Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser
Betænkning nr. 1534
Kapitel 8

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 8: Straffelovens § 217 – anden tvang

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 217

Efter straffelovens § 217 straffes den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold, med fængsel indtil 4 år.

Bestemmelsen i § 217 må ses i sammenhæng med straffelovens § 216, idet bestemmelsen ligesom § 216 kriminaliserer opnåelse af samleje ved tvang. Straffelovens § 217 omfatter anvendelse af mindre alvorlige tvangsmidler end dem, der er omfattet af § 216, og fastsætter på den baggrund en mere lempelig strafferamme end § 216. De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er – ud over vold og trussel om vold – trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold.

Ligesom straffelovens § 216 er heller ikke bestemmelsen i § 217 længere begrænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder.

Bestemmelsen omfatter direkte alene tiltvingelse af heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til tiltvingelse af anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.

Det fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980, at de ændringer af bestemmelserne i §§ 216 og 217, som på daværende tidspunkt blev foreslået – hvorefter det blev tydeliggjort, at tvangsmidlerne vold og trussel om vold ikke er omfattet af § 217, men skal bedømmes efter § 216 – ville medføre, at praktisk taget alle de sager, som tidligere blev henført under § 217, herefter ville skulle bedømmes efter § 216, jf. betænkningen side 46-47. Straffelovrådet fandt dog ikke, at bestemmelsen i § 217 burde ophæves, idet det blev anført, at det principielt måtte forekomme rigtigst at fastholde, at anvendelse af de pågældende tvangsmidler til opnåelse af samleje har karakter af en selvstændig sædelighedsforbrydelse. Herudover blev det anført, at opretholdelsen af § 217 formentlig på den klareste måde ville understrege, at opnåelse af samleje ved vold eller trussel om vold skal bedømmes efter § 216 og altså lige så lidt som under § 217 kan henføres under § 260.

I forarbejderne til lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Folketingstidende 1980/81, tillæg A, spalte 3999-4000), hvori der henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980, fremgår det i overensstemmelse hermed bl.a., at de tilfælde, som efter de foreslåede ændringer bliver tilbage i § 217, er af meget ringe praktisk betydning. Der henvises om lovændringen i 1981 nærmere til afsnit 1.2.3 nedenfor.

Der kan om bestemmelsen i § 217 bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 301-302, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 48-51, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 195-97 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 513-514.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 218 – svarende til den gældende § 217 – følgende ordlyd:

§ 218. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes, for saa vidt Tilfældet ikke falder ind under § 216 eller § 217, Stk. 1 og 2, den, som ved Trusel om Vold, om Frihedsberøvelse eller om Sigtelse for strafbart eller ærerørigt Forhold skaffer sig Samleje med en Kvinde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 198, nr. 1, samt side 187-89 og udkast af 1923 (U III) § 198 samt spalte 319-20. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 220).

1.2.2. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik § 217 følgende affattelse:

§ 217. Den, der ved ulovlig tvang, jfr. § 260, skaffer sig samleje med en kvinde, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter § 216.”

Bestemmelsen i § 217 blev med lovændringen udformet således, at den omfattede ulovlig tvang som angivet i § 260. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at den ændrede udformning ikke betød nogen væsentlig realitetsændring. Endvidere blev bestemmelsens strafferamme nedsat fra 6 år til 4 år.

De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er – ud over vold og trussel om vold – trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold.

Endvidere omfatter § 260 tvang i form af trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslen angår. Fremtvingelse af samleje vil i praksis næppe i noget tilfælde være tilbørligt begrundet uanset karakteren af det strafbare eller ærerørige forhold, som offeret for tvangen har gjort sig skyldig i.

Sammenholdes dette med den tidligere formulering af straffelovens § 217 (tidligere § 218), indebar lovændringen i 1967 i realiteten en udvidelse af bestemmelsen til også at omfatte tiltvingelse af samleje ved trussel om betydelig skade på gods eller om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold. Sådan tiltvingelse af samleje var forud for lovændringen i 1967 omfattet af straffelovens § 260 (med en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år) og § 232 (med en strafferamme fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder bøde eller hæfte). Lovændringen indebar således ikke en ændring af det strafbares område, men alene en ændret afgrænsning mellem de pågældende strafbestemmelser, samt at bøde (og hæfte) udgik af strafferammen.

1.2.3. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 217 sin nuværende affattelse.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse og indebar, at tilfælde, hvor samleje tiltvinges ved vold eller trussel om vold altid skal bedømmes efter § 216 om voldtægt og ikke vil kunne henføres under § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang. Endvidere blev bestemmelsen ændret, således at den ikke længere var begrænset til forhold, der begås mod kvinder.

Baggrunden for lovændringen er nærmere beskrevet ovenfor i kapitel 7, afsnit 1.2.4.

2. Retspraksis

Bestemmelsen i straffelovens § 217 ses ikke at have været anvendt i trykt retspraksis siden lovændringen i 1981.

Det nærmeste ekempel i trykt retspraksis er afgørelsen TfK 2005.614 V, hvor en 52-årig mand under trussel om anmeldelse til politiet af et strafbart forhold, som en kvinde havde begået, fik hende til at trække sine bukser og underbukser ned og modtage flere slag i bagdelen. Gerningsmanden anvendte således anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, end vold eller trussel om vold til at opnå en seksuelt betonet kontakt med offeret. Der var imidlertid ikke tale om samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje (og derfor ikke om overtrædelse af straffelovens § 217 eller § 217, jf. § 224), og gerningsmanden blev straffet (med 50 dages fængsel) for overtrædelse af straffelovens §§ 232 og 260.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 16 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 217 (samleje), heraf 14 ubetingede fængselsstraffe på fra 30 dages fængsel til 1½ års fængsel.

Der var i samme periode i alt 26 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 217, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 13 ubetingede fængselsstraffe på mellem 60 dages fængsel og 9 måneders fængsel.

Endelig var der i samme periode i alt 14 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 217, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), heraf 8 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 3 måneder, 1 dom på 4 måneder, 1 dom på 6 måneder, 2 domme på 1 år, 2 domme på 2 år og 1 dom på 3 år. I alle dommene på mere end 4 måneders fængsel blev der straffet i sammenstød med § 222, jf. § 225 (seksuelt forhold til barn under 15 år).

3. Straffelovrådets overvejelser

Bestemmelsen i straffelovens § 217 ses ikke at have været anvendt i trykt retspraksis, men ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik anvendes bestemmelsen i gennemsnit ca. 2 gange årligt (inklusive afgørelser efter § 217, jf. §§ 224 og 225). Den sjældne brug har formentlig blandt andet sammenhæng med, at de trusler, som er omfattet af bestemmelsen, i praksis sjældent er alvorlige nok til at få nogen til at affinde sig med noget så alvorligt som et ufrivilligt samleje. I modsætning til voldtægt, som efter omstændighederne kan fuldbyrdes ved anvendelse af fysisk overmagt (herunder af flere gerningsmænd i forening), kan ulovlig tvang efter § 217, som udtrykkeligt undtager vold (og trussel om vold), i sagens natur kun fuldbyrdes, hvis forurettede selv vælger at give efter for truslen.

Bestemmelsen i straffelovens § 217 er en særbestemmelse i forhold til straffelovens § 260 om ulovlig tvang, og de handlinger, der i dag er omfattet af § 217, ville således i tilfælde af en ophævelse af § 217 i givet fald fremover være omfattet af § 260 samt af § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Selv om bestemmelsen i § 217 i praksis ikke anvendes i noget omfang af betydning, finder Straffelovrådets det imidlertid mest naturligt, at der i straffelovens kapitel om seksualforbrydelser fortsat også er en særskilt kriminalisering af de mildere former for ulovlig tvang med henblik på opnåelse af samleje. Det bemærkes herved også, at straffelovens kapitel om berigelsesforbrydelser ud over røveribestemmelsen, som angår grove tilfælde af tvang i forhold til økonomisk vinding, endvidere indeholder en bestemmelse, der også dækker de mildere former for ulovlig tvang i økonomiske forhold, nemlig § 281 om afpresning.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse også, at den almindelige strafferamme i straffelovens § 260 er bøde eller fængsel indtil 2 år og strafferammen efter straffelovens § 232 bøde eller fængsel indtil 4 år, mens strafferammen efter § 217 er fængsel indtil 4 år. Bøde indgår således ikke i den gældende strafferamme efter § 217.

Straffelovrådet har tidligere vurderet, at et strafmaksimum på fængsel i 4 år må anses for passende for de forhold, der er omfattet af straffelovens § 217, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, der er omtalt i kapitel 7, afsnit 1.2.7.

Straffelovrådet finder fortsat, at et strafmaksimum på fængsel i 4 år vil være passende, hvis straffelovens § 217 bevares som en selvstændig bestemmelse. I så fald foreslår Straffelovrådet således sammenfattende, at straffelovens § 217 videreføres uden ændringer.

Såfremt det besluttes at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte de mildere former for ulovlig tvang, der i dag er omfattet af straffelovens § 217, jf. om dette spørgsmål kapitel 7, afsnit 4.5.4, bør den gældende § 217 derimod ophæves som overflødig.


Forside | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0, September 2012
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk