PET'S OVERVÅGNING AF ARBEJDSMARKEDET 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 8
1. KAMPEN MOD KOMMUNISTERNE I FAGFORENINGERNE 1945-1956

Forside | Til bund | Forrige | Næste


1. KAMPEN MOD KOMMUNISTERNE I FAGFORENINGERNE 1945-1956

”Paa stadig March fremad”: Kommunisternes faglige netværk

Det første år efter befrielsen var præget af betydelig uro på arbejdsmarkedet, og alene i sommeren og efteråret 1945 forekom der 41 overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Den 4. juli gik over 100.000 københavnske arbejdere i demonstration til Christiansborg, hvor de krævede 40-timers arbejdsuge, tre ugers ferie, afskaffelse af besættelsestidens Lov om arbejdsforhold, indførelse af bedriftsråd, afskaffelse af Landstinget og udrensning af landsforrædere. Da regeringen ikke umiddelbart kunne love at gå ind på kravene, angreb en del af demonstranterne Christiansborg og knuste nogle ruder. Overenskomstforhandlingerne i foråret 1946 udløste en bølge af strejker i protest mod den langsommelige udrensning og de sociale nedskæringer under besættelsen, der især havde ramt de lavestlønnede. Da regeringen ophøjede et mæglingsforslag, der var blevet forkastet af slagteriarbejderne, til lov, udbrød omfattende sympatistrejker. Uroen viste sig imidlertid at være kortvarig, og der fulgte en periode frem til 1950 med relativ ro på arbejdsmarkedet. Dette skyldtes nok den generelle økonomiske fremgang, der prægede slutningen af 1940’erne, og som kom til udtryk i en stigende realløn og en stabil arbejdsløshed på omkring 9-10 %. Dertil kom, at overenskomstforhandlingerne blev centraliseret, og at Socialdemokratiet igen overtog regeringsmagten i 1947. I første halvdel af 1950’erne steg antallet af faglige konflikter igen, og de kulminerede i storkonflikten i 1956. Dette skyldtes bl.a., at Danmark blev ramt af en økonomisk krise efter udbruddet af Korea-krigen, som bl.a. kom til udtryk i en stagnerende realløn og en langsomt stigende arbejdsløshed til omkring 11-12 %. Samtidig reagerede mange arbejdere på forsøg på at rationalisere og forøge produktiviteten.[12]

Perioden fra 1945 til 1956 udgjorde samtidig den mest nådesløse fase i kampen mellem socialdemokraterne og kommunisterne om magten i fagforeningerne. Umiddelbart efter befrielsen var det DKP’s mål at forene de to partier i et enhedsparti, og kommunisterne fulgte derfor en moderat kurs i fagforeningerne, der understregede behovet for arbejderklassens enhed. Kommunisterne kunne samtidig udnytte den udbredte sympati i befolkningen på grund af partiets indsats i modstandsbevægelsen og ønsket om sociale forbedringer, og partiet vandt dramatisk frem i fagforeningerne. Det er således blevet anslået, at kommunisterne i foråret 1945 erobrede 25-30% af tillidsposterne i de københavnske fagforeninger. DKP benyttede sin nyvundne indflydelse til at lægge pres på socialdemokraterne og få vedtaget resolutioner i fagforeningerne, der opfordrede til en positiv afslutning på enhedsforhandlingerne.[13] Det er et spørgsmål, hvor interesseret de to partier i virkeligheden var i at indgå i et forpligtigende samarbejde, og forhandlingerne synes primært at være lagt til rette med det formål, at de to parter kunne skyde skylden på modparten for det forventede sammenbrud. DKP regnede muligvis med, at partiet ville gå så dramatisk frem ved folketingsvalget i oktober 1945, at det ville kunne presse Socialdemokratiet til indrømmelser, mens socialdemokraterne allerede i 1945 overvejede at sætte en offensiv ind mod kommunisterne i fagforeningerne.[14]

Opgøret i fagbevægelsen blev skærpet i 1948, hvor DKP tilpassede sig Kominforms linje og fulgte en mere åben konfrontationskurs. Kommunisterne opgav forsøget på at skabe enhed, de tog kampen op med de socialdemokratiske ledere, og partiet søgte at tiltrække de socialdemokratiske arbejdere ved hjælp af fredssagen og ved at opfordre til at stemme imod overenskomstforslagene. DKP’s hensigt var således at tiltrække socialdemokratiske arbejdere, der var utilfredse med Danmarks tilslutning til Atlantpagten det følgende år og de økonomiske forhold, hvilket blev understreget i en intern skrivelse fra Københavnsledelsen og Det faglige sekretariat i 1949 om pjecen Oprustningsvanviddet: ”Den arbejdende befolkning er ligesom vi modstandere af oprustningen, og den dermed følgende skatteflåning, og denne pjece kan, hvis vi virkelig sørger for, at den bliver læst, skaffe os mange nye venner, vælgere og medlemmer til partiet og mange nye læsere til vort blad.”[15] Men denne aggressive og sekteriske linje bidrog i stedet til at isolere DKP i fagbevægelsen. Hertil kom, at arbejderne oplevede en vis forbedring af levestandarden efter krigen, at kommunisterne efter kuppet i Prag i 1948 af brede kredse i befolkningen blev betragtet som potentielle 5. kolonne-folk, og at DKP blev trængt i defensiven af socialdemokraternes kampagne i fagforeningerne. Antallet af kommunistiske bestyrelsesposter i de københavnske fagforeninger faldt således fra 340 i 1946 til 135 i 1955, og antallet af kommunistiske formænd reduceredes på lignende vis fra 38 i 1949 til 18 i 1955.[16] Efter Stalins død i 1953 og det begyndende tøbrud mellem Øst og Vest kunne DKP igen slå ind på en mere moderat linje, og partiet indtog en central rolle i mobiliseringen af arbejderne under storkonflikten i 1956, som blev udløst af en udbredt utilfredshed med, at den socialdemokratiske regering havde grebet ind i overenskomstforhandlingerne og ophøjet et forkastet mæglingsforslag til lov. DKP vandt igen dramatisk frem i fagforeningerne i foråret og sommeren 1956, som imidlertid blev stoppet brat af den sovjetiske nedkæmpning af den ungarske opstand. I løbet af året efter Ungarns opstand mistede DKP 67 af sine bestyrelsesposter og 2 af sine formandsposter.[17]

Ifølge den kommunistiske selvforståelse skulle revolutionen udgå fra arbejderklassen. Det var DKP’s strategi at bevidstgøre arbejderne gennem aktioner og strejker, der havde som mål at forbedre deres arbejdsbetingelser og livsvilkår. På arbejdspladserne forsøgte man at tiltrække de socialdemokratiske arbejdere gennem ”enhed fra neden”. Kommunisterne prioriterede derfor det faglige arbejde højt, de gik ofte forrest i arbejdskampene, og partiet sigtede efter at vinde fodfæste i de faglige organisationer.[18] Fagforeningerne var partiets magtbase, hvilket fremgår af en sammenligning af DKP’s stemmeandel ved folketingsvalgene med partiets andel af bestyrelsesposter i de københavnske fagforeninger mellem 1945 og 1961:[19]

DKP’s politiske og faglige indflydelse 1945-61

Billede af Tabel: DKP’s politiske og faglige indflydelse 1945-61

* Anslået. Første sikre tal er fra 1946

Det fremgår således, at DKP i hele perioden stod omtrent dobbelt så stærkt i fagforeningerne som blandt befolkningen som helhed; det var derfor med god grund, at partiets faglige sekretariat i sine henvendelser til de faglige tillidsfolk ofte understregede, at ”Een af vore allervigtigste Opgaver er vort faglige Arbejde.”[20]

Der var utvivlsomt flere årsager til, at en (godt nok faldende) del af arbejderne trofast støttede de kommunistiske fagforeningsfolk. Indtil dannelsen af Socialistisk Folkeparti i 1959 var DKP det eneste alternativ til venstre for Socialdemokratiet, hvis man ville vise sin modstand mod den økonomiske politik eller Atlantpagt-samarbejdet. I nogle arbejderes øjne blev Socialdemokratiet på grund af sin reformistiske linje forbundet med kapitalen og det bestående system. Dertil kom, at mange kommunistiske fagforeningsfolk ubestrideligt var dygtige til at markere sig og varetage medlemmernes interesser på arbejdspladserne, ligesom de kunne udnytte, at de ikke som deres socialdemokratiske kolleger var nødt til at tage hensyn til partiet, når det sad i regering. Når socialdemokratiske tillidsfolk blev væltet, skyldtes det ofte, at de var udygtige, ikke beskyttede faggruppens erhvervede rettigheder eller misbrugte deres magt.[21] Det skete ikke sjældent, at socialdemokratiske tillidsfolk over for Københavns Politis efterretningsafdeling (Afdeling E) eller den amerikanske ambassade måtte indrømme, at det var svært at finde socialdemokrater, der var ligeså kvalificerede som kommunisterne. I 1949 rapporterede militærattachéen ved den amerikanske ambassade, at danske fagforeningsledere havde udtrykt bekymring over, at det gik så langsomt med at udrense kommunisterne: ”Fra deres synspunkt består problemet imidlertid mere i at finde kompetente ledere i afdelingerne end i at få fjernet kommunisterne.”[22] I 1958 sagde socialdemokratiske kilder om en kommunistisk tillidsmand i Sømændenes Forbund, ”at forbundet – fagligt set – næppe kan faa en bedre agitator og inkassator end ham, og man erkender, at hans socialdemokratiske modkandidat ’ikke naar ham til knæene’ paa de faglige punkter.”[23] To år senere forklarede den amerikanske arbejdsattaché kommunisternes fortsatte indflydelse i fagforeningerne: “Fagforeningsfolk i København har ligesom andre steder traditionelt set ikke været uvillige mod at vælge ledere, der er plettet med kommunisme, så længe disse ledere anses for at være aktive og dygtige fagforeningsfolk.”[24] Det betød imidlertid også, at de kommunistiske fagforeningsfolk mistede deres opbakning, i det øjeblik de forsøgte at udnytte deres position politisk.

En anden grund til kommunisternes relativt stærke stilling i fagforeningerne – hvilket kom til udtryk i deres rolle under storkonflikten i 1956 – var deres velorganiserede og effektive netværk af faglige tillidsfolk på arbejdspladserne og i fagforeningerne. Det var opfattelsen inden for partiet, at det var så ”fast forankret i den danske Befolkning, vi har Tusinder af Kammerater, der er villige til at ofre, og vi har i Fagbevægelsen saa mange Medlemmer og Sympatiserende”, at det kun var et spørgsmål om at mobilisere disse kræfter for at slå igennem: ”Nu kommer Efteraarets Generalforsamlinger, og vi haaber, at Kammeraterne tager alvorligt fat paa Arbejdet og viser, at vort Parti er i Stand til at løse Opgaverne, at vi ikke alene staar fast paa Resultaterne, men er paa stadig March fremad.”[25]

Grundlaget for det faglige netværk var de faglige kartoteker, der dels bestod af et centralt kartotek, der fandtes hos DKP’s faglige sekretariat i partihuset i Dronningens Tværgade i København, og dels af kartoteker, der blev ført af de forskellige faglige grupper.[26] Personer, der søgte om optagelse i partiet, skulle bl.a. anføre, hvilken fagforeningsafdeling de tilhørte, og Det faglige sekretariat sørgede løbende for at holde kartoteket ajour.[27] De faglige kartoteker, der blev ført lokalt, bestod af et hovedkartotek, der omfattede alle partimedlemmer inden for gruppens/fraktionens faglige område. Sekretæren, der førte kartoteket, blev opfordret til at sørge for hele tiden at holde kartoteket ajour ved at konsultere Det faglige sekretariat mindst hver 14. dag. Dertil kom et bedriftskartotek, der omfattede alle partimedlemmerne fordelt på arbejdspladser, således at fraktionen altid havde overblik over, hvem der arbejdede på en bestemt virksomhed og dermed kunne afholde klub- og fællesklubmøder. Endelig havde fraktionerne til opgave at holde Det faglige sekretariat informeret om, hvilke kommunister der var tillidsmænd og bestyrelsesmedlemmer, således at partiet kunne indkalde dem til faglige aktivmøder.[28]

De faglige kartoteker blev brugt til at mobilisere kommunisterne på arbejdspladserne og til at etablere netværk mellem arbejdspladserne. Det faglige sekretariat opfordrede i 1945 grupperne til at lære af de grupper, der havde haft særlig fremgang:

”Her sender man altid en personlig Indkaldelse ud til hvert enkelt Medlem, og forneden paa Indkaldelsen er der en Strimmel, der skal afleveres ved Mødet. Her angives Navn, Adresse, Arbejdsplads og Tillidserhverv. Herved opnaar man Kendskab til, hvor mange Medlemmer vi har paa den enkelte Arbejdsplads. Disse gøres bekendt med hinanden og kan tage fat paa Problemerne i Fællesskab paa Arbejdspladsen.”[29]

Denne fremgangsmåde gjorde det også muligt for partiet at følge med i, hvilke partikammerater, der udeblev fra møderne, og som eventuelt skulle mindes om deres pligter. Samtidig foreslog Det faglige sekretariat, at man udvalgte en kontaktperson på hver arbejdsplads, der havde til opgave at informere partimedlemmerne på arbejdspladsen: ”Driv en intens personlig Agitation om de forskellige Sager der er til Behandling.”[30] Dette system gav DKP mulighed for i en given situation hurtigt at mobilisere medlemmerne på de forskellige arbejdspladser.

I 1952 besluttede DKP på partikongressen at styrke sin arbejdspladsorganisation ved at etablere egentlige partiorganisationer, benævnt bedriftsafdelinger, på de store og mellemstore virksomheder og at oprette partiforbindelser på de mindre arbejdspladser. Ved årets udgang var der etableret 61 bedriftsafdelinger og 400 forbindelser på de københavnske arbejdspladser, og afdelingerne varierede i størrelse fra 250 medlemmer på B&W Refshaleøen til fem på Philips.[31] Afdelingerne blev anvendt til at afholde partimøder og studiekredse og til at bedrive politisk agitation på arbejdspladsen, og det var opfattelsen inden for partiet, at den nye organisationsstruktur havde bidraget til at styrke kommunisternes stilling på flere store arbejdspladser som B&W, Laur. Knudsen, Atlas, Carlsberg og DSB’s Centralværksted. Det gik imidlertid trægt med at få oprettet nye afdelinger, hvilket ifølge partiet først og fremmest skyldtes, at de ledende kommunistiske fagforeningsfolk ikke havde vist større entusiasme for sagen. Partihuset foreslog derfor, at de ledende fagforeningsfolk blev mere engageret, at afdelingernes forhold til de forskellige partiinstanser blev præciseret nøjere, og at partiet i det hele taget gjorde afdelingernes eksistens kendt i en bredere kreds.[32] Oprettelsen af bedriftsafdelingerne hang snævert sammen med DKP’s kampagne mod NATO (det var afdelingernes vigtigste opgave ”at tilvejebringe arbejderklassens enhed i kampen mod krigspolitiken og alle dens følger”[33]), og de afspejlede partiets forsøg på at organisere sig i opposition til den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse. Da partiet efter Stalins død i 1953 indtog en mindre hård linje, synes bedriftsafdelingerne at være gået noget i glemmebogen, indtil partiet i begyndelsen af 1960’erne igen besluttede at styrke partiorganisationerne på arbejdspladserne.[34]

DKP’s faglige sekretariat tog flere initiativer til at aktivere medlemmerne i det faglige arbejde. Tillidsmænd, bestyrelsesmedlemmer og andre ledende fagforeningsfolk blev jævnligt indkaldt til aktivmøder i partihuset, hvor deltagerne diskuterede forholdene inden for deres faglige område og koordinerede deres indsats under overenskomstforhandlinger og generalforsamlinger.[35] For at gøre medlemmerne bevidste om det faglige arbejdes betydning og uddanne faglige aktivister, foreslog Det faglige sekretariat partiafdelingerne, at de afholdt faglige studiekredse. I løbet af kurset lærte deltagerne bl.a. om de vigtigste regler for dirigentvirksomhed på møder, hvordan man kunne blive en god taler, om forløbet af generalforsamlinger og om en fagforeningsformands opgaver. Den sidste studieaften var helliget spørgsmålet ”Skal vi erobre fagbevægelse[n]?”, hvor deltagerne blev indprentet: ”Hvor der er en kommunist, bør han være det fagpolitiske centrum.”[36] Endelig opfordrede partiets Kontor for Underholdning fraktionerne til at afholde kombinerede foredrags- og filmaftener, og det kunne i den anledning tilbyde ”glimrende sovjetrussiske films til meget overkommelige priser.”[37]

Det faglige netværk blev også benyttet til at indsamle oplysninger om den politiske stilling. Under enhedsforhandlingerne i 1945 forsøgte DKP at danne sig et billede af stemningen i fagbevægelsen, og i forbindelse med den meget betydningsfulde ekstraordinære kongres i Dansk Smede- og Metalarbejderforbund i oktober anmodede Det faglige sekretariat om oplysninger om samtlige delegerede, der skulle indbefatte de pågældendes navne, partitilhørsforhold, holdning til enhedsforslaget og antal stemmer.[38] Mens der ikke er fundet andre eksempler på, at DKP’s faglige netværk blev brugt til at indhente oplysninger om de socialdemokratiske modstandere, er der flere eksempler på, at Det faglige sekretariat registrerede partiets egne faglige tillidsfolk. Mellem 1946 og 1950 blev partiets faglige kontaktfolk anmodet om at indsende nøjagtige og komplette fortegnelser over kommunistiske fagforeningsformænd, bestyrelsesmedlemmer, tillidsmænd, gruppe/fraktionsledere og forbindelsesfolk på arbejdspladserne, for, som det blev understreget, ”det har meget stor betydning nøjagtig at kende vor stilling.”[39] Et andet formål var, at partiet kunne bruge fortegnelserne til at indkalde tillidsfolkene til aktivmøder, hvor man kunne orientere om partiets linje og koordinere det faglige arbejde. Således var det både DKP og socialdemokraterne, der holdt øje med den kommunistiske position i fagforeningerne.

Netværket blev også benyttet til at holde partiet underrettet om den generelle faglige udvikling. Det faglige sekretariat bad derfor om at få tilsendt love, overenskomster, fagblade, oversigter over arbejdstid, understøttelse, løn- og akkordforhold, oplysninger om rationaliseringsbestræbelser og endelig kopier af socialdemokratisk propagandamateriale.[40] De kommunistiske fraktionsledelser havde også til opgave at udarbejde fortegnelser over alle de vigtigste virksomheder inden for hvert fagligt område, hvilket blev anvendt til at planlægge uddelingen af oplysningsmateriale på arbejdspladserne.[41] Endelig blev netværket anvendt til at hænge partiets plakater op på arbejdspladserne (f.eks. fremstillede DKP en plakat om det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948, som blev fordelt til de vigtigste arbejdspladser),[42] og til at uddele løbesedler og partiets forskellige tryksager blandt kollegerne.[43]

Den socialdemokratiske modoffensiv

Kampen mellem socialdemokrater og kommunister havde dybe rødder. I midten af 1800-tallet begyndte arbejderklassen at organisere sig og kæmpe for bedre levevilkår. I 1871 oprettedes Den internationale arbejderforening for Danmark, der var en forløber for Socialdemokratiet. Partiet var inspireret af den tyske socialist Ferdinand Lassalle, der var reformist, og som argumenterede for, at arbejderne skulle etablere deres egne institutioner og virksomheder, der skulle udkonkurrere de kapitalistiske virksomheder. Socialdemokratiet voksede til at blive det største parti i Danmark, og i 1924 dannede det for første gang regering under statsminister Thorvald Stauning. Under indtryk af den første verdenskrig og den russiske revolution i 1917 skete der en radikalisering af arbejderklassen, og den revolutionære fløj brød ud og dannede Danmarks Kommunistiske Parti, der i 1920 tilsluttede sig den kommunistiske internationale, Komintern. I mellemkrigstiden førte de to partier en ofte skarp agitation mod hinanden, hvor socialdemokraterne anklagede kommunisterne for at splitte arbejderbevægelsen, og DKP angreb socialdemokraterne for at gå kapitalisternes ærinde. Opgøret mellem den reformistiske og revolutionære linje blev skærpet af besættelsen og den kolde krig. I 1945 var DKP ombølget af popularitet på grund af sin indsats i modstandskampen, mens Socialdemokratiet var svækket af sin deltagelse i samarbejdspolitikken frem til 1943. Socialdemokratiske ledere var derfor indstillet på at imødegå kommunisternes fremgang ved at anklage DKP for at være udemokratisk og styret fra Moskva og fremstille sig selv som et modstandsparti.[44]

Meget taler for, at den socialdemokratiske ledelse allerede under enhedsforhandlingerne havde overvejelser om at indlede en modoffensiv mod DKP.[45] I maj 1945 rapporterede den amerikanske efterretningstjeneste Office of Strategic Services (OSS), at arbejdsminister Hans Hedtoft og formanden for De samvirkende Fagforbund (DsF) Eiler Jensen arbejdede tæt sammen, og at de var bekymrede over den kommunistiske fremgang i fagbevægelsen.[46] Forbundsformanden fortalte flere gange de amerikanske diplomater, at han personligt ikke troede på, at enhedsforhandlingerne ville nå til et positivt resultat,[47] og han lod i fortrolighed ambassadøren vide, at det var DsF’s hensigt at lade de arbejdere, der gik over til kommunisterne, forstå, at ”de sætter sig selv udenfor DsF’s beskyttelse.” Det var i øvrigt forbundsformandens og Hedtofts indtryk efter rejser rundt i landet i sommeren 1945, at kommunisterne var på tilbagetog, og det var socialdemokraternes hensigt at trække valgkampen ud så længe som muligt ”for at få tid til at føre kampagne og slå kommunisterne … ”[48]

De socialdemokratiske ledere var tydeligt opsatte på at overbevise amerikanerne om deres beslutsomhed i kampen mod kommunisterne. Under en fortrolig samtale med den amerikanske chargé d`affaire Garret G. Ackerson i marts 1946 fortalte Hedtoft, at han for nylig havde understreget over for den sovjetiske ambassadør, at han var ”kommunisternes uforsonlige fjende i Danmark”, og at han var indstillet på at gøre alt for at trænge dem tilbage. Hedtoft beskrev åbent de danske kommunister som en 5. kolonne, der handlede efter Moskvas ordrer. Samtidig kritiserede han den konservative leder John Christmas-Møller for at have et fejlagtigt billede af kommunisterne. Hedtoft understregede over for den amerikanske diplomat, at socialdemokraterne ikke ønskede at vælte Knud Kristensens Venstre-regering før 1947, idet de havde brug for tid ”til at knuse kommunisterne fuldstændigt.” Det var ifølge den socialdemokratiske leder lettere at tage det endelige opgør med kommunisterne, hvis man var i opposition.[49] Selvom Hedtoft muligvis skærpede sine formuleringer i forsøget på at imponere amerikanerne, er der næppe tvivl om, at udtalelserne ganske godt dækkede den socialdemokratiske ledelses intentioner om at bekæmpe kommunisterne i fagbevægelsen i årene efter krigen.

Den socialdemokratiske kampagne var organiseret i Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC), der var blevet stiftet i 1944 af Socialdemokratiet, LO og Arbejdernes Fællesorganisation.[50] AIC var en efterfølger til Hovedorganisationernes Informations- og Propagandaafdeling (HIPA), der havde bekæmpet kommunisterne og nazisterne i 1930’erne, og som var blevet opløst efter tyske krav i 1941. HIPA fungerede som central for de socialdemokratiske faglige klubber og aktivgrupper, der udførte politisk agitation og indsendte oplysninger om de politiske yderfløje (kommunister, nazister, Dansk Samling og Konservativ Ungdom). HIPA registrerede efter alt at dømme kommunister og nazister, der blev valgt til faglige tillidsposter eller indtog andre fremtrædende stillinger, og centralen synes i et vist omfang at have videregivet oplysninger til politiet.[51] Efterfølgeren AIC var en lille organisation med begrænsede ressourcer (den havde tre til syv ansatte i 1940-50’erne), men den kunne trække på et netværk bestående af 150 socialdemokratiske klubber på de københavnske arbejdspladser og omkring 1.000 kontaktpersoner. Mens klubberne skulle sørge for at sikre socialdemokratisk indflydelse på arbejdspladserne, havde kontaktpersonerne bl.a. til opgave at indsende oplysninger om kommunistisk aktivitet. Ifølge AIC’s egne oplysninger var man takket være netværket i stand til at informere 100.000 arbejdere på et døgn.[52] En anden del af AIC’s antikommunistiske virksomhed bestod af udsendelse af et stort antal blade, pjecer og løbesedler til partiets tillidsmænd. AIC udsendte løbende Socialdemokratiske Noter, der bl.a. indeholdt oversigter over stillingen i de københavnske fagforeninger og historier om kommunisternes aktiviteter. Blandt AIC’s antikommunistiske pjecer kan nævnes Kommunisternes politiske karrusel. En dokumentation (1946), Fred eller propaganda?  (1950) og Kommunisternes selvafsløring  (1956). Samtidig udsendte det socialdemokratiske forlag Fremad en lang række publikationer om Sovjetunionen og de danske kommunister.[53]

Den daglige kamp mod kommunisterne på arbejdspladserne og i fagforeningerne blev ført af de socialdemokratiske klubber.[54] AIC’s rolle i forhold til klubberne bestod i at modtage oplysningerne om den politiske stilling, koordinere klubberne og kontaktpersonernes arbejde og at inspirere de lokale partikammerater til at øge deres aktiviteter.[55] For eksempel opfordrede AIC’s leder Urban Hansen i 1953 de århusianske havnearbejdere til at organisere en socialdemokratisk klub: ”Et gammelt ord siger, at man skal smede, mens jernet er varmt, og jeg tror, det vil have sin store betydning, og man virkeliggjorde det og så brugte de kommende måneder til næste ordinære generalforsamling til at køre tingene endnu mere op, sådan at vi ved den kommende generalforsamling får en yderligere udskiftning, så en socialdemokratisk majoritet er sikret.”[56]

Kampen om fagforeningerne

Kampen om politisk indflydelse i fagbevægelsen kom klarest til udtryk i valgene til faglige tillidsposter: Tillidsmændene på arbejdspladserne og bestyrelserne for værkstedsklubberne og fagforeningerne. Både kommunisterne og socialdemokraterne anvendte deres faglige netværk til at mobilisere medlemmerne og sikre sig, at de mødte op til valgene. Det var praksis, at kommunisterne mødtes i god tid inden en generalforsamling i fagforeningen for at forberede strategien på mødet og føre agitation på arbejdspladserne,[57] og det blev jævnligt indskærpet medlemmerne, at de havde pligt til at møde op til fraktionsmøderne og generalforsamlingerne: ”Det maa være klart for ethvert Medlem, at kun den personlige Indsats – altsaa altid at komme til faglige Møder – skaber Mulighed for at ændre vore Løn- og Arbejdsvilkår.”[58] Inden særligt vigtige generalforsamlinger blev de kommunistiske faglige ledere underrettet af Det faglige sekretariat, og ved hjælp af det faglige kartotek identificeredes medlemmerne af den pågældende fagforening. Disse partikammerater blev så opsøgt, for at man kunne sikre sig, at de mødte op.[59] For eksempel informerede Det faglige sekretariat kammeraterne om, at Kvindeligt Arbejderforbund afdeling 1 afholdt generalforsamling den 18. november 1946: ”Vi anmoder om, at der i Afdelingen gøres, hvad der er muligt for at faa vore Medlemmer i den Afdeling til at møde frem til Generalforsamlingen.”[60] Den samme praksis gjorde sig gældende for socialdemokraternes vedkommende. Der findes en række eksempler på skrivelser fra ledelserne af de socialdemokratiske klubber, hvori partifællerne blev orienteret om kommunisternes initiativer og opfordret til at møde op til de kommende generalforsamlinger og stemme på de socialdemokratiske kandidater. Som det hed i en indtrængende henvendelse til medlemmerne af de socialdemokratiske klubber på B&W’s skibsværft på Refshaleøen: ”Mød derfor op alle mand på klubmøderne og sæt vore partifæller ind på pladserne i klubbestyrelserne. Husk: Hvis I bliver hjemme, hjælper I kommunisterne.[61]

Kampen om magten i fagforeningerne var ikke sjældent nådesløs, og ingen af parterne holdt sig tilbage, når tillidsposterne skulle fordeles. De kommunistiske aktivister var ofte mere motiveret end deres socialdemokratiske kolleger, og de var undertiden i stand til at trække møderne ud ved at holde lange taler. Først når en del af socialdemokraterne havde givet op og var gået hjem sent på aftenen, og kommunisterne var i flertal, blev de stillede forslag sat til afstemning. I 1955 rapporterede Afdeling E, at det var lykkedes kommunisterne at få vedtaget en resolution imod kriselovene på generalforsamlingen for afdeling 9 (rørlæggerne) i Dansk Smede- og Metalarbejderforbund, hvilket skyldtes, ”at en del socialdemokrater havde forladt generalforsamlingen før afstemningen herom begyndte.”[62] I andre tilfælde blev kommunisterne beskyldt for direkte stemmefusk[63] eller for at sabotere møderne; således beskrev den socialdemokratiske klub i Blikkenslagernes fagforening kommunisternes optræden på den seneste generalforsamling som en skandale, ”med skrig og skraal og ved hjælp af en del berusede kolleger lykkedes det dem at forhindre at bestyrelsens forslag til forretningsordenen kom under saglig behandling og dermed paafølgende afstemning.”[64] Kommunisterne anklagede til gengæld socialdemokraterne for at misbruge deres flertal i bestyrelserne til fordel for den socialdemokratiske sag. Således hævdede DKP’s faglige sekretariat, at dets breve til fagforeningerne ofte blev smidt i papirkurven og dermed aldrig kom til medlemmernes kendskab.[65] Ved andre lejligheder skal de socialdemokratiske tillidsfolk have undladt at orientere om kommende møder for at undgå, at oppositionen mødte op.[66]

Illustration: Den daglige kamp mellem socialdemokrater og kommunister på arbejdspladserne foregik på fabriksgulvet, i marketenderiet og til faglige møder. Illustrationen viser, hvordan en lille velorganiseret gruppe kunne dominere en mødesal og erobre talerstolen. Fra et påtænkt PET-kursus i 1952 (PET’s arkiv).

Den daglige kamp mellem socialdemokrater og kommunister på arbejdspladserne foregik på fabriksgulvet, i marketenderiet og til faglige møder. Illustrationen viser, hvordan en lille velorganiseret gruppe kunne dominere en mødesal og erobre talerstolen. Fra et påtænkt PET-kursus i 1952 (PET’s arkiv).

Den kolde krig i den internationale arbejderbevægelse

Opgøret med kommunisterne i fagforeningerne og samarbejdet mellem socialdemokraterne og efterretningstjenesterne under den kolde krig havde sine paralleller i den internationale arbejderbevægelse. Ved slutningen af 2. Verdenskrig var der et udbredt håb blandt de sejrende magter om, at det ville være muligt at opretholde alliancen mellem Øst og Vest, trods de store ideologiske modsætninger og divergerende nationale interesser. Arbejderbevægelserne var tiltænkt en central rolle i den ny verdensorden i bestræbelserne på at opretholde freden, genopbygge de ødelagte økonomier og sikre demokratiske systemer. Samtidig var der en udbredt sympati blandt Vestens arbejdere over for Sovjetunionens store ofre i kampen mod nazisterne, og der synes at have været et udbredt ønske om at skabe enhed i den internationale arbejderbevægelse. I oktober 1945 oprettede en række landsorganisationer en ny faglige internationale, World Federation of Trade Unions (WFTU), der var domineret af de tre allieredes landssammenslutninger (den ene af de amerikanske landsorganisationer, American Federation of Labor (AFL), afviste at deltage). Blandt deltagerne i den stiftende kongres var DsF, hvis formand, Eiler Jensen, blev valgt til WFTU’s forretningsudvalg som Skandinaviens repræsentant. Selvom de danske faglige ledere gav udtryk for skepsis over for kommunisternes hensigter, håbede de at kunne bidrage til at opretholde alliancen mellem Øst og Vest.[67]

WFTU kunne imidlertid ikke i længden overleve den stigende spænding under den kolde krig. AFL var lige fra starten overbevist om, at WFTU var styret fra Moskva, og at formålet var at udnytte kaoset efter krigen, infiltrere de vestlige fagforeninger og gøde jorden for yderligere ekspansion mod Vest. AFL havde i 1944 oprettet Free Trade Union Committee (FTUC) under ledelse af den tidligere leder af det amerikanske kommunistparti, Jay Lovestone, og dennes europæiske repræsentant, Irving Brown, som havde til opgave at bekæmpe kommunisterne i de vestlige fagforeninger. AFL og FTUC, der havde tætte kontakter til den amerikanske efterretningstjeneste CIA (der blev etableret i 1947), arbejdede energisk på at overbevise de vestlige fagforeninger, inklusive de danske, om den kommunistiske fare og forsøgte at splitte WFTU. Heroverfor stod de kommunistiske fagforeningsledere fra Sovjetunionen, Østeuropa, Italien og Frankrig, der på grund af deres numeriske overlegenhed dominerede sekretariatet i WFTU og udnyttede deres position til at undertrykke kritik af forholdene i Østeuropa, ligesom de brugte delegationsrejser til at knytte kontakter til kommunistiske fagforeningsfolk i Tyskland og Japan. Især den kommunistiske forfølgelse af socialdemokratiske fagforeningsfolk i de østeuropæiske regimer og i Østzonen bidrog til at ødelægge stemningen i WFTU. Efter fremsættelsen af Marshall-planen om Europas genopbygning i juni 1947 var det kun et spørgsmål om tid, hvornår alliancen ville falde fra hinanden. De vestlige landsorganisationer ønskede hurtigt at erklære deres støtte til planen for derved at kunne vinde indflydelse på dens udformning, mens kommunisterne fordømte planen som et redskab for den amerikanske imperialisme og forsøgte at undgå, at WFTU officielt tog stilling til den. I marts 1948 blev splittelsen klar, da fagforeninger fra 16 vestlige lande, inklusive Danmark, på en konference i London erklærede deres støtte til planen og oprettede Trade Union Advisory Committee (TUAC), som skulle indlede et samarbejde med Marshall-administrationen. Bag kulisserne pressede State Department, Foreign Office og AFL på for at skabe en ikke-kommunistisk faglig internationale, idet fagforeningerne var tiltænkt en vigtig rolle i bestræbelserne på at øge produktiviteten. Det var derfor vigtigt at slippe af med kommunisterne, der kunne tænkes at forsøge at sabotere planen. Samtidig slog det britiske Trade Union Congress (TUC), der hidtil havde fulgt en kompromissøgende linje, ind på en klar antikommunistisk kurs. I efteråret 1948 iværksatte TUC en kampagne, der skulle fjerne alle kommunister fra ledende poster i fagforeningerne, og sammenslutningen indgik i et tæt samarbejde med Foreign Office om at samle alle de vestlige fagforeninger i en fælles antikommunistisk front. Da bruddet endelig kom i 1949, blev det udløst af uenighed om WFTU’s forhold til de internationale faglige sekretariater (de internationale sammenslutninger af f.eks. metalarbejderforbundene). Mens kommunisterne ønskede, at WFTU skulle integrere dem og dermed kontrollere dem i såkaldte Trade Departments, insisterede de vestlige forbund på at bevare sekretariaternes selvstændighed. Da kommunisterne alligevel tog skridt til at organisere Trade Departments, forlod de vestlige fagforeninger WFTU og oprettede den fri faglige internationale, International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU).[68]

Stiftelsen af ICFTU betød, at de vestlige fagforeningers antikommunistiske aktivitet blev lagt i faste rammer, og at kontakterne mellem arbejderbevægelsen og efterretningstjenesterne blev endnu tættere end hidtil. En af ICFTU’s vigtigste opgaver i 1950’erne var bekæmpelsen af kommunistisk infiltration i fagforeningerne, og der blev afholdt kurser for tillidsfolk, udsendt fordømmelser af Sovjetunionens forfølgelse af fagforeningsfolk og publiceret beretninger om Stalins slavelejre. ICFTU deltog i kampen mod kommunisterne i fagforeningerne i Italien og Frankrig og advarede medlemmerne om WFTU’s forsøg på at infiltrere de frie fagforeninger.[69]

Samtidig intensiveredes samarbejdet mellem fagforeningerne og efterretningstjenesterne. Under krigen var der blevet etableret kontakter mellem den amerikanske efterretningstjeneste OSS, de amerikanske fagforeninger, de internationale fagsekretariater og modstandsgrupper i Vesteuropa. Dette netværk blev mobiliseret igen efter krigen under ledelse af FTUC, der koordinerede indsatsen med State Departments antikommunistiske kontor, EUR/X, Marshall-administrationen og de udstationerede arbejdsattacheer på de amerikanske ambassader. Det var dette uofficielle netværk, der gjorde det muligt for FTUC at bistå det internationale transportarbejdersekretariat med at forhindre kommunistisk sabotage mod de amerikanske våbenleverancer til Italien og Frankrig, og som Lovestone kunne trække på, da han hjalp CIA med at oprette ’stay behind’-netværk i Vesteuropa. Efter oprettelsen af ICFTU blev de vesteuropæiske fagforeninger, og dermed De samvirkende Fagforbund, i stigende grad trukket ind i dette netværk. Den første generalsekretær for ICFTU, hollænderen J. H. Oldenbroek, havde tidligere samarbejdet med OSS, og nogle af de mest indflydelsesrige amerikanske fagforeningsledere som David Dubinsky, Matthew Woll og Arthur Goldberg havde kontakter til CIA. FTUC modtog over 450.000 $ fra CIA mellem 1949 og 1958 til finansiering af kampen mod kommunisterne i de vesteuropæiske fagforeninger. En del af dette beløb blev anvendt til at støtte ICFTU’s aktiviteter.[70]

Samarbejdet mellem CIA og FTUC forløb imidlertid alt andet end gnidningsløst. Mens fagforeningsfolkene mente, at de var bedre kvalificerede til at bekæmpe kommunisterne og ønskede total frihed til selv at disponere over de modtagne penge, forsøgte CIA at få kontrol med aktiviteterne og iværksatte deres egne operationer mod kommunisterne i Vesteuropa. I 1951 indgik FTUC og CIA en formel samarbejdsaftale, men forholdet blev aldrig rigtig harmonisk, og efter 1954 aftog den amerikanske efterretningstjenestes støtte til kampen mod kommunisterne i fagbevægelsen.[71]

ICFTU’s kontakt til CIA via de amerikanske fagforeninger bidrog utvivlsomt til, at en betydelig del af sammenslutningens virksomhed i første halvdel af 1950’erne antog karakter af hemmelige efterretningsoperationer rettet mod kommunisterne. Det er også tydeligt, at en række vesteuropæiske fagforeninger, deriblandt DsF, på denne måde fik inspiration til kampen mod kommunisterne og blev trukket ind i hemmelige udenlandske operationer. I 1950 overvejede ledelsen i ICFTU at indsamle oplysninger fra medlemslandene om kommunistiske aktiviteter. Det er uvist, om der nogen sinde blev oprettet et sådant centralt arkiv, men Eiler Jensen videregav i hvert fald i ét tilfælde en detaljeret beretning om kommunistisk infiltration i den danske fagbevægelse, og han besvarede ved andre lejligheder forespørgsler fra ICFTU’s antikommunistiske ekspert om danske kommunistiske fagforeningsfolks aktiviteter.[72]

Samtidig opbyggede ICFTU et egentligt efterretningsnetværk bag jerntæppet ved hjælp af sine kontakter til det FTUC- og CIA-finansierede International Centre of Free Trade Unionists in Exile (ICFTUE). De indsamlede oplysninger blev anvendt til at oplyse om arbejdernes lave levestandard og forfølgelsen af uafhængige fagforeninger i ICFTU’s publikationer og i radioudsendelser til Østeuropa. Det er uvist, om efterretningsnetværket havde andre opgaver ud over indsamlingen af oplysninger om forholdene i de kommunistiske lande. Kryptiske bemærkninger i Jay Lovestones korrespondance antyder, at ICFTUE blev anvendt af CIA i dets forsøg på at destabilisere de østeuropæiske regimer ved hjælp af hemmelige operationer. Det er ikke utænkeligt, at ICFTU kan være blevet involveret i denne aktivitet, som i øvrigt er omgærdet af stor mystik den dag i dag. Det ligger imidlertid fast, at De samvirkende Fagforbund aktivt deltog i efterretningsarbejdet i Østeuropa. Eiler Jensen rapporterede til DsF’s ledelse om oprettelsen af efterretningsnetværket og fulgte som medlem af ICFTU’s forretningsudvalg nøje med i operationens udvikling. Da ICFTU i 1953 efter den østtyske opstand besluttede at oprette en hjælpefond på en million D-mark til støtte for de østtyske arbejdere, blev den tidligere forbundsformand for Dansk Skrædderforbund, Josef Andersson, udpeget til at sidde i den fem-mandskomité, der skulle styre projektet. Andersson havde en fortid som bestyrelsesformand for skræddernes internationale sekretariat, hvor han havde arbejdet tæt sammen med den amerikanske fagforeningsleder David Dubinsky, der var en af nøglepersonerne i forbindelserne mellem den internationale fagbevægelse og efterretningstjenesterne. På grund af betydelige tilskud fra den amerikanske fagbevægelse, der antagelig stammede fra CIA, blev der oprettet et hemmeligt kontor i Vestberlin, som gav hjælp til forfulgte fagforeningsfolk i Østzonen, indsamlede efterretningsoplysninger og bekæmpede kommunistisk infiltration i Vestberlin.[73] De samvirkende Fagforbund gav også økonomiske bidrag til ICFTU’s antikommunistiske kampagner i de italienske og franske fagforeninger i 1950’erne.[74]

Det hjemlige samarbejde mellem den socialdemokratiske fagbevægelse og PET, som vil blive nærmere beskrevet i det følgende, skal således ses i et internationalt perspektiv. Efter oprettelsen af ICFTU indgik DsF i et tæt samarbejde med de øvrige vestlige landsorganisationer om bekæmpelsen af kommunisterne i fagforeningerne. Dette indebar en vis udveksling af oplysninger om kommunistiske aktiviteter og gensidig inspiration. Dertil kom, at de danske fagforeningsledere blev involveret i hemmelige efterretningsoperationer bag jerntæppet. Hele dette samarbejde byggede på et internationalt netværk, der havde sine rødder i modstandskampen, og som bestod af repræsentanter for CIA og de amerikanske og vesteuropæiske fagforeninger. Det er ikke klart, hvilket kendskab de danske fagforeningsfolk havde til CIA’s rolle. Derimod viser udviklingen i ICFTU’s aktiviteter, at det internationale faglige arbejde i den første fase af den kolde krig i en vis grad antog former, der mindede mere om egentlig efterretningsaktivitet.

PET’s trusselsbillede 1949-1956: Frygten for kommunistisk sabotage

PET’s trusselsbillede af fagbevægelsen var i de første ti år efter krigen formet af den tidlige kolde krig og frygten for undergravende kommunistisk aktivitet.[75] Ifølge en PET-redegørelse fra 1951 var de danske kommunister efter 1949 slået ind på en mere uforsonlig kurs, der var i overensstemmelse med Kominforms direktiver. Linjen indebar, at DKP havde genoptaget kampen mod socialdemokraterne, og man forsøgte at skabe splid mellem de socialdemokratiske ledere og de menige medlemmer. Målet var ”at erobre magten over fagbevægelsen, hvorved man på tilsvarende måde og med alle midler søger at miskreditere de socialdemokratiske fagforeningsledere, og også ved snigløb af forskellig art.”[76] Ifølge PET var det en velkendt kommunistisk taktik at møde talstærkt op til generalforsamlingerne i fagforeningerne og trække møderne i langdrag ved at tage ordet. Hermed var de ofte i stand til at udskyde afstemningen om valg til bestyrelsen, indtil en stor del af de ikke-kommunistiske deltagere var blevet trætte og var gået hjem, hvorefter kommunisterne kunne vælge sine kandidater til ledelsen. PET kunne også pege på andre tegn på, at DKP var ved at mobilisere med henblik på et fremstød i fagforeningerne: Flere kommunistiske fagforeningsledere var blevet ekskluderet i 1950, fordi de havde prioriteret varetagelsen af medlemmernes interesser højere end partiets interesser, og DKP’s faglige sekretariat havde etableret et netværk af kontaktfolk på arbejdspladserne, som kunne aktiveres, når det var nødvendigt.[77]

PET synes at have næret en dyb mistro til kommunisternes virksomhed i fagforeningerne og på arbejdspladserne. Det synes at have været opfattelsen i efterretningstjenesten, at kommunisterne ikke var interesseret i at forbedre arbejdernes vilkår, men at de primært stræbte efter at skabe uro og fremprovokere strejker og således skade det kapitalistiske system. I en udateret oversigt over tjenestens opgaver og kommunisternes metoder skelnes der således mellem økonomiske strejker, der havde som formål at forbedre arbejdernes vilkår, og politiske strejker, der havde til formål at fremme partipolitiske interesser: ”Kommunisterne vil aldrig organisere en økonomisk strejke, men udelukkende samle sig om politiske strejker.”[78] Mistroen til kommunisterne blev understreget af, at aktiviteter som brugen af strejkevagter, arbejd langsomt-aktioner, strejker og provokerede lockouter blev omtalt som legale foranstaltninger, der ville blive taget i anvendelse i forbindelse med en kommunistisk magtovertagelse.[79] Der synes således ved indgangen til 1950’erne at have været en tendens til at se uro på arbejdsmarkedet og faglige konflikter som udtryk for undergravende kommunistisk virksomhed. På et møde for repræsentanterne for de skandinaviske efterretningstjenester i Oslo i 1950 nævnte en svensk kriminalkommissær følgende eksempler på sabotage: Arbejd langsomt, ytre misfornøjelse med forholdene, obstruktion, sit down-strejker og ødelæggende sabotage. Hvor udflydende grænsen mellem ”legitime” eller ”økonomiske” strejker på den ene side og kommunistisk sabotage på den anden side kunne være, fremgår af følgende citat fra møde-referatet: ”Propagandaen spillede også en vigtig rolle som sabotagemiddel, f.eks. på forskellige arbejdspladser, hvor de kommunistiske propagandister undergravede moralen blandt arbejderne, hvilket ofte havde strejke til følge.”[80] Den logiske konsekvens af denne opfattelse var, at efterretningstjenesten måtte interessere sig for enhver faglig konflikt, idet den kunne være et forsøg på ”sabotage” fra kommunistisk side. Denne tankegang indebar imidlertid en risiko for, at tjenesten undervurderede betydningen af de økonomiske og sociale årsager til faglige konflikter, og at man i stedet fokuserede på at afsløre konflikternes formodede bagmænd og igangsættere.

Under den tidlige fase af den kolde krig indebar den kommunistiske aktivitet i fagforeningerne ifølge efterretningstjenesten to mulige faremomenter. For det første frygtede PET, at kommunisterne ville anvende deres indflydelse til at skade den økonomiske genopbygning og vende arbejderne mod NATO. I begyndelsen af 1950 advarede Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA) således om, at det var kommunisternes hensigt at skabe uro i forbindelse med de igangværende overenskomstforhandlinger, ”da man fra kommunistisk side er afgjort interesseret i strejker med påfølgende uroligheder, idet man på denne måde lettest får lagt hindringer i vejen for genopbygningen og derved får forøget angrebsmateriale på a-pagt og Marshallplan.”[81] Senere på foråret 1950 slog REA fast, at DKP spekulerede i en storkonflikt, ”hvorved man er på linie med kominform-politikken, der også gjorde sig gældende ved strejkebevægelserne i Frankrig og Italien.”[82] Efter udbruddet af Korea-krigen i juni 1950 konstaterede REA, at kommunisterne på flere generalforsamlinger og møder havde fået vedtaget protestresolutioner mod USA’s intervention og mod våbenleverancerne til Danmark. Blandt andet havde Murersvendenes fagforening af 1919 for København og omegn, Jord- og betonarbejderne og Isoleringsarbejdernes Fagforeninger, der alle var kommunistisk dominerede, vedtaget sådanne resolutioner.[83] For det andet frygtede tjenesten, at kommunisterne ville bruge deres positioner til at forårsage åben eller skjult sabotage. Under en række møder med kontaktfolkene i politikredsene i 1949 og 1950 opfordrede REA dem til at holde øje med kommunistisk infiltration: ”Det er derfor nødvendigt at vore medarbejdere i hele landet skaffer sig gode kontakter på alle større virksomheder, således at disse kontakter kan indberette om alle tilfælde, der kan tyde på skjult sabotage.”[84] Som tidligere nævnt synes REA at have inkluderet agitation, arbejd langsomt-aktioner og strejker i begrebet sabotage. Frygten for kommunistisk sabotage førte naturligt til, at REA/PET ønskede at kortlægge situationen i fagforeningerne og på arbejdspladserne: ”REA følger interesseret den kommunistiske infiltration inden for fagforeningerne og appellerer til kredsene om at have et vågent øje med denne infiltration. Det er nødvendigt at vide, hvor mange kommunister, der findes på vore offentlige værker og i vore store fabrikker.”[85]

Den danske efterretningstjenestes frygt for, at kommunistiske fagforeningsfolk skulle gribe til sabotage, skal ses i sammenhæng med de oplysninger, der på daværende tidspunkt tilgik PET om WFTU’s aktiviteter. Efter at de vestlige fagforeninger i 1949 havde forladt WFTU, var der ikke megen tvivl om, at organisationen fuldstændig var kommet under kommunistisk kontrol. I 1954 betegnede PET således WFTU som ”vel nok den største og mest betydningsfulde masseorganisation (der) benyttes af Sovjetrusland i verdenskommunismens sag.”[86] Ifølge PET fungerede WFTU som ”et vældigt propagandaapparat”, hvis hovedsigte var at underminere Atlantpagten og få kontrol med de vestlige fagforeninger. For at opnå disse mål tilskyndede organisationen til uro på arbejdspladserne, forsøgte at hindre våbenleverancerne til Vesteuropa, agiterede imod bestræbelserne på at skabe et tættere vesteuropæisk samarbejde og opfordrede til aktionsenhed i arbejderklassen.[87] Selvom PET hurtigt kunne konstatere, at intet dansk fagforbund var tilsluttet WFTU,[88] og at organisationen åbenbart ikke havde udfoldet nogen mærkbar virksomhed i Danmark,[89] var der kontakt mellem kommunistiske danske fagforeningsfolk og WFTU. Flere danske kommunister deltog således i WFTU’s forskellige kongresser og arrangementer, ligesom DKP’s faglige sekretariat opretholdt forbindelse med WFTU.

Illustration: et påtænkt PET-kursus i 1952 (PET’s arkiv)

Fra et påtænkt PET-kursus i 1952 (PET’s arkiv)

Ifølge PET’s opfattelse var der begrundet mistanke om, at WFTU gennem sine kontakter med vestlige kommunistiske fagforeningsfolk havde oprettet en egentlig hemmelig sabotageorganisation i de vesteuropæiske havne. I 1953 blev WFTU’s to internationale fagsekretariater (kaldet Trade Union Internationals, TUI) inden for transportarbejderområdet slået sammen til et TUI for transport-, havnearbejdere samt fiskere m.v. Den officielle begrundelse var, at sekretariatet skulle varetage alle transportarbejderes sociale og økonomiske interesser, men ifølge PET var den virkelige årsag, at sekretariatet skulle intensivere modstanden mod NATO og våbenleverancerne til Vesteuropa. Tjenesten kunne således henvise til artikler i den udenlandske presse, der havde påstået, at TUI’en ”bag kulisserne beskæftiger sig med illegal virksomhed og måske dækker over en reel sabotageorganisation.” Andre oplysninger, der var tilgået PET i 1952, tydede på, at Kominforms Søtransportkomité (kaldet JUG) under dække af fredskomitéer for havnearbejdere havde etableret filialer i de vesteuropæiske havne, hvis opgaver bl.a. bestod i propaganda og radiokommunikation. Hovedcentralen for JUG-netværket i Skandinavien skulle være placeret i København. Selvom PET indrømmede, at hele historien om et hemmeligt sabotagenetværk kunne forekomme ”romanagtigt og overspændt og … det rene fantasteri”, fandt man grund til at antage, at det virkeligt eksisterede.

I 1951 oprettede TUI’en ”De nordvesteuropæiske havnes permanente aktionskomite”, hvori deltog bl.a. repræsentanter fra det kommunistisk dominerede Havnearbejdernes Fællesforbund fra Danmark. Året efter besluttede komitéen at forbedre forbindelserne mellem de nordeuropæiske havne, og den 17. november 1952 konstateredes det, at to danske fagforeningsledere fra Havnearbejdernes Fællesforbund havde mødtes med norske og finske kommunistiske fagforeningsfolk i en lejlighed i Oslo. PET antog, at mødet havde drejet sig om at oprette en skandinavisk forbindelseskomité, og det var derfor tjenestens konklusion, at danske kommunistiske fagforeningsfolk fra Havnearbejdernes Fællesforbund indgik i WFTU’s netværk, ”men spørgsmålet, om der under dække af denne komite udøves en illegal virksomhed eller om den i påkommende tilfælde skal anvendes til sådant formål, henstår uløst.”[90] Det skal bemærkes, at PET tilsyneladende aldrig fandt beviser for, at de danske fagforeningsfolk var involveret i den formodede sabotageorganisation.[91] Der blev ikke i de følgende år konstateret nogen aktivitet fra forbindelseskomitéens eller de nævnte kommunistiske fagforeningslederes side, der blev ikke fundet nogen tegn på, at TUI’en bedrev propaganda blandt sømændene i Danmark, og der blev heller ikke bemærket nogen forbindelser fra Sømændenes og Søfyrbødernes Forbund til WFTU/TUI.[92]

Dette afspejler ganske godt PET’s overordnede vurdering af den kommunistiske infiltration i fagbevægelsen, der var ganske nøgtern og afdæmpet. PET’s generelle billede af udviklingen i fagforeningerne var, at kommunisterne var i tilbagegang og mistede indflydelse. I begyndelsen af 1950 rapporterede tjenesten, at den kommunistiske infiltration i fagbevægelsen var stærkt dalende, og at kommunistiske tillidsmænd blev stemt ud til fordel for socialdemokraterne. Oversigten over stillingen i de københavnske fagforeningsbestyrelser efter valgene i efteråret 1949 viste, at socialdemokraterne havde en nettogevinst på 18 poster, mens kommunisterne havde et nettotab på 26 poster.[93] Sommeren og efteråret 1950 var præget af en reaktion mod kommunisterne i fagbevægelsen. Således foranstaltede havnearbejderne i Københavns Havn en strejke, der var vendt mod den kommunistiske ledelse, formanden for Dansk Arbejdsmandsforbund advarede mod kommunisternes forsøg på at nedbryde fagbevægelsen, og i flere faglige organisationer mistede kommunisterne ledende poster.[94] Tilbagegangen fortsatte i begyndelsen af 1950’erne, dog ikke så kraftigt som tidligere, hvilket PET forklarede med, at DKP kunne drage nytte af, at en del traditionelt sindede socialdemokratiske arbejdere var modstandere af NATO og oprustningen.[95] Kommunistiske forsøg på at mobilisere arbejderne, f.eks. i protest mod arbejdsløsheden, havde heller ikke den store succes.[96] Ifølge det billede, der tegner sig i PET’s beretninger, var kommunisterne heller ikke for alvor i stand til at skabe uro på arbejdspladserne. Tjenesten registrerede således kun én kommunistisk ledet strejke med politiske motiver i hele 1949 (Varde Stålværft),[97] og kun enkelte i de første kvartaler af 1950 (LYAC, Helsingør Skibsværft, havnearbejdere).[98]

PET var også forsigtig i sin vurdering af kommunisternes rolle under storkonflikten i 1956. Selvom kommunisterne under overenskomstforhandlingerne, der ledte frem til udbruddet af konflikten, bestandigt forsøgte at skabe utilfredshed hos arbejderne, var det ifølge PET tydeligt, at selve konflikten kom bag på partiet. Det var partiets mål at udnytte konflikten til at skabe ”enhed fra neden”, dvs. at tiltrække de socialdemokratiske arbejdere, og man bestræbte sig derfor på at overtage ledelsen af konflikten og følge en moderat linje. Det lykkedes kommunisterne gennem deres dominerende position i det tillidsmandsudvalg, ”situationens generalstab”, der reelt ledede strejken, at afværge, at situationen kom ud af kontrol. De kommunistiske fagforeningsfolk var således omhyggelige med ikke at opfordre til ulovligheder, og de afviste krav om en generalstrejke, idet den ville ramme arbejderne økonomisk og skade det kommunistiske partis position i fagbevægelsen. I løbet af foråret og sommeren 1956 udnyttede kommunisterne stemningen til ”ikke uden held at løbe storm” mod socialdemokraterne i fagforeningerne, og de erobrede 48 bestyrelsesposter i København. Men på grund af Sovjetunionens blodige nedkæmpelse af den ungarske opstand viste fremgangen sig at være kortvarig, og det var PET’s vurdering i begyndelsen af 1957, at det ”må anses for utvivlsomt, at kommunisterne ved kommende generalforsamlinger vil lide yderligere betydelige tab.”[99]

Retningslinjer for PET’s overvågning af arbejdsmarkedet

Spørgsmålet om PET’s eventuelle overvågning af fagbevægelsen og faglige konflikter har altid været et kontroversielt emne, og det er et spørgsmål, som skiftende justitsministre og PET-ledere nødigt har udtalt sig konkret om. Hvor politisk sprængfarligt emnet har været, kan illustreres ved nogle tildragelser i november 1954. Da kunne Land og Folk afsløre, ”at efterretningsvæsnet for tiden udfolder bestræbelser for at udspionere bestemte fagforeninger.” Ifølge avisen havde en kriminalbetjent nogle dage tidligere henvendt sig i Murersvendenes Fagforening og Typografernes Forbund og anmodet om forskellige jubilæumsskrifter. Ifølge avisen havde kriminalbetjenten givet forskellige begrundelser for sin interesse: Det ene sted hævdede han, at han tilhørte en kreds af socialt interesserede, som ønskede at stifte bekendtskab med arbejderbevægelsens historie, det andet sted at man var ved at opbygge et bibliotek på Politiskolen. Konfronteret med disse udsagn hævdede kriminalbetjenten, at han var medlem af en privat bogsamlerforening, og at det var i den anledning, at han var interesseret i jubilæumsskriftet. $ antydede stærkt, at politimanden kom fra PET og tilføjede, at det jo var meget nemt at finde navne i skriftet.[100] Rent faktisk fandtes den pågældende kriminalbetjent i PET, og meget tyder på, at hans forklaring var sandfærdig. Det var i hvert fald, hvad han bedyrede over for ledelsen i PET, der jo havde alle muligheder for at efterprøve hans forklaring. Ifølge kriminalbetjenten var han medlem af ”Københavns Samler-Klub af 1947”, der var en forening af forskellige slags samlere. Kriminalbetjenten havde en privat samling på 1.100 jubilæumsskrifter, og han var mødt op i de to forbund for at skaffe nogle forskellige jubilæumsskrifter fra 1940 og 1944.[101] Uanset om forklaringen var sand, eller om samlerklubben var et slags dække for tjenestens indsamling af oplysninger om fagforeningerne, viser historien, hvor politisk følsomt emnet var. Den uheldige kriminalbetjents forklaringer blev således videresendt til justitsminister Hans Hækkerups og departementschef Vilhelm Boas’ orientering.[102]

PET’s rolle i forbindelse med arbejdsmarkedet under den tidlige fase af den kolde krig blev fastlagt i forbindelse med tjenestens reorganisering i 1950-51 og udarbejdelsen af de første instrukser i 1952 og 1953. I et papir fra Justitsministeriet fra sommeren 1950, der beskrev den reorganiserede tjenestes arbejdsopgaver, blev bl.a. yderligtgående partiers ”infiltration i fagbevægelsen”, femte kolonnevirksomhed i industrien, transportvirksomheder og store arbejdspladser samt ”sabotage og ulovlige strejker” nævnt som emner af ”sikkerhedsmæssig interesse”.[103] Notatet afspejler klart frygten for kommunistisk infiltration og femte kolonnevirksomhed i tiden omkring udbruddet af Korea-krigen. To opgaver, der hang tæt sammen med PET’s overvågning af den kommunistiske aktivitet på arbejdspladserne, blev drøftet i forbindelse med reorganiseringen. For det første foreslog Justitsministeriet, at tjenesten i samarbejde med fagbevægelsen og arbejdsgiverne skulle oprette såkaldte ”beskyttelseskorps”, der skulle sikre livsvigtige funktioner såsom skibsfarten og offentlige værker i en krisesituation.[104] Dette forslag blev sandsynligvis aldrig realiseret. I deres svar til forslaget erklærede de to efterretningschefer, oberstløjtnant H. M. Lunding fra Generalstabens Efterretningssektion (GE) og politiinspektør Alex Haslund fra REA, at det ganske vist ville være PET’s opgave at kortlægge og forebygge eventuel femte kolonnevirksomhed inden for livsvigtige virksomheder, ”men i øvrigt maa organiseringen af disse korps være efterretningstjenesten uvedkommende … ”[105] For det andet blev spørgsmålet om den kommende tjenestes kontakter til fagbevægelsen og arbejdsgiverne berørt. Hvor vigtigt dette punkt var, fremgik af, at Justitsministeriet foreslog, at et snævert regeringsudvalg bestående af stats-, justits-, forsvars-, finans- og udenrigsministeren skulle formidle forbindelserne til bl.a. fagbevægelsen og erhvervenes hovedorganisationer, mens det egentlige samarbejde blev varetaget af PET.[106] I deres svar understregede efterretningstjenesternes chefer vigtigheden af, at der blev etableret sådanne kontakter til indsamling af oplysninger, ”og i saa henseende mener man ikke, at der bør lægges for faste rammer for hver af efterretningsafdelingernes muligheder for at knytte egnede forbindelser.”[107]

Det var tilsyneladende Justitsministeriets opfattelse, at PET slet ikke havde til opgave at medvirke i ”bestræbelser for at holde arbejdspladser frie for kommunistisk infiltration.”[108] I et notat, der fungerede som talepapir for justitsminister Helga Petersen ved hendes orientering af partiformændene om tjenestens virksomhed, hedder det således, at der tidligere var søgt og givet oplysninger vedrørende dette emne, hvorefter ministeren slog fast: ”På dette område bør politiet efter min mening slet ikke give oplysninger. Skal denne opgave løses, må det normalt ske uden politiets medvirken.”[109] Dette kunne tyde på, at den egent-lige overvågning og bekæmpelse af kommunisterne i fagforeningerne og på arbejdspladserne var overladt til andre instanser, muligvis socialdemokraterne og arbejdsgiverne. Som det vil fremgå af det følgende, er det da også det billede, der tegner sig for perioden frem til 1968.

Det betød dog ikke, at PET slet ikke interesserede sig for udviklingen på det faglige område, selvom der også her skete en indskrænkning af tjenestens indsats. I april 1952 udsendte PET rundskrivelse nr. 7, som indeholdt en beskrivelse af, hvilke slags oplysninger om politiske organisationer af efterretningsmæssig interesse der skulle indberettes til PET. Det fremgik heraf, at ”Opståede strejker ønskes snarest indberettet med oplysning om årsag, formål og omfang.”[110] Der ønskedes endvidere oplyst, om strejken var ulovlig (dvs. overenskomststridig), og om den var iværksat af eller udnyttet af organisationer af efterretningsmæssig interesse. På dette tidspunkt kunne det sidste kun være en hentydning til kommunisterne. Formuleringen i citatet må betyde, at det var hensigten, at der skulle indsamles oplysninger om alle strejker, uanset om deres årsag, og om kommunisterne var involveret. Dette underbygges af, at i det eksemplar af rundskrivelsen, som findes i Justitsministeriets arkiv, er der i margen ud for sætningen tilføjet i hånden: ”Også lovlige”.[111] Med dette menes sandsynligvis strejker, der var i overensstemmelse med de arbejdsretslige regler. Det kan således konstateres, at det i 1952 var hensigten, at PET i princippet skulle overvåge og rapportere om alle faglige konflikter. Det fremgår også af rundskrivelsen, at tjenesten havde til opgave at følge den kommunistiske aktivitet i fagforeningerne: ”Organisationens virksomhed inden for fagbevægelsen ønskes belyst, og organisationsmedlemmernes placering inden for fagforeningerne søges fastlagt.”[112] PET var især interesseret i oplysninger om tilfælde, hvor en kommunistisk minoritet tilrev sig magten i en fagforening. Det kan således konstateres, at mens tjenesten var interesseret i alle slags strejker, så var man kun interesseret i den kommunistiske infiltration i fagbevægelsen. PET var således ikke interesseret i fagbevægelsen i sig selv, men i hvad der blev betragtet som kommunisternes forsøg på at erobre ledelsen. Den brede interesse for faglige konflikter hang sammen med PET’s trusselsbillede, hvor strejker i et vist omfang blev opfattet som kommunisternes middel til at skabe utilfredshed blandt arbejderne, forøve skjult sabotage mod det kapitalistiske system og i yderste konsekvens som indledning til magtovertagelsen. Det var derfor PET’s opgave at holde øje med alle arbejdskonflikter for at finde tegn på kommunistisk aktivitet.

Som en følge af den kritik af PET’s virksomhed, der havde været rejst under kartoteksdebatten i 1952, besluttede Justitsministeriet at gennemføre ”en begrænsning i den politikredsene pålagte indberetningspligt.”[113] Dette skete ved, at rundskrivelse nr. 7 blev erstattet af en ny rundskrivelse (nr. 14), som blev udarbejdet i Justitsministeriet og udsendt i december 1953. Heri hed det, at der skulle indberettes oplysninger om strejker, ”der anses for iværksat af eller menes udnyttet af de omhandlede organisationer, med oplysninger om anledning, formål og omfang, samt om den er i strid med de for arbejdskonflikter gældende regler.”[114] Der skulle også rapporteres om kommunisternes virksomhed ”inden for sammenslutninger af betydning for samfundets struktur.”[115] Det fremgår af Justitsministeriets oprindelige udkast til skrivelsen, at denne formulering først og fremmest sigtede på fagbevægelsen.[116] Dette var en klar begrænsning af indberetningspligten vedrørende faglige konflikter, idet PET nu kun var interesseret i strejker, der var anset for at være iværksat eller udnyttet af kommunisterne.

Den tidlige overvågning af fagbevægelsen: Arbejdskartoteker

Det er uklart, i hvilket omfang REA og PET[117] i praksis indsamlede oplysninger om de faglige organisationer og strejker i de første efterkrigsår. Der er i det bevarede arkivmateriale kun fundet spredte oplysninger om overvågningen.[118] REA synes allerede i 1945 at have gjort sig overvejelser om, i hvilket omfang afdelingen skulle overvåge uroen på arbejdsmarkedet. I december advarede afdelingen således mod den spændte udenrigspolitiske situation, og mod at ”fremmede ideologier” og fremmede lande var i færd med at opbygge efterretningstjenester i Danmark. REA opfordrede derfor til, at ”det er i allersidste øjeblik”, at afdelingens forhold blev forbedret, og man henviste konkret til de forventede konflikter i foråret 1946 i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, ”der vil kunne udnyttes af fremmede Ideologier til Skade for Danmarks Sikkerhed, Ro or [sic] Orden … ”[119] Det måtte derfor være REA’s opgave at skaffe de informationer om udviklingen, der var nødvendige for de ansvarlige myndigheder. I april 1946 foretog REA derfor undersøgelser af opfordringer til ulovlige strejker og optøjer.[120]

REA iværksatte efter påskekrisen i 1948 en systematisk indsamling af oplysninger om den kommunistiske infiltration i fagbevægelsen, og der blev oprettet særlige arbejdskartoteker over fagforeningerne. Af en fortegnelse over REA’s emnekategorier fra før juni 1948 fremgår det, at der fandtes en sådan kategori over fagforeningerne.[121] I forbindelse med en reorganisering af arbejdet i REA i efteråret 1949 blev overvågningen af arbejdsmarkedet lagt i mere faste rammer. Indsamlingen af oplysninger vedrørende kommunismen i Skandinavien blev ledet af en kriminaloverbetjent, og en af hans sagsbehandlere var en anden kriminaloverbetjent, der havde WFTU og ”kommunistisk infiltration i danske fagforeninger” som arbejdsopgave.[122] Efter drøftelser med kolleger fra Sverige og Norge foreslog en medarbejder i REA, at der skulle oprettes et ”støttekartotek” over ”samtlige danske Fagforeninger med tilhørende Provinsafdelinger.” En underafdeling skulle indeholde oplysninger om fagforeningerne opdelt efter politikredsene, og bestyrelsesmedlemmerne i fagforeningerne skulle angives med kortryttere.[123] Dette forekommer at være et bredt anlagt kartotek over alle fagforeninger, og den politikredsvise inddeling antyder, at kartoteket kunne anvendes til at identificere og internere kommunister, der var ansat i ”livsvigtige” eller strategiske virksomheder, i en krisesituation. Idéen om dette bredt anlagte kartotek blev formentlig opgivet, og i stedet blev der oprettet ”specialkartoteker”, der var begrænset til kommunisterne i fagforeningerne. I 1951 fandtes der således kartoteker over WFTU, fagforeninger med kommunistisk indflydelse i ledelsen, fagforeninger med kommunistisk indflydelse blandt medlemmerne og et politikredsvis kartotek over fagforeninger under kommunistisk indflydelse. Dertil kom et kartotek om sabotage og ulovlige strejker, der var opdelt i 75 emner.[124] Andre specialkartoteker omfattede kommunistiske søfolk, WFTU’s internationale sammenslutninger for sømænd og havnearbejdere og ”et stærkt udspecialiseret arbejdsstedskartotek”, som bl.a. indeholdt oplysninger om kommunistisk infiltration på store arbejdspladser og vigtige institutioner.[125]

REA’s interesse i oplysninger om arbejdsmarkedet og den kommunistiske infiltration i fagbevægelsen kom til udtryk under en række møder med kontaktfolkene i politikredsene i 1950. Repræsentanterne fra Centralafdelingen advarede flere gange om, at det kunne komme til konflikter i forbindelse med overenskomstforhandlingerne og understregede, at REA med interesse fulgte den kommunistiske infiltration. Kontaktfolkene blev derfor opfordret til at skaffe sig kontakter på alle større arbejdspladser og vigtige institutioner og indsende oplysninger om den kommunistiske virksomhed.[126] Det var imidlertid en opgave, der gav kontaktfolkene visse problemer; en kriminaloverbetjent fra Horsens mente, at det ville tage lang tid at skaffe de ønskede oplysninger,[127] mens en kontaktmand fra Nordjylland havde svært ved at forstå, hvad der mentes med livsvigtige virksomheder, og spurgte, om det kunne have sin rigtighed, ”at REA havde brug for bl.a. oplysninger vedrørende mejerier i Lemvig politikreds.”[128]

PET fortsatte med at interessere sig for den kommunistiske aktivitet på arbejdsmarkedet i første halvdel af 1950’erne. I 1952 oplyste Ernst Brix, at tjenesten søgte at følge kommunisternes arbejdsmetoder bl.a. i forbindelse med strejker,[129] og i 1954 orienterede justitsministeren et folketingsudvalg om, at PET bl.a. søgte at kortlægge ”i et vist begrænset omfang” den kommunistiske infiltration i ”de private erhvervs livsvigtige institutioner.”[130] I 1952 oprettede PET et uddannelseskursus for de ansatte i tjenesten. Ifølge kursusplanen var der afsat to timer til en gennemgang af emnet ”Strejker”, som omhandlede sådanne spørgsmål som lovlige og ulovlige strejker, årsager, metoder (nedsat tempo, sit down-strejker, obstruktion) og ”kommunistisk taktik i forbindelse med planlæggelse og gennemførelse af strejker.”[131] Samtidig blev kartotekerne om fagforeningerne udbygget. Da PET i 1952-53 gik over til tromlesystemet, blev det besluttet at bibeholde de eksisterende specialkartoteker over fagforeninger og kommunistiske søfolk.[132] I 1957 førte afdeling II et kartotek over kommunister i fagforeningsbestyrelser.[133]

Samtidig etablerede politikredsene forskellige slags kartoteker, der indeholdt oplysninger om arbejdsmarkedet. De fleste kredse synes at have ført et virksomhedskartotek, som det i Kolding: ”Der modtages en gang årligt en fortegnelse over alle, der er ansat i større industrivirksomheder i kredsen. … Ved gennemgang af listerne får man et godt materiale til at udfinde, hvor kommunisterne er ansat, ligesom man bliver i stand til at holde oplysninger om deres arbejdsplads á jour.”[134] Arkiveringen af lister over kommunisterne på arbejdspladserne antyder, at det var hensigten at udrense eller internere dem i en krisesituation. Flere kredse, men ikke alle, førte forskellige slags fagforeningskartoteker. Nogle, som det i Århus, var begrænset til den kommunistiske infiltration:

”I et fagforeningskartotek har man samlet oplysninger om de fagforeninger, hvor den kommunistiske infiltration er særlig stor, og om de fagforeninger, der kan forventes at give anledning til strejker og andre konflikter. Det første kort giver oplysning om samlet medlemstal, om antallet af organiserede kommunister, forholdene i bestyrelsen og derefter følger i alfabetisk orden de personer, der er kendt ufordelagtigt i politisk henseende. Man vil herigennem i en strejkesituation være i stand til hurtigt at danne sig et overblik over situationen i fagforeningen.”[135]

Andre kredse førte imidlertid endnu bredere fagforeningskartoteker som det i Vejle, der bl.a. indeholdt oplysninger i form af ”et referat fra en generalforsamling, meddelelse om valg afholdt i foreningen eller omtale i pressen af foreningens arbejde.”[136] Fortegnelsen over kartoteket viser, at politikredsen bl.a. indsamlede og arkiverede oplysninger om fællesorganisationen, Tekstilarbejdernes Fagforening, Fabriks- og Lagerarbejdernes Fagforening, Gartnernes Fagforening, Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Typografernes Fagforening, Dansk Arbejdsmandsforbund, Bagernes Fagforening, Formernes Fagforening og Børsteindustriarbejdernes Fagforening.[137] I Århus havde man ved siden af fagforeningskartoteket oprettet emnemapper på bl.a. overenskomstsituationen, pristalsreguleringen og forskellige lokale fagforeningsafdelinger. Disse ganske omfangsrige lister antyder, at i hvert fald nogle af politikredsene udførte en bred overvågning af den danske fagbevægelse i 1950’erne.

PET’s kontaktnetværk på arbejdsmarkedet 1951-1966: Samarbejdet med AIC

PET kortlagde den kommunistiske aktivitet i fagbevægelsen og på arbejdspladserne ved hjælp af et netværk af kontakter blandt virksomhedernes ledelse og blandt socialdemokratiske tillidsfolk og fagforeningsfolk.[138] Kommissionens gennemgang af et større antal fagforenings- og strejkesager gør det muligt at opstille lister over tjenestens virksomheds- og fagforeningskontakter for perioden 1951-66. Det skal understreges, at listen ikke er fuldstændig, idet en stor del af materialet fra 1950-60’erne er blevet makuleret. Dertil kommer, at de fleste af sagerne drejer sig om forhold i hovedstaden, og der er således kun få oplysninger om kontakterne i provinsen. Listen skal derfor kun illustrere de typer af kontakter, som PET havde. Det vides ikke, hvor omfangsrigt dette kontaktnetværk var.[139]

Billede: PET’s arbejdsmarkedskontakter 1951-1966

Denne ufuldstændige liste synes at vise, at de fleste kontakter blev indtil 1966 varetaget af Københavns Politis Afdeling E (KE), der således fungerede som PET’s operative afdeling indtil dens nedlæggelse. De oplysninger, der blev indsamlet på denne måde, blev arkiveret i KE og videregivet i kopi til PET. Efter 1966 blev disse kontakter overtaget af PET. Samtidig havde PET i et vist omfang selv kontakter på arbejdsmarkedet. Som det vil fremgå af det følgende, synes AIC at have fungeret som efterretningstjenestens væsentligste kontakt til den socialdemokratiske fagbevægelse. Virksomhedskontakterne omfattede både kontakter i ledelsen og blandt arbejderne. Spørgsmålet om PET’s samarbejde med arbejdsgiverne vil blive behandlet senere.

Spørgsmålet om AIC’s eventuelle forbindelser og udlevering af personoplysninger til PET er kontroversielt, men det har ikke hidtil været muligt at dokumentere arten eller omfanget af forbindelsen. AIC’s arkiv giver intet klart svar på spørgsmålet.[140] I forbindelse med debatten om nedsættelsen af Kommissionen i 1998-99 blev også AIC’s virksomhed inddraget, og flere anonyme, tidligere medarbejdere i PET gav over for pressen udtryk for, at PET i et vist omfang samarbejdede med den socialdemokratiske organisation.[141] PET havde på sin side en naturlig interesse i at etablere en kontakt til AIC, efter at tjenesten i 1948 begyndte at registrere kommunister. AIC havde med sit netværk på 1.000 arbejdspladskontakter i 1950’erne, der blev udbygget til 5-6.000 i 1960’erne, langt bedre føling med kommunisterne i fagforeningerne, end PET med sine begrænsede ressourcer på noget tidspunkt havde mulighed for. AIC havde på sin side en interesse i at bekæmpe kommunisterne og at bevare kontrollen over, hvilke oplysninger om forholdene i fagbevægelsen, der blev videregivet til myndighederne.

Der findes en del spor i PET’s arkiv af oplysninger, der må stamme fra AIC, selvom kildens identitet i langt de fleste tilfælde er sløret. REA og PET’s kvartalsvise og halvårlige oversigter over den kommunistiske virksomhed i Danmark, der begyndte at udkomme i begyndelsen af 1950, indeholdt ofte oversigter over stillingen mellem kommunisterne og socialdemokraterne i bestyrelsen i de københavnske fagforeninger.[142] Disse oversigter må stamme fra AIC, der mellem 1948 og 1962 offentliggjorde sådanne oversigter i sit blad Socialdemokratiske Noter.[143] Således synes REA/PET at have benyttet AIC som en åben kilde.

Der findes i de eksisterende emnesager på faglige organisationer fra 1950-60’erne et stort antal indberetninger fra Afdeling E om valg til fagforeningsbestyrelser. De henviser alle til en ”sædvanligvis velunderrettet kilde”, en ”pålidelig kontakt indenfor fagforeningskredse” eller lignende betegnelser og indeholdt generelt navnene på opstillede kommunister og oplysninger om magtbalancen i bestyrelsen. Disse oplysninger kunne stamme fra såvel lokale socialdemokratiske kontakter som AIC. Et eksempel er en indberetning dateret den 12. januar 1956 vedrørende en nyligt afholdt generalforsamling i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds afdeling 2 (klejnsmedene). Det var blevet bragt i erfaring fra en ”særdeles velorienteret kilde”, at 160 af foreningens 1.500 medlemmer havde deltaget, og at kommunisterne havde opstillet en kandidat til formandsposten. Den socialdemokratiske kandidat var imidlertid blevet valgt med 100 stemmer mod 33, og indberetningen sluttede af med at notere, at generalforsamlingen var forløbet roligt, og at bestyrelsen stadig bestod af ni socialdemokrater.[144] Når denne indberetning er nævnt som eksempel, skyldes det, at den er vedhæftet et skema med titlen ”Meddelelse om generalforsamling”. Skemaet er i øverste højre hjørne påført følgende vejledning:

”Nedenstående spørgsmål bedes venligst besvaret umiddelbart efter generalforsamlingen (helst samme aften) og indsendt i medfølgende frankerede kuvert. Beretningen skal blot være en koncentreret omtale af de vigtigste sagers behandling.

På forhånd tak.

A.I.C.”[145]

På skemaet skulle anføres fagforeningens navn, sted og dato for afholdelse af generalforsamlingen, antallet af medlemmer og antallet af deltagere. Desuden skulle der indberettes oplysninger om generalforsamlingens forløb, navnene på de opstillede kandidater til formand, kasserer, næstformand/sekretær og bestyrelsesmedlemmer med angivelse af deres partitilhørsforhold, antal stemmer, og hvem der var blevet valgt. Der var også en rubrik, der gav mulighed for at gøre yderligere bemærkninger til hver kandidat. Endelig skulle rapportøren notere antallet af socialdemokrater og kommunister i bestyrelsen og indberette andre oplysninger af interesse, såsom eventuelle forslag på generalforsamlingen eller lignende.[146] Det store antal indberetninger fra Afdeling E, der er bevaret i PET’s arkiv, viser, at AIC og/eller lokale socialdemokratiske kontakter løbende udleverede oplysninger om kommunister, der stillede op til de ledende poster i de københavnske fagforeninger.

Det er imidlertid uvist, i hvilket omfang AIC videregav oplysninger om almindelige kommunistiske arbejdere til PET. Der findes en række eksempler på, at PET indhentede oplysninger om enkeltpersoner, der på den ene eller anden måde kom i tjenestens søgelys, og deres politiske tilhørsforhold. Disse oplysninger kan stamme fra kilder i AIC, lokale socialdemokratiske kontakter eller fra kontakter i virksomhedernes ledelser. Det eneste eksempel, der er fundet, hvor det klart fremgår, at oplysningerne er indhentet fra AIC, drejer sig om en matros, som PET blev opmærksom på i 1959, da han deltog i en rejse til DDR arrangeret af Sømændenes Forbund. Det hedder i en senere indberetning: ”På samme tid blev pgl. efterspurgt i AIC, hvor der oplystes, at pgl. havde tilhørt socialdemokratiet sidst 10 år, og der er ikke senere fremkommet noget, som kan indicere, at pgl. ikke fortsat har sit politiske tilhørsforhold til socialdemokratiet.”[147] Afdeling E/PET kunne altså i et vist omfang spørge AIC om enkeltpersoners politiske tilhørsforhold.

Det overordnede billede, der tegner sig af forbindelsen mellem PET og AIC, er, at PET frem til 1967/68 (for at bruge et begreb fra efterretningsterminologien) respekterede AIC’s suverænitetshåndhævelse over fagbevægelsen. Som E. Mogens Jensen, der var chef for PET fra 1958 til 1964, har formuleret det: ”PET havde et samarbejde med AIC og overlod faglige spørgsmål til denne organisation.”[148] De to parter indgik så at sige en uskreven aftale: AIC udleverede oplysninger om de ledende kommunister i fagforeningerne og på arbejdspladserne mod, at PET undlod at infiltrere eller iværksætte andre former for operationer rettet mod fagbevægelsen. Derved bestemte AIC selv i en vis grad, hvilke oplysninger, der skulle tilgå efterretningstjenesten, og sikrede sig mod, at socialdemokrater blev registreret på grund af deres faglige virksomhed. Således var der tale om såvel samarbejde som afskærmning. PET på sin side havde en begrundet frygt, der byggede på egne og udenlandske erfaringer, for, at kommunisterne i fredstid ville forsøge at skabe utilfredshed og uro på arbejdspladserne, og at de i en krigssituation kunne tænkes at udføre sabotageaktioner. Tjenesten var derfor interesseret i at følge kommunisternes stilling og aktivitet på arbejdspladserne og i fagforeningerne. PET var en lille tjeneste med få ressourcer, og den kunne drage nytte af AIC’s kontaktnet og socialdemokraternes viden om kommunisterne. Således behøvede PET eller KE ikke at hverve kilder blandt arbejderne, når tjenesterne kunne indhente de nødvendige oplysninger fra socialdemokratiske kontakter og AIC.

Selvom man således kunne argumentere for, at der i et vist omfang lå et slags forsvar af fagbevægelsen i samarbejdet, var det en forbindelse, der var yderst ømtålelig for socialdemokraterne. I 1971 betroede den tidligere leder af AIC, Niels Alsing Andersen, den amerikanske arbejdsattaché John Warnock i en fortrolig samtale, at AIC faktisk havde bedrevet politisk efterretningsvirksomhed. Warnock rapporterede efterfølgende til Washington om AIC: “Denne organisation, som Andersen engang var leder af, indsamlede og videregav tidligere oplysninger om kandidater ved valg til fagforeningerne og tillidsmandsposter i hele Danmark med særlig henblik på at identificere og besejre kommunister.”[149] Dette bekræfter, at AIC systematisk indsamlede oplysninger om kommunister, der var kandidater til bestyrelser og tillidsmandsposter. Ifølge amerikanerens referat havde Andersen tilføjet, at dette arbejde nødvendigvis havde bragt AIC ”i tæt kontakt” med ”de danske sikkerhedstjenester”, hvormed der efter al sandsynlighed menes PET og muligvis FE. Dette samarbejde havde imidlertid altid været et følsomt emne for Socialdemokratiets ”intelligentsia”, som havde benyttet afspændingen i 1960’erne til at reducere AIC til en ren ”papir organisation”. Den tidligere AIC-chef ønskede derfor at genoplive organisationen, så den kunne genoptage ”den form for åbne, beskidte og nødvendige” kamp mod kommunisterne, som var blevet udkæmpet i 1940’erne og 1950’erne.[150] Selvom Alsing Andersen, der tilhørte partiets højrefløj, havde en interesse i at overdrive den kommunistiske fare i sin kritik af venstrefløjens angivelige eftergivenhed, er der ingen grund til at betvivle hans beskrivelse af AIC’s arbejde, der stemmer overens med, hvad der i øvrigt er kendt. Så vidt det vides, indeholder referatet det eneste eksempel på en AIC-leder, der har bekræftet, at organisationen samarbejdede med efterretningstjenesten.

I forbindelse med undersøgelsen i 1956-57 af PET’s chef, Ernst Brix’ embedsførelse, blev der kastet nyt lys over de tidlige kontakter mellem PET og AIC. Ifølge et bilag i Brix’ redegørelse til undersøgelsen skulle AIC’s daværende leder, Urban Hansen, på et tidspunkt under den revision af kommunistkartoteket, der foregik i REA i 1949-50, have været ”aldeles rasende og utilfreds med”, at REA endnu ikke havde kortlagt kommunisterne i fagforeningerne, og ”at han bliver overrendt af Folk saavel fra REA som fra K.E. og fra F.E., idet han mente, at naar han en Gang havde talt med én Mand om en Sag, skulde det gaa af sig selv m.H.t. Underretning til de to andre af de nævnte Institutioner.”[151] Efterretningstjenestens kontakt til AIC var således allerede etableret i slutningen af 1940’erne, formentlig i forbindelse med iværksættelsen af kommunistregistreringen i foråret 1948, og AIC videregav i et vist omfang oplysninger om kommunister i fagforeningerne. Ifølge Brix’ senere redegørelse tog han spørgsmålet op med justitsminister Helga Pedersen, da han tiltrådte sit embede i 1951. Brix anbefalede ministeren, at kontakten til AIC blev opretholdt, idet ”det var Socialdemokratiet, der på arbejdspladserne førte kampen mod kommunisterne,” hvilket ministeren tiltrådte med den betingelse, at ministeriet blev holdt underrettet om ”hovedlinierne” i samarbejdet.[152] Således var kontakten mellem PET og AIC godkendt af Justitsministeriet.

Samarbejdet mellem PET og AIC var sandsynligvis ikke formaliseret, men foregik ved hjælp af tætte personlige kontakter blandt partikammerater. En tidligere medarbejder i PET har peget på, at der i en periode efter krigen var tætte forbindelser mellem kredse i Socialdemokratiet og PET-folkene. Tillidsmandsinstitutionen var meget stærk i PET, og der fandtes nok mange socialdemokrater blandt PET’s politifolk.[153] Den senere socialdemokratiske forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen, der sad i AIC’s bestyrelse fra 1961 til 1967, har over for Kommissionen afvist, at AIC systematisk videregav oplysninger, men: ”Der var selvfølgelig folk fra PET, der var medlem af Socialdemokratiet, og vidnet vil ikke afvise, at der har været en form for samarbejde med hensyn [til] videregivelse af navne, men ikke officielt.”[154]

AIC havde tilsyneladende i begyndelsen visse vanskeligheder med at overtale de socialdemokratiske kontakter på arbejdspladserne til at videregive oplysninger til KE. Ifølge et brev fra Urban Hansen til den socialdemokratiske justitsminister Hans Hækkerup var de personlige kontakter mellem politifolkene og de socialdemokratiske fagforeningsfolk af afgørende betydning, og han pegede i den forbindelse på –

” – at det i almindelighed er meget svært at få vore folk på arbejdspladserne indstillet til at tale med folkene fra K.P. [Københavns politi], men det er dog efterhånden alligevel lykkedes at få en ret snæver kontakt direkte imellem enkelte personer, der har arbejdet med disse opgaver i en årrække, og vore arbejdspladsrepræsentanter.”[155]

Urban Hansens henvendelse til sin partifælle skyldtes det forhold, at KE ønskede at forflytte en kriminaloverbetjent, der havde samarbejdet med de socialdemokratiske arbejdspladskontakter i seks til syv år.[156] Brevet bekræfter, at KE havde kontakt til såvel AIC som lokale socialdemokratiske kontakter. En anden politimand, der havde kontakt med socialdemokraterne i 1950’erne, skal have været en navngiven kriminalbetjent.[157] En tredje var en kriminaloverbetjent, der var ansat i tjenesten fra 1948 til 1979. Det fremgår af et brev fra den socialdemokratiske partisekretær Niels Matthiasen til forbundsformand O. E. Einer-Jensen fra Keramisk Forbund, hvor Matthiasen anbefalede, at kriminaloverbetjenten fik mulighed for at bytte lejlighed i K.A.B., idet den pågældende ”har været os en vældig god kontakt og gjort os mange tjenester, og da vi altid har kunnet trække på ham partimæssigt … ”[158] Endnu en kontakt var en kriminalassistent, der var ansat i PET fra 1958 til 1981, medlem af Socialdemokratiet, og som af og til kom i AIC.[159] Kriminalassistenten deltog f.eks. i 1971 i en delegationsrejse til Bruxelles arrangeret af Atlantsammenslutningen. Delegationen bestod af 20 jernbanefolk, der for flertallets vedkommende var socialdemokrater, fra DSB’s hjemmeværnskompagnier, og rejsen gav kriminalassistenten mulighed for at etablere personlige kontakter med deltagerne.[160]

Billede: Urban Hansen (1908-1986) var en af drivkræfterne i den socialdemokratiske kamp mod kommunisterne i fagbevægelsen. Han blev ansat i arbejderbevægelsen i 1934 og havde som sekretær ansvaret for den daglige drift af Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC) fra 1947 til 1956. Urban Hansen forlod AIC til fordel for posten som socialborgmester i København, og han sluttede sin politiske karriere som overborgmester fra 1962 til 1976 (Arbejdermuseet og ABA).

Urban Hansen (1908-1986) var en af drivkræfterne i den socialdemokratiske kamp mod kommunisterne i fagbevægelsen. Han blev ansat i arbejderbevægelsen i 1934 og havde som sekretær ansvaret for den daglige drift af Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC) fra 1947 til 1956. Urban Hansen forlod AIC til fordel for posten som socialborgmester i København, og han sluttede sin politiske karriere som overborgmester fra 1962 til 1976 (Arbejdermuseet og ABA).

For AIC’s vedkommende blev kontakten i de tidligste år varetaget af Urban Hansen, der var sekretær i AIC fra 1947 til 1956.[161] Anonyme kilder har hævdet, at Urban Hansen ofte sent på aftenen mødte op på Politigården med en brun kuvert.[162] En tidligere medarbejder i PET, som selv havde hørt historien fra en anden PET-mand, har over for Kommissionen beskrevet, hvordan Urban Hansen udleverede oplysninger: ”PET kunne skriftligt stille spørgsmål til AIC. En politimand fra PET blev så tidligt om morgenen tilkaldt til Urban Hansen, og mens han gjorde sig i stand i badeværelset, dikterede han svarene, som gik videre til PET.”[163] Da Urban Hansen i 1956 blev borgmester i København, holdt PET’s ledelse en afskedsmiddag for den afgående AIC-sekretær. Til stede ved middagen var Brix, politifuldmægtig Ole Stevns, en kriminalassistent, der havde kontakten til AIC, foruden Urban Hansen og dennes efterfølger.[164] Urban Hansen blev efterfulgt som leder af AIC af Frank Christiansen. I 1964 berettede Bent Wiese, hvordan han en dag i 1957, kort efter han havde skrevet en artikel om, at han havde forladt DKU og meldt sig ind i DsU, blev kontaktet af AIC. Da han mødte op på AIC’s kontor, præsenterede Frank Christiansen ham for en mand fra efterretningstjenesten. Denne anmodede Wiese om navne og adresser på kommunister, hvilket Wiese afslog.[165] Det skal dog bemærkes, at da PET efterforskede sagen, blev historien benægtet af såvel PET, Afdeling E som Frank Christiansen.[166] Endelig skal en afdød AIC-medarbejder i en dagbog have peget på den senere Rødovre-borgmester Per Møller, der var ansat i AIC i første halvdel af 1960’erne, som kontakt til efterretningstjenesten, hvilket han imidlertid har benægtet.[167]

Det kan således konkluderes, at PET og KE havde kontakt til AIC og til lokale socialdemokratiske arbejdspladsrepræsentanter. Dette samarbejde synes primært at være foregået via uformelle kontakter mellem et lille antal socialdemokratiske politifolk, nogle centralt placerede AIC-folk og en række socialdemokratiske fagforeningsfolk. AIC udleverede hovedsageligt oplysninger om forløbet af fagforeningernes generalforsamlinger, navnene på de opstillede kommunister og stillingen i afdelingen. Dertil synes AIC og arbejdspladskontakterne i et vist omfang at have videregivet oplysninger om enkeltpersoner.

Det er derimod uvist, om der er gået oplysninger den anden vej, sådan som det tidligere er blevet hævdet.[168] I 1954 fremsatte Ekstra Bladet således den påstand, at PET havde sikret sig Socialdemokratiets bevågenhed ved at udlevere oplysninger om kommunister til AIC.[169] Som tidligere nævnt blev det indskærpet PET i 1953, at der kun måtte udleveres oplysninger til andre uden for politiet med ledelsens udtrykkelige godkendelse. Mogens Jensen har benægtet, at PET videregav informationer til AIC,[170] og der er ikke fundet nogen klare eksempler på en sådan praksis i det bevarede materiale i PET’s arkiv. I 1978 oplyste FE’s tidligere chef, oberst Erik Fournais, over for Kommissionsdomstolen, der undersøgte FE’s samarbejde med Hans Hetlers efterretningsorganisation, at FE i begyndelsen af 1950’erne havde haft et vist samarbejde med AIC, hvori PET også deltog.[171] Det fremgår imidlertid ikke, hvad dette samarbejde bestod i, og hvor længe FE opretholdt forbindelser til AIC. Muligvis ophørte forbindelsen, da efterretningstjenesterne blev reorganiseret i 1950/51, og PET fik monopol på den indre overvågning. Det kan dog ikke helt afvises, at FE bevarede en vis kontakt til AIC.

AIC’s kommunistregister

AIC’s organisation og virksomhed vil blive behandlet andetsteds,[172] men samarbejdet med PET rejser spørgsmålet, om AIC førte egentlige kartoteker over kommunister. Spørgsmålet er relevant, idet der kan have været tale om, at AIC fungerede som en slags privat efterretningstjeneste, der indsamlede og registrerede personoplysninger til brug for PET. Mens PET var underlagt retningslinjer og politisk kontrol, kunne AIC i teorien operere på egen hånd og måske udføre opgaver, som var for følsomme for den statslige tjeneste. Som et velkendt eksempel på en sådan anvendelse af en privat gruppe som dække for ”irregulære” operationer kan nævnes den private efterretningstjeneste ”Firmaets” aflytning af det kommunistiske folketingsmedlem Alfred Jensen i perioden 1952-59 i samarbejde med FE og en allieret myndighed. Operationen var tilsyneladende kendt og sanktioneret af flere ledende danske politikere, og ”Firmaet” havde også kontakt til AIC og en kriminalbetjent i PET.[173] Spørgsmålet er derfor, om AIC anvendte sit vidtforgrenede kontaktnet til at opbygge et centralt register over danske kommunister, og om dette register stod til rådighed for PET.

AIC-medarbejdere har altid fastholdt, at man ikke førte noget egentligt kartotek over kommunisterne.[174] Der er ikke bevaret noget kartotek i AIC’s arkiv. Arkivet bekræfter allerhøjest, at man var interesserede i navnene på de kommunistiske kandidater til og medlemmer af fagforeningsbestyrelserne og tillidsmænd på arbejdspladserne. Det forekommer sandsynligt, at disse oplysninger på ledende kommunistiske fagforeningsaktivister er blevet registreret i en eller anden form i AIC, således at man kunne følge udviklingen og udarbejde de årlige og halvårlige oversigter over den politiske stilling i de københavnske fagforeningsbestyrelser.[175] Iben Bjørnsson har i den hidtid mest detaljerede studie af AIC konkluderet, at organisationen indsamlede et stort antal navne på kommunister, og at det var målet at registrere alle kommunister i fagforeningerne. I hvilket omfang dette lykkedes, er imidlertid uvist.[176]

Niels Frommelt, der var involveret i Firmaets aflytningsoperation i 1950’erne, har givet flere forskellige beskrivelser af AIC’s kartoteker. I april 2001 oplyste Frommelt under en afhøring i Kommissionen, at han hyppigt besøgte AIC for at få oplysninger: ”Når han havde nogle navne, vidste AIC ofte mere på baggrund af deres kartoteker m.v.”[177] Det fremgår dog ikke af denne forklaring, om Frommelt personligt havde set AIC’s kartoteker, eller om han på baggrund af de oplysninger, han havde modtaget, sluttede, at AIC måtte have haft kartoteker. I et senere avisinterview er Frommelt citeret for at have udtalt, at han adskillige gange besøgte LO’s kontorer ”for at kigge i deres arkiver.” Ifølge avisen tilføjede Frommelt, at man altid kunne spørge om navne på kommunister i AIC: ”De havde en hel del navne i deres store kartotek … ”[178] Ifølge denne udlægning skal Frommelt altså have haft personlig adgang til AIC’s kartoteker. Frommelt har dog senere over for Kommissionen taget afstand fra fremstillingen i artiklen. Han har forklaret, at han henvendte sig til AIC med navne, som var fremkommet under aflytningen, og han modtog derpå oplysninger om de pågældendes arbejdsplads: ”Oplysningerne fra AIC var dog meget begrænsede. Vidnet har aldrig set arkivskabe eller -skuffer, hverken i AIC, FE, afdeling E eller PET.”[179] Det er ikke muligt at trænge dybere ned i disse modstridende forklaringer. Frommelts oplysninger til avisen skal vurderes i lyset af, at han også hævdede, at han havde haft adgang til PET’s og FE’s arkiver, hvilket umiddelbart forekommer yderst usandsynligt. Konklusionen må formentlig være, at Frommelt ikke havde adgang til AIC’s kartoteker, og han synes derfor ikke at have haft noget personligt kendskab til eksistensen af et eventuelt kommunistregister.[180]

En endnu vigtigere kilde til spørgsmålet om AIC’s kartoteker er en amerikansk ambassadeindberetning fra april 1948. Rapporten indeholdt en redegørelse for den kommunistiske indflydelse i den danske fagbevægelse og et referat af en samtale mellem den amerikanske ambassadør Josiah Marvel og De samvirkende Fagforbunds formand Eiler Jensen. Ifølge referatet havde danskeren oplyst, at DsF havde “fuldstændige og omfattende kartoteker over alle kommunistiske fagforeningsmedlemmer inklusiv arbejdsplads og stilling.” DsF samarbejdede med militæret om at holde ”et omhyggeligt øje med sådanne medlemmers aktiviteter”, og man forsøgte at fjerne eller isolere dem fra vigtige stillinger. Forbundsformanden understregede, at DsF ikke ønskede at ekskludere kommunisterne fra fagforeningerne, eller at myndighederne arresterede dem, da det stred imod de demokratiske principper og ville gøre dem til martyrer: ”De samvirkende Fagforbund følger imidlertid indirekte en fast politik med at fjerne kommunistiske partimedlemmer fra ledelserne i fagforeningerne, og generelle instruktioner er blevet udsendt til de socialdemokratiske medlemmer om at forhindre valget eller genvalget af kommunister til tillidsposter i fagforeningerne eller i afdelingerne.”[181] I øvrigt mente Eiler Jensen, at den største fare blev udgjort af kommunister, der indtog vigtige poster i centraladministrationen, og han kritiserede staten og arbejdsgiverne for ikke at gøre nok for at sikre den indre sikkerhed.[182]

Spørgsmålet er, om DsF-formanden gav et korrekt billede af fagbevægelsens indsats mod kommunisterne. I bekræftende fald skal landssammenslutningen, dvs. AIC, i 1948 have haft et kartotek, der indeholdt oplysninger om alle kommunistiske fagforeningsmedlemmer, inklusive deres arbejdsplads og stilling. Ifølge en CIA-rapport fra februar 1949, der indeholder nogle af de samme oplysninger, og som muligvis bygger på CIA-indberetningen fra april 1948, udgjorde kommunisterne 6% af DsF’s samlede medlemstal på 614.000.[183] Det ville indebære, at AIC’s kartoteker allerede i 1948 indeholdt navnene på omkring 36.840 kommunister, hvilket umiddelbart forekommer urealistisk. AIC havde på daværende tidspunkt kun været i færd med at kortlægge kommunisterne i et par år, og selvom centeret kunne trække på sine omkring 1.000 arbejdspladskontakter, var selve AIC’s stab lille og ressourcerne begrænsede. Det forekommer mere realistisk at antage, at AIC koncentrerede kræfterne om at registrere de personer, der gjorde sig særligt bemærket, eller som kunne udgøre en mulig risiko i en krisesituation: Kommunister i vigtige stillinger, bestyrelsesmedlemmer og tillidsmænd. Dertil kom sandsynligvis et ukendt antal menige kommunister. Dette ville være i overensstemmelse med de oplysninger, der findes i PET’s arkiv, og som stammer fra AIC, og med en rapport fra den amerikanske militære efterretningstjeneste fra maj 1949. Rapporten, der var udarbejdet af den militære attaché ved ambassaden i København, major Andrew D. Budz, Jr., refererede en uidentificeret højtstående dansk fagforeningsleder for at have oplyst, at ”individuelle kommunister, der beklæder strategisk vigtige stillinger, er for størstepartens vedkommende kendte og registrerede.”[184] Dette indikerer, at det primært var kommunister, som indtog vigtige stillinger, der var opført i AIC’s register. Samme beskrivelse findes i en CIA-rapport fra december 1949.[185]

Det tyder således på, at Eiler Jensen overdrev omfanget af AIC’s kartoteker. Forklaringen skal nok søges i de omstændigheder, der var baggrunden for samtalen med ambassadøren. Samtalen fandt sted i begyndelsen af april 1948, kort efter den netop overståede påskekrise, hvor de danske myndigheder i lyset af forskellige rygter om et forestående sovjetisk angreb havde iværksat en række beredskabsforanstaltninger for at vise, at man havde den nødvendige vilje til at forsvare sig mod et angreb udefra og et kommunistisk kupforsøg indefra. Eiler Jensens udtalelser synes at have haft til formål at vise amerikanerne, at den danske fagbevægelse havde kontrol med kommunisterne, samtidig med at han søgte at afværge amerikanske forslag om mere drastiske tiltag. Ifølge referatet af samtalen udleverede danskeren først en oversigt over stillingen i de københavnske fagforeninger og beskrev den omfattende registrering og samarbejdet med militæret for at vise fagbevægelsens vilje til at bekæmpe kommunisterne. Det gjorde det muligt for ham at afvise, hvad der ud fra referatet synes at være ambassadørens forslag om at ekskludere eller fængsle kommunisterne. Endelig understregede han sit budskab ved at kritisere myndighederne og arbejdsgiverne for at være for slappe, og han sluttede af med at pege på, at de danske arbejdere grundlæggende var loyale.[186] Når socialdemokraterne i fagbevægelsen samarbejdede med militæret og ikke politiet, skyldtes det, at REA indtil foråret 1948 havde forbud mod at registrere medlemmer af lovlige politiske partier, mens Generalstabens Efterretningssektion (GE) siden efteråret 1945 havde overvåget sovjetisk efterretningsaktivitet og de danske kommunister.[187]

AIC og den amerikanske forbindelse

Et andet aspekt af AIC’s virksomhed, der har tiltrukket sig opmærksomhed, er Centralens formodede kontakt til USA: Havde AIC kun kontakt til diplomater fra den amerikanske ambassade, eller samarbejdede man også med den amerikanske efterretningstjeneste CIA? Udleverede AIC kun offentligt kendte oplysninger (såsom opgørelserne over stillingen i de københavnske fagforeninger),[188] eller drejede det sig også om oplysninger om danske statsborgeres politiske tilhørsforhold?[189]

Der findes flere modstridende opfattelser af Socialdemokratiets politik over for USA under den tidlige kolde krig. Poul Villaume har understreget uenigheden mellem USA og Socialdemokratiet om sikkerhedspolitikken (Danmark som ”allieret med forbehold”) og argumenteret for, at forholdet i 1940-50’erne i høj grad var karakteriseret af danskernes afskærmning mod krav fra USA’s og NATO’s side. Ifølge Villaume havde amerikanerne en naturlig interesse i socialdemokraternes kamp mod kommunisterne, men at disse stod så svagt, at det ikke udgjorde et afgørende element i forholdet.[190] I modsætning hertil har Bo Lidegaard argumenteret for, at der var tale om en ”strategisk alliance” mellem USA og de danske socialdemokrater. Det var USA’s overordnede sikkerhedspolitiske mål at inddæmme den internationale kommunisme, og her kunne man alliere sig med de danske socialdemokrater, som med stor iver bekæmpede kommunisterne i fagforeningerne og i andre bevægelser. Socialdemokratiets interesse i alliancen lå i, at man ved at opnå amerikansk militær beskyttelse frigjorde økonomiske midler, som kunne bruges på at opbygge velfærdsstaten. Lidegaard understreger således den grundlæggende enighed mellem parterne (Danmark som ”uforbeholden allieret”) og mener, at deres divergerende synspunkter på, hvordan den kolde krig skulle udkæmpes internationalt, spillede en underordnet rolle.[191]

Selvom USA havde en naturlig interesse i at følge kommunisternes aktiviteter i Danmark, synes det at være en overdrivelse, når Lidegaard gør den antikommunistiske kamp til det bærende element i en ”strategisk alliance”. Som påpeget af Villaume var USA næppe bekymret over den kommunistiske fare i Danmark, og det fremgår af en række amerikanske sikkerhedspolitiske direktiver, at USA havde en lang række mål i forholdet til Danmark: At bevare Danmark som en uafhængig, demokratisk, økonomisk velstående og vestligt orienteret nation, at integrere landet i NATO og øge dets forsvarsbevillinger, at sikre dets støtte til USA’s udenrigspolitik og at bevare USA’s baserettigheder på Grønland.[192] Arbejderbevægelsens kamp mod kommunisterne udgjorde således kun en lille del af USA’s interesse for Danmark. På den anden side synes Poul Villaume at undervurdere opgørets betydning for amerikanerne. Det er rigtigt, at de amerikanske efterretnings- og udenrigstjenester vurderede DKP’s politiske og faglige indflydelse til at være marginal og svindende, men både State Department, National Security Council og CIA udtrykte gentagne gange bekymring for faren for spionage, undergravende aktivitet og 5. kolonne-virksomhed. I december 1949 rapporterede CIA således: “De skandinaviske kommunister, der arbejder inden for det sovjetiske efterretningsnetværk, vil fortsat være i stand til at udføre en betydelige spionageaktivitet, ikke kun rettet mod deres egne lande, men også imod medlemmerne af Den nordatlantiske Traktat og den vestlige verden generelt.”[193] Og i 1960 skelnede Operations Coordinating Board (OCB) mellem DKP’s faldende politiske indflydelse og partiets fortsatte sikkerhedsmæssige trussel: “I det omfang at kommunistpartiet fungerer som et instrument til subversion og spionage, udgør det imidlertid en potentiel fare, som Danmark skal være årvågen overfor.”[194] USA mente således, at det lille danske kommunistparti udgjorde en potentiel sikkerhedsrisiko, og de mange og detaljerede indberetninger i State Departments arkiv vedrørende DKP’s virksomhed viser, at amerikanerne tog truslen alvorligt og anvendte betydelige ressourcer på at følge den.[195] Det synes således at være mere dækkende at tale om et interessefællesskab mellem socialdemokraterne og USA i kampen mod de danske kommunister, men at dette kun udgjorde et af flere elementer i den sikkerhedspolitiske alliance mellem parterne under den tidlige fase af den kolde krig.

Baggrunden for tilnærmelsen mellem den danske arbejderbevægelse og USA var den storpolitiske udvikling, forværringen af den kolde krig og ikke mindst Marshall-planen. Mens Socialdemokratiet i de første efterkrigsår havde talt om en opdeling af verden i kapitalistiske, kommunistiske og socialistiske lejre og havde fulgt en brobygningspolitik, talte man fra 1947 om en opdeling i en demokratisk og diktatorisk lejr og hældede i stigende grad til den førstnævnte for til sidst at tilslutte sig Atlantpagten i 1949.[196] Flere af komponenterne i Marshall-planen var i nær overensstemmelse med Socialdemokratiets og DsF’s politik, som på flere måder synes at have ligget tættere på USA’s politik end de borgerliges og erhvervslivets. Planens hensigt om at genopbygge produktionsapparatet var på linje med Socialdemokratiets ønsker om at støtte industrien på bekostning af landbrugssektoren, ligesom hjælpen kunne bidrage til at gennemføre arbejderbevægelsens ønsker om fuld beskæftigelse. Det amerikanske krav om økonomisk planlægning vandt større gehør hos socialdemokraterne end hos de borgerlige, ligesom fagforeningerne ivrigt tilsluttede sig idéerne om større produktivitet, så længe arbejderne fik del i den økonomiske vækst, og det ikke betød et forhøjet arbejdstempo. Fagforeningerne var også tiltænkt en vigtig rolle i administreringen af hjælpen, idet det var deres opgave at overbevise arbejderne om fordelene ved produktivitetsstigningen og nødvendigheden af at vise offervilje, udsprede budskabet om ”the American Way of Life” og bekæmpe kommunisterne, der kunne tænkes at sprede utilfredshed og sabotere planen. Endelig stod Truman-regeringen (1945-53) med dens ambitiøse ”Fair Deal” sociale reformprogram og de amerikanske fagforeninger med deres uforbeholdne tilslutning til planen som garanter for en social retfærdig fordeling af hjælpen.[197] Samtidig var Socialdemokratiet – på lige fod med de borgelige partier – bekymret for, at dets støtte til Marshallplanen ville gøre partiet sårbart over for beskyldninger om, at det gik USA’s ærinde i den kolde krig. Det var derfor magtpåliggende for de socialdemokratiske ledere under debatten om Danmarks tilslutning til Marshallplanen i 1948 at gøre det klart (mod bedre vidende), at planen ikke indeholdt krav om politiske forpligtigelser. I stedet understregede finansminister H. C. Hansen, at hjælpen var en uselvisk handling, der havde til formål at gøre modtagerlandene økonomisk selvstændige.[198]

Det synes samtidig givet, at socialdemokraterne benyttede det antikommunistiske samarbejde til at sende signaler og påvirke amerikanernes politik. Ved at bevise deres antikommunisme gennem klart udtrykte erklæringer og ved at udlevere oplysninger om kommunisternes virksomhed i Danmark kunne socialdemokraterne skabe sig velvilje hos den amerikanske fagbevægelse og regering og dermed gøre deres indflydelse gældende i administrationen af Marshall-hjælpen. Desuden ønskede socialdemokraterne at understrege deres antikommunisme for derved at kunne afslå amerikanske krav om skærpede forholdsregler, f.eks. i forbindelse med sikkerheden omkring våbenleverancerne og liberaliseringspolitikken. Billedet af forholdet mellem USA og arbejderbevægelsen i forbindelse med kampen mod kommunisterne fremstår således ganske kompliceret og sammensat: På den ene side kan man tale om et grundlæggende interessefællesskab om at begrænse kommunisternes indflydelse og at effektivisere produktiviteten, men på den anden side var der også tale om, at danskerne anvendte antikommunismen til at vinde indflydelse på Marshall-planen og skærme sig mod amerikanske sikkerhedskrav.

Socialdemokraternes tætte forbindelser til amerikanerne under den tidlige kolde krig kom til udtryk på en lang række måder. De samvirkende Fagforbund var ivrige efter at knytte kontakter til fagbevægelsen i USA, og allerede i november 1945 besøgte en delegation af amerikanske fagforeningsledere Danmark. Fagbevægelsens rolle i Marshall-hjælpen knyttede parterne endnu tættere sammen, og i 1950’erne gæstede bl.a. AFL’s europæiske repræsentant, Irving Brown, lederen af CIO’s internationale afdeling, Michael Ross, og AFL-CIO’s stærkt antikommunistiske præsident, George Meany, Danmark og deltog i DsF’s kongresser.[199] Amerikanerne synes generelt at have sat stor pris på de danske fagforeningslederes synspunkter. I 1954 priste Meany således Eiler Jensen for hans indsats “som loyal fortaler for frihed og social retfærdighed og trofast fighter mod kommunistiske fjende af menneskelig værdighed [,] verdensfred og alle andre udgaver af totalitarisme og reaktion.”[200] Den amerikanske oplysningstjeneste, United States Information and Educational Exchange (USIE, det senere United States Information Service, USIS), udpegede arbejderbevægelsen og de intellektuelle som de vigtigste målgrupper i Danmark, og en væsentlig del af dens virksomhed havde som formål at give de danske arbejdere et mere positivt billede af USA.[201] De amerikanske ambassademedarbejdere etablerede således personlige kontakter til fagbevægelsens topfolk, de uddelte abonnementer på amerikanske fagforeningsblade og andet nyhedsmateriale, danske fagforeningsfolk kom på studieophold i USA, og det socialdemokratiske forlag Fremad modtog hemmelig økonomisk støtte til udgivelsen af Amerika er anderledes (1950) og Stalins slavelejre (1952), der blev uddelt i fagforeningerne.[202]

AIC’s kontakt i den amerikanske ambassade var arbejdsattachéen, en stilling der var blevet oprettet i 1944 for at varetage USA’s forbindelser over for udenlandske fagforeninger.[203] Selvom attachéen havde til opgave at rapportere hjem til State Department og Labor Department om generelle arbejdsmarkedsforhold, var Washington først og fremmest interesseret i oplysninger om kommunistisk virksomhed i fagforeningerne: ”I mange fremmede lande er faglige organisationer uløseligt forbundet med politiske bevægelser inklusiv kommunistiske, socialistiske og andre. Arbejderforeninger er særligt sårbare overfor kommunistisk og antiamerikansk propaganda, og ministeriet bør være opmærksom på dem.”[204] USA havde udstationeret i alt 13 arbejdsattachéer i København i løbet af den kolde krig,[205] og det har været antydet, at de i virkeligheden var CIA-agenter under dække, og at oplysningerne fra AIC således gik videre til den amerikanske efterretningstjeneste.[206]

Der er ikke fundet nogen klare indicier på, at arbejdsattachéerne fungerede som efterretningsagenter. De CIA-agenter, der har fungeret under diplomatisk dække, og som er blevet afsløret, har for flertallets vedkommende haft ”Political Officer”, ”Economic-Commercial Officer” eller forskellige slags militære attachéer som dæktitler.[207] Så vidt det vides, er ingen arbejdsattaché blevet afsløret som CIA-agent. Flere tidligere arbejdsattachéer, der var udstationeret i København, har benægtet, at de arbejdede for CIA. Den første attaché efter krigen, Walter Galenson, havde godt nok en fortid i OSS’ Russian Division of the Research Section under krigen, men han har afvist, at han havde noget kendskab til CIA, der da også først blev oprettet i 1947, efter at Galenson var vendt tilbage til USA.[208] To senere attachéer har også benægtet, at de skulle have haft noget med CIA at gøre, og en, der gjorde tjeneste i begyndelsen af 1970’erne, har understreget, at han var den eneste på ambassaden, der havde til opgave at holde øje med kommunisterne i fagbevægelsen. Han gik dog ud fra, at der var andre, der fulgte sovjetiske aktiviteter i Danmark.[209] Forholdet var snarere det, at kopier af arbejdsattachéernes indberetninger til Labor og State Departments blev videresendt til bl.a. CIA.[210] I 1950 meddelte CIA og de militære efterretningstjenester State Department, at de ugentlige ambassade-indberetninger var ”højt anset” (”highly regarded”) og af stor værdi for tjenesternes analysearbejde.[211] Det fremgår af påtegningerne på arbejdsattaché-indberetningerne, at rapporter om arbejdsmarkedsforhold blev videresendt til Labor Department, mens rapporter om kommunisme i fagbevægelsen blev overgivet til State Department med kopier til bl.a. CIA. Flere CIA-analyser af Danmark bærer tydeligt præg af at være baseret på oplysninger fra arbejdsattaché-indberetninger. Der var således ikke vandtætte skotter mellem diplomatiet og efterretningstjenesterne, og selvom arbejdsattachéerne ikke var CIA-agenter, fungerede de i praksis som mellemmænd mellem AIC og CIA.

Historierne om, at arbejdsattachéerne i virkeligheden var CIA-agenter, synes i øvrigt til dels at stamme fra en østtysk desinformationskampagne. En tidligere arbejdsattaché har berettet, at kort efter at han ankom til København i 1970 og flyttede ind i sit hus i Hellerup, men inden han officielt var opført som amerikansk diplomat på Udenrigsministeriets liste, modtog han et brev fra Østberlin, der tilbød at sælge ham et eksemplar af Stasi-publikationen Who’s Who in the CIA, hvori han var nævnt som CIA-spion: ”Det var åbningsskuddet i et forsøg på at fremstille mig som en CIA-agent.” Påstanden blev viderebragt af DsU, og en gruppe unge fagforeningsmedlemmer, som attachéen havde inviteret hjem til en sammenkomst, planlagde at ødelægge festen i protest mod hans påståede spionageaktiviteter.[212]

AIC’s kontakt til den amerikanske ambassade synes at være blevet etableret omkring 1948. Som tidligere omtalt mødtes DsF’s formand Eiler Jensen med ambassadør Marvel i begyndelsen af april 1948, og her udleverede han en oversigt over kommunisternes stilling i de københavnske fagforeninger.[213] Oversigten stammede utvivlsomt fra AIC, der var begyndt at udarbejde sådanne analyser i 1947. I maj 1949 kunne den militære efterretningstjeneste med arbejdsattachéen som kilde rapportere, at ”en fortrolig kilde i det danske socialdemokrati” (”a confidential source in the Danish Social Democratic Party”) havde videregivet en lignende statistisk oversigt pr. 1. januar 1949. Ifølge rapporten havde de faglige ledere udtrykt deres utilfredshed med, at det gik for langsomt med at fjerne kommunisterne fra tillidsposterne, og de havde indrømmet, at det skyldtes, at der var for få velkvalificerede socialdemokrater til at tage over. Rapporten var vedlagt 11 sider med lister over de københavnske fagforeninger med angivelse af antallet af medlemmer, den politiske fordeling af bestyrelsesposter, formandens navn, og om der fandtes socialdemokratiske klubber.[214] I december 1950 fremsendte arbejdsattaché Edward J. Rowell en rapport om kommunismen i Danmark, som han havde modtaget af ”ansvarlige medlemmer af Socialdemokratiet” (”responsible members of the Social Democratic Party”), og som skulle fremlægges på de nordiske socialdemokraters kommende møde i Oslo. Rowell var imidlertid stærkt kritisk over for rapporten, som han klandrede for ikke at bygge på et omhyggeligt efterretningsarbejde, og rapporten var da også fyldt af udokumenterede påstande om mulig kommunistisk sabotage og riffelklubber med 4.000 medlemmer.[215]

I forbindelse med ankomsten af de første våbenleverancer fra USA til Danmark i 1950 kom den amerikanske utilfredshed med, hvad de anså som fagbevægelsens og de danske myndigheders manglende vilje til at slå ned på kommunisterne, åbent frem til overfladen. I begyndelsen af året blev ambassaden forsikret af ”ansvarlige og velunderrettede kilder i arbejderbevægelsen” (”responsible and informed labor sources”) om, at det var usandsynligt, at danske havnearbejdere ville deltage i en eventuel boykot- eller sabotageaktion iværksat af WFTU. Amerikanerne var dog ikke helt overbeviste, og de henviste til modstridende udtalelser fra formanden og næstformanden for de københavnske havnearbejdere, som tydede på, at den kommunistisk dominerede fagforeningsafdeling havde modtaget ordrer udefra, som indeholdt instrukser om at nægte at lodse krigsmateriel, men at der herskede uenighed blandt den 13-mands store bestyrelse om, hvorvidt de skulle føre ordren ud i livet. Amerikanernes største frygt var, at kommunisterne ville udnytte et eventuelt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne til at hindre leverancerne, og ambassaden delte ikke DsF’s optimisme med hensyn til at undgå en strejke: “Vi ønsker derfor at understrege, at det ikke kan udelukkes, at en strejke på havnefronten kan bryde ud, og at de kommunistiske ledere på et tidspunkt under de igangværende forhandlinger alvorligt vil overveje at udløse en strejke, men vi mener ikke, at en eventuel havnestrejke, der måtte bryde ud i løbet af de næste få måneder, kan ses som arbejdernes reaktion på kommunisternes politiske mål.”[216]

Ambassadens utilfredshed med DsF’s indsats voksede, efterhånden som dagen for de første våbenmodtagelser nærmede sig. Ambassaden blev igen forsikret af en ”pålidelig og autoritativ talsmand for den danske arbejderbevægelse” (”reliable and authoritative spokesman for the Danish trade union movement”) om, at man ikke forventede problemer i Esbjerg og Århus, og at selv det kommunistiske flertal blandt Københavns havnearbejdere ikke ville kunne stoppe modtagelsen i længere tid. Men amerikanerne var kritiske over for garantien: “I løbet af den omtalte samtale blev det imidlertid ganske klart, at synspunkterne ikke byggede på nogen indgående viden om kommunistiske planer eller var udtryk for et organiseret program inden for arbejderbevægelsen for at modgå sådanne planer.”[217] DsF havde således ikke iværksat en egentlig overvågning af den kommunistiske aktivitet blandt havnearbejderne, og fagbevægelsens viden byggede udelukkende på oplysninger fra formændene for havnearbejderne i Århus og Esbjerg om, at den kommunistiske indflydelse var minimal. Dette beroligede ikke amerikanerne, som bl.a. henviste til, at den kommunistiske presse var begyndt at omtale boykotaktioner mod våbenleverancer i Frankrig og andre lande.[218]

Det var amerikanernes opfattelse, at den danske fagbevægelse og de danske myndigheder mere resolut burde skride ind over for de kommunistiske havnearbejdere. I maj 1950 viste valget til bestyrelsen for de københavnske havnearbejdere, at formanden Christian Christensen og de 12 øvrige medlemmer alle var kommunister, hvilket ikke gjorde amerikanernes nervøsitet mindre. Edward Rowell vurderede således, at ”en betydelig hård kerne” (”a substantial hard core”) blandt havnearbejderne var villig til at følge bestyrelsens anvisninger, og at ledelsen af fagforeningen og fordelingen af arbejdet på havnen var i hænderne på personer, der var ”fjendtlige over for Danmarks forsvar” (”hostile to the defence of Denmark”).[219] Rowell mente, at kommunisterne havde planer om at overtale arbejderne til at nægte at lodse og at bruge frontorganisationer til at foranstalte demonstrationer. Han udarbejdede derfor en trepunktsplan, der indeholdt forslag om at omdirigere skibene til andre havne, hvorved de københavnske havnearbejdere ville blive ramt på deres løn; at etablere en metode, hvorved man kunne screene kommunisterne og holde dem ude fra arbejdet; og man skulle iværksætte foranstaltninger til at sikre, at demonstranter blev holdt på afstand af havneområdet.[220]

Der er intet, der tyder på, at amerikanerne fandt lydhørhed for deres forslag om at stramme kursen over for kommunisterne, hverken hos fagbevægelsen eller hos myndighederne. Senere på året klagede Rowell over myndighedernes og de faglige lederes modstand mod at løse problemet, og at danskerne i stedet for at iværksætte effektive modforanstaltninger havde valgt at løse problemet ved at omdirigere våbenleverancerne til Århus havn.[221] At danske myndigheder på lige fod med fagbevægelsen indtog en mere afslappet holdning og veg tilbage fra at udrense de kommunistiske havnearbejdere, bekræftes af det eksisterende materiale i PET’s arkiv.[222] I april 1950 rapporterede REA, at der ikke var blevet konstateret nogen særlige foranstaltninger fra kommunistisk side med henblik på at iværksætte sabotage eller strejke mod våbenleverancerne, og at der øjensynlig herskede uenighed i DKP om, hvilken strategi man skulle følge. REA vurderede derfor, at kommunisterne muligvis ville nøjes med at forstærke deres agitation mod militærhjælpen.[223] Den 13. maj ankom den første våbentransport til Århus havn, hvor der ifølge REA hverken blev foretaget afspærring eller bevogtning, og hvor det kun kom til svage kommunistiske forsøg på at organisere en demonstration. Efterfølgende skulle DKP’s Århusafdeling være blevet stærkt kritiseret af partiledelsen for ikke at have gjort mere.[224] De følgende måneder anløb 12 amerikanske våbentransporter danske havne, uden det kom til kommunistiske aktioner i noget større omfang.[225] Både fagbevægelsen og REA synes således at have afvist de amerikanske forslag om at benytte våbenleverancerne til at forstærke kontrollen med de kommunistiske havnearbejdere.

At dømme ud fra de amerikanske arkiver havde den amerikanske ambassade i den første halvdel af 1950’erne kun en sporadisk kontakt med AIC, og der er kun fundet få eksempler på oplysninger, der må stamme fra AIC. F.eks. indeholdt en af ambassadens ugentlige indberetninger i januar 1952 en oversigt over styrkeforholdene i de københavnske fagforeninger, som var baseret på en statistisk, der var udarbejdet af DsF.[226] Iben Bjørnsson har på baggrund af sine undersøgelser i amerikanske og britiske arkiver argumenteret for, at AIC i 1940-50’erne havde et tættere forhold til briterne end til amerikanerne.[227] Det betyder dog ikke, at der ikke var et vist samarbejde med den amerikanske arbejdsattaché. Da den daværende attaché Sven Godfredsen i 1954 skulle forflyttes, appellerede Eiler Jensen til den amerikanske fagbevægelse om at gøre deres indflydelse gældende, så han kunne blive i København.[228] Da arbejdsattaché Robert Caldwell fratrådte i 1958, afholdt AOF, Det Koorporative Fællesforbund og Socialdemokratiet en afskedsreception og indbød bl.a. den tidligere leder af AIC, Urban Hansen: ”Kunne du gøre os den tjeneste at være med ved denne lejlighed? Du har jo haft god kontakt til Caldwell.”[229]

Samarbejdet synes at være blevet intensiveret efter splittelsen i DKP og oprettelsen af SF i slutningen af 1950’erne. Fra 1958 modtog ambassaden løbende AIC’s halvårlige oversigter over stillingen i de københavnske fagforeninger,[230] som også blev offentliggjort i Socialdemokratiske Noter. I begyndelsen synes AIC at have taget truslen fra SF afslappet; i maj 1959 rapporterede ambassaden, at AIC’s leder “I en samtale fornylig med en ambassadefunktionær insisterede på, at [Aksel] Larsens reelle støtte er begrænset og latterliggjorde muligheden for, at han skulle kunne trække stemmer fra Socialdemokratiet.”[231] Det var først efter SF’s valgsejr i november 1960, at sandheden gik op for AIC. Da arbejdsattaché Harold Aisley i januar 1961 modtog den halvårlige oversigt over stillingen i de københavnske fagforeninger, viste den, at SF var gået frem, og at partiet udgjorde “en potentiel trussel” (”a potential threat”) mod socialdemokraternes stilling i arbejderbevægelsen: “Socialdemokraterne er ikke blot fuldt opmærksomme på denne situation, men ansvarlige funktionærer i AIC giver sig selv i betydelig grad skylden for en del af larsenisternes succes, fordi de sidstnævnte ikke i rette omfang var blevet omfattet af socialdemokraternes antikommunistiske kampagner.”[232]

Den nye udfordring fra folkesocialisterne bragte de faglige ledere og den amerikanske ambassade endnu tættere sammen. Den 20. juni 1961 mødtes Eiler Jensen med den nytiltrådte ambassadør, William McCormack Blair, Jr., og en anden ambassadefunktionær og orienterede dem om AIC’s situation. Organisationen havde det sidste halve år været i forfald, idet dens støtter havde mistet tilliden til dens leder, og de bedste medarbejdere havde forladt tjenesten: “Funktionærer fra partiet og LO har indset, at hvis AIC, der har været en særdeles effektiv organisation i kampen mod kommunisterne og larsenisterne i fagforeningerne de seneste ti år, skal være i stand til at udføre sine opgaver, skal der ansættes velbetalte og dygtige medarbejdere. Man vil derfor bruge den nødvendige tid og omhu på de nye udvælgelser.”[233] Efter således at have drøftet problemet med amerikanerne besluttede ledende socialdemokrater og LO-folk den følgende dag at øge de økonomiske tilskud til AIC, ansætte flere medarbejdere, og at udnævne Niels Alsing-Andersen til foreløbig leder med tæt kontakt til en særlig komité med parti- og fagforeningsfolk.[234] Det tætte forhold kom også til udtryk, da arbejdsattaché Aisley den følgende måned mødtes med den AIC-medarbejder, der udarbejdede halvårsoversigterne, og fik adgang til hans notater. Andre fagforeningsfolk orienterede amerikaneren om, at SF i stilhed var meget aktive i provinsen.[235] Året efter mødtes Aisley med folk fra LO’s ledelse for at gennemgå SF’s internationale forbindelser. Mødet sluttede med, at LO-folkene anmodede amerikanerne om yderligere oplysninger, som de kunne bruge til at bekæmpe SF med.[236] Flere gange i den første halvdel af 1960’erne havde ledende socialdemokrater som K. B. Andersen og Niels Matthiasen (tilknyttet AIC 1962-68) drøftelser med ambassadepersonale, hvor man diskuterede SF’s stilling.[237] Aisley fulgte også nøje med i Socialdemokratiske Noter, som ifølge arbejdsattachéen indeholdt ”glimrende materiale” (”excellent material”) til socialdemokraternes kamp mod kommunisterne og folkesocialisterne.[238]

Den tætte kontakt mellem labor attachéen og AIC synes at være ophørt omkring 1964. Årsagen var ikke, at de to parter mente, at truslen fra SF var aftagende, snarere tværtimod,[239] men at oprustningen af AIC åbenbart kun varede et par år. I 1962 ophørte Socialdemokratiske Noter med at udkomme, og det blev frem til 1965 afløst af Aktuel Politik. Ved midten af 1960’erne havde Centralen igen fået reduceret sine ressourcer og opgaver. AIC’s halvårlige oversigt i sommeren 1963 var således stærkt forsinket på grund af andre opgaver. AIC-medarbejderne oplyste over for Aisley, at SF havde erobret et større antal bestyrelsesposter, hvilket de selv mente skyldtes AIC’s manglende kontakter til lokale afdelinger, tillidsmænd og de socialdemokratiske klubber. Arbejdsattachéen rapporterede til Washington, at AIC var under omorganisering og fik beskåret sine arbejdsopgaver. Der var for tiden kun tilknyttet tre sekretærer, men man overvejede dog at ansætte et folketingsmedlem og en fagforeningsmand.[240] I juni 1964 indberettede Aisley for sidste gang AIC’s halvårsoversigt over stillingen i de københavnske fagforeninger, og han bemærkede i den forbindelse, at socialdemokraternes fortsatte tilbagegang skyldtes, at de havde mistet noget af deres tidligere krigeriskhed (”militancy”) i kampen mod DKP og SF. Ifølge Aisley skyldtes det de seneste års velstandsstigning, som havde gjort det sværere at mobilisere medlemmerne, og at flere af fagbevægelsens ledere var blevet ældre, mere konservative og mindre energiske.[241] En anden årsag til, at AIC blev nedskåret, og at det tætte samarbejde med ambassaden ophørte, kunne være det ændrede politiske klima i 1960’erne. Under kartoteksdebatten i 1964, som førte til nedsættelsen af Wamberg-udvalget, blev der således fremdraget flere eksempler på AIC’s virke og dets samarbejde med efterretningstjenesterne.[242]

De sidste oplysninger fra AIC til den amerikanske ambassade stammer fra 1964-65. I april 1964 overværede to AIC-medarbejdere en debat mellem DKP’s formand Knud Jespersen og Aksel Larsen og rapporterede efterfølgende om deres indtryk til Aisley.[243] Senere samme år modtog ambassaden oplysninger fra en socialdemokratisk kilde, der blev beskrevet som en ekspert i international kommunisme, om de danske maoister.[244] Det følgende år fortalte højtstående socialdemokratiske kilder, at statsminister Jens Otto Krag i stigende grad benyttede sig af AIC’s arbejdspladskontakter til at følge stemningen blandt græsrødderne,[245] og at AIC havde iværksat en kampagne blandt lærlingene for at vinde dem over til socialdemokraterne.[246] Med Harold Aisleys afrejse i 1965 synes den regelmæssige kontakt at være ophørt, og hans efterfølger, Ernest Nagy, kan ikke erindre, om han havde noget at gøre med AIC.[247] John Warnock, der var arbejdsattaché 1970-72, husker AIC som en døende organisation: “Jeg besøgte kontorene en enkelt gang og fik oplyst, at den ikke længere aktivt bekæmpede kommunisterne, fordi der ikke var nogen grund til det. I betragtning af den offentlige stemning på det tidspunkt havde jeg ikke nogen grund til at tvivle på, at dette var tilfældet; eller at det i det mindste var den kurs, man måtte følge.”[248]

Samtidig var det politiske klima i Danmark ved at ændre sig, og det påvirkede også forholdet mellem socialdemokraterne og ambassaden. Arbejdsattachéerne opretholdt stadig tætte kontakter til de socialdemokratiske ledere, Ernest Nagy har således betegnet Kjeld Olesen som sin bedste ven,[249] mens John Warnock erindrer sine tætte forbindelser til bl.a. Thomas Nielsen, Per Carlsen og Steffen Møller fra LO og K. B. Andersen fra Socialdemokratiet.[250] Men i slutningen af 1960’erne begyndte Socialdemokratiet og fagbevægelsen – under påvirkning fra den begyndende détente mellem supermagterne og de vesttyske socialdemokraters Ostpolitik – at gøre tilnærmelser til østblokken. Det indebar ikke, at man ændrede syn på de kommunistiske regimer, men at man gennem kontakter og forhandlinger forsøgte at påvirke modparten og opnå sikkerhedsgarantier. Samtidig førte SF’s fremgang og forhandlingerne om et regeringssamarbejde i 1966/67 til, at såvel den socialdemokratiske ledelse som fagbevægelsens top begyndte at acceptere SF som et ansvarligt parti. I 1967 fortalte den nytiltrådte LO-formand Thomas Nielsen Nagy, at det var hans opfattelse, at SF’erne var loyale fagforeningsmedlemmer, og han argumenterede stærkt for at nedlægge AIC.[251] I 1968 accepterede LO for første gang en indbydelse til at sende en delegation til Sovjetunionen, og Nagy var tydeligt forbeholden over for LO’s forsikringer om, at dette ikke indebar et brud med den tidligere førte politik om ikke at sende officielle fagforeningsdelegationer til de kommunistiske lande.[252] Samtidig gav ledende socialdemokrater som Niels Matthiasen og Hans Sølvhøj udtryk for, at SF’erne ikke var så radikale, og at de skulle svækkes gennem samarbejde frem for åben bekæmpelse.[253] Da Warnock i 1971 henvendte sig til LO’s ledelse for at få oplysninger om kommunisternes indflydelse i fagforeningerne, vendte han tomhændet tilbage til ambassaden. Ifølge arbejdsattachéen var der ingen udsigt til, at AIC ville blive genoplivet, eller at LO ville iværksætte nogen former for robuste antikommunistiske initiativer, og han tilføjede noget nedslået, at alt taget i betragtning var det ikke noget opløftende billede.[254]

Det kan således fastslås på det foreliggende materiale, at AIC’s vigtigste kontakt til ambassaden var arbejdsattachéen, som havde til opgave at holde Washington underrettet om arbejdsmarkedsspørgsmål, herunder om kommunisternes indflydelse i fagbevægelsen. Der er intet, der tyder på, at attachéen var CIA-agent, eller at AIC havde direkte forbindelser til den amerikanske efterretningstjeneste.[255] Dette var da heller ikke nødvendigt, da kopier af de relevante ambassadeindberetninger blev videresendt til CIA. Der er heller ikke fundet konkrete eksempler på, at AIC i noget større omfang udleverede navne på danske kommunister eller andre politisk aktive. Det materiale, der blev udleveret til amerikanerne, bestod hovedsageligt af de halvårlige oversigter over stillingen i de københavnske fagforeninger, og som også blev offentliggjort i Socialdemokratiske Noter. Nogle af disse indeholdt navne på kommunistiske bestyrelsesformænd, men disse oplysninger har næppe været hemmelige. Ud over disse oversigter synes samarbejdet at have bestået i konsultationer om AIC’s virke, adgang til Centralens råmateriale og samtaler om udviklingen i fagbevægelsen.

PET’s samarbejde med arbejdsgiverne

Som omtalt ovenfor indgik det i overvejelserne i forbindelse med reorganiseringen af efterretningstjenesterne i 1950/51, at et regeringsudvalg skulle formidle forbindelserne til bl.a. erhvervenes hovedorganisationer, og at PET skulle varetage det egentlige samarbejde. Kommissionen har gennemgået de relevante sagsakter i PET’s arkiv,[256] men der er ikke fundet spor af, at PET skulle have udvekslet oplysninger om kommunistisk virksomhed på arbejdspladserne med Dansk Arbejdsgiverforening, Industrirådet (senere Dansk Industri), Danmarks Rederiforening eller Erhvervenes Oplysningsråd. Den eneste antydning af et sådant samarbejde er en indberetning fra 1957 vedrørende arbejdet med sikringen af Forsvarets nøglepunkter. Det blev i den forbindelse oplyst, at Dansk Arbejdsgiverforening skulle være i besiddelse af et kartotek over samtlige arbejdere.[257] Det fremgår ikke klart, om kartoteket omfattede arbejdere på alle arbejdspladser eller kun på nøglepunkterne, og det vides heller ikke, om PET efterfølgende fik adgang til kartoteket.

I stedet synes Afdeling E/PET at have etableret kontakter til ledelsen på en række virksomheder. Niels Jul Nielsen har på grundlag af en undersøgelse af B&W hævdet, at danske arbejdsgivere i 1950’erne øjensynligt ikke tog så aktivt del i kampen mod kommunisterne som den socialdemokratiske fagbevægelse.[258] Men PET’s bevarede materiale om B&W viser, at kilder i ledelsen jævnligt over for PET kommenterede udviklingen på skibsværftet og videregav oplysninger om den politiske stilling.[259] Således underrettede en ”kilde inden for ledelsen på Refshaleøen” PET om, hvilke 12 personer der i 1968 var blevet valgt som tillidsmænd.[260] Det er usikkert om sådanne oplysninger stammede fra en egentlig overvågning og registrering af den politiske aktivitet blandt de ansatte, men allerede i 1953 bemærkede Afdeling E i forbindelse med forlydender om, at ledelsen foretrak at afskedige kommunistiske arbejdere, ”at værftets ledelse forsøger at danne sig skøn over, hvor omfattende den kommunistiske repræsentation forekommer blandt arbejdere og funktionærer.”[261] I 1968 hævdede Land og Folk, at man på B&W førte ”hemmelige kartoteker” over arbejderne.[262] Ved at bruge denne betegnelse kort tid efter fremsættelsen af regeringserklæringen antydede avisen, at ledelsen registrerede de ansattes politiske tilhørsforhold, men efter alt at dømme var der kun tale om et bedømmelseskartotek, der blev brugt i forbindelse med afskedigelser og genansættelser.[263]

Eksemplet med B&W viser endvidere, at Afdeling E i hvert fald frem til begyndelsen af 1950’erne, trods klare instrukser om det modsatte, rutinemæssigt havde udleveret personoplysninger til sine kontakter på en række større virksomheder. I sit svar på PET’s forespørgsel indrømmede Afdeling E’s leder, politiinspektør Haslund, at dette var nødvendigt for at kunne modtage oplysninger fra kontakterne:

”For så vidt angår øvrige områder, f.eks. store industriforetagender som Burmeister & Wain o.l, med hvilke virksomheder og institutioner Københavns politis efterretningsafdeling til stadighed har haft nær kontakt, mener jeg mig formelt og reelt berettiget til i et vist omfang at afgive oplysninger om personer, idet dette erfaringsmæssigt er en uomgængelig nødvendig forudsætning for, at de pågældende virksomheder og institutioner på sin side er villig til at give oplysninger af efterretningsmæssig værdi til politiet.”[264]

PET’s leder, Ernst Brix, havde også en formodning om, at Afdeling E havde videregivet belastende personoplysninger til DSB.[265] Sagen førte til, at Justitsministeriet indskærpede over for PET, at tjenesten ikke måtte udlevere personoplysninger til andre uden for politiet uden ledelsens udtrykkelige godkendelse.[266] Der er i det gennemgåede arkivmateriale ikke fundet eksempler på, at PET eller Afdeling E efter 1953 videregav oplysninger til arbejdsgiverne.[267]

Registrering af kommunistiske fagforeningsfolk

Den nok vigtigste opgave for PET på fagforeningsområdet under den tidlige fase af den kolde krig bestod i indsamlingen og registreringen af navne på kommunistiske fagforeningsfolk. Formålet var at sikre sig mod, at de fik adgang til sensitive stillinger, og at de kunne fjernes, hvis det blev nødvendigt i en krisesituation. Registreringen af kommunister på arbejdspladserne hang således nøje sammen med PET’s trusselsbillede, der byggede på den opfattelse, at kommunisterne kunne tænkes at ville svække økonomien og den vestlige forsvarsalliance ved at iværksætte strejker og sabotage.[268]

Som tidligere omtalt findes der i det bevarede materiale fra perioden frem til 1956 et stort antal indberetninger fra Afdeling E om afholdte generalforsamlinger i de københavnske fagforeningsafdelinger. Hovedparten bygger på oplysninger fra en ”særdeles velunderrettet kilde”, en ”sædvanligvis velorienteret kilde” eller en ”pålidelig kilde”, hvilket som anført må antages at være henvisninger til AIC eller socialdemokratiske tillidsfolk. De fleste indberetninger indeholder kortfattede oplysninger om de kommunistiske kandidater til bestyrelsen, hvem der blev valgt, og den partipolitiske stilling i bestyrelsen efter valget. Enkelte indberetninger indeholder tillige en kort beskrivelse af mødets forløb og af eventuelle vedtagne resolutioner og udtalelser. De nævnte kommunister blev identificeret med angivelse af stilling, fødselsdato og -sted og adresse, og ofte var der tilføjet en bemærkning, om vedkommende var kendt, dvs. registreret, i Afdeling E. Undertiden var der desuden noteret mere detaljerede oplysninger om personens politisk virksomhed. I en indberetning fra 1954 om den seneste generalforsamling i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (DSMF), afdeling 15 (specialfabrikkerne), noteredes navnene på de seks kommunister, der var blevet valgt til bestyrelsen. Under navnene var der tilføjet oplysninger om, at de pågældende var ”kendt her som farlig og meget virksom kommunist”, ”kendt her som opfordrer til underskrivelse af Stockholmappellen”, ”kendt som abonn. på ’L.& F.’ og formentlig medlem af DKP” og ”kendt som bl.a. deltager i den komm. Metalarbejderkonference i Wien i 1952”.[269] Andre gange var det mere usikre oplysninger om de pågældendes politiske tilhørsforhold, der fandt vej til kartotekerne. I 1953 rapporterede Afdeling E om kandidaterne og anbefalerne på B&W Christianshavn til DSMF-kongressen. Ud for navnene var der tilføjet kommentarer som ”siges at være ’en god socialdemokrat’”, ”siges at være ’upolitisk’”, ”udpeges som kommunist bl. arbejdsfæller” og ”menes at være kommunist”. Om anbefalerne hed det samlet, at de ”alle blandt arbejdsfæller anses for at være kommunistiske sympatisører, da de ellers ikke ville have anbefalet denne kandidatliste.”[270] Det fremgår af påtegninger på indberetningerne, at langt de fleste allerede var registreret i PET, enten med henvisning til en emnesag eller med egen personsag (med Inf.- eller B.-nummer). I nogle tilfælde førte den nye oplysning om kommunistisk virksomhed i fagforeningen til, at personen fik sin egen personsag. Andre påtegninger tyder på, at de indberettede tillige blev registreret i separate arbejdskartoteker,[271] sandsynligvis kartoteket over kommunistisk infiltration i offentlige institutioner og større virksomheder.

Der er enkelte eksempler på, at Afdeling E og PET opstillede mere omfattende navnelister over fagligt aktive på baggrund af de indhentede oplysninger. I 1953 indberettede Afdeling E om de ti personer, der var blevet valgt til styrelsen og som tillidsmænd inden for det grafiske personales klub på Berlingske Tidende. Fire af de nævnte personer var opført som socialdemokrater, mens der ved fem af de øvrige var angivet, at vedkommende var ”kendt paa bladet som kommunist”. Hvad angik næstformanden i klubben hed det, at ”hans politiske indstilling er ikke sikkert kendt, men han antages for kommunistisk indstillet. Han vil blive identificeret, og hans forhold søges undersøgt”.[272] I 1955 modtog afdelingen en stemmeseddel til Dansk Typografforbunds delegeretmøde, som ifølge en kilde inden for fagbevægelsen omfattede personer, der ”enten er kommunister eller kommunistiske medløbere, som alle er opstillet af kommunisterne. Der er enkelte socialdemokrater imellem, men det er nogle, der går kommunisternes ærinde.” På grundlag af stemmesedlen opstillede Afdeling E en liste på 83 personer, som blev identificeret, og som for de flestes vedkommende fik tilføjet kommentarer som ”opgives i fagbevægelsen som kommunist”, ”opgives som upolitisk gående kommunisternes ærinde” eller ”kendt her for komm. virksomhed”. Det fremgår af påtegninger, at de ukendte blev registreret af PET til sagen, mens flere, der allerede var kendte, blev omregistreret med egen personsag.[273] PET udarbejdede også frem til begyndelsen af 1960’erne årlige oversigter over danske statsborgeres forbindelser til den kommunistisk dominerede faglige internationale WFTU. Langt hovedparten af de nævnte var personer, der i forvejen var kendte for kommunistisk virksomhed.[274] I begyndelsen af 1957 opstillede PET en fortegnelse på 220 personer, der havde deltaget i WFTU’s konferencer, abonneret på sammenslutningens blade eller på anden måde været i kontakt med WFTU.[275] I 1962 fulgte en supplerende liste på 68 navne.[276]

Fagforeningsfolk, der på grund af deres aktiviteter eller politiske udtalelser kom til tjenestens kundskab, kunne også i et vist omfang blive genstand for en nærmere efterforskning. Der er flere eksempler på, at nogle af de 400 københavnske tillidsmænd, som i Land og Folk i 1950 opfordrede til at skrive under på Stockholm-appellen, blev nærmere undersøgt. Stockholm-appellen opfordrede til et forbud mod atombomben, og den blev på internationalt plan fremsat af World Peace Council (Verdensfredsrådet), der var en kommunistisk frontorganisation styret fra Moskva. I Danmark blev appellen fremsat af den kommunist-dominerede Fredens Tilhængere. Således viste det sig, at der var dukket noget korrespondance op under en ransagning hos en kommunist, hvor en af underskriverne opfordrede til at oprette en ny lokalafdeling af DKP, ligesom han havde søgt amatørradiosendertilladelse.[277] Uidentificerede kilder inden for fagbevægelsen, formentlig AIC, holdt også Afdeling E underrettet, når kommunister eller formodede kommunister blev valgt som tillidsmænd eller til andre faglige poster.[278] For eksempel var en tillidsmand på Svanemølleværket kommet i tjenestens søgelys på grund af nogle udtalelser i Land og Folk. En ”pålidelig kilde” kunne efterfølgende oplyse, at ”det er ganske sikkert, at han er 100% kommunist.”[279] I nogle tilfælde var kilderne i fagbevægelsen i stand til at frikende de pågældende. Således var det blevet oplyst, at den nyvalgte tillidsmand for pladesmedene på Ford Motor Co. i Sydhavnen tidligere var kendt som kommunist. Han havde imidlertid modereret sine standpunkter, hvilket angiveligt skyldtes, at han var blevet gift med en datter af en borgmester. Inden for fagbevægelsen blev den pågældende nu regnet for ”god nok”, ”dog med det forbehold, der altid vil være til stede ved en person, som førhen har været kommunist.”[280]

Overvågningen af kommunistisk infiltration på en arbejdsplads: Burmeister & Wain

Burmeister & Wain indtog på grund af sin størrelse og politiske sammensætning en ledende rolle blandt hovedstadens arbejdspladser under den kolde krig. Indtil besættelsen havde socialdemokraterne domineret B&W, men på grund af DKP’s indsats i modstandsbevægelsen, socialdemokraternes deltagelse i samarbejdspolitikken og arbejdernes faldende realløn gik kommunisterne kraftigt frem og overtog et flertal af de faglige tillidsposter. B&W spillede en vigtig rolle i strejkerne i august 1943 og folkestrejken i juni 1944, og i efterkrigstiden var det ofte arbejderne på B&W, der tog initiativet i kampene på arbejdsmarkedet.[281] Afdeling E/PET var derfor interesseret i at følge den kommunistiske aktivitet på virksomheden og holde øje med, om der var tegn på uro, der kunne brede sig til andre arbejdspladser.

PET/Afdeling E forsøgte løbende at danne sig et overblik over kommunisternes indflydelse på B&W. Virksomheden havde en ganske kompleks fagpolitisk struktur. De op mod 10.000 arbejdere på de fire afdelinger – skibsværftet på Refshaleøen, maskinfabrikken på Christianshavn, støberiet på Teglholmen og automobilmotorfabrikken Burwain på Christianshavn – var organiseret i 36-38 værkstedsklubber efter fag (f.eks. skibsbyggere og rørsmede). Hver klub havde en valgt bestyrelse og en formand, som samtidig var tillidsmand. Klubformændene udgjorde sammen med enkelte andre klubmedlemmer (antal fordelt efter klubbernes størrelse) repræsentantskabet i fællesklubben. Formanden for fællesklubben var fællestillidsmand for arbejdspladsen, og de fire fællestillidsmænd udgjorde tilsammen det fælles forretningsudvalg. Mens værkstedsklubberne hovedsageligt beskæftigede sig med faglige spørgsmål som løn- og arbejdsvilkår, spillede fællesklubberne og det fælles forretningsudvalg en egentlig politisk rolle. De var B&W-arbejdernes ansigt udadtil, og det var her, man vedtog resolutioner om regeringens politik eller den kolde krigs skelsættende begivenheder.[282] En anden vigtig institution var bestyrelsen for marketenderiet (arbejdernes kantine), idet den havde indflydelse på uddelingen af tilskud til udenlandsrejser, ligesom marketenderiet blev anvendt til at uddele politisk agitationsmateriale og afholdelse af politiske møder.[283]

Det var således vigtigt for PET/Afdeling E at følge den politiske stilling i såvel værkstedsklubberne, fællesklubberne, det fælles forretningsudvalg og marketenderibestyrelsen for at kunne danne sig et samlet overblik over udviklingen på B&W. I begyndelsen af 1953 kunne Afdeling E således rapportere, at kommunisten Tage Holm Olsen var blevet valgt til fællestillidsmand for motorfabrikken på Christianshavn, og at 12 ud af de 30 klubformænd på Refshaleøen ligeledes var kommunister.[284] Afdelingen modtog også fra en ”sædvanlig velinformeret kilde” en liste over 13 københavnske tillidsmænd, der blev betegnet som medlemmer af DKP eller ”blakkede” (dvs. kommunistisk interesserede); fire af kommunisterne var tillidsmænd på B&W.[285] Det forlød imidlertid samtidig, at kommunisterne havde mistet en af deres fire poster i fællesklubbens repræsentantskab, og afdelingen vurderede, at kommunisternes stemmetal var på tilbagegang.[286] I september 1953 konstaterede Afdeling E, at socialdemokraterne havde beholdt deres flertal i marketenderibestyrelsen, og der blev sporet en vis forsonlig holdning blandt ”de kendte kommunistiske provokatører” på arbejdspladsen. Årsagen skulle angiveligt være, at DKP ønskede en tilnærmelse til socialdemokraterne.[287] Afdelingen kunne også rapportere, at en kommunistisk tillidsmand havde givet udtryk for, at flere ældre kommunistiske tillidsmænd var fyldt med bitterhed og manglende lyst til at fortsætte det faglige arbejde, da de ikke følte, de havde opnået tilstrækkelige resultater. Afdelingen forudså derfor, at socialdemokraterne ville iværksætte en offensiv, således at de kunne trænge kommunisterne tilbage og erobre posten som fællestillidsmand ved de kommende faglige valg.[288] De optimistiske forudsigelser holdt imidlertid ikke stik. I april 1954 rapporterede Afdeling E, at de nyligt overståede klubvalg ikke havde givet nogen betydelige forskydninger, og at kommunisterne fortsat havde flertallet i fællesklubben på Refshaleøen, ligesom kommunisten Svend Aage Nielsen var blevet genvalgt som fællestillidsmand.[289] Det følgende år var resultatet det samme, hvilket fik Afdeling E til at konstatere: ”Det ser saaledes ud til, at kommunisterne sidder godt fast i toppen af arbejdernes ledelse paa virksomheden.”[290] Årsagen skulle angiveligt være, at den socialdemokratiske fraktion var lammet af en magtkamp, der havde sin udspring i, at flere socialdemokrater beskyldte deres enlige medlem af repræsentantskabet for at gå kommunisternes ærinde.[291] Ifølge afdelingens kontakter inden for fagbevægelsen og i B&W’s ledelse udnyttede kommunisterne deres stærke stilling omkring årsskiftet 1955/56 til at fremkalde lønkonflikter på virksomheden med det formål at skabe uro i tiden frem til overenskomstforhandlingerne i foråret 1956.[292]

Afdeling E forsøgte også at lodde stemningen blandt arbejderne på andre måder. I 1953, da chefen for den sovjetiske sikkerhedstjeneste Lavrentij Berija blev afsat og arresteret, forsøgte afdelingen at spore, om hans fald havde udløst nogen reaktioner fra arbejderne på flere større arbejdspladser, men uden resultat.[293] Tjenesten fulgte også Land og Folk’s indsamling på B&W,[294] stemningen under Philips-strejken,[295] og et kommunistisk protestmøde mod Vesttysklands oprustning.[296]

Efterretningstjenesten synes i særlig grad at have interesseret sig for unge, lovende kommunistiske fagforeningsfolk. I 1954 konstaterede afdelingen, at en skibsbyggerlærling var blevet indvalgt i lærlingenes klub, og man gengav ledelsens beskrivelse af den unge arbejder som ”arbejdssky”, ”fræk”, ”pågående” og ”amoralsk”. Ifølge firmaets ledelse måtte man forudse, at han ville glide over i kommunisternes rækker, da han havde tæt kontakt til de kommunistiske tillidsmænd.[297] Afdeling E indberettede også oplysninger fra en ”iagttager”, der stod arbejderne på B&W nær, om en maskinarbejder, der skulle være partiets yngste tillidsmand, og som skulle være udset til en ledende post i DKP. Maskinarbejderen skulle ifølge kilden have ført telefonsamtaler med sin far, der var ansat ved flyvevåbenet, og i den anledning have noteret ankomst- og afgangstider og numre ned.[298] En anden ungkommunist, der tiltrak sig afdelingens interesse, var en skibsbyggerlærling, der var formand for afd. fems lærlinge, og som havde opfordret til at nedsætte den militære tjenestetid. En kontakt på B&W identificerede den pågældende og oplyste, at han blev betragtet som en ”fremtrædende og aktiv ungkommunist”, og at man havde haft ”et værre hus” med ham i hans lærlingetid.[299]

Selvom de fleste personoplysninger, der tilgik PET fra Afdeling E, drejede sig om de ledende kommunistiske fagforeningsfolk på B&W, modtog tjenesten i et vist omfang også information om ansatte, hvis loyalitet blev draget i tvivl. Det drejede sig således om arbejdere, der abonnerede på partiavisen,[300] eller som skrev under på en protest mod henrettelsen af Rosenberg-ægteparret i USA.[301] Afdelingen interesserede sig også for deltagerne i delegationsrejser til Østeuropa; for eksempel identificerede man de 11 lærlinge fra B&W, der havde besøgt Varnow-værftet i Warnemünde, og konstaterede, at de var alle kendt på arbejdspladsen for at sympatisere med kommunisterne.[302] Andre kom i tjenestens søgelys på et endnu mere tvivlsomt grundlag. For eksempel viderebragte Afdeling E andenhåndsoplysninger fra en kilde om, at en arbejder på B&W skulle være medlem af DKP,[303] at en mekaniker angiveligt propaganderede for sine kommunistiske synspunkter på arbejdspladsen,[304] og at en buffist i marketenderiet, der var medlem af Socialdemokratiet, blev anset for at være ”blakket” og at hælde mod kommunisterne. Buffistens brøde bestod tilsyneladende i, at han var modstander af NATO, mængede sig lidt vel med kommunisterne og leverede snaps til en kommunistisk klike, hvilket var i strid med reglerne. PET blev dog beroliget med, at den pågældende blev holdt under nøje observation både i den socialdemokratiske vælgerforening og på arbejdspladsen.[305] I et enkelt tilfælde modtog PET en fortegnelse over funktionærer og pensionister ved B&W. Alle de opførte navne blev søgt i tjenestens infiltrationsregistratur, dog uden resultat.[306]

Overvågningen af Sømændenes Forbund

Et af de forbund, der blev fulgt tættest, var Sømændenes Forbund. Det skyldtes utvivlsomt de erfaringer, man havde gjort i mellemkrigstiden med de internationale kommunistiske spionage- og sabotagenetværk blandt søfolk ledet af Ernst Wollweber. Wollweber havde opbygget en organisation af kommunistiske søfolk, der fungerede som kurerer og sabotører, og som udførte sabotagehandlinger bl.a. rettet mod skibe, der tilhørte Franco-styrkerne under Den spanske Borgerkrig.[307] Der herskede blandt de vestlige efterretningstjenester en udbredt frygt i den tidlige fase af den kolde krig for, at Wollweber-netværket ville blive genetableret, og at kommunistiske søfolk i en tilspidset international situation ville iværksætte sabotage eller andre aktioner mod handelsflåden og i yderste nødsfald lamme forbindelserne over Atlanten.[308]

I efteråret 1951 blev der på Justitsministeriets initiativ afholdt en række møder, hvor repræsentanter for Justitsministeriet, Handelsministeriet, Dansk Dampskibsrederiforening og efterretningstjenesterne drøftede spørgsmålet om sikring af skibsfarten i en krigsituation. Baggrunden var dels, at regeringen i 1950 havde overvejet spørgsmålet,[309] dels at man på et britisk skib havde fundet en vejledning i undermineringsarbejde og sabotage på skibe. Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen rejste spørgsmålet om personclearing af skibenes besætninger med det formål at forebygge eventuelle 5. kolonner på skibene.[310] Under de efterfølgende forhandlinger mellem PET og Handelsministeriet enedes man om at begrænse personundersøgelserne, således at de kun omfattede de største oceangående skibe og kun visse dele af besætningen. Det aftaltes, at PET skulle etablere direkte kontakt til de relevante organisationer, som havde de nødvendige personoplysninger. Hvad angik oplysninger om skibenes officerer (skibsførere, telegrafister, styrmænd og mestre) skulle PET samarbejde med rederne, Radiotelegrafistforeningen, Styrmandsforeningen og Mesterforeningen. Personoplysninger om den øvrige besætning kunne PET fremskaffe fra forhyringskontoret i København, der førte et centralkartotek over alle påmønstrede søfolk, og Handelsministeriet, der registrerede alle udenlandske statsborgere på danske skibe.[311] Det fremgår ikke af den bevarede sag i PET’s arkiv om personundersøgelser af søfolk, om PET efterfølgende etablerede et samarbejde med alle de pågældende organisationer.

En anden grund til, at udviklingen i forbundet blev fulgt med særlig interesse, ikke blot af Afdeling E/PET, men også af den amerikanske ambassade, var bestemmelserne i den såkaldte McCarran Act fra 1950 om, at udenlandske søfolk skulle have gyldige visa for at kunne gå i land i USA.[312] I overensstemmelse med loven nægtede State Department at udstede visa til kommunistiske søfolk. Formanden for Sømændenes Forbund var frem til 1954 socialdemokraten Thomas Laursen, der var kendt som en enevældig leder, der styrede forbundet med hård hånd, og som selv tog alle beslutninger. Han havde ry for at holde kommunisterne uden for indflydelse, samtidig med at han kæmpede hårdt for at forbedre medlemmers arbejdsvilkår. Men samtidig spillede han en dobbeltrolle. Mens han offentligt protesterede mod visumkravene og kaldte dem for ”russiske metoder”, mødtes han ofte med den amerikanske arbejdsattaché Robert Caldwell. Ifølge ambassadens senere indberetning til Washington havde Laursen understreget, at selvom han var imod loven, var det vigtigt, at de danske søfolk overholdt den: “Han var faktisk den eneste blandt repræsentanterne fra danske redere og søfolk, der aktivt samarbejdede med ambassaden i dens forsøg på at iværksætte programmet med at dokumentere danske søfolk, som krævet af loven.”[313] Hvis denne beskrivelse er rigtig, betyder det, at forbundsformanden var amerikanernes vigtigste kilde til oplysninger om kommunistiske søfolk. Dette viser, hvor vigtigt det var for de danske og amerikanske myndigheder, at ledelsen i forbundet forblev på socialdemokratiske hænder. Hvis kommunisterne overtog kontrollen med forbundet, ville informationsstrømmen høre op, og det ville være op til de danske myndigheder eller ambassaden at indsamle de nødvendige oplysninger, hvis danske skibe fortsat skulle kunne anløbe amerikanske havne.

Selvom Sømændenes Forbund var fuldstændigt domineret af socialdemokraterne, havde PET i nogen tid konstateret tegn på, at kommunisterne var ved at opnå en vis indflydelse. I slutningen af 1953 konstitueredes en matros som agitator. Agitatoren havde til opgave at aflægge besøg i alle skibe, hvor der var påmønstret danske søfolk, for at efterse fagforeningsbøger, inddrive kontingent og orientere om forbundets virksomhed. Matrosen blev betegnet som ”en meget fremtrædende kommunist af den afgjorte provokerende type”, og forbundets ledelse udtrykte over for Afdeling E bekymring for, at han ville misbruge sin stilling til at vinde proselytter blandt besætningerne.[314] Da PET søgte i sit arkiv, dukkede der en oplysning op om, at matrosen havde organiseret en kommunistisk gruppe, da han i 1952 havde været påmønstret dampskibet Garonne. Da skibet lagde til ved Bergen, var matrosen ved flere lejligheder blevet set i selskab med en navngiven sekretær i det norske kommunistparti, der var en kendt ”Wollwebermand”. Under et af sine besøg om bord havde nordmanden båret dokumentmapper, kufferter og tre fyldte sække i land.[315] Det blev således antydet, at den ledende kommunist i forbundet på en eller anden måde var involveret i illegale aktiviteter, muligvis i forbindelse med Wollweber-netværket.

Situationen i forbundet ændrede sig efter den 11. januar 1954, da Thomas Laursen døde, og både Afdeling E, PET og ambassaden fulgte udviklingen tæt. Det var amerikanernes opfattelse, at kommunisterne fiskede i rørte vande, og at det var deres langsigtede strategi at erobre flertallet i bestyrelsen. Socialdemokraterne kunne dog berolige dem med, at man havde iværksat en velfinansieret kampagne blandt medlemmerne med det formål at gøre det kommende formandsvalg til ”et velrettet slag” (”a well-directed blow”) mod den fortsatte infiltration i forbundets ledelse.[316] Ifølge de danske tjenesters oplysninger forsøgte kommunisterne at få en underhåndsaftale om et fredsvalg i stand, således at man delte bestyrelsesposterne imellem sig. Kommunisterne skulle også have tilbudt ikke at opstille en kandidat til formandsposten mod, at matrosen beholdt stillingen som agitator. Socialdemokraterne afslog imidlertid tilnærmelserne, og selvom kommunisterne stillede med DKP’s partisekretær Svend Nielsen, blev den socialdemokratiske kandidat, Børge Petersen, valgt som ny formand på den ekstraordinære generalforsamling.[317] Der skulle imidlertid også gennemføres en urafstemning blandt medlemmerne, og under valgkampen forlød det fra ”en absolut pålidelig kilde”, at Svend Nielsen havde meldt sig arbejdsløs. Afdeling E refererede socialdemokratiske kilder for den opfattelse, at den kommunistiske kandidat forsøgte at overbevise medlemmerne om, at han ville sørge for, at alle kom i arbejde.[318] Uanset hvad årsagen var, blev valget en katastrofe for kommunisterne: Både Svend Nielsen og agitatoren tabte til deres socialdemokratiske modstandere, og bestyrelsen var nu rent socialdemokratisk.[319]

De oplysninger om magtkampen i forbundet, der tilflød de danske tjenester og den amerikanske ambassade, stammede fra socialdemokratiske kredse, og det rejser spørgsmålet, hvor troværdige de var. Socialdemokraterne havde selvsagt en interesse i at fremstille deres modstandere i et så konspirativt lys som muligt. Det blev endnu tydeligere i den kommende tid, da forbundet igen skulle finde en ny formand. Efter få måneder på posten måtte Børge Petersen trække sig tilbage af helbredsmæssige årsager, og iagttagere tæt på bestyrelsen forudsagde over for Afdeling E, ”at der fra kommunistisk side paany vil blive sat alle sejl til for at forsøge at erobre formandsposten.”[320] På generalforsamlingen blev socialdemokraten From Andersen valgt til ny formand, matrosen blev igen valgt til agitator,[321] mens Svend Nielsen slet ikke stillede op og i stedet drog på langfart, hvilket straks blev sat i et mistænkeligt lys af uidentificerede kilder: ”Man sammenholder ogsaa kendsgerningen med, at der har været stærke gisninger fremme om, at Svend NIELSEN for nylig under paaskud af ferie skal have aflagt besøg i Moskwa, hvorfor man ogsaa tager muligheden for, at rejsen kan staa i forbindelse med kurervirksomhed, i betragtning.”[322] Så vidt det vides, fremkom der ikke yderligere oplysninger, der kunne be- eller afkræfte formodningen. Afdeling E’s kilder kunne også oplyse, at der var noget fordækt over agitatorens besøg på skibene. Mens han selv undlod at propagandere for sine politiske synspunkter, efterfulgtes hans besøg altid af en matros, der blev betegnet som ”en paagaaende og provokerende kommunist”. Man havde bemærket, at denne matros kørte rundt på en scooter, hvilket havde givet anledning til en vis undren, da man ikke mente, han havde tjent nok til at købe et sådant køretøj. Selvom agitatorens modstandere i forbundet således fodrede tjenesten med anklager om undergravende kommunistisk virksomhed, måtte de dog også erkende, at han selv uden denne aktivitet var i stand til at skaffe sig mange stemmer, idet han var en dygtig fagforeningsmand.[323] Agitatoren blev i den følgende tid i særlig grad genstand for tjenestens interesse. Ved urafstemningen i 1955 blev han endeligt valgt til posten som agitator, og sammen med en partifælle blev han desuden indvalgt i bestyrelsen.[324] I foråret 1956 forlød det, at ”man”, dvs. socialdemokraterne, i forbundet havde ”rettet opmærksomheden” mod ham, og at ”man” forventede, at han pønsede på konfrontationer med politiet. Indberetningen sluttede med bemærkningen: ”Man forsøger for tiden at holde kontrol med [ - ]s færden.”[325] Det må betyde, at socialdemokraterne i Sømændenes Forbund eller AIC holdt den ledende kommunist i forbundet under en form for overvågning. Ikke overraskende fremstillede Afdeling E’s kilder den kommunistiske agitators kritik af den socialdemokratiske ledelse for at gå redernes ærinde som et forsøg på at vælte ledelsen og ”bringe en kommunistisk bestyrelse til magten.”[326] Således tyder en del på, at Afdeling E/PET’s oplysninger om kommunisterne i Sømændenes Forbund var noget farvet af at stamme fra socialdemokratiske kilder.

Afdeling E/PET’s interesse i den kommunistiske aktivitet i Sømændenes Forbund var ikke begrænset til kampen om ledelsen. I 1954 kunne Afdeling E således indberette, at formanden for Søfyrbøderne, den tidligere DKP’er Richard Jensen, og DKP kæmpede om at få hver deres mand ansat som bestyrer for ”Søfolkenes Mindehotel”.[327] Senere forlød det, at socialdemokraterne støttede ansættelsen af en ”meget kendt og ivrig kommunist” som dagportier på hotellet, åbenbart fordi de derved håbede at forhindre ham i at drive politisk virksomhed i forbundet. Den pågældende trak imidlertid sin ansøgning tilbage, hvilket skulle være sket på DKP’s foranledning, idet partiet havde brug for at mobilisere alle egnede kræfter i kampen om magten i forbundet.[328] Tjenesten fulgte også sagen om forbundets tidligere repræsentant i New York, Frederik Bernhard Clausen, der havde gjort sig upopulær, fordi han optrådte som ”en fin herre”, var på lidt for venskabelig fod med de amerikanske redere og mæglere og ignorerede forbundets anvisninger. I november 1955 dukkede Clausen op i Danmark, hvor han angiveligt skulle have været i kontakt med kommunisterne. Ifølge Afdeling E’s kilder blev Clausen anset for at være politisk upålidelig, der blev gisnet om, at han tilhørte et af korruptionssystemerne i New Yorks havn, han blev betegnet som den ”fødte agenttype”, og afslutningvis blev det bemærket, at han under besøget kørte rundt i et dollargrin.[329] Selvom den tidligere repræsentant blev afhørt af politiet om sine forhold i en anden anledning, lykkedes det ikke at komme hans eventuelle forbindelser til kommunisterne nærmere.[330]

Kortlægningen af kommunisterne på nøglepunktsvirksomheder

Tilstedeværelsen af kommunistiske arbejdere på arbejdspladser, der måtte antages at være af vital betydning i en krise- eller krigssituation, udgjorde et særligt sikkerhedsproblem. PET’s indsats på dette område byggede på flere retningslinjer. I 1952 udsendte Forsvarsministeriet en forholdsordre til Forsvaret i forbindelse med et angreb på Danmark. Det fremgik heraf, at politiet havde til opgave at bistå de militære myndigheder med at bekæmpe femte kolonnevirksomhed.[331] Tjenestens rundskrivelse nr. 14 fra december 1953 fastslog, at det var en af PET’s opgaver at hindre infiltration og femte kolonnevirksomhed i den offentlige forvaltning og andre ”livsvigtige virksomheder”. Centralafdelingen var derfor interesseret i oplysninger om personer, der kunne befrygtes at ville udøve en sådan virksomhed.[332] I 1955 anbefalede en ekspertgruppe under Det nordatlantiske Råd, at hvert medlemsland oprettede et organ, der skulle udarbejde fortegnelser over såkaldte nøglepunkter, som det var afgørende at beskytte mod infiltration og sabotage.[333]

I Danmark blev udarbejdelsen af fortegnelsen over nøglepunkter varetaget af Forsvarsstabens Nøglepunktssektion. Den skelnede mellem nøglepunkter, der blev defineret som virksomheder og private og offentlige institutioner, der var absolut nødvendige i totalforsvaret, og objekter eller bevogtningspunkter, der var vigtige i totalforsvaret.[334] Nøglepunkterne omfattede militære depoter, baser, kommando- og kommunikationsinstallationer, transportknudepunkter, offentlige værker, kemiske og medicinske forskningsindustrier, vigtige industrivirksomheder (inklusive militærindustri, skibsværfter og telekommunikation) og civilforsvarsinstallationer.[335] I begyndelsen af 1960’erne omfattede fortegnelsen omkring 3.000 objekter, hvoraf 276 blev betegnet som nøglepunkter.[336]

Den 1. september 1955 oprettede PET en ny afdeling III (senere afdeling II), der havde infiltration i nøglepunkter som sit vigtigste arbejdsområde.[337] Afdelingen førte et stikordsregister, et navneregister og arbejdsmapper over nøglepunkterne.[338] Det nye arbejde med kontrollen af nøglepunkterne betød, at der var behov for, at PET etablerede flere kontakter til institutioner og virksomheder, der kunne videregive oplysninger om de ansattes politiske tilhørsforhold og pålidelighed. I København blev dette arbejde varetaget af Afdeling E, der allerede havde etableret kontakt til ledelsen på flere store virksomheder.[339] PET var imidlertid klar over, at det krævede stor forsigtighed at tage kontakt til virksomhederne:

”Det bør fastslås, at den opgave, der her er pålagt politiets efterretningstjeneste, er uhyre vanskelig, arbejdspladserne er et særlig ømtåleligt felt for vor virksomhed. Hensynet til sikkerhed for diskretion må veje tungt ved udvælgelse af kontakter og i arbejdet i det hele taget.”[340]

Under forhandlingerne med Forsvarsstabens Nøglepunktssektion blev deltagerne enige om to hovedprincipper for PET’s arbejde med kontrollen af nøglepunkterne. For det første skelnede PET i sin trusselsvurdering mellem 1) faren for spionage og anden undergravende virksomhed i fredstid og 2) sabotage i en krise- eller krigstid. Langt hovedparten af de ansatte i nøglepunkterne, der havde PET’s årvågenhed, tilhørte den sidste kategori, og det var derfor PET’s hensigt at føre en tilbageholdende politik og begrænse sin indsats til at identificere eventuelle kommunister ”med henblik på at kunne ”rense ud” i en krisesituation … ”.[341] Det var således ikke PET’s mål at forflytte eller afskedige ansatte ved nøglepunkter, som blev identificeret som kommunister. En eventuel udrensning skulle først foregå i en krisesituation, og ifølge drøftelser mellem PET og FE var det de lokale politimestre, der i en sådan situation havde ansvaret for at rette henvendelse til de pågældende virksomheder og anmode om øjeblikkelig afskedigelse af de ansatte, der blev anset for at udgøre en sikkerhedsrisiko. Listerne over disse personer skulle derfor ligge i poltikredsene.[342] Årsagen til, at PET nøjedes med at kortlægge og konstatere kommunisternes tilstedeværelse, var muligvis, at det ville være politisk kontroversielt, hvis myndighederne i fredstid begyndte at udrense ansatte i private og offentlige virksomheder alene på grund af deres politiske tilhørsforhold. Det var kun i forbindelse med særligt sensitive nøglestillinger, såsom i NATO-kontorer og i Forsvaret, at tjenesten forsøgte at holde kommunisterne ude af hensyn til faren for spionage eller sabotage.[343] PET var også opmærksom på de såkaldte ”hjertekamre” i nøglepunkterne, som måtte holdes fri for kommunistisk infiltration. Det kunne for eksempel dreje sig om stillingen som personalechef, der gav mulighed for at ansætte kommunister.[344]

For det andet enedes PET og Forsvaret om, at Forsvaret selv skulle have ansvaret for kontrollen med sine egne nøglepunkter. Dette omfattede det civile personale ved de militære installationer og arbejdspladser. De to parter enedes om, at FE skulle oprette et nøglepunktsregistratur, der svarede til PET’s.[345] PET’s rolle blev herefter begrænset til at foretage personundersøgelser for Forsvaret, og en repræsentant for PET understregede over for Forsvaret, ”at man ikke måtte vente, at PET i en kritisk situation skulle kunne give oplysninger om infiltrationens omfang f.eks. på Holmen.”[346]

Det er således det generelle indtryk, at PET søgte at begrænse sin rolle i forbindelse med sikringen af nøglepunkterne. Dette skyldtes sandsynligvis både politiske og ressourcemæssige årsager. En mere aggressiv indsats med udrensning af kommunister ville sandynligvis udløse politisk kritik, og indsamlingen og bearbejdelsen af personoplysninger var en mandskabskrævende opgave. Det blev således bemærket i en oversigt over PET’s indsats på området, at ledelsen havde set det som ”en af de vigtigste opgaver” at søge antallet af nøglepunkter reduceret, således at tjenesten havde mulighed for at løse sine opgaver.[347] Spørgsmålet er da også, om PET var i stand til effektivt at kortlægge den kommunistiske tilstedeværelse på nøglepunkterne. Nøglepunktsafdelingen klagede gentagne gange over, at dens arbejde var tidsrøvende, og at afdelingen var underbemandet.[348] En status i februar 1956 viste, at PET manglede viden om infiltrationen i 292 af de da 377 nøglepunkterne, og at tjenestens oplysninger var behæftet med stor usikkerhed. Således var der en fejlprocent på 63 % i oplysningerne vedrørende personalet ved Københavns lufthavn.[349] Efterhånden som PET fik bearbejdet det indsamlede materiale, fik tjenesten et bedre overblik over omfanget af den kommunistiske tilstedeværelse ved nøglepunkterne.[350]

PET’s kontrol med kommunisterne på nøglepunkterne kan illustreres med våben- og ammunitionsfabrikkerne.[351] De omfattede i begyndelsen af 1950’erne Dansk Industri Syndikat (det tidligere Riffel Syndikatet), A/S Wejra, Schultz & Larsens geværfabrik, A/S Dansk Ammunitionsfabrik og De Danske Sprængstoffabrikker. Den vigtigste var Dansk Industri Syndikat, der beskæftigede 1.000 arbejdere, og som producerede maskinpistoler og maskingeværer, der bl.a. blev leveret til USA og Indonesien.[352]

Myndighederne var i de første år af den kolde krig bekymret for muligheden af, at kommunisterne med magt skulle forsøge at bemægtige sig våbenfabrikkernes betydelige lagre af våben. I oktober 1948 foretog Københavns politis præventive afdeling en inspektion af Dansk Industri Syndikats fabrik i Frihavnen og konstaterede, at selvom de eksisterende sikkerhedssystemer blev forbedret, ville de ikke kunne beskytte fabrikken mod et anslag forøvet af ”en politisk organisation”, som det forsigtigt blev formuleret.[353] Situationen var ikke blevet meget bedre fire år senere, hvor Statens Våbenkontrol fandt, at mens de fem våben- og ammunitionsfabrikker var sikret mod lejlighedstyverier, så var der ikke skabt noget værn mod ”et organiseret kupforsøg”.[354] Dansk Industri Syndikat havde derfor i hemmelighed taget skridt til at modgå et eventuelt kommunistisk forsøg på at erobre fabrikken. Direktør Poul Binzer meddelte i fortrolighed Statens Våbenkontrol, at der var blevet dannet en strengt hemmelig organisation på fabrikken:

”Formålet med denne organisation er i en given situation at kunne mønstre et tilstrækkeligt stort antal loyale medarbejdere på fabrikken, der vil være rede til i virksomhedens nøglepositioner med magt at modstå et kupforsøg. Man håber herved at være i stand til under alle omstændigheder at forsinke et sådant kupforsøg så meget, at der kan komme assistance fra myndighederne.

Organisationens kerne menes at være 18-20 mand. Direktør Binzer kender selv kun ganske få af dem, idet princippet er det samme som i besættelsestidens grupper, at den enkelte kun skal kende den eller de personer og have kendskab til det der er absolut nødvendigt for hans opgaver.”[355]

Direktør Binzer skønnede, at der fandtes 100 til 150 kommunister blandt arbejderne, og at højst 50 af disse ville tage aktivt del i et kupforsøg. Man havde truffet aftale om et samarbejde med hjemmeværnet, og direktøren anmodede om, at fabrikken blev underrettet, hvis myndighederne fik oplysninger om, at der blev planlagt et angreb, således at den hemmelige organisation kunne aktiveres.[356] Dette eksempel viser, at der i hvert fald på nogle strategisk vigtige arbejdspladser blev oprettet de fabriksværn, som havde været under overvejelse i Justitsministeriet i forbindelse med reorganiseringen af efterretningstjenesterne i 1950. Disse fabriksværn kan ses som arbejdspladsernes parallel til ’stay-behind’-grupperne, og de giver også et indtryk af, hvor udbredt frygten for en kommunistisk opstand, eventuelt i forbindelse med et militært angreb fra Øst, var i tiden efter udbruddet af Korea-krigen.[357]

Overvejelserne om et værn mod den ydre trussel – et angreb udefra på fabrikken – hang således tæt sammen med værnet mod den indre trussel i form af kommunistiske arbejdere. I forbindelse med, at Justitsministeriet i 1953 tog spørgsmålet om våben- og ammunitionsfabrikkernes sikkerhed op, udarbejdede PET et papir med en række forslag til forbedring af sikringen af Dansk Industri Syndikat. Det hed her, at det skulle undersøges, hvor i fabrikken eventuelle ”politisk upålidelige arbejdere” var beskæftiget, og om de fandtes i stillinger, hvor de ville være i stand til at udføre sabotage eller havde adgang til fortrolige oplysninger.[358] Papiret viser, at man i PET overvejede at kortlægge de kommunistiske arbejdere i nøglepunkterne inden oprettelsen af nøglepunktsafdelingen i 1955. Efter en række forhandlinger med Københavns politidirektør og flere politimestre kunne PET i begyndelsen af 1954 underrette Justitsministeriet om, hvilke forslag man havde til forbedring af sikkerheden. For det første understregede tjenesten, at det ville være forbundet med så betragtelige økonomiske udgifter og store ulemper for produktionen, at det ikke var realistisk at etablere et effektivt værn mod et eventuelt ”velorganiseret kupforsøg”. PET foreslog derfor, at man stillede spørgsmålet i bero indtil et tidspunkt, hvor myndighederne modtog oplysninger om et planlagt kupforsøg ”eller fordi samfundsforholdene i almindelighed antager en ekstraordinær karakter på grund af indre voldsomme uroligheder eller på grund af truende udsigter til en ny krig.”[359] For det andet var det PET’s opfattelse, at ingen af virksomhederne var så vigtige, at man allerede i fredstid skulle hindre infiltration foretaget af ”nationalt upålidelige elementer”. Dertil kom, at det ville være praktisk umuligt for tjenesten at forhindre infiltration i Dansk Industri Syndikat på grund af virksomhedens størrelse. Det betød dog ikke, at det ikke var PET’s opgave at kortlægge de kommunistiske arbejdere i nøglepunkterne:

”På grund af den interesse, som det offentlige imidlertid har i at undgå, at de pågældende virksomheder og deres produktion under en situation med voldsomme indre uroligheder eller lige inden eller ved et krigsudbrud kommer på forkerte hænder, søger man dog herfra i samarbejde med lokale politichefer allerede i dag så vidt muligt at klarlægge omfanget og eventuelt tillige placeringen af nationalt upålidelige elementer i disse virksomheder for det tilfælde, at man under en af de nævnte ekstraordinære situationer for landet må søge truffet effektive sikkerhedsforanstaltninger mod en sådan infiltration, og der er på dette område et udmærket samarbejde mellem ledelsen af virksomhederne og politiet.”[360]

Det fremgår ikke, om der var udarbejdet detaljerede planer for de omtalte ”effektive sikkerhedsforanstaltninger” i en krise- eller krigssituation, og om de indebar skærpet overvågning, afskedigelse eller internering af de kendte kommunister. Det er imidlertid klart, at det var PET’s opgave at holde øje med udbredelsen og placeringen af kommunisterne på arbejdspladser af strategisk vigtighed. Endelig beskrev PET proceduren for sikkerhedsundersøgelser i virksomheder, der udførte ordrer for Forsvaret:

”Princippet for dette samarbejde er efter de fastlagte retningslinier det, at politiets efterretningstjeneste meddeler forsvarsstabens efterretningsafdeling, hvad der måtte være kendt om de personer på hvilke der spørges, og det er herefter forsvarets sag at afgøre, hvorvidt den pågældende er egnet til betroet tjeneste under forsvaret.”[361]

PET’s kortlægning af kommunisterne på Dansk Industri Syndikat var således mere omfattende end kortlægningen af ikke-strategiske arbejdspladser. PET fulgte nøje den politiske stilling inden for arbejdernes forskellige klubber og indsamlede lister over klubmedlemmerne og tillidsmændene; ud for hvert navn var der med et ”her +” eller ”her –” angivet, om de pågældende var kendt i Afdeling E’s kartoteker. Således kunne afdelingen i 1953 konstatere, at kommunisterne sad på de tre vigtigste poster i fællesklubben, fire ud af seks formandsposter og 13 ud af 33 bestyrelsesposter.[362] Nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, der var kendt på virksomheden som ”ivrig kommunist” eller ”kommunistisk sympatisør”, blev identificeret og registreret.[363] PET søgte også at identificere så mange kommunistiske arbejdere som muligt. Allerede i 1950 havde tjenesten modtaget en liste fra Afdeling E over ansatte, der ifølge deres optræden og udtalelser blev betragtet som kommunister.[364] Tre år senere udarbejdede PET en liste over 43 ansatte på Dansk Industri Syndikat, der var kendt i tjenesten. En række af de pågældende var opført på listen på grundlag af endog meget detaljerede oplysninger om deres kommunistiske aktiviteter, men et stort antal synes at have været registreret på et noget usikkert grundlag. Således var flere udelukkende medtaget på grundlag af en oplysning fra 1948 om, at pågældende var kommunist. Det fremgår ikke, hvad en sådan oplysning byggede på. Andre ansatte var medtaget med henvisning til, at vedkommende ”er muligvis ikke overbevist kommunist, men tilkendegiver tydeligt, at han sympatiserer med kommunisterne”, vedkommende måtte ”iflg. sine udtalelser og optræden betragtes som kommunist”, den pågældende havde udvist ”kommunistiske tilbøjeligheder” eller var ”nu kommunistisk talende”.[365] Det fremgår ikke, hvad der nærmere mentes med disse noget subjektivt ladede beskrivelser eller hvorfra de stammede. De mest sandsynlige kilder var nok virksomhedens ledelse eller socialdemokratiske kontakter. Dette indebar risikoen for, at arbejdere, der var kritiske over for ledelsen eller fagbevægelsen, kunne blive hængt ud som kommunister og således registreret i PET.

Listen over kommunistiske arbejdere på Dansk Industri Syndikat blev jævnligt ført ajour. Således tilføjede Afdeling E i 1956 navnene på 14 personer,[366] og i 1960 blev 13 navne slettet fra listen, idet de ikke længere var ansat i virksomheden.[367] Tjenesten identificerede også kommunister blandt de ansatte på grundlag af, at de var Land og Folk-abonnenter,[368] eller fordi de havde været medunderskriver på Stockholm-appellen.[369] Mere usikre var oplysningerne om ægteparret, der begge var ansat på fabrikkens tegnestue, og som angiveligt gav udtryk for ”kommunistiske tanker” og udtrykte deres utilfredshed med våbeneksporten til USA.[370] I et andet tilfælde havde en ansat ved Syndikatet anmeldt et indbrud. Under optagelsen af rapporten udnyttede politiet muligheden for at kigge sig lidt omkring og fandt i en skuffe i soveværelset et medlemsbevis til DKP. Disse oplysninger tilgik PET, der derved kom i besiddelse af materiale, der var fremskaffet i forbindelse med en gerningsstedsundersøgelse.[371]

Udrensningen af kommunister fra militære arbejdspladser

Den potentielle fare som den kommunistiske tilstedeværelse på militære arbejdspladser udgjorde, og som PET måtte være på vagt overfor, kan illustreres med Arbejdsmændenes Fagforening for Hær og Flåde. I november 1948 berettede FE i en rapport, der blev videresendt til statsminister Hans Hedtoft, om et nyligt hemmeligt møde for de kommunistiske bestyrelsesmedlemmer af fagforeningen. Ifølge FE skulle deltagerne have modtaget instrukser for den fremtidige agitation og for kommunistisk infiltration og undermineringsarbejde inden for hæren og søværnet. De kommunistiske bestyrelsesmedlemmer var alle ansatte på militære virksomheder, og det blev formodet, at mindst en af dem havde forbindelse til den sovjetiske efterretningstjeneste.[372] Det er uvist, hvilke kilder disse oplysninger byggede på, eller hvor troværdige de var, men rapporten giver et ganske godt indtryk af efterretningstjenesternes trusselsbillede i 1948. Rapportens troværdighed bestyrkes af oplysninger fra de sovjetiske arkiver, der viser, at den kommunistiske formand for Arbejdsmændene for Hær og Flåde indtil 1949, Frits Møller, i december besøgte den sovjetiske legation, hvor han talte med gesandten Andrej Plakhin.[373]

Som tidligere beskrevet aftalte PET og FE i 1955, at Forsvaret selv skulle holde kontrol med de militære arbejdspladser, og at PET’s rolle var begrænset til at foretage personundersøgelser. Spredte oplysninger viser dog, at Afdeling E i 1950’erne og 1960’erne fulgte den politiske stilling i fagforeningen for Arbejdsmænd ved Hær og Flåde og på vigtige militære arbejdspladser som Ammunitionsarsenalet, Holmen og hærens værksteder.[374] PET indsamlede også oplysninger om ansatte, der var kendte som kommunister, eller som havde forbindelser til den sovjetiske ambassade. Som sagt havde Forsvaret selv ansvar for at sikre de militære arbejdspladser, hvilket har sat sig spredte spor i PET’s materiale. For eksempel anmodede ordenstjenesten på Holmen i 1949 om oplysninger på nogle personer,[375] hvilket tyder på, at det var ordenstjenesten, der på dette tidspunkt screenede de ansatte. En liste fra FE, der indeholdt navnene på kommunister eller sympatisører på Ammunitionsarsenalet,[376] viser, at FE varetog overvågningen af kommunister på de militære arbejdspladser.

Som omtalt ovenfor tog PET ingen skridt til at udrense kommunister fra nøglepunkter. Den vigtigste aktør i arbejdet med at holde kommunisterne ude fra de militære arbejdspladser var socialdemokraterne. I 1950 udtrykte AIC’s leder Sigvard Hellberg frygt for kommunistisk infiltration i nøglestillinger, og det følgende år drøftede Fællesudvalget for de socialdemokratiske faglige klubber i København, hvordan man kunne føre kontrol med de nyansatte på våbenarsenalet, således at kun socialdemokrater blev ansat.[377] Den socialdemokratiske offensiv mod kommunisterne begyndte som tidligere omtalt kort tid efter befrielsen, og allerede i 1949 kunne den socialdemokratiske klub i Arbejdsmændenes Fagforening for Hær og Flåde notere, at man havde sejret ved den seneste generalforsamling, hvor den kommunistiske formand Frits Møller havde fået et mistillidsvotum, og alle de socialdemokratiske kandidater til bestyrelsen var blevet valgt.[378] Eksklusionen af kommunisterne var, så vidt det kan bedømmes, udtalt på orlogsværftet på Holmen, hvor der angiveligt opstod ”et sandt raseri” mod de kommunistiske arbejdere i kølvandet på den sovjetiske nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956. Ifølge Afdeling E’s oplysninger var raseriet kommet til udtryk ved, at ”mange kolleger har ønsket dem afskediget med den begrundelse, at de var for farlige at have et sådant sted, da de måtte betragtes som 5. kolonnefolk.”[379] I et tilfælde gik det ud over en socialdemokratisk arbejdsmand, som man fejlagtigt troede var kommunist, og som derfor blev forflyttet fra Holmen.[380] Det var også på Holmen, at en socialdemokrat inddrog FE i jagten på kommunister. Det fremgår af et brev fra AIC’s daværende leder, Frank Christiansen til Niels Matthiasen, vedrørende en tidligere formand for den socialdemokratiske klub på Holmen, som havde gjort sig upopulær på grund af sin overspændte natur, og fordi han så spioner over alt: ”[ - ] var tilknyttet Hjemmeværnet på Holmen og kom derigennem i forbindelse med Forsvarets Efterretningstjeneste, hvilket skabte meget store vanskeligheder både for ham selv, for den socialdemokratiske klub og for A.I.C.”[381]

I første halvdel af 1960’erne skal hærens værksteder være blevet ”så godt som renset” for arbejdere med yderligtgående sympatier. Det fremgår ikke af oplysningerne, hvem der havde foretaget udrensningen, men da de ud fra sammenhængen synes at stamme fra socialdemokratiske kilder, kunne det tyde på, at det var socialdemokraterne, der havde stået bag aktionen. Udrensningen havde den følge, at kommunister og folkesocialister, der sad i fagforeningsbestyrelsen, forsøgte at skjule deres sympatier og fremstod som upolitiske.[382] Der var også eksempler på, at kommunisternes faglige indflydelse på de militære arbejdspladser var blevet skadet af DKP’s splittelse i 1958. Således blev en tidligere meget aktiv kommunist betegnet som ”’en skygge af sig selv’”: ”Han blev helt slået ud ved bruddet mellem DKP og Axel Larsen og har ikke siden på nogen måde agiteret for yderliggående politik på arbejdspladsen i våbenarsenalet på Refshaleøen.”[383]

Det er vanskeligt at afgøre på det foreliggende grundlag, hvilken effekt den socialdemokratiske kampagne havde på kommunisternes indflydelse på de militære arbejdspladser, men som det fremgår af den følgende oversigt over de politiske styrkeforhold, stod DKP og SF svagt i nogle af de vigtigste faglige organisationer fra slutningen af 1950’erne:[384]

Billede af Tabeller: Politisk stilling på militære arbejdspladser 1956-1967

Det fremgår, at DKP og SF tilsammen aldrig havde mere end 1 til 2 ud af de i alt 10 til 12 bestyrelsesposter i fagforeningsafdelingerne på de militære arbejdspladser.

Samfundsvigtige transportvirksomheder: DSB og SAS

PET kortlagde også i et vist omfang den kommunistiske indflydelse på de to vigtigste transportarbejdspladser i Danmark, De danske Statsbaner (DSB) og Scandinavian Airline System (SAS). I 1957 rapporterede nøglepunktsafdelingen, at bearbejdningen af de indhentede oplysninger vedrørende nogle DSB-stationer i provinsen havde vist, at der var tale om en ”meget ringe infiltration”.[385] I nogle tilfælde synes tjenesten dog at have haft svært ved at få adgang til de nødvendige personoplysninger. Således afslog DSB’s personalechef i 1961 at give politiet adgang til personalelister over de ansatte ved banetjenesten.[386] PET foretog personundersøgelser af DSB-ansatte, der skulle have adgang til klassificeret materiale, men det drejede sig tilsyneladende kun om et begrænset antal.[387] I forbindelse med beredskabsplanlægningen i 1962 blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt der fandtes politisk upålidelige personer blandt DSB’s rutebilpersonale i det storkøbenhavnske område. Anledningen var imidlertid ikke bekymringer over kommunistisk infiltration, men derimod oplysninger i pressen om, at der var dannet en ”gul organisation” af chauffører, der havde meldt sig ud af Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund. Det fremgår ikke, om PET undersøgte sagen videre.[388]

Hvad angik SAS modtog PET i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne lister over besætningsmedlemmer, der boede i Oslo og Stockholm.[389] Det fremgår ikke, om PET gennemførte sikkerhedstjek af de pågældende, eller om tjenesten også modtog lister over SAS-ansatte med bopæl i Danmark. Derudover modtog PET oplysninger om en række DSB- og SAS-ansatte på grund af deres politiske tilhørsforhold eller østkontakter. Således hed det om en arbejdsmand ved Kastrup Lufthavn, at han udviste kommunistiske interesser og var under mistanke for at udføre infiltrationsarbejde for DKP;[390] en tillidsmand i SAS blev anset for at være kommunist ”af den hårde kerne”;[391] en pilot i SAS blev anset for at være kommunist, da han havde yderligtgående synspunkter og tilbød sine kammerater kommunistiske litteratur;[392] og en remisearbejder i DSB var kendt som en aktiv kommunist.[393] Men generelt var disse oplysninger spredte og usikre.

Personundersøgelser af Danmarks Radios personale

En anden samfundsvigtig institution var Danmarks Radio, der det meste af den kolde krig havde monopol på radio- og tv-udsendelser i Danmark, og som dermed havde stor indflydelse på meningsdannelsen i landet. Teoretisk set kunne ansatte med en kommunistisk eller anden form for yderligtgående overbevisning i fredstid påvirke udsendelsernes indhold, og i krigstid kunne de forsøge at sabotere eller overtage Radiohuset. Men ligesom det var tilfældet med Dansk Industri Syndikat, var PET tilbageholdende i sin indsats og begrænsede sig til i et vist omfang at foretage registerundersøgelser af en del af personalet i DR.

Denne tilbageholdende indstilling kom første gang til udtryk, da Afdeling E/PET i 1953 undersøgte en påstand, der var fremsat i flere borgerlige aviser, om, at der skulle eksistere en ”betænkelig gruppedannelse” i DR, hvis medlemmer var modstandere af Atlantpagten, og som forsøgte at hindre udnævnelsen af Hans Sølvhøj som foredragschef. Godt nok fortalte en kilde PET, at medlemmerne af gruppen var pacifister, der gik kommunisternes ærinde,[394] men Afdeling E refererede kredse, ”der herfra sædvanligvis benyttes til orientering i spørgsmaal vedrørende interne forhold indenfor radiohusets rammer”, for at udtale, at historien var vås og intet havde på sig.[395] Derpå blev sagen tilsyneladende henlagt.

I november 1953 mødtes PET’s chef Ernst Brix, politifuldmægtig Ole Stevns og Frederiksbergs politimester med DR’s direktør F. E. Jensen for at drøfte spørgsmålet om kommunistisk infiltration. Det fremgår ikke af referatet, hvem der havde taget initiativet til mødet, men det mest sandsynlige er nok, at indbydelsen kom fra PET, som netop i 1953-54 var i fuld gang med overvejelserne om PET’s rolle i infiltrationsbekæmpelsen i samfundsvigtige institutioner. På mødet enedes man om, at DR ikke tilhørte den kategori af nøglepunkter, der var så vigtige for forsvaret, at man allerede i fredstid skulle hindre infiltrationen, dvs. at man skulle udrense kommunister eller andre, der kunne betegnes som nationalt upålidelige. Derimod vurderede deltagerne, at DR tilhørte den kategori, ”hvor man vel ikke i øjeblikket tog skridt til at modvirke mulig infiltration, men hvor det med henblik på en krisesituation var af betydning, at man allerede nu dannede sig et overblik over de i institutionen ansatte kommunister og fulgte dette spørgsmål, således at man, når situationen tilsagde det, kunne skride ind og afskedige upålidelige elementer.”[396] Direktør Jensen påpegede, at det ikke var nødvendigt for PET at interessere sig for udsendelsespersonalet, idet der næppe var den store fare for, at de ville have held til at påvirke indholdet af udsendelserne. Dels ville virkningerne heraf nok ikke være store, dels var udsendelserne ”underkastet offentlighedens censur”, og man kunne trygt regne med, at der ville blive protesteret mod ensidige indslag. Derimod mente direktøren, at der var god grund til at interessere sig for det tekniske personale, hvor der fandtes flere kommunister, og som i en krisesituation kunne tænkes at overtage udsendelserne ved at bemægtige sig kablerne eller sendestationerne. Det blev derfor aftalt, at direktør Jensen skulle fremskaffe navnene på det tekniske personale, og hvad der måtte findes i de pågældendes personaleakter, til brug for PET.[397] I januar 1954 foretog PET den første registermæssige undersøgelse af DR’s personale, som omfattede 35 personer.[398] Det fremgår ikke, om undersøgelsen resulterede i, at nogen ansatte ved DR blev forflyttet eller afskediget på grund af deres politiske tilhørsforhold. Bortset fra et enkelt tilfælde i 1954, hvor justitsministeren bestemte, at PET skulle undersøge en ansøger til en stilling i DR,[399] synes tjenesten ikke at have foretaget yderligere registerundersøgelser de næste otte år.[400]

I stedet synes PET i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne hovedsageligt at have interesseret sig for Danmarks Radios forskellige østkontakter. Tjenesten noterede sig således, når Statsradiofoniens biler blev observeret ved den sovjetiske ambassade (i flere tilfælde var det tydeligt, at formålet var at afhente filmruller), når medarbejdere fra de østeuropæiske radio- og tv-stationer besøgte Danmark med henblik på at etablere samarbejdsaftaler, og når DR’s programmedarbejdere foretog reportagerejser til Østeuropa. Der foreligger ingen trusselsvurdering fra PET’s side af konsekvenserne af østkontakterne, og næsten alle forbindelser forekommer at have været en naturlig del af DR’s arbejde; undtagelserne herfra var oplysningen fra 1954, om at den kinesiske legation havde vist interesse for de ledende personer i DR,[401] og at en kommunist med kontakt til den polske ambassade skulle have en bekendt i radioen, som han kunne påvirke med hensyn til udsendelsernes indhold.[402]

I slutningen af 1962 gav den nytiltrådte generaldirektør Hans Sølvhøj over for en bekendt i FE imidlertid udtryk for sin bekymring over, at han havde arvet ”en del hel- og halvkommunistiske medarbejdere”, og at han var interesseret i at få sikkerhedsundersøgt personalet. Da Sølvhøj var i tvivl om, hvilken myndighed han skulle henvende sig til, lovede hans bekendte at etablere den rette kontakt. Samtidig udleverede generaldirektøren en liste over sine tre nærmeste medarbejdere, som han bad om at få undersøgt.[403] PET var på sin side også interesseret i at knytte forbindelse til DR, og i januar 1963 mødtes PET’s chef Mogens Jensen og FE’s chef oberst H. M. Lunding med Sølvhøj. Ifølge PET’s referat af mødet var det Sølvhøj, der pressede på for at få gennemført personundersøgelserne, mens PET var mere tilbageholdende. Mens Sølvhøj gentog, at han frygtede, at der var foregået en vis kommunistisk infiltration i radioen, understregede Mogens Jensen, at PET havde været tilbageholdende i forhold til DR, idet man frygtede, at en tilnærmelse fra tjenestens side kunne blive opfattet som et forsøg på påvirkning af meningsdannelsen. PET-chefen tilføjede dog, at man havde modtaget oplysninger om, at DKP havde planer om at oprette en bedriftsafdeling i DR. Mens PET-chefen mente, at de sikkerhedsmæssige problemer var begrænset til det tekniske personale, sådan som man var blevet enige om i 1953, var det generaldirektørens opfattelse, at man ikke skulle skelne alt for skarpt mellem de to kategorier af ansatte, idet udsendelsespersonalet også kunne lamme radioens virksomhed i en krisesituation. Samtidig påpegede Sølvhøj, at det ikke kun var sendestationerne og kablerne, der var udsatte i en krisesituation, men at driften også kunne saboteres fra selve radiohuset. Mogens Jensen medgav, at PET havde pligt til at bistå DR, hvis generaldirektøren mente, at infiltration inden for personalet kunne udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, men han understregede, at PET ønskede at begrænse omfanget af sikkerhedsundersøgelserne, idet ”det kunne have yderst skadelige virkninger, såfremt sikkerhedsundersøgelserne fik et sådant omfang, at dette blev kendt i store kredse, at det kunne gå hen og blive gjort til genstand for offentlig omtale.”[404] Parterne enedes derfor om, at Sølvhøj i første omgang skulle udarbejde en fortegnelse over sine nærmeste medarbejdere og afdelingscheferne, og at når de pågældende var undersøgt, ville man tage stilling til, om der var behov for at foretage yderligere personundersøgelser i nogle afdelinger.[405]

To måneder senere sendte Sølvhøj en liste over 40 medarbejdere i 25.-30. lønklasse, som bl.a. omfattede programdirektører, afdelingschefer, programredaktører og programsekretærer.[406] Registerundersøgelsen viste, at 17 medarbejdere var kendte i PET: Seks var registrerede i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser, seks på grund af østrejser, tre på grund af andre former for østkontakter, en fordi han mentes at have tilknytning til IV. Internationale, mens en anden var blevet registreret i 1948 på grund af ubekræftede oplysninger om, at han skulle have næret sympati for kommunismen. I alt indeholdt fire af personsagerne oplysninger om kommunistisk eller trotskistisk tilknytning.[407] Muligvis bidrog den generelt dårlige kvalitet af PET’s oplysninger til, at Sølvhøj kan have mistet appetitten efter yderligere sikkerhedsundersøgelser. I hvert fald erklærede generaldirektøren sig flere gange på et efterfølgende møde, hvor han fik forelagt resultaterne af undersøgelsen, uforstående over for de fremførte påstande og betegnede flere af de nævnte medarbejdere som fuldt pålidelige og loyale.[408] Der er ikke tegn på, at Sølvhøj igen anmodede PET om at foretage personundersøgelser, eller at sådanne blev foretaget på PET’s initiativ.[409]

Billede af Pjece: Det kommunistiske forlag Tiden udgav i 1953 denne pjece om de negative konsekvenser af rationaliseringen af svineproduktionen. Forsøget på at øge produktiviteten i samfundet efter krigen hang sammen med ønsket om at øge levestandarden og dermed stabilisere samfundsudviklingen – og marginalisere yderfløjene. Det forhøjede arbejdstempo skabte imidlertid utilfredshed, som kommunisterne forsøgte at udnytte (PET’s arkiv).

Det kommunistiske forlag Tiden udgav i 1953 denne pjece om de negative konsekvenser af rationaliseringen af svineproduktionen. Forsøget på at øge produktiviteten i samfundet efter krigen hang sammen med ønsket om at øge levestandarden og dermed stabilisere samfundsudviklingen – og marginalisere yderfløjene. Det forhøjede arbejdstempo skabte imidlertid utilfredshed, som kommunisterne forsøgte at udnytte (PET’s arkiv).

En faglig konflikt i den kolde krigs skygge: Philips-strejken 1954

Som tidligere nævnt var det en af REA/PET’s opgaver at følge strejker, der blev anset for at være iværksat eller udnyttet af kommunisterne. I 1949-50 rapporterede REA således om kommunistisk involvering i arbejdsnedlæggelserne på Varde Stålværk,[410] akkumulatorfabrikken LYAC, Helsingør Skibsværft[411] og blandt havnearbejderne i København.[412] I 1953 undersøgte PET en slagteriarbejderstrejke i Nørresundby, hvor det forlød, at formanden for arbejderne under krigen havde haft nazistiske tilbøjeligheder, at han nu var kommunistisk indstillet, og at der blandt modstanderne af strejken blev talt om, at konflikten var ”fjernstyret”.[413] I 1954 oplyste Afdeling E’s kilder, at en igangværende typografstrejke var et organiseret forsøg på at miskreditere forligsinstitutionen,[414] mens en konflikt om akkorden på B&W, Strandgade, viste sig at være støttet af både socialdemokraterne og kommunisterne.[415] Den vigtigste faglige konflikt før 1956 var imidlertid Philips-strejken i 1954.

Konflikten på Philips var kulminationen på lang tids stigende utilfredshed blandt de ansatte med arbejdsforholdene. Firmaet havde siden slutningen af 1940’erne gennemført en hårdhændet rationalisering af produktionen, der var en relativ høj udskiftning af arbejdsstyrken, og forholdet mellem tillidsfolkene og ledelsen var spændt.[416] Et berygtet eksempel på firmaets ledelsesstil var et kort, der blev uddelt til arbejdere, der var kommet i ledelsens søgelys. I øverste venstre hjørne var trykt et øje i rødt og nedenunder advarslen: ”I dag hviler øjnene på Dem!” Herefter fulgte en beskrivelse af den fejl, som den pågældende arbejder havde begået, og en opfordring til at rette den.[417] Den 21. september 1954 blev en arbejder med øjeblikkelig virkning afskediget, da han vægrede sig ved at sætte tempoet i vejret. Dagen efter nedlagde samtlige ansatte arbejdet og krævede, at den fyrede blev genansat. De strejkende udviste et stort sammenhold i de fem uger, som konflikten varede: Der blev nedsat et strejkeudvalg, og de strejkende vedtog flere gange at fortsætte arbejdsnedlæggelsen, selvom den var blevet erklæret ulovlig af voldgiftsretten, og de strejkende var blevet idømt bod. Philips-strejken nød udbredt sympati blandt arbejderne, idet den blev anset for et forsvar mod de omfattende rationaliseringer i begyndelsen af 1950’erne. Der blev nedsat et tillidsmandsudvalg på syv medlemmer fra større københavnske arbejdspladser, der blev indsamlet over en halv million kr. i støtte til de strejkende på 2.000 arbejdspladser, og da arbejdet blev givet frit, kom det til sympatiaktioner på en række københavnske arbejdspladser den 23. oktober. Samme dag afsluttedes konflikten, da parterne indgik et forlig, der indebar, at alle strejkende skulle genansættes, at Philips’ rationaliseringspolitik skulle undersøges, og at alle klager ville blive behandlet af de involverede organisationer.[418]

Strejken foregik i skyggen af den kolde krig, og det synes at have været en udbredt opfattelse, at konflikten var styret af kommunisterne. Arbejdsgiverne, der havde en naturlig interesse i at stemple strejken som kommunistisk, erklærede således: ”Denne sag drejer sig om Fjernsyn, men nok mere om Fjernstyring!”[419] Direktøren på Philips lod offentligheden forstå, at der sandelig ikke havde været nogen problemer med rationaliseringen, ”indtil man for nogen Tid siden fik en ny, kommunistisk Tillidsmand.”[420] Socialdemokraterne, der så rationaliseringen som et middel til at øge produktiviteten og dermed forbedre arbejdernes levestandard,[421] havde også en interesse i at bortlede opmærksomheden fra rationaliseringens negative virkninger. Socialdemokraten omtalte konsekvent konflikten som en ”kommunistisk strejke-fiasko”[422] og den ”mislykkede kommunistiske strejke-aktion”,[423] og De samvirkende Fagforbunds (DsF’s) formand, Eiler Jensen, anklagede ”kommunistiske tillidsmænd” for at trække konflikten ud.[424]

Billede: Land og Folk bragte i forbindelse med Philips-strejken en gengivelse af et kort, der blev benyttet til at gøre arbejderne opmærksomme på eventuelle fejl i deres arbejde. Rationaliseringen af produktionen, der blev gennemført i store dele af industrien efter krigen, udløste ofte utilfredshed hos arbejderne og dermed mulighed for øget tilslutning til DKP på arbejdspladserne (PET’s arkiv).

Land og Folk bragte i forbindelse med Philips-strejken en gengivelse af et kort, der blev benyttet til at gøre arbejderne opmærksomme på eventuelle fejl i deres arbejde. Rationaliseringen af produktionen, der blev gennemført i store dele af industrien efter krigen, udløste ofte utilfredshed hos arbejderne og dermed mulighed for øget tilslutning til DKP på arbejdspladserne (PET’s arkiv).

Bortset fra Land og Folk var pressen ikke sen til at gentage budskabet. BT slog således fast, at det var en lille klike på 25 arbejdere, der bestemte over de øvrige på Philips, og at tillidsmanden var blevet vildledt af ”kommunistiske Agenter” på arbejdspladsen.[425] Politiken hævdede gentagne gange, at det kun var kommunisterne, der havde en interesse i at holde liv i konflikten og undergrave det arbejdsretslige system.[426] Og Information understregede, at hele miséren bundede i, at det ikke var lykkedes for eksperterne at overbevise arbejderne om rationaliseringens lyksaligheder, og lederskribenten var ikke i tvivl om, hvem der havde udnyttet denne misstemning: ”Kommunisterne staar bag denne strejke, som de staar bag det meste uro paa arbejdsmarkedet i overenskomstperioderne.”[427] Den offentlige debat var således fyldt med beskyldninger om kommunistisk aktivitet under Philips-strejken i 1954.

Overvågningen af konflikten blev varetaget af Afdeling E, der først og fremmest benyttede sine arbejdspladskontakter. Afdelingen havde således en kontakt i Philips-ledelsen og blandt de strejkende, der holdt tjenesten underrettet om stemningen blandt arbejderne, om deres diskussioner under møderne og om strejkekomitéens aktiviteter.[428] Andre kontakter på de større københavnske arbejdspladser rapporterede om indsamlingen af støttemidler og om planlagte sympatiaktioner.[429] Efterretningstjenesten holdt sig også orienteret om møderne under konflikten. Der findes i PET’s arkiv omfangsrige stenografiske referater af strejkemødet i Odd Fellow Palæet den 19. oktober, der var blevet indkaldt af strejkeudvalget og tillidsmandsudvalget,[430] DKP’s distriktskonference i Århus den 24. oktober, hvor deltagerne diskuterede støtten til strejken,[431] og Kvindeligt Arbejderforbund, afdeling fems generalforsamling den 27. oktober.[432] Alene referatet af Odd Fellow Palæ-mødet fyldte 30 sider, hvilket tyder på, at afdelingen enten havde adgang til stenografiske referater eller anvendte rumaflytning af møderne. I et andet tilfælde, tillidsmandsmødet på ”Gimle” den 29. september, deltog en kontaktmand i mødet og nedskrev efterfølgende et referat af indlæggene.[433] Der findes også et foto af et brev fra Philips-tillidsmanden Svend Loft, der indeholdt en indbydelse til et møde for tillidsmænd fra de arbejdspladser, der havde støttet strejken. Vedlagt var en kopi af det endelige regnskab, der viste, at der i alt var blevet indsamlet 504.521,88 kr. i støtte til de strejkende.[434] Dette viser, at PET har haft adgang til brevet, muligvis via en kontakt, der var i besiddelse af brevet eller gennem en brevåbningsoperation.

Det var som altid en af Afdeling E/PET’s opgaver at identificere de fagforeningsfolk, der kom til tjenestens kendskab. Afdeling E søgte således at identificere de 19 talere på tillidsmandsmødet på ”Gimle”, og det viste sig, at 10 var registrerede i PET.[435] Da tillidsmandsudvalget udsendte en støttepjece, blev de syv underskrivere og trykkeriejeren identificeret. Seks af dem var allerede kendt i PET.[436] Afdeling E må på et tidspunkt have modtaget en liste over de ansatte på Philips, for midt i oktober foretog tjenesten en gennemgang af navnene på de 471 strejkende. Analysen viste, at kun syv var registrerede for sådanne aktiviteter som medlemskab af DKP, abonnent på Land og Folk og deltagelse i festivalen i Bukarest i 1953. En enkelt var desuden noteret for deltagelse i ulovligt bankospil og medlemskab af DKP’s økonomiudvalg.[437] Arbejdere, der var omtalt i pressen, blev også genstand for tjenestens interesse. Da en af de strejkende kvindelige arbejdere gav et interview til den kommunistiske partiavis, blev hun og hendes far, der begge var kendte i PET, identificeret.[438] En læserbrevsskribent i Fyns Social-Demokrat, der kritiserede behandlingen af de danske arbejdere, blev også grundigt efterforsket af den lokale kontaktmand, der refererede en kilde for at have oplyst, at vedkommende ikke hørte til de mest opfindsomme, og at han nok var blevet påvirket af en bekendt, der var kendt som kommunist.[439]

Afdeling E/PET delte utvivlsomt arbejdsgivernes, socialdemokraternes og pressens mistanker om, at kommunistiske kræfter stod bag strejken, men det fremgår ikke klart, hvilken konklusion tjenesten drog. Den modtog nemlig modstridende oplysninger om konfliktens årsag. Ifølge ”en pålidelig og velinformeret kontakt” på Philips, der synes at have givet udtryk for ledelsens synspunkter, var der ingen tvivl om, at strejken var iværksat af kommunisterne, og at den havde været planlagt længe. Kilden pegede på den kommunistiske fællestillidsmand Svend Aage Loft som hovedmanden og fastslog, at konflikten var en ”prøveklud” for kommende kommunistiske arbejdsnedlæggelser i firmaer, der havde indført rationaliseringsprincipper. Kilden understregede, at selvom rationaliseringseksperten nok havde manglet den fornødne psykologiske indsigt, så havde man ikke forsøgt at sætte arbejdstempoet for højt.[440] Afdeling E’s kontakt blandt de strejkende arbejdere havde imidlertid et andet syn på årsagerne og pegede på, at konflikten tilsyneladende var opstået spontant som et resultat af den stigende utilfredshed blandt arbejderne med produktivitetsforøgelsen. Kontakten medgav dog, at der kunne være foregået en vis kommunistisk ”undergrundsaktivitet”, hvilket angiveligt skulle have været udøvet af en tidligere kvindelig ansat, og at kommunisterne efter konfliktens udbrud havde overtaget initiativet.[441] Således stod PET over for to divergerende forklaringer: At konflikten skyldtes rationaliseringen eller kommunistisk agitation. Der er ikke tegn på, at PET foretog en analyse af det indsamlede materiale, eller at man forsøgte at vurdere troværdigheden af de modstridende forklaringer. Det samme gjaldt efterforskningen af støtten til de strejkende. I nogle tilfælde viste det sig, at støtten blev givet uanset politisk anskuelse og af sympati med de strejkendes sag,[442] mens der i andre tilfælde blev konstateret en stærk kommunistisk aktivitet bag indsamlingerne.[443]

Efter ordre fra Moskva? DKP og storkonflikten i 1956

Efter en række rolige år voksede uroen på arbejdspladserne i midten af 1950’erne. Årsagen var en udbredt utilfredshed med rationaliseringerne og ønsket om kortere arbejdstid og højere løn. Arbejdsgiverne afviste kravene af hensyn til landets konkurrenceevne, og i 1955 greb regeringen ind og pålagde yderligere skatter for at dæmpe det private forbrug og forbedre valutasituationen. Uenigheden mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen blev skærpet under overenskomstforhandlingerne i vinteren 1956, og den 17. marts brød forhandlingerne mellem De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening sammen. De følgende dage nedlagde bl.a. chauffører, typografer og sømændene arbejdet, og arbejdsgiverne svarede igen med at varsle lockout på udvalgte områder. Konflikten førte bl.a. til blokader mod udkørsel af olie- og benzin, og flere af dagbladene blev forhindret i at udkomme. Utilfredsheden på arbejdersiden voksede, da regeringen greb ind og ved lov standsede olie- og benzinstrejken. Den 12. april forkastede et flertal af arbejderne ved urafstemning et mæglingsforslag, som indeholdt en sygelønsordning, men ingen forbedring af arbejdstiden eller lønnen. Da mæglingsforslaget blev ophøjet til lov, udløste det omfattende arbejdsnedlæggelser på landets arbejdspladser, og 200.000 samledes den 13. april i protest på Christiansborg Slotsplads i en af de største demonstrationer nogensinde i Danmark. Mange var så forbitrede, at de krævede generalstrejke, men det lykkedes DKP’s formand Aksel Larsen at overlade beslutningen om strejkens videre forløb til et udvalg af københavnske tillidsmænd (”situationens generalstab”). De vedtog at genoptage arbejdet den 16. april, og kun enkelte grupper, deriblandt sømændene, forsøgte at forlænge konflikten, men måtte opgive efter at være pålagt en omfattende bod.[444]

Selvom konflikten udsprang af utilfredsheden blandt arbejderne med deres arbejds- og lønforhold og regeringens indgreb i den frie forhandlingsret, gav den DKP en hidtil uset mulighed for at præge en storstrejkes udvikling. Efter konfliktens afslutning afviste Alfred Jensen, at der havde været tale om en spontan protestmanifestation, og han henviste til partiets enhedspolitik og til de mange kommunister, der havde været aktive, mens ”omvendt kan vi se, at der, hvor vi har været på den lade side, sker der næsten intet … ”[445] Partiet agiterede tidligt for et nej til overenskomsten, og kommunistiske tillidsfolk spillede en central rolle i organiseringen af arbejdsnedlæggelserne og protesterne, ligesom de dominerede det københavnske tillidsmandsudvalg. DKP syntes for første gang siden 1945-47 igen at udgøre en seriøs udfordring til socialdemokraternes hegemoni i fagbevægelsen, og i løbet af foråret og sommeren 1956 vandt kommunisterne en række bestyrelsesposter i fagforeningerne. Partiets fremgang blev imidlertid afbrudt af reaktionen mod Sovjetunionens invasion i Ungarn i november, og DKP kom aldrig igen til at spille en så afgørende rolle i en landsomfattende faglig konflikt.[446]

Det er ikke muligt på grundlag af det eksisterende materiale at fastslå omfanget af PET’s indsats under konflikten, men den har sandsynligvis været omfattende. Efter konfliktens ophør udarbejdede to PET-medarbejdere en oversigt over de indhentede oplysninger, og den fyldte ikke mindre end 69 sider.[447] Oversigten viser, at PET og Afdeling E fulgte konfliktens forløb ved læsning af åbne kilder, især Land og Folk. Efterretningsfolkene overvågede også offentlige møder, bl.a. De arbejdsløses Udvalgs daglige møder ved kontrolstedet i Ingerslevsgade og ved Smedenes Bygning på Gl. Kongevej og møderne indkaldt af tillidsmandsudvalget. PET var også i stand til at rapportere fra et lukket aktivmøde i DKP, hvilket tyder på, at man havde en meddeler i partiet. Tjenesten holdt også øje med den store demonstration foran Christiansborg, og efter konfliktens udbrud indhentede PET daglige stemningsrapporter om udviklingen på arbejdspladserne i København og en række provinsbyer. Der er derimod kun få eksempler på anvendelse af teknisk overvågning. En enkelt henvisning til en opsnappet telefonsamtale mellem Sømændenes Forbund og en strejkevagt viser, at tjenesten fik oplysninger herom fra en kontakt, der overhørte samtalen, eller fra en telefonaflytning. PET kom også i besiddelse af telegrammer fra Moskva til den sovjetiske ambassade,[448] men det er uvist, hvorfra de stammede.

PET synes at have set med stor uro på DKP’s rolle under konflikten. Ifølge PET var forklaringen på DKP’s moderate kurs, at Moskva efter den 20. partikongres havde instrueret kommunistpartierne i de kapitalistiske lande om at arbejde for at etablere et samarbejde med socialdemokraterne. Dette skulle foregå ved at skabe en folkefront på det politiske område og ved ”aktionsenhed” i fagforeningerne. Kort før påsken i 1956 havde DKP modtaget et direktiv fra Moskva, der bl.a. forbød partiet at fremsætte videregående krav under konflikten eller angribe socialdemokraterne for ikke at skubbe dem fra sig. Kommunisternes taktik havde derfor gået ud på at skabe utilfredshed blandt arbejderne, ignorere fagbevægelsens ledelse og i stedet anvende tillidsmændene til at organisere protesterne. Det var således PET’s vurdering, at det danske samfund under strejken havde oplevet ”en prøve på den revolutionære taktik, der – tilpasset de stedlige forhold – anvendes i en række af de lande, hvor kommunisterne endnu ikke har magten.”[449] Selvom tjenesten afviste muligheden af, at denne taktik inden for en overskuelig fremtid ville kunne fremkalde et skred i den politiske stilling, der kunne føre til etableringen af en folkefront med efterfølgende kommunistisk magtovertagelse, så PET ganske dystert på den kommunistiske trussel. Det var PET’s opfattelse, at DKP ville fortsætte med at sprede utilfredshed på arbejdspladserne og derved svække landets økonomi, og blot en lille forskydning i fagbevægelsen og blandt vælgerne kunne undergrave Danmarks tilhørsforhold til NATO og gøre landet sårbar over for Sovjetunionens indflydelse. Endelig kunne det ikke afvises, at man i en eventuel krisesituation ”fra kommunistisk side vil forsøge på at hæmme produktionen og genere en eventuel mobilisering gennem opfordringer til arbejdsnedlæggelser.”[450] Spørgsmålet er, om dette trusselsbillede var realistisk og en fair gengivelse af de indhentede oplysninger.

Billede: Demonstrationen den 13. april 1956 foran Christiansborg i protest mod, at Folketinget ophøjede det forkastede mæglingsforslag til lov. Det var her, at Aksel Larsen omtalte de københavnske tillidsmænd som ”situationens generalstab”, der skulle lede storkonflikten. Den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen skal ved synet af de 200.000 demonstranter have udtalt: ”Mig skal de ikke tage pis på” (Arbejdermuseet og ABA).

Demonstrationen den 13. april 1956 foran Christiansborg i protest mod, at Folketinget ophøjede det forkastede mæglingsforslag til lov. Det var her, at Aksel Larsen omtalte de københavnske tillidsmænd som ”situationens generalstab”, der skulle lede storkonflikten. Den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen skal ved synet af de 200.000 demonstranter have udtalt: ”Mig skal de ikke tage pis på” (Arbejdermuseet og ABA).

PET’s overvågning af konflikten viste, at DKP spillede en særdeles fremtrædende rolle. I foråret 1955 var en række københavnske tillidsmænd mødtes for at drøfte forskellige faglige spørgsmål. De syv medlemmer af arbejdsudvalget var alle kommunister, og blandt arbejdsgiverne forudså man, at tillidsmandsnetværket ville fungere som et effektivt kontaktapparat i forbindelse med etableringen af støttestrejker.[451] Det var dette tillidsmandsudvalg, der som ”situationens generalstab” overtog ledelsen af konflikten, og som var klart kommunistisk domineret. Samtidig opretholdt Land og Folk en stadig agitation imod det arbejdsretslige system og overenskomstforhandlingerne, og partiet forsøgte at mobilisere de arbejdsløse gennem De arbejdsløses udvalg. Det var angiveligt DKP’s netværk inden for fagbevægelsen, der tog initiativet til den store demonstration den 13. april. DKP havde oprindeligt planlagt en demonstration, der skulle se spontan ud og således skjule partiets rolle, men forberedelserne var blevet afblæst på et fagligt informationsmøde i Land og Folks bygning om aftenen den 12. april. Årsagen skulle være, at politiet havde afspærret Rigsdagsgården, og forslag om at sprænge afspærringerne blev bestemt afvist, da et sådant angreb ville skade arbejdernes sag. I stedet skulle forberedelserne til demonstrationen være foregået hos en navngiven kommunist, og indkaldelsen til Christiansborg udgik fra B&W-klubberne. PET mente, at der ikke kunne være tvivl om, at arbejdsnedlæggelserne i København den 13. april var organiseret af det kommunistisk dominerede tillidsmandsudvalg. PET kunne også konstatere, at i en række tilfælde i provinsen stod kendte kommunister bag opfordringer til at nedlægge arbejdet og stoppe bytrafikken. DKP var også flere steder den ledende kraft bag fællesorganisationernes protestdemonstrationer, og i Aalborg opnåede formanden for lager- og pakhusarbejderne og medlem af DKP’s Centralkomité, Knud Jespersen, stor popularitet blandt arbejderne. En af de mest militante grupper var Sømændenes Forbund, der var under socialdemokratisk ledelse, men hvor kommunisterne stod stærkt. Her organiseredes strejkevagter på motorcykler, der kørte rundt i Københavns havn og overtalte havnearbejderne til at nedlægge arbejdet. Flere af de aktive matroser, deriblandt en ung Preben Møller Hansen, var ifølge PET kommunister.[452] Det var således veldokumenteret, at DKP spillede en vigtig organisatorisk rolle under konflikten.

PET’s påstand om, at DKP under konflikten havde handlet efter instruks fra Moskva, byggede på, at man havde fået kendskab til to telegrammer, der var blevet sendt til den sovjetiske ambassade inden påsken 1956:

”Det er oplyst, at den sovjetiske ambassade skal have givet D.K.P. besked om, at partiet under strejken ikke måtte anlægge en linie så hård, at det kunne være til hinder for etablering af en folkefront med socialdemokraterne. På ambassaden er der modtaget 2 telegrammer, hvoraf det første gik ud på, at kommunisterne ikke under strejken måtte føre en hetzpolitik, d.v.s., at de ikke måtte lægge deres agitation hårdere op, end de allerede havde gjort. Det andet telegram gik ud på, at kommunistpartiet skulle lægge sig nært op ad venstre-socialdemokraterne. Man mener, at telegrammernes indhold er videregivet til D.K.P.”[453]

Det fremgår ikke, hvem der var kilde til disse oplysninger.[454] Den dikterede enhedslinje, hvis formål var at tiltrække socialdemokraterne ved at følge en moderat kurs, blev i det store og hele fulgt af partiet under konflikten. Tillidsmandsudvalget afviste krav om generalstrejke og opfordrede de strejkende til at genoptage arbejdet den 16. april, og de kommunistiske ledere i Aalborg og Århus sørgede for, at protesterne ikke udviklede sig til ulovligheder. Den 20. april erklærede den kommunistiske folketingsmand Alfred Jensen på et lukket aktivmøde om den faglige situation, at DKP ikke ville lade sig provokere til en generalstrejke, idet en sådan kun ville skade arbejderne: ”Den ville tilmed skade det kommunistiske parti, der herved let kunne risikere at tabe meget af det, partiet havde vundet under og efter afslutningen af strejken.”[455] Alfred Jensen opfordrede derfor til, at arbejderne selv nedsatte arbejdstempoet, og at man stræbte efter at etablere et samarbejde med socialdemokraterne på arbejdspladserne. PET fandt kun få og spredte antydninger af, at kræfter i partiet havde gjort forberedelser i tilfælde af, at konflikten udviklede sig til en generalstrejke. På en distriktskonference den 8. april i Folkets Hus i Århus skulle deltagerne have drøftet partiets taktik i en eventuel konflikt. Det var under mødet kommet frem, at partiet havde oprettet et kontaktnetværk, hvor de kommunistiske tillidsmænd på de større virksomheder fungerede som bindeled mellem partihuset i Mejlgade og kommunistiske aktionsgrupper på arbejdspladserne: ”Det blev pålagt de pågældende aktionsgrupper at holde sig klar til at gå i aktion for at fremtvinge en generalstrejke, hvis situationen skulle blive moden dertil.”[456] Selvom der iblandt kommunisterne utvivlsomt fandtes dem, der ønskede at udnytte situationen til at udløse en generalstrejke, fulgte partiets top og de kommunistiske tillidsmænd den enhedslinje, der var blevet fastlagt af Moskva.[457]

Selvom PET var i stand til at underbygge påstanden om, at DKP havde spillet en fremtrædende rolle under konflikten, må tjenestens vurdering af den kommunistiske trussel i 1956 anses for at have været overdreven. Dette skyldtes, at tjenesten ikke satte de indsamlede oplysninger ind i en større samfundsmæssig sammenhæng. Når kommunisterne var i stand til at organisere arbejdsnedlæggelser og demonstrationer, skyldtes det, at vreden og utilfredsheden blandt arbejderne mod regeringsindgrebet var så udbredt. Ved at fokusere på identificeringen af de involverede kommunister overså tjenesten de mere grundlæggende årsager til konflikten, ligesom man undervurderede den rolle, som de socialdemokratiske tillidsmænd spillede.[458] Derved kom det til at se ud, som om de kommunistiske tillidsfolk på eget initiativ havde været i stand til at udløse konflikten. Dette ledte til vurderingen af, at de også fremover ville være i stand til at skabe utilfredshed blandt arbejderne, udløse konflikter og derved undergrave økonomien. Den senere udvikling under højkonjunkturen i 1960’erne viste imidlertid, hvor svært det var for kommunisterne at mobilisere arbejderne, når levestandarden og velfærden voksede. Kommunisterne kunne ikke skabe en utilfredshed, hvor der ingen var, men de kunne udnytte og påvirke en eksisterende utilfredshed pga. deres faglige dygtighed og organisatoriske evner. På samme måde må postulatet om, at blot en lille kommunistisk fremgang udgjorde en trussel mod Danmarks sikkerhedspolitiske stilling, siges at være udokumenteret og overdrevent alarmistisk. Spørgsmålet om, hvordan kommunisterne ville forholde sig i en eventuel militær krisesituation, kan i sagens natur ikke besvares med nogen større sikkerhed, men det forekommer rimeligt, at tjenesten advarede om muligheden for sabotage i form af opfordringer til arbejdsnedlæggelser.[459]


[12] Flemming Mikkelsen, Arbejdskonflikter i Skandinavien 1948-1980 (Odense Universitetsforlag, 1992), s. 318-324; Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen 1945-1975. Danmarks Kommunistiske Partis rolle i dansk arbejderbevægelse – en politisk biografi (Tiderne Skifter, 1977), s. 36-37, 52-54, 59-61, 73-75.

[13] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 34-51.

[14] Mogens Nielsen, Socialdemokratiet og enheden i arbejderbevægelsen 1943-1945 (Akademisk Forlag, 1978).

[15] ABA, DKP’s arkiv, Det faglige sekretariat, kasse 218: Københavnsledelsen og Det faglige Sekretariat til gode kammerat, 8. november 1949. Den omtalte pjece var Oprustningsvanviddet. Udgivet af centralkomiteen for Danmarks Kommunistiske Parti, uden år.

[16] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen s. 54-84. Tallene stammer fra tabellen i ibid., s. 56.

[17] Ibid., s. 56, 85-104.

[18] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv. Den danske arbejder – før, under og efter Den kolde krig (Museum Tusculanums Forlag, 2004), s. 30-31.

[19] Tabellen bygger på tallene i Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 39 og 56.

[20] F.eks. i ABA, DKP’s arkiv, Det faglige sekretariat, kasse 218: Sekretariatet til Gode Kammerat, 18. februar 1947.

[21] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 178-188.

[22] ”From their point of view, however, the problem is one of finding competent leaders in the locals rather than one of effecting the removal of the Communists.” NA, RG 263, Raymond Murphy Collection on International Communism, box 125: Maj. Andrew D. Budz, Jr., Subject: Communist Influence in Copenhagen Trade Union Locals, 23 May 1949.

[23] PET, emnesag: Notits, 16 december 1958.

[24] ”Traditionally, trade unionists in Copenhagen, as elsewhere, are not averse to electing officials tainted with Communism so long as these officials are considered active and efficient trade unionists.” NA, RG 59, Central Decimal Files 1960-63, 759.062/1-3161, box 1844: Harold Aisley, Amembassy Copenhagen to Department of State, No. 524, January 31, 1961.

[25] ABA, DKP’s arkiv, Det faglige sekretariat, kasse 218: Sekretariatet til kammerater, 29. august 1946.

[26] Ibid.: Det faglige sekretariat til alle gruppeledelser, 27/12 1945; ”Retningslinjer vedrørende førelse af FAGLIGT KARTOTEK m.v.”, juni 1948.

[27] ABA, DKP’s arkiv, Det faglige sekretariat, kasse 218: Sekretariatet til Distriksledelserne i København, 6. juli 1946. Der findes sammesteds flere eksempler på henvendelser til partimedlemmer med anmodning om opdaterede oplysninger vedrørende deres fagforeningsmedlemskab.

[28] Ibid.: Sekretariatet, ”Retningslinjer vedrørende førelse af FAGLIGT KARTOTEK m.v.”, juni 1948.

[29] Ibid.: Det faglige Sekretariat til alle Gruppeledelser, 27. december 1945.

[30] Ibid.: ”Retningslinjer for førelsen af fagligt kartotek”, 12. december 1945.

[31] Ibid., kasse 223: “Bedriftsorganisationer” 1951-53: Udateret papir; fortegnelse, Bedriftsafdelinger i København pr. 26. november 1952.

[32] Ibid.: ”Angående bedriftsorganisationerne i København”, udateret.

[33] Ibid.: Udateret papir.

[34] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 137.

[35] ABA, DKP’s arkiv, Det faglige sekretariat, kasse 218: Indbydelser dateret 1946 til 1950.

[36] Ibid.: Det faglige sekretariat, ”Cirkulære angaaende faglige studiekredse”, 15. april 1948.

[37] Ibid.: Valsø Holm, Underholdningskontoret, til Kammerater, februar 1950.

[38] Ibid.: Det faglige sekretariat til samtlige faglige udvalg, ”ang. SMEDEKONGRESSEN”, 20. september 1945.

[39] Ibid.: Sekretariatet til kammerater, maj 1948. Også ibid.: Sekretariatet til gode kammerat, november 1946; Sekretariatet til gode kammerat, februar 1950. Formuleringen om at registrere er anvendt i ibid.: Sekretariatet til samtlige Fraktionsledere og Fraktionssekretærer, 29. juni 1946.

[40] Ibid.

[41] Ibid.: Sekretariatet til alle Fraktionsledelser i København, 5. juni 1947.

[42] Ibid.: Sekretariatet til gode kammerat, 4. marts 1948; også, sekretariatet til gode kammerat, 26. oktober 1946.

[43] Ibid.: Københavnsledelsen til gode kammerat, 5. maj 1948; Eigil Larsen til gode kammerat, 14. april 1950; Land og Folk til gode kammerat, 17. januar 1950; sekretariatet til gode kammerat, 13. februar 1950.

[44] Rasmus Mariager og Klaus Petersen, “Socialdemokratiet og forholdet til DKP under den første kolde krig”, Arbejderhistorie, 4, december 2004, s. 56-61.

[45] For en mere uddybende beskrivelse henvises til Kommissionens beretning, bind 2, om PET’s historie 1945-1968.

[46] NA, RG 263, The Raymond Murphy Collection on International Communism, 1917-58, box 124: Office of Strategic Services, Report No. A-58544. Subject: Views of Danish Labor Leaders, 28 May 1945.

[47] NA, RG 59, Central Decimal Files (CDF) 1945-49, box 6496: Monnett B. Davis to the Secretary of State, No. 88, August 13, 1945, 859.5043/8-1345.

[48] ” … that they place themselves outside the protection of the CTU organization. [ … ] in order to allow time for campaigning and giving the Communists a beating … ” NA, RG263, Murphy Collection, box 124: Davis, From Copenhagen to Secretary of State, Confidential No. A-82, September 6, 1945.

[49] ” … the implacable enemy of the Communists in Denmark [ … ] to crush the Communists completely.” NA, RG59, Lot Files, Records of the Office of British Commonwealth and Northern European Affairs 1941-53, Subject Files 1941-53, box 12: Garret G. Ackerson Jr., Confidential Memorandum, March 14, 1946, påhæftet Ackerson til William C. Trimble, March 15, 1946.

[50] Om AIC’s historie og opgaver se også Kommissionens beretning, bind 2, om PET’s virksomhed 1945-1968. Den hidtil mest fuldstændige undersøgelse af AIC er Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central. Socialdemokratisk antikommunisme under den kolde krig 1944-1973 (upubliceret konferensafhandling, Københavns Universitet, 2008).

[51] Kristian Bruhn Henriksen, ”HIPA – propaganda- eller efterretningsorganisation?”, Arbejderhistorie, nr. 1, april 2007, s. 1-19.

[52] Klaus Petersen og Regin Schmidt, ”Gemensam nordisk front”, Arbetarhistoria, nr. 4, 2001, s. 42-43. Om AIC’s historie, se også: ”Kampen mod kommunisme i dansk fagbevægelse”, Weekendavisen, 1. marts 1974; Erik Jensen og Petter Sommerfelt, Under dække. Efterretninger om samspillet mellem NATO-politikere, efterretningstjenester og højre-ekstremistiske grupper (Demos, 1978), s. 41-56; Hans Davidsen-Nielsen og Henrik Dørge, ”Koldkrigere på kvisten”, Weekendavisen, 18.-24. september 1998; Kurt Jacobsen og Ole Lange, ”PET, FET og Den tredje Hemmelige Tjeneste”, Information, 30. oktober 1998; Henrik Groes-Petersen, ”AIC: Rosens netværk”, Politiken, 1. november 1998; Henning Grelle, ”AIC – propaganda- eller efterretningsorganisation?” Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Årsskrift 1998, s. 30-37; Christian Jensen og Karl Erik Nielsen, ”Jagten på de røde”, Berlingske Tidende, 27. maj 2001; Rasmus Mariager og Klaus Petersen, ”Socialdemokratiet og forholdet til DKP under den første kolde krig”, s. 66-73. Den mest detaljerede beskrivelse af AIC’s arbejdspladskontakter og de socialdemokratiske klubber er Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 32-67.

[53] Alf Ross, Kommunismen og Demokratiet (Fremad, 1946); K. K. Steincke, Kommunister og Socialdemokrater (Frit Forum, 1946); K. K. Steincke, Kommunisterne og – vi andre (Frit Forum, n.d.[1946]); Bjørn Svensson, Sådan er kommunisterne (Fremad, 1949); Miroslav Sedlak, Det kommunistiske kup i Czekoslovakiet (Fremad, 1949).

[54] Martin Kure Nielsen, ”Efterkrigsopgøret i den københavnske fagbevægelse”, Arbejderhistorie, nr. 1, april 2007, s. 39-55.

[55] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 135-137, 230-232.

[56] ABA, DKP’s arkiv, Det faglige sekretariat, kasse 223, ”Div. Fagligt materiale”: Urban Hansen til Svend Aage Hansen, Havnearbejdernes forbund, 10. november 1953.

[57] Ibid., kasse 218: Det faglige sekretariat til alle Gruppeledelser, 27. december 1945.

[58] Ibid.: Sekretariatet til gode kammerat, 18. februar 1947.

[59] Ibid.: Sekretariatet, ”Cirkulærer angaaende fagligt arbejde i partiafdelingerne i København”, 15. april 1948.

[60] Ibid.: Ledelsen, Det faglige sekretariat, til gode kammerat, 8. november 1946.

[61] Ibid.: Div. Socialdemokratiske klubber: Mødeindkaldelser, valg etc.: Formændene for de socialdemokratiske klubber på Refshaleøen, Til medlemmerne af de socialdemokratiske klubber på Refshaleøen, april 1950. Se også, ibid., kasse 217: Kai Meile, bestyrelsen for smedenes socialdemokratiske faglige klub i afdl., til gode partifælle, oktober 1946.

[62] PET, emnesag: Notits, 13. september 1955.

[63] PET, emnesag: ”Vedr.: Forsøg på at bryde den kommunistiske majoritet i ’Havnearbejdernes Fællesforbund’ i København”, 18. oktober 1961.

[64] ABA, DKP’s arkiv, kasse 218: Blikkenslagernes Socialdemokratiske Klub til Gode Kollega og Partifælle, udateret.

[65] Ibid.: Det faglige sekretariat til kammerater, 29. august 1946.

[66] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 184.

[67] Report of Activity of the World Federation of Trade Unions. Presented to the IInd World Trade Union Congress Milan (Italy) 29 June - 10 July 1949 (Paris, 1949), s. 7-22; Anthony Carew, “A False Dawn: The World Federation of Trade Unions (1945-1949)”, i: Marcel van der Linden, red., The International Confederation of Free Trade Unions (Bern, 2000), s. 167-171; Peter Weiler, ”The United States, International Labor, and the Cold War: The Breakup of the World Federation of Trade Unions”, Diplomatic History, Vol. 5, No. 1, Winter 1981, s. 1-4.

[68] Anthony Carew, ”The Schism Within the World Federation of Trade Unions: Government and Trade Union Diplomacy”, International Review of Social History, Vol. XXIX, Part 3, 1984, s. 299-334; Jim Phillips, ”Labour and the Cold War: the TGWU and the Politics of anti-Communism, 1945-55”, Labour History Review, Vol. 64, No. 1, Spring 1999, s. 46-50; Ted Morgan, A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-Communist, and Spymaster (New York, 1999); Anthony Carew, ”A False Dawn”, s. 170-180; Peter Weiler, ”The United States, International Labor and the Cold War”, s. 1-22.

[69] Anthony Carew, ”Towards a Free Trade Union Centre: The International Confederation of Free Trade Unions (1949-1972)”, i: Van der Linden, red., The International Confederation of Free Trade Unions, s. 189-204; ICFTU, Reports of the First to the Fourth Congresses 1949-1955 (London 1949-Brussels 1955); Free Labour World, Vol. 1, 1950-Vol. 3, 1952.

[70] Frederico Romero, The United States and the European Trade Union Movement, 1944-1951 (Chapel Hill & London, 1992), s. 14; Anthony Carew, ”The American Labor Movement in Fizzland: the Free Trade Union Committee and the CIA”, Labor History, Vol. 39, No. 1, 1998, s. 25-42; Roy Godson, American Labor and European Politics. The AFL as a Transnational Force (New York, 1976), s. 32-48; Anthony Carew, ”Towards a Free Trade Union Centre”, s. 203-204; Ted Morgan, A Covert Life, s. 144-155.

[71] Anthony Carew, ”The American Labor Movement in Fizzland”, s. 25-42.

[72] ABA, LO’s arkiv, kasse 589, j.nr. 1018/50: Eiler Jensen, ”Rapport fra Forretningsudvalgsmødet i Den Frie Faglige Internationale (Brüssel den 25/5-27/5 1950)”, 15. juni 1950. Ibid., kasse 593, j.nr. 35/51: Eiler Jensen, “ICFTUs kongres i Milano juli 1951”.

[73] ABA, LO’s arkiv, kasse 606, j.nr. 485/53: ”ICFTU, Executive Board, Brussels, 30 November-4 December 1953, General Secretary’s Report on Activities”, 26 November 1953. ICFTU, Report of the 3rd World Congress, 1953, s. 214-222, 287-289, 300-304, 376, 386-393, 516-518; Anthony Carew, ”Towards a Free Trade Union Centre”, s. 204; Anthony Carew, ”The American Labor Movement in Fizzland”, s. 37. DsF’s rolle i forbindelse med arbejdet i Vestberlin er dokumenteret i ABA, LO’s arkiv, kasse 606. Om Josef Andersson se også dennes erindringer Vejen frem. Minder og Synspunkter (Skræddernes Forbund, 1954).

[74] Materiale vedrørende støtten til Italien og Frankrig findes i ABA, LO’s arkiv, kasse 546, 585, 598, 599 og 602.

[75] Om PET’s trusselsbillede af de danske kommunister henvises i øvrigt til beretningerne vedrørende PET’s virksomhed fra 1945 til 1968 i bind 2 og PET’s overvågning af DKP fra 1945 til 1989 i bind 6.

[76] PET, emnesag: ”Vedrørende kommunistisk aktivitet inden for fagbevægelsen i Danmark og den af internationale fredsbevægelser og andre internationale politiske organisationer her i landet udfoldet aktivitet kan oplyses følgende”, 14. juli 1951. Vedlagt brev fra Mogens Jensen til Udenrigsministeriet, 16. juli 1951.

[77] Ibid.

[78] PET, ujournaliseret, kasse3: ”En efterretningstjenestes tilrettelæggelse af agentarbejde, observationstjeneste og det interne arbejde. Visse kommunistiske organisationers opbygning og deres arbejdsmetoder.” Udateret. Oversigten kan stamme fra en udenlandsk samarbejdspartner, men kan i så fald sandsynligvis ses som udtryk for PET’s opfattelse.

[79] Ibid.

[80] PET, emnesag: ”Beretning. Kursus i Oslo i tiden fra den 8.-13. maj 1950”.

[81] PET, emnesag: ”Kommunismen i Danmark i 1949.” Beretning Nr. 1/1950.

[82] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. januar - 1. april 1950”, april 1950.

[83] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. juli - 1. oktober 1950”, oktober 1950.

[84] PET, emnesag: ”Beretning vedr. Kontaktmødet i Århus den 4. april 1950”, 12. april 1950. Ligeledes ibid: ”Kontaktmødet i Odense den 21. november 1949”.

[85] Ibid.: ”Beretning vedrørende kontaktmøde i Nykøbing Falster den 18. marts 1950”.

[86] PET, emnesag: ”World Federation of Trade Unions (W.F.T.U.)”, 27. september 1954.

[87] Ibid.

[88] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april - 1. juni 1950”. Beretning Nr. 3/1950.

[89] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. januar - 1. april 1950”. Beretning Nr. 2/1950.

[90] PET, emnesag: ”’World Federation of Trade Unions’ (W.F.T.U.)”, 27. september 1954.

[91] Trods intensiv efterforskning fandt PET ingen beviser for, at danske kommunister var rekrutteret til en eventuel sabotageorganisation, eller at de udførte sabotagehandlinger. Senere oplysninger fra KGB’s arkiv antyder imidlertid muligheden af, at enkelte danske kommunister kan være blevet rekrutteret til KGB’s sabotagenetværk i begyndelsen af 1950’erne. For en mere udførlig analyse af det bevarede arkivmateriale se Kommissionens beretning om PET’s overvågning af DKP fra 1945 til 1989 i bind 6.

[92] PET, emnesag: ”Beretning nr. 5 vedrørende danske personers forbindelse med ’World Federation of Trade Unions’ (WFTU)”, 16. april 1956.

[93] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning Nr. 1/1950.

[94] Ibid.: ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. juli - 1. oktober 1950”. Beretning Nr. 4/1950.

[95] PET, emnesag: ”Vedrørende kommunistisk aktivitet indenfor fagbevægelsen i Danmark og den af internationale fredsbevægelser og andre internationale politiske organisationer her i landet udfoldede aktivitet kan oplyses følgende”, 14. juli 1951. Vedlagt brev fra Mogens Jensen til Udenrigsministeriet, 16. juli 1951.

[96] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning Nr. 1/1950; ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april - 1. juli 1950”. Beretning Nr. 3/1950.

[97] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning Nr. 1/1950.

[98] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. januar - 1. april 1950”. Beretning Nr. 2/1950; ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april - 1. juli 1950”. Beretning Nr. 3/1950.

[99] Ibid.: ”Beretning vedrørende DKP i perioden mellem den 18. og den 19. (ekstraordinære) partikongres (Oktober 1955 - Januar 1957)”.

[100] ”Kriminalpolitiet indsamler materiale i fagforeninger”, Land og Folk, 19. november 1954.

[101] PET, ujournaliseret, kasse 2: Notitser, 19. november 1954.

[102] Ibid.: Breve til justitsminister Hans Hækkerup og departementschef V. Boas, 22. november 1954.

[103] JM, P.O.-sag: ”Strengt Fortroligt notat”, 29. juni 1950.

[104] JM, ujournaliseret: ”Om sikkerhedstjenestens reorganisation”, udateret, men fra 1950.

[105] Ibid.: Strengt fortroligt notat af Lunding og Haslund, 21. juni 1950.

[106] Ibid.: ”Om sikkerhedstjenestens reorganisation”, udateret, men fra 1950.

[107] Ibid.: Strengt fortroligt notat af Lunding og Haslund, 21. juni 1950.

[108] JM, ujournaliseret: Udateret notat [1952/53].

[109] Ibid.

[110] JM, P.O.-sag: ”Rundskrivelse nr. 7/1952”, 7. april 1952.

[111] Ibid.

[112] Ibid.

[113] JM, P.O.-sag: Notat til vicepolitichef E. Brix, vedlagt brev fra Justitsministeriet til vicepolitichef E. Brix, 30. november 1953. For kartoteksdebatten 1952-53 se Kommissionens beretning om PET’s virksomhed 1945-1968 i bind 2.

[114] PET, administrativ sag: ”Rundskrivelse nr. 14/1953”, 11. december 1953.

[115] Ibid.

[116] JM, ujournaliseret: ”Udkast til ny rundskrivelse (7)”, udateret og usigneret. Det var tilsyneladende ikke alle i Justitsministeriet, der var enige i indskrænkningen af PET’s overvågning af strejker. I en anonym kommentar til den nye rundskrivelse hedder det således, at man ikke kunne overlade det til politikredsene at skønne, hvornår en strejke var iværksat eller blev udnyttet af kommunisterne og således var af interesse for PET. Ibid.: ”Ad udkast til rundskrivelse 7”, udateret og usigneret.

[117] Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (REA) ændrede ved reorganiseringen ved årsskiftet 1950/51 navn til Politiets Efterretningstjeneste (PET).

[118] I plankartoteket, hvor de indsamlede oplysninger i perioden 1946-52 blev registreret, findes der et kort med påskriften ”Fagforeningerne” og et tal. Dette er sandsynligvis en henvisning til en emnesag, der omhandlede fagforeningerne. Der er imidlertid ikke indført andre oplysninger om fagforeningerne. Der er kun fundet få og spredte indberetninger fra før REA/PET’s reorganisering i 1950/51 i de bevarede emnesager over faglige organisationer. Den ældste bevarede sag i kategorien strejker stammer fra 1953 (Slagteriarbejderstrejke i Nørresundby 1953).

[119] PET, ujournaliseret, kasse 2: Rigspolitiets Efterretningsafdeling, notat, 17. december 1945, vedhæftet: ”Sikkerhedspolitiet – Rigspolitiets Efterretningsafdeling”, 18. december 1945.

[120] PET, plankartotek, kasse 2: ”Strejkesituationer (april 1946)”.

[121] PET, administrativ sag: Liste over Inf.-nr. med påtegnelsen: ”Se ny liste af 12/6-1948”.

[122] Ibid.: Afskrift af forslag til tjenestefordeling fra 15. september 1949.

[123] Ibid. (læg: Kartoteksproblemer): Notits, 19. oktober 1949.

[124] Ibid.: ”Oversigt over de under gruppe II hørende specialkartoteker”, 4. oktober 1951.

[125] Ibid.: ”I gr. III behandles følgende emner, i tilslutning til hvilke der føres følgende specialkartoteker”, 4. oktober 1951.

[126] PET, emnesag: ”Beretning vedrørende kontaktmøde i Nykøbing Falster den 18. marts 1950”; ”Referat af kontaktmøde i Viborg den 3. april 1950”, 19. april 1950; ”Beretning vedr. Kontaktmødet i Århus den 4. april 1950”, 12. april 1950.

[127] Ibid.: ”Referat af Stationsleder- og kontaktmøde i Kolding den 17. febr. 1950”, 20. februar 1950.

[128] Ibid.: ”Kontaktmødet i Ringkøbing Politikreds den 10. februar 1950”.

[129] JM, ujournaliseret: Ernst Brix, notat, 1. december 1952.

[130] JM, ujournaliseret: Justitsministerens besvarelse i 1954 af spørgsmål fra Folketingets udvalg om ændringer i retsplejeloven (politiets ledelse).

[131] PET, ujournaliseret, kasse 1 (Materiale til brug for påtænkt kursus i 1952): Kursusplan fra 1952.

[132] PET, administrativ sag: ”Kartoteksdebat, Fredag, den 30/5 1952, kl. 10”, 30. maj 1952.

[133] JM, ujournaliseret: ”Redegørelse for PET-udvalgets undersøgelser og overvejelser”, udateret, men fra 1957.

[134] PET, administrativ sag: Udateret (men ca. 1952/53) ”notat vedrørende opstilling af retningslinjer for en hensigtsmæssig ordning af en efterretningstjenestes kartoteker og arkiver i en politikreds”.

[135] Ibid.

[136] Ibid.

[137] Ibid.

[138] JM, ujournaliseret: ”Redegørelse for PET-udvalgets undersøgelser og overvejelser”, udateret (1957).

[139] Listen bygger på en gennemgang af emnesagerne vedrørende de i appendiks 1 nævnte 24 faglige organisationer og de i appendiks 3 nævnte 29 faglige aktioner og konflikter.

[140] Klaus Petersen og Regin Schmidt, ”Gemensam nordisk front”, s. 43; Christian Jensen og Karl Erik Nielsen, ”Jagten på de røde”, Berlingske Tidende, 27. maj 2001.

[141] Henrik Dørge, ”Den hemmelige alliance”, Weekendavisen, 30. oktober - 5. november 1998; Hver en sten skal vendes, temalørdag om PET på DR2, 24. oktober 1998.

[142] F.eks.: PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i 1949”, Beretning nr. 1/1950; ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april - 1. juli 1950”, Beretning nr. 3/1950, juli 1950; ”Oversigt over den af Danmarks kommunistiske Parti, Socialistiske Folkeparti og frontorganisationerne udfoldede virksomhed i tiden fra 1. januar til 31. maj 1961”. Se også Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 108-109.

[143] Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderbevægelsen, s. 56; Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 109.

[144] PET, emnesag: Notits, 12. januar 1956.

[145] Ibid.: ”Meddelelse om generalforsamlingen”, dateret 7. november 1955, vedhæftet ovenstående.

[146] Ibid.

[147] PET, emnesag: ”Vedrørende: Sømændenes Forbund”, 3. marts 1967.

[148] RB: E. Mogens Jensen, 4. oktober 2000.

[149] ”This organization, which Andersen once headed, formerly gathered and distributed information on candidates for union and shop steward elections all over Denmark with the specific purpose of identifying and defeating Communists.” NA, RG59, SNF 1970-73, box 1396, LAB 3-2 DEN: Dudley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-8, January 7, 1971.

[150] ” … in close contact … the Danish security services … intelligensia … paper organization … the kind of open, dirty and necessary … ” Ibid.

[151] JM, P.O.-sag: Ernst Brix, Redegørelse II, 5. april 1957, Bilag A, Ekstrakt-afskrift.

[152] Ibid.: Ernst Brix, Redegørelse II, 5. april 1957, s. 13.

[153] RB: 21. maj 2002.

[154] Ibid.: Kjeld Olesen, 6. juni 2001.

[155] JM, P.O.-sag: Urban Hansen til justitsminister Hans Hækkerup, 18. august 1955.

[156] Ibid. Ifølge en påtegning på sagen lykkedes det ikke Justitsministeriet at hindre, at kriminaloverbetjenten blev forflyttet.

[157] RB: E. Mogens Jensen, 4. oktober 2000.

[158] ABA, venligst udlånt af forretningsfører Henning Grelle: Niels Matthiasen til Herr forbundsformand Einar-Jensen, MF, 6. juli 1959.

[159] RB: Kjeld Olesen, 6. juni 2001. For et eksempel på en indberetning fra kriminalassistenten, der byggede på oplysninger fra ”en socialdemokratisk kontakt i fagbevægelsen”: PET, personsag: Notits, 23. marts 1973.

[160] PET, ujournaliseret, kasse 2: Notits, 3. maj 1971.

[161] Om Urban Hansens kontakt til politiet generelt se: RB: Anker Jørgensen, 17. januar 2001. Om Urban Hansens vigtige rolle i AIC, se Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 36-39.

[162] Henning Grelle, ”AIC – propaganda- eller efterretningsorganisation?”, s. 36.

[163] RB: 11. oktober 2000.

[164] JM, P.O.-sag: Den under 27. oktober 1956 nedsatte kommissionsdomstol, Beretning, bind D, s. 30.

[165] Mads Nissen Styrk, De hemmelige kartoteker. Pest over Danmark (Forlaget Aros, 1964), s. 23.

[166] JM, P.O.-sag: E. Mogens Jensen, ”Vedrørende en række i dagspressen omtalte sager vedrørende politiets efterretningstjeneste, hvorom folketingsmedlem Else Merete Ross i skrivelse af 15. marts 1964 til justitsministeren har udbedt sig nærmere oplysninger”, 17. marts 1964. Iben Bjørnsson mener derimod, at historien er troværdig, se Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 110.

[167] Hans Davidsen-Nielsen og Henrik Dørge, ”Koldkrigere på kvisten”, Weekendavisen, 18.-24. september 1998; Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 110.

[168] ”Forfulgt af falsk oplysning i de hemmelige kartoteker”, Ekstra Bladet, 21. januar 1964; ”AIC konsulterer de hemmelige kartoteker”, Land og Folk, 22. januar 1964; Mads Nissen Styrk, ”Et samarbejde mellem socialdemokratiet og efterretningstjenesten?” SF. Ugeblad for Socialistisk Folkeparti, 27. februar 1964.

[169] ”Kulmænd i det sorte hul – d.v.s. Brix’ernes kartotek!” Ekstra Bladet, 17. juni 1954.

[170] RB: E. Mogens Jensen, 4. oktober 2000.

[171] JM, Om ”Hetler-sagen”, folder ”Diverse dubletter”: Afhøringsrapport af oberst Fournais, 10. april 1978.

[172] Se Kommissionens beretning om PET’s virksomhed fra 1945 til 1968 i bind 2.

[173] Se Kommissionens beretning om ’Stay-Behind’ og Firmaet i bind 5.

[174] Torgny Møller, Arbejderopposition. Magt og magtmisbrug i dansk fagbevægelse (Rhodos, 1972), s. 93-94; Hans Davidsen-Nielsen og Henrik Dørge, ”Koldkrigere på kvisten”, Weekendavisen, 18.-24. september 1998.

[175] Klaus Petersen og Regin Schmidt, ”Gemensam nordisk front”, s. 43. Se også Henning Grelle, ”AIC – propaganda – eller efterretningsorganisation?” , s. 33; Christian Jensen og Karl Erik Nielsen ”Jagten på de røde”, Berlingske Tidende, 27. maj 2001; Niels Jul Nielsen: Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 212-213; Peer Henrik Hansen, Firmaets største bedrift. Den hemmelige krig mod de danske kommunister (Høst & Søn, 2005), s. 92-94.

[176] Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 69-83.

[177] RB: Niels Anders Frommelt, 6. februar 2001.

[178] Steen Andersen, ”Den hemmelige hær”, Weekendavisen, 21. – 27. juni 2002. Iben Bjørnsson finder Frommelts udtalelser for troværdige, jf. Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 75. Hun er af gode grunde ikke bekendt med Frommelts senere erklæring over for Kommissionen.

[179] RB: Niels Anders Frommelt, 4. september 2002.

[180] Se også Kommissionens beretning om Stay-Behind og Firmaet i bind 5.

[181] ” … complete and comprehensive files on all Communist trade union members, including location of employment and function. [ … ] a careful check on the activities of such members [ … ] Indirectly, however, De samvirkende Fagforbund is pursuing a definite policy to remove Communist party members from leadership in the trade unions, and general instructions have been circulated to Social-Democratic members to prevent the election or re-election of Communists to official posts within unions or their local branches.” NA, RG263, The Raymond Murphy Collection on International Communism 1917-58, box 125: Marvel, From Copenhagen to Secretary of State, A-79, April 6, 1948.

[182] Ibid. Eiler Jensens oplysninger om kommunisternes stilling og om fagbevægelsens tiltag blev anset for at være af interesse for den amerikanske efterretningstjeneste. CIA modtog direkte fra ambassaden i København en indberetning om samtalen, men den er stadig hemmeligtstemplet i sin helhed. Ibid.: Withdrawal sheet, Message MA-191, Copenhagen to Director of Intelligence, April 7, 1948.

[183] NA, RG263, Estimates of the Office of Research Evaluation 1946-50, Intelligence Publication File, box 3: Central Intelligence Agency, Opposition to ECA in Participating Countries, ORE 64-48, 10. February 1949.

[184] ” … individual Communists occupying positions of strategic importance are for the most part known and catalogued.” NA, RG263, Raymond Murphy Collection on International Communism 1917-57, box 125: Maj. Andrew D. Budz, Jr., WDGS-Intelligence Report No. 561671, Subject: Communist Influence in Copenhagen Trade Union Locals, 23 May 1949.

[185] Ibid., Estimates of the Office of Research Evaluation 1946-50, Intelligence Publication File, box 4: Central Intelligence Agency, Communism in Scandinavia, ORE 77-49, 14 December 1949.

[186] Ibid., Raymond Murphy Collection on International Communism 1917-57, box 125: Marvel, From Copenhagen to Secretary of State, A-79, April 6, 1948. Iben Bjørnsson mener, at der er tre mulige forklaringer på Eiler Jensens udtalelse: At han pralede, at han hentydede til registreringen af bestyrelsesmedlemmer, eller at han talte sandt. Se Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 75, 83.

[187] Se Kommissionens beretning om PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989 i bind 6.

[188] Som Henning Grelle har argumenteret for i ”AIC – propaganda- eller efterretningsorganisation?”, s. 33.

[189] Som hævdet af Kurt Jacobsen og Ole Lange i ”PET, FET og Den Tredje Hemmelige Tjeneste”, Information, 30. oktober 1998. Se også: Christian Tortzen, En Sømand han maa lide. Sømændenes Forbund 1897-1997. Bind II: De sidste 50 år. Kampen fortsætter (Pantheon, 2007), s. 42-43.

[190] Poul Villaume, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 (Eirene, 1995); Poul Villaume, ”Henrik Kauffmann, den kolde krig og de falske toner”, Historisk Tidsskrift, 97:2, s. 507-510; Poul Villaume, ”Fra ”hypnotiseret kanin” til ”pindsvinestilling””, i: Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak, red., Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober 1998 (Museum Tusculanums Forlag, 1998), s. 697-708; Poul Villaume, ”Denmark and NATO through 50 years”, i: Bertel Heurlin and Hans Mouritzen, eds., Danish Foreign Policy Yearbook 1999 (Dansk Undenrigspolitisk Institut, 1999), s. 32-37; Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn 1945-1972. Dansk Udenrigspolitiks Historie, bind 5 (Danmarks Nationalleksikon, 2005), s. 153-243, 288-378.

[191] Bo Lidegaard, I Kongens Navn. Henrik Kauffmann i Dansk Diplomati 1919-58 (Gyldendal (1996), 1999), s. 578-584; Bo Lidegaard, ”Et andet syn på dansk diplomati”, Historisk Tidsskrift, 97:2, s. 520-525; Bo Lidegaard, ”Danmarks overlevelsesstrategi i den kolde krigs første år”, Arbejderhistorie, 4:1999, s. 41-43.

[192] NA, RG59, Records Relating to State Department Participation in the Operations Coordinating Board and the NSC 1947-63, Operations Coordinating Board, box 27: Operations Coordinating Board, Washington, D.C., Operations Plan for Scandinavia (Denmark), July 13, 1960. Se også, NA, RG59, Lot Files, Records of the Policy Planning Staff Relating to State Department Participation in the NSC 1935-1962, box 42: NSC 28/1. A Report to the President by the National Security Council on the Position of the United States with Respect to Scandinavia, September 3, 1948; NSC 121. A Report to the National Security Council by the Executive Secretariat on the Position of the United States with Respect to Scandinavia and Finland, January 8, 1952.

[193] ”Acting within the Soviet intelligence network, the Scandinavian Communists will remain capable of conducting considerable espionage activity, not only against their own countries but also against the North Atlantic Treaty nations and the Western world in general.” NA, RG263, Estimates of the Office of Research Evaluation, Intelligence Publication File, box 4: Central Intelligence Agency, Communism in Scandinavia, ORE 77-49, 14 December 1949, s. 12.

[194] “To the degree, however, that the Communist Party serves as a vehicle for subversion and espionage, it represents a potential danger to which Denmark should continue to be alert.” NA, RG59, Lot Files, Records Relating to State Department Participation in the OCB and the NSC 1947-63, OCB, box 27: Principal Background Considerations Concerning Denmark, Annex D I OCB: Operations Plan for Scandinavia (Denmark), July 13, 1960.

[195] Dette materiale kan primært findes i decimalgrupperne 859.00B, 759.001 og 859.062 i RG59, og i box 124-125, Raymond Murphy Collection on International Communism 1917-57, RG263, begge i NA.

[196] Jussi M. Hanhimäki, Scandinavia and the United States. An Insecure Friendship (New York, 1997), s. 34. For Socialdemokratiets sikkerhedspolitik under den tidlige kolde krig se bl.a.: Thorsten Borring Olesen, ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiets holdninger til sikkerhedspolitikken 1945-1948”, i: Birgit Nüchel Thomsen, red., Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945 (Odense Universitetsforlag, 1994), s. 15-54; Nikolaj Petersen, ”Atlantpagten eller Norden? Den danske alliancebeslutning 1949”, i: Carsten Due-Nielsen, Johan Peter Noack og Nikolaj Petersen, red., Danmark, Norden og NATO 1948-1962 (Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1991), s. 17-44.

[197] Vibeke Sørensen, Social Democratic Government in Denmark Under the Marshall-plan, 1947-1950 (ph.d.-afhandling, Firenze, March 1987), især s. 54-55, 66-67, 71, 81, 94-129, 144-145, 237-247; Michael J. Hogan, The Marshall Plan. America, Britain, and the Reconstruction of Western Europe, 1947-1952 (Cambridge (1987), 1998), s. 140-151, 201-206, 256-257, 343-344, 415-419, 428; Geir Lundestad, America, Scandinavia, and the Cold War, 1945-1949 (New York, 1980), s. 107-131, 156-161, 165, 342; Bent Boel, “USA, EPA og vesteuropæisk fagforeningspolitik i 1950’erne”, Arbejderhistorie, nr. 4, 1999, s. 99-111.

[198] Rasmus Mariager og Klaus Petersen, ”Socialdemokratiet og forholdet til DKP under den første kolde krig”, s. 62-63.

[199] Der findes et omfattende materiale om disse besøg i LO’s arkiv, ABA, og i Irving Brown Files, International Affairs Department, George Meany Memorial Archives, Silver Spring, Maryland.

[200] ” … as loyal promoter [of] freedom and social justice and stalwart fighter against Communist enemy of human dignity [,] world peace and all other brands of totalitarianism and reaction.” George Meany Memorial Archives, AFL-CIO Office of the President George Meany, International Affairs, box 52: Telegram, George Meany to Arne Riis Flor, March 29, 1954.

[201] Beskrivelsen bygger på et stort antal USIE-indberetninger, statusrapporter, baggrundsanalyser mm. vedrørende USA’s psykologiske krigsførelse i Danmark i første halvdel af 1950’erne, der findes i NA, RG59, Central Decimal Files 1950-54, box 2422, decimalnr. 511.59.

[202] De mange kontakter er omtalt i de ovenfor anførte samlinger i ABA, NA og George Meany Memorial Library. Den skjulte økonomiske støtte er dokumenteret i de relevante sager i Fremads arkiv, ABA.

[203] Morris Weisz, “The Labor Diplomacy Oral History Project”, Labor History, Vol. 36, No. 4, Fall 1995, s. 588-589.

[204] ”In many foreign countries labor organizations are inextricably connected with political movements including communist, socialist and others. Labor groups are especially vulnerable to communist and anti-American propaganda and the Department needs to give attention to them.” NA, RG59, Lot Files, Bureau of European Affairs. Labor Adviser Subject File 1957-64, box 1: Mr. Murphy to the Secretary. Subject: State Department Relations with U.S. Labor Movement, June 15, 1955.

[205] Interview med Don Kienzle, arbejdsattaché i Danmark 1979-82, 1. november 2000 i George Meany Memorial Archives, Silver Spring, Maryland.

[206] Ilse Olsen, Ejvind Larsen og Morten Sørensen, ”Koldkrigere indrømmer ingenting”, Information, 7. - 8. februar 1976. Se også generelt, George Morris, CIA and American Labor. The Subversion of the AFL-CIO’s Foreign Policy (New York, 1967), s. 32-33.

[207] Louis Wolf, “Researching Undercover CIA Officers”, Covert Action Information Bulletin, No. 2, October 1978, s. 11-14; ”Room 705, U.S. Embassy: The CIA Station in Madrid”, ibid., No. 4, April-May 1979, s. 10-13; Erik Jensen og Petter Sommerfelt, Under Dække, s. 135-150; Jan Guillou & Roger Wallis, ”Farvel Bruce Hitchins”, i: Phillip Agee & Louis Wolf, CIA in Europe (Oslo, 1979), s. 138-159.

[208] Transcript, Walter Galenson, Labor Diplomacy Oral History Project, March 15, 1992, s. 2-4, 39.

[209] Brev, 14. april 2001; også brev, 16. april 2001.

[210] Interview med Don Kienzle, 1. november 2000.

[211] NA, RG59, CDF 1950-54, box 3776: Secret, No. 32, To the Officer in Charge of the American Mission, Copenhagen, May 15, 1950, 759.00(W)/5-1550.

[212] ”This was the opening gun in an effort to portray me as a CIA agent.” Brev, 14. april 2001.

[213] NA, RG263, Raymond Murphy Collection on International Communism 1917-57, box 125: Marvel, From Copenhagen to Secretary of State, No. A-79, April 6, 1948.

[214] Ibid.: Maj. Andrew D. Budz, Jr., WDGS Intelligence Report No 561671. Subject: Communist Influence in Copenhagen Trade Union Locals, 23 May 1949.

[215] NA, RG59, CDF 1950-54, Secret File, box 3778: Edward J. Rowell, From Copenhagen to Department of State, No. 538, December 15, 1950, 759.001/12-1550.

[216] ”Accordingly, we wish to make it clear that a waterfront strike is not impossible and that at some point in the course of the present negotiations the Communist leaders will give serious consideration to fomenting a strike, but we do not believe any dock strike which might develop in the course of the next few months could be interpreted as a working man’s response to a Communist political goal.” NA, RG263, Raymond Murphy Collection, box 125: Edward J. Sparks, From Copenhagen to Department of State, No. 68, January 21, 1950.

[217] ”In the course of the above conversation, however, it was quite clear that the views expressed were not based on any intimate knowledge of Communist plans or in terms of an organized program within the labor movement to counteract such plans.” Ibid.

[218] Ibid.

[219] NA, RG263, Raymond Murphy Collection, box 125: Edward J. Rowell, From Copenhagen to Department of State, No. 503, May 17, 1950.

[220] Ibid.

[221] NA, RG59, CDF 1950-54, box 5135: Rowell, From Copenhagen to Department of State, No. 270, October 6, 1950, 859.062/10-650.

[222] Ifølge PET’s ældste registratur, plankartoteket, fandtes der en sag vedrørende våbentransporter fra USA. Ifølge PET findes denne sag ikke i dag i arkivet. De ældste oplysninger i emnekartoteket og i den eksisterende sag på Havnearbejdernes Fællesforbund stammer fra 1957.

[223] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. januar - 1. april 1950”. Beretning nr. 2/1950.

[224] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april - 1. juli 1950”. Beretning nr. 3/1950.

[225] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. juli - 1. oktober 1950”. Beretning nr. 4/1950.

[226] NA, RG59, CDF 1950-54, Secret File, box 3776: AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 595, January 18, 1952, 759.00(W)/1-1852.

[227] Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 136-168, 180-181.

[228] George Meany Memorial Archives, AFL-CIO Office of the President George Meany, International Affairs, box 52: Eiler Jensen til George Meany, 8 July 1954.

[229] ABA, Socialdemokratiets arkiv, kasse 896: Oluf Carlsson til Urban Hansen, 22. april 1958.

[230] NA, RG59, CDF 1955-59, box 4700: Robert W. Caldwell, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 618, February 20, 1958, 859.062/2-2058; Ward P. Allen, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 654, February 18, 1959, 859.06/2-1859; Ward P. Allen, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 715, March 18, 1959, 859.062/3-1859.

[231] ” … in a recent talk with an Embassy officer insisted that Larsen’s real support is minimal and pooh-poohed the possibility of his pulling votes from the SD fold.” Ibid., CDF 1955-59, box 3469: AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 893, May 19, 1959, 759.00(W)/5-1959.

[232] ”The Social Democrats are not only well aware of this situation, but responsible officials in the AIC blame themselves to a considerable extent for some of the success achieved by the Larsenists, because the latter had not been properly included in the Social Democratic anti-Communist campaigns.” Ibid, CDF 1960-63, box 1844: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 524, January 31, 1961, 759.062/1-3161.

[233] ”Party and LO officials realize that if the AIC, a particularly effective organization in fighting Communists and Larsenists in the trade unions during the last ten years, is to do its job properly well-paid, capable people must be employed. Thus, some time and care will be taken in making new selections.” Ibid., box 2621: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 859, June 23, 1961, 859.062/6-2361.

[234] Ibid.

[235] Ibid.: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 39, July 21, 1961, 859.062/7-2161.

[236] Ibid., box 1843: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 594, March 7, 1962, 759.00/3-762.

[237] Ibid., Subject Numerical File 1963, box 3886: AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-332, December 11, 1963, POL 2-1 DEN. Ibid., SNF 1964-66, box 2114: Eiler R. Cook, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-754, March 20, 1966, POL 12 DEN; Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 425, January 17, 1965.

[238] Ibid., CDF 1960-63, box 2621: H. Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 414, December 14, 1961, 859.062/12-1461, Classified File.

[239] I april 1963 udsendte Socialdemokratiet en instruks, der opfordrede partiets tillidsmænd til at bekæmpe SF. Ibid., SNF 1963, box 3887: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-747, May 5, 1963, POL 12 DEN.

[240] Ibid., box 3580: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-174, September 27, 1963, LAB 3-1 DEN.

[241] Ibid., SNF 1964-66, box 1290: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-852, June 24, 1964, LAB 3-2 DEN.

[242] Mads Nissen Styrk, De hemmelige kartoteker. s. 20-24, 67-68.

[243] NA, RG59, SNF 1964-66, box 2114: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-651, April 8, 1964, POL 12 DEN.

[244] Ibid.: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, A-22, July 12, 1964, POL 12 DEN.

[245] Ibid.: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, A-418, January 14, 1965, POL 15-1 DEN.

[246] Ibid., box 1290: Harold Aisley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-445, January 28, 1965, LAB 2 DEN.

[247] Brev fra Ernest Nagy, April 16, 2001.

[248] ”I visited the offices once and was told that it was no longer actively fighting the Communists because there was no need to. Given the then state of public opinion, I had no reason to doubt that such was the case; or at least it was a ’line’ that had to be taken.” Brev fra John A. Warnock, April 14, 2001.

[249] Brev fra Nagy, April 16, 2001. Venskabet er bekræftet af Kjeld Olesen. RB: Kjeld Olesen, 6. juni 2001.

[250] Brev fra Warnock, April 14, 2001.

[251] NA, RG59, SNF 1967-69, box 1230: White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-119, August 25, 1967, LAB 2 DEN.

[252] Ibid.: Blankinship, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-559, April 30, 1968, LAB 7 DEN; White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-612, May 31, 1968; White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-648, June 21, 1968; White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-663, June 28, 1968; White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-730, August 9, 1968.

[253] Ibid., box 2043: White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-525, April 7, 1967, POL 12 DEN; White, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-537, April 9, 1967, POL 1 DEN.

[254] Ibid., SNF 1970-73, box 1396: Dudley, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. A-8, January 7, 1971, LAB 3-2 DEN.

[255] Det skal dog bemærkes, at Kommissionen ikke har haft adgang til CIA’s arkiv, og det kan derfor ikke fuldstændig afvises, at der måtte findes materiale her om eventuelle kontakter mellem AIC og CIA.

[256] Det er kun sagen om Dansk Industri, der stadig eksisterer. Foruden den er emnekortene vedrørende DI, Dansk Arbejdsgiverforening, Danmarks Rederiforening og Erhvervenes Oplysningsråd (ingen oplysninger) gennemgået. Det skal understreges, at de tidligste oplysninger i emnekartoteket stammer fra 1957; eventuelle tidligere indgåede samarbejdsaftaler, f.eks. med rederne i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske McCarran-lov, som indeholdt krav om visa til søfolk, hvis skibe anløb amerikansk havn, er således ikke registreret.

[257] PET, emnekartotek: ”Organisationer m.v. – Dansk Arbejdsgiverforening”, oplysning dateret 11. december 1957.

[258] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 206-208.

[259] Der findes et betydeligt antal af disse indberetninger i emnesagen. Det skal bemærkes, at Afdeling E/PET for det meste omtalte sine kilder som kontakter på arbejdspladsen; disse kunne både dække over kontakter blandt arbejderne og i ledelsen.

[260] PET, emnesag: ”Vedrørende valget af tillidsmænd på B & W”, 17. januar 1968.

[261] Ibid.: Notits, 21. januar 1953.

[262] ”B&Ws hemmelige kartoteker”, Land og Folk, 27.-28. oktober 1968.

[263] PET, emnesag: ”De aktuelle forhold på B & W, Refshaleøen ultimo oktober 1968”, 1. november 1968, med vedhæftet personkort fra B&W Skibsværftet.

[264] JM, P.O.-sag: Haslund, notits, 18. november 1952.

[265] Ibid.: Brix, notits, 18. november, vedlagt Brix til kontorchef Chr. Ludvigsen, 18. november 1952.

[266] JM, ujournaliseret: ”Instruks til chefen for politiets efterretningstjeneste”, 30. november 1953.

[267] I 1964 understregede Arne Nielsen, der på daværende tidspunkt var souschef i PET, at PET ikke gav oplysninger til bl.a. firmaer. JM, ujournaliseret.

[268] Om PET’s generelle trusselsbillede af danske kommunister henvises til Kommissionens beretning om PET’s overvågning af DKP fra 1945 til 1989 i bind 6.

[269] PET, emnesag: Notits, 26. marts 1954.

[270] Ibid.: Notits, 13. juni 1953.

[271] F.eks. PET, emnesag: Notits, 24. maj 1955.

[272] PET, emnesag: Notits, 10. august 1953.

[273] Ibid.: Notits, 14. september 1955.

[274] PET, emnesag: ”Beretninger vedrørende danske personers forbindelse med ”World Federation of Trade Unions” (W.F.T.U.) for perioden 1953 til 1961”.

[275] Ibid.: ”Fortegnelse over danskere som ved deltagelse i konferencer eller på anden måde har haft forbindelse med ’World Federation of Trade Unions’ (WFTU) eller de underlagte ’Trade Union Internationals’ (TUI). (pr. 31. december 1956)”, 9. februar 1957.

[276] Ibid.: ”Supplement. Fortegnelse over danskere som ved deltagelse i konferencer eller på anden måde har haft forbindelse med ’World Federation of Trade Unions’ (WFTU) eller de underlagte ’Trade Union Internationals’ (TUI). (pr. 31. december 1961)”, 10. januar 1962.

[277] PET, emnesag: Notits, 1. oktober 1953. For et andet eksempel, ibid.: Notits, 3. april 1954.

[278] Ibid.: Notitser, 9. november 1953 og 26. oktober 1955. PET, emnesag: Notits, 9. juni 1954.

[279] PET, emnesag: Notits, 11. august 1956.

[280] PET, emnesag: Notits, 13. august 1954.

[281] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 113-120.

[282] Ibid., s. 113, 171-173, 189-194.

[283] Ibid., s. 202-206.

[284] PET, emnesag: Notitser, 14. januar 1953 og 17. februar 1953.

[285] Ibid.: Notits, 7. maj 1953.

[286] Ibid.: Notits, 5. marts 1953.

[287] Ibid.: Notits, 30. september 1953.

[288] Ibid.: Notits, 19. oktober 1953.

[289] Ibid.: Notits, 21. april 1954.

[290] Ibid.: Notits, 10. marts 1955.

[291] Ibid.: Notits, 10. marts 1955.

[292] Ibid.: Notitser, 29. august 1955, 2. november 1955 og 24. januar 1956.

[293] Ibid.: ”ad Beria’s fald”, 23. juli 1953.

[294] Ibid.: ”vedr. Land og Folks indsamling ’Gaa til modstand’”, 27. november 1953.

[295] Ibid.: ”Emne: konflikten paa Philips”, 13. oktober 1954.

[296] Ibid.: Notits, 27. januar 1955.

[297] Ibid.: Notits, 1. februar 1954.

[298] Ibid.: Notits, 27. august 1954.

[299] Ibid.: Notits, 2. december 1955.

[300] Ibid.: Notits, 19. januar 1953.

[301] Ibid.: Notits, 16. juli 1953.

[302] Ibid.: Notits, 27. februar 1956.

[303] Ibid.: Notits, 22. januar 1953.

[304] Ibid.: Notits, 24. marts 1953.

[305] Ibid.: Notits, 26. oktober 1953.

[306] Ibid.: ”Vedrørende personale på B&W”, 27. oktober 1955.

[307] Erik Nørgaard, Drømmen om verdensrevolutionen. Komintern og de revolutionære søfolk. Fra den russiske revolution til Hitlers magtovertagelse (Bogan, 1985); samme: Truslen om krig. Komintern, folkefront og 5. kolonne. Fra Hitlers magtovertagelse til den spanske borgerkrig (Bogan, 1985); samme: Krigen før krigen. Wollweber-organisationen og skibssabotagerne. Fra den spanske borgerkrig til besættelsen af Danmark. (Bogan, 1985); samme: Krig og slutspil. Gestapo og dansk politi mod Kominterns ”bombefolk”. Fra besættelsen af Danmark til idag. (Bogan, 1985).

[308] Se beskrivelsen af Wollweber-netværket i Kommissionens beretning om PET’s overvågning af DKP fra 1945 til 1989 i bind 6.

[309] PET, emnesag: (Formodentlig Eivind Larsen), notat, 21. august 1951.

[310] Ibid.: Referat af møde den 4. september 1951.

[311] Ibid.: Mødereferat, 12. september 1951.

[312] Christian Tortzen, En Sømand han maa lide. Sømændenes Forbund 1897-1997. Bind II: De sidste 50 år. Kampen fortsætter (Pantheon, 2007), s. 38.

[313] ”In fact, he was virtually the only interested party among Danish shipowners or seafarers’ representatives who actively cooperated with the Embassy in its endeavours to get underway the program of documenting of Danish seamen as required by the Act.” NA, RG59, CDF 1950-54, box 5135: Svend A. Godfredsen, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 776, January 26, 1954, 859.062/1-2654, Confidential File.

[314] PET, emnesag: Notits, 12. november 1953.

[315] Ibid.: Notits, 2. december 1953.

[316] NA, RG59, CDF 1950-54, box 5135: James W. Gantenbein, AmEmbassy Copenhagen to Department of State, No. 318, September 30, 1954, 859.062/9-3054.

[317] PET, emnesag: Notitser, 25. januar 1954 og 28. januar 1954.

[318] Ibid.: Notits, 10. februar 1954.

[319] Ibid.: Notits, 23. april 1954.

[320] Ibid.: ”Emne: Nyt formandsvalg i Sømændenes forbund”, 11. august 1954. Også: ”Vedr. Sømændenes Forbund, der den 5’ og 6’ds. afholder ordinær generalforsamling”.

[321] Ibid.: ”Generalforsamlingen i Sømændenes Forbund”, 9. november 1954.

[322] Ibid.: Notits, 6. december 1954.

[323] Ibid.: Notits, 8. marts 1955.

[324] Ibid.: Notits, 27. april 1955.

[325] Ibid.: Notits, 6. marts 1956.

[326] Ibid.: Notits, 24. oktober 1956.

[327] Ibid.: Notits, 24. august 1954.

[328] Ibid.: Notitser, 10. oktober og 28. november 1956.

[329] Ibid.: Notitser, 1. december 1955 og 9. december 1955.

[330] Ibid.: Notits, 20. december 1955.

[331] PET, emnesag: ”Kundgørelse for forsvaret”, Forsvarsministeriet, 6. marts 1952, underskrevet Harald Petersen.

[332] Ibid.: ”Rundskrivelse nr. 14/1953”, 11. december 1953.

[333] Ibid.: Brev til Justitsministeriet, 28. marts 1955.

[334] Ibid.: Mødet den 28. september 1965 med ministeriernes kontaktpersoner til Nøglepunktssektionen.

[335] Ibid.: Notits, “Infiltration”, 11. april 1956.

[336] Ibid.: ”Orienteringsmøde vedr. Nøglepunkter, den 20. november 1964”.

[337] Ibid.: ”Redegørelse af 1. februar 1956 vedrørende infiltration i nøglepunkter, Afd. III”.

[338] Ibid.: ”Oprettelse af nøglepunktskartotek”, 10. oktober 1955; notits, ”registrering i afd. III.”

[339] Ibid.: Notits, 2. marts 1956.

[340] Ibid.: ”Infiltration”, 11. april 1956.

[341] Ibid.: ”Notits vedrørende afdeling III”, 22. januar 1954. Jf. ibid.: Ekstraktafskrift, 28. marts 1955; brev til Justitsministeriet, 28. marts 1955, påtegnet MJ/R. Det begrænsede formål fremgår også tydeligt af en oversigt fra 1956 om PET’s opgaver vedrørende nøglepunkter: ”Det skal her fastslås, at der ikke i denne forbindelse, nemlig i forholdet til forsvarets nøglepunktliste, tilsigtes nogen forhindring af infiltration. Som en hovedregel må og skal resultatet af en undersøgelse på et nøglepunkt ikke tilkendegives over for pågældende styrelse eller ledelse.” Ibid.: ”Infiltration”, 11. april 1956.

[342] Ibid.: Notits, 9. december 1955.

[343] Ibid.: ”Notits vedrørende afdeling III”, 22. januar 1954.

[344] Ibid.: Notits, 9. december 1955.

[345] Ibid.: Notits, 9. december 1955.

[346] Ibid.: Notits, 5. december 1955.

[347] Ibid.: ”Infiltration”, 11. april 1956.

[348] Ibid.: ”Referat af inspektion i afdeling II (NP) den 11/6 1957”, 13. juni 1957; ”Oversigt for 1957 for afdeling II/NP”.

[349] Ibid.: ”Redegørelse af 1. februar 1956 vedrørende infiltration i nøglepunkter, Afd. III”, 1. februar 1956.

[350] Ibid.: ”Oversigt for 1957 for afdeling II/NP”.

[351] Denne fremgangsmåde er valgt, idet en række af nøglepunktssagerne er makuleret. Det drejer sig bl.a. om sagerne vedrørende DSB, SAS, Kastrup Lufthavn, Holmen, Ammunitionsarsenalet og Sjællandske Tøjhus og Våbenarsenalet.

[352] PET, emnesag: Statens Våbenkontrol til Justitsministeriet, 30. oktober 1952. Mærket fortroligt.

[353] Ibid.: Afskrift af rapport, 27. oktober 1948, vedlagt brev fra Haslund til vicepolitichef Brix, 4. februar 1953.

[354] Ibid.: Statens Våbenkontrol til Justitsministeriet, 30. oktober 1952.

[355] Ibid.: Statens Våbenkontrol, notits mærket Strengt fortroligt, 29. august 1952.

[356] Ibid.

[357] Se også Kommissionens beretning om ’Stay-Behind’ og Firmaet i bind 5.

[358] PET, emnesag: ”Dansk Industri Syndikat (D.I.S.A.)”, 22. jan. 1953. Papiret er vedlagt en notits dateret 16. januar 1953, der var PET’s svar på brev fra Justitsministeriet til vicepolitichef E. Brix, 5. januar 1953.

[359] Ibid.: Brev til Justitsministeriet, 20. februar 1954. På brevet er påført ”AN” (Arne Nielsen).

[360] Ibid.

[361] Ibid.

[362] PET, emnesag: Notits, 29. april 1953.

[363] Ibid.: Notits, 29. april 1955.

[364] Ibid. (Gamle kort fra tidligere Plankartotek): Notits dateret 8. november 1950.

[365] Ibid.: ”Vedr. DANSK INDUSTRI SYNDIKAT”, 21. januar 1953.

[366] Ibid.: Notits, 20. september 1956.

[367] Ibid.: Notits, 22. februar 1960.

[368] Ibid.: Notits, 26. januar 1953.

[369] Ibid.: Notits, 28. januar 1954.

[370] Ibid.: Notits, 19. maj 1954.

[371] Ibid.: Notits, 29. juli 1961. Et andet eksempel på kortlægningen af kommunister på en ”livsvigtig virksomhed” var Helsingør politis undersøgelse af ”arbejdernes politiske tilhørsforhold” på Helsingør skibsværft i 1957. Kontaktmandens indberetning til PET fyldte 80 sider og indeholdt oplysninger på 321 formodede kommunister og sympatisører blandt personalet. I indberetningen søgte kontaktmanden at identificere de personer, der blev anset for at udgøre en fare i en krisesituation. PET, emnesag: ”Livsvigtig Virksomhed”, 11. oktober 1957.

[372] Indberetning, 1. november 1948, i: Thorsten Borring Olesen, ”Dokumentation. Forsvarsministeriet: Indberetninger om DKP 1948-49”, Arbejderhistorie, nr. 4, 2002, s. 108-109.

[373] Bent Jensen, Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965 (Odense Universitetsforlag, 1999), s. 330.

[374] PET, emnesag: Notitser, 5. november 1953 og 30. juli 1956. PET, emnekartotek: ”Org. m.v. – Fagforeninger. Arbejdsmænd ved Hær og Flåde”; ”Dansk Smede- & Maskinarbejderforbund – afd. 8”; ”DSMF, afd.10 (Orlogsværftet)”.

[375] PET, plankartotek, kasse 1: ”Marineministeriet”, oplysning dateret 29. september 1949.

[376] PET, emnekartotek: ”Forsvarsministeriet – Ammunitionsarsenalet”, oplysning dateret 12. september 1957.

[377] Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 223, 278n83; Iben Bjørnsson, Arbejderbevægelsens Informations-Central, s. 114-116.

[378] ABA, DKP’s arkiv, kasse 218: Brev fra bestyrelsen for den socialdemokratiske klub inden for Arbejdsmændenes fagforening for ”hær og flaade” til Gode fagfælle, september 1949.

[379] PET, emnesag: Notits, 28. februar 1957.

[380] PET, emnekartotek: ”Forsvarsministeriet – Søværnet – Orlogsværftet”, oplysning dateret 25. september 1958.

[381] ABA (materiale fra Niels Matthiasen venligst udleveret af Henning Grelle til Kommissionen): Frank (Kristiansen) til partisekretær Niels Matthiasen, 26. marts 1963.

[382] PET, emnesag: ”Vedr. Dansk Smede & Maskinarbejderforbund, afd. 8, Kbhvn. (Hærens værksteder)”, 22. maj 1967.

[383] Ibid.: ”Vedr. Dansk Smede & Maskinarbejderforbund, afd. 8 (Hærens værksteder)”, 23. maj 1967.

[384] Tallene stammer fra PET, emnekartotek: ”Organisationer – Fagforeninger – Arbejdsmænd ved Hær og Flåde; DSMF, afd. 8 (Hærens Værksteder)”; ”DSMF, afd. 10 (Orlogsværftet)”. Forskellige notitser i PET, emnesag, 1957-68.

[385] PET, emnesag: ”Oversigt for 1957 for afdeling II/NP”.

[386] PET, emnekartotek: ”Min.f.off.arb. – DSB”, oplysning dateret 25. april 1961.

[387] Ifølge en notits fra 1970 var der kun fire personer i DSB, der var sikkerhedsgodkendte til Cosmic Top Secret. Ibid.: Oplysning dateret 7. december 1970. Det vides ikke, om andre dele af personalet blev sikkerhedsundersøgt.

[388] Ibid.: Oplysning dateret 19. december 1962.

[389] Ibid.: ”Min.f.off.arb. S.A.S.”, oplysninger dateret 18. december 1959 og 19. januar 1960.

[390] Ibid.: Oplysning dateret 14. november 1958.

[391] Ibid.: Oplysning dateret 4. november 1959.

[392] Ibid.: Oplysning dateret 3. august 1963.

[393] Ibid.: ”Min.f.off.arb. – DSB”, oplysning dateret 5. august 1964.

[394] PET, emnesag: Notits på sagsomslag, 3. februar 1953. Kilden er benævnt ”UH”, hvilket dukker op igen i en del af fagforeningssagerne: Er det betegnelsen for en oplysning, der blev givet ”underhånden”? Eller kan det være Urban Hansen, AIC’s leder på dette tidspunkt?

[395] Ibid.: Notits, 2. februar 1953. For en beskrivelse af denne begivenhed se, Poul Villaume, Allieret med forbehold, s. 786 n. 100.

[396] PET, emnesag: ”Statsradiofonien”, 25. november 1953.

[397] Ibid.

[398] PET, emnesag: ”Journalindføring” dateret 20. januar 1954: ”Søgning i PET vedr. statsradiofoniens personale. Registermæssig undersøgelse”.

[399] Ibid.: ”Møde hos ministeren den 13/12-54”, 15. december 1954, signeret Brix.

[400] PET synes kun at have modtaget nogle få og spredte oplysninger om ansatte ved DR. I 1953 rapporterede Afdeling E om en solobasunist i radiosymfoniorkesteret, der havde medvirket ved en forårsfest i Land og Folks hus. Det førte til en grundig undersøgelse, der viste, at den pågældende ikke var kommunist, men at han manglede penge og derfor påtog sig småengagementer. Alligevel sluttede indberetningen med, at da opmærksomheden nu var henledt på ham, ”vil man holde et vågent øje med ham i fremtiden, og såfremt hans adfærd eller udtalelser forekommer mistænkelige, vil afd. blive underrettet.” PET, emnesag: Notits, 27. april 1953. I 1963 modtog PET oplysninger om en ansat ved DR, der var kendt for sin ”kommunistisk indstilling”. Ibid.: Journalindføring dateret 14. marts 1963.

[401] Ibid.: Journalindføring dateret 23. april 1954.

[402] Ibid.: ”Kommunistisk infiltration i Danmarks Radio”, 24. januar 1963.

[403] Ibid.: Arne Nielsen: Notits, 22. november 1962, med vedlagt notits fra FST-E, sektion C, 20. november 1962.

[404] Ibid.: E. Mogens Jensen: Notits, 8. januar 1963.

[405] Ibid. Mogens Jensen redegjorde for forløbet i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg. ESU: Referat af møde den 10. januar 1963.

[406] PET, emnesag: Hans Sølvhøj til hr. politiinspektør, 5. marts 1963, med vedlagt navneliste.

[407] Ibid.: ”Vedr.: Fortegnelse af 19/2 1963 over 40 tjenestemænd i ledende stillinger ved Danmarks Radio …”, 21. marts 1963.

[408] Ibid.: ”Vedr.: Sikkerhedsforholdene i Danmarks Radio”, 21. maj 1963.

[409] AIC var også involveret i kampen mod kommunisterne i DR. I et tilfælde var man bekymret over en kommunistisk afdelingschef, og man enedes med Hans Sølvhøj om at opstille en socialdemokratisk tillidsmand. Niels Jul Nielsen, Mellem storpolitik og værkstedsgulv, s. 278-279 n84.

[410] PET, emnesag: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i 1949”. Beretning nr. 1/1950.

[411] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. januar - 1. april 1950”. Beretning nr. 2/1950.

[412] Ibid.: Rigspolitichefens Efterretningsafdeling, ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april - 1. juli 1950”. Beretning nr. 3/1950.

[413] PET, emnesag: Notits, 2. juni 1953.

[414] PET, emnesag: Notits, 14. maj 1954; ”Vedrørende typografernes ’sit down’-aktioner”, 26. maj 1954.

[415] PET, emnesag: Notits, 19. juli 1954.

[416] Den følgende beskrivelse af konflikten og dens baggrund bygger på Klaus Erik Hamann Hansen, ”Philips-strejken”, Arbejderhistorie, nr. 3, 1996, s. 1-13. Strejken er desuden kort beskrevet i Bjørn Meidell, DKP og storstrejkerne i 1956 (Politisk Revy, 1976), s. 17-21; Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 86-87. PET udarbejdede en 21-siders kronologisk oversigt over strejkens forløb, der byggede på avisartikler og Afdeling E-indberetninger. PET, emnesag: ”Referat af sagen vedrørende strejken på A/S PHILIPS fabrikkerne”, udateret.

[417] PET, emnesag: ”En hyggelig morgenhilsen”, Land og Folk, 10. oktober 1954.

[418] Klaus Erik Hamann Hansen, ”Philips-strejken”, s. 1-13.

[419] ”Fjernsyns-Strejken paa Philips er fjernstyret”, Berlingske Tidende, 1. oktober 1954.

[420] Ibid.

[421] Klaus Erik Hamann Hansen, ”Philips-strejken”, s. 11.

[422] ”Forligsforslag i Philips-sagen, kommunistisk strejke-fiasko”, Socialdemokraten, 24. oktober 1954.

[423] ”De mislykkede strejker hjalp ikke arbejderne”, Socialdemokraten, 25. oktober 1954.

[424] ”Intimt samarbejde om rationalisering”, Politiken, 28. oktober 1954.

[425] ”Klike paa 25 Mand bestemmer over Philips 500 Arbejdere”, B.T., 2. oktober 1954.

[426] ”Den beklagelige konflikt”, Politiken, 13. oktober 1954; ”For højt spil”, Politiken, 17. oktober 1954; ”Af mange grunde”, Politiken, 20. oktober 1954; ”Kommunisterne forsøger aktion i Philips-sagen”, Politiken, 23. oktober 1954; ”Til skade for arbejderne”, Politiken, 24. oktober 1954.

[427] ”Philips”, Information, 1. oktober 1954.

[428] PET, emnesag: Notitser, 4. oktober 1954, 6. oktober 1954, 13. oktober 1954 og 22. oktober 1954.

[429] Der findes et større antal af disse indberetninger i emnesagen.

[430] PET, emnesag: ”Referat af Philips-mødet i Odd Fellow Palæet den 19/10 - 1954 kl. 20.00, hvor strejkeudvalget og tillidsmandsudvalget havde indkaldt til møde”, 23. oktober 1954.

[431] Ibid.: Ekstrakt-afskrift. ”Distriktskonferencen afholdt af DKP i ’Ungdomsgården’, Skovvangsvej, Århus, Søndag den 24. oktober 1954”, 15. december 1954.

[432] Ibid.: Ekstrakt-afskrift. ”Referat fra Kvindelig Arbejderforbund, afdl. 5’s generalforsamling i Idrætshuset, onsdag den 27. oktober 1954”, udateret.

[433] Ibid.: Notits, 30. september 1954, vedlagt usigneret referat.

[434] Ibid.: ”Vedrørende strejken på PHILIPS-fabrikkerne i København”, 26. marts 1955, med vedlagte fotos af kuvert, brev og regnskab.

[435] Ibid.: Notits, 30. september 1954.

[436] Ibid.: Notits, 6. oktober 1954.

[437] Ibid.: Notits, 15. oktober 1954.

[438] Ibid.: Notits, 12. oktober 1954.

[439] Ibid.: Notits, 5. november 1954.

[440] Ibid.: Notits, 4. oktober 1954.

[441] Ibid.: Notits, 6. oktober 1954.

[442] Ibid.: Notitser, 2. oktober 1954, 5. oktober 1954 og 22. oktober 1954; ”Vedr. støtteindsamling til de strejkende arbejdere på Philips-fabrikken”, 6. oktober 1954.

[443] Ibid.: Notitser, 23. oktober 1954.

[444] Nils Groth, ”Urolighederne i 1956 og kommunisternes rolle”, Arbejderhistorie, nr. 3, september 2000, s. 43-56; Bjørn Meidell, DKP og storstrejkerne i 1956; Steen Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, s. 90-99.

[445] ABA, DKP’s arkiv, kasse 76: Centralkomitémødet 21.-22. april 1956, ”Situationen”, indleder: Alfred Jensen.

[446] Nils Groth, ”Urolighederne i 1956 og kommunisternes rolle”, s. 43-56; Bjørn Meidell, DKP og storstrejkerne i 1956; Bille Larsen, Kommunisterne og arbejderklassen, 90-99.

[447] PET, emnesag: ”Den kommunistiske aktivitet før og under overenskomstforhandlingerne”, 16. juni 1956.

[448] Ibid. For en oversigt over Københavns politis indsats under konflikten, se ibid.: Indberetning til Justitsministeriet, 10. april 1956. Kommissionen har ved dens gennemgang af retsbøgerne fra Københavns Byret, Grundlovsafdelingen, ikke fundet spor af retskendelser til telefonaflytninger i forbindelse med konflikten. Det er Kommissionens generelle indtryk, at PET altid indhentede retskendelser i forbindelse med af telefonaflytninger. Det er derfor mest sandsynligt, at hverken afdeling E eller PET anvendte telefonaflytninger under konflikten. Se også Kommissionens beretning om PET’s anvendelse af aflytninger i bind 4.

[449] PET, emnesag: Emne: ”Arbejdskonflikten i Danmark foråret 1956”. Udateret.

[450] Ibid.

[451] PET, emnesag: ”Referat af mødet på ’Skibet’ fredag d. 15. april 1955”; notits, 16. maj 1955.

[452] PET, emnesag: ”Den kommunistiske aktivitet før og under overenskomstforhandlingerne”, 16. juni 1956.

[453] Ibid.

[454] At oplysningerne om telegrammerne stammede fra en meget sårbar kilde understreges af, at de ikke er omtalt i PET’s beretning om DKP’s virksomhed i perioden 1955-57, som var beregnet på en bredere cirkulation. PET, emnesag: ”Beretning vedrørende DKP i perioden mellem den 18. og den 19. (ekstraordinære) partikongres (Oktober 1955 - Januar 1957)”. Oplysningerne kunne stamme fra en kilde med kendskab til ambassaden. En anden mulighed er, at oplysningerne stammede fra den private antikommunistiske organisation Firmaet, der i samarbejde med FE og en allieret myndighed aflyttede den kommunistiske folketingsmand Alfred Jensens lejlighed fra 1952 til 1959. Oplysninger fra aflytningen blev videregivet til kriminalassistent Einar Andersen fra PET. Alfred Jensen, der var næstformand for DKP og medlem af centralkomitéen, havde kontakt til den sovjetiske ambassade og kan have fortalt sin kone om telegrammerne fra Moskva. Det fremgår af Arne Nielsens senere oversigt over indholdet af aflytningerne, at aflytningerne fra april 1956 indeholdt ”et væld af interessante oplysninger om kommunisternes taktik under forårets store arbejdsuroligheder.” PET, operationssag: Arne Nielsen, Rapport, 26. september 1963. Om aflytningen se Kommissionens beretning om ’Stay-Behind’ og Firmaet i bind 5.

[455] PET, emnesag: ”Den kommunistiske aktivitet før og under overenskomstforhandlingerne”, 16. juni 1956.

[456] Ibid.

[457] PET fortsatte i månederne efter konflikten med at følge Tillidsmandsudvalgets aktiviteter ved hjælp af pressen og enkelte indberetninger fra Afdeling E. Interessen synes at have samlet sig om at identificere medlemmerne af det såkaldte 15-mands udvalg, der udgjorde Tillidsmandsudvalgets ledelse, og deres politiske tilhørsforhold (11 var kendte kommunister). PET, emnesag: ”Tillidsmandsudvalget”, 1. oktober 1956.

[458] Selv socialdemokratiske tillidsfolk, som ellers refererede til AIC, støttede protesterne, jf. Nils Groth, ”Urolighederne i 1956 og kommunisternes rolle”, s. 52-53. Det var tilsyneladende heller ikke alle i PET, der delte den alarmistiske trusselsvurdering. En af læserne af papiret satte flere steder ”!” og ”?”-tegn i margen og skrev ud for afsnittet om, at det var de kommunistiske tillidsmænd, der indkaldte til protestmøder: ”Var det kun dem?” PET, emnesag: ”Emne: Arbejdskonflikten i Danmark foråret 1956”.

[459] PET’s vurdering af den kommunistiske trussel efter Ungarn var noget mere afdæmpet. PET konstaterede her, at partiet siden efteråret 1956 var gået tilbage i de københavnske fagforeninger, og tjenesten forudså, at partiet ville lide yderligere betydelige tab. PET, emnesag: ”Beretning vedrørende DKP i perioden mellem den 18. og den 19. (ekstraordinære) partikongres (oktober 1955 - januar 1957)”.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk