MINDRETALSUDTALELSE OG JURIDISKE NOTATER
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 15
Kapitel 4

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 4. Kontrol med PET

Kontrol med PET

Selvom der som nævnt i beretningen ikke findes noget specifikt retsgrundlag for PET’s virksomhed, opererer tjenesten på den anden side ikke i et retsvakuum. PET er med visse undtagelser underlagt de almindelige regler i bl.a. retsplejeloven, forvaltningsloven mv., som gælder for politiets virksomhed generelt, ligesom også grundloven og menneskerettighederne som gennemgået andetsteds i beretningen sætter nogle begrænsninger for PET’s handlefrihed. Overholdelsen af disse ”spilleregler” bliver påset af en række forskellige myndigheder og retlige og politiske instanser, som vil blive nærmere gennemgået i dette kapitel. Ud over den almindelige kontrol med forvaltningen (som PET er en del af) udøvet af regering, Folketinget, Ombudsmanden og domstolene, er der nedsat to særskilte organer, det såkaldte ”Wamberg-udvalg” samt et parlamentarisk udvalg, Udvalget om forsvarets og politiets efterretningstjenester, til at føre en vis kontrol med efterretningstjenesternes virksomhed.

I det følgende redegøres der først for regeringens kontrol med PET ved bl.a. justitsministeren, Regeringens og Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg og ikke mindst Wamberg-udvalget, efterfulgt af en gennemgang af den parlamentariske kontrol, herunder det særlige udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester. Herefter omtales Ombudsmandens kontrol, der indtil videre ikke har haft den store betydning i praksis. Afslutningsvis omtales domstolenes og den bevillingsmæssige kontrol.

1. Regeringen

PET er organisatorisk henlagt under Rigspolitiet, men med direkte referat til justitsministeren[520]. Regeringens tilsyn med PET føres således af justitsministeren, som i sin administration af PET udsteder instrukser og andre generelle skriftlige bestemmelser om PET’s virksomhed. Den seneste instruks stammer fra 1996 og afløste en tidligere instruks fra justitsministeren til chefen for PET fra 1953. Ministeren har endvidere i sin egenskab af øverste forvaltningschef for PET, i første række gennem sin departementschef, en løbende kontakt til PET’s ledelse og orienteres om såvel generelle som konkrete forhold vedrørende tjenesten.[521].

1.1 Regeringens Sikkerhedsudvalg

Ud over den justitsministerielle kontrol drøftes PET’s virksomhed på tværministerielt niveau i Regeringens Sikkerhedsudvalg, der har fungeret siden starten af 1950’erne[522] og behandler overordnede spørgsmål på det sikkerhedsmæssige område. Udvalget er ikke nedsat som et kontroludvalg for efterretningstjenesterne, men kan i praksis have en sådan funktion gennem den orientering, som udvalget modtager om forskellige forhold der berører tjenesternes virksomhed. Udvalget består af stats-, udenrigs-, justits- og forsvarsministrene, der bistås af deres respektive departementschefer samt direktøren for Udenrigsministeriet, ligesom cheferne for PET og Forsvarets Efterretningstjeneste også er tilforordnet udvalget. Oprindelig var udenrigsministeren formand for udvalget, men efter en ministermøderesolution af 13. oktober 1971 blev statsministeren formand. Deltagerkredsen ændredes ikke.

Udvalget mødes efter behov. I perioden 1958[523]-1989 har der været lange perioder uden møder, mens der omvendt har været andre perioder med flittig mødeaktivitet.[524] Der har undervejs været flere forsøg på at få indført en mere regelmæssig og hyppig mødeaktivitet, uden at det dog tilsyneladende er lykkedes. Møderne indkaldes som regel af formanden for embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål (se nedenfor).

I perioden 1958-1989 drøftede udvalget bl.a. PET’s virksomhed generelt og det aktuelle trusselsbillede samt sager af mere løbende karakter som f.eks. Wamberg-udvalgets kompetence, registreringen af østrejser og oprettelsen af et parlamentarisk kontroludvalg, ligesom udvalget blev orienteret om konkrete sager som f.eks. Blekingebande-sagen, BZ-brigaden, sikkerheden under kommende statsbesøg og afslørede østspioner. Udvalget drøftede, ændrede og godkendte endvidere udkast til generelle forskrifter for PET’s virksomhed som f.eks. retningslinjerne vedrørende efterforskning på det politiske område (1983) samt PET’s retningslinjer for brug af arbejdskartoteker (1984).

1.2 Embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål

Som korrelat til Regeringens Sikkerhedsudvalg findes embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål (også kaldet Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg), der fast består af departementscheferne for henholdsvis Statsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriets direktør samt cheferne for PET og FE.[525] Herudover deltager andre embedsmænd lejlighedsvis efter behov. Udvalget blev nedsat i 1958 og forbereder bl.a. møder i Regeringens Sikkerhedsudvalg, men afholder også møder uafhængigt af dette. Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg mødes således oftere end Regeringens Sikkerhedsudvalg, ca. en gang om måneden undtagen i sommerferien og ellers efter behov. I perioden 1978-1983 var mødefrekvensen dog væsentligt lavere, hvad der også blev bemærket ved tiltrædelsen af en ny formand i begyndelsen af 1984, hvor formandskabet skiftede fra Udenrigsministeriets direktør til Statsministeriets departementschef.[526] Efter den ny formands ønske blev mødefrekvensen sat op, og i den resterende periode har der været afholdt mellem otte og 11 møder om året.

Udvalgets arbejdsområde er fastsat i nogle retningslinjer fra 2. juni 1958, som dengang blev tiltrådt af stats- og udenrigsminister H. C. Hansen. Om udvalgets kompetence bestemmer retningslinjerne, at embedsmandsudvalget skal holde Regeringens Sikkerhedsudvalg underrettet om sager af betydning for landets indre og ydre sikkerhed. Udvalget skal endvidere sikre koordinationen af arbejdet i den civile og den militære efterretningstjeneste og samarbejdet mellem de ministerier, som beskæftiger sig med sikkerhedsspørgsmål, hvilket bl.a. skal ske ved, at udvalgets medlemmer holder hinanden orienteret om sager af betydning for arbejdet med sikkerhedsspørgsmål. Embedsmandsudvalget kan afgive udtalelser og fremkomme med henstillinger til Regeringens Sikkerhedsudvalg. I retningslinjerne er det endelig fremhævet, at udvalget ikke har nogen udøvende myndighed, hvorefter ekspeditionen af de sager, der behandles i udvalget, fortsat skal ske gennem det relevante ressortministerium eller den pågældende efterretningstjeneste.

På møderne drøftes de sager, der er forelagt udvalget af formanden, et medlem eller af Regeringens Sikkerhedsudvalg. Hvis et medlem af udvalget finder, at en sag bør forelægges Regeringens Sikkerhedsudvalg, inden den har været drøftet i embedsmandsudvalget, underrettes embedsmandsudvalgets formand ifølge retningslinjerne herom. Af udvalgets referater for perioden 1969-1989 fremgår det, at udvalget bl.a. løbende er blevet orienteret om efterretningstjenesternes metoder, retningslinjer og ændringer i de organisatoriske forhold, ligesom man har drøftet bl.a. Wamberg-udvalgets kompetence, herunder Wamberg-udvalgets løbende forsøg på at få udvidet denne, og vilkårene for visse sikkerhedsgodkendelser, herunder arbejds- og ansvarsdelingen mellem PET og rekvirerende styrelse eller ministerium. I forhold til Regeringens Sikkerhedsudvalg har embedsmandsudvalget endvidere haft en mere detaljeret drøftelse af konkrete sager som f.eks. enkelte sikkerhedsgodkendelser, afslørede østagenter og kommende demonstrationer samt de eventuelle risici man vurderede, at de indebar. Formanden for udvalget forelægger statsministeren referater fra embedsmandsudvalget og holder i øvrigt statsministeren løbende orienteret om de sikkerhedsspørgsmål, som skal behandles i dette.

1.3 Wamberg-udvalget

Mens justitsministeren og Regeringens Sikkerhedsudvalg kan udøve en mere overordnet generel kontrol med PET og efter omstændighederne også involveres i konkrete sager, varetages den løbende kontrol med en vigtig del af PET’s daglige virksomhed, nemlig PET’s registrering og videregivelse af oplysninger til andre myndigheder, af et organ nedsat specifikt til denne opgave. Udvalget kaldes i daglig tale for ”Wamberg-udvalget” efter dets første formand (1964-1981), amtmand A. M. Wamberg.

Allerede i forbindelse med den første debat om ”det politiske politi” i 1947[527] har det været overvejet og drøftet politisk, om og givet fald hvordan man burde nedsætte et særligt udvalg til at føre kontrol med PET, herunder især personregistreringerne, se nedenfor i afsnit 10.2 om den parlamentariske kontrol. Det endelige kompromis blev dog ikke nedsættelsen af det parlamentariske kontroludvalg, som længe var under overvejelse, men et udvalg under justitsministeren. Den 8. juni 1964 nedsatte regeringen således et udvalg til at forestå en løbende kontrol med PET’s registreringer og videregivelse af personoplysninger.[528]

Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var bl.a. en offentlig debat i 1963-64 om omfanget af og kriterierne for PET’s politiske registreringer. Debatten førte til, at SF fremsatte et forslag om oprettelse af et parlamentarisk kontroludvalg på 17 medlemmer, der skulle undersøge PET’s virksomhed, herunder karakteren og omfanget af PET’s kartoteker, og give sin vurdering af, hvorvidt der var grundlag for kartotekernes fortsatte førelse. Under behandlingen af beslutningsforslaget bekendtgjorde regeringen, at man i stedet ville nedsætte et ikke-parlamentarisk, uafhængigt kontroludvalg som skulle:

I betænkningen blev det dog understreget, at efterretningstjenestens virksomhed trods Wamberg-udvalgets nedsættelse fortsat sker på justitsministerens ansvar.

Udvalget består af en formand og tre medlemmer, der alle er udpeget af regeringen ved justitsministeren. Udvalgsmedlemmerne er upolitiske og udpeget som følge af den almindelige tillid og agtelse, der er knyttet til deres person. Ud over udvalgsmedlemmerne deltager en repræsentant for PET. Ifølge udvalgets kommissorium deltager endvidere Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne for Justitsministeriet og Forsvarsministeriet i møderne. Praksis har dog i en lang årrække været, at departementscheferne og Udenrigsministeriets direktør ikke deltager i udvalgets ordinære møder, hvor der kun forelægges sager uden principiel betydning. Det er alene udvalgets fire medlemmer, der afgør de forelagte sager.

Udvalget mødes seks - ti gange om året hos Politiets Efterretningstjeneste, hvor man gennemser nye sager og afgør, om betingelserne for registrering eller videregivelse af oplysninger til andre myndigheder er opfyldt samt løbende drøfter principperne for registrering med PET. Udvalgets arbejdsområde, kompetence og arbejdsform har særligt på udvalgets initiativ i øvrigt ændret sig gennem tiden. Siden udvalgets nedsættelse er det bl.a. også blevet bemyndiget til at kontrollere, om fristerne for sletning af registreringer overholdes[530], og til at tage stilling til henvendelser fra enkeltpersoner vedrørende spørgsmål, der hører under udvalgets kompetence. Fra omkring 1972 er alle nyregistreringer blevet forelagt for udvalget. Udvalget er endvidere bemyndiget til at kontrollere PET’s registrering af organisationer og brug af arbejdskartoteker. På baggrund af den såkaldte ”Hetler-sag” i 1977[531] fik Wamberg-udvalget i 1978 udvidet sin kompetence til også at omfatte tilsyn med Forsvarets Efterretningstjenestes personregistrering. Senest er udvalgets arbejdsområde blevet udvidet af justitsministeren i 1996 til også at omfatte tilsyn med PET’s registrering af herboende udlændinge,[532] men da denne ændring er gennemført efter den tidsperiode, som Kommissionens undersøgelse vedrører, vil den ikke blive gjort til genstand for nærmere behandling i denne beretning.

Udvalget udgiver ikke beretninger, men fører referat af sine møder. For en mere detaljeret gennemgang af baggrunden for udvalgets nedsættelse, udvalgets arbejde og den gradvise udvidelse af udvalgets kompetence, henvises i øvrigt til bind 2 og 3 i Kommissionens beretning.

2. Folketinget

2.1 Almindelig parlamentarisk kontrol

Folketingets parlamentariske kontrol med regering og forvaltning er ikke specifikt fastlagt i grundloven, men udledes først og fremmest af princippet om parlamentarisme i henhold til grundlovens § 15. Folketinget udøver sin kontrol med regeringen ved at 1) skaffe sig forskellige oplysninger fra ministrene gennem spørgsmål, 2) drøfte aktuelle politiske sager med ministrene under samråd i udvalgene eller forespørgsler i folketingssalen, eller 3) søge at påvirke ministrenes forvaltning af love ved f.eks. at pålægge dem bestemte handlinger gennem folketingsbeslutninger mv.[533]

Alle tre elementer spiller en rolle ved Folketingets kontrol med PET, der til tider har været ret omfattende og af stor politisk betydning i løbet af perioden 1945-89.[534] Efterretningstjenesternes virksomhed generelt har været genstand for en lang række forespørgsler, spørgsmål både fra enkeltmedlemmer og udvalg, samråd og endog lov- og beslutningsforslag, ligesom også konkrete sager, hvor PET eller FE har været involveret, har været drøftet politisk. I folketingssamlingerne 1946/47 – 1988/89 blev der afviklet otte forespørgsler og én redegørelse, fremsat syv lovforslag og otte beslutningsforslag samt stillet 197 spørgsmål med relation til efterretningstjenesternes virksomhed.[535]

Hovedparten af de forhold, der vedrører PET’s virksomhed, er på grund af deres betydning for statssikkerheden mv. af fortrolig eller hemmelig karakter. En række oplysninger og baggrunden for deres indhentning er endvidere ikke alene tavshedsbelagte fra de danske myndigheders side, men kan være videregivet af fremmede myndigheder eller sikkerhedspolitiske organisationer såsom NATO mv. under den forudsætning, at de forbliver hemmelige. Justitsministeren, som er ansvarlig for politiet generelt, herunder også PET, kan derfor komme i et dilemma i forhold til Folketinget på den ene side og statens sikkerhed/udenlandske myndigheder på den anden side, når ministeren af Folketinget afkræves oplysninger om PET’s virksomhed. Spørgsmålet er derfor, i hvilket omfang en minister, f.eks. i forbindelse med besvarelse af spørgsmål fra Folketinget, er berettiget eller ligefrem forpligtet til at videregive fortrolige oplysninger, som forvaltningen er i besiddelse af, til Folketinget.[536]

2.1.1 Ministres pligt til at videregive oplysninger til Folketinget

Hverken grundloven eller lovgivningen pålægger den offentlige forvaltning en generel pligt til at videregive oplysninger – hvad enten de er uklassificerede eller fortrolige – til Folketinget.[537] En pligt til at videregive oplysninger på bestemte områder kan dog følge af særlige bestemmelser i lovgivningen. Det følger endvidere af bestemmelsen i grundlovens § 51, at der består en vis oplysningspligt over for parlamentariske kommissioner nedsat af Folketinget i henhold til den nævnte grundlovsbestemmelse. Denne oplysningspligt er dog formentlig begrænset på samme måde som vidnepligten efter retsplejelovens almindelige regler.[538] Det indebærer bl.a., at en minister altid lovligt kan nægte en parlamentarisk kommission bestemte oplysninger, hvis det er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter, jf. retsplejelovens § 169, stk. 2, sidste pkt.

Ministre er heller ikke forpligtet til at svare på spørgsmål fra Folketinget. En sådan pligt måtte i givet fald følge af grundloven eller af lovgivningen i øvrigt. Adgangen til at stille spørgsmål til ministrene følger af Folketingets forretningsorden, som imidlertid er en intern ordensforskrift og ikke har lovkraft.[539] Der findes dog en lang parlamentarisk tradition for, at ministrene stort set altid imødekommer Folketingets anmodninger om at få oplysninger om en given sag.[540] Ministeren kan dog efter omstændighederne føle sig nødsaget til at svare undvigende på spørgsmål, hvis ministeren er i tvivl om, hvorvidt bestemte fortrolige oplysninger skal udleveres til Folketinget. I praksis vil en minister ikke begrunde en eventuel afvisning af at videregive oplysninger under henvisning til de retlige begrænsninger, som tavshedspligten pålægger ministeren, men give en anden begrundelse, som f.eks. hensynet til rigets sikkerhed eller fremmede magter, regeringens interne beslutningsproces eller privatlivets fred.[541]

Efter ministeransvarlighedslovens[542] § 5, stk. 1, kan en minister straffes, hvis han/hun forsætligt eller ved grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ministeren efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans/hendes stillings beskaffenhed. Herudover fremgår følgende af lovens § 5, stk. 2:

”Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

En minister kan kun straffes efter denne bestemmelse, hvis vedkommende rent faktisk giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger, f.eks. i Folketingets spørgetid, eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af sagen. Der kan således ikke af ministeransvarlighedsloven udledes nogen retlig pligt for ministeren til at besvare spørgsmål fra Folketinget. Udtrykket ”fortie” omfatter ikke det forhold, at en minister afslår at give bestemte begærede oplysninger, og det forhold, at en minister ikke ser sig i stand til eller ikke ønsker at besvare et spørgsmål, er således ikke ansvarspådragende efter ministeransvarlighedsloven.[543] Bestemmelsen giver således heller ikke Folketinget nogen særlig adgang til at afkræve en minister fortrolige oplysninger.[544]

Dens betydning ligger derimod i, at hvis en minister vælger at udtale sig, er ministeren forpligtet til at give rigtige og fuldstændige oplysninger om den pågældende sag. Ministeren kan ikke i almindelighed gøre gældende, at en fortielse var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om at videregive, var fortrolig. I stedet må ministeren gøre opmærksom på, at der foreligger oplysninger af betydning for sagen, men at ministeren som følge af nærmere angivne hensyn ikke vil videregive dem, eller i det mindste ikke kan videregive dem i et åbent møde i folketingssalen.[545] Som eksempel på en sag, hvor man har forsøgt at rejse en rigsretstiltale mod en minister for overtrædelse af denne bestemmelse i ministeransvarlighedsloven ved vildledning af Folketinget, kan nævnes VS’ forslag om rigsretstiltale mod justitsminister Knud Thestrup efter den såkaldte Kejsergade-sag.[546]

Hvis en minister ikke ønsker at besvare et spørgsmål, der vedrører vedkommendes ressort, kan ministeren dog risikere at blive draget politisk til ansvar for, hvad der kan tolkes som manglende samarbejdsvilje over for Folketinget. Det politiske ansvar kan komme til udtryk i form af kritik eller misbilligelse af ministerens embedsførelse (f.eks. en ”næse” el. lign.), og i yderste konsekvens kan Folketinget vedtage et mistillidsvotum efter grundlovens § 15.[547]

2.1.2 Ministerens ret til at videregive fortrolige oplysninger til Folketinget

Heroverfor står spørgsmålet om, hvornår en minister uden at være forpligtet eventuelt er berettiget til efter eget skøn at videregive fortrolige oplysninger til Folketinget. Spørgsmålet må bedømmes med afsæt i straffelovens regler om tavshedspligt i § 152, der i stk. 1 fastsætter:

”Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.” (Fremhævet her).

Efter § 152, stk. 3, er en oplysning fortrolig, ”når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.” Straffelovens § 152 gælder også for ministre og for ansatte i og medlemmer af Folketinget.[548] Straffelovens § 152, stk. 1 fik sin nuværende udformning ved en ændring af loven i 1985.[549] Indtil da havde bestemmelsen følgende affattelse, som den fik ved straffeloven af 1930:[550]

”Røber nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvad han i tjenestens eller hvervets medfør har erfaret som hemmelighed, eller hvad der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller udnytter han uberettiget sådan kundskab, straffes han…”[551] (Fremhævet her).

”Røbelse” indebar privat eller offentlig meddelelse til uvedkommende, der ikke i forvejen var bekendt med forholdet.[552] Justitsministeriet har i et notat af 11. maj 1970 bl.a. anført om forståelsen af denne bestemmelse i relation til videregivelse af fortrolige oplysninger til Folketinget, at en minister formentlig ikke vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 152, hvis ministeren, enten på eget initiativ eller på begæring af et udvalg i Folketinget, videregiver oplysninger, der er omfattet af hans tavshedspligt, til udvalget, fordi ministeren skønner, at det vil være et naturligt led i udvalgets arbejde at få disse oplysninger.[553] Det bemærkes efterfølgende, at medlemmerne af folketingsudvalget selv er undergivet tavshedspligt i medfør af straffelovens § 152.[554]

Det bærende synspunkt for denne vurdering er, at andre offentlige myndigheder – herunder også dem, der måtte være uden for den statslige forvaltning som f.eks. Folketinget – i mange tilfælde ikke vil kunne anses for ”uvedkommende”, jf. ovenfor om begrebet ”røbelse” efter den indtil 1985 gældende bestemmelse i straffelovens § 152. Det forudsætter dog, at de pågældende oplysninger indhentes som led i varetagelsen af den rekvirerende myndigheds funktioner. Videreført til nutidens formulering af straffelovens § 152, stk. 1, vil videregivelsen ofte ikke være ”uberettiget”, når udvekslingen sker mellem offentlige myndigheder.[555]

Dette udgangspunkt er til en vis grad blevet modificeret efter forvaltningslovens[556] ikrafttræden den 1. januar 1987, hvor adgangen til udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder blev reguleret, se forvaltningslovens §§ 27-28 om tavshedspligt. Disse bestemmelser gælder dog alene ved udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder eller eventuelt inden for en forvaltningsmyndighed. Uden for loven falder bl.a. offentlige forvaltningsmyndigheders (og ministres) udveksling af oplysninger med Folketinget.[557] Det er antaget, at lovgiver ved vedtagelsen af forvaltningsloven ikke har ønsket at ændre eller påvirke ovennævnte relativt fri udvekslingspraksis mellem ministrene og Folketinget, hvorfor videregivelsen af oplysninger fra en minister til Folketinget fortsat bør bedømmes uafhængigt af forvaltningslovens regler.[558] Hvis det pågældende folketingsudvalg har et sagligt behov for at få de pågældende tavshedsbelagte oplysninger til vurdering af en sag inden for sit ressort, vil der derfor som overvejende hovedregel ikke være noget retligt til hinder herfor.[559]

En minister har ingen instruktionsbeføjelse over for Folketinget og vil ikke kunne pålægge Folketingets medlemmer nogen særskilt tavshedspligt med hensyn til det materiale og de mundtlige oplysninger, som ministeren giver udvalget.[560] I stedet kan ministeren ved fremsendelse af fortroligt materiale eller mundtlig afgivelse af fortrolige oplysninger derfor markere, at oplysningerne efter ministerens opfattelse er omfattet af lovgivningens regler om tavshedspligt. Endvidere kan lovgivningen fastsætte en særskilt tavshedspligt for folketingsmedlemmer, se f.eks. loven om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester[561] (omtalt nærmere nedenfor). Medlemmernes tavshedspligt er ikke ubetinget. De kan således frit redegøre for de synspunkter, som de selv har gjort gældende f.eks. på et udvalgsmøde, under forudsætning af, at de ikke derved kommer til at røbe fortrolige oplysninger, som andre udvalgsmedlemmer eller regeringen er fremkommet med i udvalget.

Udgangspunktet i den parlamentariske praksis er herefter, at en minister i vidt omfang anses for at være berettiget, men ikke forpligtet til at videregive også fortrolige oplysninger til Folketinget, f.eks. om forhold, der vedrører statens sikkerhed mv.[562] I hvilket omfang sådanne oplysninger bør videregives, afgøres på grundlag af en konkret afvejning fra sag til sag. Hidtil er denne afvejning i de fleste tilfælde faldet ud til, at ministeren har fulgt en begæring fra Folketinget om at få forskellige oplysninger, herunder også tavshedsbelagte oplysninger.[563]

Når en minister videregiver fortrolige oplysninger til Folketinget, vil ministeren oftest vælge at gøre det under et møde i et af Folketingets stående udvalg. Møder i selve folketingssalen er efter grundlovens § 49 som udgangspunkt offentlige, og forhandlingerne i salen optrykkes ordret i Folketingstidende (Folketingets forhandlinger) og bliver derved offentligt tilgængelige.[564]

Til forskel fra møderne i plenum er folketingsudvalgenes forhandlinger principielt fortrolige og må ikke refereres til pressen eller i folketingssalen, medmindre udvalget har besluttet andet, jf. Folketingets forretningsorden § 8, stk. 3 og 7. Udvalget kan dog ikke beslutte at videregive oplysninger, der efter lov eller anden gyldig bestemmelse er fortrolige, ligesom der ikke må gives eller henvises til sådanne oplysninger i åbne udvalgsmøder.[565] På samme måde må svar på spørgsmål fra ministre, der er betegnet som fortrolige, ikke stilles til rådighed for pressen.[566] En minister vil derfor oftest vælge at videregive mere følsomme eller fortrolige oplysninger til Folketingets udvalg.

2.1.3 Folketingets indhentelse af oplysninger hos ministeren

Folketinget har som nævnt en række forskellige midler eller ”redskaber” til sin rådighed, som det kan benytte til at indhente oplysninger fra en minister. Indhentelsen af oplysninger fra ministeren om PET’s virksomhed er først og fremmest gennemført ved hjælp af forespørgsler, en enkelt redegørelse fra justitsministeren og ikke mindst spørgsmål stillet både af enkeltmedlemmer og af relevante udvalg.[567]

En forespørgsel er en emnemæssigt afgrænset redegørelse med efterfølgende debat om et offentligt anliggende, jf. grundlovens § 53 og Folketingets forretningsorden § 21. Forespørgsler afvikles i folketingssalen og er offentlige. I perioden 1945-1989 er der afviklet otte forespørgsler vedrørende efterretningstjenesterne.

Under behandlingen af forespørgsler kan der stilles forslag til vedtagelse, som er en politisk udtalelse, som der stemmes om efter afslutningen af forespørgslen, og hvor Folketinget kan give udtryk for sin opfattelse, herunder eventuel kritik eller tillid/mistillid til den pågældende minister, jf. Folketingets forretningsorden § 24.[568]

Ministrene er retligt forpligtet til at besvare en forespørgsel og skal give en fyldestgørende redegørelse, der skal indeholde tilstrækkeligt med oplysninger til, at det er muligt efterfølgende at føre en oplyst debat om emnet, selvom skønnet over, hvad der udgør en ”fyldestgørende redegørelse” som udgangspunkt er den pågældende ministers.[569] En minister er ikke forpligtet til også at give oplysninger om forhold, der efter deres karakter kræver hemmeligholdelse, men kan omvendt ikke i almindelighed nægte at besvare forespørgslen under henvisning til, at de ønskede oplysninger er fortrolige.[570] I stedet må ministeren gøre opmærksom på, at der foreligger oplysninger af betydning for sagen, som imidlertid som følge af nærmere angivne hensyn ikke kan videregives eller i hvert fald ikke kan videregives i et åbent møde i folketingssalen.[571] Som regel er det dog spørgsmål af en mere generel karakter, der bliver taget op under en forespørgsel.

Den enkelte minister kan også selv vælge at give Folketinget en mundtlig eller skriftlig redegørelse for et offentligt anliggende under ministerens sagsområde, der ofte bliver efterfulgt af en debat i Folketinget, jf. Folketingets forretningsorden § 19, stk. 4. Der kan ikke træffes nogen beslutning af Folketinget under en sådan debat, jf. Folketingets forretningsorden § 19, stk. 5.[572] I den undersøgte periode er der kun afgivet en enkelt redegørelse, der vedrørte PET’s virksomhed.[573] Af større praktisk betydning også i relation til kontrollen med PET er medlemmers adgang til at indhente oplysninger om et offentligt anliggende hos en minister ved spørgsmål til den enkelte minister til enten skriftlig eller mundtlig besvarelse (såkaldte § 20-spørgsmål efter bestemmelsen i § 20 i Folketingets forretningsorden). I den periode, som er genstand for kommissionens undersøgelse, blev der stillet 197 § 20-spørgsmål om efterretningstjenesternes virksomhed.[574]

Ministerens svar er for det meste skriftligt og optrykkes blandt forhandlingerne i Folketingstidende. Mundtlige svar gives i ”spørgetiden” (som regel om onsdagen – derfor kaldes de også ”onsdagsspørgsmål”, hvis de er til mundtlig besvarelse). Ud over spørgeren og vedkommende minister, der skal besvare spørgsmålet, kan formanden give ordet til andre folketingsmedlemmer for supplerende spørgsmål. Folketinget kan ikke træffe nogen beslutning i spørgetiden, jf. Folketingets forretningsorden § 20, stk. 7. Hvis spørgeren eller andre er utilfredse med svaret, må man rejse sagen som en forespørgsel, hvis man ønsker mulighed for at drage politiske konsekvenser af et eventuelt utilfredsstillende svar, jf. grundlovens § 15, stk. 1.

Adgangen for folketingsmedlemmer til at stille spørgsmål blev indsat i forretningsordenen i 1947 og har altid været ledsaget af en mulighed for en minister til at erklære, at vedkommende ikke ser sig i stand til at besvare et spørgsmål både i situationer, hvor en minister ikke kan svare, og hvor den pågældende ikke ønsker at svare, jf. nu Folketingets forretningsorden § 20, stk. 4.[575] Der er dog en fast parlamentarisk praksis for, at ministeren stort set altid svarer på de spørgsmål, der ligger inden for ministerens ressort.[576]

Spørgsmål kan også tilgå ministrene på vegne af et folketingsudvalg,[577] jf. Folketingets forretningsorden § 8, stk. 6. Spørgsmålene stilles til enten skriftlig eller mundtlig besvarelse. De stilles ofte på initiativ fra enkelte medlemmer af udvalget, men fremtræder udadtil som udvalgets spørgsmål uden tilkendegivelse af den eventuelle oprindelige spørgsmålsstiller.

Når udvalgene stiller skriftlige spørgsmål til ministeren, som udvalget ønsker besvaret mundtligt i et udvalgsmøde, kaldes ministeren i samråd, jf. Folketingets forretningsorden § 8, stk. 6. I de fleste udvalg godkendes samrådsspørgsmålet forinden af udvalgets formand, fordi samrådsspørgsmålet ofte er af mere politisk karakter end spørgsmål til skriftlig besvarelse.[578] Kommissionen har ikke opgjort det antal samråd, der har drejet sig om efterretningstjenesterne, men baseret på antallet af § 20-spørgsmål og anvendelsen af samrådsinstrumentet generelt må det antages, at det også har været et ret benyttet instrument til kontrol med efterretningstjenesterne. Heller ikke under samråd er ministre forpligtet til at svare, men vil i praksis gøre det.[579] Ministeren kan dog vælge at undlade at svare, hvis et spørgsmål ligger uden for det emne, der dækkes af samrådsspørgsmålets formulering, eller vælge at svare skriftligt på supplerende spørgsmål, der kræver nærmere undersøgelse.[580] Under samråd må udvalgsmedlemmerne ikke debattere ministerens svar, men kan stille supplerende spørgsmål til ministeren, der skal ligge inden for det emne, der behandles i samrådet. Som for andre lukkede udvalgsmøder er det kun tilladt at referere egne synspunkter til journalister og andre.[581] Samråd under almindelig del er som udgangspunkt orienterende, og der træffes sædvanligvis ingen efterfølgende beslutninger i udvalget.

Hvis der er mistanke om alvorlige fejl eller forsømmelser fra forvaltningens side, er ovennævnte kontrolmidler ofte utilstrækkelige med henblik på at sikre en grundig og effektiv kontrol. I så fald kan Folketinget beslutte at iværksætte en særlig undersøgelse af sagen ved f.eks. at nedsætte en undersøgelseskommission.[582] Hidtil har PET som sådan kun været genstand for nærværende undersøgelse i dette regi,[583] mens en sag i Forsvarets Efterretningstjeneste blev undersøgt i 1977 af en kommissionsdomstol.[584] Selvom initiativet til at nedsætte en undersøgelseskommission udgår fra Folketinget, er det oftest regeringen, der formelt står for nedsættelsen. De almindelige regler om vidnepligt gælder normalt, når der afgives forklaring for en undersøgelseskommission (kommissionsdomstol/undersøgelsesret).[585]

2.2 Udvalget om forsvarets og politiets efterretningstjenester (Kontroludvalget)

Selvom der som nævnt normalt ikke må refereres fra folketingsudvalgs lukkede møder, kan der være oplysninger af særlig fortrolig karakter, f.eks. af betydning for statens sikkerhed, som efter deres indhold kun bør være tilgængelige for en begrænset personkreds, og som der derfor kan være grund til i almindelighed ikke at ville videregive til Folketingets stående udvalg. I stedet kan der fra område til område etableres en ordning, hvor oplysningerne videregives til et parlamentarisk udvalg med ganske få medlemmer.

Et eksempel på et sådant særligt folketingsudvalg er ”Udvalget om forsvarets og politiets efterretningstjenester” (i daglig tale kaldet ”Kontroludvalget”), der blev nedsat i 1988 for at give Folketinget yderligere indseende i efterretningstjenesternes virksomhed.[586] Selvom udvalget først begyndte sin virksomhed i løbet af de sidste to år af den periode, som er genstand for denne kommissions undersøgelse, hører en beskrivelse af udvalget og dets kommissorium med til det samlede billede af de forskellige kontrolforanstaltninger i forhold til PET, og det vil derfor kort blive beskrevet i det følgende.

Kontroludvalget blev etableret ved lov nr. 378 af 6. juli 1988 om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester med det formål ”at have indseende med forsvarets og politiets efterretningstjenester”, jf. lovens § 1.[587] Udvalget er sammensat af 5 medlemmer af Folketinget, som udpeges af de folketingspartier, der har sæde i Folketingets præsidium.[588] Udvalget nedsættes efter hvert folketingsvalg og vælger selv sin formand. Medlemmerne og de to sekretærer for udvalget (embedsmænd fra Folketingets administration)[589] er ved loven pålagt en særlig tavshedspligt om forhold, de måtte blive bekendt med under udvalgsarbejdet, jf. lovens § 5.[590] Embedsmændene (men ikke politikerne) er desuden sikkerhedsgodkendte til klassifikationsgraden ”hemmeligt.”

Hvert medlem af udvalget kan foranledige udvalget indkaldt til møde. Desuden kan drøftelse i udvalget finde sted efter ønske fra regeringen, jf. lovens § 1, stk. 3. Regeringen skal for det første underrette udvalget om indholdet af de retningslinjer, der gælder for efterretningstjenesternes virksomhed. Regeringen skal endvidere holde udvalget orienteret om ”væsentlige omstændigheder af sikkerhedsmæssig karakter eller vedrørende udenrigspolitiske spørgsmål, som er af betydning for efterretningstjenesternes virksomhed under hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende for efterretningsvirksomhed”, jf. lovens § 2. Det har gennem årene været praktiseret på den måde, at cheferne for henholdsvis forsvarets og politiets efterretningstjenester én gang om året giver udvalget en udførlig, bred orientering om deres respektive tjenesters virksomhed. I forbindelse med denne orientering redegøres der – med udgangspunkt i tjenesternes aktiviteter og prioriteringer – indholdsmæssigt for tjenesternes sagsområder. Der orienteres endvidere om de mere generelle organisatoriske og ressourcemæssige forhold, som knytter sig til tjenesternes virksomhed og som har betydning for deres virke og effektivitet, således at udvalget får en indgående indsigt i tjenesternes prioriteringer.[591] Den bevillingsmæssige kontrol med efterretningstjenesterne er ikke omfattet af udvalgets kompetence, jf. § 4. Det udelukker på den anden side dog ikke udvalget fra at blive gjort bekendt med generelle bevillingsmæssige forhold i relation til efterretningstjenesterne, når det i øvrigt indhenter oplysninger hos regeringen om tjenesternes virksomhed. Udvalget kan enten mundtligt eller skriftligt over for regeringen tilkendegive sin opfattelse af de spørgsmål, som tages under behandling i udvalget, jf. § 3.

Udvalget afgav i de første år efter sin nedsættelse en beretning, der dog var ganske kortfattet og kun indeholdt oplysninger om kommissoriet, udvalgets sammensætning, personudskiftninger samt ikke nærmere konkretiserede oplysninger om, at udvalget havde afholdt ”en række møder”, stillet ”en række spørgsmål” og eventuelt ”rejst enkelte sager” af mere almen interesse.[592] De noget sporadiske oplysninger må tilskrives de begrænsninger, som medlemmerne er pålagt af tavshedspligten.

I beretningen afgivet af udvalget den 6. september 2004 redegør udvalget lidt mere detaljeret for nogle drøftelser, man har haft med regeringen om betingelserne for udvalgets arbejde, herunder udvalgets reaktionsmuligheder over for regeringen. Man har bl.a. drøftet, om tavshedspligten er absolut, og om den indebærer, at udvalget reelt er afskåret fra at reagere, hvis det finder, at der er forhold, der bør kritiseres. Regeringen og udvalget er bl.a. enige om, at tavshedspligten knytter sig til forhold, der ikke er almindeligt kendt, herunder til detaljer, der ikke er almindeligt kendt i en sag, der ellers er kendt i offentligheden på et mere generelt plan. Udvalget kan som nævnt i lovens § 3 tilkendegive sin eventuelle kritik af forholdene vedrørende efterretningstjenesterne for regeringen – det vil sige først og fremmest over for den ansvarlige minister – i enten mundtlig eller skriftlig form. Skulle en sådan tilkendegivelse i en sag ikke have den ønskede virkning, kan udvalget eller eventuelt enkelte medlemmer af dette ”såfremt det findes påkrævet” henvende sig til statsministeren og gøre denne bekendt med sagen.[593] Endelig henviser udvalget i beretningen til straffelovens § 152 e, nr. 2, hvorefter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt (§§ 152-152 d) ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende ”handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv”.[594]

Som det fremgår af ovenstående, er udvalgets reelle kontrolmuligheder med efterretningstjenesterne ret begrænsede, idet der kun kan udtrykkes kritik over for regeringen i al fortrolighed af de forhold, man måtte blive bekendt med under arbejdet i udvalget. Herefter er det op til de respektive ressortministre, henholdsvis justits- og forsvarsministeren, at rette op på forholdene. På grund af udvalgsmedlemmernes tavshedspligt, der bliver strengt iagttaget, er medlemmerne afskåret fra at udtale deres eventuelle kritik offentligt, og der har da også gennem tiden været tilkendegivet frustration fra nogle af udvalgets medlemmer over de restriktioner, de er pålagt, og de beskedne muligheder for reel kontrol, som udvalget har.[595]

3. Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand fører kontrol med statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder, jf. Ombudsmandsloven § 7, stk. 1.[596] Ombudsmandens kompetence omfatter således alle dele af den offentlige forvaltning, herunder også PET. I den oprindelige lov om Folketingets Ombudsmand,[597] der var gældende i hovedparten af den periode, som er genstand for denne Kommissions undersøgelse, var Ombudsmandens kompetence afgrænset på følgende måde:

”§ 1, stk. 1. Efter hvert folketingsvalg vælger folketinget en Ombudsmand, som på folketingets vegne har indseende med statens civile og militære forvaltning. Dommernes embedsførelse falder i det hele udenfor Ombudsmandens kompetence.”…

Ombudsmandens virksomhed omfattede ifølge den tidligere lovs § 4 ”ministrene, statens tjenestemænd og alle andre personer, som virker i statens tjeneste,” med undtagelse af dommerne som nævnt i § 1, stk. 1, gengivet ovenfor. Ombudsmanden havde ifølge § 5 ”indseende med, om de i § 4 nævnte personer gør sig skyldige i fejl eller forsømmelse under udøvelsen af deres tjeneste.”[598] Dette var yderligere uddybet i den dagældende instruks for Folketingets Ombudsmand, hvorefter det påhvilede Ombudsmanden ”at være opmærksom på, om nogen, der omfattes af hans virksomhed, i tjenesten forfølger ulovlige formål, træffer vilkårlige eller urimelige afgørelser eller på anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udførelsen af tjenesten,” jf. instruksens § 3, stk. 1.[599] Ombudsmanden behandler for det første klager over forvaltningsmyndighedernes afgørelser og deres behandling af borgerne og sagerne, jf. den gældende Ombudsmandslovs § 13. Herudover kan Ombudsmanden tage sager op på eget initiativ og iværksætte generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager, jf. Ombudsmandslovens § 17.[600]

Myndigheder, der er omfattet af Ombudsmandens kompetence, er forpligtet til at give Ombudsmanden de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv., som forlanges af Ombudsmanden til dennes undersøgelser af klager mv., jf. Ombudsmandslovens § 19 (før 1997: § 7).[601] Denne oplysningspligt er – på samme måde som pligten over for parlamentariske kommissioner – dog begrænset i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om vidneudelukkelse og vidnefritagelse. Reglerne indebærer bl.a., at administrationen som udgangspunkt ikke er forpligtet til at give materiale til Ombudsmanden, som er fortroligt af hensyn til offentlige interesser, og altid vil kunne nægte at give oplysninger, som må hemmeligholdes af hensyn til statens sikkerhed, forholdet til fremmede magter eller hensyn til tredjemands liv eller helbred.[602] En sådan undtagelsesadgang er dog aldrig blevet påberåbt i praksis, heller ikke i sager vedrørende PET, og Ombudsmanden modtager således også de oplysninger han beder om i sager, hvor hensynet til statens sikkerhed kunne have begrundet, at oplysninger var nægtet ham efter retsplejelovens almindelige bestemmelser.[603] Det fremgår bl.a. af en artikel fra 1980 af den daværende Ombudsmand, Lars Nordskov Nielsen, der i forlængelse heraf skrev følgende om visse ulemper ved denne åbenhed over for Ombudsmanden:

”Netop i de sager, som ellers er lukkede for offentligheden og eventuelt også for Folketinget eller Folketingets udvalg, må det forekomme værdifuldt, at den af Folketinget valgte Ombudsmand kan få samtlige oplysninger og på grundlag heraf tage stilling til den pågældende sag. Både offentligheden og Ombudsmanden må så leve med, at de pågældende oplysninger ikke kan viderebringes på grund af tavshedspligten.”[604]

Denne åbenhed over for Ombudsmanden bekræftes bl.a. af de nedenfor nævnte få konkrete sager, hvor Ombudsmanden har skullet tage stilling til forhold vedrørende efterretningstjenesterne. Ombudsmanden (og hans medarbejdere) er udtrykkeligt underlagt tavshedspligt med hensyn til de forhold, som Ombudsmanden bliver bekendt med under udøvelsen af sin virksomhed, såfremt hemmeligholdelse i sagens natur er påkrævet, jf. Ombudsmandslovens § 28 (før 1997: § 8). Denne tavshedspligt rækker dog ikke videre end straffelovens almindelige bestemmelser om tavshedspligt i §§ 152 ff., som Ombudsmanden og dennes medarbejdere i forvejen er omfattet af.[605]

Hidtil har Ombudsmanden ikke spillet nogen stor rolle i kontrollen med PET. I det følgende skal dog omtales fire sager, som er Kommissionen bekendt, hvor Ombudsmanden har været inddraget i og taget konkret stilling til sager vedrørende efterretningstjenesterne, enten af egen drift eller via en klagesag.[606]

3.1 Kejsergade-sagen

Aflytningscentralen i Kejsergade, som blev afsløret i 1969, var drevet af Forsvarets Efterretningstjeneste, og sagen har derfor ikke direkte med kontrollen af PET at gøre. Da antallet af sager, hvor Ombudsmanden har udøvet kontrol med efterretningstjenesterne er meget lille, skal Ombudsmandens rolle i denne sag alligevel kort ridses op her som det eneste eksempel på en sag, hvor Ombudsmanden har fundet det hensigtsmæssigt at gå ind af egen drift i forhold til efterretningstjenesterne. Desuden er sagen et vigtigt vidnesbyrd om Ombudsmandens egen afgrænsning af sin kompetence over for efterretningstjenesterne.

I kølvandet på den kritik, der var fremsat i dagspressen og i Folketinget efter afsløring af den ovennævnte aflytningscentral, besluttede daværende Ombudsmand Stephan Hurwitz den 10. december 1969 at indlede en undersøgelse af egen drift (daværende Ombudsmandslovs § 6, stk. 5). Undersøgelsen vedrørte to forhold, dels omstændighederne omkring centralens oprettelse, herunder det politiske ansvar og hjemmelen til at afholde udgifterne, dels centralens funktion og lovligheden heraf. Redegørelsen forelå den 19. marts 1970.[607] Ombudsmanden tog indledningsvis forbehold for, at en række af de oplysninger, han havde fået under sagens behandling, var af en sådan art, at de ikke kunne offentliggøres, da forsvaret og Forsvarsministeriet betragtede dem som hemmeligheder af militær betydning og Ombudsmanden fandt, at han måtte respektere denne betragtning. Her foreligger et eksempel på, at myndighederne har forsynet Ombudsmanden med oplysninger ud over, hvad de efter loven var forpligtet til, hvilket også PET senere skulle vise sig villig til at gøre.

Vedrørende spørgsmålet om oprettelse af kommunikationsknudepunktet i Kejsergade udtalte Ombudsmanden, at beslutningen om dens oprettelse måtte anses for truffet inden for rammerne af den bevægelsesfrihed, som var tillagt de ansvarlige tjenestemænd. Han fandt endvidere, at den budget- og revisionsmæssige procedure, der havde været gældende under skiftende ministre for det pågældende område, også var fulgt i den omhandlede sag. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at ”nogen … havde overskredet sine beføjelser eller på anden måde gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, der kan give grundlag for kritik.”[608]

Vedrørende Kejsergadecentralens funktion henviste Ombudsmanden til Ombudsmandslovens § 8, hvorefter Ombudsmanden har tavshedspligt med hensyn til de forhold, som han i sit hvervs medfør bliver bekendt med, såfremt hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet. Derfor anså han sig ikke beføjet til at videregive de oplysninger, som lå til grund for hans bedømmelse, som heller ikke her gav anledning til nogen kritik over for nogen minister eller tjenestemand, der havde haft med sagen at gøre. Samtidig påpegede Ombudsmanden, at der i sagens natur må gælde særlige retningslinjer for efterretningstjenesters arbejde:

”Hvis en efterretnings- og varslingstjeneste skal fungere effektivt, er det nødvendigt, at der gives den en mulighed for at arbejde, og det må derfor erkendes, at knudepunktets virksomhed ikke kan bedømmes efter samme retningslinier som dem, der gælder ved bedømmelsen af almindelig civil administration.”[609]

Hvorledes den her anførte målestok har influeret på Ombudsmandens vurdering af, hvorvidt nogen havde ”overskredet sine beføjelser eller på anden måde gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser,” er det selvklart svært at sige noget endegyldigt om. Som det ses af den efterfølgende gennemgang af et par sager, hvor det var PET, der var involveret, tilstår Ombudsmanden tjenesten lignende videre rammer for sin virksomhed med henvisning til bl.a. arbejdsområdets særpræg.

3.2 Sagen om forsorgssekretæren (1954)

I afsnittet om domstolskontrol er nævnt en sag om en forsorgssekretær, som havde været sat under kortvarig observation af Politiets Efterretningstjeneste i 1953. Før et sagsanlæg mod Justitsministeriet klagede forsorgssekretæren til Ombudsmanden over politiets fremgangsmåde og mangel på diskretion under den stedfundne observation. Sagen er den ene af de blot tre sager, som Kommissionen har kendskab til, hvor Ombudsmanden har taget konkret stilling til forhold vedrørende PET’s virksomhed.

Ombudsmanden fandt ikke anledning til at udtale kritik, hverken af Justitsministeriets håndtering af sagen, Rigsadvokatens resolvering i forhold til den manglende sigtelse af de indblandede polititjenestemænd for forsømmelse, afvisningen af erstatningskravet eller det forhold, at man i det hele taget havde indledt en undersøgelse af klager (forsorgssekretæren). Ombudsmanden sluttede dog sit brev med at pointere, at heller ikke han mente, at der var fremkommet noget ved PET’s undersøgelse, der kunne give grundlag for mistanke om, at klageren havde andel i nogen form for ulovlig virksomhed.[610]

Han gav dog forsorgssekretæren medhold i, at der var begået ”en alvorlig tjenestefejl” af politiet, da man i en rapport af 7. oktober 1953 havde givet en urigtig fremstilling af årsagen til en henvendelse til et hotel.[611] Det gav Ombudsmanden anledning til at indskærpe over for chefen for Politiets Efterretningstjeneste, at denne på ny formanede politipersonalet ”at udvise den yderste forsigtighed og omhu med udvælgelsen af de personer, til hvem der i sager som nærværende rettes henvendelse udenfor politiets kreds”.[612] Ombudsmanden fandt dog ikke, at forholdet udgjorde tilstrækkeligt grundlag for at rejse en disciplinær- eller straffesag mod de involverede polititjenestemænd eller andre implicerede. Om PET’s arbejdsforhold og anvendelse af kilder udtalte Ombudsmanden:

”Ved bedømmelse af politiets fremgangsmåde må alvorligheden af den forbrydelse, hvorom mistanke var rejst, tages i betragtning samt de særlige vanskeligheder, der gør sig gældende ved efterforskning af sager af denne art. Politiets efterretningstjeneste har i denne forbindelse overfor mig oplyst, at det er pålagt politiets tjenestemænd at vise den største varsomhed, med hensyn til hvilke personer uden for politiets kreds der rettes henvendelse til, og at sådan henvendelse normalt kun bør rettes til personer, som man gennem længere tids kendskab har en begrundet tillid til.”[613]

3.3 Mexicaner-sagen

Ombudsmanden har også behandlet den såkaldte ”Mexicaner-sag” fra 1977, hvor Regeringens Sikkerhedsudvalg på baggrund af mistanke om terrorisme besluttede at udvise den mexicanske statsborger Jaime Martinez. Han blev udvist efter bestemmelsen i udlændingelovens § 4, jf. § 2, hvorefter udvisning bl.a. kunne ske, når en persons ophold i Danmark ikke var ønskelig af hensyn til statens sikkerhed. Jaime Martinez indbragte sagen for Ombudsmanden, men denne fandt efter at have læst sagens akter ikke grundlag for at kritisere afgørelsen. Ombudsmanden fandt tværtimod, at der ”bestod en høj grad af sandsynlighed” for, at Jaime Martinez under sit ophold i Danmark havde begået handlinger omfattet af strfl. § 108, stk. 1, og at hans fortsatte ophold i landet som hævdet af PET kunne betyde en væsentlig risiko for statens sikkerhed.[614] Sagen illustrerer endnu en gang, at efterretningstjenesten har vist sig samarbejdsvillig med hensyn til at give Ombudsmanden en række oplysninger, som man ville kunne have forholdt ham under henvisning til hensynet til statens sikkerhed mv.

3.4 Sag om begæring af egenacces (1998)

Anders Nørgaards oplysninger i TV-2’s udsendelse i marts 1998 om sin infiltration af SAP i begyndelsen af 1980’erne gav anledning til, at en journalist, der var tidligere medlem af SAP, søgte PET om indsigt i de oplysninger, som tjenesten måtte have registreret om ham. Efter først at have fået afslag på egenindsigt fra PET og dernæst fra Justitsministeriet som rekursinstans klagede journalisten til Ombudsmanden, der i sit svar af 2. december 1998 ikke fandt grundlag for at kritisere PET’s og Justitsministeriets afslag på aktindsigt.[615]

Justitsministeriet og PET havde givet nogenlunde ensartede begrundelser for afvisningen af egenindsigt. Myndighederne redegjorde i detaljer for lovgivningen, hvorefter de hverken efter offentlighedsloven,[616] lov om offentlige myndigheders registre[617] eller forvaltningslovens regler[618] mente sig forpligtet til at give aktindsigt i oplysninger, som efterretningstjenesten måtte have om en person. Vurderingerne blev foretaget i forhold til PET’s edb-registre, manuelle registre og sager, som efterretningstjenesten har oprettet som led i sin virksomhed. Med henvisning til ”fast og langvarig praksis” afviste myndighederne endvidere at give aktindsigt i henhold til princippet om meroffentlighed, da det efter deres vurdering ville kunne skade PET’s virksomhed, f.eks. hvis en person ved at få aktindsigt blev i stand til at vanskeliggøre afsløringen eller opklaringen af eventuelt strafbare forhold.[619] De to myndigheder ville endog ikke oplyse, om journalisten overhovedet var registreret, da ”en sådan oplysning i sig selv kan medføre afgørende skadevirkninger for efterretningstjenesternes virksomhed.”[620] For at undgå modsætningsslutninger oplyser efterretningstjenesten efter fast praksis heller ikke, at den ikke er i besiddelse af oplysninger om en bestemt person.

Klageren gjorde over for Ombudsmanden gældende, at han i det mindste efter reglerne i offentlighedsloven måtte kunne få et stykke papir med sit navn på, hvor resten af indholdet var streget ud.[621] Ombudsmanden bemærkede indledningsvis i sin udtalelse, at han ”i sager af denne art bliver orienteret af Justitsministeriet om hvorvidt Politiets Efterretningstjeneste har registreret oplysninger om den pågældende klager. For så vidt det er tilfældet, bliver jeg orienteret om registreringens indhold.”[622].

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt man efter offentlighedslovens regler kan afvise at oplyse, om den pågældende person i det hele taget er registreret, bemærkede Ombudsmanden, at hvis hemmeligholdelsen af selve eksistensen af dokumentet anses for påkrævet, vil der også være hjemmel til i det hele at afslå begæringen om aktindsigt.[623] Ombudsmanden fandt endelig anledning til at bemærke følgende om hans manglende forudsætninger for at sætte sig ud over PET’s vurderinger af konsekvenserne for sikkerheden:

”Som Ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at foretage en vurdering af skadevirkningerne på en anden og bedre måde end Politiets Efterretningstjeneste.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af en konkret vurdering af denne karakter. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere efterretningstjenestens (og Justitsministeriets) afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.”[624]

Ombudsmanden bemærkede endelig, at han ikke havde fundet sådanne særlige omstændigheder i den pågældende sag, og at han derfor ikke kunne kritisere efterretningstjenesten og Justitsministeriet for at have afslået at oplyse, om efterretningstjenesten havde registreret klageren.

3.5 Ombudsmandens kompetence i forhold til Wamberg-udvalget

På baggrund af de ovennævnte få Ombudsmandssager vedrørende efterretningstjenesterne kan man muligvis efterlades med et indtryk af, at Ombudsmanden hidtil har været noget tilbageholdende i forhold til at vurdere efterretningstjenesternes bevæggrunde for at handle, som de gør. Han har bl.a. henvist til sine manglende forudsætninger for at foretage en vurdering af skadevirkningerne på en anden og bedre måde end Politiets Efterretningstjeneste og de særlige vanskeligheder, der gør sig gældende ved efterforskning af sager af denne art. Han har ydermere udtrykkeligt begrænset sin prøvelse til sager, hvor der foreligger ”ganske særlige omstændigheder”, f.eks. hvor sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling, der ikke er sagligt begrundet.

Baggrunden for Ombudsmandens tilbageholdende praksis i forhold til efterretningstjenesterne skal bl.a. findes i de retningslinjer, som Ombudsmanden og Wamberg-udvalget allerede i 1965 fastlagde for at klarlægge kompetencefordelingen mellem de to instanser. Retningslinjerne blev til under et møde i Wamberg-udvalget den 2. november 1965, hvor daværende Ombudsmand, Stephan Hurwitz, deltog i udvalgets drøftelser af en konkret sag, som var påklaget til Ombudsmanden.[625] Ombudsmanden henviste til udtalelser i Folketinget af folketingsmedlemmerne Vagn Bro, Hans Hækkerup og K. Axel Nielsen,[626] hvori det forudsættes, at Ombudsmanden er kompetent i forhold til Politiets Efterretningstjeneste.[627] Samtidig medgav Ombudsmanden, at det ville være utænkeligt, at han ville gå imod en enstemmig opfattelse i udvalget vedrørende en sag om registrering eller videregivelse af oplysninger, ligesom han tilkendegav, at han ikke ville anfægte eller tilsidesætte skønnet over, hvad hensynet til efterretningstjenestens arbejde kræver. Ombudsmanden udtalte videre ifølge referatet, at det særlige ved den hemmelige efterretningstjeneste er, at borgernes individuelle interesser må vige for vigtige almene hensyn, og at andre instansers kontrol måtte være ”yderst subsidiær,” når der som her var nedsat et særligt udvalg til at varetage kontrolfunktionen.

Ombudsmanden afgrænsede herefter sin kompetence til en kontrol med overholdelsen af de formelle regler og til ganske særlige tilfælde som f.eks. ekspeditionsfejl, personforvanskninger og lignende. Ombudsmanden lovede endvidere at sende udvalget ”alvorlige henvendelser til Ombudsmanden, som falder ind under udvalgets virkeområde,” og tilbød at drøfte sådanne enten med udvalget eller Justitsministeriets departementschef. Han tog dog forbehold for, at han under andre forhold, og hvis der var større interesser at varetage, ikke kunne lægge sig fast på den netop fastsatte praksis, men at den i så fald kun ville blive ændret efter samråd med Wamberg-udvalget.

Endnu en konkret sag gav anledning til et nyt møde mellem udvalget og Folketingets nye Ombudsmand, Eilschou Holm, den 11. januar 1982,[628] som udvalget havde indkaldt til for at få en ny principdrøftelse om Ombudsmandens kompetence i sager vedrørende efterretningstjenesterne, specielt for så vidt angår sager under Wamberg-udvalgets kompetence. Ombudsmanden bekræftede på mødet, at han i det hele taget kunne tilslutte sig de principper, som Hurwitz havde givet udtryk for under udvalgets møde i november 1965. Selvom de afgørelser, som Ombudsmanden i praksis først og fremmest kunne tænkes at skulle tage stilling til, formentlig ville være truffet af de involverede ministerier, kunne Ombudsmanden på den anden side ikke helt afvise, at der kunne opstå ganske særlige situationer, hvor Ombudsmanden ville blive bedt om at tage stilling til Wamberg-udvalgets sagsbehandling, f.eks. ved klager over inhabilitet. Han medgav dog selv, at muligheden måtte anses for rent teoretisk, og der er da tilsyneladende heller ikke opstået sådanne sager i praksis. Eilschou Holm bekræftede endelig, at Ombudsmandens beføjelser på det efterretningsmæssige område fortsat ville blive udøvet med tilbageholdenhed under særlig hensyn til kontroludvalgets eksistens, og at en eventuel fravigelse af de retningslinjer, der blev aftalt i 1965, ikke ville ske uden forudgående drøftelse med udvalget.

4. Domstolene

I henhold til grundlovens § 63 prøver domstolene alle sager om øvrighedsmyndighedens grænser – deri er også indbefattet sager om PET. Domstolene har således almindelig kompetence til at dømme i sager, hvor PET er involveret. Domstolssager i henhold til grundlovens § 63 om PET’s virksomhed har dog i sagens natur været ganske få, da efterretningstjenestens virksomhed er hemmelig, og personer, der har været under observation, kun undtagelsesvis får underretning herom. I praksis spiller domstolene i højere grad en (væsentlig) rolle ved PET’s indhentelse af retskendelser til at udføre særlige efterforskningsskridt som f.eks. ransagning, telefonaflytning osv. Der henvises herved til afsnittet i nærværende bind vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Kommissionen har kun kendskab til en enkelt ”regulær” sag, hvor en forsorgssekretær anlagde sag mod Justitsministeriet, fordi ministeriet nægtede ham adgang til at tage afskrift af nogle erklæringer udarbejdet af efterretningstjenesten i forbindelse med, at man havde holdt forsorgssekretæren under observation i en kort periode. Nedenfor følger et resumé af sagen, som også er omtalt under afsnittet om Ombudsmandens kontrol med PET ovenfor.

Sagen begyndte i september 1953, da PET fik indberetninger om, at en forsorgssekretær havde et ideologisk tilhørsforhold hos kommunisterne, som bl.a. gav sig udslag i, at han opfordrede kolleger til at abonnere på Land og Folk og under sine tjenesterejser ”varetog opgaver, der kunne stå i forbindelse med en mod den dansk statssikkerhed rettet virksomhed.”[629] Han blev derpå sat under observation under en tjenesterejse i Jylland, hvor efterretningstjenesten anmodede nogle politimestre i jyske politikredse om at foretage en diskret undersøgelse af hans forhold. Diskretionen var dog ikke tilstrækkelig – i hvert fald blev forsorgssekretæren gjort opmærksom på observationen fra forskellige sider og klagede til justitsministeren personligt med anmodning om en skriftlig undskyldning, der fastslog hans uskyld. Han havde angiveligt ikke noget imod, at der havde fundet en undersøgelse af hans forhold sted, men klagede over, at måden, hvorpå den blev udført, tilsyneladende havde givet anledning til visse ”indiskretioner.” Disse havde bevirket, at det var rygtedes blandt hans kolleger og andre, at han var under politiets observation og mistænkt for en ikke nærmere angivet alvorlig forbrydelse, hvilket havde skadet hans omdømme og været ham til gene både personligt og arbejdsmæssigt. Han mente bl.a., at politiet havde overtrådt straffelovens § 152 om offentligt ansattes tavshedspligt. Forsorgssekretæren krævede endvidere, at de pågældende polititjenestemænd, der havde været anledning til indiskretionen, blev holdt ansvarlige, samt at han skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte.

Efter behandling af klagen, hvorunder der blev indhentet en udtalelse fra PET, meddelte Justitsministeriet forsorgssekretæren, at undersøgelsen havde vist sig at mangle grundlag og ikke havde været forskyldt ved hans egne forhold, hvorfor sagen havde været henlagt af politiet allerede inden hans henvendelse til ministeriet. Ministeriet nægtede at efterkomme forsorgssekretærens krav om tiltale mod de involverede polititjenestemænd m.fl. eller at yde ham nogen økonomisk erstatning. Forsorgssekretæren klagede så til Ombudsmanden, der heller ikke mente, at der var grundlag for en straffesag mod de involverede polititjenestemænd eller andre.[630]

Under henvisning til Lov af 2. februar 1866 om Erklæringers Meddelelse til Ansøgere og Klagere bad forsorgssekretæren herefter om lov til at foretage en afskrift af de erklæringer, der lå på sagen, og der pågik herefter en drøftelse internt i Justitsministeriet om, hvorvidt man kunne nægte ham denne afskrift. Konklusionen på analysen blev, at han sådan set var berettiget efter loven til at foretage de ønskede afskrifter, men samtidig mente Justitsministeriet at kunne påberåbe sig forholdets natur eller nødret for at beskytte efterretningstjenesten og statens sikkerhed. Selvom de konkrete akter ikke blev vurderet som skadelige eller indeholdt beskrivelse af forhold, som ikke allerede var forsorgssekretæren bekendt, kunne de give udenforstående et indblik i efterretningstjenestens arbejdsmetoder, hvilket Justitsministeriet og PET ønskede at undgå. Forsorgssekretæren fik derfor afslag med den begrundelse, at udenforstående dermed ville få kendskab til efterretningstjenestens arbejdsmetoder, hvilket kunne være til skade for statens sikkerhed.

Forsorgssekretæren anlagde herefter sag mod Justitsministeriet med påstand om, at det blev pålagt PET at give ham adgang til at tage afskrift af de pågældende erklæringer. Efter at have tabt sagen ved Østre Landsret forsøgte han at overtale Justitsministeriet til at gøre ham bekendt med, hvad de meddelelser, som rigspolitiets efterretningstjeneste havde om ham, gik ud på, mod at han ville lade ankesagen falde. Det blev imidlertid frarådet Justitsministeriet af PET under hensyn til, at klageren derved ville få et vist kendskab til efterretningstjenestens arbejdsmetoder og endda ville blive i stand til at identificere kilderne til de oplysninger, som var meddelt i notitserne i sagen. Det var PET magtpåliggende at kunne bevare grundprincippet om at kunne tilbyde sine kilder fuld beskyttelse, hvorfor PET ”indtrængende” henstillede, at anmodningen ikke blev imødekommet.[631] Dette forhold forelagde forsorgssekretæren for retten, men tabte også sagen for Højesteret.[632]

5. Bevillingsmæssig kontrol

Udgifterne til PET – herunder løn mv. – er omfattet af den almindelige revision af politiets regnskaber, som varetages af Rigsrevisionen i samarbejde med Rigspolitichefens revisionsafdeling og Justitsministeriets kasseinspektører.[633] En del af PET’s regnskaber er undergivet en særlig grundig revisionsprocedure, der indebærer en mere fuldstændig revision af udgifterne i stedet for den stikprøvevis kontrol af udgifterne, som foretages under den almindelige revision af politiets udgifter. Det drejer sig om den såkaldte ”hemmelige kasse”, der indtil midten af 1970’erne blev revideret af en kontorchef fra Justitsministeriets 6. kontor. Siden er kasseinspektionen blevet udført af en kontorchef fra Justitsministeriets 3. kontor og en særligt beskikket medarbejder i Rigsrevisionen (kontorchef). Rigsrevisionens særligt beskikkede medarbejder redegør efterfølgende for den udførte revision over for rigsrevisoren. Om revisionen af den hemmelige kasse har en tidligere kasseinspektør redegjort som følger over for Kommissionen:

”Nærmere adspurgt om revision af den hemmelige kasse forklarede vidnet, at man anmeldt eller uanmeldt foretog en gennemgang af de bilag, der var for den pågældende periode, og man gennemgik hvert enkelt bilag. Der var ikke tale om stikprøvekontrol. Man startede revisionen ved at få oplysning om tilførslen til kassen, og derefter blev udgifterne gennemgået. Kassen kunne bl.a. benyttes til visse former for materielanskaffelser, som efter deres natur skulle være fortrolig. Endvidere kunne kassen benyttes til at yde godtgørelse til personer for tabt arbejdsfortjeneste eller til repræsentation. Repræsentationsudgifter afholdes af kassen, for at man ikke skal kunne se, hvem efterretningstjenesten har kontakt med. Det kunne forekomme, at vedkommende kriminalmand blev tilkaldt for at forklare om bilag, men revisorerne fik aldrig information om formålet med et møde eller identiteten på den, udgiften angik.

… Vidnet tilføjede, at den kontrol der føres med PET, er langt mere dybtgående, end inden for rigspolitichefembedets område i øvrigt.” [634]

PET’s kasse var administrativt opdelt i to. Den ene del angik advokatomkostninger i forbindelse med beskikkelse af advokat ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, mens den anden del var det, man betegner som den ”hemmelige kasse”. Den var i 1988 var på 1,2 millioner kr., i 1989 på 1,5 millioner kr. og i 1990 på 1,35 millioner kr.[635]

Det er ikke muligt at sige noget om størrelsen af PET’s samlede budget, idet PET som alle andre politiafdelinger i landet ikke har et selvstændigt budget. Budgetlægning sker centralt hos Rigspolitichefen. Der sker også rapportering over for statsrevisorerne. Den sker kun undtagelsesvis i klassificeret form, hvis det skønnes nødvendigt pga. særlige forhold.[636]

6. Sammenfatning og vurdering

Som det fremgår af dette kapitel, er både den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt involveret i kontrollen med efterretningstjenesterne, dels som led i deres almindelige funktioner, dels gennem specielt nedsatte organer (Wamberg-udvalget og det parlamentariske ”kontroludvalg”).

Der er dog væsentlig forskel på intensiteten af denne kontrol de forskellige instanser imellem. Den stærkeste kontrol med PET ligger hos regeringen selv, hvilket ikke er overraskende al den stund, at enhver effektiv kontrol forudsætter en vis viden om det, man skal kontrollere, og regeringen som ansvarlig for PET’s virksomhed er den instans, der er direkte og dermed bedst underrettet om, hvad der foregår i PET.

Folketingets kontrol er derimod i væsentlig grad afhængig af de oplysninger om PET’s virksomhed, som regeringen er villig til at dele med de folkevalgte (eller som kommer frem via medierne og derved kan vejlede folketingsmedlemmerne med hensyn til hvilke spørgsmål, de skal stille). Uanset en formelt ret vid adgang for ministeren til at videregive også fortrolige oplysninger til Folketinget – eventuelt i et mere lukket forum som et udvalgsmøde eller gennem Folketingets ”kontroludvalg” – er ministeren på den anden side ikke retligt forpligtet til at dele sin viden med de folkevalgte i større omfang, end ministeren selv skønner i overensstemmelse med landets sikkerhed mv. Ministeransvarlighedslovens § 5 indeholder ikke nogen oplysningspligt for en minister, men opstiller alene de nærmere spilleregler i de tilfælde, hvor en minister vælger at give Folketinget oplysninger om en given sag. Ministeren kan på den anden side til enhver tid gøres politisk ansvarlig for ”manglende samarbejdsvilje”, jf. grundlovens § 15, hvis Folketinget måtte skønne, at ministeren var for tilbageholdende med oplysninger om f.eks. PET’s virksomhed. Det forudsætter dog et politisk flertal, som det trods forskellige ’skandalesager’ og periodevis utilfredshed fra nogle oppositionspartier med svarvilligheden over for Folketinget ikke er lykkedes de pågældende utilfredse kræfter at samle. Trods disse arbejdsvilkår kan man dog ikke frakende Folketinget en vis betydning i kontrollen med PET: Folketinget har således gennem sit engagement i at få PET under kontrol og ved at lægge pres på skiftende regeringer udvirket både nedsættelsen af Wamberg-udvalget, det parlamentariske kontroludvalg og til dels regeringserklæringen fra 1968.

Mindre praktisk betydning har Folketingets Ombudsmand og domstolene haft, i hvert fald hvis man med ’kontrol af PET’ tænker på afgørelsen af konkrete klagesager mod tjenesten. Domstolenes kontrolfunktion kommer i højere grad til udtryk i deres rolle som besluttende myndighed i forhold til at tillade PET’s anvendelse af forskellige straffeprocessuelle tvangsforanstaltninger i tjenestens efterforskning, herunder navnlig indgreb i meddelelseshemmeligheden. Domstolene står på den anden side ikke fuldstændig frit i udøvelsen af denne kontrol, da den til enhver tid skal ske i henhold til de betingelser, der er fastsat i loven, og derfor kan begrænses af lovgiver, der i sidste ende bestemmer, hvilken udstrækning domstolskontrollen skal have på dette område.[637]

Heller ikke Folketingets Ombudsmand har behandlet mange klagesager over PET – ca. en håndfuld, hvilket bl.a. skyldes en selvpålagt begrænsning af Ombudsmandens kompetence til hovedsageligt at vedrøre mere formelle spørgsmål, da han i samråd med Wamberg-udvalg kort efter udvalgets nedsættelse besluttede, at dette i højere grad var rette instans til at se på de materielle spørgsmål vedrørende PET’s virksomhed. I de få sager, som Ombudsmanden har behandlet, har der ikke været megen kritik af efterretningstjenesterne – snarere har afgørelserne anerkendt de ”specielle omstændigheder”, som PET opererer under, som begrundelse for at indrømme efterretningstjenesten en lidt længere snor end andre forvaltningsmyndigheder og til at acceptere, at borgernes individuelle interesser i højere grad end ellers må vige for de almene hensyn, som PET varetager.


[520] Denne struktur har bestået i størstedelen af den periode, der har Kommissionens interesse. Den organisatoriske placering har varieret en smule i PET’s (REA’s) tidlige år, men der har til stadighed bestået en direkte kontakt mellem efterretningstjenestens chef og Justitsministeriets øverste ledelse. Se nærmere herom i Kommissionens beretning, bind 1.

[521] Se nærmere om forholdet mellem PET og Justitsministeriet i Kommissionens beretning, bind 1.

[522] Udvalget synes dog kort tid efter sin oprettelse at være ophørt med at holde regelmæssige møder, se embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål: Notat til statsministeren, november 1963, JM PO-sag, hvor udvalget bl.a. henstillede til statsministeren, at regeringsudvalget genoptog sin mødeaktivitet, og at justitsministeren blev gjort ansvarlig for bedømmelsen af, hvornår regeringsudvalget burde indkaldes til møde.

[523] Hvorfra de første referater stammer.

[524] Der findes ingen referater for møder i Regeringens Sikkerhedsudvalg mellem november 1967 og januar 1971. I stedet blev der afholdt ad hoc møder i en snævrere kreds bestående af statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren, jf. Kommissionens beretning bind 3.

[525] Statsministeriets departementschef blev først medlem af embedsmandsudvalget i 1972 efter statsministerens anmodning, angiveligt fordi statsminister Krag ønskede en stærkere indsats fra embedsmændenes side og større koordination af tjenesternes arbejde. RB: Eigil Jørgensen, 7. marts 2001.

[526] Som nævnt havde formandskabet i Regeringens Sikkerhedsudvalg skiftet tilsvarende fra udenrigs- til statsministeren allerede i 1971.

[527] Forespørgsler om politiets registre, afviklet den 5. marts 1947, RT 1946/47, FF sp. 3179 ff.

[528] Wamberg-udvalgets kommissorium af 1964, givet af Justitsministeriet den 8. juni 1964. Findes på PET’s hjemmeside www.pet.dk/Kontrol/Wamberg-udvalget.aspx.

[529] Betænkning over forslag til folketingsbeslutning om en undersøgelse af politiets efterretningstjenestes virksomhed, afgivet den 6. maj 1964, FT 1963/64, Tillæg B, sp. 831 ff.

[530] Person- og organisationssager skal slettes, når sagerne ikke længere er aktuelle. En sag skal senest slettes, hvis der ikke er tilført sagen nye registreringsværdige oplysninger i ti år.

[531] På grundlag af en række avisartikler fra Ekstra Bladet om Hans Hetlers påståede arbejde for FE, herunder med videregivelse af personoplysninger til tjenesten, nedsatte regeringen en kommissionsdomstol den 13. juli 1977 til at undersøge påstandene nærmere. På baggrund af kommissionsdomstolens kritik af bl.a. et manglende tilsyn med FE’s registreringer udvidede regeringen i 1978 Wamberg-udvalgets mandat som anført.

[532] Politiets Efterretningstjeneste, Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed (København, marts 1998), s. 34.

[533] Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen (København, 1988), s. 36 ff.

[534] Se hertil Kommissionens beretning, bind 2 og 3. Se også generelt Preben Wilhjelm, Demokratiets vogtere – 50 års bestræbelser på kontrol mod efterretningstjenesten (Centrum, 1999).

[535] Tallene er hentet fra en opgørelse medtaget som bilag i P. Wilhjelm, Demokratiets vogtere, s. 306 ff. Opgørelsen omfatter ikke udvalgsspørgsmål, dels fordi Folketinget først fik stående udvalg midt i perioden (1972), der samtidig fik mulighed for at stille spørgsmål under ”almindelig del” uden direkte tilknytning til konkrete forslag, dels fordi en tematisk søgning først blev mulig fra 1990, da Folketinget tog sit daværende elektroniske registreringssystem (FTU) i brug (dokumenter foreligger fra og med folketingsåret 1990/91, 2. saml.).

[536] Folketinget vil selvsagt altid kunne få adgang til oplysninger, som er omfattet af de almindelige regler om aktindsigt efter offentlighedsloven.

[537] John Vogter & Jens Erik Stausbøll, Tavshedspligt over for Folketinget, Juristen nr. 8/1990, s. 353, Jon Andersen, Ændringer i retsgrundlaget for tavshedspligt i den offentlige forvaltning, Juristen nr. 1/1991, s. 2 ff.

[538] Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. gennemarbejdede udgave ved Ole Espersen (København, 1980), s. 255; Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (København, 1954), s. 510. Henrik Zahle, Regering, forvaltning og dom, Dansk forfatningsret 2 (3. udg., København, 2001), s. 187. Parlamentariske kommissioner har ikke kun beskæftiget sig med undersøgelser af fejl eller forsømmelse hos myndighederne, men har også fungeret som grundlag for undersøgelse af mere almene samfundsmæssige spørgsmål. Den sidste parlamentariske kommission blev nedsat i 1945 for at vurdere, om der var grundlag for at gøre et ansvar gældende mod nogle ministre for forhold ved og under besættelsen, mens der ikke hidtil har været nedsat nogen parlamentarisk kommission efter den gældende grundlov fra 1953, jf. Henrik Zahle (red.), Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (København, 2006), s. 352.

[539] Se f.eks.: Henrik Zahle, Institutioner og regulering, Dansk forfatningsret 1 (3. udg., København, 2001), side 336-37, Peter Germer, Statsforfatningsret (3. udg., København, 2001), s. 54-55, og Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen, s.57. Af samme grund er der i Folketingets forretningsorden udtrykkeligt givet mulighed for, at en minister kan afvise at besvare et spørgsmål fra Folketinget, jf. § 20, stk. 4 og 11. Se nærmere nedenfor under afsnittet om spørgsmål.

[540] Desuden lå det som en vigtig forudsætning bag etableringen i 1972 af Folketingets stående udvalg, at der skulle være en udvidet adgang for udvalgene til at stille ministrene spørgsmål også vedrørende andet end verserende lovforslag. FT 1971/72, Tillæg B, sp. 3318, Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen, s. 60 ff. Også før oprettelsen af de stående udvalg blev der i praksis i vidt omfang videregivet fortrolige oplysninger til brug for arbejdet i Folketingets udvalg, og denne praksis er blevet væsentligt udbygget i tiden efter 1972. Der er ingen holdepunkter for at antage, at lovgiverne ønskede at ændre eller påvirke denne praksis, og denne videregivelsessituation bør derfor bedømmes uafhængigt af forvaltningslovens videregivelsesregler, herunder reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens §§ 27-28, jf. Jon Andersen, Ændringer i retsgrundlaget for tavshedspligt i den offentlige forvaltning, s. 10, se nærmere nedenfor.

[541] Ibid.: Af andre begrænsninger kan nævnes, at en minister ofte vil afvise at give Folketinget oplysninger om regeringens beslutningsproces, rådgivning modtaget fra udenforstående særlige rådgivere, f.eks. Kammeradvokaten, sager der henhører under et uafhængigt nævn eller en konkret sag, der er indbragt for domstolene.

[542] Lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed.

[543] Justitsministeriets notat af 11. maj 1970 om ministres oplysningspligt over for folketingsudvalg, s. 9. Notatet er udarbejdet til brug for justitsministerens håndtering af efterspillet efter Kejsergade-sagen.

[544] Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen, s. 57 f.

[545] Vogter & Stausbøll, Tavshedspligt over for Folketinget, s. 356.

[546] Beslutningsforslag om rigsretssag mod justitsminister Thestrup, FT 1969/70, FF sp. 2298 samt Tillæg A, sp. 1507.

[547] Se f.eks. VS’ forslag om rigsretstiltale mod justitsminister Knud Thestrup for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven ved vildledning af Folketinget i forbindelse med Kejsergade-sagen, Beslutningsforslag om rigsretssag mod justitsminister Thestrup, FT 1969/70, FF sp. 2298 samt Tillæg A, sp. 1507. Det politiske ansvar kan gøres gældende alene på grundlag af politiske uoverensstemmelser, altså uden et egentligt (retligt) ansvarsgrundlag.

[548] Jf. Betænkning nr. 998 af 25. oktober 1983 afgivet af et udvalg, som justitsministeriet nedsatte den 18. juli 1979 (bet. 998/84), s. 50, A. Ross, Dansk Statsforfatningsret, s. 451 og Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del, 8. omarbejdede udgave (København, 2005), s. 134. Se også dommen U 1987.53 Ø, hvor fem folketingsmedlemmer blev dømt for at have overtrådt straffelovens § 152 ved at udlevere fotokopier af to fortrolige redegørelser fra Monopoldirektoratet til alle interesserede.

[549] Lov nr. 573 af 19. december 1985.

[550] Lov nr. 126 af 15.april 1930.

[551] En nærmere redegørelse for de tidligere tavshedspligtbestemmelser i straffeloven findes i betænkning 998/84, s. 34 ff.

[552] Bet. 998/84, s. 96.

[553] L.A.1970-702-18: Justitsministeriets notat af 11. maj 1970 om ministres oplysningspligt over for folketingsudvalg. Disse synspunkter er senere tiltrådt af Vogter & Stausbøll, Tavshedspligt over for Folketinget, s. 357, 358 og 361.

[554] Videre anføres det, at ministerens skøn over, om det er naturligt at videregive oplysninger af denne karakter til et folketingsudvalg formentlig kun i helt ekstraordinære tilfælde vil kunne tænkes underkendt af domstolene (rigsretten). Skulle det komme til en retlig prøvelse, er det Justitsministeriets vurdering, at man må forudse det vil indgå i rettens vurdering, om ministerens videregivelse af oplysningerne er sket efter anmodning fra et folketingsudvalg eller på eget initiativ. Ibid., s. 2.

[555] Bet. 998/84, s. 133 ff., Vogter & Stausbøll, Tavshedspligt over for Folketinget, s. 359.

[556] Lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer.

[557] Folketinget er ikke omfattet af forvaltningsloven.

[558] J. Andersen, Ændringer i retsgrundlaget for tavshedspligt i den offentlige forvaltning, s. 8 ff. Jon Andersen nævner i sin artikel, at i udvekslingsrelationer, der ellers ikke er omfattet af forvaltningslovens regler og derfor må bedømmes efter straffelovens § 152, kan principperne i forvaltningslovens kapitel 8 om udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder desuagtet tjene til fortolkningen af, hvornår udveksling af oplysninger må anses for ”berettiget”. Han anfører dog samtidig, at man må tage i betragtning, at forvaltningslovens kapitel 8, herunder især § 28, stk. 1, om særligt følsomme oplysninger, ikke var en lovfæstelse af en fast fortolkningspraksis, men en ny retsdannelse med et mere restriktivt indhold end fortolkningen af den tidligere straffelovs almindelige tavshedsforskrifter gav grundlag for. Herfra undtager han endvidere udtrykkeligt udvekslingsrelationen mellem ministre og Folketinget, som han altså ikke finder nogen holdepunkter for var påtænkt at skulle påvirkes af principperne bag forvaltningsloven og derfor må bedømmes ”helt uafhængigt af forvaltningslovens videregivelsesregler.”

[559] I sådanne tilfælde sørger ministeren som regel for at indskærpe tavshedspligten over for Folketingets medlemmer, f.eks. ved at angive på de tilknyttede dokumenter, at oplysningerne er fortrolige.

[560] En vis adgang til at pålægge folketingsmedlemmer tavshedspligt kan dog følge af lovgivningen, se f.eks. § 4 i lov nr. 54 af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn, hvorefter ministeren eller formanden kan pålægge folketingsmedlemmer eller andre tavshedspligt med hensyn til, hvad der erfares i nævnet.

[561] Lov nr. 378 af 6. juli 1988.

[562] Det vil sige uden for de tilfælde, hvor der ved lovgivningen er gennemført en særlig regulering af spørgsmålet. Vogter & Stausbøll, Tavshedspligt over for Folketinget, s. 361.

[563] Det er i den forbindelse uden betydning, om oplysningerne fremgår af dokumenter, som stammer fra en tidligere regerings embedsperiode, forudsat at der er tale om aktstykker, som i overensstemmelse med sædvanlig rutine indgår i ministeriets sager og er arkiveret sammen med disse (i modsætning til en ministers private arkiv). Sådanne aktstykker tilhører nemlig det pågældende ministerium uafhængigt af den til enhver tid siddende regering, jf. Justitsministeriets notat af 11. maj 1970 om ministres oplysningspligt over for folketingsudvalg, s. 5. Den til enhver tid fungerende minister har således fri adgang til samtlige arkivalier, der tilhører ministerier under vedkommendes ressort.

[564] Formanden for Folketinget, 17 folketingsmedlemmer eller en minister kan dog forlange alle uvedkommende fjernet, hvorefter det uden forhandling afgøres, om den pågældende sag skal behandles i et lukket møde, jf. grundlovens § 49 og Folketingets forretningsorden § 37. Denne adgang til at lukke dørene har kun været anvendt i ganske få tilfælde og er ikke blevet anvendt siden 1924 under behandlingen af forslag til rigsdagsbeslutning om Østgrønland.

[565] Folketingets forretningsorden § 8, stk. 7 samt Regler om adgang til folketingsudvalgenes skriftlige materiale og om adgang til oplysninger i Folketingets udvalgsaktdatabase (FTU), som vedtaget af Udvalget for Forretningsordenen den 3. april 1991 med ændringer besluttet af Præsidiet den 13. december 1995 og den 3. juni 1998, § 2, stk. 2. Reglerne er gengivet i Folketingets Håndbog i folketingsarbejdet (oktober 2005), s. 116 ff. De nævnte regler i Folketingets forretningsorden er som det fremgår af kildeangivelserne af nyere dato, men er i høj grad udtryk for en kodificering af praksis fra før 1991. Forretningsordenens § 8, stk. 5, bestemte indtil 1999, at der ved afslutningen af udvalgsmøder kunne træffes beslutning om, at meddelelser i nærmere angivet omfang skule tilgå offentligheden. Ud fra en modsætningsslutning til denne bestemmelse var det en fast antagelse, at forhandlingerne i udvalgene som hovedregel var fortrolige, således at de hverken måtte refereres i folketingssalen eller i pressen, se bl.a. Bet. 998/84, s. 81 ff. Efter ændring af forretningsordenen i 1999 bestemmes det nu i § 8, stk. 7, at deltagerne i et lukket udvalgsmøde ikke må videregive oplysninger om forhandlingerne til offentligheden, med mindre udvalget har besluttet andet.

[566] Se bet. 998/84, s. 79 f. Endvidere har folketingssekretæren redegjort for praksis i et notat fra november 1976, FT 1977/78, tillæg B, sp. 955 ff. Fortrolige aktstykker antages dog at kunne refereres med fortrolighedsklausul i lukkede gruppemøder, hvis dette ikke er udtrykkeligt forbudt af vedkommende minister eller aftalt i udvalget. Ibid., sp. 957.

[567] Der er dog i perioden 1945-1989 også fremsat enkelte beslutnings- og lovforslag, som tilstræbte en forøget kontrol med PET, se f.eks. beslutningsforslag (SF) om undersøgelse af PET, FT 1964/65, Tillæg A, sp. 945; beslutningsforslag (RV) om sikring af demokratiske rettigheder, FT 1967/68, 1. saml., Tillæg A, sp. 1361; lovforslag (VS) om forbud mod registrering af politisk tilhørsforhold, FT 1968/69, Tillæg A, sp. 657.

[568] En ’vedtagelse’ er det samme som det gamle udtryk ’motiveret dagsorden’, som man anvendte frem til 1997.

[569] H. Zahle, bd. I, 2001, s. 336.

[570] A. Ross, Dansk Statsforfatningsret, side 250 f, og P. Germer, Statsforfatningsret, s. 54.

[571] Jf. Vogter & Stausbøll, Tavshedspligt over for Folketinget, s. 356. Se i øvrigt om ministres sandhedspligt Jens Peter Christensen, Ministeransvar (JØF, 1997), s. 359 ff.

[572] En redegørelse fra en minister kan også følge af en folketingsbeslutning, hvor Folketinget pålægger ministeren at give en redegørelse for et bestemt spørgsmål, ligesom en række love indeholder bestemmelser om, at ministeren afgiver en redegørelse for et administrativt anliggende til Folketinget eller til et folketingsudvalg med f.eks. et bestemt interval. Endelig er der statsministerens redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringens påtænkte foranstaltninger, den såkaldte ”åbningstale,” i henhold til grundlovens § 38, som dog ikke specifikt vedrører PET, men hører med til det samlede billede af Folketingets kontrol med regeringen.

[573] Redegørelse om politiet (justitsministeren), afviklet den 28. november 1984, FT 1984/85, FF sp. 2758, sp. 3111 (forhandling), sp. 3114 (relevante indlæg).

[574] Preben Wilhjelm, Demokratiets vogtere. 50 års bestræbelser på kontrol med efterretningstjenesten  (Centrum, 1999), s. 306 ff.

[575] Denne erklæring kan ministeren enten afgive ved forudgående skriftlig meddelelse til formanden eller i Folketingets spørgetid.

[576] Se bl.a. Folketingets Lovsekretariats notat af 8. december 2003 om ministres adgang til at afvise at besvare spørgsmål i henhold til Folketingets forretningsordens § 20, stk. 4 og 11, Folketingsåret 2003-04, Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, alm. del – bilag 25 med videre henvisninger.

[577] Tidligere kunne udvalg som hovedregel kun rejse spørgsmål i forbindelse med deres behandling af et konkret lovforslag, men efter etableringen af de stående udvalg i 1972 blev adgang til at stille spørgsmål kraftigt udvidet, således at udvalgene i den hensigt at holde sig ajour med udviklingen inden for deres respektive arbejdsfelter fik adgang til at stille mere generelle spørgsmål til en minister under den såkaldte ”almindelige del”. Der er enighed om, at arbejdet i Folketingets stående udvalg i forbindelse med ”almindelig del” har udviklet sig til at udgøre et af de vigtigste led i Folketingets kontrol med den løbende administrative virksomhed, jf. Lars Busck, Folketingets kontrol med forvaltningen, s. 60.

[578] Håndbog i folketingsarbejdet (2005), s. 101.

[579] Selvom en minister ikke kan drages retligt til ansvar for at lade være med at besvare spørgsmål under et samråd, kan et flertal i Folketinget altid beslutte at drage politiske konsekvenser i sådanne tilfælde, jf. grundlovens § 15, stk. 1. Det kræver dog, at man forinden rejser sagen i folketingssalen.

[580] Håndbog i folketingsarbejdet (2005), s. 102 ff.

[581] Et samråd kan dog også holdes for åbne døre, jf. Folketingets forretningsorden § 8, stk. 8. Denne adgang blev dog først indført i 1997.

[582] Jf. herved lov nr. 357 af 2. juni 1999 om undersøgelseskommissioner. Loven afløste retsplejelovens § 21 om kommissionsdomstole og § 21 a om undersøgelsesretter.

[583] Loven om PET-kommissionen (lov nr. 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed) blev vedtaget samtidig med loven om undersøgelseskommissioner, og en væsentlig del af de principper, som gælder for PET-kommissionen, genfindes i loven om undersøgelseskommissioner.

[584] Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977 under ledelse af landsdommer Frank Poulsen blev nedsat af regeringen ved kongelig resolution for at undersøge forskellige forhold, der var fremkommet i en artikelserie i Ekstra Bladet i sommeren 1977 om bl.a. en kontakt mellem en medarbejder ved Forsvarets Efterretningstjeneste (Ulrik Schmidt) og den højreorienterede redaktør Hans Hetler.

[585] Se lov om undersøgelseskommissioner, kapitel 5 og 6.

[586] Det var imidlertid ikke første gang, der blev nedsat et udvalg i Folketinget for at se på efterretningstjenesternes virksomhed. Allerede i 1947 blev der under en forespørgsel om registrering af politisk virksomhed mv. nedsat et folketingsudvalg på 17 medlemmer til at modtage en fortrolig orientering om efterretningstjenestens virksomhed efter den 5. maj 1945 (FT 1946/47, FF sp. 2869, anmeldt den 25. februar 1947 og foretaget den 5. marts 1946, se FF sp. 3179 ff). Udvalget var et ad hoc udvalg, der blev nedlagt igen efter denne orientering havde fundet sted. I kølvandet på Kejsergade-sagen i 1969 blev der nedsat endnu et ad hoc 17-mands udvalg, igen kun for den konkrete sag, og udvalget blev nedlagt igen, da det havde afsluttet sine undersøgelser (FT 1969/70, Tillæg B, sp. 2551).

[587] Fremhævet her. Forud for vedtagelse af loven om etablering af kontroludvalget fandt regeringen anledning til at understrege, at ansvaret for efterretningstjenesternes virksomhed både retligt og politisk fortsat må påhvile regeringen, og at en ordning med et særligt udvalg derfor måtte udformes i overensstemmelse hermed. Endvidere var det magtpåliggende for regeringen, at de særlige hensyn, der gør sig gældende på efterretningsområdet, bl.a. med at sikre diskretion vedrørende efterretningstjenesternes oplysninger og baggrunden for disse, kunne tilgodeses. Derudover havde regeringen efter eget udsagn ikke noget imod at ”medvirke til, at der sker en forøgelse af den politiske indsigt i efterretningstjenesternes virksomhed ” under de nævnte forudsætninger. Se bemærkningerne til lovforslaget L 34 (1987/88, 2. samling), s. 3.

[588] Folketinget vælger ved hver folketingssamlings begyndelse (første tirsdag i oktober) og efter nyvalg et præsidium, der består af en formand og indtil fire næstformænd, jf. Folketingets forretningsorden § 2. I praksis er præsidiet sammensat af repræsentanter for de fem største partier i Folketinget.

[589] Udvalget har tilknyttet to sekretærer i lighed med den ordning, der efter Folketingets forretningsordens § 8, stk. 14, er almindeligt gældende i relation til andre udvalg i Folketinget.

[590] Tavshedspligten svarer til, hvad der er gældende med hensyn til medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, jf. lov nr. 54 af 5. marts 1954 om Udenrigspolitisk Nævn, § 4. Det følger allerede af sædvanlig parlamentarisk praksis, at der i almindelighed ikke refereres fra lukkede udvalgsmøder, men tavshedspligten for medlemmerne af kontroludvalget må siges at være særlig kvalificeret ved, at den udtrykkeligt er fastsat ved lov.

[591] Se Beretning afgivet af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne den 6. september 2004, FT 2003/04, Tillæg B sp. 2427 ff.

[592] Udvalget har afgivet beretninger fire gange siden nedsættelsen i 1988: I folketingsårene 1989-90, 1991-92, 1992-93 og 2003-04.

[593] Kontroludvalgets beretning (2004).

[594] Ibid.: Bestemmelsen er indsat i straffeloven ved lov 573 af 19. december 1985. Indtil 1985 var en lignende straffrihedsbestemmelse indeholdt i straffelovens § 264 b (”forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv”).

[595] ”FE: FE moderniseret uden demokratisk indsigt”, Information, 7. september 2005, side 4/5. Se også f.eks. ”FE IV: Folketinget anede intet om FE-reformer”, Information, 7. september 2005, side 1, og ”Kontroludvalg uden kontrol”, Nordjyske Stiftstidende, 25. april 2004, side 6, hvor Pia Kjærsgaard (DF) og Anne Baastrup (SF) er citeret for kritiske bemærkninger om Kontroludvalgets begrænsede handlingsmuligheder. B 18: Forslag til folketingsbeslutning om terrorkommission (FT 2005/06, Tillæg A, sp. 1172) og B 44: Forslag til folketingsbeslutning om udvidede beføjelser til Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne” (FT 2005/06, Tillæg A, sp. 2931), bl.a. omtalt i ”S og R: Efterretningstjenester skal fornyes”, Politiken, 4. september 2005, 1. sektion, side 1, samt ”Politikere vil øge kontrol med PET”, Berlingske Tidende, 10. november 2005, 1. sektion, side 6.

[596] Lov nr. 473 af 12. juni 1996 med senere ændringer.

[597] Lov nr. 203 af 11. juni 1954 med senere ændringer.

[598] Der er dog visse undtagelser for kirkelige tjenestemænd og den del af forvaltningen, der varetages af dommere mv., se den dagældende instruks for folketingets Ombudsmand, Bek. nr. 48 af 9. februar 1962, vedtaget af Folketinget den 9. februar 1962, § 2, stk. 2 og 4. Instruksen afløste den første instruks, bek. nr. 109 af 22. marts 1956. De to instrukser er i det væsentlige enslydende, men den nye instruks blev udarbejdet for at indarbejde de ændringer i forhold til domstolene og det kommunale område, som Folketinget vedtog i 1961. Ombudsmandens kompetence over for ministre fremgik endvidere udtrykkeligt af den tidligere lov og var forudset allerede ved udformningen af grundlovens § 55 om oprettelse af en Ombudsmandsinstitution, jf. Betænkning nr. 66 afgivet af forfatningskommissionen af 1946, København, 1953, s. 38.

[599] Ifølge den gældende Ombudsmandslov behandler Ombudsmanden klager over de myndigheder og institutioner, der er omfattet af hans kompetence, mens Ombudsmandens behandling af klager ifølge den gamle lovs formulering angik fejl og forsømmelser hos de personer (ministre, tjenestemænd mv.), som var omfattet af Ombudsmandens virksomhed ifølge lovens § 4. Den nye lovs formulering afspejler dog ingen realitetsændring, men er ændret for bedre at afspejle den reelle praksis, se FT 1995/96, tillæg A, sp. 1704. Nærmere om baggrunden for denne udvikling, se Lars Nordskov Nielsen, Folketingets Ombudsmand 1955-80 (Juristen og Økonomen, 1980), s. 274 f.

[600] Herudover kan Ombudsmanden inspicere enhver institution og ethvert tjenestested, der hører under Ombudsmandens kompetence, jf. Ombudsmandsloven, § 18. Sådanne inspektioner foretages dog navnlig på steder, hvor borgerne er frihedsberøvede som f.eks. på fængsler, arresthuse, detentioner, psykiatriske hospitaler og lignende.

[601] Før lovændringen i 1997 påhvilede oplysningspligten enkeltpersoner, mens de nu påhviler myndighederne, hvilket bedre afspejler den praksis, som har været fulgt fra Ombudsmandsinstitutionens start, jf. Jon Andersen m.fl., Ombudsmandsloven med kommentarer (JØF, 1999), s. 91.

[602] Jf. retsplejelovens § 169 ff.

[603] L. Nordskov Nielsen, Folketingets Ombudsmand 1955-80, s. 268.

[604] Ibid.

[605] Derimod er hverken Ombudsmanden eller dennes medarbejdere omfattet af forvaltningslovens tavshedspligtsbestemmelse, da Ombudsmandsinstitutionen ikke er en del af den offentlige forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 (lov nr. 571 af 19. december 1985).

[606] Kommissionen har gennem bistand fra Ombudsmanden fået kendskab til yderligere syv sager angående Politiets Efterretningstjeneste i perioden 1954-1989. De syv sager er kommissionen bekendt, men vil ikke blive nærmere omtalt her, da de på grund af deres karakter ikke har været genstand for en egentlig realitetsbehandling. Ombudsmandens daværende journalsystem var dog ikke elektronisk og er derfor ikke egnet til at finde sager frem via en bestemt myndighed. Sagerne er identificeret via Ombudsmandens gamle adressekartotek, hvor der er søgt på sager, hvor ”PE,” ”PET” eller ”efterretningstjeneste” er nævnt i sagens titel. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan findes yderligere sager, hvor PET er genstand for den pågældende klage, om end det i givet fald formodentligt drejer sig om et ret begrænset antal; se også referat af Wamberg-udvalgsmøde den 11. januar 1982, hvor medlem af udvalget Jon Palle Buhl under en bemærkning om, hvorledes han mener Ombudsmanden bør agere under sin behandling af klager vedrørende efterretningstjenesterne, kvantificerer sagerne til at være ”hidtil sjældent forekommende”. De to sager, som har givet anledning til Wamberg-udvalgets møder med Ombudsmanden (hhv. 2. november 1965 og 11. januar 1982, se nærmere nedenfor), er i øvrigt hverken blandt de sager, som er udfundet af Ombudsmanden eller som var kommissionen bekendt i forvejen, hvilket tyder på, at der er flere sager, end der på nuværende tidspunkt er kommissionen bekendt.

[607] Folketingets Ombudsmands beretning for året 1969, s. 59 ff.

[608] Ibid., s. 61.

[609] Ibid., s. 62.

[610] FO, vedlagt JM PO-sag: Brev fra Folketingets Ombudsmand til Justitsministeriet af 28. april 1956 med gengivelse af svar til forsorgssekretæren. Sagen er endvidere refereret i FOB 1955.93.

[611] Den pågældende kriminalbetjent havde ladet sig overtale af en overbetjent til at anføre et forkert grundlag i et svar til forsorgssekretærens arbejdsgiver for en henvendelse til et hotel, der havde til formål at skaffe oplysninger om forsorgssekretærens færden.

[612] FO: Brev fra Folketingets Ombudsmand til Justitsministeriet af 28. april 1956 med gengivelse af svar til forsorgssekretæren, s. 6.

[613] Ibid., s. 5 f.

[614] PET, administrativ sag: ”Afd. Ts årsberetning 1977”, s. 34-35,

[615] Sagen findes refereret i Ombudsmandens årsberetning for 1998: FOU nr. 98.176.

[616] Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen. Der blev henvist til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, jf. § 4, stk. 2, § 5, stk. 2 samt § 2, hvorefter loven ikke gælder for sager inden for strafferetsplejen, som kendetegner størstedelen af PET’s virksomhed. I henhold til forvaltningslovens § 18, stk. 1, er der dog en vis ret til partsaktindsigt i afsluttede straffesager, men da PET ikke har kompetence til at rejse straffesager, blev klager henvist til anklagemyndigheden, såfremt det skulle være aktuelt at søge om partsindsigt efter denne bestemmelse.

[617] Lov nr. 294 af 8. juni 1978 med senere ændringer. Loven er i dag afløst af lov nr. 429 af 31. maj 2000 om beskyttelse af personoplysninger (personoplysningsloven), der ligesom sin forgænger heller ikke finder anvendelse for registre, der føres for Politiets Efterretningstjeneste, jf. § 12, stk. 11 (§ 31 i lov om offentlige registre).

[618] Her henvises der til reglerne om partsindsigt, der kun gælder i afgørelsessager.

[619] FOU nr. 98.176, s. 5 (version hentet fra Retsinformations hjemmeside vedrørende Folketingets Ombudsmand, www.retsinfo.dk), sidst set den 11. august 2005.

[620] Ibid., s. 2.

[621] Jf. offentlighedslovens § 13, stk. 2.

[622] Ibid., s. 7 f.

[623] Ibid., s. 10.

[624] Ibid., s. 11.

[625] WU: Referat af møde den 2. november 1965.

[626] FT 1963/64, FF sp. 3282-3283, sp. 3295 og FT 1964/65, FF sp. 9110.

[627] Inden Wamberg-udvalgets nedsættelse i 1964 havde Ombudsmanden behandlet fem sager vedrørende efterretningstjenesten, se referat af møde i Wamberg-udvalget, den 2. november 1965. Klagerne var dog alle blevet afvist, efter at der var redegjort for sagerne over for Ombudsmanden.

[628] Referat af møde i Wamberg-udvalget den 1. januar 1982.

[629] Østre Landsrets dom den 29. april 1957, sag III nr. 464/1956.

[630] Denne del af sagen er nærmere behandlet ovenfor i afsnittet om Ombudsmandens kontrol med PET.

[631] JM, PO-sag: Brev af 25. juni 1957 fra Politiet Efterretningstjeneste (Mogens Jensen) til Justitsministeriet.

[632] Ibid. samt U.1960.351 H. Højesteret anførte i sin begrundelse for at stadfæste Landsrettens dom, at klagerens ret til i medfør af loven af 2. februar 1866 at kræve afskrifter af erklæringer vedrørende klagen over den mod ham indledte politiundersøgelse ikke kunne gøres gældende, når hemmeligholdelse, som anført af Justtisministeriet, af sikkerhedsmæssige grunde var fundet nødvendig i statens interesse, jf. den dagældende bestemmelse i § 749, stk. 1, i retsplejeloven.

[633] Politiets Efterretningstjeneste, Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed, s. 34.

[634] RB: Erik Justesen, 23. oktober 2001.

[635] Ibid.

[636] Politiets Efterretningstjeneste, Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed, s. 34.

[637] Grundlovens § 72 (om husfreden mv.) sætter dog formentlig også nogle begrænsninger for lovgiver med hensyn til, hvor meget denne kan indskrænke domstolenes rolle i forhold til indgreb i meddelelseshemmeligheden.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk