PET’S OVERVÅGNING AF POLITISKE PARTIER 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 7
Kapitel 1

Forside | Til bund | Forrige | Næste


1. DE POLITISKE PARTIER OG DEN KOLDE KRIG

1. De politiske partier, østlig efterretningsaktivitet og PET

Påvirkningsoperationer

Som det vil fremgå af det følgende, overvågede PET de politiske partier for at afdække og forebygge østlige (først og fremmest sovjetiske) efterretningstjenesters virksomhed mod partierne. Denne virksomhed bestod primært af etableringen af kontakter med henblik på eventuel senere hvervning, anvendelsen af talentspejdere til at identificere mulige kontaktemner og påvirkning af danske politikere til at støtte forslag, der var i overensstemmelse med sovjetiske interesser. Der skal derfor indledningsvis knyttes nogle kommentarer til spørgsmålet om sovjetiske påvirkningsoperationer mod danske politikere.

I forbindelse med debatten om den kolde krig har det været fremført, at den danske sikkerhedspolitiske debat og sikkerhedspolitik i et vist omfang var direkte eller indirekte påvirket østfra. Det er således blevet hævdet, at Socialdemokratiets deltagelse i det alternative sikkerhedspolitiske flertal fra 1982 til 1988 (den såkaldte ”fodnote-politik”) bl.a. var et resultat af et pres fra Sovjetunionen, der blev udøvet gennem DKP, fredsbevægelsen og påvirkningsagenter.[1] Heroverfor har senest Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i sin undersøgelse af den sikkerhedspolitiske udvikling i Danmark under den kolde krig konkluderet, at Sovjetunionen trods en betydelig indsats kun havde en begrænset succes med forsøget på at påvirke den danske sikkerhedspolitik. Sovjetunionen var i et vist omfang i stand til at sætte forslag som Norden som atomvåbenfri zone på dagordenen, hvis forslagene var i overensstemmelse med de eksisterende strømninger, men østblokken var ikke i stand til at påvirke indholdet af den danske sikkerhedspolitik.[2]

Det skal understreges, at det er behæftet med betydelige vanskeligheder at forsøge at fastslå, hvilken effekt de sovjetiske påvirkningsoperationer havde. For det første vil der i det følgende blive givet adskillige eksempler på, at KGB-officererne ofte overdrev betydningen af deres indsats i deres indberetninger til Centeret i Moskva. Således er det veldokumenteret, at officererne betegnede politikere, der reelt blot var kontakter, som agenter for at gøre indtryk på Centeret og dermed fremme deres karrieremuligheder. Det er derfor ofte umuligt at afgøre, om KGB påvirkede danske politikere, eller om tjenesten blot ”hægtede” sig på initiativer, der allerede var igangsat, for at tage æren for dem. For at kunne fastslå, om forslag eller udtalelser fra danske politikere var resultatet af østlig påvirkning, er det således nødvendigt at benytte sovjetiske ambassade- og efterretningsindberetninger kritisk og at sammenholde dem med øvrige eksisterende oplysninger. Der er i PET’s arkiv fundet flere eksempler på, at der undertiden var en nøje overensstemmelse mellem, hvad der blev diskuteret på møder mellem danske politikere og sovjetiske efterretningsofficerer, og hvad politikerne efterfølgende foreslog i Folketinget og i pressen. Dette kan enten betyde, at efterretningsofficererne havde held til at påvirke politikerne til at viderebringe sovjetiske synspunkter, eller at politikerne i forvejen var interesseret i spørgsmålene og derfor diskuterede dem med deres sovjetiske kontakter.

For det andet var danske politikere og partiers holdninger og synspunkter ofte resultatet af en længere udvikling og et komplekst sammenspil af faktorer, hvor den enkelte faktors effekt ikke nemt lader sig bedømme. Et eksempel er Socialdemokratiets fodnote-politik i 1980’erne. Ifølge den nyeste forskning skal kursændringen ses i lyset af partiets traditionelle sikkerhedspolitiske linje, hvor socialdemokraterne siden tilslutningen til Atlantpagten i 1949 ved siden af den militære afskrækkelse havde understreget behovet for forhandling og afspænding mellem blokkene. Partiet havde således afslået udstationeringen af amerikanske flystyrker og atomvåben på dansk jord (med undtagelse af Grønland) i fredstid og støttet forslaget om en europæisk sikkerhedskonference. Partiet havde også taget afstand fra amerikanske krav om et forøget forsvarsbudget og havde forsøgt at udskyde beslutningen i 1979 om opstillingen af 572 mellemdistanceraketter. Når partiet yderligere skærpede kursen og tilsluttede sig det alternative sikkerhedspolitiske flertal, efter at partiet havde mistet regeringsmagten i 1982, hang det bl.a. sammen med, at den ny generation af socialdemokrater var mere skeptisk over for NATO, at mange socialdemokrater var bekymrede over Reagan-administrationens skærpede kurs over for USSR, at partiet blev inspireret af diskussionerne i internationale fora som Socialistisk Internationale og Scandilux (de socialdemokratiske partier fra Benelux-landene, Danmark og Norge), at partiet blev påvirket af fredsbevægelsen, at Socialdemokratiet som et led i oppositionspolitikken skærpede den ideologiske profil, og at perioden var karakteriseret af personmodsætninger mellem de ledende politiske aktører.[3]

Det skal således understreges, at det bevarede materiale i PET’s arkiv ofte ikke tillader en sikker slutning om, hvilken effekt de østlige efterretningstjenesters påvirkningsoperationer havde. En vurdering herom bør tage højde for, at politikerne i mange tilfælde allerede havde taget selvstændig stilling til det omhandlede spørgsmål, at de var påvirket af mange faktorer og impulser, og at KGB-officererne ofte overdrev betydningen af deres operationer.

Oleg Gordijevskij

En af de vigtigste kilder til spørgsmålet om de sovjetiske efterretningstjenesters politiske kontakter i Danmark under den senere del af den kolde krig er den tidligere efterretningsofficer i KGB Oleg Gordijevskij. Troværdigheden af hans oplysninger er imidlertid omstridt.[4] Det er derfor nødvendigt at undersøge baggrunden for hans virke som dobbeltagent – hvordan han blev hvervet, hvilke motiver han havde, hvor hans oplysninger stammede fra – for at kunne fastslå værdien af hans oplysninger.

Gordijevskij blev i en alder af 24 år ansat i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Indtil 1972 arbejdede han i Direktorat S i Første Hoveddirektorat som illegal støtteofficer, dvs. en officer, der havde til opgave at bistå udsendte agenter, der opererede under falsk identitet. Derefter arbejdede han i udenrigsafdelingens 3. Departement med politisk efterretningsvirksomhed. Gordijevskij var under diplomatisk dække udstationeret på ambassaden i København i to omgange, fra 1966 til 1970 og fra 1972 til 1978. Under sit sidste ophold i Danmark blev han hvervet af en vestlig tjeneste og videregav oplysninger om KGB’s virksomhed i Danmark. Efter en periode i Centeret i Moskva blev Gordijevskij i 1982 udsendt til London, hvor han avancerede til posten som resident (den lokale chef for residenturet, KGB-afdelingen på ambassaden). I 1985 blev han hjemkaldt, mistænkt for at være dobbeltagent, men det lykkedes ham med hjælp fra en vestlig tjeneste og PET at flygte til England.[5]

Foto: Oleg Gordijevskij foran Hviids Vinstue på Kongens Nytorv i København, hvor han formentlig venter på en af sine kontakter. Billedet er sandsynligvis fra Gordijevskijs første udstationering i Danmark fra 1966 til 1970. Gordijevskij blev hvervet af en vestlig efterretningstjeneste under sin anden udstationering i Danmark fra 1973 til 1978. Han blev tvunget til at hoppe af til Vesten i 1985, da hans dobbeltspil blev afsløret (PET’s arkiv).

Oleg Gordijevskij foran Hviids Vinstue på Kongens Nytorv i København, hvor han formentlig venter på en af sine kontakter. Billedet er sandsynligvis fra Gordijevskijs første udstationering i Danmark fra 1966 til 1970. Gordijevskij blev hvervet af en vestlig efterretningstjeneste under sin anden udstationering i Danmark fra 1973 til 1978. Han blev tvunget til at hoppe af til Vesten i 1985, da hans dobbeltspil blev afsløret (PET’s arkiv).



Gordijevskij kom allerede i PET’s og en udenlandsk tjenestes søgelys under sin første udstationering i Danmark. PET konstaterede i forbindelse med den rutinemæssige overvågning og kortlægning af de russiske diplomaters færden, at Gordijevskij foretog flere konspirative rejser rundt om i Danmark (det var som en del af hans arbejde som illegal støtteofficer), og at hans sociale omgangskreds var begrænset til identificerede KGB-folk.[6] En medarbejder i PET beskrev Gordijevskij som idealistisk, ”absolut intelligent” og utilfreds med invasionen i Tjekkoslovakiet, da den skadede Sovjetunionens omdømme.[7]

Det var den udenlandske søstertjeneste, der tog initiativet til at skabe kontakt til Gordijevskij. Da Gordijevskij vendte tilbage til Danmark i 1972, beskrev den udenlandske tjeneste ham som et ”prima målobjekt” for en ”potentiel konfrontations-operation”,[8] og det var dens plan at etablere kontakt til Gordijevskij ved hjælp af en tidligere østlig efterretningsofficer, der var hoppet af til Vesten. Afhopperen var en forhenværende studiekammerat til Gordijevskij i Moskva i 1956 til 1962, der beskrev sin tidligere ven som oprigtig, ærlig og intelligent over gennemsnittet. Ifølge afhopperen havde Gordijevskij allerede i studieårene været kritisk indstillet over for det kommunistiske styre og Sovjetunionens udenrigspolitik.[9] Der var således grund til at antage, at Gordijevskij kunne være moden til en tilnærmelse. Det fremgår af materialet, at den danske og den udenlandske tjeneste mente, at Gordijevskij ville være mest værdifuld, hvis han blev hvervet som dobbeltagent og videregav oplysninger om KGB’s aktiviteter, eller hvis han hoppede af. Men selv om Gordijevskij skulle afvise tilnærmelserne, ville operationen kompromittere ham og måske føre til hans hjemkaldelse, hvorved de vestlige tjenester havde opnået at neutralisere en dygtig modstander.[10]

Der gik imidlertid et år, inden operationen kunne iværksættes. PET indrømmede, at tjenesten trods overvågningen siden 1966 ikke havde tilstrækkeligt med oplysninger om Gordijevskij, og man enedes om at indhente yderligere information om hans aktiviteter og at identificere mulige kontakter, der kunne komme i forbindelse med ægteparret Gordijevskij.[11] Et andet kildent spørgsmål drejede sig om en eventuel politisk godkendelse af operationen. Uanset om operationen blev en succes eller ej, kunne forsøget på at hverve en russisk diplomat udvikle sig til en international affære og skade forholdet til Sovjetunionen. Som den udenlandske tjeneste understregede over for PET, kunne den danske regering benægte ethvert kendskab til sagen.[12] Men samtidig anmodede den udenlandske tjeneste om en skriftlig erklæring om, at der ikke var nogen politiske indsigelser mod operationen.[13] Såvidt det kan bedømmes, afgav PET ikke en sådan erklæring, antagelig fordi man ikke ønskede, at den udenlandske tjeneste skulle have et sådant sensitivt dokument liggende. Det fremgår af påtegninger på materialet, at operationen blev godkendt af Justitsministeriet og/eller justitsministeren, før den blev iværksat.[14]

I begyndelsen af november 1973 blev den første føler til Gordijevskij lagt ud, da Gordijevskijs gamle studiekammerat ankom til København og opsøgte ham på hans bopæl. Deres møder bekræftede ifølge afhopperen, at Gordijevskij havde beholdt sin liberale indstilling. Gordijevskij havde endda indrømmet, at han havde overvejet muligheden af selv at hoppe af, men at han havde opgivet tanken af hensyn til sin familie i Sovjetunionen og sine kollegaer på ambassaden, og fordi han holdt af sit arbejde.[15] Næste trin i operationen var et ”tilfældigt” møde mellem en udenlandsk diplomat, der i virkeligheden var efterretningsmand, og Gordijevskij i KBK’s badmintonhal i København, hvor den sovjetiske efterretningsofficer regelmæssigt spillede badminton, inden han tog på arbejde. De to aftalte at mødes til en frokost, der forløb i en behagelig atmosfære.[16] Efter således at have fået bekræftet, at Gordijevskij var villig til at møde diplomaten, som kunne være en fjendtlig efterretningsofficer, aktiverede PET sine journalistkilder til at finde ud af, hvad han mente om forskellige spørgsmål.[17] Imidlertid fik sagen igen lov til at gå i stå; i september 1974 bemærkede den udenlandske tjeneste, at der ikke var sket fremskridt med at etablere kontakt til Gordijevskij, og tjenesten anmodede om at blive orienteret om russerens aktiviteter.[18]

I begyndelsen af oktober 1974 blev kontakten genoplivet, da den udenlandske diplomat igen ”tilfældigt” traf Gordijevskij ved badmintonhallen.[19] Under de efterfølgende middage gik Gordijevskij længere i sin kritik af det kommunistiske styre end hidtil. Han fordømte undertrykkelsen og kritiserede støtten til udenlandske kommunister. Han antydede også, at han var villig til at udvikle kontakten. Han hævdede, at han ikke havde rapporteret om møderne med diplomaten til ambassaden, og han understregede, at der også fandtes gode mennesker i KGB. Endelig anmodede han diplomaten om ikke at fortælle PET om kontakten, idet PET havde kontakt med Fremmedpolitiet, som Gordijevskij ikke mente var sikkert. Diplomaten antydede sit tilhørsforhold ved at fortælle, at han havde talt med en god ven, som havde tilbudt at hjælpe Gordijevskij, hvis der var behov for det. Selvom Gordijevskij under den sidste af middagene indvilligede i at mødes i en lejlighed næste gang, var diplomaten stadig i tvivl om russerens virkelige hensigter.[20] Der var en mulighed for, at Gordijevskij var en ”falsk” dobbeltagent, som havde til opgave at hverve, kompromittere eller måske endda bortføre diplomaten. Det var imidlertid hans indtryk, at hvis Gordijevskij virkelig var en ”falsk” dobbeltagent, så havde han været mere åbenmundet i sine udtalelser, end han sandsynligvis var bemyndiget til.[21]

Det afgørende skridt i rekrutteringsprocessen tog Gordijevskij den 19. januar 1975, da han mødtes med diplomaten i en lejlighed, der tilhørte en ambassade-medarbejder. Ved at gå ind i lejligheden, der var kontrolleret af modparten, overtrådte russeren de mest basale sikkerhedsforskrifter og gjorde sig sårbar over for eventuel aflytning og afpresning. Under mødet, som blev aflyttet, bekræftede Gordijevskij for første gang, at han og hans kone begge var tilknyttet KGB, og at han var motiveret af idealisme. Mødet blev fortrinsvis benyttet til at fastlægge grundreglerne for det konspirative samarbejde. Gordijevskij understregede, at hans vigtigste bekymring var hans sikkerhed, og han gentog, at han helst så, at det danske politi blev holdt uden for operationen: ”Jeg tror danskerne snakker lidt for meget engang i mellem.”[22] Man aftalte, hvordan parterne skulle kommunikere med hinanden, og Gordijevskij gjorde det klart, at han kun ville videregive oplysninger om ”de ting, der er virkeligt farlige for det vestlige demokrati, men ikke ubetydelige småting.”[23]

Operationen blev kørt forsigtigt i starten for at opbygge et tillidsforhold mellem parterne og for at undgå at presse Gordijevskij.[24] Der gik således tre måneder inden det næste møde, hvor diplomaten medbragte et brev på russisk, som havde til formål at berolige Gordijevskij og fastslå, hvilke oplysninger han var rede til at videregive. Brevskriveren takkede Gordijevskij for hans indsats for at styrke friheden og det gode forhold mellem de to lande og garanterede hans sikkerhed. Brevskriveren var interesseret i, hvad Gordijevskij kunne fortælle om dem, som ville ødelægge friheden og påtvinge resten af verden autoritære regimer. Han henviste til Gordijevskijs bemærkning ved det sidste møde og ønskede defineret, hvad der var vigtigt, og hvad der ikke var vigtigt.[25] Gordijevskij udtrykte sin glæde over brevet, og man aftalte, at modparten ville komme med skriftlige spørgsmål, som Gordijevskij ville forsøge at besvare. Kontakten præsenterede ham for en liste over emner, som man var interesseret i; deriblandt var der et punkt om sovjetisk involvering i dansk politik, som Gordijevskij mente var for stærkt formuleret, men han indvilligede i at diskutere det ved senere møder.[26]

Det bevarede samtidige materiale tyder på, at Gordijevskij først og fremmest var motiveret af sin opposition til det kommunistiske regime. Der er ikke fundet holdepunkter for en antagelse om, at hans beslutning om at blive dobbeltagent skyldtes personlige karaktertræk (f.eks. behovet for opmærksomhed eller spænding), private forhold (et dårligt ægteskab eller bitterhed over manglende karriereavancement) eller materielle behov (penge), selvom de selvfølgelig kan have spillet ind. Gordijevskij gjorde det ved flere lejligheder klart, at han ønskede at hjælpe Vesten mod det kommunistiske diktatur. På mødet den 19. januar forklarede han, at hans vigtigste grund var ”idealistisk”.[27] I sit svar – på tysk – på det russisksprogede brev fra modparten understregede Gordijevskij, at hans beslutning ikke var letsindig, men var taget efter langvarige og svære overvejelser om udviklingen i hans hjemland og hans møde med de vestlige demokratiske samfund. Hvis man var klar over forholdene i Sovjetunionen, havde man, erklærede Gordijevskij, en pligt til at gøre en indsats for at forhindre, at ufriheden vandt frem på bekostning af friheden.[28] At Gordijevskij var drevet af idealistiske motiver, støttes af, at han besluttede at vende tilbage til Moskva, da hans udstationering udløb i 1978. Gordijevskij skrev i den forbindelse om de psykiske omkostninger, der var ved at leve et dobbeltliv, og om faren for, at han ville blive dræbt og hans familie og venner straffet, hvis hans dobbeltliv blev afsløret.[29] Det var i denne sammenhæng, at Gordijevskij bad om garanti for, at han ville få en ny tilværelse i udlandet, hvis det blev nødvendigt at hoppe af, og om en godtgørelse på 2-3.000 kr. om måneden.[30] Det fremgår ikke, hvilken betaling han fik af den vestlige tjeneste, mens han blev ført som dobbeltagent.

Der findes en samtidig personkarakteristisk af Gordijevskij, udarbejdet af den efterretningsmand, der rekrutterede ham. Efterretningsmanden beskrev ham som en intelligent, oprigtig og stærk karakter, måske med en underliggende spænding i sin natur. Han tegnede et billede af en mand, der følte sig noget isoleret blandt sine kolleger. Han havde åbenbart ingen nære venner blandt de andre KGB-officerer, og der fandtes ingen, han rigtig kunne tale med. Dette kunne forklare, hvorfor han var modtagelig over for diplomatens tilnærmelser. På den ene side reagerede han stærkt på kritik af sit hjemland på grund af sit patriotiske sindelag, især hvis kritikken var berettiget. På den anden side havde Gordijevskij i sine samtaler med kontakten ikke lagt skjul på sin kritik af det kommunistiske styre og sin vrede mod befolkningens manglende modstand. Hans sympati for Vesten byggede udelukkende på hans erfaringer i Danmark, som han holdt af. Han var dog ikke ukritisk over for de vestlige samfund, som han syntes var for optaget af materiel velstand.[31]

PET havde hele tiden været dybt involveret i operationen med Gordijevskij. Tjenesten blev løbende holdt orienteret om møderne, og PET overvågede området omkring lejligheden for at identificere eventuelle russiske efterretningsfolk.[32] I de følgende tre år, som operationen varede, varetog PET de ydre, praktiske opgaver mod, at tjenesten modtog Gordijevskijs oplysninger om generelle aspekter af KGB’s virke og specifikke danske emner. Selve føringen af Gordijevskij blev varetaget af en udenlandsk efterretningsekspert. PET sørgede for den ydre afdækning af området og sendte signalet om det næste møde til Gordijevskij.[33] PET oprettede også en levende postkasse til Gordijevskij, og man udarbejdede en flugtplan i tilfælde af, at dobbeltagenten skulle blive afsløret.[34]

PET bistod den udenlandske tjeneste med debriefingen ved at orientere den om Gordijevskijs danske kontakter og ved at udarbejde spørgsmål om danske forhold.[35] PET var først og fremmest interesseret i oplysninger om KGB-penetration i Danmark, personalet på ambassaden, eksistensen af et eventuelt illegalt apparat i Danmark, eventuelle kontakter til DKP, ambassadens kontakt til andre østambassader og eksistensen af eventuelle illegale østtyske agenter.[36] I første omgang synes den udenlandske tjeneste imidlertid at have prioriteret de mere generelle oplysninger om KGB’s virksomhed højere, formodentlig fordi de var mere interessante for den udenlandske myndighed selv. Efter nogle måneder understregede den udenlandske tjeneste over for PET, at den ville være varsom med at stille konkrete spørgsmål om forhold i Danmark.[37] De første oplysninger, som PET modtog, drejede sig blandt andet om illegale agenter, KGB- og GRU-officerer på ambassaden og Moskvas økonomiske støtte til DKP.[38] Samtidig var Gordijevskij i begyndelsen tilbageholdende med at fortælle om sine kontakter til de danske kommunister, da det var for tæt på hans arbejde, og fordi han tøvede med at videregive oplysninger, der kunne skade hans venner.[39]

PET modtog et omfattende materiale fra Gordijevskij, der er anslået til at omfatte 4.000 sider.[40] Det består af referater af Gordijevskijs mundtlige oplysninger, som han afgav ved møderne med sin udenlandske føringsofficer, suppleret med et stort antal dokumenter herunder residenturets rapporter, årsberetninger og forskellige notater og fortegnelser og residenturets korrespondance med Centeret. Disse dokumenter blev smuglet ud af Gordijevskij til den udenlandske tjeneste, som kopierede dem, oversatte dem og videregav dem til PET. Materialet er opdelt i 86 rapporter fra perioden 1975-85, to sammenskrivninger af oplysninger vedrørende enkeltpersoner, syv rapporter baseret på en anden KGB-officers lommebogsnotater og fire oversættelser af telegrammer fra Centeret til residenturet. Dertil kommer 108 rapporter om oplysninger, som Gordijevskij videregav efter sin afhopning i 1985. Spørgsmålet er, hvordan værdien af dette omfattende materiale skal vurderes. De involverede tjenester var ikke i tvivl om, at materialet var ægte, og at dets kildeværdi var høj. Efter halvandet år vurderede tjenesterne, at materialet var ”omfattende, detailleret og efter alt at dømme pålidelig.”[41] Efter Gordijevskijs afhopning bemærkede PET, at troværdigheden af hans oplysninger nu var blevet kontrolleret i ti år, ”og der har ikke på noget tidspunkt været tvivl om, at de er korrekte.”[42] Ifølge PET gjorde Gordijevskijs oplysninger det muligt at identificere over 400 KGB-officerer i forskellige lande, og de gav tjenesten indblik i ambassadens indretning og arbejdsrutiner, om KGB’s politiske efterretningsvirksomhed, dets anvendelse af aktive foranstaltninger, brugen af illegale agenter og KGB’s kontraefterretningsindsats.[43]

Der er flere forhold, der gør, at Gordijevskijs samtidige oplysninger må tillægges en høj kildeværdi. For det første, som det tidligere er blevet beskrevet, tegner de samtidige kilder et billede af en person, der var motiveret af en oprigtig opposition til det kommunistiske regime. Som sådan var Gordijevskij en troværdig kilde. For det andet må det tillægges betydelig vægt, at Gordijevskijs mundtlige oplysninger blev bekræftet af det udsmuglede dokumentariske materiale, der som omtalt er omfattende og varieret. Det blev kontrolleret af den udenlandske tjeneste, der ikke fandt nogen anledning til at sætte spørgsmålstegn ved dets ægthed. Det skal dog bemærkes, at PET kun modtog kopier af oversættelsen.[44] Det er derfor ikke muligt at undersøge kopierne af de originale russiske dokumenter eller vurdere, om oversættelsen er korrekt. For det tredje er nogle af oplysningerne blevet helt eller delvis bekræftet af nogle af de danskere, der havde kontakt til KGB-officerer (f.eks. de radikale politikere Sven Skovmand og Meta Ditzel)[45] og i et vist omfang af PET’s overvågning af KGB-officererne. For det fjerde styrkes troværdigheden af oplysningerne af det forhold, at Gordijevskij var tilbageholdende med at fortælle om nogle af sine danske kontakter, fordi han ikke ønskede at skade dem. Gordijevskijs oplysninger om danskere forekommer derfor ikke sensationelle eller konstruerede med henblik på at skade. Som det fremgår, kan Gordijevskijs personlige sympati for nogle af hans danske kontakter have fået ham til at underdrive deres betydning og værdi.

Den største svaghed ved Gordijevskij-materialet består omvendt i, at Gordijevskij kun var andenhåndskilde til en række af oplysningerne. Det var kontakter og aktiviteter, som han ikke havde personligt kendskab til, men som han havde erfaret fra andre KGB-officerer eller fra KGB-dokumenter. Problemet med disse kilder var, at såvel den enkelte KGB-officer som residenturet havde en interesse i at overdrive deres egen indsats for at gøre indtryk på Centeret i Moskva og dermed forbedre deres karrieremuligheder. Således var der en tendens til at overdrive betydningen af kontakterne og klassificere dem som ”objekt rasrabotki” (kontakt under dybt studium med henblik på hvervning) eller agent, da hvervning af agenter var efterretningsofficerernes vigtigste opgave. Til gengæld bestyrker det Gordijevskijs troværdighed, at han ofte selv understregede, at betydningen af en række af de danske kontakter var overvurderet.[46] Inden Gordijevskij skulle forlade København i 1978, lå det ham på sinde at advare mod, at nogen af hans kontakter skulle lide overlast som et resultat af hans oplysninger. De var, hævdede Gordijevskij, alle blot brikker i KGB’s bureaukratiske spil, og de havde alle opført sig som ærlige borgere i deres demokratiske land.[47]

Det er vigtigt at skelne mellem på den ene side de oplysninger, som Gordijevskij videregav som dobbeltagent og lige efter afhopningen til den udenlandske og den danske tjeneste, som må vurderes til at have en høj grad af troværdighed, og på den anden side de oplysninger han har offentliggjort senere. Efter sin afhopning skabte Gordijevskij sig en ny tilværelse som kommentator om Sovjetunionens udenrigspolitik og forfatter om efterretningsmæssige emner. Han har således skrevet flere bøger om KGB,[48] og i begyndelsen af 1990’erne samarbejdede han med Ekstra Bladet, som i 1992 offentliggjorde en længere artikelserie om ”KGB i Danmark”.[49] Artiklerne skelnede ikke i alle tilfælde klart mellem ”kontakter” og ”agenter”, og flere fremtrædende danskere blev betegnet som ”agent for KGB”.[50] Sammenblandingen af begreberne kan skyldes, at journalisten anvendte KGB’s egen terminologi, der inkluderede både fortrolige kontakter og agenter i tjenestens agentindex. Dette kunne imidlertid give det fejlagtige indtryk, at der i praksis ikke var forskel på fortrolige kontakter og agenter. Der er også den mulighed, at bladet valgte at puste oplysningerne op, eller at Gordijevskij overdrev for at sælge sin historie.[51] Gordijevskij skadede således sin troværdighed ved at offentliggøre sine oplysninger i en sensationel form i Ekstra Bladet.

Endelig kunne det indvendes mod Gordijevskijs troværdighed, at hans oplysninger ikke førte til nogen domfældelser af danskere, der havde været i kontakt med KGB. Kritikere kunne hævde, at kontakterne nok ikke var så alvorlige, eller at Gordijevskij ikke kunne bevise sine påstande. Hertil skal det for det første bemærkes, at de oplysninger, som Gordijevskij videregav til den udenlandske tjeneste, bidrog til, at Arne Treholt fra det norske udenrigsministerium, Stig Berling fra den svenske militære efterretningstjeneste og Michael Bettaney fra MI5 alle blev dømt for spionage til fordel for Sovjetunionen.[52] For det andet kunne PET ikke bruge den information, som Gordijevskij videregav som dobbeltagent, da det ville afsløre, at der fandtes en lækage i KGB. Kort efter, at Gordijevskij var blevet rekrutteret, noterede en medarbejder i PET: ”Privat huskeseddel for os: Pas på ikke at bruge noget af det indgåede stof for tidligt.”[53] PET iagttog de strengeste sikkerhedsforskrifter for at hemmeligholde Gordijevskijs virksomhed: Det var kun syv personer i PET, der kendte til operationen, og oplysningerne, der stammede fra Gordijevskij, blev sløret, således at det ikke var muligt at afsløre kildens identitet.[54]

Nødvendigheden af at hemmeligholde operationen betød også, at PET måtte være tilbageholdende med at orientere Justitsministeriet herom. I 1977 anmodede den udenlandske tjeneste om, at ”foresatte myndigheder” ikke blev underrettet om oplysningerne fra Gordijevskij, før end denne havde forladt Danmark.[55] I januar 1980, da Gordijevskij var vendt tilbage til Moskva, blev justitsministeren orienteret om DKP’s kontakter til ambassaden og KGB, KGB’s kontakter i SF og Det Radikale Venstre og KGB’s interesse for socialdemokraterne.[56] I januar 1981 tiltrådte Ole Espersen som ny justitsminister. En daværende højtstående jurist i PET har over for Kommissionen oplyst, at den nye minister blev anset for en sikkerhedsrisiko på grund af sine tidligere frokostmøder med KGB-officerer og en betalt rejse til Nordkorea (disse forhold vil blive nærmere beskrevet senere). Departementschef Niels Madsen aftalte derfor med Anker Jørgensen, at Ole Espersen ikke skulle orienteres om Gordijevskij-sagen. Det skulle være den udenlandske tjeneste, der betingede sig, at ministeren blev holdt uvidende om sagen.[57] Kort tid efter orienterede PET’s chef den udenlandske tjeneste om, at ”nye ministre” ikke ville blive orienteret om Gordijevskijs oplysninger.[58]

Det var således først i 1985, da Gordijevskij var hoppet af til England, at PET kunne orientere regeringen om operationen, og at man kunne tage stilling til, om danske KGB-kontakter eventuelt skulle retsforfølges. I begyndelsen af oktober 1985 udarbejdede PET-medarbejdere en notits, som hævdede, at efterforskningen af Gordijevskijs oplysninger havde godtgjort, at to navngivne danskere havde overtrådt straffelovens § 108 ved at virke som påvirkningsagenter for KGB, og at to andre navngivne personer ligeledes havde overtrådt samme paragraf ved at bistå KGB.[59] Imidlertid drejede de efterfølgende møder i Embedsmændenes og Regeringens Sikkerhedsudvalg sig om, hvad man skulle gøre ved de identificerede efterretningsofficerer på ambassaden. Skulle man eksempelvis stramme visumreglerne for diplomater fra Warszawa-pagtlandene, eller skulle man erklære tidligere udstationerede efterretningsfolk for persona non grata? Man overvejede også at orientere de relevante ministerier om KGB’s virksomhed og at tillade offentliggørelse af visse dele af materialet.[60] Sikkerhedsudvalgene synes imidlertid ikke at have drøftet muligheden for at rejse straffesager mod danske statsborgere på baggrund af Gordijevskijs oplysninger og PET’s øvrige efterforskning. Under den fortsatte gennemgang af Gordijevskij-materialet udtog PET oplysninger vedrørende 36 danske og udenlandske statsborgere til nærmere analyse. I december 1985 anbefalede en sagsbehandler, at tjenesten skulle tage en samtale med 11 personer.[61] I sidste ende blev kun en af de omtalte danske statsborgere sigtet, men sagen måtte opgives på grund af manglende beviser.[62]

Regler og retningslinjer

Det er det generelle indtryk, at PET ikke interesserede sig for de politiske partier og deres aktiviteter i sig selv, men at tjenesten rutinemæssigt overvågede aktiviteter, der var omfattet af tjenestens ansvarsområde.[63] Der synes ikke at have eksisteret særlige forholdsregler for overvågningen og registreringen af danske politikere, da de var omfattet af PET’s generelle instrukser og retningslinjer. Således bemærkede justitsminister K. Axel Nielsen, da han i 1967 blev spurgt, om PET indsamlede og registrerede oplysninger om folketingsmedlemmer, ”at retningslinjerne er generelle, således at de finder anvendelse på alle borgere, uanset hvilken stilling de indtager i samfundet, således også i påkommende tilfælde på medlemmer af folketinget.”[64] Det indebar, at PET ifølge Justitsministeriets fortolkning af regeringserklæringen af 30. september 1968 fortsat kunne registrere politikere og folketingskandidater, der var genstand for en efterforskning af en konkret overtrædelse af straffeloven (først og fremmest straffelovens kapitler 12 og 13), havde østkontakter (forbindelse til mistænkte efterretningsofficerer eller rejser til østbloklande), var medlem af eller havde forbindelse til såkaldte ”urogrupper” eller var genstand for en grundig personundersøgelse.[65] En gennemgang af de bevarede emnekort (de indhentede oplysninger blev noteret på emnekort, der fungerede som krydsreferencer til sagerne i arkivet) viser da også, at den overvejende del af de indhentede oplysninger om de politiske partier drejede sig om ledende politikeres østkontakter, forbindelser til venstrefløjsgrupper (f.eks. i form af deltagelse i fælles politiske møder) og deltagelse i protestbevægelser (f.eks. deltagelse i modstanden mod EF og i fredsbevægelserne). Bortset fra materialet om østkontakterne kan hovedparten af PET’s oplysninger om de politiske partier således betegnes som overskudsinformation, der stammede fra tjenestens overvågning af venstrefløjen. Den følgende beskrivelse vil derfor fokusere på PET’s overvågning af de politiske partiers kontakter til identificerede eller mistænkte østlige efterretningsofficerer.

PET’s indsamling af ”rene” politiske oplysninger

Det skal dog bemærkes, at der i enkelte perioder synes at have foregået indhentning af oplysninger om nogle politiske partier. De tidligste fortegnelser over emnesagerne i PET’s arkiv viser således, at tjenesten i årene umiddelbart efter krigen interesserede sig for Konservativ Ungdom (KU). Det var sandsynligvis en følge af de unge konservatives flirten med det yderste højre i 1930’erne. Fortegnelserne viser også, at tjenesten indsamlede oplysninger om Dansk Samling og dets leder Arne Sørensen, om Retsstatspartiet (Danmarks Retsforbund), og at man indsamlede K.R.V. (medlemsblad for Københavns radikale Vælgerforening), Rød Ungdom (medlemsblad for Danmarks socialdemokratiske Ungdom, DsU), Social Oplysning (medlemsblad for Socialdemokratiets Oplysnings Sekretariat) og Dansk Politik (ugeblad for Hovedstadens Venstre).[66] Disse blade blev sandsynligvis anvendt af PET’s sagsbehandlere til at holde sig orienteret om den politiske udvikling og tendens. De radikale var muligvis af interesse på grund af deres pacifistiske og neutralistiske holdninger, og DsU var ofte placeret til venstre for moderpartiet og kunne muligvis tænkes at være mere åben over for kommunistiske tilnærmelser eller infiltration.

I forbindelse med reorganiseringen af REA/PET i 1950 var der antagelig overvejelser i tjenesten om at registrere visse socialdemokrater. Ifølge et anonymt notat burde det fremover være muligt for tjenesten at opretholde registreringen af tidligere kommunister, som var blevet medlemmer af Socialdemokratiet: ”Lignende Forhold gør sig gældende for i hvert Fald de yderste, venstreorienterede Socialdemokraters Vedkommende og for f.Eks. Socialdemokrater og andre, som deltager i Rejser til Sovjetunionen efter Indbydelse derfra.”[67] Der er dog ikke fundet tegn på, at venstreorienterede socialdemokrater blev registreret alene på grund af deres politiske tilhørsforhold.[68]

I slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne fulgte PET dannelsen af flere nye småpartier. Det drejede sig om Danmarks Socialistiske Parti, Danmarks Republikanske Nationalforsamling, Lønmodtagerforbundet, Fredspolitisk Folkeparti og De Frisindede. PET registrerede oplysninger om partiernes dannelse, program og ledere. Tjenesten udviste størst interesse for Danmarks Socialistiske Parti, der var et resultat af splittelsen i DKP. Partiet opløste sig selv i november 1958, og medlemmerne tilsluttede sig det nydannede SF. PET modtog indberetninger fra politikredsene, der indeholdt oplysninger om partiafdelingernes ledelse, medlemsantal, mødeprocenter, kandidater og stillerlister. Tjenestens interesse for partierne skyldtes formentlig, at man, ligesom det var tilfældet med SF, ønskede at kortlægge den eventuelle kommunistiske indflydelse. Der var imidlertid ikke tale om en målrettet overvågning, og de indhentede oplysninger var fåtallige.[69]

PET synes kun at have indsamlet få oplysninger om den yderste højrefløj i de første årtier af den kolde krig. Et af de partier, som PET interesserede sig for, var Landssammenslutningen 9. april. Mellem 1957 og 1960 registrerede PET en række oplysninger om partiets oprettelse, program og om lederen Jon Galsters offentlige møder.[70]

Under det meste af den kolde krig var det kun de tre venstrefløjspartier i Folketinget – DKP, SF og VS – der var registreret som organisationssager i PET.[71] I marts 1983, omtrent samtidig med regeringens godkendelse af de nye retningslinjer for PET’s virksomhed på det politiske område, godkendte Wamberg-udvalget, at yderligere fem partier (Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet) blev formelt registreret (det vil sige de fik tildelt et emnenummer).[72] Det fremgår af emnekartoteket, at partiernes programmer blev fremskaffet og lagt på de nyåbnede sager.[73] Ifølge PET’s daværende chef, Ole Stig Andersen, var formålet med registreringerne, at man kunne se, hvad der stod i partiprogrammerne.[74] Nogle måneder forinden havde PET fået justitsministerens godkendelse til at lægge lister over kandidater til folketings-, kommunalråds- og amtsrådsvalg på sagerne vedrørende de politiske partier. PET argumenterede for, at det var ”praktisk nødvendigt” at opbevare sådanne personoplysninger på sagerne, at det måtte være rimeligt, at PET havde ”en bred almen viden om de politiske forhold her i landet”, og at der ikke var tale om en egentlig registrering af de pågældende kandidater.[75] Disse to beslutninger betød, at PET kunne registrere de politiske partier og indsamle oplysninger om partiernes kandidater.

Der er bevaret forskellige spredte oplysninger i PET’s arkiv, der tyder på, at tjenesten i 1980’erne i højere grad end tidligere indsamlede informationer om de politiske partiers aktiviteter. Således registrerede Centralafdelingen oplysninger om KU’s og Konservative Gymnasiaster (KG’s) fremgang på skoler og gymnasier i 1982 og om valget af en ny landsformand på Venstres Ungdoms (VU’s) landsstævne i 1983.[76] PET fulgte også dannelsen af Danmarks Miljøparti, De Grønne og Det Humanistiske Parti, dog uden at foretage en målrettet overvågning.[77] I regionsafdelingen i Odense blev der bl.a. oprettet emnesager på Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti, som indeholdt partiprogrammerne og avisudklip om partiernes kandidater til byråds-, kommunalråds-, amtsråds- og folketingsvalgene.[78] Dette var antagelig en direkte følge af de to beslutninger i 1982-83. En daværende medarbejder ved regionsafdelingen har bekræftet, at afdelingen havde sager på samtlige politiske partier, hvilket skyldtes, ”at PET havde en forpligtigelse til at kende de forskellige politiske partier og deres programmer, og fremtrædende personers markante udtalelser eller en holdning til et spørgsmål som f.eks. HAWK-raketter på Fyn, blev indsamlet.”[79] I en regionsafdeling holdt en kilde PET orienteret om den interne uro i den socialdemokratiske byrådsgruppe.[80] Den daværende regionsleder har over for Kommissionen forklaret, at indberetningen skyldtes, at man havde en meget aktiv kilde: ”Det er ikke Socialdemokratiet som sådan, der interesserede, men man ville over for hovedafdelingen tilkendegive, at kilden stadig var der. Kilderne stod ikke på nakken af hinanden, og PET måtte have at vide, hvad de sidst havde fået af oplysninger fra en kilde. Det, som en kilde kom med, noterede man ned, og man overlod det til centralafdelingen at vurdere, om det overhovedet var noget, der kunne bruges eller var af interesse.”[81] Med andre ord kunne der altså være en tendens til, at eksistensen af en kilde i sig selv kunne være drivkraften i indsamlingen af oplysninger om politiske partiers virksomhed.

Det bemærkes, at de ”rene” politiske oplysninger, der er fundet i PET’s arkiv, er få og spredte. PET’s hovedinteresse under den kolde krig var rettet mod de politiske partiers kontakter til østblokkens diplomater og efterretningsofficerer. Der vil derfor i det følgende blive redegjort for den sovjetiske påvirkningskampagne og dens mål og midler.

Den sovjetiske påvirkningskampagne

Der vil i det følgende hovedsageligt blive fokuseret på den sovjetiske påvirkningsindsats, idet østblokkens virksomhed på dette område i al væsentlighed var identisk med den sovjetiske. Sovjetunionen havde langt flere ressourcer til rådighed end de øvrige Warszawapagtlande, og de forskellige initiativer blev koordineret med eller ledet af Moskva.[82] PET anvendte også flest kræfter på at afdække de sovjetiske efterretningstjenesters politiske kontakter og færre på de øvrige østlige tjenester.

Der blev i løbet af den kolde krig anvendt forskellige betegnelser om de sovjetiske påvirkningsforsøg i den vestlige verden. I den tidlige kolde krig talte man ofte om ”subversion” eller ”undergravende virksomhed”, et bredt begreb, der kunne anvendes (og misbruges) om næsten al politisk og social aktivitet, som var i opposition til den officielle politik (faglig aktivitet, borgerretsbevægelser eller militærnægtere kunne og blev ofte betegnet som subversion). Et dokument fra 1976, der var udarbejdet af Bern-klubben (de halvårlige møder for de vesteuropæiske efterretningstjenester), definerede ”subversion” (når det blev anvendt som et redskab for den sovjetiske udenrigspolitik) som forsøget på ”at øve indflydelse på den offentlige mening bag ryggen på vesteuropæiske regeringer for således at påvirke politiske afgørelser til fordel for Sovjetunionen.”[83] Her var der således primært tale om den indirekte påvirkning af de vestlige regeringer via opinionspåvirkning. Man talte også om ”desinformation”, som var en oversættelse af det russiske ”desinformatsija”, der oprindeligt var skabt af KGB til at betegne udspredelsen af falske eller vildledende oplysninger med den hensigt at miskreditere eller skade modparten.[84] Desinformation var en metode, der først og fremmest blev anvendt over for den vestlige presse og personer, der i forvejen var kritisk indstillet over for de vestlige samfund, med henblik på at påvirke opinionen og dermed indirekte regeringens politik. Senere benyttedes betegnelsen ”active measures” (dvs. ”aktive foranstaltninger”), der var den engelske oversættelse af den oprindelige russiske betegnelse ”aktivnyje meroprijatija”, og som PET oversatte til ”politiske efterretningsaktiviteter (PEA)”.[85] I det følgende vil betegnelsen aktive foranstaltninger blive benyttet. Begrebet blev defineret som ”operationer, der skal støtte sovjetiske formål, uden at ophavsmændene kan spores.”[86] Dette begreb omfattede både den direkte (politiske) og indirekte (opinion) påvirkning af de vestlige lande.

Formålet med påvirkningspolitikken ifølge Bern-klubben var at styrke Moskvas indflydelse og ”undergrave det vestlige parlamentariske demokratis forsvar og nedbryde dets institutioner.”[87] PET skelnede i en analyse mellem det strategiske mål at udvide Moskvas indflydelse og magt i verden og den taktiske udførelse, som havde til hensigt -

” – at øve skjult indflydelse på andre regeringer til fordel for Sovjet og til at imødegå modstand mod Sovjets politik ved at søge at ødelægge forbindelser mellem andre stater, der vender sig mod Sovjet, og ved at miskreditere disses ledere og institutioner og nedbryde moralen.”[88]

De sovjetiske påvirkningsoperationer var derfor tilpasset hvert lands særlige forhold, og de valgte emner havde generelt til formål at svække de vestlige landes forsvar, så splid mellem NATO-landene (især mellem Vesteuropa og USA), miskreditere USA og dets ledere og så tvivl om kritikere af det sovjetiske system.[89] Indsatsen over for Danmark havde som sine væsentligste formål at neutralisere landet ved at svække dets tilknytning til NATO. Dette blev tilstræbt ved at fremsætte forslag, der skulle underminere de vestlige sikkerhedsgarantier i området (”Østersøen som Fredens Hav”, ”Norden som atomvåbenfri zone”), foranstalte kampagner imod NATO’s politik (dobbeltbeslutningen i 1979 om opstilling af 572 mellemdistanceraketter), styrke østblokkens position (anerkendelse af DDR og afholdelsen en europæisk sikkerhedskonference) og miskreditering af Sovjet-dissidenter (Sakharov-høringen i 1975).[90]

Doktrinen om ”fredelig sameksistens” betød ikke, at østblokken nedtrappede forsøgene på at påvirke Vesten – tværtimod. Under Stalin havde det været opfattelsen, at verden var opdelt i ”to lejre”, fredens lejr (de socialistiske lande) og imperialismens lejr (de vestlige lande). Det var uundgåeligt, at modsætningerne ville ende i krig, som ville udløse revolutioner og socialismens udbredelse til de kapitalistiske lande. Med en sådan ideologi havde Sovjetunionen begrænsede muligheder for at påvirke Vestens politik. Doktrinen om ”fredelig sameksistens” betød, at Kreml ikke mere anså krigen for at være uundgåelig, i hvert fald ikke på kort sigt, men den indebar ikke, at østblokkens ledere opgav forsøgene på at forrykke magtbalancen i deres favør. I den sovjetiske ledelses øjne var afspændingsperioden en form for ”våbenstilstand” mellem blokkene, som gav mulighed for at skærpe den ideologiske kamp. Efter Stalins død i 1953 intensiveredes det politiske, økonomiske og kulturelle samarbejde mellem blokkene, og det gav østlandene nye muligheder for at udøve åben og skjult påvirkning af Vesten. Samtidig oplevede de kommunistiske lande en økonomisk fremgang fra slutningen af 1960’erne, som sammen med de vestlige landes økonomiske krise i 1970’erne gav det indtryk, at de socialistiske lande var ved at vinde den fredelige kappestrid. Det medførte en optrapning af den østlige påvirkningsindsats rettet mod Vesten.[91] De europæiske sikkerhedschefer citerede KGB’s chef Jurij Andropov for i 1967 at have udtalt:

”Fredeligt samarbejde er en form for klassekamp. Det er en grusom kamp, der kæmpes på alle fronter, d.v.s. på den økonomiske, den politiske og den ideologiske front. I en sådan kamp må statssikkerhedsorganerne udføre deres særlige opgaver omhyggeligt og ufejlbarligt.”[92]

Sovjetunionens påvirkningsaktiviteter involverede både det normale diplomati (Udenrigsministeriet og dets repræsentationer i udlandet), pressen, internationale frontorganisationer og den civile efterretningstjeneste (KGB). Aktiviteterne blev iværksat og koordineret på allerhøjeste niveau af det sovjetiske kommunistparti (SUKP’s) centralkomités Internationale Afdeling (International Department, ID), der blev oprettet i 1943 for at overtage Kominterns opgaver. I 1978 oprettedes den Internationale Informationsafdeling (IID), der havde til opgave at styrke propagandaindsatsen over for udlandet. De to afdelinger arbejdede tæt sammen med KGB, der havde til opgave at iværksætte aktive foranstaltninger. I 1971 blev KGB’s Departement D, der havde udført desinformationsopgaver, afløst af en ny afdeling, Service A, der blev placeret under KGB’s 1. Hoveddirektorat (ydre efterretningstjeneste, kontraefterretningstjeneste, aktive foranstaltninger og analyse), og som skulle udføre propaganda- og påvirkningsoperationer.[93] Påvirkningsoperationerne var således en integreret del af den sovjetiske udenrigspolitik, og det forhold, at KGB-officerer var udstationeret på de sovjetiske ambassader under diplomatisk dække, betød, at deres lokale kontakter ofte var uvidende om, at de havde med efterretningsofficerer at gøre.[94] Det gjorde det også svært for PET at skelne mellem legitim diplomatisk aktivitet og efterretningsvirksomhed.

KGB’s forbindelser i Folketinget og de politiske partier

Som nævnt anvendte Sovjetunionen en bred vifte af dets institutioner til at etablere kontakt og påvirke den danske sikkerhedspolitik – Udenrigsministeriet, ambassaden, pressen, frontorganisationer og KGB-residenturet – og man gjorde tilnærmelser til en lang række danske aktører: Centraladministrationen (først og fremmest Stats- og Udenrigsministeriet), Folketinget, de politiske partier, ungdomsorganisationer og pressen.[95] Der vil i det følgende blive fokuseret på KGB’s kontakter med de politiske partier og disses ungdomsorganisationer.

KGB havde to formål med etableringen af de politiske kontakter: At indhente oplysninger og udøve holdningspåvirkning.[96] Gennem samtaler med danske politikere var det muligt for de sovjetiske efterretningsofficerer at danne sig et overblik over de forskellige partiers syn på sikkerhedspolitiske spørgsmål, såsom forslaget om Norden som atomvåbenfri zone eller Reagan-administrationens oprustning, og anvende denne viden i tilpasningen af den sovjetiske politik over for Danmark. Ifølge Oleg Gordijevskij var KGB-Centeret i Moskva i 1976 interesseret i oplysninger om situationen i de borgerlige partier, DKP’s placering i det politiske system, socialdemokraternes vurdering af situationen i de europæiske kommunistpartier, udviklingen af den kommunistiske propagandaaktivitet i Danmark og forskelle på Danmarks og Sveriges holdning til forskellige internationale spørgsmål.[97] PET bemærkede også, at KGB-officererne interesserede sig levende for enhver oplysning om de politiske partiers indre forhold, om indre magtkampe og ledende politikeres privatliv: ”Vore kilder i politiske kredse erklærer samstemmende, at russerne er forbløffende præcist og bredt orienteret om foran anførte emner.”[98] Samtidig kunne KGB-officererne under samtalerne forsøge at påvirke modparten til at indtage standpunkter, der var i overensstemmelse med sovjetiske interesser. En politiker eller en anden fremtrædende person, der bevidst eller ubevidst lod sig udnytte til at udsprede sovjetiske synspunkter og oplysninger, hvad enten de var sande eller falske, blev betegnet som en ”agent of influence” (”indflydelsesagent”). Den ubevidste indflydelsesagent, der ikke var rekrutteret som agent, og som måske var uvidende om samtalepartnerens status som efterretningsofficer, blev ofte fundet blandt politikere og andre opinionsskabere, der var kritiske over for de vestlige samfund, eller som forfulgte egne egoistiske mål, såsom økonomisk vinding eller behov for opmærksomhed.[99]

Det er selvsagt ofte yderst svært at afgøre, i hvilket omfang KGB’s danske samtalepartnere lod sig påvirke eller udnytte af den sovjetiske efterretningstjeneste. Det kræver, at det er muligt konkret at dokumentere, at en politikers synspunkter ændrede sig i prosovjetisk retning, efter at kontakten blev etableret (og at holdningsændringen ikke skyldtes andre faktorer eller påvirkning fra andre aktører), eller at politikeren viderebragte oplysninger og synspunkter, som kun kunne stamme fra den sovjetiske kontakt. Det var naturligt nok lettere for russerne at påvirke politikere, der allerede delte mange af deres synspunkter, mens det nok var svært eller umuligt at overbevise politikere, der havde et kritisk syn på Sovjetunionen og dets politik. Det hører også med til billedet, at der ofte var tale om en dialog mellem to parter, hvor danskeren også forsøgte at påvirke den russiske modpart, for eksempel med hensyn til behovet for nedrustning i øst såvel som i vest eller overholdelse af menneskerettighederne.

I midten af 1970’erne modtog PET oplysninger fra Gordijevskij om KGB’s forskellige typer af forbindelser. Ifølge KGB-officeren skelnede den sovjetiske efterretningstjeneste mellem fire forskellige typer af forbindelser:

Selvom det således kun var den sidste kategori, der omfattede egentlige agenter, blev både fortrolige kontakter og agenter registreret i KGB’s ”agentindex”, og begge typer talte med som agenter i KGB’s statistik.[100] KGB udarbejdede derudover et større antal underkategorier af kontakter og agenter ud fra deres placering og opgaver.[101] Det er dog uklart, i hvilket omfang disse specialiserede betegnelser blev anvendt i praksis af den sovjetiske tjeneste. PET synes ikke at have haft kendskab til underkategorierne eller de præcise definitioner i samtiden, og tjenesten skelnede ikke altid eksplicit mellem de forskellige begreber. Det er dog indtrykket, at PET var opmærksom på forskellen mellem kontakter og agenter, og at dets overvågning netop havde til formål at identificere de egentlige agenter eller kontakter, der var ved at udvikle sig hen imod agentstadiet. Efter hvervningen af Oleg Gordijevskij i 1975 fik tjenesten et unikt indblik i KGB’s virksomhed, og PET begyndte i sine notitser om KGB’s forbindelser i de politiske partier eksplicit at skelne mellem fortrolige kontakter, ”objekt rasrabotki” og agenter.

Foruden indsamlingen af oplysninger og meningspåvirkningen var KGB’s politiske arbejde lagt an på at forsøge at hverve danske politikere som agenter. Dette var den store trussel ifølge PET’s vurdering fra 1970:

”At bringe et folketingsmedlem under kontrol som agent åbner selvsagt adgang til en efterretningsmæssig guldgrube, ikke mindst i en politisk opbrudstid, hvor præcise og nuancerede politiske efterretninger må rangere højere på KGB’s målliste end i den kolde krigs periode med de stivnede fronter.

Et folketingsmedlem under sovjetisk kontrol vil også være overordentlig værdifuld i den disinformationsvirksomhed, som KGB ifølge udenlandske kilder i stigende grad involverer sig i.”[102]

KGB anvendte flere metoder til at identificere mulige kontakt- og agentemner og til at etablere forbindelse til dem. En mere langsigtet metode bestod i kultiveringen af medlemmer af partiernes ungdomsorganisationer, hvor morgendagens politiske ledere måtte antages at befinde sig. De sovjetiske efterretningsofficerer indbød til ”film- og cocktailselskaber” på ambassaden, de mødte op til ungdomsgilder på kollegierne og andre steder medbringende spiritus, og de indbød til dyre frokoster. Det var PET’s vurdering, at KGB’s indsats havde til formål at udføre ”talentspejdning, kompromittering og hvervning blandt en gruppe unge, der om ti år er voksne politikere med indsigt og indflydelse.”[103] KGB benyttede sig også af sine pressekontakter til at indhente oplysninger om de indre forhold i partierne og vurderinger af ledende politikere.[104] Den nok mest hyppigt anvendte metode til at etablere kontakt til danske politikere var indbydelser til receptioner og andre sociale arrangementer på den sovjetiske ambassade, hvor de sovjetiske deltagere foruden den diplomatiske top næsten udelukkende var efterretningsofficerer. Her kunne KGB-personalet under afslappede former studere de danske deltagere, og PET konstaterede, at sådanne møder ofte førte til invitationer til frokoster på restauranter rundt om i byen, hvor parterne lærte hinanden nærmere at kende. Disse møder kunne udvikle sig til, at KGB-officeren, efter at have stillet modparten forskellige opgaver med udlevering af oplysninger, forsøgte en egentlig hvervning.[105] I enkelte tilfælde kunne møderne føre til en invitation til et besøg i Sovjetunionen, hvor KGB uhindret kunne studere den pågældendes vaner og laster, psykiske habitus, politiske indstilling og vilje til samarbejde.[106] I forbindelse med studiet af en kontakt indsamlede KGB detaljerede personoplysninger om den pågældende, der omfattede hans personlige karaktertræk, intellektuelle evner, holdning til andre, selvvurdering, forhold til KGB-officeren, personlige vaner og fritidssysler. Disse blev indberettet til Centeret i Moskva, som besluttede, om man skulle forsøge at hverve målpersonen.[107]

Det er således vigtigt at understrege, at man skal skelne mellem KGB’s kontakter og agenter. Langt hovedparten af KGB’s forbindelser til danske politikere var kontakter, som de sovjetiske efterretningsofficerer under diplomatisk dække benyttede til at orientere sig om danske politiske forhold og fremsætte sovjetiske synspunkter. De var således en normal del af den diplomatiske kontakt mellem Øst og Vest. Det var kun de personer, der var hvervet, opererede konspirativt og udførte opgaver, som kan klassificeres som agenter, der arbejdede for en fjendtlig efterretningstjeneste.

PET’s overvågning af de østlige efterretningstjenesters indsats mod de politiske partier

PET’s overvågning af de østlige efterretningstjenester, dvs. først og fremmest de sovjetiske KGB og GRU’s virke mod de politiske partier under den kolde krig, må på grundlag af det bevarede kildemateriale betegnes som begrænset og ikke fuldt ud effektiv. Dette skyldtes i høj grad, at der ikke var afsat tilstrækkeligt med ressourcer, og at indsatsen ikke blev prioriteret højt nok. PET’s indsats på det politiske område var i betydelig grad styret af den præventive opgave, der bestod i at holde eventuelle nationalt upålidelige personer ude fra stillinger, der gav adgang til klassificerede oplysninger. En stor del af PET’s arbejde bestod derfor i at indsamle og registrere personoplysninger, som blev anvendt i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser i forbindelse med ansættelser i særlige sensitive stillinger i centraladministrationen og i forsvaret. Som det er beskrevet andetsteds,[108] blev overvågningen af den sovjetiske ambassade iværksat relativt sent, og personalet på ”russerholdet” og den øvrige satellitafdeling var betydeligt mindre end i f.eks. Sverige og Norge. Frem til slutningen af den kolde krig beklagede kontraspionagemedarbejderne sig konstant over de begrænsede ressourcer og over det manglende samarbejde internt i PET og med andre statslige styrelser. Den begrænsede indsats afspejlede sig også i PET’s viden om de østlige efterretningstjenesters aktivitet i de politiske partier. PET’s årsberetninger handlede primært om konstaterede åbne kontakter (indhentet ved aflytning og fysisk observation), og PET’s indsigt i de mere konspirative aktiviteter var ofte begrænset. Tjenesten måtte således i midten af 1970’erne konstatere:

”Der foreligger i øvrigt ikke for året 1975 oplysninger om mere personlig kontakt med partisekretærerne, lige som der intet er fremkommet om russernes eventuelle overværelse af de af partierne afholdte kongresser eller landsmøder.

Der foreligger heller ikke oplysninger om russisk kontakt til de politiske eller andre ungdomsorganisationer.”[109]

Den anden årsag til PET’s begrænsede viden var, at KGB anvendte konspirative metoder, i takt med at kontakterne udviklede sig og blev mere seriøse. I 1979 blev PET således opmærksom på, at en journalist mødtes med en KGB-officer: ”Møderne bliver aftalt fra gang til gang og er med anvendelse af denne taktik næsten umulig at følge.”[110] PET konstaterede, at det samme mønster gjorde sig gældende for KGB-officerernes møder med fremtrædende danske politikere: ”Dette kunne tyde på, at KGB-officererne har modtaget ordrer om at hemmeligholde forbindelser med nyttige og betydningsfulde kontakter.”[111] Det samme gjorde sig gældende det følgende år, hvor PET formodede, at en KGB-officer holdt sin kontakt til et socialdemokratisk folketingsmedlem skjult ved at ringe fra en telefonboks.[112] Et andet problem for PET var, at det tilsyneladende kun var et fåtal af de personer, som havde været udsat for tilnærmelser fra russerne, der på egen hånd underrettede PET. Således bemærkede tjenesten, at det hørte til sjældenhederne, at personer, der havde besøgt Sovjetunionen, selv tog kontakt til PET.[113] Der var dog enkelte politikere, der følte, at russerne blev for påtrængende, og som rapporterede om forholdet til justitsministeren eller PET.[114]

PET og Folketinget

PET’s overvågning af de politiske partiers forbindelser til østlige efterretningsofficerer bragte naturligt nok tjenesten i kontakt med Folketinget, da officererne også opererede her under diplomatisk dække. Frem til midten af 1980’erne indeholdt kontraspionageafdelingens årsberetning et afsnit om fjendtlig efterretningsaktivitet på Christiansborg. Afdelingen konstaterede, at den sovjetiske ambassadør havde officiel kontakt til Folketingets formand, og at flere officerer havde kontakt til Folketingets bureau, hvorfra de modtog oplysninger om tingets arbejde, fremsatte lovforslag og sammensætningen af Folketingets udvalg og nævn. Officererne etablerede også kontakter til flere af partiernes sekretariater på Christiansborg, de overværede debatter i salen fra tilhørerlogen, og de mødtes med tingets medlemmer i Snapstinget.[115] PET antog, at officerernes vigtigste opgave var at skabe kontakter til folketingsmedlemmer med henblik på at indhente oplysninger, udsprede sovjetiske synspunkter eller eventuelt hverve dem: ”Udbyttet af de timelange ophold i tilhørerlogen er formentlig stærkt begrænset på grund af de sparsomme danskkundskaber, men tjener vel til at ’legitimere’ de mange besøg i ’Snapstinget’, hvor der tages kontakt til både pressefolk og folketingsmedlemmer”, som afdelingen bemærkede i 1970.[116] Senere kom der bedre uddannede efterretningsofficerer med bedre sprogkundskaber som Oleg Gordijevskij, der overværede vigtige debatter og holdt ambassaden løbende orienteret om den politiske udvikling.[117] I et enkelt tilfælde konstaterede PET, at en sovjetisk efterretningsofficer, presseattaché Vladimir Minin, under et besøg på Christiansborg havde udvist ”pågående interesse” for Statsministeriets kontorer og Udenrigsministeriets nye bygning.[118]

Der er intet, der tyder på, at PET systematisk overvågede Folketinget. Oplysningerne om sovjetisk efterretningsaktivitet på Christiansborg er generelt sporadiske og kortfattede, og de stammer formentlig fra tjenestens kilder og kontakter i de politiske partier.[119] Kommissionen har ikke fundet nogen forholdsordre for tjenestens virksomhed i Folketinget, men det var tilsyneladende praksis, at tjenestens medarbejdere ikke overvågede politikere eller efterretningsofficerer på Christiansborg.[120]

PET’s brug af kilder og dobbeltagenter i de politiske partier

I en række tilfælde benyttede PET danske politikere som kilder eller dobbeltagenter til at kortlægge KGB-officerernes modus operandi og fastslå, hvilke oplysninger de var interesseret i. Det synes i de fleste tilfælde at have været PET, der tog kontakt til de pågældende danskere, når tjenesten blev opmærksom på, at de mødtes med formodede eller identificerede efterretningsofficerer.[121] I det følgende vil PET’s brug af politikere som dobbeltagenter blive illustreret ved en beskrivelse af nogle enkelte operationer.

I 1970 traf en ung borgerlig politiker den sovjetiske attaché Albert Mironov i forbindelse med et delegationsbesøg fra Sovjetunionen. Mironov, der var identificeret som KGB-officer, havde kontakter til flere politiske ungdomsorganisationer.[122] Under mødet anmodede Mironov danskeren om dennes navn og adresse, da han ønskede at knytte en mere ”intim kontakt” til ham og hans organisation. Kort tid efter modtog danskeren en invitation til en reception på ambassaden, hvor han igen traf Mironov. Her blev de danske deltagere nøje udspurgt om deres personlige forhold, hvilket fik ham til at føle, at han nærmest var i færd med at udfylde et skema til en ansøgning. Mironov inviterede danskeren til frokost på en restaurant, hvor han udspurgte ham om de indre forhold i VKR-regeringen og ungdomsorganisationens forhold til moderpartiet.[123] Senere fulgte indbydelser til et cocktail-party for ungdomspolitikere hos det sovjetiske nyhedsagentur Novosti[124] og flere frokoster på restauranter i København. Mironov var især interesseret i oplysninger om de indre forhold og magtkampe i moderpartiet og i dets syn på udenrigspolitiske spørgsmål, bl.a. anerkendelsen af DDR, og det var kildens indtryk, at Mironovs hensigt med spørgsmålene var at teste hans troværdighed.[125] Det var antagelig Mironovs hensigt at forsøge at bruge kontakten til at påvirke moderpartiets politik, for ved flere lejligheder bad han danskeren om at rejse forskellige sikkerhedspolitiske spørgsmål i partiet, såsom det socialdemokratiske forslag om etableringen af en europæisk sikkerhedsalliance bestående af ti lande fra Øst og Vest. Mironov var også interesseret i, at danskeren skulle deltage i en politisk ungdomskonference i Stockholm.[126] Danskeren blev under hele forløbet nøje briefet af PET om, hvordan han skulle optræde, ligesom tjenesten sikrede sig, at den pågældende ikke udleverede skriftligt materiale, uden at det var godkendt af PET.[127] Det fremgår ikke af sagen, hvor længe den kørte, eller hvordan den blev afsluttet.

I 1970’erne havde PET øjensynligt flere kilder, der holdt tjenesten orienteret om socialdemokratiske østkontakter. I 1972 rapporterede PET, at presseattachéen Leonid Makarov det sidste halve år havde holdt fire møder med en kilde, som han havde ”energisk bearbejdet”. Ifølge PET havde kilden ”god indsigt i forholdene inden for de politiske partier”, og russeren havde udvist interesse for ”interne oplysninger fra især Socialdemokratiets inderkreds.” Det fremgår ikke, om kilden var en journalist eller socialdemokratisk politiker. PET tilføjede, at ”udviklingen er under kontrol herfra”, hvilket betyder, at kilden blev kørt som dobbeltagent af tjenesten.[128] I 1975 blev en socialdemokratisk politiker kontaktet af Oleg Gordijevskij, der ønskede et møde. Efter at have indhentet justitsministerens og PET’s godkendelse mødtes politikeren med russeren, hvorefter han aflagde rapport til PET. Gordijevskij havde interesseret sig for udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, socialdemokraternes kontakter til østdiplomater og litteratur.[129]

I 1982 blev et medlem af en politisk ungdomsorganisation opsøgt af en journalist ved Komsomolskaja Pravda, der var interesseret i ungdomsorganisationens opbygning, syn på sikkerhedspolitiske spørgsmål og i ungdomsproblemer.[130] Da journalisten var identificeret som KGB-officer tilhørende presse/politik-linjen, tog PET kontakt til danskeren, der viste sig at være egnet til et samarbejde.[131] I løbet af de næste fem år, med en pause efter Oleg Gordijevskijs afhopning, hvor KGB i en periode lagde sine kontakter på is, afholdt de 34 frokostmøder fortrinsvis på restauranter i København. Den sovjetiske efterretningsofficer var interesseret i moderpartiets politik og interne forhold, i den indenrigspolitiske situation, i kildens syn på udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål og kildens personlige forhold og karriere. Forbindelsen udviklede sig stadigt mere konspiratorisk med tiden. I starten blev møderne aftalt på forhånd via telefonen. Efter et par møder begyndte KGB-officeren at opbygge et venskabeligt forhold, og kilden blev anmodet om at fremskaffe forskelligt skriftligt materiale om moderpartiet. Efter omkring ti møder ændrede de drastisk karakter: Kilden fik stillet opgaver om at udarbejde rapporter om politiske emner (f.eks. om danske politikeres holdning til præsident Reagans ”stjernekrigsprojekt”), som han modtog penge for, møderne blev aftalt fra gang til gang med alternative mødedatoer ”samme tid og sted”, og kilden blev pålagt ikke at ringe eller omtale møderne. PET vurderede på dette tidspunkt, at kilden nu havde status af ”fortrolig kontakt”. Under de følgende møder blev kilden anmodet om at fremskaffe artikler fra Udenrigsministeriets blad Østnyt, som han modtog betaling for. Dette var muligvis en test af, om han var villig til at udlevere materiale, som ikke var umiddelbart tilgængeligt. KGB-officeren antydede også over for sin samtalepartner, at han ved siden af sit journalistiske virke havde et spændende arbejde for et ikke nærmere identificeret ”institut”, der havde til opgave at indsamle og bearbejde oplysninger om internationale forhold og at rådgive den sovjetiske ledelse. Operationen sluttede med, at PET, der vurderede, at kilden var tæt på at blive hvervet som agent, forgæves forsøgte at rekruttere KGB-officeren.[132]

I 1989 mødte et medlem af en politisk ungdomsorganisation en sovjetisk diplomat, der i virkeligheden var efterretningsofficer, i forbindelse med en konference om menneskerettigheder på Christiansborg. I den følgende tid mødtes de to 16 gange på restauranter og hjemme hos kilden, hvor man drøftede sikkerhedspolitiske spørgsmål, den indenrigspolitiske situation, de interne forhold i partiet og kildens personlige forhold, karriere og økonomi. Møderne havde fra starten et konspirativt præg, idet nye møder blev aftalt fra gang til gang, der blev aftalt alternative mødedatoer ”samme tid og sted”, og efterretningsofficeren benyttede sig af telefonbokse, når han skulle i kontakt med kilden. I starten modtog kilden betaling i form af spiritus og cigaretter for forskelligt skriftligt materiale, men efter 12 møder tilbød officeren penge for udarbejdelsen af artikler om internationale forhold. Det var tilsyneladende også KGB-officerens hensigt at anvende kilden til holdningspåvirkning, for han udleverede forskellige dokumenter og artikler, der gengav sovjetiske synspunkter på sikkerhedsmæssige spørgsmål. Det fremgår ikke af den del af sagen, som Kommissionen har haft adgang til (frem til udgangen af 1989), hvor længe operationen varede, og hvordan den endte.[133]

PET’s samarbejde med politikere var et sensitivt emne, idet nogle politikere så tjenestens interesse for østkontakterne som et udtryk for, at PET overvågede lovlig politisk virksomhed. Nogle politikere følte, at dialog og samtaler var et middel til at opnå gensidig forståelse og afspænding, og at det ikke var noget, som PET skulle blande sig i. Problemet kan illustreres med et eksempel fra midten af 1970’erne. En fremtrædende socialdemokrat havde flere møder med en østtysk diplomat, der ønskede at etablere officielle partikontakter mellem det østtyske kommunistparti SED og Socialdemokratiet. Den danske politiker orienterede efterfølgende PET om mødernes forløb. Da PET-medarbejderen bad om at blive underrettet, hvis den pågældende fik oplysninger om, at socialdemokratiske deltagere eller andre deltagere i Østersøugerne blev udsat for tilnærmelser fra østtysk side, afbrød den pågældende politiker imidlertid samarbejdet med den begrundelse, at han havde fundet interessen for kontakterne mellem SED og Socialdemokratiet for ”ubehagelig”, og at han frygtede, at PET forsøgte af få den pågældende draget ind i et mere vidtgående samarbejde.[134] I flere tilfælde opgav PET at tage kontakt til politikere, som mødtes med østlige efterretningsofficerer, idet man vurderede, at politikerne ville se det som udtryk for, at de blev overvåget og registreret, og at der derfor var en risiko for, at de ville gå til pressen med historien.[135]

Det er Kommissionens indtryk, at dobbeltagentoperationerne gav PET et vigtigt indblik i KGB’s virke mod de politiske partier i Danmark under den kolde krig. Det var muligt for tjenesten at følge, hvordan forholdet udviklede sig i en konspirativ retning, og hvordan de stillede opgaver ændrede karakter. Operationerne gav også et indblik i, hvilke oplysninger russerne var interesseret i (sikkerhedspolitiske spørgsmål, den indenrigspolitiske situation, de interne forhold i partiet og kildens personlige forhold), og hvordan de forsøgte at påvirke danskerne til at rejse forskellige spørgsmål eller skrive artikler om emner, der var i Sovjetunionens interesse. Endelig havde operationerne også et præventivt sigte: De gjorde det muligt for PET at kontrollere, hvilke oplysninger der blev videregivet, og eventuelt at forsøge at bruge kontakten til at hverve KGB-officeren som dobbeltagent. Det vides ikke, hvor mange dobbeltagentoperationer PET gennemførte på det politiske område, men antallet var sandsynligvis begrænset, da de var ganske ressourcekrævende. Foruden føringen af dobbeltagenten omfattede de i et vist omfang anvendelsen af telefon- og rumaflytning, observation og samarbejde med udenlandske tjenester.

Telefonaflytning af de politiske partier?

Fremtrædende politikere har ved flere lejligheder givet udtryk for en mistanke om, at deres telefoner blev aflyttet.[136] Det vakte betydelig opsigt i 1967, da formanden for Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU), Hans Carl Nielsen, hævdede, at telefonerne på forbundskontoret såvel som flere ledende DsU’eres privattelefoner blev aflyttet af efterretningstjenesten. Årsagen skulle angiveligt være, at DsU sammen med en række venstreorienterede ungdomsorganisationer var gået sammen i ”koordineringen”, et uformelt samarbejde om udenrigspolitiske emner. Samarbejdet, der foruden DsU omfattede Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Socialistisk Ungdoms Forum (SUF), Radikal Ungdom (RU), Radikale Studerende, Frit Forum og Studentersamfundet, var først og fremmest vendt mod USA’s krigsførelse i Vietnam.[137] DsU-formanden henviste bl.a. til, at man havde hørt mærkelige klik og lyde i telefonen.[138] En ledende DsU’er skulle angiveligt også været blevet generet af efterretningstjenesten på sine arbejdspladser på grund af sin politiske indstilling, og hans telefon skulle havde været aflyttet, hvilket havde fået faderen til at smide ham ud hjemmefra.[139] Beskyldningerne blev ved flere lejligheder afvist af den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen, der henviste til, at telefonaflytning krævede en dommerkendelse, og at en sådan krævede mistanke om en konkret lovovertrædelse: ”Jeg er sikker på, at der herefter ikke er grundlag for aflytning af politiske partiers telefoner, og efter de undersøgelser, jeg nu har foretaget, finder det da heller ikke sted.”[140]

Der er ikke fundet nogen tegn på, at DsU’s telefoner blev aflyttet, men det skal understreges, at meget arkivmateriale fra denne periode er makuleret.[141] Ifølge PET’s oplysninger var der da også en anden forklaring på beskyldningerne. Ifølge forskellige kildeoplysninger blev de pågældende DsU’ere betegnet som politisk umodne unge mennesker, der ”impulsivt engagerer sig i tidens problemer … ”,[142] og de skulle angiveligt være påvirket af en venstrefløjsaktivist, der havde et horn i siden på efterretningstjenesten.[143] Den virkelige historie om den omtalte DsU’er skulle være, at den pågældende var blevet smidt ud hjemmefra, fordi han ikke passede sine studier.[144] Den dybere forklaring på beskyldningerne var nok, at DsU i slutningen af 1960’erne var under pres fra den mere aktivistiske venstrefløj, som bl.a. førte an i protesterne mod Vietnamkrigen. DsU’s medlemstal i København og på Frederiksberg skulle være blevet halveret, og organisationen havde brug for at profilere sig. Få dage før offentliggørelsen af beskyldningerne fortalte DsU-formanden Hans Carl Nielsen i et interview med Information, at det var hensigten at sørge for, at ”de unge lægger mærke til os” ved bl.a. at engagere sig i Vietnambevægelsen.[145] Samtidig synes ledende DsU’ere oprigtigt at have troet, at de var under overvågning. De etablerede således et indviklet system, hvorefter de kun førte vigtige telefonsamtaler fra telefonbokse og privattelefoner på aftalte tidspunkter for således at undgå PET’s formodede aflytning.[146] Det kan således konstateres, at formodningen om, at politiske ungdomsorganisationers telefoner blev aflyttet af PET, var udbredt i 1960’erne,[147] hvilket utvivlsomt hang sammen med den udbredte mistænksomhed på venstrefløjen over for myndighederne. Samtidig medførte denne stemning af paranoia, at nogle ungdomspolitikere begyndte at anvende konspirative metoder, hvilket må have virket som en hæmsko for deres politiske arbejde.

Mistanken om telefonaflytning blev øjensynligt delt af Socialdemokratiets top. Kjeld Olesen har således fortalt, at statsminister Jens Otto Krag ved en lejlighed havde givet udtryk for sin formodning om, at hans telefon blev aflyttet, selvom han ikke specifikt nævnte, at det skulle være PET, der aflyttede.[148] I 1971 spurgte Krag under et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg, om hans telefon blev aflyttet. Cheferne for PET og FE, der må have været noget forundret, erklærede samstemmende, ”at selvsagt ingen dansk myndighed foretager aflytning.”[149] Spørgsmålet, der afspejlede en mistro til efterretningstjenesterne, skal nok ses i sammenhæng med, at statsministeren var irriteret over de seneste skandaler om efterretningstjenesterne (Kejsergade- og Kasper Neergaard-sagerne), som han mente svækkede regeringens muligheder for at føre den ønskede udenrigs- og sikkerhedspolitik.[150] Det var formentlig Krags opfattelse, at det var svært at føre en tilnærmelsespolitik over for østblokken, når det samtidigt blev afsløret, at de danske tjenester overvågede østambassaderne. Det er derfor svært at fastslå, hvorvidt statsministeren oprigtigt troede, at han blev aflyttet, og hvem han troede, der aflyttede ham, eller om der kun var tale om et forsøg på at gøre det klart for efterretningstjenesterne, at deres virksomhed under ingen omstændigheder måtte komme på tværs af den førte udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kommissionen har i sin gennemgang af PET’s arkiv ikke fundet indicier for, at ledende danske politikeres telefoner skulle være blevet aflyttet.[151]

Registreringen af danske politikere

Som det fremgår andetsteds i Kommissionens beretning, blev danske statsborgere med østkontakter, dvs. forbindelser til østlige ambassader eller besøg i østbloklande, registreret i PET. Begrundelsen var, at sådanne kontakter erfaringsmæssigt kunne føre til egentlige hvervningsforsøg. PET bemærkede i et notat i 1981, at deltagere i ambassadereceptioner ikke blev registreret alene på dette grundlag, men hvis receptionen førte til frokostmøder eller andre former for ikke-tjenstlige kontakter, ”vil den pågældende pådrage sig vor opmærksomhed og blive registreret.”[152] PET kunne nævne flere politikere, som efter deltagelse i receptioner var blevet udsat for tilnærmelsesforsøg fra østlig side.[153] PET understregede i en anden sammenhæng, at registreringen ikke var en form for straf, men at den gjorde det muligt for tjenesten at følge kontakten og eventuelt gribe ind i form af en sikkerhedsbelæring ”før forholdet løber løbsk med mulige uoverskuelige konsekvenser til følge for den pågældende.”[154] Registreringen havde således også et præventivt sigte, hvilket tjenesten øjensynligt prioriterede højere i 1980’erne.[155]

Efter Stalins død i 1953 og etableringen af den nye sovjetiske politik med ”fredelig sameksistens” blev de politiske kontakter mellem Øst og Vest tættere. Der var et udbredt ønske blandt vestlige politikere om at fremme afspænding og nedrustning ved hjælp af dialog og forhandling. I Danmark var det især Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF, der førte an i tilnærmelsespolitikken, men også Venstre støttede politikken under CSCE-processen i 1970’erne.[156] Nixons détente over for Sovjetunionen og Willy Brandts Ostpolitik havde netop til formål at sikre freden ved hjælp af dialog. Det forhold, at det blev stadigt mere legitimt, også blandt borgerlige politikere, at man udvekslede synspunkter med østlige diplomater, gjorde det imidlertid sværere for PET at skelne mellem ”almindelige” politiske/diplomatiske kontakter og kontakter af mere konspirativ karakter. I 1980’erne tilsluttede nye grupper sig fredsbevægelsen og fremførte synspunkter, som også blev delt af Sovjetunionen og frontorganisationerne. Denne overlapning satte ifølge PET ”en ofte uklar grænse for tjenestens berettigede indsats,” og gjorde det svært at skelne, om der var tale om initiativer, der var iværksat af østblokken, eller som blot var sammenfaldende.[157] Som PET bemærkede hen imod afslutningen af den kolde krig, hvor Mikhail Gorbatjovs initiativer havde gjort ham populær i Vesten: ”Den stigende brede accept af udviklingen i Sovjetunionen og dets udenrigspolitik som positiv gør det vanskeligt for tjenesten at trække grænser for overvågningen.”[158]

Den stadigt voksende Øst-Vest-kontakt betød, at PET’s registreringer af danske politikere steg i løbet af den kolde krig.[159] Det vides ikke, hvor mange der blev registreret i 1950’erne, men antallet var sandsynligvis begrænset, da det kun var et fåtal politikere, der havde kontakt med den sovjetiske ambassade. I 1960 blev en lille håndfuld politikere registreret, hvilket kunne skyldes, at de var aktive i Kampagnen mod Atomvåben, som også fik tilslutning fra radikale og nogle socialdemokrater. Antallet af registrerede politikere var relativt begrænset i 1960’erne, men i årene 1969-73 steg antallet af registrerede betragteligt. Det hang muligvis sammen med den begyndende détente mellem Øst og Vest. Derefter svingede antallet af registrerede noget i resten af 1970-80’erne med 1981 som et højdepunkt.

De problemer, som Øst-Vest-afspændingen gav PET med at afgrænse sin overvågning, afspejler sig i registreringen af politikere. Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag blev således registreret i juni 1964.[160] Da personsagen er makuleret, vides det ikke, hvorfor statsministeren blev registreret, eller om der var tale om en belastende registrering. En mulighed er, at det skyldtes hans politiske kontakter til østblokken. Der er bevaret en sag i PET’s arkiv, der indeholder oplysninger om Krags planlagte rejse til Sovjetunionen i 1964.[161] Muligvis var PET opmærksom på faren for, at KGB ville forsøge at overvåge Krag under besøget. En anden mulig forklaring er, at Krag blev sat i forbindelse med en igangværende efterforskningssag. Venstres formand Poul Hartling blev registreret i juni 1969.[162] Han var da udenrigsminister i VKR-regeringen og har i den sammenhæng haft utallige møder med østlige diplomater. Den socialdemokratiske forbundsformand Anker Jørgensen, der to år senere overtog statsministerposten, og K. B. Andersen, der blev udenrigsminister, blev begge registreret i 1970.[163] Den senere undervisningsminister Bertel Haarder (V) blev registreret i januar 1981,[164] vistnok på grund af en kontakt med en identificeret KGB-officer, og den tidligere og senere finansminister Knud Heinesen (S) blev registreret i juni 1981,[165] formentlig på grund af en invitation til Nordkorea.[166] Af de i alt 66 politikere fra de politiske partier, der er behandlet i dette bind, og som ifølge de bevarede oplysninger i emnekartoteket var registreret i PET, var 28 socialdemokrater, 19 radikale, 12 venstremænd og 7 konservative, hvilket måske ganske godt afspejler intensiteten og omfanget af partiernes østkontakter.

Personundersøgelse af ministre

Det var oprindeligt ikke PET’s opgave at foretage personundersøgelser i forbindelse med udnævnelsen af nye ministre. PET havde dog i begyndelsen af 1960’erne været involveret i efterforskningen af en sag, hvor en udenlandsk kvinde havde haft til hensigt at offentliggøre sin historie om et påstået forhold til en fremtrædende dansk politiker.[167] Den umiddelbare årsag til, at PET fik til opgave at foretage sikkerhedsundersøgelser af nye ministre, var, at den nyudnævnte socialdemokratiske fiskeriminister Hans Larsen-Bjerre måtte træde tilbage i oktober 1964 på grund af visse uregelmæssigheder i forbindelse med en indsamling.[168] Ifølge PET’s daværende chef, Mogens Jensen, var statsminister Krag ”rasende” og havde beskyldt PET for at have lækket oplysningerne om sagen. Krag forlangte en undersøgelse, men frafaldt kravet, da det viste sig, at det angiveligt var ministeren selv, der var kilde til oplysningerne.[169] Da Eigil Jørgensen det følgende år tiltrådte som departementschef i Statsministeriet, indførte han en procedure for sikkerhedsundersøgelser af ministeremner. Ifølge denne procedure anmodede Statsministeriet via Justitsministeriet PET om at foretage undersøgelsen.[170] Flere vidner har over for Kommissionen oplyst, at det var fast praksis, at Justitsministeriet henvendte sig med navnene på nye ministeremner, og at PET søgte i tjenestens registreringer på tromlen og i kriminalregisteret.[171]

2. KGB, de politiske partier og PET 1945-1970

KGB’s kontakter til danske politikere i 1950-60’erne

Det var fra starten af den kolde krig en vigtig opgave for KGB at etablere kontakter til de politiske partier i Danmark og indhente oplysninger om deres syn på sikkerhedspolitiske spørgsmål.[172] I begyndelsen af januar 1946 vedtog KGB’s ledelse i Moskva en aktionsplan for arbejdet i Danmark. Residenturet ved gesandtskabet i København havde bl.a. til opgave at følge den danske indenrigs- og udenrigspolitik, forholdet til Sovjetunionen, Storbritannien og de skandinaviske lande, den britiske indflydelse i danske forhold og den danske regerings holdning til en nordisk forsvarsalliance. Efter Danmarks indtræden i Atlantpagten blev residenturets opgaver omdefineret. Det var nu hensigten at indsamle oplysninger om de britiske og amerikanske aktiviteter i Danmark, identificere Danmarks forpligtigelser over for NATO, rapportere om forholdene i Socialdemokratiet og de borgerlige partier, identificere aktiviteter rettet mod DKP og rapportere om regeringens samarbejde med USA og Storbritannien. Residenturet havde desuden til opgave at etablere fortrolige kontakter til progressive danskere og anvende dem til at infiltrere regeringskredse og ledelsen af de politiske partier samt etablere kontakt til personer, der var utilfredse med den officielle politik. Tre år senere omfattede opgaverne for de udstationerede KGB-officerer at finde oplysninger om de amerikanske og engelske planer for at konsolidere deres politiske og økonomiske indflydelse i Danmark, som KGB-Centeret formodede eksisterede, kultivere medlemmerne af de vestlige efterretningstjenester og antisovjetiske organisationer, etablere kontakter til NATO-modstandere med henblik på at udnytte dem til at påvirke dansk politik og modarbejde det fælles militære hovedkvarter i det nordeuropæiske område.[173]

Det skal understreges, at KGB-residenturets muligheder for at løse disse ambitiøse opgaver var begrænset. Residenturet havde en ganske lille stab – det voksede fra to ansatte (residenten og en kontorassistent) i 1946 til fire (residenten, der havde diplomatisk dække som leder af konsularafdelingen, den næstkommanderende, der var 1. sekretær, og to operationelle officerer) i 1953, og dets budget i 1950 var kun på 15.000 kr.[174] Residenturets arbejde blev også hæmmet af, at ledelsen var fordelt mellem ambassadøren, der havde den formelle ledelse, og en professionel KGB-officer, der stod for den daglige indsats.[175] I begyndelsen af 1950’erne kritiserede Centeret i Moskva residenturet for ikke at have fundet oplysninger om de ledende danske kredses forsøg på at bistå USA og Storbritannien i deres forsøg på at styrke deres politiske og økonomiske indflydelse. Det blev også bemærket, at residenturet ikke havde nogen kontakter i de amerikanske og britiske repræsentationer, og at man ikke havde nogen oplysninger om den danske regerings viden om Sovjetunionen.[176] Den sidste kommentar tyder på, at KGB ikke havde nogen højtstående kontakt blandt ledende politikere eller embedsmænd.

Ifølge Mitrokhins materiale, som sandsynligvis bygger på indberetninger fra residenturet og Centerets instrukser, skete der i midten af 1950’erne en betydelig forbedring af residenturets indsats. Residenturets ansatte blev erstattet med erfarne officerer, som etablerede nye kontakter og forøgede indsatsen mod ”hovedfjenden” (USA). Residenturet fik også et større selvstændigt ansvar for sit arbejde, heriblandt arbejdet med kontakter og agenter, selvom vigtige beslutninger vedrørende hvervningen af agenter og iværksættelsen af aktive foranstaltninger stadig var forbeholdt Centeret. Residenturet skulle rapportere mindst hvert kvartal om hver agent og dennes aktiviteter. Ifølge materialet var det KGB’s vurdering (det fremgår ikke, om det var residenturets egen eller Centerets), at residenturet i København mellem 1946 og 1958 gjorde en værdifuld indsats ved at organisere og udføre efterretningsarbejde mod NATO og dets tilhængere i Danmark. Residenturet høstede vigtige erfaringer med at arbejde under vanskelige forhold i et NATO-land og lagde dermed fundamentet for den fremtidige efterretningsindsats.[177]

Der er behæftet med stor usikkerhed at fastslå, om KGB’s danske forbindelser blot var fortrolige kontakter, personer, der uden at vide det blev benyttet til at udføre efterretningsmæssige opgaver, eller egentlige agenter, dvs. personer, der under konspirative former udførte opgaver for KGB. Vanskelighederne ved at bruge oplysningerne fra Mitrokhins materiale kan illustreres med det følgende. Ifølge en oversigt over KGB’s arbejde mod Danmark fra 1946 til 1953 havde residenturet i 1952 fire operationelle kontakter. Det var Molodoj, en dansk statsborger, der var født i Vladivostok, og som havde til opgave at holde øje med britiske statsborgere, de danske efterretningstjenester og fungere som talentspejder; Listov, der var en russer af adelig afstamning; Kupets, der er omtalt som henholdsvis finansmand og fabrikant; og Karlov (som vil blive nærmere beskrevet nedenfor). De fleste af disse kontakter var blevet etableret ud fra pengemæssige interesser. Det fremgår af den samme oversigt, at residenturet i 1953 havde fire agenter, hvoraf tre blev vurderet som værdifulde, nemlig Korporator, en handelsråd ved en europæisk ambassade i Danmark, og de tidligere nævnte Karlov og Molodoj.[178] Enten skelnede KGB ikke strengt mellem begreberne ”fortrolig kontakt” og ”agent” men brugte dem i flæng, eller også blev Karlov og Molodoj opgraderet til agentstatus mellem 1952 og 1953. En tredje mulighed er, at der forekom fejl, da Mitrokhin afskrev de originale KGB-dokumenter.

Problemerne ved at bruge materialet bliver endnu tydeligere, hvis man ser nærmere på den mest interessante af de nævnte kontakter/agenter, nemlig Karlov. Karlov er omtalt tre steder i Mitrokhin-materialet, men med betydelige forskelle i beskrivelsen af hans stillinger. PET konstaterede da også i forbindelse med efterforskningen af oplysningerne, at de var behæftet med åbenbare unøjagtigheder, og tjenesten fandt ingen person, der passede på profilen. Til sidst pegede man på en person, der med lidt god vilje kunne passe, og som tjenesten havde konstateret havde været i kontakt med en KGB-officer. På grund af den pågældendes høje alder valgte PET ikke at afhøre vedkommende.[179] I materialet er der også nævnt Jakobsen, en embedsmand i Udenrigsministeriet, som blev kultiveret i midten af 1950’erne. Det fremgår ikke, om det var den pågældendes rigtige navn eller et dæknavn, om vedkommende udleverede oplysninger til russerne, eller om den pågældende blev hvervet som agent.[180]

KGB’s kontakter i de politiske partier og folketinget
  Folketingets
Bureau
Socialdemo-
kratiet
Det Radikale
Venstre
Det Konserva-
tive Folkeparti
Venstre
1959     4    
1963   4   1 1
1964 7 13 1 4 5
1965 10 9 4 1  
1966 5 10 2   4
1967 4 4 3   6
1968 4 7 6 1 6
1969 12 6 8   8
1970 16 6 14   4

Skema opstillet af PET i 1970 på baggrund af indsamlede oplysninger.

Socialdemokratiet

Vor viden om KGB’s kontakter til danske politikere fra de fire gamle partier i den tidlige fase af den kolde krig er fragmentarisk. Vi ved stort set heller intet om, hvilke oplysninger PET indhentede, da det ældste materiale stort set er destrueret. De få KGB-officerer på ambassaden etablerede tilsyneladende mange kontakter – nogle havde op til 25 kontakter – men ifølge KGB’s egne oplysninger var de fleste tilfældige, ikke lovende eller af en officiel karakter.[181] At dømme ud fra det bevarede materiale interesserede KGB sig først og fremmest for Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre.

Socialdemokratiet var det største parti, og det var regeringsbærende i det meste af perioden, og det måtte derfor påkalde sig en fjendtlig efterretningstjenestes naturlige interesse. Partiet indeholdt to modsatrettede strømninger: På den ene side kæmpede det mod kommunisterne om indflydelsen på arbejdspladserne og i fagforeningerne, og dets propaganda- og informationsafdeling, Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC), havde tætte kontakter til PET og den amerikanske ambassade.[182] På den anden side var det en del af partiets tankegods, at krige blev udløst af det kapitalistiske system, og at det var arbejderne og bønderne, der blev ofret på slagmarkerne. I stedet for at bekæmpe hinanden skulle arbejderne organisere sig på tværs af landegrænserne, sådan som det skete med oprettelsen af 2. Internationale i 1889. Der fandtes derfor en fløj i partiet, som var skeptisk over for tilknytningen til Atlantpagten.

Fra 1952 til 1959 aflyttede den private antikommunistiske organisation ”Firmaet” det kommunistiske folketingsmedlem Alfred Jensens lejlighed. Operationen var godkendt af ledende socialdemokratiske og konservative politikere, og den foregik i samarbejde med FE og en udenlandsk efterretningstjeneste.[183] Da PET i 1963 kom i besiddelse af aflytningsmaterialet, viste det, at Alfred Jensen i sine samtaler lagde stor vægt på at etablere kontakter med socialdemokraterne. Selvom Alfred Jensen kan have overdrevet betydningen af kontakterne, fremgår det af materialet, at flere navngivne socialdemokrater, der var utilfredse med partiets linje, skal have haft forbindelse til Alfred Jensen og givet ham forskellige oplysninger. Den 10. juni 1953 skal Alfred Jensen således have sagt til Ib Nørlund om et socialdemokratisk folketingsmedlem: ”Han var medlem af det udenrigspolitiske nævn, og han kom og gav mig meddelelse om, hvad der var foregået.”[184]

Aflytningen afslørede også, at DKP bistod den sovjetiske ambassade med at identificere socialdemokrater, som ambassaden kunne etablere kontakt til og forsøge at påvirke. Under en samtale i december 1952 beskrev Alfred Jensen formålet med at invitere socialdemokrater på delegationsrejser til Sovjetunionen:

”Vi regner ikke med, at nogen af dem bliver kommunister. Vi har ikke engang nogen forventning eller formodning om det. Men der er stor mulighed for, at vi kan påvirke dem på den rigtige måde. Hvis man kan nå så vidt, så de ikke engang vil deltage i hetzen mod Sovjetunionen, men bare få dem til at sige, at det kommer ikke os ved … så er man meget langt fremme.”[185]

Den 7. januar 1956 besøgte den sovjetiske ambassadefunktionær Anatolij Kaplin Alfred Jensen i den hensigt ifølge PET’s senere referat at få oplyst, ”hvilke socialdemokratiske folketingsmedlemmer det især ville være værdifuldt at få med i en delegation af folketingsmænd til Sovjet.”[186]

Ifølge Mitrokhins materiale havde KGB i 1950’erne en række kontakter i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Omkring 1955 studerede residenturet fiskeriminister Christian Christiansen og folketingsmedlemmerne Villy Heising og Poul Hansen.[187] Det fremgår ikke, hvad de blev studeret til – om det var med henblik på at udvikle dem til fortrolige kontakter eller agenter – eller hvorledes forholdet udviklede sig. I 1956 fik residenturet til opgave at føre SUKP’s Centralkomités beslutning om at arbejde for at påvirke Danmark og Norge i retning af neutralitet ud i livet. I den forbindelse etablerede residenturet kontakt til kirkeminister Bodil Koch, finansminister Viggo Kampmann og landbrugsminister Jens Smørum, som ifølge KGB-materialet var modstandere af NATO.[188] Det er interessant, at både Koch og Smørum blev nævnt af Alfred Jensen under aflytningerne. Jensen omtalte således Smørum som modstander af Atlantpagten og hævdede, at Bodil Koch mødtes privat med det tidligere kommunistiske centralkomitémedlem Inger Merete Nordentoft.[189] Alfred Jensen kan således have gjort den sovjetiske ambassade opmærksom på, at Bodil Koch og Jens Smørum kunne være egnede kontakter. Det fremgår dog ikke, hvilken karakter disse kontakter havde, men sandsynligvis var der blot tale om, at KGB-officerer under diplomatisk dække mødtes med ministrene i forbindelse med deres diplomatiske arbejde. Officererne havde også kontakt til folketingsmedlemmerne Kristian Albertsen, Orla Pedersen og Svend Horn, men de blev afbrudt efter den sovjetiske indmarch i Ungarn i november 1956.[190]

Det fremgår ikke af det bevarede materiale, hvornår og i hvilket omfang kontakterne til socialdemokraterne blev genoptaget, men i de følgende år stødte PET på nogle enkelte eksempler på, at KGB interesserede sig for partiet. I 1959 konstaterede tjenesten, at den sovjetiske presseattaché Vjatjeslav Tjernov havde forsøgt at hverve en dansk journalist. Tjernov havde opfordret journalisten til at søge kontakt med kredse, som havde kendskab til uenigheden i Socialdemokratiet om Østersø-spørgsmålet.[191] Nogle år senere henvendte en stud.polit. sig til PET og berettede, at han havde mødtes ti gange med den sovjetiske attaché Viktor Lipskij på forskellige restauranter i København og omegn. Den unge dansker havde modtaget 400 kr. af Lipskij, som han havde kvitteret for, som betaling for at skaffe navne og adresser på socialdemokratiske afdelingsformænd i hovedstaden. Lipskij var også interesseret i oplysninger om Socialdemokratiets kongres og om uroen i SF, og han opfordrede sin unge ven til at søge ansættelse i Udenrigsministeriet og til at arrangere en fest for sine bekendte fra ministeriet, hvor Lipskij ville deltage. Lipskij havde også forsøgt at få danskeren til at skaffe oplysninger om materialemængden til en NATO-bunker i Midtjylland, noget som danskeren hævdede, han havde afvist. Ved et af møderne tog en ukendt mand et foto af de to, netop som Lipskij overrakte danskeren en seddel.[192] Dette var formodentlig for at have en klemme på danskeren. Den unge dansker mødtes også med ambassadefunktionær Albert Mironov, som havde forsøgt at få danskeren til at skrive en artikel om stemningen i den socialdemokratiske ledelse, efter den havde mistet regeringsmagten i 1968, og han havde opfordret danskeren til at komme til Sovjetunionen som stipendiat.[193] I 1967 traf et ledende medlem af DsU den sovjetiske journalist Aleksandr Pusjkov i forbindelse med en reception på ambassaden. Mødet ledte til en række restaurantbesøg i den følgende tid, hvor den unge socialdemokrat blev udspurgt om partiets syn på dansk sikkerhedspolitik og NATO. Det var åbenbart, at Pusjkov havde en del viden om DsU’s indre forhold. Danskeren mødte også 1. sekretær og KGB-officer Mikhail Ljubimov.[194]

Paul/Depot: Den socialdemokratiske Stasi-agent

Der findes et veldokumenteret eksempel på, at en socialdemokrat blev hvervet som agent af en østlig efterretningstjeneste i denne periode. Den pågældende blev i 1948 medlem af DKP, og to år senere mødte han under aftjeningen af sin værnepligt den senere Stasi-spion Flame, og de to blev nære venner. Den førstnævnte gled ud af DKP, da han flyttede til Århus i 1956, og i 1958 meldte han sig ind i Socialdemokratiet for at gøre et bedre indtryk på sine omgivelser og på arbejdet. Han beholdt imidlertid sin kommunistiske overbevisning, og han ytrede sig ofte kritisk over for Flame om den vesttyske oprustning og Danmarks militære samarbejde med Forbundsrepublikken. I slutningen af 1962 noterede en MfS/HVA-officer, at den pågældende allerede havde videregivet oplysninger til Flame om forsvarsinstallationer og vesttyske militærdepoter i Danmark, og han blev derfor tildelt dæknavnet Depot.[195]

Depot blev med Flame som mellemmand anvendt mod danske militære objekter, og han blev optrænet i brugen af koder, hemmelig skrift, dæklejligheder og ”døde postkasser”. Han mødtes både med en østtysk rejseagent i Århus og med Stasi-officerer i dæklejligheder i Østberlin, og han modtog penge for sine ydelser. Hans vigtigste opgave bestod i at indsamle oplysninger om Flyvestation Karup, der husede NATO-hovedkvarteret COMBALTAP, militærdepoterne i Klosterhede og Dejbjerg og olierørlinjen fra Frederikshavn til Karup. Flame og Depot tog flere gange til Karup, hvor de kørte rundt om flyvepladsen og spiste på lokale hoteller for at identificere mulige kontakter, og Depot overværede et ”åbent hus”-arrangement på flyvepladsen. De to overvejede også at udnytte Depots broder, der havde forbindelse med det ingeniørfirma, der byggede den nye kommandobunker på flyvepladsen, men dette måtte opgives, da broderen var stærkt antikommunistisk. Depot holdt også regelmæssigt øje med Århus havn og gennemlæste skibslisterne for at identificere militære transporter, og han indsamlede oplysninger om Marinekommandoen i Århus. Gennem sit arbejde fremskaffede han en fortegnelse over medarbejderne og forskellige oplysninger om folkeregisteret, skatteindbetalinger og folkepensionsordninger, og han afleverede sin kones pas til østtyskerne. Alt dette materiale kunne MfS/HVA sandsynligvis benytte i arbejdet med at skabe falske identiteter til illegale agenter. Endelig foreslog Depot, at østtyskerne skulle forsøge at hverve en bekendt, som var under uddannelse i USA, og som senere skulle ansættes på den amerikanske ambassade i København. De oplysninger, som Depot var i stand til at fremskaffe, var imidlertid ikke særligt værdifulde, og samarbejdet med østtyskerne ophørte i 1965.[196]

KREON: En dansk ”topspion”?

Det har ofte været diskuteret, om der fandtes en ”topspion” blandt danske politikere, embedsmænd eller militærfolk under den kolde krig – en dansk Arne Treholt eller Günther Guillaume. Senest har Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i sin udredning om Danmark under den kolde krig konkluderet, at der ikke er fundet tegn på nogen dansk ”topspion”.[197] Ifølge ubekræftede oplysninger fra Gordijevskij lykkedes det imidlertid KGB at hverve en højtstående socialdemokrat som agent.

Svend Horn var født i 1906 og udlært smed. Han gjorde karriere i arbejderbevægelsen i 1930’erne, først som leder af den socialdemokratiske ungdomsbevægelse i Svendborg Amt og dernæst som formand for Arbejdernes Fællesorganisation i Nyborg og for Socialdemokratiet i Nyborg-kredsen. Han blev i 1939 valgt ind i Folketinget, hvor han sad indtil 1973. Han var medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse fra 1961 og af LO’s forretningsudvalg fra 1964. Han var sekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe fra 1950 til 1965, medlem af udenrigspolitisk nævn 1964-66, trafikordfører og minister for offentlige arbejder (trafikminister) i ministeriet Krag fra 1966 til 1968. Han indtog desuden en række tillidsposter, deriblandt i styrelsen for SAS og repræsentantskabet for Danmarks Nationalbank.[198] Tage Kaarsted har karakteriseret Svend Horn som en flittig og loyal partisoldat, der dog også havde sine egne meninger. Han var betænkelig over for tilslutningen til Atlantpagten i 1949, men fulgte partiets linje. Som folketingsgruppens sekretær frarådede han kirkeminister Bodil Koch at give udtryk for sin modstand mod Vesttysklands optagelse i NATO i 1955. I 1960’erne støttede han et samarbejde med SF, men var modstander af at optage folkesocialisterne i regeringen. Svend Horn fungerede så kort tid som trafikminister, at han ikke fik gennemført noget stort anlægsprojekt, men som minister havde han ansvaret for en idékonkurrence om en fast forbindelse over Storebælt, en udvidelse af Københavns Lufthavn i Kastrup og anlægget af en motorvej i forbindelse med den nye Lillebæltsbro.[199]

Ifølge Gordijevskij blev Horn hvervet af KGB-officeren A. A. Lobanov, der var udstationeret i Danmark fra 1964 til 1969. Det fremgår ikke, om han blev rekrutteret før, samtidig med eller efter han var minister. Da Lobanov forlod Danmark, blev Horn overtaget af Leonid A. Makarov, der førte ham frem til 1973. Svend Horn blev ifølge Gordijevskij hvervet som egentlig agent og tildelt dæknavnet Kreon (der er græsk og var navnet på en konge). Den oprindelige rapport fra en udenlandsk tjeneste refererede Gordijevskij for at have bemærket, at Horn skulle have sagt til sin føringsofficer, at han havde sympatiseret med Sovjetunionen siden sin ungdom, og at det var denne ideologiske overbevisning, der var årsagen til hans ønske om at arbejde for KGB.[200] Ifølge Gordijevskij mødtes Horn med Makarov, som altid sikrede sig, at han ikke blev overvåget af PET, i sit hjem, og han videregav oplysninger om økonomiske forhold, om hovedlinjerne i de dansk-sovjetiske forbindelser, og hvad han i øvrigt kunne komme i besiddelse af vedrørende dansk udenrigspolitik.[201]

Foto: Svend Horn havde haft utallige poster i arbejderbevægelsen og var i 1966 til 1968 trafikminister (minister for offentlige arbejder) i den socialdemokratiske regering. Ifølge Gordijevskij lod Horn sig i 1960’erne hverve af KGB på grund af sin sympati for Sovjetunionen. Selvom han skal have videregivet forskellige oplysninger til den sovjetiske efterretningstjeneste, skal Horn dog ikke have været en særlig værdifuld spion

Svend Horn havde haft utallige poster i arbejderbevægelsen og var i 1966 til 1968 trafikminister (minister for offentlige arbejder) i den socialdemokratiske regering. Ifølge Gordijevskij lod Horn sig i 1960’erne hverve af KGB på grund af sin sympati for Sovjetunionen. Selvom han skal have videregivet forskellige oplysninger til den sovjetiske efterretningstjeneste, skal Horn dog ikke have været en særlig værdifuld spion (Fotograf: Ernst Nielsen/Arbejdermuseet og ABA).



Horn havde som minister for offentlige arbejder bl.a. kendskab til beredskabsforanstaltningerne i tilfælde af krig,[202] hvilket måtte være af interesse for den sovjetiske efterretningstjeneste. Ifølge Gordijevskij var Horns betydning dog begrænset. Horn anså angiveligt sig selv for at være en værdifuld agent, og han var klar over, at han arbejdede konspiratorisk for KGB, men de KGB-officerer, der kendte til sagen, mente ikke han var så vigtig, da han ikke havde adgang til de oplysninger, som residenturet var mest interesseret i.[203] Gordijevskij kendte ikke til, at Horn skulle have modtaget penge, han tvivlede på, at danskeren havde udleveret dokumenter til russerne, og Gordijevskij understregede, at Svend Horns værdi for KGB var yderst beskeden i 1972/73. Ifølge Gordijevskij var forklaringen på, at forbindelsen blev videreført, at residenturet af prestigemæssige årsager havde brug for en højtplaceret agent.[204] Ifølge Gordijevskij afbrød KGB kontakten med ham, da han omkring 1972 mistede sin plads i Folketinget og trak sig ud af politik. I slutningen af 1970’erne overvejede residenturet at genoptage kontakten, men det blev efter det foreliggende ikke til noget.[205] Ifølge Gordijevskij var Horn ikke længere af interesse for KGB i 1983.[206]

Hvor troværdige er Gordijevskijs oplysninger? Der er som nævnt ikke fundet andre referencer til Horn, heller ikke i det KGB-materiale om danske forhold og statsborgere, som blev afskrevet og smuglet ud af KGB-arkivaren Vasilij Mitrokhin. Gordijevskij har heller ikke nævnt oplysningerne i sine offentliggjorte erindringer, hvor han tværtimod har understreget, at KGB ikke havde nogen højtstående spioner i Danmark.[207] Svend Horn er heller ikke omtalt i den bog, som en dansk journalist skrev sammen med Gordijevskij om KGB’s virksomhed i Danmark.[208] Det skal også understreges, at Gordijevskij ikke er en primær kilde til historien. Da han ikke selv var i kontakt med danskeren, må han have fået oplysningerne på anden hånd. Sandsynligvis har Gordijevskij hørt om historien fra en af de to føringsofficerer eller fra KGB-officeren Ljubimov, der i 1977 havde planer om at reaktivere Horn. Gordijevskij betegnede selv den ene af føringsofficererne, Leonid Makarov, som en kynisk karrieremager, der var rede til at bruge ethvert middel til at avancere på i KGB’s hierarki.[209] Det er derfor muligt, at føringsofficererne overdrev betydningen af kontakten i forsøget på at blive forfremmet. Det kan heller ikke afvises, at KGB kunne have en interesse i at konstruere eller overdrive en eventuel kontakt til Svend Horn: Måske var det en del af en desinformationsoperation, eller måske hævnede KGB sig på Horn, fordi han havde afvist deres tilnærmelsesforsøg. Der er også enkelte fejl i oplysningerne: Ifølge Gordijevskij forlod Horn Folketinget i 1972, hvorved han mistede sin ministerpost. Men Horn gik allerede af som minister sammen med resten af Krags regering i januar 1968, og han mistede sit folketingsmandat ved valget i 1973.

På den anden side var beretningen om Svend Horn blandt de oplysninger, som Gordijevskij videregav til en udenlandsk tjeneste i 1977-78, hvor han var udstationeret i København og blev kørt som dobbeltagent. Generelt forekommer de oplysninger, som Gordijevskij videregav som dobbeltagent, at være troværdige. Beretningens troværdighed bestyrkes også af dens detaljer: Navne på føringsofficererne, dæknavnet, indholdet af de udleverede oplysninger. Det forhold, at Gordijevskij understregede, at de oplysninger, som Horn videregav, var af begrænset værdi for KGB, viser, at Gordijevskij ikke overdrev betydningen af kontakten, hvilket også underbygger troværdigheden af historien.

Selvom PET’s samtidige overvågning af føringsofficeren Leonid Makarov ikke afslørede nogen kontakt til Svend Horn, bekræftede den, at russeren udførte efterretningsmæssig aktivitet blandt danske politikere. Et halvt år efter sin ankomst til Danmark i december 1967 konstaterede PET, at Makarov var assistent for presseattaché Anatolij Lobanov, og at han havde etableret kontakt til tre politikere, ”som han under udfoldelse af konspirativ optræden forinden møderne kontakter på københavnske restauranter.”[210] I november 1969 bemærkede tjenesten, at Makarov havde udvidet antallet af folketingsmedlemmer, ”som han søger at omgås under mere private former.”[211] Det følgende år noterede PET, at Makarov havde foretaget et par rejser til provinsen sammen med Lobanov, inden han havde overtaget dennes opgaver som presseattaché, og tjenesten var derfor interesseret i at søge at fastslå, ”hvorvidt MAKAROV eventuelt har overtaget efterretningsmæssige opgaver efter LOBANOV.”[212] PET’s overvågning bekræftede således, at Makarov efter alt at dømme havde overtaget Lobanovs opgaver, at han havde kontakter til danske politikere, at han optrådte konspiratorisk og søgte at mødes med dem under private former, hvilket passede på Gordijevskijs beskrivelse af kontakten til Svend Horn. PET’s analyse af Makarov viste også, at denne var velinformeret om dansk politik, og at han talte et godt dansk.[213] Han var således i stand til at føre en samtale om danske politiske forhold med en dansk kontakt, der ikke kunne fremmedsprog.

Det er således Kommissionens vurdering, at det ikke er muligt på det foreliggende grundlag endeligt at af- eller bekræfte Gordijevskijs oplysninger om, at den tidligere socialdemokratiske trafikminister Svend Horn skulle være blevet hvervet som agent af KGB, og at han i en periode videregav forskellige oplysninger om dansk udenrigspolitik og andre forhold.

PET synes ikke at have iværksat en egentlig efterforskning af Horn. PET modtog den første rapport om sagen i november 1977.[214] PET bad formentlig den venligtsindede tjeneste om at stille Gordijevskij uddybende spørgsmål om Horn, for i februar 1978 modtog PET yderligere oplysninger herom.[215] På et tidspunkt blev ledelsen i PET orienteret om oplysningerne om Svend Horn.[216] I januar 1985 udarbejdede PET en kort notits om sagen, der udelukkende byggede på Gordijevskijs oplysninger.[217] Det vides ikke, om Justitsministeriet blev orienteret om sagen, og om man overvejede at rejse straffesag mod Horn for spionage.[218] PET var sandsynligvis forhindret i at udnytte oplysningerne før 1985, da en retssag ville afsløre Gordijevskij, som nok var en af de vestlige efterretningstjenesters vigtigste kilder i KGB i denne periode. Efter 1985 kan det have indgået i overvejelserne, at det ville være vanskeligt at bekræfte Gordijevskijs oplysninger, og at Horn selv var oppe i årene (han var 79 år i 1985). Horn døde i 1992 86 år gammel.

Det Radikale Venstre

Det Radikale Venstre var på grund af dets neutralistiske og pacifistiske traditioner et oplagt mål for KGB’s påvirknings- og hvervningsoperationer.[219] De radikale havde i deres oprindelige partiprogram fra 1905 erklæret sig som tilhængere af neutralisme og internationalt samarbejde. Forsvaret skulle nedskæres og dets rolle begrænses til at varetage neutralitetsforpligtigelserne. Partiet stemte imod Danmarks tilslutning til Atlantpagten i 1949 med den begrundelse, at man frygtede konsekvenserne af den stigende militarisering, og de radikale ønskede i stedet, at Danmark skulle bygge bro mellem blokkene. Partiets sikkerhedspolitiske kurs var nok i en vis grad påvirket af partitaktiske hensyn, idet ledelsen måtte tage hensyn til de stærke pacifistiske strømninger i partiets bagland, samtidig med at ledelsen ikke ønskede at lade spørgsmålet forhindre, at partiet opnåede politisk indflydelse. Partiet indtog da også med tiden en mere pragmatisk holdning, hvilket nok hang sammen med de radikales regeringsdeltagelse, og de accepterede stiltiende NATO-medlemskabet og deltog i forsvarsforlig. Dette nye standpunkt blev også gjort lettere af NATO’s højere prioritering af forhandling med østblokken i slutningen af 1960’erne.[220] Radikale deltog i fredsbevægelsen og i østlige fredsarrangementer, de støttede militærnægtere, og de deltog i kampagnen mod de hemmelige kartoteker. Dele af den radikale presse var ikke helt afvisende over for østlige signaler; i 1959 havde chefredaktøren for Middelfart Venstreblad besøg af repræsentanter for den kommunistiske frontorganisation World Federation of Democratic Youth (WFDY), og han lovede angiveligt at trykke oplysninger i neutrale formuleringer om deres kommende festival i sit blad.[221] Der er imidlertid kun fundet spredte oplysninger i PET’s arkiv om partiets kontakter til østlige efterretningsofficerer i den tidlige fase af den kolde krig. Det fremgår af Mitrokhins materiale, at KGB-residenturet i 1950’erne opretholdt kontakt med en række radikale folketingsmedlemmer – Bertel Dahlgaard, Jørgen Jørgensen, Oluf Steen, A. C. Normann og Else Zeuthen – men der foreligger ikke yderligere oplysninger om karakteren af kontakterne. Disse kontakter blev ligesom de socialdemokratiske afbrudt efter Ungarnskrisen i 1956.[222] Det vides ikke, hvilke kontakter residenturet havde med radikale politikere i 1960’erne.

Der er dog ingen tvivl om, at Sovjetunionen interesserede sig for de radikale. I 1965 skal lederne af de fire skandinaviske kommunistpartier på en konference i København have drøftet mulighederne for at samarbejde med andre venstreorienterede partier og grupper heri blandt ”de intellektuelle radikale”.[223] Et medlem af SF, der i slutningen af 1950’erne havde været i kontakt med den sovjetiske ambassade, hævdede, at han mod betaling havde videregivet forskellige politiske oplysninger, deriblandt en historisk redegørelse om Det Radikale Venstre.[224] I 1968 oplyste en kilde, at DKP udførte en ”ret omfangsrig infiltration” af de radikale. Kommunisterne anvendte angiveligt personer fra fredsbevægelsen, der ikke var kendt som medlemmer af DKP, og som derfor havde mulighed for at vinde indpas i det neutralistiske parti.[225] Det er uklart, hvor troværdig denne oplysning var.

Venstre

Endelig udviste KGB-residenturet interesse for det ene af de to store borgerlige partier, Venstre, der repræsenterede landbrugernes interesser, og som generelt ikke udviste en større interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Men ligesom de radikale og socialdemokraterne var partiet delt i to sikkerhedspolitiske fløje. Det skyldtes nok, at der i det store landbrugsparti fra gammel tid var en vis skepsis over for forsvaret (det var bondesønnerne, der blev udskrevet til militæret), ligesom der inden for landbruget var kræfter, der ønskede samhandel med Østeuropa. Således deltog medlemmer af Venstres Ungdom i landbrugsdelegationsrejser til Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne.[226]

Selvom Venstre støttede NATO, så nogle venstremænd mindre kritisk på russerne og var åbenbart modtagelig for østlig påvirkning. Ifølge en indberetning fra 1959 skulle redaktøren af Fyns Tidende, der havde været på besøg i Sovjetunionen, nære sympati for Sovjetunionen og være overbevist om dets fredelige hensigter. Den 27. april holdt tidligere statsminister Erik Eriksen en tale til partiets delegeretmøde i Odense, hvor han kritiserede samarbejdet mellem de vestlige lande, men støttede den vestlige forsvarsalliance. Den 29. april havde redaktøren besøg af den sovjetiske presseattaché Vjatjeslav Tjernov, og dagen efter offentliggjorde han en leder, hvor han skal have fordrejet Eriksens tale og gengivet citater taget ud af deres sammenhæng. Det blev formodet i indberetningen, at det var Tjernov, der havde inspireret redaktøren til lederen.[227] Den samme redaktør havde i øvrigt også besøg af den tidligere omtalte WFDY-delegation, som han anbefalede at opsøge det liberale pressekontor. Her blev to af delegationsmedlemmerne interviewet, og man lovede at offentliggøre det i de liberale dagblade.[228]

Det var således opfattelsen i KGB-residenturet, at der var muligheder for at etablere kontakt til Venstre-politikere. Residenturet kan bl.a. være blevet inspireret af Aksel Larsen og Alfred Jensen, der ifølge aflytningerne i 1950’erne talte om, at ledende venstrefolk ønskede at udvide samhandelen med Sovjetunionen.[229] I midten af 1950’erne studerede KGB-officerer et uidentificeret medlem af Venstres ledelse og formanden for Venstres Ungdom. Det fremgår ikke, hvad dette studium drejede sig om, eller hvilke resultater der blev opnået. Ifølge samme kilde etablerede KGB på et tidspunkt kontakt til to folketingsmedlemmer, som er omtalt som Gyskow og Kristensen. Disse kontakter blev afbrudt efter Ungarnskrisen i 1956.[230] Der var ikke noget folketingsmedlem, der hed Gyskow, og der er muligvis tale om en fejlskrivning, der skete, da KGB-arkivar Mitrokhin skrev den oprindelige KGB-kilde af og senere renskrev sine notater. Der fandtes fire folketingsmedlemmer fra Venstre i 1950’erne, der hed Kristensen; kun én af dem – tidligere finansminister Thorkild Kristensen – sad i Folketinget under Ungarnskrisen.[231] Heller ikke i disse tilfælde er det muligt at sige noget nærmere om indholdet i forbindelserne.

KGB’s operationer mod Konservativ Ungdom

I sidste halvdel af 1960’erne fik PET mulighed for på tæt hold at følge KGB’s virksomhed mod en politisk ungdomsorganisation. KGB-officeren Viktor Lipskij var fra december 1963 til december 1967 udstationeret på den sovjetiske ambassade som 3. sekretær og sports- og ungdomsattaché. Han hævdede imidlertid også at være kulturattaché, og under dette dække etablerede han kontakter til en række ungdoms- og studenterorganisationer.[232] Lipskij blev af PET betegnet som en ”særdeles flittig og effektiv efterretningsofficer”,[233] der dyrkede sine unge danske venner med stor flid. Han inviterede dem til ambassadereceptioner og frokoster, og han deltog i deres sammenkomster og private fester, altid medbringende et rigt udvalg af våde varer.[234] Ifølge PET’s kilder reagerede de politiske ungdomsorganisationer forskelligt på russernes tilnærmelser: Uafhængig Ungdom anså russerne som fjenden og ville intet have med dem at gøre, VU’erne interesserede sig næsten ikke for udenrigspolitik og havde ingen kontakter med østdiplomater, DsU’erne skulle have tilladelse fra partiledelsen i hvert enkelt tilfælde, mens DKU’erne, SUF’erne, KU’erne og RU’erne ikke havde nogen betænkeligheder ved at omgås de sovjetiske diplomater.[235]

Det kan umiddelbart forekomme overraskende, at KGB interesserede sig for Konservativ Ungdom, der måtte formodes at være uimodtagelige over for sovjetiske tilnærmelser. Men KU var i 1960’erne splittet mellem en traditionel ”konservativ” fløj, der fulgte partiets officielle linje, og en mere ”progressiv” fløj, der bl.a. udtrykte større forståelse for Sovjetunionens politik og støttede en anerkendelse af DDR.[236] En af lederne af den progressive fløj havde tæt kontakt med personer på den yderste venstrefløj, og han kom i den forbindelse i kontakt med Lipskij.[237] Under en frokost i maj 1965 blev den pågældende efter eget udsagt ”hårdt pumpet” af efterretningsofficeren, der livligt interesserede sig for Det Konservative Folkeparti og KU’s indre forhold og især den progressive fløjs forhold og planer. Nogen tid senere blev en række af de progressive KU’ere sammen med DKU’ere og SUF’ere inviteret til en sammenkomst på den sovjetiske ambassade, hvilket blev fulgt op af en række frokostinvitationer og våde fester. Dermed lykkedes det Lipskij at etablere kontakter til en række ledende KU’ere, der iblandt et senere folketingsmedlem, et medlem af forretningsudvalget, flere afdelingsformænd og ledende medlemmer af konservative ungdomsorganisationer.[238] PET havde kilder blandt KU’erne, hvilket gjorde det muligt for tjenesten af følge Lipskijs aktiviteter.

KGB havde flere hensigter med arbejdet med KU. For det første anvendte Lipskij de hyppige sammenkomster til at indsamle oplysninger om alle slags politiske emner: De interne forhold blandt de konservative, KU’s medlemstal og organisatoriske opbygning og magtkampen mellem ”de konservative” og ”de progressive”; om ledende danske politikeres personlige forhold; om aktivisterne på såvel den yderste venstrefløj (DKU, SUF, trotskisterne og Vietnamkomitéerne) som den yderste højrefløj (Demokratisk Alliance og den russiske eksilgruppe NTS); og om de unge konservative politikeres syn på internationale forhold.[239] Flere af kontakterne fik stillet egentlige opgaver af KGB-officererne, formentlig med henblik på at knytte dem nærmere til sig. Således udleverede en KU’er noget materiale vedrørende den højreorienterede Frihedsalliancen,[240] en ledende KU’er fik til opgave at skaffe en kontakt på den amerikanske eller britiske ambassade,[241] en anden ung konservativ udarbejdede en skriftlig rapport om Demokratisk Alliance,[242] og en KU’er udleverede oplysninger om NTS og dets medlemmer til ambassaden.[243]

For det andet var det PET’s opfattelse, at KGB havde et mere langsigtet mål med at dyrke de unge konservative politikere. Det var nemlig begrænset, hvor vigtige informationer de unge danskere havde adgang til. Ved at etablere et personligt og fortroligt forhold i de unge år håbede efterretningsofficererne antagelig, at nogle af kontakterne kunne udnyttes, når danskerne havde færdiggjort deres uddannelse og var placeret på indflydelsesrige poster i det private erhvervsliv, inden for medieverdenen, i det politiske liv eller i den offentlige administration.[244] Den store sikkerhedsrisiko under den kolde krig var en velanset borgerlig person, der i kraft af sin stilling havde adgang til klassificerede oplysninger, og som i sin ungdom havde fået sympati for Sovjetunionen og kommunismen.

For det tredje – og det er det mest interessante i denne sammenhæng – er der flere forhold, der tyder på, at Lipskij forsøgte at påvirke KU’s politik. Det fremgår af kildeoplysningerne, at Lipskij tog ivrigt del i ideologiske diskussioner, og at han forsøgte at overbevise sine samtalepartnere om rigtigheden af de sovjetiske synspunkter.[245] Men spørgsmålet er, om disse forsøg havde nogen indflydelse på danskerne. En kilde hævdede, at en række artikler i KU-bladet Vi unge bar præg af at være inspireret af Lipskij. Denne påstand er dog ikke dokumenteret i materialet.[246] Flere af de progressive KU’ere, der kom sammen med Lipskij, arbejdede samtidig på at få KU til at indtage en mere kritisk holdning over for USA’s krig i Vietnam, som på dette tidspunkt var under optrapning.[247] I februar 1967 blev der ifølge PET’s oplysninger på KU’s hovedbestyrelsesmøde fremsat et modforslag til det øvrige forretningsudvalgs resolutionsforslag om Vietnam. Modforslaget var kritisk over for USA’s indsats og lå klart til venstre for flertallets forslag:

”KU’s hovedbestyrelse kræver af regering og folketing, at det officielle Danmarks stilling til U.S.A.’s krigsførelse i Vietnam nu bliver klart markeret. Vi opfordrer til, at der fra dansk side bliver gjort gældende, at bombardementerne af Nord-Vietnam er en frygtelig fejltagelse, der aldeles omgående må standses, så fredsforhandlinger kan komme i gang. Endvidere må U.S.A. uden forbehold erklære sig rede til at betragte Vietcong som ligestillet partner i de kommende fredsforhandlinger, som skal indledes med henblik på gensidig tilbagetrækning af styrkerne fra Syd-Vietnam. KU’s hovedbestyrelse anser disse skridt for helt nødvendige, hvis man ønsker en afslutning på den ulykkelige krig.”[248]

Var dette resolutionsforslag, der blev nedstemt, et resultat af Lipskijs påvirkningsforsøg? Det er umuligt at besvare nærmere. Den pågældende KU’er nedtonede selv under en senere samtale med PET betydningen af møderne med Lipskij.[249] Jørn Bro, der havde kontakt med flere af de involverede KU’ere, har over for Kommissionen afvist muligheden af, at de var påvirket af sovjetiske synspunkter på konflikten: ”I de borgerlige ungdomsorganisationer og blandt mange af de unge mennesker, der kom i KU og VU, var der stor bekymring over Vietnamkrigen og hvad den kunne føre til, også indenrigspolitisk.”[250]

Ifølge en anden PET-medarbejder var Lipskijs aktiviteter beregnet på at skade Konservativ Ungdom. Ifølge denne version anvendte Lipskij sin viden om KU’s interne forhold på en sådan måde, ”at der til stadighed var interne stridigheder og spektakler i KU,” hvilket svækkede organisationens effektivitet i den periode, hvor Lipskij var udstationeret i Danmark.[251] Der var således i stedet tale om, at Lipskij forsøgte at undergrave organisationen. Det fremgår ikke, om dette er en henvisning til den såkaldte spionaffære i 1967. Den 18. maj dette år kunne Berlingske Tidende meddele, at de sovjetiske myndigheder anklagede en tidligere formand for KU i København for at være involveret i spionage mod Sovjetunionen. De sovjetiske myndigheder skulle have fået fat i et brev fra en belgisk student i Leningrad til danskeren, som var skrevet i kode, og som indeholdt efterretningsmæssige oplysninger. Den anklagede dansker nægtede over for avisen ethvert kendskab til sagen.[252] I virkeligheden havde han indvilliget i at fungere som ”levende postkasse” for NTS og havde flere gange tidligere modtaget og videresendt breve.[253] Imidlertid vakte sagen et stort røre i KU, hvor nogle gav Lipskij skylden for det passerede, og en kilde fandt anledning til at bemærke, at der var ved at brede sig ”en betydelig gensidig mistillid” i kredsen omkring Lipskij, da flere af de involverede mistænkte hinanden for at angive dem til PET.[254]

PET’s forsøg på at kortlægge Lipskijs forbindelser med KU giver også et indblik i den mistro, som tjenesten blev mødt med selv blandt unge borgerlige politikere. Således skal en ledende KU’ers instinktive reaktion på spionaffæren have været, at han mistænkte PET for at have iscenesat hele sagen for at få et påskud til at undersøge KU’s forhold.[255] En PET-medarbejder undrede sig over, at der ikke var flere KU’ere med deres nationale indstilling, som af egen drift havde henvendt sig til tjenesten og underrettet den om deres kontakt til Lipskij.[256] De unge konservative politikere havde øjensynligt svært ved at se alvoren i situationen, og de undrede sig over, om ikke PET havde vigtigere ting at tage sig til.[257] En af de involverede KU’ere afslørede over for sine bekendte, at han havde været til afhøring hos PET, og at tjenesten havde foreslået ham, at de aflyttede en af hans samtaler.[258] Det forlød også, at flere af de KU’ere, der havde været til afhøring, havde afgivet konstruerede forklaringer.[259] Denne noget nonchalante holdning til østkontakterne havde en direkte sikkerhedsmæssig konsekvens. En af de involverede unge konservative var ansat som studentermedhjælper i Udenrigsministeriet. Han havde deltaget i flere selskaber, hvor også Lipskij havde været til stede, men han havde ikke underrettet ministeriet herom, hvilket han begrundede med, at han kun havde mødt ham tilfældigt og ikke som ansat i ministeriet.[260]

De østlige tjenesters interesse for KU fortsatte i nogen tid. I 1969 modtog PET en kildeoplysning om, at der var blevet afholdt et fortroligt møde mellem to tidligere forretningsførere i KU og et par tilrejsende østtyskere om spørgsmålet om anerkendelse af DDR.[261] I 1970 spiste en kilde i KU frokost med den sovjetiske videnskabsattaché Oleg A. Jakimov, hvor den sidstnævnte indgående udspurgte kilden om de interne forhold i KU, organisationens holdning til NATO og et kommende ungdomsparlamentarisk møde i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.[262] Det følgende år konstaterede PET, at sovjetiske ambassademedarbejdere havde holdt møder med KU’s landssekretær, hvor de havde drøftet KU’s forslag om en nedrustningskonference, et ungdomsmøde i Stockholm, de interne forhold hos de konservative og folketingsvalget.[263] Derefter synes forbindelsen at være ebbet ud.

3. Østlige påvirkningsoperationer, fodnoterne og PET 1970-1989

KGB’s rekrutteringsproblemer i de politiske partier i 1970’erne

Det var først og fremmest den sovjetiske efterretningstjeneste, der etablerede kontakter til danske politikere i 1970’erne. I begyndelsen af årtiet var det PET’s vurdering, at officererne lagde større vægt på de politiske spørgsmål og på påvirkningen af Danmarks udenrigspolitik end i 1960’erne, men at de udstationerede efterretningsfolk ikke besad de samme selskabelige og politiske evner, som deres forgængere: ”Den nuværende politiske KGB-sektion synes væsentlig mere konstant og flittigt arbejdende end forgængerne, men ikke med samme smartness.”[264] Det følgende år blev sektionens indsats betegnet som ”bredt anlagt og yderst udadvendt”, og de involverede efterretningsofficerer blev karakteriseret som ”initiativrige og pågående i deres optræden.”[265] Det var PET’s overordnede vurdering, at KGB arbejdede intenst på det politiske område i 1970’erne. Således konstaterede tjenesten i 1978, at efterretningsofficererne ved hjælp af frokostmøder søgte at etablere venskabelige kontakter, og at disse kontakter blev anvendt til at indsamle oplysninger om den politiske situation i landet og Danmarks udenrigspolitiske synspunkter.[266]

I slutningen af 1970’erne udleverede Oleg Gordijevskij flere sovjetiske dokumenter, der giver et indblik i KGB’s virksomhed mod danske politikere og partier. Materialet omfattede ambassadørens årsberetning for 1976 og KGB-residenturets årsberetninger og planer for 1975-78, samt KGB-Centerets bemærkninger hertil.[267]

Ifølge den sovjetiske ambassadør Nikolaj Jegorytjev havde ambassaden i 1976 haft som overordnet opgave at udbrede kendskabet til beslutningerne fra den 25. partikongres, at udvikle forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen, at styrke Sovjetunionens stilling i det nordeuropæiske område, at påvirke den danske regering og de politiske partier i forbindelse med de vigtigste internationale spørgsmål og styrke DKP og andre ”progressive” kræfters indflydelse i Danmark. For at løse disse opgaver havde de russiske diplomater 300 samtaler med danske beslutningstagere og opinionsdannere, hvilket gav mulighed for at indsamle oplysninger, forklare de sovjetiske synspunkter og påvirke modparten. Diplomaterne lagde i deres samtaler med danske politikere og andre vægt på at betone, at den sovjetiske udenrigspolitik havde fredelige hensigter, og at de stræbte efter internationalt samarbejde, nedrustning og overholdelse af Helsinki-aftalerne. De danske politikere måtte også lægge ører til beretninger om de store resultater, der var opnået under opbygningen af kommunismen i Sovjetunionen. Ifølge ambassadøren havde man deltaget i 150 særligt planlagte samtaler, der havde til formål at udbrede sovjetisk udenrigspolitisk propaganda. Det var ambassadens hensigt at øge arbejdet med de politiske partier med det formål at svække Danmarks tilknytning til NATO og EF og styrke de bilaterale forbindelser til Sovjetunionen. Foruden DKP nævnte ambassadøren særligt Socialdemokratiet som et mål for ambassadens intensiverede politiske arbejde.[268]

KGB-officererne, der arbejdede under diplomatisk dække ved ambassaden, havde opgaver, der komplementerede de ”rene” diplomaters arbejde. Ifølge residenturets årsberetning for 1975 skulle officererne indsamle oplysninger om Vestens politik over for Sovjetunionen, NATO’s aktiviteter og planer, Danmarks rolle i NATO, Danmarks politik over for Sovjetunionen, den indenrigspolitiske situation og de ”reaktionære” kræfters aktivitet over for DKP. Residenturet havde også til opgave at udføre Politbureauets direktiv fra 20. april 1974, som forudså, at den sovjetiske indflydelse i Nordeuropa ville blive styrket. KGB-personalet havde ifølge deres egen rapport udført 68 propagandaoperationer i 1975, som havde til formål at påvirke regeringen og opinionen til at støtte afspændingen, svække tilknytningen til USA, NATO og EF og skade Kinas indflydelse.[269]

Spørgsmålet er, hvor værdifulde de indhentede oplysninger var, og i hvilket omfang KGB-officererne var i stand til at påvirke danske politikere. I 1975 havde residenturet kun to agenter (som begge var udlændinge), tre fortrolige kontakter, fem ”objekt rasrabotki” og 28, der blev betegnet som ”andre”, og som nok var ”normale” kontakter, dvs. samtalepartnere. Residenturet indrømmede åbent, at kvaliteten af dets kontakter lod meget tilbage at ønske. Personalet havde gjort en stor indsats med at studere et antal ledende politikere, indflydelsesrige journalister og unge mennesker med henblik på hvervning, men vurderingen var nedslående: ”Blandt de personer, vi i øjeblikket interesserer os for, finder vi ingen, der kan betegnes som hvervningsagent-emner, og vi har kun kontakt til ganske få unge.”[270] Residenturet måtte også indrømme, at det ikke havde kilder, der havde adgang til hemmelige oplysninger.[271] Billedet havde ikke ændret sig væsentligt det følgende år:

”Hovedskavanken ved vor efterretningsindhentning er en mangel på dokumentariske oplysninger og virkelige hemmelige informationer vedrørende USA, NATO og Kina. Dette skyldes den manglende tilstedeværelse af et ordentligt agentapparat. Det må derfor være vor hovedopgave at etablere et sådant.”[272]

Fraværet af virkelige værdifulde agenter blev i begyndelsen af 1977 kritiseret af Centeret, der beklagede ”denne sørgelige tingenes tilstand” og opfordrede residenturet til at etablere et støtteagentnet og en ”øget operativ indsats” over for bl.a. ledende danske politikere.[273] Det kan således konstateres, at KGB efter alt at dømme ikke havde nogen højtstående spion blandt danske politikere i sidste halvdel af 1970’erne. Tidligere KGB-officerer har da også givet udtryk for, at det var svært at hverve danskere, og at forsøget ofte led skibbrud på danskernes manglende evne til at hemmeligholde kontakterne.[274]

Østblokkens påvirkningskampagne over for Socialdemokratiet i 1970-1980’erne

Sovjetunionen var fortsat den vigtigste aktør i østblokkens forsøg på at indsamle oplysninger om og påvirke de danske politiske partier i de sidste år af den kolde krig. I 1984 konstaterede PET, at KGB-residenturets PR-linje (den politiske afdeling) var den største sektion, som sammen med diplomaterne udførte en ”utrættelig” indhentning og påvirkning af politikere, embedsmænd, journalister og organisationsfolk: ”Et meget vigtigt område, hvor opnåelse af gode resultater kan få uhyggelige konsekvenser.”[275] Det var lykkedes KGB-officererne at indsamle oplysninger om partiernes interne forhold og danske politikeres ”svage sider”, og man havde forsøgt at undergrave tilhørsforholdet til NATO.[276] KGB’s indsats på det politiske område blev imidlertid alvorligt svækket, da Oleg Gordijevskij hoppede af i 1985. PET konstaterede, at residenturets mødeaktivitet blev kraftigt reduceret, og dets kontakter blev lagt på is.[277] To år senere vurderede PET, at der var en mangel på velkvalificerede KGB-officerer på PR-linjen i København, og at aktivitetsniveauet var forholdsvis lavt.[278]

Samtidig gjorde flere andre østbloklande sig i stigende grad bemærket på det politiske område. Det er uklart, om dette skyldtes, at disse lande var mere aktive, eller om PET’s overvågning mod dem var mere intensiv. Muligvis forekom Danmark mere interessant i 1980’erne for de østlige efterretningstjenester på grund af fodnotepolitikken. I hvert fald kunne PET konstatere, at DDR og Polen i stigende grad koordinerede deres efterretningsindsats i Danmark med Sovjetunionen.[279] I 1981 modtog PET oplysninger om, at de østeuropæiske partiledere på et hemmeligt møde i slutningen af 1960’erne havde besluttet, at DDR indtil 1985 skulle være hovedansvarlig for indsamling af politiske, kulturelle, videnskabelige og økonomiske oplysninger i de nordiske lande. De indsamlede oplysninger skulle bruges til at udøve holdningspåvirkning i de nordiske lande, bl.a. ved hjælp af indflydelsesrige ”påvirkningsagenter”.[280] I løbet af 1980’erne konstaterede PET gentagne gange, at den østtyske ambassade havde etableret kontakter til et bredt udsnit af de politiske partier, og at de blev benyttet til at indhente oplysninger om og påvirke debatten om sikkerhedspolitik og fred.[281] Også de polske, tjekkoslovakiske og nordkoreanske repræsentationer intensiverede deres kontakter til danske politikere i løbet af den kolde krigs sidste årti.[282]

PET noterede flere gange, at – som det blev rapporteret i 1981 – Socialdemokratiet var ”det primære mål” for østbloklandenes interesse.[283] Dette var en del af en langsigtet sovjetisk strategi om at etablere tættere kontakter til de vestlige socialdemokrater og forsøge at påvirke deres politik.[284] Afspændingen mellem blokkene og de vestlige socialdemokraters støtte til dialog og nedrustning gav SUKP og dets søsterpartier større muligheder for at skabe kontakter og forsøge at styrke de ”venstreorienterede strømninger” i de socialdemokratiske partier.[285] Efter NATO’s dobbeltbeslutning i 1979, hvor den vestlige alliance som reaktion på Sovjetunionens udstationering af SS-20 missiler rettet mod Vesteuropa vedtog at opstille 572 mellemdistanceraketter og samtidig fremsatte forslag om nedrustningsforhandlinger, blev det endnu vigtigere for den sovjetiske ledelse at etablere en ”enhedsfront” med andre ”progressive” kræfter i Vesten. PET bemærkede, at Leonid Bresjnev på SUKP’s 26. partikongres i februar 1981 erklærede, at under ”den nuværende situation tillægger vi samarbejdet med socialdemokrater, med fagforeninger, med religiøse kredse og med alle fredselskende bevægelser den største betydning.”[286] Den Øverste Sovjet vedtog også en fredsappel til verdens folk, og Bresjnev skrev til de nordiske statsministre, de socialdemokratiske partiformænd og formanden for Socialistisk Internationale, hvor han understregede Sovjetunionens ærlige ønsker om fred og støttede forslaget om Norden som atomvåbenfri zone.[287]

Warszawapagtlandenes syn på de danske socialdemokrater og muligheden for at påvirke dem kan illustreres ved hjælp af en polsk samfundsvidenskabelig magisterkonferens om Socialdemokratiets udenrigspolitik siden 1945, der findes i PET’s arkiv, og som var blevet udarbejdet i 1977 af Stefan Stefanski, der havde været udstationeret på den polske ambassade i København. Det var Stefanskis opfattelse, at mange socialdemokrater opfattede medlemskabet af NATO som ”et absolut onde”, da det stred mod partiets ønsker om afspænding og nedrustning i Europa. Socialdemokraterne havde derfor støttet de østlige forslag om en konference om fred og sikkerhed i Europa, og siden begyndelsen af 1970’erne havde de etableret kontakter med de socialistiske lande. Stefanski mente, at partiet under Anker Jørgensen fremover ville interessere sig for de europæiske sikkerhedsspørgsmål, og dette ville danne ”forudsætningen for en stadig udvikling af dialogen om politik mellem dem og landene og kommunistpartierne i den socialistiske lejr.”[288] Stefanski så derfor optimistisk på mulighederne for at udvide kontakterne og påvirke de danske socialdemokrater: ”Men i det hele taget så er de danske og de skandinaviske socialdemokrater, i god overensstemmelse med deres egne økonomiske og politiske interesser, mere modtagelige overfor initiativer fra vores lande end en række andre politiske kræfter og lande i Vesteuropa.”[289]

Den stigende østlige interesse for Socialdemokratiet kom til udtryk i en forøget indsats med at indsamle oplysninger om partiet. Allerede i 1974 konstaterede PET, at KGB-residenturet udviste en særlig interesse for de interne forhold i Socialdemokratiet,[290] og i 1976 fik KGB-residenturet i København ordre om at indhente oplysninger om socialdemokraternes forhold til og vurdering af kommunisterne.[291] Ifølge både Gordijevskij og Mitrokhin havde KGB-residenturet i 1970’erne en fortrolig kontakt, Peter, der var en journalist, som havde kontakter i Socialdemokratiets ledelse. Ifølge residenturet gav han ”interessante” oplysninger om regeringen, Socialdemokratiet, fagforeningerne og forskellige udenrigspolitiske spørgsmål. Ifølge Gordijevskij overdrev residenturet imidlertid betydningen af Peter, som blot var en officiel kontakt.[292] I 1980 kunne PET rapportere, at et socialdemokratisk folketingsmedlem havde afholdt to frokostmøder med en KGB-officer, hvor han bl.a. havde berettet om sine personlige forhold til flere socialdemokrater.[293]

Samtidig arbejdede østblokrepræsentanter på at etablere officielle kontakter mellem de østlige kommunistpartier og Socialdemokratiet.[294] I midten af 1970’erne holdt en fremtrædende socialdemokrat flere møder med østtyske og russiske diplomater, hvor man drøftede mulighederne for at oprette officielle forbindelser med SED og SUKP. I begyndelsen afviste socialdemokraten tilnærmelserne med den begrundelse, at man ikke opretholdt officielle kontakter med kommunistpartier, men i 1977 accepterede udenrigsminister K. B. Andersen, at partiet etablerede et tættere samarbejde med SUKP. Hensigten var at gøre den sovjetiske ledelse modtagelig for vestlige synspunkter og fremme spørgsmålet om menneskerettigheder.[295] I 1979 gennemførte en socialdemokratisk delegation bestående af Kjeld Olesen, Poul Nielson og Lasse Budtz den første partirejse til Moskva. Socialdemokratiet havde dog afslået, at SUKP stod for besøget, hvorfor den officielle vært var et institut under Videnskabernes Akademi.[296] PET bemærkede, at rejsen hovedsageligt var tilrettelagt af ambassaderåd og KGB-resident Mikhail Ljubimov i samarbejde med Socialdemokratiets partisekretær Ejnar Hovgård Christiansen. Efter hjemkomsten lagde ambassaden et stort arbejde i at forsøge at opretholde kontakten til delegationsdeltagerne, og Lasse Budtz skulle have holdt flere møder med presseattaché Vladimir Minin.[297] I 1981 besøgte en delegation fra DsU Sovjetunionen,[298] og i 1987-88 udvekslede de to partier igen delegationer.[299]

KGB’s kontakter i Socialdemokratiet

Der findes tre kilder, der belyser KGB’s kontakter i Socialdemokratiet: KGB-residenturets årsrapporter for PR-linjen for 1975 og 1977 og residenturets årsplan for 1978, som via en venligtsindet tjeneste blev videregivet af Gordijevskij til PET; øvrige oplysninger videregivet af Gordijevskij, som foruden årsrapporterne byggede på forskellige arbejdspapirer og lister fra residenturet; og PET’s overvågning af KGB-residenturet og dets virksomhed. Ingen af kilderne forekommer fuldstændige, men på enkelte punkter bekræfter de hinanden (f.eks. når PET konstaterede møder mellem KGB-officerer og politikere, som Gordijevskij havde beskrevet som kontakter).

Det skal bemærkes, at der i KGB-residenturets materiale, som blev videregivet af Gordijevskij, og i Gordijevskijs supplerende kommentarer, findes en række forklaringer på, hvorfor socialdemokratiske politikere afslog at mødes med de sovjetiske ambassadefolk (sygdom, tidspres mm.). Det skal understreges, at disse forklaringer kun kendes fra residenturets materiale og Gordijevskij, og at det i nogle tilfælde kunne være forklaringer, som residenturet konstruerede for at bortforklare officerernes manglende succes med at skabe værdifulde kontakter i Socialdemokratiet.

Som tidligere omtalt beklagede både residenturet og Centeret sig over manglen på værdifulde kontakter med adgang til hemmelige oplysninger. Ifølge residenturets årsrapporter og planer var det ikke lykkedes at hverve agenter eller fortrolige kontakter i Socialdemokratiet. I årene fra 1975 til 1978, som årsrapporterne og planerne omfatter, havde residenturet syv kontakter, der blev betegnet som ”andre”, hvilket sandsynligvis betyder, at de blot var ”åbne” kontakter, dvs. samtalepartnere (en var i regeringen, fire var folketingsmedlemmer og to var journalister). Tre af disse kontakter blev på et eller andet tidspunkt studeret med henblik på et tættere samarbejde (for tos vedkommende som ”objekt rasrabotki”), uden der dog synes at være kommet noget ud af arbejdet.[300]

Gordijevskij nævnte et langt større antal socialdemokratiske KGB-kontakter, nemlig 33. De stammer stort set alle fra omtrent samme periode som KGB-rapporterne, fra omkring 1973 til 1978, med enkelte senere tilføjelser og kommentarer fra Gordijevskij fra begyndelsen af 1980’erne. Hvis der ses bort fra Svend Horn, som ifølge Gordijevskij fungerede som KGB-agent frem til slutningen af 1973, og som er omtalt tidligere, omfattede Gordijevskijs materiale 32 socialdemokratiske kilder hovedsageligt fra sidste halvdel af 1970’erne. Når tallet er så forholdsvis stort, skyldes det, at langt størstedelen (26) efter alt at dømme kun havde en flygtig kontakt til KGB. De er enten kun omtalt i materialet som kontakter i Folketinget, som deltagere i en reception eller som personer, som residenturet havde spurgt på i Centeret.[301]

Gordijevskijs oplysninger viser også, at flere af de ”andre” kontakter, som residenturet omtalte i sine årsrapporter og planer, havde en meget begrænset kontakt med residenturet. Således fremgår det, at residenturets kontakt i regeringen, som man havde planer om at bruge til ”efterretningsarbejdet i marken” (det vil formentlig sige indhentning af oplysninger), havde mødt en KGB-officer ved et par lejligheder, men den pågældende politiker havde ifølge residenturet ikke reageret på middagsinvitationer, idet han angav, at han led af en mavesygdom. Derefter opgav russeren sine anstrengelser.[302] En kontakt i Folketinget, som residenturet havde de samme planer med, havde kun ”uregelmæssig” kontakt med en KGB-officer.[303] De holdt kun ”lejlighedsvise møder”, da den pågældende politiker ifølge KGB-materialet ikke havde tid.[304] KGB havde åbenbart forsøgt at udnytte ham til en desinformationsoperation, der havde som formål at øge den vesteuropæiske skepsis over for USA, men han afleverede de forfalskede CIA-dokumenter til justitsministeren.[305] En anden folketingskontakt skal ifølge residenturet have nægtet at samarbejde, da han frygtede for sin karriere. Ifølge Gordijevskijs oplysninger skulle den pågældende ved et tilfælde have taget en anden gæst med sig som vidne på, hvad der var blevet talt om. KGB var blevet opmærksom på den pågældende politiker, fordi han var tilhænger af anerkendelsen af DDR, og residenturet havde mistanke om, at hans modvilje mod at samarbejde i virkeligheden skyldtes, at han havde kontakt til den østtyske efterretningstjeneste. Man havde dog ikke nogen sikre beviser for denne antagelse, og Gordijevskijs kendskab til sagen stammede fra den involverede KGB-officer, Stanislav Tjebotok.[306]

KGB-residenturet havde heller ikke større held med at kultivere sine socialdemokratiske pressekontakter. I begyndelsen af 1970’erne etablerede en KGB-officer en kontakt til en centralt placeret socialdemokratisk journalist med tæt forbindelse til partiet. Journalisten var ifølge KGB-officeren villig til at have forbindelse med en sovjetisk embedsmand, og de skal have holdt tre møder under konspirative former. Journalisten skal have erklæret sig villig til at videregive oplysninger om møderne i hovedbestyrelsen og om Jens Otto Krag, og officeren modtog visse oplysninger, som var af ”efterretningsmæssig interesse”. Imidlertid erfarede en anden af residenturets socialdemokratiske pressekontakter, som var meget kritisk over for Sovjetunionen, om forbindelsen, og man besluttede derfor at fortsætte forbindelsen som en almindelig pressekontakt.[307]

Ifølge Gordijevskijs materiale havde residenturet overvejelser om at knytte tættere forbindelse til seks af de socialdemokratiske kontakter. En af dem var en tidligere minister, som KGB var interesseret i, da han angiveligt skulle være bitter over at have mistet sin ministerpost. Det fremgår imidlertid ikke af materialet, om der blev etableret en kontakt.[308] Residenturet prøvede også at etablere en ”operationel kontakt” med et socialdemokratisk folketingsmedlem, men ifølge Gordijevskij var det tvivlsomt, om det lykkedes, og efter den involverede KGB-officers udrejse blev den pågældende politiker formentlig ikke dyrket af nogen.[309] Gordijevskij videregav også oplysninger, som han havde fundet i en anden KGB-officers notesbog. Notesbogen skulle indeholde optegnelser om yderligere et socialdemokratisk folketingsmedlem, der havde besøgt Sovjetunionen og angiveligt skulle sympatisere med Sovjetunionen. KGB-officeren havde afholdt flere møder med den pågældende politiker. Residenturet havde i 1975 planer om at intensivere studiet af den pågældende og undersøge muligheden ”at udnytte og rekruttere” ham.[310] Det fremgår dog ikke, hvad man nåede frem til, men siden han ikke er omtalt i residenturets årsrapporter, må det antages, at han ikke blev hvervet.

Endnu en fremtrædende socialdemokrat var af interesse, fordi han var centralt placeret i udformningen af partiets udenrigspolitik. Flere KGB-officerer havde møder med ham, og residenten var angiveligt imponeret over ham. Residenturet havde planer om at bruge ham til aktive foranstaltninger, og man studerede ham med henblik at gøre ham til ”objekt rasrabotki”. Der kom tilsyneladende ikke noget konkret ud af bestræbelserne, og den pågældende forblev en almindelig kontakt.[311] Endelig var residenturet interesseret i en ledende DsU’er, idet han havde søgt om ansættelse i Udenrigsministeriet og havde mange personlige kontakter i de politiske partier og regeringen. Det er imidlertid tvivlsomt, om der kom noget ud af sagen, idet den unge socialdemokrat forsøgte at undgå al kontakt med den involverede KGB-officer. De sidste oplysninger stammer fra residenturets årsplan for 1978, hvoraf det fremgik, at man ville fortsætte studiet af danskeren.[312] Den sidste af de seks, som residenturet havde yderligere planer om, var Ole Espersen, som vil blive nærmere beskrevet nedenfor.

Den tredje kilde til KGB’s socialdemokratiske kontakter er PET’s overvågning af den sovjetiske ambassade.[313] Den viser, at hverken Gordijevskij eller PET havde en fuldstændig viden om KGB’s kontakter i partiet. Ifølge det bevarede kildemateriale identificerede PET i perioden fra 1973 til 1978 29 socialdemokratiske politikere, medarbejdere, journalister og fagforeningsfolk, der havde kontakt til Sovjetunionen. 15 af disse er også nævnt i Gordijevskijs materiale. I de fleste tilfælde var PET blot i stand til at konstatere, at et møde eller en kontakt havde fundet sted; kun i få tilfælde havde tjenesten også oplysninger om, hvad der var blevet talt om (hvilket muligvis stammede fra den danske samtalepartner). Det er imidlertid interessant, at PET takket være sin kontraefterretningsindsats havde konstateret alle de vigtige kontakter, som var nævnt i KGB-residenturets årsberetninger. Selvom PET således ikke havde en fuldstændig viden om KGB’s kontakter i Socialdemokratiet, havde tjenesten oplysninger om de vigtigste.

Ervin: En muldvarp i regeringens top?

I januar 1981 blev professor, dr. jur. Ole Espersen, som var formand for Radiorådet og medlem af Folketinget, udnævnt til justitsminister af Anker Jørgensen. Espersens embedsperiode frem til den socialdemokratiske regerings afgang i september 1982 var præget af flere kontroversielle sager. Efterretningstjenesten anså justitsministeren for at udgøre en sikkerhedsrisiko,[314] mens ministeren på sin side var kritisk indstillet over for PET’s registreringer. Udnævnelsen af Espersen til justitsminister og dermed PET’s øverste chef rejser flere spørgsmål: Hvad var årsagen til det anstrengte forhold? Hvornår og hvorfor begyndte PET at indhente oplysninger om Espersen, og hvad indeholdt de? Advarede PET statsministeren mod at udnævne Espersen til justitsminister? I bekræftende fald, hvorfor ignorerede Anker Jørgensen advarslerne?

Der havde i flere år blandt journalister og politikere floreret rygter om, at Ole Espersen under et besøg i Østberlin i begyndelsen af 1970’erne skulle være blevet lokket i en fælde af nogle østtyske piger, der arbejdede for Stasi.[315] I 1974 begyndte PET at modtage oplysninger om Ole Espersens deltagelse i forskellige menneskerettighedsaktiviteter. Tjenestens medarbejdere vurderede bl.a., at det såkaldte Chile-tribunal, der var nedsat for at undersøge militærjuntaens forbrydelser siden kuppet i 1973, var en typisk kommunistisk frontorganisation.[316] Da tribunalet afholdt sit næste møde det følgende år, overvejede ledelsen i PET at registrere Espersen, hvilket dog ikke skete ved den lejlighed.[317]

I slutningen af 1977 blev PET opmærksom på, at Ole Espersen havde kontakt til en sovjetisk ambassadefunktionær Nikolaj Gribin, der var identificeret som KGB-officer. Da de mødtes til en frokost på restaurant Rio Bravo den 12. december 1977, blev de holdt under observation af PET, som tog billeder og forsøgte at aflytte samtalen. PET-medarbejderne bemærkede, at Espersen modtog en plasticpose, der syntes at indeholde to flasker i karton. Denne observationsrapport var den direkte anledning til, at Ole Espersen blev registreret i PET.[318] PET konstaterede flere kontakter mellem den daværende radiorådsformand og sovjetiske ambassademedarbejdere de følgende år.[319]

Foto: Den politiske ordfører for Socialdemokratiet, Ole Espersen, under Folketingets åbningsdebat i november 1979. Espersen havde kontakter til sovjetiske og nordkoreanske diplomater, der var efterretningsofficerer, og han blev derfor af PET’s ledelse anset for at udgøre en sikkerhedsrisiko. Dette forhold prægede hans embedsperiode som justitsminister fra 1981 til 1982. Han blev således ikke orienteret om Gordijevskij-operationen eller anholdelsen af forfatteren Arne Herløv Petersen.

Den politiske ordfører for Socialdemokratiet, Ole Espersen, under Folketingets åbningsdebat i november 1979. Espersen havde kontakter til sovjetiske og nordkoreanske diplomater, der var efterretningsofficerer, og han blev derfor af PET’s ledelse anset for at udgøre en sikkerhedsrisiko. Dette forhold prægede hans embedsperiode som justitsminister fra 1981 til 1982. Han blev således ikke orienteret om Gordijevskij-operationen eller anholdelsen af forfatteren Arne Herløv Petersen (Nordfoto/Arbejdermuseet og ABA).

Samtidig modtog PET oplysninger fra Gordijevskij om KGB’s planer med den socialdemokratiske politiker, som må have bestyrket tjenestens eventuelle mistanke mod ham. Ifølge Gordijevskij havde KGB i mindst tre år haft som mål at rekruttere Espersen. Han blev anset for en betydningsfuld og indflydelsesrig politiker med en lovende karriere foran sig, og han mentes at tilhøre partiets venstrefløj. Sovjetiske ledere, der havde mødt Espersen, var imponerede over ham. Espersen fik tildelt dæknavnet Ervin, og residenturet besluttede at studere ham med henblik på at afgøre, om han skulle godkendes som en kontakt under dybt studium med henblik på hvervning (”objekt rasrabotki”). Residenturet ønskede at bruge Espersen til at indhente politiske efterretninger, men officererne havde i flere år svært ved at etablere en kontakt, da danskeren var optaget af sine gøremål som radiorådsformand, professor i jura ved Københavns Universitet, folketingsmedlem og medlem af Europaparlamentet. I forbindelse med folketingsvalget i 1977 forlød det, at Ole Espersen var på tale til posten som justitsminister, hvilket ville indebære, at han ville blive den øverste leder for PET. Ifølge Gordijevskij fik det residenturet til at gøre sig nye overvejelser over, hvordan man kunne komme i forbindelse med ham. Under en høring om Berufsverbot i København i oktober 1977 havde en af de tilrejsende russere genoptaget sit bekendtskab med Ole Espersen. Det var Samuel Lasarjevitj Sivs, der arbejdede for SUKP’s International Department (ID). Ifølge Gordijevskijs oplysninger var det Sivs’ hensigt at forsøge at påvirke Espersen til at fremsætte udtalelser, der var i overensstemmelse med den sovjetiske linje, og danskeren skal have sympatiseret med mange af Sivs’ synspunkter. Residenturet skal også have overvejet at invitere Espersen til Sovjetunionen, eventuelt under dække af en frontorganisation som Salvador Allende Komiteen.[320] Der er dog intet i Gordijevskijs materiale, der tyder på, at det på noget tidspunkt lykkedes for KGB at hverve Espersen. Ifølge senere oplysninger fra Gordijevskij var danskeren kun klassificeret som ”officiel kontakt”, altså en af residenturets mange samtalepartnere.[321] Efter registreringen foretog PET tilsyneladende ingen målrettet efterforskning af Ole Espersen, hans telefon blev ikke aflyttet, og bortset fra et par møder med Gribin blev han ikke holdt under observation. I stedet fortsatte tjenesten med at indsamle forskellige oplysninger om den socialdemokratiske politikers aktiviteter, som blev lagt på hans personsag.

PET kan have haft indflydelse på, at Ole Espersen ikke blev udnævnt til justitsminister tidligere. PET’s daværende chef Ole Stig Andersen har over for Kommissionen oplyst, at Ole Espersen ved flere lejligheder blev forbigået som justitsminister, og at dette måske skyldtes hans østkontakter.[322] Den 19. oktober 1979 udarbejdede en medarbejder en notits om Espersens østkontakter, der byggede på oplysningerne fra Gordijevskij.[323] Fire dage senere, den 23. oktober 1979, blev der afholdt folketingsvalg, som gav en beskeden fremgang til Socialdemokratiet, der efterfølgende dannede en mindretalsregering.[324] Det kan ikke afvises, at PET via Justitsministeriet i 1979 underrettede Anker Jørgensen om Espersens KGB-kontakter.[325]

Det kan lægges til grund, at PET via Justitsministeriet advarede statsminister Anker Jørgensen mod at udnævne Ole Espersen til justitsminister i januar 1981. Den daværende chef for PET, Ole Stig Andersen, har over for Kommissionen afvist, at han skulle have advaret statsministeren mod Espersen, men flere forhold sandsynliggør, at noget sådant skete.[326] En tidligere medarbejder i PET har oplyst over for Kommissionen, at han i forbindelse med udnævnelsen af Espersen ”af Ole Stig Andersen blev bedt om at se i Gordijevskij-sagen, om der var noget belastende på Ole Espersen.”[327] Ifølge medarbejderen fandt han intet belastende om Espersen, og resten var herefter op til PET-chefen.[328] Den 16. januar, fire dage før udnævnelsen af Espersen, samlede PET seks dokumenter vedrørende den kommende minister i et sagsomslag. Dokumenterne indeholdt oversigter over Espersens kontakter til Nordkorea, en rejse til Sydkorea, oplysninger om den nordkoreanske efterretningstjenestes aktiviteter, Espersens møder med KGB-officerer og hans menneskerettighedsaktiviteter.[329] Ifølge materialet skulle den nordkoreanske militære efterretningstjeneste have flyttet sin europæiske base fra Wien til København, hvilket kunne hænge sammen med, at ”man har foretaget eller håber at foretage en meget betydningsfuld hvervning af en person, der er bosiddende i Danmark.”[330] At dømme ud fra disse dokumenter var PET i januar 1981 betænkelig over den kommende justitsministers kontakter til KGB, ligesom PET havde en frygt for, at han var eller kunne blive udsat for et hvervningsforsøg fra nordkoreansk side.

PET modtog i tiden omkring udnævnelsen af Espersen – formentlig fra en udenlandsk tjeneste – oplysninger om den kommende minister. Et anonymt dokument i personsagen gengiver oplysninger om KGB’s interesse for den ”pågældende” siden 1973. Det vurderes i papiret som ”mindre sandsynligt”, at forsøgene på tilnærmelser skulle være lykkedes. Dernæst udtrykker papiret ”bekymringer” over ”den pågældende[s]” forbindelser til den nordkoreanske ambassade. Bekymringerne skyldtes, at den nordkoreanske militære efterretningstjeneste havde flyttet sin vestlige base til København. Papirets ophavsmænd havde dog intet grundlag for at antage, at forbindelsen havde et efterretningsmæssigt indhold. Endelig fremgår det af papiret, at ”man her” havde oplysninger, der vurderedes som ”pålidelige”, om at ”den pågældende” for ”ca. 9 år siden” forlod sine danske rejseledsagere ”i selskab med en østtysk blondine”, som ifølge papiret ”efter nogles vurdering” måtte antages at arbejde for den østtyske efterretningstjeneste.[331] Der er formentlig tale om oplysninger fra en udenlandsk tjeneste, der ønskede at gøre opmærksom på de sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved en udnævnelse af Ole Espersen.

Oplysninger i Anker Jørgensens privatarkiv viser, at statsministeren modtog PET’s oplysninger, og at han havde betænkeligheder på grund af Ole Espersens kontakter. Den 15. januar 1981 noterede statsministeren i sin dagbog vedrørende sine overvejelser om justitsministerposten: ”Men jeg tør ikke ta’ Ole Espersen, den smule knas, der har været på grund af kontakter med østlande, kan blive pustet op. Og dog, måske skulle jeg ta’ ham alligevel?”[332] I dagslægget vedrørende den nye regering ligger der en udateret ministerliste, hvor der under Ole Espersens navn var indføjet ordene ”Hvis velment, uhyre naivt Sikkerhed, dyrket – hvervning lykkedes? – mindre sandsynligt” og et notat om Nordkorea med ordene ”Wien>Købh”.[333] Notaterne viser, at statsministeren var orienteret om Ole Espersens østkontakter, og at han overvejede, om de udgjorde en sikkerhedsrisiko. Notatet om Nordkorea viser, at statsministeren med stor sandsynlighed var blevet orienteret om PET’s oplysninger om de nordkoreanske efterretningsagenter, der var ankommet til København fra Wien. I materialet findes der også en liste over de nye ministre, hvor der ud for Ole Espersens navn findes spørgsmålet: ” – har du betænkeligh. med Justits?” og navnene på yderligere tre socialdemokrater.[334]

Notaterne i Anker Jørgensens arkiv bekræftes i et vist omfang af Ole Espersen. Denne har over for Kommissionen berettet, at da statsministeren spurgte ham, om han ville være justitsminister, ”sagde Anker Jørgensen, at vidnet ’skulle være forsigtig [med] sine forbindelser’, og senere fortalte Anker Jørgensen, at han herved henviste til vidnets forbindelser med den nordkoreanske ambassade.”[335] Udsagnet bekræfter antagelsen om, at statsministeren var blevet briefet af PET om den nordkoreanske forbindelse. Tidligere statsminister Anker Jørgensen husker derimod ikke at have drøftet sagen med Ole Espersen.[336] Muligvis blev Espersen selv konfronteret med rygterne om Stasifælden i Østberlin i 1971. Den daværende udenrigsminister Kjeld Olesen har over for Kommissionen oplyst, at han og statsminister Anker Jørgensen havde et møde med Ole Espersen, hvor de redegjorde for rygterne om affæren i Østberlin: ”Ole Espersen afviste det fuldstændigt, og han blev herefter udnævnt til justitsminister.”[337]

Hvorfor valgte statsministeren at se bort fra PET’s oplysninger om Espersens kontakter til KGB og den nordkoreanske ambassade? Det kan forekomme overraskende, at Anker Jørgensen udnævnte Espersen til trods for, at der ifølge hans notater herskede en vis usikkerhed med hensyn til, om han var blevet hvervet. Sandsynligvis valgte statsministeren at vægte Espersens faglige kvalifikationer højere end de sikkerhedsmæssige aspekter. Det skyldtes formentlig, at der ikke var konkrete beviser i PET’s materiale for, at Espersen var blevet hvervet, opførte sig konspiratorisk eller havde videregivet klassificerede oplysninger. Materialet viste kun, at Espersen i fuld offentlighed mødtes med og havde samtaler med østlige diplomater. Dertil kom, at Anker Jørgensen delte Espersens kritiske syn på PET’s registreringer,[338] og at han anså kritikken af Espersen for at være politisk.[339]

Efter udnævnelsen fik Ole Espersen forelagt PET’s oplysninger, men det er uklart, under hvilke omstændigheder det skete. Ole Stig Andersen har over for Kommissionen oplyst, at han ikke har nogen erindring om, at PET skulle have afleveret en rapport om, hvilke oplysninger tjenesten havde om ministeren.[340] Dette modsiges af flere vidneudsagn. Ifølge professor, dr. phil. Kristof Glamann, der var medlem af Wamberg-udvalget på daværende tidspunkt, var det Ole Stig Andersen, der på eget initiativ skal have orienteret ministeren om, at han var registreret i PET. Ifølge Glamann, der må have hørt historien fra PET-chefen eller en anden kilde, blev Ole Espersen ”gal” over oplysningen, og han blev interesseret i registreringen af personer på grundlag af ambassadekontakter.[341] Ifølge Ole Espersen selv spurgte han departementschef Niels Madsen og Ole Stig Andersen om, hvilke oplysninger PET havde om ham, ”og vidnet fik 6 sider med registrering af hans rejser i bl.a. Nord- og Sydkorea.”[342] Ole Stig Andersen mener heller ikke, at Ole Espersen blev orienteret om, at PET havde fotografier af ham med gaver.[343] Men ifølge en tidligere jurist i PET fik Ole Espersen forevist et billede, hvor han var i selskab med en KGB-officer og bar på en pose med spiritus.[344] Dette synes bekræftet af, at der er fundet tre billeder af Espersens møde med Gribin den 12. december 1977 i departementschefens pengeskab i Justitsministeriet.

Udnævnelsen af Ole Espersen til justitsminister den 20. januar 1981 skete, selvom der forelå oplysninger fra efterretningstjenesten om, at Espersen havde kontakter til de nordkoreanske og sovjetiske ambassader, at KGB forsøgte at hverve ham, og at han deltog i arrangementer organiseret af internationale frontorganisationer. Det fremgår således, at udenlandske tjenester var bekymret over udnævnelsen. Som tidligere nævnt (se afsnittet om Gordijevskij i dette bind) betød dette, at PET med departementschef Niels Madsen og statsminister Anker Jørgensens vidende holdt hvervningen af KGB-officeren Oleg Gordijevskij hemmelig for ministeren. Ole Espersen på sin side synes at have betragtet PET’s registreringer med mistro og skal være blevet opbragt over, at han selv var blevet registreret på grundlag af, hvad han opfattede som lovlige aktiviteter.

Ole Espersens embedsperiode blev præget af en række sager, der skal ses i sammenhæng med hans anstrengte forhold til PET. Den 14. marts 1981 kunne Jyllands-Posten bringe en opsigtsvækkende artikel under overskriften ”NATO-frygt: Dansker på toppost udgør en sikkerhedsrisiko”.[345] Artiklen var en gengivelse af oplysninger, der stammede fra det respekterede nyhedsmagasin The Economist’s nyhedsbrev Foreign Report. Det hævdede i en artikel med overskriften ”The Rot in Denmark”, at NATO i stigende grad var bekymret over en uidentificeret ”højtplaceret person” i den danske statsadministration. Ifølge artiklen havde statsminister Anker Jørgensen foretaget udnævnelsen af den pågældende, selvom den danske sikkerhedstjeneste havde vurderet, at han udgjorde en sikkerhedsrisiko på grund af hans kontakter med østeuropæiske og sovjetiske diplomater. Statsministeren havde angiveligt fået forevist de relevante informationer, men han havde ikke været enig i sikkerhedstjenestens vurdering. Ifølge artiklen var Anker Jørgensen i den problematiske situation, at den pågældende var den eneste kvalificerede til posten. Det blev dog understreget, at den uidentificerede topfigur ikke var mistænkt for at have bedrevet spionage, men at den danske sikkerhedstjeneste ikke mente, at han burde have adgang til sensitive oplysninger.[346] Oplysningerne om en højtplaceret sikkerhedsrisiko i den danske regeringsadministration blev eksplicit kædet sammen med den vestlige kritik af Danmarks lave forsvarsudgifter og statsministerens “semi-neutralist” udtalelser, idet bladet hævdede, at mange NATO-lande var begyndt at spørge sig selv, om der var ”noget råddent i Danmark.”[347]

Selvom den pågældende topfigur var uidentificeret, samlede interessen sig hurtigt om Ole Espersen. Allerede i den første artikel i Jyllands-Posten, der bragte historien til Danmark, benægtede Ole Espersen, hvis artiklen hentydede til ham, at efterretningstjenesten havde vurderet, at han udgjorde en sikkerhedsrisiko: ”Jeg ved ikke, hvem man sigter til, eller om man gisner om det, men hvis der er nogen, der mener, at det skulle være mig, så er det forkert. Der er ikke foretaget nogen kritisk vurdering af, at jeg skulle være en sikkerhedsrisiko.”[348]

Under den efterfølgende debat delte den danske presse sig i to lejre. På den ene side gav Jyllands-Posten og Ekstra Bladet udtryk for, at der nok var noget om påstanden om, at Ole Espersen var en sikkerhedsrisiko. Begge aviser omtalte rygterne om besøget i Østberlin, og aviserne undgik ikke at nævne, at Ole Espersen som justitsminister var den øverste leder af PET.[349] På den anden side hævdede flere blade, deriblandt Aktuelt og B.T., at der var tale om en fabrikeret historie. Statsminister Anker Jørgensen afviste, at han var i besiddelse af belastende oplysninger om nogen dansk minister,[350] og Ole Espersen hævdede selv, at hans østkontakter bestod af to frokoster med en sovjetisk diplomat.[351] Ifølge anonyme regeringskilder var formålet med historien at miskreditere den danske sikkerhedspolitik og presse regeringen til at øge forsvarsbevillingerne.[352] Heroverfor fremførte flere borgerlige aviser, at sagen var et udtryk for, at Danmarks internationale anseelse og troværdighed havde lidt et alvorligt knæk under den socialdemokratiske regering.[353]

Flere sager fra Espersens embedstid skal formentlig ses i sammenhæng med ministerens og efterretningstjenestens gensidige mistænksomhed. Ole Espersen gik imod Forsvarets indstilling og besluttede ikke at rejse straffesag mod Søren Møller Christensen, redaktør for tidsskriftet Forsvar, der havde offentliggjort billeder af nogle radaranlæg.[354] I efteråret 1981 anholdt PET forfatteren Arne Herløv Petersen, hvilket ifølge Espersen skete i modstrid mod hans instruks. Sagen endte med, at Herløv Petersen blev meddelt tiltalefrafald.[355] Det var muligvis også PET’s viden om Espersens syn på tjenesten, der gjorde, at udkastet til nye retningslinjer for PET’s virksomhed på det politiske område ikke blev forelagt Espersen til godkendelse. Det var først, da den socialdemokratiske regering var blevet afløst af en borgerlig firepartikoalition, at PET tog spørgsmålet op med justitsministeren.

PET og Socialdemokratiet i fodnoteperioden

PET vurderede, at faren ved de intensiverede kontakter mellem socialdemokratiske politikere og KGB bestod i, at russerne forsøgte at påvirke de danske samtalepartnere i en prosovjetisk og antiamerikansk retning. PET citerede KGB-Centeret i Moskva for at have erklæret, ”at flere og flere socialdemokrater begynder at forstå faren ved den imperialistiske militærpolitik.”[356] Det var ved årsskiftet 1982/83 PET’s opfattelse, at den østlige påvirkningskampagne i høj grad havde forårsaget den socialdemokratiske fodnotepolitik:

”Denne indsats (holdningspåvirkning/active measures) – sammen med indsatsen fra de øvrige østeuropæiske lande har således givet anledning til en stærk politisk splittelse omkring Danmarks fortsatte støtte til de nye NATO-raketter.

Således har socialdemokratiet som bekendt foretaget en ’kovending’ i raketspørgsmålet, således at vi ikke på blot lidt længere sigt vil være i stand til at opfylde vore forpligtigelser i.h.t. den såkaldte ’NATO-dobbeltbeslutning’.”[357]

PET mente således, at den østlige påvirkningskampagne havde spillet en væsentlig rolle for Socialdemokratiets nye sikkerhedspolitiske kurs, efter at partiet mistede regeringsmagten i 1982.

Der er intet, der tyder på, at PET iværksatte en egentlig efterforskning af det nye ”alternative sikkerhedspolitiske flertal” eller en overvågning af ledende socialdemokrater for at afdække den formodede østlige påvirkning.[358] I forbindelse med sin indsats på kontraefterretningsområdet og overvågningen af fredsbevægelsen indsamlede PET imidlertid en række oplysninger om de socialdemokratiske østkontakter og den sikkerhedspolitiske debat. Således modtog tjenesten oplysninger fra Gordijevskij om Sovjetunionens interesse for Socialistisk Internationale (SI) og de vestlige socialdemokratier. Ifølge PET’s gengivelse af KGB-officerens oplysninger var der sket en ”markant ændring” i de vesteuropæiske socialdemokraters holdning til fredsspørgsmålet, hvilket blev dateret til 1981/82. Sovjetunionen lagde stor vægt på at påvirke SI og de vestlige socialdemokratiske partier, og siden 1978 skulle højtstående medlemmer af SUKP have deltaget i SI’s møder som observatører. Ifølge kilden var deres bedste kontakter SI’s formand Willy Brandt fra SPD og Olof Palme, der var formand for SI’s arbejdsgruppe for nedrustning. Brandt havde haft mange møder i Sovjetunionen med højtstående partiledere, og Palme blev vurderet som ”positiv” over for de fleste af Sovjetunionens fredsinitiativer.[359] Det skal bemærkes, at der var tale om antagelser om påvirkning, og at der ikke blev fremført beviser for, at holdningsændringen skyldtes østlige initiativer. KGB-residenturerne i de vesteuropæiske hovedstæder fik således i begyndelsen af 1980’erne instrukser om at forsøge at påvirke SI’s holdning til atomvåbenfri zoner, opstillingen af mellemdistanceraketter og Øst-Vest-handel,[360] men det er uklart, om KGB havde nogen succes med sine initiativer. Residenturet i London havde angiveligt en ”uofficiel kontakt” i SI, men denne var ifølge Gordijevskij forsigtig og tilbageholdende over for de sovjetiske repræsentanter.[361] KGB’s viden om SI var heller ikke imponerende, idet Centeret angiveligt overdrev SI’s indflydelse og fejlagtigt troede, at SI fungerede på samme måde som det gamle Komintern.[362]

PET konstaterede også, at flere socialdemokrater plejede østkontakter, der drejede sig om sikkerhedspolitiske emner. Et socialdemokratisk folketingsmedlem mødtes både officielt og privat med 2. sekretær ved den sovjetiske ambassade Jurij Usjakov. De to mødtes den 23. november 1979 om formiddagen, og senere på dagen holdt den socialdemokratiske folketingsgruppe møde, hvor man besluttede at foreslå, at NATO udsatte beslutningen om opstillingen af 572 mellemdistanceraketter i seks måneder: ”Før gruppemødet var slut, ringede [ - ] til OUSHAKOV og fortalte om denne beslutning, som OUSHAKOV dermed havde lang tid før det blev offentliggjort for pressen.”[363] 3. sekretær ved den østtyske ambassade Thomas Georgi etablerede kontakter til en række politikere fra forskellige partier, som ifølge PET blev brugt til at belyse eller styre de pågældendes sikkerhedspolitiske indstilling. En af disse kontakter var et socialdemokratisk folketingsmedlem, der specialiserede sig i nedrustningsproblematikken. Gennem denne kontakt kom den østtyske diplomat i forbindelse med personer i DsU og SiD, som begge tog aktivt del i fredsbevægelsen.[364] I 1981 beskrev PET det som bemærkelsesværdigt, at den sovjetiske ambassade inviterede flere fremtrædende socialdemokrater på frokost, kort efter at Bresjnev havde støttet tanken om Norden som atomvåbenfri zone, og før den socialdemokratiske kongres, hvor der skulle være lagt op til debat om partiets sikkerhedspolitik.[365] To år senere noterede PET, at KGB-residenturet forsøgte at intensivere dialogen med socialdemokraterne om mellemdistanceraketterne, og ambassaderåd Sergej Sjuraljov afleverede en hastende besked fra SUKP til den socialdemokratiske ledelse. Ifølge PET gjorde 2. sekretær Sergej Sjisjkin (der også arbejdede for KGB) sig store anstrengelser for at få kontakt med partiformand Anker Jørgensen, idet Sjisjkin ”havde en ’fortrolig oplysning’ fra Sovjet.”[366] Det fremgår ikke af PET’s beretninger, hvad denne oplysning indeholdt. I 1985 bemærkede PET, at den sovjetiske ambassade holdt møder med Anker Jørgensen, Lasse Budtz, Ritt Bjerregård, Poul Nielsen (der var formodentlig tale om Poul Nielson) og Steen Christensen, og Socialdemokratiet blev betegnet som ”en realistisk platform” for udspredelse af forslaget om Norden som atomvåbenfri zone.[367] PET’s oplysninger viste således, at ledende socialdemokrater havde kontakter til østlige diplomater (hvoraf nogle var efterretningsofficerer under dække), som intensivt forsøgte at påvirke de danske politikere, ikke mindst i spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone. Materialet siger imidlertid intet om, i hvilket omfang denne påvirkningskampagne lykkedes.

Anker Jørgensen og fodnotepolitikken

I januar 1983, nogle måneder efter Socialdemokratiet havde overladt regeringsmagten til den borgerlige firkløverregering, modtog PET nogle oplysninger om partiets stillingtagen over for NATO’s dobbeltbeslutning. De stammede fra ”en meget pålidelig kilde”, der ifølge indberetningen havde kontakt til personer ”med nær tilknytning til Socialdemokratiet …”[368] Kilden oplyste, at ved den sidste sikkerhedspolitiske debat havde omkring ti socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der tilhørte partiets højrefløj, ønsket at stemme med den borgerlige regering, men de var blevet tvunget af Anker Jørgensen til at følge partidisciplinen. Kilden gjorde opmærksom på, at partiformanden tidligere havde tilladt medlemmer af partiets venstrefløj at bryde partidisciplinen i forbindelse med det første direkte valg til EF. Dette fik kilden til at konkludere, at Anker Jørgensen ”i virkeligheden er modstander af både EF og NATO.”[369] Kilden begrundede dette med, at Anker Jørgensen oprindeligt havde været modstander af EF, da han var formand for SiD, og at han først gradvis havde skiftet standpunkt det sidste år før Danmarks indtræden i Fællesmarkedet. Selvom kilden ikke mente at kunne bevise, at Anker Jørgensen allerede et år før, at han overtog statsministerposten efter Jens Otto Krag, var blevet spurgt, om han ville afløse Krag, fandt kilden det alligevel ”påfaldende”, at Anker Jørgensen ”i tiden derefter skifter holdning til vor evt. medlemskab af EF.”[370] Kilden mente også at vide, at Anker Jørgensen som den eneste socialdemokrat i forbindelse med en debat om forsvarsforliget i slutningen af 1960’erne havde undladt at stemme imod et dagsordensforslag fra venstrefløjen. Kilden tilføjede, at Anker Jørgensen som statsminister skulle have taget kritikken af vestlige lande, f.eks. Sydafrika eller USA’s optræden i Mellemamerika, alvorligt, mens han havde afvist anklager mod østblokkens optræden i Polen og Afghanistan som vestlig propaganda, ”og har derimod givet udtryk for, at man i stedet burde give Sovjet anerkendelse for, at de har ladet Polen køre deres egen kurs.”[371]

Disse opsigtsvækkende oplysninger om, at Socialdemokratiets formand var en skjult modstander af EF og NATO, og at dette bidrog til at forklare partiets modstand mod dobbeltbeslutningen, blev taget alvorligt i PET. Den medarbejder, der udarbejdede indberetningen, har over for Kommissionen betegnet den som ”et meget farligt stykke papir”, der selvfølgelig blev videregivet til Centralafdelingen:

”Det var magtpåliggende for kilden at få det indberettet, da det var en beskrivelse af, hvordan kilden oplevede tilblivelsen af den første fodnote i fodnotepolitikken. Det var udelukkende af hensyn til sin egen person, at den pågældende lod det indberette gennem vidnet. … Det var et forsøg på at orientere den nye regering.”[372]

Det er uvist, hvad der skete med oplysningerne. PET’s daværende chef, Ole Stig Andersen, mener, at han ”givetvis” har set indberetningen, men han husker ikke, om han har orienteret departementschef Niels Madsen om indholdet, eller om denne har underrettet justitsminister Erik Ninn-Hansen.[373] Det kan således hverken af- eller bekræftes, at den borgerlige regering fik forelagt kildeoplysningerne om oppositionslederen.

Hvordan skal troværdigheden af oplysningerne vurderes? Anker Jørgensen havde ry for at tilhøre Socialdemokratiets venstrefløj, og det var en velkendt påstand, at han skulle have ændret sin holdning til EF, da muligheden for at blive statsminister bød sig. Dette har han imidlertid selv afvist. Ifølge Anker Jørgensen havde han altid støttet tanken om et forpligtigende europæisk samarbejde, og han havde altid stemt for EF ved afstemninger i Folketinget. I foråret 1972 gik han imod flertallet i sin fagforening, Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, og anbefalede et ja til EF. Selvom Krag udsendte flere signaler i 1971-72, så var det først morgenen efter EF-afstemningen, at Anker Jørgensen blev tilbudt statsministerposten. Krags møde med Anker Jørgensen i 1971 drejede sig angiveligt om posten som arbejdsminister, et tilbud Anker Jørgensen afslog. Krag valgte formentlig Anker Jørgensen, idet denne blev anset for den mest velegnede til at samle det splittede parti. Anker Jørgensen var næppe begejstret for NATO i sig selv, og ifølge ham selv så han først og fremmest alliancen som et middel til at fremme forhandling og afspænding, uden dog at han på noget tidspunkt satte spørgsmålstegn ved Danmarks medlemskab. Han kritiserede også NATO-medlemmerne Portugal, Grækenland og Tyrkiet, da de var domineret af militærdiktaturer. Han lagde altid vægt på, at som en allieret nation måtte Danmark have ret til at kritisere USA, når man var uenig i dets politik. Anker Jørgensen var således en tidlig kritiker af Vietnamkrigen, og han anklagede Reaganadministrationen for at følge en dobbeltstandard, når den støttede den folkelige modstand i Polen og Afghanistan, men bekæmpede den i Mellemamerika og Sydafrika. Hans støtte til fodnotepolitikken skyldtes nok en instinktiv og følelsesmæssig frygt for, at atomoprustningen var kommet ud af kontrol og truede verdens overlevelse.[374] Den tidligere statsminister gjorde sig næppe mange overvejelser om, at NATO’s afskrækkelsesstrategi over for Warszawapagten byggede på atomvåbnene på grund af østblokkens konventionelle overlegenhed, og at fodnotepolitikken dermed gik imod grundlaget for den vestlige forsvarsalliance. Kildeindberetningen om Anker Jørgensen bygger således på en række almindeligt kendte oplysninger, der har fået en konspiratorisk drejning eller tolkning af kilden: At partiformanden skulle være skjult EF- og NATO-modstander, at han favoriserede venstrefløjen over højrefløjen i partiet, at han havde fået et år til at ændre sin ”offentlige” holdning til EF, og at han skulle favorisere antivestlige og antiamerikanske synspunkter og undertrykke Sovjet-kritiske indlæg.

Den socialdemokratiske delegationsrejse til Moskva i 1984

I juli 1985 vakte den tidligere socialdemokratiske udenrigs- og forsvarsminister Kjeld Olesen opsigt, da han udtalte, at ”en kilde i forsvaret” havde fortalt ham, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en hemmeligstemplet skrivelse havde registreret tre fremtrædende socialdemokraters besøg i Moskva året før under overskriften ”subversion”. Der var tale om Kjeld Olesen, Lasse Budtz og Poul Nielsons besøg i Moskva den 16. til 22. oktober 1984, hvor man bl.a. havde drøftet forslaget om Norden som atomvåbenfri zone. Kjeld Olesen mente, at sagen rejste spørgsmål om, hvorfor FE registrerede politikere, der besøgte østblokken, og hvorfor man mistænkeliggjorde deres politiske arbejde, og han anmodede statsminister Poul Schlüter om at undersøge sagen.[375] Selvom det hurtigt viste sig, at Kjeld Olesen var blevet fejlinformeret af sin kilde (og kort tid efter forlod han politik), udløste sagen en politisk debat om efterretningstjenesterne og Moskvarejsen.[376] På den ene side viste det sig, at den omtalte skrivelse drejede sig om nyhedsbrevet, SIK-Nyt, der var udarbejdet af FE i samarbejde med PET, som dermed blev trukket ind i debatten. Det viste sig også, at LO’s fredsdemonstration i 1984 var blevet omtalt under rubrikken ”subversion”. Disse oplysninger fik socialdemokraterne og venstrefløjen til at stille spørgsmål om efterretningstjenesternes registreringer af fredsaktivister og østrejsende og at kræve strengere kontrol med tjenesternes virksomhed.[377] På den anden fløj af det politiske spektrum samlede interessen sig mere om det socialdemokratiske besøg i Moskva i 1984. Således offentliggjorde Jyllands-Posten dele af delegationens egen beretning om rejsen og anklagede den ene af deltagerne, den socialdemokratiske udenrigspolitiske ordfører Lasse Budtz, for at have misinformeret offentligheden om resultaterne af samtalerne. Artiklerne gav det indtryk, at socialdemokraterne, siden de var kommet i opposition i 1982, havde tilpasset sig Sovjetunionens voksende styrke, og at gennemførelsen af partiets forslag om en atomvåbenfri zone i Norden ville svække Danmarks tilknytning til NATO.[378]

Rejsen til Moskva har indtaget en central plads i diskussionen om fodnote-politikken i 1980’erne og socialdemokraternes påståede eftergivenhed over for østblokken. Allerede i samtiden hævdede kritikere, at rejsen kunne give indtryk af at være ”angiveri” rettet mod den siddende regering.[379] Dette tema er senere blevet taget op af historiker Bent Jensen, der har argumenteret for, at den sovjetiske ledelse anså socialdemokraterne for at være ”en allieret i kampen mod den danske regering og NATO”, og at delegationens deltagere gav offentligheden et fejlagtigt indtryk af værternes imødekommenhed i spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone.[380] Historiker Jørgen Granum-Jensen har på lignende vis anført, at Socialdemokratiet så NATO som den største trussel mod freden, og at partiet med forslaget om Norden som atomvåbenfri zone arbejdede for en neutralisering af de skandinaviske NATO-medlemmer: ”Oppositionen var gået over på fjendens parti.”[381] Andre har dog givet et mindre suspekt billede af rejsen. Allerede i samtiden erklærede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, at han fandt det ”naturligt”, at socialdemokraterne orienterede sig i Moskva på partiplan: ”Der skal vi også nok sørge for at yde al den bistand, vi overhovedet kan.”[382] Størstedelen af den historiske forskning har da også fremstillet rejsen som en ”normal” politisk drøftelse mellem de to partier. Disse fremstillinger har således hæftet sig ved, at de sovjetiske repræsentanter under drøftelserne priste Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske linje, men var tilbageholdende med at komme med konkrete indrømmelser, og at det til tider kom til skarpe meningsudvekslinger mellem parterne.[383]

Foto: Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører, Lasse Budtz, i samtale i Folketinget med en af sine hovedmodstandere under ”fodnoteperioden”, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fra Venstre. Trods de venlige miner var forholdet mellem de to anstrengt. Kritikere af fodnoterne mente, at Socialdemokratiet bl.a. lod sig påvirke af Sovjetunionens fredsudspil, og at delegationsrejsen til Moskva i 1984 var udtryk for eftergivenhed over for fjenden.

Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører, Lasse Budtz, i samtale i Folketinget med en af sine hovedmodstandere under ”fodnoteperioden”, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen fra Venstre. Trods de venlige miner var forholdet mellem de to anstrengt. Kritikere af fodnoterne mente, at Socialdemokratiet bl.a. lod sig påvirke af Sovjetunionens fredsudspil, og at delegationsrejsen til Moskva i 1984 var udtryk for eftergivenhed over for fjenden (Fotograf: Jørgen Schiøttz/Arbejdermuseet og ABA).

Debatten giver anledning til nærmere at undersøge en række spørgsmål om PET’s rolle i forbindelse med det socialdemokratiske besøg i Moskva i 1984: Hvilke oplysninger indsamlede PET om rejsen, og hvilket billede giver de af Socialdemokratiets forhold til Sovjetunionen på dette tidspunkt? Hvordan vurderede PET rejsen efterretningsmæssigt? Og blev de tre ledende socialdemokrater registreret i PET? Det skal understreges, at undersøgelsen fokuserer på PET’s rolle; der vil derfor ikke blive taget nærmere stilling til, om Socialdemokratiets politik bidrog til at svække den danske sikkerhedspolitik overfor østblokken, eller om delegationsmedlemmernes udtalelser om rejsens resultater var misvisende.

PET foretog ikke nogen efterforskning af Moskvarejsen, men tjenesten indsamlede en del oplysninger om den. Tjenesten var via sin generelle kontraefterretningsindsats orienteret om rejsen på forhånd.[384] PET fulgte rejsens forløb via pressen, og en medarbejder udarbejdede en notits, der konstaterede, at der herskede uenighed om, hvad man skulle lægge i udtalelserne fra delegationsmedlemmerne og det officielle sovjetiske nyhedsbureau TASS. Notitsen sluttede af med at sætte spørgsmålstegn ved, om man med ”Lasse Budtz’ vigtige mission” var kommet nærmere etableringen af en atomvåbenfri zone i Norden.[385] PET modtog også et eksemplar af FE’s Efterretningsoversigt fra oktober 1984, som indeholdt en analyse af rejsen. Det var FE’s vurdering, at Moskvas hensigt med besøget var at forsøge at påvirke de danske socialdemokrater ”til at indtage en mere positiv holdning til Sovjetunionens udenrigspolitik generelt og specielt overfor Norden.”[386]

Kort efter socialdemokraternes hjemkomst modtog PET en kopi af Poul Nielsons referat af rejsen. Det fremgik, at SUKP’s centralkomité var værter, og at besøget var blevet udsat på grund af den svenske ubådsaffære. Ifølge referatet havde en af de sovjetiske repræsentanter, politbureaumedlemmet Boris Ponomarjov, der også var leder af SUKP’s centralkomités International Department (ID), der i samarbejde med KGB var ansvarlig for påvirkningskampagnerne i Vesten, udtalt, at SUKP havde ”en høj vurdering” af de danske socialdemokraters indsats i kampen mod NATO’s mellemdistanceraketter: ”Det var synspunkter, der var sammenfaldende med SUKP’s.”[387] Lasse Budtz svarede med at understrege, at der ikke var noget alternativ til Danmarks NATO-medlemskab, men at det på den anden side ikke var noget mål i sig selv. Det var Socialdemokratiets indstilling, at Danmark skulle føre sin egen udenrigspolitik, og Budtz fandt det ”tilfredsstillende”, at man kontrollerede det sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget. Han betonede, at socialdemokraterne støttede idéen om en atomvåbenfri zone i Norden som ”en tillidsskabende foranstaltning”, og han bad derfor de sovjetiske repræsentanter om at tydeliggøre deres holdning til tanken: ”Det ville være problematisk hvis SU [Sovjetunionen] sagde, at der ikke er interesse for zonen, - og dobbelt så store problemer, hvis ikke også Østersøen var inddraget.”[388] Ponomarjov svarede med at henvise til, at det var Sovjetunionens officielle politik at støtte oprettelsen af atomvåbenfri zoner, men ifølge referatet fremsatte han kun vage tilbud: Sovjetunionen var villig til at være ”garant” for sådanne zoner, man ville ”overveje hvilke foranstaltninger på eget territorium”, der kunne blive tale om, og man var indstillet på ”at drøfte spørgsmålet” om at inddrage Østersøen i en atomvåbenfri zone.[389] Selvom delegationen pressede på for at få mere konkrete sovjetiske indrømmelser, især garantier for tilbagetrækningen af atomvåben fra Østersøen, Kolahalvøen og andre tilstødende områder, henviste de sovjetiske repræsentanter disse spørgsmål til de egentlige forhandlinger på regeringsplan. Dette fik Kjeld Olesen til at konkludere, at der ”ikke var givet et tilfredsstillende svar” på delegationens spørgsmål.[390] Selvom delegationsmedlemmerne på senere møder insisterede på, at det var nødvendigt for russerne at komme med konkrete garantier for, at de var rede til at trække deres taktiske atomvåben tilbage fra de tilgrænsende områder, for at man kunne gå videre med forslaget om en atomvåbenfri zone, opnåede man ikke noget gennembrud. Besøget i Moskva må derfor betragtes som resultatløs. Referatet viser i øvrigt også, at stemningen mellem parterne ikke altid var optimal: Delegationen nægtede at nedlægge en krans ved Leninmausolæet,[391] værterne blev misfornøjede, da danskerne insisterede på at mødes med en systemkritiker, og man diskuterede udrejseproblemer, kulturel frihed og den kommunistiske elites privilegier. Det fremgår også af referatet, at Lasse Budtz’ kufferter blev gennemrodet to gange.[392]

PET synes at have delt FE’s vurdering af Moskvarejsen af, at de sovjetiske værter forsøgte at påvirke det danske Socialdemokrati til at følge en politik, der var i overensstemmelse med Sovjetunionens interesser. I anledning af oplysningen om, at den formelle vært for besøget havde været ID-lederen Ponomarjov, noterede en medarbejder: ”Betyder, at soc.dem. behandles som et nationalt komm. parti.”[393] Meningen med bemærkningen var tilsyneladende, at siden Ponomarjov var vært for både udenlandske kommunister og socialdemokrater, blev de behandlet ens, det vil sige, de blev begge brugt til at fremme Sovjetunionens interesser. Samtidig synes PET at have haft en noget affærdigende vurdering af rejsens betydning. På grundlag af Poul Nielsons referat udarbejdede en medarbejder endnu en notits om rejsen, som den pågældende øjensynligt så med skepsis på. I december 1984 besøgte de tre socialdemokrater Washington,[394] og medarbejderen mente, at formålet med denne rejse var ”at give indtryk af”, at amerikanerne blev lige så godt informeret som den sovjetiske ledelse.[395] Medarbejderen antydede dermed, at formålet med rejsen til Washington var at give et fejlagtigt indtryk af, at man forhandlede til begge sider. Sagsbehandlerens endelige vurdering af de to rejser var, ”at de tre socialdemokrater har fået to rejser ud af det men ikke stort andet … ”[396]

Endelig blev det antydet under debatten om rejsen det følgende år, at de tre socialdemokrater var blevet registreret på grund af deres besøg i et østland. PET’s akter om rejsen viser imidlertid, at de tre ikke blev registreret i 1984, da de allerede var registreret: Lasse Budtz var allerede blevet registreret i 1958 på grund af en forbindelse til Sovjetunionen, Poul Nielson var blevet registreret i 1975, da han blev sikkerhedsgodkendt i forbindelse med sin ansættelse i Udenrigsministeriet, og Kjeld Olesen var af ukendte årsager blevet registreret i 1969.[397]

PET fortsatte i et vist omfang med at følge socialdemokraternes sikkerhedspolitiske initiativer. Det var PET’s indtryk, at Moskva via den kommunistisk-dominerede del af fredsbevægelsen påvirkede Socialdemokratiet til at følge en linje, som ville svække Danmarks tilhørsforhold til NATO og reelt gøre landet neutralt. Allerede i 1983 havde tjenesten modtaget kildeoplysninger om et møde i Scandilux med deltagelse af de danske, norske, hollandske, belgiske og luxemborgske partier og med Labour og SPD som observatører. Kilden betegnede det danske partis sikkerhedspolitik som ”lidt dobbeltbundet”, hvilket blev set som tegn på, at det var lykkedes Moskva ved hjælp af en international bevægelse (der menes formentlig fredsbevægelsen) at lægge pres på socialdemokraterne.[398] PET konstaterede også, at det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget uden om regeringen havde vedtaget at afsætte midler til uafhængig freds- og konfliktforskning,[399] og at Arbejderbevægelsens Internationale Center (AIC) havde afholdt en konference om Norden som atomvåbenfri zone med deltagelse af fremtrædende danske og norske socialdemokrater.[400]

Efter Moskvarejsen fulgte PET forberedelserne til en fællesnordisk parlamentarikerkonference om Norden som atomvåbenfri zone, som Anker Jørgensen tog initiativet til på en konference i november 1984. Det var tilsyneladende en begivenhed, som PET synes at have prioriteret højt, for en medarbejder noterede i december 1984, at afdelingen ville ”have opmærksomheden rettet mod de første tegn på en sådan konference i 1985.”[401] Medarbejderen noterede, at de nordiske socialdemokrater på et møde i deres samarbejdsorganisation SAMAK havde tilsluttet sig forslaget om en konference,[402] og da planerne for konferencen lå klar, konstaterede tjenesten, at formålet var at fortsætte debatten i de nordiske parlamenter om Norden som atomvåbenfri zone. Medarbejderen bemærkede også, at der var indbudt 105 parlamentarikere fra de fem lande, og tjenesten noterede navnene på medlemmerne af den danske arbejdsgruppe og konferenceledelsen.[403] Medarbejderens vurdering af den socialdemokratiske sikkerhedspolitik kom klarest til udtryk i en kilderapport om konferencens forløb. Forfatteren til rapporten bemærkede, at forslaget om en atomvåbenfri zone i Norden oprindelig var fostret af den sovjetiske ledelse og viderelanceret af den finske præsident Kekkonen i 1963: ”Sikkerhedspolitisk ville en sådan neutral status/brud med NATO være en kæmpe fordel for Sovjetunionen, men ikke mindst politisk et skridt i den ’rigtige’ retning mod Sovjetunionens endelige mål.”[404] I forbindelse med konferencen vedtog de nordiske socialdemokrater en udtalelse, der foreslog, at der blev nedsat fællesnordiske arbejdsgrupper bestående af repræsentanter fra de politiske partier og embedsmænd, der skulle arbejde videre med spørgsmålet. Sagsbehandleren hæftede sig ved, at forslaget var blevet fremsat af de finske socialdemokrater, og at formålet med en etablering af en atomvåbenfri zone var at svække NATO samtidig med, at Finland ”kunne gå Sovjets ærinde i det skjulte.”[405] Endelig slog sagsbehandleren fast, at Gordijevskij havde bekræftet, at store dele af fredsbevægelsen var styret fra Moskva, ”og den har i øjeblikket et godt tag i de nordiske socialdemokrater … ”[406] Sagsbehandleren beskrev, hvordan fredsbevægelsen havde været aktiv i forbindelse med konferencen, og han refererede formanden for DKP’s fredsudvalg, Anker Schjerning, for at have udtalt, at man havde oplevet det ”glædelige”, at ledende socialdemokrater som Anker Jørgensen, Lasse Budtz og Knud Damgaard havde støttet sig til freds- og fagbevægelsen og havde nærmet ”sig en analyse, som kommunisterne altid har haft.”[407] Ifølge Schjerning var formålet med de sikkerhedspolitiske initiativer som Norden som atomvåbenfri zone, ”at løsgøre Danmark fra NATO’s atomstrategi.”[408] Sagsbehandleren noterede også, at Anker Jørgensen havde talt til det Fællesnordiske Fredsforum, der blev afholdt samtidig med konferencen, og han betegnede partiformandens udtalelser som møntet på at ”tækkes” fredsaktivisterne.[409] Det var således PET-medarbejderens vurdering, at forslaget om Norden som atomvåbenfri zone var fremsat af Sovjetunionen, der ved hjælp af fredsbevægelsen (og Finland) påvirkede de nordiske socialdemokrater til at støtte idéen, som i yderste konsekvens ville undergrave Danmark og Norges tilhørsforhold til NATO og dermed gavne Moskvas indflydelse.

PET fortsatte efter konferencen med at indhente forskellige oplysninger om Socialdemokratiets fredspolitik. I 1986 bemærkede tjenesten, at Socialdemokratiet afslog at deltage i Verdensfredskonferencen i København,[410] som blev kritiseret for at være kommunistisk styret. Kort efter forlød det imidlertid, at Lasse Budtz skulle have deltaget i den kommunistisk dominerede Samarbejdskomité for Fred og Sikkerheds landsmøde.[411] I 1988 indsamlede PET programmet for Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske konference i Skive.[412] Samme år modtog PET oplysninger fra en udenlandsk tjeneste om, at den sovjetiske ambassade kun havde få kontakter til den socialdemokratiske ledelse. Anker Jørgensen havde stort set ingen kontakt til ambassadøren, den nye formand Svend Auken havde aflyst sine to planlagte møder, og Ritt Bjerregård ville ikke have noget at gøre med de sovjetiske diplomater.[413]

PET’s trusselsbillede og overvågning af socialdemokraternes fredspolitik kan opdeles i to perioder. Fra omkring 1981 til 1985 synes PET at have delt opfattelsen af, at partiet blev påvirket af de sovjetiske fredsudspil, og tjenesten indhentede og vurderede oplysninger om ledende socialdemokraters møder, rejser og udtalelser. Efter 1985 synes tjenesten ikke at have været så optaget af spørgsmålet, og den indhentede kun få oplysninger om emnet. Det skal understreges, at det ikke er muligt at fastslå, om det kun var enkelte medarbejdere eller desuden ledelsen, der var interesseret i socialdemokraternes fredspolitik.

Det er ikke muligt at fastslå, hvilke oplysninger PET indsamlede om ledende socialdemokrater, der deltog i fredsdebatten, da de fleste personsager er blevet makuleret. Der er intet, der tyder på, at fremtrædende socialdemokrater blev udsat for en egentlig målrettet efterforskning med brug af aflytning, brevåbning eller observation. Det skal også bemærkes, at ledende socialdemokrater – så vidt det kan konstateres – ikke blev registreret alene på grund af deres sikkerhedspolitiske aktivitet, men at det skete på grundlag af deres kontakter med repræsentanter for østblokken.

De radikale og det alternative sikkerhedspolitiske flertal

Et andet parti, der indtog en hovedrolle i formuleringen af fodnotepolitikken i 1980’erne, var Det Radikale Venstre. Ud over den neutralistiske og antimilitaristiske tradition, der stadig var stærk i partiet, delte partiet flere af venstrefløjens mærkesager. En del af medlemmerne brød med partiets linje og tilsluttede sig modstanden mod EF i 1972, og andre var optaget af miljø- og atomkraftspørgsmålene. Radikal Ungdom blev inspireret af marxistisk tænkning og var i perioder i opposition til moderpartiet.[414] For nogle radikale var faren for en atomkrig det altoverskyggende problem, og de var villige til at lægge en dæmper på kritikken af de totalitære regimer i Øst og deltage i kommunistisk dominerede frontorganisationer. Ifølge radikale fredsaktivister kunne man skabe tillid og afspænding ved hjælp af ensidig nedrustning og etablering af atomvåbenfri zoner, og de håbede at kunne påvirke østblokken gennem dialog og forhandling. Fra 1982 til 1988 fulgte de radikale en tosporet strategi, hvor de på den ene side støttede den borgerlige regerings økonomiske genopretningspolitik, og på den anden side stemte for Socialdemokratiets og venstrefløjens fodnoter. Da partiet prioriterede den økonomiske politik højest, var man ikke villig til at vælte regeringen, så længe den selv valgte at blive siddende.[415] Spørgsmålet er, om PET fandt tegn på, at denne politik var resultatet af østlige påvirkningsforsøg.

Et af de midler, som østblokken anvendte for at etablere kontakt til Det Radikale Venstre, var ikke-kommunistiske partier. Disse partier, der formelt var uafhængige, accepterede kommunisternes program, og deres rolle bestod reelt i, at de gav de østlige regimer et skær af pluralisme. Fra 1960’erne bestræbte disse ”skyggepartier” sig på at etablere et samarbejde med de liberale partier i Skandinavien og at påvirke dem til at støtte østlige fredsinitiativer.[416] I hvert fald ét af de radikales østeuropæiske søsterpartier, det østtyske Demokratische Bauernpartei Deutschlands (DBD), havde tætte kontakter til sikkerhedstjenesten.[417] I 1980’erne konstaterede PET flere eksempler på sådanne kontakter: I 1982 noterede PET, at de radikales landsformand Thorkild Møller og Tage Dræbye skulle deltage i DBD’s kongres i Suhl,[418] i 1985 modtog tjenesten oplysninger om, at de radikales Janne Normann var inviteret af det bulgarske bondeparti BZNS for at overvære festlighederne i anledning af 40-års dagen for staten Bulgariens opståen,[419] og i 1985, 1987 og 1988 besøgte delegationer fra Det Forenede Polske Bondeparti (ZSL) Danmark efter invitation fra de radikale.[420] Repræsentanter for partierne deltog også i hinandens partikongresser og landsmøder.[421] PET bemærkede også, at da de radikale arrangerede en international konference om afspænding og samarbejde på Krogerup Højskole i juni 1988, deltog repræsentanter for DBD og den tjekkoslovakiske frontorganisation Narodni Fronta.[422] De hyppige polske kontakter fik i 1988 PET til at samle oplysningerne i en særskilt sag,[423] men der er intet i det bevarede materiale, der tyder på, at PET fandt nogen oplysninger af efterretningsmæssig interesse.

PET konstaterede også utallige eksempler på radikale kontakter til østlige diplomater i den kolde krigs sidste årti, og i enkelte tilfælde synes der at have været tale om østlige påvirkningsforsøg. I 1979 tilkaldte 3. sekretæren ved den østtyske ambassade, Thomas Georgi, en sekretær fra Radikal Ungdom og roste RU for dets ”interessante” initiativ med at indsamle underskrifter mod udstationeringen af NATO’s mellemdistanceraketter. PET mistænkte Georgi for at være forbindelsesofficer til MfS/HVA.[424] Det følgende år bemærkede PET, at den østtyske ambassade havde støttet RU’s nedrustningspolitik stærkt.[425] I 1981 meddelte en kilde, at den bulgarske ambassadør og 1. sekretær havde haft en samtale med en radikal politiker om partiets indstilling til det kommende forsvarsforlig, og om de radikale var villige til at underskrive en erklæring om, at Danmark skulle have status som en atomvåbenfri zone.[426] PET bemærkede imidlertid, at den sovjetiske ambassade åbenbart helt afbrød kontakten til de radikale i 1981.[427] Det fremgår ikke, hvad årsagen var, men det kunne hænge sammen med anholdelsen af Arne Herløv Petersen og udvisningen af den sovjetiske diplomat (og KGB-officer) Vladimir Merkulov. Først i 1985 konstaterede PET, at de østlige ambassader igen udviste en stigende interesse for de radikale, hvilket tjenesten formodede hang sammen med partiets sikkerheds- og forsvarspolitiske linje.[428] Det fremgår ikke af disse ret kortfattede oplysninger, hvilken effekt de østlige påvirkningsforsøg havde, men i 1987 citerede PET en tjekkoslovakisk diplomat og identificeret efterretningsofficer for at have udtalt, at ”det med de radikale er lykkedes ganske godt, og det ville nok være værd at udnytte det på en eller anden måde.”[429]

KGB’s forsøg på infiltration af de radikale

Det var PET’s vurdering, at KGB havde stor succes med at etablere kontakter til politikere fra Det Radikale Venstre. Et sted talte tjenesten om den ”kraftige penetrering af det Radikale Venstre”,[430] og i midten af 1980’erne beskrev PET det som ”bemærkelsesværdigt”, at det var lykkedes for den sovjetiske efterretningstjeneste at finde ”så gode og samarbejdsvillige” kontakter blandt de radikale. Ifølge PET havde KGB-residenturet kunnet udnytte de radikales pacifisme og kritiske holdning til EF til at udføre aktive foranstaltninger og indhentning af politiske efterretninger.[431] I 1970’erne fokuserede residenturet på at styrke EF-modstanderne i Det Radikale Venstre.[432] I november 1971 konstaterede PET, at attaché Mikhail Makarov havde mødtes med Poul Overgaard Nielsen fra de radikale, der skulle udarbejde et notat om modstanden mod EF. PET tilføjede, at det formentlig var ved dette møde, at den sovjetiske diplomat havde tilbudt at finansiere kampagnen mod EF,[433] hvilket blev afsløret i pressen kort tid efter. Overgaard Nielsen havde afslået tilbuddet og informeret partiets ledelse om hændelsen.[434] I 1974-75 konstaterede PET, at Jens-Peter Bonde, tidligere formand for RU og redaktør af EF-modstandernes blad Nyt Notat, mødtes med ambassaderåd Alfred Mogulevtjik.[435] Samtidig med at PET overvejede at indlede en efterforskning af forholdet, blev kontakten afbrudt.[436] Kort efter erfarede tjenesten fra Gordijevskij, at Bonde havde været under kultivering og kunne have udviklet sig til en ”model agent”, dvs. den ideelle agent, da han var dygtig og intelligent. Men han havde insisteret på at melde sig ind i DKP, og KGB måtte opgive forsøget på at rekruttere ham på grund af forbuddet mod at hverve kommunister til hemmeligt arbejde.[437]

Ifølge Gordijevskijs oplysninger, der stammede fra perioden 1975-78, havde KGB-residenturet ti kontakter i Det Radikale Venstre. De fleste var dog blot officielle kontakter, dvs. åbne samtalepartnere. To var nævnt i residenturets planer om penetration af EF. I mindst et tilfælde overdrev residenturet imidlertid betydningen af en radikal kontakt, hvilket understreger, at man skal være forsigtig med ukritisk at anvende KGB’s betegnelser, hvis de ikke bekræftes af en anden kilde. Det drejede sig om et radikalt folketingsmedlem, der fik tildelt dæknavnet Bent. Ifølge residenturets årsrapport blev han beskrevet som ”en kilde til politiske efterretninger”, og man iværksatte et ”dybt studium” af ham med henblik på at gøre ham til ”fortrolig kontakt med indflydelse”. Målet var at anvende Bent til at indsamle politiske oplysninger og til at fremføre sovjetiske synspunkter på nedrustning og afspænding.[438] Imidlertid oplyste Gordijevskij, at den sovjetiske føringsofficer var kendt for at tro på sine egne overdrivelser, og at Bent i virkeligheden var endnu et kunstigt ”objekt rasrabotki”. Alle de andre KGB-officerer vidste, at betegnelsen som ”objekt rasrabotki” var forkert, men residenten var villig til at lade denne ”fiktion” fortsætte, indtil der dukkede noget bedre op.[439] Residenturet havde da også svært ved at udvikle kontakten, og Bent blev betegnet som en ”forsigtig mand”, der kun var villig til med måneders pause at mødes i Folketinget.[440] På et tidspunkt betegnede Gordijevskij kontakten som en ”håbløs” sag.[441]

PET kom på sporet af fem radikale politikere, hvis tætte eller formodede kontakter til Sovjetunionen påkaldte sig tjenestens interesse. Disse fem personsager vil blive beskrevet i det følgende.

Landsretssagfører Hermod Lannung (1895-1996) var indbegrebet af den radikale tro på internationalt samarbejde og fred. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Landstinget og Folketinget, men det var det internationale arbejde, der optog ham. Han var fra starten medlem af den danske FN-delegation og af Europarådet. Han var en ivrig fortaler for ideen om en verdensregering, som vandt en del udbredelse efter 2. verdenskrigs ødelæggelser, og han var formand for landsorganisationen Én Verden og præsident for den verdensomspændende World Federalist Movement. Som ung sekretær ved det danske gesandtskab i Petrograd oplevede han på nærmeste hold den russiske revolution i 1917, og han bevarede tætte forbindelser til Sovjetunionen. Han blev russisk gift, deltog i Fritjof Nansens nødarbejde i Sovjetunionen i 1924, og han var formand for Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen fra 1974 til 1996. Mens hans tilhængere priste hans kamp for en fredelig verden (han var æresmedlem af såvel Det Radikale Venstre som FN-forbundet), anklagede hans kritikere ham for at være naiv og lade sig udnytte af Sovjetunionen. De pegede således på, at han var præsident for Verdensfredskonferencen i København i 1986, som var stærkt kommunistisk influeret.[442]

Foto: Hermod Lannung kæmpede i en menneskealder for international forståelse og afspænding. Han havde tætte kontakter til Sovjetunionen og var bl.a. formand for Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen og for Verdensfredskonferencen i 1986. Tilhængere opfattede ham som en idealistisk fredsforkæmper, mens kritikere mente, at han var et eksempel på en ”nyttig idiot”, der blev anvendt af Sovjetunionen.

Hermod Lannung kæmpede i en menneskealder for international forståelse og afspænding. Han havde tætte kontakter til Sovjetunionen og var bl.a. formand for Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen og for Verdensfredskonferencen i 1986. Tilhængere opfattede ham som en idealistisk fredsforkæmper, mens kritikere mente, at han var et eksempel på en ”nyttig idiot”, der blev anvendt af Sovjetunionen (Fotograf: P.H. Seifert/Arbejdermuseet og ABA).



Det er uvist, hvilke oplysninger PET indhentede om Lannung, og hvilke efterforskningsskridt de tog, da hans personsag er blevet makuleret.[443] Men i 1986 blev den afhoppede KGB-officer Oleg Gordijevskij udspurgt om den danske politiker. Foranledningen var sandsynligvis, at Lannung var blevet udpeget som præsident for Verdensfredskonferencen. Gordijevskij havde kendt Lannung personligt, da han gjorde tjeneste i Danmark, og han sammenlignede ham med den kendte amerikanske forretningsmand Armand Hammer. Hammer havde kort efter revolutionen etableret kontakt til den sovjetiske ledelse, han mødtes personligt med Lenin, og han indgik lukrative kontrakter med styret. Senere afslørede de sovjetiske arkiver, at han havde fungeret som mellemmand for Komintern og bistået den med at overføre penge til det amerikanske kommunistparti.[444] Ifølge Gordijevskij havde Lannung oprindeligt støttet De Socialrevolutionære, men efter revolutionen havde han forsonet sig med bolsjevikkerne. Lannung var velanskreven på den sovjetiske ambassade, hans advokatfirma udførte arbejde for ambassaden, og han blev anset for en af ambassadørens kontakter. På grund af sin baggrund måtte det antages, at Lannung var kendt i SUKP’s Centralkomité, og at han havde kontakter i International Department. Gordijevskij understregede, at han ikke troede Lannung havde forbindelse til KGB i midten af 1970’erne. Gordijevskij forklarede Lannungs kontakt til en KGB-officer med, at officeren nok havde forsøgt at kultivere danskeren, men at han havde opdaget, at Lannung var vigtigere som en ambassadekontakt. Gordijevskij ville dog ikke afvise, at Lannung kunne have været agent for KGB i 1930’erne, men at samarbejdet senere var ophørt. Det fremgår dog, at dette var ren spekulation.[445] Der er således ingen tvivl om, at Hermod Lannung nød stor anseelse i den sovjetiske ledelse på grund af sit internationale engagement, og at han havde tætte kontakter til SUKP og ambassaden. Der er imidlertid intet, der tyder på, at han havde kontakt til de sovjetiske efterretningstjenester, eller at han bevidst udførte påvirkningsopgaver for russerne.

En anden sag drejede sig om en radikal ungdomspolitiker, som PET blev opmærksom på i forbindelse med uddelingen af antimilitaristisk propagandamateriale. PET’s overvågning af KGB-residenturet viste, at den pågældende over en periode på otte år havde en række møder med Komsomolskaja Pravda-korrespondenter, der alle var identificeret som KGB-officerer. I 1978 oplyste Gordijevskij, at den radikale ungdomspolitiker blev studeret af residenturet og var tildelt dæknavnet Komor. Den KGB-officer, der kultiverede Komor, blev dog kritiseret for, at studiet ikke var dybtgående nok. Komor deltog også i flere delegationsrejser for ungdomspolitikere til Sovjetunionen, DDR og Polen, og han kom i den forbindelse i kontakt med mistænkte og identificerede østlige efterretningsofficerer. Komor blev øjensynligt lagt på is af KGB-residenturet efter Gordijevskijs afhopning i 1985.[446]

Når sagen tiltrak sig PET’s interesse, hang det øjensynligt sammen med, at Komor må betegnes som en lovende ung politiker, der med tiden kunne komme til at indtage indflydelsesrige poster. Et andet aspekt var, at Komor var aktiv i fredsbevægelserne, og dermed kunne de østlige efterretningstjenester tænkes at forsøge at anvende den pågældende til at udsprede østlige synspunkter. Komor var således involveret i kampagnen mod neutronbomben,[447] og han deltog i en Østersøkonference for ungdomsorganisationer, hvor den sovjetiske ambassade ønskede at sætte emner som fred, nedrustning og ungdommens aktiviteter på dagordenen.[448] Den unge radikale politiker var også involveret i forberedelserne til den 12. Verdensungdomsfestival, der blev afholdt i Moskva i 1985. I den forbindelse blev der oprettet et Dansk Festival Forum, der bestod af en lang række ungdomsorganisationer, og som ifølge PET var styret af kommunisterne.[449] Der er imidlertid intet i PET’s materiale, der tyder på, at Komor på noget tidspunkt blev hvervet af en østlig efterretningstjeneste, eller at den pågældende udførte egentlige påvirkningsopgaver.

Meta Ditzel (1910-1999) var en af de radikales mest engagerede fredsaktivister. Hun var viceskoleinspektør i Viborg, medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Kvindeforbund, medlem af de radikales hovedbestyrelse og medlem af Folketinget fra 1968 til 1975.[450] PET blev opmærksom på hende i 1969, da hun deltog i Østersøugerne og blev medlem af Selskabet Danmark-DDR, og hun blev samme år registreret i tjenesten.[451] De følgende år fulgte PET Ditzels involvering i den østlige fredskampagne: Hun besøgte i 1971 Sovjetunionen som medlem af Demokratisk Kvindeforbund i Danmark, året efter deltog hun i en frokost for Demokratisk Kvindeforbund på den sovjetiske ambassade, og i 1973 deltog hun i det kommunistisk dominerede World Peace Council’s (WPC’s) konference i Moskva. I 1974 deltog hun i WPC’s rådsmøde i Sofia, hvor det blev besluttet at oprette en dansk underafdeling. Det blev til Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed (SAK), og i 1977 blev Ditzel formand for organisationens midtjyske afdeling.[452] SAK var Sovjetunionens vigtigste instrument til at påvirke de danske fredsbevægelser, og Ditzel var således dybt involveret i den østlige påvirkningskampagne i Danmark.

I juli 1976 opdagede PET, at Meta Ditzel havde kontakt til 3. sekretær ved den sovjetiske ambassade, Stanislav I. Tjebotok, der var identificeret som KGB-officer. PET holdt deres næste møde, der foregik på Københavns Hovedbanegård, under observation, og tjenestens medarbejdere iagttog, at Ditzel gav Tjebotok en stor kuvert, som ifølge PET’s oplysninger indeholdt en erklæring fra det sidste WPC-møde. PET noterede flere møder mellem de to, og da Tjebotok rejste hjem i 1977, blev kontakten overtaget af den nye 3. sekretær, Vadim I. Tjernyj, der også var identificeret KGB-officer. Tjernyj besøgte Ditzel flere gange på hendes bopæl i Viborg, og på turene forsøgte han at ryste eventuelle forfølgere af sig. I 1979 blev kontakten overtaget af endnu en 3. sekretær og KGB-officer, Vladimir Merkulov, der også anvendte konspirative metoder under besøgene i Viborg.[453]

I 1977 modtog PET oplysninger fra Gordijevskij, som gav tjenesten et indblik i KGB’s planer med Ditzel. Hun var klassificeret som ”objekt rasrabotki”, en fortrolig kontakt, der var under dybt studium og var blevet tildelt dæknavnet Dana. Gordijevskij beskrev hende som en ”typisk naiv” fredsforkæmper, der var blevet vundet over med blomster og komplimenter. Hendes sovjetiske føringsofficer havde ikke afsløret, at han arbejdede for KGB. Residenturet skulle have benyttet Ditzel til sammen med sine meningsfæller at oprette Samarbejdskomiteen i 1974, og efterfølgende blev hun anvendt til at holde KGB orienteret om Samarbejdskomiteens aktiviteter og til at udsprede sovjetiske synspunkter. Hun skulle således være blevet inspireret af KGB-officererne til via Samarbejdskomiteen at iværksætte kampagnen mod neutronbomben og til at påvirke regeringen til at støtte en succesfyldt afslutning på 3. afdeling af CSCE-forhandlingerne. Den radikale politiker skulle ifølge residenturets oplysninger også have benyttet sig af sovjetiske ”teser” i forbindelse med debatten om krydsermissiler, afspænding og nedrustning, og hun havde sendt et brev til den amerikanske præsidentfrue Rosalyn Carter, som residenturet havde lavet udkast til, og som indeholdt en kritik af USA’s overtrædelse af menneskerettighederne.[454]

PET havde således god grund til at holde øje med den radikale politiker, som den sovjetiske efterretningstjeneste forsøgte at bruge til at fremføre sovjetiske synspunkter i den sikkerhedspolitiske debat. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, da kampagnen mod NATO’s dobbeltbeslutning blev intensiveret, bemærkede PET, at Meta Ditzels engagement i Samarbejdskomiteen blev dybere. Hun blev valgt til komiteens ledelse i 1980, og hun fungerede som dirigent på komiteens landsstævne i 1981.[455] Hendes tid som KGB-kontakt var imidlertid ved at rinde ud. Ifølge residenturet ”svævede” studiet af hende, efter hun havde forladt Folketinget i 1975 og trukket sig delvis ud af politik.[456] Omkring 1980 fandt det sidste konstaterede møde mellem Ditzel og Merkulov sted, og i kølvandet på Arne Herløv Petersen-sagen (hvor Merkulov blev udvist) bragte pressen i 1982 en historie om, at hun under en køretur med Tjebotok havde forsøgt at ryste de forfølgende politifolk af sig. I 1983 oplyste Gordijevskij, at KGB havde besluttet at droppe kontakten til Meta Ditzel efter anholdelsen af Arne Herløv Petersen i 1981, idet man frygtede, at PET let ville kunne afsløre kontakten.[457]

Hvordan skal man vurdere Meta Ditzels kontakt til KGB? En PET-medarbejder, der udarbejdede en notits på baggrund af PET’s egen overvågning og Gordijevskijs oplysninger, satte på den ene side med god grund spørgsmålstegn ved residenturets påstand om, at det havde benyttet hende til at oprette Samarbejdskomiteen i 1974. Det kunne være et eksempel på, at residenturet overdrev dets resultater over for Centeret i Moskva. På den anden side mente medarbejderen, at KGB havde haft ”uhyggeligt let spil” med den radikale politiker, der blev betegnet som ”ualmindelig naiv” men samtidig ”fantastisk effektiv” i fredsarbejdet.[458] Der er ingen tvivl om, at Meta Ditzel var motiveret af en idealistisk kamp for freden. I den forbindelse var hun villig til at samarbejde med kommunisterne og gøre sig til talerør for nogle af deres sikkerhedspolitiske synspunkter. Det skal imidlertid understreges, at hendes indflydelse antagelig var begrænset: Samarbejdskomiteen mødte ofte kritik fra andre fredsaktivister på grund af dens prosovjetiske linje, og den påvirkningsoperation, som residenturet åbenbart var mest stolt over, brevet til Rosalyn Carter, kan næppe betegnes som en operation, der slog alvorlige revner i den vestlige alliance.

En fjerde fremtrædende radikal kontakt til Sovjetunionen var Sven Skovmand (f. 1936), der var medlem af Folketinget 1968-73, næstformand i partiet indtil 1973 og medlem af Europaparlamentet 1979-84. Han tilhørte partiets venstrefløj og var en ivrig modstander af atomkraft og EF og en tilhænger af nedrustning og afspænding. Skovmand, der havde en baggrund som journalist, havde også sit eget forlag Tranehusene og udgav avisen Samtid, der blev anvendt i samtidsorienteringsundervisningen i folkeskolen.[459]

PET opdagede øjensynligt ikke den første kontakt mellem KGB og Skovmand, der blev etableret i midten af 1960’erne af 2. sekretær og presseattaché Prokopij I. Gamov, der også gjorde tjeneste som KGB-officer.[460] Men fra 1973 konstaterede tjenesten, at Skovmand mødtes hyppigt med KGB-officeren Oleg Gordijevskij, og i 1975 blev den radikale politiker registreret.[461] De følgende år holdt PET en række møder mellem de to på Skovmands gård på Djursland og på restauranter i hovedstadsområdet under observation, uden at der dog blev konstateret hændelser af efterretningsmæssig interesse.[462] Efter Gordijevskijs hjemrejse blev kontakten overtaget af Jurij Konenkov, journalist ved Komsomolskaja Pravda, og 3. sekretær Vladimir Merkulov, der begge var identificerede KGB-officerer.[463] Efter Merkulovs sidst konstaterede møde med Skovmand på Djursland i juni 1981 noterede observationsholdet, at det måtte betegnes som ”efterretningsmæssigt interessant”, at KGB-officeren havde forsøgt at ryste eventuelle forfølgere af og dermed ”sløre” sit besøg.[464]

Samtidig med at Gordijevskij mødtes med Skovmand, blev russeren hvervet som dobbeltagent og begyndte at holde PET orienteret om forholdet. Ifølge Gordijevskij var kontakten blevet etableret i 1973, mens Skovmand stadig sad i Folketinget, hvilket altså var i overensstemmelse med resultaterne af PET’s overvågning. Gordijevskij havde taget skridt til at mødes med Skovmand trods advarsler fra residenturet om, at danskeren havde deltaget i et militært efterretningskursus og havde kendskab til russisk, hvilket gjorde ham til en potentiel fare (Skovmand havde studeret russisk i hæren og havde arbejdet for FE). Han var af interesse for residenturet på grund af sin modstand mod EF og NATO, han blev tildelt kodenavnet Simon, og han blev klassificeret som en ”dyb studium kontakt” med henblik på at blive benyttet til at indhente oplysninger om EF og som en såkaldt indflydelsesagent. Efter at Skovmand mistede sin plads i Folketinget i 1973, ebbede forbindelsen noget ud, men den blev intensiveret i 1977, da danskeren skulle på besøg i Sovjetunionen for at samle materiale til en bog. Det gav KGB mulighed for at studere ham uden at blive forstyrret af PET.[465] Samme år var det hensigten at bruge Skovmand i aktive foranstaltninger rettet imod Vesttysklands rolle i NATO.[466] Det følgende år forlød det, at KGB havde gjort ”fremgang” med den radikale politiker, og den sovjetiske efterretningstjeneste lagde vægt på den ”ideologiske opdragelse” af ham. Kontakten til ham blev midlertidig afbrudt, da Merkulov blev udvist fra Danmark i oktober 1981. I 1983 fortalte Gordijevskij, at kontakten til Skovmand var blevet genoptaget, men han vidste ikke, hvem føringsofficeren var.[467] PET konstaterede også, at Skovmand efter 1981 var i kontakt med danske ansatte i det sovjetiske pressebureau APN, uden der dog kunne konstateres noget af efterretningsmæssig interesse,[468] og at han i 1987 optrådte i præsidiet i Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen.[469]

Spørgsmålet er, om der i PET-materialet er belæg for at karakterisere Sven Skovmand som sovjetisk påvirkningsagent? I det følgende vil to eksempler på Skovmands ytringer blive undersøgt nærmere. I 1979 udgav Skovmand et materialesæt om Sovjetunionen til undervisningen for de ældste klasser i folkeskolen. Materialet bestod af syv rigt illustrerede bind med tilhørende lysbilleder, overheads, lydbånd og tekstbøger.[470] Samlingen udfyldte et tomrum i folkeskolernes undervisningsmateriale om den østlige supermagt, og det blev hyppigt brugt i undervisningen. Værket blev ved udgivelsen modtaget meget forskelligt. Folkeskolelærernes fagblade omtalte generelt værket i positive toner og anbefalede det til undervisningen i samtidsorientering, historie og geografi. Dansk Historielærerforenings blad beskrev det således som ”imponerende” og ”nøgternt og afbalanceret”,[471] mens Folkeskolen betegnede det som ”et hovedværk” og foreslog Skovmand som årets forfatter inden for historie og samtidsorientering.[472] Andre mente derimod, at værket gav et ensidigt og ukritisk billede af Sovjetunionen; skolebibliotekar Hans Larsen mente eksempelvis, at der var tale om skjult indoktrinering, og hævdede, at værket var fuld af ”fordrejninger, halve usandheder og fortielser”,[473] mens historiker Bent Jensen og biblioteksassistent Boris Weil kaldte det ”en reklameindsats for Sovjetunionens officielle opfattelse”, der gav et ”falsk, fortegnet og misvisende” indtryk af dagliglivet i supermagten.[474]

Foto: Sven Skovmand var i perioder medlem af Folketinget og Europaparlamentet for Det Radikale Venstre og en ivrig fortaler for fred og nedrustning. Han havde kontakt til en række KGB-officerer og fik sovjetisk hjælp til sit undervisningsmateriale og sine artikler om internationale forhold. Mens hans lærebøger om Sovjetunionen fik pæne anmeldelser i fagbladene, mente kritikere, at de gav et forvrænget billede af det kommunistiske samfundssystem.

Sven Skovmand var i perioder medlem af Folketinget og Europaparlamentet for Det Radikale Venstre og en ivrig fortaler for fred og nedrustning. Han havde kontakt til en række KGB-officerer og fik sovjetisk hjælp til sit undervisningsmateriale og sine artikler om internationale forhold. Mens hans lærebøger om Sovjetunionen fik pæne anmeldelser i fagbladene, mente kritikere, at de gav et forvrænget billede af det kommunistiske samfundssystem (Fotograf: Ernst Nielsen/Arbejdermuseet og ABA).

PET delte kritikernes vurdering: En sagsbehandler mente, at Sovjetunionen ”forherliges” i materialet, og at Skovmand enten ikke kunne finde noget negativt ved landet eller også helt udelod spørgsmål, som ikke umiddelbart lod sig bortforklare. Medarbejderen hæftede sig særligt ved det forhold, at han ikke mente, at Skovmand havde kunnet nå at få så megen viden under sit besøg i Sovjetunionen, at han havde stof nok til at skrive de syv bind. Det var derfor medarbejderens vurdering, ”at han har fået materialet til bøgerne udleveret af russerne.”[475]

Der er ingen tvivl om, at russerne så med stor sympati på Skovmands værk. Det blev således præsenteret ved udgivelsen på en reception på den sovjetiske ambassade, hvor ambassadør Nikolaj Jegorytjev takkede forfatteren for hans indsats.[476] Ambassaden havde også en klar interesse i at hjælpe Skovmand med bøgerne. Gordijevskij hjalp Skovmand med at arrangere hans to besøg, for, som han oplyste, KGB havde en interesse i at sikre sig, at Skovmands bøger gav et positivt billede af Sovjetunionen.[477] Efter Skovmands to besøg i Sovjetunionen i 1977 orienterede Centeret residenturet i København om de lokale APN-repræsentanters indtryk af Skovmand. Ifølge brevene til København var han motiveret af en søgen efter objektivitet, men de sovjetiske iagttagere kunne dog glæde sig over, at selvom materialet indeholdt et antal kritiske elementer, så var det generelt positivt.[478] Til gengæld var APN-repræsentanterne ikke i tvivl om Skovmands sympati for Sovjetunionen, idet han skal have givet udtryk for sine positive indtryk af de sociale forbedringer og beskyttelsen af arbejderne. Ifølge de sovjetiske rapportører udtalte Skovmand, at hensigten med skolebøgerne om Sovjetunionen var at give den kommende generation en dybere forståelse af det sovjetiske folks vilkår og dermed bidrage til at eliminere de danske fordomme om Sovjetunionens indenrigs- og udenrigspolitik og styrke venskabet mellem de to befolkninger.[479] Ifølge en sovjetisk indberetning om hans anden rejse til Sovjetunionen i oktober 1977 mente Skovmand, at den vestlige presse overdrev den militære trussel fra Øst, og at kampagnen for menneskerettigheder i Sovjetunionen var en hindring for etableringen af gensidig sikkerhed og en varig fred.[480] Skovmand var således på forhånd indstillet på at give et mindre kritisk billede af Sovjetunionen ud fra den opfattelse, at dette ville gavne den gensidige forståelse og dermed fredens sag. Russerne var mere end villige til at hjælpe Skovmand med at realisere hans projekt, da det var i deres interesse at skabe et positivt billede af Sovjetunionen hos den vestlige opinion.

Det andet eksempel drejede sig om en artikel i bladet Samtid, som udkom i et oplag på 25.000 eksemplarer hver 14. dag og blev brugt i undervisningen i faget samtidsorientering i folkeskolen. Kort efter den sovjetiske invasion af Afghanistan i december 1979 bragte bladet flere kommentarer af Sven Skovmand. I en artikel med overskriften ”Amerikanerne spiller på uroen i Afghanistan” argumenterede han for, at Sovjetunionen havde grebet ind for at stoppe det socialistiske regimes hårdhændede fremfærd, og han karakteriserede USA’s kritikpunkter som ”temmelig urimelige”. Ifølge Skovmand havde der siden 2. Verdenskrig eksisteret en ”uskreven aftale” mellem supermagterne om, at de hver især havde ret til at gribe militært ind i deres respektive interesseområder, og Skovmand mente, at USA’s kritik i virkeligheden var motiveret af ønsket om et bedre forhold til Iran og forsøget på at legitimere opstillingen af mellemdistanceraketter i Vesteuropa.[481] I senere kommentarer gentog han fremstillingen af Sovjets motiver og kaldte kritikken af invasionen for ”groft hykleri”, men han tog samtidig afstand fra de stærke landes ret til at intervenere i andre lande og advarede mod, at Afghanistan kunne udvikle sig til et sovjetisk Vietnam.[482] Artiklerne udløste en debat, hvor flere kritikere anklagede Skovmand for at undskylde den sovjetiske invasion i Afghanistan og at anklage USA for at fiske i rørte vande.[483] PET delte kritikken og betegnede Samtid som præget af ”en helt urimelig åbenlys pro-sovjetisk holdning.”[484] Med henvisning til artiklen om Afghanistan var det PET’s opfattelse, at Skovmand priste Sovjetunionens invasion, som han ”forsøger at legitimere historisk.”[485]

Ifølge de sovjetiske indberetninger om Skovmands besøg i Sovjetunionen i 1977 talte Skovmand og APN-repræsentanterne flere gange om at indgå et tættere samarbejde. Selvom danskeren var forbeholden over for forslag om, at han kunne trykke APN-materiale i Samtid,[486] var Skovmand dog villig til at modtage APN-materiale, som han kunne bruge i forbindelse med udarbejdelsen af artikler og kommentarer om Sovjetunionen.[487] Skovmand var også positivt indstillet over for et forslag om at benytte APN-materiale til sine artikler og at placere dem i f.eks. Politiken.[488] Det var rapportørernes indtryk, at besøgene i Sovjetunionen havde haft en gavnlig effekt på Skovmand, og at han ville give tydeligere udtryk for sin modstand mod Danmarks medlemskab af NATO og den ”reaktionære” vestlige presses fremstilling af den sovjetiske trussel.[489] KGB-Centeret anbefalede derfor Skovmand som egnet for fortsat kultivering.[490] Ifølge KGB-residenturets årsrapport for 1977 havde Skovmands rejser til Sovjetunionen spillet en vigtig rolle i kultiveringen af ham, og han var nu begyndt at publicere artikler, der var i overensstemmelse med residenturets ”teser”.[491] Ifølge oplysninger fra den tidligere KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin skal det af dokumenter i KGB’s arkiv have fremgået, at Skovmand havde kommenteret udviklingen i Afghanistan ”på grundlag af KGB-temaer.”[492] Der er ikke yderligere detaljer i de kortfattede noter, som Mitrokhin havde taget af KGB-materialet. Det kan derfor ikke fastslås med større sikkerhed, om residenturet havde overdrevet sin egen indsats og taget æren for Skovmands artikel, eller om Skovmands KGB-kontakter rent faktisk havde været i stand til at inspirere eller påvirke ham til at skrive artiklerne.

Det billede af Skovmand, der tegner sig på baggrund af de sovjetiske kilder, der tilgik PET via Gordijevskij og Mitrokhin, er, at han var en ihærdig modstander af EF og NATO, og at han ønskede at fremme freden ved at øge forståelsen for forholdene i Sovjetunionen. Skovmand var af den opfattelse, at den vestlige presse generelt overdrev den militære trussel fra Øst, og at kravene om menneskerettigheder hindrede den gensidige forståelse. Skovmand ønskede derfor at give et mere ”nuanceret” billede af supermagten ved at fremhæve de sociale fremskridt og forklare landets udenrigspolitik. Da dette var i overensstemmelse med Sovjetunionens interesser, var dets repræsentanter mere end villige til at hjælpe ham med oplysninger og materiale. Skovmand var efter alt at dømme ikke en egentlig påvirkningsagent: Han blev ifølge det foreliggende arkivmateriale aldrig hvervet, han modtog ikke betaling, og han beholdt sin uafhængighed. Der var således snarere tale om, at Skovmand og de sovjetiske myndigheder havde sammenfaldende interesser og derfor kunne samarbejde. Oplysningerne fra de sovjetiske kilder viser imidlertid også, at PET havde god grund til at registrere og overvåge den radikale politiker, som blev anvendt af Sovjetunionen til at forbedre sit image i Danmark.

Den sidste sag vedrørende en radikal politiker (der i det følgende vil blive betegnet A) med østkontakter skal kort beskrives. I 1970-80’erne indhentede PET oplysninger om en centralt placeret radikal, der hyppigt mødtes med identificerede KGB-officerer. På grund af A’s baggrund valgte PET ikke at tage kontakt med vedkommende. PET vurderede, at den pågældendes kontakt til KGB var betænkelig af flere årsager: Det Radikale Venstre var et vigtigt mål for KGB, og A sad i en central stilling med adgang til interne oplysninger om partiets politik; PET mente, at der var tegn på, at KGB-officererne forsøgte at skjule kontakten; og der var grund til at antage, at A var sårbar over for tilnærmelser. Ifølge PET’s oplysninger havde A i en anden sammenhæng udleveret interne dokumenter fra de radikale til en bekendt.

PET overvågede intenst Verdensfredskonferencen i København i 1986 på grund af mistanker om, at den var domineret af kommunisterne. Det var PET’s vurdering, at A var klar over den kommunistiske indflydelse, at A hjalp med at skjule de økonomiske tilskud østfra, og at A støttede de østlige forsøg på at holde dissidentgrupper ude fra konferencen. Ifølge PET’s aflytninger gav nogle af de østeuropæiske repræsentanter udtryk for den opfattelse, at de havde haft held til at påvirke danskeren. Det var PET’s vurdering, at A handlede uden partiets vidende. Disse oplysninger ledte til en intensiveret efterforskning af A: Flere af den radikale politikers frokostmøder med KGB-officerer blev holdt under observation (ved mindst en lejlighed modtog A en æske antagelig med flasker af officeren), og tjenesten udarbejdede en række rapporter om den pågældende. PET var fortsat yderst betænkelig ved kontakterne, men tjenesten fandt ingen afgørende beviser på, at A skulle være blevet rekrutteret af en østlig efterretningstjeneste. A var sandsynligvis – ligesom Sven Skovmand – drevet af en idealistisk drøm om international forståelse og fred, hvilket indebar, at dialog og samarbejde med de kommunistiske regimer var vigtigere end militær oprustning og krav om menneskerettigheder.[493]

I 1988 kulminerede fodnotedebatten i den såkaldte anløbssag, hvor det sikkerhedspolitiske flertal inklusive de radikale fremsatte en dagorden, der krævede, at regeringen skulle orientere udenlandske krigsskibe, der anløb danske havne, om, at Danmark ikke ønskede atomvåben på sit territorium. Vedtagelsen af dagsordenen udløste et folketingsvalg, der førte til, at de radikale dannede ny regering med de konservative og Venstre, hvilket betød afslutningen på det alternative sikkerhedspolitiske flertal og dermed fodnotepolitikken.[494] PET modtog imidlertid samtidig oplysninger om, at KGB’s interesse for det nye regeringsparti var usvækket. Kort efter regeringsdannelsen mødtes repræsentanter fra PET med en udenlandsk tjeneste og Gordijevskij. Blandt emnerne, som blev drøftet, var, om KGB ville moderere sin indsats over for de radikale. Gordijevskij oplyste, at SUKP altid havde opfattet Det Radikale Venstre som ”et populært parti”, og den sovjetiske ledelse ville forvente, at de radikale ville støtte de aktuelle sovjetiske sikkerhedspolitiske forslag. Ifølge Gordijevskij havde KGB, i al den tid han havde gjort tjeneste i den politiske afdeling, haft som mål at hverve en agent blandt de radikale, uanset om det var i regering eller i opposition: ”At partiet nu var i regering, gjorde det blot til et endnu vigtigere mål. Det var en ”acceptabel risiko” for KGB.”[495] Der var derfor god grund for PET fortsat at følge udviklingen i de radikales kontakter med østlige diplomater og efterretningsfolk.

PET’s overvågning af de borgerlige partier i 1970-80’erne

PET vurderede på grundlag af oplysninger fra Gordijevskij, at KGB’s kontakter til Venstre og Det Konservative Folkeparti måtte betegnes som ”almindelige politiske sonderinger”,[496] dvs. åbne kontakter, hvor man drøftede generelle politiske spørgsmål. PET kunne dog tilføje den oplysning, at de sovjetiske diplomater og efterretningsofficerer i højere grad delte de konservatives moralske og etiske holdninger end den danske venstrefløjs, der blev opfattet som ”en slags halvnussede narkomantyper”.[497] Ifølge Gordijevskij havde KGB blot en håndfuld kontakter i de to store borgerlige partier i 1976-78, og de var med et par undtagelser kun åbne folketingskontakter. Det samme gjorde sig gældende for Retsforbundet, hvor KGB’s interesse skyldtes partiets modstand mod EF.[498]

I enkelte af sagerne modtog PET yderligere oplysninger, hvilket gør det muligt at beskrive KGB’s forhold til borgerlige politikere. I 1973-75 modtog tjenesten en række rapporter fra en uidentificeret kilde om et folketingsmedlem fra Venstre, der flere gange spiste frokost i Snapstinget med Gordijevskij. De to havde åbenbart et venskabeligt forhold, og Gordijevskij var interesseret i Venstres syn på forskellige udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.[499] Ifølge kilden var Venstre-politikeren blevet advaret om forbindelsen af flere folketingskollegaer, men det havde han ”fejet af bordet” med en bemærkning om, at Gordijevskij var ”ganske uskadelig”. Kilden frarådede, at man tog kontakt med den pågældende politiker, der blev betegnet som ”radikal” i sin politiske indstilling, idet han angiveligt sympatiserede med militærnægtere og var kritisk indstillet over for NATO.[500] I 1977 oplyste Gordijevskij, at han havde været i gang med en ”kultivering” af et andet folketingsmedlem fra Venstre. Men da den pågældende pressede Gordijevskij for at arrangere en tur for ham til Moskva, valgte residenturet at afbryde kontakten, da en kontakt skulle have nået ”dybt studium stade”, inden KGB ville sende ham til Sovjetunionen. Residenturet vurderede, at det ikke var muligt at udvikle kontakten yderligere.[501] I begyndelsen af 1980’erne konstaterede PET, at en fremtrædende konservativ afholdt en række møder med sovjetiske og polske ambassadefunktionærer. De østeuropæiske diplomater interesserede sig bl.a. for de konservatives internationale samarbejde, forhold i Folketinget og udenrigspolitiske spørgsmål. Mindst et af møderne blev holdt under observation og fotograferet af PET.[502] I slutningen af 1980’erne holdt en kilde PET orienteret om de østlige ambassaders interesse for Venstres Ungdom. Ifølge PET’s oplysninger var den ambassadefunktionær, der var ansvarlig for kontakten til VU, illegal støtteofficer for KGB. Ambassadens kontakt til VU bekræftede PET’s mistanke om, at KGB anvendte receptioner til at studere eventuelle målpersoner med henblik på senere kultivering.[503] PET noterede senere, at kontakten til VU tilsyneladende var blevet overtaget af den østtyske ambassade, der inviterede repræsentanter for VU til en reception.[504] Forbindelsen til VU blev varetaget af en mistænkt østtysk efterretningsofficer, der på et møde med PET’s kilde udviste interesse for dennes personlige forhold,[505] og som senere dukkede uanmeldt op i VU’s lokaler, hvor han uddelte julegaver.[506] Disse oplysninger viste, at de østeuropæiske tjenester arbejdede målbevidst på at etablere tætte kontakter til yngre borgerlige politikere. Der er dog intet, der tyder på, at forholdet udviklede sig ud over de åbne kontakter. Der er ikke fundet eksempler i PET’s materiale på, at nogen ungdomspolitikere lod sig hverve, eller at de bistod de fremmede tjenester med at operere i Danmark.

PET’s overvågning ledte også til eksempler på, at de østlige efterretningstjenester udførte operationer vendt imod borgerlige politikere. I begyndelsen af 1980’erne modtog tjenesten således oplysninger, der gav PET anledning til at formode, at to russere uretmæssigt havde haft adgang til en borgerlig politikers lejlighed. Man gættede på, at formålet kunne være at affotografere dokumenter eller at installere aflytningsudstyr. Justitsministeren blev orienteret om sagen, og han resolverede, at man ikke ville anvende den pågældende politiker til at sætte en fælde for russerne, og at man ikke ville gøre den identificerede russer bekendt med tjenestens viden om ham. Ministeren gik dog ud fra, at PET fortsat ville følge sagen opmærksomt.[507]

PET’s forsøg på at følge de østlige efterretningstjenesters kontakter til borgerlige politikere foregik ikke altid uden problemer. Mistanken om, at PET misbrugte sin overvågning til at holde øje med lovlig politisk virksomhed, var ikke forbeholdt venstrefløjen. Det er tidligere blevet beskrevet, hvordan en ledende socialdemokrat anså PET’s interesse for østtyske tilnærmelsesforsøg for unødig snagen i partiets forhold, og at ledende KU’ere mistænkte PET for at for at fabrikere en sag, som skulle bruges som påskud til at overvåge organisationen. PET besluttede at holde Gordijevskij under observation, da han som presseattaché skulle overvære Venstres landsmøde i Herning i 1973.[508] Det burde være foregået problemløst, og den lokale kontaktmand havde orienteret den lokale partiformand om sagen, da man ønskede at få adgang til mødelokalet, således at man kunne følge Gordijevskijs færden. Kontaktmanden havde understreget, at politiet kun var interesseret i Gordijevskijs færden, ”og det naturligvis ikke var VENSTREs landsmøde man ønskede at overvære.”[509] Imidlertid havde den lokale partiformand forelagt sagen for partiets ledelse, og partiformanden Poul Hartling havde udtalt, ”at han først ville tale med partiets juridiske rådgivere før en tilladelse til udstedelse af adgangskort blev givet.”[510] Denne udtalelse afspejlede formentlig partiledelsens usikkerhed ved at have politiet til at overvåge landsmødet. Senere lovede den lokale partiformand, at han nok skulle bistå politiet med at få adgang til bygningen,[511] og kontaktmanden aftalte med en lokal pressemand, at denne skulle sørge for at komme i kontakt med Gordijevskij.[512] Pressemandens rapport viste, at Gordijevskij var endog meget dygtig til at komme i kontakt med de tilstedeværende politikere og pressefolk, og at han interesserede sig for udsigterne til et snarligt folketingsvalg, og hvem der udformede Venstres udenrigspolitik.[513]

PET havde således relativt få oplysninger om borgerlige politikeres østkontakter, og selvom de østlige tjenester ivrigt forsøgte at kultivere deres danske kontakter ved hjælp af receptioner og frokostmøder, er der ingen sikre tegn i det bevarede materiale på, at det lykkedes at hverve nogen dansk borgerlig politiker som agent. Som et overskudsprodukt af overvågningen af højreekstremistiske og lignende aktiviteter kom PET imidlertid i besiddelse af oplysninger, der kastede lys over disse grupperingers kontakter til borgerlige partier. I løbet af 1960’erne indhentede PET en række indberetninger om KU-medlemmers ”livlige kontakter” til den russiske eksilorganisation NTS, der igen havde tæt kontakt til den antikommunistiske Demokratisk Alliance, som var etableret af udbrydere fra KU.[514] I 1963 forlød det, at personer med tilknytning til konservative kredse skulle stå bag et falsk brev, der var blevet sendt til medlemmer af SF og SUF.[515] I slutningen af 1960’erne konstaterede PET, at nogle KU’ere havde tæt kontakt til den stærkt højreorienterede Frihedsalliancen, som havde en vis tilgang af unge konservative.[516] Konservative havde også forbindelse med Komiteen for Demokratiets Bevarelse og Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre.[517] I 1983 vakte det opsigt, da KU-afdelingen i Ledøje-Smørum under et hvervemøde uddelte en nazisang fra 1930’erne,[518] og i 1985 forlod et konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Søllerød de konservative til fordel for Europæisk Arbejder Parti (EAP).[519] PET modtog også ubekræftede og muligvis upålidelige oplysninger om, at medlemmer af Fremskridtspartiet skulle have adgang til våben og om kontakter til racistiske og nazistiske kredse. Efterforskningen af flere af sagerne gav intet resultat.[520]

PET modtog også enkelte oplysninger om de borgerlige partiers udenlandske kontakter. Et medlem af en kommunalbestyrelse for Fremskridtspartiet skulle samtidig være næstformand for den danske afdeling af den højreekstremistiske World Anti-Communist League, og partiets stifter, Mogens Glistrup, skulle have deltaget i, hvad der blev betegnet som en antikommunistisk/nazistisk konference på Taiwan.[521] I 1982 forlød det, at to repræsentanter for Venstres Ungdom rejste til Bagdad for at deltage i en konference afholdt af Saddam Husseins regerende Baath-parti.[522] I 1988 oplyste en kilde, at tre KU’ere havde deltaget i en delegationsrejse til Sydafrika og Namibia. Rejsen var betalt af det hvide Apartheid-styre, der havde brugt 84.000 kr. på flybilletter og luksushoteller. Desuden modtog KU’erne 30.000 kr. til ”oplysning” fra en ”særlig kasse” af den sydafrikanske vicekonsul Steyn, der ifølge en iagttager var tilknyttet den sydafrikanske sikkerhedstjeneste BOSS. Under en middag efter hjemkomsten udleverede Steyn omkring 25 fotos af de seneste bombeattentater udført af den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC og fortrolige oplysninger om en delegationsrejse af Dansk Ungdoms Fællesråd til Zimbabwe til en af KU’erne og bad ham om at anvende materialet til ”oplysningsøjemed”. Steyn fortalte under mødet, at sydafrikanerne overvågede ANC-arrangementer i Danmark ved hjælp af ”specielle danske venner”, der overværede møderne med en båndoptager. Denne oplysning fik PET til at konkludere, at der ikke længere syntes at være tvivl om, at det sydafrikanske konsulat var involveret i efterretningsvirksomhed i Danmark.[523] Nogle dage efter PET havde modtaget disse oplysninger, blev sagen afsløret i pressen, og en af rejsedeltagerne, Brian Mikkelsen, blev kritiseret for at lade sig bruge af det hvide Apartheid-regime til at sprede vildledende oplysninger om forholdene i Namibia.[524] Som et resultat af den negative presseomtale nedtrappede KU kontakten til Det sydafrikanske Generalkonsulat.[525]

Konklusion: PET’s overvågning af danske politikere under den kolde krig

Baggrunden for PET’s overvågning og registrering af danske politikere under den kolde krig var de østlige efterretningstjenesters forsøg på – under diplomatisk dække – at etablere kontakt til danske politikere med det formål at indhente oplysninger om danske forhold, udsprede sovjetiske synspunkter og at hverve dem som egentlige agenter. Det generelle indtryk af den østlige indsats på baggrund af det bevarede materiale i PET’s arkiv er, at den voksede betragteligt både kvantitativt og kvalitativt i løbet af den kolde krig. De østlige tjenester blev bedre til at koordinere deres indsats, efterretningsofficererne blev mere sofistikerede, og afspændingen mellem blokkene gav dem bedre arbejdsmuligheder.

Det fremgår imidlertid af det gennemgåede materiale, at de udstationerede efterretningsofficerer havde vanskeligt ved at opfylde deres ofte ambitiøse mål. Langt hovedparten af de politiske kontakter var enten tilfældige, kortvarige eller ”åbne” kontakter, hvor man i forbindelse med det diplomatiske arbejde mødtes over en frokost og udvekslede synspunkter. I de to perioder, hvor der findes oplysninger fra KGB (Mitrokhins fra 1940-50’erne og Gordijevskij fra 1970-80’erne) beklagede såvel residenturet som Centret sig over mangelen på værdifulde kontakter med adgang til hemmelige oplysninger. Den eneste danske højtstående politiker, der muligvis blev hvervet som agent, var Svend Horn, som imidlertid ikke var så værdifuld, som han selv troede.

Det er behæftet med stor usikkerhed at forsøge at fastslå, i hvilket omfang danske politikere lod sig påvirke af deres østlige kontakter. Problemet er, at de østlige efterretningsofficerer havde en interesse i at overdrive resultaterne af deres egen indsats. Det er det generelle indtryk fra det gennemgåede kildemateriale og den nyeste forskning, at ledende danske politikere var påvirket af andre forhold til at indtage synspunkter, der var kritiske over for den vestlige forsvarsalliance og dermed til fordel for Warszawapagten. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der havde stærke antimilitaristiske og neutralistiske strømninger, var påvirket af en række forskellige faktorer og udviklingstendenser: Den atomare oprustning, konfrontationspolitikken, fredsbevægelserne, den nye generation af politikere og initiativer fra udenlandske søsterpartier. Frygten for en altødelæggende atomkrig gjorde dem til tilhængere af dialog, gensidig forståelse og nedrustning, og i den sammenhæng støttede de forslag (imod neutronbomben og dobbeltbeslutningen og for Norden som atomvåbenfri zone), som også blev fremført af østblokken, selvom de danske politikeres forståelse af indholdet i disse forslag adskilte sig fra de østlige ledelser. Mens socialdemokraterne beholdt en mistro over for de kommunistiske regimer og ofte tog afstand fra kommunistisk dominerede fredsaktiviteter (for eksempel Verdensfredskonferencen i 1986), så var enkelte radikale talsmænd mere villige til at ignorere de negative sider ved de østlige samfund og til at arbejde sammen med kommunistiske frontorganisationer for at sikre freden.

Efter alt at dømme var PET ikke interesseret i de politiske partier i sig selv. De fleste oplysninger, som tjenesten registrerede om deres politiske aktiviteter, var overskudsinformation, der stammede fra overvågningen af venstreorienterede miljøer og bevægelser. Der er således intet, der tyder på, at tjenesten systematisk overvågede ledende politikere eller aflyttede deres telefoner. Det skal dog tilføjes, at registreringen af partierne i 1983 i et vist omfang synes at have ført til, at man i nogle regionsafdelinger begyndte at indsamle oplysninger om partiernes aktiviteter.

PET var først og fremmest interesseret i at afdække østlige efterretningstjenesters forsøg på at påvirke og hverve danske politikere. PET’s ressourcer var imidlertid begrænsede. Man måtte ofte nøjes med at konstatere, at danske politikere mødtes med mistænkte eller identificerede efterretningsofficerer, og tjenesten var ikke i stand til at fastslå karakteren af kontakterne. I en række tilfælde kunne PET imidlertid indhente mere sikre oplysninger fra politikere, der selv henvendte sig til tjenesten, fra politikere, der accepterede at blive kørt som dobbeltagenter, og fra KGB-afhopperen Oleg Gordijevskij, hvilket gjorde det muligt for tjenesten at få et mere detaljeret billede af nogle af kontakterne. PET’s materiale viser, at usikkerheden over for PET’s motiver ikke kun var udbredt på venstrefløjen. Politikere, der ønskede dialog mod de kommunistiske regimer, anså PET’s interesse i østkontakterne for en unødig snagen i lovlig politisk virksomhed. Samtidig betød den stigende accept i 1960’erne af dialog med østblokken, at det blev stadigt sværere for PET at afgrænse sin overvågning og registrering af politikere. Den næsten automatiske registrering af østkontakter førte til, at et stigende antal fremtrædende politikere havnede i tjenestens arkiv.


[1] Bent Jensen har i Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig (Gyldendal, 1987), især s. 188 og 196-197, argumenteret for, at Socialdemokratiets kursskifte i 1982 var et resultat af en række faktorer, deriblandt pres fra Sovjetunionen. Han har senere i en række avisartikler betonet indflydelsesagenters og fredsbevægelsens rolle for Socialdemokratiets fodnotepolitik, se artiklerne i Jyllands-Posten 26. september 1999, 1., 3. og 4. februar 2000. Denne fremstilling er blevet støttet af flere debattører og historikere, se artiklerne i Jyllands-Posten 9., 13., 16., 27. og 28. februar 2000. Se også Ole Hasselbalch, Den stille krig. Sovjetiske påvirkningsoperationer under den kolde krig – forudsætninger, teknik og resultater (Holkenfeldt 3, 2001).

[2] Dansk Institut for Internationale Studier, Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991 (DIIS, 2005), især bind 4, s. 27-28, 40-41, 60-62, 64-65.

[3] Nikolaj Petersen, Dansk udenrigspolitiks historie (Danmarks Nationalleksikon, 2004), bind 6, s. 196-198, 201-213, 237-241, 282-296; Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 15 (Gyldendal og Politikens Forlag, 2005), s. 182-187, 191-202, 284-305, 316-317, 329-334.

[4] Se f.eks. Jesper Karup Pedersen, ”Til hvem det måtte vedrøre”, Information, 25.-26. januar 1992; Jens Maigård, ”Hvor er spionerne?”, Information, 29. januar 1992, Jesper Karup Pedersen, ”Uden faktura”, Information, 17. februar 1992; Per Knudsen, ”Spionen der løb”, Information, 18.-19. januar 1992; Reuben Löwy, ”KGB-agent sælger ud”, Berlingske Tidende, 12. januar 1992.

[5] Gordijevskij har fortalt sin historie i Oleg Gordievsky, Next Stop Execution. The Autobiography of Oleg Gordievsky (London, 1995). Se også Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner. KGB’s operationer i Danmark – fra Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup (København, 2002). Gordijevskij vil i det følgende blive betegnet som dobbeltagent, selvom han rent faktisk ikke var en klassisk dobbeltagent, dvs. en der fungerer som agent for to tjenester samtidig, men en vestlig agent i KGB, jf. RB: Jørn Bro, 27. november 2000. For en definition af dobbeltagentbegrebet, se: Norman Polmar and Thomas B. Allen, The Encyclopedia of Espionage (New York, 1997), s. 173.

[6] PET, operationssag: Notits, 27. februar 1969. Flere tidligere medarbejdere har over for Kommissionen beskrevet PET’s overvågning af Gordijevskij. RB: 21. februar 2001; 23. april 2001.

[7] PET, operationssag: ”Et forsøg på at give en kortfattet karakteristik af visse af ambassadens funktionærer, som de fremtræder ud fra en [ - ]s synspunkt”, 14. maj 1969.

[8] PET, operationssag: Til PET, 9. august 1972.

[9] Ibid.: ”Vedr.: Sovjetisk statsborger Oleg Antonovich Gordievski, f. 10. 10. 1938 i Moskva”, udateret. Afhopperen optræder med en anden identitet i PET’s materiale end den, som Gordijevskij har fortalt offentligt, se Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 286.

[10] PET, operationssag: Rapport nr. 5, 21. februar 1973; notat, 28. februar 1973.

[11] Ibid.: Notitser, 8. december 1972 og 9. januar 1973.

[12] Ibid.: Rapport nr. 5, 21. februar 1973.

[13] Ibid.: Rapport nr. 8, 2. april 1973.

[14] PET’s souschef Jørn Bro noterede ved henvendelsen fra den udenlandske tjeneste, at ”foresat myndighed” skulle godkende operationen, inden den blev iværksat. Ibid.: Håndskrevet note, 2. april 1973. Det fremgår andetsteds, at ”JM”, som kan betyde både Justitsministeriet og justitsministeren, skulle orienteres om sagen. Ibid.: Notat, 24. marts 1973. Ifølge påtegninger på et andet dokument i sagen blev ministeriet eller ministeren orienteret om operationen af PET’s chef. Ibid.: Vedr.: Notits, 17. september 1973. Jørn Bro har oplyst over for Kommissionen, at departementschef Niels Madsen var orienteret om sagen ”fra første færd”. RB: Jørn Bro, 27. november 2000.

[15] PET, operationssag: Notits, 6. november 1973.

[16] Ibid.: Notitser, 6. og 20. november 1973; rapport nr. 11, 26. november 1973.

[17] Ibid.: Notits, 13. november 1973.

[18] Ibid.: Rapport nr. 16, 30. september 1974.

[19] Ibid.: Rapport nr. 17, 1. oktober 1974.

[20] Ibid.: Telegram, 2. december 1974.

[21] Ibid.: Rapport nr. 19, 23. december 1974.

[22] Ibid.: ”Vedr.: Møde mellem R. og G. søndag den 19. januar 1975”.

[23] Ibid.: ”Vedr.: Forklaring til de vedlagte fotos ad en kuvert m/tekst”, 23. januar 1975. Da kontakten ikke kunne russisk og Gordijevskij ikke engelsk, talte de sammen på et ikke altid helt forståeligt dansk, hvilket ikke gjorde tilnærmelsen lettere. For ikke at misforstå hinanden skrev de nogle af de vigtigste beskeder ned på en kuvert.

[24] Ibid.: Notits, 21. februar 1975.

[25] Ibid.: Telex, med påtegning d. 12/4-75.

[26] Ibid.: Rapport nr. 24, 1. maj 1975.

[27] Ibid.: ”Vedr.: Møde mellem R. og G. søndag den 19. januar 1975.”

[28] Ibid.: Udateret kopi af brev vedhæftet rapport nr. 5.

[29] PET, operationssag: Korrespondance, 19. december 1976.

[30] Ibid.

[31] PET, operationssag: Rapport nr. 19, 11. november 1974, vedhæftet notits, 19. november 1974.

[32] Ibid.: Notits, 22.-23. januar 1975. Flere af de involverede medarbejdere i PET har over for Kommissionen berettet om Gordijevskij-operationen. RB: Arne Stevns, 7. juni 2001; 1. oktober 2002.

[33] PET, operationssag: Vedr.: Notitser, 21. februar 1975; 19. og 20.marts 1975; notits, 24. marts 1975.

[34] Ibid.: Notits, 21. april 1975.

[35] Ibid.: Rapport nr. 2, 27. maj 1975.

[36] Ibid.: Notitser, 2. maj og 9. juni 1975.

[37] Ibid.: Rapport nr. 6, 14. juli 1975.

[38] Ibid.: Notitser, 16. juni, 22. juli og 21. juli 1975.

[39] Ibid.: Bilag 35, udateret notits.

[40] PET, operationssag: Manuskript uden titel, vedhæftet notat, ”Oleg Gordievsky, f.d. 10/10-1938”, november 1986.

[41] PET, operationssag: ”Vedr.: Notits om møde den 13. september 1976”.

[42] PET, operationssag: Manuskript uden titel, vedhæftet notat, ”Oleg Gordievsky, f.d. 10/10-1938”, november 1986.

[43] Ibid.

[44] PET, operationssag: ”Vedr.: ”Gordievsky-materialet””, 16. november 1992.

[45] Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 210-227.

[46] PET, operationssag: Manuskript uden titel, vedhæftet notat, ”Oleg Gordievsky, f.d. 10/10-1938”, november 1986.

[47] PET, operationssag: Rapport nr. 117. Den eneste undtagelse var ”M”, en agent af udenlandsk afstamning.

[48] Christopher Andrew and Oleg Gordievsky, KGB. The Inside Story (London, 1990); Christopher Andrew and Oleg Gordievsky, eds., Instructions From the Centre: Top Secret Files on KGB Global Operations, 1975-1985 (London, 1991); Christopher Andrew and Oleg Gordievsky, eds., More “Instructions from the Centre”. Top Secret Files on KGB Global Operations, 1975-1985 (London, 1992).

[49] Oleg Gordijevskijs samarbejde med Ekstra Bladet var ifølge den udenlandske tjeneste et brud på den aftale, han havde med tjenesten. PET, operationssag: Brev til Hanne Bech Hansen, 21. januar 1992.

[50] Se f.eks. Jakob Andersen, ”Gert Petersen agent for KGB”, Ekstra Bladet, 29. marts 1992.

[51] Se f.eks. Kurt Dahl, ”Mester-spionen holder udsalg”, Det Fri Aktuelt, 8. januar 1992.

[52] Oleg Gordievsky, Next Stop Execution, s. 216-217, 265-270, 355.

[53] PET, operationssag: Udateret notits vedrørende møde den 28. juni 1975.

[54] RB: Arne Stevns, 7. juni 2001; 1. oktober 2002. PET’s chef frarådede Wamberg-udvalget at se Gordijevskij-sagen, hvilket udvalget accepterede. RB: Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000. PET kunne ikke gardere sig mod, at PET-medarbejdere, der ikke kendte til operationen, tilfældigt kunne komme til at afsløre den. En medarbejder i observationsafdelingen så tilfældigt Gordijevskij i et beboelsesområde og fulgte efter ham. Der var nyfalden sne, og medarbejderen fulgte fodsporene til en lejlighed, der havde et udenlandsk navn på navneskiltet. Hvad medarbejderen ikke var klar over, var, at han havde opdaget Gordijevskij, da denne var på vej til et møde med sin udenlandske føringsofficer i en dæklejlighed. PET, operationssag: ”Vedrørende: Observation af O. A. Gordievsky”, 13. februar 1978.

[55] Ibid.: Vedr.: Udateret notits vedrørende møde 30. marts 1977.

[56] Ibid.: Bilag 11, ”Oplæg til briefing af statsminister og justitsminister”, 15. februar 1978. PET’s daværende chef Ole Stig Andersen har over for Kommissionen oplyst, at det kun var departementschef Niels Madsen, der blev orienteret om sagen, men ikke ministeren. Ifølge Ole Stig Andersen blev Anker Jørgensen orienteret om oplysningerne om, at DKP modtog økonomisk støtte fra Moskva. RB: Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000 og 9. september 2003.

[57] RB: Niels Gudmund Riskær Schmidt, 2. marts 2004.

[58] PET, operationssag: Notits, 7. april 1981.

[59] Ibid.: Politiets Efterretningstjeneste, Notits, 1. oktober 1985. Ifølge den ene af de to sagsbehandlere, der var beskæftiget med Gordijevskij-sagen, var de uenige om, hvor mange personer, som man skulle indstille til retsforfølgning. Den pågældende ønskede, at der skulle rejses tiltale mod en snes personer, mens den anden sagsbehandler kun ønskede at retsforfølge de to nævnte. RB: 1. oktober 2002.

[60] ESU: Referat af møder 4. oktober 1985, 12. november 1985, 17. marts 1986 og 28. april 1986. RSU: Referat af møder 17. september 1985 og 22. november 1985. PET, operationssag: Bilag 10, Pm. Møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg 22. november 1985. Endvidere RB: Hans Engell, 13. marts 2002; Uffe Ellemann-Jensen, 9. april 2002.

[61] PET, operationssag: Vedr.: Notits, 20. december 1985.

[62] RB: Arne Stevns, 7. juni 2001. Også RB: Henning Fode, 24. april 2001. Ifølge daværende statsminister Poul Schlüter var der ikke overvejelser om at rejse straffesager som et resultat af Gordijevskijs oplysninger. RB: Poul Schlüter, 10. april 2002. Ifølge chefkriminalinspektør Per Larsen blev der på baggrund af Gordijevskijs oplysninger foretaget en ”massiv efterforskning” mod journalisten Jørgen Dragsdahl, men der blev aldrig fundet beviser for, at han havde begået ulovligheder, hvorfor der ikke blev rejst tiltale. RB: Chefkriminalinspektør Per Larsen, 7. maj 2003. Om denne sag i øvrigt se Kommissionens beretning, bind 13, om KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark under den kolde krig.

[63] I det følgende besvares folketingsspørgsmål nr. 115 (”Hvis PET kan overvåge folketingsmedlemmer og beslutter at overvåge et folketingsmedlem, med hvilke begrundelser kan dette så ske, og skal beslutningen godkendes af justitsministeren?”) og nr. 117 (”Er medlemmer af Folketinget blevet overvåget af PET, og har det resulteret i en registrering? I bekræftende fald hvem, hvornår og hvorfor?”) .

[64] Folketingstidende, 24. maj 1967, spalte 4521. Det var Justitsministeriets generelle praksis at nægte at besvare spørgsmål om hvorvidt PET registrerede konkrete personer eller persongrupper, som f.eks. folketingsmedlemmer. PET, ujournaliseret: ”Erik Ninn-Hansen, Besvarelse af spørgsmål nr. S 1300 - S 1302 og S 1304-S 1325 fra medlem af Folketinget Thoft”, 27. juni 1986.

[65] PET, administrativ sag: ”Foredrag om revision og registreringspraksis (holdt på møde i Jylland d. 22/1 1969 og i København d. 28/1 1969)”.

[66] PET, administrativ sag: Udateret liste over inf.nr. påført ”Se ny liste af 12/6-1948”; ”Omordning af Efterretningsafdelingens Registratur”, 12. juni 1948; ”Oversigt over opstillede emner i hovedkartoteket”, 1951.

[67] PET, administrativ sag, omslag ”Kartoteksproblemer ca 1/3-48”: Udateret notat (men efter oktober 1949 og før 1. januar 1950).

[68] Vedrørende Folketingsspørgsmål nr. 180 (”Er der medlemmer af ”Socialdemokratisk Samfund”, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?”) og nr. 181 (”Er der sket overvågning af arrangementer, som ”Socialdemokratisk Samfund” har afholdt?”). En gennemgang af de relevante emnekort vedrørende Socialdemokratiet og organisationer mv. har ikke efterladt spor af, at Socialdemokratisk Samfund blev overvåget eller dets medlemmer blev registreret. Det bemærkes, at eftersom emnesagen vedrørende Socialdemokratiet og de fleste personsager på ledende socialdemokrater er blevet makuleret, er det ikke muligt at besvare spørgsmålet med fuldstændig sikkerhed.

[69] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol. partier, Danmarks Socialistiske Parti”; ”Danmarks Republikanske Nationalforsamling”; ”Lønmodtagerforbundet”; ”Fredspolitisk Folkeparti”; ”de Frisindede”.

[70] Ibid.: ”Statsforhold – Pol.partier, Landssammenslutningen 9. april”. Partiet og dets tilhængere støttede Jon Galsters påstand om, at den socialdemokratiske-radikale regering i 1940 med den tyske ledelse havde aftalt en besættelse af Danmark uden modstand (den såkaldte ”Rostock-myte”). Hans Kirchhoff, ”Galster, Jon”, i: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer, Gads leksikon. Hvem var hvem 1940-45 (Gads Forlag, 2005), s. 116.

[71] WU: Referat af udvalgets møde 13. oktober 1978, vedlagt ”Folketingets sammensætning efter 15. februar 1977”.

[72] WU: Referat af udvalgets møde den 16. marts 1983. Det fremgår af emnekartoteket, at partiet Venstre også blev registreret på dette tidspunkt. PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol.partier, Venstre”, oplysning dateret marts 1983. Det fremgår ikke, hvorfor udvalget ikke fik forelagt denne registrering.

[73] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol.partier. Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og Det konservative Folkeparti”, oplysninger dateret marts 1983.

[74] RB: Ole Stig Andersen, 26. marts 2003. Jørn Bro har understreget, at regeringserklæringen af 1968 ikke forholdt sig til spørgsmålet, om PET måtte beskæftige sig med politiske partier: ”… PET kunne sagtens have en sag, der eksempelvis hed Socialdemokratiet.” RB: Jørn Bro, 5. november 2002.

[75] WU: Referat af møde den 11. november 1982 mellem justitsministeren og udvalget, vedlagt notat om ”Inddækning af lister over kandidater til folketings-, kommunalråds- og amtsrådsvalg på de politiske partier”.

[76] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Politiske partier. Konservative Folkeparti”, oplysning dateret 20. april 1982; ”Venstre”, oplysning dateret 25. og 26. juni 1983.

[77] Ibid.: ”Statsforhold – Politiske partier. Danmarks Miljøparti, De grønne og Det humanistiske Parti”.

[78] PET, Reg. IV, emnesag: ”Konservative og Konservativ Ungdom og Kristeligt Folkeparti”.

[79] RB: 11. juni 2002.

[80] PET, kildesag: Notits, 25. september 1984.

[81] RB: 29. januar 2003.

[82] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”.

[83] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Østblok-subversion rettet mod de 9’s lande”, vedlagt brev fra Jørn Bro til departementschef Niels Madsen, 8. juli 1976.

[84] Norman Polmar and Thomas B. Allen, The Encyclopedia of Espionage, s. 169.

[85] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”.

[86] PET, operationssag: “Vedr.: Active Measures”, 8. juli 1986. Et internationalt opslagsværk definerer “Active Measures” som “intelligence operations that will affect another nation’s policies or actions. These can be either covert or open and can include a wide variety of activities, including assassination.” Norman Polmar & Thomas B. Allen, The Encyclopedia of Espionage, s. 5.

[87] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Østblok-subversionen rettet mod de 9’s lande”, vedlagt brev fra Jørn Bro til departementschef Niels Madsen, 8. juli 1976.

[88] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”.

[89] PET, operationssag: ”Vedr.: Active Measures”, 8. juli 1986.

[90] DIIS, Danmark under den kolde krig., bd. 1, s. 377-383; bd. 2, s. 299-328, 442-444: bd. 3, s. 307-319.

[91] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Østblok-subversion rettet mod de 9’s lande”, vedlagt brev fra Jørn Bro til departementschef Niels Madsen, 8. juli 1976. PET, administrativ sag: ”Østblok-efterretningstjenesternes udnyttelse af afspændingen”, udateret; DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 367-368; bd. 2, s. 299-303, 320-322. Det skal bemærkes, at den økonomiske fremgang i Sovjetunionen var af kort varighed, og at landets økonomi begyndte at stagnere i midten af 1970’erne.

[92] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Østblok-subversion rettet mod de 9’s lande”, vedlagt brev fra Jørn Bro til departementschef Niels Madsen, 8. juli 1976.

[93] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”. PET, operationssag: ”Vedr.: Active Measures”, 8. juli 1986. DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 368-376. For KGB’s organisationsstruktur se Norman Polmar & Thomas B. Allen, The Encyclopedia of Espionage, s. 313.

[94] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 438.

[95] Der henvises til PET’s årsberetninger på kontraefterretningsområdet fra 1970 til 1989.

[96] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 405, 455-456, bd. 2, s. 437-438.

[97] PET, operationssag: ”Vedr.: Politiske emner af generel interesse for KGB”, 14. januar 1986.

[98] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1970”.

[99] Ibid.: ”Årsberetning for afdeling C 1981”. PET, operationssag: “Vedr.: Active Measures”, 8. juli 1986. Norman Polmar & Thomas B. Allen, The Encyclopedia of Espionage, s. 7.

[100] PET, operationssag: Notat, ”Agenter”, august 1979; rapport nr. 11, 29.-30. december 1975. Se også DIIS, Danmark under den kolde krig, bind 1, s. 455-456.

[101] PET, operationssag: Rapport nr. 54.

[102] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1970”.

[103] Ibid.

[104] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1977”; ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1979”. Se også DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 439.

[105] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Vedr.: De sovjetiske efterretningstjenesters brug af receptioner og andre sociale arrangementer”, 3. juli 1981. En række medlemmer af politiske ungdomsorganisationer, der i 1976 deltog i en reception på et sovjetisk skib, blev efterfølgende af KGB-residenturet registreret som kontakter. PET, operationssag: ”KGB’s arbejde mod de politiske partier”, udateret. Se også DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 457-460.

[106] PET, operationssag: ”Vedr.: De sovjetiske efterretningstjenesters brug af receptioner og andre sociale arrangementer, samt hvorledes de kultiverer/studerer målpersoner under besøg i Sovjet”, 6. november 1985. Personer, der allerede var hvervet som agent, kunne også modtage invitationer til Sovjetunionen: ”En dansk journalist, der blev hvervet i midten af 70’erne, har ved flere lejligheder under dække af officielle anliggender gæstet Sovjet, hvor han fortsat er blevet studeret og hans loyalitet afprøvet.” Ibid.

[107] PET, operationssag: ”KGB’s arbejde mod de politiske partier”, udateret.

[108] Se de relevante afsnit om den kontraefterretningsmæssige indsats i Kommissionens beretning, bind 6, vedrørende overvågningen af DKP. Se også DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 387-390.

[109] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1975”.

[110] Ibid.: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1979”.

[111] Ibid.

[112] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1980”.

[113] PET, operationssag: ”Vedr.: De sovjetiske efterretningstjenesters brug af receptioner og andre sociale arrangementer, samt hvorledes de kultiverer/studerer målpersoner under besøg i Sovjet”, 6. november 1986.

[114] F.eks. PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1981”.

[115] PET, administrative sager: ”Beretninger om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark for årene 1970 til 1983”.

[116] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1970”.

[117] PET, administrative sager: ”Beretningerne for 1973-1976”.

[118] Ibid.: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1977”.

[119] Det fremgår således af afsnittet om rumænsk efterretningsaktivitet i SF i 1973-75, at PET havde en eller flere kilder blandt folketingsmedlemmerne. Som det fremgår af det følgende afsnit, anvendte PET i flere tilfælde politikere, der var blevet kontaktet af østlige efterretningsofficerer, som dobbeltagenter.

[120] I 1989 fulgte PET kontakten mellem en KGB-officer og en dansk politiker. Det fremgår af observationsrapporterne, at de tos færden kun blev fulgt til og fra Christiansborg. Når de havde møde i Folketinget, forblev observatørerne udenfor og nøjedes med at konstatere mødernes varighed. Dette skete efter ordre. PET, personsag: Notitser, 2. oktober og 12. december 1989.

[121] Det forekom dog også, at personer, der havde været udsat for russiske tilnærmelser, selv henvendte sig til PET. I nogle tilfælde bad PET dem om at fortsætte kontakten under PET’s kontrol. RB: 23. april 2001.

[122] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1971”.

[123] PET, operationssag: Notits, 20. november 1970.

[124] Ibid.: Notits, 2. december 1970.

[125] Ibid.: Notits, 14. december 1970.

[126] Ibid.: Notitser, 19. januar og 16. februar 1971.

[127] Ibid.: Notitser, 20. november 1970, 26. november 1970 og 14. december 1970.

[128] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1972”.

[129] PET, personsag: Notitser, 18. juni 1975, fortsat 19. og 29. juni 1975.

[130] PET, operationssag: Notits, 8. november 1982.

[131] Ibid.: Notits, 26. maj 1987.

[132] Ibid.: Bilagsfortegnelse; notits, 4. november 1983; notits, 5. december 1986; notits, 31. marts 1987; notits, 8. maj 1987; notits, 11.maj 1987; ”Anmodning om retskendelse til rumaflytning”, 1. april 1987.

[133] PET, operationssag: Bilagsfortegnelse; ”Liste over gaver udleveret af [ - ] til [ - ]”; notits, 9. februar 1989.

[134] PET, personsikkerhedssag: Notitser, 2. maj 1975, 16. maj 1975 og 16. maj 1975.

[135] F.eks., PET, personsag: Notits, 22. maj 1985. Der fandtes et fortilfælde: I 1971 foretog Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) en delegationsrejse til Sovjetunionen. Ved hjemkomsten blev nogle af deltagerne kontaktet af medarbejdere fra PET, som var interesseret i, om de var blevet udsat for tilnærmelsesforsøg fra sovjetisk side. DUF klagede til justitsministeren over PET’s indblanding med den begrundelse, at den svækkede DUF’s muligheder for at etablere kontakter til østlige ungdomsorganisationer. PET, emnesag: Diverse notitser og presseklip. Sagen er også beskrevet i Kommissionens beretning, bind 10, om PET’s overvågning af protestbevægelser.

[136] ”Aflyttes vi også”, Ekstra Bladet, 13. november 1993; Peter Rasmussen, ”Jeg tør ikke tale frit i telefonen”, Ekstra Bladet, 16. november 1993.

[137] ”DsUs telefoner bliver aflyttet – ”, Aktuelt, 28. september 1967.

[138] Jacob Ludvigsen, ”Klart at politiet aflytter vore telefoner”, Information, 29. september 1967.

[139] ”Smed sønnen ud fordi telefonen blev aflyttet”, Ekstra Bladet, 29. september 1967; ”Vi er sikre på at der lyttes”, Aktuelt, 1. oktober 1967.

[140] PET, ujournaliseret, kasse 3: ”Justitsministerens besvarelse under debatten om trontalen”, 6. oktober 1967. Besvarelsen var udløst af et spørgsmål fra SF’s formand Aksel Larsen. Jf. Aksel Larsen, ”Ministeren og telefonaflytning”, Politiken, 30. september 1967. Se også ”Det er bestemt ikke politiet, der lytter med”, Aktuelt, 29. september 1967.

[141] Der blev først oprettet en emnesag på Socialdemokratiet i 1983. Emnekortene på DsU begynder først i slutningen af 1967, netop som telefonaflytningssagen blev rejst. Emnekortene på Socialdemokratiet indeholder oplysning om aflytning af en navngiven DsU’er, men ud fra sammenhængen drejer det sig om aflytningen af en anden part. PET, emnekartotek: ”Statsforhold – pol. partier. Socialdemokratiet”, oplysning dateret 12. september 1967. Der er ikke fundet retskendelser til telefonaflytning af DsU eller ledende DsU’ere under Kommissionens gennemgang af retsbogen for Københavns Byret.

[142] PET, administrativ sag: ”Vedrørende: en i TV og dagspresse fremsat påstand om aflytning af DsUs kontortelefoner samt af ”et fremtrædende medlems” private telefon”, 3. oktober 1967.

[143] PET, ujournaliseret, kasse 3: Notits, 6. oktober 1967.

[144] PET, administrativ sag: ”Vedrørende de i pressen m.v. fremsatte påstande om aflytning af DsU’s telefoner m.v.”, 5. oktober 1967.

[145] Nan Henningsen, ”Vi skal nok vise, at vi ikke er dikkende lammehaler”, Information, 26. september 1967. Se også Tim Jacobsen, ”Om at være diplomatisk og samtidig DsU-formand”, Land og Folk, 2. september 1967. DsU stemplede også politiets indgreb mod fredelige demonstrationer som vold og barbari. PET, emnekartotek: ”Statsforhold – pol. partier. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DsU)”, oplysning dateret 7. november 1967.

[146] PET, ujournaliseret, kasse 3: Notits, 9. oktober 1967.

[147] Ledende personer i Radikal Ungdom, Studentersamfundet, Radikale Studerendes Landsforbund, SUF og DKU havde således alle mistanke om, at de blev aflyttet. Jacob Ludvigsen, ”Klart at politiet aflytter vore telefoner”, Information, 29. september 1967.

[148] RB: Kjeld Olesen, 6. juni 2001.

[149] RS: Referat af møde 4. november 1971.

[150] Ibid. Det kan ikke udelukkes, at Krags mistanke stammede fra oplysninger fra en sag, hvor en af hans bekendte blev telefonaflyttet, jf RB: Jørgen Skat-Rørdam, 22. november 2000. Det skal understreges, at der ikke er fundet retskendelser til telefonaflytning af statsminister Krag eller andre ledende politikere under Kommissionens gennemgang af retsbogen fra København Byret.

[151] Jf. Folketingsspørgsmål nr. 4 (”Kan ministeren bekræfte, at det tidligere folketingsmedlem og medlem af Europaparlamentet, retsforbundsformanden Ib Christensen, er blevet telefonaflyttet privat og/eller på sin arbejdsplads på Psykoteknisk Institut i Randers?”). En gennemgang af emnekartoteket vedrørende Retsforbundet og retsbogen for Københavns Byrets Grundlovsafdeling har ikke vist spor efter en sådan aflytning.

[152] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Vedr.: De sovjetiske efterretningstjenesters brug af receptioner og andre sociale arrangementer”, 3. juli 1981. Notatet ligger blandt materiale, der var videregivet til Justitsministeriet, hvorfor det må antages, at notatet er blevet set af ministeriet.

[153] PET, ujournaliseret, kasse 2: ”Vedr.: De sovjetiske efterretningstjenesters brug af receptioner og andre sociale arrangementer”, 3. juli 1981.

[154] PET, operationssag: ”Vedr.: De sovjetiske efterretningstjenesters brug af receptioner og andre sociale arrangementer, samt hvorledes de kultiverer/studerer målpersoner under besøg i Sovjet”, 6. november 1985.

[155] Ifølge PET’s årsberetning for 1983 anbefalede man ”et fremtidigt mere offentsivt/aggressivt kontraefterretningsmæssigt arbejde”, som bl.a. skulle udmøntes i ”et præventivt, opsøgende arbejde omkring de kendte målområder/objekter … ” PET, administrativ sag: ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU) konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1983”. Det følgende år hed det, at det var tjenestens indtryk, ”at en bevægelse i den rigtige retning er konstateret … ” PET, administrativ sag: ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU) konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1984”.

[156] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 383.

[157] PET, administrativ sag: Årsberetning 1985. Afdeling 2.

[158] PET, administrativ sag: Årsberetning 1987 for Politiets Efterretningstjeneste.

[159] Den følgende beskrivelse bygger på en gennemgang af emnekortene for de politiske partier fra 1957 til 1989. Samtlige navne på politikere, der var opført med B.-nummer, blev noteret og sammenholdt med listen over registrerede i PET. Det skal bemærkes, at ikke alle registrerede politikere er noteret i emnekartoteket med B.-nummer. Det er derfor uvist, hvor mange politikere, der i virkeligheden var registreret.

[160] PET, personsag. Sagen er på et senere tidspunkt makuleret, og det vides derfor ikke, hvad der var årsag til registreringen.

[161] PET, emnesag.

[162] PET, personsag. Sagen blev makuleret i 1993.

[163] PET, personsag. Sager makuleret 1996 og 1992.

[164] PET, personsag. Sagen blev makuleret i 1992.

[165] PET, personsag.

[166] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Politiske partier. Socialdemokratiet”, oplysning dateret 13. marts 1981.

[167] JM, ujournaliseret: Beretning, 28. februar 1962; brev til politiinspektør E. Mogens Jensen, 7. marts 1962.

[168] Knud Tågholt, Hvem var minister. Dansk politik gennem mere end 100 år (2. udgave, Forlaget Aros, 1984), s. 97.

[169] RB: Mogens Jensen, 4. oktober 2000.

[170] RB: Eigil Jørgensen, 7. marts 2001.

[171] RB: Jørgen Skat-Rørdam, 22. november 2000; Niels Gudmund Riskær Schmidt, 8. maj 2001; Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000 og 9. september 2003; Henning Fode, 24. april 2001; Erik Ninn-Hansen, 26. januar 2001.

[172] Den følgende beskrivelse af KGB’s tidlige virke mod de politiske partier stammer fra den tidligere KGB-officer Vasilij Mitrokhin, der efter Sovjetunionens kollaps hoppede af til England. For en diskussion af de kildemæssige problemer med Mitrokhins materiale henvises til Kommissionens beretning, bind 6, vedrørende DKP.

[173] PET, operationssag: Rapport nr. 76.

[174] Ibid.

[175] PET, operationssag: Rapport nr. 79.

[176] Ibid.: Rapport nr. 76.

[177] Ibid.: Rapport nr. 79.

[178] Ibid.: Rapporter nr. 76 og 41.

[179] Ibid.: Rapport nr. 36; Notat; notits, 6. februar 2001; usigneret notat, 7. marts 2001; rapport, 17. august 1977. Usikkerheden ved sagen understreges af, at Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse har identificeret en anden dansker, der i et vist omfang passer på Karlovs profil.

[180] PET, operationssag: Rapport nr. 79.

[181] Ibid.

[182] Se Kommissionens beretning om PET’s overvågning af arbejdsmarkedet 1945-1989 i bind 8.

[183] Se Kommissionens beretning om Stay-Behind og Firmaet i bind 5.

[184] PET, operationssag: Arne Nielsen, Rapport, 26. september 1963.

[185] Ibid.

[186] Ibid.

[187] PET, operationssag: Rapport nr. 79. Der fandtes tre socialdemokratiske folketingsmedlemmer ved navn Poul Hansen i denne periode. De nævnte politikere i KGB-materialet er søgt identificeret ved hjælp af Folketingsårbogen for 1954-57 (København 1955-57), Folketingets medlemmer i fyrre år 1949-1989 ved Kristian Hvidt (Folketinget, 1992) og Knud Tågholt, Hvem var minister. Dansk politik gennem mere end 100 år.

[188] PET, operationssag: Rapport nr. 79. Den sovjetiske ambassade udviste også interesse for Bodil Koch, se DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 406.

[189] PET, operationssag: Arne Nielsen, Rapport, 26. september 1963.

[190] PET, operationssag: Rapport nr. 79.

[191] PET, emnekartotek: ”Politiske partier – Socialdemokratiet”, oplysning dateret 31. august 1959.

[192] PET, personsag: Notits, 2. april 1968; Notat, Politiets Efterretningstjeneste, 29. april 1968.

[193] Ibid., notits, 21. maj 1968.

[194] PET, emnekartotek: ”Politiske partier – Socialdemokratiet”, oplysning dateret 19. august 1968.

[195] PET, personsag: “Elisath, Auskunft über Hinweis „Depot“, Berlin“, 5. oktober 1962.

[196] Ibid.: Referat af POUL/DEPOT i Arkivnr. 2093/72 reg.nr.XV 1146/64 MfS; Flame, 10.1.1963 (BStU 32); Flame, udateret (BStU 19); Flame, 30.9.62 (BStU 23); Flame, udateret (BStU 24); Flame, udateret (BStU 29). Den pågældende bekræftede en del af forholdet i ibid.: Rapport, 1. november 2000. Poul/Depot blev afsløret efter åbningen af Stasis arkiver.

[197] I selve udredningen hedder det: ”Meget tyder på, at de østeuropæiske efterretningstjenester aldrig formåede at hverve en højtplaceret dansk agent i politiske eller militære kredse.” DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 437, n36.

[198] Folketingets Præsidium, Folketinget 1968 (København, 1968), s. 131-132; Kraks blå bog 1969 (København, 1969), s. 541-542; Knud Tågholt, Hvem var minister, s. 76.

[199] Tage Kaarsted, De danske ministerier 1953-1972 (København, 1992), s. 54, 296, 328, 332-333, 364. Horns fremtrædende position i den socialdemokratiske folketingsgruppe fremgår af, at da partiet i 1968 gik i opposition, indtog Horn en plads i første række i folketingssalen sammen med Krag, Per Hækkerup og K.B. Andersen. Folketingets Præsidium, Folketinget 1968: Pladsfordelingen i folketingssalen.

[200] PET, operationssag: Rapport nr. 32/B.

[201] Ibid.

[202] JM, P.O.-sag: Brev fra Hans Hækkerup til justitsminister K. Axel Nielsen, 6. juni 1967.

[203] PET, operationssag: Rapport nr. 32/B.

[204] Ibid.: Rapport nr. 34/C.

[205] Ibid.: Rapport nr. 32/B; ”Vedr.: Svend Horn, født 1906, socialdemokrat, tidligere trafikminister”, 27. januar 1985.

[206] Ibid.: Rapport nr. 50.

[207] Oleg Gordievsky, Next Stop Execution, s. 217. Se også s. 192, hvor han beskriver, hvor svært det var at hverve danskere.

[208] Jakob Andersen med Oleg Gordievsky, De røde spioner.

[209] PET, operationssag: Rapport nr. 8, 7.-8. oktober 1975.

[210] PET, personsag: Notits, 21. august 1968.

[211] Ibid.: Notits, 13. november 1969.

[212] Ibid.: Notits, 12. februar 1970.

[213] Ibid.: “Analyse: Presseattache ved den herværende sovjetrussiske ambassade Leonid Alexeevich Makarov”, 17. september 1970. Der findes yderligere en interessant oplysning i PET’s materiale vedrørende Makarov. I februar 1970 skal russeren angiveligt have viderebragt oplysninger om Jens Otto Krags privatliv, som først dukkede op i pressen otte måneder senere. Stammede disse oplysninger fra en kontakt i Socialdemokratiets top? Ibid.: Politiets Efterretningstjeneste, notits, 7. december 1971. Makarov blev senere udvist fra Norge i forbindelse med sagen mod Arne Treholt. Ibid.: Telex til PET, 2. februar 1984.

[214] PET, operationssag: Rapport nr. 32/B, 25. november 1977.

[215] Ibid.: Rapport nr. 34/C, 8. februar 1978.

[216] Ole Stig Andersen har over for Kommissionen forklaret om sagen, hvorfor han på et tidspunkt må være blevet orienteret om den. RB: Ole Stig Andersen, 10. juni 2003. Det må være sket før november 1984, hvor han fratrådte som PET’s chef.

[217] PET, operationssag: ”Vedr.: Svend Horn, født 1906, socialdemokrat, tidligere trafikminister”, 27. januar 1985.

[218] Der er ikke fundet yderligere oplysninger om sagen hos PET eller Justitsministeriet. Statsministeren og justitsministeren blev orienteret om nogle af Gordijevskijs oplysninger om KGB’s virke mod danske politiske partier. I dette materiale er Svend Horn ikke nævnt. PET, operationssag: ”Oplæg til briefing af statsminister og justitsminister”, 15. februar 1978.

[219] For den sovjetiske ambassades interesse for de radikale, se DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 407-408.

[220] Bo Lidegaard, ”Radikal udenrigspolitik”, i: Sune Pedersen og Bo Lidegaard, red., B radikalt 1905-2005 (Gyldendal, 2005), s. 226-230, 238-244. Se også DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 1, s. 148-149, 153, 164, 169, 183-186, 199.

[221] PET, emnekartotek: ”Politiske partier, Det Radikale Venstre”, oplysning dateret 8. august 1959.

[222] PET, operationssag: Rapport nr. 79. I oversættelsen af KGB-materialet er nævnt et radikalt folketingsmedlem “E. Tsoiten” med tilføjelsen ”[translit]” (dvs. at det er omskrevet fra et andet alfabet). Da der ikke er fundet noget radikalt folketingsmedlem fra denne periode, der hed dette, antages det, at det er en omskrivning af E. Zeuthen.

[223] PET, emnekartotek: ”Politiske partier, Radikale Venstre”, oplysning dateret 28. juli 1965.

[224] Ibid.: Oplysning dateret 19. august 1963. Det skal tilføjes, at den pågældende blev betegnet som psykopat.

[225] PET, emnesag: ”Vedr.: Danmarks kommunistiske Parti’s infiltrationstaktik”, 6. februar 1968.

[226] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Politiske partier. Venstres Ungdom (V.U.)”, oplysning dateret 21. september 1962.

[227] Ibid.: ”Politiske partier: Venstre”, oplysning dateret 4. maj 1959.

[228] Ibid.: Oplysning dateret 8. september 1959.

[229] PET, operationssag: Arne Nielsen, Rapport, 26. september 1963.

[230] PET, operationssag: Rapport nr. 79.

[231] Thorkil Kristensen var medlem af Folketinget 1945-60. De andre mulige medlemmer var: Axel Kristensen (1945-51, 1957-66), Ejner Kristensen (1957-68) og Kr. Kristensen (1945-53) (Folketingets medlemmer de sidste fyrre år ved Kristian Hvidt).

[232] PET, personsag: ”Rapport, tirsdag 4. april 1967. Vedrørende 3. sekretær ved den herværende sovjetiske ambassade Victor Dmitrievitch Lipskij, f.d. 21/12-1930”.

[233] Ibid.: ”Vedr.: Ulovlig efterretningsvirksomhed udøvet af 3. sekretær ved den herværende sovjetiske ambassade Victor Dmitrievitch Lipskij, f.d. 31.12.1930 i Pologi”, 6. marts 1972.

[234] Ibid.: Notits, 20. oktober 1966.

[235] Ibid.: Notits, 16. december 1966.

[236] Ibid.: Kilderapport, 14. februar 1967; Notits, 14. februar 1967. De konservatives daværende formand Knud Thestrup har antydet splittelsen i sine erindringer (Knud Thestrup, Mit livs gågade (Det Schønbergske Forlag, 1976), s. 261). For Det Konservative Folkepartis historie i 1960’erne indtil dannelsen af VKR-regeringen, se Ditlev Tamm, Det høje C. En bog om det Konservative Folkeparti 1965-1998 (Gyldendal, 1999), s. 66-92. Jørn Bro har over for Kommissionen bekræftet, at især KU var genstand for russiske tilnærmelser: ”Det var åbenbart her en gruppe, ’der var til at komme i med’.” RB: Jørn Bro, 2. november 2005.

[237] PET, personsag: Notits, 16. december 1966.

[238] Ibid.: Notitser, 16. december 1966, 20. december 1966 og 6. februar 1967.

[239] Ibid.: Notitser, 6. februar 1967, 14. februar 1967 og 15. februar 1967.

[240] Ibid.: Notits, 24. februar 1967.

[241] Ibid.: ”Uddrag af månedsrapport vedrørende russiske ambassadefunktionærer”, august 1967.

[242] Ibid.: Notits, 13. september 1967.

[243] Ibid.: Notits, 20. november 1967.

[244] Ibid.: Notits, 16. december 1966.

[245] Ibid.: Notits, 14. februar 1967.

[246] Ibid.: Notits, 6. februar 1967.

[247] Ibid.: Notits, 19. maj 1967, kontinueret 25. maj 1967.

[248] Ibid.: Notits, 10. juni 1967.

[249] Ibid.: Notits, 21. juni 1967.

[250] RB: Jørn Bro, 2. november 2005.

[251] PET, personsag: ”Vedr.: Ulovlig efterretningsvirksomhed udøvet af 3. sekretær ved den herværende sovjetiske ambassade Victor Dmitrievitch Lipskij, f.d. 31.12.1930 i Pologi”, 6. marts 1972.

[252] ”Dansk student sigtet som spion af Sovjet”, Berlingske Tidende, 18. maj 1967.

[253] PET, personsag: Notits, 18. maj 1967.

[254] Ibid.: Notits, 15. september 1967.

[255] Ibid.: Notits, 18. maj 1967.

[256] Ibid.: Notits, 29. marts 1968.

[257] Ibid.: Notits, 4. april 1968.

[258] Ibid.: Notits, 29. marts 1968; Notits, 11. oktober 1968. Den pågældendes version om forslaget om aflytning var ikke helt i overensstemmelse med PET’s version. Ibid.: Notits, 3. marts 1967.

[259] Ibid.: Notits, 6. oktober 1967.

[260] Ibid.: Notits, 31. maj 1967; notits, 19. juni 1967. Den pågældendes beskrivelse af kontakten med Lipskij adskilte sig noget fra PET’s kilde.

[261] PET, emnekartotek: ”Statsforh. – Politiske partier. Konservativt Folkeparti”, oplysning dateret 7. november 1969.

[262] Ibid., oplysning dateret 22. april 1970.

[263] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1971”.

[264] ”PET, administrativ sag: Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1970”.

[265] Ibid.: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1971”.

[266] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1978”.

[267] DIIS har i sin undersøgelse alene benyttet de offentliggjorte planer og har ikke haft kendskab til det originale materiale, der findes i PET’s arkiv, og som indbefatter årsberetninger, der beskriver, hvilke resultater residenturet hævdede, at det havde opnået. Se DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 436-437.

[268] PET, operationssag: ”Årsberetning for den sovjetiske ambassade i København for året 1976”.

[269] Ibid.: ”Til Kammerat Severov (Grushkov [Grusjkov]). Rapport om det Københavnske residenturs PR-linjes arbejde i 1975”, 11. december 1975. Underskrevet Minskij ( = Mogulevtjik).

[270] Ibid., s. 6.

[271] Ibid., s. 12.

[272] Ibid.: ”Til: Kammerat Severov (Grushkov [Grusjkov]). Årsrapport for 1977 fra residenturets PR-linje”, 8. december 1977. Underskrevet Korin (Ljubimov).

[273] Ibid.: ”Til: Kammerat Korin ( = Ljubimov). Bemærkninger til Residenturets årsberetning for 1976. 1. januar 1977”. Underskrevet Severov ( = Grusjkov).

[274] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 444-445.

[275] PET, administrativ sag: ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester’s (KGB og GRU)’s konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1984”.

[276] Ibid.

[277] PET, administrativ sag: Årsberetning 1985 for Afdeling 3/Kontraspionage. ”Emne: Østblokstaternes Sikkerheds- og Efterretningstjenesternes formodede samt konstaterede aktiviteter her i landet”.

[278] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1987 for Politiets Efterretningstjeneste”. Udarbejdet april 1988.

[279] PET, administrativ sag: Årsberetning 1985 for Afdeling 3/Kontraspionage. ”Emne: Østblokstaternes Sikkerheds- og Efterretningstjenesternes formodede samt konstaterede aktiviteter her i landet”.

[280] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1981 vedrørende aktiviteter udøvet af den herværende DDR-ambassade/handelspolitiske afdeling/trafikinformation samt den af MfS/HVA og Den militære Efterretningstjeneste konstaterede aktiviteter rettet mod danske interesser”.

[281] PET, administrative sager: Afd. Fs Årsberetning 1980; ”Status vedrørende den erkendte virksomhed inden for DDR-sektionens sagsområde for året 1982”; ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester’s (KGB og GRU)’s konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1984”; Årsberetning 1987. Afd. 3.

[282] Ibid.: ”Status over virksomheden inden for det polske sagsområde i 1982”; ”Status over Satellit-sagsområdet 1983”; ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester’s (KGB og GRU)’s konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1984”; Årsberetning 1987. Afd. 3; ”Årsberetning 1987 for Politiets Efterretningstjeneste”. Udarbejdet april 1988.

[283] Ibid.: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1981”; ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester’s (KGB og GRU)’s konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1983”.

[284] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 340-341.

[285] PET, ujournaliseret: ”Østblok-subversion rettet mod de 9’s lande”, vedlagt Jørn Bro til departementschef Niels Madsen, 8. juli 1976.

[286] PET, administrativ sag: Årsberetning for afdeling C 1981.

[287] PET, emnesag: ”Vedr.: Norden som atomvåbenfri zone – En fredsappel vedtaget af Den Øverste Sovjet”, 14. juli 1981; ”Vedr.: Aktiviteter i forbindelse med Brezhnev’s breve til socialdemokratiske partier m.v.”, 25. august 1981.

[288] PET, personsag : Stefan Stefanski, Det danske socialdemokratis udenrigspolitik i årene 1945-1975 (Warszawa, maj 1977), PET’s oversættelse, s. 51.

[289] Ibid., s. 54.

[290] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1974”.

[291] PET, operationssag: ”Vedr.: KGBs interesse i socialdemokratiske og kommunistiske partier i Vesteuropa”, 5. februar 1986.

[292] PET, operationssag: Rapport nr. 22.

[293] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1980”.

[294] Allerede i 1960 havde en sovjetisk ambassaderåd beklaget den manglende kontakt over for en uidentificeret socialdemokratisk kilde. PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Politiske partier. Socialdemokratiet”, oplysning dateret 29. januar 1960.

[295] PET, personsikkerhedssag: Notitser, 2. maj 1975, 16. maj 1975, 28. oktober 1975, 18. april 1977, 22. november 1977 og 19. april 1978.

[296] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1978”.

[297] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1979”.

[298] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1981”.

[299] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol. partier. Socialdemokratiet”, oplysninger dateret 3. april 1987 og 19. maj 1988.

[300] PET, operationssag: ”Til Kammerat Severov (Grushkov [Grusjkov]). Rapport om det københavnske residenturs PR-linies arbejde i 1975. 11. december 1975”; ”Til: Kammerat Severov (Grushkov [Grusjkov]). Årsrapport for 1977 fra residenturets PR-linie. 8. december 1977”; ”Til kammerat Severov (Grushkov [Grusjkov]). Det københavnske residenturs arbejdsplan for PR-linien i 1978. 8. december 1977”.

[301] Ibid.: ”Diverse vedrørende de politiske partier i Danmark (excl. DKP og venstrefløjen)”, udateret.

[302] PET, operationssag: Rapport nr. 27/B.

[303] Ibid.

[304] PET, operationssag: Rapport nr. 48.

[305] Ibid.: Notat vedhæftet rapport nr. 62.

[306] Ibid.: Rapport nr. 27/B.

[307] PET, operationssag.

[308] PET, operationssag: Rapport nr. 42.

[309] Ibid.: Rapport nr. 48; rapport nr. 52.

[310] Ibid.: Rapport nr. 4.

[311] Ibid.: Rapport nr. 24, A; rapport nr. 30/B, 11. december 1975; rapport nr. 38; rapport nr. 34/B, 8. december 1977.

[312] Ibid.: Rapport nr. 32/C; rapport nr. 33/B; rapport nr. 34/B. Ifølge Gordijevskij lykkedes det KGB i midten af 1970’erne at hverve en person, der var gift med en slægtning til en højtstående socialdemokrat. Den pågældende underskrev angiveligt en samarbejdserklæring med den sovjetiske tjeneste, men der kom ikke noget ud af operationen, da føringsofficeren ikke fandt den pågældende egnet, bl.a. fordi vedkommende havde fået provestlige holdninger. Ibid.: Notits, 6. februar 1985.

[313] Det følgende bygger på en gennemgang af emnekartoteket vedrørende Socialdemokratiet for perioden 1973-78 og månedsoversigterne vedrørende den sovjetiske repræsentation for 1973-78.

[314] RB: Niels Gudmund Riskær Schmidt, 2. marts 2004.

[315] Flere politikere har over for Kommissionen bekræftet, at de havde hørt historien. RB: Kjeld Olesen, 6. juni 2001; Uffe Ellemann-Jensen, 9. april 2002. Se også Jørn Ackermann, ”Rygter om sex-skandale har forfulgt mig i 7 år”, Ekstra Bladet, 22. februar 1980. Ifølge Espersen selv skulle det være en ansat i politiet, der udspredte rygterne, se: Hans Davidsen-Nielsen, En højere sags tjeneste. PET under den kolde krig (Politikens Forlag, 2006), s. 251. Der er ikke fundet spor i det bevarede arkivmateriale af, at PET skulle have efterforsket historien.

[316] PET, personsag: ”Chiletribunalets 2. session i København 26-27/6 1974”, 5. juli 1974.

[317] Ibid.: Udateret seddel påhæftet notits, ”Vedr.: Chiletribunalets 3. session i Mexico 18-21/2 1975”, 25. februar 1975; seddel dateret 29. oktober 1976.

[318] Ibid.: Observationsrapport, 12. december 1977. Det fremgår af en påtegning på rapporten, at chefen for PET havde modtaget en kopi af rapporten og et sæt fotos.

[319] Ibid.: Bilagsfortegnelse i sagen.

[320] Ibid.: Notits, 19. oktober 1979. PET, operationssag: Rapport nr. 27/B; Rapport nr. 32/A.

[321] Ibid.: Rapport nr. 48.

[322] RB: Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000: ”Ole Espersen havde problemer med at blive minister, indtil Anker Jørgensen skar igennem. Vidnet er næsten sikker på, at Anker Jørgensen før vidnets tid var blevet orienteret om registreringen af Ole Espersen. Måske var det grunden til, at Ole Espersen så længe ikke var blevet minister. Vidnet mener, at Ole Espersen også blev forbigået som minister i vidnets tid i PET. … Vidnet havde fået at vide, at der var en grund til, at Ole Espersen ikke var blevet minister. I [Gordijevskij-] sagen var Ole Espersen nævnt.” Anker Jørgensen kan ikke være blevet orienteret om registreringen af Ole Espersen før, Ole Stig Andersen tiltrådte som chef for PET. Ole Stig Andersen blev udnævnt til PET-chef i 1975, og Espersen blev først registreret i 1977. Det kan dog ikke afvises, at statsministeren fik forelagt de oplysninger om Espersen, som tjenesten havde indsamlet, inden den formelle registrering i 1977.

[323] PET, personsag: ”Vedr.: Notits”, 19. oktober 1979.

[324] Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 255-256.

[325] Der er dog ikke fundet nogen oplysninger i Anker Jørgensens privatarkiv om, at statsministeren skulle have overvejet at udnævne Espersen, eller at PET advarede imod ham. ABA, Anker Jørgensens privatarkiv, kasse 168, dagbogsnotat 25. oktober 1979. Der findes ikke nogen dagslæg med Anker Jørgensens notater og andre dokumenter fra denne periode. Se også Anker Jørgensen, Brændingen. Fra mine dagbøger 1978-1982, bind 3 (Fremad, 1990), s. 289-291. Ole Stig Andersen har i sit høringssvar givet udtryk for den opfattelse, at Kommissionens fremstilling kunne give det indtryk, at PET var i kontakt med Statsministeriet. Som det fremgår gør Kommissionen tydeligt opmærksom på, at kontakten må være foregået via Justitsministeriet.

[326] RB: Ole Stig Andersen, 24. oktober 2000, og 9. september 2003. Ole Stig Andersen har bl.a. oplyst, at statsministeren var blevet advaret mod Ole Espersen, inden Ole Stig Andersen blev PET-chef i 1975, og at han i øvrigt ikke interesserede sig for Espersens sag. Men Espersen blev som nævnt først registreret i 1977, to år efter Ole Stig Andersens tiltrædelse, og påtegninger i personsagen viser, at PET-chefen flere gange fik forevist de indhentede oplysninger.

[327] RB: Arne Stevns, 7. juni 2001.

[328] Ibid.

[329] PET, personsag: Omslag med bilagsoversigt, 16. januar 1981.

[330] Ibid.: ”Vedr.: Den nordkoreanske militære efterretningstjeneste, RB,” 16. januar 1981.

[331] Ibid.: Udateret og usigneret notat med to fotografier påhæftet.

[332] ABA, Anker Jørgensens privatarkiv, kasse 169: Dagbogsnotat 15. januar 1981. Der følger herefter 42 blanke sider. Næste dagbogsnotat er dateret den 22. marts 1981.

[333] Ibid., kasse 14, Dagslæg, ”Den nye regering 20/1 – 21/1 1981”.

[334] Ibid.

[335] RB: Ole Espersen, 5. december 2000.

[336] RB: Anker Jørgensen, 17. januar 2001: ”Da vidnet udnævnte Ole Espersen til justitsminister, drøftede han ikke spørgsmålet om Ole Espersens registrering med denne, men når Ole Espersen har udtalt sig om det offentligt, kan han have nævnt spørgsmålet for vidnet. Vidnet husker ikke oplysninger fra departementschefen eller andre om Ole Espersens østkontakter.”

[337] RB: Kjeld Olesen, 6. juni 2001.

[338] RB: Anker Jørgensen, 17. januar 2001: ”Han ønskede nok ud fra et holdningsmæssigt synspunkt, at registreringer skulle være mere begrænset.” ”Der var imidlertid for stor ivrighed og automatik i registreringen alene som følge af det blotte medlemskab af en organisation.” ”Vidnet har hele tiden været indstillet på, måske med beklagelse, at det var nødvendigt med en hemmelig tjeneste, da man skal vide, hvem man har med at gøre, men man skal ikke blive fanatisk. Det var en balanceakt.”

[339] Ibid.

[340] RB: Ole Stig Andersen, 7. februar 2001.

[341] RB: Kristof Glamann, 19. december 2000. Glamann har senere bekræftet, at historien om, at ministeren blev ”gal”, var noget, som Wamberg-udvalget fik refereret. RB: Kristof Glamann, 20. februar 2001. Ole Stig Andersen har oplyst, at han ikke har nogen erindring om en ”vred” Espersen. RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003.

[342] RB: Ole Espersen, 5. december 2000. Da Ole Stig Andersen fik forelagt dette udsagn, forklarede han, ”at han ikke husker Ole Espersens forespørgsel, men det anførte lyder sandsynligt. Vidnet kan ikke afvise, at der har været 6 sider med rejsetider.” RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003. Ole Espersen fik også forelagt en to-siders oversigt over hans møder med KGB-officerer og andre sovjetrussere. JM, departementschefens pengeskab: ”Vedr.: Professor, dr. jur. Ole Mogens Espersen, MF”. Med påtegning: ”Modt. Tilbage fra jm’ren 20/3 81 N M [Niels Madsen]”.

[343] RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003.

[344] RB: Niels Gudmund Riskær Schmidt, 20. juni 2001. Ole Espersen har i sit høringssvar til Kommissionen bekræftet dette.

[345] Per Nyholm, ”NATO-frygt: Dansker på toppost udgør en sikkerhedsrisiko”, Jyllands-Posten, 14. marts 1981.

[346] ”The Rot in Denmark”, Foreign Report, March 12, 1981.

[347] Ibid.

[348] Per Nyholm, ”NATO-frygt: Dansker på toppost udgør en sikkerhedsrisiko”, Jyllands-Posten, 14. marts 1981.

[349] John Wagner, Per Nyholm og William Schwarck, ”Ole Espersen ikke en belastning for statens sikkerhed”, Jyllands-Posten, 15. marts 1981; Jørn Ackermann, ”Tidligere minister: Ole Espersen blev lokket i østtysk sex-fælde”, Ekstra Bladet, 17. marts 1981; ”’Danmark på politisk LSD-trip’”, Jyllands-Posten, 18. marts 1981.

[350] John Wagner, ”Krav til Anker J.: Ren besked om ministers fortid”, Jyllands-Posten, 16. marts 1981; ”Ole Espersen bakkes op af statsministeren”, Kristeligt Dagblad, 16. marts 1981.

[351] ”Ole Espersen renset for åben TV-skærm”, Ekstra Bladet, 16. marts 1981.

[352] ”Venstre: Anker må skride ind”, B.T., 14. marts 1981; leder: ”Regeringens Øst-spion”, ibid.; Jørgen Placing, ”Danmark skal presses til øgede militærudgifter”, Aktuelt, 15. marts 1981; Søren Jakobsen, ”En duft af Profumo”, Ekstra Bladet, 18. marts 1981; leder: ”Uheldige helte”, B.T., 18. marts 1981; Lennart Weber, ”Venstre gør spion-anklage til en skum-lignende farce”, Aktuelt, 19. marts 1981; leder: ”Giftsprederne”, Socialistisk Dagblad, 19. marts 1981.

[353] Leder: ”Danmarks omdømme”, Berlingske Tidende, 17. marts 1981; Paul Anker Olesen, ”Derfor blev Ole Espersen årsag til hede ører i NATO”, Jyllands-Posten, 18. marts 1981.

[354] RB: Ole Espersen, 5. december 2000.

[355] Se beskrivelsen af Arne Herløv Petersen-sagen i Kommissionens beretning, bind 13, om KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark.

[356] PET, operationssag: ”Diverse vedrørende politiske partier i Danmark (excl. DKP og venstrefløjen)”. I det følgende besvares folketingsspørgsmål nr. 343 (”Havde PET i 1980’erne agenter eller meddelere placeret i andre partier end SAP, SF, DKP, KAP og DKP/ml, eller overvågede PET andre partier end disse?”).

[357] PET, administrativ sag: ”Status vedrørende den erkendte virksomhed inden for DDR-sektionens sagsområde for året 1982”.

[358] Daværende statsminister Poul Schlüter har over for Kommissionen oplyst, at han ikke mener, ”at der blev iværksat noget særligt efterretningsmæssigt i forbindelse med fodnotepolitikken.” RB: Poul Schlüter, 10. april 2002.

[359] PET, operationssag: ”Vedr.: SUKP’s forbindelse til og påvirkning af Socialistisk Internationale (SI) samt enkeltpersoner i vestlige socialdemokratiske partier”, 18. november 1985; rapport nr. 50.

[360] Ibid.: Rapport nr. 50.

[361] Ibid.: Rapport nr. 50.

[362] Ibid.: Rapport nr. 50. Komintern var den kommunistiske eller 3. internationale, der eksisterede fra 1919 til 1943, og som var domineret af det sovjetiske kommunistparti. Socialistisk Internationale (SI) blev oprettet i 1951 som et samarbejdsorgan for demokratiske socialistiske partier. I modsætning til Komintern er SI’s vedtagelser ikke bindende for partierne.

[363] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1979”. Det er ikke korrekt, at den russiske diplomat, kendte til beslutningen længe inden den blev offentliggjort, for det skete allerede samme dag. Se DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 397.

[364] PET, administrativ sag: ”Årsberetning 1980 vedrørende aktiviteter udøvet af den herværende DDR-ambassade/handelspolitiske afdeling/trafikinformation samt den af MfS/HVA og Den militære Efterretningstjeneste konstaterede aktiviteter rettet mod danske interesser”.

[365] PET, emnesag: ”Vedr.: Aktiviteter i forbindelse med Brezhnev’s breve til socialdemokratiske partier mv.”, 25. august 1981.

[366] PET, administrativ sag: ”Beretning omhandlende de sovjetiske efterretningstjenester’s (KGB og GRU)’s konstaterede og formodede aktiviteter i Danmark i året 1983”.

[367] PET, administrativ sag: Årsberetning 1985 for Afdeling 3/Kontraspionage. ”Emne: Østblokstaternes Sikkerheds- og Efterretningstjenesters formodede samt konstaterede aktiviteter her i landet”.

[368] PET, Reg. IV, emnesag: ”Vedr.: Socialdemokratiet/tdl. statsminister Anker Jørgensen”, 14. januar 1983. Kildens identitet er Kommissionen bekendt.

[369] Ibid.

[370] Ibid.

[371] Ibid.

[372] RB: 20. maj 2003.

[373] RB: Ole Stig Andersen, 9. september 2003.

[374] Alex Frank Larsen, Anker. Mennesket, magten, meningerne (Gyldendal, 1999), s. 167-175, 187-194, 198-204, 208-210, 222-223, 230, 245-248, 323-338, 354-360; Nikolaj Petersen, Dansk udenrigspolitiks historie, bind 6, s. 54; Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser, 1970-1985, s. 296-297.

[375] ”Kjeld Olesen registreret af FET”, Land og Folk, 5. juli 1985; ”Efterretningstjeneste registrerer top-socialdemokraters rejser”, Information, 5. juli 1985.

[376] ”Kjeld Olesen vil se fortroligt notat”, Information, 6.-7. juli 1985; Søren Rasmussen, ”Vi kan ikke leve med registrering af fredsaktivister”, Land og Folk, 6.-7. juli 1985; Frede Rasmussen, ”Kjeld Olesen fastholder angreb på forsvarets efterretnings-tjeneste”, Jyllands-Posten, 6. juli 1985; Jens J. Krogh, ”Schlüter: LO udfører muldvarpearbejde”, Aktuelt, 6. juli 1985; Frede Rasmussen, ”Schlüter kræver beviser”, Jyllands-Posten, 6. juli 1985; ”Regeringens top angriber Kjeld Olesen”, Jyllands-Posten, 7. juli 1985; Terkel Svensson, ”Kjeld Olesen må trække i land”, Jyllands-Posten, 9. juli 1985. Kjeld Olesen har over for Kommissionen beskrevet forløbet af sagen. RB: Kjeld Olesen, 6. juni 2001, s. 14-15.

[377] Frede Rasmussen, ”Rejsende til Øst-europa registreres som hidtil”, Jyllands-Posten, 9. juli 1985; Bent Askjær, ” – Nu kommer jeg sikkert i PETs arkiv”, Aktuelt, 7. juli 1985; Gitte Merrild, ”Klar besked om hvem der bliver beluret”, Aktuelt, 8. juli 1985; Søren Rasmussen, ”Krav om bedre kontrol med FET og PET”, Land og Folk, 9. juli 1985; ”Spørger om registrering af fredsfolk”, Land og Folk, 13.-14. juli 1985; ”Spørgsmål om FET og PET”, Land og Folk, 17. juli 1985; ”Deltagere i Los fredsdemonstration ikke registreret”, Information, 22. juli 1985; ”Svar om PET udløser nye spørgsmål”, Information, 24. juli 1985. Affæren gav også anledning til en bog om efterretningstjenesternes virksomhed, se Flemming Sørensen, I demokratiets grænseland. En bog om de danske efterretningstjenester (SP-Forlag 1987). Sagen er beskrevet på s. 10-17.

[378] ”Rejsen til Moskva”, Jyllands-Posten, 6. juli 1985; ”Jyllands-Postens svar: Misinformation fra Budtz”, Jyllands-Posten, 12. juli 1985; ”Jyllands-Postens svar: Det var afvisning i Moskva”, Jyllands-Posten, 18. juli 1985. For Lasse Budtz’ svar: Lasse Budtz, ”’Afspændings-politikken modarbejdes’”, Jyllands-Posten, 12. juli 1985; Lasse Budtz, ”’Organet for den kolde krig’”, Jyllands-Posten, 18. juli 1985; Lasse Budtz, ”Jyllands-Postens kampagne”, Jyllands-Posten, 24. juli 1985.

[379] Adolph Rastén, ”Klagemarch til Moskva”, Frederiksborg Amts Avis, 7. oktober 1984.

[380] Bent Jensen, Tryk og tilpasning, s. 170-172. Se også: Bent Jensen, ”Faneflugt”, Jyllands-Posten, 23. februar 2000.

[381] Jørgen Granum-Jensen, ”Oppositionen opførte sig som om, den var på fjendens parti”, i: Bertel Haarder, red., Hvem holdt de med? En debatbog om hvorfor politisk aktive på den yderste venstrefløj var i PET’s søgelys under Den kolde Krig (Peter la Cours Forlag, 1999), s. 118.

[382] Niels-Victor Christiansen, ”Ellemann tager til genmæle mod Budtz”, Jyllands-Posten, 28. september 1984.

[383] Nikolaj Petersen, Dansk Udenrigspolitisk Historie, bd. 6, s. 251; DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 272-273; Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelser 1970-1985, s. 336.

[384] PET, emnesag: Oplysninger, 11. og 15. oktober 1984.

[385] Ibid.: ”Vedr.: Fremtrædende danske socialdemokraters rejse til Sovjetunionen i efteråret –84”, 5. december 1984.

[386] Ibid.: Forsvarets Efterretningstjeneste, ”Sovjetiske kommentarer til dansk politiker-besøg”, Efterretningsoversigt, 14. november 1984, s. 6-9.

[387] Ibid.: Poul Nielson, ”Referat af den socialdemokratiske partidelegations besøg i Sovjetunionen 16.-22. oktober 1984”.

[388] Ibid.

[389] Ibid.

[390] Ibid.

[391] I en artikel, der indgik i en serie om Socialdemokratiet og fodnoteperioden, bragte Jyllands-Posten et billede, der ifølge billedteksten skulle vise Lasse Budtz og Kjeld Olesen foran Leninmausolæet i 1984, se Bent Jensen, ”Agenter og medløbere”, Jyllands-Posten, 4. februar 2000. Men Bent Jensen har benyttet det samme billede i Tryk og tilpasning, s. 171, hvor det er dateret til 1979 (hvor den første partidelegationsrejse fandt sted). Omdateringen bidrager til at give rejsen et dubiøst skær. Det var i øvrigt almindelig praksis, at man nedlagde en krans ved mausolæet i forbindelse med officielle besøg: B.T. bragte den 3. september 1981 et billede af Folketingets præsidium med Erik Ninn-Hansen og Ebba Strange i spidsen, som lægger en krans ved Lenins grav, se Mogens Bille, ”Anker til Bresjnev: NJET”, B.T., 3. september 1981.

[392] PET, emnesag: Poul Nielson, ”Referat af den socialdemokratiske partidelegations besøg i Sovjetunionen 16.-22. oktober 1984”.

[393] Ibid.: ”Referat. Socialdemokratisk pressekonference den 23. oktober 1984 vedrørende besøg i Moskva (16.-22. oktober 1984)”. Vedlagt skrivelse fra Udenrigsministeriet, 6. november 1984.

[394] ”Frugtbare samtaler i USA”, Aktuelt, 11. december 1984; Connie Pedersen, ”Ellemann-Jensen kan ikke forklare vor udenrigspolitik”, Aktuelt, 12. december 1984; Michael Meyerheim, ”USA misfornøjet med dansk fodnote-politik”, Politiken, 12. december 1984; Niels-Victor Christiansen, ”Budtz ønsker våbenstilstand”, Jyllands-Posten, 13. december 1984; Niels-Victor Christiansen, ”Korstoget, der løb ud i sandet”, Jyllands-Posten, 16. december 1984.

[395] PET, emnesag: ”Vedr.: Fremtrædende danske socialdemokraters rejse til Sovjetunionen i efteråret 84 og til Washington i december 1984”, 10. januar 1985.

[396] Ibid.

[397] Registreringen af de tre socialdemokrater fremgår af: PET, emnesag: ”Vedr.: Fremtrædende danske socialdemokraters rejse til Sovjetunionen i efteråret -84”, 5. december 1984.

[398] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol. partier. Socialdemokratiet”, oplysning dateret 2. marts 1983.

[399] Ibid., oplysning dateret 1. juni 1983.

[400] Ibid., oplysning dateret 7. maj 1985.

[401] PET, emnesag: ”Vedr.: Norden som atomvåbenfri zone – konference på Christiansborg d. 24.-25. november 1984”, 5. december 1984.

[402] Ibid.: ”Vedr.: Socialdemokraterne og Norden som atomvåbenfri zone”, 31. januar og 26. februar 1985.

[403] Ibid.: ”Vedr.: Den fællesnordiske parlamentarikerkonference om ’Norden som Atomvåbenfri zone’ som afholdes på Christiansborg den 29.-30. november 1985”, 25. november 1985.

[404] Ibid.: ”Vedr.: Den fællesnordiske parlamentarikerkonference om ’Norden som atomvåbenfri zone’ på Christiansborg samt fredsbevægelsens ’Fællesnordiske Fredsforum’ i Lyngsiehus (Metal-Københavns lokaler), Nyropsgade 25, København V”, 19. december 1985.

[405] Ibid.

[406] Ibid.

[407] Ibid.

[408] Ibid.

[409] Ibid.

[410] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol.partier. Socialdemokratiet”, oplysning dateret 17. og 18. marts 1986.

[411] Ibid., oplysning dateret 15. august 1986.

[412] PET, emnesag: ”Vedr.: Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske konference i Skive den 12. og 13. marts 1988”, med vedlagt program.

[413] PET, emnesag: Rapport dateret 3. maj 1988.

[414] Kristian Hvidt, ”Det Radikale Venstre og brudfladerne i dansk politik”, i: Sune Pedersen og Bo Lidegaard, red., B radikalt 1905-2005, s. 120, 138-141.

[415] Bo Lidegaard, ”Radikal udenrigspolitik”, s. 244-253.

[416] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 314, og bd. 3, s. 351-353.

[417] Mette Herborg og Per Michaelsen, Stasi og Danmark. De østtyske arkiver afslører agenter og medløbere (Holkenfeldt 3, 1996), s. 21-48.

[418] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol. partier. Radikale Venstre”, oplysning dateret 11. maj 1982.

[419] Ibid., oplysning dateret 22. januar 1985.

[420] Ibid., oplysninger dateret 17. november 1985, 15. juni 1987, 2. maj 1988 og 9. august 1988.

[421] Ibid., oplysning dateret 6. marts 1988.

[422] Ibid., oplysninger dateret 11. juli og 25. oktober 1988.

[423] Ibid., oplysning dateret 3. februar 1988. Sagen var en del af emnesagen på Det Radikale Venstre, som senere blev makuleret.

[424] PET, Administrativ sag: ”Afd. Fs Årsberetning 1979”.

[425] PET, administrativ sag: ”Afd. Fs Årsberetning 1980”.

[426] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol. partier. Radikale Venstre”, oplysning dateret 12. marts 1981.

[427] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1981”.

[428] Administrativ sag: Årsberetning 1985 for Afdeling 3/Kontraspionage. ”Emne: Østblokstaternes Sikkerheds- og Efterretningstjenesternes formodede samt konstaterede aktiviteter her i landet”.

[429] PET, administrativ sag: Årsberetning 1987. Afd. 3.

[430] PET, operationssag: ”Vedr.: KGBs forbindelser indenfor det Radikale Venstre”, 10. januar 1986.

[431] Ibid.: ”Diverse vedrørende politiske partier i Danmark (excl. DKP og venstrefløjen)”.

[432] Ibid.: Rapport nr. 28/A.

[433] PET, administrativ sag: ”Beretning om de sovjetiske efterretningstjenester (KGB og GRU)s konstaterede og formodede aktivitet i Danmark i året 1971”.

[434] Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 245-247. Se også Kommissionens beretning, bind 10, om PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989.

[435] PET, personsag: Observationsrapporter, 4. marts 1974, 3. februar 1975 og 15. april 1975.

[436] Ibid.: ”Vedr.: Forbindelsen mellem Mogulevtchik og Jens Peter Bonde. Resumé”, 24. april 1975.

[437] PET, operationssag: Rapport nr. 22. Gordijevskijs oplysning bekræftes af residenturets årsrapport. Ibid.: Rapport nr. 30/B. Bonde havde været i PET’s søgelys i flere år på grund af rejser til DDR og studenterpolitiske aktiviteter.

[438] PET, operationssag: ”Diverse vedrørende politiske partier i Danmark (excl. DKP og venstrefløjen)”.

[439] Ibid.: Rapport nr. 24, A.

[440] PET, operationssag.

[441] PET, operationssag: Rapport nr. 22.

[442] For en positiv biografi se: ”Lannung, Hermod”, Fredsakademiet: Freds- og Sikkerhedspolitisk Leksikon (www.fredsakademiet.dk/ORDBOG/lord/159.htm, set den 30. marts 2006); for en kritisk se: Knud Bjeld Eriksen, ”Radikalt århundrede. Hermod Lannung og de gode bomber” (www.patriot.dk/DRONTEN/dron0712.html, set den 30. marts 2006). Om Lannung, se også: DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 361 og bd. 3, s. 350-351, 377.

[443] Makulering skete i 1996, samme år som han døde. Det lave nummer tyder på, at Lannung blev registreret tidligt i 1950’erne, da tjenesten gik over fra de gamle Inf.-numre til de nye B.-numre.

[444] Harvey Klehr, John Earl Haynes, and Fridrikh Igorevich Firsov, The Secret World of American Communism (New Haven & London, 1995), s. 26-30. Hammer har fortalt sin historie i Armand Hammer with Neil Lyndon, Hammer. Witness to History (London (1987), 1988).

[445] PET, operationssag: Rapport nr. 354.

[446] PET, personsag: Notits, 3. februar 1986.

[447] Ibid.: Avisudklip.

[448] Ibid.: Notits, 2. juni 1981.

[449] Ibid.: ”Vedr.: Den 12. Verdensungdomsfestival i Moskva”, 28. januar 1985.

[450] Meta Ditzel-sagen er også omtalt i Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 217-242.

[451] PET, operationssag: ”Vedr.: Meta Kathrine Dietzel ”, 19. december 1985. Personsagen blev makuleret i 1996, men indholdet kendes i det væsentligste fra denne sammenskrivning.

[452] PET, operationssag: ”Vedr.: Meta Kathrine Dietzel ”, 19. december 1985.

[453] Ibid.

[454] Ibid. PET, operationssag: Rapport nr. 24, A; rapport nr. 30/B; rapport nr. 32/C.

[455] Ibid.: ”Vedr.: Meta Kathrine Dietzel ”, 19. december 1985.

[456] PET, operationssag: Kort på Ditzel, Meta.

[457] PET, operationssag: ”Vedr.: Meta Kathrine Dietzel ”, 19. december 1985; rapport nr. 50.

[458] PET, operationssag: ”Vedr. Meta Kathrine Dietzel ”, 19. december 1985. PET modtog senere oplysninger fra KGB-afhopperen Mitrokhin, der angiveligt stammede fra KGB’s arkiv. Ifølge disse oplysninger skulle Ditzel i 1971 på residenturets foranledning havde oprettet den jyske Samarbejdskomité for Fred og Sikkerhed. PET, operationssag: Rapport no. 14. Men komitéen blev først oprettet som en landsorganisation i 1974, og Ditzel deltog først i etableringen af jyske lokalafdelinger i 1980. PET, emnekartotek: ”Int.komm.org. Fredsbevægelsen – Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed: Viborg afd. (4. februar 1980), Egtved afd. (20. juni og 7. juli 1980) og Aalborg afd. (29. oktober 1980)”.

[459] Sven Skovmand-sagen er også omtalt i Jakob Andersen og Oleg Gordievsky, De røde spioner, s. 210-216.

[460] Ibid., s. 211-213.

[461] PET, personsag: ”Fortegnelse over kontakt 1973-75”.

[462] Ibid.: Observationsrapporter, 6. juni 1975, 26. august 1976, 7. oktober 1977, 3. januar 1978, 19. april 1978 og 1. juni 1978.

[463] Ibid.: Observationsrapporter, 26.-27. oktober 1978, 27. oktober 1978, 31. januar 1979, 13. juni 1979, 12. november 1980, 8. januar 1981, 24. februar 1981, 17. marts 1981 og 3. juni 1981.

[464] Ibid.: Observationsrapport, 22. juli 1981.

[465] PET, operationssag: Rapport nr. 32/A. PET, operationssag: ”Kort på Skovmand, Svend”.

[466] PET, operationssag: Rapport nr. 31/A.

[467] PET, operationssag: Kort på Skovmand, Svend. Det fremgik, at Gordijevskij satte stor personlig pris på Skovmand: PET, operationssag: Rapport nr. 32/A.

[468] Ibid.: ”Vedr.: Svend Skovmand”, 9. januar 1986.

[469] PET, personsag: Ekstrakt, 22. oktober 1987.

[470] Sven Skovmand, USSR (Munksgaard, 1978-80).

[471] Preben Leo Ipsen, ”Sovjetunionen – et ømtåleligt emne”, Dansk Historielærerforenings blad, januar 1980, s. 391-401.

[472] Per Birkebæk, ”Den store nabo mod øst”, Folkeskolen, 21. juni 1979, s. 1550-1551.

[473] Hans Larsen, ”Sådan er Sovjet ikke”, Aalborg Stiftstidende, 8. oktober 1979.

[474] Bent Jensen og Boris Weil, ”En uredelig skolebog (I)”, Vestkysten, 6. januar 1981.

[475] PET, personsag: Notits, 4. august 1981.

[476] ”Stort dansk værk om USSR til skolebrug”, Land og Folk, 21.-22. april 1979; ”Nye skolebøger om Sovjetunionen”, Fakta om Sovjetunionen, maj 1979.

[477] PET, operationssag: Rapport nr. 32/A.

[478] Ibid.: Rapport nr. 47.

[479] Ibid.: Rapport nr. 32/A.

[480] Ibid.: Rapport nr. 47.

[481] Sven Skovmand, ”Amerikanerne spiller på uroen i Afghanistan”, Avisen Samtid, 5. årgang, nr. 10, 8. januar 1980.

[482] Sven Skovmand, ”Er russerne farlige – eller er de bare dumme?”, Avisen Samtid, 5. årgang, nr. 11, 22. januar 1980; ”Hvornår har et land lov til at angribe et andet”, ibid.

[483] Hans Larsen, ”Skoleavis bringer Afghanistan-kuppet i sovjetvenligt lys”, Jyllands-Posten, 17. februar 1980. Se også: Mogens Bille, ”Elmquist: skolebørn fodres med Sovjet-propaganda”, B.T., 26. januar 1980. Sven Skovmand afviste kritikken i ”Skoleavisen er ikke sovjetvenlig”, Jyllands-Posten, 2. marts 1980.

[484] PET, personsag: Notits, 4. august 1981.

[485] Ibid.

[486] PET, operationssag: Rapport nr. 47.

[487] Ibid.: Rapport nr. 32/A.

[488] Ibid.: Tillæg til nr. 1759/PR [Tillæg 1].

[489] Ibid.

[490] PET, operationssag: Korrespondance, 29. august 1977.

[491] Ibid.: Rapport nr. 34/B.

[492] PET, operationssag: Rapport nr. 10. I Mitrokhins materiale er Skovmands artikel om Afghanistan dateret til februar 1980. Det er uklart, om der er tale om en fejldatering, eller om der henvises til andre artikler end de ovennævnte fra januar 1980.

[493] Beskrivelsen bygger på A’s personsag.

[494] DIIS, Danmark under den kolde krig, bd. 3, s. 173-190.

[495] PET, operationssag: Mødereferat, 12.juli 1988.

[496] Ibid.: ”Diverse vedrørende politiske partier i Danmark (excl. DKP og venstrefløjen)”.

[497] Ibid.

[498] Ibid. Endelig havde KGB i 1973/74 en enkelt kontakt i Slesvigs Parti. PET, operationssag.

[499] PET, personsag: C-notitser af 16. februar og 3. maj 1973.

[500] Ibid.: C-notits, 4. september 1974.

[501] PET, operationssag: Rapport No. 27/B.

[502] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol.partier. Konservative Folkeparti”, oplysninger dateret 14. oktober 1981, 14. juni 1982, 26. oktober 1982, 16. december 1982, 25. og 27. maj 1983, 29. og 30. august 1983, 23. og 24. februar 1984, 23. maj 1984.

[503] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol.partier. Venstres Ungdom”, oplysning dateret 25. februar 1988.

[504] Ibid., oplysning dateret 15. marts 1988.

[505] Ibid., oplysning dateret 8. juni 1988.

[506] Ibid., oplysning dateret 14. februar 1989.

[507] PET, juristernes kopimapper: Notitser, 30. november og 12. december 1983.

[508] PET, personsag: ”Vedr.: Sovjetisk presseattaché Oleg Gordievski’s overværelse af partiet Venstre’s landsmøde i Herning i weekenden 22.-23. september 1973”, 21. september 1973.

[509] Ibid.: Notits, 21. september 1973.

[510] Ibid.

[511] Ibid.

[512] PET, personsag: Notits, 25. september 1973.

[513] Ibid.: ”Ang. Kontakt med Oleg A. Gordievski ved Venstres Landsmøde i Kongreshallen, Herning”, 23. september 1973. Det vakte opsigt i pressen, da N. Sjtjeklein, der blev betegnet som ”den russiske spionchef i Danmark”, og Gordijevskij samme år overværede de radikales landsmøde. ”Sovjets spionchef hos de radikale”, Se og Hør, 15. juni 1973.

[514] PET, emnekartotek: ”Politiske partier – Konservative Folkeparti”, oplysninger dateret 22. september 1962, 20. oktober 1966, 14. november 1966, 13. marts 1967 og 18. maj 1967.

[515] Ibid., oplysning dateret 8. oktober 1963.

[516] Ibid., oplysninger dateret 13. november 1967 og 3. februar 1969.

[517] Ibid., oplysninger dateret 10. august 1968 og 26. oktober 1976.

[518] Ibid.: ”Statsforhold – Politiske partier. Konservativ Ungdom (KU)”, oplysning dateret 3. maj 1983.

[519] Ibid.: ”Statsforhold – Pol.partier; Konservative Folkeparti”, oplysning dateret 6. maj 1985.

[520] Ibid.: ”Statsforhold – Pol.partier; Fremskridtspartiet”, oplysninger dateret 20. januar 1975, 5. juli 1976, 18. januar 1978, 25. maj 1982, 18. og 22. oktober 1985.

[521] Ibid.: ”Statsforhold – Pol.partier. Fremskridtspartiet”, oplysning dateret 10. juli 1979.

[522] Ibid.: ”Statsforhold – Politiske partier. Venstre”, oplysning dateret februar 1982.

[523] PET, emnesag: ”Vedr.: Konservativ Ungdoms forbindelse til Det sydafrikanske Generalkonsulat”, 26. oktober 1988.

[524] Lisbeth Møller, ”Usandheder og halve sandheder om Namibia”, Politiken, 22. november 1988.

[525] PET, emnekartotek: ”Statsforhold – Pol.partier. Konservativ Ungdom (K.U.)”, oplysning dateret 6. februar 1989.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk