PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9
12. KAK – Kommunistisk Arbejdskreds 1963-78

Forside | Til bund | Forrige | Næste


12. KAK – Kommunistisk Arbejdskreds 1963-78

Den første maoistiske gruppe i Danmark blev dannet i 1963. Grundlæggeren hed Gotfred Appel. Han havde tidligere været medlem af DKP, men var blevet ekskluderet, da han tilsluttede sig kritikken af Sovjetunionens politik, og hvad han opfattede som en moderne revisionisme, der herhjemme blev repræsenteret af det moskvatro DKP. Appel stiftede Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) og fik følgeskab af Benito Scocozza, der senere blev formand for Kommunistisk Arbejderparti (KAP). Scocozza meldte sig frivilligt ud af DKP.[393] Sammen begyndte de at udgive bladet Orientering (fra oktober 1964: Kommunistisk Orientering), der i mange år fremover blev KAK’s talerør. Land og Folk skrev hånligt om navnet Kommunistisk Arbejdskreds, at det næppe blev det sidste misbrug af ordet ”kommunisme”. Grundlæggende var det Land og Folks opfattelse, at udgiverne ikke så perspektiverne i kommunismens kamp.[394] Gotfred Appel havde siden begyndelsen af 1950’erne været tilknyttet den kinesiske ambassade som underviser i dansk, og under et besøg i Kina i 1959 skrev han rejsebreve til Land og Folk om sine oplevelser. Efter eksklusionen fra DKP oprettede han i 1963 med tilskud fra den kinesiske ambassade forlaget Futura på Svanevej i Københavns nordvestkvarter. Støtten kom via de kontrakter, som Futura indgik med ambassaden om udgivelse og oversættelse af kinesiske skrifter, herunder den kinesiske repræsentations eget blad Bulletin.[395]

KAK’s ideologiske opgør med den moskvatro kommunisme bundede i den opfattelse, at der bestod en modsætning mellem de imperialistiske og de udbyttede nationer. I dette verdensbillede hørte Sovjetunionen til blandt de førstnævnte, eftersom Khrusjtjov, ifølge kritikere, havde svigtet de revolutionære idealer, mens Kina derimod stod som beskytter af de kæmpende folk i den tredje verden.[396] Denne globalt orienterede antiimperialistiske tankegang brugte Gotfred Appel til at formulere den såkaldte ”snylterstatsteori”. Teorien blev efterfølgende et ideologisk omdrejningspunkt for KAK og den senere ungdomsafdeling Kommunistisk Ungdomsforbund (KUF). Grundtanken var, at den vigtigste konfliktakse gik mellem Nord og Syd – ikke mellem Øst og Vest – og at den industrialiserede verdens økonomiske, industrielle, tekniske og sociale udvikling i sidste ende baserede sig på udbytning og plyndring af den tredje verden. Arbejderklassen i det rige og udviklede Vesten indtog dermed en dobbeltstilling, i og med at den både var udbyttet som producerende klasse i nationalt perspektiv og bestukket med høj levestandard baseret på neokolonialt rov i et internationalt perspektiv. Bestikkelsesfaktoren, der kom til udtryk i den antiimperialistiske kamp, blev snart den dominerende del af teorien. Med henvisning til Lenin skrev Kommunistisk Orientering i 1966, at proletariatets kamp i de kapitalistiske lande var simpelt bedrag, hvis den ikke blev forbundet med de undertryktes kamp mod imperialismen.[397] Efterhånden som teorien blev udviklet, fik tredjeverdens-orienteringen stadig mere vægt, indtil den antiimperialistiske kamp overskyggede den hjemlige klassekamp i KAK’s skrifter fra sidste halvdel af 1960’erne. Ifølge gruppen var en socialistisk omvæltning i Danmark ikke mulig, så længe samfundet udnyttede den tredje verden.[398] Det forklarer dels, hvorfor KAK almindeligvis ikke deltog i faglige konflikter om løn og arbejdsmarkedsforhold, dels gruppens fokus på internationale spørgsmål såsom Vietnam i 1960’erne og Palæstina i 1970’erne. Det skal dog nævnes, at KAK stadig så væbnet revolution som eneste mulighed for en socialistisk omvæltning i Danmark. Argumentet var begrundet i erfaringer, der viste, at borgerskabet selv ville sætte de demokratiske spilleregler ud af kraft, i det øjeblik en socialistisk omvæltning truede. Derfor var det nødvendigt at gennemtvinge udviklingen med voldelige midler.[399]

Billede: Gotfred Appel

Gotfred Appel stiftede i 1963 den første maoistiske gruppe i Danmark, Kommunistisk Arbejdskreds. I de følgende år knyttede Appel en række yngre maoister til sig, f.eks. Finn Ejnar Madsen der på et tidspunkt var formand for Kommunistisk Ungdoms Forbund. Den gruppe, der i slutningen af 1980’erne blev kendt som ”Blekinge gadebanden”, havde i 1970’erne ligeledes været knyttet til Appel. Af denne grund blev gruppen i en periode omtalt som Appel-gruppen. (Polfoto).

Samtidig med at ideologien blev skærpet, faldt flere medlemmer fra. Medstifter og ansvarshavende redaktør af Kommunistisk Orientering, Benito Scocozza, forlod KAK i foråret 1965. Hovedårsagen var, at Scocozza og Appel ikke kunne blive enige om, hvad man skulle forstå ved ”en arbejder”, og i naturlig forlængelse af dette, hvem arbejderklassen bestod af. Derudover var Scocozza ikke enig i et antal af snylterstatsteoriens vigtigste præmisser. Andre meldte sig ud, da de mente, at gruppen var for kritisk over for den danske arbejderklasse.[400] Hvor mange det drejede sig om er usikkert. Af PET’s arkiv fremgår, at tjenesten havde noteret et medlemstal på 35-40 personer i 1964.[401] Andre kilder nævner, at KAK ved dannelsen af KUF i foråret 1968 kun bestod af fire-fem medlemmer, hvilket i praksis vil sige Gotfred Appel, hans partner Ulla Hauton og nogle få andre.[402] I 1970 var KAK’s medlemstal næppe over ti,[403] mens KUF på samme tidspunkt havde omkring 125 medlemmer. Antallet faldt dog op til 1972 af årsager, der vil blive behandlet nedenfor. Modsat en stor del af den øvrige venstrefløj blev dette ikke betragtet som et svaghedstegn. Forudsætningen for medlemskab var ubetinget tilslutning til Appels idéer og strategier, og frem til KAK’s opløsning i 1978 blev den dogmatiske tankegang opretholdt af en stærk ledelse.[404] Det lave medlemstal gjorde denne praksis mulig.

KAK’s første hovedindsats i det antiimperialistiske arbejde lå i forlængelse af teserne om modsætningerne mellem den rige og den fattige verden og var rettet mod den amerikanske involvering i Vietnam. Protesterne mod interventionen og Vietnambevægelsen som helhed begyndte for alvor, da amerikanerne indledte bombardementer af det nordlige Vietnam i foråret 1965 og indsatte regulære tropper i sommeren samme år. En af de første danske Vietnamorganisationer, Vietnamkomitéen, blev dannet på KAK’s initiativ i januar 1966 og tiltrak en række unge mennesker, der herigennem fik kendskab til KAK, og som senere var med til at danne KUF. Blandt disse unge var fire personer, der siden skulle indgå i den såkaldte ”Blekingegadebande”: Peter Døllner, Niels Jørgensen, Jan Weimann og Jens Holger Jensen.[405] Vietnamkomitéen tog initiativ til en pengeindsamling til et nordvietnamesisk hospital under mottoer, der var betegnende for KAK’s udgangspunkt: ”Befri Syd, forsvar Nord, genforen fædrelandet” og ”Vietnams folk kæmper også for os”. I forhold til den splittelse, der senere opstod mellem en moderat og en radikal fløj i Vietnambevægelsen, hørte KAK og KUF til den sidste, hvor sammenstød med politiet ikke var ualmindeligt.[406]

Det var på dette antiimperialistiske og revolutionære grundlag, at KUF blev stiftet i marts 1968. I fjerde nummer af det maoistiske og DKP-kritiske skrift Ungkommunisten kunne man på forsiden læse en resolution, hvoraf det fremgik, at bladets arbejdsudvalg den 26. marts havde besluttet at danne en revolutionær organisation under navnet Kommunistisk Ungdoms Forbund. Det politiske grundlag var ikke overraskende marxismen-leninismen og, som det hed, Mao Tse-tung tænkningen anvendt på den danske virkelighed. Dette ville i praksis sige, at forbundet godkendte KAK’s politiske linje og anerkendte KAK’s ledende rolle.[407]

KUF’erne blev hurtigt meget virksomme hvad angik antiimperialistiske aktiviteter, først med støtte fra KAK og siden uden. Aktiviteterne tiltrak aktivister fra den øvrige del af venstrefløjen, herunder den senere landskendte Finn Ejnar Madsen.[408]

Den Antiimperialistiske Aktionskomité

I april 1967 blev Finn Ejnar Madsen ekskluderet af den danske sektion af Fjerde Internationale efter at have været medlem i otte måneder.[409] Årsagen var hans maoistiske synspunkter, der efterfølgende kom til udtryk i dannelsen af de kinesisk inspirerede ”De Danske Rødgardister” i sommeren 1967.[410] Gruppen omfattede ifølge PET’s oplysninger cirka 15 mennesker, og én af de første dokumenterede tilkendegivelser var opklæbningen af en vægavis efter kinesisk model den 8. juli 1967 med overskriften: ”Kinas B-bombe er verdensproletariatets bombe”.[411] Gotfred Appel havde både i forbindelse med kinesernes første atombombesprængning i 1964 og nu også ved den første brintbombe udtrykt tilsvarende beundring for de kinesiske resultater.[412] Trods fælles holdninger kom et samarbejde mellem de to grupper ikke umiddelbart på tale. PET fik ubekræftede informationer fra Fjerde Internationales forretningsudvalgsmøde om, at rødgardisterne havde kontakt til den kinesiske ambassade, og at ambassaden havde lagt pres på Gotfred Appel for at få ham til at samarbejde med den nystiftede maoistiske gruppe.[413] Men en måned senere i august 1967 blev det oplyst, at rødgardisterne og KAK intet havde at gøre med hinanden.[414]

Både før og under medlemskabet af Fjerde Internationale havde Finn Ejnar Madsen været aktiv ved især vietnamrelaterede aktioner og var noteret for flere tilfælde af gadeuorden og slagsmål.[415] Denne praksis fortsatte ved dannelsen af rødgardisterne, og den følgende oktober deltog gruppen i en demonstration foran den amerikanske ambassade, hvor der ifølge PET’s oplysninger opstod alvorlige uroligheder og slagsmål med politiet.[416] Et andet eksempel på hans virketrang var et forsøg på at hverve frivillige til de nordvietnamesiske kommunistiske styrker sammen med en trotskistisk frontfigur Poul Møller. Efter bruddet med trotskisterne genoptog Finn Ejnar Madsen initiativet ”Foreningen af Vietnamfrivillige” og indkaldte i november 1967 til møde, der skulle opfordre folk til aktivt ”selv med våbenmagt” at fremskynde den amerikanske imperialismes definitive nederlag ved at melde sig til kamp i det sydlige Vietnam.[417] Kontakten til den sydvietnamesiske befrielsesorganisation FNL foregik via dennes repræsentation i Prag, som Finn Ejnar Madsen besøgte flere gange. Repræsentationen takkede dog nej til tilbudet.

Men Finn Ejnar Madsen havde vanskeligt ved at indpasse sig i sin organisation. I marts 1968 fik PET oplysninger om, at tre forretningsudvalgsmedlemmer i Foreningen af Vietnamfrivillige havde ekskluderet ham fra foreningen på grund af selvdyrkelse og egenhændige beslutninger.[418] Allerede på dette tidspunkt var Finn Ejnar Madsen travlt optaget andetsteds som en af initiativtagerne til studenteroprøret. Særligt de psykologistuderende var meget aktive. I april besatte de studerende auditorier og undervisningslokaler, og kort tid efter tilsluttede studerende fra universitetets øvrige fakulteter sig ved en demonstration på Frue Plads den 23. april. Senere samme år, den 22. november 1968, erobrede Finn Ejnar Madsen talerstolen ved Københavns Universitets årsfest og blev af rektor Mogens Fog bevilliget tre minutters taletid.[419]

På baggrund af det foreliggende materiale kan det ikke fuldt ud afdækkes, hvordan kontakten mellem Finn Ejnar Madsen og KUF blev etableret. Det kan dog konstateres, at Gotfred Appels tætte og personlige kontakt i KUF, Jens Holger Jensen, i marts 1968 holdt tale ved en af Foreningen af Vietnamfrivilliges demonstrationer.[420] Det næste tegn på kontakt er i forbindelse med et møde mellem en gruppe franske aktivister og SUF, trotskister, Vietnamkomitéerne m.fl. i august 1968 om en ”International Revolutionær Front”, hvilket der tilsyneladende ikke kom noget ud af. [421] Endelig konstaterede PET kontakt i forbindelse med Den Antiimperialistiske Aktionskomité i juni 1969, det vil sige ca. en måned efter SAGA-demonstrationerne. Aktionskomitéen var blevet dannet af KUF i januar 1969 og ville med egne ord på alle fronter ”... støtte de folkelige antiimperialistiske kampe i den 3. verden” ud fra samme antiimperialistiske ræsonnement som KAK. Da det desuden kom til udtryk i aktionskomitéens stiftende resolution i Ungkommunisten, at den med alle midler ville bekæmpe den imperialistiske propaganda, kunne filmpremieren på en proamerikansk Vietnamfilm ikke gå upåagtet hen.[422] Finn Ejnar Madsens lille flok rødgardister blev stort set ikke nævnt videre i indberetningerne. Selv spillede han fortsat en rolle i aktionskomitéens og dermed KUF’s aktiviteter.

I maj 1969 deltog KUF og den Antiimperialistiske Aktionskomité i demonstrationerne ved SAGA-biografen mod forevisningen af filmen De Grønne Djævle. Sammenstødene fik stor opmærksomhed i medierne, da unge medlemmer af motorcykelbanden De Vilde Engle optrådte meget voldeligt over for venstrefløjsgrupperne. Politiet blev beskyldt for kun i beskedent omfang at gribe ind over for motorcykelbandens overfald på de venstreorienterede demonstranter, der på deres side gjorde alt, hvad de kunne for at spolere forevisningen af filmen, både uden for og inde i biografsalen. Efter fire dages slagsmål blev filmen taget af plakaten.[423]

KUF og den Antiimperialistiske Aktionskomités begrundelse for at deltage i aktionerne lå lige for. Det var de muligheder, der lå i den enkelte begivenhed, som var det vigtige for den valgte aktionsform. De undertryktes kamp mod imperialismen var i den forbindelse lige så væsentlig, som overholdelse af det borgerlige samfunds spilleregler var uvæsentlig.[424] Også selv om det ikke umiddelbart ville styrke båndene til masserne i den danske arbejderklasse. Både KAK og KUF erkendte den negative og afvisende reaktion, demonstrationerne havde mødt i arbejderklassen, og at demonstrationerne ikke ”umiddelbart havde den virkning at højne klassens bevidsthed om nødvendigheden af anti-imperialistisk kamp”. Samtidig mente de, at det var indlysende, at det også var i den danske arbejderklasses interesse, at imperialismen blev bekæmpet og afskaffet.[425]

I forhold til den øvrige venstrefløj og det generelle mediebillede mente KUF, at kampen mellem demonstranter og politi fejlagtigt var blevet opfattet som en lille revolution. Der var ikke tale om revolution, for det handlede i virkeligheden om en lille minoritets kamp mod den imperialistiske propaganda. Selv om KUF var med i Aktionskomitéen af 7. maj, beklagede KUF, at det ikke havde formået at spille en mere afgørende rolle.[426] Alt i alt var både KAK og KUF dog efterfølgende positive over for begivenhederne, især fordi de efter deres egen mening havde sat den fredelige del af Vietnambevægelsens passive demonstrationer i relief.

Den 4. juni 1969 arrangerede Den Antiimperialistiske Aktionskomité et møde med filmforevisning fra studenterurolighederne i Paris i maj 1968. Filmen viste eksempler på barrikadebygning og på politiets angrebsmetoder. Efter filmen indledte Finn Ejnar Madsen med navneopråb efter en protokol. Mødedeltagere, der ikke stod i protokollen, skulle af sikkerhedsmæssige hensyn redegøre for deres identitet og fortælle, hvordan de havde fået kendskab til mødet. Nummererede skemaer med aktionskomitéens fremtidige aktiviteter blev fordelt til deltagerne og skulle, ligeledes af sikkerhedshensyn, afleveres til ledelsen ved mødets afslutning. Nummereringen sikrede, at ingen deltager fik mulighed for at tage skemaet med sig. Ikke desto mindre gengav PET’s kilde 13 punkter inddelt i de tre hovedgrupper I) Koordination, II) Kommunikation og III) Kampgrupper. Den sidste gruppe stod for det noget uklare ”anti-kommunikation”, ”anti-efterretningsvirksomhed”, ”provokationer”, ”sabotage og kampforsvar” og ”selvforsvarsteknik”.[427] Allerede fire dage senere mødtes aktionskomitéen igen under Finn Ejnar Madsens ledelse, denne gang for at planlægge bemalingsaktioner i forbindelse med et amerikansk hangarskibs planlagte besøg. Kilden kunne ikke oplyse yderligere.[428] Samme aften blev en person anholdt for opklæbning af plakater i nærheden af den amerikanske ambassade. Plakaterne viderebragte budskabet om, at ”USA-imperialismens bødler” var i byen og var signeret af Den Antiimperialistiske Aktionskomité.[429]

Ved årets Rebildfest den 4. juli 1969 var Finn Ejnar Madsen i aktion igen. Denne gang repræsenterede han aktionskomitéen i den trotskistisk dominerede aktionsgruppe Revolutionær Aktion.[430] Trotskisterne havde ikke aktioneret i Rebild siden 1966, men havde denne gang vidtrækkende planer og opfordrede flere andre aktivistgrupper, herunder KUF, til at deltage.[431] Selv om Den Antiimperialistiske Aktionskomité var repræsenteret af Finn Ejnar Madsen, er der ingen tegn på, at KUF var særligt aktiv i denne forbindelse. Hverken i KAK’s blad Kommunistisk Orientering eller i KUF’ernes eget organ Ungkommunisten var der trykt opfordringer, resolutioner eller efterfølgende analyser. Finn Ejnar Madsen deltog formentlig på egen hånd og var ifølge en centralt placeret trotskist i øvrigt skyld i aktionernes fiasko.[432]

Brud med Kina, Verdensbankmødet og støtten til PFLP 1970-77

SAGA-demonstrationernes efterspil illustrerede den forskel, der opstod mellem KAK’s linje og Kinas kommunistiske partis (KKP) linje i løbet af 1969. Som nævnt advarede KAK mod at fortolke aktionerne og sammenstødene som andet end en lille minoritets kamp mod et større imperialistisk propagandaapparat. Ungdomsoprør, fredsmarcher og Vietnamdemonstrationer var i KAK’s perspektiv uvæsentligt i den overordnede antiimperialistiske kamp, hvorved de i første omgang distancerede sig fra den øvrige danske venstrefløj, men også fra KKP. På det kinesiske kommunistpartis niende partikongres i april 1969 udtalte centralkomitéen nemlig, at en hidtil uset gigantisk massebevægelse var brudt ud i kapitalismens ”hjerteområder”; Japan, Vesteuropa og Nordamerika, og at KKP ”med fasthed” ville støtte disse revolutionære kampe.[433] KAK skrev i Kommunistisk Orientering i maj 1969, at man måtte erkende denne uenighed, men at de maoistiske grupper stadig stod på samme grund og havde samme mål. Opgøret i forhold til kinesiske repræsentanter i Danmark var imidlertid uundgåeligt: Den kinesiske ambassade afbrød kontakten med Futura og KAK, mens Appels tidligere kampfælle, Benito Scocozza, fik overdraget posten som redaktør af ambassadens månedsblad Bulletin. Derefter dannede Scocozza i 1968 Kommunistisk Forbund marxister-leninister, som efterhånden blev den mest markante prokinesiske stemme i Danmark.[434] I årets sidste nummer af Kommunistisk Orientering kritiserede KAK både den brede moderate Vietnambevægelse og Benito Scocozza i uforsonlige vendinger. At Scocozza havde omtalt den store Vietnamdemonstration i november 1969 som ”værdig”, var ifølge KAK en ”... hån mod de folk, der af imperialisternes ”uværdige” optræden (…) [var] tvunget til og havde mod og hjerte nok til at slå igen med samme mønt.”[435] Med henvisning til Scocozzas tale forud for demonstrationen mente KAK, at det hverken var i det fint afslebne akademiske akkompagnement eller i de tusinder ”værdigt og hængeøret traskende demonstranter”, at kimen til revolutionær bevægelse lå. Fremtiden tilhørte derimod de vrede unge, der prægede SAGA-aktionerne.[436]

I samme periode, i efteråret 1969, begyndte KAK og KUF at interessere sig for PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine, Folkefronten for Palæstinas Befrielse) og den palæstinensiske kamp mod israelerne. Den første artikel om den palæstinensiske konflikt optrådte i septembernummeret af Ungkommunisten og blev fulgt af et temanummer i november. I KAK’s og KUF’s optik var striden mellem Israel og de palæstinensiske grupper allerede fra begyndelsen en klassekamp mellem de besiddelsesløse masser og de imperialistiske israelere og reaktionære arabiske regimer.[437] Fra sin start i december 1967 byggede PFLP da også på et marxistisk-leninistisk grundlag. Under ledelse af George Habash var PFLP den første palæstinensiske organisation til at udføre militære operationer og terrorhandlinger uden for det israelsk-palæstinensiske område. I ”Theoretical Armament in the Liberation War”, der blev oversat og trykt i Ungkommunistens temanummer, teoretiserede Habash over den tætte forbindelse mellem Israel, den zionistiske verdensbevægelse og verdensimperialismen. Palæstinensernes kamp for den nationale befrielse havde ifølge skriftet flere paralleller til den tredje verdens kamp mod den imperialistiske verden, og der blev flere gange henvist til Maos tekster. Dog stod det palæstinensiske folk over for en ny form for kolonialisme: Ifølge Habash var det nemlig første gang, at et folk kæmpede for sin selvstændighed, mens det blev fjernet fra sit eget land. Habash’ udlægning og hans sammenkobling af befrielseskamp og kampen for socialismen afspejlede opfattelsen hos KAK og KUF og begrundede derved deres støtte til den palæstinensiske gruppe.[438]

I foråret 1970 blev der indberettet om flere PFLP-orienterede propagandaaktioner, som PET konkluderede, at KUF var ansvarlig for. I marts 1970 holdt en række københavnske butikker en såkaldt Israeluge og blev som en protest mod dette overmalet med antiisraelske slagord. Natten til den 7. maj blev der udøvet hærværk mod fire rejsebureauer, der arrangerede rejser til Israel. Endelig mente PET, at KUF stod bag en omfattende bemalingsaktion mod 113 S-togsvogne i Københavnsområdet natten til den 15. maj.[439]

Støtten til og kontakten med PFLP optog størstedelen af kredsens politiske og aktivistiske virke frem til anholdelsen af personerne bag Blekingegadebanden i 1989.[440] Hvornår kontakten mellem PFLP og KAK præcist blev etableret er usikkert. Flere dokumenter peger dog på, at det skete omtrent samtidig med bruddet med Kina, dvs. i sommeren eller efteråret 1969, og at de første to KUF-aktivister mødtes med ledere fra PFLP i Beirut i oktober samme år.[441] Den ene af de to KUF’ere fortalte under en afhøring i 1989, at de under opholdet modtog våben- og kamptræning; noget PFLP kunne havde brugt som en måde til at sondere danskerens intentioner på.[442] Ved hjemkomsten berettede den ene af aktivisterne om et møde med Wadi’a Haddad og spurgte angiveligt KAK-ledelsen, hvorvidt man skulle indlede et samarbejde. Ifølge afhøringen fandt dele af KAK-ledelsen forslaget om samarbejde forhastet og uovervejet, og den afhørte forlod kort tid efter KAK.[443] Kontakten mellem KAK/KUF og PFLP det følgende års tid er ligeledes lidt vanskelig at fastlægge. Dog er det sikkert, at visse møder fandt sted, blandt andet via kontakter i Paris.

Flere ting tyder på, at Peter Døllner, Jens Holger Jensen og to andre KAK/KUF-medlemmer i juni-juli 1970 var i Libanon og Jordan i ca. en måned for at etablere kontakt til PFLP. En af turens deltagere blev afhørt i forbindelse med optrevlingen af Appel-gruppen i 1989-90. Den pågældende nævnte, at gruppen mødtes med George Habash under dette besøg.[444] Derudover fandt PET ved en ransagning af Peter Døllners lejlighed beskrivelser og vidnesbyrd i form af personlige breve og fotos fra dette og andre ophold.[445]

Selv var Gotfred Appel i Mellemøsten mellem den 1. til den 22. september 1970, hvilket var den første af sådanne rejser, PET fik kendskab til i denne periode. En rapport fra Københavns Opdagelsespoliti dokumenterede via passtempler, at Appel havde opholdt sig i Jordan i perioden 2.-11. september og i Beirut fra den 11. til den 22. september.[446] Anledningen var den 2. Verdenskongres vedrørende Palæstina, der blev afholdt i Amman den 2. til den 6. september, hvor Appel deltog som repræsentant for Palæstinakomitéen. Han holdt sandsynligvis også tale.[447] Derudover mødtes Appel med PFLP’s operationelle leder Wadi’a Haddad. Endelig beså han de tre fly, der den 6. september var blevet kapret af PFLP og fløjet til Dawson-field i det nordlige Jordan. Flyene blev siden sprængt i luften, dog uden passagerer. Appel havde talt med nogle af passagererne og beskrev senere det hele som en både særpræget og spændende oplevelse.[448]

Samme dag Gotfred Appel kom tilbage til Danmark, blev han eftersøgt af politiet. Sent om aften den 22. september mødte han selv op hos Københavns Politi og blev anholdt og afhørt. Baggrunden var de igangværende demonstrationer mod Verdensbankmødet, der blev afholdt i København den 21.-25. september 1970, hvor KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomité var aktive. Under demonstrationer foran Hotel D’Angleterre den 20. september var Finn Ejnar Madsen blevet anholdt med et antal molotovcocktails.[449] Dette førte dagen efter til en ransagning af Appels forlag Futura på Svanevej. Her fandt politiet yderligere molotovcocktails, ståltråd med bolte, sten og stokke. Under afhøringen tog Appel afstand fra Finn Ejnar Madsen og dennes arbejdsmetoder og påstod desuden, at KUF ikke længere samarbejdede med ham. De beslaglagte effekter mente Appel ikke var bragt til forlaget af KUF-medlemmer, da sådanne ikke kunne ”forenes med KUF’s politiske arbejdsmetoder”.[450] Allerede den 20. september havde PET dog modtaget oplysninger om et KUF-møde samme eftermiddag, hvor ca. 100 personer havde deltaget, og hvor der skal have lydt en opfordring til slagsmål med politiet. Der var angiveligt også blevet solgt kæppe og brosten til formålet.[451] Under demonstrationerne var KUF’erne blandt de mest militante, selv om de talmæssigt udgjorde et begrænset antal af den samlede ”kampstyrke”.[452] Ved det retlige efterspil fik Finn Ejnar Madsen et års fængsel for blandt andet våbenbesiddelse og forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Gotfred Appel foretog i den følgende tid et opgør med de unge KUF’ere. Siden SAGA-demonstrationerne havde Appel og KAK lagt stadig større afstand til den øvrige venstrefløj og dennes midler i kampen for en socialistisk udvikling. Kampen for socialismen kunne eller skulle ifølge KAK ikke udkæmpes i gaderne, og der skulle heller ikke rettes enkelte aktioner mod instanser i det kapitalistiske samfund. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at Appel senere og ud fra samme logik tog afstand fra den vesttyske terrororganisation RAF (Rote Armee Fraktion, Den Røde Hærs Fraktion) og dens aktioner.[453] Efter eget udsagn kom Appel ikke længere så ofte på trykkeriet på Svanevej, efter at den kinesiske ambassade havde ophævet samarbejdet med ham. Derved fulgte han, ifølge eget udsagn, heller ikke tilstrækkeligt med i KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomités aktiviteter. Adskillige forhold peger desuden på, at han efterhånden frygtede for at miste kontrollen med de unge.[454] Verdensbankdemonstrationerne konfronterede atter Appel med bekymringen om samarbejdet mellem KUF og andre venstrefløjsorganisationer, som han hverken brød sig om eller kunne kontrollere. Dette skete samtidig med, at KUF fik en ny og foreløbig sidste bølge af medlemmer i kølvandet på demonstrationerne og i øvrigt blev stadig mere ivrig efter aktivistiske markeringer. Udfaldet blev, at KUF’s ledelse, heraf tre-fire senere Blekingegadebandemedlemmer, blev suspenderet. KAK overtog selv ledelsen og udstedte et forbud mod aktioner af enhver art, [455] og de unge blev opdelt i gruppe og sat til at studere Marx.[456]

Gennem de næste par år ophørte KUF helt med at eksistere selvstændigt. De mest loyale medlemmer blev indsluset i KAK og levede indtil dens opløsning i 1978 en tilbagetrukket tilværelse. Så tilbagetrukket, at perioden kun lader sig beskrive ved hjælp af senere afhøringer, interviews og beretninger.[457] Offentlige ytringer fra tiden 1971-78 findes kun i fåtal. Ungkommunisten og Kommunistisk Orientering (med undtagelse af nogle få måneder i 1974-1975) ophørte helt med at udkomme, og deltagelse i demonstrationer eller opklæbning af plakater nævnes ikke af PET i denne periode. Inden de forsvandt helt fra den offentlige debat, ytrede KAK og KUF sig positivt om Danmarks tilslutning til EF, hvilket gjorde distanceringen til den øvrige danske venstrefløj endnu tydeligere. Hvor de øvrige grupper på venstrefløjen samstemmende var imod dansk deltagelse i EF, mente KAK-ledelsen, at udviklingen af det Europæiske Fællesskab var et uundgåeligt led i kapitalismens kollaps. Derfor var det ikke en revolutionær opgave at kæmpe imod denne udvikling.

Et enkelt, men ganske omfattende initiativ i perioden, nævnes dog flere steder og involverede flere nøglepersoner. Det var ”Tøj Til Afrika” (TTA), der blev iværksat i 1972 under effektiv ledelse af Peter Døllner. Ifølge Appel var initiativet ikke underlagt KAK eller Appels egen ledelse, og flere af de tilknyttede var ikke medlemmer.[458] I løbet af ti år fik TTA indsamlet 210 tons tøj, der blev sorteret og sendt til afrikanske frihedsbevægelser som SWAPO (South West Africa People’s Organisation, Det Sydvestafrikanske Folks Organisation i Namibia), PFLO i Oman og ZANU (Zimbabwe African National Union) i Zimbabwe. Via arbejdet tog flere KAK-medlemmer til modtagerlandene, hvor der blev knyttet internationale politiske kontakter.[459] I enkelte tilfælde blev tøj sendt i samarbejde med Tvind, hvilket dog ifølge Appel var den eneste kontakt, man havde med skolesamvirket.[460]

Beskrivelser af KAK viser, at det var virksomheden i denne periode, der lagde grunden til de senere omfattende illegale aktiviteter, som Blekingegadebanden udførte til fordel for PFLP.[461] Selv om det er vanskeligt præcist at bestemme karakteren af relationerne mellem de to parter, nævnes det i efterfølgende notitser, at KAK-medlemmer var i Mellemøsten ved adskillige lejligheder i løbet af 1970’erne. Dette støttes af en række af de afhøringer, der blev foretaget i 1989-90. Blandt andet blev der omtalt en rejse til Beirut i juli 1975. Otte KAK-medlemmer deltog, heriblandt Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen. Turen varede 10-14 dage og indebar blandt andet et besøg i en flygtningelejr i Baalbek i Libanon og tilsyneladende også en PFLP-træningslejr, hvor de modtog skydeundervisning.[462] I forbindelse med senere undersøgelser afslørede affotograferinger af Jens Holger Jensens pas i 1979 desuden fem rejser til Beirut i perioden 1972-1976, hver af ca. en uges varighed.[463] Endelig eksisterer der indberetninger om hans besøg i Bagdad i 1977, hvor han blandt andre mødtes med en af de ledende PFLP-skikkelser, Tayssir Quba.[464] I de afhøringsrapporter, som foreligger om dette besøg, nævnes det, at Jens Holger Jensen rejste sammen med Gotfred Appel og Ulla Hauton, og at de mødtes med Wadi’a Haddad.[465] Godfred Appel nævnte over for politiet i 1989-90, at denne tur efterfølgende skulle have givet anledning til uenighed mellem Jens Holger Jensen og Gotfred Appel. Modsat Appel og Hauton, der angiveligt ville lægge afstand til PFLP, ønskede Holger Jensen at imødekomme en opfordring til samarbejde, som Wadi’a Haddad havde frembragt. Det er vanskeligt at vurdere troværdigheden af Appels udtalelser i slutningen af 1980’erne.

Samtidig giver oplysninger i PET’s materiale det indtryk, at kontakten mellem PFLP-folk i Danmark og KAK først blev etableret i 1977, altså året før gruppen blev splittet og opløst. Ifølge en afhøring af et tidligere medlem i 1990 ville KAK nødigt knytte relationer til PFLP, angiveligt af frygt for at blive registreret af israelske agenter.[466] Men i en række PET-notitser fra september 1977 nævnes den ægyptiskfødte palæstinenser Nubar Hovsepians besøg i Danmark. Han blev regnet som PFLP’s ansvarlige for Europa og tog under sit besøg i Danmark ophold hos Sati Bakir, der var den officielle leder af Den palæstinensiske Arbejderunion (PWU) i Danmark og den uofficielle PFLP-leder i Danmark.[467] Sati Bakir fortalte Nubar Hovsepian, at han havde fået kontakt med ”The Grapes”, et af Appel-gruppens kodenavne, og at han prøvede at få arrangeret et møde.[468] Meget taler for, at det i virkeligheden var KAK-medlemmet Jens Holger Jensen, Bakir havde kontakt med. Det var det i hvert fald efter dannelsen af KA i 1978 og i tiden derefter.[469] Den splittelse, der endte med at opløse Kommunistisk Arbejdskreds, kan føres tilbage til opgøret efter Verdensbankurolighederne. De yngre medlemmer, specielt Jens Holger Jensen, ønskede at føre en mere aktivistisk linje og udbygning af kontakterne til den aktionsorienterede del af PFLP og den militært orienterede Wadi’a Haddad. I løbet af 1977-78 lagde Appel imidlertid stadig større afstand til PFLP. Især Haddads linje, der blandt andet indebar aktioner i Vesten, var i klar modstrid med Appels teorier om, hvor den antiimperialistiske kamp skulle føres. Da PFLP samtidig udtrykte støtte til Sovjetunionen, var endnu en ideologisk skillelinje blotlagt mellem KAK og PFLP, og en helt principiel skillelinje mellem de gamle og unge i KAK.[470] Samtidig gennemgik gruppen, anført af Appels partner Ulla Hauton, en udmattende kamp om kønsroller. Efter et uforsonligt opgør dannede et antal yngre medlemmer i kredsen omkring Jens Holger Jensen Kommunistisk Arbejdsgruppe, hvorfra Blekingegadebanden opstod. Appel tog patent på navnet KAK, men gruppen rummede dog næppe meget mere end en håndfuld medlemmer. Enkelte dannede Marxistisk Arbejdsgruppe, der kun fik en kort levetid.[471]

PET’s overvågning

PET’s interesse for Gotfred Appel og diverse maoistgrupper kan frem til 1978 inddeles i tre faser:

  1. Tiden indtil dannelsen af KAK i 1963.
  2. KAK og KUF-tiden fra 1963 til ca. 1972.
  3. Den skjulte tilværelse op til opløsningen af KAK i 1978.

I den første periode var PET’s interesse for Gotfred Appel begrundet i hans aktive medlemskab af DKP, som gik tilbage til besættelsen. Overvågningen synes i 1950’erne ikke at have været intensiv, og PET’s arkiv indeholder kun få indberetninger om Appels aktiviteter. Tjenesten benyttede sig i den forbindelse blandt andet af åbne kilder. Eksempelvis bemærkede PET på baggrund af Land og Folk, at Appel i 1959 i tilslutning til en rejse til Kina skrev et antal Kina-forherligende rejseberetninger. Men PET’s oplysninger om Appel stammede også fra overvågning af østambassader. Herfra fik PET oplysninger om Appels sprogundervisning af ambassadepersonale og om hans oversættelsesopgaver.[472] Frem til 1963 synes PET’s oplysninger om Appels virksomhed endvidere at have været såkaldt overskudsinformation fra PET’s øvrige efterforskningsopgaver.[473]

PET’s interesse for Appel og KAK fra 1963 og frem indledtes med en redegørelse om Appels strid med DKP, som PET udarbejdede på baggrund af Horisont, Information og Land og Folk i oktober 1963. Tjenesten fik ved hjælp af en ”pålidelig kilde”, der var i kontakt med kredsen omkring Appel, kendskab til dannelsen af KAK og stiftelsen af forlaget Futura.[474] PET bemærkede, at forlaget formentlig blev oprettet på baggrund af kinesiske midler, og kilden gav udtryk for den opfattelse, at Appel fungerede som ”stråmand” for kineserne. Tjenesten gjorde desuden en notits om, at der blev udgivet et prokinesiske skrift Bulletin, og at en af dette blads redaktører var Benito Scocozza. Han var også kendt i PET før dannelsen af KAK, fordi han var aktivt medlem af DKP og leder af det marxistiske studenterforum Clarté. I juli samme år gav en udenlandsk myndighed oplysninger til PET om Appels og Scocozzas ophold i Kina.[475] Også i denne periode benyttede PET i vidt omfang oplysningerne fra overvågningen af den kinesiske ambassade til at danne sig et overblik over karakteren af den trussel, som Gotfred Appel og KAK måtte udgøre. Det fremgik, at Appel i efteråret 1966 næsten dagligt var i kontakt med folk fra den kinesiske ambassade, primært vedrørende udgivelser, kulturelle arrangementer og delegationer til Kina.

Det var kontakten med kineserne, der udgjorde den væsentligste del af grundlaget for PET’s interesse, og via en udenlandsk myndighed fik PET oplysninger om generelle forhold og personale ved de kinesiske ambassader.[476] Den udenlandske myndighed udbad sig til gengæld oplysninger om Appel og Scocozza, som den fik.[477] Samtidig var gruppens udadvendte politiske aktiviteter dog ret begrænsede. Det fik PET til at sammenfatte tjenestens opfattelse af Gotfred Appel som

”en person, der er fuldstændig afhængig af kineserne med hensyn til sin begrænsede indkomst, og som er klar over sin lille politiske gruppe, KAK’s magtesløshed, og hvis gruppe de facto praktisk talt intet indtryk gør på den danske politiske scene.”[478]

Trods gruppens tidlige deltagelse i protesterne mod Vietnamkrigen blev også denne virksomhed omtalt som værende af yderst ringe omfang, ikke mindst på grund af det begrænsede samarbejde med øvrige venstrefløjsgrupper. Via overskudsinformation fra en aflytning af de danske trotskister fandt PET først omkring dette tidspunkt i 1967 ud af, at Appel og Scocozza var gået hver til sit, to år efter det var sket.[479] PET’s sene viden herom viser, at PET’s interesse for Appel, Scocozza og KAK på det tidspunkt var behersket. I marts 1968 mente PET sig i besiddelse af viden om, at KAK nærmest kun bestod af Gotfred Appel selv, hvilket ikke bidrog til en skærpet trusselsopfattelse.[480] Dannelsen af Kommunistisk Ungdomsforbund og gruppens loyalitetserklæring over for KAK i marts 1968 blev noteret, men tilsyneladende ikke analyseret yderligere. Da PET først via Aktuelt den 5. september 1969 erfarede, at Appel var blevet frataget redaktørposten på den kinesiske repræsentations blad Bulletin, og siden i januar 1970 blev oplyst om, at kineserne havde undsagt samarbejdet med Appel, undrede tjenesten sig over, hvordan han overhovedet tjente penge.[481]

Operation Klør Fem

Den 7. november 1967, samme dag som en retskendelse for en telefonaflytning af trotskisterne ophørte, fik PET rettens tilladelse til at begynde en aflytning af Finn Ejner Madsens private telefon. Aflytningen startede under navnet Operation Klør Fem (F.inn E.jnar M.adsen). Kendelserne til denne aflytning blev forlænget i det omfang, tjenesten udtrykte ønske om det, og fortsatte indtil november 1968. Herefter fandt PET det formålsløst at fortsætte, da telefonen var lukket det meste af tiden. Forud for iværksættelse af Operation Klør Fem opremsede PET i en skrivelse Finn Ejnar Madsens omfattende aktiviteter i hans tid som trotskist samt hans forbindelse til Vietnamkampagnen. Afslutningsvis vurderede PET, at:

”Han betegnes af folk, der har haft forbindelse med ham, som en meget farlig person (…) og som med alle midler søger at skabe sig en position som revolutionær fører for de mest yderligtgående kredse her i landet.”[482]

PET konkluderede, at aflytningen ville være af stor betydning for afsløringen af aktionsplaner og afdækningen af den personkreds af revolutionære, som Madsen færdedes i. Tjenesten gjorde opmærksom på, at det var på grund af den forudgående aflytning af trotskisterne, at PET havde fået oplysninger om dannelsen af den nye maoistiske gruppe De Danske Rødgardister, hvor Finn Ejnar Madsen var frontfigur. Ifølge de indstillinger, der blev formuleret, hver gang en kendelse skulle fornys, leverede aflytningen de ønskede oplysninger.[483] PET fik navne på aktivister og derudover kendskab til Finn Ejnar Madsens arbejde i forbindelse med studenterdemonstrationerne, de vietnamrelaterede aktiviteter og de begyndende sympatiaktioner til fordel for palæstinenserne. Derudover fik PET oplysninger om en tur til Berlin i januar 1968, hvor Madsen blandt andet besøgte Sozialistischer Deutscher Studentenbund, der ifølge PET af venstreorienterede kredse i Danmark blev regnet for den mest militante gruppe blandt de vestberlinske studenter. Endelig fik PET oplysninger om Finn Ejnar Madsens kontakt med en herboende svensk statsborger. Den pågældende foreslog oprettet en militær gruppe med militær disciplin og militær skoling i teori og politik. Madsen afviste ikke tanken, men tvivlede ifølge indberetningen på muligheden for at føre den ud i praksis.[484]

Mens PET tydeligvis ikke nærede mistanke om, at Finn Ejnar Madsen var involveret i spionage eller havde kontakt til fremmede magter, så man med interesse på hans aktive og politisk motiverede deltagelse i demonstrationer, hærværksaktioner samt vold og såkaldt ”uro”. Til trods for at han ikke havde udfoldet sig gennem sådanne aktiviteter, begrundede PET ønsket om fortsat aflytning med, at man måtte mistænke ham for at have intentioner om at overtræde straffelovens paragraffer om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. [485]

KUF og Den Antiimperialistiske Aktionskomité

SAGA-demonstrationerne og Finn Ejnar Madsens arbejde i forskellige aktionskomitéer bekræftede PET’s mistanke om hans og komitéernes aktivistiske potentiale, og tjenesten fulgte via kilder et antal møder. Tjenesten havde op til demonstrationerne kilder blandt trotskister, i studenterkredse og hos DKU og DKP, som alle kom med oplysninger om SAGA-demonstrationerne. Det samarbejde, der bestod mellem Finn Ejnar Madsen og den KUF-relaterede Antiimperialistiske Aktionskomité i forbindelse med SAGA-urolighederne, ledte PET på sporet af komitéen og fik i øvrigt igen tjenesten til at rette blikket mod KUF. Således var det først i slutningen af maj 1969, at tjenesten blev bekendt med komitéens eksistens, selv om den var blevet dannet vinteren i forvejen. Finn Ejnar Madsen søgte om optagelse i KUF i maj 1969, men fik afslag.[486] Trods komitéens sikkerhedsforanstaltninger lykkedes det PET at få en kilde placeret blandt tilhørerne i to møder i den Antiimperialistiske Aktionskomité den 4. og den 8. juni 1969.[487] Kildens oplysninger ledte PET til den konklusion, at Finn Ejnar Madsen var leder af komitéen.

Forud for demonstrationerne mod Verdensbankens årsmøde fra den 21. til den 25. september 1970 beskrev PET, hvilke demonstrationer og aktioner man kunne forvente.[488] PET havde fra en kilde oplysninger om Verdensbankgruppens arbejdsudvalg, sammensætning og funktioner. Hverken Finn Ejnar Madsen, Den Antiimperialistiske Aktionskomité eller KUF blev nævnt særskilt i oversigterne, før mødet og demonstrationerne begyndte. PET understregede flere gange i rapporterne forud for mødet, at Verdensbanken i sig selv kun var af sekundær interesse for den yderliggående danske venstrefløj, men at mødet som led i kampen mod kapitalismen og imperialismen repræsenterede en mulighed for konfrontation med myndighederne.[489] Efter den første dags demonstrationer og uroligheder påkaldte KUF og Finn Ejnar Madsen sig opmærksomhed i indberetningerne. Hvor fokus forud for mødet i højere grad havde været rettet mod trotskisterne, blev der nu også fokuseret på KUF, dets oprindelse og maoistiske orientering. Interessen for Finn Ejnar Madsen var næppe overraskende især i betragtning af, at han blev fundet i besiddelse af molotovcocktails. Dette fund førte, som tidligere nævnt, til ransagningen af KUF’s og KAK’s lokaler på Svanevej og videre til eftersøgningen af Gotfred Appel, hvilket igen førte til, at PET blev bekendt med hans rejse til Mellemøsten og hans deltagelse i den 2. Verdenskongres vedrørende Palæstina. Via oplysninger fra en udenlandsk myndighed fik PET mere detaljerede oplysninger om kongressen. Derefter sendte PET oplysninger om Appel til den udenlandske myndighed.[490] Som tidligere nævnt, var dette den eneste af de angiveligt flere rejser til Mellemøsten, som PET kendte til på dette tidspunkt.

Den sidste fase i PET’s interesse for KAK, det vil sige fra 1972 til 1978, var mindst intens. Som nævnt var de interne opgør i KAK og KUF efter demonstrationerne mod Verdensbankens og Valutafondens årsmøde så kraftige, at KAK vendte sig bort fra offentligheden og endte med at udgøre en lille gruppe håndplukkede medlemmer, mens KUF helt forsvandt. Fra 1972 findes en enkelt indberetning om KUF i forbindelse med deltagelse i ”Palæstina-ugen”[491] og en enkelt indberetning om KAK/KUF i forbindelse med en uofficiel deltagelse ved et KFm-l møde i maj 1972.[492] KAK blev nævnt igen i 1975, da PET, tilsyneladende til stor nytte for tjenesten, kom i besiddelse af Socialistisk Håndbog.[493] Her blev Appels gruppe dog omtalt som værende af ”ringe omfang”.[494] Til gengæld begyndte PET allerede i 1977 i stadig stigende omfang at fokusere på den kommende leder af den nye gruppe, Jens Holger Jensen. Hans besøg i Bagdad fra den 17. februar til den 21. marts 1977 kom til PET’s kundskab via efterforskning mod den herboende PWU-leder, Sati Bakir. Det fremgik også, at Bakir ordnede det praktiske i forbindelse med rejsen.[495]


[393] Socialistisk Håndbog 1975, p. 15.

[394] Land og Folk, 17. december 1963.

[395] PET, personsag: ”Afhøringsrapport i forb. med Blekingegadesagen 17/5 1989”; PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 5. februar 1964.

[396] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme” – Et projekt om Blekingegadegruppen (specialeafhandling RUC, 2000), s. 29 og Thomas Ekman Jørgensen, ”Jagten på Røde Oktober” i: Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme, (Forum, 2003), s. 82.

[397] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 37. Refereret fra Kommunistisk Orientering, september 1966.

[398] Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen – Blekingegadebandens vej til illegaliteten” i: Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme, s. 202-205.

[399] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 32.

[400] Ibid., s. 35.

[401] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 5. februar 1964.

[402] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 57. I Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1. th (Borgen, 1994) nævnes et medlemstal på 25-30 personer i slutningen af 1960’erne. Flere ting i teksten tyder på, at forfatterne mener medlemstallet i KAK og KUF tilsammen. Dette bekræftes af tallene hos Nawrocki og Augustesen der skriver, at KAK havde ca. 5 medlemmer og KUF 20-25 medlemmer i denne periode.

[403] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 73.

[404] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 36.

[405] Betine Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 27-32 og Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 42. Det sidste fremtrædende medlem, Thorkil Lauesen, kom til i 1971.

[406] Søren Hein Rasmussen, Sære alliancer – Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark (Odense Universitetsforlag, 1997) s. 58-59. Se endvidere Kommissionens beretning, bind 10.

[407] Ungkommunisten 1. årg. nr. 4, april 1968.

[408] Den aktivistiske linje kom på længere sigt til at koste ungdomsforbundet dets eksistens. Se nedenfor.

[409] PET: personsag: Journalindføring 3. maj 1967.

[410] I tiden op til Kulturrevolutionen i 1966 blev grupper af elever fra Pekings eliteskoler udstyret med røde armbånd og udnævnt til ”Rødgardister” af de Kulturrevolutionære radikale. Siden strømmede utilfredse unge og studenter fra provinsen til og udgjorde fortroppen i Kulturrevolutionen (se ovenfor).

[411] PET, personsag: ”Vedr. Opklæbning af plakater med pro-kinesisk tekst 10/7 1967”. Vægavisen hed ”Danske Rødgardes avis nr. 1, årg. 1.

[412] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 39 og PET, emnekartotek: ” Pro-kinesisk kommunisme”, 4/8 1967.

[413] PET, personsag: ”Vedr. stud. psych. Finn Ejnar Madsen”, 10. juli 1967.

[414] PET: emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 10. juli 1967.

[415] PET, personsag: ”Registratur fra Rigspolitiet vedr. Finn Ejnar Madsen”, 3. juni 1969.

[416] PET, personsag: ”Vedr. stud. psych. Finn Ejnar Madsen”, juni 1969.

[417] PET, personsag: ”Vedr. Den Danske Rødgarde 28/11 1968”.

[418] PET, personsag: ”Vedr. Splittelse i ’Foreningen af Vietnamfrivillige’”, 29. marts 1968.

[419] Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay og Jørgen Schytte (red.), Dengang i 60’erne. Billeder fra dengang, tekster fra i dag (Gyldendal, 1979), s. 142. Vedr. PET’s efterforskning i forhold til universiteterne se endvidere Kommissionens beretning, bind 10.

[420] PET, emnekartotek:”Pro-kinesisk kommunisme” – ”De danske Rødgardister”, 4. marts 1968.

[421] PET, personsag: Vedr. Oprettelse af en ”International Revolutionær Front”, 15. august 1968.

[422] Ungkommunisten 2. årg. nr. 1, januar 1969, s. 2.

[423] Om situationen se ovenfor i del 1.

[424] Ungkommunisten 2. årg. nr. 5, maj-juni 1969, s. 4-5.

[425] Kommunistisk Orientering 6. årg. nr. 8, juni 1969, s. 1.

[426] Ungkommunisten 2. årg. nr. 5, maj-juni 1969, s. 7-8.

[427] PET, personsag: Indberetning fra kilde vedr. den Anti-imperialistiske Aktionskomité, 9. juni 1969.

[428] Ibid.

[429] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme – Den Anti-Imperialistiske Aktionskomité”, 9. juni 1969.

[430] Se også ovenfor om PET’s overvågning af trotskister.

[431] PET, emnesag: Rebildfesten 1969, bilag 74.

[432] PET, personsag: Vedr. Rebildfesten 1969. Oplysninger fra kilde.

[433] Kommunistisk Orientering, 6. årg. nr. 7, maj 1969.

[434] PET, personsag: Vedr. Redaktørskifte på Den kinesiske Ambassades propagandablad ”Bulletin” 5. september 1969, og Kommunistisk Orientering 6. årg. nr. 9, december 1969.

[435] Kommunistisk Orientering 6. årg. nr. 9, dec. 1969.

[436] Ibid.

[437] De israelske erobringer under Seksdages-krigen i 1967 viste iflg. KUF, at væbnet folkelig kamp var det eneste middel mod den israelske aggression. I marts 1968 stødte israelske styrker for første gang sammen med væbnede styrker fra den palæstinensiske Al-Fatah bevægelse ved flygtningelandsbyen Al-Karamah. Dette blev siden betragtet som en afgørende begivenhed i den palæstinensiske befrielseskamp. Se Ungkommunisten, 2. årg. nr. 9, s.16 ff.

[438] Ibid., s. 2-9. Se desuden afsnittet om Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe 1978-89.

[439] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1970: ”Udvikling og tendenser på uro-området 1970”.

[440] I visse vestlige efterretningsvurderinger betragtes forholdet mellem KAK og PFLP som værende så tæt, at KAK siges at have handlet på vegne af PFLP. Det nævnes også, at PFLP’s Special Foreign Operations Command havde held til at rekruttere en række vestlige terrorgrupper som f.eks. Japans Røde Hær, den hollandske gruppe Sécours Rouge, elementer fra Røde Armé Fraktion, samt armenske (ASALA) og tyrkiske grupper (Det tyrkiske folks Befrielseshær), PET, emnesag: 1 bilag. Sådanne betragtninger har desuden givet anledning til at omtale KAK – eller Blekingegadebanden – som en dansk celle i et større internationalt terroristnetværk.

[441] Kommissionens arkiv: ”Vedr. sagen mod JAN WEIMANN m.fl.”, Kriminalpolitiet i København afd. C. Dokumenter modtaget fra Per Larsen. PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel, 17. maj 1989. Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen – Blekingegadebandens vej til illegaliteten”, s. 209, der henviser til håndskrevet notat fundet hos et KAK-medlem.

[442] PET, operationssag: Bil.002, s. 63-64.

[443] PET, operationssag: Bil.002, s.64-65.

[444] PET, operationssag: Bil.002, s.74.

[445] PET, personsag.

[446] PET, personsag: ”Rapport fra Københavns Opdagelsespoliti 22/9 1970”. Rapporten blev udfærdiget i forbindelsen med Verdensbankurolighederne. Om PET’s efterforskning i forhold til Verdensbankurolighederne se Kommissionens beretning, bind 10.

[447] En vesteuropæisk allieret tjeneste sendte PET en skrivelse om Verdenskongressen. På baggrund af denne, konkluderede PET, at taler nr. 11, der repræsenterede solidaritetskomitéen i Skandinavien, var Gotfred Appel. Se PET, personsag: ”Vedr. den 2. verdenskongres vedrørende Palæstina”, 27. november 1970.

[448] Flere beretninger nævner, at Gotfred Appel overværede selve sprængningen af flyene. Det er dog yderst tvivlsomt, fordi sprængningen foregik d. 14. september, og der findes dokumentation for, at Appel på dette tidspunkt havde forladt Jordan for at tage til Libanon.

[449] Antallet afhænger af hvilken indberetning man læser, men ifølge PET’s sammenskrivning af urolighederne under Verdensbankmødet, var der tale om ni stk. Om emnet se Kommissionens beretning, bind 10.

[450] PET, personsag: ”Rapport fra Københavns Opdagelsespoliti, 22/9 1970”.

[451] PET, emnesag: ”Vedr. Verdensbankmødet 1970”.

[452] PET, administrativ sag: Årsberetning 1970, s. 19. Se i øvrigt beretningens afsnit om Verdensbankdemonstrationerne.

[453] Se Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 84. Fra Appels synspunkt ønskede RAF en bestemt udvikling i deres eget land, hvilket var i uoverensstemmelse idéen bag snylterstatsteorien.

[454] Se Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen”, s. 207, og PET, emnesag: ”Vedr. KUF Svanevej 18”. I skrivelsen nævnes en bemalings- og plakataktion i sommeren 1970, der var signeret af KUF. Københavns Politi rettede henvendelse til Gotfred Appel, der erkendte at materialet måtte stamme fra trykkeriet på Svanevej, men som samtidig nægtede at have haft noget med det at gøre.

[455] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989. Kommissionens arkiv: ”Vedr. sagen mod JAN WEIMANN m.fl.”, Kriminalpolitiet i København afd. C. Dokumenter modtaget fra Per Larsen.

[456] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 45.

[457] Det gælder primært afhøringen af Gotfred Appel i maj 1989 (PET, personsag); PET’s sammenskrivning ligeledes fra 1989 (”Vedr. sagen mod JAN WEIMANN m.fl.”, Kriminalpolitiet i København afd. C.), interviews med Torkil Lauesen, Niels Jørgensen og Jan Weimann foretaget af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall i 1994; Andreas Nawrocki og Lars Jacob Augustens interview med anonym kilde i 2000 (Nawrocki & Augusten: Illussionsløs Realisme…) og Lars Hedegaards gennemgang i ”Farvel til arbejderklassen”.

[458] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989.

[459] MANIFEST nr. 2, 27. november 1978 og Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 46.

[460] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989. Se i øvrigt beretningens afsnit om Tvind.

[461] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”; Lars Hedegaard, ”Farvel til arbejderklassen – Blekingegadebandens vej til illegaliteten”, Peter Scharff Smith og Adam Holm (red.), Idealisme eller fanatisme? Opgøret om venstrefløjen under den kolde krig (Forum, 2003).

[462] Herunder afhøringer af Gotfred Appel d. 13. juni og d. 21. november 1989. PET, operationssag: Bil.002, s.120.

[463] PET, personsag:” Vedr. Jens Holger Jensen“, 17. september 1979.

[464] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen, ekstrakt afd. T”, 24. februar 1977.

[465] PET, operationssag: Bil.002, s.128.

[466] PET, operationssag: Bil.002, s.67.

[467] Se nedenfor om PET’s overvågning af KA/Manifest og PET’s overvågning af palæstinensiske kredse i Danmark.

[468] PET, personsag: Notitser vedr. Nubar Hovsepian, 16. september 1977 og 6. december 1977.

[469] Se nedenfor om PET’s efterforskning i forhold til KA/Manifest og Appel-gruppen 1979-89.

[470] PET, personsag: Afhøring af Gotfred Appel 17. maj 1989, og Lars Willemoes, ”Fighterne og de nyttige idioter” i Information 13-14. maj 1989. PFLP udtrykte i 1980 officiel støtte til det sovjetiske engagement i Afghanistan og dets angivelige formål at stoppe amerikansk imperialisme i området. Dette stod i skarp kontrast til KAK’s antisovjetiske linje.

[471] Lars Willemoes, ”Fighterne og de nyttige idioter”, Information, 13-14. maj 1989.

[472] Se PET, personsag.

[473] Om begrebet overskudsinformation, der i den juridiske sprogbrug betegnes tilfældighedsfund, se Kommissionens beretning, bind 4.

[474] PET, personsag: Vedr. Forlaget ”FUTURA”, 22. april 1964.

[475] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 22. og 24. juli 1964.

[476] PET, personsag: Notits, 25. oktober 1966.

[477] PET, emnekartotek:”Pro-kinesisk kommunisme”, 6. december 1967, og PET, personsag: ”Vedr. Gotfred Appel og den af ham sammen med Benito Scocozza stiftede pro-kinesiske fraktion ”Kommunistisk Arbejdskreds””, 22. marts 1968.

[478] PET, personsag: Vedr. Gotfred Appel, 6. december 1967.

[479] PET, personsag: Vedr. Forholdet mellem Gotfred Appel og Benito Scocozza, 3. maj 1967.

[480] PET, personsag: Vedr. Gotfred Appel, 22. marts 1968.

[481] PET, personsag: ”Vedr. redaktørskifte på Den kinesiske Ambassades propagandablad ”Bulletin” 5/9 1969”, og PET, personsag: ”Vedr. Gotfred Appel”, 30. januar 1970.

[482] PET, personsag: Vedr. Den tidligere trotskist nu leder af en maoistisk gruppe (…) Finn Ejnar Madsen, 3. august 1967.

[483] Se f.eks. PET, personsag: Rapport fremlagt i Københavns Byret 9. maj 1968.

[484] PET, personsag: Rapport vedr. Finn Ejnar Madsen, 31. januar 1968.

[485] Ibid., PET henviste til straffelovens §§ 133, stk. 3, 180 og 181.

[486] PET, personsag: Politiske notater af Peter Døllner, fundet under ransagning af hans lejlighed.

[487] PET, personsag: ”Vedr. den Anti-imperialistiske Aktionskomité”, 9. juni 1969. Se ovenfor om demonstrationerne ved SAGA-biografen i maj 1969.

[488] Se endvidere Kommissionens beretning bind 10 vedrørende overvågningen af Verdensbankurolighederne.

[489] PET, emnesag: ”Oversigt pr. 30/7”; ”Oversigt pr. 4/9” og ”Vedr. Verdensbank-mødet 1979”.

[490] PET, personsag: ”Vedr. den i Amman i dagene 2-6.9.1970 afholdte 2. verdenskongres vedrørende Palæstina”, 4. december 1970.

[491] PET, personsag: Notits vedr. Palæstinakomitéen, 8. august 1973.

[492] PET, personsag: ”Vedr. Kommunistisk Forbund Marxister-Leninisters weekend-konference d. 6. og 7. maj 1972”.

[493] Socialistisk Håndbog – Politiske grupper på venstrefløjen og andre progressive organisationer. Formål og aktiviteter. Udgivet af venstrefløjen selv via Tidsskriftcentret i 1975, anden udgave i 1978.

[494] PET, emnekartotek: ”Pro-kinesisk kommunisme”, 2. april 1975.

[495] PET, personsag: Div. vedr. Jens Holger Jensen.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk