Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser
Betænkning nr. 1534
Kapitel 7

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 7: Straffelovens § 216 – voldtægt

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 216

Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen kan efter § 216, stk. 2, stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Bestemmelsen er ikke længere begrænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder, men forudsætter, at der er tale om et heteroseksuelt forhold, idet samleje altid under straffeloven af 1930 er blevet forstået som betegnelse for et seksuelt forhold mellem mand og kvinde, som omfatter indførelse af det mandlige kønslem (penis) i kvindens skede (vagina), jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 295. Om fuldbyrdelse fremgår det endvidere af Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 49, at ”Voldtægt fuldbyrdes ved opnåelse af samleje. Forud herfor foreligger der forsøg hvis forsættet er rettet på samleje. Hvis en person ved de i § 216 nævnte midler opnår anden kønslig omgang end samleje straffes han efter § 224, jfr. § 216 (…). Her kan på tilsvarende måde dømmes for forsøg såfremt ”kønslig omgængelse” ikke har fundet sted.”

Bestemmelsen omfatter således direkte alene tiltvingelse af heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til tiltvingelse af anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.

Samleje skal efter bestemmelsen være tiltvunget. Tvangen kan være udøvet ved vold, ved trussel om vold eller ved ikke voldelig hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i form af kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre modstand).

Det følger af, at samlejet skal være tiltvunget, at der skal være årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen og samlejet. Dette krav indebærer, at samlejet er gennemført mod den forurettedes vilje, men ikke at denne skal fortsætte med at gøre modstand efter den første voldsudøvelse, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side 297. Ifølge Knud Waaben, a.st., side 50, er der formodning for årsagssammenhæng, ”når der er bevis for vold eller trussel om vold og for en af offeret tilkendegivet og af gerningsmanden opfattet modstand”.

Overtrædelse af bestemmelsen forudsætter, at gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til alle led i gerningsindholdet i § 216. Af særlig betydning i denne sammenhæng er det, at forsæt til at tvinge sig til samleje mangler, hvis gerningsmanden ikke har opfattet offerets modstand som alvorligt ment, jf. herved Vagn Greve m.fl., a.st., side 300 og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 21.

Den skærpede strafferamme i § 216, stk. 2, er forbeholdt tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”.

Den omstændighed, at der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse, eller at gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse, vil ikke uden videre bringe forholdet ind under den skærpede bestemmelse i stk. 2. Det samme gælder med hensyn til andre almindelige skærpelsesmomenter, som f.eks. at der er tale om overfald på en ubekendt, eller at voldtægten er begået af flere i forening. Sådanne omstændigheder vil imidlertid kunne foreligge på en sådan måde eller i en sådan kombination, at sagen som helhed får en så graverende karakter, at der er grundlag for at anvende den skærpede strafferamme, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 50, hvortil der er henvist i forarbejderne til lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Folketingstidende 1980/81, tillæg A, spalte 4000-4001).

Voldtægt ”af særlig farlig karakter” vil ofte foreligge, hvis gerningsmanden har anvendt kniv eller særligt farlige greb om halsen, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side 298f.

Om bestemmelsen i § 216 kan der bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 294ff, Knud Waaben, a.st., side 48ff, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret – Speciel Del (1955) side 187ff, Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 510ff og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 16ff.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Indledning

Der kan indledningsvis være grund til at fremhæve, at forhold, der består i opnåelse af samleje ved tvang, lige siden straffeloven af 1866 har været fordelt på to eller flere paragraffer, hvis affattelse har varieret noget.

Straffeloven af 1866 indeholdt to bestemmelser om voldtægt. § 168 beskrev forbrydelsen som tiltvingelse af samleje ved ”Vold eller Trudsler om øieblikkelig livsfarlig Vold”. Strafferammen var ikke den samme for angreb på ”uberygtet” og ”berygtet” kvinde. § 169 handlede om trusler, som uden at høre til de i § 168 nævnte ”med Føie kunne antages at medføre Fare for hendes eget eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd”.

Straffeloven af 1866 benyttede ikke betegnelsen ”voldtægt”, men det fremhævedes af Goos, Den danske Strafferets specielle Del, bd. I (1895) side 389, at §§ 168 og 169 tilsammen omfattede ”de Forbrydelser, som i dansk Ret kunne henføres under den i Sproget hjemlede betegnelse Voldtægt”. Straffeloven af 1866 indeholdt i øvrigt nogle supplerende bestemmelser om anvendelse af tvang, bl.a. §§ 170 og 171.

I udkast til ny straffelov af 1912 (U I), Torps udkast af 1917 (U II) og udkast af 1923 (U III) var der enighed om at nøjes med én bestemmelse om voldtægt og at tilføje en supplerende bestemmelse om visse andre former for tvang.

Torp fremhævede i U II, at der er en væsentlig forskel mellem på den ene side de gerningsmænd, der ”angriber den første den bedste Kvinde, som krydser deres Vej,” og på den anden side dem, hvis handling går ud over en kvinde, de kender, især hvor der i forvejen har bestået et seksuelt forhold mellem dem. Meningen var ikke, at voldtægtsbestemmelsen skulle være begrænset til den førstnævnte gruppe. Torp fremhævede tværtimod, at forhold af den sidstnævnte art kunne være lige så grove og strafværdige. Han ønskede imidlertid at tage til orde for en mulighed for lavere voldtægtsstraf i visse tilfælde, og hans forslag resulterede i straffeloven af 1930 i en bestemmelse i § 216 om lavere strafmaksimum for voldtægt i tilfælde, hvor ”Kvinden forud [har] staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden”. I U III fremgår det ligeledes, at kommissionen lagde vægt på, om kvinden i forvejen havde stået i kønsligt forhold til gerningsmanden, og foreslog, hvor dette var tilfældet, en mildere straf. I overensstemmelse med Torps forslag kom både voldtægtsbestemmelsen og den nævnte regel om straflempelse til at omfatte forhold begået mod en ægtefælle. Det var dengang et meget omdiskuteret spørgsmål, om der burde være strafansvar for voldtægt mod hustruen.

I overensstemmelse med U II og U III blev § 216 om voldtægt i straffeloven af 1930 affattet således, at den omfattede tiltvingelse af samleje med en kvinde ”ved Vold, Frihedsberøvelse eller Fremkaldelse af Frygt for hendes eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd”.

Ligeledes i overensstemmelse med U II og U III blev der i § 218 givet en subsidiær bestemmelse om den, som udenfor de i § 216 nævnte tilfælde skaffer sig samleje med en kvinde ”ved Trusel om Vold, om Frihedsberøvelse eller om Sigtelse for strafbart eller ærerørigt Forhold”. I tilfælde, der grænsede op til voldtægt, havde det hidtil været almindeligt at dømme for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang (straffeloven af 1866 §§ 185 og 210), men det blev i U III spalte 319-320 antaget, at den nye § 218 fremtidig ville frembyde en bedre løsning. Faktisk fik § 218 dog ikke ret stor betydning i praksis.

1.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 216 følgende ordlyd:

§ 216. Den, som tiltvinger sig Samleje med en Kvinde ved Vold, Frihedsberøvelse eller Fremkaldelse af Frygt for hendes eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd, straffes for Voldtægt med Fængsel fra 1 til 16 Aar, under særdeles skærpende Omstændigheder paa Livstid. Har Kvinden forud stået i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden, er Straffen Fængsel indtil 8 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) §§ 203, 204 og 206 samt side 201-02. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) §§ 195 og 196 samt side 189-94 og udkast af 1923 (U III) § 196 og § 197, stk. 2, samt spalte 317-19. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3370-72 (§ 218 og § 219, stk. 2), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374 (§ 216 og § 217, stk. 2).

1.2.3. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik § 216 følgende affattelse:

§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.

Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

Baggrunden for den ændring af § 216, som blev foreslået med lovforslaget, var bl.a., at der havde været en offentlig debat om bestemmelsen og dens anvendelse i praksis. Denne debat havde til dels angået bevisproblemer, men havde også omfattet spørgsmål om en ændret udformning af § 216. Der havde således været peget på spørgsmålet om generelt at ophæve det daværende strafminimum på fængsel i 1 år og på spørgsmålet om at foretage en opdeling af bestemmelsen, således at der skulle fastsættes to forskellige strafferammer for henholdsvis voldtægt af en særlig grov karakter og voldtægt, hvor der navnlig på grund af et forudgående selskabeligt samvær, eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindens side, forelå formildende omstændigheder. Om disse sidstnævnte tilfælde blev udtrykket ”forberedt voldtægt” anvendt.

Lovforslaget byggede på en udtalelse fra Straffelovrådet af 26. januar 1966. Rådets udtalelse vedrørende voldtægt blev gengivet i lovforslagets bemærkninger, og der fremgår heraf bl.a. følgende vedrørende spørgsmålet om at opdele voldtægtsbestemmelsen (Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2465-66):

”For straffelovrådet har det været et hovedspørgsmål, om den gældende lovbestemmelse i § 216 (...) burde opdeles i to voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere strafferamme omfattende, hvad der er blevet betegnet som ”forberedt voldtægt”. (...)

Den gennemgang af det omtalte sagsmateriale, straffelovrådet har foretaget, har vist, at der i sagerne forekommer en række forskellige momenter af formildende og skærpende karakter. Det synes ikke muligt at trække enkelte, klare momenter frem, der alene skulle kunne begrunde henførelse til en mildere bestemmelse. Skulle man søge at opstille en særlig voldtægtsbestemmelse, der omfattede sådanne tilfælde, hvor en mildere bedømmelse forekommer velbegrundet, måtte bestemmelsen derfor formuleres så vagt, at den ikke ville yde anklagemyndighed og domstole nogen nævneværdig vejledning ved sagernes bedømmelse. Man må også være opmærksom på, at en bestemmelse, der særlig fremhæver kvindens forhold, kan fremme en uheldig tendens til under bevisførelse og procedure at fremkomme med ufordelagtige oplysninger og udtalelser om kvinden.

I overensstemmelse med udtalelserne fra statsadvokaterne, der har henvist til den konkrete bedømmelse af samtlige den pågældende sags momenter, som er påkrævet ved afgørelsen af disse sager, må straffelovrådet herefter indstille, at § 216 fortsat udformes således, at samtlige voldtægtsforhold undergives en fælles strafferamme.”

Med lovforslaget blev strafferammen for voldtægt ændret, således at det tidligere strafminimum på fængsel i 1 år blev ophævet og det tidligere strafmaksimum på 16 års fængsel (under særdeles skærpende omstændigheder fængsel på livstid) blev ændret til fængsel indtil 10 år. Som begrundelse for at sænke strafmaksimum blev der bl.a. henvist til, at der i praksis sjældent blev idømt højere straffe end fængsel i 4 år.

Samtidig blev den tidligere undtagelsesregel i § 216, 2. pkt., hvorefter strafferammen var fængsel indtil 8 år, når kvinden havde stået i mere varigt forhold til gerningsmanden, ophævet. Det blev i den forbindelse bl.a. anført, at bestemmelsen efter alt at dømme havde været uden praktisk betydning, og at en lempelsesregel for disse tilfælde ville være overflødig med de foreslåede ændringer af § 216.

Den foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, svarede i realiteten til den tidligere regel i § 217, stk. 2, 2. pkt., men det fandtes af systematiske grunde mest rigtigt at placeres reglen i voldtægtsbestemmelsen.

Endelig blev tvangsmidlet ”frihedsberøvelse” med lovændringen udeladt af opregningen af tvangsmidler i § 216, idet det blev anført, at medtagelsen af dette tvangsmiddel ikke kunne antages at have haft nogen selvstændig betydning ved siden af paragraffens øvrige indhold og bestemmelsen i § 217.

1.2.4. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 216 sin nuværende affattelse med hensyn til gerningsindholdet, idet lovændringen i 2002 alene berørte bestemmelsens strafferamme, jf. herom afsnit 1.2.6 nedenfor.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse og indebar, at tilfælde, hvor samleje tiltvinges ved vold eller trussel om vold, altid skal bedømmes efter § 216 om voldtægt og ikke vil kunne henføres under § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang. Samtidig blev strafferammen for bl.a. voldtægt foreslået opdelt i en normalstrafferamme med et maksimum på fængsel indtil 6 år og en forhøjet sidestrafferamme på fængsel indtil 10 år omfattende tilfælde, hvor voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Baggrunden for lovændringen var, at anvendelsen af straffelovens §§ 216 og 217 havde givet anledning til kritik. I den offentlige debat havde det navnlig været kritiseret, at en række forhold, som efter almindelig opfattelse var voldtægt, i nævninge- og tiltalepraksis blev henført under § 217 om ulovlig tvang.

Til nærmere belysning af berettigelsen af den rejste kritik gennemgik Straffelovrådet som led i sine overvejelser et meget betydeligt antal sager om anvendelsen af straffelovens § 217. På denne baggrund er bl.a. følgende anført i betænkning nr. 914/1980 side 40-42:

”De foreliggende oplysninger om tiltale- og domspraksis viser efter straffelovrådets opfattelse tydeligt, at den nuværende anvendelse af §§ 216 og 217 ikke er tilfredsstillende. Der må gives kritikken medhold i, at for mange forhold henføres under § 217, skønt de efter de oplysninger, der indeholdes i dommene, burde bedømmes som voldtægt efter § 216. Dette er primært et resultat af nævningeafgørelser og af den tiltalepraksis, som anklagemyndigheden har fulgt i sager, hvor den ikke har ment at kunne vente domfældelse efter § 216 ved nævningeting. (…)

Rådet finder det bl.a. meget betænkeligt, at der i praksis er en udtalt tilbøjelighed til at undgå anvendelsen af § 216 i de tilfælde, der ofte betegnes som ”forberedt voldtægt”. Dette udtryk er i sig selv uheldigt, fordi det let opfattes på en sådan måde, at kvinden anses som den, der ved sit eget forhold lægger op til, at hun bliver offer for en forbrydelse. Uanset karakteren af en forudgående kontakt mellem parterne bør kvinden være beskyttet mod de former for tvang, som efter § 216 udgør voldtægt. Det er givet, at en forudgående kontakt gennem restaurationsbesøg og lignende kan medføre særlige bevisproblemer. Hvis der imidlertid er bevis for, at gerningsmanden har opnået samleje ved tvang og har forstået dette – og disse betingelser er fælles for § 216 og § 217 – skal forholdet henføres under § 216, såfremt den udøvede tvang er omfattet af denne bestemmelse. Mangler der på den anden side bevis for, at samleje er opnået mod kvindens vilje, eller må det antages, at gerningsmanden har anset samlejet for frivilligt fra kvindens side, kan hverken § 216 eller § 217 anvendes. § 217 kommer derfor kun i betragtning i tilfælde, hvor der er bevis for en ulovlig tvang, der ikke er omfattet af § 216. Dette beror på en konkret bedømmelse af beviserne, og § 217 kan ikke foretrækkes alene af den grund, at forholdet som følge af parternes forudgående samvær eller bekendtskab henføres til kategorien ”forberedt voldtægt”.

Som det fremgår af de foregående afsnit, forekommer det imidlertid også i andre tilfælde end de her omtalte forudgående bekendtskaber, at forhold, der er omfattet af § 216, henføres under § 217.”

Straffelovrådet foreslog på den anførte baggrund en ændret formulering af § 216, således at denne bestemmelse kom til at omfatte alle tilfælde, hvor samleje tiltvinges ved vold eller trussel om vold. Der blev samtidig foreslået en omformulering af § 217, således at det blev klargjort, at tvang i form af vold og trussel om vold ikke længere var omfattet af denne bestemmelse, men henhørte under voldtægtsbestemmelsen i § 216.

Endvidere blev bestemmelserne i §§ 216 og 217 af Straffelovrådet foreslået ændret, således at de ikke længere var begrænset til forhold, der begås mod kvinder.

Vedrørende den sænkelse af strafferammen for voldtægt, som lovændringen indebar, fremgår bl.a. følgende af lovforslagets forarbejder med henvisning til Straffelovrådets betænkning (Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4000-4001):

”Men også bortset fra sammenhængen med nævningereglerne må det efter rådets opfattelse overvejes, om ikke et strafmaksimum på 10 års fængsel er for højt for det store flertal af voldtægtstilfælde. Det store flertal af straffe efter §§ 216-217 ligger på et niveau af maksimalt 2-3 års fængsel (…) og rådet finder det ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der fastsættes en normalramme på fængsel i højst 6 år, suppleret med en skærpet ramme på fængsel i højst 10 år for særligt grove tilfælde af voldtægt.

Det foreslåede normalmaksimum på 6 år indebærer i overensstemmelse med principielle synspunkter vedrørende fastsættelsen af strafmaksima (...) at man undgår et strafmaksimum, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, som der typisk er brug for. Rådet gør opmærksom på, at det nævnte normalmaksimum på 6 år på papiret vil indebære en skærpelse for de tilfælde, der i dag henføres til § 217, hvor strafmaksimum er 4 år, men det understreges, at der ikke herved tilsigtes en almindelig skærpelse af kursen ved strafudmåling i de omhandlede tilfælde. Flertallet af de tilfælde, der vil blive henført under § 216 i stedet for § 217, vil formentlig udmålingsmæssigt blive bedømt som hidtil.

I visse sager vil der være behov for en straf på 6 års fængsel eller derover, og straffelovrådet anser det blandt andet af denne grund for rigtigst, at der i § 216 bevares en mulighed for i grove tilfælde at udmåle straf indenfor et maksimum på 10 års fængsel.

Efter straffelovrådets forslag skal den skærpede straffebestemmelse i § 216, stk. 2, tage sigte på tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.” Om forståelsen henvises til betænkningen side 50.”

Af lovforslagets bemærkninger fremgår endvidere, at Justitsministeriet kunne tiltræde de synspunkter og forslag, som var kommet til udtryk i Straffelovrådets betænkning, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4002-4003:

”Det er justitsministeriets opfattelse, at de af straffelovrådet foreslåede ændringer af gerningsbeskrivelsen i straffelovens §§ 216-217 vil kunne give grundlag for en mere tilfredsstillende anvendelse af voldtægtsreglen, der herved også kommer i bedre overensstemmelse med den almindelige opfattelse af begrebet voldtægt.

Straffelovrådets forslag om udformningen af strafferammerne for voldtægt (…) indebærer en opspaltning af strafferammerne i forskellige rammer for grove og mindre grove forhold. Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan opspaltning af de pågældende strafferammer. Det kan give anledning til betænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder et strafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens karakter.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af voldtægt (...) bør gælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år (...) En strafferamme på højst 6 års fængsel vil efter de af straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger være fuldt tilstrækkelig med henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser. (…)

Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammenhæng med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag om udformningen af skærpelseskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der efter den gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.

Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimum for voldtægt (...) bør være 10 år. For så vidt angår voldtægt svarer dette til det gældende maksimum, og der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændring af det gældende strafudmålingsniveau.”

1.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Straffelovrådet overvejede i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse bl.a. strafferammerne i § 216. Ved sine overvejelser tog rådet udgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-1984, jf. betænkningen side 171 med gengivelse af ”Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v. 1979-84.”. Rådet hæftede sig ved, at kun et lille antal fængselsstraffe for voldtægt efter de statistiske oplysninger oversteg 3 år. Rådet sammenfattede herefter sine synspunkter således, jf. betænkning nr. 1099/1987 side 172:

”Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af normalstraffen på 6 års fængsel, og det vil formentlig være overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved bemærkes, at den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse, ganske vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.”

1.2.6. Lovændingen i 2002

Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) fik straffelovens § 216 sin nuværende affattelse.

Ved lovændringen blev strafferammen for forhold omfattet af stk. 1 (voldtægt uden skærpende omstændigheder) forhøjet fra 6 til 8 års fængsel, mens strafferammen for forhold omfattet af stk. 2 (voldtægt af særlig farlig karakter) blev forhøjet fra 10 til 12 år.

Lovændringen tilsigtede en generel forhøjelse af den udmålte straf for voldtægt i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige niveau.

Om baggrunden for lovændringen fremgår det af lovforslagets bemærkninger, at Rigsadvokaten den 15. januar 2001 efter anmodning fra justitsministeren var fremkommet med en redegørelse, der viste, at strafniveauet i voldtægtssager generelt var faldet i 1970’erne og frem til midten af 1980’erne. Redegørelsen viste også, at der ikke var grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligere fald i strafniveauet gennem 1990’erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede imidlertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til at se nærmere på, om strafudmålingen lå på et tilstrækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om overfaldsvoldtægt og herunder særligt forsøg på overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede det sig om sager, hvor voldtægten var begået af flere i forening. Om redegørelsen, der blev optrykt som bilag 1 til lovforslaget, anføres bl.a. følgende i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2930-31:

”I Rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at strafniveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder er 6-9 måneders fængsel og for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af nogen karakter.

En anden type voldtægtssager er kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbart forinden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakten til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald. Strafniveauet for denne type sager skønnes i Rigsadvokatens redegørelse for forsøg at svare nogenlunde til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt. Straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1 år og 6 måneder, men således at straffen er 6-10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

Den tredje gruppe voldtægtssager, som er nævnt i Rigsadvokatens redegørelse, er parvoldtægter. Herved forstås voldtægt mod en nuværende seksualpartner og voldtægt mod en tidligere seksualpartner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten. Normalstraffen for fuldbyrdet parvoldtægt antages at ligge i niveauet 6-8 måneders fængsel.”

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det endvidere, at der i tilknytning til redegørelsen af 15. januar 2001 var iværksat en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år fik forelagt alle fældende domme i voldtægtssager bl.a. med henblik på at vurdere, om der var behov for at anke domme for at få straffene skærpet. Den 20. august 2001 afleverede Rigsadvokaten en midtvejsredegørelse om strafniveauet i voldtægtssager. Midtvejsredegørelsen, der blev optrykt som bilag 2 til lovforslaget, bekræftede strafniveauet for de forskellige former for voldtægtssager, således som dette var beskrevet i redegørelsen af 15. januar 2001. I tilknytning hertil blev der i lovforslaget bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2931:

”Rigsadvokaten har i tilknytning hertil vurderet, at der næppe er grundlag for at antage, at domstolene på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer voldtægtssager. Som følge af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager ville en generel ændring af strafniveauet i voldtægtssager i øvrigt ifølge Rigsadvokatens vurdering forudsætte, at Højesteret fik forelagt et noget større antal sager. Rigsadvokaten peger på, at en sådan proces – som altså næppe kan forventes at føre til markante forhøjelser af strafniveauet – må antages at blive langvarig.”

Om skærpelsen af straffen for voldtægt og baggrunden herfor fremgår bl.a. følgende af lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2931:

”Voldtægt er en særlig form for alvorlig personfarlig kriminalitet. Ud over den anvendte vold eller trussel om vold indebærer voldtægt også en grov og traumatiserende krænkelse af ofrets – typisk kvindens – integritet og værdighed. Det nuværende strafniveau afspejler efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad krænkelsen af ofrets integritet og seksuelle selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af straffen for voldtægt.

Med den foreslåede forhøjelse af strafferammerne i straffelovens § 216 forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det strafniveau, der er beskrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Det gælder både fuldbyrdede voldtægter og forsøg herpå. Eksempelvis forudsættes det, at straffen for en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i normaltilfældene forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år og 6 måneder.

Normalstraffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages i Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2001 at være fængsel i 6-9 måneder. Der er således en betydelig forskel mellem straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Med lovforslaget er det som nævnt hensigten, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder forøges med 1 år i forhold til det strafniveau, der er beskrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Udmålingen af straffen forudsættes dog i højere grad at blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for de grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget kun mislykkes på grund af ofrets modstand.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der endvidere ikke i den nuværende praksis tillagt det forhold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd i forening, tilstrækkelig vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter med anvendelse af den betydelige overmagt, der ligger i, at der er flere gerningsmænd, må normalt antages at indebære et særligt voldsomt og traumatiserende overgreb på ofret. Det forudsættes derfor, at det forhold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd i forening, tillægges en særlig vægt i skærpende retning. I sager om voldtægt med flere gerningsmænd bør der således ske en yderligere strafskærpelse i forhold til strafniveauet i voldtægtssager med kun én gerningsmand. Det bør også tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om voldtægt begået mod et barn. Herudover bør der ske en yderligere strafskærpelse det vil sige ud over den generelle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år i sager, hvor voldtægten har haft en særlig tidsmæssig udstrækning.”

1.2.7. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) blev der foretaget en modernisering af strafferammerne i straffeloven, navnlig med henblik på, at strafferammerne skulle afspejle en nutidig opfattelse af strafværdigheden af de enkelte forbrydelsestyper.

Lovændringen byggede navnlig på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer. I betænkning blev bl.a. følgende anført om straffelovens §§ 216 og 217, jf. betænkningen side 719-21:

”Som anført i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum (…) er Straffelovrådet enigt i, at der bør ses med stor alvor på den personfarlige kriminalitet, herunder også ud fra hensynet til beskyttelse af den enkeltes kønsfrihed. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved udformningen af strafferammer bør tilstræbes en balance, som afspejler, at forbrydelser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge. Det er efter rådets opfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk, hvorledes samfundet ser på den personfarlige kriminalitet, og at strafferammerne afspejler samfundets klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet. (…)

Der har i Straffelovrådet været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som er sket ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om udformningen af strafferammerne for voldtægt, jf. straffelovens §§ 216 og 217, herunder sammenholdt med §§ 224 og 225, men rådet har afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angår forbrydelserne i straffelovens 24. kapitel måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De betragtninger om strafferammerne for forbrydelser mod kønssædeligheden, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske eller senest tilsigtede udmålingsniveau, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002.

2.9.2. Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne retsgode (…) Heri er voldtægt, jf. § 216, henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 12 til 10 års fængsel. § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang er placeret i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel, hvilket svarer til det nugældende strafmaksimum.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at de angivne strafmaksima på en afbalanceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold til berigelseskriminalitet omfattet af § 286, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel (…)

Straffelovrådet gav i 1981-betænkningen udtryk for, at det efter praksis fandtes ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, så der fastsattes en normalramme på indtil 6 års fængsel suppleret med en skærpet ramme på indtil 10 års fængsel for særligt grove tilfælde af voldtægt. Det foreslåede normalmaksimum indebar i overensstemmelse med principielle synspunkter vedrørende fastsættelse af strafmaksimum, at man undgik maksima, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, der typisk er brug for. Rådet fandt det endvidere rigtigst at bevare et maksimum på 10 år bl.a. med sigte på de tilfælde, hvor der kan være behov for straf på 6 års fængsel eller derover (…)

Straffelovrådet har fortsat denne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel ville stadigvæk være fuldt tilstrækkelig, også når hensyn tages til ønskerne om at skærpe strafniveauet, som er kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (…) Straffelovrådet kan endvidere tiltræde 1981-betænkningens synspunkter om udformningen af skærpelseskriterierne (…) Det dér anførte ville efter rådets opfattelse fortsat give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end 6 års fængsel, herunder i de tilfælde hvor der efter motiverne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 opstår behov herfor. Rådet er samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser.”

Justitsministeriet fandt ved lovændringen ikke grundlag for at følge Straffelovrådets anbefaling vedrørende lempelse af strafferammen for § 216, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3312, og lovforslaget og lovændringen medtog således ikke nogen ændring af strafferammen i straffelovens § 216.

2. Beviskrav i voldtægtssager

2.1. Generelt om bevisvurderingen

2.1.1. I sager om voldtægt vil det ofte kun være den tiltalte og den forurettede, som har været til stede ved det egentlige overgreb, og forklaringer afgivet af disse personer vil derfor have en meget afgørende betydning for bevisvurderingen.

Det er i sagens natur meget vanskeligt at udtale sig entydigt om domstolenes bevisvurdering i sager om voldtægt, men ud fra gengivelsen af domme om voldtægt i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret kan det – i det omfang bevisførelsen eller dele heraf er gengivet – konstateres, at forklaringer afgivet af tiltalte eller forurettede i praksis som altovervejende hovedregel vil være understøttet af yderligere beviser som f.eks. lægeerklæringer, udtalelser fra Retslægerådet eller forklaringer afgivet af øvrige vidner.

Disse yderligere beviser vil i de fleste sager ikke udgøre et direkte bevis for, at der er begået en voldtægt, men vil kunne understøtte forurettedes forklaring herom ved eksempelvis at påvise, at der er udøvet vold eller ved at bidrage til at klarlægge tiltaltes eller forurettedes tilstand og handlinger før og efter overgrebet.

Generelt vil bevisvurderingen i domme om voldtægt dog kunne strække sig fra tilfælde, hvor der er et meget klart bevismateriale til tilfælde, hvor der ikke ved domstolenes afgørelse af sagen er henvist til andet bevismateriale end forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede.

2.1.2. Domme om voldtægt, hvor der foreligger et meget klart og entydigt bevismateriale i tillæg til forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede omfatter bl.a. tilfælde, hvor yderligere personer har været vidne til overgrebet, eller hvor der er foretaget overvågning af det område, hvor overgrebet har fundet sted. Under denne kategori hører eksempelvis også sager, hvor der i tillæg til konstaterede skader på den forurettede er fundet dna-materiale mv. hidrørende fra den tiltalte, eller hvor den forurettede er påført omfattende skader, som er konstateret ved en lægeundersøgelse umiddelbart efter overgrebet, og hvor resultatet af en gynækologisk undersøgelse også svarer til et forklaret overgreb.

Som eksempler på sådanne sager kan der bl.a. henvises til følgende domme:

TfK 2009.122 Ø (1 års fængsel): T blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt over for en ung beruset pige, F, som han havde truffet en tidlig morgen i et S-tog. F havde kysset T i en længere periode, hvorefter hun markerede, at hun ikke ønskede fortsat kontakt med ham. T skubbede herefter F ned på et sæde eller forsøgte herpå 4 gange, lagde sig oven på hende og trak hendes gamacher og trusser ned under bagdelen. Byretten lagde efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer samt en videooptagelse fra S-toget til grund, at F i begyndelsen havde været indladende over for T og havde kysset med ham i en længere periode. Efter bevisførelsen i øvrigt, herunder navnlig videooptagelsen, der viste hændelsesforløbet, sammenholdt med F’s forklaring, der virkede troværdig, fandt retten det for godtgjort, at F på et tidspunkt klart markerede, at hun ikke forsat ønskede kontakt med T, og at T – på trods heraf – efterfølgende handlede i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

UfR 2006.2788 Ø (3 års fængsel): T, der tidligere var straffet for vold mod sin hustru F, som han var separeret fra, blev fundet skyldig i uberettiget at have skaffet sig adgang til F’s lejlighed, mens hun ikke var hjemme, samt i voldtægt og tyveri. Voldtægten blev gennemtvunget ved, at T pressede en ætervædet klud ned over F’s næse og mund, således at hun mistede bevidstheden. Efter voldtægten tog T med sin mobiltelefon flere krænkende billeder af F, mens hun var afklædt. F kontaktede politiet umiddelbart efter overgrebet. Der blev under sagen bl.a. fremlagt en it-undersøgelse af T’s mobiltelefon med udskrift af billeder, oversættelse af sms-beskeder, personundersøgelseserklæring vedrørende F med resultat af retskemiske og retsgenetiske undersøgelser, forelæggelse og svar fra Retslægerådet, retspsykiatrisk erklæring om T og udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Byretten og landsretten lagde ved deres afgørelse af spørgsmålet om voldtægt vægt på, at F’s forklaring om det passerede var præcis og detaljeret, ligesom F havde fastholdt sin forklaring under sagens forløb. Endvidere blev det anført, at F’s forklaring var understøttet af, at der var påvist tegn på vold ved undersøgelsen af F, at den retskemiske undersøgelse i sagen viste, at F havde æter i blodet efter gerningstidspunktet, og at den retsgenetiske undersøgelse i sagen viste, at sæd fundet i F hidrørte fra T. Herudover blev der henvist til indholdet af de fremkaldte billeder af F fundet på T¨s mobiltelefon. Efter en helhedsbedømmelse af T’s handlemåde ved voldtægten og navnlig på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet om virkningen af æter fandt både byretten og landsretten T skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengivet i TfK 2002.631 V og dommen gengivet i UfR 1985.94 H.

2.1.3. Som udgangspunkt vil der dog som nævnt i sager om voldtægt være tale om, at forurettedes forklaring om en voldtægt er støttet af visse yderligere beviser, som kan underbygge denne forklaring uden direkte at kunne bevise den pågældende handling. Det vil bl.a. kunne være tilfældet i sager, hvor der ved en lægeundersøgelse af forurettede er konstateret skader, som kan antages at være en følge af udøvet vold, men hvor der ikke nødvendigvis er gjort særlige observationer ved den gynækologiske undersøgelse, eller hvor øvrige vidner kan berette om forurettedes eller tiltaltes handlinger og tilstand mv. umiddelbart før eller efter overgrebet, men ikke har overværet dette.

Det vil således i hovedparten af voldtægtssager ikke være muligt at skaffe et direkte konstaterbart bevis for eksempelvis en udøvet tvang i forhold til samleje, eller for at tiltalte havde det fornødne forsæt til at have samleje med den forurettede uden dennes samtykke.

Som eksempler på sådanne sager kan bl.a. nævnes:

UfR 2005.753 H (2 års fængsel): Fem tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt mod en ung kvinde, F. Voldtægten blev begået af de fem tiltalte i forening i en baggård i forbindelse med en fest. Voldtægten omfattede samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, herunder analt samleje. Der blev under sagen afgivet forklaring af de tiltalte, F og en række vidner. Endvidere blev der i retten afspillet en optagelse af F’s opkald til alarmcentralen og dokumenteret en erklæring fra Retsmedicinsk Institut om en undersøgelse af F samme dag, som overgrebet havde fundet sted. Af erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgår det, at der blev fundet tegn på vold i form af en rift på håndfladen og spredte områder af rødme af huden på bl.a. underarm, ryg, endeballe og knæ. Det fremgår af erklæringen, at læsioner var opstået ved stump vold, der meget vel kunne være forøvet i tidsrummet for overgrebet. Ved skedeindgang og endetarmsåbning blev der fundet små overfladiske rifter. Det fremgår om disse rifter af erklæringen, at det er muligt at pådrage sig tilsvarende skader ved frivilligt samleje eller ved brug af creme. Der blev under sagen desuden bl.a. dokumenteret gerningsstedsundersøgelse, tekniske undersøgelser og erklæringer samt retsgenetisk erklæring. I byretten fandt to voterende, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at de tiltalte ved vold eller trussel om vold havde tvunget F til samleje. Det blev i den forbindelse tillagt vægt, at der fra de tiltalte og de festdeltagere, der havde afgivet forklaring under domsforhandlingen, var afgivet i det væsentlige samstemmende forklaringer om forløbet, og om at samværet fremtrådte som værende frivilligt. Endvidere blev det tillagt vægt, at F’s forklaringer var behæftet med store usikkerheder. En voterende fandt det med tilstrækkelig sikkerhed bevist, at de tiltalte var skyldige. For landsretten blev der bl.a. dokumenteret tre erklæringer fra en psykolog om F’s efterfølgende psykologiske behandling og baggrunden for, at F ikke havde kunnet give en sammenhængende forklaring om handlingsforløbet. Selv om F’s forklaringer under sagen havde været behæftet med nogen usikkerhed, fandt landsretten efter bevisførelsen ikke grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte hendes forklaringer, der havde virket troværdige og overbevisende. Det blev i den forbindelse endvidere anført, at forklaringerne var støttet af de skader, der var konstateret på F, herunder navnlig rødme på underarm og knæ, samt rifterne ved skedeindgang og endetarmsåbning. Endvidere fandtes F’s forklaring at være understøttet af hendes meget oprevne tilstand, da hun straks efter episoden ringede til alarmcentralen. F’s forklaring fandtes ikke at være afsvækket af de forklaringer om forløbet, der var afgivet af de tiltalte og en del af de øvrige festdeltagere. Det blev herudover bl.a. anført, at voldtægten og den yderligere kønslige omgængelse i hvert fald var sket under indtryk af den stiltiende trussel, der lå i, at F sammen med et antal ukendte mænd befandt sig på et øde sted, hvorfra det var nærmest umuligt for hende at tilkalde hjælp.

UfR 2004.1984 V (1 års fængsel): T blev fundet skyldig i voldtægt over for sin tidligere samlever F, idet T havde presset F ned i en sofa, hvor hun blev fastholdt, og hvor T tiltvang sig samleje med hende, mens hun forgæves modsatte sig dette ved bl.a. at forsøge at skubbe T væk og tale ham fra sit forehavende. Der blev under sagen afgivet forklaring af T og F samt yderligere vidner. Endvidere fremgår det af dommen, at F i henhold til en lægeerklæring havde mærker efter vold svarende til den beskrevne voldsudøvelse. Det blev af byretten fundet bevist, at samlejet var gennemført mod F’s vilje, idet der som baggrund herfor blev henvist til forurettedes forklaring, som var understøttet af, at hun kort efter overgrebet beskrev det skete som voldtægt over for vidnet M og over for vidnet P i en mail beskrev det passerede som voldtægt uden dog at bruge dette ord. Under hensyn til den modstand forurettede havde beskrevet, at hun havde udøvet, fandtes tiltalte at måtte have været klar over, at samlejet blev gennemført mod F’s vilje. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at F havde ydet modstand ved også at græde, men tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at tiltalte var fundet skyldig.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengivet i UfR 2008.2067 Ø.

2.1.4. Herudover kan der i retspraksis ses en række domme, hvor der i tillæg til forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede er et vist yderligere bevismateriale, som understøtter eksempelvis den forurettedes forklaring, men hvor dette bevis har en mere indirekte karakter. Dette kan bl.a. omfatte erklæringer om forurettedes eller tiltaltes psykiske tilstand eller tilfælde, hvor der er tale om flere uafhængige forhold begået af samme tiltalte, og hvor de forurettede hver især beretter om hændelsesforløb, der ligner hinanden.

Som eksempler herpå kan bl.a. nævnes følgende domme:

TfK 2002.677 V (2 års fængsel, heraf 1½ år betinget): T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, jf. til dels § 21 og § 224 ved omkring den 1. juli 1997 at have indfundet sig på et værelse tilhørende den 20-årige F, der var i praktik hos ham, hvor han tildelte hende kraftige slag og lagde en dyne over hendes hoved i den hensigt at tiltvinge sig samleje med hende, hvilket mislykkedes på grund af hendes kraftige modstand, og ved herefter i mange tilfælde i perioden fra juli 1997 til oktober 1997 at have tiltvunget sig samleje med F eller gjort forsøg herpå. T blev endvidere fundet skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for F. Af sagen fremgår det, at F anmeldte forholdene til politiet i juni måned 2000. Der blev under sagen bl.a. fremlagt en retspsykiatrisk erklæring om T og afgivet forklaring af T og F samt øvrige vidner. Byretten fandt F’s forklaring troværdig og overbevisende og bemærkede i den forbindelse, at F’s forklaring ikke havde været præget af fantaseren eller trang til overdrivelse, men tværtimod havde forekommet præget af ønsket om objektivt at oplyse om det passerede. Endvidere blev det anført, at forurettedes forklaring for så vidt angik et af forholdene om blufærdighedskrænkelse var støttet klart og direkte af et vidne og for så vidt angik sagen i sin helhed støttet indirekte af et andet vidne. Efter afgivne vidneforklaringer lagde retten således til grund, at T havde været yderst sexfikseret og havde haft vanskeligt ved at styre sine tilbøjeligheder i så henseende. T havde under den første del af efterforskningen afvist at have gjort seksuelle tilnærmelser, men havde senere vedgået sådanne tilnærmelser, herunder at have haft samleje med forurettede dog i det hele kun i overensstemmelse med, hvad hun selv ville. Retten bemærkede endvidere, at den omstændighed, at F forblev hos T og først anmeldte forholdet i juni 2000, ikke fandtes at kunne anføres mod hendes troværdighed. Retten lagde herved til grund, at F havde været udsat for incest som 10-12 årig, at hun var sky og tilbageholdende af natur, præget af en øjensynlig særligt begrundet pligtfølelse, og at hun var naiv, uerfaren og let at kue. Retten fandt det herefter ubetænkeligt at lægge F’s forklaring til grund, idet dog visse enkelte dele af de forhold, der var omfattet af anklageskriftet, ikke fandtes at være bevist. For landsretten blev der fremlagt en psykiatrisk udtalelse om T. Landsretten tiltrådte, at der ved afgørelsen af, om T var skyldig i den rejste tiltale, var lagt afgørende vægt på F’s forklaring, som også af landsretten fandtes at være troværdig og overbevisende.

UfR 1983.193 V: T, der drev virksomhed som ”hypnotisør”, havde i en række tilfælde foretaget seksuelle overgreb mod kvinder, som havde søgt ham, og som i forbindelse med T’s suggestionsbehandling befandt sig i en tilstand, hvor deres evne til at yde modstand var nedsat. Det blev som led i sagens behandling af retten bl.a. fremhævet, at de gennemgående træk i de forurettede kvinders forklaringer var de samme, selv om de forurettede efter det oplyste ikke havde haft noget indbyrdes kendskab til hinanden.

2.1.5. Endelig kan der i retspraksis konstateres visse sager om voldtægt, hvor der ved domstolenes afgørelse af sagen ikke er henvist til andet bevis end de forklaringer, der er afgivet af tiltalte og forurettede.

Som eksempel på sådanne sager kan bl.a. nævnes:

UfR 2008.690 H (2½ års fængsel): T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig anden kønslig omgængelse end samleje (herunder analt samleje) med en pige, F, på 15 år. Overgrebet fandt sted i en rutebil, hvor T var chauffør og F passager. Der blev under sagen afgivet forklaring af T, F og 3 øvrige vidner. T tilkendegav under sin forklaring bl.a., at F frivilligt havde indladt sig på den kønslige omgængelse. Et vidne B forklarede, at T var afløser som buschauffør hos ham, og at der ikke havde været direkte klager over T, men at det havde været en enkelt henvendelse om, at T havde været noget flirtende over for nogle skolepiger i bussen. Endvidere forklarede vidnet C, der var samlever med T, at T den pågældende aften havde ringet til hende og sagt, at han bl.a. skulle vaske bussen og derfor ville komme senere hjem. C forklarede endvidere bl.a. at hun havde fået blomster af T, da han kom hjem. Vidnet A forklarede, at han havde været med bussen og havde snakket med F. Da A steg af bussen, var F stadig i bussen, og A forklarede, at han forlod bussen uden at kigge sig tilbage. Byretten fandt det ved den af F afgivne forklaring, der havde været detaljeret, og som fandtes at være troværdig, bl.a. bevist, at T mod F’s vilje havde kørt hende til en vendeplads og forinden havde kysset F, mens F havde forsøgt at holde ham væk, samt at T havde puffet F ned bagerst i bussen, hvor T havde taget F’s tøj delvist af og tvunget hende til at sutte på sin penis og tiltvunget sig analt samleje med hende. Retten fandt det endvidere bevist, at F flere gange under forløbet havde sagt, at T skulle lade være, og at T, under hensyn til at det foregik på et øde sted, hvor F ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, havde været klar over, at der lå en stiltiende trussel om vold mod F, som F var præget af. For landsretten blev der bl.a. fremlagt stamkort, handleplan vedrørende F fra kommunen og psykologisk vurdering samt undersøgelse af F. Også efter bevisførelsen for landsretten blev T med stemmerne 51 fundet skyldig af de grunde, der var anført af byretten. 1 dommer fandt det ikke til domfældelse tilstrækkeligt godtgjort, at tiltalte var skyldig.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengivet i TfK 2008.490 Ø og dommen gengivet i UfR 2005.2649 Ø.

2.2. Udtalelse fra Rigsadvokaten om bevisvurderingen i voldtægtssager

Om bevisvurderingen i voldtægtssager har Rigsadvokaten generelt oplyst bl.a. følgende til Straffelovrådet:

”Ligesom i andre straffesager beror det i voldtægtssager på en konkret bevismæssig vurdering, om gerningsmanden må anses for at have handlet forsætligt. Retten foretager her en samlet vurdering af sagens omstændigheder.

Spørgsmålet om voldtægtssager, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler, har bl.a. været drøftet i anklagemyndighedens fagudvalg om personfarlig kriminalitet, hvor alle politikredse og regionale statsadvokaturer er repræsenteret.

Rigsadvokaten skal på grundlag heraf bemærke, at det er anklagemyndighedens generelle indtryk – baseret på erfaringerne i praksis med behandlingen af sager om voldtægt efter straffelovens § 216 – at der i retspraksis sker domfældelse også i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, når der f.eks. foreligger en sikker og troværdig forklaring fra den forurettede om hændelsesforløbet.

Det samme gælder i tilfælde, hvor der eksempelvis kun i begrænset omfang er fremsat udtrykkelige trusler, men hvor samlejet ud fra en samlet vurdering af begivenhedsforløbet og omstændighederne omkring samlejet, herunder gerningsmandens truende adfærd og/eller de mere eller mindre stiltiende trusler, som ligger i situationen, anses for opnået ved trusler om vold, og dette må have stået gerningsmanden klart. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå gerningsmandens og forurettedes adfærd i øvrigt (f.eks. gerningsmandens truende adfærd og den forurettedes reaktion efter forholdet) samt stedet og tidspunktet for samlejet (f.eks. udendørs på et øde sted midt om natten i frostvejr).

Der kan fra nyere retspraksis f.eks. henvises til TfK 2003.559 V, UfR 2004.2839 Ø, UfR 2005.753 H, UfR 2007.1455 Ø, UfR 2008.690 H samt utrykt Østre Landsrets dom af 6. december 2007 (…).

Som nævnt beror det i alle tilfælde på en konkret bevismæssig vurdering af den enkelte sag, om der kan ske domfældelse for forsætlig voldtægt, og det gælder selvsagt også i sager, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler. Det er ikke anklagemyndighedens opfattelse, at domstolene generelt skulle være tilbageholdende med at dømme i sådanne voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, hvis der i øvrigt foreligger det fornødne bevismæssige grundlag. Det er i den forbindelse endvidere anklagemyndighedens vurdering, at der er sket en vis udvikling i retspraksis – i retning af i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager – når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.”

2.3. Objektivitetsprincippet og domfældelsesprocenten i voldtægtssager

Det har i den politiske og offentlige debat flere gange været anført, at anklagemyndigheden og domstolene bør anlægge et langt mere lempeligt beviskrav i voldtægtssager end i andre straffesager, idet alene den omstændighed, at en kvinde anmelder sig voldtaget, i sig selv indebærer en overvejende sandsynlighed for anmeldelsens rigtighed, jf. bl.a. spørgsmål nr. 718 af 17. februar 2010 fra Folketingets Retsudvalg og spørgsmål nr. 420 af 6. februar 2009 fra Folketingets Retsudvalg med henvisning til artikler i henholdsvis Politiken og JyllandsPosten.

Til brug for Justitsministeriets besvarelse af de nævnte folketingsspørgsmål, indhentede ministeriet en udtalelse fra Rigsadvokaten. Af Rigsadvokatens udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 718 fremgår bl.a. følgende:

”I den anledning kan jeg oplyse, at det følger af retsplejelovens § 96, stk. 1, at det er de offentlige anklageres opgave i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov. Anklagemyndigheden skal herved påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted, jf. § 96, stk. 2.

Denne regel er et udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når anklagemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt ikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsning vil føre til domfældelse.

Det ville således ikke være i overensstemmelse med objektivitetsprincippet, hvis anklagemyndigheden rejste tiltale i sager, hvor der var en sådan tvivl om beviserne, at der ikke var en rimelig udsigt til domfældelse.

Tiltale i sådanne sager ville i øvrigt – udover den belastning, som det medfører for den tiltalte – indebære en belastning for den forurettede, der skulle afgive vidneforklaring i retten, og som formentlig i de fleste tilfælde ville opleve en efterfølgende frifindelse som en tilkendegivelse om, at hendes forklaring om det passerede ikke var troværdig.

2. Vurderingen af, om der er rimelig udsigt til domfældelse i en sag om voldtægt, beror på en helt konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder. Ud over en vurdering af både offerets og den sigtedes troværdighed vil elementer som genetiske spor, tekniske spor, spor efter vold, den tidsmæssige faktor samt eventuelle vidneforklaringer om parternes adfærd før og efter overgrebet være elementer, der kan indgå i vurderingen.

På grund af voldtægtssagernes særlige karakter vil der dog i en række tilfælde ikke være afgørende tekniske spor eller vidneforklaringer, der kan belyse forholdet nærmere, og sagens afgørelse vil derfor hovedsagelig bero på en vurdering af offerets og den sigtedes forklaringer om det passerede. Dette indebærer, at der vil kunne forekomme flere påtaleopgivelser og frifindende domme end i andre straffesager, hvor der også foreligger forklaringer fra andre vidner udover offeret og/ eller tekniske beviser.

3. Et andet spørgsmål er, om der helt principielt burde indføres lempeligere krav til beviset for tiltaltes skyld i voldtægtssager end i andre sager.

En sådan ordning ville imidlertid efter min opfattelse være i strid med grundlæggende straffeprocessuelle principper.”

Der kan endvidere om domfældelsesprocenten i voldtægtssager henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 692 af 9. april 2010 fra Folketingets Retsudvalg, hvor der til brug for besvarelsen også var indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten. Af Rigsadvokatens udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet fremgår bl.a. følgende:

”Jeg kan oplyse, at der i de voldtægtssager, der blev afgjort af domstolene i 2008 og 2009, skete domfældelse i ca. 77 pct. af sagerne. Den gennemsnitlige domfældelsesprocent for alle overtrædelser af straffeloven var 88,5 i 2008 og 87,9 i 2009, og det bemærkes i den forbindelse, at der generelt er variation i domfældelsesprocenten vedrørende de forskellige forbrydelsestyper.”

2.4. Den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt

Til belysning af den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt kan der henvises til bl.a. følgende eksempler på domme om voldtægt fra trykt retspraksis, hvor der ikke af gerningsmanden er udøvet omfattende vold eller af den forurettede er udøvet større modstand:

UfR 2010.1988 H: Fire tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt ved i forening og efter forudgående aftale at have tiltvunget sig samleje og anden kønslig omgang end samleje med en 14-årig pige, som de havde mødt på en markedsplads og havde ført ca. 500 meter hen til et tennisanlæg, hvor de havde presset hende ned på en træbom og fastholdt hende under voldtægten. Den forurettede i sagen havde ikke søgt at få hjælp fra omkringværende personer og havde ikke under overgrebet gjort anden modstand end at forsøge at rejse sig. Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder for tre af de tiltalte og fængsel i 3 år for en af de tiltalte.

UfR 2008.690 H: Tiltalte havde ikke anvendt vold ud over, at den forurettede blev puffet ned bagerst i en bus, hvor den tiltalte delvist tog hendes tøj af. I dommen blev den tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig anden kønslig omgængelse end samleje (analt samleje). Den forurettede i sagen havde ikke gjort modstand ud over flere gange at have anmodet den tiltalte om at lade være. Det blev af retten i sagen bl.a. fremhævet, at den tiltalte under hensyn til, at overgrebet foregik på et øde sted, hvor den forurettede ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, havde været klar over, at der lå en stiltiende trussel om vold mod den forurettede, som hun var præget af. Den tiltalte havde under sagen forklaret, at der havde været tale om en frivillig seksuel handling fra begge parters side. Der henvises om dommen nærmere til afsnit 2.1.5 ovenfor.

UfR 2005.753 H: Fem tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt begået mod en ung kvinde i forbindelse med en fest. Det blev i sagen af retten lagt til grund, at forurettede – muligt i forbindelse med fremsatte verbale trusler – af de tiltalte var blevet ført ned i en baggård, hvor de tiltalte i forening tiltvang sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med hende. Det blev af retten anført, at voldtægten og den kønslige omgængelse i hvert fald var sket under indtryk af den stiltiende trussel, der lå i, at forurettede sammen med et antal ukendte mænd befandt sig på et øde sted, hvorfra det nærmest var umuligt for hende at tilkalde hjælp. Det blev endvidere anset for bevist, at de tiltalte var klar over, at forurettede ikke deltog frivilligt i de seksuelle forhold, idet hun, der da var nærmest panisk angst, alene havde handlet under indtryk af de stiltiende og muligt udtalte trusler. Der henvises om dommen nærmere til afsnit 2.1.3 ovenfor.

UfR 2004.2847 Ø: Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved at have ført forurettede ind i hendes soveværelse mod hendes vilje, idet forurettede sagde til tiltalte, at hun ikke ville have sex med ham. Da forurettede var bange for den tiltalte, turde hun ikke andet end at tage sit tøj af. Forurettede prøvede endvidere at forhindre samlejet ved at klemme sine ben sammen og slippe fri af tiltaltes greb. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år.

UfR 2004.2839 Ø: Tiltalte blev fundet skyldig i to tilfælde af voldtægt samt trusler mod en tidligere samlever. I forhold til den ene voldtægt fandtes det i sagen på baggrund af truende udtalelser fra den tiltalte og greb om forurettedes hals (uden at der herved kunne konstateres mærker efterfølgende) samt den omstændighed, at forurettede havde grædt inden overgrebet, bevist, at tiltalte havde været klar over, at forurettede ikke frivilligt havde haft seksuelt samvær med ham. Forurettede havde under sagen bl.a. forklaret, at hun valgte at gå i seng med tiltalte for at få ham ud af huset, og at hun forsøgte at ligne ”sig gamle jeg”. Hun forklarede endvidere, at det derfor på tiltalte godt kunne have virket, som om hun var ”tændt”. Om det andet voldtægtsforhold fandt retten det efter en samlet bedømmelse af beviserne tilstrækkeligt godtgjort, at det, uanset om forurettede frivilligt var gået med til det seksuelle samvær, måtte have stået den tiltalte klart, at forurettede alene gjorde dette, fordi hun følte sig truet af tiltalte til at gøre det. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder.

UfR 1995.895 H: Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved at have tiltvunget sig samleje med sin tidligere samlever. Den tiltalte havde i sagen skaffet sig adgang til den forurettedes lejlighed og havde tiltvunget sig samleje ved at vælte forurettede ned på en seng og gennemføre samleje med hende, selv om hun græd og bad ham lade være. Efter dette handlingsforløb og på baggrund af, at tiltalte tidligere havde været voldelig mod forurettede, fandt retten det bevist, at tiltalte skaffede sig samleje ved tvang i form af en underforstået trussel om vold, og at tiltalte forstod dette. Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 6 måneder, hvilket også omfattede en overtrædelse af straffelovens § 244.

UfR 1991.918 H: Retten anførte bl.a. anført, at den forurettede, der kun var 16 år gammel og forekom meget naiv, havde været svagt udrustet til at modstå den udøvede pression, men at hun i sin skræmte tilstand efter evne havde forsøgt at tilkendegive, at hun ikke ønskede at deltage i samlejerne, og at de tiltalte måtte have forstået dette. I sagen havde de tiltalte båret forurettede ind på et værelse, hvor de blandt andet under fremsættelse af trusler om at ville klippe hendes hovedhår fastholdt hende og tog hendes tøj af, hvorefter de henholdsvis tiltvang eller forsøgte at tiltvinge sig samleje med forurettede. Forurettede forklarede under sagen bl.a., at hun i starten råbte op, men derefter tænkte, at det ikke kunne betale sig at råbe mere og derfor af skræk bl.a. selv tog sine underbukser af. De fire tiltalte i sagen blev fundet skyldige i henholdsvis medvirken til voldtægt, forsøg på voldtægt og voldtægt. Straffen for de tiltalte blev fastsat til henholdsvis fængsel i 4, 6 og 9 måneder samt fængsel i 1 år.

Som det fremgår af de nævnte domme, er der i dansk retspraksis en række eksempler på, at en tiltalt er fundet skyldig i voldtægt, selv om der ikke har været udøvet omfattende vold eller trusler, og selv om den forurettede ikke har ydet større eller vedvarende modstand mod overgrebet. Tvang i form af en underforstået eller ikke udtalt trussel er endvidere i retspraksis fundet at udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at domfælde for voldtægt.

Der ses i retspraksis også tilfælde, hvor den forurettede over for den tiltalte har virket indladende under overgrebet, men hvor domstolene alligevel har fundet, at den tiltalte måtte have været klar over, at den forurettede alene deltog i det seksuelle samvær, fordi hun følte sig truet til det, jf. den ovenfor omtalte dom gengivet i UfR 2004.2839 Ø.

3. Falske anmeldelser af voldtægt

I forhold til spørgsmålet om, hvilket beviskrav der bør gælde i voldtægtssager, herunder hvilken vægt der bør tillægges udtalelser fra en person, som anmelder en voldtægt, kan der endvidere henvises til, at en analyse af de voldtægter mod kvinder, som blev anmeldt til politiet i perioden 2000-2002, viser, at falsk anmeldelse skete i 100 ud af 1.364 sager, dvs. i 7,3 pct. af sagerne, jf. Flemming Balvig m.fl, ”Voldtægt der anmeldes – del II: Falsk anmeldelse af voldtægt” (2009). I analysen er anvendt en definition af falsk anmeldelse, som ikke alene inkluderer dom for falsk anmeldelse, men også sigtelse for falsk anmeldelse samt indrømmelse af falsk anmeldelse, som ikke har ført til sigtelse. Det fremgår af undersøgelsen, at såfremt falsk anmeldelse af voldtægt defineres efter, hvorvidt der er faldet dom herfor, udgør andelen af falske anmeldelser 2 pct. af de undersøgte sager.

En sammenligning med en tilsvarende undersøgelse af voldtægtsanmeldelser vedrørende perioden 1990-1992 viser ifølge undersøgelsen fra 2009, at der ikke er sket nogen ændring i forekomsten af falske anmeldelser fra 1990-1992 til 2000-2002.

Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at falske og sande anmeldelser i høj grad ligner hinanden, idet der dog er en forholdsmæssig overvægt af fuldbyrdede overfaldsvoldtægter blandt de falske anmeldelser, herunder også en højere andel af gruppevoldtægter, og stort set ingen partnere eller tidligere partnere, der anmeldes i de falske sager.

I undersøgelsen ”Voldtægt der anmeldes. Del III: Udviklingen – især med henblik på fuldbyrdede overfaldsvoldtægter” af Flemming Balvig m.fl (2009), fremgår det bl.a., at hver sjette af de anmeldte fuldbyrdede overfaldsvoldtægter i perioden 2000-2002 viste sig at være falsk i den forstand, at kvinden blev sigtet for falsk anmeldelse eller indrømmede falsk anmeldelse. Undersøgelsen viser endvidere, at de falske anmeldelser af fuldbyrdede overfaldsvoldtægter i 2000-2002 fortrinsvis blev indgivet af unge piger eller unge kvinder, og at den voldtægt, de umiddelbart hævdede sig udsat for, relativt ofte var en gruppevoldtægt.

Der kan desuden henvises til en ph.d.-afhandling af Marie Bruvik Heinskou, En kompleks affære – Anmeldte voldtægter i Danmark (2010). I afhandlingen er der foretaget en analyse af 95 anmeldte voldtægter indgivet til Københavns politikredse i 2003. Det fremgår af analysen bl.a., at der i 14 ud af de 95 sager – svarende til 14,7 pct. af sagerne – var tale om falsk anmeldelse, jf. afhandlingens side 20 og 181. Dette dækker ifølge afhandlingen både over anmeldelser, der blev trukket tilbage, anmeldelser, der blev vurderet at være usande, og tvungne anmeldelser, hvilket vil sige påstande, som nogle kvinder af forskellige årsager er blevet tvunget til at fremsætte. Ifølge afhandlingen vedrører den sidste kategori særligt unge piger, som af enten forældre eller pædagoger mere eller mindre er blevet tvunget til at anmelde en seksuel relation som en voldtægt. Det fremgår i øvrigt af undersøgelsen, at de personer, der anmelder en voldtægt, er forholdsvis unge, jf. afhandlingens side 18. I 45,3 pct. af sagerne var anmeldelsen om voldtægt således indgivet af piger under 21 år og i 74,7 pct. af sagerne af piger på 30 år eller derunder. Af afhandlingen fremgår det endvidere, at 20 pct. af alle de anmeldelser, som indgår i undersøgelsen, er anmeldt af piger på 14 år.

Der kan i forbindelse med spørgsmålet om falsk anmeldelse for voldtægt og spørgsmålet om, hvilken vægt udtalelser fra en person, der anmelder en voldtægt, bør tillægges, også henvises til en dom afsagt af Vestre Landsret den 26. marts 2010, hvor tre tiltalte blev frifundet for voldtægt af en ung pige, F. De tre tiltalte var tidligere af både byretten og landsretten fundet skyldige i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, jf. til dels § 224, idet der af retten særligt var lagt vægt på den forklaring, der i sagen var afgivet af F, og som bl.a. var understøttet af videooptagelser fra overvågningskameraer om dele af hændelsesforløbet inden og efter det påståede overgreb samt af øvrige vidneudtalelser og telefonoplysninger. Sagen blev efter kendelse fra Den Særlige Klageret efterfølgende genoptaget, idet der var fremlagt optagelser af udtalelser fra F, som kunne tages til indtægt for, at F under sagen havde afgivet falsk forklaring. Flertallet i landsretten frifandt i dommen fra marts 2010 de tiltalte for voldtægt, idet det bl.a. blev anført, at det efter den forklaring, som F nu havde afgivet, var givet, at hendes tidligere forklaring var delvis urigtig. F havde således tidligere forklaret, at to af de tiltalte havde fastholdt hende i forbindelse med overgrebet, hvilket hun nu fragik. På den baggrund lagde retten til grund, at F for byretten og under den tidligere sag for landsretten på et centralt punkt havde været i stand til at afgive en detaljeret og meget troværdig forklaring, som efterfølgende havde vist sig at være urigtig. F havde endvidere nu for landsretten forklaret, at hun var blevet truet og i store træk instrueret til bl.a. at komme med udtalelser, som kunne rejse tvivl om, hvorvidt der havde været tale om voldtægt. Efter indholdet af de sms-beskeder og optagelser af samtaler, der var fremlagt for retten, var der dog ifølge landsrettens flertal intet, der tydede på, at F var blevet truet eller instrueret, som hun havde anført. Landsretten fandt på den baggrund, at meget talte for, at F også på disse punkter havde afgivet en urigtig forklaring. Selv om F’s forklaring ellers havde fremstået troværdig og også havde støtte i bevisførelsen i øvrigt, fandt flertallet i landsretten således, at der var opstået en sådan usikkerhed om rigtigheden af F’s forklaring, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at F var blevet voldtaget eller i øvrigt seksuelt forulempet, og at de tiltalte havde haft forsæt hertil.

Tilsvarende kan der henvises til en dom afsagt af Vestre Landsret den 18. april 2011, hvor en tiltalt, der tidligere af både byretten og landsretten var fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, stk. 1, § 224, jf. § 216, stk. 1, og § 266, blev frifundet for disse forhold i forbindelse med, at sagen efter kendelse fra Den Særlige Klageret blev genoptaget. Baggrunden for genoptagelsen var også i denne sag, at der var fremlagt optagelser af udtalelser fra den kvinde (F), der mente at være blevet voldtaget, og at der ifølge Klageretten ikke kunne bortses fra, at disse oplysninger, såfremt de havde foreligget under den pådømte sag, kunne have bevirket frifindelse. Det blev af landsretten i forbindelse med frifindelsen bl.a. anført, at de samtaler, der under sagen var fremlagt med F, foregik i en hverdagsagtig og til tider munter tone. Endvidere blev det anført, at F under samtalerne fremtrådte afslappet, grinte i flere tilfælde, sagde tiltalte imod og ikke lød presset eller styret til at afgive bestemte svar, ligesom hun på eget initiativ fortalte om flere af omstændighederne. Efter indholdet af samtalerne og deres forløb var der ifølge landsretten intet, der tydede på, at F under samtalerne var bange for tiltalte eller talte ham efter munden. Det blev af landsretten desuden anført, at F i øvrigt ikke havde kunnet give en acceptabel forklaring på sine udtalelser under samtalerne, herunder om flere af de udsagn, der ikke var forenelige med hendes forklaringer i retten. Landsretten fandt i sagen, at der var opstået en sådan tvivl om rigtigheden af F’s forklaring, at der ikke var ført et bevis for, at hun var blevet voldtaget og i øvrigt seksuelt forulempet eller truet. Herefter, og da de skader, der blev fundet på F, ikke efter det foreliggende var uforenelige med, at det kunne være foregået uden anvendelse af vold eller tvang, frifandtes tiltalte for disse forhold.

4. Afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen

4.1. Indledning

Voldtægt er efter straffelovens § 216 defineret som det at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen for voldtægt er fængsel indtil 8 år. Hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 12 år.

Straffelovens § 216 om voldtægt finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje, herunder anden kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. straffelovens §§ 224 og 225.

I afsnit 4.2 nedenfor redegøres nærmere for voldtægtsbegrebet, som det er beskrevet i forarbejderne til tidligere bestemmelser i straffeloven om voldtægt og i forarbejderne til den gældende bestemmelse om voldtægt i straffelovens § 216.

Definitionen af voldtægt i norsk ret er beskrevet nedenfor i afsnit 4.3, og afsnit 4.4 indeholder en omtale af voldtægtsbegrebet i svensk ret.

Straffelovrådets overvejelser om afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen er gengivet i afsnit 4.5.

I afsnit 4.5.2 er Straffelovrådets overvejelser om den gældende definition af vold i voldtægtsbestemmelsen gengivet, og afsnit 4.5.3 indeholder Straffelovrådets overvejelser om afgrænsningen af samlejebegrebet. Endelig er Straffelovrådets overvejelser om voldtægtsbegrebet i straffelovens § 216 i forhold til visse af de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24 gengivet nedenfor i afsnit 4.5.4.

4.2. Det gældende voldtægtsbegreb

4.2.1. Efter gældende ret anvendes betegnelsen ”voldtægt” alene om overgreb omfattet af straffelovens § 216.

Samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold straffes efter § 217, og efter § 218 er det bl.a. strafbart, at skaffe sig samleje uden for ægteskab med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen eller ved udnyttelse af en persons sindssygdom mv.

4.2.2. Om begrebet voldtægt fremgår af motiverne til straffeloven af 1866 bl.a. følgende (jf. Udkast til Straffelovbog for Danmark med tilhørende Motiver (1864) side 200-201):

”Begrebet Voldtægt i strængeste Forstand forudsætter vistnok Anvendelsen af fysisk Magt, men dermed maa dog formeentlig ganske sættes i Klasse det Tilfælde, hvor Nogen tiltvinger sig Samleie med et Fruentimmer ved Trusler om øjeblikkelig livsfarlig Vold. Om end det ikke kan nægtes, at det er en hermed beslægtet Forbrydelse, naar Nogen tiltvinger eller forskaffer sig Samleje med en Kvinde imod hendes Villie ved Trusler af en anden Beskaffenhed, (hvad enten denne forskellige Beskaffenhed bestaar deri, at den øjeblikkelige Vold, hvormed der trues, ikke er forbunden med den Fare for Livet, eller deri at Truslerne ikke gaar ud paa øjeblikkelig Vold men kun medføre en nærmere eller fjernere Fare for Kvindens eget eller for Andres Liv, Helbred eller Velfærd), og om det end fremdeles maa erkjendes, at Trusler af den sidste Art kunne medføre en næsten ligesaa stor Tvang for Kvinden som Trusler om øjeblikkelig livsfarlig Vold, hvorfor Voldsmandens Straf i saadant Tilfælde formeentlig ogsaa bør nærme sig eller efter Omstændighederne være ligesaa stor som eller større end den, der i mangt et enkelt Tilfælde maatte findes passende for den, der ved egentlig Vold har tiltvunget sig Samleje med en Kvinde, – ere disse Tilfælde dog i Begrebet forskellige, og bør formentlig ogsaa med Hensyn til Straffebestemmelserne holdes udefra med hinanden.”

Straffeloven af 1866 indeholdt i tillæg til bestemmelser om samleje ved vold eller trusler om øjeblikkelig livsfarlig vold (§ 165) samt samleje ved trusler på kvindens eget eller hendes nærmestes liv, helbred og velfærd (§ 166) følgende bestemmelse i § 167:

”Den, som forskaffer sig legemlig Omgang med en Kvinde, der befinder sig i en Tilstand, hvori Brugen af hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen, straffes, hvis han selv i den nævnte hensigt har fremkaldt saadan Tilstand, paa samme Maade som i § 165 bestemt; i andet Fald bliver Strafarbejde fra 1 til 8 Aar og, naar det er en berygtet Kvinde, en forholdsmæssig ringere Grad af Strafarbeide eller under formildende Omstændigheder Fængsel paa Vand og Brød at anvende.”

Af motiverne til bestemmelsen fremgår om afgrænsningen af begrebet voldtægt bl.a. følgende (side 203):

”Hvorvel det ikke kan henføres under Begrebet om Voldtægt at forskaffe sig Samleje med en Kvinde imod hendes Villie ved at bringe hende i en Tilstand, i hvilken hun er ude af Stand til at modsætte sig Gjerningen – t. Ex ved at indgive hende et søvndyssende Middel eller berøve hende Bevidstheden –, skønnes det dog ikke rettere, end at denne Forbrydelse hvad Strafbarheden angaar i Almindelighed bør stilles i klasse med den egentlige Voldtægt. En mindre Straf bør vistnok anvendes, hvor den Skyldige har benyttet sig af et Fruentimmers Bevidstløshed eller anden Tilstand, hvori hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen, til at forskaffe sig legemlig Omgang med hende, medens denne Tilstand dog ikke er fremkaldt af ham eller i alt fald ikke bevirket af ham i den nævnte forbryderiske Hensigt; men ogsaa denne Gjerning maa ansees som en i høi Grad skammelig og grov Forbrydelse, hvorfor man har troet ikke at burde sætte Straffen lavere end fra 1 til 8 Aars Strafarbejde, forsaavidt Kvinden er uberygtet.”

4.2.3. I udkast til ny straffelov af 1912 (U I) omfattede bestemmelsen om voldtægt (§ 203) ikke samleje ved at bringe en kvinde i en forsvarsløs tilstand eller ved at udnytte en sådan tilstand. Disse forhold var i stedet foreslået kriminaliseret i en selvstændig bestemmelse (§ 206), hvorefter samleje med sindssyg, bevidstløs eller i øvrigt utilregnelig kvinde kunne straffes med strafarbejde indtil 8 år, og samleje med en kvinde, som med henblik på samleje var bragt i en utilregnelig tilstand, kunne straffes med strafarbejde fra 2 til 12 år. Den sidstnævnte strafferamme svarede imidlertid til strafferammen for voldtægt.

I Torps udkast af 1917 (U II) omfattede bestemmelsen om voldtægt (§ 195) derimod også den, der skaffede sig samleje ved at bringe en kvinde i en tilstand, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig gerningen eller forstå dens betydning. Samleje med en kvinde, der var ude af stand til at modsætte sig gerningen, var i øvrige tilfælde foreslået kriminaliseret i en bestemmelse med en mildere strafferamme (§ 197).

I udkast af 1923 (U III) og i straffeloven af 1930 omfattede voldtægtsbestemmelsen (henholdsvis § 196 og § 216) ikke samleje ved at bringe en kvinde i en forsvarsløs tilstand. Dette var i stedet kriminaliseret i en selvstændig bestemmelse (henholdsvis § 197 og § 217), som ligeledes kriminaliserede øvrige tilfælde af samleje med en kvinde i en sådan tilstand. Strafferammen for tilfælde, hvor gerningsmanden selv havde bragt kvinden i den nævnte tilstand, svarede imidlertid til strafferammen for voldtægt.

4.2.4. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 blev bestemmelserne i straffelovens §§ 216-218 ændret. Ved lovændringen fik § 216 stk. 2, følgende ordlyd:

Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2467:

Til stk. 2. Denne bestemmelse betyder, at den, der skaffer sig samleje med en kvinde ved at hensætte hende i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes for voldtægt. Bestemmelsen svarer i realiteten til den gældende regel i § 217, stk. 2, 2. pkt. Man har imidlertid af systematiske grunde fundet det rigtigst at placere reglen i voldtægtsbestemmelsen.”

Ved lovændringen blev kriminaliseringen af samleje ved udnyttelse af en kvindes sindssygdom eller åndssvaghed samt samleje med en kvinde, der befinder sig i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, flyttet til § 218.

4.2.5. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 fik § 216, stk. 1, når der bortses fra bestemmelsens strafferamme, sin nuværende ordlyd. Denne ændring af bestemmelsen medførte en udvidelse § 216’s anvendelsesområde, idet bestemmelsen inden ændringen kun fandt anvendelse ved trusler, som ”fremkaldte frygt for ofrets eller hendes nærmestes liv eller velfærd”.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse. I betænkningen blev bl.a. følgende anført om afgrænsningen af straffelovens § 216 (side 44):

”Forslaget medfører, at udtrykket ”ved trusel om vold” træder i stedet for den gældende bestemmelses udtryk ”ved fremkaldelse af frygt for (kvindens) eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd”. Dette vil medføre en udvidelse af § 216’s anvendelsesområde. Udtrykket ”trusel om vold” dækker de tilfælde, som omfattes af ordene ”fremkaldelse af frygt for … liv (og) helbred”, men omfatter desuden de mindre grove voldstrusler, som ikke fremkalder en sådan frygt. Efter straffelovrådets opfattelse må det imidlertid anses for ubetænkeligt at lade § 216 omfatte alle tilfælde, hvor enten en fysisk magtanvendelse eller en trussel herom (eller begge dele i forening) bevirker, at samleje tiltvinges.”

Om muligheden for at slå §§ 216 og 217 sammen til én bestemmelse blev følgende anført i betænkningen (side 47-48):

”Det skal afslutningsvis nævnes, at straffelovrådet har drøftet den mulighed at slå § 216 og § 217 sammen til én paragraf, der da ville være en fælles bestemmelse om al ulovlig tvang, som er anvendt til opnåelse af samleje. Der er i rådet enighed om, at en sådan løsning ikke kan anbefales.

Det vil næppe være muligt at fastsætte fælles strafferammer for opnåelse af samleje ved tvangsmidler, som med hensyn til deres grovhed er af så forskellig karakter som på den ene side vold og trussel om vold og på den anden side trussel om at fremsætte ærerørige beskyldninger eller røbe privatlivet tilhørende forhold. Formentlig ville det vise sig nødvendigt at udskille de tvangsmidler, som ikke har karakter af vold eller trussel om vold, til en særlig, lavere strafferamme, og de fordele, som kunne tænkes opnået ved en fælles bestemmelse, ville herved i det væsentlige gå tabt.

Det må også forekomme meget tvivlsomt, om det er forsvarligt eller naturligt at anvende betegnelsen voldtægt på en forbrydelse, der er defineret så bredt, at den omfatter alle de tvangsmidler, der henhører under § 260 om ulovlig tvang. Der vil højst sandsynligt være delte meninger om, hvilke former for tiltvingelse af samleje man med rimelighed kan betegne som ”voldtægt”. Det er straffelovrådets opfattelse, at man holder sig bedst i overensstemmelse med den almindelige sprogbrug og med den retlige tradition, hvis betegnelsen ”voldtægt” forbeholdes de groveste tvangsmidler: anvendelsen af vold og trusler om vold, og at det derfor er mest nærliggende at opretholde en subsidiær bestemmelse i § 217 om anden ulovlig tvang. Det skal tilføjes, at man efter straffelovrådets opfattelse ikke bør søge at omgå det nævnte sproglige problem ved helt at udelade udtrykket ”voldtægt” af loven. Det vil under alle omstændigheder fortsat blive anvendt af både jurister og andre, og det må da foretrækkes, at det fortsat benyttes i straffeloven.”

4.3. Norsk ret

Den gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 er voldtægt i § 192 defineret ved tre forskellige former for seksuel omgang. Bestemmelsen i § 192 har følgende ordlyd:

§ 192. Den som

  1. skaffer seg seksuell omgang ved vold eller ved truende atferd, eller
  2. har seksuell omgang med noen som er bevisstløs eller av andre grunner ute av stand til å motsette seg handlingen, eller
  3. ved vold eller ved truende atferd får noen til å ha seksuell omgang med en annen, eller til å utføre tilsvarende handlinger med seg selv, straffes for voldtekt med fengsel inntil 10 år. Ved vurderingen av om det er utøvd vold eller truende atferd eller om fornærmede var ute av stand til å motsette seg handlingen, skal det legges vekt på om fornærmede var under 14 år.

Straffen er fengsel i minst 3 år dersom

  1. den seksuelle omgang var samleie, eller
  2. den skyldige har fremkalt en tilstand som nevnt i første ledd bokstav b for å oppnå seksuell omgang.

Fengsel inntil 21 år kan idømmes dersom

  1. voldtekten er begått av flere i fellesskap,
  2. voldtekten er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,
  3. den skyldige tidligere er straffet etter denne bestemmelsen eller etter § 195, eller
  4. den fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på legeme eller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom sykdom, jf. smittevernloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skade på legeme eller helse etter denne paragrafen.

Den som ved grov uaktsomhet gjør seg skyldig i voldtekt etter første ledd, straffes med fengsel inntil 5 år. Foreligger omstendigheter som nevnt i tredje ledd, er straffen fengsel inntil 8 år.”

Det følger af § 192, stk. 1, litra a, at den, som skaffer sig seksuel omgang ved vold eller truende adfærd, kan straffes for voldtægt. Tidligere indeholdt bestemmelsen et krav om tvang, men dette krav blev udtaget af bestemmelsen, idet det fandtes at kunne medføre en uønsket fokusering på offerets egen adfærd, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 40. I bestemmelsens forarbejder er det derimod fremhævet, at der kræves årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen eller truslerne på den ene side og den seksuelle omgang på den anden side, og det er endvidere anført, at en sådan årsagssammenhæng i praksis ofte vil indebære et tvangselement, idet den seksuelle omgang skal være ufrivillig fra offerets side, jf. Ot.prp. 28 (1999-2000) side 40 og 155 samt Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216. Den truende adfærd behøver efter bestemmelsen ikke at vedrøre vold eller anden strafbar handling. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det imidlertid, at jo mindre alvorlig en trussel er, jo mindre sandsynligt vil det normalt være, at der er en årsagssammenhæng mellem truslen og den seksuelle omgang. Det er endvidere ikke efter bestemmelsen et krav, at gerningsmanden selv har udøvet volden eller fremsat truslerne. Det er tilstrækkeligt, at gerningsmanden er klar over, at der er udøvet en sådan tvang eller truende adfærd, og at den seksuelle omgang derfor ikke er frivillig fra offerets side.

Der er endvidere efter norsk ret tale om voldtægt ved seksuel omgang med nogen, som er bevidstløs eller af andre grunde er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. § 192, stk. 1, litra b. Bestemmelsen omfatter bevidstløshed i form af bl.a. søvn, stærk beruselse, fysiske funktionsnedsættelser og psykiske forhold, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.

Endelig følger det af § 192, stk. 1, litra c, at den, som ved vold eller ved truende adfærd får nogen til at have seksuel omgang med en anden eller til at udføre tilsvarende handlinger med sig selv, kan straffes for voldtægt. Det er efter bestemmelsen en forudsætning, at begge parter i første led af bestemmelsen tvinges til seksuel omgang. Endvidere er det en forudsætning, at der er årsagssammenhæng mellem den udøvede vold eller truende adfærd og den seksuelle omgang, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.

Definitionen af voldtægt i § 192, stk. 1, er videreført i § 291 i den nye straffelov fra 2005, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 222 og 524. Angivelsen i § 192, stk. 1, 2. pkt., af, at der ved vurderingen af, om vilkårene i 1. pkt. er opfyldt, skal lægges vægt på, om offeret var under 14 år, er dog ikke videreført, idet voldtægt mod børn under 14 år ved 2005-loven er udskilt fra voldtægtsbestemmelsen. Endvidere er angivelsen ikke fundet at være nødvendig, da også andre forhold vil kunne have betydning for vurderingen af, om en handling er omfattet af voldtægtsbestemmelsen.

I straffeloven fra 2005 er bestemmelsen om mindstestraf i § 192, stk. 2, udskilt til en særskilt bestemmelse (§ 292), hvor strafferammen er fastsat til fængsel fra 3 år indtil 15 år. Definitionen af samleje, som i 1902-straffeloven fremgår af § 206, er desuden med lovændringen i 2005 i hovedsagen flyttet til bestemmelsen i § 292, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 228 og 524. Der henvises om definition af samleje i den norske straffelov nærmere til beskrivelsen heraf umiddelbart nedenfor. Herudover er bestemmelserne om grov voldtægt og groft uagtsom voldtægt i henholdsvis § 192, stk. 3 og 4, i straffeloven fra 2005 udskilt til særskilte bestemmelser (§§ 292 og 294), og strafferammen for uagtsom voldtægt er hævet fra henholdsvis fængsel indtil 5 og 8 år til en strafferamme på fængsel indtil henholdsvis 6 og 10 år, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 224, 235 og 524.

Der kan om voldtægtsbestemmelsen i den norske straffelov nærmere henvises til bl.a. Johs. Andenæs, Spesiell strafferett og formuesforbrytelsene, samlet utgave ved Kjell V. Andorsen (2008) side 142ff og Magnus Matningsdal, Norsk spesiell strafferett (2010) side 173ff.

Det er efter den norske voldtægtsbestemmelse tilstrækkeligt, at gerningsmanden har opnået seksuel omgang. Der stilles således ikke krav om opnået samleje, men strafferammen er højere, hvis der foreligger samleje.

Efter den norske straffelov forstås der ved udtrykket ”samleje” vaginalt og analt samleje samt indføring af penis i mund og indføring af en genstand i skede eller endetarmsåbning, jf. 1902-loven § 206 og 2005-lovens § 292, idet de opregnede handlinger dog ikke i 2005-loven er formuleret som en definition af samlejebegrebet, jf. Ot.prp. 22 (2008-09) side 213 og 524.

Udtrykket ”seksuel omgang” omfatter efter norsk ret både samleje og anden kønslig omgang, hvilket vil sige seksuelle handlinger af en vis intensitet, som f.eks. indføring af finger i skede eller endetarmsåbning. I tillæg til begreberne ”samleje” og ”seksuel omgang” anvendes i norsk ret også begreberne ”seksuel handling” og ”seksuel adfærd”. Udtrykket ”seksuel handling” omfatter bl.a. beføling af kønsorganer eller bryster, mens udtrykket ”seksuel adfærd” omfatter handlinger, hvor gerningsmanden ikke er i direkte fysisk kontakt med forurettede, som f.eks. ved blottelse. Der henvises nærmere til Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 19ff og Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 211ff.

Det kan bl.a. nævnes, at den norske straffelov i § 200, stk. 1, indeholder en bestemmelse om straf for den, der foretager en seksuel handling med nogen, som ikke har samtykket til det. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen er i straffeloven fra 2005 videreført som § 297.

I forbindelse med en ændring af den norske straffelov i 2000 blev det overvejet, om der i bestemmelsen om voldtægt skulle indføres et krav om manglende samtykke.

Lovændringen byggede på en betænkning fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU 1997:23 Seksuallovbrudd). Udvalgets flertal afviste i betænkningen at indføre et krav om manglende samtykke i den norske voldtægtsbestemmelse, jf. NOU 1997:23 side 26ff og Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 39. Af flertallet blev det som baggrund herfor bl.a. anført, at en sådan ændring ikke ville tilføre voldtægtsbestemmelsen noget nyt. Det blev anført, at bestemmelsen således allerede indeholdt en forudsætning om, at voldtægtshandlingen skulle være foretaget uden offerets samtykke. Herudover blev det tilkendegivet, at en fremhævelse af samtykkekravet ville kunne få den uheldige virkning, at der ville blive stillet strengere krav til offeret om at sige fra, hvilket ville kunne svække voldtægtsofres retsbeskyttelse. Endelig blev det anført, at det i praksis ville være uklart og vanskeligt nærmere at fastlægge, hvilke krav der i givet fald skulle stilles til et samtykke.

Det blev endvidere af flertallet i Seksuallovbruddsutvalget afvist at indføre en selvstændig bestemmelse i straffeloven om straf for seksuel omgang foretaget uden samtykke, jf. NOU 1997:23 side 28f og Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 61-62. Det blev af udvalgets flertal anført, at det i praksis ville være vanskeligt at forestille sig seksuel omgang foretaget mod nogens vilje, uden at der samtidig forelå andre kvalificerende omstændigheder som f.eks. tvang, trusler, udnyttelse eller hjælpeløshed, hvilket ville medføre, at forholdet ville blive omfattet af en af straffelovens øvrige bestemmelser om seksuelle overgreb. Herudover blev det anført, at en bestemmelse, hvor manglende frivillighed var den eneste strafbarhedsbetingelse, ville medføre betydelige bevisproblemer og derfor ikke ville kunne håndhæves særlig effektivt. Flertallet fandt også, at en sådan bestemmelse ville medføre en risiko for, at der ville blive stillet skærpede krav til offerets adfærd, og at offerets situation således ville blive svækket i stedet for styrket.

I forslaget til ændring af den norske straffelov fra 2000 blev det med en henvisning til betænkningen fra Seksuallovbruddsutvalget konkluderet, at indsættelse af et krav om manglende samtykke i voldtægtsbestemmelsen ikke ville tilføre bestemmelsen noget nyt af betydning, og at en sådan ændring snarere ville kunne få uønskede og negative konsekvenser, som også påpeget af Seksuallovbruddsutvalget, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 40. Endvidere blev det i lovforslaget afvist at indføre en selvstændig bestemmelse om straf for seksuel omgang foretaget uden samtykke, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 63-64.

I forarbejderne til det kapitel i en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte det gældende kapitel om seksualforbrydelser i straffeloven fra 1902, blev det på ny overvejet, om voldtægtsbestemmelsen burde omfatte alle former for seksuel omgang uden samtykke, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 217ff. Konklusionen blev også denne gang, at det blev afvist at fremsætte et sådant forslag, ligesom det blev afvist at indsætte en selvstændig bestemmelse i straffeloven om seksuel omgang uden samtykke. Der blev ved vurderingen af spørgsmålet om samtykke bl.a. henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen M.C. mod Bulgarien. Det anføres i den forbindelse i forarbejderne, at der efter det norske justitsministeriums opfattelse næppe af dommen kan udledes en forpligtelse til at udforme voldtægtsbestemmelsen således, at der henvises til manglende samtykke, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 218. Der henvises om dommen M.C. mod Bulgarien nærmere til kapitel 4, afsnit 2, ovenfor.

Om baggrunden for ikke at fremsætte forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse fremgår endvidere bl.a. følgende af lovforarbejderne, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 221:

”Departementet anser det likevel usikkert hvilke tilfeller et slikt alternativ i praksis vil kunne dekke, også sett i lys av at bevissituasjonen i mange tilfeller vil være vanskelig. Departementet har derfor kommet til at voldtektsbestemmelsen ikke bør utvides nå. Det er imidlertid grunn til å understreke at vurderingen av om vilkårene i straffeloven 1902 § 192 og i forslaget til straffeloven 2005 § 291 er oppfylt, er relativ og må trekke inn forholdet mellom de involverte og hele situasjonen som handlingen skjer i, se nedenfor. Dette kan særlig ha betydning for bedømmelsen av om det foreligger årsakssammenheng mellom vold eller truende atferd og etterfølgende seksuell omgang. Alternativet om at fornærmede var ute av stand til å motsette seg handlingen kan også dekke mange situasjoner, ikke bare søvntilfellene. Videre kan bestemmelsen om grovt uaktsom voldtekt fange opp enkelte av tilfellene som et alternativ om seksuell omgang uten samtykke eventuelt kunne ha dekket.

Departementet har vurdert om det bør innføres en egen bestemmelse som rammer den som har seksuell omgang med noen som ikke har samtykket i det. (…)

En bestemmelse om seksuell handling med noen som ikke har samtykket i det, finnes i straffeloven 1902 § 200 første ledd og er foreslått videreført i forslag til straffeloven 2005 § 297. Man kunne tenkt seg en felles regulering av seksuell omgang og seksuell handling med noen som ikke har samtykket i det. Spørsmålet om det praktiske behovet for en slik bestemmelse melder seg imidlertid også her. I tillegg kommer en risiko for at visse tilfeller av voldtekt ville bli nedsubsumert til seksuell omgang med noen som ikke har samtykket i det. (…)

Departementet vil derfor ikke foreslå en egen bestemmelse som retter seg mot seksuell omgang uten samtykke.”

Forslaget til bl.a. kapitlet om seksualforbrydelser i den nye norske straffelov af 2005 blev vedtaget i 2009, jf. Innst.O. nr. 73 (2008-2009) og Besl.O. nr. 88 (2008-2009). Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid som nævnt endnu ikke trådt i kraft.

4.4. Svensk ret

I april 2005 trådte en ny lovgivning om seksualforbrydelser i kraft i Sverige (Lag 2005:90 og Lag 2005:885). Lovgivningen indebar en gennemgribende forandring af de svenske regler om seksualforbrydelser. Formålet med reformen var bl.a. at tydeliggøre det enkelte menneskes ret til personlig og seksuel integritet og ret til seksuel selvbestemmelse.

Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 i straffeloven om seksualforbrydelser, og blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, var bl.a. en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen. Bestemmelsen blev udvidet ved, at de krav, der efter bestemmelsen stilles til tvang, blev lempet, og ved at de alvorligste tilfælde af seksuel udnyttelse blev indarbejdet i voldtægtsbestemmelsen.

Bestemmelsen om voldtægt i den svenske straffelov har følgende ordlyd (kapitel 6 § 1):

”Den som genom misshandel eller annars med våld eller genom hot om brottslig gärning tvingar en person till samlag eller till att företa eller tåla en annan sexuell handling som med hänsyn till kränkningens art och omständigheterna i övrigt är jämförlig med samlag, döms för våldtäkt till fängelse i lägst två och högst sex år.

Detsamma gäller den som med en person genomför ett samlag eller en sexuell handling som enligt första stycket är jämförlig med samlag genom att otillbörligt utnyttja att personen på grund av medvetslöshet, sömn, berusning eller annan drogpåverkan, sjukdom, kroppsskada eller psykisk störning eller annars med hänsyn till omständigheterna befinner sig i ett hjälplöst tillstånd.

Är ett brott som avses i första eller andra stycket med hänsyn till omständigheterna vid brottet att anse som mindre grovt, döms för våldtäkt till fängelse i högst fyra år.

Är brott som avses i första eller andra stycket att anse som grovt, döms för grov våldtäkt till fängelse i lägst fyra och högst tio år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskilt beaktas, om våldet eller hotet varit av särskilt allvarlig art eller om fler än en förgripit sig på offret eller på annat sätt deltagit i övergreppet eller om gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssättet eller annars visat särskild hänsynslöshet eller råhet.”

Som det fremgår af bestemmelsen, inddeles voldtægt efter svensk ret i forskellige grader af strafværdighed – mindre grov voldtægt, voldtægt og grov voldtægt. Det afgøres ud fra omstændighederne i den enkelte sag, hvilken slags voldtægt der konkret er tale om. Af lovteksten fremgår det dog bl.a., at en voldtægt normalt skal bedømmes som grov, hvis volden eller truslen har været af særlig alvorlig karakter, eller hvis voldtægten er begået af flere i forening. Der skelnes hverken i svensk lovgivning eller retspraksis mellem overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.

Bestemmelsen om voldtægt omfatter både samleje og anden seksuel handling, som med hensyn til krænkelsen karakter og omstændighederne i øvrigt kan sidestilles med samleje. Som et eksempel på en handling, der kan sidestilles med samleje er i forarbejderne til bestemmelsen bl.a. nævnt analt og oralt samleje samt indføring af fingre mv. i offerets underliv eller anus, jf. prop. 2004/05:45 side 136.

Voldtægtsbestemmelsen omfatter ud over samleje mv. tiltvunget ved mishandling, vold eller trussel om strafbar handling også samleje mv. ved udnyttelse af en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand.

Den, som ved ulovlig tvang gennemfører anden form for seksuel handling end de handlinger, der er omfattet af voldtægtsbestemmelsen, med en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand, vil efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 2 kunne straffes for seksuel tvang.

Det er efter forarbejderne til voldtægtsbestemmelsen tilstrækkeligt, at gerningsmanden fremtvinger den seksuelle handling gennem vold i form af eksempelvis at fastholde offeret eller gennem trusler af en karakter, som ikke kun omfatter trusler om vold, men også visse andre former for ulovlig tvang, jf. prop. 2004/05:45 side 41ff. Det kræves efter bestemmelsen ikke, at offeret har gjort modstand.

Der henvises om voldtægtsbestemmelsen i den svenske straffelov nærmere til bl.a. Lena Holmqvist m.fl., Brottsbalken. En kommentar, Del I, Studentutgåva 6 (2009) side 6:6ff, og Petter Asp, Sex och Samtycke (2010) side 56ff og 68ff, hvor også samtykkebegrebet i forhold til seksuelle overgreb er nærmere beskrevet, jf. særligt side 48ff, 81ff, 109ff og 195ff.

Spørgsmålet om, hvorvidt det centrale element i voldtægtsbestemmelsen bør være anvendelsen af tvang eller manglende samtykke, blev diskuteret og overvejet af både Sexualbrottskommittén forud for lovreformen i 2005 (SOU 2001:14 side 123ff) og af den svenske regering i forbindelse med reformen af bestemmelserne om seksualforbrydelser i 2005 (prop. 2004/05:45 side 36ff). Regeringen, som delte Komiteens bedømmelse af spørgsmålet, fandt ikke, at der var tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at affatte voldtægtsbestemmelsen ud fra et krav om manglende samtykke. Der blev som baggrund herfor navnlig henvist til den risiko en sådan formulering af bestemmelsen ville skabe for i højere grad at sætte fokus på offerets handlinger. Flertallet af høringsparterne og den svenske Rigsdag delte denne opfattelse (bet. 2004/05:JuU16 side 12ff).

Den svenske regering nedsatte i 2008 et udvalg med den opgave at foretage en evaluering af den reform af de strafferetlige regler om seksualforbrydelser, som blev foretaget i 2005, jf. Dir. 2008:94. Formålet med evalueringen har særligt været at vurdere, hvordan de ændrede strafbestemmelser har fungeret i praksis, og om formålet med reformen er blevet opnået.

I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningen om seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Af betænkningen fremgår det, at beskyttelsen af den personlige og seksuelle integritet og den seksuelle selvbestemmelsesret generelt set er blevet forstærket og tydeliggjort med reformen i 2005. Endvidere fremgår det, at det formål, der blev sat med reformen om at skabe klare og velafgrænsede bestemmelser, hovedsagelig er lykkedes, jf. SOU 2010:71 side 15. Betænkningen indeholder dog visse forslag til ændringer af lovgivningen med henblik på at forbedre beskyttelsen mod seksuelle overgreb.

Den gældende svenske lovgivning om voldtægt og andre alvorlige seksuelle krænkelser forudsætter som anført ovenfor, at gerningsmanden har anvendt tvang i form af vold eller trusler eller har udnyttet, at offeret befandt sig i en hjælpeløs tilstand.

Det fremgår af betænkningen, at spørgsmålet om samtykke er af central betydning ved bedømmelsen af, om en handling udgør en seksualforbrydelse. Udgangspunktet for lovgivningen om seksualforbrydelser er således den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og integritet. Selv om det er selvbestemmelsesretten, der beskyttes med lovgivningen, er det dog ifølge betænkningen ikke givet, at samtykke skal være det grundlæggende element i kriminaliseringen af seksualforbrydelser. Lovgivningen vil også – som efter de gældende regler – kunne udformes således, at den angiver de situationer, hvor et samtykke ikke foreligger eller ikke er relevant, jf. SOU 2010:71 side 17 og 205ff.

I forbindelse med spørgsmålet om samtykkets betydning er der i betænkningen bl.a. foretaget en nærmere analyse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen M.C. mod Bulgarien. Det vurderes i betænkningen, at dommen ikke indebærer en forpligtelse til at udforme lovgivningen om seksualforbrydelser på en bestemt måde. Det følger derimod af dommen, at straffelovgivningen skal leve op til de krav, som stilles i artikel 3 og 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det skal på den baggrund være muligt at straffe enhver seksuel handling, som er foretaget uden samtykke. Det er ifølge betænkningen et spørgsmål, om den gældende svenske lovgivning og retspraksis fuldt ud lever op til disse krav, jf. SOU 2010:71 side 17 og 198ff.

I betænkningen er endvidere foretaget en nærmere beskrivelse af fordele og ulemper ved en samtykkebaseret lovgivning om seksualforbrydelser. Indledningsvis fremgår det af betænkningen, at der ikke findes en fast eller given definition af begrebet ”samtykke”, og at det derfor må være omstændighederne, hvorunder et samtykke er givet, som bliver afgørende for bedømmelsen af, om der i et konkret tilfælde er givet et gyldigt samtykke, jf. SOU 2010:71 side 205.

Som fordele ved en samtykkebaseret lovgivning angives i betænkningen bl.a., at dette vil kunne anses som en naturlig forlængelse af udvikling af det strafferetlige syn på seksualforbrydelser, og at en samtykkebaseret regulering vil kunne have en normerende virkning ved at tydeliggøre, at det ikke er tilladt at have sex med en person, som ikke samtykker til det. Det anføres endvidere, at en sådan regulering vil kunne skabe et vist fokus på gerningsmandens adfærd, samt at en samtykkebaseret regulering også ud fra et behandlingsperspektiv vil give en bedre beskyttelse af voldtægtsofre, idet integritetskrænkelsen vil blive udgangspunktet for behandlingen af en sag om voldtægt, jf. SOU 2010:71 side 207ff.

Imod en samtykkebaseret regulering angives det bl.a., at dette vil skabe et øget fokus på offerets handlinger i forbindelse med et overgreb, og at det vil være vanskeligt at definere, hvornår der foreligger et gyldigt samtykke, og hvilken form et samtykke vil skulle have. Det anføres desuden, at en sådan regulering vil kunne skabe en urimelig – og ifølge betænkningen urealistisk – forventning om flere domfældelser samt skabe en øget risiko for moralisering, idet der ved bedømmelsen af, om et offer har samtykket, også vil skulle tages stilling til, hvilke typer af handlinger det er normalt at samtykke til, jf. SOU 2010:71 side 211ff.

Det fremgår af betænkningen, at de bevismæssige vanskeligheder i sager om seksuelle overgreb findes at ville være lige så omfattende med en samtykkebaseret regulering som efter den gældende svenske regulering på området, jf. SOU 2010:71 side 218ff og 237.

Det konkluderes i betænkningen, at samtykkets betydning for, hvornår noget er en tilladt henholdsvis en utilladt handling, bør fremgå direkte af lovgivningen. Det foreslås dog ikke at indføre en ren samtykkebaseret regulering, hvor samtykket er det grundlæggende og eneste element i kriminaliseringen. Kriminaliseringen af voldtægt og seksuel tvang bør ifølge betænkningen fortsat tage udgangspunkt i, om der er udvist tvang eller udnyttelse, jf. SOU 2010:71 side 17-18, 232ff og 239ff.

På den anførte baggrund – og da begrebet ”hjælpeløs tilstand” i betænkningen findes at være for snævert til at omfatte alle strafværdige former for seksuel udnyttelse – foreslås det i stedet, at lovgivningen om seksualforbrydelser udvides og suppleres. Det fremgår i den forbindelse også, at det findes at være en mangel ved lovgivningen, at det i de situationer, hvor der hverken er udvist tvang eller udnyttelse, ikke er kriminaliseret som andet end et seksuelt forulempende overgreb (sexuellt ofredande) i henhold til den svenske straffelovs kapitel 6 § 10 at gennemføre en seksuel handling mod en persons vilje. Den svenske straffelovs kapitel 6 § 10 omhandler bl.a. seksuel berøring af et barn (stk. 1) samt den, som blotter sig, eller som gennem ord eller handlinger forulemper en person på en måde, som er egnet til at krænke dennes seksuelle integritet (stk. 2). Den anførte mangel ved lovgivningen vil ifølge betænkningen bl.a. opstå i tilfælde, hvor et offer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vildleder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har eller har haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 16-17 og 228ff.

Det foreslås i betænkningen, at voldtægtsbestemmelsen udvides, således at det ikke blot er strafbart at udnytte en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand, men også at udnytte en person, som på anden måde har særlig vanskeligt ved at værne om sin seksuelle integritet. Det sidstnævnte vil ifølge betænkningen eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en person føres hen til et for ham eller hende ukendt sted og dér udnyttes seksuelt. Et andet eksempel vil kunne være udnyttelse af en stof- eller alkoholpåvirket person, der befinder sig i en truet eller udsat situation. Det afgørende vil være, om offeret befinder sig i en situation, hvor mulighederne for at afvise den seksuelle handling af en eller anden grund er begrænset, jf. SOU 2010:71 side 18. Som en konsekvens af udvidelsen af voldtægtsbestemmelsen foreslås det desuden at ophæve den gældende bestemmelse om seksuel udnyttelse af en person i et afhængighedsforhold i den svenske straffelovs kapitel 6 § 3. Handlinger omfattet af bestemmelsen i § 3 vil således i stedet blive omfattet af bestemmelserne i den svenske straffelov om voldtægt (kapitel 6 § 1) og seksuel tvang (kapitel 6 § 2), jf. SOU 2010:71 side 18, 243ff og 490ff.

Det foreslås endvidere i betænkningen, at der i den svenske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser indsættes en ny samtykkebaseret bestemmelse om straf for seksuelt overgreb. Med den foreslåede bestemmelse kriminaliseres gennemførelse af en seksuel handling med en person uden dennes tilladelse. Det foreslås, at bestemmelsen skal være subsidiær i forhold til bestemmelserne om voldtægt og seksuel tvang og således kun skal kunne anvendes, hvis gerningen ikke udgør voldtægt eller seksuel tvang. Strafferammen foreslås til fængsel i indtil 4 år. Det anføres i betænkningen bl.a., at den foreslåede bestemmelse ud over at tydeliggøre samtykkets betydning også vil sikre, at det på en passende måde bliver muligt at straffe den som – uanset om der er anvendt tvang eller udnyttelse – gennemfører en seksuel handling med en person, som ikke har tilladt denne handling. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, der er nævnt ovenfor, hvor et offer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vildleder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har eller har haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 18, 246ff, 250ff og 495ff.

Med hensyn til afgrænsningen mellem bestemmelsen i den svenske straffelov om voldtægt og bestemmelsen om seksuel tvang foreslås det i betænkningen, at det i voldtægtsbestemmelsen præciseres, at de seksuelle handlinger som – foruden samleje – er omfattet af bestemmelsen er handlinger, hvor den seksuelle krænkelses alvor er sammenlignelig med et påtvunget samleje, jf. SOU 2010:71 side 18-19 og 260ff.

Hvis de foreslåede ændringer gennemføres, er der ifølge betænkningen ikke tvivl om, at den svenske lovgivning vil leve op til de internationale krav, der stilles til kriminalisering af seksualforbrydelser, jf. SOU 2010:71 side 18 og 248.

4.5. Straffelovrådets overvejelser

4.5.1. Indledning

Efter bestemmelsen om voldtægt i straffelovens § 216 er det et krav, at gerningsmanden har tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

For Straffelovrådet er det et hovedspørgsmål, om straffelovens voldtægtsbestemmelse i sin nuværende udformning er tilstrækkelig rummelig til at ramme de seksuelle overgreb, som efter en nutidig opfattelse er af en art og har en sådan alvorlig karakter, at de bør straffes som voldtægt.

Spørgsmålet har flere elementer. Det er dels et spørgsmål, om voldtægtsbestemmelsen i stedet for at beskrive de omstændigheder i form af vold eller trusler, som karakteriserer en typisk voldtægt, bør erstattes af en bredt affattet bestemmelse om straf for den, der uden en andens samtykke skaffer sig samleje med den pågældende. Dette spørgsmål har Straffelovrådet besvaret ovenfor i kapitel 5 og har i den forbindelse afvist, at der er sådanne fordele forbundet med en samtykkebaseret bestemmelse, at en sådan affattelse af voldtægtsbestemmelsen bør foretrækkes frem for den nuværende affattelse af bestemmelsen.

Et hermed forbundet spørgsmål er, om det bør tydeliggøres i straffelovens § 216, at det er et element i en voldtægt, at den forurettede ikke har meddelt samtykke til handlingen. Straffelovrådet bemærker herom, at den gældende voldtægtsbestemmelse ved beskrivelsen af tvangsformer og brugen af ordet ”tiltvinger” klart forudsætter, at forurettede ikke har samtykket i samlejet. Straffelovrådet kan derfor heller ikke anbefale en sådan ændring af bestemmelsen.

Et andet spørgsmål er, om voldtægtsbestemmelsen bør omfatte andre og flere overgreb end den nuværende bestemmelse for derved at understrege og støtte den udvikling i retning af større respekt for den enkeltes integritet og seksuelle bestemmelsesret, som er sket gennem de senere årtier, og som har fundet udtryk i norsk og svensk straffelovgivning i større omfang end i den tilsvarende danske.

Det vil i den forbindelse navnlig være nærliggende at vurdere, om voldsbegrebet i bestemmelsen forudsætter brug af større fysisk magtanvendelse end ønskeligt og derfor bør erstattes af et videre begreb som for eksempel ”fysisk magtanvendelse”. Dette spørgsmål drøftes nedenfor i afsnit 4.5.2.

Straffelovrådet finder endvidere anledning til at vurdere, om samlejebegrebet er hensigtsmæssigt afgrænset eller bør udvides til andre alvorlige former for seksuelle overgreb. Denne vurdering vil – ud over voldtægtsbestemmelsen – også få betydning for andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, hvori samleje indgår som en del af gerningsindholdet. Dette spørgsmål er omhandlet nedenfor i afsnit 4.5.3.

Endelig er det et spørgsmål, om voldtægt som strafferetligt begreb bør udvides til at omfatte forhold, som i dag kan straffes efter andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24. Dette spørgsmål er omhandlet nedenfor i afsnit 4.5.4.

4.5.2. Definitionen af vold i voldtægtsbestemmelsen

Voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 omfatter bl.a. samleje tiltvunget ved vold.

Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den gældende definition af vold i § 216 kan give anledning til tvivl i forhold til, hvilke typer af vold der er omfattet af bestemmelsen, herunder særligt om også mildere former for vold er omfattet af voldsbegrebet. Endvidere er det et spørgsmål, om de typer af vold, der er omfattet af definitionen på vold i § 216, dækker de former for vold, som bør være omfattet af bestemmelsen.

På den anførte baggrund beskrives definitionen af vold efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 i det følgende.

Ved vold i henhold til straffelovens § 216 forstås fysisk magtanvendelse, jf. herved Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 20 og 44 og Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 3999, hvor der henvises til betænkning nr. 914/1980. Af de nævnte forarbejder fra 1980-81 fremgår det endvidere, at der ikke er holdepunkter for at antage, at udtrykket ”vold” i § 216 skal opfattes som begrænset til vold af en vis grovhed.

Det skal dog bemærkes, at definitionen af vold i § 216 må antages på visse punkter at adskille sig fra anvendelsesområdet for voldsbestemmelsen i straffelovens § 244, idet bestemmelsen i § 244 ud over vold også omfatter legemsangreb, som ligger på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige forståelse af udtrykket ”øver vold”. Dét at spytte en anden person i ansigtet eller overhælde en anden person med en spand vand anses således som legemsangreb omfattet af § 244, mens disse former for angreb formentlig ikke i sig selv kan antages at være omfattet af voldsbegrebet i straffelovens § 216. Fysisk magtanvendelse efter § 216 omfatter dog omvendt også handlinger af en sådan karakter, at de ikke ville være omfattet af straffelovens § 244. F.eks. vil en fastholdelse af offeret eller en adskillelse af offerets ben, som udgør vold i henhold til § 216, kunne ske i så mild en form, at der ikke ville være tale om vold efter § 244.

Vold efter § 216 vil kunne forekomme dels i form af en absolut eller mekanisk tvang, hvorved gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennemtvinger samlejet trods offerets fysiske modstand, dels i form af, at volden virker som et såkaldt kompulsivt tvangsmiddel, hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre modstand, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 side 20, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 49 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 510-511.

Som eksempler på vold omfattet af § 216 kan bl.a. nævnes, at gerningsmanden griber fat i offeret, trækker offeret af sted, vælter offeret, tager offeret om halsen, slår offeret, holder offeret fast, lægger sig på offeret eller tvinger offerets ben fra hinanden, jf. betænkning nr. 914/1980 side 20 og Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 296. Ofte vil der i gerningssituationen foreligge en kombination af flere fysiske magtmidler, og fysisk magtanvendelse og trusler anvendes også ofte i kombination.

Fra retspraksis kan der som eksempler på domme, hvor gerningsmanden er fundet skyldig i voldtægt eller forsøg på voldtægt, selv om der alene er anvendt mildere former for vold, bl.a. henvises til UfR 2010.1988 H (den anvendte vold bestod i sagen i, at fire gerningsmænd førte offeret hen til et tennisanlæg, hvor de pressede hende ned på en træbom og fastholdt hende under overgrebet samt trak hendes bukser og trusser ned), UfR 2004.2847 Ø (den anvendte vold bestod i sagen i, at gerningsmanden førte offeret ind i hendes soveværelse og fastholdt hende på sengen), UfR 2004.1984 V (den anvendte vold bestod i sagen i, at gerningsmanden pressede offeret ned i en sofa, hvor hun efterfølgende blev fastholdt) og UfR 2004.693 Ø (den i sagen anvendte vold bestod i, at gerningsmanden greb offeret bagfra og tvang hende ned samt forsøgte at fastholde hende, herunder sprede hendes ben).

De former for vold, som efter det ovenstående er omfattet af den gældende definition af vold i § 216, dækker efter Straffelovrådets opfattelse på en tilfredsstillende måde de typer af vold og herunder også mildere former for vold, som bør være omfattet af § 216.

På den baggrund, og idet en ændring af voldsbegrebet i § 216 vil kunne rejse en række problemstillinger i forhold til øvrige bestemmelser i straffeloven, som omhandler udøvelse af vold, finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå ændringer i den angivelse og definition af vold, som følger af § 216.

4.5.3. Samlejebegrebet

4.5.3.1. Bestemmelserne i straffelovens §§ 216-223 a omhandler alle overgreb i form af samleje, men det er alene tiltvungen samleje efter straffelovens § 216, der betegnes som voldtægt. Betegnelsen voldtægt anvendes desuden ikke, hvis anden kønslig omgang end samleje, jf. straffelovens §§ 224 eller 225, er opnået ved anvendelse af tvang i henhold til § 216.

Anvendelse af §§ 216-223 a er ikke begrænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder, men omfatter også mænd som offer for forbrydelsen. Det kræves efter bestemmelserne, at samleje er opnået eller tilsigtet opnået, jf. straffelovens § 21.

Det gældende samlejebegreb forudsætter, at der er tale om et heteroseksuelt forhold, idet samleje altid under straffeloven af 1930 er blevet forstået som betegnelse for et seksuelt forhold mellem mand og kvinde, som omfatter indførelse af det mandlige kønslem (penis) i kvindens skede (vagina).

Selv om betegnelsen ”analt samleje” er anvendt i nyere retspraksis, henføres sådanne forhold, når de er tiltvunget vold, trussel om vold eller hensættelse af offeret i en hjælpeløs tilstand, ikke direkte under § 216 som voldtægt, men under § 224, jf. § 216, som anden kønslig omgængelse end samleje.

Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 a tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” er i litteraturen nærmere beskrevet som handlinger, der har ”en samlejelignende karakter, fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den krænkede eller misbrugte part rummer et seksualovergreb, der nærmer sig til samleje”, jf. herom nærmere nedenfor i kapitel 16 om straffelovens § 224. Begrebet afgrænser overgreb omfattet af § 224 fra overgreb efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, mens afgrænsningen af § 224 over for §§ 216-223 a beror på fastlæggelsen af samlejebegrebet.

Som eksempler på ”anden kønslig omgængelse end samleje” kan fra retspraksis bl.a. nævnes analt samleje, oralt samleje, kys mv. på kønsdele, indføring af finger i skeden, manipulation af lem samt indføring af genstande i skeden. Sammenfattende kan det anføres, at der ved overgreb omfattet af § 224 normalt vil være direkte berøring mellem i hvert fald den enes kønsdel og den andens legeme.

Beføling af en andens legeme uden på tøjet omfattes ikke af straffelovens § 224, men af § 232. Desuden kan det nævnes, at beføling af en piges kønsdel uden forsøg på at lade en finger trænge ind i flere tilfælde i retspraksis er henført under § 232, og det samme gælder berøring af lem med hånden (uden manipulation).

Om afgrænsningen til straffelovens § 232 kan det endvidere nævnes, at denne bestemmelse efter sin ordlyd omfatter ”uterligt forhold”. Til belysning af bestemmelsens anvendelse i praksis kan det – ud over de allerede omtalte eksempler på anvendelsesområdet – nævnes, at bestemmelsen bl.a. omfatter befølinger, ekshibitionistiske handlinger, verbal uterlighed, beluring, forevisning og optagelse af utugtige biller og forevisning af utugtige tekster, krænkelser på internettet samt samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som ikke er omfattet af andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24.

I tillæg til bestemmelsen i straffelovens § 224 følger det af straffelovens § 225, at bestemmelserne i §§ 216-220 og § 222-223 a finder tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn. Der henvises om § 225 nærmere til kapitel 16 nedenfor.

4.5.3.2. Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den gældende definition af samleje bør udvides, således at anden kønslig omgængelse end samleje eller visse typer af anden kønslig omgængelse end samleje omfattes af samlejebegrebet.

En udvidelse af samlejebegrebet til også at gælde for forhold omfattet af §§ 224 og 225 vil ikke blot få betydning i forhold til straffelovens § 216, men desuden for bestemmelserne i straffelovens § 217-223 a, der som nævnt også vedrører overgreb i form af samleje.

Begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” omfatter, som det fremgår ovenfor, både handlinger af betydelig grovhed og handlinger af mindre grov karakter, der grænser op til blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.

Afgrænsningen af, hvilke overgreb der bør omfattes af samlejebegrebet, bør efter Straffelovrådets opfattelse foretages ud fra det enkelte overgrebs intensitet og ud fra behovet for en sprogligt klar afgrænsning.

Ved vurderingen af, om samlejebegrebet bør udvides, er det på den baggrund Straffelovrådets opfattelse, at ufrivilligt analt samleje har en sådan lighed med ufrivilligt samleje i henhold til det gældende samlejebegreb, at denne form for overgreb bør omfattes af samlejebegrebet. Straffelovrådet har herved navnlig lagt vægt på, at krænkelsen af offeret ved et analt samleje findes at kunne ligestilles med den krænkelse, offeret udsættes for ved samleje efter den gældende definition af begrebet. Overgreb i form af analt samleje har derved efter rådets opfattelse samme grove karakter som samleje i henhold til de gældende regler.

Hertil kommer, at anvendelse af ordet ”samleje” som samlebetegnelse for vaginalt og analt samleje må antages at være i overensstemmelse med almindelig sprogbrug.

En udvidelse af samlejebegrebet til at omfatte øvrige former for kønslig omgængelse end analt samleje findes efter Straffelovrådets opfattelse at ville udgøre en udvidelse af begrebet, der vil være for vidtgående. Seksuelle handlinger i form af anden kønslig omgængelse end analt samleje foreslås på den baggrund fortsat reguleret særskilt, sådan som det er tilfældet i dag efter straffelovens §§ 224 og 225.

Betydningen af en udvidelse af samlejebegrebet til også at omfatte analt samleje vil være, at bestemmelserne i §§ 216-223 a vil kunne anvendes direkte i forhold til denne form for overgreb i både heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.

Der vil dog ikke være tale om en reel udvidelse af de omtalte bestemmelsers anvendelsesområde, idet det som nævnt allerede følger af de gældende regler, at §§ 216-223 a også finder anvendelse på analt samleje, jf. §§ 224 og 225. Der bortses herved fra, at der i den gældende bestemmelse i § 225 ikke henvises til § 221. Se herom nærmere nedenfor under kapitel 16 om Straffelovrådets overvejelser vedrørende bl.a. § 225.

En udvidelse af samlejebegrebet som den foreslåede vil således primært få den betydning, at både heteroseksuelt og homoseksuelt forhold i form af analt samleje i relation til § 216 vil blive betegnet som voldtægt.

Der vil herved ske en udvidelse af, hvilken type af overgreb der betegnes som voldtægt, og der vil ved en sådan ændring endvidere ske en ligestilling af heteroseksuelle og visse homoseksuelle forhold i relation til også definitionen af overgreb, der har en sammenlignelig grovhed.

4.5.4. Et udvidet voldtægtsbegreb set i forhold til overgreb omfattet af navnlig straffelovens §§ 217-220

4.5.4.1. Straffelovrådet anmodes i henhold til kommissoriet om at overveje, om forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, eventuelt bør straffes som voldtægt, og i givet fald hvilken betydning dette bør have for de øvrige forbrydelser i kapitel 24, som handler om at udnytte en bestemt tilstand eller svagere position hos den forurettede (navnlig §§ 217-220).

Efter straffelovens § 218, stk. 2, straffes den, der skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, med fængsel indtil 4 år. Hvis gerningsmanden – for at opnå samleje – har hensat den forurettede i denne tilstand, hvor han eller hun er ude af stand til at modsætte sig samlejet, vil gerningsmanden kunne straffes for voldtægt efter straffelovens § 216.

Af forarbejderne til bestemmelserne i §§ 216 og 218 fremgår det bl.a., at bestemmelsen om voldtægt i straffeloven altid har været adskilt fra kriminaliseringen af samleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen i tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har bragt den pågældende i denne tilstand.

Med hensyn til afgrænsningen af bestemmelsen om voldtægt er det endvidere tidligere blevet afvist at slå bestemmelserne i straffelovens §§ 216 og 217 sammen til én paragraf, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 3999-4000 og 4002 samt Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 47-48. Der er i forarbejderne til bestemmelserne bl.a. henvist til, at det næppe vil være muligt at fastsætte fælles strafferammer for opnåelse af samleje efter de to bestemmelser, samt at det må forekomme meget tvivlsomt, om det er forsvarligt eller naturligt at anvende betegnelsen voldtægt om en forbrydelse, der er defineret så bredt, at den omfatter alle de tvangsmidler, der henhører under § 260 om ulovlig tvang. Straffelovrådet har i den forbindelse endvidere tilkendegivet, at man holder sig bedst i overensstemmelse med den almindelige sprogbrug og med den retlige tradition, hvis betegnelsen ”voldtægt” forbeholdes de groveste tvangsmidler, dvs. anvendelse af vold og trusler om vold.

4.5.4.2. Til støtte for at straffe forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, som voldtægt, vil det kunne anføres, at disse forhold – ligesom forhold omfattet af straffelovens § 216 – udgør en særdeles alvorlig krænkelse af offeret. Det kan således anføres, at et offer ikke bør være undergivet en ringere beskyttelse mod seksuelle overgreb, blot fordi vedkommende eksempelvis er så beruset, at det ikke har været nødvendigt for gerningsmanden at udøve vold.

Det vil endvidere kunne anføres, at overgrebet for offeret ikke er mindre krænkende i tilfælde, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen (§ 218, stk. 2), end eksempelvis i tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat offeret i denne tilstand (§ 216).

Til støtte for at kriminalisere forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, som voldtægt vil der desuden kunne henvises til, at samleje med et offer, der ikke er i stand til at modsætte sig handlingen på grund af f.eks. bevidstløshed, lammelse eller anden form for hjælpeløshed, i både Norge og Sverige anses som voldtægt.

En sådan udvidet voldtægtsbestemmelse vil hvile på det grundsynspunkt, at brugen af tvang eller benyttelsen af en hjælpeløs tilstand hos offeret til at skaffe sig samleje uanset de nærmere omstændigheder omkring tvangen eller tilstanden er så grov en integritetskrænkelse, at overgrebene samlet bør kriminaliseres som voldtægt. Med bestemmelsen vil det således kunne understreges, at det i højere grad er ufrivilligheden eller det manglende samtykke fra offerets side, som afgør, om overgrebet bør omfattes af voldtægtsbestemmelsen, end overgrebets nærmere omstændigheder. Samtidig vil bestemmelsen fastholde, at det af retssikkerhedsmæssige grunde er at foretrække, at bestemmelsen nærmere beskriver de elementer, som er udtryk for, at samlejet er ufrivilligt.

Heroverfor vil det imidlertid kunne anføres, at det allerede efter de gældende bestemmelser i straffeloven er strafbart med et højt strafmaksimum at have samleje med en person, som f.eks. på grund af bevidstløshed er ude af stand til at modsætte sig samlejet, også selv om gerningsmanden ikke er ansvarlig for den forurettedes tilstand. I de groveste tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat den forurettede i denne tilstand for at opnå samleje, kan den pågældende efter den gældende bestemmelse i § 216 straffes for voldtægt.

Endvidere kan det anføres, at straffelovens § 216 først og fremmest omfatter tilfælde, hvor en person ved vold eller trussel om vold tvinges til et samleje.

Bestemmelsen i § 218 omhandler tilfælde, hvor der hverken er udøvet vold eller tvang. Opnåelse af samleje med en person, der efter § 218, stk. 2, er i en værgeløs tilstand, er som udgangspunkt i alle tilfælde et strafbart misbrug.

Hvis forhold omfattet af § 218, stk. 2, skulle straffes som voldtægt, ville det desuden rejse spørgsmål i forhold til andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, hvor gerningsmanden skaffer sig samleje ved forskellige former for udnyttelse, eller hvor strafferammen efter de gældende bestemmelser ligesom i straffelovens § 218 er fængsel indtil 4 år. Kapitel 24 i straffeloven indeholder således en række andre bestemmelser om samleje ved udnyttelse af en bestemt tilstand eller svagere position hos offeret og med en strafferamme, der svarer til eller er sammenlignelig med strafferammen i § 218, stk. 2, herunder § 217 om samleje ved anden ulovlig tvang, § 218, stk. 1, om opnåelse af samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering, § 219 om den, der som ansat på en institution har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, og § 220 om opnåelse af samleje ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed.

Konsekvensen af at straffe forhold omfattet af § 218, stk. 2, som voldtægt vil på den baggrund bl.a. kunne være, at forhold omfattet af de øvrige bestemmelser i §§ 217-220 også vil skulle straffes som voldtægt, idet disse bestemmelser efter de gældende regler som nævnt har en strafferamme og dermed en tidligere vurderet grovhed, der svarer til § 218, stk. 2, eller omfatter en situation om udnyttelse mv., der kan siges at være sammenlignelig med bestemmelsen i § 218, stk. 2. Det vil desuden særligt i forhold til bestemmelsen i § 217 kunne være vanskeligt at begrunde, at tilfælde, hvor der ikke er udøvet nogen form for tvang, vil skulle straffes hårdere end tilfælde, hvor der er udøvet ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260. En sådan konsekvens ville i givet fald medføre en meget generel bestemmelse om voldtægt og en betydelig skærpelse af strafferammen for en række forbrydelser i straffelovens kapitel 24.

Endelig kan det imod en kriminalisering af forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, som voldtægt anføres, at det ikke vil være naturligt at betegne et forhold som ”voldtægt”, hvis gerningsmanden hverken har udøvet fysisk tvang over for eller truet den forurettede eller har hensat den forurettede i en tilstand, hvor vedkommende ikke kunne modsætte sig handlingen.

4.5.4.3. Efter Straffelovrådets opfattelse er der således en række forhold, der taler henholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte handlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og i konsekvens heraf endvidere forhold omfattet af straffelovens § 217.

En sådan udvidelse af voldtægtsbestemmelsen vil ikke have nogen betydning for, hvilke handlinger der er strafbare. Der er således tale om forhold, der allerede i dag er strafbare. Handlinger omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, omfatter i dag kun seksuelle forhold uden for ægteskab, men Straffelovrådets flertal foreslår denne begrænsning ophævet, jf. herom kapitel 9, afsnit 3.3. Og såfremt anbefalingen herom ikke følges, er der ikke noget til hinder for at videreføre denne begrænsning i en udvidet voldtægtsbestemmelse.

Vedrørende forholdet mellem den gældende voldtægtsbestemmelse i § 216 og straffelovens § 218, stk. 2, er det endvidere væsentligt at fremhæve, at der allerede efter gældende ret vil skulle straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden har opnået samlejet ved tvang – herunder i form af en underforstået eller ikke udtalt trussel – selv om offeret eventuelt har været stærkt beruset. Der bliver således efter gældende ret alene spørgsmål om at dømme for overtrædelse af § 218, stk. 2, hvis gerningsmanden på grund af f.eks. offerets stærkt berusede tilstand har opnået samlejet uden samtykke, men uden at anvende tvang.

Det vil afhænge af den nærmere udformning af en sådan udvidet voldtægtsbestemmelse og eventuelt af bemærkningerne til et lovforslag herom, om en sådan udvidelse af voldtægtsbestemmelsen vil have betydning for strafudmålingen i sager, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og § 217. Et eventuelt ønske om at skærpe straffen i nogle af de tilfælde, der i dag er omfattet af § 218, stk. 2, vil også kunne opnås med et lovforslag, der bevarer § 218, stk. 2, som en selvstændig forbrydelse.

Valget mellem en traditionel og snæver udformning af voldtægtsbestemmelsen eller en ny og bredere definition af voldtægtsbegrebet er således i høj grad et vurderingsspørgmål.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen navnlig kunne opfattes som et yderligere signal om, at også forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, er meget alvorlige forbrydelser – efter omstændighederne på linje med voldtægt efter gældende ret. Samtidig vil der imidlertid være den ulempe ved en bred voldtægtsdefinition, at bestemmelsen kommer til at omfatte forhold af meget forskellig grovhed, herunder mindre alvorlige forhold, og at der dermed er risiko for, at der over tid sker en udvanding af voldtægtsbegrebet.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en bevarelse af en snæver voldtægtsbestemmelse – der i overensstemmelse med ordet ”voldtægt” er koncentreret om tilfælde, hvor gerningsmanden har anvendt vold eller trussel herom – navnlig kunne opfattes som et signal om, at voldtægt i alle tilfælde er en særdeles alvorlig forbrydelse. Dette vil endvidere ikke være til hinder for, at det samtidig – eventuelt ved en forhøjelse af strafniveauet for overtrædelser af straffelovens § 218, stk. 2 – markeres, at forhold omfattet af denne bestemmelse også normalt er meget alvorlige forbrydelser. Straffelovrådet vender tilbage til spørgsmålet om strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, i kapitel 9 nedenfor.

På denne baggrund har Straffelovrådet i sit lovudkast i kapitel 28 nedenfor medtaget begge muligheder som alternative lovmodeller.

I Straffelovrådets lovudkast omfatter modellen med en udvidet voldtægtsbestemmelse ikke overgreb mod sindssyge m.fl., som i dag er kriminaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, samleje med institutionsanbragte, jf. straffelovens § 219, misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed, jf. straffelovens § 220, eller visse forvekslingssituationer, jf. straffelovens § 221. De nævnte former for overgreb er ikke karakteriseret ved tvang, og bl.a. samleje med institutionsanbragte omfatter også situationer, hvor den pågældende frivilligt deltager i samlejet. Disse overgreb adskiller sig således fra de overgreb, der vil være omfattet af en udvidet voldtægtsbestemmelse som den beskrevne, på så væsentlige punkter, at Straffelovrådet ikke finder det hensigtsmæssigt, herunder sprogligt naturligt, at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte sådanne overgreb. De nævnte overgreb vil blive behandlet særskilt nedenfor i kapitel 9-12.

Med hensyn til spørgsmålet om eventuelt at udvide voldtægtsbestemmelsen til helt eller delvis at omfatte overgreb mod børn omfattet af straffelovens § 222 henvises til kapitel 13, afsnit 3.3, nedenfor.

5. Uagtsom voldtægt

5.1. Indledning

Efter kommissoriet anmodes Straffelovrådet om at overveje, om der – som f.eks. i Norge – bør indføres regler om strafansvar for uagtsom voldtægt. Straffelovrådet anmodes i den forbindelse om at belyse de hensyn, der kan tale henholdsvis for og imod en kriminalisering af uagtsom voldtægt, og herunder belyse en eventuel udvikling i retspraksis med hensyn til at domfælde for (forsætlig) voldtægt i sager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler.

Spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt har været genstand for overvejelser i både den offentlige debat, i Folketinget og i den juridiske litteratur. Der henvises herom til kapitel 3, afsnit 2.2, ovenfor og til afsnit 5.4 nedenfor.

Det har således bl.a. været anført, at uagtsom voldtægt er udtryk for en handling af en så kritisabel og foragtelig karakter, at denne adfærd bør være strafbar. Endvidere har det været anført, at opfyldelse af de gældende krav til voldtægt kan give anledning til bevismæssige vanskeligheder i forhold til navnlig kontakt- og partnervoldtægter samt generelt i situationer, hvor gerningsmanden ikke har indset, at et samleje er tiltvunget. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor der ikke er udøvet omfattende vold eller trusler, og hvor offeret ikke har ydet særlig modstand mod overgrebet. En kriminalisering af uagtsom voldtægt er i den forbindelse blevet fremhævet som en mulig løsning på de nævnte bevisvanskeligheder.

I afsnit 5.2 nedenfor omtales kravene til forsæt og uagtsomhed, og i afsnit 5.3 redegøres for kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelser i straffelovens kapitel 24. I afsnit 5.4 omtales den juridiske litteratur om uagtsom voldtægt, og afsnit 5.5 indeholder en beskrivelse af norsk ret og herunder norsk retspraksis vedrørende uagtsom voldtægt.

Straffelovrådets overvejelser om uagtsom voldtægt er gengivet i afsnit 5.6.

5.2. Kravene til forsæt og uagtsomhed

5.2.1. Forsæt

Efter straffelovens § 19 straffes uagtsomme overtrædelser af straffeloven kun, når det er særligt hjemlet. Hvis ikke det modsatte er bestemt, straffes overtrædelser af straffeloven således kun, hvis de er begået forsætligt.

Straffeloven indeholder ingen definition af, hvad der forstås ved forsæt.

I det forslag til straffelov, som regeringen fremlagde i 1924, indeholdt § 20, stk. 2, følgende forsætsdefinition (Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3153):

”Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sin Handling vil hidføre, hvad der efter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nødvendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser Forbrydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde anset den som sikker.”

Bestemmelsen blev efterfølgende taget ud af lovforslaget, da den blev anset for overflødig, jf. Rigsdagstidende, 1928-29, tillæg B, spalte 2125ff. I 1930-straffeloven var definitionen således udeladt og § 19 affattet med bestemmelsens nuværende indhold.

I overensstemmelse med den gengivne forsætsdefinition fra 1924 antages forsæt at kunne foreligge i tre former: direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis, jf. bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 223ff.

Direkte forsæt er i relation til delikter, hvor det kriminaliserede er at forårsage en bestemt følge (forårsagelsesdelikter), at handle for at denne følge skal indtræde. Det vil sige at tilstræbe eller have til hensigt, at den kriminaliserede følge skal indtræde. Hvor der foreligger hensigt eller direkte forsæt, er det ligegyldigt, om gerningsmanden anser det for overvejende sandsynligt, at det vil lykkes ham at opnå følgen. Hvis gerningsmanden anser en anden følge som nødvendig for at opnå det, han har hensigt til, anses han for at have direkte forsæt også hertil. I tilfælde, hvor det er selve handlingen, der kriminaliseres (adfærdsdelikter), foreligger direkte forsæt, hvor gerningsmanden handler med viden eller anden sikker bevidsthed om de forhold, som gør handlingen ulovlig. Der skal foreligge en viden i den forstand, at gerningsmanden ved foretagelsen af den strafbare handling tænker på det foreliggende forhold, jf. herved Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I – Ansvaret (3. udg. 2008) side 75-76.

Sandsynlighedsforsæt foreligger, hvor gerningsmanden uden at tilstræbe en kriminaliseret følge dog anser følgen som en overvejende sandsynlig konsekvens af sine handlinger, eller anser det for overvejende sandsynligt, at de kriminaliserede omstændigheder er til stede. Det afgørende er gerningsmandens antagelse om sandsynligheden, og det er tilstrækkeligt, at gerningsmanden anser sandsynligheden for mere end 50 pct., jf. Vagn Greve, Det strafferetlige ansvar (2. udg. 2004) side 212 og Knud Waaben, Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren (5. udg. 2011 v. Lars Bo Langsted) side 167.

Dolus eventualis antages at kunne foreligge i form af det hypotetiske eventualitetsforsæt og i form af positiv indvilligelse. Problemet er for begge typer af forsæt at finde det moment, hvorved den handling, der objektivt opfylder lovens gerningsbeskrivelse, kan kvalificeres som forsætlig, selv om gerningsmanden alene har anset opfyldelsen som en mindre sandsynlig følge.

Forsæt skal foreligge i relation til samtlige de objektive momenter, der konstituerer forbrydelsen. Der skal derimod ikke foreligge forsæt vedrørende vurderinger af en kriminaliseret handling, som f.eks. om handlingen er ”forsvarlig” eller ”grov”. Forsætsbedømmelsen er præget af, hvad der kan sluttes om forsættet ud fra tiltaltes handlinger og er dermed i praksis undergivet en vis standardisering, jf. Stephan Hurwitz, Den danske kriminalret, Almindelig del (4. udg. v. Knud Waaben 1971) side 233-34 om sløret forsæt.

Hvis gerningsmanden har befundet sig i en vildfarelse, vil dette efter omstændighederne kunne være af betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Faktiske vildfarelser (d.v.s. om faktiske forhold ved gerningen) og uegentlige retsvildfarelser (d.v.s. om tilstedeværelsen af et objektivt element i gerningsindholdet) vil således være forsætsudelukkende, mens egentlige retsvildfarelser (d.v.s. manglende kendskab til den regel, der kriminaliserer en given handling) ikke virker forsætsudelukkende, men alene efter omstændighederne kan bevirke strafnedsættelse efter straffelovens § 82, nr. 4, eller strafbortfald efter straffelovens § 83.

Der kan nærmere om forsætskravet bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, side 220ff, Knud Waaben, a.st., side 163-75, Vagn Greve, a.st., side 189ff og 209ff, Gorm Toftegaard Nielsen, a.st., side 59ff, Stephan Hurwitz, a.st., side 217ff og Oluf Krabbe, Borgerlig straffelov med kommentarer (4. udg. 1947) side 130ff.

I forhold til voldtægtsforbrydelsen vil det forsætsspørgsmål, som i praksis kan opstå, næsten altid være, om tiltalte måtte indse, at forurettede ikke var indforstået med det seksuelle forhold. Et andet spørgsmål, som i praksis hyppigt forekommer i voldtægtssager, er, om det er bevist med den sikkerhed, som kræves til domfældelse i en straffesag, at forurettede objektivt set blev tvunget til det seksuelle forhold, dvs. at der var årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og det seksuelle forhold. Forudsat at årsagssammenhængen er bevist, vil der kunne være spørgsmål om, hvorvidt tiltalte havde forsæt i forhold hertil, og i praksis vil spørgsmålet som nævnt næsten altid være, om tiltalte måtte indse, at forurettede ikke frivilligt gik med til det seksuelle forhold.

5.2.2. Uagtsomhed

Forslaget til Almindelig borgerlig Straffelov fra 1924 indeholdt i § 21, stk. 2, følgende definition af uagtsomhed (Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3153):

”Uagtsomhed foreligger, naar Gerningsmanden, uden at Lovovertrædelsen kan tilregnes ham som forsætlig, ved sin Handling har tilsidesat den Agtpaagivenhed, som det af Hensyn til andres Retsgoder var hans Pligt at udvise.”

Uagtsomhedsdefinitionen blev imidlertid i lighed med forsætsdefinitionen, jf. afsnit 5.2.1 ovenfor, anset som overflødig og indgik derfor ikke i 1930-straffeloven.

Det afgørende for, om en person har handlet uagtsomt, er, om vedkommende objektivt har tilsidesat de handlenormer, der anses for rimelige i forhold til den pågældende. Med udtrykket ”hans pligt” i det ovenfor gengivne forslag til en bestemmelse om uagtsomhed var det således tilsigtet at tilkendegive, at der ved bedømmelsen af, om uagtsomhed foreligger, må tages hensyn til, ”om den paagældende har udvist saadan Aktpaagivenhed, som under de givne Omstændigheder med Rimelighed kan kræves af en Person med hans Evner og Udvikling”, jf. Betænkning afgivet af Straffelovskommissionen fra 1923, side 67.

Målestokken for uagtsomhed er dermed i princippet individuel i den forstand, at der skal tages hensyn til gerningsmandens situation og vedkommendes personlige forudsætninger for at erkende situationens beskaffenhed og handle derefter. De fleste uagtsomhedsspørgsmål opstår dog i praksis på områder, hvor flere personer må formodes at have nogenlunde ensartede forudsætninger, og hvor det centrale i uagtsomhedsbegrebet derfor må anses at være, at der anlægges en normativ (vurderende) målestok, hvor det bedømmes, om gerningsmandens adfærd har afveget fra den, som man under de givne forhold kunne vente og kræve af den pågældende, jf. herved Knud Waaben, a.st., side 178-79. og Stephan Hurwitz, a.st., side 242. At en person har indladt sig på et område uden at have den fornødne ekspertise, kan i sig selv være uagtsomt.

Der kan om uagtsomhedsbegrebet nærmere henvises til bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, a.st., side 237ff, Vagn Greve, a.st., side 194ff, Gorm Toftegaard Nielsen, a.st., side 98ff, Knud Waaben, a.st., side 175-186, Stephan Hurwitz, a.st., side 241ff og Oluf Krabbe, a.st., side 130ff og 138ff.

5.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelser i straffelovens kapitel 24

5.3.1. Det følger som nævnt ovenfor i afsnit 5.2.1 af straffelovens § 19, at der kun straffes for uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffeloven, når dette er særligt hjemlet.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden indeholder alene hjemmel til at straffe for uagtsomhed i de tilfælde, der er opregnet i straffelovens § 226.

Af § 226 følger det, at hvis gerningsmanden i de tilfælde, hvor gerningens strafbarhed efter §§ 216-225 afhænger af den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand eller af personens alder, har handlet uden kendskab til pågældendes tilstand eller alder, og handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre straf at anvende. Strafansvar i øvrigt efter bestemmelserne i kapitel 24 kan således kun ifaldes, såfremt der har foreligget det fornødne forsæt til at begå lovovertrædelsen.

5.3.2. Kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til visse af bestemmelserne i kapitel 24 fremgik også af borgerlig straffelov fra 1930.

Straffeloven fra 1930 indeholdt således i § 226 en bestemmelse om uagtsomhed, der svarede til den gældende bestemmelse i § 226 med den undtagelse, at der i 1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage.

Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 skulle være strafbare, er omtalt nærmere i forarbejderne til 1930-loven.

Udkast til ny straffelov af 1912 (U I), Torps udkast af 1917 (U II) og udkast af 1923 (U III) indeholdt således alle hjemmel til at straffe for uagtsom overtrædelse af visse af bestemmelserne i kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden, herunder voldtægt, jf. henholdsvis § 208 i U I, § 205 i U II og § 206 i U III. Bestemmelsen i U I angik overtrædelse ved simpel uagtsomhed, mens de foreslåede bestemmelser i U II og U III omhandlede overtrædelse ved grov uagtsomhed.

Af bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U I (§ 208) fremgår bl.a. følgende:

”§ 208 hjemler Straf for uagtsom Forvoldelse af de i §§ 201-207 ommeldte Krænkelser. I den gældende Ret haves der ikke Hjemmel for at straffe Uagtsomheden. Det er imidlertid utvivlsomt en Mangel. For blot at nævne et enkelt Tilfælde kan henvises til den ovenomtalte Uvidenhed om et Barns Alder. Forholdet vil meget let her kunne stille sig saaledes, at Forklaringen om Uvidenheden ikke kan forkastes, medens det maa siges, at Uvidenheden kan lægges Personen til Last, hvorefter han vil hjemfalde til Straf efter denne Paragraf.”

I U II blev det om sondringen mellem simpel og grov uagtsomhed i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 205 bl.a. anført, at ”det synes baade unødvendigt og betænkeligt at straffe, undtagen, hvor Handlingen vidner om hensynsløs Fremfærd”, jf. side 194.

I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U III blev det fremhævet, at ikke kun grov uagtsomhed i forhold til eksempelvis en fastsat aldersgrænse burde medføre strafansvar. Grov uagtsomhed i forhold til de egentlige kønsfrihedsforbrydelser fandtes således også at skulle medføre strafansvar i de tilfælde, hvor gerningsmanden burde have indset, at kvinden kun af frygt eller lignende havde ladet sig bestemme til samleje, jf. U III spalte 324-25.

I forslag til borgerlig straffelov fra 1924-25 var der i § 228 medtaget forslag til en bestemmelse om kriminalisering af grov uagtsomhed ved overtrædelse af visse af de foreslåede sædelighedsforbrydelser, herunder voldtægt. Den foreslåede bestemmelse i § 228 havde følgende ordlyd, jf. Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3225:

§ 228. Begaas nogen af de i §§ 218-227 omhandlede Forbrydelser af grov Uagtsomhed, bliver en forholdsmæssig mildere Straf at anvende.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3372-73:

”§ 228 (…) hjemler Straf, naar Forbrydelsen begaas af grov Uagsomhed. Efter gældende Ret haves der ikke her Hjemmel til at straffe Uagtsomhed, men dette er en Mangel. Naar der f. Eks. i Bestemmelserne er fastsat en bestemt Aldersgrænse, vil det jævnlig kunne forekomme, at Gerningsmanden gør gældende, at han gik ud fra, at den paagældende var ældre, og Omstændighederne kan medføre, at denne Paastand ikke kan forkastes. Men selv om det derfor ikke kan konstateres, at der foreligger Forsæt, vil Omstændighederne kunne være saadanne, at der maa siges at foreligge grov Uagtsomhed fra Gerningsmandens side, og i disse Tilfælde vil (en forholdsmæssig mildere) Straf være paa sin Plads. Men ogsaa ved de egentlige Kønsfrihedsforbrydelser kan det forekomme, at det ikke med Sikkerhed kan konstateres, at Forsæt til en Frihedskrænkelse har foreligget, medens det omvendt er givet, at den paagældende burde have indset, at Kvinden kun af Frygt eller lignende har ladet sig bestemme til Samleje.”

Også forslag til borgerlig straffelov fra 1927-28 indeholdt en bestemmelse i sædelighedskapitlet om strafansvar for uagtsomhed. Bestemmelsen, der var udformet væsentligt anderledes end uagtsomhedsbestemmelsen i forslaget til straffelov fra 1924-25, havde følgende ordlyd:

§ 226. Har Gerningsmanden i de i § 217 og §§ 224 og 225, Stk. 1, jfr. § 217, omhandlede Tilfælde handlet uden Kendskab til paagældendes Tilstand eller i de i §§ 222 og 223, § 224, jfr. §§ 222 og 223, § 225, Stk. 1, jfr. § 222, samt § 225, Stk. 2 og 3, omhandlede Tilfælde uden Kendskab til paagaldendes Alder, og Handlingen af denne Grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre Straf at anvende.”

Af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 226 fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende, 1927-28, tillæg A, spalte 5375-76:

”Det maa erkendes, at der baade ved de Sædelighedsforbrydelser, hvor Strafbarheden beror paa, at Handlingen er rettet mod en Person under en vis Alder, og ved de egentlige Kønsfrihedsforbrydelser, saasom Voldtægt og Samleje fremkaldt ved Trusler eller under Misbrug af Afhængighedsforhold, kan forekomme Tilfælde, hvor der er Trang til en Straffebestemmelse for uagtsomme Handlinger, idet Gerningsmandens Paastand om, at han troede, at vedkommende var over den paagældende Aldersgrænse, henholdsvis handlede godvillig, ikke kan forkastes, medens paa den anden Side de foreliggende Omstændigheder viser, at Gerningsmanden har handlet særdeles uagtsomt.

Der vil nu formentlig heller ikke kunne indvendes noget mod en Straffebestemmelse, der rammer uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, naar Uagtsomheden har Hensyn til mere haandgribelige Kendsgerninger som en Persons Sindssygdom eller Aandsvaghed i en Form eller Grad, som kan erkendes af den handlende, eller en Persons Alder. Naar Talen imidlertid er om en Straffebestemmelse, der er rettet mod Uagtsomhed med Hensyn til et psykologisk Moment som en Persons Uvilje mod en kønslig Handling, maa det erkendes, at en saadan Straffebestemmelse vil kunne gøre betydelig Skade ved at begunstige utilstrækkeligt begrundede og maaske for den sigtede særdeles skadelige Anmeldelser og Undersøgelser, idet der maa regnes med den Mulighed, at Gerningsmanden i saadanne Tilfælde, hvor – for at tage det nærmest liggende Eksempel – en Kvinde vel har handlet under Modstand eller af Frygt, men hvor denne ikke har været ganske aabenbar, kan have haft Grund til Mistydning af hendes Holdning, og med den Mulighed, at Kvinden bagefter bevidst eller ubevidst fremstiller sin Modstand som mere effektiv eller sin Frygt som større, end den faktisk har været.

Man mener derfor at burde afstaa fra at foreslaa en Straffebestemmelse, der ved Siden af den Nytte, den kunde gøre ved at ramme strafværdige Uagtsomhedstilfælde, vilde være egnet til at gøre Skade ved at bringe ikke strafværdige Handlinger for Politi og Domstole. Man indskrænker sig derfor til at foreslaa en Bestemmelse, der straffer saadanne uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, hvor Uagtsomheden angaar den anden Persons Sjælssundhed eller Alder.

Naar Bestemmelsen begrænses paa denne Maade, er der næppe tilstrækkelig Grund til at fordre, at Uagtsomheden skal være grov. Bestemmelsen er formuleret saaledes, at den fremhæver, at der, selv om Gerningsmanden har handlet uden Kendskab til den anden Persons sjælelige Tilstand eller Alder, dog kan foreligge et strafbart Forsæt, jfr. herved § 20, Stk. 2, i Slutningen. Da grænsen mellem Forsæt og Uagtsomhed her er ganske flydende, og da Bestemmelsen paa den anden Side som nævnt rammer ogsaa simpel Uagtsomhed, bør Strafferammen være af betydelig Rummelighed.”

Uagtsomhedsbestemmelsen blev i forslaget til borgerlig straffelov fra 1929-30 ændret, således at bestemmelsen – i stedet for at opregne de paragraffer, hvor der kunne ifaldes et ansvar for uagtsom adfærd – indeholdt en beskrivelse af de objektive kriterier om den krænkede persons tilstand og alder, hvor der kunne blive tale om et strafansvar for uagtsom adfærd.

Den vedtagne bestemmelse om uagtsomhed i 1930-loven svarede som nævnt ovenfor til den gældende bestemmelse i § 226 med den undtagelse, at der i 1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om kvinder optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage.

5.3.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev den daværende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, ophævet, og henvisningen hertil i § 226 udgik som følge heraf.

5.3.4. Spørgsmålet om uagtsomhed i forhold til voldtægt har endvidere været genstand for overvejelse i betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 6. juni 1983. Der fremgår af betænkningen bl.a. følgende om udvalgets overvejelser om uagtsom voldtægt (side 24-25):

”Udvalget går ud fra, at en domfældelse for ”uagtsom voldtægt” navnlig ville kunne komme på tale i sager, hvor den eneste afgørende divergens i parternes forklaring er, om kvinden gik frivilligt med til samlejet. Man går endvidere ud fra, at der også for en sådan domfældelse måtte kunne føres bevis for objektive momenter, der burde have gjort manden klar over, at kvinden ikke ønskede samlejet. En bestemmelse om uagtsom voldtægt ville derfor ikke i nævneværdigt omfang bidrage til at løse væsentlige bevismæssige eller processuelle problemer i voldtægtssagerne. Udvalget har herefter ikke fundet grundlag for yderligere overvejelser vedrørende dette spørgsmål.”

5.4. Den juridiske litteratur om uagtsom voldtægt

Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsom voldtægt bør gøres strafbart, har flere gange været genstand for omtale i den juridiske litteratur.

Vagn Greve har i Det Strafferetlige ansvar (2. udg. 2004) side 196-97 bl.a. anført, at det er en meget lille del af de personer, der hvert år straffes i Danmark, som straffes for lovovertrædelser, der ikke også kan straffes, når de begås uagtsomt. Det anføres således, at det i særlovgivningen kun er yderst få delikter, som kræver forsæt, og at en stor del lovbrud inden for straffeloven straffes, selv om der ikke har været forsæt hos den handlende. Det gælder f.eks. brandstiftelse (§ 182), samleje med mindreårige (§ 226), manddrab (§ 241), betydelig legemsbeskadigelse (§ 249), frihedsberøvelse (§ 262), tingsødelæggelse (§ 291) og hæleri (§ 303). Der henvises i den forbindelse endvidere til, at andre straffelovsdelikter suppleres af uagtsomhedsdelikter i særlovgivningen i en sådan grad, at det er naturligt at sige, at overtrædelsen også er strafbar i uagtsom form. Dette gælder f.eks. for miljøforbrydelser (§ 196), nakotikahandel (§ 191) og skattesvig (§ 289). Om dansk rets almindelige tilregnelseskrav fremgår i forlængelse heraf bl.a. følgende (side 196):

Statistisk set er dansk rets almindelige tilregnelseskrav således uagtsomhed. Der findes dog nogle få, men praktisk meget vigtige, delikter, hvortil der i dag kræves forsæt. Endvidere kræves der altid forsæt ved forsøgshandlinger. (…)

Udgangspunktet for den retspolitiske diskussion er herefter ikke, at det kræver noget særligt at kriminalisere uagtsomhed, men tværtimod, at det kræver en særlig begrundelse at indskrænke strafansvaret til forsætlige handlinger.

I de seneste årtier har den heftigste diskussion på dette felt drejet sig om kriminalisering af uagtsom voldtægt.

Voldtægt er kriminaliseret i straffelovens § 216. Eftersom det er en straffelovsparagraf og der ikke er nogen særlig bestemmelse om uagtsomhed, kræves der forsæt til hele gerningsindholdet. Det betyder blandt andet, at gerningspersonen skal vide (eller hvad dermed ligestilles (…)), at offeret ikke har indvilliget i samlejet. I praksis er der forekommet frifindelser, som har givet anledning til kraftig debat. De har især vedrørt tilfælde, hvor offeret har været handlingslammet af skræk.”

Vagn Greve har endvidere i artiklen ”Bør forsæt være en almindelig strafbarhedsbetingelse?” i Festskift til Hans Thornstedt (1983) side 229ff bl.a. rejst det spørgsmål, om det rationelt kan begrundes, at visse forbrydelser som f.eks. voldtægt kun er strafbare i forsætlig form. Af artiklen fremgår i den forbindelse bl.a. følgende (side 231):

”Strafansvar forudsætter skyld. Skyld (i betydningen: strafværdighed) kan naturligt anskues som en sum, hvori der indgår såvel retskrænkelsen (objektivt set) som individets forholden sig til den (subjektivt). Når det ene led er stort, kan det andet være lille, og der kan dog nås et niveau, hvor straf lader sig forsvare etisk. Ud fra denne synsvinkel ville det være rimeligt at lade strafansvar for bagatelforseelser forudsætte forsæt. (…) Men sådan er gældende strafferet ikke. Faktisk er det stort set en del af vore aller alvorligste retskrænkelser, som kun kan straffes i den forsætlige form, f.eks. højforræderi, voldtægt og røveri. Når nogle af vore mest beskyttelsesværdige beskyttelsesinteresser, f.eks. rigets selvstændighed og sikkerhed angribes, reduceres det (statistisk set) normale strafferetlige værn gennem opstilling af et skærpet subjektivt krav (forsæt). I særlovgivningen er uagtsomhed derimod næsten altid nok, selv om denne del af lovgivningen som alt overvejende hovedregel kun omfatter lovbrud, som er mindre betydningsfulde end straffelovsovertrædelserne. En så ”omvendt verden” lader sig kun vanskeligt begrunde i andet end traditionen. Allerede af den grund må det være velbegrundet at opgive forsæt som det almindelige udgangspunkt for den almene beskrivelse af det strafferetlige system.”

Det anføres i artiklen endvidere, at det i Danmark er en udbredt opfattelse, at der frifindes i for mange voldtægtssager, fordi det ikke anses for godtgjort, at manden vidste, at kvindens modstand var alvorligt ment, eller havde forstået, at hun af angst slet ikke turde gøre modstand. Som en mulig fremgangsmåde til at imødegå dette anføres det som én blandt flere muligheder i artiklen, at man vil kunne vælge at gøre voldtægtsdeliktet til et uagtsomhedsdelikt. Der anføres vedrørende spørgsmålet om voldtægt endvidere bl.a. følgende (side 237):

”At retstilstanden er sådan, at der næsten overalt kræves forsæt, gør det ikke til en ”naturlov”, at gældende ret skal være sådan. Det kan højest være en grund til at tænke sig godt om, før man ændrer sin lovgivning.”

Der henvises i den forbindelse bl.a. til, at en gennemgang af de danske straffelovsforarbejder tydeligt viser, at det er noget tilfældigt, at uagtsom voldtægt ikke er kriminaliseret i Danmark.

Vedrørende de problemer, der eventuelt er forbundet med mere generelt at kriminalisere uagtsomme krænkelser, fremgår af artiklen bl.a. følgende (side 242ff):

”Som nævnt ovenfor mener jeg ikke, at der kan være større etiske problemer forbundet med at kriminalisere uagtsomme krænkelser af særdeles beskyttelsesværdige interesser. Hvad er det for interesser, som kun fortjener beskyttelse mod villede krænkelser, men ikke mod angreb, der begås af sjuskeri, sløseri o.s.v.? (Her selvfølgelig forudsat, at sløseriet o.s.v. er af en sådan grovhed, at det kan bebrejdes den pågældende i en sådan grad, at kriminaldommeren vil forsyne handlingen med samfundets sorte stempel.)

Derimod kan der, stadig jf. ovenfor, være problemer, når vurderingen vedrører bagatelagtige forseelser. (…)

De her fremsatte synspunkter strider mod vor tradition. Det er rimeligt at vise tilbageholdenhed med hensyn til kraftige brud på centrale retlige traditioner, men alligevel… Er det et væsentligt selvstændigt argument for en retstilstand, at den har været sådan siden Ørsteds dage eller sågar endnu længere? Desuden: Hvor findes den tradition? (…)

I en vis sammenhæng med dette står frygten for, at vi ad den vej åbner for et uacceptabelt bredt objektivt ansvar (”Erfolgshaftung”) – formelt og/eller gennem retspraksis. Jeg deler ganske den opfattelse, at domstolene i dag karakteriserer urimeligt meget som uagtsomt. Men det er min bestemte opfattelse, at denne udglidning i retspraksis er blevet lettet og reelt set understøttet af teoriens koncentration omkring forsæt og ”den egentlige kriminalitet”.

Kravet om forsæt kan ses som et krav om, at borgerne skulle have en vis sikkerhed mod straf, som de ikke havde kunnet forudse som en mulighed. Det er næppe en tilfældighed, at dette krav slog igennem i samme århundrede, som menneskerettighederne blev anerkendt. I datidens system med arbitrære straffe kunne en vis retsgaranti findes i individets subjektive forhold. I dag er det mere nærliggende at finde den i nulla poena sine lege. Dette princip er først nu blevet så anerkendt, at domstolene ikke blot kræver en lovhjemmel, men også en klar lovhjemmel. Det er derfor også først nu, at det bliver mindre væsentligt at stræbe mod et system, der bygger på forsætsbetingelsen.”

I artiklen ”Kan man komme til at begå voldtægt?” af Hanne Rahbæk i Lov&Ret fra november 2003 side 7ff er der om begrebet uagtsomhed og om, hvilke krav der vil skulle stilles i forbindelse med uagtsom voldtægt, bl.a. anført følgende (side 9-10):

”Uagtsomhed foreligger, når gerningsmanden ved sin handling har tilsidesat den agtpågivenhed, som det af hensyn til andres retsgoder var hans pligt at udøve. Hvis den pågældende har særlige forudsætninger, skal der tages hensyn til disse ved fastlæggelsen af, hvad der kan ventes i relation til den enkeltes handling eller undladelse.

Den uagtsomme adfærd antages at være en afvigelse fra en tænkt adfærd, som er den, der burde være udvist. Domfældelse for uagtsomhed forudsætter derfor, at man kan forestille sig en anden handling eller undladelse, som lå inden for den tiltaltes mulighed og kunne ventes af ham.

Området for seksualmoral og seksuel adfærd er nok et af de områder, hvor der i befolkningen er størst forskelle i opfattelsen af, hvad der er det normale og det acceptable. Det kan på den baggrund være vanskeligt at fastlægge normer for, hvorledes en bonus pater ville handle i en given situation. (…)

Begrebet uagtsom voldtægt giver alene mening i relation til gerningsmandens urigtige opfattelse af, at kvinden frivilligt har indvilliget i samleje.

I forbindelse med kriminalisering af uagtsom voldtægt må der derfor tages stilling til, hvilken handlenorm domstolene skal sammenligne med. Ingen forventer vel, at der skal indgås en skriftlig aftale. Men skal der udvises særlig agtpågivenhed, hvis den ene part er meget ældre end den anden? Hvis den ene part er meget tykkere end den anden? Hvis den ene part er af dansk oprindelse, den anden ikke? Skal det tillægges betydning, hvor samlejet har fundet sted? Har parternes påklædning nogen betydning – og hvad med alkoholindtagelse hos henholdsvis kvinden og manden?

Jeg påstår ikke, at det er en umulig opgave at opstille en handlenorm, som kan anvendes i forhold til alle. Men svært vil det være.”

Der henvises i den forbindelse i artiklen endvidere til, at den gældende bestemmelse i straffelovens § 226 i trykt retspraksis alene er anvendt enkelte gange i nyere tid, selv om uagtsomheden er kriminaliseret i forhold til objektivt konstaterbare omstændigheder. Vedrørende straffen for uagtsom voldtægt fremgår følgende af artiklen (side 10):

”Uagtsomt manddrab må som udgangspunkt anses som grovere end uagtsomt voldtægt. Da straffen for uagtsomt manddrab i langt de fleste sager er dagbøder, må det ud fra proportionalitetsprincipper også være sådan i sager om uagtsom voldtægt?

En sådan retstilstand vil ikke nødvendigvis føles tilfredsstillende for den kvinde, som oplever sig voldtaget, uanset at det er begået uagtsomt fra gerningsmandens side.”

Herudover kan det nævnes, at det i artiklen ”Uagtsom voldtægt – den straffri forbrydelse” i tidsskriftet Lov&Ret fra december 2003 side 26-27 skrevet af Joan-Søstrene bl.a. er tilkendegivet, at uagtsom voldtægt bør gøres strafbart for derved at ændre den gældende retstilstand, hvor mange voldtægtsovergreb ikke straffes. Om kendetegnene ved den type voldtægt, som vil falde ind under begrebet uagtsom voldtægt, er følgende anført i artiklen (side 26):

”Over 25 års erfaring med rådgivning af voldtægtsofre har vist Joan-Søstrene en række karakteristika for den type af voldtægter, som vil falde ind under begrebet uagtsom voldtægt, og som i dag er straffrie forbrydelser. Der er tale om kontaktvoldtægter, typisk med betydelig aldersforskel mellem gerningsmand og offer. Ofret oplever oftest, at gerningsmanden ved, at det seksuelle samvær er foregået mod hendes vilje. Voldtægten begås ofte i et kendt miljø, og ofret frygter sociale repressalier fra omgangskredsen. Gerningsmanden udtaler typisk trusler efter voldtægten over for ofret og sagen politianmeldes ikke, fordi ofret er bange for, at sigtede får ”medhold” med deraf følgende yderligere social udstødelse. Endelig frygter ofret også ofte mediernes fremstilling af hende. Rigshospitalets voldtægtscenter har gjort samme erfaringer.”

Vedrørende argumenter imod at indføre en kriminalisering af uagtsom voldtægt fremgår endvidere bl.a. følgende af artiklen (side 27):

”Et vægtigt argument mod indførelse af en uagtsomhedsbestemmelse kommer fra anklagemyndigheden, som frygter, at nogle af de voldtægtssager, som i dag pådømmes efter forsætsbestemmelsen i straffelovens § 216 vil blive pådømt efter en uagtsomhedsbestemmelse med deraf følgende lavere straf. Selvom vi også kan frygte en glidebaneeffekt i strafudmålingen, er det vores erfaring, at ofrenes retsfølelse krænkes mindre ved, at gerningsmanden bliver dømt efter en ”lavere bestemmelse”, end at der slet ikke rejses tiltale.”

5.5. Norsk ret

Den gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902, men denne lov er endnu ikke trådt i kraft.

Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 med senere ændringer straffes den, der gør sig skyldig i groft uagtsom voldtægt, med fængsel i indtil 5 eller 8 år afhængig af de konkrete omstændigheder ved voldtægten, jf. § 192, stk. 4.

5.5.1. Kriminaliseringen af uagtsom voldtægt

5.5.1.1. Bestemmelsen om uagtsom voldtægt blev indsat ved en ændring af den norske straffelov i 2000.

Af bestemmelsens forarbejder følger det bl.a., at kriminaliseringen af uagtsom voldtægt bygger på den grundtanke, at et seksuelt forhold bør være frivilligt, og at begge parter har et ansvar for at respektere hinandens grænser. Det fremgår endvidere, at kriminaliseringen først og fremmest tager sigte på at beskytte kvinder mod mænd, som gennem vold eller trusler opnår seksuel omgang på en sådan måde, at kravet om forsæt ikke er opfyldt, idet manden ikke forstår, at der er en årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og den seksuelle omgang, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 16. Kriminaliseringen er desuden i forarbejderne begrundet i et ønske om at opnå flere domfældelser for voldtægt, ligesom kriminaliseringen ifølge forarbejderne vil styrke offerets retsbeskyttelse uden at indebære en tilsvarende retssikkerhedsmæssig risiko for gerningsmanden, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 37-38. og Innst.O. nr. 92 (1999-2000) side 8.

Lovændringen byggede på en betænkning fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU 1997:23 Seksuallovbrudd). Udvalgets flertal afviste i betænkningen at kriminalisere uagtsom voldtægt. Af flertallet blev det således anført, at det ikke var tilstrækkeligt at begrunde en kriminalisering af uagtsom voldtægt med, at man derved kunne gøre det lettere at føre bevis for voldtægter, som i realiteten var forsætlige. En nykriminalisering burde i stedet ifølge flertallet forankres i selvstændige vurderinger af handlingens strafværdighed. Der henvises til Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 32ff og NOU 1997:23 side 69ff.

Det blev desuden af flertallet anført, at der ikke var grund til at antage, at et modificeret skyldkrav i særlig grad ville afhjælpe de nævnte bevisproblemer. Ved et forsætskrav vil det skulle bevises ud over en rimelig tvivl, at gerningsmanden forstod, at han tvang offeret til seksuel omgang. Hvis skyldkravet blev ændret til grov uagtsomhed, ville det skulle bevises ud over en rimelig tvivl, at gerningsmanden stærkt kunne bebrejdes, at han ikke forstod dette. Denne forskel i bevistemaet ville ifølge flertallet ikke føre til en ændring i antallet af domfældelser i de tilfælde, hvor parternes forklaringer var modstridende og der ikke forelå andre skærpende omstændigheder som f.eks. anvendelse af vold eller lignende. Der var således ifølge flertallet ikke grund til at antage, at en kriminalisering af groft uagtsom voldtægt ville bidrage til en mere effektiv håndhævelse af voldtægtsbestemmelsen, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 33 og NOU 1997:23 side 10 og 72-73.

Der blev af udvalgets flertal endvidere henvist til, at de faktiske forhold og bevistemaerne i voldtægtssager er væsentlig anderledes end i andre sager om alvorlige integritetskrænkelser, idet seksuel omgang mellem voksne mennesker i modsætning til overtrædelser som legemsbeskadigelse og drab ligger inden for den almindelige handlefrihed, når den seksuelle omgang er frivillig.

Et uagtsomhedsansvar ville desuden ifølge flertallet medføre en risiko for nedsubsumering, idet voldtægter, som i realiteten var forsætlige, kunne blive bedømt som uagtsomhedshandlinger, idet dette ville være lettere at bevise og begrunde. Ofrenes retsbeskyttelse ville derved kunne blive svækket snarere end styrket, og ofrene ville i visse tilfælde få et skærpet ansvar for at sige klarere fra, hvilket ville kunne føre til en ansvarsforskydning fra gerningsmanden til offeret. Endelig blev det af flertallet anført, at der vanskeligt i praksis kunne tænkes tilfælde, hvor en person havde seksuel omgang med en anden i umiddelbar forbindelse med voldelig, truende eller anden graverende adfærd, uden at vedkommende var tilstrækkelig klar over, at den seksuelle omgang ikke var frivillig, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 33-34 og NOU 1997:23 side 10 og 73-74.

Som nævnt blev det dog i forbindelse med ændringen af den norske straffelov i 2000 besluttet at kriminalisere groft uagtsom voldtægt. Det fremgår af forarbejderne, at denne beslutning havde været genstand for en vis tvivl. Om begrundelsen for kriminaliseringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 37-38:

”Departementet har lagt avgjørende vekt på at en kriminalisering vil styrke rettsvernet for voldtektsofre uten at det innebærer noen tilsvarende rettssikkerhetsrisiko for gjerningsmannen. Ikke bare forsettlige, men også grovt uaktsomme overgrep er klart straffverdige. Kvinner som blir utsatt for slik hensynsløs atferd som en grovt uaktsom voldtekt vil innebære, har krav på den støtte og beskyttelse som straffeloven gir. En kriminalisering av grovt uaktsom voldtekt vil også være et viktig signal om at samfunnet ikke aksepterer denne type handlinger.

Utvalget og noen høringsinstanser viser til at uaktsom voldtekt ikke er praktisk, og at det taler mot en kriminalisering. Det er vanskelig å si sikkert hvor mange grovt uaktsomme voldtekter man må regne med. Etter departementets syn er enhver grovt uaktsom voldtekt en voldtekt for mye, og en straffebestemmelse vil fylle et behov selv om antallet nye domfellelser i forhold til i dag måtte bli lite. Bestemmelsen vil antakelig særlig ha sin betydning i tilfeller hvor voldsanvendelsen eller den truende atferden har vært relativt beskjeden, eller hvor offeret på grunn av rus eller frykt ikke har vært i stand til å motsette seg den seksuelle omgangen. En slik situasjon vil nok være vanligere når offeret og gjerningsmannen har hatt kontakt forut for den seksuelle omgangen, enn når det dreier seg om en ren overfallsvoldtekt. Da kan det tenkes at gjerningsmannen har utvist grov uaktsomhet – men ikke forsett – med hensyn til årsakssammenhengen mellom volden eller truslene og den seksuelle omgangen. Det er altså lite tenkelig at gjerningsmannen har utvist uaktsomhet i forhold til alle momentene i gjerningsbeskrivelsen. Forsettskravet vil fortsatt være oppfylt i forhold til de øvrige elementene i gjerningsbeskrivelsen. Av lovtekniske grunner vil departementet likevel ikke foreslå en differensiering av skyldkravet i forhold til de ulike sidene av gjerningsbeskrivelsen i lovteksten.

Departementet antar at faren for nedsubsumering ikke er så stor at dette kan tillegges særlig vekt ved vurderingen. Heller ikke kan departementet anta at innføring av straff for uaktsom voldtekt kan medføre en sterkere fokusering på offerets egen opptreden enn det som skjer i dag.

Blant høringsinstansene var meningene delte i spørsmålet om uaktsom voldtekt skulle kriminaliseres. Departementet har lagt stor vekt på at en rekke representanter for ofrene – som antas å ha særlig innsikt i ofrenes situasjon – ønsker en kriminalisering.

Det er bare den grovt uaktsomme voldtekt som er så klanderverdig at den etter departementets syn bør straffesanksjoneres. Den uaktsomme handlingen – selv om uaktsomheten er grov – er imidlertid mindre straffverdig enn den forsettlige, og det må reflekteres i en lavere strafferamme.”

Det er efterfølgende af Den Norske Straffelovskommission i en betænkning fra 2002 om en ny norsk straffelov (NOU 2002:4) blevet tilkendegivet, at det efter kommissionens opfattelse er uheldigt, at skyldkravet for voldtægt med lovændringen i 2000 blev reduceret til grov uagtsomhed. Straffelovskommissionen har på den baggrund i betænkningen foreslået, at bestemmelsen i den norske straffelovs § 192, stk. 4, ophæves. Som baggrund for dette forslag henvises der i betænkningen bl.a. til, at uagtsom voldtægt ikke i praksis kan opstå særlig ofte, og at straf som virkemiddel alene bør benyttes, når der er et praktisk behov for det, og når tungtvejende grunde taler for en kriminalisering. Der er i betænkningen endvidere henvist til, at bevisvanskelighederne i voldtægtssager ikke afhjælpes ved at fravige kravet om forsæt, jf. betænkningens pkt. 10.2.

I det kapitel i en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer) som skal erstatte det gældende kapitel om seksualforbrydelser (kapitel 19) i straffeloven fra 1902, er bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt imidlertid videreført i den nye straffelovs § 294, hvorefter groft uagtsom voldtægt straffes med fængsel indtil 6 år og fængsel indtil 10 år ved tilfælde af grov voldtægt, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 235 og 524. Forslaget til bl.a. kapitlet om seksualforbrydelser i den nye norske straffelov af 2005 blev vedtaget i 2009, jf. Innst.O. nr. 73 (2008-2009) og Besl.O. nr. 88 (2008-2009). Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Vedrørende de erfaringer, der indtil videre er gjort med bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt i den norske straffelov, fremgår det af forarbejderne til kapitlet om seksualforbrydelser i straffeloven af 2005 bl.a., at bestemmelsen i § 192, stk. 4, kun har været anvendt i forholdsvis beskedent omfang. Det anføres dog i den forbindelse endvidere, at eksempler fra retspraksis viser, at bestemmelsen har en betydning i praksis, og at strafansvar for alvorlige integritetskrænkelser vil være udelukket, hvis bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt ikke blev videreført. Det forhold, at bestemmelsen kun er brugt i begrænset omfang, findes således ikke ifølge forarbejderne at give en entydig information om dens værdi og betydning, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 232ff.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at strafniveauet for uagtsom voldtægt findes at være for lavt, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 235. Der henvises i den forbindelse til en dom fra 2004, hvor den norske Højesteret har udtalt, at det almindelige strafniveau for groft uagtsom voldtægt må ligge markant lavere end ved forsætlig voldtægt. Dette fandtes også at være tilfældet i en sag om bevidst uagtsomhed, der nærmede sig grænsen til forsæt. Det er hertil i forarbejderne anført, at forskellen i strafniveauet mellem forsætlige og groft uagtsomme voldtægter efter 1902-straffeloven efter det norske Justitsministeriums opfattelse synes at være for skarp. Det anføres, at strafniveauet bør fastlægges således, at der er en mere glidende overgang i niveauet mellem uagtsom og forsætlig voldtægt. Hvis den udviste skyld ligger tæt på forsæt, bør strafniveauet således ifølge forarbejderne nærme sig mindstestraffen for forsætlig voldtægt.

I tillæg til det anførte fra forarbejderne til bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt kan det nævnes, at det om den bevismæssige stilling i sager om uagtsom voldtægt i Johs. Andenæs, Spesiell strafferett og formuesforbrytelsene, samlet utgave ved Kjell V. Andorsen (2008), side 146-47, bl.a. fremgår, at der ofte vil foreligge en vanskelig bevismæssig stilling, hvis gerningsmanden har forstået, at der var tale om frivilligt samleje. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor den forurettede har indvilliget i seksuel kontakt, men ikke i f.eks. samleje. Ved en fejlbedømmelse af frivilligheden fra gerningsmandens side vil uagtsomhedsbedømmelsen ofte komme til at bero på den forurettedes optræden, f.eks. om vedkommende protesterede, eller hvorledes protesten nærmere kom til udtryk. Det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt protesten var egnet til at berøve gerningsmanden hans gode tro i forhold til, at der forelå samtykke også til samleje.

5.5.1.2. Kriminaliseringen af groft uagtsom voldtægt i norsk ret er som nævnt ovenfor bl.a. begrundet i et ønske om at opnå flere domfældelser for voldtægt for på den måde at forbedre kvinders retsbeskyttelse.

I artiklen ”Voldtektslovgivning på ville veier? – Straffeloven § 192” af Benedikte Moltumyr Høgberg og Torunn Salomonsen, Tidsskrift for Strafferett nr. 3/2010, side 210-252, behandles spørgsmålet om, hvorvidt ændringen af den norske straffelov i 2000, herunder særligt kriminaliseringen af groft uagtsom voldtægt, har betydet, at der er sket flere domfældelser for voldtægt.

På baggrund af statistisk materiale fra 1997 til 2007 om antallet af anmeldelser og domfældelser for voldtægt konkluderes det i artiklen, at der ikke er sket nogen stigning i antallet af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser. Der kan i perioden ses en stigning i antallet af domfældelser på omkring 20-30 domme pr. år, men dette skal ses på baggrund af, at der i 2007 er anmeldt næsten 400 voldtægter mere end i 1999. Det anføres i artiklen endvidere, at antallet af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser i perioden forud for lovændringen (fra 1997 til 2000) udgjorde 9,45 pct., mens det tilsvarende tal for perioden umiddelbart efter lovændringen (fra 2001 til 2004) udgjorde 9,25 pct. For syvårs perioden efter lovforslagets ikrafttrædelse (fra 2001 til 2007) udgør antallet af domfældelser 9,37 pct. set i forhold til antallet af anmeldelser i perioden.

På baggrund af det statistiske materiale foretages der i artiklen en vurdering af, om der med kriminaliseringen af uagtsom voldtægt i retspraksis er sket en nedsubsumering i form af, at egentlig forsætlige voldtægter i stedet er blevet klassificeret som groft uagtsomme.

Det anføres, at det statistiske materiale som nævnt viser, at der ikke er sket en stigning af andelen af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser efter lovændringen. Tværtimod kan der i perioden efter lovændringen ses en svag nedgang i denne andel. Denne nedgang viser sig til trods for, at grov uagtsomhed indgår i beregningsgrundlaget efter lovændringen. Idet det samtidig vides, at de norske domstole faktisk domfælder for uagtsom voldtægt konkluderes det på den baggrund i artiklen, at de statistiske oplysninger indikerer, at en nedsubsumering af de strafbare forhold finder sted. Det er som grundlag for denne konklusion forudsat, at der hvert år er en nogenlunde fast procentdel af de anmeldte forhold, der udgør reelle forsætlige voldtægter.

Det anføres i artiklen endvidere, at der er en meget lille sandsynlighed for, at de gerningsmænd, som dømmes for groft uagtsom voldtægt, ville være blevet frifundet for forsætlig voldtægt efter retstilstanden i Norge før år 2000. Denne tilkendegivelse underbygges ifølge artiklen af retspraksis, idet der særligt henvises til to højesteretsdomme og en dom fra lagmannsretten.

Denne ene af de højesteretsdomme, der henvises til (Rt. 2004 side 1556), vedrørte to voldtægter mod en samlever. Begge voldtægter blev foretaget, efter at gerningsmanden havde slået samleveren med knyttet hånd og taget kvælertag på hende, og under samlejet holdt han hende for munden. Samleveren forholdt sig under samlejet helt passivt af frygt for yderligere vold og for ikke at vække deres børn, idet hun dog under den anden voldtægt vendte sig med ryggen til gerningsmanden. Se om dommen nærmere nedenfor i afsnit 5.5.2, pkt. a.

Den anden af de højesteretsdomme (Rt. 2006 side 471), der fremhæves i artiklen, vedrørte samleje med en beruset og sovende kvinde, hvilket efter norsk ret anses som voldtægt i henhold til straffelovens § 192, stk. 1, litra b, som bl.a. omfatter samleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Den dom fra lagmannsretten (LB-2009-131786), der henvises til i artiklen, vedrørte en voldtægt foretaget mod en forurettet en nat, da hun var på vej hjem fra byen. Den tiltalte passede forurettede op på gaden. Tiltalte og forurettede kendte ikke hinanden og havde ikke haft forudgående kontakt. Forurettede frygtede, at den tiltalte ville slå hende ihjel og gjorde derfor kun begrænset modstand mod overgrebet.

Det konkluderes afslutningsvis i artiklen, at groft uagtsom voldtægt ikke bør afkriminaliseres, blot fordi kriminaliseringen ikke har medført flere domfældelser for voldtægt. Groft uagtsom voldtægt findes derimod i sig selv at være en krænkelse af den seksuelle integritet, som bør være belagt med straf.

5.5.2. Norsk retspraksis om uagtsom voldtægt

I det følgende gennemgås nogle af de domme, hvor der i norsk retspraksis er straffet for uagtsom voldtægt, med henblik på en belysning af, hvilke faktiske omstændigheder der efter retspraksis er fundet at udgøre et groft uagtsomt forhold.

a) I dommen Rt. 2004 side 1553 blev den tiltalte af byretten frifundet og af landsretten fundet skyldig i groft uagtsom voldtægt ved efter et julestævne at have skubbet forurettede ind på flere omklædningsrum, hvor han trak hendes bukser og underbukser af, pressede hende op mod væggen og i alt 3 gange indførte sit kønslem i hendes skede til trods for at forurettede protesterede og gjorde modstand, idet hun dog til sidst på grund af frygt kun gjorde begrænset modstand. Det fremgår af dommen, at tiltalte og forurettede kendte hinanden i forvejen og i en periode havde været mere end blot venner. Endvidere fremgår det, at forurettede for landsretten havde forklaret, at grunden til, at hun ikke gjorde stærkere modstand, var, at hun blev lammet af skræk. Sagen blev af den norske Højesteret behandlet som en anke over strafudmålingen. Om strafudmålingen udtalte den norske Højesteret, at ”det alminnelige straffenivået for den grovt uaktsomme voldtekt må ligge markant lavere enn ved forsettlig voldtekt. Dette må også gjelde i et tilfelle som vårt, der lagmannsretten har lagt til grunn at det dreier seg om en bevisst uaktsomhet, som for så vidt nærmer seg forsettsgrensen, og hvor også den seksuelle omgang ligger nær samleiedefinisjonen.” Straffen blev i dommen af Højesteret fastsat til 8 måneders fængsel.

b) Dommen Rt. 2004 side 1556 vedrørte en tiltalt, der af både byretten og landsretten blev fundet skyldig i bl.a. groft uagtsom voldtægt ved at have gennemført to samlejer med sin samlever efter anvendelse af vold. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 9 måneder, idet dommen ud over de to tilfælde af voldtægt også omfattede langvarig voldsudøvelse og trusler. Dommen blev indbragt for den norske Højesteret som en anke over strafudmålingen, men blev afvist af Højesteret. De strafbare forhold blev af Højesteret beskrevet på følgende måde:

”Den første av valdtektene skjedde på ein campingplass 9. juli 2001. Han slo sambuaren med knytt hand og tok kvelartak på henne. For at barna ikkje skulle vakne, heldt han over munnen hennar og slo på ny. Lagmannsretten har lagt til grunn at domfelte, etter at eit av barna hadde vakna men sovna etter ei stund, ”gjennomførte samleiet mens fornærmede var helt passiv av frykt for ytterligere vold og av hensyn til barna”. Den andre valdtekta skjedde 4. januar 2002 då sambuarparet var på besøk hos hennar søster og svoger. Etter alkoholbruk og krangel slo domfelte til den krenkte fleire gonger med knytt hand slik at ho tok til å blø naseblod. Han tok også kvelartak på henne. Svogeren kom då til og spurte gjennom døra om alt var i orden. Domfelte heldt den krenkte over munnen og sa ja til svogeren. Sambuaren vart deretter beden om å vaske seg, og så om å gå inn på soverommet. Lagmannsretten uttala her: ”Samleiet ble gjennomført ved at fornærmede snudde ryggen til tiltalte, som gjennomførte handlingen mens fornærmede var helt passiv”.”

c) I dommen Rt. 2006 side 513 blev to tiltalte begge fundet skyldige i forsætlig voldtægt af byretten, mens den ene af de tiltalte (A) i landsretten alene blev fundet skyldig i groft uagtsom voldtægt. Dommen for uagtsom voldtægt blev indbragt for den norske Højesteret som en anke over strafudmålingen. Om de strafbare forhold fremgår det af dommen, at de to tiltalte og forurettede havde været i byen sammen og derefter tog hjem til den ene af de tiltaltes (A’s) lejlighed. Da forurettede ville forlade lejligheden, tog den ene tiltalte (B) fat i hende og holdt hende fast samtidig med, at han slog hende i ansigtet 2-3 gange med flad hånd, før han førte hende ind i soveværelset, hvor også den anden tiltalte (A) befandt sig. Forurettede opgav efter slagene i ansigtet al modstand af frygt for yderligere vold. Den tiltalte (B) fik forurettede til at tage hans kønsdel i munden og gennemførte derefter samleje med hende. Tiltalte (A) gjorde det samme. Forurettede løb fra lejligheden kun iført et håndklæde og uden at tage sine ejendele med sig. Straffen for den uagtsomme voldtægt blev af Højesteret fastsat til fængsel i 8 måneder, idet det fremgår af dommen, at det rigtige udgangspunkt ville have været fængsel i 10 måneder, hvilket imidlertid blev nedsat henset til, at der var gået 3 år siden voldtægten.

d) Endvidere kan der henvises til en dom om groft uagtsom voldtægt fra den norske lagmannsret (LB-2002-771), hvor det strafbare forhold blev beskrevet på følgende måde:

”Om morgenen den 26. desember slo og sparket tiltalte kjæresten. Noe senere tok han tak i kjærestens hode og presset det mot sitt underliv samtidig som han forlangte at hun skulle suge ham. Samtidig truet han henne med å slå henne dersom hun ikke gjorde som han sa. Av frykt for liv og helse oppgav kjæresten motstand hvoretter hun tok hans penis i munnen. Tiltalte opptrådte grovt uaktsomt ved ikke å forstå at kjæresten følte seg truet, var redd og motsatte seg den seksuelle handlingen.”

Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 3 år og 4 måneder, hvilket også omfattede forsøg på drab, som ifølge dommen isoleret set fandtes at medføre en straf på fængsel i 3 år.

e) I dommen LE-2007-76116 fandtes den tiltalte af lagmannsretten skyldig i groft uagtsom voldtægt ved at have skubbet sin hustru ned i en seng og bundet hende fast til sengen, hvorefter han barberede hendes kønsorgan og bl.a. gennemførte samleje med hende samt tog billeder af hende. Forurettede forklarede under sagen bl.a., at hun var både bange og apatisk, mens overgrebet fandt sted. Det fremgår endvidere af sagen, at den tiltalte ophørte med sine handlinger, straks forurettede udtrykkeligt gav udtryk for, at hun anså disse som voldtægt. Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 6 måneder.

f) Der kan desuden henvises til to domme om groft uagtsom voldtægt fra den norske lagmannsret, som er gengivet i forarbejderne til kapitlet om seksualforbrydelser i straffeloven af 2005 (Ot. prp. nr. 22 (2008-2009) side 234-235). Om den ene af disse domme (LA-2002-108) fremgår det af forarbejderne, at sagens faktiske omstændigheder i byrettens domspræmisser, som der af landsretten blev henvist til, blev beskrevet på følgende måde:

”Ferden endte i ---gaten 52 i Porsgrunn, hvor alle fire gikk ut av bilen og inn på terrassen. Der tok A ned buksen til C, hun prøvde å dra den opp igjen, men han sa nei og dro buksen ned igjen. Han tok henne ned i en sofa, hun prøvde å komme seg opp, men han holdt henne nede og holdt hendene hennes fast over hodet hennes mens han gjennomførte samleie med henne. Hun gråt. Mens han kneppet igjen buksen, kom B og hadde samleie med henne. Hun gråt og hadde gitt helt opp.”

De tiltalte A og B blev i sagen begge idømt 1 års fængsel for groft uagtsom voldtægt, idet A dog på grund af øvrige alvorlige forhold fik en samlet straf på fængsel i 2 år.

I den anden dom (LG-2007-80440) blev hændelsesforløbet gengivet på følgende måde:

”Natt til (...) fikk han B til å kle av seg ved at han sa at han skulle drepe henne og/eller ved at han rettet en knyttneve mot henne, hvoretter han rev eller skubbet henne ned i sengen og la seg over henne og/eller holdt henne fast og førte sin penis/og eller en eller flere fingre og/eller hånd inn i hennes skjede.”

Det fremgår om sagen endvidere, at den forurettede fik en fem centimeter lang og næsten en centimeter dyb rift i skedeåbningen. Den tiltalte blev i sagen idømt fængsel i 9 måneder, hvoraf 6 måneder var betinget.

Sammenfattende kan det om de nævnte domme om uagtsom voldtægt anføres, at det ved dommene er et fællestræk, at der ikke af de voldtagne kvinder er gjort modstand eller ikke gjort større modstand mod overgrebet. Dette skyldes i de konkrete sager, at der forud for voldtægten er udøvet vold eller trusler om vold, eller at den forurettede på anden måde er blevet skræmt af situationen.

5.6. Straffelovrådets overvejelser

5.6.1. En ny strafbestemmelse om uagtsom voldtægt vil indebære, at kravet i den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 om, at gerningsmanden skal have handlet forsætligt i relation til samtlige objektive momenter, der konstituerer voldtægtsforbrydelsen, forlades, og at det i stedet er tilstrækkeligt for at kunne dømme for voldtægt, at gerningsmanden har handlet uagtsomt. Der henvises om kravene til forsæt og uagtsomhed nærmere til afsnit 5.2 ovenfor.

De objektive kendetegn ved voldtægtsforbrydelsen er, at en gerningsmand ved vold eller trussel om vold tiltvinger sig samleje, herunder således at der er årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og samlejet. En gerningsmand vil i praksis vanskeligt kunne være ubekendt med en eventuel vold eller eventuelle trusler (idet der her ses bort fra, at volden eller truslerne teoretisk set kan være udøvet af tredjemand nogen tid forud for samlejet) eller med samlejet. For disse objektive gerningselementers vedkommende vil det derfor i praksis reelt ikke gøre nogen forskel, om der – som efter gældende ret – kræves forsæt eller – efter en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt – alene uagtsomhed.

Derimod forekommer det undertiden i praksis, at der foreligger fornødent bevis for årsagssammenhængen mellem vold eller trusler og samleje – dvs. for, at forurettede objektivt set blev tvunget til samleje – men ikke for gerningsmandens forsæt i forhold hertil. En kriminalisering af voldtægt i uagtsom form vil i praksis alene have betydning i sådanne situationer og kun, hvis gerningsmanden – som altså ikke indså, at samlejet ikke var frivilligt – burde have indset, at det ikke var frivilligt.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt må på denne baggrund antages navnlig at kunne være relevant i tilfælde, hvor voldsanvendelsen eller truslerne har været relativt beskedne, og hvor den forurettede ikke har ydet en særlig modstand mod overgrebet. Dette vil bl.a. kunne forekomme, hvor den anvendte tvang har haft karakter af en underforstået eller ikke udtalt trussel. Endvidere må det antages, at en situation som den beskrevne formentlig oftest vil kunne forekomme i tilfælde, hvor offeret og gerningsmanden har haft en vis kontakt forud for overgrebet.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt vil indebære, at der vil kunne straffes for voldtægt, selv om gerningsmanden – trods den udøvede tvang – troede, at den forurettede var indforstået med samlejet, hvis den pågældende burde have forstået, at den forurettede følte sig tvunget til samlejet.

5.6.2. Til støtte for en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil det kunne anføres, at det i sig selv er strafværdigt at have samleje med en person i tilfælde, hvor gerningsmanden for eksempel har udøvet vold, men ikke har forstået (haft forsæt til), at volden var afgørende for, at offeret ikke gjorde modstand, men at gerningsmanden burde have indset dette. Personer, der objektivt set bliver udsat for et sådant seksuelt overgreb, vil således kunne føle et behov for den beskyttelse, som straffeloven giver.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt vil endvidere kunne hævdes at have en generel kriminalpræventiv virkning ved at understrege, at seksuelle forhold bør bygge på frivillighed, og samtidig styrke voldtægtsofres retsbeskyttelse ved, at der i tilfælde, hvor der ikke kan føres bevis for forsæt, eventuelt vil kunne domfældes på grundlag af en udvist uagtsomhed.

Til støtte for en bestemmelse om uagtsom voldtægt er det desuden blevet anført, at en række af straffelovens andre alvorlige forbrydelser også er kriminaliseret i uagtsom form, herunder f.eks. uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og uagtsomt manddrab.

5.6.3. Imod en kriminalisering af voldtægt i uagtsom form taler, at det med hensyn til de ofte vanskelige bevismæssigespørgsmål i voldtægtssager vil kunne anføres, at det i vid udstrækning vil være de samme bevistemaer, der vil skulle vurderes ved uagtsom voldtægt som ved forsætlig voldtægt. Det vil efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt således fortsat være et krav, at det objektive gerningsindhold i voldtægtsbestemmelsen er opfyldt (dvs. at samlejet er tiltvunget ved vold, trussel om vold eller hensættelse af offeret i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen). Anklagemyndigheden skal således som udgangspunkt føre det samme bevis for sagens objektive omstændigheder efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt som efter en bestemmelse om forsætlig voldtægt.

Anklagemyndigheden skal i sager om forsætlig voldtægt dernæst bevise, at gerningsmanden handlede forsætligt, herunder at gerningsmanden indså, at tvangen var bestemmende for offerets deltagelse i samlejet. Efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt vil anklagemyndigheden skulle bevise, at gerningsmanden handlede uagtsomt, herunder at den pågældende burde have indset, at tvangen var bestemmende for offerets deltagelse i samlejet.

Selv om der således efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt ikke vil skulle føres bevis for, at gerningsmanden har handlet med forsæt, vil det skulle bevises, at gerningsmanden har tilsidesat de handlenormer, som anses for rimelige i forhold til den pågældende. Mens der på en række af livets andre områder findes handlenormer, som må anses for almindeligt accepterede, findes der på seksuallivets område næppe samme klare handlenormer, som en gerningsmands handlinger kan bedømmes i forhold til på en retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

En kriminalisering af uagtsom voldtægt vil således kunne rejse nogle nye bevismæssige problemer i forbindelse med de vanskelige skøn, der vil skulle foretages i praksis ved vurderingen af, om gerningsmanden burde have forstået, at den forurettede følte sig tvunget til samlejet. Det har bl.a. i Norge været anført, at der ved denne vurdering vil kunne være en risiko for, at der vil blive rettet større fokus på offerets adfærd og handlemåde: Virkede forurettede indladende, inviterede hun gerningsmanden med hjem, og var hun dermed medvirkende til at give gerningsmanden et sådant indtryk af frivillighed i forhold til det efterfølgende tvangsmæssige samleje, at gerningsmanden end ikke kan bebrejdes, at han ikke forstod, at samlejet var ufrivilligt? Sådanne spørgsmål kan dog også være relevante ved vurderingen af, om gerningsmanden har handlet forsætligt, og det er svært at sige, om en kriminalisering af uagtsom voldtægt i praksis vil føre til en større fokus på spørgsmål af den karakter.

Med hensyn til spørgsmålet om bevisvurdering kan det desuden anføres, at det er et grundlæggende straffeprocessuelt princip, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme den tiltalte til gode ved vurderingen af, hvad der kan anses for bevist i den konkrete sag. Dette vil gælde, uanset om den pågældende strafbestemmelse forudsætter, at gerningsmanden har handlet forsætligt eller uagtsomt.

Det er anklagemyndighedens generelle indtryk, at der i retspraksis sker domfældelse også i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, når der f.eks. foreligger en sikker og troværdig forklaring fra den forurettede om hændelsesforløbet. Det samme gælder i tilfælde, hvor der eksempelvis kun i begrænset omfang er fremsat udtrykkelige trusler, men hvor samlejet ud fra en samlet vurdering af begivenhedsforløbet og omstændighederne omkring samlejet, herunder gerningsmandens truende adfærd eller de mere eller mindre stiltiende trusler, som ligger i situationen, anses for opnået ved trusler om vold, og dette må have stået gerningsmanden klart. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå gerningsmandens og forurettedes adfærd i øvrigt samt stedet og tidspunktet for samlejet. Der henvises herom nærmere til afsnit 2.2 ovenfor.

Som det fremgår af afsnit 2.2, er det desuden anklagemyndighedens opfattelse, at domstolene generelt ikke er tilbageholdende med at dømme i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, hvis der i øvrigt foreligger det fornødne bevismæssige grundlag.

Det er i den forbindelse endvidere anklagemyndighedens vurdering, at der er sket en vis udvikling i retspraksis – i retning af i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager – når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.

Denne udvikling i bevisvurderingen i voldtægtssager er relevant for spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt, idet det kan anføres, at tanken om en sådan kriminalisering er opstået i en tid, hvor bevisvurderingen i disse sager meget vel var en anden, end den er i dag, hvor der således formentlig i højere grad end tidligere sker domfældelse i sager, hvor der ikke er anvendt omfattende trusler eller vold, og hvor spørgsmålet om eventuel straf for uagtsom voldtægt er særlig relevant.

Det er herudover blevet anført, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil kunne risikere at få den utilsigtede virkning, at forhold, der reelt må betegnes som forsætlig voldtægt, i stedet henføres under den mildere bestemmelse om uagtsom voldtægt. Straffelovrådet har tidligere peget på denne mulige virkning, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 18, 40-41 og 45-46, og samme betragtning er flere gange blevet fremført i den norske debat om uagtsom voldtægt, jf. ovenfor i afsnit 5.5.1.

En nedsubsumering i praksis vil kunne være særdeles uheldig i forhold til spørgsmålet om strafudmåling. Overtrædelse af en bestemmelse om uagtsom voldtægt må således efter de gældende udmålingsprincipper i straffelovgivningen bedømmes væsentlig mildere end forsætlig voldtægt, på samme måde som f.eks. uagtsomt manddrab generelt straffes betydelig mildere end forsætligt manddrab.

Voldtægtsforbrydelsen er også karakteriseret ved, at der i et vist omfang indgives falske anmeldelser, og der kan også i retspraksis ses tilfælde, hvor der er domfældt for voldtægt på baggrund af, hvad der viste sig at være ukorrekte beskyldninger, jf. herom ovenfor i afsnit 3. Det kan næppe udelukkes, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil kunne forøge risikoen for fejlagtige domfældelser i sager, hvor den forurettede – bevidst eller ubevidst – ”pynter” på sin forklaring ved f.eks. at forklare om større modstand end den faktisk udøvede, hvis der ikke udvises betydelig forsigtighed fra rettens side ved bevisvurderingen.

Det kan endelig anføres, at en række af straffelovens andre alvorlige forbrydelser, der omfatter vold eller trussel om vold, heller ikke er kriminaliseret i uagtsom form. Det gælder således f.eks. røveri, afpresning og de generelle bestemmelser om tvang og trusler i straffelovens §§ 260 og 266. Manddrab og betydelig legemsbeskadigelse er strafbart i uagtsom form, jf. straffelovens §§ 241 og 249.

Røveri er karakteriseret ved, at gerningsmanden ved forskellige typer af vold eller trusler herom opnår en uberettiget berigelse, bringer en stjålen ting i sikkerhed eller påfører offeret et tab. Tvangsmidlet bruges således som middel til at opnå en uberettiget gevinst eller gennemføre et ulovligt forehavende.

Manddrab er karakteriseret ved, at gerningsmanden berøver et andet menneske livet.

Voldtægt er karakteriseret ved, at gerningsmanden ved tvang skaffer sig et samleje med en anden person. I modsætning til de to øvrige forbrydelser er målet for voldtægten – samlejet – i andre sammenhænge et lovligt og tilmed naturligt og ønskeligt mål, hvilket i sig selv kan vanskeliggøre vurderingen af, om gerningsmanden har indset, at samlejet var fremtvungent, og at han dermed har handlet forsætligt, men navnlig om han burde have indset det og dermed har handlet uagtsomt.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det forhold, at der i en række sammenhænge, herunder for manddrab, er fastsat bestemmelser om straf også for uagtsomme forhold, på denne baggrund ikke en væsentlig grund til også at kriminalisere uagtsom voldtægt. Voldtægt hører til de forbrydelser, som indeholder et tvangselement, og sådanne forbrydelser er generelt ikke kriminaliseret i uagtsom form.

5.6.4. Sammenfattende finder Straffelovrådet, at der ikke foreligger det fornødne grundlag for at kriminalisere uagtsom voldtægt.

Afgørende for, om voldtægt i uagtsom form bør kriminaliseres, må efter Straffelovrådets opfattelse være, om der kan påvises et reelt praktisk behov herfor, og at retssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler afgørende imod en sådan nykriminalisering. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at det er et væsentligt princip, at strafbestemmelser bør udformes så præcist og så snævert som muligt. Der bør således som udgangspunkt ikke ske kriminalisering af et bredere område – in casu uagtsom voldtægt – alene for at sikre, at man kan straffe nogle personer, hvis adfærd formodes reelt at være omfattet af den gældende regel om forsætlig voldtægt, men hvor dette ikke kan bevises.

Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at behovet for at kriminalisere voldtægt i uagtsom form i praksis kun kan antages vedrøre de situationer, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler i forhold til offeret.

Straffelovrådet tillægger det i den forbindelse væsentlig betydning, at der efter anklagemyndighedens opfattelse er sket en vis udvikling i retspraksis – i retning af i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager – når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.

Som anført ovenfor er denne udvikling i bevisvurderingen i voldtægtssager relevant for spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt, idet det må antages, at antallet af situationer, hvor spørgsmålet om straf for uagtsom voldtægt kunne være særlig relevant at diskutere, er blevet reduceret som led i denne udvikling.

Straffelovrådet kan ikke afvise, at der ud fra en teoretisk synsvinkel kan anføres at være et behov for også at kunne straffe voldtægt i uagtsom form, men finder med baggrund i de senere års udvikling i retspraksis vedrørende voldtægtssager, at dette behov reelt må bedømmes som værende af meget begrænset omfang.

Hertil kommer, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt efter Straffelovrådets opfattelse ligefrem risikerer at få den utilsigtede virkning, at forhold, der i dag straffes som forsætlig voldtægt, i stedet vil blive henført under bestemmelsen om uagtsom voldtægt med den virkning, at forholdet vil blive bedømt væsentligt mildere end ved forsætlig voldtægt.

Erfaringerne fra Norge viser, at der kun er forholdsvis få sager, hvor bestemmelsen om uagtsom voldtægt har fundet anvendelse, og at der i flere af disse sager er udøvet betydelig vold. Straffelovrådet er tilbøjelig til at mene, at der i tilsvarende tilfælde i Danmark ville kunne være sket domfældelse for forsætlig voldtægt, idet forsættet ville kunne anses for bevist bl.a. i kraft af karakteren af den udøvede vold. Der har endvidere ikke i norsk retspraksis efter indførelsen af bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt kunnet konstateres en stigning i antallet af domfældelser for voldtægt set i forhold til antallet af anmeldelser. Disse forhold indikerer efter Straffelovrådets opfattelse, at der i en del af de nævnte sager fra norsk retspraksis kan være sket en nedsubsumering fra forsætlig til uagtsom voldtægt.

Det vil således efter Straffelovrådets opfattelse ikke kunne afvises, at der vil være en reel risiko for en sådan nedsubsumering også i dansk retspraksis, hvis der her i landet indføres en bestemmelse om uagtsom voldtægt. Det vil med andre ord kunne betyde, at en række forhold, som i dag straffes som forsætlig voldtægt, vil blive straffet formentlig markant mildere efter en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt.

Straffelovrådet finder endvidere anledning til at bemærke, at bevisvurderingen i sager om forsætlig voldtægt, hvor der ikke er udøvet objektiv sporbar vold, og hvor der ikke er andre vidner end forurettede, kan være vanskelig, og at disse vanskeligheder formentlig vil blive endnu større i forhold til en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt. Dette hænger som ovenfor anført sammen med, at der i modsætning til andre af livets områder ikke på seksuallivets område er samme grad af sikkerhed om, hvilken adfærdsnorm gerningsmandens handlinger skal bedømmes i forhold til, og at det ønskede mål – samlejet – i modsætning til mange andre mål for kriminelle handlinger i den frivillige form anses som naturligt og ønskeligt. Endelig kan der ikke ses bort fra, at der i disse sager, hvor troværdigheden af den forurettedes forklaring ofte vil kunne være af afgørende betydning, indgives et ikke helt ubetydeligt antal falske anmeldelser. En udvidelse af det kriminaliserede område til også at dække uagtsom voldtægt vil ikke mindske, men tværtimod øge betydningen af den forurettedes forklaring om de mange detaljer, som kan være afgørende for, om retten kan fastslå med den fornødne sikkerhed, at den tiltalte gerningsmand har udvist uagtsomhed og således burde have forstået, at forurettede følte sig tvunget til at medvirke til samlejet.

Straffelovrådet kan heller ikke afvise, at der – som anført blandt andet i den norske debat om uagtsom voldtægt – i forbindelse med den nævnte vanskelige bevisvurdering vil blive sat et større fokus på forurettedes adfærd, end hvad tilfældet er for så vidt angår forsætlig voldtægt.

Endelig finder Straffelovrådet anledning til at bemærke, at straffen for uagtsomme forhold traditionelt er en bøde, medmindre der foreligger skærpende omstændigheder, eller der er tale om en alvorlig uagtsom følge af en strafbar handling som f.eks. uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel.

Udgangspunktet vil således være, at straffen for uagtsom voldtægt er markant lavere end for forsætlig voldtægt. En sådan sanktion vil formentlig for den forurettede, som anser sig som forsætligt voldtaget, næppe i alle tilfælde forekomme passende i forhold til den krænkelse, vedkommende anser sig som udsat for, hvis gerningsmanden alene findes skyldig i uagtsom voldtægt.

Straffelovrådet finder således efter en samlet vurdering af de nævnte forhold, at der ikke kan peges på noget reelt praktisk behov for en bestemmelse om uagtsom voldtægt, og at en række forhold, herunder retssikkerhedsmæssige, taler afgørende imod en sådan bestemmelse.

6. Strafferammen i § 216

6.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau

6.1.1. Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (strafskærpelsesloven) blev strafferammerne i straffelovens § 216, stk. 1 og 2, forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 år og 10 år til fængsel indtil 8 år og 12 år.

Det fremgår af det pågældende lovforslags bemærkninger bl.a., at det med lovforslaget blev forudsat, at der i retspraksis skulle ske en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager med i størrelsesordenen 1 år i forhold til det strafniveau, der forud for lovforslagets fremsættelse var beskrevet i en redegørelse fra Rigsadvokaten, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2931. Det fremgår endvidere, at udmålingen af straffen for voldtægt i højere grad skulle nuanceres efter forholdets grovhed. Endelig blev det anført, at der i sager om voldtægt med flere gerningsmænd burde ske en yderligere strafskærpelse i forhold til strafniveauet i voldtægtssager med kun én gerningsmand, at det burde tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der var tale om voldtægt begået mod et barn, samt at der burde ske en yderligere strafskærpelse ud over den generelle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år i sager, hvor voldtægten havde haft en særlig tidsmæssig udstrækning.

6.1.2. Rigsadvokaten har siden strafskærpelseslovens ikrafttræden løbende udarbejdet redegørelser vedrørende retspraksis i sager om voldtægt med henblik på at belyse udviklingen i strafniveauet i disse sager. Redegørelserne bygger på en gennemgang af en lang række konkrete straffesager.

Redegørelserne har vist, at strafskærpelserne gennemgående er slået igennem i praksis, således at domstolene i voldtægtssager gennemgående har forhøjet straffene i overensstemmelse med de tilkendegivelser om strafniveauet, der blev udtrykt ved lovændringen i 2002.

Der er i Rigsadvokatens redegørelser taget udgangspunkt i en opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt.

Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af den karakter, der er beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.

Ved kontaktvoldtægt forstås det, der på engelsk kaldes ”date rape”, altså situationer, hvor parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter i Rigsadvokatens redegørelser endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald.

Ved parvoldtægt forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.

Der er i redegørelserne endvidere sondret mellem domme, der omfatter fuldbyrdet voldtægt, og domme, hvor der alene dømmes for forsøg på voldtægt.

Det fremgår af redegørelsen om straffene i voldtægtssager fra august 2009, at opdelingen af dommene i de tre kategorier er valgt, bl.a. fordi den må antages at være almindelig anerkendt som en væsentlig faktor for strafudmålingen.

6.1.3. Forud for lovændringen i 2002 havde Rigsadvokaten afgivet flere redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager, og konklusionen i redegørelsen fra januar 2001 vedrørende det daværende strafniveau var følgende:

For forsøg på overfaldsvoldtægt varierede straffene fra 4 måneder til 2 års fængsel. Det blev i redegørelsen antaget, at ”normalstraffen” måtte være i niveauet 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

Det var på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at vurdere ”normalstraffen” for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn førte dog frem til, at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke forelå skærpende omstændigheder, formentlig lå i niveauet omkring 1 år og 6 måneders fængsel. Hvis der forelå skærpende omstændigheder udmåltes straffen til mellem 2 og 3 års fængsel.

Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt skønnedes det i redegørelsen, at strafniveauet nogenlunde svarede til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt, dvs. 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

For så vidt angår straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt fremgår det af redegørelsen, at de fleste straffe lå i niveauet mellem fængsel i 6 måneder og fængsel i 1 år og 6 måneder, og hvis der ikke var anvendt vold af betydning eller ikke forelå andre skærpende omstændigheder, lå straffen i niveauet 6-10 måneders fængsel.

Vedrørende forsøg på parvoldtægt forelå der kun en dom, hvor straffen blev udmålt til 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste.

For så vidt angik fuldbyrdet parvoldtægt blev det antaget, at ”normalstraffen” lå i niveauet 6-8 måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der forelå skærpende omstændigheder.

I efterfølgende redegørelser fra august 2001 og august 2002 om strafniveauet i voldtægtssager var konklusionen, at retspraksis efter redegørelsen fra januar 2001 ikke gav anledning til at ændre de tidligere formodninger om straffene i voldtægtssager.

6.1.4. Rigsadvokaten afgav fra 2004 til 2010 årlige redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager efter lovændringen i 2002.

I 2004 og 2005 konkluderede Rigsadvokaten, at strafskærpelsen med få undtagelser måtte anses for at være slået igennem. I en række af sagerne måtte straffen anses for forhøjet fuldt ud med 1 år eller mere, mens der i andre sager var sket en mindre forhøjelse af straffen. I de sidstnævnte sager var der efter Rigsadvokatens opfattelse konkrete omstændigheder, der talte for at fastsætte en lavere straf. Kun i få sager kunne straffen ikke anses for skærpet i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002.

I redegørelserne fra juni 2006 og juni 2007 blev det konkluderet, at strafskærpelsen måtte anses for at være slået fuldt ud igennem i langt de fleste sager om voldtægt. På trods af enkelte udsving i formildende retning, fandt Rigsadvokaten, at det samlede billede i voldtægtssagerne viste, at strafskærpelsen var gennemført i praksis.

Konklusionen i redegørelsen fra juni 2008 var, at domstolene i langt de fleste af sagerne havde fastsat forhøjede straffe i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lovændringen i 2002. Kun i enkelte sager fastsatte domstolene straffe under det tilsigtede niveau, og Rigsadvokaten fandt, at det samlede billede af domspraksis viste, at strafskærpelsen var gennemført i praksis.

I redegørelsen fra august 2009 blev det konkluderet, at der i hovedparten af dommene var fastsat straffe, der lå omkring 1 år over det niveau, der var gældende forud for lovændringen i 2002, og at det samlede billede af domspraksis fortsat viste, at strafskærpelsen fra 2002 var gennemført i praksis. Der var alene enkelte sager, hvor straffen kunne forekomme at være for mild.

Senest har Rigsadvokaten i redegørelsen fra december 2010 konkluderet, at strafudmålingen i de i alt 18 domme, der er indgået i undersøgelsen, viser, at domstolene i langt de fleste af sagerne har fastsat forhøjede straffe i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lovændringen i 2002. I hovedparten af dommene er der således fastsat straffe, der ligger omkring 1 år over det niveau, der var gældende forud for lovændringen i 2002.

I det omfang der ikke er sket en skærpelse af straffen med fuldt ud 1 år, fremgår det af redegørelsen, at der i de fleste sager er sket en væsentlig forhøjelse af straffen, og at der foreligger konkrete formildende omstændigheder, der har begrundet fastsættelse af en lavere straf. Der er således f.eks. taget hensyn til, at der ikke er anvendt vold af betydning, eller der er lagt vægt på tiltaltes unge alder. Der er af Rigsadvokaten peget på, at en sådan graduering af strafudmålingen er i overensstemmelse med forarbejderne til strafskærpelsesloven fra 2002, hvorefter straffastsættelsen fortsat beror på domstolenes konkrete vurdering i de enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og hvorefter de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

På trods af enkelte domme, hvor straffen efter Rigsadvokatens opfattelse burde have været højere, selv om der må antages at være sket en vis skærpelse, er det således Rigsadvokatens vurdering, at det samlede billede af domspraksis fortsat viser, at strafskærpelsen fra 2002 er gennemført i praksis. Det er endvidere Rigsadvokatens opfattelse, at domstolene må forventes også fremover at følge dette niveau for strafudmålingen og de principper for straffastsættelsen, der nu er fastlagt gennem en periode på 8 år efter lovændringen. Rigsadvokaten bemærker i den forbindelse også, at der med Højesterets dom gengivet i UfR 2010.1988 H må antages at være sket en yderligere skærpelse af strafniveauet i sager om voldtægt begået over et vist tidsrum af flere gerningsmænd, således at udgangspunktet for straffastsættelsen i disse sager nu er fængsel i 3 år og 6 måneder.

6.2. Straffelovrådets overvejelser

6.2.1. Straffelovrådet er i henhold til kommissoriet anmodet om bl.a. at overveje strafniveauet i sager om voldtægt med henblik på at vurdere, om der måtte være behov for yderligere initiativer på dette område.

I den forbindelse er det i kommissoriet bl.a. anført, at der henset til voldtægtsforbrydelsens alvorlige karakter kan være anledning til at overveje, om normalstrafniveauet i voldtægtssager generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejler forbrydelsens grovhed og den krænkelse af offeret, som finder sted. Overvejelser herom må ske i lyset af strafniveauet for bl.a. andre seksualforbrydelser.

Straffelovrådet er endvidere blevet anmodet om at overveje, hvorvidt en forhøjelse af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i en politisk aftale indgået i maj 2011 mellem den daværende regering og bl.a. Dansk Folkeparti efter rådets opfattelse i givet fald bør have konsekvenser for strafniveauet ved andre former for seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt. Det fremgår af den nævnte politiske aftale, at aftaleparterne var enige om ”at fordoble straffen for overfaldsvoldtægt, så normalstraf som udgangspunkt vil være 5 år”.

6.2.2. Med hensyn til spørgsmålet om strafniveau bemærker Straffelovrådet indledningsvis, at voldtægt er en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til at bestemme, hvem vedkommende vil have et seksuelt forhold med. Det kan endvidere anføres, at strafniveauet for voldtægt ud fra en nutidig opfattelse bør afspejle grovheden og karakteren af denne forbrydelse og krænkelsen af offeret, samt at der bør være sammenhæng mellem strafniveauerne for de forskellige former for seksualforbrydelser.

Straffen for voldtægt blev skærpet ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (strafskærpelsesloven), idet strafferammerne i straffelovens § 216, stk. 1 og 2, blev forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 og 10 år til fængsel indtil 8 og 12 år. Med lovændringen blev det bl.a. forudsat, at der i retspraksis skulle ske en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige strafniveau.

Normalstraffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet voldtægt må derfor i dag antages at være ca. 2½ års fængsel ved såkaldt overfaldsvoldtægt, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder. I sager om kontaktvoldtægt må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel op mod 2 års fængsel, og i sager om parvoldtægt må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel til fængsel i 1 år og 8 måneder.

Straffen i voldtægtssager (herunder jf. straffelovens §§ 224 og 225 om anden kønslig omgængelse opnået ved vold eller trussel om vold) fastsættes imidlertid af domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som følge af de mange forskelligartede forhold er der store variationer i straffene for voldtægt, og der er i retspraksis også udmålt straffe, som ligger væsentligt over det normalstrafniveau for voldtægt, der var forudsat med strafskærpelsesloven i 2002.

Der udmåles f.eks. i praksis en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtægten har strakt sig over længere tid eller er begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden har begået flere forhold. Som eksempel kan nævnes UfR 2010.1988 H, hvor 4 gerningsmænd i fællesskab havde tvunget en 14-årig pige til samleje med 2 af gerningsmændene. Højesteret fastsatte straffen til fængsel i 3½ år og udtalte direkte, at dette var udgangspunktet i et sådant tilfælde.

Det må endvidere antages, at der i praksis vil blive udmålt en skærpet straf, hvis gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem med henblik på at begå voldtægt.

Voldtægt udgør sammen med grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år de groveste seksualforbrydelser. Strafniveauet for voldtægt (og grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år) er i overensstemmelse hermed generelt markant højere end strafniveauet for andre seksualforbrydelser.

Kriminalitetsniveauet vedrørende voldtægt har i en årrække været nogenlunde stabilt og synes ikke påvirket af strafskærpelsen i 2002, og Straffelovrådet finder ikke grundlag for at antage, at en yderligere strafskærpelse vil have en kriminalitetsdæmpende effekt.

Straffelovrådet finder endvidere, at der heller ikke i samfundsudviklingen i øvrigt siden lovgivningsmagtens regulering af det daværende strafniveau for voldtægt i 2002 er forhold, som taler for en regulering af det nuværende generelle strafniveau for voldtægt i op- eller nedadgående retning.

Med hensyn til strafniveauet for forskellige former for voldtægt henvises til afsnit 7 nedenfor.

6.2.3. Med hensyn til strafferammerne tilkendegav Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer bl.a., at der i rådet havde været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet var grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som skete med strafskærpelsesloven i 2002. Straffelovrådet henviste i betænkningen endvidere til, at rådet tidligere havde givet udtryk for, at det efter praksis fandtes ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt til en normalramme på indtil 6 års fængsel suppleret med en skærpet ramme på indtil 10 års fængsel for særligt grove tilfælde af voldtægt. I betænkningen fra 2002 blev det anført, at Straffelovrådet fortsat var af denne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel ville således ifølge Straffelovrådet stadigvæk være fuldt tilstrækkelig, også når der blev taget hensyn til de ønsker om at skærpe strafniveauet, som var kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det blev samtidig tilkendegivet, at Straffelovrådet var opmærksom på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser.

Straffelovrådet finder fortsat, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis.

Det vil i den forbindelse kunne anføres, at de gældende strafmaksima for voldtægt og voldtægt under særligt skærpende omstændigheder bør nedsættes fra fængsel indtil 8 og 12 år til fængsel indtil 6 og 10 år. Der vil herved kunne peges på, at udviklingen siden 2002 har bekræftet, at disse strafmaksima vil være fuldt tilstrækkelige til også at rumme de allergroveste overtrædelser. Det kan endvidere anføres, at hvis der måtte forekomme helt ekstremt grove tilfælde af voldtægt, vil straffen, hvis gerningsmanden har begået flere voldtægter, under særdeles skærpende omstændigheder i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., kunne forhøjes med indtil det halve, dvs. i givet fald til fængsel indtil 15 år.

Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at medtage forslag om en nedsættelse af strafmaksimaene i sit lovudkast, hvor de gældende strafmaksima for voldtægt således er videreført uden ændringer.

6.2.4. Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for andre former for seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt, bemærker Straffelovrådet indledningsvis, at rådet som nævnt for sit vedkommende ikke har grundlag for at antage, at der i kraft af samfundsudviklingen mv. siden strafskærpelsen i 2002 er grundlag for at forhøje strafniveauet for voldtægt, herunder overfaldsvoldtægt.

Spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for andre former for seksualforbrydelser, afhænger efter Straffelovrådets opfattelse af, hvad begrundelsen for i givet fald at forhøje strafniveauet for overfaldsvoldtægt er.

En mulig begrundelse kunne være, at overfaldselementet ikke i hidtidig retspraksis er blevet vægtet tilstrækkeligt tungt, idet voldtægtens karakter af overfald i sig selv indebærer, at der er tale om en særdeles grov forbrydelse, herunder væsentligt grovere end andre former for voldtægt. Hvis dette er begrundelsen, er der umiddelbart ikke nogen særlig anledning til i forbindelse med en forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt at forhøje strafniveauet for andre seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt.

En anden mulig begrundelse kunne være, at voldtægt helt generelt er en så alvorlig og voldsom krænkelse af offerets integritet og selvbestemmelsesret, at selv det høje strafniveau, der har været gældende siden strafskærpelsen i 2002, findes at være utilstrækkeligt, og at der derfor bør gennemføres en meget markant forhøjelse af strafniveauet. Hvis dette er begrundelsen, vil det efter Straffelovrådets opfattelse være hensigtsmæssigt ikke at gennemføre en isoleret forhøjelse af strafniveauet alene for overfaldsvoldtægt, men i givet fald at forhøje strafniveauet for voldtægt generelt. I betragtning af den sidestilling, der så sent som i 2008 blev genemført med hensyn til strafniveauet for voldtægt og grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år, vil det efter Straffelovrådets opfattelse endvidere i givet fald være naturligt at overveje, om der også bør gennemføres en tilsvarende forhøjelse af strafniveauet for grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år.

7. Strafudmålingen ved forskellige former for voldtægt

7.1. Den gældende strafudmåling

Straffelovens kapitel 10 indeholder de almindelige regler om straffens fastsættelse.

Efter straffelovens § 80 skal der under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen.

Straffelovens §§ 81 og 82 angiver en række forhold, der i almindelighed skal anses som henholdsvis skærpende eller formildende omstændigheder ved straffastsættelsen.

Det skal i almindelighed anses som en skærpende omstændighed, f.eks. at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen (§ 81, nr. 1), at gerningen er udført af flere i forening (§ 81, nr. 2), at gerningen er særligt planlagt (§ 81, nr. 3), at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed (§ 81, nr. 5), eller at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling (§ 81, nr. 10).

Endvidere findes der i straffeloven visse andre bestemmelser vedrørende straffens fastsættelse. Bl.a. kan den for lovovertrædelsen foreskrevne straf nedsættes ved forsøg, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt, jf. straffelovens § 21, stk. 2.

I forbindelse med udarbejdelse af Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2001 om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager foretog Rigsadvokaten i samarbejde med Justitsministeriets Forskningsenhed en undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.

Undersøgelsen viste, at strafudmålingen i voldtægtssager afhang af en lang række forhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejlede voldtægtens grovhed, bidrog især til at forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejede sig først og fremmest om den anvendte strafbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller 2), og om voldtægten var fuldbyrdet eller ej. Endvidere havde det også betydning, om der var tale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt. Herudover havde det stor betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømtes for flere voldtægter eller for anden kriminalitet, og om den pågældende var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, og eventuelt tillige som følge heraf blev idømt en fællesstraf. Det er i undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager anført, at der kun i halvdelen af de undersøgte domme i præmisserne var redegjort for, hvilke formildende eller skærpende omstændigheder der havde influeret på strafudmålingen.

Undersøgelsen om udviklingen i strafniveauet før strafskærpelsen i 2002 angav således en række faktorer, som havde indflydelse på strafudmålingen i voldtægtssager. Der er dog ikke i undersøgelsen eller i det øvrige materiale, som Rigsadvokaten udarbejdede forud for strafskærpelsen, foretaget en nærmere vurdering af, hvorfor udgangspunktet for straffastsættelsen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt er lavere end i sager om overfaldsvoldtægt.

Det er imidlertid af Rigsadvokaten i redegørelsen om straffene i voldtægtssager fra 2009 bemærket, at det lavere udgangspunkt navnlig i sager om parvoldtægt formentlig bl.a. kan forklares med, at tiltalte og forurettede tidligere har haft et seksuelt forhold til hinanden, og at der kan foreligge formildende omstændigheder, herunder at tiltalte er følelsesmæssigt påvirket f.eks. af jalousi eller af forholdets ophør. I modsætning hertil vil der i sager om overfaldsvoldtægt ikke have været nogen form for kontakt mellem de pågældende forud for voldtægten, og der vil ofte være tale om en række konkret skærpende omstændigheder, herunder f.eks. at voldtægten finder sted om natten på åben gade eller ved indtrængen i forurettedes hjem, og anvendelse af vold kan være betydelig.

Ved brev af 2. december 2008 anmodede Justitsministeriet om, at Rigsadvokatens redegørelse om straffene i voldtægtssager i 2009 også skulle indeholde en nærmere vurdering af strafniveauet i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt set i forhold til strafniveauet i sager om overfaldvoldtægt.

Justitsministeriet anmodede i den forbindelse Rigsadvokaten om på grundlag af en gennemgang af retspraksis at vurdere, om det lavere strafniveau i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt – som er beskrevet både i forarbejderne til strafskærpelsesloven og i Rigsadvokatens redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager – navnlig skyldes, at der i sådanne sager oftere end i sager om overfaldsvoldtægt foreligger omstændigheder, som efter almindelige strafudmålingsregler normalt vil tale for en mildere straf, eller om det lavere strafniveau navnlig er udtryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, og om der i givet fald bør tages særlige initiativer vedrørende straffen i disse sager.

Rigsadvokatens redegørelse fra august 2009 om straffene i voldtægtssager indeholder på denne baggrund et særligt afsnit om strafniveauet for kontaktvoldtægt og parvoldtægt, som bygger på en gennemgang af de domme om voldtægt, som er indgået i Rigsadvokatens redegørelser fra 2004 til 2009 om straffen for voldtægt.

Det fremgår af redegørelsen bl.a., at udgangspunktet for strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt som anført i forarbejderne til strafskærpelsesloven fra 2002 er lavere end i sager om overfaldsvoldtægt. Forarbejderne til strafskærpelsesloven henviser til den gældende retspraksis, men forholder sig ikke til en eventuel forskel i grovhedsvurderingen i de omhandlede tilfældegrupper.

Af redegørelsen fremgår det endvidere, at i det omfang der i præmisserne er redegjort for, hvilke faktorer der er tillagt vægt ved straffastsættelsen, henvises der dels til strafskærpelsesloven (lov nr. 380 af 6. juni 2002) og dels til sagens konkrete omstændigheder, herunder tiltaltes forstraffe, voldtægtens grovhed, tiltaltes eller forurettedes alder, antallet af overgreb og de omstændigheder, hvorunder voldtægten blev begået, eksempelvis hvis voldtægten blev begået af flere i forening.

I størstedelen af sagerne om både kontaktvoldtægt og parvoldtægt er parternes indbyrdes relation ikke anført i dommens præmisser som en faktor, der er tillagt vægt ved strafudmålingen. I det omfang dette forhold er nævnt i præmisserne, er det som ét moment ud af flere, og det kan være som enten en strafskærpende eller formildende omstændighed. I de forholdsvis få tilfælde, hvor forholdet mellem parterne er anført som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen, fremgår det af redegørelsen, at straffastsættelsen også her synes at være udtryk for en helt konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

Generelt viste gennemgangen af retspraksis, at der i sager om kontaktvoldtægt eller parvoldtægt udmåles meget varierende straffe, og at det store spænd, som straffene udmåles inden for, er et udtryk for de konkrete og ofte også meget forskelligartede forhold, der gør sig gældende i disse sager. I en række domme er straffen for par- eller kontaktvoldtægt således udmålt på linje med eller over normalstrafniveauet for overfaldsvoldtægt. Endvidere fremgår det af redegørelsen, at den vurdering, som domstolene foretager, synes at være baseret på en flerhed af den enkelte sags mange konkrete omstændigheder.

På baggrund af gennemgangen af retspraksis blev det af Rigsadvokaten konkluderet, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt. Dette kan også udtrykkes på den måde, at der i disse sager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almindelige principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i sager om overfaldsvoldtægt.

Det er i den forbindelse i redegørelsen bemærket, at der således i sager om overfaldsvoldtægt må antages oftere at foreligge nogle af de konkrete omstændigheder, som efter reglen i straffelovens § 81 i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed.

Endelig er det i redegørelsen anført, at selv om man udtrykkeligt tilkendegav, at udgangspunktet for strafudmålingen i alle tilfælde bør være det samme, ville der efter Rigsadvokatens opfattelse fortsat i praksis blive udmålt meget varierende straffe afhængig af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

7.2. Straffelovrådets overvejelser

7.2.1. Det har i den offentlige debat været kritiseret, at kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke straffes så hårdt som overfaldsvoldtægt og derved anses som mindre grove former for voldtægt.

Det var i Straffelovrådets kommissorium anført, at Justitsministeriet i folketingsåret 2009-10 ville fremsætte et lovforslag om ændring af straffelovens § 216 med henblik på at præcisere, hvilke forhold der i almindelighed skal tillægges særlig vægt ved strafudmålingen for voldtægt. Formålet hermed ville navnlig være i lovgivningen at præcisere, at strafudmålingen i voldtægtssager ikke er udtryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, men at straffen i hver enkelt voldtægtssag må fastsættes ud fra en samlet konkret vurdering af den pågældende sags omstændigheder.

Et udkast til et sådant lovforslag blev den 29. januar 2010 sendt i høring, men det blev efterfølgende besluttet ikke at fremsætte et lovforslag på grundlag af lovudkastet, jf. Justitsministeriets besvarelse den 8. marts 2011 af spørgsmål nr. 615 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg. Det fremgår af denne besvarelse, at lovgivningsinitiativer på området, herunder ændringer af voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216, efter Justitsministeriets opfattelse bør afvente resultatet af Straffelovrådets arbejde med kommissoriet vedrørende straffelovens kapitel 24.

Til brug for sine overvejelser om dette spørgsmål har Straffelovrådet indhentet en udtalelse fra Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet, vedrørende de psykologiske eftervirkninger af forskellige former for voldtægt. Udtalelsen er optrykt som bilag 4 til betænkningen.

Som anført i afsnit 7.1 ovenfor er det efter en gennemgang af retspraksis vedrørende straffene for voldtægt Rigsadvokatens vurdering, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt. Straffen for voldtægt fastsættes efter en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, og det lavere strafniveau i praksis i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt er efter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at der i disse sager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almindelige principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i sager om overfaldsvoldtægt. I sager om overfaldsvoldtægt må der omvendt antages oftere at foreligge konkrete omstændigheder, som efter straffelovens § 81 i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed.

Som allerede nævnt i afsnit 6.2 ovenfor er voldtægt en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til at bestemme, hvem han eller hun vil have et seksuelt forhold med.

Med henblik på at understrege, at enhver voldtægt er en alvorlig og krænkende forbrydelse for offeret, vil det kunne anføres, at der kan være anledning til at præcisere i lovgivningen, at strafudmålingen i voldtægtssager sker på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 indeholder en skærpet strafferamme for voldtægt af særlig farlig karakter eller voldtægt, hvor der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, men bestemmelsen indeholder ikke i øvrigt en sondring mellem forskellige former for voldtægt.

Det er flere gange blevet afvist at indføre en sådan sondring i voldtægtsbestemmelsen, idet det både i forbindelse med lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov og lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov, herunder Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse, blev fundet betænkeligt at udskille sager om såkaldt ”forberedt voldtægt” fra øvrige sager om voldtægt. Disse lovændringer er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 1.2.3 og 1.2.4.

Hertil kommer, at Rigsadvokaten ved en gennemgang af retspraksis vedrørende straffene for voldtægt har vurderet, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt, men er udtryk for en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at overfaldsvoldtægt i sagens natur er karakteriseret ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb – et overfald – i praksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for betydeligt skærpende omstændigheder og dermed også føre til en højere straf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har karakter af et overfald.

Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes mindre strengt end overfaldsvoldtægt, skyldes det således ikke, at det ved voldtægt anses som en formildende omstændighed, at gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i givet fald fraværet af skærpende omstændigheder.

Det betyder også, at der intet er til hinder for – og også forekommer i retspraksis – at f.eks. en kontaktvoldtægt straffes strengere end det almindelige udgangspunkt for straffen for en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger andre skærpende omstændigheder såsom anvendelse af grov vold, voldtægtens tidsmæssige udstrækning, flere gerningsmænd, et særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.

Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 lægger således ikke op til en sondring mellem forskellige typer af voldtægt som basis for den konkrete strafudmåling, og domstolene må som anført antages at foretage en udmåling af straf i de enkelte sager på grundlag af de konkret foreliggende omstændigheder.

På den anførte baggrund er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke behov for ændringer af den gældende bestemmelse i § 216 med henblik på at præcisere strafudmålingen i forskellige typer af voldtægtssager.

Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at den opdeling mellem forskellige typer af voldtægt, som Rigsadvokaten siden 2001 har anvendt i sine forskellige redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager – og som siden da også har været anvendt i bemærkningerne til flere lovforslag – kan have været med til at give et indtryk af, at det ved voldtægt anses for en formildende omstændighed, hvis gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ligefrem er samlevende, eller hvis voldtægten sker i forbindelse med et samvær, som naturligt kunne have ført til et frivilligt seksuelt forhold.

Der kan på denne baggrund være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt.

Herudover bemærker Straffelovrådet, at det muligvis kan have givet anledning til yderligere misforståelser, at Rigsadvokaten i sine redegørelser har medtaget alle voldtægtssager, hvor gerningsmanden og offeret kendte hinanden i forvejen, i kategorien ”kontaktvoldtægt”, uanset om voldtægten havde karakter af et overfald. Hvis det i eventuelle fremtidige redegørelser om retspraksis fortsat findes hensigtsmæssigt af behandle ”overfaldsvoldtægt” som en særlig gruppe af sager, vil det efter Straffelovrådets opfattelse være naturligt i givet fald i en sådan gruppe af sager at medtage alle tilfælde af overfald uanset gerningsmandens og offerets eventuelle forudgående kendskab til hinanden.

7.2.2. Justitsministeriet har anmodet Straffelovrådet om i forbindelse med sin gennemgang af straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser også at se på spørgsmålet om skærpet straf, hvis forurettede tillige er offer for menneskehandel.

Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at menneskehandel efter straffelovens § 262 a angår anvendelse af ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler mv. i forbindelse med bl.a. rekruttering eller transport mv. af en person med henblik på udnyttelse af den pågældende ved eksempelvis prostitution.

Spørgsmålet om skærpet straf for voldtægt, hvis offeret for voldtægten tillige er offer for menneskehandel, angår på denne baggrund i praksis typisk udenlandske prostituerede, der er blevet tvunget til Danmark, og som er tvunget til at arbejde som prostituerede.

En person, der som kunde har samleje med en prostitueret, der arbejder som prostitueret og gennemfører samlejet, fordi den pågældende er blevet truet med vold, medvirker objektivt set til voldtægt. Kunden vil imidlertid kun kunne straffes for voldtægt, hvis kunden har forsæt til voldtægt, hvilket i denne situation i praksis forudsætter, at kunden har en bestemt formodning om, at den prostituerede kun går med til samlejet, fordi den prostituerede er blevet truet med vold.

Det må på denne baggrund antages at forekomme forholdsvis sjældent, at en prostitutionskunde vil kunne straffes for voldtægt, selv om den prostituerede objektivt set er offer for menneskehandel. Det må således blandt andet antages, at hvis nogen er i stand til at true en person til at arbejde som prostitueret, vil de ofte også være i stand til at true den pågældende til at hemmeligholde truslerne over for prostitutionskunderne. Straffelovrådet er heller ikke bekendt med retspraksis om sådanne tilfælde.

Hvis det undtagelsesvis kan bevises, at en prostitutionskunde har haft forsæt til voldtægt, fordi den prostituerede var tvunget til at prostituere sig, vil det efter Straffelovrådets opfattelse alt andet lige udgøre en skærpende omstændighed, at den prostituerede er offer for menneskehandel.

Dette ville kunne lovfæstes ved at indsætte et nyt stykke i straffelovens § 216 f.eks. formuleret på følgende måde: ”Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.”

Det er imidlertid karakteristisk for mange af straffelovens bestemmelser, herunder straffelovens § 216 om voldtægt, at de omfatter forhold, der kan variere betydeligt med hensyn til sagens konkrete omstændigheder, herunder med hensyn til forholdets grovhed. Det bør derfor efter Straffelovrådets opfattelse generelt kræve stærke grunde, hvis der i en konkret strafbestemmelse skal fastsættes lovregler om straffens udmåling inden for en strafferamme.

Som beskrevet ovenfor i afsnit 7.1 indeholder straffelovens §§ 80, 81 og 82 generelle regler om straffens fastsættelse inden for strafferammen, og disse regler giver rig mulighed for en nuanceret strafudmåling, herunder en skærpet straf i tilfælde, hvor et voldtægtsoffer tillige er offer for menneskehandel. Der kan i den forbindelse navnlig henvises til § 81, nr. 2, om tilfælde, hvor gerningen er udført af flere i forening, og § 81, nr. 11, om tilfælde, hvor gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling.

Hertil kommer, at det som nævnt må antages at være sjældent forekommende i praksis, at en prostitutionskunde vil have forsæt med hensyn til, at den prostituerede er offer for menneskehandel, og en særlig strafskærpelsesregel om denne situation ville derfor i givet fald handle om meget atypiske situationer samtidig med, at andre skærpende omstændigheder, der mere hyppigt forekommer i voldtægtssager, fortsat ville være ulovregulerede.

Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale en sådan særlig lovregel om menneskehandel som en skærpende omstændighed ved voldtægt. Derimod kan der være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at det i almindelighed vil udgøre en skærpende omstændighed i relation til strafudmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formodning om, at forurettede tillige er offer for menneskehandel.


Forside | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0, September 2012
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk