PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9
3. TROTSKISTISKE MILJØER I 1940’ERNE OG 1950’ERNE

Forside | Til bund | Forrige | Næste


3. TROTSKISTISKE MILJØER I 1940’ERNE OG 1950’ERNE

Efter at Trotskij i 1929 var blevet udvist af Sovjetunionen, rejste han rundt i Europa. Tre år senere – i efteråret 1932 – gjorde han et kortvarigt ophold i Danmark. Den direkte anledning var, at foreningen af Socialdemokratiske Studenter havde inviteret ham til København for at holde foredrag om ”Sovjetstatens opståen”. Trotskij synes ikke at have vundet sig tilhængere ved den lejlighed, men blot få år senere opstod der noget, der kunne minde om en beskeden trotskistisk gruppe i Danmark. Ifølge den eksisterende litteratur var sammenhængen den, at der i det tyske emigrantmiljø i Danmark var en lille gruppe trotskister, der søgte at udbrede den trotskistiske ideologi. I slutningen af 1930’erne søgte denne kreds kontakt til Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), men med pauvre resultater.[54] Under besættelsen var enkelte trotskister at finde blandt modstandens folk. Blandt andet udgav den i Danmark strandede tyske flygtning, trotskisten George Jungclas, et illegalt blad kaldet Arbejderpolitik. I 1944 blev medlemmer af en trotskistisk gruppe imidlertid anholdt og sendt i fangenskab.[55]

I de første efterkrigsår eksisterede der ikke noget trotskistisk politisk parti i Danmark, men udelukkende et par trotskistiske diskussionsfora. Disse skal kun have haft sporadisk kontakt til Fjerde Internationale.[56] I januar 1947 etablerede en kreds af trotskister imidlertid en forening kaldet Revolutionære Kommunister, der påbegyndte udgivelse af et arbejderblad. I første omgang undlod Revolutionære Kommunister at erklære sig som trotskister, men anførte alene, at de to eksisterende arbejderpartier – Socialdemokratiet og DKP – havde fejlet.[57] Skønt antallet af danske trotskister var lille, var konflikterne store, og allerede i 1947 blev Revolutionære Kommunister delt i tre grupper, hvor bevægelsens hidtidige frontfigur, Poul Moth, blev leder af den mest aktive gruppe. Denne opnåede i begyndelsen af 1948 sympatisørstatus af Fjerde Internationales Eksekutivkomité.[58] I det følgende år videreførtes de danske trotskisters interne uoverensstemmelser, men omkring december 1949 etableredes endnu en trotskistisk organisation under navnet Internationale Socialister. Ifølge litteraturen bestod Internationale Socialisters væsentligste indsats i tiden omkring 1950 i dels at udgive et trotskistisk skrift dels at opnå indflydelse i den transnationale esperanto-bevægelse.[59] Trotskisternes indsats såvel i Danmark som internationalt bar imidlertid kun begrænset frugt, og under indtryk heraf, og som følge af en samtidig trotskistisk forventning om en forestående tredje verdenskrig, besluttede Fjerde Internationale i 1951, at de nationale sektioner skulle udføre entrisme. For danske trotskisters vedkommende betød det, at de havde til opgave at melde sig ind i Socialdemokratiet for at påvirke partiet og knytte forbindelser til eventuelle venstrefløjsfraktioner.[60]

Selv om danske trotskister i slutningen af 1940’erne opfattede sig som trotskister, havde det Internationale Sekretariat aldrig fuldgyldigt anerkendt dem som en dansk sektion.[61] Følges korrespondancen mellem Fjerde Internationale og de danske trotskister, synes en årsag at have været, at danskerne havde vanskeligt ved at acceptere, at de skulle udføre entrisme, idet de frygtede at blive opslugt af det store arbejderparti. I tilslutning til Internationalens Verdenskongres i 1950 argumenterede danske trotskister således imod det Internationale Sekretariats pålæg. Danske trotskister forklarede deres standpunkt med henvisning til situationen i Storbritannien, hvor britiske meningsfæller havde meldt sig ind i Labour, hvilket angiveligt havde ført til et ”knæfald for reformismen”. Det Internationale Sekretariat afviste at tage en offentlig diskussion om det spørgsmål, men oplyste i fortrolighed danske trotskister om situationen i Storbritannien. Derefter ændrede de danske trotskister holdning. Kort efter, i 1951, blev den danske sektion formelt optaget i Fjerde Internationale.[62]

Danske politimyndigheder var allerede i 1930’erne og under besættelsen opmærksomme på, at der opholdt sig personer i Danmark, der definerede sig som trotskister. Gennem de første mange år synes politiet imidlertid ikke at have opfattet trotskister som en trussel mod den lovlige samfundsorden. Herom vidner et notat udfærdiget af daværende politimester i Åbenrå og senere PET-chef, Ernst Brix.[63] Notatet, der antagelig er fra 1947, indeholdt følgende lidet alarmerende konstatering: ”I København har der hidtil kun bestaaet en løs sammenhængende gruppe af Trotzkister.”[64] Tre år senere var vurderingen tilsvarende. I en kvartalsberetning fra 1950 bemærkede Rigspolitichefens Efterretningsafdeling (fra 1. januar 1951: PET), at danske trotskister havde holdt et møde med svenske trotskister, men at der blot havde deltaget otte personer fra dansk side. Ifølge beretningen var det antal ”betydningsløst ringe”.[65] REA’s vurdering af det trotskistiske miljø som betydningsløst afspejler to forhold. Dels at der reelt kun var meget få trotskister i Danmark. Dels at de i samtiden to store perciperede trusler var den eventuelt tilbageværende nazisme i Danmark og Tyskland og den i Danmark beroende sovjetorienterede kommunisme.[66] Det er illustrerende for PET’s opfattelse af trotskisternes betydning, at ovenstående oplysninger var nedfældet i en 50-siders rapport om kommunismen i Danmark, hvor trotskisterne omtaltes på mindre end én side.[67] REA valgte dog i slutningen af 1940’erne at registrere danske trotskister. Ifølge en udateret rapport, ”Oversigt over de under gruppe II hørende specialkartoteker”, der antagelig er udfærdiget i 1948, hed det, at trotskisterne opfattedes som værende ”på linie med” DKP, og derfor blev de registreret.[68] Denne registrering var i overensstemmelse med det gældende regelsæt, for selv om et justitsministerielt cirkulære af 31. maj 1947 havde forbudt REA at registrere danske statsborgere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed, så havde justitsminister Helga Pedersen den 4. maj 1948 meddelt REA’s ledelse, at tjenesten havde til opgave at registrere kommunister. Alle kommunister.[69]

Et par år senere – i sommeren 1952 – udfærdigede PET et 12-siders resumé over trotskismen i Danmark. Resuméet var baseret på samtlige oplysninger, som politiet gennem årene havde modtaget om trotskistiske grupperinger. Det fremgik, at den første trotskistiske organisation i Danmark hed Revolutionære Kommunister (jf. ovenfor), og at den var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.” Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:

”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”

Trotskister var således revolutionære, og de nærede principielt ingen tro på, at det lod sig gøre med en fredelig overgang til det kommunistiske samfund. At trotskisterne tog afstand fra stalinismen, fik PET til at omtale trotskisterne som ”oppositionelle kommunister.”[70]

Ifølge PET opnåede trotskisterne tilslutning fra to befolkningslag: arbejdere og intellektuelle. ”Efter kilders opfattelse”, hed det, bestod arbejderklassens tilhængere ”mest af ofte straffede personer, ’bumser’ og personer, der ikke nærer skrupler ved at udføre et ’beskidt arbejde’”, mens de intellektuelle karakteriseredes som ”fraktionens ledelse og hjerne”. Ifølge PET’s akter bestod personkredsen i begyndelsen af 1950’erne i betydelig grad af personer, der enten tidligere havde været medlem af DKP, eller som havde haft forbindelse til DKP. Eksempelvis anførtes det, at Marie Nielsen, der havde en fortid i DKP, men også i Socialdemokratiet, i 1947 havde været med til at etablere foreningen af Revolutionære Kommunister, og det anførtes, at selv om Poul Moth fremstod som den officielle leder, så var det ”oplyst, at det hårdnakket påstås, at” Richard Jensen skulle være ”organisationens egentlige bagmand.” PET havde – som citatets ordlyd antyder – vanskeligt ved at stole på denne sidste oplysning.[71] En skrivelse fra 1951 liggende i SAP’s arkiv illustrerer da også, at der ganske vist eksisterede en forbindelse mellem trotskisterne og Richard Jensen, men at sidstnævnte ”absolut ikke [er] på vor linie.”[72] Om antallet af trotskister i Danmark anslog PET, at de i 1952 udgjorde en personkreds på ikke over 200, hvoraf omtrent halvdelen befandt sig i København.[73]

Hvad angik trotskisternes aktivitet konstaterede PET, at den væsentligst bestod i at udgive aviser og magasiner, herunder Arbejderpolitik, Arbejderopposition og Det nye arbejderblad. Fælles for udgivelserne var deres kortvarige levetid. Efter at få numre var offentliggjort, synes udgivervirksomheden indstillet. PET fulgte imidlertid med i udgivelserne, og det bemærkedes, at Det nye arbejderblad i sommeren 1947 bragte en artikel under overskriften ”Klassekamp”, hvori trotskisterne offentliggjorde en del af deres program. I artiklen hed det bl.a., at sådan som samfundet hang sammen på daværende tidspunkt, havde arbejderklassen udelukkende strejkemidlet til at forbedre arbejdernes vilkår. Dette redskab opfattedes imidlertid som lidet potent, når det konfronteredes med ”kapitalismens rovgriskhed.” Afslutningsvis hed det:

”…… Den eneste måde, hvorpå vi kan befri os fra den kapitalistiske udbytning, er ved selv at sætte os i besiddelse af produktionsmidlerne, med vold knuse det kapitalistiske statsapparat og sætte vort eget statsapparat, proletariatets diktatur i stedet, indtil socialismen er gennemført.
Hertil kræves en omhyggelig og omfattende forberedelse, og et afgørende led i denne forberedelse er oprettelse af arbejderråd på fabrikker og arbejdspladser, således som REVOLUTIONÆRE KOMMUNISTER kæmper for.
Disse arbejderråd skal engang danne kernen i vort proletariske statsapparat efter den sociale revolution.
Der er ingen, der vil løse vore lænker, vi må selv sprænge dem.”[74]

Retorikken og programmet var revolutionært. Alligevel måtte PET konstatere følgende: ”Der er intet oplyst om, at fraktionen som sådan har gjort sig skyldig i illegale handlinger udover det tidligere nævnte om den ulovlige strejkeopfordring i maj 1946, men i flere tilfælde har der været behandlet kriminelle sager, hvorunder det er oplyst, at de sigtede har været tilsluttet RK [Revolutionære Kommunister], eller i hvert fald haft en vis forbindelse til denne organisation.”[75] Eksempelvis konstateredes det, at en københavnsk kvinde i begyndelsen af 1947 var blevet frihedsberøvet af otte mænd, der forsøgte at aftvinge kvinden svar på, hvor der var et illegalt våbenlager. Ifølge PET var tre af disse otte mænd tilsluttet Revolutionære Kommunister, mens tre andre ”vides at sympatisere stærkt” med organisationen. PET arbejdede af den grund med en hypotese om, at trotskister bestræbte sig på at komme i besiddelse af våben. Den hypotese syntes underbygget af, at politiet fandt ”et større ulovligt våbenlager” under en ransagning af en lejlighed, der tilhørte en person, der angiveligt var rejsesekretær for Revolutionære Kommunister. I sommeren 1952 var PET derfor af den opfattelse, at danske trotskister var revolutionære, og at de arbejdede for at komme i besiddelse af våben til brug for revolutionen. Det vurderedes endvidere, at trotskisterne havde nære forbindelser til ideologisk ligesindede grupperinger i andre lande. Nogen dokumentation for, at ”fraktionen som sådan” bedrev kriminalitet, var politiet ikke i besiddelse af.[76]

Tre år senere – i sommeren 1955 – ajourførte PET rapporten med de oplysninger, der i den mellemliggende periode var tilgået tjenesten. Det bemærkedes nu, at en række personer, der var kendte som trotskister, få år forinden ”havde helliget sig revolutionært arbejde i hæren.”[77] Sammenhængen var, at VK-regeringen med socialdemokratisk støtte i december 1951 havde truffet beslutning om en forlængelse af værnepligten fra 12 til 18 måneder. Beslutningen blev truffet under indtryk af Danmarks nye alliancemedlemskab og forværringen af Øst-Vestforholdet som følge af Koreakrigen (1950-53). Imidlertid var der tale om en omstridt beslutning. Således havde De Radikale, DKP og Retsforbundet stillet sig afvisende hertil. Mere bekvem blev situationen ikke for forligspartierne, da det samtidig stod klart, at en forudsætning for forlængelsens succesfulde gennemførelse var, at der skulle uddannes flere befalingsmænd, anskaffes mere materiel mv. I begyndelsen af 1953 annoncerede regeringen da, at nogle af hærens enheder skulle gøre tjeneste i 18 måneder, mens andre kunne nøjes med 12. I visse af hærens garnisoner nægtede de værnepligtige efterfølgende at adlyde dette påbud, hvorpå nogle af de indkaldte forlod kasernerne for at protestere over beslutningen.[78]

Spørgsmålet er, hvem der havde taget initiativet til de såkaldte soldatermytterier? Ifølge PET’s akter synes det ikke at have været trotskisterne. Til gengæld efterlader det bevarede materiale indtryk af, at trotskisterne forsøgte at benytte den opståede utilfredshed til at motivere de værnepligtige til revolutionær virksomhed. Således konstaterede PET, at en kendt trotskist var mødt op på en kaserne, hvor han havde stillet sig til rådighed som såkaldt ”fritidsunderviser”. Den fremmødte havde ikke lagt skjul på, at han var modstander af NATO og det danske alliancemedlemskab og gerne ville organisere nogle diskussionsaftener med NATO som emne. Når det ifølge PET var værd at notere den oplysning, hang det sammen med, at tjenesten var kommet i besiddelse af en skrivelse, der cirkulerede blandt de værnepligtige. Skrivelsen rummede en opfordring til at møde op i noget, der blev omtalt som ”Hobbyklubben”, hvor de fremmødte skulle ”planlægge den kommende tids revolutionære arbejde i hæren.” Skrivelsen var påtegnet ”Revolutionær Socialistisk Ungdom”, der var en trotskistisk ungdomsorganisation. Og denne skrivelse var ikke noget isoleret fænomen. Således rummede PET’s rapport flere eksempler på, at trotskister angiveligt stod bag plakatopklæbninger, hvor slagordene blandt andet lød ”kamp mod militarisme”, ”ned med hæren” mv.[79]

Med hensyn til spørgsmålet om, hvem der stod bag soldatermytterierne, er det anslået i den eksisterende litteratur, at de væsentligst afspejlede en generel utilfredshed blandt unge værnepligtige, og at hverken trotskisterne eller DKP/DKU havde nogen vigtig betydning herfor.[80] Den tolkning bekræftes i Kommissionens delberetning om PET’s overvågning af DKP, hvor det dog fremgår, at selvom de kommunistiske miljøer ikke var årsag til mytterierne, fik de betydning for mytteriernes forløb.[81] Med hensyn til trotskisternes rolle synes situationen at have været, at de hægtede sig på en allerede opstået konflikt, som de forsøgte at udnytte til egen fordel. Det vil fremgå af de følgende sider, at det skulle blive en arbejdsmetode, danske trotskister vendte tilbage til.

Som nævnt eksisterede der i den tidlige periode af den kolde krig visse reservationer blandt danske trotskister over for at udføre entrisme mod Socialdemokratiet og DKP. Samtidig viste trotskisterne sig ineffektive, når det gjaldt om at foranstalte uro inden for hæren. PET var opmærksom herpå, men PET synes ikke at have udvist megen interesse for det trotskistiske miljø. I et fortroligtstemplet resumé-notat udarbejdet af PET 16. januar 1998 hedder det betegnende:

”I 10-året efter den 2.verdenskrig førte den danske sektion af IV. INTERNATIONALE en helt isoleret tilværelse, og de meget fåtallige trotzkyister nåede aldrig uden for deres egen kreds og ønskede det tilsyneladende heller ikke, men levede en tilværelse præget af snævre ideologiske forestillinger.”[82]


[54] Steen Bille Larsen, Mod strømmen. Den kommunistiske ”højre”- og ”venstre”-opposition i 30’ernes Danmark (SFAH, 1986), s. 156-157; Anton Schou Madsen, Trotskismen i Danmark (Upubliceret speciale, AUC, 1983), s. 52. Den tyske advokat Oscar Cohn skal angiveligt have spurgt statsminister Th. Stauning, om han kunne tilvirke et visum med lang opholdstilladelse til Trotskij, da denne besøgte Danmark i 1932. Det skal Stauning have afvist. Trotskij blev den 2. december 1932 ført ud af landet i bil. Se hertil Isaac Deutscher, The Prophet Outcast. Trotsky: 1929-1940, s. 182-190, her s. 188-190.

[55] Steen Bille Larsen, Mod strømmen, s. 266-269. Jungclas’ biografi frem til 1945 er skitseret af Hans Uwe Petersen i opslaget ”Jungclas”, Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer (red.), Hvem var hvem 1940-1945 (Gad, 2005), s. 190.

[56] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 130, 134.

[57] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 135, 137.

[58] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 143. Om Moth i 1930’erne se også Morten Thing, Kommunismens Kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960 (Tiderne Skifter, 1993), s. 403.

[59] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 157-160.

[60] Ibid., s. 161.

[61] Ibid., s. 143.

[62] Diverse skrivelser i ABA, arkiv nr. 2307, ks. 1; jf. Internationalens Venner. Medlemsblad for Støtteforeningen for 4. Internationale, Festskrift for Preben Kinch, juli kvartal 1986, 3. årg., nr. 3, s. 4.

[63] Om Brix, se Kommissionens beretning, bind 2.

[64] Selv om Brix skrev om trotskister, var det stalinisterne, der var genstand for politimesterens trusselsvurdering. Brix konstaterede, at der var et fjendskab mellem trotskister og stalinister, og at politimyndighederne derfor kunne overveje at benytte trotskister til overvågning af DKP. Kommissionen har ikke fundet spor af, at REA forsøgte at realisere denne tanke.

[65] PET, emnesag: ”Kommunismen i Danmark i perioden 1. april – 1. juli 1950”.

[66] Om PET’s såkaldte trusselsbillede, se Kommissionens beretning, bind 16.

[67] Om PET’s vurdering af DKP, se Kommissionens beretning, bind 2 og bind 6.

[68] PET, administrativ sag: ”Oversigt over de under gruppe II hørende specialkartoteker”, s. 3, udateret, antagelig fra 1948.

[69] Om justitsminister Helga Pedersens ordre, se Kommissionens beretning, bind 2.

[70] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[71] Om end Richard Jensen også af socialdemokrater opfattedes som en ”oppositionel kommunist”. Se f.eks. Socialdemokratiske Noter, 21. årg., 1949-50, s. 561. Som sådan ses der en semantisk overensstemmelse mellem REA’s og Socialdemokratiets terminologi.

[72] Preben Kinch til Bertil Säfström, 28. juni 1951. ABA, arkiv nr. 2307, ks. 1. Richard Jensen synes i det hele taget at have været en utilpasset revolutionær. Efter at have indtaget en central placering i DKP’s ledelse og haft kontakt til Komintern i 1930’erne blev han i sommeren 1940 efter en konflikt med blandt andre Aksel Larsen ekskluderet af såvel DKP som af Søfyrbøderforbundet. I slutningen af 1940’erne blev Richard Jensen af kritikere tillagt titoistiske sympatier. Se hertil Morten Thing, Kommunismens Kultur, s. 836; Erik Nørgaard, Krig og slutspil. Gestapo og dansk politi mod Kominterns ”bombefolk” (Bogan, 1986), s. 20, 25.

[73] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[74] ”Klassekamp” citeret efter PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955. Understregningen følger PET’s resumé.

[75] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[76] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955. I Bertel Nygaards fremstilling er det en vurdering, at trotskisterne ønskede kontrol over våbnene, idet de frygtede, at den nævnte kvinde ville overdrage det illegale våbenlager til nazister, eftersom hun under besættelsen angiveligt skulle have været forlovet med en såkaldt ”Gestapo-agent.” Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 139.

[77] PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[78] Aspekter af den storpolitiske baggrund for dette spørgsmål fremstilles i Poul Villaume, Allieret med forbehold. Dannmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961 (Eirene, 1995), kap. 3.3, s. 144-202, jf. også Ib Nordby, Det glemte mytteri. Soldatermytterierne i 1953 (Syddansk Universitetsforlag, 2004), især s. 13-22.

[79] I den følgende tid arbejdede trotskisterne på at udgive et soldaterblad kaldet Folkets Søn. PET, emnesag: Revolutionære Kommunister, 1. september 1952. Resuméet er kontinueret med to sider 9. juni 1955.

[80] Ib Nordby, Det glemte mytteri.

[81] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 6.

[82] PET, emnesag: ”IV. INTERNATIONALE”, 16. januar 1998. Udfærdiget i forbindelse med revisionen og makulering af sagsakterne vedrørende Den danske sektion af Fjerde Internationale.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk