PET’S OVERVÅGNING AF DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 6
Kapitel 4

Forside | Til bund | Forrige | Næste


4. DKP’s RENÆSSANCE OG OPLØSNING 1968-1989

Den anden kolde krig og kommunismens afslutning

De sidste tyve år af den kolde krig var præget af kulminationen på Sovjetunionens indflydelse, Vestens modoffensiv og kommunismens endelige krise. Perioden frem til slutningen af 1970’erne var domineret af den fortsatte afspænding mellem blokkene. Den såkaldte Harmel-rapport fra 1967 havde erklæret, at NATO’s hovedopgaver bestod i opretholdelsen af et militært forsvar, samtidig med at alliancen stræbte efter afspænding. Forbundskansler Willy Brandt søgte med sin Ostpolitik ”forandring gennem tilnærmelse” til østblokken. Den amerikanske præsident Richard Nixon indgik de første våbenkontrolaftaler (SALT I) med Sovjetunionen og anerkendte Kina diplomatisk i 1972. I 1975 afholdtes den fælleseuropæiske sikkerhedskonference i Helsinki med deltagelse af begge supermagter. Begge sider så afspændingen som en måde at udvide deres indflydelse på, og vestlige ledere håbede på længere sigt at svække de kommunistiske regimer ved at binde dem tættere til de demokratiske systemer. Det var også klart for Nixon og dennes nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger, at det var formålsløst at fortsætte våbenkapløbet med Sovjetunionen, der i slutningen af 1960’erne havde opnået en form for asymmetrisk ligevægt med USA. Anerkendelsen af Kina kunne bidrage til at presse Moskva til forhandlingsbordet, afslutte Vietnam-krigen og sikre Nixons genvalg i 1972.[970]

Sovjetunionen havde flere grunde til at støtte afspændingsprocessen. Afspændingen og aftalerne med USA var udtryk for, at Vesten anerkendte Sovjetunionens supermagtsstatus på lige fod med USA. Det betød, at Sovjetunionen som global magt kunne søge at udbrede sin indflydelse i resten af verden. Kreml var også drevet af et ønske om at undgå en alliance mellem USA og Kina. Helsinkitraktaten indebar desuden en anerkendelse af grænsedragningerne fra 1945 og dermed en de facto-anerkendelse af Sovjetunionens hegemoni i Østeuropa. Endelig havde Sovjetunionen behov for øget samhandel med Vesten. Imidlertid erklærede Bresjnev, at modsætningerne mellem de kapitalistiske og socialistiske systemer bestod, og at den internationale klassekamp ville fortsætte. Samtidig med afspændingen fortsatte Sovjetunionen med at modernisere forsvaret, den sovjetiske flåde udstrakte sin operationsradius, og østblokken støttede marxistiske regimer og oprørsbevægelser i Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.[971]

Sovjetunionen var imidlertid hæmmet af store økonomiske og politiske problemer, og i 1970’erne blev det sovjetiske system indhentet af sine iboende strukturelle svagheder og modsætninger. Under Bresjnev skete der en ideologisk forstening, de nødvendige reformer af systemet udeblev, og ledelsen manglede fornyelse. Trods forsøg på at effektivisere planøkonomien forblev den bureaukratisk og ineffektiv, industrien og landbruget var uproduktive, teknologien var tilbagestående, og der var mangel på boliger og forbrugsvarer. Den økonomiske vækst, der var startet med den begyndende modernisering af Sovjetunionen i 1928, fladede ud omkring 1973. Den forældede sværindustri var desuden plaget af omfattende miljøforurening. Omkring en femtedel af økonomien blev opslugt af det militær-industrielle kompleks. For at opfylde befolkningens behov voksede det sorte marked, der indebar tyveri af statsejendom, korruption og faldende arbejdsdisciplin. De østeuropæiske lande blev i stigende grad afhængige af vestlige lån for at holde økonomierne oven vande. Samtidig blev enhver kritik af systemet overvåget og undertrykt, hvilket førte til en udbredt politisk apati i befolkningerne. Oppositionelle valgte enten ”at gå i indre eksil” eller at flygte fra de kommunistiske regimer.[972]

I slutningen af 1970’erne forværredes forholdet mellem supermagterne og ledte til, hvad der er blevet kaldt for den anden kolde krig. Vestlige kritikere af afspændingsprocessen havde i nogen tid hævdet, at det ikke var muligt at stole på de sovjetiske ledere, og at de udnyttede processen til at opnå militær overlegenhed. Kritikerne pegede på, at det sovjetiske forsvar syntes at forberede sig på at udkæmpe og vinde en atomkrig, og at Kreml gav militær støtte til socialistiske regimer i Den Tredje Verden. Carteradministrationen forøgede militærbudgetterne, det amerikanske senat nægtede at ratificere SALT II-aftalen fra 1979, NATO vedtog dobbeltbeslutningen i 1979 som svar på Sovjetunionens opstilling af SS-20 mellemdistanceraketter, og i slutningen af året invaderede Sovjetunionen Afghanistan. I 1981 øgede den nyvalgte amerikanske præsident Ronald Reagan presset på Moskva ved at iværksætte en omfattende militær oprustning. Det var Reagans mål at presse den svage sovjetiske økonomi og forhandle ud fra en styrkeposition. I 1983 nåede forholdet mellem supermagterne frysepunktet, da Reagan lancerede det såkaldte ”stjernekrigsprojekt” (Space Defense Initiative eller SDI), der skulle forsvare USA mod et atomangreb, sovjetiske fly nedskød et sydkoreansk passagerfly, og de sovjetiske repræsentanter forlod våbenkontrol-forhandlingerne i Wien. Sammenbruddet af détenten skyldtes den fortsatte konkurrence mellem supermagterne, Sovjetunionens stigende indflydelse og USA’s svækkelse efter Vietnam, Watergate og oliekrisen i 1973.[973]

I 1985 blev Mikhail Gorbatjov udnævnt som ny generalsekretær for SUKP efter en række aldrende ledere, og det blev nu muligt at gennemføre reformer af det sovjetiske system. Det var Gorbatjovs mål at bevare og styrke det kommunistiske system, og han ønskede at vende tilbage til Lenins oprindelige idealer. Det stod klart for den nye leder, at det sovjetiske økonomiske system trængte til gennemgribende reformer, og han introducerede idéerne om perestrojka, omstrukturering, og glasnost, åbenhed. Omstruktureringen var imidlertid ikke tilstrækkelig omfattende, den økonomiske krise forværredes, og åbenheden førte til stigende kritik af det kommunistiske system. Det var en forudsætning for ændringerne af den sovjetiske økonomi, at de militære udgifter blev begrænset, idet det ikke var muligt for Sovjetunionen at følge med den amerikanske oprustning. Gorbatjov nedtrappede Sovjetunionens aktiviteter i Den Tredje Verden, trak de sovjetiske tropper tilbage fra Afghanistan i 1989, indledte nedrustningsforhandlinger med USA og foretog nedskæringer af de konventionelle styrker i Østeuropa. Den sovjetiske ledelse havde allerede i forbindelse med krisen i Polen i 1980-81, hvor den uafhængige fagbevægelse Solidaritet udfordrede det kommunistiske partis magtmonopol, besluttet ikke at følge Bresjnev-doktrinen og intervenere. I stedet indførte den polske ledelse krigsretstilstand og forbød Solidaritet. Gorbatjov gjorde det klart over for de østeuropæiske ledere, at de ikke kunne regne med at blive reddet af Sovjetunionen, og da Ungarn i sommeren 1989 åbnede grænsen for østtyske flygtninge, udløste det en kædereaktion, der førte til de kommunistiske regimers fald i Østeuropa og Berlinmurens åbning. Udviklingen bredte sig til Sovjetunionen, hvor nationale mindretal krævede selvstændighed og afvikling af det kommunistiske system. I august 1991 førte et fejlslagent kupforsøg fra den ”konservative” fløj i den sovjetiske ledelse til, at SUKP fik suspenderet sin virksomhed, republikkerne erklærede deres selvstændighed, og Sovjetunionen blev opløst ved slutningen af 1991.[974] Selvom kommunismen overlevede i isolerede regimer som Nordkorea og Cuba, havde den udspillet sin rolle som en verdensomspændende bevægelse.

DKP’s renæssance og tilbagegang

DKP’s politik i den sidste del af den kolde krig blev formuleret på baggrund af udviklingen i den internationale kommunistiske bevægelse. Siden Stalins død i 1953 var båndene til Moskva gradvis blevet slækket, og det var kommet til et åbent brud mellem de sovjetiske og kinesiske partier. Uenighederne i bevægelsen kom åbent frem på en international konference for de kommunistiske partier i Moskva i 1969. 17 af de 92 partier holdt sig helt væk, blandt de deltagende partier var der stor uenighed og kritik af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, og flere partier nægtede at underskrive den afsluttende erklæring. Den fastslog, at partierne var ansvarlige over for de enkelte landes arbejderklasse, og at de frivilligt skulle koordinere indsatsen i den antiimperialistiske kamp. Efter konferencen gav Bresjnev udtryk for den opfattelse, at det ville blive vanskeligt for SUKP at styrke sin indflydelse over en række af de mest kritiske partier.[975] Opbruddet i den kommunistiske bevægelse kom til udtryk i eurokommunismen, hvor en række partier anført af de italienske, franske og spanske partier i stigende grad førte en selvstændig kurs. Det italienske kommunistparti PCI opnåede i 1976 34% af de afgivne stemmer, det havde magten i flere lokalområder, og det udøvede en direkte indflydelse på den kristelig-demokratiske regerings politik.[976]

Moskva-konferencen havde imidlertid stor betydning for DKP, der stadig anerkendte Sovjetunionen som socialismens fædreland. Konferencen bekræftede DKP’s løsere forbindelse til SUKP og partiets politiske linje, som omfattede enhed med socialdemokraterne og afgrænsning over for den aktivistiske venstrefløj.[977] DKP afstemte sin politik med de østeuropæiske kommunistpartier gennem hyppige besøg og møder, og partiets chefideolog Ib Nørlund synes at være blevet værdsat i Moskva for sine evner til at oversætte og tilpasse de sovjetiske signaler og udmeldinger til den danske virkelighed.[978] Den løsere binding til Moskva kom til udtryk i ungkommunisternes fremstilling af Sovjetunionen, som ændrede sig fra en ”Sputnik-socialisme” i slutningen af 1950’erne, der hyldede socialismens teknologiske og økonomiske fremskridt, til en opfattelse af Sovjetunionen som en ”hypervelfærdsstat” i 1970’erne. Sovjetunionen blev nu anset for at være den ledende kraft i den antiimperialistiske bevægelse, der skulle føre verden til socialismen.[979]

DKP befandt sig stadig i en isoleret position i slutningen af 1960’erne. Det var ikke repræsenteret i Folketinget, det spillede en marginal rolle i forbindelse med protestbevægelserne på venstrefløjen, og det blev af sine kritikere beskrevet som ”et uddøende gammelmands-parti med begrænset magt.”[980] For at bryde isolationen opfordrede partiet derfor på sin kongres i 1969 til, at venstrefløjen fandt sammen, og understregede, at det krævede disciplin, hvis man ville ændre samfundet: ”Løber aktivitetstrangen blot ud i frugtesløse følelsesudladninger, næres forvirring og splid til glæde for dem, der vil køre videre i den gamle skure. At være revolutionær betyder netop at forme den samfundsforandrende kraft.”[981]

Denne opfordring blev i et vist omfang fulgt af en del af venstrefløjen i begyndelsen af 1970’erne. For en del aktivister fremstod DKP som et disciplineret, effektivt og arbejderbaseret parti, til forskel for f.eks. VS, der var splittet i adskillige fraktioner og domineret af intellektuelle og akademikere. Mens SF’s tidligere ungdomsorganisation Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) havde slidt sig op på grund af interne magtkampe, og SF’s og Socialdemokraternes ungdomsorganisationer (SFU og DsU) holdt lav profil, fremstod DKU for mange unge på venstrefløjen som den mest effektive politiske ungdomsorganisation ved 1970’ernes begyndelse.[982] Samtidig begyndte partiet at vinde en vis indflydelse gennem sin enhedslinje. I 1969-70 indtog de kommunistiske tillidsmænd en fremtrædende rolle i forbindelse med ”de vilde strejker”, hvor det lykkedes at samle en række fagforeningsfolk i Det københavnske Formandsinitiativ.[983] Vietnambevægelsen var i slutningen af 1968 blevet splittet i to fløje, og DKP deltog i dannelsen af Vietnam 69. Her fulgte partiet en moderat linje, der havde til formål at tiltrække socialdemokrater og andre modstandere af USA’s krigsførelse. DKP’s enhedslinje i Vietnambevægelsen fortsatte i 1972 i Folkebevægelsen mod EF, hvor kommunisterne i en periode spillede en fremtrædende rolle og søgte at skabe en bred enhedsfront ved at betone det nationale aspekt.[984] Samtidig tiltrak DKU nye medlemmer fra uddannelses- og lærlingeorganisationerne.[985] Fremgangen udmøntede sig i, at partiet ved jordskredsvalget i december 1973 fik 3,6 % af stemmerne og vendte tilbage til Folketinget med seks mandater.[986] Fremgangen fortsatte i den følgende tid, hvor DKP’erne gik forrest i protesterne mod den borgerlige Hartling-regerings indgreb over for den økonomiske krise, og ved valget i 1975 fik partiet 4,2 % og syv mandater.[987] Samtidig fortsatte partiet med at fremføre østblokkens udenrigspolitiske synspunkter. Således agiterede kommunisterne imod den vestlige imperialismes forbrydelser,[988] kritiserede de kinesiske kommunister for at følge en ”splittelsespolitik” og ”eventyrpolitik”,[989] og argumenterede for anerkendelsen af DDR, afholdelsen af en fælleseuropæisk sikkerhedskonference og indførelsen af en atomvåbenfri zone i Europa.[990]

På den 25. partikongres i 1976 vedtog DKP et nyt program, der afløste Det danske folks vej fra 1952, der havde deklareret en folkedemokratisk overgang til socialismen. Det nye partiprogram indeholdt den endelige version af idéerne om kampen mod den statsmonopolistiske kapitalisme gennem enhed i arbejderklassen, der var blevet udviklet siden slutningen af 1950’erne.[991] Ifølge programmet skulle enhedslinjen føre til det ”anti-monopolistiske demokrati”, der med demokratiske midler skulle reformere samfundet hen imod socialismen, og programmet foreslog en udvidelse af de sociale og personlige frihedsrettigheder. Men samtidig hyldede DKP Sovjetunionen som socialismens og fredens forkæmper. Partiet understregede også, at selvom indførelsen af socialismen afhang af de nationale forhold, fandtes der visse ”almengyldige lovmæssigheder” i den marxistisk-leninistiske teori om den ”socialistiske revolution og proletariatets diktatur … ”[992] DKP havde således ikke fuldstændig opgivet idéen om at sætte demokratiet ud af kraft i en overgangsfase og indførelsen af proletariatets diktatur.

Dette skyldtes, at kommunisterne stadig var af den opfattelse, at ”den herskende klasse” ville modsætte sig flertallets ønsker om at indføre socialismen ad fredelig vej. Den måtte derfor ”tvinges” af arbejderklassen til at afgive sine privilegier og sin magt. Dette blev defineret som ”en kamp for demokrati”.[993] Hvad DKP forstod ved demokrati, fremgår af dets planer for det socialistiske Danmark. Der skulle indføres ”et levende demokrati” med frie valg til alle styrende organer, men disse valg var forbeholdt de partier, ”der respekterer det socialistiske samfunds grundlov.”[994] Modstandere af det socialistiske system ville derfor ikke få mulighed for at udøve deres demokratiske rettigheder. De ”frie valg” ville miste enhver betydning, idet forudsætningen for opbygningen af socialismen var, at ”arbejderklassens revolutionære parti” gennem sin indsats vandt anerkendelse ”som den ledende kraft i samfundet.”[995] Kommunisterne var ikke i tvivl om, hvem der tilhørte det sande revolutionære parti: ”Danmarks kommunistiske Parti er dannet og har udviklet sig som den danske arbejderklasses revolutionære parti.”[996] Det var således stadig DKP’s hensigt at indføre et folkedemokrati efter østeuropæisk model med arrangerede valg, undertrykkelse af systemmodstandere og etpartistyre. DKP’s loyalitet over for SUKP kom også til udtryk ved, at partiet valgte Moskvas side i opgøret med de eurokommunistiske strømninger i de italienske og franske partier.[997]

DKP’s nyvundne indflydelse blev dog kortvarig, og ved valget i 1979 kom partiet med 1,9 % af stemmerne under spærregrænsen og måtte forlade Folketinget. I resten af perioden var partiets tilslutning vigende, og ved valget i 1988, som var sidste gang, at DKP opstillede som et selvstændigt parti, fik det blot 0,8 % af stemmerne. En vigtig årsag til partiets tilbagegang var utvivlsomt, at DKP uden forbehold forsvarede østblokkens handlinger såsom Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 og indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981. Samtidig søgte partiets modstandere at udstille Sovjet som hyklerisk i ”fredskampen”. Forsvaret af Sovjetunionen som socialismens fædreland og enheden i den kommunistiske bevægelse var fortsat den vigtigste opgave for DKP, hvilket imidlertid begrænsede partiets muligheder for at vinde indflydelse i det danske samfund. Partiet formåede heller ikke at drage fordel af Gorbatjovs popularitet i Vesten.[998]

Foto: Dannelsen af den uafhængige polske fagbevægelse Solidaritet i 1980 var et forvarsel om opbruddet i Østeuropa få år senere. Forholdet til Sovjetunionen var for DKP’s ledelse vigtigere end de polske arbejderes krav, og partiet støttede indførelsen af militær undtagelsestilstand i Polen i december 1981. På billedet ses DKP’s partiformand Jørgen Jensen og chefideolog Ib Nørlund (til venstre) på besøg hos den polske generalsekretær Stanislaw Kania i januar 1981

Dannelsen af den uafhængige polske fagbevægelse Solidaritet i 1980 var et forvarsel om opbruddet i Østeuropa få år senere. Forholdet til Sovjetunionen var for DKP’s ledelse vigtigere end de polske arbejderes krav, og partiet støttede indførelsen af militær undtagelsestilstand i Polen i december 1981. På billedet ses DKP’s partiformand Jørgen Jensen og chefideolog Ib Nørlund (til venstre) på besøg hos den polske generalsekretær Stanislaw Kania i januar 1981 (Arbejdermuseet og ABA).

Under den anden kolde krig intensiverede SUKP forsøget på at påvirke opinionen i de vestlige lande til at støtte sovjetiske initiativer. Dette påvirkede også DKP’s kurs i 1980’erne.[999] SUKP orienterede DKP om, at USA havde skylden for optrapningen af den kolde krig, og at amerikanerne brugte våbenforhandlingerne som et dække for opstillingen af mellemdistanceraketter i Europa. SUKP bad derfor DKP om dets råd og hjælp i gennemførelsen af SUKP’s udenrigspolitiske program, som skulle foregå i ”den bredeste konstruktive dialog” med alle, der var interesseret i opbygningen af ”en varig, retfærdig og demokratisk fred.”[1000] Det var således DKP’s hovedopgave i 1980’erne ved hjælp af dets kontakter i venskabsforeninger, fagbevægelsen og fredsbevægelsen at skabe en så bred alliance som muligt imod NATO’s opstilling af mellemdistanceraketter. Den tætte kontakt til Warzsawa-pagtlandene hæmmede imidlertid DKP’s muligheder for at udnytte fredsbevægelsen (f.eks. Nej til Atomvåben (NtA), der agiterede for nedrustning i Øst og Vest), og partiet havde også svært ved at følge Mikhail Gorbatjovs reformkurs, der indebar et opgør med den kommunistiske fortid. Da reformfløjen med Ole Sohn i spidsen fik flertallet i 1987, blev partiet yderligere splittet, og i 1989 dannede DKP sammen med andre venstrefløjsgrupper Enhedslisten de rød-grønne, der kom i Folketinget i 1994.[1001]

PET’s opfattelse af DKP: Stadig illegal aktivitet?

PET’s vurdering af DKP synes i denne periode ikke at have undergået de store forandringer. Efterretningstjenesten understregede, at det uanset doktrinen om fredelig sameksistens stadig var Sovjetunionens langsigtede mål at indføre verdensrevolutionen. PET så Kremls støtte til afspænding og nedrustning som ren taktik, der kunne gavne kommunismens sag. Det var PET’s opfattelse, at Moskva oprigtigt ønskede at undgå en åben konfrontation med Vesten, idet tiden arbejdede for Sovjetunionen. I mellemtiden søgte kommunisterne at infiltrere den frie verdens politiske partier, fagforeninger, kulturelle organisationer og frihedsbevægelserne i den tredje verden for at gøre dem til instrumenter for Sovjetunionens udenrigspolitik. Samtidig var det kommunistpartiernes opgave at svække de vestlige landes forsvarsvilje og undergrave de bestående samfundssystemer. PET’s ledelse mente således, at det var letsindigt og ansvarsløst at tro på muligheden af at indgå gensidige overenskomster med Sovjetunionen.[1002]

Mistænksomheden over for kommunisterne kom også til udtryk i en række redegørelser om den eurokommunistiske bevægelse. PET stillede sig skeptisk til spørgsmålet, om det var muligt at være kommunist og demokrat på samme tid, og tvivlede i det hele taget på, om eurokommunisterne, hvis de kom til magten, ville respektere menneskerettighederne. PET vurderede, at eurokommunismen ikke ville få større betydning, idet de tre store kommunistpartier, det franske, det italienske og det spanske, alle var plaget af indtern uenighed og ikke havde vundet øget popularitet trods den nye uafhængige linje.[1003] PET’s vurdering af eurokommunismen må betegnes som ufuldstændig og fejlagtig. Som tidligere omtalt fik det italienske kommunistparti, PCI, 34 % af stemmerne ved valget i 1976, det havde magten i mange lokalområder, og det havde væsentlig indflydelse på den kristelig-demokratiske regering.[1004]

PET’s vurdering af DKP fremgår af en fortrolig analyse, som efterretningstjenesten fremlagde i Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål i maj 1968 i forbindelse med drøftelserne om regeringserklæringen. PET argumenterede for, at det ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt var nødvendigt at opretholde den brede registrering af kommunister, hvilket PET byggede på fire antagelser. For det første vedkendte DKP sig åbent den marxistisk-leninistiske ideologi, og det var partiets erklærede målsætning at omvælte det kapitalistiske system og indføre det kommunistiske samfundssystem ved hjælp af proletariatets diktatur. DKP’s forbillede var etpartidiktaturet i Sovjetunionen, og PET understregede, at kommunisterne intet sted havde beskrevet, hvordan de efter en magtovertagelse ville beskytte de demokratiske rettigheder. For det andet havde DKP siden sin oprindelige tilslutning til Komintern opretholdt tætte kontakter til Moskva. Ifølge PET havde dette forhold ikke ændret sig væsentligt efter opløsningen af Komintern i 1943, og man kunne pege på de utallige gange, hvor de danske kommunister havde erklæret deres loyalitet over for SUKP, ligesom de modtog betydelig indirekte økonomisk støtte fra sovjetisk side. For det tredje var DKP et stærkt disciplineret parti, hvor magten var koncentreret hos partiets ledelse. For det fjerde hævdede PET, at DKP var involveret i subversiv virksomhed i form af propaganda i forsvaret, uro på arbejdsmarkedet, etableringen af et illegalt apparat og hvervningen af danske kommunister til spionage til fordel for de østlige efterretningstjenester.[1005]

Mens vurderingen af DKP’s målsætning, forholdet til Moskva og den organisatoriske opbygning forekommer dækkende og realistisk, må beskrivelsen af den subversive virksomhed betegnes som noget overdrevet. Påstanden om, at den kommunistiske propaganda havde bidraget til at skabe grobunden for soldatermytterierne i 1953, byggede på antagelsen om, at propagandaen havde spillet en væsentlig rolle, hvilket er vanskeligt at dokumentere. PET nævnte ikke, at det var tjenestens vurdering i 1953, at der havde været en udbredt utilfredshed blandt de indkaldte værnepligtige med den forlængede tjenestetid og med forholdene i forsvaret generelt, at mytterierne syntes at være opstået spontant, og at der kun havde været enkelte kommunister involveret i oprøret. PET hævdede også, at kommunisterne ”stærkt og behændigt” havde udnyttet storstrejken i 1956 til at trodse Folketingets beslutning, og at udviklingen i sommeren 1956 – ”derom kan næppe rejses tvivl” – havde været ”ved at løbe helt løbsk”, og at den kun var vendt på grund af begivenhederne i Ungarn. Indtrykket af PET’s beskrivelse er, at arbejdskonflikten i 1956 på grund af kommunisternes indflydelse var tæt på at udvikle sig til en revolutionær situation. I realiteten fulgte DKP en moderat linje, var mere optaget af at etablere en enhedsfront med socialdemokraterne og modsatte sig krav fra mere yderligtgående elementer om at erklære en generalstrejke. DKP blev i samtiden kritiseret for med sin tilbageholdende kurs at have hindret en mere permanent mobilisering og radikalisering af arbejderne.[1006] Endelig hævdede PET, at DKP opretholdt et illegalt apparat, der bl.a. beskæftigede sig med pengesmugling, etablering af kartoteker over politiske modstandere og indsamling af biografisk materiale til brug for den sovjetiske efterretningstjeneste. Som bevis for DKP’s involvering i spionage henviste PET til ”Runa”-sagen fra 1959 og til en række spionagesager fra udlandet, hvor kommunister var blevet fundet skyldige. Som det vil være fremgået, kan det ikke udelukkes, at DKP havde eller havde haft et illegalt apparat. Men PET’s oplysninger herom var af ældre dato (de stammede hovedsageligt fra slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne), og de bestod hovedsageligt af ubekræftede kilderapporter. Derimod var der flere veldokumenterede eksempler på, at danske kommunister og sympatisører bistod de sovjetiske efterretningstjenester.

PET’s trusselsvurdering i 1968 må generelt betegnes som realistisk, selvom den overdrev DKP’s rolle i soldatermytterierne i 1953, fortegnede partiets indsats under storkonflikten i 1956 og ikke dokumenterede eksistensen af et illegalt apparat. Imidlertid var DKP’s ideologi, tilkytning til Sovjetunionen og involvering i spionage nok til at begrunde den fortsatte overvågning og i et vist omfang registrering af partiets medlemmer og sympatisører.

PET’s vurdering af DKP lå til grund for tjenestens overvågning af partiet. Selvom det var gået betydeligt tilbage siden 1945 og ikke mere udgjorde en overhængende fare for nationens sikkerhed, betød dets fortsatte tætte kontakter til Sovjetunionen, at man måtte følge den generelle udvikling:

”Kun den, der kender udviklingen under normale forhold, vil kunne erkende en ekstraordinær ændring, når den indtræder, en ændring som måske i givet fald nødvendiggør modaktion.”[1007]

PET skulle således fortsat have mulighed for at indsamle og analysere oplysninger om DKP, således at man kunne forebygge eventuelle anslag mod statens sikkerhed. Dertil kom, at tjenesten fortsat burde være i stand til at registrere oplysninger om alle kommunister:

”Det kan være – og er vel også tilfældet – at ikke alle medlemmer eller tilhængere af det kommunistiske parti uagtet deres sympati for partiets almene politik vil være illoyale over for vort nuværende samfund. På den anden side kan loyaliteten dog også stærkt betvivles for så vidt angår andre medlemmer af partiet. At drage grænserne mellem sådanne grupperinger inden for et parti – i særdeleshed når det gælder en rutinemæssig ting som registrering – vil være overordentlig svært og oftest helt umulig. Tilstedeværelsen af politisk betingede sikkerhedsrisici inden for en politisk gruppe må derfor have til konsekvens, at opmærksomheden fastholdes om alle medlemmer af og sympatisører med gruppen.”[1008]

Da det i praksis var umuligt at skelne mellem potentielt loyale og illoyale kommunister, var det ifølge PET’s ledelse nødvendigt at registrere alle kommunister for at kunne forebygge, at de blev ansat i sensitive stillinger. Dette ræsonnement havde ligget til grund for PET’s registreringspraksis lige siden Justitsministeriets ”meddelelse” af 4. maj 1948, der godkendte kommunistregistreringen.

Efter regeringserklæringen: Fortsat kommunistregistrering?

Regeringserklæringen af 30. september 1968 betød ikke, at registreringen af kommunister ophørte fuldstændigt.[1009] Flere daværende medarbejdere i PET har hævdet, at regeringserklæringen havde en væsentlig konsekvens for registreringen af kommunister. Jørn Bro, der var operationsleder i PET, har således udtalt, at erklæringen var en kærkommen anledning til at gøre efterretningsarbejdet mere operativt og analytisk. Det var Bros opfattelse, at titusinder af registreringer blev makuleret, og at man kun opretholdt registreringen af et mindre antal ledende kommunister, VS’ere, SUF’ere og østrejsende.[1010] I praksis betød PET og Justitsministeriets fortolkning fra den 14. september 1968 imidlertid, at det var muligt for tjenesten at opretholde et vist antal kommunistregistreringer efter 1968.

For det første fastslog Justitsministeriet, at det fortsat var muligt at registrere personer med kontakt til kommunistiske lande. Begrundelsen for dette var, at personer, der kom i kontakt med østlige diplomater eller som rejste i Østeuropa, erfaringsmæssigt kunne blive udsat for hvervningsforsøg fra de østlige efterretningstjenester. PET var fra starten bevidst om, at en sidegevinst ved denne praksis var, at den gjorde det muligt at bevare registreringen af et stort antal kommunister. I en intern orientering fra januar 1969 om den ændrede registreringspraksis hed det således: ”Men, hvor besynderligt det end kan virke, registreringerne kan opretholdes og skal opretholdes, således at man på denne måde – sagt rent ud – kan opretholde registreringen af så mange kommunister o.l. som muligt.”[1011] En tidligere medarbejder i PET har bekræftet, at da de fleste kommunister på et eller andet tidspunkt besøgte en østambassade eller rejste til Østeuropa, var det muligt at bevare et stort antal kommunistregistreringer.[1012] Den senere PET-chef Ole Stig Andersen har formuleret det på følgende måde: ”Man kunne normalt altid finde en registreringsgrund for dem, der betød noget for PET’s efterforskning.”[1013] Denne registreringspraksis blev bekræftet i PET’s retningslinjer fra 1983 og opretholdt indtil 1986, hvor der blev tilføjet et krav om, at registreringen kun skulle foretages i tilfælde hvor ”det pågældende forhold konkret skønnedes at være af efterretningsmæssig interesse i relation til vedkommende person.”[1014]

En anden kategori var medlemmerne af venskabsforeningerne. I december 1968 bestemte souschefen Hans Toft-Nielsen, at registreringen af sådanne medlemmer kunne bevares på grund af foreningernes tætte kontakter til de østlige efterretningstjenester.[1015] Da Wamberg-udvalget i 1972 blev opmærksom på forholdet, udtrykte det sin betænkelighed ved en sådan praksis, idet man måtte antage, at mange medlemmer var upolitiske og udelukkende interesseret i at forbedre det mellemfolkelige samvirke.[1016] En gennemgang af PET’s sager viste imidlertid, at tjenestens registreringspraksis varierede meget: Alle medlemmer af Dansk-Polsk Selskab og de polske foreninger i Danmark (såkaldte hjemstavnsforeninger) blev registreret, medlemmerne af Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen blev kun registreret, når PET i anden anledning modtog oplysninger om deres tilhørsforhold, og kun bestyrelsesmedlemmerne i Venskabsforeningen Danmark-DDR blev systematisk registreret (undtagelsen var Aalborg-afdelingen, hvor alle indberettede medlemmer blev registreret på grund af afdelingens særlig tætte forbindelse til østtyske myndigheder).[1017] Da spørgsmålet to år senere blev rejst under Wamberg-udvalgets drøftelser med justitsministeren, udtrykte et af medlemmerne forståelse for problemerne med foreningerne,[1018] og resultatet af overvejelserne blev, at Justitsministeriet anbefalede, at PET’s registreringspraksis blev taget til efterretning.[1019] Det var således stadig muligt for PET at registrere personer alene på grund af deres tilhørsforhold til venskabsforeningerne. Flertallet af disse personer var efter alt at dømme kommunister eller sympatisører.

For det tredje gav Arne Nielsen i december 1968 ordre til revisionsudvalget, der var i færd med at slette registreringer, som alene hvilede på politiske tilhørsforhold om, at bevare registreringerne af medlemmerne af DKP’s centralkomité og Københavnsledelse og DKU’s hovedledelse og Københavnsledelse.[1020] Denne praksis blev dog allerede ophævet igen i august 1974 af Jørgen Skat-Rørdam.[1021] Det er uvist, hvorfor dette skete, og hverken Skat-Rørdam eller Bro erindrer det passerede.[1022]

For det fjerde herskede der åbenbart en vis usikkerhed i regionerne om den nye registreringspraksis, og der er tegn på, at man i et vist omfang var fortsat med at indsamle oplysninger om kommunister. Så sent som i 1982, 14 år efter regeringserklæringen, spurgte en medarbejder fra Region IV på et møde for sagsbehandlere inden for subversionsområdet, om medlemmer af DKP var registreringsværdige. Svaret fra Centralafdelingen var ikke helt klart, for ifølge referatet hed det, ”at man, så vidt han vidste, registrerede amts- og kredsformænd og naturligvis medlemmer af DKP, der foretog østrejser.” Den nye registreringspraksis efter 1968 synes ikke fuldstændigt at være trængt ned i regionerne: ”Mødedeltagerne konstaterede herefter, at man ikke var vidende om de forskellige registreringsbestemmelser. Flere havde forskellige meninger om, hvem der kunne registreres.”[1023] Det synes altså i flere år efter regeringserklæringen at have været op til medarbejderne i regionerne at afgøre, i hvilket omfang de fortsat ville indsamle oplysninger om bl.a. kommunister. Der findes flere eksempler på, at regionsafdelingerne opstillede og indsendte lister over kommunister.[1024] Det kan således konstateres, at vedtagelsen af regeringserklæringen i 1968 i praksis ikke forhindrede PET i fortsat at registrere kommunister på grund af deres ledende stillinger i DKP og DKU, rejser til Østeuropa, kontakt til østambassader og medlemskab af venskabsforeninger. Det er ikke muligt at fastslå nøjagtigt, hvor mange det drejede sig om, men det må have omfattet flere hundrede danske kommunister. Desuden kunne tjenesten frem til 1985 notere oplysninger om kommunister i tjenestens arbejdskartoteker.

PET’s overvågning af DKP 1968-1989

En væsentlig del af PET’s oplysninger om DKP’s virke stammede primært fra åbne kilder, dvs. kommunisternes egne publikationer og avisartikler. F. eks. byggede PET’s indberetning om DKP’s 24. partikongres i 1973 på pressens omtale og partiets kongresmateriale.[1025] De forskellige oversigter over aspekter af kommunisternes aktivitet og årsberetningerne bærer også præg af at være sammenskrivninger af avisartikler.

Der er bevaret flere kilderapporter fra tiden efter 1968, primært fra 1980’erne, hvilket gør det muligt i højere grad end for de tidligere perioder at beskrive PET’s brug af meddelere og kontakter i DKP. Ifølge Jørn Bro overvejede man i 1969 at hverve en meddeler i DKP’s ledelse, eventuelt mod en god betaling, men projektet blev aldrig realiseret.[1026] I det bevarede arkivmateriale optræder der 21 kildenavne i indberetningerne vedrørende DKP, DKU og Land og Folk efter 1968. Dertil kommer 15 kildenavne i materialet vedrørende venskabsforeningerne. Dette betyder imidlertid ikke, at PET havde 36 forskellige kilder i det kommunistiske miljø. Nogle kilder havde flere forskellige kildenavne, og nogle kilder fandtes i andre miljøer, der kom i kontakt med kommunisterne.

Det er imidlertid et spørgsmål, hvor effektiv PET’s indsats på dette område var, og hvilken nytte man havde af de indhentede oplysninger. PET havde åbenbart kun sat få ressourcer af til den egentlige bearbejdning og analyse af materialet. I 1982 fandtes der kun én medarbejder i Centralafdelingen, der beskæftigede sig med DKP, DKU og Komm.S.[1027] Koordineringen med arbejdet i regionerne synes heller ikke at have været det bedste. På et regionsmøde i slutningen af 1982 oplyste en repræsentant for Centralafdelingen, at man havde iværksat en efterforskning af DKP’s økonomi. Flere af deltagerne fra regionerne kritiserede, at de ikke var blevet underrettet herom, da de mente, at de eventuelt kunne have bidraget med oplysninger om sagen.[1028] Endelig havde PET anvendt betydelige kræfter lige siden 1950 på at skrive mere eller mindre regelmæssige oversigter over kommunismens stilling i Danmark. Disse oversigter bestod primært af sammenskrivninger af avisartikler om DKP’s politiske aktivitet. Derimod savnede de egentlige analyser og trusselsvurderinger. I referatet fra PET’s årsmøde i 1982 hedder det: ”Set i lyset af politimesterens udtalelser om, at vore sammenskrivninger om DKP og international kommunisme ikke bliver læst uden for huset, da de kun er afskrivninger af Land og Folk, må vi konstatere, at vi i årevis har brugt vore ressourcer forkert på dette område.”[1029]

Stigende kommunistisk infiltration

Udviklingen i PET’s vurdering af DKP efter 1968 gennemløb tre faser: Fra 1968 til 1979, som var præget af DKP’s fremgang; fra 1980 til 1985, hvor DKP udfoldede en stor aktivitet i fredsbevægelsen; og tiden fra 1986, som var præget af intern uro og partiets tilbagegang og opløsning efter murens fald i 1989.

PET’s vurdering i den første fase fra 1968 til 1979 var præget af DKP’s fremgang, og efterretningstjenesten fokuserede i særlig grad på fire aspekter af partiets virke: Dets forhold til Moskva, indflydelsen i fagbevægelsen, infiltrationen i forskellige organisationer og dets aktivitet i forsvaret. Det var et gennemgående tema i PET’s årsberetninger fra 1970’erne, at man vurderede DKP til at være et at de mest Moskvatro kommunistpartier i Vesten, hvilket bl.a. kom til udtryk i partiets kritik af den eurokommunistiske bevægelse.[1030] PET hæftede sig ved, at det nye partiprogram fra 1976 fortsat afspejlede de tætte forbindelser til Sovjetunionen, ligesom tjenesten havde kortlagt de ledende kommunisters hyppige kontakter til østlige diplomater og deres intensive rejseaktivitet i Østeuropa.[1031] PET betegnede DKP’s loyalitet over for Moskva som total og ”plus royal que le roi”, hvilket var blevet illustreret af hændelsesforløbet omkring partiformanden Knud Jespersens død i 1977. Udvælgelsen af Jørgen Jensen til ny formand viste ifølge PET, at vigtige beslutninger ikke blev taget i DKP, men i SUKP’s internationale afdeling: ”Det synes helt klart at fremgå, at valget af en partiformand i en situation, som den her foreliggende, ikke alene kan varetages af det lokale parti, men at dette er et anliggende som kræver medvirken og et ’blåt stempel’ fra SUKP.”[1032]

Et andet aspekt, der tiltrak sig PET’s opmærksomhed, var DKP’s fornyede aktivitet i fagforeningerne. Ifølge PET havde kommunisterne benyttet deres indflydelse i fagforeningerne til at skabe uro på arbejdspladserne, der skulle anvendes til at forkaste overenskomstaftaler og mæglingsforslag. Det var PET’s vurdering, at denne aktivitet blev styret af DKP’s faglige sekretariat, der stod i forbindelse med WFTU, den kommunistiske internationale faglige sammenslutning. Der blev også udfoldet en mere direkte aktivitet fra sovjetisk side: SUKP havde givet direktiver til de nordiske partier om at arbejde for oprettelsen af industriforbund, der ville gøre det lettere at organisere strejker, og arbejdsattachéen ved den sovjetiske ambassade søgte at skabe kontakter til fagbevægelsen. PET vurderede dog, ”at den russiske indflydelse på danske fagforeningsforhold er uden nævneværdig betydning, og at de kontakter, der søges knyttet fra russisk side, i væsentlig grad har et informativt sigte.”[1033]

Det var PET’s opfattelse, at det kommunistisk dominerede københavnske formandsinitiativ havde tiltrukket flere tusinde tillidsmænd med sin kompromisløse linje: ”Det kan se ud som et kommunistisk forsøg på at fravriste det socialdemokratiske ledede LO magten i fagbevægelsen.”[1034] Selvom kommunisterne forsøgte at udnytte utilfredsheden i forbindelse med den økonomiske krise, havde partiets doktrin om ”aktionsenhedens metode”, hvor DKP lagde op til et samarbejde med socialdemokraterne, og opgivelsen af de revolutionære teser på partikongressen i 1976, imidlertid skabt en vis modsætning til den øvrige venstrefløj. DKP var blevet overhalet venstre om af mere militante grupper som trotskisterne, der ønskede et åbent opgør med det arbejdsretlige system. Kommunisterne havde således svært ved at samle venstrefløjen omkring en fælles faglig linje, og i 1978 hed det i en vurdering af PET’s indsats på det faglige område, at tjenesten i fremtiden burde prioritere overvågningen af trotskister og andre ekstreme elementer højere i forhold til den hidtidige ensidige fokusering på DKP’s rolle.[1035]

Det var PET’s opfattelse, at den største trussel lå i den stigende kommunistiske infiltration af en række interesseorganisationer, først og fremmest blandt de uddannelsessøgende og på lærlingeområdet. Det var PET’s vurdering, at kommunistisk aktivitet altid var et led i partiets langsigtede samfundsundergravende strategi: ”Gennem aktiv indsats i adskillige organisationer skaffer og udøver DKP stigende indflydelse i samfundet med den sikre målsætning at nedbryde det bestående samfund og i stedet etablere et socialistisk samfund.”[1036] PET havde konstateret en betydelig infiltration i foreninger inden for undervisningsområdet, bl.a. LOE (Landsorganisationen af Elever), der efterfølgende var kommet til udtryk i demonstrationer mod størrelsen af Statens Uddannelsesstøtte (SU). De kommunistiske studerendes organisation, Komm.S., var i stærk vækst ikke mindst på Odense Universitet, ligesom De Udannelsessøgendes Samarbejdsudvalg (DUS) var kommunistisk ledet og udfoldede stor protestaktivitet. PET mente også, at DKP havde vundet fodfæste på Københavns Universitetet med valget i 1978 af en kommunistisk rektor og en kommunistisk tillidsmand for det tekniske personale. PET kunne også pege på en øget kommunistisk aktivitet i Dansk Ungdoms Fællesråd, blandt lærerne og på de kommunistiske højskoler, Tidens Højskole og Den røde Højskole. Lærlingenes Landsorganisation (LLO) var kommunistisk ledet og havde tætte forbindelser til DKP, der ifølge PET anvendte organisationen til at påvirke fremtidens faglige ledere i kommunistisk retning. PET frygtede, at det derved ville blive muligt for kommunisterne at besætte topposterne i LO. PET noterede sig også DKP’s indflydelse i Folkebevægelsen mod EF.[1037]

Endelig var PET opmærksom på, at kommunisterne i 1970’erne genoptog virksomheden fra 1950’erne med at infiltrere og undergrave forsvaret. PET noterede sig, at DKP stadig arbejdede på at få Danmark ud af NATO, og at DKU opfordrede sine medlemmer til at aftjene deres værnepligt som ”politiske soldater”, hvor de skulle undergrave forsvarsviljen ved at drive propaganda.[1038] At dømme ud fra det bevarede materiale var det dog ikke et problem, der blev prioriteret højt af efterretningstjenesten. Jørn Bro har oplyst, at FE var meget bekymret over spørgsmålet, og at PET var opmærksom på fænomenet. Men PET kunne intet gøre, idet det var op til styrelserne selv at løse problemet.[1039] Udsagnet skal nok forstås sådan, at PET foretog de nødvendige sikkerhedsundersøgelser for forsvaret, men at det var forsvarets egen opgave at handle ud fra PET’s oplysninger.

PET noterede sig også DKP’s nedgang fra slutningen af 1970’erne, hvor kommunisterne efter valgnederlaget i 1979 måtte forlade Folketinget, og formanden for Sømændenes Forbund Preben Møller Hansen blev ekskluderet af partiet efter lang tids uro. Det var PET’s vurdering, at DKP ved indgangen til det nye årti var svækket, idet partiet havde mistet halvdelen af sine vælgere og havde været nødt til at nedskære antallet af partifunktionærer.[1040]

DKP og fredsbevægelserne

Fra omkring 1980 konstaterede PET, at DKP i stigende grad koncentrerede sig om kampen for at forhindre NATO’s opstilling af 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Ifølge PET var DKP’s involvering i fredsbevægelsen et led i Sovjetunionens forsøg på at undergrave den folkelige støtte til NATO og dermed den vestlige forsvarsvilje. Den sovjetiske påvirkningskampagne foregik ved hjælp af ”active measures”, af PET betegnet som ”politiske efterretningsaktiviteter (PEA)”, og blev udført af SUKP’s International Department (ID) og International Information Department (IID) i samarbejde med KGB. Formålet med PEA var at manipulere og påvirke meningsdannelsen og beslutningsprocessen i de vestlige lande med brug af bevidste eller ubevidste ”indflydelses-agenter” og ved hjælp af desinformation, brevaktioner, udnyttelse af medierne, sabotage og voldsanvendelse. Den vigtigste opgave i 1980’erne var at skabe splittelse mellem USA og Vesteuropa og få NATO til at opgive udstationeringen af raketterne. PET mente, at fredsbevægelserne blev udnyttet af Kreml til at styrke Sovjetunionens stilling, og tjenesten henviste til, at fredsbevægelserne først havde opnået en bred folkelig tilslutning efter, at kommunistpartierne og frontorganisationerne var gået ind i sagen, og at SUKP’s generalsekretær Bresjnev i 1981 havde opfordret til samarbejde med socialdemokraterne og fagbevægelsen i fredskampen.[1041]

PET var ikke i tvivl om, at DKP’s indsats i fredskampagnen var styret fra Moskva og havde til formål at gavne Sovjetunionens interesser.[1042] I en oversigt over DKP’s tidlige involvering i fredsbevægelserne argumenterede efterretningstjenesten for, at fredsgruppernes aktiviteter i de vestlige lande var nøje koordinerede, og at DKP’s agitation mod NATO-raketterne var i nøje overensstemmelse med de sovjetiske såkaldte fredsinitiativer. Oversigten konkluderede med spørgsmålet, om formålet med fredskampagnen ikke var at styrke socialismens stilling.[1043] Ifølge PET’s oplysninger havde en stor del af DKP’s ledelse deltaget i et vigtigt møde i Moskva i 1980, hvor de åbenbart havde fået instrukser om partiets linje i forholdet til NATO’s raketter.[1044] PET mente også, at en række fredsresolutioner, der var blevet fremsat i fagforeningerne i 1982, var et resultat af danske kommunisters deltagelse på WFTU-kongressen på Cuba kort forinden.[1045]

Foto: DKP’s ledelse holdt ofte konsultationer med den østtyske ledelse under Warszawapagtens kampagne imod NATO’s dobbeltbeslutning. I december 1980, kort efter valget af præsident Ronald Reagan, mødtes en dansk partidelegation anført af Jørgen Jensen (til venstre) med politbureaumedlem Harry Tisch

DKP’s ledelse holdt ofte konsultationer med den østtyske ledelse under Warszawapagtens kampagne imod NATO’s dobbeltbeslutning. I december 1980, kort efter valget af præsident Ronald Reagan, mødtes en dansk partidelegation anført af Jørgen Jensen (til venstre) med politbureaumedlem Harry Tisch (til højre) (Arbejdermuseet og ABA).

Det var PET’s vurdering, at DKP’s vigtigste talerør var Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed. Ifølge flere PET-indberetninger havde DKP reklameret for komitéen, der sad flere kommunister i dens ledelse, de tilsluttede fagforeninger var kommunistisk dominerede og komitéens forslag om Norden som atomvåbenfri zone og dens modstand mod NATO’s dobbeltbeslutning var i nøje overensstemmelse med DKP’s linje. PET bed mærke i, at komitéen havde erklæret, at man ville skabe en folkelig opbakning til fredssagen og henviste til, at det radikale præsidiemedlem Meta Ditzel skulle have sagt, at man ville mobilisere en hel hær af demonstranter til aktioner, hvis det kommende forsvarsforlig indeholdt tilladelse til stationering af fremmede tropper i Danmark i tilfælde af krig. PET synes således at have frygtet, at kommunisterne ved hjælp af Samarbejdskomitéen kunne skabe uroligheder imod forsvarspolitikken. I PET vurderede man, at det ikke syntes at bekymre den ”brede masse”, at Samarbejdskomitéens lokalkomitéer ofte var styret af kommunisterne, fordi fredsbudskabet var så populært.[1046] En anden aktiv deltager var Komm.S., der ifølge PET beskæftigede sig mere med fredskampen end med de studerendes vilkår. I 1980 udsendte organisationen forfalskede breve, der havde til formål at skabe mistillid til NATO, og efterretningstjenesten gættede på, at aktionen var styret af DKP.[1047]

PET konstaterede, at DKP fejrede flere triumfer i første halvdel af 1980’erne: Kommunisterne havde spillet en vigtig rolle i fredsbevægelserne og i Folkebevægelsen mod EF, DKU noterede en vis tilgang blandt lærlinge og uddannelsessøgende, den årlige Land og Folk-festival tiltrak op til 200.000 deltagere, og partibladet var stadig i stand til at indsamle fire millioner kr. fra de offervillige partimedlemmer. Alligevel var det et gennemgående træk i PET’s vurderinger i denne periode, at indsatsen i fredsarbejdet ikke havde forbedret DKP’s generelle stilling. I sin årsberetning for 1984 noterede PET, at kommunisterne ved folketingsvalget var blevet reduceret til 0,7 %, og at partiets paroler var karakteriseret af de samme gamle fraser om imperialisme og kapitalisme. Det eneste nye indslag var, at kommunisterne nu lovede at afgive magten igen, hvis et flertal var imod dem.[1048] En af årsagerne til denne tilstand var ifølge PET, at der var en stigende utilfredshed blandt medlemmerne over partiets linje og med ledelsens forsøg på at undertrykke enhver form for kritik. I begyndelsen af 1980’erne blev en række kendte DKP’ere, bl.a. Hanne Reintoft, enten ekskluderet eller forlod partiet frivilligt i protest mod ensretningen og ledelsen med partiformanden Jørgen Jensen i spidsen. En anden årsag var de tætte bånd til Moskva. DKP’s trofaste forsvar af Sovjetunionens optræden i Polen og Afghanistan undergravede partiets indsats i fredskampen og hindrede det i at hverve nye tilhængere.[1049] Det var således PET’s konklusion, at når DKP gav sin tilstedeværelse til kende i en folkelig bevægelse, mistede bevægelsen indflydelse, og at den kun var i stand til at spille en rolle, hvis kommunisterne holdt deres tilhørsforhold skjult.[1050]

Sovjetunionens brug af venskabsforeningerne i fredskampagnen

Venskabsforeningerne fik en ny rolle i 1980’erne, hvor de skulle fremføre østblokkens fredsforslag. I januar 1980 konstaterede PET, at Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen havde opfordret regeringen til at støtte Sovjetunionens seneste fredsudspil og opfordret foreningens medlemmer til at bakke op om Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, som foreningen var kollektivt medlem af. Det var PET’s opfattelse, at der var tale om en ny linje i foreningens arbejde, der hang sammen med Warszawa-pagtens kampagne mod NATO’s opstilling af mellemdistanceraketter i Vesteuropa.[1051] Landsforeningen fortsatte de følgende år med at kritisere USA for dets oprustning og roste Sovjetunionen for dets fredsinitiativer.[1052] Samtidig begyndte Venskabsforeningen Danmark-DDR at advare mod en ny kold krig og de amerikanske raketter, som ifølge foreningen udgjorde en trussel mod freden.[1053] Venskabsforeningen hævdede gentagne gange, at revanchistiske kredse i Forbundsrepublikken planlagde at tilbageerobre de tabte tyske områder i Østeuropa,[1054] og som en del af fredskampagnen udgav foreningen en pjece med titlen Opdragelse til fred i DDRs skoler,[1055] forsvarede DDR mod kritik for overtrædelser af menneskerettighederne[1056] og ifølge en kilde betegnede deltagerne i de uofficielle fredsbevægelser i DDR som ”ballademagere og skøre individer.”[1057]

PET var ikke i tvivl om, at venskabsforeningerne handlede efter inspiration fra østlandene. I 1980 meddelte Landsforeningens sovjetiske samarbejdspartner, Sammenslutningen af Sovjetiske Foreninger for Venskab og Kulturelle Forbindelser med Udlandet (SSOD), at man havde besluttet, at venskabsforeningerne skulle deltage i kampen for fred og afspænding.[1058] I de årlige samarbejdsaftaler mellem SSOD og Landsforeningen forpligtede danskerne sig til at oplyse offentligheden om Sovjetunionens fredspolitik, at støtte kampen mod NATO’s raketter og arbejde for forslaget om at gøre Nordeuropa til en atomvåbenfri zone.[1059] De sovjetiske venskabsforeninger i Norden mødtes også med repræsentanter for SSOD for at koordinere indsatsen i fredskampagnen.[1060] Det var også PET’s indtryk, at Liga für Völkerfreundschaft anvendte Venskabsforeningen Danmark-DDR til at fremføre østtyske synspunkter. Det var således ligaen, der i flere tilfælde bestemte, hvilke østtyskere, der skulle besøge Danmark og venskabsforeningen.[1061] I 1987 deltog 24 ledende medlemmer af venskabsforeningen i et seminar i Fincken, DDR, hvor repræsentanter for ligaen bl.a. orienterede om DDR’s syn på fredssagen.[1062]

Den østeuropæiske indflydelse på venskabsforeningerne hang ikke mindst sammen med, at en betydelig del af deres aktiviteter blev finansieret østfra. PET’s oplysninger viste således, at Landsforeningens næstformand, DKP’eren Ingmar Wagner, ved flere lejligheder skulle have indrømmet, at foreningen modtog sovjetiske penge, og at ambassaden insisterede på, at forholdet blev holdt hemmeligt.[1063] Ifølge en kilde var foreningen i konstant pengenød, og det blev klaret ved, at Valentin Kurentsov fra den sovjetiske ambassade afleverede penge til Wagner.[1064] Samme kilde rapporterede, at en lokalafdeling havde haft besøg af SSOD’s finanschef fra Moskva, som havde lovet at betale for den endelige indretning af afdelingens lokaler og de årlige driftsudgifter på 50.000 kr.[1065] En kilde mente også at vide, at Venskabsforeningen Danmark-DDR’s regnskaber blev fikset for at skjule pengeoverførelser.[1066]

Sovjetunionens tætte styring af Landsforeningens aktiviteter kan illustreres ved hjælp af de kildeoplysninger, som PET modtog om foreningens oplysningsudvalg. På udvalgets første møde i efteråret 1983 besluttede deltagerne, at man ville prioritere den sovjetiske fredspolitik højest (de andre emner var: Det planøkonomiske system, det socialistiske demokrati, socialpolitikken i Sovjetunionen, kulturpolitikken og Sovjet-pædagogikken). Det var hensigten at udbrede offentlighedens kendskab til disse emner ved at korrigere ukorrekte oplysninger i pressen, skrive artikler i fagblade, udgive pjecer, distribuere materiale fra det sovjetiske pressebureau APN og udarbejde lister over foredragsholdere.[1067] I et forsøg på at skjule Moskvas indflydelse planlagde man at skrive debatindlæg, der på overfladen forekom neutrale, og hvoraf det ikke fremgik, at de var skrevet af foreningen.[1068]

Ifølge PET’s oplysninger stod det hurtigt klart, hvem der bestemte over udvalget. På et møde i februar 1984 fik medlemmerne kort og godt at vide, at den tidligere Moskva-korrespondent for Land og Folk Palle Andersen på foranledning af kulturattaché Kurentsov havde fået sæde i udvalget. Det fremgik også af udvalgets drøftelser, at udvalget skulle basere sine skriverier på en ny sovjetisk pjece om sikkerhedspolitik, at man skulle bruge en sovjetisk bog til at vise, at Sovjetunionen ikke stod bag terroraktioner, og at man skulle skrive positivt om de sovjetiske fagforeninger. Siden Kurentsov havde besværet sig over NATO’s embargo af computersystemer over for Warszawa-pagtens lande, skulle udvalget udgive materiale imod embargoen.[1069] Det var således tydeligt, at oplysningsudvalget tog imod instruktioner fra den sovjetiske ambassade.

Efter et års arbejde kunne udvalget fremlægge syv ”arbejdspapirer” vedrørende sikkerhedspolitiske emner. De handlede generelt om NATO’s oprustning og krigsplaner og den socialistiske lejrs fredsforslag. Udvalget havde valgt betegnelsen ”arbejdspapirer”, da det gav et indtryk af objektivitet og videnskabelighed. Ifølge PET’s oplysninger bistod den sovjetiske ambassade med oplysninger, Ingmar Wagner skaffede pengene til udgivelsen via DKP’s forretningsudvalg, og papirerne blev trykt på Land og Folk.[1070] Udvalget skulle også udarbejde en tryksag om Norden som atomvåbenfri zone, hvilket var Sovjetunionens officielle politik, og ifølge PET’s kilderapport var der ingen tvivl om, hvem der betalte for materialet:

”Ingmar WAGNER kunne i den lukkede forsamling, hvor alle tilhørte såvel parti som bevægelse, oplyse, at ”vore venner” – dvs. Sovjetunionen – har lovet at betale udgivelsen af såvel den før omtalte tryksag som andre fredsaviser.”[1071]

Landsforeningens ”kassemester” tilføjede, at han skulle til Moskva for at besøge den sovjetiske fredskomité og hente ”’yderligere inspiration til sagen’.”[1072]

Det fremgår af en kilderapport om nogle uoverensstemmelser i foreningen i 1985, at foreningen varetog Sovjetunionens interesser. Oplysningsudvalget skulle drøfte udgivelsen af en avis med kritik af det amerikanske stjernekrigsprojekt, SDI. Dette skete på trods af en protest fra foreningens formand, Hermod Lannung fra Det Radikale Venstre, der var en modstander af at udgive antiamerikansk propaganda. Man havde imidlertid andetsteds allerede besluttet at udgive avisen, idet det afslutningsvis hedder i kilderapporten: ”Avisen bliver udgivet på russernes forlangende og for deres penge.”[1073]

De østlige regimer udnyttede deres indflydelse på venskabsforeningerne på andre måder. Medlemmerne modtog ”personlige” breve fra Østeuropa, som opfordrede dem til at støtte de socialistiske landes fredsudspil.[1074] Venskabsforeningerne blev også benyttet til at afholde møder, arrangere udstillinger og sørge for indkvartering for gæster fra Østeuropa i forbindelse med fredskonferencer.[1075] Et ledende medlem af Venskabsforeningen Danmark-DDR udleverede navne og adresser på danske fagforeningsfolk til den østtyske ambassade, som østtyskerne kunne bruge til at etablere kontakter til den danske fagbevægelse.[1076] Ifølge en kilde var det hensigten, at venskabsforeningen på vegne af DDR skulle ”infiltrere” de danske fagforeninger.[1077] Formålet var sandsynligvis at forsøge at påvirke fagbevægelsen i en mere radikal retning og at influere den til at støtte de østlige fredsforslag. Endelig rapporterede en kilde, at et medlem af venskabsforeningen var blevet opsøgt af en fremtrædende medarbejder i Liga für Völkerfreundschaft, der beklagede sig over noget vesttysk undervisningsmateriale, som blev brugt i de danske skoler. Det pågældende medlem, der også var aktiv i Kommunistiske Pædagoger, ”konfiskerede” straks noget af materialet fra den skole, hvor han underviste, og sendte det til DDR. Ifølge kilden var det DDR’s planer at fremstille noget nyt oplysningsmateriale, som ved hjælp af danske sympatisører skulle udspredes i de danske skoler.[1078]

Foto: Begyndelsen til enden: DKP’s formand Jørgen Jensen hilser på den nye energiske sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov. Det danske parti var et af de mest Moskvatro, men det havde ikke altid let ved at følge Gorbatjovs reformkurs. Opfordringen til åbenhed førte bl.a. til nye afsløringer af stalinismens forbrydelser og diskussioner om det sovjetiske styres problemer

Begyndelsen til enden: DKP’s formand Jørgen Jensen hilser på den nye energiske sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov. Det danske parti var et af de mest Moskvatro, men det havde ikke altid let ved at følge Gorbatjovs reformkurs. Opfordringen til åbenhed førte bl.a. til nye afsløringer af stalinismens forbrydelser og diskussioner om det sovjetiske styres problemer (Arbejdermuseet og ABA).

Udviklingen i de kommunistiske lande i 1980’erne indebar nye udfordringer for venskabsforeningerne. Under Gorbatjov begyndte Sovjetunionen at udvise større åbenhed og at se mere kritisk på udviklingen under socialismen. Dette bragte Landsforeningen i en prekær situation, da mange danske kammerater, især fra den ældre generation, altid havde stolet på Sovjetunionen. Ifølge PET’s oplysninger skal Ingmar Wagner have givet udtryk for et ønske om, at russerne var lidt mere tilbageholdende i deres selvkritik, da de mange negative nyheder østfra truede med at få mange kommunisters verden til at falde sammen.[1079] I det hele taget følte Landsforeningen sig noget overflødiggjort under de store omvæltninger i Sovjetunionen, da mange debatter og arrangementer foregik uden for foreningens regi.[1080] For at gøre foreningen mere slagkraftig anbefalede den sovjetiske ambassade, at man forsøgte at tiltrække flere socialdemokrater, radikale og SF’ere, og på et møde i januar 1987 drøftede ledelsen en lang række kendte navne, som ville ”pynte” på foreningens ansigt udadtil.[1081]

Hvor Landsforeningens problem var Sovjetunionens åbenhed, havde Venskabsforeningen Danmark-DDR det stik modsatte, nemlig østtyskernes modvilje mod Gorbatjovs reformer og deres fortsatte forsøg på at dominere foreningen. Medlemmer af venskabsforeningen ruskede sig ifølge PET flere gange i tøjret og klagede over, at østtyskerne ville bestemme alt.[1082] De kritiserede også ved flere lejligheder ledelsens udemokratiske styring og den østtyske ambassades inkompetence.[1083] Ifølge en kilde havde flere ledende medlemmer i april 1986 for første gang rettet en skarp kritik mod ambassadens indsats, og forholdet mellem de to parter var tydeligvis blevet forværret.[1084] Foreningen protesterede også mod det østtyske styres dogmatiske linje. Det vakte bestyrtelse, da DDR-myndighederne i 1985 nægtede at give udrejsetilladelse til præsten Rainer Eppelmann, der var aktiv i fredsbevægelsen og havde kritiseret det kommunistiske styre. Foreningen frygtede, at episoden ville skade DDR’s forhold til Danmark og de danske fredsbevægelser.[1085] Da 17 medlemmer i 1988 besøgte Østberlin besværede ledelsen sig over, at den endnu engang skulle opleve, at deltagerne ikke fik mulighed for at stille spørgsmål, da de blev orienteret om de aktuelle forhold i DDR.[1086] En kilderapport betegnede et møde i venskabsforeningen med en repræsentant fra DDR som et ”rivegilde” med adresse til systemet i DDR.[1087]

PET’s overvågning af venskabsforeningerne

En gennemgang af det bevarede materiale i PET’s arkiv efterlader det indtryk, at overvågningen af venskabsforeningerne blev intensiveret fra slutningen af 1970’erne.[1088] Årsagen var foreningernes tætte bånd til de kommunistiske lande og deres rolle i fredskampagnen. Dertil kom frygten for, at østlige efterretningsofficerer under diplomatisk dække brugte foreningerne til at komme i kontakt med danske sympatisører.[1089] Den intensiverede overvågning afspejlede sig således i, at PET i perioden 1979-89 havde mindst 17 kilder i venskabsforeningerne. PET havde syv kilder i henholdsvis Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen og Venskabsforeningen Danmark-DDR, som var de to vigtigste foreninger. PET havde desuden to kilder i Venskabsforeningen Danmark-Rumænien, hvilket nok skyldtes, at den rumænske efterretningstjeneste var aktiv i Danmark. Desuden fandtes en enkelt kilde i henholdsvis Dansk-Ungarsk Selskab og Venskabsforeningen Danmark-Tjekkoslovakiet.

PET’s succes med at infiltrere venskabsforeningerne kan illustreres med tre eksempler.[1090] Den første kilde havde meldt sig ind i Venskabsforeningen Danmark-DDR, hvilket gjorde det nemmere at besøge DDR. Den pågældende henvendte sig til PET, da han under et sprogkursus i Leipzig var kommet i besiddelse af oplysninger om et østtysk raketbatteri. PET hvervede den pågældende som kilde, da man vurderede, at han kunne give oplysninger om venskabsforeningen og om østtyskernes brug af den i fredskampagnen.[1091] Kilden videregav de følgende år en lang række oplysninger om venskabsforeningens forskellige aktiviteter, møder, generalforsamlinger, fester og seminarer i DDR.[1092] Kildens største succes var, da han blev formand for en nyoprettet lokalafdeling af venskabsforeningen.[1093] Den anden kilde kontaktede PET, fordi han var blevet opfordret af nogle ungarske forretningsfolk til at overtræde embargobestemmelserne. Han blev af sin føringsofficer betegnet som en ”fræk sælgertype”, og da han af PET blev bedt om at overvære generalforsamlingen i en nyoprettet lokalafdeling af en venskabsforening, lykkedes det ham at blive valgt som afdelingens kasserer og bestyrer af medlemskartoteket.[1094] Afdelingen førte imidlertid en noget hensygnende tilværelse, og kilden blev efter nogen tid afviklet af PET.[1095] Den tredje kilde var medlem af DKP og af flere venskabsforeninger. Den pågældende rapporterede til PET om aktiviteterne i lokalafdelingerne og landsledelsen af foreningerne. I en periode var kilden lokalformand for en af foreningerne.[1096]

Andre af PET’s kilder viste sig at være mere problematiske. Nogle kunne være svære at samarbejde med. En kilde var en studerende, der var medlem af en venskabsforening. Han henvendte sig til PET efter at have deltaget i en underskriftsindsamling til fordel for et atomvåbenfrit Norden. Han havde fået betænkeligheder, da det gik op for ham, at underskrifterne skulle afleveres til den kommunistisk dominerede Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, selvom mange af underskriverne ikke sympatiserede med østblokken. Han erklærede sig villig til at infiltrere kredse, der lod sig udnytte af udenlandske efterretningstjenester, såsom venskabsforeningerne, og i lidt mere end et år rapporterede han om venskabsforeningen. Kilden, der betegnede sig selv som til venstre for Socialdemokratiet, syntes imidlertid snart at få nye betænkeligheder over sit samarbejde med PET, han var bange for at blive set under møderne med sine kildeførere, og han svarede kun modvilligt på spørgsmål. PET afbrød derfor samarbejdet.[1097] Andre kilder kunne være lidt for ivrige efter at lege hemmelige agenter. En kilde tilbød sine tjenester i forbindelse med et studieophold i Sovjetunionen. Han rapporterede efterfølgende om Landsforeningens aktiviteter, men PET fandt, at han var upålidelig og overivrig efter at blive involveret i efterretningsmæssige aktiviteter.[1098]

I forbindelse med den intensiverede overvågning overvejede PET tilsyneladende at aflytte Landsforeningens bygning i Vester Voldgade i København. Omkring 1979 indhentede tjenesten således arkitekttegningerne over bygningen og identificerede medarbejdernes kontorer og de forskellige mødelokaler.[1099] Operationen blev efter alt at dømme ikke gennemført, formentlig fordi PET fik de ønskede oplysninger ad andre kanaler. PET havde siden 1973 modtaget indberetninger fra FE, der indeholdt kildeoplysninger om Landsforeningens virksomhed.[1100] I december 1980 begyndte PET at modtage båndoptagelser fra Landsforeningens hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsmøder.[1101] Det fremgår, at FE havde en kilde i Landsforeningens ledelse, som havde en båndoptager med til møderne: Da FE i august 1981 afleverede en 3½ times båndoptagelse fra et forretningsudvalgsmøde, bemærkede FE, at optageudstyret var blevet anbragt et andet sted end tidligere på grund af de temperaturmæssige forhold i mødelokalet. Derved var lydkvaliteten blevet forringet.[1102] Aflytningen holdt efter alt at dømme op i starten af 1980’erne, men FE fortsatte frem til 1988 med at videregive kildeoplysninger om Landsforeningens møder.[1103] FE forsynede også PET med kildeoplysninger om Venskabsforeningen Danmark-DDR frem til Murens fald i 1989.[1104]

PET aflyttede i enkelte tilfælde venskabsforeningernes telefoner. Landsforeningens Odense-afdelings telefon blev aflyttet fra april 1983 til februar 1984. PET havde mistanke om, at KGB-officerer udnyttede afdelingen til at påvirke fredsbevægelsen, og aflytningen bekræftede da også, at ambassaden havde tætte kontakter til Odense-afdelingen.[1105] Venskabsforeningen Danmark-DDR’s telefoner på kontoret i København blev aflyttet fra september 1986 til februar 1987. Anledningen var den kommunistisk dominerede Verdensfredskongres, der blev afholdt i København i oktober 1986, og som tiltrak gæster fra bl.a. DDR.[1106] Sidst i 1980’erne iværksatte PET observation af offentlige møder i Landsforeningen for at konstatere, om sovjetiske efterretningsofficerer forsøgte at tage kontakt til de tilstedeværende danskere. Det konstateredes imidlertid ikke..[1107]

DKP og den sovjetiske ambassade

I sidste halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne modtog PET et stort antal oplysninger om den sovjetiske ambassade og KGB’s aktiviteter i Danmark fra KGB-officereren Oleg Gordijevskij, der var blevet hvervet af PET og en anden vestlig tjeneste. I den sammenhæng kunne Gordijevskij kaste nyt lys over DKP’s tætte kontakt med ambassaden. Den daglige, administrative kontakt blev varetaget af en forbindelsesofficer ved ambassaden. Denne opgave blev i 1974-79 og 1981-87 udført af attaché, senere 1. og 2. sekretær, Sergej N. Shisjkin. Han blev med ambassadørens tilladelse i 1977 hvervet som agent af KGB under forudsætning af, at han ikke foretog sig noget, der stred mod hans status som diplomat.[1108] PET konstaterede i forbindelse med overvågningen af ambassaden, at Shisjkin havde hyppige kontakter til ledende kommunister i DKP, DKU, Komm.S. og Land og Folk.[1109]

Vigtigere politiske spørgsmål blev varetaget af ambassadøren selv. Ambassaden modtog løbende telegrammer fra SUKP’s Centralkomité, der indeholdt redegørelser for det sovjetiske kommunistpartis synspunkter og instruktioner til DKP’s ledelse. Ambassadøren orienterede de danske kommunister om telegrammernes indhold i et særligt lokale i DKP’s bygning på Dronningens Tværgade. Ambassadøren viderebragte også SUKP’s ønsker om, hvad der skulle stå i Land og Folk, mens partiledelsen blev instrueret om mere sensitive emner under besøg i Sovjetunionen.

Som tidligere omtalt blev Moskvas indflydelse på DKP åbenbar i forbindelse med partiformanden Knud Jespersens sygdom og død i 1977. Da det i september stod klart, at partiformanden var alvorligt syg, overlod hans danske læge en kopi af lægejournalen og røntgenbillederne til ambassadør Jegorytjev. Han tog dem med til Moskva, hvor en ledende kræftekspert bekræftede diagnosen og tilføjede, at Knud Jespersen kun havde få måneder tilbage at leve i. Ambassadøren vendte tilbage til København sammen med to ledende embedsmænd fra SUKP’s Centralkomités Internationale Departement (ID), hvor de sammen med KGB-residenten og Ib Nørlund drøftede spørgsmålet om Jespersens afløser. Man valgte til sidst at følge ambassadørens råd om at udpege folketingsmedlem Jørgen Jensen. Det fremgår ikke af Gordijevskijs oplysninger, hvilken rolle repræsentanterne for Moskva spillede i formandsvalget, men i hvert fald overtog Jørgen Jensen formandsposten ved Knud Jespersens død i december 1977. Efter en indledende uoverensstemmelse om eurokommunismen viste Jørgen Jensen sig hurtigt at leve op til Moskvas forventninger. Han orienterede bl.a. Shisjkin om sine samtaler med formanden for det franske kommunistparti George Marchais, og i hans formandsperiode frem til 1986 fulgte DKP en dogmatisk Moskvatro linje.[1110]

Skolingskurser i Østeuropa

Det var en vigtig opgave for DKP at skole partiets medlemmer i den marxistisk-leninistiske ideologi og praktisk politik og dermed gøre dem i stand til at tage aktiv del i partiets arbejde.[1111] Ifølge PET havde denne virksomhed i de første efterkrigsår haft en ”tilfældig karakter”, men var omkring 1950 kommet i fastere rammer. DKP afholdt en toårig partiskole, kortvarige skolingskurser og studiekredse, mens DKU arrangerede aftenkurser og sommerlejre.[1112] I 1952 besluttede centralkomitéen at styrke skolingsvirksomheden, og 1952-53 blev udråbt som ”et læreår” for hele partiet. Årsagen var, at uddannelsen af partimedlemmerne, de såkaldte kadrer, havde vist sig at være utilfredsstillende.[1113] I midten af 1950’erne konstaterede PET, at partiets skolingsprogram bestod af tredages kurser i partiprogrammet, toårige partiskoler og den centrale aftenskole i København om emner inden for Sovjetunionens historie, DKP’s historie og nationaløkonomi, særlige kurser for partiets ledelse, selvstudium om marxismen-leninismen og studiekredse. PET bemærkede, at formålet var at uddanne yngre partimedlemmer til at tage aktiv del i arbejdet i partiet og frontorganisationerne, men at skolingsarbejdet var behæftet med mange svagheder.[1114]

I slutningen af 1950’erne begyndte særligt udvalgte danske kommunister at deltage i skolingskurser af kortere og længere varighed i Sovjetunionen og DDR. I 1956 blev partiskolen i Moskva, der var tilkyttet SUKP’s centralkomité, udvidet til at omfatte udvalgte udenlandske kommunister, og den afholdt kurser på et års varighed. Senere kom den Højere Komsomol Skole i Moskva til, og den arrangerede hel- og halvårskurser for ungkommunister fra hele verden.[1115] Den tætte kontakt mellem SED og DKP betød, at en betydelig del af de danske kommunisters skolings- og kursusvirksomhed foregik i DDR. Medlemmer af DKU deltog i etårige skolingskurser afholdt af Freie Deutsche Jugend (FDJ) på Jugendhochschule Wilhelm Pieck nord for Berlin. Højskolen havde plads til 300 elever, og her blev de danske deltagere sammen med andre europæiske ungkommunister bl.a. undervist i marxistisk filosofi, den internationale arbejderbevægelse og SUKP’s historie, de kapitalistiske og socialistiske økonomier og tysk sprog.[1116] Kurser af kortere varighed på to-tre uger blev afholdt på partiskoler som SED-Bezirkparteischule i Rostock (John Scher) og SED ZK’s Sonderschule i Kleinmachnow. Her blev der også undervist i politisk-ideologiske emner, men ifølge PET’s kildeoplysninger havde danskerne ofte svært ved at tilpasse sig den tyske disciplin og det doktrinære indhold.[1117] I slutningen af 1970’erne stillede SED i stigende grad sine partiskoler til rådighed for udenlandske kommunister i sommertiden. Alene i løbet af ét år deltog 300 DKP-medlemmer i forskellige korte kurser i påske-, sommer- og efterårsferien.[1118] Dertil kom, at Den danske komité for Arbejderkonferencen hvert år sendte omkring 2.000 arbejdere med familie på ophold i DDR.[1119]

Ifølge den seneste forskning deltog omkring 200 DKP’ere, 400 DKU’ere og 50 Komm.S.’ere i langvarige skolingsophold i Sovjetunionen eller DDR fra 1960 til 1989.[1120] PET fulgte denne skolingsvirksomhed ud fra en formodning om, at de udvalgte måtte udgøre den kommende generation af ledere i DKP, og at de blev uddannet til at arbejde for Sovjetunionens interesser i Danmark. PET anvendte en række metoder til at identificere deltagerne. Gennem folkeregistret modtog tjenesten oplysninger om personer, der havde meldt flytning til Sovjetunionen. Disse oplysninger blev sammenholdt med lister over østrejsende og hilsner i Land og Folk til og fra personer, der opholdt sig i Moskva.[1121] Endelig kunne PET anvende skatteoplysninger, kilder og aflytninger til at fastslå identiteten på deltagerne og varigheden af deres ophold.

Kommissionen har modtaget oplysninger om, at den danske ambassade ved en lejlighed blev anmodet af Udenrigsministeriets Sikkerhedskontor (A.III) om at foretage en registrering af de danske statsborgere, der opholdt sig i Moskva, og som skulle afgive deres brevstemme til et folketingsvalg. Ifølge oplysningerne skulle ”bestillingen” stamme fra PET, og formålet skulle være at registrere de danske kommunister, der var på skolingsophold, og som udgjorde halvdelen af den stedlige danske koloni.[1122] Kommissionen har gennemgået den relevante sag fra Udenrigsministeriets arkiv. Den 28. december 1981 indberettede ambassaden i Moskva til Udenrigsministeriet en liste over danske statsborgere, der var blevet registreret ”i forbindelse med valgene i dette efterår.”[1123] Der var både kommunalrådsvalg den 17. november og folketingsvalg den 8. december 1981. Listen omfattende 43 navne, fordelt på 32 personer med deres hjemadresser i Danmark og for de flestes vedkommende tillige cpr-nummer eller fødselsdato og fire fastboende danskere (fortrinsvis journalister) med familie. Af de 27 ikke-fastboende danskere, hvor der var angivet fødselsdato eller cpr-nummer, var 24 mellem 20 og 30 år på registreringstidspunktet.[1124] Det kunne tyde på, at der var tale om DKU’ere og DKP’ere, der var på skolingsophold i Moskva. Det kan således bekræftes, at den danske ambassade i forbindelse med valgene i november og december 1981 registrerede et antal danskere, der opholdt sig i Moskva på daværende tidspunkt, og at over halvdelen af de registrerede kan have været danske kommunister på skolingsophold.

Det er derimod ikke muligt at bekræfte formodningen om, at det var PET, der rekvirerede listen. Formodningen bygger på det forhold, at Udenrigsministeriets Sikkerhedskontor (A.III) var et formidlerkontor, der ikke havde nogen selvstændig interesse i listen, og kontoret havde et veletableret forhold til PET.[1125] Det fremgår ikke af de bevarede akter i Udenrigsministeriet, hvilken instans der anmodede om registreringen. Akterne indeholder således ikke dokumentation for, at det var PET, der stod bag anmodningen.[1126] Kommissionen har ikke fundet tegn på, at PET modtog en liste over danskere på skolingsophold i Moskva på dette tidspunkt.[1127] Anmodningen kunne således lige så godt stamme fra Udenrigsministeriets Sikkerhedskontor selv eller fra andre myndigheder.

Det er heller ikke muligt at bekræfte formodningen om, at registreringen var rettet mod skolingsdeltagerne. Det fremgår af den beretning, som Kommissionen har modtaget, at det er en antagelse, at det var skolingsdeltagerne, der var målene for registreringen.[1128] En anden forklaring på registreringen kan være, at formålet var at konstatere, hvor mange og hvilke danske statsborgere der opholdt sig i Moskva på daværende tidspunkt. En sådan liste kunne anvendes til at komme i kontakt med eller evakuere danskere i forbindelse med en international krise eller katastrofesituation.[1129] Forholdet mellem supermagterne blev netop forværret på daværende tidspunkt, og listen kan være blevet udarbejdet med henblik på beredskabstiltag under en eventuel fremtidig krise. Listen findes i en sag, der omhandler bistand til danske statsborgere og fremmede i specielle anliggender. Det fremgår af sagen, at den danske koloni i Moskva inklusive de danske kommunister, der opholdt sig i byen, blev orienteret af ambassaden om ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986.[1130] Listen fra 1981 blev formodentlig benyttet til at komme i kontakt med danskere, der opholdt sig i Moskva på dette tidspunkt. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor listen oprindeligt blev udarbejdet i 1981.

PET var interesseret i at fastslå, om der blev undervist i illegale aktiviteter eller lignende på skolingsopholdene. Efter alt at dømme var det hovedsigtet med skolingskurserne at give deltagerne en intensiv indføring i de grundlæggende marxistisk-leninistiske principper. De vigtigste emner på de sovjetiske og østtyske kurser var således den marxistiske-leninistiske filosofi, politisk økonomi, den videnskabelige kommunisme og den internationale arbejderbevægelses historie. Dertil kom kurser om FDJ’s og Komsomols historie og om det sovjetiske samfund. Der var således tale om en politisk-ideologisk skoling med henblik på den praktiske brug i det politiske arbejde. På partiskolen i Moskva blev der desuden undervist i beskyttelse mod efterretningstjenesternes infiltration i illegale partier, men dette blev anset for ubrugeligt af de danske deltagere.[1131]

PET konstaterede flere gange, at de længerevarende skolingskurser hovedsageligt havde et teoretisk indhold.[1132] Det var således PET’s vurdering i 1964, at der ikke var noget tegn på, at danske kommunister havde deltaget i skolingskurser om ”subversiv virksomhed”:

”I løbet af de sidste 5-6 år har over 100 danske kommunister været sendt til skoling i Sovjetunionen, og man har ikke i noget tilfælde konstateret, at formålet har været kursus i subversiv virksomhed. Tværtimod peger alt på, at det har drejet sig om politisk skoling, hvilket bestyrkes ved den kendsgerning, at adskillige af deltagerne efter hjemkomsten har intensiveret deres virksomhed for DKP og i flere tilfælde senere er blevet lokale afdelingsformænd eller endog er blevet indvalgt i centralkomiteen.”[1133]

I 1980’erne blev fredsarbejdet et fremtrædende emne i skolingskurserne i Østeuropa. DKP arrangerede selv fredskurser i DDR,[1134] og en række partimedlemmer skal have deltaget i skolingskurser med overskriften ”Taktik for fredsaktivister”.[1135]

Spørgsmålet er, om der foregik andre, mere illegale aktiviteter på skolingskurserne. Ifølge oplysninger fra udenlandske tjenester skal kommunister fra lande, hvor partierne var forbudt, have modtaget træning i illegalt arbejde og våbenbrug ved de sovjetiske og østtyske skoler. Det skal bl.a. have drejet sig om kommunister fra Vesttyskland (hvor KPD var forbudt) og Afrika.[1136] PET modtog også ubekræftede kildeoplysninger om, at visse danske kommunister skulle have modtaget en sådan træning. Ifølge en kilde i DKU skal ”særligt kvalificerede kandidater” på Komsomol-skolen have haft mulighed for at deltage i ”et slags fortsættelseskurses”, der omfattede andre emner end politisk undervisning. Kilden var i første omgang ikke i stand til at oplyse nærmere om indholdet i dette kursus.[1137] To år senere blev oplysninger uddybet, idet en kilde i DKP, der sandsynligvis var identisk med den foregående kilde, nu ”med rimelig sikkerhed” meddelte, at der ud over den politiske undervisning blev givet træning i ”våbenbrug og militære discipliner”. Ifølge kilden var det kun et fåtal DKU’ere, der havde modtaget denne træning, og kilden oplyste identiteten på to af disse.[1138] Det skal understreges, at det er uklart, hvor troværdige disse oplysninger var. Den pågældende kilde er kendt i andre sammenhænge, hvor kilden i flere tilfælde synes at have overdrevet den fare, som DKP udgjorde på daværende tidspunkt. På den anden side kan det ikke afvises, at enkelte DKU’ere har modtaget undervisning i illegale aktiviteter, så de kunne udføre særlige opgaver for de sovjetiske tjenester. Det er dog vanskeligt at se, hvad danske kommunister skulle bruge ”våbenbrug og militære discipliner” til i 1960’ernes Danmark. DKP førte på daværende tidspunkt en moderat politisk kurs, og det var andre grupperinger som trotskister, maoister og anarkister, der gik forrest i venstrefløjens aktioner.

Det udelukker dog ikke, at de sovjetiske og østtyske tjenester kan have benyttet kurserne til at udføre talentspejdning. Udenlandske tjenester identificerede enkelte af de sovjetiske lærere på partiskolen og en sprogskole som KGB-officerer, og man gættede på, at de havde til opgave at finde egnede hvervningsemner blandt de udenlandske ungkommunister.[1139] Det forlød også, at svenske kommunister under et ophold i DDR havde været under observation med henblik på at identificere de personer, der måtte have kvalifikationer til at udføre illegalt arbejde.[1140] Under DKP’s politiske kursus i Lütten-Klein i 1971 bemærkedes gentagne gange en østtysk mand, som ivrigt studerede deltagernes færden. Ifølge PET’s oplysninger var der muligvis tale om en efterretningsmæssig talentspejder.[1141] På den anden side kunne der også blot være tale om en mere uskyldig politisk-ideologisk vurdering. Ifølge en deltager på et sprogkursus foretog østtyskerne rutinemæssige bedømmelser af deltagernes kundskabsmæssige og politiske evner.[1142] I sommeren 1982 deltog 26 DKU’ere og 50 Komm.S’ere i et kursus på Bezirksparteischule i Leipzig. Ifølge PET’s oplysninger var formålet at finde emner til en videre skoling på Den centrale Partiskole i Moskva.[1143] Overvågningen kan altså både have haft ideologiske og efterretningsmæssige formål.

PET forsøgte også at følge de hjemvendte kursisters aktivitet for at fastslå, hvad formålet med skolingsopholdet havde været, og om de var involveret i illegal virksomhed. Ifølge den seneste forskning blev de fleste skolingsdeltagere indsat på forskellige niveauer i DKU. Formålet med skolingen var således at uddanne de mest lovende ungkommunister til at styrke DKU’s organisatoriske indsats.[1144] Det bekræftes delvis af en analyse, som PET foretog i 1961 af de 71 danskere, der siden 1957 havde været på skolingsophold i Moskva. Ifølge PET’s oplysninger havde deltagerne inden afrejsen indtaget ledende poster i DKP og DKU, formålet var at styrke den organisatoriske indsats, og flere af deltagerne blev efter hjemkomsten medlemmer eller kandidater til centralkomitéen, afdelingsformænd eller redaktører, mens andre var aktive i partiet. PET bemærkede imidlertid, at der fandtes en undtagelse fra dette billede. Ni kommunister havde i 1959-60 været på et etårigt skolingsophold i DDR. Efter hjemkomsten havde ingen af dem intensiveret deres politiske arbejde, og flere var flyttet. Disse forhold fik PET til at gætte på, at formålet med opholdet i DDR havde ”haft andet sigte end almindelig politisk skoling”,[1145] selvom tjenesten på den anden side ikke havde nogen klare indikationer på, at de pågældende skulle være involveret i former for illegal virksomhed.[1146] Der er i PET’s materiale tegn på, at skolingsdeltagere i 1980’erne efter hjemkomsten i et vist omfang gik ind i fredsbevægelserne. Tjenesten modtog således oplysninger om, at et DKP-kursus for fredsaktivister, der blev afholdt i Tjekkoslovakiet, havde til formål at træne aktivister, der kunne placeres i fredsgrupperne.[1147] PET noterede flere eksempler på DKP’ere, der havde været på skolingsophold i Moskva, og som var aktive i fredsbevægelsen.[1148]

DKP og de østlige efterretningstjenester

Efter alt at dømme optrappede de østlige efterretningstjenester deres indsats over for Danmark sidst i 1960’erne. Således synes de at have høstet en af deres største succeser i netop denne periode. Ifølge den tidligere KGB-officer Vasilij Mitrokhin, der hoppede af til Vesten efter Sovjetunionens fald, lykkedes det en østlig sikkerhedstjeneste at penetrere en dansk ambassade i et østblokland.[1149] En ansat ved ambassaden gik i en klassisk fælde og blev presset af den stedlige sikkerhedstjeneste til at give den adgang til ambassadens sikrede område. Operationen var muligvis en af de alvorligste kompromitteringer af danske sikkerhedspolitiske interesser under den kolde krig. Den stedlige sikkerhedstjeneste affotograferede 150 NATO-dokumenter med klassifikationen hemmelig og tophemmelig, ambassadens sikkerhedsinstruktioner, lister over identificerede efterretningsofficerer fra Warszawapagtlandene, reglerne for afsendelse af breve og 16 sider med udkast til telegrammer og breve til Udenrigsministeriet. Endelig fik den østlige sikkerhedstjeneste fingrene i blysegl med stempler fra diplomatsækkene, hvilket kunne tyde på, at tjenesten kunne bryde ind i den danske diplomatpost, uden at det efterfølgende blev opdaget. Sikkerhedsofficererne installerede også en UHF-sender i kodemaskinen, hvilket gjorde det muligt for den østlige tjeneste at læse ambassadens kodede kommunikation.[1150] I en anden sag skal den sovjetiske efterretningstjeneste KGB have forsøgt at hverve en højtstående dansk diplomat.[1151] En østlig efterretningstjeneste skal i 1973 have haft adgang til seks landes sikkerhedskoder, deriblandt det danske Udenrigsministeriums koder. Dette skal have gjort det muligt for østblokken at afkode omkring tusind telegrammer om året.[1152]

De østlige efterretningstjenesters virksomhed på dansk jord intensiveredes i betydelig grad efter 1968. Ifølge PET’s overvågning af de østlige diplomatiske repræsentationer voksede det samlede personale fra 219 i 1969 til 342 i 1988. PET vurderede, at antallet af udstationerede civile og militære efterretningsofficerer i samme periode steg fra 51 til 94, altså næsten en fordobling.

Østlige efterretningsofficerer i Danmark 1969-1988[1153]

Personalet ved østlige repræsentationer i Danmark.

  1969 1978 1988
Sovjetunionen 80 (25) 102 (30) 121 (38)
Polen 38 (10) 50 (10) 41 (13)
Tjekkoslovakiet 24 (4) 31 (7) 32 (11)
Ungarn 14 (3) 17 (2) 20 (10)
DDR 18 (1) 24 (?)  44 (7)
Rumænien 15 (3) 18 (6) 13 (4)
Bulgarien 15 (2) 13 (0) 27 (4)
Kina 15 (3) 26 (11) 40 (4)
Nordkorea  -  -  4 (3)
I alt  219 (51) 281 (66) 342 (94)

Tallene i parentes angiver antallet af mistænkte og identificerede efterretningsofficerer.

Samtidig begyndte PET i 1968 at bemærke tydelige tegn på, at kvaliteten af de udstationerede efterretningsfolk var bedre end tidligere. KGB-officererne var således velklædte, talte fremmedsprog, var veluddannede og godt orienterede om danske forhold. Især de russiske og polske officerer tog mere aktivt del i det sociale samvær med danske embedsmænd, militærfolk og journalister.[1154] Denne kvantitative og kvalitative forøgelse af den østlige spionageaktivitet tvang PET til at reorganisere sin kontraspionageindsats. Flere tidligere PET-ansatte har over for Kommissionen beskrevet, hvordan PET blev mere udfarende og operativ: Tjenesten begyndte at udarbejde residenturanalyser, hvor man kortlagde de udenlandske efterretningsfolks arbejdsmetoder og kontakter, og man anvendte i stigende grad dobbeltagentoperationer for at identificere spionernes modus operandi. PET intensiverede også samarbejdet med udenlandske søstertjenester i forsøget på at hverve østlige efterretningsofficerer.[1155]

Der skete således en professionalisering af PET’s kontraspionageindsats efter 1968: Spørgsmålet er, om denne intensiverede indsats resulterede i en større og mere sikker viden om danske kommunisters eventuelle samarbejde med de østlige efterretningstjenester? Overvågningen af den sovjetiske ambassade bekræftede, at russerne opretholdt en tæt kontakt til DKP. PET var imidlertid ikke i stand til nærmere at fastslå karakteren af kontakterne med ambassaden. Man antog dog, at DKP havde rige muligheder for at yde en effektiv efterretningsmæssig støtte i form af indsamling af oplysninger fra åbne kilder, videregivelse af indberetninger fra medlemmerne, udarbejdelse af baggrundsundersøgelser og talentspejdning, men nogen beviser på en sådan ulovlig aktivitet havde tjenesten altså ikke.[1156]

Senere oplysninger fra KGB-afhoppere har kastet nyt lys over DKP’s forhold til de sovjetiske efterretningstjenester. Ifølge Oleg Gordijevskij havde KGB forbud mod at hverve agenter i DKP eller andre kommunistpartier. KGB anvendte heller ikke DKP til at indhente operative oplysninger, da man anså partiet for at være upålideligt i sine vurderinger. I det hele taget forsøgte KGB-officererne på residenturet i København at holde deres eksistens hemmelig for DKP, da man havde erfaring for, at selv uskyldige henvendelser blev opfattet af de danske kommunister som forsøg på at involvere dem i spionage.[1157] Det samme forbud omfattede den militære efterretningstjeneste, GRU. Ifølge en GRU-officer, der hoppede af til Vesten i slutningen af 1970’erne, anså GRU ideologisk motiverede agenter for at være de mest pålidelige, men i de sidste årtier af den kolde krig var det sjældent, at personer lod sig hverve på grund af deres overbevisning. GRU havde direkte forbud mod at gøre tilnærmelser til udenlandske kommunister, da man gik ud fra som givet, at de lokale kommunistpartier var infiltreret af sikkerhedstjenesterne, og at en afsløring af kontakten ville kompromittere partierne.[1158]

Forbuddet mod at rekruttere danske kommunister som agenter blev tilsyneladende overholdt af KGB. Ifølge Gordijevskij havde KGB-officeren Albert A. Mironov kontakt til en dansk cand.mag., der blev kørt som rasrabotka, dvs. en kontakt, der blev kultiveret med henblik på senere hvervning. Den pågældende dansker var ifølge Gordijevskij villig til at samarbejde og fik tildelt kodenavnet Clyde, men da han insisterede på at melde sig ind i DKP, afbrød KGB hvervningsforsøget.[1159] Samtidige kildeoplysninger viser, at den pågældende forlod sin tidligere politiske bevægelse og meldte sig ind i DKP i 1971.[1160] En anden angivelig rasrabotka blev kørt af KGB-residenten Alfred F. Mogulevtjik. Det var Jens-Peter Bonde fra Det Radikale Venstre, der fik tildelt kodenavnet James, og som blev betegnet som en potentiel modelagent af Gordijevskij. Bonde videregav angiveligt ”politiske efterretninger”, hvilket nok var generelle oplysninger om den politiske situation, og blev anvendt til ”active measures”, hvormed der formentlig mentes, at han skulle påvirke den offentlige debat i overensstemmelse med sovjetiske interesser. Bonde, der var ideologisk motiveret i sit samarbejde med KGB, insisterede imidlertid på at melde sig ind i DKP, hvilket fik KGB til at afbryde dyrkningen.[1161] PET var opmærksom på kontakten, men det lykkedes ikke tjenesten at skabe klarhed over dens karakter.[1162] Ifølge ubekræftede kildeoplysninger var det DKP, der havde betinget sig, at Bonde meldte sig ind i partiet, hvis han skulle være redaktør for anti-EF bladet Det ny Notat.[1163] Hvis dette er rigtigt, bekræfter det, at DKP ikke havde kendskab til KGB’s agentoperationer i Danmark.

KGB havde større held til at forhindre, at forfatteren og oversætteren Arne Herløv Petersen meldte sig ind i DKP.[1164] Petersen var mistænkt for at fungere som en såkaldt ”påvirkningsagent” for KGB og blev i den forbindelse overvåget af PET. I forbindelse med telefonaflytningen af den danske forfatter i 1979-81 stødte PET flere gange på oplysninger om, at Arne Herløv Petersen var blevet frarådet af den sovjetiske ambassade at melde sig ind i DKP. Således indskærpede KGB-officeren Vladimir Merkulov danskeren i en telefonsamtale den 29. oktober 1979 nødvendigheden af, at han holdt sig væk fra DKP, og den 10. januar 1980 fortalte Herløv Petersen en bekendt, at ambassaden havde anbefalet ham ikke at melde sig ind, da han ville kunne gøre bedre fyldest, hvis han stod udenfor. Ambassaden havde også advaret ham om, at de ville afbryde forbindelsen med ham, hvis han blev partimedlem.[1165]

Disse eksempler bekræfter således antagelsen om, at KGB undgik at rekruttere DKP-medlemmer som agenter. Derimod benyttede de sovjetiske tjenester partimedlemmer til at fremskaffe oplysninger fra åbne kilder. GRU opererede med betegnelsen ”betroede personer”, der omfattede såkaldte ”ikke-hvervede agenter”. Det var kontakter, der hjalp russerne af ideologiske årsager, de var ofte medlemmer af kommunistpartiet, og de skaffede oplysninger fra åbne kilder og fungerede som talentspejdere. Der blev ikke taget særlige forholdsregler for at skjule kontakterne, og GRU-officererne mødtes åbent med de ”betroede personer” i det lokale partihovedkvarter eller til ambassadereceptioner.[1166] I 1979 konstaterede PET, at ambassaderåd Vladilen A. Andropov, der var identificeret som KGB-officer ved linje X (videnskab og teknik), havde kontakt til tre navngivne danske DKP-medlemmer, deriblandt et byrådsmedlem. De var alle kendt for talrige rejser til østblokken og længerevarende skolingsophold i Sovjetunionen. To af de pågældende havde i kraft af deres stillinger adgang til tekniske og videnskabelige publikationer, og det var PET’s vurdering, at de fungerede som ”betroede personer”, der muligvis også holdt KGB orienteret om udviklingen i DKP.[1167]

Imidlertid besluttede KGB i begyndelsen af 1970’erne at benytte de vestlige kommunistpartier til at finde egnede emner til rekruttering. Årsagen til, at KGB tog denne chance – en eventuel afsløring af partiernes direkte involvering i den sovjetiske efterretningsvirksomhed ville have gjort dem stor skade – var sandsynligvis, at KGB siden begyndelsen af den kolde krig havde haft svært ved at finde ideologisk motiverede personer, der var villige til at gå i Sovjetunionens hemmelige tjeneste.

Den 8. april 1971, i forbindelse med SUKP’s 24. partikongres i Moskva, mødtes lederen af 1. Direktorat af KGB’s afdeling for efterretningsvirksomhed i udlandet, L. S. Sajtsev, med partiformand Knud Jespersen på hotel Sovetskaja. Mødet kendes fra to KGB-afhoppere: Oleg Gordijevskij, der havde været udstationeret i København, og som var tolk under mødet, og Vasilij Mitrokhin, der angiveligt så Sajtsevs rapport om mødet i KGB’s arkiv.[1168] Ifølge Gordijevskijs samtidige oplysninger havde den danske partiformand fået tildelt dæknavnet Martin.[1169] Ifølge Mitrokhins gengivelse af KGB-rapporten anmodede Sajtsev under samtalen Knud Jespersen om at udvælge to eller tre personer, der skulle arbejde som særlige agenter for Sovjetunionen. Kandidaterne skulle være fuldstændig pålidelige og hengivende over for kommunismens sag og Sovjetunionen. De pågældende emner skulle helst ikke være kendt som DKP-medlemmer, men være hemmelige medlemmer. Det er ikke klart, om dette betyder, at DKP i 1970’erne havde et illegalt apparat med hemmelige medlemmer, eller om der blot var tale om, at de pågældende ikke måtte være offentligt kendt som medlemmer, således at de kunne sættes i forbindelse med partiet. Sajtsev anmodede desuden om, at kandidaterne skulle være mellem 20 og 40 år gamle, helst ugifte, uddannede og velinformerede og helst være journalister, forretningsmænd eller studenter med kendskab til et fremmedsprog. Ifølge Mitrokhin var Knud Jespersen positivt indstillet, han havde allerede en egnet kandidat i tankerne, og han lovede at finde en eller to yderligere kandidater. De nærmere oplysninger om kandidaterne ville blive overgivet til KGB-residenten i København, A.A. Danilov, som undertiden mødtes med partiformanden. Knud Jespersen skal under mødet have givet udtryk for, at han fuldt ud forstod, hvilket ansvar han påtog sig, og han lovede ikke at fortælle om sagen til nogen andre i DKP.[1170]

Det er uvist, om henvendelsen førte til rekruttering af ”hemmelige” danske partimedlemmer som KGB-agenter. Det er også uklart, om Knud Jespersen i det hele taget havde forudsætningerne for at finde personer, der havde de rette kvalifikationer; da Sajtsev henviste til den berømte sovjetiske agent fra 2. Verdenskrig Richard Sorge som et forbillede, skal DKP-formanden ifølge Gordijevskij havde spurgt: ”Hvem er Richard Sorge?”[1171] Det var dog Gordijevskijs opfattelse, at oplysninger på de foreslåede kandidater blev sendt til KGB-hovedkvarteret i Moskva, og at der blev gjort yderligere, men uspecificerede fremskridt i nogle af tilfældene.[1172] Der findes en personsag i PET’s arkiv, som muligvis kunne hænge sammen med Knud Jespersens søgen efter egnede kandidater. I 1974, tre år efter mødet i Moskva, konstaterede PET, at partiformanden havde lagt pres på den sovjetiske ambassade for at få udstedt et visum til en dansk journalist.[1173] Oplysningen er interessant i lyset af, at ifølge Mitrokhins optegnelser fra KGB-arkivet havde KGB på et tidspunkt en efterretningsmæssig interesse i den pågældende, der fik tildelt dæknavnet Dan. Det fremgår ikke af den kortfattede rapport, hvornår KGB fattede interesse for den danske journalist, eller hvori interessen bestod, men rapporten nævner, at han studerede ved Humboldt Universitetet i DDR i 1972.[1174] Dette var muligvis tidspunktet for KGB’s interesse for ham, hvilket altså var året efter mødet i Moskva. Det skal understreges, at det er uvist, hvorfor KGB var interesseret i Dan, men den pågældendes profil passede på flere punkter på kravene til kandidaterne: Han var journalist, var endnu ugift, kunne tysk og sandsynligvis også russisk og var overbevist kommunist. Det fremgår ikke af PET’s sag, om han var medlem af DKP på daværende tidspunkt, kun at han tidligere havde været DKU’er. Det kan således ikke afvises, at Dan var en af Knud Jespersens kandidater. Det skal dog understreges, at der kan være andre og mere uskyldige forklaringer på forholdet.

KGB gentog anmodningen om at finde en egnet agentkandidat over for den nye partiformand, Jørgen Jensen. Han havde ganske som sin forgænger tætte kontakter til den sovjetiske efterretningstjeneste: Ligesom Knud Jespersen blev han brugt i forbindelse med hemmelige pengeoverførelser (se senere om Moskvas økonomiske støtte til DKP), og han var tildelt dæknavnet Marat. Han var også klar over, at det var KGB og ikke det sovjetiske diplomati, han havde at gøre med; da ambassadens kontaktofficer til DKP, Sergej Sjisjkin, skulle orientere partiformanden om resultaterne af nedrustningskonferencen i Helsinki, understregede KGB-residenten, Mikhail Ljubimov, vigtigheden af, at det blev gjort klart for Jørgen Jensen, at Sjisjkin kom på vegne af KGB-residenten.[1175] I hvert fald i ét tilfælde bad Ljubimov partiformanden om at skaffe oplysninger om en dansk statsborger.[1176]

Ifølge Gordijevskij var Ljubimov i starten forbeholden over for den nye partiformand og frygtede, at han var på vej over i den eurokommunistiske lejr. Ljubimov havde imidlertid ændret mening i 1978, hvilket bl.a. skyldtes, at han havde let ved at samarbejde med Jørgen Jensen. Dette fik KGB-residenten til at genoplive idéen om at bruge partiformanden til at finde en egnet agentkandidat, hvilket han foreslog KGB-centeret.[1177] Ifølge Mitrokhin mødtes Jørgen Jensen i januar 1979 i Moskva med N. V. Posjatajev fra KGB’s udenrigsafdelings Direktorat S, der havde illegale agenter som sit arbejdsområde. Posjatajev anmodede den danske partileder om at vælge to eller tre personer, der skulle udføre opgaver for KGB mod NATO, og en eller to kandidater, der skulle arbejde med forskellige former for ”dokumentation”. Det sidste drejede sig muligvis om fremskaffelse af materiale til opbygning af falske identiteter til illegale KGB-agenter. Jørgen Jensen erklærede sig angiveligt rede til at løse opgaven, men han understregede, at det ville tage tid og ville blive svært.[1178] Det fremgår ikke af de foreliggende oplysninger, om Jørgen Jensen fandt egnede kandidater, og om de blev rekrutteret og optrænet af KGB.

Som nævnt rejser oplysningerne om KGB’s forespørgsler til DKP’s partiformænd det spørgsmål, om der fandtes ”hemmelige” partimedlemmer, og om det indebærer, at der fandtes et illegalt apparat – hvad PET altid antog, men var ude af stand til at bevise i samtiden. Som tidligere omtalt skal KGB i begyndelsen af den kolde krig have anvendt sømænd, der var ”hemmelige” DKP-medlemmer, til at fungere som kurerer. Disse oplysninger rejser igen spørgsmålet om DKP’s rolle i en eventuel konflikt mellem Øst og Vest. Da Gordijevskij blev debriefet efter sin afhopning i 1985, understregede han, at han ikke havde nogen konkret viden om sovjetiske planer om at benytte DKP i en spændingsperiode. Men han henviste til det tætte forhold mellem SUKP og DKP og antog derfor, at den sovjetiske ledelse kunne tænkes at anvende DKP. Han hæftede sig også ved det forhold, at de to partiformænd ikke havde rejst indvendinger mod KGB’s henvendelser, hvilket han tolkede som en indikation på, at DKP havde ”hemmelige” medlemmer, som kunne tænkes at udføre opgaver for de sovjetiske tjenester. Gordijevskij tilføjede dog, at det ikke var alle lederne i DKP, som den sovjetiske ambassade havde fuld tiltro til. Således mistænkte flere ambassadefunktionærer Ingmar Wagner for at være i forbindelse med en vestlig efterretningstjeneste.[1179]

Stasi og de danske kommunister

Efter Murens fald og det østtyske regimes kollaps er det blevet bekræftet, at et antal danskere under den kolde krig arbejdede for den østtyske civile efterretningstjeneste MfS’ udenrigsafdeling, HVA.[1180] Det rejser spørgsmålene: Hvor mange af disse personer handlede efter ideologisk overbevisning? Var nogle af dem organiserede kommunister, og var DKP involveret? Og hvor meget kendte PET til dette samarbejde, og hvad gjorde de for at forhindre det? For at besvare disse spørgsmål har Kommissionen haft adgang til et omfattende materiale fra PET’s arkiv og det såkaldte Gauck-arkiv, der administrerer adgangen til de bevarede Stasi-sager.[1181]

Årsagen til, at PET kun havde begrænset succes med at afsløre den østtyske spionageaktivitet under den kolde krig, hang dels sammen med østtyskernes operative metoder, dels med PET’s begrænsede ressourcer. DDR opnåede først diplomatisk anerkendelse af Vesten i 1973, og det var først på dette sene tidspunkt, at staten fik mulighed for at åbne ambassader i NATO-landene. Det betød, at DDR indtil 1973 var forhindret i at placere civile og militære efterretningsofficerer – såkaldte legale efterretningsfolk – under diplomatisk dække på ambassaderne. De østtyske tjenester havde derfor været tvunget til i højere grad end deres sovjetiske kollegaer at benytte sig af illegale agenter, dvs. agenter der opererede under falsk identitet og uden diplomatisk beskyttelse. Nogle af disse var østtyske statsborgere, der blev hvervet af MfS/HVA og sendt til Danmark under falsk vesttysk identitet.[1182] MfS/HVA anvendte også østtyske stipendiater i Danmark som talentspejdere og til at udføre industrispionage,[1183] og østtyskerne benyttede Danmark til at indsluse agenter med falske vesttyske identiteter til Vesttyskland.[1184] Den militære efterretningstjeneste benyttede sig af østtyske lastbilschauffører til at indhente oplysninger om veje, broer og andre installationer af militær interesse.[1185]

Efter åbningen af den østtyske ambassade i København i 1973 var PET længe i tvivl, om der fandtes et residentur. Først i 1980 mente tjenesten med nogen sikkerhed at kunne fastslå, at MfS/HVA var repræsenteret på ambassaden, hvilket man bl.a. udledte af oplysninger fra en østtysk afhopper. Der var dog intet, der tydede på, at residenturet var involveret i egentlige operative opgaver som hvervning og føring af agenter.[1186] Den manglende viden om residenturets aktiviteter skyldtes PET’s begrænsede overvågningsmuligheder. Personalet i tjenestens DDR-afdeling klagede gentagne gange over, at de kun havde været i stand til at udføre begrænsede undersøgelser.[1187] Så sent som i 1987 udtrykte DDR-holdet et ”hjertesuk” over det forhold, at det ofte ikke var muligt at få iværksat den nødvendige overvågning af de mistænkte efterretningsfolk.[1188]

PET var også hæmmet af, at østtyskerne var tilbageholdende med at bruge ambassaden til efterretningsaktivitet, da en afsløring heraf kunne skade DDR’s omdømme, som det havde taget så længe at bygge op. De civile og militære efterretningstjenester fik i 1973 tilladelse af den østtyske ledelse til at placere officerer under diplomatisk dække på ambassaderne, men de fik forbud mod at iværksætte operationer, der kunne skade DDR’s forbindelser. Dette betød, at residenturerne i København ikke forsøgte at hverve danske agenter.[1189] Ifølge en residenturanalyse, der blev udarbejdet af PET efter åbningen af de østtyske arkiver, havde der mellem 1973 og 1989 i alt været udstationeret 24 efterretningsofficerer på DDR’s ambassade og handelsafdeling i København. Dertil kom fem efterretningsfolk i den østtyske trafikafdeling og to i et østtysk ejet firma.[1190] Men det foreliggende materiale tyder på, at de kun i yderst begrænset omfang var involveret i hvervning og føring af agenter i Danmark.[1191]

Alt peger således på, at DDR’s efterretningstjenester efter den diplomatiske anerkendelse i 1973 fortsatte med at foretage de fleste hvervninger af udenlandske statsborgere i DDR. Ifølge en oversigt over spionageaktiviteten i Forbundsrepublikken i 1967 var 80% af agenterne blevet hvervet under besøg i DDR eller et andet østeuropæisk land.[1192] Der var flere eksempler på, at danskere modtog breve fra østtyskere, som de ikke kendte. Ifølge PET var formålet at invitere danskerne til DDR for at forsøge at hverve dem.[1193] PET modtog da også flere indberetninger om danskere, der under ophold i DDR var blevet kontaktet af uidentificerede personer, der havde udfrittet dem om danske forhold eller forsøgt at overtale dem til at afgive stemningsberetninger om situationen i Danmark.[1194] En nøgleinstitution i denne sammenhæng var Nordisk Institut ved Greifswald Universitetet, som ifølge den såkaldte Z-plan var blevet pålagt at identificere personer i de nordiske lande, som var egnede til at blive inviteret til DDR med henblik på hvervning.[1195] En dansker, der havde deltaget i en ”kammeratskabsaften” på universitetet, berettede, at han havde fået udpeget en person, der angiveligt arbejdede for MfS, og som havde til opgave at kontakte deltagere, der var villige til at arbejde for den østtyske tjeneste.[1196] En af de opgaver, som de pågældende danskere kunne blive pålagt, var at medtage breve, der var frankeret med danske frimærker, og som skulle sendes til vesttyske adresser fra Danmark. Brevene indeholdt østtysk propagandamateriale, der var tiltænkt vesttyske soldater.[1197] Det gjorde det selvfølgelig svært for PET at følge kontakten mellem danskere og de østtyske tjenester. PET’s arbejde blev heller ikke lettere, da man i midten af 1960’erne besluttede at ophøre med at affotografere passene for alle, der besøgte DDR. PET klagede også over, at tjenesten ikke kunne få udleveret navnene på de danske stipendiater, der i overensstemmelse med den dansk-østtyske kulturaftale opholdt sig i DDR.[1198] Det var således PET’s opfattelse, at man ikke havde mulighed for at komme på sporet af de danskere, der blev kontaktet og muligvis hvervet af de østtyske myndigheder.

Spørgsmålet er, om de østtyske efterretningstjenester forsøgte at hverve danske kommunister under deres talrige besøg i DDR. Mulighederne var i hvert fald til stede på grund af de tætte bånd mellem SED og DKP, der havde eksisteret siden slutningen af 1950’erne. I slutningen af 1973 besøgte en delegation fra SED’s centralkomité DKP, hvor den studerede det danske partis arbejde. Ifølge PET’s oplysninger hang besøget sammen med sovjetiske ønsker om, at østtyskerne skulle udbygge og styrke det bestående samarbejde med danskerne.[1199] Samarbejdet udmøntedes i en formel aftale, som formentlig drejede sig om gensidige besøg, kadreuddannelse, agitation og propaganda-aktiviteter.[1200] De tætte forbindelser kom også til udtryk ved, at repræsentanter for de to partier overværede hinandens partikongresser, og partimedlemmer deltog i hinandens festivaler og ungdomslejre.

De østtyske tjenester havde formentlig ligesom deres sovjetiske kollegaer forbud mod at hverve udenlandske kommunister som agenter, da risikoen for afsløring var for stor. Men virkeligheden tvang østtyskerne til at bløde reglerne op. På grund af DDR-regimets ideologiske konservatisme blev det sværere for MfS/HVA og Verwaltung Aufklärung at hverve ideologisk motiverede agenter i Vesten i 1980’erne. I hvert fald den militære tjeneste skal derfor have været villig til at slække på sikkerheden og forsøge at hverve personer med tilknytning til kommunistpartier, venskabsforeninger, fagforeninger og fredsbevægelsen.[1201] Tjenesterne havde også mulighed for at anvende medlemmer af de stedlige kommunistpartier som såkaldte ”Vertrauenspersonen”, dvs. personer der af ideologiske årsager var villige til at løse opgaver for residenturerne på ambassaderne. Det svarede til KGB og GRU’s brug af kommunister til at indsamle oplysninger fra åbne kilder og til at fungere som talentspejdere. Imidlertid synes de militære efterretningsofficerer på ambassaden i København ikke i noget større omfang at have benyttet sig af denne indhentningsmulighed.[1202]

Der er informationer i PET’s indsamlede materiale, der tyder på, at danske kommunister kan have udført konspirative opgaver for DDR. En række navngivne kommunister er nævnt som mulige kurerer mellem DKP og SED.[1203] Ifølge en uidentificeret kilde skulle der i begyndelsen af 1970’erne have været omkring 10 kurerer, der blev anvendt til post- og pengeforsendelser mellem Dronningens Tværgade og DDR.[1204] Partisekretær Ingmar Wagner, der var tilknyttet flere af partiets ”firmaer”, og som blev kendt, da han i 1982 blev frastjålet et større beløb i vesttyske Mark, synes at have indtaget en særlig stilling i forholdet til DDR. Wagner synes at have fungeret som mellemmand for pengeoverførelser fra SED til vesttyske kommunister.[1205] Flere indberetninger beskriver hændelser, der kunne ses som eksempler på, at de omtalte kommunister fungerede som ”Vertrauenspersonen” og videregav forskellige oplysninger fra åbne kilder til østtyskerne.[1206] Der foreligger ubekræftede oplysninger om en række navngivne kommunister om, at de pågældende skulle have forbindelse med de østtyske efterretningstjenester.[1207]

Ifølge PET’s Stasiefterforskning er der fundet oplysninger i Rosenholz-arkivet og i Stasi-arkivet, der viser, at MfS/HVA i 1970-80’erne hvervede mindst seks organiserede danske kommunister. Dertil kommer fire personer, der blev rekrutteret ud fra ideologiske motiver, hvilket må betyde, at de sympatiserede med det østtyske regime og den kommunistiske bevægelse. Alle disse personer blev hvervet af MfS/HVA under ophold i DDR, hvilket understreger, at det var yderst vanskeligt for PET at opdage sådanne hvervninger. Disse sager vil blive beskrevet i det følgende. Da ingen af de pågældende danske statsborgere er blevet dømt for deres forbindelser til den østtyske efterretningstjeneste, har Kommissionen valgt at anonymisere sagerne.

Det skal indledningsvis bemærkes, at brugen af Rosenholz- og Stasimaterialet er forbundet med alvorlige kildekritiske problemer. Det faktum, at en navngiven person er registreret i materialet som agent, betyder ikke nødvendigvis, at den pågældende fungerede som sådan. PET meddelte således en af de personer, der dukkede op i forbindelse med efterforskningen: ”Man er naturligvis i tjenesten helt på det rene med, at mange personer uden egentlig grund og uden deres viden er blevet omtalt i relation til den tidligere østtyske sikkerhedstjeneste.”[1208] I en anden sag kom PET frem til, at en konstabel og dennes kone, der var registreret som agenter med dæknavne, sandsynligvis blev brugt af MfS/HVA til at dække over to andre danske kontakters identitet. Dette fik PET til at understrege, at man skulle være opmærksom på, at noget lignende kunne være tilfældet i andre sager.[1209] PET mente også, at flere forretningsfolk, der optrådte i Stasi-materialet som agenter, blot havde udført forretninger med DDR og ikke havde været klar over registreringen.[1210] Endelig kan det ikke udelukkes, at en eller flere danskere blev hvervet under falsk flag og således ikke var klar over, at de arbejdede for den østtyske efterretningstjeneste.[1211]

De fire personer, hvorom det vides, at de blev hvervet på et ideologisk grundlag, er kendt fra Rosenholz-arkivet. Da der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagerne, er det ikke muligt at fastslå de pågældendes politiske tilhørsforhold. Men det må som sagt antages, at de har sympatiseret med det østtyske regime og den kommunistiske ideologi. Axel var en pensioneret boghandler, som blev hvervet i DDR i 1974 af en MfS-agent. Hans føringsofficer var Dietrich Villwock, og hans opgave bestod i at stille en dæklejlighed til rådighed for den østtyske tjeneste (”Safehouse Keeper”).[1212] Rita blev også hvervet af en MfS-officer under et besøg i DDR i 1974. Hun studerede og boede i Bonn, hvor hun var gift med en vesttysker, der også var hvervet af østtyskerne med den opgave at spionere mod SPD. Rita fungerede som ”Sicherungs-IM”, dvs. støtteagent for sin mand, f.eks. ved at ledsage ham under rejser. Efter Murens fald blev ægtemanden, Akker, idømt en bøde på 25.000 DM for spionage til fordel for DDR, mens sigtelsen mod Rita blev frafaldet.[1213] Filius blev hvervet af en MfS-agent i Østberlin i 1975. Han var en 23-årig gift mand fra København, der talte både tysk og engelsk. Han var udset til at skaffe oplysninger om danske ungdoms- og studenterorganisationer. Han fik stillet en dækadresse til rådighed i DDR, og han mødtes med MfS-instruktører i Vesten. På grund af de sparsomme oplysninger i Rosenholz-arkivet har det ikke været muligt at identificere Filius.[1214] Ole blev hvervet af en MfS-agent under et besøg i DDR i 1984. Hans føringsofficer var Udo Jaehnert. Ole var en lærer fra København, og hans mål var ifølge Rosenholz-arkivet uddannelsesinstitutioner. Det fremgår ikke, om han skulle skaffe oplysninger om skolerne, fungere som talentspejder eller påvirke eleverne.[1215]

De sidste seks sager fra de østtyske arkiver dokumenterer, at MfS/HVA i de sidste årtier af den kolde krig var villig til at løbe den risiko at hverve organiserede kommunister. Lenz-sagen kom til offentlighedens kendskab i december 1999, da en dansk embedsmand ved Europa-Kommissionen i Bruxelles under sin juleferie i Danmark blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 107, stk. 1 og 2, jf. § 109, stk. 1, for at have videregivet oplysninger til Stasi.[1216] Efter flere måneders efterforskning, hvor den sigtede sad varetægtsfængslet i isolation,[1217] indstillede rigsadvokaten i slutningen af maj 2000 til Justitsministeriet, at man opgav at rejse tiltale på grund af forældelse.[1218] Indstillingen blev tiltrådt af justitsminister Frank Jensen kort tid efter.[1219]

Den sigtede nægtede under hele sagens gang, at han havde udøvet spionage, eller at han var identisk med agenten Lenz.[1220] Rigsadvokaten gjorde det imidlertid klart i sin indstilling til Justitsministeriet, at det var hans opfattelse, at der kunne føres bevis for, at den sigtede var identisk med Lenz. Rigsadvokaten lagde især vægt på, at personoplysningerne i Rosenholz-arkivet passede på den sigtede, at de registrerede bipersoner havde nær tilknytning til ham, og at det materiale, som Lenz ifølge SIRA-databasen havde videregivet til MfS/HVA, stemte overens med den sigtedes omgangskredse, uddannelsesforløb og karriere.[1221] Trods nogle uoverensstemmelser i materialet, der ikke er blevet forklaret af PET, er det Kommissionens vurdering, at den sigtede var identisk med Lenz.

Ifølge Rosenholz-arkivet var Lenz en ugift dansk embedsmand, født i 1956, som talte engelsk, tysk og fransk, og som var bosiddende i Bruxelles. Han blev hvervet i 1974 i DDR af en MfS-officer på et ideologisk grundlag, og hans føringsofficerer var Heinz Becker og Gerhard Sand fra MfS’ afdeling XII, der beskæftigede sig med NATO og EF. Lenz’ målobjekt var EF og Ministerrådet, og han kommunikerede med sine føringsofficerer via en dæklejlighed i DDR, en kurer og møder i Vesten med en udsendt instruktør. Det fremgår af arkivet, at Lenz blev klassificeret som en ”rigtig kilde”, og at han blev vurderet som troværdig.[1222]

Rosenholz-arkivet viste også, at Lenz var en yderst produktiv agent. Selve sagen i MfS-arkivet, der angiveligt blev destrueret efter Murens fald, fyldte otte journalbind på i alt ca. 2.400 sider, hvilket ifølge en ekspert ved Gauck-arkivet var ”en usædvanlig stor sag,”[1223] hvilket nok hang sammen med, at han fungerede i så lang en periode. En søgning i SIRA-databasen (MfS/HVA’s registratur over indhentet materiale) på Lenz’ journalnummer (XV/6991/75) afslørede 89 dokumenter fra perioden januar 1977 til december 1987. I alle tilfælde var kildens troværdighed bedømt som ”A”, hvilket var den højst mulige.[1224]

En sammenligning mellem SIRA-materialet og den sigtedes karriereforløb viser en generel overensstemmelse. I 1977-78 modtog MfS/HVA oplysninger fra Lenz om den danske venstrefløj, anti-EF-bevægelsen og om DKP. I denne periode studerede den sigtede ved Københavns Universitet. I 1979-81 videregav Lenz en række dokumenter vedrørende dansk udenrigspolitik og internationale forhold. Det drejede sig bl.a. om en 43-siders rapport om udenrigsminister Kjeld Olesens fortrolige møder med danske ambassadører, den danske Moskva-ambassadørs analyse af Norden som atomvåbenfri zone, en udenrigsministeriel vurdering af situationen i Polen i februar 1981 og en 5-siders rapport om den kinesisk-sovjetiske konflikt i 1981. I denne periode var den sigtede ansat som studentermedhjælper i Udenrigsministeriets Danida-kontor. Fra sommeren 1981 til sommeren 1983 modtog den østtyske tjeneste intet materiale fra agenten. Netop i en del af denne periode, fra juni 1981 til august 1982, opholdt den sigtede sig ved Stanford University i Californien. Fra sommeren 1983 til sommeren 1984 modtog MfS/HVA igen oplysninger fra Lenz, nu om sovjetisk energipolitik og om den økonomiske udvikling i Polen. Fra december 1983 til juni 1985 var den sigtede sekretær i Tilsynet med Banker og Sparekasser. Endelig afleverede Lenz fra 1985 til 1987 forskelligt materiale om EF. Det stemmer overens med, at den sigtede fra september 1985 var ansat ved EF-Kommissionen i Bruxelles.[1225] Selvom der ikke er registreret yderligere oplysninger i SIRA-databasen efter 1987 må Lenz have fortsat sin virksomhed i hvert fald frem til begyndelsen af 1989. Ifølge en kassebog fra MfS/HVA, som indeholder oplysninger om udbetalinger til agenter, modtog Lenz 45.000 belgiske Franc i marts 1989. Beløbet blev udbetalt af MfS/HVA’s residentur i Belgien.[1226]

Ifølge Rosenholz-arkivet blev Lenz’ moder, Nelly, også hvervet af østtyskerne. Det skulle være sket i 1979 i DDR og ud fra ideologiske motiver. Nellys opgave var at optræde som kurer, og hun kom i kontakt med MfS/HVA ved hjælp af en kortbølgeradio, en dækadresse i DDR og møder med en udsendt instruktør.[1227] Efterforskerne gættede derfor på, at hun var blevet rekrutteret til at bringe sønnens materiale til Østberlin.[1228] At hun har fungeret som kurer understøttes af, at hun i 1985 ifølge kvitteringer i Stasis arkiv fik udbetalt 5.000 kr. af den østtyske efterretningstjeneste.[1229]

Det kom frem under sagen, at den sigtede var vokset op i et stærkt kommunistisk miljø.[1230] Dette blev bekræftet under efterforskningen af den sigtedes tidligere kammerater[1231] og den sigtede selv. Forældrene var begge aktive i DKP. Faderen havde tilhørt den kommunistiske modstandsorganisation BOPA og havde siddet i tysk kz-lejr. Efter krigen var han journalist og fotograf på partibladet Land og Folk, mens moderen var aktiv i Sachsenhausen-komitéen for tidligere kz-ofre. Under sin opvækst var den sigtede flere gange i DDR; han deltog således i Østersøugerne, hvor faderen var rejseleder, og i en af FDJ’s pionerlejre. Han blev tidligt politisk aktiv. Da han var omkring 14 år gammel, meldte han sig ind i DKU, hvor han nogle år senere blev formand for Sydvest-afdelingen i København. Han var efter sit eget udsagn meget seriøs i sit politiske arbejde, og han deltog i husbesættelser og Vietnamdemonstrationer. Da han begyndte på universitetet i 1976, var han aktiv i Studenterfronten og i kollegierådet på 4. maj Kollegiet. Det er uklart, hvornår han brød med partiet. Han huskede ikke, om han nogen sinde formelt meldte sig ud af partiet, eller hvornår han ophørte med at betale sit kontingent. Det mest sandsynlige er, at det skete i forbindelse med, at han flyttede fra kvarteret for at studere i 1976. Ifølge hans egen version mistede han troen på sovjetkommunismen i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da det gik op for ham, hvilke menneskelige omkostninger systemet havde haft. Han bevarede dog troen på den socialistiske ideologi.[1232]

I 1976 blev et medlem af DKP hvervet af MfS/HVA under et besøg i DDR. Han fik dæknavnet Kaj Nordstrom, og han videregav forskellige danske publikationer til østtyskerne. Samarbejdet blev imidlertid afbrudt i 1980, da den østtyske tjeneste var utilfreds med agentens indsats. Fire år senere blev samarbejdet genoptaget, og danskeren, der nu opererede under dæknavnet Ernest Lehmann, indhentede oplysninger om forbindelsen mellem Rødby havn og Puttgarden og om den danske fredsbevægelse og indsamlede nogle landkort. I 1985 afbrød MfS/HVA definitivt forbindelsen på grund af agentens levevis og mangeårige partimedlemskab.[1233] PET kom allerede på sporet af agenten i 1984-85, da den pågældende i Sønderjylland viste interesse for, hvordan man kunne komme uset over grænsen. Dette havde medført en regulær ”skideballe” fra DKP, hvorfor den pågældende havde meldt sig ud af partiet. Trods aflytning og forhør lykkedes det ikke PET at underbygge mistanken mod ham, og det var først efter Murens fald, at PET modtog sikre beviser for agentaktiviteten.[1234]

Maria er endnu et eksempel på en dansker, der voksede op i et kommunistisk miljø, og som lod sig hverve af den østtyske tjeneste. Faderen var en glødende kommunist og aktiv i modstandskampen mod tyskerne. Marias opvækst var stærkt præget af faderens politiske arbejde, og der kom mange ledende danske og udenlandske kommunister i hjemmet. På grund af sine gode tyskkundskaber blev Maria ofte brugt som tolk, når der kom gæster fra DDR, og det var også hendes sprogkundskaber, der førte til, at hun og hendes søster i julen 1974 flyttede til Dresden, hvor de blev ansat som oversættere ved forlaget Zeit im Bild, der udgav det østtyske propagandablad DDR Revy. Kort før afrejsen meldte de to søstre sig ind i DKP. Maria var en stærk tilhænger af den kommunistiske sag og så med sympati på det østtyske regime, og hun var derfor positivt indstillet, da en repræsentant for MfS i 1979 anmodede hende om at samarbejde med tjenesten. Hendes føringsofficer navngav sig som Hans Gohritz, og hun fik hurtigt et stærkt tillidsforhold til ham. I februar 1980 underskrev hun en samarbejdserklæring, og hun begyndte med at rapportere om sine kollegers og bekendtes aktiviteter og politiske indstilling. Hun blev også sendt på opgaver i udlandet, bl.a. skulle hun indsamle oplysninger om Det frie Universitet i Vestberlin og forsøge at skabe kontakt til en sekretær i EF-Parlamentet i Bruxelles. Efterhånden kølnedes hendes entusiasme for agentarbejdet dog noget, og hun tog en længerevarende orlov fra MfS fra 1983 til 1988. Da hun blev reaktiveret, fik hun nye føringsofficerer, som hun ikke havde et godt forhold til, og forholdene i DDR havde ændret sig. Marias indstilling til regimet havde også ændret sig. Hun nægtede at udspionere systemkritikere og at udlevere oplysninger om danske forhold, og kort før Murens fald sagde hun sin stilling op og vendte hjem til Danmark.[1235]

Det sidste eksempel på danske kommunister, der havde kontakt til den østtyske efterretningstjeneste, drejer sig om det unge søskendepar med dæknavnene Bende og Stoppel. De var begge ivrige kommunister, og en af dem var medlem af Komm.S. Hun var desuden aktiv i det antifascistiske netværk ANTIFA, og hun besøgte ofte den østtyske afdeling i Østberlin. Under et sådant besøg i begyndelsen af 1980’erne fortalte Bende sine østtyske værter, at hendes bror havde en bekendt, der var ansat i NATO. Østtyskerne var meget interesseret i oplysningen, og de to søskende blev efterfølgende inviteret til Østberlin, hvor Stoppel blev udspurgt om sin bekendte. Han oplyste, at vennen var godkendt til Cosmic Top Secret, den højeste sikkerhedsgodkendelse inden for NATO, og han lovede at forsøge at komme i kontakt med ham. Søskendeparret fik som tak 3.000 kr. til dækning af deres rejseudgifter. Der er intet, der tyder på, at de var klar over, at de havde med Stasi-folk at gøre, at de udførte andre opgaver for østtyskerne, eller at MfS/HVA tog kontakt til den pågældende NATO-ansatte.[1236]

Det kan således konkluderes, at den østtyske efterretningstjeneste i en række tilfælde i 1970’erne og 1980’erne hvervede såvel organiserede kommunister som sympatisører. Det kan skyldes, at der var færre danskere uden for de kommunistiske kredse, der var villige til at hjælpe regimet. Det fremgår også, at alle hvervningerne fandt sted under de pågældendes besøg i DDR, hvilket gjorde det svært for PET at opdage aktiviteten. Agenterne udførte et bredt spektrum af opgaver: ”Safehouse keeper”, støtteagent, talentspejder, kurer, operativ agent, spionage og overvågning. Der er intet i det bevarede materiale, der indikerer, at partitoppen eller DKP som sådan på nogen måde havde kendskab til eller var involveret i denne aktivitet. Eksemplet fra Sønderjylland viser derimod, at partiledelsen så med stor alvor på medlemmernes kontakt til MfS/HVA, sandsynligvis fordi et sådant forhold ville skade partiets anseelse i befolkningen.

Forberedelser til illegale aktiviteter?

Samtidig med at DKP blev stadigt mere marginaliseret, synes PET i stigende grad at have haft kommunisterne mistænkt for at være involveret i illegale aktiviteter. I første halvdel af 1970’erne modtog PET en række foruroligende meldinger fra udenlandske søstertjenester om den internationale kommunismes illegale apparat og om forsøg på infiltration af bl.a. fagbevægelsen og spionage mod militæret.[1237] På de vesteuropæiske sikkerhedstjenesters chefmøde i Haag i 1974 diskuterede man bl.a. den kommunistiske infiltration af statsstyrelserne og fagforeningerne,[1238] og efter den europæiske sikkerhedskonference i Helsinki i 1975 oplyste en venligtsindet tjeneste, at Sovjetunionen havde intensiveret sine bestræbelser på at påvirke den vestlige opinion ved at få kontrol med politiske partier, parlamenter, fagforeninger, studentergrupper, journalister og andre progressive kræfter.[1239]

Ifølge flere af de udenlandske kilder skulle den internationale kommunisme sågar have planer om sabotageaktioner i Vesteuropa. I 1975 fortalte en tjekkoslovakisk afhopper, den tidligere general og centralkomitémedlem Jan Sejna, at Warszawapagt-landene i 1977 ville være parate til at foretage sabotagehandlinger over hele Vesteuropa. Sejna kunne berette, at Tjekkoslovakiet havde en faldskærmsbrigade på 1.200 soldater uddannet i sabotage, at der i begyndelsen af 1960’erne havde været placeret tre illegale agenter i Danmark, og at det var kommunisternes vigtigste opgave at infiltrere og ødelægge Socialdemokratiet og fagbevægelsen, idet de blev anset for at være hovedfjenden.[1240] Oplysningerne er ikke usandsynlige. Det vides i dag, at KGB havde lagt planer for sabotageaktioner mod militære installationer i NATO-landene i tilfælde af krise eller krig, og i flere vesteuropæiske lande havde man nedgravet hemmelige våbendepoter.[1241] Ligeså opsigtsvækkende, men vistnok mindre sandsynlige, var oplysningerne fra en udenlandsk tjeneste om, at ortodokse kommunistpartier gav støtte til terrorgrupper i Vesteuropa. Ifølge vesttyskerne skulle den sovjetiske ambassadør i Lissabon have godkendt ”Operation Europa”. Planen, som skulle være lagt i hænderne på det portugisiske kommunistparti, gik angiveligt ud på at iværksætte bankrøverier og gidseltagninger i Vesteuropa med det formål at skabe panik og afpresse den vesttyske regering til at løslade fængslede medlemmer af Baarder-Meinhof-gruppen.[1242] I 1976 forlød det, at det cubanske kommunistparti havde besluttet at oprette en ”Europa Brigade”, der i samarbejde med de stedlige sovjetiske ambassader skulle give støtte til de vesteuropæiske kommunistpartier i form af infiltration, agitation og organisatorisk aktivitet. Brigaden skulle angiveligt bestå af 1.500-2.000 ”agenter”, hvoraf cubanerne stillede med halvdelen og Uruguays illegale kommunistparti med 50 mand. Det fremgår ikke, hvor resten af agenterne kom fra.[1243] Det er uvist, hvor meget hold der var i disse påstande, men de må have bidraget til at øge PET’s vagtsomhed over for DKP’s mulige forbindelser til illegale aktiviteter.

Denne mistanke syntes at blive bekræftet i 1983, hvor PET modtog oplysninger om, at DKP havde overvejet at forberede en overgang til illegaliteten. Fra en kilde i DKP forlød det, at DKP efter valgnederlaget i 1979, Sovjets invasion i Afghanistan og NATO’s dobbeltbeslutning på ekstraordinære partimøder uden for protokollen havde diskuteret ”den grå periode”. Begrebet sigtede til en forværret international situation, hvor kommunisterne forventede, at venstreorienterede ville blive interneret. På møderne foreslog nogle partimedlemmer, at partiet oprettede illegale net, så kommunisterne kunne gå under jorden, mens andre mente, at en sådan oprettelse ville blive kendt og blive opfattet som en provokation. Desuden ville mange utvivlsomt blot lade sig internere. På grund af uenigheden appellerede man til DKP’s ledelse via distriktsledelsen: ”Svaret fra partiledelsen var, at man frarådede, at man på indeværende tidspunkt organiserede noget som helst, men man ville, hvis det blev nødvendigt, prøve at organisere noget med kort varsel. Samtidig tilføjede ledelsen, at man havde sikret en evakuering af ledende kommunister.” Ifølge kilden skulle svaret være faldet mange medlemmer for brystet, idet de følte, at de menige medlemmer blev ofret, og i hvert fald en navngiven fortaler for oprettelsen af illegale net havde efterfølgende forladt partiet. Det var i øvrigt kildens opfattelse, at diskussionen var startet af ledelsen, der havde ønsket at sondere stemningen i partiet.[1244] Det forlød også, at en af DKP’s distriktsledelser var så nervøs for, hvad der kunne ske i ”den grå periode”, at den havde forsøgt at infiltrere hjemmeværnet for at indsamle oplysninger.[1245] PET interesserede sig også for DKP’s ordensværn, der blev anvendt til at holde ro under demonstrationer, og hvis optræden blev betegnet som ”paramilitært”: ”Man bør være opmærksom på, at et sådant ordensværn i langt alvorligere situationer kan ses som begyndelsen til en 5. kolonne.”[1246] Diskussionerne om ”den grå periode” skal nok ses i sammenhæng med det forværrede klima mellem supermagterne i første halvdel af 1980’erne. I 1983 var den sovjetiske ledelses frygt for at blive udsat for et angreb fra NATO på sit højeste, og de sovjetiske efterretningstjenester arbejdede på højtryk med at afsløre Vestens forberedelser til en atomkrig.[1247] Det er derfor sandsynligt, at diskussionerne i DKP om illegale net netop drejede sig om at forberede sig på at gå under jorden, hvis kommunistinterneringerne af 22. juni 1941 skulle gentage sig.

På den anden side så PET med skepsis på påstande om, at kommunisterne skulle have illegale våbendepoter og skulle træne i skydning. I december 1971 henvendte en inspektør i et forsikringsfirma sig til en udenlandsk repræsentation med en utrolig historie. Under et besøg hos en nazistisk våbenhandler havde denne åbenlyst givet udtryk for sin ærgrelse over, at han af vanvare var kommet til at sælge våben til kommunisterne. Ifølge nazisten trænede ”ungkommunister” i skydeøvelser på et sted, der hed ”Den Røde Pil”. Forsikringsmanden hævdede også, at han havde besøgt et ægtepar, hvor det var blevet antydet, at bevæbnede grupper pønsede på at overtage magten i landet. Danskeren tilbød derfor den udenlandske repræsentation at infiltrere DKP for at indhente oplysninger om kommunisternes hemmelige våbenlagre.[1248] Den udenlandske repræsentation var imidlertid ikke synderligt interesseret, idet oplysningerne forekom usandsynlige, og fordi forsikringsmanden forventede at blive betalt for sine ydelser. PET fandt heller ikke oplysningerne særlig troværdige. Tjenesten havde intet kendskab til et sted, der skulle hedde ”Den Røde Pil”, og det blev understreget, ”at et mangeårigt kendskab til ungkommunisterne (DKU) ikke på noget tidspunkt har medført, at der er fremkommet informationer om, at sådanne skydeøvelser skulle finde sted,” hvorfor man betegnede oplysningerne som givetvis opdigtede.[1249]

Ingmar Wagner-sagen og den økonomiske støtte østfra

Det var først i de sidste år af den kolde krig, at PET fik konkrete beviser for, at DKP var involveret i hemmelige økonomiske transaktioner med østblokken. Som tidligere nævnt havde det været en almindelig antagelse lige siden slutningen af 1940’erne, at de danske kommunister fik del i ”guldet fra Moskva”, men PET havde aldrig været i stand til at bevise noget. Dette var stadig billedet frem til 1970’erne. PET bemærkede således, at forklaringen på, at DKP ikke åbent kritiserede invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968, var partiets økonomiske afhængighed af stormagten,[1250] ligesom en kilde kunne oplyse, at SUKP ydede en betydelig støtte til DKP, som det over for andre kommunistpartier roste for dets loyalitet.[1251] PET modtog oplysninger fra en række kilder om, at DKP modtog forskellige former for indirekte støtte, f.eks. i form af overpriser for Land og Folk, vederlagsfri offsettrykkemaskine og kursusgebyrer.[1252] PET’s manglende viden kan illustreres med en oversigt over DKP’s økonomi fra begyndelsen af 1970’erne. Heraf fremgår det, at PET antog, at der kun var et ringe beløb tilbage til partiets drift, efter de øvrige udgifter til lønninger og repræsentation var dækket, men, blev det tilføjet, ”her er det som tidligere nævnt, at Moskva kommer ind i billedet med økonomisk hjælp.”[1253] Det er tydeligt, at PET på dette tidspunkt ingen konkrete beviser havde på hemmelig økonomisk støtte.

Det var først i slutningen af 1970’erne, at PET modtog mere holdbare oplysninger om den sovjetiske støtte. Oleg Gordijevskij rapporterede i 1975, at DKP modtog ca. én million kr. om året fra Sovjetunionen. Formålet var både at støtte partiets aktiviteter og sikre sig dets loyalitet over for Sovjetunionen. Beløbet blev udbetalt kvartalsvis i varierende summer, og dertil kom ekstraordinære tilskud i tilfælde af valg og lignende. Man tog omhyggelige forholdsregler for at hemmeligholde transaktionerne, da det ellers ville kompromittere såvel DKP som Sovjetunionen i offentlighedens øjne. Det var derfor kun en snæver kreds i partitoppen, der havde kendskab til støtten, og selve udbetalingen foregik under strenge sikkerhedsforanstaltninger. Partiformanden fik overdraget pengene i kontanter på den sovjetiske ambassade, og han blev kørt hjem til partihuset i en sovjetisk diplomatbil, således at PET eller andre ikke kunne gribe ind.[1254]

På grund af Gordijevskijs oplysninger kunne PET følge overdragelsen af penge fra KGB til DKP i en periode i 1970’erne. I 1977, da Knud Jespersen lå syg på Rigshospitalet, modtog han personligt 325.000 kr. Han kvitterede for pengene og gav dem straks videre til sin sekretær.[1255] Da Jørgen Jensen overtog partiformandsposten, var han i begyndelsen af 1978 til et møde med den sovjetiske ambassadør. KGB-residenten meddelte efterfølgende til Centeret i Moskva, at ”tobaksoperationen” kunne fortsætte. Det betød, at KGB kunne fortsætte med at overføre penge til partiformanden.[1256] I begyndelsen af februar 1978 var Jørgen Jensen til frokost på ambassaden. I den anledning modtog han 415.000 kr. af Ljubimov, som han kvitterede for.[1257] I slutningen af april blev DKP-lederen inviteret til et møde med ambassadøren, hvilket var et dække for, at han skulle modtage 277.000 kr. af KGB-residenten.[1258]

Det andet gennembrud i sagen om den østlige støtte kom, da DKP’s partisekretær Ingmar Wagner i 1982 fik frastjålet omkring en halv million DM, som han havde liggende i rede penge på sin bopæl.[1259] PET fulgte nøje udviklingen i sagen og modtog flere oplysninger om, at pengene stammede fra Sovjet eller DDR. PET kom bl.a. i besiddelse af en kodet meddelelse, fundet i Venskabshuset i Odense, hvor der kryptisk stod: ”Ingmar Wagner-Krwliov Vallentin.penge fredskamp Odense-MP”.[1260] Ifølge en kilde skulle et medlem af Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen i fuldskab have udtalt, at Wagners penge stammede fra DDR.[1261] PET iværksatte en efterforskning af DKP’s økonomi og analyserede regnskaberne i partiets efterhånden vidtforgrenede netværk af selskaber: Ejendomsselskabet af 29.9.1945 APS, Foreningen Folkepressen, Dagbladet Land og Folk (inkl. Land og Folk-festivalen, Landsindsamlingen og Garantfonden), Forlaget Tiden, Andelsforeningen Rota Tryk, Hansa Folketurist Rejsebureau A/S, Sputnik International Import og Boghandel, Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen, Fonden af 9.11.1919 og DKP. Konklusionen var, at DKP i regnskabsåret 1981 havde haft 7.788.790 kr. i indtægter og 8.800.000 kr. i udgifter. Partiet måtte således have et årligt underskud på omkring 1 million kr., hvilket fik PET til at slutte noget kryptisk: ”At underskuddet dækkes (bevilges) af personer, der har en vis indflydelse i samfund, hvis struktur er opbygget på en sådan måde, at man har en tungtvejende interesse i, at DKP – og ”koncernen” omkring partiet – overlever i et kapitalistisk land, er hævet over enhver tvivl.” Budskabet var dog ikke til at misforstå: DKP måtte modtage støtte fra østblokken, og PET gættede på, at tilskuddene blev overført med kurer, idet der ikke var indgået større beløb på partiets bankkonti.[1262]

Efter afsløringen af Wagners rolle synes PET at have fokuseret på rejseselskabet Hansa Folketurist A/S’ rolle.[1263] Ifølge en redegørelse fra 1986 var det PET’s opfattelse, at de vesteuropæiske kommunistpartier havde et illegalt apparat, der stod i forbindelse med partiernes udenrigsafdeling, og som kanaliserede store pengebeløb videre fra SUKP til partier og bevægelser i den øvrige verden. PET identificerede Ingmar Wagner og en anden DKP’er som medlemmer af DKP’s illegale apparat. Efter afsløringen af Wagners rolle i 1982 havde DKP ifølge PET ændret sin procedure, og Wagner var begyndt at indbetale de beløb, han modtog østfra, til Hansa Folketurist A/S. Her blev de vekslet og tilbagebetalt til Wagner i hans position som næstformand for Landsforeningen til Samvirke mellem Sovjetunionen og Danmark. Denne virksomhed blev dog standset i 1984, da Hansa gik i betalingsstandsning, og boets kurator krævede et beløb på i alt 650.000 kr. tilbagebetalt. Wagner måtte gå til bekendelse og indrømmede, at pengene var blevet indsat på DKP’s særlige fond til internationalt solidaritetsarbejde. PET kunne derfor konkludere, at det ”illegale apparat er således SUKP’s redskab til transport, veksling og distribution af den skjulte økonomiske støtte til kommunistiske revolutionære bevægelsers subversive arbejde.”[1264]

DKP’s rolle som videreformidler af SUKP’s transaktioner er ikke særlig veldokumenteret. Derimod kan det konstateres, at PET’s mistanke om, at DKP modtog betydelige hemmelige tilskud østfra, var velbegrundet. Ifølge de russiske arkiver modtog DKP fra 1969 til 1989 et beløb mindst svarende til i alt 52,36 millioner 1998-kroner. I slutningen af 1970’erne modtog DKP 300.000 dollars årligt (svarende til omkring to millioner 1998-kroner), som blev overdraget af KGB til partiformanden i Hareskoven. Dertil kom støtte fra Sovjetunionen og DDR i form af betalte rejser til partiledelsen, seminarer, abonnementer på Land og Folk, trykkerimaskiner, trykkeriopgaver og tilskud til Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen, Folketurist, boghandelen Sputnik og forskellige festivaler. Det synes rimeligt at antage, at DKP kun overlevede splittelsen i 1958 i den form, det gjorde, med omkring 100 fastansatte funktionærer, egen partiavis og trykkeri, på grund af støtten fra østblokken.[1265]

Betydningen af den økonomiske støtte østfra understreges af en hændelse i Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen i november 1990. Det var kort før Sovjetunionens opløsning, og pengestrømmen østfra var ved at slippe op. Under et hovedbestyrelsesmøde drøftede man de kommende nedskæringer i støtten, og pludselig stod tre af funktionærerne frem og fortalte, at de da blev lønnet direkte fra den sovjetiske ambassade hver måned. Ifølge PET’s kilde ”tryglede og bad” Ingmar Wagner de tilstedeværende om at tilbageholde oplysningerne for offentligheden af hensyn til den kommende omorganisering i Moskva og Landsforeningens forestående kongres. Kilden mente også, at det nys overståede Østersøtræf 90 havde været styret og finansieret af den sovjetiske ambassade.[1266]

Gorbatjovs åbenhed udløste debat i det sovjetiske samfund om partiets fortid og ikke mindst undertrykkelsen under Stalin. Debatten forplantede sig til den internationale kommunistiske bevægelse og udløste diskussioner om de nationale partiers forhold til SUKP. I 1987 samlede DKP de debatindlæg, der havde været trykt i partiavisen Land og Folk, i en række hæfter

Gorbatjovs åbenhed udløste debat i det sovjetiske samfund om partiets fortid og ikke mindst undertrykkelsen under Stalin. Debatten forplantede sig til den internationale kommunistiske bevægelse og udløste diskussioner om de nationale partiers forhold til SUKP. I 1987 samlede DKP de debatindlæg, der havde været trykt i partiavisen Land og Folk, i en række hæfter (PET’s arkiv).



DKP og afslutningen på den kolde krig

Partiformanden Jørgen Jensens død i 1987 udløste en magtkamp mellem en fløj med den nye formand Ole Sohn i spidsen, der ønskede at forny partiet, og en fløj med gamle partiledere som Ib Nørlund og Poul Emanuel i spidsen, der modsatte sig forandringer. I begyndelsen af 1988 konstaterede PET, at det var tydeligt, at fornyerne havde svært ved at få kontrol med partiet, og at de gamle ledere fortsat sad og trak i trådene.[1267] Denne vurdering var uændret ved slutningen af året, hvor det hed, at partiet var lammet af uenigheden i synet på de sovjetiske reformer, nødvendigheden af fornyelse af DKP, og om man skulle gå i alliance med resten af venstrefløjen. Ifølge PET lå partiarbejdet brak, medlemmerne flygtede og det endelige opgør forventedes på partikongressen i 1990.[1268] Da fornyerne på kongressen endeligt overtog magten i partiet, viste det sig imidlertid at være en Pyrrhussejr: 800 medlemmer forlod partiet og organiserede sig i Kommunistisk Forum. På partiets sidste kongres i 1991 vedtog de tilbageblivende at fortsætte deres politiske arbejde i Enhedslisten, men flertallet i centralkomitéen med Ole Sohn i spidsen havde set, hvor det bar hen og genopstillede ikke. PET vurderede, at DKP havde 2.600 medlemmer, hvad der svarede til DKP-Bladets oplag, og fandt, at kommunismens krise var et udtryk for, at ingen havde et realistisk bud på, hvordan man skulle gennemføre et demokratisk og levedygtigt socialistisk samfund.[1269] Det fremgår af en oversigt fra 1993, at PET anslog medlemstallet af det parti, der i befrielsessommeren havde haft 60.000 medlemmer, til ca. 1.500. PET kunne om sin tidligere hovedmodstander konstatere, at økonomien var meget anstrengt, og at partiet gik trange tider i møde. Efterretningstjenesten mente, at DKP havde gjort sit program mere spiselig for at kunne samarbejde med de øvrige deltagere i Enhedslisten, og det var vurderingen, at kommunisterne ville forsøge at indordne sig for derved at udøve indflydelse.[1270]


[970] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 12-26; Robert Dallek, Nixon and Kissinger. Partners in Power (New York, 2007), s. 104-134, 285-305, 360-411.

[971] Mike Bowker, ”Brezhnev and Superpower Relations”, i: Edwin Bacon and Mark Sandle, eds., Brezhnev Reconsidered (London, 2002), s. 90-94; Mark Webber, “’Out of Area’ Operations: The Third World”, i: Ibid., s. 110-134; DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 26-29, bd. 3, s. 11-12.

[972] Mark Harrison, ”Economic Growth and Slowdown”, i: Edwin Bacon and Mark Sandle, eds., Brezhnev Reconsidered (London, 2002), s. 38-67; Mark Mazower, Dark Continent, s. 368-382; DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 19-21.

[973] Mike Bowker, “Brezhnev and Superpower Relations”, s. 94-104; DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 12-18; Richard Rhodes, Arsenals of Folly, s. 114-184.

[974] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 21-69; Mark Mazower, Dark Continent, s. 382-396; Robert Service, Comrades, s. 415-425.

[975] Robert Service, Comrades, s. 326-327.

[976] Poul Ginsborg, A History of Contemporary Italy. Society and Politics 1943-1988 (London, 1990), s. 370-400.

[977] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 167-173.

[978] Dette er indtrykket ved en gennemgang af Ib Nørlunds arkiv i ABA. Her findes et omfattende materiale fra danske og udenlandske aviser om kontakterne med de østeuropæiske partier i Ib Nørlunds scrapbøger.

[979] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. lxii-lxiii.

[980] Carl John Nielsen og Jørgen Mouritzen, ”Afslører Danmarks kommunister”, B.T., 18. maj 1970. DKP var også tvunget til at forholde sig til rygter om, at der fandtes en CIA-agent i partiets ledelse. ”Ballade hos DKP – Jespersen færdig”, Ekstra Bladet, 23. september 1971; ”Tømmermænd på Ekstra Bladet”, Land og Folk, 24. september 1971; ”Panik i DKP”, Ekstra Bladet, 25. september 1971; ”Mere om CIA-agenterne i DKP”, Ekstra Bladet, 27. september 1971.

[981] Veje for venstrekræfterne til demokrati og socialisme. Idépolitisk udtalelse vedtaget på Danmarks kommunistiske Partis 23. kongres 1969, i: Programsamling 1952-74 (1975). Se også Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 164-166.

[982] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 54-55.

[983] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 180-185.

[984] Jesper Jørgensen, ”DKP’s politik i forhold til EF frem til folkeafstemningen i 1972”, Arbejderhistorie, nr. 3, september 2001, s. 1-16; Chris Holmsted Larsen, ”’Tiden arbejder for os’”, s. 9-13; Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 160-162, 195-200. Se også Kommissionens beretning, bind 9, om PET’s overvågning af politisk-ideologiske bevægelser 1945-1989 (afsnittet om EF-modstanden).

[985] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 55-58, 100, 266-268, 278.

[986] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 200-210.

[987] Ibid., s. 210-224.

[988] ”Rystende anklage mod imperialismen”, Land og Folk, 13. juni 1969.

[989] ABA, Ib Nørlund arkiv, CK-møder [26.-27.3.1967], ks. 55, læg 18: ”Kommunike om samtaler mellem delegationer fra Danmarks og Bulgariens Kommunistiske Partiers Centralkomiteér”.

[990] ”Anerkendelse af DDR som led i fredsordning”, Land og Folk, 22. juni 1969; ”Debattens strateg var tilhører … ”, Politiken, 7. maj 1970.

[991] Kommunisternes program vedtaget på Danmarks kommunistiske Partis 25. kongres 23.-26. september 1976 (Forlaget Tiden, 1976). Det nye moderate program blev for meget for en af partiets gamle frontfigurer, landsretssagfører Carl Madsen, der kritiserede ledelsen for at have opgivet ideen om proletariatets diktatur til fordel for et ”statsaccepterende, forfatningstro, reformistisk, revisionistisk og socialdemokratisk” program. Carl Madsen, DKP’s programudkast – en kommentar. Demos debat 4 (Demos, 1975), s. 4. Carl Madsen blev efterfølgende ekskluderet af partiet. Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 246-247.

[992] Kommunisternes program vedtaget på Danmarks kommunistiske Partis 25. kongres 23.-26. september 1976, s. 63-64.

[993] Ibid., s. 16-17.

[994] Ibid., s. 64.

[995] Ibid., s. 65.

[996] Ibid., s. 73. DKP’s chefideolog, Ib Nørlund, diskuterede overgangen til socialismen i Det kommunistiske synspunkt (Stig Vendelkærs Forlag, 1968), s. 117-162.

[997] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke ... , s. lxiv

[998] Lars Bro Nilsson, ”Danmarks Kommunistiske Parti under den anden kolde krig”, s. 20-38; Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 109-111, lxx-lxxiv.

[999] DIIS, Danmark under den kolde krig., bind 3, s. 321-327.

[1000] ABA, DKP’s arkiv, kasse 271: Udateret brev fra SUKP’s centralkomité til DKP.

[1001] Morten Thing, ”DKP”, Leksikon for det 21. århundrede (www.leksikon.org, 4. august 2005); Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 122-132, 183-226.

[1002] PET, ujournaliseret: ”Efterretninger – en nødvendighed (til brug på 4-ugers kursus)”, august 1971 med senere tilføjelser, s. 4-12.

[1003] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1977, s. 20-28; Afd. C’s årsberetning 1978, s. 19-25.

[1004] Poul Ginsborg, A History of Contemporary Italy, s. 354-400. Carter-administrationen havde også en mere afbalanceret opfattelse af PCI, se: Richard N. Gardner, Mission: Italy. Gli anni di piombo raccontati dall’ambasciatore americano a Roma 1977-1981 (Milano, 2004), s. 423-432.

[1005] ES: Mødereferat 28. maj 1968, med vedlagt: Politiets Efterretningstjeneste, ”Danmarks Kommunistiske Parti”, 10. april 1968.

[1006] Søren Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 94-99; Kurt Jacobsen, Aksel Larsen, s. 497.

[1007] PET, administrativ sag: ”Politiinspektør A.N.s fortrolige foredrag, skrevet i foråret 1968 for politikredsene, formentlig benyttet ved et særkursus på politiskolen”, s. 10.

[1008] Ibid.: ”Pi. Arne Nielsens foredrag i maj 1968 (til politikredsenes repræsentanter?) om Efterretningstjenestens Organisation. (Manuskript ufuldstændigt ?)”, s. 11-12.

[1009] For en mere detaljeret fremstilling af overvejelserne i forbindelse med regeringserklæringen se Kommissionens beretning, bind 3, om PET 1968-1989.

[1010] RB: Jørn Bro, 13. november 2000. En medarbejder ved ”russer-holdet” har udtalt, at Arne Nielsen og Jørn Bro lagde vægt på, at de nye regler blev overholdt. RB: 23. april 2001. En tidligere sagsbehandler vedrørende kommunisme mente, at som en konsekvens af regeringserklæringen holdt PET op med at registrere Land og Folk-abonnenter. RB: 21. maj 2001. Men dette må være en fejl, idet denne registreringspraksis allerede ophørte i 1964.

[1011] PET, administrativ sag: ”Foredrag om revision og registreringspraksis (holdt på møde i Jylland d. 22/1 1969 og i København d. 28/1 1969)”, vedhæftet: ”Revision og registreringspraksis”, 1. februar 1969.

[1012] ”Beretning om min tid – 010163-300469 i PET – specielt om mit arbejde med revisionen 1968-69” (1998), s. 12.

[1013] RB: Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000. Se også samme, 7. februar 2001.

[1014] PET, Redegørelse vedrørende dele af PET’s virksomhed (marts 1998), s. 14-15.

[1015] PET, administrativ sag: Notitser, 16, 17, 18 og 19. december 1968; ”Foredrag om revision og registreringspraksis (holdt på møde i Jylland d.22/1 1969 og i København d. 28/1 1969)”. Denne afgørelse blev formelt skrevet ind i regelsættet for PET’s registrering. PET, ujournaliseret: ”Den røde”.

[1016] WU: Referat af udvalgets møder 2. og 31. maj 1972.

[1017] Ibid.: Referat af udvalgets møde 31. maj 1972, vedlagt notitser: ”Vedr. De polske foreninger i Danmark”, 13. juni 1972; ”Vedr. Dansk-Polsk Selskab”, 13. juni 1972; ”Vedr.: Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen”, 7. august 1972; ”Vedr. registrering af medlemmer af Ålborg-afdelingen af Selskabet Danmark-DDR”, 21. marts 1972; ”Vedr. registrering af medlemmer af Selskabet Danmark-DDRs Ålborg-afdeling”, 7. april 1972. PET, emnesag: ”Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 8. november 1982.

[1018] WU: Referat af udvalgets møde 19. marts 1974.

[1019] WU: ”Notat om spørgsmål rejst af Wamberg-udvalget vedrørende politiets efterretningstjenestes registreringer”. Justitsministeriet, 21. juni 1974.

[1020] PET, ujournaliseret: Notits, 19. december 1968. Ordren omfattede også ledelserne af VS og SUF.

[1021] PET, ujournaliseret: Notits, 21. august 1974.

[1022] RB: Jørgen Skat-Rørdam, 22. november 2000; Jørn Bro, 27. november 2000. Se Kommissionens beretning, bind 3, om regeringserklæringen og PET’s registreringer 1968-1989.

[1023] PET, administrativ sag: ”Referat vedr. møde i Odense den 23.11.1982 for sagsbehandlere af afd. C-stof i regionerne”.

[1024] PET, emnesag: Notitser, 3. marts 1983, 5. juli 1983 og 30. januar 1984.

[1025] PET, emnesag: ”Vedr. DKPs 24. kongres 12.-14. januar 1973 i Odd Fellow palæet”, 23. januar 1973. I det følgende besvares folketingsspørgsmål nr. 340 (”Havde PET i 1980’erne agenter eller meddelere placeret i DKP, eller overvågede PET DKP?”).

[1026] RB: Jørn Bro, 14. november 2000.

[1027] PET, administrativ sag: ”Referat vedr. møde i Odense den 23. 11. 1982 for sagsbehandlere af afd. C-stof i regionerne”.

[1028] Ibid.

[1029] PET, administrativ sag: ”Referat af gruppearbejdet på årsmødet den 20.4.1982”, 28. april 1982.

[1030] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1977; Afd. C’s årsberetning 1978.

[1031] PET, emnesag: ”Årsoversigt over Danmarks Kommunistiske Parti/Danmarks Kommunistiske Ungdom stilling, indflydelse og aktivitet i 1976”, 11. marts 1977.

[1032] PET, ujournaliseret: ”Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)”, juni 1979.

[1033] PET, emnesag: Notits, 16. april 1969.

[1034] Ibid.: ”Vedrørende: DKP’s fremgang og stigende aktivitet og indflydelse”, 19. september 1974.

[1035] PET, ujournaliseret: ”Vedr.: Yderligtgående venstregruppers infiltration af konflikter på arbejdsmarkedet”, maj 1978.

[1036] PET, emnesag: ”Vedrørende: DKP’s fremgang og stigende aktivitet og indflydelse”, 19. september 1974.

[1037] Ibid.: ”Vedrørende: DKP’s indflydelse og placering indenfor studenter-, uddannelsessøgendes- og andre ungdomsorganisationer”, 21. januar 1975; ”Vedrørende: DKP’s fremgang og stigende aktivitet og indflydelse”, 19. september 1974. PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1977, s. 20-28; Afd. C’s årsberetning 1978, s. 19-25; Afdeling C’s Årsberetning 1979, s. 21-25.

[1038] Ibid.: Afdeling C’s årsberetning 1977.

[1039] RB: Jørn Bro, 27. november 2000.

[1040] PET, administrativ sag: Afdeling C’s Årsberetning 1979, s. 21-25.

[1041] Ibid.: Årsberetning for Afdeling C 1981, s. 35-47. For en mere detaljeret beskrivelse henvises til Kommissionens beretning, bind 10, om fredsbevægelserne.

[1042] Dette bekræftes af de nyåbnede østlige arkiver, se: DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bind 3, s. 324-327.

[1043] PET, emnesag: ”Vedr.: DKP’s holdning til TNF-spørgsmålet og fredskampen”, 15. juni 1981.

[1044] PET, administrativ sag: Årsberetning 1980, Afdeling C.

[1045] Ibid.: Årsberetning 1982, Afdeling C.

[1046] PET, emnesag: ”Danmarks Kommunistiske Partis indflydelse i Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed i 1980”, 4. november 1980; ”Vedr.: Danmarks Kommunistiske Parti”, 5. februar 1981; ”Vedr.: DKP’s holdning til TNF-spørgsmålet og fredskampagnen/fredskampen”, 15. juni 1981. PET, administrativ sag: Årsberetning 1980, Afdeling C.

[1047] PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks Kommunistiske Parti”, 5. februar 1981. PET, emnesag: ”Vedr.: Kommunistiske Studenters (Komm.S.) kongres i 1981”, 19. februar 1981; ”Vedr.: Kommunistiske Studenters (Komm.S.) 10 års jubilæum samt 7. kongres i dagene 16.-18. november 1984”, 15. januar 1985.

[1048] PET, administrativ sag: Årsberetning 1984, Afdeling 2.

[1049] PET, emnesag: ”Vedr.: Uroen i Danmarks Kommunistiske Parti”, 28. februar 1982; ”Vedr.: DKP’s 27. partikongres”, 8. juli 1983; ”Vedr.: DKP-Fyn’s ekstraordinære distriktskonference den 12.3.1983”, 24. marts 1983. PET, administrativ sag: Årsberetning 1982, Afdeling C; Årsberetning 1983, Afdeling C.

[1050] Ibid.: Årsberetning 1984, Afdeling 2.

[1051] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen og Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed”, 25. januar 1980. For de østlige regimers brug af venskabsforeningerne i fredskampagnen, se også: DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bind 3, s. 327-331.

[1052] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen Danmark/Sovjetunionens kongres den 21.-22. februar 1987”, 17. marts 1987.

[1053] PET, emnesag: ”Emne: Generalforsamling i Venskabsforeningen Danmark-DDR den 19 Mar 1980”, 27. marts 1980, C.notits nr. 63/80.

[1054] Ibid.: ”Emne: Generalforsamling i venskabsforeningen Danmark-DDR den 5 Mar 1981 kl. 1930”, 9. april 1981, C.notits nr. 61/81; ”Vedr.: Landsforeningen Danmark/DDR”, 6. april 1983.

[1055] Opdragelse til fred i DDRs skoler (København, u.å.).

[1056] PET, emnesag: ”Vedr.: Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 6. marts 1984.

[1057] Ibid.: ”Emne: Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 22. marts 1985, C.notits nr. 47/85.

[1058] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen til samvirke mellem Danmark – Sovjet”, 20. maj 81.

[1059] Ibid.: ”Vedr.: Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen”, 14. februar 1984; ”Vedr.: Samarbejdsplan for SSOD, Foreningen USSR-Danmark og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 29. juni 1988.

[1060] Ibid.: ”Vedr.: Fredskonference i Stockholm den 7.-8. april 1984 … ”, 3. maj 1984.

[1061] PET, emnesag: ”Vedr. DDRs deltagelse i L&Fs festival i august 1982”, 13. august 1982; ”Vedr. ’Venskabsforeningen Danmark-DDR’”, 20. oktober 1982.

[1062] Ibid.: ”Vedr.: Seminar afholdt i Fincken (DDR) i tiden 22.-25. januar 1987 for ledelsesmedlemmer af Venskabsforeninen Danmark-DDR’s forskellige afdelinger”, 5. februar 1987.

[1063] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen”, 13. oktober 1981; ”Vedr.: Venskabsforeningen Danmark-Sovjet”, 14. december 1982.

[1064] Ibid.: ”Vedr.: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 2. november 1982.

[1065] Ibid.: ”Vedr.: Landsforeningen DK-USSR.s lokalafdeling … ”, 3. marts 86.

[1066] PET, emnesag: ”Vedr.: Uoverensstemmelse i bestyrelsen i Københavns afdelingen”, 17. februar 1987.

[1067] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 13. marts 1984.

[1068] Ibid.: ”Vedr.: Oplysningsudvalget i Landsforeningen Danmark-Sovjet”, 21. marts 1984.

[1069] Ibid.: ”Vedr.: Oplysningsudvalget i Landsforeningen Danmark-Sovjet”, 21. marts 1984.

[1070] Ibid.: ”Vedr.: 7 arbejdspapirer fra Landsforeningen DK/USSR”, 25. september 1984.

[1071] Ibid.: ”Vedr.: Møde i Landsforeningen Danmark-Sovjets oplysningsudvalg d. 11. januar 1985 kl. 1700”, 13. august 1985.

[1072] Ibid.

[1073] PET, emnesag: ”Vedr.: Tidsskrift mod stjernekrig, udarbejdet af oplysningsudvalget i Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 31. maj 1985.

[1074] PET, emnesag: ”Vedr.: Venskabsforeningen Danmark – DDR, Århus afdelingen”, 18. november 1983.

[1075] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens forsøg på at arrangere møde om Tysklands genforening”, 13. september 1983; ”Vedr.: Den sovjetiske delegation til Verdensfredskongressen, oktober 1986”, 17. marts 1986. PET, emnesag: ”Vedr. DDR – presse- og kulturattaché Bernd Petschick”, 27. oktober 1982.

[1076] Ibid.: Ekstrakt af notits af 23. november 1988; ”Vedr.: Studierejse til DDR af Dansk El-Forbunds Fyns Kreds”, 11. januar 1989; ”Vedr.: Dansk statsborgers forbindelse til Østtysk fagforeningsmand”, 5. januar 1989.

[1077] Ibid.: ”Vedr.: Generalforsamling i ’Venskabsforeningen DK/DDR’”, 13. februar 1989.

[1078] Ibid.: Notits, 9. december 1982.

[1079] PET, emnesag: ”Vedr.: Hovedbestyrelsesmøde den 16. januar 1988 i Landsforeningen DK/Sovjet”, 27. maj 1988.

[1080] Ibid.: ”Emne: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 4. august 1988, C notits nr. 102/88.

[1081] Ibid.: ”Vedr.: Kongresudvalgsmøde den 7. januar 1987”, 13. februar 1987.

[1082] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsmøde i Venskabsforeningen DK/DDR 19.11.83”, 10. januar 1984; ”Vedr.: bestyrelsesmøde i Venskabsforeningen Danmark-DDR Storstøms Amt torsdag den 6. marts 1986”, 12. marts 1986; ”Vedr.: Bestyrelsesmøde i Venskabsforeningen Danmark-DDR i Storstrøms Amt den 10. april 1986”, 15. april 1986.

[1083] Ibid.: ”Emne: Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 16. marts 1987, C. notits nr. 55/87; ”Vedr.: bestyrelsesmøde i venskabsforeningen Danmark-DDR afholdt den 14. august 1986”, 27. august 1986; ”Vedr.: oplysninger omkring Ligaen für Völkerfreundschaft og Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 31. juli 1987.

[1084] Ibid.: ”Emne: Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 10. april 1986, C.notits nr. 61/86.

[1085] Ibid.: ”Vedr.: Venskabsforeningen DK-DDR.s problemer i forbindelse med nægtelse af udrejsetilladelse for 2 DDR præster, som skulle deltage i Fredsstævne på Ryslinge Højskole”, 12. december 1985.

[1086] Ibid.: ”Emne: Rikscha”, 25. januar 1989, C. notits nr. 7/89.

[1087] Ibid.: ”Vedr.: medlemsmøde i Venskabsforeningen Danmark-DDR kbh. afd. torsdag den 10. november 1988”, 7. december 1988.

[1088] Det modsatte var tilfældet i Sverige, hvor Säpo i 1980 besluttede at nedprioritere overvågningen. Karl Molin et al., Övervakningen av ”SKP-komplexet”, s. 168.

[1089] PET, emnesag: ”Venskabsforeningen Danmark-DDR”, 8. november 1982.

[1090] I et konkret tilfælde overvejede PET at forsøge at hverve en DKP’er som kilde i en venskabsforening. PET, kildesag: ”Vedr.: Oplæg til hvervning af kilde”, 16. september 1983. En tidligere PET-medarbejder med kendskab til sagen har oplyst over for Kommissionen, at planerne blev opgivet, da det viste sig, at den pågældende DKP’er havde ”en dybere ideologisk forankring i partiet”, end tjenesten tidligere havde troet. Kommissionens arkiv: Telefonnotits, 15. maj 2008.

[1091] PET, kildesag: Intern notits, 3. oktober 1984.

[1092] PET, emnesag: Notitser, 24. august 1983, 15. december 1983, 12. marts 1986, 27. august 1986 og 5. februar 1987.

[1093] Ibid.: Notits, 11. juni 1985.

[1094] PET, kildesag: ”Vedr.: Notits”, 26. november 1985; notits, 20. december 1985.

[1095] Ibid.: Notits, 20. august 1990.

[1096] PET, emnesag: Forskellige notitser.

[1097] PET, kildesag: Telex, 3. juli 1986; notits, 26. februar 1982.

[1098] PET, emnesag: Notits, 6. marts 1986; notits, 10. februar 1987.

[1099] PET, emnesag: ”Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjet. Bygningen”.

[1100] Ibid.: ”Emne: Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen”, C. notits nr. 38/73, 8. februar 1973.

[1101] Ibid.: ”Emne: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, C. notits nr. 241/80, 15. december 1980; ”Emne: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, C. notits nr. 159/81, 11. september 1981.

[1102] Ibid.: ”Emne: Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, C. notits nr. 147/81, 20. august 1981. Ved samme lejlighed afleverede FE 2-timers båndoptagelse af en samtale mellem et medlem af Landsforeningen og den sovjetiske kulturattaché Kurentsov.

[1103] Ibid.: ”Emne: Landsforeningen DK – SU’s hovedbestyrelsesmøde 14 sep 1984 m.v.”, C.notits nr. 197/85, 2. december 1985; ”Emne: Hovedbestyrelsesmøde i landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, C. notits nr. 12/87, 20. januar 1987; ”Emne: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, C. notits nr. 59/87, 23. marts 1987; ”Emne: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, C. notits nr. 102/88, 4. august 1988.

[1104] PET, emnesag: ”Emne: Generalforsamling i Venskabsforeningen Danmark-DDR”, C.notits nr. 63/80, 27. marts 1980; ”Emne: Rikscha”, C. notits nr. 7/89, 25. januar 1989.

[1105] PET, emnesag: Anmodning om dommerkendelse, 11. april 1983; udskrift af retsbogen i Odense, 25. april 1983; anmodning om forlængelse af kendelsen, 20. juli 1983; udskrift af retsbogen i Odense, 20. juli 1983; anmodning om forlængelse af kendelsen, 19. januar 1984; udskrift af retsbogen i Odense, 19. januar 1984; operation [ - ], 29. februar 1984.

[1106] PET, operationssag: Notits, udateret.

[1107] PET, emnesag: ”Vedr.: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 31. oktober 1988; ”Vedr.: Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen”, 2. december 1988.

[1108] PET, operationssag: ”Danmarks kommunistiske Parti (DKP)s forbindelse til Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP), den sovjetiske ambassade i København og KGB”, udateret.

[1109] PET, personsag: ”Vedr.: Sovjetisk 1. sekretær Sergey Nikolayevich Shishkin …”, 7. juni 1988.

[1110] PET, operationssag: ”Danmarks kommunistiske Parti (DKP)s forbindelse til Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP), den sovjetiske ambassade i København og KGB”, udateret; ”Forholdet til DKP efter formandskiftet”, udateret.

[1111] DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bd. 2, s. 330-336.

[1112] PET, emnesag: ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. juli – 1. oktober 1950”. Beretning nr. 4/1950.

[1113] ABA, Ib Nørlunds arkiv, kasse 53, læg 15: Noter fra CK-møde 22.6.1952; ibid., kasse 53, læg 17: ”Forslag til udtalelse om studiet af marxisme-leninisme”, CK-møde 22.-23. september 1952; ibid., kasse 53, læg 18: ”Udkast til indledning. Partiet og SUKPs 19. kongres”, november 1952. Ib Nørlund, ”Kommunister skoler sig politisk”, Land og Folk, 27. december 1952.

[1114] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende DKP’s status omkring den 18. partikongres i oktober 1955”; ”Beretning vedrørende DKP i perioden mellem den 18. og 19. (ekstraordinære) partikongres (oktober 1955 – januar 1957)”.

[1115] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke …, s. 169.

[1116] PET, emnesag: ”Vedr.: Kursus fra 1/9-1964 til 30/6-1965 på ’Jugendhochshule Wilhelm Pieck’ for udenlandske ungkommunistiske funktionærer”, 17. februar 1964.

[1117] Ibid.: ”Vedr.: Partiskole John Scher i DDR”, 22. marts 1983.

[1118] Ibid.: ”Vedr.: Kadreuddannelse af unge kommunister fra skandinaviske lande”, 13. april 1977. Tallet bekræftes af, at DKU i 1982 bad DDR’s ambassade om 300 ansøgninger til sommerkurser. PET, emnekartotek: ”DKP – forh.t.udl. Tyskland/Ø”, oplysning dateret 8. juni 1982.

[1119] PET, emnekartotek: ”DKP – forhl. T.udl. Tyskland/Ø”, oplysning dateret 5. marts 1976.

[1120] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 170.

[1121] PET, ujournaliseret: ”Udfindelse af deltagere i kommunistisk skolingsvirksomhed i Sovjetunionen og Østtyskland ved hjælp af rejsekontrollen”, 28. december 1964.

[1122] Beretning vedlagt brev til Kommissionen, 6. september 2007.

[1123] Udenrigsministeriet, 17.Sovj.12.a: Ambassaden i Moskva til Udenrigsministeriet, Nr. 624, ”Liste over i Moskva værende danske”, 28. december 1981.

[1124] Ibid.

[1125] Kommissionens arkiv: Notat om samtale, 27. marts 2008.

[1126] Listen fra Moskva er påført et andet oprindeligt journalnummer (35.DAN.1). Denne sag eksisterer imidlertid ikke længere, idet den ifølge reglerne blev makuleret efter 10 år. Brev fra Udenrigsministeriet til Undersøgelseskommissionen vedrørende PET, 21. november 2007. Det er uvist, om denne sag har indeholdt oplysninger om baggrunden for registreringen.

[1127] Det fremgår af en gennemgang af PET’s emnekartotek vedrørende ”DKP – partiskoler. Studie- og uddannelse”, og ”Sovjet – Kommunisme. Skoler” for den relevante periode. Det fremgår derimod, at PET ved to lejligheder i 1982 modtog lister over henholdsvis 27 og 41 DKU’ere, der formentlig skulle på Komsomol-skolen (oplysninger dateret 19. januar, 18. februar og 26. juni 1982). Ingen af listerne passer på registreringslisten fra december 1981, idet de pågældende først rejste til Moskva i begyndelsen af 1982.

[1128] Det fremgår også af Kommissionens arkiv: Notat om samtale, 27. marts 2008.

[1129] Udenrigsministeriet har på Kommissionens forespørgsel dog ikke fundet instrukser om at udarbejde sådanne lister fra denne periode.

[1130] Udenrigsministeriet, 17.Sovj.12.a: Telegram, Udenrigsministeriet til ambassaden i Moskva, 2. maj 1986.

[1131] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 170-175.

[1132] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende DKP i perioden mellem den 19. (ekstraordinære) og den 20. partikongres (januar 1957 - november 1958)”; ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 1. juni til 15. oktober 1961”.

[1133] PET, emnesag: ”Vedr.: Danske kommunisters skoling i Sovjetunionen”, 3. februar 1964. PET understregede også over for NATO, at danske kommunister i Moskva deltog i politisk undervisning, og at den danske tjeneste ikke mente, at de modtog træning i våben eller sabotage. Udenrigsministeriet, A.III.j.nr. 103.T.4: Report by the NATO Security Bureau of an Inspection on Security Arrangements and Their Operation in Denmark, May 1966.

[1134] PET, emnekartotek: ”DKP – Partiskoler. Studie- og Uddannelse”, 25. marts 1983 og 5. august 1986.

[1135] Ibid.: 9. og 12. december 1983, 9. januar 1984, 6. marts 1984.

[1136] PET, emnesag: ”Vedr.: Skoling af illegale vesttyske kommunister i Østtyskland”, 25. april 1967. PET, emnesag: ”Vedr.: Skoling af ungkommunister på Komsomol-skolen i Moskva”, 31. marts 1966; ”Vedr.: Skoling af ungkommunister på Komsomol-skolen i Moskva”, 8. marts 1968.

[1137] PET, emnesag: ”Vedr.: Skoling af ungkommunister på KOMSOMOL-skolen i Moskva”, 21. juni 1966.

[1138] Ibid.: ”Vedr.: Skoling af ungkommunister på Komsomol-skolen i Moskva”, 6. maj 1968.

[1139] PET, emnesag: Notits, 8. februar 1972; Notat, 27. februar 1984.

[1140] PET, emnesag: ”Vedr.: Skoling af svenske kommunister på østtyske partiskoler”, 13. februar 1962.

[1141] PET, emnekartotek: ”DKP – forh.t.udl. Tyskl./Ø”, oplysning dateret 11. august 1971.

[1142] PET, emnesag: ”Vedr.: Dansk statsborger … ”, 23. august 1982.

[1143] PET, emnekartotek: ”DKP – forh.t.udl. Tyskl./Ø”, oplysning dateret 9. marts 1983.

[1144] Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke … , s. 175-178.

[1145] PET, emnesag: ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti, Socialistisk Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 1. juni til 15. oktober 1961”. Desuden PET, emnesag: ”Beretning vedrørende den kommunistiske virksomhed i tiden efter den 20’ kongres (november 1958 - januar 1960)”. I 1961 noterede PET, at der var blevet rejst kritik i DKP af, at nogle dygtige partimedlemmer, der havde været på skolingsophold i Moskva, efterfølgende var sendt til udlandet for at arbejde. Det fremgår ikke, hvilket slags arbejde der var tale om. PET, emnekartotek: ”DKP – Partiskoler. Studie- og Uddannelseskursus”, oplysning dateret 16. september 1961.

[1146] Ifølge PET’s kildeoplysninger skal skolingsopholdene i nogle tilfælde have fungeret imod hensigten. Flere af deltagerne skal have udtrykt utilfredshed med indholdet af undervisningen, og nogle blev angiveligt skuffet over mødet med den sovjetiske hverdag. Det betød, at deltagerne ikke spillede den rolle i intensiveringen af DKP’s og DKU’s indsats, som havde været hensigten. PET mente dog ikke, at antallet af udmeldelser var steget som et resultat af skolingsopholdene. PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks kommunistiske Ungdom’s forbindelse med den russiske Komsomol-skole”, 6. december 1967; ”Vedr.: Skoling af ungkommunister på Komsomol-skolen i Moskva”, 19. januar 1968; ”Vedr.: Skoling af ungkommunister på Komsomol-skolen i Moskva”, 6. maj 1968; ”Vedr.: Den Centrale Partiskole i Moskva”, 30. oktober 1984.

[1147] PET, emnekartotek: ”DKP- Partiskoler. Studie og Uddannelse”, oplysning dateret 20. september 1988.

[1148] Ibid.: Oplysning dateret 3. september 1982 og 7. oktober 1982.

[1149] For de kildemæssige problemer ved Mitrokhin-materialet se det tidligere afsnit om DKP’s kontakt til KGB 1945-60. Ifølge Mitrokhin hvervede KGB så tidligt som i 1939 en tolk ved den danske ambassade i Moskva. Hun fik tildelt kodenavnet Ida. I 1941 genetablerede KGB kontakten til hende i København, hvor hun nu arbejdede for et dansk flyselskab. PET, operationssag: Rapport nr. 39.

[1150] PET, operationssag: Rapport nr. 15 og 57. Efter at have modtaget oplysningerne fra Mitrokhin i 1994 og 1996 blev flere af enkelthederne bekræftet af Udenrigsministeriet. Ibid.: ”Vedr.: Oplæg til samtaler med danske identiteter, der optræder i operation [ - ]”, 9. september 1997. PET orienterede Embedsmandsudvalget for Sikkerhedsspørgsmål om sagen i januar 1998 og afhørte den pågældende dansker uden sigtelse i februar 1998. Denne nægtede at have bistået den østlige tjeneste med at penetrere ambassaden. PET, personsag: Afhøringsrapport, udateret, og båndafskrift af afhøring. Efterfølgende blev Rigsadvokaten orienteret om beslutningen om ikke at rejse tiltale, hvilket Rigsadvokaten erklærede sig tilfreds med. I juli 1998 meddelte PET den tidligere agent, at han ikke ville blive retsforfulgt. Ibid.: ”Notat om sagerne vedrørende de personer der er nævnt af [ - ]”, udateret. Den vigtigste årsag til, at danskeren ikke blev retsforfulgt, var nok, at Mitrokhin-materialet ikke kunne fremlægges i retten

[1151] PET, operationssag: Rapport nr. 32/A; PET, operationssag: Rapport nr. 35.

[1152] Ibid.: Rapport nr. 52. Den polske efterretningstjeneste penetrerede den danske ambassade i Warszawa i begyndelsen af 1970’erne. Se DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bd. 1, s. 468-477.

[1153] JM, ujournaliseret: NATO Special Committee. Standing Requirements List. Note by the Danish Delegation. 22nd July 1969. PET, administrativ sag: Årsberetning 1977. Afdeling D; Årsberetning 1987.

[1154] JM, ujournaliseret: NATO Special Committee. Standing Requirements List. Note by the Danish Delegation, 12th March 1968 og 20th September 1968. PET, administrativ sag: ”Møde på hotel Munkebjerg ved Vejle i dagene 20.-22. januar 1969”. RB: Jørn Bro, 13. november 2000. For KGB og GRU’s overordnede efterretningsaktivitet i Danmark, se også: DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bd. 2, s. 436-445, 480-482; ibid., bd. 3, s. 393-409.

[1155] RB: Jørn Bro, 13. november 2000; 23. april 2001; 23. april 2001; 12. marts 2002. Erindringen om, at PET begyndte at udarbejde residenturanalyser i 1970, bekræftes af PET’s arkiv. Kommissionen har haft mulighed for at gennemse en række dobbeltagent- og fællesoperationer fra slutningen af 1960’erne og frem til 1989.

[1156] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1970”. I 1977 bemærkede PET: ”Det har fortsat ikke været muligt at fremskaffe eksakte oplysninger om karakteren af den nære forbindelse mellem ambassaden og partiet.” Ibid.: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1977”.

[1157] PET, operationssag: ”Danmarks kommunistiske Parti (DKP)s forbindelse til Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP), den sovjetiske ambassade i København og KGB”, udateret.

[1158] PET, operationssag: ”Vedr.: Oplysninger givet af russisk afhopper [ - ]”, udateret.

[1159] PET, operationssag: Rapport nr. 22.

[1160] PET, personsag: Notitser, 9. oktober 1970, 25. maj 1971 og 21. juni 1971.

[1161] PET, operationssag: Rapport nr. 22. Sagen er også beskrevet i Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 208.

[1162] PET, personsag: ”Vedr.: Forbindelsen mellem Mogulevtjik og Jens Peter Bonde”, 16. april 1975, og 24. april 1975.

[1163] Ibid.: ”Vedr.: Folkebevægelsen mod EF – Det ny Notat – Jens Peter Bonde”, 25. januar 1978. For denne sag se også Kommissionens beretning, bind 10, vedrørende PET’s overvågning af EF-modstanden.

[1164] For en mere detaljeret fremstilling af Arne Herløv-Petersen-sagen, se Kommissionens beretning, bind 13, om KGB’s agent- og kontaktnetværk i Danmark under Den kolde krig.

[1165] PET, operationssag: ”DKP-KGB-forbud mod indmeldelse i partiet”.

[1166] PET, operationssag: ”Vedr.: Oplysninger givet af russisk afhopper [ - ]”, udateret.

[1167] PET, operationssag: ”Vedr.: Ambassaderåd, Vladilen Aleksandrovich Andropov, herværende sovjetiske ambassade”, 19. marts 1979. Det hedder i PET’s notits om sagen, at da de tre danskere havde udleveret oplysninger fra åbne kilder ” … kræver [det] derfor ikke nærmere efterforskning i form af skærpet observation eller telefonaflytning fra vores side.” PET, operationssag: ”Vedr.: Ambassaderåd … ”, 19. marts 1979. Det fremgår ikke, hvorfor man valgte ikke at fortsætte efterforskningen og eventuelt forsøgte at rejse tiltale mod de tre DKP-medlemmer for overtrædelse af straffelovens § 108.

[1168] Mitrokhins version har været offentliggjort i Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, 367. Se også: Michael von Bülov, ”Røde Knud hjalp KGB”, B.T., 16. september 1999, s. 4. Gordijevskijs version er gengivet i Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, 540-542, hvor mødet fejlagtigt er dateret til 1972.

[1169] PET, operationssag: Rapport nr. 25.

[1170] PET, operationssag: Rapport nr. 50.

[1171] PET, operationssag: Rapport nr. 10.

[1172] Ibid.

[1173] PET, personsag: Notits, 31. maj 1974.

[1174] PET, operationssag: Rapport nr. 31. Oplysningerne blev delvist bekræftet af PET’s efterforskning, der viste, at den pågældende vendte hjem fra DDR i 1972. Ibid.: Notits, 27. november 1997. Efter tjenesten havde modtaget oplysningerne fra Mitrokhin, bad man om yderligere oplysninger i Stasi-arkiverne, og en medarbejder anbefalede i slutningen af 2001, at man ikke skulle foretage sig yderligere, da der ikke forelå nogen konkrete beviser for, at den pågældende var blevet kultiveret eller hvervet af KGB. En anden medarbejder anbefalede, at eftersom vedkommende var blevet tildelt et kodenavn, skulle der eventuelt foretages en afhøring af den pågældende. Ibid.: Notat om relevante personer i sagen [ - ], 14. december 2001. Dette er tilsyneladende ikke sket.

[1175] PET, operationssag: Rapport nr. 41.

[1176] Ibid.: Rapport nr. 38.

[1177] Ibid. PET, operationssag: ”Danmarks kommunistiske Partis (DKP)s forbindelse til Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP), den sovjetiske ambassade i København og KGB”, udateret. I den offentliggjorte version af Gordijevskijs erindringer (Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, 542-544) fortæller han om Jørgen Jensens møde med Posjatajev i Moskva. Der findes ingen beskrivelse af mødet i PET’s Gordijevskij-materiale. Det skyldes nok, at mødet fandt sted i 1979, hvor Gordijevskij var tilbage i Moskva og ikke kunne videregive oplysninger til de vestlige tjenester. Han daterer i øvrigt mødet fejlagtigt til december 1979, og indholdet af samtalen adskiller sig markant fra beskrivelsen i Mitrokhins udsmuglede oplysninger fra KGB’s arkiv.

[1178] PET, operationssag: Rapport nr. 51.

[1179] PET, operationssag: ”Emne: Afhøring af afhoppet KGB-oberst Oleg A. Gordievski”, C. notits nr. 214/86, 27. november 1986, med vedlagt notat.

[1180] Mette Herborg og Per Michaelsen, Stasi og Danmark og Ugræs. Danske Stasi kontakter. For en beskrivelse af den østtyske efterretningsaktivitet i Danmark, se: DIIS, Den kolde Krig i Danmark, bd. 2, s. 448-460, 482-489; ibid., bd. 3, s. 391-393, 410-418, 560-569.

[1181] Materialet består af følgende samlinger: 1) 107 personsager fra PET’s arkiv; 2) oplysninger fra det såkaldte ”Rosenholz”-arkiv, der indeholder personkort på MfS/HVA’s agenter, som som blev udleveret af en venligtsindet tjeneste til PET i 1994-95; 3) udskrifter fra SIRA-databasen, der indeholder oplysninger om de informationer, som blev indhentet af MfS vedrørende Danmark fra slutningen af 1960’erne; 4) forskellige enkeltsager vedrørende danske forhold og danske statsborgere fra Gauck-arkivet. Hele MfS/HVA’s arkiv blev destrueret i 1989/90. For en beskrivelse af ”Rosenholz”- og SIRA-materialet se Bernd Schäfer, Stasi files and GDR Espionage Against the West. IFS Info 2/02 (www.isn.ethz.ch/php/collections).

[1182] To af disse var Gustav Holm Haase og Jörg Meyer, som blev dømt i henholdsvis 1968 og 1979 for spionage mod Danmark.

[1183] PET, administrativ sag: Afdeling E.s årsberetning 1979; Afdeling F.s årberetning 1980.

[1184] PET, emnekartotek: ”Tyskl./Ø – E-væsen. Agenter, Hvervning m.m.”, oplysninger dateret 25. maj og 4. juni 1976.

[1185] PET, administrativ sag: Afdeling F.s årsberetning 1980.

[1186] Ibid.: Årberetning 1977; Afdeling F.s årsberetning 1979; Afdeling F.s årsberetning 1980; Afdeling F.s årsberetning 1982.

[1187] Ibid.: Afdeling F.s årsberetning 1978.

[1188] Ibid.: Årsberetning 1987. Afdeling 3.

[1189] Werner Grossmann, Den sidste spionchef (Forlaget Friis, 2004), s. 127; Thomas Wegener Friis, Den usynlige front. s. 175-182; DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bind 2, s. 458-460.

[1190] PET, Stasi-materiale: ”Residenturanalyse”, 29. februar 2000. Thomas Wegener Friis mener på grundlag af SIRA-databasen, at MfS/HVA kun havde 7 “legalister” udstationeret på ambassaden 1973-89. PET’s residenturanalyse omfatter både den civile og militære efterretningstjeneste.

[1191] For nogle spredte eksempler herpå: PET, emnekartotek: ”Tyskl/Ø – E-væsen, Agenter, hvervning m.m.”, oplysninger dateret 9. februar 1979, 14. februar 1979 og 12. april 1984.

[1192] PET, emnekartotek: ”Tyskl./Ø – E-væsen, Agenter, hvervn.”, oplysning dateret 30. september 1968.

[1193] Ibid.: Oplysning dateret 17. oktober 1979.

[1194] Ibid.: Oplysninger dateret 23. juni 1969, 25. februar 1970 og 15. juni 1971.

[1195] PET, administrativ sag: Afdeling F.s årsberetning 1982.

[1196] PET, emnekartotek: ”Tyskl/Ø – E-væsen, Agenter, hvervning m.v.”, oplysning dateret 26. september 1986.

[1197] Ibid.: Oplysninger dateret 9. marts 1970, 6. november 1970 og 1. december 1971.

[1198] PET, administrativ sag: Afdeling F.s årsberetning 1982.

[1199] PET, emnekartotek: ”DKP – Forh.t.udl. Tyskl./Ø.”, oplysninger dateret 15. februar og 11. september 1974.

[1200] Ibid.: Oplysning dateret 3. januar 1980.

[1201] Thomas Wegener Friis, Den usynlige front, s. 178, 237-239.

[1202] Ibid., s. 183-184.

[1203] PET, emnekartotek: ”Tyskl/Ø – E-væsen, Agenter, hvern.m.v.”, oplysninger dateret 13. december 1971og 18. april 1974; ibid.: ”DKP – forh.t.udl”, oplysning dateret 1. april 1974.

[1204] Ibid.: Oplysning dateret 18. april 1972.

[1205] Ibid.: Oplysninger dateret 6. august 1971, 25. februar 1974 og 26. november 1987.

[1206] PET, emnekartotek: ”Tyskl/Ø – E-væsen, Agenter, hvervn.”, oplysninger dateret 16. marts 1970 og 24. marts 1981; ”DKP – Forh.t.udl. Tyskl/Ø”, oplysning dateret 31. januar 1985.

[1207] Ibid.: ”Tyskl/Ø – E-væsen, Agenter, hvervn.”, oplysninger dateret 21. september 1970, 2. februar 1971, 18. oktober 1971 og 27. oktober 1983.

[1208] PET, personsag: Brev fra Birgitte Stampe, 3. juni 1996.

[1209] PET, personsag: Oplysningsrapport, 18. januar 2000.

[1210] PET, personsag: Notits, 14. august 2000. PET, personsag: Oplysningsrapport, 20. juni 2000. Ifølge MfS/HVA’s sidste chef, Werner Grossmann, blev udlændinge, der talte med østtyske diplomater, der i virkeligheden var Stasi-agenter under dække, registreret i tjenestens arkiv med dæknavn. Werner Grossmann, Den sidste spionchef, s. 127.

[1211] For et udenlandsk eksempel på en sådan operation se: PET, emnekartotek: ”Tyskl/Ø – E-væsen, Agenter, hvervning m.v.”, oplysning dateret 16. november 1973.

[1212] PET, operationssag: Notits, 22. november 1995. Den pågældende er senere død.

[1213] PET, personsag. Sagen blev ikke efterforsket af PET, da den pågældende ikke havde udøvet spionage mod danske interesser.

[1214] PET, operationssag: Notits, 22. november 1995.

[1215] PET, personsag: Notits, 3. oktober 1995.

[1216] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 8: Udskrift af retsbogen for Københavns Byrets afdeling for Grundlovsforhør, 21. december 1999.

[1217] I første omgang fandt Københavns Byret, at mistanken mod den sigtede ikke var tilstrækkelig begrundet og løslod ham. Ibid. Afgørelsen blev kæret af anklagemyndigheden til Østre Landsret, der isolationsfængslede den sigtede. Ibid.: Udskrift af Østre Landsrets dombog, 24. december 1999. Den sigtede blev løsladt den 12. april 2000. Ibid.: Udskrift af Østre Landsrets dombog, 12. april 2000.

[1218] PET, personsag: Skrivelse fra rigsadvokat Henning Fode til Justitsministeriet, 29. maj 2000.

[1219] Ibid.: Pressemeddelelse. Lenz-sagen, 7. juni 2000. Samtidig oplyste ministeren, at han ville sørge for, at sagens akter ville blive stillet til rådighed for PET-Kommissionens undersøgelse.

[1220] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 8: Udskrift af retsbogen for Københavns Byrets afdeling for grundlovsforhør, 21. december 1999.

[1221] PET, personsag: Skrivelse fra rigsadvokat Henning Fode til Justitsministeriet, 29. maj 2000.

[1222] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 1: Udskrift af Rosenholz-arkivet vedrørende Lenz; ”Vedr. Bundesbeauftragtes fortolkning af Rosenwood-rapport ’Lenz’ og ’Roma’”, 20. december 1999. Der findes nogle uoverensstemmelser mellem oplysningerne på det kort i Rosenholz-arkivet, der identificerer Lenz, og den sigtede. Kortet er dateret den 17. december 1975, og det fremgår, at den pågældende var studerende ved Københavns Universitet. Men den sigtede startede først på universitetet i 1976. Muligvis er forklaringen, at denne del af kortet er udfyldt på et senere tidspunkt. Den anden uoverensstemmelse drejer sig om, at på bagsiden af kortet er der tilføjet en oplysning, dateret 23. november 1987, ifølge hvilken den pågældende havde skiftet adresse og nu var ansat i Finansministeriet. Men i 1987 boede den sigtede stadig i Bruxelles og arbejdede stadig for EF-Kommissionen. Der er i det gennemgåede materiale om sagen ikke fundet nogen forklaring på denne uoverensstemmelse. En kopi af personkortet i Rosenholz-arkivet findes i: PET, personsag: Kriminalpolitiet i København, Afdeling A, ”Redegørelse vedr. efterforskning i Lenz-sagen”. Personkortets oplysninger er også gengivet i: Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 1: Bilag 20 (A). Kommissionen har forespurgt PET om en forklaring på uoverensstemmelserne, men hverken en gennemgang af sagsmaterialet eller en forespørgsel til de relevante medarbejdere har givet nogen forklaring. Politiets Efterretningstjeneste til Undersøgelseskommissionen vedrørende PET, 6. juli 2007.

[1223] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 1: ”Vedr. Bundesbeauftragtes fortolkning af Rosenwood-rapport ’Lenz’ og ’Roma’”, 20. december 1999.

[1224] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 1: Rapport, 22. december 1999.

[1225] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 1: Bilag 31. PET, personsag: Indstilling fra rigsadvokat Henning Fode til Justitsministeriet, 29. maj 2000. Det skal bemærkes, at den del af sagen, der drejer sig om spionage mod Udenrigsministeriet (1979-81), er bedre belyst end tiden efter (1981-87). Under efterforskningen lykkedes det Udenrigsministeriet at identificere hovedparten af de udleverede dokumenter. De var alle uklassificerede eller kun klassificeret ”Rammefortroligt”, og en studentermedhjælper kunne således have haft adgang til dem. Derimod lykkedes det kun at identificere tre dokumenter fra tiden efter 1981, og det blev ikke sandsynliggjort, hvorledes den sigtede kunne have haft adgang til dem. PET, personsag: Indstilling fra rigsadvokat Henning Fode til Justitsministeriet, 29. maj 2000. Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 10: Udenrigsministeriets vurdering af SIRA-dokumenter.

[1226] PET, personsag: Oplysningsrapport, 20. marts 2000.

[1227] PET, personsag: Bilag nr. 2.

[1228] Ibid.: Rapport, 1. februar 2000.

[1229] Ibid.: Oplysningsrapport, 20. marts 2000. Nelly blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 107. I juli 2000 tiltrådte justitsministeren rigsadvokatens indstilling om at opgive tiltale, da det ikke kunne forventes, at hun ville blive dømt. Ibid.: Henning Fode til advokat Jørgen Jacobsen, 25. juli 2000.

[1230] F.eks. Hans Davidsen-Nielsen, ”Spionage: Spionsigtet mor tiltales ikke”, Jyllands-Posten, 19. juli 2000.

[1231] Kriminalpolitiet i København, Lenz-sagen, mappe 3: Rapporter, 27. januar og 14. april 2000. Ibid.: Mappe 5: Rapport, 11. januar 2000.

[1232] Ibid.: Mappe 5: Rapport, 18. januar 2000. Ibid.: Mappe 7: Rapport, 19. januar 2000.

[1233] PET, operationssag: Notits fra udenlandsk tjeneste, 14. april 1993.

[1234] Ibid.: ”Vedr.: Resumé af [ - ]”, 13. november 1985; håndskrevet notat, 28. juni 1993.

[1235] Beskrivelsen bygger på Marias forklaring til PET. PET, personsag: Rapport, 1. november 2001. Den støttes i det væsentlige af oplysningerne i hendes sagsmappe i Gauck-arkivet (BStU XV 82/80). Sagen blev henlagt, da hun aldrig deltog i operationer mod danske interesser.

[1236] PET, personsag: Afhøringsrapport, 2. juli 2001; Konklusionsrapport, 31. januar 2002. PET, personsag: Afhøringsrapport, 2. juli 2001. PET, personsag: Afhøringsrapport, 11. juli 2000.

[1237] PET, emnekartotek: ”International kommunisme. Infiltration”, oplysninger dateret januar 1969, marts 1971, 6. januar 1975, 31. juli 1975, 30. juli 1975, 4. september 1975.

[1238] Ibid.: Oplysning dateret 24. juni 1974.

[1239] Ibid.: Oplysning dateret 25. august 1975.

[1240] Ibid.: Oplysning dateret 16. oktober 1975.

[1241] Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 474-476.

[1242] PET, emnekartotek: ”International kommunisme – Illegal virksomhed”, oplysning dateret 20. november 1975.

[1243] Ibid.: ”International kommunisme – Infiltration”, oplysning dateret 24. marts 1976.

[1244] PET, emnesag: Notits, 10. marts 1983.

[1245] Ibid.: Notits, 8. april 1983.

[1246] Ibid.: Notits, 31. oktober 1983.

[1247] Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive, s. 512-513, 565-566. Gordijevskijs samtidige oplysninger om den sovjetiske ledelses frygt for et vestligt overraskelsesangreb findes i PET, operationssag: ”Vedr.: USSR’s frygt for et vestligt First strike atomangreb”, januar 1986. Se også DIIS, Danmark under Den kolde Krig, bd. 3, s. 503-516. Spørgsmålet er omdiskuteret, men at den sovjetiske ledelse skulle have frygtet et vestligt overraskelsesangreb i 1983 bekræftes af præsident Ronald Reagans dagbøger. Ronald Reagan, The Reagan Diaries (New York, 2007).

[1248] PET, emnesag: Oplysning til PET, 3. januar 1972.

[1249] Ibid.: Notits, 18. januar 1972.

[1250] PET, emnekartotek: ”DKP- Økonomi”, oplysning dateret 25. marts 1969. Dette var ikke helt korrekt. Som tidligere nævnt kritiserede DKP’s ledelse invasionen af Tjekkoslovakiet.

[1251] Ibid.: Oplysning dateret 12. maj 1970.

[1252] Ibid.: Oplysninger dateret 12. oktober 1970, 1. februar 1971 og 6. august 1971.

[1253] PET, ujournaliseret: ”Danmarks Kommunistiske Partis historie”, udateret (ca. 1971).

[1254] PET, operationssag: Rapport nr. 6; ”Danmarks kommunistiske Parti (DKP)s forbindelse til Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP), den sovjetiske ambassade i København og KGB”, udateret.

[1255] PET, operationssag: Rapport nr. 31/A.

[1256] Ibid.: Rapport nr. 34/B.

[1257] Ibid.: Rapport nr. 35.

[1258] Ibid.: Rapport nr. 38. DKP-formændenes modtagelse af penge fra KGB er også beskrevet i Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 544-552.

[1259] ”Ib Nørlund: Pengene må være plantet af agenter”, Ekstra Bladet, 22. marts 1982; Arne Thing, ”Wagner giver sig selv silke-snoren”, Aktuelt, 25. marts 1982.

[1260] PET, emnesag: Notits, 2. november 1982. Ifølge en kilde modtog Odense-afdelingen af Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen en fast økonomisk støtte fra foreningen i København. Beløbet 20.000 kr. blev nævnt. PET, emnesag: Notits, 10. marts 1983. Forbindelsen til provinsen blev varetaget af en navngiven sekretær, der ifølge kilden tidligere havde sørget for økonomiske overførsler fra DDR til DKP, og som blev betegnet som ”specialist i penge og Kurérrejser”. PET, emnesag: Notits, 10. februar 1983.

[1261] PET, emnekartotek: ”DKP – Økonomi”, oplysning dateret 28. juni 1983.

[1262] PET, emnesag: Notits, 17. februar 1983. Fonden af 9. november 1919 var oprettet i 1978 af en velhavende arving, der havde indbetalt 6,2 mill. kr. til fonden. I fondens bestyrelse sad bl.a. den kommunistiske landsretssagfører Vilhelm Hagens, og fondens midler gik til fredsbevægelsen, venstreorienterede kulturaktiviteter og DKP. PET, emnesag: ”Vedr: Fonden af 9. november 1919”, 19. og 20. november 1981.

[1263] PET, emnekartotek: ”DKP – Økonomi”, oplysninger dateret 28. januar 1983, 29. marts 1983, 25. januar 1983, og 27. januar 1983.

[1264] PET, emnesag: Notits, 16. september 1986. PET fortsatte med at interessere sig for DKP’s økonomiske situation, f.eks.: PET, personsag: Notits, 27. november 1989.

[1265] Morten Thing, ”Kommunisternes kapital”, i: Morten Thing, red., Guldet fra Moskva, s. 179-184. Mikhail Ljubimov, der blev KGB-resident i Danmark i 1976, har berettet om de natlige overdragelser af penge til partiformanden i Hareskoven, i: Helen Womack, Undercover Lives. Soviet Spies in the Cities of the World (London, 1998), s. 190.

[1266] PET, emnesag: Notits, 11. december 1990.

[1267] PET, emnesag: Notits, 28. april 1988.

[1268] Ibid.: Notits, 19. december 1988.

[1269] PET, emnesag: Notits, 27. maj 1991.

[1270] Ibid.: Notits, 1. marts 1993.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk