PET'S OVERVÅGNING AF DEN ANTIIMPERIALISTISKE VENSTREFLØJ 1945-1989
PET-KOMMISSIONENS BERETNING BIND 9
21. Tvind

Forside | Til bund | Forrige | Næste


21. Tvind

I 1977 udfærdigede en PET-medarbejder en rapport om skolesamvirket Tvinds virksomhed. Det er formentlig den første samlede vurdering af Tvind, som PET lod koncipere. PET havde iværksat en efterforskning mod skolesamvirket fire måneder forinden, og notitsen var skrevet på baggrund af oplysninger fra denne. Det hed i rapporten, at Tvind eksperimenterede med undervisning og pædagogiske tiltag, hvilket angiveligt forekom den danske offentlighed sympatisk. Desuden hed det, at Tvind stod i kontakt med udenlandske ekstremistgrupper. På baggrund af disse oplysninger var PET’s efterforskning drevet af et ønske om at opklare, hvorvidt skolerne primært havde fokus på undervisning, eller om skolerne var et dække for et andet projekt: At forberede og træne unge mennesker til at udføre en revolution.[1104] Det fremgår ikke af rapporten, hvem der havde forfattet den, og ej heller hvem der var dens modtager. Det er derfor ikke muligt at fastslå, hvilken vægt rapportens konklusioner havde. Til gengæld synes det trusselsbillede, der blev tegnet, at have været en rettesnor for PET’s videre efterforskning: At skabe indsigt i Tvinds mulige kontakt til udenlandske terrororganisationer og at få afklaret, hvorvidt skolerne i den sammenhæng havde et ærinde, der var skjult for offentligheden og i strid med den lovlige samfundsorden.

Mogens Amdi Petersen

PET havde kendskab til Mogens Amdi Petersen allerede inden Tvinds oprettelse. Mogens Amdi Petersens personsag blev oprettet i 1965, men makuleret, tilsyneladende i januar 1969, for at blive genoprettet, da han blev anholdt og dømt for vold mod politiet under en demonstration mod NPD (Nationaldemokratische Partei Deutsclands, Tysklands Nationaldemokratiske Parti) i Flensborg i august 1969. Det fremgår ikke, hvad der oprindeligt havde foranlediget Amdi Petersens registrering, men eftersom han optrådte i dagspressen som aktiv demonstrant imod det dansk-vesttyske militærsamarbejde og også protesterede imod de hemmelige kartoteker under debatten i 1964, kan det formodes, at baggrunden for registreringen skal findes i disse to forhold.[1105] Eftersom Amdi Petersens første personsag blev makuleret, er det materiale, der i dag findes på sagen, indsamlet i forbindelse med og i tiden efter hans genregistrering hos PET. Særligt sagen om Amdi Petersens anholdelse i Flensborg fylder meget.

Den 22. august 1969 blev Amdi Petersen som nævnt anholdt i Flensborg i forbindelse med urolighederne forud for et NPD-møde samme aften. Han blev sigtet for at have kastet sten mod politiet, for at opfordre andre hertil samt for at have kommanderet en stenkastende gruppe. I alt blev det ifølge to flensborgske aviser til ”oprør og brud på landefreden under skærpede omstændigheder.”[1106] Selv sagde Amdi Petersen, at han kun havde vendt sit skyts mod det hus, hvor mødet blev holdt. Pressen, og ikke kun den venstreorienterede, var gennemgående sympatisk indstillet over for Amdi Petersen. Det vakte nemlig journalisternes opmærksomhed, at der måske var foregået et samarbejde mellem dansk og vesttysk politi om anholdelsen, og at politiet i Flensborg på forhånd syntes at været blevet oplyst om sandsynligheden for, at Amdi Petersen ville dukke op.[1107] Et sådant forhold blev opfattet som kompromitterende for myndighederne blot et år efter regeringserklæringens ikrafttræden og øgede mistanken om, at der foregik registrering og udveksling af informationer om personer som Amdi Petersen, der på dette tidspunkt kun var kendt for lovlig politisk aktivitet.[1108]

Pressens formodning byggede især på, at den tyske betjent, som foranledigede anholdelsen, i sin rapport havde beskrevet Amdi Petersen som ”langhåret og med stort skæg” til trods for, at Amdi Petersen ved anholdelsen var kortklippet og glatraget. En sådan beskrivelse af Amdi Petersen mentes at være fremkommet, fordi rapportskriveren havde påført et ældre signalement, der skulle være hentet fra kartoteksoplysninger i Vesttyskland, men som havde dansk oprindelse. Endvidere havde det vesttyske politi angivet Amdi Petersens forhenværende adresse i Næsby på Fyn, selv om han ikke havde boet der i flere år. Ifølge pressen tydede også dette på, at oplysninger om Amdi Petersen var givet videre til Vesttyskland af danske myndigheder. Endelig tolkede journalisterne det vesttyske politis villighed til at lade Amdi Petersen krydse grænsen, i modsætning til en flok ”åbenlyse demonstranter”, som et led i bestræbelserne på at anholde ham. Journalisterne mente med andre ord, at Amdi Petersen udelukkende var blevet lukket ind i landet for at give det vesttyske politi lejlighed til at anholde ham.[1109]

En dansk politimand rejste til Kiel for at undersøge de ovennævnte forhold. ”Landesamt für Verfassungsschutz” (LfV) /Indenrigsministeriet undersøgte sagen og meddelte, at Amdi Petersen indtil sin anholdelse havde været ukendt hos politiet i Flensborg. Derimod havde politiet fra kilder i Flensborg fået at vide, at der lød rygter om, at danske ”læderjakker” ville melde deres ankomst i forbindelse med NPD-mødet. Politiet regnede med, at en sådan gruppe udelukkende var interesseret i spektakel og ikke den politiske side af sagen. En dansk journalist havde også henvendt sig til politiet i dagene op til demonstrationen, og ifølge den danske politimands rapport var det denne journalists iver efter at vide, om politiet tog forholdsregler ved grænsen, der endte som politiets forhåndsoplysninger om demonstrationen. Journalisten havde dog ikke nævnt Amdi Petersens navn. Samme journalist havde kontaktet kriminalpolitiet i Flensborg efter Amdi Petersens anholdelse i håbet om at opnå mere information og havde ved den lejlighed fortalt, at alle avisredaktioner, alle politiets tjenestesteder og alle justitsmyndigheder havde kendt Amdi Petersen gennem længere tid. Endvidere havde journalisten oplyst, at Amdi Petersen aldrig lod en mulighed for gadekamp mod politiet passere. Endelig fik politimanden opklaret, hvordan Amdi Petersen egentlig var blevet beskrevet i den rapport, der var blevet udfærdiget i forbindelse med hans anholdelse: Der stod ikke noget om, at Amdi Petersen havde langt hår og stort skæg. Det, der stod, var, at Amdi Petersen havde skæg, men at politimanden kun havde set ham i ret dårlig kunstig belysning, og da Amdi Petersen virkede ubarberet og i øvrigt havde en fremspringende hage, havde det efterladt politimanden med det indtryk, at han havde skæg.[1110]

Amdi Petersen blev sigtet for offentlig sammensværgelse og angreb på en politibetjent, hvilket resulterede i en dom på seks måneders ubetinget fængsel. Det var den hårdeste straf, der blev givet i forbindelse med urolighederne. I oktober samme år blev dommen dog ændret ved landsretten i Flensborg: Fire af de seks måneders fængsel blev gjort betinget, og Amdi Petersen blev dermed løsladt. Det fremgår af de tilknyttede rapporter og notitser, at politiets vurdering og opfattelse af Amdi Petersen var knyttet til hans forudgående protester. Da politimesteren i Graasten skulle underrette PET om Amdi Petersens dom for vold mod politiet, blev det påpeget, at samme Amdi Petersen var identisk med ”provo-læreren fra Fyn”.[1111] Det danske konsulat i Flensborg noterede samtidig, at en dansk faglærer havde forklaret retten, at Amdi Petersen var kendt som pacifist, underforstået at han ikke kastede med sten. Endvidere bemærkede en PET-medarbejder i en tilknyttet notits af 3. september 1969, at ”det erindres her, at P. i dagspressen for et par år siden gentagne gange var omtalt som demonstrant. Han var blandt andet deltager i demonstrationer mod dansk-vesttysk militærsamarbejde, ligesom han deltog i kampagnen mod ’De hemmelige kartoteker’.” Det blev tilføjet, at Amdi Petersen ikke var registreret.[1112]

PET’s chef Arne Nielsen bekræftede ovenstående, da han på opfordring af Engberg-Pedersen på et møde i Wamberg-udvalget den 16. oktober 1969 orienterede medlemmerne om Mogens Amdi Petersens status i forhold til PET: Amdi Petersen var ifølge Arne Nielsen ukendt hos efterretningstjenesten ved sin anholdelse i Flensborg i august. Endvidere understregede han over for udvalget, at hverken PET eller det lokale politi havde givet det vesttyske politi oplysninger om Amdi Petersen. Afslutningsvis nævnte Justitsministeriets departementschef Niels Madsen, at sagen formentlig ville blive omtalt og formentlig også behandlet af justitsministeren under Folketingets førstebehandling af VS’ lovforslag om ændring af straffeloven vedrørende registrering af politisk tilhørsforhold i efterretningsøjemed.[1113] Det var blandt andet omstændighederne omkring Amdi Petersens anholdelse, der havde foranlediget partiet til at kræve en lovændring. Niels Madsen fik ret, og sagen blev rejst i Folketinget den 22. oktober, hvor justitsminister Thestrup erklærede, at vesttyske myndigheder over for ham havde erklæret, at deres opmærksomhed ikke fra nogen dansk side var blevet henledt på Amdi Petersen, og at de ikke kendte ham forud for urolighederne den 22. august. Ifølge Thestrup havde det først vist sig i forbindelse med anholdelsen af Amdi Petersen, at han var dansk statsborger.[1114] Niels Madsen lovede i øvrigt at underrette Wamberg-udvalgets medlemmer på det næste møde om sagens forløb i Folketinget.[1115]

Tvinds historie og ideologi

I 1966 tog Amdi Petersen et beskedent forskud på studenteroprøret, da han ved indvielsen af Odense Universitet og foran den kongelige familie demonstrativt afstod fra at trykke rektors hånd. Amdi Petersen var på dette tidspunkt filosofistuderende og udtalte til Fyns Tidende, at han ikke kunne give rektor hånden på at ville respektere de akademiske love for de studerende ved Odense Universitet. ”Det ville have været uhæderligt af mig. Lovene er uantagelige – de er simpelthen under lavmål”. Amdi Petersen udtrykte således tidligt sin modstand mod universitetslovene og reglerne ved en traditionel uddannelsesinstitution som Odense Universitet. I årene der fulgte, rejste Amdi Petersen med vekslende rejsekammerater rundt i store dele af verden. I 1968 satte han og kammeraterne for første gang ud på en længere busrejse, der bragte dem til Afrika og tilbage til Danmark via Mellemøsten. Året efter opstod ideen om et nyt skolesystem, der omfattede rejser til den tredje verden. I 1971 oprettede han Den Rejsende Højskole. Det første hold indlogerede sig på Rantzausminde Efterskole, og de første 40 elever blev fundet af en rejsesekretær og kom fra hele landet. Der blev indkøbt fem busser, Fanø Strandhotel blev erhvervet, og dette udgjorde de følgende år skolens fysiske rammer. Det var også i 1971, at Amdi Petersen præsenterede læreplanen for Det Nødvendige Seminarium (DNS). Der var stor interesse for den nye læreruddannelse i uddannelsessektoren, og den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen godkendte DNS som forsøgsordning, hvilket gjorde det muligt for 80 studerende at gennemføre et 4-årigt forløb.[1116] I 1988, da Venstres Bertel Haarder havde været undervisningsminister i seks år, fik DNS frataget sit tilskud.[1117]

Tvind var ikke præget af dogmatiske indstillinger. Faktisk var det vigtigt, at man på Tvind ikke bekendte sig til entydigt til én bestemt teori, men fattede lid til praksis. Parolen var således ”praksis vil vise det”, og praksis blev her udmøntet i pædagogikken. Læreruddannelsen var dog en undtagelse og således den eneste teoretiske uddannelse, der ifølge Tvindskolernes overbevisning fungerede. Det bekræfter journalist Tine Eiby i sin erindringsbog Til Tjeneste om sit ophold på Tvind i 1977: ”Den eneste uddannelse, som umiddelbart faldt i god jord i Tvindkulturen, var læreruddannelsen. Men hvorfor så ikke tage den på Det Nødvendige Seminarium? (…) På de almindelige lærerseminarer blev man jo bare uddannet til at opdrage børnene til det borgerlige samfund, lød argumentet.”[1118] De tvinduddannede lærere skulle gå forrest som en slags kadre for Tvind og skolens projekt.

Selv om Tvind således gik egne veje og ikke lod sig diktere af en bestemt teori, havde Tvind meget til fælles med flere andre af samtidens udøvere af modkultur og ungdomsoprør. Dette gjaldt især skolens antiimperialistiske og antiautoritære overbevisninger. Således var det antiimperialismen, der dannede rammen for Tvinds verdensopfattelse og derved skolernes praksis. Tvinds leder Amdi Petersen og lærergruppen på skolerne orienterede sig i et vist omfang efter Mao og ideen om den borgerliggjorte arbejderbevægelse. På Tvind læste man maoismens mantra ”landet besejrer byen” i en global sammenhæng og nåede frem til, at ”landet” var den tredje verden, og byerne de vestlige industrialiserede lande. Sympatien for den tredje verdens frigørelsesbevægelser var en naturlig følge heraf, og Tvind udtrykte også gerne støtte til grupper som RAF, der sigtede mod at undergrave Vestens systemer og samfund. Selv skulle ”Tvindpartisanen” ikke bevæbnes med et gevær: Pædagogikken var våbnet. Dette understreges i antologien Flere visne blomster. Bogen findes i PET’s arkiv og adskillige blyantsunderstregninger vidner om, at den blev læst. Ole Stig Andersen orienterede også Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg under et møde i 1980 om den kritiske udgivelse, der ifølge PET-chefen bekræftede tjenestens trusselsbillede af Tvind.[1119]

PET bliver opmærksom på Tvind

I PET-rapporten fra 1977 blev Tvinds historie beskrevet, og især blev der lagt vægt på spørgsmålene om skolens opbygning, ideologi og økonomiske forhold. Ifølge rapporten blev skolesamvirket oprettet af en kreds af unge mennesker omkring Amdi Petersen. Ideen til oprettelse af en højskole opstod i 1969, efter at Amdi Petersen og syv andre havde foretaget en rejse jorden rundt. Et besøg i Kina havde begejstret den danske flok i en sådan grad, at man besluttede at opbygge en skole, der skulle fungere på et kollektivt grundlag. PET bemærkede, hvordan skolens lærere blev ansat på livstid, og at deres løn gik i en fælles pulje. Bortløbne elever og lærere, som det lykkedes for skolen at finde igen, blev ifølge rapporten genstand for en effektiv ”opdragelse” (citationstegn følger rapporten). Ydermere blev det noteret, at der var konstateret uregelmæssigheder i forbindelse med en række udlændinges ophold på Tvind. Det blev desuden beskrevet, hvordan skolesamvirket voksede, og hvordan det opnåede anerkendelse og økonomiske tilskud fra det offentlige.[1120]

Tvind havde ikke været genstand for PET’s interesse før sommeren 1976, hvor et vidne havde henvendt sig til PET. Den pågældende oplyste, at to grupper cubanere havde opholdt sig på Tvind-skolerne. Hver gruppe havde været på skolen i 14 dage, men vidnet var ikke klar over, hvad de havde foretaget sig. Den pågældende fortalte også, at skolerne arbejdede på et maoistisk grundlag, men at Tvind ikke var tilknyttet en egentlig fraktion. Kina fremstod imidlertid som et forbillede, og Tvind forsøgte derfor at indføre ”det kinesiske kollektivsystem” på skolerne. Endvidere forsøgte skolerne at udnytte det kapitalistiske samfunds svagheder med henblik på at nå det endelige mål, der blev beskrevet som en marxistisk revolution. Endelig videregav den pågældende oplysninger om skolernes ærinde med rejserne til den tredje verden: Her var det meningen, at der skulle dannes kontakt til revolutionære bevægelser, og at man ”under virksomhed i disse lande støtter disse revolutionære kræfter.”[1121] De indsamlede oplysninger, der dannede baggrund for rapporten, stammede fra forskellig side. Der var flere kilder, der selv havde henvendt sig til PET. Desuden havde mindst to politikredse videregivet oplysninger til PET. Når Tvind rejste til udlandet, førte det ofte til henvendelser fra udenlandske myndigheder, som efterfølgende gav PET oplysninger om Tvinds rejser i udlandet. Ydermere var rapporten baseret på almindelige åbne kilder, f.eks. dagspressen.[1122]

Den tredje verden

Det var især den tredje verden, der var mål for Tvinds aktiviteter. Udlandsrejserne var en del af uddannelsesforløbet, og engagementet i den tredje verden kom også til udtryk gennem Tvinds bistandsorganisation, Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF), der blev dannet i 1977, ifølge paraplyorganisationen Humana People to People med det sigte at forbedre forholdene i fattige dele af verden. UFF’s arbejde byggede på en forestilling om at bibringe nødlidende mennesker i den tredje verden en del af det danske samfunds overflod. Tøjindsamlingerne var et element heri. UFF’s første kontor lå i Svendborg, hvorfra indsamling og forsendelse af tøj til Mocambique og Pakistan blev organiseret. Allerede i 1981 var der 24 butikker i Danmark, hvor brugt tøj blev solgt til fordel for ulandsarbejde. Som forbillede i dette arbejde havde UFF den såkaldte ”Klunsergruppe”, der på sin side var inspireret af Tøj til Afrika (TTA), der var tilknyttet Kommunistisk Arbejdskreds og M/KA.[1123]

For Tvind/UFF blev det sydlige Afrika omdrejningspunkt for organisationens arbejde. I Mocambique hjalp UFF flygtninge fra Rhodesia med tøj, biler og andet udstyr. Ifølge PET arrangerede UFF også kurser i Danmark, der skulle hjælpe afrikanere til et bedre liv i flygtningelejre. Da det hvide styre i Sydrhodesia faldt, og landet blev til Zimbabwe, havde UFF opbygget en ekspertise om landet, der sandsynligvis banede vejen for, at organisationen etablerede sig som lokal samarbejdspartner for en række donorer. I løbet af 1980’erne udvidede UFF sit virkefelt i Afrika og igangsatte projekter i Zambia og Guinea Bissau. I 1983 blev det såkaldte Frontline Institute etableret i Danmark, hvor både afrikanere og europæere blev uddannet til at opbygge Frontline Village Centre, der fungerede som eksempler på den positive udvikling i Afrika.[1124] Tvinds engagement i Afrika skal ses i lyset af Danmarks udenrigspolitik, der fra slutningen af 1960’erne i stadig større grad interesserede sig for ulandenes selvstændighed og udvikling, og Tvinds aktiviteter kan til en vis grad ses som en forlængelse af den officielle danske politik på bistandsområdet.[1125] Derudover havde den danske bistandspolitik et vist græsrodspræg, hvilket måske var med til at ”normalisere” Tvind i forhold til offentligheden og sikre velvilje og fortsat politisk opbakning.

Eftersom UFF ofte virkede som organisatorisk paraply for Tvinds engagement, interesserede PET sig for UFF og forsøgte at kortlægge dens forhold til Tvind og dennes aktiviteter. Dette kom blandt andet til udtryk i et udateret PET-notat, der dog antagelig er fra 1980. Ifølge notatet blev UFF oprettet i november 1977. Organisationens formål var at oplyse om ulandsproblemer, indsamle og videregive ulandshjælp fra folk i Danmark til folk og folkelige bevægelser i ulandene. UFF var ifølge notatet ikke en selvstændig organisation, selv om det fremgik af organisationens vedtægter, men en del af Tvind-skolerne. Den nære forbindelse fremgik også af, at UFF’s formand var Poul Jørgensen, der samtidig havde en ledende funktion ved Tvind-skolerne.[1126] Ifølge notatet havde UFF netop færdiggjort etableringen af en soveposefabrik i Beirut, og der var også indkøbt flere gamle ambulancer, som skulle sendes til Libanon. Der var tidligere blevet indkøbt andre motorkøretøjer, som var ombygget til ambulancer, og netop dette forhold hæftede PET sig især ved, da det ifølge notatet var ”… en kendt sag, at brugte ambulancer bliver brugt til våbentransporter.” PET var imidlertid ikke i besiddelse af oplysninger, der kunne bekræfte, at de danske køretøjer blev anvendt til våbentransporter. UFF havde daglig kontakt til PWU i forbindelse med ovenstående projekter og organiserede også udveksling af kurerpost, foredragsvirksomhed og udstedelse af visa. Det blev også nævnt, at medlemmerne af UFF-gruppen i Odense var identiske med medlemmerne af en Palæstina-gruppe i Odense.[1127] I PET’s rapport, der som nævnt antagelig var fra 1980, blev Tvind og UFF således kædet sammen med mellemøstlig terrorisme, om end det skal understreges, at der alene var tale om en mistanke fra PET’s side.

PET noterede endvidere, at UFF havde nære kontakter til ZANU (Zimbabwe African National Union), og i 1979 havde 110 ”ZANU-partisaner” besøgt Tvind-skolerne for ”at lære at styre deres land.” Eleverne fra Zimbabwe havde i øvrigt haft en del kontakt med PWU under deres ophold. Karakteren af denne kontakt blev ikke videre uddybet.[1128]

Operation Silkeborg

Den 9. april 1979 anmodede PET retten om tilladelse til at aflytte en telefon på en Tvind-skole i Ulfborg. Dette var den første retsanmodning fra PET’s side om telefonaflytning af Tvind, og den markerer begyndelsen på en aflytningsoperation, der skulle vare indtil december 1981, hvor den sidste kendelse blev givet. Aflytningen blev i PET døbt Operation Silkeborg.[1129] Den følgende måned, den 15. maj 1979, bad PET om at få kendelsen ændret til at gælde et nyt nummer, idet det første åbenbart ikke blev anvendt længere.[1130] I juni udgik en skrivelse fra Centralafdelingen til regionerne, hvor PET’s interesse for Tvind blev skitseret. PET interesserede sig for Tvinds indkøb af elektronisk udstyr og for Tvinds formodede forbindelse til PLO. Eller formuleret lidt mere firkantet: PET havde mistanke om, at Tvind havde kontakt til miljøer, der bedrev terrorisme, og PET ønskede afklaret, om Tvind indkøbte elektronisk udstyr til brug for udenlandske kriminelle miljøer.

Regionerne blev i forlængelse heraf bedt om at sammenfatte følgende fem punkter om Tvinds lokale aktiviteter:

Billede: Mogens Amdi Petersen

Mogens Amdi Petersen var kendt af PET tilbage til 1965, men det var først i 1976, at PET begyndte at interessere sig for Skolesamvirket Tvind. Baggrunden var, at et vidne henvendte sig til PET med oplysninger om, at skolesamvirket arbejdede for at fremme revolutionen. PET efterforskede derpå Tvinds forbindelser bl.a. til Mellemøsten. PET mistænkte i den forbindelse Tvind for at stå i forbindelse med terrorkredse. PET’s efterforskning blev afsløret i pressen i 1983. Derefter blev den afviklet. (Polfoto).

Det operationelle hovedkvarter blev lagt i Region II. Desuden blev PET’s afdeling T (terrorafdelingen) inddraget i operationen. Afdeling T fik således til opgave hver måned at fremsende en oversigt over forbindelsen mellem PWU og Tvind til Centralafdelingen og Region II. Det fremgår af det bevarede materiale, at PET’s region II endvidere agtede at udarbejde et diagram over Amdi Petersens rejser og hans opholdssted samt en oversigt over hele Tvind. Centralafdelingen henstillede til de andre regioner, at de udfærdigede tilsvarende oversigter. I forhold til oprettelsen af et eventuelt navnekartotek i Centralafdelingen var der enighed om, at det ikke var hensigtsmæssigt at oprette et særskilt kartotek i hovedstaden, når nu der blev ført ”et tilsvarende navnekartotek i reg. II, hvortil oplysninger indgår dagligt.”[1132]

Umiddelbart godtgjorde PET’s efterforskning, at en af lærerne fra Tvind under falskt navn havde aftalt møde med et firma i Belgien. Efterfølgende konstaterede PET, at tre fremtrædende medlemmer af Tvind skulle rejse hjem fra et ophold i Schweiz via Belgien. Dette interesserede PET, for det var i Belgien, at Tvind tidligere havde indkøbt det elektroniske udstyr, der oprindeligt havde motiveret aflytningen. PET vurderede, at rejsen til Schweiz var begrundet i, at Amdi Petersen først skulle have udleveret penge til betaling af noget udstyr, som PET forventede, Tvind efterfølgende ville købe i Belgien.[1133]

Resultaterne af PET’s efterforskning forekom begrænsede, men alligevel valgte PET at fortsætte operationen. Det blev således fra Centralafdelingen indstillet, at regionerne fortsat skulle følge Tvind og i den forbindelse være opmærksom på den lokale presse. Informationerne skulle samles i Centralafdelingen i København, der efterfølgende ville udsende en oversigt. Samarbejde og korrespondance med udlandet foregik også via Centralafdelingen. Med hensyn til efterforskningen burde den så vidt muligt, ”begrænses til det efterretningsmæssige”. Regionerne skulle således alene koncentrere sig om følgende aktører: Koordinationsgruppen, lærere, aktive/fremtrædende elever, forbindelse til PWU/PFLP i ind- og udland, besøg/ophold i og fra udlandet og herunder konspiratorisk optræden mv. og endelig, hvad PET kaldte ”aktiviteter i øvrigt.” Endvidere vurderede PET, at identificering af centrale personer i og omkring Tvind var vigtig, og at det var hensigtsmæssigt at oprette en personmappe på hver enkelt person samt oversigt over hver af Tvinds institutioner. Tvinds elever skulle ikke identificeres, med mindre de var med skolen på rejse til Mellemøsten. Det var de fastboende personer samt de, der var på besøg fra lande som Sovjetunionen, Cuba og de arabiske lande, der havde PET’s interesse. Indregistreringsnumrene på skolernes køretøjer, nye og bortkomne pas og oprettelsen af ”søsterskoler” i Tyskland, Sverige og Norge havde også interesse. Det blev desuden anført som hensigtsmæssigt at aflytte den telefon, som Amdi Petersen ringede til fra sin bil. Kendelsen kunne tilsyneladende udvides til at gælde aflytning af et hvert givent sted, hvor Amdi Petersen måtte opholde sig således, at aflytningen kunne flyttes efter behov. Der var også to telefoner i København, som tjenesten kunne have gavn af at aflytte, men hvem de tilhørte, fremgik ikke.

I september 1979 blev aflytningen udvidet.[1134] Samme måned blev Tvinds forbindelse til udenlandske organisationer nævnt i et notat, hvor særligt skolernes forbindelse til PWU blev fremhævet og kaldt en af de ”væsentligste kontaktflader”. PET’s efterforskning begyndte nu at give bedre resultater: Det københavnske PWU-kontor var angiveligt et knudepunkt for PFLP, idet der herfra blev distribueret propaganda til Europa og USA samt afgivet ordre til de andre PFLP-celler i Skandinavien. Kontorets økonomi blev blandt andet sikret via bidrag fra Libyen og Irak. Endvidere fremgik det, at Marwan Fahoum, der var medarbejder i PFLP’s Mellemøstafdeling for udenlandsforbindelser og oversøiske operationer, under et møde med PWU havde drøftet muligheden for at rekruttere danske statsborgere til militære operationer, og at Tvind var bragt på bane i denne forbindelse. Fahoum havde angiveligt bedt det danske kontor sørge for, at de mest pålidelige Tvind-elever blev sendt til Beirut. Målet med en sådan rejse kunne være at filme mål af betydning for PFLP. Ifølge Fahoum havde europæiske frivillige tidligere udført lignende opgaver.[1135]

I februar 1980 gjorde PET status over Operation Silkeborg. Fokus var på følgende otte punkter:

PET’s interesse for Tvind var således målrettet mod Tvinds forhold til udenlandske befrielses- og terrorbevægelser. Med hensyn til den videre aflytning af telefonerne på Tvind ønskede PET at fortsætte disse og endvidere oprette en ny på en Tvind-skole i Juelsminde. I det hele taget skulle efterforskningen udvides: Der var en afhoppet lærer, som PET skulle finde en indgang til. Samtidig overvejede PET at etablere kontakt til tidligere elever af interesse. En penetrant blev også efterlyst, og – som det vil fremgå – rekrutterede PET samme sommer en person til opgaven.[1136]

Retten imødekom PET’s anmodning, da tjenesten den 9. juni 1980 fik forlænget aflytningen af tre telefonnumre.[1137] Behovet blev forklaret med, at en gruppe fra skolen opholdt sig i Libanon, og at gruppen ifølge PET’s oplysninger kunne kontaktes på PFLP’s hovedkvarter i Beirut. Endvidere ønskede man hos PET at efterforske en rejse, som ti personer fra Tvind skulle på til Sydamerika og Cuba via Lima.[1138] PET’s anmodning om at aflytte telefonen i Juelsminde blev også imødekommet, og netop denne aflytning viste sig at være frugtbar. Der indløb således oplysninger om, at der på skolen var personer, der havde kontakt til den cubanske ambassade og til Dansk-cubansk forening. Desuden blev det godtgjort, at Tvinds skoler stod over for at kontakte nynazistiske grupper samt venstreorienterede partier i Vesttyskland med henblik på at etablere en fælles holdning mod atomkraft. Endvidere dukkede navnet DIAZ op. Denne var kendt hos PET samt hos en udenlandsk myndighed, der meddelte PET, at den pågældende var tilknyttet en sydamerikansk ”terror-bevægelse” kaldet ”M-19.”[1139]

Selv om PET indsamlede efterretningsmæssigt relevante oplysninger, synes tjenesten at have haft vanskeligt ved at holde Operation Silkeborg fokuseret. I slutningen af 1980 blev der i PET’s region I holdt møde om operationen, og her fandt deltagerne det i al fald nødvendigt at understrege, at PET ikke skulle interessere sig for uddannelsesmæssige forhold, men alene de dele af Tvinds virksomhed, der efterlod indtryk af, at Tvind ydede bistand til terrororganisationer. Inden for dette felt havde PET fortsat et antal ubesvarede spørgsmål med hensyn til eventuel undervisning i våben- og radiobrug, opbevaring af våben og radiomateriel og ikke mindst ”undervisning/forberedelse til en voldelig samfundsomvæltning.” Derfor ønskede PET at opretholde efterforskningen.[1140] Efter at have fået rettens tilladelse til at fortsætte telefonaflytningen blev aflytningsoperationen imidlertid afsluttet den 8. december 1981, idet PET over for retten begrundede beslutningen på følgende måde: ”… det [må] siges, at informationerne fra

aflytningerne ikke har været af en sådan beskaffenhed i den senere tid, at politiet fortsat vil satse efterforskningen på aflytninger, der er meget ressourcekrævende. Derimod vil der i fremtiden blive efterforsket med andre midler, hvorfor aflytning af telefon (---) og telex nr. (---) indstilles indtil videre.”[1141]

En PET-medarbejder, der var tilknyttet Operation Silkeborg, har over for Kommissionen forklaret, at der efter hans opfattelse ikke var noget ”sprængfarligt” ved Tvind. Samme PET-medarbejder har dog over for Kommissionen givet udtryk for, at han ikke er sikker på, at PET’s afdeling T var enig i beslutningen om at indstille aflytningen.[1142]

En kilde i Tvind

På et tidspunkt sendte PET en kilde på ophold på Tvind. Formålet var at opnå indsigt i, hvordan Tvind fungerede rent praktisk, herunder hvordan skolesamvirkets ideologiske grundlag kom til udtryk, og hvem skolen samarbejdede med i forbindelse med rejser. Det var meningen, at denne indsigt skulle uddybe og perspektivere de oplysninger, som operation Silkeborg kastede af sig. Kilden blev ført af to PET-medarbejdere fra Region IV. Efter at have været på en udlandsrejse aflagde kilden beretning for PET. Den pågældende leverede blandt andet oplysninger om personnavne og pasnumre, både danske og udenlandske. Kilden indsamlede også informationer, der tilsammen kunne give indtryk af skolesamvirkets organisation og Tvinds ideologiske holdepunkter.[1143] Kilden synes at have været af den opfattelse, at Tvind svigtede sine elever: Forholdene på skolerne var uhygiejniske, og maden var dårlig. Rejserne var endvidere farlige for elevernes personlige sikkerhed og helbred.[1144] Hvad angik skolesamvirkets økonomi, var det kildens opfattelse, at der blev fiflet med offentlige støttekroner. Dette stem-

mer overens med et vidneudsagn fra en PET-medarbejder. Den pågældende har forklaret, at det eneste, PET stod tilbage med efter sin efterretningsindsats mod Tvind, var bevis for ”lidt småsvindel vedrørende kommunerne osv.”[1145]

Ole Stig Andersen har over for Kommissionen forklaret, at han ikke husker, om der var materiale til at rejse en sigtelse mod Tvind, men at PET mente, at der i Tvind var støtte til grupper, der havde forbindelse til terrorkredse. Endvidere mente tjenesten, at der blev ”opbygget kæmpe formuer” af statens penge på Tvind.[1146]

Afsløring og afvikling af Operation Silkeborg

I marts 1983 begyndte Ekstra Bladet en kritisk artikelserie om Tvind,[1147] og få dage senere, den 11. marts, offentliggjorde avisen, at PET havde aflyttet Tvind. Ekstra Bladet var kommet i besiddelse af en PET-rapport udfærdiget i 1981 på baggrund af en aflytning af Tvind-skolerne. Aflytningen var ifølge artiklen sat i værk af den forrige regering. Først og fremmest blev der spekuleret i, om PET havde rettens godkendelse til at foretage aflytninger. Ekstra Bladet fandt i den anledning, at sagen kom meget velkomment for Schlüter-regeringen, da det kunne opfattes som kontroversielt, at der var indsamlet efterretningsmateriale om Tvind i Anker Jørgensens regeringstid. Med hensyn til aflytningens indhold citerede Ekstra Bladet Amdi Petersen og Poul Jørgensen for at havde udtalt: ”Det er faneme godt at kunne ringe til Ritt Bjerregaard.”[1148] Den følgende dag udtalte Ritt Bjerregaard til Ekstra Bladet, at hun var utryg ved PET, fordi tjenestens telefonaflytning forekom tilfældig. Ritt Bjerregaard nævnte videre, at hun ikke var blevet orienteret via Regeringens Sikkerhedsudvalg om PET’s interesse for Tvind i 1981, da hun var socialminister. Desuden fortalte Ritt Bjerregaard, at hun kendte Amdi Petersen, da de var begge var fra Odense, og fordi hun havde haft et antal møder med ham i forbindelse med Tvind. Overhovedet opfattede hun Tvind som ”en værdifuld nyskabelse”. Samtidig var Ritt Bjerregaard dog bekymret for, at Tvind var ved at vokse sig for stor og uoverskuelig.[1149]

Ekstra Bladets afsløringer lagde et vist pres på justitsminister Erik Ninn-Hansen. Gennem foråret og sommeren forsøgte forskellige politikere fra SF og VS således at presse justitsministeren til at meddele, hvad og hvem der havde motiveret aflytningen, men ministeren var i det store og hele afvisende og gav kun meget ordknappe svar, som tydeligvis ikke tilfredsstillede oppositionen.[1150] Samtidig forsøgte Poul Jørgensen fra Tvind sommeren igennem at få et antal byretter til at oplyse, hvem havde afsagt kendelse om aflytningen af Tvind. Dette endte dog resultatløst.[1151]

Den fortsatte debat om PET’s overvågning af Tvind blev den 9. august 1983 bragt op på et møde i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg, hvor udvalget tiltrådte et notat af 3. august samme år vedrørende PET’s efterforskningsmæssige interesse i Tvind. I notatet blev resultaterne af PET’s efterforskning sammenfattet, og tjenestens interesse blev blandt andet begrundet med en bemærkning om, at Tvinds ideologiske grundlag var ”marxistisk-revolutionært med hovedvægten lagt på allerede i skolen at forme det revolutionære menneske.” Desuden blev Tvinds forbindelser til PFLP, til diverse frihedsbevægelser samt til ZANU understreget. Ydermere blev det bemærket, at en delegation fra Tvind stod over for at skulle besøge Nordkorea. Formålet med rejsen var ukendt, men rejseudgifterne fra Moskva til Nordkorea blev betalt af Nordkorea. Notatet rummede yderligere en bemærkning om, at forholdene omkring Tvind ”utvivlsomt” havde betydning for statens sikkerhed, hvorfor der fortsat burde være efterforskningsmæssig interesse for skolerne og deres miljø. PET anbefalede derfor, at det af tjenesten indsamlede materiale skulle bevares og være tilgængeligt for politiet. Afslutningsvis blev det understreget, at ”visse tjenester, som politiets efterretningstjeneste samarbejder med, formentlig ikke vil kunne forstå, såfremt sikkerhedstjenesten

i Danmark ikke længere interesserede sig for TVIND, hvis aktiviteter som nævnt også vedrører sikkerheden i andre lande.”[1152]

Den 17. august 1983 konstaterede Regeringens Sikkerhedsudvalg, at sagen mod Tvind måtte anses for afsluttet. Det blev samtidig besluttet, at dele af materialet fra aflytningen ”af hensyn til efterforskningen i andre henseender” skulle bevares. Samtidig blev det aftalt, at PET skulle foretage en gennemgang af aflytningsmaterialet, således at alt det materiale, der ikke længere havde betydning, blev destrueret i overensstemmelse med retsplejelovens § 787 stk. 5.[1153] Den 24. august 1983 blev Wamberg-udvalget orienteret, da Ole Stig Andersen redegjorde for sagen.[1154] I månederne der fulgte blev PET’s regioner anmodet om at destruere genparter af de notitser, de havde indsendt til Centralafdelingen i forbindelse med Operation Silkeborg.[1155] Dette skabte en vis frustration i visse dele af politiet.[1156] Dette bekræftes også af Ole Stig Andersens forklaring for Kommissionen.[1157]

Ole Stig Andersen var imidlertid ikke altid enig med sin politiske chef, hvad angik efterforskningsmaterialet fra overvågningen af Tvind. Justitsminister Erik Ninn-Hansen ønskede således på et tidspunkt, i modsætning til Ole Stig Andersen, at destruere et antal telefonrapporter fra aflytningen af Tvind. Ifølge Ole Stig Andersen tog justitsministeren spørgsmålet op i regeringen, hvor Ole Stig Andersens standpunkt fandt opbakning hos Poul Schlüter, hvorfor flere rapporter er bevaret.[1158]

Afslutning

PET registrerede personer, der indtog ledende stillinger på de forskellige institutioner på Tvind samt i de organisationer, der virkede under Tvind. Det var især Operation Silkeborg, der gav tjenesten anledning til at registrere personerne i og omkring Tvind. I referaterne fra Wamberg-udvalgets møder er der lister over de nyregistrerede, og i Tvinds tilfælde over de nyregistreredes stilling og placering inden for Tvind. F.eks. var der i tiden 25. januar til 5. marts 1980 registreret to personer med tilknytning til Tvind, en ”Kvinde der er med i inderkredsen omkring Tvind-Skolerne” og ”Bestyrelsesformanden for ”Det Nødvendige Seminarium” under Tvind-Skolerne.”[1159] Alene en ”tilknytning” til Tvind kunne også være en registreringsgrund. Dette fremgår af listen over nyregistrerede fra den 4. december til den 21. januar 1980, hvor en enkelt person står opført som, ”Person med tilknytning til Tvind-skolen.”[1160] I hvert fald én person blev registreret, fordi vedkommende samarbejdede med Tvind, og altså ikke fordi den pågældende egentlig var tilknyttet skolesamvirket. Det drejede sig om en kontakt i rejsebranchen.[1161] Omkring 30 personer er tilsyneladende blevet registret på baggrund af kontakt til eller egentlig tilknytning til Tvind.[1162]


[1104] PET, emnesag: ”Vedr.: Den rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium. Ang.: Gennemgang af tilgået materiale”. 5. januar 1977.

[1105] PET, personsag: “Vedr. PETERSEN, Mogens Amdi. Den 3. september 1969”.

[1106] Det kongelige danske konsulat, Flensborg til Udenrigsministeriet. 28. august 1969 og ”Amdi Petersen ikke på fri fod mod kaution,” Flensborg Avis, 25. august 1969. PET, personsag.

[1107] PET, personsag: ”Vedr. Lærer Mogens Amdi PETERSEN, f. d. 9/1 – 1939 i Tønder, der den 22. august 1969 blev anholdt i Flensborg for sin deltagelse i urolighederne i forbindelse med et NPD-møde samme dags aften. Politiets Efterretningstjeneste, 20. oktober 1969.”

[1108] Blandt presseklippene i sagen findes også en artikel fra Flensborg Avis. Den medarbejder, som havde lagt den pågældende artikel på sagen, havde også påhæftet et kartotekskort med følgende bemærkning: ”til orientering. det er ret interessant at se, at bl.a. det danske mindretals blad, ”Flensborg Avis”, der afgjort ikke har yderliggående synspunkter, af frygt for den kommende nynazisme støtter de kommunister, som bekæmper NPD.” Man var altså i PET opmærksom på, hvor politisk følsom en sag dette var i grænselandet, og hvordan der i forlængelse af dette kunne opstå, hvis ikke uventede alliancer, så i hvert fald uventede sympatitilkendegivelser.

[1109] PET, personsag: ”Rapport, torsdag 9.10.1969”.

[1110] PET, personsag: ”Rapport, torsdag 9.10.1969”

[1111] PET, personsag: Notits. Fra Politimesteren i Graasten til PET, til underretning, 29. august 1969 og ”Provo-læreren fra Fyn anholdt i Flensborg”, Sønderjyden 25. august 1969. Amdi Petersen var også kendt i offentligheden, fordi han i foråret 1965 var blevet afskediget fra sit lærerjob på Fyn, angiveligt fordi han var langhåret.

[1112] PET, personsag: ”Vedr. PETERSEN, Mogens Amdi.“ , 3. september 1969.

En rapport om politiets interesse for Amdi Petersen i tiden indtil domsfældelsen i Flensborg. Udateret. Forfattet af Jens Bak og Poul Jørgensen. JM, P.O.-sag.

[1113] Udvalget vedrørende Politiets Efterretningstjenestes registrering og videregivelse af oplysninger. Referat af udvalgets 46. møde 16. oktober 1969.

[1114] 1. behandling af forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov m.v. Forhandlinger i Folketinget, 22. oktober 1969.

[1115] Referat af 46. møde i Politiets Efterretningstjenestes udvalg vedr. videregivelse af oplysninger. 16. oktober 1969. Under udvalgets næste møde den 12. december 1969 tilføjede Niels Madsen, at han ikke havde kommentarer til justitsministerens udtalelser i Folketinget 22. oktober 1969. Referat af 47. møde i Politiets Efterretningstjenestes udvalg vedr. videregivelse af oplysninger. Frank Poulsen. 15. december 1969. 17. juni 1977 blev Amdi Petersen endnu en gang omtalt under et Wamberg-udvalgsmøde, da udvalgets formand og Engberg-Pedersen efter eget ønske fik lejlighed til at gennemse nogle gamle sager. Udvalget ønskede sig at få registreringsgrundlaget at vide i to af disse sager, og den ene af disse var altså Amdi Petersens. Både hans navn og navnet på den anden, der var registreret, synes at være påført papiret senere. Navnene står i hvert fald i parentes og med tyndere bogstaver. Referat, Udvalget vedr. PET’s Registrering og Videregivelse af Oplysninger, 17. juni 1977. Referatet er dateret 26. juni 1977.

[1116] Når de fire år var gået, skulle ministeriet tage stilling til seminariets videre liv og forløb. Venstres undervisningsminister 1973-75, Tove Nielsen, forlængede ikke forsøgsordningen. Det ændredes dog i 1976, hvor socialdemokraten Ritt Bjerregaard var undervisningsminister, og DNS fik fornyet sin forsøgsordning med endnu fire år. Forlængelsen blev ledsaget af en lang debat i Folketinget. I 1980 fremsatte den socialdemokratiske undervisningsminister Dorte Bennedsen et lovforslag om statsstøtte til DNS. Igen var der debat i Folketinget, hvor det blandt andet kom frem, at der ikke forelå en ekstern rapport om de to forsøgsperioder. DNS fik alligevel sin bevilling, hvilket muliggjorde en årlig optagelse af lærerstuderende. Jes Fabricius Møller, På Sejrens Vej, s. 52.

[1117] Der findes enkelte papirer på Tvindsagen, der hidrører fra Undervisningsministeriet. Følgende redegørelse koncentrerer sig om PET’s efterforskning af Tvind, og det bevarede materiale vidner ikke om et samarbejde med/inddragelse af Undervisningsministeriet. Undervisningsministeriets forhold til/problemer med Tvind er ikke inddraget, ligesom anklagen mod Tvind for økonomisk kriminalitet og den tilknyttede retssag ikke behandles.

[1118] Tine Eiby, Til Tjeneste. Dengang i 70’erne (Gyldendal, 2006), s. 58.

[1119] Heinz Bencke, ”Fra Revolution til Opportunistisk Utålmodighed,” Palle Møller (red.), Flere Visne Blomster (Husets forlag, 1980), s. 171. Referat af embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål torsdag den 4. december 1980.

[1120] PET, emnesag: ”Vedr.: Den rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium. Ang.: Gennemgang af tilgået materiale. 5. januar 1977”.

[1121] Ibid.

[1122] Ibid., RB: 27. april 2004.

[1123] Jes Fabricius Møller, På Sejrens Vej, s. 132.

[1124] Jes Fabricius Møller dokumenterer i sin bog, at UFF og Tvind var og er to sider af samme sag. Jes Fabricius Møller, På Sejrens Vej, s. 139.

[1125] Om dansk bistandspolitik i perioden se Thorsten Borring Olesen, ”Stabilitet og turbulens. Udviklingspoplitikken 1975-1989”, i: Carsten Due-Nielsen, Ole Feldbæk og Nikolaj Petersen (red.), Idealer og realiteter. Dansk udviklingspolitiks historie 1945-2005 (Gyldendal, 2008), s. 258-389.

[1126] PET, personsag: Poul Jørgensen har igennem mange år været Tvinds talsmand og ansigt udadtil. Han blev allerede i 1970 lærer ved Den rejsende Højskole og to år senere forstander på Det Nødvendige Seminarium. Han blev registreret i efteråret 1979, det vil sige et par måneder efter, at operation Silkeborg var blevet iværksat i maj samme år. Der findes en oversigt i Poul Jørgensens personsag over de af hans aktiviteter og samtaler, som interesserede PET. Oversigten er påbegyndt allerede 18. januar 1979, dvs. inden Jørgensen blev registreret. Jørgensens opkald til udlandet blev noteret af PET, og det blev også bemærket, når han havde ført samtaler med Undervisningsministeriet.

[1127] Dette forhold blev uddybet i en notits dateret 4. februar 1980. Ved at sammenholde oplysninger fra aflytningen af Tvind og materiale angående ovenstående adresse mente PET at kunne konkludere, at UFF i Odense og en Palæstina-gruppe i Odense bestod af de samme mennesker. Fem personer blev nævnt i denne sammenhæng, de var alle tilmeldt UFF’s adresse og tilknyttet Tvind-skolerne. Yderligere havde en person, som også var registreret, hvad PET betegnede ”et meget nært samarbejde med PFLP (PWU)”. PET, emnesag: ”Vedr. Operation Silkeborg, Ang. UFF i Odense, Kristiansdals Alle 99, tlf. 175471”.

[1128] PET, emnesag: ”NOTAT. Vedr.: U-landshjælp Folk til Folk (UFF)”.

[1129] Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret. 7. Afdeling. Vedr. Foranstaltningen under efterforskningen vedrørende en kreds af personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 114 samt straffelovens § 108, stk. 1. 9. april 1979. Rapport vedr. Begæring om rettens kendelse til aflytning af telefonnummer (-----), tilhørende Tvind-skolerne, Madum, Ulfborg. 9. april 1979.

[1130] Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret. 7. Afdeling. Foranstaltningen under efterforskningen vedrørende en kreds af personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 114 samt straffelovens § 108, stk.1. 15. maj 1979. Rapport vedr. Begæring om rettens kendelse til ændring af aflytning fra telefon (-----) til telefon (-----), begge numre tilhørende Tvind-skolerne. 15. maj 1979. Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret 7. afdeling. Vedr. Foranstaltning under efterforskningen af en kreds af personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 114 samt straffelovens § 108, stk. 1. 4. maj 1979.

[1131] PET, emnesag: ”Vedr.: TVIND-skolernes aktiviteter i regionerne”, 13. juni 1979.

[1132] Der findes et enkelt kartotek i PET’s arkiv, der har forbindelse til operation Silkeborg.

[1133] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Silkeborg, Ang.: Besøg fra Centralafdelingen i Reg. II, Århus i tidsrummet fra d. 22/8-79 til d. 23/8-79, begge dage incl.”, Torsdag d. 23. august 1979.

[1134] Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret. 7. Afdeling, 6. september 1979.

[1135] PET, emnesag: ”NOTAT vedr. TVIND-skolernes forbindelse med udenlandske organisationer”, 21. september 1979.

[1136] PET, emnesag: ”Referat af møde i Centralafdelingen 14.2.1980 vedr. operation Silkeborg.”

[1137] Udskrift af retsbogen for straffesager for Århus by- og herredsret, 7. afdeling. 9. juni 1980.

[1138] PET, emnesag: Rapport, mandag den 9/6 1980 vedr. anmodning til retten om forlængelse af kendelse, der bemyndiger politiet til at foretage aflytning af telefon (----), tilhørende Den Rejsende Højskole i Juelsminde og telefonerne (----) og (….), tilhørende Tvindskolernes, Madum pr. Ulfborg.

[1139] PET, emnesag: ”Vedr.: Operation Silkeborg, Ang.: Hernan Gonzales Diaz. 17/6-80”.

[1140] PET, emnesag: ”Vedr. ”SILKEBORG”, Referat af møde holdt i RGI 8. december 1980”, 12. december 1980.

[1141] PET, emnesag: Rapport vedr. anmodning til Retten vedr. afslutning af telefon- og telexaflytning. 8. december 1981. PET anmodede retten om, at telefonernes indehaver ikke skulle underrettes om aflytningerne, som det også var tilfældet med de aflytninger, der blev taget ned undervejs i operationen, og retten imødekom dette. Udskrift af retsbogen for straffesager for Retten i Århus 7. afdeling, Vedr. Foranstaltning under efterforskning mod en kreds af personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 114 og § 108, stk.1. 8. december 1981.

[1142] RB: 27. april 2004.

[1143] PET, operationssag: ”Vedr.: Operation [-]”. 14. september 1981.

[1144] PET, operationssag: ”Vedr.: Operation [-]”, 7. september 1981.

[1145] RB: 22. maj 2002. Denne udtalelse faldt i sammenhæng med en vurdering af rimeligheden i, at aflytningen af Tvind blev nedtaget og udfordres andre steder i dette afsnit af andre PET-medarbejdere.

[1146] RB: Ole Stig Andersen, 10. juni 2003.

PET, emnesag: ”Vedr. frygt for chikane fra ”Tvindskolerne””, 2. september 1987 og ”Vedr. Oplysninger om TVIND-imperiet.”

[1147] PET, emnesag: ”AVIS-UDKLIP for 1983”. ”Tvind bosser til afhøring hos politiet”, Ekstra Bladet, 4. marts 1983. Samme historie var også at finde i B.T., 4. marts 1983.

[1148] ”PET sat på Amdi og Ritt”, Ekstra Bladet, 11. marts 1983.

[1149] ”Ritt: Jeg er utryg ved PET”, Ekstra Bladet, 12. marts 1983.

[1150] PET, emnesag: Diverse avisartikler. ” Læk hos PET undersøges,” Politiken, 17. marts 1983. Folketingstidende 16. marts 1983, 7687-7688, Spørgsmål til ministeren.

[1151] PET, emnesag: Horsens By- og Herredsret, 1. afdeling, til Skolesamvirket Tvind. 3. juni 1983. Omslag med bilag 17. Telex med udskrift af dombogen for Vestre Landsret, 3. juni 1983. Telex dateret 20. juni 1983. Udskrift af Højesterets Anke- og Kæremålsudvalgs dombog i kriminelle sager. Rigsadvokaten mod Poul Jørgensen, Skolesamvirket Tvind, 15. december 1983. Et følgebrev fra Rigsadvokaten, dateret 4. januar 1984, er påhæftet dommen.

[1152] PET, emnesag: ”Notat. Hemmeligt”, 3. august 1983. Vedr. Forespørgelsesdebat i Folketinget. Notatet synes delvist skrevet på baggrund af en hemmelig-stemplet notits, der er dateret 26. juli 1983. Der er påhæftet et foto af Marwan Fahoum, Jens Holger Jensen og en person fra Tvind på notitsen. Billedet er optaget august 1980 i København. Vedr. Tvindskolerne. Den 26.7.1983. Det fremgår ikke, hvem der er notitsens forfatter.

17. august 1983 blev Regeringens Sikkerhedsudvalg enige om, at hvad der blev kaldt ”den særlige undersøgelse vedr. Tvind”, nu måtte anses for afsluttet. Referat af møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg onsdag den 17. august 1983. Under Wamberg-udvalgets møde den 23. august 1983 redegjorde Ole Stig Andersen for Tvindsagen og viste udvalget ovenstående notat. Referat af Wamberg-udvalgets møde den 24. august 1983 kl. 11.30 i PET.

[1153] Referat af møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg, onsdag 17. august 1983.

[1154] Udvalget vedrørende Politiets Efterretningstjenestes registrering og videregivelse af oplysninger. Referat af udvalgets møde den 24. august 1983 kl. 11.30 i PET.

[1155] PET, emnesag: Telex til regionerne fra PET Centralafdelingen 14. november 1983.

[1156] RB: 27. april 2004.

[1157] RB: Ole Stig Andersen, 10. juni 2003

[1158] Ibid.

[1159] Referat af Wamberg-udvalgets møde 14. marts 1980. Nyregistrerede i tiden 25. januar – 5. marts 1980.

[1160] Referat af Wamberg-udvalgets møde 7. januar 1980. Nyregistrerede i tiden 4. december 1979 – 24. januar 1980.

[1161] Referat af Wamberg-udvalgets møde 4. november 1980. Nyregistrerede i tiden 28/8-20/10 1980. Følgende årsag gives for registrering af den pågældende: ”Tvind-skolernes kontakt i rejsebranchen til bl.a. Aero-flot.”

[1162] Det understreges i den førnævnte notits fra 1996 om PET’s efterforskning af Tvind, at ”ingen er registreret alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, ligesom ingen er registreret alene på baggrund af isolerede oplysninger om tilknytning til Tvind.” Notits vedrørende PET’s efterforskning i relation til Tvind, Rigspolitichefen, Politiets Efterretningstjeneste, 19. maj 1996.


Forside | Til top | Forrige | Næste
 
Justitsministeriet, Version 1.0, Juni 2009
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk