PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9
17. Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe 1979-89 (”Blekingegadebanden”)

Forside | Til bund | Forrige | Næste


17. Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe 1979-89 (”Blekingegadebanden”)

Efter næsten et års splittelse i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) blev Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) dannet den 3. september 1978. En tilsyneladende bidragende årsag til bruddet var holdningen til PFLP, som KAK under Gotfred Appels ledelse i 1978 tog afstand fra at støtte. Gotfred Appel videreførte efter splittelsen en lille gruppe, der dog snart ophørte med at udfolde nogen virksomhed. Appel selv fortsatte imidlertid med at deltage i den offentlige debat og anførte eksempelvis i forbindelse med debatten om Pol Pot-styret i Cambodja, at der nok var begået visse ”fejl” i perioden 1975-79, men at disse intet havde at gøre med overgreb på det cambodjanske folk.[790] I 1980’erne kom Gotfred Appels antisovjetiske ytringer til udtryk gennem bitre politiske indlæg, der ligefrem udtrykte støtte til NATO og EF og samarbejdet med USA. Ifølge Appel udgjorde Sovjetunionen en politisk og militær trussel, der var større end den, de tre aksemagter under den anden verdenskrig udgjorde tilsammen. Enhver marxist måtte derfor bidrage til den opfattelse, at det var nødvendigt at sætte danske forsvarsudgifter i vejret, da Danmark og Vesteuropa i modsat fald ville være prisgivet en sovjetisk aggression.[791]

KA startede et forlag under navnet Manifest og udgav i årene 1978-82 et meget tredjeverdensorienteret skrift med forlagets navn som titel. Derudover overtog den nye gruppe KAK’s praktiske arbejde i Tøj Til Afrika (TTA), der blev drevet videre under KA’s politiske ledelse. Det vigtigste ansvarsområde var i den forbindelse at vedtage, hvilke områder og bevægelser der skulle have tildelt tøj. Indtil 1987 indsamlede, sorterede og sendte TTA tøj til frihedsbevægelser i primært det sydlige Afrika. Derudover afholdt de i samarbejde med UFF og gruppen ”Ulandsklunserne” loppemarkeder og ”klunselejre”, der i alt gav over en million kroner, hvoraf størstedelen blev sendt til befrielsesbevægelser.[792] I april 1987 åbnede KA Café Libération på Islands Brygge, hvis overskud ligeledes gik til bevægelser i den tredje verden. De officielle og udadvendte politiske aktiviteter herunder udgivelsen af politiske skrifter faldt dog i 1980’erne. I KA-regi blev der således kun holdt et enkelt møde fra åbningen af Café Libération til anholdelserne i 1989.[793]

KA’s ideologiske grundlag var en videreudvikling af snylterstatsteorien, som var blevet formuleret af KAK i 1960’erne.[794] Den korte udlægning af teorien var, at den vestlige verdens velstand hvilede på ”plyndringen” af de tidligere kolonier. Arbejderklassens relative velstand i den vestlige verden skyldtes ikke de vestlige landes arbejderes egen kamp for bedre vilkår, men den vestlige verdens udnyttelse af den tredje verden. Derfor var kampen for socialisme i de vestlige lande både umulig og uvæsentlig, hvad enten den foregik via revolution eller parlamentarisme. Kun ved at støtte revolutionære bevægelser i den tredje verden kunne man bidrage til at skabe en revolutionær situation i Vesteuropa. Overordnet havde kampen tre niveauer:

System: Den globale modsætning mellem industrilande og tredjeverdenslande.[795] KA rettede i endnu højere grad end KAK fokus på den antiimperialistiske kamp som en forudsætning for kampen for socialismen – og altså ikke bare som en del af den. Tyngdepunktet lå i befrielses- og klassekampen i den tredje verden. En sejr for de antiimperialistiske kræfter i den tredje verden ville samtidig bane vejen for socialisme i de imperialistiske lande, da en svækkelse af det imperialistiske system ville medføre ”forarmelse og re-proletarisering”.

Region: Prioriteringsgrundlaget skulle hvile på en afvejning af, hvor det antiimperialistiske arbejde ville opnå den største effekt. Jo større økonomisk, militærstrategisk og råstofstrategisk betydning området havde for imperialismen, jo større grund var der til at rette indsatsen mod netop dette område. Derudover var det nødvendigt med en vurdering af selve det revolutionære potentiale i den enkelte region. Her skelnede KA mellem de objektive og de subjektive kræfter: De objektive kræfter var masserne. I forhold til en prioritering af disse var det især afgørende, hvor stor en styrke og hvor sikkert et potentiale, disse kunne forventes at udgøre i den kommende kamp, samt hvorvidt de havde den rette klassemæssige sammensætning.

Bevægelse: De subjektive kræfter var de organiserede revolutionære grupper. Støtten til den enkelte bevægelse skulle foregå på baggrund af en nøje afvejning af gruppens egen ideologiske karakter og dens internationale perspektiver. Et eksempel var den palæstinensiske kamp, hvor der ifølge KA var to linjer: el-Fatah, der i KA’s optik var nationalt og småborgerligt orienteret, og PFLP, der betragtede den israelsk-palæstinensiske konflikt som en klassekamp vendt mod imperialismen.

Dette var det teoretiske grundlag for KA’s aktiviteter. Hvor KAK anså det for umuligt at opbygge en egentlig organisation i ”snylterlandet Danmark”, mente KA, at dette var både muligt og nødvendigt. Gotfred Appels tidligere nære allierede Jens Holger Jensen blev den uformelle leder af gruppen, der blandt andre talte de senere dømte medlemmer af Appel-gruppen Peter Døllner, Niels Jørgensen, Torkil Lauesen og Jan Weimann. I forbindelse med retssagen efter Købmagergaderøveriet udtalte et medlem af gruppen, at Kommunistisk Arbejdsgruppe og Appel-gruppen ud over personsammenfaldet intet havde med hinanden at gøre.[796] Det skal forstås sådan, at den kerne inden for KA, der udgjorde Appel-gruppen, og som senere blev dømt for illegale aktiviteter, havde planlagt og udført disse i dybeste hemmelighed ved siden af det legale støttearbejde, der blev udført i KA. Almindelige medlemmer og sympatisører af KA og Tøj Til Afrika (TTA) kendte intet til den lille gruppes aktiviteter. KA blev opløst kort tid efter at det illegale arbejde var blevet afsløret.

Det er imidlertid værd at bemærke, at Appel-gruppen formentlig udgjordes af en større personkreds. Det var i hvert fald opfattelsen hos både kriminalpolitiet og PET. I 1989 sigtedes oprindeligt 11 personer (heraf to palæstinensere), som PET opfattede som medlemmer af Appel-gruppen. Dertil kom yderligere tre personer, der sigtedes for forhold vedrørende en planlagt kidnapning af Rausing (se nedenfor). Desuden skal nævnes Jens Holger Jensen, der forulykkede i en bil i Århus samt muligvis et familiemedlem til en af de dømte i 1990, som også var aktiv i Århusområdet i begyndelsen af 1980’erne. Set over en tiårig periode kan gruppen have bestået af ca. 15 personer, hvoraf de syv dømte samt de to forulykkede (Carsten Nielsen og Jens Holger Jensen) var blandt de mest aktivistiske. På baggrund af telefonaflytninger, observationer og anden overvågning, bl.a. mod gruppens tilholdsted Café Libération, står det endvidere klart, at gruppen i sit arbejde har kunnet drage nytte af en række udenlandske og danske sympatisører (der dog ikke nødvendigvis alle har været vidende om gruppens kriminelle aktiviteter).[797]

Palæstinensiske kredse i PET’s søgelys 1970-79

De tidligste PET-indberetninger om palæstinensisk aktivitet i Danmark er fra omkring 1970. Samme år tog herboende palæstinensere initiativ til dannelsen af Palestinian Workers Union (PWU), der i 1970’erne var den mest betydningsfulde palæstinensiske organisation i Danmark. Gruppen havde ifølge eget udsagn til formål ”... at sprede oplysning om palæstinensernes situation og befrielseskamp, at udvikle solidaritet med det palæstinensiske folk og tage de problemer op, som palæstinensere har som fremmedarbejdere i Danmark”.[798] I 1972 steg antallet af PET’s indberetninger vedrørende palæstinensisk aktivitet mærkbart, hvilket givetvis hang sammen med PFLP’s og Sorte Septembers terroraktiviteter på den internationale scene. Tendensen kunne aflæses i PET’s interne årsberetninger for de år: I årsberetningen for 1971 spores en stigende interesse for identifikation af personer med tilknytning til palæstinensiske terrororganisationer og for udvidede kontakter til udenlandske tjenester om disse grupper.[799] Indledningsvis i årsberetningen for 1972 hed det, at PET-terrorholdets arbejde i 1972 havde været præget af ”en stærk opblussen af international terror, herunder især den af arabiske terrororganisationer udførte terror.” Beretningen gjorde desuden opmærksom på, at eksempelvis PWU havde ændret adfærd til mere hemmelige møder og aktiviteter, og området blev i det hele taget beskrevet væsentligt mere indgående end de foregående år.[800]

Det lykkedes PET at hverve en kilde i de palæstinensiske kredse, som blandt meget andet gav PET oplysninger om fremtrædende medlemmer af PWU: Sati Bakir, der siden fungerede som formand for både PWU og Den Arabiske Klub, samt Talal Zouabi og Hasan Abu-Daya.[801] I juni 1972 havde en anden herboende palæstinenser udtalt, at han ville anskaffe en pistol og skyde den israelske udenrigsminister Abba Eban under dennes besøg i København samme måned. Politiet anholdt og afhørte den pågældende, der derefter tog til Den Arabiske Klub for at fortælle om afhøringen. PET havde imidlertid en kilde til stede, som efterfølgende berettede til PET om mødet i Den Arabiske Klub. På den måde fik PET et indblik i stemningen i de arabiske kredse. Under afhøringen af ovenfor nævnte palæstinenser, der havde erklæret at ville dræbe Eban, fik man oplysninger om tre af de mest aktive palæstinensere, blandt andre Sati Bakir og Talal Zouabi. Derudover havde de tre aktivister bebrejdet den afhørte, at han ikke havde orienteret dem om sine udtalelser med hensyn til den israelske udenrigsminister. Alt i alt gav det danske politis interesse for palæstinenserne anledning til nervøsitet og usikkerhed.[802]

Nogle måneder senere, i oktober 1972, berettede en af tjenestens kilder, at herboende palæstinensiske aktivister nogen tid i forvejen havde haft besøg af en PFLP-repræsentant fra Beirut. Angiveligt havde PFLP-repræsentanten opfordret til, at man omorganiserede ”organisationens” medlemmer i Danmark i grupper af fem, men også at der snart skulle ”ske noget”.[803] Kilden mente, der eksisterede fire sådanne grupper, hvoraf han selv var medlem af en, og Sati Bakir og Talal Zouabi var medlemmer af en anden. Kilden berettede desuden om en, efter kildens opfattelse, højtråbende og utroværdig skikkelse inden for de palæstinensiske kredse, der ved flere lejligheder luftede muligheden for et attentat.[804] Selv om det var uklart, hvordan og mod hvem attentatet skulle udføres, mente PET der måtte foreligge planer om en eller anden form for attentat, hvilket dog ikke blev bekræftet.

Palæstinenseren blev imidlertid selv udsat for et attentat den 30. november 1972, da han modtog en brevbombe fra Libanon.[805] Han mistede delvist sin ene hånd og udtalte under den efterfølgende afhøring på Gentofte Sygehus, at han aldrig havde været medlem af PFLP. Til dette bemærkedes det i PET-rapporten at, ”… det er løgn”.[806] Ifølge rapporten mente den pågældende selv, at israelske såvel som palæstinensiske kræfter kunne stå bag attentatet. I løbet af november 1972 havde andre herboende palæstinensere, Sati Bakir og Nabil Kanafani, modtaget trusselsbreve, hvilket havde skabt en nærmest panisk stemning i miljøet. Nogle frygtede israelsk terror. Andre, som Sati Bakir, kontaktede selv en person, han i forvejen kendte inden for kriminalpolitiet, og gav over for ham udtryk for sin mistanke om, at politiet i Danmark skulle stå bag trusselsbrevene. Ved en efterfølgende samtale med kriminalbetjenten var de to PET-folk, der fulgte de palæstinensiske aktiviteter til stede, hvilket tilsyneladende medførte visse diskussioner mellem Bakir og PET-folkene. I trusselsbrevene blev Bakir truet med, at ”Worlds organisation for the individual’s welfare and security” holdt øje med ham, at han skulle forsvinde ud af landet, og endelig, at brevet lige så godt kunne have været en bombe. Flere oplysninger i brevet, mente Bakir, var ting, han kun havde fortalt til politiet, hvorfor han vedholdende beskyldte politiet og PET for at stå bag brevene. Derudover hævdede han, at en ”herboende araber” gav oplysninger til politiet, og at han i øvrigt vidste, hvem det var. PET-folkene afviste dette, men gjorde samtidig Bakir bekendt med, at ”... ikke kun én araber forsynede os med oplysninger, og at det jo nok ikke var klogt at stole for meget på sine landsmænd.”[807] Hvorvidt dette udsagn skulle forstås som andet end en løftet pegefinger, er uklart. Under alle omstændigheder fastholdt også Sati Bakir, at han intet som helst kendte til palæstinensiske aktiviteter, og at han i øvrigt ikke mente, at sådanne aktiviteter overhovedet fandt sted.

Det mente efterforskere i PET nok, at de gjorde. I den følgende tid fik tjenesten, blandt andet ved hjælp af supplerende oplysninger fra en udenlandsk tjeneste, bekræftet formodningen om de fremtrædende PWU-medlemmers tilhørsforhold til PFLP. En af tjenestens egne kilder forsynede stadig PET med stemningsrapporter fra de palæstinensiske kredse og kunne i 1973 berette om en intern splittelse i ”herværende PFLP-kredse” i forbindelse med forestående fredsforhandlinger i Mellemøsten. Kilden beskrev to fløje. Det fremgik, at Ahmed Awadalla og Hasan Abu Daya tilhørte en aktivistisk indstillet fløj, mens Sati Bakir og Talal Zouabi tilhørte en afventende fløj.[808] Sammenfattende ledte forholdene PET til den opfattelse, at PFLP-folk i Danmark organiserede sig omkring PWU, en opfattelse tjenesten bibeholdt helt frem til PWU’s opløsning i 1980’erne. Det betød dog ikke, at PWU i sig selv blev anset som særligt tilknyttet PFLP, selv om lederen af PWU’s kontor Sati Bakir sammen med to andre dominerende PWU-figurer med stadig større sikkerhed efterhånden blev anset som PFLP-folk.[809] Når PFLP-folk fra hovedafdelingerne i Mellemøsten var i Danmark, fik PET ved flere lejligheder oplysninger om, at de havde møde i Sati Bakirs lejlighed, og ikke i PWU’s lokaler. Ved en enkelt lejlighed blev det ligefrem indskærpet, at de udenlandske PFLP-medlemmer ikke måtte vise sig i PWU, og PET havde svært ved at få nærmere oplysninger om mødet, eftersom de almindelige PWU-medlemmer ikke havde nogen viden herom.[810] Sati Bakirs tilhørsforhold var der dog efterhånden ikke nogen tvivl om, og fra omkring 1975 blev de tre PWU-ledere som regel omtalt som PFLP-medlemmer i PET’s materiale. Derudover blev Bakir de følgende år anset som ikke blot den ledende PFLP-kontakt i Danmark, men i hele Skandinavien. PET var i besiddelse af oplysninger, der pegede på, at PFLP-kredse i Sverige og Norge ved relevante lejligheder refererede til Bakir, og at PFLP-medlemmer fra disse to lande ofte besøgte Bakir i forbindelse med deres rejser til Mellemøsten.[811] Derudover fremgår det af en senere indberetning, at Talal Zouabi fra den danske PFLP-gruppe rekvirerede propagandablade fra Beirut til beslægtede grupper i Gøteborg og Stockholm.[812]

I slutningen af 1975 blev den første af mange aflytninger af Sati Bakirs telefoner etableret. Baggrunden var PET’s efterhånden faste antagelse om, at Bakir var involveret i PFLP’s aktiviteter. I PET’s anmodning om tilladelse til at etablere aflytningen anførtes en række paragraffer i straffeloven, der henviste til alvorlige forbrydelser: Manddrab (§ 237), frihedsberøvelse (§ 261), skade på andres person eller formue (§ 183) og flykapring (§ 183a).[813] Dette var den eneste aflytning, hvor der blev henvist til disse paragraffer. Herefter blev der som hovedregel henvist til straffelovens § 114 – den milde terrorparagraf.

I løbet af 1976 var der en betydelig stigning i antallet af indberetninger fra de palæstinensiske kredse. Således indberettede en ny kilde i oktober 1976 om fire herboende PFLP-medlemmers ophold i Libyen og Libanon i august 1976, blandt disse Talal Zouabi og Sati Bakir.[814] Formålet med rejsen var angiveligt at få kendskab til og deltage i kampene i Libanon. Et ugelangt ophold i Tripoli i Libyen, hvor de fire udsendinge sammen med 250 andre deltagere modtog politisk skoling og våbentræning, fungerede som forberedelse. Herefter var de ifølge indberetningen taget til Libanon, hvor de var blevet fordelt blandt de ”kæmpende brigader” i borgerkrigen. Endelig havde Bakir og en anden af delegationens deltagere under opholdet i Beirut besøgt en af PFLP’s grundlæggere, George Habash.[815]

Det var opholdet i træningslejren i Libyen, der vakte PET’s opmærksomhed. Oplysningerne nåede til Regeringens Sikkerhedsudvalg på et møde i januar 1977, hvor PET’s chef Ole Stig Andersen informerede udvalget om ”Deltagelse fra Danmark i arabiske træningslejre for terrorister rekrutteret i den danske PFLP-celle”.[816] I september 1976, ca. en måned efter hjemkomsten, etablerede PET med henvisning til straffelovens § 114 atter aflytninger af Sati Bakirs telefoner. Med ganske korte afbrydelser, hver af få dages varighed, blev disse aflytninger opretholdt nærmest uafbrudt de næste ni år, indtil juni 1985.[817] Fra efteråret 1976 blev Sati Bakir af PET betragtet som lederen af PFLP i Danmark og i enkelte notitser som en ”potentielt meget farlig terrorist”.[818] Retskendelserne for den langvarige aflytning blev givet med henvisning til straffelovens § 114.

I månederne efter træningslejrens afholdelse fik PET ved hjælp af udenlandske tjenester kendskab til flere af de PFLP-medlemmer, der havde fungeret som instruktører i træningslejren, og som til daglig holdt til i organisationens hovedkvarterer i Mellemøsten. Blandt disse var den senere leder af PFLP’s politiske afdeling Tayssir Kuba og to ansvarlige for PFLP-forbindelser i udlandet, hvoraf den ene var Marwan el-Fahoum.[819] Navnlig Fahoum fik siden en central betydning for danske forhold og dermed for PET, da han i 1978 overtog ansvaret for PFLP-kontakter i de skandinaviske lande og herigennem etablerede tæt kontakt til først Sati Bakir og senere til Appel-gruppen.

I løbet af 1976-77 fandt PET yderligere indikationer på især Sati Bakirs centrale rolle i PFLP’s organisation og virke. I en rapport fra marts 1977 blev Sati Bakir omtalt som PFLP’s aktivist nr. 1 i Skandinavien, blandt andet på baggrund af oplysninger fra udenlandske myndigheder. Tilsyneladende fik PFLP-aktivister i de øvrige skandinaviske lande instruktioner og hjælp af Bakir til at løse problemer. Hans status i forhold til PFLP’s centrale afdelinger i lande i Mellemøsten blev afsløret ved hans hyppige kontakter til personer i disse lande, heriblandt lederen af udenrigsafdelingen, den ovenfor nævnte Tayssir Kuba.[820] Senere samme år, i juli 1977, blev der afholdt endnu en træningslejr i Libyen, hvor Sati Bakir og Hasan Abu Daya igen deltog.[821] Ifølge PET’s oplysninger havde Bakir i ugerne op til opholdet i lejren forsøgt at hverve deltagere i arabiske kredse i både Danmark og Sverige. Derudover kunne PET i løbet af efteråret 1977 konstatere en vis kontakt mellem den libyske ambassade i København og Sati Bakir. Allerede før træningslejren i sommeren 1977 modtog PET en indberetning fra en udenlandsk myndighed, hvori Bakir blev beskrevet som: ”PFLP’s forbindelse til Libyen og Iraq’s ambassader, hvorfra han modtager hjælp til sine aktiviteter, som for eksempel finansiering, billetter og rejsedokumentation.”[822] Oplysningerne blev i et vist omfang bekræftet af en PET-kilde i miljøet, der i marts indberettede, at Bakir ofte mødtes med 1. sekretæren ved den libyske ambassade.[823] I forbindelse med træningslejren modtog PET fra to udenlandske kilder oplysninger om, at kontakten mellem de to parter ”... i den seneste tid [var] accelereret voldsomt”,[824] og senere samme efterår fremkom bekræftende oplysninger fra diverse aflytninger. Disse afslørede, at PWU-delegationer ved i hvert fald én lejlighed havde modtaget 7.-8.000 kr. og en anden gang var blevet tilbudt 4.-5.000 kr. Samtidig pegede oplysningerne på et tilsyneladende mistillidsforhold mellem ambassaden og PWU, da sidstnævnte angiveligt ved en bestemt lejlighed havde nægtet at modtage disse 4.-5.000 kr., og ambassadøren efterfølgende havde omtalt PWU-medlemmerne som ”usympatiske”.[825] Angiveligt gik den libyske ambassade fra at yde månedlige ydelser til PWU, til ”kun” at støtte enkeltarrangementer.[826] Ikke desto mindre var der kontakt, og PET var opmærksom herpå. Vidneforklaringer for Kommissionen har underbygget, at det var PET’s antagelse, at Libyen støttede PFLP økonomisk. Derudover har en tidligere ansat ved PET’s kontraterrorafdeling nævnt, at landet støttede PFLP ved at smugle våben til de lande, hvor gruppens terrorangreb foregik.[827]

I januar 1977 etablerede PET en særskilt Afdeling T med ansvar for terrorområdet, der indtil dette tidspunkt havde hørt under Afdeling C. Det er oplagt at antage, at udviklingen i den internationale terrorisme havde fremmet dette initiativ. Ud over at de palæstinensiske grupper fra 1974-75 og fremefter af PET blev opfattet som den største terrortrussel,[828] fremkom nu indikationer på samarbejde på tværs af landegrænser de forskellige terrororganisationer imellem, samt på kontakter mellem disse og østbloklandene. Det fremgik af Afdeling T’s omfattende bidrag i PET’s interne årsberetning for 1977, at det forelå oplyst, at der i 1976-77 blev afholdt kurser i Sovjetunionen for palæstinensiske terrorister. Oplysningerne var usikre, men gav det indtryk, at det fra Sovjetunionens side handlede om at få indflydelse, mens det fra gruppernes side handlede om ressourcer og materiel.[829] Samarbejdet mellem grupperne Rote Armee Fraktion

(RAF), Japanese Red Army samt en IRA-fraktion blev nævnt i flere indberetninger.[830]

I august 1977 ankom ovennævnte Marwan el-Fahoum til Danmark. PET oprettede observation af ham med det formål at fastlægge hans kontakter.[831] Det fremgik, at Fahoum tog direkte til Sverige (han var svensk gift), men ankom atter til Danmark i september, angiveligt for at afholde møder med danske PFLP-medlemmer.[832] Fahoums besøg blev fra 1978 stadig hyppigere og stadig mere interessante for PET, hvilket vil fremgå nedenfor i beskrivelsen af PET’s overvågning af KA og Appel-gruppen.

I tiden fra den 1. oktober 1977 til januar 1978 konstaterede PET, at PFLP-kredsen i København ved flere lejligheder benyttede Sati Bakirs bror Taysir Bakirs lejlighed som dæklejlighed for møder og overnatningssted for tilrejsende gæster. På den baggrund indledte tjenesten også aflytning af den telefon, der var tilmeldt denne lejlighed.[833] I januar-februar 1978 godtgjorde aflytninger af denne telefon, at Sati Bakir førte en samtale med den irakiske ambassade i forbindelse med nogle visumansøgninger. Fra tidligere post-operationer havde PET kendskab til, at Bakir havde forsynet tilrejsende med falske pas, og tjenesten fik derfor rettens kendelse til at gennemgå al post til og fra Taysir Bakirs lejlighed. I marts havde tjenesten endnu ikke kunnet konstatere den ventede forsendelse, og operationen ophørte.[834]

I en periode indtil den 31. marts 1978 aflyttede PET ud over PWU’s og Sati Bakirs telefoner også tre øvrige fremtrædende PWU-medlemmers telefoner. Disse initiativer var led i den efterforskning af ”PFLP-cellen” i København, som med større eller mindre intensitet havde stået på siden 1972. Da PWU i februar 1978 ville oprette endnu en telefonlinje, anmodede PET om rettens tilladelse til også at aflytte denne telefon. Den rapport, der blev givet som begrundelse for kendelsen, sammenfatter ganske godt, hvordan PET overordnet betragtede tingene på dette tidspunkt: PWU fungerede som ”centrum” for PFLP i det nordlige Europa (det vil sige de skandinaviske lande), og PWU’s telefon blev benyttet ved kontakt til mere fremstående medlemmer af PFLP i Mellemøsten.[835] I kraft af, at tjenesten var bevidst om, at de vigtigste PFLP-kontakter gik uden om det mere åbne PWU, afspejlede anmodningen den grundighed, PET lagde i overvågningen af de palæstinensiske grupper og deres kontakter.

I sommeren 1978 fik PET rettens tilladelse til at opretholde aflytningen af de fire ledende PFLP-kontakter, de to PWU-telefonlinjer, samt en rumaflytning af Sati Bakirs lejlighed. Aflytningen kom til at vare de næste to år. De hidtidige aflytninger havde ifølge PET’s rapport dokumenteret, at ”PFLP-gruppen” i Danmark stadig var meget aktiv, at de holdt flere møder og havde haft flere besøg fra Beirut. PET ønskede at klarlægge karakteren og antallet af deltagere i disse møder. Derudover forudså tjenesten, at der ville blive arrangeret en ny træningslejr for PFLP-sympatisører i Libyen senere på sommeren, som det havde været tilfældet de to foregående år.[836] Træningslejren fandt tilsyneladende ikke sted, sandsynligvis grundet voldsomme kamphandlinger i Libanon.[837] Rumaflytningen af Taysir Bakirs lejlighed i Arresøgade blev taget ned den 3. marts 1980, da det kom frem, at der fra den 19. december 1979 ikke fandt flere møder vedrørende PWU sted i denne lejlighed, og at disse møder nu foregik i Sati Bakirs nye lejlighed i Lundtoftegade på Nørrebro i København. Da PET nedtog rumaflytningsudstyret, foretog tjenesten samtidig en ransagning. PET affotograferede en mængde materiale affattet på arabisk, men påført PFLP’s bomærke, og tjenesten antog, at materialet var en del af den danske PFLP-celles arkiv. PET opnåede efterfølgende rettens godkendelse til ransagningen.[838]

I september 1978, da kendelserne for alle ovennævnte aflytninger skulle fornys, fremlagde PET oplysninger om, at PWU af PFLP-kontoret i Beirut var blevet bedt om ”at foretage sig noget”. Kort tid før havde Camp David forhandlingerne mellem Egypten, Israel og USA resulteret i en fredsaftale mellem Egypten og Israel, hvilket var upopulært i flere arabiske og palæstinensiske kredse.[839] For at få yderligere oplysninger om de eventuelt forestående aktiviteter i forbindelse med aftalen fik PET rettens godkendelse til fortsat at foretage aflytningerne. I oktober 1978 fremgik det af en rapport fra tjenesten, at Sati Bakir også var stærk modstander af fredsaftalen. Bakir havde ifølge PET-rapporten den opfattelse, at kun et attentat ville sætte en stopper for Sadats fredsbestræbelser, at de arabiske lande burde afbryde deres diplomatiske forbindelser med Egypten, og at kun Libyen fortsat ville kæmpe mod Israel.[840] PWU ville holde møder om sagen, og PET’s overvågning dokumenterede senere, at PWU i samarbejde med den danske solidaritetsgruppe FMI (Forbundet mod Imperialismen) havde udarbejdet en resolution mod Camp David-aftalerne.

Hvad angår forbindelsen mellem PFLP og eventuelle terrorhandlinger på dansk grund, fremgår det af en rapport dateret den 8. september 1978, at kilder i udlandet havde meddelt PET, at PLO planlagde at udføre et attentat mod ”den zionistiske sammenslutnings kontor i København”. Til dette formål skulle en svensk pige og en dansk mand den 10. oktober 1978 sendes fra Beirut til København. Herefter skulle de, stadig ifølge den udenlandske kilde, mødes med Sati Bakir og overnatte hos ham og den følgende dag mødes med en medarbejder på den libyske ambassade i København, som skulle give dem våbnene til angrebet.[841]

Seks dage senere annullerede PET varslingen om et terrorangreb på København. Begrundelsen var, at det ved debriefingen af kilden viste sig, at en svensk statsborger under en politisk konference afholdt af PFLP i juni 1978, hvori der også deltog ikke-arabere med forbindelse til PFLP, havde udtrykt, ”at hun var villig til at arbejde for PFLP”. I en efterfølgende ”uforpligtende samtale” med kilden havde den svenske kvinde nævnt, at ”hun kendte til eksistensen af et zionistisk kontor i København, som ikke var under beskyttelse.” Ifølge samme kildes vurdering havde den svenske pige ”i sinde at udføre et angreb mod dette mål.”

PET begrundelse for at annullere den tidligere udsendte ”early warning” var, at tjenesten ikke anså det for ”sandsynligt, at man på et politisk møde, hvor der var en bred kreds af PFLP-medlemmer og ikke-arabere med forbindelse til organisationen tilstede, vil omtale hensigt/planer om at udføre et angreb.”[842]

Det bemærkes, at den udenlandske kilde oprindeligt tilskrev PLO de påståede terrorplaner, men at de relevante samtaler fandt sted i PFLP-regi. Det har ikke været muligt nærmere at stadfæste, hvorvidt der var tale om et bevidst forsøg fra den udenlandske kildes side på at inkriminere PLO, eller om fejlinformationerne blev givet i god tro. Som det vil fremgå nedenfor, har Kommissionen imidlertid fundet eksempler på, at PET havde mistanke om, at informationer fra kilder med samme proveniens forsøgte at påvirke den danske tjenestes trusselsopfattelse af palæstinensere i en retning, der var i overensstemmelse med den pågældende kildes hjemlands interesser.

De palæstinensiske grupper i Danmark 1978-89

Ifølge PET’s daværende operative chef Per Larsen brugte PET i 1980’erne megen tid på terrorisme. I dette tiår observerede PET således ca. 50 ”kendte terrororganisationer” i Danmark. Der var imidlertid tale om et meget komplekst ”kludetæppe”. Det var PET’s vurdering, at PFLP var den organisation, der var mest aktiv på dansk grund, om end tjenesten også konstaterede IRA-forbindelser i Danmark. I 1980’erne gennemførte PET efterforskningsoperationer mod blandt andet Force 17 og IRA, ligesom PET forsøgte at hverve kilder. PET havde imidlertid betydelig færre kilder på dette område end på andre felter. PET kunne muligvis låne en medarbejder fra en anden tjeneste, der kunne bistå, og man kunne samarbejde med udenlandske tjenester ved hvervning.[843]

Hvad angår informationer om den terrorisme, der udsprang fra Mellemøsten, fremhæver daværende jurist i PET Poul Mose Hansen, at særligt én udenlandsk tjeneste forsynede PET med oplysninger. Drøftelserne med denne tjeneste foregik i Danmark. I begyndelsen var pågældende tjenestes repræsentant ”vist stationeret i Paris”, men blev senere stationeret i København og var senere igen ”vist på ny væk fra København”. Mose Hansen havde kun kontakt med én mand fra denne tjeneste, men det var ikke den samme mand gennem alle årene. Møderne fandt sted på Mose Hansens kontor, ”nok én gang om måneden”. De drøftede international terrorisme og konkrete efterforskningssager, som begge kendte, og generelle spørgsmål om terrororganisationer. Kun hvis det blev vurderet, at den pågældende udenlandske tjeneste kunne være relevant, blev denne inddraget i en dansk operation. Typisk kunne man bede pågældende udenlandsk tjeneste om at undersøge et spørgsmål, f.eks. om denne tjeneste havde nogen viden om nogle bestemte navne. Den pågældende udenlandske tjeneste kunne derefter vende tilbage med et svar.[844]

Det fremgår af Kommissionens undersøgelser, at den pågældende udenlandske tjeneste i en periode havde en tolk i PET’s hovedkvarter, men at denne praksis ophørte under Hanne Bech Hansen, der blev chef for PET i 1988. Hanne Bech Hansen fortæller selv, at hun ved sin tiltræden blev præsenteret for spørgsmålet om tolken som et problem, og at hun opfattede forholdet som problematisk: Det var uheldigt at have folk fra andre tjenester fast i huset. Hanne Bech Hansen tror ikke, at tolken kunne dansk. Vedkommende kunne i hvert fald ikke oversætte til dansk. Hanne Bech Hansen fortæller desuden, at hun ikke havde indtryk af, at tolken havde misbrugt den viste tillid. Tolken sad på 2. sal i PET’s bygning på Borups Allé og var altid under overvågning. Tolken tolkede aflytninger, blandt andet af Force 17-celler og aflytninger mod Abu Nidal-mistænkte. Tolken oversatte fra arabisk til engelsk.[845]

Hvad angår den pågældende tjenestes generelle forhold til Danmark, har Per Larsen over for Kommissionen forklaret, at denne var interesseret i at holde sig på god fod med så mange tjenester som muligt, men hvis noget i udpræget grad var i dens interesse, så kunne den pågældende tjeneste presse ret meget. Det fremgår også, at PET besøgte den pågældende tjenestes hjemland, og at denne praksis fortsatte formentlig frem til 1986-87. Per Larsen fremhæver dog samtidig, at han aldrig selv været på besøg i det pågældende land, idet han altid valgte disse invitationer fra: Politimesteren og Per Larsen var enige om at nedkøle disse invitationer og forsøgte derved at sende et signal. Alt overvejende begyndte besøgene i pågældende tjenestes hjemland at aftage efter Ole Stig Andersens tid. PET har efter Per Larsens erindring aldrig sendt folk til pågældende udenlandske tjenestes hjemland i uddannelsesøjemed. Adspurgt vedrørende formuleringen ”og så kunne de presse ret meget”, forklarede Per Larsen, at han erindrer en konkret sag, hvor den pågældende udenlandske tjenestes stationschef i en europæisk hovedstad var mødt op og ”havde skabt sig” lidt. Alle andre samarbejdspartnere fulgte spillereglerne.[846]

Per Larsens redegørelse stemmer overens med det indtryk, som Kommissionen i øvrigt har dannet sig af PET’s omgang med pågældende udenlandske tjeneste og informationer derfra: Det fremgår af kommentarer i løbet af 1980’erne til rapporter fra pågældende tjeneste, at PET var skeptisk blandt andet over for pågældende tjenestes definition af terrorisme: Man fandt den til tider alt for omfattende, som når f.eks. stenkastende unge omtaltes som terrorister. Dette giver et klart indtryk af, at PET var opmærksom på, at der eksisterede en risiko for, at den pågældende udenlandske tjeneste kunne forsøge at påvirke den danske tjeneste til at nå frem til trusselsvurderinger, som var i overensstemmelse med pågældende udenlandske tjenestes hjemlands interesser.

Det var, som ovenfor nævnt, primært PWU, som PET holdt øje med. De mest centrale personer inden for PWU blev overvåget nærmest uafbrudt fra 1975 til 1984 med det formål at klarlægge PFLP’s aktiviteter og kontakter i Danmark. I 1984 blev PWU reelt nedlagt. Formanden Sati Bakir forsøgte antageligt med hjælp fra PLO-fraktionen Fatah at drive PWU-klubben i Danmark videre som et PLO-kontor.[847] Ifølge PET’s oplysninger lykkedes dette ikke, da der opstod uoverensstemmelser mellem PWU-bestyrelsen og Sati Bakir. Samtidig blev Bakir afsat som leder af den danske PFLP-gruppe, formentlig som følge af et opgør med en anden ledende PWU/PFLP’er, Hassan Abu Daya, der efterfølgende overtog ledelsen af PFLP. Abu Daya repræsenterede en mere yderliggående linje, men synes ikke at have fået samme opbakning fra ledelsen i Damaskus og blev

i 1987 afsat som leder. I det hele taget mente PET i 1985, at det ”tidligere så talstærke PFLP i Danmark” var ”skrumpet ind” til kun tre aktive personer: Hassan Abu-Daya, Talal Zouabi samt yderligere en person. PET mente dog stadig, at den lille gruppe opretholdt et betragteligt aktivitetsniveau, og at de fortsat plejede kontakt til danske sympatisører.[848] Talal Zouabi havde efterfølgende planer om at danne et yderliggående socialistisk parti og stillede ved kommunalvalget i november 1985 op for Fælles Kurs Klubben (FKK). Alle tre PFLP-folk blev fortsat overvåget af PET. En række palæstinensere, der var bosiddende i Danmark tog i 1985 initiativ til at oprette ”Palæstinensisk Arbejder Forening” (PAF). Ifølge PET’s oplysninger tog initiativtagerne kontakt til den Arafat-tro del af PLO, det vil sige Fatah, i Tunis, men søgte samtidig at skjule tilknytningen til PLO.

Ydermere oprettede PLO et informationskontor i København den 15. maj 1985. Kontoret blev åbnet ved en pressekonference på Christiansborg, hvor Pelle Voigt, medlem af Folketinget for SF, var vært. Kontoret blev indledningsvis ledet af en palæstinenser med norsk statsborgerskab, Omar Kitmitto. PLO-kontoret blev accepteret af de danske myndigheder under forudsætning af, at det blot virkede som en forening og ikke gjorde krav på diplomatisk status. Det var PET’s opfattelse, at kontorets aktiviteter hovedsageligt gik ud på at oprette kontakt til og søge sympati hos danske venstrefløjsgrupper.[849] Samtidig påpegede PET, at den eksisterende gruppe af PFLP’ere stod i opposition til PLO-kontoret og dets politiske linje, især med hensyn til planerne om et møde mellem Kitmitto og den danske overrabbiner Bent Melchior.[850] Derudover fungerede kontoret ifølge PET som rådgivende organ for de palæstinensiske asylansøgere, der kom til Danmark i årene 1985-89, primært som følge af konflikten i Libanon.[851] I november blev Kitmitto afløst af en anden person af palæstinensisk oprindelse, Abdul Alawi, der var gift med en vesttysk statsborger og dermed, som PET påpegede, var berettiget til at opholde sig og arbejde i Danmark i henhold til EF-regler. Alawi havde ikke forudgående kontakter til danske miljøer og brugte den første tid på at etablere sig og overtage sin forgængers kontakter. Ifølge PET’s årsberetning for 1985 var dette lykkedes ganske godt, idet det måtte konstateres ”... at PLO-kontoret har gjort store landvindinger i Danmark idet man … har skaffet sig stor sympati på den politiske venstrefløj her i landet”. Derudover bemærkede PET, at der næppe blev foretaget en terrorhandling i verden, uden at PLO-kontoret blev kontaktet af medierne.[852]

PET’s opfattelse af PLO’s aktiviteter tog udgangspunkt i de palæstinensiske terroraktioner i 1970’erne. PET påpegede, at PLO-kontoret blev ledet af en person med tilknytning til Fatah, en gruppe der ”havde stået bag mange terror-angreb i såvel Mellemøsten som i Europa gennem tiderne.”[853] Derudover havde PET angiveligt oplysninger om enkelte personers forsøg på at skaffe oplysninger om israelske og jødiske organisationer i Danmark. PET anførte, at erfaringer fra udlandet havde vist, at PLO-kontorer blev brugt til at indsamle oplysninger om ”jødiske aktiviteter” i de enkelte lande. Oplysningerne blev herefter sendt til Fatahs hovedkvarter i Tunis for at blive behandlet ”på bedste efterretningsmanér”.[854]

I september 1985 påbegyndte PET en overvågning af PLO’s kontor i Danmark. Overvågningen lå nærmest i direkte forlængelse af de mangeårige efterforskninger af PWU’s formænd og stod på indtil 1991. Samlet set overvågede PET således PWU og PLO i perioden fra 1975 til 1991. I januar 1987 nævnte en kilde, at PLO-kontoret i København var i jævnlig kontakt med PLO-kontoret i Bagdad, og at den danske PLO-leder Alawi ”givetvis via telefax” fik instruktioner fra Irak-kontoret om, ”hvilke politiske foranstaltninger han skal foretage”.[855] I efteråret 1987 meddelte en kilde endvidere PET, at personer fra PLO-kontoret via kontakter i humanitære organisationer forsøgte at foretage undersøgelser blandt palæstinensiske flygtninge i Danmark.[856] Undersøgelserne skulle vise, hvor mange der havde fået asyl, hvilke uddannelsesprogrammer/integrationsprogrammer, der var blevet gennemført, omfanget af økonomisk hjælp mv. PET’s efterforskere vurderede, at oplysningerne skulle bruges til at finde ud af hvilke midler, der skulle tages i anvendelse for at motivere flygtninge til at vende tilbage til Libanon og deltage i kampene mod israelerne.[857] Dokumenter i PET’s arkiv betegnede undersøgelserne som ”spionage”, men PET foretog sig tilsyneladende ikke noget ud over at følge med i udviklingen. Det er uklart, om de omtalte undersøgelser overhovedet blev gennemført, men i juni 1988 forelå det oplyst for PET, at ca. 50 palæstinensere den foregående måned havde forladt Danmark for at tage til Libanon og deltage i kamphandlingerne.[858]

Den 14. november 1988 modtog PET en telex fra en udenlandsk myndighed. Telexen berettede om en i Danmark bosiddende palæstinenser med tilknytning til et større politisk parti, samt om dennes møde med lederen af PLO-kontoret, Alawi. Den udenlandske myndighed formodede, at Alawi ville forsøge at udnytte personens kontakter i partiet til at fremme kontakter mellem PLO og det pågældende parti. PET modtog desuden oplysninger om andre i Danmark bosiddende personer med palæstinensisk oprindelse.[859] PET noterede ved flere andre lejligheder Alawis politiske kontakter og hans forsøg på at få de politiske partier til at anerkende PLO. Blandt de noterede navne var Henrik Berlau (Fælles Kurs Klubben), Pelle Voigt (SF) og Helle Degn (S).[860]

Generelt noterede PET i betydeligt omfang møder mellem PLO-folk, danske organisationer og politiske aktivister og oprettede ved flere lejligheder foto- observationer ved sådanne møder.[861] Derudover udarbejdede PET med jævne mellemrum oversigter over ansatte og personer med tilknytning til PLO-kontoret. Flere af disse blev registreret. Overvågningen af de palæstinensiske miljøer blev suppleret med oplysninger fra en udenlandsk tjeneste, der ligeledes fik oplysninger fra PET om palæstinensisk aktivitet i Danmark.

En tidligere PET-medarbejder har som nævnt ovenfor over for Kommissionen forklaret, at PET i 1980’erne observerede ca. 50 grupperinger, og at hele miljøet var ”et meget komplekst kludetæppe”.[862] I 1987 afslørede PET ifølge den tidligere PET medarbejders vidneforklaring den såkaldte Force 17-gruppe i Danmark. Denne palæstinensiske gruppe, der oprindeligt fungerede som Yassir Arafats sikkerhedstjeneste, blev opfattet som en ”meget operativ” terrorfraktion, og det blev drøftet med statsadvokaten, hvorvidt der skulle rejses tiltale mod gruppen. Da Statsadvokaten ikke mente, at der skulle rejses tiltale, tog PET en ”meget

pædagogisk samtale” med lederen af gruppen, der kort tid efter forlod landet. Sagen om Force 17 døde herefter ud.[863]

Rumaflytning på Rigshospitalet

Den 20. april 1985 blev et ældre fly af typen Fokker 27 knust, da det forsøgte at nødlande på den grønlandske østkyst. Flyet var blevet købt af det nicaraguanske luftfartsselskab AERO-NICA og var på vej fra Nordyemen til Nicaragua. To af flyets fem besætningsmedlemmer døde ved ulykken eller i løbet af den følgende nat. De tre overlevende blev fundet den følgende morgen af et amerikansk rekognosceringsfly. Den ene af disse, navigatøren, var amerikaner og blev bragt til USA umiddelbart efter flystyrtet. Blandt de to tilbageværende jordanske besætningsmedlemmer var en palæstinenser med kontakter til palæstinensiske kredse i Danmark. Som følge af denne kontakt indhentede PET rettens tilladelse til at etablere rumaflytning af den stue på Rigshospitalet, hvor den pågældende var indlagt. Rumaflytningen blev afsløret af en lokal radioamatør, der opfangede lydsignalerne og efterfølgende fortalte historien til medierne.[864]

På dette tidspunkt involverede PET en udenlandsk tjeneste, da sagen, ifølge en tidligere PET-medarbejder, ikke umiddelbart var interessant for Danmark. Den udenlandske tjeneste stillede en arabisktalende medarbejder til rådighed for PET. Den pågældende deltog i første omgang i selve afhøringen af den indlagte under dække af at være PET-medarbejder. Ifølge vidneforklaringer fra en tidligere PET-medarbejder afgivet til Kommissionen var det den udenlandske tjenestes plan at rekruttere den afhørte palæstinenser og mere generelt at skaffe sig viden om PLO’s aktiviteter. Medarbejderen fra den udenlandske tjeneste, som kunne arabisk, opførte sig imidlertid angiveligt aggressivt, hvilket fik den afhørte palæstinenser til at betvivle, hvorvidt den arabisktalende person virkelig var dansker. Herefter var det udelukkende PET-personel, der foretog afhøring, mens den arabisktalende indtog en ”lytte-position”.[865]

Palæstinensisk kontakt til solidaritetsgrupper

Ud over kontakten til Appel-gruppen etablerede palæstinensiske kredse primært via PWU kontakter til en række danske venstrefløjsgrupper og solidaritetsbevægelser. De vigtigste af disse var Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Forbundet mod Imperialismen (FMI), KAP, Internationalt Forum (IF), Tvindskolerne, VS, De Danske Palæstinagrupper og Den Danske Palæstinakomité. Kontakterne havde primært karakter af samarbejde i forbindelse med udstillinger, filmforevisninger, foredrag osv., hvor den palæstinensiske sag, med PET’s ord, blev ”forherliget”. Flere medlemmer fra de nævnte grupper deltog i møder og kongresser i Beirut og Damaskus, ligesom PFLP-folk fra disse steder – blandt disse Marwan el-Fahoum – deltog i møder eller holdt foredrag for de danske solidaritetsgrupper.[866] Derudover mente PET, at de danske grupper havde hjulpet med at skaffe arbejde til palæstinensere med turistvisum for at give dem bedre muligheder for at få opholds- og arbejdstilladelse.[867]

Grupperne var ikke altid helt enige, og samarbejdet var undertiden vanskeligt. Det fremgik således af PET’s overvågning af PWU, at PWU ikke ønskede at deltage i en skandinavisk solidaritetskonference i marts 1978 på grund af uenighed i forhold til Palæstinagrupperne. Da det var FMI, der stod for konferencen, og da FMI udtrykte beklagelse på egne og VS’ vegne over, at PWU truede med at udeblive, valgte PWU alligevel at deltage.[868] PET’s kilde aflagde efterfølgende rapport til tjenesten om konferencens forløb.[869]

Et ofte nævnt arrangement i PET’s akter er ”Palæstina-ugen”, der blev afholdt flere gange, f.eks. i perioden fra den 17. til den 29. november 1980. Arrangører var IF, FMI, VS og PWU. De vigtigste personer i relation til arrangementet var i forvejen kendte af PET. Derudover var der indbudt en række gæster fra henholdsvis PFLP, PLO, Fatah og den ægyptiske nationalbevægelse. PET bemærkede, at personerne alle var indbudt af VS, og at invitationerne var udfærdiget på ”originalt folketingspapir”.[870] Da arrangørerne havde store problemer med at skaffe de økonomiske midler – budgettet var ifølge PET på 50.000 kr. (20.000 kr. mere end året før) – anmodede de om støtte fra den libyske og den irakiske ambassade. Fra den libyske modtog de efter det oplyste 15.000 kr. ud af et ansøgt beløb på 25.000 kr., og fra den irakiske blev de lovet 15.000 kr., men fik dem ifølge PET’s oplysninger aldrig.[871] PET bemærkede, at selve Palæstinaugen blev ”kørt på et meget lavt niveau” med meget sparsom annoncering, plakatopklæbning mv. Deltagerantallet var ligeledes ret begrænset, og ifølge PET samlede de mest besøgte møder kun ca. 100 tilhørere.[872]

En række kvindekongresser, der blev afholdt samme år, kom også i PET’s søgelys som følge af palæstinensisk deltagelse. Den mest interessante af disse var FN’s officielle kvindekonference, hvor PET’s overvågning af de palæstinensiske miljøer havde gjort det klart, at en kvindedelegation på 15 PFLP- og PLO-medlemmer ville deltage. Blandt disse ”PFLP-piger”, som PET kaldte dem, befandt sig den kendte PFLP-kvinde og ”flypirat” Leila Khaled. PET noterede, at Leila Khaled straks ved ankomsten til København blev kørt til Sati Bakirs lejlighed, hvor hun blev i et par timer. Senere samme dag indlogerede hun sig på det samme hotel som de 14 øvrige delegationsdeltagere. Dette, kombineret med den omstændighed, at delegationen havde tæt kontakt med den danske PFLP-gruppe, gjorde det forholdsvis let for PET at identificere dem som sikre PFLP-medlemmer. PET bemærkede visse af de sikkerhedsforanstaltninger, der blev gjort i forbindelse med den tidligere flykaprers besøg, og mente, at Khaled ”absurd nok” gik rundt i en evig skræk for selv at blive kidnappet, formentlig af israelere. Et par herboende ”arabere” opholdt sig således konstant ved hendes side, og hun skiftede hotelværelse hver nat. PET fulgte ganske godt med i Leila Khaleds færden, om end tjenesten mente, at hendes deltagelse udelukkende måtte betragtes som et ”blikfang” i forhold til PLO/PFLP. PET bemærkede, at hun forsøgte at sløre sin afrejse fra Danmark, men fik alligevel med sikkerhed konstateret, at hun fløj direkte fra København til Østberlin.[873]

Appel-gruppen – de første kontakter

PET nedtonede som nævnt sit fokus på KAK gennem 1970’erne, netop i en periode, hvor flere ting tyder på, at grundlaget for illegale aktiviteter til fordel for PFLP blev lagt. Jens Holger Jensen var, som det eneste medlem af KA, da gruppen blev dannet i 1978, registreret og oprettet med personsag i PET’s kartoteker allerede i 1967, på grund af hans aktive DKU-medlemskab og deltagelse i forskellige Vietnamaktioner. De øvrige medlemmer af gruppen blev registreret i 1979. I forbindelse med sit DKU-medlemskab havde Jens Holger Jensen i 1968 deltaget i en ”arbejds- og skolingslejr” på Cuba, hvilket i de følgende PET-notitser blev nævnt med jævne mellemrum.[874]

Der er ovenfor gjort nogle overvejelser om tidspunktet for de tidligste kontakter mellem Appel-gruppen og PFLP. Mange af de overvejelser bygger på senere beretninger, redegørelser og afhøringer, hvilket kun delvist bidrager til en beskrivelse af, hvordan PET i samtiden opfattede truslen. For at beskrive dette er det nødvendigt at se på, hvordan og hvornår PET i samtiden beskrev kontakten. Et at de tidligste notater omhandler Jens Holger Jensens rejse til Bagdad i februar-marts 1977, hvor han mødtes med den centrale PFLP-figur Tayssir Kuba. Netop denne indberetning skærpede tjenestens fokus på Jens Holger Jensen og hans palæstinensiske forbindelser. En anden oplysning, der tydede på kontakt mellem Appel-gruppen og palæstinenserne, hidrører fra et besøg i Danmark i september 1976 af en af de centrale PFLP-skikkelser med ansvar for de europæiske forbindelser. Under en samtale mellem denne person og Sati Bakir oplyste sidstnævnte, at han havde opnået kontakt med ”The Grapes” – et af Appel-gruppens kodenavne – og at han prøvede at få arrangeret et møde. Det var uden tvivl det fremtrædende KAK-medlem, Jens Holger Jensen, Sati Bakir havde fået kontakt til, eftersom det i en anden indberetning hed, at førnævnte Hovsepian ud over Sati Bakir, Talal Zouabi og Ahmed Remeih også mødtes med en dansk statsborger, der tidligere på året havde været i Bagdad.[875]

I marts 1978 er der endnu et tegn på kontakt mellem Jens Holger Jensen og PFLP, denne gang i forbindelse med rygter hos PET om en forestående terroraktion, der dog aldrig fandt sted. I Taysir Bakirs lejlighed – hvor PET tidligere havde fastslået, at udenlandske PFLP-folk overnattede under besøg i København – opholdt der sig i slutningen af marts 1978 to folk med arabiskklingende navne. PET’s aflytninger af lejligheden røbede et telefonopkald fra Bagdad til gæsterne i Taysir Bakirs lejlighed. Samtalen drejede sig om, at når de to arabere var færdige med deres arbejde i Danmark, skulle de rejse ”der hen” for at hjælpe med ”the wedding celebration”. PET’s tolk, der var udlånt af en udenlandsk tjeneste og fast tilknyttet den danske tjeneste, mente at ”the wedding celebration” var kodeordet for en terroraktion.[876] Det fremgår ikke af det bevarede materiale, om dette var rigtigt. PET holdt de to gæster under observation og konstaterede, at de begge forlod landet den 1. april 1978.

Telefonaflytningerne af herboende palæstinensiske kredse, Sati Bakir, PWU, Talal Zouabi m.fl. skulle vise sig at blive en vigtig kilde til at klarlægge kontakten mellem Appel-gruppen og de PFLP-tilknyttede palæstinensere. Det var ad denne vej, at PET fik oplysninger om de møder, der fra 1979 begyndte at finde sted mellem de to parter på dansk jord. Et af de tidligste af disse møder, som PET fik oplysninger om, var et møde mellem Jens Holger Jensen og Sati Bakir i broderen Taisir Bakirs lejlighed i februar 1979, hvilket foranledigede observation af Jens Holger Jensen.[877] Derudover kom PET i besiddelse af oplysninger, der tydede på, at Sati Bakir og Marwan el-Fahoum havde et møde med Appel-gruppens stifter, Gotfred Appel, i maj 1979.[878] Formålet med mødet blev i indberetningen angivet som ukendt, men det blev antaget, at der ikke foregik synderligt konspirative ting på mødet, og at det snarere var en slags gestus. Ovenfor fremgår det således, at Appel havde lagt distance til de unge, ifølge ham selv fordi han ikke gik ind for militante aktioner til støtte for PFLP. Det underbygges af, at ingen af de yngre medlemmer deltog i mødet.

I løbet af efteråret 1979 fik PET flere oplysninger om disse møder og flere oplysninger om, hvem der deltog i dem. I august resulterede aflytninger i oplysninger om, at Jens Holger Jensen og Jan Weimann, tilsammen under kodenavnet ”Æblet” (=”Appel-gruppen”) ville tage til Beirut den 30. august 1979, hvor de skulle mødes med den tidligere nævnte PFLP-leder, Taysir Kuba. Ved deres hjemkomst til København arrangerede PET’s Afdeling T, der var ansvarlig for dette område, i samarbejde med politiets narko-afdeling en kontrolundersøgelse af Jens Holger Jensens bagage og fik i den forbindelse nogle generelle

oplysninger om hans rejse.[879] PET satte besøget i forbindelse med Fahoums besøg i København i maj samme år. Ifølge tjenestens oplysninger havde Fahoum under dette møde bedt en anden herboende palæstinenser, Talal Zouabi, om at finde ud af, hvilke grupper der var villige til at udføre militære operationer.[880] Jens Holger Jensens og Jan Weimanns besøg i Beirut ledte PET til den mistanke, at en af disse grupper var en indtil da ukendt gruppe – det vil sige Appel-gruppen, hvor Jens Holger Jensen og Jan Weimann var medlemmer. For at afdække et eventuelt samarbejde mellem Jan Weimann og Jens Holger Jensen og PFLP anmodede PET om rettens tilladelse til at foretage aflytning af Jan Weimanns telefon.[881]

Den 7.-10. oktober 1979 var Maran el-Fahoum igen i København. Aflytninger af Sati Bakir, Jan Weimann og Jens Holger Jensen fik PET til at konkludere, at Fahoum og Bakir havde et møde med Jan Weimann, Torkil Lauesen, Peter Døllner, Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen på sidstnævntes bopæl den 8. oktober 1979.[882] Dette betragtede PET siden som det første møde mellem alle Appel-gruppens kernemedlemmer og PFLP’s repræsentanter. Omkring dette tidspunkt oprettede PET som nævnt personsager på alle fire medlemmer (ud over Jens Holger Jensen, der var registreret i forvejen), og indledte yderligere telefonaflytninger af først Peter Døllner og siden Torkil Lauesen.[883] Dagen efter mødet, den 9. oktober, foregav Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen at tage på et halvt års ophold i USA, via Esbjerg-Harwich og med fly fra London. Utvivlsomt vel vidende at PET aflyttede et eller flere af gruppens medlemmer, tog Jens Holger Jensen afsked med venner og familie over telefonen for herefter at afmelde den og tog desuden orlov fra sit arbejde i Gentofte brandvæsen.[884] For troværdighedens skyld havde gruppen sendt nogle færdigskrevne postkort i lukkede kuverter til kontakter i USA, der så skulle sende dem til bekendte i Danmark og dermed bidrage til at opretholde illusionen om rejsen til USA.[885] PET observerede de to på selve dagen for afrejsen den 9. oktober og skyggede dem helt til toget, og fotograferede de to rejsende umiddelbart inden afgang.[886] Samtidig kontaktede PET en udenlandsk myndighed for at få bekræftet rejsens forløb. Denne meddelte PET, at Jørgensen og Holger Jensen efter en dags ophold i udlandet tog et fly tilbage til København den 11. oktober.[887] PET etablerede et observationshold i Kastrup og fulgte de to KA-medlemmer til en lejlighed i Rantzausgade, hvorfra de tilsyneladende forsvandt sporløst under ”mistænkelige omstændigheder”. PET opfattede hele rejsen som et konspirativt foretagende og indledte efterfølgende aflytninger af yderligere to af gruppens medlemmer, Peter Døllner og siden også af Torkil Lauesen, hvorefter alle fem kernemedlemmer fik aflyttet deres telefoner i slutning af 1979 og starten af 1980.[888]

Den ”falske USA-tur” lykkedes således delvist i det omfang, at de to medlemmer formåede at gå under jorden i et stykke tid, indtil tjenesten knap et par måneder senere fik oplysninger om, at de rent faktisk var taget til USA.[889] Aflytninger afslørede, at Niels Jørgensen den 26. november 1979 ringede til Peter Døllner fra et YMCA-herberg i San Francisco og meddelte, at ”de” ville komme hjem inden for et par dage.[890] Via en udenlandsk myndighed blev PET’s Centralafdeling den 29. november informeret om Holger Jensens og Niels Jørgensens ankomst til en europæisk storby og videre rejse til Danmark. PET’s Regionsafdeling blev af Centralafdelingen bedt om at oprette observation ved Jens Holger Jensens og Niels Jørgensens ankomst. Fotografier af de to mistænkelige rejsende blev tidligt om morgenen den 30. november fløjet til lufthavnen i Skrydstrup.[891] Region III fik i samarbejde med toldbetjente, teknisk afdeling og det lokale paspoliti oplysninger om bagage og fotografier af passene, ud over at de havde etableret fire observationshold.[892] Et observationshold fulgte dem i bil til Odense, hvor Jens Holger Jensen, vel vidende at han blev skygget, bevidst rystede forfølgerne af sig.[893] Den forløbne uges undersøgelser godtgjorde, at Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen var taget til USA den 13.-14. november 1979. Tjenesten afsøgte ”relevante” adresser uden resultat og bad samtlige regioner indberette eventuel observation af den bil, der blev tabt i Odense, og som tilhørte Jens Holger Jensen.[894]

Først i august 1980, det vil sige mere end et halvt år senere, fik PET atter sikre oplysninger om Jens Holger Jensen, trods mange forsøg på at indhente oplysninger om ham: Den 6. december 1979 forhørte tjenesten sig således hos to udenlandske myndigheder, der dog ikke var i besiddelse af relevante oplysninger.[895] Tjenesten skabte herefter kontakt til en ansat på et kollegium, hvor man vidste, der boede en veninde til Jens Holger Jensen. Den ansatte fandt et brev, sendt af Jens Holger Jensen i San Francisco til veninden på kollegiet, men kunne under en efterfølgende afhøring ikke bidrage med nogen nyttig viden. Siden fraflyttede veninden sit værelse, som kontakten undersøgte, men uden resultat.[896] Fra den 9. november 1979 til den 1. marts 1980, hvor PET opgav aflytningen af Jens Holger Jensens telefon, var den nærmest tavs. Et enkelt opkald den 26. januar tydede umiddelbart på, at Jens Holger Jensen selv ringede til KTAS for at afmelde sin telefon. Men da den efterfølgende skriftlige afmelding tydeligvis var signeret af en anden end Jens Holger Jensen – men dog med dennes navn – antog PET, at det ikke var Jens Holger Jensen, der havde foretaget opringningen til KTAS.[897] I februar efterspurgte PET endnu engang oplysninger vedrørende Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen hos to udenlandske myndigheder, men fik igen negative svar.[898] En kilde oplyste, at Jens Holger Jensen i februar eller marts havde kontaktet og besøgt sin arbejdsplads Gentofte brandvæsen og havde fået et års orlov,[899] og i april fik tjenesten en indberetning om, at Jens Holger Jensens bil havde skiftet ejer den 1. april.[900]

Gruppens øvrige tre kernemedlemmer blev overvåget gennem samme periode, dog med en lidt faldende interesse fra PET’s side. Kort tid efter det fra PET’s synspunkt ”skelsættende” møde mellem Appel-gruppen og Fahoum i oktober 1979 oplyste kilder, at Torkil Lauesen rejste til Beirut i slutningen af oktober/november, det vil sige samtidig med Jens Holger Jensen og Niels Jørgensens rigtige USA-tur. Indberetningerne nævnte hverken ærinde eller eventuelle kontaktpersoner.[901] I løbet af foråret 1980 havde PET kendskab til flere møder mellem Sati Bakir og Jan Weimann, uden at det affødte øget overvågning.[902] I juni indstillede PET aflytningerne af de tre medlemmer, da de ”ikke havde tilført efterforskningen nye oplysninger af betydning.”[903]

I slutningen af august 1980 fik PET som nævnt ovenfor endelig kontakt til Jens Holger Jensen. I midten af måneden oplyste en kilde, at Marwan el-Fahoum var i Göteborg, og at han via Sati Bakir forsøgte at få kontakt med ”The Tofaha”, det vil sige Appel-gruppen (Tofaha = det arabiske ord for æble).[904] Den 26. august modtog PET oplysninger fra en udenlandsk myndighed om, at Jens Holger Jensen den 23. august var ankommet til en europæisk storby fra Istanbul for at tage videre mod København den 24. En udenlandsk myndighed havde affotograferet passet, hvorved nogle af Jens Holger Jensens opholdssteder det forløbne halve år blev klarlagt. Passet havde ind- og udrejsestempler fra Spanien i december 1979, et polsk indrejsevisum udstedt den 29. april 1980 og ind- og udrejsestempler fra Tyrkiet fra august 1980.[905] Dagen efter PET fik disse oplysninger, det vil sige den 27. august, observerede PET, at Jens Holger Jensen, ved PWU’s lokaler, mødtes med Fahoum, Hassan Abu Daya fra PWU i Danmark og med Otto Lægård fra

Tvind. Efterfølgende kørte Fahoum, Jens Holger Jensen og Otto Lægård rundt til diverse UFF-butikker stadig under observation af PET, og efter et par timer tog de afsked med hinanden foran PWU’s lokaler.[906]

Jens Holger Jensen–sagen

Den 15. september 1980, det vil sige knap tre uger efter at PET fik genetableret overvågningen af Jens Holger Jensen, omkom han i et trafikuheld lidt uden for Århus. Jens Holger Jensen sad i et ”folkevognsrugbrød”, der holdt parkeret i vejkanten tæt ved varehuset Bilka, da en lastvogn fra den modkørende vejbane kørte frontalt ind i den bil, Jens Holger Jensen sad i. Chaufføren i lastvognen havde fået insulinchok og var besvimet over rattet. To dage efter, natten mellem den 16. og 17. september, nedbrændte møbelhuset ”Cebra”, der lå kun 200 meter fra det sted Jens Holger Jensen befandt sig ved sin død. En gruppe ved navn ”Danmarks Socialistiske Befrielseshær” (DSB) tog ansvaret for branden, hvilket fik PET til at efterforske eventuelle forbindelser mellem Appel-gruppen og DSB.[907] Undersøgelserne kunne ikke godtgøre, at Peter Døllner, Torkil Lauesen og Jan Weimann havde noget med DSB at gøre. PET havde ikke tiltrækkelig viden om Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen til at man kunne påvise en forbindelse.[908]

Andre interessante ting kom frem i forbindelse med efterforskningen af Jens Holger Jensens død. Bilen, han sad i, var ejet af Niels Jørgensen. Den var dog ikke indregistreret på hans adresse, men på en anden adresse, der viste sig at være et tomt værelse lidt uden for Århus.[909] Derudover blev der fundet en bærbar radio, der ikke var registreret hos Post- og Telegrafvæsenet, og en kvittering udstedt til ”Aksel Mortensen”, der angiveligt var tilmeldt to adresser. Efterforskningen viste, at ingen af de angivne adresser var beboet af en Aksel Mortensen, og at den ene adresse var et ubenyttet værelse på Åboulevarden i København. På værelset fandt PET nogle dokumenter vedrørende en anden varevogn end den, Jens Holger Jensen holdt parkeret i, nemlig en varevogn af mærket Dodge, som senere blev fundet hos en brugtvognsforhandler lidt uden for Århus. Forhandleren havde fået en fuldmagt til at sælge varevognen og var blevet bedt om at sende pengene til Aksel Mortensen på adressen på Åboulevarden. Ganske i overensstemmelse med PET’s formodninger genkendte brugtvognsforhandleren Aksel Mortensen som Jens Holger Jensen ud fra et foto. Kort tid efter, i november 1980, dukkede en mand, der kaldte sig ”Per Henriksen”, op hos udlejeren på Åboulevarden for at sige værelset op. Per Henriksen havde ved gentagne lejligheder indfundet sig på adressen for at ”varetage Aksel Mortensens interesser”, mens denne angiveligt havde været i udlandet. PET etablerede et videoanlæg ved adressen og fik derved identificeret ”Per Henriksen” som identisk med Peter Døllner.[910] Eftersom tjenesten fra tidligere indberetninger havde kendskab til gruppens kontakter med PFLP, antog man, at de mange mistænkelige lejemål og falske adresser var dæklejligheder til brug ved ”operationel handling”, og PET anmodede derfor om forlænget aflytning af Peter Døllner og forlaget Manifests (Kommunistisk Arbejdsgruppes eget politiske forlag) telefoner.[911] Da pengene for salget af varevognen blev sendt på en crosset check til adressen på Åboulevarden, og der ingen var til at modtage den, blev den videresendt til det nærliggende postkontor. Her dukkede Peter Døllner op den 19. marts 1981 for at afhente checken. Han identificerede sig med et kørekort under navnet Aksel Mortensen og blev efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet indtil den 11. april 1981 for siden at få en dom på et års betinget fængsel for dokumentfalsk.[912] PET ransagede hans lejlighed og fandt blandt andet breve fra hans ophold i PFLP-lejre i Mellemøsten i midten

af 1970’erne.[913] Dette var den første anholdelse af et medlem af Appel-gruppen, siden KA/Manifest blev dannet i 1979, og i øvrigt en af de eneste før anholdelserne i forbindelse med opklaringen af røveriet mod Købmagergade postkontor i april 1989.

Glostrup 1980

Fire dage efter Jens Holger Jensens død fik PET rettens tilladelse til at ransage Niels Jørgensens og Jens Holger Jensens værelser og lejligheder.[914] Ransagningen gav, sammen med ovenstående forhold, tjenesten anledning til mistanke om konkrete kriminelle handlinger, heriblandt et forsøg på bankrøveri den 7. juli 1980. Bankdirektøren i Forstædernes Bank i Glostrup var denne dag blevet overmandet i sit hjem. De tre gerningsmænd havde lænket bankdirektørens kone og barnebarn, der også befandt sig i huset, i husets kælder, og tvang bankdirektøren ind i en bil og kørte ham til Forstædernes Bank for at få ham til at åbne bankens hovedboks. Bankdirektøren var hverken i besiddelse af nøgler eller kode og forsøgte at stikke af fra gerningsmændene foran banken. Han blev indhentet, hvorefter de potentielle bankrøvere opgav deres forehavende; de kørte direktøren tilbage til huset, hvor han også blev lænket i kælderen. Gerningsmændene stjal cirka 1.000 kroner fra direktørens tegnebog og kørte væk.[915] Ifølge den rapport, som rejseafdelingen udarbejdede ved hjælp af oplysninger fra PET, havde man under ransagningen af Jens Holger Jensens hjem fundet en kortbog, hvori der var foretaget indtegninger af det område, hvor bankdirektøren boede, og hvor Forstædernes Bank lå. Bilen, som Holger Jensen havde holdt parkeret i ved påkørslen i Århus, var af samme type og farve som den, der var blevet benyttet ved røveriforsøget i Glostrup. I den påkørte bil blev der fundet en walkie-talkie ”..der kunne svare til en tilsvarende, som gerningsmændene brugte ved røveriet”. Endelig blev Dodge-varevognen købt nogle uger før røveriet og leveret tilbage til sælgeren nogle uger efter røveriet, og den havde i denne periode kun kørt ca. 900 km.[916] Alt dette var dog blot indicier. Rejseafdelingen løb tør for ”efterforskningsmuligheder”, og sagen førte ikke til anholdelser.[917]

Om ikke andet havde både rejseafdelingen og PET fået større kendskab til gruppen og dens arbejdsmetoder. Gruppen fabrikerede falske identitetspapirer på baggrund af ”lånte identiteter”, hvilket Peter Døllners ”kørekort” var et eksempel på. I senere interviews har gruppens medlemmer fortalt, hvordan de fiskede kopier af udlejningskontrakter op af biludlejningsfirmaernes skraldespande. På den måde fik de adgang til CPR-numre, kørekortenes løbenumre og udstedelsesdatoer, hvorved de kunne fremstille meget nøjagtige falske kørekort.[918]

Fra dette tidspunkt udgjorde mistanken om de kriminelle aktiviteter sammen med de kendte kontakter til PFLP-kredse en vigtig del af PET’s billede af gruppen. Ransagningen hos Peter Døllner underbyggede sammenhængen, da man fandt breve fra hans besøg hos PFLP i Mellemøsten nogle år tidligere. Således fandt tjenesten det værd at notere, at Marwan el-Fahoum ved nyheden om Jens Holger Jensens død have givet udtryk for, at det var et stort tab for PFLP-organisationen.[919] PET’s Afdeling T var samtidig usikker på, hvem der skulle overtage Holger Jensens rolle som kontaktperson til PFLP, og Afdeling C gav i årsberetningen for 1980 udtryk for, at PFLP øjensynligt havde droppet kontakten til de resterende medlemmer af Appel-gruppen.[920]

Nye PFLP-forbindelser

Der gik kun kort tid, før PET kom i besiddelse af oplysninger, der tydede på, at gruppen havde genetableret, eller måske snarere bibeholdt, kontakten til PFLP. Den 1. februar 1981 fremgik det af aflytningen af Sati Bakirs telefon, at han prøvede at komme i kontakt med Marwan el-Fahoum i Beirut. Da dette ikke lykkedes, gav Bakir en besked til en anden person på PFLP-kontoret, der lød: ”The Apple, Postbox nr. 190, Vesterbrogade”. Fra tidligere oplysninger genkendte PET betegnelsen ”The Apple” som PFLP’s kodenavn for Appel-gruppen, og tjenesten anmodede om rettens tilladelse til at tilbageholde og gennemse al post, der var bestemt for ”Per Mortensen” på den nævnte postboksadresse.[921] Tjenesten antog, at ”Per Mortensen” var en sammensætning af to tidligere falske navne som gruppen havde benyttet, nemlig Aksel Mortensen og Per Henriksen.[922] Den 28. marts indløb det første telegram til Appel-gruppen, som PET ad denne vej fik kendskab til: ”I hope to see you in Sweden march 31.st. Marwan.”, hvilket underbyggede PET’s formodning om, at PFLP i skikkelse af Marwan el-Fahoum sad i den ene ende af linjen.[923]

I efteråret 1981 mente PET at have klare indikationer på, at det var Jan Weimann, der indbetalte lejen for boksen, og at det også var ham, der havde overtaget ansvaret for kontakten til PFLP efter Jens Holger Jensens død.[924] Først den 11. december 1981 var der beviselige tegn på brug af boksen som kontaktled mellem PFLP og Appel-gruppen. Denne dag indløb et telegram med følgende tekst: ”Meet my friend in Sophia on 22 dec cable us to confirm date Talaat”. PET mente, at ”my friend” refererede til Marwan el-Fahoum, og at der således var tale om et møde mellem et medlem af Appel-gruppen og Fahoum. Derfor overvågede tjenesten postboksen resten af dagen i håb om at klarlægge kontakten. Senere på dagen blev telegrammet afhentet af Peter Døllner, der ankom i selskab med Niels Jørgensen og Torkil Lauesen.[925] Derved fik PET også bekræftet, at det var Appel-gruppen, der sad i den anden ende af linjen, at gruppen stadig var aktiv, og at der var grund til at antage, at der foregik et operationelt samarbejde mellem PFLP og Appel-gruppen. Oplysningerne førte til, at tjenesten i december 1981 indhentede nye kendelser til aflytning af Peter Døllner og Torkil Lauesen. Afhøringerne ophørte dog igen i september året efter, da overvågningen ikke havde givet yderligere oplysninger i sagen.[926] I en rapport med titlen ”Kortfattet oversigt over de umiddelbare muligheder for udenlandsk terrorisme på dansk grund i 1982”, noterede Afdeling T dog den 4. december 1981, at gruppen havde ”virkeligt gode forbindelser til PFLP-kredse, blandt andet til den kendte PFLP’er fra Beiruth Marwan FAHOM. Om der er en direkte sammenhæng mellem disse forhold, og dermed et absolut internationalt samarbejde lige i kanten af terrorisme, vides ikke bestemt, men muligheden foreligger.” Rapporten nævnede endvidere, at medlemmer af gruppen havde været aktive i Århus-området, samt at tysk terrorisme, Rote Armee Fraktion og 2. junibevægelsen, blandt andet havde forbindelser i Århus-området. Om disse tyske ekstremistiske grupper noterede Afdeling T, at de måtte siges ”nærmest at være eksperter på terrorområdet”, men at man ikke kunne bestemme, om de tyske grupper havde så gode forbindelser til danske kredse, at man kunne tænke sig terrorisme forøvet i Danmark.[927]

Aflytningerne og overvågningen endte uden de store resultater. Det skyldtes, at gruppen opretholdt en række særdeles effektive foranstaltninger til hemmeligholdelse og sløring, hvilket PET erkendte. Ifølge senere interviews med gruppens medlemmer noterede de numre på bagvedkørende biler, hver gang de selv var på vej et sted hen, som de ikke var interesseret i, at nogen kendte til. Dukkede det samme nummer op flere gange, blev det anført som ”PET nummer”, og gruppen opbyggede efterhånden en hel samling af den slags numre.[928] PET bemærkede i en notits fra 1982 at ”Det er en gruppe, der opererer i det skjulte, og som er skabt til ikke at sige og gøre tingene på en normal måde, hvilket medfører, at det er umuligt at opsnappe informationer vedrørende gruppens arbejdsområde og meddelelsessystem.”[929]

Mistanke om kriminelle forhold 1982-85

Fra 1982 til omkring 1986 tog PET relativt få initiativer til overvågning af gruppen, da tjenesten mente, at gruppen nedsatte sit aktivitetsniveau i forhold til PFLP. I årsberetningen fra 1982 hed det således:

”Slutteligt skal det bemærkes, at den i 1970’erne dannede gruppe ”The APPLE”, den gruppe af danske PFLP-sympatisører, formentlig ikke har haft kontakt til PFLP i løbet af 1982. Den Postbox som gruppen lejede i København betales dog fortsat med kr. 300 i kvartalet.”[930]

Overvågningen af gruppen aftog således gennem den periode, igennem hvilken de siden blev tiltalt for at have begået en række alvorlige forbrydelser. I flere tilfælde blev overvågningen af gruppen kortvarigt genoptaget i forbindelse med de enkelte forhold/røverier, uden det dog førte til sigtelser. Først i forbindelse med efterforskningen af røveriet mod Købmagergade Postkontor fandt politiet tilstrækkelige indicier og beviser til at kunne rejse sigtelser mod gruppens medlemmer for røverier begået i perioden 1982-86. Forholdene beskrives i det følgende, fordi de udgjorde en central del af PET’s senere efterforskning mod gruppen, da de er omtalt i de fleste hidtidigt publicerede værker om gruppen, og da de var vigtige anklagepunkter under retssagen mod gruppens medlemmer i 1990-91. Omtalen af nedenstående forhold rummer ingen overvejelser om skyldsspørgsmål i forbindelse med røverierne, men præsenterer alene den mistanke, PET og til dels også kriminalpolitiet efterfølgende rettede mod gruppen.

Ved Vesterport

To unge postfunktionærer var den 2. april 1982 klokken lidt over 10 om formiddagen på vej til fods fra posthuset på Vester Farimagsgade til Privatbanken, Ved Vesterport, da to maskerede mænd kom løbende bagfra og gav den ene funktionær et slag i baghovedet og væltede den anden omkuld. De to røvere tog den omsætning, som de to funktionærer rutinemæssigt var ved at fragte fra posthuset til banken, hvilket svarede til 768.000 kr. i kontanter og ca. 72 millioner kr. i checks. Herefter løb de gennem en bygning ud til Vester Søgade, hvor en tredje mand ventede i en stjålen bil.[931] Et vidne havde bemærket den holdende flugtbil og dennes fører, og bilen blev fundet senere samme dag parkeret på en vej på Frederiksberg.[932] Det viste sig, at den var stjålet aftenen i forvejen.[933] Postansatte, et stort antal vidner og beboere omkring det sted, hvorfra bilen var blevet stjålet, afgav vidneforklaringer og gav signalementer. De mest interessante vidner gennemgik fotos og blev bedt om at afgive forklaringer igen syv år senere, efter arrestationerne af Appel-gruppens medlemmer i 1989, for at få præsenteret nye fotos af blandt andet de arresterede gruppemedlemmer. Det eneste spor, der siden dukkede op, var en hjemmelavet lærredspose, som gerningsmændene benyttede; den blev sammen med nogle opbrudte pengemagasiner fundet knap to måneder senere i en sø lidt uden for Sorø.[934] Flere konkrete spor fandt kriminalpolitiet ikke, og røveriet blev aldrig opklaret.

Et vidne havde dagen før røveriet lagt mærke til en varevogn, der holdt parkeret tæt ved Privatbanken, og hvori der befandt sig tre mænd, der umiddelbart passede på de signalementer, politiet fik fra de mange vidneforklaringer.[935] Dette var en af anledningerne til, at rejseafdelingen på baggrund af de foregående års efterforskning i Århus et par uger efter røveriet, den 19. april 1982, rettede henvendelse til kriminalpolitiet i København. Rejseafdelingen ønskede at ”henlede opmærksomheden” på fire af Appel-gruppens medlemmer, der i den foregående tid havde været i rejseafdelingens søgelys. De fire var Niels Jørgensen, Torkil Lauesen, Peter Døllner og Jan Weimann.[936] Der blev ikke umiddelbart taget kontakt til de fire, eftersom der pågik efterforskning hos rejseafdelingen. Desuden mente kriminalpolitiet ikke, at rejseafdelingens beskrivelser af de fire stemte overens med de signalementer, man havde fået ved de mange vidneforklaringer. Der var intet bevis, og ingen blev dømt for forholdet.

Lyngbyrøveriet

Onsdag den 2. marts 1983, fandt et røveri sted foran Den Danske Bank i Lyngby. En pengetransport med to bankbetjente stoppede foran filialen, der var det sidste stop på turen, for at aflevere en lille sum penge. Netop som bankbetjenten ved siden af føreren steg ud af bilen med den lille pengesum, nærmede en mand sig hurtigt bagfra og gav bankbetjenten et slag i baghovedet. Trods slaget forsøgte bankbetjenten at løbe hen mod banken. Efter få skridt blev han anråbt, muligvis på et udenlandsk sprog, hvorefter han vendte sig om og så en mand, der pegede direkte på ham med en pistol. Betjenten smed sig på fortovet, og føreren af bilen aktiverede alarmen til bankens eget sikkerhedssystem. Mere nåede han ikke, før bildøren blev revet op, og en anden røver med et ukendt våben påførte chaufføren et slag i venstre side af hovedet og hev ham ud på vejen, hvor han fik flere slag. De to gerningsmænd sprang ind i bankbilen, kørte i høj fart væk ad Lyngbygårdsvej og Lundtoftegårdsvej, svingede ned ad en lille skrænt og fortsatte ad en asfalteret gang- og cykelsti, der førte under Helsingørmotorvejen. Her forlod de bankbilen, løb slæbende på en stor bylt op ad en mindre sti til selve motorvejen, hvor en kvinde og en mand holdt og ventede på en busholdeplads i en metalgrå Mazda med svenske nummerplader. Herfra forsvandt de med et udbytte på ca. 8,3 millioner kroner i kontanter. Røveriet efterforskedes af Lyngby Politi, men forblev i princippet uopklaret. Det er dog efterfølgende en almindelig opfattelse, at røveriet blev begået af den kreds af personer, der siden er blevet kendt som Blekingegadebanden.[937]

Historien om Lyngbyrøveriet har afstedkommet megen debat i tilslutning til offentliggørelsen af journalist Peter Øvig Knudsens bog Blekingegadebanden, og Kommissionen afgiver i umiddelbar forlængelse af dette kapitel en nærmere redegørelse for og vurdering af PET’s og Justitsministeriets rolle i forbindelse med efterforskningen af røveriet.

Rausingforholdet

Rausingforholdet omhandler gruppens planer om at kidnappe den svenske milliardærsøn, Jörn Rausing, i januar 1985. Det skal understreges, at kidnapningen aldrig blev gennemført, og at intet om forholdet i øvrigt slap ud før retssagen efter røveriet mod Købmagergade Postkontor, hvor politiet i lejligheden i Blekingegade fandt en drejebog i form af fire ringbind med planer for kidnapningen. Politimyndighederne tog derfor ingen initiativer over for gruppen i de år, hvor planlægningen foregik.[938]

Planerne om kidnapningen tog form i løbet af 1983-84, og forberedelserne var lange og grundige. Planen var ifølge anklagemyndigheden finansieret af PFLP, der udbetalte et beløb på 63.000 DM til et af gruppens medlemmer under et besøg i Damaskus i november 1984.[939] Ud over de mange observationer af Rausings rutiner indrettede Appel-gruppen en hytte i Norge, i hvilken han skulle tilbageholdes, mens løsesumsforhandlingerne stod på. Rummet, som han skulle opholde sig i, var bygget af svenske materialer, således at kidnapningsofferet skulle tro, han befandt sig i Sverige. Mad og drikkevarer, slik, bøger, spil og selv sømmene i væggene var af svensk fabrikat. Selve kidnapningen skulle foregå på Jörn Rausings privatadresse i Lund, hvor han skulle bedøves og derefter køres til Norge. Gruppen havde anskaffet et middel til bedøvelse og havde nøje indøvet og gennemgået køreturen fra Rausings hjem til hytten i Norge. Planen skulle gennemføres tidligt om morgenen den 7. januar 1985, men blev opgivet umiddelbart før den skulle gennemføres.[940] Et medlem af gruppen var taget til Lund den 6. januar og havde observeret Jörn Rausings lejlighed hele natten. De fem øvrige forlod København tidligt om morgenen den 7. januar og holdt klar i deres biler, da aktionen blev afblæst i sidste øjeblik. Ifølge retsbogen fra retssagen i efteråret 1990 var der tale om ”frivillig tilbagetræden”, da gruppen under sagen forklarede, at et af medlemmerne fortrød sin medvirken, hvorefter de øvrige opgav foretagendet.[941]

Det er en opfattelse i den eksisterende litteratur, at idéen tilsyneladende var gruppens eget påfund, men at PFLP sanktionerede planen, ligesom PFLP var ansvarlig for de praktiske forhold i forbindelse med overdragelsen af pengene.[942] Under ransagningen af lejligheden i Blekingegade i maj 1989 fandt politiet breve stilet til både Jörn Rausing selv, om at han var kidnappet og skulle forholde sig i ro, samt breve og minikasettebånd med instruktioner til Jörn Rausings far, Gad Rausing.[943] Båndene og brevene var blevet udleveret til et af gruppens medlemmer på en rejse til Algier i december 1984.[944] Kidnapperne præsenterede sig som ”Good Cesar”, og der var indtalt og nedskrevet nøje instruktioner om, hvordan Gad Rausing skulle imødekomme kidnappernes krav. Alt i alt skulle han udbetale, hvad der svarede til 25 millioner US dollars, fordelt på fire valutaer: D-mark, Schweizer-franc, hollandske gylden og US-dollars. Pengene skulle være klar ti dage efter kidnapningen og skulle bæres i to blå kufferter af mærket Samsonite. Gad Rausing skulle chartre et fly, hvis registreringsnummer han skulle oplyse til kidnapperne via en kontaktannonce. Herefter skulle følge en instruktion om at flyve fra London til Zürich, og dagen efter fra Zürich til Beirut. Efter præcis to timer i Beirut skulle han flyve til Kuwait, igen vente to timer i transithallen, hvorefter han skulle flyve til Djibouti lufthavn på den afrikanske østkyst. Her skulle han opholde sig otte timer, hvorefter han igen skulle flyve tilbage til Zürich. Under hele turen skulle han bære kufferterne med penge, være iklædt gråt jakkesæt og beigefarvet tørklæde, samt synligt bære de nyeste udgaver af Le Monde og Newsweek. Under et af de mange ophold ville en mand henvende sig og give nye instruktioner.[945]

I marts 1985 mødtes et af gruppens medlemmer med Marwan el-Fahoum på Cypern for at orientere ham om, hvorfor planen i første omgang ikke blev gennemført. Fahoum opfordrede gruppen til at arbejde videre med planen, men blev på et nyt møde i Berlin i maj måned informeret om, at gruppen ”ikke moralsk var i stand til” at gennemføre aktionen. Ifølge Appel-gruppens eget udsagn blev Marwan el-Fahoum ”godt knotten” og forsøgte at overtale gruppen til at fortsætte med planen.[946] Dette var sandsynligvis grunden til, at de detaljerede planer endnu fire år efter de skulle have været gennemført, stadig befandt sig i lejligheden i Blekingegade. Anklagemyndigheden betragtede det som et tegn på, at planerne ikke var helt opgivet.

Bagsværd Torv

To mænd stod en mandag morgen i februar 1985 og ventede på, at en pengetransport fra Privatbanken skulle afhente de 2,7 millioner kroner, der op til weekenden var blevet indbetalt til Bagsværd Posthus. Da bankbuddet var på vej ud af posthuset, blev han holdt op af en af de to mænd, der sagde noget på ”gebrokkent” dansk og fratog bankbuddet pengesækkene. Umiddelbart efter affyrede en af røverne et skud gennem et af pengetransportens vinduer og løb herefter hen til en stjålet bil, i hvilken en tredje mand holdt og ventede. De forsvandt tilsyneladende uden noget spor.[947]

Bankrøveriet på Bagsværd Torv blev ikke inddraget i de senere undersøgelser i forbindelse med efterforskningen i 1988-90. Når det alligevel er nævnt her, skyldes det, at PET samme dag, som røveriet blev begået, iværksatte observationer af flere af Appel-gruppens medlemmer.[948] Tjenesten havde altså gruppen i fokus efter Lyngbyrøveriet, selv om der aldrig blev tilvejebragt klare beviser. Røveriet på Bagsværd Torv nævnes ikke yderligere i arkivalierne.

Rullestolsrøveriet

En decembermorgen i 1985 gennemførtes endnu en aktion mod Privatbanken, da et bud var i færd med at hente en pengebeholdning fra Herlev Postkontor. Buddet var på vej gennem posthusets forhal/trappeopgang og ud til den pengetransport, der holdt parkeret lige ved posthusets hovedindgang, da røveriet skete. Ingen havde tilsyneladende bemærket en mand i en kørestol med et tæppe over sig, og en hjælper der stod umiddelbart bag ham, som lidt forinden havde taget opstilling i trappeopgangens hjørne, under foregivende af at vente på handicapliften. Manden, der havde siddet i rullestolen, var i færd med at begive sig op ad trappen, da bankbuddet begyndte at gå ned af den. Da buddet med pengesækken passerede, vendte den ”handicappede” sig om og slog buddet to gange i baghovedet med en blød genstand og vristede sækken fra buddet, der efterhånden var nået helt hen til udgangsdøren. Da buddet efterfølgende kiggede op, stod ”hjælperen” bag kørestolen og pegede på ham med noget, der lignede et oversavet jagtgevær. De to røvere løb ud af posthuset, ned i den nærliggende fodgængertunnel, der førte under den brede Herlev Ringgade, op ad en lille trappe og ind i et parkeringshus, hvor en bil holdt og ventede på dem. Røveriet var tydeligvis velplanlagt og blev gennemført på få minutter. Et par vidner mente, at røverne bar falske skæg og muligvis også parykker. Andre vidner gav en overfladisk beskrivelse af flugtbilen, der angiveligt var en sølvgrå Toyota Corolla. Fra det øjeblik bilen forlod parkeringshuset, havde politiet ingen spor overhovedet. Udbyttet blev ca. 1,4 millioner kr. i kontanter og cirka 68,4 millioner kr. i checks, der dog ikke kunne omsættes.[949]

Under ransagningen af lejligheden i Blekingegade i foråret 1989 fandt politiet en række observationsnotater omhandlende en bil med det registreringsnummer, som Privatbankens pengetransport havde haft ved røveriet. Kriminalpolitiet foretog skriftprøver og fandt i flere tilfælde ”en til sikkerhed grænsende sandsynlighed for”, at notaterne var foretaget af nogle af gruppens medlemmer.[950] Derudover fandt man en drejebog med nogle kvitteringer fra efteråret 1984 fra en ”Haarhandel/Teatersminke butik” på nogle overskæg og noget sminke, hvor der på bagsiden var påført følgende notater: ”Flugtrute – Planlæg tirsdag 3 OK? – Pllæg onsdag 2 – Niels tøj – køb bil – 1) Mængde!, 2) Obs!, 3) Rute!”[951] Man fandt desuden en række båndoptagelser af Radioavisen døgnet efter røveriet, kun med de passager der handlede om dette.[952] Derudover fandt politiet en række kasserede recepter fra en lægepraksis i Herlev, som Appel-gruppen tilsyneladende havde brugt som udgangspunkt for at rette henvendelse til de omhandlende personer. Politiet kontaktede de pågældende og spurgte, om de på noget tidspunkt var blevet ringet op af analyseinstitutter, havde mistet legitimationspapirer mv. Dette gjorde politiet givetvis, fordi man havde en antagelse om, at det var den måde, ved hjælp af hvilken gruppen producerede falske identiteter. Af senere interviews med gruppens medlemmer fremgår det, at gruppen antagelig via en læge, som gruppen stod i tæt kontakt til, fremskaffede sygehusjournaler og andre personlige papirer fra vilkårlige personer, som de efterfølgende ringede op under påskud af at være ansat ved analyseinstitutter. På den måde fik gruppen såvel personlige som mere almene oplysninger om en person, hvorefter man kunne oprette en dækidentitet.[953]

Operation PINEAPPLE

I sidste halvdel af juni 1986 modtog PET oplysninger om, at PFLP i Damaskus var i færd med at ”genoprette” kontakten til Appel-gruppen, da der, ifølge de foreliggende oplysninger, ikke havde været nogen nævneværdig kontakt mellem PFLP og Appel-gruppen de foregående omtrent fire år. Der findes kun få indberetninger fra disse år, men ifølge en notits fra tjenesten havde Appel-gruppen, ”så vidt vi ved, (…) været inaktiv i nogle år”.[954] Derudover blev der fra PET’s side hverken anmodet om eller afsagt retskendelser til overvågningsaktiviteter over for gruppens medlemmer i perioden 1982-86. Den 3. juni 1986 var Niels Jørgensen imidlertid blevet anholdt i færd med at stjæle en VW-varevogn, hvorefter han havde identificeret sig med et falsk kørekort. I hans besiddelse fandt man en tændingslås med to originale VW tændingsnøgler, en bærbar radiotelefon med håndmikrofon, samt diverse opdirkningsværktøj. Ordenspolitiet gav Niels Jørgensen en bøde, men fandt ingen anledning til at foretage sig yderligere. Uvist hvornår blev PET i løbet af sommeren informeret om sagen.[955]

Den 22. juni 1986 fik PET via en telefonaflytning oplysninger om, at Marwan el-Fahoum ønskede at komme i kontakt med gruppen. Igen var det PET’s overvågning af de palæstinensiske miljøer, der var kilde til oplysningen. I løbet af de foregående år var PWU blevet nedlagt samtidig med, at den tidligere formand Sati Bakir var blevet afsat som leder af den danske PFLP-gruppe. Det var angiveligt sket som følge af et opgør med Abu Daya, der repræsenterede en mere yderliggående linje. Ifølge PET’s arkiver fik Abu Daya dog aldrig samme opbakning fra ledelsen i Damaskus og blev i 1987 selv afsat som leder.[956] Marwan el-Fahoum spurgte under samtalen med Hassan Abu Daya efter et telefonnummer, som PET senere fandt ud af var Godfred Appels. Derudover søgte han en mand ”af samme slags som ham der døde” og der blev under samtalen udvekslet kommentarer om noget, der blev benævnt som ”Toufaha” – det arabiske ord for æble. Fahoum ville desuden skaffe adressen på et trykkeri/tidsskrift, som han ville videregive til Abu Daya, hvilket også tyder på, at denne ikke havde samme kendskab til PFLP’s danske kontakter som sin forgænger. Endelig bad han Abu Daya meddele gruppen, at de skulle tage til Damaskus og tage kontakt til Fahoum på et givent telefonnummer.[957] PET konkluderede imidlertid hurtigt, at den omtalte døde mand var Jens Holger Jensen, at det omtalte trykkeri/tidsskrift var Manifest, og at ”Æblet” var det samme som Appel-gruppen. Det fremgik desuden af PET’s skrivelse, at Appel-gruppen på dette tidspunkt var mistænkt for at stå i forbindelse med to af ovenstående forhold, nemlig kidnapningen i Glostrup i 1980 og pengetransportrøveriet i Lyngby 1983.[958] Sammenholdt med, at det ifølge PET var internationalt kendt, at PFLP på dette tidspunkt manglede økonomiske midler til at finansiere sine aktiviteter, kunne det tyde på, at PFLP ville genoptage ”tidligere tiders aktiviteter med de herværende danske sympatisører, om hvem vi jo ved, at PFLP (…) har ønsket et militært samarbejde med. Formålet vil givetvis være at skaffe økonomiske midler til PFLP, formentlig udført ved kriminalitet her i landet.”[959]

I den efterfølgende PET-rapport blev det anbefalet, at man iværksatte fornyet overvågning af gruppens medlemmer. Begrundelsen var en mistanke om nye kriminelle aktiviteter, der byggede på en formodning om, at gruppen tidligere havde været indblandet i tilsvarende aktiviteter. Med virkning fra den 24. juli 1986 fik PET rettens tilladelse til at iværksætte telefonaflytning af gruppens fire kernemedlemmer, forlaget Manifest samt yderligere to adresser med relationer til gruppen. Efter at være blevet forlænget et par gange ophørte aflytningerne for hovedpartens vedkommende den 20. oktober 1986,[960] da gruppen, med tjenestens egne ord, var for professionel til, at der kom nævneværdige oplysninger ud af telefonaflytningerne. Derudover var der et ressourcemæssigt aspekt, hvorefter tjenesten fremover ville benytte sig af mere ”indgående efterforskningsskridt” i form af rumaflytninger.[961] Aflytningen af Torkil Lauesens telefon fortsatte til den 7. marts 1987, hvor den ophørte grundet ”ressourcemæssige prioriteringer”.[962]

Ud over telefonaflytningen blev overvågningen i løbet af efteråret planlagt udvidet til også at indebære rumaflytning af Torkil Lauesen lejlighed, under kodenavnet Operation PINEAPPLE. Den umiddelbare begrundelse for dette var, at telefonaflytningen havde afsløret, at Torkil Lauesens og hans kone havde planlagt en tur til Sovjetunionen i september, under hvilken PET antog, at de skulle mødes med repræsentanter for PFLP. Derudover var det blevet konstateret, at flere af de øvrige medlemmer af Appel-gruppen af og til besøgte lejligheden, hvorefter PET fandt det sandsynligt, at medlemmerne holdt møder i lejligheden, og operationen blev beskrevet som en ”teknisk operation rettet mod … Lauesen, med det formål at klarlægge hans og de andre medlemmer af APPLE-gruppens aktiviteter til fordel af den palæstinensiske terrororganisation PFLP”.[963] Den 4. september hed det yderligere i en PET-rapport forud for operationen, at man på det foreliggende grundlag måtte forvente, at gruppen ”... i snarlig fremtid ville udføre en eller anden form for kriminel aktivitet til fordel for den palæstinensiske terrororganisation PFLP.”[964] Også overvågningen af forlaget Manifest blev udvidet til at gælde rumaflytning, dels begrundet i forventet mødeaktivitet, dels for at afsløre mulig fabrikation af falske kørekort. Tjenesten havde nogle uger forinden fået endnu et bevis på gruppens brug af falske papirer, jf. ovenfor om arrestationen af Niels Jørgensen i starten af juni 1986.[965]

Tilsyneladende blev ingen af de to rumaflytninger etableret, selv om tjenesten havde fået rettens tilladelse til at iværksætte dem. Angiveligt indebar etableringen af begge rumaflytninger praktiske vanskeligheder, ud over at tjenesten fik oplysninger om, at gruppen havde opsagt kontrakten med det trykkeri, hvor Manifest holdt til. Til gengæld gav overvågningen af de palæstinensiske miljøer stadig visse nyttige oplysninger, trods alle Appel-gruppens sikkerhedsbestemmelser. Det gjaldt specielt telefonaflytningen af Sati Bakirs arvtager, Hassan Abu Daya, der fungerede som den nye kontakt mellem PFLP i Damaskus og de PFLP-relaterede palæstinensiske grupper i Danmark. I juli-august 1986 hed det i en indberetning, at overvågningen havde afsløret samtaler mellem Torkil Lauesen og Abu Daya og mellem Abu Daya og Marwan el-Fahoum, og at ”... de [Appel-gruppen] var klar til at gøre alt, hvad El FAHOUM ønskede.”[966]

Et par måneder senere, i december 1986, blev der begået et stort røveri mod Daells Varehus. Flere af Appel-gruppens medlemmer blev sigtet for dette røveri i foråret 1989, men frifundet under retssagen i 1990-91. Da selve røveriet blev begået, var status for PET’s overvågning af gruppen altså den, at tjenesten aflyttede Torkil Lauesens telefon og visse telefoner i de palæstinensiske kredse. Aflytningerne af de øvrige medlemmer af Appel-gruppen var ophørt i oktober 1986, og de to planlagte rumaflytninger var tilsyneladende ikke blevet etableret. Den 5. januar, cirka to uger efter røveriet, indhentede PET fornyet tilladelse til at foretage rumaflytning af Torkil Lauesens lejlighed, og igen blev det bemærket, at aflytningen endnu ikke var blevet etableret, men at det forventedes at ville ske i snarlig fremtid.[967] Aflytningen af Lauesens telefon afslørede til gengæld en bemærkelsesværdig samtale den 25. december mellem Torkil Lausen (TL) og en bekendt (L) til denne, som i PET’s indberetning blev gengivet således:

”TL: Ønsker god jul
L: Takker for det ”nyttige udstyr” – spørger, om det ikke var besværligt at få det med samtidig med de 5 millioner?
TL: Nej, det gik – (pinlig tavshed??)
L: Griner…. det er den slags småting, der sommetider fælder.
TL: Ja, – når jeg nu var i Dalle Valle -.”[968]

PET konkluderede af samtalen, at Torkil Lauesen havde købt en praktisk julegave i Daells Varehus, og at den bekendte, idet han takkede for gaven, lod en bemærkning falde om røveriet. Men på trods af, at de altså måtte have et vist kendskab til hinanden, blev samtalen ført i en humoristisk tone, der ifølge tjenesten dækkede over en vis forlegenhed, hvilket ifølge tjenesten tydede på, at L ikke havde noget kendskab til Torkil Lauesens ”kriminelle aktiviteter”. Alt taget i betragtning var det dog ikke helt uforståeligt, at PET alligevel valgte at opbevare samtalen indtil videre.

Daells Varehus

”Røvere væk med fem mill. i barnevogn” lød overskriften på Politiken den 23. december 1986, dagen efter et røveri, der på dette tidspunkt rent udbyttemæssigt kun blev overgået af Lyngby-røveriet i 1983. Om morgen den 22. december havde tre mænd forklædt som håndværkere taget opstilling i en smal gang umiddelbart uden for det lokale i Daells Varehus, hvor kassebeholdningen befandt sig. Et bud fra Bikuben var med hjælp fra en lokal kvindelig ansat ved at bære juleweekendens omsætning ud af kasserummet i seks sorte nylontasker og havde netop åbnet døren ud til den smalle gang, da han blev overfaldet af de tre ”håndværkere”. Gerningsmændene masede ind i rummet, truede de ansatte med pistoler og slog den kvindeligt ansatte, der bar to af pengetaskerne, så hun faldt til gulvet og tabte dem. Røverne tog alle taskerne og løb hen ad gangen, men blev indhentet af varehusets lokale sikkerhedschef, hvilket resulterede i et kort håndgemæng. Sikkerhedschefen pådrog sig et kraniebrud efter et hårdt slag i hovedet, angiveligt med et pistolskæfte, men fik dog fravristet røverne den ene af pengetaskerne med cirka 1,5 millioner kroner. Via bagtrapper og en bagdør, der kun blev benyttet af varehusets ansatte, løb røverne ned i gården til Nørregade 24, hvor de på forhånd havde parkeret en barnevogn. De hev to lyse cottoncoats, som to af gerningsmændene iførte sig, op af barnevognen og lagde pengetaskerne ned i barnevognen. Den ene skubbede barnevognen, og de begav sig i roligt tempo ud af porten til Nørregade og i retning af Nørreport station. Kort efter skråede de tre gerningsmænd over Nørregade og satte tempoet så meget op, at et vidne bemærkede at ”de tydeligvis havde temmelig travlt.” Da samme vidne havde udtrykt bekymring for barnet som følge af mændenes noget usikre kørsel med barnevognen, havde røverne svaret noget i retning af ”... vi klarer den!”, og i hast bevæget sig ind ad en port på den anden side af Nørregade. Her forsvandt sporet for to af røvernes vedkommende. Den sidste blev kort efter set komme ud af en port ved Nørre Voldgade 56. Iklædt parkacoat med opslået hætte krydsede han i høj fart Nørre Voldgade med barnevognen foran sig for endelig at forsvinde ned i parkeringskælderen under Israels Plads. Her så et enkelt vidne to mænd med en overfyldt barnevogn, uden dog at tænke videre over det i første omgang. En time senere fandt politiet barnevognen.[969]

I håndværkertasken blev fundet et magasin, formentlig fra en belgisk fremstillet pistol. Under ransagningen af lejligheden i Blekingegade i maj 1989 fandt politiet netop en af disse pistoler, til hvilken magasinet passede.[970] Derudover fandt politiet et forfalsket kørekort, der afslørede flere af gruppens arbejdsmetoder. Efterforskningen viste, at de falske kørekort var blevet benyttet ved leje af en bil fra den 20. december 1986 klokken 9 til den 22. december 1986 klokken 12.00, det vil sige omkring det tidsrum hvor røveriet mod Daells Varehus fandt sted. Samtidig fandt man en ”ægte” lejekonkrakt i det navn, der var opgivet på det falske kørekort. Den adresse, der var benyttet ved leje af bilen i december 1986, havde imidlertid aldrig været beboet af den person, hvis navn stod på kørekortet. Det ledte samlet efterforskningsgruppen til den slutning, at Appel-gruppen måtte have fisket den rigtige kontrakt op af en skraldespand ved ét udlejningsfirma, for herefter at bruge oplysningerne til at fremstille et falsk kørekort, som de så benyttede hos et andet udlejningsfirma.[971] Det blev dog aldrig bevist, at den lejede bil havde været benyttet ved Daells Varehus-røveriet, og ingen af gruppens medlemmer blev dømt for røveriet.

Café Libération

Overvågningen og aflytningen af Appel-gruppen fra sommeren 1986 afslørede ingen kriminelle aktiviteter. Til gengæld fik PET på dette tidspunkt oplysninger om, at nogle af gruppens medlemmer havde planer om at åbne en Café på Vestmannagade ved Islands Brygge i København.[972] Fra bevillingspolitiet fik PET den 2. februar oplyst, at man havde givet tilladelse til restaurationsdrift af Café Libération, i hvis bestyrelse der sad et enkelt medlem af Appel-gruppen og nogle med tætte relationer til gruppen.

Gruppen har selv senere berettet, at Niels Jørgensen blev ansat i caféen som langtidsledig og havde den største del i det daglige arbejde. Caféen skulle drives med det formål at give overskuddet til de grupper, man støttede i den tredje verden. Af og til blev der arrangeret politiske møder i caféen, og i Manifest/Kommunistisk Arbejdsgruppe regi udgav gruppen bladet Libération og fik desuden trykt et par politiske bøger. Flere af gruppens medlemmer og folk med relationer til gruppen arbejdede frivilligt med at drive caféen. På længere sigt måtte de dog

erkende, at projektet ikke levede op til forventningerne; arbejdet var for stort og fortjenesten for lille.[973]

Allerede i starten af februar 1987, samme dag som PET fik oplyst, at bevillingspolitiet havde givet tilladelse til restaurationsdrift, anmodede PET om rettens kendelse til at foretage aflytning af den telefon, der tilhørte Café Libération. PET’s begrundelse for anmodningen var den efterhånden ofte fremførte, at caféen blev drevet af Appel-gruppen, der mistænktes for at stå bag berigelsesforbrydelser til fordel for PFLP. Endnu mistænkte man dog – ifølge denne rapport i hvert fald – kun gruppen for Glostrupforholdet i 1980 og Lyngbyforholdet i 1983.[974] Daells Varehusforholdet, der havde fundet sted blot seks uger forinden, blev altså ikke nævnt, hvorefter det er usikkert, om PET på dette tidspunkt overhovedet mistænkte gruppen for at have deltaget i det. Nogle uger senere, den 25. februar 1987, indhentede tjenesten rettens tilladelse til også at foretage rumaflytning af Café Libération. Det skete ud fra en forventning om, at aktiviteterne omkring forlaget Manifest som tidligere nævnt ville flytte til den nye café på Islands Brygge.[975] Tjenesten indhentede fornyede retskendelser hver fjerde uge i over et halvt år, men rumaflytningen blev ikke etableret i denne omgang i hvert fald (der blev iværksat nye initiativer efter røveriet mod Købmagergade Postkontor). Den 19. oktober 1987 oplyste PET retten, at der ikke ønskedes fornyet kendelse.[976] Telefonaflytningen fortsatte, bortset fra enkelte afbrydelser, frem til den 22. august 1988. Ud over telefonaflytning foretog PET i løbet af foråret 1987 ved flere lejligheder observation af selve caféen. Rapporterne fra disse observationer beskrev lokalernes beliggenhed og indretning, hvor mange personer der opholdt sig i lokalet, samt i nogle tilfælde hvilken rute de ansatte fulgte, når de forlod caféen om aftenen.[977]

Udbyttet af overvågningen var ikke overvældende, men dog tilstrækkeligt til, at PET fik forlænget retskendelserne. I december 1987 afslørede overvågningen, at caféen leverede mad til et PFLP-møde i København. I april 1988 modtog PET oplysninger fra en udenlandsk tjeneste om, at PFLP med Marwan el-Fahoum som den ansvarlige for udenrigsanliggender havde planer om at genoptage sine terroraktioner uden for Mellemøsten. Da overvågningen af caféen af tekniske årsager var midlertidigt afbrudt, begik tjenesten et notat, som fremhævede behovet for at genoptage telefonaflytningen, da det var ”sandsynligt”, at Marwan el-Fahoum ville benytte sine kontakter, det vil sige Appel-gruppen, til at yde ”den tilrejsende terrorgruppe logistisk støtte”. Aflytningen blev genoptaget, men intet tyder på, at der foregik noget af det, den udenlandske tjeneste advarede mod.[978]

Købmagergade Postkontor

Klokken lidt over fem om morgenen den 3. november 1988 dukkede fire personer op ved portvagten til postgården ved Købmagergade Postkontor. To af dem udgav sig for at være civilklædte kriminalbetjente. De to øvrige bar nøjagtige kopier af almindelige politiuniformer.[979] De to civilklædte påstod over for portvagten, at der i løbet af natten var sket et knivoverfald på Gråbrødre Torv, som man var i gang med at efterforske. De to politiuniformerede personer gik derefter ind i postgården under påskud af efterforskningsgerning, netop som en pengetransport ankom til postgården. Portvagten svarede på spørgsmål fra de to civilklædte og lukkede porten efter pengetransporten, da denne var inde i gården. Den ene af de to mænd, der kørte pengetransportvognen, åbnede til lasten og begyndte at læsse værdierne fra bilen over i et trådnet. Da aflæsningen var færdig, startede selve røveriet. De to uniformerede overfaldt de to chauffører af transporten samtidig med, at de to civilklædte overmandede portvagten og åbnede porten til postgården. Her ankom nu en femte gerningsmand i en orangerød Toyota Hiace varevogn, som han bakkede ind i gården. Den ene af de to civilklædte gerningsmænd truede personalet med et oversavet jagtgevær, mens værdierne blev læsset over i varevognen. Cirka halvandet minut senere hoppede tre af gerningsmændene ind i varevognen og en fjerde ind ved siden af varevognens chauffør. Varevognen kørte hurtigt ud af porten til Løvstræde og svingede til højre ned mod Købmagergade med knap 13 millioner kr. liggende i varerummet.

Chaufføren i pengetransporten havde nået at slå alarm over bilens radio, inden han blev overmandet. Signalet var blevet opfanget af to patruljevogne, der tilfældigvis var lige i nærheden. Den ene, ”Alfa Syd”, befandt sig på Købmagergade nær Krystalgade og drejede ned ad Løvstræde mod gerningsmændene, der efterfølgende svingede brat uden om patruljevognen og kørte op over venstre fortov. En af betjentene hoppede ud af patruljevognen og skød efter varevognen, hvorved bagruden knustes. Da varevognen straks efter for enden af Løvstræde drejede til højre ned ad Købmagergade, blev den mødt af den anden patruljevogn, ”011”, der i alarmeringsøjeblikket befandt sig på Amagertorv. Den ene betjent i denne vogn, den 22-årige Jesper Egtved Hansen, sprang ud af patruljevognen og trak sin tjenestepistol. Personen, der sad på passagersædet i flugtbilen, sprang ligeledes ud af bilen, og affyrede et skud med et oversavet haglgevær. Et hagl ramte den unge betjent i det ene øje, og han afgik ved døden som følge heraf samme dag. Varevognen fortsatte herefter i høj fart ned ad Klareboderne og ned i en parkeringskælder i Klerkegade, hvor gerningsmændene på forhånd havde stillet to biler. Disse to var sammen med Toyata-kassevognen, der blev benyttet ved røveriet, og en ”ekstra” bil blevet stjålet den 2. november. Ingen af de stjålne biler bar synlige tegn på indbrud. Gruppen flyttede værdierne over i de to personbiler og fulgte herefter en rute ud af København, under hvilken der blev foretaget yderligere omladninger. Det kom senere frem, at gruppen havde praktiseret ”nøglefiskeri” i stort omfang forud for røveriet. Derudover havde et af gruppens medlemmer ombygget en nøglefræser, så den kunne bruges i en bil, hvorved gruppen kunne lave nøglekopier med det samme under de natlige ”nøglefiskeri-ture”. I august-september havde gruppen fundet de to personbiler, man ville benytte som flugtbiler, og Hiacen var blevet fundet senere på året.[980]

Gruppen beholdt selv den udenlandske valuta fra røveriet. De øvrige ca. 11 millioner kr. blev i midten af december sendt ud af landet til to unavngivne modtagere.[981]

PET og efterforskningen

Samme dag, den 3. november klokken 8.57, blot nogle timer efter røveriet mod Købmagergades Postkontor, oprettede PET observation af Niels Jørgensen, som herefter blev observeret hver dag de næste otte dage. I samme periode blev der etableret ”punktvise” observationer af de øvrige fire gamle medlemmer af gruppen. Herefter fulgte observationerne jævnt på ugentlig basis i tiden frem til anholdelsesaktionen i midten af april 1989, dog med Niels Jørgensen som det mest hyppige observationsobjekt. PET arbejdede tydeligvis med en tese om, at gruppen måtte have nogle skjulte lokaliteter, idet tjenesten i en rekvisition forud for en observationsrekvisition af netop Niels Jørgensen skrev, at han muligvis kunne bringe observationsholdet rundt til eventuelle kontaktsteder og hemmelige lokaliteter, hvor materiel fra gruppen blev opbevaret.[982] Man oprettede desuden en række observationer mod Café Libération, hvor indsatsen blev rettet mod de fire ovennævnte kernemedlemmer. Under et ”stormøde” på caféen observerede PET ved en given lejlighed, at to af medlemmerne forlod caféen og gik en tur rundt om nogle boligblokke ”i dyb samtale.”[983]

I begyndelsen af december 1988 oprettede politiet en undersøgelsesgruppe under ledelse af Københavns kriminalpoliti Afdeling C, med personale fra København, Lyngby, Gladsaxe og PET. Samtidig iværksatte PET telefonaflytninger af personer, som PET mistænkte for overtrædelse af straffelovens § 114, den ofte benyttede paragraf i forbindelse med aflytningen af Appel-gruppen, der omhandler støtte til terrorbevægelser, in casu PFLP. Det var ved tidligere lejligheder blevet afsløret, at disse personer havde forskellige tilknytninger til gruppen, hvilket dog ikke blev nærmere præciseret i anmodningerne forud for aflytningerne. De fleste aflytninger ophørte i vinteren 1989, da de ikke umiddelbart tilførte efterforskningen noget nyt.[984] Derudover blev Café Libérations telefon aflyttet med start nogle dage efter røveriet, og denne aflytning varede ved i et halvt år. I januar 1989 blev telefonaflytningen af caféen suppleret med en rumaflytning, der denne gang blev etableret, men som kun var aktiveret under møder på caféen.[985] Først i løbet af vinteren og foråret indledte undersøgelsesgruppen aflytninger af gruppens medlemmer. Som det var tilfældet ved tidligere aflytninger, forhindrede gruppens interne sikkerhedsrutiner tilsyneladende, at væsentlige oplysninger kom ud.

I marts 1989, over fire måneder efter røveriet, var der stadig ikke foretaget nogen anholdelser. Undersøgelsesgruppen udarbejdede i midten af marts 1989 en rapport, som viste, at man havde indsamlet og udvekslet et stort antal oplysninger om gruppens oprindelse, udvikling, aktiviteter og kontakt til PFLP, og at efterforskningen omfattede følgende forhold:

Rapporten fremhævede de helt gennemgående træk ved forbrydelserne og indikationer, der pegede på, at gerningsmændene skulle søges uden for de ”normale kriminelle kredse”, og i personkredse, ”der pga. sympati eller idealisme skaffer penge/værdier til den ’fælles sag’ uden hensyn til nødvendige magtmidler”.[986]

Den 12. april 1989 indhentede undersøgelsesgruppen tilladelser til ransagninger af lejligheder, og den 13. april anholdt politiet de fire kernemedlemmer af Appel-gruppen: Peter Døllner, Torkil Lauesen, Niels Jørgensen og Jan Weimann. I tilslutning til det efterfølgende grundlovsforhør blev de sigtet for tre røverier af særlig farlig karakter, samt for overtrædelse af straffelovens § 114 ved at have ydet væsentlig bistand til PFLP.[987] Bemærkelsesværdigt nok blev de ikke i første omgang sigtet for Købmagergadeforholdene, men for Glostrupforholdet i 1980 samt de to røverier i henholdsvis 1982 og 83: Ved Vesterport og i Lyngby. Gruppens medlemmer nægtede sig skyldige, men blev varetægtsfængslet, hvorefter undersøgelsesgruppen arbejdede videre med efterforskningen. Trods de mange indicier blev der ikke fundet entydige beviser. Politiet genindkaldte i slutningen af april tidligere vidner fra Lyngby-røveriet i 1983 til konfrontationer med nogle af gruppens medlemmer, men uden resultat. Derudover havde de varetægtsfængslede en ens nøgle, der dog så for ordinær ud til at blive genkendt, selv om den blev affotograferet og kom i landets aviser. Før den 2. maj 1989 arbejdede politiet stort set kun med mistanker og indicier.

Gennembrud og nye sigtelser

Klokken 7.15 om morgenen den 2. maj 1989 blev det ene af de to sidste medlemmer af Appel-gruppen, der endnu var på fri fod, Carsten Nielsen, involveret i et alvorligt trafikuheld på Birkerød Kongevej nord for København. I Carsten Nielsens besiddelse fandt politiet en nøgle, der var identisk med den, de øvrige medlemmer af gruppen havde. Endvidere fandt man en telefonregning udstedt til Frode Nielsen, Blekingegade 2, 1.th. Carsten Nielsen og endnu et medlem af gruppen, Karsten Møller Hansen, blev anholdt, og samme eftermiddag tog tre kriminalbetjente ud til adressen, hvor det hurtigt blev klart, at arrestanternes nøglesæt alle passede til både gade- og hoveddør på adressen i Blekingegade.[988] Der blev iværksat en ransagning af lejligheden, der umiddelbart forekom ”forladt” og uden mærkbare spor efter kriminelle aktiviteter, bortset fra nogle parykker, noget maskering samt nogle bærbare radioer. Under en ny gennemgang af lejligheden senere samme dag, blev betjentene opmærksomme på en meget bred væg, hvorpå der var fastskruet en reol. Politifolkene lavede en åbning i væggen og fandt et hemmeligt rum, med politi- og postuniformer og en hel del håndvåben, jagtgeværer og sprængstoffer.[989] Nærmere undersøgelser afslørede drejebøger for røverier, observationsnotater af pengetransportvogne og planer om kidnapning for blot at nævne de vigtigste ting. Lejligheden var blevet lejet i september 1985 i falsk navn, og havde siden fungeret som et mødested, hvor der blev planlagt illegale aktiviteter.[990]

De mange fund førte til en række nye sigtelser og til nye aflytninger af folk med tilknytning til gruppens medlemmer. Et af de vigtigste forhold var Rausingforholdet, for hvilket gruppens medlemmer blev sigtet for

”... ved i foråret sommeren 1985 [1984] i forening med medgerningsmænd, under nøje planlægning og efter systematiske observationer at have iværksat handlinger til bortførsel af den svenske statsborger JÖRN RAUSING (…) for efterfølgende under trusler om at slå pågældende ihjel at presse familien til at udbetale en løsesum på 25 millioner US-dollars.”[991]

Det store våbenfund i det hemmelige rum i lejligheden omfattede:

Efterforskningen konstaterede et sammenfald mellem dette våbenfund og et våbentyveri, der havde fundet sted i Flen i Sverige i november 1982, og et andet tyveri fra et våbendepot i Jægersborg vandtårn i 1973. Derudover kunne der konstateres et sammenfald mellem det samme våbentyveri i Sverige og fundet af et nedgravet våbenlager i Fontainebleau-skoven lidt uden for Paris i 1986 samt nogle tegninger over dette område i Frankrig, som politiet fandt i lejligheden i Blekingegade.[992] Gruppen blev sigtet for hæleri af grov beskaffenhed i tidsrummet fra den 7. november 1982 til den 2. maj 1989.[993] Under den efterfølgende retssag kom det frem, at gruppen i årene 1982-83 havde holdt en række møder om muligheden for at smugle våben til de palæstinensiske områder i kølvandet på den israelske invasion af Libanon i 1982. I løbet af 1984 havde gruppen mere konkret undersøgt mulighederne for at få transporteret våbnene til området, og man undersøgte bilmodeller, ruter og tilgængelighed via søvejen, men opgav planen senere på året. I samme periode havde et af gruppens medlemmer foreslået våbentyverier i Norge og havde i den forbindelse foretaget en række observationer. Det blev ved planerne.

Uvist hvornår og af hvem blev våbnene i løbet af årene 1985-86 flyttet fra en af gruppens tidligere dækadresser til Blekingegade.[994] Da Niels Jørgensen i 1986 blev anholdt for brugstyveri af en varevogn var dette et led i en anden plan, der skulle skaffe gruppen af med våbnene. Ifølge Niels Jørgensens egen forklaring var planen at smide sprængstofferne, detonatorerne og raketterne i søer og branddamme.[995] Endelig viste det sig under retssagen, at flere af gruppens medlemmer i 1984 i en skov i Nordsjælland havde prøvet at skyde med nogle af håndvåbnene.[996]

Z-FILE

En anden vigtig ny sigtelse afspejlede endnu et aspekt af gruppens forbindelser med PFLP. I lejligheden fandt politiet en række ringbind, der indeholdt oplysninger om ca. 500 personer, organisationer og firmaer, af ”jødisk/zionistisk oprindelse”, den såkaldte ”Z-file”. Derudover var der oplysninger om folk, der havde udtrykt sympati for Israel, oplysninger om handelssamarbejdet mellem EF og Israel, samt oplysninger om danske firmaer, der beskæftigede sig med våbenproduktion, og disse firmaers forbindelser til Israel.[997] Oplysningerne var hovedsageligt indhentet af Bo Weimann, der efter eget udsagn var blevet opfordret til det i 1982, uoplyst af hvem. Det angivelige hovedformål med arkivet var at kortlægge Mossads virksomhed i Danmark. I mere konkrete vendinger handlede det om at ”få indblik i de politiske sider af zionismen i Danmark” samt ”Israel-lobbyens indflydelse i dansk politik”. Bo Weimann betegnede selv indhentningen som en ”biblioteksopgave” og understregede under retssagen i 1990, at oplysningerne i vid udstrækning stammede fra offentligt tilgængelige oplysninger på det Kongelige Bibliotek. Mere konkret byggede de på en systematisk gennemgang af foreninger, tidsskrifter, aviser, sympatitilkendegivelser osv. Han afleverede en mængde oplysninger til den person, der havde opfordret ham til at indsamle dem. Han arbejdede ifølge det oplyste på opgaven i årene 1982-84.[998] Eftersom oplysningerne skulle stilles til rådighed for PFLP, blev gruppen sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 stk. 1 ved at have bistået fremmed efterretningsvæsen til at virke inden for den danske stats område.

Retssag og dom

Ved retssagens begyndelse den 3. september 1990 var de syv personer tiltalt for i alt 15 forhold. Mod alle syv rejstes tiltale for en række tilfælde af dokumentfalsk, til dels som forsøg, for hæleri med hensyn til tyveri af våben og for overtrædelser af våbenloven, for forsøg på tyveri fra politistationer i Sverige i 1983 og for forsøg på tyveri fra våbendepoter i Norge i perioden 1983-85. Mod seks personer fra gruppen (alle undtagen Carsten Nielsen) rejstes tiltale for overtrædelse af straffelovens § 108, eller forsøg herpå, ved at have indsamlet og videregivet oplysninger til PFLP (den såkaldte Z-file), for røveriet mod Den Danske Bank i Lyngby i 1983, og for forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på røveri (Rausingforholdet). Mod seks personer (alle undtagen Døllner) rejstes tiltale for røveri mod Herlev postkontor i 1985, det såkaldte ”Rullestolsrøveri”, for forsøg på røveri mod Amagerbanken i 1985-86, for røveri mod Daells Varehus i 1986, for røveri mod Købmagergade postkontor i 1988 og for drab i forbindelse med Købmagergaderøveriet. Endelig blev Karsten Møller Hansen tillige tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 152 ved at have tilskyndet en læge til at røbe fortrolige oplysninger, som lægen erfarede i sit virke.

Under domsforhandlingen frafaldt anklagemyndigheden en række af forholdene. Som eksempler kan nævnes forholdene om forsøg på tyveri fra politistationer og våbendepoter og forholdet om røveriet i Lyngby, idet tiltalen dog opretholdtes mod Niels Jørgensen, og tiltalen for røveriet i Herlev og Daells Varehus for så vidt angår Bo Weimann, Karsten Møller Hansen og Carsten Nielsen, idet tiltalen opretholdtes mod de øvrige. Nævningetinget frifandt de tiltalte for en række af forholdene, bl.a. røveriet i Lyngby, røveriet i Herlev, røveriet mød Daells Varehus og drabsforholdet. Endvidere frifandt nævningetinget for tiltalen om frihedsberøvelse af Rausing på grund af de tiltaltes frivillige tilbagetræden fra forsøg. Den del af Rausingforholdet, der angik røveri, var frafaldet af anklagemyndigheden.

De tiltalte blev alle fundet skyldige i en del af forholdene og idømt fængselsstraffe fra et til ti år. Niels Jørgensen blev straffet med fængsel i ti år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, forsøg på røveri mod Amagerbanken og røveri mod Købmagergade postkontor. Torkil Lauesen blev straffet med fængsel i ti år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, forsøg på røveri mod Amagerbanken og røveri mod Købmagergade postkontor. Jan Weimann blev straffet med fængsel i ti år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, forsøg på røveri mod Amagerbanken og røveri mod Købmagergade postkontor. Peter Døllner blev straffet med fængsel i et år for dokumentfalsk og hæleri med hensyn til våben. Bo Weimann blev straffet med fængsel i syv år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven, overtrædelse af straffelovens § 108, forsøg på røveri mod Amagerbanken og medvirken til røveri mod Købmagergade postkontor. Karsten Møller Hansen blev straffet med fængsel i tre år for dokumentfalsk, overtrædelse af straffelovens § 152 om udnyttelse af fortrolige oplysninger, hæleri med hensyn til våben, forsøg på røveri mod Amagerbanken og medvirken til røveri mod Købmagergade postkontor. Endelig blev Carsten Nielsen straffet med fængsel i otte år for dokumentfalsk, hæleri med hensyn til våben, overtrædelse af våbenloven og røveri mod Købmagergade postkontor.

For så vidt angår en del af de forhold, som de syv personer blev dømt for, erkendte de tiltalte under sagen forholdene i større eller mindre grad. De erkendte således alle syv de omfattende dokumentfalskforhold, og de seks, der var tiltalt for forsøg på frihedsberøvelse (Rausingforholdet) erkendte alle forsøget, men gjorde gældende, at de var trådt frivilligt tilbage herfra. Som anført frifandtes de også for forholdet af denne grund. Erkendelserne og retssagen vakte megen offentlig opmærksomhed, eftersom de tiltalte under hele forløbet forud stort set intet havde oplyst til politiet, og det var først under retssagen, at flere af gruppens aktiviteter blev kendt.

Tre af de dømte ankede strafudmålingen til Højesteret med påstand om formildelse, mens anklagemyndigheden ankede med påstand om skærpelse af straffen for en fjerde, der derpå påstod formildelse. Ved dom af 8. november 1991 stadfæstede Højesteret nævningetingets dom.

Afslutning

Efter det interne opgør i Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) dannede en gruppe yngre medlemmer med Jens Holger Jensen i spidsen Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA). Gruppens ideologiske udgangspunkt var en fortsættelse af KAK’s snylterstatsteori, men adskilte sig i praksis fra denne på en række punkter: KA’s tredjeverdensorienterede aktiviteter blev iværksat ud fra opgørelser over, hvor disse aktiviteter ville skade og konfrontere imperialismen mest. Både omfanget og karakteren af støtten var mere aktivistisk og direkte end den tidligere ”guru” og leder af KAK, Gotfred Appel, synes at være gået ind for.

Inden for KA opretholdt og udbyggede en lille gruppe kontakten til PFLP via palæstinensiske kredse i Danmark og via PFLP-folk i Mellemøsten. Denne lille gruppe, der blev kendt som Appel-gruppen, arbejdede under meget hemmelige forhold ved siden af det legale politiske arbejde inden for rammerne af KA. Appel-gruppen havde tætte kontakter til PFLP, foretog rejser under konspirative former, benyttede falske identitetspapirer og adresser og undgik bevidst og med betydelig effekt, at PET fik kendskab til gruppens aktiviteter og tilholdssteder.

PET kendte visse af gruppens medlemmer før bruddet i 1978. Tjenesten havde fulgt KAK fra dannelsen i 1963, og kendte også til ungdomsforbundet KUF, som de fleste af den senere Appel-gruppes medlemmer oprindeligt kom fra. Ud over Jens Holger Jensen var ingen af de øvrige registreret fra KUF-tiden. I løbet af 1970’erne, samtidig med at PET nedtonede sin interesse for KAK, indledte tjenesten en tæt overvågning af palæstinensiske miljøer i Danmark og fik derved identificeret, hvilke personer fra disse miljøer, der var tilknyttet PFLP. På baggrund af disse overvågningsaktiviteter fik PET også kendskab til, hvilke kontakter den danske PFLP-gruppe opretholdt, og blev ad denne vej atter opmærksom på KAK og den nye gruppe af unge medlemmer. PET’s interesse for Appel-gruppen blev således vakt som følge af overvågningen af palæstinensiske miljøer. Fra 1977-78 godtgjorde overvågning flere tegn på kontakt mellem de unge i Appel-gruppen og de palæstinensiske grupper, og PET oprettede sager på de fire øvrige centrale medlemmer af Appel-gruppen i anden halvår af 1979. I oktober 1979 mødtes Appel-gruppens alle oprindelige fem medlemmer med den fremtrædende PFLP-figur Marwan el- Fahoum. Dette møde indledte PET’s overvågning af selve Appel-gruppen, der med vekslende intensitet fortsatte til 1989. De første to år, 1979-81, blev gruppen fulgt tæt, og PET var i besiddelse af mange oplysninger, der beviste kontakt til PFLP. De første mistanker om kriminel aktivitet opstod ligeledes i denne periode, da et par af gruppens medlemmer blev mistænkt for at have medvirket ved kidnapningen og røveriforsøget i Glostrup i 1980. PET fortsatte overvågningen af gruppen og dens kontakter i form af aflytninger og enkelte observationer frem til slutningen af 1981, hvor overvågningen af gruppen blev nedtonet i en periode.

1982-85 foretog tjenesten ikke nogen intensiv overvågning af gruppen, og der ses kun gennemført enkelte overvågningsinitiativer. Ved den senere retssag i 1990-91 dannede denne periode imidlertid ramme om en række alvorlige tiltaleforhold, heriblandt tre røverier af særlig farlig karakter. Mest bemærkelsesværdigt var Lyngbyrøveriet i 1983, hvor mistanken blev rettet mod Appel-gruppen efter fundet i Paris af 8,3 millioner danske kroner. Bortset fra disse enkelte episoder blev en mere sammenhængende overvågning af gruppen først genoptaget i 1986, da PET igen ved hjælp af overvågning af de palæstinensiske miljøer fik oplysninger om, at Marwan el- Fahoum ville genetablere kontakten til Appel-gruppen. Tjenesten iværksatte en række aflytninger og observationer for at klarlægge karakteren af kontakten mellem gruppen og palæstinenserne. Under kodenavnet Operation PINEAPPLE indhentede PET rettens tilladelse til at foretage rumaflytning af et af gruppens medlemmer i løbet af efteråret 1986, hvilket dog aldrig blev iværksat. I løbet af 1987, da gruppen åbnede caféen Libération, overvågede PET i perioder caféen ganske nøje.

Ved røveriet mod Købmagergade postkontor var det tydeligt, at PET umiddelbart mistænkte gruppen. Intensiv efterforskning førte til anholdelse af gruppens medlemmer i april 1989, men beviserne var ikke overbevisende. Først da et af gruppens medlemmer kørte galt et par uger senere, fandt politiet frem til lejligheden i Blekingegade og fik dermed en mængde beviser på en række kriminelle aktiviteter, der førte til nye sigtelser.

En af gruppens forsvarere udtalte efter sagen, at ”Gruppen havde en ulyksalig manglende evne til at bruge papirkurven.”


[790] Peter Frederiksen, Kindkys af Pol Pot, s. 232.

[791] KAK: Forsvarsdebat på afveje, maj 1981, og Gotfred Appel i Politiken 5. oktober 1980.

[792] Manifest, nr. 1, oktober 1978, og Leksikon for det 20. århundrede.

[793] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 125.

[794] Det følgende bygger overvejende på Manifest – Organ for Kommunistisk Arbejdsgruppe, nr. 1, oktober 1978, og ”Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA)”, (u. dato) her taget fra PET, emnesag: ”Manifest – Kommunistisk Arbejdsgruppe”.

[795] Inspireret af bl.a. Immanuel Wallersteins retning inden for teorierne om internationale relationer.

[796] Nawrocki og Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme, s. 120.

[797] PET, oplysninger i diverse personsager.

[798] Socialistisk Håndbog (1978), s. 71.

[799] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1971. Afd. C.

[800] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1972. Afd. C.

[801] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde vedr. Palæstinensisk Arbejderunion i Danmark”, 8. maj 1972.

[802] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde vedr. Stemningen i herboende arabiske kredse”, 16. august 1972.

[803] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde [-] vedr. muligt arabisk attentat her i landet”, 16. oktober 1972.

[804] Ibid.

[805] PET, personsag: ”Notat vedr. Ahmad Ahmed Darwish Awadalla”, 6. december 1972.

[806] Ibid.

[807] PET, personsag: Notat vedr. ”trusselsbreve, sendt til herboende arabere”, 10. november 1972.

[808] PET, personsag: Indberetning fra kilde [-] vedr. ”Herboende arabere”, 5. december 1973.

[809] RB: 3. december 2002. Dette vidne mente at flere fraktioner var tilknyttet PWU-kontoret, men understregede også i sin forklaring for Kommissionen, at PWU-lederen var tilknyttet PFLP.

[810] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-mødet i Kbh. d. 12/11 1977”.

[811] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977 afd. T.

[812] PET, personsag: ”Vedr. Kontakt mellem Talal Zouabi og PFLP/Al Hadaf-kontoret i Beirut”, 30. marts 1978.

[813] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 44”. I forbindelse med retskendelser forud for aflytninger var standardformuleringen af man havde grund til at antage, ”at der via den pågældende telefon blevet givet eller modtaget opkald til eller fra personer..” der var mistænkt for overtrædelse af de enkelte paragraffer.

[814] PET, personsag: Indberetning fra kilde, 27. oktober 1976. Enkelte vidner har under Kommissionens afhøringer foretaget i 2001 sagt, at de mente Jens Holger Jensen var blandt deltagerne. Dette kan på baggrund af datidens indberetninger med temmelig stor sikkerhed afvises. Samtidig er der dog ingen tvivl om, at flere af Appel-gruppens medlemmer fra tid til anden opholdt sig i Libanon eller Irak uden at der dog vides noget præcist om deres opholdssteder i de to lande.

[815] Ibid.

[816] RSU: 7. januar 1977.

[817] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 45”.

[818] PET, personsag: ”Vedr. Sati Awad Bakier”, 14. januar 1977.

[819] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-hovedkvarter for forbindelser til udlandet”, 15. november 1976 og ”Vedr. Oplysninger om palæstinensere”, 24. december 1976.

[820] PET, personsag:” Vedr. Sati Awad Suleiman Bakir”, 15. marts 1977.

[821] PET, personsag: ”Vedr. Træningslejr i Libyen 1977”, 10. august 1977, og PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T.

[822] PET, personsag: ”Vedr. Sati Awad Suleiman Bakir”, 15. marts 1977.

[823] PET, personsag: ”Indberetning fra kilde vedr. forbindelse mellem PFLP-medlemmer og personale på den libyske ambassade i Danmark”, 22. marts 1977.

[824] PET, personsag: ”Vedr. Forbindelse mellem den herboende PFLP-kreds og den herværende Libyske ambassade (…)”, 27. juli 1977.

[825] PET, personsag: ”Oplysninger fra kilde om “Den libyske ambassade – forbindelse til PFLP””, 13. december 1977.

[826] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980 afd. T.

[827] RB: 11. juni 2002.

[828] Dette fremgår af flere af de vidneforklaringer der er afgivet til Kommissionen, f.eks. RB: 8. maj 2001 og RB: 3. december 2002.

[829] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T. I The Mitrokhin Archive nævnes det, at PFLP-lederen Waddie Haddad allerede i 1970 blev rekrutteret som KGB-agent under kodenavnet ”NATSIONALIST”, og at Haddad og KGB planlagde flere fælles operationer op gennem 1970’erne. De to parter havde en fælles interesse i at bekæmpe israelsk og amerikansk indflydelse i eksempelvis Libanon. Se Christopher Andrew og Vasili Mitrokhin (1999), The Mitrokhin Archive – The KGB in Europe and the West, s. 493-498.

[830] Den 13. oktober 1977 blev en Lufthansa Boeing 737 fra Mallorca til Frankfurt kapret af fire ”arabisk udseende” mænd og fløjet til Mogadishu i Somalia. Ifølge PET skulle kapringen ses i sammenhæng med RAF-bortførelsen af den vesttyske arbejdsgiverforeningsformand, Hans Martin Schleyer, blot en måned tidligere den 5. september 1977. Flykaprenes krav omhandlede således, foruden frigivelsen af 11 vesttyske RAF-medlemmer, også løsladelse af to palæstinensiske terrorister der sad fængslet i Tyrkiet, hvilket vidnede om en vis kontakt mellem tyske og palæstinensiske terrorgrupper. Den 17. oktober krævede gidseltagerne, at de fængslede RAF-medlemmer efter frigivelsen skulle flyves til Mogadishu, hvilket de vesttyske myndigheder den følgende dag oplyste dem om var ved at ske. Samme aften landede en Boeing 707 ubemærket i Mogadishus lufthavn. Ombord var en styrke fra det vesttyske anti-terrorkorps GSG-9, der efter en times forberedelse stormede det kaprede fly omkring midnat, natten til den 18. oktober. Tre af de fire gidseltagere blev dræbt, den sidste hårdt såret. 11 af de i alt 86 passagerer blev i flg. PET’s årsberetning lettere såret og ingen blev dræbt. Udfaldet af kapringen førte til, at fire RAF-medlemmer den følgende dag begik selvmord i deres fængselsceller i Vesttyskland, heriblandt den oprindelige leder af Baader-Meinhof gruppen Andreas Baader. Dagen efter, den 19. oktober, blev Hans-Martin Schleyer likvideret af sine kidnappere efter 43 døgns fangeskab. I PET’s årsberetning blev det anset for ”overvejende sandsynligt” at det var Waddie Haddads gruppe ”inden for PFLP” (formentlig PFLP-SC) der sammen med RAF stod bag flykapringen. I den senere litteratur om emnet nævnes PFLP da også som ansvarlig, uden det dog er nærmere specificeret, hvilken gruppe inden for PFLP der var tale om. PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T. Om samarbejdet mellem palæstinensiske og vesteuropæiske grupper se også Livingstone & Halevy (1991), Inside the PLO, s. 208-209. Se desuden Richard Muffman, ”This is Baader-Meinhof” på www.baader-meinhof. com/timeline/1977.html.

[831] PET, personsag: Observations-rekvisition, 17. august 1977.

[832] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1977, afd. T.

[833] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 45”.

[834] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 73”.

[835] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 45”.

[836] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 42”.

[837] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1978, afd. T.

[838] PET, operationssag: ”Kendelse bilag 42”: Rapport 3. marts og 4. marts 1978 og udskrift af retsbog for Københavns byret 25. marts. Ransagningen blev anset for foretaget i medfør af retsplejelovens § 797, stk. 2.

[839] PET, operationssag:”Kendelse bilag 45”: Rapport 22. september 1978.

[840] PET, personsag: “Vedr. PWU’s reaktion på Camp David-aftalen”, 11. oktober 1978.

[841] PET, emnesag: Den 8. september 1978.

[842] PET, emnesag: Den 14. september 1978.

[843] RB: 2. oktober og 4. december 2002.

[844] RB: 3. april 2001.

[845] RB: 4. april 2001.

[846] RB: 4. december 2002.

[847] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1984. Fatah har traditionelt været den største af de mange undergrupper i PLO, der mest kan opfattes som en paraplyorganisation. PFLP var en anden undergruppe og var ofte meget uenig med Fatah og den generelle politiske linje i PLO.

[848] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[849] Ibid.

[850] PET, personsag:” Notat vedr. Sati Bakir”, 17. august 1985.

[851] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985. Ifølge Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl, Flygtningenes Danmarkshistorie 1954-2004, ankom der i årene 1985-89 ca. 5.600 palæstinensere.

[852] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[853] PET, emnesag.

[854] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[855] PET, emnesag: ”Informationer fra kilde [-], vedr. PLO-kontorets brug af telefax”, 15. januar 1987. Dele af PLO’s ledelse, herunder Arafat, flyttede i 1987 fra Tunis til Bagdad.

[856] PET, emnesag: ”Indberetning fra kilde”, 19. november 1987.

[857] PET, emnesag: ”Vedr. samtale mellem…”, 14. december 1987.

[858] PET, emnesag: ”Vedr. palæstinenseres udrejse fra DK”, 19. juli 1988. I tiden mellem de første rygter om udrejsende palæstinensere og disse oplysninger var intifadaen brudt ud i december 1987.

[859] PET, emnesag.

[860] PET, emnesag: ”Vedr. Alawis arbejde for at få Danmark til at anerkende PLO”, 7. marts 1988.

[861] PET, emnesag: ”Observation af div. fagforeningsmedlemmer forud for PLO møde i forbindelse med tur til mellemøsten”, 4. maj 1988.

[862] RB: 4. december 2002. Det må formodes, at der i dette tal er indregnet grupper med kontakt til palæstinensiske miljøer, f.eks. Appel-gruppen, Palæstinakampagnen etc.

[863] RB: 4. december 2002.

[864] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1985.

[865] RB: 2. oktober 2002 og 4. december 2002. Episoden er desuden omtalt i Demos-publikationen De Hemmelige tjenester, 1998, s. 74-75.

[866] Eksempelvis fik PET oplysninger om, at to medlemmer af VS’ internationale udvalg var i Beirut, hvor de havde kontakt med palæstinensiske kredse. PET, personsag: Notits, 16. juni 1978.

[867] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. T.

[868] PET, personsag: ”Vedr. Skandinavisk Solidaritetskonference i København og forholdet mellem PWU og FMI”, 8. marts 1978.

[869] PET, personsag: „Vedr. Solidaritetskonferencen 24-28/3 1978”.

[870] Ibid.

[871] Ibid., s. 23. Ved den efterfølgende kvindekonference dækkede den irakiske ambassade angiveligt PLO-delegationens hotelomkostninger. Derudover blev det nævnt i årsberetningen, at de tidligere års ”Palæstinauger” havde modtaget støtte fra den irakiske ambassade. Endelig modtog PWU indirekte støtte i form af billige flybilletter med Iraqi Airways. Den irakiske støtte skal utvivlsomt ses som led i kampen om indflydelse i arabiske kredse mere generelt. Det var alment kendt, at Irak og Syrien måtte opfattes som rivaler/fjender i den arabiske verden, hvorfor Irak søgte at begrænse det stærke tilhørsforhold mellem PFLP og Syrien.

[872] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1980, afd. T.

[873] Ibid.

[874] Indkaldelsen til ”lejren” på Cuba blev af arrangøren selv omtalt som et ”stævne”. PET, personsag.

[875] PET, personsag: ”Vedr. Nubar Hovsepian..”, 6. december 1977.

[876] PET, personsag: ”Vedr. En eventuel terroraktion i Danmark”, 3. april 1978.

[877] PET, personsag: Ledning ”PIG d. 9/2 1979”. Notits Vedr. Jens Holger Jensen.

[878] PET, personsag: ”Vedr. PWU-kontakt til Gotfred Appel”, 14. maj 1979.

[879] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensens ankomst til Danmark efter rejse til Beirut”, 11. september 1979.

[880] PET, personsag: ”Vedr. Jan Weimanns og Jens Holger Jensens rejse til Beirut i aug. 1979”, 31. august 1979 og PET, personsag: Oversigt over PWU’s kontakter med PFLP/Mellemøsten i august 1979.

[881] PET, personsag: PET-rapport 18. september 1979.

[882] PET, personsag: ”Vedr. Besøg i København af Marwan Fahoum fra PFLP’s kontor for udenlandske forbindelser og operationer, okt. 1979”, 10. oktober 1979.

[883] Peter Døllner blev aflyttet 30. oktober 1979 – 30. juni 1980; Torkil Lauesen blev aflyttet 19. december 1979 – 30. juni 1980. PET, operationssag.

[884] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensens rejse til London/ ”USA” i okt. 1979”, 19. oktober 1979 og Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, Borgen 1994, s. 56 ff.

[885] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th., s. 57.

[886] PET, personsag: ”Vedr. Konstatering af udrejse fra Kbh. Hovedbanegård af 2 danske statsborgere”, 9. oktober 1979.

[887] PET, personsag: Notitser vedr. besøg i England, 11-12. oktober 1979.

[888] Se PET, personsag: Rapport, 17. juni 1980.

[889] Senere blev PET oplyst om at Niels Jørgensen og Jens Holger Jensen havde deltaget i et PFLP-møde d. 19. november 1979. Formålet med mødet var at indsamle penge til skoler til palæstinensiske børn i Libanon. PET, personsag: Notits vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen, 24. juli 1980.

[890] PET, personsag: Vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensens rejse til USA, 29. november 1979.

[891] PET, personsag: ”Vedr. De danske PFLP-medlemmer, Jens Holger Jensen (…) samt Niels Jørgensen (…) indrejse i Danmark d. 30.11.79 kl.12.30 via Esbjerg havn”, 29. november 1979.

[892] PET, personsag: Vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensens indrejse, 3. december 1979.

[893] Ibid., samt Betina Bendix & Lene Løvschall: Blekingegade 2, 1.th, s. 57.

[894] PET, personsag: ”Notits Vedr. Personmotorvogn rød Mazda 929”, 4. december 1979, og ”notits vedr. observation d. 30/11 1979”, 6. december 1979.

[895] PET, personsag: Rapporter fra søstertjenester, 12. december og 14. december 1979.

[896] PET, personsag: ”Indberetning fra reg. III til Centralafdelingen vedr. Jens Holger Jensen”, 25. februar 1980. Undersøgelsen af værelset havde ikke karakter af en ransagning, eftersom fraflytningen var sket, da kilden på kollegiet undersøgte venindens værelse.

[897] PET, personsag: ”Telefonkladder vedr. Jens Holger Jensen 28/9 1979 – 1/3 1980”, 21. marts 1980, og ”notits vedr. Jens Holger Jensen“, 20. marts 1980.

[898] PET, personsag: Rapporter fra søstertjenester, 8. februar og 13. februar 1980.

[899] PET, personsag: ”Notits vedr. Jens Holger Jensen”, 27. maj1980.

[900] PET, personsag: ”Vedr. ejerskifte på personvogn”, 18. april 1980.

[901] PET, personsag: ”Vedr. Torkil Lauesens rejse til Beirut ….”

[902] PET antog at Peter Døllner og Torkil Lauesen også deltog i møderne. PET, personsag: Vedr. møde mellem Jan Carl Weimann og Sati Bakir, 21. april og 21. maj 1980.

[903] PET, personsag: Rapport 17. juni 1980.

[904] PET, personsag: ”Vedr. Marwan el Fahoums rejse i Skandinavien”, 15. august 1980.

[905] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen”, 26. august og 9. september 1980.

[906] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 19. september 1980, og PET, personsag: ”Vedr. Marwan el Fahoum“, 29. august 1980.

[907] PET, personsag: ”Vedr. Jens Holger Jensen og omstændighederne omkring hans død”, 19. september 1980. Vedr. ”Danmarks Socialistiske Befrielseshær” henvises til Kommissionens beretning, bind 12.

[908] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd. C 1980, s. 52., og PET, personsag: Vedr. Operation [-], 23. september 1980. PET havde dog fortsat mistanke til gruppen. Se Kommissionens beretning, bind 12. At PET ikke var i stand til at bevise nogen sammenhæng blev bekræftet af chefkriminalinspektør Per Larsen under Kommissionens afhøring d. 18. september 2001. RB: 18. september 2001.

[909] PET, personsag: ”Vedr. anmodning om rettens kendelse til aflytning af Peter Døllners telefon”, 4. november 1980.

[910] Peter Døllner erkendte ved den senere anholdelse at have benyttet flere falske navne og blev i alt sigtet for dokumentfalsk i fire forhold. PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen), PET, personsag: ”Vedr. CK 82.539 – tilhørende Jens Holger Jensen”. ”Per Henriksen” var navnet på sønnen af den tidligere ejer af Jens Holger Jensens bil. PET, emnesag: ”Vedr. Operation [-]”, 27. juli 1992.

[911] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd. C 1980, s. 52, og PET, personsag: ”Vedr. anmodning om rettens kendelse til aflytning af Peter Døllners telefon”, 4. november 1980.

[912] PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen) og PET, personsag: Vedr. anholdelsen af Peter Døllner, 24. marts 1981.

[913] PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen).

[914] PET, personsag: ”Foranstaltninger under efterforskningen mod Niels Jørgensen og (afdøde) Jens Holger Jensen”, 19. september 1980.

[915] PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981 (rapport fra rejseafdelingen).

[916] Rejseafdelingen overtog efterforskningen, da muligheden for forbindelse til Glostrup-røveriet forelå. PET, personsag: ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981.

[917] PET, personsag ”Resumé vedr. undersøgelserne mod Jens Holger Jensen og Niels Jørgensen”, 9. juni 1981. Sagen indgik i undersøgelserne efter røveriet mod Købmagergade Postkontor i november 1988.

[918] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 59.

[919] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd. T 1980, s. 18.

[920] PET, administrativ sag: Årsberetning for afd C 1980, s. 56.

[921] PET, personsag: Rapport, 2. februar 1981.

[922] PET, personsag: Rapport, Anmodning om rettens tilladelse til at tilbageholde og gennemse post, 2. februar 1981.

[923] Se PET, operationssag: Her omtales et telegram af 28. marts 1981.

[924] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-boxen hos firmaet BBC, Vesterbrogade”, 12. oktober 1981.

[925] PET, personsag: ”Vedr. PFLP-boxen 190 hos firmaet BBC, Vesterbrogade”, 12. oktober 1981 og PET, personsag: ”Vedr. Den hemmelige PFLP-box her i landet”, 17. december 1981.

[926] PET, personsag: Rapport 14. december 1981; Rapport 10. marts 1982 og Rapport 14. september 1982.

[927] PET, emnesag: ”Kortfattet oversigt over de umiddelbare muligheder for udenlandsk terrorisme på dansk grund i 1982”, afdeling T, 4. december 1981.

[928] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 56.

[929] PET, personsag: Notits, u.d. 1982.

[930] PET, administrativ sag: Årsberetning for 1982.

[931] Poltiken, 3. april 1982, og PET, operationssag.: Forhold II, Bilag 2-5.

[932] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 39.

[933] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 19-26.

[934] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 72-76.

[935] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 34.

[936] PET, operationssag: Forhold II, Bilag 77.

[937] Politiken, 3. marts 1983, og PET, operationssag: Forhold III, A-Bilag 1, 6, 8-10.

[938] Nedenstående beskrivelse bygger derfor på senere materiale: Retsbogen for Østre Landsret, interviews med gruppens medlemmer samt de fund, som kriminalpolitiet gjorde i lejligheden i Blekingegade i maj 1989.

[939] Retsbog for Østre Landsret, 1. november 1990, s. 4.

[940] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 63 f., Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater? s. 15 f. og Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 127 f.

[941] Anklagemyndigheden mente, at gruppen var blevet opdaget under observation af lejligheden og var blevet afsløret som værende af dansk oprindelse. Dette fik man ikke medhold i. Ibid. og PET, operationssag og Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 132.

[942] Andreas Nawrocki og Lars Jakob Augustesen, Konsekvensen af ”Illusionsløs Realisme”, s. 127.

[943] PET, personsag: Rapport maj 1989.

[944] Se Retsbog for Østre Landsret, 1. november 1990, s. 4.

[945] PET, personsag: Rapport maj 1989.

[946] Retsbog for Østre Landsret, 1. november 1990, s. 7-8.

[947] Politiken, 5. februar 1985.

[948] PET, personsag: ”Vedr. Observation i forbindelse med røveri på Bagsværd Torv”, 4. februar 1985.

[949] Politiken, 4. december 1985 og PET, operationssag: Bilag B3 – B10, og B94- B95.

[950] PET, operationssag: Bilag B57 – B147.

[951] PET, operationssag: Bilag B96.

[952] PET, operationssag: Bilag B44-B45. Også omtalt i Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater?, s. 44.

[953] Se Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 59 og PET, operationssag: Bilag A31.

[954] PET, personsag: Notits om ”PFLP-lederen Marwan El Fahoum’s forsøg på at genoptage kontakten til den her kendte tidligere aktive sympatisørgruppe, ”APPLE-gruppen”, 27. juni 1986”.

[955] I slutningen af juli oplyste Københavns Politis tekniske afdeling PET om detaljerne vedrørende det falske kørekort. PET, personsag: ”Vedr. Samtale med (…) Teknisk afdeling, København, afd. 2”, 29. juli 1986, og PET, operationssag: Kendelse bilag 58.

[956] PET, operationssag: Kendelse bilag 47. Notat fremlagt i Københavns byret 11. april 1989.

[957] Det gjorde Niels Jørgensen den 1. august, men uden at PET fandt ud af det. Først ved den senere efterforskning i 1989-90 kom det via undersøgelser af Niels Jørgensens pas frem, at han flere gange i løbet af efteråret 1986 var i Damaskus. PET, operationssag: Sagsresumé til byretten, s. 28.

[958] PET, personsag: Notits om ”PFLP-lederen Marwan El Fahoum’s forsøg på at genoptage kontakten til den her kendte tidligere aktive sympatisørgruppe, ”APPLE-gruppen”, 27. juni 1986”.

[959] Ibid.

[960] PET, operationssag: Kendelse bilag 12, 18, 22, 26; Kendelse bilag 31, 33; Kendelse bilag 83.

[961] PET, operationssag: Kendelse bilag 22.

[962] PET, operationssag: Kendelse bilag 12.

[963] PET, operationssag: “Vedr. Thorkil Lauesen”, 4. september 1986.

[964] Ibid.

[965] PET, operationssag: Kendelse bilag 58.

[966] Ibid.

[967] PET, operationssag: Kendelse bilag 11.

[968] PET, personsag: ”Vedr. Samtale om røveriet i Daells Varehus den 22. december 1986”, 24. februar 1987.

[969] Politiken, 23. december 1986, og PET, operationssag: Bilag A4-A12, B2-B4, C9-C15, E1, E2, E4, E9.

[970] PET, operationssag: Bilag J-4.

[971] PET, operationssag: Bilag J-36. I senere interviews har gruppens medlemmer fortalt hvordan de ved hjælp af en magnet og spiralledninger fiskede bilnøgler op fra de steder, hvor kunder afleverede bilnøgler til bilværksteder uden for værkstedets åbningstid. I lejligheden i Blekingegade havde gruppen en nøglefræser, på hvilken de lavede kopier af bilnøgler, hvorefter de afleverede de oprindelige nøgler tilbage. Senere blev det muligt for gruppen at have en nøglefræser med i den bil, de brugte ved de natlige ”nøglefisker-ture”. Se Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 65, og Retsbog for Østre Landsret 13. december 1990.

[972] Se PET, operationssag: Kendelse bilag 34.

[973] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 74 f.

[974] PET, operationssag: Kendelse bilag 34.

[975] PET, operationssag: Kendelse bilag 59.

[976] Ibid.

[977] PET, personsag: Observation af Café Libération, 24. februar, 25. februar, 26. februar, 5. marts, 19. marts og 8. maj 1987.

[978] Se PET, operationssag: Kendelse bilag 34.

[979] Gruppen havde selv syet uniformerne fra februar 1988 og i tiden fremefter. Se retsbog for Østre Landsret 13. december 1990, s. 5.

[980] Retsbog for Østre Landsret 13. december 1990, Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater?, s. 72-73, Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 7-10.

[981] Retsbog for Østre Landsret 17. december 1990, s. 9.

[982] PET, personsag: ”Vedr. Rekvisition af observation”, 7. februar 1989.

[983] PET, operationssag: Kendelse bilag 36.

[984] Se PET, operationssag: Kendelse bilag 53 og 54.

[985] PET, operationssag: Kendelse bilag 36.

[986] Kriminalpolitiet i København, afd. C: Rapport 19. marts 1989.

[987] PET, operationssag: Forhold II, bilag A-4, A-5 og A-6 og forhold III, bilag G-10.

[988] Intet i materialet tyder på nogle uregelmæssigheder i forbindelse med anholdelserne af Carsten Nielsen eller fundet af telefonregningen. Carsten Nielsen var en af de eneste der endnu var på fri fod, og den omfattende efterforskning taget i betragtning behøvede politiet ingen som helst undskyldning for at anholde ham og afklare hans gøren og laden. Hertil skal det nævnes, at PET indtil december 1988 slet ikke kendte til Carsten Nielsen. I en afrapportering fra en telefonaflytning, der i øvrigt ikke afslørede noget ud over almindelig politisk samtale, nævntes det, at man ikke havde nogen oplysninger om denne Carsten Nielsen, men at man ville prøve at få identificeret ham som en del af efterforskningsarbejdet. Spekulationer, som dem der i visse sammenhænge har været fremme om, at politiet på nogen måde skulle have provokeret Carsten Nielsen til at have kørt galt, savner grundlag. Havde de overhovedet vidst hvor han var og kendt hans tætte relationer til gruppen lidt bedre, ville de højst sandsynligt have anholdt ham på et tidligere tidspunkt.

[989] PET, operationssag: Bilag J-2.

[990] Betina Bendix & Lene Løvschall, Blekingegade 2, 1.th, s. 64.

[991] PET, operationssag:Bilag 004, s. 78.

[992] Hans Bunde, Peter Damborg og Mette Josias, Blekingegade – Røvere eller soldater?, s. 61.

[993] PET, personsag: Kriminalpolitiets anmeldelse 4. juli 1989.

[994] Retsbog for Østre Landsret, 1. oktober 1990, s. 11-12.

[995] Retsbog for Østre Landsret, 1. oktober 1990, s. 5, 10.

[996] Retsbog for Østre Landsret, 1. oktober 1990, s. 8.

[997] PET, personsag: Notat vedr. overtrædelse af straffelovens § 108, 16. oktober 1989.

[998] Retsbog for Østre Landsret, 2. oktober 1990.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk