PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9
Samlet HTML

Forside | Til bund |


PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989

PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9






Indholdsfortegnelse

Forord

FORKORTELSER OG AKRONYMER

1. INDLEDNING

DEL 1: TROTSKISTER 1945-89

2. INDLEDNING

3. TROTSKISTISKE MILJØER I

4. REVOLUTIONÆRE KOMMUNISTER 1959-1963

5. REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER 1964-1971

6. KILDER OG DE OVERVÅGEDE MILJØER I 1960’ERNE

7. REVOLUTIONÆRE SOCIALISTERS FORBUND 1972-1980

8. SAP og andre trotskistiske organisationer i 1980’erne

9. Konklusion

10. Retlig vurdering for så vidt

DEL 2: Maoistiske miljøer 1963-89

11. Indledning og baggrund

12. KAK – Kommunistisk Arbejdskreds 1963-78

13. KFML, KAP og KAm-l 1968-78

14. Sammenfatning: første fase 1963-78

15. KAP 1979-89

16. KAm-l 1979-83 og DKP/ml 1979-89

17. Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe 1979-89 (”Blekingegadebanden”)

18. Særligt om PET’s og Justitsministeriets rolle i forbindelse med efterforskningen af røveriet i Lyngby den 2. marts 1983

19. Retlig vurdering for så vidt angår perioden 1968-1989

DEL 3: Fælles Kurs Klubben, Skolesamvirket Tvind, Den Røde Højskole og solidaritetsbevægelser

20. Fælles Kurs Klubben

21. Tvind

22. Den Røde Højskole

23. Solidaritetsbevægelser

24. Retlig vurdering for så vidt angår perioden 1968-1989

DEL 4: Konklusion, kilder, litteratur, bilag og Retsudvalgets spørgsmål til justitsministeren

25. Konklusion

26. Kilder og litteratur

27. Bilag

Spørgsmål til justitsministeren

BERETNING AFGIVET AF PET-KOMMISSIONEN:






Forord

Dette bind er forfattet af Sarah von Essen, Sebastian Lang-Jensen, Rasmus Mariager og Ditlev Tamm. Rasmus Mariager og Mogens Pelt har forestået redaktionen af bindet.

I henhold til PET-kommissionslovens § 1, stk. 4, har Kommissionen ansat et antal forskere, herunder Sarah von Essen, Sebastian Lang-Jensen, Rasmus Mariager, Mogens Pelt og Ingeborg Philipsen. De har haft adgang til at arbejde frit og med uhindret adgang til Kommissionens kildemateriale, herunder fra PET’s arkiv.

Sarah von Essen kar skrevet kapitel 21 og sammen med Sebastian Lang-Jensen kapitel 23. Sebastian Lang-Jensen har endvidere skrevet kapitlerne 11-17, 20, 22 og sammen med Rasmus Mariager udfærdiget bilagsmateriale. Sebastian Lang-Jensen er desuden medforfatter til kapitel 5. Kommissionsmedlem Ditlev Tamm har skrevet kapitel 18, og Rasmus Mariager har skrevet de resterende kapitler, idet Sebastian Lang-Jensen og Sarah von Essen er medforfattere til kapitel 25. Ingeborg Philipsen har indsamlet, systematiseret og bearbejdet materiale til kapitlerne 2-6.

På denne baggrund fremlægger forfatterne resultatet af deres historiske undersøgelser i nærværende bind. Kommissionen har nøje gennemgået og drøftet dette og de forudgående udkast til bindet, ligesom de er blevet sammenholdt med det underliggende kildemateriale. Efterfølgende har Kommissionen godkendt manuskriptet og antaget det til udgivelse i Kommissionens beretning.

Kommissionen har i henhold til PET-kommissionslovens § 4 foretaget anonymiseringer i fornødent omfang. Kommissionens retlige vurderinger efter PET-kommissionslovens § 3, stk. 2, er knyttet til vedkommende afsnit.

Johnny Laursen Regin Schmidt
 
Ditlev Tamm Jens Vedsted-Hansen
 
Leif Aamand
formand





FORKORTELSER OG AKRONYMER

AAP Albaniens Kommunistiske Parti
AIS/UPS KAP’s antiimperialistiske og udenrigspolitiske sekretariat
ANC African National Congress
Den Afrikanske Nationalkongres
ASALA The Armenian Secret Army for the Liberation of Armenia
Den Hemmelige Armenske Hær til Armeniens Befrielse
BOml Boligorganisation Marxister-Leninister
BP British Petroleum
B&W Burmeister & Wain
BUPL Børne- og Ungdomspædagogernes Landsorganisation
BZ Besetze
Besæt
CIA Central Intelligence Agency
Den Centrale Efterretningstjeneste
COMECON Council for Mutual Economic Aid
Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand
CORQI Comité de Organisation pour la Reconstruction de la Quatrième Internationale
DA Dansk Arbejdsgiverforening
DA Demokratisk Alliance
DANIDA Danish International Development Authority
Den Danske Internationale Udviklingsmyndighed
DDV De Danske Vietnamkomitéer
DENOG Deutsch-Nordische Gesellschaft
Tysk-Nordisk Selskab
DISA Dansk Industri Syndikat A/S
DKP Danmarks Kommunistiske Parti
DKP/ml Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister
DKU Danmarks Kommunistiske ungdom
DM D-Mark (vesttysk valuta)
DNS Det Nødvendige Seminarium
DsU Danmarks Socialdemokratiske Ungdom
EF De Europæiske Fællesskaber
ESSO Eastern States Standard Oil
FATAH Harakat al-Tahrir al-Watani al-Filastini
Bevægelsen for frigørelse af det palæstinensiske hjemland
Fatah betyder også ”erobring”
FDB Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger
FDF Frivilligt Drengeforbund
FE Forsvarets Efterretningstjeneste
FFL Faglig Fælles Liste
FK Fælles Kurs (partiet)
FKK Fælles Kurs Klubben
FLN Front de la Libération Nationale
Den Nationale Befrielsesfront
FMI Forbundet mod Imperialismen
FN De Forenede Nationer
FS Forbundet Socialisterne
FSLN El Frente Sandinista de Liberación Nacional
Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront
GIM Gruppe Internationale Marxisten,
Den Internationale Gruppe af Marxister
GSG9 Grenzschutzgruppe 9
Grænsevagtgruppe 9 (vesttysk antiterrorkorps)
IBM International Business Machines
IF Internationalt Forum
INFIMA Internationalt Netværk for Fred i Mellemamerika
IRA Irish Republican Army
Den Irske Republikanske Hær
IS Internationale Socialister
IWGIA International Work Group for Indegenous Affairs
International arbejdsgruppe om forhold vedrørende den oprindelige befolkning
JM Justitsministeriet
KAK Kommunistisk Arbejdskreds
KAm-l Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister
KAP Kommunistisk Arbejderparti
KE Københavns Politis efterretningsafdeling
KF Det Konservative Folkeparti
KFML Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister
KFML(r) Kommunistiska Förbundet Marxist-Leninisterna(revolutionärerna)
KFUM Kristelig Forening for Unge Mænd
KKP Kinas Kommunistiske Parti
Komintern Kommunistitjeskij Internatsional
Kommunistisk Internationale
Komm.S. Kommunistiske Studenter
KSm-l Kommunistisk Sammenslutning/marxister-leninister
KU Konservativ Ungdom
KUF Kommunistisk Ungdoms Forbund
KUML Kommunistisk Ungdom marxister-leninister
LCC Liga Comunista de Chile
Chiles Kommunistiske Liga
LCI Lige Comunista Internacionalista
Den Internationale Kommunistiske Liga
LfV Landesamt für Verfassungsschutz
LO Landsorganisationen i Danmark
LR80 Landbrugs Reform 80
LSA Landskomitéen Sydafrika Aktion
MAMA Militante Aktivister mod Apartheid
MfS Ministerium für Staatssicherheit
Ministeriet for Statssikkerhed
M/KA Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe
MLE Marxistisk-Leninistisk Enhedsfront
MLF Marxistisk-Leninistisk Forbund
NATO North Atlantic Treaty Organization
Den Nordatlantiske Traktats Organisation
NGO Non-Governmental Organization
Ikke-statslig Organisation
NKVD Narodnyj komissariat vnutrennikh del
Folkekommissariatet for Indre Anliggender
NPD Nationaldemokratische Partei Deutsclands
Tysklands Nationaldemokratiske Parti
NUNW National Union of Namibian Workers
Landsforeningen for Namibiske Arbejdere
OFml Oyggjaframi (marx-leninistar)
PAC Pan African Congress
Den Panafrikanske Kongres
PAF Palæstinensisk Arbejder Forening
PCEml Partido Communista de España (marxista-leninista)
Det Spanske Kommunistparti (marxister-leninister)
PET Politiets Efterretningstjeneste
PFLP The Popular Front for the Liberation of Palestine
Folkefronten for Palæstinas Befrielse
PFLP-GC The Popular Front for the Liberation of Palestine (General Com-mand)
PFLP-SC The Popular Front for the Liberation of Palestine (Special Com-mand)
PLO Palestinian Liberation Organisation
Den Palæstinensiske Befrielsesbevægelse
POLISARIO Frente Popular de Liberación de Saguia el-hamra y Río de Oro
Folkefronten for befrielsen af Saguia el-hamra og Río de Oro
PWU Palestinian Workers Union
Den Palæstinensiske Arbejderforening
REA Rigspolitichefens Efterretningsafdeling
REG Rødt Europa Gruppe
RFO Revolutionær Fagopposition
RK Revolutionære Kommunister
RRS Realistiske Revolutionære Socialister
RSF Revolutionære Socialisters Forbund
RSU Regeringens Sikkerhedsudvalg
Revolutionær Årvågenhed
S Socialdemokratiet
SABAE Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer
SACTU South African Congress of Trade Unions
Den Sydafrikanske Fagforeningskongres
SAP Socialistisk Arbejderparti
SF Socialistisk Folkeparti
SiD Specialarbejderforbundet i Danmark
SOAK Socialistisk Aktion
STASI Staatssicherheitsdienst
Statssikkerhedstjenesten (MfS)
SUF Socialistisk Ungdomsforening
Socialistisk Ungdoms Forum
Socialistisk Ungdoms Front
SUKP Sovjetunionens Kommunistiske Parti
SWAPO South West Africa People’s Organisation
Det Sydvestafrikanske Folks Organisation
SÄPO Säkerhetspolisen
Sikkerhedspolitiet (det svenske)
TTA Tøj Til Afrika
UFF Ulandshjælp fra Folk til Folk
USSR Union of Soviet Socialist Republics
Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, Sovjetunionen
UU Uafhængig Ungdom
VS Venstresocialisterne
WU Wamberg-udvalget
YMCA Young Men’s Christian Association
Kristelig Forening for Unge Mænd (KFUM)
ZANU Zimbabwe African National Union





1. INDLEDNING

Ifølge PET-kommissionsloven (lov nr. 359 af 2. juni 1999) skal Undersøgelseskommissionen vedrørende Politiets Efterretningstjeneste (herefter: Kommissionen) undersøge og redegøre for Politiets Efterretningstjenestes (herefter: PET’s) virksomhed i perioden 1945-89 inden for tre områder: politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark. Endvidere har Kommissionen til opgave at redegøre for de aktiviteter i de overvågede miljøer, der dannede baggrund for PET’s interesse. For så vidt angår perioden 1968-89 har Kommissionen desuden til opgave at vurdere efterretningsvirksomheden set i forhold til de nævnte aktiviteter og herunder belyse, om PET’s virksomhed har været i overensstemmelse med de retningslinjer og bestemmelser, der var fastsat af Folketinget og skiftende regeringer.[1] Det er med dette som udgangspunkt, at Kommissionen nedenfor redegør for PET’s overvågning af politiske partier og politisk-ideologisk prægede grupperinger på den yderste venstrefløj. Bindet er inddelt i fire dele, der beskriver PET’s overvågning af (1) trotskistiske grupper 1945-89, (2) maoistiske miljøer 1963-89 og (3) Fælles Kurs Klubben, Skolesamvirket Tvind, Den Røde Højskole samt et antal solidaritetsbevægelser fra 1970’erne og 1980’erne. Afslutningsvis følger (4) en konklusion samt Kommissionens retlige vurdering af de aspekter af PET’s virksomhed, der beskrives i bindets første tre dele.

Bogens første del beskriver som nævnt PET’s efterretningsvirksomhed i forhold til trotskistiske grupper i Danmark. Trotskisme er et sammensat fænomen, hvori indgår den komponent, at trotskister kan opfattes som antistalinistiske kommunister. Hermed menes, at trotskister i det 20. århundrede var kommunister, ligesom stalinister var kommunister, men at trotskister var uenige med stalinister om fortolkningen af marxismen-leninismen. Desuden bestod der en magtpolitisk konflikt mellem Stalin og Trotskij. Stalin vandt denne strid, og i 1940 blev Trotskij myrdet efter ordre fra Stalin. Tilhængere af Trotskijs teorier havde imidlertid to år tidligere organiseret sig i Fjerde Internationale, og under den kolde krig eksisterede der et antal trotskistiske miljøer i Danmark. PET’s efterretningsvirksomhed i forhold til trotskister er beskrevet i dette bind, fordi trotskister i Danmark primært udfoldede deres virksomhed inden for de miljøer, hvor den antiimperialistiske venstrefløj stod stærkest, det vil sige inden for Det nye Venstre.

Bindets anden del udgør i omfang og tematik fremstillingens tyngdepunkt. Maoister betragtede sig som en antiimperialistisk venstrefløj med en kritisk stillingtagen til både Sovjetunionen og USA. Den første danske maoistiske gruppe blev etableret af Gotfred Appel i 1963, og i de følgende omtrent 25 år fulgte PET maoisternes virksomhed på dansk jord. Det er historien om PET’s overvågning af blandt andet Kommunistisk Arbejderparti (KAP), Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP/ml). Det maoistiske miljø udgjordes imidlertid også af Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe, den såkaldte Appel-gruppe, der senere blev offentligt kendt under navnet ”Blekingegadebanden”. Denne stod i 1980’erne bag et antal kriminelle aktiviteter i Danmark. I den offentlige debat antages det ofte, at en af disse aktiviteter – selv om gruppen aldrig er blevet dømt herfor – var et røveri mod en pengetransport i Lyngby den 2. marts 1983. I tilslutning til dette røveri er der i den offentlige debat fremsat et antal påstande om karakteren af samarbejdet mellem PET og Lyngby Politi samt sagsbehandlingen med hensyn til udlevering af to mistænkte arabere. I kapitel 17 følger Kommissionens beskrivelse af PET’s og Justitsministeriets rolle i forbindelse med efterforskningen af Lyngby-røveriet.

I de sidste to årtier af den kolde krig opstod der i Danmark nye venstrefløjsorganisationer, der havde PET’s interesse. Dette beskrives i bindets tredje del. En af disse nye organisationer var Skolesamvirket Tvind, der eksperimenterede med socialistiske og maoistiske synspunkter i pædagogikken. Den Røde Højskole i Svendborg var et andet eksempel. Fælles for Tvind og flere maoistiske grupper var et antiimperialistisk udgangspunkt, der fokuserede på og identificerede sig med befolkningerne i den tredje verden. Dette gjaldt også for et antal af 1970’ernes og 1980’ernes solidaritetsbevægelser, som PET også interesserede sig for. Initiativtagerne til disse bevægelser var ofte at finde i tidligere eller eksisterende venstrefløjsgrupper, og ved adskillige demonstrationer og kampagner sås således deltagere fra både VS (Venstresocialisterne), maoistiske og trotskistiske grupper og efterhånden også fra DKP samt undertiden SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Fra midten af 1980’erne begyndte endvidere personer fra BZ-miljøet at deltage i solidaritetsbevægelsernes aktiviteter.

Endelig er PET’s efterforskning i forhold til Fælles Kurs Klubben (FKK) beskrevet i dette bind. Det skyldes, at gruppen, der blev stiftet i 1979, forsøgte at samle venstrefløjen bortset fra DKP i én organisation, og med dette som udgangspunkt indledte et samarbejde med undergrupper inden for det maoistiske KAm-l (Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister). FKK’s bagmand var fagforeningsmand og kommunist Preben Møller Hansen, og det stod hurtigt klart, at FKK trods bruddet med DKP forblev loyal over for Sovjetunionen og derfor ikke havde meget til fælles med de øvrige grupper.

Bindets fjerde del omfatter konklusion og Kommissionens retlig vurdering samt oplysninger om kilder, litteratur, bilag foruden en en opregning af retsudvalgsspørgsmål, der er besvaret i dette bind.

Kilder og litteratur

Fremstillingen er baseret på et omfattende kildemateriale, idet PET’s akter udgør et omdrejningspunkt. I bindet er der fra PET’s arkiv anvendt relevante emnesager, personsager, administrative sager, kildesager, operationssager samt aftalemapper, juristernes kopimapper og Faktagruppens materiale. Sidstnævnte er materiale fra PET’s arkiv systematiseret af tjenesten i slutningen af 1990’erne. Desuden er anvendt oplysninger fra PET’s emnekartotek, det vil sige kortfattede og undertiden stenografiske oplysninger noteret på emnekort. Det er ofte ikke muligt at se, hvad oplysningerne på emnekortene er baseret på, og de må derfor anvendes med forsigtighed. Når de alligevel er anvendt i nærværende bind, skyldes det, at i de tilfælde hvor det underliggende materiale er makuleret, kan emnekortene være den sidste mulighed for at konstatere, hvilke oplysninger om et politisk miljø, PET var i besiddelse af. Desuden er anvendt referater fra Wamberg-udvalgets møder samt referater fra Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg og Regeringens Sikkerhedsudvalg fra henholdsvis Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Endvidere er anvendt såkaldte P.O.-sager samt ujournaliserede sager fra Justitsministeriet. I undersøgelsen af PET’s og Justitsministeriets rolle i efterforskningen af Lyngby-røveriet den 2. marts 1983 er fra Udenrigsministeriet desuden inddraget korrespondance mellem danske og franske myndigheder, ligesom der er anvendt materiale fra Københavns Politi, Retten i Lyngby og fra Interpol.

Som supplement til det nævnte materiale er benyttet akter fra NATO Special Committee, der er beroende i PET’s arkiv. Derudover er der gjort brug af forhenværende justitsminister Knud Thestrups (KF) dagbog samt retsbøger fra Københavns Byret. Endvidere er fremstillingen baseret på Kommissionens vidneafhøringer af embedsmænd. Ydermere har Kommissionen inddraget almindeligt offentligt tilgængeligt materiale: aviser, tryksager, politiske programmer, programudkast mv.

Derudover har Kommissionen benyttet materiale fra flere overvågede miljøer: SAP, KAP, SF og VS, hvis arkiver alle er beroende på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Dette materiale supplerer PET’s kilder, der primært kaster lys over de aspekter af de overvågede miljøers virksomhed, der af PET ansås for at være af efterretningsmæssig interesse. Det gælder for flere af de overvågede miljøer, at de var været forsigtige med at bevare skriftlige vidnesbyrd om kontroversielle forhold. Det betyder, at de overvågede miljøers kildemateriale på visse punkter forekommer fragmentarisk. Som supplement til det nævnte materiale har Kommissionen gennemført samtaler samt et antal telefoninterviews med personer fra de overvågede miljøer. Flere af de interviewede personer er af Kommissionen lovet anonymitet og optræder derfor ikke med navns nævnelse.

Der foreligger kun forholdsvis få skriftlige arbejder om den yderste venstrefløjs politiske historie i Danmark. I det omfang der er offentliggjort studier herom, kan de inddeles i følgende grupper, om end der er en vis overlapning mellem dem. De fleste fremstillinger er skrevet af personer, der enten har eller har haft tilknytning til de politiske miljøer, de skriver om. Dette giver typisk fremstillingerne den dobbelte karakter, at de fremstår velinformerede, men at de samtidig ofte synes konciperet med et eksplicit politisk udgangspunkt og undertiden med sympati for det omhandlede.[2] Andre fremstillinger er skrevet af personer, der tidligere har haft en tilknytning til de beskrevne miljøer, men nu tager afstand herfra. Flere af disse studier er båret af megen viden, men også af en trang til opgør, som i visse tilfælde skygger for en mere nøgtern beskrivelse.[3] En tredje type fremstilling har primært et journalistisk tilsnit.[4] En fjerde gruppe har karakter af erindringer. Enkelte af disse er meget oplysende.[5] En femte gruppe foregiver primært at beskrive PET’s virksomhed, men redegør i den forbindelse også for aspekter af den yderste venstrefløjs historie.[6] En sjette gruppe handler ikke i udgangspunktet om den yderste venstrefløj, men er faghistoriske analyser af politiske miljøer og bevægelser, som den yderste venstrefløj agerede i. Disse fremstillinger rummer således bidrag til den yderste venstrefløjs historie.[7] Imidlertid findes der også faghistoriske arbejder om nogle enkelte af de miljøer, som PET overvågede. Et af disse omhandler aspekter af KAP’s historie.[8] Et andet beskriver Skolesamvirket Tvinds historie.[9] Kommissionen har endvidere haft mulighed for at benytte et upubliceret manuskript skrevet af historiker Bertel Nygaard. Forsøg på et alternativ. Den trotskistiske bevægelse i Danmark 1933-1973, som manuskriptet er betitlet, er baseret på såvel samtidigt aktmateriale fra trotskisternes egne arkiver som på offentligt tilgængelige kilder.[10] Endelig er der gjort brug af diverse opslagsværker. Det gælder f.eks. Tidsskriftscentrets vejviser Socialistisk Håndbog,[11] der præsenterer et antal af de venstreorienterede miljøer, som PET overvågede, men også venstrefløjens eget elektroniske leksikon ”www.leksikon.org” er anvendt.

Den eksisterende litteratur fremstår således fragmentarisk og sammensat, og der ses ikke nogen samlet fremstilling omhandlende de politiske miljøer, der beskrives på de følgende sider. Det gælder for dette bind som for Kommissionens øvrige beskrivelser, at perspektivet er PET’s. Det betyder, at de følgende sider primært rummer de oplysninger om de overvågede miljøer, som PET havde til opgave at indsamle. Dermed er også understreget, at nærværende bind siger lige så meget om PET’s efterforskning, som det siger om de overvågede miljøers historie.

Nedenfor besvares et større antal spørgsmål til justitsministeren, som ministeren har undladt at besvare med henvisning til Kommissionens arbejde. Besvarelserne er placeret de steder i bindet, hvor det er relevant i forhold til det beskrevne. Der er dog yderligere et antal spørgsmål, der ikke direkte knytter sig til det beskrevne, men som naturligt bør besvares i nærværende bind. Det gøres hermed:

Der spørges, om PET har overvåget og/eller registreret ”medlemmer” af Husets Forlag, ligesom der spørges, om arrangementer afholdt af Husets Forlag er blevet overvåget.[12] Kommissionen har søgt i PET’s registre og har ikke fundet tegn herpå. Kommissionen har endvidere anmodet PET om at søge på samtlige oplysninger i PET’s arkiv omhandlende Husets Forlag, og Kommissionen har i disse oplysninger ikke fundet belæg for overvågning eller registrering af personer alene på baggrund af ”medlemskab” af Husets Forlag. Tilsvarende spørges der til en overvågning af Socialistisk Bogklub, og der spørges om medlemmer heraf qua deres medlemskab er blevet overvåget eller registreret.[13] Kommissionen har foretaget en tilsvarende undersøgelse som ovenfor beskrevet, og svaret er også her afkræftende.

Et antal spørgsmål vedrører ”Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger”. Kommissionen har undersøgt PET’s materiale, der ikke giver det indtryk, at justitsministeren skal have godkendt en overvågning af kampagnen. Der er heller ikke fundet belæg for, at PET har foretaget husundersøgelser af personer i tilslutning til deres virke i støttekampagnen. Et af spørgsmålene vedrørende Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger lyder, om PET havde den opfattelse eller mistanke, at kampagnen ”havde karakter af samfundsomstyrtende virksomhed.” Kommissionen har undersøgt det relevante materiale i PET’s arkiv og kan ikke besvare spørgsmålet, da der ikke ses nogen analyse af kampagnen, der udtrykker PET’s ledelses vurderinger. Det fremgår dog, at PET’s interesse for Nordirlandskomiteen var motiveret af en mistanke om, at komiteen stod i forbindelse med IRA, og ifølge PET’s terrorafdeling (afdeling T) havde man erfaring for, at støttekomiteer undertiden forsynede IRA med våben. Endvidere stilles der spørgmål om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang PET har telefonaflyttet eller rumaflyttet støttekomiteen eller Solidaritetshusets telefoner. Kommissionen har undersøgt det tilgængelige materiale samt gennemgået samtlige kendelser til sådanne aflytninger, og der er intet, der tyder på, at PET har foretaget rum- eller telefonaflytning af den nævnte komite eller lokalitet. Til gengæld ses der i en emnesag et eksempel på, at en aflyttet telefon var i kontakt med Nordirlandskomiteen. Dermed fik PET via aflytning i et tilfælde oplysninger om komiteen, om end det ses at aflytningen var af en anden telefon. Endvidere stilles der spørgsmål om omfanget af PET’s eventuelle registrering og overvågning af medlemmer af støttekomiteen samt omfanget af PET’s eventuelle forsøg på infiltration af støttekomiteen. Kommissionens svar er, at der ikke ses personer registreret alene som følge af deres medlemskab af støttekomiteen, men at PET havde en kilde i Nordirlandskomiteen, der gav oplysninger til PET vedrørende dens virke. Den samme kilde gav PET enkelte oplysninger om støttekomiteen.[14] Vedrørende PET’s overvågning af Nordirlandskomiteen henvises til Kommissionens beretning bind 7 om PET’s overvågning af de politiske partier.[15]

Sluttelig stilles spørgsmålet, om medlemmer af ”Modtryk” qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret, og om der er sket overvågning af arrangementer afholdt af ”Modtryk”. Kommissionen har søgt i relevante registre i PET’s arkiv og har ikke kunnet svare bekræftende på nogen af spørgsmålene.[16]


[1] Lov om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed, § 3.

[2] Det gælder f.eks. Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti. VS’s dannelse og udvikling 1967-73 (VS forlaget, 1980); Kent-Åke Andersson, Mogens Pedersen, Daniel Bensaid, Den lange march (Socialistisk Arbejderforlag, 1988) og René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i: Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati. Foreninger og kollektive aktioner i Danmark (Aarhus Universitetsforlag, 2002).

[3] F.eks. Mikkel Plum, Bombardér hovedkvarteret! Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død til efter Murens fald (Gyldendal, 1998).

[4] F.eks. Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater? (Danmarks Radio - forlaget, 1991). Peter Øvig Knudsens tobindsværk Blekingegadebanden, bd. 1-2 (Gyldendal, 2007) hører også til i denne kategori. Selv karakteriserer Øvig Knudsen fremstillingen som ”en dokumentarisk beretning”.

[5] F.eks. Tine Eiby, Til Tjeneste. Dengang i 70’erne (Gyldendal, 2006).

[6] F.eks. Erik Jensen, De Hemmelige Tjenester. PET og FE gennem 40 år. En oversigt (Demos, 1998).

[7] Det bedste eksempel herpå er Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark (Odense Universitetsforlag, 1997).

[8] Peter Frederiksen, Kindkys af Pol Pot. Kampuchea og den danske forbindelse (Lindhardt og Ringhof, 2004).

[9] Jes Fabricius Møller, På Sejrens Vej – historien om Skolesamvirket Tvind og dets skaber Mogens Amdi Petersen (DIKE, 1999).

[10] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ. Den trotskistiske bevægelse i Danmark 1933-1973 (upubliceret manuskript, version juli 2005). Venligst udlånt af forfatteren.

[11] Socialistisk Håndbog – Politiske grupper på venstrefløjen og andre progressive organisationer. Formål og aktiviteter (Tidsskriftscentret, 1975).

[12] Spørgsmål nr. 170: ”Er der medlemmer af ”Husets Forlag”, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?” samt spørgsmål nr. 171: ” Er der sket overvågning af arrangementer, som ”Husets Forlag” har afholdt?”

[13] Spørgsmål nr. 172: ”Er der medlemmer af ”Socialistisk Bogklub”, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?” samt spørgsmål nr. 173: ”Er der sket overvågning af arrangementer, som ”Socialistisk Bogklub har afholdt?”

[14] Spørgsmål nr. 324: ”Godkendte den daværende justitsminister overvågningen af gruppen ”Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger”, jf. Aktuelt den 14. maj 1998? I bekræftende fald – med hvilken begrundelse overvågede man gruppen? I benægtende fald – hvem godkendte overvågningen og med hvilken begrundelse?”. Spørgsmål nr. 325: ”Foretog PET husundersøgelser hos Inger V. Johansen eller andre medlemmer af gruppen ”Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger” i forbindelse med overvågningen, og med hvilken begrundelse, jf. Aktuelt den 14. maj 1998. Hvad skulle de indsamlede oplysninger bruges til?” Spørgsmål nr. 326: ”Havde PET opfattelsen af – eller mistanke om – at arbejdet i gruppen ”Kampagnen til støtte for de sultestrejkende irske fanger” kunne have karakter af samfundsomstyrtende virksomhed, eller at gruppen havde planer om at begå forbrydelse mod staten eller enkeltpersoner, jfr. Aktuelt den 14. maj 1998?” Spørgsmål nr. 332: ”I hvilket omfang foregik der aflytning af støttekomiteens telefoner eller Solidaritetshusets telefoner?” Spørgsmål nr. 333: ”I hvilket omfang er der sket overvågning, herunder rumaflytning og registrering af støttekomiteens lokaler?”. Spørgsmål nr. 334: ”I hvilket omfang skete der registrering og overvågning af personer med tilknytning til støttekomiteen, og af hvilke personer?” Spørgsmål nr. 335: ”I hvilket omfang skete der registrering og overvågning af støttekomiteens aktiviteter?” Spørgsmål nr. 336: ”I hvilket omfang forsøgte PET at infiltrere støtte-komiteen?”

[15] Se del 3 om overvågningen af Venstresocialisterne.

[16] Spørgsmål nr. 174: ” Er der medlemmer af ”Modtryk”, som qua deres medlemskab er blevet overvåget og/eller registreret?” Spørgsmål nr. 175: ” Er der sket overvågning af arrangementer, som ”Modtryk” har afholdt?”






DEL 1: TROTSKISTER 1945-89






2. INDLEDNING

I det følgende fremlægger Kommissionen hovedresultaterne af sit arbejde med PET’s overvågning af trotskistiske miljøer i Danmark 1945-89. Det undersøges, i hvilket omfang og med hvilke begrundelser trotskistiske kredse blev overvåget af PET. Og det vil blive fremstillet, hvilken rolle trotskisterne indtog i PET’s trusselsbillede. Kommissionen finder det relevant med en beskrivelse af PET’s efterretningsvirksomhed i forhold til trotskistiske miljøer af yderligere tre årsager:

For det første ønsker Kommissionen at anskueliggøre nogle af de vanskeligheder, PET kom til at stå over for i mødet med trotskistiske miljøer navnlig i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Med udgangspunkt heri vil Kommissionen knytte en række kommentarer til vilkårene for PET’s overvågning af politiske yderfløje og til aspekter af PET’s kildeføring. For det andet skal fremstillingen opfattes som en baggrundsbeskrivelse for den del af Kommissionens beretning, der skildrer Operation Zeus, det vil sige Anders Nørgaards arbejde for PET i Århus og i København i 1970’erne og 1980’erne.[17] Nørgaard indsamlede blandt andet oplysninger om Socialistisk Arbejderparti (SAP), der på det tidspunkt var den seneste trotskistiske organisationsdannelse i Danmark. Endelig har Kommissionen for det tredje fundet det relevant med en fremstilling af PET’s efterretningsvirksomhed i relation til trotskistiske grupperinger, fordi dette emne gennem årene har givet næring til en del offentlig debat. Den såkaldte Randers-bombe-sag (1965) er et eksempel herpå. Trotyl-sagen (1969) og Kasper Neergaard-sagen (1971) er to andre. Eftersom en del af den offentlige debat herom har været præget af mytedannelser, har Kommissionen set det som sin opgave at præsentere offentligheden for en samlet fremstilling af væsentlige sager med forbindelse til trotskistiske miljøer, idet PET’s overvågning dog står i centrum for fremstillingen.[18]

Fjerde Internationale[19]

Trotskismen udgør en retning inden for den internationale socialistiske bevægelse, der opstod i sidste halvdel af 1800-tallet. I 1938 organiserede trotskisterne sig i Fjerde Internationale som en selvstændig enhed vendt mod stalinismen, socialdemokratismen samt de borgerlige/kapitalistiske samfundssystemer.[20] Baggrunden skal kort skitseres.

Første Internationale blev stiftet i 1864. Hensigten var at forene de nationale arbejderbevægelser, idet rationalet var, at når kapitalen organiserede sig på tværs af landegrænser, måtte arbejderne gøre noget tilsvarende. Det skulle imidlertid vise sig vanskeligt. Første Internationale var fra sin tidligste tid genstand for ideologiske kampe, og i 1889, blot 25 år senere, blev Anden Internationale grundlagt. Anden Internationale var socialdemokratiernes sammenslutning.[21] Efter at flere af de europæiske arbejderpartier og -bevægelser havde organiseret sig i de to første internationaler, opstod der i slutningen af 1800-tallet en revolutionær bevægelse i Rusland vendt mod tsaren og hans styre. Lev Bronsjtejn (født 1879) tilsluttede sig denne bevægelse. I 1898 blev han arresteret og forvist til Sibirien. I 1902 tog han navneforandring til Trotskij. Han flygtede til England, hvor han i 1902 engagerede sig i Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis 2. kongres i London. Partiet, der var blevet grundlagt i 1898, blev på kongressen i London splittet i mensjevikker og bolsjevikker. Efter først at have hældet politisk mod mensjevikkerne placerede Trotskij sig i en position mellem mensjevikkerne, der ønskede etableret et masseparti, og bolsjevikkerne, der argumenterede for stiftelsen af et eliteparti.[22] I forbindelse med den første russiske revolution i 1905 rejste Trotskij tilbage til Rusland, hvor han blev formand for sovjetten i Skt. Petersborg. Da sovjetten blev erklæret ulovlig, blev Trotskij endnu en gang anholdt, hvorefter han på ny blev deporteret til Sibirien. Også denne gang lykkedes det Trotskij at flygte, og i de følgende år rejste han i Vesteuropa og i USA. I maj 1917 rejste Trotskij igen til Rusland, hvor han sammen med Lenin blev en central aktør i den bolsjevikiske magtovertagelse i oktober samme år.[23]

Trotskij var ikke alene revolutionsleder, men tillige ideolog. Et fra hans hånd væsentligt bidrag til socialismens tænkning er teorien om ”den permanente revolution”. Trotskij definerede begrebet ”permanent revolution” således: ”…at de demokratiske opgaver i de tilbagestående borgerlige nationer fører i vor tid direkte til proletariatets diktatur, og at proletariatets diktatur sætter socialismens opgaver på dagsordenen.” Teorien tog udgangspunkt i de tilfælde, hvor kapitalismen endnu ikke var slået igennem, og hvor arbejderklassen derfor udgjorde et beskedent mindretal. I sådanne tilfælde havde proletariatet til opgave at etablere forbindelse til den store gruppe af bønder for at bekæmpe den feudale samfundsorden. Målet var i første omgang at gennemføre en borgerlig revolution, der kort efter skulle slå over i en socialistisk revolution, idet demokratiet, sådan som det defineredes af Trotskij, ifølge teorien ikke ville kunne stabilisere sig i såkaldt økonomisk tilbagestående borgerlige lande. Det var desuden et centralt element i Trotskijs teori, at den socialistiske revolution ikke kunne fuldføres inden for et land, men måtte brede sig fra land til land. Når Trotskij og hans meningsfæller skrev og talte om den permanente revolution, var det således en opfattelse, at revolutionen ville være en vedvarende proces, og at den skulle brede sig fra land til land. Trotskijs teori var inspireret af 1905-revolutionen i Rusland, der var en serie af opstande.[24]

Efter den bolsjevikiske magtovertagelse tog Lenin initiativ til etablering af Tredje Internationale kaldet Komintern, stiftet 1919. Formålet var gennem revolutioner at etablere proletariatets diktatur, herunder klassernes afskaffelse, og socialismens virkeliggørelse. Endvidere var det ambitionen, at der skulle etableres kommunistpartier i hvert land. Disse partier skulle fungere som afdelinger under Komintern.[25] Efter Lenins død i 1924 blev Sovjetunionen genstand for stridigheder mellem flere af revolutionens mest fremtrædende skikkelser. Væsentligt var modsætningsforholdet mellem Stalin og Trotskij. Ideologisk bestod konflikten hovedsageligt i, at Trotskij mente, at den permanente revolution var den eneste vej til proletariatets diktatur, mens Stalin var af den opfattelse, at det var muligt at etablere og bevare socialismen som styreform i ét land. Stalin fandt af den grund, at det var de sovjetiske revolutionæres første opgave at konsolidere den opnåede samfundsmodel i Sovjetunionen. Revolutioner i andre lande måtte udsættes til senere.[26]

Forholdet mellem Stalin og Trotskij rummede også en magtpolitisk dimension: Efter først at have mistet posten som krigskommissær i 1925, blev Trotskij i 1927 ekskluderet af det sovjetiske kommunistparti. To år senere blev han udvist af Sovjetunionen. I de følgende år rejste Trotskij i Europa for i slutningen af 1930’erne at ende i Mexico. I sit eksil videreførte Trotskij forfatterskabet, hvilket resulterede dels i en række ideologiske arbejder, dels i kritiske skrifter om det voksende bureaukrati i det stalinistiske Sovjetunionen.[27] Trotskijs og hans tilhængeres virksomhed opfattedes af to årsager som en udfordring for Stalins Sovjetunionen. For det første befandt trotskister og stalinister sig i et modsætningsforhold under Den spanske Borgerkrig (1936-39). Begge grupper tog del i den interne magtkamp i republikken. De spanske kommunister havde forud for borgerkrigen haft som endemål at danne en arbejder- og bonderepublik efter sovjetisk forbillede. Efter Hitlers indmarch i Rhinlandet i foråret 1936 ændrede Stalin og følgelig Komintern syn på sagen. Truslen fra Hitler-Tyskland gjorde, at Stalin nu prioriterede at beskytte det borgerlige demokrati i Spanien mod fascismen. I det omfang, man overhovedet kan tale om en sovjetisk strategi i Spanien, var formålet med den militære støtte at holde republikken i live ved både at inddæmme den fascistiske trussel og den venstrerevolutionære elan. Sovjetunionens militære hjælp til Spanien måtte under ingen omstændigheder styrke Chamberlains sympati for general Francos antikommunistiske kamp, ej heller provokere det franske højre unødigt.[28] Sovjetunionens hemmelige politi NKVD (Narodnyj Komissariat Vnutrennikh Del, Folkekommissariatet for Indre Anliggender) planlagde og gennemførte i overensstemmelse med disse mål en række voldelige aktioner mod venstrefløjen i 1937, herunder mord på trotskister og andre venstrerevolutionære kræfter.

For det andet udgjorde trotskismen en udfordring for Stalin, idet Trotskijs meningsfæller stedse forsøgte at infiltrere og overtage sovjetorienterede kommunistpartier over hele kloden. Denne infiltration omtaltes som ”entrisme”. Det var en taktik, som Komintern havde praktiseret i 1920’erne.[29] Entrisme bestod i, at trotskister meldte sig ind i andre politiske partier og bevægelser og derpå arbejdede for trotskismens ideer inden for de pågældende organisationer, idet målet var at få andre organisationer til at overtage trotskismens ideologiske grundlag. Når trotskistisk infiltration/entrisme i sovjetorienterede kommunistpartier ifølge Stalin udgjorde en fare for Sovjetunionen, skyldtes det, at Stalin var af den overbevisning, at der uafvendeligt ville opstå krig mellem Sovjetunionen og de imperialistiske lande. Stalin beskyldte ved flere lejligheder trotskismen for at stå i ledtog med fascismen, eksempelvis at trotskisterne ville forsøge at tage magten i Sovjetunionen ved at indgå i forbund med Japan og Hitler-Tyskland, der til gengæld skulle have territoriale indrømmelser.[30] Selv om beskyldningerne var grundløse, har nyere forskning godtgjort, at trotskister og andre venstrerevolutionære grupperinger i vid udstrækning var infiltreret af Mussolinis efterretningstjenester, der forsøgte at manipulere bevægelsen til en styrket antistalinistisk kamp.[31] Efter at have været på flugt i mere end ti år blev Trotskij i 1940 dræbt, mens han opholdt sig i Mexico. Mordet skete efter Stalins ordre, og i sine erindringer har den forhenværende sovjetiske efterretningschef Pavel Sudoplatov beskrevet, hvordan drabsmanden, Ramón Mercader, udførte likvideringen.[32]

I 1938 havde Trotskijs tilhængere som nævnt samlet sig i Fjerde Internationale.[33] Imidlertid blev anden verdenskrig en vanskelig tid for Internationalens medlemmer, da disse stod i konflikt med både Sovjetunionen, Tyskland og de vestlige lande. Efter krigen reorganiserede trotskisterne sig på ny, og af et i PET’s arkiv beroende resumé om international trotskisme udfærdiget i slutningen af 1960’erne af en allieret efterretningstjeneste fremgår det, at Fjerde Internationale allerede i 1945 var af den opfattelse, at bevægelsen var verdensomspændende. Den højeste politiske myndighed var den Internationale Konference, idet den Internationale Eksekutivkomite dog varetog ledelsen i perioderne mellem den Internationale Konferences møder. Under krigen havde Fjerde Internationale haft sit hovedsæde i New York, men efter krigsafslutningen blev det flyttet til Paris. Ifølge Fjerde Internationales egne opgørelser, som den allierede tjeneste var i besiddelse af, havde Fjerde Internationale 26 af organisationen anerkendte sektioner rundt om i verden i 1947. Dertil kom grupperinger, der betragtede sig som trotskistiske, men som ikke var anerkendt af Fjerde Internationale. Den ledende skikkelse i Internationalen var på det tidspunkt Michel Raptis, der var af græsk oprindelse, og som inden for den trotskistiske bevægelse gik under dæknavnet ‘Pablo’.[34]

Efter at have måttet konstatere, at Internationalen kun kunne tiltrække få medlemmer, anbefalede Fjerde Internationale i 1951 de nationale sektioner at slå ind på entrismens vej. Hvor entrisme i 1930’erne havde været en såkaldt ”åben taktik”, da det på daværende tidspunkt stod klart for omgivelserne, at den pågældende var trotskist, blev entrismen ifølge et aktstykke i PET’s arkiv nu en ”undergrundstaktik”, idet den enkelte trotskist skulle undlade at bekende sig som trotskist, men i stedet arbejde under dække af at dele den ideologi, der var gældende i det parti, han arbejdede inden for.[35] Set retrospektivt synes Internationalen i 1950’erne imidlertid at have været sin egen fjende, for bevægelsen var stedse præget af interne stridigheder, der blandt andet handlede om, hvordan trotskister rettelig skulle anskue udviklingen i Sovjetunionen. Samtidig synes der at have været forskellige opfattelser af, hvordan man skulle organisere Internationalen. I 1953 gik Fjerde Internationale således i opløsning, idet to nationale sektioner (den britiske og den amerikanske) brød ud og etablerede en ny, konkurrerende organisation, der betragtede sig som den rette fortolker af Trotskijs ideologi.[36] Den nye fraktion, der havde base i USA, kaldte sig den Internationale Komité. Den anden fraktion, der udgjordes af resterne af den internationale, der var blevet retableret efter 1945, kaldte sig det Internationale Sekretariat. Denne var fortsat under ledelse af Michel Raptis.[37] I tiden der fulgte, befandt disse to fraktioner sig i et rivaliseringsforhold. Alligevel var årene efter splittelsen en periode, hvor trotskisterne, hvad enten de tilhørte den ene eller anden sektion, oplevede nogen medgang. Væsentligt herfor var tre forhold:

For det første blev Algierkrigen (1954-62) vigtig. Krigen stod mellem på den ene side den nationale befrielseshær FLN (Front de la Libération Nationale, Den Nationale Befrielsesfront) og på den anden side den franske kolonimagt, der med sin krigsførelse demonstrerede vilje til at gå meget langt for at bevare Algier som koloni.[38] Trotskisterne søgte i den forbindelse at udstille Frankrig som en imperialistisk stat. Dertil kom, at Sovjetunionen og de sovjetorienterede kommunistpartier i Vesteuropa afstod fra at støtte den algeriske befrielseshær. Det gjaldt også det franske kommunistparti. Det gav trotskisterne mulighed for at benytte konflikten som afsæt for at bringe Fjerde Internationale væk fra den isolation, der havde præget den i første halvdel af 1950’erne.[39]

For det andet blev det af betydning for Fjerde Internationales vækst, at det sovjetiske kommunistparti (SUKP) og det kinesiske kommunistparti (KKP) i sidste halvdel af 1950’erne bevægede sig ud i en politisk og ideologisk konflikt. I 1960 lagde Kina officielt afstand til Sovjetunionens doktrin om ‘fredelig sameksistens’, og i 1961 tilspidsedes konflikten mellem de to lande, da Kina støttede Albanien i en konflikt med Sovjetunionen.[40] Fjerde Internationale benyttede splittelsen i den kommunistiske verdensbevægelse til at støtte KKP.

For det tredje opfattedes det af Fjerde Internationale som en opmuntring, da Fidel Castro greb magten på Cuba i 1959. Gennemførelsen af revolutionen dokumenterede, at kommunistiske omvæltninger i den vestlige verden ikke alene var et stykke teori. Det var også en realiserbar mulighed. Selv om der eksisterede forbindelser mellem Cuba og Sovjetunionen, var Cuba ikke under sovjetisk herredømme. Dermed fik Fjerde Internationale endnu en potentiel allieret.[41]

Splittelsen i Fjerde Internationale varede i ti år. Men i 1963 gennemførtes en såkaldt genforeningskongres. Ved den lejlighed blev Fjerde Internationales Forenede Sekretariat dannet. Selv om ikke alle nationale sektioner tilsluttede sig det nye sekretariat, er det en vurdering i litteraturen, at genforeningskongressen markerede en ny begyndelse for den trotskistiske bevægelse.[42] Blandt de væsentligste aktører var den belgiske økonomiprofessor Ernest Mandel, der skulle komme til at spille en betydelig rolle i den internationale trotskisme i de følgende årtier. Mandel havde flere dæknavne, hvoraf det hyppigst anvendte var ‘Germain’.[43] På kongressen i 1963 hed det om det fremtidige arbejde:

”Den mest sandsynlige variation i de nærmeste år er følgende: den koloniale revolution fortsætter, indbefattet nye lande og fordyber sin sociale karakter efterhånden som nye arbejderstater opstår. Dette vil ikke direkte føre til at kapitalismen styrtes i de imperialistiske centre, men det vil spille en mægtig rolle for at opbygge et nyt revolutionært lederskab, som det allerede er blevet illustreret ved fremkomsten af de castroistiske strømninger. Presset fra masserne i arbejderstaterne vil fortsætte, med en tendens til øgede masseaktioner og en mulig begyndelse på en politisk revolution i flere arbejderstater. Disse to udviklingstendenser vil på en fordelagtig måde påvirke fremkomsten af en ny kamplyst blandt masserne i de imperialistiske lande og forstærke den tendens som direkte udspringer af kapitalismens socio-økonomiske mekanismer og af dens reducerede ekspansionsniveau.”[44]

Fjerde Internationale forudskikkede således en udvikling, hvor de kapitalistiske lande ville komme under stadigt større pres. I den forbindelse ville arbejderklasserne udgøre et revolutionsberedskab, idet det revolutionære lederskab allerede var skabt. I den genforenede internationale var det en artikuleret opfattelse, at udviklingen i den tredje verden ville fremme en ”kamplyst” i den industrialiserede verden.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne måtte medlemmerne af Fjerde Internationale konstatere, at genforeningen i 1963 kun holdt en kort tid. Det fremgår således af den amerikanske politolog Robert J. Alexanders sammenfatning af trotskismens historie, at genforeningskongressen aldrig fik de gamle konflikter fuldstændig bilagt. Allerede i 1966 brød de amerikanske trotskister ud af Fjerde Internationales Forenede Sekretariat, og fem år senere splittedes den Internationale Komite i to, da en ledende britisk trotskist, Gerry Healy, videreførte en britisk version af denne, mens den fremtrædende franske trotskist Pierre Lambert valgte at etablere en fransk trotskistisk sektion under akronymet CORQI (Comité de Organisation pour la Reconstruction de la Quatrième Internationale, Organisationskomiteen til Retablering af Fjerde Internationale). Men dermed havde trotskisterne fortsat ikke fundet sig til rette i deres fraktioner. I de følgende år splittedes de ovenfor nævnte sektioner i endnu flere afdelinger.[45]

De fortsatte stridigheder i den trotskistiske bevægelse blev bemærket af de vestlige efterretningstjenester. I et resumé fra 1968 omhandlende international trotskisme tilstillet PET af en udenlandsk tjeneste blev det således konstateret, at der i midten af årtiet eksisterede hele fire internationale trotskistiske bevægelser, der rivaliserede med hinanden. Det samlede antal trotskister i Europa skønnedes på det tidspunkt omkring 5.000. Mildt opgivende noteredes det i referatet, at det ikke var ”let at forklare forskellene mellem de fire grupper”, idet det dog blev understreget, at trotskister syntes at have

”en forkærlighed for teori, og det ser ud til at ligge til mange trotzkisters natur, at når først sådanne synspunkter er dannet, holder de fast ved dem med lidenskabelig uforsonlighed; det er denne stærke følelse kombineret med mange personlige antipatier, der forhindrer fornuftige drøftelser og akceptering af politiske uoverensstemmelser.”[46]

Om trotskisternes politiske indflydelse på internationale anliggender hed det, at bevægelsen nærmest var i opløsning, og at det ”i det lange løb” var ”et resultat af dens næsten totale ineffektivitet.” Det var ved notatets udfærdigelse kun sket to gange i historien, at trotskister havde været tæt på politisk indflydelse. Det var i Algeriet, hvor Michel Raptis havde været rådgiver for den forhenværende oprørsleder Ahmed Ben Bellas regering (1963-65), samt på Sri Lanka (i datiden: Ceylon), hvor trotskister en overgang havde dannet regering. Men – hed det lidt mere opmuntrende – ”[b]egge disse kapitler i trotzkismens historie har givet anledning til kritik fra andre trotzkisters side, som betragtede begge episoder som utilbørligt koketteri med bourgeoisiet.”[47]

I 1980’erne opnåede trotskisterne imidlertid en vis indflydelse i det britiske Labour Party, idet en gruppe trotskister med Peter Taafe i spidsen erobrede magten i en Labour-afdeling i Liverpool. Trotskisternes stedlige fremgang skulle imidlertid vise sig at blive en succes for den konservative regeringsleder Margaret Thatcher, der i den offentlige debat med stor gennemslagskraft henviste til, at Labour stod i forbindelse med militante grupperinger på den yderste venstrefløj. En følgevirkning af trotskisternes indflydelse i Liverpool var, at byens budget ifølge den eksisterende litteratur blev administreret med ”stupendous incompetence”. Labours leder, Neil Kinnock, tog hånd om situationen, da han på en partikonference fik trotskisterne ekskluderet: ”And without its host, the parasite shrivelled into insignificance.”[48] Historien illustrerer et forhold, der, som det vil fremgå i det følgende, også viste sig i Danmark under den kolde krig: Når det lykkedes trotskisterne at overtage en lokalafdeling af en politisk organisation, radikaliserede de typisk afdelingens virksomhed i en sådan grad, at moderorganisationen valgte at ekskludere afdelingens medlemmer.

Efterretningsmyndighedernes arbejde med at opnå viden om trotskistiske miljøer kompliceredes yderligere af, at der i både Danmark og internationalt var en tendens til, at de politiske yderfløje infiltrerede hinanden med det formål at skade modparten. I dansk sammenhæng ses det eksempelvis, at PET blev opmærksom på, at en person, der angiveligt havde en fortid på den alleryderste højrefløj, i midten af 1960’erne tilsluttede sig den danske sektion af Fjerde Internationale. Efter at have efterforsket personens politiske løbebane konstaterede en PET-medarbejder uden omsvøb:

”Han betegnes som værende i besiddelse af en helt abnorm politisk interesse, og i tidens løb har han ”stiftet” en række ”organisationer” spændende fra det yderste højre til det yderste venstre og med opdigtede navne som bestyrelse og medlemmer og med sig selv som formand eller leder.
I øjeblikket betegner han sig selv som anarkist, og der er ikke tvivl om, at han må karakteriseres som en fuldstændig uhæmmet politisk fantast.”[49]

Det var i miljøer, hvor blandt andet sådanne personer virkede, at PET måtte operere, når der skulle skaffes viden om trotskisterne. Det siger noget om vilkårene for efterretningstjenestens arbejde, men selvfølgelig også om, hvordan notatets koncipist betragtede omtalte person.

De fortsatte brydninger inden for og i miljøet omkring Fjerde Internationale betød dog ikke, at trotskisterne var handlingslammede. For parallelt med den ovenfor skitserede udvikling kan der konstateres en tiltagende aktivitet blandt Internationalens medlemmer. Forklaringerne er flere. For det første forekommer det sandsynligt, at det politiske og ideologiske opbrud i den europæiske venstrefløj, der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne, frembød nye muligheder for trotskisterne. Tidligere havde der i Vesteuropa reelt kun været to positioner, som socialister kunne tilslutte sig. Den ene var den demokratiske socialisme, sådan som den blev praktiseret af socialdemokratierne, der udgik fra Anden Internationale. Den anden var den sovjetorienterede kommunisme. Med det politiske og ideologiske opbrud blev det muligt at indtage andre socialistiske/kommunistiske positioner.[50]

For det andet skal Vietnamkrigens betydning for Det nye Venstres, men også for trotskisternes vækstmuligheder betones. Med den amerikanske krigsførelse i den asiatiske konflikt blev det i sidste halvdel af 1960’erne klart for vesteuropæiske iagttagere, at det USA, der stod som forsvarer af vestlige, demokratiske idealer, havde engageret sig i en blodig krig. Som årene gik, blev det stadig mere klart, at skønt kampen mod kommunismen nok betragtedes med sympati i ledende politiske cirkler, så begik USA også fejl. Den periode hvor det amerikanske militære engagement i krigen for alvor tog til – det vil sige mellem 1965 og 1970 – var således også perioden, hvor en lang række venstreintellektuelle samlede sig i det såkaldte Russell Tribunal, der havde sat sig for at dokumentere, hvilke krigsforbrydelser USA havde ansvaret for i Asien. Desuden afslørede New York Times i 1971 på baggrund af tophemmelige dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, at skiftende amerikanske regeringer siden 1950’erne havde ført såvel den amerikanske befolkning som de vesteuropæiske lande bag lyset hvad angik oplysninger om konflikten i Asien.[51] Som følge af afsløringerne voksede kritikken af USA, og samtidig blev grobunden gødet for antiimperialistisk virksomhed. Det gav Fjerde Internationale endnu en base at virke fra.

En tredje forklaring på Fjerde Internationales øgede tilslutning blev nævnt i en rapport om international trotskisme udfærdiget af en udenlandsk efterretningstjeneste i begyndelsen af 1970. Heri hed det, at Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 havde fremmet en ”desillusionering blandt visse marxister og andre på den ekstreme venstrefløj”. Ifølge den udenlandske efterretningstjeneste havde en række kommunister som følge heraf lagt luft til Sovjetunionen for i stedet at tilslutte sig Fjerde Internationale.[52] I løbet af 1970’erne videreførtes den interne strid i Fjerde Internationale. Således blev både den britiske Internationale under Gerry Healy og den franske CORQI yderligere splittet.[53]

Opsummerende kan det konstateres, at der var flere årsager til, at vestlige efterretningstjenester interesserede sig for Fjerde Internationale:


[17] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 12.

[18] Som eksempler på debatlitteratur omhandlende PET og trotskistiske miljøer se Mads Nissen Styrk, Poul Smidt m.fl., Efterretningstjeneste på udflugt. Kasper Neergaard-sagen (Demos, 1972); Under Dække. Efterretninger om samspillet mellem NATO-politikere, efterretningstjenester og højre-ekstremistiske grupper (Demos, 1978); Erik Jensen, De Hemmelige Tjenester. PET og FE gennem 40 år. En oversigt (Demos, 1998), s. 23-24, 27-28.

[19] Det vil, jf. citaterne på de følgende sider, fremgå, at Lev Trotskij og trotskismen gennem tiden er blevet stavet på forskellige måder. Denne fremstillings beskrivelse følger den autoriserede danske stavemåde, sådan som den fremgår af opslagene ”Trotskij” og ”trotskisme” i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 19 (Gyldendal, 2001 ), s. 278.

[20] Den internationale arbejderbevægelses historie er skildret adskillige gange. Ovenstående er bl.a. baseret på to arbejder med forskellige perspektiver og tilgange: Richard Pipes, Communism. A History (Modern Library, 2003); Donald Sassoon, One Hundred Years of Socialism. The West European Left in the Twentieth Contury (The New Press, 1996). Desuden er anvendt Morten Thing og Niels Finn Christiansen, ”internationaler”, Den Store Danske Encyklopædi, bd. 9 (Gyldendal, 1997), s. 429-430.

[21] Richard Pipes, Communism, s. 15-20; Morten Thing og Niels Finn Christiansen, ”internationaler”, Den Store Danske Encyklopædi, bd. 9.

[22] Georg von Rauch, Geschichte des bolschewistischen Rußland (Fischer Bücherei, 1963), s. 24-26.

[23] Trotskijs biografi er skitseret i Internationalt Politisk Leksikon, ved Sven Henningsen (Jul. Gjellerups Forlag, 1948), s. 327-328. Særligt interesserede læsere anbefales Isaac Deutschers tre-binds-biografi: The Prophet Armed.Trotsky: 1879-1921; The Prophet Unarmed. Trotsky: 1921-1929; The Prophet Outcast. Trotsky: 1929-1940 (Oxford University Press, 1954, 1959, 1963). Henvisninger i nærværende fremstilling er til paperback-udgaven fra 1970.

[24] Den ovenfor anførte beskrivelse af teorien om den ”permanente revolution” er væsentligst baseret på Ernst Dahl, Venstrefløjens lange march. Politiske strategier på venstrefløjen – DKP, SAP og VS (Solidaritet, 1999), s. 54-58 hvorfra det anførte citat er hentet; Isaac Deutscher, The Prophet Armed.Trotsky: 1989-1921, s. 145-162; Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 9-15. Desuden er anvendt en hemmeligt-stemplet tryksag International Communism. The Fourth International – Status of the International Trotskyist, Oktober 1973, s. 7, beroende i PET, 98-6400-4, Verdensorganisationen. Tryksagen er udfærdiget af en udenlandsk efterretningstjeneste. Se også debatbogen Alan Woords & Ted Grant, Lenin og Trotskij. Hvad de virkelig stod for (København: Socialistisk Standpunkt, 2007), s. 92-118.

[25] Richard Pipes, Communism, s. 93-96; Donald Sassoon, One Hundred Years of Socialism, 31-35. Karl Marx og Friedrich Engels, Det kommunistiske Manifest (Tiden, 1946), s. 19-57. Komintern blev formelt opløst i 1943.

[26] Georg von Rauch, Geschichte des bolschewistischen Rußland, s. 173-175.

[27] Trotskijs forfatterskab behandles spredt i bind 3 af Deutschers biografi, se The Prophet Outcast. Trotsky: 1929-1940.

[28] For en længere forskningsdiskussion vedrørende Sovjetunionens udenrigspolitiske og militære mål i Spanien, se Ángel Viñas, La soledad de la República. El abandono de las democracias y el viraje hacia la Union Sovietica (Barcelona: Crítica, 2006).

[29] Robert Service, Comrades. Communism: A World History (Macmillan, 2007), s. 400.

[30] Se f.eks. møde i Kreml 16. december 1936, hvor Dimitrov og Stalin deltog. Jf. Georgii Dimitrov, Diario. Gli anni di Mosca (Torino, 2002), s. 56-57.

[31] Jf. Mauro Canali, Le spie del regime (Bologna, 2004).

[32] Pavel Sudoplatov and Anatoli Sudoplatov with Jerrold L. and Leona P. Schecter, Special Tasks (Boston, 1994), s. 67, 78.

[33] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 10.

[34] PET, emnesag: Verdensorganisationen. ”DEN INTERNATIONALE TROTZKISME – ET RESUMÉ. DECEMBER 1967”, 22. januar 1968. Raptis havde flere dæknavne. Foruden ‘Pablo’ kaldtes han ifølge PET’s oplysninger for ’Gab’, ’Martin’, ’Gabriel’, ’Jean-Paul’. PET, emnesag: Verdensorganisationen, ”IV Internationale – fortegnelse over dæknavne”, april 1971.

[35] PET, emnesag: Verdensorganisationen. TROTSKISME. Udateret, men antagelig fra 1976 eller 1977.

[36] PET, emnesag: Verdensorganisationen. IV. Internationale (Oversigt udarbejdet pr. oktober 1963), s. 1.

[37] Se Robert J. Alexander, International Trotskyism 1929-1985. A Documented Analysis of the Movement (Duke University Press, 1991), s. 20. Se også Kent-Åke Andersson, Mogens Pedersen, Daniel Bensaid, Den lange march (Socialistisk Arbejderforlag, 1988), s. 43 ff.

[38] Træk af Algierkrigens historie er beskrevet i Marc Ferro (red.), Kolonialismens sorte bog. 500 års forbrydelser (Høst og Søn, 2005), s. 594-613.

[39] Kent-Åke Andersson m.fl., Den lange march, s. 43 ff.

[40] Skildret flere steder, f.eks. John W. Young, America, Russia and the Cold War 1941-1998 (Longman, 1999). Khrusjtjovs fremstilling af konfliktens udvikling er skildret i dansk oversættelse i erindringsbogen Uofficielle erindringer (Munksgaard, 1991), s. 177-197.

[41] Om den cubanske revolution se den kortfattede beskrivelse i Walter LaFeber, America, Russia, and the Cold War 1945-1990 (McGraw-Hill, Inc, 1991), s. 207-209, jf. Richard Crockatt, The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in World Politics, 1941-1991 (Routledge, 1996), s. 194-197.

[42] Kort tid efter genforeningen brød nogle latinamerikanske trotskistiske grupperinger ud og tilsluttede sig en konkurrerende fraktion af Fjerde Internationale. Denne var under ledelse af den argentinske J. Posadas. Denne fraktion skulle have virket til i al fald op i 1980’erne. Se Robert J. Alexander, International Trotskyism 1929-1985, s. 20.

[43] Foruden ’Germain’ kaldte Mandel sig ifølge PET’s oplysninger ’Albert Gerry’, ’Le Viseur’, ’Osmund’, ’Pierre Bousse’ eller ’Pierre Gouset’, ’Walter’ og ’Mr. Roberts’. PET, 98-6400-4, Verdensorganisationen, ”IV Internationale – fortegnelse over dæknavne”, april 1971.

[44] Kent-Åke Andersson m.fl, Den lange march, citeret s. 52.

[45] Robert J. Alexander, International Trotskyism 1929-1985, s. 21.

[46] PET, emnesag: Verdensorganisationen. ”DEN INTERNATIONALE TROTZKISME – ET RESUMÉ. DECEMBER 1967”, 22. januar 1968.

[47] Ibid.

[48] Robert Service, Comrades, s. 400.

[49] PET, emnesag: NOTITS, december 1966.

[50] Se f.eks. Thomas Ekmann Jørgensen, ”Hinsides kommunismen – det Nye Venstre og dets udløbere”, Arbejderhistorie 2004/4, s. 91-103.

[51] Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991, bd. 2 (DIIS, 2005), s. 57-63. Vedr. PET’s overvågning af den danske vietnambevægelse, se Kommissionens beretning, bind 10.

[52] PET, emnesag: Verdensorganisationen. ”UDVIKLINGEN I DEN INTERNATIONALE TROTZKISME SIDEN 1967”, februar 1970, s. 2.

[53] Robert J. Alexander, International Trotskyism 1929-1985, s. 21.






3. TROTSKISTISKE MILJØER I 1940’ERNE OG 1950’ERNE

Efter at Trotskij i 1929 var blevet udvist af Sovjetunionen, rejste han rundt i Europa. Tre år senere – i efteråret 1932 – gjorde han et kortvarigt ophold i Danmark. Den direkte anledning var, at foreningen af Socialdemokratiske Studenter havde inviteret ham til København for at holde foredrag om ”Sovjetstatens opståen”. Trotskij synes ikke at have vundet sig tilhængere ved den lejlighed, men blot få år senere opstod der noget, der kunne minde om en beskeden trotskistisk gruppe i Danmark. Ifølge den eksisterende litteratur var sammenhængen den, at der i det tyske emigrantmiljø i Danmark var en lille gruppe trotskister, der søgte at udbrede den trotskistiske ideologi. I slutningen af 1930’erne søgte denne kreds kontakt til Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), men med pauvre resultater.[54] Under besættelsen var enkelte trotskister at finde blandt modstandens folk. Blandt andet udgav den i Danmark strandede tyske flygtning, trotskisten George Jungclas, et illegalt blad kaldet Arbejderpolitik. I 1944 blev medlemmer af en trotskistisk gruppe imidlertid anholdt og sendt i fangenskab.[55]

I de første efterkrigsår eksisterede der ikke noget trotskistisk politisk parti i Danmark, men udelukkende et par trotskistiske diskussionsfora. Disse skal kun have haft sporadisk kontakt til Fjerde Internationale.[56] I januar 1947 etablerede en kreds af trotskister imidlertid en forening kaldet Revolutionære Kommunister, der påbegyndte udgivelse af et arbejderblad. I første omgang undlod Revolutionære Kommunister at erklære sig som trotskister, men anførte alene, at de to eksisterende arbejderpartier – Socialdemokratiet og DKP – havde fejlet.[57] Skønt antallet af danske trotskister var lille, var konflikterne store, og allerede i 1947 blev Revolutionære Kommunister delt i tre grupper, hvor bevægelsens hidtidige frontfigur, Poul Moth, blev leder af den mest aktive gruppe. Denne opnåede i begyndelsen af 1948 sympatisørstatus af Fjerde Internationales Eksekutivkomité.[58] I det følgende år videreførtes de danske trotskisters interne uoverensstemmelser, men omkring december 1949 etableredes endnu en trotskistisk organisation under navnet Internationale Socialister. Ifølge litteraturen bestod Internationale Socialisters væsentligste indsats i tiden omkring 1950 i dels at udgive et trotskistisk skrift dels at opnå indflydelse i den transnationale esperanto-bevægelse.[59] Trotskisternes indsats såvel i Danmark som internationalt bar imidlertid kun begrænset frugt, og under indtryk heraf, og som følge af en samtidig trotskistisk forventning om en forestående tredje verdenskrig, besluttede Fjerde Internationale i 1951, at de nationale sektioner skulle udføre entrisme. For danske trotskisters vedkommende betød det, at de havde til opgave at melde sig ind i Socialdemokratiet for at påvirke partiet og knytte forbindelser til eventuelle venstrefløjsfraktioner.[60]

Selv om danske trotskister i slutningen af 1940’erne opfattede sig som trotskister, havde det Internationale Sekretariat aldrig fuldgyldigt anerkendt dem som en dansk sektion.[61] Følges korrespondancen mellem Fjerde Internationale og de danske trotskister, synes en årsag at have været, at danskerne havde vanskeligt ved at acceptere, at de skulle udføre entrisme, idet de frygtede at blive opslugt af det store arbejderparti. I tilslutning til Internationalens Verdenskongres i 1950 argumenterede danske trotskister således imod det Internationale Sekretariats pålæg. Danske trotskister forklarede deres standpunkt med henvisning til situationen i Storbritannien, hvor britiske meningsfæller havde meldt sig ind i Labour, hvilket angiveligt havde ført til et ”knæfald for reformismen”. Det Internationale Sekretariat afviste at tage en offentlig diskussion om det spørgsmål, men oplyste i fortrolighed danske trotskister om situationen i Storbritannien. Derefter ændrede de danske trotskister holdning. Kort efter, i 1951, blev den danske sektion formelt optaget i Fjerde Internationale.[62]

Danske politimyndigheder var allerede i 1930’erne og under besættelsen opmærksomme på, at der opholdt sig personer i Danmark, der definerede sig som trotskister. Gennem de første mange år synes politiet imidlertid ikke at have opfattet trotskister som en trussel mod den lovlige samfundsorden. Herom vidner et notat udfærdiget af daværende politimester i Åbenrå og senere PET-chef, Ernst Brix.[63] Notatet, der antagelig er fra 1947, indeholdt følgende lidet alarmerende konstatering: ”I København har der hidtil kun bestaaet en løs sammenhængende gruppe af Trotzkister.”[64] Tre år senere var vurderingen tilsvarende. I en kvartalsberetning fra 1950 bemærkede Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (fra 1. januar 1951: PET), at danske trotskister havde holdt et møde med svenske trotskister, men at der blot havde deltaget otte personer fra dansk side. Ifølge beretningen var det antal ”betydningsløst ringe”.[65] REA’s vurdering af det trotskistiske miljø som betydningsløst afspejler to forhold. Dels at der reelt kun var meget få trotskister i Danmark. Dels at de i samtiden to store perciperede trusler var den eventuelt tilbageværende nazisme i Danmark og Tyskland og den i Danmark beroende sovjetorienterede kommunisme.[66] Det er illustrerende for PET’s opfattelse af trotskisternes betydning, at ovenstående oplysninger var nedfældet i en 50-siders rapport om kommunismen i Danmark, hvor trotskisterne omtaltes på mindre end én side.[67] REA valgte dog i slutningen af 1940’erne at registrere danske trotskister. Ifølge en udateret rapport, ”Oversigt over de under gruppe II hørende specialkartoteker”, der antagelig er udfærdiget i 1948, hed det, at trotskisterne opfattedes som værende ”på linie med” DKP, og derfor blev de registreret.[68] Denne registrering var i overensstemmelse med det gældende regelsæt, for selv om et justitsministerielt cirkulære af 31. maj 1947 havde forbudt REA at registrere danske statsborgere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, så havde justitsminister Helga Pedersen den 4. maj 1948 meddelt REA’s ledelse, at tjenesten havde til opgave at registrere kommunister. Alle kommunister.[69]

Et par år senere – i sommeren 1952 – udfærdigede PET et 12-siders resumé over trotskismen i Danmark. Resuméet var baseret på samtlige oplysninger, som politiet gennem årene havde modtaget om trotskistiske grupperinger. Det fremgik, at den første trotskistiske organisation i Danmark hed Revolutionære Kommunister (jf. ovenfor), og at den var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.” Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:

”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”

Trotskister var således revolutionære, og de nærede principielt ingen tro på, at det lod sig gøre med en fredelig overgang til det kommunistiske samfund. At trotskisterne tog afstand fra stalinismen, fik PET til at omtale trotskisterne som ”oppositionelle kommunister.”[70]

Ifølge PET opnåede trotskisterne tilslutning fra to befolkningslag: arbejdere og intellektuelle. ”Efter kilders opfattelse”, hed det, bestod arbejderklassens tilhængere ”mest af ofte straffede personer, ’bumser’ og personer, der ikke nærer skrupler ved at udføre et ’beskidt arbejde’”, mens de intellektuelle karakteriseredes som ”fraktionens ledelse og hjerne”. Ifølge PET’s akter bestod personkredsen i begyndelsen af 1950’erne i betydelig grad af personer, der enten tidligere havde været medlem af DKP, eller som havde haft forbindelse til DKP. Eksempelvis anførtes det, at Marie Nielsen, der havde en fortid i DKP, men også i Socialdemokratiet, i 1947 havde været med til at etablere foreningen af Revolutionære Kommunister, og det anførtes, at selv om Poul Moth fremstod som den officielle leder, så var det ”oplyst, at det hårdnakket påstås, at” Richard Jensen skulle være ”organisationens egentlige bagmand.” PET havde – som citatets ordlyd antyder – vanskeligt ved at stole på denne sidste oplysning.[71] En skrivelse fra 1951 liggende i SAP’s arkiv illustrerer da også, at der ganske vist eksisterede en forbindelse mellem trotskisterne og Richard Jensen, men at sidstnævnte ”absolut ikke [er] på vor linie.”[72] Om antallet af trotskister i Danmark anslog PET, at de i 1952 udgjorde en personkreds på ikke over 200, hvoraf omtrent halvdelen befandt sig i København.[73]

Hvad angik trotskisternes aktivitet konstaterede PET, at den væsentligst bestod i at udgive aviser og magasiner, herunder Arbejderpolitik, Arbejderopposition og Det nye arbejderblad. Fælles for udgivelserne var deres kortvarige levetid. Efter at få numre var offentliggjort, synes udgivervirksomheden indstillet. PET fulgte imidlertid med i udgivelserne, og det bemærkedes, at Det nye arbejderblad i sommeren 1947 bragte en artikel under overskriften ”Klassekamp”, hvori trotskisterne offentliggjorde en del af deres program. I artiklen hed det bl.a., at sådan som samfundet hang sammen på daværende tidspunkt, havde arbejderklassen udelukkende strejkemidlet til at forbedre arbejdernes vilkår. Dette redskab opfattedes imidlertid som lidet potent, når det konfronteredes med ”kapitalismens rovgriskhed.” Afslutningsvis hed det:

”…… Den eneste måde, hvorpå vi kan befri os fra den kapitalistiske udbytning, er ved selv at sætte os i besiddelse af produktionsmidlerne, med vold knuse det kapitalistiske statsapparat og sætte vort eget statsapparat, proletariatets diktatur i stedet, indtil socialismen er gennemført.
Hertil kræves en omhyggelig og omfattende forberedelse, og et afgørende led i denne forberedelse er oprettelse af arbejderråd på fabrikker og arbejdspladser, således som REVOLUTIONÆRE KOMMUNISTER kæmper for.
Disse arbejderråd skal engang danne kernen i vort proletariske statsapparat efter den sociale revolution.
Der er ingen, der vil løse vore lænker, vi må selv sprænge dem.”[74]

Retorikken og programmet var revolutionært. Alligevel måtte PET konstatere følgende: ”Der er intet oplyst om, at fraktionen som sådan har gjort sig skyldig i illegale handlinger udover det tidligere nævnte om den ulovlige strejkeopfordring i maj 1946, men i flere tilfælde har der været behandlet kriminelle sager, hvorunder det er oplyst, at de sigtede har været tilsluttet RK [Revolutionære Kommunister], eller i hvert fald haft en vis forbindelse til denne organisation.”[75] Eksempelvis konstateredes det, at en københavnsk kvinde i begyndelsen af 1947 var blevet frihedsberøvet af otte mænd, der forsøgte at aftvinge kvinden svar på, hvor der var et illegalt våbenlager. Ifølge PET var tre af disse otte mænd tilsluttet Revolutionære Kommunister, mens tre andre ”vides at sympatisere stærkt” med organisationen. PET arbejdede af den grund med en hypotese om, at trotskister bestræbte sig på at komme i besiddelse af våben. Den hypotese syntes underbygget af, at politiet fandt ”et større ulovligt våbenlager” under en ransagning af en lejlighed, der tilhørte en person, der angiveligt var rejsesekretær for Revolutionære Kommunister. I sommeren 1952 var PET derfor af den opfattelse, at danske trotskister var revolutionære, og at de arbejdede for at komme i besiddelse af våben til brug for revolutionen. Det vurderedes endvidere, at trotskisterne havde nære forbindelser til ideologisk ligesindede grupperinger i andre lande. Nogen dokumentation for, at ”fraktionen som sådan” bedrev kriminalitet, var politiet ikke i besiddelse af.[76]

Tre år senere – i sommeren 1955 – ajourførte PET rapporten med de oplysninger, der i den mellemliggende periode var tilgået tjenesten. Det bemærkedes nu, at en række personer, der var kendte som trotskister, få år forinden ”havde helliget sig revolutionært arbejde i hæren.”[77] Sammenhængen var, at VK-regeringen med socialdemokratisk støtte i december 1951 havde truffet beslutning om en forlængelse af værnepligten fra 12 til 18 måneder. Beslutningen blev truffet under indtryk af Danmarks nye alliancemedlemskab og forværringen af Øst-Vestforholdet som følge af Koreakrigen (1950-53). Imidlertid var der tale om en omstridt beslutning. Således havde De Radikale, DKP og Retsforbundet stillet sig afvisende hertil. Mere bekvem blev situationen ikke for forligspartierne, da det samtidig stod klart, at en forudsætning for forlængelsens succesfulde gennemførelse var, at der skulle uddannes flere befalingsmænd, anskaffes mere materiel mv. I begyndelsen af 1953 annoncerede regeringen da, at nogle af hærens enheder skulle gøre tjeneste i 18 måneder, mens andre kunne nøjes med 12. I visse af hærens garnisoner nægtede de værnepligtige efterfølgende at adlyde dette påbud, hvorpå nogle af de indkaldte forlod kasernerne for at protestere over beslutningen.[78]

Spørgsmålet er, hvem der havde taget initiativet til de såkaldte soldatermytterier? Ifølge PET’s akter synes det ikke at have været trotskisterne. Til gengæld efterlader det bevarede materiale indtryk af, at trotskisterne forsøgte at benytte den opståede utilfredshed til at motivere de værnepligtige til revolutionær virksomhed. Således konstaterede PET, at en kendt trotskist var mødt op på en kaserne, hvor han havde stillet sig til rådighed som såkaldt ”fritidsunderviser”. Den fremmødte havde ikke lagt skjul på, at han var modstander af NATO og det danske alliancemedlemskab og gerne ville organisere nogle diskussionsaftener med NATO som emne. Når det ifølge PET var værd at notere den oplysning, hang det sammen med, at tjenesten var kommet i besiddelse af en skrivelse, der cirkulerede blandt de værnepligtige. Skrivelsen rummede en opfordring til at møde op i noget, der blev omtalt som ”Hobbyklubben”, hvor de fremmødte skulle ”planlægge den kommende tids revolutionære arbejde i hæren.” Skrivelsen var påtegnet ”Revolutionær Socialistisk Ungdom”, der var en trotskistisk ungdomsorganisation. Og denne skrivelse var ikke noget isoleret fænomen. Således rummede PET’s rapport flere eksempler på, at trotskister angiveligt stod bag plakatopklæbninger, hvor slagordene blandt andet lød ”kamp mod militarisme”, ”ned med hæren” mv.[79]

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem der stod bag soldatermytterierne, er det anslået i den eksisterende litteratur, at de væsentligst afspejlede en generel utilfredshed blandt unge værnepligtige, og at hverken trotskisterne eller DKP/DKU havde nogen vigtig betydning herfor.[80] Den tolkning bekræftes i Kommissionens delberetning om PET’s overvågning af DKP, hvor det dog fremgår, at selvom de kommunistiske miljøer ikke var årsag til mytterierne, fik de betydning for mytteriernes forløb.[81] Med hensyn til trotskisternes rolle synes situationen at have været, at de hægtede sig på en allerede opstået konflikt, som de forsøgte at udnytte til egen fordel. Det vil fremgå af de følgende sider, at det skulle blive en arbejdsmetode, danske trotskister vendte tilbage til.

Som nævnt eksisterede der i den tidlige periode af den kolde krig visse reservationer blandt danske trotskister over for at udføre entrisme mod Socialdemokratiet og DKP. Samtidig viste trotskisterne sig ineffektive, når det gjaldt om at foranstalte uro inden for hæren. PET var opmærksom herpå, men PET synes ikke at have udvist megen interesse for det trotskistiske miljø. I et fortroligtstemplet resumé-notat udarbejdet af PET 16. januar 1998 hedder det betegnende:

”I 10-året efter den 2.verdenskrig førte den danske sektion af IV. INTERNATIONALE en helt isoleret tilværelse, og de meget fåtallige trotzkyister nåede aldrig uden for deres egen kreds og ønskede det tilsyneladende heller ikke, men levede en tilværelse præget af snævre ideologiske forestillinger.”[82]


[54] Steen Bille Larsen, Mod strømmen. Den kommunistiske ”højre”- og ”venstre”-opposition i 30’ernes Danmark (SFAH, 1986), s. 156-157; Anton Schou Madsen, Trotskismen i Danmark (Upubliceret speciale, AUC, 1983), s. 52. Den tyske advokat Oscar Cohn skal angiveligt have spurgt statsminister Th. Stauning, om han kunne tilvirke et visum med lang opholdstilladelse til Trotskij, da denne besøgte Danmark i 1932. Det skal Stauning have afvist. Trotskij blev den 2. december 1932 ført ud af landet i bil. Se hertil Isaac Deutscher, The Prophet Outcast. Trotsky: 1929-1940, s. 182-190, her s. 188-190.

[55] Steen Bille Larsen, Mod strømmen, s. 266-269. Jungclas’ biografi frem til 1945 er skitseret af Hans Uwe Petersen i opslaget ”Jungclas”, Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer (red.), Hvem var hvem 1940-1945 (Gad, 2005), s. 190.

[56] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 130, 134.

[57] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 135, 137.

[58] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 143. Om Moth i 1930’erne se også Morten Thing, Kommunismens Kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960 (Tiderne Skifter, 1993), s. 403.

[59] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 157-160.

[60] Ibid., s. 161.

[61] Ibid., s. 143.

[62] Diverse skrivelser i ABA, arkiv nr. 2307, ks. 1; jf. Internationalens Venner. Medlemsblad for Støtteforeningen for 4. Internationale, Festskrift for Preben Kinch, juli kvartal 1986, 3. årg., nr. 3, s. 4.

[63] Om Brix, se Kommissionens beretning, bind 2.

[64] Selv om Brix skrev om trotskister, var det stalinisterne, der var genstand for politimesterens trusselsvurdering. Brix konstaterede, at der var et fjendskab mellem trotskister og stalinister, og at politimyndighederne derfor kunne overveje at benytte trotskister til overvågning af DKP. Kommissionen har ikke fundet spor af, at REA forsøgte at realisere denne tanke.

[65] PET, emnesag: ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april – 1. juli 1950”.

[66] Om PET’s såkaldte trusselsbillede, se Kommissionens beretning, bind 16.

[67] Om PET’s vurdering af DKP, se Kommissionens beretning, bind 2 og bind 6.

[68] PET, administrativ sag: ”Oversigt over de under gruppe II hørende specialkartoteker”, s. 3, udateret, antagelig fra 1948.

[69] Om justitsminister Helga Pedersens ordre, se Kommissionens beretning, bind 2.

[70] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[71] Om end Richard Jensen også af socialdemokrater opfattedes som en ”oppositionel kommunist”. Se f.eks. Socialdemokratiske Noter, 21. årg., 1949-50, s. 561. Som sådan ses der en semantisk overensstemmelse mellem REA’s og Socialdemokratiets terminologi.

[72] Preben Kinch til Bertil Säfström, 28. juni 1951. ABA, arkiv nr. 2307, ks. 1. Richard Jensen synes i det hele taget at have været en utilpasset revolutionær. Efter at have indtaget en central placering i DKP’s ledelse og haft kontakt til Komintern i 1930’erne blev han i sommeren 1940 efter en konflikt med blandt andre Aksel Larsen ekskluderet af såvel DKP som af Søfyrbøderforbundet. I slutningen af 1940’erne blev Richard Jensen af kritikere tillagt titoistiske sympatier. Se hertil Morten Thing, Kommunismens Kultur, s. 836; Erik Nørgaard, Krig og slutspil. Gestapo og dansk politi mod Kominterns ”bombefolk” (Bogan, 1986), s. 20, 25.

[73] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[74] ”Klassekamp” citeret efter PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955. Understregningen følger PET’s resumé.

[75] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[76] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955. I Bertel Nygaards fremstilling er det en vurdering, at trotskisterne ønskede kontrol over våbnene, idet de frygtede, at den nævnte kvinde ville overdrage det illegale våbenlager til nazister, eftersom hun under besættelsen angiveligt skulle have været forlovet med en såkaldt ”Gestapo-agent.” Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 139.

[77] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[78] Aspekter af den storpolitiske baggrund for dette spørgsmål fremstilles i Poul Villaume, Allieret med forbehold. Dannmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 (Eirene, 1995), kap. 3.3, s. 144-202, jf. også Ib Nordby, Det glemte mytteri. Soldatermytterierne i 1953 (Syddansk Universitetsforlag, 2004), især s. 13-22.

[79] I den følgende tid arbejdede trotskisterne på at udgive et soldaterblad kaldet Folkets Søn. PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[80] Ib Nordby, Det glemte mytteri.

[81] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 6.

[82] PET, emnesag: ”IV. INTERNATIONALE”, 16. januar 1998. Udfærdiget i forbindelse med revisionen og makulering af sagsakterne vedrørende Den danske sektion af Fjerde Internationale.






4. REVOLUTIONÆRE KOMMUNISTER 1959-1963

PET’s interesse for trotskistiske miljøer i årene omkring 1960 udsprang ikke af, at trotskisterne erfaringsmæssigt spillede nogen vigtig rolle for samfundsudviklingen i Danmark. Nærmest tværtimod. Som nævnt på de foranstående sider var det i 1950’erne efterretningstjenestens vurdering, at trotskisterne var fåtallige, og at deres indflydelse på samfundet var forsvindende lille. Alligevel kan det konstateres, at PET’s interesse for trotskisterne var tiltagende fra slutningen af 1950’erne og frem. Hvordan kan det forklares?

Det er Kommissionens vurdering, at den øgede interesse udsprang af to forhold. For det første fik Danmarks medlemskab af NATO til følge, at landet i stigende grad udvekslede oplysninger med udenlandske efterretningstjenester. I den sammenhæng blev krigen i Algier (1954-1962) af betydning for PET’s overvågning af trotskisterne. For det andet var PET’s voksende interesse for trotskisternes virke forårsaget af det opbrud i dansk politik, som splittelsen af DKP i 1958 og SF’s efterfølgende dannelse i 1959 bevirkede. I det følgende skal omstændighederne omkring disse to forhold udredes nærmere, idet betydningen af det danske alliancemedlemskab og krigen i Algier først skal fremdrages. Derpå følger en summarisk fremstilling af PET’s perception af trotskisternes virke i det nye venstrefløjsmiljø i kølvandet på DKP’s splittelse.

Trotskisternes dobbelte virksomhed afspejler ifølge en dansk trotskist, som Kommissionen har talt med, en uoverensstemmelse internt i den danske sektion af Fjerde Internationale. Uoverensstemmelsen handlede om, hvor den danske sektion skulle lægge vægten i det politiske arbejde:

”Var det arbejderbevægelsen i Danmark eller f.eks. Algeriet man beskæftigede sig med. Flertallet i den danske sektion kørte på småbønder i ulandene og det var dét Pablos teori gik ud på. … Ernest Mandel og Pierre Frank, der tilhørte flertallet i IV-Internationale sagde, at de først og fremmest skulle arbejde med deres egen arbejderklasse og dernæst støtte oprørsbevægelser i Latinamerika.”

Den pågældende understreger, at det især var Pablos, dvs. Michel Raptis’ synspunkter, der stod stærkt i Danmark i begyndelsen af 1960’erne.[83]

Krigen i Algier

Det bevarede kildemateriale om PET’s indhentning af informationer om trotskisterne og krigen i Algier er sparsomt, og det er derfor vanskeligt at redegøre præcist for PET’s overvågning i den forbindelse. Analyseres de bevarede papirer, ses det dog, at de tidligst journaliserede indberetninger om spørgsmålet er fra sommeren 1959. Fra det tidspunkt begyndte udenlandske tjenester at tilsende PET oplysninger om Fjerde Internationales engagement i Algierkrigen. Det synes imidlertid først at være et års tid senere, at mere substantielle oplysninger om Internationalens involvering i krigen kom til PET’s kundskab. I juni 1960 oplyste to udenlandske tjenester således, at Fjerde Internationale havde forbindelse til falskmøntneri samt fremstilling af falske legitimitetskort. Desuden hed det, at Fjerde Internationale købte maskiner til fabrikation af våben og våbendele. Endelig blev det anført, at trotskisterne erhvervede sig kemikalier, der kunne anvendes til produktion af sprængstoffer. Ifølge de udenlandske tjenester var de nævnte aktiviteter alle forbundet med Fjerde Internationales engagement i Algierkrigen og støtten til FLN.[84] Som sådan syntes Fjerde Internationale at være gerådet ud i en skjult, men militært forbundet konflikt med Frankrig. Endnu manglede de nævnte tjenester dog domstolenes ord for, at ovenstående antagelser var korrekte. En dansk trotskist, der ifølge eget udsagn stod i forbindelse med såvel Raptis som Mandel, har over over for Kommissionen bekræftet, at ”Pablo prøvede at lave falske penge i Holland …”.[85]

Det var med afsæt i disse oplysninger, at hollandske politimyndigheder i første halvdel af juli 1960 anholdt Michel Raptis og den hollandske Sal Santen, der var henholdsvis generalsekretær i Fjerde Internationale og medlem af det Internationale Sekretariat. Den hollandske anklagemyndighed anlagde derpå sag mod de to personer. Ved retten i Amsterdam blev de idømt 15 måneders fængsel for ”komplot med henblik på fremstilling af falske pengesedler”. Til gengæld fandt retten det ikke bevist, at Raptis og Santen havde haft ansvar for indkøb af våbendele, og ej heller at de havde været meddelagtige i forfalskning af legitimationskort.[86] Med dommen var det imidlertid godtgjort, at to ledende medlemmer af Fjerde Internationale stod i forbindelse med og havde støttet FLN i krigen mod Frankrig. Efter at have afsonet sin straf søgte Raptis via en dansk trotskist, læge Georg Moltved, om ophold i Danmark. Danske myndigheder ønskede dog hverken at give Raptis opholds- eller indrejsetilladelse. Derefter rejste Raptis til Algeriet, hvor han blev rådgiver for den forhenværende oprørsleder Ahmed Ben Bellas nyetablerede regering.[87]

Når PET fra 1960’erne og frem rettede blikket stadig mere målrettet mod danske trotskister, var det blandt andet motiveret af, at flere NATO-lande på det tidspunkt ønskede indhentet oplysninger om Fjerde Internationales nationale sektioner. Det hedder i en vidneforklaring fra Jørn Bro:

”Adspurgt forklarede vidnet, at PET var en vigtig leverandør til det europæiske efterretningsnetværk, idet det var lykkedes PET at få velplacerede kilder, hvilket havde været vanskeligt for de andre efterretningstjenester. Trotskisterne begyndte at blive emner på de halvårlige møder i Nato Specialkomité, der beskæftigede sig med indre forhold. Trotskisterne var relativt aktive, og der var forbindelse til Cuba, Nordafrikanske oprørsbevægelser og enkelte andre områder, som de interesserede sig for, og navnlig franske trotskister ydede støtte til algirske oprørsbevægelser.”[88]

Ifølge oplysningerne i PET’s arkiv begyndte danske statsborgere at engagere sig i Algierkrigen allerede i 1959. Dette år etablerede en kreds af danske trotskister en gruppe, der kaldte sig selv ”Det Frie Algiers Venner”. Denne kreds af personer begyndte kort tid efter at udgive et skrift under navnet Algier Frit. Redaktionen ønskede ikke at vedstå det offentligt, men Algier Frit var et organ for Fjerde Internationale. Udgivelsen var således finansieret af Fjerde Internationale, selv om det blev afvist fra bladets side. Formålet med udgivelsen synes at have været dobbelt: Dels at oplyse om Frankrigs krigsførelse i Algier, dels at skabe en folkelig støtte til FLN i Danmark.[89]

Oplysningerne i PET’s arkiv giver det indtryk, at danske trotskister, parallelt med at de propaganderede til fordel for FLN, var involveret i opkøb og eksport af mekaniske komponenter til en våbenfabrik, som Fjerde Internationale havde forbindelse til i Marokko. Intentionen synes at have været, at de eksporterede komponenter skulle indgå i nyproducerede våben, der skulle tilgå FLN, som dermed ville stå bedre rustet i kampene mod de franske militære enheder. For at imødegå dette valgte politiet i Hvidovre i slutningen af 1960 at sigte redaktøren for Algier Frit for overtrædelse af våbenloven. Den direkte anledning til sigtelsen var, at politiet havde dokumentation for, at redaktøren havde forsøgt at købe kemikalier, der kunne anvendes til produktion af sprængstoffer, men også at han var i besiddelse af en pistol uden at have våbentilladelse. Samtidig var politiet på sporet af, at redaktøren havde forbindelse til Michel Raptis, der som nævnt få måneder forinden var blevet anholdt i Holland. I december 1960 afhørte PET derfor redaktøren. Denne afviste imidlertid at have noget med våbenproduktion at gøre. På PET’s spørgsmål om, hvorfor han da havde forsøgt at købe kemikalier, der kunne anvendes til at producere sprængstoffer, svarede pågældende, at han ingen viden havde om, hvad disse kemikalier skulle benyttes til. Nærmere kommer de bevarede kilder i PET’s arkiv ikke svaret på dette spørgsmål.[90] Det kan dog antages, at redaktøren havde forsøgt at indkøbe kemikalier for en tredjeperson, der skulle bringe disse til Nordafrika.

Hvad angik spørgsmålet om sit politiske ståsted forklarede den pågældende, at han ikke var trotskist. Desuden erklærede han, at han ingen forbindelse havde til Fjerde Internationale. I det omfang han havde kontakt til personer, der var tilknyttet Fjerde Internationale, var det ved tilfældighedernes mellemkomst, idet disse udgjorde et bindeled til FLN. Men i øvrigt gjorde redaktøren sig betydelige anstrengelser for at lægge luft til danske trotskister, der blev betegnet som ”en ganske betydningsløs sekt” bestående af omtrent 20-30 personer. Og disse var – anførte han – en kreds af ”teoretikere og idealister uden nogen jordforbindelse og ganske uegnede til et praktisk, politisk arbejde.”[91] På baggrund af det i PET’s arkiv efterladte materiale kan sluttes, at efterretningstjenesten i august 1961 var af den opfattelse, at danske trotskisters hjælp til FLN på trods af sagens alvor var ”ganske harmløs”. Derpå vurderedes det, at ”som helhed må fraktionen betragtes som en betydningsløs sekt.”[92] PET’s syn på trotskisterne i Danmark var således det samme i sommeren 1961, som det havde været i løbet af 1950’erne. Men det bemærkes, at den af redaktøren anvendte karakteristik af det trotskistiske miljø som en ”en betydningsløs sekt” var blevet overtaget af PET.

I begyndelsen af 1962 fik PET et tip om, at en dansk statsborger, der i midten af 1950’erne havde befundet sig på den yderste højrefløj i dansk politik, havde indsat 30.000 kroner på en konto i det firma, hvor han var ansat. Pågældende hævdede selv, at han havde modtaget pengene for noget arbejde, han havde udført i såvel Østtyskland som i Vesttyskland. PET nærede imidlertid mistanke om, at pågældende arbejdede for Østtyskland. Derfor iværksatte PET en efterforskningssag mod ham. Af en telefonaflytning fremgik det, at den pågældende havde kontakt til den af PET kendte tyske trotskist George Jungclas, der havde befundet sig i Danmark under besættelsen. Og det fremgik, at pågældende dansker havde modtaget de 30.000 kroner af Fjerde Internationale, idet formålet var, at pengene skulle anvendes til opkøb af våbendele, der skulle sendes til FLN.[93] Af PET’s efterforskningssag fremgik det efterfølgende, at Jungclas havde forbindelse til endnu to personer, der også skulle have haft kontakt med den yderste højrefløj i 1950’erne. Et gennemgående emne i disse fire personers omgang med hinanden var spørgsmålet om etablering af to dækfirmaer, hvis eksistens ifølge PET’s oplysninger var begrundet i en ambition om at eksportere mekaniske dele til den ovenfor omtalte fabrik i Nordafrika, der producerede våben til FLN. Imidlertid fremgik det af telefonaflytningerne, at de involverede personer havde vanskeligt ved at administrere de penge, der var blevet dem betroet af Fjerde Internationale. PET vurderede derfor i begyndelsen af 1963, at de tre implicerede danskere alle syntes at have lavet ”numre” med pengene, men at det ikke var muligt præcist at afklare på hvilken måde.[94] En aktør fra det trotskistiske miljø har over for Kommissionen bekræftet og præciseret det ovenfor skitserede billede. En navngiven trotskist hentede penge i Frankrig, og pengene skulle anvendes til indkøb af dele til maskingeværer. Den pågældende tilføjer: ”Det var en fortjenstfuld indsats, hvis man ser bort fra, at man brød nogle danske love. Det var noget algiererne påskønnede meget.”[95] En anden dansk trotskist har over for Kommissionen forklaret, at de omtalte penge kom fra algeriere bosiddende i Frankrig, idet pengene, der skulle hvidvaskes, var ”betaling for våbendele.”[96]

Det af PET skitserede billede af danske trotskister som værende involveret i Fjerde Internationales støtte til de algierske oprørere blev bekræftet i slutningen af 1963, da PET modtog nye oplysninger fra sine udenlandske partnere. I en rapport hed det således, at Fjerde Internationale havde afholdt en konference i Bruxelles i september 1962, hvor det var blevet besluttet, at de nationale sektioner, nu hvor Ahmed Ben Bella havde dannet regering, skulle opmuntre europæiske importører til at købe algeriske varer samt danne algeriske venskabsforeninger. Ifølge PET’s udenlandske forbindelser havde en dansk statsborger spillet en betydelig rolle i bestræbelserne på at få disse forslag vedtaget på kongressen.[97] Kommissionen har som del af sin undersøgelse af PET’s overvågning af trotskister gennemført samtaler med et antal fremtrædende aktører fra trotskistiske miljøer. I en af disse samtaler har en trotskist, der især var aktiv i 1960’erne, forklaret, at en navngiven dansk trotskist i begyndelsen af 1960’erne var engageret i støtten til den ”algeriske modstandsbevægelse.”[98] Udtalelsen underbygger PET’s samtidige mistanke om trotskistisk virksomhed i tilslutning til krigen i Algier.

Det nye Venstre

Trotskisternes involvering i den algierske konflikt var en årsag til, at såvel den internationale som den danske trotskistiske bevægelse oplevede fremgang i tiden omkring 1960. Samtidig var det en væsentlig årsag til, at vestlige efterretningstjenester og PET begyndte at vise interesse for trotskisterne. En anden årsag til trotskisternes øgede aktivisme i såvel Danmark som i Vesteuropa generelt var det opbrud på venstrefløjen, der fulgte i kølvandet på det sovjetiske overfald på Ungarn i 1956, og som i slutningen af 1950’erne og især i 1960’erne førte til nye socialistiske partidannelser.[99] I Danmark markeredes opbruddet i første omgang med splittelsen af DKP i 1958. Året efter, i februar 1959, blev Socialistisk Folkeparti (SF) dannet. Og derefter etableredes Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) i 1961.[100]

Når opbruddet i dansk politik blev vigtigt for den danske sektion af Fjerde Internationale, havde det sin forklaring i, at trotskisterne dermed fik et nyt politisk miljø at arbejde indenfor. Tidligere havde trotskisterne kun haft to politiske partier at arbejde med, nemlig det gamle, statsbærende socialdemokrati, der syntes resistent over for trotskisterne, og dernæst det sovjetorienterede kommunistiske parti, der ikke var trotskisterne venligt stemt. Med SF’s dannelse opstod der imidlertid et, hævdede det selv, uafhængigt socialistisk parti, der hverken var rodfæstet i det borgerlige samfund eller som stod som repræsentant for Sovjetunionen.[101]

Fjerde Internationale ønskede at udnytte den nye situation. I 1958 havde Michel Raptis holdt et foredrag i England. Heri havde han opfordret trotskisterne til at arbejde inden for socialdemokratiske og kommunistiske partier. Kort tid efter at Raptis havde holdt foredraget, blev det publiceret og oversat til dansk. I den danske oversættelse blev der indføjet en note, hvori det hed, at der i Danmark fandtes ”et tredje, uafhængigt socialistisk eller venstresocialistisk parti”. Derfor var det naturligt, at ”de revolutionære marxister”, det vil sige trotskisterne, arbejdede inden for dette partis rammer.[102]

Det fremgår af PET’s arkivalier, at tjenesten var bevidst om trotskisternes forsøg på at udføre entrisme i de nye socialistiske miljøer. I en rapport fra oktober 1963 anførte PET således, at der på daværende tidspunkt antoges at være mellem 150 og 200 trotskister i Danmark. Den medgang, som trotskisterne havde oplevet i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, skønnedes således at have givet sektionen en vis medlemstilgang. Det hang dog især sammen med, at trotskisterne havde overtaget en lille kreds af venstreorienterede aktivister, der kaldte sig ”Gruppe 61”. Det var en kreds af NATO-kritikere, der havde organiseret sig som modstandere af den dansk-vesttyske enhedskommando, der blev etableret i 1961.[103] I rapporten fra oktober 1963 opregnedes derpå navn, adresse samt beskæftigelse på 24 trotskistiske aktivister, der mentes at være sektionens egentlige kerne. Om arbejdet i begyndelsen af 1960’erne anførtes det, at det var en ”hovedopgave” for sektionen at infiltrere SF og dettes ungdomsorganisation SUF. Derpå nævntes det, at trotskisterne efter eget udsagn ”beherskede” fire af SF’s københavnske kredse.[104] Tilsyneladende var trotskisterne ”tålt” af partiledelsen i SF, der havde vanskeligt ved at skille sig af med trotskisterne, da folkesocialisterne – i modsætning til kommunisterne – ”gav sig ud for at være et parti med plads for afvigende anskuelser.”[105] I bladet Socialistisk Information erklærede trotskister da også i 1964, at medlemmer af Revolutionære Socialister tillige var medlemmer af SF og af DKP, og at de igennem deres partiorganisationer forsøgte at påvirke partiernes ledelse og medlemmer i en ”mere bevidst socialistisk retning”,[106] hvilket dog ikke betød, at medlemmerne af DKP og SF var vidende om, hvem den enkelte trotskist var.

PET synes i første halvdel af 1960’erne at have været af den opfattelse, at trotskisterne havde vanskeligt ved at udnytte deres positioner i SF. I en indberetning fra oktober 1964 lyder det f.eks., at en af PET kendt trotskist ikke var blevet genvalgt i sin kreds på Nørrebro i København ”p.gr.a. mgl. arbejdsindsats”. I december samme år hed det, at en anden trotskist blev ”smidt ud af” bestyrelsens afdeling på Vesterbro. I februar det følgende år tabte trotskisterne formands- og sekretærposten i SF’s afdeling på Nørrebro. Der var også problemer med et sektionsmedlem, der var i bestyrelsen for SF’s afdeling i Københavns Indre By. Medlemmet havde ”tilvendt” sig nogle hundrede kroner fra denne afdeling. Han skyldte ”ligeledes sektionen 200 kr.”[107] Anderledes så det ifølge PET ud med hensyn til trotskisternes indflydelse i SUF, hvor de angiveligt udnyttede ”en stærk anti-SF/Aksel Larsen stemning”.[108] Som rekrutteringssted, som politisk apparat og senere som fusionspartner fik SUF – som det vil fremgå nedenfor – imidlertid en vis betydning for trotskisternes videre arbejde.[109] I den ovenfor nævnte rapport, hvor PET identificerede 24 trotskistiske aktivister, konstateredes det, at af de 24 var 15 medlem af SF. Tre var medlem af SUF. Tolv var også medlem af personkredsen ”Gruppe 61”. Ni havde en fortid i DKP.[110]

I de første år af 1960’erne indtog trotskisterne fortsat en meget lille rolle i PET’s overordnede trusselsbillede. Dette havde sin forklaring i, dels at trotskisternes virke på dansk grund var meget begrænset, dels at PET fortsat opfattede DKP som den væsentligste trussel mod den lovlige danske samfundsorden. Endelig opfattede PET – som det fremgår andetsteds af Kommissionens beretning – i højere grad det nydannede SF som en trussel end trotskisterne.[111] Alligevel kan det konstateres, at trotskisterne kom til at optage PET mere i begyndelsen af 1960’erne end tidligere. Det hang sammen med, at Fjerde Internationale i årene omkring 1960 begyndte at blive et tema på de halvårlige møder i NATO Special Committee, idet der blandt alliancelandene eksisterede en forestilling om, at trotskisterne ikke blot solidariserede sig med den algierske oprørsbevægelse FLN, men tillige støttede den med materiel, der kunne anvendes i de militære konfrontationer med de franske enheder. PET befandt sig således i et samarbejde med udenlandske efterretningsmyndigheder, hvor PET modtog oplysninger fra udlandet, ligesom tjenesten – som det fremgår af Jørn Bros vidneudsagn – leverede oplysning til blandt andet NATO’s Special Committee. Efterretningsoplysninger om trotskisterne synes således primært at være interessante som en handelsvare for PET.

PET’s interesse for trotskisterne frem til 1963 godtgjorde, at der eksisterede en forbindelse mellem trotskisterne og til en meget lille del af den yderste højrefløj. På baggrund af det bevarede materiale er det ikke muligt at drage sikre konklusioner på spørgsmålet om, hvori forholdet har bestået.[112] Dog fremgår det, at trotskister stod side om side med personer, der tidligere havde befundet sig på den yderste højrefløj. Og det fremgår, at disse to grupperinger var i stand til at samarbejde om at støtte Ahmed Ben Bella, der i den algierske oprørsbevægelse repræsenterede en socialistisk og national linje til forskel fra andre dele af oprørsbevægelsen, som mere antog karakter af ren kommunisme.


[83] Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[84] PET, emnesag: ”NATO special komite. Note fra udenlandsk delegation”, 19. september 1960 og ”Note fra udenlandsk delegation”, 10. oktober 1960.

[85] Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[86] PET, emnesag: ”NATO special komite. Note fra udenlandsk delegation”, 19. september 1960.

[87] PET, emnesag: Notits: IV Internationale (oversigt udarbejdet pr. oktober 1963), 1. oktober 1963.

[88] RB: Jørn Bro, 22. februar 2005. Om NATO’s Special Committee se Thorsten Borring Olesen og Poul Villaume, I blokopdelingens tegn 1945-1972. Dansk udenrigspolitiks historie 5 (Gyldendal, 2005), s. 224-229.

[89] PET, emnesag: Referat af afhøring af [-] 8. december 1963. Det fremgår også af Åge Skovrinds pjece Trotskisterne og befrielseskampen i Algeriet (Socialistisk Arbejderforlag), s. 3-5, at Algier Frit var organ for Fjerde Internationale. Om bladets budskab se f.eks. forsideartiklen på bladets første nummer, ”Musikalsk cadence”, Algier Frit, nr. 1, 1. årg., s. 1, 7.

[90] PET, emnesag: Referat af afhøring af [-] 8. december 1963. ”Interpol afhører nu i Danmark om sprængstoffer til Algier”, Ekstra Bladet, 5. december 1960; ”Ville skaffe dansk sprængstof til de oprørske algirere”, Dagens Nyheder, 6. december 1960; ”Dansk krudt til Algier-oprøret?”, Aktuelt, 6. december 1960.

[91] PET, emnesag: Referat af afhøring af [-] 8. december 1963.

[92] PET, emnesag: ”4. Internationale”, 24. august 1961.

[93] PET, personsag: ”Rapport vedr. samtale den 27/2 1962 [1963] kl. 16.20 mellem George Max Walther Jungclas og [-] på Hotel Nørrevold”, 27. februar 1963.

[94] Ibid.

[95] Kommissionens arkiv: Notits vedrørende samtale med [-].

[96] Kommissionens arkiv: Notits vedrørende samtale med [-].

[97] PET, emnesag: ”IV Internationale”, Oktober 1963.

[98] Kommissionens arkiv: Notits vedrørende samtale med [-].

[99] Om socialismen i Vesteuropa navnlig i 1960’erne se Donald Sassoon, One Hundred Years of Socialism, s. 275-440. Se også Thomas Ekman Jørgensen, ”Hinsides kommunismen – det Nye Venstre og dets udløbere”, Arbejderhistorie 2004/4, s. 91-103, se især s. 92 ff. Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti. VS’s dannelse og udvikling 1967-73 (VS forlaget, 1980), s. 28-29.

[100] Opbruddet i dansk politik i 1960’erne og 1970’erne er skildret i Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation, bd. 2 (DIIS, 2005), s. 35-36. Politikens og Gyldendals danmarkshistorie skildrer også opbruddet og sætter det ind i en bredere sammenhæng. Se Henrik S. Nissen, Landet blev by 1950-1970. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 14 (Gyldendal og Politiken, 1991/2004), s. 211-220, 249-269; Poul Villaume, Lavvækst og frontdannelse 1970-1985. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 15 (Gyldendal og Politiken, 2005), s. 57-76, 130-142.

[101] Danske trotskister havde dog allerede i 1950’erne søgt at gøre sig gældende inden for Danmarks Socialistiske Parti, der blev etableret i 1957 af en forhenværende DKP’er, der stillede sig kritisk til det sovjetiske overfald på Ungarn. Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 172-174.

[102] Hvad er 4. Internationale og hvad er dens mål? Foredrag af Michel Pablo 12. august 1958.

[103] PET, emnesag: ”Beretning vedr. den virksomhed der er udfoldet af DKP, de kommunistiske frontorganisationer, SF og forskellige yderliggående danske bevægelser i tiden 1. april til 15. oktober 1963”, s. 44. Vedr. Gruppe 61 se også Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972 (Odense Universitetsforlag, 1991), s. 76-77.

[104] PET, emnesag: Notits: IV. Internationale (oversigt udarbejdet pr. oktober 1963), 1. oktober 1963.

[105] PET, emnesag: Referat fra afhøring [-], 8. december 1960.

[106] SI nr. 6, november 1964, bliver gentaget i senere numre. Samtidig blev både SF og DKP dog voldsomt angrebet i SI. jf. Juni-nummeret 1965.

[107] PET, emnekartotek: ”Int. Kommunisme – org. Fjerde Internationale: Den danske sektion”, 19. oktober 1964; PET, emnesag: Skrivelse 20. oktober 1964; ibid.: 12. december 1964; ibid.: 2. februar 1965.

[108] PET, emnekartotek: ”Int. Kommunisme – org. Fjerde Internationale: Den danske sektion”, 10. marts 1965.

[109] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 177.

[110] PET, emnesag: Notits: IV. Internationale (oversigt udarbejdet pr. oktober 1963), 1. oktober 1963.

[111] Om PET’s overvågning af SF se Kommissionens beretning, bind 7.

[112] Spørgsmålet har gennem årene været genstand for en del overvejelse, jf. Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 184.






5. REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER 1964-1971

Mellem 1964 og 1970 var den danske sektion af Fjerde Internationale overordnet set involveret i to former for politisk virksomhed. For det første forsøgte sektionen at udføre entrisme inden for de nye venstreorienterede parti- og organisationsdannelser. Det handlede mest om SF, VS og SUF. For det andet var sektionen engageret i det, der i PET’s jargon gik under termen ”uro”. Nedenfor vil der blive redegjort for disse aktiviteter, sådan som de kan tegnes primært på baggrund af PET’s akter, men også i nogen grad trotskisternes egne arkivalier. Det vil fremgå, at personer inden for trotskistiske kredse undertiden planlagde og udførte bombesprængninger.

Revolutionære Socialisters politiske program

I efteråret 1963 skiftede den danske sektion af Fjerde Internationale navn fra Revolutionære Kommunister til Revolutionære Socialister. Det kan være vanskeligt at vurdere, om navneskiftet var udtryk for, at danske trotskister havde gennemgået nogen politisk-ideologisk forandring. Det har sin forklaring i, at den nye organisationsdannelse tilsyneladende aldrig fik udfærdiget et politisk program.[113] PET var imidlertid ikke i tvivl om, at trotskisterne fortsat sigtede mod afskaffelse af kapitalismen blandt andet gennem den permanente revolution. Desuden var det fortsat PET’s opfattelse, at danske trotskister ønskede Danmark udmeldt af NATO og at forhindre en eventuel optagelse i det europæiske fællesmarked. I det

hele taget var det PET’s opfattelse, at danske trotskister, hvad enten de kaldte sig Revolutionære Kommunister eller Revolutionære Socialister, forfulgte de mål, som de havde forfulgt i løbet af 1950’erne og frem til 1963.[114]

En artikel bragt i december 1963 i det af SUF offentliggjorte Københavnerbladet bekræfter PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke havde gennemgået noget væsentligt holdningsskifte i forhold til Revolutionære Kommunister. I artiklen forklarede en dansk trotskist, at Fjerde Internationale var et alternativ til Tredje Internationale, der opfattedes som redskab for Sovjetunionens udenrigspolitiske ambitioner. Desuden forklaredes det, at Fjerde Internationale, og således også Revolutionære Socialister, hyldede den permanente revolution. Hvad angik situationen i Danmark, blev Socialdemokratiet karakteriseret som et bureaukratisk parti, hvis indsats mestendels bestod i at understøtte det kapitalistiske samfund, hvilket var i strid med Revolutionære Socialisters ambition om indførelse af socialismen.[115]

I artiklen tematiserede trotskisten ikke Fjerde Internationales holdning til parlamentarismen. Denne fremgik dog umiddelbart neden for redegørelsen i form af en rettelse til det forrige nummer af bladet. Her var et trotskistisk medlem refereret for at have udtalt, at han ”ikke havde meget tillid til det parlamentariske styre”, og at han anså det for ”nødvendigt at bruge vold ved indførelsen af socialismen”. I rettelsen forklarede vedkommende person: ”Det er min og 4. internationales opfattelse, at det naturligvis ville være det bedste, om socialismen kunne indføres uden voldsanvendelse, men på grund af inden- og udenrigspolitiske erfaringer, anser vi det ikke for særligt sandsynligt og mener derfor, at det desværre kan blive nødvendigt at benytte voldelige metoder for at få socialisme, og at socialister må være forberedt herpå.”[116]

På trods af ovenstående var det i første omgang PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke udgjorde nogen betydelig trussel mod den danske samfundsorden. Et år efter organisationens etablering udfærdigede PET i september 1964 en notits om den trotskistiske sektion. Det hed, at selv om denne havde op mod 200 medlemmer, så udgjordes sektionens kerne næppe af flere end 30-40 aktivister. Det hed endvidere, at organisationens økonomi var svag, og at dens samlede indtægt i 1963 var på cirka 5.000 kroner.[117] Vurderingen var således lidet alarmerende.

Entrisme

Socialistisk Folkeparti

Den entrisme i SF, som trotskisterne havde indledt i de første par år af 1960’erne, blev videreført gennem årtiet. PET var opmærksom herpå, og det var i august 1964 tjenestens opfattelse, at trotskisterne på længere sigt ønskede at ”overtage” det nye partis ledelse eller i det mindste at ”udnytte” partiet mest muligt. Imidlertid noterede en PET-medarbejder i sommeren 1964 i en notits, at mere ”besindige kredse” inden for SF ”forlængst har opdaget faren og har forberedt nødvendige modforanstaltninger.”[118] Denne sidste vurdering blev dog efterfølgende gennemstreget, hvilket kan tyde på, at PET alligevel tillagde trotskisterne nogen vægt, eller, formentlig mere sandsynligt, at PET var usikker på, hvad SF havde tænkt sig at gøre med de trotskistiske infiltratorer.

Med folketingsvalget den 22. november 1966 fik Socialdemokratiet sammen med SF og et enkelt nordatlantisk mandat flertal på Christiansborg. Så snart det stod klart, inviterede Socialdemokratiet SF’s ledelse til forhandlinger. Disse resulterede ikke i et regeringssamarbejde, skønt forhandlingerne varede i fire dage. Til gengæld blev der indgået aftale om, at SF skulle være en ny socialdemokratisk mindretalsregerings parlamentariske grundlag. Denne situation er i litteraturen ofte omtalt som ”det røde kabinet”.[119] For trotskisterne betød den nye situation på Christiansborg, at de havde medlemmer, der var politisk aktive i regeringens parlamentariske grundlag. Dette forsøgte trotskisterne at udnytte. Ifølge PET’s oplysninger stillede Hanne Reintoft, der var medlem af SF’s folketingsgruppe, i slutningen af 1967 spørgsmål i Folketinget om danske virksomheders leverancer af våben(dele) til USA’s krig i Vietnam. Spørgsmålet blev ifølge PET’s oplysninger fremsat på baggrund af et udkast formuleret af en trotskist. Ifølge PET fandt Reintoft, at forespørgslen havde været en så stor succes, at hun efterfølgende anmodede det trotskistiske medlem ”om assistance til en ny forespørgsel til udenrigsministeren.”[120] Som sådan synes i al fald Hanne Reintoft at have ladet sit arbejde påvirke af trotskistisk aktivitet. Set retrospektivt rummer PET’s bevarede akter imidlertid ikke oplysninger om, at det lykkedes trotskisterne under ”det røde kabinet” at øve indflydelse på SF’s overordnede politiske linje. Ej heller er der noget, der tyder på, at trotskisterne gennem SF fik indflydelse på regeringens politik. Til gengæld var det et antal PET-medarbejderes opfattelse, at trotskisterne fik stor indflydelse på den proces i SF’s udvikling, der førte til partiets splittelse. Med en formulering fra PET’s arkiv var trotskisterne ”stærkt medvirkende” hertil.[121]

De dokumenter, der ligger til grund for denne opfattelse, er makuleret, og det er derfor ikke muligt for Kommissionen at vurdere holdbarheden heraf. På baggrund af materiale i SF’s arkiv samt en del af den offentlige debat forekommer det imidlertid ikke sandsynligt, at trotskisterne spillede en væsentlig rolle i SF’s splittelse.[122] I B.T. blev det i november 1967 ganske vist hævdet, at trotskister havde bidraget til at svække Aksel Larsens lederskab af SF.[123] Dokumentation for at trotskisterne skulle have spillet nogen væsentlig, endsige udslaggivende, rolle for sprængningen af SF, er imidlertid ikke fundet, og det forekommer heller ikke sandsynligt. Dertil var trotskisternes indflydelse i sprængningsprocessen for begrænset og det samlede antal aktører for mange. En mere overbevisende forklaring på SF’s splittelse er, at partiet rummede personer fra hele det politiske spektrum mellem DKP og Socialdemokratiet, og at betydelige dele af dette felt havde endog meget vanskeligt ved at forlige sig med forestillingen om, at det nye socialistiske parti skulle reduceres til et støtteparti for en socialdemokratisk mindretalsregering, hvis udenrigspolitiske ambition var at støtte dansk medlemskab af NATO og med tiden De Europæiske Økonomiske Fællesskaber. Som sådan kan man sige, at den af Socialdemokratiet i 1966 initierede politik med at tvinge SF ”under ansvarets åg” var lykkedes.[124]

Venstresocialisterne

I forbindelse med VS’s dannelse i december 1967 var PET ikke udpræget interesseret i trotskisternes mulige deltagelse, men derimod i, hvordan det nye parti stillede sig til følgende og andre spørgsmål: Måtte politiske aktivister anvende vold i den politiske praksis? Hvordan skulle man aktionere mod NATO? Var VS’s medlemmer involveret i faglige konflikter? Havde partiet kontakter til befrielsesbevægelser i den tredje verden?[125] Som vist andetsteds i Kommissionens beretning var det i begyndelsen af 1968 PET’s vurdering, at VS først og fremmest tegnedes af intellektuelle. Desuden var det en indledende vurdering, at VS nok var et revolutionært parti, men at det syntes at tage afstand fra voldsanvendelse.[126] Følges PET’s akter om trotskisternes virke inden for VS, tegner der sig et billede af, at nogle af de trotskister, der havde været medlem af SF, nu gik over i VS.[127] Desuden tegner der sig et billede af, at trotskisterne forsøgte at påvirke VS i to sammenhænge. Dels i arbejdsmarkedskonflikterne, dels i forhold til VS’s politisk-ideologiske profil. Umiddelbart forekom det PET, at resultaterne af trotskisternes virksomhed var ringe.

Hvad angår arbejdsmarkedsspørgsmålet fremgår det, at en af PET’s kilder i efteråret 1968 oplyste, at trotskisterne ville forsøge at foranstalte uro under efterårets overenskomstforhandlinger. Ifølge kilden bestod strategien i, at trotskisterne gennem VS’s tillidsrepræsentanter i fagbevægelsen ville formulere så vidtrækkende krav, at de på forhånd måtte anses som umulige at få gennemført. Hensigten var at benytte de derfor forventede afslag som argument for at iværksætte uroligheder på arbejdspladserne. PET’s kilde oplyste videre, at der havde været arrangeret et møde mellem en af VS’s faglige repræsentanter og ledelsen af Revolutionære Socialister. Og det havde vist sig, at en VS’er var så enig med trotskisterne, at han forventedes at tilslutte sig den danske sektion af Fjerde Internationale.[128] I forlængelse af trotskisternes forsøg på at påvirke VS’s arbejdsmarkedspolitiske synspunkter ses det, at trotskisterne generelt forsøgte at benytte deres forbindelser i VS til at skabe opbakning bag de demonstrationer, som trotskisterne arrangerede. Dette billede bekræftes af en skrivelse fra august 1969 fra et medlem af det trotskistiske Revolutionær Aktion til VS. Her opfordrede brevskriveren Venstresocialisterne til, sammen med en håndfuld andre organisationer, at støtte en demonstration foran den sovjetiske ambassade i København i anledning af årsdagen for den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet 21. august 1968.[129] Af Kommissionens beskrivelse af de såkaldte Verdensbankuroligheder i september 1970 fremgår det endvidere, at kredse inden for det trotskistiske miljø opnåede støtte fra VS’ere i planlægningen af en del af den uro, der fandt sted under Verdensbankens årsmøde i København.[130]

Ifølge PET’s arkiv synes trotskisterne ikke at have haft succes med deres forsøg på at påvirke VS’s ideologiske profil: I august 1968 var det kommet til PET’s kundskab, at Revolutionære Socialister forsøgte at overtage VS. Sammenhængen var, at en af PET kendt trotskist havde opnået en placering i VS’s hovedbestyrelse, og med dette som udgangspunkt havde udfærdiget et udkast til et program for VS; et program der lå ganske tæt på trotskisternes standpunkter. Konkret bestod et af programpunkterne i at kræve ”arbejderovertagelse af produktionsmidlerne” efter en revolution, men ikke ”statsovertagelse”. Forskellen mellem disse to scenarier var, at såfremt arbejderne overtog produktionsmidlerne, da ville arbejderne selv kunne fastsætte deres lønninger. Det var, antog trotskisten, ikke muligt, hvis staten overtog produktionsmidlerne. Fulgte man trotskistens egen vurdering, var der god mulighed for at få udkastet vedtaget af VS.[131]

I september måned 1968 konstaterede PET imidlertid, at der internt i Revolutionære Socialister eksisterede en vis utilfredshed med den ovenfor anførte trotskists virksomhed inden for VS. En anden trotskist anførte således under et sektionsmøde, at det i VS’s partiprogram hed, at partiet byggede på marxismens grundlag og ikke på proletariatets diktatur, sådan som trotskismen gjorde. Vedkommende var tydeligvis utilfreds hermed og foreslog nu, at trotskisterne skulle bryde med VS for i stedet satse kraftigere på SUF, som sektionen havde ”brugt 8 år på at opbygge”. Den førstnævnte trotskist bemærkede hertil, at en sådan ”omvæltning” af trotskisternes hidtidige arbejde inden for VS ville nødvendiggøre en drøftelse med en af internationalens kammerater, der måtte komme til København – hvormed der henvistes til en af de ledende skikkelser i Fjerde Internationale. Den pågældende mente i øvrigt, at sektionen trods et beskedent forretningsudvalg og en medlemsskare på omkring 45 spillede en betydelig rolle i fremskyndelsen og forberedelsen af revolutionen i Danmark.[132]

Tilsyneladende var Fjerde Internationales ledelse ikke enig i forslaget om at bryde med VS på dette tidspunkt: Under et besøg af Ernest Mandel i november 1968 foreslog denne ifølge PET, at Revolutionære Socialister skulle forsøge at udvide med 20 nye medlemmer rekrutteret fra både VS og SUF inden for det næste halve år.[133] PET’s oplysninger tydede således på, at Revolutionære Socialisters virksomhed ikke blot blev koordineret med det Internationale Sekretariat på et overordnet plan, men at ledelsen af Fjerde Internationale havde væsentlig, måske udslaggivende indflydelse på den danske sektions arbejde.

Socialistisk Ungdoms Forum

Trotskisternes forsøg på at vinde indflydelse på de nye venstrefløjspartier i 1960’erne synes ikke at have båret frugt. Anderledes forholder det sig, når det gælder trotskisternes forsøg på at overtage den ungdomspolitiske organisation SUF. Socialistisk Ungdoms Forum blev stiftet den 7. september 1961 med det formål at udbrede kendskab og tilslutning til socialismen. Ifølge en PET-rapport fra november 1970 var SUF i de følgende år blevet stadigt mere ”venstredrejet”. Det noteredes, at da SF blev sprængt, valgte SUF at følge SF’s venstrefløj over i VS, hvis dannelse SUF tog aktiv del i. Derefter blev SUF formelt VS’s ungdomsorganisation.[134] I månederne efter tilslutningen til VS havde trotskisterne indflydelse på SUF, men hen over sommeren 1968, konstaterede PET, var en del af SUF begyndt at flirte med maoismen.[135]

Det var PET’s opfattelse, at der af denne grund efterfølgende opstod en konflikt mellem maoister og den resterende del af SUF, ”der var rigt repræsenteret af trotzkyister.”[136] Det første sammenstød indtraf i efteråret 1968. På det tidspunkt nedsatte SUF’s landsledelse et programudvalg, hvori maoisterne udgjorde et flertal. Maoisterne udnyttede situationen, da de kort tid efter supplerede udvalget med formanden for Kommunistisk Forbund marxister-leninister (KFML), historikeren og maoisten Benito Scocozza. Derpå forsøgte maoisterne ifølge PET at overtage SUF’s Københavnerafdeling. Trotskisternes modtræk bestod ifølge PET i at engagere en kreds af personer, der alle befandt sig på den yderste venstrefløj, men som havde det til fælles, at de stillede sig kritisk til maoismen. Denne personkreds meldte sig ind i SUF, hvorefter de to fraktioner konfronteredes på et møde i maj 1969, hvor der skulle vælges delegerede til SUF’s forestående kongres. Trotskisterne vandt denne kamp, idet samtlige valgte var opstillet på trotskisternes liste. Dermed måtte man forvente, at trotskisterne ville få flertal på SUF’s forestående kongres, der skulle afholdes i slutningen af maj 1969. Fra maoistisk side planlagde man som modtræk at afholde en konkurrerende kongres, hvor man skulle vedtage et maoistisk program for SUF. Landsledelsen reagerede imidlertid ved at erklære, at maoisternes varslede boykot måtte opfattes som ”mandatsvig”, hvilket ville føre til eksklusion.[137] Ifølge en rapport udfærdiget af PET i efteråret 1970 havde trotskisterne efter eksklusionen af maoisterne haft til hensigt at at sammenlægge SUF og den danske sektion af Fjerde Internationale. På SUF’s 11. kongres i 1970 var et sådant forslag således blevet fremsat, men nedstemt.[138]

Det, der ikke lykkedes på SUF’s 11. kongres i foråret 1970, lykkedes ifølge PET’s oplysninger i løbet af sommeren og efteråret samme år. Ifølge en af tjenestens kilder havde trotskisterne i SUF i den mellemliggende periode ”systematisk arbejdet på at få SUF til at glide ind i sektionen, og det er det arbejde, som nu har givet resultat.”[139] Samarbejdet bestod ifølge kilden i udgivelse af bladet Klassekampen. SUF stod udadtil som ansvarlig for udgivelsen, selv om bladets indhold afspejlede ”sektionens direktiver”. PET’s kilde oplyste endvidere, at SUF i midten af januar 1971 ville afholde en ekstraordinær kongres, hvor SUF ville blive optaget i den danske sektion af Fjerde Internationale, men, anførtes det, ”[d]et er et emne, som er af formel karakter og uden betydning, idet indlemmelsen er sket.”[140] Ifølge et af PET udfærdiget notat var det i efteråret 1970 situationen, at SUF ”indser nødvendigheden af en væbnet revolution for at forandre samfundet til en socialistisk stat, ligesom man indser nødvendigheden af et velorganiseret, revolutionært parti, der kan mobilisere arbejderklassen og føre den til sejr.”[141] Efter at trotskisterne fik ekskluderet deres modstandere i SUF, krævede VS eksklusionerne omstødt. Da SUF afviste dette, valgte VS at afbryde forbindelsen til SUF.[142] Et resultat af trotskisternes succesfulde virksomhed i SUF blev således, at Revolutionære Socialister ganske vist havde opnået tilgang fra venstrefløjsmiljøet, men at trotskisterne blot få måneder senere på ny var isoleret på den yderste venstrefløj. Heller ikke VS, der ellers tillod fraktionsdannelser, ønskede at stå model til trotskisternes virksomhed.

I PET’s interne årsberetning for 1970 blev det anført, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde besluttet at lade SUF leve videre som en trotskistisk dækorganisation, men på lidt længere sigt at lade Revolutionære Socialister og SUF smelte sammen i en ny organisation under navnet Revolutionært Socialistisk Forbund (RSF). Ifølge PET var det tanken med RSF, at dette skulle ”virke som en styrende overbygning” på de grupper, som trotskisterne måtte overtage i de følgende år. Som sådan skulle hverken SUF eller Revolutionære Socialister formelt ophæves. Ifølge PET var det trotskisternes hensigt at overtage De Danske Vietnamkomitéer. Perspektivet var at ”bringe de danske trotzkyister frem til en sådan styrke, at gruppen får mulighed for at træde frem som partipolitisk organisation.”[143]

Revolutionære Socialister og ’uroen’

Den anden type af aktiviteter, som Revolutionære Socialister var involveret i mellem 1964 og 1971, var handlinger, der af PET blev defineret som ”uro”, hvilket også var årsagen til PET’s overvågning. En forhenværende PET-medarbejder har over for Kommissionen udtalt. ”Man betragtede dem [trotskisterne] som ballademagere, og derfor fulgte man dem – det var ikke den ideologiske ballast, der tyngede mest.” Senere i samme afhøring hedder det: ”Trotskisme blev ansat som værende en balladevirksomhed, og vidnet så på trotskisterne som de rene uromagerne – ikke som politisk virksomhed.”[144]

Foruden de to nedenfor anførte beskrivelser af trotskisternes virksomhed i relation til Francos Spanien og USA’s krig i Vietnam udfoldede danske trotskister megen aktivitet op til og under de såkaldte Verdensbankuroligheder i september 1970. Denne episode beskrives imidlertid andetsteds i Kommissionens beretning.[145]

Antifascistisk virksomhed: Francos Spanien

Danmark var i 1964 og 1965 vidne til et antal aktioner, der relaterede sig til den politiske situation i Spanien, hvor general Franco opretholdt et diktatur fra 1939 indtil sin død i 1975. Danske politimyndigheder var opmærksomme på optøjerne, og PET bemærkede, at Revolutionære Socialister syntes at have forbindelse hertil. Ifølge en rapport fra 1964 havde danske trotskister i marts 1964 dannet en komité under navnet ”Spanien Frit”. Oprindeligt bestod komitéen udelukkende af erklærede trotskister, men siden havde også medlemmer af SF og DKP tilsluttet sig. Ifølge PET’s oplysninger havde komitéen et dobbelt formål: For det første at oplyse om den politiske situation i Spanien, og for det andet at forhindre danskerne i at foretage de i samtiden populære turistrejser til Spanien. For at opnå det sidste af disse to mål iværksatte Revolutionære Socialister ifølge PET’s oplysninger sabotagehandlinger mod danske rejsebureauer, der solgte charterrejser til Spanien. Det var imidlertid vigtigt, at Revolutionære Socialister ikke direkte kunne forbindes med disse aktiviteter, men at de udførtes af udvalgte, tilsyneladende uafhængige grupper. Blandt de aktiviteter, der planlagdes udført, var ifølge et notat udfærdiget i PET ”rudeknusninger, hærværk, telefonbomber, punktering af Spaniensbusser, trusselsskrivelser o. lign., alt med det formål at standse turiststrømmen til Spanien.”[146]

Ifølge PET var de første af trotskisterne organiserede arrangementer af forholdsvis fredelig art. Det bemærkedes eksempelvis, at det var trotskister, der stod bag en demonstration under Melodi Grand Prix i Tivoli i marts 1964. PET mente tillige at være vidende om, at det var trotskister, der havde stået bag en underskriftsindsamling, hvis sigte var at opfordre danskere til ikke at rejse til Spanien. 50 personer havde skrevet under på denne appel, der i øvrigt indeholdt en støtteerklæring til ”Den iberiske halvøs befrielsesfront”, der antagelig skulle have stået bag en række bombeattentater i 1963 mod såkaldte Spaniensfly i Genève, Frankfurt og London. PET var ikke vidende om, hvorvidt ”Spanien Frit” stod under indflydelse af bemeldte befrielsesfront, men efterretningstjenesten bemærkede, at den danske trotskistiske komité havde erklæret at ville følge befrielsesfrontens paroler og ”aktivt gå ind for en bekæmpelse af Franco-fascismen.”[147]

Det, der syntes at være ubetydelige aktioner, udviklede sig i sommeren 1964 til at have en karakter, som PET måtte tage alvorligt. Gennem juli og august konstaterede politimyndighederne således omkring 20 ”attentater” blandt andet i form af rudeknusninger. Ved to lejligheder havde der været tale om ildspåsættelse. PET noterede: ”Der hersker ingen tvivl om, at det er IV-Internationale-folk, der står bag disse; enten personer, der er direkte knyttet til den danske sektion eller til en af de andre organisationer, som sektionen på det seneste har overtaget.”[148] Til grund for den vurdering lagde PET blandt andet, at to fremtrædende trotskister havde forbindelse til en række af optøjerne. Hvor det tidligere især havde været under navnet ”Spanien Frit”, at trotskisterne havde aktioneret, bemærkede PET i efteråret 1964, at den danske sektion af Fjerde Internationale et halvt års tid forinden havde taget kontakt til en komité under navnet ”Blovstrød-komitéen”, der snart skiftede navn til ”Socialistisk Aktion” også kaldet SOAK. PET var af den opfattelse, at en del af den af trotskisterne iværksatte uro fandt udtryk via ”Socialistisk Aktion”[149] Det var dog først i begyndelsen af 1965, at uroen toppede. Det skete, da en person i februar bragte en benzinbombe til sprængning i et rejsebureau ejet af Spies på Frederiksberg. PET bemærkede i en notits, at bomben havde forvoldt store skader, og at det kun var ved et tilfælde, at der ingen personskade var sket.[150] En fremtrædende trotskist har over for Kommissionen berettet, at det vist nok var ”en person fra IV. Internationale, der sprang [sprængte] en bombe ved Spies.”[151] Ifølge et notat af 1. november 1971 beroende i Justitsministeriets arkiv udfærdiget i forbindelse med den såkaldte Kasper Neergaard-sag, blev der gennem 1964 og 1965 i alt forøvet omkring 25 ”attentater mod rejsebureauer med Spaniensrejser som speciale”, hvoraf flertallet dog blot var rudeknusninger.[152]

Det fremgår af PET’s akter, at den danske sektion af Fjerde Internationale var meget aktiv i kampen mod Franco-Spanien i første halvdel af 1960’erne. Imidlertid fremgår det også, at trotskisterne ikke var alene herom. Således bemærkede efterretningstjenesten, at Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU) havde etableret sin egen Spaniensindsamling tilbage i 1962. Samme år havde nogle SF’ere og DKP’ere startet en anden indsamling.[153] Det generelle indtryk er imidlertid, at det var PET’s opfattelse, at trotskisterne var de mest aktive i Spaniensarbejdet. I slutningen af 1965 gled dette imidlertid i baggrunden i Fjerde Internationales danske sektion. I stedet kastede trotskisterne sig over kampagnen mod Vietnamkrigen.[154] Da PET på samme tidspunkt vurderede betydningen af aktivisternes aktioner mod rejsebureauerne, var det tjenestens opfattelse, at trotskisterne ikke havde haft nævneværdig succes med deres virksomhed. I en notits til NATO Special Committee i 1965 hed det således, at selv om dagspressen havde været optaget af angrebene på rejsebureauerne, havde det ikke fået nogen indvirkning på befolkningens holdning. Det lykkedes ifølge PET heller ikke aktivisterne at stoppe strømmen af turister til Spanien eller at skade Danmarks relation til landet.[155]

Det politiske perspektiv med trotskisternes aktioner mod Spanien og danske turistbureauer var at kaste et negativt skær over et diktatur, som Danmarks nære allierede i NATO, USA, havde tætte militære forbindelser til. USA havde således indgået en baseaftale med Spanien i 1953. I 1969/70 skulle Danmark tage stilling til, om landet ønskede at forblive medlem af NATO. Lykkedes det at få vendt den danske befolkning mod Spanien, kunne man måske overbevise en del af den danske befolkning om, at Danmark skulle finde et sikkerhedspolitisk alternativ til NATO. Som sådan var trotskisternes aktioner også rettet mod Danmarks og danskernes forhold til Spanien. Som det fremgår af den eksisterende litteratur opstod der ganske vist en del offentlig debat om det fortsatte alliancemedlemskab i sidste halvdel af 1960’erne. Imidlertid fremgår det også af den eksisterende litteratur, at de dominerende parter i denne diskussion var de etablerede politiske partier, mens mindre venstrefløjsgrupperinger kun spillede en marginal rolle i den forbindelse.[156] Som sådan synes trotskisterne ikke at have nået deres mål med de mange Spaniensaktioner.

Antiimperialistisk virksomhed: Krigen i Vietnam

Et andet omdrejningspunkt i trotskisternes virksomhed i 1960’erne var kampen mod imperialismen. Den antiimperialistiske kamp kom i sidste halvdel af 1960’erne blandt andet til udtryk gennem en kritik af USA, USA’s krig i Vietnam, det dansk-amerikanske forhold og Danmarks medlemskab af NATO. En af de aktiviteter, der ifølge PET signalerede, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde rettet fokus mod antiimperialismen, var internationalens begyndende engagement i den gryende Vietnambevægelse. PET’s overvågning af Vietnambevægelsen beskrives andetsteds i Kommissionens beretning, og de følgende sider sigter derfor kun mod at illustrere de ifølge PET væsentligste sider af trotskisternes virke i Vietnambevægelsen.[157] Det vil fremgå, at trotskisternes antiimperialistiske kamp var båret af megen vilje, men liden succes.

I en PET-rapport fra 1967 over den danske Vietnamaktivitet fra 1965 til begyndelsen af 1967 hed det, at det var maoistiske grupper, der havde taget de første initiativer til at arrangere demonstrationer mod USA’s politik i Vietnamkrigen, men at DKU, SUF, Clarté, Gruppe 61 og den trotskistiske dækorganisation SOAK kort tid efter havde arrangeret tilsvarende aktioner, der hovedsageligt formede sig som demonstrationer foran den amerikanske ambassade i København. De fleste demonstrationer var forløbet uden dramatik, men ifølge PET var det ikke trotskisternes fortjeneste, da disse almindeligvis sigtede mod at arrangere demonstrationer, der endte i uroligheder. Det var eksempelvis trotskister, der i 1966 havde taget initiativ til at foranstalte demonstrationer mod Rebildfesten samme år. Ifølge PET var det imidlertid lykkedes at inddæmme demonstranterne, således at deres aktioner kun fik et begrænset udtryk. På grund af uroelementet karakteriserede PET i rapporten fra 1967 den danske sektion af Fjerde Internationale som et ”særligt kapitel i kampagnen mod krigen i Vietnam.”[158]

Et andet trotskistisk initiativ relaterede sig til det i samtiden stærkt omdiskuterede Bertrand Russell Tribunal, etableret i 1966 af den britiske filosof og matematiker Bertrand Russell. Dette tribunal havde sat sig for at dømme USA for krigsforbrydelser i Vietnam.[159] Ifølge PET’s oplysninger havde danske trotskister i efteråret samme år stiftet en ”dansk forberedelseskomite til støtte for Bertrand Russell’s krigsforbryderproces”. Strategien skulle have været at etablere en dansk, trotskistisk domineret afdeling heraf. Parallelt hermed etablerede en anden personkreds et dansk Vietnamråd, hvis politiske udgangspunkt af PET karakteriseredes som mere ”moderat”. Da den internationale Bertrand Russell-komite i efteråret 1966 foreslog de to konkurrerende danske Russell-komiteer at arrangere et Vietnammøde i København, var trotskisterne hurtigst til at reagere. Kort tid efter offentliggjorde trotskisterne, at de havde arrangeret et stort møde i København, hvor blandt andre den i samtiden anerkendte franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre havde givet tilsagn om at holde tale. Ifølge PET var der ”ikke det mindste gran af sandhed i påstanden om SARTREs deltagelse, men forventningerne om stor presseomtale og udsolgt hus slog til. Først derefter meddelte man beklagende, at SARTRE desværre havde fået forfald og ikke kunne komme.”[160] Trotskisternes virke syntes at illustrere, at de ønskede at udkonkurrere mere afdæmpede røster, der også stillede sig kritisk til at USA’s krig i Vietnam.

Denne antagelse blev bekræftet i begyndelse af 1967, da blandt andre Ebbe Reich tog initiativ til at etablere et dansk Bertrand Russell-råd, der ifølge PET skulle ”forestå den danske propaganda for ’krigsforbryderprocessen’.” Ifølge PET havde trotskisterne som reaktion herpå ”for ikke at tabe terræn” forsøgt at vinde indflydelse i det nye råd. I februar 1967 var det PET’s vurdering, at det ”muligvis” kun var et ”spørgsmål om tid”, førend trotskisterne fik overtaget rådet.[161] Men allerede i august måned samme år konstaterede efterretningstjenesten, at trotskisterne ikke havde formået at ”vinde tilstrækkeligt indpas” under de forhandlinger, der var pågået om koordinering af initiativer vendt mod USA’s krig i Vietnam. Desuden hed at, at trotskisterne ”heller ingen rolle” spillede i et udvalg, der blev nedsat til at koordinere Vietnamarbejdet i første halvdel af 1967.[162]

At trotskisterne ikke formåede at overtage de politiske initiativer, der opstod i Danmark i anledning af Vietnamkrigen, betød ifølge PET ikke, at trotskisterne var uden indflydelse på de aktioner, der blev foranstaltet. Af den førnævnte statusrapport fra begyndelsen af 1967 fremgik det, at trotskisterne gennem tiden havde haft planer om at arrangere hærværk mod amerikanske virksomheder med afdelinger i Danmark, og PET vurderede, at trotskisterne på ny syslede med planer om ”grove aktioner” realiseret i foråret 1967. I de sidste uger af januar 1967 havde ”ukendte gerningsmænd”, der ”uden tvivl” var trotskister, foretaget ”en serie rudeknusninger i bygninger tilhørende Ford Motor Company, General Motors og ESSO-olieselskabet”. Desuden syntes det at være de samme gerningsmænd, der havde rettet en ”telefonbombe” mod et Pan Am-fly, der fløj fra København til New York. I forlængelse heraf hed det i notatet: ”Tanken om sprængstofattentater mod USAs ambassade og amerikanskejet ejendom i Danmark er stadig latent i sektionens snævre inderkreds.”[163] En konkluderende sentens i rapporten lød, at ”kommunister, folkesocialister og yderligtgående bevægelser med trotzkyisterne som ihærdige anførere og katalysatorer har i udstrakt grad formået at føre problemerne frem og stemple USAs indsats i Vietnam som blodig imperialistisk aggression.”[164]

I foråret 1967 barslede trotskisterne med et nyt initiativ. Det handlede om at arrangere en såkaldt Pinsemarch. I et notat udfærdiget af PET i august måned samme år hed det, at trotskisterne havde sigtet mod at foranstalte en ”kæmpemæssig” demonstration, dels for Vietnams skyld, dels for at ”vise de øvrige venstreorienterede grupper i Danmark, hvad trotzkyisterne kunne sætte i gang, når de virkelig ville.”[165] Trotskisternes succes bestod angiveligt i, at de opnåede opbakning til dette projekt, ”selv fra” DKP’s side samt fra Norge, Sverige og Vestberlin. Alligevel var marchen ifølge PET blevet en fiasko; trotskisterne anførte selv, at ”adskillige hundrede” udlændinge havde deltaget i marchen med ”op mod 20.000 personer”, men ifølge PET havde der end ikke været 100 udlændinge til stede. Hvad angik det samlede antal demonstranter, så oversteg det ikke på noget tidspunkt mere end 2.000 deltagere. PET havde endvidere oplysninger om, at trotskisterne havde haft til hensigt under marchen at ”trænge ind” på den amerikanske ambassades grund og kaste maling på bygningen. Men – hed det – ”[i]ntet af dette kom til udførelse, og i det hele taget var marchen præget af en vis mathed og opløsning omtrent fra begyndelsen, og det blev langtfra den ventede magtfulde antiamerikanske Vietnam-demonstration, som arrangørerne havde regnet med.”[166]

Den ifølge PET mislykkede Pinsemarch kulminerede på Rådhuspladsen i København, hvor det var planen, at der skulle overrækkes en check på 25.000 kr. til den nordvietnamesiske ambassadør i Danmark. De 25.000 kr. var et beløb, som trotskisterne sammen med DKP havde indsamlet gennem et års tid ved den såkaldte ”Vietnamindsamling Giro 1616”. Ifølge PET’s oplysninger var checken imidlertid dækningsløs, idet én af de ansvarlige for indsamlingen havde anvendt pengene til sit eget og sin samleverskes privatforbrug. PET omtalte af den grund begivenheden som et ”propagandanummer.”[167]

Historien om de indsamlede penge fik et efterspil. Ifølge PET’s akter udviklede spørgsmålet sig gennem 1967 og 1968 til at blive en pinlig sag for såvel DKP som for Revolutionære Socialister, da det snart blev offentligt kendt, at de indsamlede penge ikke var gået til det angivne formål. For at bringe kritikken til ophør rejste en DKP’er og en fremtrædende trotskist i sommeren 1968 til Paris, hvor det hed sig, at de havde overrakt en check på 50.000 kr. til den nordvietnamesiske delegation i Paris. Ifølge PET var der ingen tvivl om, at der endnu en gang var tale om en ”fiktiv overrækkelse”. Dog manglede PET dokumentation herfor.[168]

Flere historier om trotskisternes aktiviteter i Vietnambevægelsen peger i retning af et meget virksomt aktivistmiljø, der imidlertid kun opnåede begrænsede resultater. Illustrerende herfor er en historie om, at den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk i sommeren 1967 skulle holde tale ved årets Rebildfest. Ifølge PET var der fra trotskistisk side blevet lagt

”meget omfattende og meget rabiate planer om at forstyrre og ødelægge besøget mest muligt. Der er næppe tvivl om, at trotzkyisterne og deres medløbere havde en fast og beslutsom vilje til at gennemføre den måske mest voldsomme aktion, der længe har været set her i landet.”

Imidlertid udsatte den amerikanske udenrigsminister besøget – ifølge PET – ”af andre grunde”. Hvilke grunde det var, fremgik ikke. Angiveligt var udsættelsen af besøget imidlertid en sådan skuffelse for de danske trotskister, at de tabte pusten i forbindelse med det fortsatte arbejde. Tørt konstaterede PET: ”Tilbage af de talrige aktionsplaner blev kun en bitter erkendelse af mange spildte kræfter.”[169]

Efter et par års stilstand planlagde en aktivistgruppe kaldet Revolutionær Aktion en række aktioner under Rebildfesten i 1969, herunder var det ambitionen at aktionere mod USA’s forhenværende vicepræsident Hubert Humphreys besøg. Ifølge to af PET’s kilder var det planen at kaste æg, tomater og små sten mod den amerikanske politiker.[170] Desuden planlagde demonstranterne blandt andet at afsvide lyngen, at indtelefonere telefonbomber og at sprænge røg- og stinkbomber.[171]

Som ved de foregående års aktioner tog politimyndighederne deres forholdsregler. De politibetjente, der skulle være til stede under Rebildfesten, blev i forvejen præsenteret for lysbilleder af de forventede aktivister, så betjentene kunne være beredte, når de så de enkelte aktivister.[172] Desuden overvågede politiet de lokaler i Århus, hvori man forventede, at aktiviteterne ville blive forberedt.[173] Endelig etablerede PET kontakt til en udenlandsk myndighed, således at denne var varskoet om et eventuelt overfald på Humphrey.[174]

Efter at festlighederne var bragt til afslutning, gjorde PET status over forløbet og det konstateredes, at de planlagte aktiviteter i det væsentlige var blevet forhindret gennemført. Således bemærkedes det, at opstilling af uniformerede betjente omkring Humphrey havde afværget aktionen mod denne. Det hed i en rapport til Justitsministeriet, at aktivisternes virke havde indskrænket sig til ”de sædvanlige Ho-chi-min-råb” og til udfoldelse af transparenter med antiamerikanske slagord. End ikke de mere uskyldige aktioner syntes at ville lykkes for trotskisterne. Til eksempel anførtes det, at aktivisterne havde haft til hensigt at forstyrre en tv-transmission ved at sende balloner op, men at vinden havde blæst ballonerne væk.[175]

Overordnet set synes PET i slutningen af 1960’erne at have haft en meget klar opfattelse af trotskisternes virke i Vietnambevægelsen. På den ene side vidner oplysningerne i PET’s arkiv om, at efterretningstjenesten var bevidst om uroelementet i trotskisternes virksomhed. Dette element tog tjenesten alvorligt, og derfor gjorde den en betydelig indsats for at inddæmme det. På den anden side var der samtidig en erkendelse af, at trotskisterne, til trods for en betydelig virketrang, kun i begrænset omfang opnåede succes med deres aktioner. Gennemgås PET’s arkiv med henblik på en analyse af efterretningstjenestens syn på de forskellige Vietnambevægelser, er det Kommissionens vurdering, at trotskisterne spillede en betydelig rolle som aktivister, men at de kun var en beskeden del af et meget større og sammensat miljø.[176]

Demonstrationerne ved SAGA-biografen

I april 1969 blev det offentligt kendt, at John Waynes film ”De grønne djævle” (orig. titel ”The Green Barets”) inden for nær fremtid ville få premiere i SAGA-biografen på Vesterbrogade i København. I filmen spillede John Wayne hovedrollen som oberst Kirby, der stod i spidsen for en farlig mission, som indebar kidnapning af en ondsindet nordvietnamesisk general. Filmen blev ikke uden grund opfattet som en hyldest de amerikanske specialstyrker og den amerikanske indsats i det hele taget. Da premieredatoen blev fastlagt til den 5. maj 1969, advarede Københavns Politi i en skrivelse den 28. april ordenspolitiet om, at det ”utvivlsomt vil[le] virke som en ‘rød klud’ på alle såkaldt ‘venstreorienterede’ kredse her i landet”, hvorfor man kunne vente sig demonstrationer både inde i og uden for biografen.[177] Allerede den 15. april havde en af PET’s kilder meddelt PET, at en kontaktgruppe, der kaldte sig ”Aktions-kontakt”, på det kraftigste protesterede mod den påtænkte fremvisning. I en resolution, der var dateret 11. april og som den omtalte kilde havde viderebragt til PET, hed det, at filmen øvrige steder i Vesteuropa var blevet mødt med voldsomme demonstrationer, og at konsekvenserne ville blive de samme i Danmark. Resolutionen var blandt andet signeret af SUF, Revolutionære Socialister, Revolutionær Aktion, Krasniir, KUF (Kommunistisk Ungdoms Forbund), KFm-l (Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister) og Socialistiske Studenter, det vil sige overvejende trotskistiske og maoistiske grupper.[178] Den 1. maj blev der holdt møde mellem Københavns Opdagelsespoliti Afdeling E, ordenspolitiet og Station 5 om forholdsregler i forbindelse med den forestående premiere. Det blev aftalt, at ordenspolitiet på den første dag skulle stille med 12 civilpatruljer a to mand, hvoraf de to patruljer skulle placere sig i biografsalen. Derudover ville Station 5 bringe en deling fra udrykningstjenesten i beredskab. Endelig gav Københavns Opdagelsespoliti tilsagn om at søge oplysninger om planlagte aktioner gennem afdelingens kilder.[179]

De første hærværksaktioner begyndte i weekenden forud for premieren. SAGA-biografens direktør fik natten til den 4. maj 1969 knust to vinduer og en glasdør i sin villa på Frederiksberg, og på hans bil blev der påmalet hagekors og ordene ”Svin” og ”US=SS”.[180] Det er usikkert, hvem der stod bag disse aktiviteter, men PET var af den opfattelse, at der var tale om en rivaliserende gruppe til aktionskomitéen, der ønskede at være først med egne aktioner.[181] Samme dag som De Grønne Djævle fik premiere, modtog PET’s Afdeling C flere oplysninger fra kilderne i venstrefløjsmiljøerne om planlagte aktioner. En af efterretningstjenestens kilder omtalte et møde i det trotskistiske Revolutionær Aktion, hvor en navngiven person skal have opfordret demonstranterne til at medbringe sten, røgbomber, frugtfarve og tusch samt rundstokke til skilte. Personen havde ifølge kilden oplyst, at både SUF og KUF havde givet tilsagn om deltagelse, hvorved der kunne forventes ca. 200 demonstranter. Endelig havde han udtrykt irritation over aktionerne mod SAGA-biografens direktør, da han selv havde haft noget lignende i tankerne.[182] Fra en anden kilde kom der oplysninger fra DKU om mindre voldsomme aktioner i form af falske billetbestillinger, forsøg på strømafbrydelse og forsøg på anskaffelse af det stinkende stof smørsyre. Oplysningerne var interessante, fordi DKU normalt ikke deltog i den slags aktioner. Det forlød da også, at DKU-aktivisterne ville deltage som enkeltpersoner og ikke som repræsentanter for DKU.[183]

Aktivisterne mødtes i løbet af eftermiddagen den 5. maj og startede deres aktioner ved aftenforestillingen kl. 18.30. Inde i biografsalen forsøgte en gruppe aktivister at sabotere forevisningen med kanonslag, pibekoncert og anden uro for derefter at masseudvandre under højlydte protester. Fra Vesterbrogade trængte demonstranter ind i forhallen med rundstokke, røde faner og stinkbomber med smørsyre og æg, hvilket medførte, at filmen periodevis blev afbrudt. De mest betydelige uroligheder opstod imidlertid, da en gruppe af Vesterbros hårde kerne af motorcykelentusiaster, de ”Vilde Engle”, troppede op foran biografen i forventning om ballade. ”Englene” var også motiveret af generel afsky for venstrefløjsgruppernes aktioner og holdninger. Konfrontationerne udviklede sig, og politiet måtte afspærre nogle hundrede meter af Vesterbrogade i et par timer, indtil optøjerne ebbede ud omkring midnat.[184]

Dagen efter oplyste en af PET’s kilder, at aktivistkredse den efterfølgende dag planlagde store demonstrationer på samme tidspunkt som dagen før.[185] De ”Vilde Engle” troppede talstærkt op foran biografen, inden aktivisterne ankom, og venstrefløjsaktivisterne fik således en varm velkomst. Englene udså sig enkelte mindre aktivistgrupper, som efterfølgende blev overfaldet med motorcykelkæder og fik brændt deres faner. Først et par timer senere, ved 20.30-tiden, skred politiet ind og skilte grupperne ad, hvilket pressen kritisk bemærkede den følgende dag.[186] I Land og Folk blev de ”Vilde Engle” kaldt ”Læderhippoer”: ”Englene” var klædt i læder og bar hjelme med nazistiske symboler.

Den 7. maj 1969 deltog ca. 200 aktivister i et møde i de psykologistuderendes lokaler i Fiolstræde for at planlægge nye aktioner. På mødet blev ”Aktionskomitéen af 7. maj 1969” stiftet, og det fire mand store arbejdsudvalg bestod blandt andet af det velkendte medlem af Revolutionær Aktion Jan Michaelsen samt den tidligere trotskist og nu aktive ”Rødgardist” Finn Ejnar Madsen. Efter forslag fra aktionskomitéen vendte aktivisterne tilbage til biografen ved 21.30-tiden for atter at støde sammen med både ”Vilde Engle” og politi.[187] En af PET’s kilder underrettede telefonisk PET om dannelsen af aktionskomitéen. PET modtog samtidig fra en anden kilde oplysninger om fornyet aktivitet fra DKP’s side. Igen understregede PET det bemærkelsesværdige i dette initiativ, da det ikke var typisk for DKP at indlede samarbejde med øvrige grupper, og mindst af alle den trotskistiske Fjerde Internationale.[188]

På filmens fjerde dag, den 8. maj 1969, offentliggjorde biografdirektøren, at aftens forestilling ville blive den sidste. Alligevel mødte både aktivister og ”Vilde Engle” op og tørnede igen sammen. Ifølge PET’s sammenskrivning af begivenhedsforløbet var begge grupper denne aften dog mest drevet af hævnlyst. Det fremgår også af sammenskrivningen, at filmen blev taget af plakaten, fordi biografledelsen frygtede ”Aktionskomitéen af 7. maj 1969” og dens ledelse. Desuden fremgår det, at oplysninger om komitéen og dens ledelse blev registreret i PET’s arkiv. Sammenfattende var det PET’s egen vurdering, at politiets beherskede, men dog effektive indsats havde gjort det muligt at holde optøjerne på et niveau betydeligt under ”gadekamp-stadiet”. I løbet af de fire dage var 30 personer, primært aktivister, blevet anholdt.[189]

Bombesager

I løbet af 1960’erne var Danmark genstand for en række bombesprængninger og forsøg herpå, der af PET blev sat i forbindelse med trotskisterne. Som nævnt ovenfor i beskrivelsen af trotskisternes såkaldte Spaniensarbejde havde trotskisterne i første halvdel af tiåret anvendt vold og uro som en del af den politiske praksis. Ifølge PET’s oplysninger videreførte trotskisterne denne praksis i midten og sidste halvdel af 1960’erne.

Randers-bombe-sagen

Mest kendt er den såkaldte Randers-bombe-sag. Baggrunden var, at der i marts måned 1965 skulle afholdes en militærøvelse i området omkring Randers. Foruden danske militære enheder skulle britiske og vesttyske soldater deltage. I Danmark vakte øvelsen en del modstand. Hos den ældre generation var det erindringen om den tyske besættelse, der gav mindelser, mens en del af den yngre generation mest synes at have stillet sig kritisk til det danske alliancetilhørsforhold. Randers-bombe-sagen bestod i, at en trotskistisk aktivist, Søren Kanstrup, der var bosiddende i København, kort tid før militærøvelsen skulle finde sted rejste til Jylland, hvor han ifølge PET’s oplysninger planlagde at bringe en bombe til sprængning i et øvelseshovedkvarter. Planen mislykkedes imidlertid, da bomben ved et uheld blev bragt til sprængning i en bygning, hvor Kanstrup havde taget ophold. Sagen vakte betydelig opsigt. For det første var eksplosionen af et sådant omfang, at den nævnte bygning næsten faldt sammen. For det andet kom en mindreårig dreng til skade. Efter at bomben var bragt til sprængning, anholdt politimyndighederne Søren Kanstrup, der foruden at være trotskist også var et fremtrædende medlem af SOAK, der som nævnt var en trotskistisk dækorganisation. Ved Randers Byret blev Kanstrup idømt 60 dages fængsel for overtrædelse af våbenloven. Dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret.[190]

Efterfølgende blev det i Land og Folk hævdet, at Kanstrup havde arbejdet for politiet. Dette var begrundet i en oplysning om, at politiet forud for bombesprængningen skulle være blevet varslet om, at Kanstrup var i besiddelse af en kuffert med sprængstoffer, men at politiet havde undladt at anholde ham. Også Kanstrups forsvarer, kommunisten Carl Madsen, fremførte et synspunkt om, at PET skulle have haft viden om bombesprængningen, som politiet valgte ikke at udnytte.[191] På baggrund af det foreliggende materiale kan det ikke dokumenteres, at Kanstrup skal have været politiprovokatør, og det forekommer heller ikke sandsynligt. PET gjorde således en betydelig indsats for at opklare forløbet omkring bombesprængningen. Desuden fremgår det af oplysninger i PET’s arkiv, at Kanstrup efterfølgende redegjorde for sagsforløbet over for Revolutionære Socialisters forretningsudvalg i maj 1965. Oplysningerne stammede antagelig fra en rumaflytning. Kanstrup forklarede, at det oprindeligt havde været hans og to andre personers hensigt at sprænge hovedkvarteret i luften. Kanstrup formulerede det med ordene:

”Kører derfra ud til – hvad er det nu det hedder – HAMMERSHØJ, hvor øvelseshovedkvarteret ligger i Hammershøj Kro, med det for øje at gå ind på en bondegård og fylde benzin i plastikdunken og binde jernrøret ved blandingen af produktet og så en væge i dunken, og det skulle så anbringes i den mørklagte kro, selv om der altså ikke kunne ske andet end materiel skade … Årsagen til at vi opgav var så den, at da vi i sidste omgang patruljerede igennem HAMMERSHØJ, var der to betjente foran kroen. Det vil altså sige, at så længe der var lys, var der ingen bevogtning, og vi havde ingen interesse i at kaste det ind, hvis der var mennesker i gæsterummene eller alt det der, men når der så var lukket, stod der to betjente foran kroen. Så opgav vi det der med kroen og kørte tilbage…”[192]

Kanstrup og de to andre personer opgav således deres forehavende, da de opdagede, at hovedkvarteret var bevogtet. Over for forretningsudvalget kunne Kanstrup ikke give noget udtømmende svar på, hvorfor bomben var blevet bragt til sprængning. Men han forklarede, at han ikke havde været ene om at fremstille bomben.[193]

Billede: forsvarsadvokat Carl Madsen

Den kommunistiske forsvarsadvokat Carl Madsen var under den kolde krig en af den yderste venstrefløjs foretrukne advokater. Madsen, der her ses ved Københavns Byret, forsvarede trotskisten Søren Kanstrup, efter at han i 1965 havde bragt en bombe til sprængning i Randers.

Materialet fra møderne i Revolutionære Socialisters forretningsudvalg viste ifølge en PET-notits fra juni 1965, at sektionen ikke havde stået bag ”den planlagte sprængning, men at enkelte af sektionens medlemmer – uden forretningsudvalgets viden har tilrettelagt sprængningen”. Derpå hed det i notitsen ”Forretningsudvalget erklærede sig tilfreds med den af Kanstrup afgivne redegørelse for begivenhederne i Randers og godkendte i princippet aktionen, men ikke dens ”kluntede” udførelse”.[194] Det skal dog nævnes, at en trotskist over for Kommissionen har omtalt ”bomben i Randers” som det rene ”gak gak”.[195]

Attentat mod USA’s ambassade?

PET’s arkiv rummer oplysninger om endnu sag, hvor politiet anholdt en trotskist, der syntes at have haft til hensigt at bringe en bombe til sprængning. Historien var, at politiet på Frederiksberg i sommeren 1965 modtog et anonymt tip om, at et medlem af SOAK var i besiddelse af sprængstof, som han planlagde anvendt under et nært forestående attentat mod den amerikanske ambassade. Bombesprængningen skulle angiveligt signalere en protest over for USA’s krigsførelse i Vietnam. Politiet ransagede derpå et tilholdssted for trotskisterne, og kort efter anholdt efterretningstjenesten den omhandlede trotskist, som var i besiddelse af 150 gram dynamit. I samme lokale som den anholdte befandt der sig tre andre trotskister, der alle angav ikke at være vidende om sprængstoffets eksistens.[196] Den anholdte medgav efterfølgende, at han var i besiddelse af dynamit, men erklærede ikke at vide, hvor han havde det fra, andet end at han havde modtaget den i en rus under et ophold i Sverige. Ej heller, hævdede den anholdte, vidste han, hvad dynamitten skulle være benyttet til. Den anholdte blev efterfølgende dømt for overtrædelse af våbenloven. Dommen blev gjort betinget med en prøvetid på tre år under nærmere vilkår (afvænningskur for spiritusmisbrug under tilsyn af Dansk Forsorgsselskab).[197]

Dagen efter anholdelsen afholdt Revolutionære Socialister et møde, hvor anholdelsen blev drøftet. Ifølge PET’s referat af mødet, der var baseret på en rumaflytning, var hverken Revolutionære Socialister eller de tre andre tilstedeværende trotskister vidende om, at den anholdte havde været i besiddelse af dynamit. Imidlertid, fremgår det af referatet, var sektionen mere foruroliget over, at politiet havde kendskab til sprængstoffet, end over de planer den anholdte skulle have haft om at sprænge den amerikanske ambassade i luften.[198] Det fremgår således af PET’s aflytning, at organisationen undlod at ekskludere den anholdte. Organisationens væsentligste bekymring i forbindelse med denne og den ovenfor nævnte Randers-bombe-sag var, at disse skadede ”såvel sektionen som de venstreorienterede kredse mere, end [de, anm.] havde gavnet dem.”[199] Sektionen tog ikke afstand fra handlingerne.[200]

Som opfølgning på de ovenfor nævnte bombesager videreførte PET efterforskningen af trotskisterne og brugen af sprængstoffer. Et af de spor, som PET havde at arbejde med, var, at den anholdte fra Frederiksberg havde været i besiddelse af opskrifter til fremstilling af bomber. Efterforskningen viste imidlertid, at han ikke selv havde fremstillet disse recepter, men at de var bragt til veje af en navngiven tredjeperson, der læste kemi på et af landets universiteter. Da PET afhørte denne, erklærede han imidlertid, at han intet ulovligt havde foretaget sig. Således var de forskellige recepter blot afskrifter af lærebøger. I øvrigt havde han alene skrevet recepterne af, for at ”kunne prale med en vis viden om sprængstoffer over for kammeraterne i SOCIALISTISK AKTION”, hed det i et PET-notat fra august 1971. I samme notat blev det forklaret, at den unge kemistuderende havde været sat i forbindelse med bombeattentatet mod Spies’ rejsebureau i februar 1965, en eksplosion uden for det spanske vicekonsulat i Århus i samme måned samt den ovenfor omtalte bombesprængning i Randers i marts 1965.[201] Af andet kildemateriale i PET’s arkiv fremgår det, at samme person havde været involveret i en brand i Esbjerg februar 1965.[202]

Trotyl-sagen

Afslutningsvis skal den i samtiden opsigtsvækkende ”trotyl-sag” skitseres i hovedtræk på baggrund af de i PET’s arkiv beroende akter. Ifølge PET var historiens baggrund den, at omtrent 100 trotskister i 1969 havde planlagt at foranstalte uro under årets Rebildfest. Selv om trotskisternes ambitioner havde været betragtelige, var det lykkedes politimyndighederne at begrænse aktiviteterne. Da politiet efterfølgende gjorde sagen op, konstateres det, at det kun var lykkedes aktivisterne at kaste nogle røg- og stinkbomber, selv om der forelå dokumentation for, at der havde været planer om mere vidtgående uro.[203] Ifølge en PET-rapport fra slutningen af 1969 opfattede trotskisterne selv indsatsen i Rebild som ”en umiskendelig fiasko”, og derfor var en kreds trotskister efterfølgende begyndt at fremme koordineringen af fremtidige aktioner mellem på den ene side den militante trotskistiske dækorganisation Revolutionær Aktion og på den anden side SUF i Århus. I sidstnævnte organisation var der en fraktion – Realistiske Revolutionære Socialister (RRS) – der ifølge PET’s oplysninger nærede sympati for trotskismen, og som fungerede som brobygger mellem RA og SUF.[204]

I oktober 1969 modtog PET fra to af hinanden uafhængige kilder oplysninger om, at danske trotskister forberedte voldelige aktioner mod to virksomheder, hvis produktion blev aftaget af blandt andet USA og anvendt i Vietnamkrigen. Det handlede om en aktion med ”hårde” midler mod firmaet Therma samt en militant aktion mod virksomheden DISA (Dansk Industri Syndikat A/S). Ifølge en af de to kilder havde to SUF’ere, der blev nævnt ved navn, kontakt til en tredje person med ansættelse i forsvaret. Denne havde efter forlydende givet tilsagn om at skaffe fem kilo trotyl.[205] Det var med udgangspunkt i disse oplysninger, at politiet omkring månedsskiftet oktober-november 1969 anholdt otte personer på mellem 19 og 24 år. Flere af de anholdte var medlemmer af den århusianske afdeling af SUF, heraf tilhørte fire den ovenfor nævnte fraktion RRS. En person kom fra København.[206]

VKR-regeringen blev forud for anholdelserne oplyst herom, og fra regeringens side blev det besluttet at informere pressen. Ifølge daværende justitsminister Knud Thestrups dagbogsoptegnelser var det forsvarsminister Erik Ninn-Hansen, der foreslog pressen underrettet.[207] Efterfølgende bragte medierne talrige artikler omhandlende den såkaldte ”trotyl-bande”, som de unge mennesker snart blev kaldt. I Berlingske Tidende hed det, at de anholdte havde planer om at foranstalte attentater mod militære anlæg, og det blev nævnt, at ”den kendte københavnske demonstrantleder Jan Michaelsen” var en af de anholdte.[208] Desuden fremgik det, at en af de personer, der befandt sig i politiets varetægt, havde haft forbindelse til den i samtiden meget opsigtsvækkende Kejsergade-sag, der drejede sig om, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde haft en lyttecentral placeret i Kejsergade i København. Da denne central blev afsløret af en række studerende, kom såvel FE som PET under et betydeligt politisk pres. Eftersom der angiveligt eksisterede et personsammenfald mellem Kejsergade-sagen og trotyl-sagen, blev det en udbredt opfattelse, at myndighederne – med journalist Torben Kroghs ord – havde forsøgt en ”rehabilitering af de forenede efterretningstjenester oven på Kejsergade-fiaskoen”. Uanset hvor overbevisende den vurdering var, fremstod Krogh, som han selv påpegede, dog ikke som noget sandhedsvidne, idet han som redaktør af Information, der havde bragt en artikel, som politiet havde beslaglagt, selv stod ”anklaget” i forbindelse med Kejsergade-sagen.[209]

Hvad angik politiets efterforskning, blev det dokumenteret, at de anholdte var i besiddelse af en række remedier til produktion af røgbomber og bomber, herunder fem kilo trotyl samt en række detonatorer, der var stjålet fra et militærdepot i Viborg af en person med ansættelse i forsvaret.[210] Da der imidlertid ikke eksisterede noget skriftligt vidnesbyrd fra de involverede personer, der entydigt godtgjorde, at aktivisterne havde haft til hensigt at benytte trotylet i en specifik sammenhæng, blev afhøringerne af de anholdte vigtige for politiets og anklagemyndighedens videre arbejde. Knap tre uger efter anholdelserne vurderede politiet, at der på baggrund af afhøringerne ”ingen holdepunkter” var for formodningerne om, at sprængstofferne skulle være taget i anvendelse ved sabotage mod Therma og DISA. Det eneste, en af de anholdte ville medgive, var, at der i den århusianske afdeling af SUF havde været planer om at udføre en løbeseddelaktion, hvis mål var at udstille Therma som havende en ”andel” i ”USAs imperialistiske krig i Vietnam”.[211] Overhovedet nægtede samtlige anholdte, at der havde eksisteret konkrete planer om at tage det stjålne trotyl i anvendelse. Når det angik spørgsmålet om, hvorfor de anholdte var i besiddelse heraf, havde tre af de anholdte erklæret, at det skulle gemmes til ”en revolutionær situation, hvor der i givet fald kunne findes anvendelse for det.” Det nærmeste politiet kom en opklaring af, hvilke planer der havde været med røgbomberne, var, at en af de anholdte udtalte, at disse muligvis skulle have været anvendt under Rebildfesten i 1970, idet formålet skulle være at gøre demonstrationerne mere virkningsfulde.[212]

At de anholdte afviste at have haft konkrete planer med sprængstoffet fik til følge, at anklagemyndigheden under den efterfølgende retssag undlod at forfølge spørgsmålet om de anholdtes intentioner, men i stedet fokuserede på spørgsmålet om tyveri og hæleri. Retssagen resulterede afslutningsvis i, at den i forsvaret ansatte person, der havde stjålet trotylet, blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for tyveri af våben fra forsvaret og ulovlig besiddelse af våben, mens seks andre blev idømt betingede domme med en prøvetid på tre år for hæleri og overtrædelse af våbenloven.[213] Den sidste – Jan Michaelsen, der var blevet omtalt i Berlingske Tidende – fik senere medhold i en erstatningssag, hvor han blev tilkendt 2.000 kr. i erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.[214]

Afhøringerne førte imidlertid til opklaring af en anden sag: I første halvdel af oktober 1969 var IBM’s lokaler i Århus blevet bemalet, og der var blevet omdelt løbesedler med slagord om den amerikanske imperialisme. Politiets efterforskning godtgjorde, at fem af de afhørte var gerningsmænd til denne aktion.[215] Opklaringen af bemalingsaktionen fik betydning for trotyl-sagens efterliv, for undervejs i det ovenfor skitserede forløb kom nogle af de anholdte under vejrs med, at nogle af PET’s oplysninger kunne føres tilbage til en meddeler med forbindelser til SUF. Når dette syntes klart, hang det især samme med, at en af de personer, der havde deltaget i bemalingen af IBM’s lokaler, ikke figurerede i anklageskriftet, skønt han havde været med til at udføre aktionen. Desuden var det bemærkelsesværdigt, at denne person udelukkende var omtalt ved fornavn i politiets afhøringsrapporter. I forlængelse heraf var de anholdte blevet opmærksomme på, at den person, de mistænkte for at være meddeler, syntes at være medlem af en højreorienteret forening kaldet Frihedsalliancen. Som sådan bestod de anholdtes mistanke i, at en højreorienteret person havde infiltreret SUF for derpå at meddele politiet om SUF’ernes aktiviteter. Under retssagen forsøgte Jan Michaelsens forsvarer at indkalde den pågældende person som vidne. Dette blev imidlertid afvist med en henvisning til, at anholdelsen af Michaelsen var foretaget på baggrund af oplysninger, politiet var kommet i besiddelse af under en ransagning hos en af de øvrige anholdte og ikke på baggrund af oplysninger fra omtalte person.[216] Efter domsafsigelsen opstod der dog i venstreorienterede miljøer en række rygter om, hvem ”trotylstikkeren” var, og på Århus Universitet blev der ophængt plakater med et fotografi af den påståede meddeler.[217]

Efter at sagen var afsluttet, gjorde flere af aktivisterne en betydelig indsats for at overbevise det omgivende samfund om, at de havde været udsat for justitsmord. Det mest opsigtsvækkende eksempel herpå var, da Jan Michaelsen i januar 1971 i Søndags-Aktuelt skrev om det ”kafkaske mareridt”, det havde været at gennemleve trotyl-sagen.[218] Andre af de involverede oplevede omgivelsernes sympati. F.eks. modtog en af dømte efterfølgende en præmie fra Viby Amtsgymnasium. Rektor udtalte, at præmien skulle ses i lyset af præmiemodtagerens ”energiske indsats” på den politiske venstrefløj.[219]

Det er vanskeligt for Kommissionen at have nogen entydig vurdering af, hvorvidt de unge mennesker, der udgjorde den såkaldte ”trotyl-bande”, havde haft konkrete hensigter om at anvende bombesprængninger som del af den politiske kamp. Imidlertid står det klart, at de pågældende havde anskaffet sig trotylet og en række andre remedier til fremstilling af bomber. Det står tilsvarende klart, at trotskister tidligere havde anvendt bombesprængninger og uro som del af den politiske kamp. Og det står klart, at en af de unge vedkendte sig, at trotylet måske skulle være taget i anvendelse på et senere tidspunkt. Som sådan afspejlede trotyl-sagen et basalt vilkår for PET’s virksomhed i forholdet til trotskisterne: Såfremt tjenesten valgte at optræde som et præventivt politi, risikerede PET at beviset på den planlagte forbrydelse ville gå tabt. Og kunne PET under en påfølgende retssag ikke dokumentere, at de pågældende personer havde haft konkrete planer om en forbrydelses gennemførelse, da ville kritikere kunne fremstille det således, at PET enten havde overreageret eller begået justitsmord. En anden mulig tolkning kunne imidlertid være, at tjenesten havde udvist rettidig omhu og forhindret en forbrydelses gennemførelse. En sådan tolkning kunne imidlertid være vanskelig at dokumentere. I den konkrete sag blev vilkårene for PET’s arbejde yderligere vanskeliggjort af, at forsvarsminister Erik Ninn-Hansen efter det foreliggende at dømme antagelig havde søgt at koble trotyl-sagen sammen med Kejsergade-sagen på en sådan måde, at det imod hensigten kom til at belaste PET’s omdømme.

Sammen med Kejsergade-sagen bidrog trytol-sagen, Kasper Neergaard-sagen (mere herom nedenfor) og en sag, hvor PET havde henvendt sig til en ungdomspolitisk organisation, til, at FE og PET kom under et betydeligt offentligt pres i årene omkring 1970.[220] Dette må for PET antages at have været den væsentligste konsekvens af trotyl-sagen.


[113] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 180. En af partiets teoretikere har over for Kommissionen forklaret, at Revolutionære Socialister i det væsentlige støttede sig til Fjerde Internationales synspunkter. Desuden har han forklaret, at der i løbet af 1960’erne var overvejelser om at udfærdige et egentligt program, men at det ikke skete. Kommissionens arkiv: Notits vedrørende samtale med [-]. Der er heller ikke fundet spor af noget politisk program i trotskisternes arkiv.

[114] PET, emnesag: Notits: IV. Internationale (oversigt udarbejdet pr. oktober 1963), 1. oktober 1963.

[115] ABA, arkiv nr. 2304, kasse 52, SUF lokalblade, SUF Københavnsbladet, december 1963.

[116] Ibid.

[117] PET, emnesag: ”Revolutionære Socialister. Den trotskistiske bevægelse – IV. Internationale”, september 1964.

[118] PET, emnesag Notits: Yderligtgående grupper. 14. august 1964.

[119] Dette er skildret flere steder. Se til eksempel Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1962-1978, s. 72-73, 79-81.

[120] PET, emnesag: ”Vedr.: Den danske sektion af IV. INTERNATIONALE (Revolutionære Socialister), der under dække af forlaget TEMA har hovedkvarter i firmaet POGRA, Guldborgvej 28, kld., telefon Fasan 3174”, 20. december 1967.

[121] PET, emnesag: ”REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER, den danske sektion af IV. INTERNATIONALE”. Jf. diverse resume-notater i kassen. Om splittelsen af SF se f.eks. Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 194-195; Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 39-43.

[122] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 7.

[123] ABA, SF’s arkiv ks. 26, løbenr. CII, læg 3. Skrivelse til partiforeningerne dateret 1. december 1967.

[124] Om Socialdemokratiet, Hækkerup og ansvarets åg se Nikolaj Bøgh, Hækkerup (Aschehoug, 2003), s. 281-283. Om bruddet i SF se også Henrik S. Nissen, Landet blev by 1950-1970 (Gyldendal og Politiken, 1991/2004), især s. 321.

[125] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 7. Om dannelsen af VS se Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 53 ff.

[126] Se hertil Kommissionens beretning, bind 7.

[127] PET, emnesag: ”Vedr: Interndokument for Revolutionære Socialister – Strategien for den vesteuropæiske taktik”, 31. marts 1970, s. 11-12.

[128] PET, emnesag: Notits vedr. IV. Internationales danske sektion, 28. oktober 1968.

[129] ABA, VS’s arkiv, ks. 106. [-] til VS, 14. august 1969.

[130] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 10.

[131] PET, emnesag: Notits vedr. Den danske sektion af IV. Internationale, 24. september 1968.

[132] Ibid.

[133] PET, emnekartotek: ”Int. Kommunisme, org. IV. Int”, 25. november 1968.

[134] Jf. også Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 267. Om SUF’s forhold til SF se Kommissionens beretning, bind 7.

[135] PET, emnesag ”Vedr.: SUF – Socialistisk Ungdoms Forum”, 18. november 1970. Se også Kommissionens beretning, bind 7.

[136] PET, emnesag: ”Baggrunden for striden i SUF mellem trotzkyister og maoister”, 16. juli 1969.

[137] Ibid.

[138] PET, emnesag: ”Vedr.: SUF – Socialistisk Ungdoms Forum”, 18. november 1970.

[139] PET, emnesag: ”Vedr. Den danske sektion af IV Internationale og Socialistisk Ungdoms Forbund’s sammenlægning”.

[140] Ibid.

[141] PET, emnesag: ”Vedr.: SUF – Socialistisk Ungdoms Forum”, 18. november 1970. Understregning følger PET’s skrivelse.

[142] Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 267-268.

[143] PET, administrativ sag: ”Udvikling og tendenser på Urofronten i 1970”, 14. januar 1971.

[144] RB: 22. august 2001.

[145] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.

[146] PET, emnesag: Notits: Yderligtgående grupper, 14. august 1964.

[147] PET, emnesag: ”Den trotzkyistiske bevægelse – IV Internationale”, september 1964.

[148] PET, emnesag: ”Den trotzkyistiske bevægelse – IV Internationale”, september 1964; PET, emnesag Notits: Yderligtgående grupper, 14. august 1964.

[149] PET, emnesag: ”Den trotzkyistiske bevægelse – IV Internationale”. September 1964; PET, emnesag: Notits: Yderligtgående grupper, 14. august 1964.

[150] PET, emnesag: ”Rebildfesten 1966, notits [vedr. -]”, 3. juni 1966.

[151] Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[152] JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet”, 1. november 1971.

[153] PET, emnekartotek: ”Org. m.v., – Spanienshjælpen”, 28. maj 1962.

[154] PET, emnekartotek: ”Komiteen Spanien Frit”, 11. november 1965.

[155] PET, emnesag: “NATO Special Committee, Standing requirement list, note by the Danish delegation, E. Similar information regarding trotzkyist organisations… OTAN/NATO, Paris, XVIe”, udateret [1965].

[156] Om emnet, se Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 65-98.

[157] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 10. Se også Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 188-194.

[158] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967.

[159] Tribunalet introduceres kortfattet i Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 60.

[160] Om emnet se endvidere Kommissionens beretning bind 10, hvor PET’s overvågning af Vietnambevægelsen beskrives.

[161] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967.

[162] PET, emnesag: ”IV Internationale – DE Danske Trotskister”, 8. august 1967.

[163] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967. Jf. JM, ujournaliseret sag: ”Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet”, 1. november 1971.

[164] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967.

[165] PET, emnesag: ”IV Internationale – De Danske Trotskister”, 8. august 1967.

[166] Ibid.

[167] PET, emnesag: ”IV Internationale – De Danske Trotskister”, 8. august 1967. PET, emnesag: ”Vietnamindsamlingen Giro 1616” (Ekstrakt fra beretning 1. halvår).

[168] PET, emnesag: ”Vietnamindsamlingen Giro 1616” (Ekstrakt fra beretning 1. halvår).

[169] PET, emnesag: ”IV Internationale – De Danske Trotskister”, 8. august 1967.

[170] PET, emnesag: ”Notits vedr. Aktioner mod Rebild-festen”, , 30. juni 1969. Samme sted, Krypto til LPL, Horsens og til pm. Hadsund og Ålborg, notits vedr. Aktioner mod Rebild-festen, 27. juni 1969.

PET, emnesag: Notits: ”Aktioner mod Rebild-festen 1969”, usigneret, 2. juli 1969.

[171] Ibid.

[172] PET, emnesag: ”Notits REBILDFESTEN 1969”, rapport over forløbet af Rebildfesten 1969 udarbejdet til orientering for Justitsministeriet, 6. juli 1969.

[173] PET, emnesag: ”Referat af møde 1/7-1969 vedrørende Rebild”.

[174] PET, emnesag: ”Notits til [-], vedr. Aktioner mod REBILDFESTEN den 4/7 1969”, usigneret, 27. juni 1969.

[175] PET, emnesag: Notits REBILDFESTEN 1969, rapport over forløbet af Rebildfesten 1969 udarbejdet til orientering for Justitsministeriet, 6. juli 1969.

[176] Se Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af Vietnambevægelsen, Kommissionens beretning, bind 10.

[177] PET, emnesag: Skrivelse fra Københavns Politi, 28. april 1968.

[178] PET, emnesag: Notits vedr. Aktions-Kontakt, 15. april 1968.

[179] PET, emnesag: Skrivelse fra KA Haagaard Københavns Opdagelsespoliti afd. E, til politiinspektør Haslund.

[180] PET, emnesag: Politirapport, Frederiksberg Kriminalpoliti, 4. maj 1969.

[181] PET, emnesag: Redegørelse vedr. urolighederne i forbindelse med SAGA-bios forevisning af filmen ”De grønne Baretter”, 13. maj 1969.

[182] PET, emnesag: Notits vedr. aktioner i forbindelse med filmen ”De grønne Baretter”, 5. maj 1969. Dette bekræfter umiddelbart PET’s efterfølgende formodninger.

[183] PET, emnesag: Notits vedr. DKU’s aktioner mod filmen ”De grønne baretter”, 5. maj 1969.

[184] Information, 6. maj 1969, og PET, emnesag: ”Redegørelse vedr. urolighederne i forbindelse med SAGA-bios forevisning af filmen ”De grønne Baretter””, 13. maj 1969.

[185] PET, emnesag: ”Indberetning vedr. Demonstrationer og aktioner ved og i SAGA biografen (…) den 6. maj”.

[186] Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Land og Folk og Politiken, 7. maj 1969. Politiken arrangerede et dobbeltinterview med en demonstrant og lederen af de Vilde Engle, og her indrømmede Englen, at ”politiet var ret passive.”

[187] PET, emnesag: ”Vedr. Aktionskomitéen af 7. maj 1969”, 8. maj 1969.

[188] PET, emnesag: ”Vedr. Aktioneringen mod den amerikanske film ”De grønne Djævle”, der vises i SAGA bio”, 8. maj 1969.

[189] PET, emnesag: ”Vedr. Uroligheder i forbindelse med SAGA-Bios forevisning af filmen ”De grønne Djævle”.”

[190] Ovenstående er baseret på PET, emnesag: ”Rapport vedr. eksplosion i ejendommen Slotsgade 16, Randers, 18. marts 1965”, 19. marts 1965; PET, emnesag: ”Rapport vedr. eksplosion i ejendommen Slotsgade 16, Randers, 18. marts 1965”, 20. marts 1965. JM, ujournaliseret: ”Notits vedrørende Søren Herbert Kanstrup”, 27. marts 1965. Udskrift af Dombogen for Vestre Landsret, den 24. september 1965, sag nr. 738/1965. Randers-bombe-sagen er omtalt i ””Hov det må I ikke”. Samtale med Jørgen Schytte og Pelle Bull”, Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay og Jørgen Schytte (red.), Dengang i 60’erne – billeder fra dengang, tekster fra i dag (Gyldendal, 1979), s. 86-94. Se også Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 77-78; Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke… Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990 (Upubliceret ph.d.-afhandling, 2007), s. 27-28.

[191] PET, personsag: ”Vedr.: Advokat Carl Madsen’s angreb på politiet i sagen vedr. eksplosionsbranden i Randers d. 18/3-1965 kl. 18.00 under den dansk-vesttyske militærøvelse”.

[192] PET, emnesag: ”Notits: vedr. Forretningsudvalgsmøde i den danske sektion af IV. Internationale afholdt 6. maj 1965”, 12. maj 1965. En trotskist har over for Kommissionen udtalt, at Kanstrup oprindeligt havde til hensigt at bringe bomben til sprængning, så at et antal officerer skulle dræbes, men at Kanstrups advokat, Carl Madsen, frarådede at fortælle den historie, da den ville medføre en længere fængselsstraf. Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[193] PET, emnesag: ”Notits: vedr. Forretningsudvalgsmøde i den danske sektion af IV. Internationale afholdt 6. maj 1965”, 12. maj 1965. En trotskist har over for Kommissionen udtalt: ”[-] tror ikke et øjeblik på antydningerne om, at Kanstrup skulle være plantet af politiet. Det er nok rygter, der er kommet fra kommunistisk side …”. Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[194] PET, emnesag: ”Notits: Demonstrationerne mod militærøvelsen ”Black Colour IV” i tiden 16/3 – 20/3 1965 ved Randers”, 3. juni 1965. Et års tid senere formulerede Revolutionære Socialister sig om sagen. I skriftet Socialistisk Information tog Revolutionære Socialister afstand fra en såkaldt ”smædekampagne” udført af Land og Folk mod Kanstrup og Revolutionære Socialister. Nu – i 1966 – anførte den danske sektion af Fjerde Internationale, at det skulle have været ”højreorienterede mod-demonstranter”, der skulle have stået bag Randers-bomben.

[195] Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[196] PET, personsag: ”Ekstrakt-afskrift, vedr. notits PET af 27/7-63 [skal antagelig være -65] vedr. påtænkt sprængstofattentat mod den amerikanske ambassade”, udateret.

[197] Dommen omfattede forsøg på ulovlig indtrængen og ildspåsættelse af en lejlighed i forbindelse med et jalousidrama inden for vennekredsen. PET, personsag: Notits [vedr. -], 21. juli 1965.

[198] PET, personsag: ”Vedr. Lukket sektionsmøde i IV. Internationale tirsdag den 29/6-1965”, 6. juli 1965.

[199] PET, personsag: ”Ekstrakt-afskrift, vedr. generalforsamling i den danske sektion af IV. Internationale den 31. oktober 1965 i Folkets Hus, Rømersgade 22”, 12. november 1965.

[200] Trotskisternes arkiver vidner dog om, at nogle medlemmer forlod den danske sektion af Fjerde Internationale som følge af bombesagerne, der karakteriseredes som udemokratiske og modproduktive. Se skrivelse i ABA: arkiv nr. 2307, ks. 1; jf. ABA: arkiv nr. 2304, ks. 47.

[201] PET, emnesag: ”Vedr.: IV. Internationale – fremstilling af sprængstoffer”, august 1971. Jf. også JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet”, 1. november 1971.

[202] PET, D-004-004-00007: Fjerde Internationale, dansk sektion, 8. marts 1965. JM, ujournaliseret: Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet, 1. november 1971.

[203] PET, emnesag: ”Vedr.: Århusiansk aktivistgruppes tyveri af sprængstof m.v.”, 20. november 1969.

[204] Ibid.

[205] PET, emnesag: ”Notits vedr. oplysninger om påtænkt attentat mod det århusianske firma ”Therma”, som SUF, Århus har planer om at gennemføre evt. ved brug af sprængstoffer”, 27. oktober 1969. PET, emnesag: ”Notits vedr. Revolutionær Aktions planer om attentat mod DISA = Dansk Industri Syndikat A/S”, 27. oktober 1969.

[206] Se til eksempel Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed. Efterretningssagerne 1969-71 (Rhodos, 1971), hvori også dele af den samtidige offentlige debat er gengivet.

[207] RA, Knud Thestrups privatarkiv. Dagbog, 1. november 1969.

[208] Berlingske Tidende citeret efter Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed, s. 19.

[209] Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed, s. 21.

[210] PET, emnesag: Politirapport, 1. november 1969.

[211] PET, emnesag: ”Vedr.: Århusiansk aktivistgruppes tyveri af sprængstof m.v.”, 20. november 1969.

[212] Ibid.

[213] Udskrift af dombogen for straffesager for Århus By- og Herredsret, 9. afdeling, straffesag nr. 173-9/1969, 19. marts 1969.

[214] PET, personsag: Notits vedr. Jan Michaelsen, 11. december 1970. ”’Trotylhovedmanden’ tilkendt erstatning”, Land og Folk, 11. december 1970.

[215] PET, emnesag: ”Vedr.: Århusiansk aktivistgruppes tyveri af sprængstof m.v.”, 20. november 1969.

[216] PET, emnesag: ”Rapport vedrørende fængslede Jan Michaelsen”, 8. november 1969. Samme sted, samme rapport kontinueret 10. november. PET, emnesag: Notits fra Politiets efterretningstjeneste regionsafdelingen Århus, 30. november 1970. Samme sted, kopi af brev fra Jørgen Jacobsen til Århus By-og Herredsret 9. afdeling, 20. november 1970.

[217] Afsløringen af den såkaldte ”trotylstikker” er omtalt i blandt andet Mads Nissen Styrk, Poul Smidt m.fl., Efterretningstjeneste på udflugt. Kasper Neergaard-sagen, s. 13-20. Flere af de involverede i sagen anførte efterfølgende, at den ovenfor omtalte person, der angiveligt skulle have været meddeler for politiet, ikke var blevet straffet for sin medvirken ved bemalingsaktionen af IBM’s bygning. Dette er ikke korrekt. Den pågældende blev i 1970 idømt 20 dagbøder a 30 kroner. Se hertil PET, emnesag: Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret 9. afdeling, 25. marts 1970.

[218] Se Søndags-Aktuelt, 3. januar 1971; jf. Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed, s. 29.

[219] PET, emnesag: Indberetning vedrørende [-].

[220] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.






6. KILDER OG DE OVERVÅGEDE MILJØER I 1960’ERNE

PET’s oplysninger om den danske sektion af Fjerde Internationale var i første halvdel af 1960’erne væsentligst opnået gennem kilder, der havde infiltreret det trotskistiske miljø. Frem til 1966 blev kontakten til kilder i de politiske miljøer varetaget af Københavns Politis efterretningsafdeling (KE), eftersom denne stod for den operative del af efterretningsarbejdet, det vil sige indhentning af oplysninger om de overvågede miljøer til PET.[221]

I 1971 udfærdigede PET en redegørelse omhandlende nogle af de vilkår, der gjaldt for PET’s overvågning af trotskistiske miljøer. Det fremgik, at efterretningstjenestens viden om trotskisternes virksomhed gennem årene væsentligst var bragt til veje gennem indslusning af kilder i trotskistiske miljøer, men at sådanne kilder typisk havde en meget kort funtionstid. Dels var det meget tidskrævende at være kilde i de trotskistiske miljøer, dels var det behæftet med stor risiko. Dertil kom, at det for PET var forbundet med betydelige vanskeligheder at skaffe egnede personer, der kunne og turde ”løbe den betydelige risiko, der ifølge sagens natur er forbundet med slig virksomhed”. Endvidere havde man konstateret, at trotskisterne havde nedsat en såkaldt ”kontrolkommission”, hvis væsentligste opgave bestod i at forhindre ”indslusning af agenter.” Ovenstående forhold havde den følgevirkning, at PET i forsommeren 1971 ikke havde nogen velplacerede kilder i kernen af den danske sektion. Det var derfor en vurdering: ”Vanskelighederne ved at placere og bevare en person i sektionens kerne er således uhyre store.”[222] En anden måde, PET kunne skaffe sig oplysninger om trotskisternes virke på, var at indhente retskendelse til at foretage aflytning af trotskisters telefonsamtaler. Sådanne kendelser havde PET da også indhentet gennem

årene, men – hed det – værdien af aflytningerne havde oftest været ringe, idet trotskisterne i almindelighed var meget sikkerhedsbevidste. Derfor undlod de sædvanligvis at udtale sig om ulovlige forhold i telefonen. Notatet mundede ud i et ønske om at foranstalte rumaflytning.[223]

Det ovenfor refererede notat illustrerer en del af de vanskeligheder, som PET var konfronteret med i overvågningen af danske trotskistiske miljøer, navnlig i 1960’erne, men også i 1970’erne. Det vil fremgå nedenfor, at PET i 1960’erne anvendte kilder fra højreorienterede kredse i forsøget på at opnå viden om de trotskistiske miljøer. I den forbindelse bemærkes det, at PET’s indhentningsvirksomhed var et centralt og almindeligt anerkendt virkemiddel under forudsætning af, at meddeleren under sin indsamling af oplysninger ikke benyttede sig af ulovlige midler.[224]At være kilde for en efterretningstjeneste kunne imidlertid være en risikofyldt og anstrengende beskæftigelse. Når kilden befandt sig på den modsatte side af det politiske spektrum og på eget initiativ infiltrerede modparten, blev kildens motiv vigtigt for vurderingen af de oplysninger, der fremkom.

Demokratisk Alliance

I efteråret 1962 sluttede en kreds af ungdomspolitikere sig sammen i en forening kaldet Demokratisk Alliance (DA). Initiativtagerne kom fra Konservativ Ungdom (KU) og fra Uafhængig Ungdom (UU), der var partiet De Uafhængiges ungdomsafdeling. Foreningens egne tryksager erklærede, at der var tale om en forening, der støttede det danske alliancemedlemskab. Desuden var foreningen ifølge egne udsagn imod enhver form for diskriminering, hvad enten det gjaldt race, tro eller politisk overbevisning. I en amerikansk ambassadeindberetning fra begyndelsen af 1963 hed det, at den direkte anledning til foreningens etablering var ungdomspolitikeres kritik af én af tidens mere fremtrædende folkelige bevægelser: Kampagnen mod Atomvåben.[225] Denne gjorde sig i samtiden især bemærket gennem en række atommarcher, hvor tusinder af mennesker protesterede mod den tiltagende atomare oprustning i såvel Øst som Vest.[226]

PET modtog de første oplysninger om Demokratisk Alliance i begyndelsen af 1963. Det fremgik, at foreningen ikke alene tog til genmæle mod kernevåbenmodstandere, men også måtte opfattes som en propagandaorganisation, der sigtede mod at oplyse kritisk om deres politiske modstandere. Ifølge en af PET udfærdiget notits om foreningen var det to personer, blandt andre Henning Jensen, der stod bag foreningens etablering.[227] Disse to personer var ikke ukendte af PET. Året forinden – i 1962 – havde der været et indbrud i Kampagnen mod Atomvåbens lokaler. Under den påfølgende efterforskning var politiet blevet opmærksom på de to personer, og en del indicier pegede på, at de kunne være ansvarlige for indbruddet. Imidlertid manglede efterforskerne dokumentation for at kunne bevise, at de var skyldige, og derfor valgte politiet at henlægge sagen.[228] Kort tid efter havde den for efterforskningen ansvarlige kriminalassistent ifølge en af de pågældende henvendt sig og hvervet dem som meddelere.[229]

I hvilket omfang PET anvendte medlemmer af Demokratisk Alliance som meddelere er vanskeligt at afgøre på baggrund af de i PET’s arkiv beroende akter. I sidste halvdel af 1970’erne førte Henning Jensen imidlertid en retssag mod Ekstra Bladet, der ifølge Jensen uretmæssigt havde beskyldt ham for at være involveret i overgreb mod SF. Under retssagen forklarede Jensen, at han i første halvdel af 1963 havde meldt sig ind i Revolutionære Socialister, men at det først var senere, han havde fået kontakt til PET. Ifølge Jensen havde han gennem et par år holdt PET orienteret om aktiviteterne i trotskistiske kredse for så vidt der var tale om ”voldelige aktioner”. Desuden forklarede Jensen, at han på et tidspunkt var blevet betroet opgaven at ordne Revolutionære Socialisters arkiv, og at han i den forbindelse havde fotokopieret en del akter, der oplyste PET om trotskisternes ”overtrædelse af straffeloven”.[230] Ifølge Jensen havde hans kontakt til PET været tættest i perioden mellem 1963 og 1965.[231]

Henning Jensen havde i begyndelsen af 1963 meldt sig ind i den danske sektion af Fjerde Internationale for der at virke som meddeler for PET. Hans virke hæmmedes imidlertid af, at han i 1964 fra DKP’s lokaler i Dr. Tværgade i København blev fotograferet, mens han på den modsatte side af gaden var på vej ind til Demokratisk Alliances landsmøde. Dermed opstod der i venstreorienterede kredse mistanke om Henning Jensens reelle politiske tilhørsforhold på den politiske højrefløj.[232] Det anvendte kildemateriale godtgør, at PET modtog oplysninger om trotskisterne fra endnu en kilde, der befandt sig i omkredsen af Demokratisk Alliance.[233] På baggrund af de bevarede akter i PET’s arkiv er det dog vanskeligt entydigt at vurdere, hvorvidt denne kilde leverede oplysninger direkte til PET, eller om hans oplysninger tilgik tjenesten via mellemmand.

Det er som nævnt vanskeligt at afgøre, i hvilket omfang ovenstående udsagn er dækkende for forbindelsen mellem Henning Jensen og PET. Således står det udokumenteret, om Jensen var hvervet som meddeler af PET, eller om han selv henvendte sig til tjenesten. Det fremgår heller ikke, i hvilket omfang – om noget – PET måtte have støttet Jensen i dennes virksomhed i trotskistiske kredse. Imidlertid turde det stå klart, at Jensen, der var medlem af en stærkt højreorienteret forening, leverede PET oplysninger om trotskisternes aktiviteter. Som sådan er forbindelsen mellem Henning Jensen og PET et eksempel på, at PET modtog oplysninger om trotskisternes virke via politiske modstandere. Det antages, at PET’s interesse i at have forbindelse til Henning Jensen var, at denne var i stand til at give oplysninger om, hvem der stod bag de i samtiden opsigtsvækkende Spaniensaktioner (jf. ovenfor).

Operation Samson

I slutningen af 1960’erne fik PET en ny kilde i det trotskistiske miljø. Lige som Henning Jensen havde denne også forbindelse til højreorienterede kredse, men hvor Henning Jensen væsentligst synes at have bidraget med at oplyse politimyndighederne om trotskisternes aktiviteter i Danmark, blev den nye kilde involveret i en dobbeltagentoperation kaldet Operation Samson. Historien og dens baggrund er i korthed følgende:

I 1968 blev der etableret en forbindelse mellem PET og en person, der havde været medlem af Revolutionære Socialister i godt og vel to år. Ifølge en forhenværende medarbejder i PET var sammenhængen den, at personen havde henvendt sig til en PET-kontakt på et højrefløjstidsskrift kaldet Reflex for at fortælle, at danske trotskister benyttede sig af falske pressekort, ”så at de kunne komme ind alle vegne”.[234] Kort tid efter kontaktede PET den pågældende, der indvilgede i at indlede et samarbejde.[235] Op til hvervningen gjorde PET sig overvejelser om, hvorvidt der burde indledes et hvervningsforsøg. Det grundlæggende spørgsmål var, om personen var pålidelig. I den sammenhæng spillede det antagelig en rolle for PET’s overvejelser, at kilden ikke alene var medlem af Revolutionære Socialister, men også at han tidligere havde haft forbindelse til den ledende danske nationalsocialist Svend Salicath, og at kilden undertiden meddelte sig i racistiske vendinger. PET må antages at have været vidende om disse forhold, for det ses af PET’s emnekort, at kilden tilbage i 1958 havde sendt et postkort med et billede af Hitler til redaktøren for det tyske Nordische Kultur-Information, der ifølge PET havde forbindelse til højreradikale kredse.[236] PET tillagde imidlertid ikke personens (tidligere) politiske synspunkter afgørende vægt. En forhenværende PET-medarbejder har over for Kommissionen forklaret, at det var hans opfattelse, at der ikke bestod ”en risiko i at bruge en person, med en bestemt ideologi som meddeler eller kilde”, og at han ikke havde ”nogen betænkeligheder ved at bruge [kilden]”. Desuden var det, anfører samme person, usikkert, om kilden overhovedet havde været nazist.[237] Jørn Bro har over for Kommissionen forklaret:

”Den omstændighed, at vedkommende muligt havde nazistiske sympatier, var ikke nødvendigvis afgørende. Afgørende var, om den pågældende gav pålidelige informationer, om han havde første klasses adgang til materialet. Motivet var således ikke afgørende, men det måtte inddrages i vurderingen af kilden, om der var tegn på, at vedkommende var labil, og der således kunne være fare for, at han ”svingede tilbage”.”[238]

Tjenestens vurdering blev, at kilden var pålidelig.[239]

I den følgende tid rapporterede den nye kilde om, ”hvad der skete på møder og i det daglige i det trotskistiske miljø”, og det ses, at kilden havde adgang til Revolutionære Socialisters arkiv.[240] PET vurderede kildens oplysninger højt.[241] Kort tid efter hvervningen meddelte kilden da, at trotskisterne i samarbejde med Amager Vietnamkomité havde holdt møder vedrørende en ”fotosamling af politifolk”, som en af komitéens centrale skikkelser havde etableret sammen med en DKP’er. Fotosamlingen gengav såvel politifolk som et større antal højreorienterede personer. Ifølge kilden var formålet med fotosamlingens etablering dobbelt. Dels at kunne varsko demonstrantkredse om, hvordan civilklædte politifolk så ud, og hvem de var. Dels at orientere den sovjetiske ambassade om, hvem politifolkene og de højreorienterede personer var. Ifølge kilden fik ambassaden overdraget billedmaterialet, idet der samtidig blev givet oplysninger om de pågældende personer. Kilden mente endvidere, at denne opgave var blevet pålagt en navngiven person af DKP, idet denne person var hemmeligt medlem af dette parti. Kilden var også vidende om, at der i partibygningen i Dr. Tværgade beroede et større fotomateriale af de ovenfor omtalte personer. Endelig nævnte kilden, at fotos af ”enkelte af de højreorienterede personer” var sendt til ”forbindelser” i Østtyskland. Hensigten var, at ”visse myndigheder” eventuelt kunne forøve repressalier mod de pågældende, såfremt de som turister gæstede landet.[242]

Det fremgår af Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af Vietnambevægelsen, at det må anses for hævet over enhver tvivl, at den omtalte fotosamling har eksisteret. Det er således antagelig materiale herfra, der blev offentliggjort i udgivelser fra den såkaldte Kartoteks Komité.[243] Det fremgår imidlertid ikke af akterne, hvorfra kilden havde oplysningerne om, at billedmaterialet var overgivet til den sovjetiske ambassade. Ej heller forklarede kilden, hvorfra han havde oplysningerne om, at billeder af højreorienterede var sendt til Østtyskland.

Et af PET’s motiver til at hverve kilden var at modtage oplysninger om, hvad der foregik inden for Fjerde Internationales danske sektion. Et andet motiv var et ønske om at få viden om, hvad der foregik under de såkaldte Østersøuger, der var et årligt tilbagevendende propagandaarrangement, som siden 1958 havde fundet sted i Rostock i Østtyskland.[244] I juli 1968 sendte PET derfor kilden til Østersøugerne i det håb, at han ville blive forsøgt hvervet af den østtyske tjeneste.[245] Dette skete da også, da en Peter Lindner, der udgav sig for at være sekretær for DENOG (Deutsch-Nordische Gesellschaft, Tysk-Nordisk Selskab) tilnærmede sig kilden. Lindner forklarede, at han arbejdede på et videnskabeligt værk om de nordiske lande og venstrefløjen, og at han ønskede kildens hjælp til at fremskaffe oplysninger, avisudklip og lignende herom.[246] Såfremt kilden bevarede kontakten til Lindner, ville det give PET mulighed for at se den østtyske tjeneste i kortene. PET opfordrede derfor kilden til at modtage en invitation til at mødes i Østberlin, hvilket kilden gjorde.[247] Operation Samson var indledt.

Formålet med Operation Samson var at undersøge, hvordan den østtyske tjeneste opererede. For det første fik PET oplysninger om de østtyske efterretningsmedarbejdere, som kilden fik kontakt til. Disse medarbejdere blev forsøgt identificeret og kunne herefter overvåges, når de besøgte Danmark.[248]For det andet gav operationen et indblik i de metoder, den østtyske efterretningstjeneste benyttede sig af, både når den hvervede udenlandske statsborgere, og når den havde hvervet en person. Hvervningen syntes at foregå på den måde, at østtyske myndigheder først indledte kontakt til en person, idet der blev etableret et personligt bånd mellem den østtyske efterretningsmedarbejder og den pågældende udlænding. Når hvervningen var gennemført, søgte de østtyske myndigheder dernæst at kompromittere den hvervede person ved at få denne til at skrive under på at have modtaget penge. Østtyske myndigheder skaffede sig også viden om pågældendes familie, vennekreds osv. Sådanne oplysninger – herunder at de hvervede havde modtaget penge – kunne eventuelt anvendes som afpresning på et senere tidspunkt.

Den viden, som PET fik, var vigtig. PET’s Østtysklandsafdeling i bestod i slutningen af 1960’erne af ganske få medarbejdere, og selv om PET var vidende om, at østtyske myndigheder var virksomme i og over for Danmark, var den danske tjenestes viden om østlige aktiviteter rettet mod Danmark meget begrænset. Efter sine rejser til Østtyskland meddelte kilden derfor PET navne på de danske statsborgere, han stødte på. PET opsøgte derpå disse personer og advarede dem mod forbindelserne til Stasi-medarbejderne. I nogle tilfælde var der tale om uskyldige forbindelser, mens PET i andre tilfælde blev opmærksom på personer, der syntes at have konspirative forbindelser til østtyskerne.[249] I endnu andre tilfælde gav det PET mulighed for at hjælpe personer, der uden at ønske det var blevet fanget ind af østtyske myndigheder.

Under operationen udtrykte PET sig positivt om kildens arbejde. Kilden blev eksempelvis betegnet som en ”god iagttager”. PET’s tilfredshed understreges også af, at tjenesten i 1969 orienterede to udenlandske myndigheder om operationen og dens resultater.[250] Betydningen af operationen illustreres endvidere ved, at PET i årene efter ophøret af operationen fortsatte med at overvåge Lindner og de andre østtyske agenter, når de var i Danmark.[251] Som sådan havde PET med Operation Samson i et vist omfang lært en væsentlig fjende og dennes metoder at kende. Det bemærkes, at Operation Samson var en af de første dobbeltagentoperationer, der blev kørt af PET.

Operationen var imidlertid ikke uden omkostninger. Herom vidner nogle af de akter i PET’s arkiv, der illustrerer, hvad kilden talte med sine østtyske kontakter om. Akterne viser, at kilden under sine møder med den østtyske føringsofficer overdrog denne oplysninger om danske statsborgere. På baggrund af kildematerialet i PET’s arkiv kan følgende dokumenteres:

Ved det første møde med den østtyske efterretningsmedarbejder blev kilden anmodet om at tilvejebringe oplysninger om VS. Dette imødekom kilden, da han under det andet besøg overleverede Lindner to dokumenter omhandlende VS’s program og VS’s forhold til andre socialistiske partier.[252] Under dette andet besøg udbad Lindner sig imidlertid yderligere oplysninger om såvel VS specielt og den danske venstrefløj generelt.[253] Ved et følgende møde medbragte kilden derfor en tresiders rapport, der var udfærdiget af kilden selv. Denne rummede blandt andet en beskrivelse af baggrunden for, at to VS’ere havde meldt sig ud af partiet.[254] Desuden medbragte kilden eksemplarer af danske og udenlandske tidsskrifter samt avisudklip fra danske dagblade.[255]

Under et efterfølgende møde ønskede Lindner udfærdiget en rapport om Fjerde Internationale. Rapporten skulle berøre såvel danske som ikke-danske forhold. Desuden blev kilden anmodet om at indsamle oplysninger vedrørende Fjerde Internationales entrisme.[256] Østtyske myndigheders interesse heri var antagelig at skaffe sig viden om, hvorvidt der befandt sig trotskister i østblokken. En PET-medarbejder advarede kilden mod at levere sådant materiale til østtyskerne. Denne advarsel blev imidlertid ikke taget til efterretning, for i oktober 1968 overdrog kilden sin østtyske samtalepartner en rapport vedrørende den danske sektion.[257] Rapporten rummede informationer om sektionens medlemstal og medlemmernes gennemsnitsalder. Desuden rummede den oplysninger om, hvor den næste generalforsamling skulle afholdes, ligesom der var oplysninger om det anslåede antal deltagere samt en karakteristik, af hvordan en sådan generalforsamling forløb.[258] Ydermere blev Fjerde Internationales ledende skikkelse, Ernest Mandel, og dennes kontakter til Fidel Castro omtalt. Rapporten indeholdt endvidere oplysninger om Fjerde Internationales organisering, verdenskongres og medlemsgebyrer samt om Fjerde Internationales meddelelsesorgan til medlemssektionerne. Det blev oplyst, at en ny verdenskongres var planlagt til at finde sted i januar 1969, men kilden kunne ikke meddele nærmere om stedet, eftersom oplysninger herom først blev videregivet i sidste øjeblik.[259] Ud over den nævnte rapport medbragte kilden et par eksemplarer af bladet VS Bulletin samt to tryksager fra den danske sektion af Fjerde Internationale.[260]

Selv om kilden i hvert fald delvist havde imødekommet Lindners ønske, var denne fortsat ikke tilfreds. Kilden blev derfor anmodet om at skrive endnu en rapport. Denne skulle udfærdiges på stedet, og det blev understreget, at den skulle indeholde navne og adresser på danske sektionsmedlemmer. Ifølge en notits i PET’s arkiv havde kilden ikke kunnet ”undslå sig for dette”, da Lindner vidste, at kilden havde en betroet post i sektionen og derfor var vidende om sektionens medlemmer. Kilden havde dog forsøgt at begrænse oplysningerne til ”et minimum”. Ved at benytte dobbelt linjeafstand og udlade forkortelser ”lykkedes det ham alligevel at skrive en rapport på 10 sider”.[261] På et senere tidspunkt udbad østtyskeren sig oplysninger om trotskisternes virke i SUF og i arbejderbevægelsen.[262] Desuden ønskede han, at kilden skulle medbringe den danske sektions medlemsliste samt en liste over abonnenter bladet Socialistisk Information.[263] I første omgang undlod kilden at medbringe de ønskede lister.[264] I stedet afleverede han referater fra en af VS’s lokalafdelinger, et referat fra Revolutionære Socialisters landsmøde i 1968 samt et julekatalog fra Daells Varehus.[265] Imidlertid vendte Lindner tilbage til spørgsmålet om trotskisterne, hvorefter kilden medbragte de ønskede lister i december 1968.[266]

Hvad angår spørgsmålet om videregivelse af informationer til østtyske myndigheder ses det, at kilden – foruden de ovenfor anførte oplysninger – leverede følgende: Enkelte numre af Kinesisk Bulletin, et par eksemplarer af Reserveofficererforeningens blad, enkelte eksemplarer af VS-bulletin, ”interne og eksterne publikationer fra Fjerde Internationales danske sektion”, et eksemplar af den svenske sektion af Fjerde Internationales blad, ”notater og fotokopier vedrørende Fjerde Internationales verdenskongres”,[267] dele af skriftserien NATO-breve, Danmarks Radios bog NATO-høring, et oplæg til diskussion om Fjerde Internationales fremtid, mødeliste for aktionsgruppen Revolutionær Aktion, den danske trotskistiske sektions skrivelser vedrørende en Vietnamkonference i Stockholm, et referat af møde i aktionsnetværket, Aktionskontakt, samt to skrivelser om maoisme fra SUF.[268] Desuden overdrog kilden Stasi personoplysninger, herunder ægteskabelige forhold og politiske gøremål, om en navngiven dansk trotskist, men det er på baggrund af det foreliggende vanskeligt at vurdere, hvor mange oplysninger, der var tale om.[269]

Der er ikke dokumentation for, at kilden udleverede andet end det ovenfor beskrevne. Der var imidlertid tale om en bemærkelsesværdig mængde af oplysninger, for selv om det står klart, at samtlige oplysninger, der tilgik de østtyske myndigheder, var tilvejebragt af kilden selv, ses det, at PET var vidende om oplysningernes overdragelse. I nogle tilfælde synes PET at havde advaret mod at overdrage østtyskerne oplysninger (jf. ovenfor), mens PET i andre tilfælde satte grænser for, hvilke oplysninger, der måtte udleveres. I 1969 lod PET således kilden forstå, at han hverken måtte udlevere oplysninger om tjekkoslovakiske flygtninge eller tegninger over Frederiksberg Slot.[270]

Med operationen kom PET imidlertid i praksis til at bidrage til, at en højrefløjsaktivist informerede Stasi om danske statsborgeres politiske tilhørsforhold. PET var vidende herom, om end tjenestens rationale antages at have været, at den opnåede væsentlig og tiltrængt viden om østtyskernes måde at hverve danske statsborgere på, og at omkostningerne derfor var acceptable. Det bemærkes, at der ikke fandtes nogen retlig regulering af PET’s dobbeltagentoperationer.

I 1970 blev Operation Samson afblæst, da kilden havde vanskeligt ved at fortsætte dobbeltspillet. Umiddelbart overvejede PET at fastholde forbindelse til kilden, men efter nogle måneder skrinlagdes kontakten.

Kasper Neergaard-sagen

Gennem navnlig sidste halvdel af 1960’erne bemærkede PET, at trotskisterne var involveret i en række uro-sager. Således havde den danske sektion af Fjerde Internationale i 1966 (jf. ovenfor) ifølge et notat udfærdiget i 1971 haft planer om ”sabotage, blandt andet ved udlægning af landminer, som man agtede at stjæle fra militæret, hvilket dog ikke lykkedes.”[271] Samme sted hed det, at den danske sektion af Fjerde Internationale i 1968 havde stået bag et attentat mod et møde arrangeret af foreningen ”Moralsk Oprustning”, ligesom det hed, at trotskisterne det følgende år havde deltaget i årets Rebildfest, hvor de havde kastet nogle ”farlige” benzin- og røgbomber.[272] I den følgende tid verserede der ifølge PET forlydender om, at der eksisterede et ”illegalt trotzkyistisk sprængstoflaboratorium” i Danmark, som PET dog ikke havde kunnet lokalisere.[273] Desuden var der ifølge Justitsministeriet fremkommet ”oplysninger og formodninger” fra udlandet om ”våbentransporter på dansk grund (transporter fra Sverige til Danmark, eventuel videretransport til Tyskland).”[274]

Men dermed var alt ikke sagt om trotskisternes mulige brug af bomber i den politiske kamp. I januar og februar 1971 modtog PET fra udlandet oplysninger om, at den internationale trotskistbevægelse stod i kontakt med ceylonesiske trotskister, der i slutningen af 1970 havde anmodet om ”1) Tilvejebringelse af og uddannelse i fremstilling af falske og forfalskede dokumenter…”, ”2) Tilvejebringelse af og anvendelse af sprængstoffer…” og ”3) Skydevåben…”.[275] Ifølge de tilkomne oplysninger havde den internationale trotskistbevægelse meddelt de ceylonesiske trotskister, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde et laboratorium i hovedstadsområdet, at lederen at dette laboratorium officielt var ekskluderet af den danske sektion, men at han reelt ydede ”hjælp og støtte på sprængstofområdet til ’IV Internationale’s sekretariat i Bruxelles/Paris”, om end dette forhold var ukendt for den danske trotskistsektion. På baggrund af dette samt de øvrige oplysninger, som PET havde om trotskisternes forhold til bomber, indledte efterretningstjenesten en efterforskning af laboratoriet og den personkreds, der stod i forbindelse hermed. I første omgang koncentrerede man efterforskningen om den unge kemistuderende, der er omtalt ovenfor. Denne var forhenværende trotskist, og PET havde gennem årene sat ham i forbindelse med diverse bombesprængninger. Efter nogen efterforskning (observation og afhøringer) måtte PET imidlertid konstatere, at man ingen resultater opnåede.[276]

Under efterforskningen blev PET imidlertid opmærksom på, at en kendt trotskist, Kasper Neergaard, ”meget vel kunne være mellemmand, også i denne henseende, mellem ”IV Internationale”s hovedkvarter i Bruxelles og den danske sektion.” Da man imidlertid ikke havde forventninger om, at Neergaard ville tale med PET, såfremt han vidste, at han talte med efterretningstjenesten, valgte PET i sommeren 1971 at kontakte ham under dække.[277] Ifølge PET var der flere årsager til, at man kunne antage, at en tilnærmelse ville lykkes: For det første skønnedes Neergaard ”at være den i den danske sektion af IV. Internationale, der havde den største viden om illegal fremstilling af sprængstoffer i Danmark”, og for det andet var der gennem en periode opstået uoverensstemmelser mellem Neergaard og dele af det trotskistiske miljø i Danmark.[278] For det tredje havde han gennem årene i interviews og artikler vist sig villig til at ”give temmelig klart udtryk for sin opfattelse og sin indsigt”.[279]

PET havde derfor tilstillet Neergaard et anonymt brev, hvori det hed, at Neergaard var i fare på grund af konflikten med de øvrige sektionsmedlemmer. Derpå havde PET kontaktet Neergaard telefonisk for at finde ud af, om han ønskede at stå i kontakt til brevets afsender. Denne henvendelse var fortsat under dække. Neergaard var interesseret, hvorpå de to PET-medarbejdere var mødtes med Neergaard, idet de havde tilkendegivet, at de repræsenterede et tekst- og billedmagasin. Ifølge rapporten havde PET’s medarbejdere – der fortsat ikke havde givet sig til kende som politifolk – bemærket over for Neergaard, at de var interesseret i oplysninger om trotskismen i Danmark og udlandet. Efter at være blevet lovet penge for oplysninger forklarede Neergaard samme aften om forhold inden for såvel Fjerde Internationale i udlandet som om den danske sektions våbenhjælp til den algierske oprørsbevægelse under Algierkrigen. Desuden berettede han om, at udlændinge tidligere havde været på besøg i Danmark med det formål at lære danske trotskister at fremstille eksplosiver. Endelig forklarede han, at trotskisterne ”var den egentlige initiativtager” til de militante aktiviteter under de såkaldte Verdensbankuroligheder, og at trotskisterne havde fremstillet og benyttet røg- og stinkbomber under Rebildfesterne.[280]

Det fremgik ikke af de to PET-medarbejderes rapport, hvor mange gange de havde mødtes med Neergaard, men det blev anført, at der i de følgende måneder var tale om ugentlige møder. Disse handlede alle om trotskisternes forbindelse til sprængstoffer. Ifølge rapporten havde Neergaard under de mange samtaler berettet, at Fjerde Internationale på et tidspunkt havde anmodet den danske sektion om at fremskaffe ”fornøden eksperthjælp til fremstilling af og undervisning i fremstilling af eksplosiver”. Eftersom Neergaard på det tidspunkt havde haft forbindelse til en kemistuderende, havde han ført den studerende sammen med de udenlandske aktivister, der skulle være sydafrikanere. Ifølge Neergaard blev der ved den lejlighed fremstillet mellem fem og ti kilo sprængstof. Efter først at have forklaret, hvor de nys fremstillede sprængstoffer var blevet anvendt, havde Neergaard på et senere møde vist sig mere tilbageholdende med at udtale sig herom. Hans forklaring på tilbageholdenheden var, at de implicerede risikerede betydelige fængselsstraffe.[281] Det hedder i en notits beroende i Justitsministeriets arkiv, at PET efterfølgende havde undersøgt, hvilke sydafrikanere, der havde været i Danmark mellem 1969 og 1971. Det viste sig, at to navngivne sydafrikanske trotskister begge havde været i Danmark i 1969.[282] En af disse besøgte efter trotskistisk invitation på ny Danmark under Verdensbankurolighederne.[283]

Billede: Kasper Neergaard

PET forsøgte i 1971 at hverve den kendte trotskist Kasper Neergaard, der af PET blev sat i forbindelse med trotskisternes fremstilling af bomber. Hvervningsforsøget endte imidlertid uforudset, da Neergaard på forsiden af dagbladet Politiken afslørede PET’s hvervningsforsøg. Han beskyldte ved samme lejlighed PET for at have opfordret ham til at stjæle trotskisternes korrespondance. (Arbejdermuseet/ABA).

Af hensyn til Kasper Neergaards sikkerhed havde de to PET-medarbejdere på et tidspunkt stillet forslag om at mødes med Neergaard i Amsterdam, hvilket han havde indvilget i. Under det efterfølgende møde havde Neergaard endnu en gang omtalt forbindelsen mellem moderorganisationen og den danske sektion af Fjerde Internationale. Desuden havde han betroet sine samtalepartnere, at korrespondancen mellem disse to rummede mængder af oplysninger om den danske sektions involvering i en række bombesager. I forlængelse heraf havde Neergaard ifølge notatet af egen drift nævnt, at det måtte have samtalepartnernes interesse at orientere sig i denne korrespondance. Efter at være kommet tilbage til København meddelte Neergaard, at det var muligt for ham at skaffe den omtalte korrespondance. Da han efterfølgende mødtes med en af PET-medarbejderne, overdrog han imidlertid denne en plasticpose med almindeligt skrivepapir. PET’s notat slutter med ordene, at da det nu stod klart, at Neergaard ikke ønskede at udlevere korrespondancen, blev kontakten afbrudt.[284]

Dermed var PET’s forsøg på at hverve Kasper Neergaard bragt til afslutning, men det var sagen ikke. To dage før de to PET-medarbejdere havde udfærdiget deres notat, bragte Politiken en forside-artikel, hvori det hed, at PET havde forsøgt at hverve Kasper Neergaard som meddeler. Men ikke nok med det. Ifølge artiklen – der var baseret på interviews med Neergaard, og som endvidere gengav et fotografi af de to PET-medarbejdere – havde PET opfordret Neergaard til at stjæle trotskisternes arkiver formedelst 1.500 kr.[285] I de følgende dage bragte dagbladene en lang række artikler om sagen, og PET blev hurtigt bragt i en vanskelig situation. Ekstra Bladet karakteriserede eksempelvis PET som en ”rakkertjeneste af værste slags”, da det var bladets antagelse, at PET i virkeligheden havde forsøgt at afsløre våbenleverancer til den græske modstandsbevægelse, der på det tidspunkt bekæmpede det græske Juntastyre.[286] Også B.T. kritiserede PET for manglede professionalisme.[287] Og i Informations spalter blev der opstillet en tese om, at PET selv havde fundet på historien om sprængstoflaboratoriet. Baggrunden var, at justitsminister Knud Thestrup (KF) efter afsløringen i Politiken havde udtalt, at han intet kendte til sådanne laboratorier.[288] Berlingske Tidende udtrykte i modsætning til de andre ovenfor nævnte aviser forståelse for PET’s aktion, om end avisen fandt, at tjenesten havde optrådt klodset.[289]

På baggrund af PET’s akter er det ikke muligt at fastslå, hvorvidt de to PET-medarbejdere, sådan som Neergaard hævdede, havde opfordret Neergaard til at stjæle trotskisternes arkiv, eller om Neergaard selv havde foreslået at udlevere det, sådan som PET-folkene anførte det. Ifølge et af PET udfærdiget bilag omhandlende hvervningen af Neergaard hed det, at Neergaard ”[p]å forespørgsel” havde oplyst, at der førtes en ”omfangsrig korrespondance” mellem den danske sektion og det internationale sekretariat. Denne formulering kunne tyde på, at de to PET-medarbejdere havde tematiseret spørgsmålet om trotskisternes arkiv.[290] Omvendt hedder det i et andet bilag, at Neergaard ”selv bragte spørgsmålet på bane”, og det understregedes, at de to PET-medarbejdere ikke havde anmodet Neergaard om at stjæle noget arkiv.[291] Heroverfor står Kasper Neergaards påstand.

Det er heller ikke muligt at afgøre, hvorvidt Neergaard reelt var blevet meddeler for PET, sådan som det var efterretningstjenestens opfattelse, så længe operationen kørte, eller om Neergaard blot havde haft til hensigt at afsløre PET i dets hvervningsforsøg, sådan som han selv hævdede. Påstand står mod påstand. Overhovedet er det vanskeligt at drage nogen sikker konklusion om, hvem der sagde hvad på hvilket tidspunkt. Det bemærkes således, at den redegørelse, som PET havde ladet udfærdige til justitsministeren, var skrevet, efter at Politiken havde bragt sin artikel om hvervningsforsøget. Ifølge en af PET udfærdiget månedsrapport fra august 1972 havde Neergaard imidlertid en samtale med en britisk trotskist i sommeren 1972. Hvad angik ”spørgsmål om eksplosiver, sagde KN, at oplysningerne herom var rigtige, men de ville først blive afklaret, når PET ad åre kunne afslutte sprængstofsagen.”[292] Det fremgår også, at PET var i stand til at verificere, at to sydafrikanske trotskister havde været i Danmark i 1969. Som sådan kunne en del tyde på, at Neergaard havde givet PET anvendelige oplysninger, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at han var blevet hvervet.

Umiddelbart efter sagens afsløring anmodede folketingsmedlem Morten Lange 2. november 1971 på SF’s vegne justitsminister K. Axel Nielsen (S) om en redegørelse om sagen. Et af spørgsmålene lød, hvilke kommentarer ministeren havde til oplysningerne om, at politiet havde anmodet Neergaard til at stjæle trotskisternes arkiv. To andre spørgsmål lød, om ministeren fandt, at den politiske kontrol med PET var tilfredsstillende og i forlængelse heraf, om ministeren havde nogen hensigt om at ”fremlægge forslag om en parlamentarisk kontrol med PET”.[293] I sin redegørelse, der lå færdig to dage senere, svarede K. Axel Nielsen til det første spørgsmål, at Neergaards påstand måtte afvises, hvorved ministeren således valgte at tro på PET-medarbejdernes kommentarer. På det andet spørgsmål svarede ministeren, at han ikke var fremmed for en ”nedsættelse af et parlamentarisk kontroludvalg”, men at det ikke var hensigten at ”rokke ved justitsministerens politiske ansvar” for PET. Såfremt man ønskede etableret et kontroludvalg måtte det til drøftelse i regeringen og de politiske partier, hvortil han føjede: ”Jeg finder det for tidligt at afgive noget løfte om fremlæggelse af forslag i den retning.” Dermed var ministerens svar bragt til afslutning.[294]

Kasper Neergaard-sagen – som hvervningsforsøget hurtigt blev døbt – fik en række følgevirkninger for PET’s videre arbejde. I pressen forlød det, at de to PET-medarbejdere ville blive forflyttet til andet arbejde, og det lå i luften, at der ville blive tale om en degradering. Noget sådant kom dog ikke på tale. Efter at de to medarbejderes identitet var blevet afsløret via et foto, kunne de ikke længere stå for kontakten til kilderne. I december 1971 måtte den ene af de to medarbejdere derfor overdrage hvervet som kildefører for fem aktive kilder til en anden medarbejder. Det skete ved et møde i december 1971, hvor det også blev besluttet at nedlægge de forskellige dæklejligheder og postkasser, der hidtil var blevet benyttet i forbindelse med kildearbejdet. Det betød dog ikke, at arbejdet med kilderne ophørte. Jørn Bro bad således i forbindelse med mødet om en oversigt over afdelingens aktive kilder og deres placering samt de yderliggående grupperinger, som afdelingen fandt det var nødvendigt at forsøge at penetrere.[295] Bro ønskede også en prioriteringsopstilling over de bevægelser, man efter afdelingens skøn særligt burde koncentrere sig om samt afdelingens ønsker med hensyn til materiel (køretøjer, radiomateriel, båndoptagere, fotografiapparater samt ønsker til uddannelse heri). Endelig ønskede han et budgetmæssigt overslag for det kommende halvår.[296]

Samtidig blev der strammet op. Jørn Bro fremhævede især, at der for hver kilde skulle oprettes en kildemappe med kontaktaftaler, kontaktsteder og -muligheder. Oplysninger om kildens identitet, inklusive eventuelt foto, skulle opbevares i en lukket kuvert i sagsmappen. Desuden skulle alle kontakter og kontaktforsøg over for kilden noteres herunder også telefonsamtaler med angivelse af tid, sted, emne osv. Kildemappen skulle også indeholde alt materiale vedrørende kildens person og aktivitet samt sagsbehandlerens optegnelser om kilden og kildens adfærd. Endelig pålagde Bro afdeling C at forelægge ”de ajourførte kildemapper” primo januar 1972, idet han understregede

”… nødvendigheden af planmæssighed, omtanke og sikkerhed i forbindelse med operationer på dette område. Det blev fremhævet, at de organisationer, vi i dag arbejder imod, er meget sikkerhedsbevidste, og at de råder over et ikke ubetydeligt efterretningsapparat. Vi må derfor påregne at vore kilder vil blive ’slidt op’ hurtigere, end vi tidligere har været vant til ligesom vi må regne med muligheden for dobbeltoperationer fra modpartens side. Uanset hvor nært et tillidsforhold sagsbehandleren mener at have til sin kilde, må sagsbehandleren i kontaktarbejde stedse træffe sikkerhedsforanstaltninger til mindskelse af kompromitteringsrisikoen.”[297]

Afslutningsvis påpegede Jørn Bro behovet for ”konstante nyrekrutteringer til afløsning og forbedring af eksisterende kildenet”, og at forslag til endelig hvervning af nye kildeemner skulle forelægges ham, inden hvervningen blev foretaget. Resultatet af Kasper Neergaard-sagen synes således ikke at have været et ønske om at neddrosle kildearbejdet. Snarere ønskede man at opgradere og målrette arbejdet. I praksis havde sagen imidlertid afstedkommet visse problemer. Ifølge en tidligere PET-medarbejder måtte man begynde forfra med kildearbejdet efter Kasper Neergaard.[298]


[221] Se Kommissionens beretning, bind 4.

[222] PET, emnesag: IV. Internationale. Verdensorganisationen. ”Notat”, 18. maj 1971.

[223] Ibid.

[224] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 4.

[225] NA, RG 59, subject-numeric-file, 1963, POL.DEN., box 3887, Department of state airgram, Embassy’s A-556, subject: ”Democratic Alliance Wins Substantial Support”, 13. February 1963; jf. PET, emnesag: ”Notits Demokratisk Alliance”, september 1963.

[226] Om Kampagnen mod Atomvåben se Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972; Klaus Jørgensen, Atomvåbnenes rolle i dansk politik (Odense Universitetsforlag, 1973); Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 43-55. Om PET’s overvågning af atomvåbenmodstandere i 1960’erne, se Kommissionens beretning, bind 10.

[227] PET, emnesag: ”Notits: Demokratisk Alliance”, september 1963.

[228] PET, emnesag: ”Afd. E, Fortsættelse af sagen vedrørende indbruddet i Kampagnen mod Atomvåben’s hovedkontor, Vendersgade 13, den 20/4-62 mellem kl. 0,00 og kl. 6,45”, 8. maj 1962 (kontinueret 10., 12., 19., 21., og 25. maj samt 6. og 22. juni 1962).

[229] PET, ujournaliseret sag: Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling 15, sag A 22 935/1977, redaktør Henning Jensen mod Chefredaktør Axel Sjølin m.fl., 1. september 1978, s. 20. Vedlagt brev til Ole Stig Andersen.

[230] PET, ujournaliseret sag: Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling 15, sag A 22 935/1977, redaktør Henning Jensen mod Chefredaktør Axel Sjølin m.fl., 1. september 1978. s. 26-27. Samme sted. Udskrift af dombogen for Københavns Byrets afdeling H, sag A. 10798/1978: Redaktør Henning Jensen mod Chefredaktør Axel Sjølin m.fl., 2. marts 1979, s. 15-19.

[231] Ibid.

[232] Fotografiet er gengivet i Under dække. Efterretninger om samspillet mellem NATO-politikere, efterretningstjenester og højre-ekstremistiske grupper – hvorledes borgerskabet inddæmmer revolutionen og bekæmper de revolutionære (Demos, 1978), s. 133.

[233] Diverse oplysninger i PET, emnekartotek: ”org. m.v.”

[234] RB: 22. februar 2005.

[235] Ibid.

[236] PET, emnekartotek: ”International Nazisme”, 6. november 1958.

[237] RB: 11. maj 2005.

[238] RB: 8. juni 2005, Jørn Bro, s. 14.

[239] RB: 22. februar 2005. PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson””, 14. juli 1969.

[240] RB: 22. februar 2005. Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-]; Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-]; Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[241] RB: 11. maj 2005.

[242] PET, personsag: Notits vedr. Fotosamling af politifolk, 31. maj 1968.

[243] ABA, arkiv nr. 2304: SUF – trykt materiale: kartoteksorientering, udsendt af Sjællandskomitéen mod de hemmelige kartoteker, udateret. I et af numrene præsenteredes læserne for ”en række af medarbejderne” i PET. I samme forbindelse oplystes det, at etableringen af kartoteket over politifolk var et ”modkartotek”. Artiklen var ledsaget af et enkelt billede af en fotograf om hvem det blev påstået, at han arbejdede for PET.

[244] Østersøugerne behandles mere indgående i Kommissionens beretning, bind 6.

[245] Ifølge den tidligere PET-medarbejder manglede PET’s DDR-afdeling oplysninger, og derfor ”lokkede de [kilden] til at tage på en Østersø-uge for at blive hvervet, hvilket lykkedes.” RB: 22. februar 2005.

[246] PET, personsag: Notits vedr. Operation ”Samson” – hvervningsforsøg mod dansk statsborger under Østersøugen 1968, 26. juli 1968.

[247] I forbindelse med kildens beretning fra Østersøugen skrev en af hans PET-kontakter, at hans besøg den 10.-12. august ville kunne bringe mere klarhed over arten af den kontakt, som man fra østtysk side vil forsøge at etablere. PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – hvervningsforsøg mod dansk statsborger under Østersøugen 1968”, 26. juli 1968.

[248] PET, personsag: Notits vedr. Operation ”Samson”, 6. februar 1969.

[249] I et tilfælde var det PET’s opfattelse, at to studenterpolitiske aktivister havde konspirative forbindelser til østtyskerne. PET forsøgte derfor at indhente kendelse til at aflytte den organisation, de pågældende repræsenterede. Det blev dog afvist. PET, personsag: Notits vedr. [-], 17. juni 1969.

[250] PET, personsag: Operation Samson, 13. februar 1969.

[251] PET, personsag: Diverse notitser.

[252] PET, personsag: Brun kuvert, Operation Samson – Berlinrejse 10.-12. august 1968; indhold: Forslag til programskitse for VS, Diskussionsoplæg om forholdet mellem VS og de andre arbejderpartier […].

[253] Ved samme lejlighed skulle han medbringe Statistisk Årbog, samt en telefonbog for København og omegn. PET, personsag: Notits ”Operation Samson”, 16. august 1968.

[254] Den original, der var blevet skrevet i hånden på nogle sider, der ser ud til at være revet ud af et lille noteshæfte, fyldte flere sider. Angivelsen af sider baseres på de renskrivninger PET foretog af rapporten.

[255] PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Rostock-rejse 14-15/9-68”, 20. september 1968.

[256] Ibid.

[257] PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Rostock-rejse 5-6/10-1968”, 14. oktober 1968.

[258] PET, personsag: ”Kort gennemgang af Revolutionære Socialister – dansk sektion af fjerde internationale” (bilag 8), udateret.

[259] PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson”, 19.maj 1969.

[260] PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Rostock-rejse 5-6/10-1968”, 14. oktober 1968.

[261] Ibid.

[262] Foruden det omtalte, ville Lindner således gerne have en ”fuldstændig rapport” over trotskisternes rolle i arbejderbevægelsen med tilhørende ”bevismateriale” i form af breve, pjecer og lignende. PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Rostock-rejse 5-6/10-1968”, 14. oktober 1968.

[263] PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Rostock-rejse 5-6/10-1968”, 14. oktober 1968.

[264] PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Berlin-rejse 8-10/11-1968”, 5. december 1968.

[265] Ibid.

[266] Derudover afleverede kilden et eksemplar af Otto Sands indlæg på De storkøbenhavnske Vietnam-komiteers kongres, et særnummer af Socialistisk Information samt et eksemplar af VS Bulletin. PET, personsag: ”Notits vedr. Operation ”Samson” – Rostock-rejse den 14. og 15. dec. 1968”, 30. december 1968.

[267] PET, personsag: ”Rapport over rejse til ”DDR” den 1., 2., 3., 4. maj 1969” (ad bilag 30). Samme sted: ”Notits vedr. operation ’Samson’”, 19. maj 1969 (bilag 30).

[268] Derudover medbragte kilden også det danske cirkulære om privatradio, en FN-sender som hobbysæt (til brug for en demonstration af sin viden om radiooperationer), samt en brochure fra Handelshøjskolen (med henblik på hans videre uddannelse, som Stasi var interesseret i at hjælpe ham i gang med). Personsag: ”Operation Samson”, 23. maj 1969.

[269] PET, personsag: “Notits vedr. Operation Samson – Rostock-rejse 5-6/10-1968”, 14. oktober 1968. Udlevering af oplysninger til en fjendtlig efterretningstjeneste kendes som ”kyllingefoder”. Se hertil retlig vurdering nedenfor samt oversigt over vigtige begreber i Kommissionens beretning bind 16.

[270] PET, personsag: ”Rapport over rejse til ”DDR” den 1., 2., 3., 4. maj 1969” (ad bilag 30), Samme sted: ”Notits vedr. operation ’Samson’”, 19. maj 1969 (bilag 30), s. 10, 13-14.

[271] PET, emnesag: IV. Internationale. Verdensorganisationen. ”Notat”, 18. maj 1971.

[272] Ibid.

[273] En trotskistisk aktør fra 1960’erne har over for Kommissionen afvist, at der skulle have eksisteret et sprængstoflaboratorium i tilslutning til trotskisterne. Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med […].

[274] JM, ujournaliseret: ”Notat angående PET’s kontakt med Kasper Neergaard”, 1. november 1971.

[275] JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 1. november 1971.

[276] Ibid.

[277] Ibid.

[278] PET, Kasper Neergaards personsag: ”PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 2. november 1971.

[279] PET, Kasper Neergaards personsag: ”PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 2. november 1971; JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 1. november 1971.

[280] PET, personsag: ”PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 2. november 1971. Om PET’s overvågning af verdensbankurolighederne se Kommissionens beretning, bind 10.

[281] PET, personsag: ”PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 2. november 1971. Oplysningen om at udlændingene var sydafrikanere fremgår af JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 1. november 1971.

[282] JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 1. november 1971.

[283] Se Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af Verdensbankens og Valutafondens årsmøde i Danmark 1970 se Kommissionens beretning, bind 10.

[284] PET, personsag: ”PET’s henvendelse til Kasper Neergaard”, 2. november 1971.

[285] ”Usædvanligt skridt af Efterretningsfolk” samt ”Efterretningstjenesten”, begge i Politiken, den 31. oktober 1971.

[286] ”I hemmelig tjeneste”, Ekstra Bladet, 5. november 1971.

[287] ”Spionsigtet var advaret, men blev alligevel til grin”, ”Var du agent for begge parter Kasper Neergaard?”, B.T., 2. november 1971; ”Ser E-tjenesten spøgelser, når de jager bombemænd?”, B.T., 5. november 1971.

[288] ”Thestrup kender intet til tip fra ’en udenlandsk myndighed’”, Information, 6.-7. november 1971.

[289] ”Efterretningsjob spoleret”, Berlingske Tidende, 1. november 1971.

[290] JM, ujournaliseret: Gult omslag med påskriften ”Til ministeren. Notat samt bilag A-I”, notat vedr. Kasper Neergaard, usigneret, 1. november 1971 (bilag F).

[291] JM, ujournaliseret: Gult omslag med påskriften ”Til ministeren. Notat samt bilag A-I”, notat vedr. Kasper Neergaard, usigneret, 1. november 1971 (bilag D).

[292] PET, administrativ sag: Beretning fra afd. C: ”Oversigt over demonstrationer og anden politisk uroaktivitet i august 1972”, s. 7.

[293] PET, personsag: Morten Lange til justitsminister K. Axel Nielsen, 2. november 1971.

[294] PET, personsag: Redegørelse fra justitsministeren om politiets efterretingstjenestes kontakt med Kasper Neergaard og besvarelse af spørgsmål stillet af SF’s folketingsgruppe i skrivelse af 2. november 1971.

[295] RB: 23. april 2001.

[296] PET, kildesag: ”Kildeoversigt”, ”A”, med brun kuvert: ”kildeoversigt”, ”178”, kuvert indeholdende notits vedr. Kildearbejde, 22. december 1971.

[297] Ibid.

[298] RB: 12. juni 2002.






7. REVOLUTIONÆRE SOCIALISTERS FORBUND 1972-1980

Med Revolutionære Socialisters overtagelse af SUF i januar 1971 var der opstået en konflikt i det trotskistiske miljø. Konflikten kunne ses som en generationskonflikt, idet en række af yngre SUF’ere udfordrede en lille kreds af mere garvede medlemmer af Revolutionære Socialister. Imidlertid var der ifølge PET ikke alene tale om en generationskonflikt, men også uoverensstemmelser om hvilke midler, trotskisterne skulle tage i anvendelse i den politiske kamp. Ifølge 1971-årsrapporten fra PET’s Afdeling C var de unge SUF’ere optaget af teoretiske og idébaserede diskussioner, mens de ”ældre, militante medlemmer” af Revolutionære Socialister i højere grad var indstillet på at anvende vold i den politiske kamp. En følge af denne uoverensstemmelse var, at det trotskistiske miljø ved indgangen til 1972 var splittet i to, hvor ”alle de ledende trotzkyister med få undtagelser har forladt sektionen [Revolutionære Socialister], der nu væsentlig består af de unge – ca. 80 i antal – der fulgte med SUF ved overtagelsen”.[299] Den ældre kreds af trotskister forsøgte derfor som modreaktion at etablere en fraktionsdannelse, men ifølge PET var det endnu for tidligt at fastslå følgerne heraf. Ét resultat kunne dog konstateres: Trotskisternes splittelse havde i første omgang medført en ”mærkbar afmatning” i ”årets udadvendte aktiviteter”.[300]

Næste kapitel i den interne trotskistiske kamp blev skrevet blot få måneder senere. Den 11. maj 1972 samledes således 15 af de ældre trotskister i København, hvor mulighederne for en retablering af Revolutionære Socialister blev drøftet. En af veteranerne var af den opfattelse, at en retablering burde forsøges, mens en anden var modstander af ideen, idet han skønnede, at der ikke var ”kræfter dertil”.[301] Ikke desto mindre konstaterede PET, at den gamle kreds af trotskister i september 1972 retablerede Revolutionære Socialister. Fra en af PET’s kilder forlød det imidlertid, at ”Socialistisk Ungdoms Forum – sympatiserende organisation af IV. Internationale” havde reageret med et hurtigt navneskifte til ”Revolutionære Socialisters Forbund – tilsluttet IV. Internationale”. Formålet med dette navneskifte var angiveligt at forhindre den gamle kreds af trotskister i at benytte navnet ”Revolutionære Socialister” i forsøget på at opnå anerkendelse som den danske sektion af Fjerde Internationale.[302] Det er PET’s overvågning af RSF, der vil blive behandlet nedenfor.

PET’s trusselsbillede

Med trotskisternes historiske virke i Danmark in mente holdt PET sig orienteret om den nye organisations aktiviteter. I den forbindelse ses det, at PET umiddelbart var af den opfattelse, at trotskisterne var blevet en marginal aktør inden for uroen. Herom vidner PET’s årsrapporter fra de første tre-fire år af 1970’erne. Rapporten fra 1972 konstaterede eksempelvis, at selv om trotskisterne fortsat var aktive, så havde de ikke ”formået at gøre sig synderlig bemærket på uro-området.”[303] Og i en opsummering hed det om trusselsbilledet for 1973, at DKP og DKU i 1960’erne havde været den

”faste ø i et hav af bestandigt vekslende små, men særdeles højrøstede grupperinger, hver med sin egen ideologiske opfattelse af socialisme og kommunisme, hver med sin egen fortolkning af Marx, Lenin og Mao Tsetung.

For disse grupperinger var revolutionen – trods den bestandig herskende uenighed om fortolkninger og praktisering af den sande lære – ikke en fjern og tåget drøm, men en snarligt forestående kendsgerning. Dette understregedes af gruppernes mange planer om vold, sabotage og andre former for væbnede angreb mod det bestående samfund, der forventede at ville falde for de første sabelhug.

Det lykkedes da også for visse enkelte grupper at gennemføre visse aktioner – kun for nålestik at regne – men i aktivisternes øjne drabelige gerninger. Imidlertid viste det bestående samfund sig at være mere modstandsdygtigt end formodet, sammenbruddet udeblev, og aktivisternes skuffelse var stor. Det samme blev uenigheden om midler og metoder, og snart herskede kaos og forvirring på den ekstremistiske venstrefløj.

Alt dette iagttoges med sindsro fra kommunisternes faste borg, hvor man næppe nogen sinde alvorligt har frygtet, at andre grupper skulle formå at gennemføre noget i retning af den socialistiske revolution. Selvfølgelig tog DKP/DKU udviklingen i agt, og der har sandsynligvis været adskillige DKP/DKU-agenter placeret i de mange ekstremistgrupper, således at man hele tiden har haft fornøden viden om udviklingens forløb.

Da den internationale udviklings strømninger og tendenser, afspændingen og den ”kolde krigs” afslutning også nåede Danmark fik DKP/DKU den medbør, som man så længe havde savnet, og partiets besindige holdning under 60’ernes revolutionære stemningsbølge viste sig nu at give bonus i form af kommunistisk fremgang på næsten alle fronter, på arbejdspladerne og i uddannelsessektorerne, og i befolkningens almindelige opfattelse var kommunisterne næppe længere de grumme samfundsomstyrtere, der med vold ville gennemføre proletariatets diktatur og oprette folkerepublikken Danmark. Denne ændring skete naturligvis på bekostning af de før så højrøstede revolutionære ekstremistgrupper, hvis antal hurtigt svandt ind – sikkert i mange tilfælde som følge af målbevidst kommunistisk undergravning…”.[304]

Det turde fremgå, at forfatteren til den ovenfor citerede rapport – der var forfattet i januar måned 1974 – på ny betragtede DKP som den største trussel mod den lovlige samfundsorden, mens de ekstremistiske venstrefløjsgrupperinger opfattedes som krusninger på historiens overflade. Dette hang, som det fremgår, sammen med en i samtiden fremherskende opfattelse af, at den kolde krig var bragt til afslutning.[305] Men det hang antagelig også sammen med, at en række af de grupperinger, der tidligere havde været særdeles aktive på uro-området, havde mistet det tidligere erobrede fodfæste, hvilket var en følge af, at den amerikanske krig i Vietnam var for aftagende, samt at afspændingen mellem Øst og Vest var på sit højeste netop midt i 1970’erne.[306]

PET tildelte imidlertid Revolutionære Socialisters Forbund fornyet opmærksomhed i sidste halvdel af 1970’erne, hvilket skyldtes, at trotskisterne formulerede en ny revolutionær strategi, der gik ud på at engagere sig i arbejdsmarkedskonflikterne. Desuden engagerede trotskisterne i Århus sig i en række boligaktioner med overgreb mod den private ejendomsret. Endvidere gjorde Revolutionære Socialisters Forbund kampen mod atomkraft til en hovedsag i sidste halvdel af årtiet.[307] I slutningen af 1970’erne skulle der have foregået forhandlinger mellem Revolutionære Socialisters Forbund og Kommunistisk Forbund om et enhedsarbejde med det perspektiv at sammenlægge de to grupperinger, men ifølge afdeling C’s årsberetning for 1978 blev denne sammenlægning ikke realiseret.[308] Det fremgår også af PET’s materiale, at den danske afdeling af Fjerde Internationale i løbet af 1970’erne fortsat bevarede sin kontakt til det internationale trotskistnetværk, herunder den portugisiske LCI (Lige Comunista Internacionalista, Den Internationale Kommunistiske Liga), den chilenske LCC (Liga Comunista de Chile, Chiles Kommunistiske Liga) og vesttyske sektion GIM (Gruppe Internationale Marxisten, Den Internationale Gruppe af Marxister).[309] I slutningen af tiåret hed det i en årsberetning: ”RSF er stadig, som i de senere år, et teoretisk, revolutionært parti.” Men gruppen havde stedse vanskeligt ved at få økonomien til at slå til. I al fald havde PET oplysninger om, at den danske afdeling af Fjerde Internationale i 1979 ikke havde haft økonomisk råderum til at betale medlemskontingent til Fjerde Internationales internationale sammenslutning.[310]

Kilderne til PET’s viden om trotskisterne synes i løbet af 1970’erne – ganske som i de to foregående årtier – at have været politiske modstandere tilhørende den politiske højrefløj i Danmark. Illustrerende herfor er et af PET formuleret signalement af en kilde i de trotskistiske miljøer. Det hedder: ”Hans politiske tilhørsforhold er så absolut til højre, og han føler det som en pligt at række firmaet her ”en hjælpende hånd”.”[311] Desuden foretog PET fem telefonaflytninger af Revolutionære Socialisters Forbund og Socialistisk Ungdom mellem 1972 og 1977. Aflytningerne var alle motiveret med henvisning til straffelovens § 133, stk. 3 (anstiftelse af forbrydelse under opløb). Mere konkret handlede det om trotskisternes ageren i forhold til Vietnamkrigen og de arbejdsmarkedspolitiske konflikter i perioden.[312] PET’s viden om trotskistiske kredse øgedes i øvrigt i sidste halvdel af årtiet. I den forbindelse ses det, at en del af oplysningerne blev indhentet i Region II. Når betydelige dele af tjenestens kilder kom fra denne region, havde det dels sin forklaring i, at universitetsmiljøet i Århus var meget politisk i dette tiår. Dels havde det sin forklaring i, at en af PET’s medarbejdere i Århus var meget kompetent i omgangen med kilderne. Om indhentning af oplysninger i trotskistiske miljøer har denne medarbejder over for Kommissionen berettet, at kilderne typisk var politisk interesserede uden dog at være medlem af noget politisk parti. Desuden har han forklaret, at de fleste af kilderne var akademikere.[313]

Samme medarbejder har bemærket, at PET’s blivende interesse for trotskisterne hang sammen med trotskisternes internationalisme, hvilket fortsat ”var en fælles sag for natolandene…”.[314] Der ses også eksempler på, at når danske trotskister tog del i internationale trotskistmøder, orienterede PET sine udenlandske samarbejdspartnere om danskernes ankomst, så at de pågældende udenlandske tjenester kunne holde dem under opsyn.[315] Desuden tilbød en udenlandsk tjeneste i 1978 at skaffe PET informationer om Revolutionære Socialisters Forbund. Sammenhængen var, at den pågældende udenlandske tjeneste havde penetreret trotskisterne i det pågældende land, og da trotskisterne var meget internationale i deres arbejde, kunne den pågældende tjeneste via sine medarbejdere i det udenlandske trotskistiske miljø skaffe PET oplysninger om danske trotskister. Den pågældende tjeneste havde tidligere forsynet andre lande med oplysninger om trotskister i andre lande.[316] Det vides imidlertid ikke, om PET tog imod dette tilbud.

Nedenfor følger først en summarisk gengivelse af PET’s perception af en lille håndfuld trotskisters offentlighedsarbejde vendt mod de europæiske fællesmarkedsbestræbelser.

Rødt Europa

I slutningen af oktober 1970 modtog PET en henvendelse fra en udenlandsk tjeneste. Anledningen var, at denne var kommet i besiddelse af oplysninger om, atden franske sektion af Fjerde Internationale (La Ligue Communiste, Den Kommunistiske Liga) samt en sympatiserende organisation (Jeune Garde Socialiste, Den Unge Socialistiske Garde) var i færd med at arrangere et internationalt stævne med deltagelse af trotskistiske organisationer fra det meste af Vesteuropa. Den udenlandske tjeneste var vidende om, at arrangementet skulle finde sted 21.-22. november 1970 på Det Frie Universitet i Bruxelles; formålet med arrangementet skulle være at rekruttere nye medlemmer til internationalen samt at fremme koordineringen mellem de nationale sektioner. Det hed i henvendelsen til PET, at der skulle deltage op mod 200 personer fra Danmark.[317]

I de følgende måneder søgte PET at fremskaffe yderligere oplysninger herom. I midten af november kunne efterretningstjenesten konstatere, at der fra dansk side ville deltage såvel trotskister som ikke-trotskister. Imidlertid var der en del, der tydede på, at trotskisterne udgjorde den overvejende del af de danske deltagere. Et par uger senere overdrog en af PET’s kilder i det trotskistiske miljø tjenesten navne på et par af deltagerne.[318] Desuden konstaterede PET, at det var Revolutionære Socialister, der var arrangementets danske kontakt, men at disse havde overladt en del af det praktiske arbejde til SUF for ikke selv at træde for tydeligt frem. Samtidig konstateredes det, at et af sloganerne for arrangementet lød ”For et rødt Europa”.[319] Ifølge akter fra SUF beroende i PET’s arkiv skulle Mandel holde tale om ”Fællesmarkedsproblematikken”.[320] Et vigtigt formål med konferencen var at fremme den folkelige modstand mod EF, men antagelig også at formulere en sammenhængende trotskistisk politik i forhold til yderligere et antal politiske spørgsmål.

PET’s akter efterlader det indtryk, at konferencen i Bruxelles var opfølgning på, at Fjerde Internationales sekretariat i Paris i juli 1970 havde truffet beslutning om, at de nationale sektioner rundt om i Europa skulle stifte en række ”Rødt Europa Grupper” med det formål at agitere for et socialistisk Europa i modsætning til det Europæiske Fællesmarked, der var under udvidelse. Ifølge en af PET’s kilder valgte en kreds af forhenværende danske trotskister at stifte en dansk Rødt Europa Gruppe (REG) den 3. januar 1972. Ifølge kilden havde den erfarne kreds af aktivister truffet beslutning om, at en navngiven person skulle være formand for den danske gruppe, da han næppe var i stand til at gennemskue de økonomiske fiflerier, som kilden forventede ville blive en del af dagens orden i den nye organisation. Kilden forklarede: ”Det har vist sig gang på gang, at hovedpersonerne i administrationsgruppen, når de tidligere har beskæftiget sig med aktiviteter, der har været penge i, har lavet svindel, og det vil også vise sig i dette tilfælde.”[321]

Ifølge oplysningerne i PET’s arkiv blev denne antagelse bekræftet i tiden, der fulgte. Således bemærkede tjenesten, at Rødt Europa kort tid efter stiftelsen erhvervede sig nogle lokaler i det indre København, og at gruppen fik møbleret disse lokaler med offentlige støttemidler. Vel fik formanden ret til at hæve penge fra den girokonto, som de offentlige støttemidler befandt sig på, men det gjorde også en af de personer, som PET’s kilde havde udpeget som uvederhæftig. Efter at Rødt Europa havde modtaget 7.000 kr. af den danske stat til oplysning om EF, var den pågældende begyndt at fifle med midlerne. Til eksempel arrangerede den økonomiansvarlige ifølge kilden foredragsaftener, hvor talerne skrev under på, at de havde modtaget et beløb, hvorefter den ansvarlige undlod at udbetale beløbet. PET’s rapport rummer yderligere en række eksempler på, hvordan Rødt Europa angiveligt snød med pengene. Afslutningsvis hed det i rapporten, at de offentlige støttemidler enten gik i de impliceredes egne lommer – eller også blev de benyttet til at finansiere udgivelsen af bladet Folkets Avis, der omtaltes som ”et barn” af administrationsgruppen.[322] Desuden, bemærkede samme kilde i anden sammenhæng, syntes nogle af medlemmerne af administrationsgruppen at købe mere ”livligt ind på restaurationer” og køre mere i taxa, end ledelsens indtjeningsmuligheder ellers gav indtryk af var muligt.[323]

Emnesagen rummer ikke oplysninger om, hvor længe Rødt Europa eksisterede. Under alle omstændigheder opnåede gruppen ikke nogen gennemslagskraft i den danske offentlighed. Står oplysningerne i PET’s arkiv til troende, synes det at have været tilfældet, at administrationsgruppen – fraset formanden – havde mere travlt med at snyde med de økonomiske tilskud, end den havde med at oplyse mod EF. Desuden blev Folkebevægelsen mod EF stiftet i foråret 1972, og denne blev en paraplyorganisation for de bevægelser og organisationer, der var imod dansk medlemskab af EF.[324]

Arbejdsmarkedet

Årene fra 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne var en periode, hvor politikerne i Danmark formulerede en række socialpolitiske ambitioner, der realiseredes under overskriften ”velfærdsstaten”.[325] Fra første halvdel af 1970’erne blev dansk politik imidlertid præget af ustabilitet. Væsentligt herfor var den økonomiske krise, som Danmark og den øvrige del af Vesteuropa gennemgik i løbet af 1970’erne. Krisen fik blandt andet til følge, at politikerne i stigende grad greb ind i overenskomstforhandlingerne, ligesom arbejdsløsheden steg. Den stadigt hyppigere forekomst af folketingsvalg var udtryk for krisen, og fremvæksten af protestpartier på den politiske højre- og venstrefløj markerede en tiltagende utilfredshed med ”systemet”, hvad enten kritikerne ønskede fremme af liberalismen eller socialismen. Et af de tydelige krisetegn var, at velfærdsstaten kom under pres. Dette og andre forhold bidrog til at skabe uro på arbejdsmarkedet fra 1970’erne og frem. [326]

Som dokumenteret i Kommissionens bind om PET’s overvågning af arbejdsmarkedet, kom de arbejdsmarkedspolitiske konflikter i 1970’erne til at kræve en betydelig indsats af PET. I den sammenhæng ses det, at hvor arbejdsmarkedet traditionelt havde været en arena for kampen mellem Socialdemokratiet og DKP, engagerede militante grupper på den yderste venstrefløj – især maoister, anarkister og trotskister – sig i arbejdsmarkedspolitiske uoverensstemmelser i 1970’erne. Denne kreds af aktivister, der kom til at gå under navnet ‘den fagoppositionelle bevægelse’, fik forholdsvis stor betydning i løbet af 1970’erne, idet de kunne støtte overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, som den etablerede fagbevægelse ikke havde mulighed for at støtte.[327]

Trotskisternes ekstraparlamentariske aktiviteter havde traditionelt relateret sig til udenrigspolitiske forhold. Imidlertid ses det, at PET i sin årsrapport for 1970 anførte, at året havde budt på en ”bemærkelsesværdig” udvikling. Det konstateredes således, at danske trotskister havde slået sig på en af DKP fremkaldt ”strejkesituation” i første halvdel af året. Sammenhængen var i korthed den, at lønmodtagerne oplevede en faldende realløn, hvorefter arbejdere over hele landet valgte at indlede en strejke. DKP stillede i den situation krav om, at timelønnen skulle øges med en krone. Trotskisterne støttede dette krav, idet de samtidig agiterede mod arbejdsretten i håbet om, at en sådan agitation ville skabe sympati i arbejderklassen. PET vurderede imidlertid, at resultatet ikke havde stået mål med anstrengelserne, og ”nu som før afvises trotzkyisterne næsten over alt i faglige kredse og på arbejdspladserne.”[328]

Trotskisternes interesse for arbejdsmarkedspolitiske forhold afspejlede sig i det skolingsmateriale, som Revolutionære Socialisters Forbund lod udfærdige. I PET’s arkiv findes dokumentet ”RSF-skolingsbulletin” nr. 2, forfattet i 1974. Heraf fremgår det, at arbejdsmarkedet var en ny, central arena for trotskisterne. Ifølge skolingsmaterialet var borgerskabet i færd med at gennemføre ”et større angreb på arbejderklassens positioner”. Dette bestod i, at ”borgerskabets” svar på 1970’ernes økonomiske krise var at kræve øget kontrol med lønningerne. Ifølge skolingsmaterialet kom det til udtryk på følgende vis: ”‘frivillig’ eller tvungen indkomstpolitik bliver et nøgleproblem for borgerskabet; krav om afdæmpning af beskæftigelsen for at få en billigere og mere disciplineret arbejdskraft; krav om sociale nedskæringer (mindre ydelser til ofrene for det kapitalistiske systems funktionsmåde); krav om ændringer af uddannelsessystemet, så uddannelse og forskning mere direkte indordnes under erhvervslivets interesser.” I materialet hed det videre, at angrebene på arbejderklassen ikke var tilfældigheder: ”De er ikke udslag af bestemte arbejdsgiveres onde vilje, men af selve det kapitalistiske profitsystems udvikling, der gør det umuligt for borgerskabet at ‘tildele’ arbejderklassen holdbare indrømmelser.”

Læren af ovenstående var, at hvis man ønskede fremme af arbejderklassens interesser, var revolutionen den eneste mulighed. Ved at gå reformismens vej ville man ikke alene bevare kapitalismen, men også demoralisere arbejderklassen. Det efterlod imidlertid spørgsmålet om, hvori trotskisternes revolutionære strategi bestod. Herom hed det, at arbejderklassens krav typisk drejede sig om ”fordeling af de samfundsskabte værdier under kapitalismen”. Det betød, at slige krav i udgangspunktet ikke anfægtede kapitalens magt. Derfor kunne arbejderklassens magtovertagelse ”kun finde sted som en bevidst proces.” Det åbne spørgsmål var derfor, hvordan man kom fra kravet om en mere retfærdig fordeling ”til etablering af de magtforhold”, hvor arbejderklassen skabte ”grundlaget for afskaffelse af al undertrykkelse”. Herom hed det i materialet, at det gjaldt om at udvikle et overgangsprogram:

”Dvs. et program for den socialistiske revolution, hvor der kombineres krav, der på den ene side knytter an til arbejderklassens øjeblikkelige situation og bevidstheds- og organisationsniveau, og på den anden side er i stand til at udvikle en kamp, der er rettet mod kapitalismen som sådan. Derved skabes der muligheder for at opnå kamperfaringer, der udvikler bevidstheden om den socialistiske revolutions nødvendighed, og samtidig at udvikle kamp- og organisationsniveauet, så denne magtovertagelse muliggøres. De helt centrale krav i dette program er kravene om arbejderveto og arbejderkontrol.”

Konkret handlede det for trotskisterne om, at der bl.a. skulle dannes arbejderkomitéer på de enkelte fabrikker. Disse komitéer skulle kontrollere f.eks. arbejdstempo, lønsystemer og indsættelse af nyt maskineri. Gennem brug af såkaldte arbejdervetoer skulle ansatte på de enkelte virksomheder forhindre alle forringelser i vilkårene for de ansatte. Arbejderkontrollen kunne eksempelvis demonstreres ved at kræve kontrol med regnskabsbøger og lagerbeholdninger. ”Dynamikken i dette krav ligger i dets angreb på et af kapitalismens grundprincipper: forretningshemmeligheden … og dermed i sidste instans den private ejendomsret.” Når det angik lønforhandlinger, kunne man ”kræve kontrol med lønudregningen”, da dette ville ”gå imod de akkordsystemer/produktivitetsfremmende lønsystemer, der ikke alene presser arbejdstempoet i vejret, men også er med til at splitte arbejderne på den enkelte virksomhed…” I forlængelse heraf ville trotskisterne kræve ”fuldstændig dyrtidsdækning for alle pris- og skattestigninger.”

Ifølge skolingsmaterialet var det indlysende, at revolution og socialisme på ”én fabrik ikke er mulig.” Derfor gjaldt om at udbrede kampen fra den enkelte virksomhed til alle virksomheder. Lykkedes det, ville man ende i en ”dobbeltmagtsituation, hvor arbejderklassens organiserede magt står over for borgerskabets.” En sådan situation ville være ”optakten til en revolutionær situation”. I denne optakt måtte det revolutionære parti være særdeles aktivt såvel på den enkelte virksomhed som ”i alle kampe”, som undertrykte mennesker førte mod borgerskabet på alle områder.

Et sidste aspekt i den revolutionære strategi, der skal fremhæves her, er, at det revolutionære parti ifølge skolingsmaterialet skulle forsøge at ”spille en ledende rolle på det militære område gennem mobilisering af arbejdermilitser til nedkæmpelse af de borgerlige enheder.” I den forbindelse var konflikterne på arbejdsmarkedet vigtige, for som det hed:

”Spiren til arbejdermilitser opstår allerede under de tidligere kampe med organiseringen af strejkevagter, demonstrationsværn og andre selvforsvarsorganer i de enkelte konflikter”.

Det hed i forlængelse heraf:

”Men også her er en generalisering af denne organisering vigtig, ligesom det ikke er nok blot at organisere sig i defensive enheder – der kræves også opbygning af væbnede enheder, der offensivt kan sættes ind mod bestemte politi- og hærindheder, kan sikre kontrol med trafikknudepunkter, centrale administrationsbygninger, radiostationer etc.”[329]

For at fremme revolutionen måtte Revolutionære Socialisters Forbund gøre tre ting. For det første skulle man gennemføre propaganda og agitation i arbejderklassen og tematisere spørgsmålene om realløn, skatter og prisstigninger. For det andet skulle man indgå i et enhedsarbejde med andre partier og organisationer. For det tredje skulle man opbygge de såkaldte ‘fagoppositionelle grupper’.[330]

Det er i lyset af disse strategiske og revolutionære overvejelser, at trotskisterne i løbet af 1970’erne forsøgte at foranstalte uro på arbejdsmarkedet. I PET’s årsberetninger for 1974 og 1975 bemærkedes det da også, at trotskisterne havde sluttet op bag maoisternes og anarkisternes uro på arbejdsmarkedet. Blandt andet blev konflikten på B&W fremhævet.[331] Og i første halvdel af 1978 kunne PET konstatere, at RSF havde spillet en central rolle både under en stilladsarbejderkonflikt og under den såkaldte Scaniadam-konflikt. Som det fremgår af Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af arbejdsmarkedet, skiftede efterretningstjenesten trusselsbillede i sidste halvdel af 1970’erne. Hvor tjenesten i første halvdel af tiåret væsentligst havde betragtet DKP som den største trussel mod den lovlige samfundsorden, tillagde tjenesten i sidste halvdel af tiåret de ekstremistiske venstrefløjsgrupper – herunder trotskisterne – mere opmærksomhed.[332] Det hedder da også i afdeling C’s årsberetning for 1980, at selv om RSF i det forløbne år ikke havde gjort sig synderligt bemærket, så var trotskisternes

”betydning og indflydelse på venstrefløjen” i ”stadig vækst, f.eks. i stedfundne aktioner rettet mod indenrigspolitiske forhold, mod NATO, mod imperialismen og mod USA. Trotzkisterne er ofte at finde i forbindelse med uroligheder omkring arbejdsnedlæggelser, udelukkende med det formål at skabe uro.”[333]

Trotskisternes øgede aktivisme på arbejdsmarkedet i 1970’erne var antagelig en udløber af den ovenfor omtalte konference i Bruxelles i efteråret 1970. Foruden at tematisere kampen mod de europæiske fællesmarkedsbestræbelser havde en del af foredragene handlet om arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål.[334]


[299] PET, administrativ sag: ”Urofronten 1971”, 18. januar 1972, s. 3.

[300] Ibid.

[301] PET, administrativ sag:. ”Beretn. Fra afd. C.: Oversigt over demonstrationer og anden politisk uroaktivitet i maj 1972”, s. 4.

[302] PET, emnesag: ”Vedr.: Socialistisk Ungdoms Forum – sympatiserende organisation af IV. INTERNATIONALE”, 22. september 1972.

[303] PET, administrativ sag: ”Urofronten 1972”.

[304] PET, administrativ sag: ”Urofronten 1973”, 14. januar 1974, s. 9-10.

[305] Om synet i 1970’erne på den kolde krig som et stykke fortid se Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen, ”Den kolde krig på hjemmefronten. En indledning”, Klaus Petersen & Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten (Syddansk Universitetsforlag, 2004), s. 11.

[306] Første halvdel af 1970’erne var afspændingsårenes absolutte højdepunkt. CSCE-processen og Helsinki-Slutakten er udtryk herfor.

[307] PET, administrativ sag: PET, Regionsafdelingernes årsberetning (1977), bilag 2: Årsberetning for regionsafdeling II for tiden 1. januar 1977 til 31. december 1977 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder, 3. april 1978, s. 5.

[308] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1978, s. 13.

[309] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1977, s. 13.

[310] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1979, s. 19.

[311] PET, kildesag: 5. januar 1972.

[312] Kommissionens database over telefonaflytninger. Se også Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af den danske Vietnambevægelse og PET’s overvågning af arbejdsmarkedet i hhv. bind 10 og bind 8.

[313] RB: 13. januar 2004; jf. RB: 27. april 2004.

[314] RB: 27. april 2004.

[315] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1979, s. 19.

[316] PET, mødemappe, notits, 11. december 1978.

[317] PET, emnesag: ” Internationalt stævne for Europas revolutionære 21.-22. november 1970 i Bruxelles”, 23. oktober 1970.

[318] PET, emnesag: ” Vedr. Jeunesse Socialiste Unifie’s konference den 21-22/11 1970”, 13. november 1970; PET, emnesag: ”Vedr. Jeunesse Socialiste Unifie.s konference den 21. og 22. november 1970 i Bruxelles”, 16. november 1970.

[319] PET, emnesag: ”Vedr. JSU’s kongres Bruxelles 21-22/11 1970”, 30. oktober 1970.

[320] PET, emnesag: ”Imod Et Kapitalistisk Fællesmarked – For Europas Forenede Socialistiske Stater! Bruxelleskonferencen d 21/11-22/11 70.”

[321] PET, emnesag: ”Rødt Europa Grupperne (REG)”, 18. august 1972.

[322] Ibid.

[323] PET, emnesag: ”Rødt Europa Grupperne”, 18. februar 1972.

[324] Om dannelsen af Folkebevægelsen mod EF se Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark (Odense Universitetsforlag, 1997), s. 75 ff. Se i øvrigt Kommissionens beretning, bind 10.

[325] Niels Finn Christiansen & Klaus Petersen, “The Dynamics of Social Solidarity: The Danish Welfare State, 1900-2000”, Scandinavian Journal of History 2001.

[326] For et signalement af 1970’erne se Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945. Danmarks historie, bd. 8 (Gyldendal, 1988), s. 263-352.

[327] Se Kommissionens beretning, bind 8.

[328] PET, administrativ sag: ”Udvikling og tendenser på urofronten i 1970”.

[329] PET, emnesag: Kopi af ”RSF-skolingsbulletin, nr. 2”, artikel ”Aspekter af den revolutionære strategi”, dateret 8. april 1974.

[330] Ibid.

[331] PET, administrativ sag: ”Udvikling og tendenser på urofronten i 1974”, samme sted, ”Udvikling og tendenser på urofronten i 1975”. Se også Kommissionens beretning, bind 8.

[332] Se Kommissionens beretning, bind 8.

[333] PET, administrativ sag: Afdeling C’s årsberetning 1980, citeret s. 3.

[334] PET, emnesag: ”Vedr. Jeunesse Socialiste Unifie’s konference den 21-22/11 1970”, 13. november 1970; PET, emnesag: ”Vedr. Jeunesse Socialiste Unifie.s konference den 21. og 22. november 1970 i Bruxelles”, 16. november 1970.






8. SAP og andre trotskistiske organisationer i 1980’erne

Ifølge PET’s oplysninger havde et antal trotskister i slutningen af 1970’erne gjort sig overvejelser om at ændre Revolutionære Socialisters Forbunds virksomhed. Tidligere havde trotskisterne afskrevet den såkaldte ”massefaktor” og i stedet samlet sig i små avantgardegrupper, der søgte at gøre deres indflydelse gældende enten gennem andre politiske partier og miljøer eller via aktioner undertiden af voldelig karakter; i PET’s jargon omtalt som ”uro”. Formålet med at ændre RSF’s virksomhed skulle ifølge PET være at opnå parlamentarisk indflydelse gennem repræsentation i byråd og i Folketinget. I 1980 blev PET bekræftet i disse oplysninger, da Socialistisk Dagblad offentliggjorde en artikel under overskriften ”Trotzkister danner nyt socialistisk arbejderparti”. I artiklen udtalte forretningsudvalgsmedlem Frede Jacobsen, at det nye parti – Socialistisk Arbejder Parti – arbejdede på at indsamle 20.000 underskrifter, så partiet kunne blive opstillingsberettiget til det næste folketingsvalg.[335]

Ifølge et udateret notat beroende i PET’s emnesag på Fjerde Internationale var navneskiftet fra ”Revolutionære Socialisters Forbund” til ”Socialistisk Arbejderparti” udtryk for, at trotskisterne fandt det nødvendigt med et mere ”brugbart navn”, når de ønskede at opnå valg til parlamentariske forsamlinger. Samtidig ændredes trotskisternes måde at bedrive politik på. I hele efterkrigsperioden havde trotskistiske miljøer været særdeles lukkede, og for at beskytte personer, der bedrev udenomsparlamentarisk virksomhed, havde trotskister i deres interne kommunikation typisk benyttet fornavne og pseudonymer. Dette gjaldt også i de tilfælde, hvor danske trotskister korresponderede med udenlandske trotskister. Med ønsket om at stille op til lokalvalg og folketingsvalg måtte denne praksis nødvendigvis fraviges. Efter etableringen af SAP præsenterede trotskister sig i politiske sammenhænge ved deres fulde navn.[336] Det fremgår af PET’s emnekort, at PET i sommeren 1980 og i januar, februar og maj 1981 noterede, at trotskisterne forberedte sig på det parlamentariske arbejde og derfor indsamlede underskrifter, så partiet kunne blive opstillingsberettiget til det forestående folketingsvalg. Den 11. september 1981 hedder det i emnekortene, at SAP havde indsamlet 24.000 underskrifter.[337] Ved folketingsvalget den 8. december 1981 stillede SAP op, men resultatet var magert. Kun 2.034 vælgere svarende til 0,1 procent af de afgivne stemmer havde sat deres kryds ved trotskisterne. Dette bragte dog ikke SAP’s forhåbninger om repræsentation i Folketinget til afslutning: Igen i juli 1982 og i september 1984 blev det på PET’s emnekort noteret, at SAP foretog underskriftsindsamlinger med henblik på det næstkommende valg.[338] Ved folketingsvalget i 1984 opnåede SAP 2.151 stemmer svarende til 0,1 procent af de afgivne stemmer. Ved folketingsvalget i 1987 fik Socialistisk Arbejderparti 1.808 stemmer. Det var først ved valget i 1994, at trotskisterne kom i Folketinget, og det var i kraft af samarbejdet i Enhedslisten, der var stiftet i 1989 med deltagelse af DKP, VS og SAP. Den nye liste fik godt og vel 100.000 stemmer, hvilket berettigede til seks mandater.[339]

I 1980’erne indsamlede PET oplysninger om det nye politiske partis ideologiske opfattelser. Ifølge en sammenskrivning fra slutningen af 1990’erne var SAP’s politiske linje karakteriseret ved ”en voldsom understregning af det internationalistiske element i arbejderbevægelsen ud fra den opfattelse, at den internationale kapitalisme må bekæmpes internationalt.” Heraf fulgte, at SAP arbejdede for gennemførelse af en ”socialistisk revolution” med sigte på at afskaffe privatkapitalismen. PET betonede endvidere, at socialisme og demokrati af trotskisterne opfattedes som to sider af samme sag: ”Kun hvis den arbejdende befolkning gennem demokratisk valgte arbejderråd styrer samfundet, kan der tales om et socialistisk demokrati.” Dermed stod det også klart, at trotskisterne ifølge PET’s vurdering ikke betragtede forholdene i Sovjetunionen og Kina som demokratiske.[340] Ifølge PET fulgte SAP i 1980’erne de samme mål, som trotskistiske organisationer havde gjort i de foregående årtier. Den væsentligste forskel var, at SAP anvendte andre midler end tidligere.

PET’s efterforskning

PET’s efterforskning af trotskistiske miljøer i 1980’erne godtgør, at trotskisterne var involveret i en bred vifte af politiske spørgsmål. Et af de emner, der optog SAP, var fredssagen. PET noterede således, at SAP’ere mellem 1981 og 1984 deltog i aktiviteter med relation til fredsbevægelsen.[341] Ifølge PET var SAP i samme periode engageret i internationalt solidaritetsarbejde, f.eks. i relation til befrielseskampen i El Salvador. SAP optrådte i sådanne sammenhænge sammen med andre partipolitiske organisationer og NGO’ere, f.eks. DKP, DsU, DKU og Mellemfolkeligt Samvirke.[342] PET bemærkede endvidere, at SAP var engageret i arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål og i den forbindelse blandt andet argumenterede for en 35 timers arbejdsuge.[343] I en senere sammenskrivning hed det, at SAP’s mærkesager inkluderede antiracisme og antinazisme, fagforeninger som kamporganisationer, bekæmpelse af 1980’ernes nedskæringspolitik foruden kampen mod NATO og EF.[344]

En væsentlig del af de oplysninger, som PET modtog, tydede på, at Socialistisk Arbejderpartis virksomhed befandt sig inden for lovens rammer. Alligevel nærede PET en vis mistænksomhed over for trotskistiske miljøers politiske virke. Til grund herfor har antagelig ligget PET’s erfaringer med trotskisternes aktiviteter i 1960’erne og 1970’erne. Men også andre oplysninger, som PET modtog i 1980’erne, gjorde det naturligt for PET fortsat at have en vis opmærksomhed rettet mod trotskisterne. Et allerede kendt eksempel på en sådan oplysning er en historie om, at daværende medlem af SAP, Søren Søndergaard, i 1983 på en sommerlejr på Samsø arrangeret af SAP skal have meddelt, at han havde eksperimenteret sig frem til en velegnet type molotovcocktail, der kunne anvendes ved demonstrationer foran den amerikanske ambassade. Da PET’s emnesag er makuleret, er det ikke muligt at se, hvad denne oplysning er baseret på, men ifølge Faktagruppens, dvs. PET’s egne undersøgelser i slutningen af 1990’erne, var Anders Nørgaard efter alt at dømme kilde til historien.[345] Kommissionen har undersøgt alt relevant materiale, men har ikke kunnet komme historien nærmere. Oplysningen er oprindeligt noteret på et emnekort den 22. september 1983.[346]

Billede: Søren Søndergaard

Søren Søndergaard var i 1980’erne medlem af SAP. Han var i 1990’erne medlem af Folketinget for Enhedslisten, som ønskede nedsat en kommission, der skulle undersøge PET’s efterforskning på det politiske område under den kolde krig. (Arbejdermuseet/ABA).

Mere baggrundsviden kan fremlægges i forbindelse med andre sager, som PET efterforskede i tilslutning til trotskisternes virksomhed i 1980’erne.

Slaget om Byggeren og BZ-Brigaden

Som det fremgår af Kommissionens beretning, bind 10, modtog PET i 1970’erne og i 1980’erne oplysninger om, at trotskistiske kredse støttede slumstormernes og BZ-Brigadens aktiviteter. Et eksempel herpå ses i 1980 under ”Slaget om Byggeren”, der kan ses som en kulmination på 1960’ernes og 1970’ernes slumstormerbevægelse, men også som et skridt i retning af 1980’ernes BZ-Brigade. Sammenhængen var, at Københavns Kommune havde truffet beslutning om, at en byggelegeplads på Nørrebro skulle ryddes for at der kunne opføres et antal nye boliger. Såvel i Københavns Borgerrepræsentation som i dele af lokalmiljøet på Nørrebro var der uenighed om den beslutning. Da kommunens håndværkere mødte op på Byggeren for at rydde arealet, blev de mødt af aktivister, der forsøgte at forhindre håndværkernes ærinde. I dagene, der fulgte, lykkedes det håndværkerne at gennemføre rydningen; men kun under politibeskyttelse. Undervejs kom det til konfrontationer mellem myndighederne og et antal aktivister. PET fik i den forbindelse mistanke om, at trotskister medvirkede i urolighederne, og at de muligvis fungerede som en slags situationens generalstab. Efter byrettens godkendelse til at etablere en telefonaflytning blev Revolutionære Socialisters Forbund (RSF), organisationens blad Klassekampen samt et enkelt medlem af RSF aflyttet.[347] Efter at have afsluttet indgrebet konkluderede PET, at ”RSF ikke som gruppe har deltaget i urolighederne omkring byggelegepladsen ”Byggeren” på Nørrebro i København, men at de har deltaget som enkeltpersoner i stort tal”. Desuden havde et enkelt medlem været ”dybt involveret” i urolighederne.[348]

I litteraturen om BZ-bevægelsens historie hedder det undertiden, at BZ’erne kan ses som en udløber af konflikten om Byggeren.[349] Ifølge PET’s samtidige observationer kan dette billede bekræftes. Efter ”Slaget om Byggeren” stiftedes i 1980 en gruppe, der kaldte sig Ini’tivgruppen, der havde som mål at få Københavns Kommune til at stille et ungdomshus til rådighed. Ini’tivgruppen bestod af gymnasieelever, men ifølge PET’s oplysninger var gruppen dannet på initiativ af SAP.[350] Efter at forhandlinger mellem Københavns Kommune og repræsentanter for Ini’tivgruppen endte uden resultat, valgte et antal aktivister, heriblandt personer fra Ini’tivgruppen, at besætte et par ejendomme i København. PET fulgte hændelsesforløbet og bemærkede i en sammenskrivning, at PET i begyndelsen af 1981 havde været af den opfattelse, at husbesættelserne primært var styret af personer fra SAP. Til grund for den vurdering lå, at PET havde indsamlet løbesedler til støtte for husbesættelserne. Løbesedlerne var trykt hos et medlem af SAP. Desuden konstateredes det, at flere af de anholdte husbesættere var medlem af SAP. Senere i 1981 blev PET bekræftet i den opfattelse, at SAP stod centralt i BZ-miljøet, da et medlem af SAP under årets folketingsvalgkamp i Danmarks Radio agiterede til fordel for de unge. Sammenfattende vurderede PET i 1981, at hvis der var et politisk miljø, der stod tæt på BZ’erne, var det trotskisterne, idet man dog samtidig var opmærksom på, at også VS og især Villo Sigurdsson havde kontakt til Ini’tivgruppen og havde ydet den støtte.[351]

PET fortsatte gennem 1980’erne med at følge SAP’s forbindelser til BZ-miljøet. PET vurderede i midten og slutningen af tiåret, at BZ’erne ikke repræsenterede noget bestemt politisk parti eller nogen organisationsdannelse, men at de nok havde nogen sympati for anarkistmiljøet.[352] Selv om BZ’erne ifølge PET således ikke kunne siges at være en trotskistisk dækorganisation eller lignende, så tydede PET’s observationer på, at trotskisterne fortsat støttede BZ’erne i deres kamp mod systemet. I emnesagen på Fjerde Internationale findes således en kopi af en tryksag med overskriften ”En varm hilsen til BZ’erne…”. Underskrivere er Socialistisk Arbejderparti, Internationale Socialister og Revolutionære Socialister, der alle var trotskistiske organisationer. Tryksagen, der er udateret og antagelig er fra perioden 1983-86, slutter med følgende sentens:

”Den eneste gruppe, som kan stoppe profitjagten – systemets livsnerve – er arbejderne. Hvis man mener at det kapitalistiske system skal smadres, så må man derfor overalt opbygge solidariteten med arbejderklassens og andre undertrykte gruppers kamp i Danmark og i udlandet. Denne solidaritet kommer ikke alene ud fra militans. Det er nødvendigt at skabe forståelse for at alle undertrykte må slutte op om en fælles kamp mod systemet – FOR SOCIALISME.”[353]

SAP var altså af den mening, at det kapitalistiske system skulle ”smadres”, og at man skulle stå sammen i en fælles kamp mod systemet.[354] I den kamp betragtede man fra trotskistisk side BZ-Brigaden som allieret.

Menneskesmugling og illegale celler

PET synes i sidste halvdel af 1980’erne at have haft den opfattelse, at SAP i overvejende grad virkede inden for lovens rammer. I slutningen af 1980’erne blev PET gennem et antal kildeindberetninger imidlertid gjort opmærksom på, at et antal trotskister, der var medlemmer af SAP, gjorde sig skyldige i politisk virksomhed, der syntes i strid med den lovlige samfundsorden. Personer fra SAP skal således have været involveret i menneskesmugling, og et mindre antal yngre partimedlemmer skal have opbygget hemmelige celler inden for SAP med den hensigt at gøre sig klar til den væbnede kamp, som de pågældende mente var umiddelbart forestående.

Omkring 1990 kom PET i besiddelse af oplysninger om, at SAP skulle være involveret i menneskesmugling. Sammenhængen var ifølge PET’s oplysninger, at flygtninge via et europæisk smuglernet skulle fragtes til et østland. Når flygtningene befandt sig i det pågældende Østland, blev der telefonisk givet besked til Danmark, hvorefter en navngiven person arrangerede en rejse til Danmark. I den forbindelse blev der blandt andet benyttet falske telefaxer, der skulle gøre det muligt for flygtningene at komme ind i Danmark. Proceduren med at anvende falske telefaxer skulle ifølge PET’s oplysninger have været meget brugbar, for i 1989 skulle der på den måde være hjulpet 175 personer til Danmark. Det hedder i en PET-rapport fra juli måned 1990, at ”SAP/SAPs hovedkontor i DK kontaktcenter og SAP er meget stærkt involveret i menneskesmuglingen.” To danske statsborgere, hvoraf i al fald den ene var medlem af SAP, nævnes i rapporten, og samtidig anføres det, at et antal tyrkere/kurdere, der var organiseret i SAP, ”får mange ind”.[355]

I samme rapport hedder det, at den ovenfor omtalte, men anonymiserede person undertiden benyttede en anden smuglerliga, når der skulle bringes personer til Danmark. Dette smuglernet bestod af personer fra blandt andet Nordafrika og Mellemøsten. Når dette net skulle modtage betaling for at have smuglet personer til Danmark, kørte betalingen ”via SAP’s kontor.” Det hedder herefter i indberetningen: ”i den forbindelse nævner [-], at han altid forsøger at indskyde et mellemled i al hvad han laver, således at sikkerheden bliver størst mulig.”[356] Formuleringen lader ane, at SAP muligvis ikke var vidende om, at den anonymiserede person anvendte SAP’s kontor til sit forehavende, men sammen giver de to historier et billede af, at trotskister i slutningen af 1980’erne og i 1990 var involveret i menneskesmugling. I det første tilfælde var to trotskister samt udlændinge, der var medlem af SAP, angiveligt aktører heri. I det andet tilfælde blev SAP’s kontorer anvendt som mellemled, hvilket giver anledning til at antage, at den anonymiserede person var medlem af SAP, ellers havde han næppe mulighed for at benytte SAP’s lokaliteter.

Spørgsmålet er, hvori trotskisternes interesse i at smugle personer til Danmark skulle bestå. Det giver et PET-notat fra 1991 et muligt svar på. Ifølge notatet ydede kredse inden for SAP på det tidspunkt støtte til De Tamilske Tigres aktiviteter i Danmark, idet tigrene til gengæld skulle støtte SAP og andre venstreorienterede bevægelser i deres antinazistiske og antiracistiske virksomhed. Ifølge en trotskist, der var formand for en af SAP’s lokalafdelinger, var det en opgave for SAP at aktivere herboende flygtninge ”for at skabe mere militante og revolutionære tilstande” i Danmark.[357]

Omtrent på samme tidspunkt, som PET modtog oplysninger om SAP’s mulige involvering i menneskesmugling, blev PET via en kilde gjort opmærksom på, at der eksisterede en splittelse inden for SAP. Splittelsen skulle dels ses som en generationskonflikt, dels som et spørgsmål om hvordan SAP skulle agere politisk. En del af partiet, der bestod af ældre medlemmer, var af den opfattelse, at SAP skulle virke inden for det parlamentariske system og dermed agere lovligt, mens – et antageligt mindre antal – ”yngre medlemmer” ifølge et navngivent medlem ”gik ind for en celleopbygning af SAP – parallelt med den eksisterende partiopbygning.”[358] Ifølge PET’s kilde var det de yngre medlemmers opfattelse, at celleopbygningen skulle være illegal, dvs. hemmelig. Desuden skulle de forberede en væbnet kamp, så de var klar til at tage over, når den kapitalistiske krise satte ind. Ifølge et navngivent yngre medlem var

”der rundt omkring opbygget disse celler og de bliver støttet af nogle enkelte lidt ældre SAP-medlemmer. Disse SAP-medlemmer ville forskellige steder afholde et foredrag kaldet ”Læren om Blekingegade”. Foredragene ville kun blive afholdt i kredse hvor man kendte tilhørerne.”

Ifølge PET’s kilde ville foredragene blandt andet handle om ”større sikkerhed” og ”sletning af spor”.[359] Den PET-medarbejder, der udfærdigede det ovenfor citerede notat, konkluderede, at selv om der tilsyneladende var opbygget et antal celler inden for SAP, så var truslen dog ikke af ”samme kaliber som ‘Blekingegade-banden’.” PET-medarbejderens overordnede vurdering var, at celleopbygningen havde en noget ”teoretisk” karakter.[360] Senere samme år blev PET af en kilde gjort opmærksom på, at der i den samme SAP-afdeling havde været en diskussion om eventuelt at forsøge at befri nogle af medlemmerne af Blekingegadebanden i tilslutning til de forestående retssager. Befrielsesaktionen skulle ifølge diskussionen omfatte et væbnet overfald på fangetransporterne. Efterfølgende ville man forsøge at bringe de befriede i sikkerhed i Mellemøsten.[361] Disse overvejelser blev som bekendt ikke ført ud i virkeligheden.

Andre trotskistiske organisationer

Trotskisterne virkede ikke alene i SAP, men ifølge PET’s oplysninger frem til midten af 1980’erne også i VS. Ifølge PET’s oplysninger dannedes i 1984 en organisation, der kaldte sig Internationale Socialister (IS). IS kom alle fra en fraktion inden for Venstresocialisterne, der kaldte sig Faglig Fælles Liste (FFL). Internationale Socialister var tilknyttet Fjerde Internationale. Internationale Socialister gik ifølge PET ind for ”Lenins tanker om en parti-elite, der skal lede folket i opgør mod den kapitalistiske stat, og den er tilhænger af, at befolkningens demokratiske rettigheder sættes ud af kraft, hvis socialismen trues.”[362]

Den anden del af VS-fraktionen FFL etablerede i 1985 en gruppe, der kaldte sig Revolutionære Socialister (RS).[363] Året efter formulerede en PET-medarbejder en notits omhandlende RS’s ideologiske grundlag. Notitsen var baseret på en artikel kaldet ”Her står RS” i skriftet Arbejder Solidaritet. Ifølge PET’s notits var RS’s overordnede mål at få etableret et klasseløst kommunistisk samfund, hvor arbejderklassen havde en kollektiv magt over produktion og andre sider af samfundslivet. Overgangen til socialisme måtte foregå ved revolution, ikke ved reformer gennem Folketinget, og de drivende kræfter bag revolutionen måtte være arbejderklassen. Som erstatning for den borgerlige stat ønskede RS en såkaldt arbejderstat, der byggede på arbejdernes organisering i demokratiske råd. Rent praktisk ønskede RS at gribe det politiske arbejde an på den måde, at man ønskede at organisere de arbejdere, der havde brudt med det såkaldte ”fagbureaukrati” i ”oppositionsorganiseringer på arbejdspladserne”. Målet var dels at styrke kampkraften i arbejderklassen, dels at opbygge et lederskab som et alternativ til den reformistiske samarbejdslinje. Dermed ønskede RS at samle de mest bevidste og militante arbejdere i et revolutionært parti. Hvad angik RS’s internationale udsyn støttede de national-demokratiske revolutioner i den tredje verden.[364]

Endelig opstod der i december 1980 en ungdomsorganisation med tilknytning til SAP. Denne kaldte sig for Socialistisk Ungdoms Forening (SUF). Ifølge et af PET udfærdiget resuménotat opstod der imidlertid hurtigt konflikt mellem SAP og SUF, og allerede i 1982-83 skal SUF være blevet reduceret til en personkreds på omkring 10-15 medlemmer.[365]

Efterforskningsmetoder og registreringer

PET’s emnesag på SAP er makuleret, og det er derfor ikke muligt præcist at rekonstruere PET’s modus operandi over for det nye parti. Derfor er det heller ikke muligt at beskrive præcist, hvilke oplysninger om SAP PET var i besiddelse af. Hvad angår PET’s arbejdsmetoder, efterlader det bevarede materiale dog det indtryk, at PET har anvendt flere forskellige efterforskningsskridt over for det nye parti. Først og fremmest – sådan må man læse de bevarede akter – har PET indsamlet oplysninger om trotskisterne via åbne kilder, f.eks. aviser, tidsskrifter, tryksager mv. Et antal bevarede notitser er således baseret på oplysninger fra dagspressen. Der er også bevaret kopier af tryksager udsendt af trotskistiske kredse. Det er almindelig kendt fra den internationale litteratur, at omkring 80 procent af en efterretningstjenestes oplysninger stammer fra åbne kilder.[366] Dette synes også at være tilfældet i PET’s overvågning af SAP.

PET havde også kilder i de overvågede miljøer. På baggrund af det bevarede materiale er det ikke muligt præcist at fastslå, hvor mange kilder PET havde, men klart står det, at PET har haft fire-fem. En af disse var Anders Nørgaard, der i 1980’erne virkede for PET i det københavnske miljø. Nørgaard indsamlede blandt andet oplysninger om SAP’s virksomhed, og i PET’s emnesag på Fjerde Internationale beror en kilderapport fra april 1983, hvor Nørgaard under dæknavnet ”Zeus” leverede PET oplysninger om medlemmer af SAP’s københavnerafdeling. Rapporten, der påstod at være næsten fuldstændig, rummede navne på 67 personer. Langt de fleste var allerede registreret, enten med en personsag eller på SAP’s emnesag.[367] PET modtog i 1980’erne oplysninger om trotskister fra yderligere et antal kilder, men på det foreliggende grundlag er det ikke muligt at stadfæste, at disse var kilder rettet direkte mod trotskistiske kredse. Derimod synes PET i 1980’erne at have haft et antal kilder i flere af de protestmiljøer (BZ-Brigaden, fredsbevægelsen, EF-modstanden mv.), som trotskisterne kom i.[368] Således forekommer en del af PET’s oplysninger om trotskisternes aktiviteter i 1980’erne at være såkaldt overskudsinformation.

PET foretog endvidere indhentninger i form af posttilbageholdelse, brevåbning og telefonaflytning. Disse efterforskningsskridt blev taget i anvendelse over for personer fra det trotskistiske miljø, som PET havde begrundet mistanke om bedrev ulovlig virksomhed. Imidlertid synes sådanne skridt kun undtagelsesvist at være foretaget mod trotskistiske organisationsdannelser som sådanne. Et eksempel på en telefonaflytning ses i 1980, da PET under det såkaldte ”Slaget om Byggeren” i København fik byrettens tilladelse til at aflytte Revolutionære Socialisters Forbund, organisationens blad Klassekampen samt et enkelt RSF-medlem.[369] Andre eksempler på brevåbning og aflytning, dog kun mod en enkelt person, ses senere i 1980’erne, da PET mistænkte en forhenværende trotskist, der fortsat blev sat i forbindelse med den antiimperialistiske venstrefløj, for at støtte vesttysk terror.[370] Det fremgår af Kommissionens oplysninger, at PET’s indhentninger i forhold til trotskistiske miljøer voksede i årene efter 1983. En væsentlig årsag hertil var Schlüter-regeringens godkendelse af et nyt sæt retningslinjer vedrørende politisk overvågning fra 1983. Ifølge disse havde PET adgang til ved brug af kontaktnet at orientere sig om blandt andet SAP og andre miljøer på den yderste venstre- og højrefløj. Såfremt disse partiers og organisationers programmer skulle gennemføres, forudsatte det ifølge PET brug af ulovlige metoder, hvilket bekræftedes af partiernes og organisationernes virksomhed.[371]

På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at konstatere, i hvilket omfang PET registrerede trotskister i 1980’erne. I det arbejde, som PET’s Faktagruppe udførte i slutningen af 1990’erne, er der imidlertid opført en liste over mere end 150 navngivne personer, der enten havde været medlem af SAP eller relaterede til samme parti i perioden mellem 1977 og 1991. Et stort antal af disse personer var registreret, men ikke alle. Andre kan have været opført i PET’s arbejdskartotek.[372] PET’s registreringer af trotskister var genstand for et antal drøftelser i Wamberg-udvalget. Baggrunden var, at SAP i 1981 opstillede til folketingsvalget, og derfor rejstes i januar 1982 spørgsmålet i Wamberg-udvalget, hvorvidt PET fortsat havde justitsminister Ole Espersens (S) opbakning til at videregive oplysninger om tilhørsforhold til SAP.[373] Umiddelbart synes Ole Espersen ikke at have svaret på spørgsmålet, for på Wamberg-udvalgets møde den 28. maj 1982 rejste Engberg-Pedersen på ny spørgsmålet, og han udtrykte ønske om at ministeren ”snarest” tog stilling til registrerings- og videregivelsesspørgsmålet. Ole Stig Andersen var enig heri, idet han anførte, at den hidtidige praksis burde opretholdes, indtil anden beslutning var truffet. Til grund herfor lå også, at der i de gældende politiske retningslinjer var taget højde for den aktuelle situation, ”idet ændringer, i hvad der er tilladelige registreringer, vil medføre sletning af de ikke længere tilladelige registreringer under den løbende revision.”[374] Såle- des fortsatte PET med at registrere SAP’ere; det bemærkes, at PET allerede havde fået Wamberg-udvalgets godkendelse til at registrere RSF i begyndelsen af 1970’erne.[375]

Da justitsministeren fortsat ikke havde taget stilling til spørgsmålet om registrering og videregivelse af oplysninger om SAP’ere, omdelte Ole Stig Andersen på et møde i Wamberg-udvalget den 23. august 1982 en kopi af en tryksag, der hed SAP’s organisatoriske principper og normer. Det fremgik, at ”[m]ålsætningen for Socialistisk Arbejderparti er afskaffelse af kapitalismen gennem en socialistisk revolution.” Andre citater i programmet lød: ”Vi er et handlingens parti, et kampparti. Det betyder, at partiet stræber efter at blive en organisation af professionelle revolutionære, der så at sige har arbejdet for den socialistiske revolution som deres livsindstilling”, ”[f]jerde Internationale går ikke ind for demokrati i ordets abstrakte forstand, men for centraliseret demokrati”, og ”[l]oyalitet over for partiet er den første betingelse for medlemskab”.[376]

Med udgangspunkt i SAP’s program, der var formuleret over 38 bogsider, redegjorde Ole Stig Andersen for, at PET havde foretaget fem registreringer af personer, der havde deltaget i et introduktionskursus arrangeret af SAP. Under mødet blev der ifølge PET-chefen givet

”orientering om den trotzkistiske ideologi og BZ-brigadens aktiviteter. Politimesteren fandt, at der var behov for registrering af disse personer, uagtet det ikke er konstateret, at de er eller vil blive medlemmer af SAP. Politimesteren fremhævede, at det er af væsentlig betydning, at PET er nøje orienteret om sådanne aktiviteter i betragtning af, at SAP og dennes ungdomsorganisation Socialistisk Ungdomsforum er involveret i BZ-brigadens aktiviteter.”[377]

Ifølge Ole Stig Andersen havde Wamberg-udvalget tre muligheder: (1) At udskyde stillingtagen til registreringsspørgsmålet til efter et møde med justitsministeren. (2) At afvise registreringen på det foreliggende grundlag. (3) At godkende registreringen. Udvalgets flertal godkendte registreringen, idet et enkelt medlem tog det forbehold, at han først ville tage endelig stilling efter det forestående møde med justitsministeren.[378]

Spørgsmålet fandt sin løsning på et møde med justitsministeren den 11. november 1982. Den nyudnævnte justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF) udtalte her, at det var tilladt at registrere medlemmer af opstillingsberettigede partier ”såfremt et sådant parti ifølge sit program eller udtalelser fra partiets ledere m.v. forudsætter brug af ulovlige metoder, og såfremt partiets virksomhed bekræfter dette.” På den baggrund accepterede justitsministeren tillige, at der skete registrering af ”deltagere i et introduktionskursus arrangeret af SAP, hvori der blandt andet er givet nærmere oplysninger om husbesættelser.”[379]

Konklusion

PET videreførte i 1980’erne den overvågning af trotskistiske miljøer, som efterretningstjenesten havde gennemført over for trotskistiske grupperinger i de foregående årtier. Overordnet var det PET’s vurdering, at trotskisterne i SAP ønskede at gøre sig gældende i almindelig partipolitik, og at partiet derfor var nødt til at forlade den tidligere fulgte strategi, der bestod i at etablere avantgardegrupper, der virkede enten inden for andre partier eller i diverse organisationer.

PET’s efterforskning viste, at trotskisterne i 1980’erne støttede BZ-miljøet i dettes konfrontationer med myndighederne, og i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne modtog PET oplysninger om, at personer inden for SAP var involveret i menneskesmugling, ligesom et antal yngre medlemmer af SAP angiveligt skulle have opbygget illegale celler inden for SAP for at forberede den kamp mod kapitalismen, der ifølge deres opfattelse var umiddelbart forstående. Det har dog ikke været muligt for Kommissionen nærmere at verificere disse oplysninger.

Hvad angår spørgsmålet om registrering ses det, at Wamberg-udvalget i 1982 og justitsminister Erik Ninn-Hansen senere samme år godkendte PET’s registrering af SAP, af medlemmer af SAP samt af personer, der deltog i SAP’s introduktionskurser. Årsagen var, at såvel Wamberg-udvalget som justitsministeren var af den opfattelse, at gennemførelse af SAP’s program forudsatte ulovlig politisk virksomhed, men også at SAP i nærmere omfang på sine kurser redegjorde for lovstridig virksomhed.


[335] ”Trotzkister danner nyt socialistisk arbejder parti”, Socialistisk Dagblad, 3. juni 1980. Beroende i PET, emnesag:

[336] PET, emnesag: ”Socialistisk Arbejderparti. SAP”, udateret, men fra 1990’erne; jf. PET, emnesag: ”Vedr.: Trotzkisme – IV-Internationale”, 18. februar 1982.

[337] PET, emnekartotek: Oplysninger dateret 18. juni 1980, 23. januar 1981, 5. februar 1981, 14. maj 1981 og 11. september 1981.

[338] PET, emnekartotek: Oplysninger dateret 7. juli 1982, 28. september 1984.

[339] Stemmefordelingen ved folketingsvalgene er angivet i dokumentet ”Valg og tendenser” på Folketingets hjemmeside www.folketinget.dk. Set 16. oktober 2007.

[340] PET, emnesag: Resuménotat, ”Socialistisk Arbejder Parti (SAP)”, 19. januar 1998.

[341] PET, emnekartotek: Oplysninger dateret 9. juni 1981, 10. juni 1981, 4. april 1982, 12. maj 1982, 14. maj 1982, 11. august 1983 og 18. oktober 1984.

[342] PET, emnekartotek: Oplysninger dateret 5. marts 1981, 12. september 1983.

[343] PET, emnekartotek: Oplysning dateret, 7. juli 1982. Vedr. SAP og PET’s overvågning af arbejdsmarkedskonflikterne i 1980’erne se Kommissionens beretning, bind 8.

[344] PET, emnesag: Resuménotat, ”Socialistisk Arbejder Parti (SAP)”, 19. januar 1998.

[345] Citeret efter PET, Faktagruppen: ”Socialistisk Arbejderparti (SAP) mistanke om § 114-relaterede aktiviteter”, 8. april 1998. Historien er omtalt i journalist Hans Davidsen-Nielsens fremstilling En højere sags tjeneste. PET under den kolde krig (Politiken, 2007), s. 338. Søren Søndergaard har selv flere gange tematiseret og kritiseret PET’s overvågning af SAP, f.eks. i Knud Holt Nielsen og Thomas Wegener Friis, ”Mens vi venter på kommissionen…”, Arbejderhistorie 2008/2, s. 115.

[346] PET emnekartotek: Oplysning dateret 22. september 1983. Vedr. Anders Nørgaard, se Kommissionens beretning, bind 12.

[347] PET, emnesag: Politirapport, 30. april 1980; PET, emnesag: ”Udskrift af Retsbogen for Københavns Byrets afdeling for Grundlovsforhør m.m.”, 1. maj 1980.

[348] For en mere udførlig beskrivelse se Kommissionens beretning, bind 10.

[349] René Karpantschof og Flemming Mikkelsen, ”Fra slumstormerne til de autonome. Husbesættelse, ungdom og social protest i Danmark 1965-2001” i Flemming Mikkelsen (red.), Bevægelser i demokrati. Foreninger og kollektive aktioner i Danmark (Aarhus Universitetsforlag, 2002).

[350] PET, emnesag: ”Emne: BZ-udviklingen i Danmark”, 31. maj 1990.

[351] PET, administrativ sag: ”Årsberetning for afdeling C 1981”.

[352] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.

[353] PET, emnesag: ”En varm hilsen til BZ’erne…”.

[354] En angiveligt forhenværende trotskist gjorde sig også bemærket i PET i 1980’erne, da han i regi af Vesttysklandskomitéen støttede BZ-Brigaden og agiterede for Rote Armee Fraktion. Om dette, se Kommissionens beretning, bind 10.

[355] PET, Faktagruppen, bilag 5: ”Vedr.: Operation Sytten.”, 3. juli 1990.

[356] Ibid.

[357] PET, Faktagruppen: Vedr.: Samarbejde mellem SAP i Danmark og de ”Tamilske Tigre”, 19. august 1991.

[358] PET, Faktagruppen: ”Vedr.: Celleopbygning i partiet SAP”, 11. januar 1991.

[359] Ibid.

[360] Ibid.

[361] PET, Faktagruppen: ”Vedr.: Forlydender i SAP-kredse i Odense og København om befrielsesaktioner af personer, som er sigtet i APPEL-sagen og som p.t. er fængslet.”, 1991.

[362] PET, emnesag: ”Vedr.: Dannelsen af en ny gruppe ”Internationale Socialister (IS), tidligere medlem af VS’s FFL”, 20. marts 1985. Om IS se Kommissionens beretning, bind 11.

[363] PET, emnesag: ”Vedr.: Oprettelse af en ny organisation ”REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER”, der består af udbrydere af Faglig Fælles Liste under partiet VS”, 21. marts 1985.

[364] PET, emnesag:”Vedr.: Revolutionære Socialisters ideologi”, 9. april 1986.

[365] PET, emnesag: ”Socialistisk Ungdoms Forening (SUF)”, 16. januar 1998.

[366] Se hertil Kommissionens beretning, bind 4.

[367] PET, emnesag: ”Vedr.: SAP – Socialistisk Arbejderparti”, 18. april 1983. Om Anders Nørgaards virksomhed i København i 1980’erne se Kommissionens beretning, bind 12.

[368] Vedr. PET’s overvågning af protestmiljøer i 1980’erne se Kommissionens beretning, bind 10.

[369] Emnet er beskrevet i Kommissionens beretning, bind 10.

[370] Emnet er beskrevet i Kommissionens beretning, bind 10.

[371] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 3.

[372] PET, Faktagruppen: Bilag 2, april 1993.

[373] WU: Mødereferat, 11. januar 1982.

[374] WU: Mødereferat, 28. maj 1982.

[375] Om PET’s registreringer mellem 1968 og 1989 se Kommissionens beretning, bind 3.

[376] SAP’s organisatoriske principper og normer, citeret i forord samt s. 11, 15, 16.

[377] WU: Mødereferat, 23. august 1982.

[378] Ibid.

[379] WU: Møde med justitsministeren d. 11. november1982. ”Udkast. Referat af møde på justitsministerens kontor den 11. november 1982”, s. 7.






9. Konklusion

I PET’s overordnede trusselsbillede spillede de danske trotskister en meget begrænset rolle fra 1945 frem til begyndelsen af 1960’erne. For det første var trotskisterne fåtallige, og for det andet lykkedes det ikke for trotskisterne at øve indflydelse på politiske partier eller i samfundet i øvrigt. For det tredje havde trotskisterne ingen væsentlige kontakt til udenlandske magter. Fra første halvdel af 1960’erne begyndte PET imidlertid at tildele trotskisterne nogen opmærksomhed. Den direkte anledning var, at danske alliancepartnere – på grund af trotskisternes angivelige støtte til den algeriske oprørsbevægelse – efterspurgte oplysninger om sektionens internationale arbejde. Fra midten af 1960’erne frem til begyndelsen af 1970’erne stod trotskisterne centralt i PET’s overordnede trusselsbillede. Ikke fordi de udgjorde nogen væsentlig trussel mod landets sikkerhed, men fordi trotskisternes foretrukne politiske udtryksmiddel bestod i at arrangere og hægte sig på demonstrationer og lignende arrangementer. Mens de fleste demonstranter agerede fredeligt, viste det sig i sidste halvdel af 1960’erne, at en gruppe centralt placerede trotskister var villige til at anvende politisk vold (bombesprængninger, molotovcocktails og lignende). Det gjorde det væsentligt for PET at være meget opmærksom på trotskisterne for at forebygge sådanne handlinger. I den forbindelse viste PET’s undersøgelser, at den danske sektion af Fjerde Internationale – Revolutionære Socialister – ikke syntes at have opfordret sine medlemmer til at foretage bombesprængninger. Til gengæld tog sektionen heller ikke afstand herfra. I de tilfælde, hvor det blev offentlig kendt, at sektionens medlemmer havde været involveret i militante aktioner, var sektionens væsentligste bekymring, hvilken betydning sådanne forhold havde for sektionens renommé.

I de første par år af 1970’erne gennemgik ledelsen i den danske sektion af Fjerde Internationale et generationsskifte. PET’s vurdering var, at dette havde ført til en afmatning i sektionens udadvendte aktiviteter, men allerede i midten af 1970’erne konstaterede PET’s uroafdeling, at den danske sektion – Revolutionære Socialisters Forbund – var meget aggressiv på arbejdsmarkedet, hvor trotskisterne slog sig sammen med en række andre ekstremistiske venstrefløjsgrupperinger i et fælles forsøg på at skabe grobund for en revolution. PET’s overvågning af trotskistiske miljøer var tættest i årene mellem 1965 og 1971. Det var også årene, hvor trotskisterne synes at have været mest aktive.[380]

Overvågningen af trotskistiske miljøer frembød en række vanskeligheder for PET. Den væsentligste forklaring herpå er, at trotskisterne var meget sikkerhedsbevidste, ligesom personer, der befandt sig i sektionernes kerne, syntes meget ideologisk overbeviste. Således var det vanskeligt for PET at hverve kilder i trotskistiske miljøer. Derfor betjente PET sig gennem årene af såvel rumaflytninger som telefonaflytninger, ligesom PET modtog oplysninger om trotskisterne fra deres politiske modstandere, f.eks. Demokratisk Alliance. For så vidt angår infiltration i trotskistiske kredse er det Kommissionens vurdering, at personer fra den politiske højrefløj gennem hele perioden hørte til PET’s vigtigste kilder til trotskisternes virke, om end det skal understreges, at naturligvis ikke alle personer fra højrefløjen, der befandt sig i trotskistiske kredse, var kilder for efterretningstjenesten. PET forsøgte dog også at hverve kilder i trotskistiske kredse. Et i offentligheden kendt eksempel herpå er PET’s forsøg på at hverve Kasper Neergaard. Denne anførte i samtiden, at PET havde opfordret ham til at stjæle trotskisternes arkiv. Kommissionens undersøgelse kan hverken be- eller afkræfte denne påstand. Sagen fik stor betydning for PET. Den bevirkede, at tjenesten måtte opbygge et nyt kildenet for at få viden om trotskisterne. Men også på et mere overordnet niveau fik sagen betydning, idet PET efterfølgende måtte effektivisere kildestyringen.

Hvad angår telefonaflytninger ses det, at PET mellem 1962 og 1977 foretog ti telefonaflytninger af trotskisterne. Det kunne være enten af fremtrædende enkeltpersoners telefoner eller af trotskistiske organisationers telefoner. Til grund for PET’s anmodninger om telefonaflytninger henviste tjenesten til straffelovens § 107 og § 108 (om spionage), § 133 (om anstiftelse af forbrydelse under opløb) og § 183 (om almenfarlige forbrydelser).[381]

Et eksempel på en af PET gennemført hvervning er skildret under overskriften ”Operation Samson”, hvor PET mellem 1968 og 1970 benyttede en kilde i miljøet til at opnå viden om trotskisternes virke i Danmark. Desuden benyttede PET kilden i en dobbeltagentoperation. Gennem operationen erhvervede PET sig tiltrængt viden om den østtyske efterretningstjenestes virke overfor danske statsborgere. Prisen var, at kilden gav Stasi oplysninger om danske statsborgeres medlemskab af Revolutionære Socialister. Det kan fastslås, at PET ikke medvirkede ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der blev udleveret til Stasi. Dog var PET vidende om, at kilden udleverede lister over danske statsborgeres politiske tilhørsforhold til østtyske myndigheder. Det skal i den forbindelse noteres, at der ikke forelå udtrykkelige regler for denne type af operationer, men det er bemærkelsesværdigt, at PET tillod, at oplysningerne blev viderebragt. Dette står så meget desto mere klart, da PET synes at have været vidende om, at kilden antagelig ideologisk set befandt sig på den yderste højrefløj i Danmark, og at han derfor syntes at have infiltreret trotskisterne med henblik på at skade dem. PET’s rationale har antagelig været, at der nok var en pris at betale, men at tjenesten modtog værdifulde oplysninger om såvel det trotskistiske miljø som om østtyske myndigheders modus operandi.

PET vurderede ved indgangen til 1980’erne, at trotskisternes seneste organisationsdannelse, Socialistisk Arbejderparti, var motiveret i et ønske om at virke på den parlamentariske scene. PET vurderede i den forbindelse, at trotskisternes målsætninger i 1980’erne var ganske som trotskisternes politiske målsætninger havde været i de foregående årtier. SAP’s politiske virksomhed befandt sig overvejende inden for rammerne af den lovlige samfundsorden, men PET ønskede og fik såvel Wamberg-udvalgets som justitsminister Erik Ninn-Hansens godkendelse til fortsat at registrere personer, der var medlemmer af SAP. Årsagen var, at gennemførelse af SAP’s program ifølge PET forudsatte brug af metoder, der var i strid med den lovlige samfundsorden, hvilket ifølge PET kunne dokumenteres med henvisning til trotskisternes støtte til Ini’tivgruppen og den efterfølgende BZ-Brigade. Gennem 1980’erne mente PET sig berettiget til fortsat at overvåge SAP. I 1983 skal et medlem af SAP på en sommerlejr have forklaret, at han havde udviklet en særligt egnet molotovcocktail til brug for uro uden for den amerikanske ambassade i København. Senere i årtiet og tiden omkring 1990 skal medlemmer af SAP have været involveret i menneskesmugling. Dette synes at have været en omfattende beskæftigelse. Desuden modtog PET oplysninger om, at et antal yngre medlemmer af SAP opbyggede illegale celler inden for SAP, som skulle være rede til at virke, når revolutionen snart kom til Danmark. Til gengæld vurderede PET’s medarbejdere det mindre realistisk, at kredse inden for trotskist-miljøet ville forsøge at befri personerne fra Appel-gruppen i forbindelse med retssagen mod gruppen, selv om PET modtog oplysninger om, at en personkreds førte drøftelser herom.

PET anvendte i betydelig grad åbne kilder i sin efterforskning af SAP i 1980’erne. Desuden gjorde PET brug af et antal kilder, blandt andre Anders Nørgaard, men også yderligere et antal. Endvidere foretog PET telefonaflytninger, ligesom tjenesten gennemførte posttilbageholdelse over for en lille kreds af personer med tilknytning til trotskistmiljøet.

Det skal afslutningsvis nævnes, at selv om trotskisterne i Danmark og DKP gennem hele efterkrigsperioden var fjender og rivaler, så mindede de to grupper ifølge PET’s oplysninger om hinanden på ét bestemt punkt: De var begge tilsluttet et politisk-ideologisk miljø, der var rodfæstet uden for Danmark, men som definerede og satte rammerne for gruppernes virksomhed i Danmark. Det ses således, at danske trotskisters virksomhed i forbindelse med Algierkrigen var koordineret med Michel Raptis fra Fjerde Internationale. Det ses, at Ernest Mandel i slutningen af 1960’erne traf beslutning om, at trotskisterne skulle fortsætte arbejdet inden for VS, selv om visse danske trotskister ønskede at afslutte arbejdet. Yderligere ses det, at oprettelsen af de forskellige ”Rødt Europa”-grupper såvel i Danmark som i andre lande skete som følge af en beslutning på et møde i Bruxelles i 1970. Ydermere synes trotskisternes virksomhed på arbejdsmarkedet at være afledt af samme møde i Bruxelles i 1970.


[380] For PET’s overordnede trusselsperception henvises til Kommissionens sammenfattende fremstilling, hvor trotskisternes rolle forklares i en bredere sammenhæng.

[381] Kommissionens database over telefonaflytninger.






10. Retlig vurdering for så vidt angår perioden 1968-1989

Det fremgår af beskrivelsen ovenfor og af bind 4 og 7, at PET i et vist omfang anvender dobbeltagenter i sit virke. Disse dobbeltagenter – dvs. personer, der fremstår som agenter for en fremmed efterretningstjeneste, men som reelt arbejder for PET[382] – har særlig interesse i forbindelse med kontraefterretningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke omfattes af PET-Kommissionens kommissorium, jf. bind 1. Som det imidlertid også fremgår sammesteds kan det for så vidt angår visse forhold være nødvendigt for Kommissionen at berøre spørgsmål om PET’s kontraefterretningsvirksomhed, og Kommissionen har herunder i fornødent omfang gennemgået akter vedrørende dobbeltagentoperationer, herunder operation Samson. Således kan dobbeltagentoperationer som operation Samson have andre implikationer end blot kontraefterretning, f.eks. fordi operationen kan have udspring i eller forbindelse til de af PET overvågede politiske miljøer.

Kommissionen har fundet det nødvendigt som led i sin stillingtagen til operation Samson at tage stilling til, om brug af dobbeltagenter er et efterforskningsskridt, der er foreneligt med reglerne for PET’s virke.

En dobbeltagentoperation må formentlig i mange tilfælde forudsætte, at den fjendtlige efterretningstjeneste, som operationen er vendt imod, forsynes med oplysninger af en vis validitet, og som af den pågældende efterretningstjeneste må opfattes som ægte, eventuelt gennem en nærmere prøvelse, såkaldt ”kyllingefoder”, jf. ovenfor. Herved bibringes den fjendtlige tjeneste en urigtig opfattelse af dobbeltagenten og evt. af de oplysninger, som denne senere måtte fremkomme med, og en sådan tilsløring kan være afgørende for den fjendtlige tjenestes accept af dobbeltagenten. Det er Kommissionens opfattelse, at i det omfang det tillades PET at udøve kontraefterretningsvirksomhed gennem brug af dobbeltagenter, kan det ikke i sig selv kritiseres, at efterretningstjenesten i et vist omfang har ladet oplysninger tilgå en fjendtlig tjeneste gennem dobbeltagenten, selv om der herved evt. sker en realisering af gerningsindholdet i straffelovens spionagebestemmelser.

Formålet med PET’s virke er angivet i Instruksen til Chefen for PET. I instruksen af 30. november 1953 fremgår det af punkt 1 bl.a., at PET skulle efterforske sager angående de i straffelovens kapitel 12 og 13 omhandlede forbrydelser, derunder spionage af enhver art. Af instruksens punkt 2 fremgår bl.a., at PET havde til opgave at bistå til planlæggelse og gennemførelse af forholdsregler til sikring mod spionage, infiltration og lignende bl.a. inden for statens og kommunernes civile administration. Også den i dag gældende instruks pålægger PET at efterforske handlinger, der truer statens sikkerhed, og fremmede magters ulovlige efterretningsarbejde.

Det fremgår således, at formålet for PET’s virke i den for Kommissionen relevante periode udtrykkeligt var efterforskning vedrørende angreb på statens sikkerhed og ulovlig spionage og bistand med forholdsregler herimod. Der er ikke noget i instruksen, der forbyder PET at anvende aktive efterforskningsskridt, herunder brug af agenter. Det er endvidere Kommissionens indtryk, at anvendelse af dobbeltagenter internationalt har været et almindeligt anerkendt modtræk over for fjendtlige efterretningstjenester. Der er således efter Kommissionens opfattelse ikke tvivl om, at det har ligget inden for PET’s beføjelse at efterforske og modvirke spionage i eller mod Danmark ved kontraefterretningsvirksomhed gennem brug af dobbeltagenter. Straffelovens bestemmelser er efter Kommissionens opfattelse ikke til hinder herfor. Formålet med disse bestemmelser har ikke været at hindre efterretningstjenesten i at anvende et almindeligt og formentlig nødvendigt instrument til at modvirke fremmede efterretningstjenesters arbejde i Danmark, og det videregående sigte med aktiviteten, herunder brug af det såkaldte ”kyllingefoder”, er netop dette. En fortolkning af straffelovens bestemmelser om spionage må indebære, at PET i forhold til disse bestemmelser lovligt kan udøve dobbeltagentvirksomhed og herunder udlevere (korrekte) oplysninger til en fremmed efterretningstjeneste.

I forhold til PET’s brug af dobbeltagenter foreligger der således i forhold til spionagebestemmelserne såkaldt manglende materiel typicitet.[383]

Det kan imidlertid ikke antages, at en efterretningstjeneste frit og uden nogen begrænsning kan udlevere – eller lade udlevere – oplysninger til en fjendtlig efterretningstjeneste, når blot formålet har været at gennemføre en dobbeltagentoperation. Straffelovens bestemmelser om spionage må efter det ovenfor anførte fortolkes indskrænkende, når dobbeltagentvirksomhed skal accepteres som et relevant efterforskningsmiddel for PET. En sådan fortolkning, der indebærer en fravigelse af den udtrykkelige ordlyd i en lovbestemmelse, må dog ske med forsigtighed, og straffeloven må antages at sætte en grænse for, hvad der kan udleveres til en fjendtlig efterretningstjeneste, selv om en sådan grænse næppe kan beskrives abstrakt, men spørgsmålet må afgøres konkret fra sag til sag. Denne forsigtighed må i hvert fald iagttages, når loven – i dette tilfælde straffeloven – sætter grænser for PET’s lovlige myndighedsudøvelse. Imidlertid må også karakteren af dobbeltagentoperationen, herunder karakteren af det efterretningsmæssige materiale, der var målet for operationen, afvejes i forhold til karakteren og følsomheden af de oplysninger, der udleveres til den fjendtlige efterretningstjeneste.

Af den foregående gennemgang fremgår, at en af PET’s kilder med PET’s viden og samtykke, samt i nogen grad efter PET’s nærmere vejledning udleverede forskellige oplysninger om herboende personer og danske forhold til den østtyske efterretningstjeneste MfS (Stasi). De oplysninger, som kilden udleverede stammede ikke fra PET, men var fremskaffet af kilden selv, særligt gennem dennes kontakter i det trotskistiske miljø i Danmark. Det fremgår videre, at kilden blev hvervet af den østtyske efterretningstjeneste på en af de såkaldte ”Østersøuger”, som kilden deltog i efter PET’s opfordring og med det klare formål, at kilden skulle hverves af MfS, således som det også skete. Operationen havde således karakter af en dobbeltagentoperation, hvorved PET gennem kildens arbejde for MfS skulle erhverve sig oplysninger om den østtyske tjeneste af efterretningsmæssig betydning.

Kommissionen har efter det ovenfor anførte ikke bemærkninger til selve den omstændighed, at PET anvendte sin kilde som led i en dobbeltagentoperation vendt mod MfS.

De informationer, som kilden med PET’s indforståelse videregav til MfS, var af meget forskelligartet karakter. Eksempelvis overleveredes publiceret materiale, bl.a. Kinesisk Bulletin, Reserveofficerernes Blad, VS-bulletin, men også mere personfølsomme oplysninger blev meddelt MfS. Således overleveredes medlemslister og abonnentlister fra den danske sektion af IV. Internationale, ligesom en persons ægteskabelige forhold og politiske gøremål blev meddelt denne tjeneste. Oplysningernes karakter og mulige anvendelse for MfS indebærer antageligt, at udleveringen af i hvert fald en del af disse oplysninger objektivt set realiserer straffelovens § 108. Kommissionen har imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at nogen herved har pådraget sig et strafansvar eller i øvrigt handlet retsstridigt.


[382] Begrebet ”dobbeltagent” er muligvis ikke aldeles klart defineret. Kommissionen har af fremstillingsmæssige årsager valgt at angive Operation Samson som dobbeltagentoperation. Dette valg er uden betydning for Kommissionens retlige vurdering af sagen. I Polmar & Allen, The Encyclopedia of Espionage defineres ”double agent” således: ”Agent engaged in cladestine activity for two or more intelligence services who provides information to one service about the others, or about each service to the others.”

[383] Se endvidere Kommenteret Straffelov, Speciel del, s. 2 og 16, der anfører, at en rimelig afgrænsning af § 108 må ske bl.a. ved en indskrænkende fortolkning.






DEL 2: Maoistiske miljøer 1963-89






11. Indledning og baggrund

I 1960’erne og 1970’erne opstod der en række venstrefløjsgrupper i Danmark og det øvrige Vesteuropa. Ud over at ville bekæmpe de borgerlige samfund, var de nye grupper i opposition til de traditionelle moskvatro kommunistiske partier, i Danmark repræsenteret ved DKP. Mange af de nye grupper blev dannet på et maoistisk grundlag, som de selv kaldte for ”Marxismen-leninismen, Mao Tse-tung tænkningen anvendt på den danske virkelighed”, i daglig tale dog blot ”ML-grupperne”. Som den første blev Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) dannet i 1963, hvorfra en af medstifterne i 1968 dannede Kommunistisk Forbund marxister-leninister (KFML), der senere blev til Kommunistisk Arbejderparti (KAP). KAP var den mest kinavenlige gruppe. En udbrydergruppe fra KFML dannede i 1973 Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l), og i 1978 blev Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP/ml) dannet. Dette parti fungerede som ideologisk støtte for Albanien, idet der var opstået uoverensstemmelser mellem Kina og Albanien og dermed også blandt danske maoistgrupper. Samme år, i 1978, blev KAK nedlagt og Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe (M/KA) dannet. Det var kernemedlemmerne fra denne gruppe, der senere er blevet kendt under de to betegnelser ”Appel-gruppen” og ”Blekingegadebanden”.

Denne del af bindet er struktureret i to. Første del beskriver PET’s overvågning af maoistiske miljøer fra 1963 til 1978. Anden del beskriver overvågningen mellem 1979 og 1989. Første periode omfatter dannelsen af de maoistiske ml-grupper, det vil sige KAK, KFML, KAP, MLE og KAm-l, og deres virksomhed, sådan som den kan læses gennem primært PET’s, men også i nogen grad de overvågede miljøers egne arkiver. Anden fase omhandler de grupper og partier, som gjorde sig mest gældende på denne del af venstrefløjen i 1980’erne (KAP,

DKP/ml og Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe), samt i et vist omfang PET’s overvågning af palæstinensiske miljøer i Danmark.[384]

For at forstå de yderliggående venstrefløjsgruppers ideologiske opgør med den eksisterende venstrefløj er det nødvendigt at se på den konflikt, der udspillede sig mellem Sovjetunionen og Kina 1959-63. Konflikten rummede forskellige elementer, herunder almindelige samarbejdsproblemer, men også ideologiske uoverensstemmelser.

I Kina kom Maos radikale idéer om den menneskelige vilje og massernes styrke til udtryk gennem ”Det Store Spring Fremad” i slutningen af 1950’erne. Der var tale om et radikalt forsøg på produktionsvækst og social forandring gennem militant organisation og kollektivisering af først og fremmest bondebefolkningen. I 1958 havde denne voldsomme udvikling resulteret i, at omkring 99 procent af bondebefolkningen var blevet organiseret i et stort antal folkekommuner med integreret ledelse for landbrug, produktion og politik. Mao betragtede udviklingen som et gennembrud i den socialistiske udvikling, der ville føre til kommunismen, men på et tidligere tidspunkt end teorierne ellers foreskrev.[385]

Maos idé om en ”fortsat revolution” stod i kontrast til overbevisningen hos Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP), der som nævnt i del 1 siden 1930’erne havde betragtet den permanente revolution som trotskistisk kætteri og undergravende for partiets ledende rolle. Hertil kom, at Stalins efterfølger, Nikita Khrusjtjov, gennem anden halvdel af 1950’erne, samtidig med Det store Spring i Kina, indledte et opgør med stalintiden og de hårde revolutionære paroler. På SUKP’s 20. partikongres i 1956 rettede Khrusjtjov således en skarp kritik af Stalin og hans ledelse. Kritikken suppleredes med teserne om mulighederne for fredelig sameksistens mellem den kapitalistiske og den socialistiske verden. Yderligere mente Khrusjtjov, at en fredelig ændring af de kapitalistiske stater til socialistiske stater var mulig, hvis proletariatet i de vestlige lande støttede et parlamentarisk flertal og gennemførte fundamentale sociale forandringer. I Vesten gav den nye, tilsyneladende mindre konfrontatoriske linje anledning til optimisme. Sådan var det imidlertid ikke i Kina. Mao betragtede Khrusjtjovs ytringer som et brud med den klassiske leninisme, der blandt andet rummede en forestilling om, at et opgør mellem de to verdener var uundgåeligt.

Mellem 1959 og 1961 blev uenigheden mellem Kina og Sovjetunionen mere udtalt. Kina havde siden Koreakrigen (1950-53) og under Det store Spring haft brug for sovjetisk støtte af enhver art. Khrusjtjov kæmpede imidlertid for at hæve den sovjetiske levestandard og havde selv brug for de knappe sovjetiske ressourcer, og Sovjetunionen så sig derfor ikke i stand til at støtte Kina og ønskede heller ikke at gøre det af ideologiske grunde. Samtidig var Chang Kai-Shek og hans styrker på Taiwan blevet udrustet med moderne våben fra USA, hvilket gjorde militær støtte fra Sovjetunionen ekstra påkrævet. Men Khrusjtjov udtrykte forsigtighed og ville ikke, hvad Mao hævdede han havde lovet i oktober 1957, forsyne kineserne med en prototype på en atombombe.[386] Yderligere forværredes forholdet, da Kina og Indien i 1959 udkæmpede en territorial konflikt, hvor Khrusjtjov tilbød Indien betydelige økonomiske kreditter.

Beskyldninger og modbeskyldninger fløj gennem luften ved de efterfølgende internationale kommunistiske møder, og konflikten bredte sig til de socialistiske lande i Europa, hvor Albanien og Jugoslavien blev vigtige aktører i opgøret. Kina støttede Albaniens stalinistiske linje og uafhængighed af Sovjetunionen og fordømte Jugoslavien med hårde ord og holdninger, der var direkte møntet på Sovjetunionen. Khrusjtjov tog afstand fra Albanien og endnu engang fra Stalin, hvorved den ideologiske konflikt atter blev tydeliggjort. Ifølge kineserne ændrede den tilsyneladende modernisering ikke på de grundlæggende karakteristika ved imperialismen og den proletariske revolutionsepoke, ”trods de moderne revisionisters påstand om det modsatte”.[387] Kritikken af Khrusjtjovs linje var utvetydig, og Kina blev Albaniens nye økonomiske og tekniske støtte. Sovjetunionen trak sine rådgivere og eksperter ud af Kina, og i 1963 indtraf bruddet mellem de to lande. I 1969 kom det til sammenstød ved Ussuri-floden og andre steder langs den sovjetisk-kinesiske grænse, hvor sovjetiske tropper var blevet opmarcheret i takt med, at spændingen mellem de to lande steg. I omkanten af 100 russiske og 800 kinesiske soldater blev dræbt eller såret ved kampene, der dog aldrig antog karakter af egentlig krig.[388]

Den kinesiske kritik af den sovjetiske linje lagde grunden til en tilsvarende kritik af de moskvavenlige kommunister i de vestlige lande. De følgende år blev der således dannet et antal marxistisk-leninistiske grupper (ml-grupper), der tog udgangspunkt i støtten til Mao, og som lå til venstre for de traditionelle SUKP-orienterede kommunistiske partier. Et gennemgående stridspunkt var kritikken af og opgøret med det, der blev opfattet som de øvrige partiers og gruppers revisionisme. For mange danske ml-grupper repræsenterede det sovjetvenlige DKP derfor en hovedfjende, kun overgået af det borgerlige samfund, og i perioder ikke engang det.

Gruppernes teoretiske grundlag tog som hovedregel udgangspunkt i ”Marxismen-leninismen, Mao Tse-tung-tænkningen”, der af maoisterne selv blev betegnet som en videreudvikling af marxismen-leninismen: Karl Marx og Friedrich Engels nedfældede deres tanker i midten af 1800-tallet, hvor kapitalismen ”befæstedes”, og nye klasser blev skabt. De to teoretikere grundlagde den såkaldte ”videnskabelige socialisme” og fandt gennem studier frem til de ”love”, som de mente, styrede historiens udvikling, og som bestemte samfundets ”nødvendige” overgang fra et historisk stadie til et andet. Når denne ”lovmæssige” udvikling havde nået det kapitalistiske stadium, som på Marx’ tid altså var i sin vorden, ville proletariatet af ”historisk nødvendighed” udgøre hovedkraften i den socialistiske revolution og dermed berede overgangen fra socialistisk styre til realiseringen af det klasseløse kommunistiske samfund.[389]

Lenin udviklede den marxistiske teori på baggrund af den omfattende kolonisering, der fandt sted omkring i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, og tilføjede teorien om imperialismen som kapitalismens højeste stadium. Derudover kom han til at symbolisere den revolutionære udvikling ved at stå i spidsen for den første socialistiske omvæltning overhovedet, i Rusland i 1917. Han udviklede desuden teorier om revolutionære forudsætninger i kapitalistiske lande, såsom hvornår et land ville være ”rede” til at bevæge sig fra en fase til en anden. Ikke mindst disse teorier blev senere genstand for diskussion og fortolkning. Endelig tilføjede Mao nogle nye dimensioner til den marxistisk-leninistiske tankegang og skærpede den antiimperialistiske teori netop på et tidspunkt, hvor den tredje verdens frigørelsesproces fra de tidligere kolonimagter fandt sted. Maos teorier om folkekrig og den koloniale revolution var vigtige elementer i den kamp, som de danske ml-grupper ville udkæmpe i de undertrykte folks navn. Blandt andet hæftede de sig ved Maos teori om, at klassekampen nødvendigvis måtte fortsætte under socialismen. I forhold til den klassiske marxistiske inddeling i basis og overbygning var det Maos pointe, at overbygningen ikke automatisk fulgte med den socialistiske omvæltning, der måtte have fundet sted i basis. Proletarisk ideologi og socialistiske forhold ville ikke nødvendigvis være fremherskende i overbygningen, der generelt var præget af en vis træghed. Derfor var en løbende mobilisering af masserne i en stadig kamp mod forældede og borgerlige vaner en betingelse for, at den socialistiske udvikling ikke blev hæmmet. Det var således en gennemgående tese i Maos tænkning, at klassekampen ikke ophørte, selv når proletariatet havde vundet den politiske magt, men fortsatte på alle områder – herunder især på det ideologiske – gennem hele den socialistiske epoke. I modsat fald ville revisionistiske og kapitalistiske tendenser i og uden for det kommunistiske parti slå igennem, som det ifølge maoisterne så tydeligt havde været tilfældet i Sovjetunionen siden 1950’erne. Her havde Khrusjtjov som nævnt taget et opgør med stalintiden og blandt andet lanceret idéen om, at arbejderklassen i enkelte lande under de rette forudsætninger havde mulighed for at virkeliggøre et socialistisk samfund ad parlamentarisk vej. Denne mulighed afviste Mao blankt og betegnede det som et udtryk for revisionisme at tro på, at man kunne afvige fra den ”revolutionære nødvendighed”. Denne lå indbygget i den dogmatiske marxisme og afviste ikke-revolutionære midler som en metode til at realisere socialismen. Revisionisme repræsenterede således det modsatte af, hvad en revolutionær linje, som maoismen, plæderede for. Begrebet blev et skældsord på den yderste venstrefløj og hyppigt anvendt til at diskvalificere ideologiske modstandere og til at fremhæve egen revolutionær elan.

Maos idéer om den fortsatte klassekamp og den konstante revolutionære tilstand lagde både åndeligt og materielt grunden til ”Den Store Proletariske Kulturrevolution”, eller blot ”Kulturrevolutionen”, der kulminerede i 1966. Udgangspunktet var en forestilling om, at der trods alle socialistiske tiltag på de økonomiske og materielle områder, stadig herskede borgerligt og ”anti-socialistisk ukrudt” i det kinesiske kultur- og åndsliv. Lederne af kulturrevolutionen talte for et altomfattende angreb på de ”fire gamle” elementer i det kinesiske samfund: gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammeldags tænkemåde. Fortolkningen af disse begreber blev i høj grad overladt til frontfigurerne i kulturrevolutionen, de såkaldte ”Rødgardister”, der gik drastisk til værks. I løbet af efteråret og vinteren 1966 udviklede opgøret sig til bitre kampe mellem fraktioner og generationer, og tabene af menneskeliv var uhyrlige. Millioner af unge blev opfordret til at ødelægge gamle bygninger, templer og kunstgenstande, angribe lærere, skoleledere, partiledere og ældre familiemedlemmer i opgøret med gammel vanetænkning. Tusinder af intellektuelle blev tævet ihjel. Andre slap med at deklamere deres selvkritik foran hujende forsamlinger og gå gennem byerne med skilte hængt om halsen. Millioner blev forflyttet til landdistrikterne for at rense sig selv ved hjælp af fysisk arbejde. Der hersker tvivl om, hvor mange der døde som følge af kulturrevolutionen, men der var ifølge den internationale litteratur tale om et tocifret milliontal.[390]

Det danske KFML udlagde i sit program fra 1970 kulturrevolutionen som ”anti-revisionisme i praksis” og som et eksempel på ”massernes mobilisering mod den snigende revisionisme og kapitalistiske udvikling”.[391] Generelt fortolkende de danske ml-grupper kulturrevolutionen som et gennemgående opgør med sociale privilegier og som udtryk for ”massekritik og proletarisk demokrati”.[392] Mere overordnet opfattede grupperne udviklingen i Kina som et opgør med både amerikansk imperialisme og med den ”forstenede” og ”revisionistiske” sovjetkommunisme. De mange ideologiske diskussioner blandt de yderliggående venstrefløjsgrupper handlede således om at definere det ”rigtige” marxistisk-leninistiske grundlag og den ”korrekte” maoistiske tolkning, ofte i relation til den antiimperialistiske kamp, som Lenin og Mao var symboler på. Diskussionerne kunne drives med en nærmest skolastisk nidkærhed og førte ikke sjældent til, at nye grupper opstod i et forsøg på at holde den ”korrekte udlægning” i hævd og slutte ring om den ”rene” marxisme-leninisme.


[384] I det følgende besvares folketingsspørgsmål nr. 123: Er der personer, som er blevet registreret af PET, fordi de pågældende har skrevet under på anmeldelse af et politisk parti f.eks. SAP, KAP eller DKP/ML? Spørgsmål 152: Blev 1. maj møder i 1980’erne overvåget af PET? I bekræftende fald hvilke og hvor? Spørgsmål nr. 310: Ministeren bedes uddybe, hvad der menes med sætningen: ”Det er således ikke blevet anset som værende i strid med regeringserklæringen, at PET har efterforsket mod f.eks. SAP, KAP og DKP/ML”, (PET-redegørelsen side 39). Samtidig bedes ministeren oplyse, hvem der har foretaget vurderingen af DKP/ML, på hvilket grundlag det er sket, samt om sager har været forelagt den ansvarlige minister og i givet fald hvornår? Spørgsmål nr. 311: Ministeren bedes oplyse, om PET har infiltreret DKP/ML. I bekræftende fald ønskes oplyst, i hvilke perioder og hvem der har givet tilladelsen. Samtidig ønskes oplyst, om infiltreringen har været forelagt den ansvarlige minister og i givet fald hvornår? Spørgsmål nr. 312: Ministeren bedes oplyse, om PET har ransaget eller foretaget indbrud i DKP/ML’s partikontor. I bekræftende fald ønskes oplyst hvornår? Spørgsmål nr. 313: Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang PET har foretaget rumaflytning af partiets kontorer og kontrolleret post sendt til partiet. Spørgsmål nr. 314: Ministeren bedes oplyse, om PET har overvåget eller infiltreret DKP/ML’s årlige sommerlejre. I bekræftende fald ønskes oplyst, hvorvidt der er sket en registrering af lejrdeltagerne. Spørgsmål nr. 315: Ministeren bedes oplyse, om PET på noget tidspunkt har modtaget oplysninger på grundlag af de anmelderblanketter, som gjorde DKP/ML opstillingsberettiget til folketingsvalgene i 1984 og 1987 under navnet Marxistisk Leninistisk Parti. I bekræftende fald ønskes oplyst, om der er sket registreringer på grundlag af disse oplysninger. Spørgsmål nr. 316: Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang PET har aflyttet telefoner tilhørende DKP/ML og Dagbladet Arbejderen. Spørgsmål nr. 317: Ministeren bedes oplyse, om PET på noget tidspunkt har foretaget en registrering af abonnenterne på Dagbladet Arbejderen. Samtidig bedes ministeren oplyse, om det er korrekt, at PET gennem postvæsenet har indhentet oplysninger om Dagbladet Arbejderens abonnenter, samt på hvilket juridisk grundlag dette fandt sted. Spørgsmål nr. 318: Ministeren bedes oplyse, i hvilket omfang PET har foretaget telefonaflytninger, rumaflytninger og kontrolleret privat post hos ledende medlemmer af DKP/ML. Spørgsmål nr. 319:Ministeren bedes oplyse, om medlemmer af DKP/ML er blevet registreret af PET alene på grundlag af rejser til Albanien, Nordkorea eller Cuba. I bekræftende fald bedes oplyst hvem, og hvornår? Spørgsmål nr. 320: Ministeren bedes oplyse, om PET har benyttet kontaktnet til at registrere DKP/ML’s medlemmer og/eller aktiviteter. Spørgsmål nr. 321: Ministeren bedes oplyse, om PET foretager registrering af medlemmer af DKP/ML alene på grundlag af deres partitilhørsforhold. Spørgsmål nr. 322: Ministeren bedes oplyse, om PET har videregivet oplysninger om DKP/ML – herunder oplysninger om lovlige politiske aktiviteter – til andre landes efterretningstjenester. Spørgsmål nr. 323: Ministeren bedes oplyse, om PET ved hjælp af sin overvågning, registrering og mulige infiltration af DKP/ML på noget tidspunkt har afsløret ulovligheder? Spørgsmål 341: Havde PET i 1980’erne agenter eller meddelere placeret i DKPml, eller overvågede PET KDPml? Spørgsmål nr. 342: Havde PET i 1980’erne agenter elle meddelere placeret i DKPml, eller overvågede PET DKPml?

[385] Maos Kina er beskrevet talrige steder i den internationale litteratur, f.eks. Chen Jian, Mao’s China & the Cold War (The University of North Carolina Press, 2001). På danske forligger bl.a. Jung Chang & Jon Halliday, Mao. Den ukendte historie (Gyldendal, 2006); Jonathan D. Spence, Kina 1949-1991 – Folkerepublikken (Lademann, 1992).

[386] Da Mao besøgte Moskva i 1957 underskrev de to ledere en hemmelig aftale om ”ny teknologi til det nationale forsvar”. Denne aftale hævdede Mao senere også indebar et russisk løfte om at forsyne Kina med ”et prøveeksemplar af en atombombe og tekniske data vedrørende fremstillingen af atomvåben”. Jonathan Spence, Kina 1949-1991, s. 626. Se også Richard Pipes, Communism – A history (New York, 2003) s. 123 f.

[387] Jonathan Spence, Kina 1949-1991 – Folkerepublikken, s. 629. Citat fra partiorganet Røde Fane.

[388] Om det sovjetisk-kinesiske forhold se eksempelvis Geir Lundestad, East, West, North, South. Major Developments in International Politics since 1945 (Oxford University Press, 1999), s. 236-246.

[389] Se f.eks. Raino Malnes og Knut Midgaard, Politisk tenkning fra antikken til vår tid (Oslo, 1994), s. 247-268.

[390] Geir Lundestad nævner, at der formentlig døde mere end 20 millioner kinesere alene som følge af tilbageslaget i kinesisk produktivitet. Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 242. I Kommunismens Sorte Bog hedder det, at der antagelig har været mellem seks og ti millioner direkte ofre for kulturrevolutionen, hvortil kommer formentlig 20 millioner døde i straffelejrene samt mellem 20 og 43 millioner døde som følge af hungersnød. Stéphane Courtois m.fl., Kommunismens Sorte Bog. Forbrydelser, terror, undertrykkelse (Høst & Søn, 2003), s. 519. Jonathan Spence, Kina 1949-1991 – Folkerepublikken, s. 643-650.

[391] Se KFML: For et revolutionært kommunistisk parti – KFLM’s baggrund og program 1970, s. 44.

[392] Paul Villaume, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 15 – Lavvækst og frontdannelser 1970-1985 (Gyldendal & Politiken, 2005), s. 62-63.






12. KAK – Kommunistisk Arbejdskreds 1963-78

Den første maoistiske gruppe i Danmark blev dannet i 1963. Grundlæggeren hed Gotfred Appel. Han havde tidligere været medlem af DKP, men var blevet ekskluderet, da han tilsluttede sig kritikken af Sovjetunionens politik, og hvad han opfattede som en moderne revisionisme, der herhjemme blev repræsenteret af det moskvatro DKP. Appel stiftede Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) og fik følgeskab af Benito Scocozza, der senere blev formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP). Scocozza meldte sig frivilligt ud af DKP.[393] Sammen begyndte de at udgive bladet Orientering (fra oktober 1964: Kommunistisk Orientering), der i mange år fremover blev KAK’s talerør. Land og Folk skrev hånligt om navnet Kommunistisk Arbejdskreds, at det næppe blev det sidste misbrug af ordet ”kommunisme”. Grundlæggende var det Land og Folks opfattelse, at udgiverne ikke så perspektiverne i kommunismens kamp.[394] Gotfred Appel havde siden begyndelsen af 1950’erne været tilknyttet den kinesiske ambassade som underviser i dansk, og under et besøg i Kina i 1959 skrev han rejsebreve til Land og Folk om sine oplevelser. Efter eksklusionen fra DKP oprettede han i 1963 med tilskud fra den kinesiske ambassade forlaget Futura på Svanevej i Københavns nordvestkvarter. Støtten kom via de kontrakter, som Futura indgik med ambassaden om udgivelse og oversættelse af kinesiske skrifter, herunder den kinesiske repræsentations eget blad Bulletin.[395]

KAK’s ideologiske opgør med den moskvatro kommunisme bundede i den opfattelse, at der bestod en modsætning mellem de imperialistiske og de udbyttede nationer. I dette verdensbillede hørte Sovjetunionen til blandt de førstnævnte, eftersom Khrusjtjov, ifølge kritikere, havde svigtet de revolutionære idealer, mens Kina derimod stod som beskytter af de kæmpende folk i den tredje verden.[396] Denne globalt orienterede antiimperialistiske tankegang brugte Gotfred Appel til at formulere den såkaldte ”snylterstatsteori”. Teorien blev efterfølgende et ideologisk omdrejningspunkt for KAK og den senere ungdomsafdeling Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF). Grundtanken var, at den vigtigste konfliktakse gik mellem Nord og Syd – ikke mellem Øst og Vest – og at den industrialiserede verdens økonomiske, industrielle, tekniske og sociale udvikling i sidste ende baserede sig på udbytning og plyndring af den tredje verden. Arbejderklassen i det rige og udviklede Vesten indtog dermed en dobbeltstilling, i og med at den både var udbyttet som producerende klasse i nationalt perspektiv og bestukket med høj levestandard baseret på neokolonialt rov i et internationalt perspektiv. Bestikkelsesfaktoren, der kom til udtryk i den antiimperialistiske kamp, blev snart den dominerende del af teorien. Med henvisning til Lenin skrev Kommunistisk Orientering i 1966, at proletariatets kamp i de kapitalistiske lande var simpelt bedrag, hvis den ikke blev forbundet med de undertryktes kamp mod imperialismen.[397] Efterhånden som teorien blev udviklet, fik tredjeverdens-orienteringen stadig mere vægt, indtil den antiimperialistiske kamp overskyggede den hjemlige klassekamp i KAK’s skrifter fra sidste halvdel af 1960’erne. Ifølge gruppen var en socialistisk omvæltning i Danmark ikke mulig, så længe samfundet udnyttede den tredje verden.[398] Det forklarer dels, hvorfor KAK almindeligvis ikke deltog i faglige konflikter om løn og arbejdsmarkedsforhold, dels gruppens fokus på internationale spørgsmål såsom Vietnam i 1960’erne og Palæstina i 1970’erne. Det skal dog nævnes, at KAK stadig så væbnet revolution som eneste mulighed for en socialistisk omvæltning i Danmark. Argumentet var begrundet i erfaringer, der viste, at borgerskabet selv ville sætte de demokratiske spilleregler ud af kraft, i det øjeblik en socialistisk omvæltning truede. Derfor var det nødvendigt at gennemtvinge udviklingen med voldelige midler.[399]

Billede: Gotfred Appel

Gotfred Appel stiftede i 1963 den første maoistiske gruppe i Danmark, Kommunistisk Arbejdskreds. I de følgende år knyttede Appel en række yngre maoister til sig, f.eks. Finn Ejnar Madsen der på et tidspunkt var formand for Kommunistisk Ungdoms Forbund. Den gruppe, der i slutningen af 1980’erne blev kendt som ”Blekinge gadebanden”, havde i 1970’erne ligeledes været knyttet til Appel. Af denne grund blev gruppen i en periode omtalt som Appel-gruppen. (Polfoto).

Samtidig med at ideologien blev skærpet, faldt flere medlemmer fra. Medstifter og ansvarshavende redaktør af Kommunistisk Orientering, Benito Scocozza, forlod KAK i foråret 1965. Hovedårsagen var, at Scocozza og Appel ikke kunne blive enige om, hvad man skulle forstå ved ”en arbejder”, og i naturlig forlængelse af dette, hvem arbejderklassen bestod af. Derudover var Scocozza ikke enig i et antal af snylterstatsteoriens vigtigste præmisser. Andre meldte sig ud, da de mente, at gruppen var for kritisk over for den danske arbejderklasse.[400] Hvor mange det drejede sig om er usikkert. Af PET’s arkiv fremgår, at tjenesten havde noteret et medlemstal på 35-40 personer i 1964.[401] Andre kilder nævner, at KAK ved dannelsen af KUF i foråret 1968 kun bestod af fire-fem medlemmer, hvilket i praksis vil sige Gotfred Appel, hans partner Ulla Hauton og nogle få andre.[402] I 1970 var KAK’s medlemstal næppe over ti,[403] mens KUF på samme tidspunkt havde omkring 125 medlemmer. Antallet faldt dog op til 1972 af årsager, der vil blive behandlet nedenfor. Modsat en stor del af den øvrige venstrefløj blev dette ikke betragtet som et svaghedstegn. Forudsætningen for medlemskab var ubetinget tilslutning til Appels idéer og strategier, og frem til KAK’s opløsning i 1978 blev den dogmatiske tankegang opretholdt af en stærk ledelse.[404] Det lave medlemstal gjorde denne praksis mulig.

KAK’s første hovedindsats i det antiimperialistiske arbejde lå i forlængelse af teserne om modsætningerne mellem den rige og den fattige verden og var rettet mod den amerikanske involvering i Vietnam. Protesterne mod interventionen og Vietnambevægelsen som helhed begyndte for alvor, da amerikanerne indledte bombardementer af det nordlige Vietnam i foråret 1965 og indsatte regulære tropper i sommeren samme år. En af de første danske Vietnamorganisationer, Vietnamkomitéen, blev dannet på KAK’s initiativ i januar 1966 og tiltrak en række unge mennesker, der herigennem fik kendskab til KAK, og som senere var med til at danne KUF. Blandt disse unge var fire personer, der siden skulle indgå i den såkaldte ”Blekingegadebande”: Peter Døllner, Niels Jørgensen, Jan Weimann og Jens Holger Jensen.[405] Vietnamkomitéen tog initiativ til en pengeindsamling til et nordvietnamesisk hospital under mottoer, der var betegnende for KAK’s udgangspunkt: ”Befri Syd, forsvar Nord, genforen fædrelandet” og ”Vietnams folk kæmper også for os”. I forhold til den splittelse, der senere opstod mellem en moderat og en radikal fløj i Vietnambevægelsen, hørte KAK og KUF til den sidste, hvor sammenstød med politiet ikke var ualmindeligt.[406]

Det var på dette antiimperialistiske og revolutionære grundlag, at KUF blev stiftet i marts 1968. I fjerde nummer af det maoistiske og DKP-kritiske skrift Ungkommunisten kunne man på forsiden læse en resolution, hvoraf det fremgik, at bladets arbejdsudvalg den 26. marts havde besluttet at danne en revolutionær organisation under navnet Kommunistisk Ungdoms Forbund. Det politiske grundlag var ikke overraskende marxismen-leninismen og, som det hed, Mao Tse-tung tænkningen anvendt på den danske virkelighed. Dette ville i praksis sige, at forbundet godkendte KAK’s politiske linje og anerkendte KAK’s ledende rolle.[407]

KUF’erne blev hurtigt meget virksomme hvad angik antiimperialistiske aktiviteter, først med støtte fra KAK og siden uden. Aktiviteterne tiltrak aktivister fra den øvrige del af venstrefløjen, herunder den senere landskendte Finn Ejnar Madsen.[408]

Den Antiimperialistiske Aktionskomité

I april 1967 blev Finn Ejnar Madsen ekskluderet af den danske sektion af Fjerde Internationale efter at have været medlem i otte måneder.[409] Årsagen var hans maoistiske synspunkter, der efterfølgende kom til udtryk i dannelsen af de kinesisk inspirerede ”De Danske Rødgardister” i sommeren 1967.[410] Gruppen omfattede ifølge PET’s oplysninger cirka 15 mennesker, og én af de første dokumenterede tilkendegivelser var opklæbningen af en vægavis efter kinesisk model den 8. juli 1967 med overskriften: ”Kinas B-bombe er verdensproletariatets bombe”.[411] Gotfred Appel havde både i forbindelse med kinesernes første atombombesprængning i 1964 og nu også ved den første brintbombe udtrykt tilsvarende beundring for de kinesiske resultater.[412] Trods fælles holdninger kom et samarbejde mellem de to grupper ikke umiddelbart på tale. PET fik ubekræftede informationer fra Fjerde Internationales forretningsudvalgsmøde om, at rødgardisterne havde kontakt til den kinesiske ambassade, og at ambassaden havde lagt pres på Gotfred Appel for at få ham til at samarbejde med den nystiftede maoistiske gruppe.[413] Men en måned senere i august 1967 blev det oplyst, at rødgardisterne og KAK intet havde at gøre med hinanden.[414]

Både før og under medlemskabet af Fjerde Internationale havde Finn Ejnar Madsen været aktiv ved især vietnamrelaterede aktioner og var noteret for flere tilfælde af gadeuorden og slagsmål.[415] Denne praksis fortsatte ved dannelsen af rødgardisterne, og den følgende oktober deltog gruppen i en demonstration foran den amerikanske ambassade, hvor der ifølge PET’s oplysninger opstod alvorlige uroligheder og slagsmål med politiet.[416] Et andet eksempel på hans virketrang var et forsøg på at hverve frivillige til de nordvietnamesiske kommunistiske styrker sammen med en trotskistisk frontfigur Poul Møller. Efter bruddet med trotskisterne genoptog Finn Ejnar Madsen initiativet ”Foreningen af Vietnamfrivillige” og indkaldte i november 1967 til møde, der skulle opfordre folk til aktivt ”selv med våbenmagt” at fremskynde den amerikanske imperialismes definitive nederlag ved at melde sig til kamp i det sydlige Vietnam.[417] Kontakten til den sydvietnamesiske befrielsesorganisation FNL foregik via dennes repræsentation i Prag, som Finn Ejnar Madsen besøgte flere gange. Repræsentationen takkede dog nej til tilbudet.

Men Finn Ejnar Madsen havde vanskeligt ved at indpasse sig i sin organisation. I marts 1968 fik PET oplysninger om, at tre forretningsudvalgsmedlemmer i Foreningen af Vietnamfrivillige havde ekskluderet ham fra foreningen på grund af selvdyrkelse og egenhændige beslutninger.[418] Allerede på dette tidspunkt var Finn Ejnar Madsen travlt optaget andetsteds som en af initiativtagerne til studenteroprøret. Særligt de psykologistuderende var meget aktive. I april besatte de studerende auditorier og undervisningslokaler, og kort tid efter tilsluttede studerende fra universitetets øvrige fakulteter sig ved en demonstration på Frue Plads den 23. april. Senere samme år, den 22. november 1968, erobrede Finn Ejnar Madsen talerstolen ved Københavns Universitets årsfest og blev af rektor Mogens Fog bevilliget tre minutters taletid.[419]

På baggrund af det foreliggende materiale kan det ikke fuldt ud afdækkes, hvordan kontakten mellem Finn Ejnar Madsen og KUF blev etableret. Det kan dog konstateres, at Gotfred Appels tætte og personlige kontakt i KUF, Jens Holger Jensen, i marts 1968 holdt tale ved en af Foreningen af Vietnamfrivilliges demonstrationer.[420] Det næste tegn på kontakt er i forbindelse med et møde mellem en gruppe franske aktivister og SUF, trotskister, Vietnamkomitéerne m.fl. i august 1968 om en ”International Revolutionær Front”, hvilket der tilsyneladende ikke kom noget ud af. [421] Endelig konstaterede PET kontakt i forbindelse med Den Antiimperialistiske Aktionskomité i juni 1969, det vil sige ca. en måned efter SAGA-demonstrationerne. Aktionskomitéen var blevet dannet af KUF i januar 1969 og ville med egne ord på alle fronter ”... støtte de folkelige antiimperialistiske kampe i den 3. verden” ud fra samme antiimperialistiske ræsonnement som KAK. Da det desuden kom til udtryk i aktionskomitéens stiftende resolution i Ungkommunisten, at den med alle midler ville bekæmpe den imperialistiske propaganda, kunne filmpremieren på en proamerikansk Vietnamfilm ikke gå upåagtet hen.[422] Finn Ejnar Madsens lille flok rødgardister blev stort set ikke nævnt videre i indberetningerne. Selv spillede han fortsat en rolle i aktionskomitéens og dermed KUF’s aktiviteter.

I maj 1969 deltog KUF og den Antiimperialistiske Aktionskomité i demonstrationerne ved SAGA-biografen mod forevisningen af filmen De Grønne Djævle. Sammenstødene fik stor opmærksomhed i medierne, da unge medlemmer af motorcykelbanden De Vilde Engle optrådte meget voldeligt over for venstrefløjsgrupperne. Politiet blev beskyldt for kun i beskedent omfang at gribe ind over for motorcykelbandens overfald på de venstreorienterede demonstranter, der på deres side gjorde alt, hvad de kunne for at spolere forevisningen af filmen, både uden for og inde i biografsalen. Efter fire dages slagsmål blev filmen taget af plakaten.[423]

KUF og den Antiimperialistiske Aktionskomités begrundelse for at deltage i aktionerne lå lige for. Det var de muligheder, der lå i den enkelte begivenhed, som var det vigtige for den valgte aktionsform. De undertryktes kamp mod imperialismen var i den forbindelse lige så væsentlig, som overholdelse af det borgerlige samfunds spilleregler var uvæsentlig.[424] Også selv om det ikke umiddelbart ville styrke båndene til masserne i den danske arbejderklasse. Både KAK og KUF erkendte den negative og afvisende reaktion, demonstrationerne havde mødt i arbejderklassen, og at demonstrationerne ikke ”umiddelbart havde den virkning at højne klassens bevidsthed om nødvendigheden af anti-imperialistisk kamp”. Samtidig mente de, at det var indlysende, at det også var i den danske arbejderklasses interesse, at imperialismen blev bekæmpet og afskaffet.[425]

I forhold til den øvrige venstrefløj og det generelle mediebillede mente KUF, at kampen mellem demonstranter og politi fejlagtigt var blevet opfattet som en lille revolution. Der var ikke tale om revolution, for det handlede i virkeligheden om en lille minoritets kamp mod den imperialistiske propaganda. Selv om KUF var med i Aktionskomitéen af 7. maj, beklagede KUF, at det ikke havde formået at spille en mere afgørende rolle.[426] Alt i alt var både KAK og KUF dog efterfølgende positive over for begivenhederne, især fordi de efter deres egen mening havde sat den fredelige del af Vietnambevægelsens passive demonstrationer i relief.

Den 4. juni 1969 arrangerede Den Antiimperialistiske Aktionskomité et møde med filmforevisning fra studenterurolighederne i Paris i maj 1968. Filmen viste eksempler på barrikadebygning og på politiets angrebsmetoder. Efter filmen indledte Finn Ejnar Madsen med navneopråb efter en protokol. Mødedeltagere, der ikke stod i protokollen, skulle af sikkerhedsmæssige hensyn redegøre for deres identitet og fortælle, hvordan de havde fået kendskab til mødet. Nummererede skemaer med aktionskomitéens fremtidige aktiviteter blev fordelt til deltagerne og skulle, ligeledes af sikkerhedshensyn, afleveres til ledelsen ved mødets afslutning. Nummereringen sikrede, at ingen deltager fik mulighed for at tage skemaet med sig. Ikke desto mindre gengav PET’s kilde 13 punkter inddelt i de tre hovedgrupper I) Koordination, II) Kommunikation og III) Kampgrupper. Den sidste gruppe stod for det noget uklare ”anti-kommunikation”, ”anti-efterretningsvirksomhed”, ”provokationer”, ”sabotage og kampforsvar” og ”selvforsvarsteknik”.[427] Allerede fire dage senere mødtes aktionskomitéen igen under Finn Ejnar Madsens ledelse, denne gang for at planlægge bemalingsaktioner i forbindelse med et amerikansk hangarskibs planlagte besøg. Kilden kunne ikke oplyse yderligere.[428] Samme aften blev en person anholdt for opklæbning af plakater i nærheden af den amerikanske ambassade. Plakaterne viderebragte budskabet om, at ”USA-imperialismens bødler” var i byen og var signeret af Den Antiimperialistiske Aktionskomité.[429]

Ved årets Rebildfest den 4. juli 1969 var Finn Ejnar Madsen i aktion igen. Denne gang repræsenterede han aktionskomitéen i den trotskistisk dominerede aktionsgruppe Revolutionær Aktion.[430] Trotskisterne havde ikke aktioneret i Rebild siden 1966, men havde denne gang vidtrækkende planer og opfordrede flere andre aktivistgrupper, herunder KUF, til at deltage.[431] Selv om Den Antiimperialistiske Aktionskomité var repræsenteret af Finn Ejnar Madsen, er der ingen tegn på, at KUF var særligt aktiv i denne forbindelse. Hverken i KAK’s blad Kommunistisk Orientering eller i KUF’ernes eget organ Ungkommunisten var der trykt opfordringer, resolutioner eller efterfølgende analyser. Finn Ejnar Madsen deltog formentlig på egen hånd og var ifølge en centralt placeret trotskist i øvrigt skyld i aktionernes fiasko.[432]

Brud med Kina, Verdensbankmødet og støtten til PFLP 1970-77

SAGA-demonstrationernes efterspil illustrerede den forskel, der opstod mellem KAK’s linje og Kinas kommunistiske partis (KKP) linje i løbet af 1969. Som nævnt advarede KAK mod at fortolke aktionerne og sammenstødene som andet end en lille minoritets kamp mod et større imperialistisk propagandaapparat. Ungdomsoprør, fredsmarcher og Vietnamdemonstrationer var i KAK’s perspektiv uvæsentligt i den overordnede antiimperialistiske kamp, hvorved de i første omgang distancerede sig fra den øvrige danske venstrefløj, men også fra KKP. På det kinesiske kommunistpartis niende partikongres i april 1969 udtalte centralkomitéen nemlig, at en hidtil uset gigantisk massebevægelse var brudt ud i kapitalismens ”hjerteområder”; Japan, Vesteuropa og Nordamerika, og at KKP ”med fasthed” ville støtte disse revolutionære kampe.[433] KAK skrev i Kommunistisk Orientering i maj 1969, at man måtte erkende denne uenighed, men at de maoistiske grupper stadig stod på samme grund og havde samme mål. Opgøret i forhold til kinesiske repræsentanter i Danmark var imidlertid uundgåeligt: Den kinesiske ambassade afbrød kontakten med Futura og KAK, mens Appels tidligere kampfælle, Benito Scocozza, fik overdraget posten som redaktør af ambassadens månedsblad Bulletin. Derefter dannede Scocozza i 1968 Kommunistisk Forbund marxister-leninister, som efterhånden blev den mest markante prokinesiske stemme i Danmark.[434] I årets sidste nummer af Kommunistisk Orientering kritiserede KAK både den brede moderate Vietnambevægelse og Benito Scocozza i uforsonlige vendinger. At Scocozza havde omtalt den store Vietnamdemonstration i november 1969 som ”værdig”, var ifølge KAK en ”... hån mod de folk, der af imperialisternes ”uværdige” optræden (…) [var] tvunget til og havde mod og hjerte nok til at slå igen med samme mønt.”[435] Med henvisning til Scocozzas tale forud for demonstrationen mente KAK, at det hverken var i det fint afslebne akademiske akkompagnement eller i de tusinder ”værdigt og hængeøret traskende demonstranter”, at kimen til revolutionær bevægelse lå. Fremtiden tilhørte derimod de vrede unge, der prægede SAGA-aktionerne.[436]

I samme periode, i efteråret 1969, begyndte KAK og KUF at interessere sig for PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine, Folkefronten for Palæstinas Befrielse) og den palæstinensiske kamp mod israelerne. Den første artikel om den palæstinensiske konflikt optrådte i septembernummeret af Ungkommunisten og blev fulgt af et temanummer i november. I KAK’s og KUF’s optik var striden mellem Israel og de palæstinensiske grupper allerede fra begyndelsen en klassekamp mellem de besiddelsesløse masser og de imperialistiske israelere og reaktionære arabiske regimer.[437] Fra sin start i december 1967 byggede PFLP da også på et marxistisk-leninistisk grundlag. Under ledelse af George Habash var PFLP den første palæstinensiske organisation til at udføre militære operationer og terrorhandlinger uden for det israelsk-palæstinensiske område. I ”Theoretical Armament in the Liberation War”, der blev oversat og trykt i Ungkommunistens temanummer, teoretiserede Habash over den tætte forbindelse mellem Israel, den zionistiske verdensbevægelse og verdensimperialismen. Palæstinensernes kamp for den nationale befrielse havde ifølge skriftet flere paralleller til den tredje verdens kamp mod den imperialistiske verden, og der blev flere gange henvist til Maos tekster. Dog stod det palæstinensiske folk over for en ny form for kolonialisme: Ifølge Habash var det nemlig første gang, at et folk kæmpede for sin selvstændighed, mens det blev fjernet fra sit eget land. Habash’ udlægning og hans sammenkobling af befrielseskamp og kampen for socialismen afspejlede opfattelsen hos KAK og KUF og begrundede derved deres støtte til den palæstinensiske gruppe.[438]

I foråret 1970 blev der indberettet om flere PFLP-orienterede propagandaaktioner, som PET konkluderede, at KUF var ansvarlig for. I marts 1970 holdt en række københavnske butikker en såkaldt Israeluge og blev som en protest mod dette overmalet med antiisraelske slagord. Natten til den 7. maj blev der udøvet hærværk mod fire rejsebureauer, der arrangerede rejser til Israel. Endelig mente PET, at KUF stod bag en omfattende bemalingsaktion mod 113 S-togsvogne i Københavnsområdet natten til den 15. maj.[439]

Støtten til og kontakten med PFLP optog størstedelen af kredsens politiske og aktivistiske virke frem til anholdelsen af personerne bag Blekingegadebanden i 1989.[440] Hvornår kontakten mellem PFLP og KAK præcist blev etableret er usikkert. Flere dokumenter peger dog på, at det skete omtrent samtidig med bruddet med Kina, dvs. i sommeren eller efteråret 1969, og at de første to KUF-aktivister mødtes med ledere fra PFLP i Beirut i oktober samme år.[441] Den ene af de to KUF’ere fortalte under en afhøring i 1989, at de under opholdet modtog våben- og kamptræning; noget PFLP kunne havde brugt som en måde til at sondere danskerens intentioner på.[442] Ved hjemkomsten berettede den ene af aktivisterne om et møde med Wadi’a Haddad og spurgte angiveligt KAK-ledelsen, hvorvidt man skulle indlede et samarbejde. Ifølge afhøringen fandt dele af KAK-ledelsen forslaget om samarbejde forhastet og uovervejet, og den afhørte forlod kort tid efter KAK.[443] Kontakten mellem KAK/KUF og PFLP det følgende års tid er ligeledes lidt vanskelig at fastlægge. Dog er det sikkert, at visse møder fandt sted, blandt andet via kontakter i Paris.

Flere ting tyder på, at Peter Døllner, Jens Holger Jensen og to andre KAK/KUF-medlemmer i juni-juli 1970 var i Libanon og Jordan i ca. en måned for at etablere kontakt til PFLP. En af turens deltagere blev afhørt i forbindelse med optrevlingen af Appel-gruppen i 1989-90. Den pågældende nævnte, at gruppen mødtes med George Habash under dette besøg.[444] Derudover fandt PET ved en ransagning af Peter Døllners lejlighed beskrivelser og vidnesbyrd i form af personlige breve og fotos fra dette og andre ophold.[445]

Selv var Gotfred Appel i Mellemøsten mellem den 1. til den 22. september 1970, hvilket var den første af sådanne rejser, PET fik kendskab til i denne periode. En rapport fra Københavns Opdagelsespoliti dokumenterede via passtempler, at Appel havde opholdt sig i Jordan i perioden 2.-11. september og i Beirut fra den 11. til den 22. september.[446] Anledningen var den 2. Verdenskongres vedrørende Palæstina, der blev afholdt i Amman den 2. til den 6. september, hvor Appel deltog som repræsentant for Palæstinakomitéen. Han holdt sandsynligvis også tale.[447] Derudover mødtes Appel med PFLP’s operationelle leder Wadi’a Haddad. Endelig beså han de tre fly, der den 6. september var blevet kapret af PFLP og fløjet til Dawson-field i det nordlige Jordan. Flyene blev siden sprængt i luften, dog uden passagerer. Appel havde talt med nogle af passagererne og beskrev senere det hele som en både særpræget og spændende oplevelse.[448]

Samme dag Gotfred Appel kom tilbage til Danmark, blev han eftersøgt af politiet. Sent om aften den 22. september mødte han selv op hos Københavns Politi og blev anholdt og afhørt. Baggrunden var de igangværende demonstrationer mod Verdensbankmødet, der blev afholdt i København den 21.-25. september 1970, hvor KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomité var aktive. Under demonstrationer foran Hotel D’Angleterre den 20. september var Finn Ejnar Madsen blevet anholdt med et antal molotovcocktails.[449] Dette førte dagen efter til en ransagning af Appels forlag Futura på Svanevej. Her fandt politiet yderligere molotovcocktails, ståltråd med bolte, sten og stokke. Under afhøringen tog Appel afstand fra Finn Ejnar Madsen og dennes arbejdsmetoder og påstod desuden, at KUF ikke længere samarbejdede med ham. De beslaglagte effekter mente Appel ikke var bragt til forlaget af KUF-medlemmer, da sådanne ikke kunne ”forenes med KUF’s politiske arbejdsmetoder”.[450] Allerede den 20. september havde PET dog modtaget oplysninger om et KUF-møde samme eftermiddag, hvor ca. 100 personer havde deltaget, og hvor der skal have lydt en opfordring til slagsmål med politiet. Der var angiveligt også blevet solgt kæppe og brosten til formålet.[451] Under demonstrationerne var KUF’erne blandt de mest militante, selv om de talmæssigt udgjorde et begrænset antal af den samlede ”kampstyrke”.[452] Ved det retlige efterspil fik Finn Ejnar Madsen et års fængsel for blandt andet våbenbesiddelse og forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Gotfred Appel foretog i den følgende tid et opgør med de unge KUF’ere. Siden SAGA-demonstrationerne havde Appel og KAK lagt stadig større afstand til den øvrige venstrefløj og dennes midler i kampen for en socialistisk udvikling. Kampen for socialismen kunne eller skulle ifølge KAK ikke udkæmpes i gaderne, og der skulle heller ikke rettes enkelte aktioner mod instanser i det kapitalistiske samfund. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at Appel senere og ud fra samme logik tog afstand fra den vesttyske terrororganisation RAF (Rote Armee Fraktion, Den Røde Hærs Fraktion) og dens aktioner.[453] Efter eget udsagn kom Appel ikke længere så ofte på trykkeriet på Svanevej, efter at den kinesiske ambassade havde ophævet samarbejdet med ham. Derved fulgte han, ifølge eget udsagn, heller ikke tilstrækkeligt med i KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomités aktiviteter. Adskillige forhold peger desuden på, at han efterhånden frygtede for at miste kontrollen med de unge.[454] Verdensbankdemonstrationerne konfronterede atter Appel med bekymringen om samarbejdet mellem KUF og andre venstrefløjsorganisationer, som han hverken brød sig om eller kunne kontrollere. Dette skete samtidig med, at KUF fik en ny og foreløbig sidste bølge af medlemmer i kølvandet på demonstrationerne og i øvrigt blev stadig mere ivrig efter aktivistiske markeringer. Udfaldet blev, at KUF’s ledelse, heraf tre-fire senere Blekingegadebandemedlemmer, blev suspenderet. KAK overtog selv ledelsen og udstedte et forbud mod aktioner af enhver art, [455] og de unge blev opdelt i gruppe og sat til at studere Marx.[456]

Gennem de næste par år ophørte KUF helt med at eksistere selvstændigt. De mest loyale medlemmer blev indsluset i KAK og levede indtil dens opløsning i 1978 en tilbagetrukket tilværelse. Så tilbagetrukket, at perioden kun lader sig beskrive ved hjælp af senere afhøringer, interviews og beretninger.[457] Offentlige ytringer fra tiden 1971-78 findes kun i fåtal. Ungkommunisten og Kommunistisk Orientering (med undtagelse af nogle få måneder i 1974-1975) ophørte helt med at udkomme, og deltagelse i demonstrationer eller opklæbning af plakater nævnes ikke af PET i denne periode. Inden de forsvandt helt fra den offentlige debat, ytrede KAK og KUF sig positivt om Danmarks tilslutning til EF, hvilket gjorde distanceringen til den øvrige danske venstrefløj endnu tydeligere. Hvor de øvrige grupper på venstrefløjen samstemmende var imod dansk deltagelse i EF, mente KAK-ledelsen, at udviklingen af det Europæiske Fællesskab var et uundgåeligt led i kapitalismens kollaps. Derfor var det ikke en revolutionær opgave at kæmpe imod denne udvikling.

Et enkelt, men ganske omfattende initiativ i perioden, nævnes dog flere steder og involverede flere nøglepersoner. Det var ”Tøj Til Afrika” (TTA), der blev iværksat i 1972 under effektiv ledelse af Peter Døllner. Ifølge Appel var initiativet ikke underlagt KAK eller Appels egen ledelse, og flere af de tilknyttede var ikke medlemmer.[458] I løbet af ti år fik TTA indsamlet 210 tons tøj, der blev sorteret og sendt til afrikanske frihedsbevægelser som SWAPO (South West Africa People’s Organisation, Det Sydvestafrikanske Folks Organisation i Namibia), PFLO i Oman og ZANU (Zimbabwe African National Union) i Zimbabwe. Via arbejdet tog flere KAK-medlemmer til modtagerlandene, hvor der blev knyttet internationale politiske kontakter.[459] I enkelte tilfælde blev tøj sendt i samarbejde med Tvind, hvilket dog ifølge Appel var den eneste kontakt, man havde med skolesamvirket.[460]

Beskrivelser af KAK viser, at det var virksomheden i denne periode, der lagde grunden til de senere omfattende illegale aktiviteter, som Blekingegadebanden udførte til fordel for PFLP.[461] Selv om det er vanskeligt præcist at bestemme karakteren af relationerne mellem de to parter, nævnes det i efterfølgende notitser, at KAK-medlemmer var i Mellemøsten ved adskillige lejligheder i løbet af 1970’erne. Dette støttes af en række af de afhøringer, der blev foretaget i 1989-90. Blandt andet blev der omtalt en rejse til Beirut i juli 1975. Otte KAK-medlemmer deltog, heriblandt Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen. Turen varede 10-14 dage og indebar blandt andet et besøg i en flygtningelejr i Baalbek i Libanon og tilsyneladende også en PFLP-træningslejr, hvor de modtog skydeundervisning.[462] I forbindelse med senere undersøgelser afslørede affotograferinger af Jens Holger Jensens pas i 1979 desuden fem rejser til Beirut i perioden 1972-1976, hver af ca. en uges varighed.[463] Endelig eksisterer der indberetninger om hans besøg i Bagdad i 1977, hvor han blandt andre mødtes med en af de ledende PFLP-skikkelser, Tayssir Quba.[464] I de afhøringsrapporter, som foreligger om dette besøg, nævnes det, at Jens Holger Jensen rejste sammen med Gotfred Appel og Ulla Hauton, og at de mødtes med Wadi’a Haddad.[465] Godfred Appel nævnte over for politiet i 1989-90, at denne tur efterfølgende skulle have givet anledning til uenighed mellem Jens Holger Jensen og Gotfred Appel. Modsat Appel og Hauton, der angiveligt ville lægge afstand til PFLP, ønskede Holger Jensen at imødekomme en opfordring til samarbejde, som Wadi’a Haddad havde frembragt. Det er vanskeligt at vurdere troværdigheden af Appels udtalelser i slutningen af 1980’erne.

Samtidig giver oplysninger i PET’s materiale det indtryk, at kontakten mellem PFLP-folk i Danmark og KAK først blev etableret i 1977, altså året før gruppen blev splittet og opløst. Ifølge en afhøring af et tidligere medlem i 1990 ville KAK nødigt knytte relationer til PFLP, angiveligt af frygt for at blive registreret af israelske agenter.[466] Men i en række PET-notitser fra september 1977 nævnes den ægyptiskfødte palæstinenser Nubar Hovsepians besøg i Danmark. Han blev regnet som PFLP’s ansvarlige for Europa og tog under sit besøg i Danmark ophold hos Sati Bakir, der var den officielle leder af Den palæstinensiske Arbejderunion (PWU) i Danmark og den uofficielle PFLP-leder i Danmark.[467] Sati Bakir fortalte Nubar Hovsepian, at han havde fået kontakt med ”The Grapes”, et af Appel-gruppens kodenavne, og at han prøvede at få arrangeret et møde.[468] Meget taler for, at det i virkeligheden var KAK-medlemmet Jens Holger Jensen, Bakir havde kontakt med. Det var det i hvert fald efter dannelsen af KA i 1978 og i tiden derefter.[469] Den splittelse, der endte med at opløse Kommunistisk Arbejdskreds, kan føres tilbage til opgøret efter Verdensbankurolighederne. De yngre medlemmer, specielt Jens Holger Jensen, ønskede at føre en mere aktivistisk linje og udbygning af kontakterne til den aktionsorienterede del af PFLP og den militært orienterede Wadi’a Haddad. I løbet af 1977-78 lagde Appel imidlertid stadig større afstand til PFLP. Især Haddads linje, der blandt andet indebar aktioner i Vesten, var i klar modstrid med Appels teorier om, hvor den antiimperialistiske kamp skulle føres. Da PFLP samtidig udtrykte støtte til Sovjetunionen, var endnu en ideologisk skillelinje blotlagt mellem KAK og PFLP, og en helt principiel skillelinje mellem de gamle og unge i KAK.[470] Samtidig gennemgik gruppen, anført af Appels partner Ulla Hauton, en udmattende kamp om kønsroller. Efter et uforsonligt opgør dannede et antal yngre medlemmer i kredsen omkring Jens Holger Jensen Kommunistisk Arbejdsgruppe, hvorfra Blekingegadebanden opstod. Appel tog patent på navnet KAK, men gruppen rummede dog næppe meget mere end en håndfuld medlemmer. Enkelte dannede Marxistisk Arbejdsgruppe, der kun fik en kort levetid.[471]

PET’s overvågning

PET’s interesse for Gotfred Appel og diverse maoistgrupper kan frem til 1978 inddeles i tre faser:

  1. Tiden indtil dannelsen af KAK i 1963.
  2. KAK og KUF-tiden fra 1963 til ca. 1972.
  3. Den skjulte tilværelse op til opløsningen af KAK i 1978.

I den første periode var PET’s interesse for Gotfred Appel begrundet i hans aktive medlemskab af DKP, som gik tilbage til besættelsen. Overvågningen synes i 1950’erne ikke at have været intensiv, og PET’s arkiv indeholder kun få indberetninger om Appels aktiviteter. Tjenesten benyttede sig i den forbindelse blandt andet af åbne kilder. Eksempelvis bemærkede PET på baggrund af Land og Folk, at Appel i 1959 i tilslutning til en rejse til Kina skrev et antal Kina-forherligende rejseberetninger. Men PET’s oplysninger om Appel stammede også fra overvågning af østambassader. Herfra fik PET oplysninger om Appels sprogundervisning af ambassadepersonale og om hans oversættelsesopgaver.[472] Frem til 1963 synes PET’s oplysninger om Appels virksomhed endvidere at have været såkaldt overskudsinformation fra PET’s øvrige efterforskningsopgaver.[473]

PET’s interesse for Appel og KAK fra 1963 og frem indledtes med en redegørelse om Appels strid med DKP, som PET udarbejdede på baggrund af Horisont, Information og Land og Folk i oktober 1963. Tjenesten fik ved hjælp af en ”pålidelig kilde”, der var i kontakt med kredsen omkring Appel, kendskab til dannelsen af KAK og stiftelsen af forlaget Futura.[474] PET bemærkede, at forlaget formentlig blev oprettet på baggrund af kinesiske midler, og kilden gav udtryk for den opfattelse, at Appel fungerede som ”stråmand” for kineserne. Tjenesten gjorde desuden en notits om, at der blev udgivet et prokinesiske skrift Bulletin, og at en af dette blads redaktører var Benito Scocozza. Han var også kendt i PET før dannelsen af KAK, fordi han var aktivt medlem af DKP og leder af det marxistiske studenterforum Clarté. I juli samme år gav en udenlandsk myndighed oplysninger til PET om Appels og Scocozzas ophold i Kina.[475] Også i denne periode benyttede PET i vidt omfang oplysningerne fra overvågningen af den kinesiske ambassade til at danne sig et overblik over karakteren af den trussel, som Gotfred Appel og KAK måtte udgøre. Det fremgik, at Appel i efteråret 1966 næsten dagligt var i kontakt med folk fra den kinesiske ambassade, primært vedrørende udgivelser, kulturelle arrangementer og delegationer til Kina.

Det var kontakten med kineserne, der udgjorde den væsentligste del af grundlaget for PET’s interesse, og via en udenlandsk myndighed fik PET oplysninger om generelle forhold og personale ved de kinesiske ambassader.[476] Den udenlandske myndighed udbad sig til gengæld oplysninger om Appel og Scocozza, som den fik.[477] Samtidig var gruppens udadvendte politiske aktiviteter dog ret begrænsede. Det fik PET til at sammenfatte tjenestens opfattelse af Gotfred Appel som

”en person, der er fuldstændig afhængig af kineserne med hensyn til sin begrænsede indkomst, og som er klar over sin lille politiske gruppe, KAK’s magtesløshed, og hvis gruppe de facto praktisk talt intet indtryk gør på den danske politiske scene.”[478]

Trods gruppens tidlige deltagelse i protesterne mod Vietnamkrigen blev også denne virksomhed omtalt som værende af yderst ringe omfang, ikke mindst på grund af det begrænsede samarbejde med øvrige venstrefløjsgrupper. Via overskudsinformation fra en aflytning af de danske trotskister fandt PET først omkring dette tidspunkt i 1967 ud af, at Appel og Scocozza var gået hver til sit, to år efter det var sket.[479] PET’s sene viden herom viser, at PET’s interesse for Appel, Scocozza og KAK på det tidspunkt var behersket. I marts 1968 mente PET sig i besiddelse af viden om, at KAK nærmest kun bestod af Gotfred Appel selv, hvilket ikke bidrog til en skærpet trusselsopfattelse.[480] Dannelsen af Kommunistisk Ungdomsforbund og gruppens loyalitetserklæring over for KAK i marts 1968 blev noteret, men tilsyneladende ikke analyseret yderligere. Da PET først via Aktuelt den 5. september 1969 erfarede, at Appel var blevet frataget redaktørposten på den kinesiske repræsentations blad Bulletin, og siden i januar 1970 blev oplyst om, at kineserne havde undsagt samarbejdet med Appel, undrede tjenesten sig over, hvordan han overhovedet tjente penge.[481]

Operation Klør Fem

Den 7. november 1967, samme dag som en retskendelse for en telefonaflytning af trotskisterne ophørte, fik PET rettens tilladelse til at begynde en aflytning af Finn Ejner Madsens private telefon. Aflytningen startede under navnet Operation Klør Fem (F.inn E.jnar M.adsen). Kendelserne til denne aflytning blev forlænget i det omfang, tjenesten udtrykte ønske om det, og fortsatte indtil november 1968. Herefter fandt PET det formålsløst at fortsætte, da telefonen var lukket det meste af tiden. Forud for iværksættelse af Operation Klør Fem opremsede PET i en skrivelse Finn Ejnar Madsens omfattende aktiviteter i hans tid som trotskist samt hans forbindelse til Vietnamkampagnen. Afslutningsvis vurderede PET, at:

”Han betegnes af folk, der har haft forbindelse med ham, som en meget farlig person (…) og som med alle midler søger at skabe sig en position som revolutionær fører for de mest yderligtgående kredse her i landet.”[482]

PET konkluderede, at aflytningen ville være af stor betydning for afsløringen af aktionsplaner og afdækningen af den personkreds af revolutionære, som Madsen færdedes i. Tjenesten gjorde opmærksom på, at det var på grund af den forudgående aflytning af trotskisterne, at PET havde fået oplysninger om dannelsen af den nye maoistiske gruppe De Danske Rødgardister, hvor Finn Ejnar Madsen var frontfigur. Ifølge de indstillinger, der blev formuleret, hver gang en kendelse skulle fornys, leverede aflytningen de ønskede oplysninger.[483] PET fik navne på aktivister og derudover kendskab til Finn Ejnar Madsens arbejde i forbindelse med studenterdemonstrationerne, de vietnamrelaterede aktiviteter og de begyndende sympatiaktioner til fordel for palæstinenserne. Derudover fik PET oplysninger om en tur til Berlin i januar 1968, hvor Madsen blandt andet besøgte Sozialistischer Deutscher Studentenbund, der ifølge PET af venstreorienterede kredse i Danmark blev regnet for den mest militante gruppe blandt de vestberlinske studenter. Endelig fik PET oplysninger om Finn Ejnar Madsens kontakt med en herboende svensk statsborger. Den pågældende foreslog oprettet en militær gruppe med militær disciplin og militær skoling i teori og politik. Madsen afviste ikke tanken, men tvivlede ifølge indberetningen på muligheden for at føre den ud i praksis.[484]

Mens PET tydeligvis ikke nærede mistanke om, at Finn Ejnar Madsen var involveret i spionage eller havde kontakt til fremmede magter, så man med interesse på hans aktive og politisk motiverede deltagelse i demonstrationer, hærværksaktioner samt vold og såkaldt ”uro”. Til trods for at han ikke havde udfoldet sig gennem sådanne aktiviteter, begrundede PET ønsket om fortsat aflytning med, at man måtte mistænke ham for at have intentioner om at overtræde straffelovens paragraffer om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. [485]

KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomité

SAGA-demonstrationerne og Finn Ejnar Madsens arbejde i forskellige aktionskomitéer bekræftede PET’s mistanke om hans og komitéernes aktivistiske potentiale, og tjenesten fulgte via kilder et antal møder. Tjenesten havde op til demonstrationerne kilder blandt trotskister, i studenterkredse og hos DKU og DKP, som alle kom med oplysninger om SAGA-demonstrationerne. Det samarbejde, der bestod mellem Finn Ejnar Madsen og den KUF-relaterede Antiimperialistiske Aktionskomité i forbindelse med SAGA-urolighederne, ledte PET på sporet af komitéen og fik i øvrigt igen tjenesten til at rette blikket mod KUF. Således var det først i slutningen af maj 1969, at tjenesten blev bekendt med komitéens eksistens, selv om den var blevet dannet vinteren i forvejen. Finn Ejnar Madsen søgte om optagelse i KUF i maj 1969, men fik afslag.[486] Trods komitéens sikkerhedsforanstaltninger lykkedes det PET at få en kilde placeret blandt tilhørerne i to møder i den Antiimperialistiske Aktionskomité den 4. og den 8. juni 1969.[487] Kildens oplysninger ledte PET til den konklusion, at Finn Ejnar Madsen var leder af komitéen.

Forud for demonstrationerne mod Verdensbankens årsmøde fra den 21. til den 25. september 1970 beskrev PET, hvilke demonstrationer og aktioner man kunne forvente.[488] PET havde fra en kilde oplysninger om Verdensbankgruppens arbejdsudvalg, sammensætning og funktioner. Hverken Finn Ejnar Madsen, Den Antiimperialistiske Aktionskomité eller KUF blev nævnt særskilt i oversigterne, før mødet og demonstrationerne begyndte. PET understregede flere gange i rapporterne forud for mødet, at Verdensbanken i sig selv kun var af sekundær interesse for den yderliggående danske venstrefløj, men at mødet som led i kampen mod kapitalismen og imperialismen repræsenterede en mulighed for konfrontation med myndighederne.[489] Efter den første dags demonstrationer og uroligheder påkaldte KUF og Finn Ejnar Madsen sig opmærksomhed i indberetningerne. Hvor fokus forud for mødet i højere grad havde været rettet mod trotskisterne, blev der nu også fokuseret på KUF, dets oprindelse og maoistiske orientering. Interessen for Finn Ejnar Madsen var næppe overraskende især i betragtning af, at han blev fundet i besiddelse af molotovcocktails. Dette fund førte, som tidligere nævnt, til ransagningen af KUF’s og KAK’s lokaler på Svanevej og videre til eftersøgningen af Gotfred Appel, hvilket igen førte til, at PET blev bekendt med hans rejse til Mellemøsten og hans deltagelse i den 2. Verdenskongres vedrørende Palæstina. Via oplysninger fra en udenlandsk myndighed fik PET mere detaljerede oplysninger om kongressen. Derefter sendte PET oplysninger om Appel til den udenlandske myndighed.[490] Som tidligere nævnt, var dette den eneste af de angiveligt flere rejser til Mellemøsten, som PET kendte til på dette tidspunkt.

Den sidste fase i PET’s interesse for KAK, det vil sige fra 1972 til 1978, var mindst intens. Som nævnt var de interne opgør i KAK og KUF efter demonstrationerne mod Verdensbankens og Valutafondens årsmøde så kraftige, at KAK vendte sig bort fra offentligheden og endte med at udgøre en lille gruppe håndplukkede medlemmer, mens KUF helt forsvandt. Fra 1972 findes en enkelt indberetning om KUF i forbindelse med deltagelse i ”Palæstina-ugen”[491] og en enkelt indberetning om KAK/KUF i forbindelse med en uofficiel deltagelse ved et KFm-l møde i maj 1972.[492] KAK blev nævnt igen i 1975, da PET, tilsyneladende til stor nytte for tjenesten, kom i besiddelse af Socialistisk Håndbog.[493] Her blev Appels gruppe dog omtalt som værende af ”ringe omfang”.[494] Til gengæld begyndte PET allerede i 1977 i stadig stigende omfang at fokusere på den kommende leder af den nye gruppe, Jens Holger Jensen. Hans besøg i Bagdad fra den 17. februar til den 21. marts 1977 kom til PET’s kundskab via efterforskning mod den herboende PWU-leder, Sati Bakir. Det fremgik også, at Bakir ordnede det praktiske i forbindelse med rejsen.[495]


[393] Socialistisk Håndbog 1975, p. 15.

[394] Land og Folk, 17. december 1963.

[395] PET, personsag: ”Afhøringsrapport i forb. med Blekingegadesagen 17/5 1989”; PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 5. februar 1964.

[396] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme” – Et projekt om Blekingegadegruppen (specialeafhandling RUC, 2000), s. 29 og Thomas Ekman Jørgensen, ”Jagten på Røde Oktober” i: Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme, (Forum, 2003), s. 82.

[397] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 37. Refereret fra Kommunistisk Orientering, september 1966.

[398] Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen – Blekingegadebandens vej til illegaliteten” i: Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme, s. 202-205.

[399] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 32.

[400] Ibid., s. 35.

[401] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 5. februar 1964.

[402] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 57. I Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1. th (Borgen, 1994) nævnes et medlemstal på 25-30 personer i slutningen af 1960’erne. Flere ting i teksten tyder på, at forfatterne mener medlemstallet i KAK og KUF tilsammen. Dette bekræftes af tallene hos Nawrocki og Augustesen der skriver, at KAK havde ca. 5 medlemmer og KUF 20-25 medlemmer i denne periode.

[403] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 73.

[404] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 36.

[405] Betine Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 27-32 og Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 42. Det sidste fremtrædende medlem, Thorkil Lauesen, kom til i 1971.

[406] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer – Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark (Odense Universitetsforlag, 1997) s. 58-59. Se endvidere Kommissionens beretning, bind 10.

[407] Ungkommunisten 1. årg. nr. 4, april 1968.

[408] Den aktivistiske linje kom på længere sigt til at koste ungdomsforbundet dets eksistens. Se nedenfor.

[409] PET: personsag: Journalindføring 3. maj 1967.

[410] I tiden op til Kulturrevolutionen i 1966 blev grupper af elever fra Pekings eliteskoler udstyret med røde armbånd og udnævnt til ”Rødgardister” af de Kulturrevolutionære radikale. Siden strømmede utilfredse unge og studenter fra provinsen til og udgjorde fortroppen i Kulturrevolutionen (se ovenfor).

[411] PET, personsag: ”Vedr. Opklæbning af plakater med pro-kinesisk tekst 10/7 1967”. Vægavisen hed ”Danske Rødgardes avis nr. 1, årg. 1.

[412] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 39 og PET, emnekartotek: ” Pro-kinesisk kommunisme”, 4/8 1967.

[413] PET, personsag: ”Vedr. stud. psych. Finn Ejnar Madsen”, 10. juli 1967.

[414] PET: emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 10. juli 1967.

[415] PET, personsag: ”Registratur fra Rigspolitiet vedr. Finn Ejnar Madsen”, 3. juni 1969.

[416] PET, personsag: ”Vedr. stud. psych. Finn Ejnar Madsen”, juni 1969.

[417] PET, personsag: ”Vedr. Den Danske Rødgarde 28/11 1968”.

[418] PET, personsag: ”Vedr. Splittelse i ’Foreningen af Vietnamfrivillige’”, 29. marts 1968.

[419] Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay og Jørgen Schytte (red.), Dengang i 60’erne. Billeder fra dengang, tekster fra i dag (Gyldendal, 1979), s. 142. Vedr. PET’s efterforskning i forhold til universiteterne se endvidere Kommissionens beretning, bind 10.

[420] PET, emnekartotek:”Pro-kinesisk kommunisme” – ”De danske Rødgardister”, 4. marts 1968.

[421] PET, personsag: Vedr. Oprettelse af en ”International Revolutionær Front”, 15. august 1968.

[422] Ungkommunisten 2. årg. nr. 1, januar 1969, s. 2.

[423] Om situationen se ovenfor i del 1.

[424] Ungkommunisten 2. årg. nr. 5, maj-juni 1969, s. 4-5.

[425] Kommunistisk Orientering 6. årg. nr. 8, juni 1969, s. 1.

[426] Ungkommunisten 2. årg. nr. 5, maj-juni 1969, s. 7-8.

[427] PET, personsag: Indberetning fra kilde vedr. den Anti-imperialistiske Aktionskomité, 9. juni 1969.

[428] Ibid.

[429] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme – Den Anti-Imperialistiske Aktionskomité”, 9. juni 1969.

[430] Se også ovenfor om PET’s overvågning af trotskister.

[431] PET, emnesag: Rebildfesten 1969, bilag 74.

[432] PET, personsag: Vedr. Rebildfesten 1969. Oplysninger fra kilde.

[433] Kommunistisk Orientering, 6. årg. nr. 7, maj 1969.

[434] PET, personsag: Vedr. Redaktørskifte på Den kinesiske Ambassades propagandablad ”Bulletin” 5. september 1969, og Kommunistisk Orientering 6. årg. nr. 9, december 1969.

[435] Kommunistisk Orientering 6. årg. nr. 9, dec. 1969.

[436] Ibid.

[437] De israelske erobringer under Seksdages-krigen i 1967 viste iflg. KUF, at væbnet folkelig kamp var det eneste middel mod den israelske aggression. I marts 1968 stødte israelske styrker for første gang sammen med væbnede styrker fra den palæstinensiske Al-Fatah bevægelse ved flygtningelandsbyen Al-Karamah. Dette blev siden betragtet som en afgørende begivenhed i den palæstinensiske befrielseskamp. Se Ungkommunisten, 2. årg. nr. 9, s.16 ff.

[438] Ibid., s. 2-9. Se desuden afsnittet om Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe 1978-89.

[439] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1970: ”Udvikling og tendenser på uro-området 1970”.

[440] I visse vestlige efterretningsvurderinger betragtes forholdet mellem KAK og PFLP som værende så tæt, at KAK siges at have handlet på vegne af PFLP. Det nævnes også, at PFLP’s Special Foreign Operations Command havde held til at rekruttere en række vestlige terrorgrupper som f.eks. Japans Røde Hær, den hollandske gruppe Sécours Rouge, elementer fra Røde Armé Fraktion, samt armenske (ASALA) og tyrkiske grupper (Det tyrkiske folks Befrielseshær), PET, emnesag: 1 bilag. Sådanne betragtninger har desuden givet anledning til at omtale KAK – eller Blekingegadebanden – som en dansk celle i et større internationalt terroristnetværk.

[441] Kommissionens arkiv: ”Vedr. sagen mod JAN WEIMANN m.fl.”, Kriminalpolitiet i København afd. C. Dokumenter modtaget fra Per Larsen. PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel, 17. maj 1989. Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen – Blekingegadebandens vej til illegaliteten”, s. 209, der henviser til håndskrevet notat fundet hos et KAK-medlem.

[442] PET, operationssag: Bil.002, s. 63-64.

[443] PET, operationssag: Bil.002, s.64-65.

[444] PET, operationssag: Bil.002, s.74.

[445] PET, personsag.

[446] PET, personsag: ”Rapport fra Københavns Opdagelsespoliti 22/9 1970”. Rapporten blev udfærdiget i forbindelsen med Verdensbankurolighederne. Om PET’s efterforskning i forhold til Verdensbankurolighederne se Kommissionens beretning, bind 10.

[447] En vesteuropæisk allieret tjeneste sendte PET en skrivelse om Verdenskongressen. På baggrund af denne, konkluderede PET, at taler nr. 11, der repræsenterede solidaritetskomitéen i Skandinavien, var Gotfred Appel. Se PET, personsag: ”Vedr. den 2. verdenskongres vedrørende Palæstina”, 27. november 1970.

[448] Flere beretninger nævner, at Gotfred Appel overværede selve sprængningen af flyene. Det er dog yderst tvivlsomt, fordi sprængningen foregik d. 14. september, og der findes dokumentation for, at Appel på dette tidspunkt havde forladt Jordan for at tage til Libanon.

[449] Antallet afhænger af hvilken indberetning man læser, men ifølge PET’s sammenskrivning af urolighederne under Verdensbankmødet, var der tale om ni stk. Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.

[450] PET, personsag: ”Rapport fra Københavns Opdagelsespoliti, 22/9 1970”.

[451] PET, emnesag: ”Vedr. Verdensbankmødet 1970”.

[452] PET, administrativ sag: Årsberetning 1970, s. 19. Se i øvrigt beretningens afsnit om Verdensbankdemonstrationerne.

[453] Se Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 84. Fra Appels synspunkt ønskede RAF en bestemt udvikling i deres eget land, hvilket var i uoverensstemmelse idéen bag snylterstatsteorien.

[454] Se Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen”, s. 207, og PET, emnesag: ”Vedr. KUF Svanevej 18”. I skrivelsen nævnes en bemalings- og plakataktion i sommeren 1970, der var signeret af KUF. Københavns Politi rettede henvendelse til Gotfred Appel, der erkendte at materialet måtte stamme fra trykkeriet på Svanevej, men som samtidig nægtede at have haft noget med det at gøre.

[455] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989. Kommissionens arkiv: ”Vedr. sagen mod JAN WEIMANN m.fl.”, Kriminalpolitiet i København afd. C. Dokumenter modtaget fra Per Larsen.

[456] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 45.

[457] Det gælder primært afhøringen af Gotfred Appel i maj 1989 (PET, personsag); PET’s sammenskrivning ligeledes fra 1989 (”Vedr. sagen mod JAN WEIMANN m.fl.”, Kriminalpolitiet i København afd. C.), interviews med Torkil Lauesen, Niels Jørgensen og Jan Weimann foretaget af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall i 1994; Andreas Nawrocki og Lars Jacob Augustens interview med anonym kilde i 2000 (Nawrocki & Augusten: Illussionsløs Realisme…) og Lars Hedegaards gennemgang i ”Farvel til arbejderklassen”.

[458] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989.

[459] MANIFEST nr. 2, 27. november 1978 og Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 46.

[460] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989. Se i øvrigt beretningens afsnit om Tvind.

[461] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”; Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen – Blekingegadebandens vej til illegaliteten”, Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme? Opgøret om venstrefløjen under den kolde krig (Forum, 2003).

[462] Herunder afhøringer af Gotfred Appel d. 13. juni og d. 21. november 1989. PET, operationssag: Bil.002, s.120.

[463] PET, personsag:” Vedr. Jens Holger Jensen“, 17. september 1979.

[464] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen, ekstrakt afd. T”, 24. februar 1977.

[465] PET, operationssag: Bil.002, s.128.

[466] PET, operationssag: Bil.002, s.67.

[467] Se nedenfor om PET’s overvågning af KA/Manifest og PET’s overvågning af palæstinensiske kredse i Danmark.

[468] PET, personsag: Notitser vedr. Nubar Hovsepian, 16. september 1977 og 6. december 1977.

[469] Se nedenfor om PET’s efterforskning i forhold til KA/Manifest og Appel-gruppen 1979-89.

[470] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989, og Lars Willemoes, ”Fighterne og de nyttige idioter” i Information 13-14. maj 1989. PFLP udtrykte i 1980 officiel støtte til det sovjetiske engagement i Afghanistan og dets angivelige formål at stoppe amerikansk imperialisme i området. Dette stod i skarp kontrast til KAK’s antisovjetiske linje.

[471] Lars Willemoes, ”Fighterne og de nyttige idioter”, Information, 13-14. maj 1989.

[472] Se PET, personsag.

[473] Om begrebet overskudsinformation, der i den juridiske sprogbrug betegnes tilfældighedsfund, se Kommissionens beretning, bind 4.

[474] PET, personsag: Vedr. Forlaget ”FUTURA”, 22. april 1964.

[475] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 22. og 24. juli 1964.

[476] PET, personsag: Notits, 25. oktober 1966.

[477] PET, emnekartotek:”Pro-kinesisk kommunisme”, 6. december 1967, og PET, personsag: ”Vedr. Gotfred Appel og den af ham sammen med Benito Scocozza stiftede pro-kinesiske fraktion ”Kommunistisk Arbejdskreds””, 22. marts 1968.

[478] PET, personsag: Vedr. Gotfred Appel, 6. december 1967.

[479] PET, personsag: Vedr. Forholdet mellem Gotfred Appel og Benito Scocozza, 3. maj 1967.

[480] PET, personsag: Vedr. Gotfred Appel, 22. marts 1968.

[481] PET, personsag: ”Vedr. redaktørskifte på Den kinesiske Ambassades propagandablad ”Bulletin” 5/9 1969”, og PET, personsag: ”Vedr. Gotfred Appel”, 30. januar 1970.

[482] PET, personsag: Vedr. Den tidligere trotskist nu leder af en maoistisk gruppe (…) Finn Ejnar Madsen, 3. august 1967.

[483] Se f.eks. PET, personsag: Rapport fremlagt i Københavns Byret 9. maj 1968.

[484] PET, personsag: Rapport vedr. Finn Ejnar Madsen, 31. januar 1968.

[485] Ibid., PET henviste til straffelovens §§ 133, stk. 3, 180 og 181.

[486] PET, personsag: Politiske notater af Peter Døllner, fundet under ransagning af hans lejlighed.

[487] PET, personsag: ”Vedr. den Anti-imperialistiske Aktionskomité”, 9. juni 1969. Se ovenfor om demonstrationerne ved SAGA-biografen i maj 1969.

[488] Se endvidere Kommissionens beretning bind 10 vedrørende overvågningen af Verdensbankurolighederne.

[489] PET, emnesag: ”Oversigt pr. 30/7”; ”Oversigt pr. 4/9” og ”Vedr. Verdensbank-mødet 1979”.

[490] PET, personsag: ”Vedr. den i Amman i dagene 2-6.9.1970 afholdte 2. verdenskongres vedrørende Palæstina”, 4. december 1970.

[491] PET, personsag: Notits vedr. Palæstinakomitéen, 8. august 1973.

[492] PET, personsag: ”Vedr. Kommunistisk Forbund Marxister-Leninisters weekend-konference d. 6. og 7. maj 1972”.

[493] Socialistisk Håndbog – Politiske grupper på venstrefløjen og andre progressive organisationer. Formål og aktiviteter. Udgivet af venstrefløjen selv via Tidsskriftcentret i 1975, anden udgave i 1978.

[494] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 2. april 1975.

[495] PET, personsag: Div. vedr. Jens Holger Jensen.






13. KFML, KAP og KAm-l 1968-78

KFML

Efter Benito Scocozzas brud med KAK gjorde han hurtigt, om end også kortvarigt karriere i VS. I maj 1968 blev han valgt ind i hovedbestyrelsen, men meldte sig ud fire måneder senere. I september 1968 dannede han sammen med en kreds på ca. 30 personer Kommunistisk Forbund marxister-leninister (KFML). KFML kaldte sig selv partiforberedende og betragtede det som sin primære opgave at danne et parti, der siden skulle stå i spidsen for lønarbejderklassen i dens kamp mod monopolkapitalismen. Det var også meningen, at den socialistiske revolution skulle gennemføres og proletariatets diktatur tage over. Det endelig mål var det klasseløse kommunistiske samfund.[496] Forbundet præsenterede efter egen opfattelse et maoistisk alternativ til den sovjetisk styrede revisionisme, som i Danmark kom til udtryk i DKP. Forbundet støttede Kinas Kommunistiske Parti, der ifølge KFML repræsenterede kompromisløshed mod reformisme og imperialisme.[497] Selve den revolutionære retorik og logik udmøntede sig i en forventning om, at når de arbejdende masser var blevet stærke nok til at kunne overtage magten, ville de siddende imperialistiske magthavere bruge våben og vold for at undgå revolutionen. For at sikre, at masserne kunne gennemføre den ønskede omvæltning og for at imødegå den truende aggression fra de magthavere, der ikke frivilligt ville give magten fra sig, var det nødvendigt med en bevæbnet arbejderklasse. Heri bestod det væbnede element i den revolutionære teori.[498]

Dette var i sig selv ikke nyt. Såvel de antiimperialistiske som de revolutionære overvejelser var nærmest identiske med de tanker, man havde gjort sig i KAK nogle år tidligere. Ikke desto mindre repræsenterede parolerne en række opgør: Det ene var rettet mod VS, som Benito Scocozza netop havde forladt, da han mente, at Venstresocialisterne var at betragte som endnu et borgerligt arbejderparti.[499] KFML skrev i sine programmer, at VS havde været et samlingssted for antiautoritære synspunkter, men ikke udgjorde et revolutionært alternativ til SF. Partiet var i det hele taget fremmed over for idéen om et demokratisk centralistisk revolutionært parti.[500] Det andet opgør var rettet mod KAK og Gotfred Appels nedprioritering af den nationale klassekamp. KFML kritiserede KAK for at betragte klassekampen i Danmark som ”midlertidigt afblæst”, indtil den tredje verdens folk havde gjort op med imperialismen. KFML mente, at man burde sidestille den tredje verdens antiimperialistiske kamp med den danske lønarbejderklasses hjemlige kamp.[501] KFML kritiserede KAK for at have vendt sig direkte imod arbejderklassens daglige kamp mod klassefjenden, hvilket ”objektivt” set gjorde KAK til ”monopolkapitalens forbundsfælle”.[502] Over for dette krævede KFML i programudkastet fra den stiftende kongres, at medlemmerne skulle være villige til at propagandere på arbejdspladser samt til at organisere og lede alle former for massekampe.[503] Derved var der lagt op til den faglige kamp, som fulgte nogle år senere. Heri deltog KFML og siden KAP, i modsætning til KAK/KUF, aktivt.

KFML’s målsætning var som nævnt dannelsen af et revolutionært kommunistisk parti, hvilket dog, med forbundets egne ord, ikke lod sig gøre fra den ene dag til den anden. En afgørende forudsætning var et tilstrækkeligt antal kommunistisk bevidste kadrer, der var skolede i ”marxismen-leninismen Mao Tse-tung tænkningen”. Kadrerne skulle besidde tilstrækkelig praktisk erfaring og på samme tid være så nært forbundet med masserne, at de kunne stille sig i spidsen for massernes kampe.[504] KFML’s sigtede derfor i første omgang mod at tilføre og uddanne kommunistiske kadrer, der siden kunne danne grundlaget i det parti, som forbundet forberedte.[505] Det skulle ske gennem grundige studier i den ”videnskabelige” socialisme, hvilket ville hæve medlemmernes ideologiske niveau. Gennem diskussioner ville man opnå enighed på et højere niveau, hvilket igen ville give et bedre greb om propagandaen, agitationen og arbejdet i fagforeningerne og på arbejdspladserne. Med andre ord ville det gøre det nemmere at nå masserne. Selve arbejdet lå først og fremmest i at udgive forbundets blad Kommunist, løbesedler og pjecer, at deltage i og arrangere møder, og endelig at indgå i personlig agitation.[506] Arbejdet var altså af propagandamæssig karakter, hvilket igen forklarer den omfattende studievirksomhed, sommerkurser, møder og foredrag, som KFML og siden KAP organiserede i 1970’erne og 1980’erne.[507]

Internationale kontakter

På forbundets anden kongres i marts 1969 fremlagde ledelsen et diskussionsoplæg om den internationale situation, hvor den revolutionære kamp på verdensbasis blev betegnet som gunstig. Den vietnamesiske kamp mod amerikanerne og den palæstinensiske kamp mod ”korrupte arabiske og feudale nationalistiske ledere” var en videreudvikling af folkekrigen i den overordnede kamp mod imperialismen. Fokus på ”folkekrigen” resulterede også i, at KFML ligesom KAK distancerede sig fra Che Guevara. Om situationen i Sydamerika hed det at: ”I Latinamerika er den ’venstre’-opportunistiske Che Guevara-linie på tilbagetog, og partier og organisationer, der bygger på masselinien, er ved at vinde frem”.[508] Derudover hyldede KFML Kinas (KKP) og Albaniens (AAP) kommunistiske partier i deres ”fremskredne kamp for socialisme og mod revisionisme”. Den antirevisionistiske kamp var kommet klart til udtryk via kulturrevolutionen, der ifølge KFML opvejede de tab for socialismen, som Sovjetunionen var skyld i. Hertil støttede KFML til forskel fra KAK den kinesiske opfattelse af ungdomsoprøret i Vesteuropa. Dette medførte som nævnt, at Benito Scocozza overtog redaktørposten af det kinesisk-finansierede blad Bulletin.[509] Støtten til de danske studenter var dog ikke helhjertet. Mens det på den ene side var forbundets opfattelse, at studenterurolighederne i Frankrig var udtryk for et samarbejde mellem arbejdere og studenter, der truede bourgeoisiets diktatur og afslørede revisionisterne, mente KFML samtidig, at det danske studenteroprør var modepræget og individualistisk.[510]

I august 1970 besøgte en KFML-delegation Albanien. Delegationen sendte breve og referater til Scocozza om besøg på statsfarme, ved ”frivilligt jernbanebyggeri” og på fabrikker. De rejsende fortalte også om foredrag holdt af værterne fra det albanske kommunistparti AAP. De ideologiske fællestræk med de danske maoister fremgik af en af disse taler. Hovedsynspunktet var, at de revisionistiske og ikke-proletariske idéer blev præsenteret, da Khrusjtjov kom til magten i Sovjetunionen, og at behovet for politisk-ideologisk uddannelse var vigtigere end teknisk uddannelse. Hvis uddannelsen var utilstrækkelig, ville de feudale og kapitalistiske træk forsøge at gøre sig gældende i den socialistiske fase. Således fik KFML atter bekræftet behovet for skoling og teoretiske studier.[511]

Trods forbundets antiimperialistiske holdninger er det værd at bemærke KFML’ernes fravær ved både SAGA- og Verdensbankdemonstrationerne i 1969 og 1970. Hverken i PET’s eller i KFML/KAP’s eget materiale er der oplysninger om, at forbundet deltog. Tilsyneladende udkæmpede forbundet sin egen interne kamp på dette tidspunkt, hvilket resulterede i en nykonstituerende generalforsamling i november 1970.[512]

Ved den 6. generalforsamling i september 1971 fremlagde ledelsen en beretning, der ikke rummede megen optimisme: Strejker fandt sted, men førte sjældent til de ønskede resultater. Modstanden mod den borgerlige regerings politik var beskeden, og venstrestrømningen var inde i en afmatnings- og opløsningsperiode.[513] Studiearbejdet var ifølge forbundets eget skolingsudvalg heller ikke tilfredsstillende. Siden nykonstitueringen i 1970 havde man forsøgt sig med en kombineret sympatisør/medlemsstudiekreds. Den fungerede indtil foråret 1972. Udbyttet havde angiveligt været svingende, og derfor blev der nu lagt op til en ny studievirksomhed, både internt og eksternt. Hovedvægten skulle ligge på fundamentale begreber som klasseopfattelse, klassekamp, strategi og taktik. Det blev pålagt medlemmerne at deltage i studiekredse, der ville finde sted hver 14. dag. Udadtil skulle sympatisørarbejdet, der med forbundets egne ord måtte opfattes som propaganda, give sympatisører den rette teoretiske ballast for senere eventuel optagelse.[514]

Endelig mente KFML, at forbundet endnu hverken kvantitativt eller kvalitativt var i stand til at lede arbejderklassens kamp.

BOml og MLE

I april 1972 blev den revolutionære Boligorganisation marxister-leninister (BOml) stiftet. Organisationen var forløberen for Marxistisk-Leninistisk Enhedsforbund (MLE) og byggede på det teoretiske fundament, som slumstormerbevægelsen tilsyneladende havde manglet. Ifølge oplysninger i PET’s arkiv var det BOml’s formål at samle alle ”fremskredne” og progressive kræfter inden for boligbevægelsen for siden at indgå i et enhedsforbund med KFML.[515] Umiddelbart var der derfor udsigt til både enighed, enhed og en styrkelse af ml-bevægelsen. KFML hilste den nye ml-organisation velkommen i Kommunist fra april 1972 og så frem til udviklingen af det fælles partiforberedende arbejde ved udveksling af erfaringer og gennem fælles arrangementer. En fælles sommerlejr 1972 var et eksempel på et sådant arrangement, men allerede inden lejren kom i gang, var der uoverensstemmelser mellem de to organisationer. Sommerlejren blev, med MLE’s egne ord, som forventet et stort rivegilde, og det følgende efterår brød de to grupper med hinanden. Overordnet handlede uoverensstemmelserne om afklaringen af hovedmodsigelserne i det danske samfund. Kampen mod EF var i BOml’s optik det vigtigste punkt i klassekampen i efteråret 1972; faktisk blev EF af BOml opfattet som tidens største imperialistiske trussel. ”Arbejderkomitéen mod EF” var et resultat af disse tanker og blev stiftet på BOml’s initiativ. KFML, der betragtede de to supermagter som den største trussel, fandt de gamle slumstormeres viden om marxismen-leninismen yderst begrænset. Overhovedet mente man i KFML, at BOml’s platform var selvmodsigende.[516]

I 1973 manifesterede BOml sine oprindelige enhedstanker og dannede Marxistisk-leninistisk Enhedsforbund (MLE). Dette undrede og irriterede tilsyneladende KFML. KFML spurgte, hvorfor MLE overhovedet var blevet oprettet, og MLE svarede, at KFML’s program og politiske linje var utilstrækkelig, selv om principgrundlaget for de to grupper var næsten identisk. Endelig fandt MLE, at KFML var både ”sekteriske og spagfærdige” i deres kamp for marxismen-leninismen.[517]

Bortset fra en mindre tilføjelse om, at den forestående kamp også måtte rettes mod ”splittelsesmageri og sekterisme”, var MLE’s generelle politiske linje meget lig KFML’s.[518] Målsætningen for det kommende år var af samme karakter som KFML’s og handlede om at udvikle en massebevægelse blandt alle revolutionære, at udbrede de marxistisk-leninistiske synspunkter og at styrke og udvide fodfæstet i arbejderklassen. Som flere af de øvrige grupper i denne ende af venstrefløjen stillede MLE krav til sine medlemmer. Ansøgning om medlemskab skulle stiles direkte til centralkomitéen, og først efter en prøvetid på tre måneder og en ny indstilling fra den enkelte afdeling, som atter skulle godkendes af ledelsen i centralkomitéen, kunne medlemskabet blive fuldbyrdet. Derudover skulle man studere teori, være nært tilknyttet arbejderklassen og støtte organisationen økonomisk efter evne.

Trods uenigheder mellem de to grupper peger mange skrivelser i MLE’s og KFML’s arkiver på fortsatte forsøg på fælles initiativer og enhedstiltag frem til efteråret 1973. Det var ikke ualmindeligt, at MLE søgte af få KFML til at anerkende enhedsforbundet som en rigtig ml-gruppe, hvilket KFML kun delvis gjorde. I 1973 indbød MLE atter til diskussion om fælles sommerlejr for de to forbund, hvor det overordnede formål var at udbrede kendskabet til marxismen- leninismen blandt sympatisører. Mere konkret var der lagt op til diskussionsgrupper om formiddagen, hvor deltagelse var obligatorisk, og diverse aktiviteter som teater, film, kunst, sport, badning og andre mere apolitiske aktiviteter om eftermiddagen. Forslaget om fælles sommerlejr blev forkastet. KFML mente ikke, det ville fremme enhedsbestræbelserne, og MLE afholdt således sin egen lejr.[519]

Emnerne for diskussionsgrupperne havde et tydeligt antirevisionistisk tema. I debatoplægget forud for MLE’s sommerlejr kunne man udover ”opgøret med DKP-revisionismen” læse om ”spørgsmålet om Stalin”.[520] Udgangspunktet var, at ethvert angreb på Stalin også var et angreb på hele den internationale arbejderklasse og alle marxister-leninister. En række af de mest kendte anklager mod Stalins ledelse blev således afvist. For eksempel var Moskvaprocesserne i 1930’erne, ifølge MLE, foregået offentligt og uden afpresning fra myndighedernes side. Videre havde vestlige diplomater og journalister overværet processen. Påstande om, at 15 millioner mennesker skulle være omkommet under Stalins regime var der ifølge MLE intet som helst bevis for, og Stalin havde i det hele taget tilladt fri og åben debat. Khrusjtjov derimod havde, ifølge MLE, ved sin magtovertagelse hårdhændet renset alle stalinvenlige folk ud og stoppet den kamp mod revisionisme og bureaukratisering, som Stalin havde forudset og igangsat. Trods denne kontante afvisning af revisionismen måtte MLE i løbet af 1974-75 selv gribe fat i en af forbundets egne statutter[521] og rette en ”dristig selvkritik” mod sine egne ”revisionistiske tilbøjeligheder”.[522] I september 1974 mistede enhedsforbundet 46 pct. af dets medlemmer på blot ti dage, og i juni 1975 afholdt MLE ekstraordinær generalforsamling. Her blev det vedtaget at nedlægge forbundet efter en afviklingsperiode, at udgive en selvkritik i pjeceform og i den forbindelse opfordre medlemmerne til at slutte op om KFML. Hovedpointerne i selvkritikken, og dermed grunden til, at BOml/MLE så sin rolle udspillet, var, at forbundet havde forsøgt at skabe en mellemvej mellem marxismen-leninismen og den moderne revisionisme, hvilket i sig selv var revisionistisk. En tydelig målestok for revisionistiske tendenser var forholdet til DKP. BOml/MLE havde ifølge selvkritikken ikke lagt tilstrækkelig afstand til det danske kommunistparti. Eftersom DKP i ml’ernes verden i visse sammenhænge udgjorde den største fare, havde MLE dermed ”modarbejdet KFML’s korrekte syn på DKP som borgerskabets yderste spydspids i arbejderbevægelsen.”[523]

At dømme ud fra formuleringerne i MLE’s nedlæggelsesresolution kunne man tro, at KFML havde været med til at forfatte den. Eksempelvis hedder det, at MLE’s partiopbygningslinje var et revisionistisk tiltag vendt mod KFML, og at det påståede samarbejde mellem BOml/MLE og KFML havde til formål at kapre KFML’s medlemmer én for én.[524] I KFML’s egne skrifter hed det efterfølgende, at KFML aldrig havde betragtet MLE som en ml-organisation, og at KFML i øvrigt var den eneste af denne slags.[525] Med MLE af vejen kunne skolingsarbejdet frem mod dannelsen af selve partiet så gå i gang.

Revolutionær årvågenhed og partiforberedende arbejde 1975-76

Nogle få uger før resterne af MLE besluttede at nedlægge sig selv, afholdt KFML den 17.-19. maj 1975 sit 10. landsmøde under meget hemmelige forhold. Hvert enkelt medlem fik oplyst en bestemt mødetid og et mødested samt en beskrivelse af kendetegn for en kontaktperson, der ville sørge for den videre transport til landsmødet. Endvidere blev medlemmerne pålagt at medbringe identifikation samt cigaretter og personlige hygiejneting til tre dages varighed, da man af sikkerhedsgrunde ville undgå at gøre indkøb hos den lokale købmand. Afslutningsvis hed det i indkaldelsen:

”Det er vigtigt at disse sikkerhedsbestemmelser overholdes, hvis vi skal følge den linie op, som sekr. [sekretariatet] har forsøgt at anlægge ved tilrettelæggelsen af dette LM [landsmøde]. Hvis der siver noget ud, kan PET få kendskab til mødet og evt. skygge os, og derigennem få kendskab til centrale ting og personer i forbundet.”[526]

Det lykkedes tilsyneladende. PET noterede som hovedregel de fleste af den slags møder ned, men intet i det bevarede materiale fra PET nævner noget om tjenestens kendskab til dette møde.

Politisk markerede landsmødet et højdepunkt i den antirevisionistiske tankegang og retorik. Forbundet ville skærpe den ideologiske profil i forhold til den øvrige venstrefløj og afsløre både højre- og venstreopportunistiske tendenser. Ligesom MLE havde KFML anbefalet ”med forbehold” at stemme på VS ved valget i 1973. Det var der nu enighed om, at man ikke burde have gjort. VS blev omtalt som en alvorlig hindring i kampen for det revolutionære parti, ”... en svamp af højst farlig karakter”, der opsugede en række uformulerede venstrefløjsstrømninger. SF fik den vanlige røffel, og i forhold til DKP var det forbundets opgave at afsløre disses forræderi mod lønarbejderklassen. De opportunistiske trotskisters betydning var blevet reduceret, hvilket blev begrundet med stærk konkurrence fra mere up-to-date opportunistiske strømninger i de to nye forbund Kommunistisk Forbund (KF) og Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister (KAm-l). [527]

KFML’s to politiske prioriteringer var 1) arbejderklassens faglige og økonomiske kamp, og 2) kampen i uddannelsessektoren. Den faglige kamp var led i udviklingen af kadrernes praksis og hvilede på en antagelse om, at fagbevægelsen var domineret af klassesamarbejde og revisionisme. Arbejderklassens aktiviteter var præget af disse tendenser med undtagelse af enkelte strejker, hvor en klar kamplinje var kommet til udtryk. Et opgør med disse tendenser var nødvendigt i arbejderklassens rækker, og KFML’s forbundsledelse havde derfor tidligere foreslået at omorganisere forbundet fra et geografisk princip til et ’produktionspunktprincip’, hvor kampen skulle føres på de områder, hvor medlemmerne selv arbejdede.[528] Dette afslørede givetvis den tendens, at KFML’erne var rigt repræsenterede i uddannelsessystemet og knap så rigt inden for LO-områderne.[529] Under alle omstændigheder hed det i beretningen i maj 1975, at den faglige kamp også havde til formål at ændre klassesammensætningen inden for selve KFML: ”Den revolutionære kommunistiske organisation skulle jo ikke bare være en trop for klassen, men også en trop af klassen”.[530] I forlængelse af dette var det vigtigt, at uddannelseskampen blev underordnet den faglige kamp for at ændre den nuværende skæve klassesammensætning i en proletarisk retning.

Alt dette dannede baggrund for de faglige aktiviteter, som forbundet tog del i den kommende tid.[531] I slutningen af 1975 foretog Hartling-regeringen et lovindgreb i en arbejdskonflikt, hvilket fik KFML til at fremføre paroler om at gøre fagforeningerne til kamporganisationer og om, at der ikke fandtes ulovlige strejker: ”Arbejderklassens kamp kan aldrig være ulovlig! Arbejderklassens lov er den eneste lov der gælder!”[532] De unge forbundsmedlemmer tog arbejde på større arbejdspladser, hvor de prøvede at overbevise de ofte lidt tilbageholdende kolleger om de større perspektiver i den faglige og antiimperialistiske kamp.[533] I flere tilfælde kom det til direkte arbejdskonflikter, hvor KFML’erne deltog i urolighederne. I august 1975 mentes KFML-medlemmer – der hurtigt blev kendt som ”kineserne” – at være blandt de mest aktive ved en strejke/blokade på B&W. På plakater opfordrede KFML til at danne strejkestøttekomitéer, og på et efterfølgende solidaritetsmøde for de strejkende figurerede en tidligere MLE-leder, på dette tidspunkt KFML’s, som hovedtaler.[534] Ligeledes på B&W opstod en ny konflikt i februar-marts 1976, da en større fyringsrunde var under opsejling, og fire ”kinesere” blev fyret som følge af uoverensstemmelser mellem dem og den faglige ledelse på værftet, der givetvis var domineret af DKP.[535] KFML var med i ”Solidaritetskomitéen for de 4 politisk fyrede på B&W Motor”, som den 23. februar arrangerede en demonstration på Christianshavns torv med ca. 200 deltagere fra samtlige venstrefløjsgrupper undtagen DKP.[536] Forbundet producerede løbesedler og plakater, der annoncerede møder om konflikten, og det var i forbindelse med en sådan annoncering, at PET modtog oplysninger om arrestation af to KFML’ere for ulovlig plakatopklæbning.[537]

Landsmødet i maj 1975 var også tidspunktet, hvor forbundet for alvor diskuterede forudsætningerne for dannelsen af det revolutionære kommunistiske parti. Oprindelig var strategien, at partiet allerede på stiftelsestidspunktet skulle stå i spidsen for arbejderklassens kamp. KFML var endnu langt fra at indfri dette mål, og den såkaldte ”idealistiske partiopfattelse” blev omformuleret. Nu mente forbundsledelsen, at partiet måtte stiftes, når der fandtes et sikkert politisk grundlag, når der fandtes tilstrækkelige kamperfaringer, og når forbundet havde opnået en vis landsdækning.[538] Parolen var herefter den lidt knudrede ”Styrk massearbejdet i forhold til kampen for enhed på grundlaget![539], og på et forbundsledelsesmøde i december samme år vedtog forbundsledelsen under bragende klapsalver at arbejde for stiftelsen af det kommunistiske arbejderparti umiddelbart efter sommerlejrene 1976.[540]

Internationale kontakter 1975-76

På omtalte landsmøde i maj 1975 blev den obligatoriske støtte til Kina og Albaniens kommunistiske partier (KKP og AAP) ledsaget af nyheden om, at de to venskabsforeninger Danmark-Kina og Danmark-Albanien havde oplevet betydelig fremgang. Kontakten til de to landes partier var under udvikling og havde for AAP’s vedkommende resulteret i en delegationsinvitation til det danske forbund. Besøget blev gennemført det følgende år. Kontakten til det kinesiske KKP eksisterede ganske vist, men bar med forbundets egne ord præg af, at de ”kinesiske kammerater” formelt skelnede skarpt mellem forbindelse til partier og forbindelsen til partiopbyggende organisationer.[541] Sagt på en anden måde: Så længe KFML endnu ikke var blevet til et parti, var det begrænset, hvilken støtte forbundet kunne regne med.

Forbundets eget støttearbejde rettet mod bevægelser i den tredje verden var i årene 1974-76 lidt neddæmpet i forhold til det tidligere arbejde i Vietnambevægelserne og det senere omfattende støttearbejde i blandt andet ”Kampucheakomitéen” i 1978-79. En af de første tredjeverdensbevægelser KFML havde kontakt med, var Pan African Congress (PAC), der opererede i sydafrikanske lande som Zimbabwe og Namibia, og som havde et marxistisk-leninistisk grundlag. KFML deltog i 1975-76 i møder og foredrag om situationen i det sydlige Afrika og var værter for en fundraising-delegation fra PAC. Derudover lykønskede PAC det danske forbund med den fælles nordiske ml-konference i januar 1975 og roste konferencens sluterklæring og det danske folk for at have identificeret fjenden

som de to supermagter, Socialdemokratiet og de gamle kommunistpartier.[542] KFML beskrev selv den nordiske ml-konference som en styrkelse i kampen for det internationale ml-arbejde,[543] selv om der ikke herudover er bevaret mange fælles nordiske erklæringer.

På europæisk plan var KFML først og fremmest aktivt i Spaniensarbejdet via ”FRAP-komitéen i Danmark” og til dels i ”Solidaritetskomitéen med Spaniens folk”. Imellem disse to herskede dog tilsyneladende en vis uenighed om grundlaget for støtte.[544] KFML holdt sig mest til den første og udtrykte desuden støtte til den spanske maoistgruppe PCEml. En skrivelse fra november 1975 opfordrede til at kaste alle kræfter ind i solidaritetsarbejdet, der rent praktisk skulle bestå af udarbejdelse af informationsmateriale, plancheudstillinger og pengeindsamling.[545] Men ikke ualmindeligt for den slags aktiviteter kom det til organisatoriske sammenstød med øvrige venstrefløjsgrupper, i dette tilfælde KAm-l. KFML mente, at KAm-l via solidaritetsarbejdet med FRAP forsøgte at ”hive sig selv op i hårene”, og at de til stadighed ”klistrede sig på” de FRAP-møder, som blev afholdt med KFML’s støtte. Ud over Spaniensarbejdet var KFML hvert år den 21. august med til at markere årsdagen for den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i 1968, men igen på deres helt egne præmisser. En løbeseddel fra 1975 afslørede, at KFML ikke opfattede den daværende tjekkoslovakiske leder Alexander Dubcek som noget positivt i sig selv. Dubcek blev omtalt som værende af samme revisionistiske skuffe som lederne i Kreml og hans politik som borgerlig og kapitalistisk. Det forbundet demonstrerede imod, var selve den røde hærs invasion, som KFML betragtede som udtryk for sovjetisk aggression og imperialisme.[546] KFML’s holdning medførte, at de som regel markerede årsdagen alene, mens de øvrige venstrefløjsgrupper KF, RSF, VS og SF holdt en tilsvarende demonstration et andet sted.[547]

KAP 1977-78

KFML blev til Kommunistisk Arbejder Parti (KAP) på det ekstraordinære landsmøde den 20.-21. november 1976. Efter otte års partiforberedende arbejde blev KAP det første maoistiske parti og hævdede selv, at det revolutionære kommunistiske parti nu var blevet genrejst.[548] Det nye partiprogram var ifølge KAP et ”spring i erkendelsen” af den internationale og den nationale situation. Udefra set var der dog mange gentagelser i forhold til programmet fra 1970. Hovedmodsætningen i verden gik mellem imperialismen på den ene side og arbejderklassen – herunder den danske – og de undertrykte folk på den anden. De to imperialistiske supermagter USA og Sovjetunionen var folkenes hovedfjender, og ikke mindst Warszawapagten blev betegnet som en aggressiv trussel mod Danmarks selvstændighed. Denne sidestilling af parterne i den kolde krig var karakteristisk for KAP.[549]

Efter dannelsen af partiet fulgte længere tids diskussioner om organiseringen på forskellige niveauer; lokale grupper, Københavnerledelse, centralkomité osv. At dømme ud fra en udtalelse fra Københavnerledelsen i oktober 1978 var partiets hovedopgave endnu i oktober 1978 at forklare sammenhængen i KAP’s politik og propagandere for KAP’s svar på klassekampsituationen.[550] Man diskuterede opstilling til folketingsvalg, og den indadvendte skoling trådte i karakter, da Partiskolen – det tidligere skolingsudvalg – i dagene omkring KAP’s dannelse fremlagde en foreløbig plan for dens arbejde. Partiskolens opgave var at ”opdrage” forbundets medlemmer, sympatisører og kandidater til den eventuelle opstilling til valg. Grundstammen i arbejdet var et kursusprogram i marxismen-leninismens grundlæggende spørgsmål, hvilket dog først fik en fast form fra omkring 1980 og fremefter.[551]

Internationale kontakter – det antiimperialistiske arbejde 1977-78

Hovedkraften i kampen mod imperialismen var ifølge KAP’s program fra 1976 de undertrykte folk i den tredje verden. For at bekæmpe de to imperialistiske supermagter var det nødvendigt at skabe en verdensomspændende alliance mellem folkene. Denne alliance skulle bygges på en ”solidarisk støtte til de folk og nationer, der befinder sig i skærpede og væbnede opgør med de imperialistiske supermagter” og skulle altså forene arbejderklassen i det udviklede Vesten med folkene i den tredje verden.[552] Sådan kan KAP’s brede solidaritetsarbejde i slutningen af 1970’erne beskrives, og de forskellige komitéer blev en vigtig del af KAP’s selvopfattelse. På et møde i KAP’s antiimperialistiske og udenrigspolitiske sekretariat, AIS/UPS, i oktober 1978 blev de daværende arbejdsfelter ridset op[553]:

Langt de fleste af arbejdsområderne var kortvarige kampagner, der involverede information, typisk en plancheudstilling, løbesedler og eventuelt plakatophængning samt periodevis giroindsamling. Trods den generelle uenighed med den øvrige venstrefløj deltog KAP derudover i en række arrangementer, herunder med Internationalt Forum, Forbundet Socialisterne, VS og Forbundet mod Imperialismen. Det gjaldt f.eks. i forbindelse med den såkaldte mexicanersag og i arbejdet for at udarbejde et ”politisk organisatorisk grundlag (…) angående Argentina i anledning af Fodbold-VM 1978”.[555] En invitation fra Peru-komitéen i 1979 blev afvist med den begrundelse, at komitéen var trotskistisk, og at den kun støttede den ligeledes trotskistiske gruppe FOCEP i Peru. Samarbejdet med de øvrige grupper afhang tilsyneladende af den ideologiske karakter af manifestationen, men blev i øvrigt mere almindeligt i årene 1979-80.

KAP’s arbejde i Kampuchea-komitéen, der blev dannet i efteråret 1978, var et af de internationale pejlemærker, som klarest distancerede partiet fra den øvrige venstrefløj.[556] Endnu uden at have besøgt landet berettede KAP i Arbejderavisen i oktober 1977 om ”imponerende resultater i opbygningen af landet” og i den cambodjanske revolution som helhed.[557] En anden omstændighed, der adskilte KAP fra den øvrige venstrefløj, var partiets syn på den tiltagende konflikt mellem Cambodja og Vietnam. For KAP betød det, at ml’ernes tidligere forbillede i den antiimperialistiske kamp, Vietnam, nu blev et ”socialimperialistisk” hadeobjekt. Under Vietnamkrigen havde vietnameserne modtaget støtte fra både Sovjetunionen og Kina, men i 1977 bekendte vietnameserne sig til Moskvalejren, blandt andet via medlemskab af det sovjetisk dominerede handelssamarbejde COMECON. Kineserne støttede på den anden side Cambodja og ydede landet militær og teknisk hjælp.[558] Voksende mistillid og en række grænsestridigheder mellem de to lande, hvor Cambodja blandt andet stillede krav om gamle besiddelser, endte med, at Vietnam sendte tropper ind i landet i slutningen af 1978. Vietnams og Cambodjas placering i hver sin kommunistiske blok understregede skillelinjen mellem de danske moskvatro kommunister og de overbeviste maoister i KAP. Da en delegation fra KAP besøgte Cambodja i juli-august 1978, satte konflikten med Vietnam sit tydelige præg på de møder, den danske delegation deltog i under besøget. Delegationen var i Kina, da invitationen fra De Røde Khmerer kom, hvilket tyder på en begrænset kontakt indtil da. To af Kina-delegationens medlemmer Peter Bischoff og den senere KAP-formand Svend Aage Madsen tog imod invitationen og rejste rundt i Cambodja fra den 29. juli til den 5. august.[559] De to KAP’ere blev modtaget af Pol Pot’s ”næstkommanderende” Noun Chea, med hvem de de to første dage havde en række samtaler. Herefter besøgte de skoler og landdistrikter og skrev om deres oplevelser i en rapport til KAP’s forretningsudvalg den 6. august. Pol Pots tvangsflytning af folk fra byerne til landet blev forklaret med henvisning til de cambodjanske synspunkter, der igen begrundede det i fødevaremæssige og militære hensyn, og blev i øvrigt omtalt som ”evakueringen af byerne”. Ifølge rapporten havde den gamle byindustri ikke tjent den brede befolkning, og det var nødvendigt med en nulstilling forud for en genopbygning, der skulle foregå uafhængigt af tidligere tider og uden at privilegere visse befolkningsgrupper frem for andre. De to danskere mente ikke, at man helt kunne udelukke et vist element af tvang i denne proces, men mente samtidig ikke, at der var nogen betydelig modstand mod kollektiviseringen på daværende tidspunkt. Endelig gjorde rapporten opmærksom på, at de store landbrugskooperativer var oprettet i en krigssituation, hvilket muligvis har gjort hele konceptet mere ”spiseligt.” Helt ukritiske var KAP’erne ikke. Blandt andet blev der udtrykt en vis bekymring, eller måske snarere undren med hensyn til den tidligere arbejderklasse, der ifølge alle gængse fortolkninger af marxismen netop skulle udgøre kernen i den revolutionære overgang. Deres værter forklarede i den forbindelse ”... at det var svært at omforme de gamle arbejdere ideologisk uden at de lærte at respektere bønderne og landbruget ved at prøve livet derude.”[560]

Den sidste dag mødtes de to KAP’ere med De Røde Khmereres leder, Pol Pot. Under et halvanden time langt møde udtalte Pol Pot blandt andet håb om, at partibåndene til KAP i fremtiden ville blive styrket: ”Trods de forskellige situationer i Danmark og Kampuchea er der gode betingelser for at udvikle forbindelserne mellem vore to partier”.[561] Pol Pot fremlagde sine forhåbninger om at udbygge ml-kontakter på verdensbasis, men talte derudover mest om kampen mod Vietnam.[562]

I september 1978 formulerede KAP den politiske platform for ”Solidaritetskomitéen Danmark-Kampuchea” (”Kampuchea-komitéen”), der fra dens dannelse fik højeste prioritet i KAP’s internationale arbejde. Selve det politiske grundlag for komitéen var meget lidt marxistisk-leninistisk i sin ordlyd. De centrale punkter handlede om at forsvare landets nationale uafhængighed og territoriale integritet, primært i forhold til det aggressive Vietnam. I Danmark var det således komitéens opgave at sprede ”sand information” om Cambodjas forhold ved publikationsvirksomhed og deltagelse i debatter og at arrangere offentlige høringer og anden mødevirksomhed.[563]

Overvågning af KFML og KAP

1968-72

Som det var tilfældet med Gotfred Appel, var Benito Scocozza længe før sin tid som maoist registreret i PET’s arkiver som følge af sit aktive DKU- og DKP-medlemskab. I 1967, da PET lidt tilfældigt blev bekendt med, at Gotfred Appel og Benito Scocozza var gået hver til sit, blev det bemærket, at Scocozza ikke siden 1964 havde pådraget sig tjenestens opmærksomhed.[564] I 1968 havde tjenesten fået oplysninger fra en tidligere benyttet kontakt, der havde kendskab til Scocozza. Kontakten havde undersøgt ”sagen” og indhentet oplysninger om økonomiske forhold, uden dog at kunne klarlægge Scocozzas politiske tilhørsforhold.[565] I en skrivelse fra PET til en udenlandsk myndighed et par måneder senere fremgik det, at man havde erfaret – sandsynligvis via åbne kilder – at Scocozza havde meldt sig ind i VS og var blevet valgt ind i hovedbestyrelsen ved partiets kongres den 23.-24. marts 1968.[566]

Det var via PET’s overvågning af trotskister, at tjenesten fik informationer om, at Benito Scocozza havde forladt VS og siden havde planer om at danne sit eget forbund. Eftersom trotskisterne diskuterede situationen på venstrefløjen, og eftersom PET både telefonaflyttede og havde kilder i trotskistiske kredse, skabte dette en del overskudsinformation om udviklingen i andre venstrefløjsmiljøer.[567] PET’s første informationer om KFML’s dannelse stammede dog fra et interview med Scocozza i Jyllands-Posten den 22. september 1968. En måned senere var det stadig ikke lykkedes PET at fremskaffe oplysninger om fraktionens program, målsætning, medlemmer og bestyrelse, trods flere forsøg via flere forskellige kanaler. Det eneste, man havde, var navnet på forbundet og navnene på to af stifterne.[568] I begyndelsen af december lykkedes det: Tjenesten modtog fra en kilde en kopi af forbundets blad, hvori forbundets grundlag og handlingsprogram var trykt, og hvor antallet af medlemmer i forbundets bestyrelse fremgik. Dog måtte PET stadig konstatere, at det ikke havde været muligt at fremskaffe navne ud over de to, som man havde i forvejen.[569]

I foråret 1969 fulgte PET, hvordan det nye maoistiske forbund udkæmpede en uforsonlig kamp mod trotskisterne om magtfordelingen i det socialistiske ungdomsforbund, SUF. KFML havde sat sig på Københavnerledelsens bestyrelse, men var generelt i undertal. Trotskisterne fik efterhånden overtaget og ekskluderede de fire KFML’ere i SUF’s landsledelse. PET var velorienteret om hele opgøret, hvilket igen hang sammen med tjenestens overvågning af de trotskistiske grupper. Kilderne i de trotskistiske miljøer sendte flittigt indberetninger, og PET lavede grundige sammenskrivninger. På den måde fik PET også navne på medlemmer af det nye maoistiske forbund samt oplysninger om planerne for et marxistisk-leninistisk ungdomsforbund. [570] Det blev dannet i august 1969, under navnet Kommunistisk Ungdom marxister-leninister (KUML) med en af de ekskluderede SUF’ere som formand.

Kort tid efter, i september 1969, udarbejdede PET en redegørelse for dannelsen af og de indbyrdes tilhørsforhold mellem de maoistiske grupper KAK, KUF, KFML og KUML. Vurderingen i forhold til KFML og KUML var afdæmpet, og de to forbunds medlemstal mentes at være begrænset. Uden at det kunne præciseres, blev kredsen omkring KFML vurderet til at omfatte færre end 100 personer. Sammenfattende hed det i redegørelsen, at der var en vis sammenhæng og et indbyrdes tilhørsforhold grupperne imellem, men at der også var klare forskelle. Den vigtigste var, at KAK/KUF ifølge PET så mere realistisk på tingene og derfor ikke anså en socialistisk revolution i Europa for nært forestående, mens KFML/KUML troede, eller i hvert foregav at tro, at revolutionen var umiddelbart forestående. PET mente dog, at det sidste primært skyldtes forbundets vilje til at stå på god fod med kineserne.[571] Den afdæmpede vurdering af KFML i disse tidlige år understreges af, at forbundet slet ikke blev nævnt i PET’s årsberetning for 1970.

PET var ikke den eneste tjeneste, der fulgte de maoistiske bevægelser med interesse. Det fremgår af PET’s arkivalier, at også KGB-agenter under diplomatisk dække holdt øje med gruppernes aktiviteter. Ambassadeattaché Mironov forsøgte at få et medlem af en maoistisk bevægelse til at abonnere på både Orientering (KAK), Ungkommunisten (KUF) og Arbejderavisen, der blev udgivet af KFML. Mironov havde i den forbindelse medbragt et eksemplar af Arbejderavisen og bad den pågældende om læse det og sætte sig ind i den strid, der var opstået internt mellem KAK og Benito Scocozza. Derudover var han meget interesseret i at få at vide, hvor og hvornår den planlagte ”Verdens Maoist-organisation” skulle afholde kongres, og opfordrede vedkommende til at pumpe en formodet maoist for oplysninger ved hjælp af ”en eller fem øller” på en nærliggende beværtning.[572] PET fik desuden informationer om, hvad tjenesten mente, var et andet eksempel på sovjetisk interesse. En korrespondent fra det sovjetiske nyhedsbureau TASS havde ved en reception i sommeren 1971 kontaktet en repræsentant fra De Danske Vietnamkomitéer og udvist generel interesse for den danske venstrefløj og stor interesse for især maoisterne.[573] PET holdt øje med de sovjetiske repræsentanters omgang med de danske maoister.

I august 1971 indberettede en kilde til PET, at KFML for tiden førte en meget tilbagetrukket tilværelse,[574] og måneden efter videregav en anden kilde oplysninger fra KFML’s 6. generalforsamling, hvor det blev fastslået, at hovedvægten af KFML’s arbejde skulle lægges på studievirksomhed og ideologisk arbejde.[575] Til gengæld blev denne kilde i den følgende tid brugt ved flere KFML-arrangementer, hvilket tyder på, at overvågningen blev intensiveret. I december samme år deltog kilden i et møde arrangeret af det KFML-styrede Dansk-Albansk Forbund, hvilket over for PET blev beskrevet som ”så sagligt som en geografitime”, uden nogen politiske diskussioner af betydning.[576] PET opfattede KFML som overvejende teoretisk og propagandistisk orienteret. Derimod har tjenesten nok overfortolket de forsonende toner mellem KFML og den øvrige venstrefløj, der tilsyneladende lød ved en konference arrangeret af KFML i maj 1972. I konferencen deltog ca. 55 personer fra KFML, BOml, SUF, SFU, VS, De Danske Vietnamkomitéer (DDV), Røde Mor, nogle B&W klubber samt uofficiel deltagelse af KAK og KUF. Efter den udførlige redegørelse at dømme, havde PET en kilde ved konferencen. Ifølge redegørelsen kunne man ikke udelukke dannelsen af et revolutionært kommunistisk parti i løbet af 1972 med KFML, VS og DDV som deltagere og SUF samt muligvis SFU som sympatiserende organisationer.[577] PET’s kilde var imidlertid ikke den eneste, der var sat til at følge konferencen. Hans Hetler, der havde været medlem af det højreorienterede Demokratisk Alliance, og som i midten af 1970’erne arbejdede som kilde for FE, havde sendt to af sine egne folk med til mødet. Hetlers redegørelse var oplysende med hensyn til deltagernes fornavne og hvilke arbejdsgrupper, der blev nedsat, men ikke særlig informativ, hvad angik det politiske indhold. Dette skyldtes med rapportens egne ord, at det meste af indholdet gik henover hovedet på de to kilder. I en af grupperne gik man i dybden med ”Maos tænkning contra situationen her i landet i dag”, hvortil det i redegørelsen blev konstateret, at kilden ikke forstod meget heraf.[578]

Tankerne om enhed blandt grupperne lod meget tilbage at ønske, hvilket PET også blev informeret om, ikke mindst da en kilde forud for 1. maj demonstrationerne i 1973 berettede om store meningsforskelle mellem grupperne.[579]

BOml og MLE 1972-75; trussel og overvågning

I § 9 stk. 5 i MLE’s statutter hed det, at medlemmerne af MLE skulle beskytte forbundet ”... mod sikkerhedspoliti og andre af klassefjendens organer og hindre at vigtige oplysninger om organisationens medlemmer, sympatisører og andre progressive fald[t] i hænderne på dem”.[580] Forståeligt nok fandt PET det interessant, når grupperne tog initiativer til at hemmeligholde ting. Derfor bemærkede tjenesten også i januar 1973, at BOml i sit blad Tjen Folket havde opfordret medlemmerne til skærpet sikkerhed mod PET’s registreringer og havde givet anvisninger om, hvad man ikke måtte oplyse via telefonen.[581] Tjenesten noterede navnet på den ansvarshavende redaktør, der senere blev MLE’s formand, men oprettede ikke nogen personsag. Efter at BOml var blevet til MLE i foråret 1973, noterede PET, at KFML havde protesteret mod dannelsen af en ny ml-organisation, da det ville sinke arbejdet med at genskabe et revolutionært kommunistisk parti. Samtidig havde tjenesten dog fået oplyst, at de to organisationer ville samarbejde i form af fælles diskussioner og fælles praksis.[582]

I forbindelse med en påsat brand og hærværksaktion mod B&W den 6. december 1974 var maoisterne blandt de hovedmistænkte. PET’s kontakt på værftet oplyste, at en gruppe bestående af både anarkister og maoister, og som mentes at komme fra universitetet, var blevet placeret på virksomheden for at skabe uro.[583] Endvidere oplyste kontakten, at det var netop denne gruppe, der den 4. november samme år havde stået bag en to en halv time lang arbejdsnedlæggelse i forbindelse med en konflikt om fællestillidsmandens loyalitet. Efter det oplyste havde netop MLE et medlem i B&W’s repræsentantskab, som var identisk med ovennævnte redaktør.[584] Allerede fire dage senere modtog PET en rapport fra Københavns Kriminalpoliti om den påsatte brand. Rapporten påpegede, at det var uvist, om der overhovedet lå politiske motiver bag branden, og at man var tilbøjelig til at mene, at det var en pyroman, der var på spil.[585]

Episoden gav således kun anledning til en kortvarig mistanke, og PET konstaterede i foråret 1975, at man ikke havde bemærket nogen nævneværdige aktiviteter fra MLE’s side.[586] I PET’s årsberetning for 1974 blev de maoistiske grupper KAK, KFML og MLE under ét betegnet som små og uden indflydelse, samtidig med at det blev formodet, at den kinesiske ambassade gav økonomisk støtte til alle tre gruppers propagandamateriale.[587] Da Socialistisk Håndbog udkom i 1975, benyttede PET den også i denne sammenhæng. Beskrivelserne af de enkelte grupper blev refereret meget tekstnært og derefter brugt i et sammenfattende notat. Således blev MLE’s meget korte historie og en række praktiske oplysninger nedfældet, uden det dog tilførte tjenesten nogen nævneværdig ny viden.[588] Da MLE nedlagde sig selv i november 1975, udarbejdede PET det sidste selvstændige notat om gruppen, hvori det blev bemærket, at forbundet havde overgivet deres værdier til KFML.[589] I årsberetningen fra samme år hed det, at gruppen var blevet ledet af en meget aktiv studerende, men at den aldrig nåede ud over de teoretiske diskussioner.[590]

Øget interesse 1975-78

Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg konstaterede på et møde i 1974, at den nedadgående tendens i antallet at demonstrationer, som man havde iagttaget siden 1971, fortsatte. På mødet oplyste PET’s chef Jørgen Skat-Rørdam, at der den seneste tid i realiteten ikke havde været én eneste demonstration, der havde forårsaget vanskeligheder for politiet.[591] I PET’s årsberetninger fra 1974 og 1975 blev tendensen ligeledes omtalt, og gruppernes aktiviteter blev generelt omtalt som lave eller begrænsede. Således blev uroskabende aktiviteter ikke opfattet som en trussel i et omfang, der påkaldte sig opmærksomhed fra tjenestens side. Til gengæld begyndte PET fra årene 1975-76 at fatte betydelig større interesse for KFML og dets aktiviteter. Det var der tre grunde til:

Den første var det øgede antal medlemmer. Fra 1973 voksede antallet af KFML-sympatisører til et niveau, der bevægede sig ud over de snævre kredse, som de maoistiske grupper ellers udgjorde. I september 1973 holdt forbundet et offentligt møde på Hovedbiblioteket i Århus, som PET’s Region II efterfølgende udarbejdede en redegørelse om. Det hed blandt andet, at deltagerantallet på over 200 var det højeste for den slags arrangementer i lang tid,[592] og PET konkluderede efterfølgende, at KFML nu havde flere sympatisører end nogensinde.[593] Da Socialistisk Håndbog udkom i 1975, gav det PET en oplagt anledning til at skabe fornyet overblik over de forskellige grupperinger. I et notat blev det stigende antal KFML-personer nævnt:

”KFML, der menes at have en væsentlig større tilslutning end nogen af de andre maoistiske grupper, fører en relativ aktiv politik i form af bl.a. offentlige møder, studiekredse og forsøg på via arbejdspladserne og de højere læreranstalter at påvirke enkeltpersoner og grupper i maoistisk retning”.[594]

Den anden grund til PET’s øgede interesse handlede om forbundets omfattende skolings- og studieaktiviteter. Disse var ifølge tjenesten medvirkende til forbundets forsøg på at skabe uro på arbejdspladserne og svække de øvrige fagforbund.[595]

Den tredje grund var en mistanke om kinesisk støtte. PET udtrykte flere steder formodninger om, at den systematiske skoling af forbundets medlemmer og sympatisører foregik ved hjælp af propagandamateriale og økonomisk støtte til publikationsvirksomhed fra den kinesiske ambassade.[596] Formodningerne om kinesisk støtte blev i januar 1976 suppleret med oplysninger fra anden side. I begyndelsen af januar 1976 udbad en udenlandsk myndighed sig oplysninger om, hvad PET vidste om Benito Scocozza, og hvilke eventuelle kontakter han havde haft med folk fra den kinesiske ambassade i Danmark.[597] Ugen efter oplyste samme myndighed, at man havde sikre oplysninger om, at Scocozza og hans maoistiske gruppe fik økonomisk støtte fra Kina formidlet gennem en svensk maoistgruppe.[598] I februar sendte PET en halvanden sides redegørelse retur til den udenlandske myndighed med en generel beskrivelse af KFML og forbundets seneste aktiviteter på arbejdspladserne. Videre i redegørelsen skrev PET, at der ikke forelå nogen sikre beviser for, at forbundet modtog direkte økonomisk støtte. Til gengæld havde man beviser for, at KFML modtog store mængder propagandamateriale.[599]

Den svenske parallel til PET-Kommissionen beskriver i Hotet från vänster den svenske sikkerhedstjeneste SÄPO’s forsøg på at klarlægge eventuel kinesisk støtte til de svenske maoistiske grupper i samme periode. Den svenske tjeneste havde indikationer på, at støtte fandt sted, men ikke hvor meget og hvordan. Den nok tydeligste indikation kom fra overvågningen af den kinesiske ambassade i Stockholm, der afslørede, at den svenske maoistgruppe KFML/SKP’s partikasserer i en periode aflagde månedlige besøg på ambassaden. Der var desuden tegn på, at kineserne støttede det svenske forbund via organisationer og kulturfonde, og fra internationale kilder var det blevet fastslået, at Kina i årene 1963-68 regelmæssigt finansierede ideologisk nærtstående partier i udlandet. Endelig berettede en kilde inden for det svenske KFML(r), at maoistiske grupper modtog støtte fra Kina og i øvrigt også fra Albanien i form af rejser og lignende.[600]

Som tidligere nævnt vides det, at først KAK og siden KFML udgav kinesisk-støttede publikationer, og at KFML og senere KAP aflagde delegationsbesøg i både Kina og Albanien. Samtidig udtrykte KFML ved flere landsmøder i 1970’erne over for sine egne medlemmer ønske om, at kontakten til Kina og Albanien blev udviklet. På KAP’s stiftende kongres i november 1976 var det tydeligt, at kontakten mellem Kina og KFML ikke var på det niveau, man ønskede den skulle være, og der blev mindet om, at Kina formelt skelnede tydeligt mellem forbund og parti. Oplysningerne fra den udenlandske tjeneste om kinesisk støtte til danske maoister via svenske grupper kan altså ikke umiddelbart bekræftes. Til gengæld er der grund til at antage, at kineserne var behjælpelige med propagandamateriale.

To nye PET-kilder med tilknytning til KFML indberettede om besøg i både Kina og Albanien i 1976, uden der i øvrigt blev nævnt noget om økonomisk støtte. En kilde informerede i slutningen af marts PET om, at en topersoners delegation med deltagelse af Benito Scocozza havde været i Albanien fra den 29. februar til den 6. marts, inviteret af Albaniens arbejderparti (AAP). Delegationen havde ifølge indberetningen et møde med Ramiz Alia fra AAP’s politbureau, og de to parter havde konstateret fuld enighed i vurderingen af den internationale situation.[601] I september samme år fik PET fra samme og en anden kilde oplysninger om en KFML-delegation til Kina fra den 22. juli til den 10. august. Ingen af kilderne kendte antallet af medlemmer på turen, ud over at de delegerede fra rejsen til Albanien igen var blandt de rejsende. Derudover blev det oplyst, at delegationen havde besøgt fabrikker, folkekommuner og institutioner i en række distrikter og desuden havde haft et møde med et medlem af Kinas Kommunistiske Partis (KKP) centralkomité, hvor den fælles kamp mod de to supermagter var blevet diskuteret.[602] Året efter var en delegation bestående af Benito Scocozza og tre øvrige medlemmer atter i Kina, og denne gang fik PET navnene på alle fire. Tre af dem var personregistreret. PET-notitsen nævner kort, at delegationen opholdt sig i landet i tre uger, og at den havde besøgt skoler, landbrug, sociale institutioner osv.[603]

Billede: Benito Scocozza

Efter at have været medlem af DKP valgte Benito Scocozza at følge Gotfred Appel, da denne i 1963 stiftede Kommunistisk Arbejdskreds. Allerede i 1965 brød Scocozza med Appel. Efter i en kort periode at have været medlem af Venstresocialisterne stiftede han i 1968 Kommunistisk Forbund marxister-leninister, som i slutningen af 1976 blev omdannet til Kommunistisk Arbejderparti. (Polfoto).

I februar 1977 anmeldte KAP en demonstration til Københavns Politi. Dette bevirkede, at PET havde en kortvarig mistanke om, at KAP arbejdede sammen med palæstinensiske grupper.[604] Som følge af PET’s overvågning af disse grupper kunne mistanken dog ikke opretholdes. Demonstrationen skulle foregå i forbindelse med en specialforevisning af filmen ”Entebbe” i ABC-biografen i København den 20. februar 1977, hvor blandt andre den israelske ambassadør var blandt gæsterne. Under sloganet ”For et frit Palæstina” havde KAP taget initiativ til demonstrationen og sendt invitationer til blandt andet PWU i Danmark. Tilsyneladende opfattede PWU dette som et ønske om samarbejde og sendte derfor invitationer til møder, som KAP telefonisk måtte afvise at deltage i. Selve filmforevisningen og demonstrationen blev overvåget af både Københavns Politi og PET’s Afdeling T (terrorafdelingen), der tydeligvis var mest interesseret i at identificere de palæstinensiske deltagere, men de fik dog kun identificeret fire af de i alt ti formodede ”arabere”, der deltog i demonstrationen.[605] En PET-kilde uddybede efterfølgende problematikken ved at påpege, at KAP trods invitationer til både RSF, KAm-l, KF, Palæstinakomitéen og PWU ikke havde ment det som en fællesdemonstration, da KAP var uenig i mange af de øvrige gruppers Mellemøstpolitik.[606]

KFML’s årvågenhed

I foråret 1976 oplyste en PET-kilde, at KFML arbejdede intensivt på dannelsen af et politisk parti inden for samme år. Samtidig oplyste kilden om de planlagte 1. majarrangementer som forbundet – ikke overraskende – ville afholde alene.[607] Efter 1. maj møderne kunne samme kilde melde om indsamlingsaktiviteter forud for dannelsen af det kommende parti i forbindelse med 1. maj demonstrationerne.[608] Kilden kunne derudover oplyse om antallet af deltagere og mængden af indsamlede midler ved demonstrationer i Esbjerg, Herning, Odense, Aalborg, Århus og København. I det hele taget var interessen for årets 1. maj møder stor. I PET’s Region III, dvs. i Syd- og Sønderjylland, efterspurgte man oplysninger om planlagte 1. maj demonstrationerne i det område, hvortil det kunne oplyses at KFML den 30. april om aften havde afholdt et forberedende møde, til hvilket der i tidsrummet fra kl. 19.37 til 20.15 gik 16 mænd, 11 kvinder plus et barn.[609] Et enkelt par kørte i bil, hvorefter PET via nummerpladen kunne identificere ejeren. Det københavnske 1. maj møde var noget større, og her måtte PET nøjes med et anslået antal deltagere, ca. 1.500-2.000, og navne på talerne samt disses temaer. En unavngiven kilde søgte ifølge PET’s notits at få oplysninger fra en 16-årig gymnasieelev og aktivt KFML-medlem, hvilket dog blev begrænset af ”KFML’s ret effektive sikkerhedssystemer”, der medførte, at ”menige” forbundsmedlemmer ikke kendte det samlede antal medlemmer. PET vidste dog, at KFML’s blad, Kommunist, havde ca. 1.200 abonnenter og skønnede at forbundet havde 300-700 medlemmer.[610]

De fynske KFML-aktiviteter blev også flittigt noteret og oplysningerne sendt videre fra den fynske Region IV til Centralafdelingen. Plancheudstillinger, ulovlige plakatophængninger, 1. maj møder og politiske møder af anden art blev noteret og indberettet. Ved et KFML-møde om Portugal i Odense den 18. marts 1976 sørgede en PET-forbindelse for, at tre ”interesserede” unge overværede mødet, for senere at referere antallet af deltagere og mødets forløb. Oplysningerne blev sendt af den regionale PET-ansvarlige til Centralafdelingen i København.[611]

KFML’s involvering i faglige konflikter i 1975-76 vakte tilsyneladende en udenlandsk myndigheds interesse. Således informerede PET den udenlandske myndighed om KFML’s forsøg på at skabe uro på arbejdspladserne og videregav navnene på de to nøgleskikkelser, Benito Scocozza og den anden deltager på den ovenfor nævnte rejse til Albanien.[612] Den udenlandske myndighed kvitterede med yderligere en forespørgsel vedrørende oprettelsen af KAP. I juni 1976 havde den udenlandske myndighed via den danske avis Aktuelt fået informationer om, at Scocozza havde planer om dannelsen af et nyt politisk parti. Den udenlandske myndighed ville være taknemmelig for bekræftende oplysninger og PET’s kommentarer til udviklingen, som man herefter ville videregive til et organ i myndighedens egen hovedstad, ”... hvis speciale det er at offentliggøre artikler uden kildeangivelse vedrørende yderliggående venstrebevægelser og disses mål.”[613] Op til dannelsen af KAP udtrykte samme myndighed interesse og udbad sig oplysninger herom, hvilket PET lovede at underrette om, så snart den havde fundet sted.[614]

Årets sommerlejre i 1976 løb således af stablen på et tidspunkt, hvor PET af flere årsager fulgte KFML forholdsvis tæt. De faglige konflikter, skolingen af det øgede antal medlemmer, den kinesiske propagandastøtte, planerne om partidannelse og de udenlandske myndigheders interesse har utvivlsomt bidraget til PET’s overvågning af den maoistiske gruppe. Som påvist ovenfor praktiserede forbundet, hvad det selv betegnede som ”Revolutionær Årvågenhed” (RÅ) netop for at forhindre efterretningstjenestens adgang til oplysninger. Et tidligere KAP-medlem har således i et interview fortalt at:

”Vi smed os ned på jorden på sommerlejrene, hvis en flyvemaskine nærmede sig, så de ikke kunne fotografere os. Folk som ankom i bil eller motorcykel havde klistret nummerpladerne til. Og jeg har engang siddet til et møde, hvor tehætten blev anbragt over telefonen.”[615]

Af KAP’s arkiver fremgår det, at en række foranstaltninger som den revolutionære årvågenhed bestod af, gang på gang blev overtrådt, tilsyneladende til formandens store irritation. Trods flere referaters påmindelse om at huske ”revolutionær årvågenhed” ved telefoniske henvendelser, udtalte KAP’s centralkomité på et møde i januar 1977, at der foregik ”RÅ-slendrian” og påbød: ”Stram ballerne!”[616] Til trods for det var det ganske svært for PET at få nærmere oplysninger om de forestående sommerlejre i 1976. Fra KFML’s blad, Kommunist, vidste PET før lejrenes afholdelse, at der ville blive afholdt i alt syv sommerlejre. Regionsafdelingen på Fyn forsøgte forgæves at få oplyst lejrenes beliggenhed, men vidste godt, at dette først blev oplyst til medlemmerne kort tid før lejrenes afholdelse. Uvist hvordan lykkedes det PET at få oplysninger om, at der blev afholdt en sommerlejr i FDF’s ejendom på Venø fra den 31. juli til den 7. august 1976. Herefter gik PET grundigt og systematisk til værks ud fra en klar målsætning om at få identificeret så mange af deltagerne som muligt. Åbenbart var det ikke alle, der havde klistret nummerpladerne til, eftersom det lykkedes at få sat navn på to deltagere, der kørte til lejren fra Struer havn. Fire andre køretøjer parkeret ved Struer banegård blev noteret, hvorefter ejerne blev identificeret og fotograferet. To busser, der fragtede lejrdeltagerne fra Venø til henholdsvis Århus og Struer banegård, blev noteret med firmanavn og adresse, ud over at to deltagere blev identificeret ved det ene afleveringssted. Endelig fik PET oplysninger om en deltager, da tjenesten undersøgte udlejningsforholdene hos FDF.[617] Der var ingen af de identificerede deltagere, der var registreret.

I november 1976 kom indberetningen fra en kilde om dannelsen af KAP. Oplysningerne stammede fra den pågældendes deltagelse i stiftelsesfesten den 25. november, hvor 6-800 personer deltog. De eneste sikre personoplysninger, der kom ud fra mødet var, at en navngiven person var blevet medlem af partiets centralkomité, og at Benito Scocozza var blevet formand.[618] Arbejdet med at skaffe navne på flere centralkomitémedlemmer blev tydeligvis besværliggjort af, at KAP opretholdt sikkerhedsforanstaltninger, der var direkte rettet mod PET. De indebar blandt andet, at partiet ikke lå inde med medlemslister, og at medlemmerne fik tilsendt partiavisen i en neutral kuvert. Foranstaltningerne blev meget selvsikkert begrundet af Benito Scocozza i et interview i Politiken den 28. november 1976: ”Efterretningsvæsenet må få sin løn for noget, og vi ønsker ikke at lette arbejdet for dem”.

Tendensen fortsatte og blev bekræftet af regionsafdeling II i årsberetningen fra 1978. Det hed, at KAP fortsat var en fraktion, det var vanskeligt at indsamle oplysninger om, men at det efter flere forgæves forsøg i 1977 var lykkedes at penetrere gruppen. Ifølge beretningen havde dette ”kun” resulteret i informationer om sympatisørarbejde, skolingsaktiviteter og beboeraktioner, hvortil det må bemærkes, at dette også udgjorde størstedelen af KAP’s samlede aktiviteter.[619]

Den revolutionære trussel – den politiske soldat

De sidste tre linjer i den PET-skrivelse, der blev udarbejdet på baggrund af kildeoplysninger om dannelsen af KAP, var understregede. De handlede om, at KAP ville bekæmpe ”... alle illusioner om, at man inden for kapitalismens rammer og med dets statsapparat som redskab kan føre en politik, der leder frem mod socialismen.[620] Altså en slags påmindelse om det revolutionære budskab fra en gruppe, der ellers ikke havde vist synderligt revolutionære tendenser i deres hidtidige aktiviteter. På et møde i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg i januar 1977 vakte to KFML/KAP-pjecer imidlertid en vis bekymring. Politisk magt vokser ud af geværløbet og Bliv politisk soldat udkom begge i efteråret 1976. Derudover var man informeret om, at en tredje pjece med titlen Nægter/soldat forelå i udkast. Sikkerhedsudvalget betragtede det som det hidtil mest konkrete forsøg på at koordinere undergravende virksomhed inden for forsvaret, planlagt af venstreekstremistiske grupper.[621] Man frygtede altså, at de unge maoister ville infiltrere forsvaret med den hensigt at bryde det ned inde fra. Da sagen blev diskuteret i Wamberg-udvalget i april 1977, var der enighed om, at man kunne registrere ophavsmændene til pjecen, samt de personer der åbent bekendte sig til pjecens teser.[622] Hidtil havde man dog kun konstateret aktiviteter inden for militæret af rent faglig art; lønninger, rettigheder, cafeterieordninger o.l. De faglige perspektiver var netop, hvad KAP’s egne diskussioner om ”Soldaterkampen” i overvejende grad handlede om. Det blev diskuteret på et møde i KAP’s skolingsudvalg den 7. august 1978, hvor emnerne var faglige krav og rettigheder inden for forsvaret og diskussioner om, hvordan man undgik at blive isoleret fra det store flertal af de øvrige værnepligtige. Sikkerhedsudvalgets bekymringer om værnepligtige KAP’ere var således ikke et udtryk for, at man frygtede et væbnet opgør. Dette trusselsaspekt blev til gengæld indirekte præsenteret i en notits fra en kilde til Forsvarets Efterretningstjeneste, der oplyste om en værnepligtig KAP’er ved Farum kaserne. Det var ordene ”rådighed over sprængstoffer og våben” og ”medlem af organisationen” – det vil sige KAP – der illustrerede truslen. Det blev dog ved ordene. Vedkommende havde efter sigende været med ved Verdensbankurolighederne og var i øvrigt registreret hos PET.[623]

Sammenfattende kan det konkluderes, at myndighederne fremhævede to forhold: 1) Faren for at maoisterne ville gribe til de våben, som de måtte have adgang til inden for militæret og begynde en væbnet revolution. Dette trusselsaspekt blev underbygget af en FE-notits samt af de revolutionære paroler i KAP’s politiske programmer, men kom aldrig til at spille nogen rolle i den generelle trusselsvurdering. 2) Faren for at KAP ville føre den faglige kamp ind i forsvaret, der skulle infiltreres for at udøve undergravende virksomhed. Det var tydeligvis dette trusselsaspekt, som bekymrede Sikkerhedsudvalget.

Samlet set kan det konstateres, at KAP’s omfattende antiimperialistiske arbejde af PET typisk blev omtalt som ”fredelige demonstrationer”. Stort set samtlige demonstrationer blev noteret med bemærkninger om deltageres antal og baggrund, samt demonstrationernes paroler osv. Enkelte, som KAP-demonstrationen mod den cubanske og sovjetiske aggression i Eritrea i marts 1978, blev fotograferet og fulgt ganske tæt af efterretningstjenesten. Det bemærkelsesværdige ved denne demonstration var en uventet deltagelse fra Konservativ Ungdom og den omstændighed, at KAP’erne højlydt bifaldt KU’eres antisovjetiske taler.[624] I PET’s årsberetning for 1978, hvor KAP i øvrigt blev beskrevet på hele fire sider mod de sædvanlige en til halvanden side, blev det bemærket, at de fleste demonstrationer havde et antisovjetisk budskab. Derudover blev delegationen til Cambodja nævnt, men ikke yderligere kommenteret, og om den erklærede politisk uafhængige ”Kampuchea-komitéen” bemærkede PET, at den tydeligvis var styret af KAP.[625] Det meste af beskrivelsen henviste imidlertid til det handlingsprogram, KAP havde udarbejdet i forbindelse med partiets planer om at stille op til folketingsvalget året efter. Det blev gengivet, at KAP tog afstand fra vold og terror, men alligevel fandt sådanne metoder nødvendige som forsvar mod den siddende klasses eventuelle overgreb på arbejderklassen, samt at KAP ikke betragtede Folketinget som en institution, der repræsenterede folkets indflydelse, men KAP erkendte, at det fungerede som politisk centrum.[626]

KAm-l

I 1973 blev der dannet endnu en ml-gruppe. Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister var, ganske atypisk for tiden, et resultat af samling og ikke splittelse, idet de stiftende medlemmer kom fra grupper omkring Arbejderbladet og ”Kommunistiske Arbejdere” med den tilføjelse, at de mest toneangivende personer oprindeligt var udbrydere fra KFML.[627] Disse havde meldt sig ud i protest mod især KFML’s satsning på studerende frem for på arbejdere. Forbundet, der som de øvrige ml-grupper var partiforberedende, ville genskabe arbejderklassens kommunistiske parti, og havde radikale marxistiske målsætninger om at ”erstatte kapitalens diktatur med proletariatets diktatur, gennem en væbnet socialistisk revolution, ledet af arbejderklassen i forbund med alle arbejdende og undertrykte”.[628] Som andre maoistiske grupper tog forbundet afstand fra den aggressive sovjetimperialisme og talte for de fredsbevarende kræfter med Kina og Albanien i spidsen.

Konflikten med de øvrige ml-grupper, først og fremmest KFML/KAP, udsprang især af KAm-l’s arbejderorienterede strategi. KAm-l mente således, at KFML’s lønarbejderklassebegreb var for bredt: Ifølge KAm-l måtte arbejderklassen udelukkede defineres som ”merværdiproducerende arbejdere”, ligesom KAm-l mente, at de øvrige ml-gruppers betoning af modsætningen mellem folket og monopolkapitalen var forkert. Det var modsætningen mellem klasserne – kapitalistklassen og arbejderklassen – der var den afgørende, fastslog KAm-l. Klassekampstankegangen betød også, at KAm-l tog afstand fra, hvad de kaldte ”småborgerlige grupper” som MLE og KFML. I kampen mod EF f.eks. mente KAm-l, at de to grupper sammen med DKP førte en kamp, der var baseret på princippet om national selvbestemmelsesret, mens den burde føres som en international klassekamp.[629] Denne indstilling delte KAm-l i øvrigt med VS, som de tilbageværende KAm-l’ere endte med at melde sig ind i ved forbundets nedlæggelse i 1983.

KAm-l har selv inddelt forbundets levetid i tre faser: 1) 1973-75 der var en startfase. 2)1975-78 der var et højdepunkt. 3) 1978-83 der var præget af opløsning. I begyndelsen af første fase havde forbundet ca. 50 medlemmer, og selv om de tilstræbte en meget arbejderorienteret profil, udgjorde medlemmerne en blanding af arbejdere og ”ps’ere” – det vil sige proletariserede studenter. Derudover havde forbundet flere kreative kræfter repræsenteret, deriblandt nogle tidligere medlemmer af ”Røde Mor”, der dannede rockbandet ”De Røde Raketter” (medlemmerne havde forladt Røde Mor, da gruppen ifølge disse medlemmer ikke levede op til sin formålsparagraf om at skabe ”politisk-proletarisk kunst”). Endelig drev KAm-l flere boghandler og tog initiativ til dannelsen af ”Røde Stjerne” -boldklubber i flere byer.[630] Rent taktisk tilstræbte forbundet at organisere sig i celler på arbejdspladser og i boligområder, for at kunne føre kampen på de rigtige niveauer. Forbundet mente, at fagforeningerne var blevet en del af det kapitalistiske statsapparat, og så derfor ingen mulighed for at udvikle eksisterende fagforeninger til kamporganisationer.[631] Også dette stod i kontrast til de øvrige venstrefløjsgrupper. Den faglige parole lød: ”Længe leve de vilde strejker, skub fagforeningerne til side, dan strejkekomitéer” og var i øvrigt inspireret af KFML(r) i Sverige, der også havde virket som inspirator ved udarbejdelsen af forbundets stiftelsespapirer.[632]

Det andet landsmøde i maj 1975 markerede starten på KAm-l’s 2. periode, der også var højdepunktet i forbundets levetid, og hvor det nåede op på 150 medlemmer. Større dele af forbundets medlemmer engagerede, eller forsøgte at engagere sig i ”utallige masseorganisationer”, det vil sige primært i fagbevægelserne.[633]

I udenrigspolitiske spørgsmål afveg KAm-l fra den isolerede position, der ifølge KAm-l karakteriserede KFML/KAP. KAm-l’s holdninger vendte sig i et stigende grad imod Kinas udenrigspolitiske paroler. Forbundet mente, at det var NATO og USA der var hovedfjenden, og forbundet tog afstand fra KFML/KAP’s konsekvente og kategoriske sidestilling af USA og Sovjetunionen.[634] I løbet af vinteren 1976-77 indledte forbundet et praktisk samarbejde med Forbundet Socialisterne med hvem man blandt andet udgav et par numre at et fælles teoretisk tidsskrift, Rød debat. Derudover deltog forbundet i fællesdemonstrationer med de øvrige venstrefløjsgrupper. I samme periode optrappede gruppen sine aktiviteter ved at øge udgivelsernes omfang og hyppighed, at tilknytte en boghandel til hver lokalafdeling, at udbygge kontakterne til kunst- og musikgrupper og øge antallet af offentlige møder. Derved endte forbundet i samme situation som de øvrige yderliggående venstrefløjsgrupper i forhold til medlemssammensætning. Trods forsøg på at tage udgangspunkt i arbejdernes egen situation, og trods forbundets fokus på at lægge indsatsen i den faglige kamp, fik forbundet ikke det tag i arbejderne, som man havde håbet: I lighed med, hvad der gjaldt for flere af de andre grupper, resulterede de abstrakte proklamationer om proletariatets diktatur og solstrålehistorierne fra Kina og Albanien i, at forbundet isolerede sig fra de arbejdere, som de ellers ønskede at forene sig med.[635] Kongressen i efteråret 1978, hvor et meget omfattende partiprogram skulle vedtages, markerede starten på forbundets sidste periode, der i KAm-l’s egne skrifter siden blev kaldt ”en langstrakt opløsningsproces”.[636]

Overvågning af KAm-l

Forud for dannelsen af KAm-l havde PET ved enkelte lejligheder stiftet bekendtskab med de to grupper, der udgjorde forbundet ved dets dannelse: Maoistgruppen omkring Arbejderbladet og Kommunistiske Arbejdere. I februar 1971 blev en af PET ”kendt” maoist i gruppen omkring Arbejderbladet bragt ind på Station 1 på grund af gadeuorden. Personen var i besiddelse af optegnelser fra en ”træningsweekend” i slutningen af oktober, hvor der blandt disciplinerne på programmet var lektioner i silketryk, brug af duplikator samt motionstræning og selvforsvar.[637] Dette var ikke alarmerende, men bevirkede at PET nu var informeret om gruppens eksistens. Et par små notitser om Kommunistiske Arbejdere og deres udgivelser er alt, der findes i perioden indtil 1975. Den første notits om KAm-l i PET’s arkiv kan dateres til 1975, det vil sige over et år efter gruppens dannelse. Den bygger alene på oplysninger fra Socialistisk Håndbog (1975), og beskriver kort KAm-l’s baggrund, grundlag og udgivelser. PET’s afsluttende vurdering var, at medlemskredsens omfang var beskeden, og at gruppens aktiviteter hidtil havde været begrænsede og i øvrigt ikke havde pådraget sig synderlig opmærksomhed.[638] Beskrivelsen af KAm-l i PET’s årsberetning for samme år var en forkortet, men direkte afskrift af denne notits.[639]

Generelt var PET’s interesse for KAm-l, og dermed mængden af tjenestens materiale om gruppen, begrænset. Tjenesten oprettede dog personsager på mindst fem af de ledende figurer i KAm-l, men intet peger på en systematisk overvågning, f.eks. i form af faste meddelere tilknyttet gruppen. De fleste af indberetningerne om gruppen handlede om aktiviteter, hvor KAm-l deltog sammen med andre grupper, såsom ved 1. maj-møder eller ved antiimperialistiske demonstrationer. Eksempelvis deltog gruppen sammen med VS og KF i en antiisraelsk demonstration i maj 1977, som PET fandt interessant af grunde, der imidlertid ikke havde noget med KAm-l at gøre.[640] PET’s Region IV skrev i årsberetningen for 1978, at KAm-l var den eneste ekstremistorganisation, der havde udvist voksende aktivitet i det forløbne år, men at niveauet generelt var begrænset: Endnu en antiisraelsk demonstration, denne gang i samarbejde med både VS, KF og RSF og et par politiske møder. Endelig blev det nævnt, at organisationen lod til at gøre sig ”en del gældende blandt arbejderne på Lindøværftet”, uden at der anførtes noget om egentlige aktioner.[641]


[496] KFML: For et revolutionært kommunistisk parti – KFML’s baggrund og program 1970, s. 38-39.

[497] Kommunist 1. årg., nr. 3, september 1968.

[498] Se f.eks. KFML: For et revolutionært kommunistisk parti – KFML’s baggrund og program 1970, s. 43. Denne revolutionære logik var udbredt blandt de yderste venstrefløjsgrupper og Scocozza gentog ved flere lejligheder pointen. Bl.a. i et radiointerview i 1980, hvor han understregede, at den eneste mulighed for en fredelig overgang til socialismen var hvis arbejderklassen forberedte sig på, at der ville blive brugt vold mod den, og derfor selv bevæbnede sig. Se PET, personsag: Udskrift fra Radioprogram på P1, 3. marts 1980.

[499] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: ”Stiftende landsmøde 15/9 1968”, udkast til program.

[500] KAP: Program for KAP (1976), s. 18 og Hvad vil KAP? (1976), s. 2.

[501] KAP: Program for KAP (1976), s. 15 og KFML: For et revolutionært kommunistisk parti (1970), s. 66.

[502] KFML: For et revolutionært kommunistisk parti..(1970), s. 57. Ordet ”objektivt” havde en helt særlig betydning for m-l grupperne pga. deres ”videnskabelige” marxistiske tilgang.

[503] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: ”Stiftende landsmøde 15/9 1968”, udkast til program.

[504] KFML: For et revolutionært kommunistisk parti (1970), s. 61-62.

[505] Kadre var oprindelig en betegnelse der blev brugt om den professionelt uddannede militære organisation, som i krisetider skulle være i stand til at overtage kommandoen over større hærstyrker. I denne sammenhæng er udtrykket forbeholdt revolutionære, som har en særlig politisk og teoretisk træning.

[506] KFML: For et revolutionært kommunistisk parti (1970), s. 63.

[507] Se afsnit om overvågningen af KFML og KAP.

[508] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: 2. Kongres 15.-16. marts 1969, oplæg fra forbundsledelsen..

[509] Se nedenfor.

[510] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: 2. Kongres 15.-16. marts 1969, oplæg fra forbundsledelsen.

[511] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: ”Albanien 1970-71, 1977”: ”Rapport fra KFML’s studierejse 31/7-14/8 1970”.

[512] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: 4. Generalforsamling 14.-15. november 1970.

[513] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: 6. Generalforsamling 26. september 1971, ledelsens beretning.

[514] ABA, KAP’s arkiv, ks. 25: Oplæg om ”Studiearbejdet i forbundet”, 14. august 1972.

[515] MLE’s arkiv, ks. 7, læg: ”BOml/MLE og KFML 1972-74”. Udateret sammenskrivning. Formentlig fra 1975.

[516] Ibid.

[517] MLE: Platform for marxistisk-leninistisk enhedsforbund (1973), s. 12, og KAP: Program for Kommunistisk Arbejderparti (1976), s. 24 f, og MLE’s arkiv, ks. 7, læg: ”BOml/MLE og KFML 1972-74”. Udateret sammenskrivning, formentlig fra 1975.

[518] MLE: Platform for marxistisk-leninistisk enhedsforbund (1973), s.14.

[519] MLE’s arkiv, ks. 7: ”Forslag til diskussion om fælles sommerlejr mellem KFML og MLE” 1973.

[520] MLE: Arbejdspapir – Rød sommerlejr 1973 (1973), s. 12-21. Det følgende er refereret herfra.

[521] MLE’s statutter § 9 stk. 5: MLE’s medlemmer skal være dristige med kritik og selvkritik. Se MLE: Platform for marxistisk-leninistisk enhedsforbund (1973), s. 24.

[522] Om selvkritikken se nedenfor.

[523] MLE: Omkring nedlæggelsen af MLE (1975), s. 23.

[524] MLE: Omkring nedlæggelsen af MLE (1975), s. 33 f.

[525] ABA, KAP’s arkiv, ks. 3: FL-møde 3. juni 1975.

[526] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: ”Indkaldelse til landsmødet 17-19/5 1975”.

[527] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: ”Beretning ved Landsmødet 17-19/5 1975”. Det følgende er overvejende refereret herfra.

[528] KAP: Program for KAP (1976), s. 27.

[529] På et møde i 1980 blev der krævet en diskussion om hvorfor det faglige arbejde gik så godt på BUPL-området, når det gik så dårligt på LO-området, hvilket igen afslører sammensætningen af forbundets medlemmer. ABA, KAP’s arkiv, ks. 5: DM-Referat 26. januar 1980.

[530] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: ”Beretning ved Landsmødet 17-19/5 1975”.

[531] Se eksempelvis Kommissionens beretning, bind 8.

[532] MLE’s arkiv, ks. 7: KFML’s forslag til plakattekster mod Hartling-regeringen 1975 (u.d.).

[533] Se interview med tidligere KAP-medlem Jørgen Ramskov i Weekendavisen 10-16. januar 2003.

[534] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 2. september 1975.

[535] PET, Reg. IV: ”Dokumentationsmateriale om kampen mod censuren og de politiske fyringer på B&W Motor”, udarbejdet af KFML, februar 1976.

[536] PET, emnesag: ”Indberetning fra kilde vedr. ”Solidaritetskomitéen for de 4 politisk fyrede på B&W motor””, 9. marts 1976.

[537] PET, emnesag: Notits af 1. marts 1976, og PET, materiale fra Reg. IV: ”Kommunistisk Arbejderparti”: Notits af 10. februar 1976.

[538] KAP: Program for KAP (1976), s. 30 f.

[539] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: Beretning ved landsmødet 17.-19. maj 1975.

[540] ABA, KAP’s arkiv, ks. 3: FL-møde 13.-14. december 1975.

[541] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: Beretning ved landsmødet 17.-19. maj 1975.

[542] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, Læg: ”Sydafrika 1971-78”: Brev fra PAC til KFML u. dato, men sandsynligvis fra 1975.

[543] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: Beretning ved landsmødet 17.-19. maj 1975.

[544] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24: Debatindlæg vedr. Solidaritetskomitéen med Spaniens folk, november 1975.

[545] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24: Skrivelse om solidaritetsarbejdet med Spaniens folk, november 1975.

[546] Løbeseddel 21. august 1975 i forb. med årsdagen for USSR’s invasion i Tjekkoslovakiet.

[547] Bl.a. i forbindelse med 10-årsdagen for invasionen i 1978. ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, Læg: ”Tjekkoslovakiet”.

[548] KAP: Program for KAP (1976), s. 41.

[549] Se Socialistisk Håndbog (1978), s. 15 f. og KAP: Program for KAP (1976).

[550] ABA, KAP’s arkiv, ks. 5, Læg: ”CK 1976-77 + 1980”: Møde i Københavnerledelsen 19. oktober 1978.

[551] ABA, KAP’s arkiv, ks. 25, Læg: ”Partiskolen 1976-79”: Foreløbig plan for partiskolen 12. september 1976.

[552] KAP: Program for KAP (1976), s. 71.

[553] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24: Møde i antiimperialistisk sekretariat, AIS, 24. oktober 1978.

[554] Cambodja hed Demokratisk Kampuchea under Pol Pot styret 1975-79.

[555] Det må antages, at det ikke var fodboldspillet i sig selv, KAP var imod, men styreformen i det land, hvor det skulle afholdes. ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: ”Sydamerika”: Skrivelse vedr. VM i Argentina 1978. Den såkaldte mexicanersag er beskrevet i Lars Bo Rasmussen, Gitte Vejlby og Hans Chr. Viemose, Mexicanersagen (Roskilde Universitetsforlag, 1977).

[556] I april 1975 fik De Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen magten i Cambodja efter fem års borgerkrig. De Røde Khmerer var maoistisk inspirerede, men havde deres egne meget konsekvente idéer om det ultimative klasseløse bondesamfund. Befolkningen blev tvangsflyttet fra byerne ud på landet for at opbygge det pengeløse agrarsamfund og led uhyre lidelser under det blodige regime. Religion blev forbudt, klassefjender blev tortureret i massevis, og enkelte forskere mener, at op mod en fjerdedel af befolkningen døde. De Røde Khmerer sad ved magten, indtil Vietnam i 1978 invaderede landet og fik kontrol over det i 1979. Se Steen Andersen og Peter Frederiksen: ”Mellem Potemkinkulisser og ideologisk forførelse” i Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme, s. 217-254.

[557] Se Peter Frederiksen: Kindkys af Pol Pot – Kampuchea og den danske forbindelse, s. 48.

[558] Steen Andersen og Peter Frederiksen: ”Mellem Potemkinkulisser og ideologisk forførelse”, s. 230-232.

[559] Navnene fremgår af Steen Andersen og Peter Frederiksen: ”Mellem Potemkinkulisser og ideologisk forførelse”. Oplysningerne om delegationen bygger først og fremmest på artikler i Arbejderavisen august-september 1978.

[560] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24: Rapport fra KAP-delegation til forretningsudvalget 6. august 1978.

[561] Ibid.

[562] Se desuden Steen Andersen og Peter Frederiksen: ”Mellem Potemkinkulisser og ideologisk forførelse”, s. 240-242.

[563] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24: Politik platform for Solidaritetskomitéen Danmark-Kampuchea, 18. september 1978.

[564] Oplysningerne var overskudsinformation fra overvågningen af de danske trotskister.

[565] PET, personsag: ”Vedr. Benito Scocozza, 9/2 1968”.

[566] PET, personsag: ”Vedr. Benito Scocozza, 17/5 1968”.

[567] Telefonaflytningerne af de danske trotskister ”Operation Trojka”. I en personsag findes journalindføringer, hvor oplysningerne stammer fra møder i den danske sektion af IV. Internationale 17. august 1968, og 17. september 1968. Se PET, personsag.

[568] PET, personsag: ”Vedr. dannelsen af Kommunistisk Forbund (ml), 21/8 1968”.

[569] PET, personsag: ”Vedr. Kommunistisk Forbund, 3/12 1968”.

[570] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde 6/1 1969”; ”Indberetning fra kilde [-] 22/1 1969” ; Redegørelse vedr. ”Baggrunden for striden i SUF mellem trotskister og maoister”, 16. juli 1969; PET, emnesag: Redegørelse vedr. ”SUF’s Københavnskonference fra den 24. april til den 26. maj 1969”, 17. juli 1969.

[571] PET, emnesag: Redegørelse for dannelse og indbyrdes tilhørsforhold mellem de pro-kinesiske fraktionsgrupper, 23. september 1969.

[572] PET, personsag: ”Vedr. Albert Mironov”. Skrevet 20. januar 1970.

[573] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1971.

[574] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. ”Maoismen i Danmark”, 31. august 1971.

[575] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister, 20. januar 1972.

[576] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. møde i Dansk-Albansk Forbund, 2. december 1971.

[577] PET, personsag: ”Vedr. KFML’s weekendkonference d. 6-7/5 1972”.

[578] JM, ujournaliseret sag: ”Hetler-sagen”, Vedr. ”Weekendkonferencen 6-7 maj 72 KFML”.

[579] PET, personsag: Indberetning fra kilde vedr. venstreoppositionens aktiviteter op til 1. maj, 23. maj 1972.

[580] MLE: Platform for marxistisk-leninistisk enhedsforbund (1973), s. 23.

[581] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 26. januar 1973.

[582] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 27. juli 1973.

[583] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 8.

[584] PET, emnesag: ”Vedr. Hærværk/påsat brand 6/12 1974”. Redaktøren nævnes som ”Ukendt” hvilket vil sige, at der ikke på dette tidspunkt fandtes en personsag på ham.

[585] PET, emnesag: ”Vedr. Hærværk/påsat brand 10/12 1974”.

[586] PET, emnesag: ”Maoistiske grupperinger i Danmark”, 6. april 1975.

[587] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1974.

[588] PET, emnesag: ”Maoistiske grupperinger i Danmark”, 6. april 1975, og Socialistisk Håndbog (1975).

[589] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme” 18. december 1975.

[590] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1975.

[591] UM, ESU, 1968-74: Møde 29. januar 1974.

[592] PET, personsag: ”Vedr. KFML’s offentlige møde 20/9 1973”. Redegørelse dateret 26. september 1973.

[593] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 20. september 1973.

[594] PET, personsag: ”Ekstrakt af PET-notat vedr. maoistiske grupperinger i Danm. Udtaget fra ”Socialistisk Håndbog” 1975 (u. dato og sign.).

[595] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1975.

[596] Ibid.

[597] PET, personsag: Notits vedr. Benito Scocozza, 7. januar 1976.

[598] PET, personsag: Notits vedr. Benito Scocozza, 15. januar 1976.

[599] PET, personsag: PET-skrivelse, februar 1976.

[600] Magnus Hjort, Hotet från vänster – Säkerhetstjänsternas övervakning av kommunister, anarkister m.m. 1965-2002, Forskarrapport till Säkerhetstjänstkommissionen, 2002, s. 104-105.

[601] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. KFML-delegation på besøg i Albanien, 26. marts 1976.

[602] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. KFML-delegation på besøg i Kina, 20. september 1976.

[603] PET, personsag: Notits vedr. KAP, 24. oktober 1977.

[604] PET, emnesag: Kopi af anmeldelse af demonstration til Københavns politi, 18. februar 1977.

[605] PET, emnesag: Skrivelser ”Vedr. ”Sidegangsoplysninger I forbindelse med afholdelse af demonstration den 20/2 1977”, 21. februar 1977, og vedr. filmen ”Entebbe”, 18. februar 1977.

[606] PET, emnesag: Indberetning fra kilde [-] vedr. demonstration arrangeret af KAP, 24. februar 1977.

[607] PET, emnesag: Indberetning fra kilde vedr. 1. maj demonstrationer.

[608] PET, emnesag: Indberetning fra kilde vedr. KFML, 19. maj 1976.

[609] PET, emnesag: Vedr. 1. maj møder og demonstrationer i Esbjerg, 11. maj 1976.

[610] PET, emnesag: Vedr. KFML, 22. april 1976.

[611] PET, Reg. IV: Notits om KFML, 29. marts 1976.

[612] PET, emnesag: Vedr. KFML’s medvirken til strejke på Burmeister og Wain, 29. juni 1976.

[613] PET, personsag: Vedr. Benito Scocozza og KFML, 23. august 1976.

[614] PET, personsag: Vedr. Benito Scocozza og KFML, 9. november 1976.

[615] Weekendavisen 31. januar – 6. februar 2003: Interview med tidl. KAP-medlem Torben Weinrich.

[616] ABA, KAP’s arkiv, ks. 5, Læg: ”CK 1976-77 + 1980”: CK-møde januar 1977.

[617] PET, Reg. IV: Vedr. KFML 27. september 1976 og 13. oktober 1976.

[618] PET, personsag: ”Indberetning fra Kilde [-] vedr. Kommunistisk Arbejderparti”, 26. november 1976.

[619] PET, administrativ sag: Årsberetning fra region II for året 1978.

[620] PET, personsag: ”Indberetning fra Kilde vedr. Kommunistisk Arbejderparti”, 26. november 1976.

[621] Embedsmændenes udvalg for sikkerhedsspørgsmål 1975-83, møde 6. januar 1977.

[622] WU: Mødereferat, 28. april 1977.

[623] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme” 3. februar 1977.

[624] PET, emnesag: ”Vedr. Demonstration afholdt med KAP som arrangør”, 6. marts 1978.

[625] PET, administrativ sag: Årsberetning fra afd. C for året 1978.

[626] Ibid.

[627] Leksikon for det 20. årh.

[628] KAm-l: Hvad vil KAm-l, Kommunistisk Arbejderforbund, Arbejderforlaget 1975, s. 2.

[629] Socialistisk håndbog (1975), s.14.

[630] Leksikon for det 20. årh.

[631] KAm-l (1975): Hvad vil KAm-l, s. 2 og KAm-l (1983): Hvad puklede ”kamelerne” for, s. 12.

[632] KAm-l: Hvad puklede ”kamelerne” for (1983), s. 8, Socialistisk håndbog, s. 14.

[633] KAm-l: Hvad puklede ”kamelerne” for, s. 14.

[634] Ibid., s. 15.

[635] Ibid., s. 5-6 og s. 8.

[636] Ibid., s. 20.

[637] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 31. januar -12. februar 1971.

[638] PET, emnesag: ”Maoistiske grupperinger i Danmark”, 4. april 1975.

[639] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1975.

[640] PET, emnesag: ”Indberetning fra kilde vedr. anti-israelsk demonstration i Kbh.”, 15. maj 1977. PET’s interesse handlede om VS’ og KF’s mulige forbindelse til den Libyske ambassade via den palæstinensiske arbejderunion PWU.

[641] PET, administrativ sag: Årsberetning fra Reg. IV for året 1978.






14. Sammenfatning: første fase 1963-78

I tiden efter den kinesisk-sovjetiske konflikt blev Kina et forbillede for en række nye yderliggående venstrefløjsgrupper. Det var der særlig to årsager til. Den ene var den revolutionære retorik, som var gennemført og kontant, hvad der blandt andet kom til udtryk i Kulturrevolutionen i midten af 1960’erne. Over for den etablerede Moskvakommunisme og Khrusjtjovs teorier om fredelig sameksistens hævdede kinesiske kommunister at repræsentere en mere ”ægte revolutionær” linje over for den ”revisionistiske”, og ”anti-revolutionære linje”, som Sovjetunionen blev symbol på. Den anden årsag var det antiimperialistiske forbillede, som Kina repræsenterede. I modsætning til de to imperialistiske supermagter, USA og Sovjetunionen, fremstod Kina som beskytter af det kæmpende folk i den tredje verden.

Eftersom man betragtede DKP som Sovjetunionens kommunistiske partis forlængede arm, var der ifølge grupper på den danske venstrefløj behov for et ”ægte revolutionært” kommunistisk parti. Spørgsmålet om, hvordan et sådan parti skulle etableres, udløste imidlertid en ganske betragtelig uenighed. Fælles for 1960’ernes og 1970’ernes maoistiske grupper var en prokinesisk holdning, det ideologiske grundlag i ”marxismen-leninismen, Mao Tse-tung tænkningen” og parolerne om den væbnede revolution. Dette kom blandt andet til udtryk i en forventning om, at borgerskabet ved udsigten til en socialistisk magtovertagelse, uanset om dette skete ad demokratisk vej eller ej, ville sætte demokratiets spilleregler ud af kraft og bruge våben mod folket. For at imødegå dette var arbejderklassen nødsaget til at bevæbne sig og forsvare sin magtovertagelse. Gruppernes betoning af ideologisk stringens indebar omfattende skolings- og studieaktiviteter, hvor det ideologiske grundlag og strategier blev debatteret. Dette medførte samtidig utallige splittelser internt i grupperne og i deres indbyrdes forhold.

Grupperne

KAK helligede sig først og fremmest den antiimperialistiske kamp og havde et temmelig sekterisk udgangspunkt og virkefelt i forhold til øvrige maoistiske grupper. Det var nærmest målsætningen, at gruppen skulle være så lille som muligt, for at den strenge ledelse med Gotfred Appel i spidsen kunne kontrollere gruppen. En yngre generation dannede KAK’s ungdomsforbund KUF i 1967 og Den Antiimperialistiske Aktionskomité i 1969 og optrappede de aktivistiske tendenser. Ud over plakatophængning og overmalingsaktiviteter var flere KUF-medlemmer involveret i de uroprægede demonstrationer ved SAGA-biografen i 1969 og mod Verdensbankmødet i 1970. Den landskendte aktivist Finn Ejnar Madsen fik kontakt til Den Antiimperialistiske Aktionskomité og pådrog sig betydelig opmærksomhed fra PET’s side, da han blev anholdt for besiddelse af et antal molotovcocktails. PET’s efterforskning førte til oplysninger om, at Gotfred Appel på dette tidspunkt havde opholdt sig i Jordan. KUF’s aktioner bragte det imidlertid på konfliktkurs med Gotfred Appel, der betonede nødvendigheden af den globalt orienterede antiimperialistiske kamp. KUF blev nedlagt, og de mest egnede medlemmer blev optaget i KAK, hvorefter kredsen holdt en lav profil, samtidig med at man koncentrerede sig om at støtte den palæstinensiske kamp og gennemførte rejser til Mellemøsten og Afrika. Dette indebar også, at gruppen isolerede sig i forhold til den øvrige venstrefløj, og at den nærmest forsvandt ud af PET’s søgelys. Den kinesiske støtte til kredsen var på dette tidspunkt indstillet, hvilket PET var opmærksom på. Gruppen afholdt hverken sommerlejre eller offentlige møder.

Det gjorde KFML og senere KAP derimod. Deres uroskabende aktiviteter var lige så begrænsede, som deres propagandistiske aktiviteter var fremtrædende. KFML overtog udgivelsen af det kinesisk støttede blad og dermed den indirekte kinesiske støtte og sendte flere delegationer til både Kina og Albanien. Som den eneste af grupperne lykkedes det KFML efter lange diskussioner om grundlaget at danne Danmarks første maoistiske parti, KAP. Gruppen og partiet iagttog ”revolutionær årvågenhed”, hvilket betød, at man overholdt en række sikkerhedsforanstaltninger, der havde til formål at hemmeligholde oplysninger primært over for PET. Medlems- og deltagerlister fandtes således ikke, sommerlejre blev forsøgt hemmeligholdt, og i korrespondancer blev der ikke nævnt navne. PET’s interesse for forbundet begyndte først for alvor omkring 1975, hvor øget medlemstilslutning, omfattende skolingsaktiviteter og forbundets involvering i faglige konflikter tog til. Fra da af havde tjenesten et par faste meddelere tilknyttet forbundet og partiet.

I forhold til KFML/KAP’s størrelse og aktivitetsniveau forekom KAm-l at have været et forholdsvist ubetydeligt forbund, der kun påkaldte sig PET’s opmærksomhed i forbindelse med deltagelse i enkelte faglige konflikter.

Kontakt til fremmede magter

PET’s aktiviteter i forhold til de maoistiske grupper kan kun i begrænset omfang begrundes med gruppernes internationale kontakter. Alliancen med Kina udgjorde ganske vist et incitament til overvågningen, men blev ikke vurderet som en trussel af samme kaliber som DKP’s støtte til Sovjetunionen. Grupperne havde en stærkt antiamerikansk retorik, men var samtidig hårde kritikere af ”Sovjet-imperialismen”. PET begrundede overvågningen af flere af grupperne, eksempelvis Finn Ejnar Madsen og KUF, ud fra et ro og orden-synspunkt; ikke på grund af frygt for spionage.






15. KAP 1979-89

Ml-gruppernes traditionelle forbillede, Kina, gennemgik en række betydelige forandringer i sidste halvdel af 1970’erne, der for flere af de danske gruppers vedkommende medførte en vis distancering til landet og dets politik. Efter Maos død i 1976 kom Deng Xiaoping til magten og lancerede ”De Fire Moderniseringer”. Dette slogan dækkede over modernisering inden for landbrug, industri, forsvar og videnskab/teknologi. Det medførte en opsigtsvækkende udvikling, der blandt andet indebar et atomvåbenprogram med interkontinentale missiler samt iværksættelsen et satellitprogram. Det var desuden målet at få igangsat omfattende forskningsprogrammer inden for energi, rum- og computerteknologi. Endvidere havde landet ambitiøse planer om at gennemføre et uddannelsesprogram for 800.000 forskere. Deng fik genindsat kadrer fra KKP, der var blevet udrenset under Kulturrevolutionen, og han havde stigende held med sine planer om at få udenlandske investeringer til landet. Organisatorisk tog den kinesiske ledelse et opgør med den ”overdrevne magtkoncentration” og fordrede en mere klar adskillelse mellem centrale myndigheder, lokale myndigheder og den virksomhed, der foregik på landet. De mange lokale bierhverv og mindre initiativer, der traditionelt havde været skydeskive i opgøret med borgerlige og revisionistiske tendenser, blev nu tilladt. Alt i alt var der tale om nye lokale kommercielle aktiviteter og uafhængige produktionsvirksomheder, kombineret med en åbenhed over for omverdenen, der blandt andet kom til udtryk ved, at Coca Cola og Boeing i december 1978 offentliggjorde aftaler om adgang til det kinesiske marked.

Udenrigspolitisk fordømte Deng freds- og samarbejdstraktaten mellem Sovjetunionen og Vietnam, men han erklærede samtidig, at Kina og USA ville etablere fulde diplomatiske forbindelser pr. 1. januar 1979. Kina opretholdt sin støtte til Pol Pot-styret i Cambodja, der var i krig med Vietnam, hvilket igen skærpede modsætningerne mellem Vietnam og Kina. I januar 1979 bukkede Pol Pot-styret i Cambodja under for den vietnamesiske invasion, og Vietnam overtog magten i landet og holdt det besat indtil 1989. Den 17. februar 1979, en måned efter Vietnams endelige sejr over De Røde Khmerer, sendte Kina 85.000 soldater fra Folkets Befrielseshær ind i det nordlige Vietnam. Motiverne var angiveligt en blanding af frygt for en stærk sovjetisk tilstedeværelse i Vietnam, en reaktion på Vietnams invasion af Demokratisk Kampuchea, der var Kinas nærmeste allierede i området, og endelig kulminationen på en række grænseprovokationer mellem de to lande.[642] Kineserne mødte stærk modstand, og tabstallene for begge parter var betydelige. Efter 16 dage trak kineserne sig tilbage. Konflikten blev afspejlet blandt de danske (og vesteuropæiske) venstrefløjsgrupper og understregede på internationalt plan forskellen mellem de maoistiske ml-grupper og de moskvatro kommunistpartier.

Endelig brød de to maoistiske partier, KKP og Albaniens Kommunistiske Parti (AAP) med hinanden i 1978, angiveligt som følge af KKP’s moderniseringstendens, der af nogle iagttagere blev opfattet som både revisionistisk og højredrejet. Denne omstændighed førte i 1978 til dannelsen af DKP/ML, der betragtede Albaniens Kommunistiske Parti som den rette fortolker af marxismen-leninismen. DKP/ML og KAP blev de to mest markante maoistiske grupperinger i 1980’erne, da de fleste andre smågrupper havde opløst sig selv eller meldt sig ind i andre grupper.

Kulmination og splittelse

KAP fortsatte i 1979 det parlamentariske tilløb, der var blevet indledt efter folketingsvalget i 1977, og partiet indsamlede i foråret og sommeren de nødvendige underskrifter. Årene 1978-80 var KAP’s højdepunkt, hvad angik medlemstal, og et medlem har senere fortalt, at han i denne periode følte det, som om det ”væltede ind” med nye folk.[643] Med en optimisme gjorde partiet sig klar til den kommende valgkamp og forberedte sig på at tilføje flere ”nuancerede vurderinger” til et langt bredere politisk spektrum end hidtil. KAP var i egen selvforståelse gået fra at være en mindre venstrefløjsorganisation til at være landets fjerdestørste venstrefløjsparti. Derfor var KAP også tvunget til at agere som de øvrige venstrefløjspartier, dog uden tilnærmelsesvis at have de øvrige partiers størrelse, ressourcer og positioner i ”masseorganisationerne”.[644] Et andet forhold, der blev diskuteret i tiden omkring folketingsvalget, var det i KAP-sammenhænge tilbagevendende problem om den manglende skoling af partiets medlemmer. I sommeren 1979 blev der fra Københavnerledelsens side lagt op til udviklingen af et ”opdragende og skolende arbejde blandt partiets venner sympatisører og kandidater”.[645] Trods sådanne gentagne opfordringer konstaterede partiet i dagene omkring folketingsvalget, at en stor del af partiets egne medlemmer ikke engang havde været igennem et grundskolingsforløb. Det havde ifølge partiet bevirket, ”at den ideologiske tænkemåde ikke … [var] blevet en integreret del af partiets indre liv.”[646]

Valget blev afholdt i slutningen af oktober 1979. KAP opstillede 44 kandidater landet over, og fik cirka 13.000 stemmer (0,4 pct.). Det fremstår ikke ganske klart, hvilke forventninger KAP’s ledelse havde til valget, men på et møde i partiets Københavnerledelse blev man enige om, at det havde været et godt valg. Man blev desuden enige om at fortsætte med de metoder, man under valgkampen havde brugt til at markere de politiske budskaber. Cykeldemonstrationer og barnevognsdemonstrationer var blandt de nævnte. Derudover ville partiet arbejde videre med pressefremstød ved den kommende LO-kongres og tog i den følgende tid et udbredt problem blandt alle ml-grupperne op til diskussion. Nemlig den omstændighed, at indsatsen på LO-området gik dårligt, mens den gik godt på BUPL-området. Der var med andre ord for mange akademikere og pædagoger og for få arbejdere. Fremover var det nødvendigt at styrke det faglige LO-område, både kvalitativt og kvantitativt.[647] De indsamlede underskrifter var gyldige et år frem, det vil sige til september 1980. KAP gik derfor i gang med at samle nye ind, hvilket lykkedes. Samtidig blev der taget initiativ til en pengeindsamling, da valgkampen havde været en økonomisk belastning.[648]

I foråret 1980 udsendte partiet et oplæg til medlemmerne, som i nogen grad lagde op til en politisk nyorientering. Oplægget anbefalede, at man lagde en vis distance til udviklingen i Kina i almindelighed og en betydelig distance til Kulturrevolutionen i særdeleshed, samtidig med at man holdt fast i Mao Tse-tung-tænkningen som det rigtige grundlag for partiets politik. Skønt oplægget blev hilst velkommen af mange medlemmer, gav det også anledning til en debat og siden hen en dyb splittelse. Debatten om den fremtidige linje førte til en intern ”demokratistrid” og utilfredshed med partiets ledelsesstil. Modstanden havde sit tyngdepunkt i partiafdelingen i Århus, hvorfra der heller ikke var opbakning til planerne om opstilling til de kommende kommunalvalg i november 1981 og det kommende folketingsvalg i december samme år. I september 1981 udtalte KAP’s formand Benito Scocozza, at partiet var truet af opløsning, og at arbejdet med KAP som parti ikke havde været nogen succes. Scocozza skal angiveligt have foreslået den mulighed at omdanne partiet til en diskussionsklub. Striden medførte, at cirka 50 medlemmer, primært fra Århusafdelingen, blev ekskluderet, og at ca. halvdelen af partiets medlemmer meldte sig ud. Partiet stillede op til folketingsvalget i december 1981 og fik knap 4.000 stemmer. Man håbede, at den kommende kongres i marts 1982 ville kunne rette op på udviklingen.[649]

KAP’s fjerde kongres i marts 1982 blev indkaldt uden den ”revolutionære årvågenhed”, der havde været karakteristisk for møderne i midten af 1970’erne. I stedet blev deltagerne bedt om at medbringe en ”positiv indstilling”. Centralkomitéen betegnede situationen på kongressen som den alvorligste krise i den danske ml-bevægelses historie. Et nyt trotskistisk venstrefløjsparti, SAP, var ifølge KAP med til både at cementere de reformistiske kræfter og til at svække den yderste venstrefløj. I opgøret mod revisionismen måtte KAP også erkende, at Kinas Kommunistiske Partis (KKP) linje ikke længere kunne skelnes fra den moderne revisionismes. I det hele taget mente KAP, at ”venstresvinget fra slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne” var gået i stå, og at den socialistiske krise gjorde det nødvendigt at holde fast i de maoistiske principper, især når ingen andre gjorde det.[650]

KAP’s internationale arbejde

Som en af de få danske grupper havde KAP støttet Pol Pot-styret, siden det kom til magten i 1975. Kort tid efter at to KAP’ere havde besøgt ”Demokratisk Kampuchea” (Cambodja) i 1978, tog partiet i efteråret 1978 initiativ til dannelsen af Kampuchea-komitéen, dog med det forbehold, at KAP ikke ville oprette officielle forbindelser til Cambodjas kommunistiske parti.[651] På baggrund af støttearbejdet havde partiet fra konfliktens start skarpt kritiseret det sovjetvenlige Vietnams adfærd over for Cambodja og hævdet landets ret til at forsvare sig selv.

Disse territoriale konflikter mellem konkurrerende sovjetisk og kinesisk dominerede kommunistiske regimer førte som nævnt til polemik blandt de danske venstrefløjsgrupper. KAP skulle på en gang kritisere Vietnams invasion af Cambodja og forsvare de kinesiske kamphandlinger over for Vietnam. I et langt indlæg i marts 1979 fremlagde KAP-lederen Benito Scocozza partiets synspunkter. Meget kortfattet var pointen i indlægget, at Kina havde gennemført en ”strengt afgrænset aktion”, der havde til formål at imødegå den trussel, som Vietnam udgjorde mod Kinas territoriale selvstændighed. Vietnam havde netop ved invasionen af Cambodja vist sine tilbøjeligheder til at krænke andres selvstændighed, hvorfor Kinas handlinger blev betragtet som folkeretligt legitime ud fra en logik om retten til at forsvare sine grænser mod et forestående angreb.[652] På den øvrige venstrefløj støttede DKP ikke overraskende Vietnam, mens Politisk Revy indtog en position, der både kritiserede Vietnams adfærd og tilstandene i Cambodja.[653]

KAP’s egen indsats i forhold til den internationale klassekamp tog udgangspunkt i følgende forudsætning: ”Hovedkraften i kampen mod de to supermagters stræben efter at vinde eller genvinde indflydelsessfærer er den tredje verdens folk”,[654] og som i første fase lagde KAP lige stor afstand til begge supermagter. Partiet markerede derved atter sin distance over for de fleste andre venstrefløjsgrupper, der efterhånden dæmpede den kategoriske sidestilling af de to supermagter og trods alt mente, at USSR repræsenterede et mindre onde set fra et kommunistisk synspunkt. KAP’s opfattelse af det ”socialimperialistiske USSR” ændredes ikke i årene 1979-82, snarere tværtimod: Sovjetunionen var og blev et ”statskapitalistisk diktatur”.[655]

Den antiimperialistiske kamp med afsæt i den tredje verden kombineret med antisovjetiske holdninger dominerede aktiviteterne i KAP’s internationale arbejde i disse år. Ifølge KAP havde det antiimperialistiske arbejde i København de foregående år været domineret af grupper som FMI (Forbundet mod imperialismen), FS (Forbundet Socialisterne) og VS, der desuden opretholdt et monopol på kontakten til befrielsesbevægelser og lignende. KAP mente, at disse organisationers initiativ og politiske styrke var aftaget, ikke mindst fordi de havde problemer med at vurdere verdenssituationen – specielt i forhold til USSR’s Afrika-politik.[656] Derudover mente KAP, at partiets egen linje var blevet styrket den senere tid. Ikke mindst arbejdet i Kampuchea-komitéen, der ifølge partiet selv lovede ”godt for fremtidens enhedspolitiske arbejde”, da det i dette tilfælde faktisk var lykkedes at fremføre en selvstændig politisk propaganda. Denne tendens så partiet gerne udbredt til det øvrige solidaritetsarbejde.[657]

Den 7. januar 1979, samme dag som Pol Pot flygtede fra Cambodjas hovedstad Pnom Penh, afholdt KAP en demonstration under slagordet ”Sovjet og Vietnam ud af Kampuchea”. Benito Scocozza udtalte, at nederlaget var en tragedie for alle antiimperialister, og at det var en trussel mod verdensfreden.[658] I demonstrationen deltog ifølge PET’s oplysninger ca. 25 personer, og den forløb uden episoder af nogen art. Dagen efter, den 8. januar, afholdt KAP’s nydannede Internationalt Sekretariat et prioriteringsmøde, hvor man opfordrede til at sætte alle nye kræfter ind på ”Kampuchea-arbejdet”. Derudover blev det sat som målsætning at få bemandet arbejdsgrupperne om Afrika, Latinamerika og Asien, hvilket kunne tyde på at disse indsatsområder endnu manglede profil og aktivitet.[659] Et par uger senere afholdt Kampuchea-komitéen og KAP endnu en demonstration, der ifølge KAP’s eget materiale samlede 500 mennesker i København og 150 i Århus. Trods konsolideringen på Cambodja-området mente partiets internationale sekretariat, at medlemmernes perspektiver for den antiimperialistiske kamp såvel som fremmødet ved de forskellige demonstrationer var utilstrækkeligt.[660]

Mellemøsten

Det antiimperialistiske arbejde i forhold til Mellemøsten blev eksempelvis markeret i forbindelse med afholdelsen af det internationale Melodi Grand Prix i Jerusalem den 31. marts 1979. Den danske Palæstinakomité indbød blandt flere andre grupper KAP til at deltage i et møde, der skulle lægge afstand til denne ”zionistiske propagandaoffensiv”, som begivenheden blev kaldt. Ved mødet deltog folk fra KAP, FMI, FS, PWU og De danske Palæstinagrupper, og man diskuterede planer om et antiisraelsk arrangement ved Kultorvet med musik, teater, plancher, foldere osv. Samtidig tog FS initiativ til protester mod Camp David-aftalerne i 1979 mellem Ægypten og Israel. Parolen lød: ”Bekæmp alle imperialistiske fredsplaner”, og i forlængelse af dette, ”Bryd med Israel – Anerkend PLO”.[661] Sidstnævnte formulering var i øvrigt interessant i forhold til eksempelvis Kommunistisk Arbejdsgruppe (”Appel-gruppen”), der generelt tog afstand fra PLO til fordel for PFLP. Efter den sovjetiske invasion af Afghanistan, der fordrede en række udadvendte aktiviteter fra KAP’s side, blev det diskuteret, dels hvordan de øvrige danske solidaritetsbevægelser forholdt sig til invasionen, dels hvordan PLO forholdt sig til denne begivenhed.[662] KAP mente – eller måske snarere håbede – at PLO tog afstand fra invasionen, hvilket organisationen dog tilsyneladende ikke gjorde. Til gengæld var der ingen tvivl om PFLP’s holdning. I et indlæg i PFLP-Bulletin nr. 35, som KAP har bevaret i sine arkivalier, skrev PFLP-lederen George Habash, at verdensrevolutionens kræfter og det socialistiske fællesskab med Sovjetunionen i spidsen havde konfronteret den amerikanske imperialisme i Afghanistan.[663] Altså en utvetydig opbakning til Sovjetunionens politik, hvilket lå meget langt fra KAP’s egne synspunkter.

Samarbejdet med andre grupper afhang af, i hvilket omfang man kunne opnå enighed om paroler og standpunkter i forhold til den ene eller den anden konflikt. Uenigheden i forhold til PFLP’s støtte til Sovjetunionen kunne tyde på begrænset kontakt mellem KAP og de herværende palæstinensiske grupper, og ifølge PET’s oplysninger brød PWU-lederen Talal Zouabi sig ganske enkelt ikke om KAP.[664] Grupperne deltog dog i fælles demonstrationer, blandt andet den 15. maj 1979, hvor der blev demonstreret mod Israel under parolen ”Bekæmp den zionistiske kolonistat”, i anledning af 31-års dagen for oprettelsen af staten Israel. Demonstrationen var anmeldt af KAP og havde deltagelse af Den Danske Palæstinakomité, VS, IF, FS, RSF, KF og PWU.[665]

Nicaragua

KAP’s indsats over for Nicaragua blev diskuteret på et møde i KAP’s internationale sekretariat i juli 1979. Ud over plancheudstillinger og indsamlinger ville partiet medbringe materiale om konflikten på partiets sommerlejre samme år. KAP mente, man burde støtte Sandinistfronten FSLN’s (El Frente Sandinista de Liberación Nacional, Den Nationale Sandinistiske Befrielsesfront) krav i Nicaragua-kampagnen, der gik ud på en opløsning af nationalgarden, nationalisering af Somozafamiliens ejendom, gennemførelse af en jordreform og dannelse af en grundlovgivende forsamling.[666]

Som ved flere øvrige internationale forhold gjorde det sig dog snart gældende, at KAP’s tolkninger af den internationale situation forhindrede tæt organisatoriske samarbejde med de øvrige venstrefløjsgrupper. Det samme gjaldt ifølge PET tilsyneladende for arbejdet i Nicaragua-komitéen. På baggrund af nogle pressemeddelelser noterede PET, at KAP’s landsledelse i forbindelse med formandsskiftet i 1984 udtalte sig kritisk om fredsvagtinitiativet, idet KAP efterspurgte komitéens solidaritet i forhold til kritikken af Sovjetunionens invasion af Afghanistan.[667]

KAP 1983-89

Fra begyndelsen af 1980’erne, hvor partiet havde cirka 1.000 medlemmer, til dets opløsning i 1994 var partiet i konstant tilbagegang. Partiet gjorde flere forsøg på at konsolidere sig internt og vedtog i lyset af den internationale udvikling i 1980’erne nye programmer, der skulle tilpasse praksis med partiets faktiske muligheder.[668]

I 1984 gik grundlæggeren og den mangeårige leder af først KFML og siden KAP, Benito Scocozza, af som formand. Han blev afløst af Svend Aage Lykke Madsen, der videreførte den linje, som Scocozza havde stået i spidsen for. Primært indebar dette en fortsat distancering til Sovjetunionen, hvilket kom til udtryk i en række debatindlæg, som Svend Aage Madsen skrev i 1980’erne. Derudover lagde partiet i stadig stigende grad afstand til Kina som forbillede i kampen for socialismen. Fra 1983 og fremefter fornemmedes en begyndende distancering til den kinesiske linje, og på partiets 6. landsmøde i 1985 blev dette sagt ganske tydeligt. I den politiske beretning forklarede ledelsen, at Kina var blevet en ”upålidelig alliancepartner for folkene i den 3. verden”, grundet socialismens ”kranke skæbne” i Kina. Landet var slået ind på en kurs, der ville gøre det til et kapitalistisk samfund og i øvrigt bidrog til den verdensomspændende højredrejning og socialismens defensive position. Samtidig måtte partiet konstatere, at den tredje verdens folk, som var den strategiske hovedkraft i kampen mod supermagterne, var blevet svækket. Trods tilbageslaget mente partiet fortsat, at modstanden gjorde fremskridt i Afghanistan (mod den sovjetiske invasion), i Nicaragua, Kampuchea, El Salvador, Chile, Eritrea og Palæstina.[669]

De revolutionære overbevisninger blev opretholdt i partiets programmer, og det blev sagt på landsmøderne, at socialismen kun kunne opnås med et revolutionært parti i spidsen. Dette udelukkede dog ikke, at partiet kunne opstille i parlamentariske fora, hvilket partiet atter forsøgte ved folketingsvalget i 1984 og ved kommunalvalget i København 1985. Ved folketingsvalget fik KAP dog ikke anerkendt sin anmeldelse, da der ifølge PET’s årsberetning var for mange gengangere fra DKP’s anmelderlister blandt KAP’s anmeldere.[670] Ved kommunalvalget fik KAP ca. 300 stemmer og formand Madsen erkendte det dårlige valg. Den manglende opbakning fik partiet til – nok engang – at proklamere en opprioritering af oplysningsarbejdet, og én af hovedparolerne ved landsmødet i 1985 var: ”Sæt studierne i centrum indadtil og propagandaen i centrum udadtil.”[671] Ved årets 1. maj demonstrationer udsendte KAP en pressemeddelelse om, at partiet ikke ville deltage i den stort anlagte ”Fælles Faglig 1. maj”, arrangeret af DKP og SF i forlængelse af de store påskestrejker samme år, 1985. KAP bakkede op om strejkerne og mente, at LO’s ledelse og Socialdemokratiet havde modarbejdet kampen på alle tænkelige måder. Distanceringen til SF og 1. maj arrangementet skyldtes, at SF i den senere tid havde gjort tilnærmelser til Socialdemokratiet, hvis forslag om indgreb i strejkerne havde været på linje med Schlüter-regeringens. Samtidig fremførte KAP endnu engang paroler, der ligestillede den amerikanske politik over for Mellemamerika med den sovjetiske politik over for Afghanistan.[672]

KAP’s opfattelse af, at Sovjetunionen og USA udgjorde to lige betydelige trusler, skinnede igennem i partiets forslag til en dansk forsvarspolitik. I 1980’erne kredsede partiets ytringer ofte om truslen fra de to magter og ikke mindst om truslen fra deres indbyrdes opgør. På partiets kongres i 1982 blev ”fredskampen” udråbt til en af de vigtigste kampe. Men til forskel fra andre grupper, der gik ind for afrustning, mente KAP, at man burde bevare et dansk forsvar for at kunne imødegå begge trusler. Det skulle dog ikke være i regi af NATO, eftersom man som traktatforpligtet blot ville komme til at tjene som ”kanonføde” for USA i et kommende opgør mellem de to supermagter. I stedet udtalte KAP ved flere lejligheder støtte til en nordisk atomvåbenfri zone og til tanken om et nordisk forsvarsfællesskab.[673] Om det militære forsvar skrev formanden Svend Aage Lykke Madsen i maj 1986:

Det militære forsvar, der må være udpræget defensivt, decentralt funderet, så mobilt som muligt, indrettet på især at kæmpe i en situation, hvor landet er besat, eller i det hele taget grænserne overskredet af en fjende. Et sådant militært forsvar må bestå af en lille beredskabsstyrke og en omfattende milits. Beredskabsstyrken må bestå af enheder, der kan indsættes mod invasionspunkter for at trække tiden en smule ud og håndhæve suveræniteten i fredstid. … Den tunge del er så militsforsvaret, der kan være på 3-500.000 m/k med 4-6 måneders værnepligt … En sådan milits skal være bevæbnet med forsvarsprægede høj-teknologivåben, bl.a. imod tanks og kamphelikoptere … Som det ses heraf, er der ingen mulighed for at forblive i NATO ud fra denne tankegang. Tværtimod vil NATO være en af de fjender, som denne forsvarspolitik må være rettet imod.”[674]

En anden sag, som partiet tog op i slutningen af 1980’erne, var de nye nationalistiske grupper, der markerede sig i perioden. ”Svinehunden glammer”, som det blev sagt på partiets 8. landsmøde i 1988, hvor Søren Krarup, danskheds-komitéer og racismen blev udlagt som de nye trusler i det danske samfund. Efter landsmødet hed det i en presseudtalelse, at mødet ”først og fremmest blev brugt til at diskutere og vedtage KAP’s principielle politik for kampen mod racismen og den hermed forbundne flygtninge- og indvandrerpolitik.”[675]

Kort tid efter dette møde, der desuden markerede partiets 20 års fødselsdag, begyndte omvæltningerne i østblokken. Denne udvikling og i særdeleshed sammenbruddet af det ”socialimperialistiske” Sovjetunionen blev hilst velkommen i KAP, der dog snart måtte erkende, at denne udvikling havde ført til en generel svækkelse af den yderste venstrefløj. Skønt KAP ikke blev inviteret med, da DKP og VS i 1989 indgik i det valgsamarbejde, der senere blev til Enhedslisten, meldte adskillige KAP’ere sig ind i Enhedslisten, og den 24. november 1994 nedlagde partiet sig selv.[676]

Overvågning af KAP

PET’s overvågning af KAP var tættest i årene 1979-81, hvor partiet stillede op til flere valg, og hvor partiet endnu havde en betragtelig medlemsskare og et betydeligt aktivitetsniveau. PET’s overvågning af KAP aftog i takt med partiets svækkelse.

Tjenestens overvågningsindsats var i første omgang rettet mod KAP’s forsøg på at stille op til folketingsvalget i 1979. I september og oktober 1978 afholdt KAP to kongresser i Odense for henholdsvis medlemmer og ”kandidatmedlemmer” hvor PET’s Region IV, formentlig efter ordre fra PET’s ledelse i afd. C, iværksatte visse overvågningsinitiativer. Regionsafdelingen noterede indregistreringsnumre på de biler, kongresdeltagerne kørte i, og fotograferede flere kongresdeltagerne ved ankomst og afgang til den skole, hvor kongressen blev afholdt.[677] Ifølge indberetningen havde det dog ikke været muligt at identificere deltagerne. I årsberetningen for 1978 optog KAP, som tidligere nævnt, usædvanlig meget plads. En stor del af beskrivelsen drejede sig om det handlingsprogram for partiets opstilling til Folketinget, som KAP vedtog i efteråret 1978 på de ovennævnte kongresser, samt om hvad partiet ville gøre i tilfælde af, at det fik en plads på tinge. Efter valget var det i tjenestens årsberetning for 1979 udførligt noteret, at KAP den 13. september 1979 havde indleveret ca. 20.400 underskrifter til Indenrigsministeriet, hvilket havde gjort partiet opstillingsberettiget til Folketinget.[678] I senere omtaler blev det ofte nævnt, at KAP havde fået ca. 13.000 stemmer.

Demonstrationer og sommerlejre

I januar 1979 afholdt KAP en lovlig anmeldt demonstration foran den sovjetiske ambassade under parolen ”Sovjet og Vietnam ud af Kampuchea”. Anledningen var ”Demokratisk Kampucheas nylige nederlag til Vietnam”, som KAP tolkede som en trussel mod verdensfreden. PET havde ikke fundet anledning til at overvåge demonstrationen og blev af en vagthavende på en københavnsk politistation oplyst om, at ca. 25 personer havde deltaget i demonstrationen.[679]

Den 15. maj 1979 figurerede KAP som anmelder for en demonstration foran den israelske ambassade, på 31-årsdagen for statens Israels oprettelse. De deltagende organisationer var herudover Den Danske Palæstinakomité, VS, IF, FS, RSF, KF og PWU og det fælles demonstrationsparole lød: ”Bekæmp den zionistiske kolonistat – For et frit og demokratisk Palæstina”. I oplægget forud for demonstrationen blev der udtrykt støtte til det palæstinensiske folks kamp for et frit og demokratisk Palæstina og protest mod Camp David-aftalerne, og den danske regering blev opfordret til at anerkende PLO.[680] Allerede den 29. april var PET af en udenlandsk myndighed blevet informeret om, at palæstinenserne var ved at forberede en stor demonstration.[681] Den 10. maj meddelte en udenlandsk sikkerhedsofficer, at denne havde oplysninger om, at der ville blive afholdt en demonstration på årsdagen for Israels oprettelse, og at PWU stod bag. PET skrev i den efterfølgende notits, at det var KAP, der havde anmeldt demonstrationen, og at man forventede 3-500 deltagere.[682] Dagen før demonstrationen noterede PET, at demonstrationen var planlagt til at foregå ved den amerikanske, den israelske og den egyptiske ambassade, hvorefter der skulle være fest i Saltlageret på Gl. Kongevej. Ud over de førnævnte deltagende organisationer oplyste en kilde, at Tvind-skolerne ville sende ”ca. 76 personer” til demonstrationen, og at disse ville lave gadeteater og stå med plancher.[683] PET oprettede observation med fotooptagelse af demonstrationens deltagere, hvis antal efterfølgende blev angivet til 250-300. Arrangementet forløb i ro og orden.[684] Selv om KAP tog initiativ til flere demonstrationer mod Israel, er det værd at understrege, at KAP derudover ikke havde nogen relation til PWU i Danmark eller til PFLP. Det skyldtes ikke mindst PFLP’s meget prosovjetiske linje, som KAP ikke kunne støtte. Ligeledes er det værd at understrege, at PET var opmærksom på den begrænsede kontakt mellem PWU og KAP. Et eksempel, der bekræftede dette, var, da PET i juni 1979 fik oplysninger om planer om et fast samarbejde mellem VS og PWU, hvor muligheden for samarbejde med KAP også havde været nævnt. Det blev i den forbindelse oplyst, at PWU’s ledelse ”ikke brød sig om KAP.”[685]

I november 1979 oplyste en ”pålidelig forbindelse” til PET, at seks personer havde ”udfoldet aktivitet” til fordel for KAP i form af ulovlig plakatophængning. Af de seks personer var kun en registreret af PET.[686]

En række demonstrationer i løbet af 1979, herunder 1. maj demonstrationen, som partiet holdt for sig selv, blev noteret, men ikke overvåget af PET. I juli måned afholdt partiet årets sommerlejre i Kerteminde, og PET’s Region IV var orienteret om diskussionsemnerne for lejrene. De nærmere oplysninger om stedet og deltagerantallet var regionsafdelingen ikke i besiddelse af, dog er det heller ikke klart, hvilken indsats den gjorde for at få fat i disse oplysninger.[687] Året efter fik PET oplysninger om nogle af sommerlejrene via en folder på et bibliotek i Vejle, der omhandlede partiets ”sommerhøjskole”.

I 1981 kunne man finde programmet for partiets sommerhøjskole optrykt i Arbejderavisen. Om sommerhøjskolen anførte PET sammenfattende, at formålet med kurserne var, ”gennem debat, kulturelle aktiviteter og foredrag, at få udviklet og afprøvet de politiske synspunkter.” Der er ikke noget, der tyder på, at tjenesten iværksatte overvågningsaktiviteter ud over at samle disse avisudklip.[688]

KAP’s demonstrationsaktiviteter var stadig ganske mærkbare i årene 1980-81, men betydeligt nedadgående i årene efter. PET noterede fortsat de fleste af dem, uden at noget peger på, at de overvågede dem. Således blev det i årsberetningen for 1980 noteret, at partiet den 1. maj ”som sædvanlig” sammen med ”Fælles Kurs Klubben” havde demonstreret mod bl.a. Israel, og at de havde afholdt demonstration foran den sovjetiske ambassade på årsdagen for invasionen af Tjekkoslovakiet den 21. august.[689]

I september 1979 var KAP involveret i en arbejdskonflikt, hvor partiet var med til at besætte Steins Laboratorium i Albertslund. Via en kontakt fik PET oplyst, hvilke af de involverede, der var tilknyttet KAP. To af de syv nævnte personer var i forvejen registreret hos PET.[690] Konflikten begyndte, da en tillidsmand blev fyret, hvorefter flere ansatte begyndte at strejke. Da flere af disse også blev fyret, og firmaet ansatte ny arbejdskraft, besatte en gruppe aktivister, herunder de nævnte KAP-medlemmer, laboratoriet og var flere gange i kamp med politiet. I oktober samme år noterede PET, at KAP havde demonstreret ved LO-kongressen, hvor redaktøren for KAP’s avis, Arbejderavisen, holdt en tale, der skarpt kritiserede LO samt forhold for EFG-lærlinge.[691] Disse aktioner var angiveligt de sidste faglige konfronterende aktioner, hvor PET registrerede, at KAP deltog i et mere eller mindre betydeligt omfang. I løbet af 1980’erne faldt det af PET registrerede aktivitetsniveau mærkbart.

Trusselsvurdering, overvågning og registrering

I 1979, mens PET endnu opretholdt en vis overvågning af partiet, berettede regionsafdeling II, at man gennem de foregående tre år (1976-79) havde forsøgt at penetrere KAP’s lokalafdeling i Århus, der var forholdsvis stor. Det var lykkedes delvist i to tilfælde, hvoraf det sidste havde strakt sig frem til foråret 1979. Arbejdet som KAP-sympatisør havde dog vist sig besværligt og krævende. Partidisciplin, skoling, og bundne opgaver som plakatophængning, avissalg ”... samt andre for PET irrelevante opgaver”, gjorde det besværligt og hårdt ”... for en ikke-socialist at klare denne langtidsopgave” det var at gennemføre en penetrering fra sympatisør til medlemsniveau.[692]

I marts 1980 deltog tre medlemmer af KAP i et radiointerview på Danmarks Radios P1, hvor emnet var KAP’s grundlag og ideologi. PET udskrev hele interviewet (27 sider) og markerede med rødt de passager i interviewet, som fortjente ekstra opmærksomhed. Disse omhandlede primært partiets holdninger til væbnet revolution. Kort lød de: Hvis arbejderklassen befandt sig i en situation, hvor overgangen til socialismen var en reel mulighed, viste alle historiske erfaringer, at borgerskabet – med voldelige midler – ville forhindre at arbejderklassen fik magten. Dette krævede, at arbejderklassen – om nødvendigt med magt – tvang ”sin ret” igennem, for at hindre en voldelig kontrarevolution. Det var på dette punkt, at partiet mente, at det adskilte sig fra DKP og SF, og KAP afviste, at Folketinget kunne bruges som redskab til at indføre socialismen. Ifølge KAP ville de borgerlige kræfter kun tillade parlamentarismen så længe, det ikke truede borgerskabets magt. Folketinget blev overordnet betragtet som redskab for den herskende klasse og som en del af det borgerlige statsapparat, hvis kerne var militæret og politiet.

PET noterede samtlige passager, som i øvrigt kan genfindes i de følgende årsberetninger om partiets aktiviteter. Årsberetningernes beskrivelser af KAP viser samtidig, at disse revolutionære betragtninger var noget af det eneste, der motiverede PET’s opmærksomhed på KAP. I årsberetningen for 1981 stod der således, at de nævnte revolutionære overbevisninger ”... må være begrundelsen for, at PET stadig beskæftiger sig med KAP”, selv om partiet ved valget i 1981 havde fået endnu færre stemmer og dermed havde endnu mindre opbakning end ved valget i 1979.[693] Denne betragtning blev gentaget i årsberetningen for 1982, hvor PET i øvrigt betegnede KAP som ”det mindst aktive venstrefløjsparti” og som et parti, der tydeligvis var truet af opløsning.[694] Et år senere, i 1983, skrev PET i årsberetningen, at KAP i det forløbne år fortsat havde været udsat for en kraftig reduktion af medlemstallet, og tjenesten antog – selv om medlemsantallet var hemmeligt – at partiet havde ca. 80 medlemmer. Partiet havde ifølge tjenesten kun markeret sig ved at støtte fredskampen mod begge supermagters oprustning, en støtte tjenesten dog mente var ”mere af navn end af gavn.” PET’s opfattelse var, at KAP skulle forny sig for ikke at uddø.[695] Tjenestens nedtoning af dens vurdering af truslen fra KAP i forhold til vurderingerne fra sidst i 1970’erne blev bekræftet af KAP’s indre strid og økonomiske krise i 1980-81. I august 1981 besvarede PET en udenlandsk myndigheds forespørgsel om blandt andet KAP’s aktiviteter med, at organisationen for tiden ikke ”anses som nogen potentiel trussel mod det danske samfund”.[696]

Den 13. oktober 1978 fremlagde PET’s chef et tresiders notat om KAP’s oprindelse, udvikling og aktiviteter på et møde i Wamberg-udvalget. Som det fremgår ovenfor, var partiet på dette tidspunkt på et aktivitetsmæssigt og, set fra PET’s synsvinkel, trusselsmæssigt højdepunkt. PET-chefen anførte, at tjenesten opfattede medlemskab af partiet som tilstrækkeligt grundlag for registrering, hvilket tilsyneladende ikke blev anfægtet af Wamberg-udvalgets medlemmer.[697] Året efter, i november 1979, blev KAP igen drøftet på et møde i udvalget, der navnlig var interesseret i, hvad der lå i udtrykket ”lovlig politisk virksomhed”, eftersom partiet netop var blevet opstillingsberettiget til det seneste folketingsvalg. Udvalget fik i den forbindelse udleveret et nyt notat, der fremhævede partiets revolutionære paroler, den hårde partidisciplin og de faglige aktiviteter, som partiet havde været involveret i. De følgende par år blev spørgsmålet om KAP og registreringsgrundlaget flere gange bragt op på Wamberg-udvalgets møder. I april 1980 blev udvalgets medlemmer enige om, at man ved vurderingen ikke alene kunne tage udgangspunkt i det officielle program, men også i de ”politiske omstændigheder omkring organisationen”, f.eks. hvorfra partiet modtog økonomisk støtte.[698] Da KAP på dette tidspunkt var i økonomisk krise, og da der aldrig havde været sikre tegn på, at partiet modtog støtte udefra, var disse krav ikke nemme at imødekomme. I april 1982 efterspurgte et medlem af udvalget, at justitsministeren snarest tog stilling til registreringsspørgsmålet, hvad angik KAP og andre grupper i øvrigt.[699] I februar 1983 kom så de nye retningslinjer fra justitsministeriet, hvorefter PET og Wamberg-udvalget havde mere præcise formuleringer at forholde sig til. Retningslinjerne gjorde det muligt at opretholde registreringerne af KAP og dets medlemmer.[700]

Personer, der havde været anmeldere/stillere for KAP, blev ikke oprettet med personregistreringssag alene af den grund. I et enkelt dokumenteret tilfælde gav en kilde PET’s regionsafdeling I oplysninger om syv personer, der havde været anmeldere/stillere for partiet, forud folketingsvalget i 1981. PET anførte navnene i en notits og sendte oplysningerne videre til to øvrige regionsafdelinger, men oprettede ikke som følge heraf personsager på de pågældende.[701]

Opsamling 1978-89

Langt den største del af PET’s oplysninger om KAP stammede fra åbne kilder: Artikler i Politiken og Berlingske Tidende, indlæg i Information samt partiets egne skrifter. Dette gælder især for perioden 1979-89. Herigennem fik tjenesten oplysninger om udvikling og aktiviteter, herunder også om partiets indre konflikter og økonomiske krise i årene 1980-81.[702] Der er ikke noget i det bevarede materiale, der tyder på, at PET havde faste meddelere i KAP fra 1980 og resten af partiets levetid. PET’s viden om medlemsantal og medlemsprofiler var således usikker. Partiet blev tydeligvis ikke betragtet som en trussel, der var tilstrækkelig stor til at retfærdiggøre penetration eller medlemshvervning. Fra 1984 består PET’s bevarede arkivalier om partiet udelukkende af udklip af partiets egne indlæg i pressen, samt stadig kortere omtale i årsberetningerne. PET var af den opfattelse, at medlemskab af KAP i sig selv var tilstrækkeligt registreringsgrundlag. I praksis betød det dog langt fra, at alle medlemmer af KAP blev registreret. Engberg-Pedersen fra Wamberg-udvalget var ikke helt enig i PET’s opfattelse af grundlaget for registreringer, hvilket blev tydeliggjort i forbindelse med KAP’s opstilling til folketingsvalget i 1979, hvor man efterspurgte klare definitioner af ”lovlig politiske virksomhed”. Derudover mente Engberg-Pedersen, at det politiske program ikke alene kunne retfærdiggøre bedømmelsen af et partis aktiviteter. Da retningslinjerne kom i 1983, blev KAP ikke længere opfattet som den trussel, det mentes at have været i slutningen af 1970’erne.


[642] Jonathan D. Spence, Kina 1949-1991 – Folkerepublikken, s. 696; Geir Lundestad, East, West, North, South, s. 246-250; Peter Frederiksen, Kindkys af Pol Pot, s. 247.

[643] KAP’s medlemstal er usikkert. Ifølge PET’s årsberetning for 1979 (skrevet i begyndelsen af 1980) skulle KAP have 400 fuldgyldige medlemmer og ca. 2.000 sympatisører, hvor det er lidt uklart, hvilken status man skulle tillægge sympatisørerne. I en PET-notits fra august 1981 nævnes medlemstallet til at være 1.400, og sympatisørantallet er uoplyst. PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, afd. C og PET, emnesag: ”Vedr. Det kommunistiske arbejderparti i Danmark”, 12. august 1981.

[644] ABA, KAP’s arkiv ks. 5, læg: KL-ledelse 1978-80: ”Oplæg fra Københavnerledelsen 17/7 1979”.

[645] Ibid.

[646] ABA, KAP’s arkiv ks. 25, læg: Partiskolen 1976-79: ”PSK-refererat 23/10 1979”.

[647] KAPs arkiv, ks. 5, læg: KL-ledelse 1978-80: ”Ref. Af DM 26/1 1980.”

[648] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. C og PET, emnesag: ”Vedr. Det kommunistiske arbejderparti i Danmark”, 12. august 1981.

[649] Leksikon for det 20.århundrede: ”KAP”; Samtale med Benito Scocozza, 10. august 2005; PET, personsag: ”Vedr. Kommunistisk Arbejderparti”, 21. september 1981 og PET, personsag: ”Vedr. KAP”, 30. november 1981.

[650] ABA, KAP’s arkiv, ks. 1: KAP’s 4. kongres 12-14 marts 1982: Centralkomitéens forslag til resolution.

[651] Kommissionens arkiv: Samtale med Benito Scocozza, 10. august 2005.

[652] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: ”Krigen mellem Kina og Vietnam 1979”: Artikel af Benito Scocozza, 25. marts 1979.

[653] Brødsgaard, Karl-Erik, Vibeke Hemmel, Susanne Thorbek og Hatla Telle: ”Indokina” (fra Pol. Revy nr. 368, jan. 1980) i Morten Thing (red.), Politisk revy i 20 år (Politisk Revy, 1983), s. 165-168. Den tidligere officielle og udtalte støtte til Pol Pot-styret affødte fra starten af 1979 visse kritiske indlæg inden for KAP’s egne rækker. Den meget omtalte propagandaplakat fra efteråret 1978 med billedet af en cambodjansk pige og teksten ”Smiler folk ikke mere i Kampuchea?” blev i november 1979 fulgt op af en artikel i Arbejderavisen med titlen ”Hvor meget smiler folk i Kampuchea?” På dette tidspunkt havde Vietnam taget kontrollen med landet, og oplysninger om De Røde Khmeres frygtelige regime blev efterhånden mere kendte. De første kritiske røster i KAP kan dateres til januar 1979, uden at de dog på nogen måde slog igennem. Siden blev de mere accepterede, og partiet foretog de næste par år visse revisioner i de tidligere holdninger til Pol Pot-styret 1975-78. Partiet mente, at De Røde Khmerers radikalistiske politik kombineret med hårdhændede metoder til at udføre den havde skabt overordentlig store modsætninger, også ”blandt folket”. KAP blev derfor mere forsigtige med at afvise den hetz, der blev ført frem af vestlige medier – altså en meget indirekte og forsigtig revision. Den KAP-styrede Kampuchea-komité var lidt længere tid om at nå til samme erkendelse, og først i 1981 begyndte den forsigtige kritik af de indre forhold under Pol Pot-styret. Komitéens aktiviteter, herunder udgivelsen af tidsskriftet Frit Kampuchea, handlede efter Vietnams invasion for det meste om Cambodjas nationale selvbestemmelsesret og suverænitet. Se Peter Frederiksen, Kindkys af Pol Pot, s. 221 og 227.

[654] Her taget fra ABA, KAP’s arkiv ks. 1: KAP’s 4. kongres 12-14.marts 1982: Centralkomitéens forslag til resolution.

[655] ABA, KAP’s arkiv ks. 1: KAP’s 5. kongres 11-13. november 1983: Forslag til principgrundlag.

[656] ABA, KAP’s arkiv ks. 5, læg: ”KL-ref. 1978-90”: Situationsrapport for KAP-København, 7. februar 1979.

[657] Ibid.

[658] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: Kampuchea: Skrivelse af 7. januar 1979, sign. BS, formentlig Benito Scocozza, og PET, personsag: ”Vedr. Demonstration foran den sovjetiske ambassade i København”, 7. januar 1979.

[659] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: IS – Internationalt sekretariat: Prioriteringsmøde 8. januar 1979.

[660] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: IS: Møde 12. februar 1979.

[661] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: Mellemøsten: Brev fra FS til KAP, FMI, VS, IF og PWU, marts 1979.

[662] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: Afghanistan: Notat om ”PLO og Afghanistan”, 10. februar 1980.

[663] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: Mellemøsten.

[664] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 7. juni 1979.

[665] PET, emnesag: ”Vedr. Demonstration den 15. maj 1979 mod Israel”.

[666] ABA, KAP’s arkiv, ks. 24, læg: Nicaragua-kampagnen 1979: Møde i KAP’s internationale sekretariat 4. juli 1979.

[667] PET, emnesag: ”Vedr. Formandsskifte i Kommunistisk Arbejderparti”, 8. marts 1984.

[668] Leksikon for det 20. årh.: ”KAP”.

[669] ABA, KAP’s arkiv, ks. 3: Landsledelsens politiske beretning, 6. landsmøde 9.-10. marts 1985.

[670] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1984, afd. C.

[671] ABA, KAP’s arkiv, ks. 3: Landsledelsens politiske beretning, 6. landsmøde 9.-10. marts 1985.

[672] PET, personsag: ”KAP pressemeddelelse”, 18. april 1985.

[673] Se ”Oprustningens baggrund er politisk”, Information, 18. oktober 1979.

[674] Information, 3.-4. maj 1986.

[675] ABA, KAP’s arkiv, ks. 3: Presseudtalelse efter det 8. landsmøde, 19. marts 1988.

[676] Se Leksikon for det 20. årh.: ”KAP”.

[677] PET, Reg. IV: Notits, 14. marts 1979.

[678] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, afd. C.

[679] PET, personsag: ”Vedr. Demonstration foran den sovjetiske ambassade i København”, 9. januar 1979.

[680] PET, emnesag: ”For et frit og demokratisk Palæstina”.

[681] PET, emnesag: Oplysninger fra udenlandsk tjeneste via en fælles overvågningsaktion mellem PET og denne tjeneste.

[682] Det er ikke oplyst hvordan den israelske ambassade var blevet informeret om demonstrationen. PET, emnesag: ”Vedr. Demonstration ved den israelske ambassade”, 15. maj 1979.

[683] PET, emnesag: ”Vedr. Demonstration den 15. maj 1979 mod Israel”, 14. maj 1979.

[684] PET, emnesag: Observationsrekvisition, 16. maj 1979.

[685] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 7. juni 1979. Den ikke eksisterende kontakt mellem PWU er blevet bekræftet i samtale med Benito Scocozza d. 10. august 2005.

[686] PET, emnesag: ”Vedr. Kommunistisk Arbejderparti”, 20. november 1979.

[687] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, reg. IV.

[688] PET, Reg. IV: ”Vedr. Kommunistisk Arbejderpartis sommerhøjskole 1981”.

[689] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. C.

[690] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 12. september 1979.

[691] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, afd. C.

[692] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, Reg. II.

[693] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1981, afd. C.

[694] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982, afd. C.

[695] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1983, afd. C.

[696] PET, emnesag: ”Det kommunistiske Arbejderparti i Danmark”, 12. august 1981.

[697] WU: Mødereferat, 13. oktober 1978.

[698] Ibid., Mødereferat, 14. december 1979 og 23. april 1980.

[699] Ibid., Mødereferat, 28. maj 1982.

[700] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 3.

[701] PET, Reg. IV: ”Vedr. Anmeldere af partiet Arbejderpartiet (KAP) til det evt. kommende folketingsvalg”, 17. juli 1981. På et møde i Wamberg-udvalget i oktober 1983 fremhævede PET-chefen, at der hidtil ikke havde fundet nogen systematisk indsamling sted af oplysninger om anmeldere af nogen politiske partier.

[702] F.eks. PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme” 21. juli og 22. juli 1980, der henviser til artikler i Information og Berlingske Tidende der omhandler KAP’s alvorlige økonomiske vanskeligheder.






16. KAm-l 1979-83 og DKP/ml 1979-89

Perioden 1978-83 blev i en senere publikation fra KAm-l selv kaldt ”én ”langstrakt opløsningsproces”.[703] Ved forbundets kongres i november 1978 blev der vedtaget et meget omfattende program, der forsigtigt gjorde op med flere typiske ml-holdninger. Der blev sat spørgsmålstegn ved ”socialimperialismeteorien”, altså opfattelsen af Sovjetunionen som et ”imperialistisk og fascistisk” diktatur på lige fod med de øvrige imperialistiske lande. Derudover stillede forbundet ”forsigtigt spørgsmål” ved Stalins ufejlbarlighed og gav i øvrigt udtryk for, at det opfattede sig selv som en del af en revolutionær bevægelse, der også omfattede VS og øvrige smågrupper. Ledelsen fik vedtaget programmet ved skiftende flertal mellem de interne grupper i forbundet, der tilsyneladende havde ganske forskellige opfattelser af et eventuelt samarbejde med andre revolutionære. Flere medlemmer var ”indædte modstandere af at diskutere med de ’småborgerlige pædagoger og studenter i VS’” og ville udelukkende koncentrere sig om ”massearbejdet”. Allerede under selve kongressen forlod 15 pct. af medlemmerne KAm-l. I tiden efter kongressen fortsatte tendensen, og medlemmerne forsvandt i forskellige retninger. Denne ”langstrakte opløsningstendens” fortsatte til forbundets endeligt ca. fem år senere.

I 1979 dukkede ”en ny stjerne op på venstrefløjens brogede himmel”,[704] da en gruppe bestående af DKP’ere og DKU’ere dannede Fælles Kurs Klubben (FKK) med Preben Møller Hansen og Jørgen Tved som frontfigurer. En del af KAm-l’s faglige folk deltog ligeledes. Ved konferencen i juni 1980 opgav KAm-l at arbejde videre for at etablere et politisk parti. Forbundet erkendte, dels at det ikke var den eneste marxistiske sammenslutning i landet, dels at opgaverne i forbindelse med udarbejdelsen af en klasseanalyse, en strategi og en politik var for store for det lille forbund. På kongressen blev Arbejderbladet nedlagt, og medlemmerne trådte ind i FKK, blandt andet i et forsøg på ”aktionsenhed”, det vil sige en samling af de revolutionære grupper på venstrefløjen. I FKK kunne man – igen ifølge forbundets eget sidste skrift – få tilfredsstillet sine ”arbejderistiske” tilbøjeligheder. KAm-l blev opretholdt som fraktion, da man stadig mente, der var principielle uenigheder mellem de to grupper, heriblandt i synet på regeringsspørgsmålet og på Sovjetunionen. Efterhånden blev de principielle uenigheder for tydelige, og ”kamelerne” (KAm-l-folk) opfattede FKK som redskab for Preben Møller Hansens og Jørgen Tveds personlige ambitioner.[705] Blandt de begivenheder, der adskilte holdningerne mellem FKK og KAm-l, var indførelsen af krigsretstilstand i Polen, hvor KAm-l mod FKK’s vilje tog initiativ til kritik af den polske ledelse. KAm-l oplevede yderligere en splittelse, hvor 10-15 medlemmer først foreslog FKK nedlagt og derefter, da det ikke lykkedes, forlod FKK. De efterhånden få tilbageværende ”kameler” udgav debatbladet Kamelposten, men havde ikke ressourcer til at udgive en egentlig partiavis.

Ved gruppens junikonference i 1982 blev den sidste række principper vedtaget i resolutionen ”Kommunismens principper og marxisternes hovedsætninger”. Kort fortalt var der tale om en endelig distancering til de øvrige maoistgrupper og dermed også endnu en åbning mod den øvrige venstrefløj. Denne åbning førte siden til, at forbundet erkendte, at VS var det bedste udgangspunkt for det videre arbejde for at samle den revolutionære venstrefløj. Kommunistisk Arbejdsforbund marxister-leninister nedlagde endeligt sig selv på en kongres i marts 1983, og de tilbageværende ”kameler” blev optaget i VS.

Overvågning af KAm-l

I sommeren 1978 fik PET oplysninger om, at KAm-l ville afholde to sommerlejre på en afdeling af Tvind-efterskolerne. Tjenesten fik desuden oplyst emnerne for dette års sommerlejre (indkomstpolitik og situationen ved Afrikas Horn), og fik i øvrigt et eksemplar af programmet for lejren.[706] I september samme år oplyste en kilde til PET, hvor og hvornår forbundet ville afholde sin kongres samt emnerne for kongressen. Af en indberetning fra marts 1979 fremgår, at tjenesten havde en liste over deltagere samt fotos af en del af deltagerne.[707]

Efter KAm-l’s kongres i juni 1980 noterede PET, at det var blevet besluttet, at KAm-l’s medlemmer skulle melde sig ind i Fælles Kurs Klubben. Det blev desuden bemærket, at det var KAm-l’s formål ”... at samle alle revolutionære marxister i en kommunistisk organisation”.[708] Ifølge PET’s indberetninger var det tilsyneladende kun PET’s Region IV, der bemærkede KAm-l’s aktiviteter i denne periode. I 1979 berettedes det således, at KAm-l havde ”gjort sig gældende” blandt arbejderne på Lindøværftet, uden at det dog blev uddybet, hvad det betød. Derudover havde forbundet, som tidligere nævnt, taget initiativ til dannelsen af ”Røde Stjerne” fodboldklubber rundt om i landet, hvoraf Odenseafdelingen ifølge årsberetningen for 1979 havde udvidet sine aktiviteter med kvindefodbold, håndbold og volleyball.[709] Det følgende år faldt aktivitetsniveauet i sportsklubben tilsyneladende. I hvert fald hed det i årsberetningen for 1980, at Røde Stjerne ikke havde lagt nogen aktiviteter for dagen i det forgangne år.[710]

Frem til nedlæggelseskongressen i marts 1983 findes nærmest ingen indberetninger om KAm-l’s aktiviteter i det bevarede materiale fra PET. Oplysningerne fra selve kongressen, i hvilke det blev nævnt, at KAm-l som følge af indre stridigheder og forbundets brud med FKK havde opløst sig selv, er dateret 25. maj 1983 altså to måneder efter kongressen. Det tyder på, at PET ikke havde overvåget kongressen og heller ikke havde prioriteret oplysninger om KAm-l særlig højt.[711]

DKP/ml

Dannelsen af DKP/ml (Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister) den 31. december 1978 var kulminationen på en proces, der var startet før stiftelsen af KAP to år tidligere. Under diskussionerne i KAP’s forgænger, KFML, forud for dannelsen af partiet KAP, var en lille gruppe medlemmer blevet uenige i den politiske linje og havde derefter dannet Marxistisk Leninistisk Forbund (MLF). Da KAP blev dannet i november 1976, havde partiet som en del af sit grundlag accepteret den maoistiske idé om verdens deling i tre (”3-verdens teorien”), ifølge hvilken den anden verden (Europa) og den tredje verden (udviklingslandene) skulle forene sig mod den første verden, der bestod af de to supermagter USA og Sovjetunionen. Teorien udløste debat internt i partiet, hvilket resulterede i, at yderligere én gruppe brød ud af KAP i 1976 og dannede Kommunistisk Sammenslutning/ marxister-leninister (KSm-l). Samme teori havde på internationalt plan været medvirkende til, at de to hidtidige allierede i den kommunistiske verdensbevægelse, Kinas og Albaniens kommunistiske partier, havde brudt med hinanden. MLF og KSm-l erklærede sig enige med Albaniens synspunkter og sluttede sig sammen i DKP/ml med Albaniens kommunistiske parti (AAP) som det store forbillede. Således udtrykt af partiet i 1978:

”Albaniens Arbejdets Parti med den store marxist-leninist Enhver Hoxha i spidsen har hele vejen igennem stået i forreste række i den konsekvente og omfattende kamp mod alle disse revisionistiske strømninger og har således ydet uvurderlige bidrag til forsvar for marxismen-leninismen, socialismen og proletariatets diktatur, til forsvar for den kommunistiske verdensbevægelses enhed og slagkraft”. [712]

Alene partiets navn vidnede om, at partiet opfattede sig som de rigtige arvtagere af de revolutionære traditioner, som i første omgang DKP og siden alle de andre grupper havde svigtet. I dokumenterne fra partiets stiftende forsamling i december 1978 hed det således, at det danske proletariat med dannelsen af dette parti atter havde fået sit kommunistiske parti: ”DKP/ML samler den røde fane op, som revisionister og opportunister har trampet i sølet, og indskriver igen den proletariske revolutions store løsen på den.”[713] Den proletariske revolution skulle bryde borgerskabets magt og ophæve udbytning af mennesket. Borgerskabets magt kunne dog ”kun brydes gennem proletariatets beslutsomme, væbnede, revolutionære magtanvendelse”, hvorefter proletariatet ville overtage det kapitalistiske statsapparat og erstatte det med et nyt. De revolutionære paroler mindede unægtelig om de øvrige ml-gruppers, med den forudsætning til forskel, at DKP/ml mente, at de øvrige grupper ikke (længere) var revolutionære. Andetsteds i programmet omtaltes den øvrige venstrefløj, især de tidligere partifæller i KAP, på følgende måde: ”KAP er på alle grundlæggende punkter i overensstemmelse med den moderne revisionisme, et revisionistisk parti på linje med DKP”.[714]

I forhold til flere af de øvrige ml-grupper havde partiet angiveligt en større repræsentation af industriarbejdere samt en relativt set svagere forbindelse til de politiske miljøer på universiteterne;[715] en sammensætning flere af de øvrige grupper tydeligvis savnede.[716] Partiets første kongresperiode fra 1978 til den anden kongres i 1981 blev med partiets egne ord hovedsageligt brugt til at ”konsolidere partiet”, og blot få måneder efter stiftelsen af partiet, dannede det sit eget kommunistiske ungdomsforbund, KUF (ikke at forveksle med det tidligere ungdomsforbund under KAK, der blev nedlagt omkring 1970).[717] Den følgende tid dannede partiet en række såkaldte ”revolutionære masseorganisationer”, hvoraf flere siden fangede PET’s opmærksomhed. Det drejede sig om Den Revolutionære Fagopposition (RFO), Landbofronten, Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme, Marxistisk-leninistiske Studenter samt Kvindefronten. Bortset fra den sidste nåede disse ”masseorganisationer” (beskrevet nedenfor) dog aldrig ud over partiets egne medlemmer og sympatisører.[718]

Den faglige kamp – RFO

Den faglige kamp var en vigtig del af partiets politiske identitet, og DKP/ml markerede sig på dette område. I juli 1979 var partiet involveret i en faglig kamp på Svendborg skibsværft, og ifølge Fyns Amts Avis var partiet i al fald den ”dybereliggende årsag” til, at ca. 100 ”ellers stabile og rolige SID-medlemmer” indledte en overenskomststridig strejke. Nogle måneder forinden var det hidtil ukendte fagblad Værft Arbejderen – Bedriftsavis for Svendborg Skibsværft dukket op på skibsværftet. Bladets udgiver var DKP/ml, der i flere numre udtalte skarp kritik af værftets tillidsmænd, angiveligt i forbindelse med de igangværende lønforhandlinger. SID-folk tilbageviste efterfølgende, at de skulle være bukket under for ”kineserier”, som det blev kaldt i Fyns Amts avis. Tillidsmænd udpegede under hånden de strejkeprovokerende arbejdere, der stod til at blive afskediget.[719]

Udgangspunktet for dannelsen af Den Revolutionære Fagopposition (RFO) i 1980 var, at den magt, som borgerskabet havde bevaret i Danmark, var tæt forbundet med den kontrol, som borgerskabet ifølge DKP/ml havde over LO. Partiet anså LO for at være et led i den ”kapitalistiske statsmagt” og derfor medvirkende til et ”institutionaliseret klassesamarbejdssystem”, som sikrede borgfred på arbejdspladserne og udhulede strejkeretten, der ellers var et af arbejderklassens vigtigste våben. I denne kamp mod det ”socialdemokratiske og revisionistiske forræderi” mente DKP/ml, at VS, KAP og SAP – trods forsøg på det modsatte – tillige havde svigtet. På denne baggrund dannede partiet i 1980 RFO. Målet var at udvikle den revolutionære fagbevægelse og skabe et ”mod-centrum” til LO’s ledelse. RFO skulle ikke opfattes som en etablering af en alternativ fagbevægelse, men som et instrument til at styrke oppositionen inden for LO-bevægelsen og give denne opposition en ”klar politisk og faglig indretning”. RFO skulle samle og stå i spidsen for revolutionære og klassebevidste arbejdere på arbejdspladsen eller i foreningen, og der blev lagt vægt på, at de revolutionære faglige arbejdere ikke måtte isoleres fra de brede masser, der var organiseret i fagforeningerne. DKP/ml ville hverken afvise at opstille til tillidsmandsposter eller at stille ”normale” økonomiske krav som led i den faglige kamp. Men for at afsløre de ”reaktionære lederes sande karakter” skulle disse økonomiske krav kædes sammen med politiske krav og understøttes af ”militante aktioner”. Man ville ikke fremsætte ”overbudskrav”, men til gengæld fremlægge ”rigtige metoder til at kæmpe dem igennem og organisere kampen” for at sikre, at de fremsatte krav blev gennemført og derved afsløre de egentlige revisionister og klassefjender.[720]

I juli 1982 uddelte medlemmer af RFO løbesedler på slagteriet EXPO med opfordring til strejke mod indgåede akkordaftaler, og samme sommer blev RFO i to tilfælde udvist fra Lindøværftet af såvel ledelse som tillidsmænd på grund af ”ulovlige/uønskede” aktiviteter. RFO-aktivisterne uddelte eksemplarer af ”Lindø-arbejderen”, der opfordrede til strejker og andre protestaktioner, men angiveligt blev der ikke opnået støtte fra arbejderne på værftet.[721] I oktober samme år noterede PET, at RFO afholdt et protestmøde foran Falkoner Centret i forbindelse med LO-kongressen. RFO uddelte løbesedler og protesterede mod LO’s ”mangelfulde overenskomstkrav”.[722]

I sit jubilæumsskrift fra 1998 erkendte partiet, at organisationen i for høj grad forsøgte at presse et politisk program ned ovenfra.[723] Det gik ud over ”progressivt indstillede” faglige ledere, der blev hængt ud som ”bureaukrater” og ”arbejderaristokrater”, hvis de ikke delte partiets opfattelser. I praksis var det kun lykkedes at organisere ganske få kræfter i RFO, og organisationen visnede bort i tiden omkring partiets 3. kongres i 1985. Trods den ”forfejlede” RFO-taktik mente DKP/ml alligevel at have vundet en vis indflydelse i arbejderbevægelsen som helhed i 1980’erne uden dog at få poster i selve fagbevægelsens organisation. Blandt andet deltog gruppen i støttearbejdet for havnearbejderne i Esbjerg i 1982-83, i arbejdsløshedsbevægelsen 1984-85 og under storkonflikten i 1985, hvor partiet, ifølge egen selvforståelse, havde spillet en vigtig rolle i strejkebevægelsen.[724]

Kampen på landet

Som en af de eneste af grupperne på den yderste venstrefløj dannede DKP/ml en organisation, ”Landbofronten”, der var særligt rettet mod den revolutionære kamp på landet. Med dannelsen af Landbofronten mente partiet, at der for første gang siden 1930’erne var blevet skabt en ”progressiv” politisk organisation, der kunne samle landarbejdere, husmænd og småbønder for i alliance med arbejderklassen at bekæmpe de fælles fjender. Disse fjender var, ud over imperialismen og bourgeoisiet, den ”store agrarkapital” samt banker og kreditforeninger, der ”udpinte” og ”udplyndrede” de arbejdende bønder. DKP/ml var af den opfattelse, at socialdemokrater, revisionister og trotskister alle havde forkastet marxismen-leninismens princip om netop denne strategiske alliance mellem arbejderklassen og de fattige på landet i kampen for socialismens opbygning. DKP/ml var bevidst om de store vanskeligheder, der var forbundet med organiseringen af landarbejderne, da ejendomsbesiddermentaliteten ”af naturlige grunde” var vidt udbredt og ”gennemsyrede” landbefolkningens liv. Trods dette var målet med fronten at organisere bønderne i den proletariske kamp og tilintetgøre godsejernes og storbøndernes ejendom på landet. Der skulle oprettes statsbrug på de tidligere godser og stordrifter, og de små brugs ”frivillige sammenslutning til kooperative brug [var](…) vejen til en lykkelig fremtid for flertallet af landbefolkningen.” Kun ved hjælp af denne udvikling kunne man eliminere modsætningen mellem land og by.[725]

Kampen mod krigen

”Folkefronten mod krig, reaktion og fascisme” blev stiftet med nogle forberedende komitéer i august 1981 og var, teoretisk set i hvert fald, en militant bevægelse mod krig. Som de øvrige ml-grupper mente DKP/ml, at man burde føre kamp mod begge supermagter og de to militæralliancer, en kamp som, med partiets egne ord, skulle være ”militant” og ”konkret”. Modsat den ”socialdemokratisk-revisionistiske-pacifistiske fredsbevægelse”, der fejlagtigt mente, at krigsfaren stammede fra et bestemt våben (atomvåben), anså folkefronten og DKP/ml det imperialistiske system som helhed som den største trussel mod freden. Midlet var at mobilisere brede kredse blandt arbejdere, småbønder, unge, progressive intellektuelle såvel i by som på land, hvor størstedelen af opmærksomheden dog var rettet mod arbejderklassen, der udgjorde ”hovedkraften i enhver virkelig progressiv og revolutionær bevægelse”.[726] I praksis var DKP/ml medvirkende til dannelsen af en række lokalkomitéer især i Jylland i årene 1982-83, hvor debatten om atomvåben i Danmark og Vesteuropa var på sit højeste. DKP/ml’s lokal-komitéer kunne ses som alternativ til de tværpolitiske og DKP-kontrollerede fredsgrupper. I enkelte tilfælde, som i Odense i 1984, lykkedes det ifølge PET’s oplysninger DKP/ml at ”erobre” den DKP-kontrollerede ”Landsforeningen mod Krig”. Ifølge oplysningerne var DKP ikke glad for denne udvikling på den yderste venstrefløj.[727]

Samlet set var organisationerne tiltænkt en vigtig rolle i den revolutionære strategi. De skulle udløse masseaktioner, massebevægelser og massestrejker, hvilket ville munde ud i en revolutionær situation, hvor arbejderklassen ville tage magten gennem en voldelig revolution under partiets ledelse. Set i tilbageblik mente partiet dog, at denne strategi svigtede den vigtige opgave, det var at bringe partiet i kontakt med og i spidsen for massebevægelsen. [728] I praksis døde de ”revolutionære masseorganisationer” RFO, Landbofronten og Folkefronten ud i 1980’erne.

Internationalt arbejde og demonstrationer

I februar 1979, to måneder efter dannelsen af DKP/ml, afholdt partiet en demonstration, hvor det fik lejlighed til at markere sig over for de tidligere kampfæller i KAP. Hvor KAP var fortaler for Kinas ret til at forsvare sig mod det ”Sovjet-støttede, socialimperialistiske Vietnam”, protesterede DKP/ml mod det imperialistiske Kinas invasion af Vietnam.[729]

Generelt lå DKP/ml dog på linje med de øvrige ml-grupper i forhold til USA’s og Sovjetunionens internationale kamp om indflydelsessfærer, og partiet lagde konsekvent afstand til begge supermagter og deres ”neokolonialistiske og imperialistiske dominans og manipulation”. Under overskriften ”Fremtiden tilhører arbejderklassen, folkene og revolutionen” fremhævede DKP/ml ”folkenes kamp for deres nationale uafhængighed … heroisk og med våben i hånd”, med bred henvisning til den tredje verden. Og som for de øvrige ml-grupper var den palæstinensiske kamp for ”nationale og sociale rettigheder” et vigtigt symbol i den antiimperialistiske kamp.[730] Det kom til udtryk i en række demonstrationer, blandt andet i Odense i 1982, hvor der under en propalæstinensisk demonstration opstod visse uroligheder, og hvor fire DKP/ml-medlemmer blev anholdt.[731]

Albanien og det albanske arbejderparti (AAP) udgjorde som nævnt forbilledet i DKP/ml’s kamp for socialismen. Det dannede grundlag for, at Venskabsforeningen Danmark-Albanien, der var blevet stiftet allerede i 1970, nu blev tættere knyttet til DKP/ml. En vigtig del af venskabsforeningens aktiviteter var venskabsrejserne, eller ”studieturene”, til Albanien, som foregik hvert år i sommermånederne. Flere KAP-medlemmer (før 1978) og DKP/ml-medlemmer deltog i disse ture.[732]

Den parlamentariske kamp

I partiets første leveår anbefalede partiet at boykotte både folketings- og kommunalvalg. Fra begyndelsen af 1980’erne revurderede partiet dog den parlamentariske kamp og valgte at stille op til folketingsvalgene i 1984 og 1987 under navnet ”Marxistisk-leninistisk Parti”; det fik begge gange knap 1.000 stemmer. Efter det første valg rettede partiet henvendelse til Fælles Kurs, KAP og et par øvrige grupper med henblik på at etablere en såkaldt rød valgalliance, hvilket dog blev afvist af både Fælles Kurs og KAP. Partiet søgte desuden at stille op til kommunalvalgene i 1985 og 1989 på lokale lister sammen med beslægtede kræfter. Ved de to folketingsvalg fik partiet som nævnt ovenfor under 1.000 stemmer, og ingen kandidater blev valgt ved kommunalvalgene.[733] Ved kongressen i 1987 blev der atter lagt op til etableringen af en rød valgalliance, der skulle bestå at marxister-leninister, uafhængige socialister ”... og andre, der repræsenterer den kæmpende fagbevægelse og den brede front mod krise, krig og reaktion”. Idéen om den røde alliance blev i første omgang stillet i bero, men dannede samtidig grundlag for, at partiet, efter nogle overvejelser, søgte om ”kritisk optagelse” i Enhedslisten i 1989.[734]

Overvågning af DKP/ml[735]

1979-1983: ”En særdeles rabiat gruppe”

PET’s Region IV konstaterede i løbet af efteråret 1978, at Marxistisk-leninistisk Forbund havde afholdt to møder. Emnet for det første afspejlede splittelsen i forhold til Kina: ”Den kinesiske ledelse går i Khrusjtjovs fodspor, hånd i hånd med imperialismen”. Det andet møde var arrangeret i samarbejde med KS/m-l (Kommunistisk Sammenslutning/marxister-leninister) under slagordet: ”Frem mod DKP/ML”.[736] I februar 1979 indberettede PET’s Region II til Centralafdelingen, at man den 20. november 1978 havde bemærket etableringen af en ny fraktion på den danske venstrefløj. Uden at det blev oplyst, hvorfra PET havde sin viden, blev det i indberetningen nævnt, at 12 personer havde deltaget i et stiftende møde for DKP/ml, at udbryderne overvejende kom fra KAP, og at bruddet skyldtes modsætningsforholdet mellem Kina og Albaniens kommunistiske partier.[737] Den ovennævnte demonstration i februar 1979, der var en af de tidligste markeringer udadtil, og som var rettet mod både USA’s, Sovjetunionens og Kinas ”aggression i Indokina”, havde ifølge PET’s oplysninger deltagelse af 31 voksne og tre børn. Efter demonstrationen kunne PET ved læsning af Land og Folk notere, at det nye parti bestod af en gruppe på højst 30 personer ”med særstandpunkter”: ”Tidligere var de maoister, og lige i øjeblikket mener de, at Albanien er verdenskommunismens højborg”, som det hed i PET-notitsen.[738]

Ved ovennævnte strejke på Svendborg skibsværft i juli 1979 blev PET for første gang bekendt med DKP/ml’s faglige aktiviteter. Selv om avisdebatten viste, at der var tale om generel utilfredshed blandt arbejderne som helhed, fik tjenesten oplysninger fra ”ledende funktionærer” på værftet om, at de fremsatte lønkrav var urealistiske, og at strejken reelt var ”politisk inspireret og dirigeret”. Da tjenesten samtidig fik oplyst, at de egentlige ophavsmænd ganske rigtigt var DKP/ml-folk, noterede PET navnene på fire af disse, hvoraf den ene var registreret i forvejen.[739] I tjenestens omtale af episoden i årsberetningen for 1979 mente PET ligefrem, at arbejdsnedlæggelsen var ”erkendt anstiftet” af DKP/ml.[740]

I januar 1980 fik tjenestens afdeling i Aalborg, blandt andet via en lokalavis, oplysninger om stiftelsen af DKP/ml’s ungdomsforbund KUF. Kort tid efter blev fire unge navngivne personer anholdt i Aalborg for ulovlig plakatophængning, der reklamerede for et forestående møde i KUF. I slutningen af februar noterede PET, at KUF var DKP/ml’s ungdomsforbund, og at forbundet ville organisere alle unge til kamp mod det ”kapitalistiske udbyttersystem”. I marts blev endnu en KUF’er anholdt for plakatophængning med annoncering af et KUF-møde.[741]

Ifølge PET’s årsberetning for 1980, var DKP/ml den af ”venstrefløjsfraktionerne”, der i årets løb havde gjort sig mest bemærket, og partiet blev omtalt som ”særdeles rabiat”. Selv om medlemstallet var ukendt, blev det af PET vurderet som lille. Samtidig blev det dog bemærket, at ungdomsforbundet KUF, såvel som partiet i øvrigt, tiltrak flere unge mennesker. Dette blev konkluderet ud fra det voksende antal plakatopklæbninger, som både partiet og ungdomsforbundet stod for samt de hyppige artikler i venstrefløjsblade og aviser.[742] Derudover oplyste PET’s Region IV, at såvel DKP/ml som KUF havde afholdt sommerlejre i det forløbne år. I intet af tilfældene havde tjenesten oplysninger om stedet for lejrenes afholdelse.

At dømme ud fra antallet af indberetninger i det bevarede materiale var årene 1982-83 som tidligere nævnt de år, hvor DKP/ml pådrog sig størst opmærksomhed, ikke mindst som følge af de faglige aktiviteter. PET skrev sammenfattende om DKP/ml og RFO, at de i 1982 havde ”været særdeles aktive i form af plancheudstillinger og indsendelse af læserbreve til blade og tidsskrifter”, og at medlemmerne benyttede enhver lejlighed til at arrangere eller deltage i demonstrationer, som de enten selv eller andre venstrefløjsgrupper tog initiativ til.

Mere konkret fik PET via en kilde oplysninger, der tydede på forbindelser mellem Odense-afdelingen af Venskabsforeningen Danmark-Albanien og DKP/ML i samme by. Forbindelsen blev blandt andet konstateret ved adressesammenfald mellem DKP/ml’s faglige organisation RFO og venskabsforeningen. Venskabsforeningen var ifølge kilden ”godt forsynet med penge” og med informations- og propagandamateriale og var angiveligt ved at være ”stærkere” end landsforeningen Danmark-Sovjetunionen.[743]

De få aktiviteter PET noterede fra Landbofrontens side fandt også sted i 1982. Året forinden havde en anden gruppe der kaldte sig ”LR80” – som ikke havde noget at gøre med DKP/ml – påkaldt sig en del opmærksomhed på baggrund af en række aktioner. LR80 var blevet dannet i 1980 som konsekvens af landbrugets hårde økonomiske vilkår med mange tvangsauktioner. Blandt de tidligste aktioner var placering af døde grise foran bankbygninger og offentlige bygninger, blandt andet som protest mod kreditforeningernes overtagelse af landejendommene. I foråret 1981 fik PET en meddeler i gruppen. Den pågældende orienterede om LR80’s planlagte aktioner, der overordnet gik ud på at forhindre drift på de ejendomme, der var blevet overtaget af kreditforeningerne. I april 1981 fik PET via åbne kilder og lokale politimyndigheder oplysninger om en række hærværksaktioner mod tre mejeritankbiler fra Vestjydsk Mejeri-selskab. Ud over hærværksaktionerne, der blandt andet omfattede skudhuller i to tankvognsbeholdere, havde mejeribestyrelsen været udsat for trusler om placering af sprængstoffer på mejeriet. En repræsentant for LR80 udtalte offentligt, at gruppen ikke stod bag aktionerne, men sagde samtidig, at man ikke ville tage afstand fra det passerede. Ifølge PET’s notitser lykkedes det ikke at finde ud af, om gerningsmændene skulle findes blandt LR80’s sympatisører.[744] I sommeren samme år udtalte en talsmand for LR80, at man fremover ville bruge ”evt. ulovlige og strafbare” metoder for at forhindre kommende tvangsauktioner. Det skulle ske ved at forhindre selve auktionernes gennemførelse samt at ”lægge pres” på eventuelle købere af fallitramte ejendomme.[745]

I august 1981 fik PET oplysninger om, at der ved et ungskue i Herning et par måneder tidligere var blevet uddelt løbesedler af ”20-25 pædagogtyper”. Tjenesten mente umiddelbart, at de var udarbejdet af LR80, hvilket den kontakt, der havde overleveret sedlen, dog afviste. Ikke desto mindre gav det anledning til, at PET mistænkte LR80 for at få støtte fra en marxistisk-leninistisk gruppe.[746] Da PET’s Region I i april 1982 fra politiet i Hjørring modtog en anmeldelse fra ”Landbofronten” forud for en planlagt demonstration, var det givetvis med LR80’s aktiviteter i baghovedet, at tjenesten besluttede at oprette observation ved demonstrationen. I politimesterens notits til PET forud for demonstrationen gjorde man dog opmærksom på, at Landbofronten var i opposition til øvrige foreninger, og at organisationens hidtil afholdte demonstrationer havde samlet ca. 15 personer og i øvrigt foregået fredeligt.[747] Den planlagte demonstration skulle foregå ved et landbocenter i Brønderslev på en onsdag, hvor der som regel var mange landmænd samlet, da der blev afholdt auktioner disse dage. Uheldigvis for demonstranterne var auktionen denne dag aflyst på grund af mund- og klovsyge andetsteds i landet, hvorfor der så godt som ingen mennesker var ved auktionshallen. PET-medarbejderen observerede derfor kun tre personer, som medarbejderen formodede alle var arrangører. Én bar et banner, mens en anden uddelte løbesedler. Tjenestens medarbejder fulgte demonstrationen forbi den lokale politistation, hvor de lokale politikollegaer oplyste PET-medarbejderen om, at de tre personer ikke var lokalt kendte. Ifølge løbesedlen, som medarbejderen fik et eksemplar af, var der samme aften arrangeret festmøde på en lokal kro, hvor der også blev oprettet observation. Ved mødet ankom én bil, hvis nummerplade PET noterede, og hvis ejer tjenesten herefter identificerede.[748]

I marts 1982 skrev den kvindelige formand for Landbofronten en helsides artikel i Socialistisk Dagblad, hvor frontens formål blev præsenteret, og hvor LR80 i øvrigt blev beskyldt for at være underlagt reaktionære og fascistiske kræfter. Formanden var landbrugselev og markerede sig i øvrigt som leder af et møde arrangeret af gruppen ”Socialistiske bønder” i februar 1983.[749] I løbet af samme periode, fra foråret 1982 til foråret 1983, fik PET efterhånden klarlagt forbindelsen mellem DKP/ml og Landbofronten, og i øvrigt også til ”socialistiske bønder”, der efter tjenestens opfattelse var det samme som Landbofronten.[750] PET oprettede, ligeledes i foråret 1983, en personregistreringssag på formanden, blandt andet med henvisning til hendes læserbreve og aktiviteter i relation til Landbofronten året forinden. I juli samme år oplyste PET’s Region III, at formanden var blevet valgt som talsmand for DKP/ml i Vejle amt, hvorved den førnævnte forbindelse blev bekræftet. Derudover oplyste tjenestens regionsafdeling på baggrund af åbne kilder, at partiet havde indhentet de nødvendige underskrifter og ville opstille til det kommende folketingsvalg under liste ”L”.[751]

Det var ligeledes i 1982, at fik PET oplysninger om, at DKP/ml og RFO havde deltaget i et møde på Assens Højskole, hvor der angiveligt var blevet givet undervisning i sabotage på baggrund af en ”Kogebog”, der cirkulerede i anarkistiske kredse. Oplysningerne stammede fra én kilde, og det er uklart, om PET søgte at få oplysningerne bekræftet, eller om tjenesten overhovedet foretog sig noget.[752] Dog er det sikkert, at det bidrog til, at PET’s regionsafdeling IV skærpede tonen i omtalen af DKP/ml. På et møde mellem sagsbehandlere fra PET’s regioner og Centralafdelingen den 23. november 1982 diskuterede deltagerne forskellige venstrefløjsgruppers størrelse, aktioner og aktiviteter. Ved denne lejlighed var der en mærkbar forskellig opfattelse af DKP/ml’s aktivitetsniveau mellem PET’s Centralafdeling og PET’s Region IV. Centralafdelingens repræsentant mente, at der var tale om en lille, ikke særligt aktiv gruppe, og at der ikke burde foregå efterforskning af gruppen fra centralt hold. Hertil svarede sagsbehandleren fra Region IV, at partiet var meget aktivt, at det fungerede som dækorganisation for RFO, Landbofronten, Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme samt for ”en tyrkisk organisation”, og at partiet havde været aktivt i faglige konflikter.[753] Måneden efter noterede PET’s Region IV i en notits, at DKP/ml, RFO og Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme arbejdede på grænsen ”til det absolut illegale”,[754] en formulering der dog i regionens årsberetning blev ændret til, at gruppens aktiviteter foregik på ”halvlegalt niveau”.[755] I regionens årsberetning for det følgende år, 1983, blev det dog igen understreget, at partiet ved flere lejligheder havde fremført ”hårde og militante” holdninger.[756] Det er desuden karakteristisk, at de eneste bevarede kildenavne i forbindelse med DKP/ml’s aktiviteter ligeledes stammer fra region IV. Kildernes oplysninger vedrørte primært partiets udadvendte aktiviteter, eksempelvis DKP/ml’s ”fremtrædende” deltagelse ved Odensefestivalen i 1983.[757]

Selv om der fra centralt hold ikke foregik nogen efterforskning, betragtede PET i 1983 DKP/ml som et aktivt parti. Dette fremgår af årsberetningen for 1983. Det var således PET’s opfattelse, at de mange komitéer, som partiet dannede eller var med i, vidnede om en virksomhed, der sigtede mod at ”lave rav i foretagendet, så snart en mulighed viser sig.”[758] I årsberetningen blev det endvidere anført, at DKP/ml havde deltaget i møder med BZ-grupper forud for daværende vicepræsident George Bushs besøg i juli 1983. DKP/ml-deltagerne skulle have været ”meget rabiate” og ønsket at besætte den amerikanske ambassade. Partiet havde desuden deltaget i demonstrationerne mod vicepræsidentens besøg i Rebild Bakker.

I september 1983 oplyste en kilde til PET’s Region IV, at en gruppe udbrydere fra Fælles Kurs Klubben fra tid til anden mødtes med folk fra DKP/ml, og under ledelse af disse diskuterede ”ekstraordinære situationer”. Møderne havde karakter af studiekredse, og der blev ifølge kildens oplysninger blandt andet diskuteret den tidligere nævnte ”anarkistiske kogebog” samt en række andre bøger og artikler om demonstrationer og uroligheder.[759] Bortset fra kontakten til disse udbrydere er der ikke meget, der peger på kontakt mellem DKP/ml og Fælles Kurs Klubben. PET antog, at studiekredsene skulle ses i sammenhæng med det kursus i ”Marxisme og Reformisme” som Socialistisk Forum og Fælles Kurs Klubben skulle afholde i foråret 1983.[760]

Overvågningen af RFO og ”Folkefronten mod krig, reaktion og fascisme” 1979-83

I oktober 1980 fik PET oplysninger om dannelsen af ”Den Revolutionære Faggruppe” (RFO) under DKP/ml på baggrund af en artikel i Socialdemokraten.[761] I februar 1981 afholdt RFO et offentligt møde i Esbjerg, hvor det efter de indkomne oplysninger at dømme må betragtes som sandsynligt, at PET havde en meddeler eller en medarbejder blandt tilhørerne. Mødet handlede om LO og Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) ”forræderi” over for arbejderne, om et absolut nej til overenskomstforhandlingerne og om RFO’s strategi om at integrere medlemmer på arbejdspladser og ”nedbryde systemet oppefra”. Det blev bemærket, at taleren holdt sit navn hemmeligt, men at han havde røbet, at han kom fra Lindøværftet, og PET var desuden kommet i besiddelse af forskelligt materiale.[762] I juni 1981 blev det indberettet fra Haderslev, at RFO planlagde at udvide sine aktiviteter blandt andet ved at afholde 14-dages møder, og PET mente, at der var tegn på, at DKP/ml via RFO søgte at få mere indflydelse på arbejdspladser og i fagforeningerne.[763]

Den 29. august 1981 blev der afholdt en stiftende konference for ”Folkefronten mod Krig, Fascisme og Reaktion” i Nørrebrohallen i København. Konferencen var ifølge PET’s oplysninger et led i dannelsen af en egentlig folkefront, hvilket skulle ske i løbet af foråret 1982. Formålet var ifølge PET’s oplysninger at få Danmark ud af NATO, men, som det blev bemærket, som prokinesisk organisation var folkefronten ligeledes mod Warszawapagten. Heller ikke i dette tilfælde er det muligt at fastslå, hvor PET fik sine oplysninger fra, men vedlagt oplysningerne var en liste over 85 navngivne personer, der var initiativtagere til arrangementet.[764] De følgende to måneder indløb der efterretninger om, at fronten havde stiftet afdelinger i Aalborg og Slagelse, og det blev konstateret, at organisationen i Aalborg havde adressesammenfald med DKP/ml.[765]

I marts og februar 1982 noteredes et par aktioner, som Folkefronten stod bag. Heriblandt en episode, hvor nogle medlemmer havde forstyrret et møde på Christiansborg, under parolen ”Danmark ud af NATO”. Københavns kriminalpoliti var angiveligt kilde til oplysningerne. I marts ansøgte Folkefronten om tilladelse til at afholde et politisk møde, hvor PET i sin notits om mødet bemærkede, at de to arrangører var kendte medlemmer af både DKP/ml og RFO.[766]

I oktober samme år oplyste en kilde, at Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme i samarbejde med ”Solidaritetskomitéen med Tyrkiets folk” havde arrangeret et møde i Odense. Ifølge det oplyste havde en navngiven tyrker anbefalet væbnet kamp i hele Vesteuropa, dog i første omgang mod den tyrkiske regering. To måneder senere oplyste en kilde, at solidaritetskomitéens medlemmer bestod af både tyrkere og kurdere, at indehaveren af komitéens postboks var en kendt ledende skikkelse inden for DKP/ml, og at komitéen i øvrigt havde forbindelser til både DKP/ML og RFO samt til den tyrkiske studenterorganisation ”Tarago”.[767]

På baggrund af artikler i Viborg Stifts Folkeblad og demonstrationsanmeldelser til lokale politimyndigheder konstaterede PET’s Region II i september 1983 et vist samarbejde mellem Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme og ”Århus-komitéen mod baserne”.[768] Fredsdemonstrationen skulle foregå ved Flyvestation Karup i Kølvrå, og komitéerne ansøgte desuden om lov til overnatning på to lokale skoler for at give arrangementet karakter af en ”fredslejr”, til hvilket de dog fik afslag. PET konstaterede – enten via meddeler eller egen tilstedeværelse – et fakkeloptog fra Karup skole til hovedvagten ved flyvestationen, hvor optoget stillede sig op og sang fredssange. Selve optoget forløb uden nogen form for uroligheder. Dagen efter blev der delt løbesedler ud i Viborg, og senere på dagen mødtes 60-70 personer i et nyt demonstrationsoptog, der igen gik til flyvestationens hovedport. Her holdt tidligere nævnte Landbofrontkvinde og DKP/ml-formand tale for deltagerne, i hvilken hun lagde kraftigt afstand til de to supermagters ”krigsforberedelser” og til amerikanske baser i Jylland. En lille gruppe demonstranter iværksatte en blokade af flyvestationen ved at sætte sig på tværs af vejen. Det kom kun til få konfrontationer (flyvestationen dirigerede sine køretøjer en anden vej) og efter halvanden times tid opløste demonstrationen sig selv. PET indsamlede samtlige køretøjers indregistreringsnumre ved demonstrationens startsted og identificerede herefter ejerne.[769]

Aktionerne mod udenlandsk/amerikansk militær i Danmark udgjorde en betydelig del af PET’s indberetninger om DKP/ml’s aktiviteter i disse år. Tjenesten skrev i årsberetningen for 1983, at ”DKP/ML opretter en komité, så snart de har et formål med det”, og de mange lokale ”anti-base-komitéer” blev nævnt som eksempel.[770]

1984-89: Partivirksomhed og registreringsgrundlag

DKP/ml stillede op til folketingsvalget den 10. januar 1984 under navnet ”Marxistisk-leninistisk Parti”. Det gav PET lejlighed til at rette opmærksomheden mod partiets program og ideologiske grundlag, og tjenesten konkluderede overordnet, at partiet var et af de mest yderliggående på venstrefløjen.[771] I 1981 havde tjenesten begrundet overvågningen af DKP/ml med partiets revolutionære paroler, idet det i PET’s årsberetning for 1981 hed, at det var partiets opfattelse, at overgangen til socialismen måtte sikres gennem ”knusning af det borgerlige statsapparat”. Dette, samt formodningen om, at partiet ville ekspandere, ”bør berettige PET til fortsat at beskæftige sig med DKP/ml og fraktionen RFO”, skrev tjenesten i årsberetningen for 1981.[772] Denne opfattelse blev bekræftet af partiets ytringer forud for valget i januar 1984, hvor tjenesten på baggrund af pressemateriale og valgbrochurer gengav partiets revolutionære paroler. Ikke overraskende henledte PET’s notitser specielt opmærksomheden på de afsnit og ytringer, der handlede om ”Den væbnede opstand”, og tjenesten konstaterede under valgkampen, at DKP/ml var ”villig til at omstyrte samfundet under anvendelse af vold og våben”, at man ikke kunne stemme sig til socialismen, og at der kun fandtes en vej ud af tidens økonomiske krise: ”Nemlig massekampens vej med strejker, aktioner og protester”. PET noterede efter valget navnene på alle partiets 18 kandidater, hvor mange stemmer de hver havde fået, samt hvor mange stemmer partiet havde fået (i alt 972).[773]

I dagene omkring folketingsvalgets afholdelse fremgik det af DKP/ml’s avis Arbejderen, at partiet planlagde ”konkrete aktioner” mod NATO-anlæg i Danmark. Derudover havde partiet ifølge PET’s oplysninger kritiseret DKP og SF for ikke at ville deltage i nogle af disse aktioner.[774] I februar 1984, en måned efter folketingsvalget, etablerede ”Herning Komitéen mod fremmede baser” en uanmeldt demonstration ved flyvestation Karups hovedindgang. De 25-30 deltagere havde spændt et banner ud og blokerede for ind- og udkørsel. I et enkelt tilfælde bevægede nogle demonstrationsdeltagere sig ind på et afmærket militært område, men trak sig straks tilbage, da de blev bedt om det af det militære personel. Der blev angiveligt ikke foretaget nogen anholdelser. Tjenesten fik udleveret samtlige registreringsnumre på blokadedeltagernes biler, oplysninger om bilejerne og disses børn, samt om de var kendt for overtrædelse af loven.[775] Tjenesten kunne på baggrund af disse oplysninger konstatere, at flere af PET kendte medlemmer af DKP/ml var blandt deltagerne.

I april 1984 udarbejdede PET’s regionsafdeling II en oversigt over de planlagte fredslejre og marcher. Selv om tjenesten havde konstateret visse uenigheder om parolerne, fremstod selve påskemarchen palmesøndag som en enhedsdemonstration. Derudover konstaterede tjenesten, at ”Herning-komitéen mod fremmede baser”, der blandt andet dækkede over DKP/ml, havde planer om en fredslejr i dagene 15.-19. april i området omkring flyvebasen i Karup.[776]

Som det var tilfældet med KAP, så PET det som sin opgave at efterforske DKP/ml. Det fremgår af ovenstående, at PET betragtede DKP/ml som et af de mest yderliggående og aktive partier på venstrefløjen og registrerede en del af medlemmerne, 15-20, ud af en medlemsskare på ca. 70. Flere personer var kendt i forvejen fra tidligere maoistiske grupper, men de fleste registreringer fandt sted op til folketingsvalget i 1984, hvor partiet stillede op. Den tidligste registrering i denne forbindelse blev forelagt Wamberg-udvalget og godkendt af det den 31. januar 1983 umiddelbart før PET’s nye retningslinjer vedrørende efterforskning på det politiske område af 7. februar 1983.[777] Registreringen gjaldt den person, der havde forestået underskriftindsamlingen forud for folketingsvalget. Ved samme møde forelagde PET for første gang et notat om DKP/ml for udvalgets medlemmer, hvilket blev fulgt op med en række længere notater på mødet et halvt år senere, i august 1983.[778] Ved Wamberg-udvalgets møde i oktober samme år fremhævede PET’s chef behovet for at indsamle oplysninger om anmeldere af DKP/ml, uden at det dog ville føre til registrering. Wamberg-udvalget udtrykte betænkelighed, og PET-chefen lovede at overveje spørgsmålet på ny og eventuelt vende tilbage til udvalget.[779] De forelagte registreringer af DKP/ml-medlemmer blev ikke anfægtet af udvalgets medlemmer, der var enige med PET i, at alene tilknytning til organisationen var tilstrækkeligt registreringsgrundlag, eftersom 1983-retningslinjerne gjorde det muligt at registrere personer, såfremt et partis program eller udtalelser fra partiets ledere forudsatte brug af vold.[780]

I resten af perioden op til 1989 var PET’s interesse for DKP/ML koncentreret om to af partiets aktivitetsområder. Det ene var de ovenfor nævnte aktiviteter mod fremmede militærmagter, NATO og atomvåben, hvor partiet fortsatte sine aktiviteter. Under en NATO-øvelse i september 1984 demonstrerede grupper af DKP/ml-aktivister i flere dage ved Englandsfærgens anløbssted i Esbjerg havn, hvor britiske militærkøretøjer kørte i land. En af dagene blokerede en gruppe aktivister for en militærkolonne i et vejkryds, hvilket medførte, at seks personer blev sigtet for overtrædelse af Politivedtægten.[781] To år senere, i september 1986, foretog man telefonaflytning af to navngivne og registrerede DKP/ml-medlemmer på grund af mulige planer om aktiviteter i forbindelse med et NATO-møde i Odense fra 30. september til 3. oktober 1986.[782] Derudover har Kommissionen fundet dokumentation for, at et andet ledende medlem blev aflyttet i maj-juni 1987. Alle aflytningerne blev begrundet med, at man mistænkte de pågældende for at ville overtræde straffelovens § 114.[783]

Det andet af DKP/ml’s aktivitetsområder, som PET bemærkede i årene 1984-89, var kampen mod EF. Allerede i 1984 var to DKP/ml-medlemmer blevet anholdt for ulovlig plakatophængning, der opfordrede til boykot af EF.[784] Senere, i tiden omkring afstemningen om den såkaldte EF-pakke i 1986, markerede partiet sig med læserbreve, flere ulovlige plakatophængninger samt stiftelsen af ”Ud af EF-komitéen”.[785]

I december 1986 læste PET i DKP/ml’s avis Arbejderen, at der var planer om en ”Landskonference 87” i Nørrebrohallen i København den 24.-25. januar 1987. Konferencen skulle afholdes under parolen: ”For et bedre Danmark mod krise, krig og reaktion”, og det blev i annonceringen fremhævet, at det ikke var et parti-politisk foretagende. Derimod var det ment som invitation til både fredsfolk, miljøaktivister, EF-modstandere, antiimperialistiske solidaritetsarbejdere osv. PET konkluderede dog i sin notits, at DKP/ml tydeligvis fremstod som primus motor i forbindelse med konferencen, og tjenesten konstaterede minimum syv medlemmer af DKP/ml, hvoraf seks var registreret, og hvor tre af disse var oprettet med personsag.[786] På konferencen blev der ifølge PET’s oplysninger taget initiativ til ”Landskoordineringen for en Folkebevægelse mod Krise, Krig og Reaktion”, en slags afløser af ”Folkefronten mod Krig, Fascisme og Reaktion”. PET opfattede det som et landsdækkende kontaktnet, og tjenesten fik fat i flere lokale lister over konktaktpersoner og lagde dem på DKP/ml’s emnesag.[787]

Helt til slutningen af den undersøgte periode skrev PET i årsberetningerne, at partiet havde et højt aktivitetsniveau. I årsberetningerne fra 1986-87 var der dog skubbet et ”det synes” og ”det skønnes” ind foran beskrivelsen af det høje aktivitetsniveau, hvilket tyder på, at PET måske ikke havde præcise oplysninger. Eller sagt på en anden måde: PET havde hverken kontakter eller penetranter i partiet.[788]

Opsamling – Afslutning

DKP/ml var den sidste, men også den mest yderliggående, af de mange ml-grupper, der blev dannet i årene 1968-78. Gruppen havde et maoistisk udgangspunkt, men opfattede det albanske kommunistiske parti som sit forbillede i fortolkningen af marxismen-leninismen, og partiet blev dannet som konsekvens af splittelsen mellem de to hidtidige allierede i den verdenskommunistiske bevægelse, Kina og Albanien. DKP/ml havde ved sin stiftelse ca. 70 medlemmer og havde en hård og kompromisløs revolutionær retorik. Som led i den revolutionære strategi organiserede partiet dannelsen af en række såkaldte ”revolutionære masseorganisationer”, der skulle virke inden for hvert sit område. Revolutionær Fagopposition (RFO) var rettet mod arbejdsmarkedet, hvor DKP/ml generelt var meget aktiv. RFO konkretiserede den faglige kamp i opposition til den etablerede fagbevægelse, var involveret i en række faglige kampe og tog initiativ til flere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Landbofronten var noget så sjældent som et socialistisk initiativ rettet mod landmænd og fik da også ret begrænset opbakning. Fronten gennemførte en række møder og demonstrationer, der ikke indebar uro eller ulovligheder. Endelig var Folkefronten mod Krig, Reaktion og Fascisme i udgangspunktet ment som et handlekraftigt alternativ til fredsbevægelsen, og fronten gennemførte en række aktiviteter og demonstrationer mod NATO i årene 1982-84. De revolutionære masseorganisationer døde ud i løbet af 1980’erne, men DKP/ml opretholdt flere af organisationernes aktiviteter op til 1989. I slutningen af perioden blev kampen for fred og mod NATO mere bred og kompromissøgende og i øvrigt suppleret af aktiviteter mod EF.

PET var fra starten opmærksom på DKP/ml’s revolutionære paroler og udtrykte ved flere lejligheder, at partiet var blandt de mest yderliggående grupper på venstrefløjen. Det er tydeligt, at PET ikke opfattede partiets kontakt med fremmede magter som en trussel, ud over at tjenesten noterede sig partiets tætte relationer til Venskabsforeningen Danmark-Albanien og de såkaldte ”studieture”. Derimod påkaldte partiets faglige og politiske aktiviteter i Danmark sig større opmærksomhed end tilfældet var for de øvrige tilbageværende ml-grupper. Især i årene 1982-83 havde PET et vist fokus på gruppen, dog med overvægt til tjenestens Region IV (Odense), hvor man opfattede partiet som ”rabiat” og meget aktivt. Partiets aktioner mod NATO, der havde karakter af blokader, demonstrationer og propaganda, blev fulgt ganske tæt af PET, og afstedkom sidenhen den ene af de to aflytninger, Kommissionen har fundet dokumentation for, at tjenesten foretog af DKP/ml-medlemmer. Partiets lokale komitéer i faglige konflikter eller ved militære installationer resulterede i en opfattelse hos PET af, at partiet søgte at lave uro, når som helst en mulighed viste sig.

Det må formodes, at PET ved flere lejligheder havde enten meddelere eller egne folk til stede ved offentlige møder og demonstrationer, at dømme efter de undertiden nøjagtige oplysninger om antal deltagere, talere og emner. I de sidste år var denne del af indsatsen dog begrænset. Generelt holdt tjenesten sig orienteret primært via åbne kilder (partiaviser, dagblade og offentligt tilgængeligt propagandamateriale). Som eksempel kan nævnes partiets tredje kongres i februar 1985, hvor PET udelukkende indhentede oplysninger fra partiets egne publikationer.[789] Der er ikke fundet tegn på, at tjenesten havde faste meddelere eller kilder tilknyttet partiet eller dets grupper, men der findes et par eksempler på, at dette foregik lokalt og på ad hoc basis. Til gengæld registrerede PET 15-20 DKP/ml-medlemmer ud af partiets ca. 70 medlemmer. Langt størstedelen af registreringerne fandt sted på grundlag af de nye retningslinjer fra februar 1983, som lagde større vægt på partiets program.


[703] KAm-l: Hvad puklede ”Kamelerne” for?, s. 20.

[704] Ibid., s. 24.

[705] Leksikon for det 20. århundrede: KAm-l.

[706] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 14. juni 1978.

[707] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 15. september 1978 og 14. marts 1979. Oplysningerne om dette findes kun i emnekartoteket. Den oprindelige sag er makuleret.

[708] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 11. september 1980.

[709] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, reg. IV.

[710] Ibid.

[711] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 25. maj 1983.

[712] Citat fra DKP/ml: Program og lovevedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 17. Se desuden Leksikon for det 20. årh.: ”DKP/ML”; DKP/ML: 20 års kamp for socialismen – Danmarks Kommunistiske Parti ML 1978-98, s. 6 f.

[713] DKP/ml: Program og love…, s. 9.

[714] Ibid., s. 96.

[715] Leksikon for det 20. årh.: ”DKP/ML”.

[716] Ifølge Leksikon for det 20. årh. var 46 pct. af medlemmerne i 1998 arbejdere, mod 30 pct. intellektuelle og 22 pct. studerende.

[717] DKP/ML: 20 års kamp for socialismen…, s. 12.

[718] Leksikon for det 20. årh.: ”DKP/ML”

[719] PET, emnesag: ”Notits vedr. strejke på Svendborg skibsværft.”

[720] DKP/ML: For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur – Centralkomitéens beretning til DKP/ML’s 2. kongres, december 1981, s. 133-138.

[721] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 10. juni og 6. juli 1982, samt PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982, afd. C, og reg. IV.

[722] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 21. oktober 1982.

[723] DKP/ML: 20 års kamp for socialismen…

[724] Ibid., s. 15-19.

[725] DKP/ML: For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur…, s. 142-144.

[726] Ibid., s. 144-146.

[727] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 31. juli 1984.

[728] DKP/ML: 20 års kamp for socialismen…, s.22.

[729] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 19. og 22. februar 1979.

[730] DKP/ML: For et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur..., s. 38-41.

[731] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982, afd. C.

[732] Se f.eks. interviews med tidligere medlemmer i Weekendavisen, 17.-23. januar og Politiken, 27. januar 2003.

[733] DKP/ML: 20 års kamp for socialismen…, s. 20 og Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret!, s. 281-282.

[734] DKP/ML: 20 års kamp for socialismen…, s. 20.

[735] Det skal bemærkes, at de fleste af sagsakterne om DKP/ML inklusive de personregistreringssager, der blev oprettet i den forbindelse, er makuleret i slutningen af 1990’erne. Afsnittet bygger derfor hovedsageligt på oversigtsbeskrivelserne i PET’s årsberetninger, på sammenskrivningerne i PET’s emnekort samt en enkelt bevaret personregistreringssag.

[736] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, reg. IV.

[737] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 27. februar 1979.

[738] PET, emnesag: ”Vedr. Danmarks Kommunistiske Parti/marxister-leninister”, 22. februar 1979, og PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 19. og 22. februar 1979.

[739] PET, emnesag: Notits vedr. strejke på Svendborg skibsværft, samt udklip fra Fyns Amts Avis, 9. juli og 12. juli 1979.

[740] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1979, reg. IV.

[741] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 25. januar, 4. februar, 27. februar og 10. marts 1980.

[742] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. C.

[743] PET, Reg. IV: Vedr. Venskabsforeningen Danmark/Albanien, 15. december 1982 og PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 26. august 1981.

[744] PET, emnesag: ”Orientering om sabotageaktioner mod mælketransporter”, maj 1981.

[745] PET, emnesag: ”Orientering vedr. ’LR-80-landmandsgruppen’”, juli 1981.

[746] PET, emnesag: ”Vedr. oplysninger om, at LR80 muligt får støtte fra en marxistisk- leninistisk gruppe”, august 1981.

[747] PET, emnesag: Notits fra Politimesteren i Hjørring 24. marts 1982.

[748] PET, emnesag: Notits af 7. april 1982.

[749] PET, personsag: ”Oversigt over aktiviteter 1982-84”, u.d.

[750] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 4. marts 1983.

[751] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”.

[752] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 14. december 1982 og PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982, afd. C. Selve sagen om Assens Højskole blev makuleret i oktober 1996.

[753] Kommissionens arkiv: ”Referat fra møde i Odense d. 23. november 1982 for sagsbehandlere af afd. C-stof i regionerne” (Dokument modtaget fra Per Larsen).

[754] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 15. december 1982.

[755] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982, reg. IV.

[756] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1983, reg. IV.

[757] PET, Reg. IV: Vedr. DKP/ML i Odense, 16. september 1983.

[758] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1983, afd. C.

[759] PET, emnesag: ks. ”Vedr. Studiekreds ang. Ekstraordinære situationer arrangeret af udbrydere fra Fælles Kurs Klubben i Odense”, 18. september 1983.

[760] PET, emnesag: ks. ”Vedr. Kursus i Marxisme og Reformisme”, 24. april 1983.

[761] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 22. oktober 1980.

[762] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 11. februar 1981.

[763] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 26. august 1981.

[764] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 1. oktober 1981.

[765] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 28. september og 30. september 1981.

[766] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 4. februar, 11. marts og 19. marts 1982.

[767] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 15. december og 20. december 1982.

[768] I starten af 1980’erne opstod en række fredsgrupper som reaktion på den øgede spænding mellem de to supermagter. Spændingen kom bl.a. til udtryk ved, at begge parter opstillede nye mellemdistancevåben på det europæiske kontinent, hvilket ikke mindst i Danmark medførte en lang og sej sikkerhedspolitisk debat. Mange nye freds- og anti-atomvåbenkomitéer opstod som konsekvens heraf i hele Vesteuropa, udover at de eksisterende fredsbevægelser oplevede fremgang.

Flere af disse var kontrolleret af DKP, mens andre bestod af folk, der lagde kraftigt afstand til DKP (eksempelvis ml-grupperne).

[769] PET, personsag: Vedr. demonstration ved Flyvestation Karup den 14. og 15. oktober 1983.

[770] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1983, afd. C.

[771] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1984, afd. C.

[772] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1981, afd. C.

[773] PET, personsag: ”Vedr. DKP/ML og Folketingsvalget”, 24. januar 1984.

[774] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 1. oktober 1981.

[775] PET, personsag: ”Vedr. Blokade/demonstration”, 16. januar 1984.

[776] PET, personsag: ”Vedr. Påskemarcher og fredslejre i reg. II i april-maj måned 1984”, samt udklip fra Herning Folkeblad 25. april 1984.

[777] WU: Mødereferat, 31. januar 1983: Notat vedr. DKP/ML.

[778] WU: Mødereferat, 24. august 1983: Notater vedr. DKP/ML, Folkefronten mod krig, reaktion og fascisme, og disses organisationers deltagelse i planlægning af og udførelse af aktioner mod George Bush.

[779] WU: Mødereferat, 7. oktober 1983.

[780] WU: Mødereferat, 30. august 1983: Notat om registrering af organisationer. Om emnet se endvidere Kommissionens beretning, bind 3.

[781] PET, personsag: Notitser vedr. demonstrationer i forbindelse med NATO-øvelsen ”Bold Gannet”, 10. september 1984.

[782] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 11. september 1986, og ”Odense – Retsbog for særlige sager”, 15. september 1986.

[783] Kendelse fra Københavns Byret (33/87), 21. maj, 1. juni og 29. juni 1987. Ordlyden af straffelovens § 114, stk. 1 før ændringerne ved ”Terror-pakken” i 2002: ”Den, som deltager i eller yder væsentlig økonomisk eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammenslutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.”

[784] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 15. maj 1984.

[785] PET, personsag: ”Vedr. ulovlig opklæbning af plakater”, 15. maj 1984; PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 11. og 12. februar 1986.

[786] PET, personsag: Vedr. ”Landskonferencen 87”, 12. december 1986.

[787] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 15. januar, 2. februar, 2. juni og 11. juni 1987.

[788] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1986 og 1987.

[789] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985, afd. C.






17. Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe 1979-89 (”Blekingegadebanden”)

Efter næsten et års splittelse i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) blev Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) dannet den 3. september 1978. En tilsyneladende bidragende årsag til bruddet var holdningen til PFLP, som KAK under Gotfred Appels ledelse i 1978 tog afstand fra at støtte. Gotfred Appel videreførte efter splittelsen en lille gruppe, der dog snart ophørte med at udfolde nogen virksomhed. Appel selv fortsatte imidlertid med at deltage i den offentlige debat og anførte eksempelvis i forbindelse med debatten om Pol Pot-styret i Cambodja, at der nok var begået visse ”fejl” i perioden 1975-79, men at disse intet havde at gøre med overgreb på det cambodjanske folk.[790] I 1980’erne kom Gotfred Appels antisovjetiske ytringer til udtryk gennem bitre politiske indlæg, der ligefrem udtrykte støtte til NATO og EF og samarbejdet med USA. Ifølge Appel udgjorde Sovjetunionen en politisk og militær trussel, der var større end den, de tre aksemagter under den anden verdenskrig udgjorde tilsammen. Enhver marxist måtte derfor bidrage til den opfattelse, at det var nødvendigt at sætte danske forsvarsudgifter i vejret, da Danmark og Vesteuropa i modsat fald ville være prisgivet en sovjetisk aggression.[791]

KA startede et forlag under navnet Manifest og udgav i årene 1978-82 et meget tredjeverdensorienteret skrift med forlagets navn som titel. Derudover overtog den nye gruppe KAK’s praktiske arbejde i Tøj Til Afrika (TTA), der blev drevet videre under KA’s politiske ledelse. Det vigtigste ansvarsområde var i den forbindelse at vedtage, hvilke områder og bevægelser der skulle have tildelt tøj. Indtil 1987 indsamlede, sorterede og sendte TTA tøj til frihedsbevægelser i primært det sydlige Afrika. Derudover afholdt de i samarbejde med UFF og gruppen ”Ulandsklunserne” loppemarkeder og ”klunselejre”, der i alt gav over en million kroner, hvoraf størstedelen blev sendt til befrielsesbevægelser.[792] I april 1987 åbnede KA Café Libération på Islands Brygge, hvis overskud ligeledes gik til bevægelser i den tredje verden. De officielle og udadvendte politiske aktiviteter herunder udgivelsen af politiske skrifter faldt dog i 1980’erne. I KA-regi blev der således kun holdt et enkelt møde fra åbningen af Café Libération til anholdelserne i 1989.[793]

KA’s ideologiske grundlag var en videreudvikling af snylterstatsteorien, som var blevet formuleret af KAK i 1960’erne.[794] Den korte udlægning af teorien var, at den vestlige verdens velstand hvilede på ”plyndringen” af de tidligere kolonier. Arbejderklassens relative velstand i den vestlige verden skyldtes ikke de vestlige landes arbejderes egen kamp for bedre vilkår, men den vestlige verdens udnyttelse af den tredje verden. Derfor var kampen for socialisme i de vestlige lande både umulig og uvæsentlig, hvad enten den foregik via revolution eller parlamentarisme. Kun ved at støtte revolutionære bevægelser i den tredje verden kunne man bidrage til at skabe en revolutionær situation i Vesteuropa. Overordnet havde kampen tre niveauer:

System: Den globale modsætning mellem industrilande og tredjeverdenslande.[795] KA rettede i endnu højere grad end KAK fokus på den antiimperialistiske kamp som en forudsætning for kampen for socialismen – og altså ikke bare som en del af den. Tyngdepunktet lå i befrielses- og klassekampen i den tredje verden. En sejr for de antiimperialistiske kræfter i den tredje verden ville samtidig bane vejen for socialisme i de imperialistiske lande, da en svækkelse af det imperialistiske system ville medføre ”forarmelse og re-proletarisering”.

Region: Prioriteringsgrundlaget skulle hvile på en afvejning af, hvor det antiimperialistiske arbejde ville opnå den største effekt. Jo større økonomisk, militærstrategisk og råstofstrategisk betydning området havde for imperialismen, jo større grund var der til at rette indsatsen mod netop dette område. Derudover var det nødvendigt med en vurdering af selve det revolutionære potentiale i den enkelte region. Her skelnede KA mellem de objektive og de subjektive kræfter: De objektive kræfter var masserne. I forhold til en prioritering af disse var det især afgørende, hvor stor en styrke og hvor sikkert et potentiale, disse kunne forventes at udgøre i den kommende kamp, samt hvorvidt de havde den rette klassemæssige sammensætning.

Bevægelse: De subjektive kræfter var de organiserede revolutionære grupper. Støtten til den enkelte bevægelse skulle foregå på baggrund af en nøje afvejning af gruppens egen ideologiske karakter og dens internationale perspektiver. Et eksempel var den palæstinensiske kamp, hvor der ifølge KA var to linjer: el-Fatah, der i KA’s optik var nationalt og småborgerligt orienteret, og PFLP, der betragtede den israelsk-palæstinensiske konflikt som en klassekamp vendt mod imperialismen.

Dette var det teoretiske grundlag for KA’s aktiviteter. Hvor KAK anså det for umuligt at opbygge en egentlig organisation i ”snylterlandet Danmark”, mente KA, at dette var både muligt og nødvendigt. Gotfred Appels tidligere nære allierede Jens Holger Jensen blev den uformelle leder af gruppen, der blandt andre talte de senere dømte medlemmer af Appel-gruppen Peter Døllner, Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann. I forbindelse med retssagen efter Købmagergaderøveriet udtalte et medlem af gruppen, at Kommunistisk Arbejdsgruppe og Appel-gruppen ud over personsammenfaldet intet havde med hinanden at gøre.[796] Det skal forstås sådan, at den kerne inden for KA, der udgjorde Appel-gruppen, og som senere blev dømt for illegale aktiviteter, havde planlagt og udført disse i dybeste hemmelighed ved siden af det legale støttearbejde, der blev udført i KA. Almindelige medlemmer og sympatisører af KA og Tøj Til Afrika (TTA) kendte intet til den lille gruppes aktiviteter. KA blev opløst kort tid efter at det illegale arbejde var blevet afsløret.

Det er imidlertid værd at bemærke, at Appel-gruppen formentlig udgjordes af en større personkreds. Det var i hvert fald opfattelsen hos både kriminalpolitiet og PET. I 1989 sigtedes oprindeligt 11 personer (heraf to palæstinensere), som PET opfattede som medlemmer af Appel-gruppen. Dertil kom yderligere tre personer, der sigtedes for forhold vedrørende en planlagt kidnapning af Rausing (se nedenfor). Desuden skal nævnes Jens Holger Jensen, der forulykkede i en bil i Århus samt muligvis et familiemedlem til en af de dømte i 1990, som også var aktiv i Århusområdet i begyndelsen af 1980’erne. Set over en tiårig periode kan gruppen have bestået af ca. 15 personer, hvoraf de syv dømte samt de to forulykkede (Carsten Nielsen og Jens Holger Jensen) var blandt de mest aktivistiske. På baggrund af telefonaflytninger, observationer og anden overvågning, bl.a. mod gruppens tilholdsted Café Libération, står det endvidere klart, at gruppen i sit arbejde har kunnet drage nytte af en række udenlandske og danske sympatisører (der dog ikke nødvendigvis alle har været vidende om gruppens kriminelle aktiviteter).[797]

Palæstinensiske kredse i PET’s søgelys 1970-79

De tidligste PET-indberetninger om palæstinensisk aktivitet i Danmark er fra omkring 1970. Samme år tog herboende palæstinensere initiativ til dannelsen af Palestinian Workers Union (PWU), der i 1970’erne var den mest betydningsfulde palæstinensiske organisation i Danmark. Gruppen havde ifølge eget udsagn til formål ”... at sprede oplysning om palæstinensernes situation og befrielseskamp, at udvikle solidaritet med det palæstinensiske folk og tage de problemer op, som palæstinensere har som fremmedarbejdere i Danmark”.[798] I 1972 steg antallet af PET’s indberetninger vedrørende palæstinensisk aktivitet mærkbart, hvilket givetvis hang sammen med PFLP’s og Sorte Septembers terroraktiviteter på den internationale scene. Tendensen kunne aflæses i PET’s interne årsberetninger for de år: I årsberetningen for 1971 spores en stigende interesse for identifikation af personer med tilknytning til palæstinensiske terrororganisationer og for udvidede kontakter til udenlandske tjenester om disse grupper.[799] Indledningsvis i årsberetningen for 1972 hed det, at PET-terrorholdets arbejde i 1972 havde været præget af ”en stærk opblussen af international terror, herunder især den af arabiske terrororganisationer udførte terror.” Beretningen gjorde desuden opmærksom på, at eksempelvis PWU havde ændret adfærd til mere hemmelige møder og aktiviteter, og området blev i det hele taget beskrevet væsentligt mere indgående end de foregående år.[800]

Det lykkedes PET at hverve en kilde i de palæstinensiske kredse, som blandt meget andet gav PET oplysninger om fremtrædende medlemmer af PWU: Sati Bakir, der siden fungerede som formand for både PWU og Den Arabiske Klub, samt Talal Zouabi og Hasan Abu-Daya.[801] I juni 1972 havde en anden herboende palæstinenser udtalt, at han ville anskaffe en pistol og skyde den israelske udenrigsminister Abba Eban under dennes besøg i København samme måned. Politiet anholdt og afhørte den pågældende, der derefter tog til Den Arabiske Klub for at fortælle om afhøringen. PET havde imidlertid en kilde til stede, som efterfølgende berettede til PET om mødet i Den Arabiske Klub. På den måde fik PET et indblik i stemningen i de arabiske kredse. Under afhøringen af ovenfor nævnte palæstinenser, der havde erklæret at ville dræbe Eban, fik man oplysninger om tre af de mest aktive palæstinensere, blandt andre Sati Bakir og Talal Zouabi. Derudover havde de tre aktivister bebrejdet den afhørte, at han ikke havde orienteret dem om sine udtalelser med hensyn til den israelske udenrigsminister. Alt i alt gav det danske politis interesse for palæstinenserne anledning til nervøsitet og usikkerhed.[802]

Nogle måneder senere, i oktober 1972, berettede en af tjenestens kilder, at herboende palæstinensiske aktivister nogen tid i forvejen havde haft besøg af en PFLP-repræsentant fra Beirut. Angiveligt havde PFLP-repræsentanten opfordret til, at man omorganiserede ”organisationens” medlemmer i Danmark i grupper af fem, men også at der snart skulle ”ske noget”.[803] Kilden mente, der eksisterede fire sådanne grupper, hvoraf han selv var medlem af en, og Sati Bakir og Talal Zouabi var medlemmer af en anden. Kilden berettede desuden om en, efter kildens opfattelse, højtråbende og utroværdig skikkelse inden for de palæstinensiske kredse, der ved flere lejligheder luftede muligheden for et attentat.[804] Selv om det var uklart, hvordan og mod hvem attentatet skulle udføres, mente PET der måtte foreligge planer om en eller anden form for attentat, hvilket dog ikke blev bekræftet.

Palæstinenseren blev imidlertid selv udsat for et attentat den 30. november 1972, da han modtog en brevbombe fra Libanon.[805] Han mistede delvist sin ene hånd og udtalte under den efterfølgende afhøring på Gentofte Sygehus, at han aldrig havde været medlem af PFLP. Til dette bemærkedes det i PET-rapporten at, ”… det er løgn”.[806] Ifølge rapporten mente den pågældende selv, at israelske såvel som palæstinensiske kræfter kunne stå bag attentatet. I løbet af november 1972 havde andre herboende palæstinensere, Sati Bakir og Nabil Kanafani, modtaget trusselsbreve, hvilket havde skabt en nærmest panisk stemning i miljøet. Nogle frygtede israelsk terror. Andre, som Sati Bakir, kontaktede selv en person, han i forvejen kendte inden for kriminalpolitiet, og gav over for ham udtryk for sin mistanke om, at politiet i Danmark skulle stå bag trusselsbrevene. Ved en efterfølgende samtale med kriminalbetjenten var de to PET-folk, der fulgte de palæstinensiske aktiviteter til stede, hvilket tilsyneladende medførte visse diskussioner mellem Bakir og PET-folkene. I trusselsbrevene blev Bakir truet med, at ”Worlds organisation for the individual’s welfare and security” holdt øje med ham, at han skulle forsvinde ud af landet, og endelig, at brevet lige så godt kunne have været en bombe. Flere oplysninger i brevet, mente Bakir, var ting, han kun havde fortalt til politiet, hvorfor han vedholdende beskyldte politiet og PET for at stå bag brevene. Derudover hævdede han, at en ”herboende araber” gav oplysninger til politiet, og at han i øvrigt vidste, hvem det var. PET-folkene afviste dette, men gjorde samtidig Bakir bekendt med, at ”... ikke kun én araber forsynede os med oplysninger, og at det jo nok ikke var klogt at stole for meget på sine landsmænd.”[807] Hvorvidt dette udsagn skulle forstås som andet end en løftet pegefinger, er uklart. Under alle omstændigheder fastholdt også Sati Bakir, at han intet som helst kendte til palæstinensiske aktiviteter, og at han i øvrigt ikke mente, at sådanne aktiviteter overhovedet fandt sted.

Det mente efterforskere i PET nok, at de gjorde. I den følgende tid fik tjenesten, blandt andet ved hjælp af supplerende oplysninger fra en udenlandsk tjeneste, bekræftet formodningen om de fremtrædende PWU-medlemmers tilhørsforhold til PFLP. En af tjenestens egne kilder forsynede stadig PET med stemningsrapporter fra de palæstinensiske kredse og kunne i 1973 berette om en intern splittelse i ”herværende PFLP-kredse” i forbindelse med forestående fredsforhandlinger i Mellemøsten. Kilden beskrev to fløje. Det fremgik, at Ahmed Awadalla og Hasan Abu Daya tilhørte en aktivistisk indstillet fløj, mens Sati Bakir og Talal Zouabi tilhørte en afventende fløj.[808] Sammenfattende ledte forholdene PET til den opfattelse, at PFLP-folk i Danmark organiserede sig omkring PWU, en opfattelse tjenesten bibeholdt helt frem til PWU’s opløsning i 1980’erne. Det betød dog ikke, at PWU i sig selv blev anset som særligt tilknyttet PFLP, selv om lederen af PWU’s kontor Sati Bakir sammen med to andre dominerende PWU-figurer med stadig større sikkerhed efterhånden blev anset som PFLP-folk.[809] Når PFLP-folk fra hovedafdelingerne i Mellemøsten var i Danmark, fik PET ved flere lejligheder oplysninger om, at de havde møde i Sati Bakirs lejlighed, og ikke i PWU’s lokaler. Ved en enkelt lejlighed blev det ligefrem indskærpet, at de udenlandske PFLP-medlemmer ikke måtte vise sig i PWU, og PET havde svært ved at få nærmere oplysninger om mødet, eftersom de almindelige PWU-medlemmer ikke havde nogen viden herom.[810] Sati Bakirs tilhørsforhold var der dog efterhånden ikke nogen tvivl om, og fra omkring 1975 blev de tre PWU-ledere som regel omtalt som PFLP-medlemmer i PET’s materiale. Derudover blev Bakir de følgende år anset som ikke blot den ledende PFLP-kontakt i Danmark, men i hele Skandinavien. PET var i besiddelse af oplysninger, der pegede på, at PFLP-kredse i Sverige og Norge ved relevante lejligheder refererede til Bakir, og at PFLP-medlemmer fra disse to lande ofte besøgte Bakir i forbindelse med deres rejser til Mellemøsten.[811] Derudover fremgår det af en senere indberetning, at Talal Zouabi fra den danske PFLP-gruppe rekvirerede propagandablade fra Beirut til beslægtede grupper i Gøteborg og Stockholm.[812]

I slutningen af 1975 blev den første af mange aflytninger af Sati Bakirs telefoner etableret. Baggrunden var PET’s efterhånden faste antagelse om, at Bakir var involveret i PFLP’s aktiviteter. I PET’s anmodning om tilladelse til at etablere aflytningen anførtes en række paragraffer i straffeloven, der henviste til alvorlige forbrydelser: Manddrab (§ 237), frihedsberøvelse (§ 261), skade på andres person eller formue (§ 183) og flykapring (§ 183a).[813] Dette var den eneste aflytning, hvor der blev henvist til disse paragraffer. Herefter blev der som hovedregel henvist til straffelovens § 114 – den milde terrorparagraf.

I løbet af 1976 var der en betydelig stigning i antallet af indberetninger fra de palæstinensiske kredse. Således indberettede en ny kilde i oktober 1976 om fire herboende PFLP-medlemmers ophold i Libyen og Libanon i august 1976, blandt disse Talal Zouabi og Sati Bakir.[814] Formålet med rejsen var angiveligt at få kendskab til og deltage i kampene i Libanon. Et ugelangt ophold i Tripoli i Libyen, hvor de fire udsendinge sammen med 250 andre deltagere modtog politisk skoling og våbentræning, fungerede som forberedelse. Herefter var de ifølge indberetningen taget til Libanon, hvor de var blevet fordelt blandt de ”kæmpende brigader” i borgerkrigen. Endelig havde Bakir og en anden af delegationens deltagere under opholdet i Beirut besøgt en af PFLP’s grundlæggere, George Habash.[815]

Det var opholdet i træningslejren i Libyen, der vakte PET’s opmærksomhed. Oplysningerne nåede til Regeringens Sikkerhedsudvalg på et møde i januar 1977, hvor PET’s chef Ole Stig Andersen informerede udvalget om ”Deltagelse fra Danmark i arabiske træningslejre for terrorister rekrutteret i den danske PFLP-celle”.[816] I september 1976, ca. en måned efter hjemkomsten, etablerede PET med henvisning til straffelovens § 114 atter aflytninger af Sati Bakirs telefoner. Med ganske korte afbrydelser, hver af få dages varighed, blev disse aflytninger opretholdt nærmest uafbrudt de næste ni år, indtil juni 1985.[817] Fra efteråret 1976 blev Sati Bakir af PET betragtet som lederen af PFLP i Danmark og i enkelte notitser som en ”potentielt meget farlig terrorist”.[818] Retskendelserne for den langvarige aflytning blev givet med henvisning til straffelovens § 114.

I månederne efter træningslejrens afholdelse fik PET ved hjælp af udenlandske tjenester kendskab til flere af de PFLP-medlemmer, der havde fungeret som instruktører i træningslejren, og som til daglig holdt til i organisationens hovedkvarterer i Mellemøsten. Blandt disse var den senere leder af PFLP’s politiske afdeling Tayssir Kuba og to ansvarlige for PFLP-forbindelser i udlandet, hvoraf den ene var Marwan el-Fahoum.[819] Navnlig Fahoum fik siden en central betydning for danske forhold og dermed for PET, da han i 1978 overtog ansvaret for PFLP-kontakter i de skandinaviske lande og herigennem etablerede tæt kontakt til først Sati Bakir og senere til Appel-gruppen.

I løbet af 1976-77 fandt PET yderligere indikationer på især Sati Bakirs centrale rolle i PFLP’s organisation og virke. I en rapport fra marts 1977 blev Sati Bakir omtalt som PFLP’s aktivist nr. 1 i Skandinavien, blandt andet på baggrund af oplysninger fra udenlandske myndigheder. Tilsyneladende fik PFLP-aktivister i de øvrige skandinaviske lande instruktioner og hjælp af Bakir til at løse problemer. Hans status i forhold til PFLP’s centrale afdelinger i lande i Mellemøsten blev afsløret ved hans hyppige kontakter til personer i disse lande, heriblandt lederen af udenrigsafdelingen, den ovenfor nævnte Tayssir Kuba.[820] Senere samme år, i juli 1977, blev der afholdt endnu en træningslejr i Libyen, hvor Sati Bakir og Hasan Abu Daya igen deltog.[821] Ifølge PET’s oplysninger havde Bakir i ugerne op til opholdet i lejren forsøgt at hverve deltagere i arabiske kredse i både Danmark og Sverige. Derudover kunne PET i løbet af efteråret 1977 konstatere en vis kontakt mellem den libyske ambassade i København og Sati Bakir. Allerede før træningslejren i sommeren 1977 modtog PET en indberetning fra en udenlandsk myndighed, hvori Bakir blev beskrevet som: ”PFLP’s forbindelse til Libyen og Iraq’s ambassader, hvorfra han modtager hjælp til sine aktiviteter, som for eksempel finansiering, billetter og rejsedokumentation.”[822] Oplysningerne blev i et vist omfang bekræftet af en PET-kilde i miljøet, der i marts indberettede, at Bakir ofte mødtes med 1. sekretæren ved den libyske ambassade.[823] I forbindelse med træningslejren modtog PET fra to udenlandske kilder oplysninger om, at kontakten mellem de to parter ”... i den seneste tid [var] accelereret voldsomt”,[824] og senere samme efterår fremkom bekræftende oplysninger fra diverse aflytninger. Disse afslørede, at PWU-delegationer ved i hvert fald én lejlighed havde modtaget 7.-8.000 kr. og en anden gang var blevet tilbudt 4.-5.000 kr. Samtidig pegede oplysningerne på et tilsyneladende mistillidsforhold mellem ambassaden og PWU, da sidstnævnte angiveligt ved en bestemt lejlighed havde nægtet at modtage disse 4.-5.000 kr., og ambassadøren efterfølgende havde omtalt PWU-medlemmerne som ”usympatiske”.[825] Angiveligt gik den libyske ambassade fra at yde månedlige ydelser til PWU, til ”kun” at støtte enkeltarrangementer.[826] Ikke desto mindre var der kontakt, og PET var opmærksom herpå. Vidneforklaringer for Kommissionen har underbygget, at det var PET’s antagelse, at Libyen støttede PFLP økonomisk. Derudover har en tidligere ansat ved PET’s kontraterrorafdeling nævnt, at landet støttede PFLP ved at smugle våben til de lande, hvor gruppens terrorangreb foregik.[827]

I januar 1977 etablerede PET en særskilt Afdeling T med ansvar for terrorområdet, der indtil dette tidspunkt havde hørt under Afdeling C. Det er oplagt at antage, at udviklingen i den internationale terrorisme havde fremmet dette initiativ. Ud over at de palæstinensiske grupper fra 1974-75 og fremefter af PET blev opfattet som den største terrortrussel,[828] fremkom nu indikationer på samarbejde på tværs af landegrænser de forskellige terrororganisationer imellem, samt på kontakter mellem disse og østbloklandene. Det fremgik af Afdeling T’s omfattende bidrag i PET’s interne årsberetning for 1977, at det forelå oplyst, at der i 1976-77 blev afholdt kurser i Sovjetunionen for palæstinensiske terrorister. Oplysningerne var usikre, men gav det indtryk, at det fra Sovjetunionens side handlede om at få indflydelse, mens det fra gruppernes side handlede om ressourcer og materiel.[829] Samarbejdet mellem grupperne Rote Armee Fraktion

(RAF), Japanese Red Army samt en IRA-fraktion blev nævnt i flere indberetninger.[830]

I august 1977 ankom ovennævnte Marwan el-Fahoum til Danmark. PET oprettede observation af ham med det formål at fastlægge hans kontakter.[831] Det fremgik, at Fahoum tog direkte til Sverige (han var svensk gift), men ankom atter til Danmark i september, angiveligt for at afholde møder med danske PFLP-medlemmer.[832] Fahoums besøg blev fra 1978 stadig hyppigere og stadig mere interessante for PET, hvilket vil fremgå nedenfor i beskrivelsen af PET’s overvågning af KA og Appel-gruppen.

I tiden fra den 1. oktober 1977 til januar 1978 konstaterede PET, at PFLP-kredsen i København ved flere lejligheder benyttede Sati Bakirs bror Taysir Bakirs lejlighed som dæklejlighed for møder og overnatningssted for tilrejsende gæster. På den baggrund indledte tjenesten også aflytning af den telefon, der var tilmeldt denne lejlighed.[833] I januar-februar 1978 godtgjorde aflytninger af denne telefon, at Sati Bakir førte en samtale med den irakiske ambassade i forbindelse med nogle visumansøgninger. Fra tidligere post-operationer havde PET kendskab til, at Bakir havde forsynet tilrejsende med falske pas, og tjenesten fik derfor rettens kendelse til at gennemgå al post til og fra Taysir Bakirs lejlighed. I marts havde tjenesten endnu ikke kunnet konstatere den ventede forsendelse, og operationen ophørte.[834]

I en periode indtil den 31. marts 1978 aflyttede PET ud over PWU’s og Sati Bakirs telefoner også tre øvrige fremtrædende PWU-medlemmers telefoner. Disse initiativer var led i den efterforskning af ”PFLP-cellen” i København, som med større eller mindre intensitet havde stået på siden 1972. Da PWU i februar 1978 ville oprette endnu en telefonlinje, anmodede PET om rettens tilladelse til også at aflytte denne telefon. Den rapport, der blev givet som begrundelse for kendelsen, sammenfatter ganske godt, hvordan PET overordnet betragtede tingene på dette tidspunkt: PWU fungerede som ”centrum” for PFLP i det nordlige Europa (det vil sige de skandinaviske lande), og PWU’s telefon blev benyttet ved kontakt til mere fremstående medlemmer af PFLP i Mellemøsten.[835] I kraft af, at tjenesten var bevidst om, at de vigtigste PFLP-kontakter gik uden om det mere åbne PWU, afspejlede anmodningen den grundighed, PET lagde i overvågningen af de palæstinensiske grupper og deres kontakter.

I sommeren 1978 fik PET rettens tilladelse til at opretholde aflytningen af de fire ledende PFLP-kontakter, de to PWU-telefonlinjer, samt en rumaflytning af Sati Bakirs lejlighed. Aflytningen kom til at vare de næste to år. De hidtidige aflytninger havde ifølge PET’s rapport dokumenteret, at ”PFLP-gruppen” i Danmark stadig var meget aktiv, at de holdt flere møder og havde haft flere besøg fra Beirut. PET ønskede at klarlægge karakteren og antallet af deltagere i disse møder. Derudover forudså tjenesten, at der ville blive arrangeret en ny træningslejr for PFLP-sympatisører i Libyen senere på sommeren, som det havde været tilfældet de to foregående år.[836] Træningslejren fandt tilsyneladende ikke sted, sandsynligvis grundet voldsomme kamphandlinger i Libanon.[837] Rumaflytningen af Taysir Bakirs lejlighed i Arresøgade blev taget ned den 3. marts 1980, da det kom frem, at der fra den 19. december 1979 ikke fandt flere møder vedrørende PWU sted i denne lejlighed, og at disse møder nu foregik i Sati Bakirs nye lejlighed i Lundtoftegade på Nørrebro i København. Da PET nedtog rumaflytningsudstyret, foretog tjenesten samtidig en ransagning. PET affotograferede en mængde materiale affattet på arabisk, men påført PFLP’s bomærke, og tjenesten antog, at materialet var en del af den danske PFLP-celles arkiv. PET opnåede efterfølgende rettens godkendelse til ransagningen.[838]

I september 1978, da kendelserne for alle ovennævnte aflytninger skulle fornys, fremlagde PET oplysninger om, at PWU af PFLP-kontoret i Beirut var blevet bedt om ”at foretage sig noget”. Kort tid før havde Camp David forhandlingerne mellem Egypten, Israel og USA resulteret i en fredsaftale mellem Egypten og Israel, hvilket var upopulært i flere arabiske og palæstinensiske kredse.[839] For at få yderligere oplysninger om de eventuelt forestående aktiviteter i forbindelse med aftalen fik PET rettens godkendelse til fortsat at foretage aflytningerne. I oktober 1978 fremgik det af en rapport fra tjenesten, at Sati Bakir også var stærk modstander af fredsaftalen. Bakir havde ifølge PET-rapporten den opfattelse, at kun et attentat ville sætte en stopper for Sadats fredsbestræbelser, at de arabiske lande burde afbryde deres diplomatiske forbindelser med Egypten, og at kun Libyen fortsat ville kæmpe mod Israel.[840] PWU ville holde møder om sagen, og PET’s overvågning dokumenterede senere, at PWU i samarbejde med den danske solidaritetsgruppe FMI (Forbundet mod Imperialismen) havde udarbejdet en resolution mod Camp David-aftalerne.

Hvad angår forbindelsen mellem PFLP og eventuelle terrorhandlinger på dansk grund, fremgår det af en rapport dateret den 8. september 1978, at kilder i udlandet havde meddelt PET, at PLO planlagde at udføre et attentat mod ”den zionistiske sammenslutnings kontor i København”. Til dette formål skulle en svensk pige og en dansk mand den 10. oktober 1978 sendes fra Beirut til København. Herefter skulle de, stadig ifølge den udenlandske kilde, mødes med Sati Bakir og overnatte hos ham og den følgende dag mødes med en medarbejder på den libyske ambassade i København, som skulle give dem våbnene til angrebet.[841]

Seks dage senere annullerede PET varslingen om et terrorangreb på København. Begrundelsen var, at det ved debriefingen af kilden viste sig, at en svensk statsborger under en politisk konference afholdt af PFLP i juni 1978, hvori der også deltog ikke-arabere med forbindelse til PFLP, havde udtrykt, ”at hun var villig til at arbejde for PFLP”. I en efterfølgende ”uforpligtende samtale” med kilden havde den svenske kvinde nævnt, at ”hun kendte til eksistensen af et zionistisk kontor i København, som ikke var under beskyttelse.” Ifølge samme kildes vurdering havde den svenske pige ”i sinde at udføre et angreb mod dette mål.”

PET begrundelse for at annullere den tidligere udsendte ”early warning” var, at tjenesten ikke anså det for ”sandsynligt, at man på et politisk møde, hvor der var en bred kreds af PFLP-medlemmer og ikke-arabere med forbindelse til organisationen tilstede, vil omtale hensigt/planer om at udføre et angreb.”[842]

Det bemærkes, at den udenlandske kilde oprindeligt tilskrev PLO de påståede terrorplaner, men at de relevante samtaler fandt sted i PFLP-regi. Det har ikke været muligt nærmere at stadfæste, hvorvidt der var tale om et bevidst forsøg fra den udenlandske kildes side på at inkriminere PLO, eller om fejlinformationerne blev givet i god tro. Som det vil fremgå nedenfor, har Kommissionen imidlertid fundet eksempler på, at PET havde mistanke om, at informationer fra kilder med samme proveniens forsøgte at påvirke den danske tjenestes trusselsopfattelse af palæstinensere i en retning, der var i overensstemmelse med den pågældende kildes hjemlands interesser.

De palæstinensiske grupper i Danmark 1978-89

Ifølge PET’s daværende operative chef Per Larsen brugte PET i 1980’erne megen tid på terrorisme. I dette tiår observerede PET således ca. 50 ”kendte terrororganisationer” i Danmark. Der var imidlertid tale om et meget komplekst ”kludetæppe”. Det var PET’s vurdering, at PFLP var den organisation, der var mest aktiv på dansk grund, om end tjenesten også konstaterede IRA-forbindelser i Danmark. I 1980’erne gennemførte PET efterforskningsoperationer mod blandt andet Force 17 og IRA, ligesom PET forsøgte at hverve kilder. PET havde imidlertid betydelig færre kilder på dette område end på andre felter. PET kunne muligvis låne en medarbejder fra en anden tjeneste, der kunne bistå, og man kunne samarbejde med udenlandske tjenester ved hvervning.[843]

Hvad angår informationer om den terrorisme, der udsprang fra Mellemøsten, fremhæver daværende jurist i PET Poul Mose Hansen, at særligt én udenlandsk tjeneste forsynede PET med oplysninger. Drøftelserne med denne tjeneste foregik i Danmark. I begyndelsen var pågældende tjenestes repræsentant ”vist stationeret i Paris”, men blev senere stationeret i København og var senere igen ”vist på ny væk fra København”. Mose Hansen havde kun kontakt med én mand fra denne tjeneste, men det var ikke den samme mand gennem alle årene. Møderne fandt sted på Mose Hansens kontor, ”nok én gang om måneden”. De drøftede international terrorisme og konkrete efterforskningssager, som begge kendte, og generelle spørgsmål om terrororganisationer. Kun hvis det blev vurderet, at den pågældende udenlandske tjeneste kunne være relevant, blev denne inddraget i en dansk operation. Typisk kunne man bede pågældende udenlandsk tjeneste om at undersøge et spørgsmål, f.eks. om denne tjeneste havde nogen viden om nogle bestemte navne. Den pågældende udenlandske tjeneste kunne derefter vende tilbage med et svar.[844]

Det fremgår af Kommissionens undersøgelser, at den pågældende udenlandske tjeneste i en periode havde en tolk i PET’s hovedkvarter, men at denne praksis ophørte under Hanne Bech Hansen, der blev chef for PET i 1988. Hanne Bech Hansen fortæller selv, at hun ved sin tiltræden blev præsenteret for spørgsmålet om tolken som et problem, og at hun opfattede forholdet som problematisk: Det var uheldigt at have folk fra andre tjenester fast i huset. Hanne Bech Hansen tror ikke, at tolken kunne dansk. Vedkommende kunne i hvert fald ikke oversætte til dansk. Hanne Bech Hansen fortæller desuden, at hun ikke havde indtryk af, at tolken havde misbrugt den viste tillid. Tolken sad på 2. sal i PET’s bygning på Borups Allé og var altid under overvågning. Tolken tolkede aflytninger, blandt andet af Force 17-celler og aflytninger mod Abu Nidal-mistænkte. Tolken oversatte fra arabisk til engelsk.[845]

Hvad angår den pågældende tjenestes generelle forhold til Danmark, har Per Larsen over for Kommissionen forklaret, at denne var interesseret i at holde sig på god fod med så mange tjenester som muligt, men hvis noget i udpræget grad var i dens interesse, så kunne den pågældende tjeneste presse ret meget. Det fremgår også, at PET besøgte den pågældende tjenestes hjemland, og at denne praksis fortsatte formentlig frem til 1986-87. Per Larsen fremhæver dog samtidig, at han aldrig selv været på besøg i det pågældende land, idet han altid valgte disse invitationer fra: Politimesteren og Per Larsen var enige om at nedkøle disse invitationer og forsøgte derved at sende et signal. Alt overvejende begyndte besøgene i pågældende tjenestes hjemland at aftage efter Ole Stig Andersens tid. PET har efter Per Larsens erindring aldrig sendt folk til pågældende udenlandske tjenestes hjemland i uddannelsesøjemed. Adspurgt vedrørende formuleringen ”og så kunne de presse ret meget”, forklarede Per Larsen, at han erindrer en konkret sag, hvor den pågældende udenlandske tjenestes stationschef i en europæisk hovedstad var mødt op og ”havde skabt sig” lidt. Alle andre samarbejdspartnere fulgte spillereglerne.[846]

Per Larsens redegørelse stemmer overens med det indtryk, som Kommissionen i øvrigt har dannet sig af PET’s omgang med pågældende udenlandske tjeneste og informationer derfra: Det fremgår af kommentarer i løbet af 1980’erne til rapporter fra pågældende tjeneste, at PET var skeptisk blandt andet over for pågældende tjenestes definition af terrorisme: Man fandt den til tider alt for omfattende, som når f.eks. stenkastende unge omtaltes som terrorister. Dette giver et klart indtryk af, at PET var opmærksom på, at der eksisterede en risiko for, at den pågældende udenlandske tjeneste kunne forsøge at påvirke den danske tjeneste til at nå frem til trusselsvurderinger, som var i overensstemmelse med pågældende udenlandske tjenestes hjemlands interesser.

Det var, som ovenfor nævnt, primært PWU, som PET holdt øje med. De mest centrale personer inden for PWU blev overvåget nærmest uafbrudt fra 1975 til 1984 med det formål at klarlægge PFLP’s aktiviteter og kontakter i Danmark. I 1984 blev PWU reelt nedlagt. Formanden Sati Bakir forsøgte antageligt med hjælp fra PLO-fraktionen Fatah at drive PWU-klubben i Danmark videre som et PLO-kontor.[847] Ifølge PET’s oplysninger lykkedes dette ikke, da der opstod uoverensstemmelser mellem PWU-bestyrelsen og Sati Bakir. Samtidig blev Bakir afsat som leder af den danske PFLP-gruppe, formentlig som følge af et opgør med en anden ledende PWU/PFLP’er, Hassan Abu Daya, der efterfølgende overtog ledelsen af PFLP. Abu Daya repræsenterede en mere yderliggående linje, men synes ikke at have fået samme opbakning fra ledelsen i Damaskus og blev

i 1987 afsat som leder. I det hele taget mente PET i 1985, at det ”tidligere så talstærke PFLP i Danmark” var ”skrumpet ind” til kun tre aktive personer: Hassan Abu-Daya, Talal Zouabi samt yderligere en person. PET mente dog stadig, at den lille gruppe opretholdt et betragteligt aktivitetsniveau, og at de fortsat plejede kontakt til danske sympatisører.[848] Talal Zouabi havde efterfølgende planer om at danne et yderliggående socialistisk parti og stillede ved kommunalvalget i november 1985 op for Fælles Kurs Klubben (FKK). Alle tre PFLP-folk blev fortsat overvåget af PET. En række palæstinensere, der var bosiddende i Danmark tog i 1985 initiativ til at oprette ”Palæstinensisk Arbejder Forening” (PAF). Ifølge PET’s oplysninger tog initiativtagerne kontakt til den Arafat-tro del af PLO, det vil sige Fatah, i Tunis, men søgte samtidig at skjule tilknytningen til PLO.

Ydermere oprettede PLO et informationskontor i København den 15. maj 1985. Kontoret blev åbnet ved en pressekonference på Christiansborg, hvor Pelle Voigt, medlem af Folketinget for SF, var vært. Kontoret blev indledningsvis ledet af en palæstinenser med norsk statsborgerskab, Omar Kitmitto. PLO-kontoret blev accepteret af de danske myndigheder under forudsætning af, at det blot virkede som en forening og ikke gjorde krav på diplomatisk status. Det var PET’s opfattelse, at kontorets aktiviteter hovedsageligt gik ud på at oprette kontakt til og søge sympati hos danske venstrefløjsgrupper.[849] Samtidig påpegede PET, at den eksisterende gruppe af PFLP’ere stod i opposition til PLO-kontoret og dets politiske linje, især med hensyn til planerne om et møde mellem Kitmitto og den danske overrabbiner Bent Melchior.[850] Derudover fungerede kontoret ifølge PET som rådgivende organ for de palæstinensiske asylansøgere, der kom til Danmark i årene 1985-89, primært som følge af konflikten i Libanon.[851] I november blev Kitmitto afløst af en anden person af palæstinensisk oprindelse, Abdul Alawi, der var gift med en vesttysk statsborger og dermed, som PET påpegede, var berettiget til at opholde sig og arbejde i Danmark i henhold til EF-regler. Alawi havde ikke forudgående kontakter til danske miljøer og brugte den første tid på at etablere sig og overtage sin forgængers kontakter. Ifølge PET’s årsberetning for 1985 var dette lykkedes ganske godt, idet det måtte konstateres ”... at PLO-kontoret har gjort store landvindinger i Danmark idet man … har skaffet sig stor sympati på den politiske venstrefløj her i landet”. Derudover bemærkede PET, at der næppe blev foretaget en terrorhandling i verden, uden at PLO-kontoret blev kontaktet af medierne.[852]

PET’s opfattelse af PLO’s aktiviteter tog udgangspunkt i de palæstinensiske terroraktioner i 1970’erne. PET påpegede, at PLO-kontoret blev ledet af en person med tilknytning til Fatah, en gruppe der ”havde stået bag mange terror-angreb i såvel Mellemøsten som i Europa gennem tiderne.”[853] Derudover havde PET angiveligt oplysninger om enkelte personers forsøg på at skaffe oplysninger om israelske og jødiske organisationer i Danmark. PET anførte, at erfaringer fra udlandet havde vist, at PLO-kontorer blev brugt til at indsamle oplysninger om ”jødiske aktiviteter” i de enkelte lande. Oplysningerne blev herefter sendt til Fatahs hovedkvarter i Tunis for at blive behandlet ”på bedste efterretningsmanér”.[854]

I september 1985 påbegyndte PET en overvågning af PLO’s kontor i Danmark. Overvågningen lå nærmest i direkte forlængelse af de mangeårige efterforskninger af PWU’s formænd og stod på indtil 1991. Samlet set overvågede PET således PWU og PLO i perioden fra 1975 til 1991. I januar 1987 nævnte en kilde, at PLO-kontoret i København var i jævnlig kontakt med PLO-kontoret i Bagdad, og at den danske PLO-leder Alawi ”givetvis via telefax” fik instruktioner fra Irak-kontoret om, ”hvilke politiske foranstaltninger han skal foretage”.[855] I efteråret 1987 meddelte en kilde endvidere PET, at personer fra PLO-kontoret via kontakter i humanitære organisationer forsøgte at foretage undersøgelser blandt palæstinensiske flygtninge i Danmark.[856] Undersøgelserne skulle vise, hvor mange der havde fået asyl, hvilke uddannelsesprogrammer/integrationsprogrammer, der var blevet gennemført, omfanget af økonomisk hjælp mv. PET’s efterforskere vurderede, at oplysningerne skulle bruges til at finde ud af hvilke midler, der skulle tages i anvendelse for at motivere flygtninge til at vende tilbage til Libanon og deltage i kampene mod israelerne.[857] Dokumenter i PET’s arkiv betegnede undersøgelserne som ”spionage”, men PET foretog sig tilsyneladende ikke noget ud over at følge med i udviklingen. Det er uklart, om de omtalte undersøgelser overhovedet blev gennemført, men i juni 1988 forelå det oplyst for PET, at ca. 50 palæstinensere den foregående måned havde forladt Danmark for at tage til Libanon og deltage i kamphandlingerne.[858]

Den 14. november 1988 modtog PET en telex fra en udenlandsk myndighed. Telexen berettede om en i Danmark bosiddende palæstinenser med tilknytning til et større politisk parti, samt om dennes møde med lederen af PLO-kontoret, Alawi. Den udenlandske myndighed formodede, at Alawi ville forsøge at udnytte personens kontakter i partiet til at fremme kontakter mellem PLO og det pågældende parti. PET modtog desuden oplysninger om andre i Danmark bosiddende personer med palæstinensisk oprindelse.[859] PET noterede ved flere andre lejligheder Alawis politiske kontakter og hans forsøg på at få de politiske partier til at anerkende PLO. Blandt de noterede navne var Henrik Berlau (Fælles Kurs Klubben), Pelle Voigt (SF) og Helle Degn (S).[860]

Generelt noterede PET i betydeligt omfang møder mellem PLO-folk, danske organisationer og politiske aktivister og oprettede ved flere lejligheder foto- observationer ved sådanne møder.[861] Derudover udarbejdede PET med jævne mellemrum oversigter over ansatte og personer med tilknytning til PLO-kontoret. Flere af disse blev registreret. Overvågningen af de palæstinensiske miljøer blev suppleret med oplysninger fra en udenlandsk tjeneste, der ligeledes fik oplysninger fra PET om palæstinensisk aktivitet i Danmark.

En tidligere PET-medarbejder har som nævnt ovenfor over for Kommissionen forklaret, at PET i 1980’erne observerede ca. 50 grupperinger, og at hele miljøet var ”et meget komplekst kludetæppe”.[862] I 1987 afslørede PET ifølge den tidligere PET medarbejders vidneforklaring den såkaldte Force 17-gruppe i Danmark. Denne palæstinensiske gruppe, der oprindeligt fungerede som Yassir Arafats sikkerhedstjeneste, blev opfattet som en ”meget operativ” terrorfraktion, og det blev drøftet med statsadvokaten, hvorvidt der skulle rejses tiltale mod gruppen. Da Statsadvokaten ikke mente, at der skulle rejses tiltale, tog PET en ”meget

pædagogisk samtale” med lederen af gruppen, der kort tid efter forlod landet. Sagen om Force 17 døde herefter ud.[863]

Rumaflytning på Rigshospitalet

Den 20. april 1985 blev et ældre fly af typen Fokker 27 knust, da det forsøgte at nødlande på den grønlandske østkyst. Flyet var blevet købt af det nicaraguanske luftfartsselskab AERO-NICA og var på vej fra Nordyemen til Nicaragua. To af flyets fem besætningsmedlemmer døde ved ulykken eller i løbet af den følgende nat. De tre overlevende blev fundet den følgende morgen af et amerikansk rekognosceringsfly. Den ene af disse, navigatøren, var amerikaner og blev bragt til USA umiddelbart efter flystyrtet. Blandt de to tilbageværende jordanske besætningsmedlemmer var en palæstinenser med kontakter til palæstinensiske kredse i Danmark. Som følge af denne kontakt indhentede PET rettens tilladelse til at etablere rumaflytning af den stue på Rigshospitalet, hvor den pågældende var indlagt. Rumaflytningen blev afsløret af en lokal radioamatør, der opfangede lydsignalerne og efterfølgende fortalte historien til medierne.[864]

På dette tidspunkt involverede PET en udenlandsk tjeneste, da sagen, ifølge en tidligere PET-medarbejder, ikke umiddelbart var interessant for Danmark. Den udenlandske tjeneste stillede en arabisktalende medarbejder til rådighed for PET. Den pågældende deltog i første omgang i selve afhøringen af den indlagte under dække af at være PET-medarbejder. Ifølge vidneforklaringer fra en tidligere PET-medarbejder afgivet til Kommissionen var det den udenlandske tjenestes plan at rekruttere den afhørte palæstinenser og mere generelt at skaffe sig viden om PLO’s aktiviteter. Medarbejderen fra den udenlandske tjeneste, som kunne arabisk, opførte sig imidlertid angiveligt aggressivt, hvilket fik den afhørte palæstinenser til at betvivle, hvorvidt den arabisktalende person virkelig var dansker. Herefter var det udelukkende PET-personel, der foretog afhøring, mens den arabisktalende indtog en ”lytte-position”.[865]

Palæstinensisk kontakt til solidaritetsgrupper

Ud over kontakten til Appel-gruppen etablerede palæstinensiske kredse primært via PWU kontakter til en række danske venstrefløjsgrupper og solidaritetsbevægelser. De vigtigste af disse var Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Forbundet mod Imperialismen (FMI), KAP, Internationalt Forum (IF), Tvindskolerne, VS, De Danske Palæstinagrupper og Den Danske Palæstinakomité. Kontakterne havde primært karakter af samarbejde i forbindelse med udstillinger, filmforevisninger, foredrag osv., hvor den palæstinensiske sag, med PET’s ord, blev ”forherliget”. Flere medlemmer fra de nævnte grupper deltog i møder og kongresser i Beirut og Damaskus, ligesom PFLP-folk fra disse steder – blandt disse Marwan el-Fahoum – deltog i møder eller holdt foredrag for de danske solidaritetsgrupper.[866] Derudover mente PET, at de danske grupper havde hjulpet med at skaffe arbejde til palæstinensere med turistvisum for at give dem bedre muligheder for at få opholds- og arbejdstilladelse.[867]

Grupperne var ikke altid helt enige, og samarbejdet var undertiden vanskeligt. Det fremgik således af PET’s overvågning af PWU, at PWU ikke ønskede at deltage i en skandinavisk solidaritetskonference i marts 1978 på grund af uenighed i forhold til Palæstinagrupperne. Da det var FMI, der stod for konferencen, og da FMI udtrykte beklagelse på egne og VS’ vegne over, at PWU truede med at udeblive, valgte PWU alligevel at deltage.[868] PET’s kilde aflagde efterfølgende rapport til tjenesten om konferencens forløb.[869]

Et ofte nævnt arrangement i PET’s akter er ”Palæstina-ugen”, der blev afholdt flere gange, f.eks. i perioden fra den 17. til den 29. november 1980. Arrangører var IF, FMI, VS og PWU. De vigtigste personer i relation til arrangementet var i forvejen kendte af PET. Derudover var der indbudt en række gæster fra henholdsvis PFLP, PLO, Fatah og den ægyptiske nationalbevægelse. PET bemærkede, at personerne alle var indbudt af VS, og at invitationerne var udfærdiget på ”originalt folketingspapir”.[870] Da arrangørerne havde store problemer med at skaffe de økonomiske midler – budgettet var ifølge PET på 50.000 kr. (20.000 kr. mere end året før) – anmodede de om støtte fra den libyske og den irakiske ambassade. Fra den libyske modtog de efter det oplyste 15.000 kr. ud af et ansøgt beløb på 25.000 kr., og fra den irakiske blev de lovet 15.000 kr., men fik dem ifølge PET’s oplysninger aldrig.[871] PET bemærkede, at selve Palæstinaugen blev ”kørt på et meget lavt niveau” med meget sparsom annoncering, plakatopklæbning mv. Deltagerantallet var ligeledes ret begrænset, og ifølge PET samlede de mest besøgte møder kun ca. 100 tilhørere.[872]

En række kvindekongresser, der blev afholdt samme år, kom også i PET’s søgelys som følge af palæstinensisk deltagelse. Den mest interessante af disse var FN’s officielle kvindekonference, hvor PET’s overvågning af de palæstinensiske miljøer havde gjort det klart, at en kvindedelegation på 15 PFLP- og PLO-medlemmer ville deltage. Blandt disse ”PFLP-piger”, som PET kaldte dem, befandt sig den kendte PFLP-kvinde og ”flypirat” Leila Khaled. PET noterede, at Leila Khaled straks ved ankomsten til København blev kørt til Sati Bakirs lejlighed, hvor hun blev i et par timer. Senere samme dag indlogerede hun sig på det samme hotel som de 14 øvrige delegationsdeltagere. Dette, kombineret med den omstændighed, at delegationen havde tæt kontakt med den danske PFLP-gruppe, gjorde det forholdsvis let for PET at identificere dem som sikre PFLP-medlemmer. PET bemærkede visse af de sikkerhedsforanstaltninger, der blev gjort i forbindelse med den tidligere flykaprers besøg, og mente, at Khaled ”absurd nok” gik rundt i en evig skræk for selv at blive kidnappet, formentlig af israelere. Et par herboende ”arabere” opholdt sig således konstant ved hendes side, og hun skiftede hotelværelse hver nat. PET fulgte ganske godt med i Leila Khaleds færden, om end tjenesten mente, at hendes deltagelse udelukkende måtte betragtes som et ”blikfang” i forhold til PLO/PFLP. PET bemærkede, at hun forsøgte at sløre sin afrejse fra Danmark, men fik alligevel med sikkerhed konstateret, at hun fløj direkte fra København til Østberlin.[873]

Appel-gruppen – de første kontakter

PET nedtonede som nævnt sit fokus på KAK gennem 1970’erne, netop i en periode, hvor flere ting tyder på, at grundlaget for illegale aktiviteter til fordel for PFLP blev lagt. Jens Holger Jensen var, som det eneste medlem af KA, da gruppen blev dannet i 1978, registreret og oprettet med personsag i PET’s kartoteker allerede i 1967, på grund af hans aktive DKU-medlemskab og deltagelse i forskellige Vietnamaktioner. De øvrige medlemmer af gruppen blev registreret i 1979. I forbindelse med sit DKU-medlemskab havde Jens Holger Jensen i 1968 deltaget i en ”arbejds- og skolingslejr” på Cuba, hvilket i de følgende PET-notitser blev nævnt med jævne mellemrum.[874]

Der er ovenfor gjort nogle overvejelser om tidspunktet for de tidligste kontakter mellem Appel-gruppen og PFLP. Mange af de overvejelser bygger på senere beretninger, redegørelser og afhøringer, hvilket kun delvist bidrager til en beskrivelse af, hvordan PET i samtiden opfattede truslen. For at beskrive dette er det nødvendigt at se på, hvordan og hvornår PET i samtiden beskrev kontakten. Et at de tidligste notater omhandler Jens Holger Jensens rejse til Bagdad i februar-marts 1977, hvor han mødtes med den centrale PFLP-figur Tayssir Kuba. Netop denne indberetning skærpede tjenestens fokus på Jens Holger Jensen og hans palæstinensiske forbindelser. En anden oplysning, der tydede på kontakt mellem Appel-gruppen og palæstinenserne, hidrører fra et besøg i Danmark i september 1976 af en af de centrale PFLP-skikkelser med ansvar for de europæiske forbindelser. Under en samtale mellem denne person og Sati Bakir oplyste sidstnævnte, at han havde opnået kontakt med ”The Grapes” – et af Appel-gruppens kodenavne – og at han prøvede at få arrangeret et møde. Det var uden tvivl det fremtrædende KAK-medlem, Jens Holger Jensen, Sati Bakir havde fået kontakt til, eftersom det i en anden indberetning hed, at førnævnte Hovsepian ud over Sati Bakir, Talal Zouabi og Ahmed Remeih også mødtes med en dansk statsborger, der tidligere på året havde været i Bagdad.[875]

I marts 1978 er der endnu et tegn på kontakt mellem Jens Holger Jensen og PFLP, denne gang i forbindelse med rygter hos PET om en forestående terroraktion, der dog aldrig fandt sted. I Taysir Bakirs lejlighed – hvor PET tidligere havde fastslået, at udenlandske PFLP-folk overnattede under besøg i København – opholdt der sig i slutningen af marts 1978 to folk med arabiskklingende navne. PET’s aflytninger af lejligheden røbede et telefonopkald fra Bagdad til gæsterne i Taysir Bakirs lejlighed. Samtalen drejede sig om, at når de to arabere var færdige med deres arbejde i Danmark, skulle de rejse ”der hen” for at hjælpe med ”the wedding celebration”. PET’s tolk, der var udlånt af en udenlandsk tjeneste og fast tilknyttet den danske tjeneste, mente at ”the wedding celebration” var kodeordet for en terroraktion.[876] Det fremgår ikke af det bevarede materiale, om dette var rigtigt. PET holdt de to gæster under observation og konstaterede, at de begge forlod landet den 1. april 1978.

Telefonaflytningerne af herboende palæstinensiske kredse, Sati Bakir, PWU, Talal Zouabi m.fl. skulle vise sig at blive en vigtig kilde til at klarlægge kontakten mellem Appel-gruppen og de PFLP-tilknyttede palæstinensere. Det var ad denne vej, at PET fik oplysninger om de møder, der fra 1979 begyndte at finde sted mellem de to parter på dansk jord. Et af de tidligste af disse møder, som PET fik oplysninger om, var et møde mellem Jens Holger Jensen og Sati Bakir i broderen Taisir Bakirs lejlighed i februar 1979, hvilket foranledigede observation af Jens Holger Jensen.[877] Derudover kom PET i besiddelse af oplysninger, der tydede på, at Sati Bakir og Marwan el-Fahoum havde et møde med Appel-gruppens stifter, Gotfred Appel, i maj 1979.[878] Formålet med mødet blev i indberetningen angivet som ukendt, men det blev antaget, at der ikke foregik synderligt konspirative ting på mødet, og at det snarere var en slags gestus. Ovenfor fremgår det således, at Appel havde lagt distance til de unge, ifølge ham selv fordi han ikke gik ind for militante aktioner til støtte for PFLP. Det underbygges af, at ingen af de yngre medlemmer deltog i mødet.

I løbet af efteråret 1979 fik PET flere oplysninger om disse møder og flere oplysninger om, hvem der deltog i dem. I august resulterede aflytninger i oplysninger om, at Jens Holger Jensen og Jan Weimann, tilsammen under kodenavnet ”Æblet” (=”Appel-gruppen”) ville tage til Beirut den 30. august 1979, hvor de skulle mødes med den tidligere nævnte PFLP-leder, Taysir Kuba. Ved deres hjemkomst til København arrangerede PET’s Afdeling T, der var ansvarlig for dette område, i samarbejde med politiets narko-afdeling en kontrolundersøgelse af Jens Holger Jensens bagage og fik i den forbindelse nogle generelle

oplysninger om hans rejse.[879] PET satte besøget i forbindelse med Fahoums besøg i København i maj samme år. Ifølge tjenestens oplysninger havde Fahoum under dette møde bedt en anden herboende palæstinenser, Talal Zouabi, om at finde ud af, hvilke grupper der var villige til at udføre militære operationer.[880] Jens Holger Jensens og Jan Weimanns besøg i Beirut ledte PET til den mistanke, at en af disse grupper var en indtil da ukendt gruppe – det vil sige Appel-gruppen, hvor Jens Holger Jensen og Jan Weimann var medlemmer. For at afdække et eventuelt samarbejde mellem Jan Weimann og Jens Holger Jensen og PFLP anmodede PET om rettens tilladelse til at foretage aflytning af Jan Weimanns telefon.[881]

Den 7.-10. oktober 1979 var Maran el-Fahoum igen i København. Aflytninger af Sati Bakir, Jan Weimann og Jens Holger Jensen fik PET til at konkludere, at Fahoum og Bakir havde et møde med Jan Weimann, Torkil Lauesen, Peter Døllner, Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen på sidstnævntes bopæl den 8. oktober 1979.[882] Dette betragtede PET siden som det første møde mellem alle Appel-gruppens kernemedlemmer og PFLP’s repræsentanter. Omkring dette tidspunkt oprettede PET som nævnt personsager på alle fire medlemmer (ud over Jens Holger Jensen, der var registreret i forvejen), og indledte yderligere telefonaflytninger af først Peter Døllner og siden Torkil Lauesen.[883] Dagen efter mødet, den 9. oktober, foregav Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen at tage på et halvt års ophold i USA, via Esbjerg-Harwich og med fly fra London. Utvivlsomt vel vidende at PET aflyttede et eller flere af gruppens medlemmer, tog Jens Holger Jensen afsked med venner og familie over telefonen for herefter at afmelde den og tog desuden orlov fra sit arbejde i Gentofte brandvæsen.[884] For troværdighedens skyld havde gruppen sendt nogle færdigskrevne postkort i lukkede kuverter til kontakter i USA, der så skulle sende dem til bekendte i Danmark og dermed bidrage til at opretholde illusionen om rejsen til USA.[885] PET observerede de to på selve dagen for afrejsen den 9. oktober og skyggede dem helt til toget, og fotograferede de to rejsende umiddelbart inden afgang.[886] Samtidig kontaktede PET en udenlandsk myndighed for at få bekræftet rejsens forløb. Denne meddelte PET, at Jørgensen og Holger Jensen efter en dags ophold i udlandet tog et fly tilbage til København den 11. oktober.[887] PET etablerede et observationshold i Kastrup og fulgte de to KA-medlemmer til en lejlighed i Rantzausgade, hvorfra de tilsyneladende forsvandt sporløst under ”mistænkelige omstændigheder”. PET opfattede hele rejsen som et konspirativt foretagende og indledte efterfølgende aflytninger af yderligere to af gruppens medlemmer, Peter Døllner og siden også af Torkil Lauesen, hvorefter alle fem kernemedlemmer fik aflyttet deres telefoner i slutning af 1979 og starten af 1980.[888]

Den ”falske USA-tur” lykkedes således delvist i det omfang, at de to medlemmer formåede at gå under jorden i et stykke tid, indtil tjenesten knap et par måneder senere fik oplysninger om, at de rent faktisk var taget til USA.[889] Aflytninger afslørede, at Niels Jørgensen den 26. november 1979 ringede til Peter Døllner fra et YMCA-herberg i San Francisco og meddelte, at ”de” ville komme hjem inden for et par dage.[890] Via en udenlandsk myndighed blev PET’s Centralafdeling den 29. november informeret om Holger Jensens og Niels Jørgensens ankomst til en europæisk storby og videre rejse til Danmark. PET’s Regionsafdeling blev af Centralafdelingen bedt om at oprette observation ved Jens Holger Jensens og Niels Jørgensens ankomst. Fotografier af de to mistænkelige rejsende blev tidligt om morgenen den 30. november fløjet til lufthavnen i Skrydstrup.[891] Region III fik i samarbejde med toldbetjente, teknisk afdeling og det lokale paspoliti oplysninger om bagage og fotografier af passene, ud over at de havde etableret fire observationshold.[892] Et observationshold fulgte dem i bil til Odense, hvor Jens Holger Jensen, vel vidende at han blev skygget, bevidst rystede forfølgerne af sig.[893] Den forløbne uges undersøgelser godtgjorde, at Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen var taget til USA den 13.-14. november 1979. Tjenesten afsøgte ”relevante” adresser uden resultat og bad samtlige regioner indberette eventuel observation af den bil, der blev tabt i Odense, og som tilhørte Jens Holger Jensen.[894]

Først i august 1980, det vil sige mere end et halvt år senere, fik PET atter sikre oplysninger om Jens Holger Jensen, trods mange forsøg på at indhente oplysninger om ham: Den 6. december 1979 forhørte tjenesten sig således hos to udenlandske myndigheder, der dog ikke var i besiddelse af relevante oplysninger.[895] Tjenesten skabte herefter kontakt til en ansat på et kollegium, hvor man vidste, der boede en veninde til Jens Holger Jensen. Den ansatte fandt et brev, sendt af Jens Holger Jensen i San Francisco til veninden på kollegiet, men kunne under en efterfølgende afhøring ikke bidrage med nogen nyttig viden. Siden fraflyttede veninden sit værelse, som kontakten undersøgte, men uden resultat.[896] Fra den 9. november 1979 til den 1. marts 1980, hvor PET opgav aflytningen af Jens Holger Jensens telefon, var den nærmest tavs. Et enkelt opkald den 26. januar tydede umiddelbart på, at Jens Holger Jensen selv ringede til KTAS for at afmelde sin telefon. Men da den efterfølgende skriftlige afmelding tydeligvis var signeret af en anden end Jens Holger Jensen – men dog med dennes navn – antog PET, at det ikke var Jens Holger Jensen, der havde foretaget opringningen til KTAS.[897] I februar efterspurgte PET endnu engang oplysninger vedrørende Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen hos to udenlandske myndigheder, men fik igen negative svar.[898] En kilde oplyste, at Jens Holger Jensen i februar eller marts havde kontaktet og besøgt sin arbejdsplads Gentofte brandvæsen og havde fået et års orlov,[899] og i april fik tjenesten en indberetning om, at Jens Holger Jensens bil havde skiftet ejer den 1. april.[900]

Gruppens øvrige tre kernemedlemmer blev overvåget gennem samme periode, dog med en lidt faldende interesse fra PET’s side. Kort tid efter det fra PET’s synspunkt ”skelsættende” møde mellem Appel-gruppen og Fahoum i oktober 1979 oplyste kilder, at Torkil Lauesen rejste til Beirut i slutningen af oktober/november, det vil sige samtidig med Jens Holger Jensen og Niels Jørgensens rigtige USA-tur. Indberetningerne nævnte hverken ærinde eller eventuelle kontaktpersoner.[901] I løbet af foråret 1980 havde PET kendskab til flere møder mellem Sati Bakir og Jan Weimann, uden at det affødte øget overvågning.[902] I juni indstillede PET aflytningerne af de tre medlemmer, da de ”ikke havde tilført efterforskningen nye oplysninger af betydning.”[903]

I slutningen af august 1980 fik PET som nævnt ovenfor endelig kontakt til Jens Holger Jensen. I midten af måneden oplyste en kilde, at Marwan el-Fahoum var i Göteborg, og at han via Sati Bakir forsøgte at få kontakt med ”The Tofaha”, det vil sige Appel-gruppen (Tofaha = det arabiske ord for æble).[904] Den 26. august modtog PET oplysninger fra en udenlandsk myndighed om, at Jens Holger Jensen den 23. august var ankommet til en europæisk storby fra Istanbul for at tage videre mod København den 24. En udenlandsk myndighed havde affotograferet passet, hvorved nogle af Jens Holger Jensens opholdssteder det forløbne halve år blev klarlagt. Passet havde ind- og udrejsestempler fra Spanien i december 1979, et polsk indrejsevisum udstedt den 29. april 1980 og ind- og udrejsestempler fra Tyrkiet fra august 1980.[905] Dagen efter PET fik disse oplysninger, det vil sige den 27. august, observerede PET, at Jens Holger Jensen, ved PWU’s lokaler, mødtes med Fahoum, Hassan Abu Daya fra PWU i Danmark og med Otto Lægård fra

Tvind. Efterfølgende kørte Fahoum, Jens Holger Jensen og Otto Lægård rundt til diverse UFF-butikker stadig under observation af PET, og efter et par timer tog de afsked med hinanden foran PWU’s lokaler.[906]

Jens Holger Jensen–sagen

Den 15. september 1980, det vil sige knap tre uger efter at PET fik genetableret overvågningen af Jens Holger Jensen, omkom han i et trafikuheld lidt uden for Århus. Jens Holger Jensen sad i et ”folkevognsrugbrød”, der holdt parkeret i vejkanten tæt ved varehuset Bilka, da en lastvogn fra den modkørende vejbane kørte frontalt ind i den bil, Jens Holger Jensen sad i. Chaufføren i lastvognen havde fået insulinchok og var besvimet over rattet. To dage efter, natten mellem den 16. og 17. september, nedbrændte møbelhuset ”Cebra”, der lå kun 200 meter fra det sted Jens Holger Jensen befandt sig ved sin død. En gruppe ved navn ”Danmarks Socialistiske Befrielseshær” (DSB) tog ansvaret for branden, hvilket fik PET til at efterforske eventuelle forbindelser mellem Appel-gruppen og DSB.[907] Undersøgelserne kunne ikke godtgøre, at Peter Døllner, Torkil Lauesen og Jan Weimann havde noget med DSB at gøre. PET havde ikke tiltrækkelig viden om Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen til at man kunne påvise en forbindelse.[908]

Andre interessante ting kom frem i forbindelse med efterforskningen af Jens Holger Jensens død. Bilen, han sad i, var ejet af Niels Jørgensen. Den var dog ikke indregistreret på hans adresse, men på en anden adresse, der viste sig at være et tomt værelse lidt uden for Århus.[909] Derudover blev der fundet en bærbar radio, der ikke var registreret hos Post- og Telegrafvæsenet, og en kvittering udstedt til ”Aksel Mortensen”, der angiveligt var tilmeldt to adresser. Efterforskningen viste, at ingen af de angivne adresser var beboet af en Aksel Mortensen, og at den ene adresse var et ubenyttet værelse på Åboulevarden i København. På værelset fandt PET nogle dokumenter vedrørende en anden varevogn end den, Jens Holger Jensen holdt parkeret i, nemlig en varevogn af mærket Dodge, som senere blev fundet hos en brugtvognsforhandler lidt uden for Århus. Forhandleren havde fået en fuldmagt til at sælge varevognen og var blevet bedt om at sende pengene til Aksel Mortensen på adressen på Åboulevarden. Ganske i overensstemmelse med PET’s formodninger genkendte brugtvognsforhandleren Aksel Mortensen som Jens Holger Jensen ud fra et foto. Kort tid efter, i november 1980, dukkede en mand, der kaldte sig ”Per Henriksen”, op hos udlejeren på Åboulevarden for at sige værelset op. Per Henriksen havde ved gentagne lejligheder indfundet sig på adressen for at ”varetage Aksel Mortensens interesser”, mens denne angiveligt havde været i udlandet. PET etablerede et videoanlæg ved adressen og fik derved identificeret ”Per Henriksen” som identisk med Peter Døllner.[910] Eftersom tjenesten fra tidligere indberetninger havde kendskab til gruppens kontakter med PFLP, antog man, at de mange mistænkelige lejemål og falske adresser var dæklejligheder til brug ved ”operationel handling”, og PET anmodede derfor om forlænget aflytning af Peter Døllner og forlaget Manifests (Kommunistisk Arbejdsgruppes eget politiske forlag) telefoner.[911] Da pengene for salget af varevognen blev sendt på en crosset check til adressen på Åboulevarden, og der ingen var til at modtage den, blev den videresendt til det nærliggende postkontor. Her dukkede Peter Døllner op den 19. marts 1981 for at afhente checken. Han identificerede sig med et kørekort under navnet Aksel Mortensen og blev efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet indtil den 11. april 1981 for siden at få en dom på et års betinget fængsel for dokumentfalsk.[912] PET ransagede hans lejlighed og fandt blandt andet breve fra hans ophold i PFLP-lejre i Mellemøsten i midten

af 1970’erne.[913] Dette var den første anholdelse af et medlem af Appel-gruppen, siden KA/Manifest blev dannet i 1979, og i øvrigt en af de eneste før anholdelserne i forbindelse med opklaringen af røveriet mod Købmagergade postkontor i april 1989.

Glostrup 1980

Fire dage efter Jens Holger Jensens død fik PET rettens tilladelse til at ransage Niels Jørgensens og Jens Holger Jensens værelser og lejligheder.[914] Ransagningen gav, sammen med ovenstående forhold, tjenesten anledning til mistanke om konkrete kriminelle handlinger, heriblandt et forsøg på bankrøveri den 7. juli 1980. Bankdirektøren i Forstædernes Bank i Glostrup var denne dag blevet overmandet i sit hjem. De tre gerningsmænd havde lænket bankdirektørens kone og barnebarn, der også befandt sig i huset, i husets kælder, og tvang bankdirektøren ind i en bil og kørte ham til Forstædernes Bank for at få ham til at åbne bankens hovedboks. Bankdirektøren var hverken i besiddelse af nøgler eller kode og forsøgte at stikke af fra gerningsmændene foran banken. Han blev indhentet, hvorefter de potentielle bankrøvere opgav deres forehavende; de kørte direktøren tilbage til huset, hvor han også blev lænket i kælderen. Gerningsmændene stjal cirka 1.000 kroner fra direktørens tegnebog og kørte væk.[915] Ifølge den rapport, som rejseafdelingen udarbejdede ved hjælp af oplysninger fra PET, havde man under ransagningen af Jens Holger Jensens hjem fundet en kortbog, hvori der var foretaget indtegninger af det område, hvor bankdirektøren boede, og hvor Forstædernes Bank lå. Bilen, som Holger Jensen havde holdt parkeret i ved påkørslen i Århus, var af samme type og farve som den, der var blevet benyttet ved røveriforsøget i Glostrup. I den påkørte bil blev der fundet en walkie-talkie ”..der kunne svare til en tilsvarende, som gerningsmændene brugte ved røveriet”. Endelig blev Dodge-varevognen købt nogle uger før røveriet og leveret tilbage til sælgeren nogle uger efter røveriet, og den havde i denne periode kun kørt ca. 900 km.[916] Alt dette var dog blot indicier. Rejseafdelingen løb tør for ”efterforskningsmuligheder”, og sagen førte ikke til anholdelser.[917]

Om ikke andet havde både rejseafdelingen og PET fået større kendskab til gruppen og dens arbejdsmetoder. Gruppen fabrikerede falske identitetspapirer på baggrund af ”lånte identiteter”, hvilket Peter Døllners ”kørekort” var et eksempel på. I senere interviews har gruppens medlemmer fortalt, hvordan de fiskede kopier af udlejningskontrakter op af biludlejningsfirmaernes skraldespande. På den måde fik de adgang til CPR-numre, kørekortenes løbenumre og udstedelsesdatoer, hvorved de kunne fremstille meget nøjagtige falske kørekort.[918]

Fra dette tidspunkt udgjorde mistanken om de kriminelle aktiviteter sammen med de kendte kontakter til PFLP-kredse en vigtig del af PET’s billede af gruppen. Ransagningen hos Peter Døllner underbyggede sammenhængen, da man fandt breve fra hans besøg hos PFLP i Mellemøsten nogle år tidligere. Således fandt tjenesten det værd at notere, at Marwan el-Fahoum ved nyheden om Jens Holger Jensens død have givet udtryk for, at det var et stort tab for PFLP-organisationen.[919] PET’s Afdeling T var samtidig usikker på, hvem der skulle overtage Holger Jensens rolle som kontaktperson til PFLP, og Afdeling C gav i årsberetningen for 1980 udtryk for, at PFLP øjensynligt havde droppet kontakten til de resterende medlemmer af Appel-gruppen.[920]

Nye PFLP-forbindelser

Der gik kun kort tid, før PET kom i besiddelse af oplysninger, der tydede på, at gruppen havde genetableret, eller måske snarere bibeholdt, kontakten til PFLP. Den 1. februar 1981 fremgik det af aflytningen af Sati Bakirs telefon, at han prøvede at komme i kontakt med Marwan el-Fahoum i Beirut. Da dette ikke lykkedes, gav Bakir en besked til en anden person på PFLP-kontoret, der lød: ”The Apple, Postbox nr. 190, Vesterbrogade”. Fra tidligere oplysninger genkendte PET betegnelsen ”The Apple” som PFLP’s kodenavn for Appel-gruppen, og tjenesten anmodede om rettens tilladelse til at tilbageholde og gennemse al post, der var bestemt for ”Per Mortensen” på den nævnte postboksadresse.[921] Tjenesten antog, at ”Per Mortensen” var en sammensætning af to tidligere falske navne som gruppen havde benyttet, nemlig Aksel Mortensen og Per Henriksen.[922] Den 28. marts indløb det første telegram til Appel-gruppen, som PET ad denne vej fik kendskab til: ”I hope to see you in Sweden march 31.st. Marwan.”, hvilket underbyggede PET’s formodning om, at PFLP i skikkelse af Marwan el-Fahoum sad i den ene ende af linjen.[923]

I efteråret 1981 mente PET at have klare indikationer på, at det var Jan Weimann, der indbetalte lejen for boksen, og at det også var ham, der havde overtaget ansvaret for kontakten til PFLP efter Jens Holger Jensens død.[924] Først den 11. december 1981 var der beviselige tegn på brug af boksen som kontaktled mellem PFLP og Appel-gruppen. Denne dag indløb et telegram med følgende tekst: ”Meet my friend in Sophia on 22 dec cable us to confirm date Talaat”. PET mente, at ”my friend” refererede til Marwan el-Fahoum, og at der således var tale om et møde mellem et medlem af Appel-gruppen og Fahoum. Derfor overvågede tjenesten postboksen resten af dagen i håb om at klarlægge kontakten. Senere på dagen blev telegrammet afhentet af Peter Døllner, der ankom i selskab med Niels Jørgensen og Torkil Lauesen.[925] Derved fik PET også bekræftet, at det var Appel-gruppen, der sad i den anden ende af linjen, at gruppen stadig var aktiv, og at der var grund til at antage, at der foregik et operationelt samarbejde mellem PFLP og Appel-gruppen. Oplysningerne førte til, at tjenesten i december 1981 indhentede nye kendelser til aflytning af Peter Døllner og Torkil Lauesen. Afhøringerne ophørte dog igen i september året efter, da overvågningen ikke havde givet yderligere oplysninger i sagen.[926] I en rapport med titlen ”Kortfattet oversigt over de umiddelbare muligheder for udenlandsk terrorisme på dansk grund i 1982”, noterede Afdeling T dog den 4. december 1981, at gruppen havde ”virkeligt gode forbindelser til PFLP-kredse, blandt andet til den kendte PFLP’er fra Beiruth Marwan FAHOM. Om der er en direkte sammenhæng mellem disse forhold, og dermed et absolut internationalt samarbejde lige i kanten af terrorisme, vides ikke bestemt, men muligheden foreligger.” Rapporten nævnede endvidere, at medlemmer af gruppen havde været aktive i Århus-området, samt at tysk terrorisme, Rote Armee Fraktion og 2. junibevægelsen, blandt andet havde forbindelser i Århus-området. Om disse tyske ekstremistiske grupper noterede Afdeling T, at de måtte siges ”nærmest at være eksperter på terrorområdet”, men at man ikke kunne bestemme, om de tyske grupper havde så gode forbindelser til danske kredse, at man kunne tænke sig terrorisme forøvet i Danmark.[927]

Aflytningerne og overvågningen endte uden de store resultater. Det skyldtes, at gruppen opretholdt en række særdeles effektive foranstaltninger til hemmeligholdelse og sløring, hvilket PET erkendte. Ifølge senere interviews med gruppens medlemmer noterede de numre på bagvedkørende biler, hver gang de selv var på vej et sted hen, som de ikke var interesseret i, at nogen kendte til. Dukkede det samme nummer op flere gange, blev det anført som ”PET nummer”, og gruppen opbyggede efterhånden en hel samling af den slags numre.[928] PET bemærkede i en notits fra 1982 at ”Det er en gruppe, der opererer i det skjulte, og som er skabt til ikke at sige og gøre tingene på en normal måde, hvilket medfører, at det er umuligt at opsnappe informationer vedrørende gruppens arbejdsområde og meddelelsessystem.”[929]

Mistanke om kriminelle forhold 1982-85

Fra 1982 til omkring 1986 tog PET relativt få initiativer til overvågning af gruppen, da tjenesten mente, at gruppen nedsatte sit aktivitetsniveau i forhold til PFLP. I årsberetningen fra 1982 hed det således:

”Slutteligt skal det bemærkes, at den i 1970’erne dannede gruppe ”The APPLE”, den gruppe af danske PFLP-sympatisører, formentlig ikke har haft kontakt til PFLP i løbet af 1982. Den Postbox som gruppen lejede i København betales dog fortsat med kr. 300 i kvartalet.”[930]

Overvågningen af gruppen aftog således gennem den periode, igennem hvilken de siden blev tiltalt for at have begået en række alvorlige forbrydelser. I flere tilfælde blev overvågningen af gruppen kortvarigt genoptaget i forbindelse med de enkelte forhold/røverier, uden det dog førte til sigtelser. Først i forbindelse med efterforskningen af røveriet mod Købmagergade Postkontor fandt politiet tilstrækkelige indicier og beviser til at kunne rejse sigtelser mod gruppens medlemmer for røverier begået i perioden 1982-86. Forholdene beskrives i det følgende, fordi de udgjorde en central del af PET’s senere efterforskning mod gruppen, da de er omtalt i de fleste hidtidigt publicerede værker om gruppen, og da de var vigtige anklagepunkter under retssagen mod gruppens medlemmer i 1990-91. Omtalen af nedenstående forhold rummer ingen overvejelser om skyldsspørgsmål i forbindelse med røverierne, men præsenterer alene den mistanke, PET og til dels også kriminalpolitiet efterfølgende rettede mod gruppen.

Ved Vesterport

To unge postfunktionærer var den 2. april 1982 klokken lidt over 10 om formiddagen på vej til fods fra posthuset på Vester Farimagsgade til Privatbanken, Ved Vesterport, da to maskerede mænd kom løbende bagfra og gav den ene funktionær et slag i baghovedet og væltede den anden omkuld. De to røvere tog den omsætning, som de to funktionærer rutinemæssigt var ved at fragte fra posthuset til banken, hvilket svarede til 768.000 kr. i kontanter og ca. 72 millioner kr. i checks. Herefter løb de gennem en bygning ud til Vester Søgade, hvor en tredje mand ventede i en stjålen bil.[931] Et vidne havde bemærket den holdende flugtbil og dennes fører, og bilen blev fundet senere samme dag parkeret på en vej på Frederiksberg.[932] Det viste sig, at den var stjålet aftenen i forvejen.[933] Postansatte, et stort antal vidner og beboere omkring det sted, hvorfra bilen var blevet stjålet, afgav vidneforklaringer og gav signalementer. De mest interessante vidner gennemgik fotos og blev bedt om at afgive forklaringer igen syv år senere, efter arrestationerne af Appel-gruppens medlemmer i 1989, for at få præsenteret nye fotos af blandt andet de arresterede gruppemedlemmer. Det eneste spor, der siden dukkede op, var en hjemmelavet lærredspose, som gerningsmændene benyttede; den blev sammen med nogle opbrudte pengemagasiner fundet knap to måneder senere i en sø lidt uden for Sorø.[934] Flere konkrete spor fandt kriminalpolitiet ikke, og røveriet blev aldrig opklaret.

Et vidne havde dagen før røveriet lagt mærke til en varevogn, der holdt parkeret tæt ved Privatbanken, og hvori der befandt sig tre mænd, der umiddelbart passede på de signalementer, politiet fik fra de mange vidneforklaringer.[935] Dette var en af anledningerne til, at rejseafdelingen på baggrund af de foregående års efterforskning i Århus et par uger efter røveriet, den 19. april 1982, rettede henvendelse til kriminalpolitiet i København. Rejseafdelingen ønskede at ”henlede opmærksomheden” på fire af Appel-gruppens medlemmer, der i den foregående tid havde været i rejseafdelingens søgelys. De fire var Niels Jørgensen, Torkil Lauesen, Peter Døllner og Jan Weimann.[936] Der blev ikke umiddelbart taget kontakt til de fire, eftersom der pågik efterforskning hos rejseafdelingen. Desuden mente kriminalpolitiet ikke, at rejseafdelingens beskrivelser af de fire stemte overens med de signalementer, man havde fået ved de mange vidneforklaringer. Der var intet bevis, og ingen blev dømt for forholdet.

Lyngbyrøveriet

Onsdag den 2. marts 1983, fandt et røveri sted foran Den Danske Bank i Lyngby. En pengetransport med to bankbetjente stoppede foran filialen, der var det sidste stop på turen, for at aflevere en lille sum penge. Netop som bankbetjenten ved siden af føreren steg ud af bilen med den lille pengesum, nærmede en mand sig hurtigt bagfra og gav bankbetjenten et slag i baghovedet. Trods slaget forsøgte bankbetjenten at løbe hen mod banken. Efter få skridt blev han anråbt, muligvis på et udenlandsk sprog, hvorefter han vendte sig om og så en mand, der pegede direkte på ham med en pistol. Betjenten smed sig på fortovet, og føreren af bilen aktiverede alarmen til bankens eget sikkerhedssystem. Mere nåede han ikke, før bildøren blev revet op, og en anden røver med et ukendt våben påførte chaufføren et slag i venstre side af hovedet og hev ham ud på vejen, hvor han fik flere slag. De to gerningsmænd sprang ind i bankbilen, kørte i høj fart væk ad Lyngbygårdsvej og Lundtoftegårdsvej, svingede ned ad en lille skrænt og fortsatte ad en asfalteret gang- og cykelsti, der førte under Helsingørmotorvejen. Her forlod de bankbilen, løb slæbende på en stor bylt op ad en mindre sti til selve motorvejen, hvor en kvinde og en mand holdt og ventede på en busholdeplads i en metalgrå Mazda med svenske nummerplader. Herfra forsvandt de med et udbytte på ca. 8,3 millioner kroner i kontanter. Røveriet efterforskedes af Lyngby Politi, men forblev i princippet uopklaret. Det er dog efterfølgende en almindelig opfattelse, at røveriet blev begået af den kreds af personer, der siden er blevet kendt som Blekingegadebanden.[937]

Historien om Lyngbyrøveriet har afstedkommet megen debat i tilslutning til offentliggørelsen af journalist Peter Øvig Knudsens bog Blekingegadebanden, og Kommissionen afgiver i umiddelbar forlængelse af dette kapitel en nærmere redegørelse for og vurdering af PET’s og Justitsministeriets rolle i forbindelse med efterforskningen af røveriet.

Rausingforholdet

Rausingforholdet omhandler gruppens planer om at kidnappe den svenske milliardærsøn, Jörn Rausing, i januar 1985. Det skal understreges, at kidnapningen aldrig blev gennemført, og at intet om forholdet i øvrigt slap ud før retssagen efter røveriet mod Købmagergade Postkontor, hvor politiet i lejligheden i Blekingegade fandt en drejebog i form af fire ringbind med planer for kidnapningen. Politimyndighederne tog derfor ingen initiativer over for gruppen i de år, hvor planlægningen foregik.[938]

Planerne om kidnapningen tog form i løbet af 1983-84, og forberedelserne var lange og grundige. Planen var ifølge anklagemyndigheden finansieret af PFLP, der udbetalte et beløb på 63.000 DM til et af gruppens medlemmer under et besøg i Damaskus i november 1984.[939] Ud over de mange observationer af Rausings rutiner indrettede Appel-gruppen en hytte i Norge, i hvilken han skulle tilbageholdes, mens løsesumsforhandlingerne stod på. Rummet, som han skulle opholde sig i, var bygget af svenske materialer, således at kidnapningsofferet skulle tro, han befandt sig i Sverige. Mad og drikkevarer, slik, bøger, spil og selv sømmene i væggene var af svensk fabrikat. Selve kidnapningen skulle foregå på Jörn Rausings privatadresse i Lund, hvor han skulle bedøves og derefter køres til Norge. Gruppen havde anskaffet et middel til bedøvelse og havde nøje indøvet og gennemgået køreturen fra Rausings hjem til hytten i Norge. Planen skulle gennemføres tidligt om morgenen den 7. januar 1985, men blev opgivet umiddelbart før den skulle gennemføres.[940] Et medlem af gruppen var taget til Lund den 6. januar og havde observeret Jörn Rausings lejlighed hele natten. De fem øvrige forlod København tidligt om morgenen den 7. januar og holdt klar i deres biler, da aktionen blev afblæst i sidste øjeblik. Ifølge retsbogen fra retssagen i efteråret 1990 var der tale om ”frivillig tilbagetræden”, da gruppen under sagen forklarede, at et af medlemmerne fortrød sin medvirken, hvorefter de øvrige opgav foretagendet.[941]

Det er en opfattelse i den eksisterende litteratur, at idéen tilsyneladende var gruppens eget påfund, men at PFLP sanktionerede planen, ligesom PFLP var ansvarlig for de praktiske forhold i forbindelse med overdragelsen af pengene.[942] Under ransagningen af lejligheden i Blekingegade i maj 1989 fandt politiet breve stilet til både Jörn Rausing selv, om at han var kidnappet og skulle forholde sig i ro, samt breve og minikasettebånd med instruktioner til Jörn Rausings far, Gad Rausing.[943] Båndene og brevene var blevet udleveret til et af gruppens medlemmer på en rejse til Algier i december 1984.[944] Kidnapperne præsenterede sig som ”Good Cesar”, og der var indtalt og nedskrevet nøje instruktioner om, hvordan Gad Rausing skulle imødekomme kidnappernes krav. Alt i alt skulle han udbetale, hvad der svarede til 25 millioner US dollars, fordelt på fire valutaer: D-mark, Schweizer-franc, hollandske gylden og US-dollars. Pengene skulle være klar ti dage efter kidnapningen og skulle bæres i to blå kufferter af mærket Samsonite. Gad Rausing skulle chartre et fly, hvis registreringsnummer han skulle oplyse til kidnapperne via en kontaktannonce. Herefter skulle følge en instruktion om at flyve fra London til Zürich, og dagen efter fra Zürich til Beirut. Efter præcis to timer i Beirut skulle han flyve til Kuwait, igen vente to timer i transithallen, hvorefter han skulle flyve til Djibouti lufthavn på den afrikanske østkyst. Her skulle han opholde sig otte timer, hvorefter han igen skulle flyve tilbage til Zürich. Under hele turen skulle han bære kufferterne med penge, være iklædt gråt jakkesæt og beigefarvet tørklæde, samt synligt bære de nyeste udgaver af Le Monde og Newsweek. Under et af de mange ophold ville en mand henvende sig og give nye instruktioner.[945]

I marts 1985 mødtes et af gruppens medlemmer med Marwan el-Fahoum på Cypern for at orientere ham om, hvorfor planen i første omgang ikke blev gennemført. Fahoum opfordrede gruppen til at arbejde videre med planen, men blev på et nyt møde i Berlin i maj måned informeret om, at gruppen ”ikke moralsk var i stand til” at gennemføre aktionen. Ifølge Appel-gruppens eget udsagn blev Marwan el-Fahoum ”godt knotten” og forsøgte at overtale gruppen til at fortsætte med planen.[946] Dette var sandsynligvis grunden til, at de detaljerede planer endnu fire år efter de skulle have været gennemført, stadig befandt sig i lejligheden i Blekingegade. Anklagemyndigheden betragtede det som et tegn på, at planerne ikke var helt opgivet.

Bagsværd Torv

To mænd stod en mandag morgen i februar 1985 og ventede på, at en pengetransport fra Privatbanken skulle afhente de 2,7 millioner kroner, der op til weekenden var blevet indbetalt til Bagsværd Posthus. Da bankbuddet var på vej ud af posthuset, blev han holdt op af en af de to mænd, der sagde noget på ”gebrokkent” dansk og fratog bankbuddet pengesækkene. Umiddelbart efter affyrede en af røverne et skud gennem et af pengetransportens vinduer og løb herefter hen til en stjålet bil, i hvilken en tredje mand holdt og ventede. De forsvandt tilsyneladende uden noget spor.[947]

Bankrøveriet på Bagsværd Torv blev ikke inddraget i de senere undersøgelser i forbindelse med efterforskningen i 1988-90. Når det alligevel er nævnt her, skyldes det, at PET samme dag, som røveriet blev begået, iværksatte observationer af flere af Appel-gruppens medlemmer.[948] Tjenesten havde altså gruppen i fokus efter Lyngbyrøveriet, selv om der aldrig blev tilvejebragt klare beviser. Røveriet på Bagsværd Torv nævnes ikke yderligere i arkivalierne.

Rullestolsrøveriet

En decembermorgen i 1985 gennemførtes endnu en aktion mod Privatbanken, da et bud var i færd med at hente en pengebeholdning fra Herlev Postkontor. Buddet var på vej gennem posthusets forhal/trappeopgang og ud til den pengetransport, der holdt parkeret lige ved posthusets hovedindgang, da røveriet skete. Ingen havde tilsyneladende bemærket en mand i en kørestol med et tæppe over sig, og en hjælper der stod umiddelbart bag ham, som lidt forinden havde taget opstilling i trappeopgangens hjørne, under foregivende af at vente på handicapliften. Manden, der havde siddet i rullestolen, var i færd med at begive sig op ad trappen, da bankbuddet begyndte at gå ned af den. Da buddet med pengesækken passerede, vendte den ”handicappede” sig om og slog buddet to gange i baghovedet med en blød genstand og vristede sækken fra buddet, der efterhånden var nået helt hen til udgangsdøren. Da buddet efterfølgende kiggede op, stod ”hjælperen” bag kørestolen og pegede på ham med noget, der lignede et oversavet jagtgevær. De to røvere løb ud af posthuset, ned i den nærliggende fodgængertunnel, der førte under den brede Herlev Ringgade, op ad en lille trappe og ind i et parkeringshus, hvor en bil holdt og ventede på dem. Røveriet var tydeligvis velplanlagt og blev gennemført på få minutter. Et par vidner mente, at røverne bar falske skæg og muligvis også parykker. Andre vidner gav en overfladisk beskrivelse af flugtbilen, der angiveligt var en sølvgrå Toyota Corolla. Fra det øjeblik bilen forlod parkeringshuset, havde politiet ingen spor overhovedet. Udbyttet blev ca. 1,4 millioner kr. i kontanter og cirka 68,4 millioner kr. i checks, der dog ikke kunne omsættes.[949]

Under ransagningen af lejligheden i Blekingegade i foråret 1989 fandt politiet en række observationsnotater omhandlende en bil med det registreringsnummer, som Privatbankens pengetransport havde haft ved røveriet. Kriminalpolitiet foretog skriftprøver og fandt i flere tilfælde ”en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for”, at notaterne var foretaget af nogle af gruppens medlemmer.[950] Derudover fandt man en drejebog med nogle kvitteringer fra efteråret 1984 fra en ”Haarhandel/Teatersminke butik” på nogle overskæg og noget sminke, hvor der på bagsiden var påført følgende notater: ”Flugtrute – Planlæg tirsdag 3 OK? – Pllæg onsdag 2 – Niels tøj – køb bil – 1) Mængde!, 2) Obs!, 3) Rute!”[951] Man fandt desuden en række båndoptagelser af Radioavisen døgnet efter røveriet, kun med de passager der handlede om dette.[952] Derudover fandt politiet en række kasserede recepter fra en lægepraksis i Herlev, som Appel-gruppen tilsyneladende havde brugt som udgangspunkt for at rette henvendelse til de omhandlende personer. Politiet kontaktede de pågældende og spurgte, om de på noget tidspunkt var blevet ringet op af analyseinstitutter, havde mistet legitimationspapirer mv. Dette gjorde politiet givetvis, fordi man havde en antagelse om, at det var den måde, ved hjælp af hvilken gruppen producerede falske identiteter. Af senere interviews med gruppens medlemmer fremgår det, at gruppen antagelig via en læge, som gruppen stod i tæt kontakt til, fremskaffede sygehusjournaler og andre personlige papirer fra vilkårlige personer, som de efterfølgende ringede op under påskud af at være ansat ved analyseinstitutter. På den måde fik gruppen såvel personlige som mere almene oplysninger om en person, hvorefter man kunne oprette en dækidentitet.[953]

Operation PINEAPPLE

I sidste halvdel af juni 1986 modtog PET oplysninger om, at PFLP i Damaskus var i færd med at ”genoprette” kontakten til Appel-gruppen, da der, ifølge de foreliggende oplysninger, ikke havde været nogen nævneværdig kontakt mellem PFLP og Appel-gruppen de foregående omtrent fire år. Der findes kun få indberetninger fra disse år, men ifølge en notits fra tjenesten havde Appel-gruppen, ”så vidt vi ved, (…) været inaktiv i nogle år”.[954] Derudover blev der fra PET’s side hverken anmodet om eller afsagt retskendelser til overvågningsaktiviteter over for gruppens medlemmer i perioden 1982-86. Den 3. juni 1986 var Niels Jørgensen imidlertid blevet anholdt i færd med at stjæle en VW-varevogn, hvorefter han havde identificeret sig med et falsk kørekort. I hans besiddelse fandt man en tændingslås med to originale VW tændingsnøgler, en bærbar radiotelefon med håndmikrofon, samt diverse opdirkningsværktøj. Ordenspolitiet gav Niels Jørgensen en bøde, men fandt ingen anledning til at foretage sig yderligere. Uvist hvornår blev PET i løbet af sommeren informeret om sagen.[955]

Den 22. juni 1986 fik PET via en telefonaflytning oplysninger om, at Marwan el-Fahoum ønskede at komme i kontakt med gruppen. Igen var det PET’s overvågning af de palæstinensiske miljøer, der var kilde til oplysningen. I løbet af de foregående år var PWU blevet nedlagt samtidig med, at den tidligere formand Sati Bakir var blevet afsat som leder af den danske PFLP-gruppe. Det var angiveligt sket som følge af et opgør med Abu Daya, der repræsenterede en mere yderliggående linje. Ifølge PET’s arkiver fik Abu Daya dog aldrig samme opbakning fra ledelsen i Damaskus og blev i 1987 selv afsat som leder.[956] Marwan el-Fahoum spurgte under samtalen med Hassan Abu Daya efter et telefonnummer, som PET senere fandt ud af var Godfred Appels. Derudover søgte han en mand ”af samme slags som ham der døde” og der blev under samtalen udvekslet kommentarer om noget, der blev benævnt som ”Toufaha” – det arabiske ord for æble. Fahoum ville desuden skaffe adressen på et trykkeri/tidsskrift, som han ville videregive til Abu Daya, hvilket også tyder på, at denne ikke havde samme kendskab til PFLP’s danske kontakter som sin forgænger. Endelig bad han Abu Daya meddele gruppen, at de skulle tage til Damaskus og tage kontakt til Fahoum på et givent telefonnummer.[957] PET konkluderede imidlertid hurtigt, at den omtalte døde mand var Jens Holger Jensen, at det omtalte trykkeri/tidsskrift var Manifest, og at ”Æblet” var det samme som Appel-gruppen. Det fremgik desuden af PET’s skrivelse, at Appel-gruppen på dette tidspunkt var mistænkt for at stå i forbindelse med to af ovenstående forhold, nemlig kidnapningen i Glostrup i 1980 og pengetransportrøveriet i Lyngby 1983.[958] Sammenholdt med, at det ifølge PET var internationalt kendt, at PFLP på dette tidspunkt manglede økonomiske midler til at finansiere sine aktiviteter, kunne det tyde på, at PFLP ville genoptage ”tidligere tiders aktiviteter med de herværende danske sympatisører, om hvem vi jo ved, at PFLP (…) har ønsket et militært samarbejde med. Formålet vil givetvis være at skaffe økonomiske midler til PFLP, formentlig udført ved kriminalitet her i landet.”[959]

I den efterfølgende PET-rapport blev det anbefalet, at man iværksatte fornyet overvågning af gruppens medlemmer. Begrundelsen var en mistanke om nye kriminelle aktiviteter, der byggede på en formodning om, at gruppen tidligere havde været indblandet i tilsvarende aktiviteter. Med virkning fra den 24. juli 1986 fik PET rettens tilladelse til at iværksætte telefonaflytning af gruppens fire kernemedlemmer, forlaget Manifest samt yderligere to adresser med relationer til gruppen. Efter at være blevet forlænget et par gange ophørte aflytningerne for hovedpartens vedkommende den 20. oktober 1986,[960] da gruppen, med tjenestens egne ord, var for professionel til, at der kom nævneværdige oplysninger ud af telefonaflytningerne. Derudover var der et ressourcemæssigt aspekt, hvorefter tjenesten fremover ville benytte sig af mere ”indgående efterforskningsskridt” i form af rumaflytninger.[961] Aflytningen af Torkil Lauesens telefon fortsatte til den 7. marts 1987, hvor den ophørte grundet ”ressourcemæssige prioriteringer”.[962]

Ud over telefonaflytningen blev overvågningen i løbet af efteråret planlagt udvidet til også at indebære rumaflytning af Torkil Lauesen lejlighed, under kodenavnet Operation PINEAPPLE. Den umiddelbare begrundelse for dette var, at telefonaflytningen havde afsløret, at Torkil Lauesens og hans kone havde planlagt en tur til Sovjetunionen i september, under hvilken PET antog, at de skulle mødes med repræsentanter for PFLP. Derudover var det blevet konstateret, at flere af de øvrige medlemmer af Appel-gruppen af og til besøgte lejligheden, hvorefter PET fandt det sandsynligt, at medlemmerne holdt møder i lejligheden, og operationen blev beskrevet som en ”teknisk operation rettet mod … Lauesen, med det formål at klarlægge hans og de andre medlemmer af APPLE-gruppens aktiviteter til fordel af den palæstinensiske terrororganisation PFLP”.[963] Den 4. september hed det yderligere i en PET-rapport forud for operationen, at man på det foreliggende grundlag måtte forvente, at gruppen ”... i snarlig fremtid ville udføre en eller anden form for kriminel aktivitet til fordel for den palæstinensiske terrororganisation PFLP.”[964] Også overvågningen af forlaget Manifest blev udvidet til at gælde rumaflytning, dels begrundet i forventet mødeaktivitet, dels for at afsløre mulig fabrikation af falske kørekort. Tjenesten havde nogle uger forinden fået endnu et bevis på gruppens brug af falske papirer, jf. ovenfor om arrestationen af Niels Jørgensen i starten af juni 1986.[965]

Tilsyneladende blev ingen af de to rumaflytninger etableret, selv om tjenesten havde fået rettens tilladelse til at iværksætte dem. Angiveligt indebar etableringen af begge rumaflytninger praktiske vanskeligheder, ud over at tjenesten fik oplysninger om, at gruppen havde opsagt kontrakten med det trykkeri, hvor Manifest holdt til. Til gengæld gav overvågningen af de palæstinensiske miljøer stadig visse nyttige oplysninger, trods alle Appel-gruppens sikkerhedsbestemmelser. Det gjaldt specielt telefonaflytningen af Sati Bakirs arvtager, Hassan Abu Daya, der fungerede som den nye kontakt mellem PFLP i Damaskus og de PFLP-relaterede palæstinensiske grupper i Danmark. I juli-august 1986 hed det i en indberetning, at overvågningen havde afsløret samtaler mellem Torkil Lauesen og Abu Daya og mellem Abu Daya og Marwan el-Fahoum, og at ”... de [Appel-gruppen] var klar til at gøre alt, hvad El FAHOUM ønskede.”[966]

Et par måneder senere, i december 1986, blev der begået et stort røveri mod Daells Varehus. Flere af Appel-gruppens medlemmer blev sigtet for dette røveri i foråret 1989, men frifundet under retssagen i 1990-91. Da selve røveriet blev begået, var status for PET’s overvågning af gruppen altså den, at tjenesten aflyttede Torkil Lauesens telefon og visse telefoner i de palæstinensiske kredse. Aflytningerne af de øvrige medlemmer af Appel-gruppen var ophørt i oktober 1986, og de to planlagte rumaflytninger var tilsyneladende ikke blevet etableret. Den 5. januar, cirka to uger efter røveriet, indhentede PET fornyet tilladelse til at foretage rumaflytning af Torkil Lauesens lejlighed, og igen blev det bemærket, at aflytningen endnu ikke var blevet etableret, men at det forventedes at ville ske i snarlig fremtid.[967] Aflytningen af Lauesens telefon afslørede til gengæld en bemærkelsesværdig samtale den 25. december mellem Torkil Lausen (TL) og en bekendt (L) til denne, som i PET’s indberetning blev gengivet således:

”TL: Ønsker god jul
L: Takker for det ”nyttige udstyr” – spørger, om det ikke var besværligt at få det med samtidig med de 5 millioner?
TL: Nej, det gik – (pinlig tavshed??)
L: Griner…. det er den slags småting, der sommetider fælder.
TL: Ja, – når jeg nu var i Dalle Valle -.”[968]

PET konkluderede af samtalen, at Torkil Lauesen havde købt en praktisk julegave i Daells Varehus, og at den bekendte, idet han takkede for gaven, lod en bemærkning falde om røveriet. Men på trods af, at de altså måtte have et vist kendskab til hinanden, blev samtalen ført i en humoristisk tone, der ifølge tjenesten dækkede over en vis forlegenhed, hvilket ifølge tjenesten tydede på, at L ikke havde noget kendskab til Torkil Lauesens ”kriminelle aktiviteter”. Alt taget i betragtning var det dog ikke helt uforståeligt, at PET alligevel valgte at opbevare samtalen indtil videre.

Daells Varehus

”Røvere væk med fem mill. i barnevogn” lød overskriften på Politiken den 23. december 1986, dagen efter et røveri, der på dette tidspunkt rent udbyttemæssigt kun blev overgået af Lyngby-røveriet i 1983. Om morgen den 22. december havde tre mænd forklædt som håndværkere taget opstilling i en smal gang umiddelbart uden for det lokale i Daells Varehus, hvor kassebeholdningen befandt sig. Et bud fra Bikuben var med hjælp fra en lokal kvindelig ansat ved at bære juleweekendens omsætning ud af kasserummet i seks sorte nylontasker og havde netop åbnet døren ud til den smalle gang, da han blev overfaldet af de tre ”håndværkere”. Gerningsmændene masede ind i rummet, truede de ansatte med pistoler og slog den kvindeligt ansatte, der bar to af pengetaskerne, så hun faldt til gulvet og tabte dem. Røverne tog alle taskerne og løb hen ad gangen, men blev indhentet af varehusets lokale sikkerhedschef, hvilket resulterede i et kort håndgemæng. Sikkerhedschefen pådrog sig et kraniebrud efter et hårdt slag i hovedet, angiveligt med et pistolskæfte, men fik dog fravristet røverne den ene af pengetaskerne med cirka 1,5 millioner kroner. Via bagtrapper og en bagdør, der kun blev benyttet af varehusets ansatte, løb røverne ned i gården til Nørregade 24, hvor de på forhånd havde parkeret en barnevogn. De hev to lyse cottoncoats, som to af gerningsmændene iførte sig, op af barnevognen og lagde pengetaskerne ned i barnevognen. Den ene skubbede barnevognen, og de begav sig i roligt tempo ud af porten til Nørregade og i retning af Nørreport station. Kort efter skråede de tre gerningsmænd over Nørregade og satte tempoet så meget op, at et vidne bemærkede at ”de tydeligvis havde temmelig travlt.” Da samme vidne havde udtrykt bekymring for barnet som følge af mændenes noget usikre kørsel med barnevognen, havde røverne svaret noget i retning af ”... vi klarer den!”, og i hast bevæget sig ind ad en port på den anden side af Nørregade. Her forsvandt sporet for to af røvernes vedkommende. Den sidste blev kort efter set komme ud af en port ved Nørre Voldgade 56. Iklædt parkacoat med opslået hætte krydsede han i høj fart Nørre Voldgade med barnevognen foran sig for endelig at forsvinde ned i parkeringskælderen under Israels Plads. Her så et enkelt vidne to mænd med en overfyldt barnevogn, uden dog at tænke videre over det i første omgang. En time senere fandt politiet barnevognen.[969]

I håndværkertasken blev fundet et magasin, formentlig fra en belgisk fremstillet pistol. Under ransagningen af lejligheden i Blekingegade i maj 1989 fandt politiet netop en af disse pistoler, til hvilken magasinet passede.[970] Derudover fandt politiet et forfalsket kørekort, der afslørede flere af gruppens arbejdsmetoder. Efterforskningen viste, at de falske kørekort var blevet benyttet ved leje af en bil fra den 20. december 1986 klokken 9 til den 22. december 1986 klokken 12.00, det vil sige omkring det tidsrum hvor røveriet mod Daells Varehus fandt sted. Samtidig fandt man en ”ægte” lejekonkrakt i det navn, der var opgivet på det falske kørekort. Den adresse, der var benyttet ved leje af bilen i december 1986, havde imidlertid aldrig været beboet af den person, hvis navn stod på kørekortet. Det ledte samlet efterforskningsgruppen til den slutning, at Appel-gruppen måtte have fisket den rigtige kontrakt op af en skraldespand ved ét udlejningsfirma, for herefter at bruge oplysningerne til at fremstille et falsk kørekort, som de så benyttede hos et andet udlejningsfirma.[971] Det blev dog aldrig bevist, at den lejede bil havde været benyttet ved Daells Varehus-røveriet, og ingen af gruppens medlemmer blev dømt for røveriet.

Café Libération

Overvågningen og aflytningen af Appel-gruppen fra sommeren 1986 afslørede ingen kriminelle aktiviteter. Til gengæld fik PET på dette tidspunkt oplysninger om, at nogle af gruppens medlemmer havde planer om at åbne en Café på Vestmannagade ved Islands Brygge i København.[972] Fra bevillingspolitiet fik PET den 2. februar oplyst, at man havde givet tilladelse til restaurationsdrift af Café Libération, i hvis bestyrelse der sad et enkelt medlem af Appel-gruppen og nogle med tætte relationer til gruppen.

Gruppen har selv senere berettet, at Niels Jørgensen blev ansat i caféen som langtidsledig og havde den største del i det daglige arbejde. Caféen skulle drives med det formål at give overskuddet til de grupper, man støttede i den tredje verden. Af og til blev der arrangeret politiske møder i caféen, og i Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe regi udgav gruppen bladet Libération og fik desuden trykt et par politiske bøger. Flere af gruppens medlemmer og folk med relationer til gruppen arbejdede frivilligt med at drive caféen. På længere sigt måtte de dog

erkende, at projektet ikke levede op til forventningerne; arbejdet var for stort og fortjenesten for lille.[973]

Allerede i starten af februar 1987, samme dag som PET fik oplyst, at bevillingspolitiet havde givet tilladelse til restaurationsdrift, anmodede PET om rettens kendelse til at foretage aflytning af den telefon, der tilhørte Café Libération. PET’s begrundelse for anmodningen var den efterhånden ofte fremførte, at caféen blev drevet af Appel-gruppen, der mistænktes for at stå bag berigelsesforbrydelser til fordel for PFLP. Endnu mistænkte man dog – ifølge denne rapport i hvert fald – kun gruppen for Glostrupforholdet i 1980 og Lyngbyforholdet i 1983.[974] Daells Varehusforholdet, der havde fundet sted blot seks uger forinden, blev altså ikke nævnt, hvorefter det er usikkert, om PET på dette tidspunkt overhovedet mistænkte gruppen for at have deltaget i det. Nogle uger senere, den 25. februar 1987, indhentede tjenesten rettens tilladelse til også at foretage rumaflytning af Café Libération. Det skete ud fra en forventning om, at aktiviteterne omkring forlaget Manifest som tidligere nævnt ville flytte til den nye café på Islands Brygge.[975] Tjenesten indhentede fornyede retskendelser hver fjerde uge i over et halvt år, men rumaflytningen blev ikke etableret i denne omgang i hvert fald (der blev iværksat nye initiativer efter røveriet mod Købmagergade Postkontor). Den 19. oktober 1987 oplyste PET retten, at der ikke ønskedes fornyet kendelse.[976] Telefonaflytningen fortsatte, bortset fra enkelte afbrydelser, frem til den 22. august 1988. Ud over telefonaflytning foretog PET i løbet af foråret 1987 ved flere lejligheder observation af selve caféen. Rapporterne fra disse observationer beskrev lokalernes beliggenhed og indretning, hvor mange personer der opholdt sig i lokalet, samt i nogle tilfælde hvilken rute de ansatte fulgte, når de forlod caféen om aftenen.[977]

Udbyttet af overvågningen var ikke overvældende, men dog tilstrækkeligt til, at PET fik forlænget retskendelserne. I december 1987 afslørede overvågningen, at caféen leverede mad til et PFLP-møde i København. I april 1988 modtog PET oplysninger fra en udenlandsk tjeneste om, at PFLP med Marwan el-Fahoum som den ansvarlige for udenrigsanliggender havde planer om at genoptage sine terroraktioner uden for Mellemøsten. Da overvågningen af caféen af tekniske årsager var midlertidigt afbrudt, begik tjenesten et notat, som fremhævede behovet for at genoptage telefonaflytningen, da det var ”sandsynligt”, at Marwan el-Fahoum ville benytte sine kontakter, det vil sige Appel-gruppen, til at yde ”den tilrejsende terrorgruppe logistisk støtte”. Aflytningen blev genoptaget, men intet tyder på, at der foregik noget af det, den udenlandske tjeneste advarede mod.[978]

Købmagergade Postkontor

Klokken lidt over fem om morgenen den 3. november 1988 dukkede fire personer op ved portvagten til postgården ved Købmagergade Postkontor. To af dem udgav sig for at være civilklædte kriminalbetjente. De to øvrige bar nøjagtige kopier af almindelige politiuniformer.[979] De to civilklædte påstod over for portvagten, at der i løbet af natten var sket et knivoverfald på Gråbrødre Torv, som man var i gang med at efterforske. De to politiuniformerede personer gik derefter ind i postgården under påskud af efterforskningsgerning, netop som en pengetransport ankom til postgården. Portvagten svarede på spørgsmål fra de to civilklædte og lukkede porten efter pengetransporten, da denne var inde i gården. Den ene af de to mænd, der kørte pengetransportvognen, åbnede til lasten og begyndte at læsse værdierne fra bilen over i et trådnet. Da aflæsningen var færdig, startede selve røveriet. De to uniformerede overfaldt de to chauffører af transporten samtidig med, at de to civilklædte overmandede portvagten og åbnede porten til postgården. Her ankom nu en femte gerningsmand i en orangerød Toyota Hiace varevogn, som han bakkede ind i gården. Den ene af de to civilklædte gerningsmænd truede personalet med et oversavet jagtgevær, mens værdierne blev læsset over i varevognen. Cirka halvandet minut senere hoppede tre af gerningsmændene ind i varevognen og en fjerde ind ved siden af varevognens chauffør. Varevognen kørte hurtigt ud af porten til Løvstræde og svingede til højre ned mod Købmagergade med knap 13 millioner kr. liggende i varerummet.

Chaufføren i pengetransporten havde nået at slå alarm over bilens radio, inden han blev overmandet. Signalet var blevet opfanget af to patruljevogne, der tilfældigvis var lige i nærheden. Den ene, ”Alfa Syd”, befandt sig på Købmagergade nær Krystalgade og drejede ned ad Løvstræde mod gerningsmændene, der efterfølgende svingede brat uden om patruljevognen og kørte op over venstre fortov. En af betjentene hoppede ud af patruljevognen og skød efter varevognen, hvorved bagruden knustes. Da varevognen straks efter for enden af Løvstræde drejede til højre ned ad Købmagergade, blev den mødt af den anden patruljevogn, ”011”, der i alarmeringsøjeblikket befandt sig på Amagertorv. Den ene betjent i denne vogn, den 22-årige Jesper Egtved Hansen, sprang ud af patruljevognen og trak sin tjenestepistol. Personen, der sad på passagersædet i flugtbilen, sprang ligeledes ud af bilen, og affyrede et skud med et oversavet haglgevær. Et hagl ramte den unge betjent i det ene øje, og han afgik ved døden som følge heraf samme dag. Varevognen fortsatte herefter i høj fart ned ad Klareboderne og ned i en parkeringskælder i Klerkegade, hvor gerningsmændene på forhånd havde stillet to biler. Disse to var sammen med Toyata-kassevognen, der blev benyttet ved røveriet, og en ”ekstra” bil blevet stjålet den 2. november. Ingen af de stjålne biler bar synlige tegn på indbrud. Gruppen flyttede værdierne over i de to personbiler og fulgte herefter en rute ud af København, under hvilken der blev foretaget yderligere omladninger. Det kom senere frem, at gruppen havde praktiseret ”nøglefiskeri” i stort omfang forud for røveriet. Derudover havde et af gruppens medlemmer ombygget en nøglefræser, så den kunne bruges i en bil, hvorved gruppen kunne lave nøglekopier med det samme under de natlige ”nøglefiskeri-ture”. I august-september havde gruppen fundet de to personbiler, man ville benytte som flugtbiler, og Hiacen var blevet fundet senere på året.[980]

Gruppen beholdt selv den udenlandske valuta fra røveriet. De øvrige ca. 11 millioner kr. blev i midten af december sendt ud af landet til to unavngivne modtagere.[981]

PET og efterforskningen

Samme dag, den 3. november klokken 8.57, blot nogle timer efter røveriet mod Købmagergades Postkontor, oprettede PET observation af Niels Jørgensen, som herefter blev observeret hver dag de næste otte dage. I samme periode blev der etableret ”punktvise” observationer af de øvrige fire gamle medlemmer af gruppen. Herefter fulgte observationerne jævnt på ugentlig basis i tiden frem til anholdelsesaktionen i midten af april 1989, dog med Niels Jørgensen som det mest hyppige observationsobjekt. PET arbejdede tydeligvis med en tese om, at gruppen måtte have nogle skjulte lokaliteter, idet tjenesten i en rekvisition forud for en observationsrekvisition af netop Niels Jørgensen skrev, at han muligvis kunne bringe observationsholdet rundt til eventuelle kontaktsteder og hemmelige lokaliteter, hvor materiel fra gruppen blev opbevaret.[982] Man oprettede desuden en række observationer mod Café Libération, hvor indsatsen blev rettet mod de fire ovennævnte kernemedlemmer. Under et ”stormøde” på caféen observerede PET ved en given lejlighed, at to af medlemmerne forlod caféen og gik en tur rundt om nogle boligblokke ”i dyb samtale.”[983]

I begyndelsen af december 1988 oprettede politiet en undersøgelsesgruppe under ledelse af Københavns kriminalpoliti Afdeling C, med personale fra København, Lyngby, Gladsaxe og PET. Samtidig iværksatte PET telefonaflytninger af personer, som PET mistænkte for overtrædelse af straffelovens § 114, den ofte benyttede paragraf i forbindelse med aflytningen af Appel-gruppen, der omhandler støtte til terrorbevægelser, in casu PFLP. Det var ved tidligere lejligheder blevet afsløret, at disse personer havde forskellige tilknytninger til gruppen, hvilket dog ikke blev nærmere præciseret i anmodningerne forud for aflytningerne. De fleste aflytninger ophørte i vinteren 1989, da de ikke umiddelbart tilførte efterforskningen noget nyt.[984] Derudover blev Café Libérations telefon aflyttet med start nogle dage efter røveriet, og denne aflytning varede ved i et halvt år. I januar 1989 blev telefonaflytningen af caféen suppleret med en rumaflytning, der denne gang blev etableret, men som kun var aktiveret under møder på caféen.[985] Først i løbet af vinteren og foråret indledte undersøgelsesgruppen aflytninger af gruppens medlemmer. Som det var tilfældet ved tidligere aflytninger, forhindrede gruppens interne sikkerhedsrutiner tilsyneladende, at væsentlige oplysninger kom ud.

I marts 1989, over fire måneder efter røveriet, var der stadig ikke foretaget nogen anholdelser. Undersøgelsesgruppen udarbejdede i midten af marts 1989 en rapport, som viste, at man havde indsamlet og udvekslet et stort antal oplysninger om gruppens oprindelse, udvikling, aktiviteter og kontakt til PFLP, og at efterforskningen omfattede følgende forhold:

Rapporten fremhævede de helt gennemgående træk ved forbrydelserne og indikationer, der pegede på, at gerningsmændene skulle søges uden for de ”normale kriminelle kredse”, og i personkredse, ”der pga. sympati eller idealisme skaffer penge/værdier til den ’fælles sag’ uden hensyn til nødvendige magtmidler”.[986]

Den 12. april 1989 indhentede undersøgelsesgruppen tilladelser til ransagninger af lejligheder, og den 13. april anholdt politiet de fire kernemedlemmer af Appel-gruppen: Peter Døllner, Torkil Lauesen, Niels Jørgensen og Jan Weimann. I tilslutning til det efterfølgende grundlovsforhør blev de sigtet for tre røverier af særlig farlig karakter, samt for overtrædelse af straffelovens § 114 ved at have ydet væsentlig bistand til PFLP.[987] Bemærkelsesværdigt nok blev de ikke i første omgang sigtet for Købmagergadeforholdene, men for Glostrupforholdet i 1980 samt de to røverier i henholdsvis 1982 og 83: Ved Vesterport og i Lyngby. Gruppens medlemmer nægtede sig skyldige, men blev varetægtsfængslet, hvorefter undersøgelsesgruppen arbejdede videre med efterforskningen. Trods de mange indicier blev der ikke fundet entydige beviser. Politiet genindkaldte i slutningen af april tidligere vidner fra Lyngby-røveriet i 1983 til konfrontationer med nogle af gruppens medlemmer, men uden resultat. Derudover havde de varetægtsfængslede en ens nøgle, der dog så for ordinær ud til at blive genkendt, selv om den blev affotograferet og kom i landets aviser. Før den 2. maj 1989 arbejdede politiet stort set kun med mistanker og indicier.

Gennembrud og nye sigtelser

Klokken 7.15 om morgenen den 2. maj 1989 blev det ene af de to sidste medlemmer af Appel-gruppen, der endnu var på fri fod, Carsten Nielsen, involveret i et alvorligt trafikuheld på Birkerød Kongevej nord for København. I Carsten Nielsens besiddelse fandt politiet en nøgle, der var identisk med den, de øvrige medlemmer af gruppen havde. Endvidere fandt man en telefonregning udstedt til Frode Nielsen, Blekingegade 2, 1.th. Carsten Nielsen og endnu et medlem af gruppen, Karsten Møller Hansen, blev anholdt, og samme eftermiddag tog tre kriminalbetjente ud til adressen, hvor det hurtigt blev klart, at arrestanternes nøglesæt alle passede til både gade- og hoveddør på adressen i Blekingegade.[988] Der blev iværksat en ransagning af lejligheden, der umiddelbart forekom ”forladt” og uden mærkbare spor efter kriminelle aktiviteter, bortset fra nogle parykker, noget maskering samt nogle bærbare radioer. Under en ny gennemgang af lejligheden senere samme dag, blev betjentene opmærksomme på en meget bred væg, hvorpå der var fastskruet en reol. Politifolkene lavede en åbning i væggen og fandt et hemmeligt rum, med politi- og postuniformer og en hel del håndvåben, jagtgeværer og sprængstoffer.[989] Nærmere undersøgelser afslørede drejebøger for røverier, observationsnotater af pengetransportvogne og planer om kidnapning for blot at nævne de vigtigste ting. Lejligheden var blevet lejet i september 1985 i falsk navn, og havde siden fungeret som et mødested, hvor der blev planlagt illegale aktiviteter.[990]

De mange fund førte til en række nye sigtelser og til nye aflytninger af folk med tilknytning til gruppens medlemmer. Et af de vigtigste forhold var Rausingforholdet, for hvilket gruppens medlemmer blev sigtet for

”... ved i foråret sommeren 1985 [1984] i forening med medgerningsmænd, under nøje planlægning og efter systematiske observationer at have iværksat handlinger til bortførsel af den svenske statsborger JÖRN RAUSING (…) for efterfølgende under trusler om at slå pågældende ihjel at presse familien til at udbetale en løsesum på 25 millioner US-dollars.”[991]

Det store våbenfund i det hemmelige rum i lejligheden omfattede:

Efterforskningen konstaterede et sammenfald mellem dette våbenfund og et våbentyveri, der havde fundet sted i Flen i Sverige i november 1982, og et andet tyveri fra et våbendepot i Jægersborg vandtårn i 1973. Derudover kunne der konstateres et sammenfald mellem det samme våbentyveri i Sverige og fundet af et nedgravet våbenlager i Fontainebleau-skoven lidt uden for Paris i 1986 samt nogle tegninger over dette område i Frankrig, som politiet fandt i lejligheden i Blekingegade.[992] Gruppen blev sigtet for hæleri af grov beskaffenhed i tidsrummet fra den 7. november 1982 til den 2. maj 1989.[993] Under den efterfølgende retssag kom det frem, at gruppen i årene 1982-83 havde holdt en række møder om muligheden for at smugle våben til de palæstinensiske områder i kølvandet på den israelske invasion af Libanon i 1982. I løbet af 1984 havde gruppen mere konkret undersøgt mulighederne for at få transporteret våbnene til området, og man undersøgte bilmodeller, ruter og tilgængelighed via søvejen, men opgav planen senere på året. I samme periode havde et af gruppens medlemmer foreslået våbentyverier i Norge og havde i den forbindelse foretaget en række observationer. Det blev ved planerne.

Uvist hvornår og af hvem blev våbnene i løbet af årene 1985-86 flyttet fra en af gruppens tidligere dækadresser til Blekingegade.[994] Da Niels Jørgensen i 1986 blev anholdt for brugstyveri af en varevogn var dette et led i en anden plan, der skulle skaffe gruppen af med våbnene. Ifølge Niels Jørgensens egen forklaring var planen at smide sprængstofferne, detonatorerne og raketterne i søer og branddamme.[995] Endelig viste det sig under retssagen, at flere af gruppens medlemmer i 1984 i en skov i Nordsjælland havde prøvet at skyde med nogle af håndvåbnene.[996]

Z-FILE

En anden vigtig ny sigtelse afspejlede endnu et aspekt af gruppens forbindelser med PFLP. I lejligheden fandt politiet en række ringbind, der indeholdt oplysninger om ca. 500 personer, organisationer og firmaer, af ”jødisk/zionistisk oprindelse”, den såkaldte ”Z-file”. Derudover var der oplysninger om folk, der havde udtrykt sympati for Israel, oplysninger om handelssamarbejdet mellem EF og Israel, samt oplysninger om danske firmaer, der beskæftigede sig med våbenproduktion, og disse firmaers forbindelser til Israel.[997] Oplysningerne var hovedsageligt indhentet af Bo Weimann, der efter eget udsagn var blevet opfordret til det i 1982, uoplyst af hvem. Det angivelige hovedformål med arkivet var at kortlægge Mossads virksomhed i Danmark. I mere konkrete vendinger handlede det om at ”få indblik i de politiske sider af zionismen i Danmark” samt ”Israel-lobbyens indflydelse i dansk politik”. Bo Weimann betegnede selv indhentningen som en ”biblioteksopgave” og understregede under retssagen i 1990, at oplysningerne i vid udstrækning stammede fra offentligt tilgængelige oplysninger på det Kongelige Bibliotek. Mere konkret byggede de på en systematisk gennemgang af foreninger, tidsskrifter, aviser, sympatitilkendegivelser osv. Han afleverede en mængde oplysninger til den person, der havde opfordret ham til at indsamle dem. Han arbejdede ifølge det oplyste på opgaven i årene 1982-84.[998] Eftersom oplysningerne skulle stilles til rådighed for PFLP, blev gruppen sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 stk. 1 ved at have bistået fremmed efterretningsvæsen til at virke inden for den danske stats område.

Retssag og dom

Ved retssagens begyndelse den 3. september 1990 var de syv personer tiltalt for i alt 15 forhold. Mod alle syv rejstes tiltale for en række tilfælde af dokumentfalsk, til dels som forsøg, for hæleri med hensyn til tyveri af våben og for overtrædelser af våbenloven, for forsøg på tyveri fra politistationer i Sverige i 1983 og for forsøg på tyveri fra våbendepoter i Norge i perioden 1983-85. Mod seks personer fra gruppen (alle undtagen Carsten Nielsen) rejstes tiltale for overtrædelse af straffelovens § 108, eller forsøg herpå, ved at have indsamlet og videregivet oplysninger til PFLP (den såkaldte Z-file), for røveriet mod Den Danske Bank i Lyngby i 1983, og for forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på røveri (Rausingforholdet). Mod seks personer (alle undtagen Døllner) rejstes tiltale for røveri mod Herlev postkontor i 1985, det såkaldte ”Rullestolsrøveri”, for forsøg på røveri mod Amagerbanken i 1985-86, for røveri mod Daells Varehus i 1986, for røveri mod Købmagergade postkontor i 1988 og for drab i forbindelse med Købmagergaderøveriet. Endelig blev Karsten Møller Hansen tillige tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 152 ved at have tilskyndet en læge til at røbe fortrolige oplysninger, som lægen erfarede i sit virke.

Under domsforhandlingen frafaldt anklagemyndigheden en række af forholdene. Som eksempler kan nævnes forholdene om forsøg på tyveri fra politistationer og våbendepoter og forholdet om røveriet i Lyngby, idet tiltalen dog opretholdtes mod Niels Jørgensen, og tiltalen for røveriet i Herlev og Daells Varehus for så vidt angår Bo Weimann, Karsten Møller Hansen og Carsten Nielsen, idet tiltalen opretholdtes mod de øvrige. Nævningetinget frifandt de tiltalte for en række af forholdene, bl.a. røveriet i Lyngby, røveriet i Herlev, røveriet mød Daells Varehus og drabsforholdet. Endvidere frifandt nævningetinget for tiltalen om frihedsberøvelse af Rausing på grund af de tiltaltes frivillige tilbagetræden fra forsøg. Den del af Rausingforholdet, der angik røveri, var frafaldet af anklagemyndigheden.

De tiltalte blev alle fundet skyldige i en del af forholdene og idømt fængselsstraffe fra et til ti år. Niels Jørgensen blev straffet med fængsel i ti år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, forsøg på røveri mod Amagerbanken og røveri mod Købmagergade postkontor. Torkil Lauesen blev straffet med fængsel i ti år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, forsøg på røveri mod Amagerbanken og røveri mod Købmagergade postkontor. Jan Weimann blev straffet med fængsel i ti år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, forsøg på røveri mod Amagerbanken og røveri mod Købmagergade postkontor. Peter Døllner blev straffet med fængsel i et år for dokumentfalsk og hæleri med hensyn til våben. Bo Weimann blev straffet med fængsel i syv år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, overtrædelse af straffelovens § 108, forsøg på røveri mod Amagerbanken og medvirken til røveri mod Købmagergade postkontor. Karsten Møller Hansen blev straffet med fængsel i tre år for dokumentfalsk, overtrædelse af straffelovens § 152 om udnyttelse af fortrolige oplysninger, hæleri med hensyn til våben, forsøg på røveri mod Amagerbanken og medvirken til røveri mod Købmagergade postkontor. Endelig blev Carsten Nielsen straffet med fængsel i otte år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven og røveri mod Købmagergade postkontor.

For så vidt angår en del af de forhold, som de syv personer blev dømt for, erkendte de tiltalte under sagen forholdene i større eller mindre grad. De erkendte således alle syv de omfattende dokumentfalskforhold, og de seks, der var tiltalt for forsøg på frihedsberøvelse (Rausingforholdet) erkendte alle forsøget, men gjorde gældende, at de var trådt frivilligt tilbage herfra. Som anført frifandtes de også for forholdet af denne grund. Erkendelserne og retssagen vakte megen offentlig opmærksomhed, eftersom de tiltalte under hele forløbet forud stort set intet havde oplyst til politiet, og det var først under retssagen, at flere af gruppens aktiviteter blev kendt.

Tre af de dømte ankede strafudmålingen til Højesteret med påstand om formildelse, mens anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse af straffen for en fjerde, der derpå påstod formildelse. Ved dom af 8. november 1991 stadfæstede Højesteret nævningetingets dom.

Afslutning

Efter det interne opgør i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) dannede en gruppe yngre medlemmer med Jens Holger Jensen i spidsen Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA). Gruppens ideologiske udgangspunkt var en fortsættelse af KAK’s snylterstatsteori, men adskilte sig i praksis fra denne på en række punkter: KA’s tredjeverdensorienterede aktiviteter blev iværksat ud fra opgørelser over, hvor disse aktiviteter ville skade og konfrontere imperialismen mest. Både omfanget og karakteren af støtten var mere aktivistisk og direkte end den tidligere ”guru” og leder af KAK, Gotfred Appel, synes at være gået ind for.

Inden for KA opretholdt og udbyggede en lille gruppe kontakten til PFLP via palæstinensiske kredse i Danmark og via PFLP-folk i Mellemøsten. Denne lille gruppe, der blev kendt som Appel-gruppen, arbejdede under meget hemmelige forhold ved siden af det legale politiske arbejde inden for rammerne af KA. Appel-gruppen havde tætte kontakter til PFLP, foretog rejser under konspirative former, benyttede falske identitetspapirer og adresser og undgik bevidst og med betydelig effekt, at PET fik kendskab til gruppens aktiviteter og tilholdssteder.

PET kendte visse af gruppens medlemmer før bruddet i 1978. Tjenesten havde fulgt KAK fra dannelsen i 1963, og kendte også til ungdomsforbundet KUF, som de fleste af den senere Appel-gruppes medlemmer oprindeligt kom fra. Ud over Jens Holger Jensen var ingen af de øvrige registreret fra KUF-tiden. I løbet af 1970’erne, samtidig med at PET nedtonede sin interesse for KAK, indledte tjenesten en tæt overvågning af palæstinensiske miljøer i Danmark og fik derved identificeret, hvilke personer fra disse miljøer, der var tilknyttet PFLP. På baggrund af disse overvågningsaktiviteter fik PET også kendskab til, hvilke kontakter den danske PFLP-gruppe opretholdt, og blev ad denne vej atter opmærksom på KAK og den nye gruppe af unge medlemmer. PET’s interesse for Appel-gruppen blev således vakt som følge af overvågningen af palæstinensiske miljøer. Fra 1977-78 godtgjorde overvågning flere tegn på kontakt mellem de unge i Appel-gruppen og de palæstinensiske grupper, og PET oprettede sager på de fire øvrige centrale medlemmer af Appel-gruppen i anden halvår af 1979. I oktober 1979 mødtes Appel-gruppens alle oprindelige fem medlemmer med den fremtrædende PFLP-figur Marwan el- Fahoum. Dette møde indledte PET’s overvågning af selve Appel-gruppen, der med vekslende intensitet fortsatte til 1989. De første to år, 1979-81, blev gruppen fulgt tæt, og PET var i besiddelse af mange oplysninger, der beviste kontakt til PFLP. De første mistanker om kriminel aktivitet opstod ligeledes i denne periode, da et par af gruppens medlemmer blev mistænkt for at have medvirket ved kidnapningen og røveriforsøget i Glostrup i 1980. PET fortsatte overvågningen af gruppen og dens kontakter i form af aflytninger og enkelte observationer frem til slutningen af 1981, hvor overvågningen af gruppen blev nedtonet i en periode.

1982-85 foretog tjenesten ikke nogen intensiv overvågning af gruppen, og der ses kun gennemført enkelte overvågningsinitiativer. Ved den senere retssag i 1990-91 dannede denne periode imidlertid ramme om en række alvorlige tiltaleforhold, heriblandt tre røverier af særlig farlig karakter. Mest bemærkelsesværdigt var Lyngbyrøveriet i 1983, hvor mistanken blev rettet mod Appel-gruppen efter fundet i Paris af 8,3 millioner danske kroner. Bortset fra disse enkelte episoder blev en mere sammenhængende overvågning af gruppen først genoptaget i 1986, da PET igen ved hjælp af overvågning af de palæstinensiske miljøer fik oplysninger om, at Marwan el- Fahoum ville genetablere kontakten til Appel-gruppen. Tjenesten iværksatte en række aflytninger og observationer for at klarlægge karakteren af kontakten mellem gruppen og palæstinenserne. Under kodenavnet Operation PINEAPPLE indhentede PET rettens tilladelse til at foretage rumaflytning af et af gruppens medlemmer i løbet af efteråret 1986, hvilket dog aldrig blev iværksat. I løbet af 1987, da gruppen åbnede caféen Libération, overvågede PET i perioder caféen ganske nøje.

Ved røveriet mod Købmagergade postkontor var det tydeligt, at PET umiddelbart mistænkte gruppen. Intensiv efterforskning førte til anholdelse af gruppens medlemmer i april 1989, men beviserne var ikke overbevisende. Først da et af gruppens medlemmer kørte galt et par uger senere, fandt politiet frem til lejligheden i Blekingegade og fik dermed en mængde beviser på en række kriminelle aktiviteter, der førte til nye sigtelser.

En af gruppens forsvarere udtalte efter sagen, at ”Gruppen havde en ulyksalig manglende evne til at bruge papirkurven.”


[790] Peter Frederiksen, Kindkys af Pol Pot, s. 232.

[791] KAK: Forsvarsdebat på afveje, maj 1981, og Gotfred Appel i Politiken 5. oktober 1980.

[792] Manifest, nr. 1, oktober 1978, og Leksikon for det 20. århundrede.

[793] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 125.

[794] Det følgende bygger overvejende på Manifest – Organ for Kommunistisk Arbejdsgruppe, nr. 1, oktober 1978, og ”Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA)”, (u. dato) her taget fra PET, emnesag: ”Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe”.

[795] Inspireret af bl.a. Immanuel Wallersteins retning inden for teorierne om internationale relationer.

[796] Nawrocki og Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme, s. 120.

[797] PET, oplysninger i diverse personsager.

[798] Socialistisk Håndbog (1978), s. 71.

[799] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1971. Afd. C.

[800] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1972. Afd. C.

[801] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde vedr. Palæstinensisk Arbejderunion i Danmark”, 8. maj 1972.

[802] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde vedr. Stemningen i herboende arabiske kredse”, 16. august 1972.

[803] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde [-] vedr. muligt arabisk attentat her i landet”, 16. oktober 1972.

[804] Ibid.

[805] PET, personsag: ”Notat vedr. Ahmad Ahmed Darwish Awadalla”, 6. december 1972.

[806] Ibid.

[807] PET, personsag: Notat vedr. ”trusselsbreve, sendt til herboende arabere”, 10. november 1972.

[808] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. ”Herboende arabere”, 5. december 1973.

[809] RB: 3. december 2002. Dette vidne mente at flere fraktioner var tilknyttet PWU-kontoret, men understregede også i sin forklaring for Kommissionen, at PWU-lederen var tilknyttet PFLP.

[810] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-mødet i Kbh. d. 12/11 1977”.

[811] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977 afd. T.

[812] PET, personsag: ”Vedr. Kontakt mellem Talal Zouabi og PFLP/Al Hadaf-kontoret i Beirut”, 30. marts 1978.

[813] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 44”. I forbindelse med retskendelser forud for aflytninger var standardformuleringen af man havde grund til at antage, ”at der via den pågældende telefon blevet givet eller modtaget opkald til eller fra personer..” der var mistænkt for overtrædelse af de enkelte paragraffer.

[814] PET, personsag: Indberetning fra kilde, 27. oktober 1976. Enkelte vidner har under Kommissionens afhøringer foretaget i 2001 sagt, at de mente Jens Holger Jensen var blandt deltagerne. Dette kan på baggrund af datidens indberetninger med temmelig stor sikkerhed afvises. Samtidig er der dog ingen tvivl om, at flere af Appel-gruppens medlemmer fra tid til anden opholdt sig i Libanon eller Irak uden at der dog vides noget præcist om deres opholdssteder i de to lande.

[815] Ibid.

[816] RSU: 7. januar 1977.

[817] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 45”.

[818] PET, personsag: ”Vedr. Sati Awad Bakier”, 14. januar 1977.

[819] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-hovedkvarter for forbindelser til udlandet”, 15. november 1976 og ”Vedr. Oplysninger om palæstinensere”, 24. december 1976.

[820] PET, personsag:” Vedr. Sati Awad Suleiman Bakir”, 15. marts 1977.

[821] PET, personsag: ”Vedr. Træningslejr i Libyen 1977”, 10. august 1977, og PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T.

[822] PET, personsag: ”Vedr. Sati Awad Suleiman Bakir”, 15. marts 1977.

[823] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde vedr. forbindelse mellem PFLP-medlemmer og personale på den libyske ambassade i Danmark”, 22. marts 1977.

[824] PET, personsag: ”Vedr. Forbindelse mellem den herboende PFLP-kreds og den herværende Libyske ambassade (…)”, 27. juli 1977.

[825] PET, personsag: ”Oplysninger fra kilde om “Den libyske ambassade – forbindelse til PFLP””, 13. december 1977.

[826] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980 afd. T.

[827] RB: 11. juni 2002.

[828] Dette fremgår af flere af de vidneforklaringer der er afgivet til Kommissionen, f.eks. RB: 8. maj 2001 og RB: 3. december 2002.

[829] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T. I The Mitrokhin Archive nævnes det, at PFLP-lederen Waddie Haddad allerede i 1970 blev rekrutteret som KGB-agent under kodenavnet ”NATSIONALIST”, og at Haddad og KGB planlagde flere fælles operationer op gennem 1970’erne. De to parter havde en fælles interesse i at bekæmpe israelsk og amerikansk indflydelse i eksempelvis Libanon. Se Christopher Andrew og Vasili Mitrokhin (1999), The Mitrokhin Archive – The KGB in Europe and the West, s. 493-498.

[830] Den 13. oktober 1977 blev en Lufthansa Boeing 737 fra Mallorca til Frankfurt kapret af fire ”arabisk udseende” mænd og fløjet til Mogadishu i Somalia. Ifølge PET skulle kapringen ses i sammenhæng med RAF-bortførelsen af den vesttyske arbejdsgiverforeningsformand, Hans Martin Schleyer, blot en måned tidligere den 5. september 1977. Flykaprenes krav omhandlede således, foruden frigivelsen af 11 vesttyske RAF-medlemmer, også løsladelse af to palæstinensiske terrorister der sad fængslet i Tyrkiet, hvilket vidnede om en vis kontakt mellem tyske og palæstinensiske terrorgrupper. Den 17. oktober krævede gidseltagerne, at de fængslede RAF-medlemmer efter frigivelsen skulle flyves til Mogadishu, hvilket de vesttyske myndigheder den følgende dag oplyste dem om var ved at ske. Samme aften landede en Boeing 707 ubemærket i Mogadishus lufthavn. Ombord var en styrke fra det vesttyske anti-terrorkorps GSG-9, der efter en times forberedelse stormede det kaprede fly omkring midnat, natten til den 18. oktober. Tre af de fire gidseltagere blev dræbt, den sidste hårdt såret. 11 af de i alt 86 passagerer blev i flg. PET’s årsberetning lettere såret og ingen blev dræbt. Udfaldet af kapringen førte til, at fire RAF-medlemmer den følgende dag begik selvmord i deres fængselsceller i Vesttyskland, heriblandt den oprindelige leder af Baader-Meinhof gruppen Andreas Baader. Dagen efter, den 19. oktober, blev Hans-Martin Schleyer likvideret af sine kidnappere efter 43 døgns fangeskab. I PET’s årsberetning blev det anset for ”overvejende sandsynligt” at det var Waddie Haddads gruppe ”inden for PFLP” (formentlig PFLP-SC) der sammen med RAF stod bag flykapringen. I den senere litteratur om emnet nævnes PFLP da også som ansvarlig, uden det dog er nærmere specificeret, hvilken gruppe inden for PFLP der var tale om. PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T. Om samarbejdet mellem palæstinensiske og vesteuropæiske grupper se også Livingstone & Halevy (1991), Inside the PLO, s. 208-209. Se desuden Richard Muffman, ”This is Baader-Meinhof” på www.baader-meinhof. com/timeline/1977.html.

[831] PET, personsag: Observations-rekvisition, 17. august 1977.

[832] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T.

[833] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 45”.

[834] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 73”.

[835] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 45”.

[836] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 42”.

[837] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1978, afd. T.

[838] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 42”: Rapport 3. marts og 4. marts 1978 og udskrift af retsbog for Københavns byret 25. marts. Ransagningen blev anset for foretaget i medfør af retsplejelovens § 797, stk. 2.

[839] PET, operationssag:”Kendelse bilag 45”: Rapport 22. september 1978.

[840] PET, personsag: “Vedr. PWU’s reaktion på Camp David-aftalen”, 11. oktober 1978.

[841] PET, emnesag: Den 8. september 1978.

[842] PET, emnesag: Den 14. september 1978.

[843] RB: 2. oktober og 4. december 2002.

[844] RB: 3. april 2001.

[845] RB: 4. april 2001.

[846] RB: 4. december 2002.

[847] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1984. Fatah har traditionelt været den største af de mange undergrupper i PLO, der mest kan opfattes som en paraplyorganisation. PFLP var en anden undergruppe og var ofte meget uenig med Fatah og den generelle politiske linje i PLO.

[848] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[849] Ibid.

[850] PET, personsag:” Notat vedr. Sati Bakir”, 17. august 1985.

[851] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985. Ifølge Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl, Flygtningenes Danmarkshistorie 1954-2004, ankom der i årene 1985-89 ca. 5.600 palæstinensere.

[852] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[853] PET, emnesag.

[854] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[855] PET, emnesag: ”Informationer fra kilde [-], vedr. PLO-kontorets brug af telefax”, 15. januar 1987. Dele af PLO’s ledelse, herunder Arafat, flyttede i 1987 fra Tunis til Bagdad.

[856] PET, emnesag: ”Indberetning fra kilde”, 19. november 1987.

[857] PET, emnesag: ”Vedr. samtale mellem…”, 14. december 1987.

[858] PET, emnesag: ”Vedr. palæstinenseres udrejse fra DK”, 19. juli 1988. I tiden mellem de første rygter om udrejsende palæstinensere og disse oplysninger var intifadaen brudt ud i december 1987.

[859] PET, emnesag.

[860] PET, emnesag: ”Vedr. Alawis arbejde for at få Danmark til at anerkende PLO”, 7. marts 1988.

[861] PET, emnesag: ”Observation af div. fagforeningsmedlemmer forud for PLO møde i forbindelse med tur til mellemøsten”, 4. maj 1988.

[862] RB: 4. december 2002. Det må formodes, at der i dette tal er indregnet grupper med kontakt til palæstinensiske miljøer, f.eks. Appel-gruppen, Palæstinakampagnen etc.

[863] RB: 4. december 2002.

[864] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[865] RB: 2. oktober 2002 og 4. december 2002. Episoden er desuden omtalt i Demos-publikationen De Hemmelige tjenester, 1998, s. 74-75.

[866] Eksempelvis fik PET oplysninger om, at to medlemmer af VS’ internationale udvalg var i Beirut, hvor de havde kontakt med palæstinensiske kredse. PET, personsag: Notits, 16. juni 1978.

[867] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. T.

[868] PET, personsag: ”Vedr. Skandinavisk Solidaritetskonference i København og forholdet mellem PWU og FMI”, 8. marts 1978.

[869] PET, personsag: „Vedr. Solidaritetskonferencen 24-28/3 1978”.

[870] Ibid.

[871] Ibid., s. 23. Ved den efterfølgende kvindekonference dækkede den irakiske ambassade angiveligt PLO-delegationens hotelomkostninger. Derudover blev det nævnt i årsberetningen, at de tidligere års ”Palæstinauger” havde modtaget støtte fra den irakiske ambassade. Endelig modtog PWU indirekte støtte i form af billige flybilletter med Iraqi Airways. Den irakiske støtte skal utvivlsomt ses som led i kampen om indflydelse i arabiske kredse mere generelt. Det var alment kendt, at Irak og Syrien måtte opfattes som rivaler/fjender i den arabiske verden, hvorfor Irak søgte at begrænse det stærke tilhørsforhold mellem PFLP og Syrien.

[872] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. T.

[873] Ibid.

[874] Indkaldelsen til ”lejren” på Cuba blev af arrangøren selv omtalt som et ”stævne”. PET, personsag.

[875] PET, personsag: ”Vedr. Nubar Hovsepian..”, 6. december 1977.

[876] PET, personsag: ”Vedr. En eventuel terroraktion i Danmark”, 3. april 1978.

[877] PET, personsag: Ledning ”PIG d. 9/2 1979”. Notits Vedr. Jens Holger Jensen.

[878] PET, personsag: ”Vedr. PWU-kontakt til Gotfred Appel”, 14. maj 1979.

[879] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensens ankomst til Danmark efter rejse til Beirut”, 11. september 1979.

[880] PET, personsag: ”Vedr. Jan Weimanns og Jens Holger Jensens rejse til Beirut i aug. 1979”, 31. august 1979 og PET, personsag: Oversigt over PWU’s kontakter med PFLP/Mellemøsten i august 1979.

[881] PET, personsag: PET-rapport 18. september 1979.

[882] PET, personsag: ”Vedr. Besøg i København af Marwan Fahoum fra PFLP’s kontor for udenlandske forbindelser og operationer, okt. 1979”, 10. oktober 1979.

[883] Peter Døllner blev aflyttet 30. oktober 1979 – 30. juni 1980; Torkil Lauesen blev aflyttet 19. december 1979 – 30. juni 1980. PET, operationssag.

[884] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensens rejse til London/ ”USA” i okt. 1979”, 19. oktober 1979 og Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, Borgen 1994, s. 56 ff.

[885] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th., s. 57.

[886] PET, personsag: ”Vedr. Konstatering af udrejse fra Kbh. Hovedbanegård af 2 danske statsborgere”, 9. oktober 1979.

[887] PET, personsag: Notitser vedr. besøg i England, 11-12. oktober 1979.

[888] Se PET, personsag: Rapport, 17. juni 1980.

[889] Senere blev PET oplyst om at Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen havde deltaget i et PFLP-møde d. 19. november 1979. Formålet med mødet var at indsamle penge til skoler til palæstinensiske børn i Libanon. PET, personsag: Notits vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen, 24. juli 1980.

[890] PET, personsag: Vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensens rejse til USA, 29. november 1979.

[891] PET, personsag: ”Vedr. De danske PFLP-medlemmer, Jens Holger Jensen (…) samt Niels Jørgensen (…) indrejse i Danmark d. 30.11.79 kl.12.30 via Esbjerg havn”, 29. november 1979.

[892] PET, personsag: Vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensens indrejse, 3. december 1979.

[893] Ibid., samt Betina Bendix & Lene Løvschall: Blekingegade 2, 1.th, s. 57.

[894] PET, personsag: ”Notits Vedr. Personmotorvogn rød Mazda 929”, 4. december 1979, og ”notits vedr. observation d. 30/11 1979”, 6. december 1979.

[895] PET, personsag: Rapporter fra søstertjenester, 12. december og 14. december 1979.

[896] PET, personsag: ”Indberetning fra reg. III til Centralafdelingen vedr. Jens Holger Jensen”, 25. februar 1980. Undersøgelsen af værelset havde ikke karakter af en ransagning, eftersom fraflytningen var sket, da kilden på kollegiet undersøgte venindens værelse.

[897] PET, personsag: ”Telefonkladder vedr. Jens Holger Jensen 28/9 1979 – 1/3 1980”, 21. marts 1980, og ”notits vedr. Jens Holger Jensen“, 20. marts 1980.

[898] PET, personsag: Rapporter fra søstertjenester, 8. februar og 13. februar 1980.

[899] PET, personsag: ”Notits vedr. Jens Holger Jensen”, 27. maj1980.

[900] PET, personsag: ”Vedr. ejerskifte på personvogn”, 18. april 1980.

[901] PET, personsag: ”Vedr. Torkil Lauesens rejse til Beirut ….”

[902] PET antog at Peter Døllner og Torkil Lauesen også deltog i møderne. PET, personsag: Vedr. møde mellem Jan Carl Weimann og Sati Bakir, 21. april og 21. maj 1980.

[903] PET, personsag: Rapport 17. juni 1980.

[904] PET, personsag: ”Vedr. Marwan el Fahoums rejse i Skandinavien”, 15. august 1980.

[905] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen”, 26. august og 9. september 1980.

[906] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 19. september 1980, og PET, personsag: ”Vedr. Marwan el Fahoum“, 29. august 1980.

[907] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen og omstændighederne omkring hans død”, 19. september 1980. Vedr. ”Danmarks Socialistiske Befrielseshær” henvises til Kommissionens beretning, bind 12.

[908] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd. C 1980, s. 52., og PET, personsag: Vedr. Operation [-], 23. september 1980. PET havde dog fortsat mistanke til gruppen. Se Kommissionens beretning, bind 12. At PET ikke var i stand til at bevise nogen sammenhæng blev bekræftet af chefkriminalinspektør Per Larsen under Kommissionens afhøring d. 18. september 2001. RB: 18. september 2001.

[909] PET, personsag: ”Vedr. anmodning om rettens kendelse til aflytning af Peter Døllners telefon”, 4. november 1980.

[910] Peter Døllner erkendte ved den senere anholdelse at have benyttet flere falske navne og blev i alt sigtet for dokumentfalsk i fire forhold. PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen), PET, personsag: ”Vedr. CK 82.539 – tilhørende Jens Holger Jensen”. ”Per Henriksen” var navnet på sønnen af den tidligere ejer af Jens Holger Jensens bil. PET, emnesag: ”Vedr. Operation [-]”, 27. juli 1992.

[911] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd. C 1980, s. 52, og PET, personsag: ”Vedr. anmodning om rettens kendelse til aflytning af Peter Døllners telefon”, 4. november 1980.

[912] PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen) og PET, personsag: Vedr. anholdelsen af Peter Døllner, 24. marts 1981.

[913] PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen).

[914] PET, personsag: ”Foranstaltninger under efterforskningen mod Niels Jørgensen og (afdøde) Jens Holger Jensen”, 19. september 1980.

[915] PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen).

[916] Rejseafdelingen overtog efterforskningen, da muligheden for forbindelse til Glostrup-røveriet forelå. PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981.

[917] PET, personsag ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981. Sagen indgik i undersøgelserne efter røveriet mod Købmagergade Postkontor i november 1988.

[918] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 59.

[919] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd. T 1980, s. 18.

[920] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd C 1980, s. 56.

[921] PET, personsag: Rapport, 2. februar 1981.

[922] PET, personsag: Rapport, Anmodning om rettens tilladelse til at tilbageholde og gennemse post, 2. februar 1981.

[923] Se PET, operationssag: Her omtales et telegram af 28. marts 1981.

[924] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-boxen hos firmaet BBC, Vesterbrogade”, 12. oktober 1981.

[925] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-boxen 190 hos firmaet BBC, Vesterbrogade”, 12. oktober 1981 og PET, personsag: ”Vedr. Den hemmelige PFLP-box her i landet”, 17. december 1981.

[926] PET, personsag: Rapport 14. december 1981; Rapport 10. marts 1982 og Rapport 14. september 1982.

[927] PET, emnesag: ”Kortfattet oversigt over de umiddelbare muligheder for udenlandsk terrorisme på dansk grund i 1982”, afdeling T, 4. december 1981.

[928] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 56.

[929] PET, personsag: Notits, u.d. 1982.

[930] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982.

[931] Poltiken, 3. april 1982, og PET, operationssag.: Forhold II, Bilag 2-5.

[932] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 39.

[933] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 19-26.

[934] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 72-76.

[935] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 34.

[936] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 77.

[937] Politiken, 3. marts 1983, og PET, operationssag: Forhold III, A-Bilag 1, 6, 8-10.

[938] Nedenstående beskrivelse bygger derfor på senere materiale: Retsbogen for Østre Landsret, interviews med gruppens medlemmer samt de fund, som kriminalpolitiet gjorde i lejligheden i Blekingegade i maj 1989.

[939] Retsbog for Østre Landsret, 1. november 1990, s. 4.

[940] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 63 f., Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater? s. 15 f. og Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 127 f.

[941] Anklagemyndigheden mente, at gruppen var blevet opdaget under observation af lejligheden og var blevet afsløret som værende af dansk oprindelse. Dette fik man ikke medhold i. Ibid. og PET, operationssag og Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 132.

[942] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 127.

[943] PET, personsag: Rapport maj 1989.

[944] Se Retsbog for Østre Landsret, 1. november 1990, s. 4.

[945] PET, personsag: Rapport maj 1989.

[946] Retsbog for Østre Landsret, 1. november 1990, s. 7-8.

[947] Politiken, 5. februar 1985.

[948] PET, personsag: ”Vedr. Observation i forbindelse med røveri på Bagsværd Torv”, 4. februar 1985.

[949] Politiken, 4. december 1985 og PET, operationssag: Bilag B3 – B10, og B94- B95.

[950] PET, operationssag: Bilag B57 – B147.

[951] PET, operationssag: Bilag B96.

[952] PET, operationssag: Bilag B44-B45. Også omtalt i Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater?, s. 44.

[953] Se Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 59 og PET, operationssag: Bilag A31.

[954] PET, personsag: Notits om ”PFLP-lederen Marwan El Fahoum’s forsøg på at genoptage kontakten til den her kendte tidligere aktive sympatisørgruppe, ”APPLE-gruppen”, 27. juni 1986”.

[955] I slutningen af juli oplyste Københavns Politis tekniske afdeling PET om detaljerne vedrørende det falske kørekort. PET, personsag: ”Vedr. Samtale med (…) Teknisk afdeling, København, afd. 2”, 29. juli 1986, og PET, operationssag: Kendelse bilag 58.

[956] PET, operationssag: Kendelse bilag 47. Notat fremlagt i Københavns byret 11. april 1989.

[957] Det gjorde Niels Jørgensen den 1. august, men uden at PET fandt ud af det. Først ved den senere efterforskning i 1989-90 kom det via undersøgelser af Niels Jørgensens pas frem, at han flere gange i løbet af efteråret 1986 var i Damaskus. PET, operationssag: Sagsresumé til byretten, s. 28.

[958] PET, personsag: Notits om ”PFLP-lederen Marwan El Fahoum’s forsøg på at genoptage kontakten til den her kendte tidligere aktive sympatisørgruppe, ”APPLE-gruppen”, 27. juni 1986”.

[959] Ibid.

[960] PET, operationssag: Kendelse bilag 12, 18, 22, 26; Kendelse bilag 31, 33; Kendelse bilag 83.

[961] PET, operationssag: Kendelse bilag 22.

[962] PET, operationssag: Kendelse bilag 12.

[963] PET, operationssag: “Vedr. Thorkil Lauesen”, 4. september 1986.

[964] Ibid.

[965] PET, operationssag: Kendelse bilag 58.

[966] Ibid.

[967] PET, operationssag: Kendelse bilag 11.

[968] PET, personsag: ”Vedr. Samtale om røveriet i Daells Varehus den 22. december 1986”, 24. februar 1987.

[969] Politiken, 23. december 1986, og PET, operationssag: Bilag A4-A12, B2-B4, C9-C15, E1, E2, E4, E9.

[970] PET, operationssag: Bilag J-4.

[971] PET, operationssag: Bilag J-36. I senere interviews har gruppens medlemmer fortalt hvordan de ved hjælp af en magnet og spiralledninger fiskede bilnøgler op fra de steder, hvor kunder afleverede bilnøgler til bilværksteder uden for værkstedets åbningstid. I lejligheden i Blekingegade havde gruppen en nøglefræser, på hvilken de lavede kopier af bilnøgler, hvorefter de afleverede de oprindelige nøgler tilbage. Senere blev det muligt for gruppen at have en nøglefræser med i den bil, de brugte ved de natlige ”nøglefisker-ture”. Se Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 65, og Retsbog for Østre Landsret 13. december 1990.

[972] Se PET, operationssag: Kendelse bilag 34.

[973] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 74 f.

[974] PET, operationssag: Kendelse bilag 34.

[975] PET, operationssag: Kendelse bilag 59.

[976] Ibid.

[977] PET, personsag: Observation af Café Libération, 24. februar, 25. februar, 26. februar, 5. marts, 19. marts og 8. maj 1987.

[978] Se PET, operationssag: Kendelse bilag 34.

[979] Gruppen havde selv syet uniformerne fra februar 1988 og i tiden fremefter. Se retsbog for Østre Landsret 13. december 1990, s. 5.

[980] Retsbog for Østre Landsret 13. december 1990, Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater?, s. 72-73, Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 7-10.

[981] Retsbog for Østre Landsret 17. december 1990, s. 9.

[982] PET, personsag: ”Vedr. Rekvisition af observation”, 7. februar 1989.

[983] PET, operationssag: Kendelse bilag 36.

[984] Se PET, operationssag: Kendelse bilag 53 og 54.

[985] PET, operationssag: Kendelse bilag 36.

[986] Kriminalpolitiet i København, afd. C: Rapport 19. marts 1989.

[987] PET, operationssag: Forhold II, bilag A-4, A-5 og A-6 og forhold III, bilag G-10.

[988] Intet i materialet tyder på nogle uregelmæssigheder i forbindelse med anholdelserne af Carsten Nielsen eller fundet af telefonregningen. Carsten Nielsen var en af de eneste der endnu var på fri fod, og den omfattende efterforskning taget i betragtning behøvede politiet ingen som helst undskyldning for at anholde ham og afklare hans gøren og laden. Hertil skal det nævnes, at PET indtil december 1988 slet ikke kendte til Carsten Nielsen. I en afrapportering fra en telefonaflytning, der i øvrigt ikke afslørede noget ud over almindelig politisk samtale, nævntes det, at man ikke havde nogen oplysninger om denne Carsten Nielsen, men at man ville prøve at få identificeret ham som en del af efterforskningsarbejdet. Spekulationer, som dem der i visse sammenhænge har været fremme om, at politiet på nogen måde skulle have provokeret Carsten Nielsen til at have kørt galt, savner grundlag. Havde de overhovedet vidst hvor han var og kendt hans tætte relationer til gruppen lidt bedre, ville de højst sandsynligt have anholdt ham på et tidligere tidspunkt.

[989] PET, operationssag: Bilag J-2.

[990] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 64.

[991] PET, operationssag:Bilag 004, s. 78.

[992] Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater?, s. 61.

[993] PET, personsag: Kriminalpolitiets anmeldelse 4. juli 1989.

[994] Retsbog for Østre Landsret, 1. oktober 1990, s. 11-12.

[995] Retsbog for Østre Landsret, 1. oktober 1990, s. 5, 10.

[996] Retsbog for Østre Landsret, 1. oktober 1990, s. 8.

[997] PET, personsag: Notat vedr. overtrædelse af straffelovens § 108, 16. oktober 1989.

[998] Retsbog for Østre Landsret, 2. oktober 1990.






18. Særligt om PET’s og Justitsministeriets rolle i forbindelse med efterforskningen af røveriet i Lyngby den 2. marts 1983

Baggrund

Som anført i et tidligere afsnit, blev en pengetransport onsdag den 2. marts 1983 overfaldet foran en bankfilial i Lyngby. Røveriet blev udført af to maskerede mænd, der efter at have slået to bankbetjente ned bemægtigede sig transportbilen og dens indhold af pengesække. Det røvede beløb androg mere end otte millioner kroner og ansås dermed for danmarkshistoriens største røveri. Ved en vejføring under den nærliggende motorvej blev pengesækkene overført til en ventende personbil. Hverken føreren af personbilen eller en kvinde, som var med i bilen, har senere kunnet identificeres. Et vidne, som på cykel passerede vejføringen under motorvejen, og som iagttog pengetransportbilen, mente senere at kunne identificere Niels Jørgensen som en af de to mænd, der havde ført pengetransportbilen.

Røveriet fandt sted på et tidspunkt, hvor begrebet ”Blekingegadebanden” var ukendt. Først senere blev røveriet sat i forbindelse ned bandens aktiviteter, og under retssagen mod den gruppe, der blev kendt som ”Blekingegadebanden”, blev også det såkaldte Lyngby-røveri inddraget. Hvem der foretog røveriet er stadig uafklaret. På grundlag af det nævnte vidneudsagn blev der i sagen rejst tiltale mod Niels Jørgensen for dette forhold, men retten fandt ikke, at bevisgrundlaget var tilstrækkeligt til domfældelse. Ingen er derfor dømt for røveriet eller medvirken dertil, men samtidig er det en udbredt opfattelse, at Lyngby-røveriet er en del af Blekingegadebandens kriminelle aktivitet. Om selve røveriet bemærkes, at det af Lyngby Politi blev anset som meget professionelt udført, og efterforskningen blev naturligt i en første fase rettet mod professionelle røvere, der tidligere havde virket i Danmark. Interessen koncentreredes fra politiets side om to svenske røvere. At et sådant ”svensk spor” kunne være relevant, bestyrkedes af, at den bil, som ventede på pengetransportbilen, og hvortil pengesækkene blev omladet, var svensk indregistreret. Dette viste sig senere at være et falsk spor, da nummerpladerne viste sig at være stjålne, og efterfølgende begivenheder i øvrigt ret hurtigt drejede interessen i en anden retning.

Den 26. marts 1983, altså lidt mere end tre uger efter røveriet, blev to mænd anholdt i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris, efter at franske toldmyndigheder havde konstateret, at de i tasker, en kuffert og indsyet i foret på en frakke havde forsøgt at udsmugle et beløb på seks millioner danske kroner i tusindekronesedler og femhundredekronesedler. De to mænd blev anholdt og varetægtsfængslet sigtet for overtrædelse af fransk valutalovgivning, hvorefter så store beløb ikke uden tilladelse måtte udføres af Frankrig. En telex-meddelelse fra Interpol den 29. marts 1983 til den danske Interpol-afdeling anfører de navne på de anholdte, der blev opgivet ved anholdelsen, samt et millionbeløb i danske kroner anslået til 4,5 millioner franc. Dansk politi besvarede denne telex den 5. april med angivelse af, at man ikke havde kendskab til den ene af de to anholdte, og at den anden ikke havde været i Danmark siden november 1982. Det oplystes yderligere, at der havde været afholdt en støttekonference for PFLP i Danmark i marts, og at man ikke kunne forestille sig, at beløbet i danske kroner stammede herfra.

Den 6. april 1983 modtog dansk politi gennem Interpol en ny meddelelse om anholdelsen og tilstedeværelsen af beløbet ca. seks millioner i danske kroner, og dagen efter, den 7. april, fik politimester Søren Sørensen, der var chef for Lyngby politikreds, fra PET meddelelse om anholdelsen. Samme dag – den 7. april – modtog Lyngby Politi kopi af meddelelsen af 6. april fra Interpol, men det fremgår af Lyngby Politis rapporter, at man allerede dagen før, den 6. april, var blevet underrettet fra dansk Interpol om anholdelsen og det store beløb i danske kroner. Lyngby Politi blev således både gennem Interpol direkte og gennem PET underrettet om anholdelsen af de to mænd og den forbindelse til røveriet, som var naturlig at antage på grund af pengebeløbets størrelse, og om at de to mænd var sat i forbindelse med PFLP. Dermed var der også peget på et nyt spor i røverisagen, såfremt man gik ud fra, at pengene stammede herfra.

Sagens videre forløb handler om Lyngby Politis efterforskning af sagen, og i den forbindelse om bestræbelserne på at få identificeret de af de franske toldmyndigheder beslaglagte pengesedler stammende fra røveriet i Lyngby samt bestræbelser på at få udleveret de to i lufthavnen anholdte til Danmark med henblik på afhøring her.

Den 14. april 1983 anmodede Lyngby Politi ved vicepolitimester Jørgen Galle, der var den jurist i Lyngby Politi, som havde ansvaret for sagen, Retten i Lyngby om bistand til at få tilladelse af de franske myndigheder til at afhøre de to anholdte samt om at indhente en række andre oplysninger om de pågældende. Begæringen afsendtes dagen efter som en international retsanmodning. I slutningen af april kom politifolk fra Lyngby politi til Paris og fik der mulighed for at møde de anholdte, ligesom der i en meddelelse fra Interpol af 25. april blev gjort opmærksom på fransk procedure i forbindelse med sådanne anmodninger. Lyngby politi fik således meget hurtigt kontakt med franske myndigheder, der ligeledes hurtigt besvarede de modtagne henvendelser fra Danmark. De to danske politifolk, Johannes Pedersen og Karsten Høy Petersen, opholdt sig i Paris fra den 25. til den 30. april og havde lejlighed til at afhøre de anholdte, hvoraf dog kun ene, Toman, ønskede at udtale sig. Det fremgår af den i den forbindelse udarbejdede rapport fra Lyngby Politi, at man da endnu anså den svenske bankrøver Carlsson som mistænkt i sagen. I øvrigt benægtede den anholdte Toman at kende til røveriet i Lyngby eller at have været i Danmark, og foreholdt oplysning om, at dette var tilfældet, nægtede han at udtale sig yderligere. Afhøringen af Toman kastede således ikke nyt lys over sagen.[999]

Om de to anholdte oplystes gennem franske myndigheder, at det drejede sig om en Mohammed Toman, bosiddende i Berlin, og en Ghazi Massoud, født i Haifa, der rejste under dæknavnet Mahmoud. Begge var som nævnt tilknyttet PFLP. Denne sidste omstændighed kom til at spille en betydelig rolle for sagens forløb omkring de to.

Det fortsatte forløb af sagen var herefter, at der fra dansk side blev fremsat ønske om en undersøgelse af pengesedlerne for eventuelle fingeraftryk, der kunne sætte sedlerne i forbindelse med Lyngby-røveriet. Dette ønske blev fra de franske myndigheder imødekommet i den form, at man lod franske eksperter undersøge en del af sedlerne. Et resultat af denne undersøgelse var, at der ikke kunne påvises sådanne fingeraftryk. Fra dansk politis side var der ikke umiddelbart tilfredshed med den franske undersøgelse, og der udfoldedes store bestræbelser både for at få samtlige sedler undersøgt eller for at få sedlerne udleveret, således at danske eksperter kunne gennemføre undersøgelsen. Dette sidste lykkedes kun delvis, idet en del af pengesedlerne for et beløb af 500.000 kr. blev udleveret til Danmark i efteråret 1985, uden at det dog lykkedes her at identificere fingeraftryk.

På samme måde endte danske overvejelser om at få udleveret de to anholdte arabere også med, at der fra Justitsministeriet, der er den myndighed, der skal fremsætte udleveringsbegæring, ikke blev fremsat en sådan begæring. De nærmere omstændigheder omkring denne begæring er blevet gjort til gentand for en række formodninger, som vil blive omtalt i det følgende.

Endelig bemærkes, at Lyngby Politis efterforskning i sagen ikke førte til et resultat med hensyn til at identificere de personer, der havde begået selve røveriet. Som allerede nævnt var det først senere i forbindelse med anden kriminalitet begået af den såkaldte ”Blekingegadebande”, at Lyngby-røveriet blev inddraget i forhold til bandens medlemmer. På denne baggrund er som nævnt fremført en række påstande om forløbet af sagen og herunder samarbejdet mellem Lyngby Politi og PET, som skal omtales i det følgende.

Ifølge sit kommissorium skal denne Kommission beskæftige sig med PET’s efterforskning på det politiske område. Når sagen om Lyngby-røveriet, der især har at gøre med det almindelige politis efterforskning af ordinær kriminalitet, alligevel skal behandles her, skyldes det, at der efterfølgende er blevet rejst en række spørgsmål om samarbejdet mellem PET og Lyngby Politi i sagen. I forbindelse med sagen er ligeledes blevet stillet spørgsmål ved Justitsministeriets håndtering af en udleveringsbegæring fra Retten i Lyngby af de to nævnte personer anholdt i Frankrig, som blev sat i forbindelse med røveriet. Omkring disse spørgsmål har der været en del offentlig debat, og spørgsmålet om en undersøgelse er blevet drøftet af folketingspolitikere. I forlængelse heraf har Kommissionen i brev af 11. marts 2008 til daværende justitsminister Lene Espersen oplyst at ville undersøge spørgsmålene om:

”De af Peter Øvig Knudsen fremsatte påstande om, at PET undlod at samarbejde med Lyngby Politi.
Spørgsmålet om danske myndigheder søgte at hindre udlevering af PFLP-folkene.
Spørgsmålet om de franske myndigheders interesse i at udlevere de nævnte PLFP-folk.
Spørgsmål om de franske myndigheders tekniske undersøgelser af en del af de fra PLFP-folkene beslaglagte penge, spørgsmål om udlevering af en del af pengene og PET’s interesse heri.”[1000]

Disse spørgsmål vil blive behandlet nedenfor. Et første afsnit belyser samar- bejdet mellem PET og Lyngby Politi. Et andet afsnit omhandler sagsbehand- lingen med hensyn til udlevering af de to PFLP-folk og de beslaglagte pengesedler.

Om kildegrundlaget bemærkes, at Kommissionen har haft adgang til et omfattende kildemateriale, der belyser de ovenstående spørgsmål. Relevante akter fra PET er anvendt, og desuden er indsamlet akter i Justitsministeriets og Udenrigsministeriets arkiver, herunder korrespondance med den danske ambassade i Paris samt et antal dokumenter udstedt af franske myndigheder. Yderligere er inddraget materiale fra Københavns Politi, Retten i Lyngby og fra Interpol. Kommissionen har endvidere afhørt involverede sagsbehandlere fra Lyngby Politi, PET og Justitsministeriet, ligesom der fra forskellige aktører i sagen er tilgået Kommissionen oplysninger. Endelig er anvendt referater fra Regeringens Sikkerhedsudvalg beroende i Statsministeriets arkiv og Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg beroende i Udenrigsministeriets arkiv.

Samarbejdet mellem PET og Lyngby Politi

For at forstå de kontakter, der etableredes mellem PET og Lyngby Politi, er det vigtigt at fastholde, at der – som allerede nævnt – i efteråret 1983 ikke var nogen, der kendte til eksistensen af den senere såkaldte Blekingegadebande. PET vidste gennem aflytninger af palæstinensere bosat i Danmark, at der fandtes en personkreds, der nærede sympati for PFLP, og tjenesten kendte navnene på en række personer, der var tilknyttet den såkaldte Appel-gruppe. PET havde imidlertid stillet efterforskningen af disse personer i bero, da man ikke umiddel- bart mente at kunne komme videre i sagen. Således savnede PET på det tids- punkt den nødvendige dokumentation for at kunne konstatere, om de pågældende var involveret i eller ville blive involveret i kriminalitet som røveriet i Lyngby.[1001]

De fire navne, som PET var i besiddelse af på danske PFLP-sympatisører, var Jan Weimann, Torkil Lauesen, Peter Døllner og Niels Jørgensen. Disse navne blev af PET i april 1983 stillet til rådighed for Lyngby Politi. De nærmere omstændigheder og vilkår omkring PET’s bistand til Lyngby Politi er et af de emner, der efter fremkomsten af andet bind af Peter Øvig Knudsens bog om Blekinge- gadebanden[1002] er blevet gjort til genstand for offentlig debat, idet det er blevet hævdet, at PET ikke i tilstrækkelig grad bistod politiet i efterforskningen og satte begrænsninger, der vanskeliggjorde politiets arbejde.[1003] Bogens oplysninger om dette spørgsmål bygger i betydeligt omfang på udsagn fra personer, som efterfølgende er afhørt af Kommissionen. Kommissionen finder ikke anledning til i detaljer at citere eller tage stilling til bogens formuleringer, men forholder sig alene til det direkte for Kommissionen fremførte. Kommissionen har til opklaring af de nævnte forhold afhørt fhv. kriminalassistent Karsten Høy Petersen samt kriminalassistenterne Johannes Helmer Pedersen, Jan Andersen og Henrik Bjerg. Endvidere har Kommissionen afhørt fhv. politimester Søren Sørensen, fhv. kriminalinspektør Gerhard Rohwer samt daværende kriminalinspektør i PET Per Larsen.

Karsten Høy Pedersen har forklaret, at PET havde kontaktet politimester Søren Sørensen den 6. april, og at han sammen med Johannes Pedersen og daværende vicekriminalkommissær Willy Pedersen kort efter var til et indledende møde med PET, hvor de blev orienteret om Appel-gruppen og PET’s formodning om, at pengene beslaglagt i Frankrig stammede fra Lyngby-røveriet. Yderligere havde Karsten Høy Petersen og Johannes Pedersen to møder med PET. På disse møder fik politifolkene fra Lyngby udleveret de fire navne samt personnumre samt mulighed for at se PET’s materiale i sagen. Ifølge Karsten Høy Petersens forklaring fik de ”få oplysninger” og blev indskærpet, at de ikke ”måtte bruge dem. De måtte ikke få fotokopi af nogen af dokumenterne. Derimod måtte de godt tage notater, men de skulle gennemgås af [en PET-medarbejder], inden de gik derfra”. Det blev indskærpet, at de fire navne ikke måtte komme ud i offentligheden. Karsten Høy Petersen og Johannes Pedersen følte sig derfor ”bundet på hænder og fødder”, ligesom Karsten Høy Petersen ”havde indtryk af, at de [PET] havde meget mere, end de gav udtryk for”. Karsten Høy Petersen har yderligere forklaret på spørgsmål, om der blev spurgt efter fotografier, at PET havde sagt, ”at man ikke havde nogen”. PET havde dog ældre billeder af nogle fra Appel-gruppen i kampuniform under træning i Mellemøsten. Vidnet har over for Kommissionen givet udtryk for, at han var ”frustreret og beklagede sig hjemme til politimesteren…”. Beklagelsen resulterede i et nyt møde hos PET, hvor Karsten Høy Petersen og Johannes Pedersen ifølge vidnet ”nærmest blev begravet i båndudskrifter” af aflytninger af Appel-gruppen fra 1970’erne: ”Der var ingen aflytninger op til og efter røveriet”. Karsten Høy Petersen har yderligere oplyst, at PET efter at være blevet bedt om fingeraftryk søgte at skaffe fingeraftryk fra en af de mistænkte ved at placere en ølflaske på dennes bil. Karsten Høy Petersen var ikke bekendt med, at disse fingeraftryk rent faktisk senere blev benyttet i et forsøg på at identificere de i Paris beslaglagte pengesedler.[1004]

Kriminalassistent Johannes Pedersen har over for Kommissionen oplyst, at han blev underrettet om PET’s henvendelse til politimester Søren Sørensen på et tidspunkt, hvor han i Sverige var ved at forfølge ”det svenske spor”, men at han hurtigt kom tilbage og derefter havde møde med PET. Som Karsten Høy Petersen har Johannes Pedersen forklaret om de begrænsninger, der fra PET’s side blev lagt med hensyn til offentliggørelse af det materiale om Appel-gruppen, som de to politifolk fik lejlighed til at se i PET.[1005]

Politimester Søren Sørensen har forklaret, at det var vicepolitimester Jørgen Galle, der var den ansvarlige for efterforskningen af røveriet. Det var for Søren Sørensen ”en overraskelse, da han i Øvig Knudsens bog erfarede, at de to politifolk havde set fotos i PET og læst PET’s sag, men uden at måtte medtage materialet”, idet han dog hertil har bemærket, ”… at det er normalt, at politiet i kredsene tager til efterretning, hvis PET ikke vil frigive oplysninger”. Politimesteren har yderligere oplyst, at han kun havde ”beskeden direkte kontakt med de to efterforskere”. Han tog sig af ”generelle spørgsmål”, og det var først efter fremkomsten af Øvig Knudsens bog, ”at han fik kendskab til møderne mellem medarbejderne i Lyngby Politi og PET”, og han har ”ingen erindring om, at de anholdte i Paris havde forbindelse til PFLP”.[1006]

Daværende kriminalinspektør i PET Per Larsen, der af Kommissionen er blevet gjort bekendt med Karsten Høy Petersens forklaring, har forklaret, at PET i 1960’erne og 1970’erne havde overvåget medlemmer af ”den senere benævnte Blekingegadebande”. Under en ransagning havde man fundet kort og parykker, men det var usikkert om ”grupperingen stod for noget politisk eller kun noget kriminelt”. PET videregav ifølge Per Larsen ”sine mistanker til og samarbejdede med Lyngby politi”. Per Larsen har forklaret, at ”Alt materiale af relevans for Lyngby-sagen blev overgivet til Lyngby Politi, men ikke alt underliggende”. PET havde en betydelig interesse i at holde sin efterforskning af Appel-gruppen hemmelig, således at muligheden for fortsat efterforskning var åben, hvis det viste sig, at gruppen ikke stod bag røveriet. Lyngby Politi fik derfor ikke lov til at benytte et fotografi af Niels Jørgensen, da fotografiet ville afsløre, at gruppen var under overvågning af PET. Ifølge Per Larsen fik Lyngby Politi tilstrækkelige oplysninger om gruppens medlemmer til, at de selv kunne tage billeder af de pågældende personer. Der var, ifølge Per Larsen, ingen konkret mistanke om, at de pågældende var impliceret i røveriet og ingen beviser. PET ønskede at bistå Lyngby Politi med at komme på sporet af Appel-gruppen som mulige mistænkte, men mente, at Lyngby Politi selv skulle følge sporet ved egen efterforskning. Efter Per Larsens opfattelse fik Lyngby Politi adgang til alt relevant materiale og yderligere de ovennævnte bånd for at vise, at der ikke var mere. PET havde ingen beviser, der var hos PET alene tale om ”mavefornemmelser”, når det gjaldt forbindelsen mellem gruppen og røveriet.[1007]

Per Larsens forklaring til Kommissionen underbygges af et referat af møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg afholdt den 12. maj 1989. På spørgsmål fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen bemærkede daværende PET-chef Hanne Bech Hansen ifølge referatet:

”Forlydenderne om manglende samarbejde mellem PET og kredsene i de store røverisager var grundløse. PET havde kun haft svage indicier at arbejde med, men havde videregivet alle oplysninger til de berørte kredse.”[1008]

Per Larsens udtalelser bekræftes endvidere af daværende souchef i kriminalpolitiet i Lyngby Willy Pedersen, der over for Kommissionen har forklaret, at han intet ufordelagtigt kan sige om samarbejdet mellem PET og Lyngby Politi i forbindelse med sidstnævtes efterforskning af røveriet mod Den Danske Bank i Lyngby i 1983. Samarbejdet forløb, forklarer Pedersen, upåklageligt.[1009]

På grundlag af de for Kommissionen afgivne forklaringer og det foreliggende skriftlige materiale må Kommissionen konkludere, at PET på eget initiativ, og så snart mulighed forelå efter pågribelsen af de to PFLP-repræsentanter i Paris, underrettede Lyngby Politi om den mulige forbindelse mellem danske sympatisører med PFLP og røveriet i Lyngby. Det må lægges til grund, at PET i 1983 ganske vist havde tilvejebragt et materiale om Appel-gruppen fra tidligere overvågninger og ransagninger i slutningen af 1970’erne, men intet bevis havde for, at bestemte personer var impliceret i røveriet. Lyngby Politi fik således udleveret relevant materiale og herunder navne og personnumre på fire personer, hvis færden politiet selv havde mulighed for at undersøge, uanset de begrænsninger, der lå i, at oplysningerne ikke måtte offentliggøres. Politiet havde således mulighed for selv at skaffe sig fotografier og andre oplysninger om de pågældende. Kommissionen finder herefter ikke, at der er noget grundlag for at hævde, at PET ikke i fornødent omfang samarbejdede med Lyngby Politi. Yderligere kan Kommissionen konstatere, at Lyngby Politi ikke selv tilvejebragte fotografier eller foretog yderligere efterforskning af det spor, man rent faktisk af PET havde fået mulighed for at forfølge, herunder, således som PET selv gjorde, forsøgte at få de pågældendes fingeraftryk.

Konklusionen må herefter blive, at PET aktivt bistod Lyngby Politi og, så snart der var anledning dertil, medvirkede til, at efterforskningen forlod det falske ”svenske spor” og kom i, hvad der senere viste sig at være en rigtig bane, nemlig forbindelsen til PFLP. Kommissionen finder intet grundlag for den opfattelse, at PET ikke skulle have stillet de relevante oplysninger, man var i besiddelse af, til rådighed for politiet. De angivne begrænsninger, som PET fordrede med hensyn til offentliggørelse, må anses som velbegrundede under hensyntagen til usikkerheden omkring de involveredes faktiske forbindelse til røveriet, og de kan ikke antages i sig selv at have lagt hindringer i vejen for Lyngby Politis efterforskning af de personer, hvis navne og data man havde fået oplysning om af PET.[1010]

Behandlingen i Justitsministeriet af udleveringsbegæring vedrørende de i Paris anholdte arabere[1011]

Det andet spørgsmål i sagen omkring opklaringen af Lyngby-røveriet, der har givet anledning til diskussion og kritik, er behandlingen af en begæring fra Lyngby Ret om udlevering af de to i Paris anholdte med henblik på afhøring i Danmark om forbindelsen til røveriet. Som baggrund for forståelsen af betydningen af en sådan anmodning skal her kort forudskikkes en omtale af politiets efterforskningsarbejde i samarbejde med franske myndigheder. For forståelsen af sagen er det af betydning at holde to spørgsmål ude fra hinanden. Det ene drejer sig om selve efterforskningen i Danmark af medlemmer af Appel-gruppen som mulige gerningsmænd til røveriet på grundlag af de oplysninger, som Lyngby Politi havde fået til sin rådighed. Det andet spørgsmål handler om mulighederne for yderligere gennem undersøgelse af pengesedlerne beslaglagt i Paris og ved direkte afhøring af de to arabere at få nærmere oplysning om røveriet, som kunne føre til dets opklaring.

Med hensyn til undersøgelsen af pengesedlerne var det politiets forhåbning, at spor af fingeraftryk kunne sætte pengesedlerne i forbindelse med røveriet og både afsløre eventuelle gerningsmænd og – hvad sagen især kom til at handle om – skabe et bevis for forbindelsen mellem de anholdte og røveriet, der gav mulighed for at begære dem udleveret til Danmark. Kernen i dette spørgsmål er, at en eller anden form for bevis for forbindelse mellem pengesedlerne og røveriet var nødvendigt for at begrunde en udlevering. Uanset at det både dengang og i dag forekommer mere end nærliggende, at et så stort pengebeløb, som besidderne ikke kan redegøre for proveniensen af, stammer fra en forbrydelse, så er formodninger om en sådan forbindelse ikke i forhold til fremmede myndigheder tilstrækkeligt til, at retsapparatet kan sættes i gang med henblik på den indgribende foranstaltning, som det er at begære udlevering af eller faktisk udlevere personer til retsforfølgning eller blot afhøring i andre lande. En del af de frustrationer hos politiet, som er kommet til udtryk i forbindelse med denne fase af sagen, og som netop handler om, at Lyngby Politi ikke mente, at der blev gjort nok for at få undersøgt pengesedlerne eller gennemført en udlevering af de anholdte, skyldes således mangelfuld forståelse for og kendskab til samspillet mellem dansk ret og fransk ret og forskellen på betydningen af formodninger og det, der kan anses som bevist, når sådanne retsskridt skal gennemføres i forhold til et fremmed land. Hertil kommer, som det vil fremgå af det følgende, at Lyngby Politi heller ikke efterfølgende blev orienteret om sagsbehandlingen og dens juridiske grundlag.

Den 14. april 1983 fremsatte politiet gennem Retten i Lyngby anmodning til franske myndigheder om ret til at afhøre de to arabere samt modtage forskellige andre oplysninger. Anmodningen blev taget til følge, og i slutningen af april fik efterforskerne fra Lyngby Politi som nævnt mulighed for at afhøre de to arabere i overværelse af franske myndigheder. Efter fransk lovgivning er det en såkaldt forhørsdommer, der står for afhøring i den konkrete sag, og spørgsmål til sigtede i sagen kan kun rettes gennem forhørsdommeren. Politiet var derfor afskåret fra direkte at spørge til pengesedlerne, og svarene på spørgsmål om kendskab til røveriet i Lyngby eller andre spørgsmål, der var mulighed for at stille, førte ikke til nogen oplysninger, der kunne be- eller afkræfte en forbindelse til røveriet. En fransk rapport konkluderer da også, at afhøringen ikke kunne etablere en sådan forbindelse.[1012]

Undersøgelse af de beslaglagte pengesedler

I det følgende redegøres for dels spørgsmålet om undersøgelsen af de beslaglagte pengesedler dels udleveringsbegæringen vedrørende de to anholdte arabere. Med hensyn til de danske pengesedler beslaglagt i lufthavnen i Paris var der fra dansk side ønske om selv at gennemføre en undersøgelse for fingeraftryk. I første omgang fik dansk politi i Paris mulighed for at besigtige de beslaglagte 5.000 stk. 1.000 kr. sedler og 2.000 stk. 500 kr. sedler. Sedlerne var for de flestes vedkommende nye, dog var 500 kr. sedlerne brugte.[1013] Den omstændighed, at så mange sedler var ubrugte, måtte naturligvis i sig selv usandsynliggøre, at pengene var tilvejebragt ved indsamling. Ved politiets afhøring i København af den herboende palæstinenser Sati Bakir den 10. maj 1983 blev da også bekræftet, at en sådan indsamling ikke havde fundet sted. Sati Bakir benægtede samtidig kendskab til de to i Paris anholdte.[1014]

Den 16. maj 1983 bekræftede Nationalbanken, at man ville stille nye pengesedler til rådighed for franske myndigheder, såfremt franskmændene ville undersøge de beslaglagte sedler, og de derved ville blive ubrugelige.[1015] Den 28. juni 1983 fremsatte Lyngby Politi gennem retten i Lyngby en retsanmodning i henhold til den internationale konvention om gensidig hjælp i straffesager af 1959 (ratificeret af både Danmark og Frankrig) om undersøgelse for fingeraftryk på de beslaglagte pengesedler. Anmodningen gik ud på, at franskmændene med eventuel bistand fra danske eksperter skulle undersøge sedlerne for gennem fingeraftryk, som dansk politi ville stille til rådighed, at finde en mulig forbindelse til røveriet. Som alternativ mulighed anførtes, at pengene kunne ombyttes med andre sedler og sendes til Danmark, således at danske eksperter kunne stå for undersøgelsen.[1016] I september 1983 fik Lyngby Politi oplysning om, at der fra fransk side var gennemført en undersøgelse af en del af pengesedlerne, og at man intet havde fundet. I den forbindelse hævdedes fra fransk side, at pengesedlerne var belagt med paraffin, hvilket danske eksperter benægtede.[1017] Dette spørgsmål, der naturligvis har at gøre med dansk politis mistillid til intensiteten af den franske undersøgelse, er ikke af betydning for Kommissionen, der må konstatere, at det ikke lykkedes gennem en undersøgelse af pengesedlerne at tilvejebringe det fornødne bevis for en forbindelse til røveriet. Der er ikke rejst spørgsmål om den danske sagsbehandling med hensyn til dette spørgsmål, og det kan da også kun konstateres, at der fra dansk side faktisk udfoldedes bestræbelser på at få pengene til Danmark. Af et brev af december 1983 fra det franske Justitsministerium fremgår, at man fortsat undersøgte sagen og ville udlevere pengene, hvis en undersøgelse førte frem til, at de stammede fra en forbrydelse i Danmark.[1018] Ifølge indberetning af 26. januar 1984 fra den danske ambassade i Paris forudså de franske myndigheder den 7. december 1983, at undersøgelsen ville vare endnu seks måneder.[1019] Af en notits fra 1. februar 1984 fra konsulatafdelingen i Paris fremgår ganske vist, at den franske undersøgelsesdommer havde oplyst, at fingeraftryksundersøgelsen var afsluttet allerede den 26. december 1983,[1020] men ifølge skrivelse af 3. oktober 1984 fra Justitsministeriet til Udenrigsministeriet havde de danske myndigheder afventet undersøgelse af resterende pengesedler for fingeraftryk, og det franske Udenrigsministerium havde først den 9. september 1984 meddelt den danske ambassade, at undersøgelsen nu var afsluttet, uden resultat.[1021]

Efter en længere korrespondance med de franske myndigheder fra Justitsministeriet gennem Udenrigsministeriet og den danske ambassade modtog Danmarks Nationalbank i september 1985 fra franske myndigheder et antal pengesedler, nemlig 508 femhundredekronesedler mod udlevering af ubeskadigede sedler fra Danmarks Nationalbank. De sedler, man fik udleveret, var dem, som i Frankrig var blevet undersøgt for fingeraftryk og derved var blevet ubrugelige som betalingsmiddel.[1022] I Danmark foretog Centralbureauet for Identifikation en undersøgelse af sedlerne, der resulterede i, at der kun fandtes ét brugbart fingeraftryk. Dette aftryk blev sammenholdt med fire fingeraftryk, som Lyngby Politi havde fået til rådighed af PET, men resultatet var negativt.[1023] Dette spor endte altså blindt.[1024]

Det falder uden for Kommissionens område at udtale sig om, hvorvidt en større beredvillighed fra franske myndigheders side til at gennemføre en undersøgelse eller at stille flere sedler til rådighed for danske eksperter, da man endelig kom så vidt, kunne have ført til et andet resultat. Denne del af sagsforløbet gav anledning til en del frustration blandt danske politifolk, men som det vil være fremgået, har denne frustration ikke adresse til danske myndigheder. Spekulationer over graden af interesse fra fransk side for at nå et positivt resultat med henblik på at etablere en forbindelse mellem pengene og røveriet med deraf følgende muligt krav om udlevering til Danmark falder ligeledes uden for Kommissionens opgaver. Det kan dog konstateres, at franskmændene rent faktisk påtog sig et ikke ubetydeligt undersøgelsesarbejde og også i øvrigt med hensyn til pengesedlerne var samarbejdsvillige med dansk politi og andre myndigheder.

Udlevering af de anholdte

Anderledes forholder det sig med det andet spørgsmål i sagen, der handler om udlevering af de to anholdte. Den 16. august 1983 begærede og fik Lyngby Politi en kendelse fra Retten i Lyngby om varetægtsfængsling af de to anholdte (in absentia) og beslaglæggelse af de seks millioner kr. Kendelsen var begrundet med, at der fandtes begrundet mistanke om, at de pågældende havde gjort sig skyldige i hæleri med hensyn til det anførte beløb.[1025] I tilslutning hertil anmodede politiet retten om at fremsætte en retsanmodning over for de franske myndigheder om udlevering af de pågældende, hvilken anmodning blev imødekommet. Retsanmodningen om udlevering blev herefter ekspederet af den danske anklagemyndighed på den måde, at politimesteren i Lyngby allerede den 17. august anmodede Statsadvokaten for Sjælland om i medfør af artikel 16 i den europæiske udleveringskonvention over for de franske myndigheder at fremsætte begæring om foreløbig anholdelse og fængsling af de to arabere, som nu stod over for domfældelse i Frankrig og derefter formentlig udvisning fra landet, indtil en officiel begæring om udlevering forelå – dvs. efter konventionens såkaldte hasteprocedure.[1026] Efter disse regler kan (og kunne) i hastende sager en retsanmodning om foreløbig anholdelse og fængsling fremsættes over for de kompetente myndigheder i den stat, der anmodes om at anholde og fængsle, direkte bl.a. ved post eller telegraf. Herved fraviges konventionens almindelige regel i artikel 12, hvorefter begæringer (retsanmodninger) skal fremsættes ad diplomatisk vej bilagt en række dokumenter. Hasteproceduren foreskriver videre, at den direkte henvendelse skal følges af en begæring med de dokumenter, der kræves efter konventionens artikel 12. En sådan begæring med dokumenter skal være fremsat senest 18 dage efter anholdelsen i det pågældende land. Meningen med disse regler er således at give en mulighed for at opsætte en eventuel udvisning, indtil dokumentation kan fremsendes.

Forståelsen af sagsforløbet i Danmark omkring denne udlevering kræver foruden til de allerede omtalte konventionsbestemmelser kendskab til en række processuelle regler. Det er således i Danmark Justitsministeriet, der afgør, om en udleveringsbegæring skal fremsættes over for et andet land eller ej. Forudsætningen for, at en sådan begæring kan nyde fremme, er, at det bevismæssigt er muligt at overbevise et andet lands myndigheder om, at den eller de personer, der begæres udleveret, virkelig er impliceret i kriminalitet i det land, der begærer udleveringen. En anden forudsætning for, at en sådan begæring kan nyde fremme vil som regel være, at der foreligger en aftale mellem de to lande om udlevering af sigtede til retsforfølgning evt. i form af en generel overenskomst underskrevet af flere lande herunder de to lande, hvorimellem der er spørgsmål om udlevering. Et væsentligt element i den her foreliggende sag er, at Frankrig ikke på det tidspunkt havde tiltrådt den nævnte overenskomst om udlevering, og at der derfor ikke mellem Danmark og Frankrig forelå en sådan aftale. Danmark havde således ikke krav på en udlevering, og det må i sig selv stå som tvivlsomt, om selv en velbegrundet begæring ville have nydt fremme.[1027] Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Retten i Lyngby i sin afgørelse af 16. august 1983 om anmodning om udlevering henviste til udleveringskonventionen fra 1957, og at hasteprocedure efter konventionen iværksattes, men det kan selvsagt ikke udelukkes, at Frankrig, i det omfang man overhovedet var indstillet på at udlevere personer til retsforfølgning i et andet land i et eller andet omfang, ville følge konventionens regler, uagtet at Frankrig ikke var forpligtet hertil.

I denne sag kommer så hertil, at man ikke fra det danske Justitsministeriums side mente at have et tilstrækkeligt grundlag i form af bevis for forbindelse mellem pengesedlerne i Frankrig og røveriet, og at man derfor anså det for omsonst at fremføre begæringen. I offentligheden er senere rejst diskussion af denne beslutning fra Justitsministeriets side, og det er derfor naturligt hertil at føje den betragtning, at det må anses for mindre sandsynligt, at en udlevering og mulighed for afhøring i Danmark overhovedet ville have bidraget til sagens opklaring. Kun den ene af de anholdte havde udtalt sig, og han benægtede at kende til røveriet. Uanset om man kunne have bevist, at i hvert fald en af de anholdte havde været i Danmark, ville der derfor ikke herved være etableret en forbindelse til de mistænkte i Appel-gruppen. Det betyder ikke, at det ikke er forståeligt, at der opstod frustration hos politiets efterforskere og måske en fornemmelse af at blive ladt i stikken af højere myndigheder, men grundlaget for en sådan frustration må snarere søges i fravær af kommunikation inden for politiet med hensyn til forklaring og orientering om de retlige realiteter end i en berettiget formodning om, at Justitsministeriet ikke skulle have handlet, som det måtte forventes, nemlig med udgangspunkt i de retlige muligheder for udlevering.

Sagens fortsatte omstændigheder er herefter følgende:

Retsanmodningen fra dommeren i Lyngby af 16. august 1983 om udlevering af de fængslede blev fremsendt som telex til de franske myndigheder, og den 21. september meddelte en fransk dommer telefonisk retten i Lyngby, at en sådan begæring fremsendt på denne måde kun havde virkning i 18 dage efter det tidspunkt, hvor de dømte ville blive løsladt.[1028] Der henvistes herved i virkeligheden til den oven for beskrevne hasteprocedure, hvorefter en tilbageholdelse af de pågældende ud over 18-dagesfristen normalt måtte forudsætte en begæring fra Justitsministeriet, hvilket på dette tidspunkt ikke forelå og i øvrigt – som det vil fremgå – heller ikke senere blev fremsat. Muligt har den franske dommer ikke været bekendt med, at Frankrig ikke havde tilsluttet sig en omtalte konvention, og derfor henvist til dens bestemmelser.

Om den tekniske behandling af sagen kan fremhæves, at en udleveringsbegæring fra det danske Justitsministerium i givet fald ville blive fremsendt ad diplomatisk vej gennem Udenrigsministeriet til den danske ambassade i Paris og derfra videre til det franske Justitsministerium. Der var således en del myndigheder involveret i sagen. Som det vil fremgå af det følgende, har der på grundlag af de mellem ministerierne førte forhandlinger i Udenrigsministeriets retsafdeling været et vist kendskab til og formodninger om, hvad der var det danske Justitsministeriums holdning til en udlevering.

I første omgang blev de to anholdte dømt den 6. oktober 1983 ved retten i Bobigny til henholdsvis to og et års fængsel samt bøder.[1029] Dommen, der intet indeholder om eventuel forbindelse til røveriet i Danmark, blev appelleret. De to dømte forblev i varetægtsfængsel under appellen. Danske myndigheder havde således endnu en frist, selv om det også efter, hvad den danske generalkonsul i Paris, som fulgte sagen, kunne oplyse i en telex af 31. oktober, så dårligt ud med hensyn til udlevering, da der ingen udleveringsaftale forelå, og forsvarerne i sagen ville modsætte sig en udlevering og tilsyneladende havde støtte andetsteds fra til dette standpunkt.[1030] Hermed var antydet, at der heller ikke fra franske myndigheders side var interesse for at medvirke til en udlevering til et andet land af personer med forbindelse til PFLP.

Den 4. november 1983 meddelte ambassaden i Paris, at sagen var udsat til december for at imødekomme de danske ønsker om en undersøgelse af pengesedlerne.[1031] Det fremhævedes samtidig, at i mangel på aftale om udlevering gjaldt en frist på 20 dage, hvor løsladte kunne tilbageholdes efter en dansk retskendelse.[1032]

Fra det franske justitsministerium kom umiddelbart efter en anmodning om et møde med den danske ambassadør. Om dette møde findes materiale i Udenrigsministeriets arkiv. Indholdet af en notits fra den danske konsulatsafdeling i Paris af 21. november 1983 underskrevet af generalkonsul Bent Andersen er blevet fremdraget i den forbindelse. Det hedder i denne notits, der altså er udtryk for, hvad konsulatsafdelingen har opfattet og formuleret til internt brug, at det var Udenrigsministeriets sagsbehandler i retsafdelingen, Herluf Hansens ”personlige opfattelse af sagen”, at Justitsministeriet med hensyn til udleveringsspørgsmålet var ”lidt ulden, og at man måske slet ikke ønsker palæstinenserne til Danmark med de eventuelle følger som dette vil kunne indebære og at man måske vil slå sig til tåls med, at T og G [de to PFLP-folk] straffes i Frankrig.” Derpå hedder det:

”noget tyder på, at vi måske ikke vil kræve udlevering og Herluf H. skulle ikke blive overrasket, dersom hele sagen gik i vasken.”[1033]

Af en anden notits, ligeledes udfærdiget af Bent Andersen, fremgår det, at ”den danske stilling [er] følgende”. I ni punkter forklares der nærmere om den danske holdning, og det fremgår blandt andet, at fuldmægtig i Justitsministeriet, Henning Fode[1034], havde oplyst, at der fra dansk side kun ville blive fremsendt en udleveringsbegæring, såfremt undersøgelsen af pengesedlerne skaffede det fornødne bevis for forbindelsen til røveriet, og under punkt fem fremhæves det

”Dersom T og G [de to PFLP-folk] skulle opnå en betinget løsladelse inden undersøgelsen er afsluttet, vil det danske jm [Justitsministeriet] græde tørre tårer. Man vil endvidere have forståelse for, at Frankrig ikke vil kunne varetægtsfængsle T og G med henblik på en eventuel udlevering. [Tidsfrist på grund af manglende udleveringsaftale].”[1035]

De citerede passager kan give indtryk af, at der ikke var et helhjertet dansk ønske om at få udleveret de to PFLP-folk, men ret beset gengiver de alene det indtryk, som generalkonsulen har fået af en holdning hos en medarbejder i Udenrigsministeriet. Det understreges således i citatet af 21. november 1983, at den udtrykte holdning er Herluf Hansens personlige. Det er formentlig de samme oplysninger fra Herluf Hansen, der ligger til grund for det i notitsen af 22. november 1983 anførte om, at man i Justitsministeriet ville ”græde tørre tårer”, såfremt en udlevering ikke ville finde sted. Der er således tale om en tredjehåndsoplysning, dvs. Bent Andersens opfattelse af Herluf Hansens opfattelse af Justitsministeriets holdning til en eventuel udlevering af de to PFLP-folk til Danmark. Om denne opfattelse er rigtig eller ej, er en anden sag.

Der er imidlertid i den forbindelse grund til at fremhæve, at pågældende citater, som læst isoleret kan tages som udtryk for en let kynisk holdning til udleveringsspørgsmålet, får en anden betydning, såfremt de sættes ind i en samtidig politisk sammenhæng, som har at gøre med frygten for palæstinensisk terrorvirksomhed. Yderligere skal det fremhæves, at overvejelserne i Justitsministeriet om udlevering eller ej ikke er begrænset til juridiske overvejelser. Normalt vil sådanne begæringer være rutinesager, men om en udleveringsbegæring skal fremsættes eller ej er i princippet tillige et politisk spørgsmål, der har at gøre med forholdet til en fremmed magt og evt. politiske eller andre konsekvenser af udleveringen. Der er således i sig selv intet odiøst i, at der i Justitsministeriet er blevet givet udtryk for betænkeligheder ved konsekvenserne af en udlevering.

Bent Andersen har i et brev af 9. september 2008 til Kommissionen oplyst om forhold, der kan have betydning for en retvisende forståelse af ovennævnte citater vedrørende Justitsministeriets holdning til udlevering. Han udtaler således:

”… jeg husker dog, at ambassadoer Ole Bierring og jeg efter anholdelsen af de to palaistinensere i lufthavnen i Paris, blev indkaldt til moede hos direktoeren for den franske justitsministers kabinet, altsaa en af ministerens naermeste personlige raadgivere. Jeg mener ligeledes at huske, at de franske moededeltagere naevnte de mange attentater mod Frankrig og det var mit indtryk, at man paa denne baggrund helst saa, at de anholdte ikke blev udleveret til Danmark.”

Andersen nævner videre, at Frankrig i 1983 havde været genstand for 13 terrorangreb med 74 dræbte og 152 sårede til følge.[1036]

Generalkonsulen inddrager med disse oplysninger den politiske situation i Frankrig, som er en del af baggrunden for at forstå udleveringssagens forløb. Terrortrusler fra PFLP var en faktor i det franske beslutningsgrundlag. I forlængelse heraf kan der være grund til at erindre om, at Frankrig i samme periode indtog en ganske afvisende holdning over for europæiske nabolandes anmodninger om at udlevere terrorister til retsforfølgning, uanset om der var begrundet mistanke om forbrydelser af særdeles alvorlig karakter (f. eks. drab og kidnapning). I 1981 bestemte en fransk domstol, at handlinger begået af en anholdt basker var at betegne som kriminelle og ikke politisk motiverede. Retten anbefalede derfor en udlevering til Spanien, en beslutning, som den franske regering imidlertid ikke ville iværksætte. Samme år blev flere ETA-medlemmer tildelt politisk asyl i Frankrig. I april 1983 mødtes den franske indenrigsminister Gaston Deferre med sin spanske ministerkollega José Barrionuevo. Den franske minister afviste ifølge Barrionuevo et spansk krav om udlevering af baskere bosiddende i Frankrig med en bemærkning om, at ”dem må De finde i Spanien”. Først i juni 1984 underskrev de to ministre en bilateral aftale, ifølge hvilken Frankrig eksplicit anerkendte, at ”en terrorist ikke er en politisk flygtning”. Aftalen førte til udlevering af tre baskere til Spanien, hvilket fremkaldte polemik i Frankrig, og den franske regering satte derfor udleveringerne i bero indtil 1987. Antallet af udviste til tredjelande i 1984 var 28.[1037]

Justitsministeriets holdning til at begære de to PFLP-folk udleveret må således ses i sammenhæng med ministeriets kendskab til Frankrigs velkendte negative holdning til udleveringsspørgsmålet, når det gjaldt personer med terroristforbindelser. Denne holdning måtte tillægges yderligere betydning, når der ikke eksisterede nogen bilateral udleveringsaftale mellem Danmark og Frankrig. Hvilken vægt disse overvejelser har haft i Justitsministeriets ledelse, har Kommissionen ikke nærmere kunnet fastslå. Dog kan det nævnes, at daværende afdelingschef, senere departementschef, i Justitsministeriet Poul Lundbæk Andersen i en vidneafhøring for Kommissionen – med fremhævelse af, at han ingen erindring havde om den pågældende sag – har udtalt som sin formodning, at den ansvarlige ledelse i Justitsministeriet måtte have gjort sig overvejelser om den situation, Danmark ville bringe sig i, dersom de to pågældende PFLP-folk blev udleveret til Danmark. Lundbæk Andersen har videre givet udtryk for, at man i Danmark kunne komme til at sidde med folk, der indebar betydelige risici, måske uden at opnå andet end at få dem dømt for hæleri. Dertil kom, at Danmark måtte om ikke forvente, så i al fald se det som en mulighed, at sympatisører af de to PFLP-folk kunne foretage aktioner rettet mod Danmark og danske interesser, såfremt de to blev udleveret til strafforfølgning i Danmark.[1038] At sådanne overvejelser imidlertid ikke har været udslaggivende for Justitsministeriets håndtering af sagen, nævnes af Henning Fode, der på det tidspunkt var fuldmægtig i Justitsministeriet. Fode har over for Kommissionen forklaret, ”at ham bekendt har der ikke været sådanne overvejelser. Han har ikke deltaget i noget sådant, og han tror bestemt ikke, at det er tilfældet.”[1039] Referaterne fra Embedsmændenes og Regeringens Sikkerhedsudvalg i nævnte periode omtaler ikke sådanne overvejelser.

Kommissionen kan, som det vil fremgå af det følgende, konstatere, at den juridiske sagsbehandling i Justitsministeriet nøje har fulgt gældende regler og retningslinjer. Der er således ikke tale om, at Justitsministeriet har modvirket eller på anden måde forhindret udlevering af de to nævnte PFLP-folk. At man i Justitsministeriet har gjort sig overvejelser over, hvordan situationen ville udvikle sig, såfremt de to PFLP-folk blev udleveret til Danmark, kan ikke give anledning til kritik. Det hører tværtimod med til ministeriets opgaver at overveje sagen i dens helhed og herunder også politiske konsekvenser.

Der er i det for Kommissionen foreliggende materiale ikke oplysninger, der viser, om andre end Lyngby Politi har været involveret i beslutningen om at anmode Retten i Lyngby om at udfærdige en retsanmodning om udlevering af de i Frankrig fængslede arabiske mænd. Som anført har Politimesteren i Lyngby anmodet Statsadvokaten om at iværksætte hasteproceduren efter udleveringskonventionen, og denne procedure blev også indledt.

Forståelsen af de efterfølgende forløb må bygge på indsigt i den danske anklagemyndigheds hierarkiske struktur. Herefter er det sådan, at den overordnede anklagemyndighed kan efterprøve og om fornødent omgøre en underordnet anklagemyndigheds beslutning. Således som systemet er indrettet, er Justitsministeren i princippet landets øverste anklager.[1040] Dette kommer kun i sjældnere tilfælde til udtryk i praksis, men det er ministerens – og dermed Justitsministeriets – beføjelse, når omstændighederne taler derfor, at afstå fra at videresende en retsanmodning, jf. herved dagældende retsplejelovs § 106. Det er derfor i overensstemmelse med almindelige regler, at Justitsministeriet foretager en selvstændig vurdering af, om der foreligger tilstrækkeligt bevis for den rejste sigtelse til at søge de pågældende udleveret. I den konkrete sag betyder det, at Justitsministeriet juridisk var fuldt ud berettiget til at undlade af gå videre med Lyngby Rets kendelse om udlevering fra Frankrig, når ministeriet ikke mente, at der kunne opnås tilstrækkeligt ved en udlevering.

Som anført ovenfor fandt Retten i Lyngby, at der var begrundet mistanke om, at de pågældende var skyldige i hæleri med hensyn til røveri. Justitsministeriet har i sin vurdering af sagen lagt vægt på, at det foreliggende bevismateriale ikke kunne ventes at føre til en domfældelse.[1041] Denne vurdering af beviserne har Kommissionen ikke grundlag for at kritisere.

Under et møde om sagen mellem den danske ambassadør i Paris og det franske Justitsministerium den 25. november 1983 blev fra dansk side understreget, at en udleveringsbegæring kun ville blive fremført, hvis undersøgelsen af pengesedlerne gav det fornødne bevis, og i et brev af 5. december bekræftede det danske Justitsministerium over for det franske, at dette var det danske synspunkt, og denne bekræftelse blev dagen efter af den danske ambassade videresendt til kontakten i det franske justitsministerium.[1042] Det er vanskeligt juridisk at kritisere dette standpunkt, som er det, som danske myndigheder ville indtage, såfremt der fremsattes krav om udlevering af personer i Danmark. Meget tyder derfor på, at de franske myndigheder, såfremt det overhovedet skulle kunne komme på tale at indlede forhandlinger om udlevering til Danmark, kan have indtaget et standpunkt over for Danmark med hensyn til beviserne for de fængsledes skyld i den dansk