PET’S OVERVÅGNING AF DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 6
Kapitel 3

Forside | Til bund | Forrige | Næste


3. DKP’S KRISEÅR 1960-1968

Den kommunistiske blok under opbrud og afspænding

Under Khrusjtjovs lederskab fortsatte Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne med at styrke økonomien ved at nedskære de militære udgifter. I januar 1960 foreslog den sovjetiske leder en ensidig reduktion af de sovjetiske styrker med én til halvanden million mand eller en tredjedel af de samlede styrker. Imidlertid førte Khrusjtjovs brug af trusler over for Vesten og Vestens reaktion herpå til en opblussen af den kolde krig. Khrusjtjovs bevidste overdrivelser af Sovjetunionens militære kapacitet medførte en stigende frygt i USA for den sovjetiske ledelses intentioner og militære oprustning. I maj 1960 aflyste Khrusjtjov topmødet med USA’s præsident Eisenhower i Paris efter nedskydningen af det amerikanske spionfly U-2 over sovjetisk territorium. I april 1961 nedkæmpede den cubanske leder Fidel Castro en styrke af eksilcubanere, der med amerikansk støtte blev landsat i Svinebugten på Cuba. Under det efterfølgende topmøde i juni 1961 i Wien med USA’s nyvalgte præsident John F. Kennedy gik Khrusjtjov i offensiven og krævede militær tilbagetrækning fra det delte Berlin. Khrusjtjov ønskede at styrke det østtyske regime, der var i fare for at kollapse på grund af flytningestrømmen mod Vest, og fjerne de udstationerede styrker fra NATO. Da Kennedy nægtede at opgive Vestberlin, opførte østtyskerne i august 1961 Berlinmuren.

I oktober 1962 kulminerede udviklingen med Cuba-krisen, hvor Sovjetunionen opstillede atombevæbnede mellemdistanceraketter på Cuba, hvilket fik USA til at indføre en blokade af øen. Khrusjtjovs hensigter med operationen var at forsvare Castros revolutionære regime og ændre den strategiske balance, således at Sovjetunionen kunne forhandle om en afmilitarisering af den kolde krig ud fra en styrkeposition. For at undgå en atomkrig indgik parterne en aftale, der bl.a. indebar, at Sovjetunionen trak sine raketter tilbage og tillod inspektion, mod at USA lovede ikke at invadere Cuba og at trække sine mellemdistanceraketter tilbage fra Tyrkiet. Krisen førte til en ny periode med afspænding mellem blokkene. De to parter oprettede ”den varme linje” mellem hovedstæderne og vedtog et stop for atomprøvesprængninger i atmosfæren, men samtidig fortsatte den militære oprustning på begge sider af Jerntæppet.[814] Efter afsættelsen af Khrusjtjov i 1964 opgav den nye ledelse under Leonid Bresjnev målet om en afmilitarisering af den kolde krig og iværksatte en oprustning af strategiske atomvåben, der skulle give Sovjetunionen ligevægt med USA i slutningen af årtiet.[815]

Den kommunistiske blok var under afspændingen præget af tre træk: Sovjetunionens forsøg på at udvide sin indflydelse, moderniseringen af østblokken og bruddet mellem den sovjetiske og kinesiske kommunisme. Afspændingen og idéerne om ”fredelig sameksistens” skabte øgede kontakter mellem østblokken og de vestlige lande og gav dermed Moskva større muligheder for at påvirke de vestlige samfund. Sovjetunionen optrappede i den forbindelse sin propaganda og forsøgene på at påvirke den vestlige opinion.[816] Den sovjetiske ledelse intensiverede også sine forsøg på at udbrede sin indflydelse over for de afkolonialiserede lande i Den Tredje Verden. I januar 1961 erklærede Khrusjtjov således Moskvas støtte til befrielseskrigene i Afrika og Asien.[817]

Samtidig fortsatte de kommunistiske regimers moderniseringsproces. Under Khrusjtjov og Bresjnev blev produktionen af forbrugsvarer prioriteret højere end tidligere.[818] I Østeuropa fortsatte industrialiseringen og urbaniseringen, levestandarden steg, og sundheds- og uddannelsessektorerne blev udbygget. Men de kommunistiske regimer led samtidig under økonomisk ineffektivitet, korruption og mangel på forbrugsvarer. Sovjetunionen led under forsøget på at følge med USA, og den ambitiøse syvårsplan fra 1958 haltede langt bag efter sine mål. Kommunisterne var ikke populære, og selvom stalinismens terror var ophørt, blev oppositionelle grupper overvåget og fængslet af det hemmelige politi. Sovjetunionen tillod ikke de østeuropæiske lande at foretage grundlæggende ændringer af de kommunistiske systemer, og i august 1968 invaderede Warszawapagten Tjekkoslovakiet og satte en stopper for Alexander Dubceks reformstyre. Efterfølgende fremsatte den sovjetiske leder den såkaldte Bresjnev-doktrin, der gjorde det klart, at Sovjetunionen ikke ville tillade en tilbagevenden til kapitalismen i de socialistiske lande. Under Bresjnev skete der en bureaukratisering af det sovjetiske system, økonomien gik i stå, og i slutningen af 1960’erne faldt produktiviteten, og forskellene i levestandard mellem Vest og Øst voksede.[819] I Kina medførte forsøget på at iværksætte en forceret økonomisk udvikling på landet, kaldet ”Det store spring fremad”, og Maos ”kulturrevolution” hungersnød og terror mod politiske modstandere.[820]

Endelig blev den kommunistiske blok præget af bruddet mellem Sovjetunionen og Kina. De to lande stod for to forskellige former for kommunisme, hvor den sovjetiske variant hævdede, at kommunismen kun kunne indføres i et udviklet og industrialiseret samfund, mens de kinesiske kommunisterne hævdede, at kommunismen kunne indføres i et landbrugssamfund. De kinesiske kommunister tog afstand fra afstaliniseringen og idéerne om ”fredelig sameksistens” med de kapitalistiske lande. Mao ønskede i stedet at udbrede revolutionen til de underudviklede lande og talte om mulighederne for socialismens sejr i tilfælde af en atomkrig med Vesten. Samtidig blev forholdet mellem de to partier påvirket af en almindelig rivalisering mellem de to stormagter. I 1960 trak Khrusjtjov sine tekniske rådgivere tilbage fra Kina, i 1964 testede Kina sin første atombombe, og i 1969 kom det til grænsekampe mellem de to kommunistiske stormagter. Opgøret bidrog til at splitte den kommunistiske blok, selvom de fleste kommunister forblev loyale over for Moskva. Udbrydere dannede små maoistiske partier i Vesten, og Albanien valgte Kinas side i opgøret.[821]

Marginaliseringen af de danske kommunister

Samtidig med at Sovjetunionen befæstede sin position som supermagt, faldt de danske kommunisters indflydelse i løbet af 1960’erne. Splittelsen i 1958 og dannelsen af Socialistisk Folkeparti svækkede DKP afgørende, og ved valget i november 1960 måtte partiet med blot 1,1 % af stemmerne forlade Folketinget. I resten af tiåret spillede DKP en marginal rolle i dansk politik, ligesom kommunisterne var isoleret i forhold til protestbevægelserne på venstrefløjen. Selvom partiet stadig havde en vis indflydelse i fagbevægelsen, var det ikke i stand til på afgørende måde at præge periodens arbejdskonflikter. DKP stod også uden for den vigtigste begivenhed i arbejderbevægelsen i 1960’erne, dannelsen af ”arbejderflertallet” med Socialdemokratiet og SF i 1966-67.[822]

Foto: Valgmøde for de tre arbejderpartier før folketingsvalget den 22. november 1966. Billedet illustrerer DKP’s politiske marginalisering i 1960’erne: Til venstre er Ivar Nørgaard fra Socialdemokratiet og Aksel Larsen fra SF i venskabelig samtale, mens DKP’s formand Knud Jespersen til højre sidder for sig selv. Valget førte til et flertal for Socialdemokratiet og SF og etableringen af ”Det røde Kabinet”, mens DKP ikke kom over spærregrænsen

Valgmøde for de tre arbejderpartier før folketingsvalget den 22. november 1966. Billedet illustrerer DKP’s politiske marginalisering i 1960’erne: Til venstre er Ivar Nørgaard fra Socialdemokratiet og Aksel Larsen fra SF i venskabelig samtale, mens DKP’s formand Knud Jespersen til højre sidder for sig selv. Valget førte til et flertal for Socialdemokratiet og SF og etableringen af ”Det røde Kabinet”, mens DKP ikke kom over spærregrænsen (Arbejdermuseet og ABA).

Sovjetunionens stilling som supermagt og doktrinen om ”fredelig sameksistens” betød, at de nationale kommunistpartier kunne udgøre en hæmsko for tilnærmelsen til Vesten, idet de generelt blev opfattet som redskaber for Moskva. De sovjetiske ledere ønskede derfor at slække på båndene til kommunistpartierne, samtidig med at SUKP’s lederrolle i den internationale kommunistiske bevægelse fortsat blev anerkendt. Der opstod derfor en form for polycentrisme (begrebet blev lanceret af den italienske kommunistleder Togliatti som reaktion på den 20. partikongres), som gav de nationale partier større handlefrihed og mulighed for at tilpasse sig de enkelte landes særlige forhold. Som teoretisk basis for denne linje udviklede de sovjetiske ideologer teorien om ”den statsmonopolistiske kapitalisme” (eller blot ”stamokap”). Ifølge denne teori var kapitalismen nået til den afgørende sidste krise, hvor den i forsøget på at redde sig anvendte statsmagten til at regulere økonomien og udbytte den brede befolkning. Det var derfor kommunisternes opgave at skabe enhed med alle demokratiske dele af befolkningen i kampen mod monopolerne. Kampen for sociale forbedringer blev derved til en politisk kamp for socialismen. I 1960 vedtog 81 kommunistiske partier på en konference i Moskva en erklæring om kampen mod ”den statsmonopolistiske kapitalisme”, hvori der åbnedes op for muligheden af en national overgang til socialismen.[823] Samme år vedtog DKP et ny programudtalelse på landspartikonferencen, Kommunisternes program for fornyelse af demokratiet, som slog fast, at partiets vigtigste opgave var at kæmpe for arbejderbevægelsens enhed mod monopolkapitalismen. Den nye linje kom også til udtryk i DKP’s programudtalelse fra 1965, Nye veje for Danmark, som understregede, at det var muligt at gennemføre overgangen til socialismen ad fredelig vej.[824]

DKP fortsatte med at fremføre de sovjetiske udenrigspolitiske synspunkter. Partiet hævdede således, at Berlinmuren var et forsvar mod de vestlige imperialisters aggression.[825] DKP’s muligheder for at påvirke den offentlige opinion var imidlertid begrænset på grund af partiets bindinger til Sovjetunionen. Det gjorde sig gældende i forbindelse med Kampagnen mod Atomvåben (KmA), hvor de danske kommunister ikke kunne støtte kravene om nedrustning på begge sider af Jerntæppet eller idéerne om en fredsmarch i Østeuropa.[826] I sidste halvdel af 1960’erne søgte kommunisterne at forhindre, at Danmarks medlemskab af NATO blev forlænget ved udløbet af den oprindelige 20-års periode. I 1967 deltog DKP i et møde i Karlovy Vary i Tjekkoslovakiet, hvor kommunistpartierne fra Øst og Vest forsøgte at koordinere deres indsats mod forlængelsen.[827] DKP’s deltagelse i Vietnambevægelsen gav partiet mulighed for at bryde sin isolation, samarbejde med socialdemokraterne og sammenkæde modstanden mod USA’s krigsførelse med kritikken af Danmarks NATO-medlemskab. Partiledelsens moderate enhedslinje, der hang sammen med Sovjetunionens tilbageholdende politik over for konflikten, skabte imidlertid en splittelse med en aktivistisk fløj i partiet, der samarbejdede med den øvrige venstrefløj og ønskede en klarere støtte til fordel for Nordvietnam og den sydvietnamesiske frihedsbevægelse FNL.[828]

Kernen i de danske kommunisters ideologi var en opfattelse af, at Sovjetunionen var ”socialismens fædreland”, og at det var enhver kommunists pligt at forsvare Sovjetunionen. Selvom SUKP havde løsnet båndene til de nationale kommunistpartier, tolkede partiets ledelse SUKP’s udmeldinger og politik og tilpassede dem til en dansk virkelighed. DKP udviklede sig til at være et af de mest dogmatiske og Moskvatro kommunistpartier i 1960’erne, og partiet støttede derfor Sovjetunionen i striden med Kina. Efter Moskva-konferencen i 1960 og SUKP’s 22. kongres slog partiet fast, at en af de vigtigste opgaver var styrkelsen af enheden i den kommunistiske bevægelse.[829] I 1964 ekskluderedes flere maoister med Gotfred Appel i spidsen, mens andre forlod DKP til fordel for det maoistiske Kommunistisk Arbejdskreds (KAK).[830] Mens partiideologen Ib Nørlund forsvarede Sovjetunionens politik og anklagede maoisterne for ”grov splittelsesvirksomhed”,[831] er der tegn på, at partiformanden, Knud Jespersen, i en periode forsøgte at føre en mere selvstændig og kritisk kurs over for Østblokken. Partiformanden skal i 1964 have udtalt, at man ikke behøvede at forsvare de østtyske grænsevagters nedskydning af flygtninge,[832] fire år senere forsvarede han ”det tjekkiske forår”,[833] og DKP’s forretningsudvalg og centralkomité fordømte invasionen af Tjekkoslovakiet.[834] Da den danske partiformand efterfølgende skrev en artikel til det tjekkiske tidsskrift World Marxist Review: Problems of Peace and Socialism, forkortede redaktionen et afsnit om Tjekkoslovakiet, muligvis fordi Knud Jespersens fremstilling afveg fra den officielle linje.[835]

PET’s vurdering af DKP: Et instrument for Sovjetunionen

I 1960 blev PET’s oversigter over DKP’s stilling, der hidtil var blevet udarbejdet hvert andet år i forbindelse med partikongressen, afløst af hyppigere halvårlige og kvartalsmæssige beretninger. I de bevarede oversigter (frem til og med 1964) tegnede PET et billede af et parti, hvis langsomme tilbagegang efter splittelsen i 1958 blev afløst af et nærmest frit fald. I sin analyse af valgnederlaget i 1960, hvor DKP forlod Folketinget, fandt PET, at det skyldtes konkurrencen fra SF, at DKP var uden nogen konstruktive idéer, men blot gentog de stereotype paroler, der udgik fra Moskva, at medlemmerne var passive, og at partiet stort set ikke havde vundet genklang blandt arbejderne for sine faglige aktioner.[836] Det følgende år kunne PET rapportere, at DKP havde svært ved at indsamle de nødvendige 10.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget til det næste folketingsvalg, partiet var præget af pessimisme og træghed efter nederlaget, og det var fortsat et problem at rekruttere nye medlemmer.[837] Det mistrøstige billede fortsatte de følgende år, hvor PET anslog medlemstallet til blot 7.000, hvoraf hovedparten var ældre arbejdere, og partibladets hverdagsabonnenter til kun 2.550. Ifølge efterretningstjenesten deltog kun få medlemmer aktivt i partiarbejdet, og det var i det hele taget svært at få øje på nogen egentlig målrettet indsats.[838]

Det var således ikke DKP’s politiske styrke eller indflydelse, der bekymrede PET, men partiets forbindelser til Sovjetunionen. PET slog fast, at kommunistpartier, der havde tilsluttet sig Kominterns oprindelige 21 teser for optagelse i den kommunistiske internationale, ”må betragtes som en trussel mod deres hjemlandes ydre og indre sikkerhed,” idet de reelt fungerede som instrumenter for Sovjetunionens udenrigspolitik. PET lagde vægt på, at DKP igennem hele sin historie havde fulgt først Kominterns og siden Kominforms svingende kurs. Ifølge PET fulgte DKP den rette linje ved at tage bestik af parolerne i østblokkens officielle blade, besøgte partikammeraterne i Kreml, deltog i SUKP’s og i regionale kommunistiske partikongresser og sendte ungkommunister på skolingskurser i Moskva. Samtidig sørgede partitoppen for, at den rette linje blev fulgt disciplineret ved at centralisere magten i partiet. Det var PET’s vurdering, at der ikke var konkrete beviser på, at partiet samlede våben eller bedrev spionage.[839] I stedet var det tjenestens opfattelse, at kommunisterne bedrev såkaldt undergravende virksomhed ved at påvirke den politiske debat, og at de i en eventuel krisesituation kunne tænkes at fungere som en 5. kolonne. For det første agiterede DKP imod den bestående samfundsorden, forsvaret og EF, hvilket kun havde til formål at undergrave Vestens sammenhold og forsvarsvilje og fremme Sovjetunionens interesser. For det andet kunne kommunisterne gennem deres position i fagforeningerne og på arbejdspladserne udløse konflikter og strejker og derved lamme visse nøglestillinger inden for transport- og kommunikationsområdet og kraftværkerne i en eventuel krise- eller krigstid. Og for det tredje udgjorde enhver kommunist en potentiel sikkerhedsrisiko, idet han var skolet til at føle loyalitet over for Sovjetunionen og var rede til at drive spionage og sabotage mod sit fædreland.[840] PET havde således modtaget en oplysning fra Finland om, at det var SUKP’s opfattelse, at splittelsen inden for de skandinaviske kommunistpartier havde medført, at myndighederne havde svækket overvågningen. Det skulle derfor være SUKP’s hensigt at organisere en kadre af DKP-medlemmer til specialopgaver og at iværksætte en omfattende infiltration i ikke-kommunistiske kredse. PET vurderede denne oplysning som ganske troværdig.[841]

I PET’s øjne var det først og fremmest DKP’s agitation imod forsvaret, der gav anledning til bekymring. PET var ikke i tvivl om, at kravene om fred og nedrustning i virkeligheden var et dække for forsøget på at svække Vesten og styrke Sovjetunionens stilling. PET var af den opfattelse, at modstanden mod udenlandske baser og atomvåben i Danmark og mod det dansk-vesttyske militære samarbejde var til gavn for Østblokken, og at den kommunistiske agitation ofte blev fremført i et provokerende sprogbrug med personlige angreb på danske officerer.[842] Kampagnen havde imidlertid ikke den forventede succes, og i begyndelsen af 1962 kunne PET rapportere, at den finske kommunist Hertha Kuusinen var blevet sendt til Danmark for at vejlede DKP i at oprette frontorganisationer for at kunne nå bredere kredse i befolkningen. Et resultat heraf var Arbejderkonferencen mod tyske depoter og a-våben i Århus, populært kaldet Århuskonferencen, som ifølge PET var totalt kontrolleret af DKP, og som altid fulgte den rene kommunistiske linje. Det parallelle københavnske udvalg blev ligeledes betegnet som kommunistisk styret eller som ”følgagtigt”.[843] I 1963 konstaterede PET, at DKP var begyndt at agitere for det sovjetisk inspirerede forslag om Norden som atomvåbenfri zone.[844] DKU spillede også en vigtig rolle i den sovjetiske kampagne imod NATO og for Østersøen som ”et fredens hav”. Ungkommunisterne fokuserede især på modstanden mod det militære samarbejde med Vesttyskland og på at forbedre de værnepligtiges forhold, hvilket ifølge PET mere havde til formål at skabe uro blandt de indkaldte end at varetage deres interesser.[845] Endnu mere urovækkende var oplysninger om, at DKU ville forsøge at få adgang til officersskoler for derigennem at kunne øve indflydelse på soldaterne.[846] I 1962 noterede PET også, at DKP havde haft en vis succes med at infiltrere de nyoprettede lokalkomitéer imod EF.[847]

Det andet område, hvor DKP ifølge PET’s opfattelse udgjorde en umiddelbar trussel, var på det faglige område. Det var PET’s generelle opfattelse, at kommunisterne søgte at udnytte overenskomstforhandlinger, regeringsindgreb og arbejdskonflikter til at skabe utilfredshed og uro på arbejdsmarkedet. I 1960 noterede PET, at DKP ”konsekvent og hensynsløst” udnyttede utilfredsheden til at udløse bølger af overenskomststridige strejker med det formål at bortlede opmærksomheden fra partiets splittelse. DKP arrangerede således arbejdsløshedskonferencer og benyttede flere strejker til at agitere imod LO’s ledelse for klasseforræderi og mod den faste voldgiftsret (den senere Arbejdsretten).[848] Det følgende år blev det bemærket, at kommunisterne ”fisker i rørte vande”, og at de havde udnyttet vreden blandt arbejderne til at fremprovokere voldelige sammenstød med politiet, hvilket blev betegnet som ”uro for uroens skyld”.[849] I 1962 rapporterede PET, at DKP havde forsøgt at udnytte utilfredsheden med de økonomiske stramninger til at iværksætte en landsomfattende strejkekampagne gennem en ”ophidselseskampagne”.[850]

Generelt set var det dog PET’s vurdering, at DKP ikke havde den store gennemslagskraft blandt arbejderne. Trods forsøg på at forstærke sin stilling ved hjælp af nye tiltag, som f.eks. etableringen af arbejdspladsafdelinger, fortsatte tilbagegangen i fagforeningerne, og kommunisterne var ofte uden kampvilje og evnede ikke at omsætte parolerne til effektiv handling.[851]

DKP og SUKP: PET’s overvågning af DKP under besættelsen af Tjekkoslovakiet

PET’s overvågning af DKP i tiden omkring Warszawapagtens besættelse af Tjekkoslovakiet 20. august 1968 gav tjenesten et tydeligere billede af forholdet mellem DKP og SUKP. En uge inden besættelsen vurderede en PET-medarbejder på grundlag af den kommunistiske presse, at DKP’s ledelse ønskede, at den tjekkoslovakiske demokratiseringsproces fik lov til at fortsætte, idet de vesteuropæiske kommunistpartier kunne pege på Tjekkoslovakiet som ”et forbillede for et kommunistisk samfund med et minimum af tvang og et maksimum af personlig frihed.” Tjenesten havde imidlertid konstateret, at Land og Folk for første gang havde omtalt ”broderpartiernes” bekymring for de sikkerhedsmæssige og internationale konsekvenser af udviklingen. Dette var sket umiddelbart efter, at tjenestens overvågning havde vist, at Knud Jespersen havde afholdt møder på den sovjetiske og polske ambassade. Medarbejderen vurderede derfor, at partiformanden formentlig var blevet udsat for et pres for at lægge afstand til de tjekkiske reformkommunister.[852]

PET’s overvågning af partihuset i Dronningens Tværgade og den sovjetiske ambassade på Østerbro afslørede den forvirring, der blev udløst af besættelsen. Tidligt om morgenen efter besættelsen indkaldtes DKP’s forretningsudvalg til et hastemøde. Knud Jespersen forsøgte at få nye oplysninger om situationen fra den sovjetiske ambassade, men her var man kun i stand til at gengive den officielle forklaring – at den ”broderlige hjælp” var blevet givet efter tjekkoslovakisk anmodning. Om formiddagen mødte en uidentificeret funktionær fra ambassaden op i partihuset for at informere forretningsudvalget om situationen. PET’s overvågning viste også, at partiledelsen var blevet udsat for et pres fra medlemmerne for at kritisere besættelsen, og at partiformanden beklagede sig over den manglende orientering fra sovjetisk side. En PET-medarbejder vurderede, at SUKP havde vist sin utilfredshed med DKP’s holdning ved at stoppe salget af Land og Folk i Moskva.[853] En kilde rapportede også om et møde i partibygningen tre dage efter besættelsen med deltagelse af 3-400 partimedlemmer, hvor Knud Jespersen igen kritiserede besættelsen og manglen på informationer fra den sovjetiske ambassade.[854]

Der gik imidlertid ikke lang tid, før PET kunne konstatere, at DKP’s ledelse tilpassede sig de østlige partiers holdning. I slutningen af august rejste partiformanden til Moskva, hvor han i samtaler med repræsentanter for SUKP’s internationale afdeling udvekslede synspunkter om besættelsen. Ved hjemkomsten udtalte han imidlertid til Land og Folk, at DKP fortsat var solidarisk med SUKP, og at man aldrig ville tillade, at der blev sået splittelse mellem de kommunistiske partier. Dette fik en PET-medarbejder til at vurdere, ”at så længe JESPERSEN er formand for DKP vil der ikke på noget punkt ske nogen forandring i forholdet til SUKP … ”[855] DKP’s politik kom endeligt i overensstemmelse med den officielle partilinje under et møde med repræsentanter for SED i oktober-november 1968. Fælleskommunikéet indeholdt ingen kritik af besættelsen, men roste i stedet ”tilbagevisningen af alle imperialistiske forsøg på at undergrave de socialistiske staters enhed og at svække den socialistiske statsmagt.” Formuleringen fik en PET-medarbejder til at konstatere, ”at DKP er i gang med at omvurdere deres syn på besættelsen af Tjekkoslovakiet, idet sætningen synes at antyde, at DKP nu har fået oplysninger, der har retfærdiggjort besættelsen.”[856] PET’s overvågning gav således et billede af, at DKP’s politik blev fastlagt i et spændingsfelt mellem ledelsens, medlemmernes og østblokkens ønsker. På kort sigt var det muligt for medlemmerne at presse ledelsen til at fordømme indgrebet, men på længere sigt var det de tætte bånd til SUKP og SED, der afgjorde partiets endelige linje.

Økonomisk støtte og illegal aktivitet

PET fortsatte gennem 1960’erne med at lede efter tegn på, at kommunisterne modtog hemmelig støtte østfra. En analyse af Land og Folks regnskab for 1958 viste godt nok, at det tilsyneladende var sminket, og at det virkelige underskud (anslået til 553.589,98 kr.) var betydeligt større end opgivet. Men samtidig havde indsamlingerne i det efterfølgende år indbragt ikke mindre end 759.579 kr. PET kunne med andre ord ikke afvise, at DKP klarede sig selv uden tilskud udefra.[857] Man fortsatte imidlertid med at modtage oplysninger, der tydede på, at kommunisterne fik støtte udefra. Flere kilder pegede således på Sovjetunionen som den store bidragyder: NATO mente at vide, at overskuddet fra samhandelen med Vesten blev kanaliseret videre til de vestlige kommunistpartier,[858] og ifølge en anden kilde betalte Sovjetunionen overpriser for materiale, fortrinsvis kalendere, leveret af det partiejede trykkeri ”Terpo Tryk”. Det skulle alene for 1967 dreje sig om i alt 7,5 millioner kr.[859] Andre kilder pegede på DDR: Det skulle foregå indirekte og maskeret i form af en gratis trykkerimaskine,[860] overskuddet fra Østersøugen[861] og vederlagsfri fremstilling af partiemblemer og partikort i DDR.[862] En udenlandsk tjeneste kunne med Die Welt som kilde oplyse, at det var en offentlig hemmelighed, at SED finansierede DKP, og at valgnederlaget i 1960 havde udløst en krise i den østtyske partitop.[863] PET modtog også oplysninger om, at landsretssagfører Chr. Vilhelm Hagens var partiets kontaktmand for den økonomiske støtte fra østlandene,[864] og på et tidspunkt havde man en bestemt person, der ofte rejste til DDR, under mistanke for at være kurer mellem DKP og SED.[865] Da Arne Nielsen i 1963 gennemlæste over 3.000 siders aflytninger af det kommunistiske folketingsmedlem Alfred Jensens lejlighed, der var blevet udført af den private antikommunistiske gruppe ”Firmaet” fra 1952 til 1959, konstaterede han, at materialet ikke indeholdt afgørende oplysninger om den økonomiske støtte. Alfred Jensen havde øjensynligt ikke haft noget direkte kendskab til sagen, men han havde dog ved et par lejligheder givet udtryk for, at Aksel Larsen efter krigen skulle have hentet penge i Moskva. Materialet giver indtryk af, at partiformanden forholdt sådanne oplysninger for Alfred Jensen.[866]

Det tætteste, PET kom på at bevise den hemmelige støtte, var, da en kilde, der blev betegnet som ”absolut pålidelig” og som en, der havde indsigt i Land og Folks interne forhold, i 1967 oplyste, at både DKP og partiavisen modtog økonomisk støtte fra Moskva. Ifølge kilden var det sikkert, at bladet modtog indirekte støtte i form af trykkerimaskiner og levering af tryksager til Sovjetunionen. På daværende tidspunkt skulle trykkeriet være i færd med at opfylde en ordre på lommebøger og kalendere i et millionoplag til Moskva. Sådanne ordrer var af afgørende betydning for Land og Folk, der ellers ikke ville kunne overleve. Kilden var derimod mere usikker på karakteren og omfanget af støtten til partiet. Kilden mente dog, at DKP modtog ”en vis form for øk. støtte fra Moskva”, men det var ikke muligt at oplyse nærmere om beløbets størrelse.[867] Det betydningsfulde ved denne oplysning synes at have været, at PET for første gang fik bekræftet fra en kilde i partihuset, at kommunisterne rent faktisk modtog hemmelige midler fra Moskva.

PET formodede, at DKP modtog hemmelig økonomisk støtte østfra, men trods modtagelsen af oplysninger fra udenlandske tjenester og egne kilder var man ikke i stand til endeligt at bevise eksistensen af ”Moskva-guldet”. Det kan konstateres, at PET’s kilder undervurderede omfanget af støtten, og at efterretningstjenesten var alt for forsigtig i sine konklusioner. Efter den delvise åbning af de russiske og østtyske arkiver har det vist sig, at DKP fortsat modtog betydelige tilskud fra søsterpartierne. De ufuldstændige tal viser, at de danske kommunister fra 1960 til 1968 modtog mindst 232.000 dollars eller 12,4 mio. nutidskroner i direkte støtte fra SUKP. Dertil kom indirekte tilskud i form af finansiering af litteratur, kursusophold, film, trykkerimaskiner mv. Fra slutningen af 1950’erne betalte SED også skolingskurser i DDR for ungkommunister, trykkerimaskiner, pjecer og 1. maj-emblemer til de danske kammerater.[868]

PET antog stadig i 1960’erne, at der fandtes et netværk, der forberedte sig på at træde i funktion, hvis ledelsen af DKP blev interneret i en krise- eller krigssituation, ligesom det var sket under besættelsen. PET blev i 1960 bekræftet i sin antagelse, da man modtog en redegørelse fra en venligtsindet tjeneste om oprettelsen eller konsolideringen af illegale apparater i de vestlige kommunistpartier.[869] Det var dog ikke et spørgsmål, som PET brugte mange ressourcer på at besvare. F.eks. forsøgte man ved læsning af Land og Folk at identificere deltagerne på skolingskurser i Moskva, idet man antog, at de kunne blive hvervet af KGB eller GRU til illegalt arbejde i Danmark.[870] Man undersøgte også såkaldte ”mystiske hændelser” i jagten på spor af kommunistisk sabotagevirksomhed, men det var dog et ufrugtbart arbejde, der med tiden blev bortrationaliseret.[871]

PET ledte også efter spor af det radionetværk, som man formodede DKP havde etableret med henblik på at kunne opretholde kontakten med Moskva under en eventuel illegalitet. Man indsamlede således lister over radioamatører med det formål at identificere ”nationalt upålidelige personer”.[872] I 1960 identificerede PET på grundlag af Gestapo-dokumenter fra 1942 medlemmerne af DKP’s illegale radionetværk under besættelsen og afhørte Karl Marthens Winther, der havde forrådt netværket til den berygtede stikker Rudolf Christiansen, også kaldet ”Hestetyven”. Winther var tidligere kommunist, havde haft kontakt til Woll-weber og var blevet uddannet som radiotelegrafist hos Komintern i 1930’erne, og han fortalte PET om, hvordan det illegale netværk havde opereret under krigen og om radiokommunikationen med Moskva.[873] Oplysningerne var imidlertid af ældre dato, og PET synes ikke at have fundet konkrete beviser på, at DKP i 1960’erne stadig opretholdt et illegalt apparat.

PET interesserede sig også for DKP’s formodede infiltration af samfundsinstitutioner og andre politiske partier. Det var fortsat PET’s opfattelse, at nogle af Sovjetunionens mest værdifulde spioner havde været kommunister, hvilket tjenesten begrundede med erfaringerne fra udlandet og den hjemlige Runa-sag.[874] I 1959 oplyste en udenlandsk tjeneste, at der på et møde mellem de skandinaviske kommunistpartier i Stockholm i efteråret 1958 var blevet fremlagt en plan om at oprette celler i virksomheder, statsforvaltningen, borgerlige organisationer og inden for den herskende klasse. Cellernes arbejde skulle koordineres centralt, og det fremgik af oplysningen, at planen var mest udviklet i Danmark og Norge og i mindre grad i Sverige.[875] Det fremgår ikke af det bevarede materiale, om PET fandt konkrete beviser på eksistensen af cellerne i Danmark. Til gengæld viste PET’s analyse af materialet fra ”Firmaets” aflytning af Alfred Jensen fra 1952 til 1959, at denne havde haft hyppige besøg af Charlotte Møller. Hun var i 1930’erne kommet til Danmark som kommunistisk flygtning fra Tyskland og havde fået dansk statsborgerskab gennem et ægteskab med en dansker. Under opholdet i Danmark skal hun have arbejdet for Ernst Wollweber. Efter krigen boede hun i Østberlin, hvor hun skal have arbejdet for det østtyske kommunistparti. Under besøgene bad Charlotte Møller Alfred Jensen om at fremskaffe oplysninger om forskellige danske forhold og etablere kontakt til danskere, der skulle bruges til ”illegale formål”. Ifølge materialet havde østtyskeren til opgave at etablere en modstand mod den vestlige militæralliance, og hun havde bl.a. kontakt til en sekretær i Boligministeriet.[876]

I 1967-68 modtog PET en række rapporter fra tjenestens kilde i partihuset om, at DKP skulle have infiltreret eller have andre former for forbindelser til andre partier på venstrefløjen. Ifølge kilden havde DKP mistet troen på, at man nogen sinde igen ville blive repræsenteret i Folketinget, og partiapparatets vigtigste funktion var nu i stedet undergravende virksomhed i andre partier. Kilden mente på det bestemteste, at kommunisterne havde infiltreret SF og pegede på fire navngivne politikere, der angiveligt holdt Dronningens Tværgade orienteret om møderne i SF’s ledelse.[877] Kilden hævdede også, at DKP efter sprængningen af SF fik en meddeler i VS, ligesom kommunisterne skulle have infiltreret venstresocialisterne med to trotskister, der blev anvendt til at indsamle stemningsrapporter.[878] Set i lyset af fjendskabet mellem kommunisterne og trotskisterne forekommer det ikke sandsynligt, at DKP ville anvende trotskister til dette formål. DKP skulle også have brugt egnede personer fra fredsbevægelsen til at foretage en ”ret omfangsrig infiltration” af Det Radikale Venstre.[879] Endelig meddelte kilden, at kommunisterne, trods deres offentlige fordømmelser, i det skjulte støttede trotskisternes ulovlige aktioner: ”DKP’s ledere lægger ikke skjul på, at de er begejstrede for de forskellige trotskistiske arrangementer, som man er parate til at støtte i vid udstrækning, dog såfremt der er tilstrækkelig garanti for, at DKP ikke kompromitteres derved.”[880] Det skal dog bemærkes, at den pågældende kilde under tiden synes at have haft en tendens til at overdrive omfanget af kommunisternes ”undergravende” virksomhed.

Den rutineprægede registrering

DKP blev i 1960’erne anset for at udgøre en trussel mod Danmarks indre sikkerhed, fordi partiet opfattedes som et instrument for Sovjetunionens udenrigspolitik. PET vurderede, at kommunisterne søgte at undergrave Danmarks tilhørsforhold til den vestlige forsvarsalliance, skabe uro på arbejdspladserne og i et vist omfang var involveret i illegale aktiviteter. Derimod figurerede frygten for egentlige anslag mod statens sikkerhed og sabotageaktioner ikke længere så højt i trusselsbilledet som tidligere. Dette nedtonede trusselsbillede, i tillæg til den generelle samfundsudvikling og det stigende pres udefra om at begrænse de politiske registreringer, synes at have bidraget til, at overvågningen antog rutineprægede former i 1960’erne. Samtidig rettede PET i stigende grad sin indsats mod Det Nye Venstre, der var mere aktive end kommunisterne, og som var drivkraften bag studenteroprøret, Vietnamdemonstrationer og forskellige protestaktioner.

Den ene af PET’s hovedopgaver var som tidligere registreringen af kommunister, idet man mente, at den sovjetiske efterretningstjeneste først og fremmest hvervede på et ideologisk grundlag. I begyndelsen af 1960’erne blev det anset som en selvfølge i Justitsministeriet og i PET, at alle, der blev anset for at være kommunister, blev registreret.[881] Ifølge politiinspektør Arne Nielsen skyldtes denne brede registrering, at det simpelthen ikke var muligt at skelne mellem potentielt loyale og illoyale kommunister:

”Dermed skal på den anden side ikke være sagt, at alle, der er knyttet til det danske kommunistparti, eller enhver med sympati for dette parti, kunne få sig selv til i givet fald at glemme deres primære loyalitet over for staten i anliggender, som berører statens sikkerhed. Men det lader sig simpelthen ikke gøre at skelne sådanne personer fra dem, som ved given lejlighed ville være rede til i en anden magts tjeneste at bringe statens sikkerhed i fare.”[882]

Således måtte hensynet til statens sikkerhed stå over hensynet til den enkelte borgers rettigheder, og alle kommunister burde registreres for, at myndighederne kunne holde dem væk fra sensitive stillinger. Dette havde været den officielle linje siden formuleringen af Justitsministeriets ”meddelelse” af 4. maj 1948. Ifølge en daværende sagsbehandler i PET med kommunisterne som arbejdsområde blev ”revl og krat” registreret på dette tidspunkt.[883] Registreringerne blev foretaget på grundlag af lister over stillere og anmeldere for DKP, Land og Folk-abonnenter og personer, der havde været omtalt i partibladet.[884] Enkelte gange fik PET i forbindelse med en anden efterforskning adgang til medlemskartoteker, og det viste sig generelt, at kommunister, der havde været medlemmer i mere end et år og tre måneder, allerede var kendt i PET.[885] I 1964 begyndte PET imidlertid at komme under pres fra Wamberg-udvalget for at indskrænke registreringerne. I første omgang blev det bestemt, at abonnenter på Land og Folk ikke mere skulle registreres, men at stillere fortsat kunne registreres.[886] Kravene om at makulere personoplysninger om kommunister mødte derimod stærk modstand fra PET-chefen Arne Nielsen, Justitsministeriets departementschef Boas og Udenrigsministeriets direktør Paul Fischer, der gentagne gange understregede over for Wamberg-udvalget, ”at især registrering af kommunister var meget vigtig.”[887] I 1967 blev det besluttet, at personer, der kun var kendte som anmeldere for DKP, skulle udgå af registraturen, dog med den vigtige tilføjelse, at der skulle foretages en særskilt vurdering i hvert enkelt tilfælde.[888] Det skal imidlertid understreges, at PET fortsat havde bemyndigelse fra justitsministeren til ”på politisk grundlag” at registrere bl.a. kommunister og ledere og initiativtagere i kommunistiske frontorganisationer.[889]

PET’s anden hovedopgave bestod i at udarbejde halvårs- og kvartalsberetninger om DKP og frontorganisationernes aktiviteter. Det er slående, at disse beretninger hovedsageligt bestod af beskrivelser af kommunisternes politiske og faglige virke og kun i et meget begrænset omfang indeholdt oplysninger indhentet gennem egentligt efterretningsarbejde. Det generelle indtryk er, at arbejdet med beretningerne i 1960’erne var blevet så rutinemæssigt, at udarbejdelsen af dem næsten var blevet et mål i sig selv i stedet for at være rapporter over resultaterne af PET’s indsats. Flere tidligere sagsbehandlere i PET har da også bekræftet, at arbejdet med kommunisterne i denne periode primært bestod i at følge deres aktiviteter gennem pressen, Land og Folk angående de hjemlige kommunister og Neue Zürcher Zeitung angående den internationale kommunisme, og at lægge avisudklip på de relevante sager.[890] Dertil kom oversigter fra en udenlandsk tjeneste om de internationale frontorganisationer.[891]

Indtrykket af, at PET’s overvågning af kommunisterne var mindre intensiv i 1960’erne, bekræftes af en beskrivelse udarbejdet af en iagttager i 1964.[892] Iagttageren, der understregede, at hans viden kun var overfladisk, betegnede arbejdet i Afdeling II, der bl.a. havde til opgave at følge DKP og udarbejde beretningerne om kommunismens virksomhed, som ”i hvert fald til dels – uproduktivt og nytteløst.” Iagttageren foreslog derfor, at afdelingens arbejde i højere grad skulle fokusere på ”baggrundsstof af betydning for efterforskningen.”[893]

PET havde dog andre kilder at trække på, men på grund af det ufuldstændigt bevarede materiale har de kun efterladt sig få spor. Observationsholdet, der overvågede den sovjetiske ambassade, udfærdigede lister over de besøgende, der tilgik Afdeling D (det politiske område).[894] PET indhentede oplysninger om danskere, der rejste til Østeuropa, og de rejsendes pas blev indtil 1964 affotograferet på Gedser/Warnemünde-overfarten. Tjenesten var herved i stand til at identificere 106 danske kommunister, der mellem 1957 og 1964 deltog i kurser på partiskoler i Sovjetunionen og i Østtyskland.[895] PET fotograferede deltagerne i Østersøugerne, og de blev efterfølgende søgt i registraturen.[896] Som tidligere omtalt begyndte PET i slutningen af 1960’erne at sende kilder til Østersøugerne for at afdække eventuelle østtyske hvervningsforsøg. PET’s daværende operationsleder, Jørn Bro, har oplyst, at PET på et tidspunkt overvejede at hverve en meddeler i DKP’s ledelse, men at operationen blev opgivet.[897] PET havde i slutningen af 1960’erne et par kilder, der videregav oplysninger om DKP,[898] og tjenesten havde i 1967-68 en kilde, der havde sin daglige gang i partihuset i Dronningens Tværgade.

Det synes at have været en udbredt antagelse blandt kommunisterne, at partiets telefoner blev aflyttet i 1960’erne. F.eks. skal den fremtrædende DKU’er Bodil Emanuel have fortalt, at hun ofte hørte mærkelige klik og lyde i sin telefon. Emanuel kunne også berette, at engang, da hun skulle tale med Knud Jespersen, hørte hun i stedet en politibetjent på Politigården, der talte med en anden person. Ved en anden lejlighed havde en journalist ringet hjem til Land og Folk fra Moskva. Han fik dog ikke fat i partibladet, men i stedet var der en stemme, der sagde: ”Politigården – De ønsker?” Da journalisten meddelte, at han ønskede at tale med Land og Folk, blev forbindelsen øjeblikkelig afbrudt.[899] Der findes dog intet i det eksisterende materiale, der kan bekræfte formodningen om, at danske kommunisters telefoner i større omfang blev aflyttet. PET’s oversigter over kommunisternes stilling bærer ikke præg af, at der foregik en aflytning af partihusets telefoner, og der findes ingen dommerkendelser, der bemyndigede en sådan operation. Dette er vigtigt, da der ikke er fundet spor af telefonaflytninger uden dommerkendelser. Enkelte kommunister kan dog være blevet aflyttet i forbindelse med konkrete efterforskningssager eller i de tilfælde, hvor de talte med aflyttede personer.

Aflytningen af Land og Folks hus

Jørn Bro, der på daværende tidspunkt var 2. politiassesor i PET, har forklaret, at PET i slutningen af 1960’erne ønskede større indsigt i, hvad der rørte sig i DKP. Man overvejede, om man kunne købe oplysninger fra et af medlemmerne af ledelsen, eller om man kunne installere mikrofoner i partiledelsens lokaler i Land og Folks hus på hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade i København.[900] Planen var omgivet af stor sekretesse, og kun de få, der var direkte involveret, havde som følge af ”need-to-know”-princippet kendskab til den.[901] I første omgang var det planen at placere en eller flere mikrofoner i den ”store sal” i partibygningen, der blev brugt til fester, møder og det månedlige centralkomitémøde.[902] PET indsamlede arkitekttegninger over partibygningen og foretog registerundersøgelser af naboerne i de tilstødende ejendomme, sandsynligvis for at finde en lejlighed, hvorfra man kunne bore ind i lokalet og installere mikrofonen.[903]

Aflytningsudstyret til operationen modtog PET fra en udenlandsk tjeneste, som samtidig foreslog danskerne at udvide operationen til at omfatte hele partibygningen.[904] PET-personalet foretog yderligere rekognoscering, og i december 1968 forelå den endelige operationsplan. Det var nu hensigten at aflytte både DKP’s konferenceværelse, der lå på anden sal i Dronningens Tværgade 3, og som blev benyttet til forretningsudvalgets møder, og den ”store sal” på 1. sal i venstre sidefløj. Signalerne fra de trådløse mikrofoner i den ”store sal” ville blive opfanget af en modtager i et nærliggende hus. PET beregnede også afstanden fra målobjekterne til den sovjetiske ambassade (1.170 m),[905] formentlig for at sikre sig at russerne ikke kunne opfange de trådløse signaler og dermed opdage aflytningen.[906]

I april 1969 meddelte PET den udenlandske tjeneste: ”Der foretages i øjeblikket her en analysering af de hidtil opnåede resultater, og extrakter af relevant materiale vil senere blive tilstillet Dem.”[907] Jørn Bro har oplyst over for Kommissionen, at der var tale om en test af det tekniske udstyr, men at selve aflytningen ikke blev iværksat.[908] Da det samtidig blev understreget, at der ikke var mulighed for at komme ind i lokalerne og afprøve udstyret,[909] må det betyde, at man havde haft held til at bore sig ind fra en af naboejendommene.

Aflytningsoperationen blev efter alt at dømme aldrig iværksat. I maj 1969 enedes man med den udenlandske tjenestes teknikere om at udarbejde mere nøjagtige planer for aflytningen af den ”store sal”,[910] men i slutningen af juli 1969 blev de sidste dokumenter i sagen arkiveret.[911] Der er ikke fundet konkrete spor af en eventuel aflytningsoperation i arkivmaterialet vedrørende DKP, og flere tidligere medarbejdere, der havde DKP som arbejdsområde, har over for Kommissionen afvist, at PET skulle have aflyttet DKP.[912] Sandsynligvis blev det på et tidspunkt mellem maj og juli 1969 besluttet at indstille operationen. Den daværende operationsleder Jørn Bro, der havde en central placering i udarbejdelsen af operationen, har over for Kommissionen oplyst, at operationen aldrig blev iværksat af politiske grunde, af kapacitetsmæssige grunde og fordi den var for risikabel.[913] Der var på daværende tidspunkt stor fokus på efterretningstjenesternes aktiviteter, og det var året efter, at regeringen havde lovet at begrænse den politiske registrering af danske statsborgere. Senere på året vakte det stor opsigt, da det blev afsløret, at FE havde en aflytningscentral i Kejsergade, og VS foreslog at rejse rigsretssag mod justitsministeren, som blev beskyldt for at have fortsat den politiske overvågning. Det er højest sandsynligt, at ledelsen i PET, eventuelt i samråd med Justitsministeriets departementschef, resolverede, at det mulige udbytte af en eventuel aflytningsoperation ikke stod i forhold til den kritik, som regeringen og PET ville blive udsat for, hvis det blev afsløret, at man havde forsøgt at aflytte et lovligt dansk parti.[914]

PET’s daværende tekniske ekspert, Ib Steinberg Norgaard, har givet en anden version af begivenhedsforløbet. Norgaard har både over for Kommissionen og i sin posthumt udgivne erindringsbog beskrevet, hvordan han borede sig ind gennem væggen til partibygningen fra en nabolejlighed. Efter beskrivelsen at dømme var der tale om den ”store sal”, og det lykkedes Norgaard at installere aflytningsudstyret.[915] Men ifølge Norgaards offentliggjorte version blev aflytningen aldrig startet:

”Der var nemlig sket det i mellemtiden, at der havde været folketingsvalg, og ved dette valg blev Danmarks Kommunistiske Parti valgt ind i Folketinget med ikke så få mandater. Derfor gik jeg til vor chef, som havde beordret aflytningen etableret, og fortalte, at alt nu var klar til aflytningen – der skulle nu bare skrues to ledningsender ind i to klemskruer. Det nægtede både min makker og jeg at gøre, så hvis man fortsat ønskede aflytningen startet, kunne man blot sende selv en ukyndig ud med en lille skruetrækker.

Jeg er næsten sikker på, at aflytningen aldrig kom i gang, og jeg har heller ikke nogen erindring om, at den blev fjernet heller, men det blev den sikkert. Vi havde ikke for meget materiel dengang heller.”[916]

Hvis man følger Norgaards udlægning, må der være tale om en anden aflytning end den beskrevne operation, for DKP forlod Folketinget i 1960 og kom først ind igen ved valget i december 1973, hvor det vandt seks mandater. Jørn Bro har over for Kommissionen påpeget, at Norgaard er meget upræcis i sine tidsangivelser i sin bog, og han har oplyst, at han er sikker på, at der kun blev gjort ét forsøg på at etablere en aflytning i 1969, da Arne Nielsen var chef.[917] Det er selvfølgelig muligt, at Norgaard husker forkert, og at installeringen af aflytningsudstyret var en del af afprøvningen af operationen i 1969. Under alle omstændigheder er der ikke fundet andre oplysninger, der kan støtte Norgaards historie om en afbrudt operation mod DKP i 1973. Det er derfor vurderingen, at PET i 1968-69 forberedte en aflytning af Land og Folks hus, men at operationen aldrig blev iværksat.[918]

DKP’s forbindelse til de sovjetiske efterretningstjenester i 1960’erne

PET holdt fortsat øje med østblokkens efterretningsofficerer og deres danske kontakter. Det var tjenestens indtryk, at den østlige efterretningsaktivitet i Danmark ikke ændrede sig betydeligt i løbet af 1960’erne; således steg antallet af identificerede eller mistænkte sovjetiske efterretningsofficerer ved ambassaden i København kun svagt i løbet af årtiet:

KGB- og GRU-residenturet i København, 1961-67[919]

  Ambassadepersonel Heraf efterretningsofficerer
1961 37 13
1967 45 16

Det næststørste residentur var det polske, hvor syv ud af 15 ambassadefunktionærer tilhørte enten den civile (MSW) eller militære (ZII) efterretningstjeneste.[920] PET konstaterede også, at de sovjetiske officerer var tilbageholdende med at rekruttere danske agenter, og at de i stedet nøjedes med at dyrke sociale kontakter.[921] I 1966 blev den sovjetiske indsats åbenbart reorganiseret, hvilket havde den konsekvens, at alle mindre operationer blev indstillet.[922]

Flere tidligere PET-medarbejdere, der enten gjorde tjeneste som sagsbehandlere i kontraspionageafdelingen eller på observationsholdene i 1960’erne, har over for Kommissionen beskrevet PET’s overvågning af den østlige spionageaktivitet som ret begrænset: For eksempel fandtes der kun to til fire sagsbehandlere på de såkaldte ”russer-hold”, ”DDR-hold” og ”polak-hold”.[923] At dømme ud fra det bevarede materiale var PET’s indsats heller ikke effektiv. Således klagede observationsafdelingen over det dårlige samarbejde med sagsbehandlerne, som havde den konsekvens, at de informationer, medarbejderne i observationsafdelingen modtog, ofte var forældede, og at man ikke fik feed-back på sin indsats.[924] En tidligere sagsbehandler på ”russer-holdet” har fortalt, at han fik at vide af sin overordnede, ”at de ikke var egnet til at fange spioner, men alene kunne bruges til at regulere trafik på Skt. Hans Torv.”[925] Sagsbehandlerne fik dog også ros, og det var den pågældendes indtryk, at de med tiden blev bedre til at følge russernes aktiviteter.[926]

Den noget tilbageholdende sovjetiske aktivitet og PET’s begrænsede overvågning betød tilsammen, at der kun er fundet få og spredte eksempler i det bevarede arkivmateriale på kontakter mellem DKP og KGB/GRU. En kriminalassistent, der var tilknyttet Københavns Politis observationstjeneste i begyndelsen af 1960’erne, erindrer således, at man konstaterede, at sovjetiske diplomater havde kontakter til ledende DKP’ere, men at man i øvrigt antog, at russernes vigtigste forbindelser ikke var kommunister.[927] PET’s viden om kommunistiske og/eller ideologisk motiverede spioner i 1960’erne stammer derfor fra senere KGB-afhoppere.

I 1969 modtog PET oplysninger via en udenlandsk tjeneste fra en person, der siden 1947 havde arbejdet for KGB, og som kort for inden var hoppet af til Vesten. Den pågældende berettede, at han i begyndelsen af 1960’erne havde fået til opgave at sætte sig i forbindelse med den danske forfatter Rudolf Broby Johansen for at fastslå, om han var egnet som agent.[928] Broby Johansen var en kendt og populær formidler af kunst, som siden 1920’erne havde været aktiv i en række socialistiske kultursammenslutninger. Han havde i 1920 medvirket ved oprettelsen af Kommunistisk Studenterfraktion, og året efter deltog han i DKP’s partikongres. Som et resultat af modsætningerne mellem arbejderne og de intellektuelle i partiet blev han imidlertid ekskluderet i 1924, men han bevarede resten af livet en stærk venstreorienteret overbevisning. Efter en flirt med maoismen under kulturrevolutionen vendte han tilbage til DKP og meldte sig ind i partiet igen i 1983, 83 år gammel.[929]

Ifølge KGB-afhopperen fik han gennem Broby Johansens datter, Aud Broby-Ilg, der studerede ved universitet i Greifswald i DDR, kontakt med danskeren, der på det tidspunkt besøgte DDR. Den pågældende, der optrådte under dække, fandt, at Broby Johansen var en ”overbevist kommunist med aggressive tendencer”, og han skrev en meget positiv rapport til sine arbejdsgivere, hvori han foreslog, at man fortsatte med at kultivere danskeren med henblik på at hverve ham. Selvom KGB-afhopperen mente, at rapporten gjorde indtryk på KGB, havde han ikke mere med sagen at gøre, og han kunne derfor ikke med sikkerhed sige, om hvervningen var blevet gennemført.[930]

Er det sandsynligt, at KGB overvejede at hverve Rudolf Broby Johansen som agent? PET’s analyse af oplysningerne viste, at de ikke umiddelbart kunne afvises som opspind. KGB-afhopperen havde givet oplysninger om vesttyske, engelske og belgiske statsborgere, som havde ført til retsforfølgelse, hvilket tydede på, at hans oplysninger var troværdige. Broby Johansen havde gennemført flere rejser til DDR i begyndelsen af 1960’erne, hvorfor KGB-afhopperen kunne have mødt ham der. KGB kunne have fundet Broby Johansen velegnet som talentspejder på grund af hans brede kontaktflade i befolkningen, hans erklærede venstreorienterede indstilling og hans families mange østkontakter (hans kone var af lettisk oprindelse, den ene datter var bosiddende i DDR og gift med en østtysker, mens en anden datter havde studeret i Peking og opretholdt kontakt til den kinesiske ambassade). På den anden side fandt PET ikke nogen konkrete beviser for, at den danske forfatter skulle være blevet hvervet af KGB, og hans families kontakt til den sovjetiske ambassade forekom ikke usædvanlig. Det var derfor PET’s konklusion, som forekommer velbegrundet, at KGB interesserede sig for Broby Johansen, og at man overvejede at forsøge at hverve ham, men at der ikke var noget, der tydede på, at hvervningen var blevet gennemført.[931] Det skal også understreges, at Broby Johansens datter, Aud Broby-Ilg, senere er blevet renset for alle anklager om samarbejde med Stasi.[932]

En anden kilde i KGB var Oleg Gordijevskij, der i 1978 fortalte, at KGB omkring 1960 havde rekrutteret en agent med kodenavnet Brigadir. Gordijevskij, der ikke selv havde mødt den pågældende, vidste kun, at hans virkelige navn var Jensen, at han sandsynligvis var fagforeningsmand, og at han i mange år havde været medlem af DKP. Han havde imidlertid forladt partiet i slutningen af 1950’erne, hvilket gjorde det muligt for KGB at hverve ham, og han blev brugt til KGB’s påvirkningsoperationer (”active measures”) mod NATO, Vesttyskland og det danske forsvar. Ifølge Gordijevskij døde Brigadir i 1969 eller 1970. Kort forinden blev en nær slægtning hvervet, og han blev brugt som ”levende postkasse”, dvs. modtager af post fra illegale agenter. Den pågældendes kone, der delte dennes venstreorienterede synspunkter, blev også rekrutteret. Samarbejdet ophørte dog allerede i 1973.

På baggrund af disse oplysninger lykkedes det PET at identificere Brigadir som Svend Aage Eggert Jensen, tidligere medlem af DKP og indtil sin død i 1970 formand for Jord- og Betonarbejdernes Fagforening. Han var aktiv i Tværpolitisk Kontaktgruppe, som agiterede imod Danmarks medlemskab af NATO og EF. I 1969 var han medudgiver af pjecen Oberstkup i Danmark, der angiveligt byggede på stjålne NATO-dokumenter, men som ifølge PET var resultatet af en KGB ”active measures”-operation.[933]

Det vides ikke, om PET mistænkte Svend Aage Eggert Jensen for at være sovjetisk påvirkningsagent, før de modtog Gordijevskijs oplysninger i 1978.[934] Tjenesten modtog nogle spredte oplysninger i samtiden, som med den viden, man har i dag, kan ses som tegn på Jensens aktivitet. I 1956 blev Jensen i en indberetning om generalforsamlingen i Jord- og Betonarbejdernes Fagforening beskrevet som en tidligere kommunist, der imidlertid var på linje med kommunisterne i politiske og faglige spørgsmål.[935] I 1968 blev det slået fast, at der nu ikke mere var tvivl om hans kommunistiske sympatier, idet han havde opfordret til at stemme på DKP ved folketingsvalget.[936] PET var således klar over Jensens politiske ståsted trods hans partiløse status. Samme år konstaterede PET, at han havde været i telefonisk kontakt med den sovjetiske ambassadefunktionær Valentin Lomakin.[937] Lomakin var agent for KGB[938] og var registreret i PET. Selvom selve kontakten var uskyldig, kan det altså konstateres, at PET også lå inde med oplysninger om en forbindelse mellem Jensen og KGB. Det var imidlertid først i 1978, at disse spredte oplysninger kunne sættes sammen og danne et billede af Svend Aage Eggert Jensens ideologisk motiverede arbejde for den sovjetiske efterretningstjeneste.

Spionen, der slap fri

Den alvorligste ideologisk-motiverede spionageaktivitet foretaget på dansk jord i 1960’erne var efter alt at dømme den såkaldte Kholm-gruppe. PET modtog de første oplysninger om gruppens eksistens i 1977, men det var først i begyndelsen af 1990’erne, at tjenesten var i stand til at identificere dens medlemmer.[939] Ifølge oplysningerne blev en amerikansk statsborger og dennes danskfødte kone rekrutteret af KGB, mens de opholdt sig i Danmark fra 1963 til 1978.[940] Han var biokemiker ved et dansk forskningslaboratorium, og ifølge hans daværende arbejdsgiver lagde han hverken skjul på sine kommunistiske sympatier, eller at han havde været på studieophold i Moskva.[941] Amerikaneren, der fik kodenavnet Kholm, blev kørt af KGB-residenturets linje X (teknik og videnskab), og det var meningen, at han skulle hverve en gruppe kilder i Danmark, der skulle plantes i USA som illegale agenter. Amerikaneren hvervede flere kilder i Danmark,[942] og Kholm-gruppen, der var aktiv i USA og Danmark frem til 1987, bestod af seks danskere foruden amerikaneren.[943]

Det lykkedes for PET at identificere flere af de danske agenter i Kholm-gruppen. I hvert fald én af dem var ideologisk motiveret, og han var formentlig en af de mest værdifulde KGB-agenter i Danmark under den kolde krig. Den pågældende med kodenavnet Dat blev formentlig hvervet i 1961, og han afholdt de følgende 22 år mindst 150 konspirative møder med sine føringsofficerer fra linje X. Han var selv klar over, at det nok var KGB, han mødtes med, og han udleverede uklassificerede videnskabelige rapporter og forskningsmateriale fra bl.a. Danmarks Tekniske Bibliotek, Forskningscenter Risø og Forsvarets Forskningstjeneste. Det udleverede materiale bestod af rapporter fra Advisory Group for Aerospace Research and Development, European Space Agency, National Technical Information Service (NTIS), Defence Technical Information Center og Organization for Economic Co-operation and Development (OECD). Dertil kom forskelligt mikrofilmmateriale og satellitbilleder. Der var således primært tale om rapporter, som danske forskningsinstitutioner havde bestilt hjem fra USA og Storbritannien. Dat var værdifuld for KGB, idet USA havde lukket for russernes adgang til NTIS-materiale. Den danske agent modtog afgiftsfri spiritus, cigaretter, smågaver og omkring 500-1.000 kr. pr. møde (i alt 75.000-150.000 kr.). Dat’s hustru blev også hvervet, og hun fungerede under kodenavnet Zoya som kurer mellem manden og føringsofficererne. Hun, der arbejdede for KGB dels af ideologiske årsager, dels efter pres fra manden, holdt 50-80 konspirative møder med KGB i det storkøbenhavnske område.[944] Dat og Zoya blev afhørt af PET i 1994, hvor de indrømmede deres samarbejde med KGB, men det blev efterfølgende besluttet af de danske myndigheder ikke at retsforfølge de pågældende.[945] Kommissionen har derfor valgt ikke at afsløre deres identitet i denne beretning.

PET kom allerede på sporet af Dat kort efter dennes hvervning. I december 1965, altså fire år efter at KGB havde hvervet Dat, blev PET orienteret af Atomenergikommissionen om, at man undrede sig over, at den pågældende havde lånt en række rapporter fra Risøs bibliotek. Rapporterne, der ikke var klassificeret, men forsynet med en særlig påtegning, omhandlede det såkaldte Dragon-projekt, der drejede sig om en fælleseuropæisk reaktor i England. Dat havde også lånt et antal amerikanske rapporter om yderst specielle emner.[946] Oplysningerne førte til, at PET undersøgte den pågældendes forhold, og at han blev registreret med en personsag.[947] Efterforskningen viste også, at den pågældende siden 1963 havde lånt 121 Dragon-rapporter, at den sovjetiske videnskabsattaché Kondratenko sammen med to russiske og en kinesisk fysiker også havde udvist interesse for rapporterne, og at den pågældende også interesserede sig for materiale om det såkaldte UHTREX-projekt, der foregik på atomforsøgsstationen Los Alamos i New Mexico (hvor atombomben var blevet udviklet).[948] De indhentede oplysninger fra overvågningen af ambassadeaktiviteter godtgjorde, at den pågældende opretholdt kontakter med østlige ambassader, og ifølge en kilde havde han givet udtryk for prokinesiske synspunkter.[949] Andre kilder mente dog, at selvom den pågældende tidligere havde været venstreorienteret, var han nu at finde på Socialdemokratiets venstrefløj.[950] En udenlandsk tjeneste videregav oplysninger, der tydede på, at den pågældende kunne være af interesse for den sovjetiske efterretningstjeneste, og at han havde udleveret Dragon-rapporterne til ambassadefunktionæren Kondratenko.[951]

Selvom flere vidner fandt den pågældendes interesse for Dragon-materialet påfaldende, og selvom undersøgelsen afslørede hans østkontakter, vurderede PET, at oplysningerne byggede på misforståelser og savnede det fornødne grundlag:[952] ”Ved de herfra foretagne undersøgelser er intet fremkommet til bestyrkelse af denne mistanke, og det er under efterforskningen klarlagt, at de hertil indgåede meddelelser i sagen har været behæftet med visse misforståelser.”[953] PET’s chef, Arne Nielsen, besluttede derfor i marts 1967, at man ikke skulle foretage sig yderligere i sagen.[954] Det forekommer umiddelbart ejendommeligt, at PET lagde større vægt på usikkerheden i de indhentede oplysninger end på kernen i sagen: At den pågældende havde udvist en påfaldende interesse for rapporter om Dragon- og UHTREX-projekterne (der alle drejede sig om atomreaktorer og -forsøg), at han havde givet udtryk for prokommunistiske synspunkter, og at han havde kontakt til østlige diplomater. PET’s procedure fungerede, idet man fandt tegn på en mistænkelig aktivitet ved hjælp af tjenestens kilder, samarbejdspartnere og aflytninger. Men PET var ikke i stand til at følge op på oplysningerne, hvilket gav den pågældende mulighed for at fortsætte sit arbejde for KGB i 16 år.

Kort efter Arne Nielsens beslutning om at henlægge sagen modtog PET yderligere oplysninger i sagen. En direktør for et elektronikfirma meddelte, at han var blevet kontaktet af den pågældende, der havde opfordret ham til at tage kontakt med en navngiven sovjetisk diplomat, idet hans firma beskæftigede sig med varer, der havde russernes interesse. Virksomheden fremstillede elektroniske komponenter, som for hovedpartens vedkommende var omfattet af forbuddet mod eksport til østlandene.[955] Dette kunne tyde på, at den pågældende havde til opgave at finde danske firmaer, der var villige til at bryde embargoen. Ifølge en anden indberetning var der en udbredt mistanke blandt de ansatte på biblioteket på Risø om, at den pågældende videregav oplysninger til østfolk, selvom man ikke kunne bevise noget konkret.[956]

I 1979 fik PET en ny mulighed for at komme på sporet af den pågældende agent. Via Oleg Gordijevskij blev tjenesten bekendt med, at linje X-officeren Ivan A. Belov kørte tre agenter i Danmark. KGB-residenturets linje X havde til opgave at indsamle oplysninger om videnskab og teknik. To af agenterne havde dæknavnene Dat og Zoya, de var muligvis et ægtepar, og de var erfarne agenter.[957] PET kortlagde Belov og andre KGB-officerers modus operandi for derved at kunne identificere deres danske kontakter, men den pågældende agents navn optræder ikke i det indsamlede materiale. Der er intet, der tyder på, at PET’s sagsbehandlere i 1979 havde kendskab til undersøgelsen i 1965-67 af den pågældende agent, og han var derfor ikke blandt Belovs mistænkte danske kontakter.

Det var som følge af oplysninger fra udlandet, at PET med sikkerhed kunne identificere den pågældende og dennes hustru som agentparret Dat og Zoya. Under afhøringen fortalte Dat, at han allerede under besættelsen havde haft tæt kontakt med de kommunistiske medlemmer af Frihedsrådet, og at han havde følt en taknemmelighedsgæld over for Sovjetunionen, der havde reddet verden fra nazismen. Senere følte han, at det var en personlig mission for ham at sørge for, at verdens viden blev fællesejendom. Han mødte i 1961 den sovjetiske videnskabsattaché Nikolaj T. Golub, der var identificeret af PET som linje X-officer, ved en middag, og blev efterfølgende rekrutteret. Frem til 1983 blev han bl.a. ført af videnskabsattachéerne Jurij Kondratenko, Valentin Trofimov og Ivan Belov, der alle var linje X-officerer. Det var PET’s indtryk, at Dat var klar over, at han i virkeligheden arbejdede for KGB. Omkring 1966-67 blev den pågældende advaret af en af sine bekendte, som PET havde afhørt under efterforskningen af Dragon-sagen, om, at han blev overvåget af PET. Derefter blev sikkerheden omkring møderne med KGB-officererne strammet op, han fik forbud mod at ringe til ambassaden, og møderne blev afholdt under konspirative former og aftalt fra gang til gang. Samtidig blev Dats hustru, Zoya, introduceret som kurer mellem parterne. I sommeren 1967 arrangerede KGB som tak en rejse for ægteparret til Sovjetunionen.[958]

Hvor stor skade forøvede Dat? Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at den pågældende fungerede som agent for en fremmed efterretningstjeneste: Han var ideologisk motiveret, han var efter al sandsynlighed klar over, at han arbejdede for KGB, han handlede efter ordrer, han mødtes under konspirative former, han modtog betaling for sine tjenester, og han informerede aldrig de danske myndigheder om sine aktiviteter. Hvad angår hans værdi for KGB, skal det imidlertid understreges, at Dat ikke havde adgang til klassificeret materiale, og at alle de oplysninger, han videregav, i princippet var offentligt tilgængelige og kunne fremskaffes ad andre kanaler. Da KGB afbrød kontakten i 1983, skete det da også med den begrundelse, at Centeret i Moskva var utilfreds med, hvad agenten fremskaffede.[959] På den anden side må KGB have ment, at det var besværet værd at føre ham som agent i 22 år. Det kan delvis forklares med, at det gav residenturet en mulighed for at bevise sit værd over for Centeret i Moskva. Hans værdi for den sovjetiske tjeneste lå nok primært i, at man kunne bruge Dat til at fremskaffe videnskabelige amerikanske rapporter, uden at det fremgik, at de gik videre til ambassaden. Den pågældende agent gjorde sig således skyldig i at bistå en fremmed efterretningstjeneste i at udføre sit arbejde på dansk område. Alligevel konkluderede PET, at ægteparret ikke havde ønsket eller været i stand til i nogen væsentlig grad at skade danske interesser, og det blev besluttet ikke at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens §§ 107 og 108.[960]

De danske kommunister og Warszawa-pagtens krigsplaner

Der findes ubekræftede tegn på, at Warszawa-pagten havde tiltænkt danske kommunister og sympatisører visse opgaver i forbindelse med udbruddet af en krig mellem de to blokke. I slutningen af 1960’erne modtog PET oplysninger fra en kilde. Ifølge denne frygtede polakkerne ligesom deres østtyske kollegaer, at Forbundsrepublikken havde aggressive planer over for Østeuropa; i 1967 hed det således i et direktiv udsendt af ZII:

”Et studie af den nuværende politiske situation og den tyske Forbundsrepubliks intensive krigsforberedelser har vist, at de militære revanchistiske kredse i Vest-Tyskland fører en farlig politik, som er en trusel mod freden og især mod landene i den socialistiske lejr. Forbundsrepublikken er det eneste land på det europæiske kontinent, som kræver ændring af de bestående grænser, og som for enhver pris ønsker at få adgang til kernevåben.”[961]

På grundlag af det polske materiale konstaterede PET, at Danmark indtog en stadig mere fremtrædende plads i Warszawa-pagtens krigsplanlægning, og at det var hensigten, at sovjetiske og polske styrker skulle afskære Danmark fra Vesttyskland ved hjælp af flåde- og luftlandsætningsoperationer. De to landes militære efterretningstjenester (GRU og ZII) havde derfor fået til opgave at foretage en fuldstændig kortlægning af det danske forsvar og undersøge egnede nedkastnings- og invasionssteder. Disse opgaver var hovedsageligt blevet løst gennem indsamling af åbne kilder (aviser, bøger, finanslovsforslag, kort mv.) og ved observation af militære øvelser og installationer. De sovjetiske og polske efterretningsofficerer forsøgte dog også at hverve danskere, der var placeret i forsvarsstaben og i virksomheder, der havde en militær produktion. Desuden havde de østlige planlæggere tiltænkt hvervede danskere to roller i forbindelse med en krig: Tidligere danske modstandsfolk i det sydøstlige Sjælland og sydøstlige Jylland skulle give husly til nedkastede sabotagegrupper, og danske medarbejdere ved den polske radio, som var blevet rekrutteret fra DKP, skulle sende propagandaudsendelser til Danmark i et forsøg på at undergrave den danske modstandsvilje.[962]

Spørgsmålet er, hvor langt man kom med disse planer, og om nogle af de danske kommunister accepterede at løse disse opgaver. ZII vurderede selv værdien af den militære efterretningstjenestes arbejde i Danmark som ”god” trods visse analytiske mangler i de indsendte rapporter.[963] Imidlertid hævdede kilden, at de polske militære efterretningsofficerer havde meget svært ved at operere i de vestlige lande, og at ZII-residenturerne i København, Stockholm og Helsingfors de seneste 10 år ikke havde været i stand til at hverve én eneste agent.[964] I en oversigt over ZII-officerernes aktiviteter i 1968-69, hedder det, at polakkerne, bortset fra observation og indsamling af materiale til dækidentiteter til sabotagegruppernes medlemmer, ikke var kommet længere med opgaven i april 1968, og at ZII-officererne altså endnu ikke havde fundet egnede emner eller havde hvervet danskere til at skjule de nedkastede sabotører.[965]

Det kan ikke afvises, at kilden bevidst gav et fejlagtigt billede af den polske indsats i Danmark, for eksempel for at dække over, at ZII faktisk havde succes med at hverve centralt placerede danskere. På den anden side er der i det ZII-materiale, som PET modtog, adskillige eksempler på, at ZII-officererne rapporterede, at de havde svære arbejdsbetingelser. Selvom dette kunne være et forsøg på at dække over deres egen mangel på evner, er det interessant, at de flere gange rapporterede, at PET’s overvågning umuliggjorde en effektiv efterretningsvirksomhed. Således hedder det i en notits fra oktober 1969:

”En vurdering af den herværende kontra-efterretningstjenestes [PET’s] virksomhed har vist, at den i den sidste tid har været mere virksom overfor vore medarbejdere end tidligere, idet den har været foretaget på en så åbenlys og demonstrativ måde, at den har fået én til at tro, at den har til formål at udøve et psykologisk pres på vore medarbejdere, samtidig med at man benytter lejligheden til at udføre en temmelig streng kontrol med vor virksomhed.

Denne tingenes tilstand hindrer os i at udføre en del af vore planlagte opgaver og tvinger os til at indskrænke vore ophold i denne del af landet [Jylland] til det mindst mulige og kun udføre reserveopgaver samt næsten ingen efterretnings-opgaver.”[966]

Hvis denne beskrivelse er dækkende, betyder det, at PET’s overvågning hindrede ZII i at hverve tidligere modstandsfolk i bl.a. Jylland, som skulle skjule polske sabotører i en krise- eller krigssituation.[967]

Oplysningerne bekræftede PET i antagelsen om, at DKP i tilfælde af en konflikt ville vælge side til fordel for Sovjetunionen. Jørn Bro har således beskrevet PET’s trusselsbillede, sådan som det så ud i slutningen af 1960’erne:

”DKP var, udover at være nøje forbundet med moderpartiet SUKP, utrolig moskvatro og var fra 2. verdenskrigs afslutning i usædvanlig grad rede til, når situationen bød sig, at skabe alvorlig uro. Hvis nogen kunne vende op og ned på det hele i byer som København, var det DKP.”[968]

PET modtog afskrifter fra de danske udsendelser i sovjetisk, østtysk og polsk radio, og man forsøgte at identificere og registrere de danske medarbejdere.[969]

Samlet kan det således konkluderes, at ifølge oplysningerne havde Warszawa-pagten planer om at anvende danske kommunister til at udsprede propaganda gennem den polske radio og tidligere modstandsfolk (sandsynligvis DKP’ere) til at skjule sabotagegrupper i tilfælde af en krig, men at det formentlig ikke lykkedes for ZII-officererne at udføre disse opgaver. Det skal understreges, at der var tale om planer, og at det er uklart, om de blev gjort til virkelighed. Oplysningerne viser imidlertid også, at PET havde grund til at interessere sig for de danske kommunister og deres eventuelle kontakter til de østlige efterretningstjenester.


[814] Aleksandr Fursenko and Timothy Naftali, Khrushchev’s Cold War, s. 241-528; DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 114-116; bd. 2, s. 12-18.

[815] Richard Rhodes, Arsenals of Folly. The Making of the Nuclear Arms Race (London, 2007), s. 94-96; Aleksandr Fursenko and Timothy Naftali, Khrushchev’s Cold War, s. 540.

[816] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 300.

[817] Aleksandr Fursenko and Timothy Naftali, Khrushchev’s Cold War, s. 336.

[818] Robert Service, Comrades, s. 322.

[819] Mark Mazower, Dark Continent, s. 281-289; Aleksandr Fursenko and Timothy Naftali, Khrushchev’s Cold War, s. 343-345, 513-514; John W. Young, America, Russia and the Cold War 1941-1998, 2nd ed. (London & New York, 1999), s. 106-107, 240-241.

[820] Robert Service, Comrades, s. 331-341.

[821] Aleksandr Fursenko and Timothy Naftali, Khrushchev’s Cold War, s. 305, 327-328; John W. Young, America, Russia and the Cold War 1941-1998, s. 94-95.

[822] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen. s. 127-128, 134-137, 140-158; Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke …, s. 15-55.

[823] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 129-133. Jesper Jørgensen argumenterer i ”Mellem nationalt ansvar og internationale forpligtigelser. DKP 1958-1976”, Arbejderhistorie, nr. 4, december 2004, s. 23-39, for, at partiet gik i en mere selvstændig retning på det indenrigspolitiske felt efter 1960. Imidlertid skete dette inden for de rammer, som SUKP havde udstukket. Se også Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. xli-xlii.

[824] Danmarks Kommunistiske Parti, Nye veje for Danmark i: Programsamling 1952-74 (1975).

[825] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 218-220. Se også Ib Nørlund, ”Danmark og det tyske spørgsmåls løsning”, Land og Folk, 22. juni 1961.

[826] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 214, 216, 395; Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 19-23.

[827] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 68, 300-303. ABA, Ib Nørlund arkiv, CK-møder, kasse 55, læg 17: ”Kf. i Karlovy Vary og kampen for eur. Sikkerhed”, CK 28. maj 1967.

[828] Chris Holmsted Larsen, ”’Tiden arbejder for os’. DKP og Vietnam-krigen 1963-1975”, Arbejderhistorie, nr. 4, december 2006, s. 1-19; Ib Nørlund, ”Danmark må genvinde sin neutralitet”, Land og Folk, 19. november 1967.

[829] ABA, Ib Nørlunds arkiv, CK-møder, kasse 54, læg 14: Forslag til resolution, CK-mødet 14.-15. januar 1961; ibid., læg 16: Danmarks Kommunistiske Parti, Centralkomitemødet 16.-17. december 1961.

[830] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 133-134.

[831] Ib Nørlund, ”Betydningen af Budapest-mødet”, Land og Folk, 19. marts 1968.

[832] Lars Bro Nilsson, ”Danmarks Kommunistiske Parti under den anden kolde krig”, Arbejderhistorie, nr. 2-3, september 2006, s. 29.

[833] ”Knud Jespersen: Støtte til det socialistiske demokrati”, Land og Folk, 20. juli 1968; ”DKP går ind for støtte til czekerne”, Information, 20.-21. juli 1968; ”Arbejderklassen og partiet skal sikre et godt resultat”, Land og Folk, 21.-22. juli 1968.

[834] ”Udtalelse fra Danmarks kommunistiske Parti”, Land og Folk, 22. august 1968; ”DKPs centralkomité om Tjekkoslovakiet”, Land og Folk, 25. august 1968..

[835] Det fremgår af et russisksproget brev fra Leonid Sjkarenkov, redaktør ved tidsskriftet, til Ib Nørlund, hvori det hedder i dansk oversættelse vedrørende Knud Jespersens artikel: ”Den eneste forkortelse er sket der, hvor der tales om begivenhederne i Tjekkoslovakiet (s. 6-7). Det er gjort alene for ikke at give anledning til, at man i andre artikler (om andre kongresser) udbreder sig alt for meget om dette tema.” ABA, Ib Nørlunds arkiv, CK-møder, kasse 56, læg 2: L. Sjkarenkov til Ib Nørlund, 28. februar 1969. En tak til Svend Aage Christensen, DIIS, for oversættelsen og oplysningerne om Sjkarenkov.

[836] PET, emnesag: PET: ”Oversigt over den af Danmarks Kommunistiske Parti – Socialistiske Parti – og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i 2. halvår 1960”, 9. januar 1961.

[837] Ibid.: ”Oversigt over den af Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistiske Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 1. januar til 31. maj 1961”, 14. juni 1961.

[838] Ibid.: ”Oversigt over den af Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistiske Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 1. juni til 15. oktober 1961”, 1. november 1961; ”Kvartalsberetning af 17.04.62 vedr. den virksomhed, der er udfoldet her i landet siden 01.11.1961 af Danmarks Kommunistiske Parti – Socialistiske Folkeparti – og frontorganisationerne”, 17. april 1962; ”Oversigt over den af DKP, SF og de kommunistiske frontorganisationer udfoldede virksomhed i tiden fra 1. oktober 1962 til 31. marts 1963”, udateret; ”Beretning vedrørende den virksomhed, der er udfoldet af Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistiske Folkeparti og forskellige yderligtgående danske bevægelser i tiden 1. april-15. oktober 1963”, udateret; ”Beretning for tiden 15. oktober 1963 til 15. oktober 1964 vedrørende Danmarks Kommunistiske Parti, Ungdomsforbundet (DKU), Socialistisk Folkeparti og kommunistiske frontorganisationer”, 29. oktober 1964.

[839] Da NATO i 1966 foretog en sikkerhedsinspektion i Danmark, mødtes udsendingene med repræsentanter for PET og Udenrigsministeriet. NATO’s sikkerhedseksperter rapporterede efterfølgende om DKP: ”The DCP [Danish Communist Party] members going to Moscow are thought to receive only political indoctrination and training, and are not prepared whilst there for a more active role involving sabotage or weapons. There is no indication that the DCP has plans to assume a militant role in time of emergency or war; it wishes to present its image of respectability, and thus could be expected, generally speaking, to confine its activities to subversion. Perhaps for the same reason, there are no indications that Party members are being used for intelligence purposes.” Udenrigsministeriet, 103 N. 15: Report by the NATO Security Bureau of an Inspection on Security Arrangements and Their Operation in Denmark, May 1966.

[840] PET, ujournaliseret: Udateret manuskript uden titel (ca. 1960); PET, ujournaliseret: Politiets Efterretningstjeneste, ”Danmarks Kommunistiske Parti”, 11. august 1964, vedlagt brev til departementschef V. Boas, 14. august 1964.

[841] PET, ujournaliseret, PET’s interne referater: Møde i koordinationsudvalget den 9. marts 1959.

[842] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende den kommunistiske virksomhed i tiden efter den 20’ kongres (november 1958 - januar 1960)”, 9. marts 1960; ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti – Socialistisk Folkeparti – og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i januar kvartal 1960; ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti – Socialistisk Folkeparti – og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i april kvartal 1960”, 9. august 1960.

[843] PET, emnesag: Redegørelse, 7. marts 1962, og Bilag A. ”’Århuskonferencen’ (Det københavnske og det århusianske arbejdsudvalg)”, 10. februar 1962.

[844] Ibid.: ”Beretning for tiden 1. april til 15. oktober 1963 vedrørende Danmarks kommunistiske Parti, de kommunistiske frontorganisationer, Socialistisk Folkeparti og forskellige yderligtgående danske bevægelser i tiden 1. april-15. oktober 1963”.

[845] Ibid.: ”Beretning vedrørende den kommunistiske virksomhed i tiden efter den 20’ kongres (november 1958 - januar 1960)”, 9. marts 1960.

[846] Ibid.: ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti – Socialistisk Folkeparti – og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i 2. halvår 1960, 9. januar 1961”.

[847] Ibid.: ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 15. april til 1. oktober 1962”, 11. oktober 1962; ”Oversigt over den af DKP, SF og de kommunistiske frontorganisationer udfoldede virksomhed i tiden fra 1. oktober til 31. marts 1963”.

[848] Ibid.: ”Beretning vedrørende den kommunistiske virksomhed i tiden efter den 20’ kongres (november 1958 - januar 1960)”, 9. marts 1960.

[849] Ibid.: ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 1. januar til 31. maj 1961”, 14. juni 1961.

[850] Ibid.: ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 15. april til 1. oktober 1962”, 11. oktober 1962.

[851] Ibid.: ”Oversigt over den af DKP, SF og de kommunistiske frontorganisationer udfoldede aktivitet i tiden fra 1. oktober 1962 til 31. marts 1963”; ”Beretning for tiden 15. oktober 1963 til 15. oktober 1964 vedrørende Danmarks kommunistiske Parti, Ungdomsforbundet (DKU), Socialistisk Folkeparti, Ungdomsforbundet (SUF) og kommunistiske frontorganisationer”, 29. oktober 1964.

[852] PET, emnesag: ”Vedr.: DKP’s holdning til begivenhederne i Czekoslovakiet i 1968”, 13. august 1968.

[853] Ibid.: ”Vedr.: DKP’s holdning til de fem socialistiske landes besættelse af Tjekkoslovakiet den 20.8.1968”, 29. august 1968.

[854] Ibid.: ”Vedr.: Stillingen i Danmarks kommunistiske Partis hovedkvarter på baggrund af begivenhederne i Czekoslovakiet”, 27. august 1968.

[855] Ibid.: ”Vedr.: Knud Wagner Jespersen.s rejse til Sovjetunionen i tiden 31/8-16/9-1968”, 23. oktober 1968.

[856] Ibid.: ”Forhandlinger i Østtyskland mellem en delegation fra DKP og en delegation fra det østtyske kommunistparti (SED) i tiden 31/10.-2/11.1968”, 8. november 1968.

[857] PET, emnesag: ”Kommentarer til ”Land og Folks” m.v. driftsregnskab og status for kalenderåret 1958”, 20. februar 1960.

[858] PET, emnekartotek: ”DKP – Økonomi”, oplysning dateret 30. august 1967.

[859] Ibid.: Oplysninger dateret 29. februar 1968, 13. maj 1968 og 6. februar 1969.

[860] Ibid.: Oplysning dateret 9. juni 1961.

[861] Ibid.: Oplysning dateret 30. september 1964.

[862] Ibid.: Oplysning dateret 21. januar 1966 og 22. april 1966.

[863] Ibid.: Oplysning dateret 24. januar 1961.

[864] Ibid.: Oplysning dateret 6. februar 1968.

[865] Ibid.: Oplysning dateret august 1966.

[866] PET, operationssag: Arne Nielsen, rapport, 26. september 1963. Aksel Larsen fortalte på samme tidspunkt en allieret myndighed, at DKP ikke havde modtaget økonomisk støtte fra østblokken efter befrielsen for at opretholde sin selvstændighed. Han gav udtryk for, at det først var efter splittelsen i 1958, at partiet var begyndt at modtage støtte. Personsag: Rapport, 9. april 1963. Som tidligere beskrevet modtog DKP økonomisk støtte fra østblokken fra 1951. Den tidligere partiformand talte således efter alt at dømme mod bedre vidende.

[867] PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks Kommunistiske Parti og ’Land og Folk’”, 5. december 1967.

[868] Morten Thing, ”Kommunisternes kapital”, s. 178-181.

[869] PET, emnekartotek: Oplysning dateret 16. marts 1960.

[870] RB: 23. april 2001.

[871] RB: Jørn Bro, 13. november 2000.

[872] JM, P.O.-sag: Notits af AN, 5. august 1954, vedlagt E. Brix til Justitsministeriet, 28. august 1954.

[873] PET, emnesag: Oversættelse af Gestapo-dokument af 10. juli 1942, dateret august 1960; notits, 9. august 1960; notits, 25. maj 1960. Om Karl Marthens Winther og DKP’s første illegale radiogruppe under besættelsen, se også Jørgen Grønvald Laustsen, Medløbere og modløbere, s. 29-34, 38-64, 69-84, 180-205.

[874] PET, administrativ sag: ”Politiinspektør Arne Nielsens foredrag i 1965 for medlemmerne af kontroludvalget”.

[875] PET, emnekartotek: Oplysning dateret 5. november 1959.

[876] PET, operationssag: Arne Nielsen, rapport, 26. september 1963.

[877] PET, emnesag: Notits, 6. november 1967.

[878] PET, emnesag: Notits, 22. januar 1968.

[879] Ibid.: Notits, 6. februar 1968.

[880] PET, emnesag: Notits, 12. december 1967.

[881] RB: Frank Poulsen, 25. januar 2001.

[882] PET, administrativ sag: ”Politiinspektør Arne Nielsens foredrag i 1965 for medlemmerne af kontroludvalget”.

[883] RB: 21. maj 2001.

[884] RB: 22. maj 2001; 11. oktober 2000.

[885] RB: Jørn Bro, 13. november 2000.

[886] PET, ujournaliseret: ”Forholdsordrer vedrørende registreringsproblemer og revision, møde 14.12.1964”. Bekræftet af RB: Harald Engberg-Petersen, 31. august 2000.

[887] RB: Jon Palle Buhl, 30. august 2000.

[888] PET, ujournaliseret: ”Direktiv for registrering”, 3. marts 1967; ”Vedr.: Revisionen”, 26. januar 1967.

[889] PET, ujournaliseret: ”Notat om PET’s personregistrering”, 22. juni 1967.

[890] RB: 11. oktober 2000; 21. maj 2001; 23. april 2001.

[891] Samtalereferat: 19. marts 2001.

[892] Det fremgår ikke af materialet, hvilken stilling den pågældende havde, eller hvorfor han udarbejdede beskrivelsen. Det fremgår af beskrivelsen, at forfatteren i 14 dage havde været ferieafløser for en fuldmægtig i afdelingen for personundersøgelser. JM, P.O.-sag: “Ad PET” [7. december 1964].

[893] Ibid.

[894] RB: 23. april 2001.

[895] PET, ujournaliseret: ”Udfindelse af deltagere i kommunistisk skolingsvirksomhed i Sovjetunionen og Østtyskland ved hjælp af rejsekontrollen”, 28. december 1964.

[896] RB: 22. maj 2001.

[897] RB: Jørn Bro, 14. november 2000.

[898] RB: Jørn Bro, 1. november 2005.

[899] PET, administrativ sag: Kopi af udateret (1967) notits.

[900] RB: Jørn Bro, 14. november 2000 og 1. november 2005.

[901] PET, operationssag: ”Vedr. [ - ]”, udateret.

[902] Ibid.: Udateret og usigneret notits med overskriften: ”Med henblik på gennemførelsen af ovennævnte operation kan følgende oplyses”.

[903] Ibid.: ”Vedr.: [ - ]”, udateret og usigneret.

[904] Ibid.: ”Vedr.: [ - ]”, 11. oktober 1968.

[905] Ibid.: Notits, 19. december 1968.

[906] RB: Jørn Bro, 1. november 2005.

[907] PET, operationssag: ”Vedr.: [ - ]”, 24. april 1969.

[908] RB: Jørn Bro, 1. november 2005.

[909] PET, operationssag: ”Vedr.: [ - ]”, 24. april 1969.

[910] Ibid.: ”Vedr.: [ - ]”, 16. maj 1969.

[911] Ibid.: Påtegning dateret 30. juli 1969.

[912] RB: 11. oktober 2000; 23. april 2001.

[913] RB: Jørn Bro, 13. november 2000; 14. november 2000; 1. november 2005.

[914] Jørn Bro mener, at departementschef Niels Madsen ”helt sikkert” blev informeret om operationen: ”Arne Nielsen kan have erfaret bekymring i ministeriet, og det kan have givet udslag i retningslinjerne.” RB: Jørn Bro, 1. november 2005.

[915] RB: Ib Steinberg Norgaard, 21. februar 2001, s. 6; Ib Norgaard, Spionjæger i Danmark, s. 141-145.

[916] Ib Norgaard, Spionjæger i Danmark, s. 144-145.

[917] RB: Jørn Bro, 1. november 2005.

[918] Om regelgrundlaget for rumaflytning før 1972 henvises til Kommissionens beretning, bind 4, om PET’s virkemidler.

[919] PET, administrativ sag: ”Foredrag for Udenrigsministeriets personale vedrørende fremmed efterretningsvæsen (dets organisation, dets arbejdsmetoder og dets mål) (febr. 1961)”; ”Politiinspektør Arne Nielsens fortrolige foredrag, skrevet i foråret 1968 for politikredsene, formentlig benyttet ved et særkursus på politiskolen”.

[920] Ibid. I dette og følgende afsnit besvares delvis folketingsspørgsmål nr. 288 (”Hvilke forbrydelser – mod staten eller enkeltpersoner – er i de sidste 30 år blevet opklaret eller afværget på grund af PET’s virksomhed?”).

[921] JM, ujournaliseret: NATO Special Committee. Standing Requirements List. Note by the Danish Delegation, 17th May 1962.

[922] Ibid.: NATO Special Committee. Standing Requirements List. Note by the Danish Delegation, 30th September 1966.

[923] RB: 21. februar 2001; 21. marts 2001.

[924] PET, administrativ sag: Årsberetning 1970. Afdeling E.

[925] RB: 21. marts 2001.

[926] Ibid.

[927] RB: 21. maj 2001. En tidligere medarbejder på ”russer-holdet” har givet en lignende beskrivelse: ”Der skete også overvågning af folketingsmedlemmers kontakter til østambassaderne. De mest interessante i denne forbindelse var ikke kommunisterne”. RB: 21. marts 2001.

[928] PET, personsag : ”Afhoppers tidligere kontakt med familien Broby-Johansen”, 6. oktober 1969. Afhopperens identitet fremgår af vedlagte notits, ”Vedr.: En afhoppet KGB-agents oplysninger om [ - ]”, 17. marts 1970.

[929] Morten Thing, Portrætter af 10 kommunister, s. 151-171.

[930] PET, personsag : ”Vedr. Afhoppers tidligere kontakt med familien Broby-Johansen”, 6. oktober 1969.

[931] Ibid.: ”Vedr.: En afhoppet KGB-agents oplysninger om, at han i begyndelsen af 1960’erne havde fået til opgave at undersøge, hvorvidt forfatteren Broby-Johansen ville være egne målobjekt for hvervning”, 17. marts 1970. Det er ikke muligt at forfølge sagen yderligere i PET’s arkiv: Broby Johansens personsag blev på et tidspunkt overført til Eino Broby Johansens sag , som blev makuleret i 1992.

[932] Mette Herborg og Per Michaelsen, Ugræs. Danske Stasi-kontakter (Holkenfeldt 3, 1999), s. 36; Jørgen V. Larsen, ”Sidste time i dansk”, Politiken, 5. juni 2003.

[933] PET, operationssag : Kort på Brigadir. PET, operationssag: Notitser, 20. marts 1985 og 6. januar 1987. Sagen er også omtalt i Jakob Andersen med Oleg Gordievsky, De røde spioner. KGB’s operationer i Danmark – fra Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup (Høst & Søn, 2002), s. 144-152. Se også Kommissionens beretning, bind 13, om KGB’s agent- og kontaktnet i Danmark under den kolde krig.

[934] Svend Aage Eggert Jensens personsag blev makuleret fem år efter hans død. Det kan derfor ikke afvises, at PET i samtiden kan have haft mistanke til ham.

[935] PET, emnesag: Notits, 14. august 1956.

[936] Ibid.: ”Vedr. Jord & Betonarbejdernes fagforening i Kbhvn.”, 6. maj 1968.

[937] Ibid.: Journalstrimmel dateret 30. august 1968.

[938] PET, operationssag: Kort på Lomakin, Valentin.

[939] PET, operationssag: Kommunikation, 2. juni 1993, med bilag.

[940] PET, operationssag: Dataudskrift vedrørende [ - ].

[941] Ibid.: Notits, 11. august 1997.

[942] Ibid.: Dataudskrift.

[943] Ibid.: Notits, 21. marts 1997.

[944] Ibid.: ”Vedr.: Afhøring af KGB-agenter i Danmark [ - ]”, januar 1995; dataudskrift.

[945] Ibid.: Notits, 21. marts 1997. De amerikanske myndigheder opgav også at retsforfølge den amerikanske statsborger Kholm. De andre identificerede, men ikke retsforfulgte danske agenter i Kholm-gruppen var Din, Rus og Maya.

[946] PET, personsag: H. Toft-Nielsen, Notits, 6. december 1965.

[947] Ibid.: Notits, 31. januar 1966.

[948] Ibid.: ”Vedr.: Udlån af Dragon-projektets dokumenter fra biblioteket på forsøgsstation Risø”, 21. juli 1966; Notits, 13. juni 1966.

[949] Ibid.: Notitser, 11. juli og 10. oktober 1966.

[950] Ibid.: ”Vedr.: Udlån af Dragon-projektets dokumenter fra biblioteket på Risø …”, 1. november 1966; samme, 15. november 1966.

[951] Ibid.: Notits, 2. juni 1966; notits, udateret.

[952] Ibid.: Notits, 10. oktober 1966.

[953] Ibid.: ”Vedr.: undersøgelse i forbindelse med udlån af DRAGON-projektets dokumenter fra biblioteket på Risø”, 17. april 1967.

[954] Ibid.

[955] Ibid.: Notits, 26. juli 1967.

[956] Ibid.: Notits, 13. november 1967.

[957] PET, operationssag: ”Vedr.: Den sovjetiske ambassades afdeling for Teknik og Videnskab – X-linien”, udateret.

[958] PET, personsag: Afhøringsrapport, 15. november 1994.

[959] Ibid.

[960] Justitsministeriets departementschef og det pågældende ægtepar blev underrettet om, at sagen blev henlagt endeligt i 1996. Den pågældende er senere død. Ibid.: Afhøringsrapport, 15. november 1994; Notat til registraturen vedrørende overførelse af B-sag, 30. juli 1996; notits, 14. marts 2000.

[961] PET, operationssag: ”Særlige opgaver vedrørende Vest-Tyskland”,,udateret.

[962] Ibid.: Notits med overskriften ”A. Spionage”, 23. januar 1969. Det er i denne sammenhæng interessant, at en kilde nogle år senere oplyste, at sovjetiske militærattacheer udviste interesse for tidligere modstandsfolk, der blev inviteret til receptioner i ambassaden. Kilden var af den opfattelse, at årsagen til interessen var, at de tidligere modstandsfolk ikke ville blive indkaldt til forsvaret i tilfælde af en krig, hvorfor de kunne bruges til at indsamle oplysninger til GRU. PET, operationssag: ”Vedr.: Generelle ting om GRU, fremkommet ved møde med [ - ]”, 17. juli 1981.

[963] PET, operationssag: ”Vurdering af det af militærattaché-kontoret i København udførte efterretningsarbejde i 1968”, udateret. Ifølge notitsen udarbejdede kontoret i 1968 ca. 55 indberetninger, hvoraf ni blev vurderet som værdifulde, 25 af middelværdi og fem af liden værdi. 60 % af materialet omhandlede ”den operative udbygning af terrainet.”

[964] Ibid.: ”Beretning over det hidtidige forløb af [ - ]”, 12. juni 1968; Hvervningsmulighederne i Danmark for en ”officer med særlige opgaver”, udateret. Polakkerne havde tilsyneladende kun held til at hverve danskere, der opholdt sig i eller besøgte Polen. I 1966 hvervede ZII en dansk skibskaptajn, som var involveret i smugling. Kaptajnen blev efterfølgende tildelt nogle ikke nærmere specificerede efterretningsopgaver. Ibid.: Notits, 29. november 1967.

[965] Ibid.: Notits med overskriften ”III. Den polske militærrepræsentation i Danmark”, 29/30. maj 1969.

[966] Ibid.: ”Vedr. Den danske Kontra-efterretningstjenestes virksomhed”, oktober 1969.

[967] Kilder, der nogle år senere gav oplysninger om den rumænske efterretningstjeneste Securitate, bekræftede billedet af PET’s kontraefterretningsindsats: ”Om de danske tjenester – PET og FE – har kilderne oplyst, at de nyder stor anseelse hos SECURITATE. De anses for at være seriøst arbejdende tjenester, der på dansk område er farlige for de østlige tjenester. Man har ofte i østlige tjenester overvejet mulighederne for penetrering af de danske tjenester, men har altid givet op allerede på planlægningstadiet. De østlige tjenester er derfor ikke særligt offensive mod danske tjenester for tiden.” PET, aftalemapper: Notits, 5. maj 1974.

[968] RB: Jørn Bro, 2. november 2005.

[969] Ibid.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk