STAY-BEHIND OG FIRMAET
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 5
Kapitel 1

Forside | Til bund | Forrige | Næste


1. ETABLERINGEN AF DET ANTIKOMMUNISTISKE BEREDSKAB I EFTERKRIGSTIDEN

Kold krig og påskekrise

Efter 2. Verdenskrig forholdt Danmark sig afventende i forhold til etableringen af nye internationale magt- og retsforhold. På den ene side havde FN’s oprettelse i 1945 til formål at sikre et forum for multilateralt samarbejde og kollektiv sikkerhed. På den anden side var Danmark som andre småstater nødt til at afvente udviklingen i forholdet mellem stormagterne USA og Sovjetunionen. Ministerierne Knud Kristensen og Hedtoft holdt af samme grund igen med markante sikkerhedspolitiske tilkendegivelser og sikrede sig dermed et råderum i udenrigspolitikken. Det handlede om på den ene side at prioritere det nordiske samarbejde og på den anden side at tage højde for en række sikkerhedspolitiske og også økonomiske spørgsmål, hvor forholdet til særlig USA og Storbritannien var centralt. Den socialdemokratiske regering tiltrådte Marshall-planen i juli 1948, men understregede samtidig, at dette ikke var ensbetydende med en politisk alliance med USA. På svensk opfordring havde Danmark allerede i april samme år accepteret forhandlinger om muligheden for et nordisk forsvarsforbund. Forhandlingerne brød dog endeligt sammen i 1949, blandt andet på grund af svensk neutralisme og Norges stadig mere åbenlyse orientering mod vest. Med den følgende inddeling af Europa i to blokke fandt det internationale system et stabilt leje, som Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik kunne orientere sig efter. Herefter vurderedes det, at der intet realistisk alternativ var til et dansk medlemskab af NATO.[36]

Det er omdiskuteret, hvorvidt påskekrisen i 1948 var et afgørende moment i denne nyorientering i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i retning mod en alliance med Vesten.[37] Påskekrisen kaldes den stemning, der opstod i regering og forsvar efter den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet og det sovjetiske tilbud til den finske regering om at indgå en fælles bistandspagt. Dertil kom bekymringen over udsigten til en valgsejr til den kommunistisk dominerede ”Folkefront” i Italien. Særligt kuppet i Prag styrkede den europæiske offentligheds billede af et aggressivt Sovjetunionen. Ej heller Danmark gik fri af disse spekulationer. I påskedagene skærpedes det danske beredskab, og frygten rettedes imod en mulig sovjetisk invasion. Blandt hjemmeværnsfolk var der rygter om, at sovjetiske faldskærmssoldater skulle nedkastes over Dyrehaven nord for København. Bevæbnede hjemmeværnsfolk kunne efterfølgende konstatere, at der blot var tale om falsk alarm.[38]

På et møde i Udenrigspolitisk Nævn den 24. marts 1948 berettede statsminister Hans Hedtoft om en samtale, han havde ført med sin norske kollega. Den norske regering havde oplyst, at den havde modtaget oplysninger om, at Sovjetunionen ville insistere på at danne en norsk-sovjetisk pagt, nøjagtig som det havde været tilfældet med Finland. Hedtoft understregede ligeledes, at Holmen var sat i forsvarstilstand, ligesom de vigtigste flyvepladser og hærens tekniske anlæg var sat under bevogtning. Statsministeren understregede, at regeringen ikke havde oplysninger om et forestående angreb, men han ønskede dog samtidig at understrege betydningen af, at man satte alt ind på forhindre en gentagelse af den 9. april. Hedtoft fortalte på baggrund af usikre skøn, at antallet af væbnede kommunister i hovedstaden kunne være så højt som 4.000.[39]

Der foreligger ikke oplysninger om, hvor dette tal stammer fra, men som dokumenteret andetsteds i Kommissionens beretning byggede sådanne antagelser typisk på skøn fra CIA og Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA, forløberen for PET) eller Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC).[40] En gennemgang af samtidige opgørelser fra REA viser, at 2.820 kommunister på landsplan besad eller havde adgang til våben.[41] Usikkert var det imidlertid, hvordan disse kommunister ville stille sig i tilfælde af et sovjetisk angreb på Danmark. Kendetegnende for flere samtidige efterretningsanalyser er, at de ikke udviser kritisk sans. Det kan ikke udelukkes, at de mange historier om væbnede kommunister, der florerede både før, under og efter påskekrisen, også tjente et andet formål, nemlig at skabe intern opbakning i regeringen til en række antikommunistiske tiltag, det være sig de uformelle, såsom en række nydannede antikommunistiske organisationer og grupper, såvel som de formelle, eksempelvis 5.kolonneloven, der blev til over en fireårig periode fra 1948, og som havde den konservative politiker Ole Bjørn Kraft som en af forslagsstillerne.[42] Ole Bjørn Kraft nævnes i en udenlandsk allieret efterretningstjenestes rapport som en blandt flere politikere, der havde forbindelse til Arne Sejrs hemmelige anti-kommunistiske organisation Firmaet.[43]

Den amerikanske historiker Frank Kofsky har argumenteret for, at panikken i kølvandet på magtovertagelsen i Prag var en del af en nøje planlagt amerikansk psykologisk krigsførelse, der skulle indfange eventuelle tvivlende nationer i en amerikansk antikommunistisk strategi.[44] Påskekrisens internationale implikationer og mulige indvirkning på hovedlinjerne i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal ikke gøres til genstand for en særskilt analyse her. Dog er det værd at bemærke, at det amerikanske pres på de danske efterretningstjenester steg markant i maj 1948. Spørgsmålet er imidlertid, om dette pres skyldtes den netop overståede påskekrise, eller måske snarere var udtryk for en reel amerikansk utilfredshed med de samarbejdsaftaler, som var blevet indgået med de danske tjenester i årene forinden.

Det er dokumenteret, at Generalstabens Efterretningssektion (GE) og Marinens Efterretningssektion (ME) allerede i 1945-46 orienterede sig mod et tæt samarbejde med Storbritannien og USA. Samarbejdet med englænderne lå lige for, dels på grund af den fælles erfaring fra besættelsen, dels fordi Storbritannien var det land, Danmark havde de tætteste økonomiske og politiske forbindelser til.[45] Desuden grænsede den britiske besættelseszone i Tyskland op til Danmark. GE indså dog allerede i 1945, at den amerikanske efterretningstjeneste OSS (dele af tjenesten blev omdannet til CIA i foråret 1947) ville blive en lige så vigtig medspiller. Et samarbejde med OSS var allerede blevet påbegyndt under krigen.[46] I december 1945 modtog GE fra den svenske militære tjeneste en oversigt over den amerikanske organisation. Oplysningerne førte til samtaler i midten af januar 1946 med de amerikanske residenter i Stockholm og København.[47]

Forhandlinger med de britiske og amerikanske tjenester

En dansk delegation bestående af repræsentanter for GE og politiet lagde under et besøg i England den 6.-18. november 1945 grunden til et videre efterretningssamarbejde med MI-5 og MI-6. Aftalen var kommet i stand under et forudgående besøg, som P.A. Mørch[48] (ME) og oberstløjtnant Einar Nordentoft (GE) havde aflagt i London i oktober 1945. Formålet var at blive introduceret til de engelske arbejdsmetoder og samarbejdsformer.[49] Rapporterne om englandsturen bærer tydeligt præg af dansk taknemmelighed og respekt for de engelske tjenester.[50] Det strategiske samarbejde, der kom ud af aftalerne med briterne, vedrørte især MI-6 samt de tre britiske værns efterretningstjenester i Tyskland. Det tætteste samarbejde foregik med Naval Intelligence Service omkring forholdene i Østersøen, hvor de danske kontakter, blandt andet på grund af den danske handelsflådes flittige besejling af området, var briternes klart overlegne.[51]

Et dokument i Mørchs Arkiv angiver, at de britiske tjenester i 1945 arbejdede uautoriseret i Danmark. En kilde oplyste til GE, at ”forhenværende Major JOHN RAY er kommet tilbage hertil Landet og skal overtage en Forretning med Eksport og Import”. Kilden meddelte, at Ray i to tilfælde havde henvendt sig til danske borgere og opfordret dem til at give oplysninger om danske forhold: ”Der er afgjort tale om systematiske Efterretninger om danske Forhold”.[52] Andre oplysninger peger dog på, at John Ray arbejdede med den danske generalstabs billigelse i forbindelse med etableringen af et radio-system i Danmark (”internal communication network”) samt med udførelsen en række radiotest mellem et sted i Danmark og en britisk modtagestation i udlandet.[53] En anden kilde informerede om, at der foregik radioforsøg med kortbølgesendere og modtagere fra København, Fyn og Jylland til et sted i England. Ifølge kildens oplysning var det kaptajn Duus-Hansen, som gik under dæknavnet NAPKIN, der udførte forsøgene, mens Duus-Hansens bror foretog lignende forsøg på Fyn. Disse radio-test kan have været forløbere for det meldenet, der siden hen skulle indgå i det danske okkupationsberedskab. Den rudimentære beskrivelse af radioforsøgene, som findes i Mørchs embedspapirer, leder uvægerligt tanken hen på det radiosamarbejde, der i samme periode blev indgået mellem de belgiske myndigheder og de britiske og amerikanske tjenester.[54]

På et møde i København den 15. januar 1946 orienterede amerikanske efterretningsfolk Mørch og Nordentoft om USA’s samarbejde med den svenske militære efterretningstjeneste. Efterfølgende, nærmere bestemt i november 1946, deltog Mørch som medlem af en dansk marinekommission i en række møder i Washington. Her indgik han en samarbejdsaftale om tre projekter kaldet A, B, C. Denne samarbejdsaftale skulle få afgørende betydning. Vi kender imidlertid ikke aftalens præcise indhold, men kun den senere amerikanske udlægning fra maj 1948 og den efterfølgende danske afvisning og korrektion af denne tolkning.

1946-aftalen, den efterfølgende forhandling samt det endelige kompromis indgået mellem CIA, MI-6 og FE i 1951 udgør den kontekst, som det danske ’stay-behind’-net og Firmaet opstod i. Der er tale om et kompliceret forhandlingsforløb i flere faser. Forløbet er kendetegnet ved en grundlæggende uenighed om, hvorvidt amerikanerne måtte udføre ”unilaterale”, dvs. selvstændige efterretningsopgaver på dansk jord. De danske forhandlere afviste de amerikanske krav ved at understrege dansk suverænitet og territorial ukrænkelighed. Uoverensstemmelserne til trods var man fra begge sider indstillet på at opnå et forhandlingsresultat, idet man delte det samme trusselsbillede: Det var en grundlæggende nødvendighed at bekæmpe kommunisme og femtekolonnevirksomhed i Danmark. Tillige var det nødvendigt at iværksætte effektive beredskabsforanstaltninger, der kunne træde i kraft, hvis landet blev besat. Mørchs embedspapirer om dette forløb afspejler således primært det, man var uenige om, og ej det, der var væsentligst, og som man var enige om: Bekæmpelsen af kommunismen.

Der eksisterer kun ganske få dokumenter om disse bilaterale forhandlinger, og forståelsen af hændelsesforløbet besværliggøres af, at mødereferaterne og den indbyrdes korrespondance er skrevet i kode og desuden henviser til en række andre ukendte aftaler og forhold. Dertil kommer, at de amerikanske forhandlere nedfældede deres breve på et ukorrekt dansk, mens de danske forhandlere skrev på et lige så ukorrekt engelsk. Forhandlingsforløbet 1946-1951, som vil blive nærmere uddybet og analyseret nedenfor, kan inddeles i tre faser:

En analyse af dette forhandlingsforløb kan ydermere hjælpe til at forstå nogle af de vanskeligheder, som PET’s undersøgelse af Firmaet i 1963 løb ind i. PET var nok orienteret om udenlandske myndigheders involvering i Firmaet og om trepartsaftalen af 1951, men tjenesten var tilsyneladende uvidende om de komplekse forhold, der præcist bevirkede, at generalstaben og ledende politikere accepterede oprettelsen af Firmaet på dansk grund. Værdifulde oplysninger herom er imidlertid bevaret i P.A. Mørchs embedspapirer.

Der er således grund til at dvæle ved punkterne A, B og C i den danske marinekommissions aftale i Washington i 1946. Ifølge den amerikanske udlægning blev den fælles konference afholdt efter anmodning fra den danske generalstab. USA var repræsenteret ”paa højeste niveau”. De danske forslag og aftaler blev nedskrevet, og, understregede et amerikansk dokument, ”selv om de ikke er underskrevet er de attesteret af adskillige af de højeste Embedsmænd af USA’s Regering. Disse Overenskomster anses for bindende for den danske Regering uanset Forandringer i DIS [Danish Intelligence Service] Personel eller Forandringer i Organisation”.[55] Ifølge brevet dækkede de tre punkter:

”Projekt A, hvorefter DIS approberede at støtte og assistere en hemmelig Efterretningstjeneste og garanterede Amerika udelukkende og fuldstændig Produktion mod at faa Forsikring om amerikansk effektiv Behandling af en Saadan Produktion samt for en vis direkte operationsmæssig og anden Assistance til den anden hemmelige Efterretningstjeneste. DIS foretrak at forblive underrettet om Personellet og om de operationsmæssige Ytringsformer.

Projekt B, hvorefter DIS indvilgede i at levere USA dets fuldstændige Efterretningsstof mod at faa den samme Forsikring om effektiv Behandling og Assistance fra USA. Radiomateriel-Fasen af Projekt B, hvorunder DIS paatog sig Brug af Radiomateriel til Udvidelse af dets Efterretningsindsamling til fælles Bedste og til at overføre Udrustning til en hvilken som helst Organisation USA’s regering er i Forbindelse med i en nødsituation.

Projekt C, hvorefter DIS lovede et vist Materiel angående russisk og kommunistisk Aktivitet og Personel (som ikke var leveret tidligere af Sikkerhedshensyn).”[56]

Der er tale om en tekst skrevet på et ikke helt korrekt dansk af de amerikanske forhandlere. Det fremgår af konteksten, og af andre dokumenter i den såkaldte ”swingpjattesag”, at de to hemmelige tjenester, der er nævnt under Projekt A, hentydede dels til en efterretningstjeneste til indsamling af oplysninger om kommunistisk virksomhed, dels til et hemmeligt ”Efterbesættelses-System”, der skulle træde i kraft, såfremt Danmark blev besat. Med andre ord henvistes der til den type organisation, som kort efter opstod i Danmark under navnet Firmaet, og til det danske ’stay-behind’-net. Muligvis er udtrykket ”Materiel” under Projekt C, en anglicisme, hvormed der i virkeligheden menes ”materiale”. Formålet med at oprette et hemmeligt ”Efterbesættelses-System” var ifølge amerikanske dokumenter fra august 1946 ”i tilfælde af at en russisk besættelse af Danmark ikke bliver forhindret, at anvende den etablerede organisation under projekt A som en undergrundsefterretnings- og sabotageenhed.”[57]

Foto: P.A. Mørch. Fotografi taget af Elfeldt og signeret af Mørch. Anledningen var formentlig Mørchs pensionering fra FE i 1960. Mørch deltog i 1946 i de forhandlinger i Washington, der gik forud for oprettelsen af et dansk ”Efterbesættelses-System”.

P.A. Mørch. Fotografi taget af Elfeldt og signeret af Mørch. Anledningen var formentlig Mørchs pensionering fra FE i 1960. Mørch deltog i 1946 i de forhandlinger i Washington, der gik forud for oprettelsen af et dansk ”Efterbesættelses-System”. (Henning Mørch).



Før man vender blikket mod de divergerende opfattelser af projekt A, kan der være grund til kort at skitsere indholdet i projekt B og C, som indgik i en slags byttehandel med danskerne. Den danske militære efterretningstjeneste skulle ifølge projekt B levere fuldstændige efterretninger til Washington, der så til gengæld lovede at være behjælpelig med behandling og analyse af stoffet. Efterretningerne skulle indsamles særligt ved hjælp af radiomateriel, som USA ville stille til rådighed. Hvad angår indsamling af oplysninger om sovjetisk og kommunistisk aktivitet (Projekt C) vides ikke andet, end hvad der er anført i citatet ovenfor, og at danskerne ifølge den amerikanske udlægning afviste at samarbejde herom.[58] Det var også vigtigt for den amerikanske tjeneste at modtage oplysninger om eventuelle sovjetiske aktiviteter i Østgrønland. GE havde angiveligt garanteret, at alene amerikanerne måtte modtage de hemmelige efterretningsresultater fra Ebbe Munck og Eigil Knuths Pearyland-ekspedition. De amerikanske forhandlere udtrykte derfor mistillid til Munck, som efter deres opfattelse havde skjult vigtige oplysninger for Washington og tillige havde favoriseret ”en anden venligsindet tjeneste”. Det var givet den britiske tjeneste, som amerikanerne her sigtede til. Washington stillede sig uforstående over for, at GE/ME tilsyneladende havde bakket op om Muncks handlinger. Dertil kom, at den danske tjeneste ifølge den amerikanske udlægning ”misbilliger USA’s Grønlands Holdning”. De amerikanske forhandlere udtrykte irritation over, at København udøvede kontrol med Muncks virksomhed, som alene burde være under amerikansk ledelse. Endelig havde Danmark lovet at levere oplysninger om atomfysik og atomenergiprojekter, hvilket ifølge de amerikanske forhandlere ikke var sket.[59] Amerikanerne udarbejdede en oversigt, der skulle vise den aktuelle status på udførelsen af de indgåede aftaler i A, B og C. Oversigten viser, at Washington var misfornøjet med, at projekt A endnu ikke var ført ud i livet, ligesom der udtryktes utilfredshed med kvaliteten i B og C.[60]

De danske forhandlere havde ifølge Washington været utilfredse med valget af lederen af den hemmelige organisation, der er nævnt i projekt A. Alligevel havde den danske tjeneste angiveligt godkendt konstruktionen ”paa sikrere og mere effektiv Basis, med eneste Betingelse, at DISs Chef personlig skulde være underrettet om ny Ledelse”.[61] Washington beklagede sig over den måde, hvorpå den danske generalstab behandlede den amerikanske repræsentant i København, og over den forvirring og interne rivalisering i GE/ME, som besværliggjorde samarbejdet. De amerikanske forhandlere påpegede, at først havde ”N” (Nordentoft) og dernæst ”W” (Winkel) modsat sig godkendelse af et ”Nyt Projekt A”. Derved havde de:

”kompromitteret Projektets Sikkerhed (f.Ex. i Nødssituationer, naar Organisationen gaar under Jorden) ved at insistere paa personelle og operationelle Data og endog henvise til Anvendelse af Straffelov mod Lederne og Amerikanerne i Danmark. Den endelige Approbering som N og W gav under protest er utilfredsstillende”.[62]

Washington betragtede endvidere Nordentofts og Winkels behandling af sagen som intet mindre end en ”Serie af uforsvarlige Brud paa højtidelige Overenskomster og forbavsende Demonstration paa politisk Blindhed og Sendrægtighed i Udførelsen af fælles Hensigter”.[63] Ledelsen af det danske militære efterretningsvæsen skulle efter amerikansk opfattelse derfor love, at et ”Nyt Projekt A faar lejlighed til at udfolde sig uhindret i Forberedelsen til Nødsituationer samt faar operationsmæssig og sikkerhedsmæssig Assistance, som oprindelig lovet Projekt A.”[64] Kunne disse og andre forhold vedrørende B og C gennemføres, lovede Washington at betragte det hændte som en naturlig ”Følge af Forandring fra en Forsøgs- og Fejlperiode og [vi] vil tilstræbe at støtte DIS i Fred og i Krig ’to our Limit’ ”.[65] Skulle ønsket om en selvstændig amerikansk modstandsorganisation i Danmark forblive uopfyldt, ville man revidere hele forholdet:

”Idet vi nægter at tro at ovenstaaende Mangel paa Samarbejde skyldes den danske Regerings Politik eller Instruktion, kan vi kun tilskrive det DISs egen Uvilje til at følge Overenskomsten og/eller de forskellige Officerers fordomme”.[66]

Washington forbeholdt sig således retten til at ophæve den nuværende overenskomst og ”træffe andre Arrangementer eller at gøre bestemte Skridt i de respektive Regeringers høje Plan”.[67] Generalstaben fik tre måneder til at bringe forholdene i orden.

GE var ikke sen til at svare igen på de amerikanske beskyldninger, som man fandt grundløse. I margenen på den tilsendte amerikanske skrivelse ses kommentarer som ”Aldrig!!!!!” og ”nej” (ud for projekt A).[68] Det bemærkes dog, at det over de næste par år lykkedes for begge parter at finde en løsning, der tilgodeså de to landes behov, og, skulle det senere vise sig, måske endda var til klar dansk fordel. Set fra et dansk militært synspunkt var den store gevinst ved det indledte efterretningssamarbejde de amerikanske bidrag til gennemførelsen af ”radiomateriel-fasen” under projekt B. Dette materiel kom til at udgøre kernen i søværnets radiotjeneste, der i 1950 blev omdøbt til FCR (Forsvarets Centralradio).[69] Men først forestod en forhandling, hvor Mørch og Winkel måtte sætte hårdt mod hårdt i et forsvar for dansk selvbestemmelse.

Mørch og Winkels forhandlingsposition blev dog understøttet af de amerikanske repræsentanter, som trods de kontante udmeldinger i virkeligheden var interesseret i at genopbygge tillidsforholdet. Et memorandum, som den amerikanske repræsentant i København overdrog Winkel i juni 1948, viser, at Washington lod en dør stå på klem i forhandlingerne med København. Memorandummet står i kontrast til den tone, der blev anvendt i de tidligere beklagelser, og synes mere at pege i retning af et fornyet samarbejde om konkrete problemstillinger i forbindelse med projekt A. De amerikanske forhandlere ønskede i den forbindelse:

”a. Fuldstændige enkeltheder om ’Undergrunden’ som ønsker at forsyne og benytte Duus Hansens foreslaaede Forbindelsesorganisation med U.S.

b. Naar og hvor man har tänkt sig, at en saadan ’Undergrund’ begynder sine operationer og den nøjagtige Beskaffenhed af saadanne operationer.?

c. Hvad er den nöjagtige Forbindelse mellem en saadan ’Undergrund’ og den Danske Efterretnings Organisation. Hvilke danske Efterretningsofficerer har været eller vilde blive knyttet til denne sag?

d. Hvad vilde den egentlige Form for liaison mellem en saadan ’Undergrund’ og os väre (d.v.s. via vor organisations Repræsentant i København)?

e. Hvad er forbindelsen, saafremt der en saadan, mellem denne ’Undergrund’ og den Plan, som har väret under diskussion med vore to venner? ”[70]

Det fremgår, at Duus-Hansens organisation skulle formidle forbindelsen mellem den danske ”undergrund” og Washington. Den afdøde historiker og tidligere FE-medarbejder Wilhelm Christmas-Møller har tolket memorandummet således, at Duus-Hansen, der hidtil havde været tilknyttet briterne, nu var gået over til amerikanerne, efter at Storbritannien overlod det sikkerhedspolitiske ansvar for Vesteuropa til amerikanerne i løbet af 1947.[71]

De oplysninger, som Kommissionen har indhentet, tyder imidlertid på, at briterne ikke forlod samarbejdet på ’stay-behind’-området i 1947. Tværtimod skærpedes det britiske engagement først for alvor i slutningen af 40’erne. MI-6 deltog således i den afgørende forhandling om ’stay-behind’ med FE i 1951. Det er derfor en oplagt mulighed, at Duus-Hansen fortsatte i sin hidtidige funktion som radio-kontakt til briterne, samtidig med at han nu også skulle varetage forbindelsen til Washington. Den amerikanske generalstab og CIA havde på dette tidspunkt påbegyndt et tæt samarbejde med briterne omkring udviklingen af ’stay-behind’-net i Tyskland, Østrig, Nederlandene og Skandinavien. Lederen af MI-6, John Sinclair, besøgte Washington i december 1950 for at præsentere CIA for det britiske syn på kontrollen med og organiseringen af hemmelige operationer i krigstid.[72]

Efter at have modtaget det amerikanske memorandum med de fem punkter (a-e) i juni 1948 forsøgte den danske generalstab at forholde sig dels til en række af de tidligere fremsatte beskyldninger, dels til de nye og fremadrettede spørgsmål vedrørende opbygningen af en hemmelig ”undergrund” i Danmark. Den danske holdning er beskrevet i det danske svar til amerikanerne samt i en række udkast. Disse dokumenter indeholder vigtige oplysninger om de danske beredskabsplaner og om dannelsen af den organisation, der senere blev kaldt Firmaet.

Ifølge det danske svar til Washington havde formålet med samtalerne i november 1946 fra dansk side været at få en bekræftelse på det igangværende efterretningssamarbejde og sikre sig, at de dansk-indsamlede oplysninger nåede frem til det rette sted i Washington. Dette forekommer sandsynligt, idet der herskede forvirring i den amerikanske hovedstad på grund af opløsningen af OSS og efterretningsvæsnets opdeling i nye enheder under State Department og en række militære organer. Det danske svar pointerede endvidere, at man nu skulle se fremad og fortsætte med at arbejde efter de hidtil benyttede retningslinjer. GE ville således tage størst muligt hensyn til eventuelle amerikanske ønsker, som dog altid måtte afvejes under hensyntagen til ”danske økonomiske og personelle Muligheder”.[73] GE forklarede, at CIA havde afgivet et løfte om, at Winkel, der var udset som dansk forhandler, i løbet af foråret 1949 kunne komme til Washington for at gennemgå aftalerne ”med Henblik på bedst mulig Udførelse i Praksis”. København havde dog konstateret, at adskillige danske henvendelser til Washington vedrørende Winkels forestående rejser end ikke var blevet besvaret. Hvad angik de amerikanske klagepunkter, meddelte GE:

 ”…den skarpe Form og eensidige Fremstilling af Forholdenes Udvikling kun kan forstaas ud fra Tilstedeværelsen af fundamentale Misforstaaelser. Saafremt disse skulde bero paa, at Projekt A fra USA’s Side eensidigt var opfattet som Dannelse af en udenforstaaende, selvstændig virkende Organisation, der havde efterretningsmæssige Opgaver i Danmark i forbindelse med en Modstandsorganisation, der allerede i Fredstid arbejdede udelukkende for USAIS [forkortelse for amerikansk efterretningstjeneste], skal man fra dansk Side udtale, at man selvsagt paa intet Tidspunkt har villet frasige sig en ubetinget national Ret til at have Kontrol med en saadan Organisation, andet vilde være ganske i Strid med de fra dansk Side under Verdenskrigens Besættelse indhøstede Erfaringer.”[74]

GE var med andre ord af den opfattelse, at den nye ”modstandsorganisation” skulle være under dansk kontrol. Dog understregedes det fra dansk side ”meget kraftigt”, at ”vi fortsat i Fred som i Krig og under en eventuel russisk Besættelse af vort Land er villige til frivilligt at yde USAIS [den amerikanske tjeneste] alt, hvad vi er i Stand til under Hensyntagen til fælles Interesser i Kampen mod den samme Fjende”.[75] GE pointerede dernæst, at de berørte punkter under samtalen i Washington i november 1946, blandt andet et tilbud om at forsøge at indhente oplysninger i den sydøstlige sektor i Tyskland, var et frivilligt dansk tilbud til Washington og ”ikke Udtryk for kontraktmæssigt Forretningsforhold”.[76] Tjenesten refererede også til en række rapporter og brevvekslinger, hvori amerikanske embedsmænd havde udtrykt tilfredshed med danskerne, ligesom der blev gjort opmærksom på, at den amerikanske tjenestes repræsentant i København gentagne gange havde ytret sig positivt om samarbejdet.[77] Efter GE’s opfattelse skyldtes misforståelsen en række misvisende indberetninger, som den amerikanske repræsentant i København havde sendt til Washington efter at have ført forhandlinger med to danske repræsentanter fra det såkaldte ”nye Projekt A”.

Projekt A vakte ingen begejstring hos den danske tjeneste, som ud over at true de to danske deltagere med sagsanlæg havde taget et drastisk middel i brug over for Washington:

”I anledning af Telegrammets Krav om vor Godkendelse og Understøttelse af ukontrolleret amerikansk Efterretningsvæsen her i Danmark – Forlangender vi ikke under nogen Omstændigheder mener, at et endnu frit og Selvstændigt Lands Efterretningstjeneste kan gaa ind paa – indstillede vi vor Levering af Efterretningsstof til Dem. Skulde De imidlertid fortsat ønske at faa vort Stof, vil dette omgaaende blive tilstillet Dem igen”.[78]

Det er givet her, at årsagen til den stejle amerikanske holdning i foråret 1948 skal søges. Snarere end påskekrisen var det amerikanske pres i maj 1948 udløst af, at den danske tjeneste angiveligt havde afskåret Washington fra efterretninger i protest mod Projekt A. GE forklarede dog, at eftersom de angivne ledere af det ”nye Projekt A” netop havde meddelt, at de ”udelukkende vil beskæftige sig med Indsamling af antikommunistisk Stof og Efterforskning af internationalt kommunistisk Arbejde specielt i Danmark”, stillede situationen sig nu anderledes.[79] Var dette rigtigt, forklarede København, ville man gerne støtte dette arbejde så meget, som man nu formåede. Den eneste betingelse var, at Generalstaben blev holdt orienteret om forhold, der havde ”Betydning for vort Arbejde og for Dansk Sikkerhed”.[80] Den danske tjeneste gjorde ligeledes opmærksom på, at dette arbejde aldrig var blevet nævnt under samtalerne i Washington i november 1946. Det var magtpåliggende for GE, at der blev indført en klar adskillelse mellem det nye ”Projekt A” og det ’stay-behind’-net, som GE var i færd med at oprette i Danmark. Endvidere fastholdt GE retten til fortsat at holde den stedlige amerikanske repræsentant i Danmark i uvidenhed om ’stay-behind’-nettet, hvilket begrundedes med, at den amerikanske repræsentant havde røbet ”den Smule, han af os har faaet at vide om vort hemmelige Efterbesættelses-System til nyt Projekt A’s Folk”.[81]

Med hensyn til punkterne a)-e) i det ovennævnte amerikanske memorandum til Winkel fra juni 1948 forklarede GE, at man ville orientere Washington mundtligt vedrørende den af Duus Hansen foreslåede forbindelsesorganisation. Hvad angik b (hvornår operationerne tænktes påbegyndt), oplyste GE, at dette ville ske umiddelbart efter en hel eller delvis sovjetisk besættelse af Danmark. Til c svarede man, at ”Organisationen er udført af enkelte af DIS’s Officerer: Disse Officerer, der har opstillet Organisationen, vil sandsynligvis blive søgt bragt ud af landet ved – om muligt inden – en russisk besættelse. De Øvrige Medlemmer af DIS vil blive anvendt til specielle Opgaver. Navnene paa de paagældende Officerer vil af sikkerhedshensyn ikke kunde meddeles Deres herværende Repræsentant.”[82] Til d svarede den danske tjeneste, at den ville tilstille CIA en kode, som efter en sovjetisk besættelse af Danmark og efter nærmere angivelse i Washington ville give sikker adgang til det danske efterbesættelses-system. Det understregedes slutteligt, at København på ingen måde ønskede en forbindelse mellem et dansk ’stay-behind’-net og det nye projekt A.[83]

Med andre ord lagde man fra dansk side op til, at CIA kunne disponere over en selvstændig organisation i Danmark. Blot skulle den nye organisation under ”Projekt A” orientere GE om eventuelle danske forhold af sikkerhedsmæssig interesse. Desuden måtte den ikke beskæftige sig med efterretningsarbejde i traditionel forstand. Endelig skulle man fra amerikansk side respektere dansk suverænitet og overkommando over ’stay-behind’-nettet. At suverænitetshåndhævelsen lå det danske militære efterretningsvæsen på sinde, kan næppe undre, når man tænker på de danske officerers engagement i den danske modstandskamp.

Mørchs embedspapirer vidner om en hård forhandling. En afskrift af en samtale med den amerikanske repræsentant i København viser ikke overraskende, at Washington brugte de pressionsmidler, der stod til rådighed. På et møde i København den 26. maj 1948, en uge efter, at den stedlige amerikanske repræsentant havde læst protestbrevet fra Washington højt for GE’s ledelse, erindrede han om, at USA havde givet fem millioner dollars til Danmarks genopbygning, hvorfor Washington så sig berettiget til at få noget igen. Desuden forsøgte den amerikanske repræsentant at kæde den afgivne støtte til den tekniske udbygning af en dansk signal-efterretningstjeneste (den såkaldte ”radio-materielfase”) sammen med en ubetinget dansk støtte til projekt A. Hensigten med et nyt projekt A var ifølge den amerikanske repræsentant at oprette en efterretningstjeneste i Danmark og ”først og fremmest at indsamle Oplysninger samt at penetrere”.[84] Mørchs holdning var, at ”vi maa kræve, at Projekt A-folkene arbejder under vor Kontrol”, mens Winkel supplerede med en række lidet flatterende bemærkninger om de to danske projekt A-folk, som dog ikke nævntes ved navn: ”USA vil på den Maade nok få Folk, men ikke de bedste, til at hjælpe sig”. Mørch supplerede: ”disse folk er ikke Fagfolk …Mange Folk i Danmark har siden Krigen arbejdet med E-arbejde”.[85]

Den amerikanske repræsentants fremstilling viser, at de to danske ”Amatører” havde kontaktet ham i sommeren 1947 for at oprette en underjordisk organisation, hvorefter han straks, i august, kontaktede Nordentoft, som på det tidspunkt endnu var leder af GE. Nordentoft havde ifølge CIA-repræsentanten ingen umiddelbare indvendinger haft. Hertil svarede Winkel, Nordentofts afløser, at der ingen forbindelse var mellem dette projekt og det aftalte under marinekommissionens besøg i Washington i november 1946. CIA-repræsentanten replicerede ironisk, at når nu GE ønskede at kontrollere alle amerikanske forbindelser i Danmark, måtte dette jo også gælde politiet: ”jeg kan ikke se nogen forskel på dette og på de to Mænd, der er kommet til mig.”[86] Af denne kommentar fremgår det, at der fra 1948, og som anført andetsteds i beretningen også tidligere, havde eksisteret et samarbejde mellem den amerikanske tjenestes repræsentant i København og REA, forløberen for PET.[87]

De to mænd eller ”Amatører”, der henvises til i ovenstående citater, kan have været Arne Sejr og Erik Husfeldt.[88] Dette bestyrkes af en række oplysninger i Mørchs embedspapirer og PET’s arkiv. Både tidspunktet for igangsættelsen af Arne Sejrs og Husfeldts planer (medio 1947 ifølge Sejrs egne oplysninger til PET), og formålet med deres organisation (indsamling af antikommunistisk materiale, propaganda og efterforskning af internationalt kommunistisk arbejde i Danmark) passer med den beskrivelse, der blev givet fra amerikansk side af de to danske plan A-folk og af deres projekt.[89] I et efterfølgende udkast til et brev til Washington (skrevet af Mørch eller Winkel) ses desuden, at den ene af de to mænd er omtalt som ”the Proffessor”, hvilket kunne passe med professor Husfeldt.[90] Men der er andre lighedspunkter. I de løbende forhandlinger 1946-51 om en amerikansk organisation i Danmark lagde man fra dansk side op til, at den nye organisation skulle fungere på følgende præmisser:

  1. Den skulle være under dansk opsyn
  2. Efterretningerne skulle alene tilflyde amerikanerne
  3. Den måtte ikke have noget med ’stay-behind’-strukturen at gøre

Lige præcis disse tre punkter, fremgår det af et senere dokument, havde været omdrejningspunktet på et møde mellem FE, CIA og MI-6 i 1951 vedrørende oprettelsen af Arne Sejrs organisation:

”Som et resultat af en i 1951 truffet beslutning om på trepartsbasis at iværksætte forberedelse af en ”stay-behind”-organisation blev det aftalt med forsvarsstabens efterretningsafdeling at afstå fra unilateral forberedelse på dette område. Arne Sejr og professor Husfeldts gruppe af tidligere medlemmer af modstandsbevægelsen, som skulle have udgjort kærnen i en ”stay-behind”-organisation, erklærede sig indforstået med at trække sig ud af en sådan aktivitet og overlade de aktiver, de måtte være i besiddelse af, til forsvarsstabens efterretningsafdeling.”[91]

Aftalen er gengivet i et notat, som en udenlandsk allieret tjeneste sendte til PET i 1963. Vi kender imidlertid ikke den danske udlægning af aftalen, hvorfor den naturligvis må tolkes med en vis forsigtighed. Det vides end ikke, om den var mundtlig eller skriftlig. Dog passer beskrivelsen af forhandlingsforløbet, hvorved Firmaet udtrådte af ’stay-behind’-projektet, og tidspunktet herfor, med de danske kilder.

Ovenstående udlægning af 1951-aftalen vidner om, at man efter års forhandlinger var nået frem til et kompromis. Forsvarsstabens Efterretningsafdeling (FE), som tjenesten kom til at hedde efter sammenlægningen af ME og GE i 1950-51, ville nu acceptere en udenlandsk finansieret organisation ledet af Sejr og Husfeldt mod, at denne ikke beskæftigede sig med ’stay-behind’.[92]

FE havde i månederne inden september 1951 forsøgt at imødekomme amerikanerne ved forsøgsvis at samarbejde med Sejr omkring udviklingen af dele af ’stay-behind’-nettet. Den FE-medarbejder, Gustav Thomsen, der skulle forestå samarbejdet, nedlagde imidlertid protest med henvisning til Sejrs manglende militære indsigt.[93] Sejr blev herefter fjernet fra okkupationsberedskabet. Til gengæld accepterede FE en trepartsaftale med briterne og amerikanerne om udviklingen af det danske ’stay-behind’-net.

Det internationale samarbejde vedrørende ’stay-behind’ styrkedes i årene efter denne trepartsaftales indgåelse. ”Lokale tripartite” samt årlige ”Stay-Behind Tripartite Policy- og Kommunikationsmøder” med udenlandske allierede tjenester blev således en fast bestanddel af FE’s beredskab frem til nettets nedlæggelse i 1999.[94] Selve nettet, som det vil fremgå længere nede, udgjordes dog af rent dansk personel.

At briterne, som slet ikke var nævnt i de tre planer A, B og C fra november 1946, kom med i 1951-aftalen, er interessant. Det vidner om, at de britiske stabschefer i stigende grad, og særlig fra sommeren 1947, var blevet bevidste om, at en tæt sikkerhedspolitisk relation til Danmark og de skandinaviske lande var af betydning i tilfælde af krig med Sovjetunionen.[95] Omvendt opfattede danskerne givet briterne, der havde været en nær samarbejdspartner under besættelsen, som et bolværk mod amerikansk pression. Det er således bemærkelsesværdigt, at de dansk-britiske forbindelser fortættedes i perioden 1948-50 samtidig med, at USA styrkede sit militære engagement i nordeuropæiske anliggender.[96] Også andre og mere psykologiske forhold kan have øvet indflydelse på ønsket om britisk tilstedeværelse, nemlig den gensidige sympati og det venskab, som prægede de danske og britiske militære efterretningstjenester.[97]

De danske ”Amatører”

Flere forhold peger på, at Sejr og Husfeldt var identiske med ”De to Mænd”, der i sommeren 1947 havde henvendt sig til den amerikanske repræsentant i København. En enkelt oplysning i det materiale, som en udenlandsk allieret tjeneste overdrog PET i 1963, taler dog imod. Her oplystes det, at Arne Sejr var i kontakt med CIA første gang i 1950. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan have eksisteret kontakter med tidligere og nu opløste amerikanske efterretningsorganer, som blot ikke var blevet registreret i det nye CIA. Flere amerikanske tjenester brugte således udenrigstjenesten som dække for deres repræsentanter i udlandet.[98]

I den tidlige efterkrigstid havde GE tilkendegivet sin utilfredshed med kommunikationen mellem den amerikanske repræsentant i København og Washington, ligesom korrespondancen med CIA, efter dansk opfattelse, ikke havde fungeret hensigtsmæssigt. Det er derfor ikke usandsynligt, at oplysningerne om Sejr og Husfeldt strandede et sted i systemet under omstruktureringen af de amerikanske tjenester. En anden mulighed er, at den amerikanske repræsentant i København af sikkerhedshensyn undgik at nævne ”De to Mænd” ved navn. Disse forhold kan muligvis forklare, hvorfor Sejrs kontakter med CIA først blev registreret i 1950.

Det ligger dog fast, at GE/ME under det lange forhandlingsforløb 1946-51 udtrykte undren over, at den amerikanske tjeneste ville bruge danske ”Amatører” til at arbejde for amerikanske interesser i Danmark. Som GE skrev i et udkast til et brev til Washington: ”Eftersom jeg ikke mener, at vi bør acceptere folk, der er amatører, hvem er så den egentlige leder?”[99] GE oplyste ligeledes, at man fra amerikansk side havde fået at vide, at de to danske ”amatører” nærede mishag ved at samarbejde med den danske tjeneste, hvilket var uacceptabelt for GE:

“Ingen efterretningsofficer fra noget land kan acceptere en sådan opførsel fra sine landsmænd…i det mindste ikke uden at føle sig ilde til mode. Ikke desto mindre accepterede jeg aftalen som et offer til den fælles sag. Efter hr. L’s [den amerikanske repræsentants] seneste opførsel, skulle jeg ikke have gjort det…Jeg forstår ikke, hvorfor min accept af denne nye organisation overhovedet er vigtig, hvis jeg ikke engang er berettiget til at vide noget som helst, bortset fra de to ledere, der er erklærede amatører.”[100]

I 1951 endte FE med at acceptere Arne Sejrs nye organisation, der var begrænset til primært psykologiske operationer. Aftalen kom derved til at ligne det kompromisforslag til projekt A, der var kommet på forhandlingsbordet efter den amerikanske protest i maj 1948. Det lykkedes dermed Winkel og Mørch at begrænse amerikanernes ”unilaterale” tiltag, ligesom de formåede at beholde ’stay-behind’-nettet på danske hænder, selv om Forsvarsstaben måtte give sine udenlandske allierede partnere en vis indsigt og indflydelse. Man fandt således en løsning, som tilgodeså det amerikanske ønske, uden at dansk suverænitet fra et efterretningsmæssigt synspunkt blev krænket.

Firmaet og ’stay-behind’-nettet, der fik fastlagt rammerne for deres videre virke i 1951, går med andre ord tilbage til den første efterkrigstid og synes at have haft deres oprindelse i de omstridte bilaterale forhandlinger, der blev ført i Washington i november 1946.

PET’s kendskab til Firmaets oprettelse

Der er kun fundet en enkelt oplysning i PET’s arkiv, der muligvis kan kaste lys over PET’s kendskab til Firmaets oprettelse. Et referat fra et møde med de nordiske tjenester viser, at amerikanerne på et tidspunkt før den 24. november 1950 informerede PET’s ledelse om, at to danske forretningsmænd agtede at drive en privat efterretningstjeneste i Danmark. Der kan være tale om en reference til Firmaet. Udlægningen i referatet giver imidlertid det indtryk, at PET havde opfattet det som en oplysning til hjælp for PET’s kontraefterretningsindsats og ikke som en henvendelse om, at amerikanerne agtede at foretage omfattende privat efterretningsvirksomhed i Danmark:

”Haslund forklarede, at man i Danmark havde en udmærket kontakt med amerikanerne, som syntes loyalt indstillet, idet han som eksempel nævnede, at amerikanerne for nylig havde underrettet REA om en henvendelse fra 2 danske forretningsmænd, der havde planlagt at drive privat efterretningsvirksomhed i Danmark og i den anledning havde søgt forbindelse med amerikanerne. Haslund nævnede, at amerikanerne i Danmark fik visse generelle oplysninger om kommunismen, og man i øvrigt gensidigt udvekslede en række konkrete oplysninger, men at der på ingen måde fra amerikansk side var lagt noget pres på de danske myndigheder”.[101]

Haslunds udlægning kan forstås således, at PET ikke var vidende om amerikanernes reelle hensigter endsige om deres komplicerede forhandlinger med FE. En anden mulighed er, at Haslund ikke ønskede at oplyse om disse forhold over for sine nordiske kolleger.

Historikerdebatten om Firmaet og ’stay-behind’

Oprettelsen af Firmaet er blevet opfattet som et eksempel på, at FE og PET yndede at anvende private efterretningsenheder til det beskidte arbejde og tillige overlod efterretningerne herfra til fremmede tjenester.[102] Omvendt har nyere litteratur fremhævet Firmaets patriotiske sindelag og nævnt organisationen som et eksempel på, at der i Danmark var ansvarlige kræfter, der tog den kommunistiske trussel alvorligt og handlede samvittighedsfuldt derefter. Ud fra denne nye synsvinkel er det således afgørende, at historikerne søger at forstå Firmaets tilblivelse, arbejde og ophør på dets egne og ikke nutidens præmisser. Man må derfor ikke lade sig forarge af Firmaets uortodokse metoder, ”men søge at forstå Firmaet på baggrund af de forhold, som herskede fra 1940’erne og op gennem den kolde krig”.[103] Begge synspunkter kan givet nuanceres.

Med hensyn til det første synspunkt glemmes det ofte, at også sikkerhedspolitik er det muliges kunst, og inden for det internationale efterretningssamarbejde, der typisk består i at udveksle oplysninger, er den ene tjeneste ofte den anden værd. Firmaet blev ikke oprettet ud fra et dansk ønske om en ”grå” efterretningstjeneste, der kunne arbejde udenom de gældende retningslinjer. Organisationens oprettelse på dansk jord var derimod en pris, som FE mente, at tjenesten måtte betale for at kunne opretholde en rimelig kontrol over det danske ’stay-behind’-net og samtidig sikre fortsat tilførsel af midler og materiel til opbygningen af Forsvarets Centralradio. Som anført af historikeren Wilhelm Christmas-Møller var den tekniske udbygning af Forsvaret Centralradio ”utvivlsomt det projekt, som Mørch tillagde den største E-mæssige værdi”.[104] Da Danmark i begyndelsen af 1970’erne indtog en kritisk holdning over for den amerikanske Vietnampolitik, overvejede det amerikanske udenrigsministerium forskellige sanktionsmuligheder. Af et memorandum kaldet ”Possible Pressure Points on Denmark” fremgår det, at USA blandt andet overvejede at afskære Danmark fra militære efterretninger, men at dette imidlertid indebar, at amerikanerne ”ville blive afskåret fra nyttig information fra danskerne, såsom data om sovjetiske flådebevægelser i Østersø-området.”[105] Centralradioen, som var opbygget delvist med amerikanske midler, sikrede paradoksalt nok en vis variationsmulighed i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i forhold til netop USA. Mørchs tiltag på dette område må siges at have været præget af en ikke ubetydelig forståelse for, hvordan man med allieret hjælp kunne sikre danske interesser i fremtiden. Ud fra en overordnet sikkerhedspolitisk betragtning kan Firmaet siges at have været en beskeden pris at betale for øget dansk selvbestemmelse på andre og for datidens militære beslutningstagere mere væsentlige områder. Endelig var Firmaets formål at bekæmpe et parti, DKP, og en ideologi, kommunismen, som Mørch og hans politiske bagland nærede mistillid til.

Med hensyn til det andet synspunkt, der synes at understrege Firmaets patriotiske sindelag, er det værd at bemærke, at det netop var blandt de militærfolk, der i 1940-50’erne var sat til at forvalte dansk sikkerhed (Mørch, Winkel, Nordentoft og Thomsen), at man så med størst skepsis på Arne Sejrs organisation. Den danske tjeneste stillede sig aldeles uforstående over for, at danske statsborgere, oven i købet ”Amatører”, ville arbejde for en udenlandsk magts interesser i Danmark. Ligesom PET var FE opsat på at begrænse fremmede tjenester, hvad enten de var venligtsindede eller fjendtlige, i deres virketrang på dansk grund.

Endelig kan en tredje udlægning af Firmaet problematiseres. Efter den kolde krigs afslutning har Niels Frommelt, en af hovedkræfterne i Firmaet, hævdet, at den antikommunistiske organisation var et konkret resultat af påskekrisen og af den frygt for et kommunistisk kup, som fulgte. Det samme synspunkt er gentaget i en ny historisk redegørelse om Firmaet, der betegner organisationen som et ”barn af Påskekrisen”, kort sagt som en reaktion på, hvad man i marts 1948 opfattede som en yderst konkret sovjetisk trussel.[106] Der synes her at være tale om en ex-post facto-udlægning, som modsiger, hvad de implicerede parter selv lagde vægt på i deres tidligste skriftlige redegørelser om organisationens liv og virke, nemlig at den opstod i 1947.[107] Dette årstal bekræftes ligeledes i de amerikanske oplysninger til GE, hvori det hedder, at mødet med de danske projekt A-folk blev afholdt i sommeren 1947. Set i et internationalt perspektiv giver dette god mening. 1947 var på mange måder et skæringsår i den antikommunistiske kamp: Truman-doktrinen formuleredes, Marshall-planen fremlagdes, CIA dannedes, og budgettet for efterretningstjenesterne forøgedes kraftigt, ligesom kommunisterne blev isoleret fra magten i de vesteuropæiske lande. I løbet af de første 14 dage af maj opsagde de regeringsbærende partier i både Frankrig og Italien samarbejdet med kommunisterne.

På baggrund af det undersøgte materiale er det ikke muligt at bedømme, hvorvidt PET’s og FE’s efterretningsmæssige samarbejde vestover var en del af en overordnet og muligvis fra politisk hold sanktioneret strategi, der ad bagvejen skulle få Danmark listet ind i en vestblok, før det blev officiel dansk udenrigspolitik. PET’s arkiv indeholder ingen oplysninger herom, mens der i Mørchs embedspapirer ses refleksioner, som kan tolkes i stik modsatte retninger. I et udkast til et brev til amerikanerne skrev Mørch, at samarbejdet havde til formål ”at konsolidere [og] udbygge Samarbejdet fra og efter Krigen” samt at agere ”militær Spydspids for den naturligt forsigtige neutrale Regering, der ikke vil [ulæseligt ord men ud fra sammenhængen må det tydes som:] involvere sig ’storpolitisk’ ”.[108] Dette blev i en anden kladde fra 7. juni 1948 udvidet til, at man ”ville udbygge E-samarbejdet mellem de to Lande og derved bidrage til et militært Samarbejde af forberedende Art, der kunde blive af Betydning i Kampen mellem Øst og Vest”.[109] Et bilag udarbejdet af den afgåede chef, Nordentoft, formentlig fra ultimo maj-juni 1948, pointerede imidlertid, at samtalerne i Washington i 1946 slet ikke var bindende for den danske regering, idet GE ”ikke havde hverken ret til eller Mulighed for at indblande andre myndigheder endsige den danske regering i disse samtaler”.[110] Begge argumenter blev bortcensureret i det endelige svar til amerikanerne. Det var sandsynligvis Winkel, afløseren for Nordentoft som chef for GE i 1948, der forestod denne afvejning.


[36] Der findes en omfattende forskning om dansk sikkerhedspolitik i den her beskrevne periode. For en forskningsoversigt, se Thorsten Borring Olesen, ”Danmark og den kolde krig 1945-1969 – set gennem de sidste 11 års forskning”, Historie, 2, 1995, s. 233-60. Se også Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn 1945-1972, Dansk Udenrigspolitisk Historie, bind 5 (Gyldendal, 2005). Om den offentlige debat i 1940’erne angående påskekrise, nordisk forsvarsforbund og NATO-medlemskab, se Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, (Dansk Institut for Internationale Studier, 2005), bind 1, s. 117-155. Om efterretningstjenesterne set i relation til samme periode, se Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og Kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati, 1945-55 (Gyldendal, 1995).

[37] Nikolaj Petersen har beskæftiget sig indgående med dette opbrud og forhandlingerne om dansk medlemskab af et nordisk forbund eller NATO. Se Nikolaj Petersen, ”Påskekrisen 1948”, i B. Heurlin og C. Thune, Danmark og det internationale system (København, 1989).

[38] Peer Henrik Hansen & Jakob Sørensen, Påskekrisen 1948. Dansk dobbeltspil på randen af den kolde krig (Høst og Søn, 2000), s. 9.

[39] RA: Referat af møde i Udenrigspolitisk Nævn, 24. marts 1948, kl. 14., 1948-14.09.48 (mikrofilm, 053, s. 27-29).

[40] Jf. Kommissionens beretning, bind 6. Se også afsnittet om hjemmeværnet nedenfor.

[41] Om kommunisternes adgang til våben se Kommissionens beretning, bind 6.

[42] Om Ole Bjørn Kraft og 5. kolonneloven, se Kommissionens beretning, bind 2.

[43] Se nedenfor (kapitel 4 og 5).

[44] Kofskys analyse bygger blandt andre på en af datidens fremtrædende politiske observatører, Hanson W. Baldwin, der var redaktør ved New York Times, og som havde gode forbindelser i Washington. Baldwin bemærkede, at den amerikanske regering ved indgangen til 1948 ikke fandt anledning til frygt for krig, men at den ved slutningen af marts 1948 fandt det højst sandsynligt, at Sovjetunionen nu ville bruge militær magt til at nå sine mål. Dette holdningsskift kunne ikke forklares med udviklingen i Tjekkoslovakiet, som magthaverne i lang tid havde taget for givet. Til formanden for Atomenergikommissionen fortalte Baldwin, at der snarere var tale om en ”Washington crisis”. Kofsky læser således også påskekrisen i lyset af amerikansk indenrigspolitik og ønsket om at styrke en fallitramt amerikansk flyindustri. Se Frank Kofsky, Harry Truman and the War Scare of 1948. A Successful Campaign to Deceive the Nation (New York, 1995), s. 95.

[45] Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og Kommandøren, s. 96.

[46] Om dette samarbejdes etablering og udvikling se Peer Henrik Hansen, Da yankee’erne kom til Danmark. Fra Verdenskrig til Kold Krig – den amerikanske efterretningstjeneste og Danmark, 1943-1946, ph.d.-afhandling (Roskilde Universitetscenter, 2007). Om opløsningen af de amerikanske tjenester, se Kommissionens beretning, bind 4.

[47] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 1, læg 25: ”Uppgifter angående organisationen av amerikanske OSS (Office of Strategic Services)”, 12. september 1945; note fra 15. januar 1946, kun side 1 er bevaret. Det fremgår, at Mørch samt yderligere en dansk militær efterretningsmand deltog.

[48] Mørchs præcise titel og rang i denne periode fremgår ikke af det underliggende materiale. Af Kraks Blå Bog fra 1960 bog fremgår det, at han var ”til rådighed for søværnskommandoen og hærkommandoen 1945-50”. Han blev udnævnt til kommandør i 1950.

[49] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 1, læg 22: ”Beretning om en i Dagene 6. til 18. november 1945 foretaget Tjenesterejse til England sammen med Kaptajn i Reserven K.J. Christiansen”. Rapporten er forfattet af Niels Bjarke Schou fra GE. Se også RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 1, læg 25: Takkebrev fra Mørch til cheferne for MI5 og MI6, 6. december 1945.

[50] Forud for mødet havde Ebbe Munck været i London, hvor han havde ført en række uformelle samtaler om det sydslesvigske spørgsmål. Det vides ikke, om GE har videreført forhandlinger på dette område under opholdet i London. RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 1, læg 25: ”Privat og fortroligt” brev fra Ebbe Munck til Mørch, 7. november 1946, London. For en nærmere beskrivelse af de indhøstede erfaringer i England foretaget på baggrund af Mørchs Arkiv, se Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og Kommandøren, s. 89 ff.

[51] For en analyse af dette forhold på baggrund af Mørchs embedspapirer, se Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og Kommandøren, s. 93-94.

[52] RA, Forsvarets Arkiver, Mørchs Arkiv, kasse 167, løse ark (uden for læg): Udateret og unavngiven indberetning fra kilde.

[53] RA, Forsvarets Arkiver, Mørchs Arkiv, kasse 167, løse ark (uden for læg): ”Most Secret” brev fra Hollingworth til Major Ray, 14. september 1945; Brev fra John Ray til oberst Nordentoft, London, 11. oktober 1945.

[54] Jf. PET, emnesag: Justitsminister og vice-statsminister M. Wathelets svar af 29. november 1990, ”Chambre des Representants de Belgique, Compte Rendue Analytique, Réunion publique de la Commission de la Défense nationale”, s. 10, kopi tilsendt PET fra den danske ambassade i Bruxelles via Udenrigsministeriet, 3. december 1990.

[55] Af en note fremgår det, at teksten blev læst op af den amerikanske repræsentant i Danmark, ”i noget anden form” den 19. maj 1948. Noten blev modtaget den 21. maj 1948. RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2: Brev modtaget den 21. maj 1948 og påhæftet ”Memorandum for Major Winkel”, Top Secret, modtaget 22. juni 1948.

[56] Ibid.

[57] Peer Henrik Hansen, Hansen, Da yankee’erne kom til Danmark, s. 374. Kommissionens oversættelse. Samme afhandling beskriver på baggrund af amerikanske dokumenter de bilaterale forhandlinger i sommeren 1946, der gik forud for marinekommissionens møde i Washington i november 1946. Se s. 370-385.

[58] Der kan være tale om et forgæves amerikansk forsøg på i perioden inden maj 1948 at få indsigt i GE’s arkiv om kommunistisk virksomhed i Danmark. REA synes derimod at have været mere samarbejdsvillig over for amerikanerne. I efteråret 1948 indledtes med amerikansk assistance en mikrofotografering af 20.000 kortsider i REA’s arkiv. Det er sandsynligt, at disse oplysninger via CIA blev videregivet til amerikanske immigrationsmyndigheder. Jf. afsnit om mikrofotografering af PET’s arkiv i Kommissionens beretning, bind 3.

[59] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2: Brev modtaget den 21. maj 1948 og påhæftet ”Memorandum for Major Winkel”, Top Secret, modtaget 22. juni 1948.

[60] Ibid.

[61] Ibid.

[62] Ibid.

[63] Ibid.

[64] Ibid.

[65] Ibid.

[66] Ibid.

[67] Ibid.

[68] Ibid.

[69] FCR var en selvstændig tjeneste indtil 1971, hvor den blev lagt ind under FE. Det fremgår af en skrivelse af 16. oktober 1970, at man ved sammenlægningen af Forsvarets Efterretningstjeneste og Forsvarets Central Radio kunne opnå en personelbesparelse på 23 personer. Forsvarsminister Erik Ninn-Hansen tiltrådte FE’s forslag ved skrivelse til FE og FCR. Jf. JM, PO, liste 6, 71-8: skrivelse fra forsvarsminister til FE og FCR, 25. februar 1971. For en nærmere beskrivelse af det radiomateriel, som de danske forhandlere ønskede sig af amerikanerne, se Peer Henrik Hansen, Da yankee’erne kom til Danmark, s. 380-382.

[70] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2: ”Memorandum for Major Winkel”, Top Secret, modtaget 22. juni 1948.

[71] Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og kommandøren, s. 113.

[72] Dobbeltagenten Kim Philbys tilstedeværelse i Washington gjorde, at Moskva sandsynligvis kom under vejr med disse tophemmelige planer. Jf. Trevor Barnes, ”The Secret Cold War: The C.I.A and American Foreign Policy in Europe 1946-1956. Part II”, The Historical Journal, 25, 3, 1982, s. 658.

[73] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2, ”swingpjattesagen”, læg 24: 3 1/2 sides svar, udateret.

[74] Ibid.

[75] Ibid.

[76] Ibid.

[77] Ibid.

[78] Ibid.

[79] Ibid.

[80] Ibid.

[81] Ibid.

[82] Ibid.

[83] Ibid.

[84] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2, læg 24: Afskrift af møde i København 26. maj 1948.

[85] Ibid.

[86] Ibid.

[87] Om samarbejdet mellem den amerikanske tjeneste og REA se Kommissionens beretning, bind 4.

[88] En anden mulighed er Frode Jakobsen, som efter Gladio-afsløringerne i 1990 fortalte, at han fik en føler fra en repræsentant for den amerikanske ambassade, ”som spurgte mig om modstandsbevægelsen var villig til at gå i kamp igen i tilfælde af et fremstød fra Stalin mod Vesteuropa”. Denne kontakt fandt dog sted i 1946, og Frode Jakobsen kontaktede dernæst Erik Husfeldt, men hørte aldrig mere fra amerikanerne. Se Jacob Andersen og Steffen Widtfeldt, ”Frode Jakobsen fik en føler fra USA”, Information, 30. november 1990.

[89] Husfeldt optræder tillige på en liste over amerikanske efterretningsagenter og kontakter i Danmark fra 1946. Da forbindelsen var kendt af den danske militære tjeneste, var der sandsynligvis tale om en åben kontakt. Det fremgår af en liste fundet i de amerikanske arkiver, at Husfeldt havde kodenavnet ”Babylon”. Se Peer Henrik Hansen, Da yankee’erne kom til Danmark, bilag 5.

[90] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2, læg 24: Håndskrevet udkast til brev på engelsk, ikke færdiggjort.

[91] PET, efterforskningssag: Brev fra udenlandsk allieret tjeneste til PET, bilag 15, 30. september 1963.

[92] For nemheds skyld anvendes forkortelsen FE både om Forsvarsstabens Efterretningsafdeling og Forsvarets Efterretningstjeneste, som blev den nye betegnelse i 1967: ”Indtil 1967 varetoges de efterretningsmæssige opgaver indenfor forsvaret af Forsvarsstabens Efterretningsafdeling. I 1967 blev afdelingen udskilt som en særlig tjeneste. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), der blev direkte underlagt forsvarsministeriet”. Jf. Beretning afgivet af Kommissionsdomstolen af 13. juli 1977, s. 6.

[93] Se nedenfor (kapitel 4).

[94] Skriftlige oplysninger indhentet i FE.

[95] Rasmus Mariager, I tillid og varm sympati. Dansk-britiske forbindelser og USA under den kolde krig (Museum Tusculanums Forlag, 2006), s. 73.

[96] Ibid., s. 176.

[97] P.A. Mørchs søn, lektor Henning Mørch, har til en repræsentant for Kommissionen fortalt, at britiske efterretningsfolk var flittige gæster i barndomshjemmet i modsætning til de amerikanske. Washington synes i øvrigt at have været opmærksom på denne dansk-britiske affinitet på det sikkerhedspolitiske område. Eksempelvis udtalte H.C. Hansen sig ganske bramfrit herom til BBC’s danske radio-afdeling i 1952. Ibid., s. 392.

[98] Et amerikansk memorandum af 8. januar 1946 viser, at en efterretningsagent arbejdede på ambassaden i København: ”Finn Jensen is a sort of ’lone-wolf’ who is not working directly with the Legation; his connection with us is merely for the purpose of cover”, National Archives: Record Group 59, Lot Files, Records of the Office of British Commonwealth and Northern European Affairs 1941-1953 Subject Files 1941-53, box 10: Garret G. Ackerson Jr., Confidential Memorandum, January 8, 1946, påhæftet Ackerson til Trimble, March 4, 1946.

[99] ”As I do not think we accept people (amateurs), who is then the real leader?”. Jf. RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs embedspapirer, kasse 2, læg 24: Håndskrevet udkast til brev på engelsk.

[100] ”No intelligence officer of whatever nation can accept from countrymen [such] a behaviour…at least [not] without feeling ill at ease. Never-the-less I gave my agreement as an offer to the common cause. With Mr L.’s [den amerikanske repræsentants] latest behaviour I should not have done it…I do not understand why my agreement to this new organisation is of any importance if I am not entitled to know anything but two leaders who declares themselves amateurs.” Jf. RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2, læg 24: håndskrevet udkast til brev på engelsk, ikke færdiggjort.

[101] PET, aftalemapper, bilateral korrespondance fra tiden forud for 1. september 1966: Referat af forhandlingerne på mødet i Stockholm den 24. og 25. november 1950. Haslunds bemærkning om, at amerikanerne kun fik visse generelle oplysninger er en underdrivelse, idet PET-medarbejderen Christian Madsen gav en kopi af alle indsamlede oplysninger i tjenesten frem til 1951. Herom se Kommissionens beretning, bind 4. Hvad der taler imod, at der skulle være tale om reference til Firmaet, er, at en udenlandsk tjeneste normalt ikke ville oplyse PET om detaljerne i samarbejdet med den danske militære tjeneste, FE.

[102] ”De officielle tjenester måtte helst have private, uofficielle organisationer til at ordne den slags ting, der kunne give bæ på fingrene”, Kurt Jacobsen og Ole Lange, ”PET, FET og Den Tredje Hemmelige Tjeneste”, Information, 30. oktober 1998. Se også Ole Lange, ”Hemmelige Tjenester og officiel politik”, Information, 24. oktober 1998.

[103] Peer Henrik Hansen, Firmaets største bedrift, s. 329.

[104] Wilhelm Christmas-Møller har fortalt, hvorledes han i en periode, hvor han havde sin gang i ”Villaen” (FCR), af Mørch fik at vide, at den var opbygget uden om de traditionelle bevillingskanaler og bl.a. ved donationer fra amerikanerne. Jf. Wilhelm Christmas-Møller, Obersten og kommandøren, s. 103. P.A. Mørchs Embedspapirer (kasse 1+2) indeholder i forskningsmæssig sammenhæng ubenyttet materiale om denne signaltjenestes tekniske udbygning.

[105] National Archives, Record Group 59, Subject Numeric Files 1970-73, POL DEN, box 2239: ”Possible Pressure Points on Denmark”, Department of State, Briefing Memorandum, 30. oktober 1973.

[106] Peer Henrik Hansen, Firmaets største bedrift, s. 39-41. Indeholder referencer til Frommelts udtalelser.

[107] Se nedenfor (kapitel 4).

[108] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2, læg 24: Mørchs håndskrevne kladde, 1948.

[109] Ibid., Maskinskreven kladde, 7. juni 1948.

[110] RA, FE’s Arkiv, P.A. Mørchs Embedspapirer, kasse 2, læg 24: Bilag I, udateret.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk