Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser
Betænkning nr. 1534
Kapitel 11

Forside | Til bund | Forrige | Næste


Kapitel 11: Straffelovens § 220 – groft misbrug af afhængighed

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 220

Efter straffelovens § 220 straffes den, som ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, med fængsel indtil 1 år eller, såfremt forholdet er begået over for en person under 21 år, med fængsel indtil 3 år.

Bestemmelsen i § 220 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Som det fremgår, er straffelovens § 220 begrænset til at omfatte samleje uden for ægteskab.

Anvendelse af bestemmelsen i straffelovens § 220 forudsætter, at samlejet er opnået ved et groft misbrug. Der er ved vurderingen af, om et sådant misbrug foreligger, overladt domstolene et meget frit skøn, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 307.

Den afhængighed, hvori den udnyttede skal befinde sig, skal efter bestemmelsen være af tjenstlig eller økonomisk karakter. Uden for falder således som udgangspunkt bl.a. forhold til læger, lærere eller sjælesørgere, jf. Oluf H. Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 515.

Om karakteren af den afhængighed, hvori den udnyttede skal befinde sig, anføres nærmere i Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 58 bl.a. følgende:

”Det siges ikke udtrykkeligt at den der udnyttes skal have været direkte afhængig af gerningsmanden. Men er det ikke tilfældet må der have foreligget en indirekte afhængighed, således at gerningsmanden efter sin stilling el. lign. har været i stand til at drage fordel af afhængighedsforholdet, fx. som den [der] har indflydelse på om et allerede bestående tjenesteforhold eller låneforhold skal fortsætte. Et af loven omfattet afhængighedsforhold foreligger næppe hvor en person bestemmer eller har indflydelse på om den anden opnår en ansættelse eller et lån.”

Den angivne aldersgrænse i bestemmelsen på 21 år er knyttet til den myndighedsalder, som gjaldt, da bestemmelsen blev gennemført, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372.

Subjektivt er det en forudsætning for ansvar efter § 220, at der er handlet med forsæt i relation til alle led i gerningsindholdet.

Om bestemmelsen i straffelovens § 220 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 307-308, Knud Waaben, a.st., side 58-59, Stephan Hurwitz, Den danske kriminalret, Speciel Del (1955) side 198, Oluf H. Krabbe, a.st., side 515, og Jørn Vestergaard m.fl., Strafferet – Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009) side 102.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 220 følgende ordlyd:

§ 220. Den, som ved groft Misbrug af en Kvindes tjenstlige eller økonomiske Afhængighed skaffer sig Samleje udenfor Ægteskab med hende, straffes med Fængsel indtil 1 Aar eller, saafremt hun er under 21 Aar, med Fængsel indtil 3 Aar.”

Som det fremgår, har bestemmelsen således bortset fra, at den oprindeligt var begrænset til forhold begået mod kvinder, været uændret siden straffeloven af 1930.

Om forarbejderne til bestemmelsen kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 199 samt side 188 og 192-194 og udkast af 1923 (U III) § 200 samt spalte 321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 222).

Bestemmelsen var, som det anføres i U III spalte 321, ny i dansk ret.

1.2.2. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik § 220 sin nuværende ordlyd.

Bestemmelsen blev således ved lovændringen gjort kønsneutral, idet den hidtidige begrænsning til forhold begået mod kvinder blev ophævet, således at bestemmelsen også vil kunne anvendes på forhold begået over for mænd, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4005-4006, og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 51.

1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Bestemmelsen i § 220 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Der fremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 172-73):

”I de sjældne tilfælde, hvor det er aktuelt at afsige dom efter en af bestemmelserne i §§ 218-220, ligger straffene væsentligt under lovens maksima. Straffelovrådet finder det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i §§ 218 og 219 fra 4 til 2 år og i § 220, sidste led, fra 3 år til 2 år.

Samme nedsættelser vil uden særskilt lovændring ske i tilfælde, hvor der ikke er tale om samleje, men hvor der efter § 224 eller § 225, sammenholdt med en af bestemmelserne i §§ 218-220, dømmes for andet seksuelt forhold end samleje.”

1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår om bestemmelsen i straffelovens § 220 – i forlængelse af det anførte i betænkning nr. 1099/1987 – bl.a. følgende (side 736):

”§§ 218-220 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. § 217, (…) dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det svarer for så vidt angår §§ 218 og 219 til det nugældende strafmaksimum. Placeringen indebærer for så vidt angår § 220, at strafmaksimum hæves fra 3 til 4 års fængsel.

Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som kom til udtryk i 1987-betænkningen (…). Som det fremgår, var der enighed om, at der burde være parallelitet med hensyn til strafmaksima i §§ 218-220. Dette er fortsat rådets opfattelse. Straffelovrådet finder dog, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4 års fængsel i §§ 218 og 219 og som følge heraf at skærpe strafmaksimum i § 220 til 4 års fængsel. Rådet bemærker i øvrigt, at det ved en lovrevision kunne overvejes at ændre aldersgrænsen, der betinger anvendelsen af det skærpede strafmaksimum i § 220, fra 21 til 18 år. Aldersgrænsen på 21 år er i bestemmelsens motiver knyttet til den daværende myndighedsalder”

Af forarbejderne til lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) fremgår det, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at følge Straffelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002 vedrørende bl.a. § 220, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3312, og lovforslaget og lovændringen indeholdt således ikke nogen ændring af straffelovens § 220.

2. Retspraksis

Der ses ikke at være trykt praksis, som direkte vedrører straffelovens § 220.

UfR 1934.645 H (1 års fængsel): Tiltalte blev ved et nævningeting fundet skyldig i flere gange at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med sin tjenestepige, da hun var 13 år, og i flere gange at have haft samleje med hende, da hun var 14 år. Forholdene var begået før, men blev pådømt efter ikrafttrædelsen af straffeloven fra 1930 og kunne derfor kun straffes, i det omfang de var strafbare efter såvel den tidligere som den nye lov. Forholdene blev henført under straffeloven af 1866 § 174 om den, der forfører en pige mellem 12 og 16 år til utugt, idet påtale kun kunne ske efter forældres eller værges begæring (i sagen forelå påtalebegæring fra pigens mor), og under straffeloven af 1930 § 222 (jf. § 224 for så vidt angår den anden kønslige omgængelse end samleje).

I Domme i Kriminelle Sager fra 1990-1992 er dog refereret en utrykt dom vedrørende overtrædelse af straffelovens § 220 (side 164):

Østre Landsret 11. september 1992 (9. afd. nr. 81/92) (3 måneders betinget fængsel): En 53-årig mand havde i løbet af en periode på ca. 3 måneder én gang skaffet sig samleje og én gang anden kønslig omgængelse end samleje med en kvinde, der som langtidsledig var ansat i en kommune, hvor tiltalte havde instruktionsbeføjelse over for hende. Det blev af landsretten bl.a. anført, at forurettede befandt sig i et tjenstligt afhængighedsforhold til tiltalte og var økonomisk afhængig af ansættelsen, hvilket måtte have stået tiltalte klart. Tiltalte havde endvidere groft misbrugt denne afhængighed til at skaffe sig kønslig omgængelse og samleje med forurettede.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 2 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 220 (samleje) (begge i 1992, herunder ovennævnte dom), hvoraf ingen var ubetingede fængselsstraffe. Der var i samme periode i alt 1 fældende strafferetlig afgørelse for overtrædelse af straffelovens § 220, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje) (i 1989), nemlig en dom på 1 års ubetinget fængsel.

Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædele af § 220, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf 11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om fordelingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at langt størstedelen af (og eventuelt alle) disse 20 afgørelser angik andre paragraffer end § 220.

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Den gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Efter § 193, stk. 1, i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som skaffer sig eller en anden seksuel omgang ved misbrug af stilling, afhængighedsforhold eller tillidsforhold, med fængsel indtil 6 år.

Om hvad der skal regnes for misbrug anføres bl.a. følgende i forarbejderne (Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 113):

”Hva som skal regnes som misbruk, vil være situasjonsbetinget. Generelt vil det regnes som misbruk dersom gjerningspersonen på en utilbørlig måte utnytter sitt overmaktsforhold til å skaffe seg seksuell omgang med fornærmede, f.eks. som dennes lege, psykolog eller støttekontakt. Relevante faktorer ved vurderingen vil være partenes alder, erfaring og opptreden, herunder hvilken overlegne posisjon dette har satt gjerningspersonen i overfor fornærmede. Herav følger at ikke alle forhold mellom personer hvor den ene part står i et overordningsforhold til den andre, omfattes. Situasjonen vil kunne stille seg annerledes dersom partene uavhengig av den enes overmaktsforhold, har seksuell omgang, f.eks. som følge av at det utvikler seg et alminnelig kjærlighetsforhold. Begrunnelsen for straffebudet – vern av personer som står i et underordningsforhold til annen person – vil da ikke lenger gjøre seg gjeldende.”

”Stilling” omfatter alle, som står i en overordnet position til forurettede. ”Afhængighedsforhold” kan omfatter forskellige former for personlig afhængighed til gerningsmanden. ”Tillidsforhold” kan f.eks. ramme tilfælde, hvor en person indleder et fortroligt forhold til forurettede ved beluring eller manipulation.

§ 295, litra a, i den nye straffelov af 2005 viderefører § 193, stk. 1, med den udvidelse, at også det at få forurettede til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv, omfattes.

3.2. Svensk ret

Efter kapitel 6 § 3 i den svenske straffelov straffes den, som formår en person til at foretage eller tåle en seksuel handling ved alvorligt at misbruge, at personen befinder sig i et afhængighedsforhold, for seksuel udnyttelse af person i afhængighedsforhold med fængsel indtil 2 år.

Efter bestemmelsens stk. 2 er strafferammen fængsel fra 6 måneder til 4 år, hvis forbrydelsen er grov. Ved vurderingen af, om forbrydelsen er grov, skal der særligt tages hensyn til, om flere har forgrebet sig på offeret eller på anden måde deltaget i overgrebet, eller om gerningsmanden ellers har udvist særlig hensynsløshed.

For strafansvar kræves det generelt, at det er gerningsmanden, som er aktiv, dvs. formår offeret til at foretage eller tåle en seksuel handling, jf. prop. 2004/05:45 side 141. Afhængighedsforhold omfatter bl.a. en bestående økonomisk afhængighed og afhængighed i ansættelsesforhold. Afhængighedsforhold kan også bestå mellem en person, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutioner, og en af institutionens ansatte. Afhængighedsforhold kan også bestå mellem en narkoman og dennes faste leverandør af narkotika, jf. prop. 2003/04:12 side 31.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Straffelovrådet har i lyset af, at straffelovens § 220 anvendes endog overordentligt sjældent, overvejet, om bestemmelsen bør ophæves som overflødig. Særligt med hensyn til tjenstlig afhængighed kan det anføres, at der i dag – i modsætning til i 1933, da bestemmelsen blev indført – er en stærk civilretlig beskyttelse mod sexchikane i ansættelsesforhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid strafværdige forhold, som er omfattet af bestemmelsen, og rådet finder endvidere, at der, uanset at straffelovens § 220 overlader domstolene et vidt skøn, er fordele forbundet med en særskilt udtrykkelig kriminalisering af groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed (frem for at sådanne forhold i givet fald efter omstændighederne skulle straffes som blufærdighedskrænkelse).

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der særligt er et beskyttelsesbehov i forhold til børn, hvor § 220’s beskyttelse mod groft misbrug af et barns afhængighed af sin arbejdsgiver eller overordnede supplerer beskyttelsen i § 223, stk. 1, mod seksuelle forhold mellem et barn og en person, som barnet er betroet til undervisning eller opdragelse. Der er dog – og bør fortsat være – den væsentlige forskel mellem bestemmelserne, at § 220 kun omfatter tilfælde, hvor arbejdsgiveren eller den overordnede groft har misbrugt barnets arbejdsmæssige afhængighed, hvorimod § 223, stk. 1, omfatter ethvert seksuelt forhold til et barn, som den pågældende har fået betroet til undervisning eller opdragelse.

4.2. Straffelovrådet har omvendt overvejet, om bestemmelsen bør udvides til at omfatte groft misbrug af andre former for afhængighed end tjenstlig eller økonomisk afhængighed.

Straffelovrådet finder, at ”misbrug” af – ikke en bestående tjenstlig eller økonomisk afhængighed, men af – at gerningsmanden har (eller påstår at have) mulighed for at skaffe forurettede et eftertragtet hverv (f.eks. en filmrolle eller et modeljob), konkret kan indebære en grov udnyttelse af situationen, men kan være særdeles vanskelige at adskille fra situationer, hvor en person med fuldt overlæg indvilliger i at have samleje med en anden, stærkere positioneret person for at opnå et gode. Straffelovrådet er således betænkelig ved at foreslå en nykriminalisering af sådanne handlinger. Med hensyn til tilbud om at yde en økonomisk fordel som betaling for et konkret seksuelt forhold henvises til Straffelovrådets overvejelser i kapitel 19, afsnit 6.3, nedenfor om en eventuel nykriminalisering af betaling for sex.

Straffelovrådet finder endvidere, at en udvidelse til at omfatte andre former for afhængighed end tjenstlig eller økonomisk afhængighed vil være principielt vidtgående og desuden kunne gøre bestemmelsen for upræcis. Rådet finder endvidere, at der i praksis ikke har vist sig et behov for en sådan udvidelse.

Særligt med hensyn til personlig afhængighed af plejepersonale – hvad enten der er tale om pleje i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., som ikke er omfattet af straffelovens § 219 – er det Straffelovrådets opfattelse, at de øvrige bestemmelser om misbrug, herunder navnlig straffelovens § 218, i almindelighed giver den fornødne beskyttelse.

Den udvikling, der har fundet sted inden for socialsektoren for voksne, indebærer imidlertid en forskydning fra, at svagt stillede personer bor på institutioner, over mod, at sådanne personer bor i egne boliger eksempelvis i mindre bofællesskaber. Udviklingen, som er nærmere beskrevet ovenfor i kapitel 10, afsnit 4.3.4, indebærer bl.a., at færre voksne med vidtgående handicap er optaget i en institution, der er omfattet af straffelovens § 219’s absolutte forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at udvide bestemmelsen i straffelovens § 220 til også at omfatte groft misbrug af plejemæssig afhængighed. Dette vil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bistand i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis der foreligger et stærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende og denne afhængighed er blevet groft misbrugt.

Forslaget tilsigter at give en yderligere beskyttelse af en svagt stillet persongruppe. Som nævnt må det antages, at beskyttelsen efter straffelovens § 218 normalt vil være tilstrækkelig, og der kan ikke forventes ofte at blive brug for at bringe det foreslåede nye led i straffelovens § 220 i anvendelse.

4.3. Det er Straffelovrådets flertals opfattelse, at bestemmelsen i straffelovens § 220 bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Der henvises herom nærmere til kapitel 9, afsnit 3.3, ovenfor.

Herudover foreslår Straffelovrådet en sproglig modernisering, således at ”tjenstlig” afhængighed ændres til ”arbejdsmæssig” afhængighed.

4.4. Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straffelovens § 220 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 3 til 2 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 172-73.

Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst at skærpe strafmaksimum i § 220 fra 3 til 4 års fængsel, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse side 736.

Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220 angår forhold, der overordnet set har en sådan sammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i disse bestemmelser. Dette gælder, selv om der er væsentlige forskellige i bestemmelserners nærmere indhold og deres praktiske betydning. Alle bestemmelserne har således til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og det gælder for alle bestemmelserne, at der er betydelig variation i grovheden af konkrete overtrædelser.

Ved valget af, hvilken strafferamme der så bør anvendes i straffelovens §§ 217-220, finder Straffelovrådet efter en samlet vurdering, at mest taler for en strafferamme, der omfatter fængsel indtil 4 år.

En strafferamme på 4 års fængsel er klart lavere end de højere strafferammer på 8 og 12 års fængsel, som gælder for de groveste seksualforbrydelser, voldtægt og samleje med barn under 15 år, og vil dermed tydeligt markere, at forbrydelserne i straffelovens §§ 217-220 generelt må anses for at være mindre alvorlige end voldtægt og samleje med barn under 15 år.

En strafferamme på 4 års fængsel markerer samtidig, at der generelt set er tale om alvorlige forbrydelser, og en strafferamme på 4 års fængsel vil endvidere være fuldt tilstrækkelig til at give rum for en passende strafudmåling også i sager om meget grove overtrædelser af straffelovens §§ 217-220. Det samme kunne for så vidt siges om en strafferamme på 3 års fængsel, men Straffelovrådet har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en nedsættelse af strafferammen på 4 års fængsel, som har været gældende siden 1967 for så vidt angår §§ 217 og 218 og siden 1933 for så vidt angår § 219.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at forhøje strafmaksimum i straffelovens § 220 fra 3 til 4 års fængsel.

Det er samtidig Straffelovrådets opfattelse, at aldersgrænsen på 21 år for anvendelse af en skærpet strafferamme i § 220 i givet fald bør ændres til 18 år.

Dette skyldes, at aldersgrænsen på 21 år ifølge bestemmelsens forarbejder er knyttet til den myndighedsalder, som gjaldt, da bestemmelsen blev gennemført. Da den gældende myndighedsalder er 18 år, vil en ændring af aldersgrænsen i § 220 til 18 år være i overensstemmelse med de hensyn, som ligger bag den skærpede strafferamme, og der er efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at opretholde en aldersgrænse i § 220 på 21 år. Hertil kommer, at en aldersgrænse på 18 år også vil svare til aldersgrænsen i flere af de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24.

Straffelovrådet har i forlængelse heraf overvejet, om den delte strafferamme på 1 og – efter rådets forslag – 4 års fængsel i stedet burde slås sammen til én samlet strafferamme på fængsel indtil 4 år.

Dette ville indebære, at strafferammen for forhold begået over for personer over 18 år blev firdoblet fra 1 til 4 år. En sådan forhøjelse af strafferammen ville også have afledede konsekvenser i forhold til mulighederne for at foretage straffeprocessuelle tvangsindgreb og i forhold til forældelse. Der ville bl.a. blive mulighed for varetægtsfængsling (hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), og forældelsesfristen ville blive forlænget fra 2 til 5 år.

Endvidere er der som nævnt inden for rammerne af § 220 et særligt beskyttelsesbehov i forhold til børn, og en skærpet strafferamme for forhold begået over for personer under – efter rådets forslag – 18 år, er for så vidt velbegrundet.

Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå én samlet strafferamme i straffelovens § 220.


Forside | Til top | Forrige | Næste

Justitsministeriet, Version 1.0, September 2012
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk