REGERINGSERKLÆRINGEN OG PET’S REGISTRERINGER PÅ DET POLITISKE OMRÅDE 1968-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 3
Kapitel 8

Forside | Til bund | Forrige | Næste


8. MIKROFOTOGRAFERING AF PET’s ARKIV

Thestrups dagbogsnotat og mikrofotografering i 1969-70

I den offentlige debat om efterretningstjenesterne forud for beslutningen om nedsættelse af Kommissionen fremkom i Jyllands-Posten et citat fra justitsminister Knud Thestrups dagbog for den 2. marts 1971.[273] Thestrup havde her noteret, at afdøde PET-chef Arne Nielsen havde ladet den del af Efterretningstjenestens kartoteker, der blev tilintetgjort som følge af regeringsbeslutningen, mikrofotografere og opbevare i en forseglet pakke i den danske ambassade i USA. Følgende er noteret i Thestrups dagbog:

”Tirsdag den 2-3-1971. Inde at ride [på Christiansborgs ridebane]. Ministermøde. I den forgangne uge indberettede Skat-Rørdam, at han havde opdaget, at afdøde Arne Nielsen havde ladet den del af Efterretningstjenestens kartoteker, der blev tilintetgjort som følge af regeringsbeslutningen, mikrofotografere og opbevare i en forseglet pakke i den danske ambassade i U.S.A. Jeg gav straks ordre til at pakken straks skulle destrueres. Der skulle ikke være andre der vidste det end direktør Fisher[274]. Efter ministermødet sagde jeg til Hartling, der var blevet gjort bekendt med sagen, at jeg straks havde givet ordre til at destruere pakken og sagde, at jeg ville indvi statsministeren i sagen. Hartling sluttede sig ganske hertil. ”Det er en helt rigtig beslutning”, sagde han. Efter ministermødet berettede jeg sagen for statsministeren [Baunsgaard], der ligeledes sluttede sig til min afgørelse.”[275]

Foto: ”Inde at ride” skriver justitsminister Knud Thestrup i en dagbogsoptegnelse af 2. marts 1971, hvor han omtaler deponeringen af en pakke med mikrofilm i Washington. Thestrup benyttede sig flittigt af de heste, der var opstaldet ved Christianborgs Ridebane, og hans dagbøger indeholder flere referencer til hans interesse for heste. Billedet er indsat i dagbogen for den 26. januar 1971 (Rigsarkivet: Knud Thestrups privatarkiv).

”Inde at ride” skriver justitsminister Knud Thestrup i en dagbogsoptegnelse af 2. marts 1971, hvor han omtaler deponeringen af en pakke med mikrofilm i Washington. Thestrup benyttede sig flittigt af de heste, der var opstaldet ved Christianborgs Ridebane, og hans dagbøger indeholder flere referencer til hans interesse for heste. Billedet er indsat i dagbogen for den 26. januar 1971 (Rigsarkivet: Knud Thestrups privatarkiv).



Såfremt Thestrups angivelse er korrekt, må mikrofotograferingen umiddelbart tolkes som en omgåelse af regeringserklæringen. Kildesituationen er dog vanskelig, for som nævnt i indledningen til denne delberetning, kunne det ske, at Thestrup misforstod oplysninger, der hidrørte fra efterretningsvæsnet. Dagbogsnotatet må derfor først og fremmest ses som et udtryk for Thestrups opfattelse af, hvad politimester Jørgen Skat-Rørdam har fortalt om den tidligere PET-chef Arne Nielsens dispositioner. Thestrup var, med en betegnelse fra den historiske kildekritik, ikke et førstehåndsvidne til den omtalte mikrofotografering, og misforståelser kan være opstået under PET’s henvendelse til Justitsministeriet. Der kan heller ikke ses bort fra den mulighed, at Skat-Rørdam af sine medarbejdere har fået oplysninger om mikrofotografering af PET’s arkiv og har fortolket oplysningerne således, som det fremgår af notatet i Thestrups dagbog. Det bemærkes dog herved, at Skat-Rørdam, som det vil fremgå nedenfor, ikke har nogen erindring om at have givet en sådan indberetning. Endelig foreligger den mulighed, at oplysningerne fra PET er blevet fejlfortolket af departementschef Niels Madsen. Oplysningerne i Thestrups dagbogsnotat må nødvendigvis prøves mod andre kilder med henblik på at klarlægge hændelsesforløbet.

På baggrund af undersøgelser i PET’s arkiv, afgivne vidneforklaringer for Kommissionen samt oplysninger indsamlet i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet søges følgende spørgsmål besvaret: Foretog PET en mikrofotografering af tjenestens arkiv, og i givet fald, hvad var formålet med den? Blev mikrofilmene efterfølgende opbevaret på den danske ambassade i Washington? Indeholdt mikrofilmene, som angivet af Thestrup, registreringer, der burde være slettet som følge af regeringserklæringen?

Mikrofotograferingen af PET’s arkiv

Kommissionen kan indledningsvis fastslå, at der i perioden juli 1969-marts 1970 blev gennemført en mikrofotografering af PET’s arkiv. Dette fremgår såvel af afgivne forklaringer for Kommissionen som af skriftligt materiale, herunder en ”destruktionsattest”, som to kriminalassistenter i PET underskrev den 28. januar 1972 (næsten et år efter Thestrups dagbogsnotat). Det fremgår af attesten, at følgende materiale blev destrueret:

”244 spoler 16 mm mikrofilm rummende herværende tjenestes arkivmateriale over informationsnumre og B-numre med B.nr 200.626 som sidst affotograferede sag, samt emnekartoteket.
8 spoler 32 mm film rummende samtlige ”plader” på tromlerne.
Ovenstående film optaget i tidsrummet primo juli 1969 til 4. marts 1970.
Endvidere destrueret:
22 spoler 32 mm film optaget 1952 - 53 i herværende tjenestes arkivmateriale.”[276]

Destruktionsattesten er stemplet HEMMELIGT, og med rød skrift er i håndskrift påført ”mak” og endnu en gang ”mak” med tilføjelsen ”mikrofotografering ved udflytning til Hørhusvej.”” Dette sidste henviser til, at PET den 1.- 10. april 1970 flyttede fra Politigården og et par andre steder i København til Hørhusvej på Amager.

Destruktionsattesten oplyser således dels om fotograferingens mængde, dels om en tidligere fotografering. Ifølge attesten har fotograferingen i 1969-70 omfattet hele PET’s arkiv og dermed både emnekartoteket og personregistreringerne, herunder registreringerne af udenlandske statsborgere, som ikke var omfattet af regeringserklæringen.

Som anført skete mikrofotograferingen af PET’s arkiv forud for udflytningen til Hørhusvej. Af arkivmaterialet fremgår, at kriminalkommissær Hans Christensen den 18. juni 1969 på sit kontor mødtes med fire medarbejdere hos PET, herunder Ib Norgaard,[277] og meddelte, at ”det under hensyn til brandfaren ved udflytningen til Amager var bestemt, at hele afdelingens arkivmateriale skulle fotograferes, således at dette var sikret inden udflytningen.”[278] På daværende tidspunkt forventedes det, at PET skulle flytte fra Politigården til Hørhusvej på Amager den 1. november samme år. Efter en drøftelse af tids- og mandskabsmæssige rammer for fotograferingen samt spørgsmålet om apparatur bestemtes det, at der skulle foretages en optælling og en beregning af ”optagelsesantal”, samt hvad det ville koste. Der forelå allerede i forbindelse med den planlagte udflytning en opgørelse af det nødvendige antal hyldemeter, der angav 460 ”løbende meter”. Man foretog samme dag en optælling af en hyldemeter blandt B-sagerne, der viste sig at rumme 3.150 sagsark. Da der i alt var 130 meter med B-sager, gav det resultatet ca. 409.500 sagsark og dermed samme antal eksponeringer. Med 725 optagelser pr. filmrulle og antallet af eksponeringer rundet op til 415.000 var de forventede udgifter til film 28.500 kr. Med de nævnte 460 løbende meter blev prisen anslået til 90.000 kr., hvortil skulle regnes personaleudgifter m.m. Man havde i opgørelsen set bort fra muligheden af at benytte et kamera af mærke Diebold, som PET rådede over.[279] Undersøgelsen fortsatte dagen efter, hvor man nåede frem til, at B.-numre og fotografering af ”pladerne” på tromlerne ville fylde 415.500 eksponeringer. Det blev stadig beregnet til en udgift på ca. 28.000 kr. Men i marginen tilføjedes i hånden – formodentlig af en af teknikerne - at det drejede sig om en totaludgift på 100.000 kr.[280]

Norgaard og en assistent henvendte sig til Minerva Mikrofilm i Hellerup, der foreviste et RECORDAK optageapparat, som arbejdede med 16 mm film i ruller a 30 meter. Inklusive fremkaldelse kostede en rulle film 38,00 kr., og Minerva Mikrofilm var indforstået med, at fremkaldelsen blev overvåget af PET. Skulle PET ønske en kopi af filmene, kunne det også let lade sig gøre. Minerva Mikrofilm tilbød at udleje optageapparatet for 300,- kr. pr. måned. Med det beregnede antal optagelser skulle der bruges 170 filmruller, og de samlede udgifter blev ved leje af apparatet i fire måneder og ved, at fremkaldelsen fandt sted hos Minerva Mikrofilm, 7.586,90 kr. Afstanden til de beregnede 28.000 kr. - for slet ikke at tale om de 100.000 kr. - skyldes formodentlig, at Norgaard kun beregnede udgifterne til fotografering af B.-numrene. Under forudsætning af at en hyldemeter emnesager rummede samme antal akter/eksponeringer, ville udgifterne til denne del af fotograferingen blive lidt over 78.000 kr. Norgaards rapport af 19. juni 1969 blev forelagt og tiltrådt ”efter de foreliggende oplysninger” den 20. juni med en signatur, der formodes at være Hans Christensens. Den 23. juni sikrede man sig, at Minerva Mikrofilms Recordak kunne lejes fra den 1. august 1969. [281]

Samme dag blev fotograferingen sat i gang, begyndende med strimlerne på tromlerne, hvor man brugte PET’s eget apparatur. Den 14. juli blev det lejede Recordak-apparat installeret, og fotograferingen af Inf.numrene begyndte.[282] Recordak-apparatet blev opstillet i arkivet og betjentes af tre personer, én der fjernede hæfteklemmer og lignende, én der passede apparatet, og endelig én der lagde dokumenterne tilbage i sagen, dog uden at hæfte dem sammen igen. I store gamle sager frasorterede man en del, evt. efter ”drøftelse med tidligere sagsbehandler”.[283] Men ellers blev principielt alt taget med. Af tekniske årsager fotograferede man ikke pas, bøger og lignende. Hver filmrulle blev nummereret fortløbende og mærket med det Inf.- eller B.-nummer, der begyndtes og afsluttedes med. Hver film blev lagt i en metaldåse, der igen blev lagt i et paphylster, og begge dele blev mærket med de samme numre. Der blev ført daglig journal over optagelserne og ført en liste over filmene med angivelse af hver films indhold. I de tilfælde, hvor sager ikke var på plads, fordi de blev brugt af sagsbehandleren, foretog man efterfølgende i to omgange suppleringsfotografering, der fyldte film-numrene 212 - 222. [284] I midten af februar 1970 var man færdig med Inf.- og B.-numre, og i begyndelsen af marts afsluttedes hele operationen. I en rapport af 4. marts 1970 nævnes kun personsager og slutdatoen 2. marts 1970. Det fremgår af rapporten, at der især i starten ”arbejdedes under tidspres på grund af forestående flytning, der begrundede optagelserne af sikkerhedsmæssige grunde.” Forfatteren til rapporten karakteriserer hele operationen som en ”generel mønstring af samtlige tjenestens personsager” og dermed ”ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt i det store og hele … tilfredsstillende.” Emnesagerne fik film-numrene 223 - 241 og 243 - 245; nummeret 242 blev tilsyneladende ikke brugt.[285]

Norgaard, der fungerede som tekniker hos PET, har under sin forklaring for Kommissionen bekræftet, at han var involveret i den omhandlede mikrofotografering af arkivet. Fotograferingen skete i forbindelse med, at PET skulle flytte til Hørhusvej. Der var på dette tidspunkt trusler om angreb på PET’s bygninger. Norgaard blev kaldt til Arne Nielsen, der gav ordre til fotograferingen. Norgaard lejede et apparat til formålet og forestod fotograferingen, bistået af et par sekretærer. Arkivaren hos PET kom med sagerne, der skulle fotograferes i nummerorden. Hvert ark i sagerne blev fotograferet. Han mener ikke, at der i forbindelse med fremkaldelsen, som skete hos en fotoanstalt, blev lavet flere kopier. PET havde ikke selv et sådant specialudstyr, som ville have været nødvendigt for at tage en kopi af filmene. Han kender ikke noget til destruktion af filmene. I bogen Spionjæger i Danmark forklarer Norgaard, at han afleverede filmrullerne til sin nærmeste foresatte, der oplyste, at de skulle opbevares i en bankboks i København.[286]

En anden PET-medarbejder har bl.a. forklaret, at han er bekendt med mikrofotograferingen af PET’s arkiv. PET skulle flytte til Hørhusvej, og man var bekymret for, at noget kunne gå galt. Det var hans helt klare indtryk, at fotograferingen havde baggrund heri. Udflytningen skete med bevæbnet eskorte. Han har ikke kendskab til, hvad der skete med mikrofilmene. Han er fra sin tid i NATO bekendt med, at man inden for NATO mikrofotograferede alt og anbragte en film på hver side af Atlanten.[287]

Yderligere en PET-medarbejder har forklaret, at han på det pågældende tidspunkt var bekendt med, at der foretoges affotografering af PET’s arkiv. Det blev ikke hemmeligholdt. Fotograferingen var efter forlydende beordret af Arne Nielsen. Det var første gang, man skulle flytte arkiv og kartotek, og det var indtrykket, at ledelsen var nervøs for, at der skulle bortkomme sagsmateriale i forbindelsen med den meget store og omfattende flytning. Han er ikke klar over, om man kopierede akterne i ét eller flere eksemplarer. Han er heller ikke klar over, hvor mikrofilmene skulle opbevares, men det forlød, at de ville blive opbevaret et sikkert sted, så det ville være muligt at rekonstruere sagsmateriale, hvis noget skulle forsvinde i forbindelse med udflytningen.[288]

Jørn Bro har over for Kommissionen oplyst, at han ikke har nogen personlig erindring om fotograferingen, men efter hans opfattelse var der god grund til at sikre arkivet og kartoteket ved en sådan affotografering i forbindelse med flytningen af PET. Der var ingen tvivl om, at stærkt venstreorienterede, revolutionære kredse meget gerne ville skandalisere PET ved at stjæle en arkivkasse eller eventuelt ved at smide en molotovcocktail op i en lastvogn med arkivkasserne. Medarbejderne bogstavelig talt ”sad på arkivkasserne” under flytningen.[289]

Foto: PET’s hovedkvarter på Hørhusvej, Amager. Ib Norgaard, der fungerede som tekniker hos PET, har til Kommissionen forklaret, at han var involveret i mikrofotograferingen af PET’s arkiv. Fotograferingen skete angiveligt i forbindelse med, at PET skulle flytte til Hørhusvej i 1970. Der var på dette tidspunkt trusler om angreb på PET’s bygninger (Land og Folk/ABA).

PET’s hovedkvarter på Hørhusvej, Amager. Ib Norgaard, der fungerede som tekniker hos PET, har til Kommissionen forklaret, at han var involveret i mikrofotograferingen af PET’s arkiv. Fotograferingen skete angiveligt i forbindelse med, at PET skulle flytte til Hørhusvej i 1970. Der var på dette tidspunkt trusler om angreb på PET’s bygninger (Land og Folk/ABA).

En af de to kriminalassistenter, som stod for destruktionen af filmene i 1972, har om denne bl.a. forklaret, at han og hans kollega foretog destruktionen efter ordre fra afdelingsleder Thinggaard eller en kollega. De skulle makulere filmene efter kontortid, fordi der ikke skulle snakkes så meget om det. De kørte filmene gennem en makulator. Arbejdet tog vist to aftener a ca. et par timers varighed. De konfererede antallet af spoler med en seddel, de havde fået udleveret, men han ved ikke, hvad der var på filmene. Han har tilføjet, at de ”vadede” i hemmeligheder, og én fra eller til interesserede dem ikke. Oplysningerne om tidsrummet for filmenes optagelse fremgik af den seddel, han fik af afdelingslederen sammen med spolerne. Man kunne tro, at optagelserne er sket i forbindelse med udflytningen til Hørhusvej.

Spolerne lå i grå blikdåser. Han vil tro, at dåserne var nummereret. Han husker ikke, om teksten på dåserne fremstod som hvid bund med sort tekst eller omvendt. Han tror, at teksten var hvid med sort baggrund. Han fik ingen forklaring, men han havde en formodning om, at filmene havde været opbevaret uden for huset, men hvorfor ved han ikke. Han kan kun udlægge destruktionsattesten således, at arbejdet er sket efter ordre fra afdelingslederen, men han husker det ikke konkret. Han har ikke fået ordren om destruktion fra politimesteren. Der opstod ingen snak om arbejdet ved destruktionen. Arbejdet var højst uinteressant. Det makulerede materiale blev brændt på Jægersborg Forbrændingsanstalt under overvågning af tre-fire mand fra PET.[290]

På grundlag af det anførte skriftlige materiale og de afgivne forklaringer finder Kommissionen at kunne lægge til grund, at anledningen til mikrofotograferingen af PET’s arkiv i 1969-70 var tjenestens forestående flytning.

Tidligere mikrofotograferinger af PET’s arkiv

Thestrups dagbogsnotat angiver, at mikrofilmene var deponeret i den danske ambassade i Washington. Oplysningen er interessant, idet dokumenter fra PET’s arkiv bekræfter, at tjenesten siden den umiddelbare efterkrigstid havde haft forskellige planer for en sikkerhedskopiering af PET’s arkivalier. Ønsket om en kopi af arkivet, der kunne deponeres på et hemmeligt og sikkert sted, skal forstås i lyset af det katastrofeberedskab, som PET og andre offentlige myndigheder var en del af. En sådan foranstaltning ville derfor i sig selv være ukontroversiel. Wamberg-udvalget havde siden oprettelsen i 1964 gentagne gange påpeget en række utilstrækkeligheder i det danske beredskab, deriblandt manglen på både en tilstrækkelig arkivsikring og en realistisk destruktionsplan for PET’s arkivalier.[291]

Mikrofotografering og deponering af sensitivt materiale var, om ikke rutine, så i hvert fald ikke ukendt i NATO-landene. Flere vestlige tjenester opbevarede kopier af deres arkiv i USA. Særligt bemærkelsesværdige er parallellerne til det svenske statspolitis fotograferinger af det såkaldte ”Flexregister”, der betegnes som nøglen til de person- og sagsakter, der var grundlag for personregistreringen. Flexregistret var en pendant til det danske tromlesystem. Flexregisteret blev mikrofotograferet under Koreakrigen, igen under opstanden i Ungarn 1956 og under Berlinkrisen i 1961. Säpo-kommissionen finder det godtgjort, at flexregisteret til ”centralregisteret” blev fotograferet i anden halvdel af 1960’erne, mest sandsynligt i 1966. Interessant er det også, at flere over for Säpo-kommissionen har oplyst, at der blev taget fem kopier. Hans Holmér har således oplyst, at han havde sporet fire kopier og tilintetgjort dem. Han mener, at den femte kopi er givet videre til CIA, hvad andre tjenestemænd på det bestemteste benægter. Endnu en fotografering siges at have fundet sted nogle år senere, og i den forbindelse skulle en kopi være set hos FBI. Säpo-kommissionens betænkning understreger usikkerheden i disse oplysninger og henviser til en makulering i 1972 (samme år som den danske destruktion), hvor samtlige fotografier af flexregisteret er tilintetgjort, idet der også nævnes en senere fotografering.[292]

Det danske udenrigsministerium deponerede fra begyndelsen af 1950’erne sikkerhedskopier på samme måde.[293] I hvilken udstrækning der var tale om sikkerhedsmæssige rutiner, som også indebar ajourføring af arkiverne i Washing-ton-ambassaden, er usikkert. Nogle steder i materialet betegnes de som ”rømningsarkiver”, der skulle stå til rådighed for en eksilregering, hvis hjemlandet blev besat af Warszawapagtens styrker. Udtrykket ”opbrudssikkerhed” er også brugt. Fotograferingen i PET i 1969-1970 havde et sådant omfang, at den ville kunne danne grundlag for et rømningsarkiv. En gennemførelse af et sådant kunne meget vel have sat sig spor i en underretning til i alt fald Justitsministeriets departementschef. Det tilsyneladende fravær af noget sådant er dog ikke ensbetydende med, at det ikke har fundet sted.

Der er spor af mikrofotograferinger, eller overvejelser om sådanne, i forskellige notater og rapporter i PET’s arkiv. De vigtigste dokumenter, som vil blive analyseret nedenfor, hidrører fra perioderne 1952-1953, 1956-57, 1959, 1966-1968. De viser, at den tidligste affotografering af PET’s specialkartoteker blev foretaget i 1948. Materialet viser ligeledes, at der ikke blev foretaget systematiske affotograferinger i perioden 1952-1969.

Et tidligt spor i PET’s arkiver af sådanne fotograferinger er et notat, dateret 13. oktober 1952 fra afd. VI i PET. Fra 26. maj til 24. juli blev der foretaget en fotografering af de ”i herværende embedes Afdeling II, III og IV beroende kartoteker.” Dertil kom i september samme år en supplerende fotografering af sager fra afd. II. Der blev anvendt 35 mm film med ca. 750 optagelser pr. film ”og med 4 kartotekskort på hver optagelse.” Afdeling II brugte 14 spoler for at nå fra et navn begyndende med Aa til et med Ø[anonymiseret]. Dertil kom supplementsfotograferingen på spole nr. 15, 120 optagelser og på spole 16, 600 optagelser. Afdeling II havde ansvaret for en række specialkartoteker, hvoraf det største var det såkaldte ”Kommunistkartotek”, der ved tidspunktet for fotograferingen rummede 44.880 kort. Da oplysningerne om nogle af de registrerede fyldte mere end ét kort, kan man ikke ud fra denne oplysning alene sige noget sikkert om antallet af registrerede personer, kun at der var færre end de 44.880 kort i specialkartoteket.[294] Dog ved vi, at specialkartoteket rummede ca. 20.000 navne i 1950.[295] Afdeling IV brugte tilsvarende fire spoler, dækkende fra et navn begyndende med bogstavet A til et navn begyndende med S, begge østeuropæiske navne, og således formodentlig vedrørende personer fra østlandene, måske navnlig om konstaterede eller mistænkte efterretningsfolk i ”østambassaderne”. Afdeling III fik plads til ca. 25 optagelser på afdeling IV’s sidste spole. Notatet nævner ikke, hvor filmspolerne derefter blev anbragt. Det er ikke signeret, men det fremgår, at det er udarbejdet i afdeling VI. Det er - ligesom de fleste notitser, den er fundet sammen med - ikke journaliseret. Kun et enkelt, brunt papirlæg med nogle få notitser er journaliseret.[296]

Sammen med ovennævnte notat findes et andet notat vedrørende tidligere fotograferinger. Første del, på to sider, er dateret 5. januar 1953, signeret af en kriminalassistent med dennes kodebetegnelse. Det fremgår heraf, at ”kartoteket i gruppe II”, det vil primært sige kommunistkartoteket, efter ordre fra REA’s daværende chef, Troels Hoff, blev fotograferet ”første gang i efteråret 1948 og begyndelsen af 1949”. Fotograferingen blev afsluttet med en supplementsfotografering ”af samme kartotek” i november 1949. Rapporten opgør fotograferingen til at have omfattet ca. 20.000 kortsider. Der benyttedes amerikanske film, som Troels Hoff skaffede, ”idet det var meget vanskeligt at skaffe film på det tidspunkt.”[297] Kriminalassistenten beretter også, at han aldrig har set nogen faktura eller regning for disse film, og at han heller ikke siden har set noget til filmene; men i løbet af 1950 ”tilgik der afdelingen en kopi af hele den første serie film, og det var meningen, at denne kopi skulle benyttes til specialkartoteker. Kopien blev i stedet for lagt ind i informationsmapperne og anvendt ved revisionen.”[298] På grund af mandskabsmangel blev kopieringen ikke foretaget af PET, uanset at der var indkøbt (foto)papir til det, ”selv om det var meningen, at papiret på grund af de vanskelige importforhold skulle have været leveret fra Amerika.” I fortsættelsen af notatet, dateret 6. januar 1953, oplyses det, at samtlige 107 film, som er limet sammen og viklet op på fem spoler, stadig findes hos PET. De fem spoler er kopieret over på en negativfilm, der er anvendt ved kopiering på en kopieringsmaskine. ”Også disse film forefindes her ved embedet … Der er i alt 67 filmsruller, der er forefundet i samme stand, som da jeg i november måned afleverede filmene til ledelsen. Det samme gælder 50 filmruller med ca. 3600 kortsider fra gruppe IIs kartotek, der stammer fra supplementsfotograferingen i sommeren 1949.”[299] Denne ekstra fotografering huskede den pågældende ikke, men kom i tanke om den, da han fandt filmspolerne. Rapporten afsluttes med, at der i alt i tiden november 1948 til november 1949 er fotograferet 16.500 kortsider fordelt på tre fotograferinger, og af disse er der ”tilsyneladende kun foretaget kopiering af de første 7.700 kortsider.” Rapporten blev så sent som i december 1958 forelagt PET’s chef, Mogens Jensen, der påførte rapporten: ”Hvor er disse film i dag og hvad skal vi med dem?”[300]

Så tidligt som i juli 1948 blev idéen om mikrofotografering af PET’s arkiv omtalt ved et møde i Kolding med REA’s jyske kontaktmænd, der frygtede, at en eventuel fjendtlig besættelsesmagt skulle kunne identificere dem som medarbejdere i REA. ”G.N.” [ikke identificeret] og en identificerbar kriminalassistent beroligede forsamlingen med, at deres rapporter til Centralen blev tilintetgjort straks efter brugen. ”Der er under Udarbejdelse en bestemt Plan for hele Materialets Tilintetgørelse, men en Kopi vil blive sikret på betryggende Maade.”[301] Problemet med en hurtig tilintetgørelse af PET’s arkiver i en akut krisesituation skulle dukke op flere gange. De tidlige fotograferinger omtales også kortfattet i en større redegørelse, dateret 11. januar 1951. Det berettes her, at filmene af ledelsen deponeredes uden for Politigården. ”Saadan Affotografering fortsatte med periodiske Mellemrum i den kommende Tid af alle siden forrige Affotografering tilkomne nye Kort, samt af tidligere affotograferede Kort, som siden Affotograferingen var blevet påført nye Oplysninger. Udefra modtoges 2 Sæt Kopier (Aftryk) af de fotograferede Kort…”.[302] Efter det foreliggende materiale indgik ajourføringen af et sådant ”fotoarkiv” imidlertid ikke i PET’s rutiner, formodentlig fordi det ville kræve betragtelige ressourcer, især arbejdsindsats. I den nedenfor omtalte plan fra september 1956 for en fotografering af arkivet nævnes en sådan ajour- fotografering som noget, der ikke er erfaring med.

Det er klart, at spørgsmålet om rømnings- eller opbrudsarkiv ikke var løst en gang for alle med fotograferingerne 1947-49 eller 1952-53. De danske efterretningstjenester blev udsat for et vist pres fra de allierede, da NATO ønskede at udbygge sin egen efterretningstjeneste også på det civile sikkerhedsområde. Under møder 12. og 13. juli 1956 med repræsentanter for NATO’s hovedkvarter, SHAPE (Supreme Headquarters Allied Powers Europe), blev det nævnt, at en navngiven NATO-afdeling påtænkte at oprette en særlig arkivafdeling, hvor oplysninger fra de nationale efterretningstjenester kunne samles allerede i fredstid. ”Man ønskede fra Danmark at få oplyst så mange detaljer som overhovedet muligt vedrørende forhold og personer af C. I. [kontraefterretnings]-interesse. Specielt om personer ønskede man alle data vedrørende personer, der kan blive af interesse ud fra et sikkerhedssynspunkt, herunder fuldstændig beskrivelse af personlige forhold, signalement og samtlige oplysninger, som måtte være indgået til de nationale myndigheder vedrørende pågældende. Disse oplysninger skulle udfærdiges på specielle formularer – enten på engelsk eller fransk - beregnet til overførelse på kartotekskort i Paris.”[303] Ifølge referatet bemærkede oberst Lunding (FE), at han ikke kunne love sådanne oplysninger i fredstid, og Mogens Jensen, chefen for PET, der har udarbejdet referatet, tilføjede, at han ”ikke kunne give tilsagn om sådanne oplysninger hverken i fredstid eller krigstid”.[304] Da han også ønskede at høre om den nærmere motivering for ønsket, og som den første begrundelse fik, at Danmark jo kunne blive besat, svarede han, at han var ”fuldt opmærksom på vor forpligtelse til, at det fornødne efterretningsmateriale blev bragt i sikkerhed i udlandet.” Men materialet måtte sikres på danske hænder i udlandet ”inden for et dansk myndighedsområde”, så ”allierede myndigheder havde mulighed for derfra at skaffe sig alle sådanne oplysninger, som disse myndigheder måtte have en berettiget interesse i at indhente.”[305] Det var Mogens Jensens indtryk, at der også i andre allierede lande var modstand mod en centralisering i SHAPE`s regi af de nationale efterretningstjenesters oplysninger, også fordi det bilaterale samarbejde allerede fungerede tilfredsstillende.[306] Der er ikke i ovenstående referat grundlag for at antage, at Mogens Jensen havde de eksisterende fotoarkiver i tankerne. Derpå tyder også Mogens Jensens ovennævnte påtegning på notatet af 5. januar 1953, som giver indtryk af, at han ikke kendte til de arkivfotograferinger, som faktisk havde fundet sted.

Året efter, den 30.-31. oktober 1957, i et møde i ”Specialkomiteen” i NATO måtte den danske delegerede (navnet ikke angivet, men formodentlig Mogens Jensen) gentage såvel afvisningen af at levere de ønskede oplysninger som tilsagnet om at deponere en kopi et sikkert sted. Fra dansk side tog man principielt forbehold over for SHAPE’s ønske om udlevering af lister ”under en hvilken som helst form over danske statsborgere.” Den delegeredes principielle stilling var den, ”at materialet måtte være og forblive på danske hænder, om fornødent i udlandet, hvor dets tilstedeværelse måtte være sikret.” Referatet er dateret 8. november 1957, men ikke signeret.[307]

Det vides ikke, om tilsagnet til samarbejdspartnerne i NATO allerede i førstnævnte møde var grunden til, at PET tog spørgsmålet om oprettelse af et rømningsarkiv op. Den 14. september 1956 havde to af PET’s kriminalfolk færdiggjort en redegørelse om en eventuel fotografering af PET’s registratur og arkiv.[308] De havde lavet en opgørelse af arkivmængden, målt i centimeter, og nået til, at der var 5.392 cm. (formodentlig = 53,92 hyldemeter) personakter, 3.229 cm. nye emneakter og 2.642 cm. gamle emneakter, idet de ikke havde medregnet person-undersøgelsessager, radioamatører, våbensager og rejsesedler. De havde også måttet se bort fra sager, der var udlånt til sagsbehandlere. De havde foretaget en prøvefotografering med tjenestens Diebold-kamera og havde derpå regnet sig frem til, at de nævnte personakter og nye og gamle emneakter med tre mand på fuld tid kunne fotograferes på otte mdr. og ni dage. Yderligere måtte der føres en fortegnelse over, hvad der blev fotograferet, og hvilke sager, der ikke var på plads under fotograferingen med henblik på senere supplementfotografering. Endelig måtte ”navnene på tromlerne i registraturen” og emnefortegnelserne - både de gamle og de nye - fotograferes med et andet, mere egnet kamera.

Da det så ud til at blive en operation, der ville tage både tid og penge, nævnte man muligheden for at indskrænke aktionen til:

”1. Navnestoffet på tromlerne
2. Emnefortegelserne
3. Afd. II.s oversigt over DKP’s mest fremtrædende personer
4. ” ” fortegnelser over kommunister udenfor København
5. ” ” ” ” personer tilsluttet kommunistiske frontorganisationer
6. ” III.s indholdsfortegnelser vedr. belastede personer, der er ansat på nøglepunkter.
7. Afd. IV.s fortegnelser over personer med forbindelse til herv. Østambassader og evt.
8. K[øbenhavns] E[fterretningsafd.] s kartotek (ca. 60.000 kort)”[309]

Sluttelig anførtes nogle overvejelser om, hvordan fotoarkivet kunne ajourføres. Det anbefaledes, at man med mellemrum gennemgik samtlige akter eller dele deraf og fotograferede det stof, som var kommet til siden sidste fotografering.

Redegørelsen fra september 1956 førte ikke til noget. Først i 1959 blev spørgsmålet bragt frem igen. I en redegørelse af 8. oktober 1959 henvistes der til den tidligere redegørelse fra 1956, og der blev gjort opmærksom på, at såvel registratur som arkiv var øget i de tre forløbne år. Redegørelsen indskrænkede sig i øvrigt til at gøre opmærksom på de fototekniske fremskridt, der var sket. Den pågældende kriminalassistent havde været i forbindelse med firmaet Minerva Mikrofilm, der både havde oplyst om nye apparater og om muligheden for fremkaldelse og kopiering og om priser.[310]

Men heller ikke i 1959 blev det til noget med fotografering og ”opbrudsarkiv”. De gamle fotografier - eller muligvis andre arkiverede personregistreringer - dukkede imidlertid op i slutningen af 1961. I 1954 havde den såkaldte McCarren-lov i USA medført, at der blev krævet individuelle visa for sømænd på udenlandske skibe, der anløb USA.[311] I december 1961 blev en dansk sømand nægtet adgang til USA. Mogens Jensen kommenterede sagen på et møde i ”Koordinationsudvalget” (Embedsmandsudvalget) den 15. januar 1962.[312] Mogens Jensen berettede, sekunderet af departementschef Boas, at ”Oplysningerne om […] stammede fra PET’s ældre kartotek, hvorfra materiale i 1948 af beredskabsmæssige grunde blev overgivet til USA’s efterretningstjeneste. Kartoteket i dets daværende form eksisterede ikke længere, og fra dansk side havde man protesteret imod, at oplysningerne stadig var i amerikansk besiddelse.” Det er overvejende sandsynligt, at det drejede sig om kartotekskortene fra den første fotografering 1948-49. Sagen med den afviste sømand gør det sandsynligt, at amerikanske myndigheder lå inde med en kopi af arkivfotograferingen fra 1948 eller 1950’erne, som amerikanerne muligvis havde været behjælpelige med. [313]

Spørgsmålet om ”rømningsarkiv” hvilede derefter, indtil det i august 1966 blev rejst af FE under et rutinemæssigt kontaktmøde mellem FE og PET.[314] Toft-Nielsen, PET, drøftede samme måned spørgsmålet med Udenrigsministeriet, der havde foretaget en arkivfotografering i 1961 med eget apparat, som dog betegnedes som ”ikke særlig godt”.[315] I november foreslog FE i en skrivelse, at der blev anskaffet et mikrofotograferingsanlæg, der kunne bruges af de styrelser, der havde brug for et rømningsarkiv.[316] Senere nævntes i drøftelserne Udenrigsministeriet, Handelsministeriet, Ministeriet for offentlige arbejder, Indenrigsministeriet og Sekretariatet for civilt beredskab.[317] Politiassessoren i PET konciperede en skrivelse, hvori han henstillede, at Sekretariatet for civilt beredskab overvejede at anskaffe apparatet. I marginen er anført spørgsmål om fremkaldelse, anskaffelse af læseapparat, eventuelle kopier til andre styrelser og formodede tal for omkostningerne. Det ses imidlertid ikke, om brevet er sendt; men da politiassessoren i februar 1967 forelagde sagen mundtligt for Sekretariatet for civilt beredskab, viste dette sig uinteresseret. I en ”udbrudssituation” havde man dér kun brug for ganske få grundlæggende NATO-dokumenter og andet, som det ikke var rimeligt at fotografere. Den pågældende kontorchef oplyste, at Sekretariatet formodentlig ikke ville være interesseret i at deltage i anskaffelsen, men dog gerne ville overveje sagen.[318] Med politiassessorens notits af 10. februar 1967 sluttede overvejelserne øjensynlig indtil videre. I håndskrift er notitsen påført: ”Efter aftale m. pi [politiinspektøren] i febr. 67 skal der ej foretages videre herfra, med mindre FE eller SCB Sekretariatet for civilt beredskab bragte sagen op på ny. Da dette ikke har været tilfældet, henl[ægges] sagen nu. 17/7 68.” Signaturen er vanskelig at tyde, men den må formodes at tilhøre politiassessoren i PET, Toft-Nielsen.

Opsummerende kan det konstateres, at såvel samtidige skriftlige kilder, der hidrører fra PET’s arkiv, som vidneforklaringer for Kommissionen fremhæver den forestående udflytning til Hørhusvej som årsag til mikrofotograferingen af PET’s arkiv i 1969-1970. Det kan imidlertid ikke ganske afvises, at flytningen også kan have været en anledning til at få gennemført og ikke mindst finansieret, via ekstrabevilling, en omkostningstung mikrofotografering af PET’s arkiv. Sådanne mikrofilm kunne efterfølgende deponeres på et sikkert sted i udlandet som en slags rømningsarkiv. Ovenstående viser, at der i perioden forud for mikrofotograferingen pågik vedvarende overvejelser i PET omkring etableringen af et rømningsarkiv. Sagen blev dog henlagt i sommeren 1968. Der findes ingen omtale af rømningsarkiver i forbindelse med mikrofotograferingen 1969-1970. Det bemærkes herved, at flere af de medarbejdere, der var involveret i denne mikrofotografering, udmærket kendte til de tidligere og skrinlagte rømningsplaner. Kriminalkommissæren i PET betoner således i et notat til internt brug i tjenesten, at det alene var brandfaren ved udflytningen, ikke opbygningen af et rømningsarkiv, som var begrundelsen for mikrofotograferingen. Norgaards forklaring om, at fotograferingen skyldtes trusler om angreb på PET’s bygninger, kan heller ikke afvises. Det forlød således fra en af PET’s kilder, at en deltager i de danske Vietnamkomiteers repræsentantskabsmøde den 24. maj 1970 havde ladet forstå, at et angreb på PET’s bygninger på Hørhusvej var planlagt. Oplysningen er dog fra umiddelbart efter, at flytningen var gennemført, men måske vidner kilden om det generelle trusselsbillede, som PET arbejdede ud fra i forbindelse med flytningen i 1970.[319]

Forklaringer til Kommissionen vedrørende spørgsmålet om deponering af mikrofotograferet arkivmateriale fra PET i den danske ambassade i Washington sidst i 60’erne samt øvrige oplysninger

Jørgen Skat-Rørdam, der var chef for PET i årene 1971-75, har forklaret, at justitsminister Thestrups dagbogsnotat vedrørende mikrofotograferingen af PET’s arkiv ikke siger ham noget. Når Thestrup skriver, som han gør, må Thestrup have ment det, men Skat-Rørdam har ingen erindring om det. Han ville i givet fald være gået til departementschefen og ikke direkte til ministeren.[320]

Jørn Bro har forklaret, at han aldrig før artiklen i Jyllands-Posten havde hørt om, at der skulle være deponeret materiale på ambassaden i Washington. Hvis dette er tilfældet, er der også den mulighed, at der før 1968 er lavet en form for backup af hele eller dele af arkivet. Det lå i tankesættet, at man skulle vide, hvad man skulle gøre, hvis krigen kom. Særlig politiassessoren i PET arbejdede i 1965 med en makuleringsplan, som krævet af Wamberg-udvalget. Politiassessoren havde talt om vigtigheden for en eksilregering i at have et basisarkiv. Bro ved ikke, hvad Arne Nielsen mente herom. Bro blev ikke orienteret. Det er muligt, at Arne Nielsen har sat en fotografering i gang. Arne Nielsen ville i givet fald ikke have talt med sine jurister herom, men kun med det direkte involverede personale, jf. det såkaldte need to know-princip. Bro vil anslå, at en sådan fotografering ville strække sig over fire-fem uger, og den måtte foretages efter normal arbejdstid. Politiassessoren har mindet ham om, at han og Bro har talt om en kopi af arkivet til brug for en eksilregering. Hvis der har været materiale på ambassaden i Washington, ville i hvert fald ambassadøren og arkivaren have vidst det, fordi det skulle opbevares som højt klassificeret materiale. Hvis Udenrigsministeriet vidste noget, ville Justitsministeriet også vide det. Politiassessoren hældte til den opfattelse, at en eventuel fotografering var noget, der var sket forud for hans tid i tjenesten, og at Arne Nielsen under sin sidste rejse til USA i 1965 kan have haft materialet med. Bro husker ikke, om Skat-Rørdam har været inde på disse spørgsmål.[321]

Sally Rhomberg, der var gift med PET-chef Arne Nielsen, har forklaret, at hun ledsagede Arne Nielsen på en rejse til USA i april 1970, hvor de blandt andet besøgte Washington. Tidspunktet for rejsen bekræftes af et visumstempel i Rhombergs pas. Hun erindrer ikke, at Arne Nielsen med sig på rejsen havde tasker eller kufferter, der indeholdt mikrofilm. Arne Nielsen fortalte ikke om sit arbejde.[322]

Niels Madsen, departementschef i Justitsministeriet i årene 1968-86, har forklaret, at han husker, at han fik at vide, at der var en pakke. Han husker ikke, hvem oplysningen kom fra, men han kan ikke se, at det ikke skulle være fra Skat-Rørdam. Niels Madsen har yderligere forklaret, at han husker, at problemet kom frem. Han drøftede spørgsmålet med justitsministeren, og der var ikke tvivl om, at pakken straks skulle kasseres. Han går ud fra, at Skat-Rørdam har fået oplysningen fra en medarbejder og derpå er gået til ham. Han tror ikke, at der var andre end Thestrup og Skat-Rørdam, der var inde i sagen. Han har ingen erindring om at have hørt om, hvorledes materialet var kommet til Washington. Oversendelsen af materialet til Washington var et tillidsbrud over for Justitsministeriet. Han formoder, at Arne Nielsen, der var meget ængstelig, havde truffet afgørelsen, fordi han mente, at det var nødvendigt med en sådan fremgangsmåde. Niels Madsen har ikke udspurgt nærmere herom. Han mener, at han har fået bekræftelse fra Skat-Rørdam om, at destruktionen havde fundet sted, men han husker det ikke. Han vil gå ud fra, at PET har fået pakken retur til destruktion. Han kan ikke huske at have talt med Paul Fischer om dette, og det er hans indtryk, at ambassaden ikke kendte pakkens indhold. Han har altid haft den opfattelse, at filmene i Washington indeholdt oplysninger i strid med regeringserklæringen fra 1968. Han kan ikke huske, hvordan Fischer blev orienteret om pakken på ambassaden, og det ligger uden for hans tankegang, at Fischer skulle være blevet orienteret før ham selv. Han går ud fra, at oplysningen om pakken kom som en overraskelse for alle. Han har ingen erindring om, hvornår mikrofotograferingen fandt sted, men det kan meget muligt være sket før regeringserklæringen, fordi Arne Nielsen var bekymret for invasion fra Sovjet. Han har aldrig set filmene fra ambassaden. Han har ingen erindring om den mikrofotografering af PET’s arkiver, der skulle være sket i 1969-1970, eller at han skulle have hørt om den. [323]

Paul Fischer, der var direktør for Udenrigsministeriet i perioden 1961-71, har forklaret, at han ikke er bekendt med, at der skulle være foretaget kopiering af ulovlige registreringer til opbevaring i Washington. Han læste med undren avisartiklerne om Thestrups dagbog. Det forekom ham meget mærkeligt, og han ville aldrig drømme om at medvirke til noget sådant. Hvis Arne Nielsen efter regeringserklæringen i 1968 skulle have kopieret og sendt ulovlige registreringer til Washington, er det uden hans viden. Det forekommer ham endvidere meget mærkeligt - hvis det skulle være sandt - at Hartling, som ifølge dagbogen var blevet informeret af Thestrup, så ikke har nævnt det for ham. Hvis der er sendt dokumenter til Washington som anført i Thestrups dagbog, som i øvrigt tilsyneladende ikke vedrører det såkaldte ”Washington-arkiv”, kunne fremgangsmåden formentlig have været den, at en person fra PET eller fra FE rutinemæssigt henvendte sig i Udenrigsministeriets postafsendelse og bad om at få en pakke sendt til forsvarsattachéen i Washington. Dette ville så ske med kurer, som regel en dansk kaptajn på et SAS-fly. Det ville da være anført på en liste i ministeriet, at en pakke var modtaget til videreførsel til Washington. En sådan pakkes indhold ville ikke blive kontrolleret af Udenrigsministeriet.[324]

Der er tilgået Kommissionen oplysninger, hvorefter Eigil Jørgensen, der 1965-72 var departementschef i Statsministeriet, 1973-83 direktør i Udenrigsministeriet samt 1983-89 ambassadør i Washington, skal have udtalt, at de eneste, der i slutningen af 60’erne havde kapacitet til at mikrofilme i København, var den amerikanske ambassade. Ambassaden havde mikrofotograferet lister for PET og havde så taget en kopi til sig selv og sendt den til CIA i USA.[325]

Eigil Jørgensen har under afhøring i Kommissionen forklaret, at han ikke husker at være blevet orienteret om deponering af mikrofilm i ambassaden i Washington. Han har efterfølgende fået oplyst, at noget sådant skete i 1960’erne. Han ved ikke, om deponeringen skete før eller efter den 30. september 1968. Han var ikke, da han senere var ambassadør i Washington, bekendt med, hvad der lå i det hemmelige arkiv i ambassaden. Han har ikke fået en oversigt eller oplysning om, hvorvidt der lå mikrofilm med oplysninger om kommunister i arkivet. Det var fortrinsvis forsvarsattacheen, der havde materiale liggende i arkivet. Han er efterfølgende gjort bekendt med, at man i slutningen af 1950’erne eller i begyndelsen af 1960’erne deponerede væsentlige akter i ambassaden i Washington under hensyn til en eventuel besættelse af Danmark. Han ved ikke, hvordan man rent praktisk fik deponeret mikrofilm i ambassaden i slutningen af 1960’erne og heller ikke, hvordan mikrofilmene blev overført til ambassaden. Det var et spørgsmål om, hvem der kunne mikrofilme. PET havde ikke faciliteter til det, og næppe heller Justitsministeriet. Man kunne benytte diplomatpost, Natosikkerhedspost eller Natokurérpost til transport af mikrofilm til ambassaden. Man kan forestille sig, at Udenrigsministeriet er blevet bedt om at transportere noget materiale til det hemmelige arkiv, uden at Udenrigsministeriets øverste embedsmænd eller ambassaden blev orienteret om indholdet af forsendelsen.[326]

Ambassadør Poul Steenberger, der fra 1965 til 1973 var sekretær i Regeringens Sikkerhedsudvalg og i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg, har forklaret, at han vil tro, at PET i givet fald selv bragte arkivmateriale til ambassaden, og Udenrigsministeriet ville sagtens kunne have givet vedkommende kurerattest og tjenestepas. Han husker svagt, at der var noget med, at der skulle deponeres noget i ambassaden i Washington, men materialet var ikke Udenrigsministeriets. Ved hjemkaldelse af eventuelt PET-materiale har Udenrigsministeriet sandsynligvis udstyret vedkommende PET-mand med diplomatpas og nødvendig erklæring. Han har tilføjet, at han som sikkerhedschef var opmærksom på ikke at vide mere end nødvendigt.[327]

Ambassadør Per Fergo har over for Kommissionen oplyst, at han var ambassaderåd ved den danske ambassade i Washington indtil september 1969. Oplysningerne i Thestrups dagbog siger ham ikke noget. Han har aldrig hørt om en sådan deponering. Han har ikke viden om, at ambassaden skulle have haft forbindelse med PET. Der var en militær afdeling på ambassaden. Hvis film er blevet lagt i militærets arkiv, har Udenrigsministeriets ansatte på ambassaden ikke haft viden herom[328].

Øvrige ansatte på ambassaden i Washington i perioden 1970-72 (herunder ansatte i ambassadens arkiv), som det har været muligt for Kommissionen at udspørge herom, har heller ikke nogen erindring om modtagelse af eller opbevaring af filmmateriale fra PET. En enkelt ansat har dog - med forbehold for erindringsforskydning og fejlerindring - oplyst, at hun kom til ambassaden i vistnok oktober 1971, og at det er muligt, at der lå film i ambassaden på dette tidspunkt. Hun synes at kunne erindre nogle sølvfarvede æsker, der lå i et pengeskab. Hun ved ikke, hvad æskerne indeholdt, eller hvor de kom fra. Muligvis lå æskerne i ambassaden, da hun forlod denne i julen 1976.[329]

Otto Schepelern, overarkivar i Udenrigsministeriet, har i forbindelse med besvarelse af en forespørgsel fra Kommissionen om Udenrigsministeriets deponeringer i 1950’erne og 1960’erne i ambassaden i Washington af mikrofilm med dokumenter af sikkerhedspolitisk karakter, oplyst, at der, som årene gik, opstod uklarhed og myter om indholdet af de runde pibetobaksdåser, som filmspolerne lå i. Mikrofilmene blev hjemsendt og konserveret i henholdsvis 1989 og 1997.[330] Han har forbindelse med de mange undersøgelser af de to samlinger aldrig har hørt om muligt PET-materiale.[331]

Kommissionen anser det som en mulighed, at det er disse mikrofilm deponeret af Udenrigsministeriet, som den foran nævnte ansatte i ambassaden kan have set i et pengeskab.[332]

Kommissionen har gennemgået ambassadens protokoller vedrørende modtagelse og afsendelse af klassificerede forsendelser i perioden sommeren 1969 – 1. juli 1972 og har ikke fundet tilførsler af betydning for undersøgelsen.

Kommissionen har i tilknytning til oplysningerne fra ambassadør Fergo om den militære afdeling på ambassaden i Washington rettet forespørgsel til Forsvarsministeriet, der har forelagt spørgsmålet om deponering af filmruller fra PET for forsvarsattacheen ved ambassaden. Af svaret fra ambassaden fremgår, at man ikke er i besiddelse af oplysninger om en sådan deponering i ambassadens forsvarsafdeling i begyndelsen af 1970’erne, og at afdelingen ikke længere har medarbejdere, der var ansat på det relevante tidspunkt. Forsvarsministeriet har yderligere oplyst, at en eftersøgning i ministeriets eget arkiv ikke har givet resultat.[333]

Af svaret fra ambassaden fremgår endvidere, at forsvarsafdelingen havde - og har - et særskilt arkiv. Postlister for årene 1969 – 1970 har siden først i 90’erne beroet i Rigsarkivet. Kommissionen har, efter at postlisterne er rekvireret, gennemgået disse i Forsvarsministeriet indgående og udgående lister for perioden fra juli 1969 til og med januar 1972, uden at der blev fundet spor af deponering af mikrofilm i ambassaden i Washington. Der blev ved gennemgangen af listerne alene fundet én reference, som umiddelbart kunne have Kommissionens interesse. Således var der for den 1. april 1971 på postlisten for indgående post til ambassaden noteret en skrivelse af 30. marts 1971 og om indholdet noteret ”Politiets E-afd. best.” Den tilhørende sag blev efter at være bestilt i Rigsarkivet gennemgået. Skrivelsen af 30. marts 1971 viste sig at være en fremsendelsesskrivelse fra Forsvarsministeriet bilagt en skrivelse af 22. marts 1971 fra PET om ændring af et cirkulære vedrørende beskyttelse af højt klassificerede dokumenter. Omhandlede sag angik ligeledes beskyttelse af dokumenter. Forsvarsministeriets skrivelse med bilag er antagelig tilgået ambassaden i henhold til en fordelingsliste.[334]

Kommissionens undersøgelser i Udenrigsministeriet og i Forsvarsministeriet kan ikke udelukke, at filmruller er sendt til og fra ambassaden i Washington, såfremt forsendelserne eller skrivelser herom ikke har fremtrådt på en måde, der kunne indikere dette indhold.[335] Det har ikke været muligt for Kommissionen at afhøre de personer, der fungerede som forsvarsattaché i ambassaden i Washington i den omhandlede periode, idet de pågældende er afgået ved døden.

Revisionen efter regeringserklæringen, mikrofotograferingen og indholdet af destruktionsattesten

Som det fremgår af de foregående kapitler, blev der efter fremkomsten af regeringserklæringen igangsat en omfattende revision af PET’s registreringer med påfølgende makulering af tromlestrimler og underliggende oplysninger. Revisionen som følge af regeringserklæringen var afsluttet i foråret 1969. Den sletning af registrering af personnavne, som er foretaget efter dette tidspunkt, må som tidligere nævnt henføres til tjenestens almindelige løbende revision af arkivet. De makuleringer, som Kommissionen har kunnet konstatere for årene 1968-1973, fremgår af figur 7, hvoraf ligeledes tallet for 1969 fremgår:

Figur 7:

Figur 7: Statistisk oversigt over makulerede registreringer, 1968-1973. (Kildemateriale: 30.455 personsager mellem B.1.000-B.9.999, B.40.000-B.50.000, B.61.980-B.67.530, Inf. 25.031-28.031, Inf. 32.025-35.025)

Tallene i figur 8 vedrørende makuleringerne for de enkelte måneder i 1969 bekræfter, at makuleringen var fuldført inden udgangen af april:

Figur 8:

Figur8: Makulerede sager i 1969. (Kildemateriale: 30.455 personsager mellem B.1.000-B.9.999, B.40.000-B.50.000, B.61.980-B.67.530, Inf. 25.031-28.031, Inf. 32.025-35.025)

En gennemgang af de registreringsnumre på B.-nummerlisterne, hvor makuleringstidspunktet kan fastslås, viser, at der blev slettet knap 6.000 danske statsborgere under den store revision i tidsrummet efter regeringserklæringen og indtil den 2. juli 1969, hvor mikrofotograferingen af PET’s arkiv påbegyndtes.[336] Endvidere er der i den omhandlede periode blevet slettet et større antal navne, der alene har været registreret på en emnesag, og som derfor ikke har været anført på de nævnte af Kommissionen gennemgåede lister.[337] Alene på grundlag af de gennemgåede lister kan det således fastslås, at et større antal danske statsborgeres navne er blevet nedtaget fra tromlen og destrueret i tidsrummet inden mikrofotograferingen. Makuleringen var med andre ord færdiggjort på det tidspunkt, hvor mikrofotograferingen begyndte primo juli 1969.

Jørn Bro har forklaret, at det slet ikke kan tænkes, at man ville kopiere noget af det materiale, som skulle makuleres, og videresende det, da dette ville være alt for farligt. Thestrups dagbogsnotat rummer ifølge Bro modsigelser, og det mangler indre logik. Ordlyden af notatet tyder på, at PET skulle have fotograferet materiale, efterhånden som det blev udskilt. Dette giver ifølge Bro ingen mening. ”Hvad skulle PET bruge materialet til? Ved makuleringsprocessen blev det materiale, der blev udskilt i løbet af dagen, makuleret samme dag. Hvis dette materiale var blevet fotograferet, ville det have sendt bølger gennem tjenesten.”[338]

I forlængelse af Jørn Bros forklaring skal det fremhæves, at der i PET’s ellers omfattende materiale om makuleringen 1968-69 ikke er fundet nogen omtale af en mikrofotografering af de til makulation løbende udskilte sager.

Den daværende politiassessor i PET Toft-Nielsen, som var ansat i PET i perioden 15. marts 1965 til 31. januar 1969, har i en redegørelse, som han udarbejdede i 1999/2000 og overlod til Kommissionen, oplyst:

”Oplysninger på grundlag af justitsminister Knud Thestrups dagbøger om, at det i 1971 blev konstateret, at Arne Nielsen havde ladet de oplysninger, der skulle destrueres, mikrofotografere og deponere i den danske ambassade i Washington, beror efter min opfattelse på en misforståelse. Bortset fra, at en mikrofotografering ikke kunne iværksættes af Arne Nielsen alene, og at jeg selv har set adskillige sager blive kørt igennem makulatorerne, lyder det ganske usandsynligt, at Arne Nielsen ville vove at kaste sig ud i en sådan handling direkte i strid med regeringserklæringen. Det ville være ”politisk selvmord” og ensbetydende med at anmode om afsked på gråt papir. Det stemmer heller ikke med, at han i regeringens sikkerheds udvalg afviste Ninn-Hansens ønske om, at vi illegalt fortsatte med disse registreringer.
Jeg vil ikke afvise, at der i sin tid er deponeret oplysninger i ambassaden i Washington. I 1965 udarbejdede jeg til brug for Wamberg-udvalget en stor detaljeret plan om destruktion af PETs arkiver i tilfælde af krig eller overhængende udsigt dertil. Jeg gav over for Arne Nielsen udtryk for, at jeg ikke forstod, hvorfor jeg skulle lave en sådan plan, idet vi netop i en sådan situation ville få brug for materialet for at modvirke 5. kolonnevirksomhed. Arne Nielsen gav udtryk for, at der alene var tale om en ”papirøvelse” til brug for Wambergudvalget. I den forbindelse talte vi om, at det som led i krigsplanlægningen ville være hensigtsmæssigt at mikrofotografere dele af registret og arkivet og deponere materialet i ambassaden i Washington. Jeg ved ikke, om Arne Nielsen førte disse tanker ud i livet, men jeg ved, at han i forbindelse med en rejse til USA i efteråret 1965 skulle aflægge besøg hos den danske ambassadør, og jeg forestiller mig, at han i den forbindelse kan have deponeret noget materiale, og at det er det pågældende materiale, som omtales i Thestrups dagbøger fra 1971, således at der foreligger en misforståelse med hensyn til, hvornår materialet er blevet deponeret og hvilket materiale der var tale om.”[339]

At mikrofilmene ikke har indeholdt makulerede registreringer, støttes tillige af Kommissionens undersøgelser af et centralt dokument. Kommissionen har gennemgået bilagene til destruktionsattesten af 28. januar 1972. Heri findes en udførlig liste over filmspolerne, nummereret fra 1 til 222.[340] Listen er ikke udarbejdet i forbindelse med destrueringen, men er efter al sandsynlighed en protokol over fotograferingen juli 1969 til marts 1970. Ved hvert filmnummer er den først og den sidst fotograferede personsag med Inf.nr. eller B.nr. anført, f.eks. ”Film nr. 1: Inf. 1000 - Inf. 1.309 (partiel)”, idet ”partiel” betød, at der ikke havde været plads på filmspolen til hele det sidstnævnte Inf.nr., der derfor fortsatte på filmspole nr. 2. Hvor mange personregistreringssager der var fotograferet på filmspole nr. 1, mellem nr. 1000 og 1.309, er det ikke muligt at se, og de kan heller ikke identificeres på grundlag af andet materiale, idet den fortløbende nummerrække i personregistreringssagerne i tidens løb er blevet brudt ved revisioner og dertil hørende makuleringer. Ved fotograferingen havde man hentet sagerne i arkivet i rækkefølge efter den fortløbende nummerering. Hvis en sag ikke fandtes i arkivet, fordi den var i brug, blev den senere hentet til en af de to såkaldte ”opsamlingsrunder”, der blev optaget på filmspolerne nr. 212 - 214 og 215 - 222. Det kunne ikke undgås, at der under fotograferingen blev begået fejl; men hvis det blev opdaget, blev det omhyggeligt korrigeret i fodnoter i fotograferingsprotokollen. Denne ”protokol” var væsentlig ved en senere brug af filmene, fordi den udgjorde nøglen, der gjorde det muligt at finde de enkelte sager på filmspolerne. Der er i alt i fotograferingsprotokollen, inkl. korrektionerne i ”fodnoterne”, nævnt 563 Inf.- og B.-numre, som det derfor er muligt at identificere, og hvoraf en mindre del efter navnene at dømme var udenlandske statsborgere. De nævnte 563 Inf.- og B.-numre i fotograferingsprotokollen udgør, hvis tallet 35.000 lægges til grund, 1,6 procent af de i PET bevarede registreringer.[341] De 563 identificerbare personsager er søgt i PET’s B.-nummerlister. Her noteredes navn, fødselsdato, og - hvis en person var blevet slettet af registeret - anførtes også datoen for makuleringen af sagen. Ved denne søgning er der fundet seks personregistreringer, som iflg. journalen skulle være makuleret, men som angiveligt ikke er blevet det, før fotograferingerne påbegyndtes. Efter navnene at dømme er én af de seks udenlandsk statsborger og dermed ikke omfattet af regeringserklæringen. En nærmere analyse af de resterende fem sager viser, at tre er overført til andre personsager, eller at nummeret er overtaget af en anden person efter den nævnte makuleringsdato. En fjerde registrering er tvetydig, idet der er påtegnet: ”17.3.1969+24.7.1974?”. Kun én af de seks sager (B.45.311) synes klart at have en makuleringsdato, der går forud for mikrofotograferingen, nemlig den 13. maj 1969. Som tidligere angivet i kapitel 3 blev listerne dog ikke altid ajourført samtidigt, ligesom fejl kan have indfundet sig under noteringen. De 563 undersøgte numre fra mikrofilmene, som Kommissionen har kunnet undersøge, giver det klare indtryk, at mikrofilmene indeholdt de registreringer, som havde overlevet den store makuleringsrunde i efteråret 1968-foråret 1969.

Sammenfatning: Spørgsmålet, om der har været deponeret mikrofotograferet arkivmateriale i den danske ambassade i Washington, og om en eventuel deponering kan have indeholdt oplysninger i strid med regeringserklæringen

Det bemærkes, at Jørgen Skat-Rørdam, der som PET-chef efter Arne Nielsen ifølge Thestrups dagbogsnotat skulle have underrettet Justitsministeriet om deponering af arkivmateriale i Washingtonambassaden i Arne Nielsens tid, som anført ikke har kunnet bekræfte at have givet en sådan oplysning. Dette er bemærkelsesværdigt, idet det umiddelbart forekommer mindre sandsynligt, at en henvendelse til ministeriet i en sådan alvorlig anledning ikke skulle kunne erindres af vidnet, såfremt den har fundet sted, og idet der er tale om et forhold, der skulle være foregået forud for vidnets ansættelse i PET, og som vidnet derfor ikke har haft ansvar for.

Efter det, der er beskrevet ovenfor vedrørende tidligere mikrofotograferinger, er der intet, der tyder på, at der er foretaget affotografering af PET’s arkiv imellem 1952 og 1969. Kommissionen må derfor være af den opfattelse, at det kan lægges til grund, at såfremt der i Arne Nielsens tid som chef for PET er deponeret mikrofilm i den danske ambassade i Washington rummende materiale fra PET’s arkiv, er der tale om mikrofilm, som stammer fra fotograferingen i 1969-70.

Som det er anført i det foregående, har Kommissionen ikke fundet nogen skriftlig dokumentation for, at materiale fra denne fotografering, bestående af i alt 252 filmruller, har været opbevaret i Washington. Endvidere går Thestrups dagbogsnotat ud på, at Arne Nielsen havde ladet den del af efterretningstjenestens kartoteker, der blev tilintetgjort som følge af regeringsbeslutningen, mikrofotografere og opbevare i en forseglet pakke i den danske ambassade i USA, altså kun en del af PET’s arkiv. Dette stemmer ikke med det faktum, at det var hele PET’s arkiv - personsager og emnekartotek - der blev affotograferet i 1969-70. Det kan heller ikke godtgøres, at der har været makulerede sager blandt de affotograferede. Tværtimod synes det alene at have været de sager, der overlevede den store makuleringsrunde, som blev fotograferet. Thestrups dagbogsnotat synes således i alt fald i denne henseende at bero på en misforståelse.

Dernæst er den Eigil Jørgensen tillagte udtalelse (som ikke er gentaget under hans forklaring for Kommissionen) om, at det kun var den amerikanske ambassade, som havde kapacitet til at mikrofilme i København i slutningen af 60’erne, ikke korrekt, idet det som anført var Minerva Mikrofilm, der både lejede et kamera til PET og forestod fremkaldelse af filmene. Den tillagte udtalelse har tilsyneladende tæt sammenhæng med det følgende udsagn om, at ambassaden havde mikrofotograferet lister for PET og taget en kopi til sig selv og sendt den til CIA i USA. Dette udsagn kan muligt i stedet have baggrund i de tidligere mikrofotograferinger af PET’s arkiv.

Oplysningen fra en af de tidligere ansatte på ambassaden om, at hun synes at kunne huske nogle sølvfarvede æsker i et pengeskab, og at disse muligvis stadig befandt sig i ambassaden i 1976, kan næppe knyttes til mikrofotograferingen i PET i 1969-70, idet hver enkelt optaget film som tidligere beskrevet blev lagt i en metaldåse, som dernæst blev lagt i et paphylster, og idet filmene blev destrueret i 1972. Som anført i det foregående kan der i stedet være tale om deponerede mikrofilm fra Udenrigsministeriet. Det bemærkes dog, at den kriminalassistent, der deltog i destruktionen af PET’s film, som anført i det foregående alene har nævnt, at filmspolerne lå i grå blikdåser.

Endelig kan det ikke mindst undre, at destruktion af filmene fra optagelserne i 1969-70 først fandt sted i januar 1972, såfremt den var en følge af justitsminister Thestrups ordre, idet denne ifølge dagbogen blev givet ultimo februar 1971 og gik ud på, at den omtalte pakke straks skulle destrueres.

De nævnte momenter er dog ikke ensbetydende med, at der ikke har fundet en deponering af arkivmateriale sted. Nogle af de refererede udsagn omtaler en deponering i ambassaden i Washington (jf. forklaringen fra den i forhold til både justitsministeren og PET’s chef centrale person, departementschef Niels Madsen). Niels Madsen har ganske vist haft en sparsom erindring om det passerede, men han har forklaret, at han ”drøftede spørgsmålet med justitsministeren, og der var ikke tvivl om, at pakken skulle kasseres.” Det skal samtidig fremhæves, at Niels Madsens erindring synes knyttet til hans opfattelse af, at den af ham omtalte deponerede pakke indeholdt ulovlige oplysninger. Spørgsmålet er, om Niels Madsens forklaring kan være afgivet under indtryk af den mediedebat, som mikrofilm-sagen forårsagede i sluthalvfemserne, og at det erindrede således er fremstået i et mere kontroversielt lys, end sagen i virkeligheden var et udtryk for.

Kommissionen kan på grundlag af det foreliggende materiale ikke nå til nogen vished, men alene til, at det ikke kan afvises, at der i den danske ambassade i Washington sidst i 60’erne har været deponeret mikrofilm indeholdende materiale fra PET’s arkiv. En sådan deponering ville som tidligere nævnt have paralleller i andre NATO-lande. En anden mulighed er, at justitsminister Thestrup har fået oplysning om fotograferingen af arkivet i 1969-70, og at der er draget den fejlagtige slutning, at materialet var blevet deponeret på ambassaden i Washington. Forudsættes det, at deponeret materiale alene har indeholdt arkiv-oplysninger, som var lovlige efter regeringserklæringen, kan deponeringen i sig selv dog næppe anses for ulovlig. Derimod kunne en deponering i Washington være en hindring for regelmæssig revision af materialet, herunder makulering efter de gældende forskrifter herom, og således også uden for Wamberg-udvalgets kontrol.

Som anført ovenfor var revisionen med påfølgende makulering af registreringer af danske statsborgere, som blev foretaget efter regeringserklæringen, afsluttet i foråret 1969 og således inden påbegyndelsen af mikrofotograferingen af PET’s arkiv.

Retlig vurdering:

Kommissionen finder det herefter ikke muligt, at en eventuel deponering i ambassaden i Washington af mikrofotograferet arkivmateriale kan have indeholdt registreringer makuleret i forbindelse med revisionen, og der er derfor ikke grundlag for denne – for PET særligt belastende – del af justitsminister Thestrups dagbogsnotat.[342]


[273] Jyllands-Posten, 23. oktober 1998.

[274] Der er rettelig tale om direktør for Udenrigsministeriet Paul Fischer.

[275] RA, privatarkiver, Knud Thestrup, arkiv nr. 6427, pakke 3, dagbog 17: Dagbogsoptegnelse, 2. marts 1971.

[276] PET, administrativ sag: ”Destruktionsattest”, 28. januar 1972.

[277] Ib Norgaard har som nævnt udgivet en erindringsbog om sin tid i PET. Se Ib Norgaard, Spionjæger i Danmark.

[278] PET, administrativ sag: ”Mikrofotografering af PET’s arkivmateriale”, 18. juni 1969.

[279] Ibid.

[280] Ibid.

[281] PET, administrativ sag: ”Vedr. arkivfotografering”, rapport af Ib Norgaard, 19. juni 1969. Påtegninger dateret 20. og 23. juni 1969.

[282] PET, administrativ sag: ”Vedrørende: Mikrofotografering af PET’s arkivmateriale, 4. marts 1970.

[283] Ibid.

[284] Ibid.

[285] Fotograferingsrapporten slutter med følgende: ”Der eksisterer ikke nogen FILM med nr. 242”, ibid.

[286] RB: Ib Norgaard, 21. februar 2001. Se også Ib Norgaard, Spionjæger i Danmark, s. 120.

[287] RB: PET-medarbejder, 21. maj 2002.

[288] RB: PET-medarbejder, 8. maj 2002.

[289] Kommissionens Arkiv: Jørn Bro, skriftlig redegørelse af 9. februar 2004.

[290] RB: kriminalassistent, 22. august 2001.

[291] Jf. PET, emnesag: Wamberg-udvalgets stikordsregister: ”katastrofesituation” samt ujournaliseret sag: ”Destruktionsplan for klassificeret materiale i PET-beredskabsplan for spændingsperioder og krig”, udateret.

[292] Rikets säkerhet och den personliga integriteten. De svenska säkerhetstjänsternas författningsskyddande verksamhet sedan år 1945. Betänkande av Säkerhetstjänstkommissionen (Stockholm, 2002), s. 268, 270, 304. Fotografering af den svenske forsvarsstabs sikkerhedstjenestes personregister 1971-75 nævnes også. Se Forskerrapporter til Säkerhetstjänstkommissionen (Stockholm, 2002), s. 253, samt Politisk övervakning och personalkontroll 1969 -2002 (Stockholm, 2002), s. 68.

[293] Udenrigsministeriets mikrofilm er siden hjemkaldt og nu deponeret i Rigsarkivet med betegnelsen ”Washingtonfilmene”. Udenrigsministeriets filmprogram, der rækker til afslutningen af den kolde krig, har betegnelsen MIK 02:5.

[294] Se i øvrigt kapitel 14 om Arbejdskartoteker.

[295] Se nærmere herom i Kommissionens beretning, bind 6.

[296] PET, administrativ sag: Brunt papirlæg med påskriften ”Arkivfotografering” og ”Henl. 3/2. 61…”; Notat, 13. oktober 1953.

[297] Ibid.: Notat af 5. januar 1953,

[298] ”kopiering” og ”kopi” kan i materialet betyde fra film til film og fra film til papir.

[299] PET, administrativ sag: Notat af 6. januar 1953.

[300] Ibid.

[301] PET, personsag: ”Beretning fra Kontaktmøde i Kolding Onsdag den 28’ Juli 1948 under Foresæde af Politimester Steen Clausen”.

[302] PET, administrativ sag: ”Vedrørende anlæg af kommunist-kartotek i REA”, 11. januar 1951.

[303] JM, ujournaliseret: Referat vedr. møder 12.-13. juli 1956.

[304] Ibid.

[305] Ibid.

[306] Ibid.

[307] JM, ujournaliseret sag: ”Specialkomitéens møde den 30. og 31. oktober 1957”.

[308] PET, administrativ sag: ”Fotografering af arkiv og registratur”, 14. september 1956.

[309] Ibid.

[310] PET, administrativ sag: ”Vedrørende fotografering af Politiets Efterretningstjenestes registratur og arkiv”, 8. oktober 1959. Redegørelsen af 8. oktober 1959 henviser til redegørelsen fra 1956, som var vedlagt.

[311] Mogens Jensens forklaring i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg. ESU: referat af møde 15. januar 1962.

[312] JM, P.O.-sag.

[313] McCarren-loven er beskrevet i Kommissionens beretning, bind 8. Visumsagen vedrørende den danske sømand er beskrevet i bind 4.

[314] PET, administrativ sag: “Notits vedørende rutinemæssigt kontaktmøde med FE, 9. august 1966”, 11. august 1966.

[315] Ibid.: Notits, 10. august 1966.

[316] Ibid.: Skrivelse fra FE til PET, 11. november 1966.

[317] Ibid.: ”Mikrofotografering af PET’s arkivmateriale”, opsummerende notat, der bygger på tidligere notater fra august 1966, dateret 18. januar 1969.

[318] Ibid.: Notits, 10. februar 1967.

[319] Ibid.: ”Formodet planlagt aktion mod Politiets Efterretnings Bygning på Hørhusvej”, 26. maj 1970.

[320] RB: Jørgen Skat-Rørdam, 21. november 2001.

[321] Ibid., Jørn Bro, 5. og 14. november 2002.

[322] Kommissionens arkiv: Referat af telefonsamtale, 9. februar 2009.

[323] RB: Niels Madsen, 24. oktober og 4. december 2001

[324] Ibid., Paul Fischer, 3. oktober 2000.

[325] RB: 20. august 2000.

[326] Ibid., Eigil Jørgensen, 7. marts 2001.

[327] RB: Poul Steenberger, 19. december 2000.

[328] Kommissionens arkiv: Samtale med Kommissionen, den 15. november 2002.

[329] Kommissionens arkiv: Notitser af 17. marts 2003, 9. december 2005, 12. december 2005, 13. december 2005 og 16. januar 2006 vedrørende Kommissionens telefonsamtaler med tidligere ansatte i Udenrigsministeriets arkiv.

[330] Det fremgår af redegørelsen, at tilbagesendelsen af mikrofilmene skete som led i Udenrigsministeriets almindelige aflevering af repræsentationernes akter til Rigsarkivet, og at samlingen er til rådighed for forskning her.

[331] Kommissionens arkiv: E-mail af 21. juni 2006 til Kommissionen.

[332] Se ovenfor under øvrige ansatte.

[333] Kommissionens arkiv: Skrivelse fra Forsvarsministeriet til Kommissionen, 13. august 2003.

[334] Ibid.

[335] Journalist Hans Davidsen-Nielsen har argumenteret for, at Arne Nielsen selv kan have transporteret mikrofilmene til Washington i forbindelse med en rejse til USA i foråret 1970. De undersøgte kilder kan hverken af- eller bekræfte dette. Jf. Hans Davidsen-Nielsen, En højere sags tjeneste. PET under den kolde krig (Politikens Forlag, 2006), s. 147-148.

[336] Se i øvrigt figur 6, kapitel 6.

[337] Kommissionens arkiv: Skrivelse fra PET af 2. maj 2007.

[338] RB: Jørn Bro, 5. november 2002.

[339] Fotograferingen af PET’s arkiv 1969-70 fandt sted, efter at Toft-Nielsen havde forladt tjenesten.

[340] PET, administrativ sag: ”Fotografering af Inf.- og B-numre. FILM nr.: 1-222, ikke dateret.

[341] At der i 1970 var ca. 35.000 belastende registreringer i PET’s arkiv fremgår af analysen i kapitel 6.

[342] Kommissionen har derimod ingen mulighed for at vurdere, om PET har bevaret registreringer, som burde være slettet ifølge regeringserklæringen. Der bortses her fra de i kapitel 3 og 4 omhandlede sager.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk