PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9
5. REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER 1964-1971

Forside | Til bund | Forrige | Næste


5. REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER 1964-1971

Mellem 1964 og 1970 var den danske sektion af Fjerde Internationale overordnet set involveret i to former for politisk virksomhed. For det første forsøgte sektionen at udføre entrisme inden for de nye venstreorienterede parti- og organisationsdannelser. Det handlede mest om SF, VS og SUF. For det andet var sektionen engageret i det, der i PET’s jargon gik under termen ”uro”. Nedenfor vil der blive redegjort for disse aktiviteter, sådan som de kan tegnes primært på baggrund af PET’s akter, men også i nogen grad trotskisternes egne arkivalier. Det vil fremgå, at personer inden for trotskistiske kredse undertiden planlagde og udførte bombesprængninger.

Revolutionære Socialisters politiske program

I efteråret 1963 skiftede den danske sektion af Fjerde Internationale navn fra Revolutionære Kommunister til Revolutionære Socialister. Det kan være vanskeligt at vurdere, om navneskiftet var udtryk for, at danske trotskister havde gennemgået nogen politisk-ideologisk forandring. Det har sin forklaring i, at den nye organisationsdannelse tilsyneladende aldrig fik udfærdiget et politisk program.[113] PET var imidlertid ikke i tvivl om, at trotskisterne fortsat sigtede mod afskaffelse af kapitalismen blandt andet gennem den permanente revolution. Desuden var det fortsat PET’s opfattelse, at danske trotskister ønskede Danmark udmeldt af NATO og at forhindre en eventuel optagelse i det europæiske fællesmarked. I det

hele taget var det PET’s opfattelse, at danske trotskister, hvad enten de kaldte sig Revolutionære Kommunister eller Revolutionære Socialister, forfulgte de mål, som de havde forfulgt i løbet af 1950’erne og frem til 1963.[114]

En artikel bragt i december 1963 i det af SUF offentliggjorte Københavnerbladet bekræfter PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke havde gennemgået noget væsentligt holdningsskifte i forhold til Revolutionære Kommunister. I artiklen forklarede en dansk trotskist, at Fjerde Internationale var et alternativ til Tredje Internationale, der opfattedes som redskab for Sovjetunionens udenrigspolitiske ambitioner. Desuden forklaredes det, at Fjerde Internationale, og således også Revolutionære Socialister, hyldede den permanente revolution. Hvad angik situationen i Danmark, blev Socialdemokratiet karakteriseret som et bureaukratisk parti, hvis indsats mestendels bestod i at understøtte det kapitalistiske samfund, hvilket var i strid med Revolutionære Socialisters ambition om indførelse af socialismen.[115]

I artiklen tematiserede trotskisten ikke Fjerde Internationales holdning til parlamentarismen. Denne fremgik dog umiddelbart neden for redegørelsen i form af en rettelse til det forrige nummer af bladet. Her var et trotskistisk medlem refereret for at have udtalt, at han ”ikke havde meget tillid til det parlamentariske styre”, og at han anså det for ”nødvendigt at bruge vold ved indførelsen af socialismen”. I rettelsen forklarede vedkommende person: ”Det er min og 4. internationales opfattelse, at det naturligvis ville være det bedste, om socialismen kunne indføres uden voldsanvendelse, men på grund af inden- og udenrigspolitiske erfaringer, anser vi det ikke for særligt sandsynligt og mener derfor, at det desværre kan blive nødvendigt at benytte voldelige metoder for at få socialisme, og at socialister må være forberedt herpå.”[116]

På trods af ovenstående var det i første omgang PET’s vurdering, at Revolutionære Socialister ikke udgjorde nogen betydelig trussel mod den danske samfundsorden. Et år efter organisationens etablering udfærdigede PET i september 1964 en notits om den trotskistiske sektion. Det hed, at selv om denne havde op mod 200 medlemmer, så udgjordes sektionens kerne næppe af flere end 30-40 aktivister. Det hed endvidere, at organisationens økonomi var svag, og at dens samlede indtægt i 1963 var på cirka 5.000 kroner.[117] Vurderingen var således lidet alarmerende.

Entrisme

Socialistisk Folkeparti

Den entrisme i SF, som trotskisterne havde indledt i de første par år af 1960’erne, blev videreført gennem årtiet. PET var opmærksom herpå, og det var i august 1964 tjenestens opfattelse, at trotskisterne på længere sigt ønskede at ”overtage” det nye partis ledelse eller i det mindste at ”udnytte” partiet mest muligt. Imidlertid noterede en PET-medarbejder i sommeren 1964 i en notits, at mere ”besindige kredse” inden for SF ”forlængst har opdaget faren og har forberedt nødvendige modforanstaltninger.”[118] Denne sidste vurdering blev dog efterfølgende gennemstreget, hvilket kan tyde på, at PET alligevel tillagde trotskisterne nogen vægt, eller, formentlig mere sandsynligt, at PET var usikker på, hvad SF havde tænkt sig at gøre med de trotskistiske infiltratorer.

Med folketingsvalget den 22. november 1966 fik Socialdemokratiet sammen med SF og et enkelt nordatlantisk mandat flertal på Christiansborg. Så snart det stod klart, inviterede Socialdemokratiet SF’s ledelse til forhandlinger. Disse resulterede ikke i et regeringssamarbejde, skønt forhandlingerne varede i fire dage. Til gengæld blev der indgået aftale om, at SF skulle være en ny socialdemokratisk mindretalsregerings parlamentariske grundlag. Denne situation er i litteraturen ofte omtalt som ”det røde kabinet”.[119] For trotskisterne betød den nye situation på Christiansborg, at de havde medlemmer, der var politisk aktive i regeringens parlamentariske grundlag. Dette forsøgte trotskisterne at udnytte. Ifølge PET’s oplysninger stillede Hanne Reintoft, der var medlem af SF’s folketingsgruppe, i slutningen af 1967 spørgsmål i Folketinget om danske virksomheders leverancer af våben(dele) til USA’s krig i Vietnam. Spørgsmålet blev ifølge PET’s oplysninger fremsat på baggrund af et udkast formuleret af en trotskist. Ifølge PET fandt Reintoft, at forespørgslen havde været en så stor succes, at hun efterfølgende anmodede det trotskistiske medlem ”om assistance til en ny forespørgsel til udenrigsministeren.”[120] Som sådan synes i al fald Hanne Reintoft at have ladet sit arbejde påvirke af trotskistisk aktivitet. Set retrospektivt rummer PET’s bevarede akter imidlertid ikke oplysninger om, at det lykkedes trotskisterne under ”det røde kabinet” at øve indflydelse på SF’s overordnede politiske linje. Ej heller er der noget, der tyder på, at trotskisterne gennem SF fik indflydelse på regeringens politik. Til gengæld var det et antal PET-medarbejderes opfattelse, at trotskisterne fik stor indflydelse på den proces i SF’s udvikling, der førte til partiets splittelse. Med en formulering fra PET’s arkiv var trotskisterne ”stærkt medvirkende” hertil.[121]

De dokumenter, der ligger til grund for denne opfattelse, er makuleret, og det er derfor ikke muligt for Kommissionen at vurdere holdbarheden heraf. På baggrund af materiale i SF’s arkiv samt en del af den offentlige debat forekommer det imidlertid ikke sandsynligt, at trotskisterne spillede en væsentlig rolle i SF’s splittelse.[122] I B.T. blev det i november 1967 ganske vist hævdet, at trotskister havde bidraget til at svække Aksel Larsens lederskab af SF.[123] Dokumentation for at trotskisterne skulle have spillet nogen væsentlig, endsige udslaggivende, rolle for sprængningen af SF, er imidlertid ikke fundet, og det forekommer heller ikke sandsynligt. Dertil var trotskisternes indflydelse i sprængningsprocessen for begrænset og det samlede antal aktører for mange. En mere overbevisende forklaring på SF’s splittelse er, at partiet rummede personer fra hele det politiske spektrum mellem DKP og Socialdemokratiet, og at betydelige dele af dette felt havde endog meget vanskeligt ved at forlige sig med forestillingen om, at det nye socialistiske parti skulle reduceres til et støtteparti for en socialdemokratisk mindretalsregering, hvis udenrigspolitiske ambition var at støtte dansk medlemskab af NATO og med tiden De Europæiske Økonomiske Fællesskaber. Som sådan kan man sige, at den af Socialdemokratiet i 1966 initierede politik med at tvinge SF ”under ansvarets åg” var lykkedes.[124]

Venstresocialisterne

I forbindelse med VS’s dannelse i december 1967 var PET ikke udpræget interesseret i trotskisternes mulige deltagelse, men derimod i, hvordan det nye parti stillede sig til følgende og andre spørgsmål: Måtte politiske aktivister anvende vold i den politiske praksis? Hvordan skulle man aktionere mod NATO? Var VS’s medlemmer involveret i faglige konflikter? Havde partiet kontakter til befrielsesbevægelser i den tredje verden?[125] Som vist andetsteds i Kommissionens beretning var det i begyndelsen af 1968 PET’s vurdering, at VS først og fremmest tegnedes af intellektuelle. Desuden var det en indledende vurdering, at VS nok var et revolutionært parti, men at det syntes at tage afstand fra voldsanvendelse.[126] Følges PET’s akter om trotskisternes virke inden for VS, tegner der sig et billede af, at nogle af de trotskister, der havde været medlem af SF, nu gik over i VS.[127] Desuden tegner der sig et billede af, at trotskisterne forsøgte at påvirke VS i to sammenhænge. Dels i arbejdsmarkedskonflikterne, dels i forhold til VS’s politisk-ideologiske profil. Umiddelbart forekom det PET, at resultaterne af trotskisternes virksomhed var ringe.

Hvad angår arbejdsmarkedsspørgsmålet fremgår det, at en af PET’s kilder i efteråret 1968 oplyste, at trotskisterne ville forsøge at foranstalte uro under efterårets overenskomstforhandlinger. Ifølge kilden bestod strategien i, at trotskisterne gennem VS’s tillidsrepræsentanter i fagbevægelsen ville formulere så vidtrækkende krav, at de på forhånd måtte anses som umulige at få gennemført. Hensigten var at benytte de derfor forventede afslag som argument for at iværksætte uroligheder på arbejdspladserne. PET’s kilde oplyste videre, at der havde været arrangeret et møde mellem en af VS’s faglige repræsentanter og ledelsen af Revolutionære Socialister. Og det havde vist sig, at en VS’er var så enig med trotskisterne, at han forventedes at tilslutte sig den danske sektion af Fjerde Internationale.[128] I forlængelse af trotskisternes forsøg på at påvirke VS’s arbejdsmarkedspolitiske synspunkter ses det, at trotskisterne generelt forsøgte at benytte deres forbindelser i VS til at skabe opbakning bag de demonstrationer, som trotskisterne arrangerede. Dette billede bekræftes af en skrivelse fra august 1969 fra et medlem af det trotskistiske Revolutionær Aktion til VS. Her opfordrede brevskriveren Venstresocialisterne til, sammen med en håndfuld andre organisationer, at støtte en demonstration foran den sovjetiske ambassade i København i anledning af årsdagen for den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet 21. august 1968.[129] Af Kommissionens beskrivelse af de såkaldte Verdensbankuroligheder i september 1970 fremgår det endvidere, at kredse inden for det trotskistiske miljø opnåede støtte fra VS’ere i planlægningen af en del af den uro, der fandt sted under Verdensbankens årsmøde i København.[130]

Ifølge PET’s arkiv synes trotskisterne ikke at have haft succes med deres forsøg på at påvirke VS’s ideologiske profil: I august 1968 var det kommet til PET’s kundskab, at Revolutionære Socialister forsøgte at overtage VS. Sammenhængen var, at en af PET kendt trotskist havde opnået en placering i VS’s hovedbestyrelse, og med dette som udgangspunkt havde udfærdiget et udkast til et program for VS; et program der lå ganske tæt på trotskisternes standpunkter. Konkret bestod et af programpunkterne i at kræve ”arbejderovertagelse af produktionsmidlerne” efter en revolution, men ikke ”statsovertagelse”. Forskellen mellem disse to scenarier var, at såfremt arbejderne overtog produktionsmidlerne, da ville arbejderne selv kunne fastsætte deres lønninger. Det var, antog trotskisten, ikke muligt, hvis staten overtog produktionsmidlerne. Fulgte man trotskistens egen vurdering, var der god mulighed for at få udkastet vedtaget af VS.[131]

I september måned 1968 konstaterede PET imidlertid, at der internt i Revolutionære Socialister eksisterede en vis utilfredshed med den ovenfor anførte trotskists virksomhed inden for VS. En anden trotskist anførte således under et sektionsmøde, at det i VS’s partiprogram hed, at partiet byggede på marxismens grundlag og ikke på proletariatets diktatur, sådan som trotskismen gjorde. Vedkommende var tydeligvis utilfreds hermed og foreslog nu, at trotskisterne skulle bryde med VS for i stedet satse kraftigere på SUF, som sektionen havde ”brugt 8 år på at opbygge”. Den førstnævnte trotskist bemærkede hertil, at en sådan ”omvæltning” af trotskisternes hidtidige arbejde inden for VS ville nødvendiggøre en drøftelse med en af internationalens kammerater, der måtte komme til København – hvormed der henvistes til en af de ledende skikkelser i Fjerde Internationale. Den pågældende mente i øvrigt, at sektionen trods et beskedent forretningsudvalg og en medlemsskare på omkring 45 spillede en betydelig rolle i fremskyndelsen og forberedelsen af revolutionen i Danmark.[132]

Tilsyneladende var Fjerde Internationales ledelse ikke enig i forslaget om at bryde med VS på dette tidspunkt: Under et besøg af Ernest Mandel i november 1968 foreslog denne ifølge PET, at Revolutionære Socialister skulle forsøge at udvide med 20 nye medlemmer rekrutteret fra både VS og SUF inden for det næste halve år.[133] PET’s oplysninger tydede således på, at Revolutionære Socialisters virksomhed ikke blot blev koordineret med det Internationale Sekretariat på et overordnet plan, men at ledelsen af Fjerde Internationale havde væsentlig, måske udslaggivende indflydelse på den danske sektions arbejde.

Socialistisk Ungdoms Forum

Trotskisternes forsøg på at vinde indflydelse på de nye venstrefløjspartier i 1960’erne synes ikke at have båret frugt. Anderledes forholder det sig, når det gælder trotskisternes forsøg på at overtage den ungdomspolitiske organisation SUF. Socialistisk Ungdoms Forum blev stiftet den 7. september 1961 med det formål at udbrede kendskab og tilslutning til socialismen. Ifølge en PET-rapport fra november 1970 var SUF i de følgende år blevet stadigt mere ”venstredrejet”. Det noteredes, at da SF blev sprængt, valgte SUF at følge SF’s venstrefløj over i VS, hvis dannelse SUF tog aktiv del i. Derefter blev SUF formelt VS’s ungdomsorganisation.[134] I månederne efter tilslutningen til VS havde trotskisterne indflydelse på SUF, men hen over sommeren 1968, konstaterede PET, var en del af SUF begyndt at flirte med maoismen.[135]

Det var PET’s opfattelse, at der af denne grund efterfølgende opstod en konflikt mellem maoister og den resterende del af SUF, ”der var rigt repræsenteret af trotzkyister.”[136] Det første sammenstød indtraf i efteråret 1968. På det tidspunkt nedsatte SUF’s landsledelse et programudvalg, hvori maoisterne udgjorde et flertal. Maoisterne udnyttede situationen, da de kort tid efter supplerede udvalget med formanden for Kommunistisk Forbund marxister-leninister (KFML), historikeren og maoisten Benito Scocozza. Derpå forsøgte maoisterne ifølge PET at overtage SUF’s Københavnerafdeling. Trotskisternes modtræk bestod ifølge PET i at engagere en kreds af personer, der alle befandt sig på den yderste venstrefløj, men som havde det til fælles, at de stillede sig kritisk til maoismen. Denne personkreds meldte sig ind i SUF, hvorefter de to fraktioner konfronteredes på et møde i maj 1969, hvor der skulle vælges delegerede til SUF’s forestående kongres. Trotskisterne vandt denne kamp, idet samtlige valgte var opstillet på trotskisternes liste. Dermed måtte man forvente, at trotskisterne ville få flertal på SUF’s forestående kongres, der skulle afholdes i slutningen af maj 1969. Fra maoistisk side planlagde man som modtræk at afholde en konkurrerende kongres, hvor man skulle vedtage et maoistisk program for SUF. Landsledelsen reagerede imidlertid ved at erklære, at maoisternes varslede boykot måtte opfattes som ”mandatsvig”, hvilket ville føre til eksklusion.[137] Ifølge en rapport udfærdiget af PET i efteråret 1970 havde trotskisterne efter eksklusionen af maoisterne haft til hensigt at at sammenlægge SUF og den danske sektion af Fjerde Internationale. På SUF’s 11. kongres i 1970 var et sådant forslag således blevet fremsat, men nedstemt.[138]

Det, der ikke lykkedes på SUF’s 11. kongres i foråret 1970, lykkedes ifølge PET’s oplysninger i løbet af sommeren og efteråret samme år. Ifølge en af tjenestens kilder havde trotskisterne i SUF i den mellemliggende periode ”systematisk arbejdet på at få SUF til at glide ind i sektionen, og det er det arbejde, som nu har givet resultat.”[139] Samarbejdet bestod ifølge kilden i udgivelse af bladet Klassekampen. SUF stod udadtil som ansvarlig for udgivelsen, selv om bladets indhold afspejlede ”sektionens direktiver”. PET’s kilde oplyste endvidere, at SUF i midten af januar 1971 ville afholde en ekstraordinær kongres, hvor SUF ville blive optaget i den danske sektion af Fjerde Internationale, men, anførtes det, ”[d]et er et emne, som er af formel karakter og uden betydning, idet indlemmelsen er sket.”[140] Ifølge et af PET udfærdiget notat var det i efteråret 1970 situationen, at SUF ”indser nødvendigheden af en væbnet revolution for at forandre samfundet til en socialistisk stat, ligesom man indser nødvendigheden af et velorganiseret, revolutionært parti, der kan mobilisere arbejderklassen og føre den til sejr.”[141] Efter at trotskisterne fik ekskluderet deres modstandere i SUF, krævede VS eksklusionerne omstødt. Da SUF afviste dette, valgte VS at afbryde forbindelsen til SUF.[142] Et resultat af trotskisternes succesfulde virksomhed i SUF blev således, at Revolutionære Socialister ganske vist havde opnået tilgang fra venstrefløjsmiljøet, men at trotskisterne blot få måneder senere på ny var isoleret på den yderste venstrefløj. Heller ikke VS, der ellers tillod fraktionsdannelser, ønskede at stå model til trotskisternes virksomhed.

I PET’s interne årsberetning for 1970 blev det anført, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde besluttet at lade SUF leve videre som en trotskistisk dækorganisation, men på lidt længere sigt at lade Revolutionære Socialister og SUF smelte sammen i en ny organisation under navnet Revolutionært Socialistisk Forbund (RSF). Ifølge PET var det tanken med RSF, at dette skulle ”virke som en styrende overbygning” på de grupper, som trotskisterne måtte overtage i de følgende år. Som sådan skulle hverken SUF eller Revolutionære Socialister formelt ophæves. Ifølge PET var det trotskisternes hensigt at overtage De Danske Vietnamkomitéer. Perspektivet var at ”bringe de danske trotzkyister frem til en sådan styrke, at gruppen får mulighed for at træde frem som partipolitisk organisation.”[143]

Revolutionære Socialister og ’uroen’

Den anden type af aktiviteter, som Revolutionære Socialister var involveret i mellem 1964 og 1971, var handlinger, der af PET blev defineret som ”uro”, hvilket også var årsagen til PET’s overvågning. En forhenværende PET-medarbejder har over for Kommissionen udtalt. ”Man betragtede dem [trotskisterne] som ballademagere, og derfor fulgte man dem – det var ikke den ideologiske ballast, der tyngede mest.” Senere i samme afhøring hedder det: ”Trotskisme blev ansat som værende en balladevirksomhed, og vidnet så på trotskisterne som de rene uromagerne – ikke som politisk virksomhed.”[144]

Foruden de to nedenfor anførte beskrivelser af trotskisternes virksomhed i relation til Francos Spanien og USA’s krig i Vietnam udfoldede danske trotskister megen aktivitet op til og under de såkaldte Verdensbankuroligheder i september 1970. Denne episode beskrives imidlertid andetsteds i Kommissionens beretning.[145]

Antifascistisk virksomhed: Francos Spanien

Danmark var i 1964 og 1965 vidne til et antal aktioner, der relaterede sig til den politiske situation i Spanien, hvor general Franco opretholdt et diktatur fra 1939 indtil sin død i 1975. Danske politimyndigheder var opmærksomme på optøjerne, og PET bemærkede, at Revolutionære Socialister syntes at have forbindelse hertil. Ifølge en rapport fra 1964 havde danske trotskister i marts 1964 dannet en komité under navnet ”Spanien Frit”. Oprindeligt bestod komitéen udelukkende af erklærede trotskister, men siden havde også medlemmer af SF og DKP tilsluttet sig. Ifølge PET’s oplysninger havde komitéen et dobbelt formål: For det første at oplyse om den politiske situation i Spanien, og for det andet at forhindre danskerne i at foretage de i samtiden populære turistrejser til Spanien. For at opnå det sidste af disse to mål iværksatte Revolutionære Socialister ifølge PET’s oplysninger sabotagehandlinger mod danske rejsebureauer, der solgte charterrejser til Spanien. Det var imidlertid vigtigt, at Revolutionære Socialister ikke direkte kunne forbindes med disse aktiviteter, men at de udførtes af udvalgte, tilsyneladende uafhængige grupper. Blandt de aktiviteter, der planlagdes udført, var ifølge et notat udfærdiget i PET ”rudeknusninger, hærværk, telefonbomber, punktering af Spaniensbusser, trusselsskrivelser o. lign., alt med det formål at standse turiststrømmen til Spanien.”[146]

Ifølge PET var de første af trotskisterne organiserede arrangementer af forholdsvis fredelig art. Det bemærkedes eksempelvis, at det var trotskister, der stod bag en demonstration under Melodi Grand Prix i Tivoli i marts 1964. PET mente tillige at være vidende om, at det var trotskister, der havde stået bag en underskriftsindsamling, hvis sigte var at opfordre danskere til ikke at rejse til Spanien. 50 personer havde skrevet under på denne appel, der i øvrigt indeholdt en støtteerklæring til ”Den iberiske halvøs befrielsesfront”, der antagelig skulle have stået bag en række bombeattentater i 1963 mod såkaldte Spaniensfly i Genève, Frankfurt og London. PET var ikke vidende om, hvorvidt ”Spanien Frit” stod under indflydelse af bemeldte befrielsesfront, men efterretningstjenesten bemærkede, at den danske trotskistiske komité havde erklæret at ville følge befrielsesfrontens paroler og ”aktivt gå ind for en bekæmpelse af Franco-fascismen.”[147]

Det, der syntes at være ubetydelige aktioner, udviklede sig i sommeren 1964 til at have en karakter, som PET måtte tage alvorligt. Gennem juli og august konstaterede politimyndighederne således omkring 20 ”attentater” blandt andet i form af rudeknusninger. Ved to lejligheder havde der været tale om ildspåsættelse. PET noterede: ”Der hersker ingen tvivl om, at det er IV-Internationale-folk, der står bag disse; enten personer, der er direkte knyttet til den danske sektion eller til en af de andre organisationer, som sektionen på det seneste har overtaget.”[148] Til grund for den vurdering lagde PET blandt andet, at to fremtrædende trotskister havde forbindelse til en række af optøjerne. Hvor det tidligere især havde været under navnet ”Spanien Frit”, at trotskisterne havde aktioneret, bemærkede PET i efteråret 1964, at den danske sektion af Fjerde Internationale et halvt års tid forinden havde taget kontakt til en komité under navnet ”Blovstrød-komitéen”, der snart skiftede navn til ”Socialistisk Aktion” også kaldet SOAK. PET var af den opfattelse, at en del af den af trotskisterne iværksatte uro fandt udtryk via ”Socialistisk Aktion”[149] Det var dog først i begyndelsen af 1965, at uroen toppede. Det skete, da en person i februar bragte en benzinbombe til sprængning i et rejsebureau ejet af Spies på Frederiksberg. PET bemærkede i en notits, at bomben havde forvoldt store skader, og at det kun var ved et tilfælde, at der ingen personskade var sket.[150] En fremtrædende trotskist har over for Kommissionen berettet, at det vist nok var ”en person fra IV. Internationale, der sprang [sprængte] en bombe ved Spies.”[151] Ifølge et notat af 1. november 1971 beroende i Justitsministeriets arkiv udfærdiget i forbindelse med den såkaldte Kasper Neergaard-sag, blev der gennem 1964 og 1965 i alt forøvet omkring 25 ”attentater mod rejsebureauer med Spaniensrejser som speciale”, hvoraf flertallet dog blot var rudeknusninger.[152]

Det fremgår af PET’s akter, at den danske sektion af Fjerde Internationale var meget aktiv i kampen mod Franco-Spanien i første halvdel af 1960’erne. Imidlertid fremgår det også, at trotskisterne ikke var alene herom. Således bemærkede efterretningstjenesten, at Danmarks socialdemokratiske Ungdom (DsU) havde etableret sin egen Spaniensindsamling tilbage i 1962. Samme år havde nogle SF’ere og DKP’ere startet en anden indsamling.[153] Det generelle indtryk er imidlertid, at det var PET’s opfattelse, at trotskisterne var de mest aktive i Spaniensarbejdet. I slutningen af 1965 gled dette imidlertid i baggrunden i Fjerde Internationales danske sektion. I stedet kastede trotskisterne sig over kampagnen mod Vietnamkrigen.[154] Da PET på samme tidspunkt vurderede betydningen af aktivisternes aktioner mod rejsebureauerne, var det tjenestens opfattelse, at trotskisterne ikke havde haft nævneværdig succes med deres virksomhed. I en notits til NATO Special Committee i 1965 hed det således, at selv om dagspressen havde været optaget af angrebene på rejsebureauerne, havde det ikke fået nogen indvirkning på befolkningens holdning. Det lykkedes ifølge PET heller ikke aktivisterne at stoppe strømmen af turister til Spanien eller at skade Danmarks relation til landet.[155]

Det politiske perspektiv med trotskisternes aktioner mod Spanien og danske turistbureauer var at kaste et negativt skær over et diktatur, som Danmarks nære allierede i NATO, USA, havde tætte militære forbindelser til. USA havde således indgået en baseaftale med Spanien i 1953. I 1969/70 skulle Danmark tage stilling til, om landet ønskede at forblive medlem af NATO. Lykkedes det at få vendt den danske befolkning mod Spanien, kunne man måske overbevise en del af den danske befolkning om, at Danmark skulle finde et sikkerhedspolitisk alternativ til NATO. Som sådan var trotskisternes aktioner også rettet mod Danmarks og danskernes forhold til Spanien. Som det fremgår af den eksisterende litteratur opstod der ganske vist en del offentlig debat om det fortsatte alliancemedlemskab i sidste halvdel af 1960’erne. Imidlertid fremgår det også af den eksisterende litteratur, at de dominerende parter i denne diskussion var de etablerede politiske partier, mens mindre venstrefløjsgrupperinger kun spillede en marginal rolle i den forbindelse.[156] Som sådan synes trotskisterne ikke at have nået deres mål med de mange Spaniensaktioner.

Antiimperialistisk virksomhed: Krigen i Vietnam

Et andet omdrejningspunkt i trotskisternes virksomhed i 1960’erne var kampen mod imperialismen. Den antiimperialistiske kamp kom i sidste halvdel af 1960’erne blandt andet til udtryk gennem en kritik af USA, USA’s krig i Vietnam, det dansk-amerikanske forhold og Danmarks medlemskab af NATO. En af de aktiviteter, der ifølge PET signalerede, at den danske sektion af Fjerde Internationale havde rettet fokus mod antiimperialismen, var internationalens begyndende engagement i den gryende Vietnambevægelse. PET’s overvågning af Vietnambevægelsen beskrives andetsteds i Kommissionens beretning, og de følgende sider sigter derfor kun mod at illustrere de ifølge PET væsentligste sider af trotskisternes virke i Vietnambevægelsen.[157] Det vil fremgå, at trotskisternes antiimperialistiske kamp var båret af megen vilje, men liden succes.

I en PET-rapport fra 1967 over den danske Vietnamaktivitet fra 1965 til begyndelsen af 1967 hed det, at det var maoistiske grupper, der havde taget de første initiativer til at arrangere demonstrationer mod USA’s politik i Vietnamkrigen, men at DKU, SUF, Clarté, Gruppe 61 og den trotskistiske dækorganisation SOAK kort tid efter havde arrangeret tilsvarende aktioner, der hovedsageligt formede sig som demonstrationer foran den amerikanske ambassade i København. De fleste demonstrationer var forløbet uden dramatik, men ifølge PET var det ikke trotskisternes fortjeneste, da disse almindeligvis sigtede mod at arrangere demonstrationer, der endte i uroligheder. Det var eksempelvis trotskister, der i 1966 havde taget initiativ til at foranstalte demonstrationer mod Rebildfesten samme år. Ifølge PET var det imidlertid lykkedes at inddæmme demonstranterne, således at deres aktioner kun fik et begrænset udtryk. På grund af uroelementet karakteriserede PET i rapporten fra 1967 den danske sektion af Fjerde Internationale som et ”særligt kapitel i kampagnen mod krigen i Vietnam.”[158]

Et andet trotskistisk initiativ relaterede sig til det i samtiden stærkt omdiskuterede Bertrand Russell Tribunal, etableret i 1966 af den britiske filosof og matematiker Bertrand Russell. Dette tribunal havde sat sig for at dømme USA for krigsforbrydelser i Vietnam.[159] Ifølge PET’s oplysninger havde danske trotskister i efteråret samme år stiftet en ”dansk forberedelseskomite til støtte for Bertrand Russell’s krigsforbryderproces”. Strategien skulle have været at etablere en dansk, trotskistisk domineret afdeling heraf. Parallelt hermed etablerede en anden personkreds et dansk Vietnamråd, hvis politiske udgangspunkt af PET karakteriseredes som mere ”moderat”. Da den internationale Bertrand Russell-komite i efteråret 1966 foreslog de to konkurrerende danske Russell-komiteer at arrangere et Vietnammøde i København, var trotskisterne hurtigst til at reagere. Kort tid efter offentliggjorde trotskisterne, at de havde arrangeret et stort møde i København, hvor blandt andre den i samtiden anerkendte franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre havde givet tilsagn om at holde tale. Ifølge PET var der ”ikke det mindste gran af sandhed i påstanden om SARTREs deltagelse, men forventningerne om stor presseomtale og udsolgt hus slog til. Først derefter meddelte man beklagende, at SARTRE desværre havde fået forfald og ikke kunne komme.”[160] Trotskisternes virke syntes at illustrere, at de ønskede at udkonkurrere mere afdæmpede røster, der også stillede sig kritisk til at USA’s krig i Vietnam.

Denne antagelse blev bekræftet i begyndelse af 1967, da blandt andre Ebbe Reich tog initiativ til at etablere et dansk Bertrand Russell-råd, der ifølge PET skulle ”forestå den danske propaganda for ’krigsforbryderprocessen’.” Ifølge PET havde trotskisterne som reaktion herpå ”for ikke at tabe terræn” forsøgt at vinde indflydelse i det nye råd. I februar 1967 var det PET’s vurdering, at det ”muligvis” kun var et ”spørgsmål om tid”, førend trotskisterne fik overtaget rådet.[161] Men allerede i august måned samme år konstaterede efterretningstjenesten, at trotskisterne ikke havde formået at ”vinde tilstrækkeligt indpas” under de forhandlinger, der var pågået om koordinering af initiativer vendt mod USA’s krig i Vietnam. Desuden hed at, at trotskisterne ”heller ingen rolle” spillede i et udvalg, der blev nedsat til at koordinere Vietnamarbejdet i første halvdel af 1967.[162]

At trotskisterne ikke formåede at overtage de politiske initiativer, der opstod i Danmark i anledning af Vietnamkrigen, betød ifølge PET ikke, at trotskisterne var uden indflydelse på de aktioner, der blev foranstaltet. Af den førnævnte statusrapport fra begyndelsen af 1967 fremgik det, at trotskisterne gennem tiden havde haft planer om at arrangere hærværk mod amerikanske virksomheder med afdelinger i Danmark, og PET vurderede, at trotskisterne på ny syslede med planer om ”grove aktioner” realiseret i foråret 1967. I de sidste uger af januar 1967 havde ”ukendte gerningsmænd”, der ”uden tvivl” var trotskister, foretaget ”en serie rudeknusninger i bygninger tilhørende Ford Motor Company, General Motors og ESSO-olieselskabet”. Desuden syntes det at være de samme gerningsmænd, der havde rettet en ”telefonbombe” mod et Pan Am-fly, der fløj fra København til New York. I forlængelse heraf hed det i notatet: ”Tanken om sprængstofattentater mod USAs ambassade og amerikanskejet ejendom i Danmark er stadig latent i sektionens snævre inderkreds.”[163] En konkluderende sentens i rapporten lød, at ”kommunister, folkesocialister og yderligtgående bevægelser med trotzkyisterne som ihærdige anførere og katalysatorer har i udstrakt grad formået at føre problemerne frem og stemple USAs indsats i Vietnam som blodig imperialistisk aggression.”[164]

I foråret 1967 barslede trotskisterne med et nyt initiativ. Det handlede om at arrangere en såkaldt Pinsemarch. I et notat udfærdiget af PET i august måned samme år hed det, at trotskisterne havde sigtet mod at foranstalte en ”kæmpemæssig” demonstration, dels for Vietnams skyld, dels for at ”vise de øvrige venstreorienterede grupper i Danmark, hvad trotzkyisterne kunne sætte i gang, når de virkelig ville.”[165] Trotskisternes succes bestod angiveligt i, at de opnåede opbakning til dette projekt, ”selv fra” DKP’s side samt fra Norge, Sverige og Vestberlin. Alligevel var marchen ifølge PET blevet en fiasko; trotskisterne anførte selv, at ”adskillige hundrede” udlændinge havde deltaget i marchen med ”op mod 20.000 personer”, men ifølge PET havde der end ikke været 100 udlændinge til stede. Hvad angik det samlede antal demonstranter, så oversteg det ikke på noget tidspunkt mere end 2.000 deltagere. PET havde endvidere oplysninger om, at trotskisterne havde haft til hensigt under marchen at ”trænge ind” på den amerikanske ambassades grund og kaste maling på bygningen. Men – hed det – ”[i]ntet af dette kom til udførelse, og i det hele taget var marchen præget af en vis mathed og opløsning omtrent fra begyndelsen, og det blev langtfra den ventede magtfulde antiamerikanske Vietnam-demonstration, som arrangørerne havde regnet med.”[166]

Den ifølge PET mislykkede Pinsemarch kulminerede på Rådhuspladsen i København, hvor det var planen, at der skulle overrækkes en check på 25.000 kr. til den nordvietnamesiske ambassadør i Danmark. De 25.000 kr. var et beløb, som trotskisterne sammen med DKP havde indsamlet gennem et års tid ved den såkaldte ”Vietnamindsamling Giro 1616”. Ifølge PET’s oplysninger var checken imidlertid dækningsløs, idet én af de ansvarlige for indsamlingen havde anvendt pengene til sit eget og sin samleverskes privatforbrug. PET omtalte af den grund begivenheden som et ”propagandanummer.”[167]

Historien om de indsamlede penge fik et efterspil. Ifølge PET’s akter udviklede spørgsmålet sig gennem 1967 og 1968 til at blive en pinlig sag for såvel DKP som for Revolutionære Socialister, da det snart blev offentligt kendt, at de indsamlede penge ikke var gået til det angivne formål. For at bringe kritikken til ophør rejste en DKP’er og en fremtrædende trotskist i sommeren 1968 til Paris, hvor det hed sig, at de havde overrakt en check på 50.000 kr. til den nordvietnamesiske delegation i Paris. Ifølge PET var der ingen tvivl om, at der endnu en gang var tale om en ”fiktiv overrækkelse”. Dog manglede PET dokumentation herfor.[168]

Flere historier om trotskisternes aktiviteter i Vietnambevægelsen peger i retning af et meget virksomt aktivistmiljø, der imidlertid kun opnåede begrænsede resultater. Illustrerende herfor er en historie om, at den amerikanske udenrigsminister Dean Rusk i sommeren 1967 skulle holde tale ved årets Rebildfest. Ifølge PET var der fra trotskistisk side blevet lagt

”meget omfattende og meget rabiate planer om at forstyrre og ødelægge besøget mest muligt. Der er næppe tvivl om, at trotzkyisterne og deres medløbere havde en fast og beslutsom vilje til at gennemføre den måske mest voldsomme aktion, der længe har været set her i landet.”

Imidlertid udsatte den amerikanske udenrigsminister besøget – ifølge PET – ”af andre grunde”. Hvilke grunde det var, fremgik ikke. Angiveligt var udsættelsen af besøget imidlertid en sådan skuffelse for de danske trotskister, at de tabte pusten i forbindelse med det fortsatte arbejde. Tørt konstaterede PET: ”Tilbage af de talrige aktionsplaner blev kun en bitter erkendelse af mange spildte kræfter.”[169]

Efter et par års stilstand planlagde en aktivistgruppe kaldet Revolutionær Aktion en række aktioner under Rebildfesten i 1969, herunder var det ambitionen at aktionere mod USA’s forhenværende vicepræsident Hubert Humphreys besøg. Ifølge to af PET’s kilder var det planen at kaste æg, tomater og små sten mod den amerikanske politiker.[170] Desuden planlagde demonstranterne blandt andet at afsvide lyngen, at indtelefonere telefonbomber og at sprænge røg- og stinkbomber.[171]

Som ved de foregående års aktioner tog politimyndighederne deres forholdsregler. De politibetjente, der skulle være til stede under Rebildfesten, blev i forvejen præsenteret for lysbilleder af de forventede aktivister, så betjentene kunne være beredte, når de så de enkelte aktivister.[172] Desuden overvågede politiet de lokaler i Århus, hvori man forventede, at aktiviteterne ville blive forberedt.[173] Endelig etablerede PET kontakt til en udenlandsk myndighed, således at denne var varskoet om et eventuelt overfald på Humphrey.[174]

Efter at festlighederne var bragt til afslutning, gjorde PET status over forløbet og det konstateredes, at de planlagte aktiviteter i det væsentlige var blevet forhindret gennemført. Således bemærkedes det, at opstilling af uniformerede betjente omkring Humphrey havde afværget aktionen mod denne. Det hed i en rapport til Justitsministeriet, at aktivisternes virke havde indskrænket sig til ”de sædvanlige Ho-chi-min-råb” og til udfoldelse af transparenter med antiamerikanske slagord. End ikke de mere uskyldige aktioner syntes at ville lykkes for trotskisterne. Til eksempel anførtes det, at aktivisterne havde haft til hensigt at forstyrre en tv-transmission ved at sende balloner op, men at vinden havde blæst ballonerne væk.[175]

Overordnet set synes PET i slutningen af 1960’erne at have haft en meget klar opfattelse af trotskisternes virke i Vietnambevægelsen. På den ene side vidner oplysningerne i PET’s arkiv om, at efterretningstjenesten var bevidst om uroelementet i trotskisternes virksomhed. Dette element tog tjenesten alvorligt, og derfor gjorde den en betydelig indsats for at inddæmme det. På den anden side var der samtidig en erkendelse af, at trotskisterne, til trods for en betydelig virketrang, kun i begrænset omfang opnåede succes med deres aktioner. Gennemgås PET’s arkiv med henblik på en analyse af efterretningstjenestens syn på de forskellige Vietnambevægelser, er det Kommissionens vurdering, at trotskisterne spillede en betydelig rolle som aktivister, men at de kun var en beskeden del af et meget større og sammensat miljø.[176]

Demonstrationerne ved SAGA-biografen

I april 1969 blev det offentligt kendt, at John Waynes film ”De grønne djævle” (orig. titel ”The Green Barets”) inden for nær fremtid ville få premiere i SAGA-biografen på Vesterbrogade i København. I filmen spillede John Wayne hovedrollen som oberst Kirby, der stod i spidsen for en farlig mission, som indebar kidnapning af en ondsindet nordvietnamesisk general. Filmen blev ikke uden grund opfattet som en hyldest de amerikanske specialstyrker og den amerikanske indsats i det hele taget. Da premieredatoen blev fastlagt til den 5. maj 1969, advarede Københavns Politi i en skrivelse den 28. april ordenspolitiet om, at det ”utvivlsomt vil[le] virke som en ‘rød klud’ på alle såkaldt ‘venstreorienterede’ kredse her i landet”, hvorfor man kunne vente sig demonstrationer både inde i og uden for biografen.[177] Allerede den 15. april havde en af PET’s kilder meddelt PET, at en kontaktgruppe, der kaldte sig ”Aktions-kontakt”, på det kraftigste protesterede mod den påtænkte fremvisning. I en resolution, der var dateret 11. april og som den omtalte kilde havde viderebragt til PET, hed det, at filmen øvrige steder i Vesteuropa var blevet mødt med voldsomme demonstrationer, og at konsekvenserne ville blive de samme i Danmark. Resolutionen var blandt andet signeret af SUF, Revolutionære Socialister, Revolutionær Aktion, Krasniir, KUF (Kommunistisk Ungdoms Forbund), KFm-l (Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister) og Socialistiske Studenter, det vil sige overvejende trotskistiske og maoistiske grupper.[178] Den 1. maj blev der holdt møde mellem Københavns Opdagelsespoliti Afdeling E, ordenspolitiet og Station 5 om forholdsregler i forbindelse med den forestående premiere. Det blev aftalt, at ordenspolitiet på den første dag skulle stille med 12 civilpatruljer a to mand, hvoraf de to patruljer skulle placere sig i biografsalen. Derudover ville Station 5 bringe en deling fra udrykningstjenesten i beredskab. Endelig gav Københavns Opdagelsespoliti tilsagn om at søge oplysninger om planlagte aktioner gennem afdelingens kilder.[179]

De første hærværksaktioner begyndte i weekenden forud for premieren. SAGA-biografens direktør fik natten til den 4. maj 1969 knust to vinduer og en glasdør i sin villa på Frederiksberg, og på hans bil blev der påmalet hagekors og ordene ”Svin” og ”US=SS”.[180] Det er usikkert, hvem der stod bag disse aktiviteter, men PET var af den opfattelse, at der var tale om en rivaliserende gruppe til aktionskomitéen, der ønskede at være først med egne aktioner.[181] Samme dag som De Grønne Djævle fik premiere, modtog PET’s Afdeling C flere oplysninger fra kilderne i venstrefløjsmiljøerne om planlagte aktioner. En af efterretningstjenestens kilder omtalte et møde i det trotskistiske Revolutionær Aktion, hvor en navngiven person skal have opfordret demonstranterne til at medbringe sten, røgbomber, frugtfarve og tusch samt rundstokke til skilte. Personen havde ifølge kilden oplyst, at både SUF og KUF havde givet tilsagn om deltagelse, hvorved der kunne forventes ca. 200 demonstranter. Endelig havde han udtrykt irritation over aktionerne mod SAGA-biografens direktør, da han selv havde haft noget lignende i tankerne.[182] Fra en anden kilde kom der oplysninger fra DKU om mindre voldsomme aktioner i form af falske billetbestillinger, forsøg på strømafbrydelse og forsøg på anskaffelse af det stinkende stof smørsyre. Oplysningerne var interessante, fordi DKU normalt ikke deltog i den slags aktioner. Det forlød da også, at DKU-aktivisterne ville deltage som enkeltpersoner og ikke som repræsentanter for DKU.[183]

Aktivisterne mødtes i løbet af eftermiddagen den 5. maj og startede deres aktioner ved aftenforestillingen kl. 18.30. Inde i biografsalen forsøgte en gruppe aktivister at sabotere forevisningen med kanonslag, pibekoncert og anden uro for derefter at masseudvandre under højlydte protester. Fra Vesterbrogade trængte demonstranter ind i forhallen med rundstokke, røde faner og stinkbomber med smørsyre og æg, hvilket medførte, at filmen periodevis blev afbrudt. De mest betydelige uroligheder opstod imidlertid, da en gruppe af Vesterbros hårde kerne af motorcykelentusiaster, de ”Vilde Engle”, troppede op foran biografen i forventning om ballade. ”Englene” var også motiveret af generel afsky for venstrefløjsgruppernes aktioner og holdninger. Konfrontationerne udviklede sig, og politiet måtte afspærre nogle hundrede meter af Vesterbrogade i et par timer, indtil optøjerne ebbede ud omkring midnat.[184]

Dagen efter oplyste en af PET’s kilder, at aktivistkredse den efterfølgende dag planlagde store demonstrationer på samme tidspunkt som dagen før.[185] De ”Vilde Engle” troppede talstærkt op foran biografen, inden aktivisterne ankom, og venstrefløjsaktivisterne fik således en varm velkomst. Englene udså sig enkelte mindre aktivistgrupper, som efterfølgende blev overfaldet med motorcykelkæder og fik brændt deres faner. Først et par timer senere, ved 20.30-tiden, skred politiet ind og skilte grupperne ad, hvilket pressen kritisk bemærkede den følgende dag.[186] I Land og Folk blev de ”Vilde Engle” kaldt ”Læderhippoer”: ”Englene” var klædt i læder og bar hjelme med nazistiske symboler.

Den 7. maj 1969 deltog ca. 200 aktivister i et møde i de psykologistuderendes lokaler i Fiolstræde for at planlægge nye aktioner. På mødet blev ”Aktionskomitéen af 7. maj 1969” stiftet, og det fire mand store arbejdsudvalg bestod blandt andet af det velkendte medlem af Revolutionær Aktion Jan Michaelsen samt den tidligere trotskist og nu aktive ”Rødgardist” Finn Ejnar Madsen. Efter forslag fra aktionskomitéen vendte aktivisterne tilbage til biografen ved 21.30-tiden for atter at støde sammen med både ”Vilde Engle” og politi.[187] En af PET’s kilder underrettede telefonisk PET om dannelsen af aktionskomitéen. PET modtog samtidig fra en anden kilde oplysninger om fornyet aktivitet fra DKP’s side. Igen understregede PET det bemærkelsesværdige i dette initiativ, da det ikke var typisk for DKP at indlede samarbejde med øvrige grupper, og mindst af alle den trotskistiske Fjerde Internationale.[188]

På filmens fjerde dag, den 8. maj 1969, offentliggjorde biografdirektøren, at aftens forestilling ville blive den sidste. Alligevel mødte både aktivister og ”Vilde Engle” op og tørnede igen sammen. Ifølge PET’s sammenskrivning af begivenhedsforløbet var begge grupper denne aften dog mest drevet af hævnlyst. Det fremgår også af sammenskrivningen, at filmen blev taget af plakaten, fordi biografledelsen frygtede ”Aktionskomitéen af 7. maj 1969” og dens ledelse. Desuden fremgår det, at oplysninger om komitéen og dens ledelse blev registreret i PET’s arkiv. Sammenfattende var det PET’s egen vurdering, at politiets beherskede, men dog effektive indsats havde gjort det muligt at holde optøjerne på et niveau betydeligt under ”gadekamp-stadiet”. I løbet af de fire dage var 30 personer, primært aktivister, blevet anholdt.[189]

Bombesager

I løbet af 1960’erne var Danmark genstand for en række bombesprængninger og forsøg herpå, der af PET blev sat i forbindelse med trotskisterne. Som nævnt ovenfor i beskrivelsen af trotskisternes såkaldte Spaniensarbejde havde trotskisterne i første halvdel af tiåret anvendt vold og uro som en del af den politiske praksis. Ifølge PET’s oplysninger videreførte trotskisterne denne praksis i midten og sidste halvdel af 1960’erne.

Randers-bombe-sagen

Mest kendt er den såkaldte Randers-bombe-sag. Baggrunden var, at der i marts måned 1965 skulle afholdes en militærøvelse i området omkring Randers. Foruden danske militære enheder skulle britiske og vesttyske soldater deltage. I Danmark vakte øvelsen en del modstand. Hos den ældre generation var det erindringen om den tyske besættelse, der gav mindelser, mens en del af den yngre generation mest synes at have stillet sig kritisk til det danske alliancetilhørsforhold. Randers-bombe-sagen bestod i, at en trotskistisk aktivist, Søren Kanstrup, der var bosiddende i København, kort tid før militærøvelsen skulle finde sted rejste til Jylland, hvor han ifølge PET’s oplysninger planlagde at bringe en bombe til sprængning i et øvelseshovedkvarter. Planen mislykkedes imidlertid, da bomben ved et uheld blev bragt til sprængning i en bygning, hvor Kanstrup havde taget ophold. Sagen vakte betydelig opsigt. For det første var eksplosionen af et sådant omfang, at den nævnte bygning næsten faldt sammen. For det andet kom en mindreårig dreng til skade. Efter at bomben var bragt til sprængning, anholdt politimyndighederne Søren Kanstrup, der foruden at være trotskist også var et fremtrædende medlem af SOAK, der som nævnt var en trotskistisk dækorganisation. Ved Randers Byret blev Kanstrup idømt 60 dages fængsel for overtrædelse af våbenloven. Dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret.[190]

Efterfølgende blev det i Land og Folk hævdet, at Kanstrup havde arbejdet for politiet. Dette var begrundet i en oplysning om, at politiet forud for bombesprængningen skulle være blevet varslet om, at Kanstrup var i besiddelse af en kuffert med sprængstoffer, men at politiet havde undladt at anholde ham. Også Kanstrups forsvarer, kommunisten Carl Madsen, fremførte et synspunkt om, at PET skulle have haft viden om bombesprængningen, som politiet valgte ikke at udnytte.[191] På baggrund af det foreliggende materiale kan det ikke dokumenteres, at Kanstrup skal have været politiprovokatør, og det forekommer heller ikke sandsynligt. PET gjorde således en betydelig indsats for at opklare forløbet omkring bombesprængningen. Desuden fremgår det af oplysninger i PET’s arkiv, at Kanstrup efterfølgende redegjorde for sagsforløbet over for Revolutionære Socialisters forretningsudvalg i maj 1965. Oplysningerne stammede antagelig fra en rumaflytning. Kanstrup forklarede, at det oprindeligt havde været hans og to andre personers hensigt at sprænge hovedkvarteret i luften. Kanstrup formulerede det med ordene:

”Kører derfra ud til – hvad er det nu det hedder – HAMMERSHØJ, hvor øvelseshovedkvarteret ligger i Hammershøj Kro, med det for øje at gå ind på en bondegård og fylde benzin i plastikdunken og binde jernrøret ved blandingen af produktet og så en væge i dunken, og det skulle så anbringes i den mørklagte kro, selv om der altså ikke kunne ske andet end materiel skade … Årsagen til at vi opgav var så den, at da vi i sidste omgang patruljerede igennem HAMMERSHØJ, var der to betjente foran kroen. Det vil altså sige, at så længe der var lys, var der ingen bevogtning, og vi havde ingen interesse i at kaste det ind, hvis der var mennesker i gæsterummene eller alt det der, men når der så var lukket, stod der to betjente foran kroen. Så opgav vi det der med kroen og kørte tilbage…”[192]

Kanstrup og de to andre personer opgav således deres forehavende, da de opdagede, at hovedkvarteret var bevogtet. Over for forretningsudvalget kunne Kanstrup ikke give noget udtømmende svar på, hvorfor bomben var blevet bragt til sprængning. Men han forklarede, at han ikke havde været ene om at fremstille bomben.[193]

Billede: forsvarsadvokat Carl Madsen

Den kommunistiske forsvarsadvokat Carl Madsen var under den kolde krig en af den yderste venstrefløjs foretrukne advokater. Madsen, der her ses ved Københavns Byret, forsvarede trotskisten Søren Kanstrup, efter at han i 1965 havde bragt en bombe til sprængning i Randers.

Materialet fra møderne i Revolutionære Socialisters forretningsudvalg viste ifølge en PET-notits fra juni 1965, at sektionen ikke havde stået bag ”den planlagte sprængning, men at enkelte af sektionens medlemmer – uden forretningsudvalgets viden har tilrettelagt sprængningen”. Derpå hed det i notitsen ”Forretningsudvalget erklærede sig tilfreds med den af Kanstrup afgivne redegørelse for begivenhederne i Randers og godkendte i princippet aktionen, men ikke dens ”kluntede” udførelse”.[194] Det skal dog nævnes, at en trotskist over for Kommissionen har omtalt ”bomben i Randers” som det rene ”gak gak”.[195]

Attentat mod USA’s ambassade?

PET’s arkiv rummer oplysninger om endnu sag, hvor politiet anholdt en trotskist, der syntes at have haft til hensigt at bringe en bombe til sprængning. Historien var, at politiet på Frederiksberg i sommeren 1965 modtog et anonymt tip om, at et medlem af SOAK var i besiddelse af sprængstof, som han planlagde anvendt under et nært forestående attentat mod den amerikanske ambassade. Bombesprængningen skulle angiveligt signalere en protest over for USA’s krigsførelse i Vietnam. Politiet ransagede derpå et tilholdssted for trotskisterne, og kort efter anholdt efterretningstjenesten den omhandlede trotskist, som var i besiddelse af 150 gram dynamit. I samme lokale som den anholdte befandt der sig tre andre trotskister, der alle angav ikke at være vidende om sprængstoffets eksistens.[196] Den anholdte medgav efterfølgende, at han var i besiddelse af dynamit, men erklærede ikke at vide, hvor han havde det fra, andet end at han havde modtaget den i en rus under et ophold i Sverige. Ej heller, hævdede den anholdte, vidste han, hvad dynamitten skulle være benyttet til. Den anholdte blev efterfølgende dømt for overtrædelse af våbenloven. Dommen blev gjort betinget med en prøvetid på tre år under nærmere vilkår (afvænningskur for spiritusmisbrug under tilsyn af Dansk Forsorgsselskab).[197]

Dagen efter anholdelsen afholdt Revolutionære Socialister et møde, hvor anholdelsen blev drøftet. Ifølge PET’s referat af mødet, der var baseret på en rumaflytning, var hverken Revolutionære Socialister eller de tre andre tilstedeværende trotskister vidende om, at den anholdte havde været i besiddelse af dynamit. Imidlertid, fremgår det af referatet, var sektionen mere foruroliget over, at politiet havde kendskab til sprængstoffet, end over de planer den anholdte skulle have haft om at sprænge den amerikanske ambassade i luften.[198] Det fremgår således af PET’s aflytning, at organisationen undlod at ekskludere den anholdte. Organisationens væsentligste bekymring i forbindelse med denne og den ovenfor nævnte Randers-bombe-sag var, at disse skadede ”såvel sektionen som de venstreorienterede kredse mere, end [de, anm.] havde gavnet dem.”[199] Sektionen tog ikke afstand fra handlingerne.[200]

Som opfølgning på de ovenfor nævnte bombesager videreførte PET efterforskningen af trotskisterne og brugen af sprængstoffer. Et af de spor, som PET havde at arbejde med, var, at den anholdte fra Frederiksberg havde været i besiddelse af opskrifter til fremstilling af bomber. Efterforskningen viste imidlertid, at han ikke selv havde fremstillet disse recepter, men at de var bragt til veje af en navngiven tredjeperson, der læste kemi på et af landets universiteter. Da PET afhørte denne, erklærede han imidlertid, at han intet ulovligt havde foretaget sig. Således var de forskellige recepter blot afskrifter af lærebøger. I øvrigt havde han alene skrevet recepterne af, for at ”kunne prale med en vis viden om sprængstoffer over for kammeraterne i SOCIALISTISK AKTION”, hed det i et PET-notat fra august 1971. I samme notat blev det forklaret, at den unge kemistuderende havde været sat i forbindelse med bombeattentatet mod Spies’ rejsebureau i februar 1965, en eksplosion uden for det spanske vicekonsulat i Århus i samme måned samt den ovenfor omtalte bombesprængning i Randers i marts 1965.[201] Af andet kildemateriale i PET’s arkiv fremgår det, at samme person havde været involveret i en brand i Esbjerg februar 1965.[202]

Trotyl-sagen

Afslutningsvis skal den i samtiden opsigtsvækkende ”trotyl-sag” skitseres i hovedtræk på baggrund af de i PET’s arkiv beroende akter. Ifølge PET var historiens baggrund den, at omtrent 100 trotskister i 1969 havde planlagt at foranstalte uro under årets Rebildfest. Selv om trotskisternes ambitioner havde været betragtelige, var det lykkedes politimyndighederne at begrænse aktiviteterne. Da politiet efterfølgende gjorde sagen op, konstateres det, at det kun var lykkedes aktivisterne at kaste nogle røg- og stinkbomber, selv om der forelå dokumentation for, at der havde været planer om mere vidtgående uro.[203] Ifølge en PET-rapport fra slutningen af 1969 opfattede trotskisterne selv indsatsen i Rebild som ”en umiskendelig fiasko”, og derfor var en kreds trotskister efterfølgende begyndt at fremme koordineringen af fremtidige aktioner mellem på den ene side den militante trotskistiske dækorganisation Revolutionær Aktion og på den anden side SUF i Århus. I sidstnævnte organisation var der en fraktion – Realistiske Revolutionære Socialister (RRS) – der ifølge PET’s oplysninger nærede sympati for trotskismen, og som fungerede som brobygger mellem RA og SUF.[204]

I oktober 1969 modtog PET fra to af hinanden uafhængige kilder oplysninger om, at danske trotskister forberedte voldelige aktioner mod to virksomheder, hvis produktion blev aftaget af blandt andet USA og anvendt i Vietnamkrigen. Det handlede om en aktion med ”hårde” midler mod firmaet Therma samt en militant aktion mod virksomheden DISA (Dansk Industri Syndikat A/S). Ifølge en af de to kilder havde to SUF’ere, der blev nævnt ved navn, kontakt til en tredje person med ansættelse i forsvaret. Denne havde efter forlydende givet tilsagn om at skaffe fem kilo trotyl.[205] Det var med udgangspunkt i disse oplysninger, at politiet omkring månedsskiftet oktober-november 1969 anholdt otte personer på mellem 19 og 24 år. Flere af de anholdte var medlemmer af den århusianske afdeling af SUF, heraf tilhørte fire den ovenfor nævnte fraktion RRS. En person kom fra København.[206]

VKR-regeringen blev forud for anholdelserne oplyst herom, og fra regeringens side blev det besluttet at informere pressen. Ifølge daværende justitsminister Knud Thestrups dagbogsoptegnelser var det forsvarsminister Erik Ninn-Hansen, der foreslog pressen underrettet.[207] Efterfølgende bragte medierne talrige artikler omhandlende den såkaldte ”trotyl-bande”, som de unge mennesker snart blev kaldt. I Berlingske Tidende hed det, at de anholdte havde planer om at foranstalte attentater mod militære anlæg, og det blev nævnt, at ”den kendte københavnske demonstrantleder Jan Michaelsen” var en af de anholdte.[208] Desuden fremgik det, at en af de personer, der befandt sig i politiets varetægt, havde haft forbindelse til den i samtiden meget opsigtsvækkende Kejsergade-sag, der drejede sig om, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde haft en lyttecentral placeret i Kejsergade i København. Da denne central blev afsløret af en række studerende, kom såvel FE som PET under et betydeligt politisk pres. Eftersom der angiveligt eksisterede et personsammenfald mellem Kejsergade-sagen og trotyl-sagen, blev det en udbredt opfattelse, at myndighederne – med journalist Torben Kroghs ord – havde forsøgt en ”rehabilitering af de forenede efterretningstjenester oven på Kejsergade-fiaskoen”. Uanset hvor overbevisende den vurdering var, fremstod Krogh, som han selv påpegede, dog ikke som noget sandhedsvidne, idet han som redaktør af Information, der havde bragt en artikel, som politiet havde beslaglagt, selv stod ”anklaget” i forbindelse med Kejsergade-sagen.[209]

Hvad angik politiets efterforskning, blev det dokumenteret, at de anholdte var i besiddelse af en række remedier til produktion af røgbomber og bomber, herunder fem kilo trotyl samt en række detonatorer, der var stjålet fra et militærdepot i Viborg af en person med ansættelse i forsvaret.[210] Da der imidlertid ikke eksisterede noget skriftligt vidnesbyrd fra de involverede personer, der entydigt godtgjorde, at aktivisterne havde haft til hensigt at benytte trotylet i en specifik sammenhæng, blev afhøringerne af de anholdte vigtige for politiets og anklagemyndighedens videre arbejde. Knap tre uger efter anholdelserne vurderede politiet, at der på baggrund af afhøringerne ”ingen holdepunkter” var for formodningerne om, at sprængstofferne skulle være taget i anvendelse ved sabotage mod Therma og DISA. Det eneste, en af de anholdte ville medgive, var, at der i den århusianske afdeling af SUF havde været planer om at udføre en løbeseddelaktion, hvis mål var at udstille Therma som havende en ”andel” i ”USAs imperialistiske krig i Vietnam”.[211] Overhovedet nægtede samtlige anholdte, at der havde eksisteret konkrete planer om at tage det stjålne trotyl i anvendelse. Når det angik spørgsmålet om, hvorfor de anholdte var i besiddelse heraf, havde tre af de anholdte erklæret, at det skulle gemmes til ”en revolutionær situation, hvor der i givet fald kunne findes anvendelse for det.” Det nærmeste politiet kom en opklaring af, hvilke planer der havde været med røgbomberne, var, at en af de anholdte udtalte, at disse muligvis skulle have været anvendt under Rebildfesten i 1970, idet formålet skulle være at gøre demonstrationerne mere virkningsfulde.[212]

At de anholdte afviste at have haft konkrete planer med sprængstoffet fik til følge, at anklagemyndigheden under den efterfølgende retssag undlod at forfølge spørgsmålet om de anholdtes intentioner, men i stedet fokuserede på spørgsmålet om tyveri og hæleri. Retssagen resulterede afslutningsvis i, at den i forsvaret ansatte person, der havde stjålet trotylet, blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for tyveri af våben fra forsvaret og ulovlig besiddelse af våben, mens seks andre blev idømt betingede domme med en prøvetid på tre år for hæleri og overtrædelse af våbenloven.[213] Den sidste – Jan Michaelsen, der var blevet omtalt i Berlingske Tidende – fik senere medhold i en erstatningssag, hvor han blev tilkendt 2.000 kr. i erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.[214]

Afhøringerne førte imidlertid til opklaring af en anden sag: I første halvdel af oktober 1969 var IBM’s lokaler i Århus blevet bemalet, og der var blevet omdelt løbesedler med slagord om den amerikanske imperialisme. Politiets efterforskning godtgjorde, at fem af de afhørte var gerningsmænd til denne aktion.[215] Opklaringen af bemalingsaktionen fik betydning for trotyl-sagens efterliv, for undervejs i det ovenfor skitserede forløb kom nogle af de anholdte under vejrs med, at nogle af PET’s oplysninger kunne føres tilbage til en meddeler med forbindelser til SUF. Når dette syntes klart, hang det især samme med, at en af de personer, der havde deltaget i bemalingen af IBM’s lokaler, ikke figurerede i anklageskriftet, skønt han havde været med til at udføre aktionen. Desuden var det bemærkelsesværdigt, at denne person udelukkende var omtalt ved fornavn i politiets afhøringsrapporter. I forlængelse heraf var de anholdte blevet opmærksomme på, at den person, de mistænkte for at være meddeler, syntes at være medlem af en højreorienteret forening kaldet Frihedsalliancen. Som sådan bestod de anholdtes mistanke i, at en højreorienteret person havde infiltreret SUF for derpå at meddele politiet om SUF’ernes aktiviteter. Under retssagen forsøgte Jan Michaelsens forsvarer at indkalde den pågældende person som vidne. Dette blev imidlertid afvist med en henvisning til, at anholdelsen af Michaelsen var foretaget på baggrund af oplysninger, politiet var kommet i besiddelse af under en ransagning hos en af de øvrige anholdte og ikke på baggrund af oplysninger fra omtalte person.[216] Efter domsafsigelsen opstod der dog i venstreorienterede miljøer en række rygter om, hvem ”trotylstikkeren” var, og på Århus Universitet blev der ophængt plakater med et fotografi af den påståede meddeler.[217]

Efter at sagen var afsluttet, gjorde flere af aktivisterne en betydelig indsats for at overbevise det omgivende samfund om, at de havde været udsat for justitsmord. Det mest opsigtsvækkende eksempel herpå var, da Jan Michaelsen i januar 1971 i Søndags-Aktuelt skrev om det ”kafkaske mareridt”, det havde været at gennemleve trotyl-sagen.[218] Andre af de involverede oplevede omgivelsernes sympati. F.eks. modtog en af dømte efterfølgende en præmie fra Viby Amtsgymnasium. Rektor udtalte, at præmien skulle ses i lyset af præmiemodtagerens ”energiske indsats” på den politiske venstrefløj.[219]

Det er vanskeligt for Kommissionen at have nogen entydig vurdering af, hvorvidt de unge mennesker, der udgjorde den såkaldte ”trotyl-bande”, havde haft konkrete hensigter om at anvende bombesprængninger som del af den politiske kamp. Imidlertid står det klart, at de pågældende havde anskaffet sig trotylet og en række andre remedier til fremstilling af bomber. Det står tilsvarende klart, at trotskister tidligere havde anvendt bombesprængninger og uro som del af den politiske kamp. Og det står klart, at en af de unge vedkendte sig, at trotylet måske skulle være taget i anvendelse på et senere tidspunkt. Som sådan afspejlede trotyl-sagen et basalt vilkår for PET’s virksomhed i forholdet til trotskisterne: Såfremt tjenesten valgte at optræde som et præventivt politi, risikerede PET at beviset på den planlagte forbrydelse ville gå tabt. Og kunne PET under en påfølgende retssag ikke dokumentere, at de pågældende personer havde haft konkrete planer om en forbrydelses gennemførelse, da ville kritikere kunne fremstille det således, at PET enten havde overreageret eller begået justitsmord. En anden mulig tolkning kunne imidlertid være, at tjenesten havde udvist rettidig omhu og forhindret en forbrydelses gennemførelse. En sådan tolkning kunne imidlertid være vanskelig at dokumentere. I den konkrete sag blev vilkårene for PET’s arbejde yderligere vanskeliggjort af, at forsvarsminister Erik Ninn-Hansen efter det foreliggende at dømme antagelig havde søgt at koble trotyl-sagen sammen med Kejsergade-sagen på en sådan måde, at det imod hensigten kom til at belaste PET’s omdømme.

Sammen med Kejsergade-sagen bidrog trytol-sagen, Kasper Neergaard-sagen (mere herom nedenfor) og en sag, hvor PET havde henvendt sig til en ungdomspolitisk organisation, til, at FE og PET kom under et betydeligt offentligt pres i årene omkring 1970.[220] Dette må for PET antages at have været den væsentligste konsekvens af trotyl-sagen.


[113] Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 180. En af partiets teoretikere har over for Kommissionen forklaret, at Revolutionære Socialister i det væsentlige støttede sig til Fjerde Internationales synspunkter. Desuden har han forklaret, at der i løbet af 1960’erne var overvejelser om at udfærdige et egentligt program, men at det ikke skete. Kommissionens arkiv: Notits vedrørende samtale med [-]. Der er heller ikke fundet spor af noget politisk program i trotskisternes arkiv.

[114] PET, emnesag: Notits: IV. Internationale (oversigt udarbejdet pr. oktober 1963), 1. oktober 1963.

[115] ABA, arkiv nr. 2304, kasse 52, SUF lokalblade, SUF Københavnsbladet, december 1963.

[116] Ibid.

[117] PET, emnesag: ”Revolutionære Socialister. Den trotskistiske bevægelse – IV. Internationale”, september 1964.

[118] PET, emnesag Notits: Yderligtgående grupper. 14. august 1964.

[119] Dette er skildret flere steder. Se til eksempel Danmark under den kolde krig. Den sikkerhedspolitiske situation 1962-1978, s. 72-73, 79-81.

[120] PET, emnesag: ”Vedr.: Den danske sektion af IV. INTERNATIONALE (Revolutionære Socialister), der under dække af forlaget TEMA har hovedkvarter i firmaet POGRA, Guldborgvej 28, kld., telefon Fasan 3174”, 20. december 1967.

[121] PET, emnesag: ”REVOLUTIONÆRE SOCIALISTER, den danske sektion af IV. INTERNATIONALE”. Jf. diverse resume-notater i kassen. Om splittelsen af SF se f.eks. Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 194-195; Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 39-43.

[122] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 7.

[123] ABA, SF’s arkiv ks. 26, løbenr. CII, læg 3. Skrivelse til partiforeningerne dateret 1. december 1967.

[124] Om Socialdemokratiet, Hækkerup og ansvarets åg se Nikolaj Bøgh, Hækkerup (Aschehoug, 2003), s. 281-283. Om bruddet i SF se også Henrik S. Nissen, Landet blev by 1950-1970 (Gyldendal og Politiken, 1991/2004), især s. 321.

[125] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 7. Om dannelsen af VS se Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 53 ff.

[126] Se hertil Kommissionens beretning, bind 7.

[127] PET, emnesag: ”Vedr: Interndokument for Revolutionære Socialister – Strategien for den vesteuropæiske taktik”, 31. marts 1970, s. 11-12.

[128] PET, emnesag: Notits vedr. IV. Internationales danske sektion, 28. oktober 1968.

[129] ABA, VS’s arkiv, ks. 106. [-] til VS, 14. august 1969.

[130] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 10.

[131] PET, emnesag: Notits vedr. Den danske sektion af IV. Internationale, 24. september 1968.

[132] Ibid.

[133] PET, emnekartotek: ”Int. Kommunisme, org. IV. Int”, 25. november 1968.

[134] Jf. også Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 267. Om SUF’s forhold til SF se Kommissionens beretning, bind 7.

[135] PET, emnesag ”Vedr.: SUF – Socialistisk Ungdoms Forum”, 18. november 1970. Se også Kommissionens beretning, bind 7.

[136] PET, emnesag: ”Baggrunden for striden i SUF mellem trotzkyister og maoister”, 16. juli 1969.

[137] Ibid.

[138] PET, emnesag: ”Vedr.: SUF – Socialistisk Ungdoms Forum”, 18. november 1970.

[139] PET, emnesag: ”Vedr. Den danske sektion af IV Internationale og Socialistisk Ungdoms Forbund’s sammenlægning”.

[140] Ibid.

[141] PET, emnesag: ”Vedr.: SUF – Socialistisk Ungdoms Forum”, 18. november 1970. Understregning følger PET’s skrivelse.

[142] Per Askholm Madsen og Jens Otto Madsen, Fra sandkasse til kadreparti, s. 267-268.

[143] PET, administrativ sag: ”Udvikling og tendenser på Urofronten i 1970”, 14. januar 1971.

[144] RB: 22. august 2001.

[145] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.

[146] PET, emnesag: Notits: Yderligtgående grupper, 14. august 1964.

[147] PET, emnesag: ”Den trotzkyistiske bevægelse – IV Internationale”, september 1964.

[148] PET, emnesag: ”Den trotzkyistiske bevægelse – IV Internationale”, september 1964; PET, emnesag Notits: Yderligtgående grupper, 14. august 1964.

[149] PET, emnesag: ”Den trotzkyistiske bevægelse – IV Internationale”. September 1964; PET, emnesag: Notits: Yderligtgående grupper, 14. august 1964.

[150] PET, emnesag: ”Rebildfesten 1966, notits [vedr. -]”, 3. juni 1966.

[151] Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[152] JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet”, 1. november 1971.

[153] PET, emnekartotek: ”Org. m.v., – Spanienshjælpen”, 28. maj 1962.

[154] PET, emnekartotek: ”Komiteen Spanien Frit”, 11. november 1965.

[155] PET, emnesag: “NATO Special Committee, Standing requirement list, note by the Danish delegation, E. Similar information regarding trotzkyist organisations… OTAN/NATO, Paris, XVIe”, udateret [1965].

[156] Om emnet, se Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 65-98.

[157] Om emnet, se Kommissionens beretning, bind 10. Se også Bertel Nygaard, Forsøg på et alternativ, s. 188-194.

[158] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967.

[159] Tribunalet introduceres kortfattet i Danmark under den kolde krig, bd. 2, s. 60.

[160] Om emnet se endvidere Kommissionens beretning bind 10, hvor PET’s overvågning af Vietnambevægelsen beskrives.

[161] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967.

[162] PET, emnesag: ”IV Internationale – DE Danske Trotskister”, 8. august 1967.

[163] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967. Jf. JM, ujournaliseret sag: ”Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet”, 1. november 1971.

[164] PET, emnesag: ”Den danske Vietnam-aktivitet. 1/1 65- 15/2 67”, 15. februar 1967.

[165] PET, emnesag: ”IV Internationale – De Danske Trotskister”, 8. august 1967.

[166] Ibid.

[167] PET, emnesag: ”IV Internationale – De Danske Trotskister”, 8. august 1967. PET, emnesag: ”Vietnamindsamlingen Giro 1616” (Ekstrakt fra beretning 1. halvår).

[168] PET, emnesag: ”Vietnamindsamlingen Giro 1616” (Ekstrakt fra beretning 1. halvår).

[169] PET, emnesag: ”IV Internationale – De Danske Trotskister”, 8. august 1967.

[170] PET, emnesag: ”Notits vedr. Aktioner mod Rebild-festen”, , 30. juni 1969. Samme sted, Krypto til LPL, Horsens og til pm. Hadsund og Ålborg, notits vedr. Aktioner mod Rebild-festen, 27. juni 1969.

PET, emnesag: Notits: ”Aktioner mod Rebild-festen 1969”, usigneret, 2. juli 1969.

[171] Ibid.

[172] PET, emnesag: ”Notits REBILDFESTEN 1969”, rapport over forløbet af Rebildfesten 1969 udarbejdet til orientering for Justitsministeriet, 6. juli 1969.

[173] PET, emnesag: ”Referat af møde 1/7-1969 vedrørende Rebild”.

[174] PET, emnesag: ”Notits til [-], vedr. Aktioner mod REBILDFESTEN den 4/7 1969”, usigneret, 27. juni 1969.

[175] PET, emnesag: Notits REBILDFESTEN 1969, rapport over forløbet af Rebildfesten 1969 udarbejdet til orientering for Justitsministeriet, 6. juli 1969.

[176] Se Kommissionens beskrivelse af PET’s overvågning af Vietnambevægelsen, Kommissionens beretning, bind 10.

[177] PET, emnesag: Skrivelse fra Københavns Politi, 28. april 1968.

[178] PET, emnesag: Notits vedr. Aktions-Kontakt, 15. april 1968.

[179] PET, emnesag: Skrivelse fra KA Haagaard Københavns Opdagelsespoliti afd. E, til politiinspektør Haslund.

[180] PET, emnesag: Politirapport, Frederiksberg Kriminalpoliti, 4. maj 1969.

[181] PET, emnesag: Redegørelse vedr. urolighederne i forbindelse med SAGA-bios forevisning af filmen ”De grønne Baretter”, 13. maj 1969.

[182] PET, emnesag: Notits vedr. aktioner i forbindelse med filmen ”De grønne Baretter”, 5. maj 1969. Dette bekræfter umiddelbart PET’s efterfølgende formodninger.

[183] PET, emnesag: Notits vedr. DKU’s aktioner mod filmen ”De grønne baretter”, 5. maj 1969.

[184] Information, 6. maj 1969, og PET, emnesag: ”Redegørelse vedr. urolighederne i forbindelse med SAGA-bios forevisning af filmen ”De grønne Baretter””, 13. maj 1969.

[185] PET, emnesag: ”Indberetning vedr. Demonstrationer og aktioner ved og i SAGA biografen (…) den 6. maj”.

[186] Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Land og Folk og Politiken, 7. maj 1969. Politiken arrangerede et dobbeltinterview med en demonstrant og lederen af de Vilde Engle, og her indrømmede Englen, at ”politiet var ret passive.”

[187] PET, emnesag: ”Vedr. Aktionskomitéen af 7. maj 1969”, 8. maj 1969.

[188] PET, emnesag: ”Vedr. Aktioneringen mod den amerikanske film ”De grønne Djævle”, der vises i SAGA bio”, 8. maj 1969.

[189] PET, emnesag: ”Vedr. Uroligheder i forbindelse med SAGA-Bios forevisning af filmen ”De grønne Djævle”.”

[190] Ovenstående er baseret på PET, emnesag: ”Rapport vedr. eksplosion i ejendommen Slotsgade 16, Randers, 18. marts 1965”, 19. marts 1965; PET, emnesag: ”Rapport vedr. eksplosion i ejendommen Slotsgade 16, Randers, 18. marts 1965”, 20. marts 1965. JM, ujournaliseret: ”Notits vedrørende Søren Herbert Kanstrup”, 27. marts 1965. Udskrift af Dombogen for Vestre Landsret, den 24. september 1965, sag nr. 738/1965. Randers-bombe-sagen er omtalt i ””Hov det må I ikke”. Samtale med Jørgen Schytte og Pelle Bull”, Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay og Jørgen Schytte (red.), Dengang i 60’erne – billeder fra dengang, tekster fra i dag (Gyldendal, 1979), s. 86-94. Se også Johs. Nordentoft og Søren Hein Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972, s. 77-78; Knud Holt Nielsen, Giv mig de rene og ranke… Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990 (Upubliceret ph.d.-afhandling, 2007), s. 27-28.

[191] PET, personsag: ”Vedr.: Advokat Carl Madsen’s angreb på politiet i sagen vedr. eksplosionsbranden i Randers d. 18/3-1965 kl. 18.00 under den dansk-vesttyske militærøvelse”.

[192] PET, emnesag: ”Notits: vedr. Forretningsudvalgsmøde i den danske sektion af IV. Internationale afholdt 6. maj 1965”, 12. maj 1965. En trotskist har over for Kommissionen udtalt, at Kanstrup oprindeligt havde til hensigt at bringe bomben til sprængning, så at et antal officerer skulle dræbes, men at Kanstrups advokat, Carl Madsen, frarådede at fortælle den historie, da den ville medføre en længere fængselsstraf. Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[193] PET, emnesag: ”Notits: vedr. Forretningsudvalgsmøde i den danske sektion af IV. Internationale afholdt 6. maj 1965”, 12. maj 1965. En trotskist har over for Kommissionen udtalt: ”[-] tror ikke et øjeblik på antydningerne om, at Kanstrup skulle være plantet af politiet. Det er nok rygter, der er kommet fra kommunistisk side …”. Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[194] PET, emnesag: ”Notits: Demonstrationerne mod militærøvelsen ”Black Colour IV” i tiden 16/3 – 20/3 1965 ved Randers”, 3. juni 1965. Et års tid senere formulerede Revolutionære Socialister sig om sagen. I skriftet Socialistisk Information tog Revolutionære Socialister afstand fra en såkaldt ”smædekampagne” udført af Land og Folk mod Kanstrup og Revolutionære Socialister. Nu – i 1966 – anførte den danske sektion af Fjerde Internationale, at det skulle have været ”højreorienterede mod-demonstranter”, der skulle have stået bag Randers-bomben.

[195] Kommissionens arkiv: Notits vedr. samtale med [-].

[196] PET, personsag: ”Ekstrakt-afskrift, vedr. notits PET af 27/7-63 [skal antagelig være -65] vedr. påtænkt sprængstofattentat mod den amerikanske ambassade”, udateret.

[197] Dommen omfattede forsøg på ulovlig indtrængen og ildspåsættelse af en lejlighed i forbindelse med et jalousidrama inden for vennekredsen. PET, personsag: Notits [vedr. -], 21. juli 1965.

[198] PET, personsag: ”Vedr. Lukket sektionsmøde i IV. Internationale tirsdag den 29/6-1965”, 6. juli 1965.

[199] PET, personsag: ”Ekstrakt-afskrift, vedr. generalforsamling i den danske sektion af IV. Internationale den 31. oktober 1965 i Folkets Hus, Rømersgade 22”, 12. november 1965.

[200] Trotskisternes arkiver vidner dog om, at nogle medlemmer forlod den danske sektion af Fjerde Internationale som følge af bombesagerne, der karakteriseredes som udemokratiske og modproduktive. Se skrivelse i ABA: arkiv nr. 2307, ks. 1; jf. ABA: arkiv nr. 2304, ks. 47.

[201] PET, emnesag: ”Vedr.: IV. Internationale – fremstilling af sprængstoffer”, august 1971. Jf. også JM, ujournaliseret: ”Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet”, 1. november 1971.

[202] PET, D-004-004-00007: Fjerde Internationale, dansk sektion, 8. marts 1965. JM, ujournaliseret: Notat vedr.: Fremstilling og anvendelse af sprængstoffer, brandbomber, sabotagehandlinger etc., anvendt af og udført af venstreekstremistiske – især trotzkistiske – kredse her i landet, 1. november 1971.

[203] PET, emnesag: ”Vedr.: Århusiansk aktivistgruppes tyveri af sprængstof m.v.”, 20. november 1969.

[204] Ibid.

[205] PET, emnesag: ”Notits vedr. oplysninger om påtænkt attentat mod det århusianske firma ”Therma”, som SUF, Århus har planer om at gennemføre evt. ved brug af sprængstoffer”, 27. oktober 1969. PET, emnesag: ”Notits vedr. Revolutionær Aktions planer om attentat mod DISA = Dansk Industri Syndikat A/S”, 27. oktober 1969.

[206] Se til eksempel Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed. Efterretningssagerne 1969-71 (Rhodos, 1971), hvori også dele af den samtidige offentlige debat er gengivet.

[207] RA, Knud Thestrups privatarkiv. Dagbog, 1. november 1969.

[208] Berlingske Tidende citeret efter Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed, s. 19.

[209] Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed, s. 21.

[210] PET, emnesag: Politirapport, 1. november 1969.

[211] PET, emnesag: ”Vedr.: Århusiansk aktivistgruppes tyveri af sprængstof m.v.”, 20. november 1969.

[212] Ibid.

[213] Udskrift af dombogen for straffesager for Århus By- og Herredsret, 9. afdeling, straffesag nr. 173-9/1969, 19. marts 1969.

[214] PET, personsag: Notits vedr. Jan Michaelsen, 11. december 1970. ”’Trotylhovedmanden’ tilkendt erstatning”, Land og Folk, 11. december 1970.

[215] PET, emnesag: ”Vedr.: Århusiansk aktivistgruppes tyveri af sprængstof m.v.”, 20. november 1969.

[216] PET, emnesag: ”Rapport vedrørende fængslede Jan Michaelsen”, 8. november 1969. Samme sted, samme rapport kontinueret 10. november. PET, emnesag: Notits fra Politiets efterretningstjeneste regionsafdelingen Århus, 30. november 1970. Samme sted, kopi af brev fra Jørgen Jacobsen til Århus By-og Herredsret 9. afdeling, 20. november 1970.

[217] Afsløringen af den såkaldte ”trotylstikker” er omtalt i blandt andet Mads Nissen Styrk, Poul Smidt m.fl., Efterretningstjeneste på udflugt. Kasper Neergaard-sagen, s. 13-20. Flere af de involverede i sagen anførte efterfølgende, at den ovenfor omtalte person, der angiveligt skulle have været meddeler for politiet, ikke var blevet straffet for sin medvirken ved bemalingsaktionen af IBM’s bygning. Dette er ikke korrekt. Den pågældende blev i 1970 idømt 20 dagbøder a 30 kroner. Se hertil PET, emnesag: Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret 9. afdeling, 25. marts 1970.

[218] Se Søndags-Aktuelt, 3. januar 1971; jf. Torben Krogh, Anslag mod statens sikkerhed, s. 29.

[219] PET, emnesag: Indberetning vedrørende [-].

[220] Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk