brandstiftelsessager i Århus. Det var også det indtryk, som medarbejderne i region II havde. En kriminalassistent i regionsafdelingen har over for Kommissionen forklaret, at tilladelsen til indsættelsen af Zeus i høj grad måtte ses på baggrund af de alvorlige brandattentater i Århus.[247] Som forklaret af kriminalassistenten:

“Adspurgt vedrørende kilden Zeus’ godkendelse forklarede vidnet, at han var sikker på, at tilladelsen er givet i lyset af de skete brandattentater, men en egentlig målsætning for indsættelsen af Zeus - dvs. hvorvidt der skulle sigtes mod også efterretningsindhentning ved siden af opklaringen af brandattentaterne - modtog man ikke i forbindelse med godkendelsen. Vidnet har ikke set tilladelsen på skrift.”[248]

Og videre:

“På ny adspurgt vedrørende godkendelsen af Anders Nørgaard som kilde forklarede vidnet, at det var en samlet vurdering, og der var et stort pres på systemet for at opklare brandattentaterne.”[249]

Disse svar var foranlediget af spørgsmål fra Kommissionen om, hvorvidt der var vilkår knyttet til godkendelsen af Anders Nørgaard som kilde, eller om der var fastsat en entydig operationel målsætning for indsatsen. Det var der tilsyneladende ikke, bortset fra justitsministerens forklaring om, at godkendelsen skete på baggrund af efterforskningen af brandattentaterne. Sådanne er ikke fremkommet i forbindelse med undersøgelsen. Interessen knytter sig i pågældende sag ikke mindst til, om man gav tilladelse til indsatsen med henblik på en egentlig opklaring af den løbende kriminalefterforskning, eller hvorvidt man først og fremmest sigtede på at sikre sig løbende informationer om danske venstrefløjsmiljøers forbindelser til RAF-nære politiske miljøer i Vesttyskland.

På den anden side synes der også i begrundelsen af behovet for operation Zeus at være flere henvisninger til en mulig terrordimension med en vis inspiration fra bl.a. Vesttyskland. Den Blå Rapport fra 1998 omtaler i sin redegørelse for hvervningen af Anders Nørgaard, at:

“Samtidig var politiet i besiddelse af oplysninger om, at visse grupper i byen havde kontakter til Rote Armée Fraktion kredse i Tyskland.”[250]

Dette er korrekt. I hvert fald for så vidt angik RAF-sympatisører og støttegrupper. Det bør dog præciseres, at den formodede RAF-forbindelse ikke noget steds optræder som en primær motivation for igangsættelsen af operation Zeus, hverken i kildematerialet vedrørende Centralafdelingens godkendelse af operationen eller i ministeriets stillingtagen.[251]

Eftersom der ikke var tale om en ren PET-operation, men en operation, som indgik i en efterforskning, hvori PET’s regionsafdeling kun var den ene af tre parter, kompliceres billedet af ansvaret for operation Zeus yderligere. Samspillet mellem PET’s regionsafdeling i Århus og rejseholdet var et tema allerede i forbindelse med etableringen af kildeføringen. Indsættelsen ville finde sted under særlige forhold, da efterforskningen havde karakter af et særligt samarbejde mellem kriminalpolitiet i Århus, PET’s Århusafdeling samt rejseholdet: “Sagen har p.g.a. en ’mærkelig’ efterforskningsform fået en behandlingsform, som vi vel ikke tidligere har set i arbejdet.”, hedder det i et notat fra region II.[252] Sagen blev efterforskningsmæssigt set ledet af politimester Erik Christensen i Århus og kriminalinspektør Iversen fra kriminalpolitiet i Århus, mens rejseholdet og den lokale PET-afdeling bidrog med assistance. I region II i Århus, mente man - dvs. sandsynligvis kriminalassistenten og regionsafdelingslederen - imidlertid, at det ville være mest hensigtsmæssigt, hvis Anders Nørgaard blev sat ind under den lokale PET-afdelings kontrol:

“Ved forsøget af en ’plantning’ af ZEUS, mente jeg, at det ville være en fordel, hvis vi (PET.s regionsafdeling) alene havde ansvaret for og dermed føringen af ZEUS, hvorfor jeg fra starten forsøgte at få min ledelses forståelse herfor, hvorved vi alene kunne bestemme, om og hvordan ZEUS i givet fald skulle benyttes.”[253]

Det var ikke lykkedes at få denne procedure igennem. Med godkendelsen af indsættelsen af Zeus fulgte den tilføjelse, at PET kun havde ansvaret for betalingen af kilden, mens ansvaret for og føringen af ZEUS skulle ligge hos Århus Politi. Denne besked gav regionsafdelingslederen den 31. januar videre til kriminalinspektør Iversen, og den 2. februar til politimester Erik Christensen. I et notat anførte regionsafdelingslederen, at: “PET.s regionsafdelings deltagelse er derefter alene af rådgivende karakter,..”. Det kom nu ikke helt til at holde stik, idet vpm. Niels Schmidt intervenerede og insisterede på, at den ene af kildeførerne skulle være regionsafdeling II’s efterforsker, dvs. den ovennævnte kriminalassistent.[254] Når regionsafdelingslederen fandt det opportunt, at ansvaret lå hos Århus Politi, så skyldtes det netop den ”mærkelige” efterforskningsform og de dermed forbundne principielle spørgsmål.[255] Regionsafdelingslederen forklarede, at:

“... han tog initiativet ud fra det synspunkt, at det var en mærkelig efterforskningsform. Der kunne måske rejses en egentlig straffesag og det var meget sjældent, at PET var blandet ind i at køre en straffesag som sådan og derfor var det nødvendigt, at politimesteren fik mulighed for at bestemme, hvordan sagen skulle køres. Vidnet havde ingen erfaring med Rejseholdets måde at føre kilder på og vidnet ville gerne af hensyn til den pågældende kilde sikre, at denne kunne føle sig sikker. Det var også af hensyn til, hvis der skulle køre en regulær kriminalsag, så skulle det nødigt ud til pressen, at PET var involveret.”[256]

I den daglige efterforskning og kildeførelse blev det ikke en politimand fra Århus Politi, men derimod kriminalassistenten fra rejseholdet, som blev den anden kildefører. Dette var naturligt, da politimesteren i Århus først ville blive inddraget i tilfælde af en sigtelse eller en straffesag. At han delegerede den daglig gennemførelse af operationen til efterforskningsholdet vedrørende brandattentaterne var også naturligt.

Kildeføringen kom således til at ligge hos en kriminalassistent fra rejseholdet og en ditto fra PET’s region II i fællesskab. Som kildeføreren fra PET forklarede for Kommissionen:

“Adspurgt hvorfor rejseafdelingen var inde i sagen, forklarede vidnet, at de kørte parløb vedrørende Anders Nørgaard. [Kriminalassistenten fra rejseafdelingen] skulle have med det rent efterforskningsmæssige at gøre, og vidnet skulle have med det sikkerhedsmæssige vedrørende Anders Nørgaards person og hans økonomiske forhold, samt efterretningsoplysninger at gøre. Når der var to kildeførere var det også for at sikre, at der ikke hos rejseholdets folk var tvivl om, at de fik alle aktuelle oplysninger fra efterretningstjenesten. Vidnet rapporterede til PET, og [kriminalassistenten fra rejseafdelingen] rapporterede til afdeling A (dvs. rejseholdet). Vidnet og [kriminalassistenten fra rejseafdelingen] forsøgte at briefe hinanden før og efter instruktionsmøderne.”[257]

Eftersom der var tre politiinstanser involveret, kunne der allerede i udgangspunktet være tale om en vis rivalisering i efterforskningen. Men da efterforskningen var samlet under én ledelse med et samarbejde i efterforskningsgruppen, har det ikke nødvendigvis været tilfældet. Der er i hvert fald ikke tegn på dette. Derimod kan der som nævnt have været forskellige prioriteringer hos PET’s region II og rejseholdet med hensyn til, om penetranten alene skulle målrettes mod en opklaring af brandattentaterne (med den mulighed, at han skulle vidne i en retssag), eller om han skulle benyttes til en mere bredtfavnende og længerevarende indsats mod det radikaliserede venstrefløjsmiljø i Århus.

Beslutning om indsættelse af kilde Zeus

Da Anders Nørgaards tilsagn om at virke som penetrant endelig forelå, begyndte en længere procedure for kildegodkendelse og clearing af baggrund. Den 30. januar 1981 afholdtes et møde mellem PET’s kildefører, lederen af region II og en anden efterforsker fra regionsafdeling II om en “råplan” for Zeus. Først og fremmest gjaldt det om at sikre, at han havde dækket sig ind med en historie på sin gamle arbejdsplads, DSB, hos forældre osv.[258] Videre skulle han - af hensyn til sin egen sikkerhed - indskærpes tavshed med hensyn til sit arbejde for politiet. Dette var punkter, som PET’s operative chef, vicepolitimester Niels Schmidt, havde spurgt om. Videre skulle afdelingen gennemføre baggrundsundersøgelse med hensyn til Nørgaards fortid, bekendtskabskreds og færden. Endelig skulle der til det forestående møde med Anders Nørgaard drøftes hans motiver for engagementet, hans forhold til stoffer og spiritus, fremtidsplaner og økonomi.[259]

Det var dog ikke uden betænkeligheder og forbehold, at Zeus blev sat i funktion. Betænkelighederne strakte sig i Århus en tid efter, at indsættelsen af Anders Nørgaard i princippet var blevet godkendt i PET’s ledelse og i Justitsministeriet. Da efterforskerne - herunder de to kildeførere - den 2. februar 1981 hos kriminalinspektør Iversen drøftede indsættelsen af Anders Nørgaard, var efterforskningslederen skeptisk på grund af Anders Nørgaards personlige forhold og psykiske konstitution.[260]

I den mellemliggende tid skred baggrundsundersøgelsen frem. To referencer afhørtes.[261] Det kan nævnes, at region I gennemførte en baggrundsforespørgsel med hensyn til de adresser, hvor Anders Nørgaard havde boet. Navnene på de personer, som Anders Nørgaard havde boet sammen med i Aalborg, blev tydeligvis også søgt, med resultat for alle fire. Der var tale om ret detaljerede - til dels politiske - oplysninger med cpr.-numre og til dels adresser. Om en person oplystes således, at vedkommende havde deltaget i kvindernes besættelse af det gamle tinghus i Nørresundby, om en anden, at vedkommende havde deltaget i en busaktion, hvor studerende stod på bussen uden at løse billet. En person havde været ”..meget aktiv på venstrefløjen under sin skolegang på [...] Gymnasium”, og i øvrigt aktiv i Studenterrådet på AUC. Vedrørende en anden person kunne oplysningerne dog stamme fra kriminalregistret, idet vedkommende havde været anholdt for en BZ-aktion. De øvrige bofæller til Anders Nørgaard var ukendte i region I. Videre havde region I en del at oplyse om flere personer, som Anders Nørgaard havde omtalt i sin afhøring. Af syv personer var der civiloplysninger på de fem, og en del baggrundsoplysninger om flere, om end de betegnedes som ”ukendt her”. Om en person oplystes, at vedkommende havde været på protestteltlejr ved AUC på grund af værelsesmangel. Om en sidste oplystes, at vedkommendes adresse var identisk med det sted, hvor Arbejdsløshedsmarch 79 havde slået teltlejr for en nat.[262]

Anders Nørgaard blev frigjort af sin chef i De danske Statsbaner, idet det aftaltes, at den formelle grund skulle være, at han havde sagt op for at begynde at læse på ny. Da chefen uden at kende detaljerne var orienteret om, at der var en forbindelse til politiet, blev også denne søgt i Centralafdelingen, i region II samt i kriminalregistret.[263]

Den 3. februar afviklede man så samtalen med Anders Nørgaard. Karakteren af betænkelighederne antydes af de betingelser, som nøje blev ham indskærpet. “Han afhøres igen og bliver gjort bekendt med, at han IKKE må løbe nogen personlig risiko og må ikke foretage sig noget kriminelt.” Samtalen blev optaget på bånd. Hverken bånd eller udskrift findes imidlertid ved akterne.[264] Dagen efter drøftedes hvervningen af Anders Nørgaard på ny på et møde mellem efterforskerne i brandattentatsagen. Udfaldet af mødet fremgår ikke.[265]

Endvidere tog en PET-medarbejder initiativ til at fremskaffe oplysninger om Anders Nørgaards psykiske konstitution. Det fremgik, at Anders Nørgaards psykiske konstitution ikke kunne betegnes som stærk, hvad dog ifølge en kriminalassistents forklaring for Kommissionen ikke ændrede ved vicepolitimester Niels Schmidts opfattelse af, at det var forsvarligt at gennemføre operation Zeus.[266] Det hedder i mødereferatet, at det indsamlede materiale blev forelagt politimester Erik Christensen og kriminalinspektør Iversen. Det kan læses på den måde, at det var disse to århusianske politifolk, som først og fremmest måtte overbevises om Anders Nørgaards anvendelighed. Det hedder videre, at de i samråd med regionsafdelingslederen resolverede, at Anders Nørgaard skulle komme til Århus for at tiltræde stillingen som penetrant i uge 7.[267]

På et møde den 5. februar 1981 samledes på ny kriminalinspektør Iversen med efterforskningsgruppen for at drøfte hvervningen af Anders Nørgaard.[268] Der var tydeligvis stadig skepsis blandt efterforskningsledelsen i Århus Politi. Man fandt det endnu ikke forsvarligt at plante Zeus. Problemet bundede stadig i en vurdering af Anders Nørgaards personlige status. Derimod var man i PET’s region II tilsyneladende indstillet på at vove forsøget:

“Grunden til, at vi fortsat forsøger arbejdet med den pgl., er alene at han i realiteten har den nødvendige baggrund for en godkendelse i det pgl. miljø. Vi prøver en vanskelig indsats i en sag, der har taget en terrorvending med alvorlige handlinger. En vending, der meget vel kan blive udvidet og farlig for dele af samfundet, som det er set i andre lande.”[269]

Citatet antyder, at man i regionsafdeling II i ligeså høj grad havde fokus rettet mod den almene farlighed af udviklingen i det overvågede miljø som mod opklaringen af den konkrete sag. Til sidst nåede man frem til noget, som må tolkes som et kompromis. Iversen og regionsafdelingslederen ville henstille til politimesteren, at Anders Nørgaard skulle komme til Århus for der at blive indsat på “prøve”, mens han blev skolet, kontrolleret og vurderet.[270] Til grund for beslutningen lå som nævnt en række ret grundige forundersøgelser af Anders Nørgaard. Alligevel forudsattes det, at der ville være tale om en vurderings- og prøvetid. I en PET-medarbejders telex-korrespondance til Centralafdelingen formuleredes det sådan, at:

“...i den første tid skal han udelukkende “falde til” i byen og kun tilstilles opgaver, hvor vi vil være i stand til en skoling, vurdering og kontrol af hans færden. kun hvis denne tid bliver tilfredsstillende, skal han i forbindelse med anarkistgruppen.”[271]

Dette blev således til sidst accepteret af politimester Erik Christensen og kriminalinspektør Iversen på mødet den 5. februar med regionsafdelingslederen.[272]

Endelig den 6. februar 1981 mødtes kildeføreren fra rejseholdet med Anders Nørgaard på dennes bopæl for at drøfte de sidste detaljer før afrejsen til Århus. Kildeføreren spurgte til Nørgaards psykiske konstitution, hvortil Anders Nør-gaard forklarede, at han havde haft visse problemer, men han oplyste også, at han havde lagt disse ting bag sig. Det aftaltes i øvrigt, at Nørgaard af politiet skulle modtage 5.000 kr. om måneden for at blive holdt skadesløs for sit virke for PET.[273]

Zeus, som Anders Nørgaard blev benævnt i samtlige kildeindberetninger, blev fulgt meget tæt under sine første uger i Århus. Den 12. februar meldte PET’s kildefører tilbage, at debriefingen af Zeus efter dennes ankomst til Århus havde været tilfredsstillende. Man havde holdt ham under observation, og her konstateret, at han nøje fulgte de anvisninger, som han var blevet givet, samt at han meldte samvittighedsfuldt tilbage om sin færden.[274] Mens Anders Nørgaards adfærd syntes at bortvejre en del usikkerhed, så forblev man opmærksomme på hans økonomi og på forskellige forhold vedrørende bl.a. arbejdsløshedsunderstøttelse.[275]

Centralafdelingen fulgte også proceduren omkring Zeus’ indsættelse og interesserede sig nøje for Anders Nørgaards baggrund og økonomi. Man overvejede sammen med regionsafdelingslederen muligheden for en mere intensiv aktivitet også i weekenderne. Men det synes som om, der stadig var nogen usikkerhed. Niels Schmidt bemærkede endnu den 9. marts, at region IIs holdning til Zeus virkede lidt valen.[276]

Selv om man var lidt tøvende - sikkert i forbindelse med økonomien og Zeus’ fravær fra Århus i weekenderne - så har det været udslagsgivende for region II’s interesse, at man i indsættelsen af Zeus så et håb om et gennembrud i forhold til de mange brandattentater. Regionsafdelingen opererede med den tese, at aktivisterne havde ”lukket ned” efter de mange aktioner, og at de under inspiration af de vesttyske forbindelser var særligt sikkerhedsbevidste. Det gjorde en indhentning fra gruppen meget vanskelig, og her bød Zeus med sine tidligere forbindelser til en af gruppens medlemmer på en chance. Som chefen for region II forklarede:

“Denne gruppe anarkisters ledere…er uden tvivl så godt skolede af de vesttyske anarkister/terrorister, så alle normale efterforskningsmetoder “preller” af. Dette betyder, at operation ’ZEUS’ er mere vigtig end nogensinde. Vi har mulighed for, at ZEUS ved en dygtig og målbevidst indsats (føring) kan komme ind i inderkredsen, når den igen ’lukker op’ for aktiviteter.”[277]

Det er endvidere påfaldende, da der er tale om en aktion, som går i gang på et tidspunkt, hvor der er indtrådt en stilstand i ildspåsættelserne og bombesprængningerne i Århus. Aktionen byggede på den hypotese, at der var tale om et netværk inspireret af udenlandske - mere voldelige - politiske bevægelser, og at der var tale om en slags dvaletilstand, som senere ville blive afløst af nye mere eller mindre militante aktioner. Det forekommer, at man i region II har haft en fornemmelse af, at der var tale om en sikkerhedsbevidst, eksklusiv politisk gruppering, om hvilken man i PET ikke har haft et klart billede. Præcis til denne opgave med at penetrere en sådan gruppe måtte Anders Nørgaard - trods betænkelighederne ved hans psykiske konstitution - synes at have haft særligt gode forudsætninger, idet de århusianske anarkister i forvejen af egen kraft havde søgt at hverve ham for deres sag.

Zeus’ indsats i Regnbuen og PET’s virkemidler

Penetreringen af miljøet i Århus foregik under stor opmærksomhed fra de to kildeførere, som mødtes med Anders Nørgaard næsten hver dag i de første par uger. Økonomi, arbejde og bolig var genstand for betydelig interesse. Der var tale om en intensiv opmærksomhed om, hvordan den nyrekrutterede kilde fungerede. Men efterhånden begyndte man også i begyndelsen af marts at overveje, hvordan Zeus mere aktivt skulle nærme sig anarkistmiljøet i Regnbuen.[278]

I midten af februar 1981 var Zeus begyndt at komme i Fronthuset i Mejlgade i Århus, og i Latinerbodegaen, og han var så småt begyndt at knytte personlige kontakter.[279] Den 12. marts 1981 kom han i forbindelse med nogle af aktivisterne i Regnbuen og begyndte langsomt at knytte forbindelse med dem. Dagen efter var han i Regnbuen og havde her kontakt med en anarkist, som han formentlig havde truffet i sin tid i Aalborg (der er dog ikke noget, der tyder på, at de to mænd til at begynde med genkendte hinanden).[280] Herefter gik det slag i slag. Zeus begyndte efterhånden at videregive informationer fra miljøet i form af signalementer, karakteristikker og redegørelser for de synspunkter, som han havde hørt folk fremføre. Han diskuterede anarki, RAF og lignende politiske temaer med sine nye bekendte på værtshuse omkring i byen og i Fronthuset. Faktisk gik det hele så hurtigt, at Anders Nørgaard den 19. marts 1981 af en af de kvindelige aktivister fik at vide, at han havde været ”oppe” på et møde i Regnbuen:

“..., hvor man bl.a. havde talt om, hvorvidt Zeus var civilbetjent fra politiet. De havde talt om, at Zeus på en hurtig måde var kommet ’i’ med dem, og hvordan han havde haft ’næse’ for det materiale i regnbuen, som de betragtede som ømtåleligt. Dette møde havde resulteret i, at [en navngiven kvindelig anarkist] skulle undersøge det. Bl.a. ved at rette henvendelse til…[den person i den centrale anarkistgruppe], som Zeus engang havde spurgt efter. Dette skulle være en slags ’godkendelse’ af Zeus, for hans videre færden i Regnbuen.”[281]

Efter denne episode gennemgik Zeus sammen med sin kildefører endnu en gang sin dækhistorie og sikkerheden. PET anså det for en naturlig ting, at Regnbuefolkene ville checke ham, før de lukkede ham ind i fællesskabet. Det svarede til det billede af en sikkerhedsbevidst (og farlig) gruppering, som havde dannet sig i efterforskningsgruppen. PET’s kildefører opfordrede ham til at benytte sin fortid ved AUC og Tvind som alibier, hvis der skulle blive brug derfor. Men kildeføreren indskærpede ham også, at han ikke måtte foretage sig noget kriminelt såsom bombekastning, men i stedet afstå med henvisning til sine dårlige nerver.[282]

Episoden markerede imidlertid også et gennembrud for accepten af Zeus i Regnbuegruppen, uden at han dog fik adgang til alle gruppens hemmeligheder. Han mente stadig, at der var visse forhold, som aktivisterne omgærdede med tavshed og indforståede hentydninger. Den 23. marts 1981 passede han imidlertid på egen hånd Regnbuen og benyttede sig af lejligheden til at se en del materiale, som lå fremme.[283] Frem mod slutningen af marts 1981 rykkede Zeus langsomt tættere ind i gruppen og blev efterhånden også mere anerkendt af en person i den centrale anarkistgruppe. Zeus’ kildefører fra PET vurderede fremskridtene som gode:

“Vidnet fandt på daværende tidspunkt, at Anders Nørgaard var god i miljøet. På de ugentlige møder blev ugens forløb drøftet, og Anders Nørgaards evne til at komme ind var rimelig god. Anders Nørgaard fik af Regnbuen overdraget nøgler, kasse og fik ansvar for administrationen, hvorfor vidnet ikke tror, at miljøet har haft mistanke om, at Anders Nørgaard var PET-agent.”[284]

Anders Nørgaard fortsatte med at formidle oplysninger om samtaler, personer og dokumenter, som han fik adgang til. Miljøet kom også med små hentydninger til, at det var DSB, der havde stået bag aktionen mod Terma. Den 26. marts 1981 kunne han videregive rygter om en tysker, som opholdt sig i Øgade-kvarteret og vistnok havde vrøvl med politiet, og den 31. marts 1981 kunne han aflevere en skriftprøve fra Regnbuens skrivemaskine til kildeføreren fra PET, som sendte den videre til rejseafdelingen. Hermed ville man undersøge, om det var den pågældende skrivemaskine, hvormed gerningsmændene havde skrevet det kommuniké, som var offentliggjort i forbindelse med aktionerne. Han afleverede også en liste over personer i Regnbuen og en liste over de tidsskrifter, som lå fremme.[285]

Den 2. april 1981 var der i Regnbuen et møde, hvor man diskuterede Zeus’ placering i gruppen. Han fandt her god støtte fra flere, bl.a. fra en person i den centrale anarkistgruppe, som mente, at der var brug for Nørgaard i det internationale solidaritetsarbejde. Man enedes også om, at Nørgaard skulle optræde som fast vikar i Regnbuen. Det var på mange måder et vigtigt gennembrud ind i kredsens midte. Zeus kunne da også meddele sine kildeførere oplysninger, som han fik i samtaler med anarkistgruppens medlemmer.[286] Kildeførerne kontrollerede i øvrigt Zeus’ oplysninger med aflytningsrapporterne og kunne konstatere, at hans oplysninger stemte udmærket overens med det, som man vidste fra disse operationer.[287]

Målet for Zeus’ virksomhed var i virkeligheden et meget diffust miljø. Institutionelt var centrum i hans virke bogcaféen Regnbuen og den dertil knyttede anarkistiske personkreds. Bogcaféen blev drevet kollektivt af en række meget forskellige miljøer, som havde det til fælles, at de var mindre organisatorisk bundne end de aktiviteter, som udfoldede sig i Fronthuset omkring især Fagkritisk Front. En blandt flere af grupperingerne bag Regnbuen var en kreds af anarkister og antiautoritære socialister.[288] Der var således ikke tale om et organiseret politisk miljø i foreningsmæssig eller institutionel forstand. Bogcaféen og dennes lokaler synes at have været centrum i aktiviteterne. Men også andre lokaliteter har spillet en vigtig rolle som mødested for anarkisterne. Det gælder dels Fronthuset i Mejlgade dels værtshuse såsom Latinerbodegaen, Casablanca mv. Men også bofællesskaber og kollektiver, hvor flere af personerne holdt til, indgik i større eller mindre grad i miljøet. Gruppens arbejde synes at have været meget løst organiseret omkring bogcaféens drift, de politiske møder i bogcaféen, flere små arbejdsgrupper, som tog sig af forskellige opgaver (trykning, plakatopklæbning, internationale kontakter osv.), og de mange forskellige forbindelser, som gruppen havde både til andre lokale grupper (f. eks. Boligkaravanen) og internationale grupper. Det virker som om, arbejdet i øvrigt har været rettet mod at iværksætte støttegrupper og lignende som f. eks. Nordirlandskomitéen og støttegruppen for de politiske fanger i Vesttyskland. Der var altså tale om en kreds, som på en gang var meget løst organiseret med en ret stor personkreds i periferien, men som samtidig havde en uformel veldefineret kerne. Fra denne cirkel gik en lang række forbindelser til andre politiske og aktivistiske miljøer i Århus, København og i udlandet.[289] Flere af de formodede gerningsmænd til brandattentaterne kom tidvist i Regnbuen, men det er vigtigt at fastholde, at Regnbuen trods personsammenfald ikke udgjorde den organisatoriske ramme for aktionerne. Hvad angår DSB er der grund til at formode, at flere af deltagerne bag denne gruppes aktioner ligeledes havde berøringsflade til Regnbuen eller færdedes i de samme miljøer, som kredsene bag Regnbuen. PET’s interesse for bogcaféen var begrundet i, at visse mistænkte havde deres gang i dette miljø, men ikke i en forestilling om, at bogcaféen som sådan var en drivende kraft bag aktionerne.

Zeus var nu så etableret i Regnbuen, at han gennem april flere gange kunne sende detaljerede oplysninger om diskussionerne i gruppen om forskellige aktioner som f.eks. planer om at besætte kasernen i Vester Allé, demonstrationer mv. Oplysninger kom også frem om anarkisternes organisation i Danmark og om en international anarkistkonference, som var planlagt i Paris. Der blev talt om bomber og ”direkte aktioner”. Samtidig deltog han i arbejdet med plakatopklæbninger mv. og omgikkes også TABU (Tilbud til Arbejdsløse Bevidste Udskud) og folk fra Boligkaravanen.[290] Zeus kunne også fortælle, at en ny mand - var på vej ind (der var dog rettere tale om, at en allerede kendt aktivist nu var tilbage) i Regnbuen, og at denne åbenbart havde en del internationale kontakter. Den pågældende havde deltaget i den sidste konference i IFA (International Federation of Anarchists) og i en arbejdsgruppe om væbnet kamp, bl.a. international terrorisme.[291]

Efter påske vendte Zeus tilbage til arbejdet og begyndte nu også at deltage i trykkerigruppen. Det fremgik af Zeus’ rapporter, at Regnbuegruppen syntes at overveje en aktion af en art, og i region II fandt man, at det var muligt, at en sådan ville blive rettet mod det vesttyske konsulat.[292]

“zeus, der paa flere maader nu har vist, at han er ved at komme ind i det rette miljoe, kan endnu ikke sige noget sikkert om tidspunktet for en evt. aktion, men han mener, at de er ved at forberede et eller andet. zeus foeler selv, at…[en person i den centrale anarkistgruppe] endnu ikke har fuld tillid til ham, og dette begrunder han selv med, at [den pågældende] f. eks. lukker i, hvis de kommer ind paa noget aktuelt vedroerende de tyske terrorister.”[293]

Efterforskningsgruppen fik Zeus til at udskifte nogle af kuglehovederne i Regnbuens skrivemaskiner med mærkede kuglehoveder, og man tog sine forholdsregler til at kunne gribe ind ved en aktion. Man var i ledelsen indstillet på, at Zeus skulle fortsætte sit arbejde om end med stor forsigtighed, idet kredsen syntes meget sikkerhedsbevidst.[294]

Efterforskningen blev tilsyneladende også besværliggjort af, at aktionsgruppen havde sat aktionerne på lavt blus efter de mange handlinger, som var foregået i 1980. Det var i hvert fald arbejdshypotesen hos efterforskningsgruppen. En i Regnbuegruppen mente,

“...at der ikke var muligheder for flere aktioner i Århus, da alle aktivisterne flytter på landet og vil være miljøflippere.”[295]

Zeus forsøgte at udnytte mulighederne for at spørge til Terma-aktionen og aktionen mod det britiske konsulat og fik hver gang det indtryk, at man havde droslet ned. Det var især forsøget på at kontakte ovennævnte person i den centrale anarkistgruppe, som udløste denne opfattelse. Zeus sagde på et tidspunkt til en af de andre i gruppen, at Terma-aktionen sikkert var lavet af en person i den centrale anarkistgruppe og fik svaret: ”Hvorfor tror du, at [vedkommende] er gået under jorden?”.[296]

Ved siden af dette strengt efterforskningsmæssige aspekt med hensyn til opklaringen af, hvem der stod bag brandattentaterne, bestod Zeus’ arbejde i vidt omfang i indsendelse af signalementer af og navne på den personkreds, som havde forbindelse med kredsen. Kildemappen rummer en lille samling af biografier og karakterskitser over syv af de mest fremtrædende medlemmer af anarkistmiljøet. Disse er udfærdiget af Anders Nørgaard på Hotel Royals brevpapir. Der er tale om psykologiserende portrætter, som redegør for opvækst, personalia, levnedsløb, politiske holdninger og aktiviteter.[297] Tidsskema og rapporter rummer mange personsignalementer og forsøg på identificering af de pågældende personer - i reglen via folke- og kriminalregister - lokalisering af adresser, bopæle, bilnummerplader og -beskrivelser. Kildemappen rummer en hel samling små sedler og notitser af Anders Nørgaard med navne, adresser, telefonnumre, nummerplader fra folk, som er kommet i anarkistmiljøet, og til tider med stikord til de pågældendes forskellige former for politisk engagement mv.[298]

I forbindelse med den 1. maj 1981 aftaltes det med kildeførerne, at Zeus skulle begynde at fotografere anarkisterne til majdemonstrationen. Det kunne han gøre med henvisning til, at han tidligere havde fortalt, at han havde været fotograf.[299] Zeus leverede en del billeder til PET af gruppen. En del af dem tjente primært til identificering, mens andre blev brugt i efterforskningen. Det lykkedes således Anders Nørgaard at fotografere et par sko, som senere blev identificeret som værende af samme type som dem, der havde afsat spor efter en af aktionerne. Skoene sad imidlertid ikke på den rigtige person, da man i det pågældende kollektiv forholdt sig pragmatisk til brugsretten til beklædningsgenstande.[300]

Anders Nørgaard begyndte - så snart han fik adgang til Regnbuen - at samle materialer til sine kildeførere fra lokaliteterne. I flere tilfælde videregav han ekstra eksemplarer af dokumenter til PET, andre gange tog han fotokopier eller lignende. Han udfærdigede også lister over, hvilke tidsskrifter der lå fremme, og afskrev adresselister på anarkisternes internationale kontakter i udlandet. Alt sammen blev givet kildeførerne.[301] Dette arbejde blev lettere, efterhånden som han blev anerkendt som en del af aktivisterne i Regnbuen. I april 1981 besluttede man, at han mere fast skulle hjælpe med at passe bogcaféen. Hermed fik han udvidet adgang til at kopiere dokumenter, afskrive adresselister mv.[302] Blandt materialet fandt han bl.a. oplysninger i form af en ”kogebog” om, hvordan man skulle stjæle biler, lave rørbomber, brandbomber, tændsatser og molotovcocktails.[303]

En anden betydelig del af Zeus’ indrapportering bestod i videregivelse af oplysninger om samtaler og politiske diskussioner, hvor de pågældende gav udtryk for deres holdninger med hensyn til det bestående politiske system, anarkisme, terror og voldsanvendelse i al almindelighed. En stor del af disse samtaler rummede henvisninger til direkte aktion, vold og provokationer af forskellig slags. Hvad der var almindelig bragesnak - i reglen på det ene eller andet værtshus i Mejlgade-kvarteret - og hvad der rummede realiteter, er svært at udskille. Anders Nørgaard var selv opmærksom på problemet:

“[En anarkist] havde fortalt, at en faxe-fad var bedst egnet til molotov-cocktail, fordi den lå godt i hånden. Han havde talt mere om benzinbomber og havde understreget, at det var vigtigt med en god væge. Denne snak var kun om benzinbomber og han havde ikke talt om benzinbomber i nogen konkret forbindelse. Zeus sagde, at de tit snakker om bomber og brand, uden at de lægger noget i det. Det er som om en rigtig anarkist helst skal snakke om den slags ting for at være ’med’”.[304]

Zeus blev efterhånden en anerkendt del af Regnbuegruppen. Det kom bl.a. til udtryk på det omtalte møde i april 1981, hvor man enedes om at trække ham yderligere ind i arbejdet.[305] Men i maj 1981 oplevede han modsat, at han måtte gennemleve en regulær inkvisition om sit politiske ståsted. En person i den den centrale anarkistgruppe berettede over for ham på Café Casablanca, at en anden person i den centrale anarkistgruppe havde hævdet, at Nørgaard var politimand. Nørgaard blev nu udspurgt om sit syn på aktionerne mod Terma og mod det britiske konsulat. Han svarede, at det var eksemplariske aktioner, og at de havde hans fulde støtte, så længe de ikke kostede menneskeliv. Han blev derpå spurgt, om han ville være med til at lave lignende aktioner. Hertil svarede Zeus, at det kunne han ikke tage stilling til uden at kende deres form, mål osv. Under samtalen havde Anders Nørgaard været bange og på nippet til at løbe, men havde dog holdt hovedet koldt. I løbet af samtalen blev han udspurgt om de plakater, som en person i den centrale anarkistgruppe i sin tid havde sendt ham i 1978 fra Vesttyskland. Da han detaljeret var i stand til at beskrive dem, syntes den udspørgende person fra den centrale anarkistgruppe at være blevet tilfreds og have set det som et grønt lys for Nørgaard.[306] Episoden taler for, at Anders Nørgaards baggrund på mange måder var meget velegnet som dække for en penetrant i det meget mistænksomme og sikkerhedsbevidste anarkistmiljø. Den sætter imidlertid også spørgsmålstegn ved, om det efter maj 1981 var sikkert at lade ham fortsætte som penetrant. På den anden side synes Nørgaard at have svaret godt for sig og udvist en god evne til at fastholde sit dække selv under pres. Ved denne lejlighed som ved andre synes Anders Nørgaard i øvrigt også at have fulgt sine instrukser om ikke at få berøring med ulovligheder. En enkelt episode kaster imidlertid lys på vanskelighederne ved på en gang at infiltrere en sådan aktivistisk gruppe og samtidig holde sig inden for lov og politivedtægt. På et tidspunkt rapporterede PET-kildeføreren, at Anders Nørgaard sammen med sin anarkistiske gruppe havde medvirket til at spraymale slagord på biler og ophænge plakater (det første var hærværk og det sidste var i strid med politivedtægten). I den anledning modtog man fra en jurist i PET’s Centralafdeling en indskærpelse af, at den af PET førte kilde under ingen omstændigheder måtte deltage i ulovligheder. Anders Nørgaard indvendte, at i så fald ville det se dumt ud, at han stod tilbage, når de andre anarkister gik i aktion, og PET-kildeføreren svarede Centralafdelingen, at i det mindste plakatophængningen måtte falde under det, som man måtte se gennem fingre med for at sikre Anders Nørgaard et troværdigt dække som helhjertet anarkist.[307]

Den 30. maj 1981 fik Anders Nørgaard af en af de andre aktivister at vide, at denne sammen med to personer i den centrale anarkistgruppe igen havde drøftet spørgsmålet om, hvorvidt Anders Nørgaard kunne være politiagent. Her havde den ene erkendt, at hans mistanke kun byggede på en svag anelse. Den anden havde derimod taget Anders Nørgaard i forsvar, talt varmt for ham og henvist til, at en tredje person i den centrale anarkistgruppe havde sagt god for ham.[308] Det synes som om, at man i miljøet har foretaget en ”omvendt baggrundsundersøgelse” af Anders Nørgaard. Ved en lejlighed mente han selv, at hans værelse var blevet undersøgt. Han havde dog ikke noget på værelset, som kunne afsløre forbindelsen til politiet. Senere havde han til en af aktivisterne klaget over rygterne om, at han var politimand. Denne blev ked af det, og sagde, at hun var blevet pålagt opgaven, dvs. at checke Nørgaard på vegne af den skeptiske person i den centrale anarkistgruppe. En person i den centrale anarkistgruppe forfulgte også stadig sagen med de plakater, som Anders Nørgaard havde modtaget fra en anden person i den centrale anarkistgruppe. Zeus måtte til sidst bede politiet, som havde modtaget materialerne, om at tilbagelåne dem til ham, så han kunne tilfredsstille denne interesse.[309]

Anders Nørgaard blev benyttet som kilde til politiske personoplysninger i det anarkistiske miljø i Århus i særdeleshed og i de tilstødende person- og partigrupperinger i almindelighed, og til at fremfinde beviser mod de formodede gerningsmænd bag brandattentaterne. Hans indsats i forbindelse med Regn- buen, dvs. bogcaféen, gav ham således et vidt forgrenet kontaktnet til ikke alene de meget løse politiske netværk i Århus, men også til enkeltpersoner og sociale netværk, som samlede sig om nogle af de kollektiver og bofællesskaber, hvor enkeltpersoner fra miljøerne i kortere eller længere tid boede. Eftersom venstrefløjsmiljøerne i Århus kun i mindre grad støttede sig på formelle strukturer, egentlige foreningsdannelser og institutionaliserede beslutningsprocedurer, men i stedet rummede en mængde tværgående politiske og personelle forbindelser, så var det meget vanskeligt at afgrænse, hvem man interesserede sig for. Hermed kom Zeus også hurtigt i kontakt med f.eks. Boligkaravanen, VS, Fronthuset osv. En anden vigtig grund til, at det var svært at afgrænse Zeus’ aktivitet, var, at Regnbue-miljøets centrale personer var igangsættere af en række politiske initiativer, som også havde forbindelser til udenlandske grupperinger og til ligesindede bestræbelser i København.

I begyndelsen af juni 1981 gjorde kildeføreren fra PET status over Zeus’ hidtidige indsats og rettede blikket mod de fremtidige muligheder. Her træder kildeføreren et kort øjeblik ud af tidsskemaets rapporteringsstil og glider i højere grad over i en vurdering af Anders Nørgaard og en analyse af udviklingstendenserne i anarkistmiljøet i Århus. Disse overvejelser synes fremprovokeret af, at rejseholdet og dettes kildefører havde trukket sig ud af efterforskningen. PET’s kildefører kom i disse ca. 1½ side lange bemærkninger ind på Anders Nørgaards fremtidsmuligheder og chancer for på en god måde at frigøre penetranten fra PET’s tjeneste. Zeus var efter kildeførerens opfattelse en god kilde. Det skyldtes ikke kun, at han var autoritetstro og loyal over for myndighederne, men også at han var intelligent og tænkte klart. Arbejdet som kilde gav ham efter kildeførerens opfattelse en god tilfredsstillelse, da han hermed fik opfyldt sine behov for spænding og anerkendelse. Nørgaard fik en følelse af at gøre et arbejde, der var vigtigt for samfundet.[310]

“Som situationen er i Århus i øjeblikket, vil det være ønskeligt for PET/ÅRHUS, at han arbejder her indtil jul. Anarkistgruppen er stadig præget af splittelse, men personer som…[navn på en person i den centrale anarkistgruppe] og…[navn på en anden aktivist] er stadig lige rabiate og taler om aktioner. Vi formoder stadig, at gerningsmændene til brandene på IBM, Terma og Det Britiske Konsulat skal findes hos anarkisterne. Zeus er overbevist om, at…[de to ovennævnte] kunne have gjort det. Han mener også, at…[anden person i den centrale anarkistgruppe] har haft en andel i planlægningen, men at…[denne] af taktiske grunde er “gået under jorden” i tiden efter, hvor…[denne] må have forventet en overvågning. Zeus peger i den forbindelse på, at de ledende anarkister…er meget intelligente og taler meget om politiets taktik. Derfor må det prioriteres højt, at overvåge denne gruppe. Vores erfaring på det efterforskningsmæssige er, at telefonaflytninger kun giver små bidder af oplysninger, som er meget svære at vurdere, hvorimod en penetrering af gruppen virkelig giver os de oplysninger, som kan bruges.”[311]

Det var klar tale. Hertil kom PET-medarbejderens overvejelse om, at det økonomisk også betydelig bedre kunne svare sig at benytte en penetrant i stedet for telefonaflytninger og andre virkemidler. Han konstaterede, at de bevilgede 45.000 kroner til Zeus ville strække sig indtil midten af september, og at der for at holde ham i arbejdet frem til jul ville være brug for en yderligere bevilling for 3½ måned svarende til 17.500 kroner. Der blev vedlagt kopi af regnskab for det forløbne.[312]

Baggrunden for dokumentet var overvejelser om Anders Nørgaards mulige overflyttelse til Centralafdelingen med henblik på hans indsættelse som penetrant i København. Det er mest sandsynligt udsprunget af en drøftelse mellem kildeføreren og Centralafdelingen om Zeus’ fremtid. Kildeføreren fandt siden hen, at det vel sagtens var rekvireret fra afdelingslederen af ekstremismeafdelingen til netop dette brug.[313]

Der findes ikke i kildematerialet nogen form for respons på denne klare anmodning om en forlængelse af mandatet for operation Zeus (og for så vidt også en udvidelse heraf, da kildeføreren ikke kun taler om efterforskning af brandattentaterne). Det må anses for usandsynligt, at rapporten er afgået til Centralafdelingen, uden at den er blevet aftalt med regionsafdelingslederen. Men hverken fra PET’s Centralafdeling eller fra ministeriet findes der vidnesbyrd, som kan kaste lys på forlængelsen af operation Zeus på et tidspunkt, hvor rejseholdet (jf. nedenstående analyse) havde opgivet den egentlige efterforskning i forbindelse med de brandattentater, som udgjorde baggrunden for den oprindelige tilladelse fra justitsminister Ole Espersen til at iværksætte operationen.[314]

Anders Nørgaards indsats koncentrerede sig faktisk ikke kun om de rent efterforskningsmæssige aspekter af PET’s arbejde. Da en gruppe aktivister - herunder en flok fra Regnbuemiljøet - i slutningen af november 1981 besatte Høegh Guldberggades Kaserne i Århus, kunne Anders Nørgaard via sin kildefører også forsyne Århus Politi med detaljerede oplysninger om besætterne og forholdene i og omkring de besatte bygninger. Han oplyste således, at en person fra den centrale anarkistgruppe havde arrangeret det således, at besætterne kunne aflytte politiradioen og give detaljerede redegørelser for, hvordan man havde forskanset sig med plastic, kyllingetråd og brædder. Der var dog en åbning, som man havde glemt, nemlig en kælderhals i bygningens nordside. Anders Nørgaard medbragte få dage efter fotos af indretning og barrikadering taget inde fra kasernen, og han kunne således berette om alarmeringssystemer, vagthold osv. Endelig udfærdigede han en skitse over bygningen. Disse oplysninger indgik som et centralt moment i ordenspolitiets planlægning af rydningen af bygningen. Endelig kunne han også sende en stemningsrapport om, hvordan aktivisterne havde reageret på politiets rydning af bygningen.[315]

Zeus’ indsats i Århus i især første halvdel af 1981 er i eftertiden blevet kritiseret for at have været amatøragtig og forfejlet. En af anarkisterne har således over for Kommissionen lagt vægt på, at Anders Nørgaard skal have talt om Regnbuebevægelsen, og beskriver dette som helt forfejlet, da der ikke var nogen Regnbuebevægelse. En del af denne argumentation sigter på at tegne et billede af PET’s indsats under efterforskningen af ildspåsættelserne i 1980 som forfejlet.[316] Dette billede holder ikke for en nærmere efterprøvning på grundlag af de efterretningsrapporter, som bygger på oplysningerne fra Anders Nørgaard. I Zeus’ indberetninger skildres Regnbuen og gruppen derom i udmærket overensstemmelse med tidens løse organisation og samværsformer. Den fremherskende betegnelse er ”Regnbuegruppen” eller ”gruppen, som kom i bogcaféen” og lignende. Fokus i indhentningen var ikke på Regnbuen som sådan, men på kredsen af personer, som kom og gik i Regnbuen og i de netværk, som havde berøring dermed. Billedet af afsløringen af Anders Nørgaard i 1998 og af hans sidste tid kan her have spillet en rolle for den måde, hvorpå han er blevet skildret af dem, som kendte ham i Århus. Det kan næppe heller udelukkes, at de berørte aktører - bevidst eller ubevidst - kan have været tilbøjelige til at stille Anders Nørgaard og PET i et lidt ubehjælpsomt lys for derved at påvirke offentlighedens billede af det anarkistiske venstrefløjsmiljø.

Zeus og de udenlandske forbindelser

Det fremgår af Zeus’ tilbagerapportering og af dokumentsamlingerne i kildemappen, at han i særlig grad er blevet lagt på sinde at holde sig orienteret om den internationale dimension i anarkistmiljøets politiske arbejde. Det fik han i øvrigt særlige forudsætninger for, da det på et møde i Regnbuen i april 1981 blev besluttet, at han dels skulle deltage i den internationale gruppes arbejde sammen med især en person fra den centrale anarkistgruppe, dels skulle ”passe biksen”, dvs. Bogcaféen.[317] Det var ikke mindst Nordirlandskomitéen, som arbejdede til støtte for IRA-fangerne i de nordirske fængsler, og støttearbejdet til fordel for de vesttyske RAF-fanger, som var genstand for Zeus’ særlige opmærksomhed. Kildemappen rummer således også en del dokumenter, kommunikéer, opråb m.v. fra disse miljøer samt mødeplaner for støttearbejdet i denne sammenhæng. Ved den begyndende kontakt i Regnbuen erfarede Zeus, at ovennævnte person i den centrale anarkistgruppe skulle være kommet med en tysk tekst, Revolutionärer Zorn, og da det blev nævnt, tyssedes der på vedkommende, som havde sagt det. Senere kunne han berette, at: ‘...[personen i den centrale anarkistgruppe] havde en del tyske kammerater, og A[nders Nørgaard] kunne forstå, at… [han] ofte var i Tyskland.’[318]

I september 1981 kunne Zeus efter en Berlinrejse komme med flere oplysninger om den tyske forbindelse. Han meddelte, at ovennævnte person fra den centrale anarkistgruppe havde forbindelse til en tysk kvinde, som havde forbindelse til RAF, og at hun medbragte skrivelser underskrevet af RAF om angrebet på den amerikanske base i Ramstein i Vesttyskland. Zeus kunne også fortælle, at den danske anarkist under en stor del af Berlinturen havde frabedt sig de andres selskab og var gået alene. Zeus havde med skiftende held forsøgt at skygge ham.[319] Besøget i Vestberlin er behandlet meget kritisk i bogen Den hemmelige Tjeneste. Problemet var, at Anders Nørgaard var nødt til at bede politiet om hjælp til udstedelse af pas, og at han ved ankomsten til zonegrænsen blev trukket til side, fordi hans pas var udstedt på en søndag.[320]

Den tyske forbindelse gennem efteråret 1981 optager en del plads i kilderapporterne fra Zeus. Zeus kunne også meddele, at ovennævnte anarkist var tydeligt inspireret af besøget i Vestberlin, og at denne havde planer om, at anarkisterne i løbet af efteråret skulle støtte RAF og lave antivesttysk arbejde.[321] Spørgsmålet var imidlertid, hvilken værdi Zeus efterhånden havde, idet det er hævdet, at man i miljøet på dette tidspunkt havde erkendt, at han var politimeddeler. Det var kildeføreren fra PET i sin forklaring for Kommissionen ikke enig i:

“Vidnet forklarede hertil, at han ikke tror, at der kom noget frem om Zeus’ mulige politiagentvirksomhed, når han rejste til Paris og Berlin med ledelsen. Hvis gruppen havde gjort, hvad de var mistænkt for, vil vidnet antage, at de ville have været meget påpasselige, og derfor måtte Zeus være accepteret, når han kunne deltage i aktiviteterne som beskrevet.”[322]

Kilder fra anarkistmiljøet har omvendt hævdet, at Anders Nørgaards identitet var kendt fra første færd, og at man aldrig betroede ham noget af betydning:

“[Personen fra den centrale anarkistgruppe]…har kun vekslet få ord med Anders Nørgaard til en fest, men fik løbende referater fra…[den anden person fra den centrale anarkistgruppe] om, hvad Anders Nørgaard foretog sig. Alle vidste, at han var provokatør eller politiagent fra 1. dag, da han fotograferede alt, anvendte receptionen og boede på Hotel Royal og han havde ingen troværdig baggrund. [Den tredje person fra den centrale anarkistgruppe]…havde mødt Anders Nørgaard i Ålborg, men ville ikke forholde sig til ham og sagde aldrig god for ham. [De to førstnævnte anarkister]…havde kun meget lidt kontakt til [den tredje] på dette tidspunkt… [Den anden person]… stolede ikke på Anders Nørgaard over en dørtærskel, men var kun glad for, at han passede butikken. At PET gad bruge kræfter på en agent i Regnbuen virker fuldstændig latterligt, for der skete intet i Regnbuen bortset fra rygning af tjald i baglokalet. En infiltration i Boligkaravanen ville have været nærmest umuligt, da man boede sammen og havde meget tætte relationer.”[323]

Anders Nørgaard var - tydeligvis på opfordring fra kildeførerne - opmærksom på forbindelser til vesttyske aktivister, især sådanne med forbindelse til Internationaler Verteidiger Komitee (IVK), som arbejdede for solidaritet med de fængslede RAF-folk. Særlig opmærksomhed blev viet til den centrale anarkistgruppes forbindelser i Vesttyskland i almindelighed og i Stuttgart i særdeleshed samt til to tyske kvinder, som ved flere lejligheder besøgte anarkisterne i Århus som forbindelsesled til de tyske støttegrupper. I begyndelsen af oktober kunne Zeus oplyse, at man efter inspiration af de to tyske piger havde til hensigt at oprette en århusiansk støttekomité for de ”politiske fanger i Vesttyskland”. En person i den centrale anarkistgruppe havde opfordret Anders Nørgaard til at deltage i arbejdet, hvilket denne havde takket ja til. Planerne gik dog i første omgang i vasken, da de to kvinder blev anholdt af politiet. I slutningen af oktober ville de dog vende tilbage for at genoptage de afbrudte diskussioner med anarkisterne i Århus om dannelsen af en ”Knastsolidaritetsgruppe” til støtte for RAF-fangerne i Stuttgart-fængslet. Det var bl.a. hensigten at drøfte, under hvilke former støtten skulle finde sted.[324] Anholdelsen af de to kvinder fandt ifølge Den Blå Rapport sted på baggrund af oplysninger fra Anders Nørgaard.

“Formålet var at klarlægge deres identitet og herunder afdække, hvorvidt de pågældende var efterlyste RAF-medlemmer. Dette viste sig ikke at være tilfældet, hvorimod de arbejdede som støttepersoner for fængslede RAF-medlemmer i Tyskland og ønskede dette støttearbejde udbygget i Danmark.”[325]

Efter forskrækkelsen med anholdelsen af de to tyskere foregik kontakten denne gang under store sikkerhedsforanstaltninger. Anders Nørgaard rapporterede, at man i gruppen så spøgelser overalt og var meget opmærksomme på overvågning. Han kunne også oplyse, at man havde brugt weekenden på at diskutere RAF-fangernes forhold, hvordan man bedst kunne oprette solidaritetsgrupper i Danmark, som skulle være klare, når RAF-fangerne satte ind med sultestrejke. Det fremgik klart af hans oplysninger, at de to kvinder havde kontakt til de fængslede RAF-aktivister. Den ene havde forbindelse til den fængslede RAF-aktivist Sigfried Haag, og den anden var ifølge Anders Nørgaard kurer for RAF. Anarkisterne planlagde i øvrigt at tage kontakt til en række andre venstrefløjsgrupper (SAP, VS, SF, DSF og ASO) for at aktivere solidaritetsarbejdet. Hensigten var at udbrede propaganda til fordel for RAF, indlede en anti-Vesttysklandskampagne og i øvrigt agitere imod NATO i alle tilgængelige medier. Han meddelte videre, at to personer i den centrale anarkistgruppe sammen havde udarbejdet en liste over alle NATO-installationer i Danmark og givet denne videre til en kontakt i Vesttyskland, som havde givet den videre til RAF.[326]

Gruppens interesse for RAF synes også at have øget spændingerne og sikkerhedsbevidstheden i anarkistmiljøet yderligere. Da Anders Nørgaard i slutningen af oktober kom til mødet mellem de århusianske anarkister og de to vesttyske udsendinge fra støttegrupperne for RAF-fangerne, havde alle været meget optagne af en artikel i Ekstra Bladet. Heri forlød det, at RAF havde forbindelse med en gruppe danske sympatisører. To personer i den centrale anarkistgruppe var meget ophidsede over artiklen og mente, at de omtalte sympatisører måtte være dem selv, og at politiet måtte være meget tæt på gruppen. De to vesttyskere mente, at de under anholdelsen måske havde haft nogle papirer på sig, som kunne have givet anledning til visse af påstandene i artiklen om, at man forberedte en kidnapning af prinserne.[327] Det forklarer imidlertid på ingen måde, hvordan oplysninger, som må have været i politiets varetægt, kunne være at læse i et større dagblad, og da slet ikke hvordan eksistensen af en politikilde kunne komme til offentlighedens kendskab.

En tidligere ledende skikkelse i det anarkistiske miljø har for Kommissionen forklaret, at der ikke ved de to kvinders besøg var noget hemmeligt eller fordækt, og at vedkommende fandt, at det var en fejlbedømmelse af politiet at anholde dem. Det fremgår imidlertid også af forklaringen, at kontakten var opstået som resultat af en rejse, som den ledende danske anarkist havde foretaget til Stuttgart i forbindelse med RAF-fangernes sultestrejke, og at han der havde fået besked på, at de to kvinder ville komme til Århus. I kvindernes besiddelse fandt politiet et notat, som beskrev Stockholmsgade i København. Ifølge medlemmet var de to kvinder i færd med at planlægge en aktion til fordel for de pårørende til de fængslede RAF-folk, idet de angiveligt ville binde sig fast ved den vesttyske ambassade i Stockholmsgade: “Man kan sige, at aktionen nærmest var en ren ’humanitær’ aktion, idet mange af forældrene til de tyske indsatte var gamle mennesker.” Den tidligere ledende anarkist har videre forklaret, at RAF-sympatisører vidste, at Århus var en by, som det var usikkert at færdes i, og at der på grund af mediernes spekulation i, at der opholdt sig RAF-folk i Århus, aldrig har været sådanne vesttyskere i byen.[328]

I slutningen af oktober fulgte Anders Nørgaard gruppen til København, hvor man tog forbindelse til en række aktivister med henblik på at vinde støtte for RAF-fangernes sag. Det drejede sig dels om anarkister i København, men også politiske grupper som SF, DKP, Amnesty International og VS blev kontaktet for at udbrede kendskabet til sagen. Man medbragte en resolution, som mange folk underskrev. Disse aktiviteter var for så vidt ganske lovlige, men undervejs samlede Zeus flere oplysninger op. Den ene vesttysker havde således tætte kontakter til blandt andre Siegfried Haag. Den anden var ifølge Zeus’ oplysninger formentlig kurer mellem efterlyste grupper i Vesttyskland og sympatisører og andre støttegrupper. Zeus havde i øvrigt held til at skaffe sig viden om en af de hemmelige kontaktadresser i sandsynligvis Frankfurt am Main.[329]

Det var muligvis avisartiklerne eller de spirende forbindelser til støttearbejdet - og hvad dertil hørte - til fordel for RAF-fangerne i Vesttyskland, som var anledning til, at Anders Nørgaard tidligt i november blev udsat for et politisk-ideologisk tredjegradsforhør. Anledningen var tilsyneladende, at man ikke mente, at hans engagement for Nordirlandsarbejdet stemte ideologisk overens med arbejdet til fordel for RAF-fangerne.[330]

“Under omstændigheder, der mindede om et forhør eller en skolingsproces, blev han nu udspurgt om, hvorvidt han støttede RAF og dennes voldsaktioner. Hertil svarede Z., at han til dels støttede dem, men at han af humanitære årsager ikke støttede dem alle. Men i teorien støttede han dem helt og holdent. For nu at køre sagen videre blev han udspurgt om, hvorvidt han var parat til aktivt selv at foretage “direkte aktioner” med voldelige midler i kampen for de vesttyske politiske fanger. Dette ønskede de en helt klar holdning til nu, inden han blev inddraget for meget i støttearbejdet for de vesttyske fanger. Et arbejde, som han i fjorten dage eller mere har arbejdet energisk med. Han svarede dem, at han i teorien ville gå ind for den voldelige kamp, men at han ikke havde nerver til selv at smide bomber. Dette optog de som om, han ikke ville give sig selv helt i deres anarkistiske kamp mod imperialismen og sagde, at de indtil nu havde opfattet ham som en renlivet anarkist, der var parat til at pådrage sig den personlige risiko i den politiske kamp. D.v.s., hvis han ikke med sit liv og sit hjerte vil gå ind for den politiske anarkistiske kamp, herunder den voldelige, kan han ikke på lige fod med dem, blive betragtet som en renlivet anarkist. Dette vil sige, at de så heller ikke i fremtiden tør være så åbne overfor ham, som de hidtil har turdet. Der vil i fremtiden blive mange ting, som han vil blive holdt ude fra.

Det lå ligesom i luften, at der i fremtiden i arbejdet for de vesttyske politiske fanger vil blive voldelige aktioner, og Z. betragter denne episode som den endelige prøvelse, inden han med en position i “smørhullet” ville blive delagtiggjort i planer om voldelige aktioner udført af anarkisterne med denne “Hårde kerne” som igangsætter.”[331]

Den 17. november kom den næste aktion, som dog var af fredelig art. Der var tale om overbringelsen af en resolution til fordel for de politiske fanger til den vesttyske ambassade, og et efterfølgende møde, hvori også deltog repræsentanter for andre miljøer i København:

“Mødet blev en fiasko, da man ikke kunne blive enige om hvordan støttearbejdet skulle udformes. Man var simpelthen ikke politisk enige. Der kom derfor ingen konklusion fra mødet, men…[to personer fra den den centrale anarkistgruppe] udtalte klart, at støttearbejdet alene skulle køres fra gruppen i Århus. Hvor [en aktivist fra Kbh.] mest snakkede politik, skar…[de to personer fra den centrale anarkistgruppe] igennem og sagde, at det eneste, der kunne støtte de vesttyske fanger var den væbnede kamp…[Den ene vesttysker] var tydeligt utilfreds med mødets forløb.....”[332]

Zeus indhentede også andre oplysninger. Da han deltog i landsmødet for Nordirlandsaktionen, fik han kontakt til en person, som på et tidspunkt trak telefonstikket ud og begyndte at fortælle, at hun havde været på en tur til Libyen inviteret af oberst Gadaffi, og at hun sammen med flere andre danskere havde deltaget i festlighederne omkring årsdagen for revolutionen den 1. september.[333] Denne vage libyske forbindelse dukkede snart op igen. Det skete da en person i den centrale anarkistgruppe ifølge Zeus startede en ny gruppe, der skulle udsende propaganda til fordel for Libyen og vendt imod USA. Gruppen bestod indtil videre af ovennævnte anarkist og to andre aktivister fra kredsen omkring Regnbuen. Kildeførerne mente i øvrigt - i en kommentar tilføjet rapporten - at også en anden person i den centrale anarkistgruppe måtte tilhøre denne gruppe, da han to gange inden for den nærmeste tid havde besøgt det libyske folkekontor i København. Det hed sig også, at man mistænkte, at der blev givet økonomisk støtte fra Libyen til gruppen.[334]

En person i den centrale anarkistgruppe har for Kommissionen forklaret, at interessen for Libyen bl.a. skyldtes, at nogle personer i RAF-miljøet - en celle ved Berlin - ønskede kontakt til Libyen, og beskrevet, hvordan han i begyndelsen af 1982 ”fik besked på” at melde sig ind i venskabsforeningen. Han tog også kontakt til den libyske ambassade, hvor han med dem drøftede antiimperialistisk støtte:

“I løbet af sommeren 1981 tog [han] kontakt til den libyske ambassade, og han holdt flere møder med dem for at få dem til at støtte det antiimperialistiske arbejde med kontakt til Tyskland og fangerne.”

Han fik sine udgifter dækket, og modtog i alt ca. 10.000,- kr. i støtte til et tidsskrift om Mahgreb-landene.[335]

Den irske forbindelse havde en særlig efterforskningsinteresse på grund af branden på det britiske konsulat den 18. november 1980. Her mente Zeus i maj 1981 at have set originaleksemplaret af den løbeseddel, som blev udsendt i forbindelse med branden på konsulatet. Zeus kunne også berette om planlægningen af demonstrationer i forbindelse med Bobby Sands død som følge af sultestrejken. Her mistænktes det, at gruppen ville anvende trotyl, og demonstrationen skulle i øvrigt have karakter af et fakkeltog til konsulatet. Efter en halv times stilhed skulle man begynde at kaste brosten mod vinduerne. Brostenene skulle transporteres i cykelvogne og barnevogne, og når politiet ankom, ville man ”..kæmpe mod politiet på voldelig vis.”[336] Den 11. maj 1981 rapporteres det dog, at man i Regnbuen dagen forinden har talt om, at man - så vidt muligt - ville køre demonstrationen fredeligt.[337] I juni kunne kildeføreren fra PET på grundlag af Zeus’ oplysninger udforme en ret detaljeret oversigt over nordirlandsaktiviteterne ikke alene i Århus, men også på landsplan. I sommeren tog nordirlandsforbindelserne efterhånden over i forhold til de øvrige aktiviteter, og Anders Nørgaard fik forbindelse til en række nye navne, herunder en del fra VS.[338] Han kunne også meddele, at man i anarkistgruppen havde mistanke om, at to personer, som begge deltog i Nordirlandsarbejdet, var stærkt højreorienterede og havde forbindelser til politiet som meddelere.[339]

Nordirlandsaktiviteterne spillede vedvarende en central rolle i Anders Nørgaards virke og bragte ham i forbindelse med ikke alene aktivistkredse i Århus, som kun til dels var sammenfaldende med anarkistgruppen, men også med bredere politiske kredse i hovedstadsområdet. Disse aktiviteter skilte sig ud fra de tyske forbindelser på flere måder. Dels var der ikke udelukkende tale om personer, som identificerede sig med venstrefløjen, men også personer som nærede principielle retspolitiske betænkeligheder ved behandlingen af IRA-fangerne, eller folk som havde sympati med nordirernes nationale bestræbelser. Dels var der heller ikke tale om en aktivitet, som nødvendigvis havde ideologiske eller programmatiske målsætninger af ulovlig art. Der lå dog i solidaritetsarbejdet med de nordirske nationalister en forbindelse til personer eller grupperinger i Nordirland, som kunne have forbindelse til IRA’s væbnede kamp og til de voldshandlinger, som i denne periode rystede Storbritannien i almindelighed og Ulster i særdeleshed. Anders Nørgaards oplysninger blev således i ret vidt omfang lagt på PET’s emnesag om Nordirlandskomitéen, og relevante oplysninger om kontaktadresser, personoplysninger på udenlandske statsborgere mv., som hidrørte fra Zeus’ arbejde, blev i flere tilfælde videregivet til udenlandske tjenester.[340]

Overvågningen af Nordirlandsarbejdet gav imidlertid også PET en bred kontaktflade til en række politiske grupper, partier og personer, som PET også af andre årsager kunne nære interesse for. Det gjaldt bl.a. de oplysninger, som Anders Nørgaard kunne give PET om VS’ere med kontakt til Nordirlandsarbejdet. I den forstand kunne Zeus’ engagement ses som et aktiv, der som biprodukt af de århusianske aktiviteter skaffede PET oplysninger om grupper, som ikke i sig selv var i søgelyset i operation Zeus. Det centrale i Anders Nørgaards arbejde i Nordirlandsinitiativet var imidlertid stadig efterforskningen af brandattentaterne i Århus, og det var ikke mindst i Nordirlandsarbejdet, at man søgte gerningsmændene, da et af angrebene havde fundet sted mod det britiske konsulat.[341]

Gennem sommeren og efteråret 1981 fortsatte Zeus med at indsende oplysninger om Nordirlandsarbejdet, som faldt under stort set alle de ovennævnte kategorier. Også nytilkomne deltagere blev oplyst til kildeførerne, ligesom enhver kontakt til nordirere blev noteret og indsendt til Centralafdelingen med så fyldige personoplysninger og signalement som muligt.[342] Alt, som kunne bidrage til en opklaring af brandattentaterne, blev stadig indrapporteret. Anders Nørgaard var således tolk under et besøg i Århus af en tidligere IRA-mand og H-blokfange. I den forbindelse søgte Zeus at udfritte IRA-manden, da de to var på egen hånd under et besøg på avisen Demokraten, men med meget lidt held, da nordireren var meget følsom over for enhver udspørgen.[343] I midten af oktober 1981 rapporterede Anders Nørgaard igen detaljeret om forløbet af landsmødet i Nordirlandskomitéen med angivelse af deltagere, navne, forløbet af diskussionerne osv.[344]

I maj 1981 havde Anders Nørgaard sammen med en gruppe fra Regnbuen foretaget en udflugt til en international anarkistkonference i Paris, hvorfra han ligeledes rapporterede grundigt til PET.[345] Kildemappen rummer en samling oplysninger fra begivenheden. Herunder lister over de danske deltagere, som var forsynet af region II med cpr.-numre og adresser.[346] Zeus var da også i stand til at give et ret nøje referat af forløbet af konferencen og forsyne sin kildefører med lister over den danske og mange af de udenlandske deltagere med adresse mv.[347] Anders Nørgaard var ligeledes i stand til at videregive en liste med de århusianske anarkisters kontakter i USA.[348] Eftersom Anders Nørgaard tilhørte den firemandsgruppe, som i Regnbuen havde ansvaret for de internationale kontakter, var han i en god position til at kunne rapportere om gruppens forbindelser til udlandet, som strakte sig til Vesttyskland, Spanien, Frankrig og Nordirland. Tilsyneladende var der også visse kontakter til anarkister i Sverige og Italien. Herved fik han åbenbart også et klarere billede af organiseringen af de danske anarkister.[349]

Der var tilsyneladende tale om to anarkistiske grupper i Danmark. Den ene Anarkistisk Føderation i Danmark (AFID) skulle være hjemmehørende i Roskilde, og den anden Anarkistisk Syndikalistisk Organisation (ASO) skulle høre hjemme i København på Christiania.[350] Anders Nørgaard kunne således også videregive oplysninger om, at en person fra den centrale anarkistgruppe havde været på besøg på Christiania, og at han derfra havde modtaget et betydeligt beløb i støtte til bogcaféen. At den ovennævnte anarkist på det pågældende tidspunkt havde deltaget i et stort ”fællesmøde” på Christiania, bekræftedes også af oplysninger, som PET havde indhentet på anden vis, nemlig via telefonaflytninger. Ifølge Nørgaard havde personen fra den centrale anarkistgruppe selv oplyst, at pengene stammede fra hashhandelen på Christiania: ”Det var ligefrem sådan, at der på Christiania – eller i visse kredse på Christiania – skulle gå en andel af fortjenesten i en særlig kasse, der blev administreret af anarkister.”[351] Det fremgik ikke af disse oplysninger, om man deraf skulle slutte, at Regnbuen var knyttet til ASO, eller om man med de omtalte christianitter forhandlede om aktioner osv. De danske anarkister skulle også have en forbindelse til International Federation of Anarchists (IFA), idet en person fra kredsen af århusianske anarkister og en anden dansk anarkist var medlemmer.[352] Da PET’s kildefører i november gjorde status over indsatsen ved Anders Nørgaard, mente han, at operationen havde bidraget til, at PET havde fået navnene på ca. 100 danske anarkister eller sympatisører.[353] Det fremgår ikke af kildemappen, hvor mange af disse navne, man i PET’s Centralafdeling endte med at registrere. Derimod kan man gennem oplysningerne til Wamberg-udvalget om nyregistrerede i store træk lokalisere et antal personer, som er registrerede som følge af den type aktiviteter, som Anders Nørgaard fulgte. Omtrent 25 personer er mellem marts og december 1981 blevet nyregistreret for deltagelse i anarkistiske aktiviteter.[354]

Konflikten mellem PET og rejseholdet ifølge Anders Nørgaard og pressens udlægning i 1998

Rejseholdets folk var kommet ind i sagen om brandattentaterne i Århus efter en assistancebegæring i oktober 1980. To erfarne kriminalfolk blev den 3. oktober afgivet fra rejseafdelingen til indsats i Århus. Den 20. oktober blev endnu en medarbejder fra rejseafdelingen indsat. Fra januar 1981 skete kildeføringen af Anders Nørgaard i samarbejde mellem en kriminalassistent fra rejseholdet og en PET-medarbejder. Den 3. juni 1981 meddelte den pågældende PET-medarbejder imidlertid Zeus, at kriminalassistenten fra rejseholdet fremover ikke længere ville medvirke i kildeføringen, idet denne var overgået til en anden efterforskning. Rejseholdet blev trukket ud af Århus i løbet af juni og begyndelsen af juli 1981.[355]

Rejseholdets tilbagetrækning fra efterforskningen af de århusianske brandattentater gav i foråret 1998 i forbindelse med Anders Nørgaards medvirken i Fak-2er-udsendelserne anledning til forskellige udlægninger i offentligheden. Som følge af den forbindelse, som Frede Farmand knyttede til Anders Nørgaard i forbindelse med sin medvirken i Fak2er-produktionen 1997-98, opstod der også en pressekontakt til Ekstra Bladet. Den 15. maj 1998 fremkom der i Ekstra Bladet en historie, som baserede sig på udsagn fra Anders Nørgaard. I artiklen hævdedes det, at en daværende kriminalassistent fra rejseholdet, som havde fungeret som kildefører, havde opfordret Anders Nørgaard til at tilbyde anarkistgruppen i Århus sprængstoffer, samt at han havde stillet denne i udsigt, at man - hvis sagen kom frem - kunne skyde skylden på en anden person. Det blev anført, at PET-kildeføreren havde modsat sig og stærkt kritiseret idéen, og at der følgelig var opstået et stærkt modsætningsforhold mellem PET’s regionsafdeling og to mænd fra rejseholdet, som måtte rejse tilbage til København uden at have opnået det ønskede gennembrud i sagen.[356] Med andre ord rejseholdets idé om at tilbyde miljøet sprængstoffer var en direkte anledning til, at samarbejdet med rejseholdet blev afbrudt og medarbejderne fra rejseholdet sendt hjem i løbet af juni og juli måned 1981.

Det plot, som her blev præsenteret, havde to dimensioner. Det centrale og sensationelle moment i historien var den angivelige agent provocateur-idé, sprængstofferne, og det påståede komplot med hensyn til at skyde skylden på en anden Anders Nørgaard, hvis sagen kom frem. Dette aspekt berørte primært rejseholdets folk, først og fremmest kildeføreren, idet det i ingen af de fremkomne udlægninger var blevet hævdet, at PET havde del i sprængstofidéen. Men historien havde også en anden dimension, som berørte samarbejdet mellem PET og det almindelige kriminalpoliti, PET’s efterforskningsmæssige prioriteter og den politiske dimension i PET’s arbejde. I flere udlægninger blev det således antydet, at PET havde andre motiver og hensigter end dem, som lå i en almindelig kriminalefterforskning. Ud over rettidig omhu med hensyn til kildens sikkerhed, pligtskyldig iagttagelse af retsplejeloven og modvilje mod agent provocateur-virksomhed kunne der, således antydedes det i flere sammenhænge, også ligge andet under PET’s modstand mod det hypotetiske sprængstofforslag. Kunne der have været en rivalisering mellem de to politimyndigheder, en arrogance fra PET’s side eller et ønske om at ofre en opklaring af brandattentaterne til fordel for fastholdelsen af en kilde, Zeus, i miljøet og dermed sikre en vedvarende informationsstrøm til PET?

Sådanne overvejelser knyttede an til traditionelle forestillinger om en bestående konflikt mellem det ”åbne” og det ”lukkede” politi. Mens kriminalbetjenten ville sigte efter opklaring af en given forbrydelse med henblik på domfældelse og i den hensigt benytte åbne efterforskningsmetoder, ville efterretningsfolkene være optaget af at bevare en stadig informationsstrøm og være uvillige til at dele oplysninger med kriminalpolitiet. Den historie, som Ekstra Bladet bragte i maj 1998, drejede sig således heller ikke kun om, hvorvidt det var acceptabelt at benytte Anders Nørgaard som agent-provocateur, men også om, hvorvidt PET prioriterede oplysningerne fra kilden højere end en opklaring med efterfølgende sigtelse og domfældelse.

Kilden til den offentlige debat i 1998 var som nævnt Anders Nørgaard og dennes oplysninger til Frede Farmand. Ekstra Bladets artikler byggede på oplysninger, som Anders Nørgaard i 1998 gav i telefonsamtaler med Frede Farmand og Ekstra Blad-journalisterne. Man kan formode, at der er tale om oplysninger, som i en eller anden form er kommet frem, da Anders Nørgaard og Frede Farmand kom i kontakt med hinanden få måneder forinden i forbindelse med produktionen af Fak2er-udsendelserne. Anders Nørgaard gentog flere gange i sin samtale med Frede Farmand den 4. april 1998, at der havde været visse uoverensstemmelser i efterforskningsgruppen, og henledte dette til spørgsmålet om et eventuelt sprængstoftilbud til Regnbuegruppen. Men der er ret lidt konkret at hænge oplysningerne op på:

“- AN [Anders Nørgaard]: Og så var det at ham og…[kriminalassistenten fra rejseholdet] de blev uvenner.

- FF [Frede Farmand]: Nå, det blev de uvenner om, for der havde de en interessekonflikt.

- AN: Ja.

- FF: Er det fordi

- AN: [kriminalassistenten fra rejseholdet] han vil jo gerne afslutte sagen hurtigt og komme hjem til København ikk’.

- FF: Nå, og så kunne man lave sådan en provokation og så måske bagefter sige, de har sagt ja og så var den lukket og så ku’ de få hammeren på det.

- AN: Ja, altså det var så’n nej det ved jeg ikke, det var så’n jeg opfattede det i hvert fald.”[357]

Som det ses, er Anders Nørgaard til en vis grad i tvivl om årsagen til det, som han oplevede som en konflikt.[358] Båndoptagelsen af Frede Farmands samtale med Anders Nørgaard blev (uden dennes viden) givet videre til Ekstra Blad-journalisterne Niels Westberg og Kurt Simonsen, som på dette grundlag kunne gå til et telefoninterview med Anders Nørgaard efterladende det indtryk, at de fra andre kilder havde kendskab til sagsforløbet. Denne telefonsamtale udspandt sig den 14. maj 1998. Anders Nørgaard beskrev i samtalen konflikten mellem PET’s folk i Århus og rejseholdets udsendte og genkaldte sig på journalisternes opfordring ophøret af samarbejdet med rejseholdet. Nørgaard mente at erindre, at han på en tur tilbage til København for weekenden rejste sammen med de to rejseholdsfolk; tilsyneladende i umiddelbar tilknytning til ophøret af samarbejdet om efterforskningen.[359]

En nøgtern vurdering af denne samtale tilsiger en vis forsigtighed. Samtalen fandt sted knap 17 år efter begivenhederne, og der var tale om en henvendelse fra journalisterne, som bevirkede, at Anders Nørgaard følte sig under et vist pres, idet de efter hans opfattelse synes i store træk allerede at have haft historien klar og blot ønskede en bekræftelse.[360] Anders Nørgaards bekræftelser var kendetegnet ved usikkerhed.

Med hensyn til Anders Nørgaard ligger det fast, at han ikke deltog i møder med andre end de to kildeførere. Han kan ikke have haft førstehåndsviden om beslutningen om at trække rejseholdet ud. Han har ingenlunde holdt møder med ki. Jørgen Iversen endsige - hvilket var utænkeligt - politimester Erik Christensen. Der findes ingen vidnesbyrd om, at han skal have talt med regionsafdelingslederen i PET’s regionsafdeling II eller med lederen af rejseholdets efterforskningsgruppe. Tilbage står, at han kun kan have haft en eventuel viden fra det, som han har iagttaget, og fra de oplysninger, som på anden hånd kan være kommet til ham fra en af de to kildeførere om baggrunden for ophøret af rejseholdets involvering i efterforskningen og i kildeføringen.

Som led i politiundersøgelserne som følge af anmeldelserne mod journalisterne Kurt Simonsen og Niels Westberg samt Anders Nørgaard for ærekrænkelse og bagvaskelse afhørte kriminalpolitiet i København i august 1998 Anders Nørgaard om dennes udtalelser til Ekstra Blad-journalisterne. Under afhøringen den 18. august, den 24. august og den 26. august 1998 lagde Anders Nørgaard afstand til den udlægning, som hans udtalelser havde fået i de to journalisters artikel: ”Ud fra de stillede spørgsmål fornemmede afhørte, at journalisterne allerede havde historien klar, og de blot skulle have bekræftet nogle ting.” Han forklarede, at han, da han læste artiklen, blev meget skuffet over fremstillingen og i skuffelse smed avisen væk.[361] Han tog afstand fra flere passager, hvor visse ting var blevet stillet i et ukorrekt lys, bl.a. vedrørende de påståede skænderier mellem de to kildeførere.[362]

Tilbage står udsagnet om en konflikt mellem rejseholdet og PET. Det spørgsmål, som vil blive yderligere drøftet i et særskilt afsnit nedenfor, er, hvad disse uenigheder bundede i, og hvorvidt denne konflikt overhovedet havde noget med rejseholdets påståede sprængstoftilbud til Anders Nørgaard at gøre. Det viser sig nemlig, at den uenighed, som Nørgaard synes at erindre sig, sandsynligvis er foregået en rum tid efter overvejelserne omkring sprængstof, men på et tidspunkt, hvor der herskede forskellige opfattelser hos PET og rejseholdet med hensyn til de videre skridt i opklaringsarbejdet. Konflikten har derfor, som det vil fremgå nedenfor, muligvis helt andre rødder end det formodede sprængstoftilbud. Dertil kommer, at der bag den i medierne meget omtalte sprængstofhistorie i virkeligheden gemmer sig anden historie, nemlig om anarkistmiljøets eget forsøg på at anskaffe trotyl.

Den formelle udtrækning af rejseholdets kildefører fra selve efterforskningen skete den 12. juni 1981, mens de to andre medlemmer af rejseholdet blev trukket ud henholdsvis den 19. juni og den 3. juli. Der synes altså at være gået en rum tid mellem afbrydelsen af samarbejdet om kildeføringen af Zeus og den egentlige afbrydelse af rejseholdets engagement i efterforskningen. Det, som fremgår nogenlunde klart, er, at Anders Nørgaard befandt sig på Århus-Kalundborgfærgen sammen med lederen af rejseholdets efterforskningsgruppe og rejseholdets hidtidige kildefører på hjemrejsen fra Århus den weekend, hvor han formodede, at rejseholdets folk ophørte med samarbejdet med efterforskningsgruppen i Århus. Det står også klart, at Nørgaard oplevede det således, at en af kriminalbetjentene fra rejseholdet skulede til ham. Nogen ordveksling kunne han ikke bygge sit indtryk af surhed på, idet det var aftalen, at de ikke måtte give indtryk af at kende hinanden. Spørgsmålet er, om Anders Nørgaards færgesejlads til Kalundborg sammen med de vrede rejseholdsmænd skal have fundet sted i tilslutning til udskillelsen af rejseholdets kriminalassistent fra kildeføringen, eller om sejladsen har fundet sted på et tidspunkt, hvor rejseafdelingen havde indstillet sin medvirken i efterforskningen.

I første tilfælde må færgeturen have fundet sted frem til og med den 3. juni. Det ville imidlertid kræve, at Anders Nørgaard faktisk har befundet sig på færgen i tilslutning til den 2.-3. juni. Det ellers pertentligt førte tidsskema efterlader ikke indtryk af, at Anders Nørgaard har været i København på dette tidspunkt. Derimod spurgte han den 11. juni PET-kildeføreren, om han skulle sige ja til en invitation til at følges med en ledende anarkist til København den 12. juni. Det fremgår, at han rejste den 12. og var tilbage den 14. juni. Nogle dage senere (op mod den 22. juni) rejste han tilbage til Helsingør på ferie.[363] Han kunne altså have truffet rejseholdets folk på færgen ved to lejligheder i juni efter afbrydelsen af rejseholdets deltagelse i kildeføringen. Den ene gang den 12.-14. juni var han efter alt at dømme sammen med den ledende anarkist og kunne således i princippet udmærket have rejst til København på Kalundborgfærgen, samtidig med at rejseholdets kildefører (den 12. juni) havde afsluttet sin deltagelse i efterforskningen i Århus og - måske - rejste tilbage til København.[364] Anarkisten og Anders Nørgaard blev faktisk skygget på færgen af en medarbejder fra rejseholdets gruppe den 12. juni.[365] Det er således meget muligt, at Anders Nørgaard har opholdt sig på færgen samtidig med rejseholdets kildefører og lederen af rejseholdets efterforskningsgruppe, men da Anders Nørgaard har opholdt sig sammen med anarkisten, og da rejseholdsfolkenes kollega opretholdt en skygning af de to unge mænd, er det meget svært at lægge noget i Anders Nørgaards tolkning af stemningen på færgesejladsen. Det er svært at forestille sig, at rejseholdets folk har fremvist en vrede, der kunne tænkes at henlede anarkistens opmærksomhed på dem. Færgesejladsen fandt i øvrigt sted mindst ti dage efter, at kildeføreren reelt var udtrådt af kildeføringen af Anders Nørgaard. Anders Nørgaard kan ligeledes have truffet de to andre rejseholdsfolk på sin anden rejse til Sjælland omkring den 19. juni (frem til den 22. juni, fra hvilket tidspunkt det vides, at Anders Nørgaard opholdt sig i Helsingør). Men her var der gået 14 dage siden overdragelsen af kildeføringen og vel sagtens en uge efter beslutningen om at trække rejseholdet ud. Tesen om rejsen hjem på færgen sammen med de vrede rejseholdsbetjente i umiddelbar tilslutning til et opgør mellem rejseholdets folk og PET’s kildefører synes ikke at passe ind i en logisk tidsfølge.

Konflikten mellem PET og rejseholdet ifølge de samtidige kilder og de involverede medarbejderes forklaringer for Kommissionen

Blandt akterne fra PET’s regionsafdeling II har Kommissionen fundet et samtidigt dokument, som berører konflikten mellem rejseholdet og PET. Det drejer sig om en notits forfattet af kildeføreren i PET på foranledning af en artikel, som fremkom i Ekstra Bladet den 12. april 1982. Fire dage senere nedfældede kildeføreren sine overvejelser over de problemer, som artiklen (sammen med de to andre artikler fra oktober 1981) kunne give anledning til. Artiklerne indeholdt oplysninger om politiets opklaringsarbejde i forhold til brandattentaterne i Århus. Kildeføreren konstaterede, at de to første artikler byggede på et løst kildegrundlag, mens den sidste kun kunne have sin viden fra de kolleger, der - som det hedder - blev sat fra sagen (henvisningen her var naturligvis til rejseholdet).[366] Kildeførerens notat af 16. april 1982 bemærkede:

“Disse kolleger var fra rejseafdelingen og var mildest talt rasende, da de fra pm. Erik Christensen fik besked på at stoppe efterforskningen.

Sagen var således, at gruppen var sammensat af tre mand fra rejseafdelingen og 1 mand fra PET... I foråret 1981 blev det besluttet, at sagen snart skulle afsluttes, da der ikke øjnedes nogen chance for en egentlig opklaring, men hvor vi derimod havde en mistanke til en gruppe anarkister i Århus, der var under overvågning. Denne mistanke blev bestyrket af oplysninger fra et infiltrationsforsøg, der blev styret af PET i sammenhæng med rejseafdelingen. I denne sammenhæng opstod der problemer, da rejseafdelingen nægtede at efterkomme de sikkerhedsinstrukser, hvorefter PET kører. Og da PET var ansvarlig overfor justitsministeren i denne sag, blev det til sidst nødvendigt - af sikkerhedsmæssige årsager - at udelukke rejseafdelingen fra aktivt at være med til indhentningen af disse infiltrationsoplysninger. Derimod havde de fri adgang til at gennemlæse materialet, der af sikkerhedsmæssige årsager kun kunne opbevares i PET’s sikkerhedssystem. Alt efter en klar aftale med pm. Erik Christensen, der var ansvarlig for efterforskningen.”[367]

PET’s kildefører konstaterede i øvrigt, at formodningen om, at PET havde prioriteret samarbejdet med udenlandske myndigheder højere end samarbejdet med de danske kolleger, var urigtig.[368] Kildeførerens redegørelse er ikke konkret med hensyn til, hvori modsætningerne mellem PET og rejseholdet bestod. Hans forklaring angiver dog to konflikter. For det første er han ganske præcis med hensyn til, at man ikke stod foran en ”egentlig opklaring”. Det står i direkte modstrid med den opfattelse, som blev fremlagt i Ekstra Bladet af dettes politikilde. Det fremgår indirekte, at man efter kildeførerens opfattelse havde indsnævret kredsen af mistænkte til kredsen af anarkister, og at man havde en sikker fornemmelse af, hvem gerningsmændene måtte være. Derimod fandt han ikke grundlag for retsskridt.[369] Det kunne f.eks. være anholdelse, indhentning til forhør på stationen, ransagning osv. Her må det synes, at der bestod en forskel i vurderingen i sagen og muligvis også en forskel i synet på prioriteringerne i efterforskningen. Kildeføreren fra PET taler endvidere om, at infiltrationsforsøget - dvs. operation Zeus - skete under PET’s ledelse og i ”sammenhæng” med rejseholdet. ”I denne sammenhæng opstod der problemer, da rejseafdelingen nægtede at efterkomme de sikkerhedsinstrukser, hvorefter PET kører.” Det kan næppe læses anderledes, end at der var forskellige opfattelser af, hvordan man skulle forvalte kildeføringen og sikkerheden omkring kilde Zeus.

Endelig kan man af redegørelsen udlede, at konflikten kan have udspillet sig i to momenter. I første omgang kan der være opstået forskellige opfattelser af forholdene, som omgærdede kilde Zeus, og det har fået PET til at ”...udelukke rejseafdelingen fra aktivt at være med til indhentningen af disse infiltrationsoplysninger.” Herefter havde de dog adgang til at få indseende med sagsakterne. Næste moment var, da rejseholdet af politimester Erik Christensen - efter PET-medarbejderens opfattelse - fik besked på at stoppe efterforskningen. Notitsen er ikke påtegnet af PET-ledelsen, kriminalinspektøren eller af afdelingschefer.[370]

Som tidligere oplyst fandt der omkring hvervningen og instruktionen af Anders Nørgaard i februar 1981 en intervention sted fra PET’s side for at sikre en ”dobbeltføring” af Anders Nørgaard. Under den injuriesag, som kildeføreren fra rejseafdelingen anlagde mod Anders Nørgaard og Ekstra Blad-journalisterne, gav PET’s kildefører, rejseholdets ditto og lederen af rejseafdelingens efterforskningshold udtryk for, at der ikke havde været nogen sammenstød eller personlige modsætninger i forbindelse med kildeføringen af Anders Nørgaard og efterforskningen af brandattentaterne i Århus. Kildeføreren fra rejseholdet erklærede, at han aldrig havde haft nogen skænderier med PET’s kildefører. Sidstnævnte afviste bestemt, at PET havde haft sikkert kendskab til, hvem brandstifterne var, som havde foretaget brandangrebet på det britiske konsulat. Han erklærede også, at han aldrig havde været uvenner med rejseholdets kildefører. Han forklarede, at efterforskningen nok blev stoppet, fordi man ikke kom tættere på at kunne foretage nogen anholdelser. Beslutningen blev ifølge PET’s kildefører taget af politimesteren i Århus. Lederen af rejseafdelingens efterforskningshold forklarede, at han aldrig havde haft grund til at være sur på Anders Nørgaard.[371] Over for Kommissionen har PET-medarbejderen beskrevet samarbejdet med rejseholdets kildefører som godt.[372]

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor rejseholdets kildefører blev udskilt fra kildeføringen af Anders Nørgaard, og hvorledes dette forholdt sig til rejseholdets endelige tilbagetrækning fra efterforskningen. Om arbejdsdelingen i forhold til kildeføringen var tonerne en smule mere blandede, end når det gjaldt det personlige. Således kildeføreren fra rejseholdet:

“Det er korrekt, at det var… [kildeføreren fra PET], der stod for det sikkerhedsmæssige. Det drejede sig om, at Anders Nørgaard ikke blev afsløret i at mødes med politiet. Det blev på morgenmøderne meget nøje fastlagt, hvilke instrukser Anders Nørgaard skulle have, og der måtte ikke ske sammenblanding med de øvrige kilder og meddelere. Når der kom informationer fra Anders Nørgaard, skulle de agere på dem, og der var nogle episoder, hvor de blev nødt til at træde frem. Set i bakspejlet kørte det nok lidt uheldigt på den måde, men dengang var vidnet meget tilfreds med PET’s medarbejdere.”[373]

Der findes en meget indirekte kommentar fra kildeføreren fra PET til de principielle aspekter af dette spørgsmål. I maj 1981 afholdt PET i dagene 18.-20. maj 1981 sit årsmøde med regionsafdelingerne. En del af årsmødet var afsat til gruppearbejde om en række temaer i kildearbejdet. Arbejdsgruppe IV, hvori kildeføreren fra PET sammen med fem andre deltog, skulle drøfte kildesikkerhed og nåede frem til følgende besvarelse på et af de centrale punkter:

“I Petsager, hvor Pet har samarbejde med andre politiafdelinger, kan det være meget risikofyldt, hvis politiafdelingen ikke er uddannet til sikkerhedssager og får del i, eller kendskab til kildearbejdet. Denne risiko vil være til stede, fordi andre politiafdelinger arbejder efter andre principper end Pet, og de kan blive fristet til at ofre en kilde til fordel for opklaringen af en sag. Det har vist sig meget vanskeligt, at forklare den politiske side af en kriminel sag til politifolk, der arbejder udenfor Pet.”[374]

Dette har formentlig været erfaringer fra bl.a. efterforskningen i Århus. Der synes altså at have været en brydning mellem de mål, metoder og hensyn, som de to typer politifolk repræsenterede. Det betyder ikke nødvendigvis, at denne brydning har fundet udslag på det personlige plan. Spørgsmålet er også, hvordan denne brydning har manifesteret sig, og hvilken indflydelse den har haft på afbrydelsen af ”dobbeltføringen” af Anders Nørgaard og udskillelsen af rejseholdet fra sagen. Det forhold, at PET’s kildefører allerede i sin arbejdsgruppe den 20. maj var sig meget bevidst om de i det mindste potentielle spændinger i et samarbejde mellem PET og andre kriminalfolk, antyder, at brydningen har manifesteret sig med en eller anden form for styrke før dette tidspunkt. Vidneudsagnet fra rejseholdets kildefører antyder, at brydningen kan have fundet sit udslag i rejseholdets ønske om mere aktive efterforskningsmetoder (f.eks. ved brug af ransagninger, anholdelser, afhøringer), mens PET’s regionsafdeling klart hældede til en mere tilbagetrukken, hemmelig efterforskning, som ikke risikerede at eksponere kilden. Tidsfølgen efter den 20. maj synes at antyde, at der har hersket uoverensstemmelser.

Tidligt i maj 1981 herskede der i efterforskningen fornyet interesse for de rygter, som Zeus i løbet af marts havde videregivet om, at der blandt anarkisterne var planer om at skaffe sig sprængstoffer. Det trak således op til demonstrationer foran det britiske konsulat i forbindelse med de sultestrejkende nordirske fanger den 14. maj, og man mente, at originalskrivelsen fra brandattentatet mod det britiske konsulat lå i Regnbuens lokaler. Endelig var der visse indikationer på, at det trak op til ”noget”’ med sprængstoffer eller andre aktioner. Anarkisterne var således ude og sætte plakater op på bygninger med engelsk tilknytning. I den telex til Centralafdelingen, hvori disse oplysninger blev indsendt, hed det afsluttende, at:

“...der vil i dag blive et møde hos ki. iversen, hvor vi sammen med rejseafdelingen vil tage stilling til, hvilke efterforskningsskridt der skal tages.”

Telexen, som blev afsendt af PET’s kildefører, antyder, at man også efter egen opfattelse var nået til et afgørende punkt i efterforskningen, hvor aktive mere udfarende efterforskningsskridt kunne aktualiseres.[375] Hvad det omtalte møde resulterede i, vides imidlertid ikke. Det synes nærliggende, at rejseholdet var interesseret i en form for aktion. Flere af de oplysninger, som er bevaret fra disse dage fra Zeus, er detaljerede skitser over huse og boliger med angivelser af pulterrum osv.[376] En mulig tolkning af dette materiale er, at man i efterforskningsgruppen har følt sig stillet foran mulige aktioner fra anarkisternes side, og at der mellem de forskellige parter i efterforskningsgruppen har eksisteret forskellige vurderinger af risici og muligheder for en foregribende aktion med mere udfarende efterforskningsskridt såsom ransagninger, arrestationer, afhøringer af mistænkte mv. Rejseholdets kildefører erklærede siden hen om baggrunden for ophøret af rejseholdets engagement, at:

“Omkring maj måned 1981 havde [lederen af rejseafdelingens efterforskningshold] et møde med Politimesteren i Århus om eventuel anholdelse af personer fra “Regnbuen”. Der var et vist grundlag for en anholdelse, men hvis der ikke blev fundet noget belastende under ransagninger, ville det nok ikke kunne føre til noget. Hvis der ikke blev foretaget nogen anholdelser, måtte sagen sluttes for Rejseholdets vedkommende.”[377]

Efter alt at dømme var man i foråret 1981 nået til et kritisk punkt i efterforskningen. Der var ikke længe sket nye brandattentater, og de spor, som man arbejdede med, var efterhånden ved at være udtømte. Almindelige aflytninger gav ikke meget nyt, da de pågældende var sikkerhedsbevidste, og interessen måtte altså samle sig om penetreringen af gruppen og om aktive efterforskningsskridt som anholdelser mv. Dette fremgår da også af rejseholdets resuméer og af de afgivne forklaringer. Lederen af rejseafdelingens efterforskningshold forklarede således, at:

“De nåede aldrig så langt i efterforskningen, at de var parat til at foretage anholdelser. På et tidspunkt langt henne under efterforskningen kunne de godt have tænkt sig at tage nogen ind til nærmere afhøring. Der var også nogle, der blev afhørt, og de havde fornemmelse af, at det var i de grupperinger, at gerningsmændene til brandstiftelserne og hærværk skulle findes.”[378]

Og igen:

“Sagen sluttede, fordi vidnet ikke mente, at de kunne komme videre rent efterforskningsmæssigt, uden at de skulle gøre noget, som kunne gå både op og ned, nemlig at tage nogle af personerne fra DSB eller Statsfjenderne ind til afhøring. Vidnet drøftede dette med politimester Erik Christensen og nok også med PET, og de var inde på, at grundlaget ikke var godt nok til en sigtelse. Dette var vidnet enig i, men ved en afhøring kunne de pågældende måske røbe noget, som kunne give grundlag for en sigtelse.”[379]

Rejseholdets kildefører mente, at grundlaget for at foretage anholdelser var til stede:

“Adspurgt, om man fra Rejseafdelingens side mente, at der var grundlag for at foretage anholdelser, forklarede vidnet, at da arbejdet blev afsluttet, følte han, at de var kommet så langt, at grundlaget for anholdelse havde været til stede, og at de kunne have anholdt 7-8 personer, mistænkt for brandstiftelse og hærværk. Personerne havde været iagttaget, mens de malede den femtakkede stjerne. Det kunne således have været dem, der var involveret i brandattentaterne. Det var…[lederen af rejseafdelingens efterforskningshold], der sagde til vidnet, “nu stopper vi”. Vidnet husker ikke hvorfor. Han var selvfølgelig skuffet over ikke at kunne fuldføre sagen, men… Rejseafdelingens chef, som havde truffet beslutningen, diskuterede man ikke med.”[380]

Det kritiske punkt, hvor man forventede modtagelsen af sprængstofferne, og hvor man under alle omstændigheder var nået så langt som muligt uden nye efterforskningsskridt, synes at være i maj 1981. Den 19. maj 1981 havde rejseholdets kildefører et møde alene med Zeus, og herefter fulgte den 20. maj et møde med begge kildeførere, hvor Anders Nørgaard blev instrueret om, hvordan han skulle forholde sig på sin rejse til Paris sammen med anarkisterne. Ved hjemkomsten den 27. maj blev han debriefet af begge kildeførere. Herefter fulgte et vigtigt intermezzo, som bragte Anders Nørgaard en del ud af fatning for en tid. Den 28. maj blev han af sin omgangskreds blandt anarkisterne underkastet et regulært forhør, hvorunder flere luftede mistanker om, at han var politispion. Den 30. maj vendte man tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt man kunne være infiltreret af en politispion, og Zeus blev igen ”grillet”. Kort tid efter kunne Anders Nørgaard rapportere til kildeføreren i PET, at han troede, at hans værelse var blevet ransaget af ukendte personer. En eller anden form for krise i indsatsen af Anders Nørgaard i Regnbuemiljøet i Århus udviklede sig således i dagene i umiddelbar tilslutning til den dag, hvor Anders Nørgaard fik den besked, at den anden kildefører ikke længere ville deltage i samarbejdet, og at denne var blevet overført til andet arbejde.[381]

Rejseholdets engagement i efterforskningen i Århus blev som nævnt gradvist bragt til ophør i juni og juli. Kildeføreren fra rejseholdets medvirken i efterforskningen blev ifølge lederen af rejseafdelingens efterforskningsholds optegnelser i sagsresuméet formelt bragt til ende den 12. juni, mens den anden kriminalassistent blev trukket ud den 19. juni. Endelig afsluttede lederen af rejseafdelingens efterforskningshold i Århus sin indsats den 3. juli.[382] Man må på grundlag af disse oplysninger formode, at afbrydningen af rejseholdets deltagelse i kildeføringen er sket mellem den 21. maj og den 3. juni 1981, mens rejseholdet således er forblevet i efterforskningen indtil i hvert fald den 2. juni og sandsynligvis først endelig er afrejst mod København fra den 12. og 19. juni. Mens der hengik en ni-ti dage før den første rejseholdsmedarbejder, kildeføreren, blev trukket ud af efterforskningen, så forløb der en måned efter overdragelsen af kildeføringen af Zeus i PET’s hænder, førend den sidste medarbejder fra rejseholdet formelt afbrød sin medvirken i efterforskningen. Afbrydelsen af samarbejdet om kildeføringen af Zeus og rejseholdets tilbagetrækning fra Århus er således to tidsmæssigt adskilte momenter.

Den mulige sammenhæng mellem de to beslutninger komplicerer billedet og er med til at vanskeliggøre en tolkning af de forklaringer, som er afgivet om sagen. Vidnerne er ikke præcise med hensyn til, om de taler om udskillelsen af rejseafdelingen fra kildeføringen af Anders Nørgaard, eller om de taler om ophøret af samarbejdet og rejseafdelingens hjemrejse. Ikke desto mindre må der være tale om to beslutninger, om end den første kan have betinget den anden. Det kan muligvis forklare, hvorfor der er to forklaringer på indstillingen af samarbejdet med rejseafdelingen. Den ene hævder, at beslutningen blev taget af politimester Erik Christensen, mens den anden hævder, at beslutningen blev taget af rejseafdelingens chef. Den logiske sammenhæng er, at beslutningen om rejseafdelingens udskillelse fra kildeføringen af Anders Nørgaard blev taget af politimesteren i slutningen af maj eller tidligt juni 1981. Det åbenbart sandsynlige er, at motivet for PET’s ønske om en udskillelse af kriminalassistenten fra rejseholdet var forskellige vurderinger af, hvordan man skulle gå frem i forbindelse med den forventede modtagelse af sprængstoffer i anarkistmiljøet, hvordan kilden Zeus skulle stille sig til at optræde i anarkistmiljøet ved denne lejlighed, og hvor udfarende man skulle være med hensyn til at indhente anarkisterne til afhøringer, ransagninger og lignende. Lederen af PET’s regionsafdeling II har således forklaret, at:

“Problemet var ganske enkelt, at kilden var kommet så tæt på grupperingens kerne, at det blev et spørgsmål, hvad han måtte deltage i. Det var et praktisk problem, at kilden måtte trække sig, når de andre i gruppen bad ham om noget.”[383]

“Vidnet forklarede hertil, at han og [rejseholdets kildefører] ikke kunne få tingene til at køre. [Rejseholdets kildefører] skulle opklare en sag. Det skulle vidnet ikke, men var interesseret i at skaffe så mange oplysninger som muligt til politimester Erik Christensen. Der var sådan set ikke noget problem i at lade Zeus fortsætte, men de kunne ikke blive enige om, hvor langt Zeus måtte gå. Vidnet tog derfor et møde med politimester Erik Christensen og Iversen, og Erik Christensen erklærede, at dette ikke kunne fortsætte.”[384]

Også PET’s kildefører lokaliserede beslutningen om at udskille rejseafdelingen fra kildeføringen til et møde hos politimesteren.[385]

“Da rejseholdet indstillede efterforskningen, blev operationen efter konsultationer mellem regionsafdeling 2, politimester Erik Christensen og ki. Jørgen Iversen opgivet som åben efterforskning, og det blev en ren PET-efterforskning”.[386]

Lederen af PET’s region II havde således vanskeligheder med at finde fælles fodslag med rejseafdelingens udsendte om, hvilke skridt der skulle tages med hensyn til en opklaring af brandattentaterne. Det er svært at komme sagen nærmere, end at PET meget strengt vogtede over kildens sikkerhed - og herunder iagttog de legale grænser for en penetrants adfærd - mens rejseafdelingen fandt, at der kunne være et acceptabelt rum for at risikere Zeus’ dække i en udfarende politiaktion med efterfølgende anholdelser, afhøringer mv. Sagen havde nået et kritisk punkt, hvor man enten måtte foretage sig noget nyt eller henlægge efterforskningen. Det forhold, at den sidste udgang kunne betyde, at man havde mulighed for at fortsætte indhentningen ved kilde Zeus, kan have haft en vis vægt for PET’s region II’s stillingtagen, al den stund at man hos de involverede lokale PET-medarbejdere ikke vurderede, at en udfarende politiaktion ville have andet resultat end at umuliggøre Zeus’ fremtidige arbejde og bringe hans dække i fare. Regionsafdelingslederens forklaring er i så henseende illustrativ:

“Adspurgt forklarede vidnet, at hans primære reference var politimester Erik Christensen, der havde ansvaret for opklaringsarbejdet. Centralafdelingen blandede sig ikke i dilemmaet mellem opklaring og efterforskning, men var naturligvis interesseret i, hvad der foregik. Erik Christensen havde vel ligesom vidnet et ønske om opklaring, men ikke i, at Zeus gik for langt. Anholdelser var aldrig kommet på tale, da der ikke var beviser nok. En anholdelse under disse omstændigheder ville betyde, at PET ville komme bagud. Hvis man var fortsat, ville Zeus ikke have overlevet som meddeler, og det er et spørgsmål om tid, før han alligevel var blevet trukket ud.”[387]

PET’s kildefører antydede også, at der var nuancer mellem forståelsen af, hvilke efterforskningsskridt der trængte sig på:

“Både PET, Århus Politi og Rejseafdelingen deltog i efterforskningen, og samarbejdet var frugtbart og godt. Selve efterforskningen af de kriminelle handlinger inkl. trotylsagen afsluttedes og rejseafdelingen tog hjem. På dette tidspunkt var der nok forskellige opfattelser af efterforskningens stade. Folkene fra rejseholdet var meget kede af at skulle forlade Århus uden at have opklaret sagen vedrørende brandattentaterne. PET fortsatte med Anders Nørgaard.”[388]

Det foreligger således klart belyst, i hvilket tidsrum beslutningen om at overdrage den fulde kildeføring af Anders Nørgaard til PET’s regionsafdeling er sket. Det ligger også klart, at beslutningen blev taget af politimesteren i samråd med efterforskningsleder Jørgen Iversen, regionsafdelingslederen samt - mindre sikkert - lederen af rejseholdets udsendte efterforskningshold. Baggrunden for beslutningen var, at efterforskningen var gået ind i en afgørende fase, hvor der dels forelå en mistanke om forsøg på at anskaffe sprængstoffer, og hvor efterforskningen dels var nået til et punkt, at man ikke kunne komme længere med den aktuelle indsats. En form for politiaktion ville være nødvendig for at bringe efterforskningen ud af dødvandet, og heri indgik dels sprængstofsagen, dels Anders Nørgaard som faktorer. Afgørende var en uenighed mellem rejseholdets folk og PET’s folk om, hvilken betydning man kunne tillægge en indhentning af de mistænkte til afhøring og evt. i sammenhæng hermed ransagninger mv. PET-folkene stillede sig skeptiske med hensyn til mulighederne for succes og betragtede også en sådan aktion som en risiko for agentens dække og sikkerhed. Hertil kom, at PET-folkene også synes at have næret alvorlige betænkeligheder i forbindelse med agentens sikkerhed.

Efter alt at dømme betød dette ikke nødvendigvis, at rejseafdelingens folk var udskilt fra efterforskningen som sådan. Det må imidlertid forudskikkes, at politimesterens afvisning af videregående efterforskningsskridt i form af omfattende afhøringer, anholdelser mv. indebar, at det var vanskeligt at komme videre, så længe nye spor ikke blev bragt til veje. Hertil kom, at der synes at være opstået territorialstridigheder mellem ledelsen af PET’s regionsafdeling II og ledelsen af rejseafdelingens udsendte. Det er for så vidt korrekt, at der ikke i det materiale, som Kommissionen har haft adgang til, findes spor efter egentlige personlige modsætninger eller sammenstød. Der findes derimod klare tegn på, at rejseholdet var meget utilfreds med afslutningen på sagen, og at der har hersket uenighed om sagens indhold - herunder om de mulige videre efterforskningsskridt.

Det er også tydeligt, at der i rejseholdets afsluttende resumé over sagen og PET’s oversigt fandtes forskellige teorier om, hvem der tilhørte henholdsvis Statsfjenderne og DSB. PET-medarbejderen præciserede således i sin opsamling over Statsfjenderne, DSB mv., at PET ikke var enige i, at gruppen omkring den centrale anarkistgruppe var de ideologiske bagmænd bag DSB-aktionerne. Derimod var man enig med rejseholdet i, hvem de mistænkte gerningsmænd var. PET mente på grundlag af en ideologisk-semantisk analyse af de forskellige erklæringer, at der var tale om to forskellige grupper, og at Statsfjenderne i modsætning til DSB var en ideologisk bevidst, velformuleret anarkistisk gruppering.[389]

I forklaringerne fra rejseholdets folk kommer det til udtryk, at man fandt, at PET’s regionsafdeling håndhævede sikkerhedsforanstaltningerne meget rigoristisk. Rejseholdets kildefører beskrev samarbejdet således, at:

“Rejseafdelingen fik god information fra PET. Rejseafdelingen foretog nogle observationer, hvor de brugte nogle observatører, som PET rådede over. Arbejdsdelingen var vel sådan, at man informerede hinanden. Samarbejdet var altså på informationsniveau. Vidnet har samarbejdet med…[PET-kildeføreren] og…[en anden medarbejder] fra PET. I rejseafdelingen blev der afholdt møder hver dag, men vidnet husker ikke, om der deltog nogen fra PET hver gang.”[390]

Chefen for det udsendte rejsehold var mere forbeholden over for den meget sikkerhedsbetonede tilgang hos PET-folkene i Århus. Det hed her, at samarbejdet fungerede fint, men at man jo kunne have forskellige opfattelser af arbejdsgangene. Det blev formuleret mere eksplicit:

“Samarbejdet med PET fungerede udmærket, men var meget sikkerhedsbetonet. Rejseholdets daglige rapporter blev hver aften afleveret til PET og låst inde i PET’s pengeskab. Hen mod afslutningen af sagen, da man var inde på at foretage afhøringer, ville vidnet gerne se nogle af disse - rejseafdelingens egne - rapporter, men PET nægtede at udlevere dem. Vidnet kunne gennemse rapporterne i PET’s lokaler.”[391]

Det bør her bemærkes, at PET’s regionsafdeling II på dette tidspunkt havde til huse i en ejendom i Vester Allé, mens kriminalpolitiet og efterforskningsgruppen havde til huse på det gamle Hotel Regina. Denne opfattelse af en forskellig vægtning af sikkerhedsprocedurerne fremtrådte ligeledes af forklaringerne fra PET-kildeføreren og fra chefen for regionsafdeling II. De to PET-folks forklaringer efterlod det indtryk, at PET-afdelingens opmærksomhed på sikkerhedsforholdene nærmest blev skærpet hen mod afslutningen af samarbejdet.[392]

Det fremgår af ovenstående, at rejseholdets folk ikke havde adgang til nogen form for PET-dokumenter. Det gjaldt også kildemappen for Zeus med indberetningerne til Centralafdelingen og tidsskemaet.[393] Da man var usikker på, om rejseholdet på regionsafdelingens præmisser kunne få adgang til telexbeskederne med oplysninger om kildeoperationen til Centralafdelingen, besluttede lederen af regionsafdelingen, at rapporterne til Centralafdelingen skulle sendes med kurer.[394] Første kurersending blev afsendt den 11. juni 1981.[395] Beslutningen er muligvis taget i forbindelse med kildeføreren for rejseholdets udskillelse fra kildeføringen af Zeus på et tidspunkt omkring den 3. juni.

Det er på baggrund af stilstanden i efterforskningen, afkoblingen af rejseholdet fra kildeføringen af Anders Nørgaard samt mødet med PET-afdelingens strikte sikkerhedsforhold, at man givet må se beslutningen om at trække rejseafdelingens folk ud af efterforskningen. Denne fulgte som nævnt i tilslutning til ophøret af kildeføringen af Zeus og blev eksekveret ind i juni. Resuméet blev underskrevet den 12. juni 1981, og rejseafdelingens folk trådte ud af efterforskningen af brandattentaterne mellem den 12. juni og den 3. juli 1981. Det egentlige tidspunkt for beslutningen om at bringe rejseafdelingens deltagelse i efterforskningen til ophør kendes ikke, men har givet ligget mellem begyndelsen af juni og den 12. juni 1981.

Sprængstoffer

Et moment i Anders Nørgaards virke for PET i Århus var de efterretninger, som han kunne videregive om, at man blandt anarkisterne talte om at skaffe og benytte sprængstoffer til en aktion. Sagen om sprængstoffer til anarkistgruppen tog sin begyndelse, da Anders Nørgaard den 19. marts 1981 sad på værtshus sammen med en pige fra anarkistgruppen. I samtalen kom man ind på ”...effekten af at smide bomber og brænde af..”, og den pågældende spurgte Anders Nørgaard, hvilke mål han ville pege på. Efter en vis betænkningstid svarede han, at stormagasinet Salling vel ville være et godt mål på grund af den måde, hvorpå de udnyttede deres medarbejdere.[396] Der ses ikke i materialet en umiddelbar reaktion fra politifolkene på Anders Nørgaards udpegning af Salling (i centrum af Århus) som mål for bombning eller ildspåsættelse. Allerede på dette punkt må man da også spørge, om der er tale om en afprøvning af kilden i forbindelse med mistanken i miljøet om, at han skulle være politiagent. Det er dog næppe sandsynligt. Dels synes en person i den centrale anarkistgruppe med en vis vægt at have sagt god for ham, dels synes Nørgaard i den efterfølgende tid at have vundet stigende tillid i miljøet. Kildeførerne benyttede dog straks lejligheden til at drøfte sikkerhed, dækhistorier mv. Det fremgår af de samtidige noteringer i kildemappen, at de sikrede sig, at Anders Nørgaard ikke lod sig trække med ind i kriminelle aktioner med sprængstofferne:

“Skulle han få tilbud om aktivt at begå kriminelle ting, så som bombekastning, må han afstå og henvise til hans nerver, der en gang for år tilbage havde svigtet.”[397]

Den 9. april 1981 telefonerede Anders Nørgaard til kildeføreren fra rejseholdet og fortalte, at han havde været til et møde sammen med den faste flok fra Regnbuen i TABU (Tilbud til Arbejdsløse Bevidste Udskud). Efter et ret begivenhedsløst møde gik man på værtshus, og her forstod Nørgaard på samtalen, at en kvinde fra kredsen af anarkister skulle modtage et halvt kilo trotyl, og at en anden navngiven person skulle have forstand på, hvordan man omgikkes sprængstoffet. Hvad det skulle bruges til, kunne han ikke sige.[398]

“Under denne tur fortalte…[en anarkist], at hun snart ville modtage et halvt kilo Trotyl. Da…[en mandlig anarkist] hørte, at hun sagde det, sagde han, at det skulle bruges fornuftigt, og at han havde forstand på sprængstoffer. Under besøget på Latiner Bodegaen talte de meget om anarkistisk aktionsform, og Zeus oplyste, at… [den mandlige anarkist] hele tiden sagde, at der var kun en vej frem til anarkisme, og det var den direkte aktion med voldelige midler.”[399]

Disse mere konkrete oplysninger synes at have skærpet kildeførernes opmærksomhed. Den 15. april 1981 var der møde med Anders Nørgaard, hvor man samlede op og drøftede sikkerhed.[400] I det hele taget synes Anders Nørgaards resultater at have konsolideret efterforskningsgruppen i den opfattelse, at han burde fortsætte. Der var en vis optimisme at spore med hensyn til muligheden for at fremskaffe oplysninger, som kunne føre til pågribelse af brandstifterne. Det blev den 23. april 1981 i ”ledergruppen” besluttet, at Anders Nørgaard ”..med stor forsigtighed boer fortsaette..”. Men man var også opmærksom på, at gruppen omgærdede sig med en del sikkerhedsforanstaltninger, og at i hvert fald én person i den ledende anarkistgruppe havde visse reservationer med hensyn til at inddrage Anders Nørgaard i inderkredsens forhold.[401]

Samtidig var der bevægelse i tingene i Århus. Det fremgik af to rapporter fra rejseholdets kildefører om møder, som denne holdt alene med Anders Nørgaard den 22. og 24. april 1981.[402] Anders Nørgaard kunne fortælle, at gruppen havde fået et nyt medlem, som havde en del internationale kontakter. I det hele taget var det af snakken i anarkistmiljøet åbenbart, at man havde forbindelser til de internationale anarkistgrupper.[403] Anders Nørgaard rapporterede også, at han havde været med til møde i Regnbuen, hvor man havde drøftet aktioner i forbindelse med 1. maj. På mødet, hvor bl.a. en ledende anarkist og den ovennævnte anarkist, der havde erklæret at besidde sprængstofekspertise, deltog, drøftede man igen brugen af sprængstof i ”direkte aktioner”, som stærkt blev støttet af de to nævnte deltagere, hvorimod andre gik ind for en blødere linje.[404]

“[En navngiven anarkist] ventede sprængstof - trotyl - en af dagene, og der blev diskuteret hvilken form for detonator, som de skulle anvende. Der blev talt om [...] som detonator. Nogle mål for et attentat blev ikke nævnt direkte, men der blev talt om at sprænge en statue i luften. Stedet ikke udpeget.

…[En navngiven anarkist] kunne skaffe sprængstoffet gennem to mænd. Der blev talt om, at de skulle komme over med det, hvorfor Z.[Zeus] formoder, at de kommer fra Sjælland….[En navngiven anarkist] havde opfordret Z. [Zeus] til at opbevare sprængstoffet indtil anvendelsen. Z. [Zeus] ønskede forholdsregler i den anledning.

Det aftaltes, at han foreløbig skulle være afvisende med hensyn til opbevaringen.”[405]

Som det fremgår af citatet, har rejseholdets kildefører altså med kilden aftalt, at denne skulle være afvisende med hensyn til opbevaring af sprængstofferne, ligesom det også fremgår, at en person i gruppen havde opfordret Anders Nørgaard til at opbevare sprængstofferne. Det fremgik også, at Anders Nørgaard - af grunde uden forbindelse til kildearbejdet - skulle passe sin kærestes lille dreng i ugen omkring den 1. maj, og at han dermed mente at have et dække for at undslå sig for at deltage i ulovligheder.[406]

Kildeføreren for rejseholdets rapport om mødet med Anders Nørgaard var nedskrevet og dateret samme dag, som mødet havde fundet sted, nemlig fredag den 24. april 1981. Efterforskningsgruppen mødtes straks om mandagen, den 27. april 1981, for at drøfte sagen. I mødet deltog foruden kriminalinspektør Iversen de to kildeførere, lederen af PET’s regionsafdeling II og en anden efterforsker. Det var blevet oplyst, at trotylen formentlig ville komme til byen samme dag, og lederne af efterforskningen stillede sig nu spørgsmålet, hvordan Zeus skulle svare på spørgsmålet, om han kunne opbevare det. ”Zeus har anmodet om forholdsordre, og paa moedet blev det bestemt, at han i k k e maa opbevare det. vedr. hans andel i evt. aktioner omkring den 1. maj vil han undskylde sig med, at han skal passe et barn paa to aar...”. Rapporter om møderne med Anders Nørgaard blev straks afsendt til en jurist i Centralafdelingen i København.[407] Børnepasningen blev således anvendt af Anders Nørgaard til at undslå sig involvering i lovovertrædelser. Over for journalisterne Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati gav Anders Nørgaard angiveligt historien en noget anden drejning, nemlig at PET planlagde en operation med udgangspunkt i barnet. Anders Nørgaards forklaringer til de to journalister og andre medier i denne periode skal således tages med det væsentlige forbehold, at han aldrig fortalte om den egentlige baggrund for handlingerne forud for 1. maj 1981, nemlig at anarkistmiljøet forsøgte at fremskaffe trotyl, hvilket skabte problemer for Nørgaards virke som penetrant.[408] At denne helt grundlæggende præmis for forståelsen af historien sandsynligvis blev udeladt af Anders Nørgaard i 1998 sætter helt naturligt spørgsmålstegn ved troværdigheden af de fremsatte oplysninger i pressen i denne periode.

De stadig mere konkretiserede forlydender om trotylanskaffelse og -anvendelse har således allerede den 23. april 1981 foranlediget efterforskningsledelsen til at beslutte at beholde Zeus i miljøet omkring bogcaféen, men med største forsigtighed. Den 24. april 1981 har rejseholdets kildefører da på tomandshånd givet kilden besked om, at han indtil videre ikke måtte opbevare sprængstoffet, og førstkommende hverdag blev dette nu endegyldigt tiltrådt af efterforskningsgruppen. Med blikket på efterfølgende forlydender om, at Anders Nørgaard med rejseholdets kildeførers stiltiende accept skulle have tilbudt sine kontakter i aktivistmiljøet sprængstoffer, kan man overveje forløbet af disse instrukser. Det, som falder i øjnene, er først og fremmest, hvorfor efterforskningsgruppen den 27. april 1981 skulle overveje en beslutning, som allerede synes at være taget fire dage før. Var der i rejseholdets kildeførers besked til Anders Nørgaard den 24. april større spillerum end i den tidligere og senere stillingtagen i efterforskningsgruppen? Svaret er, at det ikke forekommer sandsynligt. Nøgleordet er ”foreløbig”. Selvom rejseholdets kildefører på mødet med Anders Nørgaard den 24. april har aftalt med denne, at han ”foreløbig” skulle stille sig afvisende over for at modtage sprængstofferne, så kan der ikke deri rummes nogen accept af, at Nørgaard gik videre uden at udvise den allerstørste forsigtighed, sådan som det var besluttet. Det må tolkes som et forbehold for, at efterforskningsledelsen måtte tage stilling efterfølgende. En anden tolkning kan være, at kilden har fået besked på ikke definitivt at afvise berøring til sprængstofferne, men i stedet spille henholdende for ikke at vække mistanke. Hvorom alting er, så kan der ikke i rapporten findes belæg for, at Anders Nørgaard har fået grønt lys til at involvere sig med sprængstoffer eller til at begå ulovligheder. Som forklaret af lederen af det udsendte rejsehold:

“Adspurgt vedrørende levering af sprængstof forklarede vidnet, at han husker, at det blev drøftet og nævnt, at Anders Nørgaard havde givet udtryk for, at der var tale om noget sprængstof. Vidnet sagde til de to kildeførere, at Anders Nørgaard på ingen som helst måde måtte involvere sig i DSB eller Statsfjenderne i forbindelse med sprængstof.”[409]

Lederen af det udsendte rejsehold bemærkede supplerende, at han huskede, at Nørgaard havde foreslået at opbevare sprængstoffet, og at han derpå havde ladet Nørgaard vide, at det skulle han holde sig fra, og at man ikke i så fald kunne redde ham fra en eventuel sigtelse. Der er dog ingen vidnesbyrd om, at Nørgaard mødtes også med lederen af det udsendte rejsehold, så formodentlig skal dette forstås som en instruks formidlet gennem kildeførerne. Lederen af det udsendte rejsehold tilføjede i øvrigt:

“Så vidt vidnet husker, drejede det sig også om, at Anders Nørgaard skulle tilbyde sprængstoffet til DSB og Statsfjenderne.”[410]

Rejseholdets efterforskningsleder har efterfølgende over for Kommissionen præciseret, at udsagnet skal forstås således, at ”Anders Nørgaard ville tilbyde DSB og Statsfjenderne sprængstof, men han fik forbud herimod”.[411] Udsagnet sandsynliggør, at Anders Nørgaard, i forbindelse med at han fortalte kildeførerne om planerne i miljøet, kan have fremkommet med et forslag om at tilbyde sprængstof til miljøet, såfremt miljøet ikke selv var i stand til at skaffe det. Som det vil fremgå nedenfor, lykkedes det ikke miljøet at fremskaffe det pågældende sprængstof. En sådan opførsel, hvor kilden udviser handlekraft både for at sikre sit fortsatte dække i miljøet og samtidig viser engagement og loyalitet over for efterretningstjenesten, er ikke usædvanlig og stiller i øvrigt store krav til kildeføringen.

Den 28. april 1981, dvs. dagen efter mødet i efterforskningsgruppen, mødtes de to kildeførere med Anders Nørgaard. Her blev han instrueret i overensstemmelse med efterforskningsledelsens beslutning dagen før:

“Zeus blev nøje instrueret i, at han ikke måtte modtage eller opbevare sprængstoffer. Han fik forklaret, at han risikerede 10 års fængsel i værste fald. Omvendt, hvis han på en eller anden måde kunne reddes, ville han blive afsløret og på den måde skadet. Dette forstod han udmærket og ville - hvis …[anarkisten med sprængstofs-ekspertise] og…[anden anarkist] kom - fortælle, at hans værelse ikke egnede sig for opbevaring af sprængstoffer. Der havde været indbrud i et naboværelse og hotellet, der havde værelset, havde en ekstranøgle. Han ville foreslå, at sprængstoffet blev opbevaret hos [anarkisten med sprængstofekspertise] i stedet for.”[412]

Dette blev bekræftet af PET-kildeføreren i hans forklaring for Kommissionen i 2004:

“…. Vidnet og…[kildeføreren fra rejseholdet] gav Anders Nørgaard den klare sikkerhedsbelæring, at hvis han rørte ved sprængstoffet, var han kriminel, og der var så 2 muligheder; enten ville han blive straffet, eller han ville blive afsløret som agent.”[413]

Det viste sig imidlertid, at sprængstoffet ikke ville komme til den 1. maj 1981. Anders Nørgaard kunne den 30. april fortælle, at det åbenbart var i varetægt hos nogle forbindelser i København. Anarkisten med sprængstofekspertise mente imidlertid, at sprængstoffet ville ankomme førstkommende mandag.[414] PET-kildeføreren har herom forklaret:

“Vidnet forklarede hertil, at det er oplysningerne fra Anders Nørgaard, som nok omkring den 1. april begyndte at tale om, at anarkistgruppen kunne skaffe ½ kg. trotyl fra Christiania…[Anarkisten med sprænstofekspertise] var kontakten til Christiania. Det var vist en statue eller et mindesmærke, der skulle sprænges. Anarkisterne ville ikke forenes med den øvrige venstrefløj om parolerne. Anarkistgruppen kunne nok have fundet på at lave en egen og helt særegen manifestation. Anders Nørgaard havde sagt, at planerne var skrinlagt 2 dage før, men PET tog sagen meget alvorligt og observerede i byen hele natten før den 1. maj. Efterforskningen havde vist, at trotylen skulle opbevares hos…[en anarkist] i Mejlgade.”[415]

Herefter glider sprængstofferne langsomt ud af Zeus’ synsfelt. Endnu den 4. maj 1981 rapporterede PET-kildeføreren, at Zeus ville tage kontakt til anarkisten med sprængstofekspertise for at undersøge, om sprængstofferne var kommet.[416] Der ligger i materialet en indberetning fra rejseholdets kildefører, hvori denne meddeler resultatet af Zeus’ undersøgelse. Efter et besøg på Regnbuen og overværelse af et større skænderi kunne Zeus blot konstatere, at der ikke var noget nyt om sprængstofferne.[417] Få dage senere hed det i en ny rapport fra PET-kildeføreren:

“Vedr. den tidligere omtalte trotyl, går de sidste oplysninger nu på, at sprængstoffet, som er trotyl, for øjeblikket befinder sig på en gård på Djursland. Først i næste uge (fra den 11/5) vil det blive afleveret hos… [en navngiven anarkist i]…Århus. (...). [Den pågældende anarkist] kender ikke personen, der skal aflevere det. Trotylen vil derpå blive afhentet fra en person, der kommer fra et kollektiv ved navn [–…]. En person ved navn…skulle få fat i detonatorer med (...).

Trotylet skal efter…[anarkisten med sprængstofekspertises] udsagn anvendes mod DET BRITISKE KONSULAT i protest, når FRANCIS HUGHES dør. Derfor har det heddet sig, at han helst ikke må dø, inden torsdag, hvor den voldelige demonstration skal finde sted i protest imod sultedøden hos Bobby Sands.”[418]

En telex med tilsvarende indhold og yderligere informationer om den planlagte aktion mod det britiske konsulat blev afsendt til Centralafdelingen den 11. maj 1981. Heri redegjorde PET-kildeføreren detaljeret for planerne om en voldelig protestdemonstration foran det britiske konsulat den 14. maj 1981 i anledning af IRA-medlemmets død. Det var åbenbart planen, at der skulle kastes brosten mod ruderne, og at man ville tage kampen op, når politiet ankom. Der var også planlagt en aktion, når Francis Hughes forventeligt i Mazefængslet i Nordirland ville afgå ved døden som følge af sin sultestrejke. Zeus’ oplysning om, at man ville benytte trotylet mod det britiske konsulat, blev også indrapporteret. PET-kildeføreren oplyste, at efterforskningsgruppen ville træde sammen for at drøfte, hvilke efterforskningsskridt der skulle tages i anledning af disse oplysninger.[419]

Den 13. maj 1981 kunne Zeus rapportere, at sprængstoffet endnu ikke var ankommet. Det fremgår tydeligt af tidsskemaet for Zeus’ indsats, at han var blevet instrueret om systematisk at holde øje med, om og hvornår sprængstofferne dukkede op i Århus. Også efterforskerne var naturligvis meget opmærksomme på sagen. Hvad der skete med sprængstoffet, kan ikke belyses på grundlag af akterne i tilknytning til Anders Nørgaard. I løbet af maj fortsatte rapporteringerne fra kildeføringen af Zeus med indberetninger om trotyl. De mest konkrete oplysninger om trotylets ankomst og placering i miljøet synes at være dateret forud for den planlagte aktion 1. maj 1981, og igen den 8. maj i forbindelse med planlægningen af aktionen mod det britiske konsulat den 14. maj 1981. Gruppen synes herefter at have opgivet planerne.[420]

Det må anses for sandsynligt, at en personkreds omkring Regnbuen i foråret 1981 talte om at modtage sprængstoffer fra forbindelser på Sjælland eller i hovedstadsområdet, og at man drøftede at anvende dette i forbindelse med en politisk manifestation. Flere forhold peger i retning af, at målet var en statue. Intet peger på, at man har udset sig mennesker som mål, ligeså lidt som der er vidnesbyrd om overvejelser om bevidst at udsætte mennesker for risiko ved en sådan sprængstofaktion. Akterne i PET’s arkiv om Anders Nørgaards virke rummer overbevisende oplysninger om disse forhold.

En ledende anarkist har for Kommissionen oplyst, at han forsøgte at skaffe sig sprængstoffer. Han ville gerne selv have haft sprængstof, men afviste det som latterligt, at det skulle bruges til at sprænge en statue i luften. Men han bekræftede, at han i en stjålen bil i sommeren 1981 forsøgte at bryde ind i et militært våben- og ammunitionsdepot på Vardeegnen. Forsøget gik i vasken, da det ikke lykkedes at bryde ind. Der blev ikke gjort noget nyt forsøg, da han på tilbagevejen mente, at han blev skygget. Konsekvensen blev, at gruppen blev forsigtigere.[421]

På et væsentligt punkt må man dog overveje disse oplysningers soliditet: Vidste man i det overvågede miljø, at Anders Nørgaard var kilde for politiet, og plantede man disse oplysninger hos Zeus for at vildlede myndighederne? At dømme efter det detaljerede aktmateriale og rapporterne har dette ikke været tilfældet i den periode, hvor der indløb oplysninger om sprængstofferne, dvs. i tiden januar 1981 til tidligt juni 1981. Spørgsmålet om, hvorvidt og hvornår man i miljøet erkendte, at Anders Nørgaard havde forbindelse til politiet, er vigtigt for en vurdering af lødigheden af de oplysninger, som operation Zeus indbragte. Man må imidlertid allerede her forudskikke, at Anders Nørgaards virke fra januar 1981 til december 1981 må forstås som en proces i bevægelse og med flere tendenser. En af disse tendenser var en gradvis accept i miljøet og en bevægelse mod stigende fortrolighed. En anden tendens var - som udslag af det mere eller mindre organiserede hemmelighedskræmmeri - at kilden flere gange blev udsat for individuel eller kollektiv mistænksomhed og mistanker om, at han var plantet, og inkvisitoriske forhør om hans politiske ståsted, ideologi og vilje til politisk handling. Der blev ved flere lejligheder rettet konkrete mistanker mod ham. Sådanne var imidlertid sikkert motiveret af almen frygt for, at politiet skulle trænge ind til gruppens hemmeligheder - hvad disse så måtte bestå i eller ikke bestå i. En anden faktor har givetvis været en ideologisk motiveret mistænksomhed og en tradition for politisk eksklusivitet med rod i den anarkistiske samfundsforståelse og i den anarkistiske tradition for hemmelige selskaber.[422] Samlet betragtet har Anders Nørgaard næppe fået sin dækhistorie gennemskuet frem mod maj 1981, og det er netop i denne periode, at rygterne om sprængstofferne optræder. Så længe Anders Nørgaard har befundet sig i randen af gruppens overvejelser om ”direkte aktioner” eller af udførelsen af sådanne aktioner, har presset næppe heller været så voldsomt. Det bekræftes i øvrigt af det ret frie flow af oplysninger om mindre ulovligheder, konspirativ adfærd, praktiske og teoretiske overvejelser om voldelige aktioners nødvendighed og berettigelse osv. Endelig må det formodes, at det forhold, at han kendte en af de ledende anarkister, til en vis grad har borget for hans revolutionære sindelag og skærmet ham mod afsløring.

Der er, efter at det blev offentligt kendt, at Anders Nørgaard arbejdede som kilde for PET, fremkommet forskellige vurderinger af Anders Nørgaards indsats i Århus. Flere kommentatorer har efterladt det indtryk, at Anders Nørgaard var en svag person, som ikke var skikket til at bære en sådan opgave. Man finder også antydninger af, at man i miljøet kendte alt til Anders Nørgaards forbindelse til politiet, og at man aldrig lod ham komme i nærheden af noget, som han ikke måtte se.[423] I stedet gav man ham blot falske spor. I forbindelse med den offentlige debat om Anders Nørgaard i 1998 blev det således hyppigt hævdet, at man havde gennemskuet, at han var politiagent. Mange af disse kommentarer har en ikke ringe grad af efterrationalisering over sig; givetvis også næret af Anders Nørgaards ulykkelige skæbne efter afsløringen af dennes virke for PET.[424]

Når man følger indberetningerne fra Anders Nørgaards aktiviteter i Århus, tegner der sig et andet billede. Kildeførerne har fulgt Anders Nørgaards aktiviteter tæt og har ofte drøftet med ham, hvordan han skulle forholde sig. Selv synes Anders Nørgaard at have haft en ret sikker situationsfornemmelse i forhold til anarkistmiljøet, som i øvrigt har været svært at begå sig i. Tidsskemaet, som er udfærdiget af PET’s kildefører med støtte i Anders Nørgaards rapporter, rummer meget detaljerede redegørelser for situationer, for ordvekslinger og for den konkrete sammenhæng, hvori Anders Nørgaard opsamlede sine informationer.[425] Der tegner sig på den baggrund et billede af en meget observant og intelligent kilde, som har haft en god evne til at falde ind i miljøet. Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at det har været en belastende opgave at trænge ind i det meget sikkerhedsbevidste miljø omkring Regnbuen. I flere tilfælde blev kilden som nævnt udsat for betydelig mistænksomhed omkring sin person, og ikke sjældent var der tale om situationer med politiske diskussioner, hvor situationen var anspændt, og hvor Anders Nørgaard måtte opbyde stort nærvær for at opretholde sin dækhistorie. Det er i den sammenhæng vigtigt at se hans virksomhed og hans tilknytning til gruppen som en proces over en række måneder, hvor han bevægede sig gennem flere faser af ”godkendelse” og kom nærmere og nærmere kernen i de politiske aktiviteter, som udfoldede sig i kredsen. Det gælder frem til sommeren 1981, men ikke ubetinget for tiden efter. Anders Nørgaards tøven over for at deltage i ulovligheder og mere drastiske aktioner har - ligesom hans henholdende svar i de brændende diskussioner af revolutionær dogmatik - utvivlsomt placeret ham marginalt. Men her er det vigtigt at fastholde, at Regnbuen i essensen måske nok udgjorde et vigtigt indsatsområde, men at det at blive accepteret i bogcaféen og i kredsen omkring den på den anden side ikke var ensbetydende med at have vundet den hårde kerne af aktivisters fortrolighed. Dertil var også den gensidige mistænksomhed for stor, og den hårde skoling i sikkerhedsbevidsthed for indgroet.[426] Formentlig har det ikke på noget tidspunkt været på tale at indlemme Anders Nørgaard i de aktionerende grupper såsom DSB eller Statsfjenderne.

Sprængstoftemaet er ikke nævnt i den redegørelse, som PET udsendte i 1998 om blandt andet hvervningen af Anders Nørgaard.[427] Det må formodes, at årsagen til dette er, at man i sidste instans ikke havde held til at pågribe Regnbue-gruppen i færd med at begå ulovligheder og med sprængstofferne i deres besiddelse. Man har næppe - uden nagelfaste beviser - ønsket at bringe gruppen og navngivne medlemmer herfra i forbindelse med det omtalte trotyl. Det gælder så meget mere, som at man ikke kom så langt i efterforskningen, at man kunne forbinde trotylet med konkrete planer, og at man næppe ville være i stand til at afgrænse, hvilke medlemmer af gruppen der havde og ikke havde viden om trotylets tilvejebringelse. Det fremgår af Anders Nørgaards undersøgelser, at der ydermere var betydelig uenighed indbyrdes i kredsen om, hvor voldelige aktioner man ønskede at iværksætte.

De oplysninger, som Anders Nørgaard kunne videregive til PET og til efterforskningsgruppen om anarkistmiljøets planer om at fremskaffe trotyl, er imidlertid ikke indtil nu kommet til offentlighedens kendskab i forbindelse med den blæst, som opstod i forbindelse med presseafsløringerne af Anders Nørgaards virke. Det gælder for tv-udsendelserne i Fak2eren. Det gælder for bogen, Den hemmelige tjeneste, og det gælder også for den artikel, som fremkom i Ekstra Bladet i 1998 om politiets brug af Anders Nørgaard i forhold til de overvågede venstrefløjsgrupper i Århus i 1981.

PET og rejseholdets overvejelser om sprængstoffer

Som det fremgår af beskrivelsen ovenfor, gav Anders Nørgaards oplysninger om et bombeattentat til udførelse den 1. maj 1981 anledning til hektisk aktivitet i efterforskningsgruppen, ligesom det i dagene fra den 23.-27. april 1981 blev overvejet, hvorledes Zeus skulle forholde sig, såfremt han blev tilbudt en mere aktiv rolle af anarkisterne. Det følger af den forklaring for Kommissionen, som lederen af rejseholdets efterforskningshold i Århus har afgivet, at Anders Nørgaard har stillet kildeførerne et forslag om, at han kunne tilbyde at opbevare sprængstof eller selv tilbyde trotyl til miljøet (en form for agent provacateur-aktion). Forslaget blev afvist af ledelsen, og det blev indskærpet over for Anders Nørgaard på et møde med begge kildeførere den 28. april 1998, at han ikke måtte komme i berøring med sprængstoffer. Det bør ligeledes erindres, at rejseholdets kildefører ifølge det samtidige kildemateriale den 22. april havde underrettet Zeus om foreløbig at stille sig afvisende over for at opbevare sprængstoffer. Det står dog ikke klart, hvorfor Anders Nørgaard skulle tilbyde sprængstoffer, når miljøet selv var i færd med at skaffe det. Muligvis har Nørgaard fornemmet, som det i øvrigt senere viste sig at være tilfældet, at anarkisterne havde problemer med at skaffe trotylet.

Det står imidlertid klart, at efterforskningsgruppen, efter at oplysningerne fra miljøet om sprængstof forelå, har drøftet, hvorledes man kunne gribe situationen an operativt. Ifølge et notat om operation Zeus, som PET-kildeføreren sendte til PET’s ledelse i februar 1998, blev én mulighed særligt overvejet:

”Det skal bemærkes, at muligheden for en fremprovokeret sprængning – med kilden som forslagsgiver – blev drøftet blandt de sagsbehandlende politifolk. Så vidt jeg erindrer, foretog…[rejseholdets kildefører] en henvendelse til Teknisk Afdeling i Århus for der at forhøre sig om effekten ved en eventuel sprængning af en tom bygning. Men emnet blev ikke berørt overfor Zeus ved møder, som undertegnede deltog i. Det skal i den forbindelse nævnes, at…[rejseholdets kildefører] afholdt omkring seks møder alene med Zeus. Oplysningen om, at…[rejseholdets kildefører] af pm. i Århus blev taget af sagen, fordi han skulle have opfordret kilden til ulovligheder, kan ikke bekræftes hverken af sager eller fra undertegnedes hukommelse.”[428]

Sagsforløbet kan umiddelbart forstås på to måder: Den ene mulige tolkning er, at man i efterforskningsgruppen har overvejet muligheden for at anvende Anders Nørgaard som agent provocateur over for miljøet. Det ville således have været hensigten, at Zeus skulle opfordre miljøet til at foretage en sprængning og dermed begå en strafbar handling. Sagen skal dog ikke være blevet drøftet med Anders Nørgaard. Den anden mulige tolkning er, at Anders Nørgaard til kildeførerne har stillet forslag om at foretage en sprængning, og at dette forslag er blevet drøftet i efterforskningsgruppen, som også har foretaget en henvendelse til Teknisk Afdeling. Efterfølgende har efterforskningsgruppen efter interne drøftelser valgt at afstå fra denne mulighed og i øvrigt ikke meddelt Anders Nørgaard noget om de overvejelser, man havde gjort sig med baggrund i hans forslag.

Notatet af 25. februar 1998 kom først til Kommissionens kendskab i forsommeren 2008 og har givet anledning til yderligere afhøringer af de to kildeførere fra PET og rejseholdet. Kildeføreren fra PET har ikke kunnet bidrage til en nærmere afklaring, men har henvist til, at der nok var tale om drøftelser (”skurvognssnak”) rundt om kaffebordet mellem de sagsbehandlende politifolk. Den pågældende PET-medarbejder kan heller ikke præcist tidsfæste, hvornår disse drøftelser foregik. Han kan heller ikke i dag præcist rekonstruere, hvordan han i 1998 er kommet frem til, at rejseholdets kildefører afholdt omkring seks møder alene med Zeus. Oplysningen om de seks møder med Zeus blev ifølge PET-medarbejderen givet alene af den grund, at der har været en tidslomme, hvor han var fraværende pga. af kursus, og at der derfor bestod en teoretisk mulighed for, at kilden kunne være blevet orienteret om bestemte forhold, herunder sprængstoffer, af rejseholdets kildefører uden PET-medarbejderens vidende. PET’s chef i 1998, Birgitte Stampe, skulle ifølge vidnet vide alt, så hun ikke risikerede at blive underløbet.[429] Dog understreges det i notatet fra 1998, at der ikke er noget, der kan underbygge den tolkning, at rejseholdets kildefører skulle have opfordret kilden til ulovligheder og af den grund være blevet taget af sagen. Notatet ligger her på linje med samme kildeførers tidligere nævnte opfattelse, sådan som den kom til udtryk i et internt notat af 16. april 1982, hvor kun de divergerende opfattelser af ”sikkerhedsinstrukser” nævntes som et problem.[430] PET’s regionsafdelingsleder har dog forklaret for Kommissionen, at: ”Vidnet følte, at…[rejseholdets kildefører] gerne så, at Zeus transporterede trotylen, hvilket i vidnets øjne var helt uacceptabelt.”[431] Men selv her antyder formuleringen ”følte”, at der var tale om en opfattelse af en uudtalt konsekvens af den anden parts stilling, og ikke med sikkerhed en udtalt og citérbar udtalelse fra kildeførerens side.

Kildeføreren fra rejseholdet har for Kommissionen forklaret vedrørende notatet af 25. februar 1998, at det er muligt, at en fremprovokeret sprængning - med kilden som forslagsgiver - blev drøftet, men han erindrer det ikke. Han vil dog ikke afvise at have spurgt Teknisk Afdeling. Ifølge vidnet er spørgsmålet om en kontrolleret sprængning sandsynligvis blevet drøftet forud for den 1. maj 1981, ”idet der var mange interne drøftelser om, at hvis PET kom i besiddelse af sprængstoffet, så kunne de lave en episode, som var ment som en provokation over for grupperne”. Vidnet angiver således to mulige årsager til disse overvejelser, nemlig at man overvejede at få fat i det sprængstof, som anarkisterne selv var ved at fremskaffe, dels for at hindre, at det som planlagt i anarkistmiljøet blev anvendt til at sprænge en statue i luften den 1. maj, da denne var placeret i nærheden af en beboelsesblok, hvilket udgjorde en stor risiko for andre mennesker, dels at man kunne anvende sprængstoffet i en provokation over for grupperne. Tanken var, at en kontrolleret sprængning kunne udføres uden at være til fare for andre mennesker. Der lå således en gammel kasernehal, som var tom, og det konstateredes ligeledes, at der ingen beboelse var i området. Vidnet mente, uden dog at kunne erindre noget sikkert herom, at planen var at bringe 500 gram dynamit til sprængning og efterfølgende forsøge at konstatere, hvilken reaktion nyheden om en sådan sprængning ville afstedkomme i miljøet, for eksempel på telefonaflytningerne. Ideen, som var oppe at vende på møderne, blev dog pure afvist, idet risikoen for at skade andre var for stor.[432]

Fra kilder i det anarkistiske miljø foreligger der som nævnt oplysninger om, at Anders Nørgaard tilbød sprængstoffer til miljøet, ligesom det fra chefen for det udsendte rejsehold i Århus er forklaret, at Anders Nørgaard selv stillede forslag til kildeførerne om, at man skulle tilbyde miljøet sprængstoffer. Dertil kommer, at Anders Nørgaard selv har forklaret, om end i uklare vendinger og i en situation, hvor han ifølge eget udsagn har følt sig presset, at han har tilbudt miljøet sprængstoffer (se nedenfor). Det eneste, som det samtidige kildemateriale med sikkerhed viser, er, at Anders Nørgaard den 28. april 1981 blev indskærpet af begge kildeførere, at han ikke måtte involvere sig i ulovligheder. Kommissionen er ikke bekendt med oplysninger ud over Anders Nørgaards senere forklaringer over for Ekstra Bladet og Frede Farmand, som kan understøtte påstanden om, at rejseholdets kildefører opfordrede Anders Nørgaard til at tilbyde sprængstoffer til miljøet. Påstanden om, at rejseholdet blev taget af sagen som følge af denne episode, og at en konflikt mellem PET og rejseholdet opstod som følge af divergerende opfattelser af, hvor langt Anders Nørgaard måtte gå i forhold til sprængstoffer, synes ubegrundet. Rejseholdets samarbejde med PET stoppede nemlig først i løbet af juni måned 1981, en rum tid efter at drøftelserne om sprængstoffer foregik. Efterforskningsgruppens holdning til Anders Nørgaards eventuelle involvering i sprængstoffer var således afklaret og meddelt Anders Nørgaard allerede den 28. april 1981. Holdningen var, at det måtte han ikke.

Kommissionen mener imidlertid at kunne konstatere et sammenfald i emne og tidsfølge mellem den egentlige sprængstofsag (anarkisternes forsøg på at fremskaffe sprængstoffer) og sagen om, at Anders Nørgaard skulle have tilbudt de århusianske aktivister fra kredsen omkring bogcaféen Regnbuen sprængstoffer. Østre Landsret afgjorde i 2003 ærekrænkelsessagen, som kildeføreren fra rejseafdelingen havde anlagt mod Anders Nørgaard og Ekstra Blad-journalisterne, med at give kildeføreren medhold, idet man dog fandt det godtgjort, at Anders Nørgaard to gange havde tilbudt regnbuebevægelsen sprængstoffer. De øvrige påstande blev fundet ubeføjede, og man stadfæstede byrettens dom.[433]

Da Anders Nørgaard var død, kunne han ikke give sin udlægning af forløbet for Østre Landsret.[434] Men Anders Nørgaard havde på sin vis alligevel efterladt et testamente. I forbindelse med Københavns Politis undersøgelse af, hvorvidt der med Ekstra Bladets artikel havde fundet bagvaskelse og ærekrænkelse sted i forhold til rejseholdets kildefører, blev Nørgaard i august 1998 afhørt af Københavns Politi. Det er af betydning at erindre, at Anders Nørgaard under denne afhøring efter alt at dømme har følt sig under et betydeligt pres. Dels var han splittet mellem sine oplysninger til Frede Farmand og journalisterne på den ene side og på den anden side sit gamle loyalitetsforhold til sine kildeførere. Dels oplevede han utvivlsomt det at være i risiko for en sigtelse som ganske dramatisk.

Under afhøringen, som vil blive beskrevet mere udførligt nedenfor, forklarede Nørgaard som nævnt foran, at han oplevede interviewet således, at journalisterne allerede havde en grydeklar historie, som de blot havde brug for bekræftelse på. Da han senere læste historien i avisen, blev han nedslået og smed i skuffelse avisen i affaldsspanden. Han var dog ikke helt klar med hensyn til, om indholdet var helt korrekt. Han mente, at ”Ellers var artiklen stort set en korrekt gengivelse...”, men fandt også at der var sat ”...for meget damp på”. Han tilføjede, at han følte sig trådt på, og at artiklen havde fået en ”drejning”, som satte den tidligere kildefører fra rejseholdet i et dårligt lys.[435] Om substansen i sine udsagn over for journalisterne forklarede han:

“...at der under et af møderne med…[rejseholdets kildefører] blev talt om sprængstof, som afhørte skulle lade skinne igennem, at han kunne skaffe til terrorgrp. i Århus. Det var dog kun en løs snak mellem afhørte og…[rejseholdets kildefører] , og det blev aldrig ført ud i livet, hvilket afhørte heller ikke kunne forestille sig, idet [rejseholdets kildefører] kendte sin egen retsstilling.”[436]

I en senere genafhøring blev denne forklaring gentaget:

“Afhørte har nok sagt, at han og…[rejseholdets kildefører] havde haft en snak om, at afhørte over for gruppen kunne lade det skinne igennem, at han kunne skaffe sprængstof. Anførte var dog blot en løs snak afhørte og …[rejseholdets kildefører] havde haft - uden nogen alvor eller noget konkret.”[437]

Dette blev gentaget i endnu en afhøring, hvor Nørgaard også forklarede, at han ikke erindrede, om han faktisk nævnte sprængstofferne for gruppen.[438]

Påstandene om, at politifolkene skulle have sagt, at der var en anden Anders Nørgaard, som man kunne skyde skylden på, havde ifølge Nørgaard intet på sig. Han forklarede, at man i kildeføringen stedse meget omhyggeligt drøftede hans sikkerhed. I denne forbindelse blev det ifølge Nørgaard omtalt, at hvis gruppen fattede mistanke, så fandtes der andre ved navn Anders Nørgaard.[439] Fremstillingen af ”dobbeltgængeren” som en mulighed for at ”redde” Anders Nørgaard fremstår således som misforstået. Der var ganske vist i forløbet af kildeføringen flere gange blevet henvist til, at Anders Nørgaard var et almindeligt forekommende navn, og til at der bl.a. fandtes en anden Anders Nørgaard på Fyn. Men ikke i forbindelse med eventuelle lovovertrædelser og efterfølgende politisigtelse, men derimod som en sløring af kildens sande identitet, hvis der skulle opstå mistanker mod denne i anarkistmiljøet. Hvis nogen i miljøet skulle få nys om, at en Anders Nørgaard havde været medlem af det Konservative Folkeparti, ville Nørgaard således kunne redde sig ud af sagen ved at henvise til, at han havde en navnedobbeltgænger på f. eks. Fyn.

Heller ikke det angivelige skænderi mellem to kildeførere fra PET og rejseholdet ville Nørgaard kendes ved.

“Afhørte var sikker på, at han ikke brugte de ord ‘at…[de to kildeførere] kom op at skændes så det fløjtede’. Afhørte har heller ikke brugt ordet ‘styringsofficer’. Endvidere havde afhørte ikke deltaget i møde med Rejseholdet, idet afhørte kun havde møder sammen med …[de to kildeførere].”[440]

Det kan konkluderes, at historien om navnedobbeltgængeren ikke havde noget på sig, ligesom det er klart, at Anders Nørgaard ikke havde været vidne til, at kildeførerne havde ”skændtes så det fløjtede” om en agent provocateur-idé. Mere væsentligt for forståelsen af problemfeltet er det, at den tidligere belyste sammenhæng med, at efterforskningen var på sporet af virkelige sprængstoffer, og at der mellem PET og rejseholdet bestod en reel divergens med hensyn til efterforskningens prioriteter, ikke på noget tidspunkt kom frem i politiforklaringerne. Historien kom heller ikke frem i dagspressen i forbindelse med de mange andre opsigtsvækkende historier om PET. Der var således ingen tvivl om, at kildeførerne med Nørgaard havde drøftet sprængstoffer, og ej heller om, at rejseholdets afkobling fra kildeføringen og senere udskillelse fra efterforskningen gav anledning til betydelig utilfredshed. Men der var her tale om en konflikt, som i første række udspillede sig på ledelsesplan.

Afsløringen af Zeus

I begyndelsen af 1990’erne skal Anders Nørgaard have fået samvittighedskvaler over en del af det arbejde, som han i de tidlige 1980’ere havde gjort for PET med hensyn til overvågningen af bl.a. SAP. Hans kone kendte på dette tidspunkt intet til hans tidligere virke for Politiets Efterretningstjeneste. Da Anders Nørgaard i december 1991 traf en journalist på et større dagblad, fortalte han sin historie til denne. Da journalisten var overbevist om, at Anders Nørgaards historie var rigtig, men gerne ville have styrket sin dokumentation, henvendte han sig til en person, som han anså for en kapacitet med hensyn til den danske venstrefløj. Over for den pågældende, som i øvrigt også nærede interesse for PET’s virke og for forholdene på den yderste højrefløj, fremlagde journalisten sit materiale. Han var således i stor detalje i stand til at redegøre for Anders Nørgaards færden og virke som penetrant for PET i Århus og København, ligesom han havde Anders Nørgaards lommebog og en del billeder i sin besiddelse. I lommebogen fandtes et stort antal navne på venstrefløjskontakter og PET-kontakter. Der var mellem de to mænd enighed om, at der var tale om et større journalistisk kup, og om, at det ikke kunne undgås, at Anders Nørgaards identitet ville blive afsløret. Det var opfattelsen, at historien kunne underbygges ved at tage en kontakt til bl.a. Søren Søndergaard for at få bekræftet oplysningerne om Anders Nørgaards aktivitet i SAP (se kapitel 3 nedenfor). Navne på nogle af de centrale aktivister i anarkistmiljøet i Århus blev videregivet af journalisten, som også nævnte navnene på flere PET-kontakter - bl.a. PET-kildeføreren fra regionsafdelingen i Århus. Journalisten refererede ligeledes Anders Nørgaard for at have omtalt en konflikt mellem rejseholdet og PET i forbindelse med efterforskningen. Anders Nørgaards materiale blev i øvrigt stillet til rådighed for den pågældende til fotokopiering.[441]

Bestræbelserne på at fremskaffe yderligere dokumentation synes imidlertid ikke at have ført til den planlagte detaljerede afsløring i det pågældende dagblad. Årsagerne hertil kendes ikke med sikkerhed. Anders Nørgaard blev i mellemtiden opskræmt af, at ukendte personer lagde manuskripter til nogle avisartikler om bl.a. hans gamle PET-kildefører i hans postkasse, og af et anonymt telefonopkald fra en person, som sagde ”Lad nu vær’ med at gøre noget dumt”. Derpå skal Anders Nørgaard have henvendt sig til journalisten, som skal have indvilliget i at holde artiklen tilbage. Det var den mere eller mindre implicitte slutning fra Anders Nørgaard, at det var PET, som havde søgt at skræmme ham til at undlade at bringe oplysninger frem. Under alle omstændigheder bidrog dette mellemspil til, at Anders Nørgaard følte, at broerne til PET var brændte, og at han var i en udsat stilling.[442] I forbindelse med episoden kontaktede Anders Nørgaard sin tidligere kildefører i PET telefonisk og fortalte om de artikler, som var proppet ned i hans postkasse. Samme aften vendte han tilbage til kildeføreren og fortalte om et mystisk telefonopkald fra en ukendt person, som havde efterladt en besked på Anders Nørgaards telefonsvarer med ordene ”...jeg ringer igen...”. Kildeføreren bad Anders Nørgaard om at sende materialet til PET og i øvrigt forholde sig roligt og afventende. Han informerede derpå Centralafdelingen om hændelsen.[443]

Episoden er kommenteret i Den Blå Rapport. PET mente ikke i 1998 at have nogen optegnelser om en sådan kontakt, og ingen af medarbejderne erindrede noget sådant. Derimod fandt der i januar 1992 en kontakt sted på foranledning af Nørgaard selv. Det drejede sig om noget materiale, som han havde modtaget i sin postkasse. Det var ni sider fotokopier med koder og skrift. Det viste sig at være materiale fra udkast til artikler i Ekstra Bladet, hvori omtaltes en PET-medarbejder, som skulle være kilde for Den danske Forening.[444] Der var altså tydeligvis tale om flere forsøg på at forskrække Anders Nørgaard.

En person, som var aktiv i den centrale anarkistgruppe har meddelt Kommissionen, at Anders Nørgaard på et tidspunkt i begyndelsen af 1990’erne havde fået kontakt til en journalist på et dagblad. Nørgaard skulle over for denne journalist have berettet indgående om sit virke som agent og overladt denne sine notater. Det drejede sig om optegnelser om Anders Nørgaards virke med oplysninger om hans politiforbindelser og om de folk, som han havde overvåget. Der skulle således have været navnene på fem-seks personer, som skulle have stået bag Saftevandsfronten. Den pågældende journalist skulle da under et værtshusbesøg over for en gruppe kolleger have pralet af historien, som han var ved at skrive. Om natten gik en af tilhørerne, som havde forbindelse til et venstrefløjsmiljø, op på journalistens kontor og fjernede notaterne (men efterlod billederne). Dette skulle derpå være blevet overdraget til en mindre venstrefløjsgruppering, hvor yngre folk med autonome forbindelser skulle have haft lejlighed til at se sagen. Det skulle angiveligt - ifølge forklaringen - have været disse folk, som på dette tidspunkt anonymt ringede til Anders Nørgaard og advarede ham om at passe på og ligeledes lagde forskellige fotokopier i hans postkasse. Nørgaard blev opskræmt af denne intimidering og skal da - med held - have plæderet hos journalisten for, at historien ikke skulle bringes.[445]

Oplysninger fra Anders Nørgaards dokumenter skulle herfra være gået videre til personer, som ”...altid har syntes, at efterretningstjenesten var meget interessant”.[446] Der er her formentlig tale om et ræsonnement fra den interviewede anarkists side. Det findes andetsteds oplyst, at en navngiven kender af den danske venstre- og højrefløj den 22. april 1992 fra journalisten modtog alt det materiale fra Anders Nørgaard, som var i journalistens varetægt. Det må formodes, at der her var yderligere materiale i forhold til lommebogen og fotografierne, som i kopiform var kommet i den pågældende persons besiddelse i december 1991.[447] Altså kan der være tale om, at Anders Nørgaard i mellemtiden har overdraget yderligere notater og lignende til journalisten. Det udelukker imidlertid ikke, at materialet i mellemtiden kan være bortkommet eller fjernet, og at det kan have hindret journalisten i til fulde at udnytte sine oplysninger i en artikelserie.

Det forhold, at oplysningerne om Anders Nørgaards virksomhed i Århus kom det pågældende københavnske venstrefløjsmiljø i hænde, foranledigede efter det oplyste at dømme, at der blev taget kontakt til flere anarkister fra Århusmiljøet, bl.a. en tidligere ledende skikkelse i det århusianske anarkistmiljø, som Kommissionen har haft en samtale med. Sidstnævnte har oplyst til Kommissionen, at han og flere andre fra anarkistmiljøet i forbindelse med bortkomsten af Anders Nørgaards papirer af det relevante miljø, som fik papirerne i hænde, blev advaret om, at de kunne blive eksponeret. Dette skete fra 1993-94. Han havde under sine tre møder med det pågældende miljø adgang til at bese Anders Nørgaards bortkomne papirer.[448] Forbindelsen til de tidligere aktivister skete for at advare dem om, hvad der var på vej i pressen. Da den pågældende journalist angiveligt ikke kunne anvende Anders Nørgaards notater som underlag for sin historie, kom navnene imidlertid alligevel ikke frem i pressen ved denne lejlighed. Det samme københavnske venstrefløjsmiljø skulle være kilde til den historie, som fremkom om, at det var et tilfælde, at Søren Søndergaard kendte til Anders Nørgaards adresse. Ifølge den interviewede anarkist er dette tvivlsomt.[449] Den før omtalte kontakt mellem journalisten og kenderen af venstrefløjsmiljøet giver da også grund til at tro, at der i hvert fald på dette tidspunkt i december 1991 bestod en hensigt om at kontakte centrale personer i SAP for at verificere historien om Anders Nørgaards infiltration af dette parti.

“…[Den interviewede] er helt sikker på, at han hos den pågældende kontaktperson så en kopi af Anders Nørgaards håndskrevne notater. Ved at fastfryse skærmbilledet i TV2’s udsendelse ’Den hemmelige Tjeneste’ var han ikke i tvivl om, at det var den samme håndskrift, som han så i januar 1994. Det var Anders Nørgaards håndskrift, og det var stavet på nøjagtig samme måde.”[450]

Disse oplysninger må forstås således, at Anders Nørgaards stjålne notater via et københavnsk venstrefløjsmiljø med interesse for PET og med forbindelser til BZ-kredse kom i hænderne på researcherne fra Nordisk Film i den hensigt at føre dem frem til Anders Nørgaard og hjælpe til en dokumentarudsendelse, der afslørede en PET-kilde. Fem år senere havde Anders Nørgaard fået en familie og levede et stilfærdigt liv, indtil han i januar 1997 blev konfronteret af journalisten Miki Mistrati, som var i færd med at lave et dokumentarprogram for Fak2eren om Politiets Efterretningstjeneste. Mistrati opsøgte med skjult mikrofon Anders Nørgaard i dennes hjem for at overtale denne til at stå frem og fortælle sin historie i tv-programmet. Nørgaard, som i ikke ringe grad følte sig slået ud af balance ved denne overraskelsestaktik, gik til sidst ind på at samarbejde med Miki Mistrati og Steen Jespersen om programmet og på at optræde i dette.[451] Efter at de to Fak2eren-udsendelser om den hemmelige tjeneste var blevet vist den 1. marts og den 3. marts 1998, befandt Anders Nørgaard sig efter mange års liv som en almindelig samfundsborger i centrum af en stærk medieopmærksomhed.

Agent provocateur-tesen

Den 15. maj 1998 udkom Ekstra Bladet med en artikel, hvor det i overskriften hed: ”Politiet ville ofre uskyldig i terrorkomplot”. I artiklen hævdede journalisterne Niels Westberg og Kurt Simonsen, at kildeføreren fra rejseholdet i 1981 havde opfordret Anders Nørgaard til at tilbyde anarkistgruppen i Århus sprængstoffer, samt at han havde stillet denne i udsigt, at man - hvis sagen kom frem - kunne skyde skylden på en anden person med samme navn.[452]

Artiklen blev anledning til fremkomsten af vigtigt kildemateriale, som kan bidrage til at kaste lys på en række forhold omkring Anders Nørgaard og dennes forhold til bl.a. PET. De fremkomne beskyldninger gav som tidligere nævnt i første omgang anledning til en politiundersøgelse om, hvorvidt der havde fundet bagvaskelse sted. Undersøgelsen var foranlediget af en anmeldelse, som kildeføreren fra rejseholdet den 25. maj 1998 indgav til statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby mod de to journalister og mod Anders Nørgaard for ærekrænkelse og bagvaskelse. Undersøgelsen omfattede bl.a. en afhøring af Anders Nørgaard. Den 28. januar 2000 opgav Københavns Politi at strafforfølge sagen. Den tidligere kildefører for Anders Nørgaard anlagde følgelig den 16. marts 2000 civilt søgsmål. Han krævede mortifikation af påstandene i artiklen om, at han imod alle regler skulle have opfordret Anders Nørgaard til at tilbyde Regnbuegruppen sprængstoffer, om at han skulle have haft en uenighed med PET-kildeføreren herom, samt om at han skulle have stillet Anders Nørgaard i udsigt, at man kunne lade en anden med samme navn påtage sig skylden, hvis det skulle komme ud.[453] Sagen blev behandlet af Københavns Byret, som den 21. december 2001 afsagde dom til fordel for sagsøgeren. Sagen blev dernæst anket til Østre Landsret, som den 24. juni 2003 stadfæstede byrettens dom.[454] Sagen resulterede i fremkomsten af nye oplysninger, ligesom den også gav anledning til, at sagens parter fremkom med forklaringer om ikke alene det i 1981 forløbne, men også om hvordan Anders Nørgaards oplysninger i 1998 var fremkommet.[455]

Selv om sagen i første omgang berørte et medlem af Rigspolitiets rejsehold, var der her tale om oplysninger, som kastede videre lys på kildeføringen af Anders Nørgaard i 1981, på Anders Nørgaards forhold til Frede Farmand, Ekstra Bladet og PET i 1998 samt på de problemer, som plagede Anders Nørgaard frem til hans død i 2000.

Det fremgår af dombogsudskriften, at Frede Farmand i 1997-98 blev inddraget i tv-produktionen via en rolle som researcher eller konsulent i arbejdet med dokumentarudsendelsen. Farmand forklarede senere hen, at han kendte til Zeus’ eksistens tilbage i 1992, men at han først lærte Anders Nørgaard at kende, da denne trådte frem i forbindelse med tilblivelsen af Fak2er-programmerne.[456] Over for medlemmer af Kommissionen har Frede Farmand senere forklaret, at Mistrati og Jespersen efter at have hørt sprængstofhistorien - dvs. historien om Anders Nørgaards angivelige tilbud til anarkisterne om sprængstoffer - fra Anders Nørgaard, fortalte den videre til Farmand for at få denne til at finde yderligere oplysninger om sagen. De to journalister mente ifølge Frede Farmand ikke, at historien kunne holde uden yderligere dokumentation.[457] Frede Farmand har for Kommissionen forklaret, at oplysningen om Anders Nørgaards identitet skal være kommet fra personer på venstrefløjen og fra disse være givet videre til Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen til brug for arbejdet med Fak2er-udsendelsen om PET.[458]

Der opstod på et tidspunkt en kontakt mellem Frede Farmand og de to Ekstra Blad-journalister Kurt Simonsen og Niels Westberg, som Frede Farmand tidligere havde haft samarbejde med.[459] Det er ikke klart belyst, hvordan og hvorfor kontakten opstod. Først og fremmest står det hen i det uvisse, hvornår Anders Nørgaard blev draget ind i denne kontakt, og om han fra begyndelsen har næret ønske om yderligere presseeksponering. Tidsfølgen er svær at fastsætte. Den første kontakt synes at være en telefonisk kontakt mellem Frede Farmand og Kurt Simonsen. Frede Farmand, som på denne tid havde en konflikt med PET om bl.a. hændelsesforløbet i forbindelse med Søllerødgadebomben i 1992 (jf. Kommissionens beretning, bind 11), ringede til journalist Kurt Simonsen og fortalte denne, at han havde en historie om Anders Nørgaard. Historien gik på, at Anders Nørgaard skulle have tilbudt anarkisterne i Regnbuen sprængstoffer. Frede Farmand fortalte, at han også havde talt med folk, der i 1980’erne havde haft tilknytning til miljøet omkring bogcaféen Regnbuen.[460]

Det fremgår således, at oplysningen om det angivelige sprængstoftilbud kan være kommet fra såvel Anders Nørgaard selv som fra kilder i det århusianske anarkistmiljø. Det bemærkes, at der kan have eksisteret en tidligere kontakt mellem en af journalisterne og personer fra anarkistmiljøet. En af anarkisterne har således over for Kommissionen oplyst at have kendt en af journalisterne i ”mange år”.[461] Den ene journalist har da også været vel bekendt med det politiske miljø i Århus i 1980’erne, da han som journalist for dagbladet Information i 1982 havde citeret kilder i det århusianske venstrefløjsmiljø, som ideologisk og politisk stod RAF nært. PET formodede i en notits i 1983, at kilden måtte være inderkredsen af anarkistkredsen.[462] Ekstra Blad-journalisterne Simonsen og Westberg indledte en research, som i første omgang sigtede på at få bekræftet sprængstoftilbuddet af folk, som havde deres gang i venstrefløjsmiljøet i Århus i 1981. Efter eget udsagn spillede Frede Farmand altså en ikke uvæsentlig rolle i opsporingen af nogle af disse folk.[463]

Frede Farmand ringede den 4. april 1998 til Anders Nørgaard for af ham at få belyst sprængstofhistorien. Båndkopien og afskriften af denne samtale begynder inde i samtalen midt i en drøftelse af, hvorvidt Anders Nørgaard med kildeføreren fra rejseholdet havde overvejet at tilbyde sprængstoffer til Regnbuegruppen. Det fremgår af samtalens form, at Anders Nørgaard og Frede Farmand på dette tidspunkt var vel bekendte med hinanden. Men det er på grundlag af indholdet i samtalen meget svært at vurdere rigtigheden af påstandene om sprængstoftilbuddet. Samtaleafskriften indledes med, at Anders Nørgaard bekræfter, at rejseholdets kildefører over for ham havde sagt, at det var en god idé, hvis han lod skinne igennem, at han havde mulighed for at skaffe sådanne ting.[464] Herefter synes Frede Farmand at presse Anders Nørgaard for at få en stærkere bekræftelse af forløbet, mens Anders Nørgaard holdt sig til ret ukonkrete, vage formuleringer:

“- AN [Anders Nørgaard]: altså det der skete det var jo at øhh… [kildeføreren] han sagde, at øhh han syntes at det var en god idé, hvis øhh jeg lod skinne igennem at øhh jeg havde en mulighed for at fremskaffe sådanne ting.

FF [Frede Farmand]: Ja. Og det gjorde du så.

- AN: Jeg kan ikke huske, at jeg havde sådan øhh helt firkantet har sagt at øhh sådan noget kan jeg skaffe.

- FF: Men de kan jo huske at du har tilbudt det, men de har så også sagt nej. Det er der jo flere fra gruppen der kan huske.

- AN: Jah.

 FF: For de kan vel ikke finde på det uden at det har fundet sted.

- AN: Nej. Hvem er det, kan du huske navnene på dem der.

- FF: Jeg har ikke navnene (...) men det er klart jeg efterforsker den sag, det er jo klart. Ikke for på nogen måde og komme til at røre dig Anders, men simpelthen for at få kortlagt øhh [rejseholdets kildefører] og [PET’s kildefører]s øhh proces i den her sag.”[465]

Herefter forsøgte Anders Nørgaard at genkalde sig tidspunktet for det, som han skildrer som en interessekonflikt mellem PET og rejseholdet, og som et forløb, der endte med, at PET fik sendt rejseholdet hjem.[466] Frede Farmand forsøgte igen at få en konkret bekræftelse ud af Anders Nørgaard:

“FF: nej, men ved du hvad øhh det at du på en eller anden måde skal lade forstå, at øhh du kan tilbyde sprængstoffer øhh, det må du ku’ huske at man at du har tilbudt det ellers ville de andre jo ikke huske, at øhh du har sagt det. Der er jo flere uafhængige af hinanden der har sagt at du har tilbudt det, men at man afslog det. Hvorfor tilbød, ja undskyld du – er det hårdt for dig at sige det Anders

- AN: Nej, men altså umiddelbart kan jeg ikke øhh huske at jeg har gjort det så’n øhh i hvert fald ikke i så firkantede vendinger

- FF: Nej, altså når du siger firkantet vendinger, vil det så sige, du kan godt have tilbudt det dem øhh at hvis det kunne komme på tale og og de syntes at det var en god idé, så kunne du måske og så videre,

- AN: Ja

- FF: er det noget i den form – på det niveau

- AN: Ja

- FF: det er ikke sådan, at du stod der og og havde lidt varelager med

- AN: nej nej nej aldrig nogensinde

- FF: Nej, men altså at du kunne tilbyde det

 AN: Ja”[467]

Det fremgår, at Anders Nørgaard understreger, at han ikke kan huske, om han nogensinde ”helt firkantet” kom til at tilbyde sprængstof. Han omtaler ikke entydigt en instruktion fra rejseholdets kildefører, men en samtale med denne om muligheden for at ”...lade skinne igennem”. Han mente at have følt en spænding i samarbejdet mellem PET i Århus og rejseholdets folk i efterforskningsgruppen. Han er klar i sin tilkendegivelse af, at PET’s kildefører meget klart tog afstand fra den mulighed, at Anders Nørgaard kunne tænkes at friste anarkisterne med sprængstof:

“AN: Ja, efterfølgende var helt enige om at øhh det var jo i virkeligheden utilstedeligt

- FF: Ja, altså…[PET’s kildefører] ku’ godt se at det var at gå over stregen

- AN: ja ja, men det øhh [PET’s kildefører] var ikke informeret om det på daværende tidspunkt.

- FF: Nej

- AN: Lige så snart han blev informeret om det, så sagde han stop, brems, her stopper vi.

- FF: Ja. Så det vil sige han har

- AN: og så var det at ham og…[kildeføreren fra rejsholdet] de blev uvenner

- FF: Nå, det blev de uvenner om, for der havde de en interessekonflikt

- AN: ja

- FF: er det fordi

- AN:…han [Kildeføreren fra rejseholdet] vil jo gerne afslutte sagen hurtigt og komme hjem til København ikk’

- FF: Nå, og så kunne man lave sådan en provokation og så måske bagefter sige, de har sagt ja og så var den lukket og så ku’ de få hammeren på det.

- AN: Ja, altså det var så’n nej det ved jeg ikke, det var så’n jeg opfattede det i hvert fald

- FF: Ja det er jo klart, fordi i det øjeblik de siger ja tak ikk’ så er de jo kriminelle ikk’

- AN: Jo

- FF: Og så ku’ han lukke sagen og sige de er skide kriminelle, de og så kunne han jo egentlig føre bevis på, at at øhh at rigspolitiets rejsehold havde gjort deres job og afsløret at Nordirlandskomiteen eller som den hedder var øhh

- AN: nej men det var sgu’ ikk’ Nordirlandkomiteen som sådan

- FF: Nå

- AN: Det var øhh hvad hedder det øhh det folk i blandt Regnbuefolkene

- FF: Ja, okay. Det var dem der ku’ få det tilbud hvis det var og så ku’ han, men men når du siger at han så ku’ lukke sagen, vil det så sige, at at nu kunne de blive blåstemplet som ekstremister også ku’ PET overtage den

- AN: Nææh jeg mener at han øhh hvad hedder det regnede med at så kunne de simpelthen lukke hele sagen på Therma og hvad hedder det tæppefabrikker og DSB og som sådan

- FF: Nåhh, således at de ku’ få tillagt skylden

- AN: Ja

- FF: Nå, det var på den måde

- AN: og så bare øhh så bare gå af ikk’

- FF: Og så bare sige det er nok dem der har skylden, og så færdig

- AN: Ja

- FF: og så havde de ligesom, skal vi sige F-sagen,

- AN: for at lukke, ja

- FF: og en ret barsk måde at lukke en sag ved og

- AN: jamen de var jo derovre i lang tid og der skete ikke en skid

- FF: ja ja og de kunne ikke finde ud af en skid

- AN: Nej

- FF: Nej. Så prøvede de kunstigt at lukke den ved at øhh du ligesom skulle lade forstå så’n og så’n. Men det blev det vel så ikke fordi øhh…[PET’s kildefører] syntes ikke det var sagen at blive ved med sådan noget.

- AN: Jamen øhh lige så snart…[PET’s kildefører] overhovedet blev informeret om det, så øhh, så sagde han nej.

- FF: Ja

- AN: men der havde jeg nemlig haft en samtale med…[rejseholdets kildefører] ikk’”[468]

Det fremgår, at tanken om et tilbud fra Anders Nørgaard om selv fiktive sprængstoffer straks blev afvist af PET’s kildefører. Anders Nørgaard var også klar i sin tilkendegivelse af, at samarbejdet mellem PET’s region II og rejseholdet blev afsluttet med et brud.[469]

Ekstra Blad-journalisterne havde kontakt til en person i den centrale anarkistgruppe og flere andre kilder, som enslydende bekræftede sprængstofhistorien. Sagen var således angiveligt bekræftet fra to kilder, som havde været centralt placeret i Regnbuen.[470] Efter at Frede Farmand nu havde søgt yderligere information om hændelsesforløbet, orienterede han de to Ekstra Blad-journalister om Anders Nørgaards udlægning af sagen. De to journalister, som indtil da ikke havde truffet Anders Nørgaard, tog derpå kontakt til denne efter at have hørt Frede Farmands båndoptagelse af samtalen med Anders Nørgaard.[471] I en telefonsamtale med Anders Nørgaard den 14. maj søgte de en bekræftelse af, at der skulle være blevet tilbudt sprængstof, og af at man havde luftet tanken om at ”redde” Anders Nørgaard i tilfælde af afsløring. Anders Nørgaard blev overrumplet over, at journalisterne kendte til sagen, og først og fremmest over, at de havde kendskab til politifolkenes rolle. Båndoptagelsen tyder ikke på, at journalisterne meddelte Anders Nørgaard, at de havde kendskab til Frede Farmands forudgående telefonsamtale med Anders Nørgaard. Journalisterne henviste til, at de havde vidneudsagn fra miljøet om, at Anders Nørgaard havde tilbudt sprængstoffer, og udfrittede denne for, hvad der egentlig var forløbet. Også her var Anders Nørgaards udsagn både vage og uklare:

“AN: men øhh dengang – han [kildeføreren fra rejseholdet]er en hamrende dygtig kriminalbetjent, det er jo så noget helt andet

- EB1: Det er noget helt andet ja, men man kan da også godt forstå, at han øhh – det forstår jeg da i hvert fald udmærket – at han i den der sammenhæng faldt for fristelsen ikk’

- EB1: øhh for at få hul på øhh sagen og folkene nede i Mejlgade altså kunne falde for den fristelse så det, det er da meget let og øhh forstå, men men der var jo ikke mandat til det. Altså vi har talt med Ole Espersen øhh og han siger, at øhh hvad hedder det, tilladelse til at infiltrere lige netop præcis i denne her sammenhæng den jo slet ikke omfattede noget der kunne opfattes som provokatørvirksomhed

- AN: nej

- EB1: og det har…[kildeføreren fra rejseholdet] jo altså også åbenbart været pinlig klar over, at hér

- AN: helt sikkert

- EB1: at her gik man over stregen ikk’

- AN: Jo

- EB2: nej, men øhh det var jo sådan set Ole Espersen fratager jo også dig ansvar om man så må sige. Han siger, at hvis det virkelig er sandt, altså at du gik videre med den der antydning og ligesom sagde, at øhh det kunne du muligvis godt skaffe øhh så har du jo selvfølgelig gjort det i tiltro til at den politimand der bad dig om det, at øhh, at det var i orden når han bad dig om det, altså det var ikke dit ansvar.

- AN: Både og og det er også derfor jeg faktisk i dag øhh ikke så gerne vedkender mig historien ikk’ fordi øhh jeg syntes, at øhh, at det var meget dubiøst og hvad hedder det øhh. Det var alene…[kildeføreren fra rejseholdet] der startede med at fortælle mig om det ikk’. Og så på et efterfølgende møde, hvor de begge to var til stede,

- EB1: altså…[kildeføreren fra PET] og…[kildeføreren fra rejseholdet]

- AN: ja

- EB1: ja

- AN: der øhh hvad hedder det, blev vi så enige om, der var det så vi ville trække det i land igen ikk’

- EB1: ja, trak det i land, men du tilbød jo rent faktisk eller antydede

- AN: jo jo der havde jeg måske gjort det ikk’

- EB1: jahh

- AN: det kan jeg så ikke huske

- EB1: men der opgav man planen så i hvert fald.

- AN: ja

- EB1: ja, okay.

- EB2: fordi…[PET-kildeføreren ] under ingen omstændigheder ville være med til det

- AN: ja

- EB1: og dit indtryk var, at det var på grund af – altså han var en hædersmand på det tidspunkt eller i denne her forbindelse øhh…[PET’kildeføreren].

- AN: Det syntes jeg faktisk stadigvæk han er”[472]

To forhold træder klart frem af denne samtale. Trods gentagen boren i sagen er Anders Nørgaard ikke i stand til at genkalde sig sprængstoftilbuddet i miljøet præcist. Dog antyder han, at han muligvis inden mødet med de to kildeførere den 28. april 1981 allerede havde tilbudt sprængstoffer (”jo jo der havde jeg måske gjort det ikk’”). Derimod er han entydig med hensyn til PET’s klare afstandtagen fra nogen form for selv hypotetisk omtale af sprængstoffer over for anarkisterne.

De to journalister overraskede videre Anders Nørgaard ved at henvise til historien om, at han skulle kunne blive reddet ved forveksling med en anden mand. I det hele taget blev Nørgaards loyalitet i forhold til sine tidligere samarbejdspartnere søgt rystet. Det skete også med henvisning til, at kildeføreren fra rejseholdet som hævnakt over for PET-kildeføreren i sommeren 1981 skulle have plantet en historie ved Ekstra Bladet i Århus om, at der var plantet en PET-agent i venstrefløjsmiljøet i Århus. Denne oplysning (som ikke nogetsteds er substantieret) virkede stærkt foruroligende på Anders Nørgaard.[473]

Derimod fremgår det af telefonsamtalen, at Anders Nørgaard var ret specifik med hensyn til den situation, hvori samtalen om sprængstofferne skulle have fundet sted. Han genkaldte sig en situation under en biltur sammen med kildeføreren fra rejseholdet og kunne knytte specifikke omstændigheder dertil. Han tidsfæstede samtalen til forsommeren 1981 og ræsonnerede, at den måtte have fundet sted i april, da han i forbindelse med 1. majarrangementet havde sin kærestes lille søn med. Det betyder, at samtalen i Anders Nørgaards erindring har fundet sted samtidig med, at Anders Nørgaard rapporterede tilbage til sine kildeførere om planerne i miljøet omkring bogcaféen Regnbuen om at anskaffe sig sprængstoffer fra forbindelser på Sjælland. Det er på den baggrund svært at se, hvorfor rejseholdet skulle bede Zeus fungere som agent provocateur, når miljøet af egen drift var i færd med at planlægge ulovlig anskaffelse af sprængstoffer. Det betyder på den anden side, at der ikke kan herske tvivl om, at samtalerne mellem Anders Nørgaard og kildeførerne har cirklet omkring sprængstoffer og kildens stillingtagen hertil.[474] Som tidligere nævnt diskuterede man ivrigt alle mulige former for aktioner i efterforskningsgruppen, og Anders Nørgaard kan, som det er forklaret for Kommissionen af lederen af rejseholdets udsendte efterforskningshold, i samme periode have stillet sine kildeførere forslag om at tilbyde sprængstoffer. I realiteten må det - støttet til Anders Nørgaards egen tidsangivelse - anses for sikkert, at de samtaler med rejseholdets kildefører, som omtales, må være de samme samtaler, som fandt sted den 22. og - især - den 24. april 1981. De kan vanskeligt have fundet sted efter den 28. april, hvor de to kildeførere i vendinger, som ikke var til at misforstå, instruerede Anders Nørgaard om at holde sig fra alt, hvad der havde med sprængstoffer at gøre.

Helhedsindtrykket af hans telefonsamtale med de to journalister er, at han var bragt i defensiven af deres detaljviden om hans færden, men at han også havde svært ved at genkalde sig de nøjagtige situationer. Det skal i den forbindelse erindres, at Anders Nørgaard uforberedt blev ringet op af to ham ukendte personer, som pressede ham for detaljerede oplysninger om samtaler, som lå 17 år tilbage i tiden. Anders Nørgaard havde, som det allerede er fastslået, været involveret i ganske mange samtaler med personer fra Regnbuen og med sine kildeførere om sprængstoffer i første halvdel af 1981. Desuden har han antagelig følt sig presset stillet over for påstanden om, at flere vidner uafhængigt af hinanden bekræftede, at han havde tilbudt sprængstof. Det kan således ikke afvises, at Nørgaard har følt sig under et vist pres, og af denne grund har henvist til en kildeførers medvidende, når han skulle forklare om sprængstoftilbuddet, som flere vidner i miljøet angiveligt havde overhørt.

For så vidt angår Anders Nørgaards angivelige tilbud om at fremskaffe sprængstof til anarkisterne findes der to kilder til historien: dels Anders Nør-gaard selv (om end formuleringen er uklar), og dels den eller de personer i miljøet, som hævder at have hørt Anders Nørgaard fremsætte tilbuddet. Der er tale om to vidneudsagn fra Regnbuemiljøet, som de to journalister fra Ekstra Bladet over for Anders Nørgaard henviste til som udtryk for, at de allerede havde deres historie bekræftet fra anden side, og som senere blev fremført i forhandlingerne i Københavns Byret og siden hen i ankesagen i Østre Landsret. Dertil kommer, at lederen af rejseholdets efterforskningshold i Århus har forklaret, at Anders Nørgaard over for politiet fremkom med det forslag, at man kunne tilbyde miljøet sprængstoffer. Det kan på denne baggrund ikke afvises, at Anders Nørgaard i den periode, hvor han afventede en endelig og præcis instruktion med hensyn til, hvordan han skulle forholde sig til sprængstoffer, kan have henvendt sig til miljøet og tilbudt eller antydet noget mere eller mindre specifikt om at kunne skaffe sprængstof, muligvis fordi han har fornemmet, at miljøet, trods forsikringer om det modsatte, havde svært ved at fremskaffe det lovede sprængstof. Det er under alle omstændigheder vigtigt at påpege, at anarkistmiljøet på forskellige tidspunkter i 1981 arbejdede aktivt for at skaffe sprængstoffer, hvilket fremgår både af de af Anders Nørgaard afgivne kildeoplysninger og af de af Kommissionen indhentede forklaringer fra anarkistmiljøet.


[205] PET, kildesag: Bilag 7, ”Rapport vedrørende brandstiftelser og hærværk i Århus politikreds”, 10. januar 1981. En anderledes version af den første kontakt findes i Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 101.

[206] PET, kildesag: Bilag 7, ”Rapport vedrørende brandstiftelser og hærværk i Århus politikreds”, 10. januar 1981. Kontakten til Anders Nørgaard var led i en kampagne om forholdene i Vesttyskland på flere af landets universiteter, og man ønskede, at Nørgaard, som var kendt fra studenterpolitik i Aalborg, skulle stå for arrangementet af oplysningsmødet i Aalborg. Ibid.

[207] Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 99.

[208] Ibid, s. 101.

[209] Anders Nørgaards baggrund er skildret i ibid., s. 94-101.

[210] Kommissionens arkiv: Notits vedr. telefonsamtale, 24. oktober 2008.

[211] PET, kildesag: Bilag 5, ”Telex, vedr. penetreringsforsøg i anarkistgruppe”, 23. januar 1981.

[212] RB: Tidl. kriminalassistent ved rejseafdelingen, 2. juni 2004.

[213] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[214] PET, kildesag: Bilag 5, Telex vedr. penetreringsforsøg i anarkistgruppe, 23. januar 1981.

[215] Jf. spørgsmål herom fra retsudvalget til justitsministeren nr. 263.

[216] For en stund benyttede kriminalassistenten fra rejseholdet kodenavnet ”Andersen” for Anders Nørgaard.

[217] PET, kildesag: Bilag 6, ”telex, vedr. Operation…”, 29. januar 1981.

[218] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[219] Ibid., bilag, 7: ”Notat: Vedr. Operation…”, 29. januar 1981.

[220] PET’s operative leder indtil 1975 Jørn Bro forklarede praksis således: “Vidnet kunne iværksætte eller godkende hvervning, hvad han i en vis udstrækning gjorde og derefter orienterede chefen. Mere sensitive hvervninger (penetreringer) blev altid forelagt for chefen”. RB: Jørn Bro, 13. november 2000.

[221] RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003.

[222] Jf. Kommissionens beretning, bind 3.

[223] RB: Ole Stig Andersen, 30. september 2003: “Når der, som tilfældet var, blev penetreret, var det et spørgsmål for Justitsministeriet, som kunne vurdere, hvad der var politisk relevant, men derimod ikke, hvordan sagen politimæssigt skulle håndteres.”

[224] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 1, vedr. 29. januar 1981.

[225] PET, kildesag: ”Vedr. operation Zeus”, 10. februar 1981.

[226] RB: Ole Stig Andersen, 30. september 2003.

[227] Ibid. Tilføjelsen om politimesteren antyder, jf. følgende om godkendelsen i Århus, at PET-chefen ikke synes at have været vel inde i den århusianske politimesters syn på sagen.

[228] RB: (åben afhøring), Ole Stig Andersen, 11. november 2003.

[229] RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003: “Vidnet har ikke dengang fået forelagt de nu foreholdte bilag, men det er sandsynligt, at Niels Schmidt en gang imellem har orienteret vidnet, selv om vidnet ikke kendte navnet på vedkommende kilde. Vidnet er løbende af vicepolitimesteren blevet orienteret om spørgsmål, som vicepolitimesteren fandt interessante, og det, som vidnet fandt meget interessant, meddelte han videre til Niels Madsen.”

[230] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 1.

[231] Ole Stig Andersen har forklaret, at departementschef Niels Madsen af denne stedse blev holdt nøje orienteret om de løbende sager og om alle spørgsmål af principiel eller politisk betydning. Det var kun undtagelsesvist, at andre end politimesteren varetog kontakten til departementet, eller at det var en kontorchef, som lod sig orientere. Det skete ifølge begges udsagn kun uhyre sjældent, hvis og når departementschefen var bortrejst. Ole Stig Andersen har forklaret, at: ”…Han fastholdt under arbejdet en tæt kontakt med Niels Madsen, og de sås 2-3 gange om ugen. Han sluttede typisk dagen med at tage ind til Justitsministeriet.”, RB: Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000. Niels Madsen synes dog ikke at erindre så intensiv rapportering: ”Det er muligt, at de mødtes som forklaret af Ole Stig Andersen, men vidnet erindrer dog ikke, at de skulle have mødtes så hyppigt. Der var vel normalt møder et par gange om måneden.”, RB: Niels Madsen, 24. oktober 2001. Der er her tale om en ret markant divergens: Blev departementschefen orienteret to gange om måneden eller 10-12 gange om måneden?

[232] RB: Ole Stig Andersen, 30. september 2003.

[233] RB: Ole Stig Andersen, 10. juni 2003.

[234] RB: Niels Madsen, 4. december 2001. Niels Madsen forklarede i øvrigt, at der ikke i Justitsministeriet fandtes regler for, hvem der tog stilling til hvervning af agenter eller indsættelse af penetranter. Spørgsmål herom ville blive nævnt for Niels Madsen selv, som så ville tage stilling til, om ministeren skulle orienteres.

[235] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 1.

[236] RB: Ole Espersen, 5. december 2000.

[237] Ibid.

[238] Niels Madsen har forklaret, at hvis ministeren var underrettet om sagen, så ville også departementschefen være orienteret om sagen. Jf. RB: Niels Madsen, 4. december 2001. Ejgil M. Dalsgaard, som tiltrådte som kriminalkommissær i PET i 1981, har for Kommissionen forklaret, at ”...at Ole Stig Andersen ikke foretog sig noget som helst, uden at Niels Madsen var orienteret.”, og at ”Ole Stig Andersen underrettede Niels Madsen ned til den mindste detalje”. RB: Ejgil M. Dalsgaard, 9. april 2002.

[239] RB: Ole Stig Andersen, 10. juni 2003.

[240] RB: Ole Stig Andersen, 30. september 2003.

[241] Ibid. Se også RB: Ole Stig Andersen, 10. juni 2003.

[242] RB: PET-medarbejder, 22. maj 2002.

[243] RB: Niels Schmidt, 20. juni 2001.

[244] RB: Poul Mose Hansen, 19. juni 2001.

[245] Bilagene findes i kildemappen.

[246] RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003. Foreholdt bilag vedr. Zeus svarede Ole Stig Andersen, at: ”Vidnet husker ikke, om han var indblandet i spørgsmål om betaling af sådanne beløb til kilder, men det er sandsynligt, også fordi han havde ansvaret for brug af ’den hemmelige kasse’. Justitsministeriets revisor, der var en kontorchef i Justitsministeriet, ville ikke tage anstød af en sådan betaling, da denne jo ville være godkendt af Niels Madsen. Det var i øvrigt kun meget store beløb, som vidnet tog op med Niels Madsen. Denne gik ikke op i vidnets ”husholdningsbudget”.” Ibid. Se også vedr. kasseinspektion og revision af den ”hemmelige kasse”: RB: Poul Lundbæk Andersen, 16. januar 2001 samt vedr. modus for revision: RB: Kontorchef i Justitsministeriet, 23.oktober 2001.

[247] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[248] Ibid.

[249] Ibid.

[250] Politiets efterretningstjeneste, Redegørelse, s. 47.

[251] Når der tales om ‘Rote Arme Fraktion kredse’, så bør det erindres, at man må skelne mellem RAF som sådan, hvis aktiviteter var ubetvivleligt kriminelle, og de støttegrupper, som siden blev etableret for at forbedre de dømte RAF-medlemmers retsstilling og vilkår i Stammheimfængslet i Stuttgart. Efterforskningsmæssigt var sagen dog mere kompliceret, idet en del RAF-sympatisører og hjælpere også var aktive i støttegrupperne for de ”politiske fanger i Vesttyskland”.

[252] PET, kildesag: ”Vedr. operation Zeus”, 10. februar 1981.

[253] Ibid.

[254] Ibid. Kriminalassistenten anførte over for Kommissionen, at det ikke var på tale, at Århus Politi skulle forestå kildeføringen. Derimod nævntes rejseafdelingen. RB: kriminalassistent, 9. december 2003.

[255] PET, kildesag: ” Vedr. operation Zeus”, 10. februar 1981.

[256] RB: regionsafdelingslederen, 28. januar 2004.

[257] RB: kriminalassistent, 9. december 2003. Afdelingslederen var 2. kildefører på de tidspunkter, hvor kriminalassistenten ikke kunne være til stede. Ibid.

[258] Jf. Spørgsmål nr. 410: Kan ministeren bekræfte, at PET kan udvirke, at offentlige arbejdsgivere (f.eks. DSB) afskediger en ansat (f.eks. med det formål at den pågældende skal arbejde som fuldtids- agent for PET)?. Det fremgår af akterne, at Anders Nørgaard personligt indgik en aftale med sin chef: ”Han har talt med sin chef. Zeus kan til enhver tid komme tilbage og blive genansat i sit gamle job. Dog ønskede chefen besked, hvis det strakte sig over 6 mdr., da chefen så kunne blive nødsaget til at ansætte en anden. Zeus’ orlov var passende, da der på denne tid var knap så meget at beskæftige de ansatte med. Chefen var underrettet om, at han under sin orlov vil bistå politiet i en bestemt opgave. Intet yderligere. Hvis der bliver spurgt efter Zeus, bliver der sagt, at han har sagt op, da han formentlig skal læse videre.” PET, kildesag: Bilag 10, ”Vedr. Operation Zeus”, 30. januar 1981.

[259] Ibid., bilag 9: ”Vedr. Operation Zeus”, 30. januar 1981. Dækhistorien blev clearet og godkendt i Centralafdelingen. RB: Kriminalassistent, 9. december 2003.

[260] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”.

[261] PET, kildesag: Bilag 13, ”Vedr. Anders Nørgaard”, 4. februar 1981; samt: Ibid.: bilag 14: ”Vedr. afhøring af NN”, 4. februar 1981).

[262] Ibid.: bilag 8: ”Vedr. Anders Nørgaard”, 2. januar 1981 (må være 2. februar, da der henvises til reference af 10. januar 1981.

[263] Ibid.: bilag 11: ”Zeus’ chef”, 2. februar 1981.

[264] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, vedr. 2. februar 1981.

[265] Ibid., vedr. 4. februar 1981.

[266] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[267] PET, kildesag: Bilag 15, ”vedr. operation…”, 5. februar 1981.

[268] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, vedr. 5. februar 1981.

[269] PET, kildesag: “Vedr. operation Zeus“, 10. februar 1981.

[270] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, vedr. 5. februar 1981.

[271] PET, kildesag: Bilag 15, ”vedr. operation…”, 5. februar 1981.

[272] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, vedr. 5. februar. 1981.

[273] PET, kildesag: Bilag 16, ”Vedr. Anders Nørgaard”, 6. februar 1981.

[274] PET, kildesag: Telex til Centralafdelingen, ”Vedr. operation… ang. zeus”, 12. februar 1981. Jf. RB: kriminalassistent, 9. december 2003.

[275] Ibid.: Telex til Centralafdelingen, ”Vedr. operation…, ang. zeus”, 19. februar 1981.

[276] PET, kildesag: ”Vedr. Zeus”, 9. marts 1981. Det blev bemærket, at politimester Erik Christensen havde ansvaret for operationen, og at han var blevet orienteret to gange. Notitsen var stilet til Mose Hansen og Ole Stig Andersen i Centralafdelingen.

[277] PET, kildesag: ”Vedr. operation…”, 21. februar 1981. Må være en fejldatering, da denne dato er før den dato, 23. februar, der findes på den rapport fra kriminalassistenten, som skrivelsen er en tilføjelse til.

[278] PET, kildesag: Tidsskema.

[279] Ibid.: telex til Centralafdelingen, ”Vedr. operation… ang. zeus”, 19. februar 1981.

[280] Ibid.: B/”Vedr. Andersen” 12. marts 1981; Ibid.: ”Vedr. Andersen ”, 13. marts 1981.

[281] PET, kildesag: Tidsskema.

[282] Ibid., s. 7.

[283] Ibid., s. 7.

[284] RB: Kriminalassistent, 9. december 2003.

[285] Ibid. Herom også i Politiets Efterretningstjeneste, Redegørelse, s. 47: ”Frem til november måned 1981 videregav Anders Nørgaard løbende informationer om aktiviteter, møder m.v., som han erfarede via de grupper, han færdedes i, herunder også via sit engagement i bogcafeen Regnbuen”.

[286] PET, kildesag: Tidsskema.

[287] Ibid. Se også PET, kildesag: Telex Region II til Centralafdelingen, ”vedr. operation”, 3. april 1981; Ibid.: ”Finansiel støtte fra Christiania til anarkister i Århus”, 7. april 1981.

[288] Interview nr. 2.

[289] Se beskrivelsen af Regnbuen i interview nr. 3 samt i Tom Vilmer Paamands beskrivelse: www.fred.dk/artikler/petting/regnbuen.htm. Set 25. april 2006.

[290] PET, kildesag: Tidsskema.

[291] Ibid., ”Vedrørende Zeus”, 22. april 1981.

[292] Ibid., ”Telex: vedr. operation”, 23. april 1981.

[293] Ibid.

[294] Ibid.

[295] PET, kildesag: Tidsskema.

[296] Ibid.: ”Vedr. Zeus”, 19. maj 1981. I april meddelte en person ifølge Zeus om aktionerne i 1980, at : ”Det gode ved det hele er, at man har kunnet tie stille hele tiden”. Vedkommende mente, at Termaaktionen var lavet af DSB. Jf. ibid.: Tidsskema. Tidligt i april bemærkede Zeus efter at have spurgt efter en person i den centrale anarkistgruppe, at han havde indtryk af, at denne var ”en varm kartoffel”.

[297] Ibid.: Diverse notitser vedr. Anders Nørgaard uden datoangivelse.

[298] Ibid. Den 15. august fortalte Zeus, at han i kælderen i Regnbuen havde fundet en komplet adresseliste på en 30-40 medlemmer, og at han ville skrive denne af til brug for kildeførerne. Jf. PET, kildesag: Tidsskema. Anders Nørgaard afleverede listen, som var en distributionsliste for AFID-medlemmer, fra dengang Regnbuen stod for udsendelse af materialer, i form af et kassettebånd.

[299] PET, kildesag: Tidsskema. Indførsel den 1. maj 1981. Herom i Politiets efterretningstjeneste, Redegørelse, s. 47.

[300] Interview nr. 3. Det er uklart, hvorfra aktivisten vidste, at Anders Nørgaard havde fotograferet skoene. Men aktivisten er i stand til at forbinde dem med de spor, som politiet havde lokaliseret efter brandattentatet mod det britiske konsulat, da gruppen sprang ud af en stjålen bil under aktionen. Ibid. Jf. RB: Kriminalassistent, 9. december 2003.

[301] PET, kildesag: Diverse dokumenter, afskrifter ved Anders Nørgaard og lignende.

[302] Ibid.: Tidsskema.

[303] PET, kildesag: Diverse ”kogebøger”.

[304] Ibid.: Tidsskema, s. 17. Indførsel den 1. maj 1981. Rapporterne byggede i mange tilfælde på detaljerede notater i Anders Nørgaards lommebog fra den pågældende dag. Disse er bevaret i kildemappen. Jf. PET, kildesag: Diverse løse sider fra lommebog m. Anders Nørgaards notater. Notaterne dækkerne den 19.-21. marts, den 25. marts, den 30. marts, den 1.-2. april og den 21. august 1981. Jf. særlig rapporten 2. april 1981 og den tilsvarende indføring i tidsskemaet. Det virker som om, at Anders Nørgaard efter ret intensive notater i begyndelsen er blevet mere sikker i sin rolle og gradvist har undladt at nedfælde notater efter de møder og samtaler, som han refererede for sine kildeførere. Rapporteringen i tidsskemaet bliver imidlertid ikke mindre detaljeret med tiden.

[305] PET, kildesag: Tidsskema.

[306] Ibid.

[307] RB: Kriminalassistent, 9. december 2003.

[308] PET: kildesag: Tidsskema.

[309] Ibid.

[310] Ibid., dateret den 3. juni 1981. “Zeus er altså en kilde, der kan bruges i fremtiden til de rette opgaver.”

[311] Ibid.

[312] Ibid.

[313] RB: Kriminalassistent, 20. april 2004.

[314] Denne status midt i sommeren 1981 optræder ikke i forklaringerne fra hverken Ole Stig Andersen, Niels Schmidt, Niels Madsen eller Ole Espersen.

[315] PET, kildesag: Tidsskema, s. 70-73.

[316] Interview 1.

[317] PET, kildesag: Tidsskema, s. 11-12.

[318] Ibid.,”Vedr. Andersen”, 12. marts 1981. I den første tid gik Anders Nørgaard som nævnt også under dæknavnet Andersen; Ibid., ”Vedr. Andersen”, 13. marts 1981.

[319] PET, kildesag: Tidsskema.

[320] Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 122-125. Også fra andre kilder i miljøet er Zeus’ deltagelse i besøget i Berlin karakteriseret som amatøragtigt ud fra den betragtning, at ingen ægte RAF’ere ville vise sig i nærheden af Berlin under de store demonstrationer, hvor der ville være meget politi. Interview 3: ”De vidste alle sammen at han var agent og var ligeglade med ham. Hvis man håbede på at eftersøgte RAF-folk ville møde op i Berlin på det tidspunkt, så var man helt ude i skoven.”

[321] PET, kildesag: Tidsskema, s. 49.

[322] RB: Kriminalassistent, 9. december 2003.

[323] Interview nr. 3.

[324] Anders Nørgaard skaffede også en kopi af gruppens papir om fangesolidaritet, og han oplyste, at gruppen ikke ville gribe til protester over for politiet, men at man ville give historien til en dagbladsjournalist, som var trotskist. Jf. PET, kildesag: Tidsskema, s. 49.

[325] Politiets Efterretningstjeneste, Redegørelse, s. 48. Det fremgår ikke klart af tidsskemaet for Zeus, at det var på baggrund af hans oplysninger, at arrestationen fandt sted. Man kan sige, at redegørelsens beskrivelse er korrekt, om end ikke helt uddybet med hensyn til rækkevidden af de to kvinders mulige relationer til RAF-miljøet. Det er korrekt, at de to kvinder ikke var eftersøgte RAF-medlemmer, og at de var aktive i støttearbejdet, men det fremgår af kildemappen for Zeus, at man kendte til en række forhold, som tydede på, at der bestod et nært forhold mellem de to arresterede og flere fængslede RAF-medlemmer. Den mistænkte forbindelse syntes således efter PET’s opfattelse at række ud over rent solidaritetsarbejde.

[326] PET, kildesag: Tidsskema.

[327] Ibid., s. 60-61. Jens Røgind, ”Her frygter politiet attentat mod prinserne”, Ekstra Bladet, 24. oktober 1981, samt Jens Røgind, ”Dansk terrorgruppe hjælper Rote Armee”, Ekstra Bladet, 26. oktober 1981.

[328] Interview nr. 3: “Pigerne havde optegnelser m.v. af indgangen til ambassaden i Stockholmsgade. Under diskussionen om eftermiddagen havde… [en navngiven anarkist] set deres plan over ambassadens indgangsområde, og de vidste, at det ville være umuligt at trænge ind. Derfor skulle aktionen foregå foran ambassaden.” Ibid.

[329] PET, kildesag: Tidsskema, s. 49, 63-65. Den ene vesttysker opdagede en seddel med adressen i sin lomme og udbrød bestyrtet, at den måtte hun jo slet ikke have på sig, da hun i så fald kunne blive kompromitteret. Sedlen blev brændt. Ibid., s. 64-65.

[330] Ibid., s. 66.

[331] Ibid., s. 66-67.

[332] Ibid., s. 69.

[333] Ibid., s. 57.

[334] Ibid., s. 72-73.

[335] Interview 3.

[336] PET, kildesag: ”Vedr. demonstration foran Det Britiske Konsulat i Århus” 8. maj 1981. Det sidste citat må bero på kildeførernes konklusioner.

[337] Ibid.: Telex region II til Centralafdelingen, ”vedr. operation…”, 11. juni 1981. I parentes bemærket hed det her, at man ville have bemalet konsulatet med spraymaling, men at dette blev forpurret, da anarkisternes spraymaling (som de selv havde stjålet fra en farvehandel) var blevet stjålet.

[338] PET, kildesag: ”Vedr. Møde i Nordirlandskomitéen angående fremtidige aktionsmuligheder”, 17. juni 1981.

[339] Ibid.: Tidsskema. Han kunne også med et medlem af den centrale anarkistgruppe som hjemmelsmand fortælle, at en højreorienteret Nordirlandssympatisør i en telefonsamtale havde hævdet, at han kendte gerningsmændene fra branden på det britiske konsulat. Ibid.

[340] Se PET, emnesag: Diverse akter. Hermed kan retsudvalgets spørgsmål til justitsministeren nr. 283 delvist besvares for så vidt angår Anders Nørgaards virke for PET. Spørgsmålet lyder: Har informationer indsamlet af PET om lovlig politisk virksomhed nogensinde været videregivet til en efterretningstjeneste i et andet land? Svaret er, at informationer om politisk virksomhed - herunder specielt oplysninger om forbindelser til udenlandske statsborgere i og uden for Danmark - er blevet videregivet til samarbejdende, udenlandske tjenester. Karakteren af den omtalte virksomhed er imidlertid ikke entydig, idet PET på dansk grund efterforskede den pågældende virksomhed på grundlag af mistanke om ulovligheder, og idet karakteren af den politiske virksomhed ved udenlandske borgere uden for Danmark ikke på forhånd blev prøvet, førend oplysningerne blev videregivet. Oplysninger om entydig lovlig virksomhed ved danske statsborgere ses derimod ikke givet i denne sag. Spørgsmål nr. 329: om hvorvidt PET har udvekslet oplysninger med den britiske efterretningstjeneste vedrørende støtte til øget selvbestemmelse til nordirske katolikker, kan ikke besvares konkret. Der henvises alment til ovenstående samt til Beretningens bind 1, angående kommissionsloven § 4.

[341] Jf. retsudvalgets spørgsmål til justitsministeren nr. 236, som delvist besvares, for såvidt angår Anders Nørgaards virke for PET. Spørgsmålet lyder: Havde PET opfattelsen af - eller mistanke om - at arbejdet i gruppen “Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger” kunne have karakter af samfundsomstyrtende virksomhed, eller at gruppen havde planer om at begå forbrydelse mod staten eller enkeltpersoner, jf. Aktuelt den 14. maj 1998? Se også spørgsmål 327: Anså PET “Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger” for at være en kriminel organisation? Gør ministeren? Det kan konstateres, at PET bl.a. ved indsats af Anders Nørgaard efterforskede Nordirlandsinitiativet med henblik på en opklaring af brandattentatet mod det britiske konsulat, og at der dermed bestod en konkret mistanke om kriminalitet begået af enkeltpersoner med tilknytning til gruppen. Der findes ikke i PET’s materiale overvejelser om, hvorvidt selve gruppen var en ”kriminel organisation”. Kommissionen har ikke mulighed for at besvare, hvad ministeren mente eller i dag mener om sagen.

[342] PET, kildesag: Tidsskema.

[343] Ibid.

[344] Ibid.

[345] Ibid.; PET, kildesag: Diverse rapporter om konferencen i Paris. Også her mener tidligere aktivister, at Zeus’ deltagelse skød forbi målet, idet ingen illegale ville nærme sig arrangementet, og idet de deltagende danskere blev opfattet som marginale i det politiske arbejde. Jf. Interview nr. 3.

[346] PET, kildesag: ”Vedr. Anarkistkonference i Paris…”

[347] Ibid., ”Vedr. Den internationale konference for anarkister holdt i Paris i dagene den 23. og 24. maj 1981”.

[348] Ibid., ”Vedr. Anarkistkontakter i USA”, 19. juni 1981.

[349] Ibid., ”Vedr. Anarkistisk international gruppe, der planlægger deltagelse i anarkistkonference i Paris…”.

[350] Ibid., ”Vedr. Anarkistkonferencen i Paris, den 23. maj 1981”. Se også: Ibid., telex til Centralafdelingen af 21. maj 1981.

[351] Ibid., ”Vedr. finansiel støtte fra Christiania til Anarkister i Århus”, 7. april 1981.

[352] Ibid., ”Vedr. Anarkistkonference i Paris, den 23. maj 1981”.

[353] Ibid., ”Vedr.: Vurdering af kilde Zeus”, 24. november 1981. I tidsskemaet oplystes det med en person fra den centrale anarkistgruppe som Zeus’ kilde, at der i Danmark var ca. 150 medlemmer af AFID.

[354] WU: Referater af 18. marts, 8. maj, 10. juni, 24. september, 13. november samt 10. december 1981. På listen over nyregistreringer ses korte stikordsagtige karakteristikker af registreringsgrund som f.eks.: deltagelse i anarkistkongres, mistænkelige forbindelser til Vesttyskland, medlem af ”den hårde kerne” af anarkister i Århus og mistanke for terroristforbindelser. Ibid.

[355] Kommissionens Arkiv, Jf. materiale modtaget fra Rigspolitichefen, vedrørende rejseholdets efterforskning i Århus: Rigspolitichefens rejseafdeling, Resumé, 26. marts 1982. Se sammesteds: ”Assistancemelding A 10/1980”, 17. september 1980 samt 3. oktober 1980.

[356] Niels Westberg og Kurt Simonsen, ”Politiet ville ofre uskyldig i terrorkomplot”, Ekstra Bladet, 15. maj 1998.

[357] Kommissionens Arkiv: Afskrift af båndoptagelse af telefonsamtale mellem Frede Farmand og Anders Nørgaard, den 4. april 1998, s. 40-41.

[358] Ibid., s. 44.

[359] Kommissionens Arkiv: Afskrift af båndoptagelse af telefonsamtale mellem Kurt Simonsen, Niels Westberg og Anders Nørgaard, den 14. maj 1998, s. 27-30. RB: regionsafdelingslederen, 5. maj 2004.

[360] Kriminalpolitiet i København, afd. A, 18. august 1998, afhøring af Anders Nørgaard, kopi i Kommissionens Arkiv.

[361] Ibid.

[362] Ibid.

[363] PET, kildesag: Tidsskema, s. 29, 35-36. Se også s. 25-28.

[364] Rejseholdets resumé er underskrevet af Zeus’ kildefører og rejseholdets efterforskningsleder den 12. juni 1981 på Politigården i Århus. Sagsmaterialet om brandattentaterne, Rigspolitiets, Afdeling A, Rejseholdets papirer, resumé i PET: Sagen vedrørende Danmarks Socialistiske Befrielseshær, 12. juni 1981.

[365] PET, operationssag: ”Notat”, Århus, den 12. juni 1981.

[366] PET, administrativ sag: ”Vedr. Artikler i Ekstrabladet, der omhandler efterforskning, hvor PET er nævnt som en hindring for sagens opklaring”, 16. april 1982.

[367] Ibid.

[368] Ibid.

[369] RB: PET-medarbejder, 20. april 2004. Kildeføreren har for Kommissionen forklaret, at han netop sigtede til en opklaring, der kunne holde i retten. Ibid.

[370] Kildeføreren fra PET har for Kommissionen forklaret, at han blev indigneret, da han læste artiklen, og skrev notitsen til PET’s ledelse med henblik på, at den skulle tage kontakt til rejseafdelingen. RB: PET-medarbejder, 20. april 2004.

[371] Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling C, 21. december 2001.

[372] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[373] RB: Kriminalassistent fra rejseholdet, 2. juni 2004.

[374] PET, administrativ sag: ”Gr. IV: Vedr.: Besvarelse til gruppeopgave ved PET’s årsmøde 1981”, 19. maj 1981. Ibid., ” Årsmøde 1981, gruppesammensætning”, 14. maj 1981.

[375] PET, kildesag: Telex region II til Centralafdelingen ved Afd. C, 11. maj 1981.

[376] Ibid., ”Vedr. Zeus”, 19. maj 1981.

[377] Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling C, 21. december 2001.

[378] RB: Lederen af rejseafdelingens efterforskningshold, 2. juni 2004.

[379] Ibid.

[380] RB: Kriminalassistent fra rejseholdet, 2. juni 2004.

[381] PET, kildesag: ”Zeus tidsskema”, s. 22-26.

[382] Kommissionens Arkiv: Materiale modtaget fra Rigspolitichefen vedrørende rejseholdets efterforskning i Århus: Rigspolitichefens rejseafdeling, resumé, 26. marts 1982.

[383] RB: Leder af PET’s regionsafdeling, 28. januar 2004, s. 25.

[384] RB: regionsafdelingslederen, 28. januar 2004.

[385] PET, administrativ sag: ”Vedr. artikler i Ekstrabladet, der omhandler efterforskning, hvor PET er nævnt som en hindring for sagens opklaring”, 16. april 1982. Det må her formodes, at PET’s kildefører, som ikke var til stede, har sin viden fra regionsafdelingslederen med hensyn til, hvori beslutningsgrundlaget bestod. Til gengæld må han have været udmærket orienteret om baggrunden for, at sagen blev bragt for politimesteren.

[386] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[387] RB: Regionsafdelingslederen, 28. januar 2004.

[388] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[389] PET, operationssag: ”Vedr. Operation…”, 25. september 1981.

[390] RB: Kriminalassistent fra rejseholdet, 2. juni 2004.

[391] RB: Chefen for rejseafdelingens efterforskningshold, 2. juni 2004. Rejseafdelingen så ikke PET’s rapporter i sagen. Samme, s. 6.

[392] Afdelingslederen i Region 2 har i et høringssvar bemærket følgende: ”Kriminalpolitiet og efterforskningsgruppen havde til huse på det gamle hotel ”Regina”, der lå på Strøget. I disse lokaler var sikkerheden ringe, ligesom der ikke var døgnvagt i modsætning til, hvad der var tilfældet i regionsafdelingen. På den baggrund besluttede daværende politimester Erik Christensen, at samtlige dokumenter af sikkerhedsmæssige årsager skulle befinde sig i regionsafdelingen. Det er således ikke korrekt, at der var en forskel i opfattelsen af sikkerhedsprocedurerne mellem på den ene side PET og på den anden side Rejseholdet. Beslutningen blev som nævnt truffet af daværende politimester Erik Christensen grundet de manglende sikkerhedsforhold på det gamle hotel ”Regina”.

[393] RB: PET-medarbejder, 20. april 2004: “Vidnets dagbogsnotater er på intet tidspunkt kommet i rejseafdelingens besiddelse, idet rejseholdet ikke var clearet til hemmeligstemplet materiale.” Ibid. Det er på den anden side ikke klart, om PET-afdelingen af rejseholdet blev orienteret om, at rejseholdet benyttede en af PET overvåget højrefløjsperson som penetrant i forhold til Nordirlandsgruppen.

[394] RB: PET-medarbejder, 20. april 2004; RB: Regionsafdelingslederen, 28. januar 2004. Sidstnævnte er mindre eksplicit om procedurerne, men i sin grundtone forbeholden med hensyn til de sikkerhedsmæssige aspekter i rejseholdets tilgang.

[395] PET, kildesag: Frem til den 13. maj blev tidsskemaet sider tilsyneladende telexet til Centralafdelingen på normal vis. Ibid., s. 21.

[396] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 6-7.

[397] Ibid., s 7.

[398] Ibid.: ”Vedrørende Zeus”, 9. april 1981. Ibid., kildesag: telex til Centralafdelingen: ”vedr. operation…”, 27. april 1981.

[399] Ibid., ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 13. Samtalen svarer nøje til et notat af Anders Nørgaard i dennes lommebog om den 7. april 1981. Jf. PET, kildesag: Side fra lommebog, 7. april 1981. Hvis denne episode er repræsentativ, så svarede PET-rapporteringen nøje til ordlyden i Anders Nørgaards rapporter.

[400] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 14.

[401] PET, kildesag: Telex til Centralafdingen: ”Vedr. operation…”, 23. april 1981.

[402] Af tidsskemaet fremgår det af en notits af PET-kildeføreren, at rejseholdets kildefører på egen hånd havde holdt to møder med Nørgaard, og at rapport fandtes vedlagt. Ibid., ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 14. Se også rapporterne i kildemappen. Begge dokumenter er meget udførlige med hensyn til, hvad der er kommet frem fra Zeus’ side. Rejseholdets kildefører synes derimod blot at have givet de mest nødvendige, foreløbige instrukser (om at undgå at blive involveret med sprængstof eller aktioner) på mødet den 24. april 1981. Se nedenfor.

[403] Ibid., ”Vedrørende Zeus”, møde den 22. april 1981.

[404] Ibid.

[405] Ibid. Der menes ‘forholdsordrer’, jf. følgende.

[406] Ibid.: ”Det vil give ham en god grund til at undgå aktiv medvirken i aktioner omkring 1. maj.” Ibid.

[407] PET, kildesag: Telex til Centralafdelingen: ”Vedr. operation…”, 27. april 1981.

[408] Jf. spørgsmål fra retsudvalget til justitsministeren nr. 411: ”Kan ministeren bekræfte (som forklaret af Anders Nørgaard), at PET har organiseret og finansieret involvering af et mindreårigt barn på 3 år i en agent-operation, uden at indehaveren af forældremyndigheden til barnet havde givet sit tilsagn, og uden at den pågældende blev informeret hverken før eller efter? Påstanden om det modsatte er med Anders Nørgaard som kilde fremført i Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 121.

[409] RB: Lederen af rejseholdets efterforskningshold, 2. juni 2004

[410] Ibid.

[411] Kommissionens arkiv: Telefonnotis, 3. september 2008.

[412] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 15.

[413] RB: PET-medarbejder, 21. april 2004.

[414] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 15.

[415] RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[416] PET, kildesag: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 17.

[417] Ibid.: “Vedr. Zeus“, 4. maj 1981.

[418] Ibid.: ”Vedr.: Demonstration foran det britiske konsulat i Århus”, 8. maj 1981.

[419] Ibid.: Telex til Centralafdelingen: ”vedr. operation…”, 11. maj 1981. Et sådant møde findes ikke omtalt i akterne.

[420] Ibid.: ”Tidsskema for kilde Zeus”, s. 26. Der er dog en enkelt henvisning til, at tidligere nævnte anarkist med sprængstofekspertise igen i slutningen af september begynder at tale om trotyl, og om at man gerne ville have ”en lille pakke”. Ibid., s. 51. I årsberetningen fra region II hed det ligeledes, at man havde taget sagen meget alvorligt, da der ved et indbrud på Sjælland tidligere var blevet stjålet 24 kilo trotyl: ”Så vidt vi ved, blev sprængstoffet aldrig tilvejebragt og kort før 1. maj havde anarkistgruppen opgivet planerne”. PET, Årsberetning, regionsafdeling II, 1982.

[421] Interview nr. 3 samt tillæg til referat ved e-post af 15. maj 2004.

[422] Anarkismen var historisk ofte opstået i samfund præget af politisk ufrihed, hemmeligt politi og forfølgelse, såsom f. eks. i tsarens Rusland og visse sydeuropæiske lande.

[423] Interview nr. 3.

[424] PET-kildeføreren fandt det usandsynligt, at Anders Nørgaard skulle være blevet afsløret. RB: PET-medarbejder, 9. december 2003.

[425] PET, kildesag: ”Egne personskitser”, noter fra møder i lommebog.

[426] Interview nr. 3, 17-19.

[427] PET, Redegørelse, s. 46-48.

[428] JM, Politikontorets pengeskab, briefingmappe til Birgitte Stampe, ”Vedr.: projekt fakta”, notat af 25. februar 1998.

[429] RB: PET-medarbejder, 2. juli 2008.

[430] PET, administrativ sag: ”Vedr. Artikler i Ekstra Bladet, der omhandler efterforskning, hvor PET er nævnt som en hindring for sagens opklaring”, 16. april 1982.

[431] RB: Regionsafdelingslederen, 28. januar 2004.

[432] RB: Rejseholdets kildefører, 12. august 2008.

[433] Udskrift fra Østre Landsrets dombog. Dom afsagt den 24. juni 2003 af Østre Landsrets 16. afdeling, nr. B-34-02, s. 4f.

[434] Han kom dog til orde gennem sin advokat, Bjørn Elmquists vidneforklaring i landsretten. “Anders Nørgaard mente, at artiklen præsenterede det for flot og dramatisk og havde “shinet” hans budskab op. Anders Nørgaard havde det indtryk, at journalisterne havde kendt historien i forvejen, og at han blot kunne svare ja og nej. Kernen i historien var, at Anders Nørgaard under en samtale med sin styringsofficer havde fået at vide, at han godt kunne lade skinne igennem, at han måske kunne skaffe noget sprængstof.” Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, Bjørn Elmquists forklaring, s. 14.

[435] Kriminalpolitiet i København, afd. A, 18. august 1998, Rapport vedr. anmeldelse mod Ekstra Bladet, journalisterne Kurt Simonsen og Niels Westberg samt Anders Nørgaard for ærekrænkelse og bagvaskelse i henhold til kopi af artikel fra Ekstra Bladet af 15. maj 1998, afhøring af Anders Nørgaard, s. 4, 7, 11.

[436] Ibid., s. 2.

[437] Ibid., s. 7. I samtalen med Farmand den 4. april 1998 havde Nørgaard sagt, at: ‘...altså det der skete det var jo at øhh… [rejseholdets kildefører] han sagde, at øhh han syntes at det var en god idé, hvis øhh jeg lod skinne igennem at øhh jeg havde en mulighed for at fremskaffe sådanne ting.’, Kommissionens Arkiv: Afskrift af båndkopi af telefonsamtale mellem Frede Farmand og Anders Nørgaard den 4. april 1998, s. 37.

[438] Ibid., s. 8. Det svarer til det i samtalen med Farmand oplyste: ”Jeg kan ikke huske, at jeg havde sådan øhh helt firkantet har sagt at øhh sådan noget kan jeg skaffe...”, ibid., samt: ”Nej, men altså umiddelbart kan jeg ikke øhh huske at jeg har gjort det så’n øhh i hvert fald ikke i så firkantede vendinger...”, ibid, s. 39-40.

[439] Ibid., s. 2. Lignende udtalelser i senere afhøring, ibid., s. 8-9. Dette svarede nøje til, hvad Nørgaard havde fortalt de to journalister i telefoninterviewet. Nørgaard bemærkede her til sagen om at ”redde” Anders Nørgaard, at han allerede under sin hvervning var blevet meddelt, at der fandtes flere af det navn (Afskrift af båndkopi af telefonsamtale mellem Kurt Simonsen, Niels Westberg og Anders Nørgaard den 14. maj 1998, s. 26-27. Båndkopi i Kommissionens Arkiv). Om netop dette tema meddelte Anders Nørgaard da også allerede over for journalisterne fra Ekstra Bladet, at navnebroderen på Fyn ikke var et tema, som blev berørt under den samtale under en biltur, som han knyttede sin erindring om drøftelsen af sprængstofferne til. På dette punkt var han ganske præcis.

[440] Kriminalpolitiet i København, afd. A, 18. august 1998, Rapport vedr. anmeldelse mod Ekstra Bladet, journalisterne Kurt Simonsen og Niels Westberg samt Anders Nørgaard for ærekrænkelse og bagvaskelse i henhold til kopi af artikel fra Ekstra Bladet af 15. maj 1998, afhøring af Anders Nørgaard, s. 10. Dette er korrekt. Anders Nørgaard hævdede ikke i samtalerne med Farmand og journalisterne den 4. april og den 14. maj 1998, at kildeførerne havde skændtes, og heller ikke så det fløjtede. Men, som han forklarede Københavns Politi i 1998, så havde han sikkert fortalt journalisterne, at de var ”uenige om fremgangsmåden” (s. 10). Det svarer til telefonsamtalen den 14. maj, men med den tilføjelse, at der var tale om en ganske uspecifik uenighed.

[441] PET, kildesag: Materiale fra operativ indhentning den 19. december 1991, genpart, 14 s.

[442] Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 143-146.

[443] PET, kildesag: ”Vedr. Kilde Zeus”, 30. januar 1992, samt udskrift fra telefonsamtalen med Anders Nørgaard den 29. januar 1992. Det omtalte materiale drejede sig ifølge det i telefonen oplyste om en otte-ni sider edb-udskrifter med manuskripter til tre artikler i Ekstra Bladet om bl.a. PET’s kildefører, Den danske Forening og Gedser-sagen. Kopi af fax med materialet (6. s.) ved sagen. Om disse sager se i øvrigt Kommissionens beretning, bind 11.

[444] PET, Redegørelse, s. 50-51.

[445] Interview nr. 3. Vidnet skulle have haft lejlighed til at se disse notater og genkendt Nørgaards skrift. Spørgsmål nr. 415 fra retsudvalget om, hvorvidt PET havde forbindelse til disse advarsler, må hermed anses for besvaret.

[446] Ibid.

[447] PET, kildesag: Operativ indhentning ved PET, genpart, 22. april 1992.

[448] Interview nr. 3, s. 20.

[449] Ibid., s. 20.

[450] Ibid., s. 20.

[451] Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati, Den hemmelige tjeneste, s. 87-93. Anders Nørgaards egen beskrivelse af denne ”hvervning” skildrer et vist pres: “...jeg blev derefter stillet overfor valget: Du ved nu i store træk hvad vi allerede har og hvis du ønsker at samarbejde vil du kunne være med til at præge udsendelsen (der var på daværende tidspunkt endnu kun tale om en udsendelse) i modsat fald vil vi bringe det vi allerede har.”, Kommissionens Arkiv: Anders Nørgaards efterladte papirer: Anders Nørgaard: Min egen personlige redegørelse, 1. maj 1998.

[452] Niels Westberg og Kurt Simonsen: ”Politiet ville ofre uskyldig i terrorkomplot”, Ekstra Bladet, 15. maj 1998.

[453] Udskrift af dombogen for Københavns byrets afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, s. 1-7.

[454] Udskrift fra Østre Landsrets dombog. Dom afsagt den 24. juni 2003 af Østre Landsrets 16. afdeling, nr. B-34-02. Landsretten fandt det imidlertid efter den stedfundne bevisførelse, navnlig forklaringen fra et vidne fra miljøet, tilstrækkelig godtgjort, at Anders Nørgaard i 1981 ad to gange tilbød Regnbuebevægelsen sprængstoffer.

[455] Kommissionen har foruden sine egne afhøringer et ret stort kildemateriale til rådighed, hvis tilblivelse strækker sig over tiden fra 1998 frem til 2003. Først og fremmest gælder det artiklen i Ekstra Bladet om Anders Nørgaards påståede rolle som agent provocateur. Kommissionen har haft adgang til båndkopier af i det mindste udsnit af de telefonsamtaler, som førtes mellem Anders Nørgaard og henholdsvis Frede Farmand og Ekstra Blad-journalisterne i 1998. Ikke alle samtaler har stået til rådighed for Kommissionen. Centralt i dette materiale står Anders Nørgaards udsagn, men også en telefonsamtale i 1998 mellem ekstrabladsjournalisterne og en af kilderne fra anarkistmiljøet udgør en vigtig kilde. Det pågældende båndmateriale er stillet til rådighed for Kommissionen ved Frede Farmands mellemkomst og udskrevet af Kommissionen. Der kan være usikkerhed mht. dateringen af visse samtaler. Se i øvrigt RB: Frede Farmand 16. juni 2004. Det næste kronologiske spor er rapporten efter afhøringen af Anders Nørgaard som led i den politimæssige undersøgelse i august 1998. Hertil kommer retsbogen fra Københavns Byrets behandling af injuriesøgsmålet i tiden fra 2000 frem til 2003. (Udskrift af dombogen for Københavns Byrets Afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000). Fra 2000 findes endnu en båndet telefonsamtale med endnu et vidne fra anarkistmiljøet. Også denne samtale er kommet i Kommissionens besiddelse via Frede Farmand. Hertil kommer retsbogen fra Østre Landsrets behandling af appelsagen (Udskrift fra Østre Landsrets dombog. Dom afsagt den 24. juni 2003 af Østre Landsrets 16. afdeling, nr. B-34-02). Endelig har Kommissionen selv gennemarbejdet det skriftlige kildemateriale i efterforskningssagen vedr. brandattentaterne og i Anders Nørgaards kildeakter samt gennemført afhøringer af de i sagen involverede parter. Anders Nørgaard har imidlertid ikke kunnet afhøres. Han afgik ved døden i marts 2000.

[456] Udskrift af dombogen for Københavns Byrets Afdeling C, 21.12. 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, Frede Farmands forklaring, s. 11.

[457] Kommissionens Arkiv: Samtale mellem Frede Farmand og to medlemmer af Kommissionen, 5. oktober 2000.

[458] RB: Frede Farmand, 16. juni 2004, s. 110f.

[459] Ibid. Ifølge Kurt Simonsens forklaring ved injuriesagen havde han tidligere arbejdet sammen med Frede Farmand, Udskrift af dombogen for Københavns byrets afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, s. 8-9. RB: Frede Farmand 16. juni 2004.

[460] Udskrift af dombogen for Københavns Byrets Afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, Kurt Simonsens forklaring, s. 8-9.

[461] Interview nr. 1. Denne oplysning fremgik ikke af forklaringerne til hverken Københavns Byret eller Østre Landsret.

[462] PET, personsag: ”Vedr. Artikel i Information”. Se: ”Myten om Århus som smørhul for terrorister”, Information, 20.-21. november 1982.

[463] Kommissionens Arkiv: Afskrift af båndoptagelse af samtale Frede Farmand med to medlemmer af undersøgelseskommissionen, 5. oktober 2000, s. 14-16. Farmand henviste i denne sammenhæng til en serie bånd, som han udleverede til Kommissionen. Båndoptagelserne af telefonsamtaler med en bestemt person fra 11. januar og 16. januar 1992 rummer imidlertid ingen direkte henvisning til sprængstofsagen. Personen havde imidlertid heller ikke været kilde for PET under efterforskningen af brandattentaterne, men derimod for rejseafdelingen.

[464] Ibid.: Afskrift af båndkopi af telefonsamtale mellem Frede Farmand og Anders Nørgaard den 4. april 1998, s. 36.

[465] Ibid., s. 37. Citatet indledes der, hvor båndkopien af telefonsamtalen begynder. Båndet er beskåret. Det fremgik af Kurt Simonsens forklaring under injuriesagen, at båndafskriften, som blev stillet til rådighed for byretten, og som tilsyneladende er identisk med den båndkopi, som Frede Farmand har tilstillet Kommissionen, er klippet/redigeret i samarbejde mellem Frede Farmand, Kurt Simonsen og Niels Westberg. Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling C, 21.12. 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, Kurt Simonsens forklaring, s. 9. Ibid., Niels Westbergs forklaring, s. 11. Hensigten skal have været at undlade henvisninger til andre kilder. Det er imidlertid sket på bekostning af optagelsens fuldkommenhed og af den autenticitet, som man kan tillægge denne dokumentation.

[466] Kommissionens Arkiv: Afskrift af båndkopi af telefonsamtale mellem Frede Farmand og Anders Nørgaard den 4. april 1998, s. 36.

[467] Ibid., s. 39-40.

[468] Ibid., s. 40-42.

[469] Ibid., s. 45.

[470] Kurt Simonsens forklaring for Københavns Byret: Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, s,. 8-9

[471] Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling C, 21. december 2001, sagsnr. BS 5C-2970/2000, Niels Westbergs forklaring, s. 10. Westberg forklarede byretten, at han indtil da ikke havde haft forbindelse til Anders Nørgaard.

[472] Kommissionens Arkiv: Afskrift af båndkopi af telefonsamtale mellem Kurt Simonsen, Niels Westberg og Anders Nørgaard den 14. maj 1998, s. 4-7.

[473] Ibid., s. 9ff.

[474] Ibid., s. 19ff.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk