REGERINGSERKLÆRINGEN OG PET’S REGISTRERINGER PÅ DET POLITISKE OMRÅDE 1968-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 3
Kapitel 6

Forside | Til bund | Forrige | Næste


6. REGISTRERINGER, NYREGISTRERINGER OG MAKULERINGER EFTER REGERINGSERKLÆRINGEN, 1970-1974

I forbindelse med udflytningen fra politigården til Hørhusvej i 1970 blev det pålagt Revisionen at reducere antallet af tromlestrimler, idet Arne Nielsen agtede at reducere tromlerne fra fire til tre.[257] Dette skete givet for at opnå et synligt og politisk brugbart bevis på, at regeringserklæringen havde slanket PET’s registratur. I 1970 makulerede man først og fremmest de tromlestrimler, der fungerede som henvisninger. Personer, der kun var registreret som ”gift med”, blev i vidt omfang slettet (30.996 strimler), ligesom der makuleredes 4.179 strimler, der fungerede som krydshenvisninger. En del rejseregistreringer og andre sager, der ikke skønnedes at være af værdi, slettedes også. I alt blev 43.902 tromlestrimler samt underliggende oplysninger makuleret i 1970.[258] I 1971 destrueredes 22.629 tromlestrimler. Der var primært tale om henvisningsstrimler (8.019), strimler vedrørende visum og ophold for udlændinge (5.325), mens resten af strimlerne var fordelt på personsager, emnesager, FE-sager, afhoppere, personer med østforbindelser mv.[259] I 1972-1973 makuleredes tillige en række registreringer med tilhørende emnesager, herunder sagen om SF, der blev reduceret med 99%.[260]

For perioden 1972-1974 er det muligt at foretage en mere systematisk sammenligning af antallet af registreringer og makuleringer for herigennem at dokumentere, hvorvidt en egentlig nettoreduktion af det samlede antal registreringer fandt sted i årene efter den store makulationsrunde i 1968-1969. I februar 1972 opgjordes antallet af registreringer på tromlen til 170.079 strimler. Bliver dette tal renset for henvisninger (56.366), ”ikke danske” (37.203) og firmaer, organisationer, foreninger og lignende (7.917), var det samlede antal registrerede danskere:

Rejser: 10.201
Sikkerhedsundersøgte:          31.400
Andre: 26.992
I alt: 68.593

Ved udgangen af 1972 beregnede PET’s Afdeling A, at 11.868 ud af de 170.079 strimler var blevet makuleret. I 1973 blev yderligere 22.985 tromlestrimler makuleret, og i 1974, hvor en større arkivgennemgang foretoges, blev 15.801 tromlestrimler destrueret. I mellemtiden var der imidlertid kommet 24.241 registreringer til, således at det samlede antal tromlestrimler netto faldt til 155.534 (eller med 8,6% i perioden 1972-1974). Det kan ikke direkte udledes af dette tal, om faldet i antallet af tromlestrimler var ensbetydende med et ligeså stort fald i antallet af registrerede danskere. Dog ved vi, at PET i 1974 makulerede mange personsager, hvorfor en reduktion må have fundet sted. Således var hen ved halvdelen af alle makuleringer i 1974 personsager (6.893). Dette forklaredes i Afdeling A’s årsberetning med, at ”da afdelingen har fået nye arkivskabe, har undertegnede det meste af året beskæftiget mig med gennemgang af personsager, for at undgå at allerede makuleringsværdige sager skulle flyttes over i nye mapper”.[261] Antallet af registrerede danskere har i 1974 antagelig ligget i omegnen af de 60.000, hvoraf halvdelen har været sikkerhedsundersøgte personer.

PET’s Afdeling A skelnede i sine årsberetninger mellem registreringer og nyregistreringer, som fra 1971 skulle forelægges Wamberg-udvalget. Forskellen mellem de to begreber var, som nævnt i indledningen til denne delberetning, at nyregistreringer alene omfattede personer registreret med belastende oplysninger, mens registreringer tillige omfattede sikkerhedsundersøgte personer. [262] Nyregistreringer hentydede med andre ord til personer, som løbende blev registreret på grund af deltagelse i østrejser, ”illegal virksomhed”, forbindelse til øst-ambassader mv. En statistisk oversigt over nyregistreringerne kan således fortælle noget om udviklingen i det, som PET’s kritikere har kaldt de ”politiske registreringer”.

I 1970 nyregistreredes 1.310 danske statsborgere. Antallet af nyregistreringer lå dog markant lavere i den efterfølgende periode (1971-1974) med et gennemsnit på 466 pr. år eller 1.864 i alt. Til sammenligning var antallet af nyregistrerede udlændinge markant højere, ca. 1.812 pr. år eller 9.262 for perioden 1970-1974:

Figur 5:

Figur 5: Nyregistreringer 1970-1974: Kildemateriale: Årsberetninger fra Afdeling A, 1970-1974

Der bemærkes en markant stigning i 1974 med 2.550 nyregistrerede udlændinge, hvilket givet skyldes PET’s øgede fokus på international terrorisme og måske også på spionage i denne periode.

Opsummerende kan det konstateres, at der i perioden efter den store revision i 1968-69 blev foretaget yderligere indskrænkninger i PET’s registreringer på tromlerne, der reduceredes fra fire til tre, ligesom der fra 1971 kom markant færre nyregistreringer til pr. år. I perioden 1972 til 1974 reduceredes PET’s samlede registreringer (tromlestrimler) med 8,6%.

Tallene skal dog tages med det forbehold, at PET alene anså en person for registreret, hvis den pågældende kunne findes på tromlen. Det kan dokumenteres, at en række politiske oplysninger stadig opbevaredes eller noteredes i arbejdskartoteker.[263] Dermed kunne PET bevare en del af de ønskede oplysninger i arbejdskartoteker, der ikke af Justitsministeriet opfattedes som egentlige registreringer. En anden mulighed var, at man på emnesager om eksempelvis politiske partier eller organisationer indføjede bilag med navnelister over partimedlemmer, sympatisører mfl. Dette spørgsmål blev gjort til genstand for debat i Wamberg-udvalget i de følgende år. Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977 foretog senere en tolkning af regeringserklæringen, hvor den udtrykte sin accept af PET’s praksis på området. Dog anførte Kommissionsdomstolen det forbehold, at listerne, der inddækkedes på emnesagerne, ikke måtte være systematiserede. I så fald ville der være tale om en egentlig registrering (se nedenfor).

Der er ingen tvivl om, at PET opfattede indskrænkningerne i registreringerne efter 1968 som alvorlige, og dette på trods af at de langt fra var så vidtgående, som man i offentligheden kan have haft indtryk af. Arne Nielsen advarede kraftigt imod konsekvenserne af denne politiske beslutning. Han sendte blandt andet et brev til Niels Madsen den 6. januar 1970, hvor han i diverse bilag redegjorde for, hvordan danske statsborgere på rejse i østblokken blev forsøgt hvervet og for, hvorfor det var vigtigt at fastholde registreringer selv over en længere tidsperiode, idet agenter ofte først aktiveredes år efter deres hvervning af udenlandske tjenester.[264]

I et notat af 5. januar 1970 til Niels Madsen forklarede Arne Nielsen, at PET i perioden 1964-1968 havde slettet ”173.000 personer, heraf ca. 65.000 udlændinge og ca. 108.000 danskere. Af disse var 14.500 alene registreret i anledning af en sikkerhedsundersøgelse, mens de resterende 93.500 var ”kendt af forskellige grunde, herunder politiske”.[265] Han nævnte videre, at der inden for gruppen på 93.500 var de 20.000 slettet efter regeringserklæringen af 30. september 1968. I betragtning af, at PET siden krigen havde oprettet i underkanten af 80.000 personregistreringer (i form af B.- og Inf.-numre) samt et ikke nærmere kendt antal registreringer af personer på emnesager, kan tallet 173.000 synes meget højt angivet. Sammenlignes Arne Nielsens opgørelse med Kommissionens egen optælling af mere end 30.000 personsager på danskere og udlændinge, forekommer tallet på 173.000 makuleringer i alt for perioden 1964-1970 og 20.000 makulerede registreringer på danskere i perioden september 1968-januar 1970 urealistisk højt. Kommissionens egen optælling giver følgende billede:

Figur 6:
Oversigt over makulerede registreringer, 1960-1970 (statistisk oversigt over 30.455 personsager)[266]:

Mak. i 1960: 19
Mak. i 1961: 7
Mak. i 1962: 5
Mak. i 1963: 1
Mak. i 1964: 35
Mak. i 1965: 5.009
Mak. i 1966: 7.746
Mak. i 1967: 726
Mak. i 1968: 65
Mak. i 1969: 5.663
Mak. i 1970: 63

Formodentlig har PET-chefen rettelig ment tromlestrimler, der som tidligere vist indeholdt et meget højt antal henvisningsstrimler. Omvendt opgav PET-chefen, der dog præciserede, at han ikke kendte det nøjagtige tal, et urealistisk lavt tal, for så vidt angår antallet af danskere, der fortsat var registreret med belastende oplysninger, nemlig 10.000.[267] Som anført ovenfor viste en opgørelse fra februar 1972, at mere end 68.593 danskere var registreret, hvoraf de 31.400 var sikkerhedsundersøgte. Med andre ord var ca. 37.000 danskere registreret med belastende oplysninger eller næsten fire gange så mange som angivet af Arne Nielsen. Som vist i figur 5 var tilgangen af nyregistrerede danskere i 1970 og 1971 henholdsvis 1.310 og 472, hvorfor antallet af registrerede pr. 1. januar 1970 må have været ca. 35.000 eller 3,5 gange højere end det tal, Arne Nielsen nævner.[268]

Denne analyse viser, at Arne Nielsens notat til Niels Madsen mest af alt havde karakter af et politisk notat, der på den ene side gav ministeriet dokumentation for, at den fra politisk hold ønskede makulation havde fundet sted, samtidig med at det advarede mod yderligere begrænsninger, idet PET nu kun havde et begrænset antal registrerede danskere på tromlen. Den manglende skelnen mellem tromlestrimler og personer, det lave skøn for antallet af bibeholdte registreringer samt det forhold, at notatet ikke gjorde opmærksom på, hvordan tjenesten på anden vis kunne notere personoplysninger, skulle givet bidrage til den opfattelse, at en vidtgående begrænsning havde fundet sted.

Effekten af regeringserklæringen var efter alt at dømme en begrænsning, men ikke en vidtgående begrænsning af PET’s muligheder for systematisk at opbevare de oplysninger, som de havde brug for i deres videre efterforskning og overvågning. Den første makuleringsrunde i 1965-67 har, som figur 6 viser, haft større betydning end den i 1968-69 for så vidt angår personsager. Det bør dog erindres, at der som en følge af regeringserklæringen også udskiltes flere hundrede emnesager til makulation.

PET: En mere operativ tjeneste

Tidligere souschef i PET Jørn Bro har forklaret, at regeringserklæringen var en kærkommen lejlighed til at tænke nyt og forandre PET til en mere moderne og operativ tjeneste, der i stedet for at notere oplysninger af en hvilken som helst karakter gik målrettet efter at overvåge de miljøer, som man mente tjenesten burde interessere sig for, og herigennem skaffe sig de nødvendige oplysninger.[269]

Dette er givet en blandt flere forklaringer. Dels var regeringserklæringen ikke så virkningsfuld, som den kunne tage sig ud i offentligheden, dels skal PET’s ændrede prioriteringer i retning af en mere operationel tilgang nok også tilskrives markante ændringer i trusselsbilledet og i PET’s samarbejdsformer med andre institutioner og myndigheder. I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne fandt en afspænding sted mellem Øst og Vest, og de vestlige kommunistpartier fik et løsere forhold til Moskva, hvilket i sig selv formindskede PET’s interesse for DKP. Omvendt gav afspændingen større muligheder for østlig infiltration på grund af de øgede kontakter mellem borgere i Øst og Vest. Der var derfor et akut behov for en mere offensiv indsats over for de østlige tjenesters forsøg på at hverve danske statsborgere. Dertil kom, at PET havde mistet en samarbejdspartner og privilegeret kilde til oplysninger om forhold på arbejdsmarkedet, nemlig AIC, som blev nedlagt. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor samarbejdet med Socialdemokratiet ebbede ud i slutningen af 60’erne. Måske opfattedes forbindelsen politisk problematisk som følge af, at partiet havde bevæget sig væk fra de mere traditionelle antikommunistiske holdninger til fordel for en ny politik, der under indtryk af afspændingen og Ost-politikken etablerede kontakter med østblokken. Også samarbejdet med SF i ”Det røde kabinet” kan have spillet en rolle. I de kommende år blev hele fagbevægelsen, ikke kun den kommunistiske virksomhed, som AIC hidtil havde indsamlet oplysninger om, genstand for PET’s overvågning. Fagbevægelsens stigende støtte til fredsbevægelsen og de store faglige konflikter styrkede denne tendens. Den ro, som havde præget arbejdsmarkedet siden storkonflikten i 1956, ophørte. PET måtte derfor i stigende grad fungere som varslingstjeneste for ordenspolitiet, der ofte blev sat ind mod overenskomststridige faglige konflikter. Den stigende uro på den yderste venstrefløj samt et øget behov for at kende til planlagte demonstrationer, fysiske blokader og konflikter på arbejdsmarkedet ændrede præmisserne for PET’s virke. Dertil kom, at østlige efterretningstjenester opførte sig stadig mere aggressivt på dansk grund op gennem 70’erne.[270] Der måtte derfor gås anderledes og mere operationelt til værks med de risici, som det indebar, nemlig at efterretningsoperationer kunne gå galt og blive eksponeret i offentligheden. Et eksempel herpå er Kasper Neergaard-sagen, som er beskrevet andetsteds i Kommissionens beretning.[271]

Registreringer vedblev med at være et vigtigt redskab til brug for sikkerhedsundersøgelser. PET havde imidlertid stadig ringere mulighed for at verificere, om en kommunistisk infiltration af private og offentlige institutioner og virksomheder havde fundet sted. Det var af betydning for effektiviteten af det såkaldte ”totalforsvar”. Disse institutioner og virksomheder, der indgik heri, omtaltes som ”nøglepunkter”. PET’s nøglepunktskartotek blev som en direkte konsekvens af regeringserklæringen reduceret med 75% fra 4.000 til ca. 1.000-1.200 registreringer. Regeringserklæringen bevirkede ifølge PET, at en arbejdsmand, der havde besøgt DDR, kunne registreres, mens en politisk aktiv kontorchef, der ikke havde været på østrejse, ikke kunne registreres. Nøglepunktskartoteket ansås således for uanvendeligt, indtil man i 1969 fandt frem til en alternativ løsning, nemlig at lave positivlister over de personer, som PET anså for pålidelige i en krisesituation. Der blev derfor udarbejdet planer over, hvor lille et beredskab, der skulle til for at drive et nøglepunkt i en krisesituation, og man lavede dernæst en liste over de personer, der kunne gives adgang i en sådan situation. En yderligere gevinst ved denne ordning var, at det ikke længere var nødvendigt at foretage en bred overvågning af kommunistiske aktiviteter på arbejdspladsen.[272]


[257] PET, administrativ sag: ”Vedr. Årsberetning for året 1970 (Afdeling A)”, 13. januar 1971,

[258] Ibid.

[259] PET, administrativ sag: ”Vedr. Årsberetning for året 1971 (Afdeling A)”, 21. januar 1972.

[260] Ibid., diverse notitser fra 1972-1973 skrevet af en medarbejder i Revisionen og påført ”Årsberetning for Året 1971 fra Afd. A, 13. marts 1972. Om revisionen af SF-sagen se Kommissionens beretning, bind 7.

[261] Ibid., ”Vedr. Årsberetning for året 1971 (Afdeling A)”, 21. marts 1975.

[262] At nyregistreringer alene omfattede personer registreret med ”belastende” oplysninger bekræftes af Kommissionens gennemgang af de nyregistreringer, som blev forelagt Wamberg-udvalget: ”Af 16 nyregistrerede forevistes 13: 7 rejser, 2 illegale virksomheder, 3 ambassadekontakter og lign, 1 andet”, WU: Referat af møde, 20. september 1972. Der blev i forbindelse med sikkerhedsundersøgelsessager ikke foretaget registreringer af personer, der kun skulle godkendes til klassifikationsgraden ”Fortroligt”. Dette gjaldt dog ikke personforespørgsler fra Udenrigsministeriet vedrørende nyansatte, som straks registreredes. Det eneste tal, der findes, er fra perioden 1971-1974 og vedrører registreringer af undersøgte personer til klassifikationsgraden ”Hemmeligt”. I 1971 opgjordes tallet til 2.832. Dette tal lå samme niveau til og med 1974.

[263] Se kapitel 14 om arbejdskartoteker nedenfor.

[264] PET, administrativ sag: Notat af 5. januar 1970, underskrevet Arne Nielsen.

[265] Ibid.

[266] Kilde: Påtegninger på nummerlister vedr. inf. og B.-sager indtil B.67.530.

[267] PET, administrativ sag:: Notat af 5. januar 1970, underskrevet Arne Nielsen.

[268] Tallet bekræftes også af Arne Nielsens udtalelser på et møde i Wamberg-udvalget den 30. april 1969. Her oplyste han tallet til ca. 30.000 ”i selve politiets efterretningstjeneste” og skønsmæssigt 5.000 belastende registreringer i politikredsene. Jf. WU: Referat af møde, 30. april 1969.

[269] ”Vidnet blev derfor i 1967 sat i spidsen for en arbejdsgruppe, der skulle gøre PET mere offensiv. Det er svært at manøvrere en organisation som PET, og regeringserklæringen gav det afgørende skub. Den var nærmest fra himlen sendt”, RB: Jørn Bro, 5. november 2002 (åben afhøring).

[270] For en nærmere analyse af forholdet mellem Socialdemokratiet og PET se Kommissionens beretning, bind 8.

[271] Se afsnit herom i Kommissionens beretning, bind 9.

[272] Se afsnit om nøglepunkter i Kommissionens beretning, bind 8.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk