Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser
Betænkning nr. 1534
Kapitel 10

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 10: Straffelovens § 219 – institutionsanbragte

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 219

Efter straffelovens § 219 straffes den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, med fængsel indtil 4 år.

Bestemmelsen omfatter direkte alene heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.

Strafansvar efter bestemmelsen i § 219 er begrundet dels i personalets særlige pligter over for de i institutionen optagne personer, dels i den magt og indflydelse, personalet har over disse personer.

Det er således ikke en betingelse, at der konkret foreligger misbrug, udnyttelse eller lignende, og det er uden betydning, at den forurettede eventuelt har været den aktive part. Det er tilstrækkeligt for strafansvar efter bestemmelsen i § 219, at ansatte eller tilsynsførende ved den pågældende institution har samleje med personer optaget på institutionen.

I forarbejderne til § 219 anføres bl.a. følgende (jf. udkast af 1923 (U III) spalte 320):

”Bestemmelsen vil, naar Samleje finder Sted under de i Paragrafen angivne Forhold, finde Anvendelse, selv om der ikke foreligger nogen Forførelse, ja selv om Kvinden har været den provocerende. Der foreligger i disse Tilfælde ikke en egentlig Kønsfrihedsforbrydelse. Bestemmelsen finder Anvendelse ikke blot paa offentlige, men ogsaa paa private Hjem eller Anstalter af den i Paragrafen omtalte Art og begrundes ved, at der på Forhaand maa antages at foreligge en Tilsidesættelse af de særlige Pligter og et Misbrug af den Magt og Indflydelse, som de objektive Forhold giver den skyldige over den paagældende”

Strafansvar efter § 219 er heller ikke betinget af, at samlejet finder sted på institutionens område, jf. eksempelvis TfK 2006.694 Ø, hvor en ansat på en psykiatrisk afdeling havde samleje med en person, der var indskrevet som patient på afdelingen, men havde udgang, da samlejet fandt sted. Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes, hvis institutionsopholdet er bragt til ophør, jf. eksempelvis UfR 1995.230 Ø, hvor en læge på en psykiatrisk afdeling, der havde haft samleje med to patienter, der havde været indlagt på afdelingen, men på tidspunkterne for samlejerne var udskrevet til ambulant behandling, blev frifundet.

Bestemmelsen i straffelovens § 219 omfatter ikke døgnplejeanbringelse i familiepleje, jf. UfR 1988.79 V om frifrindelse i et tilfælde, hvor en 30-årig mand havde haft samleje med en 24-årig kvinde, der var døgnplejeanbragt hos ham. Efter en gennemgang af bestemmelsens forarbejder udtalte landsretten bl.a.:

”Såvel efter ordlyden som forarbejderne kan bestemmelsen i straffelovens § 219 herefter kun med sikkerhed anses for anvendelig i tilfælde, hvor der foreligger et egentligt anstaltsforhold, og bestemmelsens formål må antages i væsentlig grad at være varetagelse af institutionelle ordenshensyn.

Ved bedømmelsen af bestemmelsens rækkevidde må det endvidere tages i betragtning, at etablering ved det offentliges foranstaltning af plejeforhold hos privatpersoner også forekom før gennemførelsen af den gældende straffelov, og at beskyttelse mod kønslige forhold i forbindelse med sådanne anbringelser i et vist omfang følger af andre bestemmelser i straffeloven, herunder navnlig § 223, stk. 1.

På baggrund af det anførte tiltrædes det, at betingelserne for at anse en døgnplejeanbringelse som den foreliggende for omfattet af straffelovens § 219 eller dennes analogi ikke er opfyldt”

Om bestemmelsens afgrænsning kan endvidere henvises til UfR 1992.140 H, hvorefter et beskyttet værksted (med ophold i dagtimerne) falder uden for bestemmelsen. Endvidere har Rigsadvokaten i et brev af 20. marts 1987, der er optrykt som bilag til Socialministeriets vejledning nr. 36 af 28. februar 2001 om seksualitet uanset handicap, antaget, at institutioner for personer med vidtgående fysiske handicap næppe er omfattet af straffelovens § 219, når opholdet på institutionen er frivilligt.

Socialministeriets vejledning gengiver endvidere nogle retningslinjer, som Socialministeriet i samarbejde med Justitsministeriet udarbejdede i 1989, og som fortsat er gældende. Heraf fremgår bl.a., at det ikke anses som en overtrædelse af § 219, hvis en ansat på en institution, der er omfattet af § 219, hjælper en person (over 15 år), der er optaget på institutionen, med at onanere eller med at have et seksuelt forhold til en anden person, herunder en prostitueret (”seksualoplæring”). Derimod er det ifølge retningslinjerne ikke tilladt, at en ansat selv har et seksuelt forhold til en person, der er optaget på institutionen.

Der kan om bestemmelsen i § 219 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 305-307, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 199-200, og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 514.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. I straffeloven af 1866 havde § 167 følgende ordlyd:

§ 167. Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Strafanstalt, Fattighuus, Opfostringshjem, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.”

Af bestemmelsens forarbejder fremgår bl.a. følgende (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 199-200):

”I Udkastets § 164 omtales en Forbrydelse, der vel forsaavidt er noget beslægtet med den nys omhandlede [forførelse af forsterbarn eller myndling mv.], som den forøvede Utugt ogsaa her qvalificeres ved et Misbrug af den Magt og Indflydelse, som visse objective Forhold give den Skyldige over et Fruentimmer, til at bevæge hende til at tilfredsstille hans sandselige Lyst. Det kan neppe bestrides, at det bør ansees som en i høi Grad strafbar Handling, naar, som det hedder i § 164, en Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Straffeanstalt, Fattighuus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning øver Utugt med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer (…). Men paa den anden Side adskiller dette Forhold sig dog væsentlig fra det i § 163 omhandlede deri, at Forførelsesmomentet her ikke er tilstede. Her forudsættes det ikke, at det er en ung, ufordærvet Qvinde, der forføres, og det netop af den, til hvem hendes moralske og aandelige Uddannelse var betroet; § 164 omfatter tvertimod Forhold, hvor det er meget muligt, at Fruentimmeret er den forførende eller ialtfald langtfra forført.”

1.2.2. I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 219 følgende ordlyd:

§ 219. Med Fængsel indtil 4 Aar anses den ved Fængsel, Fattighus, Opfostringshjem, Sindssygehospital, Aandsvageanstalt eller lignende Indretning ansatte eller tilsynsførende, som har Samleje med en dér optagen Person.”

I sammenligning med straffeloven af 1866 indebar § 219 en udvidelse bestående i, at § 219 omfatter alle ansatte (samt tilsynsførende) og ikke kun bestyrere og forstandere, og at det ikke er et krav, at den ansatte har ”opsyn” med den pågældende (eller i det hele taget har noget at gøre med den pågældende i arbejdsmæssig sammenhæng).

I øvrigt adskilte § 219 sig fra de øvrige bestemmelser om seksuelt misbrug af voksne i straffeloven af 1930 (§§ 216-218, 220 og 221) derved, at den allerede fra lovens ikrafttræden i 1933 omfattede forhold mod både mænd og kvinder. Det var først ved en lovændring i 1981, at de øvrige nævnte bestemmelser blev udvidet til også at omfatte forhold mod mænd, idet de oprindelig alene omfattede forhold mod kvinder.

Om forarbejderne til straffelovens § 219 kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 198, nr. 3, samt side 194 og udkast af 1923 (U III) § 199 samt spalte 320-321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 221), samt Rigsdagstidende 1929-1930, tillæg B, spalte 199 (§ 218).

1.2.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev bestemmelsen i straffelovens § 219 nyaffattet og fik herved i det væsentlige sin nuværende formulering. Det anføres i forarbejderne, at ændringerne alene var af redaktionel karakter, jf. Folketingstidende 1964-1965, tillæg A, spalte 973.

Ændringerne bestod nærmere i en modernisering af de betegnelser for institutioner, der anvendes i bestemmelsen, således at ”forsorgshjem” erstattede ”fattighus”, ”børne- eller ungdomshjem” erstattede ”opfostringshjem”, ”hospital for sindslidende” erstattede ”sindssygehospital”, og ”åndssvageinstitution” erstattede ”åndssvageanstalt”.

1.2.4. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser mv.) blev i § 219 udtrykket ”åndssvageinstitution” ændret til ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap”. Ændringen, som udelukkende var af terminologisk karakter, indebar en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler, jf. Folketingstidende 1996-1997, tillæg A, side 91 og 106-107.

2. Retspraksis

2.1. Det fremgår af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for en enkeltstående overtrædelse af straffelovens § 219 i flere tilfælde er fastsat til 60 dages betinget fængsel, men at det dog også er forekommet, at straffen er fastsat til 3 måneders ubetinget fængsel.

Der kan fra retspraksis nævnes følgende domme:

TfK 2008.862 V (60 dages betinget fængsel): En 39-årig mandlig social- og sundhedsassistentvikar på et bofællesskab for domsanbragte havde samleje med en beboer. Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at virke som social- og sundhedsassistent eller i øvrigt udøve virksomhed på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, der væsentligt bebos af mennesker svækket af handicap eller lignende.

TfK 2006.694 Ø (60 dages betinget fængsel): En 52-årig mandlig social- og sundhedsassistent på en psykiatrisk afdeling havde samleje med en patient på afdelingen. Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at virke som social- og sundhedsassistent eller udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, der væsentligst bebos af mennesker svækket af handicaps eller lignende.

TfK 2005.430 Ø (3 måneders fængsel): En 38-årig ansat på en institution havde samleje med en psykiatrisk patient på institutionen. Tiltalte blev for 5 år frakendt retten til at udøve virksomhed som vagt eller virksomhed, der indebærer plejefunktioner på institutioner eller lignende steder, som bebos af psykisk syge personer.

2.2. Det fremgår endvidere af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for flere overtrædelser af bestemmelsen i straffelovens § 219 eller ved samtidig overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1, i flere tilfælde er fastsat til fængsel i 3 måneder.

Der kan fra retspraksis herom nævnes følgende domme:

TfK 2009.447 Ø (3 måneders fængsel): En 37-årig mandlig ansat på et behandlingscenter havde befølt en 16-årig pige, der var anbragt på centret, på brysterne og i skridtet samt stukket en finger op i hendes skede. Tiltalte havde endvidere befølt en anden 16-årig pige, der var anbragt på centret, på brysterne og i skridtet samt stukket en finger op i hendes skede.

TfK 2004.496 Ø (3 måneders fængsel): En 53-54-årig mand havde flere gange samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med en 21-årig kvinde, der på grund af mental retardering i lettere grad var optaget på en institution, hvor tiltalte arbejdede. (Endvidere dømt for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1). Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, som væsentligst bebos af mennesker svækket af alder, handicap eller lignende.

2.3. Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 29 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 219 (samleje), heraf 7 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 4 domme på 4 måneders fængsel, 1 dom på 3 måneders fængsel og 2 domme på i gennemsnit 7½ måneds fængsel (men hvor det ikke ud fra statistikken kan ses, om der f.eks. var tale om 1 dom på 7 måneders fængsel og 1 dom på 8 måneders fængsel eller 1 dom på 6 måneders fængsel og 1 dom på 9 måneders fængsel). Der var i samme periode i alt 11 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 219, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 3 ubetingede fængselsstraffe, alle på 3 måneders fængsel.

Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædelse af § 219, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf 11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om fordelingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at størstedelen af disse 20 afgørelser angik §§ 218 og 223.

3. Fremmed ret

3.1 Norsk ret

Den gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Efter § 194 i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som har seksuel omgang med nogen, der er indsat eller placeret i anstalt eller institution under kriminalforsorgen eller politiet eller under børneværnet, og som står under vedkommendes myndighed eller opsyn, med fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes den, som skaffer en anden seksuel omgang med nogen, som den pågældende selv står i et sådant forhold til.

Straf efter § 194 forudsætter, at den ansatte har en vis kompetence til at give den indsatte eller placerede pålæg eller har en vis ret og pligt til at føre tilsyn med vedkommende. Bestemmelsen kræver derimod ikke, at der foreligger misbrug, og også rene kærlighedsforhold er omfattet. At ”skaffe” en anden samleje med en indsat eller placeret, som gerningsmanden har myndighed over eller opsyn med, indebærer mere aktivitet end den blotte medvirken, og kan f.eks. bestå i opmuntring, tilskyndelse eller mild beordring af den indsatte eller placerede til at have samleje med en anden person.

§ 296 i den nye straffelov af 2005 viderefører § 194 med den udvidelse, at også det at få den indsatte eller placerede til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv, omfattes.

3.2. Svensk ret

Der findes i svensk ret ikke en bestemmelse svarende til § 219 i den danske straffelov.

Efter kapitel 6 § 3 i den svenske straffelov straffes imidlertid den, som formår en person til at foretage eller tåle en seksuel handling ved alvorligt at misbruge, at personen befinder sig i et afhængighedsforhold, og afhængighedsforhold som nævnt i bestemmelsen kan bl.a. bestå mellem en person, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutioner, og en af institutionens ansatte.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Straffelovens § 219 adskiller sig fra de øvrige bestemmelser i §§ 216-221 derved, at § 219 ikke kræver, at der foreligger tvang, svig, udnyttelse eller andet misbrug.

Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at bestemmelsen således også omfatter tilfælde, hvor der ikke foreligger en ”egentlig Kønsfrihedsforbrydelse”, hvilket må forstås på den måde, at bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der foreligger et frivilligt samtykke til samleje.

I retspraksis er det blevet udtalt, at bestemmelsens formål må antages ”i væsentlig grad at være varetagelse af institutionelle ordenshensyn”.

I forarbejderne angives bestemmelsen dog også at være begrundet i, at der vil være en forhåndsformodning for, at samleje omfattet af bestemmelsen er udtryk for en tilsidesættelse af den ansattes særlige pligter og for et misbrug af den magt og indflydelse, som de objektive forhold giver den ansatte over for den pågældende.

Straffelovrådet har på denne baggrund for det første overvejet, om der er grundlag for at opretholde § 219 som en selvstændig bestemmelse, der også omfatter tilfælde, hvor der ikke foreligger misbrug af den ansattes stilling.

Det kan i den forbindelse anføres, at institutionelle ordenshensyn ikke bør varetages af en straffelovsbestemmelse, men snarere gennem arbejdsgiverens almindelige anvisninger til personalet (med mulighed for ansættelsesretlige sanktioner i tilfælde af overtrædelse). Det kan således anføres, at straffelovsbestemmelsen bør indskrænkes til tilfælde, hvor forholdet ikke alene har forstyrret ordenen på det pågældende sted, men har været udtryk for, at den ansatte har udnyttet sin stilling til at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i et afhængighedsforhold.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der navnlig i fængsler og andre institutioner, hvor personer er frihedsberøvede, generelt vil kunne være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem institutionens ansatte og de personer, der er optaget i institutionen, at en ansats seksuelle forhold til en person, der er optaget i institutionen, generelt bør være kriminaliseret. Det bør således fortsat ikke være et krav, at den ansatte har opnået det seksuelle forhold ved misbrug eller udnyttelse af den magt eller myndighed, som den pågældende har over den, der er optaget i institutionen. Noget andet er, at det ved fastsættelsen af straffen i konkrete tilfælde, vil have betydning, om der foreligger et misbrug, eller om der er tale om et frivilligt seksuelt forhold, jf. nærmere pkt. 4.7 nedenfor.

Straffelovrådet går således ind for at bevare en bestemmelse som § 219, der i nærmere afgrænsede tilfælde også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan bestemmelse, der også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold, imidlertid begrænses til et kerneområde, hvor der generelt er et meget stærkt afhængighedsforhold mellem de ansatte og de anbragte i institutionen, og hvor den anbragte i kraft heraf er særligt svagt stillet. Uden for et sådant kerneområde bør straf for et seksuelt forhold forudsætte, at der beviseligt foreligger tvang, udnyttelse eller misbrug, jf. straffelovens §§ 216-218 og 220. Efter rådets opfattelse må mere ordensmæssige hensyn uden for et sådant kerneområde således i givet fald varetages gennem ansættelsesretlige sanktioner.

4.2. Straffelovrådet har dernæst overvejet, om straffelovens § 219 fortsat bør tage udgangspunkt i nærmere opregnede institutioner, eller om bestemmelsen i stedet bør tage udgangspunkt i de personer, der har særligt behov for beskyttelse, eksempelvis frihedsberøvede og tvangsanbragte.

Det er et generelt princip, at strafbestemmelser bør være afgrænset så klart og præcist som muligt, så borgerne har mulighed for at forudse, hvilke handlinger de kan blive straffet for. Efter Straffelovrådets opfattelse er det ikke mindst i forhold til en bestemmelse, der også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold, vigtigt at have dette princip for øje.

På denne baggrund er det efter en samlet vurdering Straffelovrådets opfattelse, at mest taler for at videreføre bestemmelsens eksisterende udformning, som opregner bestemte institutioner. Der har i retspraksis i relation til den eksisterende bestemmelse været rejst visse afgrænsningsspørgsmål, som imidlertid nu må anses for løst (plejefamilier, dagophold), og det vil dermed i sig selv bidrage til en klar og forudsigelig retstilstand at tage udgangspunkt i den allerede kendte model.

Straffelovrådet er opmærksom på, at udviklingen har medført, at institutionstankegangen nu er mindre håndterbar på det sociale område. Den institutionelle tilgang giver imidlertid efter rådets opfattelse stadig mulighed for en klar og tydelig afgrænsning for så vidt angår to helt centrale områder, nemlig fængslerne og de psykiatriske hospitaler, og rådet finder derfor, at forholdene på socialområdet ikke bør føre til, at bestemmelsen ikke længere tager udgangspunkt i bestemte institutioner. Udviklingen på socialområdet giver derimod anledning til visse overvejelser om bestemmelsen nærmere udformning for så vidt angår dette område, jf. herom nedenfor i pkt. 4.3.4.

Straffelovrådet bemærker endvidere, at en afgrænsning f.eks. til frihedsberøvede og tvangsanbragte ganske vist er meget præcis og efter rådets opfattelse også ville kunne anvendes i praksis, idet i hvert fald de ansatte, som i det daglige har kontakt med de pågældende, må antages i almindelighed at være bekendt med, om en person er frihedsberøvet eller tvangsanbragt eller frivilligt indlagt eller anbragt.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville det imidlertid ud fra det beskyttelseshensyn, der som nævnt danner grundlag for bestemmelsen, være uhensigtsmæssigt at afgrænse bestemmelsen så snævert. Efter rådets opfattelse er det således i praksis ofte sådan, at f.eks. en patient, der er frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, er næsten lige så svagt stillet i forhold til institutionens ansatte som en patient, der er tvangsindlagt.

Med hensyn til personer, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt, henvises til pkt. 4.3.5 og 4.4 nedenfor.

4.3. Med udgangspunkt i det, der er anført i pkt. 4.1 og 4.2 ovenfor, har Straffelovrådet dernæst overvejet bestemmelsens nærmere udformning. Rådet har i den forbindelse overvejet, hvilke institutioner der bør være omfattet (pkt. 4.3), og hvilken forbindelse henholdsvis forurettede (pkt. 4.4) og gerningsmanden (pkt. 4.5) bør have til institutionen, for at bestemmelsen finder anvendelse.

Straffelovrådet har i sine overvejelser om, hvilke institutioner der bør være omfattet, fundet det hensigtsmæssigt at sondre mellem forskellige sektorer, nemlig kriminalforsorgen (pkt. 4.3.1), sundhedssektoren (pkt. 4.3.2), socialsektoren vedrørende børn og unge (pkt. 4.3.3), socialsektoren vedrørende voksne (pkt. 4.3.4) og andre sektorer (pkt. 4.3.5).

4.3.1. Kriminalforsorgen er efter Straffelovrådets opfattelse bestemmelsens egentlige kerneområde. I modsætning til andre persongrupper (sindssyge, mentalt retarderede, børn) er personer, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institutioner, ikke generelt beskyttet mod udnyttelse gennem andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24. I mangel af en bestemmelse som straffelovens § 219 ville et seksuelt forhold mellem en ansat og en person, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institutioner, kun være strafbar i tilfælde af voldtægt eller anden ulovlig tvang, jf. straffelovens §§ 216 og 217.

Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som er under tilsyn af kriminalforsorgen i frihed i medfør af vilkår i en betinget dom eller vilkår for prøveløsladelse. Rådet finder således ikke, at personer, der er på fri fod, men under tilsyn af kriminalforsorgen, kan sidestilles med personer, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutioner.

Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som afsoner en fængselsstraf på deres bopæl under intensiv overvågning og kontrol (”fodlænkeordningen”). Selv om der her er tale om en egentlig frihedsberøvelse, og selv om den pågældende er under intensiv overvågning og kontrol, er der med hensyn til forholdet til kriminalforsorgens personale alligevel væsentlig forskel på en afsoning i eget hjem og en afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner. Under afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner er den pågældende således i betydeligt tættere og mere vedvarende kontakt med personalet end under afsoning på bopælen.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter kriminalforsorgens institutioner er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig præcisering, således at ”fængsel” ændres til ”en af kriminalforsorgens institutioner”. Med denne sproglige præcisering vil det fremgå mere tydeligt af bestemmelsen, at den ud over fængsler også omfatter arresthuse, kriminalforsorgens pensioner og den særlige institution for frihedsberøvede udlændinge (Ellebæk). I dag omfattes kriminalforsorgens institutioner ud over fængslerne af det opsamlende led i bestemmelsen ”lignende institution”.

4.3.2. Inden for sundhedssektoren falder psykiatriske hospitalsafdelinger også inden for bestemmelsens kerneområde. På sådanne afdelinger kan der systematisk være et antal frihedsberøvede, enten i medfør af psykiatriloven eller i kraft af varetægtsfængsling i surrogat eller i medfør af en foranstaltningsdom for et strafbart forhold. Endvidere kan andre patienter som berørt i pkt. 4.2 ovenfor i praksis være næsten lige så svagt stillede som de frihedsberøvede, herunder for nogles vedkommende, fordi der eventuelt vil kunne være grundlag for tvangstilbageholdelse, hvis de tilbagekalder deres samtykke til frivillig indlæggelse.

At skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom, er særskilt kriminaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, og det er derfor et spørgsmål, om der ved siden heraf er behov for en generel kriminalisering af seksuelle forhold, herunder frivillige seksuelle forhold, mellem ansatte og patienter på psykiatriske hospitalsafdelinger. Efter Straffelovrådets opfattelse taler mest for at videreføre den gældende ordning, herunder fordi der blandt patienterne på psykiatriske hospitalsafdelinger, herunder blandt de frihedsberøvede, kan være personer, der ikke er sindssyge, men lider af anden psykisk sygdom, eksempelvis en alvorlig depression.

Ud over på psykiatriske afdelinger, som er omfattet af psykiatriloven (og hvor der derfor kan ske tvangsindlæggelse), kan psykisk syge også opholde sig på andre behandlingsinstitutioner. Det gælder såkaldte døgnhuse, dvs. behandlingsinstitutioner i medfør af sundhedsloven til midlertidigt ophold til personer med sindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig støtte og pleje, og det gælder private psykiatriske behandlingssteder. Der findes kun få døgnhuse, og de private psykiatriske behandlingssteder yder især ambulant behandling, men indlæggelser forekommer dog også. Hverken døgnhuse eller private psykiatriske behandlingssteder er i dag omfattet af straffelovens § 219.

Af forarbejderne til den oprindelige hjemmel til at oprette døgnhuse fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, side 3765):

”Formålet med denne del af lovforslaget er at give amtskommunerne mulighed for at oprette døgnhuse for personer med sindslidelser. Med en permanent hjemmel i serviceloven kommer døgnhuse til at indgå i en bred vifte af tilbud til sindslidende. Det giver mulighed for, at der kan skabes de individuelle løsninger, der passer til den enkelte sindslidendes behov.

Døgnhusene er et tilbud til mennesker med sindslidelser, om – for en kortere periode – at bo med faste rammer og støtte omkring sig, i et miljø, hvor udgangspunktet for behandlingen er at støtten til brugerne ydes som overfor borgere i eget hjem. (…)

Døgnhuse er et alternativ til ophold på sygehus og ophold efter § 93, stk. 1 nr. 1. Med forslaget kan amtskommunerne således oprette døgnhuse i stedet for eller som supplement til åbne psykiatriske afsnit på psykiatriske sygehuse.

At døgnhusene får hjemmel i serviceloven medfører, at driften samt den hjælp og støtte de enkelte beboere modtager, ydes i medfør af serviceloven. Det er således reglerne i servicelovens §§ 109-109 m, der gælder for så vidt angår magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten og ikke tvangsbestemmelserne i psykiatriloven. Formålet hermed er at skabe et miljø, hvor udgangspunktet for relationen mellem personalet og brugerne er, at støtten til brugerne ydes på tilsvarende måde som over for borgere i eget hjem.”

Ved kommunalreformen blev døgnhuse overført til sundhedssektoren og sundhedsloven, men det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til sundhedsloven, at de regler om tvang i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, der forudsætter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, fortsat ikke finder anvendelse på døgnhuse (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, side 3215).

Efter Straffelovrådets opfattelse hører døgnhuse og private psykiatriske behandlingssteder ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagt stillede persongrupper, fordi de er psykisk syge og eventuelt sindssyge, er deres ophold i døgnhuse eller private psykiatriske behandlingssteder som sådan alligevel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når det gælder ophold på psykiatrisk afdeling, hvor psykiatriloven giver mulighed for anvendelse af frihedsberøvelse og anden tvang. Hertil kommer, at det er særskilt kriminaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, at skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom.

Straffelovrådet finder tilsvarende, at andre behandlingsinstitutioner i medfør af sundhedsloven, herunder sundhedslovens §§ 141 og 142 om behandling for alkohol- og stofmisbrug, fortsat ikke bør være omfattet af straffelovens § 219. Det gælder generelt, at patienter afhængig af deres sygdom kan være svagt stillet i forhold til behandlingsinstitutionens ansatte, men det vil være meget vidtgående af den grund generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem hospitalspersonale og patienter, der er indlagt på hospitalet. Hertil kommer, at hvis patienten er så fysisk og/eller psykisk svækket, at patienten er ude af stand til at modsætte sig et seksuelt forhold, finder straffelovens § 218, stk. 2, anvendelse.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter psykiatriske afdelinger (i psykiatrilovens forstand) er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig modernisering, således at ”hospital for sindslidende” ændres til ”psykiatrisk afdeling”.

4.3.3. Med hensyn til socialsektoren for børn og unge hører døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge efter Straffelovrådets opfattelse til kerneområdet for bestemmelsen. Dette er mest oplagt for så vidt angår sikrede døgninstitutioner, hvor der generelt er tale om frihedsberøvelse, og delvist lukkede døgninstitutioner, som er karakteriseret ved, at der i perioder kan ske frihedsberøvelse, men det gælder generelt, at der på døgninstitutioner og opholdssteder kan ske frihedsberøvelse (tilbageholdelse) i op til 14 dage i starten af anbringelsen. Hertil kommer, at børn, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, under alle omstændigheder er svagt stillet, selv om der kan være gradsforskelle mellem tvangsanbragte og frivilligt anbragte, og selv om barnets alder og egen indstilling til anbringelsen også kan have betydning.

Inden for socialsektoren for børn og unge skelnes der ret klart mellem institutioner (betegnet døgninstitutioner og opholdssteder) og andre anbringelsessteder, herunder plejefamilier, egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder. Blandt andet fordi magtanvendelsesreglerne er forskellige på institutioner sammenlignet med andre anbringelsessteder (på andre anbringelsessteder er der ikke særlig hjemmel til magtanvendelse, der derfor i givet fald kun kan ske i form af nødværge, jf. straffelovens § 13), er afgrænsningen af institutioner over for andre anbringelsessteder også i praksis entydig.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører andre anbringelsessteder for børn og unge ikke til kerneområdet for bestemmelsen. Her er der ikke tale om frihedsberøvelse i snævrere forstand (men i givet fald kun i den forstand, at anbringelsen som sådan kan være en tvangsanbringelse, dvs. en anbringelse uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og/eller uden samtykke fra et barn, der er fyldt 15 år).

Endvidere adskiller anbringelse i egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder sig efter Straffelovrådets opfattelse ikke i en sådan grad fra tilfælde, hvor børn eller unge i øvrigt – uden at der er tale om en anbringelse i medfør af lov om social service – bor i eget værelse, på kollegium mv., at der er grundlag for en anden strafferetlig behandling af seksuelle forhold mellem opholdsstedets ansatte og barnet eller den unge. Og det ville efter Straffelovrådets opfattelse være for vidtgående generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem ansatte f.eks. hos en værelsesudlejer eller på et kollegium og børn (over 15 år) og unge med bolig det pågældende sted. Hvis et barn under 18 år er betroet nogen til undervisning eller opdragelse, gælder straffelovens § 223, stk. 1, jf. herom kapitel 14 nedenfor, men i mangel heraf er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for kriminalisering ud over de almindelige regler, som gælder generelt, jf. straffelovens §§ 216-218, 220 og 221.

For så vidt angår plejefamilier kriminaliserer straffelovens § 223, stk. 1, helt generelt seksuelle forhold – dvs. også frivillige seksuelle forhold – mellem en plejeforælder og et plejebarn under 18 år. Hvad angår seksuelle forhold mellem en plejeforælder og et plejebarn over 18 år, er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for kriminalisering ud over de almindelige regler, som gælder generelt, jf. straffelovens §§ 216-218, 220 og 221.

Som nævnt er det generelt kriminaliseret i straffelovens § 223, stk. 1, at have samleje med et barn under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse. Det er derfor et spørgsmål, om der ved siden heraf er behov for en yderligere generel kriminalisering af seksuelle forhold mellem ansatte og børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted. Selv om der i denne henseende er et betydeligt overlap mellem bestemmelserne, er der imidlertid efter Straffelovrådets opfattelse stadig behov for kriminaliseringen i straffelovens § 219.

Der kan således være ansatte, der ikke kan siges at have fået barnet betroet til undervisning eller opdragelse, men som alligevel bør være omfattet af et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold til børn på institutionen. Afhængig af arbejdets tilrettelæggelse på institutionen kunne det f.eks. være køkken- eller rengøringspersonale (hvis børnene inddrages i køkken- eller rengøringsarbejde, kan også køkken- og rengøringspersonale efter omstændighederne have fået barnet betroet til undervisning eller opdragelse).

Endvidere vil det kunne forekomme, at unge over 18 år er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, herunder eventuelt frihedsberøvet på en sikret døgninstitution, og i sådanne tilfælde gælder straffelovens § 223, stk. 1, ikke. Navnlig for i givet fald at kunne beskytte frihedsberøvede unge er der efter Straffelovrådets opfattelse også i denne henseende behov for en kriminalisering ud over, hvad der er dækket af § 223, stk. 1.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig modernisering, således at ”børne- eller ungdomshjem” ændres til ”døgninstitution eller opholdssted for børn og unge”. Døgninstitutioner er omfattet af lov om social service § 67, mens opholdssteder for børn og unge er omfattet af lov om social service § 142, stk. 7.

4.3.4. Med hensyn til socialsektoren for voksne nævner den gældende bestemmelse dels ”forsorgshjem”, dels ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap”.

”Forsorgshjem” er den traditionelle betegnelse for boformer, hvor personer med særlige sociale problemer kan få midlertidigt ophold, jf. lov om social service § 110. I praksis drejer det sig om herberger og lignende.

Indtil en lovændring i 2004 blev kvindekrisecentre henført under samme lovbestemmelse som (andre) forsorgshjem, og det må antages, at kvindekrisecentre er omfattet af den gældende § 219, enten som et ”forsorgshjem” eller i hvert fald som en ”lignende institution”. Kvindekrisecentre er i dag omfattet af lov om social service § 109, der angår midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører forsorgshjem og kvindekrisecentre ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagt stillede persongrupper, fordi de er hjemløse eller har måttet forlade deres hjem på grund af vold eller trusler, er deres ophold på forsorgshjemmet eller kvindekrisecenteret som sådan alligevel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når det gælder fængsler, psykiatriske afdelinger og døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge.

Endvidere er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at behandle boformer møntet på midlertidigt ophold anderledes end boformer møntet på længerevarende ophold i relation til den strafferetlige beskyttelse mod seksuel udnyttelse fra en ansats side.

Betegnelsen ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap” blev indsat i straffelovens § 219 i 1997 til erstatning for udtrykket ”åndssvageinstitution”, som i 1965 havde afløst det oprindelige udtryk i straffeloven af 1930 ”Aandsvageanstalt”. Ifølge forarbejderne til lovændringen i 1965 var der alene tale om en redaktionel ændring, og ifølge forarbejderne til lovændringen i 1997 var der alene tale om en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler.

Det må antages, at udtrykket i dag omfatter boformer efter lov om social service §§ 107 og 108, i det omfang det pågældende botilbud har karakter af en døgninstitution og er rettet mod personer med vidtgående psykiske handicap, hvorimod andre boformer efter lov om social service §§ 107 og 108 ikke kan antages at være omfattet. Botilbud etableret med hjemmel i anden lovgivning, eksempelvis lov om almene boliger, må også antages at være omfattet, i det omfang det pågældende botilbud har karakter af en døgninstitution og er rettet mod personer med vidtgående psykiske handicap.

Som det fremgår, har der ikke siden straffelovens vedtagelse i 1930 været legislative overvejelser vedrørende anvendelsesområdet for straffelovens § 219 i forhold til institutioner for den persongruppe, der i dag betegnes personer med vidtgående psykiske handicap – til trods for de meget store forandringer, der er sket i behandlingen af den pågældende persongruppe.

Ved straffelovens vedtagelse i 1930 fandtes to private institutioner, Østifternes Aandssvageforsorg og De Kellerske Aandssvageanstalter, som hver havde et antal anstalter, herunder de særlige øanstaler på henholdsvis Livø (for ”antisociale og kriminelle åndssvage mænd”) og Sprogø (for ”seksuelt løsagtige åndssvage kvinder”).

De private institutioner overgik i 1959 til staten og fik navnet ”Statens Åndssvageforsorg”. Landet blev opdelt i 11 forsorgscentre, som hver bestod af en centralinstitution og en række mindre institutioner. De to øanstalter blev nedlagt i 1961.

Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, og alle foranstaltninger for udviklingshæmmede overgik til (amts)kommunerne, og siden er de fleste store, centrale boinstitutioner overgået til andre formål. Børn er generelt hjemmeboende og undervises i normalsystemet med støtte eller i specialbørnehaver og -skoler. Voksne bor i eget hjem, i pensionater eller i bofællesskaber. De arbejder i beskyttede værksteder, har mulighed for helbredsbetinget førtidspension, og nogle finder beskæftigelse med delvis aflønning via offentlige hjælpeforanstaltninger.

Sammenfattende er udviklingen gået fra en placering i store institutioner med i hvert fald en de facto begrænsning af de pågældendes personlige frihed (bl.a. gennem placeringen på små øer) til en gradvis gennemførelse af en tanke om normalisering og forsøg på at give plads til de pågældende i samfundet (oprindelig formuleret af den første chef for Statens Åndssvageforsorg, N.E. Bank-Mikkelsen). I dag er handicapforsorgen ikke som tidligere adskilt fra det øvrige sociale system, men er en del af det almindelige sociale hjælpeapparat. Den overordnede målsætning for den moderne handicapforsorg er normalisering af tilværelsen for personer med handicap og integration i det almindelige samfundsliv. Bistanden ydes som en minimal indgriben med udgangspunkt i den pågældendes dagligdag og hjemlige miljø. Herved ønsker man at undgå de tidligere tiders stigmatisering og isolation, som fulgte af institutionsanbringelser fjernt fra familien og det oprindelige miljø.

Af forarbejderne til den første lov om social service, som trådte i kraft i 1998, fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4936):

”Forslagets regler om botilbud omfatter alene bodelen. Den hjælp og støtte, der i øvrigt er brug for, dækkes gennem forslagets bestemmelser om personlig pleje, behandling, samvær og aktivitetstilbud m.v. Det betyder imidlertid ikke, at bistands- og støttetilbud efter lovforslaget nødvendigvis får en anden udformning eller karakter end de tilbud, der gives i dag. Tilbudene kan fortsat sammensættes således, at de med hensyn til service og boform reelt svarer til de bofællesskaber og institutioner m.v., der er oprettet og som drives efter reglerne i bistandsloven. (…)

Bestemmelserne om boligtilbud er ikke længere knyttet til en bestemt organisationsform. Men bo- og serviceydelser kan fortsat oprettes og drives som døgninstitutioner. Der er med forslaget en uændret kommunal og amtskommunal forpligtelse til at sikre egnede boformer for grupper med særlige behov, herunder en forpligtelse til – i forhold til de forskellige gruppers behov – at indrette boformerne og at give den nødvendige støtte i tilknytning til boformerne.”

Dette princip – som fortsat er gældende – beskrives generelt på den måde, at institutionsbegrebet i 1998 blev ”ophævet” på voksenområdet. Heri ligger, at man på socialområdet principielt ikke længere betegner botilbuddene som institutioner, men som borgerens egen bolig. Som det fremgår, kan der imidlertid fortsat oprettes og drives botilbud af institutionslignende karakter i den forstand, at der ud over de enkelte beboeres egne boliger også er fællesarealer og tilknyttet personale.

Det indebærer også, at servicelovens bestemmelser om botilbud efter §§ 107 og 108 alene omhandler de fysiske rammer, mens arten og omfanget af hjælp i princippet visiteres særskilt med hjemmel i de samme bestemmelser, som gælder for personer, der ikke er optaget i et botilbud. Vurderingen af, om et botilbud har karakter af en institution i straffelovens § 219’s forstand, vil derfor i dag i realiteten bl.a. afhænge af arten og omfanget af den hjælp, der i øvrigt er visiteret, hvor der vil være en glidende overgang. Hertil kommer, at der ikke længere er bestemmelser om boformer til specifikke målgrupper. Botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 er således ikke kun målrettet personer med psykiske handicap, men også personer med f.eks. fysiske handicap eller anden nedsat funktionsevne som sindslidelse, autisme mv. Samtidig er den skarpe målgruppeopdeling på de enkelte botilbud i et vist omfang ved at blive udvisket. Det er ikke usædvanligt, at f.eks. personer med psykisk nedsat funktionsevne bor i samme botilbud som personer, der har ophold i botilbuddet overvejende på grund af (omfattende) fysisk nedsat funktionsevne. Botilbud kan også være af meget forskellig størrelse, og det kan være tvivlsomt, om et botilbud med kun få beboere kan anses som en institution i straffelovens § 219’s forstand.

Som følge af disse forhold vil det i dag efter omstændighederne kunne være forbundet med betydelig vanskelighed at afgøre, om et konkret botilbud er omfattet af straffelovens § 219. Dette afgrænsningsspørgsmål ses dog ikke at været rejst i trykt retspraksis, hvorved bemærkes, at retspraksis som beskrevet i afsnit 2 ovenfor er sparsom, og at det som følge af anonymiseringen af de offentliggjorte domme ikke altid heraf kan ses, hvilken form for institution der var tale om. Det gælder TfK 2008.862 V, hvor institutionen omtales som et ”bofællesskab for domsanbragte”, TfK 2005.430 Ø, hvor forurettede omtales som psykiatrisk patient på institutionen, og TfK 2004.496 Ø, hvor forurettede var optaget på institutionen på grund af mental retardering i lettere grad.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører særligt sikrede afdelinger for personer med vidtgående psykiske handicap, hvoraf der så vidt ses for tiden kun findes én på landsplan, Kofoedsminde på Lolland, til kerneområdet for straffelovens § 219. Her er beboerne generelt frihedsberøvede i henhold til dom (foranstaltningsdom for strafbart forhold) eller retskendelse (varetægtsfængsling i surrogat).

Uden for dette sikre kerneområde er det imidlertid vanskeligt ud fra kendetegn for institutionen at udskille de institutioner, hvor der generelt kan foreligge et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatte og beboere, at der bør gælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere.

De personer, der er dømt til anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap (men ikke til anbringelse i særligt sikret afdeling), kan i praksis være placeret mange forskellige steder, og der kan i samme botilbud være personer, som ikke er domsanbragte. Tilsvarende gælder personer, som er dømt til tilsyn af kommunen, således at kommunen kan træffe bestemmelse om anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap, hvis kommunen træffer sådan bestemmelse.

Også når der ikke er tale om personer, som er anbragt i henhold til dom eller retskendelse, er der ganske vist generelt tale om personer, der er svagt stillede, men der er en meget glidende overgang i graden af afhængighed. Hertil kommer, at der i dag – dvs. efter afskaffelsen af de store åndssvageanstalter – næppe er nogen systematisk forskel i graden af afhængighed og beskyttelsesbehov ud fra, om beboeren er optaget i botilbuddet på grund af vidtgående psykiske handicap eller af andre årsager. Det kan således anføres, at der uanset typen af funktionsnedsættelse, sindslidelse og/eller særlige sociale problemer er tale om personer, som er i et afhængighedsforhold til botilbuddets personale. Endvidere er der næppe heller i forhold til afhængighed og beskyttelsesbehov den store forskel mellem botilbud omfattet af lov om social service §§ 107 og 108 og andre boligformer, der kræver forudgående visitation på baggrund af behovsvurdering, og hvor der er tilknyttet hjælp, herunder døgnhjælp, og som i praksis benyttes til samme formål som boformer efter lov om social service §§ 107 og 108. Det gælder bl.a. almene ældre- og handicapboliger, herunder plejeboliger, samt friplejeboliger mv.

Der kan også argumenteres for, at afhængighedsforholdet og dermed beskyttelseshensynet er lige så stærkt for en person, der f.eks. bor i sit eget private hjem og får massiv støtte på grund af omfattende funktionsnedsættelse. En sådan persons afhængighed af personalet/hjælpere kan være helt det samme, som gør sig gældende for personer, der bor på botilbud mv. Det kan i den forbindelse også nævnes, at reglerne i lov om social service om magtanvendelse over for voksne som udgangspunkt er uafhængige af boform og således også kan anvendes i forhold til personer, som bor i private hjem.

Straffelovrådet er for så vidt enig i, at beskyttelsesbehovet for personer, der som følge af omfattende funktionsnedsættelse modtager massiv støtte i private hjem, kan være sammenligneligt med beskyttelsesbehovet for personer, der er optaget i et botilbud, og at der i denne henseende heller ikke nødvendigvis er nogen systematisk forskel mellem botilbud for personer med vidtgående psykiske handicap og botilbud for eksempelvis psykisk syge eller personer med alvorlige sociale problemer eller mellem personer, der bor i et botilbud efter lov om social service §§ 107 og 108, og personer, der bor i en plejebolig mv.

Samtidig er det imidlertid som nævnt i pkt. 4.1 ovenfor Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens § 219 bør begrænses til et kerneområde. Efter rådets opfattelse ville det være for vidtgående at udvide bestemmelsen til også at omfatte private hjem eller botilbud, der ikke har karakter af døgninstitutioner. En sådan udvidelse, som ville indebære, at bestemmelsen kom til at omfatte andet end institutioner, ville også give bestemmelsen en helt anden karakter.

Straffelovrådet kan heller ikke anbefale at udvide bestemmelsen til også at omfatte plejeboliger mv., der har karakter af døgninstitutioner. Rådet lægger i den forbindelse også vægt på, at plejeboliger (tidligere betegnet plejehjem og endnu tidligere betegnet alderdomshjem) har eksisteret i hele perioden fra før vedtagelsen af straffeloven i 1930 frem til i dag uden nogensinde at have været omfattet af straffelovens § 219, og uden at det ses at have givet anledning til problemer i praksis, at sådanne institutioner ikke er omfattet af bestemmelsen.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig præcisering, således at ”institution” ændres til ”døgninstitution”. Rådet foreslår endvidere, at forsorgshjem udgår af bestemmelsen.

Straffelovrådet er opmærksom på, at den foreslåede uændrede afgrænsning af bestemmelsen for så vidt angår institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap indebærer, at visse stort set sammenlignelige situationer behandles forskelligt afhængig af, om der er tale om en døgninstitution eller en boform med personale en stor del af døgnet, men dog ikke hele døgnet, og afhængig af, om den pågældende institution er for personer med vidtgående psykiske handicap eller for andre målgrupper.

Grænsen må imidlertid nødvendigvis drages et sted, og efter Straffelovrådets opfattelse ville en klarere afgrænsning kun kunne opnås ved enten en betydelig udvidelse (f.eks. til alle døgninstitutioner) eller ved en væsentlig indskrænkning

(f.eks. til særligt sikrede afdelinger). Rådet har for så vidt en vis sympati for en indskrænkning til særligt sikrede afdelinger, der som nævnt hører til bestemmelsens kerneområde, men en sådan indskrænkning ville betyde, at personer, som i medfør af en dom er anbragt på almindelige (ikke-sikrede) institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap, ikke længere ville være omfattet af bestemmelsen. Også i lyset af, at den eksisterende afgrænsning så vidt ses ikke har givet anledning til problemer i praksis, anbefaler rådet på denne baggrund efter en samlet vurdering at videreføre den gældende bestemmelse uændret for så vidt angår institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.

4.3.5. Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at udvide bestemmelsen i straffelovens § 219 til at omfatte institutioner inden for andre sektorer.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør bestemmelsen af principielle grunde udvides til også at omfatte personer, der som frihedsberøvede er i politiets varetægt. Selv om sandsynligheden for et frivilligt seksuelt forhold (eller for et skjult misbrug) mellem en ansat i politiet og en frihedsberøvet i politiets varetægt er ringe, er der principielt tale om, at der generelt kan være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold på linje med de øvrige tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 219.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der derimod ikke andre institutioner, hvor der generelt kan være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatte og beboere, at der bør gælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere.

Særligt med hensyn til kostskoler bemærkes, at straffelovens § 223, stk. 1, særskilt kriminaliserer et seksuelt forhold til et barn under 18 år, som er betroet nogen til undervisning eller opdragelse.

Særligt med hensyn til asylcentre bemærkes, at ophold i et asylcenter efter Straffelovrådets opfattelse ikke kan sidestilles med ophold i fængsel eller på pykiatrisk afdeling mv. Hvis en udlænding, herunder en asylansøger, frihedsberøves og derfor placeres i en af Kriminalforsorgens institutioner eller eventuelt på psykiatrisk afdeling mv. (frihedsberøvelse i surrogat), vil den pågældende i kraft af denne placering være omfattet af straffelovens § 219. I andre tilfælde kan asylansøgere imidlertid ikke sidestilles med personer, der er frihedsberøvet, og dette gælder også udlændinge på ”tålt ophold”, som er pålagt at opholde sig på et bestemt asylcenter. Det bemærkes herved, at en udlænding, der er pålagt at opholde sig på et bestemt asylcenter, ganske vist ikke uden tilladelse må overnatte andre steder, men udlændingen er ikke forpligtet til at være på sit værelse eller på asylcenteret om aftenen eller om natten, men vil også i aften- og nattetimerne uden tilladelse kunne færdes uden for asylcenteret, f.eks. ved at besøge venner, bekendte og lignende, uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Det afgørende er, at udlændingen vender tilbage til asylcenteret og har asylcenteret som det sted, hvor vedkommende overnatter.

Særligt med hensyn til dagtilbud bemærkes, at en generel kriminalisering af seksuelle forhold mellem personale på dagtilbud og brugerne af dagtilbuddet efter Straffelovrådets opfattelse ville være alt for vidtgående. For så vidt angår børn under 18 år fastsætter straffelovens § 223, stk. 1, et generelt forbud mod seksuelle forhold, hvis barnet er betroet nogen til undervisning eller opdragelse, hvortil naturligvis kommer det helt generelle forbud mod seksuelle forhold til børn under 15 år. For så vidt angår personer over 18 år kan navnlig henvises til straffelovens § 218 om udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering eller af en tilstand, hvor pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

4.4. Straffelovrådet finder, at det er hensigtsmæssigt, at bestemmelsen også finder anvendelse under udgang fra institutionen, men ikke, når institutionsopholdet er ophørt.

På den ene side bør den beskyttelse, som bestemmelsen giver, ikke være begrænset til seksuelle forhold, der finder sted på institutionens område, men bør også gælde under midlertidigt fravær – f.eks. udgang, frigang eller fælles udflugt – andetsteds. På den anden side ville det være for vidtgående at udvide bestemmelsen til at gælde efter afslutningen af institutionsopholdet, og det gælder, selv om kontakten mellem den ansatte og den institutionsanbragte blev etableret under institutionsopholdet.

Det bemærkes, at den foreslåede udvidelse vedrørende politiet ikke er knyttet til et institutionsophold, men til en frihedsberøvelse i politiets varetægt. Den foreslåede udvidelse vil kun finde anvendelse på seksuelle forhold, der finder sted under selve frihedsberøvelsen i politiets varetægt.

4.5. Den gældende bestemmelse omfatter den, der er ”ansat eller tilsynsførende ved” den pågældende institution. Bestemmelsen er ikke begrænset til ansatte eller tilsynsførende, der har kompetence til at give den institutionsanbragte pålæg eller til at føre tilsyn med vedkommende.

Der ses ikke i bestemmelsens forarbejder eller i retspraksis eller litteraturen at være anført nærmere om forståelsen af udtrykket ”ansat eller tilsynsførende ved”, og så vidt ses har de overtrædelser af bestemmelsen, som er blevet pådømt i retspraksis, vedrørt ”ansatte”.

Efter Straffelovrådets opfattelse må det antages, at der med ”tilsynsførende ved” en institution forstås personer, der som led i et offentligt hverv fører tilsyn med behandlingen af personer, der er optaget i institutionen.

For så vidt angår døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge, psykiatriske afdelinger eller døgninstitutioner for personer med vidtgående psykiske handicap er det Straffelovrådets opfattelse, at den gældende bestemmelse som udgangspunkt har en hensigtsmæssig udformning.

Straffelovrådet har overvejet, om udtrykket ”ansat ved” er tilstrækkeligt til at angive de personer, som bør være omfattet af et generelt forbud mod seksuelt forhold til beboerne på en given institution, eller om det ville være hensigtsmæssigt at ændre det til f.eks. ”beskæftiget ved”. I betragtning af, at denne del af bestemmelsen som nævnt ikke ses at have givet anledning til problemer i praksis, har rådet dog ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan ændring. Det bemærkes herved også, at den gældende bestemmelse efter rådets opfattelse også omfatter deltidsansatte, midlertidigt ansatte og ulønnede ansatte, f.eks. praktikanter, og at udtrykket ”beskæftiget ved” kunne give anledning til nye afgrænsningsspørgsmål f.eks. i forhold til håndværkere, som i en vis periode udfører en konkret håndværksmæssig opgave på institutionens område.

Med hensyn til udtrykket ”tilsynsførende ved” foreslår Straffelovrådet en sproglig præcisering, således at bestemmelsen finder anvendelse på ”tilsynsførende med” den pågældende institution. Hermed tydeliggøres, at det afgørende for så vidt angår tilsynsførende er, at den pågældende fører tilsyn med en given institution, og ikke om den pågældende særligt er tilknyttet denne institution.

For så vidt angår kriminalforsorgens institutioner foreslår Straffelovrådet, at bestemmelsen i stedet for at omfatte ansatte og tilsynsførende ved den pågældende institution ændres til at omfatte ansatte i kriminalforsorgen som helhed, under hvis myndighed den pågældende står.

Baggrunden for forslaget er, at hvis f.eks. en ansat ved Direktoratet for Kriminalforsorgen eller ved kriminalforsorgen i frihed i arbejdsmæssigt øjemed besøger et fængsel eller arresthus og der er i kontakt med indsatte, tilsiger det beskyttelseshensyn, som begrunder straffelovens § 219, at bestemmelsen skal kunne anvendes. Det afgørende bør således ikke være, om den pågældende er ansat ved (eller tilsynsførende med) den pågældende institution, men om den pågældende er ansat ved kriminalforsorgen og i kraft heraf er i arbejdsmæssig kontakt med en person, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner. Det bemærkes herved, at en medarbejder ved Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalforsorgen i frihed vil kunne have kompetence til at træffe afgørelse om prøveløsladelse eller have indflydelse på en sådan afgørelse, og at en indsat derfor vil kunne være i et stærkt afhængighedsforhold til en sådan medarbejder.

Forslaget indebærer, at henvisningen til ”tilsynsførende” udgår for så vidt angår kriminalforsorgens institutioner.

Straffelovrådet er opmærksom på, at Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med behandlingen af personer, der er frihedsberøvet, og at dette tilsyn bl.a. indbefatter inspektionsbesøg på institutioner under kriminalforsorgen. Det findes imidlertid ufornødent alene med sigte til Folketingets Ombudsmand og dennes medarbejdere i straffelovens § 219 at bevare en henvisning til ”tilsynsførende” med kriminalforsorgens institutioner.

Med hensyn til den foreslåede udvidelse vedrørende politiet foreslås bestemmelsen udformet på den måde, at den omfatter ansatte ved politiet, der har seksuelt forhold til en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt. Efter forslaget vil således enhver ansat ved politiet (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte) være omfattet, men bestemmelsen vil kun gælde for seksuelle forhold, der finder sted under frihedsberøvelsen i politiets varetægt.

4.6. Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straffelovens § 219 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 4 til 2 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 172-73.

Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4 års fængsel i bl.a. § 219, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse side 736.

Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220 angår forhold, der overordnet set har en sådan sammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i disse bestemmelser. Dette gælder, selv om der er væsentlige forskellige i bestemmelserners nærmere indhold og deres praktiske betydning. Alle bestemmelserne har således til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og det gælder for alle bestemmelserne, at der er betydelig variation i grovheden af konkrete overtrædelser.

Ved valget af, hvilken strafferamme der så bør anvendes i straffelovens §§ 217-220, finder Straffelovrådet efter en samlet vurdering, at mest taler for en strafferamme, der omfatter fængsel indtil 4 år.

En strafferamme på 4 års fængsel er klart lavere end de højere strafferammer på 8 og 12 års fængsel, som gælder for de groveste seksualforbrydelser, voldtægt og samleje med barn under 15 år, og vil dermed tydeligt markere, at forbrydelserne i straffelovens §§ 217-220 generelt må anses for at være mindre alvorlige end voldtægt og samleje med barn under 15 år.

En strafferamme på 4 års fængsel markerer samtidig, at der generelt set er tale om alvorlige forbrydelser, og en strafferamme på 4 års fængsel vil endvidere være fuldt tilstrækkelig til at give rum for en passende strafudmåling også i sager om meget grove overtrædelser af straffelovens §§ 217-220. Det samme kunne for så vidt siges om en strafferamme på 3 års fængsel, men Straffelovrådet har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en nedsættelse af strafferammen på 4 års fængsel, som har været gældende siden 1967 for så vidt angår §§ 217 og 218 og siden 1933 for så vidt angår § 219.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således at videreføre den gældende strafferamme i § 219 på 4 års fængsel.

4.7. Med hensyn til strafniveauet finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå ændringer i op- eller nedadgående retning i forhold til den eksisterende strafudmålingspraksis.

Straffelovrådet lægger på den ene side vægt på, at også straffelovens § 219 er begrundet i hensynet til at beskytte forurettedes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret. Bestemmelsens hovedformål er således ikke – eller bør i hvert fald fremover ikke anses for at være – at varetage mere ordensmæssige hensyn.

Straffelovrådet lægger på den anden side vægt på, at det ved straffastsættelsen også bør kunne tages i betragtning, om der foreligger et misbrug, eller om der er tale om et frivilligt seksuelt forhold.

Strafudmålingen bør endvidere ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder. Som eksempler på andre forhold, som kan indgå i vurderingen af forbrydelsens grovhed og dermed ved fastsættelsen af straffen, kan nævnes antallet af seksuelle forhold, det eller de seksuelle forholds nærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje og i givet fald hvilken form for seksuelt forhold), om der er tale om forsøg, om der er tale om gentagelse, om der er flere forurettede, graden af forurettedes afhængighed, forurettedes alder, og om der sker rettighedsfrakendelse.

De beskrevne forhold skal ikke anses for udtømmende, og fastsættelsen af straffen bør fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen.


Forside | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0, September 2012
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk