POLITIETS EFTERRETNINGSTJENESTE 1945-1968
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 2
Del I

Forside | Til bund | Forrige | Næste


I. FORLØBERE FOR PET

1. POLITIETS EFTERRETNINGSVIRKSOMHED FØR 1945

Politiets organisation indtil 1939

Etableringen af en politimyndighed med ansvar for den indre sikkerhed i tiden efter maj 1945 var en vanskelig opgave. Det var der primært to årsager til. For det første kæmpede myndighederne med en række strukturelle problemer, der havde rod i mellemkrigstidens politireformer. For det andet var der en udbredt skepsis i befolkningen over for de politikere og embedsmænd, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, ligesom politiets samarbejde med tyskerne i forbindelse med interneringen af de danske kommunister havde skadet politiets anseelse. Et betydeligt antal af de politifolk, som i tiden efter befrielsen fik opgaver inden for den politimæssige sikkerhedsorganisation, havde således kortere eller længere erfaring fra det sikkerhedspoliti, som man søgte at opbygge i 1930’erne, og som fungerede i besættelsesårene. Et tilbageblik på Sikkerhedspolitiets forudsætninger, grundlag og erfaringer kan således være til nytte med henblik på at forstå vilkårene for genetableringen af en sikkerhedstjeneste i Danmark efter den 4. maj 1945.

Det var traditionelt den militære efterretningstjeneste, Generalstabens Efterretningssektion (GE), der havde ansvaret for, hvad der blev betegnet som ”den præventive” efterretningsindsats. GE havde i fredstid til opgave at efterforske fremmede agenter og overvåge personer, der kunne forventes at udgøre en trussel under ”urolige politiske Forhold” eller i forbindelse med en krig.[1] Politiets funktion bestod i at videregive oplysninger til GE om forhold, der var omfattet af disse opgaver.[2] På grund af den forværrede internationale situation og den stigende spionage fra tysk, britisk og russisk side indskærpede Justitsministeriet i 1913 politimestrene, at oplysninger af interesse for GE skulle indsendes til Statspolitiet.[3] Samtidig udsendte Statspolitiet en fortrolig instruks, der informerede om GE’s opgaver og hvilke efterretningsmæssige oplysninger, der var af interesse.[4] Under 1. Verdenskrig samarbejdede Statspolitiet og GE om efterforskningen af spionagesager, og der skete en centralisering af de politimæssige opgaver i Statspolitiet, hvis beføjelser og personale blev udvidet.[5] Ved krigens afslutning begyndte myndighederne at interessere sig for truslen fra det nye bolsjevikiske styre i Rusland, der havde som mål at sprede revolutionen til resten af verdenen. I 1918-19 efterforskede GE og Statspolitiet formodede bolsjevikiske kurerer og deres eventuelle sympatisører på den danske venstrefløj.[6] Statspolitiet etablerede også kontakt med det britiske politi og udvekslede oplysninger om den internationale kommunisme. I 1925 iværksatte Statspolitiet den første landsomfattende registrering af kommunismen i Danmark.[7]

Ved politireformen i 1937 fik politiet den organisatoriske form, hvori det for alvor blev konfronteret med efterretningsproblematikken. Politiet var placeret under Justitsministeriet, hvor forvaltningen af spørgsmål vedrørende politiet og senere hen også efterretningsvæsnet var henlagt til et ekspeditionskontor, det såkaldte politikontor.

Den centrale myndighed i politiets administration var fra 1937 Rigspolitiet under ledelse af Rigspolitichefen, som fra 1938 var Eigil Thune Jacobsen. Under Rigspolitiet lå flere centrale politiopgaver af efterretningsmæssig betydning. Det gjaldt således Fremmedpolitiet og det i 1939 oprettede Sikkerhedspoliti. Landet var opdelt i 71 politikredse ledet af en politimester, og i København af en politidirektør. Københavns Politi var landets største og mandskabsmæssigt stærkeste politiorganisation. Det var en ordning, som i vid udstrækning afspejlede kriminalitetens og ordenshåndhævelsens hidtidige lokale horisont, og som lagde meget stærke beføjelser i hænderne på politimestrene og på politidirektøren i København. En vis særstilling havde fra 1934 politiordningen i Sønderjylland, hvor et særligt embede som politiadjudant i Aabenraa var tildelt en central og koordinerende funktion for de politimæssige opgaver i de sønderjyske landsdele.[8]

Rigspolitiet var primært ansvarlig for personale og økonomi og havde ikke eksekutive beføjelser over for politimestrene og politidirektøren, som stod i direkte forbindelse med Justitsministeriet. Disse forhold gjorde, at de enkelte politikredse måske nok varetog et gnidningsfrit samarbejde med hinanden og med andre af Rigspolitiets organer som f.eks. Fremmedpolitiet, men at man samtidig vogtede over sin lokale jurisdiktion og mandskabet. Ethvert forsøg på at etablere landsdækkende specialiserede politiorganer med opgaver, som forudsatte nogen form for autoritet i forhold til politikredsenes efterforskning, eller som indebar krav på politikredsenes mandskabsstyrke og ressourcer, kunne således forudses at udløse konflikter. Hertil kom, at Københavns Politi havde en sådan størrelse og arbejdsdeling, at man havde egne specialiserede organer, som i vidt omfang kunne gøre de landsdækkende organer rangen stridig med hensyn til mandskabsmæssigt volumen, erfaring og sagkundskab. Det var i særlig grad tilfældet med Københavns Opdagelsespoliti, som havde flest erfarne kriminalbetjente. Etableringen i 1939 af et sikkerhedspoliti direkte underlagt Rigspolitichefen og med landsdækkende efterforskningsbeføjelser udgjorde derfor en alvorlig udfordring.

Opdagelsespolitiets Afdeling D

I 1927 havde chefen for Københavns Opdagelsespoliti Eigil Thune Jacobsen (den senere rigspolitichef) etableret en Afdeling D inden for opdagelsespolitiet. Den nye afdeling, også i daglig tale kendt som den politiske afdeling eller sikkerhedsafdelingen, fik overdraget en del opgaver med hensyn til våbenkontrol, radiolicenser, beskyttelsesopgaver ved statsbesøg osv. Derudover havde afdelingen til opgave at overvåge de partier, som arbejdede mere eller mindre illegalt. Afdelingens arbejde var dog indtil 1931 begrænset til København. I takt med at den politiske radikalisering greb om sig, blev afdelingen ved justitsministerielt cirkulære i 1931 ophøjet til landsdækkende informationscentral, der skulle indsamle og registrerere oplysninger om yderligtgående bevægelser og organisationer. Politikredsene fik endvidere til opgave at forsyne afdelingen med de fornødne oplysninger.[9]

Afdeling D var en afdeling under Københavns Opdagelsespoliti, og var dermed i tiden 1937-1940 underordnet politiinspektør Eivind Larsen, som refererede til politidirektøren for København. Daglig leder af Afdeling D var kriminalassistent Andreas Hansen med tilnavnet ”Russer-Hansen”.[10] Blandt Afdeling D’s opgaver var opbygningen af et kartotek over personer og organisationer, som afdelingen ønskede at følge. Da afdelingen i 1931 blev koordinationsorgan på landsplan, havde man registreret ca. 13.000 personer.[11] Ved besættelsen den 9. april 1940 rummede Afdeling D’s kartotek 50.000 indførsler.[12]

Afdeling D’s arbejde og dens arkiv- og kartoteksforhold er beskrevet i de afhøringer, som Den Parlamentariske Kommission (1945-53) foretog efter befrielsen af de centrale politifolk, som havde arbejdet i afdelingen eller forestået dens arbejde. De blev bl.a. udspurgt om baggrunden for, at dansk politis optegnelser over danske kommunister kunne have tjent den tyske besættelsesmagt og danske politimyndigheder som støtte ved interneringen af de danske kommunister. Flere forhold træder frem på baggrund af vidneudsagnene.

For det første synes det klart, at der frem til 1940 var tale om et omfattende kartotek, som ikke havde nogen særlig målrettet funktion.[13] Et egentligt specialkartotek synes ikke at have eksisteret før ca. 1940, hvor der tilsyneladende blev iværksat et forsøg på at ordne de forhåndenværende oplysninger mere emnemæssigt, bl.a. opdelt i kommunister og nazister.[14]

For det andet synes arbejdet ikke at have været underkastet en målrettet instruktion om arbejdsfelt, målsætninger og begrænsninger for efterretningsarbejdet. Ifølge Thune Jakobsen, som var opdagerchef i København i årene 1926-33 og politidirektør 1936-37, gik kartoteket tilbage til 1. Verdenskrig og omfattede i hans tid oplysninger om kommunister og nationalsocialister. I 1931 havde den radikale justitsminister C. Th. Zahle opfordret opdagerchefen til at indhente flere oplysninger til kartoteket.[15] I det hele taget var arbejdet i perioden frem til 1940 lidet målrettet, og kun ret få medarbejdere bidrog til det. Afdelingens otte-ni medarbejdere havde også opgaver som f. eks. beskyttelse af kongehuset, sikringsopgaver mv.

For det tredje genfandtes allerede her den lidt uklare begrebsanvendelse med hensyn til registrering, kartotek og arkiv, som skulle komme til at gælde også for PET’s virke under den den kolde krig. Principielt var der tale om et enhedskartotek, som i det store og hele rummede emnekort med få kortfattede oplysninger samt henvisninger til de akter, hvorpå oplysningerne støttede sig. Kartoteket var således på en og samme tid en samling af kondenserede oplysninger vedrørende navne og emner og samtidig en registratur til de oplysninger, som lå i afdelingens arkiv i egentlige sagsmapper og -akter.[16] Formentlig rummede kartoteket også indgange til politiets registreringer vedrørende våbentilladelser, radio osv., således at der reelt ikke kun var tale om optegnelser vedrørende politisk virksomhed, men også over andre dele af sikkerhedspolitiets virke. Der har således næppe været tale om en skelnen i arkivet mellem belastende oplysninger og mere rutinemæssig politiforvaltning. Den senere chef for afdelingen politikommissær Hans Peter Andst forklarede Kommissionsdomstolen af 3. februar 1947, at da han ankom til Afdeling D den 1. august 1939, var to til tre mand beskæftiget med at klippe ud af aviser og tidsskrifter og lægge dem på sagerne. Man anslog, at kartoteket på dette tidspunkt bestod af 60.000 til 70.000 kort, hvoraf størstedelen ifølge Andst ”var forældet og ingenting værd.”[17] Modpolen til denne ophobning af detailoplysninger var opbygningen af specialarkiver med hensyn til bestemte målgrupper eller emner. Det forudsatte imidlertid en bevidsthed om, hvortil oplysningerne skulle bruges. Var der f.eks. tale om oplysninger, som skulle bidrage til efterforskning af spionageaktiviteter, opbygning af illegale netværk og lignende, eller var der tale om en emnemæssig ordning af politisk aktive personer efter politisk overbevisning?[18]

En opdeling i specialkartoteker blev påbegyndt omkring 1. april 1940. Fire kriminalfolk blev sat til at opbygge specialsamlinger ud af det store kartotek over nazister og kommunister. To af disse, Christian Madsen og Verner Dinesen, arbejdede med kommunisterne.[19] Daværende politikommissær Andst udtalte til Kommissionsdomstolen af 3. februar 1947: ”Han havde den opfattelse af situationen, at der skulle holdes særlig øje med kommunisterne ligesåvel som med de forskellige afskygninger af nazister.”[20] Der var formentlig tale om dels et forsøg på at målrette arbejdet, dels en trusselsvurdering inspireret af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i 1939. Der var dog en vis uklarhed i forklaringerne. Christian Madsen forklarede således for Kommissionsdomstolen, at der allerede i det store kartotek bestod specialkartoteker for kommunister og nazister, og han mente at vide, at der fandtes en skuffe med centralkomitéens medlemmer, hovedbestyrelsen for DKU, og ”Sovjetunionens Venner”.[21]

For det fjerde synes der ikke at have eksisteret regelsæt med hensyn til videregivelse af oplysninger fra dette store arkiv. Kriterier for, hvem der kunne modtage oplysninger fra arkivet, og hvilke oplysninger der kunne videregives, var i vidt omfang overladt til Andreas Hansens vurdering. Heller ikke videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder var på dette tidspunkt underkastet faste regler. Oplysninger til og fra de nordiske lande gik således uden om de diplomatiske kanaler direkte til afdelingen. Det samme gjorde sig gældende for Tyskland (Andreas Hansens ledelse og dermed rækkevidden af hans beskrivelse rakte frem til 1939). Derimod gik kommunikationen med Storbritannien gennem gesandtskabet.[22]

Afdeling D’s og Andreas Hansens administration af forbindelserne til udlandet kom i 1939 frem i offentlighedens søgelys, da det blev kendt, at der havde bestået en nær forbindelse mellem Afdeling D’s medarbejder inden for nazismeområdet, Kaj Yttesen, og Gestapo. I forbindelse med et forsøg på at udveksle oplysninger med personer fra det nazistiske miljø i Danmark havde Yttesen videregivet oplysninger om tyske emigrantkredse i Danmark, som fra de pågældende nazister gik videre til Gestapo. Det fremgik af tjenestemandsundersøgelsen i 1939, at mens man fra Gestapo modtog oplysninger om flygtede tyske kommunister, var der også gået oplysninger tilbage til Gestapo om herboende emigranter. Sagen førte til, at Andreas Hansen blev afskediget for ikke at have ført tilstrækkeligt opsyn med Yttesens arbejde. Det var imidlertid ikke klart, hvor mange af de foresatte i opdagelsespolitiet og i ministeriet, som kendte til det eksisterende samarbejde. Modus for omgangen med andre landes politimyndigheder var formentlig i det store og hele overladt til politiets eget skøn[23]. I 1933 henvendte politidirektøren og politiinspektør Thune Jakobsen sig til Justitsministeriet med et forslag om, at man via Udenrigsministeriet skulle søge oplysninger fra tysk politi om de flygtede tyske kommunister, som virkede politisk i Danmark. Justitsministeriet fandt det imidlertid ikke rigtigt at inddrage Udenrigsministeriet og fandt, at sådanne kontakter bedst var overladt til politiet selv.[24]

For det femte anvendte Afdeling D i vidt omfang meddelere i de nazistiske eller kommunistiske miljøer. Dette fremgik af to sager, som førte til tjenestemandsforhør af Andreas Hansen. Denne forklarede, at anvendelsen af – i reglen betalte – meddelere var nødvendig for efterretningspolitiet. Man bevilgede mellem 1934-40 i alt 30.000 kroner til sådanne formål. Hertil kom 5.000 kroner bevilget af rigspolitichefen i 1939. Efter alt at dømme skaffede Afdeling D sig således oplysninger om de indre forhold i bl.a. DKP; også selv om der i mange tilfælde kunne forekomme tvivl om meddelernes troværdighed. Man var således ofte i stand til at rapportere fra interne møder. Afdelingen dyrkede som en særlig metode at skaffe sig oplysninger om kommunisterne fra nazistiske meddelere og omvendt.[25]

Efterretningsmæssig oprustning?

Efterhånden som de politiske forhold og den internationale situation forværredes gennem 1930’erne, styrkedes myndighedernes opfattelse af, at der var brug for en oprustning i forhold til indre sikkerhed, sabotage og spionage.[26] Indtil 1938 havde det sikkerhedsmæssige arbejde med hensyn til handlinger rettet mod landets selvstændighed og mod – som det hed – den lovlige samfundsorden – samt tilsynet med fremmede og rejsende således kun temmelig nødtørftigt fundet sted ved Fremmedpolitiet, Generalstabens Efterretningssektion og Københavns Politis Afdeling D samt endelig – i sporadisk form – politikredsene. Samarbejdet mellem disse instanser var dårligt. Dertil kom, at Københavns Opdagelsespolitis Afdeling D var underbemandet. Ni mand skulle dække hele sikkerhedsarbejdet i København. Selv om det siden 1931 var pålagt politimestrene at indsende oplysninger fra politikredsene til Afdeling D, blev denne opfordring kun fulgt i meget ringe grad.[27]

Politiets organisatoriske opbygning og ressourceanvendelse var i slutningen af 1930’erne i stigende grad til debat. Der var overvejelser om en centralisering og koordinering af det landsdækkende politiarbejde, som var overgribende i forhold til politikredsene. Samtidig stod man i 1930’erne over for en politisk urolig tid, hvor yderligtgående politiske grupper i stigende grad markerede sig. Det gjaldt især kommunisterne og nazisterne. Sidstnævnte voksede til et særligt problem, da Adolf Hitler i 1933 kom til magten i Tyskland og dermed tilføjede en ny dimension til spørgsmålet om den indre sikkerhed og orden. Der kom i stigende grad fokus på de sønderjyske landsdele, hvor man frygtede en forbindelse mellem pronazistiske kredse i det tyske mindretal og regimet i Tyskland. I slutningen af 1930’erne blev de danske myndigheders bekymringer skærpet af en række spionagesager, flere tilfælde af politisk motiverede voldshandlinger og den overhængende krigsfare. Sidstnævnte gjorde det i flere politikeres øjne nødvendigt at gøre en indsats også for at modvirke udenlandsk politisk propaganda, som kunne bidrage til at hverve sympatisører for udenlandske magter eller bringe den danske neutralitet i fare. Særlig spektakulær var spionsagen mod kaptajn Pflugk-Harttung, som i januar 1939 førte til en straf på halvandet års fængsel for ham og otte måneders fængsel for syv andre. I et andet tilfælde blev dokumenter, der var stjålet fra det socialdemokratiske partikontor i København, med bl.a. en beretning fra det internationale socialistiske bureau i Prag, videregivet til partiets politiske modstandere og i slutningen af januar 1939 aftrykt i Nordschleswigsche Zeitung.[28]

I slutningen af 1930’erne kom bekymringerne over udviklingen bl.a. til udtryk i stadig stærkere appeller fra politimyndighederne om tildeling af øgede ressourcer. Gennem 1930’erne havde politidirektøren i København flere gange klaget over de knappe personaleressourcer i Afdeling D og påpeget, at afdelingen kun vanskeligt kunne møde de krav, som den skærpede sikkerhedssituation stillede. Politidirektøren betonede, at det måtte forudsættes, at Afdeling D fastholdt en nøje tilknytning til Københavns Opdagelsespoliti, men gjorde samtidig opmærksom på den utilfredsstillende tilstand i resten af landet. Han foreslog en betydelig personalemæssig oprustning af Afdeling D, samt at man i politikredsene ligeledes skærpede opmærksomheden på politiske forbrydelser og meldte tilbage til Afdeling D, således at denne afdeling reelt blev landsdækkende central for sikkerhedsarbejdet. Han foreslog videre en styrket koordination mellem de sikkerhedsmæssige aktører – dvs. Afdeling D, GE, Rigspolitiets Fremmedafdeling – og, at Udenrigsministeriets informationsarbejde blev styrket. Politidirektøren foreslog en udvidelse med 20 mand samt en juridisk sekretær. Hertil kom ønsker om inventar, motorkøretøjer samt en kasse til brug for betaling af udgifter, herunder meddelere.[29]

Da rigspolitichef Thune Jakobsen fik henvendelsen til udtalelse, gjorde han imidlertid kraftige ophævelser mod forslaget og foreslog i stedet, at man under rigspolitichefembedet dannede en centraliseret, landsdækkende efterretningsorganisation. Rigspolitichefen var dog i udstrakt grad enig i vurderingen og for så vidt også i løsningen. Derimod var han uenig i, hvor indsatsen skulle finde sted. En stærkere koordination mellem politi, GE, Fremmedpolitiet og Udenrigsministeriet var han ganske enig i og ligeledes i, at samarbejdet med politikredsene og med politiadjudanten for Sønderjylland ikke havde været tilfredsstillende. Han betonede behovet for et velorganiseret og stærkt sikkerhedspoliti, der i lyset af den internationale situation var i stand til at bekæmpe sabotage og spionage.[30] Der var altså ikke nogen uenighed om, at der var et presserende behov for et sikkerhedspoliti til at kontrollere de truende omstændigheder. Blot var man ikke enige om, hvem der skulle kontrollere et fremtidigt sikkerhedspoliti.

I 1938 trængte sagen frem på politisk niveau, idet justitsminister K.K. Steincke nu støttede en ressourceforøgelse for politiet og tillige valgte side til fordel for dannelsen af et særskilt, specialiseret og landsdækkende sikkerhedspoliti. Der blev derfor foreslået Rigsdagen en markant forøgelse af politistyrken med 120 stillinger i ordenspolitiet, 30 stillinger i kriminalpolitiet samt 48 stillinger i det nye sikkerhedspoliti.[31]

Den socialdemokratiske ordfører i Folketinget Hans Hedtoft-Hansen (som han dengang hed), begrundede mandskabsforøgelsen og etableringen af sikkerhedspolitiet med, at det havde vist sig, at ”politiske Spioner og Provokatører” skjulte sig blandt de flygtninge, der forsøgte at få ophold i Danmark, og med de seneste spionagesager.[32] Hedtoft-Hansen henviste også til, hvad han kaldte ”kriminaliseringen af det politiske liv i Danmark” i form af politisk motiverede forsøg på pengeafpresning og indbrud.[33]

Sikkerhedspolitiet 1939-40

Et centraliseret, landsdækkende sikkerhedspoliti (SIPO) blev i 1939 etableret under Rigspolitichefen med en normering på en politiinspektør, to kriminalkommissærer og 45 betjente.[34] Ifølge loven af 15. marts 1939 havde det nye sikkerhedspoliti til opgave at:

“...skabe et Værn mod Foretagender eller Handlinger, som kan antages at være rettet mod Rigets selvstændighed og den lovlige Samfundsordning, samt Gennemførelse af et effektivt Tilsyn med Fremmede og Rejsende.”[35]

Der var kort sagt tale om opgaver, som både berørte den indre sikkerhed og orden, men som også rummede ansvaret for kontraspionage (dette lå implicit i tilsynet med fremmede og rejsende). Det er også værd at bemærke, at man allerede her havde formuleringen ”...som kan antages...”. En formulering, som skiftende justitsministre i tiden efter 1945 flere gange benyttede som begrundelse for PET’s behov for at efterforske visse foreninger eller aktiviteter.

Politiinspektør Emil Strøbech blev udnævnt som leder af det nye sikkerhedspoliti. Da Steincke igen i 1950 blev justitsminister og påny satte sig for at opbygge en efterretningstjeneste, forhørte han sig hos Strøbech om, hvad denne mente var gået galt i tiden op til besættelsen. Strøbechs svar henviste til Steinckes personlige engagement i sagen og afslørede betydelig bitterhed over manglende rygdækning fra Steinckes efterfølger som justitsminister fra 15. september 1939 – Svend Unmack Larsen – og over modstand fra andre politimyndigheder. Strøbech fandt, at SIPO frem mod besættelsen – trods svage ressourcer – arbejdede stadig mere effektivt.[36]

I det hele taget bekræfter kildematerialet indtrykket af en væsentlig oprustning, som også på visse punkter brød med traditionelle revirforestillinger i politi og justitsforvaltning. Et memorandum forfattet af Strøbech den 15. juni 1939 giver et udmærket indtryk af de høje ambitioner, som den nye polititjeneste lagde ud med.[37] Strøbech forudså muligheden for, at befolkningen på grund af påvirkningen fra udlandet ville blive opdelt i to uforsonlige lejre, hvis opgør kunne give anledning til udenlandsk indgriben.[38] Strøbech argumenterede kraftigt for en beslutsom politiindsats mod disse trusler. En af de vigtigste skulle bestå i observations- og efterretningsindsats rettet mod udlændinge, som opholdt sig i landet, eller som rejste gennem landet som kurerer. Hertil kom medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, som måtte nære forbindelser til tyske agenter.[39] Endelig skulle tjenesten vinde indpas i yderligtgående partier og grupperinger og følge deres møder og forsamlinger.[40] Strøbech forestillede sig hertil en række understøttende aktiviteter; bl.a. forudså han etableringen af en civil informationstjeneste, skygning, telefonaflytning, brevkontrol og ransagninger. Endvidere måtte politiet udvide sin brug af meddelere og informanter, og man måtte være indstillet på at sætte væsentlige midler af til opbygningen af et pålideligt net af civile observatører. Strøbech betonede også betydningen af et samarbejde med GE og med politiet i de andre nordiske lande.[41]

En særlig indsats var ifølge Strøbech nødvendig i Sønderjylland og i København, som var de to steder i landet, hvor den illegale aktivitet formodedes at ville udfolde sig stærkest. Strøbech betonede de vanskeligheder, som ville opstå, hvis SIPO ikke ville være i stand til at virke effektivt i København, og han forudså, at der ikke i længden kunne bestå to sikkerhedspolitikorps. Han overvejede og anbefalede dernæst en ordning, hvorefter SIPO’s virke i et år blev begrænset til landet uden for København, og at Afdeling D bevaredes i denne periode og tildeltes yderligere otte mand. Til gengæld måtte Afdeling D videregive alle oplysninger af betydning til Sikkerhedspolitiet. Strøbech føjede i øvrigt til, at Sikkerhedspolitiets ledelse under rigspolitichefen måtte have uindskrænket adgang til at skaffe sig de nødvendige retskendelser i enhver jurisdiktion i landet, uden at det medførte gnidninger med de lokale politimyndigheder.[42]

En oversigt over SIPO’s opgaver og arbejdsmetoder findes i en betænkning af rigspolitichef Thune Jakobsen fra den 7. april 1940: Overvågning af kommunister, nazister, ulovlige strejker, fremmed magts kontraspionage mod anden magt på dansk grund, sabotage (jf. sagen om de spanske trawlere i Frederikshavn), ideologisk propaganda som kan bringe tvivl om dansk neutralitet, politisk vold, yderligtgående presse, centralisering af efterforskning pga. landsdækkende kriminalitet.[43] Betænkningen betonede også vigtigheden af de politiske kartoteker, som gjorde det muligt at følge, hvad der blev benævnt ”de enkelte politiske Lovovertræderes” virksomhed i hele landet.[44] Sikkerhedspolitiets korte levetid resulterede i en kort, men energisk indsats i overvågningen af den hjemlige politiske ekstremisme og af fremmede magters forsøg på at vinde indflydelse i Danmark ved spionage, hvervning eller almindelig påvirkning.

Sikkerhedspolitiet etablerede hurtigt et tæt samarbejde med Rigspolitichefens Fremmed- og Visumafdeling, Generaldirektoratet for Toldvæsenet og med Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet. På fremmedområdet strammedes kontrollen med udlændinge. Således forelagde Fremmedpolitiet fremdeles ansøgninger om indrejse-, opholds- og arbejdstilladelse for SIPO, før tilladelse blev givet. Et cirkulære af 5. september 1939 fra Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet etablerede et nært samarbejde med SIPO. Endvidere havde SIPO i februar 1940 gennem retskendelser sikret sig adgang til telefonaflytning af ca. 130 personer og adresser. I SIPO var man imidlertid stærkt bekymret over de sikkerhedsmæssige og praktiske vanskeligheder, som henvendelserne til domstolene om retskendelser kunne indebære. Rigspolitichefen indstillede således den 25. oktober 1939, at man ændrede politiets adgang til telefon- og postkontrol, og den 15. januar 1940 indstillede rigspolitichefen, at der blev oprettet en landsomfattende domstol til behandling af begæringer om retskendelse i bl.a. spionsager.[45] Af SIPO’s parole den 27. februar 1940 fremgik i øvrigt, at der bestod strenge og nøje rutiner med hensyn til at sikre overblik over de verserende tidsbegrænsede kendelser, herunder deres forestående udløb, og hvordan man i tide om fornødent kunne sikre dem forlænget.[46] Først og fremmest rettede SIPO’s interesse sig mod nazistiske og kommunistiske miljøer over hele landet.[47]

Sikkerhedspolitiet indførte i 1940 en nyskabelse, som i ændret form skulle komme til at leve videre i PET ti år senere: Regelmæssige parolemøder, hvor retningslinjer vedrørende arbejdet blev meddelt den på dette tidspunkt begrænsede medarbejderskare. Drøftelserne rummede en evaluering af arbejdsmetoderne, flere gennemgange af løbende sager, instrukser og praktiske anvisninger. Møderne udtrykte en voksende sikkerhedsbevidsthed og sikkerhedsreglementer, som ligeledes pegede fremad.[48] Det gjorde også flere af arbejdsmetoderne, såsom etableringen af ”diskrete og paalidelige civile Forbindelser”, der kunne videregive oplysninger.[49] En vigtig del af afdelingens arbejde var gennemlæsning af dansk og udenlandsk presse og opbygningen af et stort pressekartotek. En egentlig indskærpelse af brug af sådanne oplysninger til et navnekartotek over danske statsborgere fremgik ikke af omtalen af avislæsningen.[50] Derimod stod det klart, at opbygningen af et omfattende arkiv – inklusive personnavne – var en væsentlig del af efterretningscentralens virke.[51] Kartoteket indeholdt i slutningen af oktober 1939 ca. 1.500 kort, men voksede frem til januar 1940 til 4.000 kort.[52]

Udenlandsk propaganda

SIPO’s arbejde var frem for alt koncentreret inden for spionageområdet. På dette felt erkendte man i 1939-40, at der var væsentlige sikkerhedspolitiske problemer, som imidlertid også rejste principielle spørgsmål om meddelelsesfriheden og borgernes ytringsfrihed. Efter den 2. Verdenskrigs udbrud var troværdigheden af den danske neutralitet vital for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik i en situation, hvor totalitære ideologier med støtte i to europæiske stormagter søgte at gøre sig gældende på dansk grund. Det særlige problem bestod i sådanne magters forsøg på at udøve ideologisk og politisk indflydelse på den danske befolkning og eventuelt under samvirke med ideologiske sympatisører i den danske befolkning at søge indflydelse på den danske udenrigspolitik.

Det principielle problem var, om fremmede magter skulle have mulighed for direkte at øve indflydelse på den danske befolkning med propaganda af forskellig slags, og om danske statsborgere måtte formidle en sådan propaganda, som åbenlyst eller i det skjulte stammede fra en fremmed magt. Det sidste spørgsmål berørte borgernes ytringsfrihed og pressefriheden, men havde på den anden side konsekvenser for muligheden for at iagttage en troværdig neutralitet. Hertil kom bekymringer for, at en sådan propaganda kunne berede jordbunden for hvervning af danske sympatisører eller agenter til støtte for fremmed indflydelse i Danmark eller for spionage mod Danmark ved fremmede efterretningstjenester.

Problemet gjorde sig i særlig grad gældende for den tyske propaganda mod Danmark 1939-40. SIPO konstaterede således, at den tyske propaganda var ensrettet og centraliseret under det tyske propagandaministerium, men at udsendelser af propagandamateriale ofte blev camoufleret på forskellig vis. Et af redskaberne til formidling af tysk propaganda i forhold til Danmark var det såkaldte ”Fichtebund”, som havde hovedkontor i Hamburg. SIPO var blandt andet bekymret for det fænomen, at tyskerne via danske sympatisører sendte antibritisk propaganda til Storbritannien via det danske postvæsen, og dermed bidrog til at undergrave den danske neutralitetspolitik.[53]

Dette problem var stigende gennem 1939-40, og tidligt i 1940 advarede en indberetning fra SIPO til Justitsministeriet mod de farer, som lå i den systematiske påvirkning. SIPO mente at vide, at Fichteforbundets propaganda havde taget en mere målrettet form, og at forbundets leder havde forbindelse til det tyske efterretningsvæsen. Man noterede sig også, at propagandamaterialet var affattet på dansk. Man hæftede sig endvidere ved, at forbundets materialer fremtrådte afdæmpede og nøgterne, og at de tilsyneladende var målrettet mod det danske marked af en person med kendskab til ”...den danske Mentalitets naturlige Afsky for altfor voldsomme Virkemidler.” Det var lykkedes for SIPO sammen med Afdeling D gennem en række kendelser vedrørende brevkontrol at sikre et billede af, hvordan denne propaganda havde en vis effekt hos modtagerne, som gennemgående var håndværkere, handlende, arbejdsmænd og skoleelever: ”De fleste af disse Personer røber i deres Breve blind Beundring for den tyske Fører og for hans Arbejde i Tyskland.” SIPO gjorde opmærksom på faren for, at sådanne personer kunne blive lette ofre for en dygtigt tilrettelagt propaganda. Man mente endnu ikke at have et tilfælde, som kunne bære en sigtelse efter straffelovens § 105 (spionageparagraffen), men ville alligevel anbefale Justitsministeriet at overveje mere systematiske skridt; f. eks. en afleveringspligt af tryksager på dansk trykt i udlandet eller et fuldstændigt forbud mod udenlandsk, politisk propaganda på dansk i Danmark. Det sidste var klart den foretrukne løsning.[54]

Der forelå ikke nogen reaktion fra Justitsministeriet på forslaget, men få dage efter fandt SIPO anledning til i en ny indberetning at gøre opmærksom på, at Fichteforbundets propaganda havde taget en ny og skarpere form. Der var således tale om angiveligt danske synspunkter, som rettede skarpe angreb på den danske regerings og Rigsdags mentalitet, og mod den danske neutralitetspolitik. Man henviste påny til forslaget om et totalt forbud mod denne type påvirkning.[55] Disse indtrængende henstillinger over for Justitsministeriet fortsatte i februar og marts.[56] Særlig foruroligende virkede oplysninger fra Norge om en sympatisør, som havde givet den tyske efterretningstjeneste oplysninger om norske skibe i konvoj.[57] Der blev ikke taget skridt fra Justitsministeriet, og få uger efter bortfaldt aktualiteten af spørgsmålet i kraft af den tyske besættelse af Danmark. Men de principielle problemer var rejst, om end der ikke i det foreliggende materiale er klare vidnesbyrd om, at erfaringen med Fichtebund i 1930’erne satte sig noget aftryk i PET’s politik i efterkrigstiden. Sagen blev imidlertid aktualiseret i forbindelse med forarbejderne til femtekolonneloven i begyndelsen af 1950’erne. Der var her tale om hensyn og udfordringer, som senere skulle komme til at spille ind på politiets overvejelser i forbindelse med såkaldte påvirkningsagenter eller opinionsagenter under den kolde krig.

Besættelsen

SIPO’s arbejde var i organisationens korte levetid vanskeliggjort af rivalisering med Afdeling D og af kompetencestridigheder eller andre vanskeligheder, som fulgte af det arbejde, som strakte sig over flere politikredses jurisdiktion. Problemet bestod først og fremmest i, at den intensive efterforskning af spionage skete ved indgreb i post- og meddelelseshemmeligheden og ved tiltag, som krævede dommerkendelser. Der blev også rejst en del sigtelser og foretaget anholdelser. Alt dette krævede et gnidningsløst, effektivt samarbejde både mellem de to store efterretningsafdelinger på Politigården i København og mellem SIPO og politikredsene. Rigspolitichefen og SIPO pressede derfor længe på for at udvirke en instruks til politikredsene om deres forhold til SIPO og om vilkårene for samarbejdet. Det lykkedes til sidst Strøbech at udvirke, at Justitsministeriet den 8. november 1939 udfærdigede et fortroligt cirkulære, hvori SIPO’s opgaver blev præciseret. Udsendelsen af cirkulæret blev imidlertid standset af ukendte årsager.[58] Cirkulæret markerede da også en væsentlig betoning af ikke alene SIPO’s pligter og fuldmagter, men også af andre politimyndigheders pligt til at informere SIPO om alle udviklinger med berøring til sikkerhedspolitiets arbejde.[59]

Relationen mellem sikkerhedspolitiet på den ene side og politikredsene i almindelighed og Københavns Opdagelsespoliti i særdeleshed på den anden side forblev den vigtigste torn i SIPO’s arbejde i tiden frem mod besættelsen. I en indberetning til Justitsministeriet i januar 1940 beklagede man sig over problemer – bl.a. under henvisning til det ikke udsendte cirkulære – i koordination, udveksling og samarbejde i forhold til det lokale politi.[60]

Københavns Politi fastholdt sin modstand mod en nedlæggelse af Afdeling D, ligesom rigspolitichefen forstod, at en pludselig nedlæggelse af Afdeling D ville skabe store vanskeligheder i en situation, hvor SIPO ikke var udbygget, og hvor der bestod en skærpet sikkerhedssituation.[61] Justitsministeriet bestemte derfor den 19. juli 1939 – i overensstemmelse med Strøbechs anbefaling i memorandummet af 15. juni 1939 – at Københavns Politis Afdeling D skulle fortsætte arbejdet, udvides med otte mand, og at SIPO i tiden indtil 1. september 1940 alene skulle virke i provinsen, mens sikkerhedspolitiets opgaver i hovedstaden indtil videre blev varetaget af Afdeling D.[62]

Det lykkedes aldrig at få et gnidningsløst samarbejde etableret mellem de rivaliserende politiorganer.[63] Konflikten brød frem til overfladen på et møde i februar 1940 mellem justitsminister Svend Unmack Larsen, rigspolitichef Thune Larsen, politidirektør Stamm og politiinspektør Strøbech. Det var formentlig dette møde, som førte til nedsættelsen af et udvalg, som skulle overveje efterretningsvæsnets organisation. Kort tid efter blev politiinspektør Strøbech opfordret til at overtage politimesterembedet i Kolding.[64]

Justitsministeren indskærpede på denne baggrund alle politimyndigheder at samarbejde. Endvidere nedsattes et hurtigtarbejdende udvalg til at overveje sikkerhedspolitiets fremtidige organisation og virkemåde. Samtidig bestemtes det at udbygge Afdeling D’s bemanding og at fastholde afdelingens virke i en tidsubestemt periode. Ministeren besluttede videre at holde sig orienteret gennem ugentlige samråd med rigspolitichefen, politidirektøren, politiinspektørerne Eivind Larsen (opdagelsespolitiet) og Emil Strøbech (SIPO) samt politimesterforeningens formand.[65] Udvalget nåede at holde to møder. Det første blev afholdt den 1. april 1940 og det andet den 8. april 1940. Den tyske besættelse den følgende dag betød, at det berammede 3. møde ikke fandt sted, og at de to organisationer SIPO og Afdeling D fortsatte parallelt frem til politiets internering den 19. september 1944.[66]

Status var i 1940, at SIPO i provinsen havde 21 politifolk og i København 14 medarbejdere, hvoraf flere ledende. Fordelingen af opgaverne fremgik af, at 11 ud af de 21 politifolk i provinsen var stationeret i de sønderjyske politikredse, hvor man havde etableret et samarbejde med politiadjudanten for Sønderjylland. Afdelingen i København havde anlagt et navnekartotek med 4.000 navne samt emnekartotek, fototek mv. Sikkerhedspolitiets ledelse havde instrueret medarbejderne om at sikre et godt forhold til kollegerne i de politikredse, hvor de arbejdede. Afdeling D rådede til sammenligning over 24-25 politifolk og havde et kartotek med 50.000 kort.[67] SIPO var på dette tidspunkt stærkt svækket. Dette skyldtes i høj grad modsætningerne mellem SIPO og politikredsene og rivaliseringen mellem SIPO og politichefen for København. Først og fremmest konkurrencen med Københavns Opdagelsespolitis Afdeling D havde bidraget til at hæmme det nye sikkerhedspolitis arbejde.[68]

På dette tidspunkt havde Københavns Opdagelsespoliti besluttet sig for, at man ville fastholde sikkerhedspolitiets funktioner i Afdeling D. I hvert fald etablerede politiinspektør Eivind Larsen omkring den 1. april 1940 en særlig underafdeling, som skulle udarbejde specialkartoteker. To politifolk, Max Weiss og Alfred Andersen, skulle beskæftige sig med nazisterne, mens to andre, Christian Madsen og Verner Dinesen, skulle arbejde med kommunisterne. Ifølge Eivind Larsens forklaring til Kommissionsdomstolen af 3. februar 1947 var der ikke tale om noget særligt målrettet initiativ, men blot om et forsøg på at få retning i det hidtil opbyggede meget store arkiv i afdelingen.[69]

Med besættelsen den 9. april 1940 ophørte anledningen til at overvåge tysk spionage- og påvirkning mod Danmark. Afdeling D fortsatte dog sit arbejde med overvågningen af yderligtgående partier indtil samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943. I efteråret 1940 oprettedes en ”Informationsafdeling”, som havde til opgave at indsamle oplysninger om landsforræderisk virksomhed. Afdelingen bestod indtil 19. september 1944.

Da de danske kommunister den 22. juni 1941 blev interneret, skete dette i vid udstrækning på grundlag af oplysninger, som forelå indsamlet af Afdeling D og SIPO. Selve arrestationen af kommunisterne skete ved den såkaldte Statsadvokat for Særlige Anliggender, men personalet bestod i vid udstrækning af politifolk, som var blevet stillet til rådighed fra SIPO og Københavns Politi, ikke mindst Københavns Politis Afdeling D.[70] Betydningen af Afdeling D’s såkaldte ”sorte kartotek” (kommunistkartoteket) kom til at spille en væsentlig rolle i efterkrigsopgøret om besættelsestiden i bl.a. Den Parlamentariske Kommissions undersøgelser.[71] Anholdelserne af de danske kommunister skete på grundlag af dansk politis oplysninger på Politigården i København. Justitsminister E. Thune Jacobsen hævdede senere i sin erindringsbog fra besættelsestiden, at han den 9. april 1940 havde givet ordre til at lade Rigspolitiets personfølsomme akter destruere i Politigårdens fyr. Mens en del af Rigspolitiets (og dermed SIPO’s) akter således blev destrueret, var der imidlertid andre papirer i bl.a. Københavns Politis Afdeling D og i politikredsene, som undgik ødelæggelse.[72]

2. RIGSPOLITICHEFENS EFTERRETNINGSAFDELING 1945-1950

Efterretningsvirksomheden reorganiseres

Efter befrielsen den 4. maj 1945 begyndte danske politifolk, embedsmænd og politikere at overveje ordningen af en myndighed med ansvar for efterforskningen af spionage, sabotage og undergravende virksomhed samt overvågningen af yderligtgående politisk aktivitet. Både SIPO og Afdeling D havde været underkastet betydelige forandringer, bl.a. i kraft af de ændrede funktioner under besættelsen og det forhold, at store dele af styrken indtil 1944 var spredt over forskellige funktioner og efter politiets internering var gået under jorden, flygtet til Sverige eller sendt i tysk koncentrationslejr. Hertil kom de brydninger, som fulgte af de forskellige opgaver, de enkelte politifolk eller -afdelinger havde haft under besættelsen. Da de tyske tropper i Danmark overgav sig, synes der således ikke at have eksisteret nogen planer for opstillingen af et efterretningspoliti. Dannelsen af et centralt, landsdækkende efterretningspoliti blev i høj grad præget af erfaringerne fra før krigen, besættelsestidens spor og af øjeblikkets krav i de første befrielsesdage.

Spørgsmålet blev taget op på et møde i Rigspolitichefens foreløbige hovedkvarter på Øregaard den 7. maj 1945. Til stede var departementschefen fra Justitsministeriet, Eivind Larsen, såvel som det officielle rigspoliti og det illegale politis ledelse. Mest presserende var forholdet mellem modstandsbevægelsen og politiet, men man tog også spørgsmålet om genopstillingen af et sikkerhedspoliti op. Det stod klart for deltagerne, at der ikke kunne være tale om en genetablering af SIPO. Der var ikke desto mindre enighed om, at en anden organisation måtte træde i SIPO’s sted, bl.a. af den grund at der fra britisk side flere gange var blevet henvist til nødvendigheden af en særlig politiafdeling, som var i stand til at overvåge nazistiske grupper, forestå kontraspionageopgaver og i det hele taget varetage de opgaver, som var efterladt efter SIPO.[73]

Foto: Departementschef Eivind Larsen var fra 1937 chef for Københavns opdagelsespoliti. I 1940-41 var han konstitueret statsadvokat for København, og i 1941 udnævntes han til departementschef i Justitsministeriet, hvor han frem til 1944 spillede en nøglerolle i forhandlingerne med besættelsesmagten om politiets forhold og jurisdiktionen. Eivind Larsen markerede en kontinuitet i Justitsministeriet til erfaringerne vedrørende politiets sikkerhedsopgaver før og under krigen og kom til at spille en afgørende rolle i forhandlingerne om dannelsen af PET i 1950. Han var 1951-68 politidirektør i København

Departementschef Eivind Larsen var fra 1937 chef for Københavns opdagelsespoliti. I 1940-41 var han konstitueret statsadvokat for København, og i 1941 udnævntes han til departementschef i Justitsministeriet, hvor han frem til 1944 spillede en nøglerolle i forhandlingerne med besættelsesmagten om politiets forhold og jurisdiktionen. Eivind Larsen markerede en kontinuitet i Justitsministeriet til erfaringerne vedrørende politiets sikkerhedsopgaver før og under krigen og kom til at spille en afgørende rolle i forhandlingerne om dannelsen af PET i 1950. Han var 1951-68 politidirektør i København (Polfoto).

Det blev besluttet at etablere et landsomfattende sikkerhedspoliti og at placere dette direkte under rigspolitichefen. Som politimæssig leder og souschef konstitueredes kriminalassistent H.C. Andersen. Gennem Andersen sikredes en kontinuitet tilbage til Afdeling D, mens hans fortjenester i modstandskampen og hans arbejde i Frihedsrådets arrestationsudvalg indgød den fornødne tillid til hans person. Som leder konstitueredes statsadvokat Troels Hoff; en mand, som også nød almindelig respekt. Tegningen til den nye efterretningsafdeling var stort opsat med en landsdækkende mandskabsstyrke på 125 mand.[74]

Selvom Hoff og Andersen konstitueredes i maj 1945, tog det lang tid at etablere den nye tjeneste. Om end Hoff først blev udnævnt til politiinspektør under Rigspolitichefen i april 1947, og SIPO først formelt blev opløst i november samme år, begyndte den nye efterretningstjeneste, benævnt Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA), sit arbejde i maj 1945. Hoff fik mundtligt regeringens opbakning til arbejdet, og han begyndte at udnævne personalet.[75] Det var først og fremmest Københavns Politis direktør, der lagde hindringer i vejen for den formelle etablering af afdelingen, idet han frygtede, at Københavns Politi ville få frataget de sikkerhedsmæssige opgaver i hovedstaden. I februar 1946 fremsatte Rigspolitichefen imidlertid forslag om oprettelsen af en efterretningsafdeling under Rigspolitiet – der de facto havde fungeret siden maj 1945. Ifølge forslaget skulle afdelingens hovedsæde være placeret i København, og det skulle opretholde kontakt til Københavns Opdagelsespoliti. Personalet skulle udpeges fra det øvrige politi, og der skulle foregå en jævnlig udskiftning af de ansatte for at undgå, at personalet mistede interessen for arbejdet. I hver politikreds skulle der udstationeres mindst én polititjenestemand, der skulle udføre opgaver for afdelingen. Rigspolitichefen argumenterede for, at der var brug for en landsomfattende efterretningstjeneste, idet ”anti-demokratiske Partier og Grupper samt Spionageorganisationer” havde lært af besættelsen og havde forgreninger i mange politikredse. Rigspolitichefen foreslog derfor en normering på 38 mand i Centralafdelingen (foruden Hoff og Andersen) og 69 i politikredsene.[76] Forslaget blev ligesom tidligere mødt med skepsis af Politidirektøren, der fastholdt, at det ville betyde, at Københavns Politi mistede sine sikkerhedsmæssige opgaver, at der ville opstå gnidninger mellem politiet og efterretningstjenesten, at kriminalpolitiet ville blive svækket, og at det i hele taget ville ”genoplive” problemerne med SIPO. I stedet foreslog Politidirektøren, der blev støttet af de øvrige politimestre, oprettelsen af en efterretningscentral, hvis vigtigste opgaver skulle være at modtage oplysninger og opretholde kontakt til politiet og øvrige myndigheder.[77]

Resultatet af forhandlingerne blev grundlæggelsen af en sådan svag efterretningstjeneste. Der blev oprettet en efterretningsafdeling under rigspolitichefen med en ny chefstilling, men der blev ikke opstillet normering for personalet. I stedet blev det udpeget efter behov. Efterretningsfolkene i politikredsene, de såkaldte kontaktfolk, blev udpeget blandt de stedlige kriminalpolitifolk, og REA’s leder havde til opgave i samarbejde med den stedlige politimester at sørge for arbejdets tilrettelæggelse.[78] Politidirektøren må således siges at have vundet magtkampen om efterretningstjenesten, der fik en svag Centralafdeling, som var afhængig af de lokalt udpegede kontaktfolk.

Hvad angik afdelingens opgaver hed det i et justitsministerielt notat, at afdelingen skulle

“ – være Central for Oplysninger fra hele Landet, idet disse efter nærmere Regler skal indsendes, ligesom Afdelingen selv maa vise Initiativ med Hensyn til at faa Politikredsene til at indhente og indsende Stof, der har Betydning.

Dette Stof bearbejdes og videregives til Kredsene, saaledes at disse altid bliver gjort bekendt med, hvad der har almindelig Interesse og er af speciel Betydning for saa vidt angaar Kredsene.”[79]

I virkeligheden var REA i sin tidlige form ikke meget andet end en koordinationscentral for det arbejde, som foregik i politikredsene. Nøgleordene var ”indhente” og ”indsende”, mens der ikke var tale om egentlig efterforskning, operativ virksomhed, endsige opbygning af et meddelernet. Det fremgik direkte af det samme notat, at ministeriet hermed havde vægtet et godt samarbejde mellem de forskellige politimyndigheder højere end idéen om en stærk, centraliseret og landsdækkende efterretningstjeneste: ”Man forlader saaledes den i 1939 indførte Ordning, der opstillede et særligt Korps, og lægger Vægten paa et naturligt og fornuftigt Samarbejde mellem Mænd, der har de samme Opgaver og Pligt til at virke for at fremme disse paa den bedst mulige Maade.”[80]

Foto: Troels Hoff blev i 1942 udnævnt til dommer i Københavns Byret og samme år statsadvokat for særlige anliggender. Han blev i 1946 statsadvokat ved Vestre Landsret. I 1947 udnævntes han som chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Han måtte forlade posten i 1949 på grund af sin involvering i den såkaldte ”Edderkoppe-sag”

Troels Hoff blev i 1942 udnævnt til dommer i Københavns Byret og samme år statsadvokat for særlige anliggender. Han blev i 1946 statsadvokat ved Vestre Landsret. I 1947 udnævntes han som chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Han måtte forlade posten i 1949 på grund af sin involvering i den såkaldte ”Edderkoppe-sag” (Arbejdermuseet/ABA).

REA’s efterretningsvirksomhed

Med REA’s fåtallige disponible mandskabsstyrke og de særlige opgaver i tiden efter befrielsen blev den egentlige overvågning af begrænset omfang. REA blev bl.a. forbindelsesorgan til Civil Interrogation Centre (CIC) på Alsgades Skole, hvor man sammen med briterne afhørte tyske krigsfanger. Fire afdelinger af REA blev etableret rundt om i landet ved de lokaliteter, hvor den britiske Field Security havde sine sektioner i Århus, Odense, Haderslev og ved Fårhuslejren. De af det danske politi anholdte spioner osv. blev erklæret allierede krigsfanger og indberettet til REA, som derpå fordelte dem på enten CIC eller en af de fire afdelinger. Først i 1946 afvikledes CIC og samarbejdet med den britiske Field Security. Samtidig fik REA til opgave at indsamle oplysninger om krigsforbrydelser og krigsforbrydere, og man overtog fra modstandsbevægelsen Centralkartoteket. Dette kartotek var udarbejdet af et udvalg under Frihedsrådet og indeholdt navnene på omkring 21.000 personer, der formodedes at have udført landsskadelig virksomhed.[81]

Den udenrigspolitiske situation udviklede sig hurtigt fra fredseufori til ny international spænding. Desuden blev det anset for en given sag, at efterretningstjenester, som tjente fremmede lande og fremmede ideologier, allerede opererede i landet. Hertil kom en spændt indenrigspolitisk situation, hvor forårets forventede arbejdskampe ville give en frodig grund for – som det hed – ”fremmede ideologier”. Det var derfor efter REA’s opfattelse i sidste øjeblik, at afdelingens forhold blev ordnet, således at man kunne tage sit egentlige arbejde op og sikre de ansvarlige myndigheder de nødvendige informationer.[82]

REA’s første prioritet var at sikre sig det nødvendige mandskab. I slutningen af 1945 var det normerede mandskab kommet op på i alt 122 mand foruden chef og souschef. Heraf var de 52 mand planlagt placeret i hovedstaden, de 17 på Sjælland mv., ti på Fyn og i Sønderjylland samt 73 i det øvrige Jylland. Hovedstadens central havde to medarbejdere i avisafdelingen, fire medarbejdere i informations- og kontaktafdelingen, otte i afdelingen for yderligtgående partier, to medarbejdere i afdelingen for illegale grupper, en undersøgelsesafdeling på ti medarbejdere samt en rejseafdeling på 12 medarbejdere. På landsplan skulle arbejdet overvåges af fem afdelingsledere for hhv. København, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, Fyn og Sønderjylland, Midtjylland og Nordjylland. Denne fordeling betød, at hver politikreds burde have én medarbejder som kontaktperson for REA’s arbejde. I realiteten havde REA i slutningen af 1945 betydeligt færre ressourcer, idet afdelingen kun havde 12 medarbejdere tilbage af det oprindelige personale i Sikkerhedspolitiet og 36 medarbejdere, som var lånt fra forskellige tjenestesteder. Af disse i alt 48 medarbejdere arbejdede de 27 under britisk ledelse med afhøringerne på Alsgades Skole.[83] Der var således indtil 1947 ikke noget udfoldet landsdækkende net. REA bestod i denne periode de facto af centralen i København og af det til samarbejdet med briterne tilforordnede mandskab.

REA’s arbejdsopgaver delte sig på to hovedområder: skabelsen af et værn for rigets selvstændighed og opretholdelsen af den lovlige samfundsorden. Da fremmede efterretningstjenester kunne tænkes at benytte danske statsborgere og organisationer til at udøve spionage og holdningspåvirkning, var det i praksis ikke muligt at sætte skillelinjer mellem de to opgaver.[84] Den ene gren af dette arbejde var ikke alene kontraspionagen, men også forebyggelse af sabotage og udenlandsk propaganda gennem f.eks. danske hjælpere, som kunne undergrave den danske forsvarsindsats i en eventuel krigssituation. Dette arbejde måtte foregå i et ”intimt samarbejde” med Generalstabens Efterretningssektion, som allerede var sat i værk, da man fastlagde retningslinjerne for REA’s arbejde. På den indre front skulle REA overvåge de yderligtgående partier, da man dels fra denne kant ventede ulovlige angreb på den bestående samfundsorden, dels forudså, at disse ville lade sig benytte af fremmede efterretningstjenester. Endvidere skulle REA holde sig orienteret om de aktiviteter, der blev udfoldet af fremtrædende enkeltpersoner, som var fjendtligt indstillet over for den lovlige samfundsorden eller som propaganderede for ”fremmede ideologier”.

Afdelingen havde til opgave at holde sig orienteret om den generelle udvikling, således at den var i stand til at gribe ind over for truende forhold. Man lagde stor vægt på at holde sig orienteret gennem provinspressen. Det var vigtigt for REA at være informeret om stemninger og forhold, som kunne få betydning for ro og orden i landet, og at formidle et samarbejde med rigspolitichefens udrykningstjeneste og de lokale politimestre. I København havde REA således gennem sommeren 1945 formidlet ordninger, som tog sigte på at undgå spændinger i forhold til modstandsbevægelsen. Referencepunktet for kontraspionagen var de erfaringer, som man – bl.a. via undersøgelserne af den tyske spionage i Danmark på Alsgades Skole – havde fra det tyske spionnet i Danmark. Den lære, man uddrog, var bl.a., at arbejdet måtte være landsomfattende, da disse net opererede på landsbasis, samt at havne, skibsfart og fiskefartøjer spillede en central rolle i kommunikationen. For at lette dette arbejde skulle REA opbygge et kartotek, der skulle omfatte alle personer og bevægelser, der havde afdelingens interesse.[85]

Kortlægningen af yderligtgående bevægelser mv. havde fra begyndelsen visse skavanker. En af dem var fordelingen af kartoteksorganisationen mellem det lokale arbejde og hovedkartoteket i København, hvor kontaktmændene i politikredsene havde behov for et lokalt kartotek, der blev holdt ajour med eventuelle supplerende oplysninger fra Centralen.[86]

Særlige forhold gjaldt som nævnt for Sønderjylland, hvor politikommandørordningen dannede grundlag for overvågningen af det tyske mindretal, af dettes forhold til kræfter i Tyskland samt af yderligtgående partier og gruppers arbejde i området. Endnu i januar 1946 frarådede politikommandør i Sønderjylland Ernst Brix en nedlæggelse af denne ordning. Man var endnu ifølge Brix’ fremstilling dybt engageret i arbejdet med i britiske fangelejre at lokalisere medlemmer af Gestapo og Sicherheitsdienst (SD), som kunne give oplysninger om danskere, der havde ydet bistand til den tyske besættelsesmagt. Herudover lå hos politikommandørembedet et stort arbejde med den centraliserede kontrol med opholds- og arbejdstilladelser for udenlandske statsborgere samt med det dansk-britiske paskontor i Flensborg. Spændingerne mellem befolkningsgrupperne var i øvrigt blevet forstærket under besættelsen, og der var brug for en centraliseret og fast politimæssig ledelse for at sikre ro og orden, hed det. Ifølge Brix var det derfor af afgørende betydning at overvåge det tyske mindretal. For at kunne modgå ny tysk infiltration og for at hindre at det tyske mindretal skulle modarbejde den danske stats interesser, ønskede Brix bevarelsen af betydelige centraliserede beføjelser; således skulle der eksistere en udvidet efterretnings- og oplysningstjeneste. Der skulle ligeledes være ensartede afgørelser for alle sager i landsdelen, og man skulle have rådighed over det i landsdelen stationerede politi.[87] Heri var politimestrene i Haderslev, Sønderborg, Graasten og Toftlund dog ikke enige. De fandt politikommandøren i Aabenraa et overflødigt mellemled mellem politimestrene og rigspolitichefen. De vendte sig også kraftigt mod, at politiet som etat skulle tage aktiv del i nationalitetskampen og understregede, at der allerede fandtes efterretningskartoteker i politikredsene, således at man kunne holde ministeriet orienteret om stemningen i befolkningen.[88] Da politikommandørordningen den 29. juni 1946 blev afviklet, fastholdt man alligevel denne særlige ordning for grænselandet. Brix blev af departementschef Eivind Larsen instrueret om at fortsætte sit virke mht. opgaverne som oplysningscentral for de specielle forhold i Nordslesvig.[89]

DKP mente, at politiet også arbejdede med kartoteker over andre politiske grupperinger end tidligere nazister. Land og Folk henviste således til et kartotek, efter hvilket kommunister i 1941 blev arresteret.[90] For så vidt angår tiden indtil 1947, synes der dog næppe at have foregået nogen større registrering eller overvågning af danske statsborgere i REA’s regi. Den største del af arbejdet var koncentreret om indsamlingen af oplysninger om forbrydelser under straffelovstillægget og afhøringerne af de tyske krigsfanger. I den sammenhæng var Centralkartoteket, som var placeret i Vesterport, det største aktiv, og en af REA’s opgaver var i denne sammenhæng at yde bistand til politikredsene i sidstnævntes efterforskning af sager i forbindelse med retsopgøret.[91]

Københavns Politis Afdeling E

Der er få bevarede akter, som kan kaste lys på efterretningsvirksomheden i Københavns Opdagelsespoliti i de umiddelbare efterkrigsår. En af de bedste bevarede kilder er Justitsministeriets besvarelse af en række spørgsmål, som blev stillet af det folketingsudvalg, der i 1947 skulle udrede forholdene omkring ”det politiske politi” (jf. følgende afsnit). Da udvalget rummede flere kommunistiske rigsdagsfolk, og da den såkaldte kartoteksdebat foregik på dette tidspunkt, må det formodes, at ministeriet ikke har ønsket at overspille omfanget af den politiske overvågning. Oplysningerne er på den anden side ganske detaljerede, og hvor der kan krydstjekkes, svarer det oplyste til det, som fremgår af andet kildemateriale. Flere af spørgsmålene rettede sig i særlig grad mod Københavns Opdagelsespolitis Afdeling D, som havdet vundet sig et vist ry i forbindelse med kommunistinterneringen.

I hovedstaden blev Københavns Opdagelsespolitis Afdeling D ikke genetableret efter besættelsen. Størstedelen af opdagelsespolitiets personale var i de første år beskæftiget med landsforræderisagerne. Derimod etableres to afdelinger, som arbejdede med henholdsvis almindelige landsforræderisager og jurisdiktionssager samt politiske drab og HIPO-sager.[92] Efterhånden som det tyndede ud i sagerne, nåedes en mandskabsstyrke på 21 og 12 mand, hvoraf en to-tre stykker for den såkaldte Afdeling E’s vedkommende arbejdede med henlagte landsforræderisager og likvideringssager fra besættelsestiden for Ministeriet for Særlige Anliggender.[93]

Med hensyn til kartoteksforholdene fremgik det, at Afdeling D’s kartotek, som var blevet brugt til afgivelse af oplysninger til Udenrigsministeriet, Justitsministeriet samt til Statsadvokaten for Særlige Anliggender i forbindelse med behandlingen af sager vedrørende kommunistloven, ikke ved politiets tilbagevenden den 13. maj 1945 fandtes og ikke siden var vendt tilbage til politiets varetægt. Derimod fandtes der et bevaret sagsregister efter sagsbehandlingen i Statsadvokatens Afdeling for Særlige Anliggender. Dette opbevaredes i Justitsministeriets varetægt sammen med et særligt kartotek vedrørende administrationen af kommunistloven. Endelig fandtes fra samme et specialkartotek over eftersøgte kommunister. Dette befandt sig i Den Parlamentariske Kommissions varetægt. Desuden var der i visse politikredse blevet ført kartoteker over ”sikkerhedsforhold”. Det blev oplyst, at man i den påtænkte instruks til politiet ville give pålæg om destruktion af sådanne kartoteker, som alene vedrørte personers lovlige politiske virksomhed. Endelig oplystes det, at der i Sønderjylland var blevet ført kartoteker over mindretallets virksomhed.[94]

Det fremgik, at man ikke havde benyttet hverken sikkerhedspolitiets eller Afdelings D’s kartoteker efter befrielsen. De bevarede arkiver fra Statsadvokatens Afdeling for Særlige Anliggender bevaredes i Justitsministeriet med henblik på brug for undersøgelserne i forbindelse med den Parlamentariske Kommission eller for de hos statsadvokaten behandlede sager. I det hele taget gav besvarelsen indtryk af, at de før 1945 eksisterende kartoteker, for så vidt som de stadig eksisterede, ikke ville blive taget i anvendelse. Undtagelsen var med stærke begrænsninger Centralkartoteket.[95] Som svar på spørgsmålene om politiets praksis med hensyn til indgreb i meddelelseshemmeligheden (brevåbning, telefonaflytning mv.), fremstod et moderat billede. Det hed, at der krævedes en dommerkendelse for at kunne foretage brevåbning, og at politiet havde mulighed for at foretage affotografering af breve åbnet på dette grundlag. Hvad angik telefonaflytninger, blev det oplyst, at Rigspolitiet ikke havde foretaget aflytninger, mens Opdagelsespolitiet havde foretaget aflytninger i fem sager inden for den næsten toårige periode, som der spurgtes til. I alle sager var der indhentet retskendelse. Af de fem sager drejede de tre sig om eftersøgte for drab, mens en fjerde drejede sig om en mistænkt flugtrute for danske og tyske nazister. Den sidste sag drejede sig om en person, som havde været udsat for telefonterror.[96]

Man afviste dog at besvare spørgsmål om omfanget af meddelerforbindelser, samarbejdet med GE og overvågning af eller forbindelser med fremmede legationer og udenlandsk spionagevirksomhed. Til gengæld kunne man afvise rigtigheden af rygter om, at man havde truffet aftale med meddelere i Jylland om at modtage politiske informationer. Man havde naturligvis haft forbindelse til meddelere i forbindelse med efterforskning af mistanke om ulovlig indsmugling af våben eller såkaldt varulvevirksomhed.[97] Det blev dog understreget, at opdagelsespolitiets ledelse havde indskærpet personalet, at man ikke var interesseret i ”almindelige politiske informationer”.[98]

Tilsyneladende foretog politiet således i tiden mellem 1945 og 1947 ikke nogen væsentlig registrering eller overvågning af lovlig politisk virksomhed. De to primære organer, som kunne tænkes at udfolde en sådan virksomhed, var ikke alene mandskabsmæssigt, men også organisatorisk svækkede efter besættelsen; hertil kom det betydelige arbejdspres og den mandskabsmangel, som arbejdet med landsforræderisagerne i særdeleshed og retsopgøret i almindelighed indebar. Svarene til folketingsudvalget omfattede REA og Københavns Opdagelsespoliti, men der var naturligvis stadig de mange talrige politikredse rundt omkring i landet, hvor lokale forhold spillede ind. Som omtalt i Kommissionens beretning bind 11 vedrørende overvågningen af den yderste højrefløj gjorde særlige regionale forhold sig således også gældende for Sønderjylland. Hvad opdagelsespolitiets snes kriminalfolk i Afdeling E var beskæftiget med, fremgik ikke med klarhed. Det dominerende billede er, at der var tale to svækkede organisationer, som begge havde mistet deres kartoteker fra tiden før 1944, og som ikke synes at have modtaget instruks fra de politiske myndigheder om, hvilke politiske grupperinger, man skulle rette blikket mod.

Kartoteksdebatten i februar 1947

Den 1. februar 1947 mødtes justitsminister Aage Elmquist (V) med rigspolitichef K. Begtrup-Hansen, departementschef Eivind Larsen og Københavns politidirektør for at drøfte politiets fremtidige efterretningsarbejde. Grundlaget for diskussionen var et forslag udfærdiget af Eivind Larsen. Ministeren gav på dette møde udtryk for, at man med ny kraft skulle tage sikkerhedspolitiopgaverne op, og for at politiet skulle holde opmærksomheden rettet mod, at der ikke opstod bevægelser, som benyttede sig af ulovlige midler. Afdelingen skulle ikke opnormeres, men personalet måtte findes inden for de bestående rammer. I øvrigt skulle politimestrene have en pligt til at lade de nødvendige oplysninger tilgå REA, dog uden at Hoff skulle have nogen myndighed over førstnævnte. Rigspolitichefen og politidirektøren støttede dette oplæg, men ønskede samtidig den nødvendige støtte fra ministeriets side til ”oprettelsen af Sikkerhedspolitiet”.[99]

I pressen begyndte tidligt februar 1947 en debat om den rolle, politiets kartoteker havde spillet med hensyn til arrestationen af kommunisterne. Dagbladet Information noterede sig kravet om, at Centralkartoteket skulle tilintetgøres. Hvad så med materialet fra politiets politiske afdeling, som havde samlet oplysninger om mere end 100.000 danskere, spurgte avisen, og fortsatte med at konstatere, at offentligheden måtte kræve garanti for, at det politiske politi ”...kommer til at arbejde ud fra Demokratiets ufravigelige Grundsætninger, og at dets Metoder bliver uangribelige.”[100] Ekstra Bladet forespurgte hos rigspolitichefen og Københavns politidirektør om disse arkiver, men de to politichefer nægtede at kende til sådanne. Vicepolitiinspektør Glud i Københavns Opdagelsespoliti svarede derimod ligeud, at disse kartoteker ikke mere fandtes. Han tilføjede, at der heller ikke havde været noget kartotek over kommunister.[101] I avisen den 5. februar fortsatte Glud med at kommentere MF Martin Nielsens (DKP) påstand om, at der ud af Afdeling D’s kartotek under krigen var blevet udskilt et særligt kommunistkartotek: Et sådant kartotek havde opdagelsespolitiet i hvert fald ikke ført, og der eksisterede ikke efter krigen noget sådant. REA’s leder Hoff fortalte avisen, at han forgæves havde ladet et sådant kartotek eftersøge.[102]

Den 6. februar fulgte Martin Nielsen op på sagen med en anklage mod Glud for at tale usandt. Ikke nok med at politiet førte kartoteker under krigen, men dette arbejde blev videreført.[103] Ekstra Bladet undrede sig på lederplads over, at man tilsyneladende ustraffet kunne anklage en ledende politiembedsmand for usandhed.[104] Også Information meldte sig nu med krav til ministeren om en afklaring.[105] Den 8. februar meddelte Elmquist, at han ikke ville kommentere sagen, men at han ville tage den op med politiets ledere.[106] Politiken erklærede den 10. februar, at enhver ”Lovlydig Borger” burde være sikker på, at den pågældende ikke blev registreret i politiets kartoteker: ”Enhver anden Betragtning af denne Sag vil være med til at bygge en Politistat.”[107]

Den 20. februar udsendte de to kommunistiske folketingsmedlemmer Martin Nielsen og Robert Mikkelsen en pressemeddelelse gennem Ritzau, hvori de afslørede, at de fra modstandsbevægelsen var kommet i besiddelse af forskellige dokumenter vedrørende politiets virksomhed under besættelsen. Materialet viste eksempler på efterretningsindhentning fra SIPO’s og Afdeling D’s side ved hjælp af meddelere, telefonaflytning, telegramcensur, avisudklip og brevcensur. Det var særlig kritisabelt, at en stor del af materialet vedrørte danske statsborgeres lovlige politiske virksomhed. Om muligt større skade anrettedes af en skriftlig ordre fra daværende justitsminister Thune Jakobsen (u.p.) om internering af DKP’s formand Aksel Larsen, ”hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at han vil deltage i kommunistisk Virksomhed”.[108]

Kartotekssagen havde nu udviklet sig til et så vanskeligt politisk problem, at justitsministeren den 11. februar afholdt et møde om kartotekerne, hvor politidirektøren orienterede om kartotekernes udvikling siden den 1. Verdenskrig. Disse oplysninger, som byggede på et mundtligt referat fra vicepolitiinspektør Glud, drejede sig ikke mindst om Afdeling D’s arbejde under besættelsen og om det såkaldte kommunistkartotek.[109] Det oplystes, at Københavns Politi førte et kartotek over våbenfund, og REA førte et nazistkartotek, men at politiet ikke førte noget kommunistkartotek.[110]

Den 24. februar holdt justitsministeren et radioforedrag, hvori han kom ind på kartoteksproblematikken. Han meddelte, at sådanne kartoteker eksisterede, og at de havde deres oprindelse i Københavns Politis Afdeling D. Disse kartoteker indeholdt oplysninger om personer, som myndighederne havde en efterretningsmæssig interesse i; det drejede sig bl.a. om medlemmer af yderligtgående partier, som ikke arbejdede på lovens grund, eller som tilsigtede ændringer i samfundets styrelse ad andre end demokratiske veje.[111] Han forsvarede, at politiet holdt sig ajour for at kunne forebygge ulovlige handlinger.[112] Politiet måtte holde sig orienteret om folk, der søgte at skabe sammenslutninger, som i givet tilfælde ville provokere til uro i samfundet eller tage magten ved udemokratiske midler. Politiet måtte gribe til handling, hvis man fik kendskab til udtalelser om, at nogen arbejdede derpå eller kunne tænke sig dette. Politiet måtte med andre ord have en vis margen til at arbejde også ”på hypotetisk, på formodet grundlag”.[113]

Elmquists tale gav anledning til ny debat.[114] I tiden der fulgte, blussede pressedebatten op på ny. Dansk Samlings Morgenbladet forlangte, at politiets kontrol med politisk virksomhed blev afskaffet. Bladet betonede, at det bedste middel var at fjerne de sociale årsager til utilfredsheden med samfundet.[115] Social-Demokraten svarede med en kritik af kommunisternes pressekampagne.[116] Lederne i såvel Politiken som Information var kritiske og henviste til, at det havde været bedre, om politiet havde haft mindre ”margin” under besættelsen.[117] Information ville ikke afvise nødvendigheden af et politisk politi, men rettede alligevel et angreb på ministeren, som bladet mente havde sat alt for vilkårlige grænser for, hvem politiet måtte registrere.[118] Information foreslog, at Rigsdagen nøje skulle definere, hvilke grupper den anså for en voldelig trussel mod folkets frihed.[119] Nationaltidende krævede en varig kontrol fra Rigsdagens side med det politiske politis arbejde. Avisen foreslog således, at der i hver rigsdagssamling skulle være et samråd mellem justitsministeren og alle rigsdagens partier om dette politiarbejde.[120]

Folketingsdebatten den 5. marts 1947

Debatten førtes den 5. marts 1947 ind i Rigsdagen, hvor forespørgsler fra DKP og fra Dansk Samling til justitsminister Elmquist foranledigede en længere debat. Arne Sørensen fra Dansk Samling slog temaet an, da han begrundede forespørgslen. Han ønskede en debat om det politiske politis opgaver i fremtiden og en principiel stilling til ”i hvilket Omfang det er foreneligt med et Demokrati at have saadanne Kontrolforanstaltninger.”[121] MF Robert Mikkelsen (DKP) hævdede, at der før krigen havde bestået et politisk kartotek med mellem 60.000 og 100.000 navne, og at dette fortsat eksisterede. Derfor mente han også, at politiinspektør Glud talte usandt, når denne hævdede, at der ikke førtes egentlige kartoteker. Han hævdede ligeledes, at politiet havde anvendt lønnede stikkere, i strid med retsplejeloven brudt brevhemmeligheden og foretaget telefonaflytninger. Mikkelsen mente at vide, at f. eks. Niels Bohr, Aksel Schiøtz, flere rigsdagsmedlemmer o.a. var blevet aflyttet. Endvidere ønskede han en forklaring på, at der på Aksel Larsens kort stod anført telegramcensur, et ham ukendt begreb.[122]

Justitsminister Elmquist svarede, at:

“Politiet fører eller bruger ikke, uden at der foreligger Mistanke om Forbrydelse eller Mistanke om Planlæggelse af Forbrydelse – dette maa selvfølgelig med – Kartotek over ustraffede danske Borgeres lovlige politiske Virksomhed og har i hvert Fald ikke ført eller brugt saadanne Kartoteker siden 5. Maj 1945. Der har heller ikke været foretaget Telefonaflytninger eller skaffet Oplysninger gennem betalte Meddelere eller ved en for Adressaten skjult Kontrol gennem Post- og Telegrafvæsnet af nogen Persons lovlige politiske Virksomhed efter 5. Maj 1945.”[123]

Justitsministeren tilføjede, at han ville være villig til i et udvalg at give mere detaljerede oplysninger. Ministeren fortsatte imidlertid med nogle supplerende bemærkninger, som efterlod et mindre kategorisk indtryk end ovenstående citat. Naturligvis førte politiet jo kartoteker over folk, som havde fået forskellige former for tilladelser samt arbejdskartoteker osv. Politiet førte også kartotek over personer, som mistænktes for landsskadelig virksomhed, for at tilhøre varulvebevægelsen[124] eller for at danne grupper med det formål at skabe uro og uorden i samfundet eller foretage anden ulovlig handling. Elmquist forsvarede, at politiet interesserede sig for politiske bevægelser, spionage osv.[125] Han holdt sig her ganske tæt op ad sine formuleringer fra radioforedraget. Han formodede, at lovlydige borgere ikke ville kritisere, at politiet holdt sig ajour med, om der opstod sammenslutninger, der havde som mål at skabe uro, tage magten eller på anden måde true landets selvstændighed. I et sådant forebyggende arbejde måtte politiet have en ”vis Margen til at arbejde paa hypotetisk Grundlag”.[126]

Robert Mikkelsen (DKP) erkendte nødvendigheden af et efterretningsvæsen, men var imod, at der skulle findes et af det almindelige politi udskilt politisk politi. Han foreslog, at et folketingsudvalg skulle undersøge sagen.[127] Dette forslag blev støttet af de andre ordførere, og dagsordenen blev vedtaget med 120 stemmer mod Dansk Samlings fire.[128] Den 6. marts nedsatte Folketinget det pågældende udvalg.[129]

Cirkulæret af 31. maj 1947

På et møde hos justitsminister Elmquist den 26. april 1947 drøftedes spørgsmålet om en instruks for politiets efterretningsvirksomhed. Tilstede var foruden Elmquist departementschef Eivind Larsen, rigspolitichef Begtrup-Hansen, politidirektør Seidelin, politiinspektør Krenchel og vicepolitiinspektør Glud. Der udspandt sig en diskussion om, hvor præcise og detaljerede retningslinjerne skulle være. Politidirektøren og Krenchel var fortalere for en meget præcis og detaljeret instruks, som de ønskede forelagt for det rigsdagsudvalg, der var nedsat til at modtage oplysninger om efterretningsvirksomheden. Ræsonnementet var, at kun derved ville man forpligte de store partier og inddrage dem i ansvaret for de sikkerhedspolitimæssige opgaver. Heroverfor mente Elmquist, at ansvaret måtte ligge hos regering og minister, og at det ikke kunne placeres hos Rigsdagen. Han meddelte, at han med forskellige politikere havde diskuteret, hvad han kaldte den løbende ”hetz” mod politiet, og over for dem understreget, at der måtte sluttes op bag politiet – også i partipressen.

Rigspolitichefen stod for den mellemløsning, at retningslinjerne skulle angives generelt, men med konkrete eksempler, som dog ikke måtte udelukke ”den nødvendige Handlefrihed i paakommende Tilfælde”. Denne formulering fandt dog ikke større genklang. Eivind Larsen søgte i stedet af vinde gehør for et egentligt lovforslag, som ville forpligte Rigsdagen til en positiv stillingtagen. Ministeren stod imidlertid fast, også med henvisning til, at noget sådant kunne skabe vanskeligheder for de partier, der støttede regeringen. Han anmodede i stedet rigspolitichefen og politidirektøren om sammen med statsadvokat Hoff og politiinspektør Krenchel at udarbejde et endeligt forslag til en instruks.[130]

Udkastet blev drøftet på et møde hos justitsministeren den 7. maj. Diskussionen gjaldt først og fremmest afsnit II, stk. 3, i hvilket politidirektøren ønskede en udtrykkelig henvisning til ønskværdigheden af, at der førtes kartoteker. Det gjaldt ikke mindst i henseende til den heftige politiske debat om kartotekerne. Dette modsatte ministeren sig. Han fandt, at det kunne tages som et svaghedstegn i forhold til den foregående ”Hetz-Kampagne”. Han henviste også til, at det muligvis var for snævert at anvende udtrykket kartoteker, da andre former for registrering kunne være hensigtsmæssige.[131] Ministeren erklærede sig villig til, hvis der efter udsendelsen af cirkulæret kom en forespørgsel fra politicheferne om berettigelsen af at anvende kartoteker, at bekræfte, at det fortsat var tilladt at registrere oplysninger i kartoteker.[132] Dette accepterede rigspolitichefen og politidirektøren.

Debatten gik videre til spørgsmålet om, hvorvidt politiet burde afgive rapporter om offentlige politiske møder. Det blev oplyst, at man overvågede visse møder såsom DNSAP’s møder, 6.-Maj-Foreningens møder og mindretallets møder i Sønderjylland. Man lagde vægt på at følge sådanne bevægelser ”af særlig Karakter”. Ministeren gav udtryk for nogen tøven over for indberetninger fra offentlige møder og mente, at man måtte begrænse politiets overvågningsvirksomhed til de tilfælde, hvor der forelå mistanke om, at ulovlig virksomhed fandt sted ved møderne.[133]

De endelige retningslinjer for REA’s arbejde blev fastlagt ved Justitsministeriets cirkulære af 31. maj 1947. Heri blev arbejdsfeltet for efterretningsvirksomheden afgrænset til foretagender og handlinger, som kunne antages at være rettet mod Rigets selvstændighed og mod den lovlige samfundsorden, herunder forbrydelser omhandlet i straffelovens kapitler 12 og 13. Herunder faldt også andre forbrydelser mod Rigets selvstændighed eller mod dets demokratiske organer. Politiets efterretningsarbejde sigtede mod at skaffe oplysninger om sådanne kræfter:[134]

“... som paa ulovlig vis virker eller kan antages at ville virke opløsende paa det danske Samfunds Eksistens eller Struktur, eller som forbereder eller maa antages at forberede Uroligheder i Samfundet eller Dannelse af Sammenslutninger med det Formaal at fremkalde og støtte saadanne Uroligheder, hvad enten Angrebet rettes fra udenlandske Kredse eller fra Personer og Organisationer, som opholder sig her i Landet.”[135]

Blandt de nøjere præciserede opgaver faldt kontraspionage, femtekolonnevirksomhed, sabotage, attentatvirksomhed mv. Man var endnu tæt nok på krigen til, at også ”varulvevirksomhed” blev nævnt. Blandt opgaverne var undersøgelser med hensyn til udlændinges erhvervelse eller leje af fast ejendom, private radiosendere samt uniforms- og våbenlovgivningen. Cirkulæret indskærpede en række vigtige begrænsninger i efterretningstjenestens virkemidler. Anvendelse af provokatører (dvs. agents provocateurs) var ikke tilladt, og det blev understreget, at telefonaflytninger skulle ske i overensstemmelse med de af Ministeriet for Offentlige Arbejder den 22. april 1938 givne instrukser for de koncessionerede telefonselskaber.[136] Først og fremmest rummede cirkulæret dog en vigtig præcisering af adgangen til af føre politiske kartoteker:

“De indkomne Oplysninger vil – forsaavidt der kan tillægges dem Betydning – være at registrere paa sædvanlig Maade. Saadan Registrering maa ikke finde Sted alene paa Grundlag af en Persons lovlige politiske Virksomhed; saafremt der fra tidligere Tid maatte findes Kartoteker eller lignende, hvori Registrering er sket alene paa Grundlag af vedkommendes lovlige politiske Virksomhed vil saadanne Oplysninger være at tilintetgøre.”[137]

Endelig instrueredes alle politikredse om at indsende oplysninger af efterretningsmæssig interesse til REA. REA skulle fungere som central for bearbejdelsen og videregivelsen af sådanne oplysninger og ved regelmæssige rejser holde sig i nøje kontakt med arbejdet i politikredsene.[138]

REA’s opgaver er nærmere beskrevet i det bevarede arkivmateriale. I hovedafdelingen skulle avisafdelingen sikre sig udklip af interesse og sætte disse i en scrapbog med et register. Desuden skulle man skaffe sig forekommende illegale blade. Informations- og kontaktafdelingen skulle varetage kontakten til de politiske partier og tilsikre sig oplysninger, som måtte bero hos disse. Afdelingen skulle også sikre tætte kontakter til GE, post- og telegrafvæsenet, trafikselskaber, toldvæsenet og andre myndigheder med henblik på at skaffe sig de fornødne oplysninger.

Afdelingen for yderligtgående partier skulle skaffe sig den forekommende information om disse og om evt. hemmelige organisationer, som kunne have ulovlige formål af politisk art. Afdelingen vedrørende tidligere illegale grupper – dvs. modstandsgrupper – skulle søge forbindelse med disse grupper, og ”følge Udviklingen indenfor disse Kredse, der paa en Maade stadig maa betragtes som en Fraktionsdannelse i Samfundet, og som under visse Omstændigheder kan komme til at spille en Rolle”. Undersøgelsesafdelingen skulle foretage undersøgelser af forhold, som ikke faldt under de øvrige afdelinger eller bistå disse, bl.a. med opgaver vedrørende spionage efter straffelovens kapitel 12 og 13. Rejseafdelingen skulle bistå de lokale politikredse og i øvrigt støtte de øvrige afdelinger.[139]

Man fornemmer en vis bevægelse i Justitsministeriets syn på de indre sikkerhedsforhold under kartoteksdebatten i 1947. Under drøftelserne af cirkulæret med retningslinjer om den politiske efterforskning synes der således at have hersket en opfattelse af et stigende behov for en styrkelse af den indre sikkerhed. Cirkulæret fik således også kun lov til at stå uden tilføjelser i 11 dage. Den 11. juni 1947 udsendtes en skrivelse fra ministeriet til politikredsene, hvori man anmodede om, at der omgående skulle indsendes indberetning til ministeriet, hvis der i kredsen fandtes bevarede kartoteker fra tiden før den 5. maj 1945. Det blev tilføjet, at cirkulærets krav om, at sådanne kartoteksoplysninger skulle tilintetgøres, ikke foreløbig skulle efterkommes, og at der senere fra ministeriet ville blive udsendt meddelelse om, hvad der skulle ske med de omtalte kartoteker.[140] En sådan anvisning ses ikke i det bevarede kildemateriale.

Den 15. september præciserede justitsminister Elmquist bestemmelserne i cirkulæret over for ministeriet og REA’s ledelse. I et møde med politiinspektør Hoff fra REA og departementschef Eivind Larsen meddelte ministeren regeringens ønsker med hensyn til den politiske overvågning. Han oplyste, at det var regeringens ønske, at der skulle føres et effektivt arbejde, hvor der var mistanke om ulovlig virksomhed af politisk eller anden karakter.[141] Man skulle tilrettelægge arbejdet således, at man opdagede eventuel virksomhed rettet imod den danske samfundsorden, men idet Justitsministeriet ”understregede, at ingen Kontrol maatte føres med lovlige pol. Partiers lovlige Arbejde.”[142] Hertil føjedes videre regeringens ønsker om, at man oprullede ulovlige våbenansamlinger og ulovlig våbenbesiddelse, ligesom det også blev betonet, at man skulle efterforske varulvebevægelser og nazistisk prægede organisationer. Endelig blev det understreget, at der skulle etableres et fornuftigt samarbejde med GE. Såvel Eivind Larsen som Hoff erklærede sig ifølge notitsen indforståede i disse almene retningslinjer.[143] Som det fremgår af det følgende, opfattede Hoff det meddelte som en begrænsning af REA’s muligheder for at overvåge kommunisterne.

På trods af den heftige avis- og folketingsdebat om den politiske overvågning og de politiske kartoteker fremstår REA ikke som nogen magtfuld institution i de første efterkrigsår. Det var primært den militære efterretningstjeneste (der på daværende tidspunkt var opdelt i Generalstabens og Marinestabens Efterretningssektion, GE og ME), der overvågede DKP. I efteråret 1945 havde GE fundet tegn på, at danske kommunister udførte militær spionage på opdrag fra Sovjetunionen. GE’s kontraefterretningsvirksomhed blev på denne baggrund reorganiseret, og sektionen hvervede meddelere, der kunne videregive oplysninger om DKP’s aktivitet.[144]

Mellem REA og GE bestod indtil 1948 et samarbejde, hvor GE bl.a. oversendte oplysninger til Rigspolitiet. Da Troels Hoff imidlertid af GE blev spurgt, om ”politiet agtede at samarbejde med sektionen på dette område”, var svaret ifølge GE ”absolut negativt”, og Hoff skal have oplyst, at ”han hverken turde, kunne eller for justitsministeriet måtte gå i gang med et arbejde, der var rettet mod den illegale, kommunistiske virksomhed.”[145]

Regeringsskiftet i 1947 til regeringen Hedtoft medførte ikke umiddelbart en ændring i efterretningstjenesternes opgaver. Forsvarsminister Rasmus Hansen skal over for GE have tilkendegivet, at regeringen ønskede, at GE skulle overvåge DKP af hensyn til Forsvarets sikkerhed.[146] REA beskæftigede sig der imod kun i yderst begrænset omfang med kommunisterne. En beretning om besøg, der blev foretaget mellem december 1947 og marts 1948 af repræsentanter for Centralafdelingen i politikredsene, viser, at de stedlige kontaktfolk fortrinsvis overvågede 6. Maj-Foreningerne og straffede landssvigere samt efterforskede våbenfund, grænseoverløbere, flygtninge, radioamatører mv. Kontaktfolkene foretog også en ”dybtgaaende” undersøgelse af medlemmerne af hjemmeværnsforeningerne og havde i den forbindelse konstateret, at kommunisterne forsøgte at samle sig i enkelte kompagnier. Om kommunisterne hed det i beretningen:

”En almindelig Registrering af Partiets Medlemmer finder ikke Sted i nogen Politikreds. Man holder Øje med de Kommunister, som man anser for ”farlige”, men det er mit Indtryk, at man herved kun sigter til Kommunister, som er særlig ivrige eller aktive i propagandamæssig Henseende. Saavidt jeg kan se, har man intetsteds i Provinsen Opmærksomheden henvendt paa Kommunister, som kan anses for egentlig farlige.”[147]

Justitsministeriets meddelelse af 4. maj 1948

Justitsministeriets cirkulære, der udtrykte, at REA ikke måtte registrere personer alene på grund af lovlig politisk virksomhed, blev udsendt på et tidspunkt, hvor konsekvenserne under besættelsen af politisk registrering var i frisk erindring, og hvor den kolde krig endnu var i sin begyndelse. Mens Stalin gradvis strammede Sovjetunionens greb om Østeuropa, erklærede præsident Harry S Truman i marts 1947 i forbindelse med udviklingen i Grækenland og Tyrkiet USA’s støtte til nationer, der var truet af indre eller ydre fjender. Efter udsendelsen af cirkulæret den 31. maj 1947 forværredes den internationale situation hastigt. Den amerikanske udenrigsminister George Marshall fremsatte i juni 1947 sit forslag om økonomisk bistand til Europas genopbygning, og USA reorganiserede den nationale sikkerhedsadministration. Den sovjetiske chefideolog Sjdanov erklærede på sin side, at verden var kastet ud i et opgør mellem den demokratiske og fredelige lejr og den antidemokratiske og imperialistiske lejr. Kominform blev oprettet med den opgave at koordinere kommunistpartiernes arbejde. I februar 1948 skærpedes situationen, idet kommunisterne tog magten i Tjekkoslovakiet ved et kup, Moskva sendte et tilbud om en militærpagt til Finland, og de italienske kommunister havde mulighed for at vinde parlamentsvalget.

Disse begivenheder udløste en krigsfrygt i amerikanske regeringskredse. I Danmark gik Forsvaret og politiet i øget beredskab. Formålet var sandsynligvis et ønske om at vise, at den danske regering var beredt på at forsvare sig imod et eventuelt angreb udefra eller et kup indefra. Denne såkaldte påskekrise medførte, at myndighederne reviderede deres trusselsbillede, således at man så med større alvor på de danske kommunisters aktiviteter og deres forbindelse med Sovjetunionen, og således at man iværksatte en politimæssig overvågning af partiet og dets medlemmer.[148]

Det første skridt i denne retning var en reorganisering af Københavns Politis efterretningsarbejde. Den 12. april 1948 oprettede Justitsministeriet under Københavns Politi en særlig efterretningsafdeling, som i København overtog de i cirkulæret af 31. maj nævnte opgaver. Denne afdeling arvede ikke det fra besættelsen belastede navn Afdeling D, men fik betegnelsen Københavns Politis Afdeling E (almindeligvis forkortet KE). Som leder udnævntes konstitueret statsadvokat Alex Haslund, som blev bistået af otte kriminalbetjente og en kontorhjælp. Afdelingen fik til huse på Politigården.[149] Denne tjeneste var indledningsvis ikke stærkt bemandet, men var i udstrakt grad i stand til at trække på kriminalbetjente fra Københavns Opdagelsespoliti. Hermed havde man på ny etableret en situation, hvor det københavnske politis efterretningssektion var en i det mindste potentiel rival til REA, og hvor kriminalefterforskningsarbejdet var tæt forbundet med efterretningsarbejdet. Denne sammenhæng blev i øvrigt institutionaliseret, da opdagelsespolitiet og KE i 1951 kom under samme leder – chefpolitiinspektør Haslund.[150] Der forblev ved denne ordning uklare skillelinjer mellem arbejdet i politikredsene, i Københavns Politis Afdeling E og i REA’s central i København.

Københavns Politis Afdeling E blev etableret umiddelbart i tilslutning til påskekrisen i 1948. Initiativet må ses som et forsøg på hurtigt at styrke indsatsen i efterretningsarbejdet i hovedstaden. Cirkulæret af 31. maj 1947 havde da også defineret REA’s opgaver som primært forbindelsesled og central for efterretningsarbejdet i Københavns Politi og i politikredsene ude i landet.[151] Ifølge en redegørelse fra Københavns Politis Afdeling E fra formentlig 1962 havde KE i begyndelsen vanskeligheder ved at etablere kontakter til personer og institutioner, der kunne levere de oplysninger, der var nødvendige til personundersøgelser.[152] Dette ændrede sig dog hurtigt. En af KE’s tidligste succeser fremgik af, at en af de dertil knyttede politifolk i 1950 på et møde med nordiske kolleger oplyste, at der – bortset fra Land og Folks bygning – ikke var et sted i København, hvor man ikke havde indpas og var i stand til at aflytte de kommunistiske møder med stålbåndoptager.[153]

Foto: Alex Haslund blev sekretær ved Københavns opdagelsespoliti i 1934 og udnævntes i 1937 til politiadvokat. Han var 1945-50 konstitueret statsadvokat for København. Han blev fungerende chef for Københavns Politis Efter retnings afdeling i 1948 og fra 1949 tillige chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Haslund blev i 1950 politiinspektør ved Københavns opdagelsespoliti og havde som sådan ansvaret for Københavns Politis Efterretningsafdeling, som gennem 1950’erne og de tidlige 1960’ere var en vigtig samarbejdspartner for PET

Alex Haslund blev sekretær ved Københavns opdagelsespoliti i 1934 og udnævntes i 1937 til politiadvokat. Han var 1945-50 konstitueret statsadvokat for København. Han blev fungerende chef for Københavns Politis Efter retnings afdeling i 1948 og fra 1949 tillige chef for Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Haslund blev i 1950 politiinspektør ved Københavns opdagelsespoliti og havde som sådan ansvaret for Københavns Politis Efterretningsafdeling, som gennem 1950’erne og de tidlige 1960’ere var en vigtig samarbejdspartner for PET (Arbejdermuseet/ ABA).



Det næste skridt var reorganiseringen af REA’s indsats på det politiske område. I marts 1948 blev politifuldmægtig Henning Palludan-Nielsen overflyttet til REA som souschef for Troels Hoff, der indtil da havde været REA’s eneste juridiske medarbejder. På dette tidspunkt skete REA’s samarbejde med politikredsene blot fra sag til sag. Der blev nu sat ind på hos de enkelte politikredse at få tilknyttet faste kontaktfolk (K-mænd), således at REA endelig begyndte at få opbygget det oprindeligt tænkte net af K-mænd i provinsen. Organisationen var dog fortsat løs, og K-mændenes kvalifikationer og indstilling til arbejdet varierede temmelig meget. Det kunne også ofte knibe med opbakning fra den lokale politimester, som ønskede at trække på K-mændene til almindeligt politiarbejde. I reglen var det den politimand, som havde ansvaret for fremmedsagerne i politikredsen, som blev udpeget som K-mand.[154]

Samtidig blev REA’s virksomhed i stigende grad rettet mod de danske kommunister. Under møder i forbindelse med påskekrisen drøftede regeringens inderkreds samarbejdet mellem militærets og politiets efterretningstjenester, hvilket førte til en mundtlig aftale mellem Justitsministeriet, GE og REA om, at REA (bortset fra undersøgelser af Forsvarets personel) skulle fungere som den ”almindelige sikkerhedstjeneste”. I første omgang kortlagde REA den kommunistiske indflydelse i politiet, der viste sig at være af et meget begrænset omfang.[155]

Udsendelsen af cirkulæret i 1947, der forbød politisk registrering, udgjorde nu en hindring for gennemførelsen af den overvågning og registrering, som man mente var nødvendig på grund af den ændrede internationale situation. En formel ophævelse af registreringsforbuddet ville imidlertid indbære, at Justitsministeriet måtte udsende et nyt cirkulære, der tillod politisk registrering. Ministeriet var betænkelig ved at udarbejde en sådan skriftlig instruks, som kunne udløse en ny offentlig debat om ”de politiske kartoteker”, og som ville tvinge regeringen til at begrunde registreringen af medlemmerne af et lovligt politisk parti med sæde i Folketinget. Den foreløbige løsning på dilemmaet blev, at ministeriet udarbejdede en ”meddelelse”, der formodentlig er blevet anvendt af ministeriet og repræsentanter for REA i forbindelse med en mundtlig orientering af politimestrene. Meddelelsen, der var dateret 4. maj 1948, lyder i sit fulde omfang:

”…Ifølge de Erfaringer, der er indhøstet i de Lande, som er eller har været udsat for Pres fra sovjetrussisk Side, kan man ikke se bort fra Muligheden af, at Kommunistpartiet her i Landet eller i alt Fald dette Partis mere yderliggaaende Fløj udøver eller forbereder sig paa at udøve en mere eller mindre vidtgaaende 5’ Kolonne-Virksomhed med en russisk Besættelse [i margen: el. lignende] for Øje.

Under Hensyn hertil skal man meddele, at Justitsministeriets fortrolige Cirkulære af 31. Maj 1947 ikke er til Hinder for, at Politiet overvaager og registrerer yderliggaaende Medlemmer af Kommunistpartiet, hvorved bemærkes, at Justitsministeriet er klar over, at det vil være praktisk vanskeligt eller endog ugørligt at drage en skarp Sondring mellem de Kommunister, der vil deltage i 5’ Kolonne-Virksomhed, og dem, der stiller sig afvisende heroverfor.”[156]

Denne korte meddelelse kan ses som grundlaget for efterretningstjenestens overvågning og registrering af de danske kommunister under den kolde krig. Den indeholder trusselsbilledet, sådan som det så ud i foråret 1948, ministeriets ophævelse af registreringsforbuddet fra 1947 og begrundelsen for den brede registrering af alle medlemmer af DKP. Meddelelsen indebar imidlertid, at den til enhver tid siddende regering, Justitsministeriet og efterretningstjenestens ledelse spillede et dobbeltspil, hvor man over for offentligheden stod ved registreringsforbuddet fra 1947, mens man indadtil registrerede danske kommunister på grund af deres politiske tilhørsforhold.

REA’s kartotek var opbygget efter det såkaldte Informationsnummer-system, hvor hver emne- eller personsag blev tildelt et Inf.-nummer.[157] Der er i kildematerialet ingen spor af registre eller kartoteker, som måtte være overleveret fra besættelsestiden, bortset fra Centralkartoteket. Det synes, som om man, i hvert fald hvad REA’s afdeling angik, i 1948 begyndte opbygningen af de politiske kartoteker på helt bar bund. Kartoteket var en enhedsnøgle til REA’s arkiv, og rummede ikke kun navne på ”politisk mistænkelige personer”, men også våbentilladelser, sikkerhedsgodkendelser osv.[158]

En vigtig del af sagsbehandlingen var kartotekskortene, som udgjorde en nøgle til at skaffe sig overblik over registrerede personer og sager. Ved en sags modtagelse skulle der udfærdiges foreløbige kort på sagens hovedpersoner, og tidligere kort skulle kontinueres med dato, sagens indhold, løbenummer og den pågældende politimands initialer. Alle personer, som blev afhørt eller berørt i en sag, skulle søges i rigsregistraturen, i Centralkartoteket og i Fremmedafdelingen. En særlig forbindelsesmand sørgede for kontakten til Fremmedafdelingen.[159] Inden en sag blev tilbageleveret til arkivet, skulle hovedpersonens kartotekskort kontinueres af den pågældende politimand med et koncentreret referat af sagens genstand, ”og helst paa en maade, der karakteriserer hans moralske og politiske habitus.”[160] For at sikre søgning tilbage fra sagen, skulle sagen ud for hver persons navn markeres med et dertil beregnet stempel, som markerede, at påtegning af kartotekskortet havde fundet sted. Personer, der var af interesse for tjenesten, blev opført i hovedkartoteket og eventuelt også i specialkartoteker.[161] Samtidig blev der sat strikte grænser for videregivelse af informationer fra kartotekerne. Oplysninger fra specialkartotekerne måtte således kun gives til GE, Københavns Politis Afdeling E samt til kontaktmændene. Til andre politimyndigheder måtte kun oplyses, at vedkommende stod opført i specialkartotek. Endelig hed det, at oplysninger til andre myndigheder ”gives normalt ikke”.[162] Det indebar imidlertid ikke, at REA ikke kunne udveksle oplysninger med udlandet.

På grund af 1947-cirkulæret blev registreringen af kommunisterne i 1948 som anført iværksat i hemmelighed. En anden årsag var, at der blandt politiets personale ofte kunne være en vis sympati for kommunisterne på grund af deres indsats i modstandsbevægelsen. Det var derfor kun en begrænset kreds, der havde kendskab til registreringen. Denne blev foretaget af to sagsbehandlere under dække af andre opgaver, og registreringen blev foretaget i et særligt kartotek, der blev holdt separat fra REA’s hovedkartotek. Senere blev de pågældende personers kort i hovedkartoteket forsynet med betegnelsen for den undergruppe, som de var registreret under (f.eks. medlem af DKU eller abonnent på Land og Folk). I løbet af kort tid havde sagsbehandlerne registreret 5.000 personer, hvoraf 2.000 navne stammede fra DKP’s Odense-afdelings medlemskartotek, som REA var kommet i besiddelse af. For at undgå, at myndighederne mistede kartoteket i tilfælde af en sovjetisk besættelse, blev det besluttet at etablere et rømningsarkiv, og at kartotekskort blev mikrofilmet, hvorefter filmen blev deponeret uden for Politigården i København.[163]

Samtidig med iværksættelsen af kommunistregistreringen styrkede REA’s hovedkontor på Politigården i København kommunikationen med de lokale medarbejdere i politikredsene – de såkaldte kontaktmænd – som hidtil havde været det svage led i organisationen. Mange af kontaktmændene havde som anført samtidig andre politimæssige opgaver, og de havde begrænsede ressourcer. Samarbejdet med det øvrige politi var heller ikke altid optimalt, ligesom sikkerhedsforholdene undertiden lod en del tilbage at ønske. I 1948 afholdt REA en række møder, hvor kontaktfolk i det enkelte distrikt samledes og mødtes med et rejsehold fra REA’s afdeling.[164] Henning Palludan-Nielsen karakteriserede foråret 1948 som ”den store skillelinie, hvor signalerne ændredes totalt”, og hvor arbejdet blev omprioriteret og interessen i langt højere grad rettet mod kommunisterne.[165]

Det var på disse møder i politikredsene, at de stedlige politimestre og kontaktmændene blev gjort bekendt med Justitsministeriets nye tolkning af 1947-cirkulæret. Det var et gennemgående tema på møderne, at kontaktmændene udtrykte deres ubehag ved at udføre en opgave, der var i strid med cirkulæret fra 1947 og med justitsminister Elmquists offentlige udtalelser. Flere kontaktmænd ønskede derfor et nyt cirkulære fra ministeriet.[166]

Et kontaktmøde i Kolding den 28. juli 1948 illustrerede problemerne. Sikkerhedsmæssigt var der langtfra tilfredsstillende opbevaringsforhold for de dokumenter og kartoteker, som kontaktfolkene arbejdede med. Man blev her stillet støtte til anskaffelse af pengeskabe i udsigt. Der var som i Aalborg en udbredt misstemning over, at et nyt cirkulære vedrørende registrering af kommunister ikke var udsendt. Flere nævnte i forbindelse med diskussion af en alarmeringsplan bestående kontakter til såkaldte A.K. grupper. Som en tilstedeværende sagde, havde man ”ikke i Haderslev slaaet Haanden af de illegale A.K.-Grupper”. En anden nævnte oplysninger om, at A.K.-grupperne skulle ”have Velsignelse fra allerhøjeste Sted.”[167] A.K.-grupperne var antikommunistiske grupper, som havde rødder i modstandsbevægelsen og levede i omegnen af hjemmeværnsmiljøet.[168]

Af kontaktmøder i Herning og Aarhus i august 1948 fremgik det, at man så med stor alvor på den internationale situation. Der var megen tale om REA’s arbejde med alarmeringsplaner, og man drøftede indgående mulighederne for på en sikker måde at få meldinger udsendt fra København og fra de lokale distrikter til København. Stemningen var sådan, at flere ikke ønskede at udtale sig detaljeret om arbejdet med at danne politigrupper med henblik på en alarmering. Der var også stor bekymring med hensyn til eventuelle femtekolonnefolk og kommunister, som kunne opsnappe eller bremse kommunikationen. Således blev det nævnt, at det var svært i Odense, hvor ”Partiet har ‘sat sig’ paa Telefonen, idet mange af de ved Telefonen ansatte er Medlem af K. Partiet”. Der taltes om etablering af en radiokæde, da man frygtede, at telefon, jernbane og post ikke var pålidelige kommunikationskanaler, da der angiveligt skulle findes mange “h.F.” folk blandt disses ansatte. Hvorfra udtrykket ”h.F.” stammer er ikke klart, men det må være en eufemisme for kommunisterne.[169]

De nævnte oplysninger gav naturligvis også anledning til uro med hensyn til de oplysninger, som blev indsendt til REA. REA’s repræsentanter understregede således på stærkeste måde, at oplysninger fra kredsene ikke måtte rumme oplysninger, der kunne identificere kontaktfolkene. På dette punkt bliver referaterne fra kontaktmøderne mere uklare. Det fremgår således, at der synes at være en opfordring fra REA til at indsende oplysninger om “h.F.” folk. Uklarheden om cirkulæret var den egentlige baggrund for denne forsigtighed.[170] I Herning rejste en deltager spørgsmålet om det ventede cirkulære og fik at vide, at Hoff var optaget af at få ministeriet til at ændre cirkulæret, men at det var vigtigt at påbegynde arbejdet med at indsende oplysninger om ”H.-F.”.[171] Også på mødet i Aarhus blev det understreget, at Hoff i ministeriet arbejdede på at skaffe nøjere direktiver med hensyn til arbejdet med ”K.-folkene”, men at han endnu ikke havde fået en afgørelse. Det var derfor blevet besluttet ”under Pi. Hoffs Ansvar” at begynde arbejdet, idet man mente, at man ikke under de eksisterende omstændigheder kunne vente på et nyt cirkulære. Der var også betydelig ængstelse blandt politifolkene for, at der skulle forefindes ”unationale mellem vore Rækker”. Max Weiss fra REA svarede, at der havde vist sig at være et par stykker i nogle enkelte kredse, som man ikke kunne stole på, men disse var jo, som Weiss påpegede, kendte af politimestrene og stationslederne. Også kontaktfolkene var bekendt med dem, således at de kunne tage sig i agt for femtekolonnefolk.[172]

Efterretningsarbejdet var i 1949 stadig hæmmet af kontaktmandsordningen. Politimestrene og kriminalpolitiet havde ofte en begrænset forståelse for betydningen af arbejdet og ville i mange tilfælde hellere benytte personalet til at opklare kriminalitet end indhente oplysninger til REA. Samtidig havde REA for få ressourcer til at varetage kontakten til politikredsene og holde dem orienteret om arbejdet. Selv i politikredse, hvor ledelsen havde forståelse for arbejdet og udpegede dygtige kontaktmænd, havde de ofte ikke tid nok til at løse opgaverne.[173]

Arbejderbevægelsens Informations-Central

Socialdemokraterne var allerede før befrielsen opmærksomme på, at de ville komme til at stå over for udfordringen fra kommunisterne efter krigen.[174] Den 19. oktober 1944 mødtes repræsentanter for De samvirkende Fagforbund, Socialdemokratiet og Den københavnske Fællesorganisations forretningsudvalg for at drøfte opgaverne efter krigen. De enedes om at oprette Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC) som forbindelsesorgan mellem bevægelsens store organisationer. AIC skulle tage sig af to hovedopgaver. Dels skulle centralen indsamle materiale om den socialdemokratiske arbejderbevægelses rolle i krigs- og besættelsesårene, dels skulle man forberede et fremstød i overensstemmelse med – som det hed – den demokratiske socialisme og med DsF’s og Socialdemokratiets programmer. Repræsentantskabet bestod af tre repræsentanter for henholdsvis DsF og Socialdemokratiet, samt en fra Fællesorganisationen København (FO), Kooperationen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AOF, DsU’s sekretariat samt endelig Socialdemokratens politiske redaktør. Der nedsattes også et tremands arbejdsudvalg med repræsentanter for Socialdemokratiet, DsF og FO. Endelig udpegedes til bestyrelsen Alsing Andersen, partisekretær Oluf Carlsson, Nina Andersen, DsF’s formand Ejler Jensen samt DsF’s næstformand Einar Jensen.[175] Der var ikke i disse diskussioner spor af, at man tillagde AIC egentlige efterretningsopgaver. Organisationen havde sin oprindelse i den situation, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse stod i op til befrielsen, og i det vel erkendte behov for en forbindelse mellem bevægelsens hovedorganisationer.

Det fremgik da også af AIC’s første leveår, at det i nok så høj grad var den vanskelige koordinationsproblematik mellem især parti og fagbevægelse, som optog sindene i de organisatoriske diskussioner. På AIC’s første møde den 7. november blev Alsing Andersen udnævnt som formand for AIC, mens typografernes formand Sigvald Hellberg blev valgt som forretningsfører. Ejler Jensen oplyste videre, at Socialdemokratiet og DsF havde nedsat et 6-mandsudvalg til ”særlig intime problemer” vedrørende parti og fagbevægelse, og at dette udvalg ville arbejde videre inden for AIC’s virkefelt. Den finansielle ordning for AIC kom til at ligne ordningen for forgængeren HIPA (Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling), hvor FO bidrog med 4.000 kroner årligt, mens resten af udgifterne blev delt af partiet og DsF.[176]

Godt en uge senere fastsatte arbejdsudvalget hovedlinjerne for AIC’s arbejde. Opgaverne var rutinemæssige. AIC skulle således udsende en ugentlig bulletin samt indsamle og bearbejde materiale om besættelsesårene. Desuden skulle man søge forbindelse med de socialdemokratiske tillidsmænd på de større arbejdspladser og generelt støtte arbejdet i de socialdemokratiske klubber på arbejdspladserne. Sigvald Hellberg påtog sig opgaven som leder, og man enedes om at søge Poul Hansen og Viggo Molin-Nielsen ansat.[177]

I det hele taget synes der ikke at være spor efter større aktivitet i AIC i forholdet til kommunister gennem 1945. Arbejdsstyrken var da heller ikke særlig stor. Ved siden af Sigvald Hellberg som forretningsfører beskæftigede AIC i 1945 Poul Hansen, Kaj Bundvad og Viggo Molin-Nielsen. Også Børge H. Jensen fra DsU havde kort været tilknyttet. Man udfoldede nogen aktivitet med hensyn til at opbygge visse kartoteker over egne tillidsfolk på arbejdspladserne, som var villige til at støtte arbejdet med at fordele tryksager og lignende. Der var et ønske om at få overblik over forholdene på arbejdspladserne mht. klubber mv. Igen var det helt håndgribelige praktiske forhold, som optog medarbejderne. Hvordan kunne man sikre sig et overblik over sine kræfter i en politisk kampagne? Hvordan skulle de enkelte dele af bevægelsen koordinere indsatsen? [178]

På bestyrelsesmødet den 14. januar 1946 var kampen mod kommunisterne begyndt at indgå stærkere i AIC’s overvejelser. Der var således enighed om, at AIC skulle trække sig ud af engagementet i diskussionsmøder med kommunisterne om samling i arbejderbevægelsen. Hovedengagementet for AIC var udsendelsen af bulletinen Socialdemokratiske Noter, som til gengæld også var en særdeles omfattende publikation. Hellberg fandt i sin beretning, at der var en tendens til, at man i de socialdemokratiske klubber faldt for kommunisternes samarbejdsagitation. Han fandt derfor også god grund til at bringe kontakterne med kommunisterne til ophør. I diskussionen kom forholdet mellem AIC, partiet og fagbevægelsen op. Skulle man i AIC søge at stimulere dannelsen af socialdemokratiske klubber, og hvad var i givet fald fagbevægelsens holdning til, at partispørgsmål således trængte sig på i det faglige arbejde? Alsing Andersen talte stærkt for, at AIC i hvert fald skulle søge at støtte dannelsen af socialdemokratiske klubber, der hvor disse trængte sig på.[179] I den forbindelse måtte AIC imidlertid have informationer om, hvad der rørte sig på arbejdspladserne.[180]

Sagen var, at socialdemokraterne følte sig presset af DKP’s fremgang på arbejdspladserne og savnede overblik over det store billede. Eiler Jensen gav udtryk for, at princippet måtte være, at socialdemokraterne oprettede klubber dér, hvor kommunisterne havde taget magten.[181] Hans Hedtoft mente, at det var nødvendigt, at fagbevægelsen klart gav tilslutning til denne praksis. Diskussionen efterlader et indtryk af, at i hvert fald de politiske ledere nu følte et behov for at inddæmme kommunisterne og gøre en ende på alle tanker om et samarbejde mellem de to partier.[182] Problemet var ifølge Hellberg imidlertid stadig, at AIC overhovedet ikke blev betjent af arbejdspladserne med hensyn til stemninger og med hensyn til, hvad kommunisterne foretog sig.[183]

Gennem foråret og sommeren 1947 bidrog kommunisternes rolle under den lange typografkonflikt og den tiltagende internationale spænding til, at forholdet mellem socialdemokrater og kommunister blev stadig mere spændt. Kampene om arbejdspladserne var vigtige, og Socialdemokratiske Noter understregede nødvendigheden af, at partifællerne mødte frem til generalforsamlinger og valg for at imødegå kommunisternes overtagelsesforsøg.[184] I juni 1947 indgik DsF og arbejdsgiverne en aftale om samarbejdsudvalg på arbejdspladserne, og De samvirkende Fagforbunds stræben efter ro på arbejdsmarkedet gjorde dem sårbare over for kommunisternes faglige strategier. H.C. Hansens 1. maj tale i København præsenterede således en tese om, at der var to typer kommunister. Dels ”En snæver Inderkreds af overbeviste, ideologisk bestemte Kommunister, for hvem Bekendelsen til Prolerariatets Diktatur var Alfa og Omega.” Dels utilfredse arbejdere og småkårsfolk, som man gerne i Socialdemokratiet ville have kontakt med.[185]

Samtidig tog AIC mere systematisk fat på indhentningssopgaver i forhold til kommunisterne. Der var på det tidspunkt i de københavnske vælgerforeninger og i den københavnske fællesorganisation en følelse af, at man måtte styrke AIC’s arbejde for at dæmme op for kommunisternes fremgang i fagforeningerne. Igen har typografkonflikten givetvis spillet en vigtig rolle. Der blev derfor taget initiativ til et bestyrelsesmøde i AIC med det ene formål at få ansat en ny sekretær til centralen. Til denne post var udset socialdemokraten Urban Hansen, som var ansat i Forsikringsselskabet ALKA, men som var villig til at tiltræde arbejdet. Hans opgave skulle være at holde sig i kontakt med de store arbejdspladser og gennem kontaktmænd sikre sig stemningsrapporter. Målet var, at man fra AIC’s side hurtigt kunne foranstalte ”fornøden aktion”. Dette rejste finansieringsspørgsmålet, da kommunisterne ikke var et lokalt københavnsk fænomen. AIC havde på det tidspunkt et budget på 110.000 kroner årligt, hvoraf FO København betalte de 4.000, mens størstedelen blev betalt af DsF og partiet. Man enedes om, at FO forhøjede sit bidrag med et par tusinde kroner og overlod resten af regningen til de to store organisationer. Samtidig fandt man en løsning på AIC’s lokaleproblemer i form af, at man blev lovet kontorplads på DsF’s arkivplads på 5. sal på Rosenørns Allé 12.[186]

Med ansættelsen af Urban Hansen havde man fundet en ordning, som efter det foreliggende kildemateriale at dømme eskalerede AIC’s egentlig efterretningslignende virksomhed. Urban Hansen var, ifølge et brev fra Alsing Andersen til Ejler Jensen, ”en Mand fuld af Initiativ, Virkelyst og Arbejdsevne, og at han har baade særlig Interesse og Indsigt i disse Forhold.”[187] Når man havde brug for hans indsats, var det bl.a. på grund af et ønske blandt folkene på arbejdspladserne:

“Det er først og fremmest de socialdemokratiske faglige Klubber og vore gode Folk på Arbejdspladserne, som har ønsket A.I.C.s Virksomhed udbygget gennem en særlig Kontaktmand. (...) Begrundelsen var først og fremmest, at vi ikke maatte slaa os til Ro med de gode Resultater, vi har haft i Fagforeningerne i dette Foraar. Vi maatte regne med, at Kommunisterne vilde søge Revanche, og det gjaldt derfor om, at A.I.C. gennem en særlig Medarbejder, kunde holde sig dagligt orienteret om Udviklingen og hjælpe, hvor det var fornødent.”[188]

Når vælgerforeningerne var inde i billedet, var det bl.a., fordi man i AIC havde haft tanker fremme om at opbygge et kartotek over egne partitillidsfolk i fagbevægelsen. Det, som var fremme, var ikke et kartotek over kommunister, men derimod ”et Centralkartotek over Partiforeningernes Medlemmer i Hovedstaden, inddelt efter Fag, for at dette Kartotek kunde være til Raadighed for Arbejdet i Fagforeningerne”.[189]

Det første klare tegn på, at den mere systematiske inddæmningspolitik i forhold til kommunisterne blev fulgt op med bestræbelser på en indsamling af oplysninger om kommunisternes lokale styrke, deres organisationsapparat samt navne på ledere og medlemmer, kom umiddelbart efter Urban Hansens ansættelse i AIC. Den 3. juli 1947 udsendte Sigvald Hellberg til alle socialdemokratiske redaktører en rundskrivelse med opfordring til at indsende oplysninger om kommunisternes lokale organisationsopbygning. Oplysningerne skulle belyse modstanderens organisationsopbygning og omfanget af kommunisternes virksomhed og var tænkt som en støtte til ”en effektiv Imødegaaelse af Kommunisternes Virksomhed”. Tanken bag henvendelsen var, at netop de socialdemokratiske redaktører var særligt velinformerede om de lokale politiske forhold, men disse blev dog også opfordret til at konferere med partiforeningens formand, aktivgruppernes formand og fællesorganisationens formand for at få så nøjagtige oplysninger som muligt.[190] Med skrivelsen fulgte et spørgeskema, som omfattede DKP’s kontorer, deres faste funktionærer (med navn og adresse), tillidsmænd (igen navn og adresse), de omtalte funktionærers og tillidsmænds aflønningsforhold samt et overslag over udgifterne til DKP’s lokale apparat.[191] Hermed havde AIC kastet sig ud i et ambitiøst kortlægningsarbejde.

Hvor omfattende og landsdækkende besvarelserne fra redaktørerne i sin tid har været kan i dag ikke konstateres. Der findes i AIC’s arkiv besvarelser fra Fyn og Ærø, men disse i alt otte besvarelser er formentlig repræsentative for regionen. Ingen af besvarelserne gav støtte til de forestillinger, som man i København syntes at nære om kommunisternes organisationsapparat ude over landet.[192] DKP syntes kun at have positioner værd at tale om i Odense og Svendborg, og generelt var partiet inde i en stærk tilbagegang at dømme efter meldingerne fra de mindre byer.[193]

Som reaktion på, at besvarelserne bortset fra enkelte havde været meget mangelfulde, udsendte AIC en ny rundskrivelse til bevægelsens tillidsfolk, kredsformænd, redaktører mv. AIC understregede, at for at kunne bekæmpe den politiske modstander måtte man være klar over, ad hvilke veje og med hvilke midler man kunne vente den kommunistiske indsats.[194] Det blev indskærpet, at man fulgte kommunisterne nøje, og at man skulle holde AIC orienteret om lokale kommunistiske aktiviteter.[195] Sammen med rundskrivelsen fulgte en analyse af DKP’s organisationsapparat.[196]

Rundskrivelsen af 11. september 1947 blev indledningen til en mere aktivistisk linje fra AIC’s side. Baggrunden var, at Urban Hansen intensiverede indsatsen med at sikre sig stemningsberetninger fra hele landet. Når Urban Hansen fik nys om lokale DKP-arrangementer – i reglen gennem Land og Folk – henvendte han sig til den lokale socialdemokratiske avis og opfordrede denne til at indsende et referat af det pågældende møde. Tidligt 1948 rettede AIC’s opmærksomhed sig i særlig grad mod de forventede angreb fra kommunisterne på, at overenskomstforhandlingerne syntes at blive afviklet uden arbejdskampe. Urban Hansen kunne efter en rundrejse i provinsen konstatere, at DKP var i støt tilbagegang, og at socialdemokraterne mange steder var ved at tilbageerobre de faglige tillidsposter. Han havde imidlertid også med sig tilbage et nogenlunde klart billede at de kommunistiske styrkepositioner på arbejdspladserne.[197] På opfordring fra Urban Hansen fulgte nu en bølge af indberetninger om de kommunistiske møder rundt om i landet. Heller ikke denne gang synes der at have været tale om nogen stemningsbølge til fordel for DKP.[198] Igen må man konstatere, at ikke alt er bevaret i AIC’s arkiv. Af interesse er således et følgebrev til Urban Hansen indsendt med et referat fra Esbjerg. Kun følgebrevet er bevaret, men heri henvises til en medsendt adresseliste, hvor der skal være afmærket med kryds, hvor der var kommunistisk formand.[199]

AIC fulgte DKP’s arrangementer i forbindelse med den 29. august 1948. Også herfra fulgte der på opfordring en række stemningsrapporter, der alle som en talte om en lunken opbakning til ikke alene arrangementerne, men også til DKP.[200] Alle talte om en stærk tilbagegang for DKP og om et stort set fuldstændig fejlslagent forsøg på at tiltrække folk fra andre partier og ikke-medlemmer.[201] AIC fortsatte arbejdet med at stive de lokale folk af, således at man ikke lokalt lod sig forlede til at støtte kommunisternes kampagner. I december 1948 fik man nys om, at der i fagbevægelsen skulle være opbakning til kommunisternes skattekampagne. Det foranledigede AIC til en ny udsendelse af et skema med opfordring til, at det blev besvaret, og med en bøn om en afsluttende vurdering af kommunisternes lokale styrke.[202] Skemaerne omfattede fællesorganisationens medlemstal og antal beskæftigede, resolutioner stillet af henholdsvis kommunister og socialdemokrater eller andre samt stemmetal for og imod de pågældende resolutioner. Endelig var der mulighed for at opdele tallene på fagforeninger og arbejdspladser. Der var denne gang tale om en rent statistisk øvelse. Navne på politiske modstandere og partifæller forekom ikke på skemaet, bortset fra navnet på den, som besvarede det. At dømme efter det bevarede arkivmateriale indkom der ikke mange besvarelser, og de som indkom var kursorisk udfyldt. Det var dog tydeligt, at kommunisterne ikke stod stærkt rundt om i landet.[203] Der er kun bevaret enkelte besvarelser i arkivet, og det fremgår ikke, hvor mange besvarelser der blev indsendt.

Det var på denne baggrund naturligt for REA at tage kontakt til AIC. AIC havde med sit kontaktnet til de socialdemokratiske tillidsfolk føling med den politiske stilling på arbejdspladserne og i fagforeningerne. Hverken REA’s eller AIC’s arkiv indeholder oplysninger om kontakten, men det fremgår af materiale fra Justitsministeriets arkiv, at AIC’s daværende sekretær Urban Hansen på et tidspunkt omkring 1949-50 havde været utilfreds med, at han blev opsøgt af folk fra REA, KE og FE, der anmodede om oplysninger om kommunister i fagforeningerne. Efterhånden blev der dog etableret personlige kontakter mellem kriminalfolk fra KE og socialdemokratiske tillidsfolk på arbejdspladserne, således at REA kunne modtage de nødvendige oplysninger.[204] AIC’s sekretær havde også personlig kontakt til folk i efterretningstjenesten. Ifølge en tidligere PET-medarbejder kunne politiet stille skriftlige spørgsmål til Urban Hansen. De blev derpå tilkaldt tidligt om morgenen til dennes bopæl, og kunne skrive ned, mens Urban Hansen dikterede.[205] Denne beskrivelse passer udmærket på politiassistent Christian Madsen, som i REA gik for at have haft meget tætte forbindelser til Urban Hansen og den socialdemokratiske finansminister H.C. Hansen. Det er oplyst om Christian Madsen, Urban Hansen og H.C. Hansen, at de udgjorde et triumvirat, som delte oplysninger.[206]

Udenlandske kontakter og rivaliseringen med GE

De danske kommunister var en del af en international bevægelse, og REA’s overvågning medførte derfor et intensiveret samarbejde med andre vestlige efterretningstjenester. Dette internationale samarbejde gav imidlertid anledning til øgede spændinger med de militære efterretningssektioner. REA havde allerede kort efter befrielsen etableret et samarbejde med briterne i forbindelse med efterforskningen af tyske krigsforbrydere, varulvebevægelser og danske landssvigere. I efteråret 1945 besøgte ledelserne af REA og GE de britiske tjenester, hvorved der etableredes kontakt på chefniveau. Christian Madsen og Max Weiss fra REA havde allerede under krigen etableret uformel kontakt til den amerikanske Office of Strategic Services (OSS). De to kriminalfolk begyndte at forsyne OSS’s efterfølger, Strategic Services Unit (SSU) med efterretninger; heriblandt materiale, der stammede fra GE. Dette skete formentlig med H.C. Hansens vidende. I 1946 aftalte denne med amerikanerne, at oplysningerne frem over skulle videregives via GE, der således overtog kontakten. I forbindelse med påskekrisen i 1948 tog REA igen direkte kontakt til den amerikanske repræsentant i København, hvilket skabte fornyede spændinger med GE. Denne nye kontakt antog snart et omfattende omfang: I 1948 videregav REA til CIA en kopi af sit kartotek, som skulle fungere som rømningsarkiv i tilfælde af en sovjetisk besættelse. Det betød imidlertid, at de amerikanske myndigheder fik adgang til oplysninger om danske statsborgeres politiske tilhørsforhold. Christian Madsen skal samtidig have udleveret kopier af alle REA’s løbende indberetninger og rapporter til det stedlige CIA-kontor, hvilket gav amerikanerne en detaljeret viden om danske statsborgeres politiske virksomhed. Kort efter påskekrisen påbegyndtes de regelmæssige chefmøder med de nordiske tjenester, og i 1949 etablerede REA endvidere kontakt til de belgiske og hollandske tjenester, hvilket igen førte til rivalisering med GE.[207]

Revision af kartotekerne i 1949-50

I efteråret 1949 indledte man en reorganisation af REA’s arbejde. Man påbegyndte ligeledes en revision af de kort, som man havde i arkivet. Man var tydeligvis meget opsat på at søge et nært samarbejde med politikredsene og på at modvirke den følelse af ”hemmelighedskræmmeri”, som var fremherskende rundt om i landet hos de lokale politifolk. Samarbejdet var da også under udbygning, bl.a. i form af en observationstjeneste i de store politikredse. REA ønskede kredsenes medvirken til en revision af registreringen af kommunisterne. Fotokopier af ”hf kort” (dvs. registrerede kommunister) blev udsendt til kredsene med anmodning om en revision.[208] Revisionen omfattede for h.-f.-folkene ca. 20.000 kort, som ikke kun skulle revideres, men også valideres og klassificeres. Det ikke sikre materiale blev henlagt. Strukturen i kartoteket var således, at hovedkartoteket med navnene var ”nerven” i systemet, mens alle andre oplysninger var henlagt

i undergruppekartotekerne. For at sikre en bedre information af justitsministeren og regeringen indførtes der også en nyskabelse i form af en beretning om forhold af efterretningsmæssig interesse i 1949.[209] Denne ordning fungerede dog kun kortvarigt.

En vigtig brik i arbejdet med at styrke REA var som nævnt opbygningen af en egentlig observationstjeneste. I forventning om, at observationsopgaverne ville blive mere krævende i forbindelse med femtekolonneovervågning søgte REA i sommeren 1949 at inddrage forstærkninger fra kriminalpolitiet i de større politikredse i provinsen. I alt inddrog man 30 mænd og ti kvinder til skygnings- og observationsopgaver.[210] I oktober 1949 arrangerede REA to dage med foredrag ved bl.a. svenske kolleger om observationstjenesten i praksis.[211] Det efterfølgende notat med vejledning i observationstjeneste omfattede ikke alene skygningstjeneste, men også brevcensur, telefonaflytning, radioaflytning og rumaflytning.[212]

En kriminalkommissær fra REA overtog i 1949 rejsemøderne i provinsen. På det første kontaktmandsmøde i Odense den 21. november 1949 understregede kriminalkommissæren for de tilstedeværende K-mænd, at de kunne se bort fra cirkulæret, som forbød registrering af medlemmer af politiske partier på grundlag af lovlig politisk virksomhed alene. Årsagen var, at ”man i arbejdet med at oprette kommm. kartoteker kunne forvente den støtte i arbejdet, som var nødvendig for at udføre dette.”[213] I løbet af de mange møder, som fulgte frem til i hvert fald april 1950, gentog kriminalkommissæren dette budskab, der byggede på ministeriets meddelelse af 4. maj 1948, idet han lod forstå, at det nu var ”et vist politisk parti”, som man interesserede sig for. I Ringkøbing hed det således, at man ikke mere tog hensyn til 1947-cirkulæret, og han beroligede tilhørerne med, at det skete med Justitsministeriets godkendelse, og at ingen kontaktmand eller politimester ville stå med ansvaret for registreringen.[214] På et efterfølgende møde gjorde kriminalkommissæren det klart, at ministeriet støttede kommunistregistreringen ”blot ikke skriftligt”. Ministeriet erkendte, at situationen var en anden end i 1947, men det var tilbageholdende med at udsende et nyt cirkulære, hvor man gav ordre om at registrere medlemmerne af et lovligt politisk parti.[215] Det blev på kontaktmøderne også betonet, at flere andre vestlige lande på lignende vis havde påbegyndt registreringen af kommunister uden nogen skriftlig instruks.[216]

Selv om man ikke fik et nyt cirkulære at arbejde efter, blev der udarbejdet en erindringsliste, som til en vis grad udstak retningslinjer for kontaktfolkenes arbejde på det politiske område.[217] Særlig udtrykkeligt var dokumentet med hensyn til, at tidligere nazister, 6.-Maj-foreningerne og øvrige nazistiske organisationer skulle følges, og de betydende og ledende folk registreres. Også folk, som var straffet efter straffelovstilægget, dvs. nazister, østfrontfrivilige, landsforrædere osv. skulle følges med henblik på at konstatere, hvorvidt de genoptog gamle vaner eller ”faldt til ro”. Også her skulle der føres lister med adresser mv., indtil man havde konstateret, hvem der særligt burde følges.[218] Dokumentet fastslog, at efterretningstjenesten ikke interesserede sig for politiske partier, men tilføjede: ”Skulde der derimod findes en revolutionær Gruppe indenfor et politisk Parti, skal vi selvfølgelig interessere os for den og dens Medlemmer.”[219]

”En revolutionær gruppe” blev beskrevet som en sammenslutning, der ikke ville lade sig nøje med lovlige midler for at nå sit mål. Igen måtte man her skønne, om sådanne grupper måttes ”antages i givet Fald” at benytte sig af ulovlige midler. Blandt de sidstnævnte kunne der blandt eksemplerne ikke herske tvivl om, at sabotage og våbenmagt var ulovlige. Dokumentet nævnte også ”ulovlige Strejker og lign.”, hvormed man formentlig forstod overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og faglige konflikter, hvor de strejkende anvendte ulovlige eller voldelige midler.[220] Om retningslinjerne for kartotekerne hed det, at ”Politiske Kartoteker maa vi ikke føre…”. Derimod var der intet til hinder for, at politiet fulgte de nævnte revolutionære grupper:

“…og som politiske Urostiftere eller politiske Spektakelmagere fører dem i Arbejdskartoteker. Almindelige Retningslinier for, hvornaar en Gruppe indenfor et politisk Parti maa siges at være revolutionær, er det umuligt at give; men det kan siges, at vi her bør udvise Forsigtighed og være paa den sikre Side.”[221]

Til gengæld etablerede dokumentet visse retningslinjer for, hvordan man kunne indhente informationer. Politiske møder skulle således kun overvåges af en politimand, hvis der var grund til at forvente noget særligt. Ellers kunne man orientere sig ved læsning af pressen eller ved at få en bekendt til at overvåge det pågældende møde.[222] Det blev indskærpet, at provokatører (agents provocateurs) ikke måtte anvendes, og at man burde undgå at få faste meddelere på lønningslisten. I stedet skulle man søge forbindelse med lokale tillidsfolk, som kunne orientere kontaktmanden over en kop kaffe eller lignende.[223] Endvidere blev teksten udlagt med henblik på brug af telefonaflytninger.[224] Her holdt man sig tæt til den fortolkning, som justitsministeren havde givet Folketinget i 1947.

Trusselsbilledet i 1949-50

Indtrykket er, at man i 1949-50 var i færd med at styrke den sikkerhedsmæssige indsats. Ovennævnte erindringsliste rummede forholdsordrer med hensyn til, hvordan man skulle forholde sig i en evt. krisesituation. En detaljeret alarmeringsplan angav en alarmeringskæde, som også ville være virksom uden for almindelig kontortid. Denne strakte sig også til kontaktfolkene i distrikterne og rummede mulighed for brug af en radiokæde.[225] Kravene til hemmeligholdelse blev indskærpet.[226] Der blev ligeledes udstukket retningslinjer for en striks overvågning af bl.a. våbenbesiddelse, radioamatørvirksomhed, udlændinges erhvervelse af fast ejendom og samt alt vedrørende flytrafik og lufthavne.[227]

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at man i 1949-50 opfattede kommunisterne som den egentlige hovedfjende. Kuppet i Tjekkoslovakiet i 1948, Berlinkrisen og Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949 skærpede denne problematik. Det kan i dag være vanskeligt at sætte sig ind i den atmosfære, som herskede i disse dage. En ikke ringe del af diskussionerne på kontaktmøderne drejede sig om de såkaldte K-mænds personlige sikkerhed i tilfælde af en fjendtlig besættelse. Man mente også at vide, at man i DKP arbejdede på at samle et kartotek over politifolk. Der taltes på kontaktmøderne i 1950 om, at der skulle eksistere et net, som skulle søge at hindre en evakuering fra Jylland i krisetilfælde og likvidere K-mændene.[228] På kontaktmandsmødet i Ribe den 25. august 1950 ønskede kontaktmændene således oplysning om, hvorvidt det havde noget på sig, at kommunisterne var ved at opbygge et net, som i givet fald skulle likvidere antikommunister eller hindre en evakuering fra vestkysten.[229]

Det trusselsbillede, som tegnede sig i 1949-50, var ikke som i de første efterkrigstidsår præget af forestillingen om en voksende tilslutning til DKP og en deraf følgende vækst i kommunisternes indflydelse på samfundets anliggender. Det erkendtes, at tilslutningen til DKP og til de kommunistiske frontorganisationer var vigende, men samtidig gled opmærksomheden i stigende grad hen på det, som man anså for kommunisternes særlige farlighed.[230] REA var foruroliget over de ”forbløffende mange udmeldelser af DKP”, og mistænkte, at de næppe kunne være ærligt ment, men derimod snarere måtte være en forberedelse til illegalitet.[231]

Det, som især gav anledning til bekymring, var kommunisternes formodede potentielle rolle som femtekolonne i tilfælde af en storpolitisk krise eller et angreb på Danmark. REA’s erindringsliste viser, at tjenesten var opmærksom på fremmed efterretningsvirksomhed i forbindelse med femtekolonnevirksomhed. Der var ikke tvivl om, at fremmede magter udførte propaganda i Danmark ved hjælp af agenter: ”Lige saa givet det er, at den almindelige Agitation ligger udenfor vort Omraade, lige saa givet er det, at vi skal interessere os for alt, hvad der blot nærmer sig ‘5.Kolonne’-Virksomhed.”[232]

På dette tidspunkt synes REA ikke at have udarbejdet centrale anholdelseslister. Der synes heller ikke at have været nogen klar ordning med, hvem der i påkommende tilfælde skulle tage sig af anholdelserne og interneringen. Efter en forespørgsel om sagen fra politikommandør Brix i august 1950 måtte den adspurgte medarbejder fra REA bede om tid til først at undersøge sagen. Svaret var, at dette måtte være en opgave for hjemmeværnet, forudsat at der først blev indgået en aftale herom mellem politiet og hjemmeværnet.[233]

Kriminalkommissæren fra REA gjorde på sine rundrejser stedse opmærksom på, at man ikke måtte stirre sig blind på holdningerne i det kommunistiske parti eller i den enkelte organisation. Når det kom til stykket i afgørende spørgsmål, handlede kommunisterne erfaringsmæssigt altid efter ordre fra udlandet, hed det. Man havde også blikket rettet mod eventuelle forsøg på sabotage, som tog sig ud som ”hændelige uheld”, men som reelt alligevel var sabotage med det formål at nedbryde moralen og svække forsvarskraften. Man var yderligere opmærksom på muligheden for, at der kunne blive tale om aktioner mod de våbenleverancer, som kom til Danmark i forbindelse med medlemskabet af Atlantpagten. Som et led i bestræbelserne på at øge sikkerhedsbevidstheden indførte man i 1950 særlig skærpet agtsomhed i forbindelse med besøg af østskibe i danske havne. Man var også særlig opmærksom på kommunistisk infiltration i fagforeningerne, hvor sømandsforeninger, havne- og andre kommunikationsarbejdere var særligt interessante.[234] En del af disse bestræbelser blev fremmet ved de internationale kontakter til Sverige, Norge, Holland og Belgien. Herigennem havde man også været i stand til at følge danske kommunisters rejser i udlandet. Der var ligeledes forbindelser til den amerikanske og britiske besættelseszone i Tyskland.[235]

Inspirationen fra Norge og Sverige spillede her en anselig rolle. I begge lande herskede der i efterretningspolitiet betydelig bekymring for femtekolonnevirksomhed. En del af disse erfaringer blev videregivet til danskerne ved deres deltagelse i et norsk arrangeret kursus i maj 1950. Kurset omfattede bl.a. instruktion i omgang med sprængstoffer og demontering af sådanne. Af direkte relevans for den politiske overvågning var et foredrag ved en svensk politimand. Denne gennemgik meget detaljeret, hvordan kommunisterne formodedes at sabotere produktion og samfærdsel. Han pointerede, at kommunisterne ville fungere som en femtekolonne i såvel freds- som krigstid. Det gjaldt med hensyn til propagandaen, som sigtede mod demoralisering og opfordring til strejker mv., såvel som mere konkrete sabotageaktioner mod industrivirksomheder og skibe.[236]

Diskussionen på kursets sidste dag viste, at frygten for skjult sabotage var til stede i alle tre lande. Man mente således med sikkerhed at kende til eksempler på brandsabotage mod især skibe. Danskerne og nordmændene mente at have set påfaldende mange skibsbrande, men kunne dog ikke bevise sabotage. Til gengæld mente danskerne at kende til sager, hvor der var tale om ”oplagt sabotage”.[237]

Endelig var REA også begyndt at tage den egentlige kontraspionage op som politimæssig opgave. Netop trafikken og kommunikationen ved fjendtlige agenter gennem dansk territorium var af særlig interesse, da tjenesten opretholdt den tese, at København var et nordeuropæisk knudepunkt for efterretningsmæssig og subversiv kommunikation.[238]

I bestræbelserne på at overvåge mistænkte personers bevægelser kunne REA trække på tætte kontakter til de relevante myndigheder. Der fandtes i hvert fald siden 1948 en ordning, som gjorde det muligt at nedsætte alarmkort i hotelregistret og Københavns kommunes folkeregister. En lignende ordning fandtes i forhold til visumkartoteket og Fremmedafdelingen. Ikke-visumpligtige personer havde man derimod endnu ikke mulighed for at følge nøjere ud over ved at nedsætte kort for de pågældende i hotel- og folkeregisteret.[239]

Denne interesse for rejser til og fra østblokken skulle blive begyndelsen til et konfliktfelt mellem myndighederne og dem, som stillede sig kritisk til efterretningspolitiets arbejde. Et første varsel kom, da venstremanden Per Federspiel den 24. maj 1950 benyttede sig af Folketingets spørgetid til at spørge justitsminister K. K. Steincke om den nyetablerede procedure for pasudstedelse. Federspiel fandt det angribeligt, at man nu skulle udlevere to pasfotografier sammen med sin ansøgning om pas. Mens det ene var til brug i passet, skulle det andet påklæbes ansøgningen og opbevares hos myndighederne. Med erfaringerne fra besættelsestiden i mente fandt Federspiel, at dette var en angribelig og stødende fremgangsmåde, som betød, at myndighederne fremover ville ligge inde med fotografier af alle, som rejste udenlands.[240] Justitsminister Steincke forklarede, at ordningen var blevet indført ved Justitsministeriets cirkulære af 24. september 1949 om udstedelse af pas, men at den havde været på vej i udvalgsbehandling siden 1939. Ordningen tog sigte mod at undgå pasforfalskning. Ministeren indrømmede, at det også havde talt til fordel for ordningen, at politiet derved ville have let adgang til eftersøgning af forbrydere. Ansøgning og fotografi beroede imidlertid ikke i et fototek, men var arkiveret på normal vis og ville blive destrueret efter ti års forløb.[241]

Stemningen blandt kontaktfolkene ude i landet synes i 1950 at have været stærkt præget af forventningen om en reorganisation af tjenesten og nye instrukser. Der var en klart afventende stemning.[242] Der var stor nysgerrighed, men også nogen skepsis med hensyn til, om man kunne udforme en ordning, som ikke samtidig var snærende. Ifølge en politimester var det vanskeligt at formulere et cirkulære ”uden at komme i strid med demokratiets ånd”, og det var ligefrem hans opfattelse, at en efterretningstjeneste i et demokrati var nødt til at arbejde ”‘illegalt’”.[243]

Forholdet til GE 1950-51

Et særligt problemfelt for REA var forholdet til GE, som netop i disse år var i færd med at udvide og konsolidere sit kontaktnet ud over landet.[244] Som tidligere omtalt fandt et møde mellem de to tjenester sted i april 1948 efter opfordring fra regeringen i et forsøg på at etablere et samarbejde. Deltagerne var departementschef Eivind Larsen og Troels Hoff fra REA, generalmajor E.C.V. Møller fra generalstaben og lederen af GE Kaptajn P. Winkel. På mødet enedes parterne om en ”grænseaftale”. GE blev tildelt ansvar for indhentning af militære efterretninger i Danmark og udlandet og ret til en vis kontraspionage også på det civile felt. Den almene sikkerhedstjeneste – bortset fra militære personalespørgsmål – var derimod politiets anliggende. Man erkendte, at begge tjenester uundgåeligt ville kunne virke inden for samme felt, og aftalte derfor at holde hinanden gensidigt orienteret.[245] Aftalen holdt imidlertid kun i kort tid. Snart forfaldt de to E-tjenester til en rivalisering. Hoff nærede en grundlæggende mistillid til GE, og et skift i atmosfæren kom først, da Haslund afløste Hoff som chef for REA i 1949.[246]

Det var REA’s klare opfattelse, at man også skulle overvåge kommunistisk infiltration af hjemmeværnet. REA fik fra tid til anden oplysninger fra hjemmeværnskonsulent Anker Olesen og fra sine egne kilder i hjemmeværnskompagnierne om kommunistiske grupper, som kom ind i hjemmeværnet.[247] Hertil kom spørgsmålet om forholdet til A.K.-folkene, dvs. de antikommunistiske grupper, der var opstået ude omkring i landet, og som havde rod i besættelsestidens modstandsgrupper. En del af disse grupper havde lokale forbindelser til K-mændene. Da REA i 1949-50 søgte at skaffe sig et overblik over A.K.-grupperne, gav det imidlertid anledning til konflikt, da GE havde opbygget et net af meddelere blandt disse grupper, som skulle virke efter en eventuel fremmed besættelse af landet. Omvendt mente REA, at disse grupper kunne tænkes at forsyne amerikanerne og briterne med handelspolitiske oplysninger.[248] Alle oplysninger om A.K.-grupperne var da også samlet i et helt afsondret kartotek i REA.[249]


[1] Rigspolitiet, ujournaliseret Dok. 2: Generalstabens Efterretningssektion, ”Redegørelse for Den præventive Efterretningstjeneste”, oktober 1928.

[2] Ibid., Dok. 16: Justitsministeriet, ”Cirkulære til samtlige Politimestre”, 6. februar 1911.

[3] Ibid.: Justitsministeriet, ”Cirkulære til samtlige Politimestre”, 15. august 1913.

[4] Ibid.: ”Chefen for Statspolitiet, Kundgørelse 4/1913”, 28. april 1913.

[5] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47. Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (G.E.C. Gads Forlag, 1992), s. 54-55.

[6] Morten Thing, ”Da politiet var lige ved at få et efterretningsvæsen”, i: Ning de Coninck-Smith, Mogens Rüdiger og Morten Thing, red., Historiens kultur. Fortælling, kritik, metode (Museum Tusculanums Forlag, 1997), s. 157-176.

[7] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 56. Statspolitiets fortsatte efterretningsrolle fremgår også af: Rigspolitiet, ujournaliseret, Dok. 16: Chefen for Statspolitiet, Kundgørelse for Statspolitiet Nr. 1. Instruktion angaaende Fremskaffelse af Oplysninger til Brug for det militære Efterretningsvæsen, 24. januar 1922.

[8] Henning Koch, Demokrati – slå til! Statslig nødret, ordenspolitiet og frihedsrettigheder 1932-1945 (Gyldendal, 1994), s. 111 ff., 132-136; Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 99-102.

[9] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 61-63; Henning Koch, Demokrati - slå til! s. 65-66; se endvidere: Torben Jano, ”På sporet af kommunisterne. Politiets overvågning af DKP 1932-1941”, Arbejderhistorie, 1, 1996, s. 1-20.

[10] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’: A.L. Elmquist til den parlamentariske kommission, 2. oktober 1946. I 1939 overgik ledelsen af Afdeling D til politikommissær Andst, og den 1. januar 1942 til 19. september 1944 til politikommissær Odmar. Ibid.; se: Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 61-63; Henning Koch, Demokrati - slå til!, s. 65-66; Torben Jano, ”På sporet af kommunisterne”, s. 1-20.

[11] Henning Koch, Demokrati - slå til!, s. 66.

[12] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 165. Som målestok betragtet er disse tal noget grove. Det fremgår således hverken hvor mange navnekort, der var i Afdeling D’s kartotek, eller hvor mange af disse, der tilhørte personer under mistanke for illegal virksomhed. Mange kort kunne således vedrøre våbentilladelser osv.; Henning Koch, Demokrati – Slå til!, s. 244-245.

[13] Den Parlamentariske Kommissions beretning (herefter: PK). Bilag til beretning til Folketinget afgivet af den af tinget under 18. januar nedsatte kommission i henhold til grundlovens § 45. VII. Justitsministeriet og retshåndhævelsen under besættelsen. Aktstykker. Bind 2, København 1950, s. 915.

[14] Ibid., s. 916. Glud forklarede således, at han fra Andst – lederen fra 1939 – fik at vide, at kartoteket var forældet og burde lægges om. Dette sagde Andst i ganske klare vendinger til kommissionen, ibid., s. 917-918.

[15] PK, VII, bd. 2, 1950 (Forkortet referat af de stenografiske referater af de ved den under 3. februar 1947 nedsatte kommissionsdomstol foretagne afhøringer vedrørende arrestationerne af kommunisterne den 22. juni 1941), s. 913-15.

[16] Ibid., s. 914-914 (bl.a. Andreas Hansens forklaring), samt s. 919-920.

[17] Ibid., s. 917-918.

[18] Se hertil Torben Jano, ”På sporet af Kommunisterne”, s. 4-5.

[19] PK, VII, bd. 2, 1950 (Forkortet referat af de stenografiske referater af de ved den under 3. februar 1947 nedsatte kommissionsdomstol foretagne afhøringer vedrørende arrestationerne af kommunisterne den 22. juni 1941), s. 918-920, 923-924..

[20] Ibid., s. 918.

[21] Ibid., s. 920-921.

[22] Ibid., 915.

[23] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 108-111.

[24] Torben Jano, ”På sporet af Kommunisterne”, s. 9.

[25] Torben Jano, ”På sporet af Kommunisterne”, s. 6-9.

[26] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’: ”Notat vedrørende sikkerhedspolitiet”, 18. marts. 1964, FP.

[27] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘Elmquists mappe’: ”Angaaende Sikkerhedspolitiet”, u. forf., påtegnet i hånd: ”sommeren 1946”.

[28] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 115-116, 148 ff., 181 ff.

[29] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’:”Politidirektør Stamm og politiinspektør Eyvind Larsen til JM”, 3. maj 1938. Der var således tale om en plan, som rakte ud over Afdeling D’s hidtidige rolle som informations- og efterretningscentral.

[30] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’: Rigspolitichef Thune Jakobsen til JM, 23. september 1938. Rigspolitichefen understregede endnu engang i en ny skrivelse den 24. november situationens alvor og dokumenterede sit synspunkt med henvisning til en række spionagesager eller forhold, som antydede illegal aktivitet. JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’: Rigspolitichef Thune Jakobsen til JM, 24. november 1938.

[31] Rigsdagstidende, Folketingets forhandlinger, ordentl. Samling 1938-39, I:2, sp. 1747-1753 (justitsminister K. K. Steincke). Hedtoft, 1938, sp. 2188.

[32] Rigsdagstidende, Folketingets forhandlinger, ordentl. Samling 1938-39, I:2, sp. 2187-2189 (Hans Hedtoft-Hansen).

[33] Ibid., sp. 2189.

[34] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘Elmquists mappe’: Angaaende Sikkerhedspolitiet, u. forf., påtegnet i hånd: sommeren 1946.

[35] Lov nr. 90 af 15. marts 1939 om ændringer i lov nr. 98 af 31. marts 1931 om statens tjenestemænd. Loven er også omtalt i Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 117.

[36] PET, emnesag: bilag 1, E. Strøbech til K.K. Steincke, 23. maj 1950.

[37] PET, emnesag: E. Strøbech: Memorandum vedrørende Sikkerhedspolitiets Organisation, dets Opgaver og Arbejdsmetoder, 15. juni 1939.

[38] Ibid., s. 2.

[39] Ibid., s. 5-6.

[40] Ibid., s. 6.

[41] Ibid., s. 7-9.

[42] Ibid., s. 10 ff.

[43] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’: Oversigt over Sikkerhedspolitiets Opgaver, Arbejdsmetoder og hensigtsmæssige Organisation samt Oplysninger om Organisationen af Nabolandenes Sikkerhedstjeneste, Rigspolitichef Thune Jakobsen, 7. april 1940. Denne redegørelse støttede sig sandsynligvis på et af Strøbech omtalt og af samme forfattet memorandum om SIPO’s opgaver af 15. juni 1939, jf. PET, emnesag: Bilag 1, E. Strøbech til K.K. Steincke, 23. maj 1950.

[44] Ibid., s. 11-12.

[45] PET, emnesag: Ang. starten på sikkerhedspolitiet 1939: Oversigt over Foranstaltninger til Bekæmpelse af Spionfaren, samt over de siden Krigens Udbrud i Provinsen behandlede Sager angaaende Overtrædelse af Straffelovens § 105, 23. februar 1940; se også: PET, emnesag: ”Indberetning SIPO til Justitsministeriet”, 20. januar 1940, s. 4.

[46] PET, emnesag: Sikkerhedspolitiets parole, ”Referat nr. 1, sikkerhedspolitiets parole, lørdag, den 27. Januar 1940”.

[47] PET, emnesag: ”Rigspolitichefen til samtlige politimestre”, 14. marts 1940.

[48] PET, emnesag: Sikkerhedspolitiets parole, div. referater.

[49] Ibid.: Referat: ”Sikkerhedspolitiets Parole, Fredag d. 16. Februar 1940”. Ud for citatet stod anført: ‘Godtgørelse af Repræsentationsudlæg’.

[50] PET, emnesag: ”Referat nr. 3, sikkerhedspolitiets parole fredag d. 9. februar 1940”.

[51] Ibid., ”Referat nr. 2, sikkerhedspolitiets parole lørdag d. 3. Februar 1940”.

[52] PET, emnesag: ”Indberetning SIPO til Justitsministeriet”, 20. januar 1940.

[53] PET, emnesag: ”E. Strøbech: Bemærkninger til det tyske propagandamateriale”, 2. november 1939.

[54] Ibid.

[55] PET, emnesag: ”Indberetning til Justitsministeriet angaaende tysk Propaganda paa dansk i Danmark”, 20. januar 1940.

[56] PET, emnesag: Ang. starten på sikkerhedspolitiet 1939: ”Oversigt over Foranstaltninger til Bekæmpelse af Spionfaren, samt over de siden Krigens Udbrud i Provinsen behandlede Sager angaaende Overtrædelse af Straffelovens § 105”, 23. februar 1940, s. 2-3.

[57] PET, emnesag: ”SIPO indberetning til Justitsministeriet”, 18. marts 1940.

[58] PET, emnesag: bilag 1, E. Strøbech til K.K. Steincke, 23. maj 1950.

[59] PET, emnesag: bilag 2, ”Cirkulære til Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og Politimestrene vedrørende Politikredsenes Forhold til Sikkerhedspolitiet”, 8. november 1939, Unmack Larsen, påtegnet ‘ikke udsendt’. Indtil 1. september 1940 skulle sikkerhedspolitiet i København dog stå under ledelse af politidirektøren gennem chefen for opdagelsespolitiet. Ibid. Sandsynligvis en forholdsregel, som skulle hindre en pludselig svækkelse af Opdagelsespolitiets Afdeling D.

[60] PET, emnesag: ”Indberetning SIPO til Justitsministeriet”, 20. januar 1940, s. 9.

[61] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘Elmquists mappe’: ”Angaaende Sikkerhedspolitiet”, u. forf., påtegnet i hånd: sommeren 1946.

[62] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘Elmquists mappe’: ”Angaaende Sikkerhedspolitiet”, u. forf., påtegnet i hånd: sommeren 1946. Normering blev bragt til veje ved lov. nr. 90, af 15. marts 1939.

[63] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘3. kontor’: ”Notat vedrørende sikkerhedspolitiet 18. marts 1964”, FP.

[64] PET, emnesag: ”Sikkerhedspolitiets udvikling siden 1939”, 6. juni 1950, ulæselig signatur. Der er her tale om et justitsministerielt dokument, som rummer en stillingtagen i nærmere overensstemmelse med politidirektørens, og en kritisk vurdering af sikkerhedspolitiets rolle. På lægget er den i Steinckes skrift den 10. juni 1950 omtalt som ‘den umulige redegørelse til mig om udviklingen’. Ibid.; se også Strøbechs redegørelse: PET, emnesag: Bilag 1, E. Strøbech til K.K. Steincke, 23. maj 1950; PK, VII, bd. 1, 1950, dok. 204: Aa. Elmquist til den af 19. december 1945 nedsatte kommission, s. 753-754.

[65] PET, emnesag: Bilag 3, Sv. Unmack Larsen, skrivelse, 5. marts 1940.

[66] Ibid. Medlemmerne af udvalget var Departementschef Svendsen, rigspolitichef Thune Jakobsen, politidirektør Stamm, politiinspektør Eivind Larsen, politimester Fritsche, politiadvokat Krenchel samt repræsentanter for politiorganisationerne (muligvis politifuldmægtig Ernst Brix). Ibid. Se også: JM, ujournaliseret: læg mærket ‘Elmquists mappe’: ”Angaaende Sikkerhedspolitiet”, u. forf., påtegnet i hånd: sommeren 1946.

[67] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘3. kontor’: ”1. møde i Udvalget vedrørende Sikkerhedspolitiets Organisation og Virkemaade”, 1. april 1940.

[68] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 99-101, 104-108, 112-141.

[69] PK, VII, bd. 2., 1950: (Forkortet referat af de stenografiske referater af de ved den under 3. februar 1947 nedsatte kommissionsdomstol foretagne afhøringer vedrørende arrestationerne af kommunisterne den 22. juni 1941), s. 916 (Eivind Larsen).

[70] JM, ujournaliseret, læg mærket ‘3. kontor’: ”A.L. Elmquist til den parlamentariske kommission”, 2. oktober 1946. Se også: JM, Eivind Larsens mappe, ”Redegørelse vedrørende de overfor de danske Kommunister trufne Foranstaltninger”, u. dato, påtegnet: Afgivet til Folketinget af Jm’ en, 36 s., s. 2-3.

[71] Herom Henning Koch, Demokrati – Slå til!, s. 251-252, 260-262; Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 216-217.

[72] E. Thune Jakobsen, Paa en Urias Post (København, 1946), s. 28-29, ”... at han havde givet Sikkerhedspolitiet ordre til at brænde alle dokumenter, som kunne bringe danske undersåtter eller undersåtter fra nationer i krig med Tyskland i fare”, ”Om aftenen den 9. April blev jeg ringet op af Presseattaché Frielitz fra det tyske Gesandtskab, og meget ophidset meddelte han, at der lige var tilgaaet ham Oplysning om, at der i Politigaardens Fyr blev brændt Dokumenter fra Politigaardens Arkiv; man vilde fra tysk Side gøre mig ansvarlig, hvis det der fandt Sted, var rettet imod den tyske Besættelsesmagts Interesser. Det var rigtigt, at jeg den dag havde givet Sikkerhedspolitiet Ordre til at brænde alle de Dokumenter i Rigspolitiets Arkiv, der kunde bringe danske Undersaatter eller Undersaatter fra de Nationer, der var i Krig med Tyskland, i Fare.” E. Thune Jacobsen, Paa en Urias Post, s. 29. Chefen for Sikkerhedspolitiet Strøbech forklarede efter besættelsen, at han efter den 9. april vendte tilbage for at tage stilling til, hvilke dokumenter, der skulle brændes, og her sikrede, at meget materiale vedrørende kommunisterne blev destrueret. Henning Koch, Demokrati – slå til!, s. 248 samt s. 518 note 29; se også: PK, VII, bd. 2., 1950, s. 960-962; PK, VII, bind 1, 1950, E. Thune Jacobsen, bilag, 2.12. 1946, s. 91-95; PK, VII, bind 3, s. 482-487; PK, VII, 1950 (kommissionsdomstolens beretning): s. 21-22, 101-104.

[73] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 470, 483-484.

[74] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 486-488. Hoff blev først udnævnt 1. april 1947, men virkede allerede fra kort efter befrielsen. Ibid., s. 487.

[75] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 484, 486-488.

[76] JM, departementschefens pengeskab: Rigspolitichefen til Justitsministeriet, 12. februar 1946.

[77] Ibid.: Politidirektøren, Københavns Politi, til Justitsministeriet, 20. marts 1946.

[78] Ibid.: Notat med påtegningen 1946-298 A, signeret EL (Eivind Larsen).

[79] Ibid.

[80] Ibid.

[81] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 488-490.

[82] Ibid.

[83] PET, emnesag: Notat, 19.december 1945.

[84] PET, emnesag: ”Rigspolitichefens efterretningsafdeling”, 17. december 1945.

[85] Ibid.

[86] PET, emnesag: Udateret notat vedr. normering af REA.

[87] PET, emnesag: E. Brix til Rigspolitichefen, 3. januar 1946.

[88] PET, emnesag: Politimestrene i Haderslev, Sønderborg, Graasten og Toftlund til rigspolitichefen, 11. januar 1946.

[89] Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47, s. 475.

[90] ”Politiet kender ikke til noget Kartotek over Kommunisterne”, Ekstra Bladet, 4. februar 1947.

[91] Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober 2000.

[92] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘Elmquists mappe’: Notat u. titel, u. forf. 19 s., dateret 20. maj 1947, s. 6-8.

[93] Ibid., s. 6-8; PK, VII, bd. 2., 1950, s. 962.

[94] Ibid., s. 8-10.

[95] Ibid., s. 10-14.

[96] Ibid., s. 14-16.

[97] Ibid., s. 17-18.

[98] Ibid., s. 19.

[99] JM, ujournaliseret: ”Referat af møde den 1. februar 1947”, 4. februar 1947.

[100] Leder: ”Hemmelige Politiarkiver”, Information, 3. februar 1947.

[101] ”Politiet kender ikke til noget Kartotek over Kommunisterne”, Ekstra Bladet, 4. februar 1947.

[102] ”Politikommissær Glud tilbageviser Martin Nielsen”, Ekstra Bladet, 5. februar 1947.

[103] Martin Nielsen: ”Politikommissær Glud taler fortsat Usandhed”, Land og Folk, 6. februar 1947.

[104] Leder: ”Hr. Glud - !”, Ekstra Bladet, 7. februar 1947.

[105] ”Politiet havde bogført Statsadv. Carl Madsens politiske Virksomhed”, Information, 7. februar 1947.

[106] ”Politiets politiske Kartotek”, Ekstra Bladet, 8. februar 1947.

[107] Leder: ”Politisk Politi”, Politiken, 10. februar 1947.

[108] ”Politiets hemmelige Kartoteker kommer for Dagen”, Land og Folk, 21. februar 1947 (forsiden); se også: ”Hvad Politiets hemmelige Kartoteker indeholdt”, Land og Folk, 21. februar 1947, s. 5.

[109] JM, ujournaliseret: Uden titel, udateret, referat af møde den 11. februar 1947.

[110] Ibid.

[111] JM, ujournaliseret: ”Den 24. februar 1947, kl. 19, justitsminister A. Elmquist taler nu om politiets kartoteker”, stencil. manus. udateret.

[112] Ibid.

[113] Ibid.

[114] ”Forsvaret for Systemet Glud”, Land og Folk, 25. februar 1947 (forside); Ibid.: Leder: ”Ud af Mørket”, s. 2.

[115] ”Politi og Politik”, Morgenbladet, 28. februar 1947.

[116] Leder: ”Kommunistisk Komedie”, Social-Demokraten, 27. februar 1947.

[117] Leder: ”Ministeren og Politiet”, Politiken, 25. februar 1947, samt Leder: ”Kartoteker og Politistaten”, Information, 25. februar 1947.

[118] Leder: ”Kartoteker og Politistaten”, Information, 25. februar 1947.

[119] Ibid.

[120] Leder: ”Anklagerne mod Politiet”, Nationaltidende, 25. februar 1947.

[121] Rigsdagstidende, 98. ord. samling 1946-47, Folketinget II, sp. 3179-3180 (A. Sørensen).

[122] Ibid., sp. 3180-3186 (R. Mikkelsen).

[123] Ibid., sp. 3188 (Elmquist).

[124] Vareulvebevægelsen er omtalt i Kommissionens beretning bind 11.

[125] Ibid., sp. 3188-3189 (Elmquist).

[126] Ibid., sp. 3189 (Elmquist).

[127] Ibid., sp. 3202-3204, 3207-3208, 3216 (R. Mikkelsen). Her dukker igen den påstand op, at der i Københavns Politi foregik efterretningsaktiviteter. Københavns Politis Afdeling E blev først oprettet i 1948.

[128] Ibid., sp. 3240 (afstemning).

[129] Ibid., sp. 3306. Medlemmer af udvalget var: Thisted Knudsen, Holm, Axel Kristensen, Øllgaard, Jørgen Jørgensen, Bertel Dahlgaard, Hans Hækkerup, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Rasmus Hansen, Frode Jakobsen, Christmas Møller, Poul Sørensen, Ole Bjørn Kraft, Robert Mikkelsen, Martin Nielsen og Viggo Starcke. Ibid.

[130] JM, ujournaliseret: Uden titel, uden dato, referat af møde hos justitsministeren den 26. april 1947.

[131] JM, ujournaliseret: Møde hos Justitsministeren den 7. Maj 1947 angaaende Politiets Efterretningsvirksomhed, uden dato.

[132] Ibid.

[133] Ibid.

[134] PET, emnesag: Fotokopi af Justitsministeriets fortrolige Cirkulære af 31. maj 1947.

[135] Ibid.

[136] Ibid.

[137] Ibid.

[138] Ibid.

[139] PET, emnesag: ”Hovedafdelingen”, uden dato.

[140] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘3. kontor’: Justitsministeriet rundskrivelse, A.L. Elmquist & E. Andersen, 11. juni 1947.

[141] JM, ujournaliseret: læg mærket ‘Elmquists mappe’: A. Elmquist, notits 15. september 1947.

[142] Ibid.

[143] Ibid.

[144] Se Kommissionens beretning, bind 6, om PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989.

[145] RA, FE’s arkiv, P.A. Mørchs embedspapirer, kasse 2, læg 22: Redegørelse for den militære efterretningstjenestes (generalstabens og marinestabens efterretningssektioner) udvikling siden den 5. maj 1945 med henblik på samarbejdet med Rigspolitiet (1950 F).

[146] Ibid.

[147] JM, departementschefens pengeskab: Beretning, 8. april 1948.

[148] For påskekrisen se Kommissionens beretning, bind 6, om PET’s overvågning af DKP 1945-1989. Se endvidere Nikolaj Petersen, ”Påskekrisen 1948” i: Bertel Heurlin og Christian Thune (red.), Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Krarup Pedersen (Politiske Studier, 1989), s. 223-243; Peer Henrik Hansen og Jakob Sørensen, Påskekrisen 1948. Dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig (Høst & Søn, 2000).

[149] PET, emnesag: Dagsbefaling no. 41 af 12. april 1948. Der var muligvis mere præcist tale om at tildele Afdeling E de pågældende efterretningsopgaver og ikke nødvendigvis en nygrundlæggelse af afdelingen.

[150] Kgl. Hof- og Statskalender 1951, s. 334; Kgl. Hof- og Statskalender 1952, s. 356 .

[151] PET, emnesag: Fotokopi af Justitsministeriets fortrolige Cirkulære af 31. maj 1947.

[152] PET, ældre materiale fremfundet hos Københavns Politi: u. titel, u. dato (seks. s.), O.Th.O., s. 4.

[153] PET, emnesag: ”Beretning fra Kursus i Oslo i Tiden fra den 8.-13. maj 1950”. Dette lod sig gøre, fordi man havde forbindelse med den tekniker, som opstillede højttaleranlæg ved de kommunistiske mødelokaler. For et mindre gebyr installerede denne samtidig politiets stålbåndoptager. Over hvilken periode denne praksis strakte sig, fremgår ikke af materialet. Ibid.

[154] Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober. 2000.

[155] Se Kommissionens beretning bind 6 om PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989.

[156] JM, departementschefens pengeskab: Meddelelse, 4. maj 1948.

[157] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, 1948. Om Inf.-numre se Kommissionens beretning, bind 1.

[158] Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober 2000.

[159] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, 1948.

[160] Ibid.

[161] Ibid.

[162] Ibid.

[163] Se Kommissionens beretning, bind 6, om PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989.

[164] PET, emnesag: Fælles kontaktmøde for 5. Distrikt afholdt i Aalborg d. 3. Juli 1947 (må være 1948).

[165] Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober 2000.

[166] Hoffs nærmeste medarbejder Henning Palludan-Nielsen erindrer ikke at have hørt om et supplement til cirkulæret eller om et nyt cirkulære. Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober 2000.

[167] PET, emnesag: ”Beretning fra Kontaktmøde afholdt i Kolding Onsdag den 28’ Juli 1948 under Forsæde af Politimester Sten-Clausen”.

[168] AK-grupperne og deres forhold til Stay-Behind-netværket er beskrevet i Kommissionens beretning, bind 5.

[169] PET, emnesag: ”Beretning fra Kontaktmödet i Herning den 17. August 1948”; Ibid.: ”Beretning vedr. Kontaktmøde afholdt i Aarhus den 17’ August 1948 under Forsæde af Politimester Hoegh, Aarhus”.

[170] Ibid.

[171] PET, emnesag: ”Beretning fra Kontaktmödet i Herning den 17. August 1948”.

[172] PET, emnesag: ”Beretning vedr. Kontaktmøde afholdt i Aarhus den 17’ August 1948 under Forsæde af Politimester Hoegh, Aarhus”.

[173] Rigspolitiet, ujournaliseret: Fortrolig notits, 19. maj 1949; ”Vedrørende samarbejdet mellem rigspolitichefens efterretningsafdeling og de 3 birker”, 8. september 1949 med vedlagt Notits, 31. august 1949.

[174] Vedr. dannelsen af og udviklingen i AIC se: Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen, En bygning vi rejser. Den politiske arbejderbevægelses historie i Danmark, III, (Fremad, 1955), s. 249-250; Henning Tjørnehøj (red.), Fremad og atter fremad…LOs historie 1871-1960 (København, 1998), s. 531; Henning Grelle, ”AIC – propaganda- eller efterretningsorganisation”, ABAs Årsskrift 1998, s. 30-37; Klaus Petersen & Regin Schmidt, ”Gemensam nordisk front. De nordiske socialdemokratiske arbejderbevægelser og deres anti-kommunistiske samarbejde under den kolde krig”, Arbetarhistoria, nr. 4, 2001, s. 42-46; Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central. Socialdemokratisk anti-kommunisme under den kolde krig 1944-73, konferensafhandling, (Københavns Universitet, 2008); se endvidere Kommissionens beretning bind 8 om PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989.

[175] ABA, AIC, kasse 6, protokol 1: Protokol for møde 19. oktober 1944.

[176] Ibid., protokol 1: Møde i AIC, 7. november 1944.

[177] Ibid., protokol: Arbejdsudvalgets møde, 16. november 1944.

[178] Ibid., AIC's virksomhed i 1945 (dette synes at være S. Hellbergs noter til AIC’s bestyrelsesmøde den 14. januar 1946).

[179] Ibid., ”Bestyrelsesmøde i A.I.C. Mandag den 14. januar Kl. 9 (1946)”.

[180] Ibid.

[181] Ibid.

[182] Ibid.

[183] Ibid.

[184] Socialdemokratiske Noter, 4, 1947, leder: Aarvaagen og beredt, s. 219-220.

[185] Socialdemokratiske Noter, 8, 1947, 507.

[186] ABA, LO, journalnr. 503/47, kasse 47/48: Aksel Olsson: “Referat af Bestyrelsesmøde i A.I.C. den 25/6-47”.

[187] Ibid., Alsing Andersen brev til Eiler Jensen, 21. juli 1947.

[188] Ibid.

[189] Ibid., se også sammesteds: håndskrevet referat fra AIC’s bestyrelsesmøde 25. juni 1947.

[190] ABA, AIC, kasse 28, læg 2: S. Hellberg rundskrivelse til samtlige socialdemokratiske redaktører, 3. juli 1947.

[191] Ibid., spørgeskema.

[192] Besvarelserne på skemaet i: ABA, AIC, kasse 28, læg 2.

[193] Ibid.: besvarelse fra Fyns distrikt og fra Svendborg.

[194] ABA, AIC, kasse 28, læg 2: rundskrivelse fra S. Hellberg og Kaj Bundvad til A.I.C.’s bestyrelse, Socialdemokratisk Forbunds og D.s.U.’s Hovedbestyrelse, D.s.F.’s og Arb. Fællesorganisations Forretningsudvalg, samtlige Redaktører, Kredsformænd m.fl., 11. september 1947.

[195] Ibid.

[196] Ibid.: Danmarks kommunistiske Partis Organisationsapparat.

[197] ABA, LO, kasse 48, jounalnr. 876/48: Rapport om en Rejse til provinsen i januar 1948. Se også Klaus Petersen & Regin Schmidt, ”Gemensam nordisk front. De nordiske socialdemokratiske arbejderbevægelser og deres anti-kommunistiske samarbejde under den kolde krig”, s. 42-46.

[198] ABA, AIC, kasse 28, læg 4: O. Pedersen til AIC, 31.1. 1948; samme indtryk fra møde i Horsens den 27. januar: Ibid.: Poul Erik Jespersen til AIC, uden dato.

[199] Ibid.: M. Nielsen til Urban Hansen, 9. februar 1948.

[200] ABA, AIC, kasse 28/8: Socialdemokratisk Forening til AIC, 30. august 1948.

[201] Ibid.: Ferdinand Nielsen til AIC, 30. august 1948; Ibid.: Svend Hansen til AIC, 31. august 1948; Ibid.: Oluf Pedersen til AIC, 30. august 1948.

[202] ABA, AIC, kasse 29/2: Urban Hansen og Sigvald Hellberg udsendelse til fællesorganisationerne i provinsen, 21. december. 1948.

[203] Ibid.: Besvarelse fra Odense og Skive.

[204] Se Kommissionens beretning, bind 8, om PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989 for en nærmere beskrivelse af kontakten mellem AIC og REA/PET.

[205] Oplysning fra pensioneret PET-medarbejder, nedskrevet til Kommissionen, 4. januar 2000, s. 24.

[206] Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober 2000.

[207] Om etableringen af dette internationale samarbejde se Kommissionens beretning bind 4 om PET’s virkemidler. Hertil også: Peer Henrik Hansen, Da Yankee’erne kom til Danmark. Fra verdenskrig til kold krig. Den amerikanske efterretningstjeneste og Danmark 1943-46 (Lindhardt & Ringhof , 2008), s. 61, 63, 95, 122-127, 177.

[208] PET, emnesag: ”Kontaktmöde i Aalborg den 22. september 1949”.

[209] PET, emnesag: ”Referat af Stationsleder- og Kontaktmøde i Kolding den 17. febr. 1950”; se også: ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”.

[210] PET, emnesag: ”Vedrörende assistance fra kriminalpolitiet i provinsen til observationsopgaver”, 6. juli 1949.

[211] Ibid., Notat, 2. september 1949.

[212] Ibid., I. Larsen: ”Observation – Skygningstjeneste”, 25. oktober 1949.

[213] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Odense den 21/11-49”.

[214] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Ringkøbing Politikreds den 10/2-50”.

[215] PET, emnesag: ”Referat af Stationsleder- og Kontaktmøde i Kolding den 17. febr. 1950”.

[216] PET, emnesag: ”Beretning vedr. Kontaktmødet i Århus den 4. april 1950”.

[217] PET, emnesag: ”Erindringliste for kriminalpolitiet vedrørende Efterretningsvirksomheden i Politikredsene”. Det fremgår ikke, hvem eller hvilken myndighed, der har udstedt det pågældende dokument. Heller ikke udstedelsesdatoen fremgår af dokumentet. På grundlag af de politifolk, som nævnes i det vedhæftede alarmeringsskema, må man datere det til mellem efteråret 1949 og efteråret 1950. PET, emnesag: Rapport 24. august 1971 ved ka. E. Simonsen.

[218] Ibid., B.2, B.3.

[219] Ibid., B.6.

[220] Ibid., B.6.

[221] Ibid., B.6.

[222] Ibid., B.7. B.8.

[223] Ibid., A.1.

[224] Ibid., A.3, A.4.

[225] PET, emnesag: ”Underretning af Kontaktmændene”.

[226] PET, emnesag: ”Erindringsliste for kriminalpolitiet vedrørende Efterretningsvirksomheden i Politikredsene, A.6., A.7”.

[227] Ibid., B.4., B.5., B.11.-B.18.

[228] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Ringkøbing Politikreds den 10/2-50”.

[229] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende kontaktmandsmøde i distrikt VII, 29.8. 1950”.

[230] PET, emnesag: ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”. Kriminalkommissæren: “Det betyder reelt ikke noget, at kommunisterne går tilbage. De sidste valg var ganske vist et naturligt resultat af udviklingen, og nyt valg ville formentlig give yderligere tilbagegang for kommunisterne, men de resterende (kernen) var veludrustede, godt oplærte og farlige.”

[231] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende kontaktmandsmøde i distrikt VII, 29.8. 1950”.

[232] PET, emnesag: ”Erindringliste for kriminalpolitiet vedrørende Efterretningsvirksomheden i Politikredsene, B.1”.

[233] PET, emnesag: ”Notits. Onsdag den 31. august 1951”. For en nærmere beskrivelse af hjemmeværnets likvidationslister omkring 1950 og REA’s undersøgelse heraf se Kommissionens beretning, bind 5, om ”Stay-Behind” og Firmaet.

[234] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Odense den 21/11-49”; ”Referat af Stationsleder- og kontaktmøde i Kolding den 17. febr. 1950”; ”Beretning vedrørende kontaktmøde i Nykøbing Falster den 18. marts 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”.

[235] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Odense den 21/11-49 (udl kont)”; ”Kontaktmødet i Ringkøbing Politikreds den 10/2-50”.

[236] PET, emnesag: ”Beretning fra Kursus i Oslo i Tiden fra den 8.-13. maj 1950”. I kurset deltog to fra REA og to fra Københavns Politis Efterretningsafdeling.

[237] Ibid.

[238] PET, emnesag: ”Kontaktmøde i Aalborg den 22. september 1949”; ”Kontaktmødet i Odense den 21/11-49”; Ibid.: ”Kontaktmødet i Ringkøbing Politikreds den 10/2-50”; ”Beretning vedrørende kontaktmøde i Nykøbing Falster den 18. marts 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”.

[239] PET, emnesag: Alarmkort, ”‘G’, 18.11. 1948”. Ordningen for hotelregistret havde bestået længere, men i 1948 blev det arrangeret, at de folk fra REA, som anmodede om at få nedsat kort, blev anonymiseret. Hotelregistret omfattede kun København. Endnu i 1952 blev ordningen bekræftet. PET, emnesag: Alarmkort, ‘G’, 18.11. 1948., påtegning ved 506, 15. december 1952

[240] Rigsdagstidende, 1949-50, 101. ord. samling, II, sp. 4855-5857 (Federspiel). Den nye ordning var blevet indført ved justitsministerielt cirkulære af 24. september 1949.

[241] Rigsdagstidende, 1949-50, 101. ord. samling, II, sp. 4857-4858 (Steincke).

[242] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende kontaktmandsmøde i distrikt VII, 29.8. 1950”.

[243] PET, emnesag: ”Referat af distriktsmøde på Søgaardhus den 10/12 1951”.

[244] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Odense den 21/11-49”;”Beretning vedrørende kontaktmøde i Nykøbing Falster den 18. marts 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”; ”Beretning vedr. Kontaktmødet i Århus den 4. april 1950”.

[245] Se Kommissionens beretning bind 5 om ”Stay-Behind” og Firmaet.

[246] Samtale med Henning Palludan-Nielsen, 31. oktober 2000.

[247] Ibid.

[248] Se Kommissionens beretning bind 5 om ”Stay-Behind” og Firmaet.

[249] PET, emnesag: ”Kontaktmødet i Ringkøbing Politikreds den 10/2-50”; ”Referat af Stationsleder- og kontaktmøde i Kolding den 17. febr. 1950”; ”Beretning vedrørende kontaktmøde i Nykøbing Falster den 18. marts 1950”;”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”. Se i øvrigt Kommissionens beretning bind 5 om ”Stay-Behind” og Firmaet.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk