STAY-BEHIND OG FIRMAET
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 5
Kapitel 7

Forside | Til bund | Forrige | Næste


7. KONKLUSION

’Stay-behind’-nettet og PET’s rolle

Det danske okkupationsberedskab havde sit udspring i de bilaterale samtaler, som den danske marinekommission førte i Washington i november 1946. Også briterne var involveret i ’stay-behind’-nettets udvikling, i første omgang i forbindelse med en række hemmelige radio-test mellem en afsenderstation i Danmark og en modtagestation i udlandet. En egentlig trepartsaftale med CIA og MI6 om ’stay-behind’-nettet faldt dog først på plads i 1951 efter længere tids forhandlinger. I den umiddelbare efterkrigstid havde ’stay-behind’-nettet primært ligget i privat regi hos en række genoplivede modstandsgrupper fra besættelsen, men fra 1950 til 1953 blev kontrollen med de antikommunistiske grupper skærpet og deres våben inddraget.

1951-aftalen betød, at Arne Sejrs organisation Firmaet måtte trække sig fra det nye ’stay-behind’-program, som nu alene hørte under FE. Omvendt måtte FE acceptere en vis amerikansk og britisk medvirken ved udviklingen af nettet, som udelukkende bestod af danske statsborgere. Efter indmeldelsen i NATO blev okkupationsberedskabet stadig mere professionelt, idet man i krigstruende situationer agtede at oprette en såkaldt krigstids-kontraefterretningstjeneste (KKE) under FE. Desuden disponerede FE over feltsikkerhedssektionerne i hjemmeværnet. Hjemmeværnet bidrog også med mandskab til det såkaldte ”Skjoldunge-net”, der blev nedlagt i 1964. Der var fra allieret side et vist pres for, at KKE i krigstilfælde skulle være under direkte allieret kommando, men da det stred mod en gældende dansk regeringsbeslutning, forblev tjenesten under direkte dansk kommando, selv om den i krisesituation skulle samarbejde tæt med NATO’s hovedkvarter og øverstkommanderende i Europa.

Hjemmeværnet kom efter Danmarks indtræden i Atlantpagten til at udgøre en stadig vigtigere del af det danske beredskab. PET traf i 1953 beslutning om at udarbejde kommunistlister til hjemmeværnet til brug for en krigssituation. Listerne, der kun indeholdt navne på personer, der kunne tænkes at hindre udførelsen af hjemmeværnets taktiske opgaver, ville i krisetilfælde og kun efter godkendelse i regeringen blive udleveret til hjemmeværnet. Listerne, der opbevaredes hos regionspolitimesteren, var ment som orientering, og hjemmeværnet måtte ikke foretage sig noget over for de pågældende; det måtte kun reagere i nødværge. Det billede, der tegner sig på baggrund af PET’s materiale, er, at der var tale om en defensiv foranstaltning underlagt regeringskontrol. Nødforanstaltningen kan ses som et svar på, at en række lokale hjemmeværnsafdelinger omkring 1950 selv havde taget initiativ til at føre sådanne kommunistlister. Nyordningen skulle med andre ord hindre misbrug.

Fra 1976 reorganiseredes ’stay-behind’-nettet med henblik på optagelse i ACC, hvilket skete i 1980. ACC blev nedlagt i 1991, men det danske beredskab fortsatte med at eksistere frem til 1999. Af særlig betydning for nettet var de hyppige kommunikationsmøder med to allierede partnere. Disse fortsatte fra 50’erne og helt frem til tidspunktet for nettets afvikling. Vedligeholdelsen af nettet skete ved, at medlemmerne deltog i øvelser og instruktionsmøder. Nogle af øvelserne forudså samarbejde med klandestine allierede enheder, der skulle operere på dansk grund i tilfælde af krig, ligesom der trænedes i escape and evasion. Meldenettet, som skulle holde den danske eksilregering i udlandet orienteret, bestod inden dets nedlæggelse i 1999 af ca. 50 danske statsborgere med en gennemsnitsalder på 50. Ingen af medlemmerne kendte hinanden. De var alle udstyret med avanceret radioudstyr.

PET’s tilknytning til det militære okkupationsberedskab varierede betydeligt over de 50 år, det eksisterede. I den umiddelbare efterkrigstid var PET opsat på at registrere og kontrollere A.K.-grupperne, hvilket FE opfattede som ren chikane og en sikkerhedsrisiko for Danmark i tilfælde af krig. FE havde nemlig opbygget et meldenet blandt A.K.-grupperne, der skulle virke under en eventuel besættelse af Danmark. PET’s bekymring var, at FE via sådanne initiativer havde bevæget sig ind på kommunistregistreringen, hvilket PET efter påskekrisen i 1948 opfattede som sit domæne, samt at A.K.-grupperne muligvis gav oplysninger til udenlandske efterretningstjenester. A.K.-gruppernes virke var sandsynligvis sanktioneret af både efterretningstjenesterne og af ledende politikere. I perioden 1950-53 blev de fleste af disse grupper opløst og medlemmerne overført til hjemmeværnet.

I tiden efter 1957 havde PET jævnlige drøftelser med FE omkring koordineringen af det danske okkupationsberedskab. PET må dog siges at have været lidet samarbejdsvillig i visse perioder. I begyndelsen af 70’erne var PET nemlig ikke nået markant videre med sine beredskabsplaner i forhold til 1957 på trods af gentagne henstillinger fra Wamberg-udvalget. Desuden nærede tjenesten bekymring over feltsikkerhedssektionerne i hjemmeværnet, hvis funktioner PET ikke fandt tydeligt nok afgrænset i forhold til politiet. Med hensyn til det militære beredskab kom PET’s tilknytning mest til at bestå i, at man var behjælpelig med, at uvedkommende ikke blandede sig eller fik nys om de hemmelige ’stay-behind’-øvelser.

PET og de private antikommunistiske organisationer

Firmaet, der blev oprettet i 1947, var trods en udbredt opfattelse om det modsatte ikke en del af ’stay-behind’-nettet, men organisationen kom alligevel til at indgå i den internationale trepartsaftale fra 1951. Med den indgåede aftale blev Arne Sejr reelt overdraget ansvaret for den psykologiske krigsførelse i Danmark. PET’s Einar Andersen havde indtil 1957 kontakt til Firmaet. Sejr og Frommelt kendte han fra modstandsbevægelsen. Einar Andersen udvekslede oplysninger med Firmaets medlemmer i flere omgange i løbet af 50’erne, men det er usikkert, om PET-medarbejderen var orienteret om, at Alfred Jensen-aflytningen var kilden til flere af de oplysninger, som PET fik. Både Niels Frommelt og Einar Andersen benægtede over for PET i 1963, at sidstnævnte havde viden om aflytningsoperationen, men til Kommissionen har Frommelt nu tilkendegivet, at Einar Andersen var orienteret, enten fra ”midten af 50’erne” eller ”1956-7”. PET’s forbindelse til Firmaet må under alle omstændigheder antages at have været af mindre betydning, da det var FE, der havde overopsynet med Arne Sejrs aktiviteter. Som tidligere nævnt er der ikke fundet spor af, at PET’s ledelse har haft kendskab til aflytningen. Endvidere kan det fastslås, at PET ikke overtog Firmaets aflytning af Alfred Jensen.

PET’s rolle var først og fremmest som opklarende myndighed i forbindelse med den sikkerhedsundersøgelse, der blev iværksat i 1963, efter at den intetanende FE-chef, Lunding, fik nys om, at hans næstkommanderende, Mørch, havde sanktioneret en flerårig aflytningsoperation mod folketingsmedlem og næstformand i DKP, Alfred Jensen. Politifuldmægtig Arne Nielsen og PET-chef Mogens Jensens undersøgelse varede fra august til december 1963 og mundede ud i en rapport, der placerede ansvaret for det hændte hos Arne Sejr. Firmaets daglige leder måtte dernæst underskrive en erklæring om, at han ikke måtte involvere sig i efterretningsvirksomhed i al fremtid. Også Mørch blev kritiseret i rapporten, men PET fandt ikke anledning til at foretage sig yderligere, idet Mørch allerede i 1960 på grund af alder var blevet meddelt afsked fra sin stilling i FE. Da undersøgelsen ikke omfattede afhøringer af de politikere, der havde sanktioneret Firmaet, eller for den sags skyld af de erhvervsfolk, der havde doneret penge til organisationen, kunne ansvaret reelt kun placeres hos Sejrs gruppe og de involverede FE-medarbejdere. Omvendt kunne Mørch og Sejr udnytte, at deres i øvrigt plausible oplysninger om, at Firmaets aktiviteter var kontrolleret af ledende politikere, ikke kunne modsiges, da de sidstnævnte ikke blev afhørt. Mørch og Sejr understregede begge, at danske politikere havde godkendt konstruktionen.

PET’s undersøgelse af Firmaet giver et sjældent indblik i sammenhængen mellem politik, efterretningsvæsen og private antikommunistiske grupper i efterkrigstiden. Dog synes Firma-sagens internationale dimensioner, på trods at man var klar over forbindelsen til allierede udenlandske myndigheder, at have stået mere uklart for PET’s ledelse. Mørchs embedspapirer viser, at Firmaet skal ses som en brik i et større sikkerheds- og udenrigspolitisk spil: Internationalt efterretningssamarbejde handler i vid udstrækning om at bytte en type informationer og tjenester for en anden, og selv om hverken Mørch eller andre FE-medarbejdere var synligt begejstrede ved udsigten til, at danske ”amatører” skulle arbejde for udenlandske interesser i Danmark, var fordelene på andre områder af vital betydning for dansk sikkerhed ganske klare. Her tænkes der særlig på de amerikanske bidrag til den tekniske udbygning af signal-efterretningstjenesten. Dertil kom, at Firmaet bekæmpede et parti, DKP, som de danske myndigheder nærede mistillid til.

Der synes heller ikke umiddelbart at være belæg for at betegne Firmaet som ”en aflægger af Socialdemokratiet”, selv om Firmaet havde forbindelse til ledende socialdemokrater i AIC, regering og Folketing. Der var tale om et primært borgerligt netværk med særlig tilknytning til Det Konservative Folkeparti og danske erhvervskredse. Ledende politikere fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet accepterede Firma-konstruktionen, idet de havde forståelse for de overordnede strategiske og sikkerhedspolitiske hensyn, som efterretningstjenesten måtte tage. Dog var det, som sandsynliggjort i denne beretning, afgørende, at de implicerede ministre kunne forbeholde sig retten til at gøre ophævelser og overlade ansvaret til Arne Sejr, såfremt arrangementet skulle blive kendt. Det var derfor nødvendigt med en ”bufferzone” mellem regeringen og Firmaet. Den fik man med oprettelsen af et forretningsudvalg bestående af Erik Husfeldt, Ebbe Munck og Mørch. Sidstnævnte skulle komme med præcise anvisninger og dessiner, som Arne Sejr, den operative leder af organisationen, skulle tilrettelægge sit arbejde efter, mens de to første orienterede forskellige ministre om, hvad de mente, regeringen burde være orienteret om.

Aflytningen i Vester Søhus

PET analyserede i 1963 det aflytningsmateriale, som primært Frommelt havde produceret i perioden 1952-59. Som anført havde en udenlandsk allieret myndighed med FE’s billigelse modtaget hele materialet og derved også sensitive oplysninger, der vedrørte ikke kun DKP, men også holdninger generelt på Christiansborg om dansk sikkerhedspolitik. Kvaliteten i aflytningsmaterialet var, som PET anførte, svingende, idet der ofte forekom resumeer af samtaler i stedet for direkte afskrivninger. Tillige kunne det være svært for læseren at sondre mellem, hvad der stammede fra aflytningen, og hvad der var Frommelts personlige vurderinger. Materialet gav inspiration til de såkaldte sorte breve, der udsendtes til diverse medlemmer af DKP. Det kan ikke godtgøres, at denne efterretningsoperation på afgørende vis har bidraget til splittelsen i partiet.

”Operation Buret”, som aflytningsoperationen blev benævnt, indebar høje omkostninger for Firmaets medlemmer. Den førte til en uoprettelig konflikt mellem Sejr og Frommelt, hvilket i sidste ende førte til, at en udenlandsk allieret myndighed indstillede bevillingen. Desuden førte aflytningssagen til, at Arne Sejr blev frataget den bemyndigelse, han mente at have fået af de danske myndigheder.

Absalon og ”Operation Survival”

Begge organisationer blev i 1990 sat i forbindelse med det danske ’stay-behind’-net eller GLADIO, som pressen fejlagtigt kaldte det. Efter at Kommissionen har indsamlet oplysninger om begge organisationer i PET’s arkiv samt i FE, tegner der sig imidlertid et helt andet billede: Absalon var en ekstremistorganisation på højrefløjen, som modsat af hvad en anonym kilde har hævdet i Berlingske Tidende, hverken var oprettet af CIA eller havde rod i den danske modstandsbevægelse. Absalon-organisationen blev oprettet i 1973 og blev landskendt på grund af dens virke på Odense Universitet, hvor den gik imod, hvad den opfattede som universitetets venstre-drejning. Absalon-gruppen forsøgte tillige at opbygge militære lagre, hvad FE og PET greb ind overfor. PET havde en kilde centralt placeret i den fynske del af organisationen, hvilket satte tjenesten i stand til at overvåge organisationens aktiviteter. FE havde tillige kilder, hvis oplysninger tilflød PET.

I modsætning til, hvad der hævdes i Gansers værk om GLADIO, findes der ingen dokumenteret forbindelse mellem Absalon og det danske okkupationsberedskab. Det samme gælder for ”Operation Survival”, som ud over at være en højreekstremistisk organisation, først og fremmest var en mentalt forstyrret persons private initiativ. Det viste PET’s hemmelige undersøgelser fra 70’erne, som tillige byggede på oplysninger fra norsk politi. PET orienterede angiveligt Ekstra Bladet herom, men alligevel valgte avisen i 1980 at bringe afsløringer af ”Superagenten Dr. John”. Pressen udviste heller ikke tilstrækkelig kritisk sans, da den ti år senere knyttede den samme historie til GLADIO. Som nævnt i indledningen var ”Operation GLADIO” kodeordet for den hemmelige bilaterale aftale, der blev indgået mellem italienske SIFAR og CIA i 1956. Denne aftale havde ingen relevans i dansk sammenhæng.

Retlig vurdering for så vidt angår perioden 1968-1989

Kommissionen har ikke ved sin gennemgang af PET’s virksomhed omhandlet i dette bind konstateret tilfælde, hvor PET har overtrådt regler og retningslinjer fastsat af Folketinget eller regeringen.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk